Eritrea - en politisk og økonomisk oversigt · Søren W

alter Nielsen

En politisk og økonomisk oversigtaf Søren Walter Nielsen

Eritrea

EritreaEn politisk og økonomisk oversigtaf Søren Walther Nielsen

6. Den økonomiske udvikling ............. 73Politisk-økonomiske målsætninger ....................... 76Statens økonomiske grundlag .............................. 76Reformer i den offentlige forvaltning ................... 78Partiets økonomiske monopol ............................. 79Valutaomlægningen ............................................. 82Udenrigshandlen ................................................. 83Internationalt bistandssamarbejde ........................ 85Staten og de internationale NGO’er .................... 89Den danske bistand ............................................. 91

7. De enkelte sektorer .........................99Landbruget ......................................................... 99Jordreformen ..................................................... 100Fremstillingsvirksomheden ................................ 104Mineraludvinding og minedrift ......................... 107Turismen ........................................................... 108Transport .......................................................... 109Energiforsyningen ............................................. 111

8. Sociale forhold ............................... 113Fattigdommens udbredelse ................................ 113Sundhed ........................................................... 113Uddannelse ....................................................... 116Borger- og menneskerettighederne ..................... 120Kvindernes rettigheder ...................................... 122

9. Udenrigspolitik .............................. 127Sudan ............................................................... 127Etiopien ............................................................ 129OAU og IGAD ................................................. 133Det regionale perspektiv .................................... 135

www ................................................ 138

Forkortelser .................................... 139

Indholdsfortegnelse1. Geografi og befolkning ..................... 9

Landets geografi .................................................... 9De etniske grupper .............................................. 13Religionerne ........................................................ 14

2. Historien ........................................... 19Den tidlige historie ............................................. 19Italiensk kolonistyre ............................................ 20Britisk protektorat ............................................... 22Føderationen med Etiopien ................................. 24

3. Kampen for uafhængighed ............. 27Befrielseskrigens første faser ................................. 27Den etiopiske revolution ..................................... 28EPLF’s struktur og politik ................................... 30Nødhjælpsmaskineriet ......................................... 34Kampenes afslutning ........................................... 36

4. Efterkrigstidens Eritrea .................. 39Krigens eftervirkninger ........................................ 40Flygtningene vender hjem ................................... 41Militærets rolle .................................................... 45Fredsdividenden .................................................. 47De hjemvendte soldater ....................................... 49

5. Den politiske udvikling................... 53Folkeafstemningen .............................................. 53Grundloven ......................................................... 55Statens administrative opbygning ........................ 57Fra befrielseshær til politisk frontorganisation ...... 60Regeringen og oppositionen ................................ 61Nationale NGO’er og masseorganisationer .......... 63Folkelig organisering i landsbyerne ...................... 67Pressen ................................................................ 70

98

Fakta om EritreaSelvstændighed:

1993

Styreform:Republik med stærkt præsidentstyre

Præsident:Isaias Afeworki

Hovedstad:Asmara

Areal:125.000 km2

Anslået befolkningstal:3,67 millioner

Gennemsnitlig befolkningstilvækst:2,7-3,0 pct. pr. år

Forventet gennemsnitlig levealder:46 år

Spædbørnsdødelighed:103 pr. 1.000 levendefødte

Andel af befolkning i landdistrikterne:70-80 pct.

Indbyggere pr. læge:28.000

Indbyggere pr. hospitalsseng:10.000

Indbyggere med adgang tilordentlige sanitære forhold:

3 pct.

Indbyggere med adgangtil rent drikkevand:

8 pct.

Læsekyndighed:Kvinder: 10 pct.,

mænd: 20 pct.

Officielle sprog:Tigrinya, arabisk, engelsk

Religion:Kristendom (50 pct.), islam (50 pct.)

Import:513,7 mio. dollars

Eksport:95,3 mio. dollars

Vigtige eksportvarer:Salt, lædervarer, blomster, kvæg og tekstiler

Bruttonationalindkomst (BNI)pr. indbygger i 1996:

217-254 dollars

Gennemsnitlig årlig væksti bruttonationalproduktet (BNP)

i perioden 1993-1997:6 pct.

Planlagt dansk bistand:400 mio. kr. i perioden 2000-2004

Valuta:Den etiopiske birr op til 1997 (1 birr = 1,06 kr.),

derefter nakfa (1 nakfa = 0,89 kr.)

Kilder:IMF, UNDP, Verdensbanken

76

Eritrea – HøjderEritrea – Byer og provinser

912

1.

Pagtens ark er et myto-logisk vartegn for dekoptiske kristne iEritrea. Den kopitskereligion, der oprindeligthavde rødder i Egyptenog Grækenland, viser, atAfrika på ingen mådevar isoleret før europæer-nes ankomst.

Foto: Fra bogen“The Glory of Kings”.

Geografi ogbefolkning

Landets geografiEritrea ligger i det nordøstlige Afrika på Afrikas Horn. Eritreaslange østlige kyststrækning på 1.000 km løber langs Røde-havet. Den sydøstlige del grænser op til Djibouti. Mod vestog nord er landet afgrænset til Sudan, og i syd går grænse-dragningen til Etiopien. Det samlede eritreiske landareal erpå 125.000 km², godt og vel 2 ½ gange større end Danmark.

På grund af den 30 år lange krig med Etiopien findes derikke sikre oplysninger om befolkningstallet. Under krigenblev mange eritreere internt fordrevne, og der befandt sigomkring 750.000 flygtninge i udlandet. Efter at Eritrea op-nåede national selvbestemmelsesret i 1991, begyndte nogleflygtninge at vende hjem, men der findes stadig en betrag-telig gruppe i lejre i Sudan, mens andre er bosat i Nord-amerika og i Europa. Et kvalificeret bud på det nuværendebefolkningstal lyder på 3,67 millioner indbyggere.

Eritreas landområde er traditionelt blevet opdelt i fire hoved-regioner. Disse er: 1) det centrale højland med provinserneHamasien, Akele-Guzai og Seraye; 2) kyststrækningen modRødehavet med provinserne Danakil og Semhar; 3) regio-nen i nord og nordvest med provinserne Sahel og Senhit; og4) det vestlige lavland med provinserne Barka og Gash-Setit.

Højlandet løfter sig gradvist mod nord og rejser sig i densydøstlige del, hvor man finder det højeste punkt i 3.300meters højde. På den vestlige side afløses plateauet af noglemindre bjergkæder, som munder ud i lavlandet. På denøstlige skråning falder højlandet brat mod kyststrækningentil Rødehavet. Det centrale højlandsplateau, som ligger i1.500-2.500 meters højde, har en årlig nedbørsmængde på400-700 mm. Regnen falder to gange om året. Vinterregnen,der er den kraftigste, falder fra juni til september. Sommer-regnen falder i marts/april måned. Resten af året er der megettørt. Højlandet har et tempereret klima, hvor temperatu-

1514

pastoralister (også kaldet nomader), hvis hovedbeskæftigelseer baseret på avl og røgtning af kvæg, geder og får.

Bønder, agro-pastoralister og nomaderInddelingen af Eritreas landbrugere i bønder, agro-pastoralister og pastoralister (nomader) er forholdsvis fly-dende, da der findes utallige produktions- og indkomst-mæssige afvigelser. En bondehusholdning er ikke selv-forsynende og lever som regel ikke alene af jorden.Foruden agerdyrkning kan husholdningens indkomst om-fatte dyrehold, lønarbejde, transport, handel etc. Der fin-des også forskellige afskygninger af agro-pastoralisme.Nogle har udlejet deres jord og supplerer indtægten medlønarbejde på plantagerne en del af året. Agro-pastora-listernes dyrebestand kan være af skiftende størrelse ogsammensætning, hvilket igen påvirker deres afhængighedaf agerdyrkning eller sæsonvise vandringer. Det er hel-ler ikke alle pastoralister, der hele tiden er på rejse modnye græsgange. Nogle pastoralister dyrker afgrøder vedflodbredderne inde i landet, mens andre ernærer sig vedkystfiskeri. Andre igen er driftige handelsfolk, som ejerlastbiler til godstransport.

Den fremherskende produktionsform blandt bønderne ihøjlandet er det nedbørsafhængige landbrug, som indebæ-rer en konstant risiko for fejlslagen høst. Hvis regnen ude-bliver, falder på det forkerte tidspunkt eller i utilstrække-lige mængder, bliver høstudbyttet ringe. Kunstvandetlandbrug er langt mindre udbredt og er hovedsageligt prak-tiseret på plantager og langs flodbredderne i lavlan-det. Generelt er fødevareproduktionen sårbarover for de gentagne tørkeperioder, oghungersnød er velkendt blandtEritreas indbyggere.

ren kun skifter lidt med årstiderne. Jordbunden er stærktpræget af afskovning, erosion og grundfjeldets tydelige frem-spring. Plateauet har en høj befolkningstæthed.

På den østlige side af plateauet ligger Rødehavets kyst-strækning. Ud for kystbyen Massawa findes Dahlak-øgrup-pen. Det østlige lavland, hvis bredde varierer mellem 15-80 km, strækker sig fra havets overflade op til 500 metershøjde. Det ekstremt tørre klima har mindre end 200 mmnedbør pr. år. Kyststrækningens lette nedbør falder fra no-vember til februar. Landskabet er sandet og stenet med noglefå grønne oaser. I det sydøstlige lavland findes den langstrakteDanakil-ørken, der er yderst sparsomt befolket.

Den nordlige og nordvestlige del af lavlandet ligger mel-lem 800-2000 meters højde. Det er et bakket, til tider bjerg-rigt, landskab. Geografisk er regionen meget varieret ogomfatter både stenørken og lokaliteter med frodig vegeta-tion. Den årlige nedbør er på omkring 400 mm, mennedbørens mængde aftager i de mere bjergrige egne. Om-rådet er i øvrigt sparsomt befolket.

Det vestlige lavland ligger mellem 600 og 750 m overhavets overflade. Nedbørsmængden i den østlige del er på300-350 mm om året, mens den vestlige del normalt haren nedbør på 500-650 mm årligt. Regntiden begynder ioktober og varer til februar. Klimaet kan betegnes som megettørt og varmt i sommermånederne. Den varierende befolk-ningstæthed samt et fladt landskab med en dyb brunjords-type adskiller sig markant fra det højere liggende plateau.

Eritrea er et udpræget landbrugsland, hvor ca. 80 pct. afbefolkningen er bosat i landdistrikterne. Her er indbyggernehovedsageligt beskæftiget som landbrugere. Landbrugerne kanunderopdeles i tre kategorier: 1) De fastboende bønder ud-gør 62 pct. af landbrugerne. Produktionsformen er bestemtved dyrkning af permanente marker og korn- og bælgplante-produktion; 2) agro-pastoralisterne udgør 33 pct. af land-brugerne. Deres produktion består af kvæghold kombineretmed agerdyrkning; 3) omkring 5 pct. af landbrugerne er

1312

De etniske grupperI 1890’erne drog den italienske kolonimagt Eritreas græn-ser. Denne grænsedragning, der skete uden hensyn til etni-ske og kulturelle skillelinier, er stort set forblevet uændretop til vore dage. Det nutidige Eritrea er et multietnisk sam-fund befolket af ni folkeslag, som hvert især har deres egetsprog og kultur. Mange af de etniske grupper har tilhørs-forhold, som strækker sig over grænserne til nabolandeneSudan, Etiopien og Djibouti. På trods af den etniske for-skellighed er der en markant nationalfølelse blandt folke-slagene; en fælles identitet skabt gennem årtiers befrielses-kamp mod kolonialt herredømme.

Omkring halvdelen af befolkningen taler tigrinya og bori højlandet. Sproget er af semitisk afstamning. Det adskil-ler sig fra de fleste sprog, som tales i Etiopien. Tigrinya eroprindeligt beslægtet med geez, et modersmål, som de op-rindelige migranter bragte med sig til højlandet fra det sydligeArabien. Indbyggerne i højlandet er overvejende kristne oger fortrinsvis beskæftiget inden for landbruget. Der findesogså en gruppe tigrinya-talende muslimer i højlandet. Dennegruppe udgør ca. 7 pct. af højlandsbefolkningen og er over-vejende beskæftiget med håndværk og handel.

Den resterende halvdel af Eritreas befolkning er hoved-sageligt muslimer fordelt på adskillige etniske og sprog-mæssige afstamninger. Den største gruppe taler tigre. Denbebor det nordøstlige kystområde og det vestlige lavland.Dernæst kommer saho-folket, som lever i den østlige delaf højlandet og ved foden af det østlige højdedrag, spe-cielt syd for havnebyen Massawa. Afar-folket er domine-rende i den sydlige Rødehavsregion og lever desuden påøgrupperne ud for kysten. Beja-folket, eller hadareb-fol-ket som gruppen også kaldes, lever i grænseområderne optil Sudan. Bilen-folket bor omkring byen Keren. Deres re-ligiøse tilhørsforhold er fordelt ligeligt mellem kristendomog islam. Det sydvestlige Barka og Gash er hjemsted forbåde baza- og narra-folkene. Blandt begge etniske grup-per findes troende tilknyttet henholdsvis muslimske ogkristne trosretninger. Bazas nilotiske sprogstamme adskillerdem fra majoriteten af eritreerne, hvis sprog falder indenfor de afroasiatiske og semitiske kategorier. Rashaida-fol-

Arealanvendelse

Arealanvendelse Hektar % af total

Nedbørsafhængigt landbrug 417.00 3,42

Kunstvandet landbrug 22.000 0,18

Skovbeplantning 53.000 0,43

Nyplantet skov 10.000 0,08

Steppe- og sumpområder 673.000 5,52

Græsgange 6.967.000 57,16

Ørken og andreuopdyrkelige områder 4.047.000 33,21

Potentielt landbrugsland,kunstvanding (600.000) (4,92)

Potentielt landbrugsland,nedbørsafhængigt (1.050.000) (8,61)

Total 12.189.000 100

Kilde: FAO-sektoranalyse, 1994

Under 1 pct. af arealet er beplantet med skov, hvilket anta-gelig skyldes det store befolkningspres på naturgrundlagetog årtiers ødelæggende krigshandlinger. I Eritrea har om-fattende terrassebygning og forbedret skovproduktion væ-ret nogle af de metoder, hvormed man har forsøgt at mod-virke tiltagende jorderosion forårsaget af afskovningen. Mender hersker ikke tvivl om, at den manglende skovbevoks-ning har katastrofale miljømæssige konsekvenser.

Tabellens to sidste kategorier viser de arealer, der er mu-lige at opdyrke ved enten kunstvanding eller nedbørsaf-hængigt landbrug. Andelen af opdyrket land er relativt lillesammenlignet med de potentielle områder, der rent fak-tisk kunne anvendes. Den nuværende udvikling i land-bruget tager da også sigte på at udnytte disse områder. Ind-dragelse af hidtil uudnyttede landbrugsjorde er dog ikkeuproblematisk. I mange tilfælde har disse arealer væretbrugt som græsgange af agro-pastoralister og pastoralister.Her vil permanente marker begrænse sådanne produktions-former og forringe levevilkårene for de berørte befolknings-grupper.

1514

ket er arabisktalende og lever i den nordlige Rødehavs-region.

Fordeling af etniske grupper og sprog

Etniske grupper Sprog % af befolkningen

Tigrinya Tigrinya 50,0

Tigre Tigre 31,4

Saho Saho 5,0

Afar Afar 5,0

Beja (Hadareb) Herendewa (Bidawe) 2,5

Bilen Bilen 2,1

Baza Kunama 2,0

Narra Narra 1,5

Rashaida Arabisk 0,5

Kilde: Tesfa Gebremedhin, 1996

ReligionerneDe kristne eritreere er opdelt i forskellige trosretninger, hvorafde ortodokse koptere udgør flertallet. Derudover findeskatolske og protestantiske menigheder. Den anden storereligion, islam, praktiseres for det meste i lavlandet blandtde derboende etniske grupper. Hovedstaden, Asmara, erpræget af talrige kirker, katedraler og moskeer, hvis tårnerejser sig som vidnesbyrd om den religiøse sameksistens. Idagens Eritrea er der religionsfrihed, og de religiøse over-hoveder deltager gerne i andre trosretningers ceremonier forat tilkendegive den nationale enhed, men sådan har det ikkealtid været.

Den koptiske kirke har sit fodfæste i højlandet. Kirkenhar gennem tiderne været tæt knyttet til gejstligheden iEtiopien, hvor kejser Haile Selassie tronede som Guds di-rekte inkarnation i det salomoniske kongedømme. Denkoptiske religion har sin oprindelse i Egypten. Den er for-bundet med tolkninger og symboler nedfældet i det helligeskrift Kebra Negast, som blev skrevet i begyndelsen af det14. århundrede. Skriftet fortæller bl.a. historien om, hvor-

Tigrinya-kvinde fra høj-landet med den karakte-ristiske Kuno-frisure.Bemærk kvindens smyk-ker, som blev givet imedgift. Guld og sølv-smykker udgør en værdifor hele husholdningen ikrisetider, hvor de sælgeseller byttes for mad ogandre livsfornødenheder.

Foto: Jørgen Schytte

1716

Forskellige missioner har også haft indflydelse på kristen-dommens udbredelse i Eritrea. I 1837 begyndte fader Gui-seppe Sapeto en Lazarus-mission i højlandet. Den katolskekirke opnåede stor tilslutning, og indflydelsesrige personeromvendtes fra den ortodokse koptiske kirke. Svenske mis-sionærer åbnede en skole i Massawa allerede i 1872, og ide efterfølgende år byggede de en del kristne skoler i høj-landet.

Islam spredtes fra Den Arabiske Halvø, Nordafrika og detøvre Nildelta til kongeriget Aksum på Afrikas Horn. Denkristne konge af Aksum havde givet asyl til profeten Muham-meds tilhængere, da de flygtede fra forfølgelse i Mekka i år622. Derfor blev staten en tid forskånet for enhver formfor islamisk hellig krig, jihad. Islams gradvise udbredelsebetød dog, at muslimske hærafdelinger besatte Dahlak-øernei år 650 for at beskytte de arabiske handelsruter. Da Aksum-riget gik i forfald, tilkæmpede det abyssinske Zagew-dyna-sti sig herredømmet i den sydlige del af imperiet, samtidigmed at beja-stammerne i vest og de arabiske invasionsstyrkeri øst øgede islams betydning.

I perioder var den koptiske kirke i højlandet svækket pågrund af interne teologiske kontroverser. Sammenholdt medet militært pres fra omverdenen skabtes en situation, hvorislams doktriner fandt grobund blandt plateauets indbyg-gere. Foruroliget over den muslimske tros hastige udbredelsesammenkaldte den abyssinske konge, Yohannes I (1667-1682), et råd i Gondar, hvorfra der blev udstedt dekret omstreng adskillelse mellem de to trossamfund.

Siden hen opstod et regionalt islamisk kraftcenter i Sudan,hvor den shiitiske mahdi-sekt i begyndelsen af 1880’erne vandtfrem. Mahdien krævede, at den abyssinske konge skulle kon-vertere til islam. Madhien gennemførte gentagne angreb forat understøtte sit krav. Det var under et af disse fremstød i1889, at den abyssinske konge, Yohannes IV, blev dræbt.Mahdien måtte imidlertid snart se sig besejret, og ledere afkristen overbevisning genindtog deres magtbaser.

I dag har islam konsolideret sin stilling som en af de tohovedreligioner i Eritrea. I de overvejende muslimske lav-landsområder er der oprettet islamiske retsinstanser og skoler,som fungerer parallelt med de verdslige institutioner.

dan den etiopiske dronning Saba besøgte Kong Salomonaf Jerusalem. Ved list gjorde han hende gravid, og hun droghjem og fødte det barn, som senere udnævntes til MenelikI af Aksum. Da Menelik I blev voksen, rejste han til Jeru-salem og hjemførte pagtens ark til sit folk, der betragter sigsom Zions udvalgte.

I de koptiske menigheder, der på nationalt plan ledes afpatriarken, involverer gudstjenesten ekstatisk dansen, trom-men, syngen samt oplæsning af Biblen. Biblen blev oversatfra græsk til geez allerede i det 6. århundrede. Fastedageneog helgenfestivalerne er mangfoldige. Ifølge den ortodoksekoptiske kalender har året 226 helligdage, hvor det er for-budt at arbejde. Det har selvfølgelig haft en negativ virk-ning på produktiviteten i landbruget, og efter uafhængig-heden har kirken reduceret antallet af helligdage til 166 dageom året.

Selvom den koptiskekirke har tilslutningblandt majoriteten afhøjlandets indbyggere,findes der andre kirke-samfund med væsentligindflydelse. Dette erblandt andet symbolise-ret ved den katolskekatedral i hovedstadenAsmara.

Foto: Jørgen Schytte

1918

2. Historien

Den tidlige historieDe første indbyggere i Eritrea indvandrede fra den sydligeNildal. De bosatte sig i den vestlige Gash-Setit-region ogdrog senere ind i landet. Omkring 2.000 år f.Kr. kom no-mader fra Egypten og Sudan til dalstrøgene i Barka-pro-vinsen og det nordlige højland. Disse nye folk trængte denførste gruppe migranter mod syd. De fremtrængende ind-vandrere i den anden bølge var forfædre til beja-nomaderne,den nomadestamme som senere besatte store dele af detnordlige og nordvestlige Eritrea.

En tredje folkevandring kom fra Den Arabiske Halvø mel-lem år 1.000-600 f.Kr. Folket medbragte en udviklet kul-tur og etablerede senere bystater, hvoraf Det AksumitiskeRige, grundlagt i det 2. århundrede, regnes for at være mel-lem datidens tre stormagter på verdensplan. Aksums magtog velstand var baseret på handel med bl.a. Byzans, Persien,Indien og Ceylon. Riget kontrollerede det nuværende Eritreaog store dele af det nordøstlige Etiopien. I det 4. århund-rede blev Aksum udråbt som et kristent kongedømme.Magthaverne ekspanderede langt ind i Sudan og krydsedeRødehavet for at opnå kontrol med Yemen. I det 6. århund-rede blev Aksum dog isoleret af den persiske stormagt, somønskede at begrænse konkurrentens indflydelse. Den mang-lende kontakt til omverdenen, og de pågående islamiskeekspansionsforsøg undergravede Aksums magtfulde position.I år 710 blev den vigtige havneby, Adulis, ødelagt. De frem-trængende beja-nomader overtog gradvis magten i de ef-terfølgende årtier. Bejaerne splittede Det Aksumitiske Rigeop i fem uafhængige kongedømmer. Disse kongedømmerudøvede politisk dominans over dele af Eritrea og det nord-østlige Sudan indtil det 14. århundrede.

I det 15. århundrede blev Eritrea kendt som landet Medri-Bahri (landet ved havet). Det blev regeret af en krigsherre,Bahri Negassi, og grænsede op til Abyssinien ved flodenMereb. Abbysinien havde genrejst den kristne kultur fra

Eritrea – Etniske grupper

2120

ind i det territorium, som de navngav Eritrea. Det eritreiskehøjland, som kortvarigt var blevet besat af Etiopien (1876-1889), blev opgivet efter hårde kampe mod de italienskestyrker. I løbet af 1890’erne, efter endnu en række militærekampagner mod den etiopiske hær, kunne den italienskekonges udsendinge slutte endelig fred og erklære Eritrea foren italiensk koloni. Kolonistyret bragte for første gang alleindbyggerne i Eritrea under en og samme centralmagt. Vedat drage grænserne på tværs af etniske, klan- og religiøsetilhørsforhold lagde Italien grunden til den moderne natio-nalstat. Dannelsen af Italiens afrikanske koloni skete medsamtykke fra andre europæiske kolonimagter i regionen.Således blev Eritreas grænser anerkendt af Fransk Somali-land og det britiske styre i Sudan.

For at legalisere sin råderet over landet erklærede den ita-lienske administration, at alle veje, broer osv. tilhørte kon-gen. Ligeledes tilkendegav kolonistyret, at det havde ejen-domsret til land, der ikke var dyrket af fastboende bønder,land, som var ejet af adelen og kirken, land, som havde til-hørt uddøde klaner eller etniske grupper, land fra rømmedelandsbyer og land, som ifølge sædvaneretten tilfaldt staten.Derudover blev alle jorde i det østlige og vestlige lavlandbeliggende mellem 350-850 m over havets overflade ind-draget.

Ved at reorganisere det nationale rum blev over 50 pct.af Eritreas areal annekteret af kolonistyret. Udstrakte ogfrugtbare jordlodder blev fordelt til italienske nybyggere, somi begyndelsen af 1900-tallet udvandrede til Eritrea på grundaf fattigdom og overbefolkning i moderlandet. Omforde-lingen af jord og den massive indvandring resulterede i, ateritreiske landbrugere mistede jord og blev reduceret tildaglejere på de italienske plantager. I højlandet dræbte ita-lienerne de lokale ledere, der ikke ville samarbejde. Samti-dig blev den traditionelle magtstruktur tilpasset, så den komtil at tjene kolonistyrets interesser.

Ekspropriationen foregik dog ikke uden modstand, oglokale bondeledere rejste sig mod det italienske herredømme.I Akele Guzai-provinsen i 1894 indledte Bahata Hagos etoprør mod den lokale garnison og tog kommandanten tilfange. Revolten blev hurtigt knust, men andre eritreiske

Aksum-perioden og bestod af et etiopisk kongedømme styretaf den etniske amhara-gruppe. Ved hjælp af en portugisiskinvasion have abyssinske krigsherrer fortrængt de muslim-ske bejaer fra det eritreiske højland, og Medri-Bahri fik sta-tus som vasalstat. De interne magtstrukturer i vasalstatenvar præget af et aristokrati, som havde politiske og religiøseforbindelser til det etiopiske kongedømme, og magtforholdetskabte grobund for en slægtskabsorganisering, som kangenfindes i nutidens eritreiske højland. Imidlertid forblevEritrea og det abyssinske kongedømme adskilte territorier,hvor sociale og økonomiske modsætninger konstant ledtetil voldelige konflikter. Så sent som i 1770 observerede denengelske opdagelsesrejsende, James Bruce, at Eritrea ogAbyssinien var separate lande, som ofte lå i krig med hin-anden.

Eritreas geografiske beliggenhed har haft en betydelig stra-tegisk betydning som forbindelsesled mellem Afrika ogMellemøsten. Beliggenheden har op gennem de forskelligehistoriske perioder medført en rivalisering om territorialtherredømme og kolonisering af landet. I 1517 sendte DetOsmanniske Rige sin flåde ind i Rødehavet og etableredeen handelsstation i havnebyen Massawa. Senere udvidedetyrkerne deres baser til det centrale højland. Den tyrkiskeinvasionsmagt forblev i Eritrea og kontrollerede Rødehavs-kysten i de næste tre hundrede år. Situationen ændrede sig,da en egyptisk invasion rullede ind over Eritrea i det 19.århundrede. Denne gang skete invasionen fra vest, hvoregyptiske tropper besatte lavlandet i perioden 1823-1840.I øst betød åbningen af Suezkanalen i 1869, at den handels-mæssige betydning af Eritreas kyststrækning blev forøget,og snart havde det egyptiske militær overtaget tyrkernesdominerende rolle.

Italiensk kolonistyreEnden på det egyptiske herredømme begyndte i 1869, daet italiensk handelskompagni gik i land på kyststrækningenved Eritreas anden store havneby, Assab. Det officielle for-mål var at etablere en missions- og handelsstation. Grad-vist befæstede italienerne deres stillinger og trængte længere

2322

eksporten gik især til Mellemøsten, hvor efterspørgslen varstor på grund af de begrænsede forsyninger fra det krigs-hærgede Europa. I takt med at de europæiske produktions-apparater blev genopbygget, aftog efterspørgslen på eritreiskeprodukter, og landet blev tvunget tilbage til rollen sområvareproducent. Briterne vedligeholdt ikke infrastrukturenog solgte bl.a. svævebanen mellem Massawa og Asmara.

Samtidig med at den økonomiske depression satte ind,skete der en forholdsvis gennemgribende liberalisering af deneritreiske offentlighed. På baggrund af briternes ønske omat inddrage de indfødte i administrationen, gennemførtesreformer inden for retsvæsen, uddannelse, sundhed og ny-hedsdækning. Eritreerne blev, i langt større grad end dethavde været tilfældet under italienerne, inddraget i samfunds-livet. Med et glimt i øjet opsummerer ældre eritreere, somhar oplevet begge kolonimagters styreformer, forskellensåledes: “Under Italien havde vi arbejde, men fik ingenuddannelse, under England fik vi uddannelse, men havdeintet arbejde”.

Politiske partier blev tilladt, og den offentlige debat blom-strede med udgivelsen af flere aviser. Adskillige nationali-stiske grupperinger blev dannet, bl.a. den Muslimske Liga,som blev ledet af Ibrahim Sultan. Det Liberale ProgressiveParti tilhørte også den nationalistiske strømning og havdemed Woldeab-Wolde-Mariam et meget fremtrædende med-lem. Disse to grupper dannede i 1949 Uafhængigheds-blokken, en alliance der krævede eritreisk selvbestemmelse.

I modsætning til den nationalistiske politik, der krævedeet selvstændigt Eritrea, blev der i 1941 etableret en folkeligorganisation, hvis målsætning var at forene Eritrea med detetiopiske “moderland”. Det var en overvejende kristengruppe, som blev økonomisk og politisk støttet af den etio-piske kejser Haile Selassie. I 1946 blev organisationen re-organiseret under navnet Unionspartiet. Dets generalsekre-tær, Tedla Bairu, stod for en ufravigelig linie, som krævedeEritrea indlemmet i det etiopiske storrige. Den koptiske kirkeanbefalede på det kraftigste indlemmelsespolitikken, bl.a.ved at nægte at vie og begrave unionsmodstandere. Forholdetmellem den nationalistiske blok og unionstilhængerne blevmere og mere anstrengt. Det resulterede i voldelige episo-

oprørere fortsatte og dannede væbnede bander, de såkaldteshifta, der opererede i landdistrikterne og generede den ita-lienske ordensmagt. I lavlandet blev kolonistyret i begyn-delsen hilst velkomment som et alternativ til plyndringerog slaveri udført af abyssinske kongedømmer. Men prisenfor italiensk ‘beskyttelse’ blev snart for høj. For eksempelbrød Sheik Thala, en indflydelsesrig leder i Danakil, alli-ancen med italienerne og gik i opposition i 1895. Med ti-den fik italienerne dog skabt forholdsvis ro i Eritrea og for-stærkede grebet om kolonien.

I 1930’erne var Eritrea blevet en udviklet koloni med ensolid infrastruktur. Landbrugssektoren forsynede industri-sektoren med råvarer, der blev forarbejdet og sendt til detitalienske hjemmemarked. Store mængder bomuld, tropi-ske frugter og kaffe blev eksporteret til Italien. For at un-derbygge den eksportorienterede strategi havde italienerneintroduceret mekaniseret landbrug. Det mest effektive land-brug var bomuldsplantagen nær grænsen til Sudan, hvor manårligt producerede 200 tons. Derimod gjorde italienerne me-get lidt for at forøge produktionen af korn og grøntsager,som kunne tilfredsstille Eritreas indenlandske fødevarebehov.

I 1935 have det italienske styre moderniseret byområdernemed henblik på at kunne bruge Eritrea som springbræt foren videre militær ekspansion i overensstemmelse med Mus-solinis drøm om et østafrikansk storrige. Industrialiserin-gen skabte en veludviklet eritreisk arbejderklasse. Arbejderne,der levede under apartheid-lignende forhold, var ansat tilbygning og vedligeholdelse af militære installationer, værk-steder, depoter, beboelsesbygninger, havnefaciliteter, jern-baner og veje. Men udfaldet af Anden Verdenskrig satte enbrat stopper for Mussolinis fascistiske ambitioner, og Eritreablev overtaget af de fremrykkende britere i 1941.

Britisk protektoratDen britiske administration fik mandat til at forvalte lan-det, indtil de allierede kunne beslutte protektoratets frem-tid. I tiden under og lige efter Anden Verdenskrig havdeden eritreiske økonomi gunstige betingelser. Antallet af kvægog geder steg, og den industrielle produktion tog fart. Vare-

2524

synsvinkel fortjener det eritreiske folks standpunkter op-mærksomhed. Alligevel gør USA’s strategiske interesser iRødehavsbassinet, sikkerhedsmæssige overvejelser og hen-synet til verdensfreden det nødvendigt, at landet bliverknyttet til vor allierede, Etiopien”.

Føderationen udviklede et skarpt modsætningsforholdmellem Eritreas befolkning og det etiopiske centralstyre.Etiopien overskred Eritreas begrænsede selvbestemmelses-ret ved at forbyde fagforeninger, uafhængige politiske par-tier og aviser. Tigrinya og arabisk blev forbudt som officiellesprog og erstattet af det etiopiske amharinga. Sproget talesaf den traditionelt dominerende etniske amhara-gruppe, derer repræsenteret i de fire etiopiske provinser: Gonder, Goj-jam, Wollo og Shoa. I 1958 måtte det eritreiske flag vigepladsen for det etiopiske banner. Samme år indkaldte denvelorganiserede eritreiske arbejderbevægelse til generalstrejke.Formålet med strejken var at forsvare de demokratiske ogpolitiske rettigheder, som føderationsvedtægterne oprinde-ligt havde stadfæstet. Generalstrejken blev nedkæmpet trodsstor folkelig opbakning.

I takt med at undertrykkelsen blev intensiveret, blev selvmedlemmerne af Unionspartiet udsat for brutale overgreb,og der udviklede sig en bred opposition mod det etiopiskeherredømme. Oppositionen var organiseret i den verdsligeEritreiske Befrielsesbevægelse (ELM). Bevægelsens strategivar baseret på civil modstand, undergrundsarbejde og kup-planer, men den havde ikke den store succes med at om-vælte systemet. I begyndelsen af 1960’erne overskred kej-ser Haile Selassie definitivt føderationsbestemmelserne vedat opløse parlamentet, og Etiopien annekterede Eritrea, udenat FN greb ind.

der, hvor uafhængighedsblokkens forsamlinger blev saboteretog lederskabet udsat for gentagne mordforsøg.

Føderationen med EtiopienIndirekte valg blev afholdt i 1947 af en FN-kommission.Resultatet viste, at 675.000 eritreere var modstandere af enunion med Etiopien, mens 547.000 støttede unionstanken.Valget ledte til øgede sammenstød mellem uafhængigheds-blokken og unionstilhængerne. Samtidig med at den poli-tiske situation blev tilspidset, ankom flere FN-delegationerfor at udrede Eritreas fremtidige status. Selv efter konsulta-tioner med indenlandske politiske repræsentanter og tradi-tionelle ledere, var kommissionsmedlemmerne fra Burma,Guatemala, Norge, Pakistan og Sydafrika dybt uenige.Burmas og Sydafrikas udsendinge foreslog: “At Eritrea børudgøre en selvstyrende enhed under føderationsregeringen,hvis andre medlemmer skal være Etiopien under den etio-piske kejsers suveræne ledelse”. Norges talsmand bakkedeop om denne indstilling. Derimod var repræsentanter fraPakistan og Guatemala uenige i flertallets synspunkt. Deunderstregede, at føderationen med Etiopien var imod deteritreiske folkeflertals ønske og derfor ikke i overensstem-melse med FN’s principper.

På baggrund af disse modsatrettede indstillinger foretogFN’s generalforsamling sin endelige beslutning i 1952. Vedat gennemføre Resolution 390(V) blev Eritrea inkorporereti en føderation med Etiopien. Den eritreiske regering havdelov til at tage selvstændige beslutninger vedrørende visseindenrigsspørgsmål, mens udenrigspolitik og økonomi varetiopiske ansvarsområder.

FN’s bevæggrunde i Eritrea-spørgsmålet skal ses i lyset afet stormagtpolitisk spil, hvor USA stod som en magtfuldautoritet, der plejede sine langsigtede interesser i Afrika iforbund med den etiopiske kejser. Som en integreret del afdenne politik havde USA opbygget en militærbase i Asmara.Kagnew-stationen var en avanceret lyttepost, som i startenaf Den Kolde Krig havde overordentlig stor betydning forUSA’s efterretningsvirksomhed. Som den amerikanske mi-nister John Foster Dulles fastslog: “Set fra retfærdighedens

2730

3. Kampen foruafhængighed

Befrielseskrigens første faserI 1961 lød startskuddet til den væbnede kamp mod denetiopiske kolonimagt. Det blev affyret af Idris Hamid Awate,en tidligere soldat i den italienske hær. Efter militærtjene-sten havde Awate ernæret sig som landevejsrøver i det vest-lige lavland. Sammen med en håndfuld bønder tilsluttedehan sig den militære fløj af den Eritreiske Befrielsesfront(ELF). Gruppens første angrebsmål var en politistation.Formålet med den væbnede aktion var at tiltrække sig FN’sopmærksomhed. Effekten af denne mere eller mindre sym-bolske aktion udeblev, og modstandsbevægelsen tog førstrigtig form i årene efter, da Osman Saleh Sabbe, en skole-lærer fra Massawa, indgik i ELF’s politiske eksilledelse i Kairo.Herfra koordineredes udenlandsk støtte til de militære en-heder i Eritrea. ELF modtog forsyninger fra Syrien, Yemen,Algeriet, Libyen, Saudi-Arabien og den PalæstinensiskeBefrielsesfront. Herigennem sikrede de arabiske interessersig en vis indflydelse på ELF’s politik.

ELF blev af mange eritreere anset som et alternativ til denEritreiske Befrielsesbevægelse (ELM’s) forfejlede strategi, ogbefrielsesfronten fik stor opbakning. De første baser blevoprettet i det vestlige lavland, og med den voksende styrkeblev ELF snart landsdækkende. Hæren var inddelt i femzoner med hver sin øverstkommanderende. I 1965 omfat-tede den omkring 1.000 kampklare soldater. Kontaktenmellem de øverstbefalende i hver zone var ringe, og konse-kvensen heraf var en dårlig koordinering af aktiviteterne ifelten. De militære operationer blev også besværliggjort afen beslutningsstruktur, som var trukket langs etniske ogreligiøse skillelinier. Ydermere udviklede mange af komman-danterne sig til lokale krigsherrer, som overtrådte elemen-tære menneskerettigheder og levede af at inddrive høje skatterfra befolkningen.

Den etiopiske kejser,Haile Selassie, fremstodfor mange som indbe-grebet af en retfærdigafrikansk statsmand.Ikke desto mindre an-nekterede kejseren, medFN’s stiltiende accept,Eritrea i sit storrige i1961. Indlemmelsenskete med samme bruta-litet, som de europæiskekolonimagter havde ud-vist i begyndelsen af år-hundredet.

Foto: Polfoto

2928

for at rykke frem og indtage stillinger i det tætbefolkedehøjland. Efter et internt blodigt opgør i Addis Abeba, hvorHaile Mengistu Mariam tiltog sig magten, udviklede Der-gens lederskab sig til et autoritært stalinistisk regime, somunder det fængende slogan “Moderland eller død” videre-førte den kolonialistiske politik i Eritrea.

Den eritreiske opposition blev mødt med massiv militærundertrykkelse, hvis formål var én gang for alle at elimi-nere modstanden mod det etiopiske centralstyre. Samtidigmåtte det etiopiske regime mobilisere sine egne styrker påen anden front, nemlig i Ogaden-ørkenen, hvor Somaliaforsøgte en invasion. Åbningen af denne front medførte ensvækkelse af de etiopiske terrorkampagner i Eritrea. Deeritreiske modstandsgrupper rykkede frem og opnåede igenkontrol med store områder. I 1977 kontrollerede EPLF ogELF størsteparten af Eritreas landdistrikter og større byer.

Sovjetunionen, som hidtil havde støttet Somalia, skiftedepludselig alliancepartner og satsede på Haile MengistuMariams nyligt etablerede styre i Addis Abeba. I 1977 sendteSovjetunionen for omkring 1 mia. dollars militært udstyrtil Etiopien. I kraft af disse våbenforsyninger, og militærerådgivere fra Østblokken, kunne Dergen indlede en ny stor-stilet offensiv i Eritrea.

Under det forøgede militære pres foretog EPLF en ha-stig strategisk tilbagetrækning af sine tropper til den bjerg-rige Sahel-provins. For den anden befrielsesfront, ELF, re-sulterede det manglende militære overblik i en katastrofalsituation. Frontens styrker blev ikke trukket tilbage, og trop-perne lå i udsatte stillinger, da den etiopiske angrebsbølgerullede ind over det sydlige Eritrea.

Selvom begge modstandsbevægelser led store tab underden etiopiske storoffensiv, blev ELF hårdest ramt, og detændrede styrkeforhold bevægelserne imellem skabte en for-nyet opblussen af blodige sammenstød mellem de rivalise-rende fronter. Det lykkedes EPLF at påføre rivalen nogleafgørende nederlag, og de resterende ELF-styrker blev trængtind over grænsen til Sudan.

Under de pressede forhold oplevede ELF at blive spaltetpå ny. Frontens militære leder, Abdallah Idris, arresteredesine interne modstandere, deriblandt Ahmed Nasser og

På trods af ELF’s interne svagheder opnåede frontenmilitære succeser i kraft af sine guerilla-operationer. Sommodtræk påbegyndte det etiopiske kejserdømme omfattenderepressalier. De amerikansk- og israelsktrænede etiopisketropper udførte massakrer og tvangsforflyttelser af civilbe-folkningen, og fra midten af 1960’erne resulterede krigs-handlingerne i store flygtningestrømme. Pastoralister i detvestlige og østlige lavland var de første ofre for angreb ogmassive bombardementer. De overlevende blev tvunget tilat krydse grænsen til Sudan som flygtninge.

I samme tidsrum blev små grupper af ELF-kadrer, bådemuslimer og kristne, sendt til Kina og Cuba for at mod-tage militær træning. Deriblandt var Isaias Afeworki, Eritreassenere præsident. Ved hjemkomsten igangsatte han og an-dre en reformbevægelse med det formål at demokratisereELF’s ideologi og praksis. Isaias fraktion krævede en nypolitisk orientering, som gav plads til sociale og økonomi-ske reformer til fordel for de fattige og jordløse i områderunder ELF’s kontrol. Kravene blev ikke velvilligt modtagetaf ELF’s ledelse, der foretog udrensninger for at afværgekritikken.

Fra 1968-70 løsrev flere fraktioner sig fra ELF og dan-nede nye selvstændige militære organisationer. Isaias Afe-workis fløj flygtede til Akele Guzai-provinsen, mens en andenfraktion drog til Danakil-ørkenen. Disse to udbrydergrupperkom senere til at udgøre fundamentet for det Eritreiske FolksBefrielsesfront (EPLF). Splittelsen i den eritreiske modstands-bevægelse udløste en regulær borgerkrig i begyndelsen af1970’erne. De stridende parter gjorde brug af likviderin-ger, sabotage og fremsatte gensidige beskyldninger om “kon-tra-revolutionær” virksomhed.

Den etiopiske revolutionI de etiopiske provinser samt i hovedstaden Addis Abebavoksede utilfredsheden med Haile Selassies feudale kejser-dømme, og i 1974 indledtes en revolution, som rystedelandet. Kejseren blev afsat og en militær junta, kaldet Der-gen, overtog magten.

I Eritrea gav denne omdannelse ELF og EPLF mulighed

3130

lige symboler på militær rangorden, og ifølge udenlandskeobservatører var der ikke den store forskel på de spartanskevilkår, som både officerer og menige levede under. Uoffi-cielle kilder har dog tilkendegivet, at lighedsidealerne in-den for EPLA i flere tilfælde blev undergravet af korrup-tion, seksuel chikane og magtmisbrug. Det er sandsynligt,at der til tider har foregået en intens magtkamp blandt of-ficererne, men endnu er sådanne aspekter ikke blevet be-lyst af hverken journalister eller forskere.

Isoleret fra omverden og uden megen udenlandsk støtteudviklede EPLF en politik baseret på selvstændighed ogselvforsyning. I baseområderne i Sahel blev der bygget værk-steder, transportsystemer, hospitaler, skoler osv. En rækkeaf EPLF’s masseorganisationer sørgede for, at sociale ydel-ser og udviklingsprojekter nåede civilbefolkningen i de

Ibrahim Totil. Det lykkedes de to ledere at overleve fængs-lingen. Nasser blev senere hen leder af udbrydergruppen denEritreiske Befrielsesfront-Revolutionær Kommando (ELF-RC). Derimod tilsluttede Totils gruppe sig EPLF. En an-den udbrydergruppe under navnet Sagem blev ligeledes sam-menlagt med EPLF. På trods af disse splittelser opretholdtELF en vis militær styrke og bevarede sin støtte i adskilligeeritreiske lokalsamfund og eksilmiljøer.

EPLF’s struktur og politikEPLF afholdt sin første kongres i 1977. For at undgå for-tidens fejltagelser, kendetegnet ved manglende koordineringog stadige slagsmål om lederskabet, blev EPLF opbygget efterden demokratiske centralismes organisationsprincip. Central-komiteen bestod af 37 medlemmer valgt på kongressen. Frasin midte valgte centralkomiteen generalsekretæren, vice-generalsekretær og politbureauet bestående af 11 medlem-mer. Hvert medlem af politbureauet blev udnævnt til cheffor en forvaltningsafdeling eller et militært departement.

Kernen i EPLF var et hemmeligt organiseret kommunist-parti, hvis historie endnu ikke er skrevet, men som udentvivl har haft afgørende betydning for fastsættelsen af denpolitiske kurs. Hemmeligholdelsen af partiets eksistens skyl-des formodentlig krigstilstanden, men indikerer også endobbeltydighed i forbindelse med frontens officielle beslut-ningsstrukturer.

EPLF’s strategi betonede nødvendigheden af langvarigfolkekrig. Ud over medlemmer fra bondestanden tiltrakhæren mange veluddannede fra byerne. Tilbagetrækningentil Sahel i 1978, forårsaget af Sovjets engagement til fordelfor det etiopiske regime, betød, at EPLF nedtonede sinmarxistiske retorik og fremhævede en mere praksisorienteretrevolutionær linie.

Enhed og disciplin var nøgleord i EPLF’s militære fløj,det Eritreiske Folks Befrielseshær (EPLA). Ved ankomstentil en militærlejr afleverede rekrutten alle sine personligeejendele på nær skjorte, bukser og sko. Efter seks månedersmilitær træning og politisk uddannelse overgik rekruttentil de stående enheder. Hæren havde afskaffet de alminde-

EPLF’s kongres i 1987vedtog det politiske pro-gram, der skulle kommetil at kendetegne befriel-sesbevægelsens uafhængi-ge linie bl.a. i forholdtil supermagterne.

Foto: Fra bogen“Revolution At Dusk”

3332

Kvindelige soldater komtil at udgøre en vigtigressource for befrielses-bevægelsen. Ikke blotved fronten, men også iEPLF’s forvaltnings-apparat. Dermed blevder skabt en ny kvinde-rolle, som den dag i daghar stor betydning forligestillingsarbejdet.

Foto: Nordfoto

Kvindernes deltagelse i EPLF’s aktiviteter

Arbejdsområde Kvindelig % af arbejdsstyrken

Kampenheder 23,0

Offentlig administration 35,0

Industri 29,5

Transport 25,9

Sundhedsvæsen 55,2

Bygningsarbejde 19,6

Landbrug 19,8

Elektronik 25,0

Medier og kommunikation 1,7

Økonomistyring 9,5

Telekommunikation 33,1

Kilde: Rapport fra NUEW, 1989

Sammenholdet i hæren var opbygget omkring det fælles mål:At opnå national selvbestemmelsesret. Dette endemål til-trak eritreere fra alle etniske og religiøse grupper. Acceptenaf mangfoldighed som forudsætningen for en fælles natio-nal identitet var integreret i soldaternes daglige liv og virke.EPLF’s publikationer blev trykt på flere sprog, og radioensudsendelser var ligeledes flersprogede. Omrejsende kultur-grupper havde en tilsvarende vigtig rolle i formidlingen afbevægelsens politiske budskab. De stod bl.a. for udstillin-ger af kunsthåndværk og teater-, sang- og dansearrange-menter, som var med til at understrege den etniske og reli-giøse mangfoldighed.

EPLF definerede befolkningens frihed som sin egen mål-sætning. Omvendt var det befolkningens støtte, som sik-rede EPLF’s eksistensgrundlag. Under den langvarige krigvar EPLF’s reformpakke en væsentlig faktor, som muliggjordeindfrielsen af den overordnede politik. Omfordeling af jor-den til gavn for de fattigste blev fulgt op af bedre veterinær-service og ny landbrugsteknologi. EPLF organiserede flygt-ningelejre for internt fordrevne og forbedrede befolkningensvilkår ved bl.a. at igangsætte storstilede alfabetiseringskam-pagner.

områder, som fronten kontrollerede. Tilsammen udgjordedisse institutioner en mindre udgave af fremtidens eritreiskenationalstat.

I kontrast til den traditionelle, meget underordnede kvin-derolle i civilsamfundet, praktiserede EPLA en høj grad afligestilling mellem kønnene. Samtidig bør prioriteringen afligestilling kædes sammen med nødvendigheden af, at mod-standsbevægelsen inddrog alle kræfter i kampen mod be-sættelsesmagten. I dette perspektiv fik kvindelige soldater iEPLA adgang til uddannelse og politiske beslutningspro-cesser. De deltog i kamphandlingerne på lige fod med de-res mandlige kammerater. Også i forhold til den civile for-valtning og produktionsvirksomheden indtog kvindernehidtil mandsdominerede arbejdsområder.

3534

kritisere det etiopiske regime. Dog forsøgte den franskeorganisation Medicins sans Frontiers at rejse en kritik afmisbruget, men blev udvist med øjeblikkelig virkning. Enanden og måske medvirkende årsag til donorernes tavshedkan relateres til den høje status, som fulgte med at væreoperativ i datidens Etiopien. Som den engelske journalistPeter Gill bemærkede i sin bog om den afrikanske sult-katastrofe, betød projekter for de nødstedte, at organisatio-nerne kunne fremvise en klar indsatsprofil i hjemlandet.Dermed forøgede nødhjælpsarbejderne konkurrencedygtig-heden i forbindelse med indsamlinger og regeringsstøtte iEuropa og Nordamerika.

Koblingen mellem medieopmærksomhed og nødhjælps-arbejde fik især betydning i 1984, efter at et britisk tv-holdhavde produceret en rystende reportage om den etiopiskesultkatastrofe. Reportagen blev via satellit bragt ind i hjem-mene hos en potentiel seerskare på omkring 470 millionermennesker verden over. Reportagen gav den efterfølgendeindsamling af midler til nødhjælp i Etiopien et gevaldigtløft. I den situation valgte de fleste nødhjælpsorganisationerat gennemføre projekter i Etiopien for at få del i midlerneog undlod officiel kritik af styrets manglende vilje til atfordele nødhjælp i Eritrea.

Nogle nødhjælpsorganisationer, hvoraf flere var af kirke-lig observans, valgte en anden og mindre profileret strategi.Strategien var godt nok i strid med internationale konven-tioner, men viste sig at være særdeles virkningsfuld. Alle-rede i 1981 havde disse humanitære organisationer stiftetet nødhjælpskonsortium i Sudans hovedstad, Khartoum.Herfra sendtes konvojer med fødevarer og medicin ind overgrænsen til Eritrea, hvor nødhjælpen blev fordelt af EPLF’shumanitære organisation, ERRA, overalt i de befriede zo-ner.

ERRA’s nødhjælpsoperationer blev evalueret løbende, oghvert led i distributionskæden blev nøje overvåget af uden-landske observatører. Øjenvidner bekræftede organisationenseffektive arbejde og tætte kontakt til lokalbefolkningen. Påintet tidspunkt blev der rapporteret om misbrug af nød-hjælpen. I senere evalueringer er nødhjælpskonsortiets ar-bejde blevet brugt som eksempel på, hvordan nødhjælp kan

NødhjælpsmaskinerietGentagne tørkeperioder og hungerkatastrofer i Etiopien,inklusive den nordlige provins Eritrea, skabte behov forudenlandsk humanitær bistand. Fordelingen af nødhjælptil de EPLF-kontrollerede områder i Eritrea var imidlertidpræget af juridiske og diplomatiske komplikationer. Detspørgsmål, som donorerne blev konfronteret med, var:Hvordan giver man humanitær bistand til befolkningsgrup-per, der lever i en ikke-eksisterende nation; områder, somcentralregeringen i Etiopien påstår, er præget af fred og til-strækkelige fødevaremængder? Hvis nødhjælpsorganisa-tionerne åbent hjalp sultofre i områderne uden for det etio-piske styres kontrol, kunne dette tolkes som en de facto-anerkendelse af eritreernes ret til national uafhængighed. Etandet, men i realiteten lige så stort, dilemma ville opstå, hvisnødhjælpsarbejderne insisterede på, at regeringens oplysnin-ger tegnede et forvrænget billede af fødevareforsyningen. Påbaggrund af en sådan kritik ville de etiopiske myndighederhave udelukket dem fra enhver nødhjælpsindsats.

I den første halvdel af 1980’erne resulterede disse forvik-linger i, at nogle donorer helt undgik at fordele nødhjælpdirekte gennem den eritreiske befrielsesbevægelse, der havdeoprettet den Eritreiske Nødhjælps- og Rehabiliteringsorga-nisation (ERRA). I stedet valgte disse donorer at samarbejdemed den etiopiske Nødhjælps- og Rehabiliteringskomite(RRC). RRC fungerede på militærregimets præmisser oghavde en nær kontakt til Mengistus hovedkvarter. Ifølgemenneskerettighedsorganisationen Africa Watch blev 30-40pct. af nødhjælpen misbrugt af etiopiske embedsmænd. Enanden skyggeside af samarbejdet var, at den internationalenødhjælp også blev brugt som et våben i hænderne på detetiopiske regime. Eksempelvis opbyggede styret en milits iEritrea, der gik under navnet ‘hvedemilitsen’, fordi de mereeller mindre tvangsindskrevne værnepligtige blev aflønnetmed hvede fra bugnende nødhjælpsdepoter. Også Etiopi-ens regulære hærenheder ernærede sig ved hjælp af nød-hjælpsrationer, hvilket gang på gang blev afsløret, når deneritreiske modstandsbevægelse indtog en etiopisk forlægning.

Flere anerkendte internationale nødhjælpsorganisationerhavde kendskab til det statslige misbrug, men undlod at

3736

ten landede til sidst i Kenya, hvorfra den detroniseredemilitærleder søgte om asyl i Zimbabwe.

Slutningen af 30 års krig mod Etiopiens effektive krigs-maskine var afsluttet. På mange måder havde det væretDavids kamp mod Goliat. Hvis man i dag spørger eritreiskeledere om, hvordan det kunne lade sig gøre, svarer nogle,at de heller ikke selv troede på et så positivt resultat. Detgennemgående svar er, at kampen for national selvbestem-melsesret var den eneste farbare vej for at opnå fred.

kanaliseres ind i sværttilgængelige krigszoner. Endviderepåviste eritreerne, at de selv kunne tage ansvaret for forde-ling af nødhjælpen. ERRA’s praksis, baseret på selvberoenhedog lokal styring, overflødiggjorde en massiv tilstedeværelseaf internationale bistandseksperter. Disse erfaringer komsenere til at betyde meget for tilrettelæggelsen af bistands-politikken i efterkrigstidens Eritrea.

Kampenes afslutningI begyndelsen af 1980’erne var EPLF omringet af etiopi-ske soldater, som med enorm ildkraft på landjorden og iluften søgte at nedkæmpe befrielseshæren i Sahel. På trodsaf konstante våbenleverancer fra Sovjetunionen lykkedes detikke de etiopiske hærenheder at besejre EPLF. F.eks. ind-ledte det etiopiske militærregime en offensiv i 1982, densåkaldte Røde Stjerne Kampagne, hvor 90.000 soldatertrængte frem på fire fronter samtidigt. Kampagnen mislyk-kedes, og nederlaget medførte, at en sovjetisk general over-tog ledelsen af de etiopiske kampstyrker. Personudskiftningi hærledelsen kunne dog ikke vende krigens gang.

På daværende tidspunkt havde den anden eritreiske mod-standsbevægelse, ELF, mistet meget af sin styrke og udførteikke længere nævneværdige militære operationer. Derforkunne EPLF, der nød befolkningsflertallets opbakning, kon-centrere kræfterne om at bekæmpe det etiopiske styre. Ef-ter en afgørende EPLF-sejr i Afabet i 1988, blev de etiopi-ske soldater tvunget stadig længere tilbage. HavnebyenMassawa blev indtaget af EPLF i 1990, og den etiopisketilbagerykning fortsatte, indtil besættelsesmagten kapitule-rede i 1991.

Samtidig med at EPLF befriede Asmara, måtte den etio-piske militærleder, Mengistu Haile Mariam, indse, at fore-stillingen var forbi for ham i Etiopien. Den etiopiske mod-standsbevægelse, der overvejende bestod af soldater fraTigray-Folkets Befrielsesfront (TPLF), havde indtaget denene provins efter den anden og kunne nu udråbe freden iAddis Abeba. Den 22. maj 1991 forlod Mengistu sit ho-vedkvarter i et fly, der skulle have haft kurs mod en base idet sydlige Etiopien. Mengistu omdirigerede flyet, og pilo-

Overalt vidner efterladtkrigsmateriel om dehårde kampe, hvorun-der den eritreiske nationblev født. Det er samti-dig typisk for nutidensdisciplin, at de ellers sådriftige skrothandlererespekterer regeringensdekret om, at krigsma-teriellet er statsejendom.

Foto: Jørgen Schytte

3942

4. EfterkrigstidensEritrea

Som den eneste bevægelse med tilstrækkelig militær magt,folkelig opbakning og organisatorisk kapacitet overtog detEritreiske Folks Befrielsesfront (EPLF) det sammenbrudtestatsapparat og begyndte den svære overgang fra krig til fred.Der var således ikke tale om indsættelse af en demokratiskvalgt regering, men om et magtskifte, hvor EPLF’s kadrerovertog roret som det eritreiske folks repræsentanter.

Hidtil havde den offentlige administration i Eritrea væ-ret en del af de etiopiske magthaveres autoritære styreform,hvor nepotisme, bureaukrati og korruption tegnede dags-ordenen. Derudover havde de mange års kolonistyre ude-lukket folkelig deltagelse i beslutningerne, og samfundsor-denen var bestemt ikke præget af demokratiske rettigheder.

Det er vigtigt at forstå, at den uafhængige eritreiske stati sit udgangspunkt var bestemt ved et militært magtskifteog svagt udviklede politiske og økonomiske institutioner.Dvs. at EPLF’s centralistiske styreform gradvist skulle ar-bejde hen imod en samfundsmæssig magtdeling. Dannel-sen af en reel demokratisk tradition med uafhængige poli-tiske organisationer og flerpartivalg var, ifølge EPLF-lederne,et langsigtet mål. I første omgang skulle dette mål indfriesved afholdelse af flerpartivalg i midten af 1990’erne. Imid-lertid er denne del af demokratiseringen blevet udskudt påubestemt tid, og foreløbig ser det ud til, at Eritrea regeresaf en elite bestående af de øverste lag inden for staten ogregeringspartiet.

Efter krigen kom EPLF’s socialistisk orienterede ideologiog erfaringer med selvberoenhed til at præge udviklingen.Ikke mindst huskede den EPLF-dominerede regering, atmange internationale donorer havde samarbejdet med detetiopiske regime. Desuden var de eritreiske myndighedermeget opmærksomme på den afhængighed af udlandet, derkunne opstå i forbindelse med international bistand. Grund-

Ved krigens afslutningvendte mange soldatertilbage fra fronten somhandicappede. Genereltblev de godt modtaget afderes slægtninge, men dadet offentlige ikke yderbistandshjælp, bærerfamilierne en stor for-sørgerbyrde.

Foto: Nordfoto

4140

ikke bedre i lavlandet, hvor produktionen kun imødekom5-10 pct. af fødevarebehovet.

De katastrofelignende tilstande fik et forskerhold fraEngland til at fastslå, at Eritrea ville være afhængigt af im-port af 80 pct. af landets fødevarer i 1992. Samme forskerekonkluderede, at ekstrem fattigdom var et udbredt fæno-men i alle landdistrikter.

Flygtningene vender hjemDe mange eritreiske flygtninge i Sudan fik lejlighed til at vendehjem ved krigens afslutning. Den første gruppe på ca. 80.000flygtninge vendte hjem af egen drift mellem 1989 og 1992.Da der ikke var oprettet tilstrækkelige modtagelsesfaciliteter,og da landdistrikterne allerede var under pres fra de mangeinternt fordrevne, søgte flygtningene mod byerne. Deresvandring skabte problemer med beskæftigelse og genhusning.På grund af den store efterspørgsel nåede huslejerne skyhøjeniveauer. Konkurrencen om de få ledige job blev skærpet, ogsociale gnidninger mellem internt fordrevne, tidligere solda-ter og hjemvendte flygtninge var uundgåelige. For at forhin-dre at nye flygtninge på vej hjem forårsagede socialt og øko-nomisk kaos, besluttede de eritreiske myndigheder at indledeet program, hvis formål var at organisere repatrieringen, altsåflygtningenes tilbagevenden. Selvom alle flygtninge havde rettil at bosætte sig frit, blev der givet høj prioritet til gen-bosættelsesaktiviteter i det vestlige lavland, hvor der var til-gængelig landbrugsjord og store græsgange.

Programmet, benævnt PROFERI, blev indledt sammenmed FN og private hjælpeorganisationer (NGO’er) i 1993.Programmet var en kombination af nødhjælp og bistands-hjælp, der skulle styrke udviklingen på længere sigt. I førsteomgang skulle indsatsen i landbrugssektoren støtte 73.000tilbagevendte familier, der ernærede sig som bønder, agro-pastoralister og pastoralister. Ifølge planen ville specielt ud-satte grupper, såsom kvindelige eneforsørgere, ældre og han-dicappede, modtage traktorservice til pløjning af tildelt land.

Uheldigvis var nogle donorer meget langsomme til at indfriden bebudede økonomiske bistand. Andre ville slet ikkeforpligte sig til at støtte repatrieringsprogrammet, da det

synspunktet har været, at donorerne ikke burde knytte øko-nomiske og politiske betingelser til udviklingsbistanden.Selvom den eritreiske stat fra begyndelsen har været underpres for at genopbygge landet, nægtede regeringen altså atmodtage udviklingsbistand for enhver pris. I den eritreiskeselvforståelse er samarbejdet mellem myndighederne og deudenlandske donorer blevet anskuet som et magtforhold,hvor det drejede sig om at styre udviklingsindsatserne ogopnå nationalt ejerskab til projekter og programmer.

Krigens eftervirkningerUd over at genopbygge statens funktioner var det nødven-digt at rekonstruere økonomien efter årtiers forfald. Krigenmod besættelsesmagten havde lagt Eritrea i ruiner. Mindst65.000 frihedskæmpere havde mistet livet, og 15.000 varblevet permanent handicappede. Skønsmæssigt vurderer flerekilder, at omkring 100.000 civile måtte lade livet i løbet afkrigen. Selvom statistikkerne er meget usikre, anslås det, at500.000-600.000 eritreere blev flygtninge i Sudan. Andresøgte i eksil i USA og Europa. Dertil skal lægges et stort antalinternt fordrevne, som levede i lejre i de befriede områder.

Ud over de menneskelige tab havde krigen forårsaget enpermanent økonomisk krise. Etiopierne havde jævnet helelandsbyer med jorden og konfiskeret husdyrflokke i stormålestok. I mange tilfælde var landsbybeboerne blevet tvun-get til at flygte enten for bestandigt eller periodevis. Over-alt var veje og broer smadret. I krigens sidste faser havdeetiopiske officerer i Asmara givet ordre til at skille fabriks-anlæg ad og få maskindelene fløjet ud af hovedstaden.Havnebyen Massawa var blevet ødelagt af beskydning ogflybombardementer i 1989.

Selvom freden bragte større sikkerhed ind i dagligdagen,led landbrugssektoren under krigens eftervirkninger. Treårtiers kombineret krig, tørke og hungersnød havde ud-marvet befolkningen, ødelagt landbrugsjord og reduceretdyrebestanden. Knaphed på trækdyr til pløjning gjorde detumuligt for mange bønder at dyrke jorden. Ved krigensafslutning dækkede landbrugsproduktionen i højlandet kun20-40 pct. af det fornødne fødevarebehov. Situationen var

4342

måtte bo på den bare jord under træerne, fordi der ikke vartilstrækkeligt med telte. Arbejdet med at bygge huse i dennådesløse sol var kun noget, de stærkeste flygtninge kunneklare. Skønt simple sundhedsklinikker blev etableret i lo-kalsamfundet, kunne flygtninge med mere alvorlige syg-domme ikke få den nødvendige behandling og medicin. Enundersøgelse viste, at der ikke var installeret toiletter i vissegenbosætningsområder. Planlægningsfejlen øgede sprednin-gen af smitsomme sygdomme og dermed behovet for be-handling.

Ydermere skabte det problemer, at de internationale donorerikke kunne levere den finansiering, som de havde givet til-sagn om. I en rapport fra 1995 opsummerede de eritreiskemyndigheder, at under 50 pct. af den aftalte beløbsrammepå 11 mio. dollars var blevet frigivet. Årsagen var formodentlig,at mange donorer tvivlede på de eritreiske myndigheders evnetil at aflægge regnskab for de donerede midler. De var heller

havde karakter af udvikling i stedet for nødhjælp. Ud overfinansieringsproblemer medførte de politiske omstændig-heder store vanskeligheder. FN-systemets bureaukrati tør-nede sammen med det eritreiske statsbureaukrati. FN’sHøjkommissariat for Flygtninge (UNHCR) redegjorde fororganisationens begrænsede mandat, der ikke tillod engage-ment i langsigtede udviklingsprojekter. Heroverfor fastholdtden eritreiske regering, at begrænset nødhjælp i forbindelsemed flygtningenes tilbagevenden kun var en lappeløsning.Regeringens forhandlere insisterede på at have fuld kontrolmed gennemførelsen af projekter, mens UNHCR selv øn-skede at være det koordinerende organ.

Imens det politisk-økonomiske tovtrækkeri stod på, fort-satte flygtningene med at vende tilbage til Eritrea. I slut-ningen af 1994 viste statistikkerne, at omkring 100.000flygtninge var vendt hjem. Ansporet af udsigten til en krise-agtig udvikling på flygtningeområdet mundede de bi-standspolitiske forhandlinger ud i et samarbejde mellemregeringen, forskellige FN-organisationer og NGO’er.Organisationerne besluttede at igangsætte et pilotprojekt,hvis formål var at genbosætte 25.000 flygtninge. Budget-tet var på 13,6 mio. dollars, hvoraf donorerne forpligtedesig til at betale lidt over 11 mio. dollars. Pilotfasen om-fattede bygning af modtagelsescentrer, hvor flygtningeneblev registreret for derefter at blive videresendt til deresrespektive genbosætningsområder.

Efter at være sluset gennem modtagelsesproceduren fikflygtningene tildelt landbrugsredskaber, såsæd og husdyr.Distributionen omfattede også et jordstykke på to hektar,som tilgik hver familie, uanset om den var repræsenteret afen kvindelig eller mandlig forsørger. I begyndelsen blev flygt-ningene bosat i midlertidige telte, indtil varige beboelsesbyg-ninger stod klar. Desuden modtog de fødevarehjælp til etårs forbrug; rationer, som skulle række, til den første høstvar i hus. PROFERI og flygtningene sørgede i fællesskabfor at bygge sundhedsklinikker, veje, vandforsyning osv.

For de hjemvendte flygtninge var det uden tvivl et stortøjeblik, da de igen satte foden på Eritreas jord. Det oftetrøstesløse liv i sudanesiske lejre var et afsluttet kapitel. Mensamtidig bød genbosætningen på store udfordringer. Mange

Eritreiske flygtninge iSudan begyndte atvende hjem efter krigensafslutning i 1991.Stridigheder mellemUNHCR og den eritrei-ske regering har imid-lertid sat grænser forrepatrieringen.

Foto: Jørgen Schytte

4544

burde skabes en ordentlig fysisk infrastruktur, før repatri-eringen kunne påbegyndes. Den manglende eritreiske to-lerance over for udenlandske bistandsorganisationer udgøren anden forklaringsmodel. Meget forenklet kan man sige,at de to aktørers motiver og målsætninger ikke har væretafstemt, hvilket har medvirket til bruddet.

Militærets rolleLedende kadrer fra befrielseshæren, der alle er relativt ungeofficerer, er blevet forfremmet til høje poster i efterkrigsti-dens tre militære værn: Hæren, luftvåbnet og søværnet. Denmeget flade struktur i befrielseshæren er afløst af en meretraditionel hierarkisk militær opbygning. Et tidligere med-lem af politbureauet er blevet udnævnt til forsvarsministermed titel af general. Otte divisionsledere blev gjort til general-majorer, og 22 andre til brigadegeneraler. 34 officerer blevtildelt grader på oberstniveau. Militærets grundstamme beståri dag af omkring 50.000 professionelle soldater. Officieltholdes officerskorpset uden for politisk arbejde, da regeringenhar lagt en linie, som går ud på at adskille den statslige ogpartipolitiske magt fra det militære apparat. Men i realite-ten eksisterer der tætte bånd mellem de gamle soldater-kammerater i henholdsvis staten, partiet og militæret.

Tvungen værnepligt for både kvinder og mænd er ind-skrevet i Eritreas nye grundlov. Målsætningen med værne-pligten er at skabe et højt folkeligt beredskab ved at gøreungdommen rede til at forsvare fædrelandet. Selve ophol-det på kasernerne indeholder et socialiserende element, daunge fra alle sociale, etniske og religiøse grupper kommertil at leve tæt sammen. For mange er det første gang, at depå egen hånd stifter bekendtskab med den “anderledeshed”,som det modsatte køn eller medlemmer af andre etniskegrupper repræsenterer.

Omkring 40.000 unge mænd og kvinder gennemgår år-ligt seks måneders militær træning i forlægningerne i befri-elsesbevægelsens gamle baseområde i Sahel. Ud over denmilitære træning deltager de værnepligtige i 12 månederssamfundstjeneste forskellige steder i landet. Det er regerin-gens opfattelse, at ungdommen bør vænnes til “håndens

ikke tilfredse med det eritreiske bureaukrati og den statsligeejendomsret til projekter, som var finansieret i fællesskab. Kon-sekvensen var, at den eritreiske stat måtte gå ind og opvejeden manglende finansiering med sine egne begrænsede midler.Det økonomiske roderi bevirkede, at det var svært at reali-sere sammenhængen mellem nødhjælp og udvikling.

Imidlertid har en storstilet repatriering ikke været aktueli de sidste par år. Fra midten af 1990’erne har fjendtlighe-der mellem Eritreas og Sudans regeringer medført, at græn-sen i lange perioder har været blokeret. Årsagen til fjendt-lighederne er sporadiske henrettelser, bombeattentater ogminering af veje foretaget af den sudanesisk støttede gruppeEritreisk Islamisk “Hellig Krig” (EIJ). Derfor er repatrie-ringsprocessen næsten standset, og hundrede tusinder aferitreiske flygtninge i det østlige Sudan venter stadigvæk påmuligheden for at vende hjem.

En anden faktor, som sandsynligvis påvirker flygtninge-nes beslutning om enten at forblive i Sudan eller drage hjem,er deres tilhørsforhold til den Eritreiske Befrielsesfront (ELF).Under krigen led ELF et sviende nederlag til det EritreiskeFolks Befrielsesfront (EPLF). For at undgå udryddelse flyg-tede mange af organisationens soldater og tilhængere til Su-dan. Så længe de vurderer, at det EPLF-dominerede central-styre i Asmara ikke vil give dem fuld politisk frihed, vil deformodentlig ikke repatrieres.

I 1997 blev repatrieringen yderligere besværliggjort, da deneritreiske regering udviste UNHCR. Ifølge eritreiske kilderskete udvisningen på grund af, at UNHCR-ansatte var in-volveret i aktiviteter, som var uforenelige med deres forplig-telser. Modsat erklærede UNHCR’s talsmand i Genève, atman ikke havde nogen ide om, hvorfor den eritreiske rege-ring havde taget dette radikale skridt. Ifølge nogle observa-tører er den bagvedliggende årsag til bruddet, at UNHCR’smedarbejdere rapporterede om krigshandlinger mellem etio-piske og sudanesiske tropper; en informationsspredning, somden eritreiske regering med al magt har forsøgt at stoppe.

Det anstrengte forhold mellem UNHCR og den eritreiskeregering er ikke af nyere dato. Fra begyndelsen har parterneværet i konflikt på grund af UNHCR’s begrænsede man-dat. Heroverfor har den eritreiske regering påpeget, at der

4746

Ovenstående tabel viser, at udgifterne til militæret er me-get høje sammenlignet med tilførslen af midler til sundheds-og uddannelsesområderne. Der kan dog spores en nedgangi militærudgifterne i 1997, hvor socialudgifterne samtidigstiger et par procenttal. Ifølge FN’s Udviklingsorganisation(UNDP) brugte landene syd for Sahara gennemsnitligt 3pct. af deres BNP på militærudgifter i 1995. Også fra dennesynsvinkel er der tale om, at Eritrea bruger et forholdsviststort beløb på militæret.

Forsvarsbudgettet inkluderer bl.a. lønninger, indkøb afmilitært materiel og bygning af militære installationer. Dethøje udgiftsniveau begrundes officielt med opbygningen afde nationale værn samt udgiftsposter i forbindelse med dentvungne værnepligt. Derudover er forsvarsbudgettet selvføl-gelig baseret på en konkret vurdering af nationens sikker-hedssituation og dermed på faren for militær interventionfra f.eks. Sudan eller Etiopien. Men budgettallene giver al-ligevel stof til eftertanke, når man sidestiller dem med be-folkningens enorme behov for social sikkerhed, inklusivebasisydelser som sundhed og uddannelse – indsatsområder,der gang på gang fremhæves af regeringen som første prio-ritet.

FredsdividendenDen politiske dimension af fredsdividenden er et vidt be-greb, som i denne sammenhæng begrænses til det eritreiskemilitærs indstats i den umiddelbare overgang fra krig til fred.Soldaterne fra befrielseshæren blev ikke afvæbnet og hjem-sendt straks efter krigens ophør. Derimod kom de til atudgøre en frivillig arbejdsstyrke i de første to år efter befri-elsen. De afstod fra at få udbetalt egentlig løn og nøjedesmed lommepenge og gratis forplejning. Den disciplineredearbejdsbrigade fungerede effektivt og fik igangsat genopbyg-ningen på mange områder. Da der stadig eksisterede basaleudviklingsbehov, besluttede regeringen at fortsætte soldater-indsatsen ud over den første toårsperiode. Da nyheden spred-tes blandt de militære enheder, protesterede nogle grupperspontant og krævede den samme aflønning og levestandardsom civile borgere i resten af samfundet. Utilfredse solda-

arbejde” i nær kontakt med lokalbefolkningen. I 1994 byg-gede værnepligtige brigader 11 mikrodæmninger og kilo-metervis af terrasser på bjergsiderne. Brigaderne hjalp ogsåtil med minerydning, vej- og skolebyggeri foruden udplant-ningen af 20.000 træer.

Den tvungne værnepligt har affødt modstand i visse deleaf lavlandet, bl.a. blandt afar-pastoralisterne, der ikke viltillade, at deres ugifte døtre bor på kasernerne. Der er uof-ficielle rapporter om, at unge eritreiske kvinder fra lavlan-det giftes bort i Sudan og Etiopien, fordi familien ønsker,at de skal slippe for værnepligten. Militærtjenesten har ogsåaffødt problemer for enlige mødre, der må lade deres børnblive tilbage hos familien, mens de selv opfylder værneplig-ten. Det er svært at vurdere de sociale og kønsspecifikkekonsekvenser af værnepligtsordningen. På grund af denregeringskontrollerede presse diskuteres sådanne aspekterikke offentligt. Umiddelbart ser det ud til, at majoritetenaf befolkningen accepterer initiativet med værnepligt forbegge køn; en billigelse, der måske bunder i den tradition,der blev skabt under krigen, hvor sønner og døtre fra allesamfundslag forlod hjemmet for at deltage i kampen fornational selvstændighed.

Militær- og socialudgifter i pct. af BNP(løbende markedspriser), 1993-1997

Kilde: Den Eritreiske Regering, 1998

4948

De hjemvendte soldaterEfter krigens ophør anså regeringen ikke, at nationen be-høvede den store hær på omkring 95.000 soldater.Myndighederne besluttede derfor at reducere de militærestyrker. Foruden en vurdering af forsvarssituationen var be-slutningen om at afvikle 50-60 pct. af militæret påvirket afønsket om at kanalisere menneskelige ressourcer fra deuproduktive hærstyrker over i mere produktive økonomi-ske sektorer. Den trinvise afmilitarisering var opdelt i to fasermellem 1993 og 1995, hvor 48.000 soldater forlod mili-tæret. Afleveringen af våben, der alle var blevet registreret iløbet af krigsårene, foregik uden problemer.

Den efterfølgende hjemsendelse og integration blev iværksattil trods for, at de fleste udenlandske donorer sad appellerneom økonomisk støtte overhørig. Derfor var afviklingen afsoldaternes militære engagement overvejende finansieret afindenlandske kilder, dvs. den eritreiske stat. De tidligere sol-dater modtog hver mellem ca. 1.000 og 10.000 birr alt efterlængden af deres tjenestetid samt fødevarerationer til mellem6 og 12 måneder. Alle hjemsendte mænd og kvinder fikdesuden ret til fri lægebehandling.

Den statslige hjælpeorganisation for reintegration af tid-ligere soldater (på tigrinya kaldet mitias) har forsøgt at støtteforløbet gennem forskellige tiltag. Således er de tidligeresoldater blevet hjulpet med mikrokreditter, rådgivning,iværksætterydelser og faglig uddannelse. Mitias forsøger ogsåat fremme de tidligere soldaters interesser ved at udførelobbyvirksomhed og skabe kontakt til donorer og relevantestatsinstitutioner.

I modsætning til afvæbningsproceduren er reintegrationenaf tidligere soldater en omfattende proces både for indivi-det og samfundet. For den enkelte soldat begynder det medankomsten til familiens bopæl eller den nye adresse i etukendt bykvarter eller landsby. Her må personen begyndeat orientere sig i lokalsamfundet og finde et job. Samtidigmå han/hun udvikle en ny civil identitet forbundet medområdets sociale og økonomiske struktur.

I dette forløb har de tidligere soldater en række fordelepå grund af deres disciplin og motivation til at genopbyggenationen. De fleste er desuden bedre uddannet end gen-

ter besatte Asmara Stadion og krævede at få præsidenten itale. Efterfølgende blev protestaktionens ledere fængslet, ogopbakningen bag kravene var ikke tilstrækkelig stærk til atforhindre en forlængelse af tjenestetiden. Flertallet af EPLF’ssoldater var loyale over for regeringens beslutning. De fort-satte det ulønnede arbejde og medvirkede til en lempeligløsning af efterkrigstidens akutte problemer.

EPLF’s tropper udgør i dag kernen i Eritreas politi- ogmilitærstyrker. Andre 6.000 soldater med administrativeerfaringer blev overflyttet til opgaver i den offentlige for-valtning. Disse kadrer er formelt stadig tilknyttet militæ-ret. Regeringen har afskaffet den oprindelige lommepenge-ordning og har indført almindelige aflønningstrin. For atstabilisere de førnævnte ikke-demobiliserede gruppers leve-vilkår indvilgede regeringen i at betale dem løn medtilbagevirkende kraft. Dvs. at de får udbetalt en ydelse ud-regnet på basis af det antal år, som blev tilbragt i befriel-seshæren. Ifølge beregninger foretaget af den eritreiske stat,havde man indtil 1997 udbetalt ekstraordinære udgifter på918 mio. nakfa. Beløbet dækker en tilbagevirkende lønsumtil sikkerhedsstyrkerne, reintegration af flygtninge, kompen-sation til dræbte soldaters familier og afvæbning og hjem-sendelse af et stort antal soldater. Hjemsendelsen af solda-terne vil blive behandlet i næste afsnit, men først en kortsammenfatning af fredsdividendens status: Eritreas udvik-ling i dag er stærkt påvirket af en militaristisk tendens, selvomder kan spores en begyndende afmilitarisering på visseområder. De fortsat høje militærudgifter begrundes bl.a. meddet fjendebillede, der tegnes af nabolandene Sudan og Etio-pien, men er uacceptabelt høje, hvis de sammenlignes medakutte samfundsmæssige behov. På grund af de historiskeomstændigheder er det stadigvæk folk med tilknytning tilbefrielsesbevægelsen, og dermed hæren, der udgør den po-litiske elite. Samtidig bør det bemærkes, at den forventedeøkonomiske fredsdividende – defineret som det beløb, derspares på reducerede militærudgifter og den nationaløko-nomiske gevinst, der opnås gennem de hjemvendte solda-ters produktive indsats – på kort sigt er blevet neutraliseretaf høje omkostninger til aftrædelsesordninger, kompensa-tioner og udgifter til assisteret hjemsendelse af soldaterne.

5150

nemsnittet af civilbefolkningen, og mange har opnået enstor teknisk og faglig viden under opholdet i felten. De ervant til at løse problemer i grupper og har organisatoriskerfaring. I nogle tilfælde har reintegrationen dog ført tilbitterhed og skuffelse, når sociale og økonomiske ulighe-der har marginaliseret de tidligere soldater. Mange er for-blevet arbejdsløse eller kan ikke få adgang til akademiskeeller håndværksmæssige uddannelser, fordi de mangler for-melle kvalifikationer og eksamensbeviser. Endvidere har detidligere soldater tillagt sig et fordomsfrit livssyn og en hand-lefrihed, som står i modsætning til de restriktive værdier ognormer, som gør sig gældende inden for de mere traditio-nelle samfundsstrukturer. Hvis denne fremmedgjorthed for-stærkes af begrænsede muligheder for at imødekomme detudtalte krav om at forsørge forældre og søskende, opstår derlet sociale konflikter.

Hverdagslivet i civilsamfundet indeholder også en rækkekønsspecifikke problemer. Kvindelige soldater oplevede enhøj grad af ligestilling i hæren. Det har imidlertid været sværtat opretholde lighedsidealerne i det civile liv, specielt i lands-byerne, hvor familiemønstret og de sociale normer ofte tvin-ger kvinden til at underordne sig manden. Problemernerammer især fraskilte kvindelige ekssoldater, som har sværtved at opnå social accept og økonomisk selvstændighed.

En af de grupper, der fortsat har psykiske og fysiske ménefter krigen, er de godt og vel 15.000 krigsinvalider. Deer organiseret i Krigsveteranernes Handicaporganisation(EWDFA), som udfører jobskabende aktiviteter og stillerfaciliteter til rådighed i form af genoptræningscentre. I mod-sætning til andre handicappede, som traditionelt bliver be-handlet barskt i de eritreiske lokalsamfund, nyder krigs-invaliderne en høj respekt i befolkningen. Men til trods forrespekten har krigsinvaliderne svært ved at finde job i bådeden private og offentlige sektor.

Den eritreiske organisa-tion for krigsveteranerudfører et stort arbejdefor at integrere dehandicappede, hvoraf endel har fået arbejde in-den for småindustri oghandel. Men markeds-økonomien befordrerikke altid et socialt an-svar, og arbejdsløshedener fortsat høj for dennegruppe.

Foto: Jørgen Schytte

5352

5. Den politiskeudvikling

Ved magtovertagelsen medbragte EPLF sin kommando-prægede beslutningsstruktur og stærke militære institutio-ner. Tilsammen udgjorde dette arvegods en centralistiskstruktur. Arvegodset skulle omstilles til det parlamentari-ske systemskifte, som var en af overgangsfasens målsætnin-ger. Processen begyndte i 1991, hvor overgangsregeringen(PGE) blev oprettet med Isaias Afeworki som leder. National-forsamlingen bestod af EPLF’s centralkomite, yderlige 30medlemmer fra provinsforsamlingerne og andre 30 med-lemmer nomineret af centralkomiteen. Landet blev styretved proklamationer godkendt af nationalforsamlingen. Dentopstyrede beslutningsproces levnede ikke plads til nogenform for opposition eller konkurrerende partidannelser.

Umiddelbart efter befrielsen blev grænsespørgsmålet mel-lem Etiopien og Eritrea søgt løst, og de to nationer enedesom at adskille deres territorier. Landene indgik ligeledes ensamarbejdsaftale, som sikrede godstransport fra Rødehavetshavneanlæg til forskellige etiopiske handelscentre. Aftalenskabte grobund for et samarbejde mellem de to nationerog bidrog til den regionale stabilitet. På det indenlandskeplan omfattede PGE’s prioriteter igangsætning af økono-mien og genopbygning af den fysiske infrastruktur. I denoffentlige sfære koncentreredes aktiviteterne om at forbe-rede valget vedrørende national uafhængighed.

FolkeafstemningenFra 1991-1993 gennemførtes en del initiativer for at for-berede og bevidstgøre befolkningen om den kommendefolkeafstemning, hvis tema var fortsat etiopisk indlemmelseversus national uafhængighed. Generelt kan afstemningensiges at have haft to formål. Det første kan defineres somen national øvelse i demokrati, hvor befolkningens ønsketilkendegives gennem deltagelse i afstemningsproceduren.

Befrielsesbevægelsensleder, Isaias Afeworki,blev det selvstændigeEritreas første præsident.Tiden vil vise, om hanformår at føre landetgennem den nationalegenopbygningsproces,hvor demokratiseringforventes at afløse denautoritære styreform.

Foto: Nordfoto

5554

GrundlovenEfter folkeafstemningen var overstået, blev der nedsat engrundlovskommission med et toårigt mandat til at udfær-dige et grundlovsudkast. Kommissionsarbejdet bør ses iforlængelse af EPLF’s kongresvedtagelser fra 1977 og 1987.Disse vedtagelser påbød den fremtidige regering at tageinitiativ til stiftelsen af grundlovssikrede rettigheder og plig-ter. Dette skete i og med, at Grundlovskommissionen(CCE) blev etableret i 1994. Den bestod af et forretnings-udvalg på ti personer og en rådgivende forsamling på 50personer. Forretningsudvalgets deltagere var for størstede-lens vedkommende anerkendte eritreiske jurister med til-knytning til EPLF. Næsten halvdelen af CCE’s medlem-mer var kvinder.

Ud over flertallet af EPLF’s egne folk bestod den rådgi-vende forsamling af kvinderepræsentanter, talsmænd for

Kvindernes valgret er envæsentlig faktor i arbej-det for at inddrage helebefolkningen i de politi-ske beslutninger. Denneudvikling begyndte medfolkeafstemningen i1993, hvor hovedpartenaf indbyggerne stemtefor national uafhængig-hed.

Foto: Søren WaltherNielsen

Det andet formål drejede sig om at opnå accept fra detinternationale samfund; en accept som ville give adgang tiludenlandske banker og udviklingsmidler.

Set med indbyggernes øjne var formålet med folkeafstem-ningen mindre åbenlyst. Som den norske valgobservatør,Kjerti Tronvoll, iagttog seks måneder efter befrielsen, varkun halvdelen af den eritreiske befolkning klar over, at deskulle deltage i en afstemning for eller imod nationens fri-hed. Adspurgt om behovet for at afholde en afstemningsvarede flere, at de anså det som tidsspilde. Nogle følte sigendog sårede ved at skulle udtrykke deres mening om enså indlysende ting. De havde i årtier kæmpet for frihedenog til sidst vundet krigen; hvorfor skulle de nu afgive deresstemme i den sag? Et sådant udgangspunkt stillede PGEog valgkommissionen over for enorme udfordringer.

Iscenesættelsen af folkeafstemningen indebar tre hoved-opgaver. For det først skulle vælgerne informeres og over-bevises om valgets nødvendighed. For det andet burde degøres bekendt med valgets to beslutningsmæssige alterna-tiver. For det tredje måtte hele befolkningen uddannes iat deltage i afstemningen. For at nå disse mål foranstal-tede valgkommissionen initiativer i form af pressemedde-lelser, radioudsendelser, videoshows og valgmøder. EPLF’smasseorganisationer blev inddraget i kampagnerne, så bud-skabet nåede alle lag af befolkningen og blev kommunikeretud i de mest fjerntliggende egne. Landsbyerne fik besøgaf agitatorer, som informerede om valget og diskuteredetvivlsspørgsmål vedrørende den afstemningsmæssige frem-gangsmåde.

Den internationalt overvågede folkeafstemning fandt stedden 23.-25. april 1993, og resultatet gav et entydigt billedeaf befolkningens ønske. Et overvældende flertal af vælgernestemte for uafhængighed, nemlig 99 pct. af de afgivne stem-mer. Efter at folkeafstemningen var afsluttet, påskønnedeudenlandske observatører den måde, valget var forløbet på.Således erklærede FN’s specielle udsending, Samir Sanbar,at afstemningen måtte betragtes som fri og fair. En månedsenere fik Eritrea sæde i FN som fuldgyldigt medlem ogkunne betragte sig selv som en del af det internationaleverdenssamfund.

5756

telse af det tilladelige, og dermed er der mulighed for at kri-minalisere oppositionelle kræfter.

På trods af at grundloven garanterer et flerpartisystem, harde eritreiske politikere ikke efterlevet lovens ord. Det er ikkesandsynligt, at partier af politisk, religiøs eller etnisk obser-vans bliver tilladt i nærmeste fremtid. Ifølge regeringenstalsmænd er man bange for, at det multietniske og multi-religiøse samfund skal sønderrives af interessekonflikter afden art, som hærger i de tilstødende afrikanske nabolandeSudan og Etiopien. Dertil kommer kolonitidens politiskearv, hvor manglende accept af rivaliserende partier prægedesamfundsordenen. Den autoritære tendens, der bliver vi-dereført i efterkrigstidens Eritrea, vil givetvis hæmme en bredfolkelig debat og kritik. Denne praksis kan meget vel mod-virke de overordnede tiltag, som søger at bane vejen foropbygningen af en demokratisk nationalstat.

Statens administrative opbygningSideløbende med forfatningsarbejdet har overgangsrege-ringen opbygget en struktur med tre adskilte hovedgrene:De dømmende, lovgivende og udøvende institutioner. Præ-sidenten, der vælges af parlamentet, leder alle tre institu-tioner og tilser udformningen og koordineringen af natio-nale politikker og programmer. Reelt er der tale om et stærktpræsidentstyre, hvor magten ligger i hænderne på en me-get lille personkreds.

Den dømmende magt, Højesteret og domstolene, eransvarlig for administrationen af landets lovgivning og stårsom garant for, at folket og staten underlægges det sammeregelsæt. Højesteret skal i princippet beskytte borgerne vedat håndhæve deres rettigheder og pligter og sikre civil-samfundet mod overgreb fra statens side. Den offentligestatsanklager skal godkendes af parlamentet. Med den stærkepolitiske styring af statsapparatet er det dog tvivlsomt, hvor-vidt retsvæsnet har den uafhængighed, der er nødvendig forat gennemføre lovgivningen.

Den lovgivende magt, parlamentet, formulerer politik ogøkonomiske strategier på forskellige samfundsområder.Parlamentet vedtager bl.a. nationalregnskabet og overvåger,

minoritetsgrupper og nogle få tidligere ELF-medlemmer.Kommissionen var underopdelt i et permanent udvalg, derskulle sørge for organisering af den offentlige debat. Firead hoc-udvalg varetog spørgsmål inden for områderne:Økonomi, forvaltning, statslige institutioner og sociale ogkulturelle aktiviteter. Derudover blev der nedsat et rådgi-vende panel af udenlandske eksperter samt en rådgivendeforsamling bestående af klanledere fra alle etniske grupperog geografiske regioner.

Grundlovsforslaget blev debatteret offentligt på møder ogseminarer. Spørgsmål vedrørende statsborgerskab, militæretsrolle, flerpartisystemet, politiske rettigheder og valgprocedurerblev ivrigt diskuteret, og udenlandske observatører vurderer,at