Nyhedsbrev nr. 1:2008 5. august 2008

Long time - no see................1

Nyeste udgivelser.................2

Kommende udgivelser..........5

Slangeæderen.......................5

Har du også læst disse?........7

- som den gamle indianer sagde(egentlig er det et sømandsudtryk,der engang i tiden blev brugt afengelske og amerikanske sømænd,når de kom hjem fra kinesiske havne.Whatever ...)

Og ja, det er længe siden, der erkommet et nyhedsbrev, og der er hel-ler kommet mange nye eBøger her iforåret.

Det er der flere grunde til - dels ogvigtigst, har eBibliotek fået udskiftetsin ”motor” - den gamle javascript-butik er udskiftet med en langt mereavanceret php-udgave, baseret påsystemet osCommerce 2. Det hartaget sin tid at implementere og få tilat ligne noget man kender, men tilgengæld bliver der i nogen tid frem-over, takket være osCommerces op-bygning af færdige skabeloner, meretid til det, der faktisk er interessant,nemlig selve læsningen og ebogs-fremstillingen.

Desuden hører to af de værker, vifaktisk har udgivet her i foråret: Vic-tor Hugos De Elendige og EmilieFlygare-Carléns Jomfrutårnet, ikkeligefrem til litteraturens letvægtere -Jomfrutårnet med henved 330.000ord er næsten fuldstændig nyoversatefter den svenske førsteudgave fra1848, hvorved den er blevet mere endobbelt så lang som den voldsomtforkortede danske udgave, jeg star-tede med - og De elendige med små367.000 ord.

Man vil notere sig, at jeg har kastethåndklædet i ringen og lagt reklamerpå forlagssiderne.

Googles reklamer er jeg ikke herreover, programmet analyserer selvsiderne og lægger de reklamer på,det finder passende (med spøjseresultater ind imellem) - til blokkenøverst på siden har jeg forsøgt atvælge reklamer for firmaer, jeg selvsynes ser lidt interessante ud.

Jeg har også sendt en ”prototype” påen hjemmeside om en af mine ynd-lingsperversioner, den engelske sø-roman-forfatter William Clark Russelli luften - find den på

www.wcr.sovemule.dk

Billedet:eBibliotek 1800’s nye forside

Udgivet af eBibliotek 1800 v/Kim N. Jensen. Eftertryk tilladtmed angivelse af kilde:www.ebib1800.dk

Long time - no see ?! #

Endelig fik jeg så den idé at udskifte dengamle bærbare, der er anvendt til korrek-turlæsning mm. - den var trods alt fra 1994,så den havde vel kendt sine bedste dage -med en ny - en billig, men, foreløbig efteret par måneders brug: aldeles brugbarZepto med Linux på. Det krævede selvføl-gelig lidt eksperimenteren, som p.t. er endtmed Fedora Linux. OversætterværktøjetWordfast er udskiftet med OmegaT og deLinux-teksteditorer, jeg foreløbig har fundetmest anvendelige, hedder Gedit og KWrite.Ingen af dem kan dog slå Notetab, menheldigvis rummer Linux jo også et miljø,der kan køre de fleste Windowsprogrammer(Wine), så det er ikke noget problem!

Vi når næppe helt så mange udgivelser i årsom ellers - men velkommen i den nyebutik!

Seneste udgivelser

Sandwichøerne er hos os bedre kendtsom Hawaii-øerne. Samlingen herindeholder 6 historier fra Hawaii ogomegn omkring år 1900. På over-fladen et lykkesamfund, hvor gylden-brune mænd og kvinder tumlede sig ibølgerne om dagen og dansede hulapå lanaien om natten. Bag idyllen lu-rede missionærernes bornerthed ogden hvide mands herrementalitet -men spedalskheden, der var indbragtpå øerne af kinesiske arbejdere, skel-nede ikke mellem hverken race ellerreligion.

Samlingen indeholder desuden denautobiografiske skitse "Jack London,af ham selv" fra 1905.

Indhold:Stolthedens husKoolau den spedalskeFarvel, JackAloha OeChun Ah ChunFogeden på KonaJack London, af ham selv

Originaltitel: The House of Pride,udgivet af Macmillan and Company,New York 1912.

Denne udgave er oparbejdet efter:Jack London: Sandwichøerne.Autoriseret oversættelse for Norge ogDanmark af A. Halling (1869-1917).Martins Forlag, Kbh. 1917.

Forsiden er fremstillet i landskabs-generatoren Vue 3.1 efter inspirationaf fotos fra Hawaii og spedalskheds-øen Molokai.

Indhold:Mowglis brødreKaas jagtTiger! Tiger!Rikki Tikki TaviToomaiDronningens tjenere

IndholdHvorledes frygten kom til junglenPurun Bhagats mirakelJunglen og landsbyenBedemandspassiarKongens ankusDe vilde hundeForårI skoven

(Den sidste var ikke oprindelig med iJunglebøgerne, men er hentet isamlingen "Many Inventions" fra

1893. Den handler om Mowgli somnæsten voksen).

Originaltitler:The Jungle Book, udgivet afMacmillan and Co., London 1894.

The second Junglebook, udgivet afMacmillan og Co., London 1895.

Denne udgave af de to junglebøger eroparbejdet efter:

Rudyard Kipling: Jungle-Bogen.Oversat af A. Halling (1869-1917).Forlagt af V. Pios Boghandel/T.Branner, København 1909.

Rudyard Kipling: Den nye Jungle-Bog.Oversat af A. Halling (1869-1917).Forlagt af P. Branner, København1913.

Til forsiden er anvendt originalillu-strationer af Kiplings fader, JohnLockwood Kipling (1837-1911).

Vor udgave af Junglebøgerne er på enmåde lidt gammeldags, idet der ertale om rene prosaudgaver. I Kiplingsforlæg findes ud over novellerne ogsåen række digte med større eller min-dre sammenhæng med historierne,men uden handlingsmæssig betyd-ning, og sandt at sige finder jeg, at degør de gode historier en bjørnetjene-ste, fordi de får det hele til at virkenoget mere prætentiøst end nødven-digt.

Med denne udgivelsesmåde følger vi iøvrigt en lang tradition i de danskeKipling-oversættelser - og så kan manjo lide det eller lade være ...

Kendere af Junglebøgerne vil desudenopdage, at der mangler to historier:The White Seal fra Junglebogen ogQuiquern fra Den nye Junglebog.

Den første handler om Kotick, en hvidsæl, der søger efter et hjem, hvorflokken ikke efterstræbes af menne-sker, den anden om en inuit-jæger oghans hund, der drager ud for at findeden mystiske guddom Quiquern.

Der er altså ikke meget jungle overdem, og ligesom i flere tidligeredanske udgaver er de også udeladther. (Quikuern findes under navnetKvikvern på dansk i andre samlinger,bl.a. Udvalgte Fortællinger, Pio 1907.Den hvide sæl er vistnok første gangoversat i 1936 af Arne Stevns. Jeg kani hvert tilfælde ikke finde den i nogentidligere udgaver, men lader miggerne oplyse!)

Juleaften får børnene i familienStahlbaum en nøddeknækker af træ ogudformet som en soldat. Gudfar Dros-selmeier fortæller dem historien om,hvordan nøddeknækkeren - der i vir-keligheden er hans unge nevø, der erforhekset - fik sit grimme udseende.Den lille Marie er grebet af historien,og sammen med Nøddeknækkerendeltager hun om natten i det store slagmod musekongens hær og drager medham til hans rige, hvor hun besøgerhovedstaden Konfektenborg. Kan hunogså løse ham af fortryllelsen?

Originaltitel: Nussknacker undMausekönig

Originaludgave: Kinder-Märchen vonC. W. Contessa u.a., Reimer, Berlin1816.

Denne udgave efter: Nøddeknækkerenog Musekongen og Det fremmedeBarn. To Eventyr af Ernst TheodorAmadeus Hoffmann, oversatte af for-fatterinden til "Clara Raphael",Hagerups Forlag 1856.

Oversætteren er således ingen ringereend Mathilde Fibiger (1830-1872).Oversættelsen er udgivet et par årefter hendes sidste selvstændige værk,romanen Minona, hvis manglendefremgang slog benene væk underhendes eget forfatterskab. Hun udgavikke flere selvstændige, skønlitteræreværker - kun et par håndfulde artiklerog anmeldelser blev det i det store oghele til.

Hun har i øvrigt også oversat et parandre Hoffmann-værker: Det fremmedebarn (i samme bind som Nøddeknæk-keren), Brudevalget og Guldskaalen,begge udgivet i 1858.

Nøddeknækkeren var forlagets julegavei 2007.

Skibet, om bord på hvilket drengenAlbin Jentzel sammen med sin døendefader og døvstumme broder efter etflere år langt ophold i udlandet er påvej hjem til Sverige, overfaldes af enhensynsløs norsk sørøver.

Sørøveren, der mener at Albin har setfor meget, vil dræbe ham, men hanundslipper og ender efter forskelligeeventyr hos den rige svenske rederStangerling. En dag - flere år efter - erhan på handelsrejse til Gotland, hvorhan møder den smukke Rosa, en dat-ter af den tidligere sørøver, som i mel-lemtiden efter sin kones ønske harantaget et andet navn, nedsat sig somkøbmand i Visby med hende og derestre døtre, og i øvrigt lever i rædsel forGuds dom over ham for hans tidligereforbrydelser. Denne rædsel indgiverham den tanke, at han - siden fædre-nes synder jo nedarves på børnene -må kunne skaffe sig tilgivelse for sinetidligere forbrydelser ved at tvinge enaf sine døtre til at gøre den døvstum-me Will, der er søn af et af hans tidli-gere ofre, lykkelig ...

Originaltitel: Jungfrutornet - Sjöromanaf Emilie Carlén.

Originaludgave i serien Nya SvenskaParnassen - Bibliotek för SverigesRoman-Litteratur., N. H. Thomsen,Stockholm 1848

Denne udgave er oversat efteroriginaludgaven af Kim N. Jensen.

Forside: Efter "Studier efter Naturen",træsnit af R. Jericke efter usigneretoriginal. Billedet er hentet i IllustreretFamilieblad nr. 29/1897, og farvelagttil lejligheden.

Nogle vil måske spørge sig selv, hvor-for vi spilder tid med at genudgivesådan en gammel guvernanteroman(et skældsord, som man også har brugt

om værker af i dag velrenommeredeforfattere som Jane Austen og søstreneBronté.) Og det skal da også indrøm-mes, at Emilie ind imellem er lige vedat være for meget i al sin romantiskeomstændelighed. Det siger måskenoget om dens læseværdighed, at selvom jeg over et halvts års tid har læstden flere gange - først i scannet ud-gave fra en stærkt forkortet danskudgave, dernæst ved oversættelsen ogendelig lidt senere ved korrektur-læsningen, lykkedes det mig ikke atblive træt af den, og hver gang fandtjeg nye ting i den, som jeg ikke havdeopfattet ved første gennemlæsning.

Jeg har også for ikke så længe sidenlæst samme forfatterindes Kirkeindviel-sen i Hammarby (som handler om altandet end kirkelige ting) - men des-værre endnu ikke hendes mest kendteværk Et købmandshus i Skærgården - ogkan allerede nu sige, at det i hvert faldikke er sidste gang, der udkommer etværk af ”fru Carlén”, her på forlaget!

Den fattige Jean Valjean et dømt tilfem år på galejerne for at stjæle etbrød, men hans ophold i Toulonsbagno ender efter flere flugtforsøg medat blive til 19 år i alt. Efter at han erløsladt møder han biskoppen af Digne,der på trods af hans forsøg på at stjælebiskoppens sølvtøj viser ham en god-hed, han aldrig har oplevet før, påbetingelse af at han vil bruge det stjål-ne på at begynde en ærlig tilværelse.

Originaltitel: Les Misérables

Originaludgave: A. Lacroix,Verboeckhoven & Cie., Bruxelles 1862

Denne udgave efter: Victor Hugo:Galejslaven. Paa dansk ved Fr. WinkelHorn (1845-1898). A. ChristiansensKunstforlag, Kjøbenhavn og Kristiania1898

Forside: Efter usigneret illustration tilden originale franske 1862-udgave,ant. af Emile Bayard (1837-1891)

Denne udgave er redigeret af ViviNygaard Jensen.

Og mere vil jeg ikke sige om den sag -dette er et i alle henseender stort værk- hverken filmene eller Boublil/Schoenbergs musical når særlig dybtned under overfladen - og jeg kunneellers nok fortabe mig i længerelovsange om bogen end godt er.

Fortælleren ankommer en gustenvinterdag med diligencen til en lille,vestjysk hedeby. Han finder byennæsten tom, bortset var den lidetmeddelsomme drager på Postgården.Alle er taget til begravelse - forVorherre er død.

Hvem var han - denne Vorherre?

Gennem samtaler med nogle af byensborgere, først og fremmest den lokalelæge, tegner Bergsøe et portræt af enslags datidens healer, en særling, enener med kunstneriske anlæg, hvisprodukter af hans samtidige kollegeropfattes som misforståede makværker- men måske var han født til nogetandet og bedre og kun via skæbnensugunst fastlåst i den stilling og på detsted, hvor han befinder sig.

Originaludgaven udkom i 1878 -denne udgave er oparbejdet efterVilhelm Bergsøe: Hvem var han? - EtLivsbillede - 2. oplag fra 1907.

Forsiden er et udsnit af en tegning afThorvald Niss (1842-1905), efter enstålstikgengivelse i Ude og Hjemmenr. 262 (1882).

Cécile, hendes moder baronesseMarsilly og bedstemoderen marquisede la Roche-Bertaud flygter i 1792 tilEngland, forklædt som bønder. Debosætter sig i en lille landsby, Hen-don, hvor de de næste mange år leveraf lidt efter lidt at sælge ud af desmykker, det er lykkedes dem at fåmed på flugten. Til sidst er der dogikke mere tilbage, men i mellemtidener Cécile kommet i den giftefærdigealder, og moderen planlægger sammenmed den rige bankier Louis Duval, atCécile skal ægte dennes søn Eduard,som har været Céciles legekammeratsom barn.

Cécile indvilliger, men forelsker sig såhovedkuls i en anden falleret franskaristokrat, Henri de Sennones. For atskaffe sig adgang til en stor arv fra enonkel på Guadeloupe, nedsætter Henrisig som købmand efter onkelens øn-ske, og medens han rejser til Guade-loupe, sætter Cécile sig til at broderepå sin brudekjole.

En kritiker har kaldt denne korte,tragiske roman om de franske "emi-granter"s - dvs. flygtninge for revo-lutionen - prøvelser for en”tre-lommetørklæders tåreperser". Detskal nu ikke afholde nogen fra at læseden - vel savner den de store drama-tiske scener, som Dumas’ større vær-ker har plads til, og vel er det ensørgelig historie (nej, der er ingenhappy end her!), og den bliver vel lidtmere end en lille smule melodramatiskhist og her - men den er nu alligevelikke uden en egen charme - ogstammer vistnok alene fra Dumas egenpen.

Originaludgaven udkom i 1844 - iParis med titlen Cécile, og i Belgiensamme år i et par piratudgaver undernavnet ”La Robe des Noces. Den herforeliggende udgave er bearbejdet

efter Brudekjolen. Fortælling af Alexan-der Dumas. P. H. Fergos Boghandel,København u.å. [1911]. Oversætterener ikke oplyst.

Forsiden er efter et studie til en bifigurpå billedet ”Lictorerne bringer Brutushans døde sønner” af maleren Jacques-Louis David (1748-1825). Billedet blevmalet i 1789, lige omkring det tids-punkt, hvor revolutionen brød ud, ogblev bortcensureret af kongen ved enudstilling, da man var bange for at detskulle virke ophidsende på befolknin-gen. Det gjorde det også - da manfandt ud af, at det var blevet bortcen-sureret. Kongen måtte bøje sig, og ma-leriet blev udstillet.

Maleriet - som er pænt stort, 3¼* 4¼meter - blev senere brugt som scene-baggrund til et skuespil - Brutus - afVoltaire.

Dét har selvfølgelig ikke meget med”Brudekjolen” at gøre, men spændendeer det nu alligevel - så læs endeligevidere om David og revolutionen påWikipedia - i den engelske udgave, pådansk er omtalen af David desværreikke særlig omfattende.

Den rige unge englænder RichardBeckett er i 1815 taget til Frankrig,dels for at prøve lykken ved deparisiske spilleborde, dels for at tagedet land i øjesyn, der så længe harværet lukket for englændere. I løbet afkort tid har han fået flere indflydelses-rige venner samt en enkelt fjende(eller er han nu også det?) i form afden koleriske oberst Gaillarde, og erfuldt optaget af at redde en smuk unggrevinde ud af hendes jaloux, halv-gamle ægtemands klør.

For at være tæt på begivenhederne (oggrevinden) flytter han ind på etværelse på hotellet Den flyvende Drage- på det selvsamme værelse, hvorom

Kommende udgivelser

Allerede om en små fjorten dages tid - den 17. august - kommer vi med næste omgang:

Carsten Hauch: Charles de la Bussiere, som handler om en mellemting mellem Den røde Pimpernel og Oscar Schindlerunder Rædselsregimet i Frankrig i 1790’erne.

B. S. Ingemann: Landsbybørnene - om den forældreløse Anton Knudsen, hønsekræmmerens plejesøn, der vokser op ogbliver en internationalt berømt musiker

P. F. Rist: Pagebreve - en pastiche, i form af en række breve fra en ung page ved Frederik den Vs hof omkring 1750.

George Sand: Mosaikmestrene - intriger og magtkamp mellem to ”skoler” - firmaer - der har til opgave at udsmykkeMarkuskirken i Venedig. Brødrene Zuccato underkastes retssag og fornedrelse, men deres kunst og geni anerkendes dogalligevel til sidst.

Senere på efteråret kommer Jules Vernes Rejsen til Månen, Rundt om Månen og den tredie, hidtil uoversatte roman omKanonklubben og dens sære foretagender Verden på Hovedet - som er den interne arbejdstitel på vor udgave af Sansdessus dessous - Charles Dickens: Vor fælles Ven - hans sidste fuldendte værk, som handler om penge - og hvad penge kangøre ved mennesker. - Victor Hugo kommer igen - denne gang med Klokkeren fra Notre Dame - desuden noget Emile Zola -om vi når trilogien Tre Byer inden nytår er nok tvivlsomt, men mindre kan måske også gøre det ... En lille samlingnoveller af Knud Lyhne Rahbek; Bernardin de Saint Pierre: Paul & Virginie - nok en af de bøger i verdenslitteraturen, derhenvises til i flest andre romaner, men hvor mange har egentlig læst den? I korrektur er også Alexandre Dumas - dennegang sønnen med Kameliadamen og jeg har fået en saftig lille sag op under neglene af den meget produktive, men udenfor Frankrig næsten glemte Paul de Kock, nemlig Gustave, som jeg næsten ikke kan holde mig fra at begynde på. Paul deKocks speciale var pariserlivet - især i de lavere klasser - en generation før Murgers Bohemeliv overtog genren.

Og så videre! Der skal nok også blive puttet lidt overraskelser ind hist og her - hvad vi nu kan finde på ...

rygtet vil vide, at det er hjemsøgt, ogat flere er forsvundet under deresophold i det.

Historien udkom første gang somføljeton i "London Society" fra februartil juni 1872, og senere i bogform somen del af samlingen "In a Glass Dark-ly", R. Bentley & Son, London 1872.Den her foreliggende udgave er pri-mært hentet fra: Værelset i Den flyven-de Drage af J. S. Fanu. Oversat af HansTreschow. København, Bog- og Kunst-forlaget Norden u. å. [1905]. (Jeg erogså i besiddelse af en tidligere, ano-nym oversættelse fra SkandinaviskFolkemagazin 1872, som udvisteforskellige uoverensstemmelser medTreschows oversættelse. Så udgavenher er gennemgået og korrigeret efterden originale engelske tekst ... )

Forsiden er fremstillet af undertegne-de til denne udgave - originalen tildragen er dog hentet fra et svenskstykke middelalderligt vævekunst!

Slangeæderen.

Den lille ”ekstrafortælling” hardenne gang ingen som helst sam-menhæng eller relation til de ak-tuelle udgivelser - jeg kunne bareikke stå for den, så værs’go!

Den er hentet i ”SkandinaviskFolkemagazin” årgang 1872.Forfatteren er ikke kendt.

I året 1828 rejste en mand, som kaldtesig John Thompson, gennem de for-enede stater og fremstillede sig til deindfødtes forbavselse som en slange-æder. Han havde sin egen hest ogvogn, førte sit telt fra by til by, ogopslog det i almindelighed i forstæ-derne. Teltet kunne mageligt rummehundrede og halvtreds personer, ognår John Thompson, som var sin egendørvogter, fandt at han havde et til-strækkeligt antal inde i det, lukkedehan indgangen, sprang op på en lilleplatform og ringede med en klokke,hvorpå et tæppe blev oprullet og hanbegyndte sin forestilling. Manden såud til at være omtrent otte og tyve årgammel, hans ansigt var magert oghavde en bleg, blyagtig farve; menhans dybtliggende øjne havde denovernaturlige glans, som så ofte seshos de svindsottige. Skønt hans stem-me var svag, var den velklingende,men nu og da afbrudt af hoste, og dahan aftog sin halskrave og smøgedehåndlinningerne op over opslagene påsin kjolefrakke, pegede han på en kas-se, som stod foran ham, og hvis eneside bestod af glas, idet han sagde:

"Hvis nogen ønsker at se det kryb, somjeg nu i alles påsyn skal til at nedsvæl-ge og atter drage levende ud af minhals, vil han være så god at træde nær-mere for at betragte det."

Han vendte derpå kassen om, så atglasset vendte ud mod tilskuerne, oglod dem se en frygtelig klapperslange.Den lå sammenrullet, og når den blevforstyrret, hævede den sit spidse ho-ved, og medens dens kløvede tungespillede hurtigt, stødte den heftigtmod glasset, idet den forgæves be-stræbte sig for at komme ud, medensden stadig klaprede med en heftig oghvislende lyd, og hovedet blev fladt,hvilket antyder den højeste grad afraseri. Dens opspilede øjne gnistredeog de grove skæl på dens sammen-rullede legeme blev rynkede i densforbitrelse. Der var ingen tvivl om, atdet virkelig var en slange.

Derefter blev kassen sat i sin oprinde-lige stilling, med glasset opad. En koldgysen gennemfo'r tilskuerne ved dennæste scene. Slangeæderen vendteryggen mod tilskuerne og bøjede an-sigtet et øjeblik over randen af kassen,og man hørte en slags klukkende lyd,førend han fremdrog det rædsommekryb med hånden. Slangen lod nu tilat være afmægtig og rolig, dog ved-blev den at klapre. Derpå førte handen giftige slanges hoved til sine læberog åbnede munden, og det lange lege-me begyndte at glide ned. Det var etrædsomt syn at se det store kryb lidtefter lidt glide ned i halsen på et men-neskeligt væsen. Den unge mands kin-der begyndte at udvide sig, og hansansigt antog en sorteblå farve. Hans

øjne syntes at trænge sig ud af dereshulninger, en mængde skum samledesig om hans læber og han så ud, somhan led de frygteligste smerter ogkæmpede med døden. Ikke mindreend tolv af hans tilskuere måtte bæresud i bevidstløs tilstand.

Efter tilsyneladende at have tygget ogknust det frygtelige måltid, åbnedeslangeæderen lidt efter lidt sine læ-ber, og krybets kløftede tunge blevset at spille som skinnende røde ild-tråde imellem dem. Straks efterbegyndte den at krybe ud. Den bevæ-gede sig meget langsomt, som om denblev holdt tilbage af andre slanger,der var kommet den i forkøbet og varblevet nedsvælgede af dens herre.Efterhånden som de lange, modbyde-lige bugter hang ud fra hans læber, ogvedblev at strække sig ud, antog slan-geæderen sit sædvanlige udseende ogefter et øjebliks forløb var krybet at-ter ude, og blev nedlagt i kassen.

Hermed var kunststykket endt.

Efter at slangeæderen derpå havdesiddet nogle sekunder for at rette sigefter det farlige foretagende, tiltaltehan forsamlingen. Han bad dem væreoverbeviste om, at han ikke havdehaft til hensigt at forskrække dem,men kun at sætte dem i forundring.Han indrømmede, at der var kunst ihvad han havde udført, men den varhemmelig og ikke til at opdage.

"De siger, at jeg er afsindig," tilføjedehan med bitterhed, "og en troldmand,men troldmand er jeg ikke, og skøntjeg har været afsindig, så er jeg detikke nu. Dog ønsker jeg ofte at jeg vardet. De vil kalde min bestilling ettåbeligt vovespil og må betragte detmed afsky, men hvis De vidste alt,ville De dømme mildere. Jeg takkerDem for Deres opmærksomhed oghvis det er lykkedes mig at sætte Demi forundring, har jeg nået mit øje-med."

Slangeæderens biografi og hansbedrageriEn dag da John Thompson havde gi-vet en forestilling i forstaden til en afde byerne ude i vesten, var der enherre blandt tilskuerne, som havdekendt slangeæderen under et andetnavn og i en anden livsstilling, ja, dehavde endog været i forbund sam-men. De gamle venner mødtes. Otteår havde de kun været adskilte, ogdog, hvilke forandringer var der ikkeforegået i dette tidsrum!

"Vil du ikke tage tilbage med mig tilEngland?" spurgte John Thompsonsgamle ven.

"Nej," svarede slangeæderen, "jeg mådø i et land, hvor alle de, jeg elskede,er begravet. Jeg vil meddele dig minkorte, men bedrøvelige historie ogspørg mig så ikke siden; men ti stillemed, hvad jeg har fortalt dig. Lad migudspille min rolle som John Thomp-son de få år, jeg har tilbage, og ud-søge mig det sted hvor jeg skal findemin grav. - Men for at komme til sa-gen, min ven: jeg er ikke, hvad dutror mig at være. Skønt man heromkring anser mig for en heksemes-ter og for at stå i forbindelse medovernaturlige væsener, er jeg kun etmenneske med et knust hjerte, etsorgens barn og næsten berøvet althåb. Jeg siger ikke dette for at vækkedin medlidenhed, for mine medmen-neskers medlidenhed formår kun i dethøjeste at åbne kilderne til sørgmodigømhed i mit hjerte, uden at lade eneneste solstråle beskinne det forstyr-rede væld; de må flyde hen i mørke,uden håb om lys; dog, hør nu minhistorie:

For omtrent otte år siden kom jeg,besjælet af en eventyrers ånd, fra etengelsk universitet til de vestligestater i Amerika. Jeg skrev til mineforældre om penge, ja jeg bad om minfædrenearv og tilføjede, at jeg aldrigville vente mere fra dem. De sendtemig en smuk sum og jeg bestræbtemig for med denne kapital at sluttehandeler med indianerne og landedederfor tæt ved deres grænse. Jegkøbte skind af de indfødte og førtetuskhandel med dem. For alt, hvadlandet frembragte, gav jeg manufak-turvarer, og handelen gik heldigt.Min kapital fordoblede sig, blev tre-,ja firedobbelt, jeg var virkelig megetheldig. Derpå fulgte en kærligheds-historie, og det var den rene kærlig-hed fra min side, min ven. Minforlovedes familie mente, at jeg leve-de alt for meget udenfor det civili-serede liv, og ville ikke tilladeforbindelsen; vi rømmede altså, oghvilken kone var hun ikke for mig!Jeg overdriver på ingen måde, menhun var det elskeligste væsen, somnogensinde har levet på denne jord.Ingen kunne overgå hende i skønhed,og hun fuldkommengjorde denneskønhed ved sin rene sjæl. Hendesstemme var lutter velklang, hendessmil var oplivende, og hendes rolige,blå øjne var en pletfri kærlighedssøde fortolkere.

For ikke at tale mere om hendes fuld-kommenheder, vil det være tilstræk-keligt at sige, at jeg elskede hende afmit ganske hjerte. Hun var min afgud;hendes lyksalighed var midtpunktetfor ethvert af mine ønsker og hun vargenstanden for mine ivrigste bønner.

Vi blev gift; tiden gik og bragte os enelskelig lille pige. Vi var i sandhedlykkelige den gang. Langt borte fraselskabelighed, led vi ingen af densplager og demoraliserende indflydelse,skønt vi savnede nogle få af densglæder. Om søndagen red vi mangemile gennem ørkenerne for at nå etsted, hvor der holdtes gudstjeneste afmissionærerne.

En dag, da min kære lille Sarah havdenået sit andet år og sad i nærheden afmin disk, og hendes moder stod hoshende, trådte tre indianere med etgrumt udseende ind i mit udsalg. Detvar tydeligt, at de havde gået en langvej, for deres ben var forrevne ogsnavsede og deres fødder var næstenbare. Jeg genkendte straks en af dem,Krybende Ulv, et frygteligt væsen, deraltid sneg sig omkring ved koloniensgrænser, tiggende om rom eller tiltus-kende sig den for skindene af vildedyr. Netop et år i forvejen var hankommet til mig for at købe noget ild-vand - brændevin -, hvilket jeg havdenægtet ham, og han havde forladt migmed løfte om hævn.

"Hoogh!" sagde han, idet han med sinetvært udseende kammerater ravedehen til disken, hvor mit barn legedeog min kone stod. "Krybende Ulv villekomme tilbage, han mangler ildvand,han vil have det eller han vil havehævn. En af delene vil han have!"

Jeg forsøgte på at tale ham til rette,men han var døv for fornuftgrunde.Han havde smagt ildvandet af en afsine kammeraters flasker og dampenevar steget op i hans hjerne.

"Kom, medicinmand," sagde han, "Ul-ven mangler ildmælk. Hvor er den?Han kan ikke vente. Hans ånd er oppeog hans pande er varm!"

Jeg så, at han blev rasende, men minbeslutning var urokkelig, jeg nægtedeham det for alvor: det var et ulykke-ligt afslag.

Under denne samtale var min kone ogmit barn gået ud på grønsværen, hvorden sidste plukkede blomster og bandtdem sammen. Krybende Ulv forlodmig, idet han udstødte noglestrubelyde til sin ven, og o,barmhjertige Gud! jeg så dem gåhenimod mit barn. Som forstenet afskræk, var jeg ikke i stand til at røremig af stedet. Da Krybende Ulvnærmede sig min lille pige, tog han entomahawk fra sit bælte og svingededen i luften. Jeg sprang hen imodham; men blev stødt tilbage af hanskammerater. Det kære, uskyldige,frygtløse barn smilede til KrybendeUlv, og det syntes som om hendes

bliks glade uskyld holdt den hævn-gerriges arm tilbage. Han standsede,indtil et skrig, som moderen udstødte,vækkede hendes lille piges frygt, hunfo'r da bort fra den ubevægelige vilde,medens hendes moder, ligesom jegselv, blev holdt tilbage, og den kærelille, som sitrede af frygt, sagde i barn-lig uskyldighed: "Slemme indianer!hvis han gør Sarah fortræd, vil Ma bli-ve vred og straffe ham."

Da hun sagde dette, brast hun i tårer -de sidste hun fældede.

"I et nu kløvede den ophidsede indi-aners skarpe våben mit barns hoved, idet næste øjeblik havde hans kamme-rater, af hvilke der nu var fem, myrdetmin elskede kone. Jeg har en utydeligog rædselsfuld erindring om mit vare-lagers brand - de røde flammer spil-lede over det brændende tag ogvæggene - og min flugt til skoven.

Resten var kun stilhed og forglem-melse. Jeg var vanvittig!

Ti måneder derefter befandt jeg mig iNew Orleans. Jeg havde nået staden,uden at nogen vidste hvordan; jeg varblevet bragt til et hospital, venskabe-ligt behandlet og udskrevet som hel-bredet, men et udskud og en tigger.Ulykken kommer sjældent alene. Jegfandt, at medens jeg havde væretudelukket fra verden, var min faderdød, og da jeg allerede havde erholdtmin andel af ejendommen, smeltedeoverskuddet bort blandt adskilligebrødre og søstre. Mit arvelod på denneside af Atlanterhavet, var blevet øde-lagt af indianerne, jeg var husvild ogvenneløs.

Hvorledes jeg ernærede mig, ved jegnæppe. Endelig, da jeg en dag træt ogmødig strejfede omkring, så jeg engruppe samlet om en indianer, somforeviste nogle bedrageriske kunstermed en klapperslange i en kasse.

Indianeren var Krybende Ulv.

"Min kones og mit barns drabsmand!"udbrød jeg, idet jeg trængte mig igen-nem kredsen og med et eneste vold-somt slag kastede det skændige uhyretil jorden. Jeg greb ham i struben ogsatte mit knæ på hans bryst. Efter fåminutters forløb var han død.

Min gengældelses dom blev betragtetsom retfærdig, og der var ingen, somforsøgte på at arrestere mig. Idet jegbenyttede mig af den kasse, som til-hørte Krybende Ulv, og som jeg nu an-så for min ejendom, lærte jeg snarthemmeligheden ved kunsten. Denøverste skuffe i kassen indeholdt denvirkelige klapperslange, i en skuffenedenunder var der kun skindet af enslange, som efter forgodtbefindendekunne pustes op. Tungen, som var tør-ret, og hvori der var fine ståltråde,blev sat i bevægelse ved en magnet;slangens bevægelse bevirkedes påsamme måde. Når den indblæste luftblev sluppet ud af den, kunne den lettages i munden og sammenpresses tilen meget ringe størrelse, og under ud-stigningen blæstes der atter luft i denfra lungerne. Jeg købte en ny slange iet museum, som jeg dræbte og præpa-rerede efter den model, jeg havde formig. Jeg kunne ikke engang udholdetanken om at bruge de samme appara-ter, som han havde brugt, der havdeødelagt alt, hvad der var mig kært påjorden. I førstningen vendte jeg migmed afsky fra hans bedrageri, men tilsidst kunne jeg dog ikke fatte, hvorforjeg ikke skulle benytte mig af det tilmin fordel.

Lidt øvelse gjorde mig til mester i denhemmelighedsfulde kunst at væreslangeæder, og jeg har siden efter, imin ensomhed, vandret fra by til by,og forsøgt min lykke ved denne kunst.Mit pekuniære held har været tilstræk-keligt til at forskaffe mig alle fornø-denheder og bekvemmeligheder,

og det farlige ved foretagendet er kuntilsyneladende. Med en ringe anstren-gelse kan jeg give mit ansigt de farverog fordrejelser, som du selv var vidnetil i aften, og som forhøjer interessenved forestillingen. Men disse ting for-mår kun for en kort tid at aflede minetanker; for jeg bærer i mit hjerte ennagende feber, som ingen medgangkan lindre eller udrydde. De ting, somfør har opmuntret mig, formår detikke mere. Jeg står ene i denne videverden, en sorgens mand og en pil-grim. Vågende og sovende drømmerjeg om min kone og mit barn; men jegmå lide, som du ser, indtil jeg møderdem i hint bedre land, hvor Solenaldrig går ned og mørket er ukendt,hvor det onde ikke længere kan skade,og hvor den trætte har ro. Jeg kanglemme mit barn; for hendes tilværel-se forekommer mig som en tågeagtigdrøm; men ak, min kone!"

Ved de sidste ord svigtede slangeæde-rens stemme ham, hans legeme bevæ-gede sig krampagtigt indtil entårestrøm lindrede ham. Han ville ikkehøre nogen medlidenhedsytring fra sinven, men skiltes fra ham med de ord:

"Du er den eneste, som kender minhemmelighed. Om få måneder må mitlegeme nedlægges i jorden, på dethellige sted, hvor min kone og mitbarn blev dræbt. Du skal være en afmit testamentes eksekutorer, og jegbesværger dig, troligt at udføre, hvadjeg foreskriver dig."

Slangeæderen havde ret. Få månederefter denne sammenkomst døde han,og nu ser man i centret af en folkerigby, ved bredderne af Mississippi, engravsten, som meddeler de begiven-heder, der forefaldt på det sted, ogden hedengangne husbonds håb om,at han må møde sin kone og sit barn ihimlen.

Har du også læst disse? - lån dem på biblioteket eller køb dem hos Saxo.com .