Netop gentagelsen er det smukke - samtaler om cykling

23

4 M

m

156,5 mm 156,5 mm90 mm 28 mm 90 mm

Netop gentagelsen er det smukke

Netop gentagelsen er det sm

ukke

ROLF SØR ENSEN . JØRGEN LE T H

RO

LF

SØR

EN

SEN

JØR

GE

N L

ET

H

i samarbejde med Flemming Toft

Jo/ rgen Leth og Rolf So/ rensen mødte hinanden første gang i 1979. Rolf var

kun 14 år og skulle køre med i Ole Ritters såkaldte gentlemanløb, Paris-

Tuborg, som også Jørgen skulle deltage i. De har mødt hinanden mange

gange siden. Nu mødes de igen og taler sammen. Om cykling. Fortæl-

leren, som betragter cykelsporten udefra og iscenesætter den, møder cy-

kelrytteren, der har mærket den på egen krop gennem en lang karriere

på landevejen.

”Det handler om selve gentagelsen. At man kommer tilbage til det sam-

me terræn. Det er de samme løb, de samme historier, der bliver fortalt,

og de samme præstationer, rytterne måler sig med og kører mod, men

de er også med til at føje nogle nye til.”

Jørgen Leth om det specielle stof, cykelsporten er gjort af.

”Jeg kørte i korte bukser og kortærmet trøje. Sneen havde lagt sig, så man

kunne næsten ikke se, hvor vejen gik. Et godt stykke nede ad nedkørslen

stoppede jeg. En tilskuer forbarmede sig over mig og gav mig sin frakke.

Jeg kørte resten af vejen ned til målet iført en lang, ulden overfrakke, for-

frossen og helt færdig.”

Rolf Sørensen om en af de mest dramatiske etaper i nyere cykelsport. Fra

passagen over Passo di Gavia på 14. etape i Rolfs debut i Giro d’Italia i 1988.

Flemming Toft, født 1948, er sportsjour-

nalist og -kommentator på TV . Han er

uddannet fra Journalisthøjskolen og har

været journalist på TV siden 1988. Har

tidligere været ansat på bl.a. Berlingske

Tidende, Politiken og DR. Han har dæk-

ket otte OL samt ni EM- og otte VM-slut-

runder i fodbold. Sad bag mikrofonen, da

Danmark vandt EM i 1992.

Rolf So/ rensen, født 1965, er tidligere

professionel cykelrytter. Han er den mest

vindende danske cykelrytter nogensinde

og har bl.a. vundet Liège-Bastogne-Liège

i 1993, Flandern Rundt i 1997, to etaper

i Tour de France, én i Giro d’Italia og

OL-sølv i Atlanta 1996. Flyttede til Italien

allerede som 17-årig og blev boende der

de næste 25 år. Arbejder i dag som cy-

kelkommentator på TV 2, hvor han bl.a.

dækker Tour de France sammen med

Dennis Ritter og Jørgen Leth.

Jo/ rgen Leth, født 1937, er journalist,

forfatter, filminstruktør og cykelkom-

mentator. Han debuterede i 1962 med

digtsamlingen Gult lys og slog for alvor

igennem i 1967 med Sportsdigte. Jørgen

Leth er internationalt anerkendt for især

sine dokumentarfilm, herunder bl.a. de

tre cykelfilm, Stjernerne og vandbærerne

(1974), Den umulige time (1975) og En

forårsdag i helvede (1976). Han begyndte at

kommentere Tour de France på TV sam-

men med Jørn Mader i 1989.

Samtaler om cykling

people’spresspeople’spresspeople’spresspeople’spress0835907887719

Fausto Coppi alene i udbrud på 11. etape til Sestriere under Tour de France 1952. Han vinder etapen, og dagen inden havde han vundet på Alpe d’Huez – den første gang det bjerg var med i Touren. Ligesom i 1949 vinder Coppi både Giro d’Italia og Tour de France samme år. Sestriere har – især for italienerne – stået som noget mystisk siden Coppis sejr. Chiappucci vinder netop der på fornem vis i 1992. Foto: Fotograf ukendt/L’Équipe/Polfoto.

Netop gentagelsen.indd 2 23/03/12 15.00

Jørgen Leth og Rolf Sørensen

Netop gentagelsen er det smukke

Samtaler om cykling

I samarbejde medFlemming Toft

People’sPress


7

Forord

De sidder i hver sin stol, afslappede og alligevel på spring. Fordi de skal fortælle om noget særligt, for hinanden og for os. Rolf er den bramfri, den direkte og spontane, der ikke går af vejen for et “pis” eller et “kraftede-me”. Lige så kontant, som han var på cyklen. Jørgen er den sprogbevid-ste, æstetikeren, der betragter cykelsporten og giver fortællingen videre på sin helt egen raffinerede måde.

Jørgen og Rolf elsker cykelløb. Og alt det rundt om. De gestikulerer og afbryder hinanden, når anekdoterne tager fart. For at lægge nyt til. For at ekspandere. Og hver gang siger de, som var det i kor: “Hold kæft, det er god historie!”

De har intet begreb om tid, når de fortæller, men det gør ikke noget, for vi har tid nok. De fortæller så passionerede om cykelsportens dra-maer og leverer fantastiske historier om de store legender, om Tour de France og de klassiske endagsløb, at de fuldkommen glemmer den lille smartphone, der ligger på bordet foran dem og fungerer som optager. Den siger dem ikke noget. Og slet ikke når de causerer om Fausto Coppis store bedrifter i bjergene, fortæller om tyrannen Eddy Merckx, der åd alt og alle op, eller indvier mig i insider-historier fra Rolfs karriere på cyklen og Jørgens mange oplevelser med cykelsporten gennem tiden.

Uden at de vier teknikken et eneste blik, fortsætter de to vedholden-de med at fortælle. Om dengang Jørgen gav den som eksklusiv Tour de France-kommentator på Ruths Hotel i Skagen, og om dengang Rolf stod af cyklen under Giro d’Italia, kyssede asfalten og satte punktum for en lang, glorværdig karriere. De forholder sig også til to af de største danske profiler i nyere tid, Bjarne Riis og Michael Rasmussen, med både hårdt-slående ris og blomstrende ros.


De snakkede i dagevis, Jørgen og Rolf. Og jeg lyttede. Dage, jeg aldrig glemmer. For de fik mig til at omfavne cykelsporten på en helt ny måde. Deres engagement, deres glød, deres passion smittede simpelthen. De er ganske enkelt fantastiske fortællere. Også selvom de indimellem fortæl-ler noget, de har fortalt mange gange før. Gode historier bliver ikke dår-ligere af at blive fortalt igen.

En stor tak til to personligheder. Tak for de mange gode fortællinger.

I forbindelse med tilblivelsen af denne bog vil jeg også gerne takke fotograf Flemming Gernyx, der dokumenterede vores samtaler og tog billederne af den orange Eddy Merckx-cykel, som kan ses på titelbladene i denne bog – en cykel, der venligst er udlånt af Niels Christian Frederiksen. Og sidst men ikke mindst vil jeg også gerne takke jer, der hjalp mig med at få de mange ord sigtet og samlet – og her gælder det især min redaktør på People’sPress, Rasmus Holm-Pedersen.

Flemming Toft, marts 2012.


De største



11

Det er et af de smukkeste syn, jeg har set

Duellerne er et særligt kapitel i cykelsportens mange dramaer – vi kender dem, husker dem og elsker dem. Kampen mellem to af de store, de største i feltet. De forskellige. Det, der har givet et ekstra sus, og som startede rundt om Anden Verdenskrig mellem Fausto Coppi og Gino Bartali. Den direkte duel. Vi fik den ikke i 2011 og får den nok heller ikke i 2012 i Tour de France uden Contador, konfrontationen med Andy Schleck.

jøRgen Dueller er et vigtigt element i Tour de France. Den store duel tilbage i tiden er helt klart den mellem de to italienske ryttere, Fausto Coppi og Gino Bartali. En duel, som stod på i flere år. Det var en vig-tig og reel duel. De var meget store ryttere begge to, men Bartali var fra en anden tid. Han var fem år ældre end Coppi og havde allerede vundet Giroen to gange – i 1936 og 1937 – og Touren én gang i 1938. Coppi var en opkomling, men ydmygede Bartali allerede første gang, han var med i Giroen. Det var i 1940, hvor han som bare 20-årig vandt løbet. Bartali måtte nøjes med bjergtrøjen. Derefter var der krig imellem de to, hvilket Bartali ikke tålte så godt. Efter Anden Verdenskrig kom Bartali tilbage og vandt Touren i 1948. Han var lige så stærk, lige så suveræn og ville gerne elskes lige så meget som sin unge rival. Men Coppi kørte suverænt og vandt Touren to gange og Giroen hele fire gange efter krigen – i 1949 og 1952 vandt han begge løb. I Tour de France 1952 kørte Bartali og Coppi på samme hold.

ROlF Ja, og dengang kørte man på nationale hold, og det her var noget ganske specielt. De to største italienske ryttere på samme hold. Gamle Bartali og unge Coppi.


12

jøRgen Men ikke bare aldersforskellen var stor, Coppi og Bartali var også fuldstændig forskellige som typer. Det er vidunderligt, når rytterne kommer fra forskellige miljøer, ser fuldstændig forskellige ud og er fuld-stændig forskellige i deres opførsel. Coppi var en ener uden lige. Og så kom historien med La Dama Bianca.

ROlF Den hvide dame.

jøRgen Fausto Coppi var gift, men havde et kærlighedsforhold til sin læ-ges kone. I 50’ernes Italien blev det opfattet som en skandale og gjorde, at han blev forstødt af den katolske kirke. Coppis syndefuldhed førte også til, at paven nægtede at velsigne Giro-feltet et bestemt år. Coppi var riva-len til Bartali, som var den mest fromme mand i feltet. En typisk bonde.

ROlF En toscansk landmand.

Rivalerne Gino Bartali og Fausto Coppi i udbrud på 17. etape fra Briançon til Aoste under Tour de France 1949. Det var også tilfældet dagen før på 16. etape, hvor Bartali vandt og overtog føringen. På etapen til Aoste vinder Coppi og overtager førstepladsen, som han beholder til Paris. Bartali bliver nummer to. Foto: Fotograf ukendt/L’Équipe/Polfoto.


13

jøRgen Bartali kom fra det fattigste ingenting. Over for den syndige Coppi. Sådan en rivalisering har betydet alt for mig. Cykelsporten er fyldt med sådanne fantastiske historier. Den italienske befolkning var delt fuldstændig imellem de to store ryttere. Nogle holdt med Coppi og nogle holdt med Bartali. Det var klare kulturforskelle.

ROlF Fuldstændig. Duellen mellem de to var så stor, at de stadig diskute-rer den i Italien i dag. Det er helt sindssygt. Så stort var det. Man har hele tiden prøvet at finde efterfølgere. Francesco Moser og Giuseppe Saronni. Gianni Bugno og Claudio Chiappucci. De prøver hele tiden at skabe riva-liseringen, som er så fantastisk.

jøRgen Det blev en skarp og lang duel mellem Coppi og Bartali.

Den fromme Gino Bartali stående sammen med katolsk præst i pilgrimsbyen, Lourdes, inden starten på 8. etape under Tour de France 1948. Han havde vundet etapen dagen før og vinder også denne etape – begge to store etaper i Pyrenæerne. Bartali vinder sit andet Tour de France. Han vandt sit første ti år tidligere, og et tidsspand på ti år mellem to sejre i Tour de France er stadig rekord. Fra 1939 til 1947 var italienerne ikke repræsenteret i Touren. Foto: Fotograf ukendt/L’Équipe/Polfoto.


14

Ikke mange år efter tegnede der sig en ny stor duel. En fransk duel mellem Jacques Anquetil og Raymond Poulidor. De var ligesom Coppi og Bartali to vidt forskellige typer, og det i sig selv gjorde duellen endnu mere spændende. Den store, elegante playboy, Anquetil, mod bonden fra Limousin, Poulidor, som var meget mere populær end sin rival. De var perfekte til en duel. En meget, meget tæt duel, der altid endte med, at Poulidor tabte. Sommetider med det mindst mulige, men han tabte altid. Han forstod det godt selv:

“Jeg er godt klar over, at jeg er blevet endnu mere populær, fordi jeg altid taber duellerne.”

Det er rigtigt. Han blev sgu mere og mere populær, fordi han var den ulykkelige taber. Den evige toer. Folk havde medlidenhed med ham, og Anquetil var på en eller anden måde utilnærmelig i sit tilknappede, elegan-te væsen. Det er utroligt. Den ulykkelige taber, som alligevel er vinderen i publikums øjne. Det var Paris mod provinsen. Playboyen mod bonden.

Efter Anquetils dominans i begyndelsen af og midt i 60’erne, hvor han vin-der Touren hele fem gange, og inden Eddy Merckx for alvor træder ind på scenen i slutningen af årtiet, er der en periode, hvor flere forskellige ryttere kan gøre sig forhåbninger om sejren i Tour de France. I 1967 vinder en vis Roger Pingeon.

jøRgen Pingeon er en af mine store helte. En rytter, som de fleste har glemt, men jeg har sgu ikke glemt ham. Han har kun vundet det ene Tour de France i 1967. To år senere vandt han dog også Vueltaen.

Pingeon var ikke vanvittig populær. Heller ikke på de hold, han kørte på. Men han var en stor, vidunderlig rytter og var uregerlig på den måde, at han nogle dage kunne køre helt ustyrligt. Det var store dage. Han har måske kørt tre-fire meget store etaper i Tour de France, og der lavede han altså nogle fantastiske bedrifter. Pingeon var uregerlig, men jeg vil hellere sige, at han var en skrøbelig type. Han beklagede sig altid over, at han var syg, at han var svag, og at de andre svigtede ham. Men de dage, han kørte, kørte han altså de andre i sænk. Her kunne han tage syv-otte minutter og nogle gange på veje, der slet ikke passede til ham. Brosten, for eksempel.

Der var en bestemt etape i Tour de France, hvor han kørte væk fra de andre på brostenene. Det var i sig selv meget opsigtvækkende. Og mo-


15

digt. Pludselig var han som en engel på de der brosten. Det glemmer jeg aldrig, for han så ud som en anden Don Quixote, som Ridderen af den bedrøvelige skikkelse. En spinkel mand, med en lang, tynd næse.

Pingeon vandt et fantastisk Tour de France. Han kørte blandt andet en etape i Alperne i meget dårligt vejr. Han var imod dårligt vejr og hade-de det, men på den etape kørte han dem alle sammen fuldstændig i sænk. Det – denne skrøbelighed og utilregnelighed – gjorde, at han i mine øjne var en usædvanlig helt. En uregerlig en, kan man godt sige. For man vid-

Roger Pingeon kæmper på brostenene på 5. etape fra Roubaix til Jambes under Tour de France 1967. Han rykker fri på Muir de Thuin, vinder senere hen etapen og skaber sig det afgørende forspring til de andre favoritter. Pingeon vinder sin første og eneste sejr i Tour de France. På 13. etape samme år besvimer Tom Simpson, falder af cyklen og dør på vej op ad Mont Ventoux. Dehydreret som et resultat af den ekstreme varme kombineret med en uheldig cocktail af alkohol og amfetamin. Foto: Fotograf ukendt/L’Équipe/Polfoto.


16

ste ikke, hvor man havde ham. En usædvanlig kantet, men skrøbelig helt. Det kan jeg godt lide.

I 1969 stiller Eddy Merckx op i Tour de France for første gang. Og vinder. Både klassementet, pointtrøjen og bjergtrøjen! Den eneste gang, det er sket i Tourens historie.

Selvom Merckx i de følgende år stort set æder alle andre modstandere op, så er der én bestemt duel, som skiller sig markant ud. Der er én spanier, som for alvor tør tage kampen op med “Kannibalen”.

ROlF Det er selvfølgelig duellen mellem Merckx og Luis Ocaña. Lige net-op den duel ved jeg fylder meget i din verden, Jørgen. Og i særdeleshed deres duel i Tour de France et bestemt år.

jøRgen Ja, i 1971. Jeg synes stadigvæk, at det største i nyere tid i den pe-riode, jeg har fulgt det, er Tour de France 1971. Netop på grund af duellen mellem Merckx og Ocaña. Endelig dukkede der en modstander op, som var voksen nok til at udfordre giganten Merckx.

Merckx herskede uhæmmet og lagde ikke begrænsninger på sig selv. Nogensinde. Han brugte den store dør til at åbne cykelsporten med. Det var ikke småting, han lavede. Det gør, at man må betragte ham som en af alle tiders største skikkelser. Og det gode var, at de, som virkelig turde udfordre ham, var store helte. En af de største helte i min verden er netop Luis Ocaña, fordi han turde udfordre Merckx og havde talentet til vir-kelig at true ham. I min verden bliver ryttere enormt store, når de tager kampen op med en som Merckx, der var meget dominerende og næsten undertrykkende i sin fremfærd. Ocaña var i sine bedste år én, som kunne støde Merckx ned og presse ham til grænsen på de værste bjergetaper. Det var sjældent set, så det var en stor ting at følge. Ocaña angreb med fuld risiko i stedet for at ligge på lur. Det gjorde, at løbene somme tider blev helt spektakulære.

I 1971 var duellen mellem Ocaña og Merckx simpelthen uforglemme-lig. Den endte desværre med, at Ocaña styrtede i Pyrenæerne og måtte udgå. Men det var en åbning indtil da, for Ocaña havde virkelig fået taget på Merckx. Han ville have gjort det færdigt, hvis ikke han var styrtet. Det er der ingen tvivl om. Samtidig blev Merckx utrolig tændt af det. Han gik ikke ned, selvom han havde tabt trøjen til Ocaña og på et tidspunkt –


17

dagen inden Ocaña styrter – var omkring otte minutter efter spanieren. Merckx blev ved at stritte imod og prøvede også at determinere nogle etaper for at tage nogle minutter af det tabte tilbage. Det så vidunderligt ud. Et uforglemmeligt syn. Og man bliver virkelig inspireret, når man ser den slags. Det inspirerer også én som fortæller. Jeg har beskrevet lige præcis det drama meget. Jeg elsker den historie.

Første gang, jeg var til stede ved Tour de France, var i 1970. Jeg var dernede for at lave research til en film, og jeg var der sammen med film-fotograf Henning Camre. Vi kørte rundt og havde ad mærkelige veje fået adgang til løbet. Det var meget svært dengang. Vi fik hele tiden indskær-pet af Félix Lévitan, som var løbets direktør, at vi ikke måtte filme. En dag så han mig stå med mit lille 8 millimeter kamera. Lévitan var frygtet af alle og kom hen til mig om aftenen og sagde:

“Jeg så Dem filme, hr. Leth. De ryger ud, hvis jeg ser det igen.” Det var skide godt.

Luis Ocaña i smerte efter det forfærdelige styrt på 14. etape under Tour de France 1971 på et tidspunkt, hvor Ocaña er mere end otte minutter foran Merckx i klassementet. Belgieren havde angrebet igen og igen tidligere på etapen, men hver gang var Ocaña kommet tilbage. Ocaña styrter på en regnvåd nedkørsel og bliver påkørt af hollænderen Joop Zoetemelk. Merckx overtager føringen, men vælger af respekt for Ocaña ikke at iføre sig trøjen dagen efter. Foto: Fotograf ukendt/L’Équipe/Polfoto.


18

Der var mange oplevelser det år. Der var Mogens Freys etapesejr, og der var etapen på Mont Ventoux, hvor Merckx vinder, men kollapsede og var ved at omkomme. Et vigtigt billede fra det år.

Men lige præcis ét bestemt Ocaña-billede glemmer jeg aldrig. Jeg var en stor beundrer af ham allerede dengang, men det her var det første glimt, jeg fik af ham.

Vi var nede i en by i Sydfrankrig ved foden af Pyrenæerne – det var tre

Luis Ocaña alene i front på 8. etape under Tour de France 1973. Tidligere på etapen havde han haft selskab af landsmanden, José Manuel Fuente, men da den lille bjergryt-ter havde generet Ocaña i forbindelse med en bjergspurt og senere hen punkterede, ville Ocaña ikke vente og var kørt væk. Han vinder etapen og Tour de France samlet. Merckx deltog ikke det år. Foto: Fotograf ukendt/L’Équipe/Polfoto.


19

dage efter Merckx’ dramatiske etapesejr på Mont Ventoux. Ocaña var på det tidspunkt håbløst tabt i løbet. Han har altid været forfulgt af uheld. Også i dét løb, og han kunne umuligt vinde eller true Merckx i selve lø-bets udstrækning. Merckx var meget stærk, og Ocaña havde tidligt fået et sår, som hæmmede ham afgørende. Ikke desto mindre skulle han lige vise sig den dag. Vi stod ved en vej og ventede på, at løbet skulle komme, da vi så denne ene rytter komme kørende. Helt mørk, som jeg husker ham. Han lignede somme tider en sigøjner. Han kom drønende. Det er et af de smukkeste syn, jeg har set. Det var en oprejsning for ham. Det var en revanchematch, han selv udførte i egen skikkelse. Bare for at vise, at “jeg er altså Luis Ocaña, jeg kommer tilbage”. Det kunne jeg godt lide. Det øjeblik glemmer jeg aldrig. At se Ocaña blev et symbol for mig.

Jørgen, du havde også et billede af Merckx, da han falder af cyklen på Mont Ventoux.

jøRgen Ja, en af Merckx’ holdkammerater, som hed Lode van den Bosch, havde åbnet vejen for Merckx. Han lå foran i lang tid, og det hele var lagt til rette for mesteren. Det var en af de uhyggeligt varme dag på “Det skal-dede bjerg”. Merckx kom alene til mål og vandt etapen, men anstrengel-sen havde været så stor, at han besvimede på målstregen og måtte have iltflasker. Det var virkelig en krise. Det lagde man særligt meget mærke til, fordi det var Merckx. Merckx i vanskeligheder. Merckx på grænsen. Det var noget, man ikke var vant til. At se Merckx helt derude, selvom han i virkeligheden altid kørte sig derud. Men her var det helbredsmæs-sigt lige på kanten. Det var et stort dramatisk øjeblik.

Han vandt hele otte etaper det år. Og også løbet samlet.

ROlF Han ville bare vinde. Han kunne ikke forestille sig andet end at vinde. Og vinde stort!

Merckx har for mig altid været den største. Lige fra jeg var knægt og op gennem hele min karriere. Og han er vel stadig den største, fuldstæn-dig uden for kategori. Han har kørt 1500 løb og vundet flere end 500 sej-re. Han har kørt alt og vundet næsten alt. Jeg har dog til gengæld vundet én klassiker, han ikke har vundet: Paris-Tours.

Det er nok også det eneste løb, han ikke har vundet.


20

jøRgen Eddy Merckx var netop dominerende igennem hele sæsonen. En slags diktator, der fuldstændig kunne tage lysten fra de andre. Han var langt mere undertrykkende end eksempelvis Armstrong og endnu større som rytter. Og det netop fordi han stort set kørte alle løb. Merckx åd rub og stub. Det var derfor, man kaldte ham “Kannibalen”. Han tog alle klas-sikerne, og han kunne tage dem på stribe et år. Og så også vinde Tour de France om sommeren. Det var selvfølgelig undertrykkende, og det var klart, at det var en kæmpe kolos at skulle op imod for de andre.

Det var hans kræfter alene, der gjorde, at han var så fantastisk, men

Eddy Merckx alene i front på Mont Ventoux under Tour de France 1970. Han vinder etapen, men kollapser, da han kommer over målstregen. Merckx vinder otte etaper det år og tager sin anden Tour France-sejr. Tidligere samme år vandt han også Giro d’Ita-lia. En bedrift kun Fausto Coppi, i 1949 og 1952, og Jacques Anquetil, i 1964, havde præsteret før i historien. Foto: Fotograf ukendt/L’Équipe/Polfoto.


21

selvom han var så suveræn, var han altid indstillet på at lave et stort løb for sig selv i stedet for bare at undertrykke de andre. Han kørte aldrig passivt eller defensivt, og derfor var hans løb ofte præget af solopræsta-tioner. Vi har tit snakket om det: Hvad er størst? Rivaliseringen og jævn-byrdigheden eller den store solopræstation? Det er svært at sige. Det, jeg husker fra Merckx’ tid, er store præstationer på enkelte etaper af Tour de France, hvor han simpelthen smadrede al modstand. Han gjorde det også med en fantastisk vilje til at vise noget stort. Det var ikke nok for ham at tage et minut eller to. Hvis han var i stødet til det, smadrede han alt og alle og kom i mål med et stort forspring. Det var rigtig stort som i gamle dage med Coppi og Bartali. Derfor var han en stor, stor rytter. Og en ge-nerøs rytter. Han sparede ikke på sig selv. Han var ikke kalkulerende.

ROlF Nej, aldrig. Han tog det hele.

jøRgen Det er lige præcis det, man i sin tid bebrejdede Eddy Merckx. Grådigheden.

I min film, Stjernerne og vandbærerne, er der en situation, som illu-strer det meget godt:

Ole Ritter hjalp mig meget med den film. Han spurgte, om jeg ikke skulle have interview med rytterne, mens de kørte.

“Jamen, det kan jo ikke lade sig gøre.” Der var ikke engang trådløs mikrofon dengang. “Selvfølgelig kan det lade sig gøre,” sagde Ritter. “Det arrangerer jeg.

Du lader bare fotografen Dan Holmberg sidde baglæns på en motorcykel med sit kamera, og så giver du mig mikrofonen.”

Det var en mikrofon med ledning, men Ritter insisterede på at inter-viewe i feltet. Og han gjorde det kraftedeme. Dan filmede, og man ser Ritter holde mikrofonen hen til de forskellige ryttere. Så taler han lidt med Roger de Vlaeminck og en af italienerne, Bitossi, tror jeg. Han ta-ger mikrofonen og lader den gå rundt blandt rytterne. Midt under løbet. Det er fuldstændig ligesom et show, mens de ruller af sted i feltet. Det er helt surrealistisk. På et tidspunkt vil Bitossi interviewe Eddy Merckx. Belgieren siger:

“Jamen, jeg vil bare vinde løbet. Jeg er ikke ude på skrammer.” Så er der en lille fyr, der hedder Tosello. En lille hidsig italiener. Han

vil have mikrofonen. Han tager den og holder den oven i købet forkert,


22

som om det er en tandbørste. “Et par små spørgsmål, Merckx. I de første seks dage har I snuppet

alle præmierne. Tror du, der kan blive en lille sjat til mig og de andre? Jeg mangler at få sat et par fliser op i mit hus.”

“For min skyld kan du vinde, hvad du vil. Jeg interesserer mig kun for det sportslige,” svarer Merckx.

“Har I hørt ham? Han kører kun for sportens skyld!” nærmest råber Tosello hen mod Merckx.

Komisk situation. Det er totalt kuk at have den scene der.

Eddy Merckx river sig kraftfuldt løs fra feltet på den korte 21. del-etape under Tour de France 1974 og vinder sin foreløbig syvende etapesejr det år – det bliver til otte i alt, da han også vinder sidste etape i Paris. Om eftermiddagen samme dag køres der enkelt-start, som franskmanden Michel Pollentier vinder. Merckx tager sin femte og sidste sejr i Tour de France. Foto: Fotograf ukendt/L’Équipe/Polfoto.


23

ROlF Jeg har aldrig set et cykelløb med Merckx. Det var før, de store løb blev vist i tv. Men Ferretti, som var min sportsdirektør, har kørt imod ham. Han var hjælperytter for Felice Gimondi, som var en af Merckx’ store konkurrenter og rivaler. De fandt på alt muligt i forsøget på at slå Merckx. Når han for eksempel stod af for at tisse, prøvede de at stikke. Noget, som der altid har været en uskreven regel om, at man bare ikke gør, men de prøvede alle mulige kneb.

Merckx var nærmest ligeglad. De kørte som sindssyge, og lige pludse-lig kom han op på siden af dem igen efter en times jagt, kiggede på dem og sagde:

“Hvad har I gang i?” Det rystede dem totalt. De var bange for ham. Det var alle. Ferretti fortalte også andre historier. Når de stod klar til start om mor-

genen inden de lange etaper, var der normalt ro på. De kørte med kasket-ter dengang og ikke hjelme, og hvis de en morgen så, at Merckx havde vendt kasketten, så skyggen vendte bagud, vidste alle, at han var klar til angreb. Og så var Ferretti og alle de andre ved at skide i bukserne. De vid-ste, at det hele pludselig ville eksplodere, og det rystede dem selvfølgelig.

En anden af Ferrettis anekdoter om Merckx handler om belgierens intimiderende, men også enormt dragende opførsel over for de andre ryttere – når de ikke sad på cyklen, men befandt sig på hotellet mellem etaper eller inden vigtige løb. Dengang boede de ofte mange forskellige ryttere på samme hotel. Det var især i Merckx’ sidste år, hvor han stadig vandt, men der var langt mere ro omkring ham.

En aften var flere af rytterne begyndt at drikke whisky. Der var ikke mange, som turde være sammen med Merckx. Han var kongen og be-stemte alt. Også hvem han ville være sammen med. Så kunne han gå som en anden majestæt gennem hotellets restaurant, kigge på Ferretti og et par andre ryttere og sige:

“Op på værelse 280 bagefter!” Så gik de op – de turde ikke andet – og sad og drak en halv eller hel

flaske whisky per mand. Merckx hældte op til Ferretti, der ikke fik lov at sige nej og heller ikke turde, så han måtte drikke. Resultatet var, at han og de andre hverken kunne høre eller se dagen efter. Merckx, han kørte bare. Og ikke kun lige så stærkt som dagen før, men sikkert endnu stærkere.

Ferretti fortalte også, at han ofte måtte gemme sig under bordet i re-


24

stauranten, for at Merckx ikke skulle finde ham. Han kunne slet ikke det der. Han havde ingen kræfter tilbage, når Merckx havde dirigeret til de der whisky-samlinger.

Merckx vandt alt og vil sandsynligvis aldrig blive væltet af tronen. Det siger man jo altid om sådanne legender. Jeg forestiller mig, at det er li-gesom med Pélé i fodbold. Han står som den største af alle fodboldens stjerner. Det gør Merckx også i cykelsportens verden.

Duellen mellem Merckx og Ocaña var det nærmeste, man kom på en lige-værdig duel under belgierens storhedstid. Efter Merckx bliver den næste store dominerende skikkelse Bernard Hinault, der træder ind på scenen i slutningen af 70’erne og vinder Tour de France som bare 23-årig i 1978. I 1985 vinder han Touren for femte gang. Året efter befinder Hinaults største rival sig på hans eget hold.

jøRgen Duellen mellem Greg LeMond og Bernard Hinault i Tour de France 1986 er fantastisk. Det var vildt. De kørte på samme hold, La Vie Claire. Greg LeMond havde året før hjulpet Hinault, som var i store van-skeligheder, til at vinde løbet. Alle forstod, at der skulle betales tilbage på et tidspunkt. Det havde Hinault sagt til LeMond:

“Næste år er det din tur til at vinde.”Hinault havde vundet Tour de France fem gange, så det spøgte i ham,

at han også gerne ville vinde det sjette. Og selvom LeMond havde fået lovning på at skulle vinde, så troede han ikke på franskmanden. Jeg ved det, fordi jeg filmede på det amerikanske filmprojekt Yellow Jersey det år. Vi var tæt på Greg LeMond. Han talte hele tiden til amerikanerne:

“Jeg stoler ikke på Hinault. Han vil snyde mig. Jeg kan ikke forstå alt det vrøvl, han siger. Han er en værre svindelagtig franskmand!”

Det sagde han sgu. Han var simpelthen så nervøs for, at Hinault ville snyde ham.

18. etape, som vi filmede noget af, havde mål på Alpe d’Huez, og de skulle køre over nogle af de værste bjerge. Det var et drama. Greg LeMond, som kørte i den gule trøje, slap ikke Hinault af syne. Franskmanden kørte hele opkørslen i spidsen, tydeligt for at tjekke og teste LeMonds holdbar-hed.

ROlF Den fik lidt gas indimellem.


25

jøRgen Ja, hvis den nu ikke var god nok, ville Hinault ikke have betænkt sig. Men han kom ikke af med LeMond, og så kom de i mål sammen på toppen. LeMond skulle til gengæld løfte Hinaults arm i vejret, da de kør-te over stregen.

Greg LeMond vinder samlet i 1986, og Hinault ender på andenpladsen. Der går tre år, før LeMond igen spiller en hovedrolle i Touren. I en skarp duel med den tidligere dobbelte vinder, franskmanden Laurent Fignon.

jøRgen Ja, det er en stor, mindeværdig duel. Det var et fantastisk Tour de France i 1989, hvor Greg LeMond kom tilbage fra vådeskudsulykken, og ingen regnede med ham – i april 1987 var LeMond blevet ramt og al-vorligt såret af et vådeskud under en jagt, og han var derfor ikke med i Touren 1987 eller 1988.

Greg LeMond viste sig straks at være ret godt kørende i Touren 1989. Helt uventet. Løbet var fyldt med drama. Pedro Delgado, som havde vundet løbet året før, kom fem minutter for sent til prologen og mistede afgørende tid, inden løbet overhovedet var startet. Delgado var lidt han-dicappet, og det skulle der rettes op på. Fignon var på sit livs højde og meget stærk.

Duellen mellem Fignon og LeMond blev en duel, som strakte sig over alle de vigtige bjergetaper. Ofte var det Delgado, som havde meget at ind-hente, der angreb. Det, man husker mest, er dog, at Fignon og LeMond skiftedes til at have den gule trøje gennem hele løbet, med meget små forskydninger. Den blev altid erobret af Fignon ved enormt offensiv kørsel. Jeg elskede Fignon som type på grund af hans aggressivitet og hans viljestyrke. Han erobrede den gule trøje. Meget modigt. Først ved Pyrenæerne. Mistede den igen til LeMond, også i Pyrenæerne. Da de kom længere frem – på nogle af de sidste Alpe-etaper – havde Fignon fået den gule trøje igen. Han havde taget den på Alpe d’Huez og igen fra Greg LeMond. Næste dag kørte de en mindre bjergetape til Villard de Lans, og Fignon angreb i den gule trøje. Det elsker man mere end noget. En mand, der har den gule trøje, og som angriber i den. Det er det største overhovedet. At man bliver ved. Det gjorde han jo ikke bare for at blære sig, men fordi han havde brug for de sekunder, der kunne vindes der. Fignon vidste udmærket, at der kom en enkeltstart i Paris og ville bare sikre sig en større margin. Den fik han i og for sig med en stærk kørsel.


26

Og så kommer den utrolige situation i Paris, hvor han var virkelig ner-vøs. Man kunne læse det ud af ham, for Fignon ville ikke give interview dagen før. Han ville slet ikke sige et ord til medierne. Da de kom til Paris, kørte han enkeltstarten på Champs-Élysées og havde 50 sekunder ned til LeMond, hvilket alle regnede med var rigeligt. Men så kørte de. Fignon skulle køre sidst. Greg LeMond kørte næstsidst, og for første gang så man en cykel, der så anderledes ud end de andres.

ROlF De havde begge to enkeltstartscykler med pladehjul, men LeMonds cykel var udstyret med et helt specielt og revolutionerende enkeltstarts-styr. Og så havde han en aerodynamisk hjelm på.

jøRgen Ja, og Fignon kørte bare med sit lange hår som Prins Valiant.

Laurent Fignon angriber Greg LeMond på 10. etape til Superbagnères under Tour de France 1989. Inden etapen var Fignon blot fem sekunder efter LeMond. Briten Robert Millar vinder etapen knebent foran Pedro Delgado. De to kommer i mål tre og et halvt minut foran Fignon, der kommer ind 12 sekunder foran LeMond og dermed tager trøjen tilbage. Foto: Patrick Boutroux/L’Équipe/Polfoto.


ROlF Man siger jo helt videnskabeligt i dag, at havde Fignon haft hjelm på og det der styr, så havde han ikke tabt de famøse 58 sekunder. Men det gjorde han og blev altså slået med sølle otte sekunder i den samlede stilling.

jøRgen Det var et drama. Jeg husker tydeligt billederne af Fignon, hvor han ligger på asfalten på Champs-Élysées. Han kunne ikke tro, det var rigtigt. Det var fantastisk.

ROlF Og forfærdeligt. At køre sidste etape i sin egen hjemby, Paris, og så blive slået på den måde.

jøRgen Ja. Men han fik sin vilje. Der blev aldrig mere kørt enkeltstart på Champs-Élysées. Han gjorde sig til talsmand for det synspunkt, at man ikke kunne tillade sig det over for et Tour de France-felt, som efter et langt, hårdt løb var vant til at have en hyggelig dag i Paris, hvor man lige skulle køre sådan nærmest for hyggens skyld og slappe af. Det fik han faktisk ret i.

ROlF Det ville ellers være fantastisk at se en enkeltstart der igen. Det er da meget sjovere end at se spurten.

jøRgen Det synes jeg også. Gad vide, om de nogensinde tør gå tilbage til det.

ROlF En anden historie, som ligner, er fra Giro d’Italia 1984, hvor Fignon inden den sidste etape, som var en enkeltstart, førte løbet, og italiene-ren Francesco Moser lå nummer to. Her skete næsten det samme. Moser kom med lukket pladehjul, og det var nok til at besejre Fignon eftertryk-keligt. Så man kan sige, at Fignon har tabt to Grand Tours på det tekniske materiel.



2011


Documents

Netop gentagelsen er det smukke - samtaler om cykling