Information/Inspiration nr.1

Information/Inspiration

Nr.1

I dette nummer:

PTAAnnika Aakjær

KriswontwoPer LøkkegaardGeeks i SneaksNiels Overgård

MC HasNiels HP

Pernille JensenPede B

Pelle Peter JensenBarbara Moleko

Abdullah SLennart Ginman

Benjamin KoppelKresten Osgood

Trinelise VæringFredrik Lundin

Spol OpCarl Mörner Ringström

Henrik MarstalSoffie Viemose

Per Vers

Information/Inspiration

Nr.1

Kære LæserVelkommen til det første nummer af Information/Inspiration.Et gratis og uafhængigt E-magasin som udkommer 4 gange om året om musik og om hvor folk får deres inspiration fra. Hvad har præget hovedpersonen og hvad har inspireret. Det tager hånd om yndlingsnummeret, gåsehuden og de nye tendenser og anbefalinger. Men frem for alt er målet at inspirerer hinanden til at søge nye kunstnere og genopdage gamle yndlinge. Hvert nummer forsøges samlet et stærkt og blandet hold af kunstnere, musikere og skribenter, lige fra undergrunden til toppen af poppen. Hver artikel følges af en direkte Spotify-playliste, så læseren kan følge med og høre de beskrevne sange samtidig med læsningen og i al fremtid.

Jeg vil i den forbindelse give et dybtfølt tak til de kunstnere og skribenter som har bidraget til virkeliggørelsen af magasinet her. Nogen har skrevet kort og kontant. Nogen har skrevet beskrivende og drømmende. Andre igen har sprængt rammerne og formatet.Og det er det der skaber liv og inspiration.Fælles for alle medvirkende er en smittende begejstring og beun-dring af musikken.

Jeg håber du vil tage godt imod dette nye initiativ og nyde læsnin-gen og musikken ligeså meget som mig selv.

Mikkel

Magasinet samles, layoutes, illustreres og udgives af Mikkel Schrøder Dystedwww.misterflyinghips.com

Hvilket nummer eller plade var den første der fangede dig og startede din interesse for musik?

Det første, jeg kan huske som ikke var en børnesang og som jeg har betragtet som et rigtigt nummer er freestyle-electro sangerinden Shannon’s “Let The Music Play” som var på et electric boogie-bånd, mine forældre købte engang vi var på camping ferie i midt-firserne. Stille og roligt blev jeg dog tiltrukket af den rap-musik jeg kunne høre gennem væggen fra min storebrors værelse. Her er Beastie Boys’ “Brass Monkey” et tidligt tidligt minde.

Hvilket nummer eller plade har haft den største betydning for dinudvikling som artist/menneske?

Pladen der har haft den største betydning for mig som rapper, har jeg efterhånden fundet ud af er Sund Fornuft’s “Så Sundt Som Det Er Sagt”. Det er den udg-ivelse, jeg har taget mest afsæt i og Per Vers’ ordleg, intelligens, følsomhed og nørdethed har altid været et forbillede og til dels spejlbillede af mine egne drømme. Specifikt er nummeret “Yeah...”, hvor undervurderede Kenneth Kold gæster for mig indbegrebet af glad, gøglet og genial hiphop.http://youtu.be/Na7pDs5kK7c

Hvilket nummer kan give dig kuldegysninger?

Det er der mange der kan og af forskellige årsager. Aesop Rock’s “Daylight” er et af dem.De kom-plicerede, sindssygt svært decifrerbare vers om tab og kampen/legen mellem det gode og onde afløses af det letfordøjelige, smukke omkvæd “All I ever wanted was to pick apart the day - put the pieces back together my way”. Kombineret med et fedt fløjtesample og nogle naive trommer giver nummeret på en gang ro i sjælen og uro i sindet. (hør også “Nightlight” hvor han vender stemningen og metaforerne om.)

Hvilket nummer kan få dig til at knibe en tåre?

Kimya Dawson’s “Walk Like Thunder” hvor den amerikanske singer-songwriter kendt fra “Juno”-sangene laver en 10 minutters epos, der tager udgang-spunkt i hendes egen overdosis og forsøg på bedring, der smadres af vennernes tragiske dødsfald. Det er sindssygt med-rivende og på kanten til følelsesporno, men jeg ud-fordrer alle til at prøve at holde gråden tilbage, når hun beretter om transseksuelle Alex, der kæmper for at skifte køn før han dør af cancer. Tough shit.

Hvilket nummer kan så tilgengæld få dig til at nikke med nakken eller benene?

Ultramagnetic MC’s “Poppa Large” East Coast remix. Den kugleskøre rap-dæmon Kool Keith er i storform på tekstsiden og blæserne og trommerne Beatminerz leverer på produktionssiden er uendeligt fede. Videoen hvor Kool Keith rapper på hovedet iført en spændetrøje indkapsler meget godt, hvor fosterstill-ings-fantastisk nummeret er.http://youtu.be/un0dgUzqwgo

Hvilket nummer eller plade har fået dig til at søge tilbage i musikhistorien eller ind i en genre, som du ikke havde dyr-ket før?

Der er jo næsten ikke noget sample-baseret hiphop, der i sin natur ikke giver mig lyst til at afdække origi-nal materialet og eftersom alle genrer samples, giver det en slags gratis gennemgang af musikhistorien, hvis man gider lytte efter. I en periode hørte jeg fx sindssygt meget Bob James fordi hans nummer “Nau-tilus” med det hypnotiske jazz-tema er blevet samplet i kæmpestor stil, bedst måske af DJ Premier på Jeru The Damaja’s “My Mind Spray”.http://youtu.be/MDAUy_vfOeo

PTA

Hvilket nummer eller plade er efter din mening iblandt de bedst pro-ducerede og hvorfor?

“Dr. Octagonecologyst”. Med Kool Keith i rollen som Dr Octagon og med DJ QBert som scratch-instrumen-talist har produceren Dan The Automator skabt et af de mest komplette og lydligt mest mættede album jeg kan komme i tanke om. Der er reminiscenser af triphop på “Blue Flowers “og electro på “Earth Peo-ple”, men det hele er samlet en syret, psykadelisk engangsoplevelse. Automator videreudviklede senere udtrykket på blandt andet “Deltron 3030”, men for mig er der få plader med så unikt et udtryk som “Dr. Octagonecologyst”.

Hvilken koncert har gjort størst indtryk på dig?

Den første MC’s Fight Night konkurrence i år 2000. Per Vers vandt, Natasja deltog, ingen havde set noget lignende. Selvom konceptet er blevet mainstream så det basker, står den den aften i Amager Bio stadig som en milepæl, hvor det blev bevist at improviseret rimskænderi kan have ligeså meget power og un-derholdningsværdi som al mulig anden kampsport i bokseringen.

Hvad er din alltime yndlingsplade, som du kan tage frem altid?

Slick Rick “The Great Adventures of Slick Rick”. En skraldtynd afroamerikaner med britiske aner, gul-dtænder og klap for øjet fortæller de fedeste røverhis-torier verden har hørt fra pladen starter til den slutter. Hvad mere kan man ønske sig? (og så sampler han også “Nautilus” på “Children’s Story”).

Til sidst, hvilke nye kunstnere kan du anbefale, at vi andre lytter til?

Action Bronson, en overvægtig, rødskægget albaner fra Queens i New York rapper som Ghostface Killah men primært om madlavning og wrestling.

Eternia. Ikke helt ny kvindelig rapper fra Canada, hvis album “At Last” indeholder fantastisk selvterapeutiske rap om kærlighed, voldtægt og halvsøskende over boombap produktioner.

Mark Grist. En tidligere skolelærer og slampoet er begyndt at battlerappe i den britiske Don’t Flop liga og besejrer de hardcore modstandere med sine blærede børnerim og intellektuelle referencerhttp://markgrist.com/

Om PTA:

Borgerlige navn: Peter Trier AagaardFødt: 1979

Bosat: Valby

Han har i mere end ti år været aktiv på den danske hiphopscene. Både fysisk på scenen, som rapper, free-styler, konferencier mm. og i overført betydning som

konkurrencedommer, skribent, redaktør, arrangør, meningsdanner, foredragsholder, debatør, underviser

mm.

www.ptas.dk

Hør hele PTA’s Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/1yIlCO55JFl2j88i7PamWL


Det er meget svært at sige, men det skete jo da jeg var barn, hørte Beatles og Kim Larsen, Anne, Sanne og Lis, Tøsedrengene og C.V Jørgensen, senere Whitney Houston, Mariah Carey og Alanis Morrisette.Men følelsen kunne jeg virkelig mærke hver gang jeg var i et hjem med et klaver, jeg var altid meget betaget af klaveret, drømte om at få lov til at gå til klaver. Der var en magi omkring et klaver og jeg turde faktisk nærmest ikke at nærme mig det. Jeg var meget misun-delig på dem der gik til klaver, som altid brokkede sig over at skulle øve sig, jeg synes de havde en fantastisk mulighed.

Hvilket nummer eller plade har haft den største betydning for din udvikling som artist/menneske?

Det synes jeg er umiligt at sige, jeg håber næsten ikke at jeg har hørt den/det endnu.


Whitneys version af “I will always love you”, og “Best thing I never had” med Beyonce er dem jeg har hørt senest som jeg har fået gåsehud af. Det er faktisk meget svært at ramme det på plade, gåsehuden kommer oftest live. Live har jeg faktisk (selvom det er meget ujydsk og selvfedt at indrømme) givet mig selv gåsehud.


“Forårsdag” med Anne Linnet kommer jeg næsten altid til at græde der hvor hun synger “og alt det vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag” det er noget med at ord og melodi smelter så sindssygt og sjældent godt sammen lige der. Ellers er det sange som er relevante for det humør jeg er i, eller det sted jeg er i livet. Der er mange sange

som jeg kender rigtig godt, som jeg har hørt ofte som barn som jeg først forstå nu, men den alder og de erfaringer jeg har nu, og så er der et tidspunkt på måneden hvor jeg kan græde af det meste.

Hvilket nummer kan så til gengæld få dig til at nikke med nakken eller benene?

“Best thing I never had” med Beyonce er det seneste som jeg virkelig har været oppe at køre over. Ellers så er der der som jeg kalder de evige hits: The Who “my generation”, Justin Timberlake “senorita”, Outcast “Hey Ya”,Gnags “vilde kaniner”, Elton John “bennie and the jets”,George Harrison “got my mind set on you”http://youtu.be/ipt1_N-6cl4


Jeg har meget dyrket artister som har eksisteret rigtig længe og som stadig er aktive, som Elton John, Bob Dylan, Paul Simon, Carole King, Anne Linnet osv, og da jeg “opdagede” dem opsøgte jeg selvfølgelig ældre og nyere ting. Især efter jeg selv er kommet ind i musikbranchen er jeg meget facineret af artister der formår at være her længe og blive ved med at lave interessante ting. Det har jeg meget respekt for, for det er i sig selv en meget stor bedrift.

Hvilket nummer eller plade er efter din mening iblandt de bedst producerede og hvorfor?

Jeg synes jo at Beatles samlede produktion er spæn-dende, især fordi de har holdt sig til en producer men at udviklingen alligevel var helt enorm.

Annika Aakjær

Ellers er jeg meget vild med den sen-este plade, Teen Dream, med Beach House, især pga produk-tionen.

Jeg har også en stor kærlighed til Leonard Cohens produktioner, mange synes de er corny osv., men jeg kan virkelig godt lide det, nok især fordi det virkelig er så signifikant for Cohen.Og så er der jo Beyonces “Best thing I never had” som jeg vist har nævnt før, som er så vanvittigt effektivt produceret, og rent fagligt er jeg begyndt at lægge meget mærke til ting som er meget effektivt produc-erede, og dyrke det lidt, og i højere grad bruge det på den plade jeg er igang med nu.


Jeg var til koncert i Malmø med Leonard Cohen i 2010, efter at han havde været i danmark et par gange hvor jeg selv skulle spille når han var her, men denne gang lykkedes det, og det var en sid ned koncert og jeg sad helt tæt på, det var vidunderligt.Jeg var til Paul McCartney koncert i 2004, og det var også en stor oplevelse efter at have været Beatles fan nærmest altid. jeg ved ikke hvilket indtryk de har gjort på mig, men jeg kan mærke at det har været vigtigt at høre noget musik som betyder meget for mig live og så selvfølgelig ikke blive skuffet.


Det meste med Beatles, Simon and Garfunkel, og så har jeg en “the mamas and pappas” all time greatest hits vinyl plade som jeg altid kan sætte på.

Til sidst, hvilke nye kunstnere kan du anbefale, at vi andre lytter til? Jeg er selv blevet meget optaget af Xander, som jeg vir-kelig synes har noget som hans “art-fæller” ikke har, jeg glæder mig til at høre hvad han kan lave af gode numre i fremtiden, jeg tror han kommer til at skrive nogle virkelig store numre.Marie Key er ikke en ny kunster som sådan, men hun er gået solo og hendes nye plade “i byen igen” er en vildt god plade hvor alle numrende er vidunderlige og hun er efter min mening en af de få store sangskrivere vi har herhjemme.Jonathan Johansson har lavet 2 plader som er vildt gode som jeg hører meget for tiden.Jeg er også imponeret over Adeles sangskrivning i så ung en alder, hun skal nok komme til at blive hæn-gende rigtig længe.Elton John er jo heller ikke nogen “ny” kunstner men han lavede en plade i samarbejde med Leon Russell i 2010 som jeg virkelig synes er god.

Jeg er sådan en der ikke rigtig følger med i alt det folk deler på facebook, jeg går for det meste bevidst ude-nom, ligesom jeg ikke læser soundvenue. Jeg kan ikke rigtig overskue at følge med i hvad der er nyt og hipt, især ikke når jeg selv er igang med at skrive og lave plade. Jeg går bevidst udenom det jeg kalder for “mode-musik” det der har den lyd der er “lige nu” men som jeg ikke ser har chance for stadig at holde om 10 år og jeg synes der er langt imellem de virkelig gode sange, hvor musik, tekst, vokal og produktion virkelig går op i en højere enhed.

Om Annika Aakjær:

Annika Aakjær født i 1982 er en dansk sanger, sang-skriver og guitarist.Hun har udgivet to albums “lille Filantrop”2008 og “Missionær” 2010. Derudover har hun medvirket i en del teaterforestillinger.Hun har lige vundet DJBFA hæderspris 2012 på 25.000 kroner, sammen med sangerinde Marie Key og guitarist Jakob Bro.

www.annikaaakjaer.dk

Annika Aakjær

Hør hele Annika Aakjær’s Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/6Xn46NpSlsMoZCO71ebynh

Om Niels HP:

Dansk sanger og sangskriver. Har virket som for-sanger i Ridin’ Thumb og har herefter udgivet sin egen plade. Han har også spillet med i en del teaterstykker.

http://www.nielshp.dk/


Jeg tror det var Beatles: Sgt. pepper http://youtu.be/YKIKmU1Tc5g , eller også var det Nina Simone: Pastel Blues


Der er to albums: Stevie wonder: Songs In the key of life og Donny Hathaway Live

Hvilket nummer kan give dig kuldegys-ninger?

Nina Simone’s udgave af “Strange fruit” eller Marvin Gaye: Save the children


Donny Hathaway: For all we know http://youtu.be/KEHRrMYqmI4 eller Whitney Houston og Cece Winans live udgave af Bridge over troubled water http://youtu.be/KGL099t8i2s


Næsten alle numre på D’angelos Voodoo og ting hvor der ikke er 4 til gulvet ;0)

Hvilket nummer eller plade har fået dig til at søge tilbage i musikhistorien eller

ind i en genre, som du ikke havde dyr-ket før?

Cold play: Fix you Tom Waits: I’m still here


Plader der videregiver en stemning af menneskeligt liv f. eks: Ry Cooders Buena vista social club. D’angelo’s Voodoo er fantastisk


Take six første gang på Ridebanen under Copenhagen Jazzfestival


Stevie wonder: Fulfillingness´ first finale


D’angelo, India Arie, Lizz Wright, Jarle Bernhoft.

Niels HP

Hør hele Niels HP’s Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/4SGVNsqeQp5G3py1jySSvY

Om Niels HP:

Dansk sanger og sangskriver. Har virket som for-sanger i Ridin’ Thumb og har herefter udgivet sin egen plade. Han har også spillet med i en del teaterstykker.

http://www.nielshp.dk/


Min far spillede en masse forskellig musik i huset da jeg var lille så er vokset op med musik af Stevie Wonder, Kirk Franklin, Donald Fagen, Pat Metheny, Sting, Chick Corea, Weather Report, Randy Crawford og mange flere... Et nummer der virkelig sidder fast i hukommelsen er nok “Fragile” med Sting. Det genopd-agede jeg her den anden dag da jeg så en video på youtube med Stevie der spillede sangen sammen med Sting til Stings 60 års jubilæum. Vildt. Jeg kan huske min bror og jeg havde det sjovt over nummeret fordi vi syntes Sting sang på en underlig måde.


Der har været rigtig mange med kæmpe betydning, men hvis jeg skal fremhæve et album så bliver det nok “Sextant” med Herbie Hancock fra hans Mwandishi periode. Også “Native Dancer” med Wayne Shorter betyder meget for mig. hhmmmmm... Der er godt nok mange det er svært bare at vælge et.


“Strange Fruit” af Billie Holiday. Aldrig har et num-mer vækket så mange følelser i mig. Vrede, had, sorg, tomhed...


Da Stevie sang “They Won’t Go When I Go” til Mi-chael Jacksons begravelse... Heavyheavyheavy.


Alt med Dilla!! My goodness!! Hehe, i min verden er

den ondeste nakkebrækker fra Dilla er “Make’em NV”! Den fra Ruff Draft.


Tjekker hele tiden nye ting og andre genrer. Seneste succesfund var gruppen Lamb med deres album “Lamb”. Noget underligt drum&bass / syre-breakbeat-rock / freaky hippie agtig forsanger / oldschoolhiphopped / housegrooves / .. Rimelig specielt mix af alt muligt. De synger vist kristne tekster, men det er lidt svært at høre. Det lyder ihvertfald ret vildt.


Der er godt nok meget. I Hiphop-verdenen er der ingen der kommer i nærheden af The Roots’ produk-tioner. Hver gang der kommer et nyt The Roots’ album og jeg lytter til den første gang har jeg altid en lille ceremoni. Hehe. Bare en kop sort kaffe og nogle rigtig gode hørebøffer, helst om aftenen/natten hvor der ikke er noget larm.Udsagnet “det bedst producerede” er i virkelighed komplet relativt. Musik skal tale til dit hjerte og ikke udelukkende din hjerne. Sådan har jeg det ihvertfald med min egen musik. Fantastiske produktionsteknik-ker skal hjælpe nerven og følelsen frem.


Jeg havde en helt ud af kroppen oplevelse i 2008 i Ålborg til Stevie Wonders koncert der. Der var prop-fyldt, lyden var fantastisk, bandet var kæmpe og spillede vildt lækkert og ikke mindst var det stort at se selveste Steveland Morris i virkeligheden. Og han synger forresten som var han i tyverne. Helt utroligt,

Kriswontwo

Hør hele Kriswontwo’s Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/6CM6KoVL4ymyepASzTVnUx

jeg tror han er oppe i 60’erne nu.Jeg var også heldig at nå og opleve Joe Zawinul live i 2007 kort før han gik bort. Weather Report har været en kæmpe inspiration så det var selvfølgelig stort. Paco Sery var så vild til den koncert. Jeg kommer ald-rig til at glemme hans kalimba solo.


Jeg har altid “What’s Going On” pladen med Marvin Gaye tæt på mig. Den er klart nødvendig at lytte ig-ennem en gang imellem for at jeg kan overleve.


Udover selvfølgelig mig selv(!!!) - Så skal i holde øje med en ung dansk MC der hedder Blacc El. Han har noget helt specielt som ingen i Danmark har haft før.

Om Kriswontwo:

Den unge danske producer, Kriswontwo, er et friskt pust på dagens musikscene med hans signaturlyd af frihed og råhed i produktionen.

Udgav i 2010 hans debut album, Directions by Forest Won, Med vokalisterne Dudley Perkins & Georgia Anne Muldrow. I 2011 udgav han 3 EP’er “Won’t Return” (Med den danske sanger Alex Rita), “Johnny Prince EP” (med MC Johnny Prince) & “Delayed Flight #1578”.Han er ligenu aktuel med Ep’en “Breaking Ice” med rapper og beatboxer Nappion.

http://twitter.com/kriswontwo http://soundcloud.com/kriswontwohttp://www.facebook.com/Kriswontwohttp://soundcloud.com/kriswontwo


Det er svært at sige. Mine forældre har spillet musik for mig fra før jeg kan huske, men det første jeg selv satte på og hørte igen og igen var Jimi Hendrix Axis Bold As Love. Ellers må det være det musik min storebror lavede i Protracker på Amigaen hvor jeg fik allernådigst lov til at sidde ved siden af og lytte med.


Pink Floyd ”The Wall” her lyttede jeg mit første num-mer af og opdagede at musik ikke er et hemmeligt utilgængeligt univers, men man har selv muligheden for at dykke ned i sin yndlingsplade og udforske den aktivt. Jim Hall Trio featuring Tom Harrel ”Cross Court” på den plade hørte jeg en musikalsk dynamik som jeg ikke troede fandtes, virkelige fantastiske komposi-tioner og improvisationer. Arrangementerne er helt utrolige. http://youtu.be/GT77qQqdSNc Alt med Miles Davies


Det må helt klart være et af numrene fra pladen ”Birth” med Keith Jarret.


Miles Davis - In A Silent Way


Det skifter hele tiden, i går var det Cooly G - Love Dub, i dag er det The High Life af Maya Jane Coles. Jeg er blevet vild med britiske kvindelige producer, de har en cool og rolig tilgang til danse musik, synes jeg

Hvilket nummer eller plade har fået dig til at søge tilbage i musikh-istorien eller ind i en genre, som du ikke havde dyrket før?

Det var da jeg på biblioteket lånte (det var før inter-nettets udbredelse) DJ Cam med Underground Vibes, smed alt hvad jeg havde i hænderne, brugte alle mine spare penge på en Akai s3000 sampler (Uha, den var dyr dengang) og gik i gang med at lære at sample fra mine jazzplader.


Jeg vil sige, alt hvad Teo Macero har produceret lyder fantastisk, bare tænk på f. eks Kind of Blue og Bitches Brew.Et mere moderne bud er Jackson and his Computer Band ”Smash” og Square Pusher ”Hard Normal Daddy” Da deres musik udkom, var jeg både lost og havde aldrig hørt noget lignede.

Per Løkkegaard


Jeg flyttede til London i 98 for at gå på The In-stitute of Contemporary Music Performance og opdagede en kæmpe elektronisk scene som jeg ikke selv var vant til fra Danmark af. En aften var jeg tilfældig på et lille spillested i Sheperd’s Bush og hørte 2 unge mænd spille drum and bass live på både akustiske og elekt-roniske instrumenter, det havde jeg aldrig set/hørt før.

Hvad er din alltime yndlings-plade, som du kan tage frem altid?

Jeg har faktisk ikke nogen bestemt yndlingsplade, jeg tager altid noget forskelligt frem.


Det må helt klart være min studie buddy Simon Muchinsky.

Hans projekt League of Extraordinary Gentlemen er bare for sejt. Simon er virkelig en dygtig kunster og har nogle

ører som hører noget helt andet end f. eks mine.

Om Per Løkkegaard

Per Løkkegaard er født i 1977 og opvokset i Næstved. Han er ud af en musikalsk familie, hvor hans bror og begge forældre spillede klassisk klaver. Tog de første skridt ind i musikken, da han i 6-års fødselsdagsgave fik et trommesæt.Begyndte at spille guitar som 11-årig og besluttede i 1995 at blive musiker på fuld tid. Han har siden kom-poneret, spillet og produceret musik, samt undervist privat og på musikskoler. Per arbejdede bl.a i 2010 som komponist/producer, i Jazz/Hiphop projeketet ‘DizzazzDatonezz’, med saxfonisten Luther Thomas. DizzazzDatonezz udgav LP’en Gang$tarJazz med støtte fra Koda og DMF.

Gå ind på hans hjemmeside og hør hans nyeste musik :-)

www.perlg.dk

Hør hele Per Løkkegaard’s Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/3or22RBYOBmipkCL3RV5J6


Puha, det er svært at huske præcis hvilken plade eller nummer der inspirerede mig til at ville spille musik. Men jeg husker at mit første rigtigt kvalificerede pladekøb var en vinyludgave af Naughty by Nature’s – “Ghetto Bastard” som jeg købte i City2 i 1992. Den plade og det nummer relaterede jeg, meget teenage-agtigt, til efter mine forældres skilsmisse og den cementerede min store kærlighed til hiphop.http://youtu.be/yM709xTjP24


Selvom det er super klichefyldt at sige J Dilla, så er det sandt! Men da jeg også gerne vil vælge A Tribe Called Quest så faldt valget på en plade han var med til at producere, som en del af producer trioen The Um-mah. Derfor blev det til A Tribe Called Quest – “Beats, Rhymes and Life”.


Det er der meget musik der kan, men det nummer jeg har valgt i denne omgang er Massive Attack – “Unfin-ished Sympathy”. Massive Attack er efter min men-ing ekseptionelt gode til at skabe stemningsfyldte og følsomme numre.


Baby Huey – “Hard Times”. Det nummer er, på trods af det er udgivet I 1971, så malerisk at dette kunne være skrevet I dag og giver mig en følelse af at verden stadigvæk er et uretfærdigt sted. Det er så dobbelt tragisk at Baby Huey alias James Ramey døde kun 26 år gammel året før hans første plade The Baby Huey Story: The Living Legend blev udgivet.


Det må være Dabrye – “Get Dirty” feat. AG fra hans EP af samme navn. Det er et super fedt club track som fortjener at du skruer helt HELT op for bassen. Lyt gerne til hele EP’en den er helt fantastisk, specielt nummeret “Game Over” feat. Jay Dee og Phatcat i et Flying Lotus Remix.


Der må jeg nok sige, at jeg ved et tilfælde for en del år siden, faldt over Detroit rockgruppen Electric Six og de fik åbnet en musikalsk dør, som igen har åbnet mange mange nye. Kort sagt jeg elsker deres brug af gamle analog synths og deres referencer til alt fra disco til glam rock. Electric Six – Fire.

Hvilket nummer eller plade er efter din mening i blandt de bedst producerede og hvorfor?

“Even in Darkness” med Dungeon Family er efter lange, koplicerede indre diskussioner blevet mit endelige valg i denne kategori. Årsagen er at den er en af de mest overlegne lyd orgier indenfor sin genre, sammensat af fantastiske harmonier og smøde soul vokaler kombineret med fantasifulde og psykadeliske lydflader, toppet med med godt rap håndværk. Pladen blev udgivet I 2001 og er stadigvæk relevant for alle musikere – det er den plade jeg gerne selv ville ha´ lavet!.


Der har uden tvivl været mange, men den der står som

Geeks i Sneaks

den største overraskelse var koncerten med Bonde Do Role på Vega i 2008 – der var en helt vildt glad stem-ming og så var det, på den gode måde, højt og kaotisk på samme tid.


Labcabincalifornia med The Pharcyde den plade ligger altid fast i min bil og jeg er overbe-vist om at min søn kan teksten til “runnin” inden han fylder 2 år. Det er og bliver en ever-green for mig.

Til sidst, hvilke nye kunstnere kan du an-befale, at vi andre lytter til?

Så vil jeg anbefale en elektro-, og houseproducer fra San Fransisco, som kalder sig Viceroy. Jeg fik anbefa-let hans musik på Facebook og downloadede et remix af Notorious B.I.G – “Going Back to Cali”. Som han selv beskriver det, så lyder hans musik som solskin og pool parties og hvem kan ikke lidet det?

http://soundcloud.com/viceroymusichttp://www.facebook.com/viceroyoffical

Om Geeks i Sneaks:

Geeks i Sneaks (G.I.S) er en del af det kreative kooper-ativ HauseMause som består af diverse skandinaviske musikere, Dj’s, grafikere og kunstnere som finder det frugtbart at arbejde sammen på kryds og tværs af landegrænser, genre og udtryk.

G.I.S bevæger sig i spændingsfeltet mellem wonky, hip hop og electro. gruppen arbejder på deres dan-sksprogede debut Ep “Heliotropi” som forventes at være på Itunes januar 2012.

Ep’en er produceret af den svenske producer Martin Falkebo også kendt under navnet “EB” og vil boome af skæve synth-flader, smøde soulvokaler og laidback rap.

http://geeksisneaks.dk/http://www.facebook.com/geeksisneaks

Hør hele Geeks i Sneak’s Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/25ZWN9uE5gVxWXdv2tT5wT


Den første plade jeg købte var DJ Aligators debutplade “Payback Time” - jeg var 12, interesserede mig ikke for rapmusik og det var år 2000.


Min ældste bror præsenterede mig for Talib Kweli’s “The Beautiful Struggle” - det var i 2004 (!) og jeg blev hovedkuls forelsket i Hip Hop kulturen - da jeg senere hørte “Black Star” var jeg solgt for altid.


Min psyke er hardwired til musik - Isam B’s “Institution”-plade er én lang omgang kuldegysning for mig.


Jeg har ikke let til tårer - Cheb Khalids “Aicha” er ubeskriveligt smuk, og hjertet synger med selvom mit franske er råddent.http://youtu.be/iIyyPsqRweE


Hehe, Busta Rhymes - “Break ya neck” - af nyere dato vil jeg nævne Commons “Sweet”


Det er der virkeligt mange der har fået mig til: “The Miseducation of Lauryn Hill” (Lauryn Hill), “Wake Up!” (John Legend & The Roots) og “Black On Both Sides” (Mos Def) er garanter for tidsrejser gennem spoken word og jazz.

Hvilket nummer eller plade er efter din mening i blandt de bedst producerede og hvorfor?

Unfair spørgsmål!.. Jeg tager den på mavefornem-melsen, og den siger “Black Star” .


Common i 2007 (2008?), Store Vega. Fantastisk kon-cert med sjæl!


Black Star - Talib Kweli og Mos Def (nu Yasiin Bey) er farlige.


“Nyt” er relativt - Blitz the Ambassador, Honors Eng-lish, PackFM og Childish Gambino er ukendte i DK og dermed “nye”. Mht. den danske scene så sender jeg et shoutout til Raske Penge og Skandinavian Boy Toys.

MC HasOm MC Has:- Lægestuderende af profession, MC og Beatmager i hjertet. Opvokset på Nørrebro. Har pt været inaktiv over en længere årrække, men rygtet lyder at der vil ske spændende ting henimod slutningen af 2012 (hvis Jorden går under så bliver det til et fedt soundtrack).Kan fanges på:http://www.facebook.com/worldofhashttp://soundcloud.com/worldofhashttps://twitter.com/#!/worldofhashttp://www.youtube.com/hashiphop

Hør MC Has’ Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/1TdDurPpeh6kVw7tIx7AEp

Niels OvergaardOm MC Has:- Lægestuderende af profession, MC og Beatmager i hjertet. Opvokset på Nørrebro. Har pt været inaktiv over en længere årrække, men rygtet lyder at der vil ske spændende ting henimod slutningen af 2012 (hvis Jorden går under så bliver det til et fedt soundtrack).Kan fanges på:http://www.facebook.com/worldofhashttp://soundcloud.com/worldofhashttps://twitter.com/#!/worldofhashttp://www.youtube.com/hashiphop

Hør MC Has’ Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/1TdDurPpeh6kVw7tIx7AEp


Gasolin: Efter endnu en dag (CBS, 1977)Jeg var otte år gammel da min far tog mig med til Gas-olin koncert. En skelsættende oplevelse, der siden har betydet at jeg skal have skudt en koncert ind i blodår-erne flere gange månedligt. Jeg fik albummet Efter endnu en dag i fødselsdagsgave, da jeg fyldte 9 år. Ikke på bånd men på LP. Jeg havde arvet en lille Philips rejsegrammofon, der blev benyttet flittigt. Jeg spillede singler på den og Gasolin-pladen var den første LP. At Palle Mikkelborg medvirkede på Gasolin-pladen og i dag anses af mig for, at være den største danske jazz-musiker ever, er muligvis et tilfælde eller er det...?


Velvet Underground & Nico (Verve, 1967)Det er der sådan ca. mere end en hundrede plader der kan få den hæftet på sig. Havde min interesse for musik gået i en flad lineær retning, hvor jeg havde holdt mig til en genre ville det være lettere at finde nogle eksempler. Men når man har interesserer sig for musik i en meget bred forstand, hvor britisk synthpop fra 80’erne, amerikansk avantgarde fra 60’erne, vesta-frikansk musik, staxsoul, punk og norsk ECM-jazz er musik der til forskellige tider er rådyrket, så handler det vist mere om dagen hvor jeg bliver spurgt. Men for at indkredse det bedst muligt er svaret nok Velvet Underground & Nico, bedre kendt som bananpladen. Musikken er afvekslende og bliver sat på spidsen. Der er en blanding af frenetisk coolness og farlig uskyld. Lou Reed er sammen med Miles Davis, de to mest originale kunstnere der har eksisteret...nogensinde


John Zorn: Kristallnacht (Tzadik, 1995)En musikalsk fremstilling af nazisternes overfald på jøderne på krystalnatten. Det er tænderskærende skrapt. Det er ingenlunde hyggemusik. Tværtimod er

der en risiko for ubehag, når man investerer sig selv og følelserne i musikken. Kvaliteten af musikken er til gengæld så høj, at det er den investering værd.


Nu hører jeg ikke til dem, der har let til tårer, hvilket ikke er en egenskab jeg er stolt af.

Frank Sinatra with Count Basie & his Orchestra: Fly me to the moon (på pladen It might as well be swing (Reprise, 1964))Den minder mig om tiden før jeg fik mit første barn. Min kone og jeg var sammen flere år inden. Den får sendt mig way down memory lane. Jeg kommer til, at tænke på alle de gode år vi har haft sammen og stadig har. Nummeret er med sit tilbagelænede swing og sangteksten en hyldest til alt det gode der er sket for mig og min kone her i livet. Livet er skrøbeligt men det er det kun fordi der er noget på spil. Vi skal passe og pleje livet.


Sam & Dave: Soul man (Stax, 1967)Sort amerikansk musik gående i en linje fra Kanye West til Prince til Stevie Wonder til Otis Redding til Ray Charles etc. I’m luvin’ it!


Jean Michel Jarre: Magnetic Fields (Dreyfus, 1981)Jeg var vild med hans dejlige synthklange, havde købt LP’en Magnetic Fields og gik på biblioteket for at låne Oxygene. Jeg kunne ikke finde noget med Jarre i Beat/Folk kasserne. Jeg kendte ikke til kartotekskortssys-temet (det var før computeren) og bed mig selv i læben


Gasolin: Efter endnu en dag (CBS, 1977)Jeg var otte år gammel da min far tog mig med til Gas-olin koncert. En skelsættende oplevelse, der siden har betydet at jeg skal have skudt en koncert ind i blodår-erne flere gange månedligt. Jeg fik albummet Efter endnu en dag i fødselsdagsgave, da jeg fyldte 9 år. Ikke på bånd men på LP. Jeg havde arvet en lille Philips rejsegrammofon, der blev benyttet flittigt. Jeg spillede singler på den og Gasolin-pladen var den første LP. At Palle Mikkelborg medvirkede på Gasolin-pladen og i dag anses af mig for, at være den største danske jazz-musiker ever, er muligvis et tilfælde eller er det...?


Velvet Underground & Nico (Verve, 1967)Det er der sådan ca. mere end en hundrede plader der kan få den hæftet på sig. Havde min interesse for musik gået i en flad lineær retning, hvor jeg havde holdt mig til en genre ville det være lettere at finde nogle eksempler. Men når man har interesserer sig for musik i en meget bred forstand, hvor britisk synthpop fra 80’erne, amerikansk avantgarde fra 60’erne, vesta-frikansk musik, staxsoul, punk og norsk ECM-jazz er musik der til forskellige tider er rådyrket, så handler det vist mere om dagen hvor jeg bliver spurgt. Men for at indkredse det bedst muligt er svaret nok Velvet Underground & Nico, bedre kendt som bananpladen. Musikken er afvekslende og bliver sat på spidsen. Der er en blanding af frenetisk coolness og farlig uskyld. Lou Reed er sammen med Miles Davis, de to mest originale kunstnere der har eksisteret...nogensinde


John Zorn: Kristallnacht (Tzadik, 1995)http://youtu.be/JDUhp-ZIwJQEn musikalsk fremstilling af nazisternes overfald på jøderne på krystalnatten. Det er tænderskærende

skrapt. Det er ingenlunde hyggemusik. Tværtimod er der en risiko for ubehag, når man investerer sig selv og følelserne i musikken. Kvaliteten af musikken er til gengæld så høj, at det er den investering værd.


Nu hører jeg ikke til dem, der har let til tårer, hvilket ikke er en egenskab jeg er stolt af.Frank Sinatra with Count Basie & his Orchestra: Fly me to the moon (på pladen It might as well be swing (Reprise, 1964))Den minder mig om tiden før jeg fik mit første barn. Min kone og jeg var sammen flere år inden. Den får sendt mig way down memory lane. Jeg kommer til, at tænke på alle de gode år vi har haft sammen og stadig har. Nummeret er med sit tilbagelænede swing og sangteksten en hyldest til alt det gode der er sket for mig og min kone her i livet. Livet er skrøbeligt men det er det kun fordi der er noget på spil. Vi skal passe og pleje livet.


Sam & Dave: Soul man (Stax, 1967)Sort amerikansk musik gående i en linje fra Kanye West til Prince til Stevie Wonder til Otis Redding til Ray Charles etc. I’m luvin’ it!


Jean Michel Jarre: Magnetic Fields (Dreyfus, 1981)Jeg var vild med hans dejlige synthklange, havde købt LP’en Magnetic Fields og gik på biblioteket for at låne Oxygene. Jeg kunne ikke finde noget med Jarre i Beat/Folk kasserne. Jeg kendte ikke til kartotekskortssys-temet (det var før computeren) og bed mig selv i læben

Niels Overgaard

og spurgte en bibliotekar. Han fandt Jarres plader på jazzhylderne...Totalt weird men det var der, de hørte hjemme mente Herning Centralbibliotek i starten af firserne. Tak skæbne, der var var mange fede plade-covers i jazzafdelingen. Ad tilfældets vej var jeg landet i jazzens verden. Så kan det ellers nok være at der blev lånt fusion a la Lee Ritenour (Rio Funk, anyone?) og Weather Report med hjem.


Alt fra Jan Erik Kongshaugs Rainbow Studios i Oslo. Prøv feks. at lytte til Carsten Dahls Effata-plade fra sidste år. Soloklaver spillet på studiets store Steinway-flygel. Sådan skal et klaver lyde! Ellers kan man kaste sig over Nils Petter Molvær’s Khmer, hvis man vil have det fulde udtræk. Smukt og luftigt.http://youtu.be/FRkqz2l5nus


Sort Sol, Musikværkstedet i Silkeborg i 1986Laurie Anderson i Stockholm i 1991Van Morrison i Scandinavian Congress Centre i Århus i 1996.Herbie Hancock på Train, Århus i 2001Blood sweat drum’n’bass big band feat. Palle Mikkel-borg på Fermaten i 2008The Bad Plus på Fermaten i Herning i 2011

Der er selvfølgelig flere highlights i min lange kon-certgængerkarriere. Men alle disse koncerter har det til fælles, at de blæste min sjæl omkuld. De gik ind og satte sig i kroppens nervebaner, slyngede mig rundt og løftede mig afsted som var jeg påvirket af et rusmiddel. Jeg var muligvis fuld til Sort Sol koncerten - jeg var 18 år - men de andre koncerter ved jeg med sikkerhed, at

jeg var ædru til. Så det var musikken der var stoffet.


Det er en af de urimeligt svære spørgsmål. Jeg kan ikke begrænse mig. Jeg skynder mig at nævne fem, inden jeg finder på flere: Lou Reed: Transformer (RCA, 1972), Miles Davis: Bitches brew (Columbia, 1969), John Coltrane: A love supreme (Impulse, 1964), Bill Evans: Waltz for Debby (Riverside, 1961) og Jakob Bro: Balladeering (Loveland, 2010)http://youtu.be/i1dpdJFVyGM


Det ændrer sig jo uge for uge. Jeg kan kun anbefale at følge min blog www.jazznyt.blogspot.com. Her anbe-faler jeg nye jazzplader hver eneste uge.Hvis du gerne vil høre ny dansk jazz og ikke ved hvor du skal begynde: Jakob Bro, Girls in Airports, August Rosenbaum, Jesper Zeuthen og Carsten Dahl er kunst-nere der alle er inde i en supergod periode i karrieren.

Om Niels Overgård:

Niels Overgård, født samme dag som Otis Reddings Sittin’ on the dock of the bay blev nr. 1 på den ameri-kanske hitliste.Jazzblogger på www.jazznyt.blogspot.com siden 2004, anmelder og omtaler ca. 200 jazzudgivelser om året på bloggen.Anmelder på JazzspecialKoncertarrangør Moor Jazz/Fermaten, HerningMedlem af Swinging Europes bestyrelsePladesamler (4000+ CD’er og 1000+ LP’er)Far til 2 børn og giftDistriktssygeplejerske i ungdomspsykiatrien i HerningFan af Herning Blue Fox

Hør hele Niels Overgård’s Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/4qTgap8aqjgFM2X8fhit9f


Jeg er startet ret meget fra scratch, da ingen af mine forældre er musiknørder på nogen måde. Derfor har jeg altid været lidt misundelig på dem der fik Beatles’ bagkatalog ind med modermælken. Til gengæld har jeg haft carte blanche til at lade min egen nysgerrighed styre mig, og den fik jeg i første omgang stillet ved at se musikvideoer i fjernsynet, optage dem på VHS og se dem igen og igen. Og der var ’Justified and Ancient’ med KLF min første yndlingssang. Den havde alt, men var samtidig også dragende fordi alle i videoen i teorien lignede nogen, der var med i bandet. Inklusiv det afrikanske stammefolk og gospelkoret. Jeg blev sgu lidt skuffet, da jeg fandt ud af, at det bare var to blege englændere, der stod bag.

Hvilket nummer eller plade har haft den største betydning for din udvikling som artist/menneske? Her kan jeg ikke komme uden om PJ Harvey. Især de tidlige plader, som var dem jeg først fik fingre i. De har en nærmest fysisk energi, som ramte plet i min sprøde teenagekrop. Men sange som ’Man-size’, ’Dress’ og ’Rid of Me’ gør mig stadig helt ør af kærlighed til PJ, der fuldstændig ubesværet blander krads humor og beskidt sex med blodig alvor. Når jeg lytter til de sange i dag, er det stadig som at falde i gryden med trylle-drik. Jeg får nogle kræfter, jeg ikke anede, jeg havde.


Det er der heldigvis mange sange, der kan. Men Holly Golightlys ’Slowly But Surely’ om at spilde sin tid med at længes efter den forkerte mand, kan stadig gøre mig helt skæv i hovedet af gamle følelser, der pibler frem, når jeg hører den. Fremragende plade, også.


Nogle anmeldere siger, at forskellen på om de giver en koncert fem eller seks stjerner afhænger af, om de har fældet en tåre undervejs. Det er en fin metode, men hvis jeg skulle operere efter den, ville jeg ende med at give fuldt hus alt for ofte. For jeg har let til tårer, når det kommer til musik – især live. Men i albumfor-mat er amerikanske The Black Heart Procession de ukronede konger af knuste hjerter for mig. ’Guess I’ll Forget You’, ’Waterfront (The Sinking Road’) og ’The Old Kind of Summer’ http://youtu.be/ZQAe4N_bcn4 er sange som jeg kan næsten ikke kan holde til at høre i dag, fordi de minder mig om, hvor ulykkeligt forel-sket jeg var engang.

Hvilket nummer kan så tilgengæld få dig til at nikke med nakken eller benene? Jeg elsker at danse. Giv mig et steady beat, så kan jeg danse til det meste. Bare ikke ’I Gotta Feeling’ med Black Eyed Peas, der går grænsen. Til gengæld genopdagede jeg ’Debut’, da Björk blev offentliggjort til Roskilde. ’Big Time Sensuality’ er stadig en genial festsang, som har fået en festlig lillesøster i Azealia Banks’ ’212’. ”I guess that cunt gettin’ eaten” er jo fak-tisk en slags ‘Big Time Sensuality’ 2.0. Hvilket nummer eller plade har fået dig til at søge tilbage i musikhistorien eller ind i en genre, som du ikke havde dyr-ket før? Jeg er stor fan af det engelske band Broadcast, hvis sangerinde Trish Keenan desværre døde alt for tidligt sidste år. Men for mig blev de porten til en helt ny ver-den, da jeg læste om deres vigtigste inspirationskilde. Det var det amerikanske syrerockband The United States of America, som udgav deres eneste plade, ’The American Metaphysical Circus’ i 1968. Jeg har stadig til gode at høre en plade, der blæste mig så vildt bagover, som den gjorde. Jeg havde aldrig hørt noget lignende, og det blev begyndelsen på en lang periode hvor jeg begravede mig i psykedelisk rock fra de sene

Pernille Jensen

60’ere og bands som Love, The Zombies, 13th Floor Elevators, Strawberry Alarm Clock, Chocolate Watch Band, Free Design og Fifty Foot Hose. Jeg levede i en tidslomme. Og drømmer stadig lidt om at bo i San Francisco…

Hvilket nummer er efter din mening iblandt de bedst producerede og hvor-for?

Jeg har altid holdt meget af ’Wuthering Heights’ med Kate Bush. Den er perfekt hele vejen rundt.


Min første koncert var D-A-D på Grøn Koncert i 1995. Jeg var 11 og stor fan, så jeg kæmpede mig helt op foran. Desværre var der en fuld mand, der hældte øl ud over mig. Jeg var gennemblødt og løb tilbage til mine forældre der sad med madpakkerne nede bag-ved. Jeg var så vred, for min koncert var jo ødelagt. Men samtidig syntes jeg også, det var lidt sejt. Jeg ville have mere. Og det må man sige, jeg har fået.

Hvad er din alltime yndlingsplade, som du kan tage frem altid? Jeg må erkende, at jeg har et småneurotisk forhold til Cat Power. Hun har fulgt mig, siden jeg opdagede ’Moon Pix’ og ’The Covers Record’, og det er stadig nogle af de plader, jeg har lyttet allermest til. Jeg elsker hendes stemme, og hele det skælvende kaos af tumultagtige følelser, der regerer under overfladen, og som regel viser sig til hendes koncerter. Hun er det stik modsatte af et powerhouse som PJ Harvey, men hendes plader er slidstærke for mig. Og så er hun helt uforlignelig god til at fortolke andres sange.

Til sidst, hvilke nye kunstnere kan du anbefale, at vi andre lytter til? Rhye som er et samarbejde mellem Robin Hannibal fra Quadron og en canadisk sanger ved navn Milosh. Han synger som Sade, og jeg er helt solgt. Sangen hed-der ’Open’, og den er alt for vild.

Om Pernille Jensen:

Pernille Jensen er 27 og (forhåbentlig) Cand.Mag. i engelsk fra midten af maj. Hun har skrevet om musik, siden hun i 2004 begyndte hos Geiger og sidenhen Undertoner. I 2006 rykkede hun over på Soundvenue som an-melder og skribent, og siden 2011 har hun været anmelder hos Politiken.

Hør hele Niels Overgård’s Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/1uPf4wMzl3maE1QyWEXMu0


Jeg tror det bliver en delt førsteplads mellem et over-spillet kassettebånd med MC Einar, Rage Against The Machine’s Evil Empire og en hiphop-compilation fra omkring ‘94, der hed noget så opfindsomt som Mega Rap.


Det er svært at udvælge en enkelt, men skulle jeg komme med et bud, må det være Gangstarr’s Moment Of Truth. Den påvirkede nok ikke min udviking som menneske synderligt meget, men jeg tror, at mine tekster mange år frem i tiden bar en smule præg af at have lyttet så meget til det album. Jeg var 14, da Moment Of Truth udkom i 98 og selvom folk inden for hiphop tit har travlt med at kalde slutfirserne eller starthalvfemserne for The Golden Era, står 98-99 nok egentlig for den bedste periode. Det hænger jo nok altid bare sammen med, hvornår man rigtig fik øjnene op for en bestemt genre.


Det er der faktisk en del, der kan... Joe Budden’s Calm Down, Fler’s Warum Bist Du So http://youtu.be/Sm-spw6lqH60 og Last Emperor & Too Poetic’s One Life http://youtu.be/au0-C_wrADk . Især sidstnævnte, hvor Too Poetic beskriver sine sidste dage før han døde af cancer, er simpelthen så stærkt lavet. Levering og stemning i lige præcis det nummer kunne nutidens tuderock lære en masse af selvom det er hiphop.


Det er der ikke mange, der kan. Jeg tror virkelig, jeg skal være i et særligt humør for direkte at græde over musik... Men remixet af Macklemore’s Otherside med

Fences er nok det tætteste, jeg har været, i nyere tid. Videoen er jo også vanvittigt flot og stemningsfuld, så kombinationen af lyd og billeder er helt vild.http://youtu.be/fvDQy53eldY


Et nummer, der altid vil give mig lyst til at springe op og flyve rundt, må være Necro & Ill Bill’s Our Life.


Jeg opdagede sent den tyske reggaesanger Gentleman... Jeg tror allerede han havde udgivet 4 plader, da jeg fik øjnene op for ham, og blev nødt til at få fat i hele hans bagkatalog. Bortset fra debutpladen har han kun lavet rigtig gode ting.


Da producerlegenden J Dilla lavede albummet Like Water For Chocolate med Common (hvor de der ud over også fik hjælp af bl.a. D’Angelo og Questlove), skabte de i hvert fald en utrolig gennemarbejdet plade. Om det er den “bedste” i forhold til producerarbejdet, har jeg ikke kompetencerne til at sige, men jeg synes i hvert fald, det er en meget helstøbt og smuk plade.


Common med størstedelen af The Roots som backing-band i Lille Vega tilbage omkring ‘99. Udover at vise sine fantastiske evner som freestyle-rapper, stagedi-vede Common på et tidspunkt for derefter at blive sat

Pede B

ned på gulvet midt i publikum og begynde sin egen breakdance-cypher. Så stort showmanship tror jeg sgu aldrig, jeg har set før...


Hmm... Det er virkelig svært, men jeg kan altid høre Gang-starr med Moment Of Truth eller Scarface The Fix.


Freddie Gibbs, English Frank og Joe Budden. Der er ikke mange, der kan følge med de tre lige pt...

Om Pede B:

28-årig rapper fra København, der har albummet Over Askeskyen ude den 16. maj på Target Records. Albummet er lavet i tæt samarbejde med DJ Noize og har features at bl.a. Shaka Loveless, Jacob Bellens og Benjamin Koppel. Der ud over er Pede bl.a. kendt fra, som den eneste nogensinde at have vundet freestyler-ap-konkurrencen MCs Fight Night tre gange.

Facebook: www.facebook.com/beskidtepedeb

Hør hele Pede B’s Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/4JppGBRmUiz37F8oQGrRSy


“Don’t Worry, Be Happy” med Bobby McFerrin. Jeg var nok ikke mere end to år gammel, men jeg har det meget klart i erindringen. Det var et nummer der gjorde mig meget nysgerrig overfor musik. Især rytmerne. Jeg har altid været meget vild med trom-mer. Og så hans melodier i den sang. De er meget forløsende. Og sådan er det vel stadig - jeg elsker et kraftigt beat og nogle seriøst gode melodier.


Det må næsten være Fatboy Slim - You’ve Come A Long Way Baby. Jeg var lige i starten af teenage årene og havde hørt en del pop, rock og hiphop. Jeg synes også at energien i big beat bølgen var meget tiltalende men det var først da jeg hørte den plade at jeg for alvor fik øjnene op for elektronisk musik. Albummet består nærmest kun af samples, og den lærte mig at genre-definitioner er til grin, samt at der findes meget mere spændende musik derude hvis man lige kradser lidt i overfladen. På mange måde har det her album åbnet mine ører for en masse andre ting. Og da jeg købte det lavede jeg ikke andet i 5 dage end at ligge og høre ekstremt højt det på en sofa, mens jeg læste Anders And blade og forestillede mig hvordan det var at gå til fest når man er “voksen”.


Det er der rigtig mange der kan. Det handler om at kunne sætte sig ind i musikken. Den bedste måde for mig at få kuldegysninger, er at forestille mig musikken i en live situation. Og så er det sjældent fordi at der er stor poesi eller noget særlig skrøbeligt involveret. Det handler mere om ekstremt episke opbygninger. Jeg elsker virkelig at stene Chemical Brothers live på YouTube http://youtu.be/c4q5c-Oiuu8 . Et klip hvor Jay-Z spiller Run This Town og hiver Kanye West ind

som surprise på Isle Of Wight 2010 er også garant for kuldegysninger. http://youtu.be/FnCNWl1DFoA


Jeg tror faktisk aldrig at jeg har grædt til en sang. Måske en enkelt gang da jeg og min daværende flamme stoppede med at ses i 10. klasse. Der gik det ud over Coldplay’s “Everything’s Not Lost”. Gary Jules’ “Mad World” er også meget meget rørende synes jeg.


Det er jo lidt et unfair spørgsmål til en DJ. For der er latterligt meget. Én kunstner der dog altid får mig til at have det perverst festligt er Diplo. En af verdens bedste producere til lige præcis at lave musik der taler mere til kroppen end den intellektuelle del af mig.Og så er der jo altid Neptunes, DJ Premier, Timbaland og Dr. Dre! Samt hele den nye moombahton bølge!Skal jeg dog vælge et nummer lige nu må det være Waka Flocka Flame - Hard In Da Paint!


Da Bikstok kom frem var jeg en lille musik-kåd born-holmer der tog på eventyr i København. Hér mødte jeg hele RubAdub familien og blev meget fascineret af den stemning og musik de spillede. Så på foranledn-ing af de fester begyndte jeg at tjekke op for en masse dancehall og reggae. Jeg tror at man skal opleve nogle former for musik i deres rette elementer for at forstå dem. Og det var dét der skete på Stengade da jeg opd-agede reggae og dancehall.

Pelle Peter Jensen Om Pelle Peter Jensen:

Pelle Peter Jensen er DJ, både solo og som en del af White Pony. Manager for gruppen Spectors. Free-lance musikskribent og ikke mindst radiovært på programmet Lågsus på P3 og BAS på P6beat.Han kommer fra Bornholm

http://www.twitter.com/pellepeter http://facebook.com/pellepeter


The Avalanches - Since I Left You er en kæmpe musikalsk rejse. Den består også kun af samples og så er den ude i alle gen-rer, uden at det virker forceret. Faktisk er den over-

raskende sammenhængede. Der er både nogle meget smukke øjeblikke i den, nogle festlige elementer og en bunke larm. Det er ikke ordene der spiller hovedrollen men netop produktion-erne. Og det er fandeme fedt lavet! Den plade bliver aldrig aldrig kedelig.


Chemical Brothers på min allerførste Roskilde Festival. Jeg var 15 år gammel og det var den første aften. Efter at være blæst væk af Superheroes, Manu Chau og Asian Dub Foundation skulle min ven og jeg blive enige om hvorvidt vi skulle se Rammstein eller Chemical Brothers. Vi blev semi enige om at se starten af Chemical Brothers og hele Rammstein. Men efter 20 minutter af kemikalie brødrene kiggede vi på hinanden og var helt enige om at Rammstein var det mest ligegyldige i verden. Vi stod i midten af et fuldkommen hjernedødt rave med 25.000 mennesker på Arena. Et helt ekstremt sansebombardement med halvanden time af 90’ernes største og vildeste fest antehms. Det var helt vildt. Bagefter gik vi forbi Rammstein der stod og sprang hinanden i luften og råbte og skreg, men i sammenligning med det vi lige

havde oplevet mindede de mest om Cartoons.


Det må jo nok være Malk de Koijns Sneglzilla. Det er længe siden jeg har hørt den, for den betyder så meget for mig at jeg bliver mærkelig af den. Jeg var religiøs omkring Malk de Koijn i et par år. De betød meget for min selvforståelse og deres sprog har formet min måde at tænke og tale på.Og så er alle deres plader jo kunstneriske magtdemon-strationer der bør være pensum for enhver musikel-sker uanset genrepreferencer!


Alle ovenstående naturligvis. Derudover er jeg lidt varsom med at nævne navne. Jeg vil hellere opfordre enhver til at have meget åbne ører og for guds skyld ikke lade sig skræmme af noget så patetisk som en genredefinitation eller et sejhedskodeks. Man bestem-mer selv hvad der er god musik. Men det finder man også kun hvis man tør lede! God jagt!

Om Pelle Peter Jensen:

Pelle Peter Jensen er DJ, både solo og som en del af White Pony. Manager for gruppen Spectors. Free-lance musikskribent og ikke mindst radiovært på programmet Lågsus på P3 og BAS på P6beat.Han kommer fra Bornholm

http://www.twitter.com/pellepeter http://facebook.com/pellepeter

Hør hele Pelle Peter Jensen’s Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/0KWi027PwIiksrabdx7DlF


Erykah Badu- Baduizm


Det er lidt svært at sige, men hvis jeg absolut skal vælge en, så må det være, Ella Fitzgerald og Louis Armstrong på “They cant take that away from me” Og en mixtape som min gamle korlærer Marie laved til mig inden hun stoppede, hvor blandt andet Chaka Khan med Night in Tunisia er på! Det er det vildeste nummer. hun var den sygeste i sine unge dage!Vel skrevet og vel sunget. Og så Man in the mirror med MJ! Det er et nummer der kan få mig til at tude hver gang. Sidst men ikke mindst. The miseducation med Lauryn Hill! Den er både politisk, spirituelt og følelsesmæsigt perfekt!!!!Hov, det var lidt mere end en.


Wandering Eye - Fat Freddys Drop


Fisherman’s Woman - Emiliana Torini, den er så smuk og handler om en kvinde der har mistet sin kærlighed. For at overkomme sorgen, lader hun som om at han er til søs


Single Ladies - Beyoncé og Only Girl (In The World) - Rihanna, Hver gang. Er lidt af en poptøs med danse- musik


PH’s En på lampen! fantastisk og tidsløs, umulig at finde på cd!!


Den er simpelthen for svær at svare på. Er ret vild med Feist’s- Let It Die. Synes de har ramt en lyd og skabt et fantatsisk univers på den plade, hendes stemme er perfekt mixet og overstyrer en lille bitte smule på nogle af numrene og det synes jeg er ret fedt. For det meste er det de små mærker i lakken, der får det hele til at give mening og charme.


Feist lillevega! Hun er for vild en oplevelse. og så spiller hun pissegodt guitar.


The Miseducation of Lauryn Hill og Bob Marley and the wailers (alt hvad han har lavet med dem).


Asa, Kristina Renee, Tyler the creator og We Were Born Canaries, samt hold øje med Liv Lykke (Hendes nye plade bliver for vild).

Barbara Moleko

Hør hele Barbara Moleko’s Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/56DfUuJomvQDrLzgssqSL8

Om Barbara Moleko:

Med en opvækst i Mozambique, Sydafrika og Vanløse har 25-årige Barbara Molekos liv været et sansebombardement af billeder frasydens støv og nordens stenbro og lyde fra afrikansk jazz, amerikansk soul og danske viser.

Den 19. marts udkom hendes første single ’Gå En Tur’ og nogle dage derefter kunne videoen ses på You Tube.

http://www.facebook.com/BarbaraMoleko


Den første LP jeg fik var ABBAs brune LP den der bare hedder ABBA, hvorfra både Mamma Mia og SOS kommer. Jeg bliver stadig helt glad, når jeg hører de to sange. Den første Lp jeg købte for mine egne lomme-penge, var en single med Carly Simon ” Nobody Does It Better”, temasang til 007 The Spy Who Loved Me.


Noget af det jeg hørte rigtig meget da jeg var teenager og som jeg stadig holder af er Janis Ians Between the Lines og Aftertones fra 75 og 76. Jeg tror ikke jeg hørte dem da de kom ud, men jeg faldt over dem på bibloteket nogen år efter. I Birkerød hvor min moster boede havde de fået et stort musikbibliotek, og jeg fik hendes lånerkort og gik i flere formative år på jagt imusikbibliotket under den gruppe der hed Beat/folk. Men jeg opsøgte også en del verdensmusik, gospel osv. Jeg synes stadig Janis Ian holder 100 % og jeg har købt LPerne på CD siden. Jeg har været til koncert med hende én gang for ikke så mange år siden i Amager Bio. Det var vist første gang hun var i Danmark. Jeg kom i god tid og sad på første række, og jeg fik hjertebanken da hun kom på scenen. Jeg havde med vilje ikke taget nogen venner med, for jeg kender faktisk ingen der er vilde med hende, og jeg vidste jo ikke om hun stadig kunne synge, og man gider ikke dele sådan en oplevelse med nogen der ikke føler samme veneration for damen. Det mærkelige er jo, at så kom der en lille gråhåret karseklippe jødisk/lesbisk dame, med ret dårlig tøjstil på scenen, og jeg kendte kun hendes ungdombilleder fra coverne. Men hun var skøn og jeg fik alle mine LPer og Cder signeret og gav hende min. Det føltesgodt at have fået lov at klappe af hende for alvor.Der ud over er der jo mange der har haft betydning for min udvikling som artist, for nogens vedkommende på grund af stemmen, for andres på grund af sangskriv-ningen.Her er en liste over musik der på en eller anden måde

har fået mig til at skifte kurs: og så et udvalgt track du kan lægge på din playlsite

CD ”Gasolin live sådan” track: “Masser af success ”

Monica Zetterlund og Bill Evans CD “Waltz for Debbie” track: “Come rain or shine” “Jeg vet en dejlig rose”

Radka Toneff og Steve Dobro-gosz CD “Fairytales” track : The Moon Is a HarshMistress”

Janis Ian Cderne ”Between the Lines” og ”Aftertones” tracks: ”Watercolors”og ”the Come on”

Mercedes Sosa CD“disco de Oro” track ”Alfonsina y el Mar”

Stina Nordenstam Cderne Memo-ries of a Colour og And She Closed Her Eyes. Alle sangene. Hvis et track Memories Of A Color

Alanis Morisette: CD Jagged Little Pill track f.eks. All I really want

Sinead O’Connor CD ”the Lion and the Cobra” tracks ”Mandinka” og ”Troy”

Sheryl Crow CD ”Tuesday night music club” track ”Leaving Las Vegas”

Trinelise Væring


Et nummer der giver mig alvorlige kuldegysninger hver gang jeg hører det, og som jeg altid spiller for elever der er lidt for pynte-syge og tilbageholdende erSinead O’Connors Troy. Hvis jeg skal være helt ærlig er det ikke et særlig godt nummer, men det har en helt ekstrem og fantastisk vokal, som overskrider de fleste menneskers grænser. Hun

er så vred og så forurettet og jealous; alle de følelser som vi

prøver at holde nede og ”civilisere” under “normale”

omstændigheder. Hun synger så grimt og så smukt og helt uden

pynt i form af fjollede forsiringer og afvæbnende vibrato. Det er bare lige på, men stadig uendelig smukt. Det er virkelig en emotionel rejse .


“Første nat alene” af Jan Toftlund. Jeg ved jeg engang hørte den i bilen og måtte køre ind til siden og

sætte mig og tude, og da jeg nu prøvede at finde den igen,

på Spotify hvor den ligger med Sebastian, kom jeg straks til at tude igen. Jeg vil også gerne have lov

at fremhæve et nummer jeg selv har skrevet teksten til med mit andet musikalske hjem OFFPISTE GURUS. Sangen ”In your absence”. Det berører mig altid at synge den og publikum er også altid sådan lidt stille bag efter, på den der eftertænksom måde.


Rabalderstræde så skal jeg bare headbange! Og når jeg laver danse bånd til fester, så kan jeg ikke komme uden om Molokos “Fun for me”, “Lubbock or Leave it” med Dixie chicks, og The Yeah Yeah Yeahs track “Rich”.


Det har jeg ikke et bud på.


Jeg synes det er svært, at adskille production og kunst-ner, men jeg oplevede Fallulahs Black Cat Neighbour-hood, som Fridolin Nordsøe har produceret som virke-lig en frisk production da den kom. Og sådan længere tilbage Emmelou Harris’ ”Wrecking Ball” som Daniel Lanois har produeret. Det er en Cd hvor jeg tænker produktionen har flyttet kunstneren. Jeg synes sådan en som Rihanna, har er møg stramt og frækt produceret og også Jessie J . Men som sagt det er jo svært at adskille.


Jeg går til mange koncerter, men det er ofte et kom-promis, enten er stedet for stort, jeg er for lille ( kanikke se noget) eller lyden problematisk osv. Sidst jeg var på Roskilde fik jeg spoleret min Radiohead oplev-else, fordi jeg havde en fuld svensker i nakken der skreg på sin ven “jonas” i en uendelighed. Jeg har lige været til Feist, det var OK men ikke ideelt. Jeg skal til Metallica I Horsens Statsfængsel til Juni medmin søn på 12. Måske det bliver fedt? Nu kommer jeg faktisk på en fantastisk oplevelse jeg havde som 19 årrig. Jeg var på sprogskole i Salamanca iSpanien, og den argentinske sangerinde Mercedes Sosa, som min datter i øvrigt er opkaldt efter, spillede udendørs koncert foran den smukke sengotiskekatedral i den varme spanske nat under en klar stjerne spækket himmel.Hun har en af jordens smukkeste stemmer.


Det kan jeg ikke svare på, der er simpelthen så mange…..der er jo en liste oven for.


Sia, Yeah Yeah Yeahs, Marina and the Diamonds, Laleh f.eks.

Om Trinelise Væring:

Trinelise Væring er singer/songwriter i ordets aller-bredeste forstand. Hendes seneste dansksprogedeudgivelser ”Lystfisker” fra 2008 og ”Umanérlig” fra 2011 er alternative/rock/pop udgivelser, mens hun iandre sammenhænge stadig udfordrer grænselandet mellem disse genrer og moderne jazz. Hun har udgivet 10 Cder mellem 1993-2011. Trinelise Væring har turneret i ind og udland både på festivaler og klub turnéer

http://www.vaering.com/

Om Abdullah S:

1/4 medlem af BOOTY COLOGNE, 1/3 medlem af AARHUS PUMAS, 1/2 medlem af DRAGON TWINS og 1/1 medlem af ABDULLAH S. Han har udgivet plader både solo og samme med blandt andet Jørgen Leth.

http://www.myspace.com/abdullahs

Trinelise Væring

Hør hele Trinelise Væring’s Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/6zjgoJ4vIgHfZ4In91MWA3

Hør

hel

e A

bd

ull

ah

S’ p

layl

iste

her

:ht

tp:/

/ope

n.sp

otif

y.co

m/u

ser/

1131

8065

7/pl

aylis

t/3Y

DbY

GaE

KP

kL6i

QH

nckp

G5


Vistnok et Roland Kirk track.. “A Laugh for Rory” min far fortalte at jeg, som baby grinte lykkeligt hvergang de satte den på....


pas....


Sly & the familystone.. “Just Like a Baby”


Leon Thomas “song for my father”http://youtu.be/fSzvhc1vdYI


Benga “26 basslines” http://youtu.be/hkqHuqYqmnE


Fairuz - Ishar, havde det på en casette men med ara-bisk skrift... det har taget mig over 10 år at finde den igen... anede ikke hvad den hed..


Congo Natty (mc Rebel) “Tribute to Haile Selassie” benhård 94-95 raggajungle! men i albumform og nok det album jeg har flippet mest over det tiår...http://youtu.be/kDPzR26Z_xY


The Tubes i falkoner da jeg var en 9-10 år gammel! Mor tog mig med og livet var aldrig det samme igen...


John Coltrane “ A Love Supreme”


Digital mystikz... nogle af fædrende til den dybere dubstep.... (og her mener jeg IKKE dyb som i klog) og folk som helt sikkert osse har nikket til Mc Rebel og deslige..

Abdullah SOm Abdullah S:

1/4 medlem af BOOTY COLOGNE, 1/3 medlem af AARHUS PUMAS, 1/2 medlem af DRAGON TWINS og 1/1 medlem af ABDULLAH S. Han har udgivet plader både solo og samme med blandt andet Jørgen Leth.

http://www.myspace.com/abdullahs

Da jeg skulle sortere i al den musik, jeg synes verden (eller i alle tilfælde den del af den, der spiller eller lyt-ter til jazz) burde kende til, måtte jeg først afvige fra Mikkels forslag til format, dels opstille nogle kriterier, for at det ikke skulle ende med 1200-siders afhandling.

Det skulle selvfølgelig være musik, der har en særlig betydning for mig; det skulle være jazz, for det er det jeg ved mest om; og det skulle være optagelser, jeg mener at de færreste vil kende til, men som alligevel af den ene eller anden grund er væsentlige.

Således vil der ikke stå noget om Scriabins klaver-musik, om Portishead, James Blake, Tom Waits, Ra-diohead, Leadbelly m.m.fl., som alle sammen har haft indflydelse på min egen musik.

Sonny Rollins

http://youtu.be/cv92fHYDyNY

“Sonny Rollins Live in ‘65 and ‘68” Jazz Icons DVD (Naxos) 2.119011

Da jeg var barn, sendte de en del jazz på DRTV, og her oplevede jeg noget der væltede mig fuldstændig, nemlig en liveoptagelse med Sonny Rollins optaget i København ved “Best of Newport”-turen i 1965. Det er en smuk sort/hvid optagelse, med Rollins i fuld-stændig topform, og sekunderet af en 19 årig NHØP og en sprød Allan Dawson. Rollins vandrer rundt på scenen, kronraget, i super tight 60’er-påklædning. Han er ustoppelig - vrider og vender materialet, springer ubesværet fra den ene sang til den anden, med de an-dre to lige i hælene. Der kæmpes til stregen hele vejen, og alle går ud af kampen som vindere. Den gang ville jeg være Rollins, og ikke bare ham, men også NHØP og Dawson. Så vidt vides findes der ikke legale cd-udgivelser af musikken fra den koncert, men til gengæld findes koncerten fra ‘65 samt en studieoptagelse fra ‘68 udg-ivet på DVD.

Archie Shepp

Karin Krog & Archie Shepp “Hi-Fly”Archie Shepp “For Losers”

I København lå for år tilbage en dejlig jazzpladefor-retning, Steves Books and Records, bestyret af ameri-kaneren Steve Schein. I hans forretning tilbragte jeg en stor del af mit liv (den del af det, jeg ikke tilbragte i Helsingør biblioteks musikafdeling), med at rode rundt i den kæmpe beholdning af brugte og nye jazzplader. Herfra hjembragte jeg en plade, med en saxofonist jeg allerede havde hørt et par gange i DR’s jazzradio, nemlig saxofonisten Archie Shepp. Jeg var aldeles forlibt i hans fantastiske lyd og kamikaze-agtige frasering, og pladen med ham og Karin Krog, “Hi-Fly”, er en sjældent vellykket jam med et orkester sammensat af Shepps og Krogs musikere. Shepp er i fremragende form og breder store, farvestrålende og flossede fraser ud over musikken, og rundt om Krogs kølige, mørke vokal.En anden Shepp-plade der må nævnes en 10 år ældre udgivelse, “For Losers”, hvor Shepps udforsken af sort kultur har bragt ham til soul/funken, og i rytmegrup-pen sidder bl.a. trommeslageren Pretty Purdie. I “Abstract” (der er alt andet end det) spiller Shepp det mest desperat forrevne blues-tenor jeg nogensinde har hørt.Det er i øvrigt også i “I Got it Bad” på samme album, at man får en af de sjældne lejligheder til at høre altsax-legenden C Sharp spille sin glassplintrede Parker-sax;alene hans 2 A-stykker er hele pladen værd.

Börje Fredriksson

“Börjes Blues”“Intervall”

En anden, også helt egenartet stemme kom ud af den svenske radios jazzprogrammer, en skrøbeligt flosset og hjerteskærende grim/smuk lyd, der tilhørte den svenske tenorist Börje Fredriksson. Han nåede bare at blive 31 år, inden han tog livet af sig, men i de ca 8 år han nåede at operere på den svenske jazzscene,

Fredrik Lundin

Hør hele Fredrik Lundin’s Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/2uLVz5jh9wfFP8yUD2lZVm

fik han efterladt et meget genkendeligt aftryk. I en stil, der ofte - og i øvrigt til hans store fortrydelse - blev sammenlignet med Coltranes, men var helt hans egen, skramlede, skreg og vaklede han, med stor stædighed og usvigelig sikkerhed afsted på afgrundens rand. Det er fantastisk vigtigt for os europæere at huske på, at også vi kan fostre store, kompromisløse jazzpersonligheder som Gullin, Johansson, Garbarek, Christensen, NHØP, Mikkelborg, Rosengren, Allan, Fredriksson m.fl., at det ikke kun er på den anden side af dammen de findes.Det første jeg hørte var “Börjes Blues”, og den er efter

min mening en af de aller fineste eksempler på hans spil. Kor efter kor vælter frem. I stadig kamp med hornet, maser han sig frem, hele tiden gribende ud efter de mindst ventede løsninger. Denne indspilning er dog vældigt svær at finde nu, men også den eneste plade han nåede at udgive i sin levetid, “Intervall”, er fremragende.Man kan læse om Fredriksson hér: http://www.digjazz.se/Artiklar.Borje%20Fredriksson.html

Ornette Coleman

Ornette Coleman Quintet “Complete Live at the Hill-crest Club”

En af de, for mig, væsentligste optagelser med Ornette, er en, jeg første gang hørte hjemme hos salig Erling Kroner en gang i 80‘erne, nemlig liveoptagel-serne fra the Hillcrest Club med det, der da (i ’58)

blev kaldt The Paul Bley Quintet, med Ornette, Don Cherry, Charlie Haden, Billy Higgins og så Bley. Her er dels en fantastisk udgave af How Deep Is the Ocean, spillet i langsomt balladetempo, med Cherry på vaklende skyvandring, og så en et halvt kor lang opspændt linie af en solo ved Paul Bley, en af de få soloer, jeg har transkriberet.Og så er der Ornettes utrolige solo på The Blessing. Én lang fortælling, helt fri, men stadig med forbindelse til akkorderne, myldrende af idéer, et helt katalog over klanglige og teksturalle muligheder. Som han spiller hér, og som Bley spiller på How Deep is the Ocean (og på den legendariske “All the Things You Are” på Rollinspladen “Sonny Meets Hawk”), og som Konitz siden 60’erne, er hvad jeg sigter efter som improvisa-tor. At kunne spinde lange, sammenhængende melo-diske linier, der spænder akkorderne og takterne til bristepunktet.

Mingus

“The Shoes of the Fishermans Wife are Some Jive Ass Slippers” på “Let My Children Hear Music”

Den kompromisløse komponist, orkesterleder og musiker Mingus har, så længe jeg kan huske, stået for mig som et ideal i sin totale dedikation til musikken.Stort set alle Mingus’ studieindspilninger og den fan-tastiske liveoptagelse “Mingus at Monterey”, er guld hver. Den jeg vil anbefale her, “Let My Children Hear Music” er et storværk, et fantastisk ambitiøst projekt, med musik for stort orkester og et utal af involverede orkestratorer og musikere. Den rummer bl.a. den uen-deligt smukke (men ejendommeligt betitlede) “The Shoes.....” for stort orkester (arrangeret af Sy Johnson), med bl.a. en lysende Charles McPherson på altsax.Mingus’ mange teksture, skiftende tempi, tykke blues lyd, inspiration fra klassisk europæisk musik og mange bevæglige dissonerende stemmer, og hele den blod og sved og liv og død, - stemning der er i hans musik, bliver ved at smitte af på min musik.Her er hans omfattende liner-notes (et helt essay) til “Let My Children Hear Music”, hvor han skriver om at være en jazzkomponist. Han blev

Grammy-nomineret for noterne ! (men ikke for musikken).

http://mingusmingusmingus.com/Mingus/what_is_a_jazz_composer.html

Clifford Jordan

“These Are My Roots”

En gang i 80‘erne fik jeg et kassettebånd af bartend-eren på Foyerscenen i Huset i Magstræde med denne dejlige Jordan-indspilning, “These Are My Roots”, hvor Jordan tager en række sange associeret med folk/blues legenden Leadbelly under kærlig behandling. Det er vidunderligt levende og skramlende musik, med skiftende antal blæsere, sommetider banjo, sanger-inde, og en topmotiveret rytmegruppe, og de simple gamle sange, små boullionterninger af musik, danner solidt fundament for fuldstændigt gnistrende spil af solisterne, faktisk minder den mig på mange måder om den nedenfor nævnte “Complete Communion”.Inspireret af denne indspilning, begyndte jeg at lytte til Leadbelly selv, og gav siden mit eget bud på hans sange med albummet “Belly-up, Fredrik Lundin Overdrive Plays the music of Leadbelly”.

Miles/Gil Evans

“Falling Water” fra “Miles Davis/Gil Evans The Com-plete Columbia Studio Recordings”

Gil Evans er den største arrangør inden for jazzen, punktum ! Og på denne meget lidt kendte optagelse fra ’68, der første gang blev udgivet på et bokssæt med alle Miles/Gil Evans-indspilningerne, inklusive hidtil u-udgivet materiale, som f.eks. musikken til teater-forestillingen “Song of the Barracudas”. Helt unik er “Falling Water”, et fantastisk ekspressionistisk klang-maleri. Tænk hvis Miles og Gil havde fortsat ud af den linie !

Fredrik Lundin

Don Cherry/Gato Barbieri

“Complete Communion”

“Complete Communion” er en af de største jazzudgiv-elser i ’60‘erne !Musikken er på den ene side helt tight og helt super ekspressivt åben. Don og Gato flintrer i fuldt firspring fra tema til tema i den suiteformede musik. Soloerne er korte og koncise trods al vildskaben. Temaerne er klare kald, og Blackwell og Henry Grimes har aldrig været bedre.Musikken her inspirerede mig direkte til titelsuiten på mit sextet-album fra 1987, “The Cycle”.

Lars Gullin

“Darn That Dream” på “1959-60 vol 4 Stockholm Street”

Er man skandinav, er man forpligtet til at kende til Lars Gullins musik !Ingen har som Johansson, Garbarek og Gullin, fået jazz til at klinge udemonstrativt skandinavisk. Sam-tidig er Lars Gullin, sammen med Mulligan, Cecil Payne, Serge Chaloff og Harry Carney blandt de meget få, der har kunnet få en barytonsaxofon til at lyde ordentligt, og Gullin er ydermere, som improvisa-tor, klasser over amerikanerne.Hans egen musik har umiskendeligt farve af den svenske folketone, men noget af det aller mest impo-nerende stykke fortolkningskunst, jeg kender til, er denne udgave af “Darn That Dream” fra albummet Lars Gullin 59/60”, siden udgivet som “1959-60 Vol 4 Stockholm Street” på Dragon. Det er så overlegen en linieføring, at jeg ikke kan komme i tanke om nogen flottere og mere gribende version.

Lee Konitz

“The Daffodil’s Smile”

Konitz er den aller mest kompromisløse nulevende jazzkunstner ! Aldrig kommer der en uovervejet tone fra ham, mere og mere intenst nærværende for hvert år der går (og nu er han snart 75) - han er den overligger, jeg altid forsøger at holde mig for øje.Her er et par mindre kendte indspilninger, den meget fine og vellykkede thirdstream-agtige “An Image”, siden genudgivet som “The Daffodil’s Smile”, med virkeligt velskreven musik, der integrerer strygekvartet og jazzkvartet sømløst. Det passer per-fekt til Konitz, og der burde være lavet meget mere af sådan noget med ham.I den under Rollins omtalte “Best of Newport”-tur, deltog også Lee konitz, der ligeledes spillede trio med NHØP og Allan Dawson. Jeg var heldig at få fat på en bootleg cd i New York tilbage i ’91 med koncerten fra Sverige, hvor Konitz spiller helt formidabelt. Fuldstændigt frit svæver han gennem All the Things og What’s New, mens NHØP og Dawson pumper løs bagved. En anden bootleg LP rummer Detour Ahead, How Deep Is the Ocean og My Melancholy Baby, også af kæmpe høj standard. Der ligger et klip på Youtube hvor de, sammen med Bill Evans, spiller “My Melancholy Baby”, også her med en lysende afklaret Konitz.

http://youtu.be/YeDAVMFhqQo.

Dette klip findes også på en Jazz Icons- DVD i Bill Evans navn.Håber at trio-tingene snart finder en legal udgiver.

Warne Marsh

“Jazz From the Eastside” og “Release Record - Send Tape”

Denne musikernes musiker er en af de mest person-lige og kompromisløse improvisatorer jazzen har set. Noget af det bedste med ham findes på “Jazz from the Eastvillage” og “Release Record-Send Tape”, hvor der er en “hjemme hos”- atmosfære, som han tydeligvis trives i. Man får ikke en fornemmelse af, at han spillede for at meddele sig til omverdenen, men simpelthen bare for at spille. Det er der ikke desto mindre kommet noget, til tider, helt utrolig musik ud af, der sætter en ufat-teligt høj standard for hvor ukonventionelt og renset for genbrug man kan spille.

Om Fredrik Lundin

Fredrik Lundin (1963) Spiller Tenor og sopran saxofon, fløjte og bassfløjte Musiker, komponist, arrangør, Kapelmester og musiklærer.Bor i københavn.

www.reverbnation.com/fredriklundinwww.reverbnation.com/offpisteguruswww.reverbnation.com/lundindanemokvintettwww.reverbnation.com/silhouettejazz

Fredrik Lundin


Min musikinteresse startede da jeg var meget lille. Den plade som startede min jazzinteresse og ændrede mit liv var Miles Davis Quintet:’ ‘Round about Midnight fra 1956


I believe in you med Talk Talk fra LP’en Spirit of eden. (Album versionen). Hvilket nummer kan få dig til at knibe en tåre?

I believe in you med Talk Talk fra LP’en Spirit of eden.


Herbie Hancock’s Hang up your hang ups


Finske tangoer skrevet af Toivo Kärki fik mine øjne op for den “finske bluesmusik”, som tangoen jo er.


Deep med GINMAN/Jimmy Jørgensen. Lyt til den :)


Slade i KB-hallen 1974 Hvad er din alltime yndlingsplade, som du kan tage frem altid?

Ellington & Coltrane.


VED (Svensk band), Killer shrimp (Engelsk), Simon Toldam Trio (Dansk).

Om Lennart Ginman:

Lennart Ginman (født 2. marts 1960) er en dansk bass-ist, komponist, musikproducer og arrangør. Han har bevæget sig imellem jazz og elektronika og har kom-poneret musik til TV og teater.

www.ginman.dk

Lennart Ginman

Hør hele Lennart Ginman’s Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/1ttBTbW4VMxYqNVUxiBF0e


Michael Jackson - Dangerous

Det var uden tvivl Michael Jacksons album fra ’91, som virkelig satte min egen personlige musikalske rejse i gang, for selvom jeg havde hørt ham op ig-ennem min barndom, så var det først med Dangerous at jeg aktivt opsøgte et album fordi jeg var interesseret i artisten. Det ville ende med at være det første al-bum i en samling der nu tæller mange, mange tusinde udgivelser. Hvilket nummer eller plade har haft den største betydning for din udvikling som artist/menneske?

Wu-Tang Clan – Enter the 36th Chamber

Jeg var ung da ”Enter the 36th Chamber” udkom, men det var uden tvivl albummet som fik mig til at tage skridtet fra den musik som jeg havde hørt i min barndom, til den musik som ville ende med at præge min ungdom og mit voksenliv. Med tiden er albummet blevet en indiskutabel klassiker, som har endt med at definere en hel generation af hip hoppere, så det er også en periode som jeg er ekstremt glad for, og som jeg føler mig meget privilegeret af at have været en del af.


Kimya Dawson – Walk Like Thunder

Jeg bliver nødt til at sende en lille hilsen til Peter Trier Aagaard (PTA), der uden tvivl er grunden til at jeg overhovedet har hørt om det her nummer. Hvis man ikke får kuldegysninger når man hører Kimya fortælle om sin overdosis og de folk som hun har mistet hen af vejen… ja, så er man rent ud sagt slet ikke værdig til at høre dette fantastiske nummer.


Jacques Brel – Ne Me Quitte Pas

Jacques Brel har en helt fantastisk evne til at formidle en given følelse, ikke mindst gennem sine tekster. Han har efterhånden en masse numre som kan give selv den hårdeste mand en massiv klump i halsen – særligt numre som ”Les Vieux” (De Gamle) eller ”Voir Un Ami Pleurer” (At Se En Ven Græde). Det er dog uden tvivl det legendariske ”Ne Me Quitte Pas” (Forlad Mig Ikke), som rammer hårdest, hvis man nogensinde har stået i en situation hvor man har været ved at miste nogen. Hvilket nummer kan så tilgengæld få dig til at nikke med nakken eller benene?

Nas – New York State of Mind

”New York State of Mind” er for mit vedkommende, ét af de absolut bedste hip hop numre der nogensinde er lavet. Men en massiv DJ Premier produktion, kan det få selv Stephen Hawking til at nikke med nakken. Hvilket nummer eller plade har fået dig til at søge tilbage i musikhistorien eller ind i en genre, som du ikke havde dyr-ket før?

Nina Simone ”Black Is The Colour of My True Loves Hair” & David Ruffin ”Statue of A Fool”

Jeg kan ikke umiddelbart pin-pointe én decideret plade som har fået mig til at søge tilbage eller dykke ned i en ny genre, jeg kan derimod sige at David Ruf-fin og i særdeleshed Nina Simone, har fået mig til at dykke intensivt ned i henholdsvis Motown eraen og det omfattende repertoire af store kvindelige jazz vokalister.http://youtu.be/QFk4BnvDTSc

Spol Op


Murs & 9th Wonder – 3:16

Ganske enkelt fordi det er et ekstremt kompakt al-bum, hvor alle produktionerne giver mening og passer i perfekt samspil med rapperen. Og så har jeg hoved-sageligt valgt det, fordi det er en overset perle. Hvilken koncert har gjort størst indtryk på dig?

Nas @ Vega 2003

Jeg har måske oplevet mange koncerter som var bedre, men personligt er Nas en af mine absolut største helte

og netop denne første koncert på Dansk jord, vil stadig fremstå som en af de absolut mest mindeværdige for mit vedkommende. Hvad er din all-time yndlingsplade, som du kan tage frem altid?

Cormega – The Realness

Det er egentlig nærmest umuligt at give ét entydigt svar til dette spørgsmål, for faktum er, at jeg nok nærmere har 50 albums, der er mine all-time yndlings, som jeg altid kan tage frem. At valget så er faldet på Cormega’s oversete klassiker, skyldes alene en hel del affektionsværdi i forhold til en helt specifik periode i mit liv.

10. Til sidst, hvilke nye kunstnere kan du anbefale, at vi andre lytter til?

Freddie Gibbs hvis man vil høre hvordan ordentlig gangsterrap lyder i 2012

Mr. Muthafuckin eXquire hvis man vil høre hvordan 90erne lyder i 2012

Action Bronson hvis man vil høre hvordan alt rap burde lyde i 2012

Danny Brown hvis man vil høre hvordan Detroit lyder i 2012

Kendrick Lamar hvis man vil høre hvordan vestkysten lyder i 2012

Maffew Ragazino hvis man vil hvordan østkysten lyder i 2012

Om Spol Op:

Spol Op er navnet på en af Danmarks største hiphop-blogs. Her finder du anmeldelser, meninger, anbefalin-ger og ny musik. Bloggen er bestyret at den anonyme TBA.

http://www.spolop.comhttp://www.spolopdate.comhttp://www.spolopcast.comhttp://www.twitter.com/spolopblog

Spol OpOm Benjamin koppel:

Saxofonist, komponist, forfatter og direktør for musikvirksomheden Cowbell Music, der udgiver musik, booker koncerter og foredrag samt afholder de to årlige festivaler ‘Valby Vinter Jazz’ og ‘Valby Summer Jazz’ –

www.benjaminkoppel.dk

Hør hele Spol Op’s Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/3aAjWrJVJgYyoEdoMtSZBK


Noget af det første jeg kan huske jeg virkelig trippede på var The Band/Music from Big Pink, Staple Sing-ers/Why (am I treated so bad)? og Igor Stravinsky’s Ildfuglen-suite.


Sonny Rollins/Saxophone Colossus


They won’t go when I go/Stevie Wonder (fra Fullfill-ingness First Finale)


Coriolan-ouverture af Beethoven (i indspilning med Berlinerne dirigeret af Wilhelm Furtwängler)


School Days med Aretha Franklin


Nusrat Fateh Ali Khan Live at Royal Albert Hall


Michael Jackson Thriller - kort og godt et mesterværk uden lige.


Torsdagskoncert med Radiosymfoniorkestret, der opførte Olivier Messiaen’s Turangalila-symfoni


Getz/Gilberto


Uri Caine, Ingrid Michaelson, Sufjan Stevens, Malk de Koijn, Wafande

Benjamin KoppelOm Benjamin koppel:

Saxofonist, komponist, forfatter og direktør for musikvirksomheden Cowbell Music, der udgiver musik, booker koncerter og foredrag samt afholder de to årlige festivaler ‘Valby Vinter Jazz’ og ‘Valby Summer Jazz’ –

www.benjaminkoppel.dk

Hør hele Benjamin Koppel’s Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/62m4TthbM7fz7UGAFT4D5y


Vores hjem var altid fyldt med musik, så jeg er ikke helt sikker, men jeg husker at jeg syntes The Beatles, The Rolling Stones og B.B. King var særdeles spæn-dende. “She Loves You” med The Beatles var jo meget nem at synge med i… Dog er det er ikke noget jeg stadigvæk lytter til.


Meget svært spørgsmål, fordi jeg synes det er nem-mere at se sit liv og musikalitet i perioder, det vil sige at mange forskellige numre og plader har haft den største betydning for forskellige perioders udvikling.Men siden at jeg fik en el-spade, forstærker og Yngwie Malmsteen-pladen “Eclipse” i julegave når jeg var syv år gammel, og i bagjulen “OU812” med Van Halen, har jeg egentlig ikke tænkt noget andet end at mit liv skulle leves som musiker.

Hvilket nummer kan give dig kuldegys-ninger

Jeg kunne skrive så utrolig mange sange som svar på dette spørgsmål, men et nummer der stadigvæk fun-gerer for mig er “Non-Brewed Condiment” af Allan Holdsworth fra pladen “Atavachron”. Han spiller på en “synthaxe”, en slags breathcontrolled guitar. Hans valg af toner over harmonierne på solo-delen (f.eks fra 2.08) giver mig kuldegysninger og får alle hår på mine arme at stå.


Igen, mange numre. Men det sidste der fik mig at gøre det var “Nothing Is What It Seems” af det amerikanske emo/metal-band Saosin. Det er et nummer der bare spiller på samme følelse-strenge som amerikanske

film. En fantastisk dramaturgi.


Jeg synes forskellige slags musik svinger på forskellige måder, så jeg vil gerne give tre eksempler: Igor Stravinsky fra “Le Sacre du Printemps”: “The Sacrifice - Sacrificial Dance (The Chosen One)”Van Halen: “Outta Space”Cannonball Adderley w/ John Coltrane: “Wabash”Toto: “Pamela”Alt dette får min fod at trampe hårdt!

Hvilket nummer eller plade har fået dig at søge tilbage i musikhistorien eller ind i en genre, som du ikke havde dyr-ket før?

Pladen “Time In Place” med Mike Stern var den plade der fik mig til at søge tilbage i jazzhistorien og finde utrolig meget god musik, og den rejse har haft sindssygt stor betydning for hvordan jeg spiller og opfatter musik idag.


“The Way Up” med Pat Metheny Group er en plaid som skal nydes som en helhedsoplevelse, fra start til slut. En sang, opdelt i fire, over en time lang. Den komposition/arrangering/produktion er noget helt fantastisk. Jeg elsker at lytte til velproduceret pop og rock og f.eks Katy Perry’s “Teenage Dream” lyder helt vildt fedt.


Carl Mörner Ringström

Van Halen i København når jeg var 9 år 1993, Toto i Halmstad, Sverige 1995 og The Brecker Brothers Acoustic Band 2001.


Igen findes der jo så mange… Det bliver nødt til at blive treVan Halen: “Fair Warning”Allan Holdsworth: “The Sixteen Men Of Tain”Kurt Rosenwinkel: “Deep Song”


Jeg vil gerne nævne min ven og co-conspirator Kris-wontwo, en fremragende producer. Lasse Ehn er en god ven som lige har lavet hans første plade som er superfed. Marius Neset er en anden god ven til mig, hans plade “Golden Xplosion” är fantastisk.

Om Carl Mörner Ringström:

Guitarist og sangskriver. Har spillet på tour og i studiet for blandt andre Malene Mortensen, Lasse Ehn og Kriswontwo.

http://www.soundcloud.com/carl-mornerhttp://www.youtube.com/carlmornerr

Hør hele Carl Mörner Ringström’s Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/0Yv1MFFhGQyGeVUCRYbMm9


Mit svar er så utrolig forudsigeligt, men hvad skal jeg gøre: Sgt. Pepper med The Beatles http://youtu.be/YKIKmU1Tc5g . Jeg var seks-syv år og en lille, spin-kel og umådelig videbegærlig dreng. Jeg ville opdage verden, og det gjorde jeg ikke mindst gennem min fars grammofonplader, hvoraf en meget lille samling var med The Beatles og Simon & Garfunkel. I min seneste bog ‘Jeg lytter, altså er jeg’ beskriver jeg på de første sider netop dette album sådan som jeg mener at erin-dre at jeg oplevede det som lille dreng, siddende foran min fars magiske B&O-anlæg med de alt for store hovedtelefoner på. Og de særlige ritualer der følger med pladelytning skulle blive nogle, jeg meget tidligt lærte mig - og lærte at sætte pris på.


Jeg så for nylig en dvd-dokumentar om Lemmy fra Motörhead, hvor han siger at den musik man møder som teenager er den der sætter sig stærkest. Det er næsten sørgeligt at det er så sandt. For hvem ville ikke gerne have mindst lige så intense musikoplevelser i voksenårene med ny musik? Men det gælder nok også for mig. Så de albums der har betydet mest for mig er dem jeg som teenager gravede frem på musik-biblioteket og i byens gode pladebutik. Det ene hører jeg netop nu, mens jeg sidder her og nedfælder dette svar, og jeg bliver så glad af det. Det er U2’s andet album, ‘October’. I min verden det bedste album de nogensinde har lavet, selvom jeg sagtens kan høre at deres sangskrivning endnu ikke var helt udviklet, ligesom deres virkemidler heller ikke var det. Men det er et album drevet af en helt speciel spiritualitet, samtidig med at det er så smukt og drømmende. Der er højere til loftet her end i næsten al andet jeg hørte i de år. Men jeg må nok også balancere tingene lidt ved at nævne et par andre albums: King Crimsons ‘Dis-cipline’, Robert Fripps besynderlige ‘Let The Power Fall’, Marillions ‘Script For A Jester’s Tear’ og alt med Led Zeppelin og The Police, som jeg også rådyrkede i

mine teenageår.Hvilket nummer kan give dig kuldegys-ninger?

Jeg vil nævne Emmylou Harris ‘Where Will I Be’ fra det Daniel Lanois-producerede album ‘Wrecking Ball’. Det er sårbart på en måde så det gør ondt hver gang jeg hører det. Alene den måde bassen kommer tum-lende ind i nummeret ... Men bagefter er jeg altid glad. Et nyere bud er helt klart Bloc Party-numrene ‘I Still Remember’ og ‘Kreuzberg’.


Der er meget, men det er altid musik der formår at vise så meget af sig selv frem at noget i mig bliver over-vældet, uden at jeg føler mig intimideret. I studiet har jeg prøvet det, og jeg har endda prøvet det til enkelte ibens-koncerter i gamle dage - af lutter bevægelse over at publikum levede sig så meget ind i vores musik. Altid var det uventet. Det var det også senest det skete for mig for kort tid siden til en solokoncert med Joan As Police Woman på VEGA. Jeg var ikke specielt emo-tionelt revet med af hendes i øvrigt meget fine kon-cert. Men pludselig spillede hun en ballade som gjorde noget ved mig ... heldigvis var der ingen der så det!


Serge Gainsbourgs ‘Requiem pour un c...”.er et sådan nummer. Og så er der alt muligt andet jeg kan tænke på. Mon nogen stadig husker mini-klassikeren ‘Oozing Emotion’ med The Chap? Min ven Ralf Christensen spillede det til en nytårsfest engang hos ham - og det blev ligesom hængende i ørerne og benene ...


Henrik Marstal

Jeg tror at Gorillaz’ album ‘Plastic Beach’ er et godt eksempel. Der er ikke meget ved det album jeg egen-tlig har noget nært forhold til, men fordi det var Da-mon Albarn måtte jeg høre det - og fandt ud af at det hele hang utrolig godt sammen. Meget overbevisende album, som fik mig til at gå lidt videre ind i den form for elektronisk musik. Jeg kan også nævne den estiske komponist Arvo Pärt, hvis enkle, stærke musik på albummet ‘Tabula rasa’ førte mig ind i hele den østeur-opæiske samtidsmusik med Henryk Górecki, Valentin Silvestrov og så mange andre. Jeg skrev senere en bog som Arvo Pärt, som kom til at hedde ‘Længslen efter de hvide tangenter’. Ordene stammer fra et interview Pärt gav om hvorfor han komponerede som han gjorde.


Sådan noget er meget unfair at spørge om! Igen: Der er så meget! Men jeg vil fremhæve Bob Ezrin, der producerede både Lou Reeds ‘Berlin’ og Pink Floyds ‘The Wall’. Fra ham har jeg som pro-ducer lært meget om stemninger og om at insistere på at nummeret og ikke artisten selv må være i centrum. Det er bolden, ikke manden det handler om - og heldigvis forstår gode kunstnere altid det rent instink-tivt. Og så må jeg jo nævne Kate Bush’s ‘Hounds Of Love’, hvor hun som producer leverer et så mesterligt arbejde at man næsten ikke forstår det. Det har altid mindet mig om de forfattere, der uden at nogen ved hvordan skriver 900 sider om livets mening og endda selv ubesværet overlever processen, mens læserne omkring dem er ved at dø af erkendelse. På det album viser Kate Bush at atmosfære og ikke attitude er alt. Og så er albummet fyldt med lyde af stemmer - for eksempel arketyperne af de stemmer fra mennesker, der gennem ens liv har vækket én - ens mor, ens kam-

merat, ens kæreste, ens bedstemor, ens nye kæreste. Og jeg kunne måske også nævne Nick Launeys arbe-jde med Grindermans selvbetitlede debutalbum. Det er råt, tribalt, utrolig grimt og konstant legende - og meget, meget nærværende. Kate Bush var et geni al-lerede da hun var 14, og hun er det stadigvæk.


Da jeg var 15 år var jeg på Roskilde Festival. Mere barn end teenager, med et komplet manglende kend-skab til rusmidler eller det modsatte køn, men med en stærk, stærk trang til at opleve noget der var en million gange større end mig selv og min monotone provinsverden. Min åndelige trang var enorm, og jeg havde en fornemmelse af at der kunne ske noget her,

Hør hele Henrik Marstal’s Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/2238mBtOcCqinBRKhQhwyg

hvor jeg for første gang skulle til koncerter med uden-landske bands. Det skete i andet forsøg fredag først på aftenen, efter at et nu glemt tysk band havde pumpet liv i publikum: U2 spillede, og jeg blev suget ind i en spirituel spiral jeg ikke er sikker på jeg nogen sinde er kommet ud af igen. I bogen ‘U2: Pop og passion’, hvor forskellige danskere fortæller om deres forhold til U2, har jeg beskrevet koncertoplevelsen mere indgående. På en måde er det den største oplevelse jeg har haft i mit liv, og jeg er meget glad for at det var en oplevelse med musik. Den oplevelse er som en helligdom jeg lige siden har kunnet hente inspiration fra.


Ja, altså, nu må jeg sætte foden ned og sige: Nej, det spørgsmål gælder ikke! Der er mange, virkelig mange - og mange, som bliver stående, selvom nye kommer til.


Ja, men så vil jeg blot nævne The War On Drugs fra USA og helt ubeskedent danske Penny Police, hvis debutalbum ‘The Broken, The Beggar, The Thief’ jeg har produceret. Hvis man forestiller sig Marie Frank møde Agnes Obel i et rum hvor der bliver spillet drøm-mende, ambient electronica har man måske en idé om hvad det kunne være jeg taler om. Penny Police er en fantastisk sanger, en fantastisk sangskriver og begavet med en dedikation jeg sjældent har set. Hun bliver til noget, helt uden min eller nogen andens hjælp.

Om Henrik Marstal:

Henrik Marstal er musiker, producer og blogger. Han er aktuel som producer med Penny Polices debutal-bum ‘The Broken, The Beggar, The Thief’ der udkom sidst i marts.

http://www.henrikmarstal.dk/

Henrik Marstal

Om Kresten Osgood:

Kresten Osgood (1976) er en dansk musiker. Han spiller trommer og har gjort det med adskillige inter-nationalt kendte musikere i ligeså adskillige konstel-lationer på tværs af de fleste genrer.

http://www.osgood.funky.dk/

Kresten Osgood

Om Kresten Osgood:

Kresten Osgood (1976) er en dansk musiker. Han spiller trommer og har gjort det med adskillige inter-nationalt kendte musikere i ligeså adskillige konstel-lationer på tværs af de fleste genrer.

http://www.osgood.funky.dk/

Hør hele Kresten Osgood’s Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/15hEbZqeRQ6mXZqH86t8gw


Mine forældre spillede Jerry Lee Lewis og Dire Straits plader for mig siden jeg blev født og vi dansede rundt til Great Balls of Fire så snart jeg kunne gå! Jeg er sik-ker på det startede noget..


Cocoon fra Bjørks Vespertine, enkelheden i det num-mer fik mig til at indse hvor meget, lidt kan gøre. Jeg lytter egentlig slet ikke til Bjørk længere pga total overdosis af hendes fraseringer, men jeg kan nok ikke komme uden om hende. Thomas Knak, som var med til at skrive nummeret, er i langt højere grad min inspi-rationskilde nu. Trentemøllers Last Resort plade satte mig for alvor igang med at lave elektronisk musik, hvor jeg før mest lavede små Tina Dickowske sange.. tak til Trentmøller :)


For nyligt er jeg begyndt at lytte meget til Wildbirds and Peacedrums og deres sang Peeling off the Layers giver mig virkelig kuldegysninger fordi forsangeren har sådan en intens stemme.Bob Dylan rammer mig tilgengæld igen og igen med hans sindsyge tekster. En god tekst rammer mig ofte meget hårdede end en god stemme. Hans nummer Moonshiner f.eks. er sindsygt smuk lyrik!Radioheads Videotape er også ret vildt fordi det er så tørt indspillet, så det føles som om Thom Yorke sidder og visker dig i øret. -Hvem ville ikke få kuldegysninger af det?


Byen driver af under byen, lytter til den nu og græder lidt… eller hele Sigur Ros () album, men det lytter jeg

sjældent til fordi jeg bliver så trist af det.


Robyn’s Cobra style eller The Ting Tings Thats not my name, eller stort set alt fra Justin Timberlakes Justified album.


Samamidon lavede pladen All is well med nye version-er af gamle traditionelle amerikanske folkesange, som fik mig til at prøve at finde originalerne. Det samme skete med O Brother Where Art Thou soundtracket.


James Blakes plade slog fuldstændig benene væk under mig, fordi den var så simpel. Den satte virkelig tankerne igang ifht hvad der er en god produktion. Der er rigtig meget støj der bare ligger og summer på numrene og editsne er virkelig skarpe. Den er god inspiration til at perfekthed ikke nødvendigvis er det fedeste i verden.


James Blakes koncert på lille vega i 2011.


Jeg er lidt skizofren med min musiksmag, nogen gange har jeg lyst til at høre elektronika og andre gange folk,

Soffie Viemose

så jeg kan altså kun begrænse mig til en top 5:

1. Thom Yorke - Eraser 2, Baths - Cerulean,3. Bob Dylan - The freewheeling Bob Dylan 4. Apparat - Duplex 5. CV Jørgensen - Fraklip fra det fjerne


Jeg er vildt dårlig til at være i forkøbet på den måde, jeg hører meget sjælent radio, så det tager sin tid før ny musik rammer mine øre. Men den nyeste jeg kan anbefale er Asbjørn, hans debut album udkommer i april, men jeg har været heldig at få et sniglyt og det er virkelig læk-ker og smuk popmusik og jeg glæder mig til at få hans album i hænderne og ørerne! Og ellers kan jeg varmt anbefale semi-nye (ja ok, fra 2010… jeg er langsom!) Wildbirds and Peacedrums. og alle de andre kunstnere jeg har nævnt her.

Om Soffie Viemose:

Soffie Viemose er en Dansk electronika sanger, producer og sangskriver. Hun skaber skrøbelig, men overvældende, melankolsk elektronika.

www.facebook.com/soffieviemosewww.polarrecords.dk

Hør hele Soffie Viemose’s Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/2g8NC1ER2cEZDdCwWrmcrq


Jeg var ikke særlig gammel da jeg begyndte at sidde klar med record-knappen på mit lillebitte stereoan-læg og hørte specialprogrammerne på P3 hver aften og optog de bedste numre. Jeg nåede at opbygge en pladesamling på 2 skiver, George Michael og Pet Shop Boys, da Danmarks første radioprogram dedikeret til rap, “Mandags Hiphop”, startede og blæste mig væk. Jeg ritualafbrændte de to plader og ville starte på en frisk og KUN have rap stående. Min minimale hjemby Gram fik nøjagtig samtidig en brugtpladebutik, og der fandt jeg “The Message” med Grandmaster Flash.


Da jeg et kvartals tid efter at jeg var faldet på røven over “Mandags Hiphop” fandt ud af man rent faktisk kunne rappe på dansk og at der fandtes nogen der hed MC Einar der rent faktisk have lavet en hel grammo-fonplade fuld af det, begyndte jeg straks selv at skrive tekster. I min meget selektive hukommelse husker jeg det som at det var samme døgn som jeg så MC Einar live på Barbue (i øvrigt som gæst hos Flopstarz til Sjællandsmesterskaberne i DJ-mix!) at jeg skrev min egen første tekst. Så det korte svar på dit spørgsmål er “Den Nye Stil” med MC Einar.


Jamen det er der alle højtidelige numre - også de corny, som f.eks. Robin Hood eller Dick Turpin temaerne fra min barndoms TV. Alt med horn og/eller strygere kan potentielt gå i ståpelsen, også når det ikke er god smag. Eller gamle danske viser og salmer. “I skovens dybe stille ro”, for eksempel. Det ville jeg have spyttet på og grinet af som teenager, men det har ændret sig fuldstændig. Det er sådan noget ur-musik man kun møder i bestemte sociale sammenhænge, og det får mine danske rødder til at rejse sig på en meget smuk

måde. Og så er der tusind eksempler på numre inden-for mine “egne genrer”, men på dén måde handler alle dine andre spørgsmål jo om kuldegysninger!


Jeg har for nyligt fundet Kimya Dawson, som jeg bare connecter med på en næsten uhyggelig intim måde. Hun gør alting forkert, det er ikke vokalteknisk bedre end en gennemsnitlig børnehavepæda-gogs sangleg, men hun har en sang-skrivning og en ærlighed der er unik og gennem-rørende . Det første nummer jeg hørte med hende er den ti minutter lange og egentlig vildt ensformige rundesang der hed-der

Per Vers

“Walk Like Thunder”. Men det der rå og u-kunstlede spiller eminemt op imod teksten, der helt hverdag-sagtigt fortæller om venner hun har mistet. Der måtte jeg sgu tørre øjnene, for det var et stykke levet liv der gik lige ind.

Hvilket nummer kan så tilgengæld få dig til at nikke med nakken eller

benene?

Hmmm, jeg kan ikke lige huske hvornår jeg sidst

har nikket med benene. Men mine nakke-

muskler har jo altid reageret instink-

tivt på den klassiske

“boom bap”

hip-hop, der har fået sit navn efter den kraftfulde lyd af hhv. stortromme og lilletromme, der er designet til det. Men i 2012 kommer den effekt mest kraftigt i dubstep og det der ligner...når beatet sparker ind i Skrillex’ “First Of The Year”, så er rygsøjlen ved at ryste sig løs fra resten af kroppen....!


Jeg har altid været meget fascineret af sample-kulturen, og det var rappens brug af brudstykker fra den afro-amerikanske musikhistorie der fik mig til at dykke dybt i jazz, funk og soul, som jeg i dag elsker lige så højt som rap. Hver gang et nyt track kom frem, gik der sport i at lure hvor basgangen eller riffet var nakket fra. En nørd-undergenre, der aldrig bliver det samme efter at whosampled.com og lignende sider har katalogiseret det hele for os. Jeg havde mange plader som jeg aldrig ville gide høre i fuld længde, men som var seje at have stående fordi der var tre sekunders obo på som Pete Rock havde loopet.


Jeg har altid elsket det storslåede og det skramlede, to ting der sjældent kan finde ud af at mødes. Men det man eksperimenterede, jammede, blødte og røg sig frem til på de store album-visioner i de sene 60‘ere og tidlige 70‘ere er for mig det der kommer tættest på, og de er nok så magiske for mig fordi der er en masse analog magi og band-lyd om jeg simpelthen ikke kan regne ud hvordan er opnået. Så pop, rock og soul fra

dén periode bliver ved at fucke med mit hoved....


Rap-wise er det Pharaohe Monch eller Atmosphere. Ellers går den til Zap Mama eller Prince.


Main Source “Breaking Atoms”, DJ Shadow “Endtro-ducing”, Donny Hathaway “Live”, Masta Ace “Slaughtahouse”, Devin The Dude “Just Tryin Ta Live”, Black Sheep “A Wolf In Sheep’s Clothing”, Cornelis Wreeswijk “Poem, Ballader Och Lite Blues”, Jungle Brothers “Done By The Forces Of Nature”, Run-D.M.C. “Raising Hell”, Looptroop “The Strug-gle Continues”, Stevie Wonder “Songs In The Key Of Life”, James Brown “The Payback”, Kim Larsen “Midt Om Natten”, Leaders Of The New School “T.I.M.E.”, A Tribe Called Quest “Midnight Marauders”, Ultramag-netic MC’s “Critial Beatdown”, NWA “Straight Outta Compton”, Reflection Eternal “Train Of Thought”, Bob Marley “Live (1975)”, Mos Def “Black On Both Sides”, Kool & The Gang “Kool & The Gang”, Leonard Cohen “Ten New Songs”, Roy Ayers “He’s Coming”, Ice-T “O.G. Original Gangster”, Simon & Garfunkel “Bridge Over Troubled Water”, Sly & The Family Stone “Stand!”, De La Soul “Buhloone Mindstate”, Kraftwerk “Mensch/Maschine”, Miles Davis “Bitches Brew”, Gang Starr “Moment Of Truth” og Roots “Things Fall Apart”.

Når du nu insisterer på jeg kun må nævne een.

Til sidst, hvilke nye kunstnere kan du anbefale, at vi andre lytter til? Robert Glaspers nye album “Black Radio” er den skive jeg er mest på røven over lige nu. Som han har udtalt: “I’ve gotten bored with jazz to the point where I wouldn’t mind something bad happening. Slapping hurts, but at some point it’ll wake you up. I feel like jazz needs a big-ass slap.”

Om Per Vers:

Per Uldal (1976 ), bedre kendt under kunstnernavnet Per Vers eller blot Per V, er en dansk rapkunstner. Han har været del af grupperne Sund Fornuft og Kinski, men er nok bedst for hans solokarriere. Han er en af Danmarks ypperste indenfor freestyle-rap. Han udgav sidste år en af de bedst anmeldte danske hiphopplader “EGO”

www.per.tv

Per Vers

Hør hele Per Vers’ Playliste her:http://open.spotify.com/user/113180657/playlist/6F9l4zWClNYMA1QJlpS3DU

Documents

Information/Inspiration nr.1