Kaperi under Englandskrigene – statsautoriseret sørøveri Af Rasmus Voss, Anders Boye, Julia Weisser og Torsten Geertz, stud. mag.  Tidligt om morgenen den 24. oktober 1808 stryger en engelsk eskadre sine sejl i den stærke sol ved den danske flådebase Christiansø. De svære 100‐pundige morterer på tre bombarderfregatter gøres klar, og kort efter sender englænderne basen en dødelig hilsen. I det stille vejr kan man høre bomberne hvine gennem luften, og i de næste fem timer regner det med bomber over fæstningen.  De  danske  batterier  er  bemandede  til  kamp,  men  ikke  alle  ved kanonerne er soldater. En betragtelig del af dem skiller sig ud ved ikke at  bære  uniform.  De  er  kapere  –  statsautoriserede  sørøvere,  og  de deltager  frivilligt  i  forsvaret af den  fæstning,  som  sommeren over har været deres faste tilholdssted. Men disse kapere er også grunden til, at englænderne denne formiddag sender over 600 bomber mod Danmarks forpost i Østersøen. Helt oppe hos den øverste engelske militære ledelse har man hørt om kaperne på Christiansø, og der er udarbejdet planer om at  invadere den  lille, men generende  fæstning. Men englændernes angreb  besvares  af  øens  garnison  og  kaperne  i  fællesskab,  og  de engelske  skibe,  der  nærmer  sig  fæstningen,  beskydes med  en  sådan indædthed, at englænderne skrinlægger invasionsplanerne.    Hvordan kunne disse mænd,  som  ikke havde nogen  form  for militær baggrund, vække den  fjendtlige stormagts bekymring  i en sådan grad, at englænderne  skred  ind med massiv brug af våbenmagt? Hvem var disse danske kapere, som havde statens tilladelse til at røve og plyndre de engelske skibe?      

Kapere og sørøvere Den romantiske forestilling om sørøvere som fuldstændig selvstændige og frie banditter uden for lands lov og ret er for det meste en myte. Ofte blev sørøverne, eller kaperne som de så blev kaldt, støttet af en stat eller kongemagt.  Efter  den  målestok  man  brugte  for  200  år  siden  under krigen mod Storbritannien var der først tale om egentligt sørøveri, hvis man  kaprede  eller  røvede  skibe  uden  gyldigt  kaperbrev.  På  trods  af forskellige  regler  fra  land  til  land  gjaldt  det  dog  generelt,  at tilfangetagne  kapere  i  fjendens  varetægt  havde  status  af  krigsfanger, mens sørøvere blev hængt på stedet.  En kaper var kort  fortalt  en privat kaptajn, der  i  form  af kaperbrevet havde en statslig bemyndigelse til at opbringe fjendtlige skibe. Et kapret skib kaldtes en prise. Danske kapere opbragte fjendtlige skibe til danske havne,  hvor  særlige  domstole,  priseretterne,  dømte  om  skibet  var  en ”god prise”. Dette betød, at det var en lovlig kapring, hvorefter skib og last bortauktioneredes  til højestbydende, hvilket kunne være en højest indbringende  affære.  Dømtes  prisen  for  lovstridig,  blev  den  straks frigivet ‐ eventuelt med erstatning til følge.  Brugen af private kapere som supplement til en egentlig flåde har været kendt  og  benyttet  længe  før  Englandskrigene.  Kapervirksomhed  var især  udbredt  i Østersøområdet  op  gennem middelalderen,  da  der  på denne  tid  ikke  eksisterede  en  officiel  orlogsflåde,  hvorfor  kaperi  ofte anvendtes  som  den  væsentligste  søkrigsstrategi.  Ikke  kun  Danmark, men  også  flere  andre  søfartsnationer,  som  Frankrig  og  England, benyttede sig af kapervæsnet som politisk værktøj op gennem tiderne.  Trods oprettelsen af egentlige orlogsflåder, bl.a. i Danmark omkring år 1500,  fortsatte  kapervirksomheden med  at  være  en  institutionaliseret del  af  staternes  søkrigsførelse,  og  i Danmark  blev der  op  gennem de følgende  århundreder  udstedt  skiftende  kongelige  reglementer  for, hvordan byttet fra kaperpriserne skulle fordeles. 

                

 

Under Englandskrigene gik det danske kaperi mest ud over englændere og svenskere, men også skibe fra andre lande blev opbragt – som her ANNA LOVISA af New York, der blev taget af kapere fra Gilleleje i 1810. Tegning af C. Butty, Original på Handels‐ og Søfartsmuseet  Først i Frederik 5’s krigsartikler af 1752 frasagde kongen sig retten til en andel af gevinsten,  så kaperne  fik hele byttet, og det var denne  regel, der gjorde sig gældende da Englandskrigene brød ud. Da englænderne havde  taget  den  danske  orlogsflåde  som  krigsbytte,  var  benyttelse  af kapere en vigtig del af de danske bestræbelser på at kunne kontrollere landets havne og farvandet omkring dem. Derfor har det formodentligt  ikke  i  samtiden virket  som  et  så kontroversielt middel  at  tage  i brug, som man i dag kunne tro.     

                               

Kaperbrev, udstedt af den danske kongemagt,  fra 1807  for  færgemand  J. Hartvig, Helsingør og hans færgejolle FORTUNA. Original på Handels‐ og Søfartsmuseet. 

 

Kapervirksomhedens forudsætninger 1807‐14 Danmark blev involveret i Storbritanniens krig med Napoleon i august 1807. Englænderne frygtede, at den danske flåde ville ende i hænderne på Napoleon, hvorved den vitale engelske søfart i Østersøen ville blive afbrudt. Det var af afgørende betydning  for englændernes krigsførelse at få forsyninger, i form af korn, tømmer, tovværk, sejldug, tjære og beg fra Østersøens havne, og briterne ville  for alt  i verden undgå  tabet af denne handelsrute. Dette  resulterede  i bombardementet af København og tabet af flåden i starten af september 1807.   Englændernes angreb havde flere konsekvenser: Danmark mistede med et slag sin orlogsflåde og havde dermed  ingen mulighed  for at hævde sin  suverænitet  over  eget  farvand,  og  englænderne  havde  i  praksis herredømmet  over  dansk  territorialfarvand. Den  danske  handelsflåde havde  ofte  haft  brug  for  konvojstøtte  fra  orlogsflåden.  Da  denne mulighed  forsvandt  fik  den  oversøiske  handel meget  vanskelige  kår. Mange handelsskibe lå uvirksomme hen, hvorved mange sømænd blev arbejdsløse. Handlen blev  stærkt  reduceret og  selv mellem de  enkelte landsdele var det svært at  få varer  frem. Især Norge, der var en del af den danske monarki,  led under manglen på  landbrugsprodukter. Som modtræk opfordrede og bakkede det danske styre op om en omfattende kapervirksomhed.  Således  udstedte man  i  perioden  1807‐14  omkring 600 kaperbreve.  Oftest  blev  skibene  udrustet  af  private  interessentskaber,  der  købte ’aktier’  i  et  eller  flere  skibe,  og  som  derved  havde  ret  til  en  del  af gevinsten,  ligesom  besætningen  alt  efter  rang  fik  større  eller mindre andele  af  udbyttet.  Ved  at  deles  om  mange  skibe,  delte  man  også risikoen ved kaperiet. Faren for at både mandskab og skib blev taget af englænderne, var hele tiden til stede.   De  typiske kaperbåde var mindre skibe som kuttere, luggere og jagter, der  udstyret med  nogle  få  kanoner,  kunne  sejle  hurtigt  og  have  en 

relativt stor besætning. Der var dog også større skibe som skonnerter og en enkelt fregat blandt de danske kaperfartøjer. De store skibe var dog ikke  altid  lige  praktiske,  da  de  nemt  blev  genstand  for  fjendtlig opmærksomhed.  Mandskabernes  sammensætning  var  præget  af muligheden  for  hurtige  penge,  hvorfor  ikke  kun  sømænd, men  også småhandlende og håndværkere af forskellig nationalitet påmønstrede.                     

Kaperbådene varierede en del i størrelse, men kaperkuttere som JOHANNE af København, der ses her, var ret almindelige.  Tegning af  Jacob Petersen, Original på Handels‐ og Søfartsmuseet  Kaperkrigens  varierede  på  grund  af  periodiske  forbud  og fredsforhandlinger i intensitet. Årene 1807‐09 blev, set fra kapernes side, de  mest  udbytterige.  Siden  blev  briternes  modforanstaltninger  mere effektive  og  selvom  man  efter  mislykkede  fredsforhandlinger  med 

svenskerne  igen gjorde deres skibe til  lovligt bytte, nåede kapervæsnet ikke op på niveauet fra de første krigsår.   Kapervirksomhedens betydning Det  er blevet diskuteret, hvor  stor  en betydning kapervæsnet  egentlig havde  under  Englandskrigene.  De  ofte  fantastiske  beretninger  og mytedannelser  omkring  kaperne  har  medvirket  til  at  give  det  et nationalromantisk  skær.  Dette  har  uden  tvivl  været med  til  at  stive selvtilliden af blandt befolkningen, i samtiden såvel som eftertiden, og i samtiden givet næring til en gryende national bevidsthed.  I  forhold  til  at  der  var  udrustet  relativt mange  kaperskibe,  var  deres resultater  overordnet  set  begrænsede.  Det  skyldtes  dels,  at besætningerne ofte var dårligt vant med livet til søs og i krig, mens den engelske orlogsflåde  regnedes  for  tidens bedste. Desuden var kaperne generelt  dårligt  organiserede. Det  var  private  skibe  og  der  var  ingen central organisering af kaperflåden. Hvert skib gik efter egne kapringer. Til  tider  samarbejdede  enkelte  skibe med  god  fordel, men  de  kunne også ligge i indbyrdes konkurrence om priserne. Englænderne fortsatte handlen  i  Østersøen  hele  krigen.  Det  kunne  hverken  kaperne  eller kanonbådene gøre noget ved. Ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at  kaperne  har  været  ganske  generende  for  englænderne.  Dels opbragtes et  ikke ubetydeligt antal engelske handelsfartøjer, med store tab for de implicerede handelshuse til følge. Ligeledes lagde den danske kaperaktivitet  beslag  på  en  del  af  den  engelske  orlogsflåde  til konvojering og patruljering. For at kunne hamle op med denne engelske aktivitet  var  kaperne  afhængige  af,  at  der  var  steder,  hvor  de  kunne samarbejde med marinen  og med  deres  priser  komme  i  ”læ”  under kystbatterierne ‐ et sådant sted var Christiansø.  Kapervirksomheden fra Christiansø 1807‐09 I  den  danske  del  af  Østersøen  nordøst  for  Bornholm  lå  den  lille flådebase Christiansø opført  i  1684 på øgruppen Ertholmene nord  for 

Bornholm.  Den  dyrt  opførte,  utidssvarende  fæstning,  havde  aldrig spillet nogen egentlig militær rolle, men den egnede sig, på grund af sin placering  længst  mod  øst,  sin  dybe  havn  og  Bornholms  tilsvarende mangel på samme, godt som base  for kapervirksomhed  i denne del af Danmark.   

                    Fæstningen på Christiansø og Frederiksø beskyttede en lille naturlig havn og virkede som fremskudt base for det danske kapervæsen. www.christiansoe.dk   De engelske handelskonvojer mellem Baltikum og England var vigtige for det  britiske herredømme på  søen  og  bemandingen på Christiansø havde første parket til konvojsejladsen.  

Fæstningen  Christiansøs  muligheder  for  at  hævde  den  danske suverænitet  i området var efter september 1807 yderst begrænsede, da landet  ikke  længere  var  i  besiddelse  af  en  egentlig  orlogsflåde,  og fæstningen ikke kunne operere længere end kanonerne rakte. Det var de fjendtlige  skibe,  der  beherskede  Østersøen  og  farvandet  rundt  om fæstningen. Derved  syntes Christiansø  principielt  ikke  at  have  nogen reel militær betydning, da fjenden blot kunne ignorere dens eksistens og sejle  et  stykke  udenom.  Vanskeligt  var  det  derimod  at  ignorere  den kaperaktivitet, der foregik fra fæstningen.  De  kaperskibe,  der  benyttede  fæstningen,  var  relativt  store  skibe  i forhold til kaperskibene, der opererede i resten af landet, og de viste sig her modsat  andre  steder  forholdsvis  effektive  –  især  når  flere  kapere samarbejdede med  hinanden.  Flere  af  dem  indbragte  derved mange priser  i  løbet  af  kortere  perioder.  To  Brødre,  Christian  og  Casper Wolfsen, der  var  kaptajner på  hver deres  skonnert,  indbragte  således ikke  færre  end  seks  priser  for  øens  prisedomstol  på  blot  fem  dage. Taktikken var at gå op mod Karlskrona, hvorfra de engelske konvojer afgik, om aftenen,. I løbet af natten afskar de så nogle af skibene, som de så kunne nå at bringe  ind  i sikkerhed på Christiansø om morgenen. Et andet makkerpar, Kofoed og Møller brugte i et tilfælde en raffineret list. Møller  havde  med  sit  skib  RØVERFIENDEN  stoppet  en  galease  fra Rostock, der havde kurs mod Sverige, som jo var på englændernes side. Men han kunne  ikke bevise at den vitterligt var på vej  til Sverige med en  last,  da  skipperen  fremviste  falske  papirer.  I  stedet  tilbød Møller galeasen  beskyttelse  for  natten, men  sendte  i mellemtiden  bud  til  sin ven Kofoed, der  lå med  luggeren  JÆGEREN  i Gudhjem. Kofoed kom den næste morgen med engelsk flag på og jog Møller væk. Udklædt i en engelsk uniform gik Kofoed  så ombord på galeasen og  fik  forevist de rigtige papirer, der viste at lasten skulle til Sverige. Derved kunne skibet tages som dansk prise.   

Flere andre kapere var  ret effektive  i kortere perioder, hovedsageligt  i forårs‐ og efterårsperioderne, hvor der var mest bytte grundet gunstige vindforhold  for de store engelske handelskonvojer. Denne periodevise høje kaperaktivitet fra Christiansø var til stor gene for englænderne.                

Den  engelske utilfredshed med kaperne  i Østersøen kulminerede den 24. oktober 1808 med  et bombardement af Christiansø. Øen forblev dog på danske hænder. Maleri af Arne Skottenborg Fredriksen, Original på Statens Forsvarshistoriske Museum  Korrespondance  mellem  det  engelske  admiralitet  og  den øverstbefalende  i  Østersøen,  viceadmiral  Saumarez  viser  tydeligt,  at englænderne havde planer om at indtage Christiansø. Dels for at hindre kapernes operation i Østersøen, men også for at få en base til fordel for handlen med Baltikum. Kapernes ihærdige aktivitet var en torn i øjet på englænderne,  hvilket  understreges  i  admiralitetets  brevvekslinger  fra sommeren  1808,  hvor  admiral Hood,  en  af  de  øverste  officerer  i  den engelske flåde,  i omtalen af kaperne ved Christiansø skriver: ”I tremble for  our  merchants.”  Brevvekslingen  resulterede  i,  at man  sendte  flere skibe til Østersøen med henblik på rekognoscering omkring fæstningen, med en mulig erobring for øje. 

Den stigende  trussel  fra den engelske orlogsflåde mod både kapere og fæstning afstedkom, at der blev indgået et samarbejde mellem nogle af kaperne  og  fæstningen.  Kaperne  blev  trænet  og  ekserceret  på fæstningen  og  støttet  af  øernes  kanoner  på  deres  togter.  Til  gengæld kunne  kaperne  med  deres  armerede  fartøjer  udvide  fæstningens begrænsede  aktionsradius.  Dette  afstedkom  en  del  bataljer  mellem kapere og fæstning på den ene side og englændere og svenskere på den anden.  I  oktober  1808  spidsede  situationen  til,  da  et  par  engelske orlogsskibe forsøgte at afskære en dansk kaper vejen ind til fæstningen, som  så  åbnede  ild mod  englænderne.  Senere  samme måned  rettede englænderne et decideret angreb mod Christiansø.  Fem  orlogsskibe  sejlede  forbi  øen  og  åbnede  ild,  mens  tre bombarderfregatter ankrede op og påbegyndte bombardement af øen. Over 600 granater regnede nedover øen og fæstningen havde svært ved at svare igen, da dens kanoner ikke havde lige så stor rækkevidde som englændernes.  En  løjtnant, Marcus  Bech,  beskriver  i  sine  erindringer, hvorledes kaperne på utraditionel vis deltog i forsvaret af fæstningen på land:   

”Strax om Morgenen, da Fregatterne bemærkedes, og Generalmarschen lød, begave Hr. Wolfsen og Capt. Hatting, der ogsaa førte en Kaperskonnert – en snurrig Fyr, der kaldte alle Galeaser for Lysesaxe‐ samt endnu en Kaper, med deres hele bevæbnede Mandskab, over 150 Mand, sig i Land og tilbød Commandanten disse til Tieneste paa Fæstningen. Med megen Glæde modtoges denne Forstærkning, og bleve de ansatte paa forskiellige Steder under deres Captainers Commando, hvor de forbleve, indtil hele Affairen var forbi ved Middagstid.”  

Korrespondancen  internt  i den  engelske marine viser,  at  angrebet var direkte  afledt  af  kapernes  aktiviteter,  samt  en  prøve  på  fæstningens forsvarsevne i forhold til den engelske flådes ønske om at indtage øerne. Englænderne  angreb  ikke  fæstningen  igen,  hvilket  indikerer,  at  de skønnede at  indtagelse af øerne alene ved brug af orlogsskibe  ikke var mulig.  Da  de  private  kaperes  aktiviteter  nedtonedes  i  løbet  af  1809, overtog  fæstningens bemanding kapervirksomheden  fra egne skibe og indbragte et stigende antal priser. Dette fortsatte indtil august 1809, da et midlertidigt  forbud mod  kapring  af  engelske  handelsskibe  trådte  i kraft.  Fæstningens  rolle  som  base  for  kapere  resulterede  i  tilførsel  af ressourcer og en omfattende oprustning. I tiden efter angrebet i oktober 1808  blev  befæstningen  forstærket  betydeligt  med  højere  og  større batterier,  flere  og  kraftigere  kanoner,  forbindelseslinier  og  flere krigsrelaterede  nybygninger.  Christiansø,  som  den  fremstår  i  dag,  er således  i  høj  grad  et  resultat  af  kapervirksomheden  og  de  dertil knyttede begivenheder, der fandt sted i perioden mellem 1807‐1809. 

          Lilletårn på Frederiksø som det ser ud i dag.  Foto – Torsten Geertz  

 

Hvis du vil læse mere om kaperkrigen 1807‐14  Kay  Larsen  ”Danmarks  Kapervæsen  1807‐14”,  Rosenkilde  og  Bagger, København 1972   Boris Koll ”Kaperkaptajn Jens Lind – Manden bag myten”, Skippershoved, Ebeltoft 2000  Johannes N. Tønnesen ”Kaperfart og skipsfart 1807‐1814”, Cappelen, Oslo 1955