Fængselsfunktionæren 12/1 Dansk Fængselsforbund · Gummi-Tarzan 10 Rapport: Ny uddannelse i konflikthåndtering er ikke nok 11 Rapport langer ud efter forbundet 12 Stagisrapporten

Fængselsfunktionæren 12/1December 2005 - Januar 2006Dansk Fængselsforbund

2 Fængselsfunktionæren · 12/1.2005/2006

Nr. 12/1 - 2005/2006 Fængselsfunktionæren

Udgivet af Dansk FængselsforbundVestre Kirkegårds Allé 3,2450 København SVTlf. 3325 9801 - Fax 3325 9601www.danskfaengselsforbund.dk

Redaktion: Forbundsformand Kim Østerbye (ansvh.)

Redaktør: John RasmussenTalosvej 7, 2770 KastrupTlf. 3250 2037 - Mobil 4074 1487E-mail: [email protected]

Layout, produktion og tryk:Imprint Grafiske LøsningerThurøvej 8 · 4700 NæstvedTlf. 5572 6692 - Fax 5572 [email protected]

ISSN: 0902-8897

Indlæg til Fængselsfunktionæren:Artikler modtages på diskette, gernemed udskrift eller pr. e-mail. Husk atangive navn, stilling og tjenestested itilfælde af spørgsmål fra redaktionen.Indlæg til »Debat« må max. være på750 ord eller 4500 tegn incl. mellem-rum. Foto modtages gerne. Hvis deønskes retur, bedes det anført.

Indlæg senest den 14. i måneden føroptagelse.Artikler og læserindlæg er ikke nød-vendigvis et udtryk for redaktionensholdning eller forbundets mening.

13 Leder

14 Sparekrav er fastholdt

16 Justitsminister i krydsild om besparelser

17 Når Tarzan bliver til Gummi-Tarzan

10 Rapport: Ny uddannelse i konflikthåndtering er ikke nok

11 Rapport langer ud efter forbundet

12 Stagisrapporten – En kolos på lerfødder

15 Evaluering af Stagisrapporten – En tur i varmluftballon

20 50 nye åbne pladser i Renbæk

22 Justitsminister: Ottemandsstuer skal nedlægges

23 Meddelelser

24 Debat

27 Navnenyt

28 God jul og godt nytår

�

�

Forsidebillede:Det var en meget bekymret hovedbestyrelse der, på et møde den 22. november2005, drøftede den politiske beslutning om at besparelsen på frontlinjepersona-let fastholdes og gennemføres fra 1. januar 2006.

�

Fængselsfunktionæren · 12/1.2005/2006 3

Tid til at tegne livsforsikring

LEDER

Af Kim Østerbye,formand for Dansk Fængselsforbund

Det falder uden for mit lod at rådgiveledelsen i Kriminalforsorgens institutio-ner. Alligevel vil jeg – i al stilhed – kom-me med et råd: Husk, at sige det højt,hvis ikke I kan levere den ønskede vare.

Varen er: Samme sikkerhed medfærre på vagt.

At antallet af vagter skal nedsættes eren konsekvens af forliget om finanslo-ven.

Forliget om næste års finanslov var enblandet fornøjelse for Kriminalforsorgen.Det indeholdt flere positive elementer –penge til stærkeafdelinger, til forlæng-else af Langelandsfortet og til praktikvej-ledere. Men dét altafgørende negativeelement er, at hverken regeringen ellerDansk Folkeparti fandt det nødvendigtat fjerne kravet om, at Kriminalforsorgeni 2006 skal spare 35 mio. kr.

Pengene skal altså spares. Og sombesparelseskravet er skruet sammen,skal det ske, ved at skære hoveder. Og –har justitsminister Lene Espersen ladetforstå – det kan sagtens ske, uden at sik-kerheden bliver sat over styr.

Fra Folketingets talerstol har ministe-ren bedyret to ting. Nemlig, for det før-ste, at regeringen ikke accepterer, at

besparelserne går ud over sikkerheden,og, for det andet, at hun forventer, atman – lokalt – lever op til det krav.

”Jeg vil sige, at fra regeringens sidehar vi jo lagt meget, meget stor vægt på,at det her ikke må gå ud over sikkerhe-den,” sagde Lene Espersen, da hun fornylig blev spurgt i Folketinget. Og,sagde hun, ”Jeg kan ikke her stå og sige,hvordan man har tænkt sig at gøre detlokalt, men jeg forventer selvfølgelig, atman lever op til den aftale, der er indgå-et.”

Budskabet er ualmindeligt klart:”Regeringen kræver, at fængselsinspek-tørerne skærer ned, uden at det påvirkersikkerheden.”

Det er i forhold til dette klare bud-skab, at jeg – hvis jeg var inspektør –ville tegne en lillebitte livsforsikring. Enforsikring bestående af en klar udmel-ding om, at det-kan-jeg-ikke-levere. Enmelding, der går ud på, at man loyaltfinder de penge, der skal findes, men atdet – i sagens natur – går ud over sikker-heden.

Uden livsforsikringen vil både direk-torat, minister og forligspartier senere –hvis noget skulle gå galt – kunne ståmåbende, overraskede og chokerede til-bage. A la: ”Her havde vi forlangt ensikkerhed i top, og alligevel viste det sig,at visse inspektører ikke forstod budska-bet …”

Om inspektørerne tegner forsikringener naturligvis op til dem selv.

I Dansk Fængselsforbund har vi længetegnet forsikring, og vi bliver ved. Visiger – højt, tydeligt og uden omsvøb –at man ikke kan spare vagter væk ogopretholde sikkerheden. Vores forsikringbliver stor, omfangsrig og – i det omfangdet bliver muligt – larmende. ■


Besparelsen på i alt 70 mio. kr.

i Kriminalforsorgen blev ikke

taget af bordet ved dette års

finanslovsaftale. Forbundet

forudser store problemer, men

glæder sig samtidig over frem-

skridt på tre andre områder.

Fra årsskiftet skal Kriminalforsorgenspare 35 mio. kr. og yderligere 35 mio.kr. i 2007. Det står fast, efter at regering-en og Dansk Folkeparti d. 7. novembersatte punktum for dette års finanslovsaf-tale. Situationen er altså, at de enkeltefængsler og arresthuse skal finde bespa-relser i millionklassen.

I Dansk Fængselsforbund er man stærktbekymret over, at justitsministeren ikkehar lyttet til forbundets advarsler.

”Vi har fortalt politikerne igen ogigen, at besparelseskravet kommer til atkoste sikkerhed i landets fængsler. Der ernemlig ingen vej udenom at skære ifrontpersonalet. Det siger sig selv, atfærre fængselsfunktionærer til at holdeopsyn med de indsatte vil skabe risiko-fyldte arbejdsforhold og afsoningsfor-hold for de ansatte og indsatte,” sigerKim Østerbye, formand for DanskFængselsforbund.

Justitsministeren har mange gangegentaget, at besparelserne ikke må på-virke sikkerheden.

Men det kommer hun ifølge KimØsterbye ikke til at kunne overholde, og

Sparekrav er fastholdt

han mener, at der er behov for, at minis-teren ser realiteterne i øjnene.

”Om kort tid skal fængslerne udmøn-te sparekravene i praksis. Det kommer tilat trække tænder ud. Og jeg synes, deter på tide, ministeren erkender det sik-kerhedsdilemma, fængslerne kommer tilat stå i,” siger han.

Også fremskridt

Men aftalen indeholder også positiveelementer, som fortjener at blive frem-hævet, mener Dansk Fængselsforbund.Der er afsat ekstra penge til en indsats iforhold til negativt stærke indsatte ifængslerne.

”Inden for murene har vi på detseneste oplevet voksende problemer

Sparekravet på 70 mio. kr. i Kriminalforsorgen er fastholdt i finansloven. Dansk Fængselsforbund håber, ministeren kan over-holde løftet om, at sikkerheden ikke forringes.


med især indsatte med tilknytning tiletniske bander. Vi er derfor tilfredsemed, at regeringen og Dansk Folkepartihar prioriteret, at der ikke skal ske effek-tiviseringer for denne gruppe, men der-imod en yderligere opstramning, så deikke kan dominere andre indsatte,” sigerKim Østerbye.

Samtidig er der afsat penge til prak-tikvejledere for at modvirke frafaldetblandt fængselsfunktionærer underuddannelse.

”Vi har i dag et frafald blandt nyan-satte, der – i sammenligning med foreksempel politiet – er højt. Løsningen eret hold af praktikvejledere. Det bliver numuligt at etablere, og det er vi megetglade for,” siger Kim Østerbye.

Endelig er parterne blevet enige omat afsætte penge til at videreføre noglemidlertidige afsoningspladser med detmål, at nedbringe belægget andre stederi Kriminalforsorgen. Hvis det lykkes, vilder være tale om en væsentlig forbe-dring af arbejdsvilkårene i Kriminalfor-sorgen.

”Arbejdsmiljøet i Kriminalforsorgen harlænge været præget af den lange ven-terkø og det høje belæg. Vi ser derforfrem til, at belægget nedbringes til detaftalte niveau. Der er mulighed for, atdet vil forbedre fængselsfunktionærer-nes arbejdsforhold betydeligt. Jeg håberikke, udmøntningen af besparelserne vilødelægge en ellers god mulighed for atvende udviklingen i Kriminalforsorgen,”siger Kim Østerbye, formand for DanskFængselsforbund. ■

Af Theresa Kjærside

Justitsminister i krydsild om besparelser

Besparelserne må ikke påvir-

ke sikkerheden. Sådan lød

justitsministerens budskab,

da hun fra Folketingets taler-

stol forsvarede sig over for en

bekymret opposition.

Det var to bekymrede socialdemokrater,der – i starten af november – benyttedesig af Folketingets spørgetid til at få jus-titsminister Lene Espersen i tale.

Morten Bødskov, retsordfører (S) ogLissa Mathiasen, formand for boligud-valget, (S) stillede justitsministeren enbyge af spørgsmål, der alle omhandledekonsekvenserne af besparelserne iKriminalforsorgen.

Kernen i justitsministerens svar tilFolketinget var: Sikkerheden må ikke


Justitsminister Lene Espersen gentog iFolketingets spørgetid: ”Jeg vil sige, atfra regeringens side har vi jo lagt meget,meget stor vægt på, at det her ikke mågå ud over sikkerheden.”

påvirkes, der kommer ikke til at skefyringer, og det er op til de enkeltefængsler at skrue besparelserne sam-men, så sikkerheden ikke kompromitte-res.

Lissa Mathiasen satte fokus på, ombesparelserne kommer til at betyde ennednormering af stillinger.

”Vil ministeren sikre, at de million-besparelser, som regeringen har pålagtKriminalforsorgen i 2006, gennemføressåledes, at der ikke gennemføres ned-normeringer blandt fængselsfunktionæ-rer i frontlinjen,” spurgte hun.

Justitsministeren gav ikke noget kon-kret svar. Derfor supplerede MortenBødskov hende.

”Nu har fru Lissa Mathiasen spurgttre gange, og det er jo måske for megetforlangt, at man kan få et præcist svar,men justitsministeren har været ude atsige i Fængselsfunktionæren, [..] at derikke vil ske besparelser for frontpersona-let, fængselsbetjentene, dem der gårmellem de indsatte. Og det må vi vel dafå et klart svar på: Har justitsministerentænkt sig eller har hun ikke tænkt sig atleve op til det løfte, hun har givet deansatte i Kriminalforsorgen,” suppleredeMorten Bødskov.

Justitsministeren svarede en rækkegange, men ikke direkte på spørgsmåletom nednormeringer. I stedet fremhæve-de ministeren, at sikkerheden ikke måforringes.

”Jeg vil sige, at fra regeringens sidehar vi jo lagt meget, meget stor vægt på,at det her ikke må gå ud over sikkerhe-den,” sagde justitsministeren.

Ministeren uddybede sit svar med, atder ikke kommer til at ske fyringer somkonsekvens af besparelserne, men atden konkrete beslutning om, hvordanpengene skal findes, ligger hos de lokalefængsler.

”Og jeg vil gerne understrege overforfru Lissa Mathiasen, at effektiviseringer-

ne indebærer ikke, at der skal ske afske-digelser af fængselspersonalet. [..]Direktoratet har lavet et udkast til deenkelte fængslers resultatkontrakter for2006, og disse er sendt til fængslerne,hvor man varetager den lokale håndte-ring af effektiviseringerne,” sagde hun.

De to socialdemokrater var synligtutilfredse, da de ikke mente, at ministe-ren svarede på det, de spurgte om.

”Det var dog imponerende. Når jegstarter med at understrege, at jeg godtvil have ministeren til at give svaret på,om der vil ske nednormeringer, at minis-teren så bevidst undgår at svare på det.Jeg har på fornemmelsen, at det er fordi,ministeren rent faktisk ikke kan give detsvar, som jeg spørger om, en bekræftelsepå, at der ikke sker nednormeringer,”sagde Lissa Mathiasen.

Men det var der ikke hold i, menteJustitsministeren.

”Jeg kan altså ikke i dag over for fruLissa Mathiasen sådan se i glaskuglen også sige, hvad man på hvert enkelt fæng-sel ender med at se som den mest for-nuftige vej,” sagde Lene Espersen.

Blev ikke klogere

Dansk Fængselsforbund er glade for, atministeren nok engang har understre-get, at sikkerheden ikke må påvirkes,men tvivler stærkt på, at hun kan over-holde det.

”Ministeren kommer ikke til at kunneleve op til det, hun siger. Det kan ikkeundgås, at sikkerheden forringes, nårfængslerne går i gang med at omsættebesparelserne til praksis,” siger formandfor Dansk Fængselsforbund Kim Øster-bye. ■



Når Tarzan bliver til Gummi-Tarzan

Engelsk LO (Trade Union Congress)foretager hvert andet år en arbejdsmiljø-undersøgelse blandt sine valgte sikker-hedsrepræsentanter.

De bliver spurgt om deres vurderingaf de væsentligste arbejdsmiljøproble-mer på engelske virksomheder.

I den første undersøgelse der blevforetaget i 1996 og siden gentaget i1998 og i år 2000, er stress det mestudbredte arbejdsmiljøproblem på virk-somhederne.

Og antallet af sager som rejses af for-bundet og som vedrører arbejdsbetingetstress er steget fra 459 i 1997 til 6.428 iår 2000.

WHO regner med at hver anden vil døaf stress i den vestlige verden, inden forperiode af 10 år, hvis udviklingen fort-sætter.

Og her er det vigtigt igen at under-strege, at stress er et meget vidt begreb.

For når vi snakker om hvad der kangive stress er det også sådan noget somrygning, fedme og alkohol, som er devæsentligste grunde til at så mange døraf blodpropper.

Man kan jo så med rette, diskutereom det er stress eller cigaretten der erdødsårsagen.

Hvis vi skal se på de mere objektive årsa-ger til stress er det når det gælder dearbejdsrelaterede problemer, ifølge CaryL. Coper, som er professor ved Uni-vercity of Manchester: ledelsesstil, tids-pres, utryghed og ubalance mellemarbejdsliv og familieliv.

I Center for Stress har vores mangeårigeerfaring vist os endnu en meget væsent-lig og til tider underkendt faktor. Denmenneskelige.

Den menneskelige faktor dækkerover, -personlighed, -opvækstbeting-elser og den indflydelse det har på per-

sonens evne til at håndtere livet, -gene-tisk profil (biologi, nervesystem), livsstil,forventninger og temperament. Det erden menneskelig faktor som er med til atskabe den robusthed der gør en i standtil at håndtere kriser og andre begiven-heder i tilværelsen.

Ledelsesstil

Som medarbejder er det meget vanske-ligt at have indflydelse på ledelseskvali-teten. I Danmark er det desværre stadigmere reglen end undtagelsen, at ledernevælges ud fra deres faglige kvalifikatio-ner og ikke deres personlige evner til atlede og motivere andre. Og netop detpersonlige har stor betydning for, hvor-dan en leder vil lykkes. Vi ved fra under-søgelser, at ledere, der er styrende, kon-trollerende og beordrende, får medar-bejdere med stort sygefravær og dårligtpsykisk arbejdsmiljø.

Hvorimod ledere, som er lyttende ogempatiske, opnår bedre resultater både iform af en bedre bundlinie og et sunde-re arbejdsmiljø med mindre sygefraværog mindre personaleudskiftning.

Udfordringen er så imidlertid, at manikke lige sådan kan ændre et menneskespersonlige kompetencer og derfor måmedarbejdere desværre se sig i en situa-tion, hvor de ofte må nøjes med at tålederes ledere. Og så bliver dårlig ledelseet grundvilkår. Det er desværre meresandsynligt at medarbejderen må hånd-tere konsekvenserne af den dårligeledelsesstil frem for at håbe på at lederenændrer sig.

Tidspres

Der er meget der tyder på at arbejds-mængden overstiger den tid der er tilrådighed for at komme igennem den.

I 1995 var det sådan at 3,6 ud af 10medarbejdere følte at arbejdet krævedederes fulde opmærksomhed og koncen-tration.

I 2000 var det 6 ud af 10 medarbej-dere der havde den oplevelse.

Andre undersøgelser viser at den tidder er til rådighed til kerneydelsen, f.eks, sygeplejerskens tid med patienten,nu ligger på 45 % af den samledearbejdstid.

Så der er altså mange der har fået rig-tigt travlt.

Hvis vi hele tiden har en fornemmelseaf at være bagud eller tvivle på om vikan overholde en deadline så går detgalt. Det kan vores nerver ikke holde til.

Utryghed

Den største stressfaktor ved utryghed erusikkerhed i ansættelsen. Og den mener

Thomas Milsted, Leder af Center for Stress.


forskerne ikke at mange virksomheder, ejheller de offentlige, kan sikre i fremtiden.

Men andre utryghedsfaktorer er ogsåvæsentlige, såsom trygheden ved atkunne sige fra. Hvis vi ikke har mulighe-den for, eller tør, at sige fra er det jo stortset umuligt at håndtere sin stress.

Ubalance mellem familieliv ogarbejdsliv

Man kan groft sagt sige at ens dag erdelt op i 4 tidsdele; arbejdstid, familietid,fritid og restitutionstid (sove/hviletid).Og der er jo kun 24 timer at gøre godtmed. Så bruger vi rigtig meget tid påarbejde er der selvsagt mindre tid til deandre dele.

Problemet er jo ikke at vi har brug formere tid, for det giver ligesom sig selv,men at vi ikke ved hvad vi skal fravælge.

Jeg har igennem flere år arbejdet medpersonalet i Danmarks fængsler, og jeghar hørt om og set gruopvækkendearbejdsforhold. Det er barsk at værevidne til, selvom jeg godt ved, at det kanvære svært at gøre noget ved, idet det joofte er de indsatte og deres til tider uri-melige opførsel, der gør det hårdt atvære fængselsfunktionær.

Trusler, ydmygelser og vold hører tildagens orden, og det kan man ikke levemed år ud og år ind, uden at det kom-mer til at påvirke én, fysisk og psykisk.

Da jeg i pressen hørte om de nye bespa-relser, man ville gennemføre i Krimi-nalforsorgen blev jeg ikke bare forarget,men også stødt på de ansattes vegne.

Hvordan kan man behandle medar-bejdere, der i den grad ofrer deres liv oglemmer, ægteskab, osv., på en sårespektløs måde?

Det at være fængselsfunktionær er etaf de hårdeste job og burde belønnesmed god løn og gode arbejdsforhold ogikke mindst et godt, trygt miljø.

Når det er så vigtigt at forstå, at der ergrænser for hvad man kan byde deansatte, er det, fordi stress har alvorligekonsekvenser, som spænder lige frahovedpine til meget alvorlige sygdom-me som f.eks. blodpropper.

Selv om mange af dem, som vælger atarbejde som fængselsfunktionær har ennogenlunde realistisk forestilling om,hvad det indebærer, vil det altid værenoget af et chok, når man bliver udsatfor denne branches barske virkelighed.Det er stresset arbejde, og det skal manvære meget opmærksom på.

Det er vigtigt, at de rammer manarbejder i er trygge. Det er ikke nok, atman selv gør noget. Stress må ikke gørestil et individuelt problem. Hvis man skalstressen til livs i de danske fængsler, skalKriminalforsorgen prioriteres meget højtaf politikerne. De danske fængsler skalikke opfattes som ren opbevaring af kri-minelle elementer. Det skal også opfat-tes som en arbejdsplads med sammebehov for trivsel som andre arbejdsplad-ser. Både for de ansatte og de indsatte.

Det er ikke nok, man strammer lov-givningen for kommende kriminelle,som betyder, at der kan komme flere ifængslet. Man må også finde de res-sourcer, der skal til, for at det kan gørespå en betryggende måde for de ansatte.Der må og skal skabes trygge arbejds-forhold, der betyder at man som ansatføler, at man er nok på vagt, og at mankan løse sine arbejdsopgaver på enbetryggende og tilfredsstillende måde.

For mange mænd og kvinder i Krimi-nalforsorgen kan det være pinligt at er-kende at man er stresset, for så er manjo svag, og det kan man da ikke væresom fængselsfunktionær?

For fængselsfunktionærer spiller detvel også ind, at man i hverdagen kanopleve så voldsomme ting, at man er

nødt til at beskytte sig. Og når manbeskytter sig mod den voldsommestress, betyder det tit, at man ogsåbeskytter sig mod den stress vi får, når vihar travlt, og tingene går for hurtigt. Vimister simpelthen evnen til at mærkestressen i kroppen. Den bliver fortrængt.Mange inden for dette fag udvikler etTarzan-syndrom, som netop beskriverdet forhold, at vi jo godt vidste, hvad vigik ind til og derfor ikke kan tillade os atblive stresspåvirket. Vi fortrænger stres-sen.

Det er en farlig holdning. Vi kan ikkevide, hvordan vi vil reagere i en situa-tion, før vi prøver det.

Vi skal være opmærksomme på designaler, kroppen sender, når denbegynder at blive stresset og påvirket afarbejdet.

Den stress man får, når man står overfor en alvorlig trussel, er ikke til at tagefejl af - hjertet banker hurtigt, vi pumperadrenalin ud og kroppen er i fuldt alarm-beredskab.

Den stress, vi får i det daglige, kanvære lidt sværere at få øje på, fordi vigradvis vænner os til den.

Tag en frø, f.eks. Hvis den bliver smidtned i kogende vand, vil den forsøge athoppe op med det samme. Hvis denderimod svømmer i koldt vand, og van-det gradvist bliver varmet op til koge-punktet, vil den blive der, til den bliverkogt levende. Den tilpasser sig den

Fakta

I 1987 rapporterede 35% af

befolkningen i Danmark om at

have besvær i livet pga. stress.

I 2000 var det 44%

I 2004 var det 50%

(Nationalt center for sundheds-

fremme på arbejdspladsen

(2003) www.ncsa.dk

SUSY (2000): Undersøgelse af

stressforekomst i Danmark).


gradvise belastning og opdager først,når det er for sent, at den skal hoppe ud.Det er det samme, der sker for os men-nesker. Vi oplever en masse små og storestresssituationer, som vi gradvis vænneros til, men en dag er det bare for meget,og så bryder vi sammen.

Vi skal lade være med at tro, at vi ikkekan påvirkes af disse stressede omstæn-digheder, for det gør vi alle. Kunsten erat håndtere disse oplevelser.

De første tegn på, at man er stresset er:Irritation, koncentrationsbesvær, dårligthumør, nervøsitet, utålmodighed/rast-løshed, evindelige bekymringer, mang-lende lyst til samvær med andre, tab afappetit/øget appetit og en følelse afarbejdspres.

Med disse symptomer kan man sag-tens arbejde videre… de kan dulmesmed nervemedicin, alkohol, kaffe ogcigaretter.

Men hvis man løser sin stress pådenne måde, bliver symptomerne værre:

Ømme muskler i nakken og kroppen,hovedpine, træthed, søvnløshed, hjerte-banken, tørhed i hals og mund, rystenog nervøse ticks, besvimelse, svedeture,kvalme. Disse symptomer udvikler sigigen til mavesår, blodpropper i hjertet,astma og andre voldsomme lidelser.

Så stress skal håndteres, og man skalvide, at man ikke kan undgå stress.

Den manglende vilje til at erkende, atman er stresset, er et problem, jeg støderpå mange steder. Én af grundene til, atdet kan være svært at erkende, er at viikke ved nok om, hvad vi skal stille opmed stress. ■

Af Thomas Milsted, Leder af Center for Stress

Her er et par gode råd fra lederen af Center forStress, Thomas Milsted:

Får du stress på baggrund af en voldsom oplevelse, så tag kontakt tiljeres psykolog. Uanset hvordan du havde det med oplevelsen, så erdet godt lige at få den ud af systemet.

Er du stresset på grund af det hårde arbejdspres, hvad angår tid, rap-portskrivning, nattevagter, kedelige rutiner, dårlig ledelse, for få res-sourcer osv. så kunne følgende måske hjælpe:

• Lær at slappe af. Det er vigtig at kunne slippe sit arbejde, nårman har fri - du kan alligevel ikke stille noget op, når du er der-hjemme.

• Bestem selv. Det er dit liv, og ikke alle egner sig til at være fæng-selsfunktionær. Det kan man først vide, når man har prøvet det.Hvis ikke du lærer at leve med de grundvilkår, der er, må du vide-re.

• Vær dig selv. Det er ikke pinligt at være stresset og ikke kunneoverskue arbejdsopgaverne. Lad være med at spille Tarzan ogerkend, at det til tider kan være meget frustrerende at være fæng-selsfunktionær.

• Le dig glad. Humor er en god stressbuffer; brug den så meget dukan. Men lad være med at blive kynisk.

• Drop kaffe, cigaretter og alkohol; det gør bare det hele værre, dadisse stimulanser i sig selv provokerer hjernen til at producerestresshormoner.

• Værn om dine relationer. Sørg for at havde et godt netværk, hvordu kan udtrykke dine frustrationer og komme til hægterne igen.

• Rør dig. Motion er godt i moderate mængder.

• Kend dine grænser. Vid og mærk, hvornår nok er nok, og sig såstop.

• Lær at sige fra. Det er vigtigt, at dit arbejde er spændende, udfor-drende, udviklende og sjovt, og det skal det blive ved med atvære.

Forbundsformand Kim Østerbye mener at lederen af Center for Stress,

Thomas Milsted, rammer meget præcist et af problemfelterne i Kriminal-

forsorgen.

”Jeg forventer at beskæftigelsesministeren har vilje bag ordene, når han

melder ud, at psykisk arbejdsmiljø og stress vil komme til at stå højt på lis-

ten over de problemer, som han først og fremmest vil bruge kræfterne på. Af

de mange faktorer, der spiller ind på arbejdsmiljøet er der nu et akut behov

for at der hurtigst muligt i 2006 sættes fokus på stress og arbejdsbyrden i

Kriminalforsorgen,” siger forbundsformand Kim Østerbye.


Rapport: Ny uddannelse i konflikthåndtering er ikke nok

Jobbet som fængselsfunktio-

nær er udpeget som et sær-

ligt farligt job. Derfor har

Arbejdstilsynet sat fokus på

konflikthåndteringen i Krimi-

nalforsorgen. Et konsulentfir-

ma anbefaler omfattende

ændringer for at nå resulta-

ter.

En rapport om konflikthåndtering pegerpå, at der bør sættes ind på en rækkeområder for at forbedre den måde, kon-flikter forebygges og håndteres på iKriminalforsorgen i dag.

Arbejdstilsynet har vurderet, at jobbetsom fængselsfunktionær er særligt far-ligt og nedslidende, og at der derfor erbehov for en indsats, der kan øge fæng-selsfunktionærers trivsel, sikkerhed oghelbred.

Arbejdstilsynet oplyser, at statistiskehospitalsoplysninger fra 2002 har vist, atjobbet som fængselsfunktionær var et afde ti farligste job. Hospitalsoplysning-erne viste, at fængselsfunktionærer er enaf de faggrupper, der statistisk set harden højeste dødelighed og flest hospi-talsindlæggelser. Samtidig er det doku-menteret, at fængselsfunktionærerjævnligt udsættes for vold og trusler.

Arbejdstilsynet valgte derfor at sættefokus på konflikthåndteringen i Krimi-nalforsorgen for at forbedre fængsels-funktionærers psykiske og fysiske hel-bred. Fængselsfunktionærerne skullerustes bedre til at løse de konflikter, deropstår i deres arbejde.

Til det formål satte Arbejdstilsynetkonsulentfirmaet Klaus Stagis til atkomme med et bud på, hvordan Krimi-nalforsorgen kan iværksætte en ny supp-lerende uddannelse i konfliktforebyg-gelse og konflikthåndtering.

Konsulentfirmaets opgave var altså atlave et supplement til den eksisterendeundervisning af fængselsfunktionærer,men når i deres afsluttende rapport fremtil, at en ny grunduddannelse ikke kangøre det alene. Det er også nødvendigt,at der sker en generel organisations- ogledelsesudvikling, hvis målet om etbedre arbejdsmiljø skal nås i praksis.

Tre indsatsområder

Den afsluttende rapport om projektethar tre overordnede anbefalinger.

Der er behov for en øget uddannelseaf fængselsfunktionærer, og der skalskabes større klarhed over fængselsfunk-tionærernes opgaver for at undgå tvivl ien konfliktsituation. Fængselsfunktio-nærer skal trænes i bedre at forstå denkontekst en konflikt er opstået i frem forprimært at fokusere på konflikter, derudgør en sikkerhedsmæssig risiko her ognu.

Som supplement til øget uddannelseforeslår konsulentfirmaet, at de eksiste-rende undervisningsmetoder skal supp-leres med andre mere procesorienteredemetoder.

Men ifølge rapporten er det ikke nokat ruste fængselsfunktionærerne bedre,også Kriminalforsorgen som organisa-tion og lederne skal blive bedre til at ledemedarbejderne og støtte dem i arbejdetmed konflikter. Med andre ord fremhæ-ver rapporten, at ledelsen spiller enafgørende rolle i at forbedre arbejdsmil-jøet for fængselsfunktionærer. Ledelsenskal gå foran, fordi, som rapporten skri-ver det: ”En organisation kan ikke udvik-le sig udover hvad ledelsen vil og kan.”

Positiv modtagelse

Rapporten modtages positivt i DanskFængselsforbund, hvor man bakker opom, at der er behov for en forbedring af

konfliktberedskabet blandt fængsels-funktionærerne.

”Projektet er i høj grad i tråd meddet, Dansk Fængselsforbund ønsker påområdet, og som vi har arbejdet for gen-nem de seneste år. Projektet sætternemlig fokus på verbale redskaber i for-bindelse med at bearbejde og løse kon-flikter. Vi synes, at der tidligere harmanglet et supplement til uddannelsen ikonfliktløsning, der handler om andetend den fysiske konfliktløsning,” sigerPeder Jørgensen, forbundsnæstformand.

Også rapportens fokus på ledelsensrolle fremhæves af forbundet.

”Vi mener i høj grad også, at der erbehov for ledelsesudvikling. Mangekonflikter opstår i dag, fordi lederne ikkekan finde ud af at lede medarbejdernegodt nok. Der er behov for, at de viserdet gode eksempel og bakker medarbej-derne op, siger forbundsnæstformandPeder Jørgensen. ■


”Vi synes, det er en god ide at supplere de

fysiske redskaber i uddannelsen i konflikt-

løsning med mere verbale,” siger for-

bundsnæstformand Peder Jørgensen.

Evaluering beskylder Dansk

Fængselsforbund for at være

på tværs i forhold til en mere

fornuftig håndtering af kon-

flikter. Forbundet er nemlig

imod, at fangerne skal tages

med på råd i sikkerheds-

spørgsmål.

Bagstræberisk, reaktionært forbund, derikke ønsker at samarbejde om løsninger.Sådan fremstår billedet af DanskFængselsforbund i en evalueringsrap-port.

Evalueringsrapporten handler omprojektet ”Konfliktforebyggelse og kon-flikthåndtering i Kriminalforsorgen,” etprojekt, der anbefaler bedre uddannelseog træning i konfliktforebyggelse.

Ifølge evalueringsrapporten stårDansk Fængselsforbund i vejen for atrealisere nogle af de nye tanker – simpel-

then fordi forbundets indstilling er for-kert: ”….. undervejs i projektet og eva-lueringen har jeg mødt omtaler af oghistorier om Dansk Fængselsforbundsom konservative og reaktionære og ivisse tilfælde direkte modarbejdende iforhold til projektets grundtanker,” skri-ver konsulent Lone Broe, der står bagevalueringen.

Lone Broe forklarer: ”Kritikken afDansk Fængselsforbund er ikke nærme-re uddybet i rapporten på grund af, atdatagrundlaget var for spinkelt, men deter mit indtryk, at Forbundet har væretudsat for kritik, fordi de ikke ville lade dekriminelle deltage i diskussionen af,hvordan fængselsfunktionærers uddan-nelse i konfliktforebyggelse og -håndte-ring kan forbedres,” siger hun.

Det er – siger hun – nemlig en rigtiggod idé at inddrage de indsatte, når manskal nedbringe antallet af konflikter:”Når man arbejder med, hvordan kon-flikter skal håndteres lokalt i fængslerne,er der mange, der er af den opfattelse,at det er en fordel at inddrage indsattefor at høre, hvordan de mener, konflikterkan forebygges og håndteres. Det er endel af udøvelsen af dynamisk sikkerhed,som jo blandt andet handler om at hjæl-pe de indsatte med deres udvikling ogresocialisering, da man også arbejdersammen med de indsatte på et tæt per-sonligt plan,” siger Lone Broe.

Klar besked om inddragelse afindsatte

Spørger man i Dansk Fængselsforbundviser det sig, at Lone Broe – langt hen advejen – har ret i sin konklusion. ”Hvis deter bagstræberisk at mene, at det eransatte – og ikke indsatte – der skaltræffe beslutning om sikkerhed, så er jegstærkt bagstræberisk,” siger formand iDansk Fængselsforbund Kim Østerbye.

Han har – siger han – kun en let

hovedrysten til overs for forslag om, atkriminelle skal spørges til råds om, hvor-dan de kunne tænke sig, at fængselsper-sonalet bliver uddannet.

”Det er ikke første gang, at mennes-ker – med begrænset viden om Krimi-nalforsorgen – stiller forslag om, hvor-dan vi skal gøre. Hver gang, vi støder indi sådanne konsulenter, gør vi os storeanstrengelser for at forklare, at vi ikkekan eller bør gå i basisgruppe med deindsatte,” siger Kim Østerbye.

Han mener, at der blandt mange kon-sulenter er en udbredt mangel på forstå-else af, hvad arbejdet i Kriminalforsorgengår ud på.

”Der er ikke tale om ligeværdige par-ter i et klasselokale. Vi ansatte skal hånd-tere indsatte, hvoraf en stor del harbevist deres farlighed. Derfor: Nej, viskal ikke sidde i rundkreds med de ind-satte. Nej, de indsatte skal ikke spørges,om de synes hegnet er for højt. Nej, deskal ikke være med til en demokratiskafstemning om, hvorvidt de må havemobiltelefoner. Det udgangspunkt er tiltider meget svært at forstå for folk ude-fra. Jeg glæder mig til den dag, hvor jegstøder ind i en konsulent, der ikke harbehov for at få forklaret den grundlæg-gende idé i et fængsel,” siger formand,Kim Østerbye. ■



”Det er udtryk for manglende forståelseaf grundvilkårene for arbejdet i Krimi-nalforsorgen, når man foreslår, at ind-satte skal inddrages i spørgsmål, dervedrører fængselsfunktionærers sikker-hed,” siger forbundsformand KimØsterbye.

Rapport langer ud efter forbundet


En kolos på lerfødder kalder

Klaus Stagis Kriminalforsor-

gen i sin rapport om konflikt-

forebyggelse og konflikt-

håndtering i Kriminalforsor-

gen. I virkeligheden er det

Stagisrapporten, der er en

kolos på lerfødder.

Baggrunden for rapporten er Arbejds-

tilsynets ønske om at forbedre fængsels-

funktionærernes sikkerhed og trivsel.

Projektet er så, ifølge Klaus Stagis, ændret til

at skulle ”skabe grundlag for, at Kriminal-

forsorgen kan iværksætte en ny suppleren-

de uddannelse i konfliktforebyggelse og

konflikthåndtering.”

Målgruppen er uddannelseskonsulenter

og instruktionsansvarlige, der skal gennem-

gå et uddannelsesforløb, som skal danne

grundlag for, at KUC kan lave en ny supple-

rende uddannelse. Man bemærker allerede

nu, at der ikke er tale om en ny uddannelse,

men blot en supplerende uddannelse.

Der er nogle betragtninger i rapporten,

som er ganske udmærkede. Der peges på

konflikten imellem de to hovedopgaver i

Kriminalforsorgens principprogram. Hvor

det vanskelige er at kombinere frihedsberø-

velsen med støtte og hjælp. Der nævnes

nogle krav til præcisering af formuleringer

af mål og opgaver, som kan forekomme

uklare. Der peges på, at en synlig ledelse,

der kan vise vejen, er altafgørende for at

organisationen kan fungere hensigtsmæs-

sigt. Rapporten peger også på, at der er

behov for at kunne konkretisere fængsels-

funktionærernes opgaver. Der opstilles

nogle hovedpunkter over kritiske problemer

i arbejdet som fængselsfunktionær, hvor

ændringer i klientellets sammensætning gør

det nødvendigt at uddanne og efteruddan-

ne personalet. Det lyder alt sammen smukt

og rigtigt, men ved læsning af rapporten får

man hurtigt en fornemmelse af, at projektet

trods sit massive udseende er lidt vel luftigt.

På 59 sider lykkes det Stagis at pakke en

masse teorier om organisation og psykologi

sammen med en stak selvfølgeligheder og

nogle faktuelle fejl og værre endnu – nogle

myter om fængselsfunktionærer og deres

holdninger til tjenestens udførelse.

Der en lang beskrivelse af forarbejdet

med indsamling af data og det teoretiske

fundament for projektet samt en beskrivelse

af projektet, som i hovedsagen baserer sig

på det såkaldte DEU, det eksperimenteren-

de uddannelsesforløb. Det er beskrevet i

rapporten som et forløb med gruppearbej-

de, hvor deltagerne selv arbejder sig frem til

en erkendelse af de hovedpunkter, som

konsulenterne har noteret på forhånd.

Undervisningsindsatsen har således nok

været begrænset. Til gengæld er lønnen nok

ikke kedelig.

Det beskrives i rapporten, hvorledes

KUC indledningsvis har gjort en stor indsats

med beskrivelse af den eksisterende uddan-

nelse i konfliktløsning og om de mulige pro-

blemer, der kan være med at indarbejde

teorier og viden om konflikter:

”KUC har i betydeligt omfang medvirket

til at skabe kontakt til en række nationale

og internationale kilder til indsigt og nye

ideer til konflikthåndtering og konfliktfore-

byggelse og har bistået med litteratursøg-

ning,” hedder det i rapporten. Det er en stor

ros til KUC. Man er overbevist om, at den er

fortjent. Det lyder som om, de har lavet hele

arbejdet. Til gengæld er det ikke lige det,

man forventer af et konsulentfirma, som

foregiver at kunne rådgive om uddannelse i

konfliktarbejde.

Dagens ret er biksemad

Når man læser rapportens beskrivelse af

konfliktbegrebet og nødvendigheden af at

se konflikter i en større sammenhæng, får

man en forvirrende følelse af, at rapportskri-

veren ikke har gjort sig klart hvilke konflik-

ter, der er tale om. Det virker som om, at der

tales om både interne konflikter mellem

ansatte, mellem ledelse og medarbejdere og

konflikter med indsatte. Der gøres meget ud

af at beskrive konflikter som bestemt af

organisationsopbygningen og som en del af

en større sammenhæng. I den sammen-

hæng gøres der et stort nummer ud af, at

fængselsfunktionærerne ikke er professio-

nelle nok, og at de ikke kan forholde sig

professionelt og følelsesmæssigt til konflik-

ter. Der konkluderes derfor, at vi skal udvik-

le vores ”følelsesmæssige, sociale og rela-

tionelle kompetencer.” Vi skal opnå en hel-

hedsforståelse af rollen som fængselsfunk-

tionær og den organisation, vi arbejder i.

Udviklingsgrupper er løsningen. 7 – 8 del-

tagere og en supervisor, der skal støtte

gruppen ”så den kan blive et vækstmedium

for deltagernes personlige udvikling.” Ak,

ja – ”De skjønne ungdomsdaw – dem daw

så læng læng sin.” Jeg ser igen for mit

indre øje gymnasiets kantine anno 1969

med bøgerne om gruppepsykologi spredt

rundt på bordene sammen med Marx og ”

den lille røde” og diskussionerne mellem

freudianerne og darwinisterne med Jimi

Hendrix og Janis Joplin på anlægget i bag-

grunden.

Rapporten anbefaler, at der undervises i

organisationens hovedopgaver og organisa-

tionens kultur, herunder fængslerne set i

historisk lys. Der nævnes også begrebet per-

son-rolle-organisation. Meningen er, at der

skal undervises i Kriminalforsorgens hoved-

opgave og fængselsfunktionærernes rolle.

Det er vel nok nytænkning, der batter.

En anden ”nyskabelse” er projektarbejde.

Der argumenteres for, at det er en oplagt

måde at sammenkæde teori og praksis. Det

har vi aldrig hørt før!

Overraskende nok beskriver rapporten,

at visse af de beskrevne undervisningsfor-

mer kræver særlig træning og erfaring. Der

er særligt nævnt DEU. Og hvem er det så

lige, der har introduceret dette bemær-

kelsesværdige undervisningssystem?

Stagisrapporten – En kolos på lerfødder


Stagis har fundet ud af, at en bredere måde

at håndtere konflikter på, er at skabe

sammenhæng mellem teorien på KUC og

tjenestestederne. Det påpeges, at det er

vigtigt at være opmærksom på, at der er

store forskelle på de enkelte tjenestesteder.

Ja, men han beskæftiger sig ikke med den

nuværende uddannelse, der skifter mellem

teori på skolen og praktikperioderne.

Kolossen vakler

I stedet har han en masse forklaringer på

problemer i organisationen: Ledelsen er ikke

opgraderet i forhold til uddannelsen af ny-

ansatte. Ændringerne i klientellets sammen-

sætning afspejler sig ikke i arbejdet med

konflikthåndtering. Fængselsfunktionærerne

bliver overvejende trænet i fysisk håndtering

af konflikter. Personalet mangler kom-

petence til løsning af de daglige opgaver.

De mere alvorlige påstande fra Stagis er,

at han mener, at personalet herunder fæng-

selsfunktionærerne er præget af en ”ulydig-

hedskultur”, som betyder, at de tilsidesætter

løsningen af visse opgaver. Det nævnes, at

personalet bruger mere tid på kaffedrikning,

kortspil og foran computeren med

Klientsystemet end på kontakten med de

indsatte. Ligeledes påstås det, udokumente-

ret, at sidemandsoplæringen betyder, at de

kolleger, der oplærer de nyansatte, lærer

dem at tilsidesætte løsningen af flere af de

opgaver, som de bør løse.

Flere af disse påstande eller forklaringer

er åbenlyst fejlagtige, hvilket Stagis kunne

have konstateret, hvis han havde skaffet sig

indsigt i arbejdsforholdene og ikke mindst i

arbejdsopgaverne. Der er bilag til rappor-

ten, hvor den nuværende undervisning i

konfliktløsning er med. Hvis man havde læst

det og fulgt et kursus i konfliktløsning, ville

man have kunnet konstatere, at der bruges

megen tid på at diskutere konflikters opstå-

en og løsning. Her kan man høre erfarne

fængselsfolk fortælle, hvordan konflikter

forebygges eller løses langt hen ad vejen

uden brug af fysisk magt, men med stor

indlevelse i netop den enkelte og placering-

en i en given sammenhæng.

Hvis Stagis havde fulgt bare en lille

smule med i den virkelige verden, ville han

have vidst, at netop klientsammensætning-

en og de ændrede kulturmønstre blandt

indsatte udgør en væsentlig del af debatten

om arbejdsforholdene i fængslerne.

Den manglende forståelse kommer yder-

ligere til udtryk i kritikken af sidemandsop-

læringen og den megen tid foran compute-

ren med Klientsystemet. Her er det jo netop,

at sagsbehandlingen og det formelle arbej-

de med resocialiseringen foregår. Præcis de

opgaver, som rapporten insinuerer, at fæng-

selsfunktionærerne tilsidesætter. Man kunne

godt ønske sig mere tid sammen med de

indsatte i overskuelige grupper i stedet for

store afdelinger med 25-30 indsatte. Man

kunne også godt tænke sig, at der ikke blev

nedlagt så mange poster på grund af bespa-

relser. Man kunne godt planlægge det

administrative sagsbehandlingsarbejde an-

derledes. Alt dette og årsagssammenhæng-

en er imidlertid ikke beskrevet i rapporten.

I stedet beskriver rapporten, hvordan

Kriminalforsorgens opgave beskrives og for-

stås som todelt, hvilket i rapporten bliver

årsagen til store problemer: ”Hvis man ser

bort fra faktuelle ressourcemæssige pro-

blemstillinger og indlysende meget udfor-

drende sikkerhedsmæssige opgaver, kan

opsplitningen af hovedopgaven og det pri-

mære fokus på de sikkerhedsmæssige

aspekter, ses som en social forsvarsmeka-

nisme, der så at sige legitimerer, at man

ofte ikke tager sig af hovedopgavens anden

halvdel: Resocialisering.

… En yderligere pointe ligger i at foku-

sere på og arbejde med ansvarlighed. Det er

nødvendigt at arbejde med de indsatte som

ansvarlige personer under afsoningen, hvis

man har en forventning om, at Kriminal-

forsorgen rent faktisk skal hjælpe den ind-

satte til at agere ansvarligt efter afsoning af

straffen,” skriver Stagis. Her springer han

over, hvor gærdet er lavest. Han ser direkte

og åbenlyst væk fra hele kernen i problemet

med den dobbelte opgave. Det er specielt

uheldigt, når han netop selv hævder, at der

ikke er nok opmærksomhed på ændringer-

ne i klientellets sammensætning. Der de-

monstreres samtidig et ukendskab til

Kriminalforsorgens arbejdsområde. Fraset

den frie forsorg er det jo ikke Kriminalfor-

sorgens område at arbejde med de indsatte

efter løsladelsen, hvilket er det vigtigste af

alt. Her burde rapporten for at leve op til sin

egen målsætning om at se tingene i en stør-

re sammenhæng have beskæftiget sig med

netop ressourcer og sammenhæng imellem

afsoning og tiden efter. Stagis burde henvi-

ses til at udforme et forslag til en kriminal-

politik, som han kunne sættes til at sælge til

det politiske beslutningssystem.

Fundamentet skrider

Rapporten beskriver, hvor vigtigt det er, at

der foregår en lederudvikling. Det betegnes

som værende helt afgørende. I denne for-

bindelse er det bemærkelsesværdigt, at rap-

porten nævner, at ved gennemførelsen af

DEU var der et markant fravær af ledere: ”I

forbindelse med implementeringsworks-

hoppen på modul 4, var der inviteret en

række ledere fra forskellige tjenestesteder,

KUC og direktoratet. En betydelig del af de

inviterede tilmeldte sig ikke eller blev blot

væk fra arrangementet uden kommentar,”

hedder det i rapporten. Hvordan kan det nu

være? Mon ikke disse mennesker er kloge

folk, der også har hørt det her før? De har

sikkert fundet ud af, at meget af det allere-

de sker i Kriminalforsorgen, og andet kan

ikke bruges. Da rapporten nu understreger,

hvor vigtigt det er, at lederne er med og kan

tegne firmaet og politikken, så forventer

man en dybere undersøgelse af spørgsmålet

om fraværet. Det får man ikke. Min påstand

ovenfor baserer sig på en menneskealders

kendskab til Kriminalforsorgen. Stagis der-

imod har en anden forklaring: ”De fravæ-


rende personer løste ofte andre vigtige

opgaver, som de enten selv eller andre hav-

de prioriteret som vigtigere. Det var udtryk

for, at den enkeltes handlinger eller priori-

teringer blev sat over hensynet til fælles-

skabet. Fraværet bliver da endnu et udtryk

for den individualiserende kultur, der ken-

detegner Kriminalforsorgen,” skriver Stagis.

Hermed konkluderer han ukritisk på bag-

grund af sine egne ufejlbarlige teorier. Han

ser ikke, at der er en virkelighed uden for

teoriens verden. Han vil så gerne placere

konflikter i en større sammenhæng, men

han fejler selv, når det drejer sig om hans

eget projekt. Problemet her er jo netop, at

arbejdsforholdene i Kriminalforsorgen kræ-

ver, at der prioriteres hårdt. Vi er i høj grad

underlagt forretningsmæssig tænkning,

hvor ”value for money” – begrebet er en

styrende faktor bestemt overvejende af den

politiske beslutningsproces. Kriminalforsor-

gen kan og bør netop også ses som en del

af en større organisation, nemlig samfundet,

som via den til enhver tid siddende regering

og folketinget bestemmer forholdene for

Kriminalforsorgen. Det havde været interes-

sant at se en analyse af dette forhold og

ikke mindst en konklusion med en brugbar

løsning fra Stagis’ side.

Kolossen vælter

Afsluttende opsumerer rapporten resulta-

terne. Om DEU-projektet hedder det, at

”den grundlæggende konceptuelle tænk-

ning har været frugtbar.” ”…den grundlæg-

gende pædagogiske tænkning ser ud til at

have givet gode muligheder for læring.”

”…de valgte teorier er oplevet som inspire-

rende og brugbare…” ”de kompetencer

DEU har arbejdet på at udvikle er relevante

og nyttige i forhold til at blive bedre til at

håndtere og forebygge konflikter.”

”At arbejde med grundtænkningen

’konflikt i kontekst’ har givet megen

mening … De begreber, vi har bragt i spil i

sammenhæng med dette…har givet utrolig

god mening og har været anvendelige for

mange af deltagerne.” Der er her tale om

udelukkende subjektive tilkendegivelser.

Rapporten har ikke nogen konkret måling

på, om målene er nået. Der er naturligvis

ingen tvivl om, at man i den sikkert ganske

hyggelige halvstudentikose studiekreds har

kunnet blive enige om, at udbyttet har

været meningsfyldt.

Trods disse positive toner må rapporten

erkende, at roserne er noget tornefyldte.

Det vanskeligste var ifølge rapporten at

arbejde med de organisatoriske forhold.

Rapporten beskriver malende, hvor fint det

gik, når deltagerne holdt sig til teorierne om

konflikter i kontekst. Men da de skulle for-

holde sig konkret til konflikter i deltagernes

egen sammenhæng, gik det ifølge rappor-

ten knap så godt. Så kom for eksempel

spørgsmålet: ”Hvad nytter dette egentlig?”

Der nævnes flere bemærkninger af samme

slags. Så det spændende er svaret fra Stagis:

”Alt sammen udtryk for det, vi har valgt at

kalde kolossen på lerfødder. Det betydelige

fravær ved DEU har også været udtryk for

dette. Det har udtrykt den individualise-

ring, der kan udvikle sig i en stor organisa-

tion. Læring, udvikling, arbejdsglæde m.m.

er op til den enkelte. Helheden er for u-

overskuelig.”

Se det er jo en ganske interessant be-

tragtning. Hele rapporten er jo en lang

jubelsang om sammenhæng og helhedsfor-

ståelse med lovprisninger fra deltagerne,

der alle tilsyneladende har fået en åbenba-

ring. Men da virkeligheden kom for tæt på

magtede selv de almægtige Stagisdisciple

ikke at få projektet til at virke overbevisen-

de. Stagisrapportens analyse af organisa-

tionsforholdene og dens heftige brug af

psykologiske teorier tilsat noget gruppear-

bejde var altså ikke korrekt. I stedet for at

erkende det, angriber man de enkelte per-

soner ved at tale om ”individualisering”

som symptom på en uhensigtsmæssig orga-

nisationskultur.

Der er ingen tvivl om Stagis’ sympati for

KUC og dens ledelse. Det er godt, for det er

flinke folk. Det er derimod ikke så godt, at

rapporten afslutningsvis bemærker: ”Når

det gælder inddragelse af ledelsen på direk-

tionsplan og ledelserne på de relevante tje-

nestesteder er ideen om en direkte og kon-

struktivt bidragende involvering kun lykke-

des i begrænset omfang.” AV – det var ikke

så godt. Stagisrapporten har jo netop poin-

teret så kraftigt, at det vigtigste for hele

projektets succes, var, at ledelsen var opda-

teret og i stand til at vejlede og støtte. Hvis

rapportens ord skal stå til troende, betyder

det altså, at projektet er faldet til jorden.

”Og det var i grunden ikke så galt”

Man kan blot håbe, at de kloge mennes-

ker, der blev væk og dermed udsatte sig for

Stagis’ arrogante bemærkninger virkelig har

gennemskuet hulheden i rapporten og

besluttet, at dette projekt var en

engangsudgift. ■

Af Billy Larsen


Evaluering af Stagisrapporten– En tur i varmluftballon

Ballonskipperen Lone Broe hol-

der sin varmluftballon i form af

evalueringsrapporten smukt

svævende over landskabet i

lang tid, men luften siver ud af

ballonen og den planlagte

opvisningstur ender i et ynke-

ligt havari.

Det umiddelbare indtryk af Lone Broeseksterne evaluering af Stagisrapportener, at der tale om et ganske solidt stykkearbejde. Notatet har en klar og oversku-elig oversigt over projektet med en sys-tematisk punktopstilling, hvor formål,metodiske overvejelser, analysemodel,selve analysen og konklusion er syste-matisk opstillet.

Man forventer nu en professionelanalyse af Stagisrapporten med en kortog klar målbeskrivelse, en beskrivelse afmetoden og kildeanvendelse med tilhø-rende kritisk vurdering og en solid kon-klusion, som bygger på iagttagelsernefra analysen. Men det får man ikke. Istedet får man seks sider med formål,metode og data. To sider med konklu-sion og anbefalinger og 10 sider medbilag. Selve analysen er klaret på ni sider.

Der er nogle gode iagttagelser og derstilles et par relevante spørgsmål, mender bliver ikke fulgt op på dem. Årsagenviser sig at være, at det virkelige målmed evalueringen ikke er at evaluereprojektet. Målet er at fortsætte reklame-talen fra Stagisrapporten og forsøge atvise, hvor perfekt projektets ide er.

Evalueringen er skrevet i et indforstå-et sprog, som fortæller, at der er foreta-get forskellige ting i projektet oganvendt forskellige modeller. Der beskri-ves imidlertid ikke, hvordan det er sket,og der er ingen forholden sig til indhol-det. Dermed får evalueringen karakter afet reklameindslag.

(Slingre-)Kursen fastlæggesIndledningsvis gennemgås formålet medevalueringen. Det beskrives, hvordandet i begyndelsen var tanken, at der heltoverordnet skulle samles aktøroplevelseri projektets udviklingsfase. Målgruppenfor denne første del var konsulenterne.

Dette mål ændres undervejs ”i for-bindelse med den løbende præciseringaf evalueringens funktion og opgave,”hedder det i notatet. Det havde væretfagligt korrekt at have denne opgaveklart præciseret fra begyndelsen. Nu bæ-rer det præg af, at man ikke ved hvorman vil hen.

Det lykkes dog at formulere en mål-beskrivelse:

”… den eksterne evaluering af gen-nemførelsesfasen (DEU) foretages ud fraet mere traditionelt dokumenterende ogvurderende perspektiv og mere løsrevetfra de udførende konsulenter. Denne delaf evalueringen fokuserer på at vurderegennemførelsesfasens aktiviteter udfraspørgsmålet om, hvorvidt og under hvil-ke betingelser det kan lykkes at brugeprojektet til organisatorisk nytænkningom konfliktforebyggelse og -håndte-ring… Den væsentligste målgruppe fornotatets analyse og anbefalinger er Kri-minalforsorgens ledelse samt KUC somvigtig forankringsaktør.”

Se det er jo en ganske god målbeskri-velse. Det slås fast, at man vil dokumen-tere og vurdere, hvordan projektet kanbruges, og – meget vigtigt – OM detoverhovedet kan bruges. Der er lagt optil en kritisk saglig gennemgang af forlø-bet og ideen. Men der fortsættes i nota-tet med en yderligere beskrivelse:

”Det er helt overordnet formålet ogambitionen med dette notat og altsåmed den eksterne evaluering af detsamlede projekt…at bidrage til Krimi-nalforsorgens videre arbejde med atskabe blivende og betydningsfuld foran-dring af Kriminalforsorgens forståelse

af, syn på og handleberedskab i forholdtil konfliktforebyggelse og –håndte-ring…”

Heri ligger der en modsigelse i for-hold til målbeskrivelsen ovenfor. Nu vilman ikke længere besvare spørgsmålene”hvordan?” og ”kan det bruges?” Nu erdet en ambition at bidrage til at få detindført.

Lone Broe henviser til et bilag omovervejelser i forbindelse med opstilling-en af mål med evalueringen. I bilaget erder en beskrivelse af evalueringen, somer ganske interessant. Der opregnesnogle punkter, hvor evalueringen adskil-ler sig fra den traditionelle evaluering:– Der er ikke tale om en traditionel expost-evaluering.– Der er ikke tale om en evaluering af enpå forhånd kendt genstand. ( Nå da! Jegtroede, at de kendte deres eget projekt.Lone Broe forklarer det med, at der ertale om et modelprojekt, som ikke har tilformål at være endeligt resultatskaben-de. Men nu ved vi fra Stagisrapporten,at projektet skulle virke ved, at man gen-nem selvransagelse opnår at se lyset)– Der er ikke tale om en traditionelvirkningsevaluering af forskellige indsat-sers effekter, men om en variant heraf.(På trods af, at det er nævnt i målbeskri-velsen, at man vil undersøge ”hvorvidtog hvordan.” Den lille finte med varian-ten muliggør en drejning af fokus)– Der er ikke tale om en traditionel mål-opfyldelsesevaluering. – Evalueringen er ikke overvejendetilbageskuende men overvejende frem-adskuende i sit primære formål. (Her servi to punkter, som klart afviger fra denførste målbeskrivelse. Det er klart nu, atde to vigtige spørgsmål ikke skal besva-res.)– Evalueringens perspektiv er ikke snæ-vert på at frembringe data og argumen-tationsgrundlag for en fortsættelse, ned-læggelse eller justering af et forløb. (Så


er det på plads. Projektets relevans erikke til diskussion)

Når man ser disse punkter, er det heltklart rigtigt, hvad Lone Broe skrivernemlig, at der ikke er tale om en traditio-nel evaluering. Der er overhovedet ikketale om en evaluering.

Det beskrives som et særligt kende-tegn ved evalueringen, den: ”…tilveje-bringer ikke bare data, men også spørgs-mål til en fremtidig løbende kvalitetsud-vikling og –sikring af en indsats, som pr.definition er ønskværdig (konfliktfore-byggelse og –håndtering + trivsel) udennødvendigvis at knytte sig snævert tilevaluanden. Evalueringen sigter såledesmod i et større perspektiv at være rådgi-vende i forhold til Kriminalforsorgen an-gående konfliktforebyggelse og –hånd-tering i et organisatorisk perspektivudover et mere teknisk og substantieltundervisningsperspektiv.”

Dette punkt høre ikke hjemme i enevaluering, men i selve projektet, som erdet, kunden betaler for.

Så fylder vi luft i ballonen

I afsnittet om dataindsamling er der enoversigt over, hvilke data, der er indsam-let. Det drejer sig om noter, mødenotaterog skriftlige deltagerevalueringer. Vur-deringen af de indsamlede data er gan-ske rimelig. Der gøres korrekt opmærk-som på, at mængden er forholdsvis spin-kel, hvis man skal vurdere hele projektet.Det vurderes imidlertid, at de enkeltstå-ende data som for eksempel besvarelserfra deltagerne i projektet er brugbare,fordi der er sammenhæng dem. I en notegøres der opmærksom på, at der kanvære et problem i, at det muligvis ikke erde samme kritiske, der undlader at svarehver gang. På den måde vil billedet blivefor positivt. Der gøres opmærksom på,at det omvendte kunne være tilfældet.Altså at der var flere kritikere, som nogle

gange var kritiske på flere punkter. Detteafvises med den begrundelse, at der blevkonstateret stor tilfredshed med projek-tet. Men hvad ville det betyde, hvis kri-tikmængden var større? Spørgsmåletbesvares ikke.

Foruden de allerede nævnte data skri-ver Lone Broe, at der er modtaget: ”…envis information fra konsulenterne omderes gennemførelse af kursus, såledesat det samlede datagrundlag også inde-holder mere kvalitativt orienterede datai form af betragtninger og vurderinger ogskriftligt kursusmateriale erhvervet på’anden hånd’.” Når man skriver, at dissedata skal anvendes til dokumentation forgivne vurderinger og som støtte forargumentationen for at indføre projekteti Kriminalforsorgen, kunne man forventeet eksempel på anvendt kildekritik. Dervar svage spor af det ovenfor, hvor manimidlertid henholdt sig til den store til-fredshed. Her er der ingen kritisk indstil-ling til kildematerialet.

Afsnittet slutter med at fortælle:”Data anvendes som støtte for en meregenerel, modelbaseret analyse af pro-jektet som forandringsprojekt i organi-sationen Kriminalforsorgen, hvor foran-dring hviler på implementering og for-ankring af erfaringer og anbefalinger fraprojektet.”

Det er jo klar tale! Eller er det? Monikke meningen er: ”Data bruges til enanalyse af projektet som forandringspro-jekt i Kriminalforsorgen. I Kriminalforsor-gen hviler forandringer på udførelse ogforankring af erfaringer og anbefalingerfra projektet.”

Så er det jo lidt mere overskueligt.Det står samtidig klart, at DEU-projektetnærmest allerede er indført i Kriminalfor-sorgen. Al forandring sker i fremtiden viaanbefalinger fra dette projekt.

I omtalen af den analytiske model erder såmænd nogle ganske gode betragt-ninger over organisationsstruktur og

delelementer i strukturen. Der kommeren gentagelse fra Stagisrapporten af deteoretiske betragtninger over organisa-tionen, og hvordan den påvirkes gen-nem påvirkning af de enkelte elementer.Her er der i modsætning til Stagisrap-porten opstillet en vis systematik. Dernævnes en række elementer, som pro-jektet skal forholde sig til. Det drejer sigom opgaven, aktører, strukturen, kultu-ren, redskaber og omgivelser. Der erbasis for en god analyse her, men som viså med Stagisrapporten, så hæver dettenotat sig heller ikke op over Kriminal-forsorgen. Analysen fejler ved ikke atbeskæftige sig korrekt og fyldestgørendemed at analysere Kriminalforsorgen i enstørre sammenhæng. Vigtige informa-tioner om konfliktbegrebet går hervedtabt, og projektet får således tillagt enværdi, som det ikke har.

Afsnittet slutter med at nævne, at…sigtet er at give nogle bud på anbefa-linger til implementering og forankringaf de centrale elementer i Kriminalfor-sorgen…” Hermed er formålet endeligtskredet fra det spørgende og analytisketil det accepterende og propaganderen-de. Evalueringens ambition er, ligesomStagisrapportens, at se på projektets ind-sats. Lone Broe skriver, at det ikke erambitionen at lave en stram analyse af,hvad hun kalder stimuli og respons. Detburde nu nok gøres. Når man kunbeskæftiger sig med de overordnedebetragtninger alene, kommer hele pro-jektet til at flyde.

Nu letter ballonen

Hermed kommer vi så endelig til selveanalysen. Indledningsvis beskrives detigen, hvordan man ikke ser isoleret pådet uddannelsesmæssige, men ønsker atinddrage hele organisationen. Da det nuganske stille blev vedtaget, at projekteter gyldigt og faktisk nærmest allerede


indført i Kriminalforsorgen, er analysensindbyggede mål at argumentere for pro-jektet. Det nævnes, at Kriminalforsorgennu skal have mulighed for at forholde sigtil projektet og naturligvis begynde atbruge det. Lone Broe gør her opmærk-som på et muligt problem: Projektet erikke Kriminalforsorgens eget. Udgangs-punktet er Arbejdstilsynets arbejdsmiljø-undersøgelse. Det er Arbejdstilsynet, derhar udbudt projektet, som så endte hosStagis. ”…i Kriminalforsorgen kan manmed rette have oplevet projektet som’en gave, man ikke kan sige nej til’. Selvom KUC har været involveret en delundervejs i arbejdet med at indkredseprojektets temaer og perspektiver, er detnæppe sandsynligt at det alene kangarantere succesfuld implementering ogforankring. KUC må betragtes som enbetydningsfuld forandringsagent i Kri-minalforsorgen grundet varetagelse afuddannelse af medarbejderne. Men somandre forhold peger

på, må der også ledelsesmæssig opbak-ning og støtte på systemniveau til for atsikre samlet balance i organisationenselementer og dermed blivende foran-dring,” skriver Lone Broe. Man synes jonok, at indsatsen fra KUC bliver nogetbagatelliseret, når man husker beskri-velsen i Stagisrapporten, hvoraf detfremgik, at KUC havde samlet groft sagtdet meste af det materiale om konflikt-forhold, som blev brugt i projektet. Deter jo rigtigt, at hvis et sådant projektoverhovedet skulle have en chance, såkræver det en massiv ledelsesindsats heltfra toppen. Som vi så i Stagisrapporten,var denne interesse ikke udpræget tilstede, hvilket naturligt burde føre tilnogle seriøse overvejelser om projektetseksistens.

Lone Broe nævner et andet punktsom væsentligt nemlig, at oprindeligt varprojektet meget snævrere afgrænset og”rørte mindre ved farlige aspekter aforganisationens opgaveforståelse” end

nu, hvilket igen skulle medføre pro-blemer med interessen for pro-

jektet. Og så må man kon-statere, at så vidt det

fremgår af både rap-port og evaluering,

er der ikke noget,der har været til-nærmelsesvis såtæt på, som viselv går, når vid i s k u t e r e rvores opgave-løsninger. Derspores ingentvivl om, hvor-

dan organisati-onsstrukturen har

betydning. Der erheller ikke sporet no-

get udpræget tvivl hosmedarbejdere om årsags-

sammenhænge. Nu er det

jo tidligere vist i Stagisrapporten, at detdybere kendskab til vores virkelighed påarbejdspladsen ikke er dette projektsstærkeste side, så derfor må Lone Broenaturligvis beskrive dette som et pro-blem. De to problemfelter får Lone Broetil at formode, at der hos ”nogle aktøreri Kriminalforsorgen vil være begrænsetejerskab til projektets resultater. Om detgiver sig udtryk i direkte modstand modprojektets implementering eller i merepassiv ignorering af det, er ikke klart,”skriver Lone Broe. Når vi nu tænker påindledningen, hvor der var lidt tvivl om,hvad målet er med evalueringen, og hvornogle spørgsmål pegede i retning af etforsøg på en saglig vurdering af projek-tets relevans, så er det nu helt åbenbart,at der ikke er problemer med projektet.Nu er det derimod kræfter iKriminalforsorgen, der modarbejder pro-jektet. Tankegangen og argumentatio-nen er dybest set den samme som iStagisrapporten. Lone Broe går i virkelig-heden tilbage til det psykologiske fif medat betragte modstand mod projektet somet problem hos kritikeren. Stagis kaldtedet for tegn på ”individualisering” og ”atsætte sig over fællesskabet.”

Det meste af analysen er i øvrigt entemmelig nøjagtig gengivelse af indhol-det i Stagisrapporten, hvilket egentligikke overrasker, da Lone Broe jo hardokumenteret, at formålet ikke er at vur-dere projektet, men derimod at argu-mentere for, at det skal indføres iKriminalforsorgen. Det meste består afnogle selvfølgeligheder og nogle ele-menter, som allerede er i gang iKriminalforsorgen. Der er nogle enkelteukorrektheder og selvmodsigelser i gen-nemgangen. For eksempel påstås det, atKriminalforsorgen har fået nogle konkre-te bud på, hvordan man kan støtteudviklingen. Hvis det er tilfældet, er detforegået i det skjulte, for der er ikke eteneste konkret bud på noget som helst


hverken i Stagisrapporten eller i evalue-ringen.

I en af beskrivelserne af ”nytænk-ningen”, som altså ikke er ny, beskrivesudvikling og indlæring blandt andet somet samspil mellem kolleger, men samtidignævnes igen den lille utidighed med kol-legaen, der bevidst undlader at lære sinnye kollega nogle faglige ting.Netop fordi analysen forholder sig mererefererende end analyserende tilStagisrapporten, får vi en pudsig beskri-velse af hele projektet. Problemet forprojektet er, at man så frygtelig gerne vilsvæve højt til vejrs i nogle luftige teorier,men man ser, at det ikke virker i praksis.Stagisrapporten nævnte, hvor godt detgik med teorierne indtil, de skulle brugespå deltagernes konkrete virkelighed. Detsamme problem nævnes, hvor Lone Broegør opmærksom på nødvendigheden afat fastholde et praktisk og handlingsori-enteret perspektiv for at undgå, at dethele bliver noget ”langhåret navlepille-ri,” som en fængselsfunktionær ifølgeLone Broe har kaldt det. Lone Broepåpeger her korrekt, at det er nødven-digt at gøre det uhåndgribelige merekonkret og anvendeligt.

Ledelsessystemet er allerede behand-let en del, men Lone Broe understreger ianalysen, hvor vigtigt det er, at ledelsenkan vise vej, støtte og motivere. Hun serogså et problem her. Man kan kun væreenig i hendes beskrivelse af krav til lede-re. Man kunne så blot have ønsket ennoget mere konkret løsningsmodel her,men der sker ikke rigtigt noget.

Hvor skal vi hen

Det er nævnt flere gange både i Stagis-rapporten og i evalueringsnotatet, at

hele projektet er sat i gang af Arbejds-tilsynet som følge af deres indsats for detpsykiske arbejdsmiljø. Det er også nævntflere gange, at man ønsker at kunne for-bedre fængselsfunktionærernes psykiskearbejdsmiljø. Spørgsmålet, om det erprojektets inderste mål. Der er nemlig etinteressant afsnit, som omhandler DanskFængselsforbunds rolle i projektet: ”Iforbindelse med projektets gennemfø-relse har Dansk Fængselsforbund væretinvolveret i nogle af de indledende drøf-telser. Efterfølgende har de ikke væretinvolveret. Man kan umiddelbart undresig over det, men undervejs i projektetog evalueringen har jeg mødt omtaler afog historier om Dansk Fængselsforbundsom konservative og reaktionære ogvisse tilfælde direkte modarbejdende iforhold til projektets grundtanker. Jeg erikke i besiddelse af data som muliggørat jeg forfølger betydningen af DanskFængselsforbund i forhold til at medvir-ke til implementering og forankring afprojektets tanker og anbefalinger, mendet er en oplagt anbefaling til Krimi-nalforsorgen at forholde sig eksplicitstrategisk til dem – fremfor at forsøge atgå udenom dem,” skriver Lone Broe.Det er egentligt ganske interessant, atDansk Fængselsforbund kritiseres såhårdt i evalueringen, når det nævnes, atArbejdstilsynet jo er den oprindeligeigangsætter af projektet på grund afderes arbejde med at gennemgå fæng-selsfunktionærernes psykiske arbejdsmil-jø. Dansk Fængselsforbund har jo dogarbejdet hårdt på mange fronter her-under netop sammen med Arbejds-tilsynet for at forbedre arbejdsmiljøet.Samtidig har Dansk Fængselsforbund i almin tid i Kriminalforsorgen været med iarbejdet med at udvikle arbejdsopgaver-ne og arbejdsindholdet for fængsels-funktionærerne. Indholdet af kritikken erabsolut også interessant, for hvad er detLone Broe siger? Hun konstaterer først,

at forbundet kun var med indledningsvisog undrer sig naturligt nok over det.Men som så ofte i dette projekt bliverrelevante problemer ikke behandletyderligere. Da det jo ellers skulle værefor at forbedre forbundsmedlemmernesarbejdsmiljø, at projektet blev lavet, erdet vel naturligt og endda nødvendigt atfå klarlagt, hvad årsagen er. Den lettestemåde at gøre det på havde været atringe til formanden og spørge. Det gjor-de jeg. Formanden, Kim Østerbye, for-talte mig, at det var meningen, at derskulle deltage indsatte i nogle af projek-tets dele. Det er naturligvis ikke muligt atsidde sammen med indsatte og diskute-re fængslers og personales sikkerheds-forhold eller visse dele af konflikthåndte-ringen. Derfor har Dansk Fængselsfor-bund ikke deltaget.

At Lone Broe ikke er seriøs nok til atundersøge og behandle et så simpelt,men vigtigt spørgsmål er én ting. Enanden, og faktisk mere alvorlig ting, hvisman vil lave et seriøst projekt, er, at manlytter til ”omtaler af og historier om” eneller anden og begynder at overveje”betydningen af Dansk Fængselsfor-bund i forhold til at medvirke.” Når LoneBroe så ender med at anbefale Kriminal-forsorgen at forholde sig ”strategisk” tilforbundet, er det som om saglighedenog interessen for den egentlige målgrup-pe er skredet lidt.

I forbindelse med sin beskrivelse afparatheden til at indføre projektet harLone Broe yderligere den interessantebemærkning, at der er ”…behov for envæsentlig styrket meningsdannendeindsats i hele Kriminalforsorgen – enindsats, som forankres hos og gives legi-timitet fra organisationens øversteledelse.” Nu var den øverste ledelse jonetop kilden til en tydelig ærgrelse hosStagis, fordi de udeblev fra projektet.Man kan så tænke over, hvem derrepræsenterer konservatismen og reak-


tionen. Deres udeblivelse blev heller ikkeundersøgt, så den reelle grund forbliverukendt. Lone Broe beskæftiger sig hellerikke her med det problem, men laderstadig som om, den øverste ledelse erhelt med på ideen.

Noget kunne derfor godt tyde på, atden dybere interesse ikke er seriøst atændre på det psykiske arbejdsmiljø forfængselsfunktionærerne. Formålet ersnarere at få afleveret et millionkroners-projekt til Kriminalforsorgen. Et projektsom, ifølge Stagisrapporten i et vist om-fang kræver særskilt dygtige eksternekonsulenter. Herved kan man så håbe, atman har sikret sig et godt og indbringen-de ben at gnave i årene fremover. Omdet virkelig er årsagen vides ikke, mennoget i denne evaluering kunne godttyde på det.

Ballonen taber luft og falder ned

Man forventer af en konklusion, at denbygger på iagttagelser og vurderinger iden gennemgåede materiale og forhol-der sig til de opstillede mål med under-søgelsen.

Med overskriften ”Konklusioner oganbefalinger i overblik” er der lagt af-stand til en egentlig konklusion. Nu af-sluttes projektet med at resumere ho-vedpunkterne i projektet. Beskrivelsentegner et billede af projektet som en ny-skabelse, hvor uddannelse kædes sam-men med organisationsudvikling. Detbeskrives, hvordan projektet beskæftigersig med alle dele af den klassiske organi-sationsforståelse, og der fortælles begej-stret om, hvordan DEU er et bud på,hvordan man får det praktiseret.

Ordet nytænkning slås fast, og dethævdes, at projektet repræsenterer detfuldendte redskab: ”Konsulentgruppenhar med den præsenterede tænkning ogden gennemførte eksperimenterendeuddannelse udfordret den oprindelige

projektbeskrivelse og præsteret nogetandet og mere, nemlig et bud på sam-menhængende organisationsudvikling iKriminalforsorgen i retning af mere di-rekte håndtering af indbyggede kom-pleksiteter, dilemmaer og konflikter iorganisationen,” skriver Lone Broe. Derer nu ikke meget, der tyder på, at der ertale om et sammenhængende bud.

Havarirapporten

Som jeg nævnte indledningsvis tegnerdette evalueringsnotat ganske godt medsin overskuelighed og systematik.

Der skete imidlertid hurtigt det sam-me, som ved læsningen af Stagisrappor-ten: Jeg følte mig hensat til de glade stu-denterdage i slutningen af tresserne. Alledisse glade diskussioner om at se tinge-ne i den store sammenhæng heriblandtinddragelse af de psykologiske aspekter.Det er selvfølgelig ikke så ringe at kunnemindes ungdomsdagene med en visglæde og et stille smil, særligt når nogen35 år senere fortæller én, at man nu skalpræsenteres for den totale nytænkning.

Nu gør det såmænd ikke mig noget,at man tager de gamle tanker op igen,men det er ikke så godt, når der ikke erstruktur på tingene. Både Stagisrappor-ten og evalueringsnotatet er præget afen forvirret sammenblanding af organi-sationsteori, psykologi og undervisnings-teori, hvor indtrykket bliver, at når bareman kan lave en lang tale om individetsindividualisering og tab af fællesskabsfø-lelse i forhold til den omgivende organi-sation, så er man godt på vej. Kan manså samtidig få organisationen til at frem-stå som stivnet og aristokratisk og derformoden til forandringer via en udefrakommende ”nyskabelse”, hvor det pri-mære element i nyskabelsen er gruppe-arbejde, hvor deltagerne gennem egnediskussioner kommer frem til en nyerkendelse, som nærmest får karakter af

en åbenbaring, ja så er der ingen endepå genialiteten.

Hele projektet er i øvrigt kendetegnetved sprogligt at fremstå ganske overvæl-dende alvidende og intellektuelt med sinmassive anvendelse af fremmedord ogknudrede sætningskonstruktioner, somer forståelseshæmmende i svær grad,hvilket jeg viste ved et par eksempler påomskrivninger. Når man har læst profes-sor Erik Hansens ”Ping –og pamper-sprog”, så ved man, at denne skrivemå-de ofte anvendes, når man ønsker atforegive mere, end det reelle indholdberettiger til. Sproget kan imidlertid godtvirke overvældende på mere usikre læse-re. Ingen vil jo gerne indrømme, at deikke har forstået noget som helst, så der-for læser mange gerne uden at forstå.Men man kan jo altid huske nogle afordene og så bruge dem igen i fremtidi-ge diskussioner. Så kan man selv fremståsom en af de kloge. Samme vane medintellektualisere sproget havde de marx-istiske studenter (og visse lektorer) påuniversitetet i halvfjerdserne, hvor denstående vittighed var, at når man spurg-te en marxist om prisen på en rulle toi-letpapir i Bilka, så fik man først en gen-nemgang af Marx’ økonomiske analyseaf varens grundlæggende bytteværdifortsættende med kapitalens iboendeborgerliggørelse og udbytning af arbej-derklassen som middel til at skabe profitgennem varens fetichværdi i det senka-pitalistiske dekadencesamfund.

Og når man nu mener, at dette pro-jekt er så nyskabende, så skylder jeg atfortælle, at projektet inklusive de organi-satoriske og psykologiske forhold blevganske glimrende evalueret, vistnok i1837, af en vis hr. Andersen, som kaldteprojektet for ”Kejserens nye klæder.” ■

Af Billy Larsen


50 nye åbne pladser i Renbæk

Statsfængslet i Renbæk har

taget to nye afdelinger i brug

og dermed udvidet antallet

af åbne fængselspladser med

50, så der nu er i alt 160

åbne pladser og 6 strafceller.

Den officielle indvielse fore-

gik den 21. november 2005,

i strålende sol og med delta-

gelse af blandt andre justits-

minister Lene Espersen og

direktøren for Kriminalfor-

sorgen, William Rentzmann.

Stok og Sten

Afdelingerne er stort identiske med denye afdelinger, som tidligere er taget ibrug i Kragskovhede og Jyderup, hvorder ligger to ens bygninger, som blot erspejlvendt.

Afdelingerne i Renbæk har fået nav-nene Stok og Sten samt Lyng og Hede. Navnene er en fortsættelse af de gamle

afdelingers specielle betegnelser som Lyog Læ, Revl og Krat og lignende.

Talerne

Justitsminister Lene Espersen sagde i sintale: " Det går stærkt med de nye plad-sers ibrugtagen og nu er turen så kom-met her til Renbæk. Der er ikke gåetlang tid fra beslutningerne blev truffet tildet står færdigt, som et flot permanentbyggeri i stedet for barakker, som joførst var planen. Men gode afsonings-forhold til de indsatte og et godtarbejdsmiljø og lyse, arbejdsvenligelokaler til de ansatte, må danne god gro-bund for at alle parter kan trives.Kriminalforsorgen tager udgangspunkt iden enkelte indsattes behov for eventu-el behandling for misbrug af alkohol ognarkotika og kan dermed i dag garante-re behandlingsgaranti med de nye tiltagi de nyopstartede fængselsafdelingerrundt om i Danmark. Fodlænkeprojektetpåtænkes udvidet til unge under 25 årog det vil så også medvirke til at nedsæt-te presset på fængselspladserne, somdet er tilfældet i dag."

Fængselsinspektør Erik Pedersen rettedei sin tale en tak til Amt og Kommune forhurtig sagsbehandling, så byggeriet hur-tigt kunne sættes i værk. Renbæksbelæg blev udvidet med 45 % og detvar jo en noget anderledes udmelding,end den der gik rygter om ved årtusind-skiftet, hvor afdelinger blev lukket nedog alle med stor frygt så frem til enlukning af Statsfængslet i Renbæk. Såhan takkede alle for en stor indsats for,at projektet er lykkedes og bad herefterpublikum om at finde afsonere, somskulle i behandling, for så står Renbækklar til at tage imod.

Lokalafdelingen er tilfreds medbyggeriet

Formanden for Dansk Fængselsforbundslokalafdeling i Renbæk, Knud-ErikLauesen, og næstformand for sammeafdeling, Niels Appel, udtaler begge stortilfredshed med byggeriet og de ibrug-tagne afdelinger. De oplever begge atder en speciel ro og tilfredshed blandt deindsatte i de nye lokaler, hvilket demener skyldes de rare omgivelser.

Den 1. maj 2005 ankom de førsteindsatte til afdelingen og den 1. oktober2005 blev behandlingen sat i værk.Denne del kører dog ikke helt optimaltendnu, idet man mangler både persona-le og de behandlingskrævende indsatte,så man kan fylde de 14 behandlings-pladser op. Behandlingen er forbeholdtmisbrugere af alkohol og blandingsmis-brugere.

I stedet for behandlingskrævendeindsatte er klientellet i dag blandet, ogdet kan godt være noget frustrerendeindimellem, mener tillidsfolkene.

På de nye afdelinger er der etableret cel-lekald og de indsatte bliver låst inde påegen celle kl. 22.30. På de øvrige afde-linger, i den gamle del af fængslet, er derFlagene var sat ved indvielsen af de 50 nye åbne pladser i Statsfængslet i Renbæk.


endnu ikke etableret cellekald og derforer de indsatte kun er låst inde afdelings-vis om natten.

Både godt og skidt

Et minus ved det blev et permanent byg-geri, i stedet for en barakløsning, er, atder så ikke blev penge nok til at opbyg-

ge arbejdspladser til de indsatte. ”Detbetyder, at fængslet ikke kan håndhævearbejdspligten i fængslet og dette giveren subkultur hos de indsatte i den gamledel, der sover om dagen og huserer omnatten,” siger afdelingsformand Knud-Erik Lauesen.

Han glæder sig derimod over, at derer skabt flere personalearbejdspladser i

statsfængslet: ”For landsdelen er decirka 40 nye arbejdspladser et gode, idetder her i det sønderjydske er mangel påarbejdspladser,” siger Knud Erik Laue-sen. ■

Af Lis Vig

Afdelingsformand Knud-Erik Lauesen og næstformand Niels Appel er tilfredse med nybyggeriet, men bekymrede over at der ikkeer arbejdspladser til alle indsatte i fængslet.

De nye afdelinger er indrettet med det velkendte ”kriminalforsorgsinventar.”


Justitsminister: Ottemandsstuer skal nedlægges

Justitsminister Lene Espersen

brød sig ikke om synet af de

tre ottemandsstuer på

Fængselsafdelingen

Kærshovedgård. Meldingen

var klar: Stuerne skal ned-

lægges, men først, når

belægget er kommet ned.

Justitsminister Lene Espersens (K) bud-skab om fremtiden for de berygtedeottemandsstuer var til at forstå, da hunbesøgte Fængselsafdelingen Kærsho-vedgård: ”Det er min første prioritet atfå de tre ottemandsstuer nedlagt, såsnart venterkøen er høvlet væk, ogbelægget er bragt ned til 92 pct.”

Ministeren besøgte Kærshovedgårdsom et led i en valgkamp. Ikke hendesegen valgkamp, men derimod for atstøtte den lokale konservative borgmes-terkandidat Vibeke Birk.

Ottemandsstuerne har gennem langtid været skarpt kritiseret af både indsat-te og ansatte. Også Folketingets Om-budsmand har kritiseret afsoningsforhol-dene på stuerne for at være ”klart util-fredsstillende” allerede i 2002.

Justitsministerens besked om, at stu-erne skal nedlægges, gav anledning tilspørgsmålet: Hvornår?

Svaret var klart: ”Til januar. Vi harforetaget mange tiltag for at øge kapaci-teten i Kriminalforsorgen. Regeringen ervillig til at bruge de penge, der skal bru-ges. Vi vil ikke havne i en situation, hvorder kun tales om penge og besparelser,”sagde Lene Espersen.

Justitsministeren bakkede samtidig opom kritikken af forholdene på stuerne.

”De lever desværre op til min for-ventning. Og det er ikke noget, jeg bry-der mig om at se. Vi kan ikke byde hver-ken de indsatte eller de ansatte, at der

skal være så mange mennesker på så lidtplads. De indsatte tvinges til at tilpassesig andre menneskers sovevaner, og jegkan godt forestille mig, at der let kanopstå uheldige situationer på stuerne,når folk er så tætte,” sagde LeneEspersen.

Otte mennesker på 25 kvadrat-meter

Stuerne er cirka 25 kvadratmeter store.På hver stue er der tre køjesenge med tosenge i hver. Der er en vandhane, etspejl og et skab per mand. Det er vilkå-rene for de indsatte på stuerne.

Stuerne har ifølge afdelingsformandSteen V. Jensen været til stor gene forbåde indsatte og ansatte.

Men justitsministerens løfte om, atstuerne skal nedlægges, når belægget erkommet ned, vakte på en og samme tidglæde og bekymring hos afdelingsfor-manden.

”Vi er glade for, at ministeren nu vedselvsyn har set stuerne og har konstate-ret, at det ikke er noget kønt syn. Og vier tilfredse med, at det er justitsministe-rens første prioritet at få nedlagt de trestuer. Det, der derimod bekymrer os er,at hun først vil få stuerne nedlagt, når

belægget kommer ned på de aftalte 92pct. På trods af, at udviklingen for ven-terkøen går den rigtige vej, har belæggeti år ligget på et stabilt meget højt niveauindtil nu. Så der kan være lange udsigter.Men jeg håber, ministeren kan overholdedet, hun lover. For os ansatte og de ind-satte har tålt de dårlige forhold på stuer-ne længe nok,” siger Steen V. Jensen.

Besparelserne

Et andet emne, der pressede sig på forde fremmødte journalister såvel som forde ansatte, var de forestående bespa-relser, som også kommer til at rammeFængselsafdelingen Kærshovedgård.

Flere journalister spurgte ind tiludmøntningen af konkrete forslag til,hvor pengene kan hentes på Fængsels-afdelingen Kærshovedgård.

På det her punkt meldte justitsminis-teren hus forbi: ”Vi politikere skal ikkeblande os i, hvordan besparelserne føresud i livet. Det må de lokale ledelser findeud af i samarbejde med Dansk Fæng-selsforbund. Jeg har tillid til, at sikkerhe-den ikke påvirkes,” sagde Lene Esper-sen. ■


Justitsminister Lene Espersens syn på ottemandsstuerne på Kærshovedgård var klar:”Det er ikke noget kønt syn. Det er min første prioritet at få nedlagt stuerne, såsnart belægget er kommet ned.”

DIR/KUC/Administrativ Service og ”amterne”Roskilde, Storstrøm, Vestsjælland,

Frederiksberg, Bornholm og Grønland

Indbydelse til Tjekkietonsdag den 5. april til søndag den 9. april 2006

Vi skal overnatte i Prag på udturen og bo 3 døgn i CeskeBudejovice (Hotel Gomel) med 1/4 pension.

Der er fængselsbesøg i Svetla og Ceske Budejovice.Vi skal på slotsbesøg og bryggeribesøg. Se byen CeskeCrumlov og på minebesøg. Afslutning med festaften.

Der er givet tilsagn om økonomisk tilskud fraEtatsudvalgets fritidsudvalg.

Rejsen foregår med bus.

Pris 1825 kr. (når tilskud er fratrukket).

Sidste frist for tilmelding og betaling er den 1. marts 2006, dog tilrådes hurtig tilmelding.

Nærmere oplysninger/tilmelding:Anette Fiksak, Horserød (208 anf)

Anette Skov, Jyderup (201 ask)Jens Hertz, Arresthuset i Holbæk (514 jha)

Meddelelse fra Tjenestemændenes Låneforening

RENTENEDSÆTTELSE

Låneforeningen har nedsat udlånsrenten med 0,25 % med virkning fra 1. november 2005.

Udlånsrenten er herefter: 5,25% p.a.

Studietur Region 3


Af Peter Melsted, fængselsfunktionær og

tillidsmandssuppleant i Århus Arrest.

Det er den skandaløse behandling af minekollegaer i ét i forvejen hårdt presseterhverv som fængselsbetjent i ÅrhusArrest, der nu får mig til at skrive dette ind-læg. Jeg kunne have skrevet dette på stortset hvilket som helst tidspunkt igennem deseneste tre år, men jeg - og mine kollegaer- har indtil nu valgt at bruge kræfterne påat arbejde med problemerne internt, indenfor murene, om vi så må sige. Dette harimidlertid ikke været muligt. Ledelsen iÅrhus Arrest har ikke villet lytte til os.Tværtimod.

Som fængselsfunktionærer arbejder vigenerelt under et enormt psykisk pres.Men når ledelsen så samtidig afviser altsamarbejde og derudover bedriver en deci-deret heksejagt på sine ansatte, ja så enderdet mentale arbejdsklima langt under fry-sepunktet - lige dér omkring hvor nerve-sammenbrud og et hav af "personalesa-ger" fører til utilfredshed, frustration,fyringer eller slet og ret til (u)frivillig mas-seflugt blandt de ansatte.

Selv har jeg aldrig haft en "sag" medledelsen. Måske kommer der sådan énmed dette indlæg? Uanset hvad: Jeg vilikke længere stiltiende være vidne til hver-ken ledelsens stil, tone, dens manglende"lyst" til SU-samarbejdet eller dens mang-lende pleje af sit dygtige og hårdtarbejden-de personale.

Utryg og alene

Men lad os starte med begrebet "samta-le", som vi kender det i Århus Arrest.

Vi oplevede, at samtalerne medledelsen ikke blev gengivet korrekt i diver-se referater. Det gjaldt - og gælder - såvelMUS-samtaler, sygesamtaler som andre"samtaler". Det gjorde os utrygge - ogmedførte, at vi fremsatte ønske om atmedbringe en bisidder til samtalerne. Detfik vi lov til og denne ordning gik egentligfint i én kort periode - men desværre kun

lige til den dag, hvor ledelsen havde fåetnærlæst reglerne. Fra da af blev der nemligkun indkaldt til såkaldte "afdækkendesamtaler", hvor vi - personalet - ikke harkrav på at få en bisidder til stede.

Utrygheden blandt personalet voksede.Vi rejste problemet på et samarbejdsud-valgsmøde, hvor vi oplyste, at en storgruppe kolleger følte sig psykisk presset,fordi de blev indkaldt til disse "afdækken-de samtaler" og i to tilfælde direkte blevnægtet at medbringe bisidder. "Jeg har rettil at indkalde alle mine arbejdere til ensamtale under fire øjne, hvis det passermig, og det vil jeg fortsat gøre," lød mel-dingen fra ledelsen.

Forhørsmetoder

Under fænomenet "afdækkende samtaler"i Århus Arrest har vi også været vidner til,hvordan en kollega, som på falsk vis varblevet anklaget for vold mod en indsat,efterfølgende fik den tvivlsomme oplevedeat blive "jagtet" af vores ledelse. De toøvrige kollegaer, der havde vagt med denfalsk anklagede, blev til den såkaldte"afdækkende samtale" spillet ud mod hin-anden og opfordret til at tale med politiet.Det er en ”afdækkende samtales” natur, atledelsen stiller ét spørgsmål én gang, menher blev de to øvrige kollegaer stillet detsamme spørgsmål både fem og seksgange. Måske minder en "afdækkendesamtale" i Århus Arrest i sådanne situatio-ner mest af alt om et egentligt forhør?

Afbrudt samarbejde

For halvandet år siden skrev alle betjentepå nær én under på, at vi ville afbrydesamarbejdet via samarbejdsudvalget. Detteskyldtes en langvarig strid om ledelsessti-len, som vi mente var "unødigt lukket,grov og afvisende". Herefter indkaldteledelsen alle SU-medlemmerne på betjent-siden til et flere timer langt forhør og gen-nemgang af referater. Selvom det fleregange blev nævnt, at referaterne ikke var

kimen til problemet, var ledelsen ligeglad.Man skulle ganske enkelt blot have dækketsin ryg udadtil. Koste af timer, hvad detkoste ville. Betjentsiden udtrykte fleregange, at dét man efterlyste var en ordent-lig stil og tone fra ledelsens side, men detteville ledelsen "ikke høre på".

Ledelsen i Århus Arrest har kort fortaltto valgsprog i forbindelse med SU-samar-bejdet. ”Dét er ikke dét vi hører”, og ”déter ikke dét vi oplever”. Denne holdning harafstedkommet en sand masseflugt af kolle-gaer og frustrationer hos dem, der er ble-vet tilbage. Men lad os her til sidst ligekigge på det første valgsprog: "Dét er ikkedet vi hører." Nej, det er vel ikke så under-ligt I ikke hører det, når I for det første sid-der fysisk langt fra jeres ansatte, for detandet ikke lytter til dem, og for det tredjebruger de metoder I gør i form af heksejagtog trusler, når nogen siger noget? Lad migblot konstatere - også på mine kollegaersvegne: der er ikke én eneste kollega, somikke gennem de sidste par år eller tre ikkehar været mere end træt af den behandlingaf personalet, ledelsens stil afstedkommer.Også derfor har jeg nu skrevet dette ind-læg. For ganske nyligt mistede vi endnu enrigtig god kollega for hvem tonen ogbehandlingen fra ledelsen blev for meget.Denne kollega havde kun været ansatknapt et år. Hvem bliver den næste? Oghvad skal man egentlig bruge mest tid på -en mangelfuld ledelsesstil? - eller ansattemed ét i forvejen psykisk krævendearbejdsområde? Med dette indlæg vælgerjeg - vælger vi - at sige fra, før vi siger op.

Indlægget er forkortet af redaktionen.

DEBATVi skal modtage indlæg til næste nummer senest 14. januar 2006

"Ret ind! - eller FORSVIND!



Af afdelingsformand John Rasmussen,Anstalten ved Herstedvester.

At mange familier mødtes torsdag aftenden 10. november 2005 var helt natur-ligt. At bordet var dækket med det fines-te service og at der blev serveret gåsefter alle kunstens regler med tilhørendeudsøgte vine var lige så naturligt. Mortens aften var samlingspunkt formange venner og familier. Jo, det passede fint sammen som mansad der og skuede ud over herligheder-ne: Gås, brunede og hvide kartofler,sovs, æbler, ribsgelé, svesker, rødkål ogrødvinen. Selv pletterne på den hvidedug kom til at se helt naturlige ud, somaftenen skred frem og da gæsternesenere begav sig af sted var der da ogsåen helt naturlig oprydning i vente.Gæsterne gik endda i ordentlig tid, forde fleste skulle på arbejde den følgendedag. En ganske almindelig fredag. Ogsåfor en afdelingsformand.

Kontoret ligner sig selv når man møder -hvad skulle det i øvrigt ellers ligne? På skrivebordet ligger stakke af doku-menter. Den ene højere end den anden.Bunken med hastesager er lige ved at slåbunken med arbejdsskadesager, der forlængst har overhalet dyngen med rap-porter og indstillinger, der lige skal læsesog tages stilling til inden den vælter overog laver rod i spareplanene som alleredehar sneget sig ind på stakken med rede-gørelser og pressemeddelelser.

Og så er der dagens post.

En kopi af en skrivelse om endnu en hel-bredsbetinget afsked af et medlem duk-ker frem. Heller ikke det er noget nyt. Etstandardbrev hvor en fængselsfunktio-nær meddeles afsked med ordinær egen-pension på grund af helbredsbetingetutjenstdygtighed. I brevet oplistes somsædvanligt en række lægelige og psy-kiatriske udtalelser, der lægges til grund

for afskeden og en hilsen fra justitsminis-teren hvor hun ”takker for Deresarbejdsindsats i Kriminalforsorgen ...”

Måske sender hun en oprigtig tanketil den medarbejder hun netop harafskediget.

Måske har hun ladet blikket glide nedover oplistningen af alle de erklæringerder er udarbejdet i sagen og måske harhun endda tænkt, at brevet er på vej tilen ansat i dyb personlig krise, der ertvunget til somatisk eller psykiatriskbehandling i mange år fremover. Ompersonen nu står i en uafklaret situation,hvor vedkommende ikke ved om famili-en skal gå fra hus og hjem, eller om detmed tiden lykkes at ”vinde” en pen-sionssag, så de i hvert fald økonomiskhar en mulighed for at komme videre,kan ingen vide. Ud over afdelingsfor-manden – han ved det kun alt for godt.Frustrationerne, afmagten og uvisheden.Indvirkningen på børn, ægtefæller ogden nærmeste omgangskreds følger ikølvandet på en helbredsbetinget afsked.Enorme menneskelige omkostninger.

Men det kan ministeren vel ikke rig-tigt takke for.

Efter en hurtig gennemlæsning og enanmærkning om pensionsforbeholdetkan sagen lægges i bunken med arbejds-skadesager.

Så er det, at gåsen fra aftenenfør kommer ind i billedet.

Når man står og betragter de førnævntepapirbunker er der ingen sammenhæng.Hvor gåsen, kartoflerne, ribsgelén ogalle de andre ting på middagsbordetpassede perfekt sammen, så er der over-hovedet ikke sammenhæng mellemingredienserne på afdelingsformandensskrivebord: • Stakken der dokumenterer antallet af

medarbejdere, der bryder sammensom følge af arbejdet.

• Anmeldelser af arbejdsskader ogarbejdsbetingede lidelser.

• Opgørelsen fra AES hvor det fremgår,at forsikringspræmien for fængsels-funktionærer hæves med 700 % i2006 som følge af den øgede belast-ning.

• Beskæftigelsesministerens udmeldingom at Regeringen vil prioritere stressog arbejdsmiljø i den offentlige sektorindtil 2010.

• Kravet om nedbringelse af landetshøjeste sygefravær.

• Kravet om fastholdelse af nyansattefængselsfunktionærer.

• Konklusionerne i diverse rapporter ogundersøgelser.

• Tommetykke statistikker.• Indstillingen om visioner i Kriminalfor-

sorgen indtil 2007. • Kravene om øget sikkerhed.

Det er blot nogle af de forhold, som ståri skærende kontrast til konsekvenserneaf nedskæringerne i frontlinjepersonaletpå Herstedvester med 3,75 millionerkroner om året.

Det er ikke naturligt. Det kan ikke væreden virkelighed, politikerne i ramme al-vor vil byde deres ansatte i Kriminalfor-sorgen.

Der skal skabes sammenhæng mel-lem hvad politikerne siger og hvad degør.

Tænk, hvis gæsterne til næste Mortensaften bydes på en sammenkogt retbestående af røde pølser og jordbærsyl-tetøj pyntet med flødeskum – så ville deflygte langt væk.

Det er sgu’ for ulækkert – men ikkedesto mindre er det præcis situationenpå mit skrivebord lige nu.

Gås og afsked – to borde to verdener

DEBAT


DEBAT

Af John Rask, Arresthuset i Nykøbing Falster.

Den 8. november 2005 var jeg på jour-naliseringskursus på Statsfængslet iVridsløselille. Et rigtigt godt kursus, somvi alle fik meget ud af.

Efter endt kursus gik jeg ned til minbil, og så stoppede den gode dag. I for-ruden sad et girokort fra Politimesteren iGlostrup. Jeg havde overtrådt Punkt 7;parkering udenfor afmærket p-område.Da jeg ankom til Statsfængslet i Vrids-løselille så jeg godt skiltet med teksten:"Parkering henvises til p-pladsen."

Der var bare lige det, at P-pladsen varhelt fyldt.

Så jeg valgte at parkere langs hækkenpå et bredt stykke asfalt, hvor der hver-ken var gule striber eller parkering for-budt skilte. Det havde andre kursisterligeledes gjort. De var derfor også blevetberiget med en hilsen fra Glostrup Politi.

Noget lange i masken, var vi et parstykker der blev enige om at kontaktefængselsinspektøren på statsfængslet,for at få en snak om det hændte.Forkontoeret ringede ham op, men han

havde ikke tid til at tale med os, og hen-viste til Glostrup Politi. Glostrup Politiudtalte, at de løbende holder opsyn medparkeringsforholdene på fængslet, forselvom der står adgang forbudt foruvedkommende når man kører ind påmatriklen, så er det stadig offentlig vej.

Jeg har efterfølgende skrevet enklage til Direktoratet for Kriminal-forsorgens IT-kontor, om det passerede.De kan godt forstå det, men de kan ikkegøre mere.

Så dette, kære kollega, er en advarseltil dig, når du er heldig at blive indkaldttil kursus for at blive dygtigere, og kunneklare nye udfordringer. Så tjek lige omdet er på Vridsløselille, for så skal duenten cykle eller tage offentlige trans-portmidler, hvis du ikke vil have enegenbetaling på 510,00 kr. for velover-stået kursus.

Du kan også forsøge at lave en aftalemed dit tjenestested. Jeg er sikker på, deer lydhøre overfor din parkeringsproble-matik, så de betaler en eventuel bøde.

Parkeringspladsen er i det dagligeoptaget af det tjenestegørende persona-le. At man så indkalder personale til kur-

sus velvidende at der er 90 % chance forat de får en p-afgift, det er godt gam-meldags bondefangeri.

Jeg ønsker ikke dette skal ske forandre af mine kollegaer, og jeg håber deansvarlige tager til eftertanke, hvor manafholder kurser.

Kursusadvarsel

25 års jubilæumHans Peter Geip

Torsdag den 1. december 2005havde vores afholdte arrestforvarerHans Peter Geip, Arresthuset iNykøbing Mors, 25 års jubilæum.Egentlig er det vel ikke noget speci-elt, hvis man kigger ude i den civileverden. Men når man tænker på, atdet er foregået inden for Krimi-nalforsorgens regi, er det, som manvil sige, godt gået.

Det er jo så også sjældent, atnogen inden for Kriminalforsorgenbliver det samme sted i alle 25 år. Detvil nok heller ikke være særligt sjovtfor nogen af parterne.

Om de nåede at kende ret megettil Hans Geip i Vridsløse fra den 1.december 1980 til den 1. april 1982

er jo nok tvivlsomt, men i hvert faldhar det været nok til at han kunnefortsætte i Horserød. Her begyndtehan så at ville mere på gangene, ogblev udnævnt som vagtmester den17. juli 1988. Da muligheden kom,blev han udnævnt til overvagtmesterden 1. oktober 1992. Her havde manfornøjelsen af ham indtil den 1.august 1993.

Så gibbede det åbenbart i Hans,for han kom tilbage til Gribskov den1. august 1993, men den 1. oktober1995 trak Horserød i ham, så hankom tilbage.

Hans havde nok noget i sigte, forden 1. januar 2000 fik han en stillingi Helsingør arrest.

Om de nåede at se ham skal væreusagt, for allerede den 1. juni 2000fik han stillingen som arrestforvarerher i Nykøbing Mors.

Efter forlydende en beslutninghan ikke har fortrudt. Så har hanogså tid til at dyrke sine fritidsinteres-ser, såsom personalepleje og heste.

Hvad en kjøvenhavner ville herovre blev der nok sat nogle spørgs-mål ved, men han er nu ikk’ så tosset”allivel”.

Tilløk’ med dagen, Hans.

PersonaletArresthuset i Nykøbing Mors.

NAVNE

25 års jubilæumPeter Kjærgaard Jensen

Den 1. januar 2006 har Peter væretansat i Kriminalforsorgen i 25 år. Hanstartede i Vridsløselille og har sidenværet udstationeret til forskelligearresthuse, blandt andre Odense ogNykøbing F. De sidste 11 år har hanværet i Arresthuset i Nakskov.Peter er en særdeles omgængeligkollega. Han er meget afholdt og

respekteret blandt kollegerne og deindsatte. Han har igennem åreneværet udsat for adskillige ubehageli-ge oplevelser via sit arbejde, menhver gang har man set Peter tage detpå sin stille og rolige måde. Hanarbejder støt og roligt videre.Personalet i Nakskov ønsker dig til-lykke med jubilæet.

Vi glæder os til de næste mange årsammen med dig.

På personalets vegneErling B. Pedersen


www.danskfaengselsforbund.dk

Dansk FængselsforbundVestre Kirkegårds Allé 3

2450 København SV

MAGASINPOST

B

Dansk Fængselsforbundønsker alle vores medlemmer

og samarbejdspartnereen rigtig glædelig jul

samt et godt og lykkebringende nytår

Documents

Fængselsfunktionæren 12/1 Dansk Fængselsforbund · Gummi-Tarzan 10 Rapport: Ny uddannelse i konflikthåndtering er ikke nok 11 Rapport langer ud efter forbundet 12 Stagisrapporten