NATO - argument og dokumentation

Omsla~: Erik Christensen

© Forlaget RØDE HANE 1969

Printed in Denmaik 1969

Tryk : Special-Trykkeriet, Viborg

INDHOLD:

BAGGRUNDEN FOR NATO Andreas JørgerIse" . . . .. ...... ...... .

ERFARING ER MED NATO: Preben Wilhjelm

UDAFNATOl Erik Knudsen ..... .. . . .... . . . . . .. . .

-CITATER

TRAKTATENS 0RDLYD . .. , . . ..... .

BASEAFTALEN FOR GRØNLAND ... .

NATO OG GRØNLAND ............. .

NATO OG KARTOTEKERNE

REGERINGENS "GRABOG" ......... .

3

10

16

19 24

26

28

30

32

BAGGRUNDEN FOR NATO

Andreas Jørgensen

Verdenskrigens sejrherre.

I 1945 var de fleste industrilande i verden ødelagt som følge af krigen:

Vesteuropa, Sovjetunionen og Japan. Kun USAs produktionsapparat

var intakt, og det var endda blevet stærkt udbygget under krigen.

Sovjetunionen besatte vel østeuropa, hvor der indledtes et opgør med

de feudale og fascistiske kræfter, der hidtil i samarbejde med kapita­

listiske kredse i vesteuropa, især Tyskland, havde behersket disse lande.

Men østeuropa var industrielt uudviklet og hele området, herunder

også selve Sovjetunionen, var særdeles hårdt medtaget af krigshand­

linger. Såvel militært som økonomisk var området til at begynde med

uden større betydning.

I kraft af sin økonomiske og militære magt, som til demonstration

og advarsel for alverden blev kraftigt understreget med de første atom­

bomber over Japan, havde USA en enestående stærk stilling. Verdens­

herredømmet var indenfor rækkevidde. Foruden Japan fik USA også

hovedindflydelsen i Europa, hvor interessen i første omgang samlede

sig om Vesttyskland, der fik amerikanske tropper og penge. Med et enestående hjemligt produktionsapparat i ryggen var amerikanske trop­

per hermed anbragt i de ødelagte og kapitalhungrende industrielle

kærneområder udenfor USA. Den amerikanske flåde beherskede sam­

tidigt med uindskrænket magt verdenshavene. Det var en magtposition,

som ingen imperialistisk magt tidligere havde kunnet drømme om.

Hvad der nødvendigvis var lagt op til blev sidste år ("Economist" 27.

jan. 1968) formuleret af Undersecretary of State for Political Affairs

Eugene V. Rostow: "Hele efterkrigstidens historie er i virkeligheden

en udvikling, hvorunder Amerika har overtaget sikkerhedspositioner,

som tidligere England, Holland, Frankrig og Belgien besad". De om­

talte sikkerhedspositioner er de pågældende landes kolonier og støtte­

punkter ud over verden, som de nu ikke længere havde økonomisk og militær magt til at bevare. Der som den amerikanske minister da til

rækken af tidligere besiddere af sikkerhedspositioner havde føjet Tysk­

land, Japan og Italien, ville han have givet et mere fuldstændigt billede

af, hvem der var krigens egentlige sejrherre. Brugen af ordet sikkerhed

i forbindelse med de tidligere stormagters positioner bliver ganske vist

3

noget ejendommelig, når man tager i betragtning, at USA overtog såvel

sine allieredes som sine fjenders positioner.

Den kolde krig. Den amerikanske himmel var imidlertid ikke skyfri. Sovjetunionen og

østeuropa var revet ud af det kapitalistiske verdenssystem. Militært og

økonomisk betød dette ikke meget. Alvorligere var det, at disse lande

tilbød et økonomisk ' og politisk alternativ til løsningen af den ødelagte

verdens problemer. Heri lå en evigt lurende fare. Mest truende var den indrepolitiske situation i vesteuropa, hvor der

ved krigsåfslutningen var et udbredt ønske om sociale reformer for ikke

at sige revolution. Bag oprøret mod fascismen havde indirekte og direk­

te ligget et løfte om et bedre samfund i fremtiden, om større social

retfærdighed. I Danmark skrev således den unge cand. polit. Jens Otto

Krag "Fremtidens Danmark", som under gunstige omstændigheder godt

kunne være blevet en slags overgangsprogram til socialisme. I England

måtte den enestående populære krigshelt Churchill til almindelig over­

raskelse se sig besejret af arbejderpartiet ved valgene.

Kun i samarbejde med kommunisterne kunne socialdemokraterne

dog blive farlige. Og heri lå en ganske reel truS5el. I Italien og Frankrig

blev kommunisterne dominerende partier lige fra krigsafslutningen, og

bag sig havde de den popularitet og anseelse Sovjetunionen nød i be­

folkningerne på grund af nedkæmpelsen af de tyske armeer. Kommu­

nisterne deltog i disse lande i forskellige regeringskoalitioner. I denne

situation satte amerikanerne ind på to fronter samtidigt, den militære

og den økonomiske. Efter befrielsen i 1944 var der opstået uro i Grækenland. Besættel­

sestidens partisaner og hele hjemmefronten, som var domineret af venstreradikale og kommunister, ville ikke akceptere det engelsktrænede

militær og kongen, som i de allieredes kølvand vendte hjem for at slutte

sig til højreorienterede og kapitalister. De reaktionære fik imidlertid

englændernes støtte, og endnu kunne den unge danske stud. polit.

Per Hækkerup skrive i DSUs blad, at det var for galt, at man hindrede

demokraterne i at komme til magten i Grækenland.

Englænderne og de græske monarkister kunne imidlertid ik kl' kl are

4

sig, og amerikanerne trådte til. Det var den første åbne amerikanske

militære indgriben efter krigen. Interventionens princip blev i denne

anledning nedlagt i Trumandoktrinen i 1947. Den lovede amerikansk

støtte til bekæmpelse af enhver "subversion". Verden var advaret, og

fra dette tidspunkt er enhver venstreorienteret magtovertagelse eller

revolution simpelthen at betragte som agression mod USA. "Det må

være USAs politik at hjælpe frie folk som gør modstand mod at blive

undertrykt af væbnede minoriteter eller ved pression udefra".

1949 var de græske partisaner nedkæmpet og landet sunket tilbage

i fascismen. Trumandoktrinen, der var startskuddet til den kolde krig,

er senere blevet udbygget, og har fundet anvendelse hver gang ameri­

kanske interesser har været truet. I doktrinens spor er det ene militær­

eIler fascistregime efter det andet konsolideret eller skudt op.

Atlantpagten. På den økonomiske front kom samme år Marshallplanen, den største

amerikanske økonomiske hjælpeaktion og offensiv i fredstid. Betingel­

serne for at få del i denne hjælp (12 mia. dollars) var, at modtageren

skulle acceptere en kapitalistisk økonomi, gå med til en friere handel

(dvs. opgive mulighederne for national kontrol med økonomien) samt

underordne sig en vis planlægning af økonomiske ressourcer under

amerikansk vejledning. Og naturligvis måtte kommunisterne ud af

regeringerne, hvad de også kom.

Den amerikanske industri fik kæmpeordrer, og vejen banedes for

amerikanske interesser til det nu helt underlegne Europa, der samtidigt

blev beskyttet mod den socialisering, der ville have været en alvorlig

trussel mod USAs positioner og et kapitalistisk verdensmarked.

Russernes svar bestod bl.a. i en stramning af grebet om østeuropa,

hvad udadtil især kom til udtryk i den kommunistiske magtovertagelse

i Tjekkoslovakiet i 1948 - hvad muligvis må ses i sammenhæng med

med dette lands oprindelige interesse for Marshallplanen. Denne magt­

overtagelse, hvori sovjetisk militær ikke var indblandet (det tjekkiske kommunistparti var i forvejen dominerende i landet) førte til en anti­

kommunistisk kampagne i vesteuropa og en voldsom propaganda for

europæisk sikkerhed. Ingen forstod, at der var tale om en defensiv

5

sovjetisk og kommunistisk taktik overfor den amerikanske offensiv.

Og kun få ville indse, at den sovjetiske militærmagt var meget begrænset

efter krigens enorme ødelæggelser. Der spredtes tværtimod helt usand­

synlige rygter og Sovjetunionens magt og hensigter.

Amerikanerne lancerede nu Atlantpagten til forsvar for det nordat­

lantiske område. Danske socialdemokrater søgte at holde Danmark

udenfor, bl.a. gennem en neutralitetspagt med Sverige og Norge. Dette

mislykkedes på grund af svensk reservation og norsk modstand. Stillet

overfor den voldsomme sikkerhedspropaganda, som i Danmark gav sig

udslag i provokatoriske rygter om sovjetisk invasion i landet, valgte

socialdemokraterne da Atlantpagten (USA - Canada - England - Italien

- Benelux - Danmark - Norge - Island - Portugal). I Danmark vendte de

radikale, betydelige kredse indenfor socialdemokratiet og kommunister­

ne sig til en begyndelse skarpt mod denne politik.

Våbnene skulle i første omgang hovedsageligt komme fra USA, som

på denne måde i perioden 1945-52 ialt kom til at yde Europa mere end

30 mia. dollars til mad, opbygning og oprustning på amerikanske be­

tingelser og efter amerikanske retningslinier. Som følge heraf ændredes

i løbet af få år det politiske og ideologiske klima i Europa. Et vældigt

borgerligt propagandaapparat blev sat ind og hjulpet af udviklingen i

østeuropa blev prokommunisme til antikommunisme, og socialiserings­

tendenser blev til en almindelig accept af kapitalismen som produktions­

system. I Vesttyskland genopstod Krupp og de gamle koncerner med

amerikansk hjælp og i alliance med amerikanerne, hvad enhver i 1945 ville have forsvoret muligheden af.

Inddæmningspolitikken.

Atlantpagten blev senere udbygget med NATO (North Atlantic Treaty

Organization), hvorved indførtes fælles strategi, fælles kommando,

koordineret udbygning af hærene , en fastere amerik ansk kontrol med

det hele samt forskellige politiske organer. Under NATO er på lavere

plan flere steder gennemført for skellige former for militæ rt samarbejde

og integration for at øge effektivite ten og for i stigende grad at fratage

det enkelte land handlefrihed. Den dansk-ty ske 0 stersøkommando, som

alle undtagen de konservative har væ ret betæ nkelige ved, er et led i

6

disse bestræbelser. Af supplerende aftaler kan nævnes, at Danmark i

1951 nødtvungent måtte indgå en aftale med USA om forsvaret af

Grønland, som USA den gang skulle bruge til placering af fremskudte

bombe baser. I 1952 blev Grækenland og Tyrkiet uanset deres styreformer og

beliggenhed optaget i alliancen trods danske protester. Udenrigsminister

Bjørn Kraft sagde, at det var umuligt at anvende vor vetoret. Norge

modsatte sig derimod på det bestemteste Franeospaniens optagelse,

men USA sluttede så i stedet i 1953 sin egen forsvarsaftale med Spanien,

og den amerikanske øxerstkommenderende for atlantstyrkerne i Europa

kunne da inddrage Spanien i sin interessesfære.

Pagtsystemet udvidedes også til den øvrige verden. Den ene erklæring

på linie med Trumandoktrinen blev afgivet efter den anden, og sikker­

hedspagterne til beskyttelse af Shahens, Ibn Sauds, sydvietnamesiske

diktatorers, japanske finansfolks og latinamerikanske obersters frihed

og sikkerhed opstod allevegne. Overalt hvor de gamle kolonimagter

måtte trække sig eller kom galt af sted, trådte amerikanerne til. Vest­

europæere og japanere blev juniorpartnere. Indtil 1945 havde europæere

og japanere ført adskillige krige på kryds og tværs med hinanden om

den økonomiske og militære kontrol over koloniområderne. Det blev undertiden til verdenskrige. I dag er alle disse positioner virkeligt over­

gået til USA. Amerikanske soldater er stationeret i 64 lande på alle

kontinenter. Men NATO er på grund af Europas økonomiske betydning

en hovedhjørnesten i dette magtsystem. Den indledende investering i

vesteuropæisk økonomi og forsvar viste sig udbyttegivende.

Den senere afspændingspolitiker George Kennan formulerede om­

kring 1950 inddæmningspolitikken: en ring aflydstater og militærbaser

omkring Sovjetunionen for at hindre sovjetisk fremtrængen dier støtte

til revolutionære bevægelser. (Dette gentager sig nu mod Kina, og

Vietnamkrigen er bl.a. en bevidst demonstration af hensynsløs ameri­

kansk beslutsomhed, som skal mane revolutionære til eftertanke).

Inddæmningspolitikken blev lidt senere udvidet af den amerikanske udenrigsminister John Foster Dulles med tilbagerulningspolitikken:

russerne skulle i Europa rulles tilbage til grænserne fra 1939, en politik,

som længe var til tyskernes udelte behag. De havde nemlig som de

eneste som følge af krigen måttet afgive væsentlige "sikkerhedspositio­ner" ikke bare til den senere allierede USA, men også til den senere

7

fælles fjende Sovjetunionen. Tyskerne følte sig uretfærdigt behandlede,

fordi de måtte give afkald til hele to sider.

Denne amerikanske blokpolitik og imperialisme har ikke på noget

tidspunkt givet Vesteuropa nogen militær sikkerhed, som den ikke

havde i forvejen, men har i øvrigt næppe været uden succes. For ligesom

det antikommunistiske korstog længe har nedfrosset enhver politisk og

ideologisk udvikling - undtagen mod højre - i Vesteuropa, således har

givetvis den belejrede fæstnings mentalitet været med til at styrke

stalinismens og bureaukratismens greb om Sovjetunionen og østeuropa,

med de deraf følgende økonomiske og politiske konsekvenser.

Magtens foreløbige begrænsning.

Når denne amerikanske politik til dels led skibbrud på det rent militære

plan skyldes det bl.a., at 1. russerne indledningsvis fik en uvurderlig

allieret i den kinesiske revolution, som var et meget alvorligt amerikansk

tilbageslag, 2. russerne fik et operativt atomvåben i 1949-50, længe før man havde ventet det, og 3. russerne fik langtrækkende raketter, der

kunne ramme USA. Resultatet af den ungarske opstand betegnede

tilbagerulningspolitikkens nederlag, og den første sputnik bragte i 1958

den amerikanske atomafpresning overfor Sovjetunionen til ophør.

Atlanterhavet var ikke længere nogen barriere.

Der tales nu om opløsningstendenser i NATO og i Atlantpagten.

Mulighederne for noget sådant forekommer ringe. Japan og vesteuropa

kan vel nok på gammeldags vis komme i konflikt med USA om marke­

der og økonomi, og der kan føres udsigtsløse kampe mod dollaren. Men

kapitalistiske imperialister kan ikke længere tillade sig at føre afgørende

indre kampe for slet ikke at Itale om krige. Dertil er den amerikanske

dominans på alle områder for stærk, og dertil er den fælles udfordring

fra den kommunistiske verden sammenholdt med uroen i den tredie

verden for stor en trussel mod systemet. Derfor er f.eks. en de Gaulles

propaganda i regelen kun slag i luften, der højst kan irritere USA. Vore

politikere og magthavere har næppe heller nogen interesse i en sådan

opløsning, for ganske vist betaler vi tribut til USA, som har den øko­

nomiske og militære magt (den berømte teknologikløft er kun en fun­

tion heraf). En del af denne ydelse er vort militære beredskab. Men

8

til gengæld nyder vi også indenfor systemet adskillige økonomiske for­

dele. Vi får således som industrielt udviklede lande andel i gevinsten ved

at lade resten af verden eksistere på de amerikanske økonomiske be­

tingelser. Og hertil svarer naturligvis et betydeligt politisk-ideologisk

beredskab.

Disse betingelser kender enhver ansvarlig - dvs. lydig politiker. Derfor

vil man aldrig høre Baunsgård, Hækkerup eller wilson tage alvorlig af­

stand fra Vietnamkrigen. De kender eller bare fornemmer betingelser

og forudsætninger i den verden, hvor de altid vil og må stå på USAs

side.

Ingen hverken i øst- eller vesteuropa kan have interesse i den mere

og mere totale afhængighed, blokpolitiken skaber. Tjekkoslovakiet er

det nyeste eksempel i øst. Og vi i vest kan ikke være interesserede i at

være de amerikanske imperialisters partnere i udbytningen af andre

lande, lige så lidt som vi kan ønske at ende med selv at blive helt kolo­

niserede. Vi deler ikke ideologi med den almægtige præsident for Gene­

ral Electric, der siger, at "vor søgen efter profit stiller os helt klart på

linie med den nationale politik, der går ud på at styrke den internatio­nale handel som et middel til at styrke den frie verden i den kolde

krigs konfrontation med kommunismen" ("The Creative Power of

Profit", 1964). Vi ved efterhånden, hvem den frie handel er rettet imod,

og hvem der har fordelene af den. Og vi bliver bange, når vi ser den

tidligere udenrigsminister Dean Rusk formulere den amerikanske poli­

tiks rækkevidde: "Vi ved, at vi ikke længere kan finde sikkerhed og

velfærd gennem forsvar og politik, som begrænser til sig Nordamerika,

den vestlige halvkugle eller det nordatlantiske samfund. Verden er

blevet en lille planet, vi må tage os af det hele, al dens jord, dens have,

atmosfæren og det omgivende v.erdensrum". (Department of State

Bulletin 10. maj 1965). Vi kender den amerikanske brug af ordet sik­

kerhed og vi ved, hvad amerikansk velfærd betyder for andre.

9

ERFARINGER MED NATO

Preben Wilhjelm

Efter tyve års medlemsskab af NATO er der især to erfaringer som er

af betydning for stillingtagen til den fremtidige sikkerhedspolitik, og

som iøvrigt i det væsentlige er ens for de to blokke: 1) Uanset hvad der oprindelig må have været hensigten med blokkene,

så er de i dag hver for sig mere instrumenter til sikring af den pågæl­

dende supermagts dominans over sine mindre allierede end instru­

menter til fælles sikkerhed overfor den modsatte blok. 2) Den afspænding, vi trods alt har oplevet i Europa i den sidste halve

snes år, er ikke kommet i kraft af, men snarere på trods afblokkene.

Hvad den første påstand angår, så skal jeg ikke lægge skjul på, at jeg

for NATOs vedkommende mener, at denne påstand har været rigtig fra

den første dag: NATO var mere end noget andet USAs forsøg på at

kontrollere og dirigere Vesteuropa (se Andreas Jørgensens gennemgang

af baggrunden for NATO). Måske forholdt det sig anderledes for War­

szawapagtens vedkommende, i det mindste i de første år. Men uanset

om man er uenig i opfattelsen af fortiden, så er det nu først og frem­

mest situationen i dag, der skal tages stilling til. Og mønstret tegner sig

tydeligere og tydeligere. Truslen mod demokratiseringen i Tjekkoslovakiet kom ikke fra Vest,

men fra dets egne allierede. Truslen mod de demokratiske kræfter i

Spanien og Portugal kommer ikke fra øst, men fra disse landes eget militær og dets allierede. Truslen mod græsk demokrati kom ikke

østfra, men fra hjemlige reaktionære kredse, støttet af Grækenlands allierede. Truslen mod de demokratiske kræfter i Frankrig kom heller

ikke østfra, men fra landets eget militær, fra general Massu, og i givet

fald - vides det nu - fra den NATO-bistand, de Gaulle havde søgt om

for det tilfælde, at hans egne tropper ikke kunne holde befolkningen

nede.

Man vil kunne hævde, at uden vort medlemsskab af NATO ville vi i

dag med stor sandsynlighed have mistet vor selvstændighed, være blevet

opslugt af Sovjetunionen eller hvad man nu vil foreslå. Og vi kan påstå,

at der aldrig har foreligget nogen virkelig risiko herfor. Man kan hen­

vise til de baltiske lande, Ungarn og Tjekkoslovakiet. Og vi kan - uden

10

at det skal være noget forsvar for sovjetiske overgreb - påstå, at man

ikke herfra kan slutte nogen fare for Danmark, eftersom Sovjet her

strengt har holdt sig inden for det interesseområde, der aftaltes på

Yalta-konferencen. (Det var i øvrigt også præsident de Gaulles kom­

mentar til Sovjets nylige intervention i Tjekkoslovakiet. Heri ligger heller ikke noget forsvar for eller sympati for Yalta-aftalernes opdeling af verden i supermagternes "interessesfærer", blot en konstatering af,

at russerne - bortset fra raketeventyret i Cuba i 62 - har udøvet sin

dominans inden for de aftalte rammer).

Enhver sådan diskussion bliver påstand mod påstand. Hvad der ville være sket med Danmark uden NATO forbliver gætteri. Hvad vi derimod

helt håndfast kan konstatere, er, at vi har mistet noget af vor selvstæn­

dighed gennem medlemsskabet, - her tænkes ikke kun på de indskrænk­

ninger, der fremgår af skriftlige aftaler, men fuldt så meget på den

ikke-traktatmæssige underkastelse, som har ført til iøjnefaldende for­

skelle på f.eks. svensk og dansk udenrigspolitik. Man kan sige, at det

er prisen for at have bevaret det meste af vor selvstændighed, - men så

er man straks igen ovre i gætteriet. Forlader vi gætteriet og ser på de

tyve års erfaringer, så kan vi måske slutte noget om NATO's rette natur.

I disse år har NATO's forskellige medlemslande været involveret mili­

tært med mandskab og materiel i en lang række konflikter. Uden at ty

til opslagsbøger, men kun ved et øjebliks eftertanke kan nævnes følgen­

de: Indonesien, Iran, Korea, Guatemala, Kenya, Indokina, Cypern,

Algeriet, Libanon, Jordan, Ægypten, Cuba, Aden. Congo, Laos, Angola,

Guinea, Mosambique, Dominikanske republik, Vietnam. Der kunne

nævnes flere. I hvert eneste af disse tilfælde er der tale enten om krig

for egne, koloniale interesser eller om støtte til reaktionære regimer eller militære kupmagere imod folkelige bevægelser for sociale reformer.

Og hvad der er nok så afslørende: der kan ikke nævnes et eneste eksem­

pel, hvor NATO-landes indblanding har været til fordel for demokratiets

kræfter! Til trods for at der har været rig lejlighed, ikke bare i Græken­

land, Rhodesia og Sydafrika, men også i de fleste af de lande, der blev

nævnt før.

NATO-tilhængerne vil fremføre, at det aldrig har været NATO som

sådan, der har været impliceret i disse krigshandlinger, og det er korrekt.

NATO har aldrig som sådan været involveret i nogen væbnet konflikt.

Men det er at lukke øjnene for de barske realiteter hvis man vil hævde,

11

at så entydige erfaringer om medlemslandenes engagementer ikke siger

noget som helst om alliancens fysiognomi. I øvrigt har det officielle

Danmark i næsten alle tilfældene solidariseret sig moralsk med sine

allierede indtil den ellevte time, - for derefter sædvanligvis at forklare

den allieredes handling som en "tragisk fejltagelse". Det har ikke meget

med analyse at gøre at tale om tragiske fejltagelser, når det forekommer

i dusinvis af tilfælde - og efter samme mønster.

De seneste års anskuelsesundervisning især gennem de amerikanske

krigsforbrydelser i Vietnam, har gjort flere og flere opmærksomme på

dette mønster, og man er derfor begyndt at tale om et nyt NATO,

NATO som afspændingsinstrument og hvordan slagordene ellers lyder

(slagord er det, eftersom der ikke har været mindste antydning af, hvad

man forstår ved et nyt NATO eller et NATO som afspændingsinstru­ment).

Nu har vi jo oplevet en ganske betydelig afspænding i Europa i de

sidste 8-10 år. Hvad er da erfaringerne på dette område?

Siden 1952 har der i Geneve siddet en kommission under FNs

auspicier og forhandlet om balanceret og kontrolleret nedrustning. I

begyndelsen var der tale om firemagtsforhandlinger, senere er antallet

udvidet, men hele tiden har det reelt været blokkene, der her forhand­

lede. Den første periode var politisk især præget af det tysk-amerikanske

pres for vesttysk genoprustning og senere optagelse i NATO. Genoprust­

ningen indledtes i 52, og presset for optagelse i NATO blev stærkere.

Den østeuropæiske-sovjetiske frygt for et militært stærkt Tyskland kan

man finde forståelig eller ej, men den er en realite t , som hele tiden har

påvirket disse landes politik ganske stærkt. I de år, der her er tale om,

gav det sig bl.a. udslag i, at Sovjetunionen strakte sig endda overordent­

lig langt i bestræbelserne på at undgå, at Vesttysklands oprustning tog

fart gennem et medlemsskab af NATO. Mange udspil og forslag vidner herom, især efter Stalins død i 53.

En afgørende situation nåedes i nedrustningskommissionen i Geneve

i 55. Her havde vestmagterne forlængst opstillet deres ,,6 principper",

som Sovjet afviste, men som Vesten genfremsatte på møde efter møde .

Den 10. maj 55 skete så det helt overraskende, at den sovjetiske dele­

gation mødte op med en plan i otte punkter, som i virkeligheden var

kopieret efter Vestens seks principper. På intet tidspunkt før eller siden

12

har man været så tæt på aftaler om balanceret og kontrolleret ned­

rustning.

De vestlige delegationer krævede forhandlingerne afbrudt. I fire

måneder afviste de alle russiske forsøg på at få en drøftelse af forslagene.

Først i september holdt man møde igen, - Vesten afviste de sovjetiske

forslag, erklærede videre at de seks principper, Vestens eget forhand­

lingsgrundlag, ikke længere stod ved magt, og opstillede helt nye be­

tingelser. Situationen i maj 55, som er blevet kaldt "håbets øjeblik", og den

efterfølgende vestlige retræte, var uden tvivl af største betydning for

den senere udvikling. I umiddelbar sammenhæng fulgte Vesttysklands

optagelse i NATO (uden at Danmark gjorde brug af sin veto-ret), og

derpå oprettelsen af Warszawa-pagten. De følgende år bød på adskillige sovjetiske udspil i retning af balan­

ceret, kontrolleret nedrustning (se "The arms race" af den engelske

nedrustningsekspert Philip Noel-Baker. P.N.-B. tilhørte labourpartiets

højre fløj og var i en årrække forsvarsminister i skyggekabinettet). De

blev alle afvist af Vesten. Ligeså gik det med initiativer som Rapacki­

planen og Gomulka-planen.

I alle disse år har også den danske sikkerhedspolitik bygget på det

dogme, at enhver nedtrapning af rustninger skal være balanceret. Den

mystifikation, som kaldes " magtbalancen", er blevet en hovedpude,

som fritager danske regeringer for at gøre noget som helst selv. Og en

mystifikation er det! Hvornår har "magtbalancen" eksisteret? Hvis den

blev etableret med NATO i 1949, så må den være gået fløjten da Sovjet

fik brintbomben. Hvis den eksisterede i 55, så kan den ikke ufora.ndret

have eksisteret, da Sovjet fik interkontinentale raketter. O.s.v. Sagen er

naturligvis, at der aldrig har eksisteret en sådan hårfin balance, som

gjorde det risikabelt at foretage selv det mindste skridt. Den "balance",

man med nogen rimelighed kan talj! om, vedkommer ikke de mindre

allierede i blokkene. Den rykkes ikke , fordi man i stedet for ca. 13.000

mand vil have 30.000 mand eller nul mand. Den består slet og ret i de

to supermagters evne til gensidig ødelæggelse. Under disse vilkår er

mindre landes muligheder af en helt anden natur end supermagternes.

Alligevel har den ene danske regering efter den anden bundet sig til kun

at medvirke til nedrustning, når den er balanceret og aftalt mellem

blokkene.

13

Nu har der som nævnt siden 1952 siddet en kommission under FN

og forhandlet om balanceret og kontrolle~et nedrustning. Her er det i

realiteten blokkene, der forhandler. Det mest iøjnefaldende ved den

afspænding, der rent faktisk har fundet sted, er, at den ikke i nogen henseende er resultat af sådanne forhandlinger! Der har ganske enkelt

ikke været et eneste resultat af disse komplicerede balanceforsøg. Alle

bidrag til afspændingen har været ensidige skridt fra mindre lande i

blokkene, - den eneste undtagelse er tomagts-aftalen mellem USA og

USSR om prøvesprængninger med kernevåben, en aftale som senere

blev tiltrådt af de fleste andre lande, men som ikke var et resultat af

b lo kfor handlingerne. Alle andre skridt har været ensidige skridt, som

hver gang er mødt med mistro og modvilje fra den pågældende super­

magt, som så sin dominans begrænset, men som også hver gang meget

snart er blevet modsvaret af løsgørelsesbestræbelser i den anden blok.

Sovjetunionen var mere end skeptisk over for den polske selvstændighed,

da den kom til udtryk i initiativer som Rapacki-planen og Gomulka­

planen. Det førte ingen vegne, fordi Vesten var afvisende. Senere gik

det bedre, da nogle af de små lande lod hånt om balancen. Mekanismen

har været omtrent følgende: Rumænien slår sig i tøjret, Frankrig løsner

sig fra NATO, Rumænien tager et par skridt til, også Frankrig går videre.

Sovjet og USA er vrede på hver deres allierede, men det viser sig, at

man ikke finder sig i at blive kørt stramt i den ene blok, når den anden

løsnes, og at de ensidige skridt derfor i virkeligheden ikke forbliver

ensidige, men meget hurtigt besvares. Det er gået småt, det er gået alt

for langsomt, men det væsentlige i denne forbindelse er, at det er den

afspændingsmekanisme, der rent faktisk har fungeret, mens man i 16

år har søgt at bruge blokkene som afspændingsinstrumenter uden et

eneste resultat.

De ensidige skridts metode har sin begrænsning. Tjekkoslovakiet

søgte at bruge den, og der blev sagt stop. Men det er en forkvaklet logik,

der får nogle til at bruge Tjekkoslovakiets skæbne i argumentationen

for fortsat dansk medlemsskab af NATO. Det, tjekkoslovakerne bestræb­

te sig for, var at selvstændiggøre sig i forhold til den supermagt, der

dominerer dem. Når danske politikere udtrykker sympati for disse

bestræbelser, men samtidig gør klart, at de ikke er villige til at tage

skridt til opløsning af den anden blok, er det ikke bare ulogisk, men

en direkte hån mod tjekkoslovakerne.

14

Udviklingen inden for hver af de to blokke er stærkt påvirket af,

hvad der sker i den anden blok. Opløsning det ene sted vil uundgåeligt

medføre opløsning det andet sted. Denne proces er så småt i gang, men

det er os, de små lande i den vestlige blok, der har været mest tilbage­

holdende. Tingene hænger sammen, og vi burde forstå, at vi har et medansvar

for Tjekkoslovakiets skæbne og for tilbagefaldet i Polen og Rapackis

fjernelse. For vi har ikke gjort vores del af arbejdet. Adam Rapacki havde været en toneangivende statsmand i østeuropa

i dag, hvis Vesten havde stillet sig positivt til Rapacki-planen om kerne­våbenfrit område og militær udtynding i Centraleuropa. Nuvel, det er

en påstand, vi er ovre i gætteriet. Påstanden kan være lige sil god eller dårlig som en hvilken som helst anden påstand - men der er forhåbent­

lig lidt mere tankevækkende, og så kan læseren i øvrigt selv bedømme

sandsynligheden. De mindre lande i de to blokke har en fælles interesse i nedbrydning

af blokkene. Hvad vi derfor burde foretage os her ved udløbet af

NATO's 20-års periode var at anvende al vor politiske energi og fantasi

på at finde alternative løsninger på Danmarks sikkerhedspolitiske prob­

lemer end fortsat bidrag til blokpolitikken. Bag undersøgelser for sådan­

ne alternative løsninger må ligge erkendelsen af, at et land som Danmark

ikke kan forsvares militært uden total ødelæggelse, og at sikkerheden

derfor snarere ligger i afspændingen end i oprustningen. Vi ved godt,

i hvilken retning vi kunne ønske alternativet, men det er sådan set

underordnet: Alle relevante alternativer bør undersøges, herunder mu­

lighederne for nordisk neutralitetsforbund, deltagelse i neutral zone

omfattende mindre øst- og vestlande ned gennem Europa, og isoleret

dansk neutralitet. Kravet om, at sådanne alternativer - og gerne flere -undersøges forud for stillingtagen til forlængelse af NATO-medlems­

skabet fremsatte vi i Folketinget under udenrigsdebatten i efteråret 68,

men det blev afvist. Udenrigsministeren udtalte kort efter i NATO's

ministerråd, at for Danmark findes der intet alternativ til NATO. Hvor

man så kan vide det fra, når man afviser at undersøge det.

15

UD AF NATO

Erik Knudsen

Sig mig hvilke forbundsfæller , jeg får - og jeg skal sige dig hvor jeg

står . . . Mange socialdemokrater holder fast ved NATO-politikken for

ikke at komme i selskab med de røde til venstre. Men bør en social­

demokrat ikke foretrække selv den mest røde VS'er fremfor en for­

mørkelse som Per Federspiel, der under den udenrigspolitiske debat i

efteråret 68 udtalte (ref. Politiken) "at hensynet til styrkelse af NATO

måtte gå forud for bedømmelsen af styret i Grækenland, og at de

amerikanske våbenleverancer til Grækenland burde betragtes under

denne synsvinkel." Per Federspiel sagde ved samme lejlighed: "J eg

glæder mig over, at der også efter at Socialdemokratiet er kommet i

opposition er enighed om udenrigspolitikken. "

At få ros af en ærkereaktionær, det må da få socialdemokrater til at

indse : Her er noget galt.

Hilmar Baunsgaard og hans embedsbrødre advarer mod udenoms­

parlamentariske aktioner. Deres advarsler gælder studenteraktivister og

andre ungdomsoprørere på venstrefløjen. Vogterne af de etablerede

spilleregler glemmer at omtale den mest effektive udenoms-parlamenta­

riske faktor i Danmark: NATO. De slår ud med den ene hånd: Ingen

over og ingen ved siden af folketinget! Med den anden lister de fortro­

lige aktstykker ned i lommen. NATO-bevillinger, som ikke må omtales,

tal, der forholdes offentligheden. Hvad ved vi om NATOs nye anlægs­

program ? - Hvad ved folketingets menige medlemmer? Hvor meget får de lov at vide?

Vi slipper ikke ud af NATO hverken i dag eller i morgen. Måske har

vi intet valg når det kommer til stykket. Måske bliver det for dyrt for

skatteborgerne (vi skal i givet fald betale os ud, yde erstatning for

NATO-flådeinstallationer og NATO-olieledningen op gennem Jylland

plus de øvrige NATO-anlæg og NATO-depoter, hvor NATO-udrustning opbevares).

Men der er noget vi kan. Vi kan komme ud af NATO-illusionen, vi

kan punktere myten. Er vi et besat land, så lad os se det i øjnene og

nægte at besmykke vor status. Lad os blive dårlige allierede med alle

federspielerne i ind- og udland og bedre og bedre allierede med de folk,

der gør oprør mod NATO-imperialismen udefra.

16

Vi har en lang kamp foran os, men der er mening i den kamp. Vi har

gode forbundsfæller, foruden de erklærede mål og idealer i vore parti­

programmer: den 3. verdens frihedskæmpere, det andet USAs friheds­

kæmpere - med negrene i spidsen - og først og sidst inspirationen fra

vor egen frihedskamp under den forrige Scavenius-regering.

Jeg påstår: NATO-stater har interveneret i Ægypten, Congo, Algeriet,

Kina, Iran, Guatemala, Indonesien, Cuba, San Domingo og Vietnam.

Og NATO-stater har undladt at intervenere - i Sydafrika og Rhodesia.

Der sidder de hvide fascister trygt i sadlen. Kan NATO-tilhængere virkelig ignorere en så massiv anklage? Har de

stirret sig så blinde på "blottede nordflanker" og "militære tomrum i

Europa", at de ikke lægger mærke til NATO-staters krigeriske fremfærd

på de sociale slagmarker i Asien, Afrika, Latinamerika?

Hvem truer hvem? Se på en globus: USA har støttepunkter og baser

rundt om Sovjet og Kina: Danmark, Island, Tyskland, Spanien, Græken­

land, Tyrkiet, Midtøsten, Pakistan, Thailand, Sydvietnam, Taiwan,

Sydkorea, Japan. Skikkelige NATO-danskere snakker om MAGTBA­

LANCE. uSA-politikere fører et andet sprog, de taler om "at oprethol­

de den militære overlegenhed kloden over" (Dean Rusk).

Læg mærke til, hvord"an man skriver NATO-historie, beretningen om

selve tilblivelsen. Halve sandheder og hele løgne: - NATO værner mod

at vi "en skønne dag bliver rendt over ende". - NATO blev til for at

afholde Sovjetunionen fra at angribe Vesteuropa.

J amen, så vågn da op mennesker! I kan jo læse. "Det er imidlertid

klart erkendt, at Sovjetunionen på daværende tidspunkt simpelthen

ikke besad midler til at søge en sådan ekspansion gennemført, lige så

lidt som Sovjetunionen overhovedet kunne være i tvivl om den ameri­

kanske dominans og tilstedeværelse i Europa uden for det af Sovjet­

unionen dominerede område." (Ole Karup Pedersen: Tendenser i inter­

national politik efter 1945). Isaac Deutscher: "Mere end en gang i historien har større magter

dannet et forbund og åbnet fjendtlighederne ved hjælp af falske påstan­

de. Men aldrig før har ansvarlige statsmænd rejst en så gigantisk og

uvirkelig påstand, som da NATO blev oprettet."

Meningen med NATO - og Marshall-planen - var at "redde" Vest­

europa fra socialismen og presse Sovjetunionen til at anerkende ameri­kansk dominans.

17

En af de grundigste analyser af hændelsesforløbet under og lige efter

den 2. verdenskrig finder man i Alperowitz bog om Trumans atom­

diplomati ("Atomic Diplomacy: Hiroshima and Potsdam"). Her doku­

menteres punkt for punkt, hvordan den kolde krig begyndte - ikke

med dannelsen af Kominform i 1947, men med Trumans brud med

Roosevelts politik straks ved sin tiltrædelse i april 1945, hans brug af

atombomben som politisk pression mod Stal in, hans og Ch urchills

forsøg på at skræmme Sovjet ud af de "interesseområder", som man

var enedes om på Jalta. Sovjetunionens krav om "venligtsindede regeringer" i sine europæiske

nabolande (forståeligt, når man tænker på hvad verdenskrigen kostede

Sovjet, og beskedent sammenlignet med USAs globale fordringer) blev

mødt med "betænkeligheder og tøven" hos de vestlige magter, men de

accepterede, det er det afgørende, der ~ar enighed i princippet. Siden

har vi da også set, hvordan Sovjet afstod fra at hjælpe socialisterne og

kommunisterne i den græske borgerkrig og overlod initiativet til vest­

magterne, der intervenerede til fordel for monarkiet, vi så hvordan

Sovjet bakkede ud af Cuba med sine raketter, og USA undlod at gribe

ind i Ungarn og Tjekkoslovakiet. Magtskiftet i Tjekkoslovakiet i februar

48 og Berlin-blokaden nogle måneder senere (hændelser som altid i vor

verden fremføres som eksempler på Sovjet-kommunismens agressive

natur, beskrives i Kennan's memoirer som "Sovjetunionens defensive

reaktioner på Marshall-plan initiativets første tegn på succes og på

vestmagternes forberedelse på at opstille en seperat tysk regering i Vesttyskland. "

Atlantpagtens medlemmer vil "afstå fra trusler eller magtanvendelse"

(artikel 1), - de vil "styrke deres frie samfundsordninger" (artikel 2).

De ophøjede idealer og de blodige realiteter (som ikke KAN skjules,

ikke i Grækenland, ikke i Portugal og dets kolonier, og slet ikke i

Vietnam), - her er noget, der halter! De indre modsigelser i NATO bliver synlige, bedraget og selvbedraget

afsløres, og NATO-bosserne skynder sig at snakke om det NY NATO,

nu gælder det et nyt klima, "et klima af stabilitet", nu er slagordene

"defence og detente", forsvar og afspænding, nu skal vi ha' NATO­

integration som aldrig før og samtidig huske, at NATO består af

suveræne stater uden direkte medansvar for hinandens handlinger, nu skal vi anklage de græske fascister i Strassbourg og samarbejde videre

18

J

1 I

med dem og deres våbenleverandører i NATOs råd og komiteer, nu

skal vi sige: "Anerkend Oder-Neisse! " når vi er i opposition, og "Oder­

Neisse er ikke noget dansk problem", når vi danner regering, nu skal vi

inddæmme Sovjetunionen, men forberede samarbejde med henblik på

truslen fra Kina, nu skal vi ... hold op! lad os komme ud af NATO før

vi alle er blevet gale.

(Sammendrag af kronikker i AKTUELT nov.-dec. 68)

CITATER

BAGGRUNDEN FOR NATO

Oer eksisterer en minoritet i Amerika, som af forskellige årsager hellere ville have set, at Rusland havde lidt et nederlag i krigen.

Harry Hopkins, Roosevelts rådgiver 1945

Hvis vi ser, at Tyskland vinder, bør vi hjælpe Rusland. Og hvis Rusland vinder, må vi hjælpe Tyskland og på den måde lade dem dræbe så mange som muligt.

Harry Truman, 23. juni 1941

Oer er folk i Amerika, der gerne så vore hære marchere lige igennem Tysk­land for at bekæmpe Rusland efter Tysklands nederlag. Oe repræsenterer ikke andre end sig selv, og ingen rege­ring, der er noget værd i ledelsen af landet, ville nogensinde tillade, at den­ne gruppe fik indflydelse på vore offi­cielle handlinger.

Harry Hopkins, 1945

Bistand i medfør af Marshallplanen vil straks ophøre i ethvert land, der stem­mer kommunisterne til magten.

George Marshall, 1948

Pagten er ikke rettet "mod" nogen, men fuldstændig defensiv. Oet er sandt, at Sovjets adfærd i hovedsagen har været ansvarlig for pagtens oprettelse, men dette gør den ikke mere anti­russisk end en politistyrke er antifol­kelig.

Oean Acheson, 1949

Oen brutale sovjetiske erobring af Tjek­koslovakiet fik ikke Vesten til at falde fra hinanden. Oen ledte til dannelsen af NATO.

J ohn F oster Dulles, 1954

(Magtskiftet i Tjekkoslovakiet og Ber­linblokadel1 nogle måneder senere var) "Sovjetunionens defensive reaktioner pil Marshallplw initiativets første tegn pil succes og på vestmagternes forbere­delse på at opstille en separat tysk regering i Vesttyskland."

George Kennan's memoirer

Oet var helt klart for enhver med selv et flygtigt kendskab til den tids Rus­land, at Sovjetlederne ikke havde no­gen hensigt om at fremme deres sag ved at gå til militære angreb med deres egne styrker over grænserne.

George Kennan

19

Mere end en gang i historien har større magter dannet et forbund og åbnet fjendtlighederne ved hjælp af falske påstande. Men aldrig før har ansvarlige statsmænd rejst en så gigantisk og uvir­kelig påstand, som da NATO blev op­rettet.

Isaac Deutscher

Statsminister Hans Hedtoft betonede, at det var den af blokdannelsen og ensretningsprocessen i østeuropa skab­te uro, der nødvendiggjorde et nærme­re sikkerhedspolitisk samarbejde mel­lem Vestens demokratier.

regeringens gråbog om NATO, 1968

ERFARINGER MED NATO "Håbets øjeblik"

Det hele ser for godt ud til at være sandt ...

den franske delegerede i Geneve Jules Moch, 10. maj 1955

Vi har med tilfredshed noteret, at de retningslinier, som vi har foreslået gen­nem længere tid, og som vi har genta­get mange gange i disse sidste to måneder, i vidt omfang er blevet ac­cepteret af Sovjetunionen.

den amerikanske delegerede i Geneve, 12. maj 1955

Vi er glade over, at de vestlige forslag nu i vidt omfang, i nogle tilfælde fuld­stændigt, er blevet overtaget af Sovjet­unionen og gjort til dens egne forslag.

den britiske delegerede i Geneve 12. maj 1955

De forenede Stater reserverer sig nu sin holdning overfor alle sine tidligere synspunkter, som den har lagt frem i denne underkomite, i nedrustnings-

20

kommissionen eller i FN, vedrørende spørgsmål med relation til rustnings­niveauer.

den amerikanske delegerede i Geneve, 6. sept. 1955

Et omhyggeligt studium (af nedrust­ningsforhandlingerne) viser, at siden maj 1955 har russerne udfoldet bety­delige anstrengelser for at opnå enighed, herunder principiel accept af interna­tional inspektion og kontrol i stor målestok, mens de vestlige regeringer har tilbagekaldt det omfattende forslag angående nedrustningens første fase, som de selv tidligere insisterede på.

Labour-politikeren Philip Noel-Baker i sin bog "The Arms Race", 1958

Dominikanske Republik

Revolution er ethvert lands egen sag. Det bliver kun - jeg gentager: kun - en sag for en fællesamerikansk akti­on, når revolutionens formål er at oprette et kommunistisk diktatur.

Lyndon B. Johnson, 1965

Man fik ham til at sige, at revolutionen var kommunistisk, og senere fremlag­des en liste over 51 - enoghalvtres -dominikanske kommunister. Hele ver­den skoggerlo.

Juan Bosch, 1965

Amerikanske nationer kan ikke, må ikke og vil ikke tillade oprettelsen af en anden kommunistisk regering i den vestlige hemisfære.

Johnson

USA har knust en demokratisk revo­lution.

Bosch

Grækenland

H,vis Grækenland skulle falde i hænder­ne på en væbnet minoritet, ville følger­ne blive øjeblikkelige og alvorlige. For­virring og uorden kunne sprede sig over hele Mellemøsten ... Hvis vi nu svigter i vort lederskab, sætter vi måske ver­densfreden og i hvert fald vor egen nations velfærd på spil.

Truman, 1947

Grækenland får ikke vigtig militær udrustning for øje blikket.

Clark Clifford, 1968

Grækenland har altid været en solid allieret for USA og et uforbeholdent medlem af NATO.

Clifford, 1968

23. januar 1968: De forenede Stater anerkender den græske junta.

Vi kan bedre hjælpe Grækenland til at få en forfatningsmæssig regering ved at fortsætte vores militære hjælp end ved at standse den.

Clifford,1968

September 68: USA genoptager leve­rancen aflettere våben til Grækenland.

Hvilke konklusioner drager udenrigs­ministeren af den amerikanske rege­rings beslutning om at forsyne den græske militærjunta med våben?

Kjær Rasmussen, VS, i folketinget 30. okt. 1968

Den amerikanske beslutning om at genoptage visse leverancer af tunge våben typer til Grækenland har ikke været drøftet i NATO, og den danske regering har heller ikke på anden måde haft nogen mulighed for at gøre sine

synspunkter gældende, inden beslut­ningen blev truffet. Fra amerikansk side blev vi underrettet om beslutnin­gen med fremhævelse af, at sagen måtte betragtes som et rent bilateralt anlig­gende, der ikke ville blive drøftet i NATO.

udenrigsminister Poul Hartlings svar, 30. okt. 1968

Grækenland må have hjælp, hvis det skal blive et stabilt medlem af NATO med respekt for sig selv. Der er intet andet land, der vil hjælpe Grækenland til at få en forfatningsmæssig regering ved at fortsætte den militære hjælp.

Clifford, 1968

Februar 69: USA genoptager leveran­cen af tunge våben, herunder kampfly, til Grækenland.

Hvis den militære hjælp til allierede skulle afgøres ud fra hvilken regering, de til enhver tid havde, ville NATO gå i opløsning.

Clifford, 1968

Hensynet til styrkelse af NATO må gå forud for bedømmelsen af styret i Grækenland, og de amerikanske våben­leverancer til Grækenland bør betragtes under denne synsvinkel.

Per Federspiel, 1968

Vietnam

Sæt vi tabte Indokina. Så ville det være slut med de leverancer af tin og tungsten, som vi sætter så stor pris på fra dette område.

Eisenhower, 1953

Resolution fra NATO's rådsmøde ud­trykker anerkendelse af, at den franske indsats i Sydøstasien er i fuld overens-

21

stemmeIse med det atlantiske fælles­skabs mal og idealer og udtrykker enighed om, at de franske unionsstyr­kers felttog i Indokina fortjener fort­løbende støtte fra NATO-regeringerne.

eenstemmigt vedtaget, dec. 1952

Dien Bien Phus fald vil kunne få franskmændene til at søge en ordning i Indokina for enhver pris. En fransk tilbagetrækning vil betyde, at området bliver oversvømmet af kommunister inden en måned. USA kan, som leder af den frie verden, ikke tillade yder­ligere tilbagetog i Asien.

Nixon,1954

Der findes en regering, der med alle midler modsætter sig en fredelig løs­ning af denne verdens problemer. Den­ne regering er Pekingregeringen.

Dean Rusk, 1965

dag kan vi klare Kina. Om ti-femten år kan vi måske. ikke.

Nixon,1965

For ikke ret mange år siden var Viet­nam et fredeligt, omend hårdt prøvet land. I nord sad en kommunistisk regering. I syd kæmpede et folk for at bygge en nation med venskabelig hjælp fra USA.

Johnson, 1966

Men så bestemte Nordvietnam sig for erobring. Og fra den dag og frem til i dag er soldater og forsy ninger kom­met over grænsen i en stadig voksende strøm.

Johnson, 1966

Guerillastyrkerne får ikke forstærk­ninger eller systematiske forsyninger fra Nordvietnam, Kina eller noget an­det sted. Efter alt at dømme må de

22

klare sig med de våben, de selv kan erobre. De fleste våben er amerikanske og en del er hjemmelavede.

general Harkins, 1963

Befrielsesfronten i Sydvietnam er gan­ske enkelt en kunstig organisation, som Hanoi har skabt for at holde liv i en falsk forestilling. Lige siden 1954 har Hanoi været helt og ene ansvarlig for krigen i Sydvietnam.

George Ball, 1966

I tiden fra november 64 til januar 65 gik den 325. division af den nordviet­namesiske hær over grænsen til Syd­vietnam. På dette tidspunkt fandt der ingen amerikanske bombninger sted over Nordvietnam. Derfor var dette agression i form af væbnet angreb.

senatshøring af Dean Rusk, 1966

Var det før eller efter at vi havde sendt vore 200.000 mand til Vietnam?

Well, divisionen gik over grænsen efter at vi havde sendt ... - efter at vi havde forstærket vore styrker der.

Rusk

Da forøgelsen af den amerikanske mi­litære indsats blev indledt i begyndel­sen af 1965 regner man med, at kun ca. 400 nordvietnamesiske soldater var blandt fjendens styrker i syd, som på det tidspunkt udgjorde 140.000 mand.

Mike Mansfield

Well, vi har ikke set styrker, som i stor skala har forsøgt at gøre sig gæl­dende i åben kamp. Det væsentlige problem er fortsat at finde frem til modparten.

Rusk

Hvis den katastrofe skulle ske, at vi tabte i Vietnam, ville det starte en voldsom chockbølge af forfærdelse og modløshed som ville sprede sig fra sit centrum i Vietnam og strække sig ud over hele kloden og påvirke alle vore internationale forbindelser og hver ene­ste alliance, først og fremmest NATO.

Maxwell Taylor, 1965

Mener udenrigsministeren, at man fra dansk side i tilstrækkelig grad har udnyttet mulighederne for gennem NATOs organer at gøre det klart for USAs regering, at dens politik i Viet­nam udgør en alvorlig belastning for forholdet mellem USA og andre af Atlantpagtens medlemsstater?

Poul Dam, SF, aug. 1965

Når NATO-aspektet specielt er draget frem, finder jeg anledning til yderligere at fremhæve ... at det for Danmark som medlem af NATO må være af afgørende betydning, at USA lever op til sine traktatmæssige forpligtelser til forsvar for andre lande.

udenrigsminister Per Hækkerups svar, aug. 65

På dette trin af verdens udviklingshi­storie er det urealistisk at tro, at man kan nægte små lande deres nationale selvbestemmelsesret. Johnson, 1968

(om Tjekkoslovakiet)

UD AF NATO

Jeg tror, at vi vil vinde en varm krig, og jeg ved ikke, om vi vil vinde denne kolde krig. Jeg tror, at de principper og idealer, som dette land har repræ­senteret lige fra begyndelsen, jeg tror at de er i større fare under en kold krig end under en varm krig.

J ohn Foster Dulles, 1957

Glem ikke dette: Vi er ialt 200 millio­ner. Overfor os står næsten 3 milliarder. De vil have det, vi har. Men de skal ikke få det - ikke fra os!

Lyndon B. Johnson, 1966

Vi har gjort en række fordømt fine ting - i økonomien, særlig, men også i fjerne lande .... Iran og Guatemala.

Eisenhower, 1956

Det er NATO, der er skyld i at Portugal kan fortsætte sine kolonikrige. NATO er frihedens største fjende i Afrika.

J anet Mondlane, 1968

USA har knust en demokratisk revo­lution.

Juan Bosch, 1965

Uden NATO ville juntaen ikke kunne blive siddende.

Andreas Papandreou, 1968

Præsident Johnson har i samarbejde med store dele af pressen til stadighed givet det amerikanske folk det indtry k, at vore allierede godkender hans Viet­nam-politik. Dette har hæmmet de bestræbelser, som er udfoldet af kri­gens modstandere for at ændre opinio­nen her .... Det ville være et effektivt stød mod Johnsons politik, h vis den danske regering åbent ville fordømme den.

Benjamin Spock, aug. 1968 i brev til den danske offentlighed

Kravet må nu være, at den danske regering ophører med at have nogen som helst relationer med De forenede Staters regering - ud fra den betragt­ning, at dens handlinger gør den til en brutal gangster, som bør fryses ud af

23

ethvert civiliseret samfund. Leo Huberman, redaktør af

MONTHL y REVIEW i brev til den danske offentlighed,

sept. 1968

For Danmark findes der intet alterna­tiv til NATO.

udenrigsminister Poul Hartling i NATOs ministerråd, nov. 1968

DEN NORDATLANTISKE TRAKTAT

Deltagerne i denne traktat bekræfter på ny deres tillid til formålene og grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt og deres ønske om at leve i fred med alle nationer og alle regeringer.

De er fast besluttet på at sikre deres folks f~ihed, fælles traditioner

og kultur hvilende på demokratiets og den personlige friheds grundsæt­ninger og på lov og ret.

Deres stræben er at fremme stabilitet og velfærd i det nordatlantiske område.

De e.r besluttet på at forene deres kræfter til kollektivt forsvar og til bevarelse af fred og sikkerhed.

I overensstemmelse hermed er de blevet enige om nedenstående N ordatlantiske Traktat:

artikel 1

Deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers

pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive

indblandet, ved fredelige midler på en sådan måde, at mellemfolkelig

fred og sikkerhed såvel som retfærdigheden ikke bringes i fare, og til

i deres mellemfolkelige forhold at afstå fra trusler eller magtanvendelse

på nogen måde, som er uforenelig med De Forenede Nationers formål.

artikel 2

Deltagerne vil bidrage til den videre udvikling af fredelige og venskabe­

lige mellemfolkelige forhold ved at styrke deres frie samfundsordninger.

artikel 3

Med henblik på mere effektivt at virkeliggøre denne traktats formål vil

deltagerne, hver for sig og i fællesskab, gennem stadig og effektiv

24

selvhjælp og gensidig hjælp opretholde og udvikle deres individuelle

og kollektive evne til at imødegå væbnet angreb.

artikelS Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i

Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle,

og de er følgelig enige om, at hvis et sådant væbnet angreb finder sted, skal hver af dem under udøvelse af retten til individuelt eller kollektivt

selvforsvar, som er anerkendt ved artikel 51 i De Forenede Nationers

pagt, bistå den eller de således angrebne deltagerlande ....

artikel 8 Hver af deltagerne ... forpligter sig til ikke at indgå nogen mellemfolke­

lig forpligtelse, der er i strid med denne traktat.

artikel 10 Deltagerne kan ved enstemmig beslutning opfordre enhver anden euro­

pæisk stat, som er i stand til at fremme' grundsætningerne i denne

traktat og bidrage til det nordatlantiske områdes sikkerhed, til at tiltræ­

de denne traktat ....

artikel 13 Efter at traktaten har været i kraft i 20 år, kan ethvert deltagerland

ophøre med at være deltager et år efter, at det har opsagt traktaten ved

meddelelse til Amerikas Forenede Staters regering ...

(Der gives ikke i traktaten nogen mulighed for at ekskludere medlemmer

der handler i s,trid med formålsparagraffen eller på anden måde mislig­

holder de traktatmæssige forpligtelser).

FORTROLIGT

"Hvis Danmark bliver medlem af atlanterhavspagten, ordner spørgsmålet om Grønland sig mere eller mindre af sig selv. Hvis Danmark afslår at

blive medlem, må man regne med, at ikke alene USA men også de andre

25

III

li

medlemmer af pagten vil stille krav til Danmark om, at der træffes en eller anden langfristet traktatlig ordning, således at Grønland indgår

som et led i det nordatlantiske sikkerhedssystem. Grønland er militært

så vigtigt for dette, at man ikke kan regne med, at USA vil lade sig nøje med, at forhandlingerne om ophævelsen af overenskomsten af 9. april 1941 trækkes i langdrag på ubestemt tid.

Afslår Danmark dette krav om traktatlig ordning, foruden at vi afslår

at blive medlem af atlanterhavsforbundet, vil det blive en meget alvorlig

belastning for vort forhold til den amerikanske regering og den ameri­kanske offentlighed, der føler, at USA har et berettiget krav på, at

Grønland som beliggende i den vestlige hemisfære er forsvarligt militært beskyttet. "

Uddrag af fortrolig depeche til udenrigsministeriet

fra ambassadøren i Washington, 22. fbr. 1949

BASEAFT ALEN OM GRØNLAND

undertegnet 27. april 1951

Regeringerne i kongeriget Danmark og Amerikas Forenede Stater ... som

af NATO er blevet anmodet om at føre forhandlinger om og indgå

aftaler, hvorefter NATO-landenes væbnede styrker kan gøre brug af

anlæg i Grønland til forsvar af Grønland og den øvrige del af det nord­

atlantiske traktatområde, har for at styrke NATO indgået følgende overenskomst:

artikel 2

(2) Det aftales fra tid til anden i hvert enkelt tilfælde, hvorledes

ansvaret for driften og vedligeholdelsen af forsvarsområderne skal

fordeles mellem de to regeringer.

(3) I de tilfælde, hvor det vedtages, at ansvaret for driften og vedlige­

holdelsen af et forsvarsområde skal påhvile regeringen i Amerikas

Forenede Stater, gælder følgende regler:

(a) Den danske øverstkommanderende for Grønland kan til staben

hos den kommanderende officer i et sådant forsvarsområde knytte dansk militært personel under kommando af en officer, med hvem

26

)

den amerikanske kommanderende officer skal r~dføre sig i alle

vigtige lokale anliggender, der berører danske interesser.

(c) Regeringen i kongeriget Danmark forbeholder sig ret til at benytte

et forsvarsområde i samarbejde med regeringen i Amerikas Forene­

de Stater i forbindelse med forsvaret af Grønland og den øvrige

del af det nordatlantiske traktatområde og til der at opføre sådan­

ne anlæg og iværksætte sådanne foranstaltninger, som ikke er til

hinder for De Forenede Staters virksomhed i området.

artikel 4

I forbindelse med foranstaltninger til forsvar af Grønland og den øvrige

del af det nordatlantiske traktatområde vil forsvarsområderne i det

omfang, dette kan gennemføres, blive stillet til rådighed for skibe og

luftfartøjer tilhørende andre regeringer, som er deltagere i NATO, og for

sådanne regeringers væbnede styrker.

artikel 5

(3) Under iagtagelse af bestemmelserne i nærværende overenskomsts

artikel 6 ... har regeringen i Amerikas Forenede Stater for sine

skibe og luftfartøjer og sine væbnede styrker samt køretøjer ret

til fri adgang til og færden mellem forsvarsområderne overalt i

Grønland, herunder territorialfarvandene, til lands, til sØs og i

luften. Denne ret skal omfatte fritagelse for lodstvang og for fyr­

eller havneafgifter. De Forenede Staters luftfartøjer har adgang til

at overflyve og lande på et hvilket som helst område i Grønland,

herunder de grønlandske territorialfarvande, uden andre indskrænk­

ninger end sådanne, hvorom der måtte blive opnået enighed.

artikel 6

Regeringen i Amerikas Forenede Stater indvilger i at samarbejde i

videste udstrækning med kongeriget Danmarks regering og dens myn­

digheder i Grønland under udførelse af sin virksomhed i medfør af nærværende overenskomst. . .

artikel 8 Regeringen Amerikas Forene<Ie Stater skal have ret til at udøve

27

1,, ___ -

udelukkende jurisdiktion over de forsvarsområder i Grønland, for hvilke

den har ansvaret ...

artikel 9

Kongeriget Danmarks lovgivning skal ikke være til hinder for, at militært

eller civilt personel, hvis tilstedeværelse i forsvarsområderne eller på

andre pladser i Grønland er nødvendig i forbindelse med virksomhed i

medfør af nærværende overenskomst, eller medlemmer af deres familier

indrejser i eller udrejser af forsvarsområderne eller andre sådanne pladser i Grønland.

artikel 13

(1) Intet i nærværende overenskomst skal kunne fortolkes som ha­

vende indflydelse på kommandoforhold.

(3) De to regeringer er enige om velvilligt at ville overveje enhver hen­

vendelse, som en af parterne, efter at nærværende overenskomst

har været i kraft i et rimeligt tidsrum, måtte fremsætte med hen­

blik på en gennemgang af nærværende overenskomst for at afgøre,

hvorvidt ændringer måtte være nødvendige eller ønskelige under

hensyn til indvundne erfaringer eller ændrede NATO-planer. En­

hver sådan ændring udkræver fælles samtykke.

artikel 14

(2) Nærværende overenskomst, som tjener til gennemførelse af Den

nordatlantiske Traktat, skal forblive i kraft i samme tidsrum som Den nordatlantiske Traktat.

NATO OG GRØNLAND

Søndag den 21. januar 1968 styrtede en amerikansk bombemaskine

med fire brintbomber ned ved Thule i Grønland. Det var to dage før

folketingsvalget i Danmark, og regeringen Krag tilbageholdt meddelel­sen om ulykken i næsten et døgn. Da ministrene under den store, af-

28

sluttende tv-debat søndag aften 21/1 energisk tilbageviste alle hentyd­

ninger til faren ved N A TO-medlemsskabet, sad de overfor hele

befolkningen og skjulte den viden, der så chokerende illustrerede faren.

Det blev regeringen Baunsgårds opgave at "varetage" Thule-sagen. Det skete - som man kunne vente - uden at gå USA for nær. Under­

danigheden var så udtalt, at det amerikanske tidsskrift Minority of One

fandt, at "den danske regering i Thule-sagen har opført sig, som om

Danmark var en amerikansk koloni." Der udsendtes beroligende erklæ­

ringer uden noget som helst grundlag. Enhver amerikansk erklæring blev taget for gode varer. De mange beretninger (fra danske håndvær­

kere o.l.) om konstant trafik på Thule med netop den slags fly, og

formentlig også med kernevåben, blev aldrig undersøgt. Oplysningen

(som fremkom bl.a. i amerikanske blade) om at amerikanerne på Thule

i en periode havde haft installeret atomvåbenbærende raketter i silo­

lignende bygninger fik offentligheden aldrig nogen redegørelse for.

I folketinget søgte VS at følge sagen op: "Man tav om ulykken næsten et døgn af hensyn til valget ... Ameri­

kanerne fik lov at bestemme, hvilke journalister, der måtte komme til

ulykkesområdet ... Undersøgelsens omfang og karakter blev suverænt

fastlagt af amerikanerne ... Officielle meddelelser om disse ting vil ingen betydning have efter

alt, hvad der er sket ... Skal hemmelighedskræmmeriet fortsætte, eller

vil man nedsætte en absolut uvildig undersøgelseskommission? Eller må

man måske ikke fortsætte undersøgelserne på dette område for ameri­

kanerne? "

Erik Sigsgaard i afslutningsdebatten, maj 68

Det eneste svar, man fik fra udenrigsministeren, var følgende:

,,] eg betragter i det store og hele dette kapitel som afsluttet. Mange af spørgsmålene gjaldt den tidligere regering, og andre er i det væsentlige

allerede besvaret ved regeringens erklæring om, at der ikke er oplagret

atomvåben på Grønland, og at der ikke finder overflyvninger sted af Grønland med kernevåben."

Senere blev sagen fulgt op på en anden led ved et spørgsmål til stats­

ministeren, stillet af Sigsgård:

"Vil statsministeren drage omsorg for, at den grønlandske befolkning

29

får lejlighed til at give sin mening til kende angående fortsættelse eller

opsigelse af den base aftale med USA, som blev indgået hen over hovedet

på befolkningen på et tidspunkt, hvor Grønland havde status som ko­loni? "

30. okt. 1968

Statsministeren svarede ikke på det direkte spørgsmål, men henviste til, at

"det samlede landsråd efter stedfunden drøftelse tog den dansk­

amerikanske overenskomst af 27. april 1951 om forsvaret af Grønland

til efterretning. . . En revision af aftalen forudsætter forhandlinger

mellem de to lande, der er ikke i øjeblikket noget, der for regeringen aktualiserer et initiativ om optagelse af sådanne forhandlinger."

Sigsgård spurgte igen, om man ville give den grønlandske befolkning

mulighed for direkte at tage stilling, og han stillede et tillægsspørgsmål vedrørende baseaftalen :

"Hvordan er opsigelsesbestemmelserne egentlig? Der står, at overens­

komsten skal forblive i kraft i samme tidsrum som Den nordatlantiske

Traktat. Betyder det, at overenskomsten ikke engang kan opsiges, når Danmark udtræder af NATO, hvis NATO fortsat består! "

Statsministeren tog ikke ordet, og besvarede altså ingen af disse spørgsmål.

NATO OG KARTOTEKERNE

Ved behandling af et radikalt lovforslag til sikring af privatlivets fred

og de borgerlige rettigheder, udtalte den socialdemokratiske justitsmi­nister K. Axel Nielsen den 15. nov. 1967 i folketinget:

"Gennemførelse af forslaget ville i realiteten betyde en så godt som fuldstændig afskaffelse af den registrering, politiets efterretningstjeneste

foretager. Der er desværre ikke foregået sådanne ændringer i den ver­

denssituation, som i 1964 medførte vidtgående enighed om efterret­ningstjenestens og registreringens nødvendighed, at et sådant skridt nu vil være forsvarligt. Danmark er også fortsat medlem af NATO og har i denne egenskab forpligtelser, som ikke kan opfyldes uden et arbejde

30

som det, efterretningstjenesten udfører ... Man må sikre, at denne virk­

somhed begrænses til, hvad der er absolut nødvendigt under hensyn til

landets sikkerhed og vore forpligtelser som medlem af NA TO. "

Da den efterfølgende borgerlige regering den 30. sept. 68 udsendte

en erklæring om at "registrering må ikke finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed", en erklæring, der blev opreklameret som en

afskaffelse af kartotekerne, søgte VS at få sagen belyst. Den 9. okt. 68

spurgte Kjær Rasmussen forsvarsministeren: "Foretager militærets efterretningstjeneste politisk indregistrering, og

efter hvilke retningslinier arbejder den militære efterretningstjeneste

iøvrigt? " Forsvarsminister Ninn-Hansen svarede, at forsvarets efterretningstje­

neste ikke vil foretage politisk registrering. Der vil blive ført kontrol

med personellet som hidtil.

Kjær Rasmussen henviste til, at kravet om registrering kommer fra

NATO, og spurgte, om efterretningstjenesten indskrænker sig til at re­

gistrere enkelte soldaters forhold, - kan forsvarsministeren f.eks. garan­

tere deres bekendtes sikkerhed.

Hertil svarede forsvarsministeren, at i undersøgelserne af soldaternes

forhold kan også deres omgivelser have betydning.

Da regeringen insisterede på, at den var ophørt med registrering for

lovlig, politisk virksomhed, som NATO-medlemsskabet ifølge den fore­

gående justitsminister ellers forpligtede os til, spurgte Kjær Rasmussen

den 15. nov. 68 justitsministeren:

"Kan ministeren bekræfte, at medlemsskabet af NATO forpligter os til at foretage en politisk registrering af danske borgere?"

Knud Thestrup ville kun "svare" ved at henvise til regeringserklæring­

en af 30. sept. 68, ifølge hvilken "registrering ikke må finde sted alene på grundlag aflovlig politisk virksomhed."

Et åbent brev til den foregående justitsminister, K. Axel Nielsen, om

hvordan han - som havde betragtet registreringen som en forpligtelse

overfor NATO - nu så på denne forpligtelse, blev ikke besvaret.

Nu gjorde forskellige juridisk sagkyndige opmærksom på, at rege­ringserklæringen af 30. sept. 68 i virkeligheden var helt uforpligtende,

31

og at man ikke ville kunne drage nogen strafferetligt til ansvar, hvis

registreringen fortsatte i strid med erklæringen. Derfor stillede Kjær

Rasmussen den 27. nov. 68 følgende spørgsmål til justitsministeren.

"Kan ministeren bekræfte, at politiets efterretningstjeneste, uanset

regeringens erklæring om det modsatte, vil kunne fortsætte den politi­

ske registrering af landets borgere, uden at nogen kan drages strafferet­

ligt til ansvar herfor? "

Knud Thestrup svarede:

"J eg kan kun sige, at en overtrædelse af det jo vil være en overtrædel­se af tjenestepligter, og det vil altid kunne medføre ansvar."

Dette svar var naturligvis helt utilfredsstillende overfor de juridisk sag­

kyndiges påstand om, at der ikke fandtes noget strafferetligt ansvar.

For at se om regeringen virkelig mente noget med 30. sept.-erklæring­en, og om den virkelig havde til hensigt at sætte sig ud over de NATO­

forpligtelser, som den socialdemokratiske regering henviste til som be­

grundelse for kartotekerne, stillede VS nu et lovforslag, som kriminali­

serer politisk registrering og bringer den ind direkte under straffeloven.

Forslaget kom till. behandling 14. fbr. 69. Justitsminister Knud The­

strup afviste det som overflødigt. Ikke en af ordførerne for de andre

partier tog ordet. Forslaget blev derefter syltet i et udvalg.

Det er aldrig lykkedes virkelig at få opklaret, hvad der ligger bag

K. Axel Nielsens udtalelse om, at vi "som medlem af NATO har for­

pligtelser, som ikke kan opfyldes uden et arbejde som det, efterretnings­

tjenesten udfører."

REGERINGENS "GRABOG" OM DANSK SIKKERHEDSPOLITIK

I trontalen oktober 66 bebudedes en udenrigsministeriel redegørelse for Danmarks medlemsskab af NATO. Den forelå i løbet af foråret og

sommeren 68.

Det er på mange måder en nyttig dokumentsamling. Den består dels

af små 200 siders fremstilling af begivenhederne, dels af dokumentarisk

materiale samlet i 540 siders bilag: ordlyden af forskellige traktater og aftaler, uddrag af memoranda udvekslet mellem den danske regering og

32

andre regeringer, uddrag af depecher fra danske ambassadører til uden­

rigsministeriet, uddrag af ministerredegørelser og folketingsdebatter om

sikkerhedspolitiske spørgsmål, uddrag af resolutioner fra FN-organer og

NATO-organer 0.1. Man er altså saglig i den forstand at man er dokumentarisk. Gråbogen

må være et oplagt tema for et kritisk universitet, som vil undersøge den

"sagligheden"s teknik, hvor det at være saglig og sandfærdig kun består

i at citere korrekt, mens løgnen iøvrigt får lov at brede sig ganske uan­

tastet via citaterne. Gråbogen er udarbejdet efter disse retningslinier.

Den ene parts påstande tages ubetinget for pålydende værdi, man ud­

vælger nøje sine dokumenter og stopper sine citater på passende steder,

modstaI'lderens påstande refereres kun undtagelsesvis.

At de udenrigsministerielle embedsmænd opererer med Truman som

USAs præsident endnu i 1954, - at de f.eks. kan skrive, at regeringens

holdning "fandt fuld tilslutning hos repræsentanterne for de demokrati­

ske partier", det er for skønhedspletter at regne mod den generelle teknik:

Når NATO ifølge traktatens ordlyd er en rent defensiv alliance til

sikring af demokrati og personlig frihed, så er det sådan. Færdig! Det

står jo i formålsparagraffen, - altså er der ingen plads for tvivl hos de

udenrigsministerielle embedsmæ nd. For papir, det ved man da hvad er,

ikke sandt? Ikke en gang i fremstillingen sættes der spørgsmålstegn ved NATOs

godhed, sandhed og retfærdighed. I bilagene gentages ustandselig be­

sværgelsen om NATOs rent defensive karakter til forsvar for demokratiet.

De første 50 gange gør det ikke. Derimod kan man lede forgæves efter

fremstilling af eller bilag for de utallige situationer, hvor de lammefrom­

me udtalelser konfronteres med realiteterne. NATOs solidaritet med

Frankrig i Indokinakrigen, som kan dokumenteres side op og side ned,

finder ikke udtryk i gråbogen. Den politiske og moralske opslutning bag

kolonikrigen i Algeriet er også sivet ud af historien. Vietnam har aldrig eksisteret. Det er som om man finder, at NATOs manifestationer i de

sager ligesom ikke er "relevante" mere? Formalisterne vil selvfølgelig hævde, at sådanne ting ikke har noget

at gøre med dansk sikkerhedspolitik, som er gråbogens emne. Men også

på deres egne præmisser går det galt. Det erkendes dog, at dansk sikker­

hedspolitik har noget at gøre med afspænding og nedrustning, og ud­valgte nedrustningsforslag omtales. Men den afgørende situation i Geneve

33

,

i maj SS, "håbets øjeblik", hvor man var en aftale nærmere end

nogensinde, efter at Sovjet uventet havde accepteret (eller snarere

adopteret) Vestens ,,6 principper", men hvor Vesten derefter sprang

fra sine egne forslag, den kan man lede forgæves efter i gråbogen !

Samme tavshed gælder hele den serie af forslag, Sovjet fremsatte i det

følgende par år. Derimod citerer man rask væk - og uden kommentarer

- f.eks. H.C.Hansen, når han netop i denne periode i en note "konsta­

terer", at Sovjetunionen desværre har vist sig fuldstændig uvillig til at

gå ind på nogen af de konkrete nedrustningsforslag. Distraherende

kendsgerninger lader man sig ikke anfægte af ...

Teknikken bliver næsten rørende i omtalen af "tankskibssagen". Da

den dansk-sovjetiske handelsaftale skulle fornys i 1954, ønskede Sovjet,

at aftalen ligesom de tidligere skulle omfatte tankskibe. Danmark fulgte

imidlertid et diktat fra USA gående ud på, at sådanne "strategiske"

varer ikke måtte sælges til østlande. Handelsforhandlingerne truede

med at bryde sammen, og H. C. Hansen sendte i den anledning rus­

serne et memorandum, hvori det "danske" standpunkt fastholdes,

og hvori russerne advares mod de følger, det kan få, hvis de slår en

fredelig samhandel i stykker ud fra politiske motiver. Denne særprægede situationsbeskrivelse citeres i embedsmændenes fremstilling, og den står

naturligvis uantastet. Man citerer korrekt, altså er man saglig og doku­

mentarisk!

Kort efter offentliggørelsen af gråbogen stod udenrigsminister Poul

Hartling i radio og tv og anbefalede, at den benyttedes i faget orientering

i skolen. Det er en udmærket ide - som et afskrækkende eksempel på

"sagligheden's og "objektiviteten "s teknik.

34

Nyt oplag: RØDE HANE

VENSTRESOCIALISME - analyse og debat -

"Bogen er - lad dette være sagt straks - meget stimulerende og tankevækkende læsning og burde blive en best-seller, især da der findes meget få forsøg på en mere dybtgået;lde teoretisk analyse inden for det politiske venstre" som det er umagen værd at fordybe sig i. Denne bog er een stor undtagelse ... Den opfylder høje krav til teoretisk analyse, samtidig med at den rører ved aktuelle sociale, økonomiske og politiske prob­lemer. Her møder man altså, med andre ord, en direkte berø­ring mellem teori og praksis ... Men læs selv bogen. Den hører til de mest interessante dokumenter, det politiske venstre har publiceret."

professor Joachim Israel i INFORMATION

»ARBEJDgRFL~RTALLET« ,

Bogen om "arbejderflertallet", "det røde kabinet" og dets 14 måneders regeringstid, ' skrevet af socialistiske forfattere, til­egnet Per Hækkerup og Aksel Larsen, udkommer omkring 1. april på forlaget RØDE HANE. _ , I boghandelen vil prisen blive ca. 22 kr., men bogen kan fås for 16 kr. ved subskription, når beløbet indsendes på giro 15 15 44 til forlaget RØDE HANE, Forhåbningsholmsalle 7, 1904 København V. Bogen bliver så automatisk tilsendt .

•