7. årgang, nr. 1, 2012

Rejectedaf Niels Engelbrecht

Kvinders kamp for synlighed, ligeret og ligeværd

af Eva Nordentoft

Teilhard de Chardinaf Eva Nordentoft

Kirken og den moderne verdenaf Olaf Pedersen

2

RejectedSvar på Indlæg om ”Kirke og jura” i Katolsk Dialog nr.3, 2011

I Katolsk Dialog 2011 nr.3 bringes et indlæg af Niels la Cour om ”Den ka-tolske kirkes beredskab over for sek-suelle overgreb mod børn og unge”. Forfatteren peger på forskellige fremgangsmåder, der er foreskrevet i beredskabsplanen, som han mener, vil kunne ødelægge politiets efter-forskning i en given sag.

Uden at gå ind på de enkelte punkter skal jeg blot gøre opmærk-som på, at beredskabsplanen er blevet sendt til orientering til Socialmini-steriet, Justitsministeriet og til Kø-benhavns Politi. De to førstnævnte

instanser havde ingen kommentarer, mens Københavns Politi ønskede nogle ændringer i planens bilag om hjælp til ofre for overgreb, men in-gen kommentarer havde til selve indholdet i planen. Man må vel deraf kunne slutte, at politiet ikke nærer de samme betænkeligheder som Niels la Cour.

Niels Engelbrecht

Sagsbehandler

3

Tysk statsborger – Barn under krigen

Jeg er født 1932 i Frankfurt am Main i Tyskland. Min far var professor i filosofi ved Frankfurts universitet, min mor hjemmegående hustru (dog efter denne tids standard for en pro-fessorhusholdning med en barnepige og en tjenestepige i husholdningen og en far som var storkøbmand). Mine forældre var begge to født ind i en katolsk familie; de lod mig døbe ind i den katolske kirke ikke af religiøse grunde, men for at give mig hele den historiske baggrund og kultu-ren af den kristne verdenskirke. Fra min wiener farmor og farfar og min frankfurter mormor og morfar i stor-borgerlige hjem til vores moderne tid

med to verdenskrige og opbrud ind i den moderne verden, var der sandelig opbrud mellem generationerne. Og opbruddet skete to gange: efter første verdenskrig og efter anden verdens-krig.

Min mormor måtte ikke gifte sig med den mand hun elskede - han var protestant og hendes familie godt katolsk. Men hun græd da han døde! Hun var en flot kvinde, som gik arm i arm med sin mand om søndagen til kirke med sølvmønten til ”klingel-beutelen” allerede parat i hånden.

Wiener bedsteforældrene var af en anden støbning. Ikke så velhavende, faderen var bogtrykker, men man gik

Kvinders kamp for synlighed, ligeret og ligeværd i den Romersk Katolske Kirke i nittenhundredhalvfjerdserne og ind i 2000 tallet

Eva Nordentoft

4

lettere gennem livet. Som pige måtte jeg ikke fløjte - ellers græder Jomfru Maria; i sommerferien blev der købt ind, parfume og fine små kjoler til små piger; der blev fortalt pikante historier og leet en let latter blandt de voksne; man gik på pilgrimsfærd, først til kirke så til værtshuset, fordi det var ”eine hetz” - bare sjovt.

Mine forældre forlod den katolske kirke i trediverne pga. det moralske snæversyn i hierarkiet og fordi mange af kirkens mænd kollaborerede i be-gyndelsen med det tredje rige og dens livsanskuelse. Min far har dog indtil

sin død beskæftiget sig med ordlyden af FadeVor i den græske urtekst og læst påskeevangeliet for sin familie hver påske. Holdningsmæssig be-skæftigede han sig med Erasmus af Rotterdam og Goethe. Fra 1935 var han som filolog og filosof ansat ved Nietzschearkivet i Weimar. Han for-lod arkivet i 1938 pga. uoverensstem-melser med Nietzsches Søster, Frau Förster Nietzsche, og Hitlerregimets livsanskuelse. 1939 blev mine foræl-dre skilt og samtidig brød krigen ud.

Mittenwald: 1939 flyttede min mor med mig og min bror til Mitten-

5

wald, den sidste lille tyske by inden grænsen til Østrig. Grund: skilsmis-sen fra min far og krigens begyndelse – hun troede vi ville vende tilbage til Frankfurt efter et halvt år. Det skete aldrig mere. Livet i Mittenwald blev for os et Kultursammenstød med en enhedskultur af katolsk bayrisk herkomst og dybe rødder i Bayerns historie. Vi var de fremmede, fik klø i skolen og måtte gerne sulte, da madleveringerne blev knap – og kun de indfødte havde nok til dagligli-vet med de små landbrug, som var familielandbrug og ikke mere. Bom-beflygtningene fra München blev i folkemund kaldt sigøjner, og flygt-ningene fra resten af Tyskland var bare de fremmede. I dag lever man i Mittenwald af Turismen i de smukke alper og det konfessionelle billede ef-ter ankomsten af de mange flygtninge fra Østpreussen er 50% katolikker og 50% protestanter. Jeg blev firmet (konfirmeret) af Münchens kardinal Michael Faulhaber.

I mine gemmer ligger der et brev fra min mormor fra 1942 til mig, hvor hun skriver om bombenætterne over Frankfurt: ”To timer tordnede og knaldede bombeindslagene. Den halve by er brændt ned. En ild som

vi aldrig har set det før....Lyset gik ud. Intet gas, intet vand. I dagevis. Det var Guds straffedom. Desværre døde mange uskyldige børn og hele familier. I et sygehus 90 børn og tyve søstre.” Ingen telefon virkede mere, der fandtes kun en avis, partiets, kun en radiosender partiets. Vi vidste i 1945/46 ikke om mine bedsteforældre havde overlevet krigen. Jeg var 13 år da krigen sluttede.

1945/46 blev for alvor sultens år i Bayern. Bayern som alpeland bestod af små familielandbrug, lige en til to køer, nogle høns og nogle kartofler. Under krigen spilledes næsten hver uge mindst én gang ved ”krieger-denkmal” foran kirken ”Ich hat einen Kameraden” med blæserorkestret. Det betød igen at en mand, en søn, en ægtefælle eller far var faldet i krigen. Befolkningen var lukket og afvisende overfor bombeflygtninge fra Mün-chen og i de sidste krigsår overfor flygtningestrømmen fra ”Ostdeutsch-land”; disse flygtninge kom ofte til fods på flugt fra den fremrykkende russiske hær. De nyankomne byttede alt hvad der kunne undværes for mad. Min lille brors løbehjul blev til to æg! Forsyningerne af befolkningen med

6

mad og klædning var brudt sammen og fra 1944 af var der hungersnød blandt de ikke indfødte. I de sidste aprildage i 1945 kunne man høre ka-nontorden: ”fjenden rykkede frem”. Jeg kan tydelig huske at jeg som 13-årig tænkte: ”Hvis Hitler har ret, så er dette her enden; hvis han løj så er det straffen for det, Tyskland gjorde, og det er også enden”. De tyske soldater havde sidst i april 1945 forladt kaser-nen og rygtet gik, at der var dåsemad at hente. Min mor og jeg ilede til kasernen – fik fat i nogle suppedåser og nogle tørrede bønner, de første kanonindslag faldt og vi løb. Vi hen-tede min lillebror og gemte os oppe i bjergene. Det var Amerikanerne som nåede frem; havde det være russerne havde min mor talt om, at så skulle vi sove – og jeg anede kun, hvad det vil-le indebære. Amerikanerne reddede os med mad til børnene, ofte lige en kop suppe, senere skolebespisningen. – Ingen måtte mødes på gaden mere end to voksne sammen. Pfarrer Karl, den gamle sognepræst, var gået Ame-rikanerne i møde, fuldstændig ensom på vejen med et hvid flag og bad for sin by. Han døde af en hjernetumor i 1946 – ved begravelsen gav besættel-sesmagten menigheden lov til at følge

kisten to og to med maskingeværvag-ter uden om. Man forstod dog hin-andens kultur og respekterede nogle kulturelle samfundsregler – trods alt – og der blev fred.

Efter krigen blev jeg student fra pigegymnasiet i Garmisch-Parten-kirchen og fik et etårsstipendium af ”besættelsesmagten” til et studium i USA, New York, College Mount Saint Vincent. Som katolsk College studerede der også sorte amerikanske kvinder og kinesiske stipendiater – det var i 1950 ikke en selvfølge på alle universiteter, at der studerede og boede ”mennesker med anden hud-farve” og det blev på Mount Saint Vincent understreget, at den katolske kirke som verdenskirke ikke ville to-lerere racisme! Efter et års studium af historie og filosofi vendte jeg tilbage til Tyskland – skræmt fra vid og sans af Koreakrigen og hvad den kunne føre med sig – den tredje verdenskrig anså vi som en absolut mulighed.

Tysk katolsk kvinde i Dan-mark fra 1958 Lige før studentereksamen 1950 hav-de jeg gjort bekendtskab med Søren Kierkeaads ”Stadier på Livets Vej” og

7

allerede da valgte jeg at arbejde med hans værker og lære dansk. Kommet hjem fra USA studerede jeg hos prof. dr. phil. Alois Dempf i München, og hver sommer (1954-1957) ved det Kongelige Bibliotek i København. Der kunne jeg læse med Søren Kier-kegaards håndskrifter på mit skrive-bord. Min disputats beskæftigede sig med emnet: ”Systemproblematikken hos Søren Kierkegaard”, dvs. med det, han havde hørt og skrevet ned i de år, han besøgte Berlins universitet.

Jeg blev i 1957 færdig som dr.phil. fra universitetet i München med ho-vedfag filosofi og bifag psykologi.

Emnet for disputatsen var ”Søren Ki-erkegaard og den tyske idealisme”.

Efter afslutningen af min dispu-tats flyttede jeg til Danmark og blev gift med en dansk læge, Axel Munk Nordentoft. Et år efter blev jeg dansk statsborger og det var for mig altafgø-rende at have samme statsborgerskab som min familie – dette ønske grun-dede i erfaringerne fra efterkrigstiden med flygtningestrømme pga. lands-forviste familier. Jeg satte mig ind i dansk litteratur, særlig Martin A. Hansen og alle danske klassikere, og jeg beskæftigede mig fagligt specielt med dansk teologi og den politiske side af socialetikken.

Da jeg kom til landet og havde jeg i en artikel citeret min bog ”Chri-stentum und Christenheit” som jeg havde udgivet i Tyskland og som indeholdt en oversættelse af dele fra Kierkegaards dagbøger til tysk; dagbøgerne fandtes slet ikke på tysk på dette tidspunkt. Som kritik af min artikel skrev et medlem af tidehverv, at økumeniker jo plejer at snyde sig til udgivelser, der fandtes ingen Eva Nordentoft som forfatter. Han havde ikke set, at jeg havde giftet mig fra navnet Schlechta til navnet Norden-toft. Men jeg var jo også katolik og

8

kvinde – hvad skulle jeg blande mig i en teologisk debat om Søren Kier-kegaard! Men med få tankevækkende undtagelser har jeg generelt mødt stor åbenhed, venlighed og personlig an-erkendelse i Danmark.

I 1968 flyttede vi til Aarhus, sidste station efter ti flytninger. Vores man-ge flytninger (blandt andet til Holste-bro, Bogense, Odense) skete på grund af min mands lægelige karriere. Vi fik 6 børn. Efter vores start i København valgte vi Holstebro som bosted, fordi min mand kunne aftjene sin værne-pligt som læge hos dragonerne. Men én af grundene til at valget faldt på Holstebro var også, at Holstebro lå langt væk fra hovedstaden; dengang spillede angsten for en 3. verdenskrig mellem øst og vest faktisk en rolle for overvejelsen af fremtiden og valg af bosted.

Katolsk kvinde i DanmarkSøren Kierkegaard har med sin kritik af den borgerlige kirke og med sin li-denskab for kristendommen gjort mig til en bevidst katolik. Trods alt! At være medlem af et kirkeligt mindretal styrkede identitet, og medlemskab af en verdenskirke og ikke en folkekirke gav fylden og spydspidsen imod kir-

kelig nationalisme og selvtilfredshed. Hverken Jesus eller Luther var jo dansker.

Konkrete tiltag som katolsk kvinde i Danmark – Odense 1962 - 1968.Formanden for DKKF (Danmarks Katolske Kvinde Forbund) i Odense, Helena Hansen, kom på besøg - med pelsstola og meget bevidst om kvin-ders værd og stilling. Hun havde erfaringer fra missions- og sygepleje- arbejde i Afrika. Og i Odense var også den vimse Agnete Emmering, utrættelig undervejs med sociale kirkelige gøremål og kvindesagens anliggender. Deres ord til mig var:

”Du må træffe Tove”. Og jeg traf Tove, grundlæggeren og første lands-formand (senere sagde vi forperson) for de katolske kvinder i Danmark. Hun skrev en lille skrap bog med titlen ”Myten og Sandheden om kvinden og kirken”. Tove kæmpede for retfærdighed dvs også ligeret kønnene imellem. Hun var socialt venstreorienteret, ønskede teologisk uddannelse også for kvinder og ned-brydning af det hierarkiske system i den katolske kirke. Hun vidste godt, at det også ville være en kamp om

9

magten. H. L. Martensen (Katolsk biskop i Danmark 1965-1995) sagde i anledning af et folketingsvalg: ”Det er godt at der også findes kristne til venstre for socialdemokratiet, par-tierne på højrefløjen har ikke patent på kristeligheden.” Og Tove var venstreorienteret også i det kirkelige landskab – ”retfærdighed indebærer ligeret” var hendes grundtese. Vi var på barrikaderne i kirken i debatten om prævention og familieplanlæg-ning. Vi kæmpede for at kvinder selv skulle have og tage ansvar, så vi var for fri abort men imod abort - valget må være kvindens og ikke statens. 1997 var genetikeren Ursula Frie-drich og jeg i avisen med denne tese og deltog i mange diskussioner. Efter Tove Rasmussens død faldt hendes økonomiske arv til arbejdet for de ka-tolske kvinder. Foreningen DKKF har til i dag levet af denne arv, men nu synes den at være brugt. Forfatterne og journalisterne Lis Thorbjørnsen og Ellen Nielsen hører til denne gen-ration kvinder. De bragte viden og en forfriskende ånd ind i kampen for kvinderne i den katolske kirke. Det gælder også for kampen om kvindens mulighed for det præstelige embede: I Toves bog om sandhed og myte om

kirken og kvinderne bliver historien gennemgået. I oldkirken affødte fryg-ten for gnostikerne frygten for kvin-derne i de tidlige menigheder. Mid-delalderen gav kvinden mulighed for frihed og uddannelse i klostrene. Det nittende århundrede og mand-kvinde problematikken i denne tid smittede af på holdningen til kvinder i den ka-tolske kirke. Efter anden verdenskrig og 68serne bragte Tove Rasmussen debatten om et moderne kvindesyn ind i de katolske kvinders rækker.

Som nævnt var debatten omkring pave Poul VI. rundskrivelse Huma-naeVitae, som udkom 1968, meget stormfuld og indebar vigtige temaer angående kvinder. Paven var i sine ord om familieplanlægning gået imod sine lægelige rådgivere fra de katolske universiteter. Abort- og præ-ventions- problematikken står stadig til debat den dag i dag. Særlig var og er det vigtigt overfor Vatikanets ytringer om seksual-etiske spørgsmål at understrege, at der er forskel mel-lem prævention og abort. Selv hvis man delte kirkens absolutte ja til livet fra undfangelsen af – så er der ingen liv som udslettes ved prævention. Debatten er lige aktuelt i dag og des-uden knyttet til problematikken om

10

overbefolkningen og sult i nogle af de ikke europæiske udviklingslande ... En meget rigorøs stillingtagen imod abort ud fra et mere konservativ kristent synspunkt forfægtede læge dr. Niklasen og dr. West. Debatten er i den katolske kirke ikke afsluttet den dag i dag.

Simone Petersen, (gift med Olav Petersen, professor i videnskabshi-storien og deltager i ”Spørg Aarhus”) blev formand for de katolske kvinder efter Tove Rasmussen. Simone var kvinden i midten. Hun havde ikke de skarpe kanter men hun vidste hvad det gjaldt. Da hun lå for døden spurg-te hun ”Hvad sker der med mig”. Vi kunne ikke svare på det, men vi delte troen med hinanden.

Efterfølgeren som formand Ågot Bohn deltog også stærkt i moderni-seringsdebatten i halvfjerdserne og fremefter. Hun var den flittige redak-tør af det landsdækkende DKKF-blad som hun skrev mange gode ledere for.

Økumenisk og internationalt arbejdeI firserne var jeg sammen med pro-fessor i naturvidenskabernes historie Olaf Pedersen leder af et forum in-

denfor den katolske kirke med navnet ”Katolsk Debat” som behandlede netop kritiske og moderne spørgsmål til den katolske kirke.

Fra 1978 – 1993 var jeg forperson for Det Økumeniske Center i Aarhus, som har som formål: ”Samfundsre-levant debat og kirkelig fornyelse”. Fra 1991 har jeg fulgt med i den medicinsk-etiske debat (min mand var bleven overlæge på radiumstatio-nen i Aarhus) og jeg har været leder af en postgraduate studiekreds i ”Me-dicinsk Etik” som hører ind under Forum Teologi Naturvidenskab ved Aarhus Universitet. I 2005 blev jeg æresmedlem af Forum Teologi Natur-videnskab. Jeg har holdt talrige fore-drag om ”Etik og Samfund”, teologi-ske og medicinsk-etiske spørgsmål, skrevet artikler og ledet konferencer. Sideløbende har ”kvindespørgsmålet” i relation til den katolske kirke altid haft min særlige interesse.

11

Teilhard de Chardin

af Eva Nordentoft

Teilhard de Chardin er interessant i sammenhæng med den kristne my-stik, fordi vi hos den franske jesuit og palæontolog (forsker i jordens “old-tid”) møder en positiv kristen fortolk-ning af udviklingslæren, evolutionen. Teilhard de Chardin fremstiller uni-versets gang som en stræben efter fuldendelse og ikke som en gang mod katastrofen. Teilhard de Chardin me-ner, at Gud, skaberen af himmel og jord, drager sin skabning til sig - Han er ikke den ubevægelige tilskuer til skabelsen, men er i Jesus Kristus det skabtes alpha og omega. Guds vilje skabte universet, og efter Guds vilje skal det fuldendes i Ham.

Teilhard de Chardin tager Johan-nesevangeliets ord alvorligt, hvor der står om Guds Ord: “Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.” Skabelsens øjeblik d.v.s. udviklingens start - er punktet alpha. Mennesket er ikke skabelsens midt-

punkt, men så at sige udviklingens opadstræbende akse (se skitse). På denne akse ligger også inkarnationen: “Gud blev menneske” i Jesus Kristus, og den opstandne Kristus vil fuldende udviklingen i punktet omega.

Munk og videnskabsmand Teilhard de Chardin blev født den 1. maj 1881 på et lille gods i nærheden af Clermont Ferrand i Frankrig. Hans

12

13

far var interesseret i naturvidenska-berne, hans mor var en grand niece til Voltaire, og han var nummer fire i en flok på elleve børn. Teilhard de Chardin fik sin skoleuddannelse has jesuitterne og indtrådte som 18-arig i denne orden. Fra 1906-1908 under-viste Teilhard de Chardin i fysik på jesuitterkollegiet i Kairo, og det var hér, at han begyndte at interessere sig for geologi og palæontologi. Under første verdenskrig var han sygepas-ser ved fronten og fik Æreslegionens orden. I 1922 erhvervede han dok-torgraden i naturvidenskaberne ved universitetet Sorbonne i Paris. I 1923 blev han sendt på en videnskabelig mission til Kina, og anden verdens-krig holdt ham fast i Peking. I 1946-51 er han hos jesuitterne i Frankrig, hvor han skrev sit berømteste værk “Fænomenet Mennesket” samt man-ge betydelige artikler i fagtidsskrifter, men hans tanker var så “revolutio-nære”, at ordenen forbød offentlig-gørelse. Hans artikler cirkulerede imidlertid i stensileret form, og efter hans død blev hans værker frigivet og trykt. I 1951-53 arbejdede Teilhard de Chardin i Sydafrika med forskning omkring “menneskehedens vugge” og tilbragte derefter sine sidste leveår

i New York med forskning og fore-læsninger ved Wenner-Gren Stiftel-sen, hvor han fik gode arbejdsvilkår. Han døde påskesøndag 1959.

Menneskets ansvar for ud-viklingen“Ifølge alle hypoteser, og hvor en-somt mennesket (i universet) end kan forekomme, er det opstået ud af en jordens almindelige famlen. Det nedstammer i lige linie fra en livets samlede indsats. Det er vor arts alt-overvældende værdighed og aksiale værdi” (fra “Fænomenet Menneske” s. 167)

Dette citat viser, at Teilhard anser mennesket som den gennemgående mening i evolutionen. Og Teilhard, uden at kende moderne medicinske teknologiers muligheder, påpeger, at man i en overskuelig fremtid vil opnå biologiske muligheder for at gøre bevidst, hvad livet hidtil gjorde ubevidst. Det vil sige, at han antyder, at mennesket kan tage ansvaret for en del af udviklingen ind i fremtiden.

Men hvem siger, at denne først ubevidste og så bevidste udvikling er en opadstigende linie? Hvem siger, at denne “optimistiske” udviklingstanke er mere end ønsketænkning? Her

14

kommer vi til Teilhard de Chardins egentlige kristne anskuelse af forlø-bet og samtidig til det punkt, hvorved hans kirkelige kritikere vi fæstne sig.

Teilhard de Chardin mener, at Kristus, Han, i hvem alt er skabt (den nicaenske trosbekendelse!) er skabningens begyndelse og slut-punkt. Efter en enorm specialisering af åndelige kræfter vil der indtræde en endelig “konvergens” - “kom-munikation”- i hvis slutøjeblik den opstandne Kristus vil komme igen ...Han er garant for skabningen og den, som drager hele skabningen til sig. Skabningen falder på intet punkt ud af Skaberens hænder; Gud er som Skaber punkt A (alfa-begyndelsen) og som Frelser punkt 0 (omega - fuldendelsen). “Kristus har som uni-verselt livsprincip, fordi opstået som menneske blandt mennesker, sat sig i stand til - og er fra tidernes morgen i færd med - at underlægge sig, lutre, dirigere og besjæle den bevidsthedens almindelige opstigning, som han har taget plads i.” (“Fænomenet Menne-ske” s. 261).

Bjerge og dybe daleTeilhard de Chardin er ikke pante-ist; han mener, Gud har et ansigt, at

Han er et Du. Men bliver Teilhard de Chardin i sit positive tolkningssystem ikke svar skyldig på spørgsmålet om, hvor det ondes mulighed kommer fra og hvad synd er? Teilhard de Chardin svarer på spørgsmålet i “Fænomenet Menneske” ved at sige, at det i mate-riens område er tilfældet og i menne-skets område friheden, som rummer det ondes mulighed. Og så uddy-ber han i værket “Det guddom-melige Milieu” tankegangen ved at sige: Når man har et mål, når man er på en bjergvandring, så ved man selv-følgelig, at der eksisterer afgrunde og dybe dale, men så skal man tænke på målet og ikke se ned i afgrunden - for afgrunden gør svimmel og får os til at snuble.

I vores tid har vi måske erfaret, at nogle afgrunde skal man se ned i, men ikke falde ned i. Katastrofens mulighed skal erkendes og undgås, for den kan ikke bare ignoreres. Den økologiske debat er f.eks. sådant et opgør med en mulig afgrund. Men den positive side af Teilhard de Char-dins tankegang kan netop sige den

moderne tid noget. Hans tolkning er en livsbekræftende holdning til evolutionen; det er troen på, at udvik-lingen er villet af Skaberen - at den

15

ikke gik i stå, da mennesket trådte ind på scenen, og at den ikke har nået sit højdepunkt endnu. Meningen er, at ikke kun skabelsen men også frelsen har sat sig spor i universet. Skabelsen og Frelsen bør derfor ifølge Teilhard de Chardin sætte sig spor i vores opfattelse af naturerkendelse og tolk-ning af udviklingen. Litteratur: Teilhard de Chardin - “Fænomenet Menneske” - Jespersen og Pio - Kbh. 1960 Teilhard de Chardin - “Det guddom-melige Milieu” - Jespersen ag Pia - Kbh. 1963

Efterskrift Olaf Pedersen, professor i de eksakte naturvidenskabers historie i Aarhus (1922-1997) gjorde opmærksom på, at evnen til at afdække sandhed (ikke årsagssammenhænge men antal relationer som må accepteres som sande) findes. Denne evne til at afdække sandhed uafhængigt af metafysiske forudsætninger var, efter Olaf Pedersens mening, et af de mest bemærkelsesværdige træk ved natu-rerkendelsen ... Hvis det kan sættes i forbindelse med troen på Kristus som verdens “logos” (sml. Johannesevan-

geliet), vil konsekvensen være, at teologiens kommende vekselvirkning med naturvidenskaben vil bevæge sig fra skabelsesteologien ind på kristo-logiens område.”

(Præsteforeningens blad nr. 41, 1989, “Vekselvirkning) mellem Naturvidenskab og Teologi”).

16

Kirken og den moderne verden

Af Olaf Pedersen

Nedenstående foredrags sidste afsnit blev udgivet i bogen ”Alligevel katolik”, Hovedland 2011. Med tilladelse af Olaf Pedersens datter bringer vi nu første og andet afsnit af foredraget, som i sin tid blev skrevet på skrivemaskine (ikke på pc’en) og i øvrigt før afslutningen af det Andet Vatikanerkoncil. Om forfatteren siges i ovennævnte bog: ”Olaf Pedersen (døde i 1997), professor ved Aarhus Universitet i de exakte naturvidenskabers historie.”

ForordDet følgende er - i let omarbejdet form - indholdet af et foredrag holdt den 23. februar 1964 i Katolsk Forum i Aarhus. Det drejer sig alene om et forsøg på at give et bidrag til klar-gørelse af en række problemer uden nogen som helst forsøg på at løse dem. De fremsatte synspunkter er helt igennem af personlig art og står for min egen regning og risiko. De kan derfor ikke tillægges anden vægt end den de har i sig selv. Dette gæl-der også den fremsatte teori om det "normale" forløb af en krisesituation mellem kirken og verden, der blot må betragtes som en mulig hypotese.

IndledningKirken og den moderen verden

er et stort og indviklet kompleks af problemer, som ikke kan belyses fyl-destgørende inden for rammerne af et kort foredrag. I det følgende vil vi derfor ikke forsøge at give et overblik over disse problemer, endsige løse dem. Formålet er derimod at finde et alment grundlag, på hvilket sådanne spørgsmål kan drøftes med udbytte, medens de konkrete tilfælde kun vil blive berørt i forbigående, eller som illustrerende eksempler. Foredraget indeholder derfor følgende tre hoved-afsnit:

1. En analyse af den moderen verdens situation med påvisning af

17

nogle typiske træk, ved hvilke den adskiller sig fra tidligere tider.

2. En påvisning af de krisesi-tuationer, der opstår for kirken, fordi verden ikke længere er som før.

3. En skitsemæssigt udformet teori om det "normale" forløb af sådanne kriser i den hensigt at finde frem til en rationel holdning over for dem.

Det bemærkes, at begreberne "den moderne verden" og "kirken" i det følgende anvendes i deres ordrette betydning. Den moderne verden er simpelthen den kultur hvori vi lever midt i den 20. århundrede, kristne og ikke-kristne i teologisk forstand. Kirken betyder på samme måde hele kirken - gejstligheden, ordensfolk og lægfolk tilsammen. Er der tale om en enkelt af disse grupper, vil den blive betegnet ved andre, mere indsnæv-rende udtryk.

1. Afsnit: Vi lever ikke længere i mid-delalderen

Når vi skal finde frem til nogle karak-teristiske træk ved nutidens verden, er det rimeligt at begynde med at

sammenligne den med middelalderen. Dette skyldes ikke blot, at det foregå-ende foredrag i denne serie sluttede med en omtale af senmiddelalderens religiøse liv. Det er også betinget af, at middelalderen for os kristne indta-ger en særlig stilling på i hvert fald to måder.

a) For det første fik kirkens teo-logiske sprog i vid udstrækning sin udformning i middelalderen. De store teologer i det 13. århundrede benyt-tede sig af den aristoteliske filosofis begreber under deres bestræbelser på at formulere troens indhold på en sådan måde, at det var forståeligt for deres samtid.

Det er let at finde eksempler herpå. Brødet og vinen siges i mes-sen at undergå en transsubstantiation, hvorpå der sker en substantiel for-vandling. Hvert sakramente har sin særlige form og sin særlige materie. - Sjælen er legemets form. - Ægte-skabet har et primært og et sekundært formål. - De troende siges i messen at være delagtige i Kristi offer.

Alle de her fremhævede begre-ber er filosofiske kunstudtryk, som middelalderens teologer fandt det bekvemt at benytte sig af, fordi de i forvejen sagde folk noget. De er si-

18

den blevet stående inden for katolsk teologi og benyttes stadig som nøgle-ord, eftersom f.eks. Thomas Aquins teologiske system endnu på mange måder har en normgivende karakter inden for den teologiske uddannelse.

b) For det andet er det uden tvivl sådan, at middelalderen endnu i manges øjne står som en salgs glans-periode - en tid hvor troen var leven-de i alle, hvor der herskede harmoni mellem teologien og videnskaben, og hvor kirken havde magt i samfundet.

Man skal ikke kende meget til de faktiske forhold i middelalderen for at vide, at denne romantiserede opfat-telse er falsk. Ikke desto mindre er det et faktum, at den er meget udbredt både blandt katolikker og andre. Den megen tale om "sekulariseringen" er jo for en stor del blot en umiddelbar og ukritisk beklagelse af, at forhol-dene ikke længere er som i middelal-deren.

Sagen er imidlertid, at vi ikke læn-gere lever i middelalderen. Hvad en-ten vi synes om det eller ej, er verden på mange punkter blevet anderledes, og vi skal nu prøve på at præcisere nogle af de mere væsentlige træk, der skiller den moderne verden fra den der gik under i renæssance og

reformation. I parentes bemærket er det her kun muligt at påpege disse forandringer, medens det vil føre for vidt at prøve at finde frem til deres årsager. Vi vil her samle os om fire iøjnefaldende træk.

a) Vor viden er voksetSiden middelalderen er menneskehe-dens viden forøget på snart sagt alle punkter takket være videnskabens stadige arbejde på bedre at beskrive og forstå verden omkring os. Dette kan der let nævens eksempler på.

For det første er vort verdensbil-lede udvidet og ændret afgørende.

Universet er ikke længere en lille kugle med den faste jord i midten, og Guds og de saliges boliger yderst

19

ude på loftet oven over fiksstjernerne. Jorden er blevet en ubetydelig klode, der blot ledsager solen på dens vej gennem et stort set tomt verdensrum, hvis grænser endnu ingen har kunnet påvise. Indførelsen af det kopernikan-ske system var blot det første skridt på vejen mod dette udvidede verdens-billede.

For det andet er der sket en tilsva-rende forøgelse af vort kendskab til universets mindste detaljer. Vi lever i dag i en mikroverden, hvis eksistens middelalderen ingen anelse havde om.

Stoffet er ikke længere en simpel forening af de fire elementer ild, luft, vand og jord, men opløst i molekyler og atomer, der atter er sammensat af ufatteligt små elementarpartikler.

Anatomien kender ikke blot le-gemets synlige organer, men også de milliarder af mikroskopiske celler, hvoraf de er opbyggede.

Medicinen har i bakterier og virus fundet årsager til de fleste af vore sygdomme.

Arvelighedsforskningen har af-sløret de kromosomer og gener, der bærer de arvelige anlæg fra den ene generation til den næste.

For det tredje er tiden kommet ind

i vor verdensopfattelse på en helt ny måde. Ikke blot udforskes menne-skehedens historie stadig mere, men vi forstår også i stadig højere grad os selv som led i en historisk proces.

Gennem udviklingslæren har selve livets historie fået en form, og vi er vågnet til bevidsthed om det fundamentale slægtskab mellem alt levende, således at mennesker frem-træder som det "sidste" led i en kæde, der for millioner af år begyndte som primitive, encellede organismer.

Den historiske geologi har på samme måde afsløret jordens udvik-lingshistorie for os og dermed givet os den tidsskala hvori den biologiske udvikling må indpasses.

Endelig er selve universets op-rindelse og udvikling i tiden blevet et problem, der omsider begynder at blive genstand for videnskabelig ud-forskning.

For det fjerde har en række nye videnskaber afsløret nye sider af vor eksistens som mennesker, og som menneskelige personer.

Neurofysiologien begynder at løfte sløret for hjernen og sansernes virksomhed og stiller dermed den menneskeligt bevidsthed i et nyt lys, der ophæver tidligere tiders alt for

20

håndfaste skel mellem sjæl og le-geme.

Psykologien er blevet eksperi-mentel og har derigennem fået langt fastere grund under fødderne. Psyko-analysen har afsløret sider af vort in-dre liv, som vi ikke kendte, og påvist seksualitetens fundamentale karakter.

Der er intet der tyder på, at denne almindelige forøgelse af vor viden vil standse foreløbig. Den megen tale om "videnskabens begrænsning" betyder ikke, at vi efterhånden får mindre at vide, tværtimod - hovedparten af det vi ved i dag, stod ikke at læse noget sted da vi var børn. Den videnskabe-lige erkendelse ophober sikkert og støt sine resultater, der lige så sikkert forvandles fra at være sensationelle nyheder til at blive trivielle bestand-dele af vor dagligdags begrebsverden eller sunde fornuft. Tilmed ser det ud til, at tempoet i denne udvikling for øjeblikket er voksende. Noget talmæssigt mål for den har man ikke, men det ser ud til at antallet af videnskabsmænd gennem det sidste par århundreder er fordoblet ca. hvert tiende år, hvilket også kan udtrykkes sådan, at 90 procent af alle viden-skabsmænd endnu lever.

b) Vor viden er mere udbredt

Vor viden er imidlertid ikke blot vok-set i omfang og dybde - den er også trængt ud til stadig videre kredse i et omfang, som middelalderen ikke til-nærmelsesvis kunne opvise magen til.

For det første er folkeoplysnin-gens princip blevet almindelig aner-kendt. I middelalderen fik kun et lille antal præster, læger og jurister, og en-kelte fyrstesønner en teoretisk uddan-nelse på skoler og universiteter, og kun få af håndens arbejdere indviedes i den tekniske traditions bevogtede hemmeligheder gennem håndvær-kerlaugene. I dag er analfabetismen ukendt i Europa uden for Balkan og Italien, og det anses for selvfølgeligt, at uddannelse ikke bør være et klas-seprivilegium. At videnskabens og teknikkens metoder og resultater bør være offentlige anerkendes også i princippet.

Som konsekvens heraf har begre-bet lægfolk mistet sin oprindelige mening. En lægmand var i middelal-deren simpelthen en mand af folket, og derfor uden uddannelse, og anal-fabet. Modsætningen var en boglærd mand, hvilket i praksis var næsten ensbetydende med en præst, en læge, en jurist, eller en velhavende amatør.

21

I vore dage kan en lægmand kun op-fattes som en person, der ikke hører til gejstligheden, mens der ingen forskel er på de to gruppers faglige kompetence.

For det andet har Europas viden-skab og teknik bredt sig ud over hele verden, som derigennem har fået et hidtil ukendt enhedspræg. Russerne skriver stadig digte med deres eget alfabet, men når de skriver matemati-ske og fysiske formler, bruger de vore latinske bogstaver.

Der findes kun én teknisk-vi-denskabelig tradition af betydning i verden: den europæiske. Udbredel-sen af denne er forudsætningen for en højnelse af levestandarden i de underudviklede lande, hvor den imid-lertid støder sammen med nationale kulturer, der ofte er meget forskel-lige fra vor. Dette giver anledning til spændinger mellem Europa og de øvrige verdensdele, idet den impor-terede videnskab og teknik i praksis viser sig vanskeligt forenelige med de fremmede kulturtraditioner.

c) Vor viden finder større anv-endelseHertil kommer, at vor forøgede viden også finder langt større anvendelse

end tidligere. Det er ikke sådan, at teknikken er noget nyt fænomen, i modsætning til hvad der ofte hævdes. Ingen kultur har nogensinde eksi-steret uden en vis teknisk basis, og også middelalderen var vidne til en betydelig teknisk udvikling med nye kraftmaskiner (vandmøller og vind-møller) og nye kemiske produkter (syrer, krudt, alkohol osv.).

Det nye er derimod det forhold, at der mellem teknikken og den "rene" videnskab er opstået et hidtil ukendt nært samarbejde. Teknikken udnytter videnskabens resultater, og videnska-ben benytter teknikkens fremskridt i udforskningen af naturen.

Den kemiske forskning har skæn-ket os en række nye stoffer (plastic o.a.) der ikke er opdaget tilfældigt, men fremkommet gennem systema-tisk arbejde på at konstruere nye stof-fer med bestemte, ønskede egenska-ber. Mange nye lægemidler er blevet til på samme måde.

Elektronikken gav os i forrige århundrede telegrafen og telefonen, dynamoen, elektromotoren, og det elektriske lys.

Elektronikken har i vort århund-rede på lignende måde været forud-sætningen for radioen, fjernsynet,

22

elektroregnemaskinerne, og den auto-matiske fabrik.

Rækken af eksempler kunne fortsættes længe endnu. Men dette er ikke hele historien - kun begyn-delsen! Thi i takt med den tekniske udvikling forandres vort daglige liv både hvad den enkelte og samfundet angår.

Nye produktionsmidler ændrer samfundets struktur, hvilket man må give marxisterne ubetinget ret i. Konsekvensen bliver før eller siden forandringer af samfundets politiske institutioner. Den private ejendomsret til produktionsmidlerne har ført til private magtkoncentrationer i sam-fundet, hvis økonomi derfor ikke nødvendigvis tjener det almene vel, idet rigdommene koncentreres hos nogle få, uden at fattigdom hos de mange afhjælpes. Resultatet er en omvæltning, hvor tidligere indflydel-sesløse klasser overtager kontrollen med samfundets organer, gennem revolution, eller gennem mindre voldelig fremgangsmåder på basis af fagbevægelsens organisationer.

På samme måde har det medi-cinske fremskridt bevirket sociale forandringer af en anden art, idet det gennem den voksende hygiejne har

formindsket børnedødeligheden og forøget gennemsnitslevealderen, så-ledes at befolkningstallet i verden for øjeblikket vokser som aldrig før. Idet levnesmiddelproduktionen knapt nok formår at holde trit hermed, har sult-problemet i verden ikke fået en min-dre, men en mere alvorlig karakter.

Ganske vist ville det være muligt gennem teknikken både at forøge produktionen af levnedsmidler mere, at sørge for en bedre fordeling og et mindre spild, og at formindske stig-ningen i befolkningsvæksten. Mid-lerne hertil er for en stor del kendte allerede i dag, men kan vanskeligt bringes i anvendelse af forskellige grunde - manglen på teknikere i de underudviklede lande, den generelle uvidenhed i de brede befolkninger sammesteds, samt politisk og ideo-logisk modstand i de højt udviklede lande, der ser deres økonomiske fore-stilling eller deres traditionelle politi-ske og økonomiske system truet af en for stærk ophjælpning af den øvrige verden.

d) Vor moralske bevidsthed er voksetDet er ikke blot menneskehedens vi-denskab og teknik der har gennemgå-

23

et en udvikling siden middelalderen. Også dens moralske bevidsthed er vokset. Om dens moralske adfærds-vaner er forbedrede, er for så vidt et andet spørgsmål, som der sikkert kan være delte meninger om. Men at selve vor moralske vurdering af begi-venheder og forhold er blevet renere, kan der næppe herske tvivl om. Det er kun udslag af en bevidst fastholdt fordom, hvis man vil lukke øjnene for, at der på mange områder spores en ny forståelse for menneskeværd.

Vi straffer ikke længere forbry-deren for at tage hævn over ham, men for at opdrage ham til at kunne genindtræde i fællesskabet, og for at beskytte dette, indtil han er nået så langt.

Vi mener ikke længere at de svage

i samfundet (gamle, syge, studerende, osv.) skal være overladt til sig selv, eller til almisser, men vedkender og vort fælles ansvar for dem.

Vi anser ikke længere personer af anden race, religion eller menneske-lig habitus, som samfundsskadelige væsener hjemfaldne til straf. Tole-rance er ikke resultat af indifferen-tisme, men af en ny forståelse for det enkelte menneskes ret og værd som menneske.

Vi tror ikke længere, at kvinden er bestemt til at indtage en ringere plads, men at mænd og kvinder er ligeværdige menneskelige personer, hvis traditionelt forskellige stillinger i samfundet strider mod deres funda-mentale ligeret.

Vi tror ikke længere, at det skal være nødvendigt at besidde fast ejen-dom eller have en vis indkomsts for at have ret til at gøre sin mening gæl-dende om samfundets fælles anlig-gender på valgdagen.

Vi tror heller ikke mere, at men-neskeværd fortrinsvis nedarves i bestemte familier eller racer. Vi nærer ingen overtro om den såkaldte "blo-dets renhed" eller om racens fordærv gennem raceblanding, ligesom ade-lens tidligere privilegier nu fremtræ-

24

der som simple klasseprivilegier uden nogen begrundelse i religion eller moral.

Det er let at indvende, at disse ide-ale principper dagligt krænkes verden over: Hitler udryddede syge og svage, fordi de var til besvær, og dræbte 6 millioner jøder, fordi deres bold var "urent". De elementære menneskeret-tigheder krænkes i Sydafrika. Kom-munister forfølges i Spanien og USA, og socialdemokrater på den anden side jerntæppet. Ja - men selv om alt dette sker, viser opinionen dog, at sådanne ting vurderes på en anden måde end tidligere, hvilket netop vil sige at den moralske bevidsthed er højere udviklet end i middelalderen

2. Afsnit:Det aktuelle forhold mellem kirken og verden

I de foregående har vi betragtet nogle af de omstændigheder der gør, at vi ikke længere lever i middelalderens verden. Verden i dag er blevet en an-den, og spørgsmålet er nu, hvorledes det har påvirket forholdet mellem kirken og verden.

I almindelighed viser historien, at næsten alle de fundamentale foran-

dringer i verden har givet sig udslag i tilsvarende kriser for kirken. Nogle af disse kriser er pludseligt brudt ud, uden at nogen tilsyneladende har været klar over, hvad det trak op til. Andre har fra første færd været åben-bare for enhver. Om dem alle gælder det, at de har været alvorlige belast-ninger for forholdet mellem kirken og verden, således at det er rimeligt at forsøge en lidt nærmere analyse af deres forskellige særegenheder, deres forløb og - for nogles vedkommende - deres overvindelse.

a) At vor viden er vokset har til stadighed forårsaget vanskeligheder. Ofte har man opfattet videnskabens fremskridt som lige så mange anslag mod troens område, der ser ud til at formindskes efterhånden som forsk-ningen lægger stadig flere områder af tilværelsen ind under sit domæne.

Således forekom det nye, koper-nikanske verdensbillede så frem-medartet for det 16. århundredes mennesker, at blot tanken om jordens bevægelse blev erklæret for kættersk i bund og grund i 1616 gennem en formel afgørelse af det Hellige Offici-um. Dette førte ikke blot til personlig forfølgelse af Galilei, men også til at de bedste videnskabsmænd forlod de

25

katolsk lande. Dermed sænkedes den videnskabelige standard blandt kato-likkerne, og i andre kredse blev troen på kirkens principielle fjendtlighed over for videnskaben mere og mere udbredt.

På lignende måde medførte den geologiske og biologiske udviklings-lære i forrige århundrede en lignende konflikt, fordi den stred mod den tra-ditionelle, bogstavelige fortolkning af Bibelens skabelsesberetning. Denne konflikt har endnu langt fra fundet sin løsning, og man træffer endnu ofte katolske forfattere, der mener at kunne afvise udviklingslæren på grund af forudfattede, uvidenskabe-lige standpunkter. Mistænksomheden over for den moderne psykologi og psykoanalyse er for en del udsprunget af den samme tendens.

Disse konkrete konflikter er imid-lertid ikke de eneste, og næppe heller de alvorligste. Det er af langt mere skæbnesvanger betydning, at den sta-dige udvikling af tænkningen og de filosofiske begreber efterhånden har gjort kirkens teologiske sprog ufor-ståeligt. Jeg hentyder her ikke til det ofte fremsatte ønske om, at præsterne bør prædike, så folk kan forstå det, eller det ejendommelige faktum, at

latinen engang blev indført for at give romerne en liturgi på deres moders-mål, men blev hængende længe efter at det var blevet et dødt sprog for me-nigmand. I vore dage står vi over for en langt mere kritisk situation, der er fremkaldt af, at mange af teologiens traditionelle begreber simpelthen i ordets egentlige forstand har mistet deres mening.

I det 13. århundrede kunne man uden videre tale om f.eks. en substan-tiel forvandling ved konsekrationen i messen - fordi mennesker dengang var vant til at operere med substan-tielle forandringer på mange andre områder. F.eks. forklaredes kemiske processer dengang som substantielle forandringer af de fire elementer ild, luft, vand og jord. Det var derfor kun rimeligt at benytte samme filosofiske sprogbrug i teologien, idet tidens mennesker (eller de dannede iblandt dem) uden videre forstod begrebet.

I dag forstår vi ikke længere dette begreb, fordi vi opfatter kemiske processer på en helt anden måde. Si-tuationen er derfor ikke den, at vi må oversætte begrebet ”substantiel for-vandling” til et udtryk med en mere moderne og umiddelbart forståelig klang.

26

Situationen er den, at begrebet har mistet sin mening, ligegyldigt hvilket sprog det oversættes til.

At begreber sådan kan miste deres mening, kan forekomme mærkeligt, men er et tegn på menneskeåndens stadige udvikling der medfører, at vi til stadighed må justere vort begrebs-apparat og bortkaste de udslidte dele. Der er flere væsentlige konsekvenser heraf.

For det første er det klart, at hvis kirken vedblivende benytter sig af dette gamle begrebsapparat, bliver det vanskeligere og vanskeligere at få nutidens mennesker i tale. Det er ikke nok at benytte de traditionelle begre-ber i det håb, at meningen efterhån-den går op for folk - for der er ingen mening. Store dele af den apologeti-ske litteratur er af denne grund helt forfejlede. ”Troen kommer af det som høres”, siger Paulus, ”ikke af det, som tales”. Ord alene gør det ikke - de må høres, opfattes, forstås, dvs. de må have en mening ved i forvejen at høre hjemme i det sprog, hvori nuti-den udtrykker sin erkendelse.

Denne vanskelighed ved at for-kynde evangeliet betyder, at det på mange måder slet ikke bliver for-kyndt - trods alle prædikener, apolo-

getiske skrifter og ”katolsk filosofi”. Forkyndelsen har ingen resonans, hvilket er let at se: evangeliet kaldes det glade budskab - men hvis ingen bliver glade, kan det altså ikke være evangeliet de er blevet præsenteret for.

Dertil kommer, at denne nye situa-tion også medfører en skæv udvikling inden for kirkens egne rammer. Ved at fortsætte med at anvende det tra-ditionelle begrebsapparat gør vi os til genstand for en illusion - vi tror vi forstår noget, som vi i virkeligheden ikke forstår, fordi vore teologiske overvejelser fremsættes i et filosofisk sprog, der ikke på anden måde er knyttet til vor almindelige erkendelse. Troen bliver på denne måde et sær-ligt, aflukket departement i bevidsthe-den, ikke en organisk del af det hele menneske.

b) At vor viden er mere udbredt har først og fremmest bevirket en krise inden for kirken udtrykt i et voksende misforhold mellem gejst-lighedens og lægfolkets indbyrdes stilling. Forholdet mellem disse to grupper reguleredes i alt væsentligt i middelalderen, da lægfolket som før nævnt var uvidende og inkom-petent, og alene præsterne havde en

27

vis uddannelse. Det ejendommelige er, at forholdet mellem de tro grup-per er det samme i dag, hvor lægfol-kets dannelsesmæssige niveau ikke står tilbage for gejstlighedens. De umiddelbare anledninger til krisen udspringer heraf og ytrer sig på flere måder:

For det første er hele kirkens ad-ministration endnu i hænderne på gejstligehden. Denne har hermed fået en stor arbejdsbyrde, som ikke er lo-gisk begrundet i dens gejstlige status, men bare et levn fra gamle dage , da præsterne måtte tage dette arbejde på sig, fordi ingen andre kunne. At det pastorale arbejde lider herunder, er selvklart.

Tillige har århundreders tradition på dette område medført en falsk ideologisk forestilling om, at disse områder ifølge sagens natur må være forbeholdt gejstligheden - hvilket sik-kert er grunden til det mærkværdige forhold, at lægfolket ikke som en selvfølgelighed kræver at overtage forvaltningen af kirkens økonomiske midler, som dog for hovedpartens vedkommende stilles til rådighed af lægfolket selv.

Endelig medfører denne tradition, at kirken ikke har lært at gøre brug af

lægfolkets nye faglige kompetence, hvilket uundgåeligt fører til, at det kirkelige arbejde ikke bliver nær så effektiv som det kunne være, samti-dig med at lægfolkets fornemmelse af at være en nytteløs, passiv gruppe vokser i takt med dets dygtighed og kompetence.

Denne praktiske spænding mel-lem gejstlighed og lægfolk er alvorlig nok, men værre er det, at den omtalte udvikling medfører en skævhed i selve det åndelige liv, der er kirkens egentlige tilværelsesform. Dette er vanskeligere at forklare, men menin-gen er følgende:

Kirken er et trossamfund, hvis fælles tro søges formuleret så godt som muligt gennem teologien. Teo-logien må derfor så at sige leve af kirkens tro, hvilket forudsætter, at teologerne er vågne over for hele det åndelige liv i kirken til enhver tid. Men tidligere var kun præsterne (på grund af deres højere uddannelse) i stand til at gøre rede for deres tro, medens lægfolket savnede intellek-tuelle forudsætninger herfor. Dette betød, at teologien i praksis kom til at drage næring af hvad man kunne kal-de den gejstlige stands trosbevidsthed alene. Denne situation består den dag

28

i dag, selv om der er sket en enorm udvidelse af den kreds, der har intel-lektuelle forudsætninger for at kunne gøre rede for sin tro.

På visse områder har dette betydet en skæbnesvanger indsnævring af grundlaget. Der er næppe nogen tvivl om, at diskussionen om den rette forståelse af ægteskabet og det sek-suelle i høj grad har lidt under, at de på dette område egentlig kompetente (gifte lægfolk) aldrig for alvor har været inddraget i debatten.

Skævheden har imidlertid udvik-let sig endnu videre. Når lægfolket i middelalderen var uden mund og mæle, måtte præsterne overtage rol-len som lægfolkets intellektuelle talsmænd og så at sige fortælle me-nigmand, hvad han egentlig troede. Derved kom det til at se ud, som om præster og teologer bestemmer over troen, mens lægfolk passivt modtager belæring om den. Dette er en forvanskning af synet på kirkens læreembede med det resultat, at der i dag på mange måder konstateres en spænding mellem den officielle formulering af trossandhederne og de troendes religiøse bevidsthed.

Dette er egentlig en ond cirkel. På den ene side mister teologien forbin-

delsen med de troendes store masse. På den anden side sløves denne mas-sen ved passivt at lade gejstligheden eller teologerne tage vare på det ån-delige livs grundlag og ytringsformer.

Dette virker tilbage og formind-sker gejstlighedens respekt for læg-folkets åndelige habitus og selvstæn-dige rettigheder.

Hele denne udvikling må betragtes som noget yderst alvorligt og mane til stor forsigtighed i vurderingen af aktuelle forhold i kirken. Man kunne vove det paradoks, at mange tilsyne-ladende frafald formentlig er en slags ubevidste konversioner, fremkaldt af at vedkommende har opnået f.eks. et renere gudsbegreb, end det han er blevet præsenteret for.

c) At vor viden finder større anvendelse har stedvis ført til skepsis over for den tekniske udvikling, der af nogle opfattes som et attentat på naturen, eller som menneskets for-søg på at sætte sig i Guds sted. Disse spørgsmål skal jeg her lade ligge, da de er behandlet i anden forbindelse. Derimod kan vi ikke lukke øjnene for den krise, der på det sociale og politi-ske område er opstået mellem kirken og verden på grund af de nye produk-tionsmidler og de deraf fremkaldte

29

ændringer i samfundsformerne.Takket være en overfladisk opfat-

telse af den private ejendomsret - der ret forstået kun siger at man ikke må berøve folk udbyttet af deres eget arbejde - kom industrialiseringen i Europa til at foregå i en kapitalistisk ramme. Ejendomsretten blev retten til at besidde de produktionsmidler, hvormed andre mennesker tjener deres brød, med store økonomiske magtkoncentrationer til følge. Dette gik ud over de økonomisk svage (sultelønninger, slumkvarterer), men også over samfundets almene vel, og klassekampen skærpedes i en række lande indtil revolution. Kirken mi-stede næsten hele arbejderklassen, og troen på kirkens alliance med de besiddende og med de reaktionære kræfter fik rig næring.

Det er ikke rigtigt, at disse spørgs-mål har fundet deres løsning, selvom dette ofte hævdes. Ganske vist har Leo XIII, Pius XI og Johannes XXIII i rundskrivelser kritiseret det be-stående samfund og slået til lyd for begrebet det almene vel som rettesnor for det sociale liv. Men de praktiske konsekvenser heraf viser sig kun langsomt, og som regel kun efter en direkte aktion fra arbejderklassens

side.I denne forbindelse må vi også

forstå den ideologiske debat om re-ligionens stilling i samfundet, der for øjeblikket foregår. I landene bag jerntæppet hævder den officielle ideologi, at religionen er dømt til at forsvinde sammen med de samfunds-former, den menes at være knyttet til. Denne anskuelse opstod hos Marx i forrige århundrede ved en betragtning af tidens borgerliggjorte kirke, og er for så vidt forklarlig. Heraf kom-mer flere problemer. På den ene side bestræber de troende i østlandene sig på at vise, at deres tro ikke er en social eller politisk ideologi, og at dens eksistens ikke er betinget af et bestemt samfundssyn. På den anden side har de socialistiske regimers syn på religionen slået tilbage, og dels forhindret mange i den øvrige verden at anerkende det positive i den marxi-stiske samfundskritik eller i det nye syn på ejendomsretten, dels forstær-ket manges overleverede opfattelse af religionen som en granet for det bestående samfund, hvilket er det 19. århundredes misforståelse om igen. Men katolikker opfører sig i praksis som om marxisterne har ret i teorien, nemlig ved at søge at spænde troen

30

for en eller anden politisk vogn. De reducerer dermed sig selv fra at være troende (på dette område) til at være klassebestemte ideologer.

d) At vor moralske bevidsthed er vokset medfører igen kriser af en anden art. Den vigtigste af disse er for så vidt den vanskelighed mange føler ved overhovedet at anerkende dette faktum. Gamle anskuelser om den menneskelige bevidstheds princi-pielle uforanderlighed stiller sig sta-dig hindrende i vejen for en virkelig frugtbar kontakt mellem kirken og nutidens verden, hvad nogle eksem-pler tydeligt viser.

I forrige århundrede var de fleste franske katolikker endnu hildet i forestillinger om blodets mystik og den deraf følgende tro på det arvelige monarki som den kristne samfunds-form frem for nogen. Hele den fran-ske kirkes historie i denne periode er beretningen om en forgæves kamp for at få tronen genoprettet i alliance med alteret, - som om republikken ikke var en acceptabel ramme om de troendes liv.

I vor egen tid kender vi på samme måde den kamp, der er ført mod tole-rancen på det religiøse område, hvor det har knebet at forstå, at mennesker

med en afvigende tro ikke af den grund kan udelukkes fra fuld borger-ret i samfundet. Middelalderens drøm om samfundet som et religiøst fæl-lesskab lever videre f.eks. i Spanien og forhindrer dels den samling om de fælles samfundsopgaver situatio-nen kræver, dels den atmosfære af åndelig frihed der er forudsætningen for enhver ægte bekendelse til Gud. Troens valg forudsætter, at man frit kan vælge ikke at tro, således at reli-gionsfriheden ikke er noget, der nød-tvungent kan indrømmes andre, men selve forudsætningen for, at troen kan leve i sandhed og oprigtighed.

Det er også et spørgsmål, om ikke de midler hvormed vi bekæmper nøden i verden, tyder på for ringe forståelse for problemernes sande karakter. Vi giver almisser og øver barmhjertighedsgerninger, og ikke et ondt ord om alle de små bidrag i bøs-serne! - men vi kan ikke længer nø-jes med denne traditionelle metode. Lukker vi øjnene for de reformer på det politiske, økonomiske og sociale område, der alene kan angribe ondet (f.eks. sultproblemet) ved roden, har vi dermed blot afsløret, at vi ikke moralsk har nået samme stade som verden omkring os.

31

Redaktion af dette nummerDan Eriksen (ansvarshavende)Eva NordentoftHans ChristensenJean-Pierre Duclos

Katolsk dialog & information udgives af redaktionen og udkommer 4 gange om året. Bladets hjemmeside findes på www.katolskdialog.dk

Abonnement koster 200 kr. om året og bestilles ved henvendelse til kassereren: Karlheinz Löhrer, Hvalsøvej 4, 2700 Brønshøj, tlf. 38 28 84 47 eller e-mail: kh.loehrer@gmail.com

Indbetaling med angivelse af indbetalers navn og adresse kan foregå:- på girokonto, korttype +1, kontonr. 10166373 - fra udlandet, IBAN DK4830000010166373

Citater skal forsynes med angivelse af ‘Katolsk dialog & information’ som kilde; optryk af hele artikler må kun ske med forfatterens tilladelse.

Indlæg sendes til Dan Eriksen, Emdrup Vænge, 2100 København Ø eller dan.emacs@gmail.com

ISSN 1901-9823

Karlheinz LöhrerKjeld WogensenPeter G. Rasmussen

NyhedsredaktionKarlheinz Löhrer

LayoutBenjamin Gamillscheg

Niels Skovgaard, Opstandelsen, 1919.