Om inklusion og eksklusion efter endt behandlingsdom. · 2017-06-26 · se på, hvad teoretikere siger om sociale perspektiver i samfundet. Goffmans teori om stigmatisering, Luhmanns

Du og jeg eller bare mig! ‐ Om inklusion og eksklusion efter endt behandlingsdom. Pædagogik eksamen 7. semester 2009.

07‐04‐2009 VIA University Collage, Ranum. Skrevet af: Betina Seeberg Groth. Hold 06z. Vejleder: Stine Del Pin Hamilton. Antal anslag i opgaven: 19273.

Du og mig eller bare mig! Pædagogik eksamen 7. semester 2009.

Skrevet af: Betina Seeberg Groth. Hold 06z.

2

Indholdsfortegnelse.

Indledning. ................................................................................................................................3

Problemformulering. .............................................................................................................4

Dyssocial personlighedsforstyrrelse (psykopati)....................................................................4

Mangel på sociale kompetencer, stigmatisering og marginalisering. ..................................5

Niklas Luhmann om eksklusion/inklusion og Robert K. Merton om sociale afvigelser og

chanceulighed. .......................................................................................................................5

Goffman om stigmatisering...................................................................................................7

Den systemiske tankegang. ......................................................................................................8

Pædagogens rolle. .....................................................................................................................9

Konklusion. .............................................................................................................................10

Perspektivering. ......................................................................................................................11

Litteraturliste. .........................................................................................................................12

Bøger:...................................................................................................................................12

Bilag 1. .....................................................................................................................................13

Bilag 2. .....................................................................................................................................14



3

Indledning.

”Den ubærlige ligegyldighed

Helst ønsker han at være elsket

I mangel derpå beundret

I mangel derpå frygtet

I det mindste at være afskyet og foragtet

Sjælen gyser tilbage for det tomme rum

Og ønsker kontakt for enhver pris”

“Dr. Glas - Hjalmar Søderberg”.

Dette digt er meget rammende på, hvordan de mennesker jeg har arbejdet med i mine

praktikker har det. I min anden praktik arbejdede jeg med domfældte udviklingshæmmede,

som har ringe sociale kompetencer og en meget problemskabende adfærd, ved at de

eksempelvis krænker andre mennesker, stjæler og sætter ild til ting. De har alle lavet noget

kriminelt og er blevet erklæret uegnet til almindelig straf, da de har en varig nedsat psykisk

og/eller fysisk funktionsnedsættelse. Da de er uegnet til almindelig straf pga. af deres

udviklingshæmning er de blevet dømt efter straffelovens § 68, som giver mulighed for

anbringelse på institution under § 108 i Lov om Social Service. Før disse mennesker blev

dømt, har de fleste af dem levet et liv som ekskluderede af samfundet i form af manglede

arbejde og kriminalitet. Ved at dømme dem, underlægge dem en mentalundersøgelse og give

dem en dom som kan være lang, set i forhold til, hvis det var en ”almindelig”

voldtægtsforbryder, som kunne sidde i et almindeligt fængsel, øger vi da risikoen for at lave

en dobbelt marginalisering og ekskludering af disse mennesker i vores samfund?

Psykologien og den pædagogiske tilgang må have indflydelse på, om disse beboere under en

behandlingsdom kan opøve så mange sociale kompetencer, at de efter endt behandling bliver i

stand til at klare sig ude i samfundet, uden fare for tilbagefald til det gamle kriminelle miljø

eller den problemskabende adfærd.

Når jeg i opgaven skriver vi, mener jeg pædagoger inkl. mig selv. Jeg har valgt denne form,

da jeg synes det virker forkert hele tiden at skrive jeg, da det er generelle arbejdsredskaber jeg

omtaler.

Ud fra hvad jeg har set og oplevet i mit arbejde samt min undren over, hvad vi skal arbejde

direkte imod under en behandling, har jeg lavet følgende problemformulering.



4

Problemformulering.

‐ Hvordan kan vi som pædagoger arbejde målrettet mod, at psykisk

udviklingshæmmede med dyssocial personlighedsforstyrrelse lærer sociale

kompetencer, så de efter endt behandlingsdom kan inkluderes i samfundet?

Dyssocial personlighedsforstyrrelse (psykopati).

Her vil jeg kort beskrive hvad det vil sige, at have en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Jeg

har beskrevet det, fordi jeg mener det er vigtigt i forhold til opgaven, at have en forståelse af

hvilken gruppe brugere, vi har med at gøre, og at de adfærdsmæssigt optræder på en anden

måde end os andre.

Den amerikanske psykolog Doren forsøger at integrere det bedste fra andre teorier, i sin egen

syntese. Jeg har valgt at bruge hans teori for at klarlægge lidt af, hvad der skaber den ofte

uønskede adfærd hos psykopaterne. Grunden til psykopati, mener Doren, er en sårbarhed i

hjernen, som kan være delvist arveligt betinget. Det antages at psykopaten er født med et lavt

niveau af hjernebarkaktivering, og dette kan skyldes arvelige anlæg. Den lave

hjernebarkaktivering har en negativ indvirkning på det limbiske system i hjernen. Denne

neurobiologiske mangel har to direkte virkninger på menneskets adfærd. Den første af disse

virkninger, er et overdrevet forsøg på at opnå et tilfredsstillende niveau af sansemæssig

stimulering, der provokerer omgivelserne1. For at få hjernen sansemæssigt stimuleret, har

børn med anlæg for psykopati behov for større intensitet i lyde, kropssprog og reaktioner fra

andre. Den anden direkte virkning, er en nedsat evne til at standse indlærte adfærdsmønstre til

trods for afstraffelse og negativ kontakt/ konsekvenser. Disse mennesker fortsætter deres

adfærd, hvor andre giver sig og holder op.

Behovet for stærke stimuli og den samtidig nedsatte evne til at kontrollere egen adfærd

medfører miljøfaktoren ”delvis hjælpeløshed” som Doren mener, er en nødvendig faktor for at

udvikle psykopati. Delvis hjælpeløshed er indlæringsmæssige situationer hvor man både

bliver belønnet og straffet for den samme adfærd. Dette betyder at opdragelsen er tilfældig og

uforudsigelig, snart bliver man straffet og snart belønnet for nøjagtig den samme adfærd, uden

nogen forudsigelig grund. Delvis hjælpeløshed har oftest tre konsekvenser:

1. Disse mennesker er mere ligeglade med de negative konsekvenser af deres adfærd.

Når nu straffen ikke kan forudsiges, mister den sin adfærdskontrollerende effekt.

Mennesket bliver i stedet for fokuseret på, hvordan det kan opnå, at få det som det vil 1 Dahl, Alv A. m.fl.: Charmør og tyran; København; 1999



5

have det, hurtigst muligt uden hensynstagen til eventuelle afstraffelser, som jo

alligevel finder sted. Mennesket udvikler på denne måde en forøget evne til, ved hjælp

af trods, at modstå straffen. Dermed mister straffen sin opdragende funktion.2

2. Mennesket udvikler også en tendens til at fortsætte sin opførsel, så enten forældre eller

pædagoger giver efter for hvad det ønsker. Når der så bliver givet efter, forstærker

man mase-på effekten og mennesket får en positiv oplevelse af sin adfærd. Og

mennesket oplever et effektivt middel til at få sin vilje.

3. Her finder vi socialisering. Det samvær som mennesket har med forældre og

pædagoger, opleves kun som frustrerende og ustabilt, præget af konflikter og vold.

Dette medfører at mennesket ikke har en oplevelse af følelsesmæssig nærhed og

tryghed.3

Så når vi begynder behandlingsarbejdet med denne gruppe, må vi have for øje at gruppen

højest sandsynligt ikke vil reagere som først antaget, da straf osv. ikke har den samme effekt

på denne gruppe som på andre grupper.

Mangel på sociale kompetencer, stigmatisering og marginalisering.

I forhold til spørgsmålet om stigmatisering og marginalisering, inklusion og eksklusion vil jeg

se på, hvad teoretikere siger om sociale perspektiver i samfundet. Goffmans teori om

stigmatisering, Luhmanns teori om eksklusion/ inklusion og Mertons teori om afvigelser og

chanceulighed.

Jeg har valgt disse teorier, da jeg mener det er vigtig at se på den sociologiske del i

samfundet, for at komme et skridt nærmere på, hvad der gør at nogle mennesker inkluderes og

andre ekskluderes.

Niklas Luhmann om eksklusion/inklusion og Robert K. Merton om sociale

afvigelser og chanceulighed.

Hvorfor mennesker med dyssocial personlighedsforstyrrelse havner i kriminalitet og derved

får en behandlingsdom, hvorfor de stigmatiseres og marginaliseres, giver disse to teorier et

godt bud på.

2 Dahl, Alv A. m.fl.: Charmør og tyran; København; 1999 3 Dahl, Alv A. m.fl.: Charmør og tyran; København; 1999



6

Samfundet er ikke længere hierarkisk opdelt, men er funktionelt differentieret. Luhmann

beskriver funktionssystemerne: ”… Skarpt adskilte, stærkt autonome, operationelt lukkede,

med deres egen måde at skabe omgivelserne på… Uden en central koordineringsmekanisme”.

Hvert enkelt system bestemmer, hvem de vil kommunikere med (inklusion) eller hvem de

udelukker (eksklusion). Hvis man har en gruppe (et system), der ikke kommunikerer med

centrale sociale systemer som fx. økonomi, uddannelse og familie, er der tale om eksklusion,

der fører til marginalisering af gruppen. Inklusion overlades i stigende grad til den enkelte,

der vælger at deltage i samfundets delsystemer. Eksklusion fra et delsystem øger muligheden

for eksklusion fra andre delsystemer. Fx. hvis man dropper ud af uddannelse eller ikke kan

gennemføre en uddannelse, formindskes chancerne på arbejdsmarkedet4.

Den stærke fokusering på lønnet arbejde, som nøglen til inklusion, risikerer at gøre ikke

lønarbejdere til andenrangsborgere. Man risikerer at inklusionspolitikken paradoksalt er med

til at stigmatisere og yderligere ekskludere dem, der står uden for arbejdsmarkedet5.

Et individ er socialt ekskluderet, hvis det ikke deltager i hovedaktiviteterne i det samfund,

som vedkommende lever i. Et menneske, der står udenfor arbejdsmarkedet ekskluderes fra at

deltage i et af samfundets centrale systemer. Det kan føre til økonomisk marginalisering og

kan presse mennesket ud i kriminalitet.

Sociologen Merton giver fx dette teoretiske bud på afvigelser, hvor jeg kan se at der er en

linje fra afvigelse, som så fører til marginaliseringen. Mertons pointe er, at hvad der kan være

sociale afvigelser i en del af befolkningen, kan være en normal reaktion i en anden del. Han

mener, at fordelingen af at kunne opnå status i samfundet, kan være ulige fra starten. Hvis det

fx kræver god økonomi eller en bestemt uddannelse, at være ”normal” er der visse dele af

befolkningen, som ikke kan være med. Ifølge Merton er der: konformitet når samfundets

kulturelle mål og de legitime midler er til at opnå, og målene accepteres. Mertons kalder det

tilbagetrækning, når både de kulturelle mål og legitime midler afvises6. Det er den reaktion

der ofte ses hos sociale afvigelser, der omfatter (se figur 1, bilag 1) social deroute, misbrug,

vagabondering og psykoser7. Et menneske kan vende sig mod kriminalitet, misbrug,

uhensigtsmæssig adfærd og prostitution, for at kunne skaffe materielle goder til sig selv

og/eller for at skaffe penge til stoffer, eller bare accept i en gruppe. For at tilpasse sig

samfundet, tager personen det ”illegitime” middel kriminalitet i brug og afviser de

4 Henriksen, Lars Skov: Niklas Luhmann, socialhjælp i systemteoretisk belysning. I: Jacobsen, Michael Hviid m.fl.(Red): Tradition og fornyelse. 5 Andersen, John m.fl.: Fattigdom og social eksklusion. I: Larsen, Jørgen Elm m.fl.(Red).: Socialpolitik.

6 Henriksen, Lars Skov: Sociale problemer og sociale afvigelser - sociologisk set. I: Niklasson, Grit(Red.): Socialfag for pædagoger. 7 Henriksen, Lars Skov: Sociale problemer og sociale afvigelser - sociologisk set. I: Niklasson, Grit(Red.): Socialfag for pædagoger.



7

samfundsmæssige kulturelle mål. At være kriminel er ikke samfundsmæssigt kulturelt

acceptabelt!

Goffman om stigmatisering.

Når jeg følger sociologen Goffman, som kalder kendetegn, der opfattes som udtryk for

negative egenskaber stigma (brændemærke), kan jeg komme et skridt nærmere grunden til

eksklusion. Det er ikke kun en række samfundsmæssige pengespørgsmål, der afgør om vi

klarer os godt. Det er også et spørgsmål om, hvem vi er som mennesker og hvordan

omverdenen ser på os.

Tre typer stigma:

1. fysiske defekter

2. karakterbrist (fx dyssocial personlighedsforstyrrelse)

3. etnisk tilhørsforhold

Stigma har stor indflydelse på individets selvopfattelse og identitet. Goffman gør det klart at

alle er potentielle afvigere, alt afhængig af konteksten8. Er du psykisk udviklingshæmmet, har

det omkringliggende samfund en holdning til dig, som kan være præget af fordomme og du

kan blive set på som andenrangs menneske. Dette vil have stor indflydelse på, hvordan du ser

dig selv. Denne gruppe mennesker risikerer at føle sig mindreværdige og søge ud af de

sammenhænge, hvor de bliver konfronteret med disse fordomme og holdninger. Man kan evt.

søge trygheden indenfor eget system (andre psykisk udviklingshæmmede og andre med en

”aparte” adfærd), hvor man ikke bliver opfattet som afviger.

Individet har et personligt territorium. Territorier er situationsafhængige, dynamiske og kan

gennem kropssprog, blik, lyd og ord krænkes eller respekteres. Ved at tænke og handle med

udgangspunkt i dilemmaer, kan krænkelser af andres personlige territorier begrænses. Hvis

man anerkender at der er flere værdier i spil, kan det være med til at fremme respekten for

såvel eget som andres territorium9. Jeg anser dette som et vigtigt aspekt at huske på i vores

arbejde som pædagoger, både i støttende og opsøgende arbejde. Jeg oplever, at når man

møder brugeren anerkendende, er der større mulighed for en positiv kontakt og et samarbejde

kan begynde.

8 Ejrnæs, Morten: Normalitet og sociale afvigelser. I:Schou, Carsten m.fl.(Red): Samfundet i pædagogisk arbejde – et sociologisk perspektiv. 9 Pedersen, Carsten: Dilemmaer og brudlinjer – at begribe samfundet i praksis. I: Schou, Carsten m.fl.(Red.): Samfundet i pædagogisk arbejde.



8

Den systemiske tankegang.

I spørgsmålet om hvordan vi, som pædagoger, kan hjælpe udviklingshæmmede med at opøve

sociale kompetencer så de kan inkluderes, vil jeg prøve at besvare med teorien fra den

systemiske tankegang. Da jeg med udgangspunkt i den systemiske tankegang finder det

nemmere at se en god chance for at mennesker, der er psykisk udviklingshæmmede, kan

inkluderes i samfundet.

Når vi arbejder ud fra den systemiske tanke, så skal vi se på hele mennesket, ikke kun

diagnosen eller mennesket isoleret set. Der skal ses og behandles på hele mennesket ud fra det

systemiske paradigme (bilag 2), og vi skal tænke kontaktpædagoger, familie og venner med

ind i, hvad det er vi skal gøre for hver enkel bruger10. Alting i verden er forbundet med alt i

verden, og det giver ikke nogen mening at se på noget isoleret. Vi skal rette blikket på

systemerne og samspillet mellem systemerne, ikke kun enkle dele af systemerne11. En brugers

situation skal forstås ud fra hans/hendes samspil med sit private og professionelle netværk.12

Alle mennesker har deres eget syn på verden. Hvis vi sætter to personer til at se på fx en

blyant, vil det eneste de kunne blive helt enige om være, at det er en blyant. De vil opleve det

at se på blyanten forskelligt, da de har forskellige oplevelser med blyanter, fx kan den ene

elske at gå i skole, mens den anden kan hade det. Når vi som mennesker ser verden så

forskelligt, vil det heller ikke være optimalt, at det er pædagogen der påstås at sidde med den

endegyldige sandhed, det er vigtigt at brugeren også bliver hørt. Når vi arbejder ud fra den

systemiske tanke er det vigtigt, at pædagogerne forholder sig nysgerrigt, undrende og

udforskende ved at stille spørgsmål og gå i dialog med hinanden og brugerne, så man gennem

dialogen kan finde frem til et eventuelt fælles billede af verden.13 For når vi tænker systemisk,

tænker vi cirkulært og ikke lineært, det betyder i praksis, at når jeg går ud og møder en bruger,

som opfører sig krænkende overfor en medbeboer eller kollega, så er det ikke sikkert, at det

udelukkende er noget han gør, fordi han er sur eller vred, men det kan være han gør det fordi

han er blevet udsat for en situation, som gør at det er den måde han plejer at reagere på og den

eneste strategi han kender til14. Når vi arbejder systemisk med gruppen, kan vi se at det ikke

nødvendigvis er fordi vedkommende er pædofil, at han krænker børn, men årsagen kunne

10 Larsen, Henrik Dybvad (Red) m.fl.: Socialpsykiatri – Et systemisk perspektiv. 11 Larsen, Henrik Dybvad (Red) m.fl.: Socialpsykiatri – Et systemisk perspektiv. 12 Larsen, Henrik Dybvad (Red) m.fl.: Socialpsykiatri – Et systemisk perspektiv. 13 Larsen, Henrik Dybvad (Red) m.fl.: Socialpsykiatri – Et systemisk perspektiv. 14 Larsen, Henrik Dybvad (Red) m.fl.: Socialpsykiatri – Et systemisk perspektiv.



9

være en helt anden. Her skal vi se på om det er fortiden, omsorgssvigt eller en meget sen

udvikling, som kunne være årsagen til at brugeren krænker som han gør.

Pædagogens rolle.

Når jeg nu ser på ovenstående teori, og derigennem kan se hvad det er for systemer vi

arbejder mod/med, så er det jo ekstremt vigtigt at vi i behandlingsarbejdet kommer ind og

arbejder med brugerne i relationer og relationen. Hvorfor relationer er så vigtige, vil jeg

komme med et bud på i dette afsnit.

Det er relationen som skal være med til at gøre det nemmere for brugerne, at komme ud og

leve i samfundet efter endt behandlingsdom. Når vi i jobbet møder vores brugere, kan det

være meget vanskeligt at få en positiv relation op at stå, da det jo meget ofte er

hensigtsmæssige relationer vores brugere har meget svært ved at begå sig i, da de meget ofte i

deres liv kun har oplevet dårlige relationer i form at seksuelle krænkelser og omsorgssvigt.

Derfor kan det være svært for dem at sætte ord på, hvad de oplever i en positiv relation og

deres oplevelser kan være svære at beskrive, da deres tolkning af samværet kan være meget

forskellig fra vores ”normale” måde at opleve det på. Også set i forhold til deres dyssociale

personlighedsforstyrrelse, hvor jeg tidligere har beskrevet, at de ofte prøver på at få meget

kraftige reaktioner fra andre.

Relationen kan opleves i ekstrem grad, når en beboer er fx manisk eller psykotisk.15 Når vi

som pædagoger skal overvinde disse besværligheder, er den systemiske forståelsesramme

meget værdifuld, fordi vi så møder vores bruger med en forforståelse af vedkommendes

psykiske udviklingshæmning og personlighedsforstyrrelse.

En forforståelse betyder at vi som personale kan møde beboeren med større respekt, åbenhed

og optimisme. Derved bliver det nemmere at se på brugernes ressourcer og brugerne vil så på

sigt reagere med større lyst til at samarbejde.16

Når vi skal opbygge en relation har det vist sig at det er gavnligt, at pædagogen bruger tid

sammen med brugerne i forskellige situationer. Derigennem får vi et bredt syn på alle

hverdagslivets situationer. Det kan handle om at spise morgenmad sammen, tage på udflugt,

gå til en fest eller være i praktik sammen med brugeren.17

Når vi indgår i relationer med brugerne er det vigtigt, at vi hele tiden har for øje at relationen

udvikler sig, enten i en positiv eller negativ retning. Det er i dette arbejde meget vigtigt, at vi

15 Larsen, Henrik Dybvad (Red) m.fl.: Socialpsykiatri – Et systemisk perspektiv. 16 Larsen, Henrik Dybvad (Red) m.fl.: Socialpsykiatri – Et systemisk perspektiv. 17 Larsen, Henrik Dybvad (Red) m.fl.: Socialpsykiatri – Et systemisk perspektiv.



10

hele tiden tilpasser krav, påvirkninger og forstyrrelser, så beboerne kan håndtere dem. Vi skal

hele tiden ind og aflæse, om brugerne stadigvæk føler sig trygge og tilpas udfordret. Hvis

brugeren pludselig rejser sig og går midt i en samtale, kan det være fordi vi har stillet

upassende spørgsmål, for høje krav til samtalen, eller ikke lært ham/hende at sige fra, inden vi

kommer for vidt18.

For at vores brugere bliver klædt på til at skal ud og bo for sig selv efter endt

behandlingsdom, er det også et skridt på vejen at hjælpe dem med et kursus forløb, hvor der

er noget fagligt undervisning i, så de derigennem får lidt uddannelse, hvilket vil betyde et lille

skridt i den rigtige retning af inklusion i et system, fx arbejdssystemet. At vi giver dem

mulighed for at komme i en praktik på en arbejdsplads, hvor der er mennesker som kan

rumme dem som de er, og ved en arbejdsgiver som samtidig kan være med til at give dem

social træning, i forhold til det at være på en arbejdsplads, giver også en mulighed for starten

på inklusion.

At se hele mennesket og indgå i en relation med dem under deres behandlingsdom, er vigtige

redskaber for at de under opholdet kan lære metoder til at få en hensigtsmæssig adfærd, når de

kommer ud i samfundet igen. Det er gennem relationen vi skal lære dem nye

handlemuligheder, så de gamle adfærdsmønstre ikke er det første de tyer til, når de oplever en

konflikt eller et behov/ en lyst opstår. Det er gennem arbejdet i relationen, at vi skal give dem

”stopklodserne” da vi er så tæt på dem dér, at vi kan lærer dem hvilke følelser eller hvilken

tilstand de er i, lige inde de har behov for fx at krænke et barn eller stjæle noget.

Konklusion.

Ud fra ovenstående teorier kan jeg konkludere, at vi under en behandlingsdom kan give vores

brugergruppe nogle redskaber såsom ”stopklodser”, som de kan anvende efter endt

behandlingsdom og derved opnå en større inklusion i samfundet. Også selvom der kan være

en chanceulighed fra starten af brugerens liv. En inklusion i et enkelt eller flere delsystemer

kan give brugeren adgang til flere delsystemer, hvilket på sigt kan give brugeren mod på at

træde ind sammenhænge, hvor de tidligere blev mødt af fordomme.

Ved at vi under behandlingsdommen arbejder med, at brugeren lærer at reagere mere

hensigtsmæssig i form af de ”stopklodser” vi har lært dem gennem deres egne følelser, vil de

kunne opbygge et nyt territorium, som samfundet kan respektere, når dommen ophører. Når vi

18 Larsen, Henrik Dybvad (Red) m.fl.: Socialpsykiatri – Et systemisk perspektiv.



11

gennem anbringelsen har arbejdet meget med at indgå i positive relationer, vil brugerne også

kunne medtage disse erfaringer om positive relationer ud i samfundet.

Når vi gennem den systemiske tankegang tænker cirkulært og ikke lineært betyder det, at vi

har rigtig gode forudsætninger for at arbejde med brugeren om at opøve bedre sociale

kompetencer, da vi ser hele mennesket og ikke kun den kriminelle person, så en inklusion

bliver mulig. En målrettet indsats på at lære denne gruppe brugere sociale kompetencer, ligger

i arbejdet gennem systemisk tænkning og positive relationer.

Perspektivering.

Under denne proces har der rejst sig nye spørgsmål i forhold til arbejdet med denne

brugergruppe. Det kan diskuteres hvordan pædagogik og behandlingsarbejde hænger

sammen, eller om der skal inddrages andre faggrupper? Er det pædagogernes arbejde at

udføre behandlingsarbejde og i hvilken grad? Kan positive relationer forandre voksne

menneskers måde at indgå i relationer på?



12

Litteraturliste.

Bøger:

Andersen, John m.fl.: Fattigdom og social eksklusion.

I:Larsen, Jørgen Elm m.fl.: (Red): Socialpolitik: København K: Hans Reitzels forlag: 2004: 2.

udgave: side 184-206: 473 sider.

Dahl, Alv A. m.fl.: Charmør og Tyran - et indblik i psykopaternes og ofrenes verden.

København: Munksgaard, 1999, 299 sider.

Ejrnæs, Morten: Normalitet og sociale afvigelser.

I:Schou, Carsten m.fl.(Red): Samfundet i pædagogisk arbejde – et sociologisk perspektiv:

København: Akademisk forlag: 2008: 2. udgave: side 190-208: 391 sider

Henriksen, Lars Skov: Niklas Luhmann, socialhjælp i systemteoretisk belysning.

I:Jacobsen, Michael Hviid m.fl. (Red): Tradition og fornyelse – En problemorienteret

teorihistorie for sociologien: Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.: 2001: side 493-513: 569

sider.

Henriksen, Lars Skov: Sociale problemer og sociale afvigelser - sociologisk set.

I:Niklasson, Grit (Red): Socialfag for pædagoger: København K: Frydenlund og forfatterne:

2002: side 273-295: 405 sider.

Larsen, Henrik Dybvad m.fl. (Red): Socialpsykiatri – Et systemisk perspektiv: København:

Munksgaard: 2000: Side 168-198: 319 sider.

Pedersen, Carsten: Dilemmaer og brudlinjer – at begribe samfundet i praksis.

I:Schou, Carsten m.fl.(Red): Samfundet i pædagogisk arbejde – et sociologisk perspektiv:

København: Akademisk forlag: 2008: 2. udgave: side 11-38: 391 sider



13

Bilag 1.

Figur 119.

Sygdom og arbejdsløshed betragtes som socialt problem.

Farverigt påklædt, høj intelligens er afvigelser.

Kriminalitet, stofmisbrug og omsorgssvigt er sociale afvigelser

Kigger vi på figuren befinder de domfældte udviklingshæmmede sig i midten som sociale

afvigere, da de er kriminelle osv.

19 Ejrnæs, Morten: Normalitet og sociale afvigelser. I: Schou, Carsten m.fl.(Red.): Samfundet i pædagogisk arbejd.

Afvigelser Sociale

problemer

Social

afvigelse



14

Bilag 2.

Fra bogen: Larsen, Henrik Dybvad m.fl. (Red): Socialpsykiatri – Et systemisk perspektiv:

København: Munksgaard: 2000: Side 48: 319 sider.

Documents

Om inklusion og eksklusion efter endt behandlingsdom. · 2017-06-26 · se på, hvad teoretikere siger om sociale perspektiver i samfundet. Goffmans teori om stigmatisering, Luhmanns