Global Økologi nr. 1, 8. årgang 2001

Global ØkologiNr. 1, 8. årg. Februar 2001

Gensplejsede fisk på

vej

Kloning redder truede dyr?

Usikre sovjeti-ske A-værker

Miljøstyring af svinebedrifter

Klima i krise efter Haag

Forbrug og (u)lykke

Global Økologi

2 Global Økologi • Februar 2001

Min første sideSå ligger mit første nummer af Global Økologi klar - dugfrisk fra trykken og forhåbentlig uden for mange tyrkfejl og layoutmæssige svipsere. Jeg er kommet på den fornemme opgave at skulle føre dét tidsskrift videre, som min forgænger i redaktørstolen, Troels V. Østergaard, lod se dagens lys tilbage i 1994. Jeg ønsker at fastholde store dele af tidsskriftets gamle stil, men som læseren måske allerede har erfaret, vil jeg også byde på nye tiltag.

Global Økologi er stadig tidsskriftet for ham eller hende, der på et forholdsvist højt fagligt niveau, vil have indblik i den aktuelle danske og internationale miljøpolitik. Det globale stof vil have en central pla-cering, og væsentlige artikler fra udenlandske tids-skrifter, bl.a. fra The Ecologist, vil blive bragt. En god portion af artiklerne vil dog være skrevet af dygtige, hjemlige forfattere. Artiklerne vil generelt være lidt kortere end tidligere. Der lægges op til læsernes aktive deltagelse i miljødiskussionen med en debatdel bagerst i tidsskriftet. Så fat gerne pennen!

Global Økologi har fået et helt nyt design udarbejdet af Stig Melgaard, SunMedia. Vi har lagt vægt på et appetitvækkende layout, der samtidig har en (forhåbentlig) læsevenlig tekstopsætning. Vi håber på en nådig modtagelse fra tidsskriftets læserskare.

Dette nummer går i dybden med emner som forbrugerisme, klima, gensplejsning og husdyrbrug. Global Økologi vil tage hotte såvel som skæve miljøemner som disse op og underkaste dem et kritisk miljøhumanistiskøkologisksocioøkonomisk gennemv-rid. Enkelte numre vil bringe større temaer. Således vil der i næste nummer være en kollektion af stærkt bekymrende artikler om økologiske problemer på Grønland. Men det er først til april - lige nu gælder det Global Økologi nr. 1, 2001. God læselyst!

Bo Normander, Global Økologi

Gensplejsede fisk kender ingen grænser

Manipulationen af vores mad har antaget et næsten grotesk omfang gennem industrialiseringen af fødeva-reproduktionen. Rationalisering og effektivisering er kodeordene. De langsigtede konsekvenser af nogle af de industrielle produktionsforbedringer rammer nu de animalske fødevarer med problemerne med BSE og salmonella som de mest kendte eksempler. Her var de biologiske konsekvenser uforudsigelige, og den viden, vi har i dag, slår ikke til i bekæmpelsen af hverken de konkrete sygdomme hos dyrene eller de følgesyg-domme, mennesker får. Alligevel præges udviklingen stadig af, at man effektiviserer fødevareproduktionen ved hjælp af tekniske fix.

Én af de teknologier, der fæstes lid til, er gentekno-logien. Mange produkter findes allerede som gensplej-sede, og nu er også genmanipulerede fisk på vej - først og fremmest fra USA og Canada. EU kommer derfor til at tage stilling til, om man vil importere genmani-pulerede fisk til konsum. Til forskel fra diskussionen om mere “landfaste” fødevarer som kvæg og korn, er spørgsmål om risici ved produktion af fisk et globalt

spørgsmål, for produktionen er - især pga. mange udslip fra havbrug - ringe geografisk afgrænset. Smitte med BSE og salmonella kan man lokalisere og forhin-dre i at spredes fra landområde til landområde, men genmanipulerede fisk vil kunne spredes i havene både som artsvarianter og som en del af fødekæden til skade for andre fiskearter - . Vi ved intet om de langsigtede konsekvenser. Viser det sig, at der er store uheldige følger, vil det ikke være muligt at afgrænse problemet, endsige at føre økosystemet tilbage til udgangspunktet. Og selvom EU opstiller forbud mod genmanipulerede fisk, vil alene produktionen i USA eller andre steder i verden påvirke verdenshavenes økosystem. Hvem er det da, der skal tage beslutningen om vores have og havenes verdensomspændende økosystem?

Dorte Skovgård, Det Økologiske Råd

Global Økologi

Nr. 1, 8. årgang, februar 2001.

Udgiver: Det Økologiske RådLandgreven 7, 4.1301 København KTlf. 3315 0977Fax 3315 [email protected]

Redaktion:Bo Normander (ans.), Hen-ning Scroll, Dorte Skovgård, Uffe Geertsen, Christian Ege og Jeanne Christiansen.

Global Økologi er et tidsskrift der tager pulsen på dansk og international miljøpolitik. Tidsskriftet udkommer fem gange årligt.

Global Økologi samarbejder bl.a. med The Ecologist, 18 Chelsea Wharf, Lots Road, London SW 10 0QJ, England

Tryk: SvendborgTrykPapir: cyclus print

Forsidefoto: Digital Vision

Rådets synspunkter afspejles kun i indlæg, hvor dette er tydeligt angivet.

Tidsskriftet modtager støtte fra Den Grønne Fond.

Bidrag til næste nr. bedes ind-sendt senest 20. marts 2001.

© Global Økologi/forfatterneISSA 0909-1912

Indhold


Generne er gået i fisk, side 4De første produkter fra gensplej-sede dyr er ikke langt fra butiks-hylderne. Endnu drejer det sig ikke om køer, kyllinger eller grise - men derimod om fisk!Af Bo Normander

Bessie og Gauroksen, side 8Løftet om, at kloning er en vel-signelse for naturbevarelse, er et komplet vildskud, mener artiklens forfatterAf Malcolm Tait

Tøj op på mærkerne, side 11Mere end 20% af verdens salg af sprøjtemidler går til dyrkning af bomuld. Derfor er der god grund til at vælge miljømærkede tekstilerAf Tine Due Hansen, DN

Tjernobyl lukket - og hvad så?, side 13Den 15. december 2000 lukkede verdens mest uheldige atomkraft-

Klimaforhandlinger i krise, side 18I november sidste år endte de internationale klimaforhandlinger i Haag i kaos. Lars Georg Jensen deltog i selve forhandlingerne. mens miljøaktivist Dan Boding-Jensen var med til at bygge et dige udenfor

Sammenbruddet i Haag, side 19Af Lars Georg Jensen, WWF

Digebygger for en weekend, side 20Af Dan Boding-Jensen, NOAH

Forbrugerismens bagside, side 22Det moderne samfund ødelægger ikke alene vores planet - det øde-lægger også vores psykiske til-stand. Desto rigere et land bliver, desto mere ulykkelige bliver dets borgereAf Oliver James

Global debat, side 27

Kalender, side 28

Globalt nyt, side 29

Nyt fra Rådet, side 30

Publikationer, side 31

værk. Men hvad sker der med de øvrige usikre atomkraftværker i Østeuropa?Af Gunnar Boye Olesen, OVE


Mindst to amerikanske firmaer er tæt på at kunne markedsføre gen-splejsede fisk - formentlig allerede i år vil de amerikanske føde-varemyndigheder (FDA) give det grønne lys. AquaBounty Farms i Massachusetts har overført et væksthormon-gen fra chinook stil-

Genteknologi

lehavslaks til atlanterhavslaks. Den gensplejsede laks vokser langt hur-tigere end den ikke-manipulerede laks. Connecticut Aquaculture har skabt en tilsvarende hurtigtvok-sende tilapia ved hjælp af genetisk materiale fra regnbueørred, aborre og karpe. Tilapia er en vigtig

akvakulturfisk i lande som Kina og USA, og benævnes af fiskein-dustrien som en god erstatning for torsk og kulmule, hvis vilde bestande er på kraftig retur. Kun laks og kinesisk karpe produceres i større mængder end tilapia.

De økonomiske interesser for gensplejsede fisk er støt stigende - ikke mindst set i lyset af, at flere og flere fisk nu bliver produceret i dam- eller havbrug, i stedet for at blive fanget. Siden 1984 er ver-densproduktionen af akvakultur-fisk (tamfisk) mere end fordoblet, både i omfang og værdi. 27 procent af al fisk, der bliver sat til livs verden over, stammer i dag fra fiskebrug.

Mindst 20 fiskearter er blevet gensplejset (se boks 1) - både af videnskabelige og kommercielle grunde. Typisk indsplejses frem-mede gener for at ændre fiskens levedygtighed. Det kan være for-bedring af fiskens væksthastighed, kuldetolerance og/eller modstandsdygtighed overfor syg-domme. Man har også gensplejset fisk for at opnå en bedre kvalitet af kødet. Indsættelse af gener, der får fiskene til at vokse hurtigere, er den mest udbredte form for genma-nipulation. For eksempel hævder AquaBounty Farms, at deres gen-splejsede laks ved et-årsalderen er fire til seks gange større end ikke-gensplejsede laks.

Gen-fisk en trussel for miljøet

Det fremføres ofte, at gensplejsede fisk vil give store økonomiske for-dele for akvakultur-industrien, idet man kan spare foder, nedsætte opdrætstiden og endog skabe sun-dere og mere appetitlige produkter. Men der er også rejst en stor kritik af planerne af miljøorgani-sationer og førende forskere. Gen-fisk, der undslipper fiskebrug vil nemlig være en trussel mod vilde fiskestammer og akvatiske økosy-stemer.

Generne er gået i fisk

De første produkter fra gensplejsede dyr er ikke langt fra butikshylderne. Endnu drejer det sig ikke om køer, kyllinger eller grise - men derimod fisk!

Af Bo Normander

Foto: DV


Der er i følge kritikerne flere dystre scenarier. For det første kan man frygte, at hurtigtvoksende, gensplejsede fisk vil udkonkurrere naturligt forekommende fisk, idet de udnytter føde og gydesteder bedre.

For det andet vil nogle typer gensplejsede fisk kunne overleve i nye farvande pga. deres forbedrede egenskaber. F.eks. er såkaldte “anti-freeze” gener overført fra arktiske fisk til andre arter, hvorved disse kan overleve i kolde farvande. En fremmed gen-fisk kan let skabe ravage i et ellers stabilt akvatisk økosystem.

For det tredje er hovedparten af de fisk, der gensplejses - f.eks. laks, ørred og tilapia - rovfisk, der kan gøre indhug i bestande af små fiskearter.

For det fjerde har gen-fisk pga. deres størrelse en forøget parrings-succes (jo større fisk des større chance for at finde en partner at parre sig med!), men paradoksalt nok er afkommets overlevelsesevne reduceret. Forskere ved Purdue University i USA har i et helt nyt studie vist, at selv et lille antal gen-splejsede fisk kan overføre deres fremmede genetiske egenskaber til en langt større population af vilde fisk, hvilket i sidste ende efter mange generationer fører til, at den vilde population uddør. Såle-

des viste de, at 60 gen-fisk kunne føre til udryddelse af 60.000 vilde fisk i løbet af 40 generationer.

Risikoforskning

De ovenstående - i nogle tilfælde lidt modstridende - scenarier for forurening af akvatiske økosystemer er kun ringe undersøgt. Antallet af relevante videnskabelige publikationer er under 10, mens der på andre områder normalt findes hund-redvis af studier af potentielle miljørisici.

“Forureningsproblemer med gen-fisk er ringe undersøgt. Antallet af relevante videnska-belige publikationer er under 10.”

Der er altså et stort behov for yder-ligere risikoforskning. Indtil videre må man trække på den viden, som man generelt har erhvervet sig på akvakultur-området. Proble-merne her er alvorlige og talrige. Årsagen er især den, at dam- og havbrug - i modsætning til de fleste andre typer dyrehold - ikke er 100% sikrede mod udslip. Ofte

Boks 1: Fiskearter der er blevet gensplejset

atlanterhavslaksbrasenbrasen (“bluntnose”)brasen (“gilthead”)geddeguldfiskhavkatkarpekillifiskmedakamudderkarpe

regnbueørredrejersandart (“walleye”)smerlingstormundet bassstribet basssølvlakssøørtilapiazebrafisk

et ukendt antal fisk - men anta-geligt hundredtusindvis - fra brug i Nordeuropa. Undslip af tamfisk er så almindelige, at man dårligt bemærker det.

Dertil skal føjes det faktum, at tamfisk overlever fint i naturen i modsætning til de fleste andre husdyr. Chancerne for biologisk forurening er høje. Og der er god grund til bekymring - mange vilde fiskestammer er truede, f.eks. er der i dag højst 10% vildlaks tilbage i Østersøen - resten er udsatte og undslupne tamlaks. Kun 37 floder omkring Østersøen kan i dag prale med (næsten) rene bestande af vildlaks. For 50 år siden var tallet 120. Ligeledes måtte den amerikan-ske regering i november sidste år sætte atlanterhavslaksen på listen over truede dyrearter.

Gensplejsede fisk har et langt større potentiale end gensplejsede planteafgrøder og husdyr for at for-volde skader på naturen. Vi står med en række miljøproblemer, som kun er ringe undersøgt. Alligevel er de amerikanske myndigheder ikke bekymrede.

Gen-fisk i Europa

Men det er ikke kun i USA, der satses på gensplejsede fisk (boks 2). Canada, Japan og Kina er også godt med. Kinesiske forskere var tilbage i 1980’erne blandt de første til at fremstille gen-fisk. I dag opdrættes et ukendt antal gensplejsede karper på kinesiske fiskefarme.

slipper enorme mæng-der tamfisk fri ved uheld, dårligt vejr eller ved bevidst udsætning af uegnede/syge fisk. I følge en norsk undersø-gelse undslap hele 1,6 millioner tamlaks fra norske havbrug i peri-oden 1988-92. Tallet skønnes endda at være højere i dag. Til sam-menligning regner man med, at der findes 100.000 vilde laks i hele Norge. I vinterorkanen december 1999 undslap

Boks 2: Lande der er førende i udvikling af gen-fisk

USACanadaKinaJapanEnglandSkotland

FrankrigItalienNorgeNew ZealandCubaThailand


Også i Europa er fiskegenerne kommet i forskerhænder. I Skot-land og England er såvel private firmaer som universitetsforskere - på trods af stor modstand fra miljøforkæmpere og forbrugere - dybt involveret i udvikling af gen-splejsede fisk. Mest kendt er det skotske firma Otter Ferry Salmon, der er førende i Europa inden for gensplejsede laks. Senest har de dog erklæret, at de ligger deres forskning lidt på is en rum tid. Firmaet fik nemlig en del negativ medieomtale sidste år, efter at miljøfolk havde råbt vagt i gevær.

Franske, italienske og norske havbrugsforskere er ligeledes med i førerfeltet. I laksenationen over alle, Norge, har man længe anvendt genetiske studier til avlsarbejdet, ligesom vacciner og foderet indeholder bestanddele produceret af gensplejsede mikroorganismer. Norge er delt, når det gælder, hvorvidt man skal genmanipulere fiskene. Fiskeopdrætsfirmaer som Intervet Norbio og det uafhængige Sars Forskningscenter så gerne man anvendte genteknologien, mens mange universitetsforskere siger nej tak. Sandheden er, at norske (og andre europæiske) for-skere deltager i en lang række projekter, der involverer gen-fisk - f.eks. indsætning af genmarkører i ørred og udvikling af sterilitetsme-

Boks 3: En dansk produktion af gensplejsede fisk er uønsket

Forskere Stig Mellergaard og Alfred Jokumsen, Danmarks Fiskeriundersøgelser:“Der forskes ikke i genmanipulation af fisk i Danmark, og vi forventer ikke det vil ske de nærmeste år. Det er uetisk at genmanipulere fisk og unødvendigt. Vi holder fast i traditionel avl og selektion.”

Direktør Mogens Broch, Dansk Dambrugerforening:“Vi ønsker ikke at indføre genmanipulation de næste mange år. Det er imod forbrugernes interesser, og systematisk avlsarbejde er vejen frem.”

Formand Bent Rulle, Danmarks Fiskeriforening:“Det er helt uanstændigt at gensplejse fisk. Det kan blive en økologisk katastrofe, og vi er derfor meget imod. Genmanipulerede fisk kan udrydde vilde fisk. Folkene bag tænker kun på ussel mammon, og ikke på at naturen kan ødelægges.”

Disse fisk er døde pga. spildevandsforurening. Der findes endnu ingen billeder af effekterne af gensplejsede fisk på det akvatiske miljø, men amerikanske forskere spår, at mange vilde fisk vil bukke under, hvis gensplejsede havbrugsfisk bliver en realitet. (Foto:DV)


toder. I Danmark er genforskningen

næsten lig nul, og genmanipula-tion møder stor modstand fra både Danmarks Fiskeriundersøgelser, Dansk Dambrugerforening og Danmarks Fiskeriforening (boks 3).

Fødevarekrig

Spørgsmålet er om akvakultur-industrien nogen sinde får lov til at slippe gen-fisk ud i de europæiske fiskebrug (og farvande). Forbruger-modstanden mod gen-fisk vil højst sandsynlig være kolossal i EU, når man tænker på forbrugernes gene-relle afstandtagen fra gensplejsede fødevarer. Og EUs bekymring for skader på vandmiljøet ligger alen over USAs. Men ét er produktion af gen-fisk, noget andet er salg og

Biofoto: laksehavdambrug, K650110

import. Hvad nu hvis amerikanske og canadiske firmaer vil sælge gen-splejsede fisk til europæerne?

EUs direktiv om gensplejsning har været under revision i mange år, men inden for de nærmeste måneder forventes en færdig udgave at blive klar. Det kan betyde en ende på EUs moratorium - siden 1998 er ingen nye GMO’er blevet godkendt - så der igen vil blive åbnet op for godkendelser af nye gensplejsede produkter, herun-der fisk.

Fødevarekrige over Atlanten har vi oplevet en del af - EU har hindret import af amerikansk hor-monkød, gensplejset soja og bestrå-let mad for blot at nævne nogle eksempler. En ny konflikt vil givet opstå, hvis EU afviser USA og Canadas “rettigheder” til at eks-

portere gensplejsede fisk (og dyr) over Atlanten. Måske om føje år vil der i supermarkedets frysemontre ligge gensplejsede canadiske vild-laks (som i øvrigt ikke er vilde men fra havbrug).

Men denne udvikling kan brem-ses. Det kræver, at forskere, for-brugere og miljøfolk er aktive og lægger pres på beslutningstagerne ved at argumentere for, at dette genetiske lotterispil med det akva-tiske miljø hverken er ønskeligt eller nødvendigt.

Kilder:“Something fishy” af Rebecca Goldburg, Env-ironmental Defense Fund, USA, december 2000“Will souped up salmon sink or swim?” af Tony Reichhardt i Nature nr. 406, s. 10-12, 6. juli 2000

Laksehavbrug ved Ålandsøerne - en øgruppe i farvandet mellem Sverige og Finland. Fra sådanne havbrug undslipper årligt hundred-tusindvis af opdrætsfisk. I USA og Canada er der planer om at bruge gensplejsede laks i havbrug. (Foto: Biofoto)


Foto: Biofoto, Tyr af Gaur i zoo, KH 6698I de seneste par år har der været et usædvanligt udbud af nyhedshi-storier, der relaterer sig til “fremti-dens videnskab”, genetikken. Hvor end man kaster sit blik er der en ny udfordring til vores opfattelse af etik - børn i Spanien har fået gene-tisk ændret deres køn for at undgå arvelige sygdomme, forsikringssel-skaber kræver genetisk informa-tion af deres kunder, en baby er blevet genetisk udvalgt fordi hans celler kan redde en døende søster og menneskets kromosomer er under forskernes lup. Det er som om, nogen har lettet på låget til Pandoras æske.

Mennesket har naturligvis altid villet afprøve egne grænser. Der er intet bedre end en god etisk dis-kussion - talk shows og nyhedspro-grammer kunne ikke leve foruden - men vi er på det seneste havnet i et etisk morads.

Som altid kan argumenterne koges ned til én væsentlig konflikt: Jordens behov contra individets rettigheder. Emnet, genetik, kan siges at være forholdsvis nyt, men det er de samme gamle argumen-ter: Jorden er beboet af flere men-nesker end den kan brødføde, - Ja, men hvis videnskaben kan hjælpe mit barnløse ægteskab, hvorfor skulle jeg så ikke have ret til at udnytte det? Overforbrug af trans-portmidler er årsag til forurening og global opvarmning, - Ja, men jeg behøver min bil for at køre mine børn i skole. Langtidseffekterne ser ud til at blive katastrofale, - Ja, men jeg behøver en kortsigtet løsning.

Dog, der er en enkelt ny gene-

tisk opfindelse, der intet har at gøre med individets rettigheder. Tværtimod er den et eksempel på videnskab, der udelukkende er til gavn. For få måneder siden fødte koen Bessie fra Iowa en særlig kalv, nemlig en klonet gaur. Gauren er en udryddelsestruet okseart fra Asien. Gaurkalven blev allerede inden fødslen døbt Noah. (Om fødslen i virkeligheden lykkedes er stadig ikke blevet offentliggjort, red.) Befrugtningen blev opnået

gennem en kloningsproces, hvor arvemateriale fra gaurceller blev injiceret i koæg, der havde fået fjer-net deres DNA. Af 81 klonede æg, som blev implanteret i køer, resul-terede otte i drægtighed. Kun i tre af køerne udviklede fostrene sig naturligt, og fra to af disse blev fostrene fjernet til brug for kontrol.

Kun koen Bessie fortsatte ufortrødent, og selvom vi ikke ved om dette eksperiment blev en succes, er der ingen tvivl om, at det

Bessie og GauroksenLøftet om at kloning er en velsignelse for naturbevarelse, er et komplet vildskud, mener artiklens forfatter

Af Malcolm Tait

Genetik

Den asiatiske gaurokse er truet af udryddelse. Zoologisk Have i København har dog 4-5 eksemplarer, der indgår i internationalt avlsarbejde (red.). (Foto: Biofoto)


ikke bliver det sidste. Der er alle-rede planer om yderligere arbejde i samme retning. En særlig spansk bjergged kaldet buccardo uddøde januar sidste år, da den sidste af slagsen blev dræbt under et væltet træ og derved hevet ud af sin ensomhed her på jorden. Der blev udtaget celleprøver fra det døde dyr, og det amerikanske firma Advanced Cell Technology - som også står bag den klonede gaur - har planer om at klone buccardoen tilbage til livet. Pandaen er den næste på listen over dyr der ønskes “foreviget”, og der har været tale om at genskabe den tasmanske tiger, der har været uddød siden 1930’erne. Selv mammutten anses for at kunne få et comeback gennem kloning. Producenterne bag nye Jurrasic Park film behøver ikke længere at spendere penge på markedsføring.

“Naturbevarelse er en vanskelig affære, fordi fejltagelser er ende-gyldige. Naturbevarelse har bogstavelig talt en deadline.”

Tanken om at kunne kalde uddøde arter tilbage til livet stimulerer i høj grad vores fantasi. Det er en fasci-nerende videnskabelig finesse. Og det er et perfekt eksempel på at gøre noget, fordi det kan lade sig gøre. Vi burde stoppe dér. Men nej. Man taler allerede om, at denne teknik er en uvurderlig hjælp i arbejdet med at bevare naturen, en gave til verdens truede dyr og en løsning på det tilbagevendende problem med menneskets samle-ven med dyr. Det er noget vås, for kloning af truede arter ligger læn-gere væk fra ånden og psykologien bag naturbevarelse end vi nogen-sinde har oplevet det, siden men-nesket første gang opdagede, at det

var ved at gøre det af med fugle og dyr.

Naturbevarelse er en vanskelig affære, fordi fejltagelser er endegyl-dige. Naturbevarelse har bogstave-lig talt en deadline. Nogle gange er deadlinen let at se, andre gange ikke. I 1980’erne fandt man ud af, at hvalerne kæmpede en ulige kamp mod mennesket. Derfor blev nye love indført for at mind-ske hvalfangsten. I begyndelsen af 1990’erne blev man klar over ele-fanters dårlige tilstand, og dette blev der gjort noget ved med for-holdsvis succes. Vi har for nylig opdaget, at tigeren er i større fare end først antaget. Hjulene begyn-der at snurre. Men for hver eneste art, der fanger vores hjerte, er der mange, mange flere, der ikke gør det. De fleste hørte for eksempel først om Waldrons røde colobus-abe, da det blev offentliggjort sidste år, at den var uddød.

At arter uddør er selvfølgelig en naturlig del af evolutionen. Selvom mennesket ikke havde haft sin gang på jorden ville verden stadig skulle sige farvel til den ene art efter den anden. Men faktum er, at mennesket ikke kun har fremskyn-det denne proces, men fortsætter også med at gøre dette med en hastighed, der ikke tillader overle-vende arter at tilpasse sig nyskabte økosystemer. Naturbevarelse drejer

sig ikke bare om at redde en udvalgt art. Naturbevarelse drejer sig om, at reducere vores destruk-tive indflydelse på den natur, der er i større og større fare for ikke at kunne oppebære sig selv, og derfor i sidste ende os.

Der er for meget på spil for naturen og for os selv til at vi kan tage let på naturbevarelse. Men naturbevarelse kræver tid og penge. Det kræver omhyggelig sty-ring og planlægning og indebærer åbenlyse ofre. Det kræver en lang-sigtet tankegang. Hvis naturbeva-relse skal virke, bliver mennesket nødt til at kæmpe så meget for det, at det gør ondt.

Glidebanen

Hvilket bringer os tilbage til Bessie. Pludselig har vi for første gang nogensinde et alternativ til natur-bevarelse. Det er indtil nu kun en spæd begyndelse, men videnska-ben vil snart ændre dette. Hvad er formålet med at bruge en masse kræfter på at passe på jordens økosystemer, når vi kan klone alt liv tilbage igen? Vi kan fortsætte vores ødelæggelse af jorden og gøre, hvad vi har lyst til, og så snart nogle arter er på afgrundens rand har vi teknologien til at redde dem. Selvfølgelig vil intet bioteknologisk firma sige det på den måde nu - det vil blive opfattet som viden-skabelig kynisme og derfor være kommercielt selvmord. Men mulig-heden vil være der. At klone truede dyrearter er et klassisk eksempel på, at videnskaben ikke længere anvendes præventivt, men i stedet helbredende. Det er et udtryk for doven videnskab. Lige meget hvor ihærdigt kloningens tilhængere vil argumentere for, at kloning kun skal anvendes, når almindelig naturbevarelse kommer til kort, så vil der komme en dag, hvor de økonomiske fordele ved f.eks. at rydde en skov vil veje tungere end omkostningerne ved at klone sko-

Selv pandaen ønsker forskere at klone for at undgå at den bliver udryddet. (Foto: Image100)


vens truede arter.

“At klone truede dyre-arter er et klassisk eksempel på, at viden-skaben ikke længere anvendes præventivt, men i stedet helbre-dende. Det er et udtryk for doven videnskab.”

Men hvad vil vi stille op med alle disse Føniks-agtige skabnin-ger? Hvis de ikke længere har et sted at bo, hvor skal vi så placere dem? Måske kan vi lave reservater til dem - men for at spare plads bliver vi nødt til at udvælge de arter, som vi finder nyttige. Måske bliver vi nødt til at genskabe habi-tater, som passer til dem, og hvis vores klonede versioner kræver en særlig kost, må vi også klare det. En hvilken som helst indbygget ufuldkommenhed kan vi tage hånd om. Kort sagt, hvem har brug for naturens økosystemer, når vi selv kan lave vores egne?

Dette lyder måske langt ude, men det passer rent faktisk tem-melig godt med den måde, hvorpå mennesket altid har benyttet sig af tilgængelige værktøjer for at kunne overvinde naturen og forme den efter forgodtbefindende. Men-nesket har gemt på erindringen om jagt på dyr ved at ridse den i sten. Da mennesket fandt ud af det var for besværligt at jage, begyndte man at vogte dyrene i stedet. Men-nesket har sat dyr i bure for at se på dem, eller brugt dem som kæledyr, eller jagtet dem for sjov. Så hvordan skal man kunne udelukke, at men-nesket - instinktivt - ikke også vil gå dette skridt videre?

At give sorteper videre

Videnskab er kunsten at opdage, at finde ud af og at øge sin viden. Hvert eneste skridt fremad bliver taget med det ærlige ønske om at gavne mennesket. Men det er inte-ressant at se, hvorledes genforskere ofte har tilbøjelighed til at se isole-ret på deres eget arbejde uden kontakt med den generelle udvik-ling. “Udsigten til kloning af men-nesket giver os bange anelser”

Fældning af regnskov på Mindinao i Filippinerne for at gøre plads til landbrug. Kan kloning redde de truede arter i skoven? (Foto: D. Hinrichsen)

skriver Ian Wilmut i sin bog, Den Anden Generation. Ian Wilmut var sammen med Keith Campbell med til at skabe fåret Dolly i 1996. Endvidere skriver Wilmut, “Det er fysisk set for farligt [at klone men-nesker], det kan have uheldige effekter på det klonede barns psy-kiske tilstand, og alt i alt ser vi ingen medicinsk berettigelse for at gøre det. For os er teknologien der skabte Dolly af langt større betyd-ning.”

Således er Wilmut fuldstændig overbevist om fordelene ved sit arbejde, og han ved, han har gjort vejen åben for videre kloning i fremtiden. Alligevel distancerer han sig fra at have et ansvar. Det er som med arbejdet i 1930’erne med at spalte atomet og tøjle dets energi - alle kunne se mulige for-dele i deres egen specifikke forsk-ning, og man regnede samtidig med, at ingen så potentialet for ødelæggelse.

Det er derfor, at vi til syvende og sidst ikke skal lade os narre. Klo-ning af truede eller uddøde dyr er en fantastisk bedrift, og i fald den fortsættes vil den lede til endnu flere fantastiske bedrifter. Det er det seneste trin i menneskets forsøg på at kontrollere vores planet.

Men. Lad os droppe indbildnin-gen her og nu. Lad os ærligt og redeligt erkende overfor os selv, hvor vi er på vej hen. Kloning er et helt nyt kapitel i menneskets histo-rie, men det har intet - absolut intet - at gøre med naturbevarelse.

Malcolm Tait er ansv. redaktør på The Ecologist. Artiklen er fra dec. 2000 - jan. 2001 udgaven. Oversat af Bo Normander


Tøj op på mærkerneMere end 20% af verdens salg af sprøjtemidler går til dyrkning af bomuld. Derfor er der god grund til at vælge miljømærkede tekstiler

Af Tine Due Hansen, DN

Miljømærkning

Blandt de anvendte sprøjtemidler på bomuldsmarker er nogle af ver-dens farligste - f.eks. DDT (trods forbud) og methylparathion. For-uden sprøjtemidler anvendes store mængder vand - op til 30.000 liter pr. kg råbomuld.

Undersøgelser viser, at når bom-uldsmarker sprøjtes fra fly, er det kun ca. 25% af sprøjtemidlerne, der rammer marken - resten forurener afgrøder på nærliggende marker.

Derfor er der god grund til at vælge tekstiler, der er produceret på en mere miljøvenlig vis. Som forbruger er miljømærker ét af de få redskaber, man kan bruge som guide gennem tekstil- og kemikalie-junglen. De vigtigste miljømærker til tøj er EUs Blom-sten (se boks) og det nordiske Svanen.

Blomsten findes på mange typer tekstiler - fra babytøj til boligteksti-ler. Desuden kan man købe en del varer med Svanen - bl.a. vaskepul-ver. Begge mærker stiller krav på baggrund af en livscyklusvurde-ring og er underlagt offentlig kon-trol.

Selvfølgelig løser miljømærker

ikke alle problemer. Bl.a. stilles der ikke krav om, at produktionen af bomuld eller uld foregår økologisk, dvs. uden brug af kunstgødning eller sprøjtemidler. Dette begrundes med, at dyrknin-gen af økologisk bomuld stadigvæk udgør under 1% af markedet.

Kriterierne for Blomsten skal revideres i 2002. Det er målet at stramme reglerne op, så kun de mest miljøvenlige produkter kan smykke sig med mærket. Dette vil betyde nye grænser for brug af kemikalier.

Forbrugerens kendskab til miljømærker er ringe. Derfor har

Blomsten sætter grænseværdier for:· brug af navngivne sprøjtemidler· brug af kemiske stoffer til blegning (klor)· vask af fibre (med hormonforstyrrende stoffer) · farvning (med tungmetaller eller azofarvestoffer)· efterbehandling af tekstiler (brandhæmmere og for- maldehyd)

Brug af PCP og TCP til konservering og visse sprøjte-midler som f.eks. aldrin, atrazin og dieldrin er forbudt.

Miljøstyrelsen iværksat en kam-pagne for at øge forbrugernes viden om miljømærkede varer og dermed fremme salget af mere miljøvenlige tekstiler og vaskepul-vere. Kampagnen løber af stablen den 21. februar og tre uger frem og består af annoncer og TV-spots.

Flere organisationer har valgt at bakke op om kampagnen - det gælder Danmarks Naturfred-ningsforening (koordinator), Det Økologiske Råd, Forbrugerrådet, Forbrugerinformation, Grøn Infor-mation, Danmarks Aktive Forbrugere og Astma- og Allergi-forbundet.

Yderligere oplysninger samt folder og info-materiale kan fås ved henvendelse til pro-jektleder Tine Due Hansen, Danmarks Naturfredningsforening. En forhandlerliste over miljømærket tøj findes på www.eco-label.dk.


Tjernobyl lukket - og hvad så?Den 15. december 2000 lukkede verdens mest uheldige atomkraftværk, Tjernobyl iUkraine. Men hvad sker der med de øvrige usikre atomkraftværker i Østeuropa?

Af Gunnar Boye Olesen, OVE

Atomkraft

Tjernobyls reaktor nr. 4 eksplo-derede i 1986 og gav anledning til verdens hidtil største radio-aktive udslip (bortset fra atom-bomber). Værket er det første større atomkraftværk, der er blevet lukket i Østeuropa. De øvrige usikre atomkraftværker af sovje-tisk design kører videre, og nye er på vej.

ikke er mere kapacitet i lagrene. De øvrige værker af RBMK-

typen ligger i Rusland, hvoraf det nærmeste er Leningrad-atomkraftværket i Sosnovy Bor lige vest for Skt. Petersborg. Her ligger fire RBMK-reaktorer, samt store lagre til atomaffald og andre nukle-are installationer.

Der er ingen officielle planer

tion på 200.000 tons aluminium om året baseret på atomkraft-el. Som en del af handlen skulle Alutech bidrage med 500 mio. kr. til at for-bedre atomkraftværket (og dermed forlænge dets levetid).

Et andet forslag er at bruge RBMK-reaktorernes neutron-stråling til fremstilling af halv-leder-silicium, f.eks. til solceller.

De usikre værker

Den mest usikre type atomkraft-værker er de grafitmodererede værker af RBMK-typen, “Tjernobyl typen”, som kan blive ustabile selv ved lav belastning, som det skete på Tjernobyl i 1986. Af disse værker er Ignalina-værket i Litauen det, der ligger nærmest Danmark.

Ifølge en aftale mellem EU og Litauen fra 1999 skal den første af Ignalinas to reaktorer lukkes i 2005 og den anden sandsynligvis i 2009. Fra officiel side i Litauen er man ikke særlig interesseret i at lukke Ignalina-værket pga. indtægter fra el-eksport fra værket og omkost-ningerne ved at lukke værket.

Lukningen vil kræve, at der stil-les om til naturgas eller andre brændsler, der alle er dyrere end uranbrændsel, medmindre man medregner de meget store omkost-ninger til en sikker behandling af radioaktivt affald. Og det gør man ikke i Litauen, hvor der investeres minimalt i affaldsbehandling. Derfor er der stigende problemer med, at brugt atombrændsel oplag-res i overfyldte lagre, hvor man ret beset burde stoppe værket, da der

om at lukke værket, selvom den første reaktor allerede om tre år burde lukkes pga. alder. Tværtimod ønsker man at øge elproduktionen og har derfor defi-neret en økonomisk zone omkring værket, hvor industri kan købe atomkraft-el til halv pris.

Der er f.eks. forhandlinger i gang med American Alutech Cor-poration om opførelse af et aluminiumsværk med en produk-

Khmelnitsky 2 atomkraftværket i Ukraine. (Foto: EnergoAtom)

Silicium til elektroniske chips, sol-celler og andre halvlederkompo-nenter skal først renses og derefter “dopes”, så de enkelte lag får overskud eller underskud af elek-troner. Dopningen kan bl.a. ske ved bestråling med neutroner fra en kernereaktor. Der forhandles p.t. med et firma fra Oman om at etablere en facilitet til dopning af silicium, som skulle kunne behandle halvdelen af verdens


aktuelle behov for halvleder-sili-cium.

En mindre facilitet til dopning af silicium er allerede i gang, og der blev i november 2000 leveret godt 400 kg dopet silicium til det danske firma TOPSIL.

Udover den særlige risiko ved RBMK-værkerne er problemerne ved de østeuropæiske værker i korte træk:

- ingen ydre indeslutning, som vestlige atomkraftværker har.

- dårlig eller manglende aflønning af medarbejderne, primært i Rusland og Ukraine.

- indbyggede svagheder. F.eks. udvikling af metaltræthed i kri-tiske komponenter og ringere sikkerhedssystemer end vestlige reaktorer.

- lavt sikkerhedsniveau ved behandling af radioaktivt affald, bl.a. med overfyldte lagre og udsiv-ning til miljøet.

- reaktorer, der ligger i geologisk usikre områder (Slovenien og Armenien).

Dertil kommer de almindelige problemer ved atomkraft, f.eks. manglende slutlagre til højradioaktivt affald og et stadigt større antal reaktorer, der holdes kørende udover deres planlagte levetid.

Vestlig finansiering

Atomkraftens fremtid i Østeuropa afhænger i stort omfang af, hvad vi gør i den vestlige verden, da de østeuropæiske lande ikke selv har råd til at investere i fornyelse af deres aldrende værker. Valget af elværker vil derfor i stort omfang blive taget ud fra den finansiering, der kan opnås udefra. Der er fra vestlig side stillet en række finan-sieringsmuligheder til rådighed for forbedring og udbygning af den østeuropæiske atomkraft. De vig-tigste af disse er:

- den europæiske udbygnings-bank, EBRD har gennem de sidste

10 år via den såkaldte “nuclear safety account” gavebistand finan-sieret forbedring af sikkerheden på en lange række værker. I den for-bindelse blev der indgået aftaler om lukning af en række reaktorer, men disse aftaler er blevet tilsi-desat af de østeuropæiske lande, så alle reaktorerne kører endnu (altså på nær Tjernobyl). Forbedrin-gen af sikkerheden betyder, at der er mindre incitament til at lukke værkerne, og det er derfor sand-synligt, at flere af værkerne får en længere levetid pga. disse investe-ringer.

- USAs statslige eksportbank har finansieret, at det tjekkiske atomkraftværk Temelin blev bygget færdig med vestlig tekno-logi.

- EBRD har i december 2000 besluttet at give et lån på 1,7 mil-liarder kr. til færdiggørelsen af to ukrainske reaktorer Khmelnit-sky 2 og Rivne 4 (K2R4), som en slags kompensation for lukningen af Tjernobyl.

- EU-Kommissionen har i december 2000 besluttet at give et lån på 4,7 milliarder kr. af EURA-TOMs midler til færdiggørelsen af K2R4 i Ukraine og forhandler pt.

også med Rusland om et EURA-TOM lån til færdiggørelsen af en reaktor. Denne type lån er i praksis forbeholdt investeringer i atom-kraft.

- Rusland er ved at vedtage en lov, der muliggør, at det russiske atomkraftministerium, Minatom kan importere højradioaktivt affald mod betaling. Minatom forventer at dette kan give en kapital-indsprøjtning til den russiske atomkraftsektor, som vil muliggøre bygning af 23 nye reaktorer gennem de kommende 20 år, udover de midler, der skal sættes af til at opbevare affaldet.

Folkelig modstand

Selvom atomkraftlobbyen står stærkt i alle østeuropæiske lande med atomkraft, er der også stor folkelig modstand - ikke mindst i Rusland, hvor miljøorganisationer indsamlede 2,5 mio. underskrifter i løbet af efteråret 2000 imod loven om import af radioaktivt affald. Ifølge den russiske forfatning skal der være folkeafstemning om en lov, hvis der er 2 mio. underskrifter imod den. I dette tilfælde bliver der dog ikke folkeafstemning, da den

Rovno 4 atomkraftværket i Ukraine. (Foto: EnergoAtom)


russiske centrale valgkommission kasserede knapt 700.000 af under-skrifterne som ugyldige.

Mens atomkraftmodstanderne ikke kan fejre store sejre i Øst-europa, som man kan i flere vesteuropæiske lande, har pro-testerne været med til at øge opmærksomheden omkring atom-kraftens problemer, fået regionale ledere til at være kritiske overfor atomkraftinvesteringer i deres områder og har været med til at udskyde beslutninger om vestlige lån. I betragtning af, at atomkraft-modstanderne ikke har de store midler (modsat atomkraftlobbyen) er der faktisk opnået en del resulta-ter i øst.

OVE

I Organisationen for Vedvarende Energi (OVE) støtter vi øst-europæiske organisationer, der

arbejder mod atomkraft og med fremme af alternativer - primært ved at forsøge at få danske øst-støttemidler til dem.

Gennem de sidste 10 år har vi været med til at arrangere en lang række seminarer, besøg og andre projekter til fremme af vedvarende energi, energibesparelser mm. for et bedre miljø og som alternativer til atomkraft. Vi har netop startet et projekt, hvor en række ukrainske organisationer kan starte et blad om energi og miljø med støtte fra Friluftsrådets småprojektpulje for Østeuropa. Vi planlægger bl.a. et seminar om øst-vest samarbejde til sommer og et projekt om bæredygtige alternativer til Igna-lina-værket.

Samtidig prøver vi at påvirke den oficielle danske politik til at blive mere kritisk overfor den østeuropæiske atomkraft. Vi forsøgte sammen med bl.a. Det

Økologiske Råd, Greenpeace og NOAH at få Danmark til at stemme nej til EBRD-lånet til K2R4 i Ukra-ine. Resultatet blev at Danmark undlod at stemme.

Som det ses af boksen er der stadig en del forskel på den offi-cielle danske holdning og OVEs holdning til atomkraft i Østeuropa, selvom Danmark i princippet går ind for at atomkraften udfases over hele Europa.

Kilder:Bankwatch Network Central and Eastern Europe, www.bankwatch.orgGreen World Baltic News, nr. 58, 19. december 2000, www.greenworld.org.ruSocial Ecological Club, Anti-nuclear Campaign, www.ecoline.ru/antinuclear

Gunnar Boye Olesen er civilingeniør, medlem af OVEs bestyrelse og OVE-Europa, samt koor-dinator for INFORSE-Europe. Læs om OVEs aktiviteter på www.orgve.dk.

Officiel dansk holdning til K2R4:

Hvis ikke det internationale samfund står ved sin aftale (G7-landenes “Memorandum of Understanding” med Ukraine om K2R4 som erstatning for Tjernobyl fra 1995), sendes et negativt sikkerhedspolitisk signal om, at EU og G7 svigter sine aftaler med Ukraine.

I Ukraine er der betydelig mangel på energi.

Der er tale om en færdiggørelse, ikke en nyopførelse af to værker.

Uden bistand fra vestlig side har vi ingen garanti for at Tjernobyl er varigt lukket.

Ved ikke at stemme er Danmark med til at skabe mulighed for en ændring i den internationale politik over-for atomkraftværker i Østeuropa.

OVEs holdning:

Vesten giver med sine investeringer en klar prioritering af den udvikling, man ønsker. Et reelt tilbud om en erstatning af Tjernobyl uden atomkraft havde i praksis givet nogenlunde samme signal.

Ukraine har overskud af elproduktionskapacitet, men har ikke råd til at købe brændsel. Der er derfor brug for hjælp til brændsel, til vedligeholdelse og til overgang til lokale ressourcer, ikke til nye A-værker.

Med nødvendige kommende investeringer på mindst 10 mia kr for K2R4, er de hidtidige anlæg ikke meget værd.

Bistanden behøvede ikke omfatte ny atomkraft.

Det er første gang at EBRD og EURATOM finansierer udbygning af østeuropæisk atomkraft. Vi håber ikke at denne ændring skaber præcedens.

Da Ukraine vil have svært ved at betale lånene tilbage, kommer EU nemt i det dilemma, at enten skal lånene eftergives eller EUs elmarked skal åbnes for import af ukrainsk atomkraftstrøm.


Biofoto: tremmesvineri K0510

VVM-svin

Kan VVM-proceduren bruges til at styre udviklingen af svinebedrifter i Danmark?

Af Henning Schroll, DØR

Landbrug

Svinegylle er blandingen af urin og møg, og det stinker særlig infamt. Flere og flere klager dukker op i pressen, især når nye svine-bedrifter skal miljøvurderes. Det har større svinebedrifter skullet i mange år efter miljøbeskyttelses-lovens kapitel 5. I 1989 blev det dansk lovgivning at lave en såkaldt VVM (Vurdering af Virkningerne på Miljøet) efter regler, der er udar-bejdet på baggrund af et direktiv fra EU. Reglerne handler om at vurdere nye private og offentlige projektforslag for at begrænse miljøproblemer. Spørgsmålet er, om der gennem denne administra-tivt omfattende miljøregulering af den voksende svineproduktion kan skabes mere tålelige forhold for naboer og natur?

Hvornår skal en ny svinebe-drift have en VVM?

Der er ca. 8300 svinebedrifter i Danmark, og da VVM handler om både etablering af nye bedrifter og større udvidelser af eksisterende bedrifter, drejer det sig om mange sager, hvor en VVM kan komme på tale. Ressourcerne bør ikke spil-

des på at behandle uproblematiske sager, og derfor foreslår EU-direk-tivet, at en VVM-pligtig svinepro-duktion er en enhed med mere end 3000 pladser til slagtesvin (1).

Danmark har valgt en grænse på 250 såkaldte dyreenheder (DE). En dyreenhed er en beregnet enhed, der svarer til den udskilte kvælstof i urin og møg fra en mal-keko af stor race uden opdræt. Antallet af dyreenheder for andre husdyr er fastsat ud fra kvælstof-indholdet i gødningen fra disse. Et svin er mindre end en ko og æder en anden type føde, og derfor svarer en dyreenhed til 30 slagte-svin. Grænsen, for hvornår en svi-nebedrift skal have en VVM, bliver så 7500 svin, og det er altså en pro-duktion, der er væsentligt større end den anbefalede EU grænse.

Overskrides de 250 DE i en ny svinebedrift eller ved en udvi-delse skal bedriften gennemgå en VVM, og det koster bønderne tid og penge at skulle indhente myn-dighedernes godkendelse. For at undgå VVM-proceduren udvikler bønderne svineproduktion til lige netop at holde sig under grænsen,

og den eksisterende bedrift i mange af de ansøgninger om svineproduktionsudvidelser, der kommer til myndighederne i disse år, ligger netop på 248 eller 249 DE.

Sådanne store produktioner lige under grænseværdien men også mindre svinebedrifter kan udgøre væsentlige miljøproblemer, hvis de er placeret uheldigt i forhold til omkringboende eller i forhold til følsom natur.

I EU direktivet er der tænkt over de uheldige konsekvenser med en fast grænseværdi, så derfor siger reguleringen, at alle nye svine-farme skal vurderes individuelt med henblik på om de skal have en VVM, selv om produktionen er mindre end de 250 DE.

Hvordan bliver der miljøvurderet?

Inden Danmark blev tvunget til at indarbejde VVM-systemet, anvend-tes et miljøvurderingssystem, hvor miljøbelastningerne fra nye større svinebrug skulle vurderes. Dette system, der er beskrevet i kapitel 5 i lov om miljøbeskyttelse, gælder

Foto: Biofoto

I danske svinebedrifter har hvert svin ca. 1 m2 at bevæge sig på. (Foto: Biofoto)


fortsat. En miljøgodkendelse sætter rammer for svinebedrifternes spil-devand, støj og lugt. Tilsyn og kontrol med de givne vilkår er kommunens ansvar.

Ansøgninger om en ny svi-nefarm eller en større udvidelse skal sendes til kommunen, der umiddelbart vurderer, om det påtænkte projekt vil kunne opnå en miljøgodkendelse. Ser det ikke ud til at kommunen kan varetage miljøhensynene efter miljøbeskyttelsesloven, så kan kommunen afslå ansøgningen, uden at VVM-proceduren igangsættes (2).

Amtet er altid den myndighed, som behandler VVM for større svi-neproduktioner, og der er ingen tvivl om, at det skal ske, når ansøgningen drejer sig om svine-bedrifter, der er større end 250 DE.

I tilfælde af mindre udvidelser end 250 DE skal der screenes, hvil-ket er en administrativ proces, hvor et anlægsprojekt vurderes i forhold til en række kriterier om vand-forurening, luftforurening, støjforurening mv., som fremgår af VVM-bekendtgørelsens bilag 3 (3). På baggrund af denne vurdering skal amtet konkret afgøre om, det givne anlæg må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt. Resultatet af screeningen skal altid offentliggøres med en klagefrist på 4 uger.

Hvis amtet finder, at anlægget er omfattet af VVM-reglerne, skal der ske der en orientering af offentlig-heden og en invitation til debat om udvidelsen eller nyetableringen.

I sin ansøgning leverer svine-producenten en række oplysninger af betydning for vurderingen, og amtet vurderer så på den bag-grund, om en række spørgsmål er besvaret, og laver et forslag til VVM-godkendelse (se boks). Samtidig med amtets udarbejdelse af VVM-planforslag udarbejder kommunen et forslag til miljøgodkendelse, og disse to

afgørelser præsenteres samtidig. Herefter er der en ny offentligheds-fase med fire ugers klagefrist.

Strukturudviklingen i svineproduktionen

Landbrugsbedrifterne i Danmark er igennem mange år blevet færre og større, og specialiseringen er til-taget. Specialiseringen gør sig især gældende indenfor antallet af svi-nebedrifter, som er faldet med 35% mens antallet af svin er steget med 22% i løbet af de sidste 10 år (4). De ca. 12 millioner svin er ikke fordelt ligeligt mellem besætningerne, idet de store husdyrbrug er steget mar-kant. Antallet af svinebrug med mere end 250 DE er forøget fra 263 brug i 1990 til 949 brug i 1999 (4).

For at styre strukturudviklingen indenfor landbruget i retning af en acceptabel sammenhæng mellem den animalske produktion og pro-duktionsgrundlaget på den enkelte landbrugsejendom er der fastsat regler for dels hvor stort et dyre-hold, der må etableres på en land-

brugsejendom, dels for andel af egen jord for landbrugsejendomme med husdyrhold (2).

Der må ikke være flere husdyr på en landbrugsejendom end sva-rende til et årsgennemsnit på 500 DE (2). Dyreholdet på den enkelte landbrugsejendom opgøres som DE, og det gældende regelsæt om harmoniregler i husdyrbekendtgørelsen for svin, siger, at der højest må udledes 1,7 DE per hektar landbrugsareal (2). Ifølge Vandmiljøhandlingsplan II skal harmonikravene skærpes til 1,4 for svin fra 2002. Arealkravet handler om hvor stor en del, der skal ejes af en bedrift i forhold til det nødvendige harmoniareal. I de tilfælde, hvor ejeren af svinebedrif-ten ikke selv ejer arealer, der er store nok til, at den producerede gylle kan spredes, kan ejeren leje jord eller lave aftale med andre bønder om at kunne udsprede gylle på andres arealer. Det er imidlertid ikke så let at skabe denne sammenhæng mellem pro-duktion og areal. Andelen af ikke-

Amterne laver forslag til VVM-godkendelse, hvor bl.a. følgende spørgsmål er behandlet: Vil der være gener i form af øget lugt, støj fra trafik i forbindelse med udvidelsen? Hvordan er tilpasningerne af bygningerne til landskabet? Her foreslår amtet ofte beplantning rundt om gården, så bygningerne ikke kan ses.Er der alternative placeringsmuligheder af svinebedriften? Ved de fleste udvidelsesansøgninger argumenteres der med, at det er vigtigt, at staldene kommer til at ligge tæt ved hinanden, så arbejdsgangene kan rationaliseres.Hvad er konsekvenserne, hvis der ikke sker en nybygning eller udvidelse? Ofte vil landmanden eje flere gårde, og på hver af disse kan produktionen udvides op til 249 DE. Derfor skønner amtet, at det er bedre at give en samlet godkendelse.Kan det ansøgte ske under hensyntagen til grundvandsinteresser? Øget udspred-ning af husdyrgødning på markerne kan i visse områder bidrage til en grundvandsforurening, så ud fra modelbetragtninger vurderer amtet bidra-get fra en udvidelse.Trues vigtige naturområder? Fra svineproduktionen kommer der luftbåren ammoniak, der påvirker omgivelserne. Det er i økosystemer som heder og moser, at ammoniakken kan medvirke til en ændring af vegetationen. Disse økosystemer er beskyttede ifølge naturbeskyttelsesloven, og amtet skal vur-dere, om der er en risiko for påvirkning.


harmoniske brug er stor blandt svinebedrifterne, hvor næsten halv-delen af brugene har et for lille arealtilliggende i forhold til husdyrholdet, og skal der være harmoni kræver det, at de ikke-har-moniske bedrifter øger deres areal med 71% (4).

VVM handler om enkeltsager - ikke om helheden

Miljø- og Energiministeriets Landsplanafdeling har kendskab til, at der siden 1989 er påbegyndt ca. 240 VVM-sager (5). Af disse sager er omkring 10 opgivet, og ca. 100 er endnu uafsluttede. Der findes ikke noget præcist kendskab til antallet af VVM’er, men det er påfaldende, at Landsplanafdelin-gens skøn er meget langt fra de 685 svinebedrifter, der siden regler-nes ikrafttræden, skulle have haft en VVM. Der synes derfor at være god grund til at kræve, at alle de store svineproduktioner, som ikke har fået en VVM, skal have en sådan. Men der er også behov for at overveje perspektivet i VVM-proce-duren.

Miljøvurderingsprincipperne i VVM er udviklet i Californien i 1969, og siden er systemet spredt over hele verden. Meningen har aldrig været at forbyde aktiviteter,

i forhold til offentligheden, idet der ikke er nogle regler for, hvordan indsigelser skal have indflydelse på et projekt. Så længe det handler om modifikationer af godkendel-sen, er der rum for ændringer, f.eks. at gylle ikke må bringes ud på markerne om søndagen, at der tages hensyn til placeringen af gyl-letanke og fremherskende vindret-ninger, og at der stilles krav til kørselsveje med gylle. Men når det drejer sig om, at offentligheden ikke ønsker svinebedriften eller udvidelsen, så er der frit rum for, at amtet kan afvise klagen.

En anden begrænsning er et selvskabt dansk fænomen idet der udføres dobbeltarbejde i forholdet mellem amt og kommune. VVM, som er plandelen, kan ikke laves, uden en væsentlig del af miljøinformationerne er fremskaf-fet. Det kan betyde tidsforsinkende arbejdsgange, og da behandlingen i amt og kommune skal foregå samtidig, kan det ikke undgås, at de samme informationer bliver bearbejdet i de to administrative systemer. Men der skal ikke her fokuseres på de administrative pro-blemer, for selv om de løses, har det ringe betydning for problemerne med svinebedrifternes vækst.

Den væsentligste begrænsning er enkeltsagsperspektivet. Det er

overalt i verden det problem med VVM-proceduren, at den handler om at miljøoptimere det enkelte projekt i forhold til potentielle miljøbelastninger. Med svinepro-duktionens vækst godkendes den ene bedrift efter den anden i et område uden effektiv hensyntagen til helheden. Helheden varetages ikke af harmonikravet, fordi are-aler til gyllespredning kan findes langt fra bedriften. Hensynet til grundvandsbeskyttelse er heller ikke en reel begrænsning, fordi vurderingen af gyllebelastningen beror på et skøn.

“VVM er uegnet til at styre den voldsomme vækst og centralisering som landbrugets svine-produktion udviser i disse år.”

Det er derfor kun på et landspo-litisk plan, at svineproduktionens voldsomme vækst kan begrænses, og der skal klare målsætninger og klare regler til, for at udviklingen kan kontrolleres. VVM er uegnet til at styre den voldsomme vækst og centralisering som landbrugets svi-neproduktion udviser i disse år.

Kilder.

(1) Rådets Direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 om ændring af direktiv 85/337/EOEF om vur-dering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet.(2) Miljø- og Energiministeriet 1996. Landsplanafdelingen. Vejledning om frem-bringelse af regionplantillæg med VVM for svine- og fjerkræfarme. (3) Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 847 af 30. september 1994.(4) Danmarks Statistik. Miljø 2000.(5) Danmarks Naturfredningsforening. Euro-pæisk Miljønyt nr. 12. Oktober 2000.

Henning Scroll er lektor på RUC og formand for Det Økologiske Råd.

men målet var at sørge for at tvinge bygherren til at indarbejde miljø-hensyn i produkti-onen.

VVM har på nogle områder bragt vigtige nyskabelser til Danmark, blandt andet at der nu skal være en offent-lighedsfase, inden projektet bliver god-kendt.

VVM-systemet har begrænsninger

Grise i moderne svinebedrifter kommer ikke på græs som denne frilandsgris. (Foto: DV)


Klimaforhandlinger i krise

I november sidste år endte de internationale klimaforhandlinger i Haag i kaos. Miljø-lobbyist Lars Georg Jensen deltog i selve forhandlingerne, mens miljøaktivist Dan Boding-Jensen var med til at bygge et dige udenfor. Læs deres beretninger fra Haag og om deres forventninger til kommende klimaforhandlinger på de følgende sider.

Klima

The heat is on...

Jorden bliver varmere, og det er ikke mere en teori, som for-skerne skændes om. Ifølge sammendraget fra en rapport fra det internationale klimapanel, IPCC, er temperaturen i løbet af det 20. århundrede steget med ca. 0,6 grader. Det meste af denne opvarmning skyldes menneskets udledning af drivhusgasser, og hvis vi fortsætter den nuværende kurs, risikerer vi en tempe-raturstigning på op mod 6 grader som et gennemsnit for hele kloden.

Rapporten kommer fra den såkaldte arbejdsgruppe 1 og er en del af den tredje vurderingsrapport, som bliver færdiggjort i løbet af foråret. IPCCs anden vurderingsrapport, som kom i 1995, talte om en “skelnelig” menneskelig påvirkning af klimaet og om en temperaturstigning på mellem 1 og 3,5 grader i løbet af det 21. århundrede. Den nye rapport forudsiger på basis af nye og bedre klimamodeller en temperaturstigning på mellem 1,5 og 6 grader i løbet af de næste 100 år, hvis ikke vi begrænser den menneskeskabte udledning af drivhusgasser.

Disse tal sættes i perspektiv af, at en ekspertgruppe under FN allerede i 1990 udtalte, at en temperaturstigning på over 2 grader vil indebære en risiko for alvorlige skader på øko-systemerne og ikke-lineære konsekvenser. Ikke-lineære konse-kvenser kan f.eks. være ændring af de globale havstrømmes retning, hvilke kan give helt uforudsigelige klimaændringer, og det kan være en begyndende irreversibel nedsmeltning af den grønlandske indlandsis.

Hvis vi skal holde os nogenlunde på den sikre side, skal temperaturstigningen holdes på under 2 grader og helst under 1 grad. De nedskæringsmål, der er sat i Kyoto-protokollen og som blev forhandlet i Haag, er langt fra tilstrækkelige til at holde os under den faregrænse, FNs eksperter har fastsat. Af Stig Melgaard


Sammenbruddet i HaagAf Lars Georg Jensen, WWF

Lobbyist i Haag

Åbner et politisk sammenbrud muligheden for at tænke i nye baner, eller er det bare et sam-menbrud? Det er det spørgsmål, embedsmænd i miljøministerier i disse måneder stiller sig selv og hinanden efter sammenbruddet på Klimakonventionens 6. partskonfe-rence i Haag (COP6) i november sidste år.

For et sammenbrud i Haag var det. Efter tre års forberedende for-handlinger på embedsmandsplan var der lagt op til det helt store i Haag: Reglerne for Kyoto-Proto-kollen, indgået i december 1997 i japanske Kyoto, skulle fastlægges. Vejen til ratifikation og ikrafttrædelse i 2002 skulle banes. I stedet blev det hele til et sam-menbrud, ingen aftale, og en pause i forhandlingerne indtil engang senere i år, hvor der skal gøres et nyt forsøg.

I Kyoto blev målsætningerne vedtaget, i Haag gjaldt det mid-lerne. Kyoto-protokollen fastsætter reduktionsmål for CO2 og fem andre drivhusgasser for de 38 såkaldt “industrialiserede” lande, dvs. OECD, Rusland og Central og Østeuropa. Gennemsnitligt skal disse lande reducere deres udled-ninger af drivhusgasser 5,2 % i perioden 2008-2012, målt i forhold til 1990-niveauet. Det er en let opgave for nogle og sværere for andre. For Rusland og de Central- Østeuropæiske landes vedkommende er det let, fordi de enten allerede har nedbragt deres udledninger i kraft af det økonomiske kollaps omkring Murens fald, eller har så stort et effektivitetspotentiale, at det er et spørgsmål om investeringer, der under alle omstændigheder

er fornuftige. For andre lande er der tale om en udfordring, som kræver nytænkning og nogle gange upopulære politiske beslutninger.

Derfor blev det helt store man-tra-ord, der kom ud af Kyoto også fleksibilitet. Fleksibilitet til at opnå målsætningerne på mange måder. Og derfor blev der åbnet mulighed for, at hvert enkelt industriland kan opnå sin målsætning via andet end CO2-reduktioner hjemme hos dem selv. Fleksibilitets-mekanis-merne fik tre navne: International Kvotehandel, Joint Implementation og Clean Development Mechanism. Mens det første er en slags handel med forureningstilladelser, er de to sidstnævnte projektredskaber: hvis et kraftværk i f.eks. Danmark ser en økonomisk fordel i at nedsætte CO2-udslippene i f.eks. Polen i stedet for hjemme i Dan-mark, er det i orden. Så kaldes det Joint Implementation - fælles gennemførelse.

“Klimaforhandlinger adskiller sig ikke fra overenskomstforhand-linger: der bliver først besluttet noget, når alle er tilstrækkeligt møre. Men ingen blev møre denne gang.”

Kernen i klimaproblemet handler om at komme af med de CO2-udledninger, der stammer fra ver-dens afbrænding af de fossile brændsler kul, olie og gas. Derfor har det aldrig været meningen, at fleksibilitets-mekanismerne fra

Kyoto skulle være andet end et supplement til “the real thing”: CO2-reduktioner i industrilandene. Og senere tilsvarende i u-landene - med skyldig hensyntagen til beho-vet for social og økonomisk udvik-ling i verdens fattige lande.

I realiteten handlede forhandlin-gerne i de tre år fra Kyoto til Haag imidlertid ikke om hvordan man fik det bedst mulige ud af fleksibilitetsmekanismerne som et supplement til en hjemlig ind-sats. I stedet handlede forhandlin-gerne om hvordan man erstatter sin hjemlige indsats med kvotekøb, træplantning, etc. Ført an af USA, Japan og Australien. Hvorimod EU stædigt har fastholdt, at den rigtige vej fremad er, at de industrialise-rede lande hurtigst muligt skal gå i gang med omstillingen fra kul, olie og gas til vedvarende energi.

Godt halvvejs i Haag stod det klart, at de tre års forberedelse havde slået fejl. Hundreder siders forhandlingstekst måtte lægges til

Franske lobbyister på vej til forhandlin-gerne. (Foto: PA)


Digebygger for en weekendAf Dan Boding-Jensen, NOAH

Lørdag den 18. november sidste år byggede 6000 miljøaktivister fra hele verden et dige omkring en konferencebygning i Haag. I byg-ningen havde der i en uge været internationale klimaforhandlinger (COP 6).

75.000 sandsække og 1000 m3 sand blev til et kæmpe 360 meter langt og 1,6 meter højt dige. Et kor-tere men større dige blev bygget foran konferencebygningens ind-gang, så samtlige ministre og dele-gerede måtte gå over sandsække, når de ville ind i bygningen. Der var på det tidspunkt en uges for-handlinger tilbage.

Diget var miljøorganisationen Friends of the Earths (FoE, se note 1) symbolske opfordring til

de forhandlingsdelegerede om at tage truslen om klimaforandringer alvorligt og lave en progressiv aftale. Blandt de 6000 aktivister var en busfuld med 50 fra Danmark.

Efter fredagens lange bustur fra Danmark og en nat på gulvet i en hollandsk skole deltog vi lørdag morgen i et fælles informations-møde forud for dagens demonstra-tion og digebyggeri. Mødet var en blanding af praktisk information og pep-talks fra bl.a. FoEs egne del-tagere i konferencen. De fortalte om forhandlingsforløbet og især om afstanden mellem NGO’ernes krav og dét, der så ud til at skulle blive ambitionsniveauet for et kom-promis. De delegerede NGO’ere virkede præget af frustration og

træthed. Roda Verheyen fra FoE udtalte, at nu havde miljølobby-isterne udspillet deres rolle. Den videre påvirkningsmulighed lå hos os på gaden.

Samme dag gik vi - anført af et samba-orkester - i optog mod konferenceområdet og det ventende digebyggeri. Diget blev bygget af folk fra hele verden - skulder ved skulder. En til-syneladende uendelig strøm af sandsække blev fyldt og flyttet fra hånd til hånd hen til et stadigt voksende dige. Musikanter og gøglere underholdt, og forhand-lingsdelegerede herunder ordstyre-ren, den hollandske miljøminister Jan Pronk, kom ud og deltog i arbejdet. Han tog en sandsæk med

Aktivist i Haag

side, fordi de bragte forvirring sna-rere end klarhed over de valg, ministrene måtte foretage. Med få dage tilbage lagde COP6-forman-den, den hollandske miljøminister Jan Pronk, en mere overskuelig tekst på bordet. Pronk-teksten var en klar indrømmelse til USA’s linje, og fik miljøfolk såvel som EU op på barrikaderne. Der blev regnet på tallene, nye forslag blev lagt på bordet og forhandlingerne blev forlænget med et døgn. Og så gik man ind i den sidste nat. Klimaforhandlinger adskiller sig ikke fra overenskomstforhandlin-ger: der bliver først besluttet noget, når alle er tilstrækkeligt møre.

Men ingen blev møre denne gang. Da morgenen oprandt i Haag, var der ikke indgået nogen aftale. Og et sidste kompromisforslag fra USA - bistået af sin europæiske

tro allierede Storbritannien - blev afvist af EUs 15 miljøministre. Eller i hvert fald af de 14 af dem. Stor-britanniens miljøminister John Pre-scott forlod med lange skridt og fulgt af en skare af pressefolk konferencecentret.

Den dårlige nyhed var, at der ingen klimaaftale blev i denne omgang. Kyoto-Protokollen er dermed fortsat blot en politisk aftale, og ikke den juridisk bin-dende internationale aftale, som den vil være, når et tilstrækkeligt antal lande har ratificeret.

Den gode nyhed var, at EU sagde nej, fordi aftalen var uaccep-tabel set fra et miljømæssigt syns-punkt. Fordi aftalen sendte verden i en forkert retning: ind i et virvar af svindel og humbug, hvor et træ hist og et krat pist pludselig må medregnes i CO2-regnskabet. Og

hvor handel med russisk overskud af CO2, der aldrig ville være udledt alligevel, skulle legaliseres som en farbar vej for klimabeskyttelsen.

De første måneder af 2001 er selvransagelsens måneder. Hvad gik der galt, og hvordan kan man undgå, at forhandlingerne ender i et nyt sammenbrud, når de genop-tages? Med George W. Bush i Det Hvide Hus er det ikke blevet lettere at forhandle med USA. Derfor tyder alt på, at der er brug for radikal nytænkning, hvis sammen-bruddet i Haag skal blive den krise, der nogle gange er nødvendig for at man kan komme videre med en sag.

Lars Georg Jensen er klimamedarbejder i WWF Verdensnaturfonden.


ind på konferencen, hvor den stod ved talerstolen resten af ugen.

Ud fra et miljømæssigt syns-punkt burde Haag havde handlet om at udbygge og forstærke klima-aftalen fra Kyoto. I stedet handlede mødet om at undgå, at Kyoto-afta-len blev udhulet yderligere eller helt droppet. Det efterfølgende sammenbrud kan ses som både en sejr og et nederlag. En sejr, fordi vi undgik en aftale indenfor rammerne af det amerikanske for-handlingsmandat, hvilket havde forhindret en reel reduktion i det nuværende forureningsniveau. Et nederlag, fordi det nu bliver endnu sværere at lave aftaler - ikke mindst efter, at USA har fået ny præsident.

Jyllandsposten skrev på leder-plads formentlig i alvor, at “når Svend Auken og hans medkombat-tanter i blandt andet Tyskland og Frankrig har haft så travlt med at tørre Haag-sammenbruddet af på USA, skal den reelle årsag da heller ikke findes i en oprigtig bekymring for verdens klima. Hvis Europas socialdemokratiske rege-ringer ikke permanent opretholder skræmmebilledet om verdens kli-

matiske undergang, forsvinder argumenterne bag et centralt ele-ment i deres skattepolitik” (2). En opfattelse lig JPs kan George W. Bush forventes at anvende som afsæt for sine kommende gernin-ger. Alle amerikanske indrømmel-ser på klimaområdet kan således komme til at fremstå som et knæ-fald for EU, hvilket USAs nye leder næppe ønsker at opsøge.

“Motivationen for mig var ikke en fasttømret tro på succes baseret på ekspertviden men mere viljen til at prøve at gøre en forskel.”

Man kan sige meget grimt om USA og en del vil være berettiget. Men det er for nemt at gøre USA til skurken alene. Danmark - “fore-gangslandet i nord” - er måske tæt-tere på en miljømæssig bæredygtig profil end USA, men der er stadig langt igen (3). Der er ingen tegn på dansk vilje til at gennemføre en

politik, der kan løse vores andel af problemerne med global opvarm-ning.

Det må påhvile andre at bedømme betydningen af digebyg-geriet i forhold til det konkrete forhandlingsresultat. Men var vi i stedet taget i skoven med vores familie havde vi med sikkerhed ikke gjort en forskel. Motivationen for mig var ikke en fasttømret tro på succes baseret på ekspertviden men mere viljen til at prøve at gøre en forskel. Det svenske band Kent synger “Ni kan skratta om Ni vill, Håna oss, Vi rör oss, Ni står still…”, og det var nok derfor, jeg tog bussen til Haag.

Noter:

(1) Friends of the Earth International er verdens største sammenslutning af miljø-organisationer med 68 medlemslande. Kun én organisation fra hvert land kan være medlem. I Danmark er det Miljøbevægelsen NOAH. (2) Jyllandspostens leder, 28. november 2000.(3) Se “Danmark som foregangsland” af Ulf Kjellerup i Miljøsk nr. 23, 2001.

Dan Boding-Jensen er medredaktør for Miljøsk, NOAHs tidsskrift om miljø og samfund.

Papirfoto: demonstranter med bannere. Det øverste af himlen skal skæres væk.

Demonstranter i Haag. Se billeder og læs mere på www.noah.dk/energi. (Foto: D. Boding-Jensen)


Forbrugerismens bagsideDet moderne forbrugersamfund ødelægger ikke alene vores planet - det ødelægger også vores psykiske tilstand. Jo rigere et land bliver, desto mere ulykkelige bliver dets borgere. Artiklens forfatter, der er klinisk psykolog, spørger hvorfor.

Af Oliver James

Psykologi

Det er næppe nogen nyhed, at den frembusende amerikansk-inspire-rede, “rundsave-på-albuerne”-kapi-talisme er skadelig for vores jord. Hvert år bliver dette mere og mere tydeligt. Således er det ikke længere muligt at afvise teorien om, at kommende klimaændringer hænger sammen med vores udled-ning af CO2. Ej heller er der længere tvivl om, at brugen af hormoner, antibiotika, nitrofosfater m.m. i fødekæden svækker dyr og menneskers immunforsvar, hvilket kan føre til en lang række kroniske lidelser.

Men til den lange liste over mil-jøproblemer forårsaget af den måde

vi lever på, må tillægges de mange psykiske lidelser som vores livsstil resulterer i. Det skyldes, at nuti-dens forbrugerisme ikke alene øde-lægger det levegrundlag naturen har givet os - den ødelægger også vores psykiske tilstand. Det er dybt ironisk, at denne verdens voksende materialisme ikke opfylder de mål som dens tilhængere anfører - nemlig at få folk til at føle sig mere lykkelige.

Penge kan ikke købe lykke

Sagt enkelt, så er der ingen sam-menhæng mellem et lands rigdom og antallet af borgere, der siger, at

de er lykkelige eller tilfredse med deres liv. De rigeste er på ingen måde de mest glade, og nogle af de fattigste er blandt de mest tilfredse. Ydermere, jo tættere et land nærmer sig den “Amerikan-ske model” - en højt avanceret og teknologisk udviklet udgave af moderne kapitalisme - des større er antallet af psykiske lidelser i befolkningen.

Verdenssundhedsorganisatio-nen, WHO, udgav i 1995 en rapport med opløftende vidnesbyrd om forbedringer af levestandarden i den 3. verden. Indledende står der, “I de sidste 50 år har verden uden-for Nordamerika og Vesteuropa oplevet forbedringer i sundhed og levestandard, hvis omfang er lige så imponerende som de teknolo-giske fremskridt den rige del af den nordlige hemisfære har ople-vet.” Denne optimistiske melding bliver dog senere efterfulgt af en lidt mere trøstesløs: “Men ligesom i Vesteuropa og Nordamerika er der en bagside [i den 3. verden] til de bemærkelsesværdige forbed-ringer af den daglige overlevelse og sociale forhold. Sammen med en øget forventet levealder er der kommet et øget antal af depressioner, skizofreni, senil-demens og andre former for kro-niske psykiske lidelser... Sammen med økonomisk vækst og for-skellige sociale omvæltninger er der kommet en mærkbar forøgelse af alkoholisme, narkomisbrug og selvmord... Antallet af voldstil-fælde mod kvinder er kraftigt for-øget.”

Engelske politiarkiver er et klart vidnesbyrd om, at antallet af voldstilfælde er eksploderet - fra 6.000 kriminelle forhold i 1950 til 239.000 i 1996. Selvom man tager hensyn til, at flere voldstilfælde anmeldes i dag, så er det stadig en enorm stigning. En ny WHO rapport fortsatte i 1998 hvor den gamle slap, idet den påpegede, at depression nu lå som nummer

Foto: PA


fire på listen over de mest alminde-lige sygdomme i verden. Og hvad der var nok så interessant, depres-sion var den anden mest udbredte sygdom i de rige lande. For alle psykiske lidelser - fra skizofreni til angstneuroser - gjaldt det, at jo mere økonomisk udviklet landet var, desto større forekomst af psy-kiske lidelser.

“Der er ingen sammenhæng mellem et lands rigdom og antallet af borgere, der siger, at de er lykkelige eller tilfredse med deres liv.”

Sammenlignet med 1950 er menne-sker i den industrialiserede verden i dag langt mere tilbøjelige til at være utilfredse, vrede og selvkriti-ske (jeg er fed, jeg er uintelligent, jeg er grim osv.) Det er tydeligt, at selvom folk i de rige lande er blevet materielt bedre stillede, har de det følelsesmæssigt dårligere. I England er chancen for, at en 25-årig bliver deprimeret 10 gange højere i dag end i 1950’erne.

Tilsvarende viste en undersøgelse af mere end 18.000 voksne i USA, at en person født i 1945-55 havde tre til 10 gange større chance for at lide af en omfattende (dvs. meget alvorlig, livstruende) depression før det fyldte 34 år end en person født i 1905-14. Hvor udbredt er mentale lidelser - defineret efter officielle psykologiske kriterier - i grunden i I-landene i dag? Det bedste bud kommer fra en omfattende undersøgelse af USAs befolkning udført af Lee Robins i begyndelsen af 1980’erne. Mere end 19.000 men-nesker fra fem forskellige steder i USA blev interviewet.

Konklusionen var, at 20 procent af den amerikanske befolkning

lider af en mental sygdom (i følge definition i psykiatriens bibel, The Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders) indenfor en given periode på 12 måneder, og at 32 procent vil lide af en mental sygdom på et eller andet tidspunkt i deres liv. Da de anvendte defini-tioner er så stramme som de er, er det højst sandsynligt, at den virke-lige forekomst af psykiske proble-mer er langt højere.

Ovenstående understøttes af studier som fra en bred synsvinkel gennemgår frygt og angstneuroser. Ét af studierne viste f.eks. at tre ud af fire amerikanere lider af én eller flere overdrevne former for frygt, angsttilfælde eller nervøsitet. Andelen er givet højere i dag, når

man tænker på, at antallet af psy-kiatriske klienter er højere nu end i de tidlige 1980’ere. Det er ingen overdrivelse at bruge ordet “epide-misk” til at beskrive denne udvik-ling. Selvom alle disse statistikker kan fortolkes på forskellig vis, og betydningen af stigningen derfor kan justeres, så er det kun meget få psykiatriske epidemiologer, der i dag betvivler, at ændringen er korrekt og substantiel. Spørgsmålet er: hvorfor? Hvorfor skulle vi være blevet mere ulykkelige nu, når vi er blevet bedre stillet økonomisk?

Serotonin-samfundet

Det er blevet videnskabeligt påvist, at både depression, aggression og kompulsiv tvang hænger tæt sammen med et lavt indhold af den kemiske substans serotonin i hjer-nen. Mængden af serotonin kan øges ved at tage anti-depressions-midler som Prozac.

Serotonin blev opdaget i 1940’erne og er ét af mange tusinde kemiske stoffer i synapsen - dér i hjernen hvor fysik og kemi mødes. Synapsen er en spalte, hvorigen-nem elektriske impulser passerer fra én neuron (nervecelle) til en anden. Når en elektrisk spænding når til enden af en neuron udløses en kemisk reaktion i synapsen. Kemiske transmittersubstanser - inklusiv serotonin - bliver sendt afsted og overleverer en besked til den næste neuron, som så affyrer den næste elektriske impuls, og så fremdeles.

Ubevidst behandler mange mennesker deres lave serotonin-niveau ved at anvende rusmidler. Alkohol hæver niveauet på kort sigt, men sænker derefter niveauet. MDMA, hovedingrediensen i stof-fet Ecstasy, medfører en midlerti-dig overproduktion af serotonin, men dræber samtidig - i det mind-ste på dyr - neuronernes sero-tonin-receptorer med permanente skader til følge. Rygere er dobbelt

Svaret på psykiske problemer er ofte piller, f.eks. lykkepiller som Prozac. (Foto: DV)


så udsatte for at have et lavt sero-tonin-indhold - og derfor at blive deprimerede - som ikke-rygere.

De fleste har den opfattelse, at hvis et kemisk stof er impliceret i menneskets adfærd, så er stoffets niveau påvirket af andre kemiske stoffer eller af gener. Men i tilfældet med serotonin er niveauet i menne-ske- og dyrehjerner et resultat af hvad der sker omkring dem, socialt og følelsesmæssigt, nu og i forti-den. Hvis du føler dig dårligt tilpas eller desperat trænger til en tår over tørsten, et fix, en slåskamp eller til at rase ud, så har du sikkert et lavt serotonin-niveau som sand-synligvis skyldes den måde vi lever på i dag.

Jagten på succes

Serotonin-indholdet i hjernen afhænger altså af udefrakommende begivenheder. F.eks. kan et indi-vids sociale status i høj grad påvirke serotonin-niveauet - og derfor personens lykkefølelse.

Den sociale status’ indflydelse på serotonin-niveauet er på overbe-visende vis blevet demonstreret af Michael McGuire fra University of California i en række forsøg med østafrikanske vervet-aber. Forsøgene blev udført over en peri-ode på 20 år. Han viste, at domi-nerende hanaber havde et højere serotonin-niveau end aber nederst i hierarkiet. Men hvad kommer først - høj status eller højt indhold af serotonin? I en serie af eksperimen-ter blev nogle hanabers “status” ændret, således at ikke-domine-rende aber blev dominerende, og dem der før var dominerende blev “underordnede”. Klart nok, serotonin-niveauet fulgte disse statusændringer. Når dominerende hanaber f.eks. blev fjernet fra deres gruppe startede en kamp blandt de resterende hanner om at opnå dominansen. Vinderen fik et højere indhold af serotonin så snart han havde etableret sin nye status. At

blive den dominerende forårsagede stigningen i serotonin.

Hvad der gælder for disse ver-vet-aber vil højst sandsynligt også gælde for os. Det er blevet påvist, at dominerende, energiske og suc-cesfulde studerende har et højere serotonin-indhold end andre. Det faktum, at samfundets “under-ordnede” eller lavstatus-grupper - såsom kvinder og mennesker med lav indkomst - er mere udsatte for problemer relateret til serotonin-mangel (depression og tvangsneu-roser for kvinder og aggressivitet for mænd) antyder ligeledes en stærk forbindelse mellem et lavt serotonin-indhold og lav status.

Var vores forældre mere lyk-kelige?

Men ovenstående hjælper os ikke til at finde ud af, hvorfor psykiske problemer forekommer hyppigere i dag end i 1950’erne. Hvorfor er der flere mennesker i dag, der har et lavt indhold af serotonin i en tid hvor en større del af befolkningen end nogensinde før er velhavende og/eller tilhører middelklassen?

Jeg mener, at der findes to hovedårsager. For det første kan nutidens kapitalistiske samfunds-form ikke leve op til vores medfødte behov for status, og for det andet er den destruktiv overfor de stabile bånd, som vi instinktivt er draget imod - den “skubber en kile” ind imellem mand og kvinde, forældre og barn, gammel og ung. Det moderne liv får os til at føle os som tabere.

En primær grund til disse ændringer er den øgede individua-lisme og stræben for egen vindings skyld. Tidligere undertrykte grup-per, som kvinder og lav-indkomst-grupper, er ikke alene kommet til at tro, at de nu kan opnå en hidtil utænkelig status og rigdom, men de opfatter også disse som rettig-heder, selvom samfundet normalt ikke kan leve op til dette.

Når vores forventninger til vir-keligheden ikke kan indfris, føler vi os enten krænkede eller depri-merede. Og vi giver enten sam-fundet eller os selv skylden. Lige meget hvilken af grundene det er, så resulterer det i et øget antal af depressioner og voldssager, og vi ender med at føle os som tabere - lav status er lig med lav sero-tonin. Det følelsesmæssige afsavn vil fortsætte indtil den dag, hvor virkeligheden kan følge med vores forventninger.

Babes

Kvinder og unge piger er særligt udsatte i de industrialiserede lande. I disse samfund bliver kvin-ders krav til sig selv skruet ureali-stisk højt op, hvorved der skabes en enorm utilfredshed blandt kvinder. Depression, spiseforstyrrelser og selvmordsforsøg er 2-3 gange hyp-pigere blandt kvinder end mænd (se boks). Siden 1950 har særdeles ødelæggende former for hvad man kan kalde “social sammenligning” set dagens lys. Dette er sket i alle livets aspekter. Læg blot mærke til den daglige strøm af mediebilleder - i blade, aviser og på fjernsyn - der viser letpåklædte, superslanke piger med “perfekte” ansigter og kroppe. Det er intet under, at antallet af kvinder, der lider af depression og spiseforstyrrelser, er eksploderet de seneste år, når man tænker på, at kvinder er tvunget til et utal af gange hver dag at sam-menligne sig selv med sådanne ide-elle modeller.

I en epokegørende undersøgelse fra 1970’erne udførte psykologen Douglas Kenrick nogle forsøg, hvor han afbrød mandlige studerende, mens de så det “babes”-mættede tv-program Charlie’s Angels, og bad dem om at se på et billede af en gennemsnitlig kvindelig stude-rende for at give hendes udseende en karakter. Til sammenligning gjorde han det samme med stude-


Skræmmende tal

Tabellen viser andelen af mænd og kvinder som på et tidspunkt i deres liv lider af en alvorlig depression eller forsøger selvmord. Tallene er fra Myma Weissmans analyse af spørgeskemaundersøgelser foretaget i fire lande i 1993.

procentvis procentvis deprimerede selvmordsforsøg mænd kvinder mænd kvinder

USA 3,5 8 1,7 5Canada 7,5 13,2 2 5,3Tyskland 4,9 17 0,7 3,3New Zealand 8,6 17 2,6 6,2

Sammenlignelige undersøgelser er ikke foretaget i Danmark, men i følge Center for Selvmordsforskning var selvmordsforsøgsraten i 1998 på 145 for mænd og 220 for kvinder per 100.000 danskere (red.).

rende, der så “babes”-frie udsendel-ser, såsom nyheder.

“Depression, spise-forstyrrelser og selvmordsforsøg er 2-3 gange hyppigere blandt kvinder end mænd.”

Han fandt ud af, at de mænd, der så Charlie’s Angels gav gennemsnitsstudinen en lavere karakter end dem, der så nyheds-udsendelser. I videre forsøg viste han lysbilleder til tre grupper af mandlige studerende, henholdsvis Playboy midtersider, billeder af “gennemsnitskvinder” og abstrakt kunst. Klart nok, så bedømte Play-boy-gruppen et billede af en gen-nemsnitskvinde lavere end de to andre grupper. Og denne effekt blev overført til det virkelige liv. Efter at have set lysbillederne, bedømte Playboy-gruppen deres egne kærester lavere end de andre grupper gjorde - ikke kun i form af hvor attraktive de var, men også hvor meget de elskede dem. End-videre viste Kenrick lysbilleder af modeller og af almindelige men-

nesker for både mandlige og kvin-delige studerende. For begge køn gjaldt det, at visning af modeller af deres eget køn gav anledning til dårligere humør, mens modeller af modsat køn gav anledning til bedre eller uændret humør. Mange andre studier har givet tilsvarende resultater.

Hvem er det til fordel for?

Mit spørgsmål er dette: hvem er det, der drager fordel af de sidste årtiers ændringer - ændringer, som har ødelagt manges selvfølelse og forårsaget en række psykiske lidel-ser? Smukke modeller optræder overalt i blade, tv-shows, reklamer og produkter, fordi det sælger. Selvom den måde modeller anven-des på i dag er til skade for vores mentale tilstand, så passer de som fod i hose til den moderne forbru-gerisme. Medierne spiller således en vigtig rolle i forhold til, at mænd og kvinder er blevet mere util-fredse med deres kroppe og deres partnere. Men medierne er blot for-midlere af de kræfter, der ligger bag fænomenerne.

Sagt lidt kynisk, så tjener nutidens forbrugeristiske økonomi

penge på den udbredte utilfreds-hed og depression, der er skabt af urealistiske sociale sammenlignin-ger og tårnhøje forventninger til det enkelte individ.

Derefter får forbrugerismen os til at udfylde det psykiske tomrum med materielle goder og lindrende stoffer (alkohol, narko, mad og nikotin).

Forbrugerismen udbytter os des-uden ved at skabe en uægte indivi-dualisme - ved at opmuntre os til at definere os selv gennem vores indkøb. Endnu mere målrettet markedsføring og modeindustriens magt skaber en fetichistisk bekym-ring for at eje en særlig forbrugs-gode i stedet for en anden, selvom der ofte ikke er nogen særlig prak-tisk eller æstetisk forskel.

Den økonomiske udvikling af i dag kræver uophørlig vækst, og dette er kun muligt hvis folks “behov” konstant forandrer sig, så nye markeder opstår. Systemet kræver “behov”, der er mere og mere mangfoldige, så flere og flere nye produkter kan blive udviklet til at tilpasse behovene. Man kan tjene penge ved at sælge piller og tera-peutiske ydelser, der kan udbedre den kemiske ubalance, der opstår i vores hjerner, når samfundets for-ventninger og identitetskrav bliver for høje.

Jeg påstår ikke, at der findes en konspiration af jakkesætklædte bankfolk og forblændede materia-listiske købmænd, der er ude på at gøre os ulykkelige. At beskrive “Nutidens kapitalisme”, som om den har en vilje, svarer til at antro-pomorfisere et viljeløst, abstrakt fænomen - det er ligeså tåbeligt som at beskrive gener som “selvi-ske”. Men vi må se i øjnene, at den måde, nutidens forbrugersam-fund har udviklet sig på, er yderst bekvem for dem, som trækker i trådene - dvs. dem der påfører os ulykke og helbreder os - mens det er vores indre sjæl, der betaler gildet.


Kampen mod overvægt

For tiden er det ikke “in” at mene, at den “moderne kapita-lisme” er årsag til vores problemer, men den er efter min mening en vigtig bidragsyder. Der er naturlig-vis også andre årsager. Den “sam-fundskulturelle” forfatter Amitai Etzioni peger eksempelvis på, at den virkelige årsag til den udbredte elendighed er, at moralbegreber og fællesskaber i samfundet er blevet nedbrudt. Men isoleret set udgør

det slet ikke en god nok forklaring på de psykiske problemer, som vi er vidner til i dag.

Hvad ville hans argumentation f.eks. fortælle os om det faktum, at i det meste af vores voksenliv kæmper vi en hård kamp mod overvægt? Dette er et helt nyt problem i verdenshistorien, som i første omgang er skabt af den fænomenale succes som den tek-nologiske udvikling har haft med at producere mangfoldige og rige-

lige mængder fødevarer. Desværre har mennesker, ligesom dyr, den medfødte fornemmelse, at maden er knap. Forbrugerismen udnytter vores instinktive tilbøjelighed til at spise meget fedt og sukker ved at anprise mindre gode fødevare-produkter som “sunde”, “nærende” eller “energigivende”. Dét de fleste af os i virkeligheden behøver er en fiberrig kost og færre kalorier. Hvis vi spiser for meget, kommer vi let til at hade vores overdimen-sionerede korpus. Derefter kan vi så gå på udsalg blandt slankekure og ditto midler. Alternativt kan vi sulte os selv. Koblet med de ubarmhjertige billeder af slanke og smukke modeller er nettoresultatet en uophørlig følelse af at være en taber - kampen mod overvægten er tabt. At vi i vores del af verden har fået bugt med én af de mest vedblivende udfordringer for men-neskeheden, nemlig sulten, er i virkeligheden blevet til en trussel mod vores psykiske tilstand.

At finde en løsning

At ændre det serotonin-fattige sam-fund, som forårsager så mange pro-blemer, kræver noget langt mere radikalt end at påberåbe sig en tilbagevenden til 1950’ernes moral. Hvis vi fortsat ønsker at leve i et højtudviklet samfund, må vi ændre det i en retning der arbejder for - og ikke imod - vores psykiske sundhedstilstand.

Oliver James er journalist og tv-producent og har tidligere arbejdet i seks år som klinisk psykolog på et sindsygehospital. Han har skrevet bøgerne “Britain on the Couch” (Arrow, 1998) og “Juvenile Violence in a Winner-Loser Culture” (Free Association Books, 1995).

Artiklen er fra The Ecologist, maj 2000. Oversat af Bo Normander.

Mange kvinder har svært ved at leve op til de idealer af den perfekte kvinde, som især medierne skaber. Manglende følelse af at slå til resulterer ofte i depression og/eller spiseforstyrelser. (Foto: PA)


Deltag i miljødebatten - send et indlæg til GØ

VMP II har spillet fallit

Af Anja Eberhardt, sekr. for økono-misk omstilling, Enhedslisten

Udsivning af nitrat og fordamp-ning af ammoniak fra marker og stalde skyldes manglende til-skyndelse til en god kvælstof-husholdning i det konventionelle landbrug, hvor markdrift og stalde er adskilte og kunstgødning kan købes for billige penge.

Løsningen på landbrugets kvælstofforurening er ikke at opfordre til at revidere Vandmiljø-plan II (VMP II), der gennem detailreguleringer og kontrol forsøger at tage livtag med et modvilligt landbrug, som altid er et hestehoved foran mht. at finde måder at omgå lovgivningens intentioner. Det har DØR f.eks. afsløret sker ved, at produktion af foderhvede omdøbes til brødhvede, fordi det i VMP II udløser retten til en ekstra kvælstofnorm. Den i princippet sympatiske stramning af harmonikravet, som DØR tid-ligere har foreslået, fører i realite-ten til øgede jordpriser, hvilket især er en pind til økologers ligkiste, fordi de har behov for mere jord til græsning og foderforsyning.

Løsningen er en afgift på kvæl-stoftab. Afgiften beregnes ved at trække kvælstofindholdet i land-brugets produkter fra den indkøbte mængde kvælstof i foder og gødning. Kvælstoftabet kan bereg-nes vha. allerede indførte grønne regnskaber. Med det økonomiske incitament til at opføre alle indkøb i momsregnskabet, er det ikke interessant at skjule indkøb af foder og kunstgødning eller over-drive salget af produkter. Der bør indføres et bundfradrag på et antal

kilo kvælstof pr. hektar afhængig af produktionsgren (husdyrbrug vil altid have større kvælstoftab end planteavl). Man kan endda forestille sig, at bundfradraget gives en størrelse, så den mest kvælstofeffektive del af hver produktionsgren kommer under grænsen og får penge udbetalt. Derved indføres en kappestrid på faglig dygtighed, som er rettet mod ondets rod: Det store kvælstoftab også kaldet kvælstofoverskuddet i dansk landbrug. Hvert år tilføres dansk landbrug 575.000 tons kvælstof og fraføres 200.000 tons altså 1/3. De resterende 2/3 tabes.

En afgift på kvælstoftab vil fremme omlægningen til økologisk jordbrug, eftersom det er ken-detegnende for den økologiske driftsform, at den gode kvælstof-husholdning er central for valget af driftsløsninger. Derfor ligger øko-logerne lavt placeret når kvælstof-tab udregnes på bedriftsniveau, og økologerne vil gennem afgiften få endnu et incitament til at forbedre kvælstofudnyttelsen, bl.a. gennem konsekvent udsåning af dækafgrø-der, der kan blive stående efter høst.

Det er frustrerende, at netop DØR - snart fire år efter, at Troels V. Østergaard i en leder i GØ april 1997 for første gang præsenterede afgiften på kvælstoftab - vælger at anbefale tiltag, der hverken på kort eller lang sigt fremmer økologien eller løser næringsstofproblemet. Tiltag der mest synes valgt fordi man tror, de er politisk operable. Selv DN og De Økonomiske Vismænd anbefaler i dag en afgift på kvælstoftab.

Svar til Anja Eberhardt

Af Hans Nielsen, landbrugsmedar-vejder, DØR

Vandmiljøplan II har ikke spillet fallit. Landbrugets kvælstoftab er reduceret fra ca. 500.000 tons kvælstof i 1990 til ca. 375.000 tons i dag. Det er dog ikke tilstrækkeligt. Derfor har DØR foreslået, at hul-lerne i VMP II lukkes, og at der bl.a. sker en yderligere reduktion i gødningsnormerne.

Det er ikke korrekt, at kvælstof-tabet på økologiske bedrifter er meget lavere end på konventionelle bedrifter. Det er kun tilfældet, hvis man som Anja Eberhardt ser bort fra kvælstoffikseringen i kløver- og ærtemarkerne. Men så får man heller ikke et reelt billede af kvælstoftabet, og det konventio-nelle landbrug vil kunne undgå en kvælstofafgift ved at dyrke ærter og kløver.

Tal fra Forskningscenter for Økologisk Jordbrug viser, at kvælstoftabet er 50% større på økologiske svinebrug end på konventionelle svinebrug med samme dyretæthed. På økologiske kvægbrug er kvælstoftabet på linie med tabet på konventionelle kvægbrug med samme dyretæt-hed. På økologiske kornmarker er kvælstoftabet mindre end på kon-ventionelle, men det lavere udbytte på de økologiske medfører, at kvælstoftabet er større pr. kg pro-duceret korn.

En afgift på kvælstoftabet vil derfor ramme de økologiske svi-neproducenter og kornproducenter hårdere end de konventionelle. En kvælstofafgift vil bremse væksten i det økologiske landbrug, fordi den vil øge prisforskellen


Generalforsamling

10. marts kl. 13.30. Flygtningehjæl-pens kantine, Borgergade 10, Kbh. Det Økologiske Selskab holder sin årlige generalforsamling, hvor Det Økologiske Råd skal vælges.

Der indledes med offentligt møde kl. 13.30-16: Virkemidler til trafikbegrænsning. Oplæg ved Helge Mortensen (MF, S), miljø-borgmester Bo Asmus Keldgaard (SF) og Henrik Duur, Transport-rådet.

Generalforsamlingen afholdes kl. 16.30. Foreløbig dagsorden:1. Valg af dirigent og referent2. Beretninger fra formanden, kas-sereren, sekretariatslederen samt Global Økologis redaktør3. Vedtægtsændringer, se under “Nyt fra Rådet”4. Forslag fra medlemmerne5. Valg til Det Økologiske Råd6. Evt.

Kandidatforslag skal være sekretariatet i hænde senest d. 23. februar.

Debatmøde om global bære-dygtighed

15. marts kl. 17 - 20. Aktivi-tetscenteret i Suhmsgade 4, Kbh. Gratis entré. Arr.: DØR. Knud Vilby holder oplæg om hvorfor den globale dimension er vigtig i en bæredygtig udvikling. Brundt-landrapporten havde en vision som også indebar en bedre for-deling af jordens ressourcer. Men er global bæredygtighed udeluk-kende et spørgsmål om forde-lingspolitik? Efter oplægget og sandwich vil der være diskussion over temaet.

Seminar om alternativer til pesticider

21. marts kl. 9 - 16. Landbohøj-skolen, Kbh. Arr.: DØR og Center for Økologi og Miljø, KVL. Formå-let med seminaret er at afdække potentialet for mekanisk ukrudts-bekæmpelse som et middel til at nedsætte pesticidforbruget. Pris: 400,- inkl. frokost. Studerende 125,- ekskl. og 225,- inkl. frokost. 20% rabat for medl. af Det Økologiske Selskab. Tilmelding til DØR senest 7. marts.

Stormøde om dansk ATTAC

24. februar kl. 13 - 19. Sct. Annæ Gymnasioum, Kbh. Arr.: Infor-mation. Mødet skal starte proces-sen mod en dansk afdeling af globaliseringsbevægelsen ATTAC.

mellem økologiske og konventio-nelle fødevarer.

DØR har beregnet, at en pantaf-gift på 10 kr. pr. kg tabt kvælstof vil koste en økologisk svineavler 30 kr. pr. slagtesvin og en kon-ventionel svineavler 13 kr. pr. slag-tesvin. Hvis den konventionelle svineavler øger udnyttelsesprocen-ten af kvælstof i gyllen fra 50% til 70% vil han kun spare 6 kr. pr. slagtesvin i kvælstofafgift, dvs. ca. 1% af produktionsomkostnin-gerne. En yderligere nedsættelse af gødningsnormerne vil derimod tvinge den konventionelle svineav-ler til at udnytte husdyrgødningen bedre, uanset om det kan betale sig for eller ej.

Vi er opmærksomme på, at en skærpelse af harmonikravene er med til at presse jordpriserne op, men med de nuværende harmoni-krav i kvægbrug sker der en vold-som overgødskning med fosfor. Det vil en kvælstofafgift ikke ændre på, og der er derfor ingen anden vej end at skærpe harmo-nikravene. Det vil samtidig give os flere kløvergræsmarker, fordi kvægavlerne så ikke er nødt til at have rajgræsmarker for at kunne bruge al deres husdyrgødning. Og det vil gøre det mere attraktivt for mælkeproducenterne at omlægge produktionen til økologisk drift.

Debatindlæg til næste nummer skal være redaktionen i hænde senest 20. marts 2001. Indlæg bør ikke indeholde mere end 400 ord. Indlæg modtages helst på diskette eller på e-mail, [email protected].


Miljønyheder fra den store vide verden

Alperne truet af tøvejr

4/1/01 Middeltemperaturen i alperne er steget med 1 grad de seneste 15 år formentlig pga. den globale udledning af CO2. Forskere fra EU-projektet Permafrost and Climate in Europe (Pace) frygter, at noget af den permafrost, der holder bjergklipper sammen vil smelte, hvorved bl.a. de mest besøgte ski-sportssteder vil opleve et øget antal laviner, klippeskred og oversvøm-melser.

Gensplejsede aber

12/1/01 Amerikanske forskere har - med stor respekt for dyreetik - skabt verdens første gensplejsede abe. ANDi som aben er blevet døbt (“inserted DNA” bagfra) fik, da han stadig var et ubefrugtet æg, indsat et gen fra en vandmand. ANDis fader, professor G. Schatten udta-ler, at det er et “ekstraordinært øjeblik i menneskets historie” og “vi kan snart indsætte f.eks. Alz-heimers gen i aber, så vi hurtigere kan udvikle en vaccine mod denne sygdom.” Enkelte mennesker har vovet at stille sig kritiske overfor bedriften. Er det forsvarligt at manipulere med højerestående dyr? Hvorfor ikke bare gensplejse menneskeæg i stedet, og af den vej undgå sygdomme?

Modermælkserstatning

12/1/01 Også finnerne har gang i generne. Den finske bioteknik-kommission har nu givet tilladelse til, at bønder kan sælge kød og mælk fra gensplejsede køer, der har fået tilført menneskegener. Gen-splejsningens formål er - i følge firmaet bag, Pharming - at berige

komælken med lactoferrin, et stof der findes i modermælk og som menes at kunne forhindre syg-domme.

Socialt forum i Brasilien

30/1/01 Mens verdens mægtigste erhvervsledere og politikere mødtes i Davos i politistaten Schweiz, var godt 4.000 aktivister og græsrødder samlet i den syd-brasilianske by Porto Alegre. Man diskuterede, hvordan globaliserin-gen kan tøjles, så større social og økonomisk lighed opnås i verden. (www.forumsocialmundial.org)

FNs miljøprogram i pengenød

5/2/01 FNs miljøprogram (UNEP) står overfor seriøse økonomiske problemer, hvis bare en brøkdel af kommende projekter indenfor global opvarmning og kemisk for-urening skal kunne gennemføres. Det blev gjort klart på en stor UNEP konference for nylig. UNEPs indtægter fra medlemslandene er faldet fra 65 mio. US$ i 1993 (året efter Rio) til 40 mio. US$ sidste år. Største bidragsyder sidste år var USA med lovede 7 mio. US$, men målt efter bruttonationalpro-dukt ligger USA langt nede af listen lige efter Etiopien, hvorimod Finland, Norge og Monaco topper.

Ulovlige pesticider sælges til u-lande

5/2/01 Sprøjtegifte, der er forbudte i Europa, sælges i stort omfang til u-landene, hvor de udgør en stor fare for miljø og sundhed. I følge en ny rapport fra FNs fødevare-organisation, FAO, sælger de rige lande deres restlagre til u-landene for en værdi af syv mia. kroner. Omkring 30 procent af de pestici-der, der markedsføres i u-landene, lever ikke op til internationale stan-darder. (www.fao.org)

Olieeventyr i Alaska

18/1/01 Selvom det er så som så med positive miljønyheder fra USA - særligt efter at George W. Bush er kommet til magten - er der enkelte tegn på, at den amerikanske befolk-ning ikke vil finde sig i alt. Ifølge en meningsmåling er godt 60% af amerikanerne imod indenrigs-minister Gale Norton’s planer om at udvinde olie i naturreservater i Alaska. Grønne organisationer har protesteret kraftigt mod Bush/Norton’s olieeventyr. (www.greenpeaceusa.org)


EUs kemikaliepolitikDet Økologiske Råd har fået til-sagn om støtte i 2001 til fortsættelse af den kampagne, som DØR kører sammen med Forbrugerrådet, DN og de europæiske paraplyorgani-sationer for miljø (EEB) og for-brugere (BEUC). Der er bidrag fra Miljøstyrelsen, den svenske Kemi-inspektion og den svenske natur-fredningsforening. Der er fortsat stor interesse for kampagnen både i pressen og i offentligheden - især efter vores vellykkede konference i oktober (omtalt i GØ nr. 5/2000).

Tema om bæredygtig udviklingRådet har besluttet at fortsætte sit tema fra år 2000 om virkemidler til bæredygtig udvikling, også i 2001, således at vi fortsat kan søge at påvirke arbejdet med den natio-nale handlingsplan for bæredygtig udvikling, som regeringen nu har besluttet skal udgives d. 5. juni i år. I januar udsendte vi hæftet “Grønne skatter i Danmark og EU”. Der udgives senere hæfter om miljømærkning og offentlig grøn indkøbspolitik, samt et sammenfat-tende hæfte om de udvalgte virke-midler. Sammenfatningen udgives ligeledes på engelsk.

Rådet har endvidere underskre-vet Danmarksdeklarationen, som er koordineret af Øko-net, som et mere folkeligt indspil til rege-ringens arbejde med handlingspla-nen. Deklarationen blev afleveret til regeringen d. 23. januar underskre-vet af 12 kommuner og 70 private organisationer.

UrangranaterI forbindelse med debatten om NATOs brug af urangranater har Rådet påpeget, at det ikke kun er et spørgsmål om radioaktivitet og leukæmi, idet uran er et særdeles

giftigt stof, som i EU er klassificeret i højeste fareklasse. Når urangrana-terne anvendes i krig spredes uran som fint støv og vil dermed for-urene grundvand og kan optages i afgrøder m.v. Rådet har opfordret den danske regering til at medtage dette aspekt, når NATO anmodes om at undersøge effekterne af urangranater.

GeneralforsamlingenForretningsudvalget foreslår føl-gende vedtægtsændringer:

§2: 2. linie ændres til: “Medlemmerne af Det Økologiske Selskab modtager bladet, ligesom ikke-medlemmer kan abonnere”

§3, stk. 3 ændres til: “Institutioner, dvs. bib-lioteker o.lign., samt abonnenter på bladet, som ikke er medlemmer af selskabet, mod-tager ikke anden post end bladet”

§4,stk. 6, 1. Sætning ændres til: “Rådet består af 12 personer samt evt. supplean-ter.”

§4, stk. 3: “§3, sidste stykke” ændres til “§3, stk. 3”.

§4, stk. 9 ændres til: “Valg til Rådet gælder for 2 år. Dvs. at halvdelen af Rådets med-lemmer som udgangspunkt er på valg hvert år. Valg som suppleant gælder også for 2 år, men vælges man som ordinært medlem efter 1 år som suppleant, gælder dette valg som ordinært medlem for 2 år. Såfremt en suppleant midt i en valgperiode overgår til ordinært medlem, i forbindelse med et medlems udtræden, gælder den 2-års valg-periode fra denne periodes start.

Genopstilling kan finde sted. Medlem-merne kan dog maksimalt sidde i Rådet i en sammenhængende periode på 6 år - heri medregnes evt. periode som suppleant.

§5, stk. 1. Der tilføjes: Sekretariatslederen er sekretær for Rådet og deltager i dets møder uden stemmeret. Det øvrige personale kan udpege en observatør, der deltager i Rådets møder uden stemmeret.

§5, stk. 2. Ændres til: “Rådet konstituerer sig med formand og næstformand samt vælger herudover 1-2 yderligere medlem-mer til forretningsudvalget. Forretningsud-valget vælger blandt sin midte en kasserer. Sekretariatslederen er sekretær for forret-

ningsudvalget og deltager i dets møder uden stemmeret. Det øvrige personale kan udpege en observatør, der deltager i møderne uden stemmeret”.

§6, sidste sætning ændres til: “Øvrige med-arbejdere ansættes af et udvalg bestående af sekretariatslederen samt repræsentanter for forretningsudvalget og personalet”.

§7 sidste sætning ændres til: “Foreningen tegnes af formanden eller sekretariatslede-ren”.

§8: “§3, sidste stykke” ændres til “§3, stk. 3”.

De fleste ændringer er af mere teknisk karakter og udtrykker en praksis, der har udviklet sig gennem nogle år, hvor vi nu brin-ger vedtægterne klarere i overens-stemmelse med praksis.

GØ omtales i de nuværende vedtægter som et medlemsblad. I forslaget åbnes op for, at også enkeltpersoner, som ikke er med-lemmer, skal kunne abonnere. Dette er et krav, hvis vi ønsker at opnå tilskud fra Kulturministeriet.Hidtil har der deltaget skiftende personalerepræsentanter i råds- og FU-møder. Der er nu et ønske om at få en fast observatør.

Der åbnes op for, at der kan være “menige” FU-medlemmer samt for, at formand eller næstformand samtidig kan være kasserer.

Det Økologiske RådKaj Jørgensen Pernille Kaltoft Klaus LindegaardAnne Marie Møldrup Anders Richelsen Hans Sanderson Henning Schroll Jens SolvangDorte Skovgaard Hanne SteensenMerete Sørensen

Bestillingskupon: Jeg ønsker:

at tegne abonnement på Global Økologi (5 numre om året 225 kr. Stud./arbejdsl./pens. dog 125 kr.) at være medlem af Det Økologiske Selskab* (priser som ovenfor, inkluderer abonnement på GØ) at bestille følgende publikationer:

at støtte Rådets arbejde med: kr

Jeg indbetaler beløbet: via betalingsservice, PBS (nærmere besked gives) på giro 897-5051 vedlagt som check

Navn:

Adresse:

Postnr. og by: Tlf:

* Medlemskab medfører, at man udover abonnement på GØ får adgang til selskabets generalforsamling, får mulighed for at stille op til Rådet og for at deltage i arbejdsgrupperne, samt får rabat ved arrangementer m.m.

Det Økologiske RådKaj Jørgensen Pernille Kaltoft Klaus LindegaardAnne Marie Møldrup Anders Richelsen Hans Sanderson Henning Schroll Jens SolvangDorte Skovgaard Hanne SteensenMerete Sørensen

Bilens blinde vinklerOm biltrafikken og dens negative påvirkning af vores dagligliv. Af Søren Dyck-Madsen, DØR, 2000. Hæfte 60 sider. 30 kr.

Dieselpartikler - en trussel mod sundhedenAf Christian Ege, DØR, 2000. Pjece. 10 sider. Gratis.

Fremtidens pris - talmagi i miljø-politikkenUdgivet af DØR og Mellemfolkeligt Samvirke, 1999. Red.: Jeanne Lind Christiansen. Bog. 329 sider. 198 kr. (købes hos MS, tlf. 7731 0000 eller [email protected])

Kemikalier i søgelysetHvad betyder EUs kemikalielovgivn-ing for dig? Af Mette Boye. Udgivet af DØR, DN og Forbrugerrådet, 2000. Hæfte. 19 sider. Gratis.

Grønne skatter og afgifter i EU og DanmarkAf Søren Dyck-Madsen, DØR, 2000. Hæfte. 70 sider. 40 kr.

Hvad er der sket med fisken?Udgivet af DØR og Forlaget Multivers, 2000. Red.: Dorte Skovgård og Pernille Kaltoft. Bog. 248 sider. 224 kr. (kan kun købes i boghandelen)

EU’s miljøpolitik – kan frihandel og miljø forenes?Af Mette Boye og Christian Ege, DØR, 1998. Bog. 128 sider. 25 kr.

PublikationerNedenfor ses et udpluk af Det Økologiske Råds publika-tioner. En fuldstændig liste fås ved henvendelse til DØR eller fra www.ecocouncil.dk. De fleste publikationer kan gratis læses eller downloades på hjemmesiden. Ved køb af klassesæt gives normalt 33% rabat. Ekspeditionsgebyr og porto tillægges prisen.

Global Økologi- - - -

Det Økologiske RådLandgreven 7

+++ 2482 +++1045 København K

I næste nummer:Miljøkrise på GrønlandAmazonas lever?Landbrug på støttenOg meget mere...

Global Økologi tager pulsen på dansk og international miljøpolitik.

Global Økologi giver læseren en tværfaglig - humanistisk, sam-fundsvidenskabelig og naturvidenskabelig - tilgang til miljøstoffet.

Global Økologi udgives af Det Økologiske Råd og udkommer fem gange om året.

Documents

Global Økologi nr. 1, 8. årgang 2001