K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T

Kandidatspeciale

Cæcilie Kronborg Olsen og Sofie Nørgård Nielsen

Deltagelse, indlevelse og interesse

- Hvordan skabes engagerende museumsformidling på danske

kulturhistoriske

kulturhistoriske museer

Vejleder: Lennart Björneborn

Afleveret den: 22/09/2015

1

Institutnavn: Det Informationsvidenskabelige Akademi, Københavns Universitet

Forfattere: Cæcilie Kronborg Olsen og Sofie Nørgård Nielsen Titel og evt. undertitel: Deltagelse, indlevelse og interesse – Hvordan skabes

engagerende museumsformidling på danske kulturhistoriske museer

Title / Subtitle: Participation, empathy and interest – How engaging museum

communication is created in Danish cultural history museums Vejleder: Lennart Björneborn Afleveret den: 22. september 2015 Ordoptælling: 245.394 anslag / 102,2 normalsider

Alle billeder og tabeller er taget/lavet af os medmindre der står andet.

Forsidebilledet består af egne billeder samt billeder fra copenhagen.dk,

magasinetkunst.dk, aok.dk og af Lars Bertelsen fra aarskov.com, som optræder senere i

specialet.

2

Abstract

During the last decade the museums have experienced a paradigm shift where their focus

has turned from conveying collections to providing their users with a fulfilling museum

experience. In connection to this many museums use the term engagement when

describing their exhibitions. In this thesis we wanted to examine this term, and how

engagement is seen in Danish cultural history museums. In order to do this we chose the

newly built Moesgaard Museum, just outside Aarhus, and the Museum of Copenhagen

(Københavns Museum) as our case studies, and studied them through interviews with

users of the museums and an employee from each museum. Our goal with this study was

to introduce a number of guidelines to be used in the making of an engaging museum

exhibit.

In our analysis of the exhibitions at the two museums, we found that they communicated to

their users in different ways. The most obvious difference is in layout and design of the

exhibitions. At Moesgaard Museum they focused on designing for people in the scale of

1:1 and use light and sound effects to create an atmosphere of the past which is the general

theme of the museum. The authentic objects only play a minor role in the overall story that

they are trying to tell. At the Museum of Copenhagen they have a more traditional

approach to the exhibits as the authentic objects play a leading role in communicating the

history and the future of Copenhagen. Another difference we have noticed through our

interviews with users at the two museums is the type of interest initiated by the object

displays. At Moesgaard Museum they arouse a situational interest in their users by making

use of dramatised spaces that speak to the senses and create an immediate understanding.

At the Museum of Copenhagen the users are engaged by their relational interest because

the objects are recognisable and therefore easy to relate to. In the light of this we see that it

is important to present the museum objects in a context that the users can relate to, through

their prior knowledge and everyday experience.

A crucial finding in this thesis is the fact that participation not only exist when users are

actively engaged, it can also take place when the users are passive but feel like they are

participating as part of an event.

Our findings is summarised in 9 guidelines which are presented at the end of this thesis.

3

Indholdsfortegnelse

1. Indledning .................................................................................................................................... 5

2. Problemformulering ................................................................................................................... 7

3. Metodeovervejelser .................................................................................................................... 7

3.1 Hvordan besvares problemformuleringen? ....................................................................... 7

3.2 Begrundelse for valg af museerne ..................................................................................... 8

3.3 Ændringer i problemformuleringen ................................................................................. 10

3.4 Interview .............................................................................................................................. 10

3.4.1 Interview med museumsmedarbejder ..................................................................... 11

3.4.2 Interview med brugere ............................................................................................... 12

3.5 Specialets opbygning .......................................................................................................... 14

4. Engagement - et flydende begreb ......................................................................................... 15

4.1 Motivation ............................................................................................................................ 15

4.2 Skabe forbindelse mellem de besøgendes hverdag og museers viden ...................... 17

4.3 Engagement som en proces .............................................................................................. 21

4.4 Drivers of engagement ....................................................................................................... 24

4.5 Brugerinddragelse ............................................................................................................... 28

5. Analyse ....................................................................................................................................... 30

5.1 Moesgaard Museum ............................................................................................................. 30

5.1.1 Moesgaard Museum - Hvordan................................................................................... 33

5.1.2 Moesgaard Museum - Resultater og analyse ........................................................... 35

5.1.2.1 Hvad kendetegner informanterne .................................................................... 36

5.1.2.2 Hvad var engagerende? ....................................................................................... 39

5.1.2.3 Hvad betyder engagement for informanterne? .............................................. 47

5.2 Københavns Museum .......................................................................................................... 57

5.2.1 Københavns Museum - Hvordan ................................................................................ 59

5.2.2 Københavns Museum - Resultater og analyse ......................................................... 61

5.2.2.1 Motivation for museumsbesøg ........................................................................... 61

5.2.2.2 Hvad fandt informanterne engagerende? ........................................................ 63

5.2.2.3 Hvad betyder engagement for informanterne? .............................................. 75

6.1 At tale til brugernes interesser ........................................................................................ 83

6.1.1 Genstande og historier ............................................................................................... 86

6.1.2 Wauw-genstande ......................................................................................................... 91

4

6.2 At tale til brugernes motivation ...................................................................................... 94

6.3 Oplevelsesøkonomi og autenticitet ................................................................................. 98

6.4 Retningslinjer for engagerende museumsformidling .................................................. 103

7. Konklusion ................................................................................................................................ 107

8. Perspektivering ....................................................................................................................... 111

Litteraturliste ............................................................................................................................... 113

Bilag 1-12

Ansvarsfordeling:

Cæcilie Kronborg Olsen har haft ansvar for analysen af Moesgaard Museum, samt

teoriafsnittene 4.3 og 4.4.

Sofie Nørgård Nielsen har haft ansvar for analysen af Københavns Museum, samt

teoriafsnittene 4.2 og 4.5.

Resten af specialet er skrevet i fællesskab.

5

1. Indledning

Igennem vores studietid har vi, især de seneste par år, begge arbejdet meget med museer

og formidling, og i den forbindelse er vi flere gange stødt på vendingen “engagerende

formidling”. Det kunne være i årsberetninger, fondsbegrundelser, eller i museernes

visioner og missioner. Vi har begge studset over dette, for hvad betyder egentlig

engagement, og hvordan sikrer man sig, at ens formidling er engagerende?

Museerne har i de sidste år gennemgået hvad man kalder et paradigmeskift eller et cultural

turn, hvor man er gået fra at have fokus på samlingen, til at have fokus på brugerne, og

formidlingen er gået fra at være hovedsageligt belærende og monologisk, til at være mere

dialogisk (Larsen & Løssing 2011, s. 177-178). Dette har gjort at museerne har måttet

sidestille sig selv med andre oplevelsesinstitutioner, som eksempelvis Tivoli og biografer,

hvorfor de er blevet en del af oplevelsesøkonomien (Skot-Hansen 2008, s.12 og 129).

Oplevelsesøkonomien handler om at man definerer kultur som produkter på et marked, der

skal konkurrere med andre produkter om forbrugernes gunst (Drotner et al. 2011, s. 17).

Det er dermed blevet vigtigt for museerne at holde fast i deres identitet som

vidensinstitutioner, og samtidig tilbyde en oplevelse, der er lige så underholdende, som

f.eks. en tur i Tivoli, for at lokke folk til at vælge at besøge museerne (Black 2007, s. 5).

Og for at gøre dette, har mange museer beskrevet deres udstilling som engagerende - for

når en udstilling er det, er det noget man vil kunne huske bagefter som en god og givende

oplevelse, præcis det, man vil have et museumsbesøg til at være.

Vi har valgt at bruge Moesgaard Museum samt Københavns Museum som cases i dette

speciale da de er to kulturhistoriske museer der prøver at engagere deres brugere på

forskellig vis. På Moesgaard, der ligger udenfor Aarhus, har de sidste år (2014) åbnet en

ny moderne udstillingsbygning der er blevet bygget, så den er en del af landskabet. Det ser

ud som om at den er gravet frem fra jorden, og allerede fra man ser museumsbygningen er

man dermed i gang med at opleve den historie museet gerne vil fortælle, om arkæologi, og

spændingen ved opdagelser (Henning Larsen Architects 2014, s. 7). Peter Balch Bertelsen,

der er udstillingsdesigner på Moesgaard Museum, fortæller om en anden måde de har

forsøgt at engagere deres brugere. I udviklingen af udstillingen har de haft fokus på at

bygge til mennesket, i en 1:1 skala, og således bruger de rummet til at skabe “naturlige”

miljøer. F.eks. går man ad en trappe eller bro op for at høre om bronzealderens forståelse

6

af himmellegemer, man går ned under overfladen for at høre om mosefund, og i

jernalderen har de simuleret en våbenofring ved at lade søjler af våben gå fra øjenhøjde, og

ned i etagen nedenunder, for at simulere en bevægelse nedad (bilag 3, s. 3, l. 4-15).

Moesgaard Museum har i 2010 lavet en 4-årsplan, hvor de beskriver at målet for

udstillingerne i det nye museum “er at kunne tilbyde udstillinger, der sætter fokus på

mennesket og den gode historie, at inddrage nye virkemidler i formidlingen og at skabe et

rum for refleksion, hvor den enkeltes egen tilværelse og samfund kan spejles med andres

liv og vilkår gennem indlevelse, interaktion, eftertænksomhed og diskussion.” (Moesgaard

Museum 2010, s. 17). Man kan således se at de i høj grad lægger vægt på formidlingen til

brugeren, og at de giver en unik fortælling om menneskets liv, der gør at de kan

konkurrere med andre oplevelsesinstitutioner, uden at sætte deres basale funktion som

vidensformidler ud af spil.

I 4-årsplanerne for Københavns Museum ses ligeledes fokuseringen på brugeren, eller i

dette tilfælde borgeren, ved at de vil reformulere museets ansvarsområde til bl.a. at

fokusere på hverdagslivet og det private, samt at være en platform for borgerne og et

vigtigt led i byens kollektive og individuelle identitetsudvikling (Københavns Bymuseum

2010, s. 2). Det ses på museet ved at de gør meget brug af outreach og borgerinddragelse,

som Jakob Parby, museumsinspektør på Københavns Museum, beskriver (bilag 8, s. 1, l.

33-39). De forsøger at inddrage den gruppe af befolkningen man normalt kalder ‘ikke-

brugere’, dvs. dem der normalt ikke bruger museer, ved at lave formidlingsprojekter hvor

man opsøger disse grupper og inddrager deres stemmer i udstillingen. Dette er ligeledes en

del af museets mål om at skabe udstillinger, som en bredere gruppe af brugere kan relatere

sig til, hvilket bliver forstærket af deres aktive udstillingspolitik, der fokuserer på temaer

frem for en kronologisk opbygning (bilag 8, s. 1, l. 25-29). Overgangen til den tematiske

opbygning stemmer overens med det nye paradigmes fokusering på formidling til

brugerne, frem for formidling af samlingen, ligesom deres fokusering på inddragelse af

borgerne passer med skiftet fra en-til-mange formidling, til mange-til-mange formidling.

På denne måde forsøger Københavns Museum at tilbyde deres brugere engagerende og

spændende oplevelser, der samtidig er forankret i museets virkeområde.

Men er museernes udstillinger nødvendigvis engagerende, fordi de tilbyder dialogisk

formidling med fokus på brugeren, der samtidig er baseret på oplevelser? Man forledes

nemt til at svare ‘ikke nødvendigvis’, og straks tårner sig et bjerg af ting som ‘det kommer

7

an på’ op. Derfor er vi kommet frem til en problemformulering der handler om hvad der

skaber en engagerende museumsoplevelse, og om man kan opstille nogle retningslinjer

man som museum kan følge for at have mulighed for at skabe engagerende oplevelser for

sine gæster.

2. Problemformulering

Vores speciale vil handle om det overordnede spørgsmål:

Hvad skal der til for at museumsformidling bliver en engagerende oplevelse?

Formålet med dette er at forsøge at give nogle provisoriske retningslinjer for hvordan man

skaber formidling der engagerer gæsterne på kulturhistoriske museer.

For at gøre dette vil vi igennem en analyse, undersøge hvilke typer af engagerende

formidling de to kulturhistoriske museer Moesgaard Museum og Københavns Museum gør

brug af.

3. Metodeovervejelser

I dette kapitel vil vi gennemgå hvordan vi har besvaret vores problemformulering, samt de

metodeovervejelser vi har gjort i forhold til valg af teori og indsamling af empiri. Til sidst

vil vi give læseren et overblik over specialet, ved at gennemgå opbygningen, og kort

beskrive de forskellige kapitlers indhold.

3.1 Hvordan besvares problemformuleringen?

I begyndelsen af processen med vores opgave, fandt vi ud af, at der er rigtig mange

forståelser af begrebet engagement. Det er en størrelse der er svær at definere, fordi det er

en følelse, der opleves og beskrives forskelligt fra person til person. Derfor har vi i

opgaven inddraget flere forskellige forskeres syn på engagement - fra Nina Simons

brugerinddragelse (Simon 2010), til Taheri et al. (2014) der skriver om engagement i

forhold til turisme - for at kunne give et så nuanceret blik på begrebet som muligt, inden

for specialets rammer. De fleste af de artikler vi har valgt at gå i dybden med handler

direkte om formidling på museer. Herudover har vi en artikel af Taheri et al. (ibid.) hvis

fokus, som nævnt, er turisme, samt en artikel af O’Brien & Toms (2008) der handler om

engagement i forbindelse med brug af teknologi. Vi vil argumentere for at disse artikler

8

også er relevante i opgavens sammenhæng, da museumsvirksomhed også omhandler

turisme, og fordi formidlingen på de fleste museer, også har en del teknologi inkorporeret.

Vi vil argumentere yderligere for brugen af disse teorier, når vi går i dybden med dem i

kapitel 4.

For at undersøge hvordan danske kulturhistoriske museer i realiteten bruger engagement i

deres udstillinger, har vi valgt at undersøge to museer - Moesgaard Museum og

Københavns Museum, hvilket begrundes yderligere i afsnit 3.2.

Dette har vi gjort ved selv at besøge og observere på museerne, samt at interviewe både

museumsgæster, og en udstillingsansvarlig fra hvert enkelt museum. Disse interviews

uddyber vi i afsnit 3.4 med et overordnet perspektiv, dvs. de ting der var ens på museerne,

samt mere specifikt i kapitel 5 under beskrivelserne af museerne, hvor vi kommer ind på

de ting der gør sig gældende for det enkelte museum. Vi mener at vi med denne empiri,

kan skaffe nok viden om udstillingerne, tankerne bag, og gæsternes oplevelse af dem, til at

kunne sammenligne med de teorier, vi beskriver i kapitel 4.

Vi har analyseret de to museers udstillinger ud fra teorien der præsenteres i kapitel 4, samt

vores interview i bilag 3-5 og 8-10. Der skal dog tages højde for at museerne ikke har haft

en decideret intention om at skabe engagerende formidling. Engagement i udstillingerne

har derimod været uintenderet og da vi spørger de to museumsmedarbejdere (se afsnit 3.4)

om engagement har været et mål i udformningen af udstillingerne, forklarer de begge at de

ikke har brugt begrebet engagement, men i stedet har gjort brug af nogle andre greb, der

ender med at give den samme effekt (bilag 3, s. 15., l. 31-35 og bilag 8, s. 9, l. 35-40).

3.2 Begrundelse for valg af museerne

For at undersøge hvordan danske kulturhistoriske museer i realiteten bruger engagement i

deres udstillinger, har vi valgt at undersøge to museer - Moesgaard Museum og

Københavns Museum.

Vi har valgt at fokusere på kulturhistoriske museer, fordi vi mener det især er her, der i

disse år sker en nytænkning i formidlingen, som det f.eks. ses ved museer som Museet for

Søfart i Helsingør og Storm P Museet. Dette bakkes også op af den ene af vores

informanter, udstillingsdesigneren Peter Balch Bertelsen fra Moesgaard Museum, der

forklarer at der for tiden bliver der brugt rigtig mange penge på nye og store

9

museumsprojekter, og han mener, at det lige nu især er fokuseret på kulturhistoriske

museer (bilag 3, s. 8, l. 17).

Vi har valgt netop Moesgaard og Københavns Museum, fordi deres formidling er meget

forskellig, og dog har noget tilfælles. Moesgaard Museum er interessant, da deres

formidling er nytænkende, og har fået meget positive kommentarer fra brugerne. De kan

leve sig ind i tiden der bliver formidlet, og flere er kommet med kommentarer om at “man

lægger næsten ikke mærke til, at man lærer” (Bech-Danielsen 2015).

Københavns Museum er interessant, fordi de i mange af deres udstillinger bruger

formidlingsteknikker, der ifølge flere af de teorier vi gør brug af i dette speciale, burde

lægge op til engagement, ligesom de bruger nogle af de samme teknikker med lys- og

lydsætning som på Moesgaard Museum. Alligevel fremstår de som et mere klassisk

museum, i den forstand at udstillingerne er meget genstandstunge, og med forholdsvis

store mængder tekst tilknyttet. Derfor virker museets udstillinger altså ikke lige så

engagerende på vores informanter som det var tilfældet på Moesgaard Museum.

På Moesgaard Museum har de i skrivende stund 4 udstillinger - en stor særudstilling og en

særudstilling lavet af studerende fra Aarhus universitet, samt to større udstillinger: den

etnografiske udstilling ‘De dødes liv’ og ‘Oldtidsudstillingen’. Vi har i vores speciale valgt

at fokusere på en enkelt udstilling, ‘Oldtidsudstillingen’, af to grunde. Først og fremmest

er det et meget stort museum og mange får ikke set hele museet på en gang, hvorfor vi

begrænsede os til en enkelt udstilling. Grunden til vi valgte netop ‘Oldtidsudstillingen’, er

at denne udstilling er den største, og indeholder de genstande museet er mest kendt for,

f.eks. Grauballemanden. Desuden har den i modsætning til de andre udstillinger ikke

udsigt til at blive udskiftet indenfor en overskuelig årrække.

Københavns Museum er mindre og mere overskueligt end Moesgaard, hvorfor vi valgte at

have fokus på alle museets udstillinger, med undtagelse af haverne og de projekter de

arbejder med udenfor museet, f.eks. VÆGGEN. Dette er hovedsageligt af hensyn til at vi

ligesom på Moesgaard Museum ikke kan forvente at de brugere vi interviewer har set det

hele, og vi dermed ikke vil kunne få kommentarer på disse dele af museets virksomhed. Vi

vil uddybe dette yderligere i afsnit 5.2.

10

3.3 Ændringer i problemformuleringen

I processen med dette speciale har vi løbende arbejdet med problemformuleringen. Først

og fremmest har vi valgt ikke at lave et tydeligt skel mellem fysisk og digital

museumsformidling. Dette er på baggrund af, at vi oplever at udstillingerne mange steder

har installationer hvor det digitale er indlejret i det fysiske rum, og man altså ikke som

sådan kan adskille de to formidlingsformer.

Herudover har vi valgt at bruge 2 cases, så vi havde tid og plads til at nå ordentligt i

dybden med dem. Vi er klar over at resultatet kunne se anderledes ud, hvis vi havde

undersøgt flere cases. Derudover har vi endvidere afgrænset os til udelukkende at

fokusere på kulturhistoriske museer, da vi mener man ikke nødvendigvis kan sammenligne

udstillingsformerne på tværs af naturhistoriske, kulturhistoriske og kunstmuseer, og ved at

afgrænse os til en enkelt type museum giver vores resultater også et klarere billede af

formidlingen.

En ting der yderligere kunne have været interessant at undersøge var hvorvidt interaktivitet

er en forudsætning for engagement. Dette syntes vi ikke skulle være et hovedaspekt i

specialet, derfor kommer vi stedet ind på aspekter om interaktivitet løbende.

I processen overvejede vi kort at undersøge hvordan teorierne definerer begrebet

engagement, og hvordan museerne selv gør brug af det, da vi som sagt har lagt mærke til at

mange museer benytter sig af begrebet i deres formidling, uden at de egentlig forklarer

hvad de mener med dette. Vi kom dog frem til at dette emne havde så meget kød på sig, at

det nærmere burde have en opgave for sig selv, så vi gik væk fra det igen, omend det er et

spændende aspekt i diskussionen om engagerende museumsformidling. Dette kommer vi

yderligere ind på i perspektiveringen i afsnit 8.

3.4 Interview

Vi har valgt at benytte os af interview til at skabe empirisk materiale til brug i vores

undersøgelse. Vi har både lavet interview med en museumsmedarbejder på de to museer,

samt lavet interview med museernes brugere. Vi ville interviewe medarbejdere for at få

viden om udstillingerne fra et medarbejderperspektiv og for at have mulighed for at stille

yderligere og mere konkrete spørgsmål, end vi kunne finde andetsteds, og med

museumsgæsterne da det i sidste ende er dem der skal synes udstillingen eller

11

installationerne er engagerende. De er afgørende for om en installation er engagerende i

praksis, og ikke kun i teorien.

Vi valgte at lave brugerinterviews først, for at have mulighed for at komme ind på deres

svar, når vi snakkede om udstillingerne med henholdsvis Peter Balch Bertelsen fra

Moesgaard Museum og Jakob Parby fra Københavns Museum.

Vi er klar over vores undersøgelse ikke er repræsentativ, da vi har brugt et begrænset antal

informanter, fordelt over en forholdsvis kort periode. Vi mener dog at vores undersøgelse

kan give et stort nok fingerpeg til at vi kan sige noget om hvad der engagerer

museumsgæster jævnfør problemformuleringen.

3.4.1 Interview med museumsmedarbejder

Vi valgte at lave kvalitative interviews med en museumsmedarbejder fra hvert museum,

for at få viden om museernes udstillinger, og tankerne bag, samt for at tale med eksperter

inden for museumsformidling - har de en anden forståelse af begrebet engagement, end

almindelige museumsgæster?

Vi benyttede os af det semistrukturerede interview (Kvale & Brinkmann 2009, s. 151) og

udarbejdede en interviewguide til hvert interview (se bilag 2 og 7), for at sørge for vi fik

besvaret de spørgsmål vi havde behov for, og samtidig havde mulighed for at stille

opfølgende spørgsmål (Kvale & Brinkmann 2009, s. 144).

Som Kvale & Brinkmann foreslår, har vi inddelt vores interviewguides efter vores

tematiske forskningsspørgsmål, i 4 afsnit. Således handler første afsnit om medarbejderens

rolle i opbygningen af udstillinger på det respektive museum. Her valgte vi endvidere at

spørge ind til hvilket formidlingstiltag på museerne de selv synes er det mest engagerende.

Dette gjorde vi med at stille et indledende spørgsmål, for at give medarbejderen mulighed

for at fortælle nogle personlige oplevelser og beskrivelser.

Det andet afsnit handler om hvad publikum finder engagerende, og hvordan vores

informanters svar, stemmer overens med den opfattelse medarbejderen/museet har.

Tredje afsnit omhandler tankerne bag de udstillinger vi beskæftiger os med, samt mere

direkte spørgsmål. F.eks. har vi i bilag 2 et spørgsmål om mængden af digitale tiltag

(spørgsmål 7) og i bilag 7 spørger vi ind til fællestrækkene mellem de forskellige

udstillinger (spørgsmål 5).

Det sidste afsnit handler om engagement, og hvordan det kan ses i udstillingerne.

12

Den opbygning af interviewet gør at vi både har den dynamiske dimension, der sørger for

en god interpersonel relation, og den tematiske dimension, der sørger for at vi får

produceret den viden vi skal bruge, i vores spørgsmål (ibid., s. 151-152).

Til begge interview sad vi på et kontor eller mødelokale, så der var ro. Vi valgte at optage

interviewene på diktafon, så vi kunne gå i dybden med dem senere. Vi fordelte opgaverne

mellem os, så den ene stillede spørgsmål, mens den anden hovedsagelig skrev noter - dog

nåede vi begge at stille spørgsmål ved begge interview, da den af os der skrev noter ofte

havde opfanget en detalje vi skulle have klarhed over.

Da vi skulle bruge interviewene til begrebsafklaring, og til at få informationer om

udstillingerne, og ikke til f.eks. lingvistisk analyse, har vi ikke valgt ikke at transskribere

interviewene nøjagtigt som det blev sagt, dvs. vi har udeladt “talelyde” som ‘øhm’ og

‘ikk?’, ligesom vi har rettet ordstillingen så den giver mening, de steder som var meget

svære at forstå når man læser interviewene.

3.4.2 Interview med brugere

Formålet med brugerinterviewene var at indsamle empirisk materiale. Vi ville vide hvad

brugerne syntes var engagerende i udstillingen, og hvad de forstod ved begrebet

engagement. Til disse interviews brugte vi den semistrukturerede tilgang igen; dog i en

kortere udgave hvor vi havde forberedt nogle få spørgsmål (se bilag 1) og under

interviewet sørgede vi for at stille opfølgende og uddybende spørgsmål.

Efter et par interview valgte vi at ændre i rækkefølgen af spørgsmålene, da spørgsmålet der

omhandler med hvem og hvorfor de besøger museet, virkede bedre som åbning, fordi det

tit var rimelig nemt at svare på, og fik informanternes tunge på gled.

Til disse interviews gjorde vi brug af cultural probes, som er en måde at samle information

om folk og deres aktiviteter. Gaver, Dunne & Pacenti udgav i 1999 en artikel, hvor de

benyttede sig af cultural probes til at forstå udvalgte lokale samfund og hvordan man bedst

kunne udvikle et design som passede til disse (Gaver et al., 1999).

Til forskel for almindelig observation og interview er det en metode hvor informanter selv

kan rapportere om tingene, så man som interviewer mindsker risikoen for at influere deres

ageren og tilgang til tingene (Gaffney, 2006). Dette sker ved at man udleverer nogle

materialer, som informanterne kan bruge til at forklare og fortælle hvordan vedkommende

oplever den udvalgte ting eller situation som ønskes undersøgt.

13

“Probes are collections of evocative tasks meant to elicit inspirational responses from

people - not comprehensive information about them, but fragmentary clues about their

lives and thoughts” (Gaver et al., 2004, s. 53).

Som Gaver her forklarer bruges cultural probes ikke til at indsamle massiv viden om

informanterne, men for at skabe en forståelse af deres liv og holdninger, uden at denne

forståelse er fuldstændig. Det er også på denne måde vi gjorde brug af metoden.

Vi har benyttet os af cultural probes på to måder på begge museer. Først kontaktede vi

informanter på museet og spurgte dem hvad de fandt mest engagerende, ved at krydse

deres svar af på et kort over museets udstilling (se henholdsvis bilag 6 og 11). På denne

måde har den besøgende/brugeren noget håndgribeligt at forholde sig til, og kan bedre

visualisere udstillingen for sig, samt på denne måde forhåbentlig have lettere ved at svare

på spørgsmålet.

Den anden måde vi brugte cultural probes på, var ved at give informanter den opgave, at

tage billeder af de ting i udstillingen, som de fandt mest engagerende. Efter besøget lavede

vi et opfølgende interview med informanten om deres besøg, hvor vi tog udgangspunkt i

de billeder de havde taget. Denne anden gruppe af informanter er nogen vi kender, så der

allerede er etableret et tillidsforhold. Dette giver os mulighed for let at få arrangeret

interview, samt adgang til deres personlige billeder.

Som det ses i bilag 4 og 5 samt 9 og 10 er fordelingen af informanter på de to

interviewtyper ikke lige på de to museer. Dette skyldes at der på KM ikke var så velbesøgt,

hvilket gjorde at det var svært at få lavet mange interviews med besøgende på museet ud

fra cultural probes metoden, hvor vi interviewede ved at benytte os af et kort over

udstillingen. Det har vi derfor forsøgt at gøre op for, ved at have flere interviews af type to,

hvor informanterne tog billeder.

Vi har valgt at gå mere i dybden med hvordan vi har udført indsamlingen af empiri under

beskrivelserne af hvert museum i kapitel 5, hvorfor dette afsnit er begrænset til at

omhandle de generelle overvejelser, mens det specifikke for hvert museum bliver

beskrevet udførligt i afsnit 5.1.1 og 5.2.1.

Da Moesgaard ligger ved Århus havde vi nogle logistiske udfordringer, hvorfor vi

interviewede vores billedtagende informanter efter de kom tilbage til København. Dermed

var deres besøg og interviewet forskudt tidsmæssigt, men vi vil derfor argumentere for at

billederne taget under deres besøg, vil forankre deres udtalelser i det de tænkte på

tidspunktet for deres besøg.

14

Vi havde overvejet at få alle vores informanter til at tage billeder, men efter nærmere

eftertanke valgte vi at undlade dette af flere grunde. Først og fremmest fordi vi skulle

spørge museumsgæster, som vi ikke havde noget tillidsforhold til, om vi må se deres

personlige billeder, hvilket kunne afskrække nogle. Desuden ville det være en

længerevarende proces - vi skulle både snakke med dem inden og efter deres

museumsbesøg, og interviewene ville blive en del længere - igen noget der kunne

afskrække mange - hvorfor vi fravalgte denne metode.

For at dokumentere disse interview valgte vi, at den ene af os stillede spørgsmål, mens den

anden skrev noter. Vi optog ikke interviewene både af praktiske hensyn - nogle gange var

der meget larm - og for at interviewene skulle virke mindre formelle.

Efter hvert interview, sørgede vi for at gå noterne igennem, så vi fik det hele med, ligesom

vi renskrev noterne så snart vi kom hjem, mens vi havde interviewene i frisk erindring.

3.5 Specialets opbygning

I vores opgave har vi først skabt en fælles forståelsesbaggrund gennem en beskrivelse af

vores metode i løbet af dette kapitel (3). I kapitel 4 følger en redegørelse for de teorier vi

bruger, til at rammesætte begrebet engagement. Først vil vi komme ind på begrebet

motivation, da det ifølge mange af de tekster vi har læst er baggrunden for engagement.

Herefter følger fire afsnit der præsenterer forskellige måder at anskue engagement og

hvordan det opstår, og vi argumenterer løbende for teoriernes relevans.

Kapitel 5 er delt op i to dele, der omhandler henholdsvis Moesgaard Museum (MOMU) og

Københavns Museum (KM). Hvert af disse afsnit præsenterer først museet generelt, for

derefter at beskrive hvordan vi har grebet empiriindsamlingen an, på det enkelte museum.

Herefter følger et afsnit der præsenterer og analyserer de resultater vi er kommet frem til,

for at finde ud af hvilke typer af engagement der er til stede på de to museer. Dette

afsluttende analyseafsnit er struktureret efter spørgsmålene vi stillede vores informanter

baseret på interviewguiden i bilag 1.

I kapitel 6 sammenligner og diskuterer vi de to museers formidling baseret på vores

analyser for at komme nærmere på et svar om hvad der skal til for at skabe engagerende

museumsformidling. Herefter sætter vi kort vores resultater op imod den større diskussion

om oplevelsesøkonomi og autenticitet der er en overvejelse som alle museer skal have

med, når de udformer deres udstillinger. Til sidst kommer vi med et forslag til nogle

15

retningslinjer man kan overveje, når man vil forsøge at skabe engagerende

museumsformidling.

Det 7. kapitel er konklusionen hvor vi samler op på de pointer vi er kommet frem til

gennem analysen og diskussionen.

Til sidst følger perspektiveringen i kapitel 8, hvor vi giver nogle forslag til hvordan man

kan arbejde videre med dette speciales emnefelt, engagerende museumsformidling.

4. Engagement - et flydende begreb

I dette kapitel vil vi gennemgå, forskellige måder hvorpå ‘engagement’ beskrives på af en

række forskere. Da vi i starten begyndte at søge efter teorier vi kunne bruge for at beskrive

begrebet engagement, gik det op for os, hvor svært det var at komme frem til en

endegyldig definition, og at forskerne ligeledes var uenige om hvordan man definerer

begrebet. F.eks. lagde nogle vægt på at engagement er at være aktiv i en situation

(Dalsgaard & Dindler 2009, s. 4), mens andre beskrev begrebet som en kvalitet en

oplevelse kan besidde (O’Brien & Toms 2008, s. 23), og det eneste de syntes at være enige

om er, at det er noget positivt der er værd at stræbe efter. Dog mente de fleste at

motivation (eller en betegnelse der svarer til dette), er baggrunden for engagement. Derfor

har vi valgt at indlede dette teoretiske kapitel med et afsnit om motivation, for at lægge en

fælles forståelsesbaggrund, for de efterfølgende afsnit. Herefter vil vi bevæge os ud i fire

afsnit der handler om hvordan man får folk til at engagere sig, og giver nogle termer til at

beskrive hvordan og hvorfor brugernes engagement kan vise sig. Det første handler om

hvordan man får museumsgæster til at engagere sig ved at have fokus på deres interesser

og motiver for at besøge museet. Det andet beskriver hvordan man kan se engagement som

en proces, mens det tredje beskriver forskellige parametre der er med til at fremme

engagement. Det fjerde og sidste afsnit tager udgangspunkt i Nina Simons bog “The

participatory museum” og handler om brugerinddragelse, og hvordan det kan anvendes til

at skabe engagement.

4.1 Motivation

I Dalsgaard & Dindlers (2009) artikel “Peepholes as means of engagement in interaction

design” skriver de at motivation er baggrund for engagement. Motivation er noget som

16

driver og inspirerer en til at investere sine ressourcer i en given situation (Dalsgaard &

Dindler, 2009, s. 3).

En måde at se motivation er ved at skelne mellem intrinsisk (intrinsic) og ekstrinsisk

(extrinsic) motivation. Disse to former for motivationer betegnes som indre- og

ydrestyrede motivationskræfter. Intrinsisk motivation bygger på individets egne interesser,

og hvor man engagerer sig i aktiviteten for dens egen skyld, mens ekstrinsisk motivation

bygger på udefrakommende belønninger, f.eks. hvis man kan vinde en præmie ved at tage

på en museums-skattejagt (Elliot et al. 2005, s. 15). Til at starte med så man intrinsisk og

ekstrinsisk motivation som to modstridende størrelser, men efterhånden er forskere

kommet frem til at de godt kan være til stede på samme tid (Sansone & Harackiewicz

2000, s. 446). Der er dog bred enighed om at intrinsisk motivation er at foretrække, fordi

det giver engagement der er længerevarende og selvopretholdende da interessen kommer

fra individet selv. Intrinsisk motivation er endvidere baggrunden for at kunne udføre

kreative opgaver fordi denne type motivation fremmer træk der er karakteristiske for

kreativitet. F.eks. at man er fokuseret på opgaven frem for resultatet og at man er villig til

at tage en risiko og udforske alternativer (Sansone & Harackiewicz 2000, s. 447). Man kan

således sige at motivation er baggrunden for engagement - baggrunden for at gøre eller

tilvælge noget aktivt, er en form for motivation (Dalsgaard & Dindler, 2009, s. 3).

En anden måde at se på motivation er den John H. Falk gør brug af i hans bog “Identity

and the Museum Visitor Experience” (2009). Her forklarer han at den motivation man har

for at besøge museet på et bestemt tidspunkt og i en bestemt situation, er med til at

bestemme ens adfærd under besøget, og hvad man får ud af det efterfølgende, dvs. hvordan

man erindrer besøget. Han præsenterer 5 motivationstyper, man kan have for at besøge et

museum:

1. ‘Explorer’; hvis motivation for besøget er trangen til at opfylde personlig

nysgerrighed og interesse i et intellektuelt udfordrende miljø

2. ‘Facilitator’; hvis motivation er ønsket om deltage i en meningsfuld social

oplevelse med nogen man kan lide, i et læringsmæssigt støttende miljø

3. ‘Experience seeker’; hvis motivation er et mål om at blive eksponeret for de ting og

idéer der eksemplificerer det bedste, og vigtigste i en kultur eller et samfund

4. ‘Professional/hobbyist’; hvis motivation er ønsket om at udvide eller få bekræftet

sin eksisterende viden indenfor et specifikt emne

17

5. ‘Recharger’; hvis motivation er trangen til at blive fysisk, følelsesmæssigt og

intellektuelt opladet, i smukke og forfriskende miljøer. (Falk, 2009, s. 63-64)

En vigtig pointe er den motivation man træder ind på museet også er den forlader med -

dvs. det er brugerens overordnede motivation - men undervejs i museumsbesøget kan man

påvirkes til også midlertidigt at have en eller flere af de andre motivationer (Falk 2009, s.

109). F.eks. kan en forælder tage på museum med sit barn, hvorfor vedkommende har

motivationen ‘Facilitator ‘hvor man arbejder for at give barnet den bedst mulige oplevelse.

Undervejs kan vedkommende finde noget der taler til en hobby eller lignende, og derfor

skifte over til motivationen ‘Professional/hobbyist’, fordi de godt vil lære noget om dette

aspekt af deres hobby. Efterfølgende vil vedkommende dog skifte tilbage til at være

‘Facilitator’, da det igen bliver barnets oplevelse der er vigtigst.

Målet med at undersøge disse motivationstyper er ifølge Falk er at sørge for at

museumsgæsterne er tilfredse når de forlader museet, fordi de har fået en

kvalitetsoplevelse der har været personligt engagerende. En sådan oplevelse opnås ved at

den opfylder gæsternes indgangs-motivation (ibid., s. 215).

Vi vil udfolde denne teori i vores analyse af de to museer (afsnit 5.1.2.1 samt 5.2.2.1), for

at finde ud af hvilke motivationstyper der er overvægt af på museerne, i vores grupper af

informanter, samt diskutere betydningen af dette i afsnit 6.2.

4.2 Skabe forbindelse mellem de besøgendes hverdag og museers viden

I Dindler & Iversens artikel fra 2009 bliver der kigget nærmere på hvordan man kan skabe

engagement i udstillingsrum ved at formidle mellem de besøgendes hverdagslivs

engagement (everyday engagement) og erfaringer, og museets viden. I artiklen skrives der,

at museerne står overfor udfordringer i forhold til hvordan udstillingsrummene inviterer de

besøgende til at engagere sig i natur- og kulturhistorie. Der er kommet et større fokus på

den besøgendes oplevelse, og dette har medført et større fokus på interaktive teknologier,

som kan være med til at forny kommunikationen og kreere nye udstillingsrum. Interaktive

teknologier kan være touchscreens, ipads, eller større installationer som ‘Hærleder-bordet’

på Moesgaard Museum, som vi kommer nærmere ind på senere, i afsnit 5.1.2.3. Dindler &

Iversen argumenterer for, at en central problemstilling for museer er at skabe stærke

forbindelser mellem museer og de besøgendes hverdagsliv (Dindler & Iversen, 2009, s. 1).

18

I artiklen beskrives museumsoplevelsen som et møde mellem to aktivitetssystemer (two

activity systems): “the activity system of the visitor based on her everyday dealings and

activity systems that are crystallised in the museum artifacts” (ibid, s. 2). Det er vigtigt at

skabe sammenhæng mellem disse to aktivitetssystemer, så der bliver skabt forståelse

mellem de besøgende og museets artefakter.

For at forklare hvad motivation er, kigger Dindler & Iversen nærmere på andres forskning

om museumsoplevelser, bl.a. Falk & Dierkings ‘The Interactive-Experience Model’ om

samspillet mellem personlig, social og psykisk kontekst i relation til museumsoplevelsen.

Hver af disse tre kontekster bliver løbende konstrueret af den besøgende, og interaktionen

mellem disse skaber ’den besøgendes oplevelse’ (the visitors experience) (Falk &

Dierking, (1992)2011). Udover at modellen skaber opmærksomhed om

museumsbesøget/situationen, tydeliggøres det, at den besøgende er en aktør med

interesser, viden og præferencer. Falk & Dierking baserer den personlige kontekst på

følgende fire ting:

1. learning flows from appropriate motivational and emotional cues

2. learning is facilitated by personal interest

3. ‘new’ knowledge is constructed from a foundation of prior experience and

knowledge

4. learning is expressed within appropriate contexts

(Falk & Dierking 2000, s. 16)

Når Falk & Dierking bruger ordet ‘interesse’ (interest) er det ikke kun baseret på hvad en

person kan lide eller ikke lide, men “a psychological construct that includes attention,

persistence in a task, and continued curiosity, all factors important to an understanding of

what might motivate someone to learn in a museum, to become fully engaged in a museum

exhibition program, or event” (Falk & Dierking, 2000, s. 22). Det vil sige, at de baserer

den personlige kontekst på motivation og forventninger, hidtidige viden og oplevelser,

hidtidige interesser og overbevisninger samt valg og kontrol (Smit 2013, s. 14). Motivation

er ved den personlige kontekst intrinsisk, da det ikke kun er en kognitiv, men også en

emotionel oplevelse at tilegne sig ny viden.

I Dindler & Iversens artikel (2009) kigges der nærmere på diskussionen om besøgendes

motivation og interesse i museer. Der argumenteres for at museer kan bruge ’hooks’, som

19

kan være med til at fange den besøgendes opmærksomhed. ‘Hooks’ kan f.eks. være i form

af farver, lys og lyde, som kan vække den besøgendes interesse. Her skelnes der i artiklen

mellem ‘personal interest’ og ‘situational interest’, som vi har valgt at oversætte til den

relationelle og situationelle interesse. Den relationelle interesse bliver udledt fra brugernes

varige præferencer og forhåndsviden. Hvis den besøgende oplever at få vakt sin

relationelle interesse i et bestemt område af en udstilling, kan det åbne op for yderligere

involvering af brugeren og udvikling af vedkommendes interesser (ibid., s. 2). Mitchell

skriver i sin artikel fra 1993, at den besøgende tager sin relationelle interesse med ind i et

miljø eller en kontekst, hvorimod den situationelle interesse erhverves (1993, s. 425). Den

situationelle interesse opstår når man tilgår situationer som er udfordrende, usikre og

fascinerende (Dindler & Iversen, 2009, s. 2). Selvom den relationelle og situationelle

interesse går i hver sin retning, er de alligevel relateret til hinanden. Når den situationelle

interesse er på spil f.eks. ved et museumsbesøg, vil den kunne omdannes til en relationel

interesse over tid.

I Dindler & Iversens artikel foreslås det at den situationelle interesse og den relationelle

interesse, understøttes af forskellige attributter i udstillingsrummet. ‘Attractors’, som

understøtter den umiddelbare interesse og holder publikum engagerede gennem første

kontakt med systemet, og ’sustainers’, som understøtter den vedvarende interesse og

holder publikum engagerede gennem den første kontakt med systemet (Dindler & Iversen,

2009; Taheri et al. 2014). I artiklen “Keeping your audience: Presenting a visitor

engagement scale” af Taheri et al. (2014), som uddybes yderligere i afsnit 4.4, beskrives

der yderligere en tredje attribut, ‘relators’, der gør at publikums forhold til systemet

vokser, så de kommer tilbage for at arbejde videre med det, ved en anden lejlighed (ibid.,

s. 323). F.eks. hvis museet opfordrer til at man kan gemme sine oplevelser, og vende

tilbage og gå mere i dybden med dem, når man kommer hjem. Når en situationel interesse

ændrer sig til at være relationel, kan det altså være på baggrund af brugen af ‘relators’.

Disse tre attributter minder om O’Briens forskellige stadier i en engagerende oplevelse,

som vi vil beskrive nærmere i afsnit 4.3 “Engagement som en proces”.

Dindler & Iversen argumenterer for at en teoretisk forståelse af engagement, der er baseret

på motiver og motivation, kan være en værdifuld ressource for interaktionsdesign. I

artiklen fremhæves Mariane Hedegaard, som skriver i sin teoretiske beretning om

engagement, at man kan skelne mellem motivation og motiver. Motivation er det der

kendetegner den situationelle interesse, da motivation er den dynamik som karakteriserer

20

den besøgendes handlinger og relationer til omgivelserne i den særlige situation. Motiver

er de mere langvarige mål og værdier hos den besøgende, da det er de mål som

karakteriserer de handlinger der begås i forskellige situationer over en længere periode af

tid (Dindler & Iversen, 2009, s. 3).

Motiver kan sammenlignes med den relationelle interesse, men kun delvist, da motiver

yderligere påvirkes af kulturelle værdier. Motiver kan deles hierarkisk op i dominerende,

meningsfulde og stimulerende motiver. De dominerende motiver skiftes ud som tiden går,

således er det lille barns dominerende motiv at udforske omgivelserne, hvilket med tiden

udvikles til at lege, og videre til at lære, for at ændre sig til at handle om vennernes accept,

og at blive en vigtig person når man bliver teenager.

Selvfølgelig er dominerende motiver også meningsfulde, men man kan have en række

andre meningsfulde motiver, der er underordnede i forhold til det dominerende motiv.

F.eks. kan leg og læring stadig være meningsfulde motiver for en teenager, selvom det

dominerende motiv er social accept (ibid., s. 4). Stimulerende motiver er motiver der er

meningsfulde i en bestemt aktivitet, men som mister deres meningsfuldhed når de bliver

introduceret i en anden situation, for at motivere til denne nye situation. F.eks. hvis et

museum tilbyder viden om teenageres brug af mobiltelefoner - der i kraft af mobilens

stærke bånd til sociale relationer taler til teenageres dominerende motiv - er det et

eksempel på et stimulerende motiv.

De forklarer at man igennem et museumsbesøg altid oplever flere motivationer, man kan

f.eks. komme på museet med et dominerende motiv om at udvide sin kulturelle interesse,

men i gennem mødet med en engagerende udstilling få nye motiver gennem involvering i

nye situationer (ibid.).

Traditionelt set på museer har den monologiske kommunikations- og formidlingsform som

sagt været fremtrædende (en-til-mange kommunikation), hvilket har betydet at

institutioner har været lukket omkring sig selv og samlingerne har været i centrum og det

væsentlige omdrejningspunkt. Dette er ved at forandre sig, da museerne står overfor et

paradigmeskifte, og de digitale mediers indtog giver mulighed for en dialogisk formidling

(mange-til-mange) fremfor den monologiske (Larsen & Løssing 2011, s. 177-178). Mange

besøgende ser stadig museerne som dem der besidder viden, og dette er med til at influere

hvordan man engagerer sig i udstillingsrummet, og skaber forbindelser mellem ens

hverdagsliv og museets viden. Men der er en mulighed for at ændre dette, ved at tillade at

de besøgende kan deltage mere aktivt i udstillingsrummet, bl.a. ved at udnytte den

dialogiske formidling som integrerer digitale medier (ibid.). Ifølge Dindler & Iversen

21

kræver det dog af designerne, at de skal inkorporere digitale tiltag, som er gennemtænkt,

og formår at have et sammenspil mellem de besøgendes stimulerende motiver og museets

inkorporerede praksis og motiver (Dindler & Iversen 2009, s. 9). Det vil sige at museer,

som leverandører af videnskabelig viden, kan formidle mellem hverdags engagement

(forstået som motiver og motivation) og videnskabelig viden “by consciously addressing

the hierarchy of motives and especially the dominating motives.” (Dindler & Iversen 2009,

s. 4)

Man kan sige at det ovenstående hovedsageligt beskæftiger sig med hvad følelsen af

engagement betyder, og derfor vil vi i de sidste afsnit af kapitel 4 komme ind på, hvordan

situationer kan udfolde sig, så følelsen af engagement opstår.

4.3 Engagement som en proces

Der er flere forfattere der beskriver at engagement kan udfolde sig som en proces, dog med

lidt forskellige vinkler. F.eks. ser Dalsgaard & Dindler (2009, s. 4) transaktion som et godt

begreb til at forklare hvordan engagement udfolder sig som en proces over tid. Et

nøglekoncept i forhold til at forstå transaktion er udforskning (fra engelsk: inquiry):

tilstanden af oplevelse og handling hvorved subjektet søger at skabe mening i udfordrende

situationer og løse eller overkomme de spændinger de præsenterer. Det betyder at folk

transformerer usikre situationer til sikre, og på denne måde er subjektet en aktiv og

integreret del af situationen. Processen i engagement ligger således i at individet

koordinerer og former situationen, gennem en udforskning af den, og på samme måde

former situationen individet (ibid.). Dalsgaard & Dindlers provisoriske definition på

engagement lyder derfor således:

“Engagement unfolds in inquiry, the mutual process in which the user in an

interactive environment encounters a problematic framing of her experience,

motivating an exploration of the situation through interaction with the intended

outcome of transforming the perceived practice.” (ibid., s. 4)

Det er således gennem udforskning at folk er engagerede, fordi de hele tiden bliver

motiverede til at forsøge at afdække nye lag i situationen. Interaktive systemer skal således

tilbyde potentiale for det uventede og muligheden for at opdage nye aspekter eller

kvaliteter i systemet (ibid., s. 3). Muligheden for at finde noget uventet og interessant

kaldes også serendipitet, og defineres som “det at man, når man går årvågen gennem

22

verden, får uventede informationer” (Björneborn 2008, s. 49). Der er altså tale om at

udover muligheden for at finde noget uventet, er et vigtigt aspekt også at man er årvågen,

og dermed i stand til at opfatte det uventede. Også forskeren Heather O’Brien (2011) er

enig i, at serendipitet er et vigtigt aspekt når man vil skabe og fastholde brugerengagement.

Gennem undersøgelser har hun fundet ud af at brugere bliver engagerede når layoutet eller

æstetikken fanger deres opmærksomhed, eller når de finder noget information der er nyt,

sjovt eller stemmer overens med deres interesser (ibid., s. 22). Hun beskæftiger sig

hovedsageligt med engagement på internettet, men vi mener hendes resultater også kan

bruges i denne sammenhæng, da konceptet omkring at gå rundt og udvælge hvilken

information man vil gå i dybden med, er det samme.

I en anden artikel hun har skrevet sammen med Elaine Toms (2008) definerer hun

engagement som “... a quality of user experiences with technology that is characterized by

challenge, aesthetic and sensory appeal, feedback, novelty, interactivity, perceived control

and time, awareness, motivation, interest, and affect. ” (O’Brien & Toms 2008, s. 23).

Engagement er således en kvalitet en oplevelse kan have, hvis den besidder visse

attributter, som de har fundet frem til gennem en undersøgelse af forskellige

internetbrugere (shoppere, gamere osv.). Engagement kan dog ifølge O’Brien & Toms

(2008) både ses som et resultat af en oplevelse, og som en iterativ proces hvor brugeren

går gennem forskellige stadier i løbet af oplevelsen:

‘Point of engagement’: Det punkt hvor engagementet starter, når noget ser

tiltalende ud og/eller fanger interessen. Det kan være fysisk, men det kan også være

gennem en historie (f.eks. i et spil), eller hvis indholdet præsenteres med humor, og

hvor fortælleren gøres personlig.

‘Period of engagement’: Når brugernes opmærksomhed og interesse bliver

fastholdt i interaktionen - f.eks. ved at præsentere feedback og nye informationer

og features. Brugerne bliver også fastholdt i engagement når de føler de har kontrol

og når de bliver passende udfordret (f.eks. intellektuelt hvor de lærer noget nyt,

sværhedsgraden i et spil).

‘Disengagement’: kan både skyldes noget indefra, f.eks. man husker hvad klokken

er, eller man bliver træt i øjnene, og udefra hvis nogen afbryder en, det

teknologiske ikke fungerer optimalt, opgaven er for svær eller man ikke får nogle

nye input. ‘Disengagement’ kan dog også hænge sammen med positive følelser -

23

f.eks. når man vinder eller bliver færdig, hvor det så bliver koblet sammen med en

følelse af succes.

‘Reengagement’: kan opleves i forbindelse med en brudt proces, i forhold til

forfatternes eksempler hvis man f.eks. bliver afbrudt af dørklokken.

‘Reengagement’ kan dog også forekomme i forhold til emnet, frem for systemet,

f.eks. hvis man bliver engageret omkring mosefund på Moesgaard Museum, og

efterfølgende læser mere op om emnet på hjemmecomputeren (ibid., s.22). På

museer kan det også være hvis man i gennem besøget gemmer sine opdagelser

digitalt (på museets hjemmeside ell.lign.) og bliver opfordret til at kigge nærmere

på sine resultater når man kommer hjem. (ibid., s. 10-16)

Disse punkter kan som nævnt tidligere også sammenlignes med de tre begreber

‘attractors’, ‘sustainers’ og ‘relators’, som vi beskrev i afsnit 4.2. Dog vil vi sige der er en

forskel på de to begrebssystemer: O’Brien & Toms’ begreber handler om følelsen af

engagement, dvs. hvornår føler man f.eks. en ‘period of engagement’ hvor de andre

begreber beskriver de ting der kan skabe engagement, f.eks. kan en spændende film være

en ‘sustainer’. Man kan altså sige begrebssystemerne hænger sammen, idet

tilstedeværelsen af en ‘attractor’ kan skabe ‘point of engagement’, en ‘sustainer’ kan skabe

‘period of engagement, og en ‘relator’ kan skabe ‘reengagement’. O’Brien & Toms har

endvidere valgt at have stadiet “disengagement” med, da det beskriver hvornår man holder

op med at være engageret, hvilket kan være vigtigt at undersøge, da det er her man mister

brugeren. I relation til dette vælger de også at undersøge hvornår brugerne ikke er

engagerede eller oplever barrierer i forhold til at blive det. Det drejer sig især om når

brugeren føler at en aktivitet ville være bedre at gøre i en fysisk kontekst, f.eks. shopping i

butikker frem for på nettet, eller at være til en konference frem for at høre den hjemme

foran computeren. Det kunne også være det teknologiske der var en barriere, f.eks. hvis

billedet var lille i forhold til resten af sidens indhold, eller hvis det ikke virkede. En anden

ting der kunne have indvirkning på manglende engagement var for meget information,

hvor brugerne kan opleve tvivl i forhold til om de vælger det rigtige, eller de bliver

overvældede af mængden og giver op (ibid., s. 16).

O’Brien & Toms respondenter i undersøgelserne var ikke altid engagerede, og beskrev at

de både oplevede ‘disengagement’ og ‘reengagement’ i samme session, hvilket betyder at

en session indeholder en række engagerende oplevelser, som varierer i intensitet.

24

Engagement er dermed i et kontinuum, og kan således være lav, middel, eller høj. (ibid., s.

22)

I tråd med dette beskrives i nedenstående afsnit nogle parametre, der kan bruges som

redskab til at finde ud af, hvad der faciliterer engagement.

4.4 Drivers of engagement

I artiklen “Keeping your audience: Presenting a visitor engagement scale” beskriver Taheri

et al. (2014) hvordan de har udarbejdet nogle parametre der kan måle engagement hos

besøgende ved turistattraktioner - de såkaldte drivers of engagement. Ud fra litteratur

omkring emnet bygger de nogle hypoteser op omkring hvilke parametre de tror, har en

effekt for engagement, og afprøver dem på et museum, for at validere at de parametre de

måler ud fra, er passende.

I artiklen beskriver de at engagement er et flydende begreb, men kommer alligevel med en

definition hvor de ser engagement som: “...involvement with and commitment to a

consumption experience” (ibid., s. 321). At de således lægger vægt på at den besøgende

forbruger kultur (i dette tilfælde) kan hænge sammen med deres fokus på turisme og

hvordan man får turister til at vælge en bestemt attraktion. Dette er i tråd med

oplevelsesøkonomien, der ifølge Skot-Hansen kom frem omkring 90’erne, og som handler

om hvordan varer og services ikke længere er nok til at få folk til at vælge et bestemt

produkt. Hvis man vil sælge sin vare eller service skal man som udbyder først og fremmest

tilbyde en oplevelse, fordi konkurrencen er så hård, især indenfor traditionelle

oplevelsesudbydere som f.eks. museer (Skot-Hansen 2009, s. 43-49).

Taheri et al. forklarer at engagement er vigtig i forhold til at få folk til at ville have

attraktionernes tilbud, fordi det optimerer brugernes oplevelse, og derfor er museerne nødt

til at lave endnu mere nytænkende formidling for at fastholde publikum. Hvis museerne

samtidig sørger for at holde fast i det dannende perspektiv kan man således holde sig

indenfor både den uddannelsesmæssige og den rekreationelle rolle museerne har (Taheri et

al, 2014, s. 323).

For at finde ud af hvilke parametre der er med til at definere brugerengagement forklarer

de, at de først og fremmest er nødt til at undersøge forholdet mellem niveauet af

engagement, og det der fremmer engagement, som de kalder ‘drivers of engagement’.

25

Gennem studier af tidligere litteratur om emnet, kommer de frem til en hypotese med tre

nøgleparametre der fremmer engagement: forhåndsviden (Prior knowledge), mangfoldige

motivationer (multiple motivations) og kulturel kapital (cultural capital)(se tabel 1).

Tabel 1. Engagement drivers (baseret på Taheri et al. 2014, s. 322, table 1).

Forhåndsviden er en sammensat størrelse der består af fortrolighed med produktet eller

attraktionen, ekspertise (viden og evner) samt tidligere erfaring (varighed af tidligere

besøg), og som især medvirker til at bestemme folks præferencer for en bestemt attraktion

eller produkt.

Mangfoldige motivationer er i deres forstand ikke situationsbestemt (dvs. det svarer til

motiver hos Dindler & Iversen, jf. afsnit 4.2), og er yderst vigtig i forhold til at forstå

publikums beslutninger og adfærd i f.eks. en museumssituation. Ift. motivation skelner

man ifølge Taheri et al. (2014) mellem push-faktorer, der driver individet ud fra

vedkommendes interesser, og pull-faktorer, hvor det er produktets attraktivitet der driver

folk til at bruge det (ibid., s. 322) - bl.a. gennem brugen af såkaldte ‘attractors’ og ‘hooks’,

som nævnt i afsnit 4.2. Push-faktorer baserer sig således på motivation, både intrinsisk,

hvor man gør noget for aktivitetens egen skyld og ekstrinsisk hvor man har et mål med det

man gør, f.eks. hvis man kan vinde noget, ved at udføre en aktivitet (jf. afsnit 4.1).

Kulturel kapital er et begreb introduceret af Bourdieu, som refererer til akkumulering af

kulturelle praksisser, smag, uddannelsesmæssig kapital og social oprindelse, hvilket

tilsammen påvirker individets evne til at forbruge og fortolke kulturelle produkter på “den

rigtige måde” (Sociologiskforum.dk u.å.). Kulturel kapital kan forklares og defineres på

flere forskellige måder, men i Taheri et al.’s artikel bruger de begrebet ud fra et fokus på

hvor ofte man forbruger kulturelle produkter. De bruger vendingen ‘omnivore-univore’,

26

det første er ‘altædende’, interesserede i en bred vifte af kulturelle tilbud, mens univores

har en mere begrænset smag. De skelner endvidere mellem aktive, der ofte bruger mange

forskellige kulturelle aktiviteter, og inaktive, der mindre hyppigt er aktiv i færre kulturelle

tilbud (Taheri et al. 2014, s. 323).

Efter at have lavet deres undersøgelser kommer de frem til at resultatet stort set stemmer

overens med deres hypotese. Forhåndsviden påvirker folks kulturelle forbrug generelt, og

især deres niveau af engagement under besøget. Kulturel kapital er ligeledes vigtig for

folks engagement, og især det faktum, at hyppigheden af folks forbrug af kulturelle tilbud

er så afgørende for at opleve engagement i museumssituationen, er vigtig og ny viden på

feltet (ibid., s. 326).

De gør klart at det således ikke kun er forhåndsviden om museet der er vigtig for niveauet

af engagement, men også den opsparede kulturelle kapital hos forbrugerne.

Omkring parameteren ‘mangfoldig motivation’ kommer de dog frem til at man bliver nødt

til at dele den op i to forskellige typer: rekreationelle og reflektive, hvoraf kun den første

kategori i deres undersøgelse viste tegn på at have en klar positiv indflydelse på

engagement (ibid., s. 325). Derfor kommer tabellen til at således ud, efter deres

undersøgelse:

Tabel 2. Engagement Drivers (baseret på Taheri et al. 2014, table 1, 4 & 8).

Forfatterne forklarer at disse parametre er redskaber der gør at man kan måle de

besøgendes niveau af engagement mere systematisk end tidligere. Dette er vigtigt, fordi

folks interesse for en attraktion ligger i en tilfredsstillende oplevelse, og en sådan

tilfredsstillende oplevelse får de gennem engagement i attraktionens kontekst og indhold.

Udstillingsansvarlige mv. kan derfor bruge den til at identificere, hvilke af de opstillede

27

parametre der har størst indflydelse på de besøgendes engagement, i den enkelte udstilling

eller museum, og her efter fokusere på at tilpasse udstillingen(erne) efter dette. I deres

undersøgelse har de spurgt besøgende hvilke ting de synes var engagerende, og ud fra

deres svar er de kommet frem til, at det især er involvering med specifikke objekter (fx

interaktive paneler) og brugen af servicetilbud (fx “social interactive space” og guidede

ture) (ibid, s. 327).

Da aktive besøgende søger mere engagerende oplevelser, bør medarbejdere arbejde for at

øge mængden, kvaliteten og diversiteten af deres engagerende formidlingstiltag (ibid., s.

327).

Det er dog svært at lave tiltag der passer til parametrene forhåndsviden og kulturel kapital,

da folk besidder meget forskellig viden. Det kan nemt føre til at museet forsøger at

kommunikere til den laveste fællesnævner, hvilket kan betyde at det bliver

“fordummende”, og ikke hæver publikums intellektuelle kapacitet. Derfor skal

museumsmedarbejderne sørge for at skabe en balanceret tilgang til at skabe og formidle

viden om museet. Hvis publikum ved hvad de går ind til, er der større sandsynlighed for at

de vil engagere sig i det, og det er dermed et vigtigt mål. Dette ligger i tråd med Nina

Simons (2010) beskrivelse af hvordan man laver god museumsformidling. Man skal sørge

for at der er installationer for alle typer publikum, både dem der vil være aktive og dem der

vil se på, dem der er meget inde i emnet og dem der ikke er (dette uddybes nedenfor i

afsnit 4.5).

Til sidst konkluderer Taheri et al. at medarbejdere burde lave flere dynamiske aktiviteter,

som f.eks. interaktive udstillinger for at tale til de besøgendes rekreationelle motivationer,

der jo er et vigtigt parameter for engagement (ibid., s. 327). Det kunne f.eks. være gennem

brugerinddragelse, ved at organisere nogle events hvor man bruger museets artefakter til at

starte en dialog mellem de besøgende på baggrund af minder (nostalgi), som kan give dem

en god oplevelse på museet samtidig med de bliver opmuntret til et længerevarende

engagement - dette er f.eks. tilfældet i udstillingen ‘Kierkegaard og kærlighed’ på

Københavns Museum, som vi vil analysere sidst i kapitel 5.

28

4.5 Brugerinddragelse

Som det ovenstående eksempel viser, kan man trække nogle paralleller mellem

engagement og brugerinddragelse, fordi brugeren umiddelbart er engageret når han eller

hun er inddraget på museet. Derfor kan man sige at brugerinddragelse kan være et vigtigt

redskab inden for museumsverdenen, og det argumenter Nina Simon (2010) da også for i

sin bog “The Participatory Museum”. Her kigges der nærmere på hvordan man kan forstå

begrebet og hvordan det kan designes. Det er nemlig vigtigt at der er et godt design bag

brugerinddragende formidlingstiltag for at gøre det meningsfuldt og let at gå til (Simon,

2010, s. 3).

Nina Simon kalder det nye museum for Museum 2.0. Folk i dag er vant til at udnytte

internettets fordele ved at de kan skabe og dele indhold. Dette kan museerne også tilbyde i

form af nye brugerinddragende formidlingstiltag. Men man skal huske på at alle besøgende

ikke er ens og at det er dem, og ikke museerne, som konstruerer den gode

museumsoplevelse. Derfor skal man på det brugerinddragende museum ikke kun henvende

sig “en-til-mange” (som på det traditionelle museum, nævnt i afsnit 4.2), men lave en

platform som skaber samtaler på tværs af besøgende og museerne. Det er vigtigt at

udstillingen tilbyder forskellige typer formidling hele vejen igennem, da det ikke er alle

besøgende, som ønsker at deltage i brugerinddragende formidlingstiltag. Det er vigtigt at

forsøge at henvende sig til så mange som muligt, da alle har en forskelligartet oplevelse

ved museumsbesøget, og dermed skal man have formidling der taler til alle de forskellige

typer af besøgende (ibid, s. 4).

Forskeren Jacob Nielsen står bag ‘90-9-1’ princippet, som forklarer hvordan folk agerer i

onlinefællesskaber. Det går ud på at i de fleste onlinefællessakber er 90% ‘lurkers’ (osere)

som aldrig bidrager, 9% bidrager lidt, mens 1% står for næsten for alt indhold (Nielsen

2006). Princippet er en flydende størrelse, og derfor kan det godt have forskellige

procentfordelinger afhængigt af hvor det bruges. Nina Simon mener, at dette princip er

væsentligt at have med i brugerinddragende museer, da det sagtens kan oversættes i

praksis på kulturinstitutioner, som tilbyder brugerinddragende tiltag - det kan være at tegne

en tegning, kommentere, bidrage til udstillingen osv. (Simon 2010, s. 9). Selvom det kun

er en lille procentdel af de besøgende som bidrager til udstillingen, vil de andre besøgende

stadig kunne få nydelse af den ene procents brugerinddragende indspark. Det er vigtigt at

oplevelsen skal invitere til brugerinddragelse og være meningsfuld, og det der bliver

bidraget med skal værdsættes og blive brugt til noget konstruktivt, ellers er det svært for

29

brugeren at se hvorfor hun skal bidrage. Det er derfor vigtigt at der bliver skabt nogle gode

rammer ud fra to slags designprincipper, som går ud på at begrænse mulighederne for de

deltagende og at et tillidsfuldt samarbejde skal ske gennem den personlige vej frem for den

sociale. Disse to designprincipper er baseret på begrebet om stilladsering (scaffolding).

Stilladsering skal forstås som at man laver nogle afgrænsninger for det brugerinvolverende

tiltag, så de besøgende lettere kan tilgå og deltage, da de inden for nogle valgte rammer

kan være kreative og bidrage (ibid., s. 22-25).

Udover den personlige tilgang til brugerinddragelse nævner Nina Simon også det sociale

som en vigtig ting. Brugerne skal opfordres til at være sociale, ved at man designer et rum

for deltagelse. Ved at gøre dette kan man skabe forbindelser mellem de engagerede

besøgende på baggrund af det indhold der er på kulturinstitutionen/museet. Det er så

medarbejdernes arbejde at igangsætte dialoger og diskussioner, som bunder i det udstillede

eller i det fokus kulturinstitutionen eller museet har (ibid., s. 25-26). Her tænker Simon

altså ikke udelukkende på den sociale oplevelse et museumsbesøg giver i kraft af at de

fleste ikke går alene på museum, men også at man skaber forbindelse mellem besøgende

der ikke kender hinanden. Med bund i dette vigtige sociale aspekt, har Nina Simon

udarbejdet en model, ‘me-to-we’, som er delt op i 5 stadier, med stigende socialt

engagement, dvs. i hvor høj grad udstillingens dele giver mulighed for forbindelser mellem

forskellige besøgende.

Figur 1. Nina Simons ’me-to-we’ model (Simon 2010, s. 26).

30

Hvert stadie har noget specielt at tilbyde den besøgende. På første stadie får den besøgende

adgang til det indhold som vedkommende søger. Stadie to tilbyder den besøgende

muligheden for at undersøge og handle og stille spørgsmål. Tredje stadie lader den

besøgende se hvor den passer ind i en bredere gruppe af andre besøgende på museet. Mens

det fjerde stadie hjælper med at sætte den besøgende i kontakt med andre besøgende og

medarbejdere som deler den samme interesse.

Slutteligt får det femte stadie hele institutionen til at føles som et socialt sted, fyldt med

potentielt interessante, udfordrende og berigende møder med andre mennesker (ibid., s. 25-

27). Hvert stadie tilbyder den besøgende forskellige oplevelser. Hvis man ønsker at tilbyde

det femte stadie, er det vigtigt at de fire første stadier er udfyldt, for at skabe den rigtige

stemning i udstillingen, der gør at folk er trygge nok til at pointere ting for fremmede,

indgå i korte diskussioner med udgangspunkt i egne oplevelser osv. (ibid. s. 27). Men man

skal som sagt være opmærksom på at museumsgæster er forskellige, så nogle vil være

tilfredse med kun at bevæge sig i de første to stadier, mens andre meget sociale personer,

vil kunne hoppe direkte op i de højere stadier.

5. Analyse

I dette kapitel ser vi først nærmere på Moesgaard Museum og derefter på Københavns

Museum. Vi vil starte med at beskrive de to museer for herefter at uddybe hvordan vi har

undersøgt museerne, i afsnit 5.1.1 og 5.2.1, hvilket skal ses i sammenhæng med afsnit 3.3

om udformningen af vores interviewguides samt vores generelle metodeovervejelser.

Herefter følger en analyse af de resultater vi er kommet frem til på baggrund af vores

empiriske undersøgelser, bygget op omkring rækkefølgen af spørgsmålene i den

interviewguide vi brugte til at interviewe de udvalgte brugere på de to museer (bilag 1).

5.1 Moesgaard Museum

Moesgaard Museum (herefter MOMU) er et arkæologisk, etnografisk og antropologisk

museum, der i 2014 har åbnet en ny museumsbygning med tilsvarende nye udstillinger i

nærheden af Aarhus. Ifølge museets egen hjemmeside er Moesgaard Museum det første

nye kulturhistoriske byggeri i Nordeuropa, og den spektakulære arkitektur har derfor nydt

stor bevågenhed fra både ind- og udland (Moesgaard Museum u.å. a). Ifølge museets

31

direktør Jan Skamby Madsen var målet med museets nye udstillinger at vise

arkæologernes arbejde i øjenhøjde med publikum, så de får en oplevelse af “opdagelsens

spænding” (Henning Larsen Architects 2014, s. 7, vores oversættelse).

Det har været vigtigt at sørge for at bygningen ikke stak af i landskabet, der er meget

bakket og omgivet af skove og marker, så det ser ud som om det rejser sig under en bakke

(se figur 2). Der er endvidere sørget for at selvom der er blevet bygget en meget stor

museumsbygning, lægger området i høj grad op til udflugter, løbeture osv., uden at man

skal betale for indgang til museet (ibid., s. 7 og 11). Selve museumsbygningen indbyder

også til ophold, da museets tag har form af en meget høj, græsklædt bakke hvor man frit

kan færdes, og som tilbyder nogle flotte udsigter over landskabet og Aarhus-bugten.

Når man kommer ind på museet mødes man af den store foyer (se figur 4), der

højdemæssigt strækker sig over flere etager, og med de store glaspartier forekommer lys

og rummelig. Som en af vores informanter forklarer, føler man sig ikke presset, selvom de

har stået i kø for at komme ind, og museet er fyldt af mennesker, pga. størrelsen og

stemningen i foyeren (bilag 5, s. 3, l. 12-15). Museets udstillinger består af

‘Oldtidsudstillingen’, den etnografiske udstilling om døden, samt særudstillingen Den

første kejser - Kinas terrakottahær (1. april - 30. september 2015). Derudover har de en

særudstilling skabt af studerende fra Aarhus Universitet, samt den såkaldte

Evolutionstrappe (se figur 3), der strækker sig fra den etnografiske udstilling på øverste

etage, til ‘Oldtidsudstillingen’ i bunden, med et stop i midten hvor foyeren ligger, og man

kommer ind. På trappen står livagtige dukker; rekonstruktioner af fund af menneskets

forfædre. På toppen af trappen, ved den etnografiske udstilling står tre nutidige mennesker,

men med tydeligt forskellige kulturer - Stephen Hawking, en aboriginal og en nordrussisk

nomade.

På vej ned til ‘Oldtidsudstillingen’ starter man med de ældste menneskeracer, og bevæger

sig frem i tiden. Vi har som tidligere nævnt (se afsnit 3.2), valgt at have fokus på

‘Oldtidsudstillingen’, hvorfor det kun er den vi vil beskrive yderligere.

‘Oldtidsudstillingen’ omhandler indtil videre tre perioder i historien: bronzealderen,

jernalderen og vikingetiden.

32

Figur 2. Moesgaard Museum set fra vejen. Figur 3. Evolutionstappen1

Figur 4. Moesgaard Museums foyer med kig mod indgangen. I forgrunden ses Evolutionstrappen2

1 Foto fra mitfyn.dk: http://www.mitfyn.dk/article/367627 2 Foto af Martin Schubert fra dezzen.com: http://www.dezeen.com/2014/10/20/moesgaard-museum-aarhus-

henning-larsen-architects-sloping-turfed-roof/

33

De er endvidere delt op i forskellige installationer eller emner, f.eks. bronzealderens

himmellegemer, eller våbenofringen ved Illerup Ådal. Overgangen mellem bronze- og

jernalder er ikke tydeligt markeret, men vikingeafsnittet har sit eget rum, dvs. man kan

ikke gå fra bronze- og jernalder direkte over i vikingetiden, uden at gå igennem

indgangspartiet (se bilag 6 for planoversigt).

Museet benytter sig meget af det store rums muligheder, og har lavet vægge og trapper, så

stedet forekommer “labyrintisk”, forstået på den måde at det er svært at overskue

rummenes placering i forhold til hinanden, fordi man bevæger sig meget rundt og op og

ned. De har også valgt at bruge lys og lyd gennem hele udstillingen, der skal skabe en

stemning af de forhistoriske miljøer. Vi vil komme ind på de enkelte dele i udstillingen

løbende gennem de næste afsnit.

5.1.1 Moesgaard Museum - Hvordan

Vi har undersøgt Moesgaard ad flere omgange, samt foretaget nogle af vores interviews i

København på grund af udfordringen med museets placering i Aarhus. Vi tog først til

Moesgaard for at undersøge om museet egnede sig som case i vores opgave. Her gik vi

selv på museet som gæster så vi ville kunne sætte os ind i de kommentarer eventuelle

informanter måtte give. Som nævnt tidligere i afsnit 3.2 er grunden til at vi har valgt at

undersøge netop dette museum at de har åbnet for en ny udstilling og udstillingsbygning

for kort tid siden, som har fået gode anmeldelser, både i medierne, og blandt brugere, hvor

der bl.a. bliver skrevet meget om levendegørelse og identifikation, f.eks. bliver museets

udstillingsleder Pauline Asingh citeret i Politiken: “Nu kan vi fortælle historierne om de

oldtidsmennesker, som holdt vores genstande i hånden. Det giver en langt stærkere

identifikation med fortiden, når vi kan fortælle, hvordan de mennesker levede, og hvordan

vi er blevet de mennesker som vi er” (Bech-Danielsen 2014).

Efterfølgende rejste vi til Aarhus i en 3 dages periode, hvor vi lavede interviews med

brugere de første to dage, og med udstillingsdesigneren Peter Balch Bertelsen den sidste

dag. Vi havde besluttet at gøre det i denne rækkefølge, så vi eventuelt kunne inddrage

nogle kommentarer fra brugerne i interviewet med Peter Balch Bertelsen.

Inden besøget havde vi sørget for at kontakte museet for at få tilladelse til at udføre vores

interview. I den forbindelse aftalte vi nogle grundregler, f.eks. at vi skulle sørge for at

præsentere os, og formålet med interviewet, tydeligt, ligesom vi skulle respektere at nogle

gæster ikke vil forstyrres i deres museumsbesøg.

34

Vi valgte at placere os lige udenfor ‘Oldtidsudstillingen’, nedenfor trappen, så vi havde

overblik over hvem der kom ud. På vores første dag på museet var det påskeferie, og de

havde lige åbnet særudstillingen med terrakottakrigerne, så der var rigtig mange

mennesker. Dette bevirkede at det var svært at have det overblik som vi havde regnet med.

Den anden dag var dog en almindelig hverdag, så der virkede vores taktik bedre. Fordi de

fleste besøgende kom i grupper var det svært at interviewe enkeltpersoner, hvorfor vi

valgte at lade dem snakke “som med en stemme”. Derfor er de fleste informanter interview

fra Moesgård med to-tre mennesker, selvom vi har markeret dem sammen som f.eks.

informant nr. 1.

Vi endte med at interviewe 15 grupper (bilag 4) på museet gennem fortløbende interviews

over de to dage; vi interviewede en museumsgæst hvorefter vi trak os lidt tilbage og

noterede de vigtige punkter, for straks at finde en ny at interviewe. Måden vi udvalgte

informanter på var ved at se på hvem der signalerede at de ikke havde travlt. I denne

proces fravalgte vi børnefamilier, fordi børnene højst sandsynligt ikke ville have

tålmodighed til at høre på et interview, og forældrene dermed ikke ville være tilbøjelige til

at indlede et sådant. Vi fravalgte ikke bevidst turister, men der var tilsyneladende ikke

mange, for vi fik kun kontakt med en enkelt mand, der gav udtryk for han ikke ville

interviewes. Vi forsøgte endvidere at sprede vores interview fordelt på køn og alder,

selvom det viste sig det ofte var svært især at adskille køn, da de som sagt gik i grupper, og

flere med deres kærester eller ægtefæller.

En af vores strategier til at finde informanter der havde tid til at snakke med os, var at stille

os udenfor en af indgangene til ‘Oldtidsudstillingen’ hvor der var en toiletfacilitet overfor.

Når folk kom ud af udstillingen, var der ofte en fra selskabet der skulle bruge disse, og de

resterende ledsagere ventede udenfor, og havde dermed tid til vores korte interview.

Efterfølgende valgte vi at kontakte nogle bekendte, vi vidste skulle besøge museet, og bad

dem om at tage billeder af det, de synes, var engagerende for dem, med henblik på et

interview der tog udgangspunkt i disse billeder - dette skulle hermed fungere som en

cultural probe (se afsnit 3.4.2), idet vi brugte billederne til at fastholde informanternes

tanker om den situation vi ville undersøge. Dette producerede nogle mere dybdegående

svar, ligesom vi fik snakket mere om museumsbesøget som helhed. Vi fik kun to af disse

interviews (bilag 5), da det var begrænset hvor mange potentielle informanter vi kendte,

der skulle besøge museet.

35

Interviewet med Peter Balch Bertelsen foregik på museet i et af deres mødelokaler. Vi

kunne også have valgt at udføre interviewet i udstillingen, så vi ville kunne se de ting vi

skulle snakke om. Vi valgte dog denne anden løsning, fordi vi så havde mulighed for at

optage interviewet, hvilket ikke ville kunne lade sig gøre i udstillingen pga. lydbilledet, og

fordi vi havde været i udstillingen de foregående dage, og havde det dermed i frisk

erindring.

I det næste afsnit vil vi forklare hvilke resultater vi har fået ud fra disse interviews og

analysere dem ud fra andre informationer om museet og vores teori.

5.1.2 Moesgaard Museum - Resultater og analyse

I dette afsnit vil vi præsentere de resultater vi kom frem til efter vi havde indsamlet empiri

om Moesgaard Museum gennem interview med udstillingsdesigneren Peter Balch

Bertelsen, 15 informanter på museet, samt yderligere to informanter vi interviewede

efterfølgende, da de brugte cultural probes, samt analysere disse resultater. Vi har

opbygget afsnittet efter de tre spørgsmål vi stillede de museumsbesøgende, da vi var på

museet (se interviewguide, bilag 1). Således vil vi starte med at se på hvem der kom på

museet og hvorfor. Herefter har vi valgt at uddybe de tre ting som flest af vores

informanter nævner som engagerende. Til sidst vil vi komme ind hvad vores informanter

mener begrebet engagement betyder for dem.

Til at se på hvem vores informanter var, og hvorfor de kom på museet har vi valgt at bruge

John H. Falks model for den motivationsrelaterede museumsoplevelse (se afsnit 4.1). Det

har vi gjort fordi han i stedet for at lave inddelinger efter demografi, udstillingsstil eller

museumstype, har inddelt folk efter den motivation de har for at besøge museet. Efter

lange undersøgelser er han kommet frem til at museumsoplevelsen er svær at belyse ud fra

de parametre der ellers traditionelt er blevet brugt, som demografi osv., og er kommet frem

til at brugernes museumsoplevelse i høj grad er styret af den motivation de har for at

komme på museet, fordi det at gå på museum er en meget personlig ting og er knyttet til

individets identitetsfølelse. Ud fra dette fandt han ud af at motivation spiller en stor rolle

(Falk, 2011, s. 31-35).

36

5.1.2.1 Hvad kendetegner informanterne

For at forstå hvilken motivation der kan ligge til grund for de besøgendes besøg på

MOMU, har vi som sagt valgt at bruge Falks fem identitetsrelaterede motivationstyper der

giver et overblik over hvordan de besøgende giver deres museumsoplevelse mening. Ifølge

Falks forskning fremgår det “at disse identitetsrelaterede motivationer kan relateres

direkte til, hvordan de besøgende forholder sig til museets omgivelser, såsom deres adfærd

i, og interaktion med, omgivelserne og, ganske vigtigt, hvordan de tillægger oplevelsen

betydning, når de forlader stedet igen” (Falk, 2011, s. 38). Her er der altså tale om det, der

i Dindler & Iversens artikel, som vi skrev om i afsnit 4.2, kaldes meningsfulde motiver, da

der er tale om mere langvarige mål og værdier hos de besøgende. Falk (2009) kommer

frem til at besøgende har én af fem mulige motivationer for at besøge et museum, der også

er bestemmende for deres adfærd under besøget, samt det udbytte og de minder de får af

deres besøg: ‘Explorer’, ‘Facilitator’, ‘Experience seeker’, ‘Professional/hobbyist’ og

‘Recharger’ (se afsnit 4.1 for uddybning af motivationstyperne).

De forskellige motivationstyper agerer forskelligt ved museumsbesøg, da de søger

forskellige ting og oplevelser. F.eks. vil ‘Explorers’ gerne overraskes, mens

‘Professional/hobbyists’ er mere bevidste om hvad de vil se og opleve (Falk 2009, s. 102).

Ifølge Falk kommer de besøgende på museer ikke som blanke tavler, men medbringer

interesser, viden, meninger og tidligere erfaringer fra museumsbesøg (ibid., s. 52), hvilket

også underbygges af de undersøgelser som Taheri et al. (2014) udførte, som vi beskrev i

afsnit 4.4, hvor netop forhåndsviden viste sig at være en vigtig ‘driver of engagement’, og

som kan medvirke til at bestemme folks præferencer.

De fleste museumsbesøgende er bevidste om at de kommer på museet med en

forhåndsviden om museet, og har forventninger til besøget som afhænger af denne

forhåndsviden. De besøgendes motivation for at besøge museet, deres museums adfærd,

deres eksisterende viden og minder er ikke forskellige aspekter af den besøgendes

oplevelse, men mere en stor sammenhæng - en sammensmeltet forening (Falk 2009, s. 62).

Tanken om at se museumsoplevelsen som en sum af flere forskellige aspekter er den

samme som der ses i Falk & Dierkings ((1992)2011) ‘The Interactive Experience model’,

som vi forklarer i afsnit 4.2. Her er det sammensætningen af en personlig, social og

psykisk kontekst der skaber museumsoplevelsen, og de ting som Falk (2009) snakker om,

er altså indenfor den personlige kontekst.

37

Det kan være svært for os at sætte den rigtige motivationstype på vores informanter, da det

er korte interview, der er blevet foretaget, og derfor ikke giver et hundrede procents billede

af de interviewede og deres formål med besøget. Men ud fra spørgsmål 1 fra

interviewguiden (bilag 1), om hvorfor og hvem de var på museum med, kan vi danne os et

overblik over hvilken motivation som de blev drevet af. Ud fra vores interview med

informanterne fra MOMU, kan vi se at der er en stor overvægt af dem, som er kommet

med en motivation som svarer til den der kaldes ‘Explorer’ eller ‘Experience seeker’.

Mange af de adspurgte informanter svarede, at de enten var kommet for at se det nye

museum eller særudstillingen om Terrakottakrigerne, hvilket svarer til motivationen for

motivationstypen ‘Experience seekers’. De er kommet for at se noget bestemt, der kan

“krydses af en liste” (Pedersen 2010 b), f.eks. Monika der er kommet for at se

terrakottakrigerne med sin mor og sin mand, fordi de alle har en forhåndsinteresse for Kina

(bilag 5, s. 7, l. 6-8). De informanter som havde en motivation der stemte overens med

‘Explorer’, er kommet på museet for at få opfyldt en personlig nysgerrighed, som f.eks.

informant 10 der besøgte museet for første gang, da de havde set plakater for museet

mange steder og derfor gerne ville besøge museet (bilag 4, s. 3, informant 10).

Der var dog også nogle informanter der kom på museet med andre motivationer. Informant

nummer 3 kom på museet som ‘Facilitator’, da han var afsted med sine venner og familie

for at vise museet frem, da han havde været der før og syntes at det var et fedt museum

(bilag 4, s. 1). Han var socialt motiveret, da hans besøg primært fokuserede på at

muliggøre oplevelse og læring for den gruppe han fulgtes med (Falk 2011, s. 36). Det

samme gjorde sig gældende for informanten som var afsted med sit barnebarn (bilag 4, s.

2, informant 6). Den motivation som den besøgende har når museumsbesøget begynder, er

også den der sluttes af med, dog kan nogle af de andre typer/roller indtræde kortvarigt

(Falk 2011, s. 109). Derfor kan f.eks. de to informanter der har fungeret som ‘Facilitator’,

sagtens have skiftet motivation undervejs, men deres rolle under besøget har hovedsageligt

været rollen som formidler.

Informant nummer 7 kunne i princippet også have rollen som ‘Facilitator’, idet han er

afsted med familien og har været der før (bilag 4, s. 2), men han kunne også sagtens blive

identificeret med motivationen ‘Professional/hobbyist’, da han nævner at han har en

interesse i historie (bilag 4, s. 2) - dog er det svært at blive klogere på hvilken en af disse

motivationer som har været dominerende for hans besøg.

38

Vi kan som sagt ikke sige med 100 % sikkerhed hvilken motivation vores informanter har

for at komme på museet, fordi dette punkt ikke blev uddybet nok i interviewene, da vi

under udførelsen af interviewet endnu ikke havde fundet ud af vi ville gøre brug af Falks

motivationstyper.

Derfor har vi nogle informanter som vi ikke er helt sikre på hvilken motivation vi skal

koble på. F.eks. er vi i tvivl om hvorvidt man kan sige at informant 7 og 12 (bilag 4, s. 2-3)

har motivationen ‘Professional/hobbyist’. Informant 7 forklarer at han kommer på museet

fordi han har en interesse i historie, men vi ved ikke om det er en generel interesse, som de

fleste kan fremvise når de kommer på et museum, eller hans interesse er af en sådan art, at

han besidder en stor mængde viden om museet. Hvis det første er tilfældet vil vi

kategorisere ham som en ‘Explorer’, men hvis det er det sidste, er han

‘Professional/hobbyist’. Informant 12 var to kvinder, der havde været til et foredrag i

Århus om ‘familien’, hvor der blev inddraget eksempler fra museet, bl.a. voksfigurerne

placeret på trappen ned til ‘Oldtidsudstillingen’. Deres motivation for at besøge museet var

meget specifik idet de ønskede at se de figurer der var blevet vist under foredraget (bilag 4,

s. 3, informant 12). I dette tilfælde kan man både snakke om at de var

‘Professional/hobbyist’, fordi de kommer for at udvide deres viden indenfor et bestemt

emne, og om at de var ‘Experience seekers’ fordi de kom for at se en bestemt del af

udstillingen. Vi vil dog definere dem som det sidste, fordi foredraget ikke handlede om

Oldtiden, men om gener og arv, og dermed ikke handlede om museets emner, hvorfor de

ikke kan udvide deres viden om foredragets emnefelt på museet.

Man kan således se at motivationen for størstedelen af de besøgende ikke har været at

tilfredsstille en specifik forhåndsinteresse for museets emner, men snarere at tilfredsstille

deres nysgerrighed på at se en vigtig del af Kinas kulturarv, og på et emne der dybest set

har en betydning for alle. Dermed kan man sige det må være udstillingens mål, at skabe en

interesse hos brugerne der ikke nødvendigvis er der i forvejen, dvs. en situationel interesse

som vi beskriver i afsnit 4.2, fremfor at tale til brugernes relationelle interesser der er

længerevarende interesser. Vi vil sige de lykkes med dette mål, da de med dramatiserede

rum, sætter kroppen ind i en anden tid, og bruger lys- og lydeffekter til at binde hele

udstillingen sammen, så man oplever den forholdsvis kontinuerligt. Dette vil vi beskrive i

de næste 2 afsnit, der handler om hvad vores informanter (bilag 4 og 5) oplevede som

engagerende, og hvordan de selv beskriver begrebet engagement.

39

5.1.2.2 Hvad var engagerende?

De tre dele af ‘Oldtidsudstillingen’ som vores informanter fra MOMU syntes var mest

engagerende var Vikingeudstillingen med historiebrikkerne, moseområdet og

Grauballemanden (se bilag 4). Vi har derfor struktureret dette afsnit efter vores

informanters svar, således at vi først kommer ind på Vikingeudstillingen, derefter

moseområdet, og til sidst Grauballemanden. Vikingeudstillingen er som sagt placeret lidt

for sig selv, som det ses på plantegningen i bilag 6, og denne isolerede placering gør at det

har været muligt at installere en slags interaktiv historiefortælling, afskåret fra den øvrige

udstilling.

I det første rum får man præsenteret en række personer, og man skal så vælge en ved at

tage en nøglebrik under vedkommendes billede (se figur 5). Herefter kommer man ind i et

rum hvor de forskellige personer er “levendegjort” som vellignende voksdukker, og man

går hen til den person man har valgt. Foran alle personerne er der placeret en glasplade

med lys, hvor formen på ens nøglebrik er graveret (se figur 6). Når man lægger sin brik på

feltet går historien i gang, fortalt med den valgte persons stemme og synsvinkel. Alle

historierne drejer sig om ca. samme periode og om vikingebyen Aros (nu Aarhus), men fra

vidt forskellige perspektiver, f.eks. dronningen, en snedker, eller tronraneren.

I resten af vikingeudstillingen er der placeret lignende glasplader, og når man finder en

med sin nøglebrik på, kan man lægge den på glaspladen og høre videre på historien.

Da de to første rum er domineret af at man skal vælge en nøglebrik og en figur, kan man

argumentere for at det fungerer som ‘attractors’, dvs. noget der tiltrækker

opmærksomheden, mens historierne og det at man får øje på de lysende glasplader

fungerer som ‘sustainers’, noget der vedligeholder brugerens engagement, så hun har lyst

til at fortsætte med at lytte og finde flere historier (jf. afsnit 4.2). De mangler dog den

sidste dimension - ‘relator’ - der giver en lyst til at fortsætte med at bruge systemet (ibid.).

Hvis det skulle have været tilfældet kunne museet f.eks. have tilbudt muligheden for at

lytte til flere af historierne derhjemme.

40

Figur 5. Vikingeudstillingens første rum, hvor alle personer præsenteres med billede og tekst. Personens nøglebrik hængende nedenunder.

Figur 6. Th. ses en nøglebrik som skal ligges på glaspladen for at aktivere historien. Tv. ses en af de personer som man kan følge i vikingeudstillingen.

41

Vikingeudstillingen er bygget meget op omkring disse historier, og er derfor ikke så

teksttung. Som Peter Balch Bertelsen siger, bevirker dette greb at hvis man vælger ikke at

lytte til historierne, får man ikke lige så meget ud af udstillingen (bilag 3, s. 9, l. 16-17).

Denne udfordring viser sig hos begge vores informanter der benyttede cultural probes (se

afsnit 3.4.2), idet de begge nævnte vikingehistorierne som noget positivt, men ingen af

dem gik så meget ind i det (bilag 5). Informanten Laurents var blevet træt efter de to store

udstillinger om bronze- og jernalder, så han sætter sig og hviler sanserne i et hvilerum, og

informanten Monika og hendes familie havde set flere vikingeudstillinger før, så de følte

ikke denne udstilling kunne give dem noget mere (bilag 5, s. 5, l. 1-19 og billede 17). Hvis

museet havde tilbudt at man kunne høre historierne hjemmefra efterfølgende, som

foreslået ovenfor, kunne det have resulteret i at informanterne havde fået mere ud af

udstillingerne, fordi de kunne vælge at få flere informationer når de havde overskud til det

- i hvert fald Laurents, der beskriver at han var træt og utålmodig efter at have set de andre

udstillinger, og han havde svært ved at komme til, hvorfor han ikke fik brugt sin brik

(bilag 5, s. 5, l. 1-19). Både Monika og Laurents’ besøg hos vikingerne blev endvidere

hæmmet af de exceptionelt mange besøgende, da det ved begge besøg var ferie (påskeferie

og weekenden omkring 1. maj/pinseferien). Der var derfor ikke plads til at de kunne høre

alle deres valgte historier, og Monika sagde endvidere at hun syntes historierne var for

lange, hvorfor hun afsluttede nogen af dem, inden de var færdige. Dette kan ligeledes

hænge sammen med mængden af mennesker i udstillingen - når man ved nogen venter på,

at man bliver færdig, er det måske ikke så nemt at slappe nok af, til at høre historierne til

ende. Dette er på trods af at man faktisk har tænkt over placeringen af ‘brik-læserne’, der

er placeret i mindre alkover, så man er i et slags lukket rum, mens man lytter. Vores andre

informanter har dog ikke nævnt vikingeudstillingen i negative vendinger (måske fordi vi

kun spurgte ind til det de synes var engagerende), men har netop beskrevet hvordan det er

positivt med historierne i vikingeudstillingen, fordi de skaber en pause, hvor man kan

sidde ned og fordybe sig i historien (bilag 4, s. 3, informant 10).

Historiegrebet betyder endvidere at museumsoplevelsen bliver individualiseret, som

Monika beskriver i billede 17 (bilag 5, s. 12). Når man går ind i udstillingen vælger alle en

brik hver, og ofte forskellige brikker, hvilket bevirker at man følger sin egen historie rundt

i udstillingen. Dette lægger yderligere et pres på mængden af mennesker i udstillingen,

fordi alle skal høre hver sin historie. Men som Monika siger, kan denne individualiserede

42

oplevelse også være en god ting, fordi alle får en vinkel på den samme tidsperiode (ibid.).

På den måde kan man snakke om hvad man hver især har oplevet når man kommer ud, og

diskussionen får således flere perspektiver på den samme historie, fordi de alle omhandler

samme tid og sted.

Nogle informanter beskrev endvidere vikingebrikkerne positivt, fordi de lagde op til man

selv skulle være aktiv, og gå på ‘skattejagt’ i udstillingens rum efter de steder brikken

kunne udløse en historie (bilag 4, s. 2, informant 5 + informant 9). Informant nr. 9 beskrev

endvidere at skattejagten skabte en rød tråd i udstillingen, fordi vikingerne på samme måde

rejste ud i verden (bilag 4, s. 2).

At de har vægtet historierne over mere teksttung formidling, tydeliggør også museets valg

om at lægge vægt på de levede liv, frem for de mere traditionelle byggeklodsudstillinger,

hvor vægten lægges på fakta. På MOMU har de lagt vægt på at bruge genstandene til at

fortælle en historie om oldtidens mennesker, og således ikke fortælle selve genstandenes

historie, der hurtigt kan blive meget tør for ikke-eksperter, som f.eks. hvor lang var pilen,

hvad var den lavet af osv. (bilag 3, s. 2, l. 30-45). Dette viser sig også i den manglende

opdeling mellem bronze- og jernalder, for som Peter Balch Bertelsen siger, har det ikke

dengang været en skarp opdeling, men snarere en udvikling over 600 år, og man har brugt

flint hele vejen op til middelalderen (bilag 3, s. 9, l. 39-46)! På denne måde afspejler selve

udstillingens opbygning også valget om at fortælle menneskets historie. De har således

valgt at lade de to tidsperioder have en flydende overgang, for som museumslederen har

sagt til Peter - de kan godt glemme at lære folk om oldtiden som om de forskellige

perioder var nogle klodser man kan bygge ovenpå hinanden. Og det er måske heller ikke

så vigtigt at kunne tidsperiodernes rækkefølge (bilag 3, s. 9, l. 34-39).

Vigtigheden af den overordnede historie har også betydet at de flere steder har været

nødsaget til at fortælle den mest plausible historie, hvilket betyder at de ikke er helt sikre

på det forholder sig, præcis som de fortæller (bilag 3, s. 10, l. 11-15). Det har de valgt at

gøre opmærksom på i udstillingerne ved at skrive “vi tror…” og lignende på skilte, og gør

også opmærksomme på tvivlsspørgsmål i nogle af de forskellige videoer, rundt omkring i

udstillingen. Dette bryder med den traditionelle monologiske museums-stemme, der sidder

inde med alle de rigtige svar, og hvis mål er at oplyse befolkningen, som vi beskrev i

indledningen.

43

På samme måde har de valgt at udforme f.eks. udstillingen om mosen, så man bruger

sanserne til at fornemme stemningen af mose, fordi de ikke præcist kan sige hvordan en

mose dengang så ud - gulvet giver lidt efter når man går på det, lyd og lys bliver brugt, der

er runde hjørner, og kig nedad, til etagen nedenunder. Bl.a. er der i midten af mosen et kig

ned, hvor man ser Grauballemanden oppefra. Peter Balch Bertelsen forklarer at de i

udstillingerne prøver at vise emnet fra et menneskeligt perspektiv. Således har jernalderen

for et menneske handlet meget om at se nedad, vandet og mosen har været vigtige, mens

man i bronzealderen har kigget opad, mod stjernehimlen og solen - vist i udstillingen ved

kig og bevægelser opad og nedad (bilag 3, s. 3, l. 3-13).

En ting som Peter Balch Bertelsen vender tilbage til gennem interviewet er at udstillingen

er bygget i 1:1 skala, dvs. de har prøvet at forklare datidens menneskers historie i

øjenhøjde med det nutidige publikum. Det har de både gjort i det sprog de fortæller med,

men også fysisk, som eksemplet er med de op- og nedadgående vinkler. Dette koncept

nævner vores informanter dog ikke direkte da vi snakker med dem, men de er begejstrede

for udstillingen og flere af dem forklarer hvordan iscenesættelsen af emnet er engagerende

for dem, i form af forskellige højder på tingene, det sumpede gulv i mosen, og brugen af

lys og lyd der får dem til at føle de er til stede i en anden tid og verden (bilag 4, s. 2,

informant 7+8, og bilag 5, s. 1, billede 1). Man kan således argumentere for at museet

forsøger at skabe en bro mellem museets viden om datiden, og brugernes

hverdagserfaringer, som Dindler & Iversen foreslår, ved at sammenligne dem med

datidens menneskers hverdag. Det skaber en indlevelse for brugeren, som er engagerende.

I moseområdet var der endvidere mulighed for at starte nogle film, der handlede om

ofringer, ved at stille sig bestemte steder langs mosens kant. Mange af vores informanter

nævnte dette som specielt interaktivt, og engagerende, fordi man med dette greb, selv kan

få noget til at ske (bilag 4, f.eks. s. 2-3, informant 9 og 10).

Til at begynde med gjorde installationen ikke brug af ‘attractors’ i sig selv, da man ikke

umiddelbart kunne se at der skete noget, når man stillede sig der hvor man skal for at starte

filmen. Efterfølgende har de dog sat nogle laminerede A4 ark op for at gøre opmærksom

på filmene, men da der er dæmpet lys i udstillingen ser man det først når man kommer

derhen (se figur 7).

44

Figur 7. Fotos fra moseområdet- Tv. vises et A4 ark, som er lagt på bordet ved moseområdet for at gøre opmærksom på at der er animationer, som begynder, når man stiller sig ved skiltet. Th. ses arket fra

afstand, markeret med en gul cirkel.3

Når filmen er startet kan man sige den virker som ‘sustainer’ (jf. afsnit 4.2), fordi man vil

se filmens lille historie færdig. Når man først har fundet ud af hvordan man starter en film,

fungerer det som ‘relator’ - man har lyst til at bruge systemet igen, og man leder efter

andre steder hvor man kan starte en film.

Peter Balch Bertelsen forklarer dog at de i udstillingen ikke har lagt så stor vægt på at lave

svære digitale film og computerspil, fordi der er mange andre der kan lave det mere

overbevisende end dem, f.eks. Hollywood, DR eller EA games. De har derimod fokus på

genstandene og rummet, for som han siger, “Vi har nogle genstande, og vi har nogle rum.

Så skal det være trukket af genstande og rum. Det skal være det, der fortæller det.” (bilag

3, s. 5, l. 27-29). Og museets mest kendte genstand er uden tvivl Grauballemanden, så det

vil nok glæde mange museumsmedarbejdere, at det netop er udstillingen om og med ham,

som mange af vores informanter nævner som engagerende.

Fra mosen er der som sagt kig ned til ham (se figur 8), og på siden af mosen er der en

trappe ned til etagen nedenunder. Først er der et rundt lokale (der følger mosens

dimensioner), der

3 Det har været svært at tage billeder på MOMU, pga. den dæmpede belysning, så vi har lysnet

nogle af billederne selv

45

Figur 8. I selve moseområdet er der et kig ned til Grauballemanden (øverst). Nederst ses Grauballemanden placeret midt i cirkulært rum på etagen nedenunder4.

omhandler mosefund generelt, og i midten er der endnu et rundt rum, hvor

Grauballemanden ligger. Her kan man gå rundt om ham, og se fra alle sider. Der er en

bænk langs muren, og ellers er det et bart rum, så man virkelig kan få oplevelsen af ham

ind (se figur 8). I udstillingen er der desuden to tilstødende rum; det ene indeholder en

installation om Gundestrupkarret, mens det andet handler om Grauballemandens historie.

4 Foto fra Medieafdelingen Moesgaard Museum: http://www.moesgaardmuseum.dk/media/2042/se-

grauballemanden-i-mosen-moesgaard-museum.jpg?width=1600/ og

http://www.moesgaardmuseum.dk/media/2035/grauballemanden-i-sit-nye-rum-foto-moesgaard-museum-

jacob-gonge-due.jpg?width=1600

46

Der er en storskærm hvor eksperter forklarer om både polemikken omkring hans opdagelse

og konservering, og hans egen forhistorie - hvem var han, hvad ved vi om ham osv. Rundt

om i rummet er der placeret forskellige genstande relateret specifikt til Grauballemanden,

f.eks. hans sidste måltid, der blev fundet i hans mave.

Vores informanter er som sagt generelt begejstrede over formidlingen omkring

Grauballemanden. Monika synes specielt godt om formidlingen af ham, fordi der var en

intim stemning i det lille rum, og man kunne komme tæt på ham, og se fra forskellige

perspektiver (bilag 5, s. 9, billede 12). Den intime stemning er skabt af det Peter Balch

Bertelsen kalder dramatiserede rum, og som han beskriver, er en stor oplevelse for mange,

fordi det er noget man ikke får så mange andre steder - det er en unik oplevelse (bilag 3, s.

5, l. 22-32). Han snakker endvidere om, at det der virkelig engagerer folk, er at

udstillingen taler til flere forskellige aspekter af os som mennesker - følelser, minder,

sanser, intellekt mm. og som sætter nogle tanker i gang, som vi ikke normalt har i

hverdagen - når udstillingen prikker til os som mennesker (bilag 3, s. 16, l. 15-18). Det kan

f.eks. være ved blot at komme helt tæt på, som det er tilfældet med Grauballemanden, og

også figurerne på evolutionstrappen (bilag 3, s. 7, l. 19-22).

“... et eller andet sted, hvis vi virkelig vil sætte museets arbejde op, så er det måske

noget med, for os når vi kommer derind som besøgende, at det er vel en eller anden

søgning med mening med det, en eller anden form for forbindelse til det som

mennesker har gjort tidligere, til i dag, som måske giver mig en ide om, hvad er

meningen med det der mærkelige det hele, mit, det der var, det der er nu, det der

kommer, og det synes jeg, når det virker på museet så er det rigtig stærkt!” (bilag

3, s. 17 l. 9-14)

Dette er også i overensstemmelse med det førnævnte koncept om at de formidler i

øjenhøjde, med udgangspunkt i mennesket, de forsøger at levendegøre genstandene, ved at

sætte folk ind i en tid “ikke bare med intellektet, men med hele kroppen” (bilag 3, s. 3, l.

40-41).

Levendegørelse af Grauballemanden var også noget der engagerede vores informanter, da

de så filmen om ham, fordi de bedre kunne relatere sig til ham og hans historie (bilag 4, s.

3, informant 12). Dette stemmer overens med Dindler & Iversens (2009) teori om at

engagement skabes hvor der bliver skabt en sammenhæng mellem brugernes

hverdagserfaringer, og museets viden, fordi man på denne måde kan relatere sig til

budskabet (jf. afsnit 4.2). Der var også nogle informanter der synes det var engagerende at

høre om diskussionen og politikken omkring Grauballemandens opdagelse (bilag 4, s. 3,

47

informant 11). Dette kan måske forklares på samme måde som ovenstående - emnet taler

til deres relationelle interesser, dvs. en længerevarende interesse, man således også har på

andre tidspunkter.

5.1.2.3 Hvad betyder engagement for informanterne?

Da vi spurgte vore informanter hvordan de forstod begrebet engagement kom de med

mange forskellige svar - og det var som regel også i forhold til det de selv havde syntes var

engagerende i udstillingen. Besvarelserne for de 15 informanter vi interviewede på museet

har vi sammenfattet i disse 11 punkter (se bilag 4):

Når man kan leve sig ind i det

Selv at gøre noget/være aktiv

Noget man går op i/ brænder for - har en interesse i

Interaktivitet/ interaktion

Give sig tid - fordybelse

Gøre det levende

Er en oplevelse

At man må røre, der sker noget

Selv at finde ting, gemte steder, gå på opdagelse

Nysgerrighed

Åben for nye indtryk - påvirkning

En følelse af at være til stede

Monika og Laurents (bilag 5), der havde haft længere tid til at tænke over begrebet, kom

med nogle lidt mere udførlige svar, der dog stemte nogenlunde overens med de første 15

informanters svar:

Engagement er ikke altid aktivitet, man kan også være engageret ved at sætte sig og

nyde noget.

Nysgerrighed - når man er nysgerrig skabes engagement.

Der skal være en udveksling mellem udstillingen og individet - det kræver noget af

begge parter.

Inddragelse, hvad kan man blive en del af

48

Indlevelse

Føle sig grebet

Indlevelse, inddragelse, nysgerrighed og en form for aktivitet bliver således fremhævet

som noget der engagerer, af begge informantgrupper. Som det ses er det dog meget

individuelt hvad der skaber engagement hos brugerne, hvorfor de teoretikere vi har brugt

ikke snakker så meget om hvad der konkret skaber engagement, men mere abstrakt, hvilke

processer er til stede når oplevelsen af engagement opstår og finder sted. Det kan måske

beskrives som baggrunden for den konkrete oplevelse af engagement.

F.eks. kan man sige at begrebet serendipitet (jf. afsnit 4.3), kan være baggrunden for den

nysgerrighed nogle af vores informanter beskriver, kan være en trigger for engagement.

Når de ser noget nyt eller uventet undres de, og bliver nysgerrige på hvad det er, eller hvad

det laver her, og det kan således fungere som en såkaldt “point of engagement”. Idéen om

serendipitet stemmer også overens med at man skal være åben overfor nye indtryk og

påvirkninger, som informant 14 svarer (bilag 4, s. 4). En af forudsætningerne for

serendipitet er nemlig, at man skal være åben og opmærksom, for ellers går man bare i sin

egen verden, og opdager ikke noget nyt (Informationsordbogen, u.å.).

Ud fra informanternes besvarelser er vi kommet frem til, at et nøglebegreb for alle

besvarelserne må være deltagelse, både forstået konkret (som f.eks. interaktivitet), som

følelse, og i relation til emnet. Dette er interessant, fordi man på MOMU netop ikke har en

særlig stor mængde interaktive installationer, hvor man selv konkret kan deltage - og flere

af de tiltag de har, hvor det rent faktisk er tilfældet, bliver slet ikke nævnt af vores

informanter, f.eks. hærlederbordet som vi forklarer nærmere nedenfor, eller

vikingeskibssimulatoren, hvor man skal sejle et vikingeskib på en given rute. Dog nævner

en af vores informanter at engagement kan blive skabt af brugerinddragelse, hvis man føler

man er en del af noget større. Dette bliver også draget frem af Nina Simon (2010), som en

af hjørnestenene i god brugerinddragende formidling. For at blive engageret i en aktivitet,

skal man føle sig som en del af noget større, og man skal endvidere føle at ens bidrag er

betydningsfuldt (Simon 2010, s. 16-22).

Vi snakkede med Peter Balch Bertelsen om hvorfor de ikke har gjort mere brug af

interaktivitet, selvom det generelt er et buzzword indenfor museumsformidling, fordi det

lægger op til at brugerne er aktive og dermed engagerede i udstillingen. Han forklarer at på

MOMU har de forsøgt at være påpasselige med at inddrage interaktivitet for

49

interaktivitetens skyld. Hvis man skal bruge interaktivitet, skal det være for at give

brugerne et forståelsesaspekt, som vil være svært at formidle på andre måder (bilag 3, s.

12, l.10-16). En af de ting der er interaktivt er det de kalder MOMU Lab, hvor man får et

indblik i konservatorernes verden. Her bruges digitale interaktive installationer til at give

brugerne en forståelse for hvad konservatorer laver - et emne der ifølge Peter Balch

Bertelsen, ofte kan være meget tørt, hvis man bruger andre, mere traditionelle

formidlingsformer, f.eks. en film eller en planche (bilag 3, s. 4, l. 3-6). Vores informant

Monika var specielt begejstret for denne installation, fordi hun syntes man lærte noget, i et

afslappet miljø, hvor man kunne føle sig tryg, fordi man ikke var bange for at gøre noget

forkert (bilag 5, s. 7, billede 9). Dette hænger sammen med hendes baggrund for at besøge

museer generelt - det er ikke for at blive underholdt, men for at lære noget, for at udvide

hendes horisont (bilag 5, s. 8, l. 2-4). Derfor er museets udstillingsidé om kun at bruge

interaktivitet hvor det giver noget ekstra, en god ting for besøgende som Monika. Hun

fortæller om flere steder, hvor hun føler de har forsøgt at lægge op til engagement, f.eks.

ved Slaget (videoinstallation der uddybes senere i afsnittet), men hvor hun ikke føler det

giver hende noget. Som hun siger “og hvad skal jeg så bruge det til?” (bilag 5, s. 10,

billede 14). Dog har hun taget billeder af disse ting, fordi hun kunne se andre der var

engagerede, f.eks. ved Slaget (bilag 5, s. 10, billede 14) og hærlederbordet (bilag 5, s. 10,

billede 13).

Figur 9. Hærlederbordet, hvor et slag er ved at udfolde sig. Strategien er blevet valgt, og brugerens hær (de hvide) er ved at angribe modstanderen (de røde).

Hærlederbordet er en digital installation hvor man ved hjælp af nogle brikker formet som

henholdsvis, bueskytte, spydbærer, og hestefolk, kan udspille forskellige slag-strategier (se

50

figur 9). Man vælger en af figurerne, og får så tilbudt et antal forskellige

opstillingsstrategier, hvorefter man ser hvordan slaget udfolder sig med denne strategi.

Dette er der ingen af vores informanter der nævner som engagerende for dem selv. En

mulig grund til dette er, at det ikke er tydeligt hvad man skal gøre og hvordan det virker,

hvilket skaber en barriere i forhold til at få folk til at bruge det i første omgang. En anden

grund kan være, at det ikke er tydeligt hvad formålet med installationen er, hvilket ifølge

Nina Simon er demotiverende for brugerne, fordi det så bliver uklart hvad museet tilbyder

brugeren i denne installation (Simon, 2010, s. 16-18). Hun citerer spil-forskeren Jane

McGonigal der forklarer at der skal være fire ting til stede for at brugeren har det godt (og

dermed bliver engagerede): “satisfying work to do, the experience of being good at

something, time spent with people we like, and the chance to be part of something bigger”

(ibid., s. 18). Ud fra dette kan man sige at installationen kan give oplevelsen af at være god

til noget, når det lykkes at vinde slagene, med færrest mulige døde, og ud fra vores

observationer så det også ud som om installationen giver mulighed for at lave noget

sammen med folk man kan lide, idet de fleste kommer på museet i en social kontekst og

man derfor diskuterer strategier med dem man følges med. De sidste to parametre bliver

dog ikke opfyldt, da det manglende formål eller læringspotentiale gør at arbejdet ikke er

tilfredsstillende ligesom man ikke direkte føler man er en del af noget større, da man ikke

har mulighed for at gemme resultatet, eller lignende.

I modsætning til dette bliver Slaget nævnt flere gange. Det er en slags videoinstallation,

hvor man kommer ind i et rum med to store skærme på hver side, med hver sin hær, der i

videoen stormer mod hinanden og til sidst støder sammen på slagmarken. Det virker

således som om man står midt i mellem disse to hære, og er midt i slaget. Efter filmen

oplyses nogle montrer, hvor ødelagte våben fra dette slag er placeret (se figur 10). Her er

der således tale om en følelse af at deltage - i kraft af ens placering i rummet, deltager man

i slaget, uden reelt at være aktiv.

Der er således flere af vores informanter der udtrykker at Slaget har givet dem en stærk

sanseoplevelse (f.eks. bilag 4, s. 4, informant 14), og Laurents forklarer at det er en

oplevelse der stadig sidder i ham, da vi interviewer ham, et par uger efter hans besøg (bilag

5, s. 4, l. 44-50).

51

Figur 10. Slaget, som udfolder sig på de to parallelle skærme. På gulvet oplyses montrer med våben5

Figur 11. Nedtælling til Slaget6.

5 Foto af Lars Bertelsen fra aarskov.com: http://www.aarskov.com/portfolio-posts/moesgaard-museum/ 6 Foto af informanten Laurents (bilag 5, s. 2, billede 6)

52

Andre forklarer at videoen gav et ekstra forståelsesperspektiv i forhold til de våben der var

udstillet, fordi det blev gjort levende for dem og de havde en følelse af at være til stede

(bilag 4, s. 2-3 informant 8+11). Man kan argumentere for at denne videoinstallation er

bygget op i der svarer til O’Brien & Toms (2008) forståelse af engagement som en proces.

’Point of engagement’ er uden for rummet, hvor en projicering tæller ned (“Slaget starter

om 0.10” se figur 11), hvilket Laurents nævner som noget positivt. Det tolker vi som om at

det pirrede hans nysgerrighed, og gjorde at han ville undersøge det nærmere - det fungerer

således som en ‘attractor’.

Perioden med vedvarende engagement sker under filmen, hvor brugerne bliver fastholdt af

oplevelsen, der bliver forstærket af lyd- og lyseffekter - selve filmen er altså en ‘sustainer’.

‘Disengagement’ (jf. afsnit 4.3) sker når filmen slutter, og brugerne bliver hevet ud af den

verden de midlertidigt har været en del af, ved at der ikke sker mere på skærmene, og det

bliver lysere, ligesom man er vant til i biograf når filmen slutter. ‘Reengagement’ (ibid.)

kan ske når de går videre i udstillingen og i kraft af videoinstallationen besidder en

forhåndsviden om emnet (og dermed en interesse), hvilket kan føre til at de vælger at

fordybe sig yderligere i de informationer der er om våbenofringer i jernalderen.

Noget andet interaktivt som Monika og Laurents beskrev som engagerende er

forskerskærmene, der befinder sig flere steder rundt i udstillingen om bronze- og

jernalderen. Her står en forsker og tripper efter at komme ud med sin viden, som Laurents

beskriver det (bilag 5, s. 4, l. 18-20), og under forskeren kan man vælge mellem tre emner

(se figur 12).

Netop forskerskærmene har Peter Balch Bertelsen stået for at udvikle og han forklarer at

når museer normalt skal lave en ny udstilling og f.eks. skal lave forskerskærme, går de ud

på nogle andre museer for at få inspiration, og så vælger de et format som de så sætter

deres egne informationer ind i. Men Peter mener at forskerskærme på museer generelt er

blevet for højteknologiske med 3D-animationer osv., så han fik sin inspiration fra børne tv

som “Anna og Lotte” og “Kaj og Andrea”, som han synes er gode, og spurgte sig selv

hvorfor de bliver vist igen og igen. Han mener, det er fordi, det er “lige i ansigtet på dig”

(bilag 3, s.6, l. 10-11). Forskerskærme skal dybest set forestille at man står og snakker med

en person, og når man skal snakke med nogen skal det ikke være for dybt, det skal

nærmere være handling lige nu og her.

53

Figur 12. Forskerskærm (touch screen), hvor man har mulighed for at vælge mellem tre fortællinger.

Personen på skærmen skal derfor forestille at svare på et spørgsmål man står med i

situationen, og det er det der har været den grundlæggende tanke bag:

“Fordi det er ikke en forelæsning, det er en arkæologisk pølsevogn. Det er mig,

som går forbi på museet og tænker hvad fanden er der egentlig med de der

stenøkser, og så svarer man på en “hvad fanden” frem for at holde en

forelæsning om stenøksen.” (bilag 3, s. 6, l. 32-34).

Et virkemiddel de har gjort brug af for at nedtone tendensen til forelæsning, er at nedtone

“forsker-statussen” ved at sige de skal tage deres eget almindelige tøj på, og ikke en kittel.

På den måde nedtones museets autoritative stemme, fordi man således snakker med et

“almindeligt” menneske (bilag 3, s. 6, l. 6-34). De har ligeledes lagt vægt på at holde

filmene korte, så det netop ikke føles som en forelæsning, samt prøve at formidle det på en

sjov måde (bilag 3, s. 6, l. 28-42), hvilket også kommer til udtryk ved nogle sjove

kategorier, engang imellem (se figur 12).

54

Det har overrasket Peter at forskerskærmene har fået så meget positiv feedback, fordi han

ikke regnede med at så mange ville se dem, da indholdet kan virke lidt tørt. Men han

mener, det er fordi, de kan fungere som en pause for sanserne i udstillingen hvor der eller

sker rigtig meget (bilag 3, s. 6, l. 35-37). Laurents beskriver endvidere hvordan skærmene

fungerer som et blikfang for ham, fordi de lyser op i en ellers lidt dunkel udstilling (bilag

5, s. 4, l. 23). Dermed er der tale om en situationel interesse, som forklaret i afsnit 4.2,

fordi han får interessen i øjeblikket, og det fungerer som et ‘point of engagement’, der som

sagt sker når noget fanger interessen, som nævnt i afsnit 4.3.

Monika beskriver som sagt at hendes mål med et museumsbesøg er at lære noget, så hun

fremhævede at det var engagerende for hende, at man selv kunne vælge aktivt til og fra

hvad man ville have mere information om, fordi man så kunne vælge ud fra sine interesser

- de såkaldte relationelle interesser der bliver skabt ud fra forhåndsviden og personlige

interesser (bilag 5, s. 7, billede 9). Netop dette - at blive engageret på baggrund af en

relationel interesse er der flere af vores informanter der nævner; på MOMU er der

informant 1 og 15 (bilag 4, s. 1+4), men der er en endnu større del af vores informanter fra

Københavns Museum der nævner dette (bilag 9 og 10), hvilket vi vil komme nærmere ind

på i afsnit 5.2.2.2 og 5.2.2.3.

Vi vil dog argumentere for at størstedelen af vores informanter på MOMU bliver engageret

igennem en situationel interesse. Det ses både i besvarelserne omkring hvordan de vil

beskrive begrebet engagement, og i de svar de giver på hvad der var engagerende. F.eks. er

svarene/definitionerne levendegørelse, at føle sig grebet og at man må røre noget, noget

der er tegn på situationel interesse, fordi det er noget man må gøre, og noget man føler i

situationen, ligesom f.eks. Laurents’ begejstring for “Slaget” er baseret på en situationel

interesse, idet han beskriver det som en effektfuld oplevelse, og han havde ikke været

interesseret i udstillingen, hvis det bare havde været våbnene der blev udstillet (bilag 5, s.

4, l. 44-50). Man kan sige at hele udstillingen lægger meget op til at tage fat i brugernes

situationelle interesse, fordi de har lagt så stor vægt på de dramatiserede rum, som Peter

Balch Bertelsen som sagt fortæller om (se afsnit 5.1.2.2 eller bilag 5, s. 5, l. 22-32). Det

kan være en af grundene til at der er blevet taget så godt imod museets nyåbnede udstilling

- man føler den situationelle interesse lige så snart man træder ind, fordi besøget bliver en

helhedsoplevelse, da det hele er bundet sammen af disse lyd- og lyseffekter.

Interaktivitet er som sagt et buzzword indenfor museumsformidling og der er mange

forskellige tolkninger på begrebet. I denne opgave har vi valgt at se interaktivitet som

55

noget brugeren kan interagere med. Således er f.eks. forskerskærmene interaktive, fordi

man har mulighed for aktivt at vælge hvilket af de tre emner man vil høre om. Der findes

dog også definitioner af interaktivitet hvor der lægges vægt på at brugeren kan efterlade

sig et spor (Juel 1997, s. 15), ligesom der i andre definitioner lægges vægt på at der foregår

en vekselvirkning mellem brugeren og installationen, således at brugeren påvirker

installationen der derfor ændrer sig, og dermed påvirker brugeren i vedkommendes

handlemåde (Asmussen 2012). Især denne sidste definition passer godt til Laurents’

beskrivelse af engagement, som noget der kræver en udveksling mellem udstillingen og

individet (bilag 5, s. 5, l.45-46), som nævnt ovenfor, ligesom den lægger sig tæt op af

Dalsgaard & Dindlers (2009) begreb transaktion hvor brugeren gennem udforskning søger

at skabe mening i udfordrende situationer og løse eller overkomme de spændinger de

præsenterer, ved at forme og koordinere situationen - og på samme måde former

situationen brugeren (jf. afsnit 4.3). Det er gennem udforskning at folk bliver engagerede,

og derfor skal installationen tilbyde muligheden for at afdække nye lag eller informationer

som brugeren kan opdage. Dette kan f.eks. ses i installationerne i MOMU Lab, hvor man

ved at bevæge sit hoved, kan bevæge kraniet på skærmen tilsvarende, hvorved der kommer

nogle informationer om kranier op - hvilket bl.a. Monika beskriver som engagerende for

hende (bilag 5, s. 11, billede 16), eller ved hærlederbordet, hvor man eksperimenterer med

forskellige opstillinger, for at finde frem til den strategi der gør at man taber færrest

soldater.

Som nævnt tidligere i dette afsnit er deltagelse et nøglebegreb for informanternes

besvarelser, men et par af vores informanter gav udtryk for at deltagelse ikke nødvendigvis

handler om at gøre noget (som det bl.a. ses i den anden del af de ovennævnte punkter). I

stedet kan deltagelsen ligge i at man føler at man er en del af et fællesskab (bilag 4, s. 2,

informant 8), eller at man kan sidde og nyde noget (bilag 5, s. 5, l. 37-39). Dette giver sig

især til udtryk i installationen om ‘Slaget’ og efterfølgende udstillingen om ofringen i

Illerup Ådal. I Slaget føler man, som tidligere nævnt, at man er midt i et slag, og det er

altså heri deltagelsen ligger, selvom man dybest set bare ser en film. Den efterfølgende

udstilling om ofringen er bygget op således at efter slaget kommer man ud på en slags

balkon, der med podier og vægudsmykning, får det til at se ud som om man er midt i en

forsamling af mennesker. Man har udsyn til etagen nedenunder, og de to etager bliver

bundet sammen af nogle “søjler” af våben der skaber en nedadgående bevægelse (se figur

13), og vægbeklædningen bag disse viser ofringen - de ødelagde våbnene efter slaget og

56

ofrede dem, samt heste osv. ved at smide det i søen. Hullet til etagen nedenunder skal altså

forestille at være søen.

Figur 13. Illerup Ådal ofringen illustreret. Tv. ses tribunen man står på blandt ”menneskemængden” (som illustreret på væggen). Th. ses de tre søjler, hvor våben bliver ofret i ’vandet’

Her gør de altså brug af den menneskelige 1:1 skala som nævnt ovenfor. Peter Balch

Bertelsen forklarer, at de også har haft fokus på at ikke alt interaktion skal være digitalt -

det kan også være analogt, hvor man tager en position i rummet, og får et blik som

oldtidens mennesker også har haft. “Måske får man en lille aha, ikke omkring at de ofrede

ting, det kan man måske ikke forstå, men bare sådan det stærke i det” (bilag 3, s. 18, l. 19-

21). Man oplever det stærke i at være i fællesskabet, og de stærke følelser der har været på

spil for datidens mennesker.

Denne type deltagelse har vi valgt at kalde passiv deltagelse, der i første omgang lyder

selvmodsigende, men ud fra disse beskrivelser, giver rigtig god mening, fordi man får

følelsen af at deltage, uden at gøre det. Dette vil vi komme nærmere ind på i afsnit 6.

57

5.2 Københavns Museum

Dette afsnit er opbygget ligesom som afsnit 5.1. omhandlende MOMU. Dette betyder at vi

i første afsnit vil beskrive museet og dets historie kort. Herefter følger en analyse af de

resultater vi er kommet frem til på baggrund af vores empiriske undersøgelser, som baserer

sig på vores interview med Jakob Parby, museumsinspektør på Københavns Museum, og

de informanter vi har snakket med på museet. Analysedelen er bygget op omkring

rækkefølgen af spørgsmålene i den interviewguide vi brugte til at interviewe de udvalgte

brugere på museet (bilag 1).

Københavns Museum, tidligere Københavns Bymuseum, er et kulturhistorisk museum

som fortæller Københavns historie set fra et topografisk synspunkt omhandlende

udviklingen, forvaltning og forsyning, brugernes velfærd, sundhed samt mulighed for

medbestemmelse, og har det arkæologiske ansvar for København og Frederiksberg

(Københavns Museum, u.å. f). Desuden har de også dokumentation af originaler fra

gadebilledet og kendte københavnere, som f.eks. Søren Kierkegaard.

Museet holder til på Vesterbro, i Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskabs tidligere

lokaler. Her rykkede de til i 1950’erne efter at have haft til huse i Københavns Rådhus’ loft

en lang årrække. Museet har fået tildelt en ny bygning, som de flytter ind i 2017, der ligger

et mere centralt sted i byen, på Stormgade. Det gør at de kommer til at ligge tættere på

andre museer og kulturinstitutioner, hvilket de håber, vil styrke museet synlighed og give

bedre mulighed for tværfagligt samarbejde (Københavns Museum, u.å. d). Det nuværende

museum er placeret i en fredet bygning, hvilket begrænser muligheden for at drive

moderne museumsvirksomhed, og derfor vil de nye lokaler på Stormgade være mere egnet

til dette (ibid.).

På museet er de gået fra at have en kronologisk opbygget udstilling, til at gå mere tematisk

til værks. Bl.a. fordi de besluttede at de ville have en aktiv udstillingspolitik, hvor den

traditionelle opbygning med permanente- og særudstillinger blev ophævet, så man i stedet

havde udstillinger af kortere eller længere varighed. De mener endvidere at den tematiske

tilgang kan gøre deres udstillinger mere interessante for en bredere flok af mennesker

(bilag 8, s. 1, l. 21-29), hvilket stemmer overens med deres mål om “... at skabe adgang til

og en oplevelse af ejerskab til hovedstadens kulturarv blandt byens borgere” (Københavns

Museum, u.å. f). I overensstemmelse med dette er de temaer de beskæftiger sig med mere

nutidige problemstillinger, der beskæftiger sig med byens foranderlighed og

58

mangfoldighed, hvilket sørger for at sandsynligheden for at brugerne kan relatere sig til

dem er større.

De benytter sig af klassiske formidlingsmetoder, som f.eks. udstillinger og byvandringer,

men også nye elektroniske teknologier i kommunikationen med byens borgere og andre

interesserede. VÆGGEN som museet står bag, er et eksempel på at de formidler til

borgere på en anderledes måde. Det er en mobil multitouch skærm, der siden 2010 har

rykket rundt til forskellige placeringer i byen, hvor man kan se byens historie gennem

billeder, både gamle billeder fra museets arkiver, og nye billeder som borgerne selv

uploader. På denne måde er borgerne selv med til at udvikle VÆGGEN og skabe indhold.

Et andet eksempel på den anderledes formidling, er deres fokus på at inddrage byens

borgere i udformningen af udstillingerne. Dette kommer både til udtryk ved at deres

stemmer er en del af udstillingen, som det f.eks. ses i udstillingen 100% københavner, og

ved at de er med til at lave udstillingen, som det f.eks. er tilfældet med Børnenes By - disse

udstillinger beskrives yderligere i afsnit 5.2.2.2.

Figur 14. Københavns Museums facade med udendørsudstillingen Forhaven foran7

Museumsbygningen indeholder tre etager, samt udendørsarealerne Forhaven og

Museumshaven. For at komme til indgangen går man igennem forhaven, som i øjeblikket

domineres af nogle højbede med grøntsager, krydderurter og blomster, som nogle børn har

været med til at plante i forbindelse med et arrangement. Når man kommer indenfor bliver

man først mødt af informationen/billetsalget og museumsbutikken. Herfra kan man gå

7 Foto af Københavns Museum fra aok.dk: http://www.aok.dk/udstilling/kulturnat-paa-koebenhavns-museum

59

videre til udstillingerne i stueetagen; ‘At blive Københavner’, ‘Byens Natur’ og ‘Børnenes

by’. På førstesalen ligger udstillingerne; ‘Kierkegaard og Kærlighed’ og ‘Fortiden under

os’. Anden etage indeholder Shane Brox’ udstilling ‘Drømmen om en by’ (se bilag 11 for

oversigt over museet). Der er umiddelbart ikke nogen klar rute i forhold til rækkefølgen af

udstillingerne, men da garderoben ligger ved siden ‘At blive københavner’ går de fleste

den vej rundt, og starter med udstillingerne i stueetagen, for derefter at arbejde sig opad.

I denne opgave fokuseres der på de udstillinger som er placeret indendørs.

Udendørsarealerne medtages ikke, samt de udstillinger og tiltag som museet har rundt

omkring i København, da vores informanter kun var på selve museet, og grundet vejret på

indsamlingstidspunktet ikke opholdt sig udenfor.

5.2.1 Københavns Museum - Hvordan

Vi har været på Københavns Museum af flere omgange, for at lave brugerinterviews og et

interview med museumsinspektøren Jakob Parby. Det første besøg på museet var for os

begge to, første gang vi var der. Derfor brugte vi dette besøg til at undersøge de aktuelle

udstillinger på museet, samt at danne os et overblik over museet og undersøge om det var

en egnet case til specialet. Vi fik arrangeret et interview med museumsinspektøren Jakob

Parby med meget kort varsel, og da vi gerne ville have snakket med nogle informanter

inden, havde vi kun en enkelt dag det kunne lade sig gøre. Vi havde tidligere lagt mærke til

at der ikke var så mange gæster på museet, så for at have nok udtalelser at kunne referere

til i interviewet med Jakob Parby (jf. Sp 4 i interviewguiden, bilag 7), inviterede vi fem af

vores bekendte til at besøge museet, og tage billeder af de ting som de fandt engagerende i

udstillingerne, ligesom vi på MOMU havde haft nogle bekendte til at tage billeder (se

afsnit 5.1.1). De fik enten et digitalkamera af os, eller tog billeder med deres egne

mobiltelefoner. Tre af informanterne gik rundt alene, mens Jessi og Signe fulgtes ad rundt

i udstillingerne (se bilag 10), og vi interviewede informanterne kort efter deres besøg rundt

i udstillingerne på selve museet. Interviewet tog udgangspunkt i de billeder som

informanterne havde taget og vi noterede de vigtigste pointer og observationer undervejs i

interviewet. Vi havde valgt at den ene af os hovedsageligt stod for at interviewe, mens den

anden skrev noter og supplerede med spørgsmål, hvor det var nødvendigt.

Til vores interview med museumsinspektøren Jakob Parby blev vi bedt om at sende vores

spørgsmål på forhånd, da han ønskede et overblik over hvad det skulle handle om, så han

kunne forberede sig. Vi blev endvidere bedt om at vælge hvilke af udstillingerne vi

60

hovedsageligt ville fokusere på, for at være sikker på, vi snakkede med den bedst egnede

medarbejder, da det er forskellige personer der står for udstillingerne. Det endte med ‘At

blive københavner’ fordi det er den største udstilling på museet, samt ‘Kierkegaard og

kærlighed’ og ‘Fortiden under os’, da de gør brug af teknikker vi kunne genkende fra

henholdsvis MOMU, f.eks. speciel lyssætning og brug af lydbillede, og de teorier vi har

valgt at gøre brug af i denne opgave. Interviewet foregik på KM på hans kontor, så der var

mulighed for at optage uden for mange forstyrrelser.

Da vi havde været på museet med de informanter vi kendte havde der ikke været nogle

andre gæster vi kunne interviewe, så vi arrangerede at tage ud på museet igen for ligesom

på MOMU, at lave nogle brugerinterviews med tilfældigt udvalgte besøgende, på

baggrund af vores interviewguide (se bilag 1). Vi besøgte museet om lørdagen i håb om at

der skulle være flere besøgende, end vi ellers havde oplevet at der var i hverdagene, men

desværre var der ret stille den dag. Vi fik interviewet tre gæster, som alle var turister. Vi

ville helst have undgået turisterne, da der hurtigt i oversættelsen kan gå noget tabt, hvorfor

vi heller ikke havde kontaktet turister på MOMU. Vi troede der var større chance for at

møde danske besøgende på en weekend, da mange har fri, men det viste sig ikke at være

tilfældet. Københavns Museum har under 60.000 besøgende hvert år (Bilag 8, s. 13, l. 9-

12), hvilket er en del mindre end MOMU som allerede har haft over 350.000 besøgende

siden de åbnede november 2014 (Pedersen 2015). Vi fik kun disse tre interviews den dag,

og derfor var vi nødsaget til at ændre vores måde at skaffe brugerinterviews på, for at opnå

et større antal interviewede, så det kunne komme op i nærheden af det antal der blev

interviewet på MOMU. Derfor besluttede vi at invitere venner og bekendte på museet som

tidligere, men denne gang skulle de besøge museet uden at tage billeder, hvor vi derefter

lavede et kort interview efter deres besøg, ligesom vi ville have gjort med tilfældigt

udvalgte museumsgæster.

I begge de tilfælde hvor vi inviterede bekendte til at besøge museet var vi klar over at

situationen hurtigt kunne blive opstillet, fordi de hovedsageligt besøgte museet for at

hjælpe med specialet, så for at situationen ikke skulle blive for kunstig, opfordrede vi de

inviterede til at tage en god ven med, så det var mere ligesom et almindeligt

museumsbesøg, da de fleste som sagt kommer på et museum med andre.

61

5.2.2 Københavns Museum - Resultater og analyse

I det efterfølgende afsnit vil vi gennemgå og analysere de resultater vi har fundet frem til,

efter vores undersøgelser på Københavns Museum. Ligesom i afsnit 5.1.2 har vi delt dette

afsnit op i tre dele efter de spørgsmål vi stillede vores informanter på museet (se bilag 1).

Først vil vi altså se på hvem vores informanter var, med udgangspunkt i John Falks 5

motivationstyper, der er baseret på motivation. Derefter vil vi se på hvilke tre udstillinger

som flest af vores informanter nævnte som engagerende. Til sidst kommer vi ind på de ting

informanter brugte til at beskrive engagement, og sammenligner det med museets

udstillinger samt informanternes svar på spørgsmål 2, om hvad de fandt mest engagerende

på museet.

5.2.2.1 Motivation for museumsbesøg

Ved at bruge Falks motivationstyper kan man kigge nærmere på hvor de besøgendes

motivation for at komme på museet kan ligge. På Københavns Museum måtte vi som sagt

bede bekendte om at besøge museet, både dem der tog billeder, og de andre informanter

hvor vi stillede spørgsmål ud fra vores interviewguide (bilag 1). Derfor kan det være lidt

svært at sætte en motivationstype på disse informanter, da deres motivation for besøget var

at hjælpe os med specialet, og derfor er det noget der skal tages højde for i forhold til vores

undersøgelse.

Kulturstyrelsen har dog lavet en national brugerundersøgelse, som er lavet i tidsrummet

2012-2014, og på baggrund af disse undersøgelser, har de fundet frem til brugernes

motivation på KM i 2013, ved at brugere blev bedt om at svare på hvilken motivation de

havde for deres museumsbesøg (Kulturstyrelsen, 2014 a, s. 3). De kunne vælge mellem

seks svarmuligheder, som baserer sig på Falks motivationstyper. Der er dog blevet brugt

oversatte betegnelser, og Falks motivationstype ‘Facilitator’ er blevet delt op i to, så der

både er motivationen Vært, hvor man er der for andres skyld, og er opmærksom på deres

oplevelse, samt Vedhæng der er på museet, fordi de følges med andre.

Ca. 40 procent af brugerne svarede i brugerundersøgelsen på KM, at de så sig selv som

‘Explorer’, mens ‘Professional/hobbyist’ og ‘Experience seeker’ havde henholdsvis 18 og

15 procent (ibid., s. 39). Det generelle billede af de kulturhistoriske museer viser i

brugerundersøgelsen, at det er ‘Explorer’ der var mest repræsenteret på andre

kulturhistoriske udstillingssteder (ibid.). Dette billede passer godt på både KM og MOMU,

62

selvom MOMU havde en større gruppe af ‘Experience seekers’ end det var tilfældet i

brugerundersøgelsen.

Vores undersøgelse på KM viste at størstedelen af vores informanter var ‘Explorers’, da

mange kom på museet for at opfylde deres personlige interesse, f.eks. informant 1 (bilag 9,

s. 1) som kom fra England, der tilfældigt kom forbi museet og besluttede sig for at gå ind,

da han havde to timer på egen hånd inden han skulle til et bryllup med sin kæreste.

Ifølge brugerundersøgelsen fra Kulturstyrelsen kan man se at cirka en tredjedel af brugerne

er bosat i andre lande end i Danmark, hvilket viser at der er stor koncentration af turister

på museet (Kulturstyrelsen 2014 a, s 23). Det var også vores indtryk, at der var mange

turister de gange vi besøgte museet, og i blandt de interviewede informanter var der et

turistpar (bilag 9, s. 1, informant 2) som havde motivationen ‘Experience seeker’. Det var

et par fra Holland, som var kommet til museet pga. et ‘Copenhagen Card’ (ibid.), som har

givet gratis adgang til museet. De var meget interesserede i selve bygningen, da de havde

en interesse for det historiske, og som ‘Experience seeker’ er man drevet af lysten til at se

og opleve steder, som i dette tilfælde er KMs historiske omgivelser, da de er placeret i en

fredet bygning der engang har været beboet af Det Kongelige Kjøbenhavnske

Skydeselskabs.

Museer er mangfoldige og stimulerende miljøer, som for nogle kan virke overvældende.

Derfor udvikler alle besøgende en overkommelig strategi til at sortere i de overvældende

oplevelser som museet tilbyder, på baggrund af den motivation som de besøger museet

med, for på denne måde at finde ud af hvad der skal fokuseres og ikke fokuseres på (Falk,

2009, s. 96). Informanten Jessi kan f.eks. betragtes som ‘Professional/hobbyist’. Denne

motivationstype kan betegnes som dem, der er ferme til hurtigt at navigere rundt i

udstillingerne. Deres motivation for at besøge museet hviler på oplevelser de har haft ved

tidligere museumsoplevelser, samt brugerens forhåndsviden og interesse, hvilket er med til

at bestemme hvor de har deres opmærksom ved besøget. Jessi var meget selektiv i sit

besøg på KM, da der var ting hun fravalgte, fordi hun havde set det før og havde en

mening om dette (bilag 10, s. 7, l. 7-8, s. 20, billede 47). Der var også ting hun fokuserede

på, fordi hun havde været på byvandringer (som KM havde arrangeret) og havde fået

fortalt nogle historier, som havde forbindelser med nogle af objekterne i udstillingerne på

museet, bla. billede 24-26 (bilag 10, s. 12), hvor Jessi taler om at der hang et værk som hun

havde hørt om på en byvandring. Jessi tog sin personlige interesse og viden med sig i sin

museumsoplevelse, og dette havde en stor indflydelse på hvad hun valgte at se i

63

udstillingerne, hvilke skilte hun læste samt hvilke objekter hun valgte at kigge på, ligesom

Falk forklarer (se afsnit 5.1.2.1). Man kan dermed se at Jessis relationelle interesse i dette

tilfælde blev indfriet. Informanten Giner havde ligesom Jessi også motivation som

‘Professional/hobbyist’, da hun havde et specifikt emne hun ønskede at få mere at vide om,

nemlig Kierkegaard. Hun havde udover en interesse for Kierkegaard en viden om nogle af

de udstillede Kierkegaard genstande og dem ønskede hun at se, f.eks. en dødemaske (bilag

10, s. 24, l. 3-4 + billede 51).

Den sidste motivationstype som var i blandt vores interviewede informanter var

‘Facilitator’, og det var informant 3 der havde sin datter med på museet (bilag 9, s. 1).

Hans motivation for museumsbesøget var at dele en oplevelse med sin datter, og vise

museet frem, da det var 10 år siden at han selv sidst havde været på museet.

Fordelingen af informanterne og af deres motivation for museumsbesøget viste på KM at

der stort set var ingen af informanterne der kom på museet for at se en bestemt udstilling,

som det var tilfældet med informanterne på MOMU, hvor en stor del af de interviewede

tog på MOMU for at se særudstillingen om terrakottakrigerne. Informanten Giner, med

motivationen ‘Experience seeker’, var den eneste som kom på museet med et bestemt mål

om at se Kierkegaards udstillede genstande i udstillingen ‘Kierkegaard og kærlighed’.

5.2.2.2 Hvad fandt informanterne engagerende?

De tre udstillinger (eller elementer fra disse), som informanterne fandt mest engagerende

var ‘At blive Københavner’, ‘Fortiden under os’ og ‘Byens Natur’, der befinder sig på

henholdsvis stuen og 1. etage.

Udstillingen ‘At blive Københavner’ fortæller historien om København som

indvandringsby. Dette gøres gennem temaerne; Ankomster, Ønsket-Uønsket, Urbane

fællesskaber, 100 % København og Kosmopolen København (Københavns Museum, u.å.

g). Hvert af disse temaer bliver præsenteret med et lysskilt og en tekst, som markerer et

skifte i udstillingen (se figur 15).

64

Figur 15. Lysskilt og tilhørende tekst fra udstillingen ’At blive Københavner’, som er med til at vise temaerne i udstillingen.

I interviewet med museumsinspektøren Jakob Parby pointerer han, at udstillingen var

meget populær da den åbnede, hvor der skete en tredobling af besøgstallet i nogle måneder

efterfølgende, og der var desuden stor presseomtale (bilag 8, s. 8, l. 29-33). Denne

popularitet skinner også igennem hos vores informanter, hvor størstedelen nævnte dele af

denne udstilling som værende engagerende.

‘At blive københavner’ bliver ifølge Jakob Parby ved med at være aktuel, fordi temaet om

identitet favner bredt, så alle kan forholde sig til det, på en eller anden måde (bilag 8, s. 2-

3, l. 45+1-4). Det kan både gælde udlændinge som er flyttet til Danmark eller er på besøg,

men også etniske danskere, da udstillingen er med til at skabe en bedre forståelse for

København som indvandrings centrum og hvilke strømninger der har præget byen. Som

tidligere nævnt, sagde informant 1, at han fandt ‘At blive Københavner’ engagerende, da

han syntes udstillingen var relevant for ham som udlænding. Han har som udlænding

kunnet relatere sig til de historier som bliver fortalt i udstillingen, om de personer der

kommer til et fremmed land.

Under udstillingstemaet ‘Urbane fællesskaber’ fandt informant 5 og Morten den del af

udstillingen omhandlende jazz engagerende (bilag 9, s. 2 og bilag 10, s. 5, billede 10), da

de to informanter begge var musikere, hvorfor udstillingen taler til deres relationelle

interesse. Desuden kan man sige at “jazz-hjørnet” fungerede som et ‘point of engagement’

for dem, da det tiltrak sig deres opmærksomhed, og emnet herefter gjorde at de begge var

65

engagerede til at bruge yderligere tid på denne del, hvilket svarer til det O’Brien & Toms

kalder ‘period of engagement’ (se afsnit 4.3).

I interviewet med museumsinspektøren Jakob Parby, fortalte han, at museet prøver at

benytte sig af 4 gennemgående principper i museets udstillinger:

1. Man skal have lyst til at opholde sig i rummet, og ikke bare gå igennem det.

2. Der skal være en sammensætning af forskellige medier og genstande i rummet

3. De har forsøgt at åbne op så ikke alt står bag glas og i montrer - de besøgende skal

have mulighed for at føle at de kan komme tættere på genstandene.

4. Der skal helst være noget interaktivitet, læring og leg i udstillingerne.

(Bilag 8, s. 9, l. 7-33)

Her forklarer han at det især har handlet om at få folk til at have lyst til at opholde sig i

rummene (nr. 1), hvor de andre principper giver folk nogle grunde til at opholde sig der.

Vores informanter har fremhævet nogle steder som engagerende for dem, hvor disse

principper skinner igennem, f.eks. informant nr. 2 der syntes godt om en pæl fra Den Røde

Plads der står frit i udstillingen, og gav dem mulighed for at røre ved den (bilag 9, s. 1),

hvilket stemmer overens med det tredje udstillingsprincip.

Også sammensætningen af forskellige medier blev nævnt af vores informanter som

engagerende. Signe fandt ved indgangen til udstillingen, en form for informationstavle

med skiftende billeder der “... fangede når det rullede og skiftede billede. Det var en

anderledes, men god måde at gøre det på. Det fanger, at det er moderne“ (bilag 10, s. 7,

billede 13). En anden installation som Signe og Jessi fandt engagerende var filmen om

skuespilleren Janus Bakrawi. Det var ud fra deres mening helt klart det bedste inde i

rummet. Det er en film om skuespilleren Janus og hans udvikling som menneske, som de

fandt god. De valgte at se filmen fordi de kunne genkende ham og synes han er sympatisk,

derfor havde de lyst til at se videoen og vide noget om hans relation til det at blive

københavner (bilag 10, s. 13, billede 28). Morten blev også fanget af videoen, selvom han

egentligt først havde besluttet, at han ikke ville se den, men ved at gå rundt i rummet

kunne han ikke lade være med at lytte med. Derfor gik han hen og så den, og fandt den

kort og overskuelig (bilag 10, s. 5, billede 11). Her var det den situationelle interesse, der

kom på spil for Morten. Han kunne ikke undgå filmen og kunne derfor ikke lade være med

at se den, da den fangede hans interesse.

66

Det virker som om at det digitale i udstillinger til tider fungerer som et blikfang for de

besøgende (vores informanter), men dette gør sig også gældende for nogle af de lidt

anderledes/skæve genstande i udstillingen. F.eks. beskriver Morten en sjov model, som et

blikfang, hvilket svarer til begrebet ‘hooks’, som beskrevet i afsnit 4.2. Han så modellen,

der trak ham ind, og gav ham lyst til at undersøge det nærmere og se hvad modellen

handlede om (bilag 10, s. 1, billede 1).

Et tiltag museet benytter sig af er at bruge flerstemmighed, som kommer til udtryk i

afsnittet af udstillingen kaldet ‘Urbane fællesskaber ved at der bliver brugt samtidskunst.

Jakob Parby beskrev i interviewet, at de kan godt lide at bruge samtidskunst, fordi kunsten

ikke behøver at have samme autoritative og faktuelle stemme, som kulturhistoriske museer

forventes at have (bilag 8, s. 11, l. 24-28). Disse kunstværker kan udover at fortælle en

historie og bruges til at bidrage til udstillingen som en anderledes ting som skiller sig ud i

mængden af udstillede genstande. Et af kunstværkerne i denne udstilling er en dør fra en

københavnsk taxa der i vinduet har flag fra alle de lande der var repræsenteret i

taxaselskabets personalestab. I dette tilfælde virker det som en god måde at fortælle, at der

er diversitet i det københavnske bybillede, for Signe og Jessi oplevede døren som et

blikfang og den fungerede som en ‘hook’ (bilag 10, s. 11, billede 23), der endte med at

give dem information om at det handlede om etnicitet. Signe og Jessi kan godt lide at der

er billeder i udstillingen, fordi det er som om at være på kunstmuseum, hvilket giver en

anden dimension til udstillingen, og er med til at fortælle en historie ligesom de andre

genstande gør (bilag 10, s. 12, billede 24).

Det sidste princip om interaktivitet, leg og læring, synes vi ikke er så gennemgående for

udstillingerne, og det er ikke noget som majoriteten af vores informanter nævner. Af

interaktive installationer kan udstillingen ‘Kierkegaard og kærlighed’ nævnes. Her skal

man benytte nogle touch-screens for at få information om nogle af tingene. Derudover er

der et område i ‘At blive københavner’ med kufferter og genstande, hvor man skal

forestille sig, hvad man vil pakke hvis man skulle flytte til et andet land. Denne sidste

installation nævner Signe og Jessi som nærværende, og forklarer at det for dem var en god

aktivitet, hvor forældre kan inddrage deres børn, ved at man taler om hvad man ville

pakke, hvis man skulle flytte til et andet land (bilag 10, s. 8, billede 16). Jessis baggrund

som pædagog spiller en væsentlig rolle i dette scenarie. Her er der tale om hendes

relationelle interesse, da hun via sit arbejde har besøgt museet mange gange, og hvor

hendes motivation for museumsbesøget har været at skabe en god museumsoplevelse for

67

de børn som har været med på tur - hun har således fungeret som ‘Facilitator’, ifølge Falks

motivationstyper. Idet Signe og Jessi beskriver installationen som nærværende kan man

også argumentere for at de får skabt forbindelser mellem udstillingens tema, og deres egne

erfaringer som Dindler & Iversen beskriver, er vigtigt for at skabe engagement (se afsnit

4.2). De bruger museets genstande og viden til at reflektere over ting fra deres eget liv og

hverdag.

Denne kuffert-installation kan også beskrives som brugerinddragende, hvilket er en ting

som informanterne Signe og Jessi oplever flere steder, og beskriver som engagerende.

F.eks. snakker Signe om skrivepulten, hvor man kan skrive en seddel om sin tilknytning til

København. Hun synes at det var godt at man afslutningsvis prøvede at inddrage de

besøgende ved at de kunne give deres besyv med, og hun fandt det inspirerende at læse

andres historier (bilag 10, s. 15, billede 34-35). Signe valgte ikke selv at supplere med at

skrive en seddel, men bare det at hun læste de andres sedler på væggen, gjorde at hun

kunne reflektere over historierne og hendes sin tilknytning til byen. Selvom Signe ikke

selv valgte at skrive en seddel, føler hun således stadig at hun har fået noget ud af den

formidling som finder sted på museet. Som der blev skrevet i kapitel 4 (afsnit 4.5) er det

ikke alle brugere der ønsker at deltage ud fra 90-9-1 princippet. Informanten Signe går

ikke under de 1 % som bidrager med indhold, men hun er nok nærmere betegnet som en

der nyder de brugerinddragende oplevelser som bliver tilbudt på KM som hun finder

interessante/brugbare (bilag 10, s. 19, billede 45 + s. 20, billede 47 er endnu to eksempler

på hvordan hun finder de brugerinddragende tiltag engagerende). For Signe er oplevelsen

meningsfuld, som Nina Simon pointerer, er en vigtig faktor når man benytter sig af

brugerinddragelse (se afsnit 4.5). Museet har ved skrivepulten formået at skabe

afgrænsninger for hvad de besøgende skal bidrage med, da der er blevet stillet et

spørgsmål, som ligger til baggrund for den udstilling som den besøgende netop har været

igennem. Der er her tale om Nina Simons begreb stilladsering. Via begrænsninger bliver

der skabt nogle rammer for de museumsbesøgende, som de skal bidrage indenfor. Dette

gør at det brugerinvolverende tiltag bliver vellykket, da der bliver skabt en forbindelse

mellem de engagerede brugere på baggrund af det indhold som er i udstillingen, hvilket

svarer til stadie 4 i Nina Simons ’me-to-we’ model (se afsnit 4.5).

I interviewet med Jakob Parby forklarer han at KM har været frontløbere i forhold til

borgerinddragelse samt outreach (bilag 8, s. 1, 33-35). Med outreach menes der, at man

som kulturinstitution rækker ud, og indgår et samarbejde med grupper i samfundet, som

68

normalt ikke hører til museernes kernepublikum - dvs. at nøgleordet er samarbejde

(Pedersen, 2010 a). Dette hænger sammen med, at Jakob Parby i stedet for

brugerinddragelse bruger ordet borgerinddragelse. Ud fra vores viden om emnet, og den

måde KM bruger outreach, fortolker vi Parbys brug af begrebet, er at de som museum har

fokus på at trække Københavns borgere med ind i museets virksomhed og have deres

stemme med. Københavns Museum handler om københavnerne, og derfor giver det

mening for dem at benytter sig af outreach, ved at de for borgernes stemmer ind i

udstillingerne.

Dette er blevet gjort på forskellige måder, som f.eks. at ansætte unge mennesker til at

dokumentere bydele ud fra et nutidsperspektiv, samt udstillingen ‘Børnenes by’, hvor en

skoleklasse fra Blågårds skole har deltaget i hele processen med at lave udstillingen,

bidraget med udstillingsgenstandene og fortalt deres historie om disse (bilag 8, s.1, l. 36-

41). Hvis man ser på Nina Simons definition af brugerinddragelse, som vi skriver om i

afsnit 4.5, passer Jakob Parbys vision om borgerinddragelse ind i de højere stadier i ’me-

to-we’ modellen. Her kommer man i kontakt med medarbejdere og andre som en selv, der

deler en interesse (stadie 4), og hele institutionen føles som et socialt sted, fyldt med

potentielt interessante, udfordrende og berigende møder med andre mennesker (stadie 5).

Derfor har vi valgt at fastholde vores brug af begrebet brugerinddragelse.

I interviewet forklarer Jakob Parby at brugerinddragelse er noget som KM som museum

hele tiden kan arbejde videre med, så det både bliver interessant for dem der er

involverede, men også for dem som skal se udstillingen (bilag 8, s. 2, l. 2-5). De skal prøve

at gøre det mest muligt relevant for alle. F.eks. fandt informant 7 fandt udstillingen

‘Børnenes by’ engagerende, da det var sjovt for ham at se de udstillede ting som betød

noget for folk (bilag 9, s. 2). I andre tilfælde er der nogen af vores informanterne der

snakker om at de mangler en form for formål med nogle af de brugerinddragende dele af

udstillingerne, f.eks. syntes Jessi ikke om 100 % københavner, fordi de personlige historier

ikke sagde hende noget - “og hvad så?” (bilag 10, s. 10-11, billede 20-22, s. 10). Den

samme holdning udtrykte Thorkild (bilag 10, s. 22, billede 48, ), der også forklarede, at en

klar fornemmelse af hvad det er for et budskab museet prøver at sende, er utroligt vigtigt, i

forhold til at kunne engagere sig (bilag 10, s. 23, l. 6).

Et af temaerne i udstillingen kaldes 100 % København og er baseret på et teaterprojekt af

samme navn og handler om hvad det vil sige at være københavner. Her er udvalgt 100

københavnere efter seks statistiske kriterier, så de tilsammen afspejler et gennemsnit af

69

Københavns demografi, baseret på køn, alder, geografi, familiestatus, etnisk oprindelse og

socioøkonomisk stilling (Københavns Museum, u.å. f). Udstillingen er delt op i to

afdelinger: først præsenteres “den kolde” statistik på en række plancher, der ligger til

grund for udvælgelsen af københavnerne, som måler omkring 1x1 meter, og grundet deres

størrelse er et blikfang i sig selv, samt nogle tilsvarende plancher der zoomer ind på

personerne bag statistikkerne. På den enkelte planche står et statement, f.eks. “Jeg har

været i fængsel” og har billeder af alle de 100 københavnere, hvor dem som planchens

statement passer på, er fremhævet. I den anden afdeling (der er adskilt af den førnævnte

temaudstilling ‘Urbane fællesskaber’) befinder sig en stor bog - ligeledes 1x1 meter - med

billede og personlig historie til de 100 forskellige københavnere.

Figur 16. Plancher fra udstillingen ’100 % Københavner’. Tv. ses et statement, og de personer som det passer på er fremhævet. Th. ses et udsnit af planchen med de 100 personer, som er med i udstillingen8

Både informanterne Signe og Morten beskrev den første del af 100 % København som

engagerende og kunne godt lide den måde personerne bag statistikken var blevet sat op.

Signe kunne godt lide genkendelsen, da alle personerne gik igen på alle plancherne (bilag

10, s.10-11, billede 20-22), og Morten fandt det engagerende at der blev sat ansigter på

statistikken (bilag 10, s. 4, billede 8-9). Begge informanterne fandt plancherne

engagerende, da tilgangen til formidlingen var anderledes og fungerede som ‘hooks’ der

tiltrak opmærksomheden (som nævnes i afsnit 4.2) og altså skabte et ‘point of

engagement’ (se afsnit 4.3), da det var overskueligt for dem at forstå indholdet af

plancherne blev de ved med at undersøge dem nærmere (se figur 16). Morten forklarer

f.eks. at statistikken fungerer godt visuelt (bilag 10, s. 4, billede 7) og det fungerer altså

som ‘sustainers’ der gør at informanterne oplevede en ‘period of engagement’, da han følte

8 Fotos af informanten Signe (bilag 10, s. 10-11, billede 20-21)

70

sig engageret til at kigge nærmere på plancherne. Dog udtaler han også at det irriterer ham

at han ikke kan undersøge de ting han finder interessante nærmere, og her oplever han

altså ‘disengagement’. Hvis han havde vidst at udstillingen fortsatte senere med bogen (se

figur 17), kunne han have oplevet ‘reengagement’, i stedet for følelsen af irritation. Derfor

kunne det have været godt at sætte et skilt eller lignende op i slutningen af første del af

udstillingen, der gjorde opmærksom på at temaet fortsatte senere.

Figur 17. Til udstillingen ’100 % Københavner’ er der blevet fremstillet en bog i stort format, hvor de 100 personer som er med i udstillingen er portrætteret. Billederne på væggen udskiftes med jævne

mellemrum.

Vores informanter blev yderligere engageret når der var noget de havde en interesse i.

Derfor var den relationelle interesse en væsentlig faktor for at flere af vores informanter

blev engageret i udstillingen, da der blev talt til deres personlige interesser og

forhåndsviden til tingene, hvilket gav dem lyst til at engagere sig. F.eks. blev informanten

Mortens personlige interesse for historie vakt flere gange, bl.a. ved billede 3-4 og billede 6

(bilag 10, s. 2+3), som omhandler romaerne og hollænderne, og deres tilknytning til

København. Her kendte han lidt til befolkningsgrupperne, men fik mere viden om disse

ved at læse nærmere. Ligesom informanten Morten, har Jessi også en stor interesse for

historie (bilag 10, s. 14, billede 30). Jessi havde en stor forhåndsviden via flere besøg

gennem en lang årrække samt deltagelse ved flere byvandringer, som f.eks. gav hende en

71

forhåndsviden til et maleri i udstillingen (bilag 10, s. 12, billede 24). Hun kendte til

historien om dette, da hun havde hørt om det til en byvandring. Der blev her skabt en

forbindelse mellem hendes hverdagsviden og museets genstand.

Udover interesse var genkendelse en af de ting som vores informanter fandt engagerende,

da de kunne forbinde genstandene med noget de havde en viden om. Ting fra deres

hverdag, som var blevet sat ind i sammenhæng, der var med til at fortælle en historie var

engagerende for dem. Jakob Parby påpeger at de bevidst har forsøgt at have genstande i

udstillingen, som folk kan relatere sig til og genkende. Disse genstande kan blive sat over

for fremmedartede genstande fra f.eks. 1700 tallet, som for nogle kan være svære at

afkode. Ved at sætte genstande fra forskellige tidsperioder ved siden af hinanden kan man

forsøge at skabe en forbindelse mellem disse genstande fra hver sin tid, da de kan fortælle

nogenlunde den sammen historie om samme emne. Og jo mere man kan skabe en relevant

formidling, jo flere kan blive engageret (bilag 8, s. 9, 39-45). KM har en overordnet

ideologi om at skabe en demokratiseret adgang til kulturen, ved bl.a. at skabe et sprog som

taler til mange, så man skaber en oplevelse som er tilgængelig for flere mennesker (bilag 8,

s. 10, l. 11-17). Dette hænger sammen med, som nævnt i starten af dette afsnit, at de som

museum forsøger at skabe en varieret udstilling, som indeholder de 4 forskellige principper

for hvordan deres udstillinger skal bygges op.

Udstillingen ‘Byens Natur’ handler om hvordan naturen altid har været en del af byen,

selvom dens betydning har ændret sig konstant. Udstillingen ser på tre perspektiver af

bynaturen:

Den bynatur, der primært dyrkes for afgrødernes og for det sociale samværs skyld

Den bynatur, der nydes i fred og ro eller til et aktivt udeliv

Den bynatur, der bruges som byggeklodser i infrastrukturen for at tøjle naturens

kræfter

(Københavns Museum, u.å. d)

Der kigges nærmere på hvordan nyttehaver, kolonihaver, baggårde, vindueskarme og

altaner bruges til at dyrke grøntsager og blomster med mere. Jakob Parby siger om

udstillingen, at den tager fat i problematikken omkring klimaforandringer, og hvilken

indflydelse det har på hvordan man vil planlægge byer i fremtiden, hvilket er noget der

fylder meget i debatten i dagens Danmark. Han forklarer endvidere at udstillingen også

indeholder den topografiske vinkel samt planmæssige forandringer, som de tidligere havde

72

fokus på, i deres måde at lave udstillingsformidling (bilag 8, s. 7, l. 6-13). Dog sørger de

for at krydre disse lidt tørre dele, med at tage fat i nogle fællesskaber som de kan

dokumentere og inddrage, for at få den personlige historie med. De har som museum haft

en erkendelse af, at den personlige historie hvor man møder nogle mennesker, tit er det, de

museumsbesøgende kan forbinde sig med og udviser en større interesse for (ibid., s.7, l.

13-19).

Informanterne 5, Signe og Thorkild kunne alle forbinde sig med emnerne i udstillingen, da

de havde en personlig interesse for disse (bilag 9, s. 2 og bilag 10, s. 17, billede 38 + s. 22,

billede 49), og det er altså deres relationelle interesse der bliver vakt. Også informant 7,

oplevede en relationel interesse i forbindelse med emnet om byhaver, da han selv bor i

nærheden af en og via udstillingen kunne få mere viden om sit lokalområde (bilag 9, s. 2-

3). Han fik derved skabt en forbindelse mellem sin forhåndsviden til emnet og museets

genstande om byhaverne, som gjorde at han følte sig engageret. Dette var også tilfældet for

informant 2 (bilag 9, s. 1), da de fik skabt en forbindelse mellem deres viden og museets

genstande. De så en pæl som de genkendte fra Amsterdam, deres lands hovedstad, hvilket

affødte en nysgerrighed og dermed et ‘point of engagement’. Dette førte til en ‘period of

engagement’ der gjorde at de under interviewet, spurgte ind til hvorfor den befandt sig i en

udstilling på et dansk museum. Vi forklarede at den var en del af ‘Den røde plads’ (på

Nørrebro), som består af en masse genstande indsamlet fra hele verden, som er med til at

gøre pladsen multikulturel. Man kan sige at de oplevede ‘Disengagement’ på baggrund af

følelsen af succes, når de opnår at svare på deres undren. Ligesom det var tilfældet med de

ovennævnte informanter kan man også her snakke om at den relationelle interesse blev

vakt for informant 2, idet de gennem deres forhåndsviden kunne genkende pælen.

Udstillingen ‘Byens natur’ er bygget op af osb-plader (byggemateriale af sammenpresset

flis), som danner gulv, vægge og podier (se figur 18), som ifølge kunstskribent og kritiker

Marie Carsten Pedersen (2014) giver et lyst og nutidigt præg, der samtidig gør at der lugter

af natur. Informanterne Signe og Jessi udtaler også at de syntes det var godt lavet med

brugen af disse materialer, fordi det stemte overens med tanken om genbrug, der er en

måde at tænke byfornyelse på (bilag 10, s. 16, billede 36). Informanten Thorkild syntes

endvidere at det var godt med de mange farver, billeder og plateauforskelle, som gjorde at

man havde lyst til at se nærmere på de udstillede genstande og emner, og at den var luftig

og rar at være i (bilag 10, s. 22, billede 49). Ud fra dette kan man se at det er vigtigt for

vores informanter at udstillingsrummet er rart at være i, hvilket stemmer overens med

73

Jakob Parbys udstillingsprincip om at man skal have lyst til at opholde sig i rummet, da det

giver lyst til at engagere sig.

Figur 18. Udstillingen ’Byens natur’ er opbygget af osb-plader.

Ud fra alle informanternes svar, kan man dog se at det er meget individuelt, hvad de finder

godt, og hvilke ting der engagerer dem. Informanten Giner fandt, i modsætning til

ovenstående, ‘Byens natur’ meget designet og forstod ikke museets materialevalg, hvilket

for hende var forstyrrende og gjorde at hun ikke engagerede sig i store dele af udstillingen

(bilag 10, s. 26, billede 57). Vi kan dermed se at udover at have en personlig interesse til

emner og ting, kan måden udstillinger er bygget op og hvordan de bliver formidlet også

have en stor effekt på hvad museumsbesøgende finder engagerende.

I udstillingen ‘Fortiden under os’ er der ligesom i de to andre udstillinger blevet foretaget

nogle greb udstillingsmæssigt, som gør at de museumsbesøgende kan reagere forskelligt

på udstillingen og dermed om de finder den engagerende. Udstillingen er i forhold til

‘Byens natur’ mere klassisk i dens formidlingsudtryk, i den forstand at alle genstandene er

bag montrer med dertilhørende tekst, hængende ved siden af. Alle genstandene i ‘Fortiden

under os’ er placeret på glasplader, hvor der er farvet filt under, der er med til at

genstandene står frem. I udstillingen er der arbejdet også arbejdet med at lave lys- og

lydeffekter via lamelopsætninger med projektioner, som skal være med til at skabe en

stemning i udstillingen (dette tages op i afsnit 6.1).

74

Informanten Giner fandt udstillingen interessant, da hun godt kan lide den klassiske

udstillingstype, og det er dette hun forventer at møde når hun er på et museum (bilag 10, s.

24, l. 8-9). Giner lagde meget vægt på de æstetiske kvaliteter, som hun syntes blev

fremhævet i montrerne via farven underlaget havde (bilag 10, s. 25, billede 54-56). Det

æstetiske er en ting, som for Giner er vigtig, da hun er ved at tage en uddannelse på

Kunstakademiet, og derfor kan man tale om at den relationelle interesse er på spil i hendes

tilfælde. Hun har dog ikke en personlig interesse for det arkæologiske aspekt af

udstillingen, men en interesse for hvordan formidlingen kommer til udtryk, hvorfor man

kan gå ud fra det nok ikke er en intenderet hensigt fra museets side at tale til netop denne

relationelle interesse.

I modsætning til Giner fandt informanterne 3 og 6 genstandene i ‘Fortiden under os’

engagerende. Informant 3 syntes mange af skeletterne var interessante, da det var

spændende at se hvad der findes under huden (bilag 9, s. 1). Informant 6 fandt også

skeletter, knogler og gamle ting spændende, men især fundet af hvalknoglerne i

Københavns undergrund var engagerende for hende, fordi det gav hende et større

perspektiv på byen, og fik hende til at reflektere og fundere over at man er en del af noget

større, en del af historien (bilag 9, s. 2). Jakob Parby siger i interviewet at museet har fået

feedback på at ‘Fortiden under os’ bliver rost for at inkorporere flere stemmer end

kuratorens, som giver enten en sammenhæng med nutiden, eller en form for refleksion,

som åbner det for nogle mennesker (bilag 8, s. 4, l. 9-13). Dette stemmer dog ikke helt

overens med svarene fra vores informanter, der ikke nævner dette aspekt ved udstillingen,

men på trods af dette er resultatet det samme - udstillingen skaber en refleksion hos

brugerne.

Som tidligere nævnt i dette afsnit, har KM en overordnet ideologi om at skabe en

demokratiseret adgang til kulturen, og i ‘Fortiden under os’ har de skabt en

flerstemmighed ved at have en ekspertudtalelse samt en udtalelse fra en person, som enten

har en form for interesse for den specifikke genstand eller emnet generelt. Figur 19 viser et

eksempel på hvordan de har skabt to stemmer. Her gøres brug af en

arkæolog/fundkoordinator der fortæller om historien bag fundet og nogle

skoleelever/amatørarkæologer der fortæller hvordan de har fundet den specifikke

genstand. Udover at udstillingen havde genstande udstillet blev der gjort brug af

forskellige medier, som er et af de fire udstillingsprincipper der blev nævnt tidligere i dette

afsnit. I nogle af rummene vises der projektioner på nogle opsatte lameller, med tilhørende

lydbillede der passer til det der bliver vist på projektionen. F.eks. er der i et af rummene en

75

projektion, som viser dryppende vanddråber, hvor der samtidig kan høres lyden af

regnvejr. Udstillingen gør således meget brug af teknologiske virkemidler og Jakob Parby

forklarer i interviewet, at dette udstillingsgreb kan være forstyrrende for nogle gæster

(bilag 8, s. 4, I. 17-21), hvilket også er tilfældet for nogle af vores informanter.

Figur 19. Teksteksempel fra udstillingen ’Fortiden under os’, hvor man har benyttet sig af flerstemmighed til at forklare genstanden i montren.

For informanten Signe forstyrrede det teknologiske, da hun ikke forstod hvordan lyd- og

lyseffekterne passede ind (bilag 10, s. 20, l. 7). Man kan dermed sige at denne udstillings

brug af forskellige lyd- og lyseffekter ikke fungerede optimalt. Dette vil vi komme

nærmere ind på i kapitel 6, hvor vi vil sammenligne de to museers brug af disse effekter.

5.2.2.3 Hvad betyder engagement for informanterne?

På Københavns Museum havde mange af vores informanter svært ved at definere begrebet

engagement, fordi de mente det afhang meget af deres forskellige interesser og

forhåndsviden (f.eks. bilag 10, s. 23, l. 2-4). Dette kan hænge sammen med at KM, til

forskel fra MOMU, som sagt har benyttet sig rigtig meget af at tale til museumsgæsternes

relationelle interesser, frem for de situationelle. Derfor er interesse noget som størstedelen

af vores informanter fremhæver som beskrivende for begrebet engagement. Men ligesom

på MOMU kommer de dog med mange forskellige beskrivelser af begrebet, og det bliver

igen slået fast at engagement er noget der er svært at give en komplet beskrivelse af, fordi

det er så personligt:

76

Interesse

Noget der skaber en ny interesse, man ikke var klar over man havde/ lære noget nyt

Finder uventede ting

Nysgerrighed

Når noget rækker ud til en/rør en

Skaber refleksion

Når det er spændende

Det er noget længerevarende, også noget der går ud over museumsbesøget

Når man fortæller om det derhjemme

Når man har lyst til at undersøge emnet nærmere når man kommer hjem, eller giver

lyst til at genbesøge museet

Noget man interagerer med

Noget man rør ved

Man skal selv give noget/gøre noget

Man skal føle man får noget igen - en udveksling

Noget der får en til at blive

Når man selv har mulighed for at vælge

Nostalgi

Når man føler man er en del af noget større

Tiltalende layout

Inddragelse

Der skal være et mål

I forhold til hvordan vores informanter forklarer deres opfattelse af begrebet engagement,

kan man se at interesse er noget der går igen hos mange af vores informanter (f.eks. i bilag

9, informant 2, 4, 5, 6, 7), hovedsageligt den relationelle interesse der bygger på

forhåndsviden, men også den situationelle interesse baseret på udsagnene omkring

nysgerrighed (bilag 10, s. 27, l. 7) og det at finde uventede ting (bilag 9, s. 2-3, informant 6

og 7). Dette stemmer godt overens med vores resultater fra afsnit 5.2.2.1, hvor vi slog fast

at størstedelen af KM’s gæster var motivationstypen ‘Explorers’, hvor motivationen går på

at opfylde personlig nysgerrighed og interesse i et intellektuelt udfordrende miljø (se afsnit

5.1.2.1 for yderlige uddybning af begrebet). Dermed kan man sige at KM’s udstillinger er

passende i forhold til deres besøgendes motivation.

77

Vi har dog diskuteret at vores informanters svar på, hvordan de beskriver engagement, kan

være påvirket af den udstilling de så, hvilket vi vil komme ind på i kapitel 6. Således kan

man argumentere for at vores informanters beskrivelse af at engagement er båret af

relationel interesse, er skabt ud fra de udstillinger museet tilbyder, som altså i dette tilfælde

baserer sig meget på, at gæsterne skal kunne relatere sig til emnerne.

Jakob Parby siger i vores interview, at de prøver at skabe engagement ved at have nogle

vedkommende fortællinger, som de besøgende kan relatere sig til i en eller anden forstand.

Han forklarer dog at han ikke tror det er på grund af de personlige fortællinger, at

museumsgæsterne kommer, men så er målet at få dem til at opleve engagement, ved at

præsentere dem for genkendelige og overraskende oplevelser som er med til at skabe ny

viden samt nye interesser for de museumsbesøgende (bilag 8, s. 10, l. 28-40). Når man

kigger på hvad vores informanter siger om udstillingerne kan man sige det til dels lykkes

dem. Informanten Morten fremhæver flere gange en “personhistorie” som fanger ham,

selvom han ikke umiddelbart havde en forhåndsviden om emnet, f.eks. da han ender med

at se en film om Janus Bakrawi selvom han først ikke havde gidet (bilag 10, s. 5, billede

8), eller da han falder over historien om sigøjneren der var bjørnetæmmer (bilag 10, s. 2,

billede 3-4). Informanten Morten forklarer senere, da vi spørger ham hvordan han vil

definere engagement, at han mener engagement “er noget som går ud over normal

interesse - noget man ikke troede man var interesseret i, som vækker ens interesse. Det

tvinger en til at engagere sig.” (bilag 10, s. 6, l. 7-9). Også Signe og Jessi nævner

eksempler på at personfortællingerne engagerer dem, fordi de kan relatere sig til dem,

f.eks. er der i starten af ‘At blive københavner’ nogle bokse med genstande og historier der

fortæller enkelte københavneres indvandring til København (bilag 10, s. 9, billede 17).

Dog er det nogle forskellige historier der engagerer vores informanter, og Morten følte sig

f.eks. ikke engageret af historierne i disse bokse, selvom de indeholdt ting der fik ham til at

undersøge dem (bilag 10, s. 1, billede 2). Man kan dermed sige det mål Jakob Parby

skitserer for museets udstillinger i deres tilfælde er lykkedes, og en af grundene til dette er

de mange forskellige historier, og tilgange til at fortælle dem - på denne måde er man

næsten sikker på at alle brugerne kan finde et eller andet de kan relatere sig til. Dog viser

dette ikke nødvendigvis at brugerne har en interesse for de større emner, disse

personhistorier kan høre under, og derfor kan man tænke, at det ikke er disse historier man

tager med sig, og husker efterfølgende. Dette illustreres ved at de af vores informanter der

ikke tog billeder, og som dermed ikke havde et redskab til at huske de ting der fangede

78

deres situationelle interesse, ikke nævner disse personhistorier som noget der engagerer

dem.

Interessen for disse personhistorier bygger på den situationelle interesse, idet der ikke

lægges op til at man skal have en forhåndsinteresse for dem. Gæsternes engagement bliver

således initieret gennem serendipitet, da de falder tilfældigt over de historier der kan

interessere dem, og som de kan relatere sig til, hvilket også bekræftes af citatet ovenfor,

hvor informanten forklarer at han bliver engageret når han møder noget der vækker hans

interesse, selvom han ikke var interesseret på forhånd. Der opstår en nysgerrighed eller et

‘point of engagement’, som fører til ‘period of engagement’ fordi han bliver nødt til at få

tilfredsstillet sin nysgerrighed ved at undersøge det nærmere.

Som det ses på listen ovenfor pointerer vores informanter at engagement f.eks. kan ske, når

man interagerer med noget, når der er en udveksling mellem individet og udstillingen og

man har mulighed for at vælge eller gøre noget. Når man kigger nærmere på Jakob Parbys

tilsvarende udstillingsprincip, der går ud på at der skal være mulighed for interaktion, leg

og læring i udstillingerne, og sammenligner det med vores eget og vores informanters

indtryk af museets udstillinger, er det ikke mange installationer og tiltag der matcher dette

princip. I udstillingen ‘Drømmen om en by’ er de som museum ifølge Jakob Parby, gået

all-in med hensyn til at give lov til at lege og interagere (bilag 8, s. 9, l. 26-29).

Udstillingen er blevet skabt af Shane Brox (kendt fra børne-tv), og temaet er at man skal

bygge fremtidens huse, miljøvenlige skyskrabere og grøntsagshaver i storbyen ved hjælp

af tusindvis af Lego klodser - det vil sige at her kan man lege og slippe sin fantasi løs

(Københavns Museum, u.å. c). På denne måde bliver der lagt op til leg og man får lov til at

bygge med Lego ligeså tosset man vil, uden at der bliver sat begrænsninger (bilag 8, s. 9, l.

26-29). Størstedelen af vores informanter gik ikke op for at se denne udstilling, enten fordi

de bevidst sorterede den fra fordi det er en børneudstilling, eller fordi de ikke lagde mærke

til man kunne gå ovenpå. Som det ses på plantegningen (bilag 11) Er trappen ovenpå

nemlig placeret lidt “gemt”, dvs. når man går op ad trappen til første sal, ser man lige ind i

udstillingen ‘Kierkegaard og kærlighed’, og man er således mindre tilbøjelig til at kigge til

højre, hvor der er et rum der fører hen til trappen op til anden sal. Vi havde derfor kun to

informanter der nævnte ‘Drømmen om en by’, hvoraf den ene var skuffet, fordi

udstillingen ikke havde været så spændende for hans datter som han havde håbet (bilag 9,

s. 1, informant 3). Den anden informant Thorkild, forklarede dog at han syntes udstillingen

var engagerende - det var sjovt at han kunne genkende de gamle modelbygninger der i

79

mange år har stået i museets forhave, og han synes spørgsmålene i udstillingen var gode,

fordi de gav udstillingen et klart fokus (bilag 10, s. 23, billede 50). De andre steder på KM,

hvor der bliver lagt op til leg er den lille afdeling i ‘At blive Københavner’, hvor man har

mulighed for at pakke en kuffert, med hvad man kan forestille sig man ville have med,

hvis man selv skulle flytte til en ny by, som vi har beskrevet i afsnit 5.2.2.2. Desuden er

der skrivepulten i den samme udstilling hvor det var muligt at skrive en seddel om sin

tilknytning til København og se tidligere besøgendes sedler (se afsnit 5.2.2.2) - i begge

tilfælde var det informanterne Signe og Jessi der fremhævede disse to tiltag som

engagerende (bilag 10, s. 8, billede og 16, s. 15, billede 34-35).

I udstillingen ‘Kierkegaard og kærlighed’ kan man interagere med de touchscreens der er i

udstillingen, som giver muligheden for at få mere information om de udstillede

genstandene bag montrerne. Deres touchscreens er placeret ved siden af montrerne, og når

man trykker på den genstand man gerne vil høre mere om dukker der billede/tekst/video

op inde i montren (se figur 20).

Figur 20. Udstillingen ’Kierkegaard og Kærlighed’ der var opbygget som en cirkel. Th. ses Cæcilie undersøge genstande nærmere ved hjælp af touchscreenen til venstre for montren.9

Udstillingen er opbygget som en cirkel, hvor den inderste kreds udgør Søren Kierkegaards

genstande, som er opdelt i ni temaer, der alle har et kærlighedsbegreb knyttet til sig (f.eks.

9 Vi fik ikke taget et billede af selve touchscreenen ved de første par besøg, og efterfølgende blev

udstillingen lukket, så det ikke var muligt at få et billede.

80

selvkærlighed, bruddet, forelskelse m.m). Den yderste kreds udgør et nutidsperspektiv på

de forskellige temaer, som består af indsamlede genstande som borgere frivilligt har

bidraget med, bl.a. i forbindelse med nogle workshops, men også løbende på eget initiativ.

Jakob Parby siger i interviewet, at udstillingen ‘Kierkegaard og kærlighed’ er en direkte

pendant til den interaktive multitouch skærm VÆGGEN, idet man i begge tilfælde har

kunnet være med til at udvikle udstillingen løbende ved henholdsvis at uploade billeder til

VÆGGEN og donere genstande til ‘Kierkegaard og kærlighed’ (bilag 8, s. 5, s. 5, l. 14-

18). Informanten Signe fandt udstillingen god, pga. det gennemgående tema om at

inddrage de besøgende, der fik hende til at reflektere over hvilke af sine egne genstande,

hun kunne finde på at donere til udstillingen (bilag 10, s. 20, billede 47). Denne oplevelse,

at se andres genstande, inviterede til brugerinddragelse, da det i situationen fik Signe til at

reflektere over hvordan hun kunne bidrage til udstillingen. Ifølge Nina Simon (se afsnit

4.5) er det vigtigt at man kan se hvordan ens bidrag har værdi, for at man gider at

involvere sig - ens bidrag skal være meningsfuldt - og det er tilfældet i denne udstilling, da

Signe selv oplever hvordan andres bidrag giver hende værdi som tilskuer og engagerer

hende. Informanten Giner blev ikke engageret, da hun ikke kunne lide skærmene, og ikke

fandt nutidsperspektivet relevant for hende. Hun var mere interesseret i selve Kierkegaard

og hans historie (bilag 10, s. 24, l. 8-11). Jakob Parby pointerer, at der er forskel på de

besøgende og hvad de tænker om udstillingen ligesom det er tilfældet for de to informanter

Signe og Giner, da nogle besøgende finder hverdagsgenstandene i udstillingen mærkelige,

mens de for andre åbner op for refleksion og relation til genstandene (bilag 8, s. 3, l. 36-

39). Informant 7 fandt det engagerende at de udstillede genstande i udstillingen betød

noget for folk og dette gjorde det specielt (bilag 9, s. 2-3). Han fandt det desuden sjovt at

man ved nogle af de tilknyttede videoer kunne se at de var blevet filmet på selve museet,

der hvor informant 7 befandt sig - her kan man tale om genkendelse.

81

6. Diskussion

I dette afsnit vil vi sammenligne og diskutere de punkter vi er kommet frem til i det femte

kapitels analyse af de to museer, og sætte det op mod den større diskussion om

oplevelsesøkonomi og autenticitet. Til sidst vil vi samle op på de pointer vi er kommet

frem til gennem vores analyser og diskussion, og komme med et bud på nogle

retningslinjer man kan gøre brug af, når man vil arbejde med engagerende

museumsformidling.

Efter at have analyseret resultaterne fra de to museer, kan man forledes til at tro at de to

museer er meget forskellige i deres måde at formidle på. Men når man ser på de svar vores

informanter fremhæver på spørgsmålene omkring hvilke ting på museet der var mest

engagerende (bilag 1, spørgsmål 2), og hvordan de vil beskrive begrebet engagement

(bilag 1, spørgsmål 3), kan man se, at der også er mange ting der går igen på de to museer,

som illustreret i den første del af tabel 3 nedenfor.

Anden del af tabellen indeholder de svar der ikke umiddelbart kunne sidestilles med

lignende svar fra det andet museum, og er således ikke i par, som ovenfor. Disse svar

bygger meget på udstillingernes opbygning og fokus, f.eks. handler de anderledes svar fra

MOMU om sanser, følelser, og passiv deltagelse, hvilket der som sagt bliver gjort meget

ud af i deres udstilling. På KM drejer de anderledes svar sig i høj grad om brugernes

relationelle interesser, både om at udstillingerne taler til interessen, men også at man

gennem udstillingerne får skabt relationelle interesser. Selvom disse forskellige svar altså i

høj grad virker til at være et resultat af de meget forskellige udstillinger de har set, kort

inden interviewet, giver det en indikation om at museernes udstillinger især er forskellige,

fordi det ene taler til de situationelle interesser, i form af sanser, følelser og indlevelse

(MOMU), mens det andet henvender sig til de relationelle interesser ved at tale om emner

og bruge ting man kan relatere sig til (KM), hvilket vi vil komme ind på i næste afsnit.

82

Tabel 3. Udtalelser om hvad engagement er og hvordan det skabes, fra brugere på de to museer (bilag 4,5,9,10). Første del af tabellen viser lighedspunkterne, og nederste del viser de unikke statements fra

brugerne på de to museer.

83

6.1 At tale til brugernes interesser

I dette afsnit vil vi starte med at se på hvordan de to museer taler til henholdsvis den

situationelle og den relationelle interesse. Herefter vil vi diskutere hvordan de gør brug af

deres genstande til at formidle den fortælling de ønsker at få frem (afsnit 6.1.1.). Til sidst

vil vi komme ind på et begreb fremsat af Jakob Parby, ‘wauw-genstande’, hvad han mener

med begrebet og hvilken indflydelse det har på museernes udstillinger (afsnit 6.1.2).

På MOMU kan vi se, ud fra hvad der er blevet skrevet om den situationelle interesse i

kapitel 5, at det i høj grad er netop dette, der engagerer vores informanter i den udstilling

vi har undersøgt. ‘Oldtidsudstillingen’ henvender sig til deres sanser og følelser, som

museet prøver at stimulere ved at benytte sig af lys- og lydeffekter samt udstillingens

opbygning i 1:1 skala. Dette er med til at skabe et dramatiseret rum, som ifølge Peter

Balch Bertelsen er med til at frembringe en helhedsoplevelse der engagerer de besøgende

på museet (se afsnit 5.1.2.2.). Ved at MOMU har skabt udstillingerne i 1:1 skala gør det, at

informanterne i højere grad kan indleve sig i det udstillede, og føle sig som en del af den

tid det forestiller, fordi man bruger kroppen til at forstå emnet, f.eks. ved at man går rundt i

mosen på det “sumpede” gulv, imellem huse i vikingebyen og står midt i et drabeligt slag.

De tre temaer i ‘Oldtidsudstillingen’ Bronzealderen, Jernalderen og Vikingetiden er lavet

på samme tid, så de kunne stå klar til åbningen af det nye Moesgaard Museum. Temaerne i

udstillingen indeholder selvfølgelig hver især forskellige tiltag og genstande, men i og med

at MOMU har deres egen tegnestue er layoutet blevet ens og harmonisk. På KM har de

nogle andre præmisser i forhold til hvordan deres udstillinger bliver lavet, da udstillingerne

bliver udskiftet løbende og de benytter sig af forskellige arkitekter til udformningen af

udstillingerne og derfor bliver layoutet meget forskelligt (bilag 8, s. 12, l. 1-6). Disse

forskelle i layout kan også ses i de svar vores informanter giver på de to museer. På

MOMU giver flere udtryk for at de synes det hele var godt (bilag 4, s. 4, informant 13),

ligesom Peter Balch Bertelsen forklarer at mange er umiddelbart begejstrede for selve

layoutet med de dramatiserede rum (bilag 3, s. 5, l. 20-23). På KM er der derimod mere

divergerende holdninger til hvilke udstillinger de kunne lide og ikke lide, da

udstillingernes forskellige layouts appellerer forskelligt til dem. F.eks. fandt informanten

Thorkild ‘Byens natur’ appellerende, da han fandt den rar at være i, mens informanten

Giner ikke kunne lide den, da hun fandt den for designet og rodet. Hun fandt til gengæld

udstillingen ‘Fortiden under os’ engagerende, som tidligere nævnt, da den var æstetisk flot,

84

hvilket var en vigtig faktor for hende, på grund af hendes faglige interesse i kunst og

æstetik (se afsnit 5.2.2.2). En af de største forskelle mellem formidlingen på MOMU og

KM, er altså forskellen på layoutet - at gå på MOMU er for de besøgende en

helhedsoplevelse og taler meget til den situationelle interesse, mens det på KM mere er

brugernes præferencer og interesser der er afgørende for om de finder udstillingerne

engagerende, hvilket taler til den relationelle interesse.

På KM har de ifølge Jakob Parby haft en ret aktiv udstillingspolitik, og da museet snart

skal flytte til nye bygninger, har de eksperimenteret med forskellige udstillingsgreb og

tiltag, for at se om det er noget der skal integreres i det nye sted, som f.eks. de digitale

systemer der benyttes i henholdsvis ‘Børnenes by’ og ‘Kierkegaard og kærlighed’ (bilag 8,

s. 12, l. 11-26). Et andet sted hvor de gør brug af eksperimenterende digitale tiltag er i

udstillingen ‘Fortiden under os’, hvor de har arbejdet med lys- og lydeffekter ligesom på

MOMU. KM har i denne udstilling lavet vægge af lameller, med projektioner på, som skal

efterligne nogle miljøer som de udstillede genstande har en forbindelse til - f.eks. er der i

rummet med temaet ‘regn’ en lamelopsætning, hvor der vises dryppende regndråber

samtidig med at man hører regnvejr (se figur 21 og afsnit 5.2.2.2 for yderligere

information).

Figur 21. Lamelopsætninger i udstillingen ’Fortiden under os’ i to forskellige rum som den ser ud i dag.

I et interview med udstillingsdesignerne Lotte Kryger Broe og Jakob Thorbek fra Spild af

Tid udført af en medarbejder fra Københavns Museum, fortæller de om designet for

udstillingen (Københavns Museum, u.å. h). Ideen med lamelopsætningerne var, at de

85

udover at skabe stemninger, også er med til skærme af for de sarte arkæologiske fund, der

er blevet fundet i forbindelse med metrobyggerierne, da de ikke tåler særlig meget lys

(ibid.). Interviewet med disse udstillingsdesignere er blevet lavet i forbindelse med den

oprindelige udgave af ‘Fortiden under os’, da den bl.a. på et tidspunkt var placeret i

stueetagen, der hvor ‘Byens natur’ er i dag (se bilag 11). På det tidspunkt var

lamelopsætningerne placeret således at det gav mulighed for at de besøgende kunne gå på

opdagelse bag dem og udforske de arkæologiske fund (ibid.). Udstillingen er på et

tidspunkt blevet flyttet til dens nuværende placering på 1. sal, hvilket har medført at den

har ændret sig pga. lokalernes placering og størrelse, hvorfor udstillingen har fået et andet

udtryk end det oprindeligt var tiltænkt fra designernes side (se figur 22).

Figur 22. Viser ’Fortiden under os’ som den oprindeligt blev designet af Spild af Tid. Lamelopsætninger viser tidligere projektioner og man ser hvordan der oprindeligt var et kig gennem lamellerne til

genstandene10

I interviewet med museumsinspektøren Jakob Parby fra KM talte han om at der havde

været nogle bemærkninger om lamellerne og deres placering, da nogle museumsgæster

fandt dem forstyrrende, og andre havde svært ved at læse teksterne bag dem (bilag 8, s. 4,

l. 15-21). Dette er et eksempel på at de greb som museer vælger, kan virke forstyrrende for

nogle museumsgæster, som det også var tilfældet på MOMU, da der pga. af den dæmpede

belysning i ‘Oldtidsudstillingen’ var gæster som fandt teksterne svære at læse (bilag 3, s.

5, l. 33-37). Peter Balch Bertelsen sagde, at de efter åbningen af udstillingen har arbejdet

videre med lyssætningen og reguleret den løbende, så den har fået et passende niveau

10 Fotos af Københavns Museum fra henholdsvis copenhagen.dk og politiken.dk:

http://www.copenhagen.dk/dk/det_sker/udstillinger/fortiden_under_os/vaerdifulde_hverdagsfund_bag_plasti

klameller og http://politiken.dk/kultur/kunst/kunstanmeldelser/ECE1877423/udstilling-om-koebenhavns-

efterladte-genstande-naar-ikke-ind-under-huden/

86

(ibid.). Vi tror at KM på samme måde har prøvet at imødekomme de bemærkninger de har

fået om problemerne med ‘Fortiden under os’ og derfor ændret positionen af

lamelopsætningerne. Ved at KM har ændret i opstillingen af elementerne i udstillingen, er

det som om at noget af det oprindelige design er gået tabt, og man oplever ikke

helhedsoplevelsen, fordi museet ikke formår at bruge lyd- og lyseffekterne som ‘hooks’ til

at engagere deres publikum. Dette gør sig bl.a. gældende for vores informant Signe som

ikke kunne forstå meningen med disse effekter (bilag 10, s. 20, l. 7). På MOMU har de

derimod været gode til at engagere de museumsbesøgende ved at hele ‘Oldtidsudstillingen’

er en helhedsoplevelse man går ind til, og dermed bliver engageret, da lyd-og lyseffekterne

giver mening og passer ind i hele oplevelsen.

På trods af at nogle af elementerne i ‘Fortiden under os’ på KM ikke fungerer optimalt, er

der stadig nogle af vores informanter der fandt udstillingen engagerende. Giner, der som

sagt er kunststuderende, fandt bl.a. det æstetiske greb i udstillingen engagerende, da hun

syntes at genstandene i montrerne var flot fremhævet på de farvede plader (bilag 10, s. 25,

billede 54-56). De to udstillingsdesignere af ’Fortiden under os’, forklarer at de farvede filt

og glaspladerne som genstandene ligger på gør, at det bliver lækkert og eksklusivt at se på,

selvom det bare er hverdagsgenstande man kigger på (Københavns Museum, u.å. h).

Informant 3 og 6 (bilag 9, s. 1-2) fandt også udstillingen engagerende, men for dem

handlede det mere om selve genstandene i udstillingen som skabte refleksion, og det

handlede altså ikke på samme måde om udstillingens layout i deres tilfælde.

6.1.1 Genstande og historier

På MOMU og KM bruger de genstandene til at fortælle en overordnet historie, men

forskellen mellem de to er, at deres forskellige layouts gør noget ved hvordan brugerne

opfatter temaet. MOMUs udstillinger er nemme at afkode for brugerne, fordi de er bygget

op i 1:1 skala, der gør at man kropsligt kan forstå rummet - når man bevæger sig op eller

ned, handler det om hhv. noget der foregår over og under os, i forhold til vores normale

placering på jorden. Lys og lyd tydeliggør endvidere forståelsen af emnerne ved at skabe

en stemning. På KM skal brugerne arbejde mere for at forstå udstillingernes emner, da

man ikke på samme måde bruger kroppen til at afkode udstillingen, hvorfor den instinktive

kropslige forståelse af rummet er fraværende. Her skal man se de enkelte genstande og

læse nogle tekster for at forstå hvad udstillingen handler om.

87

Dog skriver Graham Black (2007), at de kulturhistoriske museer kan være tilbøjelige til at

koncentrere sig mere om det overordnede tema, frem for at fokusere på hvilke relevante

historier fra samlingen man kan fortælle (ibid., s. 272). Han skriver at det vigtigste for

museerne er genstandene, så derfor skal de have en central plads, for hvis det kun er den

overordnede historie der er vigtig, kunne den bare have været udgivet som en bog (ibid., s.

272-273).

MOMU kan godt have en tendens til kun at lade genstandene spille en birolle eller fungere

som rekvisit, da fortællingen stadig ville være tydelig pga. det dramatiserende rum som de

har skabt på museet og genstandene i princippet dermed godt kunne undværes. På KM har

genstandene derimod en større rolle i de fleste af udstillingerne, idet fortællingerne skabes

ved summen af genstandenes små historier. Et eksempel på dette er temaet ‘Kosmopolen

København’ i ‘At blive københavner’, hvor man gennem fire “poster”, syd, øst, vest og

nord, får historien om hvordan København er en kosmopol skabt gennem indvandring fra

alle fire verdenshjørner. Ifølge Black kan man kalde denne måde at udstille genstande på,

for en tematisk udstilling, da genstandene er udstillet omkring et tema (ibid., s. 275).

På MOMU er der tale om en koncept udstilling, da genstandene i udstillingen som sagt har

en birolle som støtter op om den overordnede historie (ibid., s. 275). Peter Balch Bertelsen

siger i interviewet, at de forsøger at fortælle den overordnede fortælling om menneskets

historie og bruger genstandene til at sætte det hele ind i en kontekst, fordi genstandene har

været en del af en dagligdag, som er nemmere at forholde sig til, end bare genstanden selv

(bilag 3, s. 2, l. 43-45). Det betyder at de har prøvet at bevæge sig væk fra bare at have

genstanden for genstanden selv, til istedet at bruge genstanden til at fortælle den

menneskelige historie. Black (2007) pointerer desuden også, at mennesker relaterer sig til

mennesker, og derfor er konteksten vigtig for de besøgende, da repræsentationer eller

rekonstruktioner af oprindelige kontekster kan underbygge den besøgendes forståelse for

tingene, da de kan relatere til deres eget liv og oplevelser (2007, s. 276-278). Dette

underbygger Dindler & Iversens teori (2009), som siger at man skal skabe forbindelse

mellem de besøgendes hverdag og museets viden (jf. afsnit 4.2).

MOMUs valg af layout i deres udstillinger har dermed både en negativ og en positiv

vinkel. På den ene side er fokuseringen på den overordnede historie med til at nedtone

betydningen af de autentiske genstande, men på den anden side gør netop den overordnede

historie at brugerne kan relatere sig til emnerne. F.eks. kan det være svært at finde en

historie om et spyd, der kan skabe en relation mellem spyddet og det moderne menneske

88

der besøger museet, som højst sandsynligt ikke har nogen personlig kendskab til brugen af

spyd.

I formidlingen på KM forklarer Jakob Parby at de har været bevidste om at prøve at

fortælle den personlige historie, da de havde indset at det er det, folk kan relatere sig til

(bilag 8, s. 7, l. 16-19). I f.eks. ‘Byens natur’ har de prøvet at fortælle det mere ud fra hvad

for nogle fællesskaber i byen der kan dokumenteres og inddrages, end ud fra en

planlægnings synsvinkel med modeller, kort og tegninger, som de ellers før har arbejdet

med på museet. Ved at fortælle om byens fællesskaber skaber de større fokus på

menneskene i byen hvilket gør at man kan opleve de personlige historier. Flere af vores

informanter fandt som sagt udstillingen engagerende, da de kunne relatere sig til det

udstillede, fordi de selv havde en personlig interesse i emnerne der blev præsenteret - f.eks.

informanten Signe som selv er en del af et nyttehave-fællesskab (bilag 10, s. 17, billede

38). På KM optræder der også personlige historier i de andre udstillinger, men det bliver

grebet an på forskellige måder. I ‘100 % københavner’ er udstillingen bygget op omkring

100 udvalgte personer, der repræsenterer hele Københavns befolkning. Alle personerne

bliver præsenteret med navn, alder, hvilken bydel de bor i og beskæftigelse, og derudover

får man præsenteret dem gennem de plancher der har et statement (se afsnit 5.2.2.2). Her

fremhæves de personer statementet passer på, men man får ikke historien bag hvorfor de

passer til dette statement at vide.

Figur 23. Et eksempel på en af en planche fra udstillingen ’100 % Københavner’11

11 Foto fra informanten Morten (bilag 10, s. 4, billede 8)

89

F.eks. er der en planche med statementet “Vi kom til København for at undslippe vold et

andet sted” hvor tre personer er fremhævet, men man får ikke mere at vide om historien

bag hvorfor de passer til dette statement, hvilket kan skabe nysgerrighed (se figur 23).

Informanten Morten fandt udstillingen engagerende, da han netop fandt den personlige

historie interessant, fordi han kunne relatere sig til den menneskelige fortælling som blev

formidlet. Han pointerede dog at han manglede flere informationer om personerne, da han

nemlig fik vakt sin nysgerrighed (bilag 8, s. 4, billede 8).

På MOMU bliver de personlige historier grebet anderledes an. Et eksempel på dette er

området ‘Borum Eshøj grave’ og ‘Borum Eshøj folket’ i afdelingen for Bronzealderen

(figur 24). Her har museet skabt en fortælling om de tre skeletter som stammer fra

bronzealderen, som man fandt i en af Danmarks største grave - Borum Eshøj (Kaul u.å.).

De tre velbevarede gravfolk er skelettet af en kvinde, en ældre og en ung mand, alle med

klædedragter og genstande intakte. Selve området er bygget som en gravhøj, der består af

to rum. Man kan som besøgende gå ind i ‘gravhøjen’ og føle at man befinder sig under

jorden, da rummet er mørkt og stemningsfuldt. I rummet ‘Borum Eshøj grave’ (se figur

24) er de tre gravfolk placeret liggende i tre separate montrer (se figur 25).

Figur 24. Et udsnit af bronzealder udstillingen, som viser området omhandlende Borum Eshøj12

12 Se bilag 6 for hele planoversigten

90

I den anden del af gravhøjen, i området ‘Borum Eshøj folket’ (se figur 24), omhandler det

historien om disse tre personer, og hvordan de fra museets side tror at disse personer har

levet. Området er bygget op således at man først ser tre skærme hængende på væggen, der

viser, hvordan man har rekonstrueret de tre personers ansigt med stor præcision. Herefter

går man ind i ‘gravhøjen’ (se figur 26), hvor de tre personer er lavet som livagtige

voksfigurer (ligesom dem i Vikingeudstillingen og på ‘Evolutionstrappen’) iført

beklædningsgenstande som dem de var iført, da de blev begravet. Her vises en fortælling

om disse tre menneskers liv, og hvordan de er endt i netop denne gravhøj, der baseres på

forskernes viden om personernes beklædning, genstandene i graven, samt den alder, de har

fastslået dem til at være. På denne måde kommer de frem til den mest sandsynlige

forklaring, baseret på den viden de besad da de udarbejdede udstillingen.

Måden ‘gravhøjen’ bliver grebet an på, gør at de tre personer som levede engang i

bronzealderen, bliver levendegjort, da det er deres historie der bliver fortalt.

Figur 25. Her ses de tre Borum Eshøj grave inden i ’højen’13

13 Foto fra magasinetkunst.dk: http://www.magasinetkunst.dk/Home/Detail/ODE2Ng%3D%3D

91

Figur 26. Her kigges der ind i området Borum Eshøj folket, hvor personerne fra gravene er blevet vakt til live som voksdukker.

MOMU bruger genstandene (de tre gravfolk), som baggrund til at fortælle en historien om

hvordan gravhøje blev lavet og brugt, samt hvilke personer der blev begravet der, og

hvilken skæbne fortidens mennesker har haft. Peter Balch Bertelsen siger i interviewet, at

genstandene i deres udstillinger er billeder på det levede liv, og det er det, de som museum

skal formidle, de skal prøve at vise den store sammenhæng mellem det hele (bilag 3, s. 16,

l. 22-28). På denne måde understreges det igen at MOMU gennem dramatiserede rum

formår at skabe illustrationer på fortiden som de besøgende kan relatere sig til og forstå,

både kropsligt og kognitivt, hvilket skaber en forbindelse mellem de besøgendes

hverdagsviden og museets viden.

6.1.2 Wauw-genstande

Jakob Parby taler i interviewet (bilag 8) om wauw-genstande, og ud fra hvad han fortæller

i interviewet, går vi ud fra at hans definition af dette må være, at det er genstande som folk

kender, gerne vil se og finder engagerende, f.eks. Guldhornene, Solvognen og Egtvedpigen

samt andre betydningsfulde fund fra fortiden, hvilket altså taler til deres relationelle

interesse. Vi mener dog at wauw-genstande også bare kan være store, flotte eller på anden

måde iøjnefaldende og Jakob Parby forklarer da også videre at man kan tillægge nogle af

genstandene en wauw-oplevelse, ved at lave fortællinger rundt om dem. Han siger i

92

interviewet, at de på museet har mange hverdagsgenstande og genkendelige elementer fra

bylivet og byrummet, og de eneste wauw-genstande som KM har, er bl.a. nogle af Søren

Kierkegaards tidligere ejendele (bilag 8, s. 11, l. 6-11). Disse genstande er noget som

Jakob Parby ved at folk kender til, og kommer for at se, som det var tilfældet med

informanten Giner, der havde en stor interesse for dette (bilag 10, s. 24, l. 3-4). På MOMU

må man betegne Grauballemanden som en wauw-genstand, som besøgende kommer for at

se, fordi han er et af de mest velbevarede moselig man har fundet i Danmark, bl.a.

informanten Laurents og hans kæreste skulle se Grauballemanden som noget af det første

ved deres besøg (bilag 5, s. 3, l. 24-25). Grauballemanden er som sagt placeret i et rum,

hvor det er muligt at gå rundt omkring ham og se ham fra alle vinkler, samt at det er muligt

at kigge ned til ham oppe fra mosen (se afsnit 5.1.2.2 og figur 8).

Formidlingen omkring ham er meget underspillet, det er bare ham i et rum, og Peter Balch

Bertelsen forklarer at de ikke har kunnet eksperimentere så meget med formidlingen, da

Grauballemanden er så kraftfuld i sig selv (bilag 3, s. 13, l. 27-29) Han kan stå helt for sig

selv, da han er en genstand for nysgerrighed for de besøgende. Et andet eksempel på en

ting i MOMUs udstilling, som kan betegnes som en wauw-genstand er Gundestrupkarret,

men den MOMU ejer er i virkeligheden en kopi og er derfor ikke autentisk, da den

originale står på Nationalmuseet, som den i øvrigt vil blive ved med (begrebet autenticitet

bliver udfoldet i afsnit 6.3). De har som museum gerne villet fortælle en historie om karret,

da den er blevet fundet i nærområdet. Derfor fik de lavet en kopi, hvor de har haft frie

tøjler til at lave en fortælling om de myter som fortidens mennesker har troet på, og

beskrevet gennem billeder på karret, og som museet ønskede at formidle videre.

Gundestrupkarret har været et udviklingsprojekt, hvor hele ideen bag projektet er at de har

prøvet at finde ud af hvordan man kan prøve at formidle fortiden på en anden måde end

der bliver gjort ved f.eks. illustrationer og udklædninger, da emnet om myter og fantasi

kan være svært at formidle videre, da det hele bygger på antagelser og uhåndgribelige ting

(bilag 3, s. 12, l. 29-31). Derfor er det endt ud i at der er blevet lavet et blindespor, da de

syntes det kunne være spændende at udfordre brugernes forestillingsevne (ibid., s. 12, l.

44-46). I installationen ifører man sig en hjelm, der går ned over øjnene for at simulere

blindhed. Indbygget i disse er nogle høretelefoner, hvor en stemme guider en ind i et

cirkulært rum, hvor der på væggene er lavet et spor af de mystiske figurer fra

Gundestrupkarret. Assisteret af fortælleren i hjelmen følger man dette spor med fingrene,

og bruger igennem den 12 minutter lange fortælling sin forestillingsevne til at danne sig

93

sine egne billeder af de mytiske figurer. De har dog haft nogle udfordringer med

installationen, hvilket også var tilfældet da vi var på museet, hvor lydsporet hoppede rundt

og ikke reagerede helt som den skulle. De er fra museet side klar over at den ikke virker

optimalt, men det har som sagt været et udviklingsprojekt, hvor de har prøvet at formidle

på en anden måde (bilag 3, s. 12, l. 25-28). En af informanterne pointerede også at hun

ikke syntes at Gundestrupkarret var engagerende, da hun måtte give op, fordi det tog for

lang tid og det netop ikke virkede optimalt (bilag 4, s. 3-4, informant 10). Når museer

benytter sig af sådanne interaktive digitale tiltag hvor brugerne skal deltage, er det vigtigt

de fungerer, for ellers kan de virke som et forstyrrende element i udstillingen. Det samme

gør sig dog også gældende i andre sammenhænge, f.eks. da informanterne Signe, Jessi og

Morten påpeger deres irritation over at det er svært at læse de opsatte tekster pga.

belysning og afstand (bilag 10, billede 5 og 18-19). I disse tilfælde går informanterne dog

bare videre, men når det forstyrrende element kræver deltagelse er det sværere at ignorere,

fordi man som bruger ofte først opdager, at det ikke fungerer optimalt, efter man har brugt

energi på at finde ud af hvad det er, og hvordan det virker.

I vores forståelse af deltagelse ligestiller vi passiv og aktiv deltagelse, da vi mener at

passiv deltagelse sagtens kan skabe en engagerende oplevelse. Dette er i modsætning til

den måde mange andre bruger begreberne, hvor man ser passiv og aktiv deltagelse som

værende placeret på hver sin ende af en akse, og jo mere aktiv deltagelsen er, jo større

kvalitet har oplevelsen, som f.eks. Lise Lyck beskriver (Lyck 2010, s. 197-199).

Installationen ‘Slaget’ på MOMU et eksempel på passiv deltagelse, da vores informanter

fandt det engagerende, selvom de ikke skulle gøre andet end at gå ind i rummet og lade

slaget udfolde sig på de to skærme. På denne måde gør brugerens tilstedeværelse i rummet

“...at man ligesom tager en position, eller man får et blik som de [fortidens mennesker,

red.] måske også har haft” (bilag 3, s. 18, l. 17-19), uden at være aktive i den gængse

forstand. Som Laurents forklarer synes han ‘Slaget’ var godt, fordi man er placeret i

begivenhedernes centrum (bilag 5, s. 5, l. 32-33). Det samme gør sig gældende med

‘Ofringen i Illerup Ådal’, hvor man som besøgende kan sidde og føle sig som en del af

ofringen som finder sted på væggen overfor (se afsnit 5.1.2.3.). For informanterne var det

altså en oplevelse som gav en wauw-effekt, uden at de behøvede at være aktive.

Wauw-effekten på museerne behøver dog ikke nødvendigvis at være digital, interaktiv

eller lægge op til deltagelse for at fungere og engagere de besøgende. Et eksempel på dette

er MOMUs Evolutionstrappe, hvor man møder forskellige rekonstruerede menneskearter

94

der er meget livagtige. De har fået en meget positiv tilbagemelding fra de besøgende, da de

synes de er en oplevelse i sig selv (bilag 3, s. 7, l. 19-21), og et oplagt selfie-moment: “Da

de der nøgne kvinder og mænd kom op på den trappe, så sagde vi, det er det folk tager

billeder af. […] der er blevet lavet en opgørelse over hvor meget der var blevet lagt på

nettet, og hvor mange der havde taget en selfie med en af de der, hvor der hænger nogle

ordentlige tunge klunker på en eller anden fortidsmand, og der var vildt mange der havde

gjort det” (ibid., s. 11, l. 28-32). Dette viser at de besøgende får en wauw-oplevelse der

udelukkende baserer sig over deres fascination af udførslen af voksdukkerne, og den

mulighed det giver for at komme helt tæt på fortidens mennesker (ibid., s. 7, l. 19-21).

6.2 At tale til brugernes motivation

I forhold til Falks motivationstyper kom størstedelen af vores informanter samlet set fra

gruppen ‘Explorer’, dvs. at deres motivation for besøget er trangen til at opfylde personlig

nysgerrighed og interesse i et intellektuelt udfordrende miljø (se afsnit 5.1.2.1 for

uddybning af Falks motivationstyper). Dette stemmer også overens med de resultater der

ses i Kulturstyrelsens undersøgelse, hvor den tilsvarende kategori ‘videbegærlig’ ligeledes

klart er den største for både alle kulturhistoriske museer, og alle udstillingssteder i det hele

taget (Kulturstyrelsen 2014 a, s. 39, jf. afsnit 5.2.2.1). Som det ses i tabel 4 var der dog lige

så mange ‘Experience seekers’ som ‘Explorers’ på MOMU, hvilket er specielt for både

kulturhistoriske museer og alle typer udstillingssteder (ifølge Kulturstyrelsen 2014 a, s.

39), og vi tilskriver det, at museet er så nyt, at det i sig selv er en speciel attraktion, man

skal have “krydset af på listen” som det er typisk for denne motivationstype (se afsnit

5.1.2.1), men også fordi museet har fået en meget speciel særudstilling, terrakotta krigerne,

som repræsenterer noget af det ypperste fra kinesisk kultur. Når størstedelen af museernes

brugergrupper kommer med disse motivationer må det være vigtigt for museerne at finde

en måde at engagere disse brugere på, uden at gå ud fra at de nødvendigvis interesserer sig

for emneområdet på forhånd. Det har de to museer vi har valgt, som sagt gjort på to

forskellige måder, der dog begge handler om at gøre udstillingerne nemmere at relatere sig

til, som menneske eller individ, ved at skabe nogle forbindelser mellem museets genstande

og viden, og brugernes hverdagserfaringer og forhåndsviden, som Dindler & Iversen

beskriver, er vigtigt (se afsnit 4.2). MOMU har valgt at skabe denne relation ved at sætte

publikum ind i den tidsperiode de prøver at formidle. Dette gøres igennem et

udstillingsdesign der gør meget brug af lys- og lydeffekter, til at skabe en stemning og

95

binde udstillingen sammen på tværs af emner, samt gennem opbygningen af udstillingen i

en menneskelig skala, hvor publikum kan bevæge sig i flere planer. Dette underbygger de

forskellige deles tema, så man går op af en trappe når man skal lære om bronzealderens

syn på himmellegemernes bevægelse, og ned ad en trappe - gennem “vandspejlet” - når

man skal høre om de mosefund der er blevet gjort, f.eks. Grauballemanden. Udover dette

har de sørget for at bruge genstandene til at fortælle en historie om datidens mennesker, så

man som bruger kan leve sig ind i deres hverdagsliv, fordi de havde nogle af de samme

tanker og lyster som man kan have i dag, som også informant 12 fra MOMU beskriver -

man bliver engageret når man får en fortælling på, så personerne bliver levende (bilag 4, s.

4, informant 12). På KM har de lagt meget vægt på at have mange personlige historier

med, der knytter sig til udstillingernes emner og genstande. Dette gør at de besøgende

nemmere kan relatere sig til disse ting, fordi de kan koble personernes historier og følelser

på deres egne erfaringer, hvilket åbner op for at de kan engagere sig i udstillingen, som

f.eks. informant 7 fra KM, der beskriver at han syntes godt om de personlige fortællinger

om genstandene i udstillingerne ‘Kierkegaard og kærlighed’ samt ‘Børnenes by’ (bilag 9,

s. 2-3, informant 7).

Tabel 4. Fordelingen af Falks motivationstyper på de to museer.14

Den eneste af Falks motivationstyper vi ikke fandt på museerne er typen ‘Recharger’, hvis

motivation til museumsbesøget er trangen til at blive fysisk, følelsesmæssigt og

intellektuelt opladet, i smukke og forfriskende miljøer (Falk, 2009, s. 64). Dette kan hænge

sammen med at museumsgæster for at kunne blive opladet, foretrækker rolige rum med

æstetiske kvaliteter, hvor MOMU, omend det er æstetisk flot, ikke giver ro til opladning af

14 Denne tabel er lavet på baggrund af alle de interviews vi har lavet med brugerne (bilag 4,5,9 og 10). Vi har

så vidt muligt prøvet at give hver af vores informanter en motivationstype, men der er enkelte der var svære

at placere (pga. af det forbehold vi præsenterer i afsnit 5.1.2.1.), og derfor er der enkelte der er placeret to

steder, mens en er udeladt i tabellen.

96

batterier. Som Peter Balch Bertelsen (bilag 3, s. 9, l. 11-14) og informanten Laurents (bilag

5, s. 5, l. 6-9) også forklarer, kan udstillingen godt være lidt tung for sanserne, hvilket gør

at man skal hvile sig eller holde nogle pauser undervejs - der foregår altså nærmest det

modsatte af at oplade batterierne. På KM fremhæves som sagt en masse personlige

historier knyttet til alle genstandene, hvilket nok gør at der er større chance for at alle kan

finde noget der kan interessere dem, men som også gør at sanserne og tankerne ikke kan

slappe af, fordi man hele tiden skal tage valg om hvad man vil se på og gå ind i. Desuden

sammenkobles tanken om kulturhistoriske museer generelt ikke nødvendigvis med

æstetiske kvaliteter, hvilket ses når man sammenligner Kulturstyrelsens rapporter fra

henholdsvis et kulturhistorisk, naturhistorisk og kunst museum (Kulturstyrelsen 2014 a, s.

39; 2014 b, s. 39 og 2014 c, s. 39), hvor langt størstedelen af alle ‘Rechargers’ kommer på

kunstmuseer, der jo bygger på æstetiske fremstillinger. Dog har begge museer flere dybt

æstetiske tiltag - især MOMU der i kraft af bl.a. lyssætningen og at det er helt nyt, bygger

meget på det æstetiske, men også KM hvor f.eks. ‘Kierkegaard og kærlighed’ samt

‘Fortiden under os’ bliver fremhævet som æstetisk flotte af Giner (bilag 10, s. 24-25,

billede 52+54-56), hvor man også kan se der er lagt tanker bag brugen af lys, lyd og

materialer. Dette gør sig også gældende for udstillingen ‘Byens natur’, der i modsætning til

de andre, bruger sollyset udefra, for at skabe et naturligt lys, ligesom de bruger

naturmaterialer i opbygningen af udstillingen, hvilket alt sammen passer til udstillingens

tema. Men da det ikke er disse æstetiske kvaliteter man umiddelbart tænker på, når man

tager på kulturhistoriske museer, er det ikke denne motivation som er dominerende hos

brugerne. Som Falk forklarer, kan man dog godt opleve denne motivation undervejs i ens

besøg, men det vil altid være den motivation man har for at besøge museet, der

hovedsageligt vil bestemme ens adfærd i udstillingen, samt hvilket udbytte man får af

besøget (se afsnit 5.1.2.1).

Som beskrevet i Kulturstyrelsens rapport fra 2014 kan museerne bruge undersøgelsens

resultater til at optimere deres formidling til brugere med den type motivation der er flest

af på museet, eller til brugere med andre typer motivationer, for at tiltrække andre

brugergrupper (Kulturstyrelsen 2014 a, s. 3 og 37). Dog må museerne have den tanke i

baghovedet, at når man laver disse brugerundersøgelser baseret på motivation, er

grupperne ikke lige så faste som man er vant til fra undersøgelser baseret på f.eks.

demografi eller Gallupkompasset, og en person kan derfor godt komme på museet en dag

med motivationen ‘Explorer’, for at vende tilbage en anden dag med motivationen

97

‘Facilitator’. Det kan derfor være svært at argumentere for, at man på baggrund af

undersøgelser af brugernes motivation, kan arbejde på at skaffe nye brugergrupper. I stedet

kan museerne bruge undersøgelsens resultater til enten at arbejde for at have forskellige

formidlingstiltag der svarer til deres eksisterende brugeres motivationer, eller til at se på

hvilke formidlingstiltag man kan lave, for at tiltrække brugere med andre motivationer end

størstedelen, hvilket i tilfældet med MOMU og KM er ‘Explorers’ og ‘Experience

seekers’.

På både MOMU og KM prøver de at henvende sig til så mange potentielle

museumsbesøgende som muligt, men det bliver gjort på forskellige måder. Peter Balch

Bertelsen forklarer at de på MOMU prøver at nå en bred brugergruppe ved at

kommunikere på mange forskellige måder, da de besøgende værdsætter forskellige

formidlingstyper, der bl.a. baserer sig på deres indgangsmotivationer - der er nogle der

foretrækker at læse tekster, mens børnefamilier skal have noget at rive i til børnene, og

noget forældrene kan få noget ud af, selvom de kun kan have et halvt øre på (bilag 3, s. 6,

l. 43 - s. 7, l. 3).

På KM har de ifølge Jakob Parby, valgt en meget aktiv udstillingspolitik med skiftende

temaudstillinger, frem for deres tidligere mere kronologiske opbygning, med faste og

særudstillinger, hvilket er med til at gøre museet mere interessant for en bredere gruppe af

mennesker (bilag 8, s. 1, l. 27-29). Temaudstillingerne handler som sagt mere om de ting

der er vigtige for nutidens borgere, f.eks. fællesskaber i byen, hvilket betyder at folk har

nemmere ved at relatere sig til det, og med de mange skiftende temaer er der større chance

for at alle borgere på et tidspunkt kan opleve noget der taler til deres relationelle interesser

(bilag 8, s. 7, l. 16-19). Udover dette forsøger de også i de enkelte udstillinger at have flere

forskellige vinkler på emnet, i kraft af personlige historier, så der også her er større chance

for at alle kan finde noget de synes er interessant eller engagerende (bilag 8, s. 10, l. 19-

22). Man kan argumentere at de her gør brug af den samme tankegang som MOMU,

nemlig at der skal formidling til alle typer af besøgende, hvilket også understøttes af nogle

af de teoretiske tekster vi har brugt, f.eks. Nina Simon (se afsnit 4.5).

Som Taheri et al. (2014) nævner er motivation afgørende for at opleve engagement, og

museerne må derfor sørge for at lave udstillinger der taler til brugernes ovennævnte

indgangs-motivationer, samt rekreationelle motivationer der er en af de tre ‘Drivers of

engagement’ som forklaret i afsnit 4.4. Men dette parameter - motivation - er ikke det

eneste der er vigtigt i forhold til at skabe motivation hos brugerne. Flere af de tekster vi har

98

læst, snakker om at man som museum skal have et holistisk syn på hvordan man skaber

engagement, og således snakker f.eks. Taheri et al. (2014) om at kulturel kapital hos

brugerne, skabt gennem kultur og erfaringer i forbindelse med tidligere museumsbesøg,

kan have en indvirkning på engagementet i museumsoplevelsen, ligesom forhåndsviden

om museet, og dets emne kan have det, hvilket f.eks. ses med informanten Jessi fra KM.

Hun havde en stor viden om museets emne, som hun bl.a. havde fået gennem forskellige

byvandringer, og hun havde en stor kulturel kapital, da hun havde besøgt museet flere

gange. Dette medvirkede til hendes engagement i udstillingen, og gjorde at hun kunne

virke som ‘Facilitator’ for Signe, da hun kunne fortælle yderligere historier om de ting der

var udstillet.

Også Black (2007) er fortaler for den holistiske approach, for når museerne i kraft af

oplevelsesøkonomien bliver mere publikumsorienterede, bliver man nødt til at fokusere på

publikums oplevelse, der bliver skabt af alle aspekter ved museumsbesøget - ikke kun

udstillingens indhold og form, men også f.eks. hvordan de ansatte hjælper de besøgende og

dermed skaber en god stemning, og hvor let det er for brugerne at finde rundt (Black 2007,

s. 266-271). Vi har dog udelukkende valgt at kigge på museets udstillinger, og vores

informanters tanker om denne, samt deres motivation for besøget. Det er derfor vigtigt at

holde for øje, at når vi til sidst i specialet finder frem til nogle retningslinjer for

engagerende museumsformidling (se afsnit 6.4), er der også andre ting end udstillingen i

sig selv, der er med til at skabe den engagerende museumsoplevelse.

6.3 Oplevelsesøkonomi og autenticitet

Når vi kigger overordnet på formidlingen i de to museers udstillinger, samt modtagelsen af

dem blandt vores informanter, kan vi se en tydelig forskel, der i vores analyse især

kommer til udtryk i at udstillingerne taler til henholdsvis den relationelle (KM) og den

situationelle (MOMU) interesse, som nævnt i afsnit 6.1. På MOMU fokuserer de på en

overordnet fortælling om oldtiden, baseret på at de besøgende skal have en oplevelse, der

gør at de kan relatere sig til fortidens mennesker både på et kognitivt og et emotionelt plan.

Det gør de ved hjælp af dramatiserede rum bygget i menneskelig 1:1 skala, hvor man også

skal bruge sanserne, samt gennem forskellige videoer og tekster. På KM har de lagt vægt

på, at have mange tilgange til de emner de beskæftiger sig med, så alle kan finde en

indgang der kan åbne emnet op for dem. Der bliver talt om flerstemmighed, både kurateret,

99

dvs. forskellige historier udvalgt af museumspersonalet efter hvad der belyser emnet bedst,

og ved at inddrage byens borgere i f.eks. indsamlingen af genstande der skal vises, som i

‘Kierkegaard og kærlighed’ eller ved at inddrage en udvalgt gruppe i udformningen af en

udstilling, som det er tilfældet i ‘Børnenes by’. Man kan således se at begge museers

hovedfokus er på, hvordan man bedst muligt kan tale til brugerne - og dermed engagere

dem i den fortælling museerne vil formidle.

Dette fokus på brugerne er en af effekterne ved oplevelsesøkonomien, hvor man har flyttet

fokus fra monologisk formidling til en mere dialogisk, da det gælder om at tilbyde

brugerne oplevelser, for at trække dem ind på museerne (Lyck 2010, s. 120). Museerne

føler sig nemlig pressede i den nuværende økonomiske situation, hvor de i politiske

prioriteringer bliver vurderet i sammenhæng med andre offentlige udgifter som hospitaler

og skoler (ibid., s. 100). Dette betyder at de for at berettige deres eksistens må vise at de

giver en værdi til samfundet, hvilket bl.a. bliver målt på hvor mange besøgende de har.

Derfor er et fokusområde for mange museer at tiltrække mange forskellige grupper, hvilket

også er tilfældet for både MOMU og KM, som vi diskuterede ovenfor i afsnit 6.2.

MOMU forsøger som sagt at give brugerne en oplevelse, der skal give dem en forståelse

for hvordan det var at leve i fortiden. De prøver at skabe en helhedsoplevelse, både i selve

udstillingen, igennem sanseoplevelser (f.eks. lys, lyd og “sumpet” gulv), det ens udtryk i

‘Oldtidsudstillingens’ forskellige dele samt opbygningen i 1:1 skala, og i de dele af

museets arbejde der ligger udenfor udstillinger, f.eks. arkitekturen og museumscafeen og -

butikken. I en artikel af Laura Skouvig (2009) kommer hun frem til, gennem interviews

med to frilandsmuseer, at helhedsoplevelsen ikke kun giver mulighed for at komme “hele

vejen rundt om genstanden”, men også skaber den “store fortælling” om mennesket

(Skouvig 2009, s. 90-91). Og som nævnt i afsnit 6.1 er den store fortælling netop noget af

det MOMU lykkes med at fortælle, ved at fokusere på hvad genstandene har betydet for

fortidens mennesker, hvilket gør det nemmere for de besøgende at relatere sig til. Men

med fokuseringen på helhedsoplevelsen kan genstandene som sagt komme til at virke som

rekvisitter til den dramatiske fortælling, hvilket Black (2007) bl.a. advarer mod, som

nævnt i afsnit 6.1.

Selvom KM ligeledes fokuserer på den store fortælling, formår de at bibeholde fokus på

genstandene gennem næsten alle udstillingerne. Kun ‘Byens Natur’ og børneudstillingen

‘Drømmen om en by’ har tendens til kun at bruge genstandene som rekvisitter der

underbygger den overordnede fortælling. F.eks. handler et af temaerne i ‘Byens natur’ om

byens grønne rum, hvor der er nogle plancher om og billeder af Den Røde Plads på

100

Nørrebro. Her har de valgt at indlemme en af de pæle der står på pladsen, som en genstand

der eksemplificerer teksten, frem for at fortælle historien om Den Røde Plads med

udgangspunkt i pælen (se figur 27). Udover disse to udstillinger kan man sige at KM

lykkes med at drage de vigtige autentiske genstande i fokus som vi også diskuterede i

afsnit 6.1. Men KMs brugere har som sagt sværere ved at afkode den overordnede

fortælling end på MOMU, på grund af MOMUs brug af den kropslige instinktive

forståelse. En anden grund til dette er, at KM ikke i samme grad som MOMU formår at

give en helhedsoplevelse, fordi de forskellige udstillinger har så forskellige udtryk, at man

muligvis forstår den overordnede fortælling i den enkelte udstilling, men ikke den

fortælling der binder dem sammen.

Figur 27. Pælen fra Den Røde Plads i udstillingen ’Byens natur’.

Pine & Gilmore (1999) beskriver i deres artikel “The experience economy” at et

gennemgående og veludført tema der giver en helhedsoplevelse er utrolig vigtig, for at

give brugerne en mindeværdig oplevelse, fordi det er gennem en sådan oplevelse, at

brugerne nævner museet eller anbefaler det til andre. På denne måde spreder man

kendskabet til museet, så der kommer flere, og det er også gennem en god og engagerende

101

museumsoplevelse at brugeren evt. kan have lyst til at vende tilbage til museet en anden

gang (ibid., s. 166). Et andet aspekt Pine & Gilmore (1999) trækker frem som vigtigt for at

skabe en helhedsoplevelse er, at brugerne igennem hele besøget skal opleve ting der

stemmer overens med det overordnede tema, og som dermed holder ideen om det valgte

tema vedlige (ibid., s. 167). Da udstillingerne på KM er så forskellige i deres udtryk, bliver

netop dette aspekt svært - f.eks. gør éen udstilling brug af udstillingsrummets store vinduer

og lukker så store mængder naturligt lys ind som muligt (‘Byens natur’), hvor andre bruger

mørklægningsgardiner så man kan få fuld effekt fra spotlys m.m. (‘Kierkegaard og

kærlighed’), mens atter andre bruger “almindelige” gardiner for at skåne de sarte

genstande, men stadig lukke lys ind (‘At blive københavner’). Når alle museets dele taler

til det overordnede tema, bliver hele museumsbesøget en samlet oplevelse, og der er

dermed større sandsynlighed for at brugerne går fra museet med en klar forståelse af den

historie museet har forsøgt at fortælle (Pine & Gilmore 1999, s. 166-167).

Der er dog flere der argumenterer for at fokuseringen på først og fremmest at give

brugerne en oplevelse er forfejlet, idet de mener at et museum ikke bør aspirere mod at

være en attraktion, men i stedet skal se sig selv som en læringsanstalt eller

oplysningsinstitution, hvor det er de autentiske genstande der skaber oplevelsen i sig selv

(Lyck 2010, s. 195-196). Når man som museer flytter fokus fra præsentation af genstande,

til helhedsoplevelsen mener nogle, at man som museum mister sit formål - man bliver til et

oplevelsescenter. Og der er da også nogle der opfatter MOMU som et sådant:

“Jeg anser formidling for at være en god ting, der kan demokratisere og udvide

forståelsen af oplevelsen, men her er det som om, man ikke længere tror på, at

artefakterne, kunstgenstandene, i sig selv rummer magi og oplevelse, og man ikke længere

har tillid til at publikum er i stand til at forestille sig noget på egen hånd. Så derfor

præsenterer man ikke de nøgne genstande i sig selv, men skaber en gennemtygget og

halvfordøjet forestilling, en disneyficeret versionering, der kommer til at handle om noget

helt andet.” (Rasmussen 2015).

Som det ses bryder han sig ikke om MOMUs måde at lave en udstilling på, og det

forklarer Peter Balch Bertelsen at de på museet er bevidste om - der er nogen der ikke vil

kunne lide det dramatiserede rum de har skabt. Vi mener dog at MOMU langt hen ad vejen

holder sig på den rigtige side af oplevelsestanken, idet de bruger det dramatiserede rum

med de mange digitale tiltag, til at understrege en pointe der bygger på deres faglige

ståsted. F.eks. giver ‘Slaget’ en oplevelse af hvordan det har føltes at være midt i et slag i

jernalderen, der hjælper brugeren til at forstå den historie museet prøver at formidle,

102

hvilket også underbygges af de tilknyttede genstande (se figur 10 i afsnit 5.1.2.3.). Skouvig

(2009) forklarer at frilandsmuseerne arbejder ud fra bevidstheden om at det er genstandene

der besidder autenticiteten, men forklarer samtidig at konteksten er yderst væsentlig, fordi

den giver en visuel autenticitet (Skouvig 2009, s. 91). Hvis man overfører dette på ‘Slaget’

kan man sige at filmen skaber en oplevelse, der underbygger forståelsen af de autentiske

genstande der bliver lyst op, når filmen er overstået, samt den historie der ligger bag den

efterfølgende udstilling ‘Ofringen ved Illerup Ådal’ hvor man bliver præsenteret for en

stor mængde autentiske genstande, nemlig våben der blev ofret efter et slag, som det

brugerne netop har “oplevet”. I Skouvigs artikel fortæller hun endvidere at man også kan

se autenticitet som noget der opstår i publikums oplevelse af de betingelser datidens folk

havde (ibid., s. 90). Således kan man også bruge sanserne til at få en “autentisk” forståelse

af, hvordan det har føltes, at være til stede i fortiden. F.eks. kan man i mosen føle hvordan

det har været at gå i et moseområde, og hvor lys og lyd medvirker til at skabe

fornemmelsen af en mose. I begge tilfælde er det dog vigtigt at holde fast i den faglige

troværdighed, som skabes i “en troværdig sammensætning, der er baseret på den bedste

faglige viden, som man har på et givet tidspunkt” (ibid., s. 91). Dette forklarer Peter Balch

Bertelsen netop de har forsøgt i udformningen af udstillingerne på MOMU: “...der er

nogle ting vi ved, der er nogle andre ting vi ikke ved. Der er nogle ting hvor vi ved så

meget, at vi laver nogle billeder på det, og andre ting hvor vi kan hentyde til det, eller sige

det er vores fortolkning.” (bilag 3, s. 10, l. 11-13).

På MOMU har de altså valgt en lidt alternativ tilgang til museumsformidlingen, der har

resulteret i rigtig mange positive kommentarer (bilag 3, s. 11, l. 10-15), hvilket Peter bl.a.

forklarer med at mange undersøgelser har vist folk ikke gider gå på klassiske museer (bilag

3, s. 4, l. 36-37), så de kommer på museet med en forventning der svarer til det de plejer at

opleve på museer, og bliver positivt overraskede over at man også kan formidle på en

anderledes måde (bilag 3, s. 8., l. 19-21). En af de ting der har gjort denne nye formidling

mulig, er at de har skabt deres egen tegnestue der har designet udstillingens udformning,

samt de enkelte formidlingstiltag, hvilket ifølge Peter Balch Bertelsen er meget nyt for

museer, der ellers ofte gør brug af velafprøvede installationer (bilag 3, s. 1, l. 14-19). Dette

ses f.eks. i interviewet med Jakob Parby hvor han forklarer at de på KM har implementeret

nogle touchscreens i deres udstilling, som de har lånt fra en udstilling på Nationalmuseet

(bilag 8, s. 12, l. 11-12).

KMs udstillinger er som sagt ikke nær så gennemførte i helhedsoplevelsen på museet,

selvom de altså stadig har fokus på at brugerne skal have en mindeværdig

103

museumsoplevelse. Jakob Parby kommer i forbindelse med overvejelser omkring hvad der

er mest engagerende på museet, ind på diskussionen om hvordan man måler brugernes

engagement - er det efter hvor populært stedet er og om folk morer sig, eller er det også

noget med at folk fordyber sig, og bruger lang tid ved udstillingens dele og genstande

(bilag 8, s. 3, l. 27-29)? Måske kan man sige det vigtigste er at brugerne får en

meningsfuld oplevelse. For nogen betyder det en sanseoplevelse der sætter genstandene og

historien i perspektiv, for andre betyder det fordybelse ved de enkelte genstande og tekster,

der kan skabe refleksion over brugerens eget liv, eller “den store fortælling” om

mennesket. Dette stemmer også overens med ideerne fremsat af f.eks. Simon (afsnit 4.5),

Taheri et al. (afsnit 4.4) og Falk (afsnit 4.1) om at man skal sørge for at have formidling

der taler til alle typer brugere. Man kan måske på baggrund af disse overvejelser sige at

man ikke skal se diskussionen om oplysning og oplevelse som modstridende, men i stedet

skal se dem som forskellige virkemidler der kan kombineres i museernes udstillinger, så

der er noget der taler til alles forståelse af en meningsfuld oplevelse.

6.4 Retningslinjer for engagerende museumsformidling

Vi har gennem vores analyse og diskussion kommet frem til nogle pointer som vi i dette

afsnit har sammenfattet i 9 retningslinjer for hvordan man skaber engagerende

museumsformidling.

Det der først springer i øjnene når man sammenligner MOMU og KM er forskellen i

layoutet. Hvor KM minder mere om traditionelt museum, hvor man går igennem

udstillingen for at se på genstande (afsnit 3.2), er MOMU mere optaget af at give en

oplevelse af fortidens menneskers verden, ved at udforme udstillingen i 1:1 skala med

dramatiserede rum (se afsnit 5.1.2.2). Dette gør at man også forstår udstillingen med

kroppen; når man går op handler det om himlen, når man går ned, handler det om

mosefund (se afsnit 6.1). Dette letter forståelsen af det tema museet forsøger at formidle og

en retningslinje for at skabe engagerende formidling kan dermed være:

1. at man designer udstillingens rum, så de understøtter brugernes instinktive

kropslige forståelse af rummets emne, og dermed det overordnede tema, museet

forsøger at formidle.

104

På KM taler de som sagt hovedsageligt til den relationelle interesse (jf. afsnit 4.2), fordi

museets emne er noget de fleste borgere kan relatere sig til. På MOMU er det omvendt -

det er de færreste der kan relatere sig personligt til museets genstande, og derfor gør de

brug af den situationelle interesse (jf. afsnit 4.2) til at skabe engagement. Når man

frembringer en situationel interesse hos brugerne kan man engagere dem i noget de ikke på

forhånd var interesserede i, og dermed oplyse dem om det emne man vil fortælle om.

Derfor er en anden retningslinje:

2. at man sørger for at have noget i udstillingen, der kan fremme brugernes

situationelle interesse, så man kan engagere dem, selvom de ikke har en

forhåndsviden om udstillingens emne.

Noget der kan tale til den situationelle interesse er at prøve at skabe en situation hvor

serendipitet (se afsnit 4.3) kan opstå, ved at benytte sig af f.eks. ‘hooks’ (jf afsnit 4.2) eller

‘wauw-effekter’ (jf. afsnit 6.1) til at skabe engagement. På denne måde taler man til folks

nysgerrighed, og giver dem mulighed for at opdage noget nyt og uventet. Derfor er en

retningslinje:

3. at skabe et miljø hvor der er mulighed for at finde noget nyt og uventet, der kan

skabe et ‘point of engagement’.

En anden ting der kan have betydning for at brugerens engagement er at de kan forholde

sig til udstillingens emne, som f.eks. på MOMU hvor man i moseområdet havde nogle

film hvor man bl.a. så en lille pige ofre sin hund (se afsnit 5.1.2.2). Her blev brugerne

engageret fordi de kunne sætte sig ind i hvordan det må have føltes at ofre sin hund, da

mange har prøvet at have et kæledyr selv. Eller på KM hvor informant 1 (bilag 9, s. 1)

forklarede at han kunne sætte sig ind i hvordan det har været at indvandre til København,

fordi han selv var udlænding. Derfor vil vi give Dindler & Iversen (2009, jf. afsnit 4.2) ret

i deres teori om:

4. at man i udstillingen skal skabe forbindelser mellem brugernes hverdagserfaringer

og forhåndsviden, og museets viden og genstande.

105

Dette hænger sammen med hvordan man bruger genstande til at formidle den historie man

som museum gerne vil fortælle. Begge museumsmedarbejder forklarer at det i høj grad er

de personlige historier der engagerer, fordi det er det museumsgæsterne kan relatere sig til.

Museerne griber det dog an på to meget forskellige måder. KM lægger vægt på

flerstemmighed, og får derfor mange personlige historier, og dermed vinkler, til at belyse

det emne de beskæftiger sig med (se afsnit 5.2.2.2.). MOMU forsøger at sætte

museumsgæsterne ind i hvordan det har været at være menneske i fortiden, ved at bruge

lys- og lydeffekter, samt dramatiserede rum (se afsnit 5.1.2.2.). Som vi diskuterede i

ovenstående afsnit (afsnit 6.3) er et overordnet tema godt for at skabe en god, engagerende

og sammenhængende museumsoplevelse, men det er dog vigtigt at holde for øje at et

museum i høj grad bygger på autentiske genstande. Det er derfor vigtigt at den

overordnede historie ikke tager overhånd, i forhold til disse, og derfor kommer en af vores

retningslinjer til at handle om:

5. at det er godt at bruge et gennemført tema, så man får formidlet den overordnede

fortælling man sigter efter, men man skal huske at det er genstandene, der er et af

museernes hovedfordele, og det er dem gæsterne kommer for at se.

Grunden til at have et overordnet tema er som sagt at man skal give brugeren en god

museumsoplevelse hvor de bliver engagerede, for at de kan skabe en positiv mund-til-

mund omtale af museet, og evt. vende tilbage en anden gang (se afsnit 6.3). Som bl.a.

vores informant Monika sagde, er noget af det vigtigste for hende ved et museumsbesøg

dog, at hun lærer noget (bilag 5, s. 8, l. 3-4), og derfor kommer vi frem til denne

retningslinje, som også Skouvig (2009, jf. afsnit 6.3) drager frem:

6. at for at skabe engagerende museumsformidling skal man give brugerne en

oplevelse, f.eks. gennem deltagelse, men hvor man holder fast i at formidlingen

skal have et solidt fagligt ståsted.

Som flere af de teoretikere, vi har brugt i vores speciale, pointerer, er folk dog forskellige,

og kommer ikke på museerne som “blanke tavler”, men medbringer en bagage i form af

indgangsmotivationer (Falk 2009, afsnit 5.1.2.1), forhåndsviden (Dindler & Iversen 2009,

afsnit 4.2) og præferencer (Simon 2010, afsnit 4.5). Dette ses f.eks. hos vores informanter

Thorkild og Giner (bilag 10, s. 22-27) hvor Thorkild syntes udstillingen ‘Byens natur’ var

106

engagerende og rar at være i (s. 22), mens Giner syntes den er rodet og forstyrrende (s. 26).

Som vi også nævnte i ovenstående afsnit 6.3, er det derfor vigtigt:

7. at have forskelligartede formidlingstiltag, så man kan engagere alle typer brugere.

Som vi forklarede ovenfor er brugen af deltagelse en måde at skabe en engagerende

museumsoplevelse på. Deltagelse kan dog betyde forskellige ting. Som nævnt i afsnit 6.1

kan man både opleve en følelse af at deltage når man er passiv tilskuer, og når man er en

aktiv deltager. F.eks. forklarede informant 8 (bilag 4, s. 3) at man føler en deltagelse i

‘Slaget’ og det efterfølgende område om ofringen ved Illerup Ådal, på trods af at

vedkommende forholder sig passivt. Som informanten Laurents siger føles det som om

man er placeret i begivenhedernes centrum (bilag 5, s. 5, l. 32-33), og på den måde

deltager man, som tilskuer, til et slag eller en ofring, på linje med de tilskuere der har

været til stede i fortiden.

Selvom deltagelse er noget der kan engagere mange, skal man som museum være

opmærksom på at det ikke er alle museumsgæster der har lyst til at deltage aktivt. Derfor

er en af vores retningslinjer

8. at man kan inkorporere passiv deltagelse som en del af formidlingen for også at

give brugere der ikke kan lide at bidrage aktivt en følelse af deltagelse, uden at de

skal gøre noget de ikke er trygge ved.

Den sidste ting man skal have for øje når man vil lave engagerende museumsformidling er:

9. at deltagelse, interaktivitet og engagement ikke er det samme, og dermed kan man

ikke uden videre gå ud fra at f.eks. brugen af interaktive formidlingstiltag i

udstillingen er engagerende.

På trods af at både deltagelse og interaktivitet i flere tilfælde bliver beskrevet som

buzzwords i sammenhæng med engagerende udstillinger, kan man godt være engageret

uden at deltage, f.eks. ved at læse teksterne i udstillingen, som Peter Balch Bertelsen

forklarer der er nogle der bedst kan lide (bilag 3, s. 6, l. 43-45), og man kan godt deltage

uden at der er tale om interaktivitet, f.eks. som der er tale om i det førnævnte

formidlingstiltag ‘Slaget’, med den passive deltagelse. Som eksemplificeret af informanten

107

Monika (bilag 5), kan man ligeledes bruge en interaktiv installation, uden at være

engageret, hvis man ikke oplever ‘period of engagement’ (jf. afsnit 4.3). Hun har taget et

billede af den interaktive installation ‘Hærlederbordet’, fordi hun kan se den er

engagerende for en far og hans søn, men forklarer at det ikke var engagerende for hende,

fordi hun ikke forstod formålet med den (bilag 5, s. 10, billede 13).

De 9 retningslinjer har vi som sagt skabt ud fra analyse og diskussion af udstillingerne på

de to kulturhistoriske museer Moesgaard Museum og Københavns Museum, men som

beskrevet i afsnit 6.2 er der dog også mange andre ting der er med til at fuldende en

engagerende museumsoplevelse. Vi vil derfor anbefale at man bruger disse retningslinjer

som inspiration hvis man vil skabe en engagerende udstilling, men er opmærksom på at

udstillingen ikke skal være det eneste der bærer brugernes engagement.

7. Konklusion

I vores speciale handlede det overordnede spørgsmål som sagt om, hvad der skal til for at

museumsformidling bliver en engagerende oplevelse med det formål, at udarbejde en form

for retningslinjer man kan overveje, hvis man skal være med til at udforme en udstilling.

For at gøre dette, valgte vi to kulturhistoriske museer som case, Moesgaard Museum

(MOMU) og Københavns Museum (KM), og undersøgte dem gennem interviews med en

medarbejder, samt to grupper informanter på hvert museum, for at finde ud af hvilke typer

engagement der var til stede i udstillingerne. De to grupper bestod af henholdsvis nogle

brugere vi udvalgte på museet, og nogle brugere som vi kendte i forvejen, og som vi bad

om at tage billeder, af de dele af udstillingen som de fandt engagerende. Vi udførte disse

tre typer af interview for at finde ud af hvilke tanker der lå bag udformningen af de

forskellige udstillinger, og for at se om det stemte overens med hvad museernes brugere

syntes var engagerende.

Baggrunden for at vi valgte denne problemstilling er, at der har været et paradigmeskifte i

museumsverdenen, hvor man har flyttet fokus fra formidlingen af samlingen til formidling

til brugeren. Denne fokusering på brugeren hænger sammen med oplevelsesøkonomien,

hvor museerne i politiske prioriteringer bliver sidestillet med hospitaler og skoler. For at

bevise de er værd at støtte på linje med disse institutioner, må de have en betydning der når

bredt ud i befolkningen. Dette associeres med et højt besøgstal der ses som et tegn på

108

succesfulde udstillinger, hvorfor netop dette er et mål for mange museer. I brugernes øjne

bliver museer nemlig ofte endnu et fritidstilbud, på linje med Tivoli og biografer, og

museerne må derfor forsøge at give brugerne en oplevelse, der er lige så spændende og

værdifuld som et besøg i Tivoli kunne være. For at gøre dette arbejder flere museer med

hvordan man skaber en god, engagerende museumsoplevelse. Vi har set flere forskellige

måder dette bliver grebet an på, bl.a. på MOMU og KM.

MOMU er lige genåbnet i 2014 med en ny bygning og nye udstillinger, heriblandt

‘Oldtidsudstillingen’ som vi har beskæftiget os med. I kraft af at det hele er nyt har de

forsøgt at skabe en alternativ formidling ved at opbygge museet efter menneskelig skala i

et 1:1 forhold. I ‘Oldtidsudstillingen’, som er den vi har beskæftiget os med, har de skabt

dramatiserede rum ved at bruge sansemæssige effekter til at skabe en stemning med lys,

lyd og et blødt gulv (hvilket skal efterligne et moseområde) samt udnytte rummets tre

dimensioner. Man kan således gå op ad en trappe, hvor der er et tema om fortidens

forestillinger om himmellegemer, eller gå nedenunder “vandspejlet” hvor der er et tema

om mosefund. Dette gør at man som bruger kan forstå rummet og de emner museet

forsøger at formidle, på et instinktivt og kropsligt plan. De forskellige dele af udstillingen

bliver endvidere kædet sammen i kraft af ensartetheden i deres design, hvilket skaber en

fornemmelse af, at det hele er en del af et overordnet tema, som museet forsøger at

formidle. Pine & Gilmore (1999) forklarer at netop et overordnet tema kan være med til at

skabe en engagerende oplevelse for brugeren, fordi et gennemført tema kan skabe en

alternativ virkelighed, hvor brugeren sættes ind i en anden tid, eller virkelighed. For at

gøre dette er det netop vigtigt, at det er så gennemført som muligt, for ikke at skabe brud i

denne nye virkelighed, som brugeren kan føle. På KM er udstillingernes layout meget

forskellige og brugerne bliver således ikke fastholdt i et overordnet tema, som det var

tilfældet på MOMU. De forsøger i stedet at fortælle udstillingernes overordnede historie,

ved at lade de enkelte genstandes “små” historier, tilsammen udgøre den store fortælling.

F.eks. bliver historien om ‘Kosmopolen København’ fortalt gennem fire afdelinger, der

hver repræsenterer et verdenshjørne. Hver for sig kan man ikke nødvendigvis se historien

om indvandring fra alle verdenshjørner, men tilsammen udgør de elementerne i den

overordnede fortælling museet prøver at skabe. På KM er genstande således

hovedattraktionen, idet det er dem der fører fortællingen frem. På MOMU fungerer

genstandene i højere grad som rekvisitter i forhold til den historie de forsøger at fortælle,

om hvordan det har været at leve i fortiden. De forsøger at fortælle hvad genstandene har

109

betydet for mennesket, mere end de fortæller genstandens egen historie. Ud fra vores

interview med brugere på de to museer kan vi se en tydelig forskel i begejstringen for

udstillingerne til MOMUs fordel. Flere af vores informanter på både KM og MOMU talte

om at indlevelse og noget der rækker ud til brugeren, er noget der skaber engagement.

Dette kan tyde på, at det kan være mere engagerende at fortælle hvad genstandene har

betydet for menneskene, end at fortælle genstandenes historie, fordi den menneskelige

historie er nemmere at relatere sig til. På denne måde får man skabt en forbindelse mellem

museets viden og brugerens egne hverdagserfaringer og forhåndsviden, som Dindler &

Iversen (2009) forklarer, er vigtigt, for at skabe grobund for engagement.

En anden måde at gøre dette på, er ved at bruge genstande, som brugerne umiddelbart kan

genkende, og som svarer til deres personlige interesser eller forhåndsviden, hvilket vi i

dette speciale betegner som relationelle interesser. Gennem vores undersøgelser har vi

fundet ud af, at formidlingen på KM i høj grad taler til brugernes relationelle interesser. På

MOMU er det derimod i højere grad den situationelle interesse, der engagerer brugerne, da

museets emne ikke umiddelbart er noget, som størstedelen af de besøgende har en

personlig interesse eller forhåndsviden om. MOMU gør således deres genstande

spændende ved at gøre brug af det føromtalte dramatiserede rum til at fortælle om

genstandenes kontekst, der er lettere at relatere sig til.

En måde at vække både den relationelle og den situationelle interesse, som begge museer

gør brug af, er ved at bruge ‘attractors’ eller ‘hooks’ til at fange folks opmærksomhed, og

som skaber et ‘point of engagement’. Dette kommer dog til udtryk på forskellige måder på

de to museer. På KM handler det for vores interviewede informanter meget om

genkendelse, og de undrer sig f.eks. over i hvilken sammenhæng den genstand de kender,

er på museet. På MOMU handler det mere om nysgerrighed over nye og ukendte ting -

brugerne undrer sig over hvad det er, og engagerer sig i at undersøge det nærmere. For at

vedligeholde brugernes engagement i de genstande og objekter de er begyndt at undersøge,

er museerne nødt til at skabe grobund for en ‘period of engagement’ gennem brug af

‘sustainers’, hvilket de to museer ligeledes formår at gøre i de fleste tilfælde.

En anden måde at engagere museumsgæster på, er ved at gøre brug af deltagelse. Gennem

vores undersøgelser er vi kommet frem til at den traditionelle måde at se på deltagelse,

dvs. som en skala fra passiv til aktiv, er misvisende, da man også kan opleve en følelse af

deltagelse, når man er passiv. Man kan f.eks. opleve passiv deltagelse, ved at føle at man

befinder sig i begivenhedernes centrum, hvilket var tilfældet for nogle af vores informanter

på MOMU.

110

Alle disse eksempler viser at der er flere forskellige måder at skabe engagement. Flere af

de teoretikere vi har beskæftiget os med i dette speciale, nævner netop vigtigheden af at

have mange typer formidling, for at kunne engagere så mange forskellige brugere som

muligt. Alle mennesker er nemlig forskellige og bliver engageret af forskellige ting,

baseret på deres forhåndsviden, indgangsmotivation og præferencer - nogle foretrækker at

være aktive og at blive inddraget i udstillingerne, mens andre foretrækker at være mere

passive og kigge på.

I kraft af de pointer vi er kommet frem til i gennem analyse og diskussion, er vi som sagt

kommet frem til nogle retningslinjer, som man kan overveje i udformningen af

udstillinger. På grund af vores afgrænsning til MOMU og KMs udstillinger omhandler

retningslinjerne udelukkende formidlingen i selve udstillingerne. Derfor skal man være

opmærksom på, at der også er andre ting uden for disse, der er med til lægge rammerne for

den engagerende museumsoplevelse.

De 9 retningslinjer for engagerende museumsformidling er:

1. at man designer udstillingens rum, så de understøtter brugernes instinktive

kropslige forståelse af rummets emne, og dermed det overordnede tema, museet

forsøger at formidle.

2. at man sørger for at have noget i udstillingen, der kan fremme brugernes

situationelle interesse, så man kan engagere dem, selvom de ikke har en

forhåndsviden om udstillingens emne.

3. at skabe et miljø hvor der er mulighed for at finde noget nyt og uventet, der kan

skabe et ‘point of engagement’.

4. at man i udstillingen skal skabe forbindelser mellem brugernes hverdagserfaringer

og forhåndsviden, og museets viden og genstande.

5. at det er godt at bruge et gennemført tema, så man får formidlet den overordnede

fortælling man sigter efter, men man skal huske at det er genstandene, der er et af

museernes hovedfordele, og det er dem gæsterne kommer for at se.

6. at for at skabe engagerende museumsformidling skal man give brugerne en

oplevelse, f.eks. gennem deltagelse, men hvor man holder fast i at formidlingen

skal have et solidt fagligt ståsted.

7. at have forskelligartede formidlingstiltag, så man kan engagere alle typer brugere.

111

8. at man kan inkorporere passiv deltagelse som en del af formidlingen for også at

give brugere der ikke kan lide at bidrage aktivt en følelse af deltagelse, uden at de

skal gøre noget de ikke er trygge ved.

9. at deltagelse, interaktivitet og engagement ikke er det samme, og dermed kan man

ikke uden videre gå ud fra at f.eks. brugen af interaktive formidlingstiltag i

udstillingen er engagerende.

8. Perspektivering

Gennem arbejdet med dette speciale har vi løbende fundet ud af andre emner der kunne

være interessante at undersøge, i relation til vores emne. Som vi skrev i afsnit 3.3 kunne

det være spændende at sammenligne den måde museerne bruger begrebet engagement i

f.eks. årsplaner, visioner osv., med den måde begrebet bliver defineret i forskningsartikler,

som dem vi har gjort brug af i denne opgave.

Det kunne også være interessant at se hvordan de fremsatte retningslinjer, ville fungere i

praksis på kunst- og naturhistoriske museer. Er det de samme ting og overvejelser der gør

sig gældende på alle typer museer, eller er emnerne, og muligvis også brugernes

forventninger til de forskellige typer museer, så forskellige, at det ikke er de samme tiltag

der engagerer?

Hvis man skulle udbygge dette speciales undersøgelse yderligere, kunne et spændende

perspektiv være også at inddrage de andre dele af museumsvirksomheden, der som sagt er

medvirkende til at skabe en god engagerende museumsoplevelse. Man kunne endvidere

udvide undersøgelsen ved at inddrage flere brugere og flere museer, for at gøre

undersøgelsen mere repræsentativ, ligesom man kunne inddrage de andre to typer museer,

kunst- og naturhistoriske museer, for at se om man kunne sige noget om engagerende

formidling på museer generelt. En anden måde at udvide empirien på, kunne være at

undersøge brugernes erindring om museumsbesøget over noget tid. Falk (2009) skriver

nemlig, at minder kan ændre sig over tid, fordi man bearbejder oplevelsen, ved f.eks. at

tale med andre, hvilket kan have en effekt på vedkommendes holdninger og erindringer

om besøget (2009, s. 135). Derfor kan et interview der foretages et par uger, et par

måneder eller endda et år efter, give forskellige resultater i forhold til hvad de husker som

engagerende.

112

Man kan således se at emnet omkring engagerende museumsformidling endnu ikke er

tilnærmelsesvist udtømt for spændende emner at undersøge.

113

Litteraturliste

Asmussen, B. (2012): Beskuelse, aktivitet og interaktivitet - et forsøg på en definition af

udstillingselementer. Historieblog.

Lokaliseret d. 4/8 2015:

http://historieblog.dk/2012/beskuelse-aktivitet-interaktivitet/

Bech-Danielsen, A. (2014): Mød nøgne Lucy og en lys koelbergkvinde: Vi skal se vores

store familie i øjnene. Kultur, Politiken. 8/10 2014.

Lokaliseret d. 16/3 2015: http://politiken.dk/kultur/ECE2417986/moed-noegne-lucy-og-

en-lys-koelbergkvinde-vi-skal-se-vores-store-familie-i-oejnene/

Bech-Danielsen, A. (2015): Begejstrede børn på Moesgaard: »Man lægger næsten ikke

mærke til, at man lærer«. Ibyen, Politiken. Reportage 8/2 2015.

Lokaliseret d. 10/2 2015: http://politiken.dk/ibyen/udstilling/ECE2537460/begejstrede-

boern-paa-moesgaard-man-laegger-naesten-ikke-maerke-til-at-man-laerer/

Black, G. (2007): The Engaging Museum - Developing Museums for Visitor Involvement.

Routledge, New York.

Dalsgaard, P. & Dindler, C. (2009): Peepholes as means of engagement in interaction

design. I: Engaging Artifacts. Oslo.

Lokaliseret d. 6/5 2015:

http://www.peterdalsgaard.com/documents/publications/dalsgaard%20-

%20peepholes%20as%20means%20of%20engagement%20in%20interaction%20design.p

df

Dindler, C. & Iversen, O.S. (2009): Motivation in the museum - Mediating between

everyday engagement and cultural heritage. I: Engaging Artifacts. Oslo.

Drotner, K., Weber, C.P., Larsen, B.A. & Løssing, A.S.W. (2011): Introduktion.

Interaktive museer: hvordan og hvorfor? I: Drotner, K., Weber, C.P., Larsen, B.A. &

Løssing, A.S.W. (red.)(2011). Det Interaktive Museum. Samfundslitteratur. Frederiksberg

C.

Elliot, J., Hufton, N., Willis, W., & Illushin, L. (2005): Motivation, Engagement and

Educational Performance. Palgrave Macmillan, New York.

Falk, J.H. (2009): Identity and the Museum Visitor Experience. Left Coast Press Inc.

Walnut Creek, California.

Falk, J.H. (2011): Den museumsbesøgende oplevelse; hvem kommer, hvorfor og med

hvilke følger?. I: Drotner, K., Weber, C.P., Larsen, B.A. & Løssing, A.S.W. (red.)(2011).

Det interaktive museum. Samfundslitteratur. Frederiksberg C.

114

Falk, J.H., & Dierking, L.D. (2000): Learning from Museums. Visitor Experiences and the

Making of Meaning. AltaMira Press

Falk, J.H., & Dierking, L.D. ((1992)2011): Introduction: The Interactive Experience

Model. The Interactive Experience Model. Walnut Creek, CA Left Coast Press

Gaffney, G. (2006): Cultural Probes. Usabililty Techniques series. Information & Design,

Lokaliseret d. 1/4 2015:

http://infodesign.com.au/wp-content/uploads/CulturalProbes.pdf

Henning Larsen Architects (2014): Moesgaard Museum - Part of the landscape.

Lokaliseret d. 21/4 2015:

http://issuu.com/henninglarsenarchitects/docs/moesgaard_museum_magazine_web/1

Informationsordbogen (2015): Virksomhedsteori - ordbogsopslag. Informationsordbogen.

Det informationsvidenskabelige Akademi, Københavns Universitet.

Lokaliseret d. 16/9 2015:

http://www.informationsordbogen.dk/concept.php?cid=2318

Informationsordbogen (u.å.): Serendipitet - Uddybende kommentar.

Informationsordbogen. Det informationsvidenskabelige Akademi, Københavns

Universitet.

Lokaliseret d. 3/8 2015:

http://www.informationsordbogen.dk/concept_comment.php?cid=1681

Juel, H. red. (1997): Multimedieteori - om de nye mediers teoriudfordringer. Odense

Universitetsforlag.

Kaul, F. (u.å.): Borum Eshøj. 1001 fortællinger om Danmark. Kulturstyrelsen.

Lokaliseret d. 2/9 2015:

http://www.kulturarv.dk/1001fortaellinger/da_dk/borum-eshoej

Kulturstyrelsen (2014 a): National brugerundersøgelse. Årsrapport for 2014. Københavns

Museum. Kulturstyrelsen.

Lokaliseret d. 10/7 2015:

http://www.kulturstyrelsen.dk/fileadmin/user_upload/Bruger._Koebenhavns_Museum_Af

d_309.pdf

Kulturstyrelsen (2014 b): National brugerundersøgelse. Årsrapport for 2014. Statens

Museum for Kunst. Kulturstyrelsen.

Lokaliseret d. 31/8 2015:

http://www.kulturstyrelsen.dk/fileadmin/user_upload/Bruger._Statens_Museum_for_Kuns

t_Afd_578.pdf

115

Kulturstyrelsen (2014 c): National brugerundersøgelse. Årsrapport for 2014. Statens

Naturhistoriske Museum, Zoo Museum, København. Kulturstyrelsen.

Lokaliseret d. 31/8 2015:

http://www.kulturstyrelsen.dk/fileadmin/user_upload/Bruger._Zoo_Museum_Koebenhavn

_Afd_583.pdf

Kulturstyrelsen (2015): Museer: Borgere og bæredygtige løsninger. Kulturstyrelsen.

København, Danmark.

Lokaliseret d. 17/6 2015:

http://www.kulturstyrelsen.dk/fileadmin/FTPfiles/Museer.%20Borgere%20og%20bæredy

gtige%20løsninger.pdf

Københavns Bymuseum (2010): Museernes 4-årige arbejdsplaner. Kulturstyrelsen.

Lokaliseret d. 16/8 2015:

http://www.kulturstyrelsen.dk/fileadmin/user_upload/kulturarv/museer/dokumenter/arbejd

splaner/Koebenhavns_Bymuseum.pdf

Københavns Museum (u.å. a): 100 % København. Udstillinger. Københavns Museum.

Lokaliseret d. 31/7 2015:

http://www.copenhagen.dk/dk/det_sker/udstillinger/100_kbenhavn

Københavns Museum (u.å. b): Byens natur. Udstillinger. Københavns Museum.

Lokaliseret d. 4/8 2015:

http://www.copenhagen.dk/dk/det_sker/udstillinger/byens_natur/

Københavns Museum (u.å. c): Drømmen om en by. Udstillinger. Københavns Museum.

Lokaliseret d. 12/8 2015:

http://www.copenhagen.dk/dk/det_sker/udstillinger/drmmen_om_en_by/

Københavns Museum (u.å. d): Københavns Museum flytter til Stormgade. Om museet.

Københavns Museum.

Lokaliseret d. 22/4 2015:

http://www.copenhagen.dk/dk/om_museet/presse/kbenhavns_museum_flytter_til_stormga

de/

Københavns Museum (u.å. e): Lita - Boardingpas. Søren Kierkegaard. Udstillinger.

Københavns Museum.

Lokaliseret d. 12/8 2015:

http://www.copenhagen.dk/dk/det_sker/udstillinger/sren_kierkegaard/den_virtuelle_udstill

ing/hjemmet1/lita_-_boardingpas

Københavns Museum (u.å. f): Om museet. Københavns Museum.

Lokaliseret d. 22/4 2015:

116

http://www.copenhagen.dk/dk/om_museet

Københavns Museum (u.å. g): Om udstillingen. Udstillinger. Københavns Museum.

Lokaliseret d. 13/7 2015:

http://www.copenhagen.dk/dk/det_sker/udstillinger/befolkningen_af_koebenhavn/om_udst

illingen

Københavns Museum (u.å. h): Værdifulde fund bag plastiklameller. Udstillinger.

Københavns Museum.

Lokaliseret d. 26/8 2015:

http://www.copenhagen.dk/dk/det_sker/udstillinger/fortiden_under_os/vaerdifulde_hverda

gsfund_bag_plastiklameller

Larsen, B.A., & Løssing, A.S.W. (2011): Museet i dialog? I: Drotner, K., Weber, C.P.,

Larsen, B.A. & Løssing, A.S.W. (red.)(2011). Det Interaktive Museum. Samfundslitteratur.

Frederiksberg C.

Lundgaard, I. B. (2014): Social og faglig læring på museet. I: Lundgaard, I. B., og Thorek

Jensen, J. (red.)(2014). Museum - Viden, demokrati, transformation. Kulturstyrelsen.

København.

Lyck, L. (2010): Museer - Hvorfor og hvordan? (egen udgivelse), Frederiksberg C.

Mitchell, M. (1993): Situational Interest. Its Multifaceted Structure in the Secondary

School Mathematics Classroom. I: Journal of Educational Pschycolgy. Vol 83. No. 3., s.

424-436

Lokaliseret d. 8/5 2015:

http://www.unco.edu/cebs/psychology/kevinpugh/motivation_project/resources/mitchell93

.pdf

Moesgaard Museum (2010): Museernes 4-årige arbejdsplaner. Kulturstyrelsen

Lokaliseret d. 21/4 2015:

http://www.kulturstyrelsen.dk/fileadmin/user_upload/kulturarv/museer/dokumenter/arbejd

splaner/Moesgaard_Museum.pdf

Moesgaard Museum (u.å. a): Det nye Moesgaard Museum. Moesgaard Museum.

Lokaliseret d. 21/4 2015: http://www.moesgaardmuseum.dk/besoeg-

os/arkitektur/udstillingsbygningen/

Moesgaard Museum (u.å. b): Udstillinger. Besøg os. Moesgaard Museum.

Lokaliseret d. 8/9 2015:

http://www.moesgaardmuseum.dk/besoeg-os/udstillinger/

117

Nielsen, J. (2006): The 90-9-1 Rule for Participation Inequality in Social Media and

Online Communities. Nielsen Norman Group.

Lokaliseret d. 21/5 2015: http://www.nngroup.com/articles/participation-inequality/

O’Brien, H. & Toms, E. (2008): What is user engagement? A conceptual framework for

defining user engagement with technology. I: Journal of the American Society for

Information Science & Technology, 59(6), s. 938-955.

O’Brien, H. (2011): Serendipity as User Engagement. I: Makri, S., Toms, E.G., McCay-

Peet, L. & Blandford, A. (red.)(2011). Proceedings of the 1st international workshop on

encouraging serendipity in interactive systems, 13th IFIP TC13 conference on Human-

Computer Interaction. Springer Verlag. Lissabon, Portugal.

Pedersen, K.L. (2015): Danskerne er vilde med den levende fortid. Kultur. DR.dk

Lokaliseret d. 9/9 2015:

http://www.dr.dk/nyheder/kultur/historie/danskerne-er-vilde-med-den-levende-fortid

Pedersen, M.C. (2010 a): Nu skal publikum selv bestemme, hvad der skal på museum.

Kunst. Politiken. 26/9 2010.

Lokaliseret d. 29/7 2015:

http://politiken.dk/kultur/kunst/ECE1067664/nu-skal-publikum-bestemme-hvad-der-skal-

paa-museum/

Pedersen, M.C. (2010 b): Guide: hvilken museumstype er du? Politiken. 26/9 2010.

Lokaliseret d. 1/9 2015: http://politiken.dk/ibyen/guider/ECE1067712/guide-hvilken-

museumstype-er-du/

Pedersen, M.C. (2014): Efter fornyelse brillierer Københavns Museum med to stærke

udstillinger. Kunst. Politiken. 17/5 2014.

Lokaliseret d. 10/8 2015:

http://politiken.dk/kultur/kunst/kunstanmeldelser/ECE2292134/efter-fornyelse-brillierer-

koebenhavns-museum-med-to-staerke-udstillinger/

Pine, B. J. & Gilmore, J. H. (1999): The experience economy. I: Anderson, G.

(red.)(2012): Reinventing the museum: the evolving conversation on the paradigm shift. 2.

udg. Altamira Press. Lanham, Plymouth.

Rasmussen, J. (2015): Hurlumhej på Moesgaard. Kunsten.nu. 7/9 2015.

Lokaliseret d. 9/9 2015:

http://www.kunsten.nu/artikler/artikel.php?klumme+jesper+rasmussen+moesgaard+museu

m

Sansone, C., & Harackiewicz, J.M. (2000): Controversies and New Directions - Is it Déjà

Vu All Over Again? I: Sansone, C. & Harackiewicz, J.M. (red.)(2000). Intrinsic and

118

Extrinsic Motivation - The Search for Optimal Motivation and Performance. Academic

Press, Woodbine, New Jersey.

Simon, N. (2010): The Participatory Museum. Museum 2.0. Santa Cruz, California.

Skot-Hansen, D. (2008): Museerne i den danske oplevelsesøkonomi - når oplysning bliver

til en oplevelse. Imagine. Samfundslitteratur. Frederiksberg C.

Skot-Hansen, D. (2009): Digital formidling i danske museer - Udfordringer fra

oplevelsessamfund og oplevelsesøkonomi. I: Lund, N. D., Andersen, J., Dam Christensen,

H., Johannsen, C. G. (red.)(2009). Digital formidling af kulturarv. Multivers, København.

Skouvig, L. (2009): Troværdighed eller buzzword. Diskursen om autenticitet. I: Lund, N.

D., Andersen, J., Dam Christensen, H., Johannsen, C. G. (red.)(2009). Digital formidling

af kulturarv. Multivers, København.

Smit, R (2013): Museum experience as defined by John Falk & Lynn Dierking 2013.

Lokaliseret d. 13/5 2015:

http://www.slideshare.net/RubenSmit/museum-experience-as-defined-by-john-falk-lynn-

dierking-2013

Sociologiskforum.dk (u.å.): Kulturel kapital. Sociologiskforum.dk

Lokaliseret d. 12/8 2015:

http://sociologiskforum.dk/ordbog/kulturel-kapital/232

Taheri, B., Jajari, A., & O’Gorman, K. (2014): Keeping your audience: Presenting a visitor

engagement scale. I: Tourism Management. Volume 42, juni 2014, s. 321-329.

Wikipedia (2015): Cultural-Historical Activity Theory (CHAT). Wikipedia

Lokaliseret d. 5/5 2015:

http://en.wikipedia.org/wiki/Cultural-Historical_Activity_Theory_(CHAT)

1

Bilagsoversigt for specialet:

Deltagelse, indlevelse og interesse

- Hvordan skabes engagerende museumsformidling i danske

kulturhistoriske museer

Af: Cæcilie Kronborg Olsen og Sofie Nørgård Nielsen

Afleveret d. 22/9 2015

Indholdsfortegnelse

Bilag 1: Interviewguide til brugere, 1 s.

Bilag 2: Interviewguide til Peter Balch Bertelsen, udstillingsdesigner på Moesgaard Museum, 1 s.

Bilag 3: Interview med Peter Balch Bertelsen, udstillingsdesigner på Moesgaard Museum, 18 s.

Bilag 4: Informant interview, Moesgaard Museum, 4 s.

Bilag 5: Informant interview med cultural probes, Moesgaard Museum, 13 s.

Bilag 6: Planoversigt for ’Oldtidsudstillingen’ på Moesgaard Museum, 1 s.

Bilag 7: Interviewguide til Jakob Parby, museumsinspektør på Københavns Museum, 1 s.

Bilag 8: Interview med Jakob Parby, museumsinspektør på Københavns Museum, 13 s.

Bilag 9: Informant interview, Københavns Museum, 3 s.

Bilag 10: Informant interview med cultural probes, Københavns Museum, 27 s.

Bilag 11: Planoversigt for Københavns Museum, 1 s.

Bilag 12: Petitum, 3 s.

Sidenummerering starter forfra i hvert bilag

2

Bilag 1 indeholder en oversigt over de spørgsmål vi havde forberedt til vores interviews med brugere

på de to museer. Vi forsøgte at få dem besvaret både i de interviews vi foretog på museerne med

informanter vi ikke kendte (bilag 4 og 9), og med de informanter vi kendte, der benyttede sig af

cultural probes (bilag 5 og 10).

Bilag 2 indeholder en oversigt over de spørgsmål vi havde forberedt til interviewet med Peter Balch

Bertelsen. Spørgsmålene er delt ind i fire emner, der svarer til de overordnede emner vi godt ville

ind på: 1) om ham selv og hans holdning til udstillingen, 2) om publikums holdning til udstillingen, 3)

om tankerne bag udstillingen og 4) om begrebet engagement og hvordan det kommer til udtryk i

udstillingen.

I bilag 3 findes interviewet med Peter Balch Bertelsen, museumsdesigner på Moesgaard Museum.

Vores spørgsmål er markeret med SV(nummer), f.eks. SP1, og hans svar er markeret med

SV(nummer), f.eks. SV1. Der er ligeledes markeret med linjenummer, for at vi i specialet, kunne

henvise præcist, med sidetal og linjenummer.

Bilag 4 indeholder en tabel over de informanter vi interviewede på Moesgaard Museum. Yderst til

højre står informant nummeret, og herefter står informanternes køn og alder (estimeret ud fra egne

observationer). De sidste tre kolonner svarer til hvert af de tre spørgsmål fra interviewguiden i bilag

1.

Bilag 5 består af vores interview med informanterne Laurents og Monika, som gjorde brug af cultural

probes da de besøgte Moesgaard Museum for os. Interviewet med Laurents er på side 1- 6 og

interviewet med Monika på side 7-15. Billederne er løbende nummereret, hvilket betyder at

Laurents billedersvarer til billede 1-7, mens Monikas billeder er 8-17.

Bilag 6 er en plantegning over ’Oldtidsudstillingen’ på Moesgaard Museum. Udstillingen bevæger sig

nogle steder på flere planer, men det ses ikke direkte på tegningen. Der er dog markeret med

trapper de steder hvor man bevæger sig en etage op eller ned.

Bilag 7 indeholder en oversigt over de spørgsmål vi havde forberedt til vores interview med Jakob

Parby, museumsinspektør på Københavns Museum. Ligesom i interviewguiden til Peter Balch

Bertelsen (bilag 2) er spørgsmålene delt ind de samme fire emner, som kan ses ovenfor.

I bilag 8 findes interviewet med Jakob Parby, museumsinspektør for Københavns Museum. Ligesom i

bilag 3 er spørgsmål markeret med SP(nummer) og svar med SV(nummer), og der er ligeledes

markeret med linjenummerring.

Bilag 9 indeholder en tabel over de informanter vi interviewede på Københavns Museum, som vi ikke

kendte på forhånd. Det er struktureret på samme måde som bilag 4 vi beskriver ovenfor.

Bilag 10 består af vores interview med de informanter der gjorde brug af cultural probes på

Københavns Museum. Interviewet med informanten Morten er på side 1-6, Signe og Jessi på side 7-

21, Thorkild på side 22-23 og Giner på side 24-27. Ligesom i bilag 5 er billederne løbende

nummereret. Informanternes alder og baggrund præsenteres kort i begyndelsen af hvert interview.

3

Bilag 11 er en plantegning over Københavns Museum. Hver udstilling er markeret med en farve som

forklares på siden overfor. Vi har markeret placeringen af de områder der er vigtige for vores

speciale.

Bilag 12 indeholder vores petitum for specialet, som vi fik godkendt d. 22/5 2015.

Bilag 1

1

Bilag 1

Interviewguide til brugere

1. Hvorfor/med hvem er du kommet i dag? Og har du besøgt det ‘nye’ museum før?

2. Udpeg hvilke ting der har været mest engagerende (på kamera eller kort) Hvorfor synes du det?

3. Hvad forstår du ved ordet ‘engagement’?

Bilag 2

Bilag 2

Interviewguide til Peter Balch Bertelsen, udstillingsdesigner på Moesgaard Museum

1. Vi har set dig fremlægge installationen om Gundestrupkarret på Sharing is Caring

2014, så vi ved du har været med til at udvikle dette, men hvad har du ellers lavet i

forbindelse med udstillingen? Hvad har din rolle været?

2. Hvad synes du er det mest engagerende formidlingstiltag og hvorfor?

--------------------------------

3. Hvilke tiltag er publikum mest begejstret for?

4. Hvordan hænger det sammen med det brugerne finder engagerende? (i forhold til

svarene på vores brugerinterviews, bilag 4 og 5)

--------------------------------

5. Hvad er den overordnede idé/tanke med udstillingen?

6. Har engagement været et mål, da I udviklede udstillingens installationer?

7. Hvad var tanken med at inddrage så stor en mængde digitale tiltag?

8. Og hvad bidrager det med (til udstillingen/den besøgende)?

--------------------------------

9. Hvad forstår du ved engagerende formidling?

10. Hvordan mener du det kommer til udtryk i udstillingen?

Bilag 3

1

Bilag 3

Interview med Peter Balch Bertelsen, udstillingsdesigner på MOMU

SP1: Først vil vi egentlig spørge hvad din rolle har været i forbindelse med udviklingen af den

nye udstilling, altså Oldtidsudstillingen? 5

SV1: Ja, i sin tid lavede jeg på designskolen mit afgangsprojekt og speciale sammen med

Moesgaard og jeg kom med et bud på hvordan de kunne gå til det at udstille. Men da jeg

kommer fra rum- og digital interaktion så har jeg arbejdet meget med, hvordan vi

kommunikerer via rummet og hvordan vi oplever i 3 dimensioner. Så har man en eller anden 10

form for en del, som er digitalt, og jeg arbejder meget med hvordan man rumligt arbejder

med det digitale, og ikke kun på skærmen. Og efter jeg var blevet færdig gik jeg til en masse

møder, og så søgte de pludselig nogle arkitekter, fordi Moesgaard valgte at lave en

tegnestue. Det er jo er en meget anderledes tilgang, i forhold til næsten alle museer i

Danmark, hvor man jo hyrer en tegnestue. Også fordi det er jo omkostningstungt at starte en 15

tegnestue og have det kørende selv, og sådan, men man mente jo ligesom at når man

lavede det her meget store og specielle byggeri, så skulle udstillingen jo ligesom også

afspejle det. Og hvis man ville noget nyt med museet så var det nu man gjorde det. Så de

valgte så at lave deres egen tegnestue. De søgte også nogle arkitekter, og jeg søgte så som

designer, hvor de så lavede en stilling til mig som udstillingsdesigner. Så det vil sige at jeg 20

har siddet på tegnestuen, og der er vi jo en række arkitekter, og så er vi mig og en anden

designer, og vi har også en scenograf, og så har vi lidt løbende ekstra folk.

Der hvor mit fokusområde har været, hvis man tager den store helikopter på, når man

snakker rummæssigt, så kan man sige at arkitekterne har lavet meget arbejde, hvor jeg så

går ind og arbejder meget med det intime og det nære møde, dvs. når folk er helt henne ved 25

montren eller interagerer med dele af udstillingen. Jeg har jo også været med til noget

planlægningsarbejde, men det endte med at jeg arbejdede meget med det, og så med den

anden designer Ole, som også arbejder digitalt, men mere digitalt digitalt og kan

programmere, og lodprintplader og hvad ved jeg. Der var jo også en masse installationer, der

skulle bygges fra bunden. Så vi har kørt meget parløb. Så jeg har haft rigtig meget 30

idéudvikling fra sådan noget helt tidlig tanke om, at her skal vi kommunikere en brydningstid,

eller her skal vi kommunikere en konflikt, hvad er det for en konflikt, det og det og det, hvad

sker der på hvad for et tidspunkt, hvad for nogle genstande har vi, hvordan gør vi så det,

hvordan gør vi det spændende, hvordan fortæller vi det. Så man ikke bare oplever med

intellektet. Så kunne man også have lavet en tekst man kunne have skrevet, men også 35

hvordan gør vi det rumligt, hvordan formidler vi rumligt, fordi det er jo nogen gange det, et

museum er. Det er et rum. Og så har vi jo på museet arbejdet meget med en eller anden

form for 1:1 skala og det er ikke bare at bygge en kulisse der er 1:1, men mere det der med

at kommunikere i hovedhøjde med os som mennesker. Lidt ud fra devisen om at vores fortid

er ikke bare historie som i en historieundervisning, men vores fortid er jo liv, det er jo bare liv 40

der er levet, men det er liv. Og der er en masse fælles referencepunkter, som os som

menneske, som gør at vi også har lavet nogle udstillinger der ikke kun har talt til intellektet,

men også til sanserne. Og det der med at formidle til kroppen eller måske prøve at give en

mere hel oplevelse af liv og tid. Og det har jeg også arbejdet rigtig meget med, det der med,

Bilag 3

2

hvordan giver man en oplevelse af det der har været, som min leder af tegnestuen Ole siger;

Jeg har også været meget publikums advokat, altså jeg stiller mig op og er meget dum

overfor noget. Når de kommer og siger, så skal vi have det her forløb og der kommer nogle

arkitekter og siger vi skal have de og de genstande så stiller jeg mig op siger “jeg forstår det

ikke.” “Jo, men det giver jo sig selv, der er en økse og det var kultisk..” “Jamen jeg forstår det 5

stadig ikke, jeg kan ikke forstå det. Det er en økse, hvorfor slog de hinanden i hovedet”.

“Jamen det gjorde man dengang” “Jamen hvorfor gjorde man det, jeg forstår det ikke” Det er

meget sådan noget spille ‘dumme Ole’.

Det er jo sådan et projekt hvor vi alle sammen prøver at trække i vores retninger og så

prøver at skabe noget sammen. Og det er jo meget pga. jeg kommer fra sådan en design 10

(baggrund), hvor der er enormt meget fokus på brugeren, og det er også den del af design

jeg altid har arbejdet med. Det er kommunikation og forstå en bruger, og vi laver ikke bare

noget som skal virke, der er en grund til at det skal virke, og hvem er det så det skal virke til.

Så det er jo sådan lidt overordnet, det er det jeg har gjort løbende og så har der været en

masse ekstra ting. Før jeg gik på Designskolen har jeg også lavet en masse - jeg har lavet 15

film, og kortfilm og animation, så man kan sige den del af det har jeg også, altså hele den

hvor man går dramaturgisk til noget. Også den med at optagelse og animation og grafik, det

har jeg også brugt, altså jeg har også lavet flere af de film der er i udstillingen. Så det er en

del af designet kan man sige, men det har sådan været en ekstra ting, som er ovenpå, som

også var sådan en ting der begyndte at fylde mere og mere. Så det er vel sådan lidt kort, jeg 20

kunne snakke flere timer om det. Så trak vi det lige ned på hvad ti minutter.

SP2: Hvad er den overordnede ide eller tanke med oldtidsudstillingen?

SV2: Det er jo svært at sige i en sætning, men som jeg sagde før, så vil vi jo rigtig gerne 25

formidle med udgangspunkt i mennesket. Det kommer meget let til at lyde som sådan en

fancy overskrift, en direktør fra et reklamebureau siger på et møde - “Jamen så skal vi

kommunikere til mennesket”. Selvfølgelig skal vi det, men det er ikke så meget en selvfølge,

fordi at man har jo haft tradition på museerne, den klassiske tilgang, som har været en eller

anden form for at udstille samlinger. Vi har haft nogle samlinger, som vi vil udstille og det har 30

måske været meget genstands tungt, og man kan sige, vi har jo ligesom villet vise fortiden,

via de her genstande. Og det er jo naturligt, det er jo det vi har fra fortiden. Men altså måske

sådan en meget, onde tunger vil sige fetischistisk tilgang, altså det har været meget

genstanden for genstanden selv. “Du kan da se at det her rustne sværd er fantastisk”. Og

hvis man så har læst arkæologi og historie, så giver det rigtig god mening, men for os andre 35

er det mere bare et virkelig gammelt, rustent sværd. Men der er jo ikke så meget i det. Altså

hvis man tager et sværd som eksempel, som jo er det første våben der er lavet til at slå ihjel

med til mennesker, det er ikke et jagtvåben, det er kun lavet til at true og slå mennesker ihjel

med. Jamen så er det jo det vi skal formidle, så skal vi jo sige, jamen det er jo et våben for

fanden og det er jo også magt for den der har det, og en trussel for den det bliver brugt imod. 40

Og den tilgang til genstande, at sige at vi har nogle genstande, men de hænger sammen i en

større historie, hvor det jo er mennesket der er i fokus, det er jo mennesket der har lavet det.

De har jo lavet genstande pga. noget, pga den dagligdag de har haft, for at overleve, og i

forbindelse med tro og altså sætte det i kontekst og hele tiden have den der menneskelige

forbindelse. Det har sådan været udgangspunktet, da vi startede, ligesom at have det med. 45

Det har også krævet ret hurtigt, at vi sagde, jamen der er en masse ting hvor vi er nødt til

Bilag 3

3

ligesom at iscenesætte en fortid. Hvis man bl.a. går ned i jernalderen, så kan man sige at vi

har et stort nyt udstillingslokale og det er jo ikke bare i to dimensioner, frem og tilbage, vi har

også rigtig meget i højden. Jamen så bruger vi også det, så siger vi, i jernalderen, der var

mosen en ret vigtig ting. Der var rigtig meget der gik nedad, der var noget omkring arbejdet

med vandspejlet og underverdenen og oververdenen, og det var meget det her vand, og den 5

her dybde blev meget det mytiske.

Hvor i bronzealderen gik det meget opad mod himlen og solen, og så kan man sige, hvad

gør vi så - i bronzealderen arbejder vi meget med en opadgående akse, og siger der er

noget med stjernehimlen der har haft stor betydning. Hvis vi ser på helleristninger, hvis vi ser

udsmykningen af bronze bælter, så kan man se at det har været det vigtige, hvor jernalderen 10

går vi så ned i dybet. Man begynder at kaste mennesker i moser og ofre ting, jamen så gør vi

så det, at vi fysisk laver et niveau så man kan kigge ned, og man kan også gå ned under

jorden. Som et eksempel på det der med at sige, at vi forholder os menneskeligt, ikke bare til

menneskene dengang, men også til vores besøgende og siger, jamen når man går ud på

mosegulvet så giver gulvet lidt efter, fordi vi kunne ikke lave en 1:1 mose, altså lave en 15

kunstig natur det går aldrig, og så kan man sige, jamen er der noget karakteristika? Altså vi

ved at moser har givet efter og så valgte vi at lave et gulv der giver efter, bare for at sige det

bliver den måde vi laver mosen på. Så har vi et vægmaleri som er en eller anden form for

diffus natur - med vilje har vi ikke malet en mose på, det er jo klassisk tidligere hvad man har

gjort. Jamen så skal vi være i en mose, så skal vi have et stort diorama af en mose, ikke, 20

men så kan man sige at der kommer vi jo nok til at fejle, og der er jo ingen der ved lige

præcis, hvordan de her moser har set ud. Men vi ved noget omkring de træer der har været,

de toner der har været, de temperaturer der har været. Okay jamen så laver vi en eller anden

form for abstraktion, en eller form for “moset” stemning. Og den tilgang er jo så gået

igennem mange dele af udstillingen. Og så kan man sige det har været lidt en forskellig 25

måde at gribe det an på, altså vikingeudstillingen som tog udgangspunkt i syv vikinger, er jo

meget mere en styret fortælling hvor man vælger en person og så følger rundt, men stadig i

en eller form for øjenhøjde. Man følges sammen med personen, og det er også derfor man

har valgt at lave de der 1:1 dukker for ligesom at sige, hvis du vælger en person og tager den

person i hånden så skal du få en person, som du ligesom har set i levende live. 30

SP3: Hvad synes du er det mest engagerende formidlingstiltag I har nede i

oldtidsudstillingen?

SV3: Der er jo mange. Man kan jo sige, at det at man går ind og inviterer publikum ind i et 35

eller andet form for fortidsrum, og ophæver de grænser vi har i et moderne museum, og

begynder at sige at gulvet kan give efter og sådan, så går vi jo ligesom ind og leger med folk.

Og man kan sige det jo også er en måde at skabe fokus på, det er en måde ligesom at

tænde sanserne og engagere folk i en tid. Så man kan sige, at når de kigger på den her økse

eller den her bennål, så kan man sige, at vi har sat dem ind i en tid, og ikke bare med 40

intellektet, men med hele kroppen. Og hele det greb er jo sådan, at vi vil jo virkelig godt

engagere folk i det her, og det gør vi ved at tale til deres sanser. Og så er der jo nogle dele

hvor vi har valgt at sige, at så laver vi en installation et sted, for ligesom at holde folk i en

oplevelse, hvor man kan sige at det også er engagerende og det er også for hvis man

virkelig prøver at understrege en lille pointe eller historie. Der er det der MOMU lab, hvor 45

man kan komme ind og se noget om konservatorens arbejde. Der har vi lavet de der

Bilag 3

4

stationer i midten for ligesom at sige, der er den der konserverings station, hvor man kan

sætte en ting ind i et skab og følge sådan en proces og det er mere for at sige at der er rigtig

mange procestrin. Og så kan man sige vi kunne vise det i en film, og så kunne man sidde og

kigge på filmen, og vi kunne også tage det i en planche, men vi synes ligesom at hvis folk

skal være lidt med i sådan en konservator og naturvidenskab og konserveringsteknik bliver 5

det ofte meget tørt. Altså det bliver meget - så er der måske noget med nogle træringe, så er

der måske en træstub hvor man har sat nogl nåle i, “her blev du født og her er vi i dag, og

her blev Dronning Margrethe født” og så kan man ligesom tælle træringene og det er ligesom

det. Og der ville vi ligesom godt give det lidt mere ‘beef’, fordi vi har jo også en hel

konserveringsafdeling, så der havde vi dem inde over, og man kan sige det er jo også en 10

måde at engagere publikum at sige, jamen du må godt prøve, og der kan man sige at jeg

engagerer publikum ved at gøre dem til en aktiv del. Og det er lidt sådan en balancegang,

hvornår gør man det, og hvornår gør man det ikke. Så da vi lavede den del af det der Illerup

Ådal slag, hvor man kan komme ind i det der mørkerum og se to hære slås med hinanden,

var den tidlige tanke at vi ville lade publikum prøve at slå og fægte. Og det er da umiddelbart 15

sådan en meget fin tanke det der med at deltage, men det som er problematikken i det, er, at

så kommer der nogle bud på en eller anden form for interaktiv spil/computerspil, hvor man så

havde en eller anden form for wii-agtig controller, og det der gør det (til et problem), er at vi

er jo ikke soldater idag, og hvis vi skal ind og lege soldat så leger vi jo soldat og det skaber

måske ikke et billede af fortiden. Man kan sige at det gør vi jo så heller ikke når vi leger 20

konservator, for vi er jo ikke en konservator, men der kan man sige, at der bruger vi

installationen for at se konservatorens verden, med konservatorens briller på. Og der ved

slaget fandt vi ud af at det hurtigt ville blive for ‘leget’, der ville ikke være fokus på at det

faktisk var et meget voldsomt slag. Så man kan sige at det engagerende tiltag vi har, er jo så

en passiv oplevelse, men du står inde på midten af et gulv der hopper og danser, og der 25

kommer to hære imod dig. Så der er en eller form for at være til stede, men det er mere som

når Jeppe Nybroe er med de danske soldater i Irak og vi ser den der reportage vi godt vil se,

hvor han sidder og dukker sig sammen med dem under sandsækkene, som kan være

enormt engagerende og enormt spændende, men Jeppe Nybroe har ikke en maskinpistol

med, men han går sammen med soldaterne og er med, og kuglerne flyver om ørerne på 30

ham. Så det der med at finde en del der er mest engagerende, det er svært at sige, for det er

lidt hvad for et perspektiv eller objektiv man har på. Men grundlæggende har vi valgt, at vi

godt ville have fokus på mennesket og kommunikere til flere generationer, men også vælge

at sige vi vil godt kommunikere til mange danskere. Det har så gjort at klassisk, med

udgangspunkt i universiteter har museer nogle gange haft et lix-tal der har været meget højt, 35

men altså der har været mange undersøgelser der har vist, at store dele af befolkningen så

ikke kom på museerne. Og det har vi snakket om og siger, jamen så gør vi noget andet. Og

det er ikke for at sige, at dem som har en klassisk udstilling det er dårligt. Nej for der skal

være plads til det hele, men når vi bygger sådan et stort museum her i Jylland, kan man sige

at det ikke ville give mening at lave en lille version af Nationalmuseet. Som aldrig ville blive 40

med lige så gode genstande, og aldrig have ligeså mange penge. Så vi valgte at gøre noget

andet, så vi kommunikerer på en anden måde, og det er der selvfølgelig også nogle der

bliver skuffede over, som ville have en klassisk udstilling og som siger “jeg synes der er

meget larm, jeg synes der er krigsråb” og det er selvfølgelig rigtigt. Det kan godt irritere og

det er jo en fuldstændig fair, vallid kritik. Hvis det er det du vil have, så bliver du nok skuffet 45

over at komme her. Men vi synes der har været et hul, og tiden har været til gøre det nu, at

Bilag 3

5

formidle på en anden måde. Og så har man ligesom tænkt at når vi laver et nyt museum, så

vover vi pelsen, og så går vi helt amok, og så kan det være vi brækker halsen på det, men

det ville ikke være fair ikke at give det en skalle, og ikke vove pelsen, og ikke gå ud på noget

dybt vand. Og igen også det der med, at så gør vi det, at vi vil virkelig engagere folk ved at

se dem i øjnene og ligesom være der lige nu. Det er vel sådan det overordnede, det man 5

virkelig godt vil. Om man kan lide Moesgaard eller ej, så kan man sige i det mindste, så kan

man ikke lade være med at lægge mærke til det, ved at gå ned i udstillingen, det er sværere

at gå i sin egen verden. Det kommunikerer meget, og det er der jo så også nogen, der siger,

at når det er for stort, så er det også lidt for stort. Altså man tænker meget klassisk at når

man køber en billet så skal man se det hele ik’, og så bliver det for meget. Og det er jo også 10

noget Nationalmuseet også har kæmpet med, at folk siger de skal se det hele, hvor folk skal

forstå at de vælger en udstilling og ser den, og så spise frokost og så hvis du har en god dag

så tag éen udstilling til. Det er jo lidt som at tage op på Louisiana ikke, sådan man ser en

udstilling, og så kan man tøffe lidt rundt i de andre udstillinger, og få sig sin kaffe, men man

kan ikke gå i dybden med hver udstilling, for så er man jo død, efter 4 timer er man 15

khrkrhkrhrkh. Hvis man virkelig gerne vil kommunikere og være til stede, så er man til stede

hele tiden, og når man så har været igennem jernalderen er man sådan puha, nu skal jeg

vist lige ud på det der tag og få noget vind i hovedet. Ellers så bliver det bare støj.

SP4: Har I en ide om hvad publikum er mest begejstret for dernede? 20

SV4: Jeg tror, at der er en umiddelbar begejstring for det med, at vi har skabt nogle

dramatiserede rum. Det som museet har, er jo et rum, og det mener jeg at man skal udnytte.

Altså vi har et tredimensionelt rum at kommunikere i, og det går ikke at få lavet en masse

dyre film, fordi der vil Danmarks Radio eller BBC altid være bedre. Det går ikke at begynde at 25

bruge alle pengene på at bruge et computerspil, fordi der vil EA games og hvad de ellers

hedder være bedre og vi er nødt til ligesom at sige, hvad har vi så. Vi har nogle genstande

og vi har nogle rum. Så skal det være trukket af genstande og rum. Det skal være det, der

fortæller det. Så vi har selvfølgelig brugt en masse krudt på det fysiske rum, også i

særudstillingen. Det er der mange der responderer på og synes er fantastisk, at det er en 30

oplevelse at komme og se det, det er en kropslig, rumlig oplevelse, som du ikke ville kunne

have set på en film, eller set på et billede eller hjemmeside. Og det får vi rigtig meget god

feedback på. Og det er jo også der hvor vi har skullet rette. I starten var det alt for mørkt, vi

har brugt lang tid på at rette på lyset, hvor der var klager, fordi der var nogle der synes det

var godt, men så var der måske for lidt lys på en tekst, og man skal jo finde den der 35

balancegang. Man kan selvfølgelig ikke gøre alle tilfredse, men man skal heller ikke være for

stolt, når man åbner en udstilling, til at sige at værket er færdigt. Nej nej, vi har brugt et halvt

år på at rette på det, lamper, og sætte ekstra tekster på, og noget som gav sig selv da vi

udviklede det. Vi havde gået og navlepillet om det i to år, og mente det giver sig selv, og så

kommer folk ind i rummet og siger “Jamen jeg forstår ikke noget”. Okay så må vi lige lave lidt 40

mere introtekst, eller lave det lidt større. Så det har vi fået meget feedback på.

Så har vi jo prøvet at lave nogle digitale tiltag, hvor vi ligesom har villet lave det fra bunden,

og dermed ikke sagt at det har skullet være højteknologisk. Vi har de der forsker skærme, og

jeg vidste ikke at folk ville synes at det var så sjovt at høre de forskere snakke, fordi det er jo

lidt tørt. Men det har vi fået rigtig meget positiv feedback på. Og et eller andet sted er det jo 45

bare en der står og snakker. Jeg har jo udviklet de her forsker skærme, og det var mest fordi,

Bilag 3

6

at de forsker skærme der ellers har været, er jo det der med at stå op og snakke med en

skærm. Det har man gjort siden halvfjerdserne, det var vist et reklamebureau i New York der

udviklede det, men det der med at så står der en på en skærm, og så kommer man hen og

trykker på en knap og så siger de “HI”. Det har man haft rigtig længe, og i Danmark har vi

haft nogle forsker skærme, f.eks. har Zoologisk museum haft de der “Mød en forsker 5

skærm”, som har været fine. Der har været nogle spørgsmål og det fungerer meget godt,

men jeg synes jeg lagde mærke til de blev mere og mere teknologiske, de der forsker

skærme. Så var der 3D animationer osv. Jeg synes egentlig, at hvis man skal stå og snakke

med en, så burde man gå den anden vej. Så der kiggede jeg på sådan noget som Kaj og

Andrea og Anna og Lotte, som jeg rigtig godt kan lide, børne tv, som er meget lige i ansigtet 10

på dig. Hvis du snakker med nogen så går det ikke, at have for meget dybde på. Så jeg

arbejdede meget med at sige hvorfor er Anna og Lotte rigtig godt? Jamen det er fordi de har

bare det der køkkenbord, og de der to dukker, og så er der hende der Kirsten der altid skal

have vasket deres hår, eller et eller andet åndssvagt. Men det er meget handling lige nu og

her, og det er meget det. Og hvis vi har en forsker der skal stå og fortælle om noget, så er 15

det nødt til at være meget lige nu og her, og så endte vi med sådan en eller anden form for

arkæologisk pølsebod, hvor der ligesom er et bræt, hvor der kan stå en forsker med en ting

og fortælle lige nu og her, og kan tage hænderne ind og ud af den der lille ting, og tage nogle

ting op og snakke om dem og sætte dem tilbage igen. Og det er jo sådan ikke den dybe

tallerken. Men det er jo noget med at gå ind og sige, vi vil gerne have dem her til at sige 20

noget, og hvad er der af udbud på markedet. Og der kan man sige at hvis man ikke har en

tegnestue, så vil et museum gå ud og se et andet museum, og så vil de sige, at vi vil godt

have dem, hvem har lavet det, det har det og det firma, så kontakte dem, og sige vi vil godt

have sådan en forsker skærm, kan I lave det, med vores logo på? Men det der er fedt ved at

have en tegnestue er at så kan de komme til mig, og sige vi vil godt have den, men vi synes 25

ikke helt den er engagerende nok. Okay, så går jeg i tænkeboksen, laver nogle skitser og

nogle prøver, jeg optager mig selv med en sjov butterfly på, og prøver en hel masse ting af,

og får nogle andre til at se på det, og så finder jeg ud hvad der kan være sjov. Når jeg så

også er den der skal optage det sammen med fotografen, og jeg så skal instruere den, så

har jeg mulighed for at når de så kommer på, så kan jeg sige “jeg synes ikke du skal tage din 30

kittel på, hvad går du i normalt”? “Jeg går meget i heavy bluser”. “Fedt, tag du en heavy

bluse på”. Fordi det er ikke en forelæsning, det er en arkæologisk pølsevogn. Det er mig,

som går forbi på museet og tænker hvad fanden er der egentlig med de der stenøkser, og så

svarer man på en “hvad fanden” frem for at holde en forelæsning om stenøksen.

Det var en ting som jeg ikke tænkte så mange ville se, men måske er det også noget med, at 35

der sker rigtig meget i udstillingen, og så kan man sige at så tager du også en pause ved at

tage og snakke med en og tage en hørebøf på, og få sådan nogle 2-minutters film. Der er et

par af dem der blev lidt længere, og det var også noget meget komplekst de skulle snakke

om, og det var lidt ærgerligt. Jeg synes faktisk dem der fungerer allerbedst er dem der varer

et minut eller halvandet, for det er meget sådan, der er et eller andet aspekt, og så har vi en 40

inde, der fortælle sådan halvandet minut, hvorfor fanden smed man da mennesker i en

mose, og så får man lige halvandet minut om det. Og ja, det kan også være det virker som

sådan en pause. Generelt har vi jo godt villet kommunikerer på mange forskellige måder,

fordi så skyder man også lidt bredere, og der er nogen som godt kan lide og gå rundt og

læse tekster og det er cool, det er der også mulighed for. Og så er der sådan nogle 45

børnefamilier hvor børnene bare skal have et eller andet at rive i, og forældrene bliver trukket

Bilag 3

7

med, og får bare et halvt øre med ad gangen, og så er det godt hvis de kan nøjes bare med

at se en 2 minutters forsker-skærm film, og hvis de så ikke så så meget andet, så så de i det

mindste det. Hvor man kan sige at, al respekt for Louisiana væggen - altså hvis du tager på

Louisiana så er der den der væg, og der står altid det grå guld,og dem der er meget

interesseret i den der fotografiudstilling. De står og læser den der væg, og jeg har altid været 5

sådan lidt “Fuck it, get with the program, lad mig nu se den udstilling”, altså hvis jeg skal vide

Monets barndomshistorie for at forstå hans billeder, så gider jeg ikke, jeg skal bare ind og

opleve. Jeg behøver ikke at stå og læse væggen, det er fint den er der, og der er også nogle

generationer som er meget skolede i at gå på museum, og ikke har et problem med at stå og

læse. Som man siger er power museumsgængerne veluddannede kvinder over 55, de har 10

ikke noget problem med at læse, det vil de gerne. Og det er jo lidt dem der holder alle

museer i live - af de klassiske museer, og vi håber jo at vores museeum - altså vores

besøgstal har jo været helt åndssvagt, men vi får jo rigtig mange børn ind og det er jo også

ved at lave sådan en ny udstilling. Selvfølgelig vil vi også have de der veluddannede

kulturbrugere ind, og man kan sige, at især det der grå guld der går på pension, det er 15

fandme nogle store årgange, og de har masser af penge, og de vil godt have noget ud af

pensionen, men når vi vil kommunikere til alle, så skal det selvfølgelig være alle der kommer

på museet. Og derfor kan man også sige at det der med, hvad vi har fået feedback på, det

bliver jo sådan meget forskelligt, forskelligt feedback. Hvis vi nu tager den evolutionstrappe,

det har vi selvfølgelig fået rigtig meget positiv feedback på, der er mange der synes det er 20

bare spændende at komme helt tæt på og kigge på. Det er ligesom en stor oplevelse i sig

selv. Jeg tror at det greb får en eller anden form for mere poetisk karakter, det der med at

forstå at vores tid og tid er enormt abstrakt, og nogle gange så oplever man noget hvor man

står lidt ansigt til ansigt, og så starter det bare nogle tanker. Så går man og pusler lidt med

det. Det var noget af det jeg synes var vildt mærkeligt. Det der med at os Homo Sapiens at 25

der er kommet nogle mennesker efter os som uddøde, det synes jeg er vildt underligt, altså

jeg havde sådan en ide om at vi var ligesom de sidste skud på stammen, vi var, og så blev

det ikke bedre. Og så var der nogle der kom bagefter, det var sådan lidt “What the fuck?”

Altså, hvad, udvikledes så sådan nogle halvdårlige fjatklon som ikke rigtig klarede den, kun

nogle få tusind år, så var de døde igen. Fordi man har ligesom det der indre billede, det der 30

skolebillede af hvor vi kommer fra. Så sådan noget som det, det er der jo også rigtig mange

som griber, og som tager med, så det er jo meget forskelligt.

Altså oppe i etnografi er der en af filmene, hvor man ser der er en der dør. Det har der været

ret meget snak om, der har også været nogen der har sagt, om vi kan tillade os at vise en

der dør, men etnografi siger, jamen vi laver jo en udstilling om at dø, og hvordan vi forholder 35

os til døden, og så kan man sige det at mange reagerer har jo også været en af deres

pointer, at i Europa, men især i Nordeuropa er det jo tabu at dø. Vii forholder os ikke til at dø.

Det er noget vi ikke snakker om, hvor andre steder i verden er det en naturlig ting. Det har

der jo også været nogen der reagerede meget på. Der er også nogen der er meget positive,

og som virkelig siger fedt I turde vise det, at I ikke bare gik rundt om den varme grød, så 40

viser en film om en der dør. BUM, der er ikke så meget andet at sige. Og det er også en fed

måde at sige, forhold dig lige til det. Så kan du prøve at gemme dig bag ved, jeg ved ikke

hvor mange ismer, og hvad ved jeg. Forhold dig lige som menneske til en der dør. Hvis det

ikke giver en eller anden form for røre i mellemgulvet, så er du sgu blevet for nordeuropæisk.

Igen der er en stor spredning, men man kan sige- jeg tror også at det som mange har 45

reageret positivt på, det er nok også det der med, at det er noget andet. Vi har også haft en

Bilag 3

8

masse børn inde, og interviewet nogle børn, og der er mange som reagerer på den måde.

Og det er jo også fordi museumslandet har set ud på en anden måde. Når det er mere

klassisk bygget op, er det også mere “skolet”, så der er mange der har reageret, som jo bare

er vand på ens mølle som designer, når de siger “jeg lagde slet ikke mærke til jeg lærte

noget, for det er bare så spændende”. Så er det bare sådan YEAH mand, mere af det, så er 5

det lige før man får en tåre i øjenkrogen. Og det er jo okay, også fordi vi er i tiden hvor det

knækker nu, hvor der sker rigtig meget, og det er jo ikke bare her, alle steder bliver der

bygget i Danmark. Hvis du vil noget med museer og formidling så er det bare godt. Jeg føler

mig bare vildt heldig, at jeg var den eneste på designskolen der ville noget med museer og

så rammer jeg heldigvis bare lige det rigtige tidspunkt. Det er bare, dem der bliver uddannet 10

nu, som vil noget med museer, der er bare så mange penge derude, og der bliver bare

bygget museer og det gør også, at det hele bare ændrer sig derude. Det er ligesom at for ti

år siden byggede vi vel musikhuse, var det ikke noget med at alle skulle have et operahus

eller musikhus? I halvfjerdserne byggede man haller, der skulle bare være sportshaller, og

der har også været noget med kunstmuseer. Herning ik’, og så er der pludselig et vildt 15

kunstmuseum. Det er bare sådan alle de der fonde skal bruge nogle penge, og hvad er tiden

til? Lige nu er det kulturhistorie. Så nu kommer bare alle de der vilde byggerier, og det gør jo

så også, at når der så kommer penge, så kommer der også noget nyt, og nogle nye folk, og

det er jo også det vi ser mange reagere på. At de har set en masse klassiske udstillinger, og

de forventer noget. Og så er der mange der også positivt vender sig og siger jamen guud, 20

kan man også fortælle det sådan. Der er jo ikke rigtigt og forkert. Det er jo vores måde at gå

til det, og jeg tror da vi kommer til at ændre det i løbet af tidens løb og gøre det anderledes,

men det der med at sige, nu skal vi gøre noget nyt, jamen så lad os lige stoppe op og spørge

os selv, hvad er det så? Altså er det en kopi af det vi har lavet indtil videre, eller har

mennesket ændret sig, er det en anden måde at formidle på. 25

SP5: Ja, det er jo også det, der bliver snakket rigtig meget om i museumsverdenen, at det er

det nye. Man skal ikke lave det samme mere, fordi det er en anden måde at man går til at

lære på i dag.

30

SV5: Ja og det er nogle andre mennesker. Udfordringen for museerne er jo også, at de skal

ansætte nogle andre folk, de skal ansætte nogen med nogle andre kompetencer. Det kunne

man jo se da Kulturarvsstyrelsen skrev i 2008, at museerne skulle være mere digitale, så var

svaret meget “jamen vi ved ikke engang hvad digitalt er”? Og de første par bud blev noget

med ipad, og noget med app til en telefon, fordi det var det, der var digitalt. Og jeg kan godt 35

se, altså hvad fanden gør man som museum ik’? Her har vi så mulighed for det, så har vi så

to designere som er uddannede i at tænke digitalt i rum og udviklingen af interaktioner, men

der har man så også ansat nogle folk, og det er vel også det man ser på kunstmuseerne, at

lidt spøjst at en kunsthistoriker skal udstille i et fysisk rum. Det er lidt hårdt for

kunsthistorikeren, jeg ved jo godt de får noget at vide om udstilling, men der er jo altså 40

designere og arkitekter der bruger fem år i at uddanne sig i at skabe rum. Og det ser man

også på nye kunstmuseer at man har 8 kunsthistorikere ansat, og så skal de ansætte en til.

Skal de ansætte en designer eller arkitekter eller en fra KUA, der arbejder med

kommunikation og formidling, eller skal de ansætte endnu en kunsthistoriker? Det er jo det

der er fedt ved de nye museer, at lige pludselig så skal de ansætte nogen, hvor der har ikke 45

været nogen ansat tidligere.

Bilag 3

9

SP6: Vi snakkede jo med nogen igår og i forgårs og der var jo rigtig mange, der var vilde

med de der vikingehistorier, men der var jo også mange der sagde, det var meget for børn,

hvor at jeg tænker, kan børn overskue at sidde og høre de der historier? De varer jo et godt

stykke tid. 5

SV6: Jeg synes det er meget forskelligt hvad vi har fået af feedback på det. Der er klart

nogen der ikke kan. Altså udfordringen med børn er jo tid. Det er jo også det man lærer i

skolen, at holde koncentrationen i længere tid. Det er jo det der med når børnefamilien

kommer, hvor meget kan man så nå at se, og hvad synes de er spændende. Men det er jo 10

også forskelligt fra barn til barn. Altså min ældste dreng er ret glad for det der vikingeting. Det

troede jeg ikke han ville være, men han kan rigtig godt lide at sidde og lytte og høre en

historie. For han synes faktisk at det larmer for meget, ellers i udstillingen, han synes det er

for voldsomt. Men der er andre der ikke kan, og der har man jo også valgt at være

konsekvent, at tage et greb på en udstilling og så sige vikingeudstillingen, der skal du følge 15

en person. Men hvad hvis du ikke gider følge en person? Jamen så går du glip af rigtig

meget af vikingeudstillingen. Men hvis det er et greb man har valgt at gøre, så gør man det

fuldt ud, og det synes jeg er rigtig fedt, men har det konsekvenser? Gud har det så, altså det

er jo det der med at den der politikertilgang med sådan en universel sandhed, at jeg laver

den her udstilling, og alle bliver bare glade, det synes jeg er noget fis, altså det er noget man 20

fortæller på et salgsmøde. Jeg synes man skal være ærlig og sige vi laver det her, og der er

nogle andre udstillinger der ikke har det her, men vikingeudstillingen har man valgt at gøre

det, at vi formidler det på den her måde ved en personlig fortælling hvor man tager en af dem

der i hånden og følger dem rundt. Og så kan man sige, at dem der følger hele den tur rundt,

de får rigtig meget ud af det, og så er der jo sådan et informationsbord, altså man kan jo gå 25

rundt og lytte og bare høre alle de her historier. Og så er der jo nogle tekster, men man kan

sige at det er rigtigt med vikingeudstillingen, der er det jo meget konsekvent. Det er sværere

bare at gå ind uden at have noget. Og det koster også. Og man kan sige den der

børneudfordring er jo også bare pissestor. Den er rigtig spændende, men hvad er det de

tager med hjem. At gå ind og forklare noget som fortiden som også for os voksne er ret 30

abstrakt og det er enormt svært at forstå, og hvad er det så de skal tage med, hvis de skal

prøve at forstå gamle dage, hvad er det så? Og nogle gange tror jeg, at man som institution

godt vil have arkæologerne der siger, at det her er meget vigtigt at forstå, derfor er det dét de

skal have med. Hvor det klassisk har været at man gik meget op i at folk og især børn vidste

hvornår stenalderen startede og sluttede, og bronzealderen, men da vi startede med det der 35

sagde vores leder på museet, det kan i godt glemme, det lærer de aldrig. Og det er jo bare

fire perioder, men det lærer de ikke! Man ville virkelig gerne lave den der tidslinje og fortælle

hvornår, som om det er sådan nogle klodser, men det er der jo ingen der husker. Og så siger

hun, er det vigtigt? Altså de der kasser er jo noget vi har sat på, det er ikke sådan at de har

gået i bronzealderen og sagt fra det ene år til det andet: Nå, så er vi kommet ind i 40

jernalderen, Gud det hele ændrede sig, BUM, alt begynder at blive lavet af jern. Det har

udviklet sig over 600 år, som bare har været langsomt delte. Også det der med at så er der

mange spændende fund i bronzealderen, men så er der stenalderfund, altså flint. Fordi det

kan godt være man har begyndt at bruge bronze, men det har jo været en hverdag hvor det

har været alt for dyrt, så man har brugt flint, da bronze knækkede. Du har brugt flint hele 45

vejen op i middelalderen! Men så for at gøre det lettere deler man det op, men det er bare

Bilag 3

10

sjovt at mange år senere må man nok sige at de lærer det ikke, og er det vigtigt for at forstå

menneskers fortid. Er det vigtigt at kende de der perioder eller årstal?

SP7: Ja, men jeg synes også der inde i udstillingen, at der er der ikke sådan nogle hårde

opdelinger. 5

SV7: Ja, altså også det der med at der er nogen har syntes det var svært (med opdelingen),

især i bronzealderen og jernalderen, der er nogle der måske godt vil have en fortælling fra a

til b, hvor man går noget bestemt igennem. Og der kan man sige det der jernalder, der går

du bare ind i en verden og så er du derinde. Så kan du gå i det der område, også begynder 10

der langsomt at danne sig et billede af, hvad det var for en tid. Og der er nogle ting vi ved,

der er nogle andre ting vi ikke ved. Der er nogle ting hvor vi ved så meget, at vi laver nogle

billeder på det, og andre ting hvor vi kan hentyde til det, eller sige det er vores fortolkning. Og

det er jo en udfordring at gøre det spændende for folk, hvor vi siger at nu skal i høre, der er

en masse ting vi ikke ved. ÅÅÅRhh altså hvad ved I, ik’. At komme ind i den her arkæolog 15

verden, det har også været rigtig spændende. Der har været sådan nogle møder hvor jeg

bare har sagt, “jamen så kan vi jo ikke sige noget”! “Neej, men forskningen peger jo i begge

retninger”. “Jamen vi er nødt til at sige noget, vi kan ikke bare sige vi ikke ved det, altså vi må

ligesom, kan vi tegne en skitse på det”? “Jamen vi ved jo ikke helt hvor lange de der

pilespidser var, vi har kun fundet en knækket pil”. “Okay, nu tegner jeg lige en skitse, så kan i 20

lige kigge på det, ser det plausibelt ud”, så siger vi det, så kommer vi med et bud.

Men for lige at komme tilbage til det der med børn, at det er en stor udfordring også at få

dem ind i sådan en stor udstilling, når der er så mange dele. Hvordan gør man det? Fordi

tiden var så presset til at lave det her, så valgte vi jo også at sige, altså stenalder og

middelalder kommer jo først om 2 år, fordi vi simpelthen ikke har tid til det, og så valgte man 25

at sige at nu holder vi fokus på udstillingerne. Men det jeg sidder og arbejder på lige nu, er et

børnespor. Det der med at arbejde med unge, det er en stor del af det, vi har jo hele det der

hedder skolesæt. Og man har ligesom valgt at sige omkring tid og økonomi, vi er nødt til at

have åbnet udstillingerne før, og få noget feedback fra folk, før vi går ind i det der med at

lave skolesæt, fordi hvis vi havde færdige skolesæt når vi åbnede og publikum reagerede 30

anderledes på udstillingen, så stod vi og havde brugt en masse tid på noget som vi ikke

vidste hvad feedbacken var. Og det har der været nogen der har sagt, har I ikke det færdigt

endnu? Det har været sådan at det reelle argument har været at vi ikke har haft tid og råd,

men det giver også meget mening at sige, hvad er det, hvordan reagerer folk på det. Skal

der rettes op et sted. Det handler både om skolesæt fra de helt små klasser og op igennem 35

gymnasiet. Det jeg sidder med nu det er mere sådan en form for et børnespor, når børnene

kommer med deres bedsteforældre i hånden. Det er noget med at sige, hvordan kan man

ved hjælp af et lille værktøj, gøre at de her store åbne udstillinger, kan give mening en lille

vej igennem. Hvordan kan de med deres bedsteforældre komme ned og se, opleve

rummene, og så kan de måske kigge på tre montrer. Og lige få lidt at vide, bare om de her 40

tre montrer som ligesom binder det hele sammen, og som maler et lille billede af

vikingetiden. Der kunne være nogle opgaver ved de her, eller ligesom en lille vej igennem.

Det kan også være svært som voksen at overskue det hele, men det er lettere ligesom at

kunne få et overblik over det, den her store masse. Det er også fordi vi ville godt lave

udstillinger til tre generationer, men jeg synes det er mere et mål, man bliver ved med at 45

arbejde hen imod, hvor man aldrig kommer i mål. End at sige så lavede vi udstillingen til tre

Bilag 3

11

generationer, alle var glade, juhu. Jeg synes mere det er fedt at sige det, og så arbejde hen

imod det.

SP8: Men der er jo også nu, noget til børn som voksne f.eks. ikke ser, fordi det er nede på

gulvet. 5

SV8: Ja f.eks. den der stige hvor man kan kravle op. Ja, der er noget til børn. Men det er

sådan noget, vi bliver ved med at arbejde på og som også ligesom giver mening nu, når vi er

kommet så langt. Det der med at begynde at se på, sådan i det hele taget, hvordan bruger

folk udstillingen, fordi de første besøgende er bare sådan, naarj, hvor de bliver enormt 10

overvældende. Men om to år når folk har vænnet sig til at museer måske ser anderledes ud,

hvad gør de så, når de kommer tilbage til Moesgaard? Bare fordi vi er de første der laver

vores egen tegnestue, og virkelig giver den en ordentlig skalle med det. Og det er jo også

fedt, og vi får en masse fed kritik i medierne. “Wauw, de ville noget andet, de gjorde noget

andet”. Jo jo, men om to år så tænker alle andre jo også nyt. Det er jo bare fordi hele bølgen 15

er ved at tippe nu. Nu kommer der bare en masse nyt. Det tror jeg er sådan en ongoing ting,

og især til børn. Fordi børn ændrer sig hele tiden, altså den generation der har vokset op nu,

den der tablet generation, de reagerer vildt sjovt. Hvis en skærm ikke kan noget, og de går

hen og trykker på den, så siger de, “jamen hvorfor sker der ikke noget”? Vi havde på

tegnestuen, et halvt år inden vi åbnede, familiefest, hvor vi havde alle vores koner og børn 20

med, og så viste vi nogle af de ting vi udviklede. Der var også nogle film der kørte, og

børnene var også henne og trykke på skærmen, og sagde bare, “hvorfor sker der ikke

noget”? “Er det bare en film man skal se”? Puha, tough crowd, ik! Det kan da godt være man

skulle have en lille knap, hvad kunne man gøre med det. Det krævede i det mindste at de

bare selv kunne få lov til at starte og slutte filmen. Det er jo bare også sådan vildt ik’. Det er 25

jo også bare lige nu, det der med at man skal bruge rummet, men derfor kan man jo sagtens

lave noget til sociale platforme, og til mobiltelefoner. For man kan sige børn har det jo, unge

har det jo. Da de der nøgne kvinder og mænd kom op på den trappe, så sagde vi, det er det

folk tager billeder af. Og det er jo rigtigt. Jeg tror, der er blevet lavet en opgørelse over hvor

meget der var blevet lagt på nettet, og hvor mange der havde taget en selfie med en af de 30

der, hvor der hænger nogle ordentlige tunge klunker på en eller anden fortidsmand, og der

var vildt mange der havde gjort det. Og det er bare sådan de stiller sig op ved siden af og

tager et billede. Det kan godt være om 40 år vi kigger tilbage på det her selfie helvede og

tænker, hvad fanden skete der lige for den der kollektive hjerneblødning, hvor man siger lige

nu er jeg på toilettet, eller lige nu står jeg ude på Moesgaard. Men det er selvfølgelig lige nu, 35

og det er igen det der med det sådan er ongoing. At så ændrer det sig. Og det der med man

laver udstillinger, og så står de der i 40 år, det tror jeg bare ikke. Det kunne man måske i den

gamle verden, og så kan man sige vi havde nogle montrer og noget tekst, og så stod den

lige der. Det går bare slet ikke i dag.

40

SP9: Nej, det kan man jo også mærke når man kommer ud på de der museer, hvor der er de

der virkelig gamle udstillinger, altså…

SV9: Ja, det bliver sådan en samling, altså det bliver jo sådan en studiesamling. Det bliver

godt nok meget en samling. Og når man ligesom har set en kårde, så har man ligesom set 45

Bilag 3

12

alle kårder. Jeg behøver ikke at se 100 kårder, jeg har forstået det. Medmindre man er kårde

ekspert, og dem er der vel 4 af i Danmark ik’?

SP10: Jeg tror også at noget af det vi har studset over, det er det med, i forhold til

museumslitteratur, så er det meget interaktivitet og brugerdeltagelse og sådan, som virkelig 5

lader til at det er det, der gør at ting bliver godt. Når vi så kom her, synes vi det er helt vildt

godt, men der er ikke så meget af det?

SV10: Nej det er rigtigt, og man kan sige det er også virkelig et buzzword at sige interaktivt.

Jeg tror, at der har været en tilgang til at publikum selv skal skabe det, og det synes jeg gik 10

lidt for meget amok, at folk selv skal indrette det. Vi er nødt til at sige, at vi har noget

ekspertise, og ved rigtig meget om det, så vi er nødt til at skabe rammerne inden for det.

Altså vi kan ikke bare lade folk selv lande det. Jeg synes det er vigtigt at holde formidlingen

for øje, hvad er det vi vil fortælle. Okay her vil vi have noget interaktivt, men hvorfor vil vi det?

Nå, men det er fordi man skal kunne mærke det på egen krop, og der er nogle processer i 15

det, der er vigtige. Okay det er et fint vallidt argument at sige, man forstår ikke rigtig vægten

af et tohåndssværd, før man har prøvet at løfte det selv. Cool så synes jeg vi skal have det.

Det giver måske også en ide om at ‘hold kæft’ det har været vildt på slagmarken, det har

været noget tungt gear at have på. Det er derfor det altid er sjovt inde på Nationalmuseet og

Tøjhusmuseet, hvor de har den der rustning hvor man selv kan tage den der hjelm på. Det er 20

jo ikke fordi man skal løbe rundt og være kriger, men bare ved at tage hjelmen på, så tænker

man fuck det er tungt. Og når man så ser alle de der rustninger udstillet så siger man, okay

jeg har prøvet at have en hjelm på, shit det har været tungt. Som jo også er et aspekt af at

være ridder. Så nej, jeg synes heller ikke at det er sådan en stor interaktiv børnehave, jeg

synes ikke vi har lavet sådan et experimentarium. Vi har prøvet at gøre nogle ting som også 25

har været udviklingsprojekter, som nede ved Gundestrupkedlen. Det er et blindespor hvor

man kan tage en hjelm på. Jeg ved ikke om I var dernede i går, men de steg af, hjelmene,

det er de begyndt at gøre her på det sidste - det er ikke så godt. Men det hele har vi udviklet.

Det er noget hvor vi har fået nogle penge fra MMex, og så har vi udviklet det fra bunden. Det

har været et udviklingsprojekt, hvor vi har fået penge for at sige, “kan man formidle fortiden 30

på en anden måde end på en skærm eller ved at tage noget tøj på”? Vi har arbejdet med at

sige, at hvis det handler om myter, og ikke bare myter, men også fra en fortid, det er noget

fantasi, altså noget der ikke eksisterer, så hvordan fanden viser man noget der overhovedet

ikke findes? Til et publikum i dag, hvor vi jo ikke er religiøse, men tror på videnskaben.

Hvordan kan vi formidle det, andet end man kommer ud i den der klassiske forståelse af 35

gamle dage, hvor de godt nok var dumme og overtroiske. Det er jo bare typisk når man skal

formidle tro og mystik fra fortiden. Religion det var sådan, de var godt nok dumme, de vidste

nok ikke bedre, de vidste jo ikke hvad lyn var, så de troede det var en, med nogle

gedebukke, som fløj hen over himlen. Så sagde vi ligesom at hvis vi skal sige det har betydet

så meget for dem, de her mystik billeder, så de har lavet det på en sølvkeddel nede i 40

Rumænien, de her fantastiske historier, så viser vi det ikke. 1 det er for afslørende, 2

Hollywood kan lave det bedre med en grif der flyver. Vi skal ikke til at lave det, selv den

computeranimerede grif i Harry Potter var enormt grim. Så vi vil ALDRIG kunne lave noget

der blev ligeså flot. Så siger vi okay, hvad gør vi så? Så går vi ind og arbejder med folks

egen forestillingsevne. Så tvinger vi dem ved at få en hjelm på, hvor der er nogle blindebriller 45

i, og så lader vi dem høre en stemme, og høre en lyd, og så laver de billederne selv. Så man

Bilag 3

13

skal på en eller anden måde lære at forstå jernaldermyter. Så bliver det dine egne billeder du

maler på det. Det er jo sådan et projekt som tog lang tid at udvikle, og som vi stadig har

mange udfordringer med, fra hardware, vi har udviklet ALT fra bunden. Det der med hvordan

hjelmene skal kunne snakke med hinanden, hvordan, når man rører ved det der

aluminiumsrelief, skal den sende en lyd gennem luften? Det var vildt komplekst, det har taget 5

rigtig lang tid at programmere, og noget af det virker ikke engang rigtigt endnu. Men det har

været fordi man sagde, nu har vi fået nogle penge og det skal vi også som museum. Hvis vi

siger vi laver vores egen tegnestue, og er så høje i hatten, så laver vi også noget vi udvikler,

hvor vi laver det helt fra bunden. Vi lavede en prøveopstilling, men én væg med relieffer,

nede på Odder Museum i forrige sommer, hvor vi inviterede publikum ind, og vi havde også 10

studerende inde fra Teko, hvor vi lavede skjulte optagelser og interviews med dem for

ligesom at sige, hvad er det. Der var meget svært, for folk har ikke set så mange blinde-

jernalder-installationer før, så de vidste ikke hvad de skulle og de gik den forkerte vej ind og

alt muligt, fordi sådan er det ikke når de går på museum. De er ikke vant til at skulle røre sig

frem, at skulle mærke noget, og skulle forestille sig det, og det er også en 12 minutters lang 15

oplevelse, og der er en masse ting, som vi stadig kæmper med. Jeg tror at den installation

måske aldrig kommer til at være prima tingen, men den har gjort, at den har udviklet og

åbnet en masse for os. Altså den har gjort at vi kan sige, jamen hvad gør vi så næste gang

hvor vi står overfor det at folk skal bruge deres forestillingsevne. Hvad er det for en lære vi

tager med os? Eller hvis vi laver en anden installation hvor folk skal interagere på en måde 20

de ikke har prøvet før. Hvad er læren, hvad tager vi med, hvad var plusset, hvad gik folk ud

med?

SP11: Så det er mere set som sådan en læreproces end som ?

25

SV11: Jamen det tror jeg det hele er, men man kan selvfølgelig sige at der er nogen ting som

simpelthen skal sidde i skabet. Grauballemanden f.eks., der kan vi sgu ikke lave for meget

udviklingstest på, fordi han er så kraftfuld i sig selv, det er et rigtig menneske, så der skal vi

være sikre på at røre mange, og det er ikke der vi eksperimenterer. Så kan man sige med

Gundestrupkedlen, den originale står på Nationalmuseet, vi har kopien, den kommer aldrig til 30

at forlade Nationalmuseet, den står i et smykkeskrin og ser rigtig dyrebar ud, og det er den

også. Vi havde kopien, og den er jo fundet her i området, så den historie vil vi godt fortælle,

plus den fortæller noget omkring myten, og det er den genstand der fortæller mest om

jernaldertro. Men samtidig fik vi lidt frie hænder. Så en arkæolog og jeg fik det rum og så fik

vi en halv million ca. til ligesom at sige hvordan gør i det, hvordan folder i den ud? Her har i 35

mulighed for det, den er for sig, og så trykkede vi bare på pedalen, og så sagde vi, nu gør vi

det her. Det er der jo flere andre steder hvor vi også har gjort, men denne her har været en

af de rigtig tunge, og der har været rigtig meget at lære, og der har været rigtig meget svært i

det, men vi har også gjort det i mindre udgaver andre steder, hvor vi har gjort det når vi

måske har lavet noget grafik på en væg, hvor vi ligesom tænkte, jamen normalt ville vi tegne 40

det i den her stil, men hvad hvis vi prøver at gøre sådan og sådan. Da vi lavede den der

hærleder lejr, inden slaget er der det der lange skyggespil, med de der skygger der går. Så

der var opgaven også at vi skulle lave lejrliv. Man havde egentlig tænkt at så fik vi en tegner

ind, som tegner et stort billede af lejren på væggen. Og så var der et telt man kunne gå ind i.

Og så havde vi nogle genstande, som vi kunne stille. Men så snakkede vi lidt om vi kunne 45

gøre det på en anden måde. Altså vi havde de her genstande, og så var det ligesom, at vi så

Bilag 3

14

noget af nogle kunstnere i Holland, som havde lavet noget projektion på nogle små

dukkehuse, og det syntes vi egentlig var ret sjovt. De der små menneskelige skikkelser, der

bare var meget sjovt de gik rundt. Kunne vi med inspiration i det, lave en eller anden form for

skygge spil, hvor man så et udpluk af lejren, ind gennem skoven, så man de her figurer. Og

noget af det de gjorde, hende der står og støber bronze, ved siden af det, der laver vi sådan 5

en lille montre, hvor noget af det originale bronzestøberi er der, så folk kan se genstandene,

og så kan de faktisk se hvordan man har brugt det, uden det bliver alt for meget Lejre

Forsøgscenter, hvor der er nogle der har klædt sig ud med skind om livet, hvor de begynder

at snakke, og man tænker, jamen det er jo egentlig Mads Mikkelsen, der står der, det er da

ikke en jernalderkriger. Mads Mikkelsen var højt skudt, men okay. Det er sgu da egentlig 10

Polle fra Snave, hvorfor har han skind om livet og paryk på? Og det er også noget vi har

udviklet på. Man kunne også have gået efter den første ide, som måske et klassisk museum

ville sige, så skal vi have en illustration, så får vi en illustrator ind. Eller også gik man ind og

sagde at vi godt kunne tænke os en tegnefilm, i stedet for fandt vi sådan en mærkelig

halvløsning, hvor vi har laserskåret de der tre i silhuetter og vi vidste vi ville have noget 15

dybde som et gammeldags lille kuk(?) teater og så skulle det ligesom gå ind igennem

montrerne og arkitekten som hed Anne, hun tegnede så på det. Jeg lavede så skyggerne, og

optagelsen af alle skuespillerne og så satte det hele sammen til allersidst, så det blev

ligesom sådan et langt skyggespil, og det er jo også udvikling. Det er sikkert blevet dyrere,

og har taget mere tid at lave, end hvis vi havde fået en tegner på, var kommet og havde 20

tegnet en jernalderlejr. Så der er flere steder i udstillingen hvor man har udviklet.

Men for at komme tilbage til det du spørger med interaktion, kan man sige, vi har ikke bare

sagt, interaktion med ting. Jamen så skal vi udvikle en masse interaktion. Det er også

udvikling, grafik, og lige nu, den anden designer og jeg går så småt langsomt igang med

stenalderen, som skal åbne om 2 år, og det vi sidder og diskuterer rigtig meget nu, det er 25

hvordan laver vi billeder på fortiden, hvis det ikke skal være foto. Nogle steder har vi en

skitse, så har vi en tegner til at lave en skitse, hvordan hvis vi skal lave film, hvordan gør vi

det, hvordan? For vi har ikke en tidsmaskine, vi kan ikke tage tilbage og se hvordan det var.

Hvordan fanden gør vi det, så det bliver rigtigt? Nede i jernalderen, der har vi jo de der film

ude i mosen, der dukker frem. Der har man valgt en tegnefilmsstil, tegneserien synes jeg er 30

meget fin. Men jeg kunne også tale imod det, årh, det er tegnet, hvorfor skal det være

tegneserie? Jeg kunne egentlig godt tænke mig det var lidt rigtigt. Men jeg ved godt vi ikke

kan have film, igen, vi kan ikke have Polle fra Snave med en paryk. Men med skyggespillet,

er man gået ind og sige det er reelle mennesker, og vi kan som mennesker afkode med det

samme at det er et rigtigt menneske, hvor tegnefilmen kan vi med det samme afkode og 35

sige, det der er tegnet. Det sidder vi faktisk og diskuterer rigtig meget nu, og prøver at

komme med eksempler, fra alt, også fra kunstens verden, og fra Hollywood, og for hvordan

tegnestuer laver illustrationer, og tænker hvordan fanden kan vi, når vi nu skal igang med

stenalderen. Hvordan viser vi stenalder livet i 1:1, men også helt småt? Hvordan fanden kan

vi gøre så vi kan vise det, uden at vi ikke kommer ind i det paradoks med, at vi ikke er 40

Hollywood og vi ikke kan lave en kæmpe kulisse, og vi gider ikke have Polle fra Snave? Det

tror jeg bliver sådan helt ongoing igen, det kan være vi kigger tilbage om ti år på de

udstillinger, og tænker, hold da kæft. Men det er jo også okay, så må vi lave noget nyt. Arh,

det skal holde lidt mere end ti år, ellers skal der virkelig komme mange gæster igennem.

45

SP12: Det bliver måske slidt?

Bilag 3

15

SV12: Ja, det er det allerede dernede. Når man kommer om morgenen når rengøringslyset

er tændt, tænker man , fuck, hvordan kan det være så slidt? Så var der en håndværker der

sagde, at der altså er gået 100.000 mennesker på det der ene trappetrin, så selv om det er

lavet af stål, er det bare slidt helt blankt. Der har også været en ting der kom bag på mange 5

at det ville blive sådan en succes, at der er kommet så mange besøgende. Men jeg tror det

handler om det der med at der er en bølge på vej, der har været sådan et museums vakuum,

hvor folk egentlig synes historie er rigtig spændende. Det kan man jo se på historie og

illustreret videnskab sælger helt vildt godt, alle synes at historie er spændende, men man har

ikke rigtigt kunnet få det formidlet. 10

SP13: Nej, altså vi vil gerne vide noget om historie, men i virkeligheden vil man gerne gå på

museum, men man gider ikke fordi det bare plejer at være kedeligt når man kommer.

SV13: Ja, og det er meget “skolet”, og så tror jeg at vi jo bare har været heldige, og været 15

tidligt ude af starthullerne. Og jeg tror det bare viser det vakuum, og jeg tror bare folk er klar

til sådan, arj det er fedt, jeg vil bare have noget mere! Som de også har nede på Vordingborg

Borgcenter, hvor de også virkelig har taget nogle helt nye skridt, og fået virkelig god

feedback på at ville noget andet, at ville noget nyt, og det har også vist sig at folk er bare klar

til det. På Museet for Søfart, har de også villet sige at nu laver vi et nyt museum, så formidler 20

vi også på en anden måde, vi gør noget andet. Og der kan man også se at det er rigtig

populært. Vi vil gerne lære noget. Det der lille museum, Post og Tele museet, det er jo

Danmarks mest besøgte børnemuseum. Og jeg ved det er gratis, og det kan børnefamilier

godt lide, men så har de sagt vi laver noget formidling hvor vi laver to etager, hvor vi også

laver noget legeting, og det er bare SÅ populært. Alle børnefamilier vil bare derhen, og ikke 25

bare gå på den der rutsjebane, men også når de synes børnene synes det er sjovt, så

komme lidt igen, og det lille postkontor, og det er bare fedt at vide at folk godt vil. Der er bare

så meget potentiale derude, der bare venter på at der bliver bygget nogle nye museer, og

bygget nogle nye udstillinger.

30

SP14: Har engagement været et mål da I udviklede oldtidsudstillingen?

SV14: Det har måske ikke været udtalt, det er ikke noget vi har sagt. Men vi har rigtig godt

villet publikum, og det tror jeg er en vigtig sag, at man går ind og siger man rigtig godt vil

publikum. Vi har snakket meget om det der med, når museet nu er et tredimensionelt rum, 35

når vi har tegnet på de forskellige rum, har vi snakket om hvad er det for et møde man går

ind i, hvad er det man skal formidle her, hvad mødes man så af? Hvad er det for nogle kig,

det der med at hvor meget betyder det at man kan stå på jernaldermosen og kigge ned.

Hvad skaber det, at man kan kigge ned, hvad skaber det at man kan kigge op? Man kan

sige, at fra start har vi jo lavet det til publikum. Det har været meget for øje, at vi har lavet det 40

til en oplevelse til publikum. Vi har ikke lavet det til genstande. F.eks. sådan noget som

Nationalmuseet, de skal jo også vise en samling. De kan jo ikke bare kommunikere, det er jo

vores Nationalmuseum! Og der er vi jo så heldige at det er vi jo ikke. Et eller andet sted kan

man sige at det åg har vi jo ikke hængende over vores skuldre. Vi har tilladt os det, det er jo

nok også det svære på Nationalmuseet, de skal begge ting, og det synes jeg også de skal, 45

Bilag 3

16

men når vi ikke skal det, så skal vi jo noget andet, så er det historien vi skal fortælle. Det gør

også at der selvfølgelig er nogle montrer, hvor der er blevet arbejdet meget på opsætningen,

og man har lavet det til nogle genstande der skal formidles. Men udstillingerne er lavet til at

få folk til at komme ind i dem, for at formidle de her historier og de her verdener. Hvis det er

målet fra start, kan man også sige jamen har det været engagement? Det kan godt være vi 5

ikke har sagt det, men det er selvfølgelig en stor del af det, fordi, igen i forhold til det der

vakuum, ikke, at det vel også har været fordi, at man også ville have nogle flere folk ind i

udstillingen, og nogle andre folk, og præsentere det på en anden måde. Så engagement

ligger jo et eller andet sted, neden under det.

10

SP15: Hvad forstår du ved engagerende formidling?

SV15: I museums sammenhæng synes jeg man kan sige, at det engagerende, det skal både

kunne gøre at man kan holde fokus gennem enormt meget data der skal formidles, man kan

sige det er en måde at præsentere det på, hvor det bliver ved med at være spændende. Men 15

samtidig synes jeg også at det engagerende også er noget til det der prikker til os som

mennesker og ikke prikker til bare ét aspekt ved os, men generelt, fordi vi jo ligesom er hele

pakken ik’? Altså os som mennesker, vi er jo sanser og følelser og minder, og vi er vores

intellekt og jeg synes at en meget engagerende udstilling, er også en som går ind og taler til

flere af de forskellige aspekter. Det behøves ikke at være dem alle sammen på en gang, 20

men taler til os som mennesker, fordi det er det jeg mener museet skal, når det skal

engagere. Det er det jeg prøver at sige, at vi formidler jo levede liv. Hvis man nu var i

universitets sammenhæng, så er det jo noget andet, så formidler man noget andet, så er der

jo noget fagligt data man skal komme frem til, og der er også en metode, hvor man kan sige

at målet for museet er, at prøve at fange det hele, også fordi det med at sige at de genstande 25

man finder, er jo bare billeder på det levede liv. Det er jo bare de der få puslebrikker, og så

prøver vi ligesom at lægge puslespillet ind imellem, hvordan er sammenhængen til at se hele

det her store puslespil. Så derfor synes jeg også det med, at man skal forstå det man

fortæller om mennesker, til mennesker og det er the full package, og det er ligesom hvis man

f.eks. skulle lave en udstilling om kærlighed, hvordan fanden kommunikerer man kærlighed 30

til folk? Vi kunne jo godt have en eller anden forsker på der kunne sige, jamen der er en eller

anden form for seksuel drift, og så kunne vi vise noget med hvad det er, der sker i hjernen,

men man kunne også have en digter ind, der kunne fortælle om det i et digt, man kunne

have nogle livshistorier inde, man kunne have nogle farver ind, eller en høj puls. Man kunne

sige, jamen det er jo sådan et abstrakt begreb, og så ville jeg sige, jamen det synes jeg også 35

livet er. Og så er der masser af ting i livet, der er sådan små og reelle, som man kan forholde

sig til, men i den større betydning af noget mere, altså når vi snakker om fortiden, så kan

man sige at vores hjerne har jo ikke ændret sig. Det der jo er vildt, er virkelig at prøve at

forstå det der med, at f.eks. i jernalderen, de har haft de samme følelser, de har tænkt på

den samme måde, de har været intrigante på den samme måde, de har været jaloux på den 40

samme måde. Så kan man sige de har haft en anden hverdag, og det er rigtigt, der har

været mere vold, de har haft et andet menneskesyn, de har haft en anden moral, det har de

været nødt til, de har været styret på en anden måde. Men kvindeforholdet har været

anderledes, børneforholdet har været anderledes. Forholdet til dyr har været anderledes, det

er jo også i dag, hvor man har et venskabeligt forhold til dyr, hvor det er synd for dem, men i 45

jernalderen var der jo ikke noget med, at det var synd for dem. Du ofrede din hund, det

Bilag 3

17

gjorde du, det var ikke synd for den, du var mennesket, du overlevede. Men det med at det

har været mennesker, det kan jeg blive ved med at flippe over. Jeg kan blive ved med at

flippe over det, og tænke over, de har tænkt den samme tanke som mig. De er faldet i staver

over en eller anden ting ved en busk der stod og vibrerede, eller tænkt, det var sgu alligevel

pokkers. Og så kan det godt være, at de måske har haft et liv der har været hårdere, så de 5

har måske skullet arbejde mere, der har måske ikke været den frihed til at stoppe op, men

det synes jeg bare er vildt. Og det synes jeg også er, når man snakker om at lave en

engagerende udstilling, det er jo også det der er på spil, det er bare sådan menneskeheden,

det er jo livet. Og et eller andet sted, hvis vi virkelig vil sætte museets arbejde op, så er det

måske noget med, for os når vi kommer derind som besøgende, at det er vel en eller anden 10

søgning med mening med det, en eller anden form for forbindelse til det som mennesker har

gjort tidligere, til i dag, som måske giver mig en ide om, hvad er meningen med det der

mærkelige det hele, mit, det der var, det der er nu, det der kommer, og det synes jeg, når det

virker på museet så er det rigtig stærkt! Når man kommer ind i det og rør i det. Det er også

derfor jeg tror bl.a. hvorfor der er mange der stopper på den der evolutionstrappe, det er fordi 15

det taler bare fuldstændigt til en, det er jo helt skraldet, det er næsten sådan noget, hvad er

meningen med livet? Det er et menneske, det er at stå på to ben have to arme, ti fingre, og

tænke. Det har de jo været rigtig gode til, de der to hollandske fyre, der har lavet figurerne.

Det de er blevet meget berømte for er, at de laver udtryk i de her figurer som står og kigger.

Og de kigger på en måde hvor jeg tænker, at sådan har jeg også bare set min morfar stå og 20

skule. Og det er bare sådan, Fuck mand. Altså det kan godt føles religiøst, men nok mere

bare fordi man føler en eller anden form for ‘connection’ i livet, man får sådan et, ikke nu

forstår jeg det, men mere en følelse af at det er der, det hele, og det eksisterer, og du

kommer og går, og jeg er måske en lille puslebrik i det hele, men jeg er der. Jeg er i live, jeg

eksisterer, og det synes jeg virkelig er det engagerende, det er når de kan det. Og det kan 25

også være ned til den mindste ting, det er også at se en jernalder lædersko, men

præsenteret på den rigtige måde, i det rigtige lys, går det op for mig at vi har to fødder, og vi

går rundt og vi er et dyr der bevæger os, og vi har endda lavet noget at tage på fødderne, og

tænk på hvor koldt det har været. Altså vi lever også i en vild natur, vi prøver at overleve, så

derfor beskytter vi os selv, langt langt tilbage, i stenalderen har man simpelthen fundet sko. 30

Man tænkte, på et tidspunkt har det været for koldt, eller måske har man skullet gå ude i

nogle klipper, hvor man blev nødt til at binde nogle siv om fødderne, og så giver det lige

pludselig sådan en, årh hvad med mig selv og hvordan er det jeg selv forholder mig til

inde/ude, og så kan sådan en jernaldersko lige pludselig blive sådan en, årh vildt mand,

wauw. 35

SP16: Jeg får også tit den der tanke med, så efterlader man noget, og så om tusind år, så er

der nogen der finder nogle af mine ting.

SV16: Fuldstændig! Og det er jo også derfor jeg synes at derfor er det hele jo også op til os 40

som museer, at gøre det. Det er sgu ikke for genstandenes skyld. Hvis du ikke kan det, der

er jo ikke noget der hedder en dårlig genstand, det nægter jeg at tro. Det hele har et eller

andet i sig, det hele har en eller anden plads, og det hele har en eller anden forbindelse. Det

kan man sige, for at vende tilbage til engagement, så synes jeg virkelig at så er det at kunne

få det hele med, at kunne få hele konteksten med og give det der sug, det der eksistentielle 45

øjeblik. Jeg siger ikke, at man kan gå rundt i hele udstillingen og være religiøs, fordi så dør

Bilag 3

18

man, men hvis man kan få de der få. Det er også fedt at vi er så forskellige, så i en udstilling

kan vi have hver vores. For en er det at læse en tekst om noget, og så når de læser det,

bliver der ligesom sat ord på nogle ting, årh det er vildt ik’. Og for andre er det, at se det her

sværd, eller høre en grif, som man troede var der.

5

SP17: Vi snakkede med en igår, som jeg synes beskrev meget godt, det der med deltagelse,

at det var ligesom det gode, og det kunne også bare være en følelse af at deltage, ikke

nødvendigvis at han selv gjorde noget, men at han følte han var med til den der ofring f.eks.

Det synes jeg også var meget rammende.

10

SV17: Jo. Hvis man tager sådan et udstillingsgreb som det, så har man egentlig valgt at sige,

at vi har et fysisk rum, hvor ting de plumper ned. Så har vi en flade, hvor vi formidler en eller

anden fortid via nogle billeder, og så har vi en eller anden baggrund, hvor der jo har været

publikum og se på det, hvor vi har det på væggene, og så har man lavet to trappetrin op,

hvor det runder lidt, så man er lidt en del af tribunen som står og kigger og ser det hele gå 15

ned . Det er også sådan når folk siger et eller andet med, interaktion, og så skal det være

digitalt - jo jo, men det kan også være en form for interaktion der er analog. At man sidder

ned og ens tilstedeværelse i rummet gør, at man ligesom tager en position, eller man får et

blik, som de måske også har haft. Måske får man en lille aha, ikke omkring at de ofrede ting,

det kan man måske ikke forstå, men bare sådan det stærke i det. Det har det ligesom været, 20

det har været et samlingspunkt, og det har været hold da op, det har ligesom været noget.

Bilag 4

1

Bilag 4 Informant interview, Moesgaard Museum

Køn og alder Hvorfor og hvem er de afsted med?

Udpeg de mest engagerende steder

Hvad forstår du ved engagement?

1. Mand+ kvinde i 60’erne

Interesse for terrakottakrigerne. De har en søn i Japan. Første gang på MOMU

‘Vikingehistorierne’, hvor de fulgte dronningen Tove rundt. De kunne relatere sig til dette. De stammer fra området og deres datter har været med til at udvikle en udstilling om vikingeskibe i Kbh. De synes det var spændende med vikinger og hvordan de lagde til, forskellige steder.

Man lever sig ind i tingene. De læste op på de ting som de kendte og interesserede sig for.

2. Kvinde i 30’erne

Er afsted med sin kæreste. Det er første gang de er på museet og de er kommet for at se særudstillingen. Hun synes den permanente udstilling er mere gennemarbejdet end særudstillingen.

‘Højen’, da man kunne gå under den. Der var meget for børn. Det var smart udnyttet/lavet. Synes også godt om ‘Vikingehistorierne’, hvor hun fulgte Biskoppen. Hun synes især at ‘Byzans’ var godt lavet.

Går op i det de/man laver.

3 Mand 30’erne Var afsted med sine venner og familie for at vise museet frem, da han havde været der før og synes det er et fedt museum. Museet er ‘State of the art’.

Han synes samlet set at det er godt med iscenesættelse, indhold. Godt at de har plads og mod til iscenesættelser (lys og lyd). ‘Himlen’ synes han er god, da der bliver forklaret godt hvordan de brugte det til at orientere sig.

Udgangspunktet er at blive aktiv/ være aktiv. Politisk er at engagere sig for at bidrage. Når man er på kunstudstilling kan man blive inspireret.

4 Mand i 20’erne

Afsted med en veninde og er der for første gang. De er der for de mange gode historier.

Bronzealderen var æstetisk. ‘Vikingetiden’ var godt, da man kunne sætte sig ned og lytte (selvom det ikke altid fungerede)

Leve sig ind i det. Sætte sig ind i det.

Bilag 4

2

5 Kvinde i 20’erne

Afsted med sine forældre for første gang. Det var en julegave til hendes forældre.

Hun kunne godt lide ‘vikinge historierne’, da man med brikken skulle finde historierne. ‘Science lab’, hvor hun prøvede en af installationerne, da de andre var optaget.

Selv gøre noget, være med.

6 Kvinde i 50’erne

Afsted med sit barnebarn for at se det nye museum

Fandt ikke noget engagerende i oldtidsudstillingen. Men trappen med fortidens mennesker og terrakotta krigerne.

Spørgsmålet blev ikke besvaret.

7 Mand En interesse i historie. Moderne udstilling. Har været her før. Afsted med familien.

Han kunne lide ‘Himlen’. Området ved ‘Grauballemanden’, da det var godt stillet op. Kunne godt lide at der var forskellige højder, sumpet gulv (i moseområdet). De områder uden glas så man kunne komme tættere på. Kunne godt lide det åbne. Trappen med fortidens mennesker

Grebet af det de ser og hører. Man får folk med ved hjælp af lys og lyd.

8 Mand i 50’erne

Afsted med konen for at se terrakotta krigerne og for at se resten som de ikke fik set sidst.

‘Gravhøjen’, da det virker som om man er i området. Og man ser hvordan mennesker bliver begravet. Desuden synes han også om området fra filmen om ‘Slaget’ og resten af området ved våbenofringen. Det var smart lavet med rørene, da det var ligesom at se ofringen finde sted.

Få folk til at deltage, en følelse af at være til stede. En følelse af at deltage. I vikingeudstillingen kunne man føle og røre, det var ligesom man var til stede.

9 Kvinde+mand i 20’erne

Se det nye museum og den nye særudstilling.

Rummene i vikingeudstillingen, det med at man samler en genstand op. Det er ligesom man selv kommer på en rejse.

En del af det. Man føler sig som en del af det. Når det er en oplevelse - røre, få noget til at ske (f.eks.

Bilag 4

3

Der er en rød tråd i at skibene tog en rundt. Fulgte lidt af Biskoppen.

i ‘Mosen’ hvor man skulle gå frem til et punkt for at få filmen frem). Små rum hvor der gemmer sig ting. Man kan selv gå på opdagelse og finde gemte ting.

10 Kvinde+ mand i 30’erne

Er kommet for at se hele museet. Det er første gang de er her. Har set plakater for museet mange steder og ville gerne afsted.

‘Vikingehistorierne’. ‘Stjernehimlen’, det var godt med troldkvinden der fortalte. ‘Mosen’ og de videoer der kom frem når man stillede sig ved et punkt var godt. (synes ikke Karret var godt, da hun blev sur og opgav den, da det tog for lang tid og det ikke virkede optimalt)

Gik op i tingene, læste tingene og gav sig tid - at man fordyber sig i tingene.

11 Mand+kvinde i 30’erne

Bor i området og ville se det nye museum

‘Grauballemanden’, hvor der var videoen og hele diskussionen/ politikken om ham. I ‘Mosen’ var hele ofrings området godt. Det var meget interaktivt. ‘Slaget’, da det var til at forstå fremfor hvis det (våben) bare havde ligget fremme i montrer. Videoen gjorde det mere levende.

Deltagende. Dobbelthed.

12 2 kvinder i 50’erne

Været til foredrag i I Århus om ‘familien’. I foredraget brugte de eksempler fra museet (Fortidens mennesker på trappen). Dem ville de gerne se live.

‘Grauballemanden’ var godt. Filmen og det hele omkring.

Får en fortælling på, så de bliver personer, så det bliver levende. Under ‘Højen’ skal man blive der for at høre historien færdig.

13 Kvinde+mand i 60’erne

Kommet for at se terrakotta krigerne og har ikke besøgt det nye museum før, men det gamle har de besøgt.

‘Højen’. ‘Grauballemanden’ ‘Illerup Ådal’. Det hele var godt. Det hele var flot. (% vikingeudstillingen, da den mere var for

Interaktion. Forskelligt for alle aldersgrupper. Levendegørelse.

Bilag 4

4

børn).

14 Mand i 30+40’erne

Kommet for at se terrakottakrigerne med en kammerat.

‘Slaget’ med videoen, da det var et bombastisk sanseindtryk. ‘Vikingehistorierne’ med personerne.

Nysgerrighed, motivering, åben for nye indtryk (påvirkning). Vil gerne komme tilbage.

15 Mand i 30’erne, kvinde i 50’erne

Kommet for at se det nye museum,

‘Vikingehistorierne’ var godt. ‘Mosen’, da det var godt med skærmene, man kunne zoome ind og ud, der var afveksling så man ikke kun skulle kigge, det var aktiverende. (Der var et tomt område ved vikingerne, der manglede noget)

Noget man går op i, brænder for, en interesse

Bilag 5

1

Bilag 5 Informant interview med cultural probes, Moesgaard Museum

Interview med Laurents Laurents sendte billederne på forhånd med en lille tekst knyttet til hver som vi har sat ind i tabellen nedenfor. Han knyttede desuden nogle ord på hans museumsbesøg generelt: “Jeg 5 synes, at det er blevet et rigtigt fedt museum – moderne og interaktivt. Og arkitekturen fungerer godt sammen med landskabet.”

1

Stemningsfuld installation (lys/lyd/tale) om oldtidens opfattelse af himmelrummet

2

Enkel computer-grafik, der forklarer om genstanden

3

Fagfolk formidler deres viden (hænger sammen med nr. 5)

Bilag 5

2

4

God og overskuelig computer-oversigt over udstillingsrummet (interaktiv)

5

Det virkede godt at personen på skærmen virkede klar og utålmodig efter at komme i gang :)

6

Det var en spændende installation med slaget, hvor de to hære kommer fra hver sin side.

Bilag 5

3

7

Meget livagtige figurer der fortæller deres historie fra vikingetiden.

Opfølgende interview, d. 21/4 2015

Museumsbesøget generelt og billederne: Været på det på gamle Moesgaard Museum før, da han er vokset op i området.

Været der meget som barn. 5 Pilespidser lavet meget mere spændende på det nye museum, førhen var der mange

lange montre med pilespidser i.

Ankom med bussen sammen med kæresten, stod af ved alleen og gik og til museet.

Det var åbent og imødekommende, og man blev invitereret til at komme ind. En 10 spændende bygning/ arkitektur.

Der var mange mennesker på museet, da han var der i påskeferien, og særudstillingen med Terrakottakrigerne var åbnet dagen før. De stod i kø for at komme ind. Men det var ikke et problem at stå i kø fordi foyeren var så stor så det ikke var presset med mennesker alligevel. 15

Han havde afsat hele dagen til at være på museet, ca. 12-17. Det var kun godt, da der var mange mennesker.

Det er en lys bygning, et moderne museum, behageligt, smuk natur - en ren naturoplevelse at gå udenfor en tur.

20 Startede ved trappen og gik nedad mod Oldtidsudstillingen. Det er et godt tema med

evolutionen. Kæresten og ham tog billeder med figurerne, da de ligesom lagde op til at lave en selfie med dem.

Kæresten bestemte at de først skulle ned og se Grauballemanden, da hun ikke havde set ham før. Og de ville også gerne først starte med fortiden. 25

Billede 1 - I Oldtidsudstillingen var det første de gjorde at gå op ad trappen til

‘Himmellegemet’. Det var stemningsfuldt og det ramte dem. Musikken, projiceringen virkede godt.

Bilag 5

4

Der blev fortalt om himmellegemet, om fortidens mennesker historie og hvordan de opfattede tingene dengang.

Man følte sig som om man var i en lille verden - afgrænset. Det var en god ting at stå øverst oppe og få et overblik af resten af udstillingen

og hvad den indeholdte. 5

Billede 2 og 4 - viser computerskærme, som gav nogle gode introduktioner og var overskueligt (billede 4 viste en plan over udstillingen - bronze- og jernalder)

Man mistede hurtigt overblikket over rummene, så han vendte tilbage til skærmene for at danne sig et overblik igen. 10

Hans måde at gå på museum er, at han udvælger ting i stedet for at gå fra a-z. Han vil gerne gå fra a-z, men det bliver hurtigt uoverskueligt.

Billede 3 og 5 - Skærmene var et blikfang. De var ikke kedelige, men de var 15

spændende at interagere med → det var museets måde at få flere informationer med i udstillingen (da det ikke er så teksttungt).

Det var fedt med forskerskærmene, når man kunne se menneskerne på skærmen stod og trippede, fordi de sad inde med en viden, de gerne ville fortælle. 20

Det var ikke så længe han stod der, men han kunne godt bruge længere tid foran dem, en anden gang han besøger museet.

De lyste op og var et blikfang Det var rart at der kun var 3 spørgsmål, det var overskueligt. Han tog det, der

lød mest interessant. 25

Ved Grauballemanden Han er en attraktion i sig selv Han synes det var federe på det gamle museum den måde han var placeret.

Der var hans placering central, så man ikke kunne undgå at se ham. Han var 30 badet i blåt lys. Her på det nye museum opdagede han slet ikke at man kunne se Grauballemanden oppefra - og det var en mangel.

Grauballemanden behøver ikke så meget formidling for at engagere Det var godt med ofringen og de store skærme ved Grauballemanden.

35 I Jernalderen

De gik den forkerte vej nede ved ofringen (Illerup Ådal), så de kom lidt forkert ind til udstillingen

Det var lidt underligt med ofringen - de kunne ikke finde ud af forløbet i historien. Der skete ikke så meget, man så ikke ofringen. 40

Der var meget lidt bevægelse på skærmen. Men de sad ned og fik en pause, og fik slappet lidt af.

Billede 6 - Det var fint ved ‘Slaget’ at der skete noget om “10 sek” (som billedet viser)

Det var en rigtig god idé, og må have været svært at realisere i praksis. 45 Det gav en stor effekt. Det kunne man især se på de børn der stod i midten af

det hele. Lyden og effekterne var med til at gøre det godt. Det var en rigtig god oplevelse. Der var en oplevelse i det. ‘Slaget’ sidder stadig i ham pga. den måde det var blevet lavet på. Det havde

ikke været det samme hvis det havde været våben udstillet i montre. 50

Billede 7 - ved vikingehistorierne

Bilag 5

5

Troede først af en af figurerne var levende. Det var meget livagtigt. Det var sjovt fundet på med en nøgle (brik) og på den måde finde ud af hvem

personen var. Det er en sjov måde at fortælle tiden på - giver forskellige vinkler Første person han hørte var en grov type 5 Han hørte kun halve historier rundt omkring i udstillingen, fordi der var mange

andre igang. Brugte ikke sin brik. Han var træt og utålmodig på det tidspunkt. Gik ind i et af hvilerummene. Hvilede sanserne lidt og fik siddet lidt ned. Han så ikke så meget af vikinge udstillingen, som han gjorde ved bronze- og 10

jernalderen. Det var lavet med byer/lande i vikinge udstillingen. Han kiggede hurtigt ind, og

synes det så inviterende ud det museet havde lavet. Men var for træt til at se nærmere på det.

Farverne fængede, rummene var karakteristiske med farverne der var brugt. 15 Det fungerede godt.

Fik ikke så meget ud af vikingeudstillingen. Refleksion: De viste ikke så mange objekter fra vikingetiden, så måske har de

bare ikke så mange - måske derfor at de nu brugte historierne så meget.

20 Laurents skrev i mail korrespondancen at Moesgaard var et moderne og interaktivt museum. Hvad mener han med interaktivitet?:

Oppe i De Dødes Liv udstillingen, er der en skærm med dansende skeletter som responderer på folks bevægelser. Det var sjovt. Det er en god måde at spice emnet død op på, da det kan være et svært emne at formidle. 25

Forsker skærmene så han som interaktive Skærmene der indeholdte informationer om udstillingen (Billede 4 ) Gundestrupkarret var en god idé, men den var ude af funktion. Man tog hjelmen på

og der kom lyd, som skulle guide en rundt. ‘Slaget’ var godt - men man kan måske diskutere om der er interaktivitet. Man står jo 30

bare i midten af det hele, men… Man kan tale om passiv deltagelse, da man er placeret i begivenhedernes

centrum

Hvad er engagerende museumsformidling?: 35

Der er forskellige måder at se engagement på Det er ikke kun det at kunne trykke på skærme, men også det at nyde noget - sætte

sig ned og nyde det, uden selv at være aktiv Det er dejligt at man ikke altid behøver at skulle være aktiv Respons er godt - Himmellegemet, var flot lavet, stemningsfuldt, et blik på deres syn 40

på solen og stjerner - det var engagerende, en oplevelse, da det var interessant. Der var virkelig gjort sig umage med tingene - det gav ham en respons -

individet. Nysgerrighed er vigtigt - når han er nysgerrig skabes der engagement. Der skal være en udveksling mellem udstillingen og individet 45

Det kræver noget af begge parter De besøgende skal være nysgerrige

Der er forskel på hvordan man går til museer/på museum Man vil gerne have det hele, et overblik over det hele. Man vil sanse. → der skal være en balance mellem sanselighed og overblik, men det er 50

forskelligt hvad folk lægger vægt på Svært at lave noget som taler til alle.

Bilag 5

6

Godt med sanseligt greb - mosen, som var naturtro størrelse m.m. Selve besøget for Laurents har været med en lidt anden tilgang end hvad han plejer, da han har tænkt over, mens han gik i udstillingen, hvad der triggede ham! 5

Bilag 5

7

Interview med Monika Vi udførte interviewet kort tid efter hendes besøg, og så først billederne under interviewet. Opfølgende interview d. 13/5-15: 5 Kom på museet for at se særudstillingen om Terrakottakrigerne med sin mor og mand. De har alle før været i Kina mange gange. Hendes mor har set det sted, hvor de er opgravet og set terrakottakrigerne før.

8

Storskærm - forsker der står og fortæller Han snakkede meget personligt ligesom om at han henvendte sig til en. Man kunne ikke gå videre. Hun så ikke det hele. Der var mange mennesker på museet (de var der en helligdag)

9

Forskerskærme Hun synes det var godt at man aktivt selv kunne vælge de ting man ville se/høre. Det var engagerende. Man kunne selv vælge til og fra - det var ens eget valg Selv plukke ud i forhold til ens egen interesse Hun ville have gået rundt til flere af disse forsker skærme, hvis ikke der havde været så mange mennesker Fin måde at formidle - giver en god oplevelse

Bilag 5

8

10

Gundestrupkarret Det var skønt Prøvede ikke selv hjelmene Det var en oplevelse bare at gå rundt og røre figurerne Ideen er god - godt lavet Men der er langt fra at hun selv ville tage den på. Hun er ikke den store tilhænger af brugerinddragelse

Hun er ikke den store tilhænger af brugerinddragelse. For hende satte forskerskærmene sig bedre fast. Hun kommer ikke på museer for underholdningen. Hun kommer for at lære noget og udvide sin horisont i stedet. For hende er det ikke så tiltrækkende med skærme og ipads - men for hendes mand og mor, 5 som hun fulgtes med, var det.

Bilag 5

9

11

Forsker skærm igen - men andre foran den

12

Grauballemanden Det var svedigt lavet På Nationalmuseet ville det have været klassisk opstillet - og lidt kedeligt Her var der mange perspektiver Det var intimt Det var godt lavet, der var forskellige vinkler som man kunne se ham fra - oppe, stående, siddende m.m Stemningsbetonet Fangede godt ideen med at Grauballemanden lå i mosen. Det var derfor meget logisk med gulvet, som var blødt. Det var ikke alle omkring hende som opfattede dette. Det var en ting, som man kunne tænke over “hvad skal det så til for”? (når ikke alle opfatter ideen med at det efterligner en mose)

Man blev overstimuleret på museet. Der skete noget over det hele - gulv, loft osv. Hun kommer som studerende på IVA med nogle andre briller på - hun reflekterer anderledes over tingene. Hun sætter pris på at de er gået all-in på hvad en museumsoplevelse kan 5 være. Men hvis hun nu kom tilbage om et år, og museet ikke var så nyt mere, vil hendes opfattelse af museet nok være anderledes. Det at der var så mange andre mennesker på museet kom til at fylde meget i hendes oplevelse af museet - hvilken retning man kunne gå og hvilke ting man kunne få adgang til. 10 Hendes mand har snakket meget om det sidste måltid som Grauballemanden spiste. Spændende at man har kunne finde ud af hvad måltidet har bestået af. Satte spor. Han synes det var interessant og det har han fremhævet til andre når han har fortalt om besøget.

Bilag 5

10

13

Smartboard - i hærteltet Man kan føre et slag ved hjælp af brikker som man kan flytte rundt Prøvede det ikke selv Men så en far og søn, som prøvede og gik meget op i det. Det er engagerende da man kan gøre noget Det er en mandlig tilgang hvad man kan gøre ved bordet. Far og søn var ihvertfald meget opslugt af det Der stod mange mennesker omkring bordet og fulgte med i hvad der skete Hun ville ikke selv få noget ud af det, da det ikke gav mening for hende

Har set på hvad der er engagerende generelt - og ikke hvad hun selv fandt engagerende.

14

Slaget Og hvad skal jeg så bruge det til? Har set et slag, da hun har set Ringenes Herre filmene Hun blev ikke klogere af at se denne film Det var en oplevelse på et eller andet plan - men ikke en oplevelse for hende Det var godt lavet, men fik som sagt ikke selv noget ud af det Der er blevet gjort ting, som er deltagende - og det er et greb de har valgt (fra museets side)

Bilag 5

11

15

Illerup Ådal - 6 forskellige videoer Hun så en af videoerne. Hendes mor og mand så dem allesammen, og var opslugt af dem Hun gik glip af noget, da de gik og snakkede om videoerne, som hun ikke havde set

16

MoMu Lab Det var godt lavet Hvis ikke der havde været så mange mennesker ville de havde prøvet det hele Tingene gav en god forståelse for hvad de laver og kan gøre Synes det var engagerende Der var mange børn med forældre, hvor de havde en god dialog om tingene, og der blev stillet spørgsmål til tingene Man bliver selv en del af det (f.eks. man føler at det er ens hovedet som dukker frem på skærmen) Hun havde aldrig selv tænkt over at der er forskellig på kvinders og mænds kranier - og dette lærte man ved denne skærm Hun følte sig klogere Det bliver en del af en selv Følelsen af at man selv prøver arbejdet Det er et sted hvor man må have hands-on - man kan ikke gøre noget helt forkert. Det er et afslappet miljø at lære noget i

Bilag 5

12

17

Vikingebrik En overraskelse at komme ind i rummet med de livagtige dukker. De var imponerende Det var fedt at man skulle tage stilling til hvem man ville følge rundt. Hun oplevede i udstillingen at mange gik rundt og kunne ikke finde ud af hvordan det virkede. Så hende og hendes mor hjalp nogle af de andre besøgende. Det var svært at høre sin egen historie, da der var andre i gang rundt omkring og der var mange mennesker i udstillingen. Hun synes også at fortællinger var for lange og det blev lidt for meget. Så hun stoppede nogle af fortællingerne og hørte dem ikke færdigt. Det bliver en meget individuel måde at gå på museum på, da man hver især valgte forskellige personer at følge rundt og man fik sin egen rute rundt i udstillingen. Det var både godt og skidt at man oplevede forskellige ting i udstillingen. De prioriterede ikke vikingeudstillingen så højt, da de har set mange museer/udstillinger om vikinger før(ved at man er født på sjælland - Roskilde Vikingeskibsmuseum osv.). Men udstillingen var flot lavet - der var forskellige dimensioner som fungerede godt. De små byer var godt lavet og virkede meget livagtige at komme ind i.

Bilag 5

13

Hun har på sit besøg på museet været meget opmærksom på at skulle tage billeder af engagerende ting. Hun er meget farvet af sin uddannelse og den måde at se udstillinger og museer på, så hun nok går til dem på en anden måde end andre. Hvad er engagerende museumsformidling?: 5

inddragende - hvad kan man blive en del af → sådan havde hun tænkt begrebet da hun var derover, og var meget obs på det da hun besøgte museet

lever sig ind i det føler sig grebet 10

Bilag 7

1

Bilag 7

Interviewguide til Jakob Parby, museumsinspektør på Københavns

Museum

1. Hvilke af de nuværende udstillinger har du været med til at udvikle, og hvad er

din rolle når der skal laves en ny udstilling?

2. Hvad synes du er det mest engagerende formidlingstiltag, og hvorfor?

-----------------------------------------------------------

3. Hvilke tiltag er publikum mest begejstret for?

4. Hvordan hænger det sammen med hvad brugerne finder engagerende (i

forhold til svarene fra vores brugerinterviews, bilag 9 og 10)?

--------------------------------------------------------------

5. Er der en overordnet tanke eller ide med formidlingen på tværs af

udstillingerne?

6. Hvad er tankerne bag Kierkegaard og kærlighed, At blive københavner og

Fortiden under os?

7. Har engagement været et mål i udviklingen af udstillingerne?

8. Er der nogen andre udstillinger du vil beskrive som engagerende?

---------------------------------------------------------------

9. Hvad forstår du ved engagerende formidling?

10. Hvordan kommer det til udtryk i udstillingerne

Bilag 8

1

Bilag 8

Interview med Jakob Parby, museumsinspektør på Københavns

Museum

5

SP1: Hvilke af de udstillinger der er på museet nu, har du været med til at udvikle og hvad er

din rolle når der skal laves noget nyt?

SV1: Jeg hedder Jakob Parby, jeg er museumsinspektør herinde og jeg har siden 2007-08

agtigt beskæftiget mig meget med vores udstillinger, selvom jeg også laver andre 10

museumsinspektør opgaver, som indsamling af genstande eller forskning i forskellige ting,

ofte i forhold til bygningshistorie. De år har vi haft en ret aktiv udstillingsaktivitet, hvor vi er

gået fra at vi havde, indtil vel nok 08-09 stykker, en stor del af museet var permanente

udstillinger som ikke ændrede sig, og så havde vi et særudstillingslokale nede i kælderen, til

at da vi fik ny ledelse i 08-09, gik vi over til at have en meget mere aktiv udstillingspolitik, 15

hvor målet har været at lave mindst to udstillinger om året. Det er ikke hver gang det lykkes,

men det kommer også lidt an på, altså noget er f.eks. udenfor museet, men sådan er det jo.

Og også at vi prøvede at arbejde mindre med forskning og permanente udstillinger, men

bare snakkede om at vi havde udstillinger og de kunne være korte eller lange, hvilket nogle

gange kan være lidt vanskeligt kommunikativt, men på den anden side har det været ret 20

interessant at prøve at sige at så dynamiske prøver vi at være. Som det sidste har der også

været et ønske om at gå, altså man kan sige den klassiske gammeldags tid udstillingen var

som man ofte ser på sådan nogle historiske museer som vores, meget kronologisk anlagt.

Der var også nogle temaer i det, men det var alligevel ligesom muligheden for at gå igennem

Københavns historie. Der gik vi mere i retning af at nu ville vi prøve at bygge det hele op 25

meget mere tematisk, og det har egentlig taget en ret lang årrække, hvor der har været

rester af det kronologisk, hvis man gik op på anden sal fx. Men ikke desto mindre var det

vigtigt fordi vi mente at det med at anlægge en tematisk tilgang gjorde det mere interessant

for en bredere flok af mennesker. Også selvom vi godt var klar over, at der selvfølgelig var

nogle der godt kan lide kronologien, og så mister man noget ved det. Selvfølgelig har vi så i 30

forhold til den lille del, har vi indarbejdet nogle forskellige tidslinjer og andre ting stadigvæk i

de her tematiske udstillinger, så man stadigvæk kunne få en fornemmelse af hvordan

København har udviklet sig over tid. Så har nok været nogle af dem der først var meget

aktive i forhold til borgerinddragelse og outreach og sådan noget og tog det meget til os. Så

nu kan man sige det ikke længere er specielt originalt, men på det tidspunkt var det i 35

Danmark stadig ret nyt at vi gjorde det så radikalt som vi gjorde det, fx. ved at vi ansatte

unge fra forskellige bydele til at både dokumentere de bydeles nutid og sådan noget, og til

dels også deres historie, men også i forhold til at lave udstillinger, hvor vi forsøgte sådan at

have borgernes stemmer med i udstillingerne kan man sige. Og så har vi faktisk lige her på

det sidste videreudviklet det med at lave et formidlingsprojekt fokuseret på børns historie, 40

hvor der var skoleklasser fra Blågårds skole som faktisk var helt med i processen fra start af,

hvor man selvfølgelig i nogle udstillinger som vi måske kommer til at snakke om, der var det i

virkeligheden lidt mere klassisk at vi havde nogle ideer, og lavede egentlig meget

udstillingerne selv, og så havde vi nogle kunstnere og til borgere, som så bidrog med

delelementer til de historier, hvor imod at med børnenes by har vi prøvet endnu mere at sige, 45

Bilag 8

2

at hvis nu i skal fortælle noget om København i dag, og så lade det fylde rigtig meget i stedet

for at have en hel masse andre fortællinger ved siden af det. Og det er jo noget man i

virkeligheden hele tiden kan arbejde videre med - hvordan er det den der borgerinddragelse

fungerer godt, for dem der er med i det, men også for dem der skal opleve udstillingerne så

de synes det er interessant. 5

SP2: Har i fået noget feedback på udstillingen Børnenes By endnu?

SV2: Lidt har vi, der har været nogle forskellige anmeldelser i fx Børn i byen, tror jeg det

hedder, sådan et tidsskrift. Og nogle andre steder, men det meste handler egentlig mere om 10

at skrive hvad er det man kan opleve der, men generelt synes folk det er et godt greb. Og det

gennemgående er altid at hvis man laver meget nutidsbaseret eller samtidsbaserede

udstillinger, at folk bliver lidt overraskede over at det interesserer kulturhistoriske museer sig

også for, fordi i mange almindelige menneskers bevidsthed, så er det at noget kommer på

museum kræver mindst at det er gammelt og det også helst er lidt fint, og en hel masse 15

andre ting, hvor vi plejer at fortælle folk; jamen faktisk kræver det ikke at det er guld, eller at

det er gammelt, det handler mere om at det skal have en historie i sig og om det så er fint

eller dyrt eller billigt, det er ikke så vigtigt. Og at vi på en eller anden måde kan få den historie

indsamlet, og med til genstanden, det man i museumssprog kalder proveniens. Det gælder

både den gamle samling, og den nutidsindsamlede så er det jo meget afgørende at man har 20

en god proveniens på tingene, fordi jo mere du ved om konteksten for den konkrete

genstand, jo mere kan man også ligesom bruge det i mange forskellige sammenhænge,

både til forskning og formidling og alt muligt andet.

SP3: Hvad synes du er det mest engagerende formidlingstiltag i har på museet ? 25

SV3: Jeg tænkte godt lidt over det der begreb engagerende. Det er jo meget altså

engagerende for hvem? For man kan sige lige nu, hvis man ser rundt i museet, og man er 5

år, så er det mest engagerende nok det der på anden sal hvor man må lege med Lego

næsten fuldstændig uden at blive afbrudt af kustoder. Men det er der jeg synes man lærer 30

mest, hvis det også er en del af kravet om engagement, så vil jeg sige at nej, det er det

måske ikke. Men det er fint nok at man ligesom har skabt de her rammer så det også bliver

attraktivt for børnefamilier at komme her fordi på den måde får man jo også et andet

publikum ind, som faktisk ikke har været nogen der kom her så meget. Hvor man kan sige

tidligere har vi måske været bedre til at få fat i unge mennesker og vi har generelt haft et 35

yngre publikum end mange andre kulturhistoriske museer, men ikke haft så mange tiltag for

børn eller børnehaver, måske frem til tredje klasser eller noget i den stil. Vi har relativt meget

undervisning, og der kan man jo også sige der er også forskellige parametre, hvor det er helt

tydeligt at underviserne synes at der er nogle af vores udstillinger der er nemmere at

undervise i end andre. Det kan man også spekulere over, er det kun pga udstillingen eller er 40

det også fordi at dem som overdrager udstillingerne til underviserne har forskellige

kompetencer, eller hvad kan ligesom være årsagen til det. Men noget der vender tilbage lige

nu er faktisk både i forhold til almindelig publikum og undervisning at ‘At blive Københavner’,

selvom den er ældre kan man sige den er fra 2010, og den var egentlig ikke tænkt til at være

her mere end et eller to år, men den har ligesom haft et varigt liv, fordi det der med at tale om 45

Bilag 8

3

identitet er noget der favner ret bredt, så alle kan ligesom forholde sig til det, på en eller

anden måde. Hvordan er min familie kommet til København, hvad synes jeg egentlig det vil

sige at være københavner osv, og hele immigrationspolitikken er også sådan vedvarende

oppe at vende kan man sige, det er ikke noget der lige bliver forældet. Den kan måske

trænge til at blive opdateret synes jeg, jeg har jo været meget involveret i at lave den, og på 5

den måde glæder jeg mig egentlig til at vi skal flytte, for så kommer man til at tænke over om

vi stadig skal have det tema, eftersom det virker så godt, og hvis vi skal have det, skal vi så

lave det lidt om? Noget af det man fx kunne gøre er at sammenligne mere, nu fremhæver

den ligesom som noget nyt, at nu har vi opdaget at København altid har været et

indvandringscentrum, men så nyt er det måske ikke for alle, ikke for historikere, men for 10

mange almindelige mennesker er det overraskende, fordi man har det her billede af

Danmark som et homogent land. Noget der kunne være interessant er at sammenligne noget

af det der bliver skildret i den udstilling med hvordan passer det ind i, hvis man ser på andre

byer også, og ikke kun København.

Det med det engagerende er jo altså, jeg er blevet mere og mere interesseret i publikums 15

reaktioner, hvordan man kan aflæse dem. Vi har studeret en del, både i de kort man kan

svare på rundt omkring i udstillingerne, og der er forskellige muligheder for at interagere med

dem, og også elektronisk, og samtidig også i gæstebøger og sådan noget. Det er vel rimelig

forskelligartet. Sådan en udstilling som Kierkegaard, den har nogle udfordrninger med det

tekniske som nogen gange gør at det er svært for folk at forstå hvad de skal gøre og hvor de 20

skal klikke, og hvad sker der så, og dermed kan det godt lidt spærre for at alle får en god

oplevelse. Og omvendt har jeg også set folk stå der som er meget interesseret i Kierkegaard,

som der jo altid har været et publikum der kom her faktisk kun for at se Kierkegaard

samlingen, som faktisk før i tiden var gemt væk i et hjørne omme bagved. Det publikum er

måske endda vokset, synes jeg, plus dem kan man se stå og læse i meget lang tid alle de 25

her citater man kan se i udstillingen, og i virkeligheden fordybe sig rigtig meget i det, så det

handler også meget om hvor lang tid man bruger i udstillingen, er det vigtigst at der kommer

rigtig mange, og de alle sammen flintrer rundt og morer sig, eller er det også noget med hvor

meget man fordyber sig, når man oplever. Der kan man sige at netop fordi det digitale i den

kan jo rigtig meget i forhold til at integrere meget tekst på en let viselig måde. Man kan ikke 30

stå og læse mange hundrede linjer Kierkegaard midt i et museum fordi det er jo svært, og

han er indviklet at læse, og alt muligt andet, men man sige at det digitale gør det lidt mere

tilgængeligt, fordi man starter jo bare, så hvis man bliver træt kan man bare lade være med

at læse mere. Og det gør egentlig at hvis man forestiller man skulle lave det samme i en

planche udstilling ville det være fuldstændig uoverkommeligt for folk, det ville blive ren væg til 35

væg tekst. Så lige så vel som jeg er klar over de der brister i det, så kan den også noget. Og

det den også kan er nogen synes det er lidt mærkeligt med hverdagsgenstandene på

ydersiden, hvad har det med Kierkegaard at gøre, og for andre er det det der åbner det op

for dem, for nårh ja, det handler jo bare om kærlighed, det kan vi alle sammen relatere os til.

Det er også der den fungerer rigtig godt i forhold til undervisning. Der har vi haft mange 40

forskellige forløb hvor man arbejder også med at man tager det her greb og siger hvad hvis

nu du skulle fortælle om en kærlighedsrelation i dit liv, hvad ville det så være for en genstand

der skulle symbolisere den. Og hele det her med genstanden som omdrejningspunktet, som

jo er sådan et altruistisk træk ved de kulturhistoriske museer, det må jeg også sige at det har

jeg oplevet mange gange, at det kan noget særligt i den sammenhæng. Istedet for bare at 45

skulle tale om kærlighed så er det her måske at skulle fokusere det på en genstand som det

Bilag 8

4

der skal starte det, så får man nogle andre samtaler. Og man kommer måske hurtigere hen

til steder hvor det bliver meget følelsesladet og betydningsfuldt. Og det er også ret

spændende, hvad betyder det at man er i et museum, gør det også noget ved hvad man kan

snakke om osv. I spurgte også til ‘Fortiden under os’, og den må jeg ærligt indrømme den

har jeg mindst fornemmelse for, da jeg har ikke været med til at lave den, men jeg har 5

selvfølgelig iagttaget relativt meget hvordan folk bruger den, ligesåvel som jeg har med alle

de andre. Der er egentlig min fornemmelse igen at den rummer jo et utal af fortællinger og

muligheder for at gå på opdagelse i en hel masse forskellige fund fra de sidste mange års

udgravninger. Fra flere sider har jeg faktisk hørt nogen som synes det var rigtig fedt, det der

med der var flere stemmer der taler, at man ikke kun får den klassiske kurator stemme - sten 10

fra 1300-tallet og sådan. Det der med man får det connected til noget som har noget med

nutiden at gøre, eller hvor der bliver reflekteret over det, det åbner det jo for nogen

mennesker. Omvendt har den jo haft nogle brister, ligesom alle andre udstillinger har det,

som nogle klager over det er svært, og så ser de slet ikke udstillingen fordi de er så

optagede af at de er irriterede over et eller andet. Og der har der især i dens første version 15

været nogle lameller der gik ned foran en del af udstillingen. Den var tidligere nedenunder,

og der var nogle der syntes det var svært at læse teksterne, og det er jo klassisk. Det

kommer nogle gange ind hvis man ikke lige synes det greb, der er lavet med hvordan tekster

er placeret, så kan det jo også igen, ligesom det teknologiske kan det også forstyrre rigtig

meget for hvad folk så i øvrigt får ud af det, fordi det jo ligesom bare bliver en stor blokade for 20

nogen. Jeg synes dog også den er lidt sværere at fornemme, fordi den er et eksempel på

hvor jeg tror det ikke er selve udstillingen, men lidt med hvordan den er blevet overdraget til

underviserne der gør at den ikke bliver fremhævet ligeså meget som en, der er rigtig nem at

undervise i. Fordi måske er det lidt mere uklart, hvad er det egentlig temaet er, andet end vi

har fundet en masse spændende ting i jorden og de kan fortælle noget om f.eks. vejret i 25

København, eller nogle andre gennemgående ting i byens historie, men hvor det måske

nærmest bliver så alment, så det er svært at gøre vejret til noget som folk bliver trigget af,

hvor de måske ikke tænker, nårh ja, det er også noget der betyder enormt meget for mig,

selvom, det er det jo nok. Eller alle snakker jo om vejret, men man kan måske ikke snakke så

længe om det, og det er måske der udfordringen ligger. Men det er mit eget bud på hvad der 30

er forskellen.

SP4: Vi havde jo også nogen ude, og de snakkede også om det der med lydende der er

derinde, at de forstod det ikke rigtig. Det er sådan nogle regnlyde.

35

SV4: Nej, og det tror jeg også er efter den blev flyttet, at det er faktisk mindre tydeligt.

Lamellerne gjorde det lidt svært at læse teksterne nedenunder, til gengæld var det tydeligere

at der var nogle projektioner op på dem der gjorde man kunne se man var i et græslandskab

eller hvad det nu var, der skulle forestille voldene tror jeg. Så det er også igen at den er

blevet hæmmet af at blive flyttet så det netop er lidt uklart for folk hvorfor, jeg kan godt selv 40

forklare det jo, men det hjælper ikke så meget hvis der ikke altid står en der er klar til at vise

folk hvordan de skal gøre og opleve. Men man kan sige at det som er kendetegnende på

forskellige niveauer i alle tre udstillinger er at vi har prøvet at få flerstemmigheden frem og få

at det ikke kun er kuratorens stemme der fortæller, og det bliver det der autoritative

museumssprog som folk kender fra den klassiske udstilling. Og det er så gjort på forskellige 45

måder. I ‘At blive Københavner’ har der ikke været specielt meget borgerinddragelse, det var

Bilag 8

5

mere os der sad og tænkte, hvem kender vi der har det, vi vil gerne have sådan en historie.

Men fordi historierne så er meget personlige så føles det jo som om de siger noget, og ikke

jeg siger noget, eller en eller anden ekspert. Og det har vi også gjort med kunstnerne. Altså

vi har inddraget forskellige samtidskunstværker, som jo også er en måde at få, altså i stedet

for det er os som museum der siger alting, som museum, så er det ligesom nogle andre der 5

har nogle holdninger de kommer frem med i kraft af deres film eller deres kunst. Så det er

der man får den der oplevelse af flerstemmighed, selvom jeg egentlig mener den er ret

traditionelt lavet hvis man ser på hvad for nogle elementer den indeholder. Men den er bare

vellykket komponeret. Så er der i Kierkegaard der det jo meget mere direkte. Vi havde jo

lavet ‘VÆGGEN’ før vi lavede noget af alt det her, og ‘VÆGGEN’ står ude i byen og rejser 10

rundt, og man kan samtidig gå ind på en hjemmeside og hente billeder ned og lægge billeder

op. Der er det jo også meget direkte borgerne der er med til at skabe oplevelsen, fordi via

deres kommentarer og uploads så udvikler det man kan opleve på ‘VÆGGEN’ sig hele tiden.

Og der er Kierkegaard jo meget en direkte pendant, hvor man også undervejs i udstillingen

har kunnet donere genstande så den udvikler sig i hele udstillingsperioden, og ikke kun 15

været sådan “Nå, nu åbner vi, der er indsamlet det her, god fornøjelse”. Hvor hele pointen

var at der skulle være noget fra start, men så skulle man faktisk også kunne få lyst til at

donere yderligere ting.

SP5: Men den er vel kurateret på en eller anden måde, der er vel nogle ting der bliver valgt 20

fra?

SV5: Jo men man kan sige det sjove i den oplevelse er måske allermest det er rigtig nok at vi

vælger lidt, og der er også nogle ting der hurtigere flytter sig ud af montren hvis der kommer

noget nyt, end andre fordi man vælger jo også lidt ud fra hvad der fungerer godt. Men det er 25

også karakteristisk hvor man måske forestiller sig, eller jeg gør i hvert fald, at nu har vi fået

sådan et værktøj, man kan selv registrere gennem sådan en skærm, man kan selv lave hele

sin historie om sin genstand, næsten uden min eller en kurators indblanding, men når vi så

har haft folk herinde, vi har haft sådan nogle åbne events, hvor man har kunnet komme forbi,

og man kan også bare ringe til mig eller en anden og komme ind og aflevere personligt, 30

ligesom en normal overlevering, men så bare med det her ekstra lag af at man selv optog

eller gjorde noget. Det der har været sjov er at folk, når de så kommer med deres ting, vil de

jo rigtig gerne have man involverer sig i det, og de vil rigtig gerne have at man som ekspert

siger hvordan vil det her komme til at se bedst muligt ud, og hvordan kan jeg bedst muligt

fortælle min historie, gennem det her medie. Så det er også meget kurateret, selv i den der 35

overdragelsessituation er det kurateret, udover at vi så også løbende vælger hvad der bliver

draget frem. Og alligevel står vi jo også for hvad der bliver taget ned, og hvad der skal

gemmes permanent, men det er jo også en spændende proces, hele den der inddragelse.

SP6: Jeg læste nogle 4-årsplaner jeg fandt fra 2010, hvor der stod i manglede at indsamle 40

materiale som var af nyere dato, som dokumenterede mere moderne liv, hvor det blev sagt

de ville bruge..

SV6: Det er rigtigt. Det som også skete i den periode var jo at vi, altså samlinger har jo også

deres historie og det her museum er meget opstået fra at være et Rådhusmuseum, og så 45

Bilag 8

6

være et kommunalt museum, hvor det meget blev dokumenteret forholdet mellem bystyret

og borgerne, hvor der blev indsamlet meget med vejskilte og gadelamper og ting der ligesom

var i byrummet og som havde med bystyret at gøre, for det var ligesom dem der stod for det,

men selvfølgelig også efterhånden lidt mere personlige historier, i form af malerier indsamlet

fra borgerskabet og den slags, men alligevel meget med fokus på topografi. Og så i nyere tid 5

har der måske været mere opmærksomhed mod virksomheder og til dels også sådan noget

med butikker og butiksmiljøer på et tidspunkt, da det ligesom ændrede sig meget skulle man

så ikke indsamle det, og skulle man rekonstruere det? Men det har også lige været i en tid

hvor museumsidealerne ændrede sig, så det har været sådan en “gamle by”-bølge hvor alle

gerne ville lave noget a la Den Gamle By alle mulige steder, og det afspejler sig også i 10

samlingerne. Det vi så lagde mærke til i 08-09 stykker var at man ikke rigtig indsamlede

privatlivet, og man ikke rigtig indsamlede hvad der skete indenfor hjemmets fire vægge, for

det var der andre steder man gjorde det. Nationalmuseet havde noget og Arbejdermuseet

havde jo deres vinkel på det. Men det synes vi så, på det tidspunkt i hvert fald, at det var lidt

underligt overhovedet ikke at tænke nærmere over det. Der er jo en masse aspekter af det 15

her indendørs liv og hjemmelivet og familierelationerne som ikke knyttede sig til et

arbejdermuseum eller nationalmuseum og som på en eller anden måde også havde nogle

særlige urbane relationer, og så begyndte vi at arbejde mere med det, men det tager jo

meget lang tid, før det for alvor sætter et stort udtryk i samlingen. Også fordi nogle af de

udstillinger vi laver, f.eks. lavede vi en stor udstilling der hed homo-bi-tran, der handlede om 20

andre slags forskellige seksualiteter og partnerskaber, og der kan man sige som vi sikkert

også kommer til at opleve med Kierkegaard, så er problemet jo også meget med sådan

noget der handler om nutidssamvær at mange af de genstande man kan få fat i vil folk helst

ikke af med endnu, så man låner dem indtil videre og så kan man nogle gange have en

dialog efterfølgende, når i så engang bliver ældre, vil i så ikke tænke på os stadigvæk og 25

evt...

Og det er jo spændende nok, men det er klart, det er forskellen på det, og så en virksomhed

der lukker, hvor der måske i højere grad er en forståelse af at nårh ja, det bliver nødt til at

komme på museum alt sammen. Så jeg tænker det er sådan en fortløbende ting, hvordan

man indsamler fremad, og vi skal faktisk have en stor snak om det nu, for når vi lukker ned 30

skal alt det der er der nu, skal afleveres tilbage, så der bliver det jo meget aktuelt igen at

have de her samtaler med folk. Så det har været en ambition, og i princippet kan det jo

ændre sig igen. Man kan sige nu har vi jo lige i en ny konstellation af både institutioner og

mennesker der er her, men jeg personligt synes det er sådan, at ud over det er vigtigt, så

synes jeg også det er meget sigende for nutiden, at altså vores samfund handler jo også 35

meget om individer og relationer, mere måske end det handler om at være i et fællesskab på

en stor virksomhed, så hele den der måde det postmoderne samfund har udviklet sig på, gør

at det bliver vigtigere at dokumentere de forskellige måder man individualiserer sig selv på,

og lever sammen på. Også i forhold til variationen i samlingsformerne, at det vokser også for

tiden. Det har måske gjort det i mange år, men anyway, det er nok en hypotese der holder 40

langt hen ad vejen, f.eks. er der mange flere enlige i København end der nogensinde har

været og hvordan skal man ligesom, skal man ikke dokumentere det på en eller anden

måde, skal man ikke også kunne fortælle den historie når man om 100 år vil fortælle om

København i 2015.

45

Bilag 8

7

SP7: Det var også noget som vi tænkte over, det der med når man kom på Københavns

Bymuseum at så kan man have en forventning om at der ville være en tidslinje eller sådan

har byen udviklet sig, hvor jeg synes det mere handler om de mennesker der er i byen, og

det er vel også et greb kan man sige.

5

SV7: Ja det er det jo, og også i den der ‘Byens natur’, har jo også på en lidt anden måde,

men det er jo også noget med at tage udgangspunkt i en problematik som fylder noget nu, at

der er klimaforandringer, og det betyder også noget for hvordan man skal planlægge byer i

fremtiden, og så skaber det mange forskellige ting, men også f.eks. det her med byhaver,

som måske ikke kun skyldes det, men også nogle andre motivationer, og en hele masse 10

andre træk ved byen, så på en led er den udstilling egentlig ret tæt på noget af det vi plejede

at lave, fordi det handler jo om sådan topografisk, og planlægningsmæssige forandringer, og

det er jo meget sådan noget vi altid har arbejdet med. Men grebet er jo så igen at man ikke

bare fortæller ud fra sådan en planlægningssynsvinkel med en masse modeller og kort og

tegninger, og hvad det ellers kunne være, men faktisk også siger hvad for nogle 15

fællesskaber kan vi dokumentere og inddrage? Det er jo også bare en erkendelse af at man

bare indser at den personlige historie hvor man bare møder nogle mennesker er jo også tit

det folk kan forbinde sig med. Altså langt de fleste forstår det meget bedre, og kan bedre

interessere sig for det end for store byplaner. At der så også nogle gange er nogen der kan

spørge, jamen hvorfor har i ikke et sted, jeg kom hertil fordi jeg gerne ville have det der store 20

historiske overblik over København, det er nok ofte sådan turister der gerne vil kunne se at

det startede med at være så lille og så kom der det der, og så slottet der, sådan så de får

hele det der overblik over hvad er ældst, og hvornår, men jeg tro bare at vores erfaring er at

det behov er ikke stort nok til at jeg synes man kan lave sin strategi helt om. Man kan tænke

over at man også kan bruge medier, altså nettet og andre steder, til også at supplere, og 25

dække det behov, og det tror jeg måske er vejen frem. Det nye er jo så at vi også kommer til

at have endnu mere at gøre med udstillinger på Rådhuset, så der det jo godt være vi laver

en opdeling mellem museet i Stormgade, og så museet på Rådhuset, og vi så ligesom siger,

hvad er det man skal have fortalt hvor, og der kan man jo sagtens forestille sig at man f.eks.

på Rådhuset måske sagde det er så her man får det store forkromede overblik fordi der er 30

allerede det store forkromede overblik oppe i rundt om hallen, der i midten, så det kunne give

meget god mening.

SP8: Hvordan er fordelingen af turister og andre?

35

SV8: Ja det er et godt spørgsmål, jeg har nogle tal et sted hvis i er interesserede i det, som

jeg kan vise jer senere, men jeg kan ikke lige huske det. Der er nogle brugerundersøgelser

hvert år, og der kan man se hvor mange der kommer fra udlandet. Jeg ville tro, uden at være

100 på det, vil jeg mene det ligger på sådan 20-25 % der er turister.

40

SP9: Nå så det er en forholdsvis lille del?

SV9: Jo jo, men omvendt kan man sige at når vi flytter vil der nok være en større del, for så

bor vi mere der hvor turisterne færdes, så det skal man jo på en eller anden måde lave nogle

Bilag 8

8

estimater på, og gætte ud fra, og det er vi så småt i gang med at lave en proces for, fordi det

får vi brug for.

SP10: Har du en idé om hvilke tiltag som publikum er mest begejstrede for ?

5

SV10: Vi har indtil for nylig også haft en café, og det var helt tydeligt noget der også var ret

vigtigt, der var folk der kun kom for caféen. Så det har været et vigtigt tiltag, og så ‘At blive

Københavner’ har nok gennemgående været sådan en, når jeg nævner den for folk er det

nok det man hører mest. Men det er svært at måle jo, det gør vi desværre ikke. Vi har

besøgsstatistik, men vi har ikke sådan en statistik der viser hvad der har motiveret folk til at 10

komme herind, det kunne man jo godt have, men så avanceret er det jo ikke. Men jeg tror

sådan set at det er lykkedes ved at lave det her mere fornyende sprog. Det kan man let

fornemme hvis man ser henover de brugerundersøgelser der har været de sidste 4-5 år, at

så er der blevet endnu flere yngre, og også flere førstegangsbesøgende. men omvendt, og

det er det der lidt svært at aflæse, men det virker ikke som om der nødvendigvis er mange 15

der kommer igen, og altså flere gange om året f.eks. Og det kan man jo sige at så kan man

jo reflektere over om det så giver mening at lave alle de her nye udstillinger, hvis folk der

kommer alligevel ikke opdager forandringerne, hvis de fleste kun kommer en gang om året,

men det er altid svært med sådan noget statistik, når det ikke er mere præcist end det er.

Jeg så lige i nogle udenlandske undersøgelser på større museer, og der er jo nogen der 20

laver nogle meget mere udførlige studier, også af hvad folk så faktisk ser når de er der, så

man på en eller anden måde også får en fornemmelse for hvor effektive eller gode de

forskellige initiativer man har lavet er. Men det som jeg tror mere generelt museumsforskning

viser er at det selvfølgelig nogle gange er særudstillinger der driver folk på museum, men for

kulturhistoriske museer er det langt mindre del, end det er på kunstmuseer, hvor der ligesom 25

er en tradition for at man har et galleri, man har den her udstilling, og så ser man den, så

kommer der en ny, så ser man den, og i den kulturhistoriske museum er det meget den der

forestilling om hvad man kan opleve der som driver folk derhen, og så er det i mindre grad

den enkelte udstilling der sådan skaber besøgstallene. På den anden side kan man sige at

der hvor jeg har kigget lidt nærmere på det, kan man sige at efter vi lavede ‘At blive 30

Københavner’, fordi den fik rigtig meget presseomtale kom der jo en tredobling i løbet af

nogle måneder, og det samme har jo gjort sig gældende med nogle af de andre udstillinger

jeg bare ikke lige kan huske tallene for. Så det er jo ikke sådan at det overhovedet ikke

betyder noget. F.eks. er der mange der kan huske at på et tidspunkt havde vi en stor

skraldeportal foran museet, på et tidspunkt hvor vi havde en stor udstilling om skrald, så det 35

handler jo også om hvad folk har set når de kører forbi, og på den måde har man ligesom

lagt mærke til nogle forandringer. Men det er generelt noget af det hvor man altid vil kunne få

endnu mere skarp viden, end man har i virkeligheden, og noget af det der er udfordringen er

at man sidder og er igang med det næste projekt mere end man er igang med at evaluere og

undersøge det man har lavet. 40

SP11: Det er vel en af de ting der er meget naturlig hvis man vil lave nye udstillinger hele

tiden.

Bilag 8

9

SV11: Faktisk er det også en af de gode ting ved at der kommer studerende på museet, for

så får man nogle ekstra data og sådan.

SP12: I bruger jo mange forskellige designere til at lave udstillingerne, men er det en

overordnet grundlæggende tanke eller ide bag? 5

SV12: Nej, jo, man kan sige der er nogle forskellige principper der har været ret

gennemgående, hvor det her med at sige det skal være en sammensætning af flere

forskellige medier og genstande i samme rum, og sådan, det har man nok taget ret meget til

sig. Det kan man godt efterligne igen og igen, for det fungerer ret godt at man helst får 10

indrettet det så man også har lyst til at opholde sig i rummet og ikke bare gå igennem det, så

det er også et gennemgående træk, mere eller mindre. Og så er der vel det med at vi har

forsøgt at åbne op, så alt ikke står bag glas og i montrer, og det er nok ikke kun os, det er

meget udbredt generelt i museerne, at man gerne vil give folk mulighed for at føle, for det gør

et eller andet ved genstande at de ikke kun står bag glas og man ligesom kan komme lidt 15

tættere på dem. Det har også sine udfordringer og det er selvfølgelig noget man hele tiden

skal balancere, hvor meget kan man åbne det op, for at man ikke ligesom udsætter

genstandene for for store risici. Så har vi vel også gennemgående i den periode jeg snakker

om har vi vel også prøvet på at indbygge i udstillingerne at der er noget interaktivitet, læring

leg. Men det er ikke lige meget i alle udstillinger, det er måske også lidt. Men det har i hvert 20

fald været en ambition at det ikke kun var, altså lidt i tråd med det andet at man skulle have

lyst til at opholde sig og ikke bare vandre igennem, så har man jo også forsøgt at lave nogle

grunde til at man havde lyst til at opholde sig der, udover medierne, så også interaktioner, for

det har også været sådan med nogle af de andre udstillinger der ikke er der mere, skrald og

og nogle af de andre udstillinger der har været, de har også haft det der element i sig så man 25

ligesom kunne, og det har egentlig også været en øvelse, altså hvor meget kan man lave

interaktivitet og leg inde i udstillingerne uden at det fuldstændig tager oplevelsen fra den der

ikke lige kommer for at lege, og lidt som også med Legoet ovenpå der er man så gået all in,

og sagt okay heroppe handler det mest om at lege og bygge. Det er jo også en øvelse i

virkeligheden, når man ændrer sig fra det der mere traditionelle museum som vi var til den 30

her meget aktive og udstillings kadence og udstillingssprog, så sker der jo noget som er

interessant. Og som man også ligesom skal øve sig i, hvad virker og hvad virker knap så

godt.

SP13: Kan man sige at I har arbejdet med at have noget der skaber engagement, at det har 35

været et mål eller tema?

SV13: Ja vi kalder det måske bare ikke engagement, men vi har arbejdet meget med det der

inddragelsesbegreb, som er lidt det samme. Og hvordan man gør det relevant for mest

mulige. Vores oplevelse var måske nok som udgangspunkt, at for mange, hvis man laver 40

den kronologiske løsning, at for mange vil det nok være lidt pligt agtigt, og så vil der være

dele af det som kan være spændende, af en eller anden grund, men hvis man i stedet

ligesom tog udgangspunkt i nogle temaer som man tænker, det vedrører egentlig rigtig

mange, også folk der egentlig ikke er historieinteresserede, så vil man kunne få fat i endnu

flere mennesker, og få dem til at føle det her også havde noget med dem at gøre. Og ved at 45

Bilag 8

10

man f.eks., jeg kommer desværre meget til at snakke om ‘At blive Københavner’, for det er

den jeg er bedst kendt med, men ved at man f.eks. ikke bare har 1700-tals genstande et

sted, som kan være ret svære at afkode for mange mennesker, hvis man ikke ved en masse

om 1700 tallet, så skal man ligesom læse en hel masse og forstå, nårh det er sådan en dims,

og sådan en dims, og hvordan passer det ind i et helt samfund. Hvis man så ligesom siger at 5

her har vi nogle genstande vi kan genkende, fordi det nærmest er fra ens egen tid, og hvis

man nu sætter dem ved siden af nogle fremmedartede genstande fra 1700 tallet som

fortæller nogenlunde den samme historie, så bliver det lige pludselig ikke så fremmedartet,

så kan man bedre relatere sig til det fordi nårh, det handler om noget af det samme som de

der fotos bagved, som jeg godt kan huske hvad sådan cirka forestiller. Så er det ikke så 10

svært at afkode. Det kan man vel godt sige er en måde at skabe større engagement på for

flere, og det er også i tråd med den mere overordnede ideologi, at man skal ligesom skabe

demokratiseret adgang til kulturen, på en eller anden måde, og det handler ikke kun om at

det er muligt for alle at betale en billet og komme ind, men det handler også om at man

ligesom i sit sprog skaber en oplevelse som er tilgængelig for flere, så man ikke skal føle sig 15

underlegen fordi man ikke har gået i gymnasiet, eller ikke har haft oldtidskundskab. Det skal

ligesom være muligt at forstå det ud fra mange forskellige uddannelsesmæssige og sociale

ståsteder. Det er ambitionen. Om det så lykkes hver gang, det kan man jo så diskutere. Men

det har været målet med det. Og det er igen bygget ind i at man i udstillingerne prøver at

have et varieret sprog og en varieret oplevelse, så det kan godt være det ikke er alt der giver 20

lige meget mening for alle, men der skulle helst gerne være noget i enhver udstilling som

rigtig mange på kryds og tværs kunne føle sig berørt af, og dermed engageret i måske.

SP14: Hvordan ville du beskrive ordet eller begrebet engagement?

25

SV14: Det er et meget godt spørgsmål. Jeg tror ikke jeg er nået helt til bunds i det, jeg

tænkte godt over det, da i sendte spørgsmålene, og så tænkte jeg det er jo selvfølgelig en

måde at beskrive det på. Det man kan sige er altid med sådan nogle snakke som det her,

der må jeg jo indrømme at der er jeg jo også meget museumsmenneske så jeg tænker det

lidt ud fra nårh men den her udstilling fortæller det her, og det må vedkomme nogen sådan 30

her, så det starter lidt med nogle fortællinger man gerne vil af med, som man forestiller sig

kan engagere nogle folk. Og der kan man jo godt nogle opleve at måske er det slet ikke

derfor man kommer. Man kan sige det er måske ikke det der trækker folk derhen, det er

måske ikke det de egentlig kommer for at opleve, men så kan man vel vende det om og sige,

altså grunden til engagement i den forstand er jo at skabe noget som på trods af at folk ikke 35

nødvendigvis kommer for at se lige præcis det, så kan de opdage at det var noget der

alligevel har optaget dem, når de går derfra, det emne eller de fortællinger de har fået. Så

det handler vel meget om evnen til at give nogle genkendelige og overraskende oplevelser

som gør at man bliver mere vidende og mere interesseret i nogle pågældende ting fra

museet giver mening. Det var en dårlig sætning, men i ved hvad jeg mener. 40

SP15: Er der nogle andre udstillinger du ville beskrive som engagerende?

SV15: Der er vel mange. Jeg synes jo nogle gange det er lidt svært, når man arbejder på et

museum, og se andre udstillinger uden at se dem som fagperson. Hvor man allerede er 45

Bilag 8

11

igang med mange andre lag af analysen, og ikke så meget af oplevelsen. Personligt synes

jeg at faktisk Pelsudstillingen på Nationalmuseet synes jeg var meget fin, der var nogle ting

jeg ikke lige, men jeg synes selve designet den måde de havde tematiseret emnet på var ret

god. Og der var også nogle genstande, men det er jo en generel ting med museet, de har

nogle gode samlinger, men der var nogle genstande der i sig selv var sådan wauw når man 5

så dem, og tænkte okay, det var noget. Og det kan man måske sige det er noget generelt

vilkår vi har, at vi ikke ligesom har de der wauw genstande, eller nogle af Kierkegaards er ret

wauw, og der er også nogle andre, men at det mere handler om at vi har ret meget af

hverdagslivets genstande og sådan relativt genkendelige elementer fra bylivet og byrummet,

og så er opgaven jo meget at lave de fortællinger rundt omkring de genstande så kan gøre 10

dem wauw agtige, ved at man forstår hvad de kan sige noget om. Så er der også nogle

multimedie greb som nogle gange kan gøre at man ligesom tænker, det var virkelig noget

andet. For nylig har vi rejst, og bla. også været på Moesgaard, men også for at få inspiration

til det nye museum, og der synes jeg jo personligt at der et museum i Belgien som hedder

Stam som er et bymuseum og nogle af de måder de har grebet det an på synes jeg var ret 15

interessante, selvom de havde et kronologisk greb. Bl.a. at de havde sådan hele den måde

de havde scenograferet deres genstande på, og udnyttede også stedets historie. Det

handlede nærmest også om der hvor man var på en ret speciel måde.

SP16: Ja okay, lidt ligesom Arbejdermuseet? 20

SV16: Ja men måske endnu mere, fordi det her var sådan et gammelt kloster hospital, så der

kunne man nærmest fornemme at man var i fortiden til den by, som var ret interessant.

Jeg vil også sige, at jeg er jo sådan en der også synes det er ret interessant at gå på

kunstmuseer faktisk, og det er også nok derfor vi godt kan lide at bruge samtidskunst meget 25

fordi det kan et eller andet med at fortolke nogle ting på nogle andre måder, og give nogle

andre indsigter, og der er ikke den samme forventning om at man skal have en korrekt

fortælling på en måde. Og der er jo ligesom nogle normer der gør sig gældende i en

kulturhistorisk sammenhæng som man kan sætte lidt mere i spil i det samtidskunsthistoriske.

Så f.eks. den der udstilling med Stan Douglas som de har inde på Nikolaj lige for tiden, 30

synes jeg jo er meget interessant faktisk, fordi den også er sådan en udforskning af det

historiske fotografi, og hvad man kan bruge det til. Men jeg knne nævne mange andre

sikkert, hvis jeg lige skulle grave, jeg har bare ikke tænkt så meget over det. Også det nye

Søfartsmuseum synes jeg er rigtig godt. Mange elementer i det faktisk. Jeg synes de har

turdet at være ret modige i den måde de har sat tingene op på f.eks.. Altså den der sektion 35

der handler om skibe der sunket under anden verdenskrig, der synes jeg det er ret

opfindsomt at man ikke bare har lavet de sædvanlige skibsmodeller, men ligesom har tænkt,

at vi ligeså godt kan bruge det til noget at de faktisk sank og så ligesom lave noget dramatisk

scenografi ud af det. Jeg synes også bare bygningen er det mest fantastiske ved den

udstilling i virkeligheden, og det bakser de jo også med i virkeligheden, det er svært at 40

overgå de rum de har fået, men der er mange fine greb. Og jeg synes det er en god blanding

af interaktivitet og mere traditionel udstilling.

SP17: Har I egentlig haft, altså i har så nogle udviklere der f.eks. har lavet den Kierkegaard

udstilling der jo er meget digitalt tung? 45

Bilag 8

12

SV17: Ja vi har haft nogle samarbejdspartnere ret fast med både ‘VÆGGEN’ og det her som

vi har brugt, og hvor vi også har kunnet bygge lidt videre på den samme tænkning. Men

hvilken arkitekt man bruger betyder jo også meget, der har jo været en arkitekt på det der

meget stramme koncept og han var rigtig god til det, og så er der andre der har været inde 5

over ‘Børnenes By’ f.eks. og ‘At blive Københavner’.

SP18: Den (touchscreen) i ‘Børnenes By’, var det ikke også den de havde i Pelsudstillingen

på Nationalmuseet?

10

SV18: Jo, den har vi hugget, men det var faktisk fordi vi også skulle bruge det lidt til at teste

det, når nu vi alligevel skulle lave en lillebitte udstilling inden vi lukkede. Fordi på et tidspunkt

var der faktisk tale om at vi skulle lukke i februar og så var der ikke planer om flere

udstillinger, men så blev det flyttet frem, og så synes vi ligesom ikke vi ikke kunne have en

udstilling i så lang tid. Og så trak jeg det frem på dagsordenen fordi jeg synes de var meget 15

smarte de her skærme så vi ville undersøge hvordan de virkede i drift og også så man fik lidt

erfaring inden man investerede i at lave den samme løsning på det nye museum. Og det

handler jo om jeg tror at mange museer tænker at når man begynder på sådan noget med

skærme, så er der en masse løsninger der er meget mere besværlige driftsmæssigt end man

forestiller sig når man starter på det, så der er sådan nogle meget praktiske elementer i det. 20

Det er alt for frustrerende hvis det bruger for meget af ens tid og det er også for frustrerende

hvis det skal bære for manges oplevelse af udstillingen. Altså det skal bare helst virke og det

skal være designet til ligesom at være på museer. Så nu samler vi nye erfaringer, ligesom vi

samler erfaringer fra Kierkegaard, så kan man forhåbentlig lave et eller andet samlet system

i det nye hus som er rigtig godt hele vejen igennem, så man ikke i hver udstilling er frustreret 25

over hvorfor man ikke kan det osv.

SP19: Men i det nye har I så også tænkt jer at have det samme greb med at lave mange

udstillinger?

30

SV19: Det er jo helt oppe i luften stadigvæk, og jeg har jo lavet et oplæg til det i sådan en

periode her hvor der har været udskiftninger og hvor vi har ventet lidt på hvordan bliver den

samlede nye ledelse og sådan noget og hvor jeg selvfølgelig har foreslået at man fortsætter i

et eller andet omfang, men jeg kan selvfølgelig også godt se at med den nye beliggenhed så

skal man nok justere det lidt, f.eks. i forhold til flere turister og sådan noget. Men nu skal vi så 35

ligesom blive helt enige om det, efter der nu er faldet ro over det her med hvordan

organisationen fremover er. Og så skal vi rejse en masse penge og der er jo mange ting. Og

det er klart det kommer også ind over, hvor mange ressourcer der er, vil jo også afgøre hvor

meget man kan sætte i værk, så jeg tror at lige nu er der meget der sådan venter lidt, men

snart, når vi når hen til efteråret vil det blive lidt tydeligere hvad der skal ske og hvordan vi 40

skal gøre det. Det vil jeg i hvert fald sætte pris på.

SP20: Hvornår er det nu I flytter?

Bilag 8

13

SV20: Det er i 17 hedder det først indtil videre, men det kan godt være at det nye museum

først åbner i starten af 18, det må vi jo se på. Der skal bygges noget om og færdigt, og

derefter skal der bygges udstillinger, så der er jo automatisk et slip.

SP21: Men er det andet sted større? 5

SV21: Nej egentlig ikke så meget men det er mere logisk bygget op, så forhåbentligt er det

nemmere for folk at finde rundt, fordi her er der faktisk mange der aldrig når op på anden sal,

så det er en af grundene til vi bliver nødt til at flytte, altså ud over beliggenheden. Den

primære grund var jo at vi synes at lige meget hvad vi gjorde her, så kom vi aldrig over 10

60.000 om året, så hvis man gerne ville prøve at se hvad det indebar, og gerne ville have

flere til at se ens udstillinger, så ville det være en meget god ide at komme ind til centrum. og

så kan man jo altid sige at hvis man bare kunne vælge frit fra øverste hylde så vil man jo altid

helst tage en helt ny bygning som var fuldstændig genialt designet til et museum, som f.eks.

på Søfartsmuseet, men når det ikke kunne være det, så synes jeg det her er en god løsning, 15

fordi det er jo en ret fantastisk bygning. Så er der selvfølgelig den udfordring med folk

umiddelbart ikke kender den så godt, og de fleste synes murene rundt om virker lidt

afvisende, men når man først kommer indenfor så tror jeg man kan lave nogle rigtig gode

oplevelser. Så det gælder om også at tænke i hvordan udearealerne ser ud, om det

tiltrækker og er opmærksomhedstiltrækkende, og det er der jo folk der har gjort før, så det 20

kan vi nok også.

SP22: Er det også en fredet bygning derude?

SV22: Ja det er det. Det er jo det gamle overformynderi som er fra før den der bygning inde i 25

Holmens Kanal hvor der står Overformynderiet på, men den her er den der var fra slutningen

af 1800-tallet, og som jo var sådan et sted der tog sig af forældreløse børns formuer og var

en slags værger for de her børn og deres penge. Men der har ikke været børn inde i huset,

som jeg troede der har bare været en masse mennesker. Men der nogle meget flotte

motiver, der er sådan nogle glasmosaikker derinde, hvor der er kvinder der står med deres 30

børn, så på den måde er der nogle henvisninger til den der forhistorie. Så ligesom her hvor vi

skulle fortælle skydeselskabets historie så skal vi også det nye sted fortælle

Overformynderiets historie.

Bilag 9

1

Bilag 9

Informant interview, Københavns Museum

Køn og alder

Hvorfor og med hvem er de afsted med?

Udpeg de mest engagerende steder

Hvad forstår du ved engagement?

1 Mand i start 30’erne

Kommer fra England, er i Danmark som bryllupsgæst. Hans kæreste var til frisøren, så han havde to timer på egen hånd, og kom tilfældigt forbi museet.

At blive Københavner, fordi han kan relatere sig til det; det er relevant for ham som udlænding. Han var meget interesseret i selve bygningen - auraen i huset, de store lysekroner osv. Han synes dog det var mærkeligt at have et museum her - og synes Byens natur var mærkelig.

Noget der fanger ens interesse. På museet er der intet som er lige ‘in-your-face’, og det er godt. Det giver en lov til selv at udvælge hvad man har lyst til at kigge nærmere på (på mange andre museer får man det lige ‘in-your-face’)

2 Mand + kvinde i 40’erne

Turister fra Holland. Havde købt et “københavnerkort” (rabatordning?) og kørte derfor forbi.

Det var spændende med en pæl fra Amsterdam (deres hovedstad) i et dansk museum - hvorfor var den der (de var engagerede til at undersøge og spørge). De kunne godt lide bygningen, det historiske - med de flotte lofter osv. Det historiske (bygningen) havde de forhåndsinteresse for.

Interesse - de havde en interesse i gamle bygninger - en historisk interesse (nyere bygninger sagde dem ikke så meget). Nostalgi (noget man husker fra barndommen / fortiden)

3 Mand i 40’erne+ datter på ca. 10

Han var her for 10 år siden. Ville gerne gense se museet.

Håbede på at 2. salen med alt Lego havde været godt (ikke tilfældet her). Synes skeletterne (Fortiden under os) var interessante - det at man kan se hvad der findes inde bag huden er spændende.

(Så godt at der var et arrangement, men de deltog ikke i det) eller (Så godt der var engagement men deltog ikke/prøvede det ikke). Det kunne han ikke svare på.

4 Kvinde i 50’erne

Været på museet med firmaet til et arrangement

Udsmykninger - hun har en interesse for kunst, så det er det hun finder

Spændende - jo mere engagement jo mere læser hun teksten.

Bilag 9

2

angående udgravningerne ved Metro byggeriet. Firmaet står for udgravningerne. Hun har været her. Der er kommet nogle nye udstillinger siden hun var der sidst.

sjovest. Der var bl.a. en broche hun faldt over.

Og der er engagement når man fortæller om det derhjemme.

5 Mand i slut 20’erne - 30

Han kommer selv fra Norge, og er nu på besøg hos hans bror der bor i København. Det var broderen der anbefalede ham at komme på museet.

At blive Københavner, især det sidste inderste rum, med jazz og tivoli. Det er fordi han selv har en interesse for tingene, han er musiker.

Være interesseret. At gøre noget.

6 Kvinde i 20’erne

Er på museet med kæresten. Kendte ikke museet på forhånd, men blev inviteret af os.

Byens natur, fordi hun besidder en del forhåndsviden om emner, hun har en interesse for det. Det bedste var et kort over udviklingen demografisk, hvor har det været godt at bo, m.m. Også udviklingen i befolkningens relation til naturen. Kunne også lide Fortiden under os, m. knogler og gamle ting, fordi det er skørt at tænke på, tænk at man har fundet hval-knogler i Københavns undergrund. Det er nogle ting man ikke har set før. Det giver et større perspektiv på byen, man er en del af noget større, af historien.

Interesse. Noget man interagerer med, noget man rør ved. Man skal selv give noget. Det er noget længerevarende, også noget der går ud over museumsbesøget.

7 Mand - 30’erne

Hans kæreste har inviteret ham med. Har ikke været på museet før, men har gerne ville besøge det længe. Han er tidligere kommet forbi, fordi han så der var et arrangement, men han

I udstillingen om Byens natur var der flere ting. Det om byhaver var sjovt fordi han bor tæt på, og han her på museet får mere viden om sit lokalområde. Udstillingen er vedkommende.

Det kan f.eks. være græsrodsprojekter. Det er noget der rækker ud til mig. Når det når mig, bliver jeg engageret.

Bilag 9

3

kom ikke længere end til receptionen.

Det virker genkendeligt med billeder fra København. Det er godt med videoer om ting han har hørt lidt om før, så han får mere viden om det (han har allerede en interesse for emnet). Også sjovt med udstillinger med ting der betyder noget for folk - Kierkegaard og Børnenes By. Det er specielt. I Kierkegaard er det sjovt at man kan se at nogle af videoerne er optaget der hvor man står.

Bilag 10

1

Bilag 10 Informant interview med cultural probes, Københavns Museum 5

Morten (Mand, 26 år, studerer dansk og historie):

1

Det var en sjov lille historie og modellen. Blev først interesseret i modellen og læste derefter teksten til som han synes var sjov. Et blikfang

2

Blikfang med billardkøen. Det var interesse, da han selv ejer en billardkø. Læste historien, og synes ikke den var spændende nok til at han gad læse de andres historier.

Bilag 10

2

3-4

Overskriften med romaer. Det var interessant. Sjovt at se hvordan de så ud. Det var noget han ikke vidste så meget om, men gerne ville vide mere om - så det var engagerende for ham. Teksten om bjørnetæmmeren - det var meget sejt. Han virkede som en spændende person(bjørnetæmmeren)

Bilag 10

3

5

Tog et billede af det at teksten sagde - at det var eksempler på hvad der var skrevet grimt om jøderne - men det var ikke til at læse hvad der stod på lapperne. Det vakte interessen, men blev ikke som sådan engageret, da der ikke var nok oplysninger om det.

6

Hollænderne - et emne han ikke vidste så meget om så det vakte igen interessen for at læse mere om det (ligesom med romaerne)

Bilag 10

4

7

Engagerende at vide. Statistik er altid godt visuelt. Godt at få aldre på københavnerne m.m.

8-9

Spændende at sætte ansigter på folk på den måde - det var engagerende på den måde. Men det var ret irriterende at der er noget der vækker ens interesse men man har ikke mulighed for at dykke ned i det - der mangler informationer om de menneskerne der er på plakaterne - deres baggrund om hvorfor de er kommet til København osv. (Ikke opmærksom på at der var den store bog i et andet rum i udstillingen om de samme personer)

Bilag 10

5

10

Jazz hjørnet. Har læst om det før og kender lidt til. Fordi det var musik gik han hen og kiggede på det (selv musiker). Det var interessen der blev vakt.

11

Filmen om Janus. Havde faktisk besluttet sig for ikke at se den. Men blev fanget af den alligevel og kunne ikke lade vær med at lytte med når han gik rundt i rummet. Den var kort og overskuelig, så man kunne godt forstå den. Det var godt. Gik hen og så den.

12

Engagerende med teksten som hørte med til skydeskiverne. Man kunne kigge på en skive, undre sig, og kigge nærmere på information i teksten om denne skive.

Bilag 10

6

Det ovenpå (1. sal) fattede han ikke noget af. Forstod ikke sammenhængen mellem genstandene og kærlighed - temaer (I Kierkegaard udstillingen). Udgravninger fra Metrobyggeriet sagde ham ikke noget, så det var han rimelig ligeglad med. Engagement: 5 - Noget der får gæsten til at bruge mere tid ved dele af udstillingen end andre dele. - Det er noget som går ud over normal interesse - noget man ikke troede man var interesseret i, som vækker ens interesse. Det tvinger en til at engagere sig.

Bilag 10

7

Signe (25 år, studerer jura) og Jessi (ca. 60 år, pædagog, pensionist): Jessi har været på museet mange gange i forbindelse med hendes arbejde i en børnehave der ligger i nærheden. Har kendskab til mange ældre (udgåede) udstillinger. Har bemærket at børn har ændret sig gennem tiden, de synes ikke det er lige så sjovt som tidligere, fordi de ikke er vant til at gå på museum. 5 Hun har set 1. salens udstillinger før. Har været til et foredrag om Metrobyggeriet og udstillingen om denne.

13

Indledningen. Det fangede når det rullede og skiftede billede. Det var en anderledes men god måde at gøre det på. Det fanger at det er moderne.

14

Billede af en skive. Den var sjov. Viste at han var kommet til København. Det første billede de så. Fandt ud af det var en skydeskive.

Bilag 10

8

15

Sidde-kufferterne. Det var en god måde at gøre det på, en anderledes måde at sidde på. Det var engagerende fordi det ikke var normalt - men man fik lyst til at sidde på dem og se filmen fra Hovedbanegården.

16

Pak din egen kuffert. God måde at inddrage børnene på. Forældre kan være med til at forklare og guide børnene i hvad man kan pakke når man kommer til et nyt land. Nærværende.

Bilag 10

9

17

Vægge/bokse med genstande (gul baggrund). Det er genstande som folk har medbragt nå de er kommet til København. Det er en god formidling, da det er sat op på den måde. Man kan relatere sig til det. Billederne af personerne får det til at være nærværende.

18-19

Væg med ønsket/uønsket. Det er godt sat op. Det er tankevækkende. Det var godt med opdelingen af ønsket/uønsket - formidlingen var udmærket. Nogle af teksterne sad højt oppe, så det var svært at læse dem.

Bilag 10

10

20-22

100% Københavner. Signe og Jessi var uenige om tingene og hvad de fik ud af det. Signe synes det var godt at det var de samme ansigter som gik igen - genkendelse. Det var godt med fremhævelserne på plakaterne, så man kunne se hvem der var tale om. Det var godt at have fordelingen/statistik over hvordan personerne fordelte sig under forskellige kategorier. Jessi var enig i at statistikken var god, men resten sagde hende ikke noget - det var lige meget for hende “og hvad så?”.

Bilag 10

11

23

Taxadøren. Den var et blikfang. Viste et multikulturelt rum - man fattede temaet om etnicitet.

24- 26

Opdelingen i rummet var godt med nord/syd/øst/vest. Fra fortid til nutid. Jessi kan godt lide at se gamle billeder - der hang et værk hun kunne huske fra en byvandring hun havde været på - godt at få billeder på noget af det man har fået fortalt fra disse ture. Signe siger det er sjovt når de bruger malerier, så er det lidt ligesom at være på kunstudstilling. Tanker om udstillingen: Signe: en smule rodet - flintøkser og billeder af afrikanske butikker på Nørrebro blandet sammen. Jessi: Det viser immigration -

Bilag 10

12

og det er illustreret ved genstandene.

Bilag 10

13

27

Video-sengen. God måde at gøre det på. De viste film på en anden måde. Men de prøvede den ikke.

28

Video med Janus. Det var ud fra deres mening helt klart det bedste inde i rummet. Det er en film om skuespilleren Janus og hans udvikling som menneske. Det er godt at det er en kendt person. Han er sympatisk og man gider at høre på ham. Cæcilie spørger: Så I nogle af de andre videoer i rummet? Jessi vælger at læse plancher i stedet. Signe gider ikke for meget tekst - de skal helst ikke være for lange for så gider hun ikke læse dem. (men så ikke de andre videoer)

Bilag 10

14

29

Stor kugle over Nikolai Kirken. Sjov måde at vise det på, hvordan det fungerede med kuglen over kirken. De læste teksten. Det var godt med noget man ikke vidste i forvejen. Kuglen fangede én - den var et blikfang, som man ikke kunne undgå at se, da den var så stor og havde en central placering i rummet.

30

Jessi. Interessant med hvordan København så ud/ var. Interessant med gammel historie. Hun har en stor interesse for historie.

31

Vandpiber. Det er noget man kender i København og har set før. Genkendelse.

Bilag 10

15

32

Rummet med den store billed-bog. Billeder på væggen bliver udskiftet hver dag - det er sjovt. De kiggede lidt i bogen. Men det er sjovt med sådan en stor bog (stort format).

33

Billeder af opganges beboer. Det giver et sjovt billede/indblik i hvem der bor på Vesterbro.

34- 35

Skrivepult. Signe mener at det er godt at man afslutningsvis kan inddrage de besøgende. Det er inspirerende at læse andres historier. Det får en selv til at reflektere. (skrev ikke selv en seddel)

Bilag 10

16

36

Byfornyelse/loftet. Dejligt at se at loftet er bevaret. Noget nyt i en gammel bygning. Det er godt lavet med al den træ og måde at tænke byfornyelse på.

Bilag 10

17

37

Skærm. Det er belærende om historien om København og hvordan den er lavet som en hånd. Det er noget man ikke vidste før - det gav noget mere viden. (Jessi)

38

Frirum. Nyttehaverne var interessante - Signe har selv en. Jessi synes der manglede information og formidling om Kålhaverne på Vesterbro.

39

Helbredende haver. Grønne anlæg på tagene. Godt med udnyttelse af byen.

Bilag 10

18

40

Fisk og plante systemet. Spændende hvordan en storby udnytter ting/ kan gøre det. Det er mest inspiration til organisationer og hvordan de kan gøre det. Signe har selv en nyttehave, så hun følte ikke selv engagement til selv at gøre noget mere.

41

Kolonihave. Det er meget dansk. Man søgte væk.

42

Kasse med “tagtomat”. Signe synes, at den var med til inddrage de besøgende ved at man kunne tage en tomat, men ærgerligt der ikke var flere (men hun havde vidst misforstået at man kunne tage tomater - det var mere en konstruktion af hvordan tomater kunne dyrkes på et tag)

Bilag 10

19

43- 44

Børnenes by. Sjov formidling. Det er en god måde at vise folk/børn hvordan det var dengang og hvordan man legede i baggårde m.m. Jessi ville godt kunne formidle det videre til børn(i forbindelse med arbejdet som pædagog). Signe kunne relatere sig til nogle af de udstillede genstande i montrerne - hun har selv lavet en bil af træ i sløjd.

45

Opslagstavle. Godt med sedler, som man kan udfylde. Det er en god afslutning på udstillingen.

Bilag 10

20

46

Ved informationen - godt med lysbilleder i stedet for almindelige billeder. Det gav noget andet.

47

Kierkegaard udstillingen - Signe så udstillingen, Jessi havde set den før så hun havde ikke lyst til at se den igen. Signe er ikke vant til touchscreens, men synes det virkede godt. Det var godt, at temaerne i udstillingen gik igen (Kierkegaard og brugernes genstande). Opbygningen var anderledes og det var flot placeret i den gamle flotte rum. Troede det var en større udstilling, og synes ikke der var så meget. Det gennemgående tema er at inddrage de besøgende. Det er deres genstande som er udstillet. Hun kunne måske selv overveje at tilføje en af sine egne ting. Eller ihvertfald tænke over hvilken genstand det kunne være.

Metrobyggeriet - Jessi synes at det var spændende dengang hun havde været til foredrag om udstillingen at gå på opdagelse i udstillingen, og finde de genstande som hun havde hørt om. Jessi synes at formidlingen var klassisk i denne udstilling - men det var svært at læse 5 teksterne. Signe kunne ikke helt se hvordan lyd og lys passede ind. Signe synes at KM inddrage de besøgende mere end de gør på Nationalmuseet - en god ting. KM er et lyst og godt museum.

Bilag 10

21

Engagement: Refleksion Bliver engageret når de lærer noget nyt Når man har lyst til at gå hjem og undersøge 5 Når man har lyst til at komme igen - fordi man vil have flere oplysninger om emnet. Inddragende Udfra interesser → hvilke øjne man kigger med. Hvor man er i sit liv/lægger mærke til. → forskellig måde at gå på museum (unge er mere tilbøjelig til at se mere på skærme/tv/video) 10

Bilag 10

22

Thorkild (mand, 60’erne, pensionist):

48

At blive Københavner var en traditionel udstilling. Det var lidt tungt fordi der ikke var så mange farver, og der var dårligt lys. Billede - Bogen var sjov, mest pga. formatet, man fik lyst til at kigge i den. 100% Københavner gangen var underlig. Synes ikke at udstillingen forholder sig til det at blive Københavner. Den virkede spændende, men hvad ville de? Hvilken betydning har det mig idag? Og hvad skal jeg bruge det til?

49

Den urbane udstilling virkede luftig, og rar at være i. Der var mange farver og billeder, og plateau forskelle som gjorde at man fik lyst til at se på det. Thorkild har desuden en interesse i emnet på forhånd.

Bilag 10

23

50

Drømmen om en by m. Shane Brox Det er sjovt at man har taget de gamle modelbygninger, der har stået udenfor. Og det er nogle gode spørgsmål der bliver stillet.

Engagement: Det er jo subjektivt. Det kommer meget an på interesse. Der skal være et tiltalende layout 5 Der skal være et mål med udstillingen - hvad er det de vil sige mig.

Bilag 10

24

Giner (kvinde, 20’erne, studerer på kunstakademiet): Interesse i Kierkegaard. Havde en viden til nogle af de udstillede genstande af Kierkegaard - og ville gerne se dem. Rummet gav en højtidelig stemning 5 De vælger et udtryk i udstillingen, med en cirkel, og det er enkelt, men de løser ikke opgaven om formidling af Kierkegaard. Kan ikke lide lysende skærme. Er mere til montrer med ting i. Hun kigger på objekter - kan godt lide den klassiske udstilling. Det er det hun forventer når hun går på museum. Hun synes at paralleller til nutiden er unødvendige, dem kan hun selv skabe. Vil hellere lære 10 noget om historien. Rummet inviterer til nysgerrighed Inddrage æstetiske kvaliteter 15

51

Maske. Ville gerne se den, da hun kendte til den. Den sorte baggrund virkede godt.

52

Montre. Det er en okay montre. Lige lidt friskere end normalt, men ikke så udfordrende. Det er okay at nytænke - at flytte det lidt i en anden retning er okay, men det skal gøres med måde og være gennemført.

Bilag 10

25

53

Inviterede til nysgerrighed. Blev nødt til at kigge ind. Rummet inviterede til nysgerrighed.

54- 56

Montre. Fint med farven, som fremhævede genstanden. Det var flot. Trække æstetiske kvaliteter frem som normalt ikke er der.

Bilag 10

26

57

Den urbane udstilling er rodet. Hun synes at museets opbygning skal stå i modsætning til internettets, mere rolig og i orden - de som museum burde sortere. Derfor kunne hun godt lide en af filmene, som var historisk og gav et ordnet overblik. Hvordan skal jeg læse udstillingen? Den er meget designet, og det er forstyrrende. Forstod ikke helt valget af materialer til udstillingen

Bilag 10

27

58

Planten og fiskene er god, fordi det er meget illustrativt.

Engagement: Kommer indefra Interesse Aktivitet/deltagelse 5 Der skal være en udvikling, man skal føle man får noget igen. Nysgerrighed.

Bilag 11

1

Bilag 11

Planoversigt for Københavns Museum (farveforklaring s. 2)

Bilag 11

2

Bilag 12

1

Bilag 12

Petitum

Ashley, S (2013): ‘Engage the world’: examining conflicts of engagement in public museums.

International Journal of Cultural Policy. 20:3 261-280

(32,4 normalsider)

Black, G (2007): The Engaging Museum - Developing Museums for Visitor Involvement.

Routledge, New York. S. 9-45

(58,1 normalsider)

Burgees, J., Foth, M. & Klaebe, H. (2006): Everyday Creativity as Civic Engagement: A

Cultural View of New Media. In Proceedings Communications Policy & Research Forum,

Sydney

(22 normalsider)

Dalsgaard, P. og Dindler, C. (2009): Peepholes as means of engagement in interaction

design. In: Nordes 2009: Engaging Artifacts. Oslo. Lokaliseret d. 6/5 2015 på www:

http://www.peterdalsgaard.com/documents/publications/dalsgaard%20-

%20peepholes%20as%20means%20of%20engagement%20in%20interaction%20design.pdf

S. 1-10 (21,9 normalsider)

Dindler, C. og Iversen, O.S. (2009): Motivation in the museum - Mediating between everyday

engagement and cultural heritage. In: Nordes 2009: Engaging Artifacts. Oslo. s. 1-11

Lokaliseret 20/3 2015 på www:

https://services.brics.dk/java/courseadmin/TQMHCI/documents/getDocument/(din)CD%2BO

SI-MotivationMuseum.pdf?d=103444

(18,5 normalsider)

Elliot, J., Hufton, N., Willis, W., og Illushin, L. (2005): Motivation, Engagement and

Educational Performance. Palgrave Macmillan, New York. S. 13-31

(22 Normalsider)

Falk, John H, & Dierking, Lynn D, ((1992)2011), Introduction: The Interactive Experience

Model, The Interactive Experience Model, Walnut Creek, CA Left Coast Press. s. 1-7

(6 normalsider)

Fritsch, Jonas (2009), Understanding affective engagement as a resource in interaction

design. 2009 Nordic Design Research Conference, Oslo. Lokaliseret på d. 21/32015 på

www:

http://pure.au.dk/portal/files/18504354/Affective_Engagement_Jonas_Fritsch

(21,5 normalsider)

Bilag 12

2

Gaver, William, Boucher, Andy, Pennington, Sarah and Walker, Brendan (2004): Cultural

probes and the value of uncertainty. Interactions - Funology, 11:5, s. 53-56. Lokaliseret d.

31/3 2015 på www: http://research.gold.ac.uk/4720/

(5,5 normalsider)

Kulturstyrelsen (2013): National brugerundersøgelse: Årsrapport for 2013, Københavns

Museum. Lokaliseret d. 2/5 2015 på www:

http://www.kulturstyrelsen.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/Museer/Fakta_om_museern

e/Afdelingsrapporter_2013/Koebenhavns_Museum.PPTX

(43 normalsider)

Kvale, S. og Brinkmann, S. (2009): Interview: Introduktion til et håndværk. Hans Reitzels

forlag, København. 2. udgave, 5. oplag. s. 119-243 (139,2 normalsider)

Lundgaard, I. og Thorek Jensen, J. (eds.)(2014): Museer - viden, demokrati, transformation.

Kulturstyrelsen. København

(383,4 normalsider)

Lyck, L. (2010): Museer- hvorfor og hvordan? (egen udgivelse), Frederiksberg C

(468 normalsider)

Mitchell, M. (1993): Situationel Interest. Its Multifaceted Structure in the Secondary School

Mathematics Classroom. Journal of Educational Pschycolgy. 83:3. s. 424-436

Lokaliseret d. 8/5 2015 på www

http://www.unco.edu/cebs/psychology/kevinpugh/motivation_project/resources/mitchell93.pdf

(17 normalsider)

Moesgaard Museum (2010): Museernes 4-årige arbejdsplaner. Kulturstyrelsen

Lokaliseret d. 21/4 2015 på

http://www.kulturstyrelsen.dk/fileadmin/user_upload/kulturarv/museer/dokumenter/arbejdspla

ner/Moesgaard_Museum.pdf

(26,2 normalsider)

O’Brien, H. (2011): Serendipity as User Engagement. In: Proceedings of the 1st international

workshop on encouraging serendipity in interactive systems, 13th IFIP TC13 conference on

Human-Computer Interaction. Eds. Makri, S., Toms, E.G., McCay-Peet, L. & Blandford,

A. Springer Verlag. Lisbon, Portugal. S. 22-23

(2,3 normalsider)

O’Brien, H og Toms, E (2008): What is user engagement? A conceptual framework for

defining user engagement with technology. Journal of the American Society for Information

Science & Technology, 59:6, s. 938-955

(56,7 normalsider)

Bilag 12

3

Sansone, C., og Harackiewicz, J.M. (2000): Controversies and New Directions - Is it Déjà Vu

All Over Again? In: Intrinsic and Extrinsic Motivation - The Search for Optimal Motivation and

Performance. Eds. Sansone, C. og Harackiewicz, J.M. Academic Press, Woodbine, New

Jersey. S. 441-453

(18 normalsider)

Simon, N. (2010): The Participatory Museum. Museum 2.0. Santa Cruz, Calfornia. s. 1-84

(86 normalsider)

Taheri, B., Jajari, A., O’Gorman, K. (2014): Keeping your audience: Presenting a visitor

engagement scale. Tourism Management. 42, s. 321–329

Lokaliseret d. 21/4 2015 på www

http://www.sciencedirect.com.ep.fjernadgang.kb.dk/science/article/pii/S0261517713002239

(29,25 normalsider)

Vasström, A. (1999): ’Udstillinger og de ægte ting’. In Floris & Vasström På museum.

Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag

(32,5 normalsider)

Ialt: 1528 normalsider