68
Doris Overby Christensen Louise Aaholm Hansen Malene Laue Poulin Mette Møller Nielsen Januar 2010 Denne opgave eller dele heraf må kun offentliggøres med forfatternes tilladelse, jævnfør cirkulære af 16. juli 1973 og bekendtgørelse af lov om ophavsret af 11. marts 1997. Selvstigmatisering blandt mennesker med alvorlige sindslidelser en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres og muligheden for recovery dermed øges Dette skriftlige produkt er udarbejdet af studerende ved VIA University College, Ergoterapeutuddannelsen som led i et uddannelsesforløb. Opgaven eller rapporten foreligger ukommenteret fra uddannelsens side, og er således et udtryk for forfatternes egne synspunkter.

en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

  • Upload
    vubao

  • View
    219

  • Download
    3

Embed Size (px)

Citation preview

Page 1: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

Doris Overby Christensen Louise Aaholm Hansen Malene Laue Poulin Mette Møller Nielsen Januar 2010

Denne opgave – eller dele heraf – må kun

offentliggøres med forfatternes tilladelse,

jævnfør cirkulære af 16. juli 1973 og

bekendtgørelse af lov om ophavsret af 11.

marts 1997.

Selvstigmatisering blandt mennesker med alvorlige sindslidelser

– en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres og

muligheden for recovery dermed øges

Dette skriftlige produkt er udarbejdet af studerende ved

VIA University College, Ergoterapeutuddannelsen som

led i et uddannelsesforløb. Opgaven eller rapporten

foreligger ukommenteret fra uddannelsens side, og er

således et udtryk for forfatternes egne synspunkter.

Page 2: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

2

Resumé

Titel

Selvstigmatisering blandt mennesker med alvorlige sindslidelser – en undersøgelse

af hvordan selvstigmatisering forhindres og muligheden for recovery dermed øges.

Formål

Undersøgelsens formål er at finde frem til, hvordan selvstigmatisering blandt

mennesker med alvorlige sindslidelser (brugere) kan forhindres gennem

ergoterapeutisk interventionsformer og dermed øge muligheden for recovery –

ifølge henholdsvis brugere og ergoterapeuter i socialpsykiatrien.

Materiale og metode

En kvalitativ undersøgelse baseret på semistrukturerede interviews med to brugere

og tre ergoterapeuter fra socialpsykiatrien. Dataanalysen blev foretaget ud fra Kvale

og Brinkmanns interviewanalyse med fokus på mening.

Resultater

Informanterne udtrykte, at betydningsfulde aktiviteter, øget empowerment,

ergoterapeutens hukommelse som redskab, at flytte fokus væk fra sygdommen, at

tale om selvstigmatisering og at ergoterapeuten arbejder recovery-orienteret var

vigtigt i arbejdet med at forhindre selvstigmatisering.

Konklusion

Meget tyder på, at ergoterapeuter kan bidrage til at forhindre selvstigmatisering

blandt brugere gennem betydningsfulde aktiviteter og ved at styrke deres

empowerment. Det ser ligeledes ud til, at det er vigtigt, at ergoterapeuten

samarbejder med brugerne om både at flytte fokus fra sygdommen og at tale højt

om selvstigmatisering. Ergoterapeutens hukommelse som redskab kan muligvis

have betydning for, om brugerne føler sig anerkendt. Endeligt tyder meget på, at

det har en positiv effekt på selvstigmatisering, når ergoterapeuten arbejder

recovery-orienteret.

Søgeord

Page 3: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

3

Selvstigmatisering, stigmatisering, recovery, ergoterapi, alvorlige sindslidelser

socialpsykiatri.

Abstract

Title

Self-stigma among people with severe mental illness – a study of how to prevent

self-stigma and, accordingly, to increase the possibility of recovery.

Purpose

The purpose of this study is to discover how to prevent self-stigma among people

with severe mental illness (consumers) by means of occupational therapeutic

intervention methods and, accordingly, to increase the possibility of recovery,

according to consumers and occupational therapists within the social psychiatry.

Material and method

A qualitative study based on semi-structured interviews with two consumers and

three occupational therapists within the social psychiatry. The data analysis was

carried out based on Kvale and Brinkmann’s interview analysis focusing on meaning.

Results

The informants expressed that meaningful activities, increased empowerment, the

occupational therapist’s memory as a tool, shifting focus from the illness, talking

about self-stigma and the occupational therapist’s recovery-oriented approach

were decisive factors in preventing self-stigma.

Conclusion

There is much evidence indicating that occupational therapists can contribute to

prevent self-stigma among consumers through meaningful activities and

strengthening their empowerment. It also seems important that the occupational

Page 4: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

4

therapist cooperates with the consumers on shifting focus from the illness and

talking about self-stigma. The occupational therapist’s memory as a tool may be

important for the consumers to feel accepted. Finally, there is much evidence

indicating that the occupational therapist’s recovery-oriented approach has a

beneficial effect on self-stigma.

Key words

Self-stigma, stigmatizing, recovery, occupational therapy, severe mental illness,

social psychiatry

Page 5: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

5

Indholdsfortegnelse

1.0 Problembaggrund .................................................................................................. 9

1.1 Stigmatisering i et historisk perspektiv .............................................................. 9

1.2 Offentlig stigmatisering .................................................................................... 10

1.3 Selvstigmatisering ............................................................................................. 10

1.4 Emnets relevans for ergoterapi ........................................................................ 12

1.5 Projektets formål .............................................................................................. 13

1.6 Problemstilling .................................................................................................. 13

1.6.0 Definition af nøgleord ................................................................................ 13

2.0 Design, materiale og metode .............................................................................. 14

2.1 Design ............................................................................................................... 14

2.2 Materiale .......................................................................................................... 15

2.2.0 Inklusionskriterier for brugerne ................................................................. 15

2.2.1 Eksklusionskriterier for brugerne .............................................................. 15

2.2.2 Inklusionskriterier for ergoterapeuterne .................................................. 16

2.2.3 Eksklusionskriterier for ergoterapeuterne ................................................ 16

2.3 Metode ............................................................................................................. 16

2.3.0 Videnskabsteoretisk grundlag ................................................................... 16

2.3.1 For-forståelse ............................................................................................. 17

2.3.2 Dataindsamlingsmetode ............................................................................ 18

2.3.3 Databearbejdning ...................................................................................... 20

2.3.4 Etiske overvejelser ..................................................................................... 21

2.3.5 Litteratursøgning ....................................................................................... 22

3.0 Teori ..................................................................................................................... 23

3.1 CMOP-E ............................................................................................................. 24

Page 6: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

6

3.1.0 Engagement ............................................................................................... 25

3.1.1 Betydningsfulde aktiviteter ....................................................................... 26

3.1.2 Omgivelserne ............................................................................................. 26

3.1.3 Personen .................................................................................................... 26

3.2 CMCE ................................................................................................................ 27

3.3 Stigma ............................................................................................................... 28

3.4 Recovery ........................................................................................................... 29

4.0 Resultater............................................................................................................. 31

4.1 Præsentation af informanter............................................................................ 31

4.1.0 Brugere ...................................................................................................... 31

4.1.1 Ergoterapeuter .......................................................................................... 32

4.2 Betydningsfulde aktiviteter .............................................................................. 32

4.3 Empowerment .................................................................................................. 35

4.4 Det hjælper at snakke....................................................................................... 36

4.5 At flytte fokus fra sygdommen ......................................................................... 36

4.6. Ergoterapeutens hukommelse som redskab .................................................. 37

4.7 Recovery ....................................................................................................... 38

5.0 Diskussion ............................................................................................................ 39

5.1 Betydningsfulde aktiviteter .............................................................................. 39

5.1.0 Deltagelse i betydningsfulde aktiviteter .................................................... 39

5.1.1 Arbejde og andre betydningsfulde aktiviteter .......................................... 40

5.1.2 Udvikling og styrkelse af selvtillid gennem betydningsfulde aktiviteter ... 41

5.1.3 Delkonklusion ............................................................................................ 43

5.2 Empowerment .................................................................................................. 43

5.2.1 At få ansvar ................................................................................................ 44

Page 7: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

7

5.2.2 At træffe valg ............................................................................................. 45

5.2.3 Delkonklusion ............................................................................................ 46

5.3 Det hjælper at snakke....................................................................................... 46

5.3.0 Delkonklusion ............................................................................................ 47

5.4 At flytte fokus fra sygdommen ......................................................................... 47

5.4.0 Delkonklusion ............................................................................................ 48

5.5 Ergoterapeutens hukommelse som redskab ................................................... 49

5.5.0 Delkonklusion ............................................................................................ 50

5.6 Recovery ........................................................................................................... 50

5.6.1 At tro på recovery ...................................................................................... 51

5.6.2 Delkonklusion ............................................................................................ 53

6.0 Metodediskussion ............................................................................................... 53

6.1 Problemstilling og begreber ............................................................................. 53

6.2 Design ............................................................................................................... 54

6.3 Materiale .......................................................................................................... 55

6.4 Metode ............................................................................................................. 55

6.4.0 Interviewguider og interviews ................................................................... 55

6.4.1 Analyse ....................................................................................................... 57

6.5 Teori .................................................................................................................. 57

6.5.0 CMCE .......................................................................................................... 57

6.5.1 Goffman ..................................................................................................... 58

6.5.2 Recovery .................................................................................................... 58

6.6 Artikler .............................................................................................................. 58

7.0 Konklusion ........................................................................................................... 59

8.0 Perspektivering .................................................................................................... 61

Page 8: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

8

9.0 Referenceliste ...................................................................................................... 64

10.0 Bilagsfortegnelse ............................................................................................... 68

Page 9: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

9

1.0 Problembaggrund

Selvstigmatisering, som denne undersøgelse handler om, refererer til reaktionerne

fra mennesker, som hører til en stigmatiseret gruppe og som vender den offentlige

stigmatisering imod sig selv (1). På baggrund af dette vil både stigmatisering og

selvstigmatisering blive præsenteret i det følgende. Først belyses stigmatisering ud

fra et historisk perspektiv. Dernæst redegøres der for offentlig stigmatisering af

mennesker med alvorlige sindslidelser samt selvstigmatisering blandt denne gruppe

af mennesker og konsekvenserne heraf. Afslutningsvis argumenteres der for emnets

relevans for den ergoterapeutiske profession, hvorefter projektets problemstilling

præsenteres. Alle teoretiske begreber vil blive kursiveret første gang de nævnes.

Dette er gældende gennem hele det skriftlige projekt.

1.1 Stigmatisering i et historisk perspektiv

Stigmatisering er et begreb, der har været kendt i flere hundrede år. I det gamle

Grækenland var stigma det mærke, der enten blev brændt eller ridset ind i kroppen

på mennesker, der havde begået en forbrydelse, forræderi, slaveri, var besmittede

eller på anden måde var farlige for omverdenen. De mærkede mennesker var på

denne måde let genkendelige, hvilket gav den almene befolkning mulighed for at

tage afstand fra dem (2).

Ifølge flere forskere, især inden for sociologien, finder stigmatisering stadig sted. I

dag er der imidlertid ikke tale om et fysisk mærke, der påføres enkelte personer i

samfundet. Der er nærmere tale om nogle mennesker, hvis opførsel og udseende

ikke passer ind i de grupper, som der mht. udseende og opførsel er en klar, men

uskreven forventning til. Disse mennesker er derfor i risiko for at blive socialt

udstødt af samfundet (2).

Disse sociale strukturer og denne udstødelse af mennesker, som ikke passer ind i

samfundets forventninger, blev for første gang omtalt og behandlet i 1963 af den

Page 10: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

10

amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens

sociale identitet”. Goffmans teori om stigmatisering har inspireret mange over hele

verden, og den anvendes den dag i dag – på trods af, at den er udviklet for næsten

et halvt århundrede siden. Der er efter 1963 løbende blevet forsket inden for

stigmatisering, og dette har givet anledning til at sætte fokus på stigmatisering af

forskellige sociale grupper i samfundet, heriblandt mennesker med sindslidelser (2).

1.2 Offentlig stigmatisering

Mangel på åben dialog og uvidenhed omkring sindslidelser og menneskers evne til

at komme sig efter sindslidelser synes at være væsentlige årsager til offentlig

stigmatisering (3). Derfor er opmærksomheden på offentlig stigmatisering af

mennesker med sindslidelser blevet skærpet yderligere gennem de seneste ti år (1).

Dette er sket i takt med, at flere lande er gået sammen om at lave anti-

stigmatiseringsprogrammer inden for området – deriblandt Australien, Canada,

Tyskland, Norge og Sverige (4).

Også i Danmark er der fokus på stigmatisering af mennesker med sindslidelser og

konsekvenserne deraf. Regeringen har i en ny handlingsplan sat penge af til at

iværksætte afstigmatiseringskampagner i 2010. Kampagnerne skal bl.a. rettes mod

arbejdspladser, videregående uddannelser og kultur- og fritidstilbud for at oplyse

om sindslidelser og skabe opmærksomhed om vilkårene for mennesker med

sindslidelser (5).

1.3 Selvstigmatisering

Når mennesker med sindslidelser ikke er i stand til at bekæmpe samfundets

fordomme og stereotypier, er der stor risiko for, at de begynder at acceptere og tro

på fordommene og stereotypierne, og de stigmatiserer derved sig selv (1,6).

Page 11: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

11

Selvstigmatisering kan føre til lavere selvværd og selvtillid samt en ringe tro på

fremtidig succes, der videre kan føre til bl.a. isolation og depression (6, 7, 8).

Det er dog ikke alle mennesker med sindslidelser, som stigmatiserer sig selv.

Undersøgelser har vist, at nogle mennesker med sindslidelser reagerer på offentlig

stigmatisering med vrede og rent faktisk får øget empowerment. Dette vil sige, at

de – på trods af de psykiske problemer – har et godt selvværd, og at de ikke tror på

den offentlige stigmatisering. De får tværtimod energi og handlekraft

(empowerment) gennem stigmatiseringen til at klare hverdagen og bekæmpe deres

sindslidelse (6, 7).

Der findes altså to modsatte poler af mennesker med sindslidelser – i den ene ende

dem, som får øget empowerment, og i den anden ende dem, som stigmatiserer sig

selv. Som en tredje gruppe findes der dem, som står imellem de to poler – dvs.

dem, som ikke lader sig påvirke af den offentlige stigmatisering og er ligeglade med

andre menneskers fordomme om dem (6, 7).

Som tidligere nævnt kan selvstigmatisering føre til lavt selvværd og lav selvtillid

samt tab af tro på fremtidig succes. For dem, som stigmatiserer sig selv, kan dette

betyde, at de ud over at miste empowerment også kan miste troen på at komme sig

(6). Når mennesker med alvorlige sindslidelser mister troen på at komme sig,

svækkes deres handleevne, og deres egen indsats for at få det bedre reduceres.

Mange søger derfor ikke hjælp til at klare sygdomsmæssige problemer, fx

hallucinationer eller andre problemer, som de står over for i hverdagen, fx frygten

for at deltage i sociale arrangementer. De søger ikke hjælp, fordi de ikke tror på, at

behandling eller andre former for hjælp vil virke, og fordi de derigennem er bange

for at blive stigmatiseret af offentligheden. (6, 9).

Lavt selvværd og lav selvtillid afholder flere fra at søge arbejde, hvilket kan føre til

lavere indkomst, der yderligere kan afholde dem fra at deltage i forskellige

dagligdags aktiviteter. At have et arbejde og dermed bidrage med noget til

samfundet er af afgørende betydning for mange mennesker med sindslidelser, da

det bl.a. giver dem en følelse af at være mere værd (6).

Page 12: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

12

1.4 Emnets relevans for ergoterapi

Ergoterapeuter møder mennesker med alvorlige sindslidelser, som er i risiko for at

stigmatisere sig selv, både i socialpsykiatrien og i hospitalspsykiatrien. I

hospitalspsykiatrien er der kort indlæggelsestid for patienter med bl.a. alvorlige

sindslidelser og de ergoterapeutiske arbejdsopgaver består mere og mere i

udredning af de indlagte patienters livssituation. Derudover skaber ergoterapeuter

på de psykiatriske hospitaler kontakt til de steder, som efter indlæggelsen skal

varetage mennesker med alvorlige sindslidelsers genoptræning og opfølgning (10).

Efter hospitalsindlæggelsen udskrives mennesker med alvorlige sindslidelser ofte til

kommunale socialpsykiatriske tilbud, da de ofte har brug for støtte og

genoptræning. I socialpsykiatrien er mennesker med alvorlige sindslidelser ofte

tilknyttede i længere tid og ergoterapeuter arbejder derfor med at styrke deres

forudsætninger for at klare daglige aktiviteter. Her kan ergoterapeuter også tage fat

på de af brugernes aktivitetsproblemer, som det tager tid at bearbejde (10). Derfor

forestiller vi os, at det er i socialpsykiatrien, at ergoterapeuter kan have indflydelse

på brugeres selvstigmatisering, og vi vælger derfor at have fokus på mennesker med

alvorlige sindslidelser, som er tilknyttet socialpsykiatrien, i dette projekt. Den

recovery-orienterede tilgang til rehabilitering er igangsat på nationalt plan (11),

hvorfor det er vigtigt at have denne for øje, når intervention i psykiatrien skal

implementeres.

Der er endnu ikke lavet undersøgelser om, hvordan ergoterapeuter kan forhindre

selvstigmatisering hos mennesker med alvorlige sindslidelser, og det er derfor af

stor faglig relevans, at sådanne undersøgelser laves.

Ud fra ovenstående problembaggrund antager vi, at selvstigmatisering hæmmer

recovery-processen. Vi antager ligeledes, at ergoterapeuter kan være med til at

Page 13: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

13

forhindre selvstigmatisering hos voksne mennesker med alvorlige sindslidelser i

socialpsykiatrien.

1.5 Projektets formål

Undersøgelsens formål er at finde frem til, hvordan selvstigmatisering blandt

voksne mennesker med alvorlige sindslidelser kan forhindres gennem

ergoterapeutisk interventionsformer og dermed øge muligheden for recovery –

ifølge henholdsvis brugere og ergoterapeuter i socialpsykiatrien.

Ved at sætte fokus på begrebet selvstigmatisering hos mennesker med alvorlige

sindslidelser, bliver begrebet gjort mere bevidst for både mennesker med alvorlige

sindslidelser og ergoterapeuter i socialpsykiatrien. Derved kan selvstigmatisering

blive lettere at arbejde med i praksis.

1.6 Problemstilling

Hvordan kan ergoterapeuter være med til at forhindre selvstigmatisering blandt

voksne mennesker med alvorlige sindslidelser i socialpsykiatrien – og derved øge

deres mulighed for recovery?

1.6.0 Definition af nøgleord

Forhindre: At forhindre yderligere selvstigmatisering og mindske den

selvstigmatisering, der allerede er opstået.

Selvstigmatisering: Når et menneske med en alvorlig sindslidelse accepterer og tror

på omverdenens fordomme om sindslidelser og accepterer dem som sine egne (8).

Page 14: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

14

Socialpsykiatrien: Sociale tilbud til mennesker med sindslidelser, der ikke længere er

indlagt på et psykiatrisk hospital. Der er fokus på at støtte det enkelte menneske i at

håndtere hverdagen (12).

Voksne: Mennesker over 18 år.

Alvorlige sindslidelser: Sindslidelser som skizofreni, bipolar lidelse, svær depression,

borderline personlighed (6, 13).

Recovery: At komme sig fuldstændigt eller socialt efter en sindslidelse (14).

2.0 Design, materiale og metode

I dette afsnit redegøres for projektets design, materiale og metode. Under

materiale redegøres for inklusions- og eksklusionskriterier. Under metode

redegøres for videnskabsteoretisk grundlag, for-forståelse, dataindsamlingsmetode,

databearbejdning, etiske overvejelser og litteratursøgning.

2.1 Design

Dette projekt er en kvalitativ undersøgelse af, hvordan ergoterapeuter kan være

med til at forhindre selvstigmatisering blandt voksne med alvorlige sindslidelser

(betegnes herefter brugere) i socialpsykiatrien. Undersøgelsen er baseret på fem

semistrukturerede interviews, deraf to med brugere og tre med ergoterapeuter

inden for socialpsykiatrien.

Page 15: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

15

2.2 Materiale

Informanterne til projektet blev valgt ud fra nedenstående inklusions- og

eksklusionskriterier. Kriterierne var forskellige for hhv. brugerne og

ergoterapeuterne.

2.2.0 Inklusionskriterier for brugerne

De skulle have stigmatiseret sig selv – for at vi kunne få nogle personlige

erfaringer med og bud på, hvordan selvstigmatisering kan forhindres.

De skulle have eller have haft en alvorlig sindslidelse – da projektet handler om

selvstigmatisering blandt mennesker med alvorlige sindslidelser.

De skulle være eller have været en del af socialpsykiatrien – da projektet er en

undersøgelse af, hvordan ergoterapeuter inden for socialpsykiatrien kan være

med til at forhindre selvstigmatisering blandt mennesker med alvorlige

sindslidelser.

De skulle være kommet sig socialt eller helt – for at vi kunne sikre os, at de

havde haft mulighed for at reflektere over deres liv med en diagnose og

ligeledes for, at de havde haft mulighed for at gøre sig nogle tanker om deres

oplevelser af selvstigmatisering og dennes betydning for deres recovery-proces.

2.2.1 Eksklusionskriterier for brugerne

De måtte ikke være under 18 år.

De måtte ikke være af anden etnisk baggrund end dansk – for at sikre os, at de

stigmatiserede sig selv pga. deres sindslidelse og ikke pga. kulturforskelle.

Page 16: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

16

2.2.2 Inklusionskriterier for ergoterapeuterne

De skulle arbejde inden for socialpsykiatrien – da ergoterapeuter inden for

socialpsykiatrien arbejder med brugere, som ofte har levet med en sindslidelse i

noget tid og har været i risiko for at stigmatisere sig selv.

De skulle arbejde recovery-orienteret i deres daglige arbejde – fordi begrebet

recovery er i fokus i projektet og fordi der i dag arbejdes recovery-orienteret

mange steder i socialpsykiatrien i Danmark.

De skulle have interesse for stigmatisering og selvstigmatisering – for at de

kunne udtale sig om emnet for vores projekt.

2.2.3 Eksklusionskriterier for ergoterapeuterne

De måtte ikke have arbejdet under et år i socialpsykiatrien – for at sikre os, at de

havde en vis erfaring med forskellige brugere i socialpsykiatrien.

2.3 Metode

2.3.0 Videnskabsteoretisk grundlag

Det videnskabsteoretiske grundlag for dette projekt er en blanding af hermeneutik

og fænomenologi – en såkaldt hermeneutisk-fænomenologisk tilgang.

Fænomenologien beskæftiger sig med sociale fænomener, og inden for denne

videnskabsteori betragtes den rigtige virkelighed som den virkelighed, det enkelte

menneske opfatter – menneskets oplevede livsverden. Ifølge fænomenologien er

ethvert menneskes livsverden særegen, og alle mennesker oplever derfor denne

livsverden forskelligt (15). Projektet er en undersøgelse af, hvordan brugere og

ergoterapeuter mener, selvstigmatisering kan forhindres ud fra deres oplevelser og

erfaringer. Derfor udarbejdede vi vores interviewguider ud fra en fænomenologisk

tilgang.

Page 17: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

17

Ifølge fænomenologen Martin Heidegger må fordomme gerne inddrages i en

undersøgelse, og derfor blev teoretisk baggrundsviden inddraget under

interviewene (15). Dette blev gjort for at få uddybet svar og derigennem få

bekræftet eller afkræftet fortolkninger undervejs i interviewene. Denne tilgang

krævede, at interviewerne var bevidste om deres for-forståelse, så de var i stand til

at tilsidesætte og sætte for-forståelsen i spil (15).

Hermeneutik betyder fortolkningskunst, og hermeneutikken beskriver, at man kun

kan forstå noget ud fra dét, man allerede forstår. I bearbejdningen af data var

tilgangen mere hermeneutisk end fænomenologisk, da data blev behandlet og

fortolket ud fra kendt teori og tidligere undersøgelser om selvstigmatisering. Den

hermeneutiske cirkel blev anvendt, idet det blev forsøgt at skabe nye del-forståelser

for at revidere helhedsforståelsen, hvilket man skal gøre, indtil der ikke er logiske

modsigelser i fortolkningerne (15, 16).

2.3.1 For-forståelse

Inden undersøgelsen blev gennemført, havde vi nogle forestillinger om

selvstigmatisering i forbindelse med alvorlige sindslidelser. Vi havde også en

forestilling om, hvordan den ergoterapeutiske profession kan være med til at

forhindre selvstigmatisering blandt brugere i socialpsykiatrien.

Om stigmatisering og selvstigmatisering havde vi følgende for-forståelse:

Brugere oplever, at de sociale omgivelser ser dem som uhelbredelige og farlige

mennesker, der ikke er i stand til at tage vare på sig selv.

Stigmatisering fra de sociale omgivelser kan medføre, at brugere stigmatiserer

sig selv.

Hvis man stigmatiserer sig selv, har man lav selvtillid og lavt selvværd.

Page 18: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

18

Hvis man stigmatiserer sig selv, ændrer ens hverdag sig væsentligt, og man

mister mange betydningsfulde aktiviteter.

Det er svært at komme sig helt eller socialt, hvis man stigmatiserer sig selv.

Om den ergoterapeutiske profession havde vi følgende for-forståelse:

Ergoterapeuter kan være med til at forhindre selvstigmatisering ved at

tilrettelægge og tilpasse aktiviteter i samarbejde med brugere.

Aktivitet, anerkendelse og livskvalitet kan være afgørende for mennesker og er

blandt fokusområderne inden for ergoterapi. Dette kan være en fordel i

arbejdet med at forhindre selvstigmatisering.

2.3.2 Dataindsamlingsmetode

2.3.2.0 Interviewform og kontakt til informanter

I undersøgelsen blev den kvalitative metode med individuelle, semistrukturerede,

narrative interviews med hhv. tre brugere og tre ergoterapeuter anvendt (16). Den

kvalitative metode blev valgt, fordi der med undersøgelsen ønskedes indsigt i, hvad

selvstigmatisering blandt brugere vil sige – og hvordan ergoterapeuter kan være

med til at forhindre brugeres selvstigmatisering. Efter tilladelse fra Datatilsynet til

indsamling af data (bilag 1), blev informanterne til projektet fundet (17).

Ergoterapeuterne blev kontaktet gennem e-mails og telefonopringninger. Der blev

fundet frem til brugerne gennem vores netværk (18), der sørgede for at finde nogle

brugere, som opfyldte vores inklusions- og eksklusionskriterier. Som bekræftelse på

aftale om deltagelse i interviews, modtog alle informanterne en e-mail eller et brev

med information om projektet og dets formål samt dato og tidspunkt for aftalen

(bilag 2) (17).

Page 19: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

19

2.3.2.1 Udformning af interviewguider

Der blev udarbejdet to forskellige interviewguider til de to målgrupper – én til

brugerne og én til ergoterapeuterne. For efterfølgende at kunne sammenholde

data, blev de to interviewguider udarbejdet ud fra nogle forskningsspørgsmål, der lå

meget tæt op ad hinanden (bilag 3). Der blev lavet to forskellige interviewguider, da

målet var at finde frem til personlige oplevelser og erfaringer med

selvstigmatisering fra brugerne og faglige oplevelser og erfaringer med

selvstigmatisering fra ergoterapeuterne. Interviewguiderne blev udarbejdet ud fra

Kvale og Brinkmanns metode til udformning af interviewguider (16).

Interviewspørgsmålene i interviewguiderne var forskellige, og der var forskel på,

hvordan ergoterapeuter blev omtalt. Betegnelsen ”ergoterapeut” blev ikke anvendt

i interviewguiden til brugerne, men i stedet blev betegnelsen ”medarbejdere”

anvendt. Dette valgte vi at gøre, da vores erfaring er, at brugere i psykiatrien kan

have vanskeligt ved at skelne mellem de forskellige faggrupper, de møder.

2.3.2.2 Udførelse af interviews

Der blev udført to pilotinterviews med hhv. en bruger og en ergoterapeut. Det blev

valgt at lade pilotinterviewet med ergoterapeuten indgå som en del af

datamaterialet. Derimod blev pilotinterviewet med brugeren valgt fra som en del af

datamaterialet, da der på baggrund af erfaringerne fra dette blev foretaget flere

ændringer i spørgsmålene i interviewguiden til brugerne (16, 19). Derfor var det

ikke længere muligt at anvende svarene fra pilotinterviewet med brugeren. Der blev

ikke foretaget ændringer af meningsmæssig betydning i spørgsmålene i

interviewguiden til ergoterapeuterne. Det vil altså sige, at fem ud af de seks

foretagne interviews indgår som datamateriale i projektet, og projektet er derfor

baseret på disse fem interviews.

De fem interviews varede mellem 34 og 49 minutter og blev optaget på diktafon.

Der blev lagt vægt på at foretage interviewene i omgivelser, der var trygge for

informanterne. Vi havde dog det krav, at interviewene skulle gennemføres i et

Page 20: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

20

aflukket lokale uden generende støj, der kunne forringe lydkvaliteten på

optagelserne.

Der blev lavet to teams til interviewene bestående af én interviewer og én co-

interviewer. Interviewerens rolle var at stille den største del af spørgsmålene i

interviewet, mens co-interviewerens rolle var at stille uddybende spørgsmål sidst i

interviewet. Det var ligeledes co-interviewerens opgave at observere det

nonverbale ved informant og interviewer og at notere, hvis noget havde en særlig

betydning for meningen i udsagnene. Det ene team interviewede alle brugerne, og

det andet team interviewede alle ergoterapeuterne. I de to teams var det den

samme person, der var hhv. interviewer og co-interviewer. Målet med dette var at

give intervieweren de bedste muligheder for at forbedre sin interviewteknik og

dermed styrke kvaliteten af undersøgelsen (16). I det sidste interview med

ergoterapeuterne blev der ændret på interview-rollerne på grund af sygdom.

Under interviewene med de to brugere var der også en bisidder til stede efter

brugernes eget ønske.

2.3.3 Databearbejdning

2.3.3.0 Transskription

Interviewene blev transskriberet af det team, der udførte interviewene, og

transskriptionerne blev efterfølgende krydstjekket af det andet team, ved at dette

team på samme tid hørte interviewoptagelsen og læste transskriptionen igennem.

Der blev foretaget observatørtriangulering (20), idet uoverensstemmelser mellem

det transskriberede og lydoptagelserne blev diskuteret af de to teams. På denne

måde blev interviewene anskuet fra flere vinkler. Dette blev gjort for at øge

sandsynligheden for, at relevante data ikke blev udeladt, og for at sikre, at der ikke

blev nedskrevet noget forkert (20). Interviewene blev transskriberet ordret – dog

blev enkelte ord og lyde udeladt eller omskrevet. Før transskriptionerne af

Page 21: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

21

interviewene blev foretaget, blev der udarbejdet en oversigt over

transskriptionsregler (bilag 4) (16).

2.3.3.1 Valg af analysemetode

Dataanalysen blev foretaget ud fra Kvale og Brinkmanns interviewanalyse med

fokus på mening – nærmere bestemt meningskodning, meningskondensering og

meningsfortolkning (16). Analysen af data var både styret af data og teori, hvilket vil

sige, at tilgangen var abduktiv (15).

På følgende måde blev der fundet frem til de centrale temaer, som efterfølgende

blev bearbejdet og diskuteret: Der blev foretaget observatørtriangulering (20), idet

der først blev tematiseret enkeltvis, og efterfølgende blev der fundet fællesnævnere

i de temaer, der var kommet frem. Observatørtrianguleringen blev foretaget for at

højne den interne validitet (20). Det blev diskuteret grundigt, hvilke temaer der var

relevante at gå videre med. Efter udvælgelse af temaer blev informanternes udsagn

kondenseret og efterfølgende sammenfattet til de resultater, vi fandt relevante at

fortolke og diskutere i diskussionsafsnittet (16).

2.3.4 Etiske overvejelser

Før interviewene blev gennemført, gav informanterne deres samtykke til at deltage

i undersøgelsen ved at underskrive en samtykkeerklæring (bilag 5). Under

debriefing (bilag 3) i forbindelse med interviewet blev informanterne gjort

opmærksomme på, at de til enhver tid kunne trække deres samtykke tilbage og

udgå af undersøgelsen (17).

Interviewene blev optaget på diktafon, og i samtykkeerklæringen (bilag 5) samt ved

briefingen (bilag 3) under interviewene blev informanterne gjort opmærksomme

på, at deres udsagn ville blive behandlet anonymt. Informanterne blev forsikret om,

at navne på personer, steder og andet, der kunne afsløre informanternes identitet,

Page 22: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

22

ville blive sløret. Det blev ligeledes gjort klart, at optagelserne af interviewene ville

blive slettet fra diktafonerne, så snart de var blevet transskriberet. Desuden blev

informanterne gjort opmærksomme på, at transskriptionerne ville blive opbevaret i

henhold til Datatilsynets regler om opbevaring af fortrolige data under hele

projektets udarbejdelse (bilag 1). De nedskrevne interviews blev sammen med et

følgebrev (bilag 6) sendt til informanterne, så de fik mulighed for at få ændret eller

slettet udsagn, de havde fortrudt (17).

Denne undersøgelse lagde op til, at brugerne under interviewene kunne komme ind

på personlige og sårbare emner. Da vi forestillede os, at dette kunne være

ubehageligt for dem, var vi ved interviewene bevidste om dels at udvise empati og

dels at undgå, at interviewene kom til at virke som terapeutiske samtaler (16).

2.3.5 Litteratursøgning

Den litteratur, der blev anvendt i udarbejdelsen af projektet, blev der fundet frem

til gennem søgning på forskellige biblioteker, fagrelevante databaser og

søgemaskiner. Fokusområdet i litteratursøgningen var selvstigmatisering i

forbindelse med alvorlige sindslidelser og recovery. Inden for dette fokusområde

søgtes litteratur om, hvad der kan gøres for at forhindre selvstigmatisering samt

hvem der typisk stigmatiserer sig selv, hvilke årsager der kan være til

selvstigmatisering, og hvilke konsekvenser der kan være ved at stigmatisere sig selv.

Der blev søgt på følgende databaser og søgemaskiner: AMED, bibliotek.dk, CINAHL,

The Cochrane Library, Etf.dk, Google Danmark, Google Scholar, Journal of

Occupational Science, PubMed, OTseeker, PsycInfo, Socialpsykiatri.dk, Social Care

Online, Sundhedsstyrelsen, Ugeskriftet.dk og Web of Science.

Der blev fundet brugbart litteratur på følgende databaser og søgemaskiner: AMED,

Google Danmark, CINAHL, Web of Science, Social Care Online, Socialpsykiatri.dk,

PsycInfo og Deff.

Page 23: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

23

Følgende søgeord blev bl.a. anvendt: Selvstigma/self-stigma, internaliseret

stigma/internalised stigma, stigmatizing, self-labeling,

diskrimination/discrimination, alvorlige sindslidelser/severe mental illness,

skizofreni/schizofrenia, psykiatri/psychiatry, self-esteem, recovery, empowerment,

occupation og ergoterapi/occpational therapy. Der blev søgt på ordene enkeltvis

eller i kombination.

Derudover blev der foretaget kaskadesøgning ud fra relevante artikler og bøger,

hvilket vil sige, at der blev foretaget søgning ud fra referencelisterne i disse artikler

og bøger (19). Der er udarbejdet en søgematrix, hvor det fremgår, hvilke artikler der

blev anvendt i undersøgelsen (bilag 7).

Som udgangspunkt blev den nyeste litteratur anvendt, men også enkelte ældre

undersøgelser blev anvendt, da projektet handler om menneskelig adfærd, og da

der ifølge Lindahl og Juhl ikke sker de store målbare forandringer inden for

udviklingen inden for dette område. Derfor kan undersøgelser inden for området

være aktuelle, selv om de er af ældre dato (19).

3.0 Teori

I dette afsnit begrundes valg af teori, og efterfølgende redegøres for denne.

Følgende teorier er valgt til dette projekt: Canadian Model of Occupational

Performance and Engangement (CMOP-E) og Canadian Model of Client-centred

Enablement (CMCE), Stigma og Recovery.

CMOP-E, der er udarbejdet af de canadiske ergoterapeuter Townsend og Polatajko,

er valgt, da modellen illustrerer, hvordan ergoterapeuter kan være med til at

muliggøre menneskets betydningsfulde aktiviteter gennem engagement og

forandring i de betydningsfulde aktiviteter, hos personen og i omgivelserne (21).

Teorien kan derfor være en hjælp til at forklare, hvordan betydningsfulde aktiviteter

kan være med til at forhindre selvstigmatisering hos brugere i socialpsykiatrien.

Page 24: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

24

CMCE udspringer ligesom CMOP-E fra den canadiske teori (21). CMCE er valgt, da

denne model kan inspirere til, hvilke muliggørende nøglefærdigheder

ergoterapeuter med fordel kan benytte sig af i mødet med brugere i

socialpsykiatrien og derigennem være med til at forhindre selvstigmatisering.

Goffmans teori om stigma er valgt, da denne teori kan være med til at forklare

brugeres reaktion på de vanskeligheder, de møder som følge af et stigma.

Derudover er teorien relevant, da Goffman beskriver, hvordan professionelle råder

mennesker, som bærer et stigma (2). Når der refereres til Goffmans teori i det

efterfølgende, vil mennesket med et stigma blive omtalt som han/ham.

Recovery er inddraget som teori, da denne kan beskrive, hvad der kan være med til

at fremme brugeres recovery-proces. Derudover er recovery relevant at inddrage,

fordi denne tilgang til rehabilitering er implementeret i socialpsykiatrien flere steder

i Danmark (5). Recovery beskrives ud fra Wilken og den Hollanders bog

”Rehabilitering og recovery – en integreret tilgang”(14).

3.1 CMOP-E

CMOP-E er en model for aktivitetsudøvelse og engagement. Modellen illustrerer et

dynamisk samspil mellem faktorerne betydningsfulde aktiviteter, person og

omgivelser. Alle tre faktorer kan være med til henholdsvis at fremme eller hæmme

menneskets aktivitetsudøvelse (21).

Page 25: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

25

Figur 1: A: Canadian Model of Occupational Performance and Engagement (CMOP-E). B: Tværsnit.

(21)

Som det fremgår af figur 1, er de betydningsfulde aktiviteter placeret forrest i

modellen, da disse er ergoterapeuters primære fokusområde, og ergoterapeuter vil

derved kun beskæftige sig med de dele af personen og omgivelserne, der relaterer

sig til personens betydningsfulde aktiviteter (21).

3.1.0 Engagement

Foruden udøvelse af betydningsfulde aktiviteter lægges der også vægt på

engagement. Aktivitetsengagement opstår i interaktionen mellem person,

betydningsfulde aktiviteter og omgivelser. At engagere sig vil sige at beskæftige sig

selv eller en anden og omtales af Townsend og Polatajko som at involvere sig og

blive beskæftiget, aktiveret, optaget af noget og at deltage (21).

Page 26: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

26

3.1.1 Betydningsfulde aktiviteter

Betydningsfulde aktiviteter skal forstås som alt det, en person foretager sig i løbet

af dagen uanset graden af aktiviteternes kompleksitet. De betydningsfulde

aktiviteter kan derfor omfatte egenomsorg, fritidssysler og produktivitet (21).

Ifølge canadisk ergoterapi forbinder betydningsfulde aktiviteter personen med

omgivelserne, og personens identitet dannes derfor gennem de betydningsfulde

aktiviteter. Betydningsfulde aktiviteter er derved med til at give mening i livet, de

påvirker i stor grad personens sundhed og trivsel, og de har et terapeutisk

potentiale. Af denne grund kan et tab af betydningsfulde aktiviteter føre til

ændringer i personens identitet (21).

3.1.2 Omgivelserne

Omgivelserne består af fysiske og sociale faktorer. Omgivelser og betydningsfulde

aktiviteter påvirker gensidigt hinanden. Omgivelserne er med til at påvirke valget af

betydningsfulde aktiviteter og sætte grænser eller muligheder for, hvorvidt

personen er en del af samfundet eller ej (21).

3.1.3 Personen

CMOP-E illustrerer, at aktivitetsudøvelse og engagement påvirkes af personen. Det

er essentielt for personen at deltage i betydningsfulde aktiviteter, og mange

identificerer sig med det, de foretager sig i løbet af en dag. Det er derfor et tegn på,

at der er noget i vejen, når personen stopper med at engagere sig i betydningsfulde

aktiviteter (21).

Page 27: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

27

3.2 CMCE

CMCE illustrerer de muliggørende nøglefærdigheder, der kan fremme personens

betydningsfulde aktiviteter gennem aktivitetsengagement og derved være med til

at skabe sundhed, trivsel og retfærdighed (21).

Figur 2: Canadian Model og Client-centred Enablement (21)

Som det ses på figur 2, består CMCE af to kurvede linjer. Kurvernes asymmetri

illustrerer bl.a. muligheden for forskellige former for samarbejde mellem klient og

professionel. Dvs., at ergoterapeuter kan gøre brug af forskellige muliggørende

nøglefærdigheder i forskellige møder med klienter. De muliggørende

nøglefærdigheder beskrives i modellens midte (21).

Ifølge CMCE er formålet med det klient-professionelle forhold at muliggøre en

forandring – individuelt og/eller socialt – gennem betydningsfulde aktiviteter.

Denne forandring sker i aktivitetsengagementet og i de sociale strukturer, der

påvirker engagement i hverdagen. Denne forandring skabes bl.a. ved hjælp af

ergoterapeutens muliggørende nøglefærdigheder (21).

Page 28: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

28

Til at besvare vores problemstilling finder vi følgende muliggørende

nøglefærdigheder relevante:

Coache: Hjælpe klienten til at skabe tilfredsstillende resultater i sit liv. Dette

gøres bl.a. ved at vejlede, lytte, opmuntre og at ansvarliggøre klienten

i selv at være med til at identificere udfordringer og fastsætte mål.

Engagere: Inddrage og involvere klienten i bl.a. hverdagsaktiviteter og i at

formulere egne valg og beslutninger.

Samarbejde: Opstille fælles mål og arbejde sammen med klienten. Der lægges vægt

på gensidig tillid, respekt og anerkendelse.

Specialisere: Anvende specifikke teknikker i bestemte situationer, fx psykosociale

rehabiliteringsteknikker.

Tilpasse: Gøre klienten egnet til en specifik situation eller gøre aktiviteterne

egnet til klienten. Kan fx gøres ved at analysere betydningsfulde

aktiviteter med henblik på at hæve eller sænke kravene til klienten.

Undervise: Brug af betydningsfulde aktiviteter som læring gennem handling.

Herigennem gives den rette udfordring og vejledning (21).

3.3 Stigma

Ifølge Goffman vil samfundet inddele alle mennesker i kategorier efter deres

udseende og deres personlige egenskaber. Goffman betegner menneskets

udseende og personlige egenskaber som menneskets sociale identitet. Eksempler

på disse egenskaber kan være arbejdsmæssige forhold og personlighedstræk. Hvis

et menneske har en egenskab, der skiller ham negativt ud fra de andre mennesker,

som er i hans kategori, betragtes han ikke længere som et normalt menneske. Et

normalt menneske er derved et menneske, som ikke skiller sig negativt ud ved givne

lejligheder (2).

Page 29: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

29

Mennesker er selv med til at forme det billede, de har af sig selv, men dette billede

er i stor grad påvirket af det billede, omverdenen har af dem. Når der opstår

uoverensstemmelser mellem det billede og dermed den identitet, som omverdenen

forbinder med og tillægger et menneske, og den identitet som mennesket rent

faktisk indebærer, bringes mennesket i miskredit. Bekræftes denne miskredit, og er

uoverensstemmelsen i negativ retning, påføres mennesket et stigma. Mennesker

med sindslidelser kan blive påført et stigma pga. det Goffman betegner som

karaktermæssige fejl. Disse fejl fortæller noget om et menneskes personlighed og

kan ud over sindslidelser også være personlighedstræk som fx viljesvaghed eller

unaturlige lidenskaber (2).

De mennesker, som har en karaktermæssig fejl og dermed bærer et stigma, vil få

omgivelsernes opmærksomhed og efterfølgende blive afvist og ikke få anerkendelse

for andre egenskaber, som hos normale mennesker vil blive opfattet som positive –

de bliver stigmatiseret. Pga. de store fordele der er ved at være normal, forsøger

alle med et stigma ifølge Goffman at passere på et eller andet tidspunkt i deres liv.

At passere vil sige, at den som bærer stigmaet forsøger at holde dette skjult for de

mennesker, han møder (2).

Goffman antager, at det menneske som passerer, vil blive påvirket psykisk, da det

bl.a. går rundt med en konstant angst for at blive afsløret og derved få sit liv slået i

stykker. Af denne grund beskriver Goffman, at mange professionelle advarer

stigmabærerne mod at passere fuldstændigt. Samtidig råder de professionelle

stigmabæreren til ikke at acceptere andres negative holdninger som sine egne.

Omvendt advarer de professionelle også mod, at stigmabæreren fuldstændig

undgår selvironi og opfører sig som fuldstændig normal (2).

3.4 Recovery

Recovery vil sige at komme sig efter en sindslidelse. Mange mennesker kommer sig

efter deres sindslidelser, men træder, som oftest, først ind i recovery-processen

Page 30: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

30

efter mange års sygdom. Brugere kan opnå hel eller social recovery. I førstnævnte

tilfælde bliver brugerne symptomfri, og i sidstnævnte tilfælde bliver brugerne i

stand til at håndtere deres liv på trods af symptomer (14).

Recovery er brugernes redskab, og recovery er derfor ikke en teori, men en

tankegang. Recovery-processen er præget af brugernes håb og drømme, og

brugerne skal medvirke aktivt i recovery-processen. Målet er, at brugerne får et

tilfredsstillende liv gennem en forandring af deres følelser, færdigheder, roller,

holdninger og værdier (14).

Da alle brugeres recovery-proces er unik, findes der ingen generelle rammer for,

hvad en recovery-proces indeholder. Dog har Wilken identificeret fem faktorer, der

går igen i de forskellige recovery-processer:

1. Recovery som en udviklings- og autonomifremmende (self-empowering)

proces.

2. Motivation – kræfter, der gør det muligt for personen at komme sig.

3. Udviklingskompetencer der er nødvendige for at udvikle personlig recovery.

4. Socialt engagement og integration i lokalsamfundet eller ændring af social

status.

5. Miljøstøtte og ressourcer i omgivelserne og netværket (14).

Wilken og den Hollander har udviklet en såkaldt trefasemodel, der beskriver de tre

faser, som alle brugere før eller siden vil befinde sig i. Trefasemodellen består af

følgende: Stabiliseringsfasen. Forud for denne fase gennemgår brugerne en periode

med kontroltab, hvor fx sociale roller kan gå tabt. Dette kan resultere i, at brugerne

kun står tilbage med rollen som patient. Stabiliseringsfasen handler derfor om, at

brugerne skal genskabe kontrollen og reducere lidelsen. Reorienteringsfasen. Her

oplever brugerne konsekvenserne af sygdommen, og denne fase handler derfor om

at undersøge, hvad sygdommen indebærer for fremtiden, og hvordan brugerne

vender tilbage til et normalt liv med nye roller. Reintegrationsfasen. Her

genopretter brugerne deres meningsfulde aktiviteter, relationer og sociale roller.

Brugerne har stadig behov for støtte men vil opleve mestring og øget selvværd.

Page 31: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

31

Den personlig-professionelle relation starter i recovery-processens første fase, men

vedligeholdes gennem hele forløbet. Relationen i recovery-processen består af et

partnerskab. Dette partnerskab er præget af ægte, gensidig tillid, lighed og

åbenhed. Den professionelle skal støtte brugerne og give håb bl.a. ved at fastholde

brugernes ønsker og mål og fremhæve brugernes muligheder for at komme sig og

den professionelle skal tro på, at brugerne recovery er mulig. Brugerne har selv et

stort ansvar i recovery-processen og skal træffe egne valg, før recovery er mulig

(14).

Wilken og den Hollander har udviklet Comprehensive Approach to Rehabilitation

(CARe) ud fra recovery-tankegangen. CARe er en integreret rehabiliteringstilgang,

som professionelle i psykiatrien kan anvende for at støtte brugere i recovery-

processen (14). CARe vil ikke blive beskrevet nærmere.

4.0 Resultater

Dette afsnit indeholder en præsentation af informanterne i denne undersøgelse

efterfulgt af en præsentation af undersøgelsens resultater. De to brugere vil blive

omtalt som B1 og B2, og de tre ergoterapeuter vil blive omtalt som E1, E2 og E3.

4.1 Præsentation af informanter

4.1.0 Brugere

B1 er en mand på 56 år. Han fik stillet sin diagnose omkring 1994.

B2 er en kvinde på 34 år. Hun fik stillet sin diagnose omkring 2006.

Page 32: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

32

4.1.1 Ergoterapeuter

E1 er en kvinde på 48 år. Hun har arbejdet i psykiatrien siden 1989 og i

socialpsykiatrien siden 2000. På hendes nuværende arbejdsplads indgår brugerne

som en del af personalegruppen.

E2 er en kvinde på 56 år. Hun har arbejdet i psykiatrien siden 1995 og i

socialpsykiatrien siden 2003. På hendes nuværende arbejdsplads indgår brugerne

som en del af personalegruppen.

E3 er en kvinde på 37 år. Hun har arbejdet i psykiatrien siden 1997 og i

socialpsykiatrien som bostøtte, som er hendes nuværende beskæftigelse, siden

1999.

4.2 Betydningsfulde aktiviteter

B1 forsøger at leve et liv med betydningsfulde aktiviteter for at forhindre

selvstigmatisering. Da B1 bliver spurgt, om han har gjort noget for at forhindre at

stigmatisere sig selv, svarede han:

”At sørge for at have nogle interesser *…+ så er jeg

begyndt at – som jeg også gjorde før i tiden – gå i teater

og ude på traveture jo, så sørge for at have nogle

interesser og være lidt mere social og også have et godt

arbejde, hvor jeg har nogle gode kollegaer.” (B1 145-148)

B1 mener, at det har været med til at forhindre hans selvstigmatisering, at han er

blevet bedre til at klare hverdagen og ikke længere får hjælp til så meget

derhjemme (B1 270-274).

B2 forsøger ligeledes at have en hverdag med betydningsfulde aktiviteter. B2 har et

arbejde og ”holder sig i gang” med forskellige andre aktiviteter (B2 426-433), men

pga. selvstigmatisering afholder hun sig fra at deltage i visse aktiviteter, fx sociale

Page 33: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

33

arrangementer (B2 107-126). B2 efterspørger flere tilbud til folk på hendes alder på

førtidspension, fx et værested for mennesker mellem 30 og 50 år (B2 499-504).

Selvstigmatisering gør også, at B2 udfører nogle aktiviteter på bestemte tidspunkter

af døgnet:

”Derfor så bliver jeg nogen gange væk fra nogle steder,

hvor der er mange mennesker. Handler for eksempel ind

klokken otte om aftenen, for så slipper jeg både for, at

der er mange mennesker… og så er der heller ikke så

mange der kigger, fordi man møder ikke nær så mange

mennesker på det tidspunkt.” (B2 113-116)

Begge brugere synes, at de har fået det bedre, og at deres selvtillid og selvværd er

blevet styrket, efter de har fået et arbejde og er begyndt at dyrke fritidsaktiviteter,

men B2 synes dog ikke, at hendes selvtillid og selvværd er blevet væsentligt bedre

(B1 61-68; B2 74-78).

Alle ergoterapeuterne oplever, at det har en stor betydning for brugerne at deltage

i forskellige betydningsfulde aktiviteter, og de mener, at dette kan være med til at

forhindre brugernes selvstigmatisering. Alle ergoterapeuterne finder arbejde eller

en anden form for beskæftigelse afgørende for brugerne (E1 209-217; E2 314-319;

E3 261-269). E2 hører flere brugere fortælle, at de føler sig mere værd, når de har et

arbejde (E2 314-319). E3 oplever flere brugere, der siger, at de ikke bare vil være

”samfundsnassere”, men gerne vil lave frivilligt arbejde eller have en uddannelse.

E3 mener, at følelsen af at bidrage med noget til samfundet har en stor betydning

for brugerne (E3 261-269; 309-317).

E1 og E2 omtaler begge begrebet aktivitet i deres svar på, om der er noget af det,

de gør for at forhindre brugernes selvstigmatisering, de vil betegne som særligt

ergoterapeutisk (E1 86-95; E2 109-115). E1 tror på, at brugerne kan udvikle sig

gennem alle aktiviteter. Gennem brugernes aktiviteter på arbejdspladsen, der ligner

forskellige hverdagsaktiviteter, forsøger hun i samarbejde med brugerne at styrke

Page 34: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

34

brugernes selvtillid mht. at udføre hverdagsaktiviteter (E1 86-95). Om aktivitet siger

E1:

”Min tro og min overbevisning om at gøre noget ved det,

at folk kan udvikle sig gennem at gøre noget ved det ved

hver en aktivitet vil jeg sige er basal ergoterapi.” (E1 93-

95)

E2 oplever, at det at deltage i aktiviteter – og at få ansvar i aktiviteter – er med til at

udvikle brugerne, styrke deres selvtillid og at få dem til at føle sig anerkendt og

accepteret (E2 93-95, 47-53). E2 fortæller, at de på hendes og brugernes

arbejdsplads arbejder med at ændre brugernes selvopfattelse gennem handling

frem for samtale (E2 77-78). E2 oplever, at brugernes selvopfattelse ændres, når de

tager del i forskellige opgaver. E2 mener, at brugerne opnår nogle rutiner og

færdigheder ved at indgå i relationer og løse nogle opgaver (E2 214-218).

E2 mener, at det er relevant at arbejde med nærmeste udviklingszone, når det

handler om at forhindre selvstigmatisering (E2 212-214). Hun opfordrer brugerne til

at deltage i aktiviteter, og hun forsøger at udfordre og motivere brugerne, så de

hele tiden oplever, at de er i udvikling (E2 78-83, 512-522). E2 bruger sin

aktivitetsanalyse og graduerer i de aktiviteter, som brugerne udfører. E2 tænker

over, hvordan hun tilrettelægger aktiviteterne – fx lægger hun vægt på at starte

med noget, der er sjovt og stimulerende men samtidig også lærerigt (E2 37-41, 109-

111, 118-123).

E3 arbejder med at forhindre brugernes selvstigmatisering ved at bruge Kielhofners

tanker omkring styrkelse af identitet, roller og værdier. E3 prøver at finde frem til

brugernes værdier og at få disse værdier til at fylde noget mere i brugernes liv for

derigennem at styrke deres identitet (E3 179-191, 103-109). E3 kan fx finde på at

sige følgende til en af sine brugere:

”Det er da nogle fede værdier, altså de skal da fylde noget

mere i dit liv.” (E3 186-187)

Page 35: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

35

4.3 Empowerment

Alle ergoterapeuterne finder det vigtigt at styrke brugernes empowerment for at

forhindre selvstigmatisering. E1 forsøger at styrke brugernes empowerment og

forhindre selvstigmatisering ved at inddrage brugerne i hverdagen (E1 26-42, 84-

95). Dette gør E1 bl.a. ved at gøre brugerne opmærksomme på, at de skal tage

ansvar for deres eget liv (E1 26-40). E2 mener ligeledes, at brugernes empowerment

kan styrkes gennem ansvar og fortæller, at man på hendes arbejdsplads kan få

ansvar for ”stort set hvad som helst” (E2 77-98). E2 fortæller yderligere, at

medarbejdere og brugere på hendes arbejde har et lige stort ansvar for, at

hverdagen fungerer (E2 96-107). E2 lægger desuden vægt på, at der arbejdes ud fra

brugernes ressourcer og siger (E2 41-44):

”… vi arbejder ud fra en overbevisning om, at brugerne de

skal tage sig af alt det, de overhovedet kan tage sig af –

og at de som udgangspunkt… at der ikke er noget, de ikke

kan.” (E2 138-141)

E3 forsøger at få brugerne til at tage ansvar for deres eget liv, bl.a. ved at spørge ind

til brugernes ønsker og drømme for fremtiden og få dem til at forestille sig en

fremtid uden bostøtte (E3 42-46).

E1 og E3 mener yderligere, at brugernes empowerment kan styrkes ved at få

brugerne til at træffe valg. E1 får brugerne til at træffe beslutninger om, hvad der

skal gøres i forbindelse med deres arbejde, og hun synes (E1 41-49), det er vigtigt,

at personalet tror på brugernes evner til at træffe beslutninger (E1 28-38, 281-284).

Hvis E1 oplever, at brugerne har vanskeligt ved at træffe et givent valg, tænker hun

på, om brugerne har erfaringer fra lignende situationer, som gør dem kompetente

til at træffe det valg, de står overfor. Hvis dette er tilfældet, støtter E1 brugerne i at

gøre brug af denne erfaring, så de bliver i stand til selv at træffe valget (E1 41-49).

E2 bruger også sit kendskab til brugerne i sit arbejde. Hun forsøger at undgå at være

Page 36: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

36

forudindtaget og derved stigmatisere brugerne, men hun bruger sin viden om, hvad

det vil sige at have fx skizofreni i sin måde at nærme sig brugerne på og skabe

kontakt til brugerne (E2 451-462). E3 mener, det er vigtigt at tydeliggøre det over

for brugerne, når de træffer valg. Derved bliver brugerens evne til at træffe valg det

primære, og om valget er godt eller dårligt bliver det sekundære (E3 65-88, 97-100,

187-189).

4.4 Det hjælper at snakke

B1 synes, det hjælper ham at snakke med pædagogerne i bofællesskabet om

selvstigmatisering, især når han har det skidt (B1 351-356). De forstår hans

problemer. B1 mener yderligere, at det gør det lettere for ham at få sagt tingene og

at få snakket med personalet, hvis personalet er åbent og ærligt (B1 206-222).

B2 oplever, at bostøtten gerne vil hjælpe hende af med selvstigmatiseringen, og

hun synes, det er tilstrækkeligt at snakke om det (B2 376-379). B2 lægger vægt på,

at personalet er imødekommende og venligt og tager sig af og yder omsorg for

brugerne (B2 251-261).

E1 synes, det er vigtigt, at brugerne ikke er flove over at have en sindslidelse og

anerkender at selvstigmatisering finder sted. Brugerne skal ifølge E1 turde tale højt

om stigmatisering og selvstigmatisering. På denne måde mener E1, at brugerne er

med til at skabe mere viden og forståelse for mennesker med sindslidelser, og når

man kan tale om det, kan man ifølge E1 begynde at ”bearbejde”

selvstigmatiseringen (E1 76-79, 106-110).

4.5 At flytte fokus fra sygdommen

På B1s arbejde, er der en regel om, at man så vidt muligt ikke må snakke om

sygdom, og han synes, han har fået det bedre ved at sætte fokus på noget andet

end sygdommen (B1 264-269).

Page 37: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

37

E2 oplever, at når brugere bliver bedt om at fortælle om dem selv, fortæller de

deres sygehistorie. Hun synes, det er vigtigt, at brugerne i stedet begynder at

fortælle om de gode oplevelser og nogle epokegørende og værdifulde ting i deres

liv og dermed flytter fokus fra sygdommen (E2 328-353).

”(…) når man selv kan begynde at fortælle en historie,

som ikke handler om at være syg, så tror jeg at man har

gjort op med noget.” (E2 357-358).

E3 antager, at der er mere i brugerne end deres sygdom (E3 51-54), og hun mener,

at det er vigtigt at hjælpe brugerne med at finde ud af, hvad de kan være andet end

at være syge (E3 179-184, 232-239). Hun griber fat i det positive i dem og bygger

videre på dette for dermed at forsøge at styrke deres identitet (E3 51-64, 105-109,

235-243).

E2 fortæller, at de på hendes arbejdsplads ikke arbejder helt konkret med

livshistoriefortælling, men at de arbejder med det indirekte (356). E3 foreslår, at

ergoterapeuter kan bruge ”narrativer” og livshistoriefortælling i arbejdet med at

forhindre selvstigmatisering (E3 207-209).

4.6. Ergoterapeutens hukommelse som redskab

E2 og E3 giver udtryk for, at de bruger deres hukommelse meget i deres arbejde. E2

bruger sin hukommelse til at huske brugernes historie og til at huske hendes og

brugernes fælles historie (E2 236-245). E2 finder hukommelsen meget vigtig i

relationen, fordi hun mener, at brugerne føler sig hørt og værdifulde, når hun

refererer til noget, de tidligere har fortalt hende (E2 245-247).

Hukommelsen er ligeledes et vigtigt redskab for E3. Hun vender ofte tilbage til

noget, brugerne har fortalt hende tidligere – og det betyder ifølge hende, at

brugerne føler sig hørt, og at deres fortælling bliver vigtig (E3 210-213, 217-220).

Page 38: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

38

4.7 Recovery

B1 arbejder bevidst med recovery for at forbedre sin livskvalitet. I bofællesskabet

opsættes der, ved hjælp af CARe, delmål og hovedmål for, hvad han kan blive bedre

til, og dette synes han, er med til at forbedre hans livskvalitet og begrænse

selvstigmatiseringen (B1 178-193, 298-301). B1 synes yderligere, at det er vigtigt, at

medarbejderne arbejder med recovery og CARe for at forhindre selvstigmatisering.

Hvis medarbejderne ikke arbejder på at forhindre selvstigmatisering, mener B2, at

han kan miste håbet om at komme sig (B1 160-165).

B2 arbejder ikke med recovery, fordi hun ikke tror, at det kan lykkes for hende at

komme sig, da hun har været syg så længe (B2 209-225). B2 synes, at hendes

bostøtte forsøger at opmuntre hende og siger bl.a., at hun skal tro mere på sig selv.

Desuden prøver bostøtten ihærdigt at overbevise B2 om, at hun godt kan komme

sig. Men selvom B2 har svært ved at tro på bostøttens opmuntringer og tage det til

sig, mener hun alligevel, at hun har brug for opmuntringen (B2 285-312). B2 siger,

at selvstigmatisering er årsag til, at man ikke kommer sig. Hvis man ikke rigtig tror

på det, så sker der heller ingen recovery, siger hun (B2 416-425).

E1 mener, at recovery, som et nyt paradigme, kan være med til at formindske

selvstigmatisering. Recovery kan ifølge E1 være med til at bryde tanken om, at ”når

man er psykisk syg, er man altid syg” (E1 312-318). E1 synes, det er vigtigt, at

personalet tror på brugernes evner. E1 mener yderligere, at man som personale

tydeligt bør vise, at man tror på brugerne (E1 281-288).

På E2s arbejdsplads bruger de recovery til at se muligheder frem for begrænsninger,

men brugerne skal selv tage ansvar og tro på, at de kan komme sig og have viljen til

at komme sig, før recovery er mulig (E2 157-169, 468-476).

E3 mener, at selvstigmatisering forhindrer brugerne i at have drømme om at være

noget andet end syge, og dét forhindrer brugerne i at komme sig (E3 369-391). E3

siger:

Page 39: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

39

”(…) hvis man kan få fat i de drømme, så kan man også

lettere slette selvstigmatisering og komme i en recovery-

proces.” (E3 390-391).

E3 siger også, at recovery-processen er brugernes, og hun kan derfor kun støtte

brugerne i at komme sig og yde hjælp, hvor det er relevant (E3 394-401). Recovery

og CARe støtter E3 i at give brugerne håb om at komme sig og til at gå efter det, de

finder værdifuldt. (E3 182-184, 406-418).

5.0 Diskussion

Dette afsnit indeholder en diskussion af de temaer, der blev præsenteret ovenfor.

Temaerne vil blive diskuteret ud fra andre undersøgelser, tidligere beskrevet teori

og enkelte steder ud fra anden relevant teori.

5.1 Betydningsfulde aktiviteter

5.1.0 Deltagelse i betydningsfulde aktiviteter

E1 og E2 giver udtryk for, at betydningsfulde aktiviteter har en positiv effekt på

brugere i socialpsykiatrien. De mener, at deltagelse i betydningsfulde aktiviteter kan

være med til at forhindre brugeres selvstigmatisering (bilag 8). Ifølge CMOP-E er

betydningsfulde aktiviteter afgørende for personen, da de er med til at skabe

mening i personens liv, og da personens identitet dannes igennem betydningsfulde

aktiviteter (21). I den vestlige del af verden er vi desuden særligt tilbøjelige til, at

identificere os med det vi laver, mener Townsend og Polatajko (21).

Brugerne i denne undersøgelse forsøger bl.a. at have en hverdag med mange

betydningsfulde aktiviteter for at forhindre selvstigmatisering (bilag 8).

Selvstigmatisering afholder imidlertid B2 fra at deltage i visse betydningsfulde

Page 40: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

40

aktiviteter, og hendes selvstigmatisering medfører desuden, at hun – for at undgå at

møde så mange mennesker – udfører nogle af sine betydningsfulde aktiviteter på

bestemte tidspunkter af døgnet (bilag 8). Denne reaktion ser vi som et udtryk for, at

hun forsøger at skjule sit stigma. Dette vil ud fra Goffmans terminologi sige, at hun

forsøger at passere (2).

Ifølge Townsend og Polatajko kan et tab af eller en ændring i en persons identitet

som følge af en funktionsnedsættelse resultere i, at mennesket mister nogle

betydningsfulde aktiviteter i hverdagen, og tab af betydningsfulde aktiviteter kan

modsat øge tabet af eller ændringen i personens identitet (21). Set ud fra CMOP-E

har selvstigmatisering en negativ indflydelse på deltagelse i betydningsfulde

aktiviteter for de to brugere i denne undersøgelse. Set ud fra CMOP-E, er årsagen

hertil, at personen påvirker betydningsfulde aktiviteter negativt. Omvendt ser det

ud til, at betydningsfulde aktiviteter har en positiv indflydelse på de to brugeres

selvstigmatisering, fordi betydningsfulde aktiviteter påvirker personen positivt (21).

5.1.1 Arbejde og andre betydningsfulde aktiviteter

Alle informanterne i denne undersøgelse giver udtryk for, at det at have et arbejde

har en positiv effekt på selvstigmatisering. Brugerne i vores undersøgelse har begge

fået det bedre, og deres selvtillid og selvværd er blevet styrket, efter de er begyndt

at arbejde (bilag 8).

Andre undersøgelser peger ligeledes på, at det at have et arbejde betyder meget for

mennesker med alvorlige sindslidelser og deres recovery-proces. Disse

undersøgelser pointerer imidlertid, at det ikke er ligegyldigt, hvilket arbejde

mennesker med alvorlige sindslidelser har. De skal være glade for arbejdet, og

arbejdets krav skal passe til dem (22, 23).

E2 og E3 mener, at brugere føler sig mere værd, når de har et arbejde (bilag 8). E3

oplever, at mange brugere gerne vil have et arbejde eller en uddannelse, så de

Page 41: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

41

føler, at de bidrager med noget til samfundet. Netop det at have en vigtig rolle i

samfundet er ifølge Creek en af de mange funktioner, som arbejde har for

mennesket (24).

5.1.2 Udvikling og styrkelse af selvtillid gennem betydningsfulde

aktiviteter

For E1 og E2 handler det ikke kun om at muliggøre brugernes arbejde, men også om

generelt at udvikle brugerne og styrke deres selvtillid. De mener, at de derigennem

kan være med til at forhindre brugernes selvstigmatisering (bilag 8). At arbejde med

at styrke brugernes selvtillid synes relevant, da flere undersøgelser viser, at

selvstigmatisering ofte medfører lav selvtillid og lavt selvværd (6, 7, 8).

Ifølge E2 kan brugerne udvikle sig, deres selvtillid kan styrkes, og de kan opnå en

følelse af anerkendelse gennem betydningsfulde aktiviteter. E2 arbejder på at

ændre brugernes selvopfattelse gennem handling frem for samtale (bilag 8). Idet

hun bruger de betydningsfulde aktiviteter til at lære brugerne noget gennem

handling, benytter hun tilsyneladende den muliggørende nøglefærdighed at

undervise (21).

Det kommer til udtryk i vores resultater, at en stor del af E2s arbejde består i at

graduere og tilrettelægge betydningsfulde aktiviteter. Til dette medtænker hun

Vygotskys begreb nærmeste udviklingszone (NUZO) (bilag 8). NUZO drejer sig om, at

en aktivitet skal være så tilpas udfordrende, at personen, der udfører aktiviteten,

udvikler sig gennem den. Udfordringen i aktiviteten må hverken være for lille eller

for stor (10). E2 muliggør dermed tilsyneladende også betydningsfulde aktiviteter

gennem den muliggørende nøglefærdighed at tilpasse (21).

E1 lægger vægt på, at de aktiviteter, som brugerne udfører på arbejdspladsen, skal

ligne hverdagsaktiviteter, som brugerne finder betydningsfulde. Gennem

aktiviteterne på arbejdspladsen forsøger E1 at være med til at styrke brugernes

selvtillid mht. at udføre andre betydningsfulde aktiviteter i deres hverdag (bilag 8).

Page 42: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

42

E1 benytter sig tilsyneladende, ligesom E2, af den muliggørende nøglefærdighed at

undervise, idet hun arbejder ud fra, at brugerne kan udvikle sig gennem handling.

E1 synes også at tilpasse ved at forsøge at gøre aktiviteterne egnede for brugerne.

Både E1 og E2 engagerer brugerne, idet de inddrager og involverer dem i forskellige

hverdagsaktiviteter (21).

E1 og E2 i vores undersøgelse er med til at muliggøre brugernes arbejde. De kan

muliggøre brugernes arbejde, fordi de ifølge CMOP-E er en del af brugernes sociale

omgivelser, der påvirker brugernes betydningsfulde aktiviteter (21). Det synes også

relevant, at de – som det kommer til udtryk ovenfor – har øje for at muliggøre

brugernes deltagelse i andre betydningsfulde aktiviteter end arbejde. For begge

brugere i denne undersøgelse betyder det meget at kunne deltage i andre

aktiviteter, fx sociale arrangementer (bilag 8). B1 giver udtryk for, at det også

betyder meget for ham, og at det har været med til at forhindre hans

selvstigmatisering, at han er blevet i stand til at klare hverdagen uden ret meget

hjælp fra andre (bilag 8). Dette stemmer godt overens med en anden undersøgelse,

der peger på, at det spiller en vigtig rolle for mange mennesker med alvorlige

sindslidelser, at de føler sig kompetente til at udføre forskellige hverdagsaktiviteter

ud over at arbejde (22). Ifølge CMOP-E består betydningsfulde aktiviteter ikke kun

af arbejde, men som alle hverdagsaktiviteter inden for egenomsorg, fritidssysler og

produktivitet (21).

E3 i vores undersøgelse taler ikke direkte om begrebet aktivitet. Hun forsøger

primært at være med til at forhindre brugernes selvstigmatisering ved at styrke

brugernes roller, værdier og identitet – primært gennem samtale (bilag 8). Ifølge

Kielhofner har roller, værdier, identitet og aktivitet gensidig indflydelse hinanden

(25). Derfor mener vi, at E3 indirekte har fokus på brugernes betydningsfulde

aktiviteter, når hun arbejder med at styrke brugernes roller, værdier og identitet.

Som omtalt tidligere i dette diskussionsafsnit, påvirker betydningsfulde aktiviteter

og identitet hinanden gensidigt ifølge CMOP-E (21). Set ud fra Goffmans teori

arbejder denne ergoterapeut tilsyneladende med at styrke brugernes sociale

identitet, der påvirkes, når brugerne påføres et stigma (2).

Page 43: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

43

5.1.3 Delkonklusion

Ud fra ovenstående diskussion tyder meget på, at betydningsfulde aktiviteter har en

positiv effekt på brugernes selvstigmatisering. Det tyder på, at arbejde har en stor

betydning for brugeres selvtillid og selvopfattelse, men at kunne udføre andre

hverdagsaktiviteter spiller tilsyneladende også en vigtig rolle for dem. Meget tyder

på, at ergoterapeuter kan være med til at muliggøre brugernes betydningsfulde

aktiviteter – bl.a. vha. de muliggørende færdigheder at undervise, at tilpasse og at

engagere. Ligeledes tyder det på, at ergoterapeuter kan være med til at muliggøre

de betydningsfulde aktiviteter og dermed være med til at forhindre brugeres

selvstigmatisering ved brug af NUZO.

5.2 Empowerment

Alle ergoterapeuterne i denne undersøgelse finder det vigtigt at styrke brugeres

empowerment for at forhindre selvstigmatisering (bilag 8). Dette understøtter bl.a.

Corrigan i mange af sine undersøgelser, hvori han beskriver empowerment som

selvstigmatiseringens modpol (1, 6, 7). At styrke brugeres empowerment er

samtidig en vigtig del af recovery-processen, da brugere ofte vil opleve at miste

kontrollen over deres liv i recovery-processens første faser (14). Ifølge

ergoterapeuterne i denne undersøgelse styrkes brugeres empowerment, når de

tager aktivt del i deres hverdag (bilag 8). I et review skriver Dickerson, at bl.a. The

Fountain House er et af de steder, der er oprettet for at styrke brugeres

empowerment. Her deltager brugere i betydningsfulde aktiviteter, får ansvar,

træffer beslutninger, er produktive og udvikler færdigheder, der gør dem mere

selvstændige og ”empowered” (26).

Page 44: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

44

5.2.1 At få ansvar

E1 og E2 mener tilmed, at en af måderne hvorpå brugeres empowerment kan

styrkes, er at give dem ansvar for deres eget liv og for deres betydningsfulde

aktiviteter (bilag 8). Flere forskere på området mener også, at ansvar for eget liv og i

betydningsfulde aktiviteter er med til at styrke brugeres empowerment (14, 26, 27).

Desuden tilføjer Jensen og Møller i ”Hvidbog i rehabilitering”, at det er brugernes

ret at have ansvar for deres eget liv (27). Wilken og den Hollander mener imidlertid,

at brugerne selv skal være villige til at tage ansvar for deres liv, før de kan blive

uafhængige af de professionelle, og før deres empowerment kan styrkes (14).

E3 forsøger at få brugere til at tage ansvar for deres eget liv, bl.a. ved at spørge ind

til deres ønsker og drømme for fremtiden og få dem til at forestille sig en fremtid

uden bostøtte (bilag 8). På E2s arbejdsplads har brugere og medarbejdere et lige

stort ansvar for at få hverdagen til at fungere (bilag 8). Ud fra Goffmans teori vil det

styrke brugeres tro på sig selv, når ergoterapeuter viser brugere, at de stoler på

dem ved at dele ansvaret med dem. Årsagen hertil er, at menneskers billede af sig

selv ifølge Goffmann påvirkes af det billede, andre har om dem (2). Ifølge Wilken og

den Hollander er brugeres empowerment i stor grad påvirket af deres selvtillid (14),

og det ansvar brugere får i arbejdet kan derfor også påvirke brugeres

empowerment. Når ergoterapeuterne i denne undersøgelse deler ansvaret med

brugere, anvender de tilsyneladende CMCEs muliggørende nøglefærdigheder at

samarbejde og at engagere (21).

Når ergoterapeuterne i denne undersøgelse engagerer brugere ved at give dem

ansvar, vil brugere ifølge CMOP-E få et større aktivitetsengagement. Ifølge denne

model vil dette bevirke, at brugere deltager mere i betydningsfulde aktiviteter (21),

som de ud fra ovenstående diskussion om betydningsfulde aktiviteter kan opnå

positive effekter af, bl.a. øget selvtillid (side 39). Ifølge flere forskere vil deltagelse i

betydningsfulde aktiviteter, ud over ovenstående diskuterede positive effekter,

også styrke brugeres empowerment (14, 26).

Page 45: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

45

5.2.2 At træffe valg

Ifølge E1 og E3 er en anden måde at styrke brugernes empowerment på at få dem

til at træffe valg bl.a. i betydningsfulde aktiviteter (bilag 8). Dickerson skriver, at

mennesker med alvorlige sindslidelsers empowerment styrkes – og at de bliver i

stand til at modstå den offentlige stigmatisering – når de er med til at træffe

beslutninger om deres eget liv og i betydningsfulde aktiviteter (26). Wilken og den

Hollander understøtter, at brugeres empowerment styrkes, når de får muligheden

for at træffe valg i og om betydningsfulde aktiviteter (14). Ifølge Herheim kan det

imidlertid være vanskeligt for denne gruppe af brugere med alvorlige sindslidelser

at træffe aktivitetsvalg, da deres jeg-funktion er svækket (28).

E1 og E2 forsøger at imødekomme ovenstående problematik ved at bruge den

muliggørende nøglefærdighed at tilpasse (21). Dette gør E1 ved at minde brugere

om lignende situationer, de tidligere har stået i, igennem hvilke de har erfaringer,

der gør dem kompetente til at træffe det valg, de står overfor (bilag 8). E2 bruger

sin viden om, hvad sindslidelser indebærer til at tilpasse kravene til de opgaver,

brugerne stilles overfor (bilag 8).

Ifølge E1 skal ergoterapeuterne anerkende brugere og have tillid til, at brugere har

evnerne til at træffe egne valg (bilag 8). Dette er med til at sætte fokus på de

positive egenskaber hos brugere, som ifølge Goffman let kan blive overset hos det

stigmatiserede menneske (2).

På denne måde får ergoterapeuter brugerne til at udføre de betydningsfulde

aktiviteter, de ønsker, hvilket set ud fra CMOP-E øger brugernes

aktivitetsengagement og bidrager til en klientcentreret praksis (21).

Ergoterapeuterne i denne undersøgelse er ifølge CMOP-E tilsyneladende en

fremmende faktor i brugeres sociale omgivelser i forhold til brugeres aktivitetsvalg

(21).

E3 mener, det er vigtigt at synliggøre over for brugerne, hvornår de har truffet et

valg og samtidig støtte dem i det valg, de har taget, hvad enten valget er godt eller

dårligt. Hun mener, at dette vil styrke brugernes empowerment og derved forhindre

Page 46: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

46

brugernes selvstigmatisering (bilag 8). Herheim beskriver, at brugeres jeg-funktion

styrkes, når de støttes i at træffe valg (28). E3 bruger her den muliggørende

nøglefærdighed at engagere (21) og skaber derved det partnerskab, som Wilken og

den Hollander lægger vægt på som vigtigt for at styrke brugeres empowerment, der

ifølge denne undersøgelse (bilag 8) og tidligere omtalte undersøgelser er med til at

forhindre selvstigmatisering (1, 6, 14).

5.2.3 Delkonklusion

Ud fra ovenstående diskussion tyder meget på, at ergoterapeuter kan være med til

at styrke brugeres empowerment og derved forhindre selvstigmatisering ved at få

brugere til at tage aktivt del i deres hverdag. Dette kan tilsyneladende gøres ved at

få brugere til at tage ansvar og træffe valg. Dette øger tilmed brugeres mulighed for

recovery. Til at styrke brugeres empowerment ser det ud til, at ergoterapeuter kan

anvende de muliggørende nøglefærdigheder at engagere, at tilpasse og at

samarbejde.

5.3 Det hjælper at snakke

Af denne undersøgelse fremgår det, at brugerne oplever, at det hjælper dem at

snakke med medarbejderne i socialpsykiatrien om selvstigmatisering. E1 mener, at

brugerne skal tale om selvstigmatisering – ikke bare med medarbejderne i

psykiatrien, men også med omverdenen. På denne måde skjuler brugerne ikke

deres sindslidelse (bilag 8). Ifølge Goffman kan det være uhensigtsmæssigt at

passere, og derved ikke vedkende sig sit stigma, da det kan betyde, at

stigmabærerne går rundt med en konstant angst for at blive afsløret og derved få

deres liv slået i stykker (2).

Brugerne i denne undersøgelse fandt det vanskeligt at snakke om

selvstigmatisering, men B1 mener, det er lettere at betro sig om selvstigmatisering,

Page 47: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

47

hvis medarbejderne er åbne, ærlige og imødekommende (bilag 8). Ifølge Wilken og

den Hollander indebærer den personlig-professionelle hjælp, at professionelle

imødekommer brugeres behov. Denne hjælp tager nemlig udgangspunkt i, at alle

brugere skal have en unik hjælp til de problematikker, de har (14). Med denne hjælp

synes det muligt at imødekomme B1s ønske om, at medarbejderne skal være åbne,

ærlige og imødekommende.

5.3.0 Delkonklusion

Ud fra ovenstående diskussion kan brugere i socialpsykiatriens selvstigmatisering

muligvis forhindres ved at snakke med medarbejdere i socialpsykiatrien eller andre i

deres sociale omgivelser. Yderligere ser det ud til, at ergoterapeuterne kan være

med til at forhindre selvstigmatisering ved at tage udgangspunkt i den personlig-

professionelle hjælp.

5.4 At flytte fokus fra sygdommen

E2 mener, at brugerne ikke skal fortælle deres sygehistorie, når de fortæller om sig

selv til andre. Yderligere mener E2, at brugerne i stedet for at fortælle deres

sygehistorie skal flytte fokus fra denne til de gode oplevelser og de epokegørende

og værdifulde ting i deres liv (bilag 8). B1 synes, det hjælper ham at sætte fokus på

noget andet end sygdom, som han fx gør på sit arbejde, hvor der er en regel om, at

der ikke må tales om sygdom (bilag 8). Kondrat & Teater beskriver ligeledes, at det

er vigtigt at flytte fokus fra sygdommen og tilføjer, at mennesker med alvorlige

sindslidelsers fortællinger om sig selv ofte bliver så ”problemmættede”, at de ofte

overser positive begivenheder i deres eget liv. Dvs. at deres fortælling kun er

baseret på negative begivenheder (13). Set ud fra Goffmans teori skal

stigmabærere, dvs. mennesker med sindslidelser, være opmærksomme på, at de

ikke former deres selvfortælling ud fra negative holdninger, som andre kan have om

dem, og derved stigmatiserer de sig selv (2).

Page 48: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

48

E3 mener også, det er vigtigt at flytte fokus fra sygdommen. Hun mener, der er

mere i brugerne end sygdom, og hun mener derfor, det er vigtigt at hjælpe

brugerne til at finde frem til, hvad de kan være andet end at være syge (bilag 8). E2

og E3 nævner, at der kan gøres brug af livshistoriefortælling for at forhindre

selvstigmatisering. Når ergoterapeuterne i denne undersøgelse anvender

livshistoriefortælling, benytter de sig tilsyneladende af den muliggørende

nøglefærdighed at specialisere (21). Denne teknik anbefaler Kondrat og Teater som

en teknik til at flytte brugernes fokus fra sygdommen og på denne måde muliggøre

brugernes proces med at finde frem til de positive egenskaber – og derved

forhindre selvstigmatisering. Ifølge Kondrat og Teater arbejder de professionelle

hen imod en selvfortælling og en identitet hos mennesker med alvorlige

sindslidelser, der ikke kun handler om sygdom, men også andre aspekter af deres

liv. Kondrat og Teater beskriver dermed, at professionelle ved brug af

livshistoriefortælling kan være med til at vende det stigmatiserende selv hos

mennesker med alvorlige sindslidelser (13). Set ud fra Kondrat og Teaters udtalelser

om livshistoriefortælling kan ergoterapeuter forsøge at samarbejde med brugere

om at omskrive deres historie og inddrage de positive begivenheder fra deres liv.

Ud fra ovenstående ser det ud til, at ergoterapeuter også kan anvende den

muliggørende nøglefærdighed at samarbejde (21), når de, som ergoterapeuterne i

denne undersøgelse anbefaler, forsøger at flytte brugeres fokus fra sygdommen for

derigennem at forhindre selvstigmatisering.

5.4.0 Delkonklusion

Ud fra ovenstående diskussion ser det ud til, at ergoterapeuter kan støtte brugere i

at flytte fokus fra sygdommen og derved være med til at forhindre

selvstigmatisering. Det tyder på, at ergoterapeuter kan gøre dette ved at anvende

livshistoriefortælling. Ligeledes tyder det på, at ergoterapeuter kan benytte sig af de

muliggørende nøglefærdigheder at specialisere og at samarbejde, når de arbejder

sammen med brugere om at flytte deres fokus fra sygdommen.

Page 49: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

49

5.5 Ergoterapeutens hukommelse som redskab

E2 og E3 udtaler, at brug af hukommelse kan være med til at forhindre

selvstigmatisering. E2 bruger sin hukommelse til at huske brugernes historie og til at

huske deres fælles historie. Begge ergoterapeuter fortæller, at de også bruger

hukommelsen til at referere til noget, som brugerne tidligere har fortalt dem (bilag

8). Som nævnt i diskussionsafsnittet om empowerment (side 43) bliver det billede

som mennesker har af sig selv ifølge Goffman påvirket af, det billede omverdenen

har af dem (2). Når ergoterapeuterne bruger deres hukommelse og refererer til

noget brugerne tidligere har fortalt dem, eller til deres fælles historie, viser

ergoterapeuterne, hvilket billede de har af brugerne og er derved med til at forme

det billede, brugerne har af sig selv. Det kan tyde på, at ergoterapeuterne i denne

undersøgelse er bevidste om de sociale omgivelsers og personens gensidige

påvirkning af hinanden, som CMOP-E illustrerer, når de anvender deres

hukommelse som redskab (21).

E2 og E3 mener, hukommelsen er et vigtigt redskab i deres relation til brugere i

socialpsykiatrien. Brugerne føler sig hørt og værdifulde, når ergoterapeuterne i

denne undersøgelse refererer til noget, de tidligere har fortalt dem. E3 mener

ligeledes, at brugerne oplever, at deres fortælling er vigtig, når hun kan referere

hertil (bilag 8).

Ifølge Wilken og den Hollander kan gensidige relationer skabe roller hos brugerne,

der giver dem følelsen af at være betydningsfulde. Denne følelse kan være gået tabt

i recovery-processens første faser sammen med nogle sociale roller. Når brugernes

roller synes værdsatte af omverdenen, øges deres engagement for at indgå i sociale

relationer (14). Dette styrker ifølge Wilken og den Hollander brugernes selvtillid

(14), som hos mange selvstigmatiserende er svækket (6).

I Møllers teori om relationer i socialpsykiatrien beskriver hun, at relationen er

afgørende for en personlig udvikling. Møller lægger vægt på anerkendelse som

Page 50: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

50

væsentligt for at skabe muligheden for denne udvikling (29). Når ergoterapeuterne i

denne undersøgelse refererer til noget, brugerne tidligere har fortalt dem, viser det

ifølge Møller, at ergoterapeuterne har lyttet til og husket på det, som brugerne har

fortalt dem. Dette giver ifølge Møller brugerne en følelse af at være betydningsfulde

personer, som kan påvirke deres omgivelser, hvilket skaber grobund for brugeres

personlige udvikling (29).

5.5.0 Delkonklusion

Ud fra ovenstående diskussion tyder noget på, at ergoterapeuters hukommelse som

et redskab kan spille en rolle i ergoterapeuters arbejde med at forhindre brugeres

selvstigmatisering. Når ergoterapeuter er gode til at huske brugernes historie og

brugernes og ergoterapeuternes fælles historie, og når de refererer til noget

brugerne tidligere har fortalt dem, føler brugerne sig tilsyneladende værdifulde og

anerkendte. Det er tilsyneladende med til at forhindre brugeres selvstigmatisering,

når de føler sig værdifulde og anerkendte.

5.6 Recovery

I denne undersøgelse giver både brugerne og ergoterapeuterne udtryk for, at det

kan styrke arbejdet med at forhindre brugernes selvstigmatisering, hvis

medarbejderne i socialpsykiatrien arbejder recovery-orienteret (bilag 8). Andre

undersøgelser peger ligeledes på, at en recovery-orienteret tilgang fra personalet

har en positiv effekt på mennesker med alvorlige sindslidelsers selvstigmatisering

(13, 30, 31). Undersøgelserne viser, at mennesker med alvorlige sindslidelser bl.a.

igennem medarbejdernes recovery-orientering kan få erstattet det selv, der er

konstrueret ud fra stigmatisering, med et selv, der er konstrueret af dem selv (13,

30, 31).

Page 51: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

51

B1 arbejder bevidst med recovery, og han finder det vigtigt, at medarbejderne i

socialpsykiatrien også arbejder ud fra recovery suppleret med CARe for at forhindre

selvstigmatisering (bilag 8). E3 forsøger at arbejde ud fra en recovery-orienteret

tilgang for at forhindre brugernes selvstigmatisering men understreger, at hun kun

kan være med til at forhindre brugeres selvstigmatisering ved at støtte dem i at

komme sig, da recovery er brugeres egen proces og derfor ikke ergoterapeuters

redskab (bilag 8). Wilken og den Hollander beskriver ligeledes, at recovery er

brugeres eget redskab, og at de professionelle kan være med til at støtte brugere i

deres recovery-proces, bl.a. ved brug af CARe (14). En relation med støtte fra den

professionelle beskrives af Wilken og den Hollander som et partnerskab. Her støtter

den professionelle brugeren i recovery-processen og relationen er præget af

gensidig tillid, åbenhed og ærlighed (14). Når E3 støtter sine brugere i recovery-

processen, anvender hun tilsyneladende den muliggørende nøglefærdighed at

samarbejde. Kondrat og Teater lægger ligeledes vægt på, at medarbejderne i

psykiatrien skal basere deres tilgang til mennesker med alvorlige sindslidelser på

samarbejde frem for behandling (13).

5.6.1 At tro på recovery

E1 og E3 mener, det er vigtigt, at man som professionel viser brugere, at man tror

på, at de kan komme sig, og at man hjælper dem til at finde frem til deres drømme

og håb (bilag 8). Ifølge Wilken og den Hollander kan professionelle give brugere håb

ved at fremhæve deres muligheder for at komme sig (14). B2 og E2 giver udtryk for,

at det er afgørende for at komme sig, at brugerne også selv tror på recovery (bilag

8). Andre undersøgelser peger ligeledes på, at mennesker med alvorlige

sindslidelsers egen tro på recovery er af betydning (14, 31)

Det viser sig i denne undersøgelse, at B2 ikke tror på recovery (bilag 8), og som

beskrevet i diskussionen om betydningsfulde aktiviteter stigmatiserer B2 sig selv

ved at undgå bestemte aktiviteter (side 39). B1 har en tro på recovery (bilag 8) og

stigmatiserer også sig selv, men i mindre grad end B2 – han mener, recovery er med

Page 52: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

52

til at forhindre selvstigmatisering. Det fremgår af denne undersøgelses resultater og

diskussionen om betydningsfulde aktiviteter, at B1 ikke afholder sig fra at deltage i

betydningsfulde aktiviteter, som selvstigmatisering ellers tilsyneladende kan

afholde brugere fra (side 39). Det ser ud til, at der er en forskel på de to brugeres

grad af selvstigmatisering, og dette kan tyde på, at der muligvis er en sammenhæng

mellem deres tro på recovery og graden af selvstigmatisering.

Andre undersøgelser peger ligeledes på, at der er en sammenhæng mellem

brugeres tro på recovery og graden af selvstigmatisering. Disse undersøgelser viser

bl.a., at selvstigmatisering muligvis kan forhindre recovery og brugeres tro på

samme (6, 30).

Brugerne i denne undersøgelse har ikke levet med deres diagnose i lige lang tid, og

det kan derfor ikke udelukkes, at forskellen i graden af selvstigmatisering kan

hænge sammen med, hvilken fase i recovery-processen de befinder sig. Ifølge

Wilken og den Hollander begynder en recovery-proces ofte først efter mange års

sygdom (14). Set ud fra Wilken og den Hollanders tre-fase-model, er B2 muligvis på

vej ind i recovery-processens reorienteringsfase, der kan være præget af en kamp

for at finde nye roller og en ny mening med livet (14). Som nævnt i

diskussionsafsnittet om betydningsfulde aktiviteter (side 39), forsøger B2

tilsyneladende at passere (2), hvilket er kendetegnende ved recovery-processens to

første faser, stabiliserings- og reorienteringsfasen, hvor personen ikke har affundet

sig med sin diagnose endnu (14).

På trods af at B2 har svært ved at tro på, at hun kan komme sig, mener hun

alligevel, at det har en positiv effekt, når bostøtten opmuntrer hende og viser

hende, at hun tror på, at recovery også er muligt for hende (bilag 8). Set ud fra

CMCE bruger bostøtten her tilsyneladende den muliggørende nøglefærdighed at

coache, hvor der bl.a. lyttes og opmuntres (21). De professionelle omkring B2 giver

derved også B2 håb, som ifølge Wilken og den Hollander også kan være en vigtig

støtte i brugeres recovery-proces (14).

Page 53: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

53

5.6.2 Delkonklusion

Ud fra ovenstående diskussion er der meget, der tyder på, at det har en positiv

betydning for arbejdet med at forhindre brugernes selvstigmatisering, hvis

ergoterapeuters tilgang er recovery-orienteret.

Det ser ud, til at muligheden for recovery afhænger af, om brugere selv tror på

recovery. Ligeledes ser det ud til, at ergoterapeuter kan anvende den muliggørende

nøglefærdighed at coache til at opmuntre brugeren til at tro på muligheden for

recovery. Desuden er der muligvis en sammenhæng mellem lav grad af

selvstigmatisering og høj grad af tro på recovery og ligeledes en sammenhæng

mellem troen på recovery, graden af selvstigmatisering, og hvor langt tid brugeren

har været syg.

6.0 Metodediskussion

I dette afsnit diskuteres design, materiale og metode. Derudover vil

problemformulering, begreber og anvendt litteratur blive diskuteret.

6.1 Problemstilling og begreber

Ordet forhindre i problemstillingen i denne undersøgelse lagde umiddelbart op til

en undersøgelse af, hvordan ergoterapeuter kan forebygge selvstigmatisering

blandt brugere i socialpsykiatrien. Som det fremgik i definitionen af nøgleordene

(side 13), var det imidlertid ikke udelukkende forebyggelse, der mentes med dette.

Ordet forhindre blev ikke defineret for to af informanterne – begge brugere – i

denne undersøgelse. Konsekvensen af dette kan have været, at vi og informanterne

ikke tillagde ordet samme betydning. Ud fra interviewene med disse informanter

Page 54: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

54

fremgik det imidlertid, at informanterne tilsyneladende ikke tillagde ordet en anden

betydning end os.

Konsekvensen af en meget bred problemstilling i dette projekt var, at

interviewguiderne bestod af mange spørgsmål, som var vanskelige at få svar på i

løbet af den afsatte tid til interviewene. Dette vil blive diskuteret yderligere under

afsnittet om diskussion om metode.

Begrebet selvstigmatisering er ikke et ergoterapeutisk begreb men et sociologisk

begreb (2). Ved at anvende et sociologisk begreb i dette projekt, var der risiko for,

at projektet mistede sit ergoterapeutiske fokus. Vi vurderer dog, at projektet ikke

har mistet sit ergoterapeutiske fokus, da der i interviewene bl.a. blev spurgt ind til

ergoterapeutisk intervention, og da resultaterne bl.a. blev diskuteret ud fra

ergoterapeutisk teori.

Det var nødvendigt at bruge meget tid på begrebet stigmatisering, da begreberne

stigmatisering og selvstigmatisering blev omtalt sammen i den fundne litteratur, og

begreberne var derfor vanskelige at adskille. Dette kom frem under

pilotinterviewene, hvor det kun var brugeren, som havde vanskeligt ved at skelne

mellem stigmatisering og selvstigmatisering, blev det besluttet, at interviewguiden

til brugerne skulle indeholde spørgsmål vedrørende stigmatisering for at afklare

forskellen. Disse spørgsmål skulle sikre en ens forståelse af begreberne

stigmatisering og selvstigmatisering mellem informanter og projektdeltagere.

6.2 Design

Kvale og Brinkmann mener, at den bedste måde at undersøge en gruppe

menneskers erfaringer og oplevelser på er ved at foretage en kvalitativ

undersøgelse (16). Derfor var designet i dette projekt kvalitativt, da det var ønsket

at finde frem til hhv. brugeres og ergoterapeuters oplevelser og erfaringer med at

forhindre selvstigmatisering (19). Ligeledes var det ønsket at have mulighed for at

Page 55: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

55

stille uddybende spørgsmål, hvilket ikke ville have været muligt i en kvantitativ

undersøgelse (19).

6.3 Materiale

Der blev foretaget kildetriangulering ved at inddrage både brugere og

ergoterapeuter som informanter (20). Kildetrianguleringen var med til at nuancere

undersøgelsens resultater og styrkede undersøgelsens interne validitet, da

problemstillingen i denne undersøgelse på den måde blev belyst fra to forskellige

synsvinkler.

Alle informanterne opfyldte inklusions- og eksklusionskriterierne (side 15). Dog var

det svært at finde ergoterapeuter, der havde interesse for selvstigmatisering og

stigmatisering. Dette kunne formodentlig skyldes, at ergoterapeuter i

socialpsykiatrien ikke er så bevidste om disse begreber. Derfor blev de forskellige

begreber defineret for de ergoterapeuter, der blev kontaktet, og ud fra denne

definition kunne de bekræfte eller afkræfte, om de arbejdede med og/eller havde

interesse for stigmatisering og selvstigmatisering.

6.4 Metode

6.4.0 Interviewguider og interviews

Der blev udarbejdet to forskellige interviewguider ud fra nogle forskningsspørgsmål

for at målrette spørgsmålene mod de to grupper af informanter (bilag 3). Det var

med til at nuancere undersøgelsens resultater, at der indgik to forskellige grupper af

informanter i undersøgelsen.

Som tidligere nævnt, blev der bevidst brugt forskellige betegnelser for

ergoterapeuter i de to forskellige interviewguider. Dette kan have betydet, at

brugerne ikke svarede specifikt på, hvad ergoterapeuter kan gøre, men gav et mere

Page 56: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

56

generelt svar på, hvad medarbejdere i socialpsykiatrien kan gøre for at forhindre

selvstigmatisering. Dette kan have haft indvirkning på anvendeligheden af

resultaterne i denne undersøgelse for den ergoterapeutiske profession.

Pilotinterviewet med ergoterapeuten blev inddraget i denne undersøgelse og denne

ekstra informant i datamaterialet var med til at nuancere og validere

undersøgelsens resultater. Pga. et flertal af ergoterapeuter blandt informanterne,

var der risiko for, at der var uligevægt i resultaterne. Men da der ud fra

forskningsspørgsmålene overordnet blev spurgt ind til de samme emner ved de to

målgrupper, betragtes alle svarerne som ligeværdige.

I interviewsituationen var det ikke alle svar, der blev forfulgt. Dette skyldtes dels, at

interviewguiderne indeholdte for mange spørgsmål, og at der dermed var

begrænset tid til disse – og dels at interviewerne manglede erfaring i at interviewe,

hvilket ifølge Kvale og Brinkmann har stor betydning for udfaldet af et interview

(16). Dette kan have gjort resultaterne utilstrækkelige.

Som tidligere nævnt var det de samme to personer, der skulle interviewe hver deres

informantgruppe. Set ud fra Kvale og Brinkmanns bog om interview var dette med

til at forbedre interviewerens spørgeteknik og dermed interviewets kvalitet og

interne validitet (16). Pga. sygdom blev det den tidligere co-interviewer, der blev

interviewer i interviewet med den tredje ergoterapeut. Det vurderes dog, at dette

ikke har haft væsentlig betydning for interviewet og undersøgelsens resultater,

selvom den nye interviewer var mindre erfaren.

Brugerne i denne undersøgelse gav udtryk for, at nogle af spørgsmålene var

vanskelige at svare på. Dette skyldtes ikke, at brugerne ikke forstod spørgsmålene,

men at problemstillingen i denne undersøgelse omhandler nogle komplicerede

problematikker ved det at have en sindslidelse. Vi mener, at det altid vil kræve

refleksion at svare på spørgsmål om emner som selvstigmatisering og recovery – og

at det altid vil være svært at svare på spørgsmål vedrørende et sådant emne. Af

denne grund blev spørgsmålene formuleret så enkle som muligt.

Page 57: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

57

6.4.1 Analyse

Tematiseringen af interviewene blev først foretaget enkeltvis af alle

projektdeltagere. Efterfølgende blev temaerne gennemgået i fællesskab, og der

blev opnået enighed om, hvilke temaer der skulle indgå som resultater i

undersøgelsen. Dermed blev der foretaget observatørtriangulering, hvilket ifølge

Lunde og Ramhøj kan være med til at styrke den interne validitet (20). Nogle temaer

fra interviewene svarede ikke på vores problemformulering, og derfor indgik de ikke

i undersøgelsens resultater.

6.5 Teori

6.5.0 CMCE

CMCE medvirkede til at forklare, hvordan ergoterapeuter kan være med til at

forhindre brugernes selvstigmatisering ved hjælp af de diskuterede muliggørende

nøglefærdigheder. Dog definerer CMCE de muliggørende nøglefærdigheder med

nogle ord, der er i modstrid med recovery. Fx beskriver Townsend og Polatajko, at

ergoterapeuter skal ”hjælpe” og ”inddrage” klienter i betydningsfulde aktiviteter

(21). Dette ordvalg stemmer ikke overens med de ord Wilken og den Hollander

bruger til at beskrive et ”samarbejde” og et ”partnerskab” mellem professionelle og

brugere (14). Ligeledes beskriver CMCE ikke dybdegående, hvordan relationen og

kommunikationen mellem klient og ergoterapeut skal være i socialpsykiatrien, da

modellen er udarbejdet til at favne alle de klientgrupper, som ergoterapeuter

beskæftiger sig med, og der er derfor mangler ved modellen i forhold til

problemstillingen i dette projekt.

Page 58: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

58

6.5.1 Goffman

Goffmans teori om stigma var velegnet til at belyse, hvilke konsekvenser

stigmatisering har for den stigmatiserede. Goffman beskriver ikke selvstigmatisering

direkte, hvilket har været en svaghed i forhold til vores problemstilling, men han

beskriver, hvordan et menneske takler sit stigma. Selvom Goffmans teori er fra

1963, bruger flere sociologer stadig hans teori om stigma, da hans begreber

beskriver en grundlæggende og uforanderlig side af mennesket (2).

6.5.2 Recovery

Som beskrevet i teoriafsnittet er recovery ikke en teori, men nærmere en tankegang

og brugeres redskab til at takle sygdommen (14). I projektet er recovery imidlertid

blevet anvendt som teori, da Wilken og den Hollander kommer med generelle bud

på, hvordan en recovery-proces kan forløbe, og hvad der skal til for, at recovery er

mulig (14). Recovery var velegnet til at belyse problemstillingen i dette projekt, fordi

den bl.a. lægger vægt på, hvad professionelle kan gøre for at støtte brugere i deres

recovery-proces.

6.6 Artikler

Størstedelen af de anvendte artikler blev fundet på videnskabelige databaser,

såsom Cinahl, Amed, Social Care Online m.fl. Vi har fundet flere review-artikler, men

nogle af vores artikler har været ekspertudtalelser og fagartikler, som ud fra CEBM

har lavt evidensniveau, og derved svækkes den eksterne validitet af denne

undersøgelse. Der blev kun fundet få artikler, der handler om, hvad der kan gøres

for at forhindre selvstigmatisering, og der blev ikke fundet artikler, der handler om,

hvad ergoterapeuter kan gøre for at forhindre brugeres selvstigmatisering. Dette er

en mangel i forhold til at underbygge denne undersøgelse og svækker derved

yderligere den eksterne validitet.

Page 59: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

59

7.0 Konklusion

I dette bachelorprojekt er følgende blevet undersøgt: ”Hvordan kan ergoterapeuter

være med til at forhindre selvstigmatisering blandt voksne med alvorlige

sindslidelser i socialpsykiatrien og dermed øge deres mulighed for recovery?” I dette

afsnit vil denne problemstilling blive besvaret ud fra analyse og diskussion af

undersøgelsens resultater.

Informanterne i undersøgelsen gav udtryk for, at betydningsfulde aktiviteter,

styrkelse af empowerment, ergoterapeuters hukommelse som redskab, at flytte

fokus fra sygdommen, at snakke om selvstigmatisering og en recovery-orienteret

tilgang fra ergoterapeuter har en positiv effekt på brugeres selvstigmatisering.

Alle informanterne i undersøgelsen oplevede, at deltagelse i betydningsfulde

aktiviteter, deriblandt arbejde, kan være med til at forhindre brugeres

selvstigmatisering. Ud fra flere andre undersøgelser og flere teorier er der meget,

der tyder meget på, at betydningsfulde aktiviteter kan have en positiv effekt på

brugeres selvstigmatisering. Ud fra vores undersøgelse og teori ser det ligeledes ud

til, at ergoterapeuter kan være med til at muliggøre brugeres betydningsfulde

aktiviteter – bl.a. ved at tilrettelægge aktiviteter ud fra deres kendskab til det

dynamiske samspil mellem faktorerne betydningsfulde aktiviteter, person og

omgivelser, som CMOP-E beskriver, og ved at tage højde for nærmeste

udviklingszone (NUZO).

Alle ergoterapeuterne i denne undersøgelse gav udtryk for, at empowerment kan

være med til at forhindre selvstigmatisering. Ud fra flere andre undersøgelser og

teori tyder meget på, at ergoterapeuter kan være med til at styrke brugeres

empowerment og derigennem være med til at forhindre deres selvstigmatisering og

øge deres mulighed for recovery. Det ser ud til, at ergoterapeuter kan være med til

at styrke brugeres empowerment ved bl.a. at få dem til at tage ansvar og få dem til

at træffe valg.

Page 60: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

60

To af ergoterapeuterne i undersøgelsen oplevede, at deres hukommelse var et

vigtigt redskab for dem i arbejdet med at forhindre brugeres selvstigmatisering. De

to ergoterapeuter lagde vægt på at huske brugeres historie og det, brugere fortalte

dem. Ergoterapeuterne oplevede, at dette fik brugere til at føle sig værdifulde og

anerkendte. Set ud fra teori kan ergoterapeuters hukommelse som redskab muligvis

medvirke til at forhindre brugeres selvstigmatisering, men der er tilsyneladende

ikke lavet andre undersøgelser af, hvilken betydning det kan have for brugere, at

den professionelle bruger sin hukommelse på denne måde.

Tre af informanterne i denne undersøgelse gav udtryk for, at det at snakke om

selvstigmatisering kan være med til at forhindre brugeres selvstigmatisering. Ud fra

denne undersøgelse ser det ud til, at dette kan være med til at forhindre brugeres

selvstigmatisering, og det ser ud til, at ergoterapeuter kan medvirke til, at brugere

taler om selvstigmatisering ved at de er åbne, ærlige og imødekommende over for

brugerne. Dette er der imidlertid ingen undersøgelser eller teori, der underbygger.

Tre af informanterne i undersøgelsen mente, at det også var vigtigt at fokusere på

noget andet end sygdommen – altså at flytte fokus fra sygdommen. Ud fra andre

undersøgelser og teori, der understøtter disse resultater, er der meget der tyder på,

at brugeres selvstigmatisering kan forhindres ved at flytte fokus fra sygdommen.

Ergoterapeuter kan tilsyneladende støtte brugere til at flytte fokus fra sygdommen

– bl.a. ved at bruge narrativ terapi.

Alle vores informanter mente, at det har en positiv betydning for brugeres

selvstigmatisering, at ergoterapeuter arbejder ud fra en recovery-orienteret tilgang

til rehabilitering. Flere andre undersøgelser og teori peger ligeledes på, at det kan

have en positiv effekt på brugere, at de professionelle arbejder recovery-orienteret.

To af ergoterapeuterne i denne undersøgelse mente, det er vigtigt, at

ergoterapeuter både tror på og viser brugere, at de tror på, at de kan komme sig.

Dette understøttes af teori om recovery, og derfor tyder noget på, at dette kan

påvirke brugeres selvstigmatisering og mulighed for recovery.

Page 61: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

61

Denne undersøgelse afspejler nogle resultater, der kommer med nogle

overordnede bud på, hvordan ergoterapeuter kan være med til at forhindre

selvstigmatisering, hvilket mindsker undersøgelsens interne validitet. Ligeledes har

nogle af vores teorier ikke været fyldestgørende til at belyse vores resultater. Derfor

konkluderer vi, at denne mangel i teorierne mindsker undersøgelsens eksterne

validitet. Ligeledes har manglen på andre undersøgelser, der beskriver hvordan

ergoterapeuter kan være med til at forhindre selvstigmatisering og øge muligheden

for recovery, været med til at forringe den eksterne validitet. Dog konkluderer vi, at

der samlet set er meget, der taler for, at ergoterapeuter kan være med til at

forhindre selvstigmatisering hos voksne med alvorlige sindslidelser i

socialpsykiatrien – og dermed øge deres mulighed for recovery. Tilsyneladende kan

ergoterapeuter være med til at forhindre brugernes selvstigmatisering gennem de

seks ovennævnte områder, og dette ser det ud til, at de kan gøre ved at benytte sig

af de muliggørende færdigheder fra CMCE coache, engagere, samarbejde,

specialisere, tilpasse og undervise.

8.0 Perspektivering

Det vil afslutningsvist blive beskrevet, hvordan resultaterne fra denne undersøgelse

kan komme ergoterapeuter og andre fagpersoner i praksis til gode. Desuden vil

forslag til andre forskningsprojekter inden for området selvstigmatisering og

recovery blive præsenteret.

Nogle praktiserende ergoterapeuter vil muligvis opleve, at der ikke er meget nyt i

vores undersøgelsesresultater og muligvis mene, at de allerede udøver de forslag, vi

giver til, hvordan selvstigmatisering kan forhindres. Alligevel mener vi, at

resultaterne fra denne undersøgelse kan føre til øget bevidsthed om

selvstigmatisering, der videre kan føre til, at der i praksis tages højde for denne

problematik. Vi mener ligeledes, at resultaterne fra denne undersøgelse kan

inspirere flere ergoterapeuter til, hvordan brugeres selvstigmatisering kan

Page 62: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

62

forhindres, hvordan muligheden for recovery kan øges samt til, hvilke faktorer der

kan være med til hhv. at hæmme eller fremme recovery-processen. Yderligere

mener vi, at resultaterne fra denne undersøgelse kan bidrage til, at flere

ergoterapeuter kan arbejde mere målrettet med at forhindre brugernes

selvstigmatisering og dermed øge brugernes mulighed for recovery.

Vi mener også, at andre faggrupper i socialpsykiatrien kan få gavn af resultaterne

fra denne undersøgelse. Dette kan fx være pædagoger og sygeplejersker, som også

har støttefunktioner i socialpsykiatrien, hvorigennem de kan møde brugere, som

stigmatiserer sig selv.

Vi forestiller os tilmed, at vores samarbejdspartnere på de psykiatriske hospitaler

kan få gavn af resultaterne fra denne undersøgelse, da brugere også her kan have

behov for fx at flytte fokus fra sygdommen og at træffe valg om eget liv. Det er

muligt, at resultaterne ikke kan implementeres i samme omfang, da nogle af de

forslag, vi kommer med, kan være vanskelige at implementere på de psykiatriske

hospitaler, fx at få brugerne i arbejde, da brugerne kan være tynget af symptomer,

der besværliggør dette.

Tidligt i denne undersøgelse fandt vi ud af, at der kun er forsket meget lidt i,

hvordan selvstigmatisering kan forhindres og intet i, hvordan ergoterapeuter kan

være med til at forhindre selvstigmatisering. Vi ser derfor et stort behov for både

kvalitative og kvantitative undersøgelser, der bl.a. kan belyse, hvor udbredt

selvstigmatisering er blandt brugere med alvorlige sindslidelser, hvordan

ergoterapeuter kan være med til at forhindre selvstigmatisering, hvordan brugere

oplever støtte fra ergoterapeuter til at forhindre selvstigmatisering, recovery-

orienteringens indvirkning på selvstigmatisering og til sidst hvilken sammenhæng

der er mellem selvstigmatisering og recovery-processens tre faser, som det i denne

undersøgelse kom frem, at der kan være en sammenhæng imellem.

En anden faktor, der kom frem under interviewene med informanterne var, at

pårørende – som er en del af brugeres sociale omgivelser – kan have positiv

indflydelse på brugeres selvstigmatisering. De sociale omgivelser, som CMOP-E

Page 63: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

63

lægger vægt på har stor betydning for personers aktivitetsudøvelse, lægger også

vægt på, at de sociale omgivelser kan være med til at påvirke aktivitetsmæssig

retfærdighed, hvilket vi mener, er vigtigt i arbejdet med at forhindre

selvstigmatisering (21). Ud over CMOP-E, der indeholder dele, der kan benyttes i

arbejdet med at forhindre selvstigmatisering, kom det ligeledes frem i denne

undersøgelse, at MoHO også har elementer, der kan være med til at forhindre

selvstigmatisering. Dette var bl.a. Kielhofners tanker om identitet, vaner og roller

(25).

Også gennem brugen af den recovery-orienterede tilgang til rehabilitering som

teori, fandt vi frem til, at elementer herfra også kan anvendes i arbejdet med at

forhindre brugeres selvstigmatisering. Det kan derfor vurderes, at flere teorier

berører problematikken – eller kan bruges til at berøre samme. Ingen teorier, vi

kender til, beskriver imidlertid fyldestgørende, hvordan selvstigmatisering påvirker

mennesket, og hvordan ergoterapeuter kan være med til at forhindre

selvstigmatisering. Det vil derfor også være yderst relevant at lave undersøgelser

om, hvordan disse positive elementer fra de teorier, der allerede anvendes i den

ergoterapeutiske praksis, kan anvendes i relation til hinanden, eller evt. samles i én

teori. Dette kan evt. være med til at muliggøre social forandring og skabe

aktivitetsmæssig retfærdighed på makroniveau.

Page 64: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

64

9.0 Referenceliste

1. Rüsch, N, Angermeyer, M C, Corrigan, P W. Mental illness stigma: Concepts,

consequences, and initiatives to reduce stigma & self-stigma in people with

mental illness. European Psychiatry. [Internet] 2005 [cited 2009 Oct 19];

20(8): 529-539. Hentet fra:

http://schizophreniabulletin.oxfordjournals.org/cgi/content/full/sbl076v1

2. Goffman E. Stigma – om afvigerens sociale identitet. 2. udg. Frederiksberg:

Samfundslitteratur; 2009.

3. Schulze, B. Stigma and mental health professionals: A review of the evidence

on an intricate relationship*. Informa healthcare. [Internet] 2007 [cited 2009

Oct 19]; 19(2): 137-155.

http://web.ebscohost.com/ehost/pdf?vid=2&hid=104&sid=fce05657-5e1c-

46da-ab6c-e76cd31a2bf0%40sessionmgr111

4. Andersen J. Antistigma. Socialpsykiatri. 2001; 6: 12-15.

5. Indenrigs- og Socialministeriet, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

Styrket indsats for sindslidende – handlingsplan for psykiatri. København:

Regeringen; 2009.

6. Corrigan P, Larson J E, Sells M, Watson A C. Self-Stigma in People With

Mental Illness. Schizophrenia Bulletin [Internet]. 2007. [cited 2009 Dec 2];

33(6): 1312-1318. Hentet fra:

http://schizophreniabulletin.oxfordjournals.org/cgi/reprint/33/6/1312?maxt

oshow=&HITS=10&hits=10&RESULTFORMAT=&fulltext=Self-

Stigma+in+People+With+Mental+Illness&searchid=1&FIRSTINDEX=0&resour

cetype=HWCIT

7. Corrigan P W, Watson A C. The Paradox of Self-Stigma and Mental Illness.

Clinical Psychology: Science and Practice [Internet]. 2002. [cited 2009 Nov

15]; 9(1): 35-53. Hentet fra: http://www3.interscience.wiley.com/cgi-

bin/fulltext/118958372/PDFSTART

8. Moses T. Self-labeling and its effects among adolescents diagnosed with

mental disorders. Social Science & Medicine [Internet]. 2009. [cited 2009

Page 65: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

65

Dec 10]; 68: 570-578. Hentet fra:

http://www.sciencedirect.com/science?_ob=ArticleURL&_udi=B6VBF-

4V4BV90-

1&_user=4758211&_rdoc=1&_fmt=&_orig=search&_sort=d&_docanchor=&

view=c&_acct=C000064902&_version=1&_urlVersion=0&_userid=4758211&

md5=e636002a6cf708c1b84fe42a495acd7b

9. Fung K M T, Tsang H W H, Corrigan P W. Self-stigma of people with

schizophrenia as predictor of their adherence to psychosocial treatment.

Psychiatric Rehabilitation Journal [Internet]. 2008 [cited 2009 Okt 19]; 32(2):

95-104. Hentet fra:

http://web.ebscohost.com/ehost/pdf?vid=4&hid=11&sid=80ecf7ae-21f3-

4d73-bf90-177a76cb0157%40sessionmgr14

http://web.ebscohost.com/ehost/pdf?vid=4&hid=104&sid=1b1d1e23-0138-

4428-b9f3-99dd68902b27%40sessionmgr114

10. Borg T, Runge U, Tjørnov J, Brandt Å, Madsen A, red. Basisbog i ergoterapi –

aktivitet og deltagelse i hverdagslivet. 2. udg. København: Munksgaard

Danmark; 2007.

11. Sundhedsstyrelsen. National strategi for psykiatri. København:

Sundhedsstyrelsen; 2009.

12. Videnscenter for socialpsykiatri – hvad er socialpsykiatri? [Hentet

19.12.2009] Hentet fra:

http://www.socialpsykiatri.dk/socialpsykiatri/hvad_er_Socialpsykiatri

13. Kondrat D, Teater B. An anti-stigma approach to working with persons with

severe mental disability: seeking real change through narrative change.

Journal of social work practice [Internet] 2009 [cited 2009 nov 25]; 23 (1):

35-47. Hentet fra: Bestilt hjem via biblioteket på Ergoterapeut uddannelsen i

Århus.

14. Wilken J, Hollander D. Rehabilitering og recovery – en integreret tilgang. 1.

udg. København: Akademisk forlag; 2008.

15. Birkler J. Videnskabsteori – en grundbog. 1. udg. København: Munksgaard

Danmark; 2005.

Page 66: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

66

16. Kvale S, Brinkmann S. Interview – introduktion til et håndværk. 2. udg.

København: Hans Reitzels Forlag; 2009.

17. Helsinki-deklarationen [Hentet 03.11.2009]. Hentet fra:

http://www.laeger.dk/portal/page/portal/LAEGERDK/LAEGER_DK/LAEGEFA

GLIGT/RET_OG_ETIK/ETIK/WMA_DEKLARATIONER/HELSINKI_DEKLARATION

EN

18. Andersen I. Dataindsamling og spørgeteknikker – i projektarbejder inden for

samfundsvidenskaberne. 1. udg. Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur;

2006.

19. Lindahl M, Juhl C. Den sundhedsvidenskabelige opgave – vejledning og

værktøjskasse. 1. udg. København: FADL’s forlag; 2007.

20. Lunde I, Ramhøj P, red. Humanistisk forskning – inden for

sundhedsvidenskab. København: Forfatterer og Akademisk forlag A/S; 1995.

21. Townsend E, Polatajko H. Menneskelig aktivitet II – en ergoterapeutisk vision

om sundhed, trivsel og retfærdighed muliggjort gennem betydningsfulde

aktiviteter. 1. udg. København: Munksgaard Danmark; 2009.

22. Aubin G, Hackhey R, Mercier C. Meaning of daily activities and subjective

quality of life in people with severe mental illness. Scandinavian Journal of

Occupational Therapy. [Internet] 1999 [cited 2010 jan 5]; 6: 53-62. Hentet

fra: http://web.ebscohost.com/ehost/pdf?vid=4&hid=11&sid=3acdf450-

aa3d-4005-b29d-ac49085a0f45%40sessionmgr11

23. Jensen P. En helt anden hjælp. 1. Udg. København: Akademisk Forlag; 2006.

24. Creek J. Psykiatrisk ergoterapi – teori, metode, praksis. 1. udg. København:

FADL’s forlag Aktieselvskab; 2005.

25. Kielhofner G. MOHO - Modellen for menneskelig aktivitet. Ergoterapi til

uddannelse og praksis. 2. udg. København: Munksgaard Danmark; 2010.

26. Dickerson F. Strategies That Foster Empowerment. Cognitive and Behavioral

Practice [Internet] 1998 [cited 2010 jan 9]; 5: 255-275. Hentet fra:

http://www.sciencedirect.com/science?_ob=MImg&_imagekey=B7XMX-

4JCS5CD-B-

1&_cdi=29682&_user=4758211&_orig=search&_coverDate=02%2F28%2F19

Page 67: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

67

99&_sk=999949997&view=c&wchp=dGLbVlb-

zSkWb&md5=ff50b87abe2bc2ebb5bb7a501bb64b38&ie=/sdarticle.pdf

27. Rehabiliteringsforum Danmark og MarselisborgCentret. Hvidbog om

rehabiliteringsbegrebet – rehabilitering i Danmark. Århus:

MarselisborgCentret; 2004.

28. Herheim Å. Socialpsykiatri – en lærebog. 1. udg. Gylling: Systime Academic;

2003.

29. Lihme B, red. Invitation til socialpsykiatri. 1. Udg. København: Akademisk

Forlag; 2008.

30. Smith M. Recovery from a severe psychiatric disability: findings of a

qualitative study. Psychiatric Rehabilitation Journal. [Internet] 2000 [cited

2009 dec 18]; 24 (2). Hentet fra:

http://web.ebscohost.com/ehost/detail?vid=4&hid=11&sid=b2c98fed-a611-

48d9-b8c6-

faa4aa4c0f56%40sessionmgr11&bdata=JnNpdGU9ZWhvc3QtbGl2ZQ%3d%3

d#db=afh&AN=3899695

31. Spaniol L, Wewiorski N, Gagne C, Anthony W. The process of recovery from schizophrenia. International Review of Pscychiatry [Internet] 2002 [cited 2009 dec 18]; 14: 327-336. Hentet fra: http://web.ebscohost.com/ehost/pdf?vid=3&hid=11&sid=69645a7e-658f-

4e9c-8835-8075066c1c28%40sessionmgr10

Page 68: en undersøgelse af hvordan selvstigmatisering forhindres ... · 10 amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman i hans værk ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. Goffmans

68

10.0 Bilagsfortegnelse

Bilag 1. Tilladelse fra datatilsynet

Bilag 2. Bekræftelsesbrev med information om projektet

Bilag 3. Interviewguides

Bilag 4. Transkriptionsregler

Bilag 5. Samtykkeerklæring

Bilag 6. Følgebrev til transskription

Bilag 7. Søgematrix

Bilag 8. Matrice over temaer