FORSVARSAKADEMIET Master i Militære Studier

Problemformulering:

Med udgangspunkt i Baltikum, hvordan kan sikkerhedsdilemma-teori forklare

den øgede konflikt mellem Rusland og Vesten, og hvordan påvirkes

sikkerhedsdilemmaet af Rusland som opstigende magt og ambition om

ændring af polariseringen?

Masterprojekt 2. semester 2018 Studerende: Kaptajn Johnny Juhl (MA: 12 10 06) Vejleder: Jørgen Meedum Staun Aflevering: 25. januar 2019

Antal tegn m/mellemrum: 104655

1

ABSTRACT

The dissolution of the Soviet Union in 1991 changed the former bipolar world order

between the United States and Russia. The West's subsequent enlargements to the East

challenge Russia's security and opportunities to support its regional interests. The situation

has triggered a conflict between the West and Russia, which has emerged in Russia's

annexation of the Crimean and Western counterparts in the form of NATO force-building in

the Baltic countries.

The purpose of this project is to analyse how the Security Dilemma theory can explain the

conflict between Russia and the West, and how the security dilemma is influenced by

Russia as a rising power and its ambition to change the world order.

The first two sections analyse how geography and technology can explain the ongoing

conflict between Russia and the West. The third section analyses Russia as a rising power

and its influence on the security dilemma. Common to the three analysis sections is the

perception of the actors, the distrust and the fear of the counterpart's current and future

intentions.

The conclusion shows that the Safety Dilemma Theory presents relevant variables in the

past, to assess the causes of the conflict, and to some extent also how dangerous the

situation is. In addition, Russia's positioning is an important factor in maintaining the

security dilemma. How dangerous the situation is, however, is difficult to give a clear

answer, as much of the security dilemma is about perception and mistrust.

2

RESUMÉ

Opløsningen af Sovjetunionen i 1991 ændrede den hidtidige bipolare verdensorden

mellem USA og Rusland. Vestens efterfølgende udvidelser mod øst udfordrer Ruslands

sikkerhed og muligheder for at understøtte sine regionale interesser. Situationen har

udløst en konflikt mellem Vesten og Rusland, som bl.a. er kommet til udtryk i Ruslands

annektering af Krim og Vestens modsvar i form af NATOs styrkeopbygning i de baltiske

lande.

Nærværende projekt har til formål at analysere, hvordan Sikkerhedsdilemma-teorien kan

forklare konflikten mellem Rusland og Vesten, og hvordan sikkerhedsdilemmaet påvirkes

af Rusland som opstigende magt og ambition om ændring af verdensordenen.

De første to afsnit analyserer, hvordan geografi og teknologi kan anvendes som

forklaringskraft i ift. den igangværende konflikt mellem Rusland og Vesten. Det tredje

afsnit analyserer på Rusland som opstigende magt og dennes indflydelse på

sikkerhedsdilemmaet. Fælles for de tre analyseafsnit er aktørernes perception af

situationen, mistillid og frygt for modpartens aktuelle og fremtidige hensigter.

Konklusionen viser, at Sikkerhedsdilemma-teorien præsenterer relevante variabler ift. at

vurdere årsager til konflikten, og i nogen grad også hvor farlig situationen er. Derudover er

Ruslands positionering en væsentlig faktor i vedligeholdelsen af sikkerhedsdilemmaet.

Hvor farlig situationen er, er dog vanskelig at give et entydigt svar på, da en stor del af

sikkerhedsdilemmaet drejer sig om perception og mistillid.

3

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. INDLEDNING ................................................................................................................... 4

2. MOTIVATION .................................................................................................................. 5

3. PROBLEMBEHANDLING ................................................................................................ 6

3.1 Problemformulering og begrebsafklaring .................................................................... 6

4. METODE OG AFGRÆNSNING ...................................................................................... 7

4.1 Visuel metodepræsentation ........................................................................................ 8

4.2 Afgrænsninger ............................................................................................................ 8

5. EMPIRI OG KILDEKRITIK ............................................................................................... 9

5.1 Empirisk kildekritik .................................................................................................... 10

6. TEORI ............................................................................................................................ 11

6.1 Teoretisk fundament ................................................................................................. 11

7. ANALYSE ...................................................................................................................... 15

7.1 Geografi og geopolitik ............................................................................................... 15

7.2 Militær teknologi og magt.......................................................................................... 21

7.2.1 Konventionel militær-teknologiske kapaciteter ................................................... 22

7.2.2 Nuklear militær-teknologiske kapaciteter ............................................................ 23

7.2.3 Non-militær og militær teknologi i samspil .......................................................... 26

7.2.4 Sammenfatning teknologi og magt ..................................................................... 27

7.3 Ruslands ambition og ønske om ny verdensorden ................................................... 29

7.3.1 Magt og ambitioner ............................................................................................. 30

7.3.2 Polarisering og alliancedannelse ........................................................................ 35

8. KONKLUSION ............................................................................................................... 39

9. PERSPEKTIVERING ..................................................................................................... 42

LITTERATURLISTE ........................................................................................................... 44

4

1. INDLEDNING

Verden er i forandring – igen fristes man til at sige – og flere lande presser på i forsøget på

at opbygge militær styrke og bl.a. derigennem øge sin indflydelse. Med Murens fald, og

den efterfølgende opløsning af Sovjetunionen og Warszawa Pagten i starten af 1990érne,

krævede flere af de tidligere republikker deres uafhængighed herunder Estland, Letland og

Litauen (Pape 2014).

Et tidligere erklæret mål for Rusland, var bl.a. et forsøg på at genskrive historien ved at

bruge den til at skabe konfrontation og til at provokere revanchisme i den globale politik

samt til at revidere resultatet af Anden Verdenskrig (Center for militære studier 2016, 13–

15). Denne illusion blev udfordret, da de baltiske lande opnåede selvstændighed efter

opløsningen af Sovjetunionen og efterfølgende tilknytning til Vesten i form af medlemskab

af EU og NATO. De baltiske staters selvstændighed og efterfølgende vestlige tilknytning

opfattes som en decideret fejltagelse, fordi tilhørsforhold og relationer i rationel forstand

bør være hældende mod Rusland. Derudover har det, i russisk opfattelse, negative

konsekvenser for Ruslands sikkerhed, og fordi Rusland efterfølgende ikke selv er lykkedes

med at opnå en tilnærmelse og integration med vestlige værdier (Ermarth 2006, 13–14).

Opløsningen i 1991, og den efterfølgende NATO-udvidelse mod øst, sætter Rusland i et

dilemma rent sikkerhedsmæssigt. Pludselig er den ligeværdighed i magtspillet mellem

hovedsagelig USA og Rusland rykket, og Rusland kan se sig selv udfordret på reelle

muligheder for at besvare en eventuelt vestlig aggression. En aggression som har virket

nærværende gennem hele den kolde krig. Når den vestlige retorik til stadighed fastholder

Rusland som en potentiel trussel i forhold til vesten, kan den russiske perception af trussel

mod statens sikkerhed synes tilsvarende større. Dermed er der skabt et

sikkerhedsdilemma, og den vestlige militære overmagt kan, i Putins opfattelse, ses at have

en negativ påvirkning på Ruslands anseelse og prestige, hvilket er af væsentlig betydning

for Ruslands ambition om status som en ligeværdig aktør (Ermarth 2006, 12).

Ruslands mistillid til Vesten og dennes aktiviteter i russisk interesseområde sammen med

ambitionen om stormagtsstatus, har bidraget til Ruslands modreaktioner i de internationale

relationer. Med Præsident Vladimir Putin i spidsen er der pludselig igen sået tvivl om

forestillingen om et Rusland, der ønsker fred og stabilitet i henhold til vestlige normer.

Hensigterne er uklare og situationen omkring bl.a. Østersøen og de baltiske lande rokker

på ny ved opfattelsen af den europæiske sikkerhedssituation. Militære problemstillinger

har igen fået en betydning og relevans i dansk nærområde, som de ikke har haft i næsten

tre årtier (Breitenbauch et al 2017, 4). Rusland har gennemført flere aktioner mod

5

nationerne i eget nærområde og gennem de sidste 10 år været i krig med Georgien og

senest iværksat den igangværende konflikt med Ukraine og annektering af Krim halvøen.

Netop annekteringen af Krim kom som en overraskelse for Vesten og udløste en

nervøsitet, i blandt andet Baltikum, for at Rusland måske kunne have til hensigt at gøre

noget tilsvarende i regionen. Mistilliden er derfor gensidig, og forholdet imellem Rusland

og Vesten er i dag vendt tilbage til en geopolitisk konflikttilstand, hvor modstridende

nationale interesser er en væsentlig faktor.

Ruslands aktion mod Ukraine kaldte på en reaktion i NATO, med opstilling af en mindre

styrke i de baltiske lande og Polen under ’enhanced Forward Presence’ (eFP), som har til

hensigt at udvise NATO‐alliancens solidaritet, forsvarsprofil og afskrække Rusland fra at

gennemføre lignende operationer på de baltiske landes territorier (Lillelund & Ringsmose

2017).

Dermed er der igen en situation i det internationale system, hvor Vesten og Rusland er i

konflikt og, hvor der sanktioneres og iscenesættes militære styrker overfor hinanden. Der

er ikke direkte konfrontation mellem Vesten og Rusland, men risikoen kan være til stede,

og derfor er der tale om et sikkerhedsdilemma, som dette projekt vil behandle.

2. MOTIVATION

Der er grund til at tage Putin og Rusland alvorligt og søge mod en opblødning af

situationen. Både for ikke at ende med en langvarig øget militær tilstedeværelse i Baltikum

med risiko for yderligere eskalering til noget, der kan ligne en ny ’Kold Krig’, men også for

at tage presset af den generelle sikkerhedsmæssige udfordring. Dette er ikke kun relevant

for Baltikum og dansk nærområde, men generelt ift. den globale sikkerhedssituation.

Dagspressen fremstiller ofte Rusland som den uberegnelige magt mod øst, som igen

rasler med sablen. Politikere og andre fremtrædende personligheder udpeger russiske

magtdemonstrationer, chikane og generelle handlinger fra russisk side, som forhold

Vesten er nødt til at reagere på.

Dette sker blandt andet med økonomiske sanktioner gennem eksempelvis EU og den

ovenfor nævnte vestlige oprustning i form af eFP. Spørgsmålet som presser sig på er,

hvordan situationen i Baltikum og Ruslands fokus på taktisk og strategisk ageren overfor

Vesten kan forklares. Afslutningen af Den Kolde Krig burde netop fordre muligheden for

højere grad af internationalt samarbejde og staters fælles interesse i fred og stabilitet.

6

Dette synes udfordret, og flere taler om den øgede risiko, som eksempelvis Flemming

Splidsboel Hansen, der peger på, at elementer i den aktuelle udvikling tåler

sammenligning med konflikten i perioden under Den Kolde Krig (Hansen 2018).

Motivationen for dette projekt er, med udgangspunkt i Baltikum, at analysere dynamikker i

konflikten og dermed øge forståelsen for sikkerhedsdilemmaet mellem Vesten og Rusland.

Baltikum vurderes relevant, fordi landene er de første i rækken af NATO-udvidelser, efter

Den Kolde Krigs ophør, som har rykket alliancens grænseområde helt op til Rusland.

Dermed kan Ruslands adgang og handlefrihed i Østersøen være indskrænket, samtidig

med at Kaliningrad er relativt isoleret og inddæmmet af vestlig orienterede stater i alliance,

med USA i spidsen, som Rusland opfatter som potentiel aggressor.

3. PROBLEMBEHANDLING

Situationen mellem Rusland og Vesten er anspændt i en grad, man ikke har set de sidste

knap 30 år. Umiddelbart er der ikke tegn på opblødning, og jeg vil med dette projekt

analysere bagvedliggende faktorer, som ses at ligge til grund for den genopståede konflikt.

Præsident Putin overtog embedet omkring årtusindskiftet, kort tid inden udvidelserne af

EU og NATO bragte grænser til vestlig orienterede stater direkte tilstødende til Ruslands. I

henhold til ovenstående indledning og motivation for opgaven rejser der sig en

nysgerrighed i forhold til at analysere den anspændte sikkerhedssituation mellem Vesten

og Rusland.

3.1 Problemformulering og begrebsafklaring

På baggrund af ovenstående interessefelt, og indsnævring af case, opstilles følgende

problemformulering:

Med udgangspunkt i Baltikum, hvordan kan sikkerhedsdilemma teori forklare den øgede

konflikt mellem Rusland og Vesten, og hvordan påvirkes sikkerhedsdilemmaet af Rusland

som opstigende magt og ambition om ændring af polariseringen?

Sikkerhedsdilemmaet anvendes som beskrivelse af den anspændte situation, hvor

Rusland og Vesten igen ser hinanden som gensidige trusler. Derudover er

sikkerhedsdilemma en selvstændig teori, der blev skabt af Herz i 1950 og senere

7

udbygget i 1978 af Robert Jervis. Teorien er bærende forklaringskraft til nærværende

projekt. Yderligere indføring i teorien tilgår i det selvstændige teoriafsnit under afsnit 6.

Opstigende magt anvendes som et samlet udtryk for, at Rusland over de seneste ca. 2

årtier har udviklet sig, og statens relative styrke i det internationale system er øget. Dette

har øget viljen til at påvirke verdensordenen i forhold til russiske interesser. Denne

påvirkning ses i projektet som en ændring i polariseringen, hvor verdensordenen under

Den Kolde Krig var bipolar med Sovjetunionen og USA som toneangivende statsmagter.

Efter Sovjetunionens opløsning ændredes situation, og verdensordenen har været

betragtet som unipolar med Vesten som styrende sikkerhedspolitisk aktør og USA i

spidsen som Hegemon.

4. METODE OG AFGRÆNSNING

Projektet udarbejdes som en kvalitativ analyse af Ruslands interesser og ageren med

udgangspunkt i Baltikum som en singlecase-studie og anvendelse af realisme som

forklaringskraft. Casen vil blive anvendt til at analysere Ruslands handlinger, når staten

bliver udfordret på sine interesser og sikkerhed. For at nå frem til en samlet besvarelse af

problemformuleringen, foretages en deduktiv analyse, der er delt op i tre afsnit.

De første to afsnit vil, med udgangspunkt i Jervis’ model analysere på geografi og

forskningsrelateret magt i form af teknologi, herunder militære ressourcer. Tredje afsnit

undersøger anden halvdel af problemformuleringen og analyserer på russiske interesser

og ambitioner i forhold til øget polarisering. Disse opmærksomheder holdes op imod

eksempelvis Baltikums tilknytning til Vesten og vestlige handlinger i regionen, der kan

have skabt en russisk perception af, at statens sikkerhed er udfordret.

Fælles for de tre afsnit, vil omfanget af Sikkerhedsdilemmaet vurderes på baggrund af

ovenfor nævnte variabler og russisk sikkerheds- og udenrigspolitik, som vil analysere

Ruslands ambitioner og interesser på baggrund af officielle statsdokumenter og udtalelser

understøttet med international forskning.

Der vil i konklusionen blive vurderet, hvordan geografi og teknologi kan ses som eksempel

på bagvedliggende faktorer for sikkerhedsdilemmaet mellem Rusland og Vesten. Slutteligt

vurderes der på Ruslands ønske om re-positionering i det internationale system og dennes

påvirkning af sikkerhedsdilemmaet.

8

4.1 Visuel metodepræsentation

Figur 1: Illustration af projektets opbygning

4.2 Afgrænsninger

Projektet er en studie i russisk udenrigs og sikkerhedspolitik og sikkerhedsdilemmaet

mellem Vesten og Rusland. Der analyseres på russiske geografiske interesser, teknologi

(primært militær) og ambitioner i forhold til omverdenen, som samlet kommer til udtryk i

evne og vilje. Tidsmæssigt tages der udgangspunkt i perioden fra år 2000 med Putins

'Millennium’ tale, som eksplicit italesætter ambition om at (gen)skabe Rusland som en

væsentlig aktør på verdensscenen.

Økonomi bliver behandlet i begrænset omfang i styrkeforholdet mellem Vesten og

Rusland, men er fravalgt som selvstændigt emne, selvom det også kan sige noget om

evne, styrkeforhold og potentiel risiko. Den russiske økonomi er i en dyb recession, og

prognoser for de næste tre år er ret dystre (Persson ét al 2016, 145). Udløst af en

perception af formodede hensigter i relation til vestlige handlinger og udtalelser, kan en

russisk opfattelse af yderligere økonomisk sårbarhed fremtvinge en reaktion. Reaktioner,

der af udenforstående kan opfattes irrationelt, men som i Rusland kan opfattes som den

eneste måde at sikre statens eksistens. Det er kendt, at Rusland er Vesten økonomisk

underlegen, men viljen afspejles ikke umiddelbart i dette styrkeforhold. Antagelsen er, at

økonomi kun i mindre grad vil kunne bidrage til en forklaring på sikkerhedsdilemmaet

mellem Rusland og Vesten. Konstruktivismen og narrativer omkring De baltiske landes

historiske og geografiske rødder til Rusland, og det tidligere Sovjetunionen kunne også

have en forklaringskraft. Især Estland og Letland, der er hjemsted for betydelige etniske

russiske befolkninger, lider under betydelige integrationsudfordringer (Berzina 2016, 2–3).

”Rusland er et land med en historie, som strækker sig mere end et tusinde år tilbage, og

som praktisk taget altid har benyttet sig af sit privilegium til at føre en selvstændig

9

udenrigspolitik. Vi har ikke tænkt os at ændre denne tradition i dag” (Putin 2007). Dermed

ses værdiladningen af historiske begivenheder, som ofte anvendes i legitimering af de

russiske handlinger. I relation til Baltikum kan der derfor være en oplevelse af

fejlbeslutning og direkte illegal handling af den daværende russiske leder (Boris Yeltsin),

da man accepterede Baltikums selvstændighed. Selvom der dengang var en italesættelse

af russisk annektering af de baltiske lande, tillægges den side af historien naturligvis ingen

værdi i russisk optik (Griegas 2005). Samme historiske værdi anvendes i annekteringen af

Krim, og man kan derfor ikke afskrive, at denne vinkel i forhold til russisk selvforståelse og

ønske om anerkendelse også har en væsentlig betydning. Derudover vil en analyse af

dynamikker omkring nationalfølelse og hensynet til demografi og den russiske diaspora

formentlig også kunne bidrage til en forståelse af konflikten.

Præmissen i dette projekt er, at statens sikkerhed er en forudsætning for historiske,

økonomiske og handelsmæssige interesser, og er derfor styrende for statens handlinger.

Sikkerhedsdilemmaet ligger og undertrykker liberale og konstruktivistiske værdier, når

staten føler sig truet på interesser og især eksistens. Statens handlinger er også nemmere

at forsvare i det internationale system, hvis der argumenteres med frygt for statens

overlevelse, og ikke historiske rettigheder. Derfor vurderes realismen stærkest i relation til

nærværende projekt, da Rusland umiddelbart ønsker at påvirke magtbalancen fra

unipolær til en multipolær verdensorden, hvor verdens stormagter sætter spillereglerne

med respekt for hinanden.

5. EMPIRI OG KILDEKRITIK

Som empirisk grundlag for min projektanalyse anvender jeg officielle russiske kilder i form

af den nationale sikkerhedsstrategi, udenrigspolitisk koncept og seneste militærdoktrin.

Jeg er bevidst om, at der under de officielle dokumenter formentlig ligger en række

klassificerede dokumenter og mødeaktivitet, som jeg naturligt ikke har adgang til. I

analysen af Ruslands perception af sikkerheden og opfattelse af Vesten bakkes førnævnte

dokumenter op af officielle, politiske udtalelser repræsenteret ved Præsident Putin. Disse

kilder anses som bærende forklaringskraft i forhold til Ruslands ambitioner i det

internationale system.

Der anvendes forskningsbaserede analyser af Rusland og nyere journalistiske artikler fra

nyhedsmedier, udtalelser fra anerkendte forskere og artikler i sikkerhedspolitiske

tidsskrifter. Jeg er også opmærksom på tekster, hvor den enkelte forsker, som udtaler

10

sig, kan være præget af en vestlig eller russisk orienteret opfattelse. Tekster, hvor det ses

fremtrædende, at forskeren har et tilhørsforhold til Vesten og italesætter Rusland som

truslen i relation til Vesten, vurderes ikke mindre relevant. Det giver tværtimod netop

mulighed for at arbejde mig ind i de vestlige overvejelser, som Rusland skal forholde sig til

i perceptionen af Vestens syn på Rusland og dennes mulige hensigter. Derfor ses det ikke

som en afgørende begrænsning i analysen. Derudover anvendes der kilder i form af

aktuelle nyhedsrelaterede begivenheder og udtalelser med relevans for opgaven.

De officielle dokumenter forventes at angive den overordnede russiske intention, hvad

angår russisk sikkerheds- og udenrigspolitik, herunder Ruslands regionale fokus, og er

således ikke kun rettet mod Baltikum. Jeg opmærksom på, at anvendelsen af russiske

dokumenter også vil ligge under for min egen tolkning, ligesom jeg er opmærksom på at

distancere mig i forhold til egen bias, som en del af den vestlige virkelighedsopfattelse.

Kilderne er primært på engelsk og en blanding af vestlige og russiske, og jeg er i den

forbindelse opmærksom på, at der kan være eventuelle fejl i oversættelser. Der er også en

risiko for fortolkninger i russiske hoveddokumenter med oversættelser i en anden retning

end tekstens hensigt, hvor resultatet kan opfattes både eskalerende og deeskalerende i

ordvalg.

Indhentning af empiri er afsluttet 1. december 2018.

5.1 Empirisk kildekritik

Som nævnt har direkte adgang til referat af sikkerhedspolitiske møder, samtaler på

gangene og den sikkerhedspolitiske dialog mellem hovedaktørerne i Kreml naturligvis ikke

været muligt. Risikoen er derfor, at analysen af Rusland og Putins opfattelse af situationen

i Baltikum bliver til egen og/eller forskeres subjektive holdninger og vurdering af kvalitative

data. Projektets empiriske data stammer fra andenhåndsberetninger i form af

oversættelser fra originale dokumenter og forskeres analyser og tolkninger, der subjektivt

fortolker de russiske sikkerhedspolitiske retninger og holdninger. Der antages en

hermeneutisk og kvalitativ tilgang, og der søges empiri fra non-bias, seriøse og troværdige

sikkerhedspolitiske produkter og fora. Derudover er jeg opmærksom på behandling af

opgavens empiri og en bevidsthed omkring validitet. Jeg betragter de officielle russiske

kilder og udtalelser fra Præsident Putin som valide ift. statens ambitioner og opfattelse af

situationen. Samlet ser jeg på kilderne som et realistisk og kvalitativt billede af

11

virkeligheden, men er forbeholden for, at de ikke nødvendigvis er et udtryk for hele

sandheden i forhold til f.eks. Ruslands ambitioner, reelle styrke o.a. Samlet set anses de

anvendte data for projektet som valide. Det kunne få projektet til at fremstå stærkere med

f.eks. en dybere indsigt i russiske, interne anliggender og mere uofficielle betragtninger.

Det ville formentlig give et bredere billede af Rusland som stat og dennes hensigter. I

forhold til Ruslands teknologiske niveau beror data på forskning baseret på tilgængelige

og U-klassificerede russiske udmeldinger. Det må derfor antages, at det tilgængelige

materiale ikke giver et komplet billede af Ruslands evne og vilje. Usikkerheden vurderes

ikke at gøre projektet mindre troværdigt, og vil i et større perspektiv kunne bidrage til en

bredere undersøgelse af konfliktsituationen mellem Vesten og Rusland.

6. TEORI

6.1 Teoretisk fundament

Realister antager, at verdensordenen, og det internationale system, er præget af anarkisk

struktur uden en central stat eller aktør med voldsmonopol. Derfor er hver stat nødsaget til

at varetage egen sikkerhed, og denne fokus vil skabe en magtpolitik i forhold staterne

imellem (Wivel 2002, 433).

I den strukturelle realisme er stater de primære aktører i et system, som er anarkisk

af natur. Manglen på en central, overstatslig autoritet får alle stater til først og fremmest at

fokusere på overlevelse. Denne antagelse reducerer international politik til magtpolitik, og

den relative magt mellem stater får determinerende kraft over staters handlinger og

interaktioner, ”in any self-help system units worry about their survival, and the worry

conditions their behavior” (Waltz 1979, 105). Denne ’bekymring’ er med til at få stater til at

reagere imod og i forhold til hinanden. Der stræbes efter at opnå sikkerhed mod et

eventuelt angreb og dermed skabes et behov for øget magt for at undslippe virkningen af

andre staters magt. Dette gør til gengæld øvrige stater mere usikre og tvinger dem til at

forberede sig på det værste. Da ingen kan føle sig helt sikre i en verden af konkurrerende

stater, følger den onde cirkel af mistillid, som danner grundlag for en negativ spiral af

bevæbning og genoprustning kendt som "Sikkerhedsdilemmaet" (Herz 1950, 157–58).

Herz identificerer, hvordan staten og dens leder, i hans optik kan reagere på

sikkerhedsdilemmaet. Den første er politisk realisme, som anerkender de fænomener, der

er forbundet med trang til sikkerhed og magtkonkurrence og tager hensyn til deres

konsekvenser. Den anden er politisk idealisme, som tager udgangspunkt i en rationel

12

antagelse om, at der eksisterer en harmoni, eller at det i hvert fald kan realiseres mellem

individets bekymring og det generelle gode mellem interesser, rettigheder og pligter for, i

dette tilfælde staten (Herz 1950, 158). Herz påpeger samtidig, at idealisme ofte er

overskygget af realismen, som har udviklet sig i international politik, hvor stater har

udviklet en nationalisme, der i højere grad har: ”…developed with the rise of exclusive,

aggressive, expansionist, and imperialistic national policies…” som Herz omtaler som

’integreret nationalisme’ (Herz 1950, 160). Den enkelte stats nationalistiske

overbevisninger er således drivkraften i forhold til og imod andre stater. Herz fremhæver

en række historiske eksempler på staternes påvirkning af andre stater, hvor en alliance af

stater med direkte påvirkning af en tredje stat sidestilles med skabelse af frihed ”…The

Triple Alliance, not of crowned heads, but of the peoples of America, France, and Great

Britain, will bring liberty to Europe and peace to the world…” (Herz 1950, 166). Dermed

skabes der en overbevisning hos den agerende stat, hvor hjemmel i egen forståelse af

korrekthed og ideologi er legitimt og argument nok i forsøget på at påvirke en anden stats

ideologier. Dette er ikke nødvendigvis ud fra en ondsindet tankegang, men en ideologisk

hensigt i forsøget på at skabe stabilitet og sikkerhed. Herz skriver ”Ideological movements

carry their own idea of legitimacy, and the established order appears as mere brute force,

without foundation in law or morals…” (Herz 1950, 167). Det anarkiske træder her frem, da

der ikke er en central autoritet til at diktere og håndhæve en international orden, men

iværksættes af en eller flere stater mod en tredje. Dette er med til at skabe en usikkerhed

staterne imellem, da man ikke kan føle sig sikker på andres hensigter. Dette ses at være

relevant i forhold til at analysere Ruslands interesser og mulige ambition om påvirkning af

verdensordenen. Rusland kan ses indskrænket i disse forhold grundet Vestens udvidelse

og optagelse af Baltikum i henholdsvis NATO og EU. Dette opfattes som en spredning af

vestlig ideologi og samtidig inddæmning af Rusland. Dermed kan der opstå en usikkerhed

omkring Vestens reelle hensigter og mulige målsætning om også at sprede sin ideologi

videre til Rusland, hvorfor staten kan opfatte sig som truet. Sikkerhedsdilemmaet som

Herz ser det videreføres af Jervis med en udvidelse af det, han ser som muligheden for

samarbejde (Cooporation), eller afhoppe (Defecte) under sikkerhedsdilemmaet. I Jervis’

version indgår en systematisering af sikkerhedsdilemmaet, og med samme opfattelse som

realismen generelt, og udtrykt af Herz som med anarki i det internationale system, skriver

Jervis at: ”…not only permits war to occur, but also makes i difficult for states that are

satisfied with the status quo to arrive at goals that they recognize as being in their common

interest...” (Jervis 1978, 167). Jervis opstiller tre problemer, hvor stater handler anderledes

13

trods umiddelbar forståelse af en fælles interesse. I første problem, skal incitamenterne til

at ’afhoppe’ tilføjes frygten for, at selvom den anden stat, I situationen, støtter status-quo,

kan denne blive utilfreds og skifte mening senere. Andet problem, er at muligheden for at

beskytte egne interesser ofte søges gennem kontrol af ressourcer eller territorier uden for

statens eget. Tredje problem, er tilstedeværelsen af sikkerhedsdilemmaet i international

politik, hvor mange af midlerne en stat anvender for at øge egen sikkerhed, mindsker

andres sikkerhed tilsvarende (Jervis 1978, 168).

Dermed kan dynamikkerne i det internationale system analyseres med henblik på at

identificere et eventuelt sikkerhedsdilemma og omfanget deraf – eller med andre ord, hvor

farlig situationen vurderes at være. Jervis peger på geografi i form af interessesfære,

adgangen til og behov for ekspansion i forhold til eksterne ressourcer og/eller handlefrihed

samt magtpotentialet i forhold til andre stater. Ifølge Jervis måles magtpotentialet i forhold

til andre stater også på teknologi, og om de militære kapaciteter er af defensiv eller

offensiv natur. Når de defensive kapaciteter dominerer, og i bedste fald kan adskilles fra

offensive, så der ikke er tale om en ’dobbelt funktionalitet’, siger Jervis at ”… when the

defense has the advantage over the offense, a large increase in one state's security only

slightly decreases the security of the other…” (Jervis 1978, 187). Sikkerhedsdilemmaet

bliver dermed reelt reduceret, hvis opfattelsen er, at de defensive teknologier udelukkende

er egnede til forsvar og ikke angreb. Denne skelnen mellem offensive og defensive

kapaciteter opstiller Jervis i fire ’verdener’ som et udtryk for farlig situationen.

Figur 2: (Jervis 1978, 211)

14

Den første verden er den farligste situation og den værste for status-quo stater. Det er

umuligt at opnå sikkerhed uden at virke truende på andre, og sikkerhed gennem forsvar er

frygtelig svært at opnå. Den anden verden er Sikkerhedsdilemmaet til stede, fordi der ikke

kan skelnes mellem offensiv og defensiv teknologi. Det er ikke så udpræget som i den

første verden, fordi defensiv teknologi har overtaget. Fordi defensiv har den fordel, at en

stigning i den ene sides styrke øger sin sikkerhed mere, end den reducerer den andens.

Den tredje verden der er sandsynligvis ikke et sikkerhedsdilemma, men der er

sikkerhedsproblemer. Stater kan anskaffe defensive systemer, der ikke truer andre. Derfor

behøver der ikke være et dilemma. Den fjerde verden er mest sikker. Differentieringen

mellem offensiv og defensive systemer tillader en vej ud af sikkerhedsdilemmaet (Jervis

1978, 211–14).

Med denne model kan der analyseres på, i hvor høj grad der er et sikkerhedsdilemma

mellem Vesten og Rusland. Dette kan yderligere underbygges med mulige hensigter

gennem bl.a. eksplicitte udtalelser. Modsvaret til en stats‐opfattelse af om et

sikkerhedsdilemma er til stede kan være reaktioner i forhold til f.eks. opbygning af militære

kapaciteter. Et forsøg på at dæmme op for dette sikkerhedsdilemma gøres dog ikke

udelukkende ved, at den enkelte stat balancerer sig i forhold til modpartens teknologi. Der

ses også et behov for alliancedannelse for at stå stærkere, ligesom den enkelte stats

perception af den andens hensigter er en væsentlig faktor for, hvor udpræget

sikkerhedsdilemmaet er. Herz påpeger allerede i 1950, at det ikke er afgørende, om

statsmanden af natur er fredelig og samarbejdsvillig, dominerende og aggressiv, eller om

forholdene er biologiske eller antropologisk. Det, som har betydning for

sikkerhedsdilemmaet, er de sociale forhold og perceptionen af aktørernes hensigter i

forhold til, hvordan situationen er, og hvordan den burde være (Herz 1950, 157–58).

Derfor er det ikke afgørende, hvem der er statsleder, da dennes reaktion er henvist til det

som forventes af en stat, hvis den føler sig truet på sikkerheden. Dermed falder statens

handlinger og rationelle valg på, hvorvidt der er en opfattelse af trussel mod statens

sikkerhed som også kan påvirkes gennem dennes interesser. Perceptionen af statens

sikkerhed eller mangel på samme, i forhold til andre staters hensigter, bygges bl.a. på

staternes indbyrdes diplomatiske forbindelser. Den subjektive sikkerhed kan ses som

særlig udfordret, hvis aktørerne i forvejen er disponerede for at se hinanden som fjender.

Dermed er risikoen for en stærkere reaktion større, end hvis situationen er mellem stater,

der historisk har fredelige relationer (Jervis 1978, 174–75). I dette perspektiv er risikoen for

et sikkerhedsdilemma mellem Rusland og Vesten mere udbredt, da netop relationerne har

15

været særdeles udfordret indtil Den Kolde Krigs ophør. Derfor kan der også være en

perception af, at de to aktørers fortsat forskelligartede interesser kan danne grundlag for

uforudsigelige handlinger. Diplomatiets opgave består blandt andet i at skabe gensidig tillid

gennem information og personlige relationer for at undgå det, som Jervis italesætter som

staternes perception og risiko for misfortolkning af virkeligheden som kimen til

sikkerhedsdilemmaet ”… because states seek a high level of insurance, the desire for

protection as well as the contemplation of a counterforce strike can explain the acquisition

of extremely large numbers of missiles. So it is very difficult to infer the other's intentions

from its military posture…” (Jervis 1978, 207). Dermed er der et behov for kommunikation

mellem staterne og opbygning af tillid, hvis der skal skabes en øget stabilitet.

7. ANALYSE

Analysen vil med de to første afsnit fokuseres på geografi og teknologi, herunder offensive

og defensive kapaciteter, som variabler, der ifølge Jervis har en kausal sammenhæng i

forhold til sikkerhedsdilemmaet. Dernæst analyseres Ruslands ambitioner om

stormagtsstatus og ønske om ændring af polariseringen, som en mulig påvirkning af

sikkerhedsdilemmaet. Gennemgående for de tre analyseafsnit og sikkerhedsdilemmaet

mellem Rusland og Vesten, er aktørernes perception af situationen. Især mistillid i forhold

til hensigterne og de offensive handlinger, den ene aktør frygter at skulle imødekomme,

kan udfordre statens sikkerhed. ”… Rusland er midt i en af de sværeste perioder i sin

historie. For første gang i de sidste 200-300 år står det for en reel trussel om at glide til

den anden, og muligvis endda tredje echelon af verdens stater…”(Putin 1999). Allerede i

1999 havde Putin ambition om at stoppe denne trend og genrejse Rusland som en stærk

nation med fokus på økonomi, teknologi og reformer og kun i mindre grad militær som

måleenhed for statens styrke. På dette tidspunkt var opfattelsen af en reel trussel mod

statens sikkerhed dermed ikke umiddelbart at spore trods de begyndende udvidelser af

NATO og EU. Det syn på verdensordenen har ændret sig i den russiske bevidsthed i takt

med Vestens fortsatte udvidelser eller hensigter derom, og der er igen et stort fokus på

udvikling af teknologi og militære kapaciteter.

7.1 Geografi og geopolitik

Dette første afsnit vil analyse på geografi som variabel til vurdering af

sikkerhedsdilemmaet. At Rusland er en regional stormagt, i hvert fald når det kommer til

geografisk udbredelse, hersker der ikke umiddelbart tvivl om. Rusland er verdens største

16

land og strækker sig over 17.125.200 kvadratkilometer - hvilket er syv millioner

kvadratkilometer større end Canada, som er nummer to på listen (Dagens.dk 2017).

Rusland er omgivet af langt mindre stater, som tidligere var en del af Sovjetunionen, og

som Rusland stadig opfatter som en del af sin nære interessesfære. Denne sfære er over

tid blevet udfordret af især NATO-udvidelser der, som militæralliance, er rykket tættere på

Rusland. I år 1999, hvor Polen, Ungarn og Tjekkiet blev medlemmer, blev der for første

gang inkluderet stater, som hidtil havde været betragtet som allierede med Rusland.

Sikkerhedsopfattelsen tager i den forbindelse udgangspunkt i to primære anerkendelser.

Anerkendelsen af Ruslands ret til at kontrollere geopolitikken i dens nærområde, hvor det

er nødvendigt med hensyn og selvbestemmelse til andre nationer/nationaliteter end

russere. For det andet en anerkendelse af en nulsums-tænkning, hvor egen sikkerhed i

forhold til Rusland betales med andre nationers frihed til selvbestemmelse (Sinovets 2016,

419). Baltikum kan derfor have en særlig interesse i forhold til Ruslands egen

sikkerhedsforståelse og status som regional og global stormagt. Derfor kan Rusland være

nødt til at føre en offensiv udenrigspolitik med en mulig hensigt om at opbygge en

diplomatisk eskalering i Baltikum. Dette for at fremstå determineret og måske i et forsøg

på at ryste solidariteten i den vestlige alliance. Regionen er yderligere interessant, fordi

Sverige og Finland, som neutrale Østersølande, måske vil kunne påvirkes til ikke også at

søge optagelse i NATO med risiko for at øge spændingen i regionen. Det politiske ønske

om stormagtsstatus synes i russisk optik at retfærdiggøre retten til at indskrænke andres

landes suverænitet, som det er set i Ukraine. Rusland ser NATOs udvidelse mod øst som

en sikkerhedspolitisk trussel, hvor man fra russisk side har mistet en geografisk og militær,

strategisk ”bufferzone”. I forhold til egen sikkerhed søger stater at kontrollere eller som

minimum neutralisere områder op til egen grænser (Jervis 1978, 169).

Putin har promoveret det synspunkt, at sammenbruddet af Sovjetunionen var et nederlag,

som ledte til vestlig erobring af territorier, der retmæssigt bør kontrolleres af Rusland.

Ruslands størrelse og geografiske placering har en vis interesse i at have en

beskyttelseszone omkring sig, eftersom landet historisk har været truet af eksterne magter

med ønske om at invadere landet som senest under Anden Verdenskrig. Derfor kan

kontrol i nærområdet og et veludviklet samarbejde med landene omkring Rusland have høj

prioritet i russisk udenrigspolitik. Dernæst er det særdeles vigtig for Rusland i opfattelsen

af statens sikkerhed i forhold til ikke at have en potentiel militær trussel helt op til egne

grænser. Et udviklet samarbejde med nabolandene kan føre til øget russisk indflydelse på

verdensplan, og derfor synes vestens tilnærmelser til Østeuropa at være til stor irritation.

17

Denne opfattelse af geografiens vigtighed sammenholdt med det stærke økonomiske

opsving, Rusland oplevede i midten af 00’erne, har været stærkt medvirkende til en mere

selvhævdende udenrigspolitik, som Rusland har praktiseret gennem de seneste år.

Opmærksomheden understøttes i det udenrigspolitiske koncept, hvor Ruslands syn på de

problemer i den euro-atlantiske region, der er ophobet i løbet af det sidste kvarte

århundrede, og manifesteres i den geopolitiske udvidelse, som NATO og EU har stået for.

Den inddæmningspolitik som Rusland mener, at USA og dets allierede fører og det

politiske, økonomiske og informationsmæssige pres, som Rusland står overfor, opfattes

som underminering af regional og global stabilitet. Rusland ser det til skade for sine

langsigtede interesser og strider mod voksende behov for samarbejde og håndtering af

internationale udfordringer og trusler i dagens verden (Ministry of Foreign Affairs of the

Russian Federation 2016 pkt. 61). I russisk optik er Sikkerhedsdilemmaet derfor også

Vestens skyld, og udfordringerne i samarbejdet kan bl.a. tilskrives Baltikums indlemmelse i

NATO og de efterfølgende invitationer til Georgien og Ukraine. Russiske aktioner i

Georgien og Ukraine kan således meget vel tilskrives de baltiske landes medlemskab af

NATO og EU. Vestlige handlinger, som har tvunget Rusland til at reagere og agere i

nærområdet. Rusland accepterer ikke, at ’bufferzonen’ bliver yderligere elimineret i form af

flere tidligere Sovjetstaters medlemskab af NATO. Det vil påvirke Ruslands opfattelse af

sikkerhed i negativ grad. Dermed kan geografi og geopolitik ses som væsentlig variabel i

forhold til sikkerhedsdilemmaet mellem Rusland og Vesten. En konflikt der er genopstået i

et omfang, som ikke er set siden den kolde krigs ophør. Baltikum kan meget vel være

stregen i sandet, som er blevet overskredet i russisk optik. Samtidig skete det på et

tidspunkt, hvor Rusland igen have genvundet en relativ styrke og evne til at udføre en aktiv

udenrigspolitik m.h.p. at påvirke verdenssamfundet og gøre sine interesser gældende.

Putin har en ambition om, at Rusland skal genvinde international status og genopstå som

en væsentlig og betydningsfuld geopolitisk aktør, der bør anerkendes og respekteres i det

internationale system. Det blev allerede italesat i ’Millennium-talen’, hvor Putin bl.a. sagde,

at ”… Rusland var og vil forblive en stormagt. Det er forudbestemt af de uadskillelige

karakteristika ved dets geopolitiske, økonomiske og kulturelle eksistens…” (Putin 1999).

Ambitionen og betydningen af geografisk storhed er dermed tydelig i russisk optik, men

det tilhørende behov for sikkerhed opfattes sårbar med den udvidede NATO-

tilstedeværelse, der allerede var i gang. Udfordringen ved årtusindskiftet kan tilskrives, at

Rusland stadig var økonomisk i knæ efter Sovjetunionens opløsning. Der var på dette

tidspunkt stadig en relativ optimistisk stemning i forhold til Vesten efter Den Kolde Krigs

18

afslutning og et forsøg på at blive inddraget i det vestlige fællesskab (Trenin 2006, 4–5).

Så selvom der måske allerede på dette tidspunkt var en perception af en igangværende

inddæmning af russisk interesseområde, var der endnu ikke de store muligheder for at

gøre noget ved situationen.

Realister har peget på, at netop øst-udvidelsen af NATO ville udfordre forholdet til Rusland

(Walt 1998, 35). Når man iagttager den geografiske udvikling, som har fundet sted siden

murens fald, med NATO- og EU-udvidelser, bemærkes relativt nemt indskrænkningen af

bufferzonen mellem Rusland og Vesten (figur 3). Situationen siden 2004 har ændret

verdensbilledet, hvor NATO og EU udvidede med Bulgarien, Rumænien, Slovakiet,

Slovenien, Estland, Letland og Lithuen. Vestens grænser i Baltikum støder herefter helt op

til Rusland med yderligere risiko (i russisk optik) for en komplet inddæmning fra vest.

Figur 3. (Oliker m.fl. 2015, 3)

Især de tre baltiske lande bragte Vesten helt frem til og inkluderede dele af Ruslands

geopolitiske interessesfære. Samtidig var der en italesættelse af endnu en NATO-

udvidelse med Ukraine og Georgien.

19

En yderligere udvidelse ville være særdeles udfordrende i forhold til Ruslands perception

af statens sikkerhed, da stort set hele den vestlige del af Rusland vil grænse direkte op til

Vesten. Rusland har ikke udsigt til at blive medlem af NATO, og derfor er der umiddelbart

ingen mulighed for indflydelse eller indsigt i de vigtige beslutningsprocesser i alliancen.

Derudover vil yderligere udvidelser af NATO uundgåeligt blive opfattet som en stor trussel

og provokation mod Rusland.

I det realistiske perspektiv kan netop geografi ses som rammebetingelse for interstatslige

relationer, og geostrategiske overvejelser kan ses som en nuanceret indgangsvinkel til

strategisk stabilitet (Bernard Loo 2003, 157–58). At Putin tillægger den geografiske

størrelse en væsentlig værdi, kom også eksplicit til udtryk i sit svar til Obamas ”uheldige”

bemærkning om, at Rusland ikke er en regional stormagt. ”Når det handler om begrebet

regionalmagt, så anbefaler jeg et blik på verdenskortet. I Vesten er vores region Europa. I

den østlige region er Japan og USA med Alaska vore naboer. I den nordøstlige region har

vi, over det arktiske hav, en grænse til Canada. Hvem der på trods af dette vil nedgøre

Ruslands betydning i verden, vil i virkeligheden forstørre sig selv og sig eget land.” (Staun

2018). Udover ambitionen og betydningen af geografisk storhed, ses hensynet til statens

sikkerhed at fylde ligeså meget i russisk optik, da den opfattes dalende i takt med øget

NATO-udvidelse og tilstedeværelse i nærområdet. Det russiske fokus på geografiens

betydning er dermed tydelig, og især i takt med en oplevelse af, at den geopolitiske

situation også minimerer muligheden for indflydelse i regionen.

Derfor kan der ses et russisk behov for en aktiv udenrigspolitik i Ruslands nærområder,

hvilket i vestlig optik kan opfattes som aggression, men måske mere skal ses som russisk

forsøg på at sikre egen eksistens og indflydelse. Sikkerhedsdilemmaet mellem Vesten og

Rusland består derfor også i den manglende tillid til hinandens hensigter. Frygten kan i

russisk optik bestå i, om Vestens udvidelser i sidste ende har til formål at undertrykke

Rusland eller i værste forsøge at kontrollere staten med magt for at understøtte sin

unipolære dominans. Selvom Vesten ikke umiddelbart har ambitioner om direkte

konventionelle indgreb i russiske anliggender, kan der opleves en usikkerhed omkring

fremtidens ledere og deres hensigter (Jervis 1978, 168). En næsten fuldstændig opløsning

af bufferzonen mod vest vil stille Rusland særdeles sårbar overfor mulige vestlige

handlinger. 2004 kan således opfattes skelsættende og startskuddet for udviklingen af en

mere markant russisk udenrigspolitik. I takt med stærkere økonomi, og dermed et

20

stærkere Rusland øgedes viljen og troen på evne til at genindtræde som anerkendt aktør i

der internationale system.

Rusland har formentlig svært ved at acceptere situationen omkring Østersøregionens og

Baltikums stærkere tilknytning til vesten, hvilket kan ses at være direkte imod russiske

interesser. Rusland har direkte adgang til Ishavet, Stillehavet og, med annekteringen af

Krim, også fastholdt Sortehavet. Til gengæld er kontrollen over Østersøen mindsket med

Baltikums tilknytning til Vesten, og regionen kan til en vis grad synes ude af russisk

kontrol. År 2004 kan derfor være kimen til en ændring i den russiske udenrigspolitik og en

højere grad af politisk idealisme. I takt med de stigende oliepriser kom Ruslands økonomi

op at køre igen. De økonomiske fremskridt i årene efter Putins præsidentindsættelse har

givet russerne en øget tro på sig selv, og et ønske om mere indflydelse internationalt set.

Presset fra Vesten var formentlig en væsentlig årsag til en skarpere russisk retorik ved

sikkerhedskonferencen i München i 2007, hvor Putin varslede en ny og langt mere

selvhævdende udenrigspolitik (Putin 2007). Den selvhævdende udenrigspolitik, som Putin

talte om, kom allerede til udtryk året efter med krigen i Georgien. Derudover har blandt

andet annekteringen af Krim og handlingerne i Østukraine demonstreret en russisk vilje til

at anvende militær magt, hvis statens interesser og sikkerhed vurderes udfordret. Disse

handlinger kan ses som et signal fra russisk side om, at man ikke ønsker at gentage fejlen

og se passivt til, mens yderligere lande fjerner sig fra Rusland og Vesten dermed rykker

tættere på.

Baltikum og Østersøen kan yderligere ses som af væsentlig regional interesse, da det

placerer Kaliningrad isoleret fra det øvrige Rusland, og måske giver en oplevelse af

indskrænket bevægelsesfriheden i Østersøen. Netop de geografiske forhold gør også

Baltikum til de måske mest sårbare og udsatte NATO medlemmer, da et komplet forsvar i

en direkte konflikt mellem Vesten og Rusland vil være vanskeligt uden et samarbejde med

Sverige og Finland. Med Sverige og Finland som neutrale aktører vil Rusland relativt nemt

kunne begrænse NATO’s adgang til Østersøen og Baltikum. Derfor er Putin formentlig

interesseret i at bevare status quo i regionen og i særdeleshed modarbejde yderligere

NATO-udvidelser mod netop Sverige og Finland. Dette kan f.eks. gøres ved at fastholde

sin aktivistiske udenrigspolitik i forhold til Baltikum og militære tilstedeværelse i regionen.

Det kan sende et signal til omverdenen om, at fokus fra russisk side stadig er tilstede.

Således kan Baltikum også anvendes til at styrke Ruslands mulighed for at agere og

påvirke Vestens handlemuligheder. Dette kan f.eks. gøres ved at fastholde sin aktivistiske

udenrigspolitik i forhold til Baltikum og militære tilstedeværelse i regionen, og derigennem

21

sende et signal til omverdenen om, at fokus fra russisk side stadig er aktuel. Således kan

Baltikum også anvendes til at styrke Ruslands mulighed for at agere og påvirke vestens

handlemuligheder. Kaliningrad kan i den optik fungere som en strategisk fremskudt kile

mellem Rusland og NATO med mulighed for, at påvirke og bevare muligheden for at

besvare en eventuel NATO-krænkelse eller aggression mod Rusland. I russisk optik kan

NATOs udvidelse ses truende og som et forsøg på at svække Rusland, underminere

udøvelse af sine interesser og forhindre Putin i at handle i overensstemmelse med

ambitionen om at genvinde statens status som stormagt (Oliker m.fl. 2015, 5–6)

Idet Rusland ser NATO og Vesten som den primære konventionelle trussel i forhold til

Ruslands sikkerhed, kan den øgede tilstedeværelse i Baltikum være med til fokusere

Ruslands interesse for regionen. Derudover repræsenterer Østersøen den Russiske

handlefrihed med direkte adgang til Nordsøen igennem bælter og farvande mellem

Danmark, Polen, Tyskland, Sverige og Norge.

Derfor kan der fortsat ses et russisk behov for en aktiv udenrigspolitik i regionen omkring

Baltikum og Østersøen. Geografisk er situationen i Baltikum også med til at styrke

Ruslands mulighed for at agere og påvirke vestens handlemuligheder.

I russisk optik kan NATOs styrkeopbygning ses truende og som et forsøg på at svække Rusland,

underminere udøvelse af russiske interesser og forhindre Putin i at handle i overensstemmelse

med sin ambition om stormagtsstatus. Virkeligheden er, at det som tidligere var en geografisk

bufferzone mellem Vesten og Rusland nu er tæt kontakt mellem russiske og vestlige

koalitionsstyrker, som kun er adskilt af landegrænserne. Rusland afviser da heller ikke

indgriben i regionen, hvis det skønnes nødvendigt i forhold til at fastholde geografiske

interesser. Dette kunne eksempelvis være i forhold til at imødegå eventuelle uroligheder i

grænseområderne under påskud om, at de er iscenesat af Vesten (Sinovets & Renz 2014,

2). Sikkerhedsdilemmaet er derfor i høj grad betinget af udviklingen i den geostrategiske

situation, hvor Vestens udvidelser i 2004 bærer en del af skylden.

7.2 Militær teknologi og magt

Dette afsnit vil behandle teknologi, der er en anden af de variabler, Jervis peger på som

relevant i forhold til at identificere et sikkerhedsdilemma. FOI, det Svenske Forsvars

forskningsagentur, har udarbejdet en analyse af Ruslands aktuelle militære evne og givet

en vurdering af, hvor Rusland bevæger sig hen. En stats umiddelbare styrke måles

indledningsvis i militære kapaciteter, men der skal mere til. Statens styrke skal ses som en

helhed og symbiose af bl.a. de militære-kapaciteter, statens materielle og økonomiske

22

muligheder. Dertil kommer viljen, som kan udledes af statens strategi og militærpolitik

f.eks. defineret i dens militærdoktrin. Samlet set giver det et billede af den relative magt i et

samlet perspektiv (Persson ét al 2016, 17–18). Det som er det sværeste at måle og

vurdere på er statens vilje, hensigter og ikke mindst opfattelse af modpartens hensigter.

En sammenfatning af disse faktorer, statens risikovillighed og rationelle betragtninger vil

kunne danne grundlag en vis mulighed for forudsigelighed i statens handlinger. Ruslands

annektering af Krim giver en indikation af et handlekraftig og et risikovilligt Rusland, da

man formentlig har analyseret sandsynligheden for omfanget af en vestlig, militær

modreaktion. Derfor bliver det samlede billede af statens magt et noget andet og mere

kompliceret, når alle forhold tages med i overvejelserne. Den russiske vilje understøttes af

f.eks. officielle strategier og politiske udtalelser, men forudsigeligheden omkring

fremadrettede handlinger kan kun bero på gisninger. Krim viser med alt tydelighed, at en

stats handlinger kan være uforudsigelige. Militær teknologi ses som en vigtig

opmærksomhed i forhold til sikkerhedsdilemmaet, men det er ikke kun omfanget af især

offensive kapaciteter. Det er også konteksten, hvor der kan ses en øget risiko for

anvendelse. Med henblik på at identificere sikkerhedsdilemmaet mellem Vesten og

Rusland vil dette analyseafsnit behandle Ruslands evne gennem militære kapaciteter.

Styrken analyseres som et udtryk for evne og vilje, der baseres på den sikkerhedspolitiske

strategi og militærdoktrin.

7.2.1 Konventionel militær-teknologiske kapaciteter

Hæren er, som i de fleste andre lande, de væbnede styrkers største værn. Deres

overordnede mission er at afvise fjendens aggression på land og beskytte Ruslands

territoriale integritet. Kernefunktionen er operationel og taktisk manøvrering, evnen til at

tage, fastholde eller nægte terræn. Placeringen af styrker, med støtte fra flyvevåben samt

luft- og missilforsvarsanlæg, viser en høj prioritet omkring Moskva-regionen (Persson ét al

2016, 28–33). Det er naturligt med en tyngde omkring centraladministrationen i Moskva,

men en relativ høj prioritering af det vestlige militærdistrikt underbygger tendensen af en

russisk perception af Vesten i forhold til primær trussels retning. Som nævnt i foregående

afsnit har Baltikums medlemskab af NATO indskrænket afstanden mellem Rusland og en

potentiel vestlig militær trussel. Dette vurderes en troværdig tilstedeværelse af militære

styrker at skulle kompensere for.

23

FOI-studiet viser en væsentlig tilstedeværelse af styrker i den vestlige og centrale region

med beskyttelse af Kreml og statens ledelse som formål (Persson ét al 2016, 71–74). Det

kan vidne om en grundlæggende opfattelse af et behov for at forsvare statens eksistens.

Samtidig ses der en fleksibilitet i f.t. muligheden for omfordeling af nogen styrker, som ville

kunne re-deployeres til f.eks. det vestlige militærdistrikt med henblik på at opnå yderligere

tynge. Der ses til gengæld en forholdsvis lav andel af flådestyrker, hvilket kan indikere en

lav prioritering af Østersøen i forhold til tilstedeværelse ved de øvrige søveje. I et

sikkerhedsdilemma perspektiv kan det trods alt indikere, at truslen ikke ses at udgøre en

overhængende fare. Dermed er der også mindre evne og formentlig vilje til at foretage

offensive operationer i Baltikum- og Østersøregionen, da dette vil kræve en mere markant

tilstedeværelse end det nuværende. Det vurderes derfor, at Rusland mere ser sig i en

reagerende defensiv rolle overfor vestlige handlinger frem for en offensiv. Det vurderes

stadig usikkert hvilke vestlige handlinger, der kan gøre det rationelt for Rusland at reagere

og i hvilket omfang. Hvis der i russisk opfattelse er behov for militær indgriben i regionen,

er de flyvende kapaciteter særdeles fleksible og vil kunne deployeres til regionen fra andre

militærdistrikter, ligesom deres aktionsradius i et vist omfang vil kunne støtte fra forskellige

lokationer. Derfor vil en given situation alligevel relativ hurtigt kunne eskalere.

7.2.2 Nuklear militær-teknologiske kapaciteter

Den nukleare kapacitet er en væsentlig kapacitet grundet Ruslands konventionelle

underlegenhed i forhold til Vesten. Rusland besidder offensive ikke-strategiske atomvåben

i stigende antal, og det anslås, at der i midten af 2016 var en øget kapacitet på 50 procent

siden 2012. I samme periode er antallet af sprænghoveder til Tochka-U og Iskander-M

(overflade- til-overflade) kortdistance missil-systemer næsten fordoblet til 248-372

(Persson ét al 2016, 38–43). Sidstnævnte system er blandt andet stationeret i Kaliningrad

og vil således kunne ramme vestlige mål. Samtidig vil disse kapaciteter kunne udgøre en

væsentlig trussel og hindring for vestens handlefrihed og mulighed for militær opbygning i

regionen i fm en konflikt. Opbygningen af mindre nukleare våbensystemer indikerer et

russisk ’mind-set’ om, at man er forberedt på at engagere med brug af nukleare

sprænghoveder, hvis det skønnes nødvendigt. Dette, sammenholdt med en officiel

militærdoktrin der tilskynder anvendelse af taktiske atomvåben som en modreaktion til

konventionelle angreb, er i sig selv en øget usikkerhedsfaktor. En opbygning i

atomvåbenlageret, der kan fremføres fra ’stand’off’ kapaciteter, u-både og flyvevåbnets

24

strategiske bombefly og ramme mål tusindvis af kilometer væk, er en væsentlig

teknologisk faktor som både Vesten og Rusland besidder. Enheder inden for ”Long Range

Aviation” kan stilles til rådighed for en konflikt i det vestlige område med forskellige 'air-

launch-cruise missiler’ (ALCM) og kan fremføres af opgraderede Tu-160 og Tu-95MS

strategiske bombefly. Derudover findes et AS-4 missil i henholdsvis anti-skibs- og radar

samt atomudgaver (Persson ét al 2016, 46). Disse offensive kapaciteter er således

særdeles fleksible i mulighederne for anvendelse og kan med kort varsel omfordeles og

bringes ind i en eventuel konflikt i forskellige regioner efter behov. Nuklear militær-

teknologi er en udpræget offensiv kapacitet, men tjener umiddelbart to formål. Det ene

formål er naturligt at understøtte offensive hensigter, og det andet er af defensiv karakter,

nemlig afskrækkelse. Den uklarhed er i Jervis’ optik væsentlig i Sikkerhedsdilemmaet,

fordi der ikke kan skelnes, om tilstedeværelsen af den specifikke teknologi er af defensiv

eller offensiv karakter. Tilstedeværelsen kan understøtte begge hensigter og udgør derfor

en sikkerhedstrussel, uanset om teknologien er begrundet i forsvar eller angreb m.h.p. at

forsvare statens interesser og/eller sikkerhed. Det kan på kort tid skabe en voldsom

ændring af situationen, hvis Rusland føler sig nødsaget til at anvende disse kapaciteter.

Det som yderligere øger risikoen er, at militærdoktrinen indikerer vilje om anvendelse, hvis

statens interesser eller sikkerhed vurderes at være i fare. I militærdoktrinen kan læses, at

”… Den Russiske Føderation forbeholder sig retten til at udnytte atomvåben som reaktion

på udnyttelsen af atomvåben og andre former for masseødelæggelsesvåben mod det og

(eller) dets allierede og også i tilfælde af aggression mod Den Russiske Føderation, der

involverer brug af konventionelle våben, når statens eksistens er truet…” (Russia 2014

pkt. 27). Dermed er der i høj grad lagt op til en subjektiv vurdering med risiko for

eskalering, hvis en given situation omkring f.eks. vestlige hensigter i Baltikum eller

Østersøen misforstås. Især den sidste del vurderes som en udfordring i forhold til

Sikkerhedsdilemmaet. En perception af, at staten er truet, vil i russisk optik kunne

legitimere anvendelsen atomvåben også i forhold til at imødegå et konventionelt angreb.

Det kan være uklart, hvilke konventionelle handlinger Rusland ser som legitimt at

modsvare med nukleare våben. Det vil formentlig kræve udbrud, af det doktrinen omtaler

som interstatslig krig, før staten rationelt kan føle sin eksistens truet. Et scenarie kunne

være, hvis der efter russisk opfattelse pludselig opstår en frygt for, at Vesten ser Putin

væltet, kan dette sidestilles med Statens fald. I det tilfælde kan der være kortere vej til en

beslutning om anvendelse af magt, som rationelt er ude af proportioner i vestlig optik. Det

kunne begrunde en opprioritering af nukleare styrker og forsvares med perceptionen af en

25

trussel mod staten og den langt underlegne konventionelle styrke. Derfor kan denne frygt

udløse utilsigtede handlinger med risiko for eskalering. Det kan indledningsvis være øget

tilstedeværelse af militære kapaciteter i Kaliningrad. Det kan også være grænseområdet til

De baltiske lande og i Østersøen, som et geopolitisk træk, hvor der prioriteres materiel

styrke i form af A2AD1 militære kapaciteter (Bisley 2017, 12). Dermed ses der et relativt

begrænset regionalt handlerum for Vesten i modspillet til Rusland ved en øget

intensivering. Dette grundet den korte responstid for Rusland modsat Vesten som f.eks.

først fire år efter annekteringen af Krim opstillede eFP som en direkte reaktion. Formålet

kan være Ruslands egen sikkerhed efter samme rationelle tankegang som NATO’s eFP

mission, hvor afskrækkelse skal sikre mod eventuelle hensigter om konventionelle

handlinger henover grænseområdet. Samtidig kan den russiske tilstedeværelse ses som

en form for risikostyring og en tilsvarende afskrækkelse af NATO mod at foretage militære

indgreb i russisk nærområde. Rusland kan retfærdiggøre opbygningen som et svar på

NATOs opstilling af styrker og dermed mindske risikoen eller direkte imødegå et vestligt

angreb på Ruslands sikkerhed. En anden vinkel vil samtidig hævde, at det fremmer

Ruslands mulighed for at påvirke situationen i Østersøen og De baltiske landes interne

anliggender. En øget russisk tilstedeværelse giver flere handlemuligheder overfor

eventuelle uroligheder, som kan opfattes som en grobund for en udviklende ustabilitet i det

russiske grænseområde. Det f.eks. under påskud af at situationen er skabt af NATO-

styrker i området, en diskriminerende regering, simple optøjer eller andet. Uanset, kan

argumentet for indgriben være genetablering af sikkerhed for at undgå situationen spreder

sig ind i Rusland eller til andre områder i regionen.

Formålet med Ruslands nukleare arsenal må dog stadig formodes at være beregnet til at

afskrække både en nuklear og konventionel konflikt. Nukleare kapaciteter vil sandsynligvis

stadig ”kun” komme i anvendelse i det tilfælde, at Rusland har en perception af eksistentiel

trussel mod staten. Udbygningen af nuklear teknologi kan derfor også forklares med, at

Rusland stadig er Vesten underlegen på konventionelle kapaciteter. Samtidig med et om

at fastholde sin eksistens og mulighed for påvirkning af verdensordenen, og minimere

Vestens mulighed for at påvirke Rusland i en retning mod sin vilje.

1 Anti-Access Aerial Denial

26

7.2.3 Non-militær og militær teknologi i samspil

Informationskampagner og domæner som ’cyber’ har fået en særlig position i en stats

mulighed for at påvirke det internationale system. Den russiske militærdoktrin og den

nationale sikkerhedsstrategi tilsiger, at ikke-militære midler får en grundlæggende rolle i

nutidige og fremtidige konflikt (Russia 2014 pkt. 15), (Russia 2015 pkt. 29). Denne

indgangsvinkel kan meget vel tyde på, at fokus på udvikling og anvendelse af magtmidler

befinder sig på et kontinuum af militære og ikke-militære midler. Grundet Vestens stærkere

økonomi og forspring i udviklingen af konventionel teknologi, kan fokus forudses at ligge i

hver sin ende af magtskalaen. Den ultimative nukleare kapacitet ligger i den ene ende,

som overvejende sikring mod Vestlig intervention eller direkte angreb og dermed statens

eksistens. Informationskampagner og ’Cyber’ repræsenterer den anden yderlighed.

Derimellem ligger synergien i anvendelsen af traditionel konventionel teknologi til at

påvirke og gennemføre mindre operationer som, f.eks. i Georgien, Syrien og Ukraine.

Konventionel teknologi anvendes ikke i direkte konfrontation med Vesten, men kan ses

som den mest aktuelle mulighed i russisk optik for at standse den vestlige inddæmning og

påvirkning af Ruslands interessesfære. Dette ved f.eks. de militære operationer i Ukraine

og annekteringen af Krim, som er et aktuelt eksempel på anvendelse af konventionelle

kapaciteter uden en direkte konfrontation med Vesten. Ruslands søger officielt at arbejde

for en aftale med Vesten og især USA i forhold til indgåelse af aftale om nedrustning af

særligt offensive kapaciteter, men aftalerne skal være i Russisk interesse og bidrage til

strategisk stabilitet (Ministry of Foreign Affairs of the Russian Federation 2016 pkt.27).

Netop de offensive kapaciteter er væsentlige i forhold til sikkerhedsdilemmaet og er af

særlig interesse, fordi det er et område med stor usikkerhed omkring modpartens evner.

Samtidig kan det ses som en direkte henvendelse til vestens ambition om opstilling af et

missilforsvar. Isolereret set giver det ikke mening i russisk optik uden at identificere en

specifik trussel (Putin 2007, 6). Missilforsvar i Vesten kan i Putins optik derfor kun opfattes

som vestligt perception af Rusland som en militær trussel. Teknologien kan dermed

opfattes som forudsætningsskabende for Vestens sikkerhed overfor Ruslands

modreaktion efter en eventuel vestlig anvendelse af offensive kapaciteter mod Rusland.

Mulighederne for at opretholde global og regional stabilitet falder i den optik markant med

placeringen af det amerikanske missilforsvarssystem. Det understøtter samtidig

betingelserne for den praktiske gennemførelse af "global strike" konceptet og udbredelsen

af strategiske ikke-nukleare præcisionsvåben (Russia 2015 pkt. 15). Opstillingen af et

missilforsvar har til hensigt at neutralisere atomtruslen fra Rusland, hvilket er klassisk

27

sikkerhedsdilemma tankegang, hvor den ene aktørs sikkerhed er den andens trussel. Med

en neutralisering af Ruslands strategiske nukleare kapacitet vil magtbalancen blive

udfordret, og Vesten ville kunne drage fordel af følelsen af sikkerhed. Det kan i russisk

opfattelse betyde, at afskrækkelsen er elimineret. Vesten vil dermed have frit spil, hvis

hensigterne skulle ændre sig til et ønske om, med magt, at påvirke og endda vælte

Ruslands regering. Denne virkelighed kan Rusland anse som en stor udfordring for både

regionale og globale konflikter, hvor én aktør, Vesten, kan diktere retningslinjerne i det

internationale system. Samtidig skærper tilstedeværelsen sanserne endnu mere og øger

risikoen for misforståelser, og dermed hændelser som kan udløse en konfrontation. I

forhold til sikkerhedsdilemmaet handler det om at tage konkurrencemomentet ud af

situationen, før der kan blive tale om nedrustning (Herz 1950, 173–74). Det kræver, at der

er en indbyrdes forståelse og opbygning af tillid gennem dialog og kommunikation. Først

og fremmest kræver det en perception af, at man ikke er truet på sin eksistens til trods for,

at staternes politiske normer og værdier er forskellige. I princippet betyder det også, at der

bliver en deling af fælles interesser. Et handlerum, hvor den ene part ikke ser sig

provokeret eller undertrykt. Når kommunikationen mellem Vesten og Rusland ikke formår

at eliminere tvivl og skabe tillid, vil reaktionen fra begge sider derfor fortsat være fokus på

videreudvikling af offensive, konventionelle og nukleare systemer, som allerede vil være

gensidigt rettet mod hinanden.

7.2.4 Sammenfatning teknologi og magt

En sammenfattende analyse af sikkerhedsdilemmaet mellem Rusland og Vesten, udmålt

på teknologi ved hjælp af Jervis’ fire verdener, er ikke så entydig endda. Der kan findes

faktorer, som kan relateres til alle fire verdener. De mest udbredte faktorer som findes i

forholdet mellem Vesten og Rusland falder umiddelbart under den første verden, som

også er den mest farlige. Vesten udpeges af Rusland som dominerende aktør, der ønsker

at fastholde status quo i verdensordenen. Ruslands ønske om multipolaritet er

modstridende de vestlige interesser, og det kan derfor ses som en udfordring i f.t. at opnå

et samarbejde. Den opfattelse er sammenfaldende med opmærksomhederne under den

første verden, hvor en fastholdelse af situationen ofte også inkluderer udvidelse af

indflydelse. Dermed vil der være et stort fokus på udvikling af teknologi. som har et

offensiv formål og vil derfor virke truende (Jervis 1978, 211–12). Det er ikke et udtryk for,

at en konfrontation og krig er nært forestående. Det er et udtryk for, at dynamikkerne

28

skaber et intenst sikkerhedsdilemma som også kommer til udtryk i den konflikt, der reelt er

tilstede mellem Vesten og Rusland. Russisk militær er højt prioriteret, men økonomien er

ikke ligeså stærk som den vestlige og yderligere påvirket af diverse sanktioner. Ruslands

ageren kan påvirke vesten til at allokere yderligere ressourcer til regionen omkring

Baltikum. Dermed vil Rusland opnå en direkte effekt i forhold til at tvinge de vestlige lande

til at anvende midler, som ligeså godt kunne have gjort nytte i andre konfliktzoner eller

som beredskab. Derudover er det en udfordring for NATOs sammenhængskraft

medlemslandene imellem, både i f.t. den kollektive sikkerhedsforpligtigelse og i processen

i at opnå enighed, omkring nødvendigheden og størrelsen af NATOs tilstedeværelse i

Baltikum. Disse forhold er med til at iscenesætte Rusland som en betydelig spiller både i

regionen, men også på den globale scene. I sikkerhedsdilemma-perspektivet øger det

også risikoen for et magtspil og våbenkapløb, som over tid langsom kan gøre situationen

mere anspændt. Rusland ser, at statens styrke i høj grad spiller en rolle i internationale

relationer og, at opbygning og modernisering af offensive våbensystemer svækker den

globale sikkerhed. Denne sikkerhed udfordres yderligere ved at militarisering og

våbenkapacitetsprocesser udvikler sig i regioner, der støder op til Rusland (Russia 2015

pkt. 14,15). Derfor ser Rusland det som en nødvendighed at følge med den teknologiske

udvikling. Både fordi Vesten fortsat udvikler, men ligeså væsentligt fordi Vesten og truslen

fysisk rykker nærmere de russiske grænser som behandlet i forrige afsnit. Vestens

aktiviteter skaber en perception af Ruslands usikkerhed, hvor den militære trussel er

rykket helt op til Ruslands grænser, dermed udbygges sikkerhedsdilemmaet, hvor staterne

optrapper kapaciteter og retorikken mod hinanden. Det skaber et pres mod, ikke bare den

regionale, men også den globale sikkerhed. Samtidig vil Ruslands geografiske størrelse

formentlig betyde, at en regional konflikt vil brede sig til et globalt anliggende.

Selvom Rusland er Vesten underlegen i kapaciteter på både konventionel og nuklear

teknologi, er der tilstrækkelig styrke til at forvolde stor skade. Der er en høj risiko for, at en

direkte konfrontation, hvis det skulle blive en realitet, vil udløse en verdensomspændende

konflikt, eller endnu være et krigsscenarie. En for stor underlegenhed i konventionelle

styrker er også et problem. Det kan i yderste konsekvens tvinge Rusland ud i handling

med anvendelse af Nukleare virkemidler, hvis man skønner det nødvendigt for at sikre sin

overlevelse. I sikkerhedsdilemma optikken kan netop styrkeforholdet gøre Rusland

mistænkelig, i f.t. om Vestens hensigter blot er at vente på en favorabel situation til at

angribe som svar på en provokation (Jervis 1978, 172). Rusland kan således konspirere

om, hvor stort styrkeforhold og uenighederne skal være, før Vesten indleder et forsøg på

29

at vælte Putin. Samtidig er det en mulighed for Rusland til at præge verdensordenen, da

det ikke længere nødvendigvis er den kvantitativ stærkeste stat, der styrer slagets gang.

Tilstedeværelse af de militære kapaciteter, herunder atomtruslen skaber således

forudsætningerne for de øvrige parametre, hvilket der ikke nødvendigvis et noget nyt i.

Risiko og italesættelsen om mulig anvendelse af især nukleare kapaciteter, i et Rusland

versus Vesten scenarie, er til gengæld en genopstået faktor, som ellers har været

fraværende siden murens fald.

7.3 Ruslands ambition og ønske om ny verdensorden

De forrige to afsnit har taget udgangspunkt i geostrategi og teknologi som relativt

håndgribelige variabler for sikkerhedsdilemmaet mellem Vesten og Rusland. En væsentlig

faktor er også Staternes ambitioner og hensigter i forhold til positionering af sig selv i

verdensordenen generelt. Derudover er de relationer, der skabes i form af f.eks. tillid eller

mistillid aktørerne imellem. Ved årtusindeskiftet, ca. 10 år efter opløsningen af

Sovjetunionen, var Rusland igen parat med et ønske om at markere sig på

verdensscenen. Med Millennium talen var Putin klar med en ambition om, at Rusland skal

genvinde sin position som international stormagt ”… Tro på storheden i Rusland. Rusland

var og vil forblive en stor magt. Den er forudsat af de uadskillelige egenskaber ved dens

geopolitiske, økonomiske og kulturelle eksistens. Det sker ikke snart, hvis det nogensinde

sker overhovedet, at Rusland bliver en anden udgave af Sig, USA eller Storbritannien,

hvor liberale værdier har dybe historiske traditioner…” (Putin 1999, 6). Det er uklart, om

Putin mener, at de historiske liberalistiske værdier på det tidspunkt var en forudsætning for

Ruslands genopstående styrke, som han vurderede at have været for Vesten. Der ses en

ambition om at nå et niveau, hvor Rusland igen opfattes som ligestillet med eksempelvis

USA og endda inspireret af vestlige normer. Dermed ikke sagt, at man vil ligne vestlige

stormagter, men det var Vesten, der kom bedst ud af Den Kolde Krig og fortsat en

styrende faktor i verdensordenen. Det ser ud til at have betydning for Putin, og der styres i

talen mod stormagtsstatus gennem demokratiske værdier ”…Rusland har brug for en

stærk statsmagt og skal have det. Jeg opfordrer ikke til totalitarisme, da historien viser at

alle diktaturer og autoritære regeringsformer er forbigående. Kun demokratiske systemer

er vedvarende. En stærk statsmagt i Rusland er en demokratisk, lovbaseret, brugbar

føderativ stat…” (Putin 1999, 7). Det er de grundlæggende værdier som bl.a. demokrati,

der ses styrende. Rusland vil således genskabe sin position som stærk statsmagt ud fra

30

egen opfattelse af nævnte kernebegreber og ikke blot kopiere Vestens handlemåde. Ofte

opfattes Rusland, af Vesten, som en totalitær statsmagt med manglende demokratiske

værdier og normer. Dermed ses store forskelle på russisk og vestlig opfattelse af

demokrati og normer, hvilket kan danne grundlag for misforståelser. Dette kan blandt

andet komme til udtryk i de vestlige udvidelser, hvor Rusland kan frygte en vestlig hensigt

om at påvirke eller ændre den russiske styreform eller hindre Rusland i at genopstå som

stormagt. Det kan skabe en perception hos Putin om, at staten er truet på sin eksistens,

hvis omverdenen har dette syn på Rusland. Lignende situation gives også af Herz som

eksempel i sin sikkerhedsdilemma teori i forhold til staternes usikkerhed om den andens

hensigter (Herz 1950, 166–67). Russisk perceptionen er, at disse regeringsformer står for

fald. Hvis Vesten ikke anerkender den russiske styreform som ligestillet med en vestlig

opfattelse af demokrati, kan der, i russisk optik, være en risiko for vestligt ønske om

indirekte eller i værste fald direkte påvirkning af den russiske styreform med konventionelle

midler.

Europæisk sikkerhed kan i Putins optik ikke anvendes som argument for NATO-

udvidelserne. De opfattes som en alvorlig provokation, der reducerer niveauet af gensidig

tillid. Dette begrundet med en russisk opfattelse af, at man ikke vil gøre dette baseret på

en tale afholdt af tidligere NATOs generalsekretær i NATO i 1990 "Det faktum, at vi ikke

ønsker at placere en NATO-hær uden for tysk territorium, giver Sovjetunionen en solid

sikkerhedsgaranti " (Putin 2007 pkt. 8,9). Dette kan understøttes af Herz’ teori om, at

intentionerne i dag kan være ændret i morgen og en russisk oplevelse af, at eksempelvis

Baltikums sikkerhed er lig med Ruslands usikkerhed (Herz 1950, 157). Dermed kan der

være en russisk opfattelse af, at man ikke kan stole på Vestes hensigter. Det mener

Rusland, at en multipolær verdensorden bedre kan imødekomme, hvis staterne står

styrkemæssigt mere lige og med gensidig respekt.

7.3.1 Magt og ambitioner

Afsnittet omkring militær teknologi viste, at Rusland prioriterer og tror på, at en

polariseringsændring i det internationale system peger på et stigende behov for militære

kapaciteter med henblik på at forfølge geopolitiske interesser. Rusland demonstrerer fokus

på viljen til at forfølge sine interesser og ambitioner om status som stormagt gennem

teknologisk formåen og en aktivistisk adfærd. Magt kan sidestilles som garanti for statens

sikkerhed, og aktuelt har Vesten, i russisk optik, opnået for meget magt i det internationale

31

politiske system Der foretages handlinger som kan opfattes som modreaktioner mod

vestens styrke og samtidig et forsvar af statens sikkerhed og interesser som eksempelvis

annekteringen af Krim.

Der er ikke umiddelbart noget som peger på, at Rusland ser en krig i stor skala

sandsynligt, men dog en risiko for regionale konflikter. Samtidig anfægtes den

eksisterende vestlige alliance for ikke at være i stand til at håndtere de udfordringer og

trusler verden står overfor (Ministry of Foreign Affairs of the Russian Federation 2016 pkt.

6-8). Der udspecificeres ikke umiddelbart hvilke geografiske områder, der kunne udløse en

konflikt eller omfanget deraf. Det er heller ikke tydeligt, hvordan Rusland ser en konflikt

forblive regional. Hvis en potentiel konflikt er direkte konfrontation mellem Vesten og

Rusland med anvendelse af konventionelle våben, eller måske endda taktiske nukleare

våben, vil det formentlig eskalere til mere end regionalt. Det kan ikke være i russisk

interesse, og de seneste konflikter, hvor russisk militær har været anvendt, har da heller

ikke været i en direkte Rusland versus Vesten konventionel konflikt. Der er dog tale om

konflikter, hvor modsatrettede interesser har været eller er på spil. Både Georgien og

Ukraine er eksempler på russiske handlinger med formål, at modsætte sig yderligere

vestlige forsøg på udvidelser og dermed inddæmning af russiske nær- og

interesseområder. Syrien er et andet eksempel på russisk ageren for at sikre sine

interesser og fortsatte mulighed for indflydelse i Mellemøsten. Alle tre scenarier har i et

omfang inkluderet konventionelle styrker, men uden at det har været en direkte

konfrontation med Vesten. Ruslands ageren i Baltikum har i højere grad været under

påvirkning af ”soft-power”, hvor eksempelvis cyber angrebet mod Estland, som

modreaktion på fjernelse af Bronzestatuen i Tallinn (Kruse 2007). Disse handlinger

underbygger Ruslands vilje til at anvende magt når statens interesser og sikkerhed føles

truet. Anvendelse af ”blød” og ”hård” teknologi, viser en afvejning i proportioner i fht.

russisk perception af risiko for en vestlig modreaktion. Udnyttelsen af militær-styrke til

beskyttelse af nationale interesser er kun mulig, hvis alle foranstaltninger af en ikke-

voldelig karakter har vist sig ineffektive (Russia 2015 pkt. 29). Dermed udelukker Rusland

ikke militær indgriben, hvilket operationer i Georgien, Ukraine og Syrien med alt tydelighed

har vist. Offensive handlinger som måske ikke havde fundet sted i samme omfang, hvis

ikke Vestens tilnærmelser, i forsøget på at påvirke Georgien og Ukraines tilknytning til

Vesten, havde fundet sted. Samtidig kan handlingerne være uofficielt begrundet i

erfaringer i forhold til eksempelvis Baltikums medlemskab af NATO og EU, som måske for

32

alvor udfordrede Ruslands sikkerhedsopfattelse og dermed for alvor skubbede til Ruslands

vilje til aktivistisk udenrigspolitik i nærområdet.

Rusland lægger stor vægt på at sikre evnen til at håndtere den globale udvikling, som man

mener kræver kollektiv ledelse fra de store stater. Rusland tilkendegiver et ønske om, at

disse aktører skal være repræsentative på geografisk og civilisationsmæssig måde og

fuldt ud respektere FN's centrale og koordinerende rolle. Rusland bakker op om FN som

international regel-danner, og institutionen i det internationale system som alene kan

tillade anvendelse af magt (Putin 2007). Det passer dog ikke helt sammen med f.eks.

annekteringen af Krim. Derfor kan man ræsonnere, at Rusland bakker op om FN, når det

passer ind i russisk politik og interesse og der ikke er et behov for tolkning om selvforsvar.

Rusland, Kina og USA sidder som permanente medlemmer af sikkerhedsrådet, og er som

regel også de retningsgivende stater i det internationale system. Det vidner om, at staten

er vigtigst og viser en høj grad af realisme i den Russisk tankegang, hvor verdensordenen

er anarkisk og styret af stormagterne. Putin anvender, trods egen adfærd, USA og

Vestens brud på de internationale regler i forhold til anvendelse af magt mod selvstændige

stater som en stor trussel mod den internationale sikkerhed. Det understøtter den russiske

perceptionen af, at denne vestlige aktivisme er direkte årsag til, at den internationale

sikkerhed er forværret. I russisk optik, noget der vil kræve ændring i de internationale

relationer, for ikke antallet af alvorlige fejl vil blive multipliceret (Putin 2007, 4–5). Disse fejl,

begået af Vesten gennem direkte indblanding i andre staters interessesfære, vil i yderste

konsekvens også kunne betyde indgriben i Ruslands statsmagt. Situationen er anderledes

i Baltikum, men måske kun et spørgsmål om, at det rationale valg og grænsen for

våbenanvendelse er anderledes. I den region kræver våbenanvendelse en russisk

perception af, at statens sikkerhed er truet fra den front. Der ses således en klar forskel i

anvendte midler, når der samtidigt er en hensigt om at undgå en direkte konventionel

konflikt med Vesten. Brug af våbenmagt er ikke ønskelig, men gøres hvis det vurderes

nødvendigt.

Der ses ikke umiddelbart en russisk hensigt om en direkte konfrontation med Vesten,

snarere tværtimod. Putins Retorik i talen i München 2007 omtaler USA's præsident som

venner, og Putin ser ikke umiddelbart nogen krig mellem USA og Rusland. Dette

understøttes igen i det aktuelle udenrigspolitiske koncept ”… Rusland søger ikke

konfrontation og et nyt våbenkapløb, men en åben, rationel og pragmatisk udenrigspolitik

for at beskytte sine nationale interesser…” (Ministry of Foreign Affairs of the Russian

33

Federation 2016 pkt. 3.g). Rusland er således interesseret i at udvikle gensidige

fordelagtigt handelsmæssige og økonomiske samarbejder med andre stater og ser sig

som en ansvarlig og respekteret deltager i et multilateralt system. Putin peger mere på

asymmetrien i styrkeforholdet mellem Rusland og Vesten på den internationale arena. I

forholdet mellem Vesten og Rusland, refererede Putin i ’München-talen’ talen i 2007 til en

samtale mellem USA’s præsident og ham selv, hvor Putin erklærede sig enig med den

amerikanske præsident i, at han ikke gik ud fra, at Rusland og USA vil være modstandere

og fjender igen. Selv med denne tilkendegivelse, viser sikkerhedsdilemmaet sig med den

efterfølgende bemærkning ”… der er symmetrier og asymmetrier her, der er ikke noget

personligt. Det er simpelthen en beregning…” (Putin 2007, 24). Det som Herz også ser

som en subjektiv vurdering af staternes indbyrdes forhold. Der lægges ikke vægt på

personlige relationer, men de faktiske tal i magtbalancen. Venner i dag betyder ikke

venner i morgen, hvis en af parternes hensigter ændrer sig. Derfor ser Rusland det

afgørende for statens sikkerhed, at magtrelationerne mellem staterne forbliver intakte.

Således der ikke er en dominerende aktør i der internationale system. Dette taler for en

multipolær verdensorden, hvis opfattelsen er, at stormagterne er lige stærke og har lige

meget at tabe. Således der ikke er en rationel begrundelse for væbnet konfrontation.

Den subjektive perception danner netop grundlag for fejlvurderinger og misforståelser,

fordi man ikke kan vide sig sikker på modpartens hensigter i fremtiden, hvilket er et

væsentligt element som Herz lagde til grund for den oprindelige sikkerhedsdilemma teori

(Herz 1950, 157–58). Vesten argumenterer åbent om ”… Sandsynligheden for, at en

konflikt med Rusland, der involverer militær styrke, er steget, og dermed et øget behov for

viden om Ruslands væbnede styrker…” (Persson ét al 2016, 23). Denne vestlige

opfattelse kan bidrage til at optrappe retorikken, skabe usikkerhed og dermed et øget

sikkerhedsdilemma. Denne vestlige opfattelse vil sprede sig til Rusland og kalde på en

reaktion.

Når Vesten samtidig udbreder sine regler og normer tættere på Ruslands grænser, kan

der være en frygt for, at Vesten søger at påvirke den russiske stat og udgør dermed en

potentiel trussel. Vestens argument for spredning af eksempelvis NATO, er de enkelte

staters sikkerhed og stabilitet. Det skaber dog Samtidig en ubalance i det samlede

styrkeforhold mellem Vesten og Rusland, som er med til at danne grundlag for

sikkerhedsdilemmaet som Jervis omtaler som tredje ”… at en stats øgede sikkerhed kan

mindske sikkerheden hos andre (Jervis 1978, 169).

34

Ruslands ønske om stormagtsstatus, bør ske under hensyntagen til Ruslands egne

interesser med respekt for det russiske nærområde. Det understøtter Putins ønske om, at

Vesten respekterer Rusland som ligestillet aktør og stat i det internationale system med

egne regler, traditioner og normer. Derfor ønsker Rusland et multipolært system, en

verdensorden hvor f.eks. USA, Rusland og Kina mødes som ligeværdige aktører. Et forum

som anerkender staternes individuelle regionale interesser og søger et samarbejde.

Væsentligt, i russisk optik, er staternes respekt for den primære regionale aktør, som i

Putins opfattelse er Rusland, når det kommer til Østersøen, Baltikum og tidligere

Sovjetstater.

Den russiske militærdoktrin skelner "farer" og "trusler", hvor førstnævnte angiver

bekymringer, og sidstnævnte mulige årsager til konflikt. NATO-alliancen, eller mere

præcist, dens adfærd og hensigter, er klassificeret som en fare ligesom terrorisme og

krænkelser af internationale aftaler (Russia 2014 pkt. 12). NATO nævnes specifikt og først

som en militære fare og underbygges netop med NATOs påvirkning af den regionale

usikkerhed. Der peges på alliancens missilforsvar og planer om udbygning af en strategisk

offensiv kapacitet. Punkter som kan relateres til sikkerhedsdilemmaet og en aktuel militær

trussel ved eksempelvis eFP der, trods et lille bidrag, i russisk optik kan opfattes som et

kraftigt signal. Rusland kan opfatte situationen som indledende handlinger frem mod noget

større, der i værste fald fører til vestens direkte påvirkning af Ruslands interne

anliggender. I forhold til Ruslands opfattelse af militære trusler, nævnes Vesten ikke

eksplicit, men der er fokus på en risiko for ”… skarp forværring af den militær-politiske

situation i interstatslige relationer…” som kan skabe betingelser for brug af militær-styrker

(Russia 2014 pkt. 14). Demonstration af magt i form af opstilling af styrker omkring de

stater, der grænser op til den russiske føderation og dens allierede, udpeges som faktorer,

der kan være med til at forværre og tilspidse situationen. Dermed ses der også at være et

direkte sammenfald mellem det Rusland ser som fare og militære trusler, hvis man

sammenholder det med Vestens ageren i netop nærområdet.

Rusland ser tilsyneladende anderledes på krigsførelse ved, at de interstatslige kampe kan

udføres gennem forskelligartet, men Integreret brug af militær styrke, politiske,

økonomiske, informative og andre non-militære midler (Russia 2014 pkt. 15). Der er

således et moderne syn på krigsførelse i Russisk bevidsthed, hvor informations krig er et

eksempel på et non-konventionelt/militært middel til at sikre statens interesser. Der kan i

den optik også ligge en opfattelse af, at staten allerede er i krig, blot ikke med involvering

af de klassiske militære kapaciteter. Disse er i spil, men som afskrækkelse i form af især

35

den nukleare magt. Denne parathed kan ses som væsentlig signalværdi overfor Vesten og

Ruslands mentale sikring mod vestlig intervention. Teknologien og den aktivistiske adfærd,

kan derfor ses som forudsætningsskabende for Ruslands ambitioner om at justere

verdensordenen og opnå anerkendelse som stormagt og anerkendt aktør.

Sikkerhedsdilemmaet kan i dette perspektiv yderligere udfordres, hvis eksempelvis

Rusland allerede har en perception af at være i en form for politisk- og/eller informations

krig. Det kan skabe en øget usikkerhed, og handlinger kan identificeres og evalueres som

direkte trusler uden, at det har været modpartens hensigt. Hvis der allerede eksisterer en

form for krigsopfattelse, kan der være en fare for langsom eskalering af situationen, hvor

mere eller mindre utilsigtet anvendelse af mere håndgribelige virkemidler vil kunne

forværre situationen. Dette kunne være optøjer mellem Vestlige soldater og eventuelle

oprører i grænseområdet mellem et af de Baltiske lande og Rusland, et NATO fly som ved

en fejl mister et våben, der lander på russisk territorie og i værste fald gør skade. Flere

scenarier kan opstå, men det afgørende vil være Ruslands opfattelse af situationen og de

afledte rationelle valg, som måtte blive truffet på den baggrund. Det kunne være en direkte

begrundelse for eventuelle handlinger omkring Baltikum regionen enten i form af påskud

om beskyttelse af de russiske minoriteter, men også med en opfattelse af, at statens

sikkerhed er truet, hvis uroligheder breder sig. Sidst nævnte vil naturligvis være en alvorlig

situation og skabe en stor risiko for yderligere eskalering af en konflikt, hvor

sikkerhedsdilemma kan erstattes af krig.

7.3.2 Polarisering og alliancedannelse

Rusland peger på, at det internationale system bevæger sig i retning af multipolaritet,

hvilket også er et russisk ønske. Globaliseringen har i højere grad åbnet for et øget flow

mellem samarbejds- og handelspartnere mod Asien og Stillehavsområdet, hvilket samtidig

kan være opgør med den vestlige politiske og økonomiske dominans. ”…Et fortsat forsøg

på verdens-dominans, kontrol over ressourcer og spredning af vestlige ideologier, har

skabt en verden af intolerance, fremmedhad, øget konflikt i internationale anliggender, der

i sidste ende vil føre til kaos og en ukontrolleret situation i internationale relationer…”

(Ministry of Foreign Affairs of the Russian Federation 2016 pkt. 4-6). Den russiske

forudsigelse om kaos er noget pessimistisk. Rusland ser dermed Vestens handlinger, med

USA's i spidsen, og fastholdelsen af den unipolære verdensorden samt manglende vilje til

at anerkende Rusland som ligeværdig aktør, som en væsentlig årsag til, at forholdende i

de internationale relationer imellem dem ikke er bedre. Mearsheimer hævder, at der i det

36

internationale system ikke findes status-quo stater, som er en af opmærksomhederne i

Jervis’ fire verdener. Mearsheimer begrunder det med, at alle stormagter ønsker at

maksimere sit styrkeforhold mod andre stormagter (Mearsheimer 2001, 1). Der er

divergerende opfattelser omkring hvilken polaritet, der er den mest sikre. Morgenthau er

fortaler for en multipolær verdensorden, hvor Mearsheimer ser den unipolære

verdensorden som mest sikker og en multipolær verdensorden, med en potentiel hegemon

(ubalanceret multipolaritet), som den farligste (Mearsheimer 2001, 8,24). Rusland deler

tilsyneladende ikke samme opfattelse, men søger heller ikke umiddelbart efter global

hegemoni. Opfattelsen er, at sikkerheden skabes ved gensidig anerkendelse og mere lige

fordeling af magten mellem stormagterne i det internationale system. Vesten kan i denne

kontekst umiddelbart anses som aktør, der ønsker en status quo situation i ønsket om at

bevare den unipolære verdensorden. Det vil fortsat kræve en vis magt-maksimering i

forhold til bl.a. Rusland. Usikkerheden og de subjektive vurderinger spiller en stor rolle

uanset polaritet. Hvis styrkeforholdene er udlignet, kan det betyde en øget risiko. Den

enkelte stat kan finde det sandsynligt at overvinde den anden, hvis interesserne ikke kan

forenes. Dermed kan det være svært at konstatere hvilken situation, som måtte være den

farligste, da rationelle valg på baggrund af risikovillighed, hensigter, frygt osv. er svære at

måle. Sikkerhedsdilemmaet kan bestå i, at Vesten vil fastholde situationen med relativ

kontrol over Rusland og begrænse dennes muligheder for at påvirke verdensordenen.

Samtidig vil Rusland væk fra status quo situationen og bremse Vestens indflydelse i det,

som Rusland mener er statens ret til regional kontrol.

Alliancedannelse er en del af Jervis’ sikkerhedsdilemma teori, og ses relevant i forhold til

regionen omkring Baltikum, hvor den vestlige alliance officielt opfattes som en trussel mod

russisk sikkerhed”…It takes great effort for any one state to be able to protect itself alone

against an attack by several neighbours…” (Jervis 1978, 176) var Ruslands største

militærøvelse siden Den Kolde Krig, og foregik over fem dage i september 2018. Øvelsen

foregik primært i den østligste del af Rusland og skulle simulere et krigsscenarie, hvor

hovedformålet, ifølge chefen for generalstaben Valerij Gerasimov, var at afprøve det

russiske træningsniveau i stor skala (Lindhardt 2018). Udover at formålet var at træne

egne styrker, er det interessant, at Kina også deltog. Dermed ses der et forsøg på

allianceskabelse, som kan opfattes som et led i modtrykket og magtbalanceringen overfor

Vesten. Der ses en russisk opfattelse af, at bl.a. vestligt militær tilstedeværelse er et

forsøg på at undertrykke Ruslands ambitioner og interesser for egen vindings skyld. Det

kommer til udtryk i den nationale strategi fra 2015, der identificerer at ”… Den Russiske

37

Føderations gennemførelse af en uafhængig udenrigs- og indenrigspolitik giver anledning

til modstand fra USA og dets allierede, som søger at bevare deres dominans i

verdensordenen. Vestens forsøg på at inddæmme Rusland inkluderer udøvelse af politisk,

økonomisk, militært og informativt pres…” (Russia 2015 pkt. 12). Vestens ambition om at

fastholde en unipolær verdensorden sker, efter russisk opfattelse, på bekostning af

Ruslands legitime ret til at forfølge sine interesser. Det er med til at tvinge Rusland til at

orientere sig mod andre samarbejdspartnere, da Vesten og Ruslands interesser og

verdenssyn ikke ses at være sammenfaldende.

To år efter Baltikums medlemskaber af NATO og EU, skrev den russiske journalist for

tidsskriftet Foreign Affairs, Dmitri Trenin, en artikel med titlen, ’Russia Leaves the West’.

Artiklen analyserer ændringen i russisk udenrigspolitik siden Putins første år som

præsident. Artiklen peger på, at Rusland er gået fra ønsket integration med Vesten og

deltagelse i globaliseringen til i højere grad at identificere sig mod Vesten. Den russiske

opfattelse er, at Vestens ikke anerkender russiske værdier, hvorfor Rusland har valgt at

placere sig som en stormagt mellem Vesten og Asien (Trenin 2006, 4–6). Denne tendens

synes stadig at være tiltede, i forhold til de russiske ambitioner (Sinovets & Renz 2014, 2).

Tendensen var derfor allerede klar dengang og er aktuelt formuleret i den nationale

sikkerhedsstrategi, der beskriver verden som farlig for Rusland og beskylder USA og dets

allierede, der aktivt arbejder for at begrænse Ruslands indflydelse og gøre det mere farligt

for Rusland. De udvidede trusler som terrorisme, ustabilitet i forskellige regioner og

flygtningestrømme gør, at Rusland fortsat ser samarbejde med Vesten nødvendigt. I

russisk opfattelse bør dette samarbejde naturligvis foregå på Ruslands vilkår, men er

dermed ikke afvisende for positive relationer med Vesten. Der peges netop på

fokusområder, hvor aktørerne med stor sandsynlighed er eller kan blive enige. Den fælles

fjende, i form af eksempelvis terror, er samlende, forsonende og et højaktuelt tema, der

midlertidigt kan fjerne opmærksomheden omkring andre stridigheder.

Det viser også, at Rusland, trods en perception omkring Vesten som en trussel, ser sig

nødsaget til at samarbejde med vesten. Der er således både muligheder og

konfliktpotentiale mellem det som Jervis kalder samarbejde og afhoppe. I udfordringen

med bekæmpelse af terrorisme, ses der et behov for samarbejde, men i forhold til Vestens

indgreb i det geografiske nærområde, er interesserne for forskellige og dermed en øget

sandsynlighed for at ’afhoppe’. I forhold til sikkerhedsdilemmaet, er det positivt, at der

trods alt fortsat ses argumenter for, at relationerne til Vesten ikke helt fortabes.

38

Rusland er sanktioneret af Vesten, derfor gør muligheden for samhandel, ambitionen om

en ny verdensorden og øget magt det nødvendig at søge nye samarbejdspartnere og

alliancer. Derfor er der større mulighed for Rusland i at orientere sig mod Kina og andre

regioner. Ruslands ser et behov for af afhoppe, ved at trække sig fra Vesten i forhold til

samarbejde som er låst og søger derfor mod andre regioner. Dette fokus ses bl.a. i det

udenrigspolitiske koncept, hvor fokus ligger på at udvide forbindelserne med sine partnere

inden for de 20, BRICS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Republikken Sydafrika), SCO

(Shanghai Cooperation Organisation), RIC (Rusland, Indien og Kina) sammen med andre

organisationer (Ministry of Foreign Affairs of the Russian Federation 2016 pkt. 25).

Den Russiske Føderations mål er at erhverve bi- og multilateralt samarbejde i det

internationale system bestående af så lige partnere som muligt i forskellige dele af verden

(Russia 2015 pkt. 27,28). I sikkerhedsdilemma teorien, taler Jervis netop om samarbejde,

som en situation hvor involverede aktører kan drage fordel af det. Målet er derfor at bevare

motivationen for, at en aktør ikke trækker sig fra samarbejdet. Dette kan måske

understøttes med ambitionen om et multipolært anarkisk system, hvor der ønskes

ligevægt blandt de toneangivende stormagter og fordelingen i forhold til interesser sker i

samarbejde. Derfor er det også væsentligt at iagttage Præsident Putins udtalelser og

ageren i forhold til at iscenesætte Rusland overfor Vesten som regional og global spiller. I

denne situation bør ambition om stormagtsrollen ikke undervurderes, da det normalt ikke

kun viser den nationalistiske opfattelse af staten, men også dens opfattelse af

verdensorden og forholdet mellem Rusland og andre stater (Oliker m.fl. 2015, 14,21).

Putins perception er dermed med til skabe fundamentet i Ruslands udenrigs- og

sikkerhedspolitik, og handler i henhold til det som findes nødvendigt i det internationale

anarkiske system. Derfor søger Rusland formentlig heller ikke imod hegemoni i et forsøg

på at overtage USA's status - ikke globalt i hvert fald, men formentlig på den regionale

scene, hvilket er det maksimale en stat kan stræbe efter (Mearsheimer 2001, 22).

Hvis Rusland kunne trænge igennem med ambitionen om en multipolær verdensorden,

hvor f.eks. USA, Rusland og Kina agerer som ligeværdige aktører, vil det formentlig ikke

fungere i institutionelt regi under FN. Rusland søger tilsyneladende et forum som

anerkender regionale interesser med mulighed for et samarbejde. De væsentlige

stormagter i dette system vil understøttes af staternes geografiske størrelse og

teknologiske styrke. Et forum af ligesindede, der i gensidig respekt og anerkendelse af den

39

enkelte stats fortrinsret regionalt i fht. geopolitiske interesser og som indgår i et

samarbejde, hvor der er overlap i globale fælles interesser.

Den Russiske Føderation udvikler relationer med altomfattende partnerskab og strategisk

samarbejde med blandt andre Den Kinesiske Folkerepublik, og betragter dem som en

nøglefaktor for opretholdelsen af global og regional stabilitet, men søger også i retning af

både Latinamerika og Indien (Russia 2015 pkt. 93-97). Netop afviklede Vostok-18 øvelse

med Kina skaber en strategisk samarbejdspartner i forhold til vesten, og kan give en

følelse af sikkerhed, hvis der kan opbygges en form for gensidig støtte. At Rusland søger

mere globalt samarbejde kan også ses som en naturlig konsekvens af de vestlige

sanktioner. Dermed søges der formentlig nye markeder for at sikre statens fremdrift og

udviklingsmuligheder for at genopbygge sin status som væsentlig aktør i det internationale

system.

Rusland rækker hånden frem på nogle præmisser, hvor anerkendelse og ligeværdighed er

væsentlige forudsætninger. Rusland respekterer europæiske staters frie valg, der ikke er

medlemmer af nogen militære alliancer. I Russisk optik yder disse stater et bidrag til at

sikre stabilitet og sikkerhed i Europa. Ruslands søger et tættere samarbejde med NATO,

men accepterer ikke yderligere udvidelser. Specifikt italesættes deltagelse i

Østersøstaternes aktiviteter som en vigtig rolle, hvor Rusland er klar til at engagere sig i et

konstruktivt samarbejde (Ministry of Foreign Affairs of the Russian Federation 2016 pkt.

6973). Dette ønske om samarbejde og alliancedannelser falder fint i tråd med

sikkerhedsdilemma-teorien. Rusland identificerer en nuværende regional udfordring, hvor

man tilsyneladende erkender, at samarbejde er den eneste mulighed for indflydelse i

regionen. Samtidig gøres det klart, at yderligere NATO-udvidelser ikke kan accepteres

uanset formål.

8. KONKLUSION

Den strukturelle situation i et anarkisk samfund øger med NATO medlemskabet dennes

medlemmers sikkerhed, men udvidelser af alliancen mindsker Ruslands. Dette både i

indskrænkning af geografisk interesseområde, opfattelsen af sikkerhedszone mellem

Vesten og den øgede teknologiske overvægt i Vestens favør.

Projektets analyse har vist, hvordan udvalgte variabler, ved hjælp af Sikkerhedsdilemma-

teorien, kan forklare grundlaget for den øgede konflikt mellem Vesten og Rusland. På

baggrund af analysen af de geostrategiske forhold, kan der ses en sammenhæng i

40

konflikten mellem Rusland og Vesten og Baltikums medlemskab af NATO og EU. Tidligere

Sovjetstaters, herunder de baltiske landes, tilknytningen til Vesten, har skabt en perception

af landenes fravalg af Rusland som foretrukken samarbejdspartner, og dermed er der sket

en indskrænkelse af russisk interessesfære. NATO er rykket helt op til den russiske

grænse, hvilket helt konkret har elimineret den ”buffer-zone” som kan give en oplevelse af

kontrol og sikkerhed i egen baghave. Det har givet en russisk opfattelse af, at statens

sikkerhed er udfordret som et resultat af Vesten øgede påvirkning og indryk i

postsovjetiske territorier.

Ruslands handlinger i Georgien og Ukraine, kan ses som frustration og en nødvendighed i

forhold til de erfaringer Baltikum har givet. I det geografiske perspektiv, har Rusland mistet

noget af kontrollen over regionen med risiko for yderligere geografisk de-kobling af

områder, som ligger i russisk nære interesseområde. Der er derfor grundlag for en

påstand om at Vestens geografiske udvidelser, efter Den Kolde Krig, er en væsentlig

årsag til den øgede konflikt og opståede sikkerhedsdilemma mellem Rusland og Vesten.

Vestens udvidelser har samtidig øget den alliance, som Rusland, indtil Sovjetunionens

opløsning, så som den primære fjende. Den relative magtfordeling er derfor ugunstig i

russisk optik, og der er ikke umiddelbart mulighed for at genskabe alliance-relationer med

de baltiske nabostater. Vesten er teknologisk overlegen, og der kan igen ses et kvalitativt

våbenkapløb. Missilforsvar, ’Global strike’, præcisionsvåben, nukleare kapaciteter osv.

kombineret med uvished om hinandens hensigter, skaber et sikkerhedsdilemma. Dette

danner grundlag for konflikten kombineret med usikkerhed og mistillid omkring staternes

rationelle anvendelse af især de militære kapaciteter. Det kan forværre det samlede billede

yderligere. En fortsat udbygning af styrkeforskellen kan give Vesten en øget mulighed for

at skabe et større pres mod Rusland og dermed øge den russiske opfattelse af, at der er

en trussel mod statens sikkerhed og interesser.

Sikkerhedsdilemmaet skaber en spiral af handlinger og oprustning, der opfattes som

trusler mod sikkerheden. Variablerne kan også danne grundlag for en vurdering af, hvor

farlig situationen er på baggrund af Jervis’ fire verdener, med forbehold for de

usikkerhedsmomenter analysen har vist. I Jervis’ fire verdener er det væsentligt, at

staterne kan skelne mellem offensive og defensive kapaciteter, som styrende for, hvor

farlig situationen er i et Sikkerhedsdilemma-perspektiv. Det virker dog kun i nogen grad.

De subjektive vurderinger og deraf følgende usikkerhed og mistillid spiller en stor rolle.

Dermed kan det være svært at konstatere, hvilken situation som måtte være den farligste,

41

da forhold som risikovillighed, statens reelle hensigter, frygt osv. er svære at måle. Putin

peger på en defensiv kapacitet i form af NATO’s missilskjold som en udfordring for

Ruslands sikkerhed. Det er begrundet i større tvivl om effekten af egne systemer, men i

lige så høj grad, usikkerheden omkring Vestens hensigter for anvendelse af offensive

kapaciteter mod Rusland.

Både geografiske forhold, staternes teknologi og indbyrdes reelle og relative styrke,

alliancer og hensigter er væsentlige i forhold til sikkerhedsdilemmaet og vurderingen af

konflikten mellem Rusland og Vesten. De er ikke nødvendigvis udtømmende, men

understøtter samtidigt væsentlige opmærksomheder i statens bevidsthed for igen, at få

Rusland markeret på verdenskortet og ind i de beslutningstagende fora. Dette

understøttes også i russiske officielle dokumenter og offensive handlinger mod

henholdsvis Georgien og Ukraine, hvor Rusland griber ind i nabolandene for at sikre egne

interesser og sikkerhed.

Analysen har vist at Herz’ og Jervis’ Sikkerhedsdilemma-teori er relevant i påvirkning af de

interstatslige relationer og aktørernes generelle opfattelse af hinandens hensigter. Teorien

bidrager således med relevante analysevariabler og forklaringskraft ift. den øgede konflikt

mellem Rusland og Vesten, som besvarelse af problemformuleringens første del.

Konflikten mellem Rusland og Vesten er ikke alene styret af, at ovenstående variabler er til

stede. Analysen har også påvist Ruslands påvirkning af sikkerhedsdilemmaet grundet sine

ambitioner og interesser. Sikkerhedsdilemmaet er til stede, bl.a. fordi Rusland ikke billiger,

at Vesten, under ledelse af USA, ønsker at fastholde en dominerende unipolær rolle i det

anarkiske system. Situationen er i modstrid med Ruslands ambitioner om mere magt og et

multipolært system med henblik på at opnå anerkendelse og fremstå ligeværdig med

Vesten. Ruslands mulighed for at kontrollere regionen og genvinde status som regional

stormagt, blev udfordret med Baltikums indlemmelse i vestens alliance og det europæiske

samarbejde. Ruslands regionale interesser og ambitioner kan ses at have væsentlig

betydning og bidrager til at skabe forudsætningen for sikkerhedsdilemmaets omfang.

Østersøregionen og Baltikum er en geografisk vigtig faktor i Ruslands forsøg på opnåelse

af kontrol i nærområdet. Hvis Putins perception og bekymring er oprigtig i forhold til

NATOs tilstedeværelse og hensigter i regionen, er der uden tvivl en usikkerhed og dermed

ekstra interesse forbundet med netop Baltikum. Derfor er det også i russisk interesse at

teste NATO‐sammenholdet i alliancen. Hvis det kan rystes, vil det kunne styrke Ruslands

42

position og handlemuligheder, uden nødvendigvis at blive konfronteret med en vestlig

modreaktion. Hvis Rusland, i jagten på sine ambitioner om en polariseringsændring,

overvurderer egne handlemuligheder og undervurderer Vestens modreaktion, er der en

øget risiko for at intensivere konflikten. Købes denne præmis, kan det betyde, at

situationen og sikkerhedsdilemmaet er mere anspændt. Handlinger er styret af antagelser

og perceptioner om den andens hensigter med en øget risiko for misforståelser.

Handlinger er dog også betingede af evne og styret af rationel vilje, der holder

handlingerne op mod risiko for at eskalere en situation ud af kontrol. Dermed kan

situationen blive farligere i en sikkerhedsdilemma‐optik. Hvis Ruslands ambitioner og

interesser påvirker sikkerhedsdilemmaet i negativ retning, er der en øget risiko for at

konflikten intensiveres.

At Rusland ikke italesætter ønsket om at vende tilbage til en unipolær verdensorden med

Vesten og Rusland, som under den kolde krig, kan meget vel ses som en anerkendelse af

f.eks. Kina. Det kan være en hensigtserklæring og indstilling om ligeværdighed overfor

potentielle handels- og alliancepartnere, som Rusland ønsker om at læne sig imod med

respekt for hver sine geografiske primære interesser.

Hverken Rusland eller Vesten har umiddelbart et rationelt ønske om en direkte militær

konfrontation, da det vil få uoverskuelige konsekvenser. Projektet peger på flere

fokusområder, hvor Vesten og Rusland kan mødes i samarbejde, hvilket er positivt i

forhold til sikkerhedsdilemmaet. Hvis man ser på forholdet mellem Vesten og Rusland og

udelukkende fokuserer på Baltikum, kan der argumenteres for en bipolær regional orden.

Hverken Rusland eller Vesten har den afgørende magtfaktor til at påtvinge den anden sin

vilje. Der ses ikke nogen motivation for, at den ene aktør skulle træffe beslutning om

militær indgriben mod den anden ud fra et rationelt realistisk perspektiv. Der er trods alt

stadig mere tabt end vundet for både Rusland og Vesten i en direkte militær konflikt.

Derfor kan det hævdes, at situationen er stabil, selvom både variabler, interesser og

ambitioner, der samlet påvirker sikkerhedsdilemmaet i negativ retning, er i spil.

9. PERSPEKTIVERING

I vestlig optik virker en unipolær verdensorden som den mest sikre og stabile, fordi der

ikke umiddelbart er en konventionel trussel mod alliance-staternes sikkerhed. Der ses ikke

umiddelbart nogen russisk militær trussel mod Baltikum, og det rationelle i en russisk

annektering af Baltikum eller dele deraf er vanskeligt at få øje på. Stabiliteten kan

43

udfordres, og der ligger en potentiel risiko for, at konflikten kan udvikle sig. Uforudsigelige

hændelser, hvor Rusland føler sig yderligere truet på sine interesser, ambitioner eller

statens sikkerhed, kan yderligere øge sikkerhedsdilemmaet. I det tilfælde økonomien ikke

matcher ambitionerne, kan der blive prioriteret og spillet på handlemuligheder som

allerede er til stede såsom anvendelse af nukleare kapaciteter, der med stor

sandsynlighed vil erstatte sikkerhedsdilemmaet med krig. Dette er hverken i Vestens eller

russisk interesse, og fokus må derfor være at nedtone konflikten.

Sikkerhedsdilemma-teorien kan også danne grundlag for en deeskalering af konflikten,

med anvendelse af de samme variabler, som er analyseret i dette projekt. Vesten

ignorerer Ruslands forbehold/modstand overfor f.eks. NATO-udvidelser. Udgangspunktet

må være åbenhed og gennemsigtighed med dialog mellem aktørerne. Der er behov for at

skabe tillid og derigennem gensidig forståelse, accept og anerkendelse af Ruslands og

Vestens interesser. Fokus kan være på den generelle situation, hvor der forhandles

således, at Rusland ikke føler sig udfordret på især statens sikkerhed. Det vil formentlig

kræve kontroversielle beslutninger som eksempelvis en indstilling af planer om yderligere

alliance‐udvidelser. Det kan gøres med signaler om, at Vesten fastholder sine

forpligtigelser i forhold til stabilitet i Europa og øvrige geografiske områder. En officiel

accept af Ruslands som anerkendt samarbejdspartner kan måske nedtone

sikkerhedsdilemmaet.

Sidstnævnte kunne meget vel blive fremtiden, hvis man anerkender præmissen om at Kina

og Rusland begge er opstigende magter,der søger mod samme grad af indflydelse som

USA og Vesten. I det perspektiv, kan den russiske ambition om en multipolær

verdensorden, have betydning for den generelle sikkerhed i det internationale system.

Som behandlet i analysen, er der teorier, der taler imod en multipolar verdensorden. Dette

kalder på en analyse mhp. at undersøge, om den nuværende verdensorden med den

aktuelle konflikt og tilstedeværelsen af et sikkerhedsdilemma mellem Rusland og Vesten,

trods alt er den sikreste situation i det internationale sikkerhedspolitiske system.

44

LITTERATURLISTE

Bernard Loo. 2003. “Geography and Strategic Stability, Journal of Strategic Studies, 26:1,

156-174”,. https://doi.org/10.1080/01402390308559312.

Berzina, Leva. 2016. “The Possibility of Societal Destabilization in Latvia: Potential

National Security Threats”.

Bisley, Nick. 2017. “Rising Powers and the Return of Geopolitics”. I Rising Powers and the

Return of Geopolitics, 2017:9–22. Palgrave MacMillian.

Breitenbauch et al, Henrik Ø. et al. 2017. “Orden og afskrækkelse Vestens håndtering af

Rusland efter annekteringen af Krim”. ISBN: 978-87-7393-801-0. Center for

militære studier.

Center for militære studier. 2016. “Sikkerhed i Østersøen”. I .

https://cms.polsci.ku.dk/publikationer/sikkerhedioestersoeen/Sikkerhed_i__sters_en

.pdf.

Dagens.dk. 2017. “Verdens største land”. Dagens.dk.

http://www.dagens.dk/videnskab/verdens-stoerste-land.

Ermarth, Fritz W. 2006. “RUSSIA’S STRATEGIC CULTURE: PAST, PRESENT, AND… IN

TRANSITION”, 3–22.

Griegas, Agnia. 2005. “How Russia Sees Baltic Sovereignty”. The Moscow Times.

https://themoscowtimes.com/articles/how-russia-sees-baltic-sovereignty-48143.

Hansen, Flemming Splidsboel. 2018. “Vi er på kanten af en ny kold krig”. 28. maj 2018.

https://videnskab.dk/kultur-samfund/forsker-vi-er-paa-kanten-af-en-ny-kold-krig.

Herz, John H. 1950. “Idealist Internationalism and the Security Dilemma”. World Politics 2

(2): 157–80. https://doi.org/10.2307/2009187.

Jervis, Robert. 1978. “Cooperation Under the Security Dilemma”. World Politics 30

(januar). https://doi.org/10.2307/2009958.

Kruse, Simon. 2007. “Russere med et ben i hver lejr”. Berlingske, 2007.

https://www.b.dk/globalt/russere-med-et-ben-i-hver-lejr.

Lillelund & Ringsmose, Lene & Jens. 2017. “Hvad er NATO enhanced Forward Presence

(eFP) og hvordan bidrager Danmark?” Institut for Militære Operationer,

Forsvarsakademiet.

Lindhardt, Clara Binczak. 2018. “Rusland har Kina i sigtekornet med største militærøvelse

i årtier”. DR. 2018. https://www.dr.dk/nyheder/udland/rusland-har-kina-i-sigtekornet-

med-stoerste-militaeroevelse-i-aartier.

45

Mearsheimer, John J. 2001. The Tragedy of Great Power Politics (Introduction). Updated

edition. New York: W. W. Norton & Company.

Ministry of Foreign Affairs of the Russian Federation. 2016. “Foreign Policy Concept of the

Russian Federation (Approved by President of the Russian Federation Vladimir

Putin on November 30, 2016)”. The Ministry of Foreign Affairs of the Russian

Federation. 2016. http://www.mid.ru/foreign_policy/official_documents/-

/asset_publisher/CptICkB6BZ29/content/id/2542248.

Oliker, Olga, Christopher S. Chivvis, Keith Crane, Olesya Tkacheva, og Scott Boston.

2015. “Russian Foreign Policy in Historical and Current Context”. Product Page.

2015. https://www.rand.org/pubs/perspectives/PE144.html.

Pape, Carsten. 2014. “Sovjetunionen (Historie) | Gyldendal - Den Store Danske”.

Sovjetunionen (Historie) i Den Store Danske, Gyldendal. 2014.

http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Rusland_og_Centralasien/Rusland_

generelt/Sovjetunionen/Sovjetunionen_(Historie).

Persson ét al, Gudrun. 2016. “FOI Report – Russian Military Capability in a Ten-Year

Perspective, 2016”. Billet. Post-Soviet Armies Newsletter (blog). 2016.

https://psan.hypotheses.org/1363.

Putin, Vladimir. 1999. “RUSSIA AT THE TURN OF THE MILLENNIUM”. I .

———. 2007. “Speech and the Following Discussion at the Munich Conference on

Security Policy”. I .

Russia. 2014. “The Military Doctrine of The Russian Federation (Oversat)”. The Embassy

of the Russian Federation to the United Kingdom of Great Britain and Northern

Ireland. 2014. http://rusemb.org.uk/press/2029.

———. 2015. “Russian National Security Strategy, December 2015 – Full-text

Translation”. 2015.

http://www.ieee.es/Galerias/fichero/OtrasPublicaciones/Internacional/2016/Russian-

National-Security-Strategy-31Dec2015.pdf.

Sinovets, Polina. 2016. “From Stalin to Putin: Russian Strategic Culture in the XXI

Century, Its Continuity, and Change”, 417–23.

Sinovets & Renz, Polina & Bettina. 2014. “Russia’s 2014 Military Doctrine and beyond:

Threat Perceptions, Capabilities and Ambitions”.

https://www.academia.edu/33158810/Russias_2014_Military_Doctrine_and_beyond

_threat_perceptions_capabilities_and_ambitions.

46

Staun, Jørgen Medom. 2018. “Russisk strategisk kultur under Putin”. Foredrag,

Antvorskov kaserne.

Trenin, Dmitri. 2006. “Russia Leaves the West”. Foreign Affairs, 1. juli 2006.

https://www.foreignaffairs.com/articles/russia-fsu/2006-07-01/russia-leaves-west.

Walt, Stephen M. 1998. “International Relations: One World, Many Theories”. Foreign

Policy, nr. 110: 29–46. https://doi.org/10.2307/1149275.

Waltz, Kenneth N. 1979. Theory of International Politics. Reading, Mass.: Addison-Wesley

Pub. Co.

Wivel, Anders. 2002. “Realismen efter Waltz - udvikling eller afvikling”. Politica 34 (4):

431–48.