Guide til British Invasion

GUIDE TIL BANEBRYDENDE BRITISKE DEBUT-ALBUMS UDGIVET I 1964.BRITISH INVASION

BIBZOOM - BIBLIOTEKERNES DIGITALE MUSIKTJENESTE

LYTTEGUIDE

TEKST:STEFFEN KRONBORG

REDAKTION:JENS LAIGAARD & NIELS MARK

LAYOUT:JENS HJØRNE

GUIDE TIL BANEBRYDENDE BRITISKE DEBUT-ALBUMS UDGIVET I 1964BRITISH INVASION


I 1964 ramte den såkaldte “britiske invasion” for alvor verden. Ved indgangen til 1964 havde The Beatles ganske vist allerede udsendt 2 LP’er, og mange af deltagerne i invasionen havde forsøgt sig med en eller flere singleplader. Men det var i 1964, at en lang række af musikerne bestod deres svendeprøve i form af et debut-album.

Singleformatet var langt hen ad vejen det dominerende udgivelsesformat op igennem 1960’erne, men det var via LP-formatet, de forskellige grupper og solister fik mulighed for at demonstrere deres fulde poten-tiale og dermed befæste deres position på rockmusikkens (eller beatmusikkens, som det hed dengang) parnas.

I løbet af 1964 udkom det ene glimrende debut-album efter det andet fra musikere, som med deres LP’er var med til at støbe det fundament, rock-musikken i dag hviler på. En række af debut-LP’erne har i dag klassikerstatus, og mange

af navnene bag udgivelserne er siden blevet optaget i The Rock’n’Roll Hall of Fame. Den britiske invasions indflydelse på rockmusikkens udvikling kan næppe overvurderes. Bl.a. var det de britiske grupper, der cementerede det klassiske rock-orkesters udseende med fokus på guitarer og trommer, og det var ikke mindst via de britiske grupper, det blev normen, at gruppemedlemmer selv skrev gruppernes repertoire.

I dene guide vil vi kigge på den stribe af britiske debutplader, som var med til at gøre 1964 til et helt specielt musikår, og undervejs vil vi støde på navne som The Rolling Stones, The Kinks, The Animals, Manfred Mann, Dusty Springfield, osv. osv. Alt sammen navne fra beat-musikkens allerøverste hylde – og altså alt sammen navne, som udsendte deres første større værk for netop 50 år siden. Vi begynder med The Hollies, som i januar 1964 LP-debuterede med pladen Stay with The Hollies.

BRITERNE KOMMER!It was 50 years ago today


Der er næppe noget mærkeligt i, at de engelske pladeselskaber vendte blikket mod Liver-pool i 1963 efter The Beatles´ formidable publikumssucces. Det var da også i Liverpool, produceren Ron Richards fra Parlophone første gang hørte The Hollies spille på The Cavern Club i begyndelsen af 1963. Og selv om gruppen faktisk kom fra Manchester, var Richards ikke i tvivl: han tegnede straks kontrakt med gruppen.

Fra maj til december 1963 ind-spillede The Hollies i EMI-stud-ierne på Abbey Road i London, og ved årets udgang var der numre nok til at udsende en LP med gruppen. Undervejs i forløbet var singlen ”Stay” blev sendt på gaden i november 1963, og salget af pladen var gået så godt, at singlens A-side

også fik lov til at lægge navn til LP’en: Stay with The Hollies.

The Hollies´ primære kendetegn og gruppens største styrke var de flotte harmonier, som Allan Clarke, Tony Hicks og Graham Nash lagde ned over sangene, og som gav dem et nyt og frisk præg i forhold til originalver-sionerne. For der var stort set tale om covernumre på The Hollies´ debut-LP. Ikke mindst amerikanske rhythm´n´blues musikere med Chuck Berry i spidsen var blandt gruppe-medlemmernes favoritter, og Stay with The Hollies indeholdt da også en række numre, som oprindeligt stammede fra USA, og som siden blev indspillet af en række af de øvrige grupper i den ”britiske invasion”: ”You better move on”, ”Talking ‘bout you” osv.

STAY WITH THE HOLLIES



Kun et enkelt af numrene på debutudspillet var et originalt nummer, skrevet til lejligheden af to af gruppens egne medlemmer: ”Little lover” (af Nash og Clarke). Dette billede skulle dog snart ændre sig, så originalnumrene inden længe kom i overtal på udgivelserne med The Hollies.

I rockjournalisten Lester Bangs gennemgang af den britiske invasion i værket The Rolling Stone History of Rock´n´Roll fik The Hollies – og ikke mindst deres debutudspil - nogle knubbede ord med på vejen: ”During the British invasion, they were mostly just bad, grinding out sloppy covers of ”Stay”, ”Do you love me”, ”Lucille” and ”Memphis” in the most shamelessly churn-’em-up, bash-’em-out Liverpudlian manner”.

Tak for kaffe. Man siger jo, at overdrivelse fremmer forståel-sen, men dette hårde angreb på The Hollies er næppe hverken retfærdigt eller nødvendigt. Det er sandt, at gruppens debut-LP rummede en lang række cover-numre af amerikansk oprindelse og også sandt, at et par af numrene nærmest blev jappet af. Men præsentationen af numrene var trods alt meget anderledes end andre gruppers versioner, bl.a. i kraft af The Hol-lies’ sprøde og velklingendeharmonisang. Numrene rum-mede en friskhed og en energi, som da også gjorde, at LP’en inden længe havnede på andenpladsen på den engelske LP-hitliste og var blandt de 10 bedst sælgende LP’er i England i 18 uger i træk.

Indholdet på pladen var – og er – solidt, selv om den måske manglede et par regulære hit-sange ud over single-hittet ”Stay”. Det blev der imidlertid rådet bod på ved udsend-elsen af debutværket i USA og Canada i sommeren 1964. Her skar pladeselskaberne med hård hånd en række af de oprinde-lige cover-numre bort til fordel for et par splinternye single-succeser, som allerede havde bevist deres værd i starten af året. ”Here I go again” og ”Just one look” er to klassiske Hollies-numre med det klassiske Hollies-varemærke i forgrunden: den flerstemmige harmonisang, og begge numre var med til at gøre den amerikanske og den canadiske udgave af Stay with The Hollies til et endnu stærkere udspil end den oprindelige version.

The Hollies blev optaget i The Rock and Roll Hall of Fame i 2010.

Lyt på Bibzoom[

Det er ikke strengt nødvendigt at have en lillesøster, der er kæreste med Paul McCart-ney, for at slå igennem som rockmusiker; men på den anden side er der ingen tvivl om, at det næppe skader karrieren. Det kan Peter Asher fra duoen Peter and Gordon i hvert fald skrive under på, efter at han og partneren opnåede et par formidable hits med sange, som Paul i sin tid forærede til kæresten Jane Ashers håbeful-de storebror. Og selv om ingen naturligvis kan vide, om Peter and Gordon ikke kunne have klaret ærterne selv, står det fast, at det var med McCartney-sange som ”A world without love” og ”Nobody I know”, at de to troubadurer for alvor fik del i de store salgstal og skabte sig en karriere, der stadig huskes i dag.

Da Paul McCartney flyttede sammen med Jane Asher i 1963, tilbød han en af sine sange (der som alle McCartney-sange fra den tid er krediteret Lennon-McCartney) til Janes bror Peter og hans faste partner Gordon Waller. Sangen havde (og har) aldrig været indspillet af The Beatles selv, så det var lidt af et scoop, de to ungersvende her gjorde, og resultatet af Pauls vennetjeneste udeblev da heller ikke. Sangen ”A world without love” blev udsendt på single ifebruar 1964 og blev nummer 1 på den engelske single-hitliste i april samme år. Desuden fun-gerede sangen som lokomotiv for salget af duoens første LP senere samme år – med titlen Peter & Gordon - og sangen lagde titel til den amerikanske version af duoens debutalbum.

PETER & GORDON


McCartney-nummeret var vir-kelig lidt af en guldgrube for de to sangere, og sangen er senere blevet optaget på The Rock and Roll Hall of Fame’s liste over de 500 sange, som har skabt rock and roll. Lidt af en præsta-tion for en sang, som i første omgang blev foræret væk, fordi Paul McCartney ikke syntes, den var god nok til The Beatles! Man kan bedre forstå, at de tre andre sange, Peter and Gordon senere fik foræret af Paul, aldrig blev indspillet af The Beatles, for her er i realiteten tale om ”Beatles light”-sange. Men ”A world without love” er en hit-sang, man kan synge med på med det samme, og hvis The Beatles havde indspillet num-meret, ville det med sikkerhed også have givet gruppen endnu en millionsælger.

Nu blev det i stedet Peter and Gordon, der kom til at lukrere på Paul McCartneys evner som hit-mager, og sangen gav duoen deres første og største hit. Det øvrige repertoire på debutalbummet bestod af langt mere ordinært materiale, som ikke adskilte sig nævneværdigt fra, hvad mange andre grup-per på dette tidspunkt kunne præstere. Sangene på album-met var bestemt ikke dårlige, og specielt duoens versioner af klassiske folk-numre var værd at høre på. Desuden voksede de to sangere med opgaven, efterhånden som de begyndte at bidrage med flere af deres egne numre til de kommende plader. Men der er nu ikke noget som et Beatles-nummer!

Efter succesen med ”A world without love” og de tre lidt min-dre succesfulde efterfølgende versioner af McCartney-numre dalede Peter and Gordons stjerne på pophimlen, og i 1968 besluttede de sig for at opløse samarbejdet definitivt. Peter Asher blev en særdeles efterspurgt producer i USA, hvor han bl.a. kom til at arbejde med James Taylor og Linda Ronstadt. I 1977 modtog han en grammy som ”Producer of the year”. Gordon Waller fortsatte i musikbranchen som udøvende musiker, dog uden at nå de samme højder, som han gjorde i duoen Peter and Gordon. Men de to sangeres samarbejde om debutsinglen og debutalbum-met vil for altid blive stående som en markant milepæl i den britiske invasionsbølge.

Lyt på Bibzoom[


DOWNLOAD FRITINGEN REKLAMERINTET ABONNEMENTNYHEDER OG ANBEFALINGERORGANISÉR DIN MUSIK

Clive Powell (Georgie Fames borgerlige navn) kommer fra industribyen Leigh i Lancashire. Allerede som 7-årig begyndte han at gå til klaverundervisning, men det var først, da radioen begyndte at sende rock and roll-musik midt i 1950’erne, at Fame, som da var blevet teen-ager, begyndte at interessere sig for klaveret for alvor. Fats Domino og Jerry Lee Lewis var hans store idoler, og det var deres musik, han begyndte at spille i 1959, da han beslut-

tede sig for at blive professionel musiker. I de følgende år spillede Fame sammen med et utal af andre musikere, heriblandt flere verdens-navne, men det var først i 1962, at Fame og hans orkester, The Blue Flames, begyndte at gøre sig gældende i det engel-ske musikliv.

Georgie Fames debutal-bum blev indspillet al-lerede i september 1963, men blev først udsendt et stykke inde i 1964. Der var tale om optagel-ser fra spillestedet The Flamingo Club i London, en klub, som holdt åbent hele natten, og som især blev besøgt af et sort publikum. Georgie Fame og hans Blue Flames fik tjansen at spille i klubben søndag eftermiddag for de gæster, som enten ikke ville eller ikke kunne

gå hjem efter at have hørt musik hele natten. Fame har selv fortalt om publikummet: ”Until the mods came in, the Flamingo was a black club. It was full of West Indians, pimps and prostitutes – Christine Keeler and those – and black American servicemen. It was their base in London for the weekend. They could dance all night to jazz and R&B and they used to give me the latest records”.

RHYTHM AND AND BLUESAT THE FLAMINGO


Selv om Georgie Fame and the Blue Flames allerede inden engagementet i Flamingo Club spillede en blanding af rock, soul, funk og rhythm and blues, blev tre af de nye plader fra USA afgørende for, hvordan gruppens musik kom til at udvikle sig. Efter at have hørt Jimmy Smith og Booker T. & the MGs bruge et Hammond-orgel i en fremtrædende rolle på deres respektive plader, gik Georgie Fame nemlig straks ud og købte et Hammond-orgel selv. Og dermed var gruppens lyd nogenlunde defineret. Det karakteristiske Hammond-orgel, som kun meget få engelske musikere havde taget til sig på dette tidspunkt, er i forgrunden på debutpladen, og i de føl-gende år indgik det også som en central bestanddel i Georgie Fames musik.

Rhythm and blues at the Fla-mingo blev ikke nogen øjeblik-kelig bestseller, selv om pladen blev rost af kritikerne. Men efterhånden som The Flamingo Club blev et af de foretrukne in-steder for de såkaldte mods, fik Fame og hans Blue Flames for alvor vind i sejlene, og grup-pens cool musik fik også hen ad vejen del i de store salgstal. Singlehits som ”Yeh Yeh” og ”Getaway” gjorde Georgie Fame til et af de hotteste navne på den engelske musikscene i en periode midt i 1960’erne, og Fame selv indskrev sig i rock-musikkens historie. Ganske vist har han aldrig opnået at blive optaget i den officielle Rock and Roll Hall of Fame – men til gengæld udsendte han i 1967 et album med titlen Hall of Fame. Hvis de andre ikke vil, kan man heldigvis gøre det selv!

Siden de fede år i 1960’erne har Georgie Fame spillet i mange forskellige konstellationer, bl.a. med Animals-musikeren Alan Price, med Van Morrison, med Eric Clapton, med Muddy Wa-ters, med Bill Wyman’s Rhythm Kings – og såmænd også med Danmarks Radios Big Band, som han indspillede en plade med i København i 1992: Endan-gered species. Georgie Fame blev 70 år i juni 2013, og han er stadig aktiv på musikscenen.

Lyt på Bibzoom[



Da Dusty Springfield udsendte sit debutalbum i 1964, var hun langt fra nogen novice inden for musikbranchen. Fra 1960-63 var hun med i folk-pop trioen The Springfields, som også havde deltagelse af hendes bror Tom Springfield. Efter nogle moderat succesfulde år med gruppen ønskede Dusty (med det borgerlige navn Mary Isabel Catherine Bernadette O’Brien – ikke særlig mundret!) at prøve lykken som solist, og det viste sig at være en god beslutning. Hendes første single: ”I only want to be with you” (som fak-tisk blev indspillet, mens Dusty stadig var en del af The Spring-fields) blev en formidabel suc-ces, både i England og i USA, og singlen gav anledning til

indspilning af debutalbummet, som blev udsendt i England den 17. april 1964. Resten er historie, som man plejer at sige.

Pladen blev en succes for Dusty Springfield og gik direkte ind på den engelske albumhitliste på en femteplads, bl.a. i kraft af no-gle formidable Burt Bacharach/Hal David-kompositioner som ”Anyone who had a heart” og ”Wishin’ and hopin’”. Desuden indeholdt A girl called Dusty en række mere gennemsnitlige popsange, blandet op med et par Motown-sange samt den glimrende Goffin/King-komposition ”Will you love me tomorrow”. Dusty fortsatte både samarbejdet med Goffin-King og med Bacharach-David

A GIRL CALLED DUSTY

BIBZOOM PÅFACEBOOKNyheder, konkurrencer,

guides, support og meget mere...

www.facebook.com/bibzoom

i resten af sin lange karriere og scorede en stribe store hits på den konto.

Valget af stærkt materiale til udgivelserne var en af årsagerne til Dusty Spring-fields øjeblikkelige succes, men hendes mørke og klangfulde soul-stemme var naturligvis heller ikke uden betydning i den sammenhæng. Det er blevet sagt om Dusty Springfield, at hun er den bedste hvide soul-sanger i sin generation – ”den hvide Aretha Franklin” – og hun er da også efterfølgende blevet optaget på et utal af lister over verdens bedste sangerinder, ligesom hun er optaget i The Rock and Roll Hall of Fame (1997) samt i The UK Music Hall of Fame. Hendes plader figurerer på lister over alle tiders bestsellere, og hun er sågar blevet tildelt Order of the British Empire af den engel-ske dronning. Så når man ikke meget højere.

Men Dusty Springfields musik er alle udmærkelserne værd, og hendes debutalbum kan fortsat høres med fornøjelse her 50 år efter udgivelsen – selv om

flere af hendes andre LP-titler demonstrerer hendes store sangstemme endnu tydeligere, f.eks. den nyklassiske Dusty in Memphis fra 1968. A girl called Dusty er siden førstegangs-udgivelsen udsendt på cd i flere omgange, bl.a. i 1997, hvor albummet blev udgivet i en version med ikke mindre end 8 bonusnumre – heriblandt single-hittet ”I only want to be with you”. Det er denne udvidede version af albummet, der i dag kan købes i pladeforretningerne.

Lyt på Bibzoom[

BIBZOOM NYHEDER

Få anmeldelser, nyheder, anbefalinger, guides og meget andet godt fra bibzoom direkte på din smartphone eller i din mailboks

FÅ BIBZOOM NYHEDSBREV

TILMELD BIBZOOM NYHEDSBREVTilmelding sker via tilmeldingsformular på bibzoom facebookside (adgang for alle)

E

BIBZOOM UNSIGNED

FÅ UDGIVET DIN MUSIKMangler du en pladekontrakt? Bibzoom distribuer-er og promoverer gerne din musik... og betaler dig,

naturligvis...

bibzoom.dk/unsignedLÆS HVORDAN PÅ BIBZOOM

The Dave Clark Five er en af de få grupper, der af medierne har fået prædikatet ”en seriøs trus-sel mod The Beatles”. Det skete, efter at gruppens allerførste single-hit, ”Glad all over”, i januar 1964 skubbede The Bea-tles’ ”I want to hold your hand” væk fra førstepladsen på den engelske hitliste. Det skulle dog snart vise sig, at truslen fra The Dave Clark Five ikke var så stor endda, og at The Beatles hellere skulle kigge et andet sted hen, hvis gruppen ville forberede sig på at forsvare sin førerposition. Men det er en anden historie, som dukker op lidt senere i den fortsatte saga om den britiske invasion.Mens The Beatles m.fl. per-sonificerede lyden fra Liver-

pool, ”the Mersey sound”, og The Hollies stod for lyden fra Manchester, var The Dave Clark Five foregangsmænd i forsøget på at definere begrebet ”the Tottenham sound”. Tottenham-lyden blev aldrig en alment ac-cepteret betegnelse, og måske var Dave Clarks femmands band i virkeligheden også den eneste eksponent for den specialitet. Hvis man overhovedet kan tale om et særligt kendetegn for Tottenham-lyden må det være, at trommerne her fik en stærkt dominerende rolle, ofte placeret forrest på scenen ved koncerter, og denne omstændighed skyld-tes i første omgang, at det var lederen Dave Clark selv, der sad bag trommerne i bandet.

A SESSION WITHTHE DAVE CLIVE FIVE


Da Dave Clark stiftede The Dave Clark Quintet i 1957, spillede gruppen primært instrumentale numre, og det var først efter nogle udskiftninger i mand-skabet, at The Dave Clark Five dels begyndte at arbejde under dette navn, dels gik over til at indspille numre med sang i forgrunden. Efter et par mindre vellykkede pladeudspil ramte The Dave Clark Five så guldåren med ”Glad all over”, og derefter gik det slag i slag med en lang række store hits, ikke mindst i USA, hvor de i perioder var mere populære end i England. I løbet af de kommende år havde gruppen ikke mindre end 12 hits i England og hele 17 hits i USA. Et af de største hits fik gruppen med kendingsmelodien til fil-men ”Catch us if you can”, som Dave Clark Five indspillede i 1965 i et slags forsøg på at gøre The Beatles’ kunststykke Help! efter.

Debutalbummet, som blev udsendt i England i april 1964, indeholdt en række sange, der for størstedelens vedkom-mende var skrevet af Clark

selv og gruppens sanger og tangentspiller Mike Smith. San-gene på albummet viste mange eksempler på gruppens styrke: hurtige, gode melodier med iørefaldende omkvæd, holdt sammen af et solidt bankende trommesæt. Singlehittet ”Glad all over” var dog ikke med på albummet som lokomotiv for salget, men alligevel strøg det hurtigt op på en tredjeplads på den engelske hitliste, hvor det lå i 10 uger i alt.

Efter nogle forrygende år med mange hits begyndte det at gå lidt ned ad bakke for The Dave Clark Five, måske fordi grup-pen ikke var villig til at følge den almindelige musikalske udvikling i retning af en mere psykedelisk orienteret lyd. I 1970 besluttede medlemmerne i gruppen at sætte punktum for eventyret, og selv om nogle af dem fortsatte med at spille sammen et par år under navnet Dave Clark & Friends, var løbet kørt for ”the Tottenham sound”. I 2008 blev gruppen optaget i The Rock and Roll Hall of Fame.


I foråret 1964 viste det sig, hvem der for alvor havde mu-lighed for at gøre The Beatles rangen stridig som Englands førende beatgruppe (som det hed dengang) på albumfronten. Den 25. april strøg The Rolling Stones direkte ind på førstep-ladsen på den engelske album-hitliste med deres debut-LP, The Rolling Stones. Og ikke nok med det: gruppen skubbede samtidig The Beatles væk fra samme førsteplads, der ellers i mange måneder havde været besat af With The Beatles.

Nu måtte The Beatles imidler-tid afgive førerpositionen til opkomlingene fra London - men kun for en stund. The Rolling Stones opnåede flotte 12 uger på hitlistens førsteplads, men blev så forvist til anden- eller tredjepladsen året ud af: The

Beatles, naturligvis, med A hard days night. Giganternes kamp var for alvor i gang på den engelske musikscene.

The Rolling Stones behøver næppe nogen nærmere præsentation. I foråret 1964 brød gruppen igennem som ”seriøs” albumgruppe – og i foråret 2014, 50 år efter gennembruddet, indspiller gruppen fortsat plader og tager på koncertturnéer verden rundt. Oven i købet med stort set den samme besætning som den, der i starten af 1960’erne ud-fordrede The Beatles’ førerposi-tion på pladefronten i England. Det kan ikke andet end aftvinge respekt, også selv om flere af medlemmerne i The Rolling Stones efterhånden ligner no-get, man bruger til at skræmme børn med.

THE ROLLING STONES


The Rolling Stones blev indspil-let i løbet af kun fem dage i januar og februar 1964. Hoved-parten af numrene var rendyr-ket rhythm and blues-musik af folk som Willie Dixon, Jimmy Reed og Slim Harpo, mens gruppens to sangskrivere par excellence, Jagger og Richards, kun bidrog med et enkelt num-mer på debutudgivelsen: ”Tell me”. Det var til gengæld også et formidabelt godt nummer, som gav løfter om kommende tiders store præstationer fra den kant.

Coveret til The Rolling Stones var lige præcis så frækt, som man kunne forvente af en gruppe, der ville forsøge at udfordre de regerende konger på den engelske musiktrone. Coveret bestod simpelthen af et billede af de fem rul-lesten, uden nogen titel på pladen eller noget navn på de optrædende. Dette koncept er senere blevet relativt udbredt inden for rockverdenen, men i 1964 var det ikke set tidligere og måtte opfattes som en både fandenivoldsk og ret flabet op-

træden. Men hvis man har no-get at have flabetheden i, er det jo svært at argumentere mod den. Det var The Rolling Stones’ manager, Andrew Oldham, der havde fundet på det aldeles utraditionelle albumcover.

The Rolling Stones blev optaget i The Rock and Roll Hall of Fame I 1989.

Lyt på Bibzoom[


WAYNE FONTANAAND THE MINDBENDERS

Det gælder om at skille sig ud fra mængden, og det var netop, hvad gruppen Wayne Fontana and the Mindbenders gjorde, da de indspillede nummeret med den usædvanlige titel: ”Um Um Um Um Um Um” i 1964. Sangen havde været et stort hit for komponisten Major Lance i USA, men i England gik det mindre godt for denne version af san-gen. Til gengæld ramte Wayne Fontana and the Mindbenders plet med deres udgave af det iørefaldende nummer, og ”Um Um Um Um Um Um” er stadig et af gruppens største hits.

Gruppen startede sin korte, men ganske mindeværdige karriere, under navnet The Jets i Manchester, hvor gruppens leder Wayne Fontana også kom fra. Wayne Fontana (med det borgerlige navn Glyn Geoffrey Ellis) tog sit kunstnernavn efter Elvis Presleys trommeslager D.J. Fontana (hvor navnet Wayne stammer fra, melder historien ikke noget om), og det var un-der navnet Wayne Fontana, han i 1963 samlede sin gruppe ved et audition-arrangement i Oasis Club i Manchester. Gruppen fik navnet The Mindbenders (efter


en film med Dirk Bogarde), og kort efter starten fik den en pladekontrakt med selskabet Fontana (som altså på pudsig vis ikke havde noget med for-sangerens navn at gøre).

Efter et par mindre succesfulde singleudspil med covers af forskellige rhythm and blues-numre opnåede Wayne Fontana and the Mindbenders omsider den efterstræbte hitlistesuc-ces i sensommeren 1964 med ”Um Um Um Um Um Um”, og kort efter fulgte gruppen suc-cesen op med det endnu mere populære nummer ”Game of love”. Ingen af de to numre var dog med på gruppens debutalbum, som blev udsendt i efteråret 1964, og som trods de manglende hitlistenumre opnåede en pæn 18. plads som sin højeste placering på den engelske albumhitliste.

Albummet Wayne Fontana and the Mindbenders blev indspillet i løbet af en enkelt dag, hvilket var ganske normalt på dette tidspunkt. Albummet indeholdt en stribe rhythm and blues-baserede numre af bl.a. Chuck Berry, Bo Diddley og Curtis Mayfield, men også et origi-nalnummer skrevet af Fontana selv og gruppens guitarist Eric Stewart. Dette nummer, ”One more time” afslørede et par ganske talentfulde komponister, som da også var ophavsmænd til gruppens ovenfor omtalte senere hit, ”Game of love”. Men først og fremmest var det grup-pens musikalske færdigheder og dens gennemslagskraft, der gjorde debutpladen til en fornøjelse at lytte til, og som gør, at den fortsat kan høres i dag med stor fornøjelse.

Allerede i 1965 skiltes Wayne Fontanas og de øvrige grup-pemedlemmers veje. Fontana forlod simpelt hen scenen midt under en koncert med ordene: ”It’s all yours”, og derefter optrådte parterne hver for sig. Wayne Fontana fik nogle relativt store hits som soloartist, såvel hjemme i England som ude i den store verden. Hans mest succesfulde udgivelse var singlen ”Pamela, Pamela”, som opnåede en 11. plads på den engelske hitliste.

De øvrige medlemmer i den oprindelige gruppe fortsatte nogle år under navnet The Mindbenders og fik et kæmpe-hit med sangen ”A groovy kind of love” i 1966. Gruppens albumudgivelser opnåede imidlertid slet ikke samme popularitet som hitsinglen, og i 1968 opløstes gruppen efter en række mindre mindeværdige udgivelser. Forsangeren Eric Stewart dannede senere det meget populære band 10cc – men det er en anden historie.

Lyt på Bibzoom[


BLUE JEANS A’SWINGING

The Swinging Blue Jeans havde en kort glansperiode midt i 1960’erne på baggrund af en lille håndfuld store singlehits. Gruppens oprindelse fortaber sig i en stribe personudskift-ninger i starten af 1960’erne, men kan med lidt god vilje spores tilbage til 1957, hvor guitarist og forsanger Ray Ennis besluttede at starte sit eget skiffleband i Liverpool.

The Swinging Blue Jeans var et fuldblods Merseyside-orkester, og i 1962 var gruppen i fuld gang med at spille i de samme klubber og på de samme spil-

lesteder i Liverpool og Ham-burg, som deres mere kendte bysbørn The Beatles og Gerry and the Pacemakers allerede havde besøgt. På Star Club i Hamburg var man imidlertid ikke så begejstrede for grup-pens skifflemusik, så her beslut-tede medlemmerne i bandet på stedet at lægge stilen om i retning af det mere rock/beat-prægede. Og det var med den type musik og under navnet The Swinging Blue Jeans, grup-pen i 1963 fik en pladekontrakt med EMI Records.


Gruppen bestod på dette tids-punkt af Ray Ennis, Les Braid, Ralph Ellis og Norman Kuhlke. Efter et par mindre succesfulde udspil bragede The Swinging Blue Jeans så omsider igennem lydmuren med singlen ”Hippy hippy shake”, som opnåede en fornem andenplads på den en-gelske hitliste i december 1963. Gruppens næste singleudspil, ”Good Golly Miss Molly”, klarede sig næsten lige så godt, og det tredje forsøg på stribe, ”You’re no good”, klatrede op på den engelske hitlistes tredjeplads. En fornem række hits, som for altid har sikret gruppen en plads i rockhistoriens annaler, og som også sikrede den en albumudgivelse i 1964.

Blue Jeans A’Swinging udkom i juli 1964, men førte trods grup-pens store succes på single-fronten aldrig til det ønskede gennembrud som langtidshold-bar albumgruppe. Debutpladen rummede ingen af gruppens store hits, men til gengæld en stribe ganske fint turnerede standardnumre af navne som Chuck Berry og Pomus/Shu-man. Desuden leverede The Swinging Blue Jeans her et par friske versioner af to Shadows-numre, skrevet af Bruce Welsh og Hank Marvin, samt ind-spilninger af nogle velkendte up-tempo-titler som ”Long Tall Sally” og ”Lawdy Miss Clawdy”. Et enkelt originalnummer blev det også til, ”It’s so right”, men gruppens force lå ikke i dens udvikling af selvstændige sangskrivertalenter. Derimod høstede debutpladen gode an-meldelser hos kritikerne for sin friske energi, og den er sågar blevet sammenlignet med The Beatles’ With The Beatles.

Ud over de store singlehits fra 1963-64 har gruppen måske gjort sig mest bemærket ved i en periode at have kunnet præsentere den senere Hollies-sanger Terry Sylvester som en del af mandskabet. Efter at Sylvester forlod gruppen i 1968, fortsatte den med at turnere under navnet The Swinging Blue Jeans, men primært som et oldies/revival-orkester. Og de overlevende medlemmer af den oprindelige gruppe spiller fak-tisk stadigvæk sammen, men nu udelukkende som nostalgiband.

Lyt på Bibzoom[


Gruppen Manfred Mann kan bryste sig af at have dannet afsæt for ikke bare én, men hele to af Englands mest karisma-tiske forsangere inden for en ganske kort årrække: Paul Jones og Mike d’Abo. Begge sangere satte deres tydelige aftryk på gruppens lydbillede, inden de efter tur forlod Manfred Mann for at forsøge sig med respek-tive solokarrierer; og for begge sangere gælder det, at det var i tiden med Manfred Mann, de kunne fejre deres største triumfer.

Manfred Mann startede i 1962 som The Mann-Hugg Blues Brothers, men i 1963 skiftede gruppen navn til Manfred Mann. Da gruppen i 1964 blev bedt om at lave en kendingsmelodi til programmet Ready Steady Go!, blev resultatet hitnummeret ”5-4-3-2-1” – og dermed havde de fem unge musikere i Manfred Mann indskrevet sig i musikhi-storien. Gruppen bestod på dette tidspunkt af Manfred Mann (Michael Lubowitz), Paul Jones (Paul Pond), Mike Vick-ers, Tom McGuinness og Mike

THE FIVE FACES OF MANFRED MANN


Hugg – alle navne, der siden starten i Manfred Mann har fået hæderkronede karrierer i forskellige musikalske sam-menhænge, heriblandt senere inkarnationer af modergruppen.

Efter gennembruddet med ”5-4-3-2-1” fulgte en række suc-cesfulde hitsingler i en stil, der i virkeligheden lå ret langt fra gruppens udgangspunkt inden for rhythm and blues-genren. Men det var med de lette og iørefaldende popsange (”Doo Wah Diddy Diddy”, ”Sha La La”, osv.), Manfred Mann fandt sit store publikum – også selv om gruppen hele tiden holdt fast ved at blande hitnumrene med mere vægtigt blues-baseret materiale. Det er da også denne sidste type musik, der er dominerende på gruppens debutudgivelse fra september 1964, The Five Faces of Manfred Mann, som ikke indeholdt et en-este af gruppens hitliste-numre.

Materialet på debut-LP’en præsenterede Paul Jones’ soul- og klangfulde stemme på en stribe numre, som forsangeren nærmest gjorde til sine egne i kraft af det helt personlige fore-drag. ”Smokestack lightning”, ”I’ve got my mojo working” og ”Down the road apiece” er numre, der også er indspillet af andre af tidens mange rhythm and blues-grupper; men det er Manfred Manns versioner af sangene, der huskes i dag. Dertil kommer et antal fine egenkompositioner, hvor Paul Jones ligeledes får lejlighed til at lufte sin store stemme, og med det yderst kompetente band i baggrunden er der ikke noget mærkeligt i, at LP’en hurtigt gik helt op på en anden-plads på den engelske hitliste.

Denne placering er stadig grup-pens højeste på den engelske album-hitliste, ligesom LP’ens 14 uger på hitlisten ikke er over-gået siden af andre Manfred Mann-udgivelser.

Efter et par år forlod Paul Jones gruppen, der altså fortsatte med Mike d’Abo som forgrunds-figur og med ham opnåede endnu en række store hits. Imens forsøgte Paul Jones at stable en solokarriere på benene, men uden det rigtige materiale var det svært. Faktisk ramte forsangeren først igen den rette blanding af musikalsk tyngde og umiddelbart iørefaldende melodier i 2009, hvor han efter mange års udgivelsespause udsendte det fremragende soloalbum Starting all over again.

Manfred Mann er helt ufor-ståeligt ikke optaget i The Rock and Roll Hall of Fame – endnu.

Lyt på Bibzoom[


KINKS

I sin fiktive selvbiografi X-Ray fortæller Ray Davies om, hvordan gruppen med det specielle navn Kinks næsten floppede, inden den overhove-det var kommet i gang. Efter et par mindre succesfulde sin-gleudgivelser havde The Kinks ét skud tilbage i bøssen, og til det formål havde gruppen valgt Ray Davies’ eget nummer ”You

really got me”, som plejede at fungere godt til koncerterne. Af samme grund ønskede Ray Davies at forsøge at fange stemningen og lyden fra grup-pens live-optrædender under optagelsen af sangen; men det var slet ikke så nemt.

Efter et par indspilningsforsøg mente studieteknikeren, at nu


måtte det være godt nok til gruppens næste singleudgivelse – men Ray Davies var ikke helt tilfreds med indspilningsresul-tatet. Ved hjælp af forskellige overtalelsesteknikker (samt ved at tilbyde at betale den ekstra studietid selv!) lykkedes det at få lov til at lave endnu en indspilning af ”You really got me” – og denne gang sad sangen, hvor den skulle. Single-pladen røg til tops på hitlisten umiddelbart efter udsendelsen, og nummeret fik også plads på gruppens debut-LP, der blev udsendt i oktober 1964. Det var næppe singlehittet, der alene var skyld i albummets sejrsgang mod hitlistetoppen i efteråret 1964, men inkluderingen af ”You really got me” på LP’en Kinks har helt sikkert ikke skadet salget.

Når det er sagt, skal det straks tilføjes, at Kinks rummer en flot blanding af covernumre og originale Ray Davies-komposi-tioner, som tilsammen skaber en ualmindelig helstøbt udgivelse uden ét eneste overflødigt num-mer. ”So mystifying”, ”Just can’t go to sleep”, ”I took my baby home” og ”Stop your sobbing” er alle fødte Davies-klassikere, som føjer sig smukt ind i musikerens enorme katalog af iørefaldende og mindevær-dige sange. Hvis man dertil lægger en række fine rhythm and blues-numre af navne som Chuck Berry og Bo Diddley, har man et langtidsholdbart debut-album, der siden førstegangs-udgivelsen er genudsendt ikke mindre end tre gange på forskellige plademærker og med et forskelligt udvalg af bonusnumre som supplement til de oprindelige 14 numre.

Kinks opnåede i 1964 en andenplads på den engelske albumhitliste som sin højeste placering, og LP’en lå mellem de 10 højst placerede albums i hele 19 uger – lige indtil grup-pens andet album, Kinda Kinks, i marts 1965 overtog hitlistevær-digheden fra debutudgivelsen. Historien om The Kinks er en vaskeægte succeshistorie, ikke mindst i kraft af forsangeren og sangskriveren Ray Davies, der i dag regnes for en af de mest indflydelsesrige komponister inden for rockmusikken. The Kinks indtog deres velfortjente plads i The Rock and Roll Hall of Fame i 1990.

Lyt på Bibzoom[


THE ANIMALS

I starten af 1960’erne var det meget populært blandt de britiske beatgrupper at fremstå så rå og upolerede som muligt. The Beatles kunne lige gå an hos de fleste svigermødre trods gruppemedlemmernes lange hår, men med The Roll-ing Stones var grænsen nået - troede man. Efter The Rolling Stones kom det ene langhårede og vildt udseende orkester efter det andet på banen, med gruppen The Pretty Things som de måske allermest outrerede. Men The Animals befandt sig ikke langt efter førerfeltet, hvad angår provokerende udseende – hvortil kom musikernes

vilde sceneoptræden, der efter sigende var med til at hæfte betegnelsen ”Animals” på dem.

Hvorom alting er, var det under navnet The Animals, de fem musikere fra gruppen i 1963-1964 begyndte at spille i deres hjemby, Tyneside ved New-castle. Med Eric Burdon som det dynamiske og kraftfulde centrum i gruppen fremførte The Animals et repertoire af hårdtslående rhythm and blues-numre og rocknumre, som både gjorde orkestret til et populært scenenavn, og som passede for-trinligt til musikernes arbejder-klasse-image.


I starten af 1964 flyttede The Animals til London, hvor grup-pen fik et par pæne singlesuc-cesser med to blues-klassikere, begge hentet fra Bob Dylans første album: ”Baby let me take you home” og ”House of the rising sun”. Selv om plade-selskabet var meget betænkelig ved sidstnævnte nummer, som med sine 4 minuts spilletid langt overskred singlestandard-tiden på 3 minutter, blev pladen et stort hit, og nummeret har klassikerstatus i denne version i dag.

Ingen af de to singlehits var imidlertid at finde på The Animals’ debut-LP fra oktober 1964, som udelukkende præsen-terede blues- og rocknumre af navne som Chuck Berry, John Lee Hooker og Fats Domino. Pladen med titlen The Animals opnåede trods fraværet af sin-glehits fine salgsresultater med en andenplads på albumhitlis-ten som den højeste placer-ing. Gruppen havde dermed i efteråret 1964 for alvor slået sin position fast som en betyd-ningsfuld del af den britiske invasion og havde samtidig sikret sig en blivende plads i musikhistorien.

Efter de første storsælgende singleplader fulgte endnu en stribe hits med klare arbejder-klasse-aftryk, bl.a. ”We gotta get out of this place”, som Bruce Springsteen senere har udtalt sig meget positivt om. ”That struck me so deep. It was the first time I felt I heard something come across the ra-dio that mirrored my home life, my childhood”, har Springsteen fortalt om sit møde med The Animals’ sange.

Eric Burdon forlod The Animals i 1968 for at forsøge sig med en solokarriere, og et utal af ændringer i gruppens udseende fulgte i de kommende år. Men den oprindelige gruppes succes og gennemslagskraft er aldrig siden overgået, og det er den første version af the Animals, der i 1994 blev optaget i The Rock and Roll Hall of Fame.

Lyt på Bibzoom[


FIVE LIVE YARDBIRDS

I midten af 1960’erne var ”Swinging London” et særdeles iøjnefaldende fænomen, med de hippe tøjbutikker omkring Car-naby Street og den unge beat-musik i den såkaldte britiske invasion som et par af sine mest iøjnefaldende pejlemærker. Også inden for filmverdenen var dyrkelsen af de smarte unge i Swinging London i højsædet i denne periode, måske mest tydeligt dokumenteret i Anton-ionis fremragende Blow-up (på dansk: Var det mord) fra 1966. I denne film bevæger en ret ir-riterende og ironisk distanceret David Hemmings sig rundt i Londons gader og på byens klubber – lige indtil han rammes

af virkeligheden. Eller er det, han mener at have set, faktisk virkelighed?

Et af de mange mindeværdige indslag i Antonionis film er en scene, hvor fotografen Hem-mings uforvarende kommer i nærkontakt med publikummet til en Yardbirds-koncert på en af Londons klubber og kun med besvær får reddet sig væk fra de svedende og dansende klubgæster – med en del af sin-gleguitaristens smadrede guitar som trofæ. Flertallet af koncert-gæsterne ville (i den virkelige verden) have givet deres sjæl for at sikre sig dette trofæ fra koncerten – men for Hemmings


er det uden betydning, hvorfor han kaster det fra sig uden for klubben. En typisk arrogant Swinging London-episode.

I 1965 under filmoptagelserne var The Yardbirds allerede et etableret navn på den engelske klubscene. I oktober 1963 havde gruppen overtaget engage-mentet på Crawdaddy Club efter The Rolling Stones, og fra denne position havde den opar-bejdet et ry som et formidabelt live-band, ikke mindst på de små intimscener. Derfor var der heller ikke noget mærkeligt i, at gruppens debutalbum netop måtte være et live-album, opta-get i Marquee Club i London i marts 1964. Five live Yardbirds blev udsendt i december 1964, og selv om albummet ikke opnåede nogen placering på albumhitlisten, var det i høj grad med til at bane vejen for grup-pens hastige vej mod berøm-melsens tinder – og senere optagelse i The Rock and Roll Hall of Fame i 1992.

The Yardbirds spillede en bland-ing af rå blues, medrivende rhythm and blues og enkle popsange. Inden albumudgiv-elsen havde gruppen haft et par mindre singlehits med ”I wish you would” og ”Good morn-ing little schoolgirl”, hvoraf det sidste nummer også var at finde på Five live Yardbirds. Men det var med hårdtpumpende numre som ”Here ‘tis” og ”Respect-able”, at gruppens lyd – med guitarspil af den senere rock-guru Eric Clapton - for alvor kom til sin ret.

Clapton forlod snart efter debutalbummet The Yardbirds for at slutte sig til John Mayall’s Bluesbreakers, men hans

erstatning Jeff Beck gjorde ikke Yardbirds-lyden mindre hårdtslående – som man kan overbevise sig om i ovennævnte Blow-up, hvor Jeff Beck spiller ”Train kept a-rollin”, som om hans liv afhang af det. Med Jeff Beck og senere Jim Page som medlemmer i gruppen fortsatte The Yardbirds med at pro-ducere hits frem til 1968, hvor Page forlod gruppen til fordel for den nye konstellation Led Zeppelin. Men det er en anden historie.

Lyt på Bibzoom[


BIBZOOM LYTTEGUIDES

Bibzoom guider dig kyndigt gennem festival-er, begivenheder, bands og musikgenrer. Med Bibzoom som redaktion skriver en gruppe musikfaglige ildsjæle fra de danske biblioteker dig vej gennem musikjunglen og giver dig tips til godbidder, nyskabelser, sikre satsninger, og meget mere fra musikkens forunderlige verden.


Documents

Guide til British Invasion