Nietzsche - Morgenrøde

Friedrich Nietzsche

Morgenrøde

2 0 1 2

Morgenröthe udkom 1881, i en ny udgave fra 1887 tilføjedes en fortale. Teksten er oversat efter standardudgaven: Friedrich Nietzsche: Kritische Studienausgabe (KSA), Band 3, udgivet af Giorgio Colli & Mazzino Montinari, dtv / Walter de Gruyter, Berlin / New York 19882, pp. 9-331

Oversat af Peter Ban. Teksten er ikke tidligere oversat til dansk. Status: 1. okt. 2012.

©

Morgenrøde

Tanker om de moralske fordomme

»Der gives så mange morgenrøder, som endnu ikke har lysnet.«

Rigveda.

Fortale.

1.

I denne bog finder man en »underjordisk« på arbejde, en borende, gravende, undergravende. Man ser ham, forudsat, at man har øjne for et sådant dybdearbejde –, som han langsomt, besindigt, med blid ubønhørlighed kommer fremad, uden at man aner alt for meget af den nød, som ethvert langvarigt afsavn af lys og luft fører med sig; man kunne endda kalde ham tilfreds med sit dunkle arbejde. Ser det ikke ud som om, at der er en eller anden tro, der fører ham, en trøst, der kompenserer? At han måske vil have sit eget langvarige mørke, sin uforståelighed, forborgenhed, gådefuldhed, fordi han ved, hvad han så også får: hans egen morgen, hans egen forløsning, hans egen morgenrøde?... Det er vist, han vil vende tilbage: spørg ham ikke hvad han vil dernede, han vil selv sige jer det, denne synlige Trophonius og underjordiske, når først han atter er »blevet menneske«. Man glemmer grundigt sin tavshed, når man så længe som han var muldvarp, var alene – –

2. Sådan er det, mine tålmodige venner, jeg vil sige jer, hvad jeg ville dernede, her, i denne sene fortale, som nemt kunne være blevet et eftermæle, en ligtale: for jeg er kommet tilbage og – jeg er kommet derfra. Tro dog ikke, at jeg vil opfordre jer til det samme vovestykke! Eller også blot til den samme ensomhed! For hvem der går ad sådanne veje, møder ingen: det fører de »egne veje« med sig. Ingen kommer for at

(©2011: Peter Ban) Morgenrøde (©2011: Peter Ban) 4

hjælpe ham; alt, hvad der tilstøder ham af fare, tilfældighed, ondskab og dårligt vejr, må han selv blive færdig med. Han har netop vejen for sig – og, som rimeligt er, hans bitterhed, hans lejlighedsvise ærgrelse ved dette »for sig«: hvortil eksempelvis hører, at vide, at selv hans venner ikke kan gætte, hvor han er, hvor han går hen, så at de til tider vil spørge sig selv »hvordan? går han overhovedet? har han stadigvæk – en vej?« – Dengang gik jeg i gang med noget, der ikke turde være hvermands sag: jeg steg i dybden, jeg borede i grunden, jeg begyndte at undersøge og gennemgrave en gammel tiltro, som vi filosoffer siden et par årtusinder plejede at bygge på, som var det den sikreste grund – igen og igen, selvom hver bygning hidtil styrtede sammen: jeg begyndte at undergrave tiltroen til moralen. Men I forstår mig ikke?

3. Der er hidtil blevet dårligst tænkt omkring godt og ondt: dette var altid en alt for farlig sag. Samvittigheden, det gode kald, Helvede, under omstændigheder endda politiet, tillod og tillader ingen ubefangenhed; i moralens nærværelse skal der netop, som overfor enhver autoritet, ikke tænkes, endnu mindre tales: her bliver – adlydt! Så længe verden består, var endnu ingen autoritet villig til at lade sig tage som genstand for kritik; og ligefrem at kritisere moralen, at tage moralen som problem, som problematisk: hvordan? var det ikke – er det ikke – umoralsk? – Men moralen råder ikke blot over enhver slags skrækmidler til at holde sig kritiske hænder og torturredskaber fra livet: dens sikkerhed ligger endnu mere i en vis fortryllelseskunst, som den forstår sig på, – den forstår at »begejstre«. Det lykkes den, ofte med ét eneste blik, at lamme den kritiske vilje, endda at

Fortale 5

lokke den over til sig, ja der gives tilfælde, hvor den ved af, at vende den kritiske vilje imod sig selv: så at den, som skorpionen, stikker brodden i sin egen krop. Moralen forstår sig fra gammel tid netop på enhver form for overtalelseskunstens djævelskab: der gives ingen talere, heller ikke i dag, der ikke ville have brug for dens hjælp (man kan for eksempel høre vore anarkister: hvor moralsk taler de ikke, for at overtale! I sidste ende kalder de endda sig selv for »de gode og retfærdige«.) Moralen har netop altid, så længe der er blevet talt og overtalt på Jorden, bevist sig som den største forførerske – og, hvad angår os filosoffer, som den egentlige Circe for filosofferne. Hvad skyldes det dog, at alle filosofiske byggemestre i Europa siden Platon har bygget omsonst? At alt truer med at falde sammen, eller allerede ligger i ruiner, hvad de selv ærligt og alvorligt holdt for værende aere perennius ? Oh, hvor falskt er det svar, som man endnu i dag holder parat for dette spørgsmål, »fordi de alle havde forsømt forudsætningen, efterprøvelsen af fundamentet, en kritik af den samlede fornuft« – dette skæbnesvangre svar fra Kant, som dermed så sandelig ikke har lokket os filosoffer over på noget fastere og mindre bedragerisk grundlag! (– og efterfølgende spurgt, var det ikke ret mærkeligt at forlange, at et værktøj skulle kritisere dets egen fortræffelighed og duelighed? at intellektet selv skulle »erkende« sin værdi, sin kraft, sine grænser? var det ikke endda en smule meningsstridigt? –) Det rigtige svar ville snarere have været, at alle filosoffer har bygget under moralens forførelse, også Kant –, at deres hensigt tilsyneladende gik ud på vished, på »sandhed«, men egentlig gik ud på »majestætiske

sædelige bygningsværker«: for nok engang at betjene os af det uskyldige sprog hos Kant, der betegner det som hans egen »ikke så strålende, men dog heller ikke


fortjenstløse« opgave og arbejde, »at gøre grundlaget for disse majestætiske sædelige bygningsværker jævnt og byggefast« (Kritik af den rene fornuft II, s. 257). Ak, det er ikke lykkedes ham, tværtimod! – som man i dag må sige. Kant var med en sådan sværmerisk hensigt netop den retmæssige søn af sit århundrede, der mere end noget andet må kaldes for sværmeriets århundrede: sådan som han, heldigvis, også er forblevet det med hensyn til dets mere værdifulde sider (for eksempel med en god del sensualisme, som han overtog til sin erkendelsesteori). Også ham havde moral-tarantellen Rousseau bidt, også for ham lå på grunden af hans sjæl den moralske fanatisme, som en anden af Rousseaus ynglinge følte og bekendte sig som fuldføreren af, nemlig Robespierre, »de fonder sur l a terre l ’empire de la sagesse , de la jus t ice et de la vertu « (Tale af 7. juni 1794). På den anden side kunne man, med en sådan franskmandsfanatisme i hjertet, ikke drive det mere ufransk, dybere, grundigere, mere tysk – hvis ordet »tysk« endnu i dag er tilladt i denne forstand – end Kant har drevet det: for at skaffe rum til sit »moralske rige« så han sig nødsaget til at antage en ubeviselig verden, et logisk »hinsides«, – dertil havde han netop sin kritik af den rene fornuft nødig! Anderledes udtrykt: han ville ikke

have haft den nødig, hvis ikke ét havde været ham vigtigere end alt, at gøre netop det »moralske rige« uangribeligt, hellere endnu, uhåndgribeligt for fornuften, – han fornemmede netop for stærkt angribeligheden af en tingenes moralske orden fra fornuftens side! For med henblik på natur og historie, med henblik på den grundige umoralitet af natur og historie var Kant, som enhver god tysker fra gamle tider, pessimist; han troede på moralen, ikke fordi den bevises gennem natur og historie, men derimod til trods for, at den bestandigt modsiges gennem natur og

Fortale 7

historie. Man må måske, for at forstå dette »til trods for at«, erindre om noget beslægtet hos Luther, hos denne anden store pessimist, der engang med hele den lutherske dristighed lagde sine venner på sinde: »hvis man kunne fatte det gennem fornuft, hvorledes den Gud vil kunne være nådig og retfærdig, som viser så megen vrede og ondskabsfuldhed, til hvad skulle man så behøve troen?« Intet har nemlig siden da gjort et dybere indtryk på den tyske sjæl, intet har den »forsøgt« mere, end denne den farligste af alle følgeslutninger, som for enhver rigtig romaner er en synd imod ånden: credo quia absurdum est : – med den optræder den tyske logik først i det kristne dogmes historie; men også endnu i dag, et årtusinde senere, vejrer vi tyskere af i dag, sene tyskere i enhver henseende – noget af en sandhed, af en mulighed for sandheden bag den berømte real-dialektiske grund-sætning, med hvilken Hegel i sin tid hjalp den tyske ånd til sejren over Europa – »modsigelsen bevæger verden, alle ting modsiger sig selv« –: vi er netop, helt ind i logikken, pessimister.

4. Men ikke de logiske værdidomme er de nederste og grundigste, som vores mistankes tapperhed kan føre os ned til: den tiltro til fornuften, som disse dommes gyldighed står og falder med, er, som tiltro, et moralsk fænomen... Måske har den tyske pessimisme endnu sine sidste skridt at gøre? Måske må den én gang endnu på frygtelig vis stille sit credo og sit absurdum ved siden af hinanden? Og hvis denne bog hele vejen ind i moralen, hele vejen ud over tiltroen til moralen er pessimistisk, – skulle den så ikke netop dermed være en tysk bog? For den fremstiller virkeligt en selvmodsigelse, og frygter sig ikke for det:


i den bliver tiltroen opsagt for moralen – hvorfor dog? Af moralitet! Eller hvad skal vi kalde det, som sker i den – i os? for vi ville med vores smag foretrække mere beskedne ord. Men der er ingen tvivl, også til os taler stadigvæk et »du skal«, også vi adlyder stadig en streng lov over os, – og dette er netop den sidste moral, som også gør sig hørbar endnu for os, som også vi endnu ved af at leve, her, hvis overhovedet i noget, er også vi stadigvæk samvittighedens mennesker: idet vi nemlig ikke ønsker os tilbage igen i dét, der gælder os som overlevet og råddent, i et eller andet »utroværdigt«, om det så kaldes Gud, dyd, sandhed, retfærdighed, næstekærlighed; idet vi ikke tilstår os nogen løgnagtige broer til gamle idealer; idet vi fra grunden af er fjendtlige overfor alt, hvad der gerne ville formidle og blande i os; fjendtlige overfor enhver art tro og kristelighed; fjendtlige overfor al romantiks og patriotismes halvt-om-halvt; fjendtlige også overfor den artistiske nydelse, den artistiske samvittighedsløshed, som gerne ville overtale os til at tilbede, hvor vi ikke længere tror – for vi er artister –; fjendlige, kort sagt, overfor hele den europæiske feminisme (eller idealisme, om man hellere vil høre det sådan), der evigt »drager opad«, og evigt netop dermed »bringer under«: – alene som mennesker med denne samvittighed føler vi os endnu beslægtede med den tyske retskaffenhed og fromhed fra årtusinder, omend som deres mest tvivlrådige og sidste efterkommere, vi immoralister, vi gudløse af i dag, ja endda, i en vis forstand, som deres arvinge, som fuldførere af deres inderste vilje, en pessimistisk vilje, som sagt, der ikke frygter sig for at fornægte sig selv, fordi den fornægter med lyst! I os fuldbyrder sig, givet, at I ønsker en formel, – moralens selvophævelse. – –

Fortale 9

5. – Men her til sidst: hvorfor skulle vi så højlydt og med en sådan iver sige, hvad vi ønsker, og ikke ønsker? Betragter vi det køligere, fjernere, klogere, højere, siger vi det, som det har lov at blive sagt mellem os, så hemmeligt, at alverden overhører det, så at alverden overhører os! Frem for alt, siger vi det langsomt... Denne fortale kommer sent, men ikke for sent, hvad ligger der i grunden i fem, seks år? En sådan bog, et sådant problem har ingen hast; desuden er vi begge venner af lentoen, jeg, såvel som min bog. Man har ikke for ingenting været filolog, man er det måske stadigvæk, det vil sige, en lærer for den langsomme læsning: – endeligt skriver man også langsomt. Nu hører det ikke blot til mine vaner, men derimod også til min smag – en ondsindet smag måske? – ikke længere at skrive noget, hvormed ikke enhver art menneske, der »har travlt«, bringes til fortvivlelse. Filologi er nemlig den ærværdige kunst, som af dens beærere frem for alt kræver ét, at man går til side, giver sig tid, bliver stille, bliver langsom –, som ordets guldsmedekunst og -kendskab, der har lutter fint forsigtigt arbejde af aflægge, og intet opnår, hvis ikke det opnår det lento. Men netop dermed er filologien behøvet i dag, mere end nogensinde før, midt i en tidsalder for »arbejdet«, det vil sige: hasten, den uanstændige og svedende skyndsomhed, der straks vil »blive færdig« med alt, også med hver en gammel og ny bog: – filologien selv bliver ikke så nemt færdig med noget, den lærer at læse godt, det vil sige, at læse langsomt, dybt, hensynsfuldt og forsigtigt, med bagtanker, med døre, som er ladt åbne, med sarte fingre og øjne... Mine tålmodige venner, denne bog ønsker sig kun fuldkomne læsere og filologer: lær at læse mig godt! –

Ruta ved Genova i foråret af året 1886.

Første bog.

1. Senerekommende fornuftighed. – Alle langtlevende ting bliver med tiden så gennemvædet med fornuft, at det usandsynliggør deres herkomst fra ufornuften. Lyder ikke næsten enhver nøjagtig tilblivelses-historie paradoksal og brødefuld for følelsen? Modsiger den gode historiker i grunden ikke fortvarende?

2. Fordom hos de lærde. – Det er en korrekt dom fra de lærdes side, at menneskene til alle tider troede at vide, hvad der er godt og ondt, hvad der er værd at prise og at dadle. Men det er en fordom fra de lærdes side, at vi

nu ville vide bedre end en hvilken som helst anden tid.

3.

Alt har sin tid. – Da mennesket gav alle ting et køn mente det ikke at lege, men derimod at have vundet en dyb indsigt: – det uhyrlige omfang af denne fejltagelse har det ganske sent og måske endnu i dag ikke indrømmet til fulde. – Ligeså har mennesket tillagt alt, hvad der er til, et forhold til moralen, og hængt verden en etisk betydning over skuldrene. Det vil engang være lige så meget og ikke mere af værdi, som allerede i dag troen på solens maskulinitet eller femininitet har det.


4. Imod sfærernes opdrømte disharmoni. – Vi må igen skaffe den megen falske storhed ud af verden, for den er imod den retfærdighed, som alle tingene foran os har krav på! Og dertil kræves, ikke at ville se verden som mere disharmonisk end den er!

5. Vær taknemmelig! – Det største resultat af den hidtidige menneskehed er, at vi ikke længere behøver have bestandig frygt for vilde dyr, for barbarer, for guder og for vore drømme.

6. Taskenspilleren og hans modsætning. – Det forbløffende i videnskaben er modsat det forbløffende i taskenspillerens kunst. For denne vil vinde os for dette, at se en helt enkel kausalitet, hvor det i sandhed er en meget kompliceret kausalitet, der er aktiv. Videnskaben nødsager os derimod til at opgive troen på enkle kausaliteter netop dér, hvor alt synes så nemt at begribe, og hvor vi er det blotte øjes tåber. De »enkleste« ting er meget komplicerede, – man kan ikke forundre sig nok over dette!

7. Omlæring af rumfølelsen. – Har de virkelige ting eller de indbildte ting bidraget mere til den menneskelige lykke? Sikkert er det, at vidden af rummet mellem den højeste lykke og den dybeste ulykke først er blevet frembragt ved hjælp af de indbildte ting. Denne art rumfølelse bliver følgelig, under videnskabens indflydelse, stadigt mere formindsket: ligesom vi af

Første bog 13

videnskaben har lært, og endnu lærer, at fornemme Jorden som lille, ja, at fornemme Solsystemet som et punkt.

8. Transfiguration. – De rådvildt lidende, de forvirret drømmende, de overjordisk henrykkede, – dette er de tre grader Rafael inddeler menneskene i. Sådan ser vi ikke længere ind i verden – og heller ikke Rafael ville længere have lov til det nu: han ville øjne en ny transfiguration.

9. Begreb om sædvanens sædelighed. – I forhold til den måde, menneskeheden har levet på i hele årtusinder, lever vi nuværende mennesker i en meget usædelig tid: sædvanens magt er forbavsende svækket og sædelighedsfølelsen er så forfinet og så meget trukket i højden, at den lige så godt kan betegnes som forflygtiget. For os, de sentfødte, bliver det derfor vanskeligt med grundindsigterne i moralens tilblivelse, og har vi så alligevel fundet dem, så klæber de på tungen og vil ikke ud: fordi de lyder for grove! Eller fordi de synes at benægte sædeligheden! Således for eksempel allerede hovedsætningen: Sædelighed er intet andet (altså navnlig ikke mere!) end en lydighed overfor sæder, uanset af hvilken art; men sæder er den traditionelle måde at handle og vurdere på. I sager, hvor ingen tradition befaler, gives der ingen sædelighed; og jo mindre livet er bestemt gennem tradition, desto mindre bliver sædelighedens kreds. Det frie menneske er usædeligt, fordi det i alle forhold vil afhænge af sig selv og ikke af en tradition: i alle menneskehedens oprindelige tilstande betyder »ond«


så meget som »individuel«, »fri«, »vilkårlig«, »uvant«, »uforudset«, »uberegnelig«. Altid målt efter, hvad der er målestokken for sådanne tilstande: bliver en handling gjort, ikke fordi traditionen befaler den, men derimod ud fra andre motiver (eksempelvis for den individuelle nytte), ja, selv ud fra netop de motiver, som tidligere har begrundet traditionen, så kaldes handlingen usædelig, og selv af dens gerningsmand opfattes den sådan: for den er ikke blevet gjort af lydighed overfor traditionen. Hvad er traditionen? En højere autoritet, som man adlyder, ikke fordi den befaler os det for os nyttige, men derimod fordi den befaler. – Hvorved adskiller denne følelse for traditionen sig fra følelsen af frygt overhovedet? Det er en frygt for et højere intellekt, som befaler dér, for en ubegribelig ubestemt magt, for noget, der er mere end personligt, – der er overtro i denne frygt. – Oprindeligt hørte hele opdragelsen og sundhedsplejen, ægteskabet, lægekunsten, markdyrkningen, krigen, talen og tavsheden, omgangen med hinanden og med guderne til på sædelighedens område: den forlangte, at man holdt sig forskrifter for øje, uden at tænke på sig som individ. Oprindeligt, altså, var alt sædvane, og hvem der ønskede at hæve sig over sæderne, måtte blive lovgiver og medicinmand og en slags halvgud: det vil sige, han måtte lave sædvaner, – en frygtelig, livsfarlig ting! – Hvem er den mest sædelige? En gang den, som hyppigst opfylder loven: som altså, ligesom brahmanen, bærer bevidstheden om loven med overalt og i hver eneste lille del af tiden, så at han fortsat kan udfinde lejligheder til at opfylde loven. Dernæst den, der tillige opfylder loven selv i de vanskeligste tilfælde. Den sædeligste er den, der ofrer mest for sæderne: men hvilket er det største offer? Alt efter besvarelsen af dette spørgsmål udfolder sig flere forskellige moraler;

Første bog 15

men den vigtigste forskel forbliver dog den, som adskiller moraliteten af den hyppigste opfyldelse fra den vanskeligste opfyldelse. Man skal ikke bedrage sig hvad angår motivet for den moral der kræver den vanskeligste opfyldelse af sæderne som tegn på sædelighed! Selvovervindelsen kræves ikke på grund af dens nyttige følger for individet, men derimod for, at sædvanen, traditionen skal fremstå som herskende, al lyst og nytte for individet til trods: den enkelte skal ofre sig, – således kræves det af sædvanens sædelighed. – De moralister, derimod, der, ligesom dem der fulgte de sokratiske fodspor, lægger selvbeherskelsens og afholdenhedens moral individet på hjerte som dets egentligste fordel, som dets personligste nøgle til lykken, – udgør undtagelsen – og hvis det synes os anderledes, så er det fordi vi er opdraget under deres eftervirkning: de går allesammen en ny vej under højeste misbilligelse fra alle dem, der repræsenterer sædvanens sædelighed, – de løser sig fra fællesskaberne, som de usædelige, og er, i dybeste forstand, onde. Ligeså fremstod, for en dydig romer af gammelt tilsnit, enhver kristen, der »som det første tragtede efter sin egen salighed«, – som ond. – Overalt, hvor der gives et fællesskab, og følgeligt en sædvanens sædelighed, hersker også den tanke, at straffen for at krænke sæderne frem for alt påfalder fællesskabet: denne overnaturlige straf, hvis ytring og grænse er så svær at begribe og som udgrundes med så overtroisk en angst. Fællesskabet kan holde den enkelte fast på, at han skal genoprette de nærmeste skader, som hans gerning havde til følge, for den enkelte eller for fællesskabet, det kan også tage en slags hævn mod den enkelte for, at de guddommelige skyer og uvejret gennem ham, som angivelig eftervirkning af, hvad han har gjort, har samlet sig over fællesskabet, – men de fornemmer dog frem for alt den enkeltes skyld som


deres skyld, og bærer hans straf som deres straf –: »sæderne er blevet løse, sådan klager det i sjælen hos enhver, når sådanne gerninger er mulige.« Enhver individuel handling, enhver individuel tænkemåde vækker gysen; det er slet ikke til at beregne, hvad netop de sjældnere, mere udsøgte, oprindelige ånder i hele historiens forløb har måttet lide, fordi de altid er blevet opfattet som de onde og de farlige, ja, fordi de

opfattede sig selv sådan. Under herskab af sædvanens sædelighed har enhver slags originalitet fået dårlig samvittighed; helt frem til dette øjeblik er himlen for de bedste stadigvæk mere formørket derved, end den behøvede at være.

10. Modbevægelse mellem sædelighedens mening og

kausalitetens mening. – I den grad meningen med kausaliteten tager til, aftager omfanget af sædelighedens rige: for hver gang man har begrebet de nødvendige virkninger, og forstår at tænke dem adskilt fra alle tilfældigheder, al lejlighedsvis efterkomst (post hoc ), så har man ødelagt et utal af fantastiske kausaliteter, som der hidtil troedes på som grundlag for sæderne – den virkelige verden er langt mindre end den fantastiske – og hver gang er et stykke ængstelighed og tvang forsvundet ud af verden, hver gang også et stykke agtelse for sædvanens autoritet: sædeligheden i det store og hele har måtte betale. Hvem der derimod ønsker at forøge den, må forstå sig på, at hindre følgerne i at blive kontrollerbare.

11. Folkemoral og folkemedicin. – Den moral, der hersker i et fællesskab, arbejdes der fortsat og af enhver videre

Første bog 17

på: de fleste kommer med det ene eksempel efter det andet på det påståede forhold mellem årsag og virkning, skyld og straf, de bekræfter det som velbegrundet og forøger troen på det: nogle gør nye iagttagelser omkring handlinger og følger, og drager derudfra slutninger og love: de færreste tager her og der anstød af dette, og lader på disse punkter troen blive svag. – Men alle er hinanden lig i den aldeles rå, uvidenskabelige måde at være aktive på; om det end drejer sig om eksempler, iagttagelser eller anstød, eller om beviset, bekræftelsen, udtrykket, gendrivelsen af en lov, – det er værdiløst materiale og værdiløs form, som al folkemedicins materiale og form er det. Folkemedicin og folkemoral hører sammen og de skulle ikke længere vurderes så forskelligt, som det stadigvæk sker: begge er de farligste skinvidenskaber.

12. Følgen som tilføjelse. – Førhen troede man, at udkommet af en handling ikke var en følge af handlingen, men derimod en fri tilføjelse – nemlig Guds. Er en større forvirring overhovedet tænkbar! Man måtte så gøre sig særligt umage både med handlingen og med dens udkomme, med helt forskellige midler og praksisser!

13. Til den nye opdragelse af menneskeslægten. – Hjælp, I hjælpsomme og velsindede, dog med til det éne værk, at få straf-begrebet, som helt har groet verden til, fjernet fra den! Der gives intet ondere ukrudt! Man har ikke blot lagt det ind i følgerne af vore handlingsmåder – og hvor skrækkeligt og fornuftsstridigt er ikke allerede dette, at forstå årsag


og virkning som årsag og straf! – men har gjort mere endnu, og har helt fjernet uskylden fra hele den rene tilfældighed af det, der sker, med denne forbandede interpretationskunst for straf-begrebet. Ja, man har drevet dårskaben så vidt, at ville fornemme eksistensen selv som straf, – det er, som var det torturmestrenes og bødlernes fantasterier, der hidtil havde ledsaget opdragelsen af menneskeslægten!

14. Vanviddets betydning i moralitetens historie. – Når der, til trods for det frygtelige pres fra »sædvanens sædelighed«, som alle menneskehedens samfund levede under, mange årtusinder igennem forud for vores tidsregning, og inden for samme stort set helt frem til dagen i dag (vi selv bor i en lille verden af undtagelser, og ligesom i den onde zone): – når der, siger jeg, til trods for dette pres gentagent brød nye og afvigende tanker, vurderinger, drifter frem, så skete det med en gyselig ledsagelse: næsten overalt er det vanviddet, som baner vejen for den nye tanke, bryder forbandelsen af en æret brug og overtro. Forstår I, hvorfor det måtte være vanviddet? Noget, der i stemme og gebærder var lige så gyseligt og uberegneligt som vejrets og havets dæmoniske luner, og som derfor var værdigt til at blive mødt med en tilsvarende skyhed og agtpågivenhed? Noget, der så synligt bar tegnet på den fuldkomne ufrivillighed, som epileptikerens trækninger og fråde, der på denne måde syntes at udmærke den vanvittige som maske og talerør for en guddom? Noget, som gav bæreren af en ny tanke en æresfrygt og gysen for sig selv, og ikke længere samvittighedsnag, og som drev ham til at blive profet og martyr for denne tanke? – Mens det endnu i dag gentagent lægges os på sinde, at geniet har

Første bog 19

fået et korn galeurt i tilskud, i stedet for et korn salt, så var det for alle tidligere mennesker langt mere nærliggende, at der overalt, hvor der gives vanvid, så også ville gives et korn genialitet og visdom, – noget »guddommeligt«, sådan hviskede man til hinanden. Eller snarere: man udtrykte sig skam kraftigt nok. »Gennem vanviddet er de største goder kommet over Grækenland,« sagde Platon sammen med hele den gamle menneskehed. Går vi endnu et skridt videre: for alle disse overlegne mennesker, som uimodståeligt droges mod at bryde åget fra en eller anden sædelighed, og at udstede nye love, forblev, hvis ikke de

virkeligt var vanvittige, intet andet tilovers, end at gøre eller fremstille sig som vanvittige – og dette gælder vel at mærke for fornyerne på alle områder, ikke kun på området for det præstelige og politiske dogme: – selv fornyeren af det poetiske metrum måtte gøre sig troværdig gennem vanviddet. (Helt ind i langt mildere tider forblev der deraf for digterne en vis konvention for vanviddet: en konvention, som for eksempel Solon greb tilbage til, da han opildnede athenerne til generobringen af Salamis.) – »Hvordan gør man sig vanvittig, når man ikke er det, og ikke vover at synes det?« næsten alle betydende mennesker fra den ældre civilisation har hæget ved denne forfærdende tankegang; en hemmelig lære med kunstgreb og diætetiske fingerpeg forplantede sig videre omkring det, ved siden af følelsen af uskyld, ja, hellighed ved sådan en eftertænksomhed og et forehavende. Recepterne for, hos indianerne at blive en medicinmand, hos de middelalderkristne at blive en hellig, hos grønlænderne en angekok, hos brasilianerne en paje, er i det væsentlige de samme: meningsløs faste, fortsat seksuel afholdenhed, at drage ud i ørkenen eller at stige op på et bjerg eller en søjle, eller »at sætte sig på en ældre græsgang, der vender ud


mod et hav« og simpelthen at tænke på intet, andet end dét, som kan føre ekstase og åndelig uorden med sig. Hvem vover at kaste et blik ind i vildnisset af de bitreste og overflødigste sjælsbehov, som sandsynligvis netop de mest frugtbare mennesker til alle tider har smægtet i! At høre dette suk fra de ensomme og forstyrrede: »Ak, så giv dog vanvid, I himmelske! Vanvid, så jeg endelig kan tro på mig selv! Giv delirier og trækninger, pludselige lys og formørkelser, forskræk mig med frost og gløder, som ingen dødelige før fornemmede, med buldren og omkringgående skikkelser, lad mig hyle og pive og krybe som et dyr: blot så at jeg kan finde tro ved mig selv! Tvivlen æder mig op, jeg har slået loven ihjel, loven ængster mig som liget en levende: hvis jeg ikke er mere end loven, så er jeg den mest udstødte af alle. Den nye ånd, som er i mig, hvor kommer den fra, hvis ikke den kommer fra jer? Bevis dog for mig, at jeg er jeres; vanviddet alene beviser mig det.« Og kun alt for ofte opnåede denne inderlighed alt for godt sit mål: i den tid, hvor kristendommen på rigeste vis beviste sin frugtbarhed, hvad hellige og hvad eneboere i ørkenen angår, og derved mente at bevise sig selv, gaves der i Jerusalem kæmpe galehuse for forulykkede hellige, for dem, der havde givet deres sidste korn salt for sagen.

15. De ældste trøstemidler. – Første trin: mennesket ser i ethvert ildebefindende og enhver ulykke noget, som det er nødt til at lade en anden lide noget andet for, – derved bliver mennesket bevidst om dets endnu tilbageværende kraft, hvilket trøster det. Andet trin: mennesket ser i ethvert ildebefindende og enhver ulykke en straf, altså soningen af skylden og midlet til at frigøre sig fra en virkelig eller formodet

Første bog 21

uretfærdigheds ondartede forbandelse. Hvis mennesket bliver opmærksomt på denne fordel, som ulykken fører med sig, så tror det sig ikke længere nødsaget til at måtte lade en anden lide for det, – det siger sig fri fra denne art tilfredsstillelse, fordi det nu har en anden.

16. Civilisationens første sætning. – Hos rå folkeslag gives der en art sædvaner, hvis hensigt synes at være sædvanerne overhovedet: pinlige og i grunden overflødige bestemmelser (som for eksempel dem blandt kamtjadalerne om, aldrig at skrabe sneen af skoene med kniven, aldrig at spidse et kul med kniven, aldrig at lægge et jern i ilden – og døden rammer den, som handler imod sådanne skikke!), som imidlertid holder sædvanens fortsatte nærhed, den uopholdte tvang til at udøve sæderne, fortsat i bevidsthed: til bekræftelse af den store sætning, som civilisationen begynder med: enhver sædvane er bedre end ingen sædvane.

17. Den gode og den onde natur. – Først har menneskene digtet sig ind i naturen: overalt så de sig selv og deres lige, nemlig deres onde og lunefulde sindelag, ligesom skjult under skyer, uvejr, rovdyr, træer og urter: dengang opfandt de den »onde natur«. Så kom engang en tid, da de digtede sig ud af naturen igen, Rousseaus tid: man havde fået så meget nok af hinanden, at man helt ønskede en krog af verden, hvor mennesket ikke kommer hen med dets kval: man opfandt den »gode natur«.


18. Den frivillige lidelses moral. – Hvilket behag er for mennesker i krigstilstanden, fra dette lille, bestandigt truede samfund, hvor den strengeste sædelighed råder, det højeste? Altså for kraftfulde, hævngerrige, fjendtligtsindede, svigefulde, mistroiske, til det frygteligste beredte, og gennem afsavn og sædelighed hærdede sjæle? Behaget ved grusomheden: ligesom det i disse tilstande også regnes til en sådan sjæls dyd at være opfindsom og umættelig hvad angår grusomheden. Ved det grusomme menneskes gerninger opkvikkes samfundet og kaster for en gangs skyld den bestandige angsts og forsigtigheds dysterhed af sig. Grusomheden hører til menneskehedens ældste festglæde. Følgeligt tænker man sig også guderne opkvikket og festligt stemte, når man byder dem grusomheden til skue, – og således sniger den forestilling sig ind i verden, at den frivillige lidelse, de selvvalgte pinsler har en god mening og værdi. Med tiden former sædvanen en praksis i samfundet, ud fra denne forestilling: man bliver fra nu af mere mistroisk overfor al udsvævende velbefindende, og mere opmærksom omkring alle svære smertefulde tilstande; man siger til sig selv: guderne vil nok se unådigt på os for vores lykke, og nådigt for vores lidelse, – og ikke medlidende! For medlidenheden gælder som foragtelig og uværdig for en stærk, frygtelig sjæl; – men nådigt, fordi de derved fornøjes og kommer i godt humør: for den grusomme nyder den højeste kildren af magtfølelsen. Således kommer dyden ved den hyppige lidelse, ved afsavnet, den hårde levemåde, den grusomme selvpinsel, ind i samfundets begreb om det »sædeligste menneske«, – ikke, for nu at gentage det, som middel for tugten, for selvbeherskelsen, for forlangendet efter individuel lykke, – men derimod som en dyd, der gør, at fællesskabet for de onde guder

Første bog 23

gør en god lugt omkring sig, der som et bestandigt sonoffer på alteret damper op til dem. Alle disse åndelige førere for folkeslagene, som formåede at bevæge noget i det træge frugtbare mudder af deres sæder, har ud over vanviddet også haft behov for de frivillige martyrier, for at finde tro – og mest og primært, som altid, troen på sig selv! Jo mere netop deres ånd gik ad nye baner, og følgeligt plagedes af samvittighedsnag og angste, så meget desto mere grusomt rasede de imod det egne kød, den egne vellyst og den egne sundhed, – som for at byde en erstatning for lyst til guddommen, hvis denne måske skulle være forbitret over de forsømte og bekæmpede skikke og de nye mål. Man skal ikke være for hurtig med at tro, at vi så nu ville have befriet os fuldstændigt fra en sådan følelsens logik! De heltemodigste sjæle kan stille sig dette spørgsmål. Selv det mindste skridt på feltet for den frie tænkning, for det personligt udformede liv, er altid blevet tilkæmpet med åndelige og legemlige martyrier: ikke kun frem-skridtet, nej! frem for alt skridtet, bevægelsen, forandringen har behøvet dens utallige martyrere, gennem de lange sti-søgende og grundlæggende årtusinder, som man ganske vist ikke tænker på, når man, som vanligt, taler om »verdenshistorie«, om dette latterligt lille udsnit af den menneskelige tilværelse; og selv i denne såkaldte verdenshistorie, som i grunden er et stort ståhej om de seneste nyheder, gives der intet egentligt vigtigere tema end den urgamle tragedie om martyrerne som

ønskede at bevæge sumpen. Intet er mere dyrekøbt end den lille smule af menneskelig fornuft og frihedsfølelse som nu udgør vores stolthed. Men det skyldes denne stolthed, at det nu nærmest bliver umuligt for os at fornemme i ét med disse uhyrlige tidsstrækninger af »sædvanens sædelighed«, som ligger forud for »verdenshistorien«, som den virkelige


og afgørende hovedhistorie, som har fastlagt

menneskehedens karakter: hvor lidelsen galdt som dyd, grusomheden som dyd, forstillelsen som dyd, hævnen som dyd, benægtelsen af fornuften som dyd, hvorimod velbefindendet galdt som fare, videbegæret som fare, freden som fare, medlidenheden som fare, og det, at få medlidenhed, galdt som hån, arbejdet som hån, vanviddet som guddommelighed, forandringen som det usædelige og fordærvelsessvangre! – I mener, at alt dette har forandret sig, og at menneskeheden således skulle have udskiftet dens karakter? Oh, I menneskekendere, lær jer selv bedre at kende!

19. Sædelighed og fordummelse. – Sæderne repræsenterer tidligere menneskers erfaringer omkring det formodet nyttige og skadelige, – men følelsen for sæderne

(sædelighed) henfører sig ikke til disse erfaringer som sådanne, men derimod til sædernes alder, hellighed, indiskuterbarhed. Og dermed modvirker denne følelse, at man gør nye erfaringer og korrigerer sæderne: det vil sige, sædeligheden modvirker tilblivelsen af nye og bedre sæder: den fordummer.

20. Frigører og fritænker. – Frigørerne er dårligt stillede i forhold til fritænkerne, for mennesker lider mere synligt ved følgerne af gerninger end af tanker. Hvis man imidlertid betænker, at de alle søger deres tilfredsstillelse, og at fritænkerne allerede får denne tilfredsstillelse ved at udtænke og udtale forbudte ting, så er det altsammen ét og det samme hvad motiverne angår: og hvad følgerne angår vil udslaget endda være til fritænkernes ulempe, forudsat, at man ikke

Første bog 25

dømmer ud fra den nærmeste og groveste synlighed – det vil sige: ikke dømmer som alverden. Man må trække meget af den forhånelse tilbage, med hvilken menneskene har tænkt over alle dem, der gennem en gerning gennembrød en sædvanes forbandelse, – generelt kaldes de forbrydere. Alle, der væltede den bestående sædelov, har hidtil altid først gældt som et slet menneske: men da man, som det af og til forekom, efterfølgende ikke formåede at genoprette den, og gav sig tilfreds med dette, så ændrede prædikatet sig med tiden; – historien handler næsten kun om disse slette

mennesker, som senere er blevet godkendt.

21. »Opfyldelse af loven.« – I det tilfælde, at efterfølgelsen af en moralsk forskrift så alligevel giver et andet resultat end lovet og forventet, og det ikke er den lovede lykke der rammer den sædelige, men imod forventning snarere ulykke og elendighed, så bliver der stadigvæk for den samvittighedsfulde og ængstelige den udflugt tilovers, at sige: »der er gået noget galt i udførelsen.« I allerværste tilfælde vil en dybt lidende og nedtrykt menneskehed endda dekretere: »det er umuligt at udføre forskriften godt, vi er helt igennem svage og syndefulde og i den inderste grund ude af stand til moralitet, følgeligt har vi heller intet krav på lykke og vellykkethed. De moralske forskrifter og løfter er givet for bedre væsener, end vi er.«

22. Værker og tro. – Endnu i dag forplantes denne grundfejltagelse videre gennem de protestantiske lærere: at det blot skal komme an på troen, og at


værkerne nødvendigvis må følge af troen. Dette er simpelthen ikke sandt, men det lyder så forførerisk, at det allerede har bedåret andre intelligenser end blot Luthers (nemlig Sokrates’ og Platons): selvom alle synlige erfaringer alle dage taler imod det. Selv den mest tilforladelige viden eller tro kan ikke give kraften til gerningen, ej heller kan den give vantheden ved gerningen, den kan ikke erstatte øvelsen af denne fine, mangedelte mekanisme som må være gået forud, for at et eller andet skal kunne forvandle sig fra forestilling til aktion. Frem for alt og allerførst værkerne! Altså træning, træning, træning! Den dertilhørende »tro« vil snart indstille sig, – vær forsikrede om det!

23. Hvori vi er finest. – Derved, at man mange tusinde år igennem tænkte sig sagerne (natur, værktøj, ejendom af enhver slags) som ligeledes levende og besjælede, med kraft til at skade og unddrage sig de menneskelige hensigter, har følelsen af afmagt været langt større og langt hyppigere blandt menneskene, end den havde behøvet at være: man havde jo behov for at forsikre sig lige så meget om sagerne, som om menneskene og dyrene, gennem vold, tvang, smiger, kontrakter, ofre, – og her er oprindelsen for de fleste overtroiske skikke, det vil sige en omfattende, måske

overvejende og alligevel spildt og unyttig bestanddel af al aktivitet som hidtil er udført af mennesker! – Men fordi følelsen af afmagt og frygt var så stærk, og så længe var i fortsat virksomhed, har følelsen af magt udviklet sig til en sådan finhed, at mennesket nu er i stand til at lægge den slags på den delikateste guldvægt. Den er blevet dets stærkeste tilbøjelighed;

Første bog 27

de midler, som man opdagede til at skaffe sig denne følelse, er nærmest hele kulturens historie.

24. Beviset af en forskrift. – Generelt bliver godheden eller sletheden af en forskrift, for eksempel forskriften til at bage et brød, bevist sådan, at det deri lovede resultat giver sig eller ikke giver sig, forudsat, at forskriften udføres nøje. Anderledes står det til med de moralske forskrifter: for her er resultaterne netop ikke til at overskue, eller de må tydes og er ubestemte. Disse forskrifter hviler på hypoteser af den allerringeste videnskabelige værdi, hvis bevis og hvis gendrivelse ud fra resultaterne i grunden er lige umulige: – men engang, ved den oprindelige råhed af al videnskab, og ved de ringe krav, man stillede, for at tage en ting for påvist, – engang konstateredes godheden eller sletheden af en forskrift for sæderne sådan som i dag enhver anden forskrift: under henvisning til, hvad der følger af den. Når den forskrift gælder hos de indfødte i Russisk-Amerika: du skal ikke kaste dyreknogler i ilden eller give dem til hundene, – så bevises den således: »gør det, og du vil ikke have held med jagten«; det er ikke nemt muligt, ad denne vej at gendrive forskriftens godhed, navnlig hvis det er et samfund og ikke en enkelt der gælder som bærer af straffen; snarere vil der altid indtræde en omstændighed, som synes at bevise forskriften.

25. Sædvane og skønhed. – Til sædernes fordel skal det ikke forties, at der hos enhver, der fuldt og helhjertet og fra begyndelsen af underkaster sig dem, finder en svækkelse af angrebs- og forsvarsorganerne sted –


både de legemlige og de åndelige: det vil sige, dette menneske bliver stadigt skønnere! For det er udøvelsen af disse organer og det dertilsvarende sindelag, som holder hæslig og gør hæsligere. Af den grund er den gamle bavian hæsligere end den unge, og den kvindelige unge bavian er allermest ligesom mennesket: altså skønnest. – Man kan herudfra foretage en slutning til oprindelsen for kvindernes skønhed!

26. Dyrene og moralen. – De praktikker som kræves i det forfinede samfund: omhyggeligt at undgå det latterlige, det påfaldende, det anmassende, at holde både sine dyder og sine heftigere begær tilbage, at give sig som lige med de andre, at indordne sig, at forringe sig, – alt dette, taget som den samfundsmæssige moral, kan i grove træk findes overalt, helt ind i den dybeste dyreverden, – og først i dette dyb ser vi den bagvedliggende hensigt med alle disse elskværdige foranstaltninger: man vil undgå sine forfølgere og vinde fordel i jagten på sit bytte. Derfor lærer dyrene at beherske sig og at forstille sig sådan, at nogle dyr for eksempel tilpasser deres farve til omgivelsernes farve (i kraft af den såkaldte »kromatiske funktion«), lader som om de er døde, eller antager form og farve efter et andet dyr eller efter sand, blade, lav, svampe (det, de engelske forskere betegner med mimicry ). Således skjuler den enkelte sig i almenheden af begrebet »menneske« eller i samfundet, eller tilpasser sig fyrster, stænder, partier, tidens eller omgivelsernes meninger: og for alle de fine måder at give os som lykkelige, taknemmelige, mægtige, forelskede på, vil man nemt finde den dyriske lignelse. Også sansen for sandheden, der i grunden er sansen for sikkerhed, har

Første bog 29

mennesket fælles med dyret: man vil ikke lade sig bedrage, vil ikke lade sig føre i vildrede gennem sig selv, man lytter til de egne lidenskabers tiltale med mistro, man betvinger sig selv, og vedvarende står man på lur overfor sig selv; alt dette forstår dyret ligesom mennesket, også hos dyret vokser selvbeherskelsen frem af sansen for det virkelige (af klogskaben). Ligeledes iagttager det de virkninger, som det udøver på andre dyrs forestilling, derudfra lærer det at se tilbage på sig selv, at tage sig »objektivt«, det har sin grad af selverkendelse. Dyret bedømmer dets modstanderes og venners bevægelser, det lærer deres ejendommeligheder udenad, det indretter sig efter dem: imod enkelte af en bestemt slægt opgiver det kampen én gang for alle, og ligeså gætter det i dets tilnærmelse til andre dyrearter deres hensigt om fred og overenskomst. Begyndelserne på retfærdigheden, såsom klogskab, mådehold, tapperhed, – kort sagt alt, hvad vi betegner med navnet sokratiske dyder, er dyrisk: en følge af drifter, som lærer, hvordan man skal søge næring og undgå fjenderne. Tager vi nu med i betragtning, at selv det højeste menneske netop kun i dets ernæringsmåde, og i begrebet om, hvad der altsammen er fjendtligt for det, har løftet sig op og forfinet sig, så vil det måske ikke være forbudt at betegne hele det moralske fænomen som dyrisk.

27. Værdien i troen på overmenneskelige lidenskaber. – Ægteskabsinstitutionen opretholder hårdnakket troen på, at kærligheden, endskønt den er en lidenskab, dog som sådan er i stand til at vare ved, ja, at den varige livslange kærlighed vil kunne gøres til regel. Gennem denne sejhed af en ædel tro, til trods for at den ganske


ofte og næsten som regel bliver gendrevet og dermed er en pia fraus , har den givet kærligheden en højere ædelhed. Alle institutioner, som tilstår en lidenskab tro

på dens varighed og ansvar for dens varighed, imod lidenskabens væsen, har givet den en ny rang: og dén, som nu falder under for en sådan lidenskab, tror sig ikke, som tidligere, nedgjort eller truet derved, men tværtimod hævet over sine ligemænd. Man kan tænke på institutioner og sæder, som af øjeblikkets fyrige hengivenhed har skabt den evige troskab, af vredestrangen den evige hævn, af fortvivlelsen den evige sorg, af det pludselige og enkeltstående ord den evige forbindtlighed. Hver gang er der kommet ganske megen hykleri og løgn ind i verden gennem en sådan omskabelse: hver gang også, og til denne pris, et nyt overmenneskeligt, menneskene opløftende begreb.

28. Stemningen som argument. – Hvad er årsagen til den opstemte beslutsomhed til gerningen? – Dette spørgsmål har beskæftiget menneskene meget. Det ældste og stadigvæk hyppigste svar er: Gud er årsagen, han giver os derved at forstå, at han bifalder vor vilje. Når man tidligere adspurgte oraklerne om et forehavende, ønskede man at tage en opstemt beslutsomhed med hjem fra dem; og alle de, hvis sjæl havde flere handlingsmuligheder, svarede sådan på en tvivl: »jeg vil gøre dét, hvorved denne følelse indfinder sig.« Man besluttede sig altså ikke for det fornuftigste, men derimod for et forehavende, ved hvis billede sjælen blev modig og forhåbningsfuld. Den gode stemning blev lagt i vægtskålen som argument, og den vejede tungere end fornuftigheden: fordi stemningen blev udlagt overtroisk, som virkningen af en gud, der giver løfte om succes, og gennem stemningen lader

Første bog 31

gudens fornuft tale som den højeste fornuftighed. Nu kan man så overveje følgerne af en sådan fordom, når kloge og magttørstende mænd betjente sig af den – og betjener sig af den! »At fremskabe stemning!« – dermed kan alle grunde erstattes og alle modgrunde besejres!

29. Dydens og syndens skuespillere. – Blandt de af antikkens mænd, som berømmedes ved deres dyd, gaves der, synes det, et u- og overtal af sådanne, der spillede

skuespil overfor sig selv: navnlig vil grækerne, som skuespillere helt ind i kødet, helt uvilkårligt have gjort netop dette og fundet det godt. Til dette formål var enhver med sin dyd i kappestrid med en andens eller alle andres dyd: hvordan skulle man ikke have opbragt alle kunster for at bringe sin dyd til skue, frem for alt overfor sig selv, og dét allerede for øvelsens skyld! Hvad nyttede en dyd, som man ikke kunne vise, eller som ikke forstod at vise sig! – Disse dydens skuespillere satte kristendommen en stopper for: dertil opfandt den den modbydelige prunken og paraderen med synden, den bragte den opdigtede

syndighed ind i verden (den dag i dag gælder den som »god tone« blandt kristne).

30. Den forfinede grusomhed som dyd. – Her er en moralitet, der helt beror på driften til udmærkelse, – tænk ikke for godt om den! Hvad er det egentligt for en drift og hvad er dens bagtanke? Man vil gøre sådan, at vort blik vil gøre ondt på den anden og vil vække den andens misundelse, afmagtsfølelse og nedgørelse; man vil give ham bitterheden ved hans


fatum at smage, idet man på hans tunge drypper en dråbe af vores honning, og skarpt og skadefro ser ham i øjnene ved denne formentligt gode gerning. Dette menneske er blevet ydmyget og er nu fuldkommen i dets ydmygelse, – søg så efter dem, som det i en lang tid har villet torturere dermed! Dette andet menneske viser forbarmelse overfor dyrene og beundres for det, – men der gives visse mennesker, som det netop dermed har villet udlade sin grusomhed imod. Derovre står en stor kunstner: den forudanende vellyst ved de betvungne rivalers misundelse har ikke ladet hans kraft sove, før han er blevet stor, – hvor mange bitre øjeblikke for andre sjæle har han ikke ladet sig betale for, at han er blevet så stor! Nonnens kyskhed: med hvilke straffende øjne ser hun ikke ind i ansigtet på de kvinder, der fører et anderledes liv! hvor megen hævnlyst er der ikke i disse øjne! – Temaet er kort, dets variationer kunne være talløse, men ikke nemt kedelige, – for det er stadig en alt for paradoks og næsten smertefuld nyhed, at udmærkelsens moralitet i dens sidste grund er lysten ved forfinet grusomhed. I den sidste grund – det vil her sige: hver gang i første generation. For når vanen for en eller anden udmærkende gerning nedarves, bliver bagtanken dog ikke nedarvet med den (kun følelser, men ingen tanker giver sig videre i arv): og forudsat, at den ikke gennem opdragelsen atter skubbes ind bagved, så gives der allerede i anden generation ikke længere nogen lyst til grusomhed derved: men derimod lyst alene ved vanen som sådan. Denne lyst er imidlertid det første trin for det »gode«.

31. Stoltheden ved ånden. – Den stolthed hos mennesket, der stritter imod læren om afstamningen fra dyrene og lægger den store kløft mellem natur og menneske, –

Første bog 33

denne stolthed har sin grund i en fordom om, hvad ånd er: og denne fordom er forholdsvis ung. I menneskehedens store forhistorie forudsatte man ånd overalt, og tænkte ikke på at ære den som noget, mennesket havde forret til. Fordi man tværtimod havde gjort det åndelige (ved siden af alle drifter, ondsindetheder, tilbøjeligheder) til fælleseje og følgeligt havde gjort det gement, så skammede man sig ikke over at afstamme fra dyr eller træer (de fornemme slægter troede sig æret gennem sådanne fabler), og så i ånden dét som forbinder os med naturen, ikke hvad der adskiller os fra den. Således opdragede man sig i beskedenheden, – og ligeledes ifølge en fordom.

32. Hæmskoen. – At lide moralsk og så at høre, at der ligger en fejltagelse til grund for denne art lidelse, dette forarger. Det giver jo en så enestående trøst, gennem sin lidelse at bekræfte en »sandhedens dybere verden«, end alverden ellers er det, og man vil langt hellere lide og derved føle sig ophøjet over virkeligheden (gennem bevidstheden om, at man dermed kommer nærmere denne »sandhedens dybere verden«) end at være uden lidelse og så også uden denne den ophøjedes følelse. Således er det stoltheden og den vante måde at tilfredsstille den på som modsætter sig den nye forståelse af moralen. Hvilken kraft må man altså anvende, for at komme af med denne hæmsko? Mere stolthed? En ny stolthed?

33. Foragten for årsagerne, for følgerne og for virkeligheden. – De onde tilfældigheder, som rammer et samfund,


pludseligt uvejr og ufrugtbarheder eller epidemier, fører alle medlemmer til den mistanke, at der er begået overtrædelser af sæderne, eller at der må findes på nye skikke, for at en ny dæmonisk magt og lunefuldhed kan dulmes. Denne art mistanke og eftertanke går dermed netop udenom at udgrunde de sande naturlige årsager, den tager den dæmoniske årsag som forudsætning. Her er den ene kilde til den arvelige bagvendthed ved det menneskelige intellekt: og den anden kilde udspringer lige ved siden af, idet man lige så principielt skænkede de sande naturlige følger af en handling langt ringere opmærksomhed end de overnaturlige (de såkaldte straffe og nåder fra guddommen). Der foreskrives eksempelvis bestemte bade til bestemte tider: man bader, ikke for at blive ren, men fordi det er foreskrevet. Man lærer ikke at undgå de virkelige følger af urenligheden, men snarere gudernes formodede misbehag ved forsømmelsen af et bad. Under pres fra den overtroiske angst mistror man, at det måtte have meget mere på sig med denne vasken urenheden af, man lægger en anden og tredje betydning ind, man fordærver sin sans for og lyst ved det virkelige, og til sidst holder man det kun for værdifuldt, for så vidt det

kan være symbol. Således foragter det menneske, der er fortryllet af sædvanens sædelighed, for det første årsagerne, for det andet følgerne, for det tredje virkeligheden, og knytter alle dets højere fornemmelser (ærefrygten, ophøjetheden, stoltheden, taknemmeligheden, kærligheden) til en indbildt verden: den såkaldte højere verden. Og endnu i dag ser vi følgen heraf: hvor et menneskes følelse løfter sig, der er denne indbildte verden på en eller anden måde i spil. Det er sørgeligt: men for nu må alle højere følelser være fordægtige for det videnskabelige menneske, så meget er de blandet sammen med indbildning og nonsens.

Første bog 35

Ikke at de i sig selv eller for altid ville være nødt til at være det: men af alle de langvarige renselser, der afventer menneskeheden, vil renselsen af de højere følelser helt sikkert være en af de langvarigste.

34. Moralske følelser og moralske begreber. – Synligvis bliver moralske følelser overført sådan, at børnene hos de voksne iagttager stærke sympatier eller antipatier overfor bestemte handlinger, og at de som de fødte aber eftergør disse sympatier og antipatier; senere i livet, hvor de finder sig fulde af disse tillærte og veltrænede affekter, holder de det for en anstændighedssag at have et efterfølgende Hvorfor, en slags begrundelse for berettigelsen af disse sympatier og antipatier. Men disse »begrundelser« har hverken noget at gøre med følelsernes herkomst eller med graden af, hvordan de føles: man affinder sig netop blot med den regel, at man som fornuftigt væsen må have grunde for sit For og Imod, og vel at mærke grunde, der kan angives og antages. For så vidt er de moralske følelsers historie en helt anden, end de moralske begrebers historie. De førstnævnte er mægtige forud for handlingen, de sidstnævnte navnlig efter handlingen, overfor behovet for at udtale sig om den.

35. Følelser og deres herkomst fra domme. – »Stol på din følelse!« – Men følelser er intet sidste, intet oprindeligt, bag følelserne står der domme og vurderinger, som er nedarvet til os i form af følelser (sympatier, antipatier). Inspirationen, der stammer fra følelsen, er barnebarn af en dom – og ofte en falsk! –


og i al fald ikke din egen! At stole på sin følelse – det vil sige at adlyde sin bedstefader og sin bedstemoder og deres bedsteforældre mere end de guder, som er i os: vores fornuft og vores erfaring.

36. En naragtig andægtighed med bagtanker. – Hvordan det! de urgamle kulturers opfindere, de ældste udfærdigere af værktøjer og målesnore, af vogne og skibe og huse, de første iagttagere af den himmelske lovmæssighed og af reglerne for 1-tabellen, – de skal være noget usammenligneligt andet og højere end opfinderne og iagttagerne fra vores tid? De første skridt skulle have en værdi, som alle vore rejser og jordomsejlinger i opdagelsernes rige ikke ville komme op på siden af? Sådan lyder fordommen, således argumenterer man for ringeagtelsen af den nuværende ånd. Og dog ligger det lige for, at tilfældet førhen var den største af alle opdagere og iagttagere, og var den velvillige indblæser for disse opfindsomme gamle, og at der selv ved den mest ubetydelige opfindelse, som gøres i dag, forbruges mere ånd, mere tugt og videnskabelig fantasi, end der førhen i hele tidsstrækninger overhovedet var forhånden.

37. Falske slutninger ud fra nytten. – Har man bevist den højeste nytte af en sag, så er der heller ikke dermed endnu gjort noget skridt i retning af at forklare dens oprindelse: det vil sige, man kan aldrig nogensinde gøre nødvendigheden af en sags eksistens forståelig ved hjælp af denne sags nyttighed. Men netop den omvendte dom har hersket hidtil – og helt ind på den strengeste videnskabs område. Har man ikke selv i

Første bog 37

astronomien udgivet nyttigheden (den angivelige nyttighed) i satelliternes anordning (til fra anden side at erstatte det gennem den større afstand fra Solen svækkede lys, så at stjernernes beboere ikke skal mangle på lys) for endemålet med den måde de er anordnet på, og udgivet denne nyttighed for at være forklaringen af, hvordan denne anordning er blevet til? Hvorved man vil huske Columbus’ slutninger: Jorden er lavet for mennesket, altså, hvis der gives lande, må de være beboede. »Er det sandsynligt, at Solen skinner på Intet, og at stjernernes nattevågen forødes på uvejsomme have og mennesketomme lande?«

38. Drifterne omformet gennem de moralske domme. – Den samme drift udvikler sig til den pinlige følelse af fejhed under indtryk af den dadel, som sædvanen har pålagt denne drift: eller til den behagelige følelse af ydmyghed, i fald en sædvane, såsom den kristne, har lagt den til sit hjerte og kaldt den god. Det vil sige: der knytter sig hverken en god eller en dårlig samvittighed til den! I sig selv har den, som enhver

drift, hverken dette eller overhovedet noget moralsk karaktertræk og navn, og heller ingen bestemt ledsagende fornemmelse af lyst eller ulyst: alt dette erhverver den først, som dens anden natur, når den træder i relation til drifter, som allerede er blevet døbt på godt og ondt, eller når den bemærkes som en egenskab ved væsener, som folket allerede har givet en moralsk fastlæggelse og vurdering. – Således har de ældre grækere følt anderledes omkring misundelsen, end vi; Hesiod tæller den blandt virkningerne af den gode, velgørende Eris , og der var intet anstødeligt ved at tilkende guderne noget misundeligt: begribeligvis


ved en tingenes tilstand, hvis sjæl var kappesstriden; men kappesstriden var fastlagt og vurderet som god. Ligeledes var grækerne forskellige fra os i deres vurdering af håbet: man opfattede det som blindt og lumskt; Hesiod har i en fabel antydet det stærkeste omkring den, og vel at mærke noget så fremmedgørende, at ingen nyere forklarer har forstået det, – for det går imod den moderne ånd, som udgående fra kristendommen har lært at tro på håbet som en dyd. Hos grækerne, derimod, for hvem tilgangen til en viden om fremtiden ikke syntes fuldkommen udelukket, og for hvem det i talløse tilfælde gjordes til en religiøs pligt at spørge om fremtiden, hvor vi lader os nøje med forhåbningen, måtte håbet vel, takket være alle orakler og sandsigere, degraderes noget og synke ned til det onde og farlige. – Jøderne har fornemmet vreden anderledes, end vi, og har kaldt den hellig: til gengæld har de iblandt sig set den dystre majestæt hos det menneske, der viste sig forbundet med vreden, i en højde, som en europæer ikke formår at forestille sig; deres vrede hellige Jehovah har de dannet ud fra deres vrede hellige profeter. Målt ved dem er de store udskældere blandt europæerne ligesom andenhåndsskabninger.

39. Fordommen om den »rene ånd«. – Overalt, hvor læren om den rene åndelighed har hersket, har den med sine udskejelser ødelagt nervekraften: den lærer at ringeagte, forsømme eller pine kroppen, og på grund af alle kroppens drifter at pine og ringeagte mennesket selv; den gav fordystrede, anspændte, trykkede sjæle, – som tilmed troede at kende årsagen til deres elendigheds-følelse og måske at kunne ophæve den! »I kroppen må årsagen ligge! kroppen blomstrer endnu

Første bog 39

alt for meget!« – således sluttede de, mens selvsamme krop gennem sine smerter faktisk kom med indvending på indvending imod dens fortsatte forhånelse. En generel og med tiden kronisk overnervøsitet var endeligt skæbnen for disse dydige ren-åndede: lysten lærte de kun at kende i form af ekstasen og andre foreløbere for vanviddet – og deres system kom til dets højdepunkt, da det tog ekstasen som livets højeste mål og som den over alt jordisk fordømmende målestok.

40. Grubelen over skikke. – Talløse af sædvanens foreskrifter, flygtigt aflæste fra en enkeltstående sælsom forekomst, blev meget hurtigt uforståelige; deres hensigt lod sig lige så lidt udregne med sikkerhed, som straffen, der vil følge på deres overtrædelse; selv angående ceremoniernes rækkefølge forblev der tvivl; – men idet man her tænkte frem og tilbage, tiltog objektet for en sådan grubel i værdi, og netop det absurdeste ved en skik gik til sidst over i den helligste hellighed. Man skal ikke tænke ringe om menneskehedens her i årtusinder anvendte kraft, og allermindst om virkningen af denne grublen over

skikke! Vi er her nået frem den uhyrlige eksercerplads for intellektet, – og det er ikke kun religionerne, der her udspindes og spindes videre på: her er videnskabens værdige, endskønt gruopvækkende forverden, her voksede digteren, tænkeren, lægen, lovgiveren frem! Angsten for det uforståelige, der tvetydigt afkrævede os ceremonier, gik med tiden over i pirringen ved det sværtforståelige, og hvor man ikke vidste at udgrunde, dér lærte man at skabe.


41. Til værdibestemmelsen af v i ta contemplativa . – Som mennesker af et vita contemplativa må vi ikke glemme, hvilken dårligdom og modgang der gennem de forskellige eftervirkninger af den sindige betragtning er kommet over menneskene af vi ta act iva, – kort sagt, hvilken modregning vita act iva har at gøre mod os, hvis vi alt for stolt bryster os med vore velgerninger overfor dem. For det første: de såkaldte religiøse naturer, som i tal dominerer blandt de kontemplative, og følgeligt afgiver deres almindeligste species, har til alle tider virket derhen, at gøre livet svært for de praktiske mennesker, og om muligt lidelsesfuldt: at formørke himlen, at udslukke solen, at fordægtiggøre glæden, at ringeagte håbet, at lamme den aktive hånd, – det har de forstået, ligesom de for elendige tider og fornemmelser har haft deres fortrøstninger, almisser, håndsrækninger og signende ord. For det andet: kunstnerne, noget sjældnere end de religiøse, men stadigvæk en hyppig art mennesker af v ita contemplat iva , har som personer som oftest været ulidelige, lunefulde, misundelige, voldelige, ufredelige: denne virkning må trækkes fra de opmuntrende og opløftende virkninger ved deres værker. For det tredje: filosofferne, en art, hvor religiøse og kunstneriske kræfter forefindes sammen, men på en sådan måde, at noget tredje, det dialektiske, lysten ved demonstrationer, stadig har en plads ved siden af, har været ophavsmænd til onder, ligesom de religiøse og kunstnerne har været det, og har oveni, gennem deres dialektiske tilbøjelighed, beredt ganske mange mennesker kedsommelighed. For det fjerde: tænkerne og de videnskabelige arbejdere; de var sjældent ude efter virkninger, de gravede tværtimod stille og roligt deres muldvarpehuller. Således har de kun fremkaldt ringe ærgrelse og ubehag, og ofte har

Første bog 41

de som genstand for spot og latter endda, uden at ville det, gjort livet lettere for vita act iva ’s mennesker. Til slut er videnskaben dog blevet noget ganske nyttigt for alle: når der i dag er ganske mange, som, forudbestemte til et vita act iva , har banet sig en vej til videnskaben grundet denne nytte, i deres ansigts sved og ikke uden hovedbrud og selvbedrag, så bærer hele skaren af tænkere og videnskabelige arbejdere dog ingen skyld for en sådan kummer; det er »selvskabt pinsel«.

42. Vita contemplativa ’s herkomst. – I rå tider, hvor det er de pessimistiske domme over menneske og verden, der hersker, er den enkelte, ved følelsen af sin fulde kraft, altid ude på at handle i henhold til disse domme, altså at oversætte forestillingen i aktion, gennem jagt, rov, overfald, mishandling og mord, medregnet de blegere afbilleder af disse handlinger, sådan som de alene bliver tålt inden for fællesskabet. Giver hans kraft imidlertid efter, føler han sig træt eller syg eller tungsindig eller overmættet og som følge deraf for en tid uden ønsker og begær, så er han da et forholdsmæssigt bedre, det vil sige mindre skadeligt menneske, og hans pessimistiske forestillinger udlader sig så kun i ord og tanker, for eksempel omkring værdien af hans fæller eller hans kone eller hans liv eller hans guder, – hans domme vil være onde domme. I denne tilstand bliver han tænker og forudforkynder, eller han digter videre på sin overtro og udtænker nye skikke, eller han spotter over sine fjender –: uanset hvad han imidlertid udtænker, så må alle frembringelser afspejle hans tilstand, altså frygtens eller træthedens tiltagen, aftagelsen af hans vurdering af handlingen og af nydelsen; indholdet af disse


frembringelser må svare til indholdet af disse digteriske, tankemæssige, præstelige stemninger; den onde dom må regere deri. De, som hele tiden gjorde, hvad den enkelte tidligere gjorde i denne tilstand, som altså dømte ondt, levede melankolsk og handlingsfattigt, kaldte man senere for digtere eller tænkere eller præster eller medicinmænd –: da sådanne mennesker ikke handlede nok, ville man gerne have dem ringeagtet og udsmidt fra fællesskabet; men der var en fare forbundet dermed, – de var fulgt efter overtroen og sporet af guddommelige kræfter, man betvivlede ikke, at de rådede over ukendte magtmidler. Dette er den vurdering, som den ældste slægt af kontemplative naturer levede i, – netop så foragtede, at de ikke blev frygtet! I en sådan formummet skikkelse, med en sådan tvetydig anseelse, med ondt hjerte og ofte med beængstiget hovede, er kontemplationen først fremtrådt på Jorden, svag og frygtelig på samme tid, i hemmelighed foragtet og offentligt overdynget med overtroisk ærbødighed! Her, som altid, må det hedde: pudenda origo!

43. Hvor mange kræfter der nu må komme sammen i

tænkeren. – At gøre sig fremmed for den sanselige anskuelse, at løfte sig op til det abstrakte, – engang føltes det virkeligt som en løftelse: vi kan slet ikke fornemme det længere. Det, at svælge i de blegeste ord- og tingsbilleder, spillet med sådanne usynlige, uhørlige, ufølbare væsener blev opfattet som et liv i en anden højere verden, ud fra den dybe foragt for den sanseligt berørbare forføreriske og onde verden. »Disse abstracta forfører ikke længere, men de kan føre os!« – dermed tvang man sig opad. Ikke

Første bog 43

indholdet af disse åndelighedens spil, men spillene selv har i videnskabens fortid været »det højere«. Heraf kommer Platons beundring af dialektikken og hans begejstrede tro på dens nødvendige forhold til det gode usanseliggjorte menneske. Ikke kun erkendelserne er blevet opdaget hver for sig og med tiden, men derimod også midlerne til erkendelsen overhovedet, de tilstande og operationer, der i mennesket går forud for det, at erkende. Og hver gang syntes det som om den nys opdagede operation eller den nys fornemmede tilstand ikke blot var et middel til al erkenden, men derimod allerede selv var indhold, formål og sum af alt, hvad det er værd at erkende. Tænkeren behøver fantasien, opløftelsen, abstraktionen, distanceringen fra sanserne, opfindelsen, anelsen, induktionen, dialektikken, deduktionen, kritikken, materialesamlingen, den upersonlige tænkemåde, den sindige betragtning og den samlende skuen og ikke mindst retfærdighed og kærlighed overfor alt, hvad der er til, – men alle disse midler har, hver for sig, engang i v ita contemplativa ’s historie gældt som formål og yderste formål, og har givet deres opfindere den salighed som indtræder, når et sidste formål lyser op i den menneskelige sjæl.

44. Oprindelse og betydning. – Hvorfor kommer denne tanke til mig igen og igen, og lyser for mig i stadigt mere brogede farver? – at forskerne førhen, når de var på vej mod tingenes oprindelse, altid mente at finde noget af det, som vil være af uvurderlig betydning for al handlen og dømmen, ja, at man altid forudsatte, at menneskets frelse vil afhænge af indsigten i tingenes

oprindelse: hvorimod vi nu, jo længere vi går


oprindelsen efter, så meget mindre har at gøre med vore interesser; ja, at alle vore vurderinger og »interesseretheder«, som vi har lagt ind i tingene, begynder at miste deres mening, jo længere tilbage vi kommer med vor erkendelse og jo længere frem vi når til tingene selv. Med indsigten i oprindelsen tager

oprindelsens betydningsløshed til: mens det nærmeste, det omkring-os- og i-os-liggende med tiden begynder at fremvise farver og skønheder og gåder og rigdomme af betydning, som den ældre menneskehed end ikke turde drømme om. Førhen gik tænkerne omkring som indfangne dyr, altid spejdende på deres burs tremmer og springende op imod dem for at bryde dem: og salig syntes den, som gennem et hul troede at se noget af dét udenfor, af det hinsides og fjerne.

45. En tragedie-udgang for erkendelsen. – Af alle midler til opløftelse har det været menneskeofrene, som til alle tider har opløftet og løftet menneskeheden mest. Og måske kunne enhver anden bestræbelse nedkæmpes med én uhyrlig tanke, så at den ville lykkes med sejren over selv de sejrrigeste, – med tanken om den sig

ofrende menneskehed. Men hvem skulle den ofre sig til? Man kan allerede sværge på, at hvis denne tankes stjernebillede nogensinde fremtræder på horisonten, så vil erkendelsen af sandheden være blevet tilovers som det eneste uhyrlige mål, som et sådant offer ville passe til, for intet offer er dette mål for stort. I mellemtiden er det problem endnu aldrig blevet stillet, hvorvidt der for menneskeheden, som helhed, er skridt mulige til fremmelse af erkendelsen; for slet ikke at nævne, hvilken erkendelsesdrift der ville kunne drive menneskeheden så vidt, at den ville overlevere sig selv, for at dø med lyset fra en forudgribende visdom for

Første bog 45

blikket. Måske, når der engang til erkendelsens formål er etableret en forbrødring med beboere fra andre stjerner, og man over nogle årtusinder har meddelt sig sin viden fra stjerne til stjerne: måske vil erkendelsens begejstring så komme op på en sådan flod-højde!

46. Tvivl ved tvivlen. – »Sikken god hovedpude tvivlen er for et velbygget hovede!« – dette ord fra Montaigne har altid forbitret Pascal, for ingen havde så stærkt et behov netop for en god hovedpude, som han. Hvad var det dog, der manglede? –

47. Ordene ligger os i vejen! – Overalt, hvor de urgamle placerede et ord, troede de at have gjort en opdagelse. Hvor anderledes stod det i sandhed til! – de havde berørt et problem, og idet de mente at have løst det, havde de skabt en hindring for løsningen. – Nu må man ved hver eneste erkendelse snuble over stenhårde forevigede ord, og vil derved snarere brække et ben, end bryde et ord.

48. »Erkend dig selv« er hele videnskaben. – Først for enden af erkendelsen af alle ting vil mennesket have erkendt sig selv. For tingene er blot menneskets grænser.

49. Den nye grundfølelse: vores endegyldige forgængelighed. – Førhen søgte man at opnå følelsen af menneskets herlighed, idet man pegede på dets guddommelige


herkomst: dette er nu blevet en forbudt vej, for ved dens dør står en abe, ved siden af et andet grueligt udyr, og forståelsesfuldt blotter den tænderne, for ligesom at sige: ikke videre i denne retning! Derfor forsøger man sig nu i en modsat retning: Den vej, menneskeheden skal hen, skal tjene som bevis for dens herlighed og gudsbeslægtethed. Ak, også dette fører intet med sig! For enden af denne vej står gravurnen for det sidste menneske og dødgraveren (med påskriften »nihil humani a me al ienum puto «). Hvor højt menneskeheden end har udviklet sig – og måske vil den til slut endda stå dybere end ved begyndelsen! – så gives der for menneskeheden ingen overgang til en højere orden, lige så lidt som myren og ørentvisten ved slutningen af deres »jordbane« vil opstige til gudsbeslægtethed og evighed. Tilblivelsen slæber fortiden efter sig: hvorfor skulle den gøre en undtagelse fra dette evige skuespil for en eller anden småstjerne, og igen for en småslægt på denne stjerne! Væk med sådanne sentimentaliteter!

50.

Troen på rusen. – De ophøjede og henrykte øjeblikkes mennesker, hvem det sædvanligvis, for modsætningens skyld og grundet den ødsle udnyttelse af deres nervekræfter, er elendigt og trøstesløst til mode, betragter disse øjeblikke som det egentlige Selv, som »sig«, og betragter elendigheden og trøstesløsheden som virkningen af et »udenfor-sig«; og derfor tænker de på deres omgivelser, deres tid, hele deres verden med hævnsyge følelser. Rusen gælder dem som det sande liv, som det egentlige Jeg: i alt andet ser de rusens modstandere og forhindrere, hvad enten det nu er af åndelig, sædelig, religiøs eller kunstnerisk natur. Disse sværmeriske drukkenbolte

Første bog 47

har menneskeheden meget skidt at takke for: for de er de umættelige ukrudt-spredere af utilfredsheden med sig og de nærmeste, af tids- og verdensforagten og navnlig af verdens-trætheden. Måske kunne selv et helt helvede af forbrydere ikke have denne deprimerende, land- og luftforurenende, uhyggelige eftervirkning helt ud i det fjerneste fjerne, som dette lille ædle samfund af ubændige, fantaster, halvtforrykte, af genier, der ikke kan beherske sig, og som først da har al mulig nydelse ved sig selv, når de fuldstændigt fortaber sig: mens forbryderen ganske ofte stadig udviser udpræget selvbeherskelse, opofrelse og kloghed, og holder disse egenskaber vågne hos dem, som frygter ham. Gennem forbryderen bliver livets himmel måske farlig og dyster, men luften forbliver kraftig og streng. – Dertil kommer, at disse sværmere af alle kræfter planter troen på rusen såvel som på livet i livet: en frygtelig tro! Sådan som de vilde nu hurtigt fordærves og går til grunde gennem »ildvandet«, således er menneskeheden i det store og hele blevet langsomt og grundigt fordærvet gennem det åndelige ildvand af berusende følelser, og gennem dem, som holdt begæret efter sådanne følelser levende: måske går den engang til grunde derved.

51. Sådan som vi endnu er! – »Lad os være overbærende overfor de store enøjede!« – har Stuart Mill sagt: som om det ville være nødvendigt at bede om overbærenhed, hvor man er vant til at skænke dem tro og nærmest også tilbedelse! Jeg siger: lad os være overbærende overfor de toøjede, store som små, – for højere end til overbærenheden vil vi, sådan som vi er, dog ikke bringe det!


52. Hvor er de nye læger for sjælen? – Det har været gennem trøstemidlerne, at livet først har fået den lidelsesfulde grundkarakter, som man nu tror på; menneskenes største sygdom er opstået af bekæmpelsen af deres sygdomme, og de tilsyneladende helsemidler har på sigt frembragt noget, der var slemmere end det, som skulle skaffes af vejen med dem. Af uvidenhed holdt man de øjeblikkeligt virkende, bedøvende og berusende midler, de såkaldte fortrøstninger, som værende de egentlige helbredende kræfter, ja, man bemærkede ikke engang at man betalte for de hurtigtvirkende lettelser med den generelle og dybe forværrelse af lidelsen, at de syge måtte lide ved eftervirkningen af rusen, senerehen ved undværelsen af rusen, og endnu senere ved en trykkende totalfølelse af uro, nerverystelse og usundhed. Var man syg indtil en vis grad, så nød man ikke længere, – dette sørgede sjælens læger for, de generelt betroede og tilbedte. – Man siger om Schopenhauer, og med rette, at han endeligt atter skal have taget menneskehedens lidelser alvorligt: hvor er den, der endeligt engang også tager modmidlerne mod disse lidelser alvorligt, og udstiller det uhørte kvaksalveri, hvormed menneskeheden, under de herligste navne, indtil nu er vant til at behandle dens sygdomme?

53. Misbrug af de samvittighedsfulde. – Det var de samvittighedsfulde, og ikke de samvittighedsløse, der havde så frygteligt at lide under trykket fra bodsprædikener og helvedesangste, især hvis de samtidigt var fantasifulde mennesker. Altså har netop de fået fordystret deres liv mest, som behøvede

Første bog 49

munterhed og opmuntrende billeder – ikke kun for at hvile ud og sunde sig fra sig selv, men derimod for at menneskeheden vil kunne glædes ved dem og tage en stråle af deres skønhed over i sig. Oh, hvor megen overflødig grusomhed og dyremishandling er der ikke udgået fra de religioner som har opfundet synden! Og fra de mennesker som ønskede at have den største nydelse af deres magt derved!

54. Tankerne om sygdommen! – Den syges fantasi beroliger, så at den syge i det mindste ikke, som hidtil, skal lide mere ved tankerne om sin sygdom end ved sygdommen selv, – jeg tænker, at dét er noget! Og det er ikke så lidt! Forstår I nu vores opgave?

55. »Vejene«. – De angiveligt »kortere veje« har altid bragt menneskeheden i stor fare; ved det muntre budskab om, at en sådan kortere vej skal være fundet, forlader den altid sin vej – og mister vejen.

56. Den frie ånds apostat. – Hvem har da en antipati overfor fromme trosstærke mennesker? Omvendt, betragter vi dem ikke med stille højagtelse og glæder os ved dem, med en grundig beklagelse over, at disse fortræffelige mennesker ikke føler som vi? Men hvorfra stammer denne dybe pludselige modvilje uden grunde mod den, der engang havde al åndens frihed og til slut blev »troende«? Tænker vi over det, så er det, som havde vi haft et ækelt syn, som vi hurtigt måtte viske bort fra sjælen! Ville vi ikke vende ryggen til


selv det mest beundrede menneske, hvis det i denne henseende blev os fordægtigt? Og vel at mærke ikke ud fra en moralsk fordømmelse, men derimod ud fra en pludselig ækel og gru! Hvorfra denne skarphed i fornemmelsen! Måske vil den ene eller anden give os at forstå, at vi i grunden ikke er helt sikre på os selv? At vi tidligt plantede tjørnehække af den spidseste foragt omkring os, for at vi i det afgørende øjeblik, hvor alderen vil gøre os svag og glemsom, ikke ville kunne komme ud over vores egen foragt? – Oprigtigt talt: denne formodning griber forkert, og hvem der gør den, ved intet om det, som bevæger og bestemmer den frie ånd: hvor lidt fremstår ham forandringen af ens meninger i sig selv som foragtelig! Hvor meget beærer han ikke omvendt evnen til at skifte mening, en sjælden og høj udmærkelse, navnlig hvis den rækker helt op i alderen! Og selv til de forbudte frugter spernere se sperni og spernere s i ipsum griber hans ambition op (og ikke hans modløshed): for slet ikke at tale om, at han skulle have den forfængeliges og bekvemmes angst for det! Hvad alt dette angår, gælder læren om alle meningers uskyld ham for lige så sikker, som læren om alle handlingers uskyld: hvordan skulle han kunne blive til dommer og bøddel for den åndelige friheds apostat! Snarere rører blikket af den frafaldne ham, som blikket af den modbydeligt syge rører lægen: den fysiske ækel ved det opsvulmede, opblødte, tilgroende, skorpende, sejrer for et øjeblik over fornuften og viljen til at hjælpe. Således bliver vores gode vilje overvældet af forestillingen om den uhyre uredelighed, som må have rådet i den frie ånds apostat: af forestillingen om en generel og helt ind i karakterens knogleskelet gribende degeneration. –

Første bog 51

57. En anden frygt, en anden sikkerhed. – Kristendommen havde tillagt livet en helt ny og ubegrænset farlighed, og havde dermed ligeledes skabt helt nye sikkerheder, nydelser, udhvilelser og vurderinger af alle ting. Denne farlighed benægter vores århundrede, og dét med god samvittighed: og alligevel slæber det stadigvæk de gamle vaner fra den kristne sikkerhed, den kristne nydelse, udhvilen sig, vurderen, med sig videre! Og dét helt ind i dets ædleste kunster og filosofier! Hvor mat og forslidt, hvor halvt og kejtet, hvor vilkårligt-fanatisk, og frem for alt: hvor usikkert må det ikke tage sig ud altsammen, nu, hvor denne frygtelige modsætning til al den kristnes allestedsnærværende frygt for sin evige frelse er gået tabt!

58. Kristendommen og affekterne. – Ud af kristendommen kan også høres en stor folkelig protest imod filosofien: de gamle vises fornuft havde frarådet menneskene affekterne, kristendommen vil give selvsamme affekter tilbage til menneskene. Til dette formål frakender den dyden, sådan som filosofferne forstod den, – som fornuftens sejr over affekten – al moralsk værdi, fordømmer i det hele taget fornuftigheden og udfordrer affekterne til at åbenbare sig i deres ydre styrke og pragt: som kærlighed til Gud, frygt for Gud, som fanatisk tro på Gud, som blindeste håben på Gud.

59. Vildfarelse som lise. – Man kan sige, hvad man vil: kristendommen har villet befri menneskene fra de moralske kravs byrde, derved, at den mente at vise en


kortere vej til fuldkommenheden: helt sådan, som nogle filosoffer forestillede sig at kunne undslå sig den møjsommelige og langvarige dialektik og indsamlingen af strengt prøvede kendsgerninger, og at henvise til en »kongelig vej til sandheden«. Begge gange var det en vildfarelse, – men dog en stor lise for de overtrætte og fortvivlende i ørkenen.

60. Al ånd bliver endeligt legemligt synligt. – Kristendommen har indfanget den samlede ånd af et utal af underkastelseslystne, alle ydmyghedens og tilbedelsens fine og grove entusiaster, og af en landlig plumphed – som for eksempel ved det ældste billede af apostlen Paulus kaldes stærkt i erindring – er dermed blevet en ganske åndrig religion, med tusindvis af folder, bagtanker og udflugter for øje; det har opkvikket Europas menneskehed, og ikke kun gjort den teologisk forslagen. I denne ånd og i dette forbund med magten og ganske ofte med dybeste overbevisning og ærlighed i hengivelsen har kristendommen måske udmejslet de fineste skikkelser i det menneskelige fællesskab, som hidtil fandtes: den højere og højeste katolske gejstligheds skikkelser, især når disse nedstammede fra fornem slægt og på forhånd medbragte en medfødt ynde i gebærderne, herskende øjne og skønne hænder og fødder. Her opnår det menneskelige åsyn den åndrighed, som frembringes gennem den bestandige ebbe og flod af de to slags lykke (følelsen af magt og følelsen af underkastelse), efter at en udtænkt livsmåde har tøjlet dyret i mennesket; her holder en aktivitet, der består i guddommens velsignelse, syndsforladelse og repræsentation, fortsat følelsen af en overmenneskelig mission vågen i sjælen, ja selv i kroppen; her hersker

Første bog 53

denne fornemme foragt overfor kroppens sårbarhed og lykkens ve og vel, sådan som det passer sig for fødte soldater; i lydigheden har man sin stolthed, som udgør det udmærkende for alle aristokrater; i den uhyrlige umulighed af ens opgave har man sin undskyldning og sin idealitet. Kirkefyrsternes mægtige skønhed og finhed har for folket altid bevist kirkens sandhed; en midlertidig brutalisering af gejstligheden (som på Luthers tid) førte altid troen på det modsatte med sig. – Og dette resultat af menneskelig skønhed og finhed i harmonien af skikkelse, ånd og opgave, ville, med religionernes ende, også være taget med i graven? Og højere ville ikke kunne opnåes, endsige udtænkes?

61. Det behøvede offer. – Disse alvorlige, dygtige, rettelige, dybtfølende mennesker, som stadigvæk er kristne af hele deres hjerte: de skylder sig selv, forsøgsvist engang at leve et længere stykke tid uden kristendom, de skylder deres tro, engang på denne vis at tage ophold »i ørkenen«, – for at erhverve sig retten til at tale med i det spørgsmål, om kristendommen er behøvet. I mellemtiden er de stavnsbundne og derfra skælder de ud på verden hinsides stavnsbåndet: ja, de er onde og bitre, når nogen giver at forstå, at hinsides stavnsbåndet findes netop den store vide verden! at kristendommen, alt i alt, netop kun er en vinkel! Nej, jeres vidnesbyrd har ingen vægt, før I i en årrække har levet uden kristendom, med en ærlig higen efter at holde det ud i kristendommens modsætning: førend I er vandret langt, langt videre væk fra den. Ikke når hjemveen driver jer tilbage, men derimod den på en streng sammenligning grundlagte dom, giver betydning til jeres hjemvenden! – De fremtidige mennesker vil en dag gøre det sådan med alle fortidens vurderinger;


man må endnu engang frivilligt gennemleve dem, og ligeledes gennemleve deres modsætning, – for til slut at have retten til at lade dem falde gennem sien.

62. Om religionernes oprindelse. – Hvordan kan nogen opfatte sin egen mening om tingene som en åbenbaring? Dette er problemet omkring religionernes opståen: hver gang har der fandtes et menneske, i hvem denne proces var mulig. Forudsætningen er, at det allerede forudgående troede på åbenbaringer. Nu vinder det en dag pludseligt sine nye tanker, og det saliggørende ved en egen stor hypotese, der omspænder verden og tilværelsen, indtræder så voldsomt i dets bevidsthed, at det ikke vover at føle sig som skaberen af en sådan salighed, og tilskriver sin gud årsagen, og igen, årsagen til årsagen til denne nye tanke: som åbenbaring af denne gud. Hvordan skal et menneske kunne være ophavsmand til så stor en lykke! – lyder dets pessimistiske tvivl. Til dette er andre mekanismer nu virksomme i det skjulte: for eksempel at man bekræfter en mening overfor sig selv, derved, at man opfatter den som åbenbaring, man streger dermed det hypotetiske væk, man unddrager den fra kritikken, ja fra tvivlen, man gør den hellig. Således nedværdiger man ganske vist sig selv til organon, men vor tanke sejrer til sidst som en gudstanke, –følelsen af, dermed til slut at forblive sejrherrer, vinder overhånd over følelsen af nedværdigelse. Også en anden følelse spiller med i baggrunden: når man løfter sin frembringelse ud over sig selv og synligt ser bort fra den egne værdi, så gives der derved en jubel af faderkærlighed og faderstolthed, som udligner alt, og mere end bare udligner.

Første bog 55

63. Næste-had. – Forudsat, at vi opfattede den anden sådan som han opfatter sig selv – dét, som Schopenhauer kalder medlidelse, og som rigtigere skulle hedde ind-lidelse, indlidenhed –, så måtte vi hade ham, hvis han, som Pascal, finder sig selv hadeværdig. Og sådan følte Pascal vel også generelt overfor menneskene, og ligeså den gamle kristendom, som man, under Nero, »ikendte« et odium generis humani , som Tacitus melder det.

64. De fortvivlende. – Kristendommen har jægerens instinkt overfor alle dem, som overhovedet kan bringes til fortvivlelse gennem et eller andet, – kun et udvalg af menneskeheden er i stand til denne. Pascal gjorde forsøget, om ikke enhver ved hjælp af den mest isnende erkendelse ville kunne bringes til fortvivlelse; – forsøget mislykkedes, til hans anden fortvivlelse.

65. Brahmanisme og kristendom. – Der gives koncepter for følelsen af magt, den ene gang for sådanne, som kan beherske sig selv og som allerede derigennem er hjemme i en følelse af magt: dernæst for sådanne, som netop mangler dette. Mennesker af den første slægt har brahmanismen sørget for, menneskene af den anden slægt kristendommen.

66. Visionsevnen. – Gennem hele middelalderen galdt som det egentligste og afgørende kendetegn på den højeste menneskehed: at man evner visionen – dvs. en dyb


åndelig forstyrrelse! Og i grunden går de middelalderlige livsforeskrifter fra alle de højere naturer (rel igios i ) ud på dette, at berede menneskene evnen til visionen! Hvilket under, så, hvis der endnu i vores tid strømmede en overvurdering ud over halvtforstyrrede, fantastiske, fanatiske, såkaldt geniale personer: »de har set ting, som andre ikke ser« – sikkert! og dette skulle stemme os forsigtige overfor dem, men ikke troende!

67. Prisen for de troende. – Hvem der lægger en sådan værdi på, at der blivet troet på ham, at han garanterer himlen for denne tro, og for enhver, om det så end er en røver på korset, –han må have lidt af en frygtelig tvivl og have lært enhver art korsfæstelse at kende: han ville ellers ikke købe sine troende så dyrt.

68. Den første kristne. – Alverden tror stadigvæk på »helligåndens« forfatterskab, eller står under for eftervirkningen af denne tro: når man åbner Biblen, så sker det for at »opbygge« sig, for i sin egen store eller lille nød at finde et fingerpeg til trøst, – kort sagt, man læser sig selv ind og sig selv ud. At der i Biblen også står beskrevet historien om en af de mest ambitiøse og påtrængende sjæle og om et ligeså overtroisk som forslagent hovede, historien om apostlen Paulus, – hvem ved dét, enkelte lærde fraregnet? Men uden denne mærkværdige historie, uden et sådant hovedes, en sådan sjæls forvirringer og storme, gaves der ingen kristenhed; næppe ville vi have erfaret om en lille jødisk sekt, hvis mester døde på korset. Ganske vist: havde man begrebet netop denne historie til rette tid,

Første bog 57

havde man læst, virkeligt læst Paulus’ skrifter, ikke som »helligåndens« åbenbaringer, men derimod med en redelig og fri egen ånd, og uden derved at tænke på al vores personlige nød – der gaves for to et halvt årtusinde ingen sådanne læsere –, så ville det også forlængst være forbi med kristendommen: så ganske blotlægger disse blade fra den jødiske Pascal kristendommens oprindelse, som bladene fra den franske Pascal blotlægger hans skæbne og dét, som han vil gå til grunde ved. At kristendommens skib kastede en god del af den jødiske ballast over bord, at kristendommen gik og kunne gå ud blandt hedningerne, – det afhænger af historien om dette ene menneske, et meget plaget, meget medlidenhedsværdigt, meget ubehageligt og for sig selv ubehageligt menneske. Han led ved en fiks ide, eller sagt tydeligere: ved et fikst, bestandigt nærværende, aldrig til ro kommende spørgsmål: hvad det får have på sig med den jødiske lov? og vel at mærke med opfyldelsen af denne lov? I sin ungdom havde han selv villet tilfredsstille den, rovhungrende efter denne højeste udmærkelse, som jøderne formåede at tænke, – dette folk, som har drevet fantasien med hensyn til den sædelige ophøjethed højere end noget andet folk, og for hvem det er lykkedes at skabe en hellig gud, ved siden af tanken om synden som en forbryden sig ved denne hellighed. Paulus var tillige blevet denne gud og dens lovs fanatiske forsvarer og æresvogter, og han var fortsat i kamp og på lur mod overtræderne og betvivlerne af samme, hård og ond mod dem og tilbøjelig til at gå til det yderste med straffene. Og nu erfarede han ved sig selv, at han – hidsig, sanselig, melankolsk, ondsindet i hadet, som han var – selv ikke kunne opfylde loven, ja, hvad der forekom ham som det mærkeligste: at hans udskejende herskesyge fortsat pirredes til at overtræde


loven, og at han var nødt til at give efter for denne brod. Er det virkeligt »kødeligheden« som igen og igen gør ham til overtræder? Og ikke snarere, som han senere mistænkte det, bag denne »kødelighed« loven selv, som fortsat er nødt til at bevise sig som uopfyldelig, og med uimodståelig trolddom lokker til overtrædelse? Men dengang havde han endnu ikke denne udvej. Mangt og meget lå ham på samvittigheden – han hentyder til fjendskab, mord, trolddomskunst, billeddyrkelse, utugt, drukkenskab og lyst ved udskejende fester – og hvor meget han end søgte, gennem den yderste fanatisme i beærelsen af og forsvaret for loven, atter at skabe plads for denne samvittighed, og mere endnu for hans herskesyge: så kom der øjeblikke, hvor han sagde til sig selv »Det er altsammen omsonst! den uopfyldte lovs martyrium kan ikke overvindes.« Lignende kan Luther have følt, da han i sit kloster ønskede at blive det åndelige ideals fuldkomne menneske: og på lignende vis som Luther, der en dag begyndte at hade det åndelige ideal og paven og de hellige og hele kleresiet, med et sandt dødbringende had, jo mindre han havde lov at tilstå sig det, – på lignende vis gik det for Paulus. Loven var det kors, han følte sig naglet til: hvor han hadede den! hvor måtte han bære den efter sig! hvor meget søgte han omkring for at finde et middel til at tilintetgøre den, – ikke længere at opfylde den for hans person! Og endeligt lyste den reddende tanke op for ham, samtidigt med denne vision, sådan som måtte gå til hos denne epileptiker: for ham, lovens rasende fanatiker, som inderligt var dødtræt af den, fremstod på ensom gade denne Kristus, med Guds lysglans over sit ansigt, og Paulus hørte ordene: »hvorfor forfølger du mig?« Men det væsentlige, som så skete, er dette: hans hoved var med ét blevet klart; »det er ufornuftigt, havde han sagt til sig selv, netop at forfølge denne

Første bog 59

Kristus! Her er jo udvejen, her er jo den fuldkomne hævn, her og intetsteds ellers har og holder jeg jo lovens tilintetgører!« Den syge ved det mest plagede hovmod føler sig med ét slag atter rask, den moralske fortvivlelse er blæst bort, for moralen er blæst bort, tilintetgjort, – nemlig opfyldt, dér på korset! Hidtil havde denne forsmædelige død gældt ham som hovedargumentet imod den »messianitet« som den nye læres tilhængere talte om: men hvad nu hvis den var nødvendig for at afskaffe loven! – De uhyre følger af dette indfald, denne gådeløsning, hvirvler for hans blik, han bliver på én gang det lykkeligste menneske, – jødernes skæbne, nej, alle menneskers skæbne synes ham bundet til dette indfald, til dette sekund for dets pludselige oplysen, han har tankernes tanke, nøglernes nøgle, lysenes lys; om ham selv drejer historien sig fremover! For han er fra nu af læreren af lovens

tilintetgørelse! At dø fra det onde – det vil sige, også at dø fra loven; at være i kødet – det vil sige, også at være under loven! At være blevet ét med Kristus – det vil sige, med ham også at være blevet lovens tilintetgører; at være død med ham – det vil sige, også at være død for loven! Selv hvis det endnu ville være muligt, at synde, så dog ikke længere mod loven, »jeg er uden for samme«. »Hvis jeg nu ville genoptage loven og underkaste mig den, så ville jeg gøre Kristus til syndens medhjælper«; for loven var der for at der skulle syndes, den drev altid synden frem, som en bitter saft fremdriver sygdommen; Gud ville aldrig kunne have besluttet Kristi død, hvis en opfyldelse af loven overhovedet havde været mulig uden denne død; nu er ikke blot al skyld taget bort, tværtimod er skylden i sig selv tilintetgjort; nu er loven død, nu er kødeligheden, som den bor i, død – eller i det mindste i fortvarende hendøen, ligesom forrådnende. Endnu en kort tid midt i denne forrådnelse! – dét er den


kristnes lod, førend han, ét med Kristus, opstår med Kristus, tager del i al den guddommelige herlighed med Kristus og bliver »Guds søn«, ligesom Kristus. – Dermed er Paulus’ rus på sit højdepunkt, og ligeledes hans sjæls trængen sig på, – med tanken om at blive ét med Kristus er enhver skam, enhver underordning, enhver skranke taget fra den, og herskesygens ubændige vilje åbenbarer sig som en foregribende svælgen i guddommelige herligheder. – Dette er den første kristne, kristelighedens opfinder! Indtil da gaves der kun nogle jødiske sekterere. –

69. Uefterlignelig. – Der gives en uhyrlig spænding og spændvidde mellem misundelse og venskab, mellem selvforagt og stolthed: i førstnævnte levede grækeren, i den anden levede den kristne.

70. Hvad et groft intellekt er til nytte for. – Den kristne kirke er en encyklopædi af fortidige kulturer og anskuelser af den forskelligste afstamning, og derfor er den så meget i stand til at blive missioneret: den kunne førhen komme, og kan nu komme, hvorhen den vil, så fandt og forefinder den noget der ligner, som den kan tilpasse sig til og som den med tiden kan skyde sin mening ind under. Ikke det kristne ved den, men derimod det universelt-hedenske ved dens skikke er grunden for denne verdensreligions udbredelse; dens tanker, der både har rødder i det jødiske og i det hellenske, har fra begyndelsen af vidst at hæve sig op over de nationale og racemæssige afsondringer og finheder, som over fordomme. Denne kraft til, at lade det forskelligste vokse ind i hinanden, kan man

Første bog 61

ganske vist beundre: blot skal man ikke også glemme den foragtelige egenskab ved denne kraft, – den forbavsende grovhed og tilstrækkelighed af dens intellekt i tiden for kirkedannelsen, for på den vis at tage enhver kost til sig og at fordøje modsætninger som var det kiselsten.

71. Den kristne hævn mod Rom. – Intet trætter måske så meget som synet af en bestandig sejrer, – man havde gennem to hundrede år set Rom underkaste sig det ene folk efter det andet, kredsen var omspændt, al fremtid syntes til ende, alting blev indrettet på en evig tilstand, – ja, hvis riget byggede, så byggede man med bagtanken om »aere perennius«; – vi, som kun kender »ruinernes melankoli«, kan næsten ikke forstå denne helt anderledesartede melankoli for de evige byggerier, som man måtte søge at redde sig imod, hvordan det så end ville gå, – for eksempel med Horats’ letsind. Andre søgte andre trøstemidler imod den til fortvivlelse grænsende træthed, imod den dræbende bevidsthed om at alle tanke- og hjertensgange nu var uden håb, at den store edderkop sidder overalt, at den ubønhørligt vil drikke alt blod, hvor end det endnu flyder. – Dette århundredegamle ordløse had hos den udmattede tilskuer imod Rom, så langt Rom nu herskede, udladede sig endeligt i kristendommen, idet den sammenfattede Rom, »verden« og »synden« i én fornemmelse: man hævnede sig imod Rom, idet man tænkte sig verdens pludselige undergang lige i nærheden: man hævnede sig imod Rom, idet man atter stillede en fremtid op for sig – Rom havde vidst at gøre alt til sin forhistorie og samtid – og en fremtid, i sammenligning med hvilken Rom ikke længere fremstod som det vigtigste; man hævnede sig imod


Rom, idet man drømte om den yderste domstol, – og den korsfæstede jøde som symbol på frelsen var den dybeste spot mod de pragtfulde romerske prætorer i provinsen, for nu fremstod de som symboler på fortabelsen og den til undergang modne »verden«. –

72. »Efter-døden«. – Kristendommen forefandt forestillingen om helvedesstraffe i hele det romerske rige: de talrige hemmelige kulte har med særligt velbehag ruget over det, som over det mest frugtbare æg af deres magt. Epikur havde ikke troet at gøre noget større for sine ligemænd end at flå rødderne ud for denne tro: hans triumf, der udtoner allerskønnest i munden på den dystre og dog opklarede yngling af hans lære, romeren Lukrets, kom for tidligt, – kristendommen tog den allerede henvisnende tro på de underjordiske pinsler i sin særlige beskyttelse, og det gjorde den klogt i! Hvordan skulle den uden dette dristige greb ind i den fulde hedenskab have kunnet gå af med sejren over Mithras- og Isiskultenes popularitet! Således fik den de frygtsomme over på sin side, – de stærkeste tilhængere af den nye tro! Jøderne, som et folk, som hang og hænger ved livet, ligesom grækerne og mere end grækerne, havde kun i ringe grad bygget på disse forestillinger: den endegyldige død som synderens straf, og aldrig at genopstå som yderste trussel, – dét virkede allerede stærkt nok på disse sære mennesker, som ikke ønskede at slippe deres liv, men derimod, med deres forfinede ægypticisme, håbede at redde det i al evighed. (En jødisk martyr, som der kan læses om i den anden bog af Makkabæerne, tænker ikke på at give afkald på sine udflåede indvolde: ved genopstandelsen vil han have dem, – sådan er det jødisk!) For de første kristne lå

Første bog 63

tanken om evige kvaler ganske fjernt, de tænkte sig forløst »fra døden«, og forventede fra den ene dag til den næste en forvandling, og ikke længere en døen. (Hvor sælsomt må det enkelte dødsfald have virket blandt disse ventende! Hvor meget iblandede sig ikke forundring, jubel, tvivl, skam, inderlighed! – sandelig en bebrejdelse for store kunstnere!) Paulus vidste ikke noget bedre at sige om sin forløser, end at han skal have åbnet tilgangen til udødeligheden for enhver, – han tror endnu ikke på de uforløstes opstandelse, ja, ifølge hans lære om den uopfyldelige lov og om døden som følge af synden, mistænkte han, at i grunden er hidtil ingen (eller ganske få, og så af nåde og ufortjent) blevet udødelige; først nu begynder udødeligheden at åbne sine porte, – og i sidste ende er også kun ganske få udvalgt for den: hvad den udvalgtes hovmod ikke kan undlade at tilføje. – Andetsteds, hvor livsdriften ikke var lige så stor som blandt jøder og jødekristne, og udsigten til udødelighed ikke uden videre fremstod mere værdifuld end udsigten til en endegyldig død, blev denne hedenske og dog ikke helt ujødiske tilføjelse af Helvede et ønsket værktøj i missionærernes hånd: dér hævdede sig den nye lære om, at også synderen og den uforløste er udødelig, læren om den evigt-fordømte, og denne lære var mægtigere end den nu snarere helt blegnede tanke om den endegyldige død. Først videnskaben har atter måtte generobre sig den, og det vel at mærke idet den samtidig tog afstand fra enhver anden forestilling om døden og ethvert hinsides liv. Vi er blevet én interesse fattigere: dette »efter-døden« siger os ikke længere noget! – en usigelig velgerning, som blot endnu er for ung til vidt og bredt at blive fornemmet som sådan. – Og på ny triumferer Epikur!


73. For »sandheden«! – »For kristendommens sandhed talte de kristnes dydige adfærd, deres standhaftighed i lidelsen, den faste tro og frem for alt dens udbredelse og vækst, al modgang til trods«, – således taler I også stadigvæk! Det er ynkeligt! Så lær dog, at alt dette ikke taler for og ikke imod sandheden, at sandheden bliver bevist på en anden måde end sandfærdigheden, og at sidstnævnte aldeles ikke er noget argument for førstnævnte!

74. Kristen bagtanke. – Skulle dette ikke have været den sædvanligste bagtanke hos den kristne fra de første århundreder: »det er bedre at overtale sig om sin skyld, end om sin uskyld, for man ved ikke præcist hvordan en så mægtig dommer er tilsinds, – dog må man frygte, at han håber at finder lutter skyldsbevidste! Med hans store magt vil han snarere benådige en skyldig, end at han vil tillade, at nogen har ret overfor ham.« – Således følte de stakkels folk i provinsen overfor den romerske prætor: »han er for stolt til, at vi ville have lov at være uskyldige,« – hvordan skulle denne fornemmelse ikke netop have genindfundet sig ved den kristne ihukommelse af den højeste dommer!

75. Ikke europæisk og ikke fornem. – Der er noget orientalsk og noget kvindeligt i kristendommen: det afslører sig i tanken »hvem Gud har kær, ham tugter han;« for Orientens kvinder betragter tugtelser og streng afskærmning af deres person mod verden som et tegn på deres mands kærlighed, og besværer sig, hvis disse tegn udebliver.

Første bog 65

76. At tænke ondt vil sige at gøre ondt. – Lidenskaberne bliver onde og ondskabsfulde, når de betragtes på ond og ondskabsfuld måde. Således er det lykkedes kristendommen, af Eros og Afrodite – store idealiserbare magter – at skabe helvedesagtige trolde og spøgelser, gennem de pinsler, som kristendommen lod opstå i de troendes samvittighed ved alle kønslige ophidselser. Er det ikke skrækkeligt, at gøre fornemmelser, som er nødvendige og regelmæssige, til en kilde for den indre elendighed, og på den måde at ville gøre den indre elendighed nødvendig og regelmæssig hos hvert et menneske! Og dertil kommer, at det forbliver en hemmeligholdt og derigennem dybt rodfæstet elendighed: for ikke alle har Shakespeares mod til at bekende deres kristne formørkelse på dette punkt, sådan som han har gjort det i sine sonetter. – Noget, som man har at kæmpe mod, som man har at holde i skranker, eller under omstændigheder helt at slå ud af hovedet, skal man partout kalde dette for ondt! Er det ikke de jævne sjæles måde, partout at tænke sig en fjende som ond! Og har man lov at kalde Eros en fjende! I sig selv har de kønslige fornemmelser det tilfælles med de medlidende og tilbedende, at det ene menneske her gennem dets egen fornøjelse er velgørende overfor et andet menneske, – den slags velvillige foranstaltninger støder man ikke alt for ofte på i naturen! Og så netop rakke ned på en sådan, og fordærve den gennem den dårlige samvittighed! At sammenkoble det, at frembringe et menneske, med den dårlige samvittighed! – Til slut har denne gøren Eros til Djævelen fået en komedie-udgang: »Djævelen« Eros er med tiden blevet mere interessant for menneskene, end alle engle og hellige, takket være kirkens munkeri og hemmelighedskræmmeri i alle erotiske sager: helt ind


i vore tider har den bevirket, at kærlighedshistorien blev den eneste virkelige interesse, som alle kredse havde tilfælles, – i en for oldtiden ubegribelig overdrivelse, der senere engang også vil følges af latter. Hele vores digteri og tænkeri, fra det største til det laveste, er kendetegnet ved den udskejende vigtighed, hvormed kærlighedshistorien optræder deri som hovedhistorie, og den er mere end bare kendetegnet: så at den efterkommende verden på grund af den måske dømmer, at der ligger noget småligt og forrykt over hele den kristne kulturs efterladenskab.

77. Om sjæle-pinslerne. – Ved nogle af de pinsler, som man påfører et fremmedt legeme, skriger enhver op i dag; forargelsen overfor et menneske, der er i stand til dette, bryder løs med det samme; ja, vi sitrer allerede ved forestillingen om en pinsel, som ville kunne tilføjes et menneske eller dyr, og lider helt uudholdeligt ved fornemmelsen af en fast påvist kendsgerning af denne art. Men man er endnu langt fra at føle lige så alment og bestemt, hvad angår sjæle-pinslerne og det forargende ved deres påførelse. Kristendommen har bragt dem til anvendelse i en helt uhørt målestok, og prædiker fortsat denne slags tortur, ja, uskyldigt klager den over frafald og lunkenhed, hvis den støder på en tilstand uden sådanne pinsler, – altsammen med det resultat, at menneskeheden endnu i dag forholder sig til den åndelige død i flammerne, de åndelige pinsler og torturredskaber med samme ængstelige tålmodighed og ubeslutsomhed, som tidligere overfor grusomhederne mod kroppen på menneske og dyr. Helvede er så sandelig ikke forblevet blot et ord: og til de nyskabte virkelige helvedesangste har også svaret en ny art medlidenhed,

Første bog 67

en forfærdelig centnertung, for tidligere tider ukendt medynk overfor sådanne »ugenkaldeligt til Helvede fordømte«, sådan som for eksempel den forstenede gæst giver at forstå overfor Don Juan, og som vel i de kristne århundreder ofte nok har fået sten til at jamre og klage. Plutark giver et dystert billede af tilstanden hos en, der er overtroisk inden for hedenskaben: dette billede bliver harmløst, hvis man holder middelalderens kristne op overfor det, som formoder, at han ikke længere gerne ville undfly den »evige pinsel«. For ham viser sig forfærdende forkyndere: måske en stork, der holder en slange i næbbet, og endnu tøver med at sluge den. Eller pludseligt blegner naturen, eller der flyver glødende farver hen over jordbunden. Eller afdøde slægtninges skikkelser nærmer sig, med ansigter, som bærer spor af frygtelige lidelser. Eller de mørke vægge i den sovendes kammer klarer op, og på dem viser sig i en gul sky torturredskaber eller et virvar af slanger og djævle. Ja, hvilke forfærdende pladser har kristendommen dog vidst at lave på Jorden, derved, at den rejste krusifikset overalt og således betegnede Jorden som det sted, »hvor den retfærdige bliver pint til døde«! Og da engang store bodsprædikanters vold og magt drev al hemmelig lidelse hos de enkelte, »småkammerets« pinsel, ud i offentligheden, når for eksempel en Whitefield prædikede »som en døende til døende«, snart heftigt grædende, snart højlydt trampende og lidenskabelig, med de mest skærende og pludselige toner, og ikke sky for at rette et angrebs hele kraft mod én enkelt tilstedeværende person og på frygtelig vis at udskille vedkommende fra fællesskabet, – hvor meget syntes så ikke hver gang Jorden virkeligt at ville forvandle sig til denne »ulykkens eng«! Da så man hele sammenstrømmende masser som under ét vanvids anfald; mange i angst-kramper; andre lå dér,


uden bevidsthed, bevægelsesløse; nogle sitrede heftigt eller gennemskar luften med gennemtrængende, timelangt vedvarende skrig. Overalt en højlydt ånden, som hos folk, der halvkvalt snappede efter livsluft. »Og virkeligt, siger et øjenvidne til en sådan prædiken, var næsten alle hørbare lyde dem fra mennesker, der dør i bitter pinsel.« – Lad os aldrig glemme, hvordan det først var kristendommen, som har gjort et pinselsleje af dødslejet, og at der med de scener, som hidtil blev set på det, med de forfærdende toner, som her for første gang fremstod som mulige, det er utallige vidners sanser og blod, der er blevet forgiftet for deres liv og deres efterkommeres liv! Man kan tænke sig et harmløst menneske, der ikke kan komme ud over, engang at have hørt sådanne ord: »Oh evighed! Oh gid jeg ikke havde nogen sjæl! Oh gid at jeg aldrig var født! Jeg er fordømt, fordømt, for altid fortabt. For seks dage siden ville I kunne have hjulpet mig. Men det er forbi. Nu tilhører jeg Djævelen, jeg vil med ham til Helvede. Brist, brist, arme forstenede hjerter! Vil I ikke briste? Hvad mere kan der ske for forstenede hjerter? Jeg er fordømt, for at I skal reddes! Dér er han! Ja, dér er han! Kom, gode djævel! Kom!« –

78. Den straffende retfærdighed. – Ulykke og skyld, – begge disse ting er gennem kristendommen blevet placeret på én vægt: sådan, at hvis den ulykke, som følger på en skyld, er stor, så bliver skyldens størrelse stadigvæk uvilkårligt målt ud fra dette. Men dette er ikke antikt, og derfor hører den græske tragedie, hvor der så rigeligt og alligevel i en så anderledes forstand er tale om ulykke og skyld, til de store frigørerinder af gemyttet, i et omfang, som de gamle ikke selv kunne

Første bog 69

fornemme. De var forblevet så harmløse, ikke at sætte nogen »adækvat relation« op mellem skyld og ulykke. Deres tragiske heltes skyld er vel den lille sten, som disse snubler over og som er grunden til, at de brækker armen eller slår et øje ud på sig selv: »Her er en svær ulykke, og bag den må der ligge en svær, lige

så svær skyld skjult, om vi end ikke ser den så tydeligt. Hvis du ulykkelige ikke føler det sådan, så er du forstokket, – du skal få værre ting at se!« – Således gaves der i oldtiden virkeligt stadigvæk ulykke, ren, uskyldig ulykke; først i kristendommen bliver alt til straf, velfortjent straf: den gør også den lidendes fantasi lidende, sådan, når det går ham dårligt, så føler han sig også moralsk forkastelig og forkastet. Arme menneskehed! – Grækerne har et eget ord for oprørtheden over den andens ulykke: denne affekt var blandt kristne folkeslag ustadig, og har kun udviklet sig lident, og således mangler de også navnet for denne mere maskuline broder til medlidenheden.

79. Et forslag. – Når vort Jeg, ifølge Pascal og kristendommen, altid er hadeværdig, hvordan måtte vi så også blot tillade og antage, at andre elskede det – om dét så er Gud eller menneske! Det ville være imod enhver god anstændighed at lade sig elske og derved udmærket at vide, at man kun fortjente had, – for helt at tie om andre, afvisende fornemmelser. – »Men dette er netop nådens rige.« – Således er jeres næstekærlighed jer en nåde? Jeres medlidenhed en nåde? Nuvel, hvis dette er jer muligt, så tag et skridt videre: elsk jer selv af nåde, – så behøver I slet ikke længere jeres Gud, og hele dramaet med syndefald og forløsning spiller sig til ende i jer selv!


80. Den medlidende kristne. – Bagsiden af den kristne medlidenhed ved næstens lidelse er den dybe mistro overfor al glæde hos næsten, ved næstens glæde over alt, hvad han vil og kan.

81.

Den helliges humanitet. – En hellig var endt blandt de troende og kunne ikke længere holde deres bestandige had mod synden ud. Til sidst sagde han: »Gud har skabt alle ting, blot ikke synden: er det et under, at han ikke er gunstigt stemt overfor den? – Men mennesket har skabt synden – og så skulle det støde dette dets eneste barn fra sig, blot fordi det misbehager Gud, syndens bedstefar! Er dét humant? Al ære til den, som ære fortjener! – Men hjerte og pligt skulle dog først tale for barnet – og dernæst først for bedstefarens ære!«

82. Det åndelige overfald. – »Det må du finde ud af med dig selv, for det gælder dit liv,« med dette tilråb springer Luther til og mener, at vi ville føle os kniven lagt for halsen. Vi afvægrer os mod ham med ordene fra en, der er højere og mere betænksom: »Det tilkommer os, ikke at danne nogen mening om dit og dat, og således at spare vor sjæl for den uro. For tingene selv kan deres natur tilfølge ikke aftvinge os domme.«

83. Arme menneskehed! – Én dråbe blod for meget eller for lidt i hjernen kan gøre vores liv usigeligt elendigt og

Første bog 71

hårdt, så at vi har mere at lide ved denne dråbe, end Prometheus ved hans grib. Men til det skrækkeligste kommer det først, når man ikke engang ved, at dråben er årsagen. Snarere end »djævelen«! eller »synden«!–

84. Kristendommens filologi. – Hvor lidt kristendommen opdrager sansen for redelighed og retfærdighed, kan man temmeligt godt vurdere ud fra karakteren af dens lærdes skrifter: de fremsætter deres formodninger så dristigt som dogmer og er sjældent i nogen redelig forlegenhed angående udlægningen af et Bibelsted. Igen og igen hedder det »jeg har ret, for det står skrevet –« og nu følger en helt uforskammet vilkårlighed i udlægningen, så at en filolog, der hører dette, bliver stående midt mellem inderlighed og latter og gentagent spørger sig: er dette muligt! er dette ærligt? Er det overhovedet anstændigt? – Hvad der i denne henseende stadigvæk udøves af uredelighed ved de protestantiske kancellier, hvor plumpt prædikanten udnytter fordelen af, at ingen her kommer med indvendinger, hvorledes Biblen her bliver nevet og hevet og den dårlige læsnings kunst i enhver form bibringes folket: det undervurderer kun den, der aldrig eller altid går kirke. Men til slut: hvad skal man forvente af eftervirkningerne af en religion, som i århundrederne for dens begrundelse har opført dette uhørte filologiske narrespil omkring det gamle testamente: jeg mener, forsøget på, at fratage jøderne det gamle testamente, med påstanden om, at det intet indeholder andet end kristne lærer, og at det tilhører de kristne som Israels sande folk: mens jøderne blot skulle have anmasset sig dertil. Og nu hengav man sig til et raseri af udtydning og indlæsning, som umuligt kan have været forbundet med den gode samvittighed:


uanset hvor meget de jødiske lærde protesterede; overalt i det gamle testamente skulle der være tale om Kristus og kun om Kristus, overalt nemlig om hans kors, og hvor der blot nævnes et træstykke, en pind, en stige, en gren, et træ, en pil, en stav, der skal dette betyde en profetering af korstræet: selv opretningen af enhjørningen og bronceslangen, selv Moses, når han udbreder armene til bøn, ja selv spyddene, som Passah-lammet steges på, – altsammen antydninger og ligesom forspil til korset! Har nogen, som påstod dette, nogensinde troet det? Man skal overveje, at kirken ikke var bange for, at berige Septuaginta’s tekst (f.eks. ved salme 96, v. 10), for senerehen at udnytte det indsmuglede sted som kristen profetering. Man var netop i kamp og tænkte på modstanderne, og ikke på redeligheden.

85. Finhed i manglen. – Spot blot ikke over grækernes mytologi, fordi den ligner jeres dybsindige metafysik så lidt! I skulle beundre et folk, der netop her bød sin skarpe forstand at gøre holdt, og lang tid havde takt nok til at vige udenom skolastikkens og den spidsfindige overtros farer!

86. De kristne fortolkere af kroppen. – Hvad der nu end kommer fra maven, indvoldene, hjerteslagene, nerverne, galden, spermen – alle disse forstemmelser, svækkelser, overpirringer, hele tilfældigheden af den os så ukendte maskine! – Alt det må sådan en kristen som Pascal tage som et moralsk og religiøst fænomen, med spørgsmålet, om Gud eller Djævelen, om godt eller ondt, om frelse eller fordømmelse hviler deri!

Første bog 73

Oh, for den ulykkelige fortolker! Hvor han dog må sno og pine sit system! Hvor han dog må sno og pine sig selv, for at blive ved at have ret!

87. Det sædelige mirakel. – Kristendommen kender i det sædelige kun miraklet: den pludselige forandring af alle værdidomme, den pludselige opgivelse af alle vaner, den pludseligt uimodståelige tilbøjelighed til nye genstande og personer. Den fatter dette fænomen som virkning af Gud, og kalder det for genfødselens akt, den giver det en enestående usammenlignelig værdi, – alt, hvad der ellers kaldes sædelighed og er uden forhold til dette mirakel, bliver dermed ligegyldigt for den kristne, ja, måske endda, som velbehagsfølelse, stolthedsfølelse, en genstand for frygten. I det nye testamente er opstillet dydens, den opfyldte lovs kanon: men sådan, at den er kanon for den umulige dyd: de sædeligt endnu stræbende

mennesker skal i henhold til en sådan kanon lære at føle sig stadigt fjernere fra deres mål, de skal fortvivle ved dyden og endeligt kaste sig for hjertet hos den forbarmende, – kun med denne afslutning kunne den sædelige bestræbelse hos en kristen stadig gælde som værdifuld, forudsat altså, at det altid forbliver en resultatløs, ulystig, melankolsk bestræbelse; således kunne det endnu tjene til, at tilvejebringe dette ekstatiske minut, hvor mennesket oplever »nådens gennembrud« og det sædelige mirakel: – men nødvendig er denne stræben efter sædelighed ikke, for ikke sjældent overfalder miraklet netop synderen, når han ligesom blomstrer med syndens spedalskhed; ja, selv springet fra den dybeste og grundigste syndighed over i dens modsætning synes at være noget lettere og, som sanseligt bevis på miraklet, også noget


ønskværdigere. – Hvad i øvrigt et sådant pludseligt fornuftsløst og uimodståeligt omslag, en sådan veksel af dybeste elendighed og dybeste velbehagsfølelse, fysiologisk har at betyde (om det måske er en maskeret epilepsi?) – det må sindsygelægerne overveje, som jo har rigeligt af den slags »mirakler« (for eksempel som mordmani, selvmordets mani) at observere. Det forholdsmæssigt »behageligere udfald« i den kristnes tilfælde gør ingen væsentlig forskel. –

88. Luther den store velgører. – Det betydeligste, som Luther har bevirket, ligger i den mistro, som han har vækket imod de hellige og hele det kristne vita contemplativa : først herefter er vejen atter blevet tilgængelig til et ukristeligt v ita contemplativa i Europa, og et mål blevet sat for foragten af den verdslige foretagsomhed og for lægfolkene. Luther, der forblev en vakker minearbejdersøn, da man havde spærret ham inde i klosteret og her, i manglen på andre dyb og »dybder«, steg ind i sig selv og borede skrækkelige mørke gange, – han mærkede endeligt, at et sindigt betragtende helligt liv ville være umuligt for ham og at hans medfødte »aktivitet« i krop og sjæl ville dømme ham til at gå til grunde. Alt for længe forsøgte han at finde vejen til det hellige, – endeligt tog han sin beslutning og sagde for sig selv: »der gives slet intet virkeligt v ita contemplat iva! Vi har ladet os bedrage! De hellige er ikke mere værd, end os alle.« – Det var ganske vist en bondsk måde at få ret på, – men for den tids tyskere den rette og eneste: hvor var det opbyggeligt for dem, nu at læse i deres lutherske katekisme: »ud over de ti bud gives der intet værk, som ville kunne behage Gud, – de helliges berømmede

åndelige værker er selvudtænkte.«

Første bog 75

89. Tvivl som synd. – Kristendommen har gjort sit yderste for at slutte cirkelen og har allerede erklæret tvivlen som en synd. Man skal indkastes i troen ved et mirakel, uden fornuft, og nu svømme i den som i det klareste og mest utvetydige element: allerede blikket efter et fastland, allerede tanken om, at man måske ikke kun er der for at svømme, allerede den stille opildnelse af vores amfibiske natur – er synd! Man mærker dog, at begrundelsen af troen og af al eftertanke omkring dens herkomst dermed ligeledes allerede er udelukkede som syndige. Man vil blindhed og tummel og en evig sang over de bølger, som fornuften er druknet i!

90. Egoisme imod egoisme. – Hvor mange slutter dog stadigvæk: »livet ville ikke være til at holde ud, hvis ikke der gaves en Gud!« (eller, som det hedder i idealisternes kredse: »livet ville ikke være til at holde ud, hvis det manglede den etiske betydningsfuldhed af dets grundlag!«) – følgeligt må der gives en Gud (eller en tilværelsens etisk betydningsfuldhed)! I sandhed står det kun sådan til, at, hvem der har vænnet sig til disse forestillinger, ikke ønsker et liv foruden: at det altså nok kan være nødvendige forestillinger for ham og hans opretholdelse, – men sikke en anmasselse, at dekretere, at alt, hvad der er nødvendigt for min opretholdelse, så også virkeligt må være til! Som var min tilværelse noget nødvendigt! Hvad nu, hvis andre opfattede det omvendt! hvis de netop ikke længere ønskede at leve under de to trosartiklers betingelser, og så slet ikke længere fandt livet værd at leve! – Og således står det til nu!


91.

Guds redelighed. – En gud, som er alvidende og almægtig, og som ikke engang sørger for, at hans hensigt bliver forstået af hans skabninger, – skulle det være en gud for det gode? Som lader de talløse betvivlelser og betænkeligheder fortsætte med at bestå, over årtusinder, som om de var helt ufarlige for menneskehedens frelse, og som dog atter sætter de mest forfærdende følger i udsigt ved en forgriben sig på sandheden? Ville det ikke være en grusom gud, hvis han havde sandheden og kunne betragte, hvorledes menneskeheden jammerligt piner sig for den? – Men måske er det alligevel en gud for det gode, – og han kunne blot ikke udtrykke sig tydeligere! Han manglede måske ånd nok dertil? Eller veltalenhed? Så meget desto værre! Så tog han måske også fejl med hensyn til det, som han benævner sin »sandhed«, og er selv ikke så fjern fra den »arme bedragede djævel«! Må han så ikke nærmest udstå helvedespinsler ved at se sine skabninger lide sådan for at erkende ham, og værre endnu fremover i al evighed, og ikke at kunne råde og hjælpe, ud over som en døvstum, der gør alle mulige flertydige tegn, når hans barn eller hund har den skrækkeligste fare på nakken? – For en således sluttende og plaget troende ville det så sandelig være undskyldt, hvis medlidenheden med den lidende gud var mere nærliggende end medlidenheden med de »næste«, – for de er ikke længere hans næste, når denne mest ensomme, uroprindelige, også er den mest lidende, trøstkrævende af alle. – Alle religioner viser et kendetegn på, at de har en tidlig umoden intellektualitet for menneskeheden at takke for deres herkomst, – de alle tager det forbavsende let med forpligtelsen til at sige sandheden: de ved endnu intet om en Guds pligt til at være sandfærdig og tydelig i

Første bog 77

meddelelsen overfor menneskeheden. – Omkring den »skjulte Gud« og omkring grundene for, at holde sig således skjult, og med sproget altid kun at komme halvt frem i lyset, har ingen været mere veltalende end Pascal, som tegn på, at han aldrig har kunnet berolige sig derover: men hans stemme lyder så tilforladelig, som havde han engang siddet bag forhænget. Han havde færten af en umoralitet i denne »deus absconditus «, og den største skam og skyhed overfor at tilstå dette for sig selv: og derfor talte han, som en, der frygter for sig, så højt han kunne.

92. Ved kristendommens dødsleje. – De virkeligt aktive mennesker er i dag inderlige uden kristendom, og mere mådeholdne og betragtende mennesker fra den åndelige middelstand besidder kun en tilrettelagt, nemlig en forunderligt forenklet kristendom. En gud, der i sin kærlighed føjer alt sådan, som det til slut vil være bedst for os, en gud, der giver og fratager os vor dyd såvel som vor lykke, så at det i det hele taget altid går retfærdigt og godt til og der ikke længere er nogen grund til at tage livet tungt, eller overhovedet til at beklage det, kort sagt, resignationen og beskedenheden ophævet til guddom, – det er det bedste og mest levende, som endnu er blevet til overs af kristendommen. Men man skulle dog bemærke, at kristendommen dermed er trådt over i en blid moralisme: ikke »gud, frihed og udødelighed« er blevet til overs, snarere end velvilje og anstændigt sindelag, og troen på, at velvilje og anstændigt sindelag også vil herske i det store Alt: det er kristendommens eutanasi.


93. Hvad er sandhed? – Hvem finder sig ikke i den slutning, som de troende gerne laver: »videnskaben kan ikke være sand, for den benægter Gud. Følgelig er den ikke af Gud; følgelig er den ikke sand, – for Gud er sandheden.« Ikke slutningen, men derimod forudsætningen indeholder fejlen: men hvad nu, hvis Gud netop ikke var sandheden, og netop dette blev bevist? hvis Gud var menneskenes forfængelighed, magtlyst, utålmodighed, skræk, deres henrykkede og forfærdede vildfarelse?

94. De forstemtes helbredelsesmiddel. – Allerede Paulus mente, at der var behov for et offer, for at ophæve Guds dybe forstemmelse over synden: og siden da er de kristne ikke holdt op med at udlade deres misbehag ved sig selv i et offer, – hvadenten dette nu er »verden« eller »historien« eller »fornuften« eller glæden eller andre menneskers fredsommelige ro – et eller andet godt må dø for deres synd (selvom det kun end sker in e ff igie )!

95. Den historiske gendrivelse som den endegyldige. – Førhen søgte man at bevise, at der ikke gives en Gud, – i dag viser man, hvordan den tro, at der gives en Gud, kunne opstå, og hvorledes denne tro har opnået sin tyngde og vigtighed: derved bliver det overflødigt med et modbevis om, at der ikke gives en Gud. – Hvis man tidligere havde gendrevet de frembragte »beviser på Guds eksistens«, så ville tvivlen stadig forblive tilbage, om der mon ikke kunne findes bedre beviser end de

Første bog 79

netop tilbageviste: dengang forstod ateisterne sig ikke på at gøre rent bord.

96. »In hoc s igno vince s .« – Så fremskreden Europa også ellers må være: i religiøse sager har det endnu ikke opnået de gamle brahmaners frisindede naivitet, som tegn på, at der blev tænkt mere i Indien for fire tusinde år siden, og at der plejede at blive nedarvet mere lyst til tænkningen, end nu hos os. Disse brahmaner troede nemlig for det første, at præsterne er mægtigere end guderne, og for det andet, at præsternes magt er begrebet i skikkene: hvorfor deres digtere ikke blev trætte af at lovprise skikkene (bønner, ceremonier, ofre, sange, metre) som de egentlige givere af alt, hvad der er godt. Hvor megen digteri og overtro der så end kan være løbet imellem: sætningerne er sande! Ét skridt videre: og man kastede guderne til side, – hvilket Europa også engang må gøre! Nok et skridt videre: og man havde heller ikke brug for præsterne og formidlerne længere, og læreren af selvforløsningens religion, Buddha, trådte frem: – hvor langt er Europa endnu fra dette trin af kulturen! Når endeligt også alle skikke og sæder er tilintetgjorte, som gudernes magt, præsternes og forløsernes magt støtter sig på, når altså moralen i den gamle forstand vil være afdød: så kommer – ja, hvad kommer så? Lad os ikke gætte på dette, men derimod i første omgang se til, at Europa kommer efter, hvad der i Indien, blandt tænkernes folk, allerede for nogle årtusinder siden blev gjort som påbud fra tænkningen! Der gives i dag måske ti til tyve millioner mennesker blandt Europas forskellige folkeslag, som ikke længere »tror på Gud«, – er det for meget forlangt, at de giver

hinanden et tegn? Så snart de på den måde erkender sig,


vil de også give sig til kende, – de vil med det samme være en magt i Europa og, heldigvis, en magt mellem folkeslagene! Mellem stænderne! Mellem fattig og rig! Mellem befalende og underkastede! Mellem de uroligste og de roligste, mest beroligende mennesker!

Anden bog.

97. Man bliver moralsk, – ikke fordi man er moralsk! – Underkastelsen under moralen kan være slaveagtig eller forfængelig eller egennyttig eller resigneret eller dumpt-sværmerisk eller tankeløs eller en akt af fortvivlelse, ligesom underkastelsen under en fyrste: i sig selv er den intet moralsk.

98. Moralens forandring. – Der gives en fortsat ændring og bearbejdelse af moralen, – dette bevirkes af forbrydelserne med heldig udgang (hvortil eksempelvis hører alle fornyelser inden for den moralske tænkning).

99. Hvori vi alle er ufornuftige. – Vi drager stadigvæk følgeslutningerne af domme, som vi holdt for falske, af lærer, som vi ikke længere tror på, – gennem vore følelser.

100. At vågne af drømmen. – Ædle og vise mennesker troede engang på sfærernes musik: ædle og vise mennesker tror stadigvæk på »tilværelsens sædelige betydning«. Men en dag vil også denne sfæremusik ikke længere


kunne høres for deres øre! De vågner, og mærker, at deres øre havde drømt.

101. Betænkeligt. – At antage en tro, blot fordi den er sædvane, – det vil da sige: at være uredelig, at være fej, at være doven! – Således skulle uredelighed, fejhed og dovenskab altså være sædelighedens forudsætninger?

102. De ældste moralske domme. – Hvad stiller vi op ved handlingen fra et menneske i vor nærhed? – I første omgang ser vi på, hvad der kommer ud af den for os, – vi ser den kun under dette synspunkt. Denne virkning tager vi som handlingens hensigt – og endeligt tillægger vi vedkommende en haven sådanne hensigter som varig egenskab, og kalder ham eksempelvis fra nu af »et skadeligt menneske«. Trefoldig vildfarelse! Trefoldigt urgammelt fejlgreb! Måske vores arv fra dyrene og deres dømmekraft! Skal al morals oprindelse ikke søges i de afskyelige små slutninger: »hvad der skader mig, det er noget ondt (noget i sig selv skadende); hvad der nytter mig, det er noget godt (i sig selv velgørende og nyttebringende); hvad der én gang eller nogle gange skader mig, det er det Fjendtlige selv eller i sig selv; hvad der én gang

eller nogle gange nytter mig, det er det Venlige selv eller i sig selv.« O pudenda origo! Vil det ikke sige: at opdigte en andens ynkelige, lejlighedsvise, ofte tilfældige relation til os som hans væsen og som det væsentligste ved ham, og at påstå, at han så imod alverden og imod sig selv kun vil være i stand til sådanne relationer, som vi én eller nogle gange har oplevet? Og sidder bag denne sande naragtighed ikke

Anden bog 83

stadigvæk den mest ubeskedne af alle bagtanker, at vi selv må være det godes princip, fordi godt og ondt måler sig ud fra os? –

103. Der gives to slags benægtere af sædeligheden. – »At benægte sædeligheden« – det kan én gang betyde: at benægte, at de sædelige motiver, som menneskene angiver, virkeligt har drevet dem til deres handlinger, – det er altså påstanden om, at sædeligheden består i ord, og hører til blandt menneskenes grove og fine bedrageri (navnlig selvbedrageri), og måske netop allermest hos dem, der er mest berømte for deres dyd. Endvidere kan det betyde: at benægte, at de sædelige domme beror på sandhed. Her medgives det, at handlingsmotiverne er virkelige, men at det, der, som grundlag for al sædelig dømmen, driver menneskene til deres moralske handlinger, er fejltagelser. Dette er mit synspunkt: dog skal jeg mindst af alt miskende, at det i ganske mange tilfælde også vil være berettiget med en fin mistro af det første standpunkts slags, altså en mistro i La Rochefoucaulds ånd, og at det i al fald vil være af den højeste almene nytte. – Jeg benægter altså sædeligheden, sådan som jeg benægter alkymien, det vil sige, jeg benægter dens forudsætninger: men ikke, at der har eksisteret alkymister, som troede på disse forudsætninger og handlede ud fra dem. – Jeg benægter også usædeligheden: ikke, at talløse mennesker føler sig usædelige, men derimod, at sandheden giver grund til at føle sig sådan. Jeg benægter ikke, som det siger sig selv – forudsat, at jeg ikke er en nar –, at mange handlinger, som kaldes usædelige, må undgåes og bekæmpes; ligeledes, at mange, som kaldes sædelige, må gøres og fremmes, – men jeg mener: det ene som det andet af andre grunde,


end hidtil. Vi må lære om, – for endeligt, måske meget sent, at opnå mere end det: at føle om.

104. Vore vurderinger. – Alle handlinger går tilbage til vurderinger, alle vurderinger er enten egne eller antagede, – de sidstnævnte er så langt de fleste. Hvorfor antager vi dem? Af frygt, – det vil sige: vi holder det for mere tilrådeligt, at stille os an, som om de også ville være vore – og vænner os til denne forstillelse, så at de til sidst er vores natur. Egen vurdering: det skal betyde, at måle en sag i henhold til, hvorvidt den bereder netop os og ingen anden lyst eller ulyst, – noget yderst sjældent! – Men vores vurdering af den anden, hvori motivet ligger, til at vi i de fleste tilfælde betjener os af hans vurdering, må dog i det mindste udgå fra os, være vores egen

bestemmelse? Ja, men vi gør den som børn, og lærer sjældent om igen; vi er for det meste hele livet igennem narre af nogle barnligt tilvante domme, i den måde, hvorpå vi dømmer om vore nærmeste (deres ånd, rang, moralitet, forbilledlighed, forkastelighed), og finder det nødigt, at hylde dem for deres vurderinger.

105. Skin-egoismen. – De allerfleste, uanset hvad de måtte tænke og sige om deres »egoisme«, gør trods dette hele deres liv igennem intet for deres ego, men derimod kun for det fantom af ego , som har dannet sig i hovederne på deres omgivelser og har meddelt sig til dem, – i følge deraf lever de allesammen i en tåge af upersonlige, halvtpersonlige meninger og vilkårlige, ligesom digteriske vurderinger, den ene altid i hovedet

Anden bog 85

på den anden, og dette hoved atter i andre hoveder: en fantasmernes forunderlige verden, som tilmed forstår sig på at give sig et så nøgternt udseende! Denne tåge af meninger og vaner vokser og lever næsten uafhængigt af de mennesker, som den indhylder; deri ligger den uhyre virkning af generelle domme om »mennesket« – alle disse for sig selv ukendte mennesker tror på det blodløse abstraktum »Menneske«, det vil sige, på en fiktion; og hver forandring, der foretages med dette abstraktum, gennem dommene fra enkeltstående mægtige (såsom fyrster og filosoffer), virker overordentligt og i helt ufornuftig målestok på det store flertal, – alt af den grund, at hver enkelt i dette flertal ikke har noget virkeligt, for vedkommende selv tilgængeligt og af vedkommende selv udgrundet ego at sætte op imod den generelle blege fiktion, og dermed formår at tilintetgøre den.

106. Imod definitionerne af de moralske mål. – Overalt i dag hører man moralens mål bestemt omtrent således: målet er menneskehedens opretholdelse og fremme; men det er at ville have en formel og intet videre. Opretholdelse, hvori? må man straks spørge imod det, fremme hvorhen? Er det væsentlige, svaret på dette Hvori? og Hvorhen?, ikke netop udeladt i formlen? Hvad lader sig således med denne formel slå fast for pligtlæren, som ikke allerede, stiltiende og tankeløst, nu gælder som fastsat! Kan man på tilstrækkelig vis se ud fra den, om det er den længst mulige eksistens for menneskeheden, man skal holde sig for øje? Eller menneskehedens størst mulige fjernen sig fra det dyriske? Hvor forskellige måtte midlerne, altså den praktiske moral, dog være i begge tilfælde! Antaget, at


man ønskede at give menneskeheden den for den højest mulige fornuftighed: dette ville med sikkerhed sige, ikke at garantere for den for den højest mulige varighed! Eller antaget, at man tænkte på dens »højeste lykke« som dens Hvorhen og Hvori: mener man så den højeste grad, som enkelte mennesker med tiden ville kunne opnå? Eller en, i øvrigt helt uberegnelig, til slut opnåelig gennemsnits-lyksalighed for alle? Og hvorfor skulle netop moraliteten være vejen derhen? Er der ikke gennem den, i store træk betragtet, åbnet op for en sådan fylde af ulyst-kilder, at man snarere kunne dømme, at mennesket, ved hver en forfinelse af sædeligheden, hidtil er blevet mere

utilfreds med sig selv, med sin næste og med sin tilværelses skæbne? Har ikke det hidtil mest moralske menneske været af den tro, at den eneste berettigede tilstand for mennesket i moralens påsyn er den dybeste

usalighed?

107. Vores ret til vores dårskab. – Hvordan skal man handle? Hvad skal man handle for? – Ved de mest nære og grove behov hos den enkelte besvarer disse spørgsmål sig nemt nok, men jo finere, jo mere omfattende og vigtige handlingsområder man stiger op til, desto mere usikker, og følgeligt vilkårlig vil besvarelsen være. Men her skal nu netop afgørelsernes vilkårlighed være udelukket! – således påbyder moralens autoritet: en uklar angst og æresfrygt skal ufortøvet lede menneskene, netop ved de handlinger, hvis formål og midler allermindst er omgående

tydelige for det! Denne moralens autoritet fastbinder tænkningen, ved sager, hvor det ville kunne være farligt, at tænke falskt –: sådan plejer den at retfærdiggøre sig overfor sine anklagere. Falskt: det vil

Anden bog 87

her sige »farligt«, – men farligt for hvem? Sædvanligvis er det egentlig ikke faren for den handlende, som indehaverne af den autoritative moral har for øje, men derimod deres fare, deres mulige tab af magt og gyldighed, så snart retten til, vilkårligt og dåre, at handle ud fra egen, lille eller stor fornuft, bliver tilstået alle: for sig selv gør de nemlig uden betænkeligheder brug af retten til vilkårlighed og dårskab, – de befaler, også hvor spørgsmålene »hvordan skal jeg handle? hvortil skal jeg handle?« næppe eller kun vanskeligt kan besvares. – Og hvis menneskehedens fornuft vokser så overordentligt langsomt, at man ofte har benægtet denne vækst for hele menneskehedens gang: hvad har så mere skylden deri, end denne højtidelige tilstedeværelse, ja allestedsnærværelse af moralske befalinger, som slet ikke tillader, at det individuelle spørgsmål angående Hvortil? og Hvordan? bliver rejst? Er vi ikke opdragede til, at føle patetisk og at tage sin tilflugt til det dunkle, netop da, når forstanden burde skue så klart og koldt som muligt! Nemlig ved alle højere og vigtigere anliggender.

108. Nogle teser. – Individet, for så vidt det vil sin lykke, skal man ikke give nogen forskrifter om vejen til lykken: for den individuelle lykke udstrømmer af egne, for hvermand ukendte love, gennem udefrakommende forskrifter kan den kun blive forhindret, hæmmet. – De forskrifter, som man benævner »moralske«, er i sandhed rettede imod individerne og vil aldeles ikke deres lykke. Lige så lidt henfører disse forskrifter sig til »menneskehedens lykke og velfærd,« – ord, som det overhovedet ikke er muligt at forbinde strenge begreber med, for slet ikke at tale om, at man kunne


bruge dem som ledestjerne ude på de moralske bestræbelsers dunkle ocean. – Det er ikke sandt, at moraliteten, sådan som fordommen vil have det, er mere gunstig for udviklingen af fornuften, end umoraliteten er det. – Det er ikke sandt, at det ubevidste mål i udviklingen af ethvert bevidst væsen (dyr, menneske, menneskehed osv.) er dets »højeste lykke«: snarere gives der på alle udviklingens trin en særskilt og usammenlignelig, hverken højere eller lavere, men derimod netop ejendommelig lykke at opnå. Udviklingen vil ikke lykken, men derimod udviklingen og intet videre. – Kun, hvis menneskeheden havde et alment anerkendt mål, kunne man foreslå, at »sådan og sådan skal der handles«: imidlertid gives der intet sådant mål. Altså skal man ikke sætte moralens krav i forhold til menneskeheden, dette er ufornuft og spilleri. – At anbefale et mål for menneskeheden er noget helt andet: målet er så tænkt som noget, der er efter vores

forgodtbefindende; antaget, at menneskeheden fandt det for godt sådan som det bliver foreslået, så kunne den også derudfra give sig en morallov, ligeledes efter dens forgodtbefindende. Men hidtil skulle moralloven stå over det forgodtbefindende: egentlig ønskede man ikke at give sig denne lov, snarere end at tage den et eller andet sted fra eller at udfinde den et eller andet sted eller et eller andet sted fra at lade sig den befale.

109. Selv-beherskelse og mådehold og deres yderste motiv. – Jeg finder ikke mere end seks væsentligt forskellige metoder til at bekæmpe heftigheden af en drift. Én gang kan man undvige foranledningerne til driftens tilfredsstillelse, og gennem lange og stadigt længere perioder af ikke-tilfredsstillelse svække den og tørre

Anden bog 89

den ud. Dernæst kan man gøre sig en streng regelmæssig orden i dens tilfredsstillelse til lov; idet man selv på denne måde giver driften en regel og indeslutter dens flod og ebbe i faste tidsgrænser, har man vundet mellemtider, hvor den ikke længere forstyrrer, – og derudfra kan man måske gå over til den første metode. For det tredje kan man forsætligt overlade sig til en vild og ubændig tilfredsstillelse af en drift, for derfra at høste væmmelsen, og med væmmelsen at nå frem til en magt over driften: forudsat, at man ikke gør ligesom rytteren, der jager sin hest til døde og derved selv brækker halsen, – hvilket desværre er reglen ved dette forsøg. For det fjerde gives der et intellektuelt kunstgreb, nemlig at forbinde en eller anden aldeles pinlig tanke så fast med tilfredsstillelsen overhovedet, at tanken om tilfredsstillelsen, efter nogen øvelse, altid med det samme selv fornemmes som pinlig (for eksempel når den kristne vænner sig til, ved den kønslige nydelse at tænke på Djævelens nærhed og hån, eller ved et hævnmord at tænke på evige helvedesstraffe, eller også blot at tænke på det foragtelige, som for eksempel følger på et pengetyveri i øjnene på det menneske, han mest beærer, eller når en og anden allerede for hundrede gang stiller forestillingen om slægtninges og venners jammer og selvbebrejdelser op imod et heftigt forlangende efter selvmord, og dermed har holdt sig i live: – nu vil disse forestillinger i ham efterfølge hinanden, som årsag og virkning). Hertil hører det også, når menneskets stolthed, som for eksempel hos Lord Byron og Napoleon, stiller sig stejlt, og fornemmer overvægten af én enkeltstående affekt over hele den samlede holdning og fornuftens ordning som værende en krænkelse: hvoraf der så opstår den vane og lyst til at tyrannisere driften og ligesom at få den til knase. (»Jeg vil ikke være slaven af en eller anden


appetit« – skrev Byron i hans dagbog.) For det femte: man foretager en dislokation af sine kraftmængder, idet man pålægger sig et eller andet særligt vanskeligt og anstrengende arbejde eller forsætligt underkaster sig under en ny pirring og fornøjelse og på den måde fører tankerne og det fysiske spil af kræfter ind på andre baner. Netop dette er det også det kommer an på, når man for en tid begunstiger en anden drift, giver den rig lejlighed til at blive tilfredsstillet, og således gør den til bortøderen af den kraft, som den gennem sin heftighed besværlige drift ellers ville befale over. Den ene eller anden forstår sig vel også på at tøjle den enkelte drift, der gerne ville spille magtherren, derved, at han giver alle de andre af ham kendte drifter en midlertidig opmuntring og festtid, og får dem til at fortære det foder, som tyrannen vil have for sig alene. Endeligt for det sjette: hvem der udholder det og finder det fornuftigt, at svække og undertrykke hans samlede legemlige og sjælelige organisation, han opnår dermed tillige på naturlig vis målet, at svække én enkeltstående heftig drift: som for eksempel dén gør det, som udsulter sin sansning og derved så også udsulter sin vitalitet og ikke sjældent også sin forstand med, og bringer skam over den, ligesom asketen. – Altså: at undvige foranledningerne, at indplante en regel i driften, at frembringe overmæthed af og ækel ved den, og at bringe associationen til en pinefuld tanke i stand (såsom tanken om skændslen, de onde følger eller den sårede stolthed), dernæst dislokationen af kræfterne og endeligt den almene svækkelse og udmattelse, – det er de seks metoder: men at man overhovedet vil bekæmpe heftigheden af en drift, står ikke i vor magt, lige så lidt, hvilken metode man forfalder til, lige så lidt, om man har succes med denne metode. Langt snarere er vort intellekt ved hele denne foregang

Anden bog 91

synligvis kun det blinde værktøj for en anden drift, som er en rival til den, der piner os gennem sin heftighed: uanset om det er driften efter ro, eller frygten for skændslen og andre onde følger, eller kærligheden. Mens »vi« altså mener at beklage os over heftigheden af en drift, er det i grunden en drift, som

klager over en anden; det vil sige: iagttagelsen af lidelsen ved en sådan heftighed forudsætter, at der gives en lige så heftig eller endnu heftigere anden drift, og at der forestår en kamp, i hvilken vort intellekt er nødt til at tage parti.

110. Det, der modsætter sig. – Man kan iagttage den følgende foregang ved sig selv, og jeg ville ønske, at den hyppigt blev iagttaget og bekræftet. Der opstår i os vejringen af en art af lyst, som vi endnu ikke kendte, og følgeligt opstår et nyt forlangende. Nu kommer det an på, hvad der modsætter sig dette forlangende: er det ting og hensyn af den jævnere slags, eller også mennesker, som gælder lident i vores agtelse, – så klæder det nye forlangendes mål sig om med fornemmelsen »ædel, god, prisværdig, offerværdig,« hele det nedarvede moralske anlæg indoptager det nu i sig, føjer det til sine som moralske fornemmede mål – og nu mener vi ikke længere at stræbe ud fra en lyst, men derimod ud fra en moralitet: hvilket forøger fortrøstningsfuldheden ved vores stræben ganske meget.

111. Til objektivitetens beundrere. – Hvem der som barn har iagttaget mangfoldige og stærke følelser, men liden fin dom og lyst ved den intellektuelle retfærdighed, hos


de slægtninge og bekendte, som han voksede op iblandt, og hvem der følgeligt har forbrugt sin bedste kraft og tid i eftergørelsen af følelser: han bemærker som voksen ved sig selv, at enhver ny ting, ethvert nyt menneske straks vækker sympati eller antipati eller misundelse eller foragt i ham; under trykket fra denne erfaring, som han føler sig afmægtig overfor, beundrer han fornemmelsernes neutralitet, eller »objektiviteten«, som en mirakelting, som en sag for geniet eller som den sjældneste moralitet, og vil ikke tro på, at også den blot er barnet af tugt og vane.

112. Til pligtens og rettens naturhistorie. – Vore pligter – det er andres rettigheder til os. Hvorigennem har de erhvervet dem? Derigennem, at de tog os for at være i stand til overenskomst og gengældelse, anslog os at være ens med og lignende sig, så at de i henhold til dette tiltroede os noget, opdrog, tilretteviste, understøttede os. Vi opfylder vores pligt – det vil sige: vi retfærdiggør denne forestilling om vores magt, i henhold til hvilken alt blev os givet, vi giver tilbage i den grad som man gav os. Således er det vor stolthed, der bød at gøre pligten, – vi ønsker at genoprette vores selvherlighed, når vi overfor det, som andre gjorde for os, sætter noget op, som vi gør for dem, – for disse har dermed grebet ind i vores magts sfære og ville vedvarende have deres hænder på den, hvis ikke vi med »pligten« øvede en gengældelse, det vil sige greb ind i deres magt. Kun til dét, som står i vores magt, kan andres rettigheder henføre sig; det ville være ufornuftigt, hvis de ville noget af os, som ikke tilhører os selv. Mere præcist må man sige: kun til dét, hvorom de mener, at det står i vores magt, forudsættende, at det er det samme, om hvilket vi mener, at det står i

Anden bog 93

vores magt. Det kunne nemt være den samme fejltagelse på begge sider: følelsen af pligt hænger på, at vi i henhold til omkredsen af vores magt har den samme tro som de andre: nemlig at vi kan (»viljens frihed«) love bestemte ting, kan forpligte os til dem. – Mine rettigheder: det er den del af min magt, som de andre ikke blot har tilstået mig, men derimod ønsker at få hold på mig i. Hvordan kommer disse andre frem til det? Én gang: gennem deres kloghed og frygt og forsigtighed: om det så er fordi, at de forventer noget lignende tilbage fra os (beskyttelse af deres rettigheder), at de holder en kamp med os for farlig eller uhensigtsmæssig, at de ser en ulempe for dem i enhver forringelse af vores kraft, fordi vi så bliver uegnede til at gå i forbund med dem mod en fjendtligtsindet tredje magt. Dernæst: ved at skænke og afstå. I dette tilfælde har de andre rigeligt og overrigeligt med magt, til at kunne give af den og stå inde for det afgivne stykke, overfor den, som de skænkede det til: hvorved der er en ringe magtfølelse at forudsætte hos den, der lader sig beskænke. Således opstår rettigheder: anerkendte og garanterede grader af magt. Forskyder magtforholdene sig væsentligt, så forsvinder rettighederne og der danner sig nye, – dette viser folkeretten i dens fortsatte forgåen og opståen. Hvis vores magt væsentligt aftager, så forandrer følelsen sig hos dem, der hidtil garanterede vores rettighed: de udmåler, om de atter kan bringe os ind i den gamle totalbesiddelse, – føler de sig ude af stand til dette, så benægter de fra da af vore »rettigheder«. Ligeså, hvis vores magt markant tager til, så forandrer følelsen sig hos dem, som hidtil anerkendte den og hvis anerkendelse vi nu ikke længere behøver: de forsøger velsagtens at presse den til den tidligere grad af magt, de vil ønske at gribe ind og vil i den sammenhæng påberåbe sig deres »pligt«, – men dette


er kun et ordmageri til ingen nytte. Hvor ret hersker, der opretholdes en tilstand og grad af magt, afværges en formindskning og forøgelse. Andres ret er bevillingen af vores følelse af magt ved følelsen af magt hos disse andre. Viser vores magt sig dybt rystet eller brudt, så ophører vore rettigheder: derimod ophører, hvis vi er blevet ganske meget mægtigere, andres rettigheder for os, sådan som vi indtil nu har tilstået dem disse. – Det »rimelige menneske« behøver fortsat en vægts fine takt: for magt- og rettighedsgrader, som, ved de menneskelige sagers forgængelighed, altid kun for en kort stund vil svæve i ligevægt, men for det meste vil synke eller stige: – at være rimelig er følgeligt svært og kræver megen øvelse, god vilje og ganske meget god ånd. –

113. Efterstræbelsen af udmærkelse. – Efterstræbelsen af udmærkelse har fortsat et opmærksomt øje på næsten, og vil vide, hvordan det er ham til mode: men medfornemmelsen og medvidendet, som denne drift behøver til sin tilfredsstillelse, er langt fra at være harmløse eller medlidende eller godmodige. Snarere ønsker man at iagttage eller gætte, hvordan næsten yderligt eller inderligt lider ved os, hvordan han taber magten over sig selv og giver efter for det indtryk, som vores hånd eller også blot vores øje gør på ham; og selv når den efter udmærkelse stræbende gør et glædeligt, opløftende eller opmuntrende indtryk, og ønskede at gøre det, så nyder han alligevel ikke denne succes, for så vidt han derved glædede, opløftede, opmuntrede sin næste, men derimod for så vidt han så indtrykkede sig på den fremmede sjæl, forandrede dens form, og rådede over den efter sin vilje. Efterstræbelsen af udmærkelse er en stræben efter at overmande næsten,

Anden bog 95

hvad enten det er en helt middelbar og kun følt eller endda opdrømt overmanding. Der gives en lang række af grader for denne hemmeligt begærede overmanding, og en fuldstændig fortegnelse over dem ville nærmest være lig med en kulturens historie, fra det første endnu grimasseagtige barbari helt over til forfinelsens og den sygelige idealitets grimasse. For

næsten medfører efterstræbelsen af udmærkelse – for blot at nævne nogle af denne lange stiges trin ved navn –: pinsler, så slag, så forfærdelse, så angstfuld forbløffelse, så forundring, så misundelse, så beundring, så opløftelse, så glæde, så munterhed, så latter, så udleen, så spotten, så hånen, så uddeling af slag, så påførelse af pinsler: – her for enden af stigen står asketen og martyren, han fornemmer den største nydelse ved, netop selv, som følge af hans drift efter udmærkelse, at udholde dét, som hans modbillede på stigens første trin, barbaren, giver den anden at lide, som han vil udmærke sig ved og overfor. Asketens triumf over sig selv, hans derved mod det indre vendte øje, som ser mennesket spaltet op til en lidende og en tilskuende, og fremdeles kun ser ind i den ydre verden for ligesom at samle træ til det egne kætterbål, denne sidste tragedie for driften efter udmærkelse, hvor der kun gives én person, som forkuller i sig selv, – det er den værdige afslutning, som hører begyndelsen til: begge gange en usigelig lykke ved betragtningen af

pinsler! Og faktisk har lykken, tænkt som den mest levende følelse af magt, intetsteds på Jorden været større end i sjælene på overtroiske asketer. Dette udtrykker brahmanerne i historien om kong Viçvamitra, der ud af tusindårige bodsøvelser øste en sådan kraft, at han det tog på sig at bygge en ny himmel. Jeg tror, i hele denne art af indre oplevelser er vi i dag grove nybegyndere og famlende gådegættere; fire årtusinder tidligere vidste man mere om disse


ryggesløse forfinelser af selvtilfredsstillelsen. Verdens skabelse: måske er den dengang af en indisk drømmer blevet tænkt som en asketisk procedure, som en gud foretager med sig selv! Måske ønskede guden at bandlyse sig ind i den bevægede natur, som var den et torturredskab, for derved at føle sin salighed og magt fordoblet! Og forudsat, at det endda var en kærlighedens gud: sikken nydelse det så ville være for sådan en, at skabe lidende mennesker, ved den ulindrede pinsel i betragtningen af disse at lide ret så guddommeligt og overmenneskeligt, og på denne måde at tyrannisere sig selv! Og selv forudsat, at det ikke bare var en kærlighedens gud, men også en hellighedens og syndeløshedens gud: sikke delirier anes der så hos den guddommelige asket, når han skaber synd og synder og evige fordømmelser, og under sin himmel og trone skaber en uhyrlig skueplads for den evige pine og den evige stønnen og sukken! – Det er ikke helt umuligt, at også sjælene hos Paulus, Dante, Calvin og deres lige, engang er trængt ind i sådanne rædselsfulde hemmeligheder omkring magtens lystighed; – og i betragtning af sådanne sjæle kan man spørge: ja, er kredsløbet for efterstræbelsen af udmærkelse med asketen virkeligt nået frem til sidste ende og rullet ind i sig selv? Kunne denne kreds ikke gennemløbes endnu engang helt fra begyndelsen af, under fastholdelse af den grundstemning man finder hos asketen og tillige hos den medlidende gud? Altså, at gøre andre skade, for derved at gøre sig skade, for dermed på sin side at triumfere over sig selv og sin medlidenhed, og at svælge i den yderste magt! – Undskyld udskejelserne i eftertanken over, hvad der i magttrangens sjælelige udskejelser altsammen allerede kan have været muligt på Jorden!

Anden bog 97

114. Om den lidendes erkendelse. – Tilstanden hos syge mennesker, som længe og frygteligt pines af deres lidelser, og hvis forstand alligevel ikke formørkes, er ikke uden værdi for erkendelsen, – her ses endnu helt bort fra de intellektuelle velgerninger, som enhver dyb ensomhed, enhver pludselig og tilladt frihed fra alle pligter og vaner bringer med sig. Den sværtlidende ser med en forfærdende kulde ud fra hans tilstand på tingene: alle de små løgnagtige tryllerier, som tingene sædvanligvis svømmer rundt i, når den sundes øje ser på dem, er forsvundet for ham: ja, han selv fremstår uden fjerpryd og farvepragt. Antaget, at han hidtil levede i et eller andet farefuldt fantasteri: denne højeste ædrueliggørelse via smerter er midlet til at rive ham ud af det: og måske det eneste middel. (Det er muligt, at dette var, hvad der skete for kristendommens stifter på korset: for de bitreste af alle ord »min gud, hvorfor har du forladt mig?« indeholder, forstået i al deres dybde, sådan som de må forståes, vidnesbyrdet for en generel skuffelse og opklaring omkring hans livs vildfarelse; han blev i øjeblikket for den største pine klartseende omkring sig selv, sådan som digteren fortæller det om den stakkels døende Don Quixote.) Den uhyrlige spænding af det intellekt, der vil give smerten modstand, gør, at alt, som det nu ser på, klarer op i nyt lys: og den usigelige pirring, som alle nye belysninger giver, er ofte mægtig nok til at byde alle selvmordsfristelser trods og lade livets fortsættelse fremstå som højest begærelsesværdigt for den lidende. Med foragt tænker han på den hyggelige varme tågeverden, som den sunde, uden at tænke over det, lever i; med foragt tænker han på de ædleste og mest elskede illusioner, i hvilke han tidligere spillede med sig selv; han har en nydelse ved at fremkalde denne foragt som det dybeste


helvede og således at berede sjælen den bitreste lidelse: gennem denne modvægt holder han netop stand overfor den fysiske smerte, – han føler, at netop denne modvægt nu er nødvendig! I en rædselsvækkende klarsynethed om hans væsen tilråber han sig: »vær engang din egen anklager og bøddel, tag engang din lidelse som den straf, du har hængt over dig! Nyd din overlegenhed som dommer! mere endnu: nyd dit forgodtbefindende, din tyranniske vilkårlighed! løft dig op over dit liv som over din lidelse, se ned i grundene og i grundløsheden!« Vores stolthed knejser, som aldrig før: det er den en pirring uden lige, overfor en sådan tyran som smerten, og overfor alle de tilskyndelser, den gør os, for at få os til at aflægge vidnesbyrd mod livet, – netop at repræsentere

livet overfor tyrannen. I denne tilstand vægrer man sig med bitterhed mod enhver pessimisme, for at den ikke skal fremstå som følge af vores tilstand og ydmyger os som besejrede. Ligeledes er påvirkningen til at udøve retfærdighed i dommen aldrig større end nu, for nu er det en triumf over os selv og den pirreligste af alle tilstande, som ville undskylde enhver uretfærdighed i dommen; – men vi ønsker ikke at være undskyldte, netop nu vil vi vise, at vi kan være »uden skyld«. Vi befinder os i hovmodets retmæssige kramper. – Og nu kommer mildnelsens, helbredelsens første dæmringslys – og den næsten første virkning er, at vi vægrer os imod vort hovmods overmagt: vi kalder os fjollede og forfængelige, – som vi havde oplevet noget, som var enestående! Vi ydmyger utaknemmeligt den almægtige stolthed, gennem hvilken vi netop udholdt smerten, og forlanger heftigt en modgift til stoltheden: vi vil blive fremmede og upersonlige overfor os selv, efter at smerten alt for voldsomt og alt for længe havde gjort os personlige. »Væk, væk med denne stolthed! råber vi, den var blot endnu en sygdom og krampe!«

Anden bog 99

Vi ser atter hen på mennesker og natur – med et mere krævende øje: vemodigt grinende kommer vi ihu, at vi nu ved ét og andet nyt og anderledes om den, end tidligere, at et slør er faldet, – men det opkvikker os sådan, atter at se livets dæmpede lys og at træde ud af den frygteligt nøgterne klarhed, som vi som lidende så og gennemskuede tingene i. Vi bliver ikke vrede, når sundhedens tryllerier atter begynder at spille, – vi ser som forandrede til, milde og stadigvæk trætte. I denne tilstand kan man ikke høre musik, uden at græde. –

115. Det såkaldte »Jeg«. – Sproget og de fordomme, som sproget er opbygget på, er os på mange måder til hindring ved udgrundelsen af indre hændelser og drifter: for eksempel derved, at der egentlig kun er ord til for superlativiske grader af disse hændelser og drifter –; men nu er vi vænnet til, der, hvor vi mangler ord, ikke længere at iagttage nøjagtigt, fordi det er pinligt, endnu at tænke nøjagtigt der; ja, førhen sluttede man uvilkårligt, at hvor ordenes rige ophører, der hører også eksistensens rige op. Vrede, had, kærlighed, medlidenhed, begæren, erkenden, glæde, smerte, – det er altsammen navne for ekstreme

tilstande: de mildere, mere mellemliggende og selv de hele tiden spillende nedre grader undflyr os, og alligevel er det netop dem, der væver hele spindet for vores karakter og skæbne. Disse ekstreme udbrud – og selv det mest mådeholdne os bevidste velbehag eller misbehag ved indtagelsen af en spise, ved hørelsen af en tone er måske stadigvæk, rigtigt vurderet, et ekstremt udbrud – river ofte nok spindet sønder, og er så de voldsomme undtagelser, vel for det meste som følge af akkumulationer: – og hvor kan de som sådanne føre betragteren på uveje! Ikke mindre, end


de fører det handlende menneske på uveje. Vi er

allesammen ikke det, som hvilket vi fremtræder, ud fra de tilstande, som vi alene har bevidsthed om og ord – og følgeligt lovprisning og dadel – for: vi miskender os selv ud fra disse grovere udbrud, der som de eneste kommer os til kendskab, vi laver en slutning ud fra et materiale, hvor undtagelserne vejer mere end reglen, vi fejllæser os i denne, vort Selvs tilsyneladende mest tydelige bogstavskrift. Vore meninger om os, som vi har fundet ad denne falske vej, det såkaldte »Jeg«, arbejder imidlertid videre med på vores karakter og skæbne. –

116.

»Subjektets« ukendte verden. – Det, som det falder menneskene så svært at begribe, er deres uvidenhed om sig selv, fra de ældste tider frem til nu! Ikke kun i forhold til godt og ondt, men derimod i forhold til noget langt mere væsentligt! Endnu lever den urgamle indbildning, at man ved, helt præcist ved, hvordan den

menneskelige handlen kommer i stand, i hvert enkelt tilfælde. Ikke kun »Gud, der ser ind i hjertet«, ikke kun den handlende, der overvejer sin handling, – nej, også enhver anden tvivler ikke på, at han forstår det væsentlige i handlingsforegangen hos enhver anden. »Jeg ved, hvad jeg vil, hvad jeg har gjort, jeg er fri og ansvarlig for det, jeg gør den anden ansvarlig, alle sædelige muligheder og alle indre bevægelser, der gives forud for en handling, kan jeg nævne ved navn; I kan handle, som I vil, – hvad dette angår forstår jeg mig og jer allesammen!« – således tænkte alle tidligere, således tænker næsten alle stadigvæk. Sokrates og Platon, på dette punkt store tvivlere og beundringsværdige fornyere, var dog harmløst troende hvad angår denne skæbnefulde fordom, denne

Anden bog 101

dybeste fejltagelse om, at »der på den rigtige erkendelse vil måtte følge den rigtige handling«, – i denne grundsætning var de stadigvæk arvtagere af den generelle vanvittighed og indbildskhed: om, at der vil gives en viden om og væsenet for en handling. »Det ville jo være skrækkeligt, hvis der på indsigten i den rette gernings væsen ikke ville følge den rette gerning«, – dette er den eneste måde, hvorpå disse store mænd fandt det for nødigt at bevise denne tanke, modsætningen fremstod dem som værende utænkelig og dåre – og dog er denne modsætning netop den nøgne, siden evigheder hver dag og hver time beviste virkelighed! Er det ikke ligefrem den »skrækkelige« virkelighed: at det, som man overhovedet kan vide om en gerning, aldrig rækker til at gøre den, at broen fra erkendelsen til gerningen ikke hidtil er blevet slået i ét eneste tilfælde? Handlingerne er aldrig dét, som de fremtræder for os som! Vi har haft så megen møje med at lære, at de ydre ting ikke er sådan, som de fremtræder for os, – godt så! med den indre verden står det ligesådan til! De moralske handlinger er i sandhed »noget andet«, – mere kan vi ikke sige: og alle handlinger er væsentligt ukendte. Det modsatte var og er den generelle tro: vi har den ældre realisme imod os; indtil nu tænkte menneskeheden: »en handling er dét, som den fremtræder for os som.« (Ved genlæsningen af disse ord kommer et meget eksplicit sted hos Schopenhauer mig i erindring, som jeg vil anføre, som bevis for, at også han stadig, og vel at mærke uden enhver skrupel, hænger og er blevet hængende i denne moralske realisme: »hver af os er virkeligt en kompetent og fuldkommen moralsk dommer, der nøje kender godt og ondt, hellig, idet han elsker det gode og afskyr det onde, – alt dette er enhver, for så vidt det ikke er hans egne, men derimod fremmede handlinger, der undersøges, og han blot


skal billige eller misbillige, hvorimod udførelsens last bæres af fremmede skuldre. Enhver kan følgeligt helt og aldeles indtage Guds plads som skriftefader.«)

117. I fængslet. – Mit øje, hvor stærkt eller svagt det end er, ser kun et stykke ud, og i dette stykke væver og lever jeg, denne horisont-linje er min næste store og lille skæbne, som jeg ikke kan løbe fra. Rundt om ethvert væsen lægger sig en sådan koncentrisk kreds, som har et midtpunkt og er særlig for dette væsen. På lignende vis indeslutter øret os i et lille rum, på lignende vis følesansen. Ud fra disse horisonter, som vore sanser indeslutter hver af os i, som i fængselsmure, måler vi nu verden, vi kalder det ene for nært og det andet for fjernt, det ene stort og det andet småt, det ene hårdt og det andet blødt: denne målen kalder vi sansefornemmelse, – det er altsammen, altsammen fejltagelser i sig selv! Havde vi hundrede gange skarpere øjne for det nære, så ville mennesket fremstå som uhyre langt for os; ja, der kan tænkes organer, i kraft af hvilke det ville blive opfattet som umådeligt. På den anden side ville organer kunne være således beskaffet, at hele solsystemer bliver opfattet indsnævret og sammensnøret ligesom én eneste celle: og for væsener af en modsat ordning kunne én celle af den menneskelige krop fremstille sig som et solsystem i dens bevægelse, bygning og harmoni. Vore sansers vaner har indspundet os i sansefornemmelsens løgn og bedrag: disse er på deres side grundlagene for alle vore domme og »erkendelser«, – der gives aldeles ingen undflyen, ingen smut- og snigveje ind i den virkelige verden! Vi er i vores net, vi spindere, og hvad vi end fanger deri, så kan vi slet intet fange, andet end hvad der netop lader sig indfange i vores net.

Anden bog 103

118. Hvad er da den næste! – Hvad begriber vi da af vores næste, andet end hans grænser, jeg mener, dét, som han ligesom indtegner og indtrykker sig på og ved os med? Vi begriber intet af ham, andet end de forandringer ved os, som han er årsagen til, – vores viden om ham er som et hult formet rum. Vi tillægger ham de fornemmelser, som hans handlinger fremkalder i os, og giver ham således en falsk omvendt positivitet. Vi danner ham, ud fra vores kendskab til os selv, til en satellit omkring vores eget system: og når han lyser for os eller gør sig dunkel, og vi er den sidste årsag til begge dele, – så tror vi dog lige det modsatte! Sikke en fantomverden vi lever i! Fordrejede, omvendte, tomme, og dog fuldt ud og netop opdrømte verden!

119. At opleve og opdigte. – Hvor vidt en person end kan drive sin selverkendelse, kan intet dog være ufuldstændigere end billedet af de samlede drifter, der konstituerer hans væsen. Næppe kan han nævne de grovere af dem ved navn: deres antal og styrke, deres ebbe og flod, deres indbyrdes spil og modspil, og frem for alt lovene for deres ernæring forbliver helt ukendte for ham. Denne ernæring bliver således til et værk af tilfældigheden: vore daglige oplevelser tilkaster, snart den ene, snart den anden drift et bytte, som driften grådigt tager fat om, men disse hændelsers hele kommen og gåen står uden for enhver fornuftig sammenhæng med de samlede drifters næringsbehov: så at der altid sker to ting, den enes udsultning og vantrivsel og den andens overfodring. Hvert moment af vort liv lader nogle af vort væsens polyp-arme vokse og nogle andre tørre ud, alt efter den næring, som


momentet bærer i sig eller ikke bærer i sig. Vore erfaringer, som sagt, er alle næringsmidler i denne forstand, men udstrøet med blind hånd, uden viden om den, der sulter, og den, der allerede har til overflod. Og som følge af denne tilfældige ernæring af delene vil hele den udvoksede polyp være noget lige så tilfældigt, som dens tilblivelse er det. Tydeligere talt: givet, at en drift befinder sig på det punkt, hvor den begærer tilfredsstillelse – eller øvelse af dens kraft, eller udladning af samme eller mættelse af en tomhed – det er altsammen billedtale –: så ser den enhver af dagens forekomster an ud fra, hvordan den kan bruge det til sit formål; om mennesket nu end løber eller hviler eller skænder eller læser eller taler eller kæmper eller jubler, driften i dets tørst befamler ligesom enhver tilstand, som mennesket ender i, og i gennemsnit finder den intet for sig derved, den må vente og tørste videre: en tid endnu og så bliver den træt, og endnu et par dage eller måneder med ikke-tilfredsstillelse, så tørrer den ind, som en plante uden regn. Måske ville denne tilfældets grusomhed falde endnu mere skærende i øjnene, hvis alle drifter ville tage det så grundigt som sulten: der ikke stiller sig tilfreds med opdrømte spiser; men de fleste drifter, navnlig de såkaldt moralske, gør netop dette, – hvis min formodning er tilladt, at vore drømme netop har den værdi og mening, at yde den tilfældige udeblivelse af »næringen« i dagens løb en vis grad af kompensation. Hvorfor var gårsdagens drøm fuld af ømhed og tårer, den fra i forgårs spøgefuld og overmodig, en tidligere drøm eventyrlig og i en bestandig formørket søgen? Hvorfor nyder jeg i den ene drøm musikkens ubeskrivelige skønheder, hvorfor svæver og flyver jeg i en anden med en ørns salighed op mod de fjerne bjergtoppe? Disse opdigtninger, som giver spillerum og udladning for vore drifter efter ømhed eller

Anden bog 105

spøgefuldhed eller eventyrlighed, eller for vores forlangen efter musik og høje bjerge – og enhver vil have sine mere slående eksempler ved hånden –, er interpretationer af vore nervepirringer mens vi sover, meget frie, meget vilkårlige interpretationer af blodets og indvoldenes bevægelser, af armens og dynens tryk, af lyden fra tårnklokkerne, vejrhanerne, natsværmerne og andre af den slags ting. At denne tekst, der dog generelt forbliver ganske lignende for den ene nat som for den anden, kommenteres så forskelligt, at den digtende fornuft i dag og i går forestiller sig så forskellige årsager til de samme nervepirringer: det har netop sin grund deri, at suffløren for denne fornuft var en anden i dag, end han var det i går, – en anden drift ville tilfredsstille, aktivere, øve, opkvikke, udlade sig, – netop dén drift var i højflod, og i går var det en anden. – Det vågne liv har ikke denne frihed til interpretationen som det drømmende, det er mindre digterisk og tøjlesløst, – men behøver jeg at forklare, at vore drifter i vågentilstanden ligeledes ikke gør andet, end at interpretere nervepirringerne og efter behov at opstille deres »årsager«? at der ikke gives nogen væsentlig forskel mellem vågentilstand og drøm? at selv ved en sammenligning af meget forskellige kulturtrin står friheden i den vågne interpretation på det ene trin ikke efter for friheden af det andets i drømme? at også vore moralske domme og vurderinger kun er billeder og fantasier omkring en os ukendt fysiologisk hændelse, en slags tilvænnet sprog til at betegne visse nervepirringer? at al vores såkaldte bevidsthed er en mere eller mindre fantastisk kommentar om en ukendt, måske ukendbar, men følt tekst? – Tag en lille oplevelse. Forudsat, at vi en dag bemærker, at nogen på markedet griner ad os, som vi går forbi: alt efter, om det er den ene eller den anden drift i os, som


netop er på sit højeste, vil denne tildragelse betyde det ene eller det andet for os, – og alt efter den art menneske, vi er, er det en helt anderledes tildragelse. Den ene tager det, som var det en regndråbe, den anden ryster det af sig som et insekt, en søger at gøre en handel deraf, en undersøger sin påklædning for, om den giver anledning til latter, en tænker over det latterlige selv som følge deraf, for en er det velgørende, uden at ville det at have givet en stråle til verdens munterhed og solskin – og i hvert eneste tilfælde har en drift sin tilfredsstillelse derved, om det så er driften mod ærgrelse eller kamplyst, eller eftertænksomhed eller velvillighed. Denne drift greb fat om forekomsten som sit bytte: hvorfor netop den? Fordi den tørstigt og hungrende lå på lur. – For nylig, klokken elleve om formiddagen faldt en mand pludseligt sammen, umiddelbart og lodret foran mig, han var ramt af lynet, alle kvinder i nærheden skreg højlydt op; jeg selv fik ham på fødderne og afventede, indtil sproget atter indfandt sig, – imens dette skete var der ikke en ansigtsmuskel og ikke en følelse der opildnedes ved mig, hverken af skræk eller af medlidenhed, tværtimod gjorde jeg det mest nærliggende og fornuftige og gik koldt videre. Sæt, at man dagen før havde ankyndiget mig, at nogen ved siden af mig den næste dag klokken elleve ville styrte på denne måde, – så ville jeg have lidt under alle slags kvaler, jeg ville ikke have sovet om natten og var måske i det afgørende øjeblik blevet ligesom manden, i stedet for at hjælpe ham. I mellemtiden ville alle mulige drifter nemlig have haft tid til at forestille sig oplevelsen, og til at kommentere den. – Hvad er så vore oplevelser? Langt mere dét, som vi lægger ind, end dét, som ligger deri! Eller må det endda hedde: i sig selv ligger der intet deri? At opleve er at opdigte? –

Anden bog 107

120. Til beroligelse af skeptikeren. – »Jeg ved aldeles ikke, hvad jeg gør! Jeg ved aldeles ikke, hvad jeg skal gøre!« – Du har ret, men betvivl ikke dette: du bliver gjort! hvert øjeblik! Menneskeheden har til alle tider forvekslet dens act ivum og dens passivum , det er dens evige grammatiske bommert.

121. »Årsag og virkning«! – I dette spejl – og vort intellekt er et spejl – foregår noget, som fremviser regelmæssighed, én bestemt ting følger hver gang på en anden bestemt ting, – det benævner vi, når vi ønsker at iagttage og benævne det, årsag og virkning, vi dårer! Som havde vi dér begrebet noget, som kunne vi dér begribe noget! Vi har jo ikke set andet end billederne af »årsager og virkninger«! Og netop denne billedlighed gør jo indsigten i en væsentligere forbindelse, end den af det på hinanden følgende, umulig!

122. Formålene i naturen. – Hvem der, som ubefangen forsker, går øjets historie og dets former hos de laveste skabninger efter, og viser hele den skridtvise tilblivelse af øjet, må komme frem til det store resultat: at det, at se, ikke har været hensigten ved øjets tilblivelse, men snarere har indfundet sig, da tilfældet bragte apparaturet sammen. Et eneste eksempel af den slags: og »formålene« falder som skæl fra vore øjne!


123. Fornuft. – Hvordan fornuften er kommet ind i verden? Som det passer sig, på en ufornuftig måde, ved et tilfælde. Man må gætte sig til det, som ved en gåde.

124. Hvad er det, at ville? – Vi griner ad den, der træder ud af sit kammer, i samme minut, hvor solen træder ud af sit, og siger: »jeg vil, at solen skal gå op«; og ad den, som ikke kan bringe et hjul til standsning og siger: »jeg vil, at det skal rulle«; og ad den, som bliver nedkæmpet i ringen og siger: »her ligger jeg, men jeg

vil ligge her!« Men, al latter til trods! Gør vi det nogensinde anderledes end nogen af disse tre når vi bruger udtrykket: »jeg vil«?

125. Om »frihedens rige«. – Vi kan tænke mange, mange flere ting, end vi kan gøre og opleve, – det vil sige, vores tænkning er overfladisk, og den er tilfreds ved overfladen, ja, den bemærker den ikke. Hvis vort intellekt var udviklet strengt efter målet for vores kraft og vores øvelse af kraften, så ville vi have den grundsætning øverst i vores tænkning, at vi kun kan begribe, hvad vi kan gøre, – hvis der overhovedet gives en begriben. Den tørstige savner vandet, men hans tankebilleder fører ham uophørligt vandet for øje, som om intet ville være lettere at få fat på, – intellektets overfladiske og let tilfredsstillelige måde at være på kan ikke fatte det egentlige nødlidende behov og føler sig tilmed overlegen derved: det er stolt over, at kunne mere, at løbe hurtigere, næsten allerede at være ved målet på et øjeblik, – og således fremstår tankernes

Anden bog 109

rige, sammenlignet med riget for handlingen, viljen og oplevelsen, som et frihedens rige: mens det, som sagt, blot er et rige for overfladen og tilstrækkeligheden.

126. At glemme. – At der gives en glemsel er endnu ikke blevet påvist; alt hvad vi ved er, at generindringen ikke står i vores magt. Foreløbig har vi indsat dette ord »glemsel« i dette hul i vores magt: ligesom om det så er en evne mere i registret. Men hvad står i sidste ende i vores magt! – Hvis dette ord står placeret i et hul i vores magt, skulle så ikke de andre ord stå placeret i et hul i vores viden om vores magt?

127. Ud fra formål. – Af alle handlinger er det vel handlingerne ud fra formål der bliver mindst forstået, fordi de altid har gældt som de forståeligste og er de mest gængse for vores bevidsthed. De store problemer ligger at finde på gaden.

128. Drømmen og ansvarligheden. – I alting ønsker I at være ansvarlige! Blot ikke for jeres drømme! Hvilken elendig svagelighed, hvilken mangel på følgerigtigt mod! Intet er mere jeres eget, end jeres drømme! Intet er mere jeres værk! Stof, form, varighed, skuespiller, tilskuer, – i disse komedier er I det altsammen for jer selv! Og netop her viger I tilbage og skammer jer for jer selv, og allerede Ødipus, den vise Ødipus vidste af at hente sig trøst af den tanke, at vi ikke kan gøre for det, som vi drømmer! Heraf slutter jeg: at det store flertal af menneskene må være sig afskyelige drømme


bevidst. Hvis det stod anderledes til: hvor meget ville man så ikke have udnyttet sit natlige digteri til menneskets hovmod! – Behøver jeg at tilføje, at den vise Ødipus havde ret, at vi virkeligt ikke er ansvarlige for vore drømme, – men lige så lidt er det for vores vågenliv, og at læren om viljens frihed har sin fader og sin moder i menneskets stolthed og magtfølelse? Dette siger jeg måske for tit: men i det mindste bliver det ikke allerede derved en fejltagelse.

129. Den angivelige kamp mellem motiverne. – Man taler om »motivernes kamp«, men betegner dermed en kamp, som ikke er motivernes kamp. Nemlig: i vores bevidste overvejelser fremtræder forud for en gerning efter tur følgerne af forskellige gerninger, som vi alle mener at kunne gøre, og vi sammenligner disse følger. Vi mener at være besluttet på en gerning, når vi har slået fast, at dens følger overvejende vil være de mere gunstige; før det kommer til denne afslutning på vores afvejning, piner vi os ofte så redeligt, grundet den store vanskelighed der er forbundet med at gætte følgerne, at se dem i hele deres styrke og vel at mærke dem alle, uden at gøre undladelsesfejl: hvortil kommer, at udregningen stadig må divideres med tilfældet. Ja, for nu at nævne det vanskeligste: alle følgerne, der hver for sig er så svære at slå fast, må nu sammen på én vægt afvejes mod hinanden; og ret så ofte mangler vi til denne kasuistik for, hvad der er det fordelagtigste, ikke blot lodderne, men også vægten, grundet forskelligheden i kvaliteten af alle disse mulige følger. Men antaget, at vi kom på det rene med dette, og tilfældet skulle have lagt gensidigt afvejelige følger på vægten for os: så har vi nu vitterligt i billedet af

følgerne af én bestemt handling et motiv til, at gøre

Anden bog 111

netop denne handling, – ja! ét motiv! Men i det øjeblik, hvor vi endeligt handler, bestemmes vi ofte nok af en anden slags motiver end den her omtalte slags i »billedet af følgerne«. Dér virker vanen ind på vores kræfters spil, eller et lille anstød fra en person, som vi frygter eller ærer eller elsker, eller bekvemmeligheden, som foretrækker at gøre, hvad der ligger lige for hånden, eller den opildnede fantasi, tilvejebragt gennem den nærmeste bedste mindste tildragelse i det afgørende øjeblik, noget kropsligt virker ind, som optræder helt uberegneligt, lunet virker ind, springet fra en eller anden affekt virker ind, som netop tilfældigvis er parat til at springe op; kort sagt er der motiver der virker ind, som vi tildels slet ikke, tildels meget dårligt kender til og som vi aldrig forudgående kan sætte beregnende op mod hinanden. Sandsynligt er det, at der også mellem dem indbyrdes finder en kamp sted, en frem- og tilbagedrift, en opvejen og nedtrykken af vægtdele – og dette ville være den egentlige »motivernes kamp«: – noget, som er os aldeles usynligt og ubevidst. Jeg har beregnet følgerne og resultaterne og har dermed indplaceret ét ganske væsentligt motiv i motivernes kamprække, – men denne kamprække selv opstiller jeg lige så lidt, som jeg ser den: kampen selv er mig skjult, og sejren som sejr er det ligeledes; for jeg erfarer ganske vist, hvad jeg ender med at gøre, – men hvilket motiv, der dermed har sejret, erfarer jeg ikke. Dog er vi vænnet til, ikke at berøre alle disse ubevidste processer, og kun at tænke os forberedelsen af en gerning så vidt, som den er bevidst: og således forveksler vi motivernes kamp med sammenligningen af de mulige følger af forskellige handlinger, – en af de følgerigeste og for moralens udvikling mest skæbnesvangre forvekslinger!


130. Formål? Viljer? – Vi har vænnet os til at tro på to riger, på formålenes og viljens rige og på tilfældighedernes rige; i det sidstnævnte går det meningsløst til, det går, står og falder deri, uden at nogen ville kunne sige hvorfor? hvortil? – Vi frygter os for dette, den store kosmiske dumheds mægtige rige, for vi lærer det for det meste at kende ved, at det falder ind i den anden, i formålenes og hensigternes verden, som en teglsten fra taget, og slår et eller andet skønt formål ihjel for os. Denne tro på de to riger er en urgammel romantik og fabel: vi kloge dværge, med vores vilje og vore formål, bliver plaget af de dumme, ærkedumme kæmper, tilfældighederne, vi løbes over ende, trædes ofte til døde, – men trods alt ville vi ikke gerne være dette naboskabs rædselsvækkende poesi foruden, for disse udyr kommer tit, når livet i formålenes edderkoppespind bliver os for kedsommeligt eller for angstvækkende, og de giver en ophøjet diversion, derved at deres hånd engang imellem sønderriver hele nettet, – ikke at de skulle have villet det, disse ufornuftige! Ikke at de engang skuulle have mærket det! Men deres grove knokkelhænder griber gennem vores net, som var det luft. – Grækerne benævnte dette, det uberegneliges og den ophøjede bornertheds rige, Moira , og placerede det som horisonten omkring deres guder, ud over hvilken de hverken kunne virke eller se: med denne hemmelige trods overfor guderne, som er at finde hos flere folkeslag, i den udformning, at man ganske vist tilbeder dem, men beholder en sidste trumf i hånden overfor dem, for eksempel når man som inder eller perser tænker sig dem afhængige af de dødeliges offer, så at de dødelige i værste fald kan lade guderne sulte og udsulte; eller når man som den hårde melankolske skandinav med forestillingen om et engang

Anden bog 113

kommende ragnarok skaffer sig nydelsen ved den stille hævn, som gengældelse for den stadige frygt, som hans onde guder bereder ham. Anderledes kristendommen, med dens hverken indiske, eller persiske, eller græske, eller skandinaviske grundfølelse, som bød, at tilbede magtens ånd i støvet, og endda, at kysse støvet: dette gav at forstå, at dette almægtige »dumhedens rige« nok ikke er så dumt som det ser ud til, at vi snarere er de dumme, der ikke mærker, at bagved det – står den kære Gud, han, der ganske vist elsker de dunkle, krumme og forunderlige veje, men til sidst dog »herligt udfører« alt. Denne nye fabel om den kære gud, der hidtil er blevet miskendt som kæmpeæt eller Moira , og som selv spinder formål og net, finere selv end vores forstands – så at de for samme forstand måtte fremtræde som uforståelige, ja, uforstandige – denne fabel var en så dristig omvending og et så vovet paradoxum , at den alt for forfinede gamle verden ikke formåede at stå imod, hvor dåre og modsigelsesfuld sagen end lød; – for, sagt i fortrolighed, der var en modsigelse deri: hvis vores forstand ikke kan gætte sig til Guds forstand og formål, hvorfra gætter den sig så til denne beskaffenhed af sin forstand? og til denne beskaffenhed af Guds forstand? – I nyere tid er mistroen vitterligt blevet stor, hvad angår, om den teglsten, der falder fra taget, virkeligt kastes ned af den »guddommelige kærlighed« – og menneskene begynder atter at ende tilbage i det gamle spor med kæmpe- og dværgeromantikken. Lad os altså lære, fordi det er på høje tid dertil: i vores formodede særskilte rige for formålene og fornuften er det ligeledes kæmperne der regerer! Og vore formål og vores fornuft er ingen dværge, men derimod kæmper! Og vore egne net bliver lige så tit og lige så plumpt revet sønder af os selv, som af teglstenen! Og ikke alt


er formål, hvad der benævnes således, og endnu mindre er alt vilje, som kaldes vilje! Og, hvis I ville slutte: »der gives altså kun ét rige, tilfældighedernes og dumhedens?« – så må tilføjes: ja, måske gives der kun ét rige, måske gives der hverken viljer eller formål, og vi har indbildt os dem. Disse nødvendighedens jernhænder, som ryster tilfældets raflebæger, spiller deres spil i uendelig tid: dér må der forekomme kast, som fuldkomment ser ud som hensigtsmæssighed og fornuftighed af enhver grad. Måske er vore viljesakter, vore formål intet andet, end netop sådanne kast – og vi er blot for indskrænkede og forfængelige til at begribe vores yderste indskrænkethed: nemlig den, at vi selv med jernhænder ryster raflebægeret, at vi selv i vore forsætligste handlinger ikke gør andet, end at spille nødvendighedens spil. – For at komme ud over dette Måske måtte man allerede have været gæst i underverdenen og hinsides alle overflader og ved Persefones bord have raflet og væddet med hende selv.

131. De moralske moder. – Hvor har de moralske total-domme forskudt sig! Disse største vidundere fra den antikke sædelighed, for eksempel Epiktet, vidste intet om den nu gængse forherligelse af, at tænke på andre, af at leve for andre; ud fra vores moralske mode måtte man ligefrem kalde dem umoralske, for de har med alle kræfter forsvaret sig for deres ego og imod medfølelsen med de andre (navnlig med deres lidelse og sædelige skavanker). Måske ville de svare os: »har I en så kedsommelig eller hæslig genstand ved jer selv, så tænk dog mere på andre end jer selv! Det gør I godt i!«

Anden bog 115

132. Den udklingende kristelighed i moralen. – »On n’est bon que par la p it ié : i l faut donc qu’i l y ait quelque pit ié dans tous nos sentiments « – således lyder moralen nu! Og hvor kommer det fra? – At mennesket for de sympatiske, uinteresserede, almennyttige, samfundsmæssige handlinger nu bliver opfattet som det moralske menneske, – det er måske den mest almene virkning og ombestemmelse, som kristendommen har frembragt i Europa: selvom det hverken har været dens hensigt, endsige dens lære. Men det var residuummet af kristelige stemninger, da den meget modsatrettede, strengt egoistiske grundtro på, at »ét er nødvendigt«, på den absolutte vigtighed af den evige personlige frelse, med de dogmer, den beroede på, med tiden trådte tilbage, og den sidestående tro på »kærligheden«, på »næstekærligheden«, samstemmende med den uhyrlige praksis af kirkelig barmhjertighed, derved blev trængt i forgrunden. Jo mere man løste sig fra dogmerne, så meget desto mere søgte man ligesom retfærdiggørelsen af denne løsnelse i en kult for menneskekærligheden: på dette punkt ikke at stå tilbage for det kristelige ideal, men derimod om muligt at overbyde den, var en hemmelig spore hos alle franske fritænkere, fra Voltaire af og frem til Auguste Comte: og sidstnævnte har med hans berømte moralformel vivre pour autrui vitterligt overkristeliggjort kristendommen. På tysk grund har Schopenhauer, på engelsk John Stuart Mill givet læren om de sympatiske affekter og om medlidenheden eller om nytten af andre som handlingsprincip den største berømmelse: men de selv var kun et ekko, – disse lærer er med en voldsom drivkraft skudt op samtidigt overalt og i de groveste og fineste skikkelser, omtrent fra tiden for den franske revolution, og alle


socialistiske systemer har ligesom uvilkårligt placeret sig på det med disse lærer fælles grundlag. Måske gives der ikke nogen bedre troet fordom nu, end denne: at man ved, hvad der egentlig udgør det moralske. Det synes nu at være velgørende for enhver, når han hører, at samfundet er på vej til at tilpasse den enkelte til de almene behov og at lykken og tillige ofret for den enkelte ligger deri, at føle sig som et nyttigt led og værktøj for helheden: blot vakler man for tiden ret så meget omkring, hvad denne helhed skal søges i, om det er i en bestående stat eller i en stat, der først skal grundlægges, eller i nationen eller i en folkeslags-forbrødring eller i små nye samfundsmæssige fællesskaber. Omkring dette gives der lige nu megen eftertanke, tvivl, kæmpen, megen ophidselse og lidenskab: men forunderlig og veltonende er enfoldigheden i den fordring, at ego’et skal benægte sig selv, indtil det, i form af dets tilpasning til helheden, også atter får dets faste kreds af rettigheder og pligter, – indtil det er blevet noget helt nyt og anderledes. Man vil intet ringere – hvadenten man tilstår det eller ej –, end en grundig omdannelse, ja, svækkelse og ophævelse af individet: man bliver ikke træt af, at opregne og anklage alt det onde og fjendtligtsindede, det ødsle, det bekostelige, det luksuriøse i den individuelle tilværelses hidtidige form, man håber på en mere afrundet, ufarlig, ensmæssig, enhedslig samfundsliggørelse, hvis der kun gives store legemer og deres led. Alt dét bliver opfattet som godt, som på en eller anden måde svarer til denne legeme- og leddannende drift og dens hjælpedrifter, dette er vores tidsalders moralske grundstrøm; medfølelse og social fornemmelse spiller derved over i hinanden. (Kant står endnu uden for denne bevægelse: han lærer udtrykkeligt, at vi er nødt til at være ufølsomme overfor fremmed lidelse, hvis vores

Anden bog 117

velgørenhed skal have moralsk værdi, – hvilket Schopenhauer forbitret, som man vil begribe, kalder den kantiske smagløshed.)

133. »Ikke længere tænke på sig selv.« – Man kan prøve at overveje det helt grundigt: hvorfor springer man efter en, der falder i vandet foran os, selvom man slet ikke bryder sig om ham? Af medlidenhed: her tænker man kun på den anden, – siger tankeløsheden. Hvorfor fornemmer man smerte og ubehag ved en, der spytter blod, selv når man er ondt og fjendtligt indstillet til ham? Af medlidenhed: her tænker man ikke længere på sig selv, – siger den selvsamme tankeløshed. Sandheden er: i medlidenheden – jeg mener, i det, som misvisende sædvanligvis plejer at blive benævnt medlidenhed, – tænker vi ganske vist ikke længere bevidst på os selv, men meget stærkt ubevidst, som når vi ved en fods udglidning, hvilket for os lige nu er ubevidst, gør de hensigtsmæssigste modbevægelser og derved synligvis bruger al vores forstand. Den andens uheld sårer os, det ville bevise os vores afmagt, måske vores fejhed, hvis vi ikke bragte ham afhjælpning. Eller det medfører allerede i sig selv en forringelse af vores ære overfor andre eller overfor os selv. Eller der ligger i en andens uheld og lidelse et fingerpeg om fare for os; og allerede som kendetegn på den menneskelige udsathed og skrøbelighed overhovedet kan de påvirke os på en pinlig måde. Denne art pine og krænkelse tilbageviser vi og vi gengælder den med en medlidenhedshandling, i denne handling kan der være en fin nødværge eller også hævn. At vi i grunden tænker stærkt på os selv, lader sig gætte af den afgørelse, som vi træffer i alle de tilfælde, hvor vi kan gå vejen udenom synet af den lidende, nødlidende,


jamrende: vi beslutter os for, ikke at gøre det, hvis vi kan komme til som de mægtigere, de hjælpende, sikre på bifaldet, som ønsker at fornemme vores lykkes-modsætning, eller håber, ved dette syn at blive revet ud af kedsomheden. Det er misvisende at lade den lidelse, som påføres os ved et sådant syn, og som kan være af ganske forskellig art, benævne med-lidelse, for under alle omstændigheder er det en lidelse, som den overfor os lidende er fri for: den er vores egen, sådan som hans lidelse er hans egen. Kun denne egne lidelse er det imidlertid, som vi skubber fra os, når vi udøver medlidenhedens handlinger. Dog gør vi aldrig noget af den slags ud fra ét motiv alene; så sikkert det end er, at vi derved ønsker at befri os fra en lidelse, lige så sikkert giver vi med samme handling efter for en lystens drift, – lyst opstår ved synet af en modsætning til vores situation, ved forestillingen om, at kunne hjælpe, hvis blot vi ønskede det, ved tanken om lovpris og taksigelse i tilfælde af at vi hjalp, ved selve hjælpeaktens gerning, for så vidt akten lykkes, og for så vidt det, der skal udføres, som noget der lykkes skridtvist, skaber henrykkelse, dog især ud fra den følelse, at vores handling sætter et mål op for en forargelig uretfærdighed (allerede dette, at ens forargelse udebliver, kvikker op). Alt dette, alt, og dertil tilregnet meget sådant, som er endnu finere, er »medlidenheden«: – hvor plumpt overfalder sproget, med dets ene ord, så polyfont et væsen! – At derimod medlidenheden skal være af samme art som den lidelse, ved hvis syn den opstår, eller at den skal have en særligt fin gennemtrængende forståelse for denne lidelse, taler begge dele imod erfaringen, og hvem der netop i disse to henseender har forherliget medlidenheden, han manglede netop tilstrækkelig erfaring på dette område for det moralske. Det er min tvivl overfor alle de utrolige ting, som Schopenhauer

Anden bog 119

ved at berette om medlidenheden: han, der dermed gerne ville føre os til troen på hans store nyhed, medlidenheden – netop den af ham så mangelfuldt observerede, så dårligt beskrevne medlidenhed – skal være kilden for al og enhver hidtidig og fremtidig moralsk handling – og netop for de færdigheders skyld, som han først har tildigtet til medlidenheden. Hvad adskiller til slut menneskene uden medlidenhed fra de medlidende? Frem for alt – for også her kun at tegne i grove træk – har de ikke frygtens pirrelige fantasi, den fine evne til at vejre faren; tillige er deres forfængelighed ikke så hurtigt krænket, når noget sker, som de ville kunne forhindre (deres stoltheds varsomhed byder dem, ikke unødigt at blande sig i fremmede sager, ja, de elsker det ud fra sig selv, at enhver hjælper sig selv og spiller sine egne kort.). Dertil kommer, at de for det meste er mere tilvænnet udholdelsen af smerter, end de medlidende; desuden vil det ikke forekomme dem så urimeligt, at andre lider, eftersom de selv har lidt. Endeligt er blødhjertethedens tilstand pinlig for dem, ligesom den stoiske sindsligevægts tilstand er det for de medlidende; de belægger den med nedsættende ord og mener, at deres maskulinitet og kolde tapperhed vil være i fare ved den, – de hemmeligholder tårerne overfor andre og tørrer dem væk, uvillige ved sig selv. Det er en anden art egoister end de medlidende; – men i udpræget forstand at benævne dem onde, og de medlidende gode, er ikke andet end en moralsk mode, som har sin tid: ligesom også den omvendte mode har haft sin tid, og en ganske lang tid!

134. Hvorvidt man skal tage sig i agt for medlidenheden. – Medlidenheden, for så vidt den virkeligt skaber lidelse


– og dette skal her være vores eneste synsvinkel –, er en svaghed, som enhver fortaben-sig ved en skadelig affekt. Den forøger lidelsen i verden: selvom en lidelse hér og dér formindskes eller ophæves som følge af medlidenheden, så må man ikke benytte disse lejlighedsvise og i det hele taget ubetydelige følger, for at retfærdiggøre dens væsen, hvilket, som sagt, er skadende. Forudsat, at den også blot herskede én enkelt dag: så ville menneskeheden med det samme gå til grunde ved den. Taget for sig har den lige så lidt en god karakter, som nogen drift har det: først dér hvor den kræves og lovprises – og dette sker dér hvor man ikke begriber det skadende ved den, men opdager en kilde til lyst i den –, hænger den gode samvittighed sig til den, først da giver man sig gerne hen til den og skyer ikke at give den til kende. Under andre forhold, hvor det begribes, at den er skadende, gælder den som svaghed: eller, som hos grækerne, som en sygelig periodisk affekt, som man kan fratage dens farlighed gennem midlertidige vilkårlige udladninger. – Hvem der én gang, forsøgsvist, for en tid forsætligt efterforsker foranledningerne til medlidenheden i det praktiske liv, og som helt stiller al den elendighed op foran sjælen, som han kan få greb om i sine omgivelser, bliver uundgåeligt syg og melankolsk. Men hvem der endda som læge i en eller anden forstand vil tjene menneskeheden, må blive meget forsigtig overfor denne fornemmelse, – den lammer ham i alle afgørende øjeblikke og binder hans viden og hans hjælpsomme fine hånd.

135.

At blive udsat for medlidenhed. – Blandt vilde tænker man med moralsk gysen på at blive udsat for medlidenhed: da er man blottet for al dyd. At give

Anden bog 121

medlidenhed vil sige så meget som at foragte: et foragteligt væsen ønsker man ikke at se lide, dette giver ingen nydelse. Derimod at se en fjende lide, som man ligeværdigt-stolt anerkender og som under pinsler ikke prisgiver sin stolthed, og overhovedet ethvert væsen, der ikke vil vide af at påkalde sig medlidenhed, det betyder den skammeligste og dybeste ydmygelse, – det er en nydelsernes nydelse, derved løfter den vildes sjæl sig til beundring: til slut slår han en sådan tapper ihjel, hvis det ligger i hans hænder, og giver ham, den ubrudte, hans sidste ære: havde han jamret, mistet den kolde håns udtryk fra ansigtet, havde han vist sig foragtelig, – nuvel, så havde han fået lov at forblive levende, som en hund, – han havde ikke længere pirret den tilskuendes stolthed og i beundringens sted ville medlidenheden være indtrådt.

136. Lykken i medlidenheden. – Når man, som inderne, som målet for hele den intellektuelle aktivitet opstiller erkendelsen af den menneskelige elendighed, og gennem mange generationer af ånden forbliver tro mod et sådant forfærdende forsæt: så får endeligt, i øjnene på sådanne mennesker af den arvelige pessimisme, medlidenheden en ny værdi, som livsopretholdende magt, for at udholde livet alligevel, selvom det synes værd at smide bort af ækel og gru. Medlidenhed bliver midlet mod selvmordet, som en følelse der indeholder lyst og giver små doser overlegenhed at smage: medlidenheden trækker væk fra os, gør hjertet fuldt, jager frygten og stivheden bort, opildner til ord, klager og handlinger, – den er forholdsmæssigt en lykke, målt ved elendigheden af den erkendelse, som fra alle sider trænger individet ind i


hjørnet og mørket og tager vejret fra det. Men lykke, uanset hvilken, giver luft, lys og fri bevægelighed.

137. Hvorfor fordoble »Jeg’et«! – At se på vore egne oplevelser med det øje, som vi plejer at se på dem med, når de er andres oplevelser, – dette er meget beroligende og er en tilrådelig medicin. Derimod at anse og indoptage andres oplevelser, som om de var

vore – kravet til en medlidenhedens filosofi –, dette ville dømme os til at gå til grunde, og dét på ganske kort tid: man kan blot gøre forsøget og ikke længere fantasere om det! Visseligt er derudover den første maksime mere passende til fornuften og til den gode vilje til fornuftighed, for vi dømmer mere objektivt om en hændelses værdi og mening, når den fremstår ved andre og ikke ved os selv: for eksempel om værdien af et dødstilfælde, et pengetab, en bagtalelse. Medlidenhed som handlingsprincip, med kravet: »lid sådan ved den andens dårligdom, som han selv lider«, ville derimod medføre, at Jeg-synspunktet, med dets overdrivelse og udskejelse, så også måtte blive synspunktet for den Anden, den medlidende: så at vi både måtte lide ved vores Jeg og ved den Andens Jeg og på den vis frivilligt besværede os med en dobbelt ufornuft, i stedet for at gøre byrden ved den egne så lille som mulig.

138. At blive ømmere. – Når vi elsker, ærer, beundrer nogen og nu, bagefter, finder ud af, at han lider, – altid med stor forbavselse, fordi vi ikke tænker andet, end at vores fra ham tilstrømmende lykke kommer af en overrig kilde af egen lykke, – så ændrer vores følelse af

Anden bog 123

kærlighed, beæring og beundring sig i noget væsentligt: den bliver ømmere, det vil sige: der synes at slå bro over kløften mellem ham og os, der synes at finde en tilnærmelse i lighed sted. Først nu gælder det os som værende muligt, at kunne give tilbage til ham, mens han førhen levede i vores forestilling som hævet over vores taknemmelighed. At vi sådan kan give tilbage bereder os en stor glæde og opløftelse. Vi søger at gætte, hvad der lindrer hans smerte, og giver ham dette; ønsker han trøstende ord, blikke, opmærksomheder, tjenester, gaver, – så giver vi ham det; men frem for alt: ønsker han os lidende ved hans lidelse, så giver vi os som lidende, men har ved alt dette nydelsen ved den aktive taknemmelighed: sådan som, som sagt, den gode hævn er det. Ønsker og antager han slet intet fra os, så går vi kolde og triste, nærmest krænkede videre: det er, som blev vores taknemmelighed tilbagevist, – og på dette ærespunkt er selv den godmodigste endnu kilden. – Af alt dette følger, at der, selv ved det gunstigste tilfælde, ligger noget nedværdigende i lidelsen og noget opløftende i medlidenheden; hvilket for evigt adskiller de to fornemmelser fra hinanden.

139. Angiveligt højere! – I siger, at medlidenhedens moral skal være en højere moral end stoicismens? Bevis det! men bemærk, at der, hvad angår »højere« og »lavere« i moralen, ikke atter skal måles efter moralske alen: for der gives ingen absolut moral. Tag altså målestokkene andetstedsfra og – se jer så omkring!


140. At lovprise og dadle. – Får en krig et uheldigt udfald, så spørger man efter den, der får være »skyld« i krigen; går den sejrrigt til ende, så lovpriser man dens ophavsmand. Skylden søges overalt, hvor der er en fiasko; for denne fører en forstemthed med sig, som man uvilkårligt anvender det eneste lægemiddel imod: en ny opildnelse af magtfølelsen – og denne finder sig i fordømmelsen af den »skyldige«. Denne skyldige er ikke sådan noget som syndebukken for andres skyld: han er ofret for de svage, ydmygede, forstemte, som ved et eller andet ønsker at bevise for sig, at de endnu har styrke. Også at fordømme sig selv kan være et middel til, efter et nederlag at hjælpe sig til følelsen af styrke. – Derimod er forherligelsen af ophavsmanden mange gange det lige så blinde udkomme af en anden drift, der vil have sine ofre, – og denne gang lugter ofret sødt og indbydende for offerdyret selv –: når nemlig følelsen af magten i et folk, i et samfund er overfyldt af en stor og fortryllende succes og der indtræder en træthed ved sejren, så giver man bort af sin stolthed; følelsen af hengivenhed rejser sig og søger sit objekt. – Uanset, om vi bliver dadlet eller lovprist, sædvanligvis er det os, der er lejlighederne dertil, og alt for tit de vilkårligt ved håret fattede og medslæbte lejligheder for vore næste, til at lade den i dem opsvulmede drift mod at dadle og lovprise strømme ud: vi udviser dem i begge tilfælde en velgørenhed, som vi ikke har nogen fortjeneste ved og som de ikke har nogen tak for.

141. Skønnere, men mindre værd. – Malerisk moralitet: det er moraliteten for de stejlt opskydende affekters, de bratte overgange, de patetiske, indtrængende,

Anden bog 125

frygtelige, højtidelige gebærder og toner. Det er moralitetens halvvilde trin: man skal ikke ved deres æstetiske pirring lade sig lokke til at tilkende dem en højere rang.

142. Medfølelse. – For at forstå den anden, det vil sige, for at

eftergøre hans følelse i os, går vi ganske vist ofte tilbage til grunden for hans sådan og sådan bestemte følelse og spørger for eksempel: hvorfor er han bedrøvet? – for så af samme grund at blive bedrøvet selv; men det er langt mere sædvanligt at undlade dette og at frembringe følelsen i os ud fra de virkninger, som den udøver og viser hos andre, idet vi lader udtrykket i hans øjne, hans stemme, hans gang, hans holdning (eller selv deres afbillede i ord, maleri, musik) eftergøre ved vores krop (i det mindste frem til en sagte lighed i muskelspil og innervation). Da opstår der i os en lignende følelse, som følge af en gammel association af bevægelse og sansefornemmelse, som er indtrænet i at løbe baglæns og forlæns. Vi er kommet ganske langt med denne øvethed i at forstå den andens følelser, og næsten uvilkårligt er vi i et menneskes nærvær altid i gang med at øve denne færdighed: navnlig kan man rette opmærksomheden mod linjespillet i de kvindelige ansigter, hvordan det helt sitrer og glinser af den uophørlige efterdannelse og genspejling af det, som fornemmes omkring dem. Men allertydeligst viser musikken os, hvilke mestre vi er i den hurtige og fine gætten os til følelser og i medfølelsen: hvis nemlig musik er et efterbillede af efterbilledet af følelser og dog, til trods for denne afstand og ubestemthed, alligevel ofte nok delagtiggør os i dem, så at vi bliver sorgfulde uden den ringeste foranledning til sorg, som fuldkomne narre, blot fordi


vi hører toner og rytmer som på en eller anden måde minder om den stemmeklang og bevægelse man finder hos sørgende, eller endda blot finder i deres skikke. Man fortæller om en dansk konge, at han af en sangers musik blev revet så meget ind i krigerisk begejstring, at han sprang op og slog fem personer fra hans samlede hofstand ihjel: der var ingen krig, ingen fjende, langt snarere alt det modsatte, men den fra

følelsen til årsagen tilbagesluttende kraft var stærk nok til at overvælde det øjensynlige og fornuften. Dette er imidlertid næsten altid musikkens virkning (forudsat, at den netop virker –) og man behøver ikke så paradokse tilfælde for at indse det: den tilstand af følelsen, som musikken bringer os ind i, er næsten hver gang i modstrid med, hvordan vores virkelige situation tager sig ud, og med den fornuft, der erkender denne virkelige situation og dens årsager. – Spørger vi, hvorigennem eftergørelsen af andres følelser i os er blevet så gængs, så forbliver der ingen tvivl omkring svaret: mennesket, som den mest frygtsomme af alle skabninger, grundet dets fine og sårbare natur, har i sin frygtsomhed haft lærerinden for denne medfølelse, denne hurtige forståelse for den andens følelse (også dyrets). I lange årtusinder så mennesket en fare i alt fremmedt og levende: ved et sådan syn gjorde det straks trækkenes og holdningens udtryk efter, og drog dets slutning omkring, hvad for en ond hensigt der lå bag disse træk og denne holdning. Denne udtydning af alle bevægelser og linjer på hensigter har mennesket sågar anvendt på de ubesjælede tings natur – i troen på, at der ikke gives noget ubesjælet: jeg tror, at alt, hvad vi kalder naturfølelse, ved synet af himmel, jord, klippe, skov, uvejr, stjerner, hav, landskab, forår, har sin herkomst herfra, – uden frygtens urgamle øvelse til, at betragte alt dette i henhold til en anden bagvedliggende

Anden bog 127

mening, ville vi i dag ikke have nogen glæde ved naturen, ligesom vi ikke ville have nogen glæde ved menneske og dyr, uden den lærerinde for forståelsen, som frygten er. Glæden og den behagelige forbløffelse, endeligt følelsen af det latterlige, er nemlig de senerefødte børn af medfølelsen og de langt yngre søskende til frygten. – Evnen til den hurtige forståelse – som således beror på færdigheden til, hurtigt at

forstille sig – aftager hos stolte selvherlige mennesker og folkeslag, fordi de har mindre frygt: derimod har alle arter forståelse og forstillen sig hjemme blandt de ængstelige folkeslag; her er også den rette hjemstavn for de efterlignende kunster og for den højere intelligens. – Når jeg ud fra en sådan teori om medfølelsen, som den jeg her foreslår, tænker over den netop nu elskede og helligholdte teori om en mystisk proces, i kraft af hvilken medlidenheden gør ét væsen ud af to, og derved for den ene muliggør den umiddelbare forståelse af den anden: når jeg erindrer mig, at et så klart hovede som Schopenhauers havde sin glæde ved sådan et sværmerisk og uværdigt krimskrams, og igen har forplantet denne glæde til klare og halvklare hoveder: så ved jeg ingen ende på forundringen og forbarmelsen. Hvor stor må vores lyst ved den ubegribelige nonsens ikke være! Hvor tæt på den forrykte står ikke stadigvæk det hele menneske, når det lytter til sine hemmelige intellektuelle ønsker! – (For hvad følte Schopenhauer sig egentligt så taknemmeligt stemt, så dybt forpligtet overfor Kant? Det lader sig gætte ganske utvetydigt: Nogen havde talt om, hvorledes man fra Kants kategoriske imperativ ville kunne tage dets qualitas occulta og gøre det begribeligt. Herom udbryder Schopenhauer i disse ord: »Det kategoriske imperativs begribelighed! Grundforkert tanke! Ægyptisk mørke! Himlen forbyde, at ikke også det bliver begribeligt!


Netop at der gives noget ubegribeligt, at denne

forstandens jammer og dens begreber er begrænset, betinget, endelig, bedragende; denne vished er Kants store gave.« – Man kan overveje, om nogen har en god vilje til erkendelsen af de moralske sager, når vedkommende på forhånd føler sig saliggjort gennem troen på ubegribeligheden af disse ting! En, der endnu ærligt tror på opklaringer fra oven, på magi og åndefremtrædelser og på tudsernes metafysiske hæslighed!)

143. Ve, hvis denne drift først raser! – Forudsat, at driften mod at holde med andre og sørge for dem (den »sympatiske affektion«) var dobbelt så stærk, som den er, så ville det ikke være til at holde ud på Jorden. Tænk blot på, hvad enhver begår af tåbeligheder ud fra, at han holder med og sørger for sig selv, dagligt og hver time, og hvor uudholdelig han derved er at se på: hvordan ville det være, hvis vi for andre blev objektet for disse tåbeligheder og anmasselser, som de hidtil kun havde hjemsøgt sig selv med! Ville man så ikke blindt flygte, så snart en »næste« kom os nær? Og vedlægge den sympatetiske affektion lige så onde ord, som dem vi nu tillægger egoismen?

144. At lukke ørerne for jammeren. – Når vi gennem de andre dødeliges jammer og lidelse lader os formørke og tildækker vores egen himmel med skyer, hvem skal så bære følgerne af denne formørkelse? Netop de andre dødelige, endda oveni alle deres laster! Vi kan hverken være behjælpelige eller opmuntrende for dem, hvis vi vil være ekkoet for deres jammer, ja selv hvis vi

Anden bog 129

altid retter vores øre alene mod den, – det skulle da lige være, hvis vi tillærte os olympernes kunst og fremover fandt menneskenes ulykke opbyggelig, i stedet for at blive ulykkelige. Men det er alt for olympisk for os: selvom vi, med nydelsen af tragedien, allerede har gjort et skridt henimod denne ideale gude-kannibalisme.

145. »Uegoistisk!« – Den ene er hul og vil fyldes, den anden er overfyldt og vil udtømme sig, – begge har det med at søge sig et individ, som tjener dem til dette. Og denne fremgangsmåde, i højeste forstand forstået, kalder man begge gange med ét ord: kærlighed, – men hvordan? kærligheden skulle være noget uegoistisk?

146. Også ud over næsten. – Hvordan? Væsenet af det i sandhed moralske får ligge deri, at vi tager vore handlingers nærmeste og mest umiddelbare følger for de andre i betragtning, og derudfra beslutter os? Dette er blot en snæver og småborgerlig moral, selvom også dette kan være en moral: men højere og friere synes det mig at være tænkt, også at se ud over disse nærmeste følger for de andre, og under omstændigheder at fremme mere fjerntliggende formål også gennem den andens lidelse, – for eksempel at fremme erkendelsen, også til trods for den indsigt, at vores friånderi i første omgang og umiddelbart vil kaste de andre i tvivl, kummer og ting der er værre. Har vi ikke i det mindste lov til at behandle vores næste sådan som vi behandler os selv? Og hvis vi hos os selv ikke tænker så snævert og småborgerligt på de umiddelbare følger og lidelser: hvorfor skulle vi så


gøre det hos næsten? Forudsat, at vi havde til sinds at opofre os: hvad ville forhindre os i at ofre næsten med? – sådan som staten og fyrsten hidtil gjorde det, der bragte den ene borger til offer for den anden, »grundet de almene interesser«, som man sagde. Men også vi har almene og måske mere almene interesser: hvorfor skulle de kommende generationer ikke have lov at få nogle af de nuværende generationers individer bragt til offer? så at deres sorg, deres uro, deres fortvivlelse, deres fejlgreb og angstskridt ville findes nødvendige, fordi et nyt plovskær skal bryde jorden og gøre den frugtbar for alle? – Endeligt: vi meddeler tillige det sindelag til næsten, hvori han kan føle sig som offer, vi overtaler ham til den opgave, som vi benytter ham til. Er vi da uden medlidenhed? Men hvis vi også ud over vores medlidenhed ønsker at tilkæmpe os sejren mod os selv, er dette så ikke en højere og friere holdning og stemning, end den, ved hvilken man føler sig sikker, når man har afklaret, om en handling gør godt eller ondt på næsten? Men vi, derimod, ville dog gennem ofret – som indbefatter os og de næste – styrke og løfte den generelle følelse af den menneskelige magt, selv forudsat, at vi ikke opnåede mere end dét. Men allerede dette ville være en positiv forøgelse af lykken. – Til slut, hvis dette endda – – men ikke ét ord til! Et blik er nok, I har forstået mig.

147. Årsag til »altruismen«. – Om kærligheden har menneskene generelt talt så empatisk og guddommeliggørende, fordi de har haft så lidt af den, og aldrig fik lov at mætte sig ved denne spise: således blev den dem en »gudespise«. Må en digter engang i billedet af en utopi vise den almene menneskekærlighed: sikkert er det, at han så vil have en kvalfuld og

Anden bog 131

latterlig tilstand at beskrive, hvis lige endnu ikke blev set på Jorden, – hvermand, ikke omsværmet, bebyrdet og efterstræbt af én elskende, sådan som det forekommer nu, men derimod af tusinde, ja, af hvermand, i kraft af en ubetvingelig drift, som man både vil bande over og forbande, som den ældre menneskehed har gjort det over selviskheden; og digterne for denne tilstand, hvis man lader dem i ro til at digte, drømmende om intet andet end om den salige kærlighedsløse forgangenhed, den guddommelige selviskhed, den engang på Jorden endnu mulige ensomhed, uforstyrrethed, uelskethed, forhadthed, foragtethed og hvad det ellers hedder sig altsammen med nederdrægtigheden af den kære dyreverden, som vi lever i.

148. Udsyn i det fjerne. – Er kun de handlinger moralske, sådan som man har defineret det, som gøres for den andens skyld og kun for hans skyld, så gives der ingen moralske handlinger! Er kun de handlinger moralske – sådan som en anden definition lyder –, som gøres i viljens frihed, så gives der ligeledes ingen moralske handlinger! – Og hvad er altså dét, som man benævner sådan, og som dog i al fald eksisterer og vil forklares? Det er virkningerne af nogle intellektuelle fejlgreb. – Og sæt, at man gjorde sig fri af disse fejltagelser, hvad ville der så blive af de »moralske handlinger«? – I kraft af disse fejltagelser tilkendte vi hidtil nogle handlinger en højere værdi, end de har: vi adskilte dem fra de »egoistiske« og de »ufrie« handlinger. Når vi nu atter tilordner dem til disse, sådan som vi er nødt til at gøre det, så forringer vi helt sikkert deres værdi (deres værdifølelse), og det vel at mærke ned under det rimelige mål, fordi de »egoistiske« og »ufrie«


handlinger hidtil vurderedes for lavt, grundet deres angivelige dybeste og inderligste forskellighed. – Således vil netop de fra nu af blive gjort mindre ofte, fordi de fra nu bliver skattet mindre? – Uundgåeligt! I det mindste for et godt stykke tid, så længe værdifølelsens vægt står under reaktionen fra tidligere fejl! Men vores modregning er den, at vi giver menneskene det gode mod tilbage til de som egoistisk udskregne handlinger, og genopretter deres værdi, – vi

frarøver dem den dårlige samvittighed! Og da dette hidtil var langt de hyppigste, og vil være det i al fremtid, så fratager vi hele billedet af handlingerne og af livet dets onde udseende! Dette er et meget stort resultat! Hvis mennesket ikke længere holder sig for værende ondt, holderdet op med at være det!

Tredje bog.

149. Små afvigende handlinger behøves! – I sædvanens anliggender også engang imellem at handle imod sit bedre vidende; på dette sted at give efter i praksis, og at forbeholde sig den åndelige frihed dertil; at gøre som alle andre og dermed vise alle andre en artighed og velgerning, som en slags kompensation for det afvigende ved vore meninger: – hos mange ret så frisindede mennesker gælder dette ikke blot som uskyldigt, men derimod som »ærværdigt«, »humant«, »tolerant«, »ikke pedantisk«, og hvordan de skønne ord ellers lyder, som den intellektuelle samvittighed synges i søvn med: og således tager den ene sit barn til den kristelige dåb, og er samtidig ateist, og den anden gør krigstjeneste mod alverden, hvor meget han end fordømmer folkehadet, og en tredje render i kirke med et pigebarn, fordi hun er af from familie, og fremsiger løfter foran en præst, uden at skamme sig. »Det er ikke væsentligt, hvad en af os end gør, som alle altid gør og har gjort« – således lyder den grove fordom! Den grove fordom! For intet er væsentligere, end når det, der allerede er magtfuldt, af gammel herkomst og fornuftløst anerkendt, endnu engang bekræftes gennem en anerkendt fornuftig persons handling: dermed opnår det i øjnene hos alle dem, der hører om det, selve fornuftens sanktion! Al respekt for jeres meninger! Men små afvigende handlinger er mere værd!


150. Ægteskabernes tilfældighed. – Var jeg en gud, og en velvillig gud, så ville menneskenes ægteskaber mere end alt andet gøre mig utålmodig. Langt, langt kan en enkelt komme fremad, i hans halvfjerds, ja, i hans tredive år, – det er forbløffende, selv for guder! Men ser man så, hvorledes han lader arven og testamentet for denne kamp og sejr, laurbærrene for hans menneskelighed, hænge op det første bedste sted, hvor et pigebarn plukker ham; ser man, hvor godt han forstår at kæmpe, og hvor dårligt han forstår at bevare, ja, hvordan han slet ikke tænker på, at han via avlen vil kunne forberede et endnu mere sejrrigt liv: så bliver man, som sagt, utålmodig, og siger til sig selv »på lang sigt kan der intet blive af menneskeheden, ægteskabernes tilfældighed umuliggør enhver fornuft i menneskehedens store gang; – lad os holde op med at være de ivrige tilskuere og narre til dette formålsløse skuespil!« – I denne stemning trak Epikurs guder sig engang tilbage til deres guddommelige stilhed og salighed: de var trætte af menneskene og deres kærlighedsaffærer.

151. Her skal opfindes nye idealer. – Det skulle ikke være tilladt at træffe en beslutning om sit liv i forelskelsens tilstand, og på grund af en heftig grille at fastlægge karakteren af ens selskab én gang for alle: man skulle offentligt erklære de elskendes løfter for ugyldige, og forhindre dem ægteskabet: – og det vel at mærke fordi man skulle tage ægteskabet usigeligt meget vigtigere! så at det i sådanne tilfælde, hvor det hidtil kom i stand, sædvanligvis netop ikke ville komme i stand! Er de fleste ægteskaber ikke sådan, at man ikke ønsker nogen tredjepart som vidne? Og netop denne

Tredje bog 135

tredjepart udebliver næsten aldrig – barnet – og det er mere end et vidne, for det er syndebukken!

152. Edsformel. – »Hvis jeg lyver nu, så er jeg ikke længere noget anstændigt menneske, og enhver skal have lov at sige det op i mit ansigt.« – Denne formel anbefaler jeg i stedet for den retslige ed og den derved sædvanlige påkaldelse af Gud: den er stærkere. Heller ikke den fromme har grund til at modsætte sig den: så snart den hidtidige ed nemlig ikke længere tilstrækkeligt nytter, må den fromme høre på sin katekisme, som foreskriver »du skal ikke fremsige Gud din Herres navn uden nytte!«

153. En utilfreds. – Dét er en af de gamle tapre: han ærgrer sig over civilisationen, fordi han mener, at den sigter mod at alle gode ting, ærer, skatte, skønne kvinder, - også gøres tilgængelige for de feje.

154. De faretruedes trøst. – Grækerne, i et liv, der var meget tæt på store farer og omstyrtninger, søgte i deres eftertanke og erkenden en slags sikkerhed for følelsen, og et sidste re fugium. Vi, som befinder os i en usammenligneligt sikrere tilstand, har båret faren ind i vores eftertanke og erkenden, og udhviler og beroliger os fra den ved livet.


155. Udslukket skepsis. – Dristige vovestykker er mere sjældne i den nye tid, end i den gamle og middelalderlige, – sandsynligvis fordi den nye tid ikke længere har troen på varsler, orakler, stjerner og profeter. Det vil sige: vi er blevet ude af stand til at tro

på en fremtid bestemt for os, sådan som det blev troet hos de gamle, der – anderledes end os – var langt mindre skeptikere omkring det, som kommer, end de var omkring det, som er til.

156. Ond af overmod. – »Bare vi ikke føler os for vel tilpas!« – det var den hemmelige hjertensangst hos grækerne i den gode tid. Derfor prækede de sig mådeholdet. Og vi!

157. »Naturlydenes« kult. – Hvor peger det hen, at vores kultur ikke blot er tålmodig overfor smertens ytringer, overfor vredens eller ydmygelsens tårer, klager, anklager, vrede, men ligefrem godkender dem og regner dem blandt de ædlere uundgåeligheder? – mens den antikke filosofis ånd så på dem med foragt, og aldeles ikke tilkendte dem nogen nødvendighed. Husk på, hvordan Platon – det vil sige: ikke en af de umenneskeligste filosoffer – taler om den tragiske scenes Filoktet. Skulle vores moderne kultur måske mangle »filosofien«? Skulle vi måske, ifølge disse gamle filosoffers vurdering, alle som én høre »pøblen« til?

Tredje bog 137

158. Den smigrendes klima. – De hundske smigrende skal nu ikke længere søges i nærheden af fyrsterne, – disse har alle den militære smag, og den smigrende går imod denne smag. I nærheden af bankiererne og kunsterne gror denne blomst dog stadigvæk.

159. Vækkerne af de døde. – Forfængelige mennesker vurderer et stykke forgangenhed højere fra det øjeblik, hvor de begynder at kunne genkalde sig fornemmelsen af det (især hvis dette er vanskeligt), ja, så ønsker de om muligt atter at vække det fra de døde. Da der imidlertid altid er et utal af forfængelige tilstede, så er faren vitterligt ikke ringe for de historiske studier, så snart en hel tid bestræber sig på dem: der smides for megen kraft væk på alle mulige døde-vækkelser. Måske kan hele romantikkens bevægelse bedst forståes ud fra dette synspunkt.

160. Forfængelig, begærlig og lident vis. – Jeres begær er større end jeres forstand, og jeres forfængelighed er endnu større end jeres begær, – sådanne mennesker, som I er det, kan fra grunden af tilrådes ret så megen

kristelig praksis, og dertil en smule schopenhauersk teori!

161. Skønhed passende til tidsalderen. – Hvis vore billedhuggere, malere og musikere ønsker at ramme, hvad der er oppe i tiden, så må de udforme skønheden som opsvulmet, kæmpemæssig og nervøs: sådan som


grækerne, fanget i deres mådeholds-moral, så og udformede skønheden som Apollon fra Belvedere. Egentlig skulle vi kalde ham hæslig! Men de tåbelige »klassicister« har frataget os al ærlighed!

162. De samtidiges ironi. – For øjeblikket er det europæer-art at behandle alle store interesser med ironi, fordi man, travlt beskæftiget med at tjene dem, ikke har tid til at tage dem alvorligt.

163. Imod Rousseau. – Hvis det er sandt, at vores civilisation har noget ynkeligt ved sig: så har I valget mellem, med Rousseau at slutte videre, »denne ynkelige civilisation er skyld i vores dårlige moralitet«, eller imod Rousseau at slutte tilbage, »vores gode moralitet er skyld i denne civilisationens ynkelighed. Vore svage, umandige fællesskabsbegreber om godt og ondt, og deres uhyrlige dominans over krop og sjæl, har endeligt svækket alle kroppe og alle sjæle, og har nedbrudt de selvstændige, uafhængige, ubefangne mennesker, støttepillerne for en stærk civilisation: hvor man endnu møder den dårlige moralitet, der ser man de sidste ruiner af disse støttepiller.« Således står altså paradoks mod paradoks! Det er umuligt, at sandheden her står placeret på begge sider: og står den overhovedet på en af dem? Man kan prøve efter.

164. Måske for tidligt. – For nærværende ser det ud som om, at der, under alle mulige falske vildledende navne og for det meste i stor uklarhed hos dem, som ikke holder

Tredje bog 139

sig bundet til de bestående sæder og love, gøres de første forsøg på at organisere sig, og dermed at skaffe sig rettigheder: mens de hidtil, udskreget som forbrydere, fritænkere, usædelige, skælme, levede under lovløshedens og den dårlige samvittigheds forbandelse, fordærvet og fordærvende. Dette skulle man i det store og hele finde rimeligt og godt, selvom det gør det kommende århundrede til et farligt århundrede, og hænger enhver geværet over skulderen: allerede fordi der så er en modmagt tilstede til altid at minde om, at der ikke gives nogen moral, som alene gør moralsk, og at enhver sædelighed, der udelukkende bekræfter sig selv, vil slå for megen god kraft ihjel, og vil koste menneskeheden for dyrt. De afvigende, som så ofte er de opfindsomme og frugtbare, skal ikke længere ofres; det skal ikke engang gælde som skændigt længere, at afvige fra moralen, i gerninger og tanker; der skal gøres talrige nye forsøg med livet og fællesskabet; en uhyrlig byrde af dårlig samvittighed skal bringes ud af verden, – disse almeneste mål skulle alle redelige og sandhedssøgende anerkendes og befordres!

165. Hvilken moral der ikke er kedelig. – De sædelige hovedpåbud, som et folk gentagent lader sig belære og prædike, henfører sig til dets største fejl, og derfor keder det sig ikke over dem. Grækerne, som alt for ofte mistede grebet om mådeholdet, det kølige mod, den retfærdige sans og overhovedet forstandigheden, havde et øre for de fire sokratiske dyder, – for man behøvede dem sådan og havde dog netop for dem så lidt talent!


166. Ved skillevejen. – Føj! I vil ind i et system, hvor man enten må være hjul, fuldt og helt, eller også ender mellem hjulene! hvor det er selvfølgeligt, at enhver er dét, som han fra oven bliver gjort til! Hvor jagten på »konnektion« hører til de naturlige pligter! hvor ingen føler sig pinligt berørt, når han gøres opmærksom på en mand, med vinket »han kan en dag være Dem til nytte«; hvor man ikke skammer sig over at gå på besøg for at bede om en persons anbefaling! hvor man ikke engang aner, hvordan man gennem en flittig indordning i sådanne sædvaner én gang for alle har betegnet sig som naturens ringe pottevare, som andre har lov til at bruge op og ødelægge, uden at føle sig særligt ansvarlige for det; som om man sagde: »en sådan art, som jeg er af, vil der aldrig være mangel på: tag mig! Uden omsvøb! « –

167. De ubetingede hyldester. – Når jeg tænker på de mest læste tyske filosoffer, de mest hørte tyske musikere, og de mest ansete tyske statsmænd, så må jeg overfor mig selv tilstå: for tyskerne, dette folk af de ubetingede følelser, gøres det lige nu ret så surt, og det vel at mærke af deres egne store mænd. Tre gange gives der her et pragtfuldt skuespil at se: hver gang en strøm, i dens eget, selvgravede strømleje, og så voldsomt bevæget, at det ofte ville synes, som ville den strømme op ad bjerget. Og alligevel, hvor langt man end ville drive sin beærelse: hvem ville ikke gerne være af anden mening end Schopenhauer, i det hele taget og i det store! – Og hvem kunne lige nu være af én mening med Richard Wagner, i det hele taget og i det små? hvor sandt det end er, hvad nogen har sagt, at der, overalt, hvor han tager anstød, og hvor han giver

Tredje bog 141

anstød, ligger et problem begravet, – det rækker, han selv bringer det ikke frem i lyset. – Og endelig, hvor mange ville af hele deres hjerte ønske at være af én mening med Bismarck, hvis han blot selv var af én mening med sig selv, eller også blot gjorde mine til at være det fremover! Vel at mærke: uden grundsætninger,

men med grunddrifter, en bevægelig ånd i tjeneste hos stærke grunddrifter, og netop derfor uden grundsætninger, – det skulle ikke have noget påfaldende ved sig hos en statsmand, snarere skulle det gælde som det rette og naturmæssige; men desværre var det hidtil så aldeles ikke tysk! lige så lidt, som larm for musikken, mislyd og mismod for musikeren, lige så lidt, som den nye og overordentlige placering, som Schopenhauer valgte: nemlig hverken over tingene, ejheller på knæ for tingene – begge dele kunne endnu være kaldt tyske –, men derimod imod tingene! Utroligt! Og ubehageligt! At stille sig i samme række som tingene, og alligevel som deres modstander, til allersidst endda som sin egen modstander! – hvad kan den ubetingede beærer stille op med et sådant forbillede! Og hvad overhovedet med tre sådanne forbilleder, der ikke selv ønsker indbyrdes fred! Dér er Schopenhauer en modstander af Wagners musik, og Wagner er en modstander af Bismarcks politik, og Bismarck er en modstander af al wagneri og schopenhaueri! Hvad bliver der dér tilbage at gøre! Hvor skal man flygte hen med sin tørst efter »hyldesten i ét og alt«! Ville man måske af musikerens musik kunne udsøge sig et par hundrede takter god musik, der lægger sig en til hjerte, og som man gerne lægger sig til hjerte, fordi de har et hjerte, – kunne man træde til side med dette lille rov, og så lade hele resten – glemme? Og finde sig en tilsvarende ordning med henblik på filosoffen og statsmanden, – vælge ud, lægge sig det til hjerte, og navnlig glemme


resten? Ja, hvis blot ikke glemselen var så vanskelig! Dér var et meget stolt menneske, som til fulde kun ville antage noget fra sig selv, af det gode og det slemme: men da han behøvede glemselen, kunne han ikke give sig selv den, men måtte derimod tre gange fremsværge ånderne; de kom, de hørte hans krav, og sagde til sidst: »kun netop dette står ikke i vores magt!« Skulle tyskerne ikke drage nytte af Manfreds erfaring? Hvorfor først fremsværge ånderne! Det nytter intet, man glemmer ikke, når man ønsker at glemme. Og hvor stor ville ikke »resten« være, som man her, fra disse tre store i tiden, måtte glemme, for fremover at kunne være deres beærere i ét og alt! Da er det alligevel mere tilrådeligt at benytte den gode lejlighed og forsøge noget nyt: nemlig at tage til i redeligheden overfor sig selv, og, fra at være et folk for den troende eftersnakken og den bittert-onde blinde fjendtlighed, så at blive et folk af det betingede samtykke og af den velvillige modstand; men i første omgang at lære, at ubetingede hyldester af personer er latterlige, at omlæring på dette punkt heller ikke for tyskere er uden ære, og at der gives en dybsindigt talemåde, som det er værd at lægge sig på hjerte: »Ce qui importe , ce ne sont point l es personnes: mais les choses .« Denne vending er, ligesom ham der sagde den, stor, brav, enkel og fåmælt, – helt ligesom Carnot, soldaten og republikaneren. – Men har man i dag lov at tale sådan til tyskere om en franskmand, og endda om en republikaner? Måske ikke; ja, måske har man ikke engang lov at minde om, hvad Niebuhr i sin tid havde lov at sige tyskerne: Ingen skal så meget have givet ham indtrykket af den sande storhed, som Carnot.

Tredje bog 143

168. Et forbillede. – Hvad er det jeg elsker ved Thukydid, hvad er det der gør, at jeg ærer ham højere end Platon? Han har den mest omfattende og mest ubefangne glæde ved alt det typiske ved mennesket og ved tildragelserne, og finder, at der til hver type hører et kvantum god fornuft: denne søger han at afdække. Han har en større praktisk retfærdighed end Platon; han er ingen bagtaler eller forklejner af de mennesker, som ikke falder i hans smag, eller som har gjort ham ondt i livet. Tværtimod: han ser noget stort ind i alle ting og personer, og ser det hen til dem, idet han kun ser typer; hvad ville hele den eftertid, som han vier sit værk til, også kunne stille op med det, som ikke var typisk! Således kommer i ham, menneske-tænkeren, den kultur for det mest ubefangne verdenskendskab til en sidste herlig opblomstring, som havde sin digter i Sofokles, sin statsmand i Perikles, sin læge i Hippokrates, sin naturforsker i Demokrit: den kultur, som fortjener at blive døbt ved dens læreres navn, sofisterne, og som desværre fra dette dåbsøjeblik af på én gang begynder at blive os blegt og ufatteligt, – for nu mistænker vi, at det må have været en ganske usædelig kultur, som en Platon sammen med alle sokratiske skoler kæmpede imod! Sandheden er her så indviklet og filtret, at der er modvilje mod at udrede den: således løber den gamle fejltagelse (error veritate s impl icior ) ad dens gamle vej!

169. Det græske er os meget fremmedt. – Orientalsk eller moderne, asiatisk eller europæisk: i forhold til det græske er dette altsammen kendetegnet ved masseagtigheden og ved nydelsen af den store kvantitet som sproget for det ophøjede, mens man i


Pæstum, Pompeji og Athen og overfor hele den græske arkitektur overraskes sådan over, med hvor små

masser grækerne forstår at udsige noget ophøjet, og elsker at udsige det. – Ligeledes: hvor enkle var i Grækenland menneskene for sig selv i deres

forestilling! Hvor langt overgår vi dem i kendskabet til mennesket! Men hvor labyrintisk tager vore sjæle sig også ud overfor deres! Skulle vi ønske og vove en arkitektur efter vores sjæle-art (vi er for feje dertil!) – så måtte labyrinten være vort forbillede! Den musik, der kendetegner og virkeligt udsiger os, lader det allerede gætte! (I musikken slipper menneskene sig nemlig løs, fordi de tænker, at der ikke er nogen tilstede, som ville være i stand til at se dem selv under deres musik.)

170. Følelsens anderledes perspektiv. – Hvad er vores sludder om grækerne! Hvad forstår vi da af deres kunst, deres sjæl – som er lidenskab for den mandlige nøgne skønhed! – Først derudfra opfattede de den kvindelige skønhed. Således havde de altså et andet perspektiv for denne, end vi. Og på lignende vis stod det til med deres kærlighed til kvinden: de ærede anderledes, de foragtede anderledes.

171. Det moderne menneskes ernæring. – Det forstår sig på at fordøje meget, ja næsten alt, – det er dets art ambition: men det ville være af en højere orden, hvis det netop ikke forstod dette; homo pamphagus er ikke den fineste species. Vi lever mellem en fortid, der havde en mere forrykt og egensindig smag, end vi, og en

Tredje bog 145

fremtid, der måske vil have en mere udsøgt, – vi lever for meget i midten.

172. Tragedie og musik. – Mænd, hvis sind er af en krigerisk grundforfatning, som for eksempel grækerne på Aischylos’ tid, er vanskelige at bevæge, og når medlidenheden for en gangs skyld sejrer over deres hårdhed, så griber den dem som en tummel og ligesom en »dæmonisk vold«, – da føler de, at de er ufri og opildnet af en religiøs gysen. Efterfølgende har de deres betænkelighed ved denne tilstand; så længe de er i den, nyder de henrykkelsen over at være ude af sig selv og over det forunderlige, blandet med lidelsens bitreste malurt: det er en passende drik for krigere, noget sjældent, farligt og bittersødt, som ikke nemt bliver en til del. – Tragedien henvender sig til sjæle, der opfatter medlidenheden sådan, til hårde og krigeriske sjæle, som man vanskeligt besejrer, det være sig gennem frygt eller medlidenhed, hvem det imidlertid nytter, fra tid til anden at blive blødgjort: men hvad skal tragedien for dem, der står åbne for de »sympatiske affektioner« som sejlene for vinden! Da athenerne var blevet blødere og mere modtagelige, på Platons tid, – ak, hvor fjernt var de stadig fra vore stor- og småbyers sentimentalitet! – men hvor klagede filosofferne dog allerede over tragediens skadelighed. En tidsalder fuld af farer, som det netop begyndende, hvor tapperheden og mandigheden står i høj kurs, vil måske lidt efter lidt atter hærde sjælene så meget, at de behøver tragiske digtere: men foreløbig var de en smule overflødige, – for nu at bruge det mildeste ord. – Således vil der måske også for musikken nok engang komme en bedre tidsalder (med sikkerhed vil det være den ondere tidsalder!), da, når kunstnerne vil have


strengt personlige, i sig hårde, af den egne lidenskabs dunkle alvor beherskede mennesker at henvende sig til med musikken: men hvad skal musikken for disse nutidige altforbevægelige, uudvoksede, halvpersonlige, nysgerrige og efter alting lystende småsjæle fra den forsvindende tidsalder?

173. Arbejdets lovprisere. – Ved forherligelsen af »arbejdet«, ved den utrættelige snak om »arbejdets velsignelse« ser jeg den samme bagtanke, som ved lovprisningen af de almennyttige upersonlige handlinger: bagtanken omkring frygten for alt, hvad der er individuelt. I grunden føler man nu, ved betragtningen af arbejdet – derved mener man altid denne hårde arbejdsomhed fra tidligt til sent –, at et sådant arbejde er det bedste politi, derved, at det holder enhver i tøjler, og forstår sig på, kraftigt at forhindre udviklingen af fornuften, af begærligheden, af uafhængighedslysten. For det forbruger overordentligt megen nervekraft og fjerner denne fra eftertænksomheden, grubelen, drømmen, omsorgen, kærligheden, hadet, det sætter altid et lille mål for øje, og sikrer lette og regelmæssige tilfredsstillelser. Således vil et samfund, hvor der fortsat arbejdes hårdt, have mere sikkerhed: og sikkerheden tilbeder man nu som den øverste guddom. – Og nu! Forfærdelse! Netop »arbejderen« er blevet farlig! Det vrimler med »farlige individer«! Og bag dem farernes farer – individuummet!

174. Et handelsdrivende samfunds moralske mode. – Bag grundsætningen for den nuværende moralske mode: »moralske handlinger er handlingerne ud fra sympati

Tredje bog 147

for andre«, ser jeg en frygtsomhedens sociale drift råde, som intellektuelt formummer sig på denne vis: denne drift vil, som det øverste, vigtigste, næste, at livet fratages al farlighed som det tidligere havde, og at enhver skal hjælpe til med dette og med alle kræfter: derfor må kun de handlinger få prædikatet »god«, som sigter til den fælles sikkerhed og til samfundets sikkerhedsfølelse! – Hvor lidt glæde må menneskene dog have ved sig selv i dag, når et sådant frygtsomhedens tyranni foreskriver dem den højeste sædelov, når de så modsigelsesløst lader sig befale at se væk hen over, at se bort fra sig selv, men at have rovdyrsskarpe øjne for enhver nødstedthed, lidelse andetsteds! Er vi så ikke, ved et sådan uhyrligt forsæt om at gnide alle skarpheder og kanter af livet, ikke på den bedste vej til at gøre menneskeheden til sand? Sand! Småt, blødt, rundt, uendeligt sand! Er det jeres ideal, I herolder af de sympatiske affekter? – I mellemtiden forbliver selv det spørgsmål ubesvaret, om man er den anden til mere nytte, idet man umiddelbart fortsat springer til og hjælper ham – hvilket dog kun kan ske ganske overfladisk, hvor det ikke bliver til tyrannisk overgreb og omdannelse – eller idet man ud af sig selv former noget, som den anden påser med nydelse, såsom en skøn, rolig, i sig sluttet have, med høje mure mod stormene og landgadernes støv, men også med en gæstevenlig port.

175. Grundtanken for en kultur af handelsdrivende. – Man ser nu flere steder et samfunds kultur i dens tilblivelse, hvis sjæl er handelsdriften, lige så meget som den personlige kappestrid var det for de ældre grækere, og som krig, sejr og ret var det for romerne. Den handelsdrivende forstår at taksere alting, uden at lave


det, og vel at mærke at taksere efter konsumenternes

behov, ikke efter hans egne mest personlige behov; »hvem og hvor mange konsumerer dette?« er spørgsmålenes spørgsmål for ham. Denne type taksering anvender han nu instinktivt og hele tiden: på alt, og således også på frembringelserne fra kunsterne og videnskaberne, fra tænkerne, de lærde, kunstnerne, statsmændene, folkeslagene og partierne, hele tidsalderen: han spørger ved alt, hvad der skabes, efter udbud og efterspørgsel, for at fastsætte værdien af en sag

for sig. Dette, gjort til karakteren for en hel kultur, gennemtænkt indtil det ubegrænsede og fineste, og påformet al ønsken og kunnen: det er, hvad I mennesker af det næste århundrede vil være stolte over: hvis profeterne for den handelsdrivende klasse gør ret i, at give dette i jeres besiddelse! Men jeg har liden tro på disse profeter. Credat Judaeus Apella – for at tale med Horats.

176. Kritikken af fædrene. – Hvorfor tåler man nu sandheden allerede om den yngste forgangenhed? Fordi en ny generation altid er tilstede allerede, som føler sig i modsætning til denne forgangenhed, og som nyder de første fremtrædelser af magtens følelse i denne kritik. Tidligere ville den nye generation omvendt grunde sig på den ældre, og den begyndte at føle sig selv, idet den ikke blot antog fædrenes opfattelser, men derimod om muligt tog dem strengere. Kritikken af fædrene var dengang noget lastefuldt: nu begynder de yngre idealister med den.

Tredje bog 149

177. At lære ensomhed. – Oh, I arme skælme i verdenspolitikkens storbyer, I unge, begavede, af ambitionen plagede mænd, som holder det for deres pligt, til alle begivenheder – der begiver sig altid noget – at sige deres ord! Som, når de på denne vis rejser støvet og gør larm, tror, at være historiens vehikel! Som, eftersom de altid lyder, altid våger på det øjeblik, hvor de kan indkaste deres ord, mister enhver ægte produktivitet! Må de også være nok så begærlige efter store værker: svangerskabets dybe tavshed kommer aldrig til dem! Dagens tildragelse jager dem fra sig som avner, mens de selv mener at jage tildragelsen, – de arme skælme! – Hvis man vil give den som helt på scenen, må man ikke tænke på at opføre sig som koret, ja, man har ikke engang lov at vide, hvordan man opfører sig som koret.

178. De dagligt-afnyttede. – Disse unge mænd savner hverken karakter, eller begavelse, eller flid: men man har aldrig ladet dem tid til at give sig selv en retning, snarere har man vænnet dem til at modtage en retning fra barnsben af. Dengang, da de var modne nok til »at blive sendt i ørkenen«, gjorde man noget andet – man benyttede dem, man vendte dem bort fra sig selv, man opdragede dem til, dagligt at blive afnyttet, man gjorde dette til en pligtlære for dem, – og nu kan de ikke længere undvære det, og ønsker det ikke anderledes. Blot må man ikke afholde disse stakkels trækdyr fra deres »ferier« – som man kalder det, dette fritids-ideal for et overarbejdet århundrede: hvor man for en gangs skyld har lov til, af hjertens lyst at være doven og fjollet og barnlig.


179. Mindst muligt stat! – Alle politiske og samfundsmæssige forhold er ikke værd, at netop de mest begavede ånder måtte og skulle have med dem at gøre: en sådan udnyttelse af ånden er i grunden værre end en nødsituation. Det er og forbliver områder for de ringere hoveder, og andre end de ringe hoveder skulle ikke stå til tjeneste for dette værksted: må maskinen hellere endnu engang gå i stykker! Men sådan, som det nu står til, hvor alle ikke blot dagligt tror at måtte vide om det, men hvor enhver derimod også i alle øjeblikke ønsker at være aktive for dette, og derfor lader sit eget arbejde i stikken, er det et stort og latterligt vanvid. Man betaler den »almene sikkerhed« alt for dyrt med denne pris: og det mest tossede er, at man dermed endda frembringer det modsatte af den almene sikkerhed, som vores kære århundrede tager sig for at bevise: som om det aldrig var blevet bevist før! At gøre samfundet tyverisikkert og brandfast og uendeligt bekvemt for enhver handel og vandel, og at forvandle staten til forsynet i den gode og den slette forstand, – dette er lavere, moderate og ikke fuldt ud uundværlige mål, som man ikke skulle tilstræbe med de højeste midler og værktøjer, som overhovedet gives, – de midler, som man netop skulle spare op til de højeste og sjældneste formål! vores tidsalder, hvor meget den end taler om økonomi, er en forøder: den forøder det mest dyrebare, ånden.

180. Krigene. – Samtidens store krige er virkningerne af det historiske studium.

Tredje bog 151

181. Regeren. – Den ene del regerer ud fra en lyst ved at regere; de andre gør det for ikke at blive regeret: – For disse er det kun det ringere af to onder.

182. Den grove konsekvens. – Man siger med stor udmærkelse: »dét er en karakter!« – ja! hvis han udviser grov konsekvens, hvis konsekvensen også er indlysende for det stumpe øje! Men så snart en finere og dybere ånd råder, og er følgerigtig på dens højere vis, så benægter tilskuerne, at karakteren er tilstede. Derfor spiller forslagne statsmænd sædvanligvis deres komedie bag en dækfrakke af den grove konsekvens.

183. De gamle og de unge. – »Der er noget umoralsk ved parlamenterne – således tænker en og anden stadigvæk –, for dér har man også lov at have opfattelser imod regeringen!« – »Man skal altid have den opfattelse af sagen, som den nådige herre befaler« – det er det ellevte bud i mangt et bravt gammelt hoved, navnlig i det nordlige Tyskland. Man griner af det som af en forældet mode: men førhen var det moralen! Måske man også engang vil grine af det, som nu, blandt den parlamentarisk opdragede generation, gælder som moralsk: nemlig dette, at stille partipolitikken over den egne vished, og at besvare ethvert spørgsmål om det offentlige vel sådan, som det netop giver god vind i partiets sejl. »Man skal have den opfattelse af sagen, som partiets situation påkræver« – således ville kanonen lyde. I en sådan morals tjeneste gives der nu enhver art offer, selvovervindelse og martyrium.


184. Staten som anarkisternes frembringelse. – I de tæmmede menneskers lande gives der stadigvæk nok af de tilbagestående og utæmmede: for øjeblikket samler de sig i de socialistiske lejre mere end noget andet sted. Skulle det komme til, at disse engang udsteder love, så kan man regne med, at de vil lægge sig en jernlænke til og udøve en frygtelig disciplin: – de kender sig! Og de vil udholde disse love, i bevidstheden om, at de selv har udstedt dem, – følelsen af magten, og af denne magt, er for ung og henrykkende for dem til, at de ikke ville lide alt for dens skyld.

185. Tiggere. – Man skal afskaffe tiggerne: for man ærgrer sig over at give til dem, og ærgrer sig over ikke at give til dem.

186. Forretningsfolk. – Jeres forretning – det er jeres største fordom, den binder jer til jeres sted, til jeres selskab, til jeres tilbøjeligheder. I forretning flittig, – men doven i ånd, tilfredse med jeres beskedenhed og med pligtens dække hængt ud over denne tilfredshed: sådan lever I, sådan ønsker I jeres børn!

187. Fra en mulig fremtid. – Er en tilstand utænkelig, hvor skadesudøveren bringer sig selv til skue, selv dikterer sig sin straf offentligt, i den stolte følelse af, at han på den måde ærer den lov, han selv har lavet, at han udøver sin magt, idet han straffer sig, lovgiverens magt? Engang imellem kan han begå en forseelse,

Tredje bog 153

men han hæver sig gennem den frivillige straf over sin forseelse, han udvisker ikke blot forseelsen gennem frimodighed, storhed og ro: han føjer en offentlig velgørenhed til. – Dette ville være forbryderen fra en mulig fremtid, som ganske vist også forudsætter en lovgivning fra fremtiden, af grundtanken: »jeg bøjer mig kun for den lov, som jeg selv har givet, i det små og i det store.« Endnu må der gøres så mange forsøg! Endnu må så mangen en fremtid komme frem i lyset!

188. Rus og ernæring. – Folkeslagene bliver bedraget så meget, fordi de altid søger en bedrager, nemlig en ophidsende vin for deres sanser. Kan de blot have den, så tager de vel gerne det dårlige brød med i købet. Rusen gælder dem for mere end næringen, – her er maddingen, som de altid vil bide på! Hvad er for dem mænd, udvalgt fra deres midte – om det så end er de mest sagkyndige praktikere – overfor glænsende erobrere, eller gamle overdådige fyrstehuse! Som det mindste må folkets mand stille dem erobringer og overdådighed i udsigt: sådan kan han måske finde tro. De adlyder altid, og mere end adlyder, forudsat, at de kan beruse sig derved! Selv roen og fornøjelsen må man ikke tilbyde dem, uden laurbærkransen og dens forrykt-gørende kraft deri. Dog er denne pøbelagtige smag, som tager rusen for vigtigere end ernæringen, på ingen måde opstået i pøbelens dyb: den er snarere båret dertil, er blevet forplantet der, og er blot mest nølende og frodigt opskydende der, mens den tager sin oprindelse fra de højeste intelligenser, og årtusinder igennem har blomstret i dem. Folket er den sidste vilde jord, hvor dette glænsende ukrudt endnu kan trives. – Hvordan! Og netop folket skulle man så


tiltro politikken! For at det kan få sin daglige rus af den!

189. Om den store politik. – Hvor meget end nytten af og forfængeligheden hos både enkelte og folkeslag er medvirkende i den store politik: det voldsomste vande, som driver den fremad, er magtfølelsens behov, som ikke blot i fyrsternes og de mægtiges sjæle, men derimod i ikke ringe grad netop i folkets lavere lag fra tid til anden støder frem af uslukkelige kilder. Igen og igen kommer timen, hvor massen er parat til at sætte dens liv, dens formue, dens samvittighed, dens dyd ind på det, for at skaffe sig denne dens højeste nydelse, og som sejrrig, tyrannisk vilkårlig nation at byde over andre nationer (eller at tænke sig som bydende). Da strømmer de forødende, opofrende, håbende, tiltroende, overmodige, fantastiske følelser så rigeligt frem, at den ambitiøse eller klogt forsorgende fyrste finder en undskyldning for en krig og kan lægge folkets gode samvittighed til grund for hans uretfærdighed. De store erobrere har altid ført dydens patetiske sprog i munde: de havde altid folkemasser omkring sig, som befandt sig i opløftet tilstand, og kun ønskede at høre det mest opløftede sprog. Hvor forunderlig er ikke de moralske dommes dårskab! Når mennesket er i følelsen af magt, så føler og kalder det sig godt: og netop da føler og kalder det de andre, som det må udlade sin magt ved, for onde! – Hesiod har i fablen om menneskealdrene ladet den samme tidsalder, de homeriske heltes, male to gange efter hinanden og gjort to af én: set ud fra dem, som stod under det benhårde, forfærdende tryk fra disse eventyrlige voldsmennesker og vidste om det fra deres forfædre, fremstod denne tidsalder som ond: men

Tredje bog 155

efterkommerne af disse ridderlige generationer ærede i den en god gammel, saligt-halvsalig tid. Der kunne digteren ikke hjælpe sig på anden vis, end sådan som han har gjort det, – han havde vel tilhørere af begge slags omkring sig!

190. Den forhenværende tyske dannelse. – Da tyskerne begyndte at blive interessante for Europas andre folkeslag – det er ikke alt for længe siden -, skete det i kraft af en dannelse, som de nu ikke længere besidder, ja, som de med blind iver har kastet af sig, som havde det været en sygdom: og alligevel vidste de intet bedre at bytte den ud for, end det politiske og nationale vanvid. Med dette har de ganske vist opnået, at de er blevet langt mere interessante for de andre folkeslag, end de dengang var gennem deres dannelse: og sådan kan de nu have deres tilfredshed! I mellemtiden kan det ikke benægtes, at den tyske dannelse har narret europæerne, og at den ikke var en sådan interesse, ja, en sådan efterligning og kappestridig tilegnelse værd. Man kan prøve engang at se sig om i dag efter Schiller, Wilhelm von Humboldt, Schleiermacher, Hegel, Schelling, at læse deres brevvekslinger og føre sig ind i den store kreds af deres tilhængere: hvad er fælles for dem, hvad er det ved dem, der virker på os, sådan som vi er nu, snart så uudholdeligt, snart så rørende og medynkvækkende? Dels afhængigheden af, for enhver pris at fremstå som moralsk opildnede; dertil kravet om glænsende benløse almenheder, ved siden af et ønske om at se noget skønnere i forhold til alt (karakterer, lidenskaber, tider, sædvaner), – desværre »skønt« ud fra en dårlig opsvulmet smag, der ikke desto mindre berømmede sig af at være af græsk afstamning. Det er en blød, godartet, sølvernt


glitrende idealisme, som frem for alt ønsker sig ædelt forstillede gebærder og ædelt forstillede stemmer, en ting, lige så anmassende som harmløs, besjælet af den hjerteligste modvilje mod den »kolde« og »tørre« virkelighed, mod anatomien, mod de fuldstændige lidenskaber, mod enhver form for filosofisk tilbageholdenhed og skepsis, men også mod naturerkendelsen, så vidt den ikke lader sig anvende til en religiøs symbolik. Goethe betragtede denne den tyske dannelses gøren og laden, på hans egen måde: stående ved siden af, mildt modstræbende, tavs, stadigt mere bestyrkende sig om hans egen, bedre vej. Også Schopenhauer betragtede den, noget senere, – for ham var megen virkelig verden og djævelskab ved verden atter blevet synlig, og han talte derom lige så groft som begejstret: for dette djævelskab har sin skønhed! – Og hvad var det i grunden, som forførte udlændingerne, så at de ikke betragtede det sådan som Goethe og Schopenhauer, eller simpelthen så bort fra det? Det var denne matte glans, dette gådefulde Mælkevejs-lys, som lyste op omkring denne dannelse: derved sagde udlændingene »Dét er os meget, meget fjernt, dér hører syn, hørelse, forståelse, nydelse, bedømmelse op for os; alligevel kunne det være stjerner! Skulle tyskerne i al stilhed have opdaget et hjørne af himlen og slået sig ned der? Man må forsøge at komme tyskerne nærmere.« Og man kom dem nærmere: mens samme tyskere næppe langt senere begyndte at bestræbe sig på at ryste Mælkevejs-glansen af sig; de vidste for godt at de ikke havde været i himlen, – men derimod i en sky!

191. Bedre mennesker! – Man siger mig, at vor kunst henvender sig til de gerrige, umættelige, ubændige,

Tredje bog 157

foræklede, forpinte mennesker i samtiden, og viser dem et billede af salighed, højhed og verdensfjernhed ved siden af billedet af deres forfærdelighed: så at de af og til kan glemme og få vejret, ja, måske kan bringe motivationen til flugten og omvendingen med tilbage fra denne glemsel. Stakkels kunstnere, med sådan et publikum! Med sådanne halvt præstelige, halvt psykiatriske bagtanker! Hvor meget lykkeligere var ikke Corneille – »vor store Corneille«, som Madame de Sévigné, med kvindens accent overfor en hel mand, udbryder, – hvor meget højere var ikke hans tilhørerskare, som han med billederne af ridderlige dyder, streng pligt, storsindet opofrelse, heltemæssig tæmning af sig selv kunne gøre sine velgerninger for! Hvor anderledes elskede han og de ikke tilværelsen, og dette ikke ud fra en blind forfærdelig »vilje«, som man forbander, fordi man ikke formår at slå den ihjel, men derimod som et sted, hvor storhed og humanitet er mulige sammen, og hvor selv formernes strengeste tvang, underkastelsen under et fyrsteligt og gejstligt vilkår hverken kan undertrykke stoltheden, eller ridderligheden, eller armoden, eller ånden hos alle de enkelte, men snarere opfattes som en modsætningens

pirring og ansporing til den medfødte selvherlighed og fornemhed, til viljens og lidenskabens nedarvede magt!

192. At ønske sig fuldkomne modstandere. – Man kan ikke bestride, at franskmændene har været det kristeligste folk på Jorden: ikke fordi troen i den store masse så har været større hos dem end andre steder, men derimod fordi de vanskeligste kristelige idealer hos dem har forvandlet sig i mennesker og ikke bare er blevet ved forestillingen, udgangspunktet, det halvfærdige. Dér står Pascal, i foreningen af glød, ånd


og redelighed den første af alle kristne, – og man må overveje, hvad der her skulle forene sig! Dér står Fénelon, det fuldkomne og fortryllende udtryk for den kirkelige kultur i alle dens kræfter: en gylden midte, som man som historiker kunne være tilbøjelig til at bevise som noget umuligt, mens den blot har været noget usigeligt svært og usandsynligt. Dér står Madame de Guyon blandt hendes jævnbyrdige, de franske kvietister: og alt, hvad apostlen Paulus’ veltalenhed og brunst har søgt at gætte omkring den mest ophøjede, mest elskende, mest stille, mest henrykte tilstand af halvguddommelighed hos den kristne, er dér blevet sandhed og har derved kastet den jødiske nærgåenhed bort, som Paulus har overfor Gud, takket være en ægte, kvindelig, fin, fornem, gammelfransk naivitet i ord og gebærder. Dér står Trappisterklosterets grundlægger, han, som har gjort den sidste alvor af kristendommens asketiske ideal, ikke som en undtagelse blandt franskmænd, men derimod helt ret som franskmand: for indtil dette øjeblik formåede dette ideals dystre skabelse kun at have hjemme og forblive kraftfuldt blandt franskmænd, den fulgte dem i Alsace og til Algeriet. Vi må ikke glemme huegenotterne: på skønnere vis har foreningen af den krigeriske og arbejdsomme sans, den finere sædvane og den kristelige strenghed ikke hidtil været til stede. Og i Port Royal kom for sidste gang den store kristelige lærdhed til opblomstring: og blomstringen forstår store mennesker i Frankrig sig bedre på, end andre steder. Langt fra at være overfladisk, har en stor franskmand dog altid sin overflade, en naturlig hud for hans indhold og hans dybde, – mens dybden hos en stor tysker for det meste holdes tillukket som en rynket kapsel, som en eliksir, der søger at beskytte sig mod lys og letfærdige hænder. – Og nu kan man så prøve at

Tredje bog 159

gætte, hvorfor dette folk med de fuldendte typer af kristelighed også måtte frembringe de fuldendte kontratyper af den ukristelige frie ånd! Den franske frie ånd kæmpede i sig altid med store mennesker, og ikke kun med dogmer og ophøjede fejlfødsler, sådan som de frie ånder fra andre folkeslag.

193. Espri t og moral. – Tyskeren, der forstår sig på den hemmelighed, at kede sig med ånd, viden og sind, og som har vænnet sig til at opfatte kedsomheden som moralsk, – har overfor den franske espr it angsten for, at den skal stikke øjnene ud på moralen – og alligevel en angst og lyst, som småfuglen for klapperslangen. Af de berømte tyskere har ingen måske haft mere espri t , end Hegel, – men han havde dertil også en så stor tysk angst for den, at den har bibragt ham hans egendommelige dårlige stil. Denne stils væsen er nemlig, at en kerne omvikles, og endnu engang, og én gang til omvikles, indtil den nærmest ikke kigger igennem mere, skamfuld og nysgerrig, – som »unge kvinder kigger gennem deres slør«, for at tale med den gamle kvindehader Aischylos –: men denne kerne er et vittigt, ofte næsvist indfald om de mest åndelige ting, en fin, tildristet ordforbindelse, som sådan noget hører sig til i selskabet af tænkere, som et tilbehør til videnskaben, – men i disse omviklinger præsenterer det sig selv som ugennemskuelig videnskab og helt igennem som højest moralsk kedsomhed! Dér havde tyskerne en dem tilladt form for esprit , og de nød den med så kåd en henrykkelse, at Schopenhauers gode, ganske gode forstand stod stille foran den, – hele livet igennem han har råbt op mod det skuespil, som tyskerne bød ham, men han har aldrig formået at forklare sig det.


194. Morallærernes forfængelighed. – Morallærernes i det hele taget ringe succes har sin forklaring deri, at de ønskede for meget på én gang, altså, at de var for ambitiøse: alt for gerne ønskede de at give forskrifter for alle. Men det vil sige at vandre i det ubestemte og at holde taler for dyrene, for at gøre dem til mennesker: er det noget under, at dyrene finder dette kedsommeligt! Man skulle udsøge sig afgrænsede kredse og så for dem søge og fremme moralen, altså eksempelvis holde taler for ulvene, for at gøre dem til hunde. Frem for alt forbliver den store succes dog altid forbeholdt den, der hverken vil opdrage alle, eller begrænsede kredse, men derimod kun vil opdrage én, og slet ikke spejder til højre og venstre. Det forrige århundrede er netop overlegent i forhold til vores deri, at der i det netop gaves så mange enkeltvist opdragede mennesker, ved siden af lige så mange opdragere, som her havde fundet deres livs opgave – og med opgaven også værdighed, overfor sig og alt andet »godt selskab«.

195. Den såkaldte klassiske opdragelse. – At opdage, at vort liv er viet til erkendelsen; at vi kunne kaste det bort, nej! at vi ville have kastet det bort, hvis ikke denne vielse beskyttede os mod os selv; ofte og med rystelse at fremsige dette vers:

»Skæbne, jeg følger dig! Og ønskede jeg det ikke, så måtte jeg dog, og sukkende, gøre det!«

– Og nu, ved et tilbageblik på livets vej, ligeledes at opdage, at der er noget, som ikke kan gøres godt igen: forspildelsen af vor ungdom, da vore opdragere ikke brugte disse videbegærlige, optændte og tørstige år til

Tredje bog 161

at føre os hen til erkendelsen af tingene, snarere end til den såkaldte »klassiske dannelse«! Forspildelsen af vor ungdom, da man bibragte os en mangelfuld viden om grækere og romere og deres sprog, lige så ubehændigt, som pinefuldt, og imod den øverste sætning for al dannelse: at man kun skal give en spise til den, som har en sult derefter! Da man på voldsom vis påtvang os matematik og fysik, i stedet for først at føre os ind i uvidenhedens fortvivlelse og at opløse vores lille dagligliv, vore håndteringer og alt, hvad der mellem morgen og aften finder sted i hjemmet, i værkstedet, på himlen, i landskabet, i tusindvis af problemer, pinsomme, beskæmmende, udfordrende problemer, – for så at vise vores begær, at vi allermest har behov for en matematisk og mekanisk viden, og så at lære os den første videnskabelige henrykkelse ved den absolutte følgerigtighed af denne viden! Havde man også blot lært os ærefrygten for disse videnskaber, havde man også blot én gang fået sjælen til at skælve på os, med de stores brydning og liggen under for og genoptagne kæmpen videre, med det martyrium, som er den strenge videnskabs historie! Snarere blæste pusten fra en vis ringeagtelse af de egentlige videnskaber imod os, til fordel for historien, den »formelle dannelse« og »klassiciteten«! Og vi lod os så let bedrage! Formel dannelse! Kunne vi ikke have peget på de bedste lærere fra vore gymnasier, grinende og spørgende: »hvor er da den formelle dannelse? Og hvis den mangler, hvordan skal de så undervise i den!« Og klassicitet! Lærte vi noget af det, som netop de gamle opdrog deres unge i? Øvede vi os uafladeligt i samtalens fægtekunst, i dialektikken? Lærte vi at bevæge os skønt og stolt, som de, at bryde, kaste, kæmpe med næver, som de? Lærte vi noget af den praktiske asketik hos alle de græske filosoffer? Blev vi øvet i én eneste antik dyd, og sådan, som de gamle


øvede den? Manglede vores opdragelse ikke overhovedet hele eftertanken omkring moralen, og hvor meget mere så ikke den eneste mulige kritik af samme, disse strenge og modige forsøg på at leve i den ene eller den anden moral? Opildnede man i os en eller anden følelse, der gældte som højere for de gamle, end for de nyere? Viste man os inddelingen af dagen og af livet, og målene over livet i en antik ånd? Lærte vi også blot de gamle sprog sådan, som vi lærer sprogene hos levende folkeslag, – nemlig til at tale og til at tale bekvemt og godt? Intetsteds en virkelig kunnen, en ny evne, som resultatet af møjsommelige år! Tværtimod en viden om, hvad mennesker tidligere har kunnet og formået! Og sikke en viden! Intet bliver mig år for år mere tydeligt, end at alt græsk og antikt væsen, så jævnt og verdensbekendt det synes at ligge foran os, er meget svært at forstå, ja, næsten ikke er tilgængeligt, og at den sædvanlige lethed, med hvilken der tales om de gamle, enten er en letfærdighed eller en gammel arvelig indbildsk tankeløshed. De lignende ord og begreber bedrager os: men bag dem ligger der altid en fornemmelse gemt, som for den moderne fornemmelse måtte være fremmed, uforståelig eller pinlig. Dette er for mig områder, som knægte gerne måtte tumle sig på! Det er nok, vi har gjort det, da vi var knægte, og har nærmest for altid fået en modvilje mod antikken med hjem, modviljen mod en tilsyneladende alt for stor tiltro! Så vidt går nemlig den stolte indbildning hos vore klassiske opdragere, om ligesom at være i besiddelsen af

de gamle, at de endda lader denne indbildskhed flyde over på de opdragede, sammen med den mistanke, at en sådan besiddelse nok ikke vil kunne være saliggørende, men at den tværtimod er god nok for retskafne, fattige, naragtige gamle bog-drager: »må de ruge på deres skatte! den vil vel være dem værdig!« –

Tredje bog 163

med denne stille bagtanke fuldendte vores klassiske opdragelse sig. – Dette kan ikke gøres godt igen – ved os! Men lad os ikke kun tænke på os!

196. De personligste spørgsmål om sandheden. – »Hvad er egentlig dét, som jeg gør? Og hvad vil netop jeg dermed?« – dette er det spørgsmål om sandhed, som ved vor nuværende art dannelse ikke bliver lært, og følgeligt heller ikke bliver spurgt, for det gives der ingen tid. Hvorimod dette, med børn at tale om narrestreger og ikke om sandheden, med kvinder, der senere skal blive mødre, at tale artigheder og ikke om sandheden, med unge at tale om deres fremtid og deres fornøjelighed og ikke om sandheden, – for det er der altid tid og lyst til! – Men hvad er også halvfjerds år! – det løber af og er snart til ende; det er så ubetydeligt, om bølgen ved, hvordan og hvorhen den løber! Ja, det kunne være klogt, ikke at vide det. – »Tilstået: men stolt er det ikke, heller ikke engang at spørge omkring det; vores dannelse gør ikke menneskene stolte.« – Så meget desto bedre! – »Virkeligt?«

197. Tyskernes fjendskab mod oplysningen. – Man kan prøve at lave et overslag over det bidrag, som tyskerne af dette århundredes første halvdel med deres åndelige arbejde har bragt den generelle kultur, og man kan som de første tage de tyske filosoffer: de er gået tilbage til spekulationens første og ældste trin, for de stillede sig tilfredse med begreber, i stedet for med forklaringer, ligesom en drømmende tidsalders tænkere, – gennem dem gjordes en førvidenskabelig


slags filosofi atter levende. For det andet de tyske historikere og romantikere: deres generelle bestræbelse gik i retning af at bringe ældre, primitive fornemmelser til ære, og navnlig kristendommen, folkesjælen, folkesagnet, folkesproget, middelalderligheden, den orientalske asketik, det indiske. For det tredje naturforskerne: de modkæmpede Newtons og Voltaires ånd, og søgte, ligesom Goethe og Schopenhauer, at genrejse tanken om en guddommelig eller djævelsk natur og dens gennemgående etiske og symbolske betydningsfuldhed. Hele den store tendens hos tyskerne gik imod oplysningen, og imod den revolution af samfundet, som med grov misforståelse galdt som en følge af oplysningen: pieteten overfor alt det endnu bestående søgte at omsætte sig i pietet overfor alt, hvad der har bestået, blot for at hjerte og ånd endnu engang skulle blive fulde og ikke længere ville have plads til fremtidige eller fornyende målsætninger. Følelseskulten blev oprejst i stedet for fornuftens kult, og de tyske musikere, som kunstnerne for det usynlige, sværmeriske, eventyragtige, længslende, byggede på det nye tempel med større succes end alle ordets og tankens kunstnere. Tager vi med i beregningen, at der i det enkelte er blevet sagt og udforsket utalligt meget godt, og at mangt og meget sidenhen er blevet bedømt mere rimeligt, end førhen: så bliver dog tilovers, om helheden at sige, at det var en ikke ringe almen fare, under udseende af den mest fuld- og endegyldige erkendelse af det fortidige, overhovedet at presse erkendelsen ind under følelsen og – for at tale med Kant, der bestemte sin opgave på denne vis – »atter at bane plads for troen, idet man viste viden dens grænser.« Ånder vi atter frit: denne fares stund er ovre! Og sælsomt er det: netop de ånder, som så veltalende påkaldtes af tyskerne, er på sigt

Tredje bog 165

blevet de mest skadelige for deres påkalderes hensigter, – historien, forståelsen af oprindelsen og af udviklingen, den medfølende fornemmelse for det fortidige, følelsens og erkendelsens nyopvakte lidenskaber, efter at de alle en tid lang fremstod som hjælpsomme fæller for den formørkende, sværmende, bagudstræbende ånd, har en dag antaget en anden natur og flyver nu med de bredeste vinger hen forbi og over deres gamle påkaldere, som nye og stærkere genier, netop for den oplysning som de påkaldtes imod. Denne oplysning har vi nu at føre videre, – ubekymrede om, at der har været en »stor revolution«, og derpå en »stor reaktion«, ja, at begge endnu findes: det er jo bare bølgespil, sammenlignet med den i sandhed store flodstrøm, hvori vi driver og ønsker at drive!

198. At give rangen til sit folk. – At have mange store indre erfaringer, og at hvile på dem og over dem med et åndeligt øje, – det gør de mennesker af kulturen, der giver rangen til deres folk. I Frankrig og Italien gjorde adelen dette, i Tyskland, hvor adelen hidtil i det store og hele hørte til de fattige i ånden (måske ikke længe endnu), gjorde præsterne, lærerne og deres efterkommere det.

199. Vi er fornemmere. – Troskab, storsindethed, skammen ved det gode kald: disse tre forbundet i ét sindelag – det kalder vi adeligt, fornemt, ædelt, og dermed overgår vi grækerne. Vi ønsker jo ikke at prisgive det, i følelsen af, at de gamle genstande for disse dyder er faldet i agtelse (og med rette), men lægger derimod


agtpågivende nye genstande ind under denne vor kostbare arvedrift. – For at begribe, at sindelaget hos de fornemmeste grækere midt i vores stadigvæk ridderlige og feudalistiske fornemhed måtte blive opfattet som ringe og som nærmest ikke anstændig, kan man erindre sig om det trøstesord, som Odysseus i skændige situationer tager i munden: »Udhold det blot, mit kære hjerte! du har allerede udholdt mere hundske ting!« Og som anvendelse af det mytiske forbillede kan man så tage historien om den athenske officer, der, foran hele generalstaben, truet med stokken af en anden officer, rystede denne skam af sig med ordet: »Slå mig blot! Men hør mig så også!« (Dette gjorde Themistokles, denne mangtbevendte Odysseus fra den klassiske tidsalder, der ret var manden til, i dette skændige øjeblik at sende dette trøst- og nødvers ned til sit »kære hjerte«.) Det lå grækerne fjernt, for et skældsords skyld at tage så let på liv og død, som vi gør det, under indtrykket af nedarvet ridderlig eventyrlighed og offerlyst; eller at opsøge lejligheder, hvor man vil kunne sætte dem begge ærefuldt på spil, som vi gør det ved dueller; eller at agte bevarelsen af det gode navn (æren) højere, end erobringen af det slemme navn, når sidstnævnte er fordrageligt med berømmelse og magtfølelse; eller at holde sig tro mod de standsmæssige fordomme og trosartikler, når de kunne forhindre, at man blev tyran. For dette er den uædle hemmelighed hos enhver god græsk aristokrat: han holder af dybeste misundelse enhver af sine standsfæller på lige fod med sig selv, men er hvert øjeblik som en tiger parat til at styrte løs på sit bytte, magtherredømmet: hvad er ham i den sammenhæng løgn, mord, forrædderi, salget af den fædrene stad! Retfærdigheden blev for denne art mennesker overordentlig svær, den galdt nærmest som noget utroligt; »den retfærdige« – det lød blandt

Tredje bog 167

grækere, som »den hellige« blandt kristne. Men når selv Sokrates sagde: »den dydige er den lykkeligste«, så troede man ikke sine ører, man troede, at man havde hørt noget helt forrykt. For ved billedet af den lykkeligste tænkte alle mænd af fornem herkomst på den fuldendte hensynsløshed og djævelskab hos tyrannen, der ofrede alt og alle for sit overmod og sin lyst. Blandt mennesker, som i det hemmelige gjorde sig vilde fantasier om en sådan lykke, kunne beundringen af staten vel at mærke ikke være plantet dybt nok, – men hvad jeg mener er: mennesker, hvis magtlyst ikke længere raver så blindt, som hos disse fornemme grækere, har heller ikke længere behov for denne afgudsdyrkelse omkring stats-begrebet, som grækerne dengang holdt denne lyst i tøjler med.

200. At udholde fattigdom. – Den store fordel ved den adelige herkomst er, at den er bedre til at gøre fattigdommen udholdelig.

201. Adelens fremtid. – Den fornemme verdens gebærder udtrykker, at bevidstheden om magten fortsat spiller sit pirrende spil i dens lemmer. Således vil den adelige sædvanes menneske, hvadenten det er mand eller kvinde, ikke gerne lade sig falde udmattet ned i sadlen, hvor alverden gør sig det bekvemt, for eksempel på jernbanen, undgår det at læne sin ryg tilbage, det synes ikke at blive træt, når det i timevis står på fødderne ved hoffet, det indretter ikke sit hus efter det behagelige, men derimod med store rum og ærefuldt, som til ophold for et større (også længere) væsen, det besvarer en udfordrende tale med holdning


og åndelig klarhed, og ikke som forfærdet, knust, beskæmmet, åndeløst, på plebejerens vis. Ligesom det forstår at opretholde udseendet af en bestandigt nærværende høj fysisk kraft, således ønsker det også gennem bestandig munterhed og forbindtlighed, selv i pinsomme situationer, at opretholde indtrykket af, at dets sjæl og ånd er farerne og overraskelserne voksne. En fornem kultur kan, hvad lidenskaberne angår, enten ligne rytteren, der føler salighed ved at lade et lidenskabeligt stolt dyr gå i spansk tråd – man kan her forestille sig Ludwig den Fjortendes tidsalder –, eller rytteren, der føler hesten skyde af sted under sig som en naturkraft, hårdt op imod den grænse, hvor hest og rytter taber hovedet, men i nydelsen af saligheden ved, lige nu stadig at holde hovedet oppe: i begge tilfælde indånder den fornemme kultur magt, og selvom den ganske ofte i dens sæder blot kræver skinnet af magtfølelse, så vokser dog fortsat det indtryk, som dette spil gør på de ikke-fornemme, og gennem dette indtryks skuespil også den virkelige overlegenhedsfølelse. – Denne, den fornemme kulturs ubestridelige lykke, som bygger sig op på følelsen af overlegenhed, begynder nu at stige op til et endnu højere trin, hvor det nu også, takket være alle frie ånder, for den adeligt fødte og opdragede er tilladt, og ikke mere skændigt, at indtræde i erkendelsens orden, og der at hente mere åndelige vielser, at lære højere riddertjenester end hidtil, og at skue op mod idealet om den sejrrige visdom, som ingen tid hidtil måtte stille op foran sig med så god samvittighed som den tid, der netop nu vil komme. Sidst og bedst: hvad skal adelen fremover beskæftige sig med, når det for hver dag der går stadigt mere ser ud til, at det bliver uanstændigt at beskæftige sig med politik? – –

Tredje bog 169

202. Til sundhedsplejen. – Næppe er man begyndt med at tænke over forbrydernes fysiologi, og alligevel står man allerede foran den uafviselige indsigt, at der ikke består nogen væsentlig forskel mellem forbryderne og de psykisk syge: forudsat, at man tror på, at den sædvanlige moralske tænkemåde er de åndeligt sundes

tænkemåde. Ingen tro bliver imidlertid endnu troet så meget nu, som denne, og således skyer man sig ikke for at drage dens konsekvens og behandle forbryderen som en psykisk syg: frem for alt ikke med hovmodig barmhjertighed, men derimod med lægelig klogskab, lægelig god vilje. Forbryderen har brug for luftforandring, andet selskab, midlertidig forsvinden, måske at være alene og en ny beskæftigelse, – godt så! Måske finder han det selv til sin fordel, at leve i varetægt for en tid, for derved at finde beskyttelse mod sig selv og en besværlig tyrannisk drift, – godt så! Man bør fremlægge ham muligheden og midlet til sin helbredelse (til udryddelsen, omdannelsen, sublimeringen af denne drift) helt klart, også, i det slemme tilfælde, usandsynligheden af samme; den uhelbredelige forbryder, der er blevet en gru for sig selv, skal man tilbyde lejligheden til selvmord. Dette forbeholdt som det yderste middel til lettelsen: skal man intet forsømme, for frem for alt at give forbryderen det gode mod og gemyttets frihed tilbage; man skal viske samvittighedsnag bort fra hans sjæl som var det et spørgsmål om urenlighed, og give ham fingerpeg til, hvordan de skader, som han måske har udøvet mod den ene, kan udlignes og overbydes gennem en velgerning for den anden, ja måske endda for den større helhed. Alt dette i yderste skånsomhed! Og navnlig i anonymitet eller under et nyt navn og med hyppig ændring af placering, for at integriteten af hans kald og hans fremtidige liv kommer mindst


muligt i fare. For nuværende vil den, som er blevet tilføjet en skade, helt uanset hvordan denne skade kan gøres god igen, have sin hævn og henvender sig af denne grund til domstolene, – og indtil videre opretholdes dette endnu af vore afskyelige straffeordninger, samt deres kræmmervægte og ønsket

om at ville opveje skylden gennem straffen: men må vi ikke kunne komme ud over dette? Hvor lettet ville den generelle livsfølelse ikke være, hvis man med troen på skylden også gjorde sig fri af det gamle hævninstinkt, og betragtede det som de lykkeliges fintsindede klogskab, med kristendommen at udsige velsignelsen over sine fjender, og at gøre godt for dem, der har besværet os! Lad os skaffe begrebet om synden ud af verden – og lad os snart sende begrebet om straffen bagefter! Må disse forbandede vederstyggeligheder fremover leve andetsteds, end blandt mennesker, når de absolut ønsker at leve og ikke at gå til grunde ved deres egen ækel! – I mellemtiden kan man tænke over, at de tab, som samfundet og den enkelte lider gennem forbryderne, er helt ensartet med det tab, som de lider fra de syge: de syge udbreder bekymring, mismod, producerer intet, tærer på andres ydelser, behøver sygepassere, læger, underhold og lever af de sundes tid og kræfter. Alligevel ville man nu kalde dén for umenneskelig, som af den grund ville tage hævn på den syge. Tidligere gjorde man ganske vist dette; i rå tilstande af kulturen og stadigvæk nu hos nogle vilde folkeslag, bliver den syge vitterligt behandlet som forbryder, som en fare for fællesskabet og som hjemsted for et eller andet dæmonisk væsen, der som følge af en skyld har sat sig i kroppen på ham, – dér hedder det: alle syge er skyldige! Og vi, – skulle vi endnu ikke være modne til den modsatte anskuelse? skulle vi endnu ikke have lov at sige: alle »skyldige« er syge? – Nej,

Tredje bog 171

timen er endnu ikke kommet til dette. Endnu mangler det frem for alt på lægerne, for hvem det, som vi hidtil kaldte praktisk moral, må have forvandlet sig til en del af deres helsekunst og sundhedsvidenskab; endnu mangler der generelt den sultne interesse ved disse ting, som måske engang ikke vil forekomme ulig stormfuldheden ved disse religiøse sindsbevægelser; endnu er kirkerne ikke i besiddelse af sundhedsplejere; endnu hører læren om kroppen og diæten ikke til alle de lavere og højere skolers forpligtelser; endnu gives der ingen tyste foreninger af sådanne, som indbyrdes har forpligtet sig til at give afkald på domstolenes hjælp og på straf og hævn; endnu har ingen tænker haft modet til at måle sundheden af et samfund og af den enkelte ud fra, hvor mange parasitter de kan udholde, og endnu fandtes der ingen statsgrundlæggere, som førte plovskæret i denne generøse og milde tales ånd: »vil du bygge landet, så byg det med ploven: så vil fuglen og ulven, der går bag din plov, nyde dit land, – alle

skabninger vil nyde dit land.«

203. Imod den dårlige diæt. – Fy for de måltider, som menneskene gør sig i dag, på kroerne såvel som overalt, hvor samfundets velstillede klasse lever! Selv når højt respektable lærde mødes, er det samme sædvane, der fylder både deres og bankørens bord: ud fra loven for det »Alt for meget« og »Af mange slags«, – hvoraf følger, at maden tilberedes med effekten, og ikke med virkningen for øje, og opildnende drikke må tages til hjælp for at fordrive tungheden i mave og hjerne. Føj for en uredelighed og overfølsomhed, der må være den generelle følge! Føj for drømme de må få! Føj for kunster og bøger der vil


være desserten til sådanne måltider! Og de kan så gøre, som de vil: i deres gøren vil peberet og selvmodsigelsen eller verdenstrætheden regere! (Englands rige klasse behøver dens kristendom for at kunne udholde fordøjelsesbesværet og hovedpinen.) Til slut, for nu at sige det morsomme, og ikke kun det ækle ved sagen, så er disse mennesker på ingen måde frådsere; vort århundrede og dets form for travlhed har mere magt over deres led, end deres mave har det: hvad skal måltiderne altså til for? – De repræsenterer! Hvad, i alle helliges navn? Er det standen? – Nej, det er pengene: man har ikke længere nogen stand! Man er »individ«! Men penge er magt, berømmelse, værdighed, forrang, indflydelse; penge udgør nu den store eller lille moralske fordom for et menneske, alt efter, hvad det har af dem! Ingen vil sætte dem under en skæppe, ingen vil gerne sætte dem på bordet; følgeligt må pengene have en repræsentant, som man kan sætte på bordet: se vore måltider! –

204. Danae og guden i guldet. – Hvor kommer denne umådelige utålmodighed fra, som nu gør mennesket til forbryder, i tilstande, der ville være bedre forklarede gennem den modsatte hang? For når den ene lægger falske lodder på vægten, den anden sætter sit hus i brand, efter at have højforsikret det, en tredje tager del i prægningen af falske penge, når tre fjerdedele af det højere selskab hænger ved det tilladte bedrag og må bære børsens og spekulationens dårlige samvittighed rundt med sig: hvad er det så, der driver dem? Ikke den egentlige nød, det går dem ikke helt så slemt, måske spiser og drikker de endda uden at have bekymringer, – men en frygtelig utålmodighed over, at pengene hober sig for langsomt op, og en lige så

Tredje bog 173

frygtelig lyst og kærlighed til de ophobede penge, nager dem både om dagen og om natten. Men i denne utålmodighed og i denne kærlighed kommer magttrangens fanatisme til syne igen, som tidligere blev antændt gennem troen på, at være i besiddelse af sandheden, og som bar så skønne navne, at man i den sammenhæng kunne driste sig til, at være umenneskelig med god samvittighed (at lade jøder, kættere og gode bøger brænde og lade hele kulturer som Perus og Mexikos udrydde). Magttrangens midler har forandret sig, men det er stadig den samme vulkan, der gløder, utålmodigheden og den umådelige kærlighed vil have deres ofre: og hvad man førhen gjorde »for Guds skyld«, det gør man nu for pengenes, det vil sige for det, som nu allermest giver magtfølelse og god samvittighed.

205. Om folket Israel. – Blandt de skuespil, som det næste århundrede byder os på, hører afgørelsen af de europæiske jøders skæbne. At de har kastet deres terning, har overskredet deres Rubikon, det kan man nu begribe med begge hænder: der er dem kun tilovers, enten at blive Europas herrer eller at miste Europa, sådan som de engang for lang tid siden mistede Ægypten, hvor de havde stillet sig overfor et lignende Enten-Eller. Men i Europa har de gennemført en skolegang på atten århundreder, som intet andet folk her kan fremvise den, og vel at mærke sådan, at erfaringerne fra denne forfærdende øvetid ikke ligefrem er kommet fællesskabet, men så meget desto mere er kommet den enkelte til gode. I følge deraf er de sjælelige og åndelige hjælpekilder hos de nuværende jøder overordentlige; sjældnest af alle, der bebor Europa, griber de i nøden til bægeret eller til


selvmordet, for at undgå en dyb forlegenhed, – hvilket er så nærliggende for den ringere begavede. Enhver jøde har i hans fædres og bedstefædres historie en guldgrube af eksempler på den koldeste besindighed og vedholdenhed i frygtelige situationer, på den fineste overlistning og udnyttelse af uheldet og af tilfældet; deres tapperhed under dækfrakken af ussel underdanighed, deres heroisme i spernere se sperni overgår dyderne hos alle hellige. Man har villet gøre dem foragtelige, ved at man to årtusinder lang behandlede dem foragteligt og afskar dem tilgangen til alle ærer, til alt, hvad der er ærværdigt, for at de så meget desto mere skulle stige ned i de mere beskidte erhverv, – og sandelig, de er ikke blevet renligere gennem denne procedure. Men foragtelige? Selv er de aldrig holdt op med at tro sig kaldede til de højeste ting, og ligeså er alle den lidendes dyder aldrig holdt op med at smykke dem. Den måde, de ærer deres fædre og deres børn på, fornuften i deres ægteskaber og ægteskabelige skikke, udmærker dem blandt alle europæere. Dertil kommer, at de forstod at skaffe sig en følelse af magt og af den evige hævn fra netop de erhverv, som man overlod til dem (eller som man overlod dem til); det må til undskyldning selv for deres ågeri siges, at de uden denne lejlighedsvise behagelige og nyttige tortur af deres foragtere vanskeligt ville have holdt ud, så længe at have agtelse for sig selv. For vores agtelse for os selv er bundet til, at vi kan udøve gengældelse i det gode og i det slemme. Derved tager de ikke deres hævn for vidt: for de har alle den frisindethed, også i sjælen, som den hyppige forandring af sted, af klimaet, af naboers og undertrykkeres sæder, opdrager menneskene til, de besidder så langt den største erfaring i al menneskelig omgang, og selv i lidenskaben øver de stadig forsigtigheden fra denne erfaring. Så sikre er de på

Tredje bog 175

deres åndelige smidighed og vittighed, at de aldrig, selv ikke i de bitreste situationer, har behov for at erhverve deres brød med den fysiske kraft, som grove arbejdere, lastebærere, markslaver. Man mærker endnu ved deres manerer, at man aldrig har givet dem ridderligt fornemme fornemmelser i sjælen og skønne våben om livet: noget anmassende veksler med en ofte sart, næsten altid pinlig underdanighed. Men nu, hvor de uundgåeligt for hvert år der går forsvogrer sig stadigt mere med Europas bedste adel, vil de snart have gjort en god arv af åndens og kroppens manerer: så at de om hundrede år allerede vil kunne være fornemme nok til, som herrer ikke at vække skam hos de, der er underkastede under dem. Og det kommer det an på! Derfor er en afgørelse af deres sag for nuværende endnu for tidligt ude! De selv ved bedst, at der hvad dem angår ikke kan tænkes på en erobring af Europa og på en eller anden voldsgerning: men dog, at Europa engang kunne falde dem i hænde som en fuldmoden frugt, som nemt rækker sig dem i møde. I mellemtiden har de behov for at udmærke sig på alle den europæiske udmærknings områder, og at stå blandt de første: indtil de bringer det så vidt, selv at bestemme det, som skal udmærke. Så vil de blive kaldt for europæernes opfindere og vejvisere og ikke længere lide under deres skam. Og hvorhen skal hele denne fylde af opsamlede store indtryk, som den jødiske historie udgør for enhver jødisk familie, denne fylde af lidenskaber, dyder, beslutninger, afsavn, kampe, sejre af alle slags, – hvorhen skal den udstrømme sig, hvis ikke til slut i store åndelige mennesker og værker! Da, når jøderne kan henvise til sådanne ædelstene og gyldne fade som deres værk, sådan som de europæiske folkeslag af kortere og mindre dyb erfaring ikke formår og ikke formåede at frembringe dem, når Israel vil have forvandlet sin


evige hævn i en evig velsignelse af Europa: da vil denne syvende dag atter være der, hvor den gamle jødegud har lov at glædes over sig selv, sin skabelse og sit udvalgte folk, – og vi alle, alle ønsker at glæde os med ham!

206. Den umulige stand. – Fattig, munter og uafhængig! – det er muligt sammen; fattig, munter og slave! – det er også muligt, – og jeg ville ikke vide noget bedre at sige til fabrik-slaveriets arbejdere: forudsat, at de ikke overhovedet opfatter det som en skændsel, på den måde, som det sker, at blive benyttet som skruer i en maskine og ligesom som en, der udfylder et tomrum for den menneskelige opfindingskunst! Føj! at tro, at man gennem højere betaling vil kunne fjerne det væsentlige ved deres elendighed, jeg mener, deres upersonlige forknægtelse! Føj! at lade sige overtale til, at der gennem en forøgelse af denne upersonlighed, inden for den maskinelle drift af et nyt samfund, vil kunne gøres en dyd af slaveriets skændsel! Føj! at have en pris, for hvilken man ikke længere bliver person, men derimod skrue! Er I de medsammensvorne i nationernes nuværende naragtighed, som frem for alt vil producere så meget som muligt og vil være så rige som mulige? Så ville det være jeres sag, at foreholde dem modregningen: hvor store summer af indre værdi der kastes bort for et sådant ydre mål! Men hvor er jeres indre værd, hvis I ikke længere ved, hvad det vil sige at ånde frit? hvis I ikke engang nødtvungent har jer selv i jeres magt? hvis I alt for tit trættes ved jer selv som ved en doven drik? følger avisen og skeler til den rige nabo, liderliggjorte gennem den hurtige stigen og falden af magt, penge og meninger? hvis I ikke længere bærer

Tredje bog 177

nogen tro på filosofien, på sjoverne, ikke længere har nogen tro på den behovsløses frimodighed? hvis den frivillige idylliske fattigdom, arbejds- og ægteskabsløshed, som ret så godt skulle passe sig for de åndeligere af jer, er blevet latterlig for jer? Hvorimod de socialistiske rottefængeres fløjte altid lyder i øret, som ønsker at gøre jeg brunstige med tåbelige forhåbninger? som for jer vil sige, at være beredte og intet videre, beredte i dag på i morgen, så at I venter og venter på noget udefra, og i alt ellers lever, som I ellers har levet, – indtil denne venten bliver til sult og til tørst og til feber og til vanvid, og endeligt best ia tr iumphans ’ dag oprinder i al herlighed? – Derimod skulle enhver dog tænke ved sig selv: »hellere udvandre, søge at blive herre i vilde og friske områder af verden, og frem for alt herre over mig selv; skifte sted så længe, som der endnu er et eller andet tegn på slaveri, der vinker til mig; ikke undgå eventyret og krigen og at holde døden parat for de værste tilfælde: blot ikke længere denne uanstændige knægtelse, blot ikke længere denne bliven sur og giftig og konspiratorisk!« Dette ville være det rette sindelag: arbejderne i Europa skulle fremover som stand

forklare sig som en menneske-umulighed, og ikke kun, som det oftest sker, som noget hårdt og uhensigtsmæssigt indrettet; de skulle opføre en tidsalder for den store udsværmen i de europæiske bistader, som den slags ikke hidtil blev oplevet, og, gennem denne gerning af storstilet fri bevægelighed, protestere mod maskinen, kapitalen og det dem nu truende valg mellem, at være nødt til at blive enten slave af staten eller slave af et omstyrtnings-parti. Gid Europa vil lette sig for fjerdedelen af dens beboere! Både Europa og dem vil det blive lettere om hjertet! Først i det fjerne, i sværmende kolonist-togs forehavender, vil man ret erkende, hvor megen god


fornuft og rimelighed, hvor megen sund mistro moder Europa har givet hendes sønner i livet, – disse sønner, som ikke længere kunne holde det ud ved siden af hende, den forsløvede gamle kone, og løb den risiko, at blive vrantne, irritable og nydelsessyge, ligesom hende selv. Udenfor Europas område vil Europas dyder være på vandring med disse arbejdere; og hvad der inden for hjemstavnen begyndte at degenerere til farligt mismod og forbryderisk tilbøjelighed, vil uden for vinde en vild skøn naturlighed og blive kaldt for heroisme. – Således ville der så endeligt også atter komme renere luft ind i det gamle, nu overbefolkede og i sig trykkende Europa! Måske det så vil mangle noget på »arbejdskræfter«! Måske man så derved vil besinde sig på, at man først senerehen har vænnet sig til så mange behov, da det blev så nemt at tilfredsstille dem, – man vil atter aflægge nogle behov! Og måske vil man så hente kineserne ind: og disse ville medbringe den tænke- og levemåde, der passer sig for arbejdsomme myrer. Ja, de ville i det hele taget kunne hjælpe med til at give det urolige og sig sønderflående Europa noget asiatisk ro og besindighed og – hvilket vel mest er behøvet – asiatisk varighed i blodet.

207. Tyskernes forhold til moralen. – En tysker er i stand til store ting, men det er usandsynligt, at han gør dem: for han adlyder, hvor han kan, sådan som det er godt for en i sig selv betragtet træg ånd. Nødsages han til, at stå alene og at kaste sin træghed af sig, er det ham ikke længere muligt at dukke sig som et ciffer i en sum (i denne egenskab er han ikke nært så meget værd som en franskmand eller englænder) – så opdager han sine kræfter: så bliver han farlig, ond, dyb, dristig, og bringer skatten af sovende energi frem til lyset, som

Tredje bog 179

han bærer i sig, og som der ellers ikke var nogen (og heller ikke han selv), der troede på. Når en tysker i et sådant tilfælde adlyder sig selv – det er den store undtagelse –, så sker det med den samme ubehjælpsomhed, ubønhørlighed og varighed, med hvilken han ellers adlyder sin fyrste, de embedsmæssige pligter: så at han, som sagt, da er store ting voksen, der slet ikke står i noget forhold til den »svage karakter«, som han forudsætter hos sig selv. Men sædvanligvis frygter han sig for, at afhænge af sig

alene, at improvisere: derfor forbruger Tyskland så mange tjenestemænd, så meget blæk. – Letsindet er ham fremmed, for det er han for ængstelig; men i helt nye situationer, der trækker ham ud af søvnigheden, er han nærmest letsindig; da nyder han sjældenheden ved den nye situation som en rus, og han forstår sig på rusen! Således er tyskeren nu i politikken nærmest letsindig: har han også her grundighedens og alvorens fordom på sin side, og benytter han den rigeligt i omgangen med de andre politiske magter, så er han dog i det hemmelige fuld af overmod ved, for en gangs skyld at have lov at sværme og være lunefuld og nysgerrig, og at skifte personer, partier, forhåbninger som var det masker. – De tyske lærde, som hidtil havde udseende af at være de tyskeste blandt tyskerne, var og er måske stadigvæk så gode som de tyske soldater, grundet deres dybe, næsten barnlige hang til at adlyde i alle ydre ting, og grundet, at det i videnskaben er nødvendigt at stå meget alene og at tage ansvar for meget; hvis de forstår at sikre deres stolte, jævne og tålmodige væremåde og deres frihed fra politisk naragtighed, i tider, hvor vinden blæser anderledes, så kan der stadig afventes store ting af dem: sådan som de er (eller var), er de den embryoniske tilstand af noget højere. – Fordelen og ulempen ved tyskerne, og selv ved deres lærde, var


hidtil, at de stod nærmere overtroen og lysten til at tro, end andre folkeslag; deres laster er, nu som før, spritten og hangen til selvmordet (denne er et tegn på ubehændighed hos en ånd, der hurtigt kan bringes til at kaste tøjlerne bort); deres fare ligger i alt, hvad der binder forstandskræfterne og løsner affekterne (som eksempelvis den overmåde brug af musikken og de spirituøse drikke): for den tyske affekt er rettet mod dens egen nytte og er selvdestruktiv som drukkenboltens. Selve begejstringen er mindre værd i Tyskland, end andre steder, for den er ufrugtbar. Hver gang en tysker gjorde noget stort, så skete det af nød, i en tilstand af tapperhed, de sammenbidte tænder, den mest anspændte besindighed og ofte hovmodet. – Omgangen med dem ville vel være tilrådelig, – for næsten enhver tysker har noget at give, hvis man forstår, at bringe ham derhen, hvor han finder, genfinder det (i sig selv er han uordentlig). – – Hvis nu et folk af denne art giver sig af med moralen: hvilken moral vil det så være, der stiller netop det tilfreds? Sikkert vil det først have, at dets hjertelige hang til at adlyde fremtræder idealiseret i denne moral. »Mennesket må have noget, som det kan adlyde

ubetinget« – det er en tysk fornemmelse, en tysk følgerigtighed: man møder den på grunden af alle tyske morallærer. Hvor anderledes er indtrykket, hvis man stiller sig foran hele den samlede antikke moral! Alle disse græske tænkere, så mangeartet deres billede end kommer os i møde, fremstår som moralister at ligne med gymnastiklæreren, der siger til en af de unge »Kom! Følg mig! Giv dig hen til min tugt! Sådan vil du måske bringe det så højt, at tage en pris med derfra overfor alle hellenere.« Personlig udmærkelse, – det er den antikke dyd. At underkaste sig, følge, offentligt og i det skjulte, – det er tysk dyd. Længe før Kant og hans kategoriske imperativ havde

Tredje bog 181

Luther ud fra samme fornemmelse sagt: der må gives et væsen, som mennesket ubetinget vil kunne tiltro, – det var hans gudsbevis, han ville, grovere og mere folkeligt end Kant, at man ubetinget skal adlyde, ikke et begreb, men derimod en person, og slutteligt har også Kant kun derfor taget hans omvej omkring moralen, for at nå frem til lydigheden overfor personen: det er netop tyskerens kult, jo mindre der netop er blevet ham tilovers af kulten i religionen. Grækere og romere fornemmede anderledes og ville overfor et sådant »der må gives et væsen« – have spottet: det hørte til deres sydlandske frihed i følelsen, at undslå sig den »ubetingede tiltro« og i hjertets sidste indelukke at tilbageholde en lille skepsis overfor alt og alle, det være sig gud eller menneske eller begreb. Netop den antikke filosof! Nil admirari – i denne sætning ser han filosofien. Og en tysker, nemlig Schopenhauer, går så vidt, stik modsat at sige: admirari id est philosophari . – Men hvad nu, hvis tyskeren engang, som det forekommer, ender i den tilstand, hvor han er i stand til store ting? Hvis undtagelsens time, ulydighedens time kommer? Jeg tror ikke, at Schopenhauer med rette siger, at det er tyskernes eneste fortrin frem for andre folkeslag, at der blandt dem gives flere ateister, end andetsteds, – men dét ved jeg: når tyskeren ender i den tilstand, hvor han er i stand til store ting, så hæver han sig hver

gang over moralen! Og hvordan skulle han ikke? Nu må han gøre noget nyt, nemlig befale – sig selv eller andre! Befalingen har hans tyske moral dog ikke lært ham! Befalingen er glemt i den!

Fjerde bog.

208. Samvittighedsspørgsmål. – »Og in summa: hvad ønsker I jer egentlig af nyt?« – Vi ønsker, ikke længere at gøre årsagerne til syndere og følgerne til bødler.

209. Nytten af de strengeste teorier. – Man bærer over med mange svagheder i et menneskes moralitet, og tager i den sammenhæng en grovmasket si i hænde, forudsat, at dette menneske altid bekender sig til den strengeste teori for moralen! Derimod har man altid sat den frisindede moralists liv under mikroskop: i tanken om, at et fejltrin i livet vil være det sikreste argument imod en uvelkommen erkendelse.

210. Det »i sig selv« værende. – Tidligere spurgte man: hvad er det Latterlige? som om der så gives ting uden for os, som det Latterlige hæfter ved som egenskab, og indfald var der nok af (en teolog mente sågar, at det Latterlige er »syndens naivitet«). Nu spørger man: hvad er latteren? Hvordan opstår latteren? Man har besindet sig, og endeligt konstateret, at der intet godt, intet skønt, intet ophøjet, intet ondt gives i sig selv, men dog nok sjælelige tilstande, i hvilke vi belægger tingene uden for og i os med sådanne ord. Vi har atter trukket tingenes prædikater tilbage, eller i det mindste

Fjerde bog 183

mindet os om, at vi har lånt dem til tingene: – ser vi til, at vi ved denne indsigt ikke mister evnen til at låne tingene prædikater, og at vi ikke er blevet både rigere og nærigere.

211. Til dem, der drømmer om udødeligheden. – For denne skønne bevidsthed om jer selv ønsker I altså evig

varighed? Er dét ikke skamløst? Tænker I da ikke på alle de andre, som så måtte holde jer ud, sådan som de hidtil har udholdt jer, med en mere end kristelig tålmodighed? Eller mener I at kunne give dem en evig følelse af velbehag ved jer? Ét eneste udødeligt menneske på Jorden ville jo allerede være nok til, grundet leden ved det, at hensætte alt andet, som også var til, i en almen døds- og galgerus! Og I jordboere, med jeres begrebsværk fra et par tusinde småminutter af tiden, ønsker at gå hele den evige overordnede tilværelse evigt på nerverne! Gives der noget mere anmassende! – Men til slut: lad os være milde overfor et væsen på halvfjerds år! – det har ikke kunnet opøve dets fantasi i udpenslingen af den egne »evige kedsomhed«, – det manglede tid dertil!

212. Hvad man kender sig ved. – Så snart et dyr ser et andet, måler det sig i ånden med det; og det samme gør de vilde tidsaldres mennesker. Deraf giver sig, at alle disse tidsaldres mennesker nærmest kun lærer sig at kende ved deres vægrings- og angrebskræfter.


213. Det forfejlede livs mennesker. – Nogle er gjort af et sådant stof, at det er samfundet tilladt at gøre det ene eller det andet ud af dem: under alle omstændigheder vil de befinde sig godt derved, og ikke have at klage over et forfejlet liv. Andre er gjort af for specielt et stof – det behøver dog ikke af den grund at være et sønderligt ædelt, men derimod netop blot et sjældnere –, til at de så ikke måtte befinde sig dårligt tilpas, det enkelte tilfælde undtaget, at de kan leve i henhold til deres eneste formål: – i alle andre tilfælde må samfundet bære skaden for det. For alt, hvad der for den enkelte fremstår som et forfejlet, mislykket liv, hele byrden af mismod, lammelse, sygdom, følsomhed, begærlighed, kastes tilbage på samfundet – og således danner der sig en dårlig tillukket luft omkring det, og, i gunstigste fald, en uvejrssky.

214. Hvilken overbærenhed! – I lider, og forlanger, at vi skal være overbærende med jer, når I i jeres lidelse øver tingene og menneskene uret! Men hvad har vores overbærenhed at sige! I skulle imidlertid være mere forsigtige, for jeres egen skyld! Det er en skøn måde at give skadeserstatning for sin lidelse på, at man derved også beskadiger sin dom! På jer selv falder jeres egen hævn tilbage, når I forulemper noget; dermed formørker I jeres øje, og ikke de andres: I vænner jer til at se falskt og skævt!

215. Offerdyrenes moral. – »Begejstret at give sig hen«, »at bringe sig selv til offer« – dette er stikordene for jeres moral, og jeg tror gerne, at I, som I siger det, »mener

Fjerde bog 185

det ærligt dermed«: blot kender jeg jer bedre, end I kender jer selv, når jeres »ærlighed« kan gå arm i arm med en sådan moral. Fra dens højde skuer I ned på denne anden nøgterne moral, som kræver selvbeherskelse, strenghed, lydighed, I kalder den vel endda egoistisk, og sikkert er det! – I er ærlige overfor jer selv, hvad angår at den misbehager jer, – den er nødt til at misbehage jer! For idet I begejstret giver jer hen og gør et offer af jer selv, så nyder I denne rus ved tanken om, nu så meget mere at være ét med den magtfulde, hvadenten det er en gud eller et menneske, I vier jer til: I svælger i følelsen af hans magt, som netop også er bevidnet gennem et offer. I sandhed synes I blot at ofre jer, i tanken forvandler I jer snarere til guder, og nyder jer som sådanne. Regnet ud fra denne nydelse, – hvor svag og fattig forekommer så ikke lydighedens, pligtens, fornuftighedens »egoistiske« moral: den misbehager jer, fordi der her virkeligt må ofres og hengives, uden at den ofrende tror sig forvandlet i en gud, sådan som I tror det. Kort sagt, I ønsker rusen og overmålet, og denne af jer foragtede moral løfter fingeren imod rus og overmål, – jeg tror jer gerne på, at den misbehager jer!

216. De onde og musikken. – Skulle den fulde salighed af kærligheden, som ligger i den ubetingede tillid, nogensinde være blevet andre personer til del, end de dybt mistroiske, onde og arrige? Deri nyder disse nemlig deres sjæls uhyrlige, aldrig troede og troværdige undtagelse. En dag kommer denne grænseløse, drømmeagtige følelse over dem, mod hvilken hele deres øvrige hemmelige og synlige liv skiller sig ud: som en kostelig gåde og et under, fuld af gylden glans og ud over alle ord og billeder. Den


ubetingede tiltro gør stum; ja, selv en lidelse og en tyngde er der i denne forstummelse, hvorfor sådanne af lykken trykkede sjæle også plejer at være taknemmeligere overfor musikken, end alle andre og bedre: for gennem musikken ser og hører de, som gennem en farvet røg, deres kærlighed som bleven ligesom fjernere, mere rørende og mindre tung; musik er for dem det eneste middel til, at blive tilskuere til deres overordentlige tilstand, og med en art fremmedgørelse og lettelse først at få del i dens betragtning. Enhver elskende tænker ved musikken: »den taler om mig, den taler i mit sted, den ved alt!« –

217. Kunstneren. – Tyskerne ønsker, gennem kunstneren at komme i en slags opdrømt passion; italienerne ønsker, gennem kunstneren at hvile ud fra deres virkelige passioner; franskmændene ønsker af kunstneren, at få lejlighed til at bevise deres dom, og at have foranledninger til at tale. Lad os altså være rimelige!

218. At skilte med sine svagheder som kunstner. – Skal vi nu engang have svagheder, og er vi endelig også nødt til at anerkende dem som love over os, så ønsker jeg for enhver i det mindste så megen kunstnerisk kraft, at han vil forstå, af sine svagheder at gøre sig en oversigt over sine dyder, og gennem sine svagheder at gøre os begærlige efter hans dyder: dét, som de store musikere i så udpræget grad har forstået. Hvor ofte er der ikke i Beethovens musik en groft rethaverisk, utålmodig tone, hos Mozart en jovialitet for hæderlige karle, hvorved hjerte og ånd må tage til takke med lidt, hos Richard Wagner en opfarende og påtrængende uro,

Fjerde bog 187

hvorved den utålmodigste lige netop må tabe det gode humør: da vender han imidlertid tilbage til sin kraft, og ligeså de andre; de alle har med deres svagheder givet os en rovhunger efter deres dyder, og en tifold mere følsom tunge for hver en dråbe af tonende ånd, tonende skønhed, tonende godhed.

219. Bedraget ved ydmygelsen. – Du har med din ufornuft påført din næste en dyb lidelse og ødelagt en uigenkaldelig lykke – og nu overvinder du din forfængelighed og går hen til ham, du ydmyger dig for ham, prisgiver din ufornuft til foragten, og mener, at med denne hårde, for dig yderst vanskelige scene er alting atter bragt i orden, – dit frivillige tab af ære skal udligne den andens ufrivillige tab af lykke: med denne følelse går du derfra, ophøjet og med dyden genoprejst. Men den anden har sin dybe lidelse nu som førhen, for ham er der slet intet trøstende deri, at du er ufornuftig og har sagt det, han erindrer sig endda det pinlige blik, du har givet ham, da du foran ham foragtede dig selv, som et nyt sår, han nu har dig at takke for, – men han tænker ikke på hævn og begriber ikke, hvordan noget skulle kunne udlignes mellem dig og ham. I grunden har du opført denne scene overfor dig selv, og for dig selv: du havde indbudt et vidne, for din skyld og ikke for hans, – lad være med at lyve for dig selv!

220. Værdighed og frygtsomhed. – Ceremonierne, de tjenstlige og standsmæssige dragter, de alvorlige miner, det højtidelige blik, den langsomme gangart, den snørklede tale, og alt, hvad der overhovedet


kaldes værdighed: det er forstillelsesformen for dem, som i grunden er frygtsomme, – de ønsker dermed at skabe frygt (for sig eller for det, som de repræsenterer). De frygtløse, det vil oprindeligt sige: de til enhver tid og ubetvivleligt frygtelige, har ikke behov for værdighed og ceremonier, de bringer ærligheden, ligefremheden i ord og gebærder til agtelse og endnu mere til misagtelse, som vartegn for den selvbevidste frygtelighed.

221. Ofrets moralitet. – Den moralitet, der måler sig ud fra opofrelsen, er moraliteten for det halvvilde trin. På dette trin kan fornuften kun vanskeligt og blodigt sejre inden for sjælen, der er voldsomme moddrifter at underkaste; uden en slags grusomhed, som ved de ofre, der afkræves af kannibalske guder, kommer dette ikke til at forløbe.

222. Hvor fanatisme er ønskværdig. – Flegmatiske naturer kan kun begejstres ved at man fanatiserer dem.

223. Det frygtede øje. – Intet frygtes mere af kunstnere, digtere og forfattere, end det øje, som ser deres små

bedrag, som efterfølgende iagttager, hvor tit de har stået ved den grænsevej, der enten fører til den uskyldige lyst ved sig selv eller til effektmageriet; som regner efter for dem, når de ønskede at sælge lident for meget, når de søgte at hæve sig eller at tilsmykke sig, uden selv at være ophøjede; som, lige gennem al bedraget i deres kunst, ser tanken sådan, som den først

Fjerde bog 189

fremstod for dem, måske som en henrykkende lysende skikkelse, men måske også som et tyveri fra alverden, som en hverdags-tanke, som de måtte strække, forkorte, farve, vikle ind, krydre, for at gøre noget ud af den, i stedet for at tanken gjorde noget ud af dem, – oh, dette øje, som bemærker al jeres uro, jeres spejden og glubskhed, jeres efterlignen og overbyden (dette er blot en misundelig efterlignen) ved jeres værk, som kender jeres skamfulde rødmen lige så godt som det kender jeres kunst til at skjule denne rødmen og omtolke den for jer selv!

224. Det »opløftende« ved næstens ulykke. – Han er i ulykke, og nu kommer de »medlidende« og udpensler hans ulykke for ham, – endelig går de tilfredsstillede og opløftede videre: de har frydet sig ved den ulykkeliges forfærdelse, som var det deres egen, og har gjort sig en god eftermiddag.

225. Middel til, hurtigt at blive foragtet. – Et menneske, der taler hurtigt og meget, synker overordentligt dybt i vores agtelse efter selv den korteste omgang med ham, og selv når han taler forståeligt, – ikke kun i den grad, som han forekommer belastende, men derimod langt dybere. For vi gætter, hvor mange mennesker han allerede har været belastende for, og regner til det misbehag, som han gør, også den misagtelse oveni, som vi forudsætter for ham.


226. Om omgangen med celebriteter. – A: Men hvorfor undviger du denne store mand? – B: Jeg ønsker ikke at lære ham forkert at kende! Vore fejl går ikke godt sammen: jeg er nærsynet og mistroisk, og han bærer sine falske diamanter lige så gerne som sine ægte.

227. Lænkebærere. – Forsigtighed overfor alle ånder, der ligger i lænker! For eksempel overfor de kloge kvinder, som har bandlyst deres skæbne i små, snævre omgivelser, og som ældes dér. Ganske vist synes de at ligge træge og halvblinde i solen: men ved hvert fremmedt skridt, ved alt uventet farer de op for at bide; alt tager de tager hævn på, som undslipper deres hundehus.

228. Hævn i rosen. – Her er en skreven side, fuld af ros, og I kalder den flad: men hvis I gætter, at der ligger hævn skjult i denne ros, så vil I næsten finde den overforfinet og more jer kosteligt over denne rigdom af små dristige streger og figurer. Ikke mennesket, men derimod dets hævn er så fin, rig og opfindsom; mennesket selv mærker det nærmest ikke.

229. Stolthed. – Ak, I alle kender ikke den følelse, som den torturerede har efter torturen, når han bringes tilbage til cellen, og hans hemmelighed med ham! – han holder den stadigvæk fast mellem tænderne. Hvad ved I om den menneskelige stoltheds jubel!

Fjerde bog 191

230. »Utilitaristisk«. – Fornemmelserne i moralske sager går nu så meget på kryds og tværs, at man for nogle mennesker beviser en moral gennem dens nytte, for andre netop gennem dens nyttighed gendriver den.

231. Om den tyske ungdom. – Hvor degenereret i sin smag, vor slavisk i forhold til værdigheder, stænder, dragter, pomp og pragt må et folk ikke have været, da det ringeagtede det jævne som det slette, den jævne mand som den slette mand! Man skal holde dette lille ord »slet« op overfor tyskernes moralske hovmod, og intet andet!

232. Fra en disputation. – A: Ven, De har talt Dem varm! – B: Så er jeg gendrevet. Lad os ikke tale mere om det.

233. De »samvittighedsfulde«. – Har I bemærket, hvilke mennesker der sætter mest pris på den strengeste samvittighedsfuldhed? Dem, som er sig bevidste om langt mere ynkelige fornemmelser, som tænker ængsteligt om sig selv og ved sig selv, og som har angst for andre, som mest muligt ønsker at skjule deres inderste, – de søger at imponere sig selv, gennem denne strenghed i samvittigheden og hårdhed i pligten, gennem det strenge og hårde indtryk, som andre derved må få af dem (navnlig underordnede).


234. Generthed ved berømmelsen. – A: At man viger udenom sin berømmelse, at man forsætligt fornærmer sine lovprisere, at man skyer sig for, at høre domme om sig selv, af generthed over rosen, – det finder man, det gives

der, – tro det eller ej! – B: Det finder sig, det giver sig! Blot en smule tålmodighed, unge hr. Hovmod!

235. At afvise tak. – Gerne må man afvise en bøn, men aldrig nogensinde må man afvise en tak (eller, hvilket er det samme, tage koldt og konventionelt imod den). Dette er dybt fornærmende – og hvorfor?

236. Straf. – En sælsom ting, vores straf! Den renser ikke forbryderen, den er ingen afsoning: tværtimod, den tilsmudser mere end forbrydelsen selv.

237. En partiproblem. – Der gives en latterlig, men ikke ufarlig bedrøvelse i næsten ethvert parti: ved den lider næsten alle de, som var årelange, trofaste og ærværdige forsvarere af partiopfattelsen, og som pludseligt en dag mærker, at en, der er langt mere magtfuld, har taget trompeten i hånden. Hvordan skal de kunne holde ud at være blevet gjort tavse! Og således bliver de højlydte, og nogle gange i nye toner.

238. Jagten på ynde. – Hvis en stærk natur ikke har grusomhedens hang ved sig, og ikke altid er optaget af

Fjerde bog 193

sig selv, så stræber den uvilkårligt efter ynde, – dette er dens vartegn. De svage karakterer elsker derimod de beske domme, – de slutter sig til menneskeforagtens helte, de religiøse eller filosofiske tilsværtere af tilværelsen, eller trækker sig tilbage bag strenge sæder og pinefulde »livskald«: sådan søger de at skaffe sig en karakter og en slags styrke. Og også dette gør de uvilkårligt.

239. Vink for moralister. – Vore musikere har gjort en stor opdagelse: også i deres kunst er den interessante

hæslighed en mulighed! Og således kaster de sig som berusede ned i dette åbnede, hæslighedens ocean, og aldrig var det så nemt at lave musik. Først nu har man vundet den overordnede mørktfarvede baggrund, hvorpå en nok så lille lysstribe af skøn musik får et strejf af guld eller smaragd; først nu vover man at bringe tilhøreren i storm, harme og åndeløshed, for efterfølgende, gennem et øjebliks hensynken i ro, at tilskikke tilhøreren en følelse af salighed, som overhovedet kommer musikkens bedømmelse til gode. Man har opdaget kontrasten: først nu er de stærkeste effekter mulige – og billige: ingen spørger længere efter god musik. Men I må skynde jer! Der er for enhver kunst endnu kun et kort stykke tid tilbage, når først den er nået frem til denne opdagelse. – Oh, hvis vore tænkere havde ører til at kunne høre ind i sjælene på vore musikere, gennem deres musik! Hvor længe må man vente, førend sådan en lejlighed indfinder sig igen, til at pågribe det inderlige menneske midt i den onde gerning, og i uskyldigheden af denne gerning! For vore musikere har ikke den ringeste anelse om, at det er deres egen historie, historien om sjælens hæsliggørelse, som de


sætter i musik. Førhen måtte den gode musiker nærmest blive et godt menneske for sin kunsts skyld–. Og nu!

240. Om teaterscenens moralitet. – Hvem der går og mener, at Shakespeares teater virker moralsk, og at synet af Macbeth uimodståeligt drager væk fra ærgerrighedens ondskab, han tager fejl: og han tager fejl nok engang, hvis han tror, at Shakespeare så selv vil have opfattet det på den måde. Hvem der virkeligt er besat af den rasende ærgerrighed, betragter dette billede af sig med lyst; og når helten går til grunde ved sin lidenskab, så er dette netop det skrappeste krydderi i denne lysts varme drik. Opfattede digteren det da anderledes? Hvor kongeligt, og aldeles ikke skurkagtigt, løber hans ærgerrige helt, fra øjeblikket for den store forbrydelse, på sin bane! Først fra da af er han »dæmonisk« dragende og pirrer lignende naturer til efterlignelse; – dæmonisk vil her sige: i trods imod det fordelagtige og livet, til fordel for en tanke og drift. Tror I da, at Tristan og Isolde afgav en lære imod ægteskabsbruddet, derved, at de begge går til grunde ved det? Dette ville være at stille digterne på hovedet: der, sådan som navnlig Shakespeare var det, er forelskede i lidenskaberne selv, og ikke mindst i deres dødsberedte stemninger: – de lidenskaber, hvor hjertet ikke hænger mere fast ved livet, end en dråbe til glasset. Ikke skylden og dens slemme udgang ligger dem på hjerte, for Shakespeare så lidt som for Sofokles (i Ajax, Philoktet, Ødipus): hvor let det end ville være, i de nævnte tilfælde at gøre skylden til løftestang for dramaet, lige så bestemt er dette netop undgået. Lige så lidt vil tragediedigteren med hans billeder af livet indtage stilling imod livet! Snarere råber han: »det er

Fjerde bog 195

alle pirringers pirring, denne ophidsende, vekslende, farlige, dystre og ofte solgennemglødede tilværelse! Det er et eventyr, at leve, – tag det ene eller det andet parti deri, altid vil tilværelsen beholde denne karakter!« – Sådan taler han ud af en urolig og kraftfuld tid, halvt beruset og halvt bedøvet af dens overfylde af blod og energi, – ud fra en ondere tid, end vores er det: hvilket er grunden til, at vi først har behov for at lægge os det shakespeareske dramas formål til rette, og at gøre det retmæssigt, det vil sige, ikke at forstå det.

241. Frygt og intelligens. – Hvis det er sandt, hvad man nu hævder på det bestemteste, at årsagen til det sorte hudpigment ikke er at søge i lyset: kunne det så måske være den sidste virkning af hyppige, og gennem årtusinder ophobede, raserianfald (og blodgennemstrømninger)? Mens det hos andre, mere

intelligente stammer var den lige så hyppige forskrækkelse og blegnen, der endeligt resulterede i den hvide hudfarve? – For graden af frygtsomhed er en gradmåler på intelligensen: og hyppigt at overgive sig til det blinde raseri, er tegnet på, at dyriskheden stadigvæk er ganske tæt på, og gerne ville sætte sig igennem igen. – Brun-grå ville vel så være urfarven på mennesket, – noget abe- og bjørneagtigt, som rimeligt er.

242.

Uafhængighed. – Uafhængighed (i dens svageste dosis benævnt »tankefrihed«) er den form for afsavn, som den herskesyge til slut antager, – ham, der længe har


søgt dét, som han ville kunne beherske, og intet har fundet, andet end sig selv.

243. De to retninger. – Forsøger vi at betragte spejlet i sig selv, så opdager vi til slut intet andet end tingene på det. Ønsker vi at fatte tingene, så kommer vi igen i sidste ende frem til intet andet, end hvad der er på spejlet. – Dette er den mest almene historie for erkendelsen.

244. Glæde ved det virkelige. – Vores nuværende hang til glæden ved det virkelige – vi har den næsten allesammen – er kun at forstå ud fra, at vi så længe og indtil lede har haft glæde ved det uvirkelige. I sig selv er det en ikke ubetænkelig hang, sådan som den nu optræder uden valg og finhed: – dens mindste fare er smagløsheden.

245. Finhed i magtfølelsen. – Napoleon ærgrede sig over at tale dårligt, og løj ikke for sig selv omkring det: men hans herskesyge, der ikke kastede nogen lejlighed bort, og var finere end selv hans fine ånd, fik ham til at tale endnu dårligere, end han kunne. På den måde hævnede han sig på sin egen ærgrelse (han var misundelig på alle sine affekter, fordi de havde magt), og nød sit autokratiske forgodtbefindende. Dernæst, med henblik på de påhørendes ører og dom, nød han dette forgodtbefindende endnu engang: som om det stadigvæk var godt nok at tale til dem sådan. Ja, han glædedes i al hemmelighed ved tanken om, gennem

Fjerde bog 197

den højeste autoritets lyn og torden – som ligger i forbindelsen af magt og genialitet – at bedøve dommen og føre smagen på vildveje; mens begge dele i ham koldt og stolt holdt fast på den sandhed, at han talte dårligt. – Napoleon, som en fuldkomment til ende tænkt og udarbejdet type for én drift, hører den antikke menneskehed til: hvis kendetegn – den enkle opbygning, og den opfindsomme udvikling og gennemdigtning af ét motiv eller få motiver – er let nok at erkende.

246. Aristoteles og ægteskabet. – Hos det store genis børn bryder vanviddet ud, hos det store dydsmønsters børn stumpsindet – bemærker Aristoteles. Ville han dermed indbyde undtagelses-menneskene til ægteskabet?

247. Det dårlige temperaments herkomst. – Det uretfærdige og springende i visse menneskers sindelag, deres uorden og umådeholdenhed, er de sidste følger af utallige logiske unøjagtigheder, ugrundigheder og overilede slutninger, som deres forfædre har gjort sig skyldige i. Det gode temperaments mennesker stammer derimod fra tænksomme og grundige slægter, som har stillet fornuften højt, – om dette så var til prisværdige eller onde formål, dét er ikke så vigtigt.

248. Forstillelse som pligt. – Mest af alt er godheden blevet udviklet gennem den langvarige forstillelse, der søgte


at fremstå som godhed: overalt hvor en stor magt bestod indså man nødvendigheden af netop denne form for forstillelse, – den indgyder sikkerhed og tillid, og forøger den fysiske magts virkelige sum i hundredefold. Løgnen er, om ikke godhedens moder, så dog dens amme. Ærligheden er ligeledes allermest vokset op gennem opfordringen til et skin af ærlighed og hæderlighed: i de arvelige aristokratier. Af den vedvarende øvelse af en forstillelse opstår til sidst natur: til slut løfter forstillelsen sig op, og organer og instinkter er de næppe ventede frugter i hykleriets have.

249. Hvem er da nogensinde alene! – Den frygtsomme ved ikke hvad det vil sige at være alene: altid står der en fjende bag hans stol. – Åh, hvem der blot kunne fortælle historien om den fine følelse som kaldes for ensomhed!

250. Nat og musik. – Øret, frygtens organ, har kun i natten og i halvnatten over de mørke skove og huler kunne udvikle sig så rigt, som den har udviklet sig, i henhold til den frygtsommes levemåde, altså for den allerlængste menneskelige tidsalder der har været: i det klare er øret lident behøvet. Deraf kommer musikkens karakter af at være nattens og halvnattens kunst.

251. Stoisk. – Der gives en munterhed hos stoikeren, når han føler sig hæmmet af det ceremonielle, som han

Fjerde bog 199

selv har foreskrevet sig sit liv, han nyder sig derved som hersker.

252. Overvej dette! – Den straffede er ikke længere den, der har gjort gerningen. Han er altid syndebukken.

253. Det øjensynlige. – Skidt! Skidt! Hvad man bedst, mest hårdnakket er nødt til at bevise, er det øjensynlige. For alt for mange mangler øjnene til at se det. Men det er så kedsommeligt!

254. De foregribende. – Det udmærkende, men også farlige i de digteriske naturer er deres udtømmende fantasi: dem, som foregriber det, som bliver og kunne blive, og på forhånd nyder det, lider under det, og i det endelige øjeblik allerede er trætte af hændelsen og gerningen. Lord Byron, der kendte alt dette alt for godt, skrev i sin dagbog: »Hvis jeg får en søn, så skal han blive til noget helt prosaisk – jurist eller sørøver.«

255. Samtale om musik. – A: Hvad siger De til denne musik? – B: Den har overvældet mig, jeg har slet intet at sige. Lyt! Der begynder den på ny! – A: Så meget desto bedre! Ser vi til, at vi denne gang overvælder den. Må jeg gøre et par ord til denne musik? Og også vise Dem et drama, som De ved første lyt måske ikke ønskede at se? – B: Udmærket! jeg har to ører og flere, hvis det er nødvendigt. Ryk Dem tæt hen til mig! – A:


– Dette er endnu ikke, hvad han ønsker at sige os, hidtil lover han blot, at han vil sige noget, noget uhørt, sådan som han giver det at forstå med disse gebærder. For det er gebærder. Sikke han vinker! retter sig op! kaster med armene! Og nu synes anspændingens højeste øjeblik at være kommet til ham: to fanfarer til, og så fremfører han temaet, prægtigt og udsmykket, som klirrende af ædelstene. Er det en skøn kvinde? Eller en skøn hest? Det rækker, han ser henrykt omkring sig, for han skal samle henrykkede blikke, – først nu behager temaet ham helt, nu bliver han opfindsom, vover nye og dristige træk. Sikke han driver sit tema frem! Ah! Giver De agt, – han forstår ikke blot at smykke, men derimod også at sminke! Ja, han ved, hvilken farve sundheden har, han forstår sig på at lade den fremtræde, – han er finere i sin selverkendelse end jeg troede. Og nu er han overbevist om, at han har overbevist sine lyttere, han giver sine indfald, som er det de vigtigste ting under solen, han har uforskammede fingerpeg hen mod sit tema, som er det for godt til denne verden. – Ha, hvor mistroisk han er! At vi blot ikke bliver trætte! Således tildækker han sine melodier under søde sager, – nu tilråber han sågar vore grovere sanser, for at ophidse os, og således atter at bringe os i hans vold! Hører De, hvorledes han besværger de stormende og tordnende rytmers elementer! Og nu, da han mærker, at de fanger os, tager kvælertag på os og nærmest presser os under, så vover han, atter at indblande sit tema i elementernes spil, og at overtale os halvtbedøvede og rystede lyttere om, at vores bedøvelse og rystelse er virkningen af dette vidunder-tema. Og fremover tror hans tilhørere ham på det: så snart temaet lyder, opstår der en erindring i dem om denne rystende elementarvirkning, – denne erindring kommer nu temaet til gode, – det er nu blevet »dæmonisk«!

Fjerde bog 201

Hvilken kender af sjælen han er! Med en folketalers kunster byder han over os. – Men musikken forstummer! – B: Og det er godt, at den gør det! for jeg kan ikke længere holde ud, at høre på Dem! Ti gange hellere ville jeg dog lade mig bedrage, end én gang på Deres måde at vide sandheden! – A: Dette er, hvad jeg ønskede at høre fra Dem. Sådan, som De, er de bedste nu: I er tilfredse med at lade jer bedrage! I kommer med grove og liderlige ører, I medbringer ikke samvittigheden for hørelsens kunst, I har undervejs kastet jeres fineste redelighed bort! Og dermed fordærver I kunsten og kunstnerne! Altid når I klapper og jubler har I kunstnerens samvittighed i hænderne, – og ve, hvis de mærker, at I ikke kan skelne mellem uskyldig og skyldig musik! Jeg mener så sandelig ikke »god« og »dårlig« musik, – den ene og den anden gives der i begge arter! Men uskyldig

musik benævner jeg den, som helt og aldeles kun tænker på sig selv, tror på sig selv, og helt har glemt verden på grund af sig selv, – den dybeste ensomheds lyden-fra-sig-selv, som taler om sig selv med sig selv, og ikke længere ved, at der dér udenfor gives lyttere og luskere og virkninger og misforståelser og fiaskoer. – Men til slut: den musik, som vi netop hørte, er netop af denne ædle og sjældne art, og alt, hvad jeg sagde om den, var usandt, – undskylder De min ondskabsfuldhed, hvis De har lyst! – B: Åh, så denne

musik elsker De altså også? Så er De tilgivet for mange synder!

256. De ondes lykke. – Disse stille, dystre, onde mennesker har noget, som I ikke kan bestride dem, en sjælden og sælsom nydelse i en dolce far niente , en aften- og solnedgangs-ro, som kun et hjerte kender den, der


gennem affekter alt for ofte er blevet fortæret, forrevet, forgiftet.

257. Ord er nærværende i os. – Vi udtrykker altid vore tanker med de ord, som er os ved hånden. Eller for at udtrykke hele min mistanke: vi har i hvert moment netop kun den tanke, for hvilken vi har de ord ved hånden, som omtrentligt formår at udtrykke den.

258. At smigre hunden. – Man behøver kun stryge denne hund en gang på pelsen: straks knistrer den og kaster gnister, som enhver anden smigrer – og er på sin måde åndrig. Hvorfor skulle vi ikke tage den sådan?

259. Den tidligere lovtaler. – »Han er blevet stum omkring mig, selvom han nu kender sandheden og kunne sige den. Men den ville lyde som hævn – og han agter sandheden så højt, den agtværdige!«

260. Amulet for de afhængige. – Hvem der ikke kan undgå at være afhængig af en hersker, skal have noget, hvorved han indgyder frygt og holder herskeren i tøjler, eksempelvis retskaffenhed eller oprigtighed eller en ond tunge.

Fjerde bog 203

261. Hvorfor så ophøjet! – Åh, jeg kender dette dyr! Ganske vist behager det sig selv bedre, når det skrider af sted på to ben »som en gud«, – men når det atter er faldet tilbage på alle fire, behager det mig bedre: dette er så usammenligneligt mere naturligt for det!

262. Magtens dæmon. – Ikke nødtørftigheden, ikke begæret, – nej, kærligheden til magten er menneskenes dæmon. Man kan give dem alt, sundhed, næring, bolig, underholdning, – de er og bliver ulykkelige og fulde af griller: for dæmonen venter og venter, og den vil tilfredsstilles. Man fratager dem alt, og tilfredsstiller denne dæmon: så er de nærmest lykkelige, – så lykkelige, som netop mennesker og dæmoner kan være det. Men hvorfor siger jeg dette nu? Luther har jo allerede sagt det, og bedre end jeg, i versene: »Tager de kroppen fra os, og gods, ære, barn og viv: lad det fare, – riget må os dog forblive!« Ja! Ja! »Riget«!

263. Selvmodsigelsen med krop og sjæl. – I det såkaldte geni er der en fysiologisk selvmodsigelse: det besidder på den ene side megen vild, uordentlig, uvilkårlig bevægelse, og så på den anden side megen højeste formålsaktivitet i bevægelsen, – derved er der et spejl, som er særligt for geniet, som viser begge bevægelser ved siden af hinanden og gående ind i hinanden, men også ofte nok som stående imod hinanden. Som følge af dette syn er geniet ofte ulykkeligt, og det har det bedst, i dets skaben, når det glemmer, at det netop med højeste formålsaktivitet gør noget fantastisk og


ufornuftigt (sådan er al kunst) – og er nødt til at gøre det.

264. At ønske at tage fejl. – Misundelige mennesker med finere næser søger, ikke at lære deres rivaler nøjere at kende, for at være i stand til at føle sig overlegne over dem.

265. Teateret har sin tid. – Når et folks fantasi halter efter, opstår der en hang i det til at fremføre dets sagn på scenen, nu udholder det de grove erstatninger for fantasien, – men for den tidsalder, som den episke rapsode tilhører, er teateret og den som helt forklædte skuespiller en hæmsko snarere end en vinge for fantasien: for nær, for bestemt, for tung, for lident drøm og fugleflugt.

266. Uden ynde. – Han har en mangel på ynde, og han ved det: åh, hvor han forstår at maskere det! Gennem streng dyd, gennem dysterhed i blikket, gennem antaget mistro overfor menneskene og tilværelsen, gennem grove løjer, gennem foragten for den finere livemåde, gennem patos og krav, gennem kynisk filosofi, – ja, han er blevet til karakter, i den stadige bevidsthed om sin mangel.

267. Hvorfor så stolt! – En ædel karakter adskiller sig fra en jævn derved, at der er et antal af vantheder og

Fjerde bog 205

synspunkter, som den ikke har ved hånden, sådan som den jævne har det: de er tilfældigvis ikke blevet givet den i arv, og er ikke blevet givet den i opdragelse.

268. Talerens Skylla og Karybdis. – Hvor svært var det ikke i Athen at tale sådan, at man vandt tilhørerne for sagen, uden at man gennem formen stødte dem fra sig, eller med formen trak dem væk fra sagen! Hvor svært er det endnu i Frankrig at skrive sådan!

269. De syge og kunsten. – Imod enhver art bedrøvelighed og sjælelig elendighed skal man først forsøge: ændring af diæten og hårdt fysisk arbejde. Men menneskene er vante til, i dette tilfælde at gribe efter beruselsesmidler: for eksempel kunsten, – til deres og kunstens ulykke! Mærker I ikke, at I, når I som syge gør krav på kunsten, gør kunstnerne syge?

270. Tilsyneladende tolerance. – Dette er gode, velvillige, forstandige ord om og til fordel for videnskaben, men! men! jeg ser bagom denne jeres tolerance overfor videnskaben! I jeres hjertes vinkel mener I alt dette til trods, at I ikke behøver den, at det er storsindet af jer at lade den gælde, ja, at være dens fortalere, især eftersom videnskaben ikke udøver dette storsind mod jer! Ved I, at I slet ingen ret har til denne tolerance-udøvelse? at disse hyldestrige gebærder er en grovere forulempelse af videnskaben, end en åben hån ville være det, som en eller anden overmodig præst eller kunstner skulle driste sig til imod den? I mangler helt


den strenge samvittighed for dét, som er sandt og virkeligt, det plager og piner jer ikke at finde videnskaben i modsigelse med jeres fornemmelser, I kender ikke til erkendelsens gerrige længsel som en lov, der råder over jer, I føler ingen pligt i forlangendet efter, med øjet at være nærværende overalt, hvor der erkendes, at lade intet undslippe af, hvad der er erkendt. I kender ikke det, som I behandler så tolerant! Og kun, fordi I ikke kender det, lykkes det jer at påtage så nådige miner! I, netop I ville se forbitrede og fanatiske til, hvis videnskaben engang skulle lyse jer i ansigtet med dens øjne – Hvad rager det os altså, at I udøver tolerance – overfor et fantom! og ikke engang overfor os! Og hvad har vi at sige!

271. Feststemning. – Netop for de mennesker, som mest hidsigt efterstræber magt, er det ubeskriveligt behageligt at føle sig overvældet! Pludseligt og dybt at synke ned i en følelse, som i en strømhvirvel! At lade tøjlerne rive ud af hænderne, og overfor en bevægelse, hvem ved hvorhen? bare at se til! Uanset hvem det er, hvad det er, der yder os denne tjeneste, – det er en stor tjeneste: vi er så lykkelige og åndeløse, og føler en undtagelsesvis stilhed omkring os, som var vi i Jordens midterste grund. For en gangs skyld uden magt! En spillebold for urkræfter! Der er en afspænding i denne lykke, en bortkastelse af den store last, en nedadrullen uden møje, som i blind tyngdekraft. Det er drømmen for bjergbestigeren, der ganske vist har sit mål deroppe etsteds, men undervejs af dyb træthed falder i søvn engang, og drømmer om lykken ved det modsatte – netop den ubesværede nedadrulning. – Jeg beskriver lykken, sådan som jeg tænker mig den ved vore nuværende ophidsede, magttørstige samfund i Europa

Fjerde bog 207

og Amerika. Her og der ønsker de, for en gangs skyld at tumle tilbage i afmagten, – denne nydelse bydes de af krige, kunster, religioner, genier. Har man engang for en tid overladt sig til et altopslugende og altundertrykkende indtryk, – det er den moderne feststemning! – så er man atter friere, mere udhvilet, strengere og stræber utrætteligt videre efter det modsatte: efter magt. –

272. Rengørelsen af racen. – Der gives sandsynligvis ingen rene, men derimod kun rengjorte racer, og disse er en stor sjældenhed. Det sædvanlige er de krydsede racer, hvor der altid, ved siden af kropsformernes disharmoni (for eksempel når øje og mund ikke stemmer til hinanden), også må findes disharmonier i vaner og værdibegreber. (Livingstone hørte nogen sige: »Gud skabte hvide og sorte mennesker, Djævlen skabte blandingsracerne«.) Krydsede racer er også altid krydsede kulturer, krydsede moraliteter: de er for det meste ondere, grusommere, uroligere. Renheden er det sidste resultat af et utal af tilpasninger, indtag og udsondringer, og fremskridtet til renheden viser sig deri, at den i en race tilstedeværende kraft altid stadigt mere indskrænker sig til nogle enkelte udvalgte funktioner, mens de førhen havde for meget, og ofte modstridende, at tage vare på: en sådan indskrænkning vil altid også tage sig ud som en forarmning, og må bedømmes varsomt og med ømhed. Men endeligt, når renselsesprocessen er lykkedes, vil al den kraft, der tidligere blev brugt på de disharmoniske egenskabers kamp med hinanden, nu stå den samlede organisme til rådighed: hvilket er grunden til, at racer som er blevet rene, altid også er blevet stærkere og skønnere. – Grækerne giver os


mønsteret for en renbleven race og kultur: og forhåbentligt vil det også engang lykkes med en ren europæisk race og kultur.

273. Lovprisningen. – Her er en, som du bemærker vil lovprise dig: du bider læberne sammen, hjertet snøres til: ak, om den kalk gik forbi! Men han går ikke, han kommer! Lad os altså drikke lovpriserens søde uforskammethed, lad os overvinde ækelen og den dybe foragt for kernen i hans ros, lad os trække den taknemmelige glædes folder over ansigtet! – han har jo villet gøre os godt! Og nu, efter at det er sket, ved vi, at han føler sig meget ophøjet, han har tilkæmpet sig en sejr over os, – ja! og også over sig selv, den hund! – for det blev ham ikke nemt, at tilkæmpe sig denne lovprisning.

274. Menneskerettighed og -forrettighed. – Vi mennesker er de eneste skabninger, som, hvis de mislykkes, kan gennemstrege sig selv som en mislykket sætning, – hvad enten vi gør dette til menneskehedens ære, eller af medlidenhed med den, eller af modvilje mod os selv.

275. Den forvandlede. – Nu bliver han dydig, blot for at han dermed kan gøre andre ondt. Se ikke så meget på ham!

276. Hvor hyppigt! Hvor uventet! – Hvor mange gifte mænd har ikke oplevet den morgen, hvor det dagedes for

Fjerde bog 209

ham, at hans unge hustru er kedsommelig og tror det modsatte! For slet ikke at tale om de kvinder, hvis kød er villigt og hvis ånd er svag!

277. Varme og kolde dyder. – Modet som kold hjertenskraft og urystelighed, og modet som hidsig, halvblind bravour, – begge benævner man med ét navn! Men hvor forskellige er de kolde dyder dog fra de varme! Og det ville være en nar, som mente, at »godhed« kun indgydes gennem varmen: og det ville være en ikke ringere nar, som ville tilskrive det til kulden alene! Sandheden er, at menneskeheden har fundet det varme og det kolde mod ganske nyttigt, og så alligevel ikke har gjort det hyppigt nok til at de to farver hver for sig er blevet regnet blandt ædelstenene.

278. Den forbindtlige hukommelse. – Hvem der er stor af rang, gør klogt i at anskaffe sig en forbindtlig hukommelse, det vil sige, at bemærke sig alt muligt godt om personerne, og bag dette at trække en streg: dermed fastholder man dem i en behagelig afhængighed. Sådan kan mennesket også gå frem med sig selv: om det har en forbindtlig hukommelse eller ikke, det er til slut afgørende for dets egen holdning til sig selv, for fornemheden, godheden eller mistænksomheden i iagttagelsen af dets tilbøjeligheder og hensigter, og til slut også for, hvordan disse tilbøjeligheder og hensigter selv er.


279. Hvor vi bliver kunstnere. – Hvem der gør nogen til sin afgud, forsøger at retfærdiggøre sig overfor sig selv, idet han hæver ham op i idealet; han bliver kunstner derved, for at have god samvittighed. Når han lider, så lider han ikke ved ikkeviden, men derimod ved at han belyver sig selv, som om han ikke vidste. – Den indre nød og lyst hos et sådant menneske – og alle lidenskabeligt elskende hører til dér – kan ikke udtømmes med sædvanlige spande.

280. Barnlig. – Hvem der lever som børnene, – altså ikke kæmper for sit brød, og ikke tror at hans handlinger tilkommer en endegyldig betydning, – forbliver barnlig.

281. Jeg’et vil have alt. – Det synes som om, at mennesket overhovedet kun handler for at besidde: i det mindste er ligger de sprog denne tanke nær, som betragter alle forgangne handlinger som om der dermed var noget, som vi besad (»jeg har talt, kæmpet, sejret«: det vil sige, jeg er nu i besiddelsen af mit udsagn, min kamp, min sejr). Hvor havesygt tager mennesket sig ikke ud herved! Selv ikke at ville lade sig fravriste fortiden, netop også stadig at ville have den!

282. Fare i skønheden. – Denne kvinde er skøn og klog: ak, hvor meget klogere ville hun dog være blevet, hvis hun ikke var skøn!

Fjerde bog 211

283. Husfred og sjælefred. – Vores sædvanlige stemning afhænger af den stemning, som vi ved at holde vore omgivelser i.

284. At bringe det nye op som gammelt. – Mange synes pirrede, når man fortæller dem en nyhed, de fornemmer den overvægt, som nyheden skænker dén, der ved tidligere om den.

285. Hvor hører Jeg’et op? – De fleste tager en sag, som de ved, under deres beskyttelse, som om denne viden allerede ville gøre sagen til deres ejendom. Jeg-følelsens tilegnelseslyst har ingen grænser: de store mænd taler sådan, som om hele tiden stod bag dem, og de så var hovedet på denne lange krop, og de gode kvinder tilregner sig skønheden af deres børn, deres klæder, deres hund, deres læge, deres by som deres fortjeneste, blot drister de sig ikke til at sige »alt dette er jeg«. Chi non ha, non è – siger man i Italien.

286. Hus- og kæledyr og dermed beslægtede sager. – Gives der noget mere ækelt, end sentimentalitet overfor planter og dyr, fra en skabning, der som den mest rasende fjende fra starten har boet iblandt dem, og til slut endda gør krav på sarte følelser hos sine svækkede og forstummede ofre! Overfor denne art »natur« er frem for alt alvor det sømmelige for mennesket, hvis ellers det er et tænkende menneske.

287.


To venner. – Det var venner, men de er holdt op med at være det, og knytter sig fra begge sider samtidigt løs af deres venskab, den ene, fordi han troede sig for meget forkendt, den anden, fordi han troede sig for meget erkendt – og begge har de bedraget sig! – for hver især kendte de ikke sig selv nok.

288. De ædles komedie. – Dem, for hvem den ædle hjertelige tillidsfuldhed ikke lykkes, forsøger at lade deres ædle natur gætte gennem tilbageholdenhed og strenghed og en vis ringeagtelse af tillidsfuldheden: som om deres stærke tillidsfølelse skammede sig over at vise sig.

289. Hvor man ikke må sige noget imod en dyd. – Blandt kujoner er det dårlig tone at sige noget imod tapperheden, og det vækker foragt; og hensynsløse mennesker viser sig bitre, når der siges noget imod medlidenheden.

290. Et spild. – Ved pirrelige og pludselige naturer er de første ord og handlinger for det meste ubetegnende for deres egentlige karakter (de fyldes af omstændighederne og er ligesom efterligninger af ånden i omstændighederne), men fordi de nu engang er sagt og gjort, så må de efterfølgende egentlige karakterord og karakterhandlinger, som udligning eller i forsøget på at gøre det godt eller glemt igen, hyppigt gå med i købet.

291.

Fjerde bog 213

Anmasselse. – Anmasselse er en spillet og hyklet stolthed; for stoltheden er det imidlertid netop særegent, at den hverken tåler eller vil spillet, forstillelsen eller hykleriet, – anmasselsen er for så vidt hykleriet omkring den manglende evne til hykleri, noget meget vanskeligt, og noget, som oftest mislykkes. Men forudsat, at den, som det sædvanligvis sker, lader sig gætte derved, så venter der det anmassende menneske en trefoldig ubehagelighed: man skælder det ud, fordi det vil bedrage os, og skælder det ud, fordi det ville vise sig som hævet over os, – og til sidst ler man også ad det, fordi begge dele er mislykkes. Hvor meget må anmasselsen altså ikke frarådes!

292. En slags miskendelse. – Når vi hører nogen tale, så rækker det ofte med klangen af én eneste konsonant (for eksempel et r), for at gøre os i tvivl omkring ærligheden af vedkommendes opfattelse: vi er ikke vante med denne klang, og ville være nødt til at lave den, villet, – den lyder os »gjort«. Her er et felt for den groveste miskendelse: og det samme gælder om stilen hos en forfatter, som har visse vaner, der ikke er alverdens. Hans »naturlighed« opfattes kun af ham selv som sådan, og netop med det, som han selv føler er »gjort«, fordi han dér for en gangs skyld har givet efter for moden og den såkaldte »gode smag«, behager han måske og vækker tillid.

293. Taknemmelig. – Ét gran taknemmelig sans og andægtighed for meget: – og man lider derved, som


ved en last, og ender med hele sin selvstændighed og redelighed i den dårlige samvittighed.

294. Hellige. – De sanseligste mænd er det, som er nødt til at flygte fra kvinderne, og torturere kroppen.

295. Finhed i tjenesten. – Inden for den store kunst det er at tjene, hører det til blandt de fineste opgaver, at tjene et ubændigt ambitiøst menneske, som ganske vist er den stærkeste egoist i alting, men som aldeles ikke vil gælde for at være det (dette er netop en del af hans ambition), for hvem alting må ske efter hans vilje og lune, og dog altid sådan, at det har udseendet af at han ofrede sig, og sjældent ønskede noget for sig selv.

296. Duellen. – Jeg betragter det som en fordel, sagde en, at kunne have en duel, når jeg absolut behøver den; for der gives altid brave kammerater omkring mig. Duellen er den sidste tiloversblevne, fuldkomment ærefulde vej til selvmordet, desværre en omvej, og en, som ikke engang er helt sikker.

297. Fordærveligt. – Man er mest sikker på at fordærve et ungt menneske, hvis man råder det til at agte den enstænkende højere end den anderledestænkende.

Fjerde bog 215

298. Helte-kulten og dens fanatikere. – Fanatikeren omkring et ideal i kød og blod har sædvanligvis ret, så længe han negerer, og han er frygtelig deri: han kender det negerede så godt som sig selv, af den simpleste grund, at han kommer derfra, er hjemme dér, og i al hemmelighed altid frygter at måtte tilbage dertil, – han vil gøre sig tilbagevendingen umulig, gennem den måde, han negerer på. Men så snart han affirmerer, lukker han øjnene halvt i og begynder at idealisere (hyppigt også blot for dermed at skade dem, der er blevet hjemme –); dette siger man vel er kunstnerisk, – nuvel, men det har også noget uredeligt ved sig. Idealisten omkring en person stiller sig denne person sådan på afstand, at han ikke længere kan se ham skarpt – og nu tyder han det, han endnu ser, om i det »skønne«, det vil sige: i det symmetriske, de bløde linjer, det ubestemte. Da han endvidere ønsker at tilbede sit i det fjerne og høje svævende ideal, så har han, som beskyttelse mod profanum vulgus , behov for at bygge et tempel til dets tilbedelse. Hertil bringer han alt hvad han ellers besidder af ærværdige og viede genstande, for at deres magi også skal komme idealet til gode, og det ved denne næring skal vokse og blive stadigt mere guddommeligt. Til sidst har han virkeligt færdiggjort sin gud, – men ve! der gives en, som ved, hvordan det altsammen er gået til, hans intellektuelle samvittighed, – og der gives også en, som, helt ubevidst, protesterer imod det, nemlig den guddommeliggjorte selv, der nu, som følge af kult, lovsang og vielsesrøgelse, bliver utålelig, og helt åbenlyst lader sig ane på afskyelig vis som ikke-gud og alt-for-meget-menneske. Her er kun én udvej for en sådan fanatiker: han lader tålmodigt sig og sine mishandle, og tolker så også hele elendigheden in majorem dei gloriam , gennem en ny slags


selvbedrag og ædel løgn: han tager parti imod sig selv og fornemmer, som mishandlet og som interpret, sådan noget som et martyrium derved, – således opstiger han til højdepunktet for sin arrogance. – Mennesker af denne art levede for eksempel omkring Napoleon: ja, måske er det netop ham der har ladet den romantiske, for oplysningens ånd fremmede, prostration overfor »geniet« og »helten« indgive i sjælen på vort århundrede, ham, overfor hvem en Byron ikke skammede sig for at sige, at han selv var en »orm overfor sådan et væsen«. (Formlerne for en sådan prostration er blevet fundet af dette gamle anmassende rodehoved og gnavpot, Thomas Carlyle, som brugte et langt liv på at romantisere fornuften hos sine englændere: omsonst!)

299. Tilsyneladende heroisme. – At kaste sig ind midt blandt fjenderne kan være et kendetegn på fejhed.

300. Nådig overfor den smigrende. – Den sidste klogskab hos de umætteligt ærgerrige er, ikke at lade den menneskeforagt gøre sig bemærket, som betragtningen af den smigrende indgyder dem: men derimod at fremtræde nådige også overfor dem, som en gud, der ikke kan andet end at være nådig.

301. »Karakterfuld«. – »Hvad jeg én gang har sagt, det gør jeg« – denne tænkemåde gælder som karakterfuld. Hvor mange handlinger bliver ikke gjort, ikke fordi de er blevet udvalgt som de fornuftigste, men derimod

Fjerde bog 217

fordi de, da de faldt os ind, på en eller anden måde har pirret vores ærefrygt og forfængelighed, så at vi er blevet hængende ved dem og blindt sætter dem igennem! Således forøger de hos os selv troen på vores karakter og vores gode samvittighed, altså, i det hele taget, vores kraft: mens udvælgelsen af det mest muligt fornuftige vedligeholder skepsissen overfor os, og dermed en følelse af svaghed i os.

302. En, to og tre gange sandt! – Menneskene lyver usigeligt ofte, men de tænker ikke efterfølgende over det, og tror i det store og hele ikke på det.

303. Menneskekenderens tidsfordriv. – Han tror, at han kender mig, og føler sig fin og vigtig, når han omgåes mig sådan og sådan: jeg varer mig for ikke at skuffe ham. For så måtte jeg gengælde det, mens han nu er mig velvillig, eftersom jeg bereder ham en følelse af vidende overlegenhed. – Dér er en anden: han frygter sig for, at jeg skal bilde mig ind, at jeg kender ham, og derved ser han sig nedgjort. Således opfører han sig rædselsfuldt og ubestemt, og søger at føre mig på vildveje, – for atter at hæve sig over mig.

304. Verdens-ødelæggerne. – For denne er der noget, som ikke lykkes; til slut råber han i harme: »så gid hele verden går til grunde!« Denne afskyelige følelse er højdepunktet af misundelsen, der følgeslutter: fordi der er noget som jeg ikke kan have, så skal hele verden intet have! skal hele verden intet være!


305.

Grådighed. – Vores grådighed ved køb tager til med genstandenes billighed, – hvorfor? Er det fordi de små prisforskelle først skaber grådighedens lille øje?

306. Græsk ideal. – Hvad beundrede grækerne ved Odysseus? Frem for alt evnen til at lyve og til den listige og frygtelige gengældelse; at være omstændighederne voksen; når det gælder, at fremstå ædlere end den ædleste; at kunne være, hvad man vil; heroisk vedholdenhed; at stille sig alle midler til rådighed; at have ånd – hans ånd er beundret af guderne, de ler, når de tænker på det –: dette er altsammen græsk ideal! Det mærkværdigste derved er, at modsætningen mellem at synes og at være slet ikke føles her, og altså heller ikke medregnes moralsk. Gaves der nogensinde mere grundige skuespillere!

307. Facta ! Ja, fac ta f ic ta ! – En historieskriver har ikke at gøre med det, som virkeligt er sket, men derimod kun med de formentlige tildragelser: for kun disse har virket. Ligeså kun med de formentlige helte. Hans tema, den såkaldte verdenshistorie, er meninger omkring formentlige handlinger og deres formentlige motiver, som atter giver anledning til meninger og handlinger, hvis realitet imidlertid straks atter fordamper og kun som damp virker, – en fortsat frembringelse af, og bliven svanger med, fantomer over den uudgrundelige virkeligheds dybe tåger. Alle historikere beretter om ting, der aldrig har eksisteret, andet end i forestillingen.

Fjerde bog 219

308.

Ikke at forstå sig på handel er fornemt. – Kun at sælge sin dyd til højeste pris, eller endda at bedrive åger med den, som lærer, tjenestemand, kunstner, – det gør et kræmmer-anliggende ud af geni og begavelse. Med sin visdom skal man nu engang ikke ønske at være klog!

309. Frygt og kærlighed. – Frygten har fordret den generelle indsigt omkring menneskene mere end kærligheden, for frygten vil gætte, hvem den anden er, hvad han kan, hvad han vil: at bedrage sig heri ville være til fare og ulempe. Omvendt har kærligheden en hemmelig impuls til at se så meget som muligt skønt i den anden, eller at hæve ham så højt op som muligt: at bedrage sig deri ville for kærligheden være til lyst og fordel – og det gør den så.

310. De godmodige. – De godmodige er nået frem til deres væsen gennem den vedvarende frygt deres forfædre har haft overfor fremmede overgreb, – de mildnede, beroligede, undskyldte, forebyggede, adspredte, smigrede, dukkede sig, skjulte smerten, ærgrelsen, udglattede straks igen deres træk – og til sidst gav de hele denne sarte og velspillede mekanisme i arv til deres børn og børnebørn. For disse gav en gunstigere skæbne ingen anledning til denne vedvarende frygt: ikke desto mindre spiller de vedvarende på dens instrumenter.


311. Den såkaldte sjæl. – Summen af indre bevægelser, som falder let for mennesket, og som det følgeligt gør gerne og med ynde, kalder man for dets sjæl; – det gælder som sjælløst, hvis det giver besvær og anstrengelser at mærke ved indre bevægelser.

312. De glemsomme. – I lidenskabens udbrud og i drømmens og vanviddets fantaseren genopdager mennesket sin og menneskehedens forhistorie: dyriskheden med dens vilde grimasser; dets hukommelse griber engang langt nok bagud, mens dets civiliserede tilstand udvikler sig ud fra glemselen af disse urerfaringer, altså ud fra, at denne hukommelse aftager. Hvem der som glemsom person af den højeste slags konstant er forblevet helt fjern overfor dette, forstår ikke menneskeheden, – men det er en fordel for alle, hvis der hér og dér gives sådanne enkelte, som »ikke forstår dem«, og som ligesom er skabt af guddommelig sæd og er blevet født af fornuften.

313. Den ikke længere ønskede ven. – Den ven, hvis forhåbninger man ikke kan tilfredsstille, ønsker man sig hellere til fjende.

314. Fra tænkernes selskab. – Midt på tilblivelsens ocean vågner vi op på en lille ø, som ikke er større en jolle, vi eventyrere og vandrefugle, og ser os her for en kort stund omkring: så skyndsomt og så nysgerrigt som

Fjerde bog 221

muligt, for hvor hurtigt kan en vind ikke blæse os væk, eller en bølge spule hen over øen, så der intet er tilbage af os længere! Men her, på denne trange plads, finder vi andre vandrefugle og hører om tidligere, – og således lever vi et kosteligt af erkendelsens og gætteriets kostelige minutter, med muntre vingeslag og kvidren med hinanden, og tager i ånden på eventyr ud på havet, ikke mindre stolte end havet selv!

315. At yderliggøre sig. – At lade noget af sin ejendom fare, at opgive sin ret – skaber glæde, hvis det påviser stor rigdom. Hertil hører storsindet.

316. Svage sekter. – De sekter, som føler, at de vil forblive svage, går på jagt efter enkelte intelligente tilhængere, og ønsker gennem kvalitet at erstatte, hvad de mangler i kvantitet. Heri ligger en ikke ringe fare for de intelligente.

317.

Aftenens dom. – Hvem der tænker efter over sit dags- og livsværk, når han står for dets ende og er træt, kommer sædvanligvis til en melankolsk betragtning: dette skyldes dog ikke dagen eller livet, men derimod trætheden. – Midt i vores skaben tager vi os sædvanligvis ingen tid til at dømme omkring livet og tilværelsen, og midt i nydelsen heller ikke: kommer det dog for en gangs skyld alligevel dertil, så giver vi ikke længere ret til den, som ventede til den syvende dag og roen, for at finde alt, hvad der er til, så ganske skønt, – han havde forpasset det bedre øjeblik.


318. Giv agt for systematikerne! – Der gives et skuespilleri fra systematikernes side: idet de ønsker at udfylde et system og runde horisonten omkring det af, er de nødt til at forsøge, at lade deres svagere egenskaber optræde i stil med deres stærkere, – de ønsker at fremstille sig som fuldstændige og ensartet stærke naturer.

319. Gæstevenskab. – Meningen i gæstevenskabets skikke er: at lamme det fjendtlige ved den fremmede. Hvor man i den fremmede ikke længere først og fremmest fornemmer en fjende, aftager gæstevenskabet; det blomstrer, så længe dets onde forudsætning blomstrer.

320. Om vejret. – Et meget usædvanligt og uberegneligt vejr gør også menneskene mistroiske overfor hinanden; derved bliver de syge efter forandring, for de er nødt til at forlade deres vaner. Derfor elsker despoterne alle landstrækninger hvor vejret er moralsk.

321. Fare i uskylden. – Hver gang bliver ofrene de uskyldige mennesker, fordi deres uvidenhed hindrer dem i at skelne mellem mål og overmål, og i, til tider at være forsigtige overfor sig selv. Således vænner uskyldige, det vil sige uvidende unge kvinder sig til den hyppige nydelse af afrodisier, og må senerehen undvære den meget, når deres mænd bliver syge eller for tidligt svagelige; netop den harmløse og troskyldige opfattelse af, at denne gængse måde at omgåes dem på så ville være ret og regel, fører kvinderne til et behov,

Fjerde bog 223

som senerehen udsætter dem for de heftigste prøvelser og hvad der er værre. Men helt generelt og højt betragtet: hvem der elsker et menneske og en ting, uden at kende det eller den, blive et bytte for noget, som han ikke ville elske, hvis han kunne se det. Overalt hvor der kræves erfaring, forsigtighed og afmålte skridt, der vil netop den uskyldige mest grundigt blive fordærvet, for ved enhver sag må han med blinde øjne drikke gæren og giften på bunden. Man kan tænke på den praksis, som findes hos alle fyrster, kirker, sekter, partier, sammenslutninger: er det ikke altid den uskyldige, der, som den sødeste madding, bruges i de helt farlige og gruelige tilfælde? – sådan som Odysseus bruger den uskyldige Neoptolemos, for at liste bue og pile fra den gamle syge eneboer og vederstyggelighed fra Lemnos. – Kristendommen med dens foragt for verden har gjort en dyd af uvidenheden, den kristelige uskyld, måske fordi det hyppigste resultat af denne uskyld netop, som antydet, er skylden, skyldfølelsen og fortvivlelsen, altså en dyd, som ad omvejen til helvede fører til himmels: for først nu kan den kristelige frelses dystre propylæer åbne sig op, først nu er løftet om en efterfødt anden uskyld virksomt: – den er en af kristendommens skønneste opfindelser!

322. Om muligt at leve uden læge. – Det forekommer mig, at en syg er mere letsindig, hvis han har en læge, end hvis han selv bekymrer sig om sin sundhed. I førstnævnte tilfælde er det ham nok at være streng med hensyn til alt, hvad der er foreskrevet; i det andet tilfælde tager vi det, som disse foreskrifter sigter til, vores sundhed, mere samvittighedsfuldt for øje, og bemærker langt mere, påbyder og forbyder os langt mere, end hvad


der ville ske på lægens foranledning. – Alle regler har denne virkning: at føre væk fra det formål, der ligger bag reglerne, og at gøre mere letsindig. – Og hvor meget ville menneskehedens letsind ikke være steget i det ubændige og ødelæggende, hvis den nogensinde fuldkomment ærligt havde overladt alting til guddommen som dens læge, ifølge ordet »som Gud vil«! –

323. Himlens formørkelse. – Kender I til hævnen fra de generte mennesker, som i et selskab opfører sig som om de havde stjålet dets lemmer? Hævnen fra de ydmyge kristensjæle, som overalt på Jorden kun lige lister sig igennem? Hævnen fra dem, der altid dømmer straks, og altid straks får uret? Hævnen fra drukkenboltene af enhver slags, for hvem morgenen er det uhyggeligste ved hele dagen? Tillige fra sygebolte af enhver slags, svagelige og nedtrykte, som ikke længere har modet til at blive sunde? Antallet af disse små hævnsyge, og i det hele taget antallet af deres små hævn-akter, er uhyrligt; hele luften virrer fortsat med de af deres ondskabsfuldheders afskudte pile og småpile, så at livets sol og himmel derved formørkes – ikke kun for dem, men derimod endnu mere for os, de andre, øvrige: hvilket er værre end at de alt for ofte ridser os i hud og hjerte. Benægter vi ikke af og til både sol og himmel, blot fordi vi så længe ikke har set dem? – Altså: ensomhed! Også derfor ensomhed!

324. Skuespillernes filosofi. – Det er de store skuespilleres lykkelige vrangforestilling, at det virkeligt har været de historiske personer, som de fremstiller, sådan til

Fjerde bog 225

mode, som skuespillerne selv ved deres fremstilling, – men de tager stærkt fejl deri: deres efterlignende og gættende kraft, som de gerne ville udgive for en klarsyns-evne, trænger kun lige netop dybt nok ind til at kunne forklare gebærder, toner og blikke, og overhovedet kun det yderlige; det vil sige, de opsnapper skyggen af sjælen hos en stor helt, statsmand, kriger, en ambitiøs, jaloux, fortvivlende, de trænger tæt ind på sjælen, men ikke helt ind til ånden af deres objekter. Det ville ganske vist være en skøn opdagelse, at der blot behøves den klartseende skuespiller, i stedet for alle tænkere, kendere, fagmænd, for at kaste lys ind i væsenet af en eller anden tilstand! Vi må dog aldrig glemme, så snart sådanne anmasselser bliver højlydte, at skuespilleren er en ideal abe, og er så meget abe, at han slet ikke formår at tro på »væsenet« og det »væsentlige«: For ham bliver alt til spil, tone, gebærde, scene, kulisse og publikum.

325. At leve afsides og tro afsides. – Midlet til at blive sin tids profet og mirakelmager gælder i dag som førhen: man må leve afsides, med få kundskaber, enkelte tanker og ganske megen arrogance, – endeligt indstiller sig hos os troen på, at menneskeheden ikke ville kunne komme videre uden os, fordi vi nemlig helt åbenbart kommer videre uden den. Så snart denne tro er tilstede, finder man også tro. Til slut et råd til den, der vil bruge det (det blev givet til Wesley af hans åndelige lærer Böhler): »præk troen, indtil du har den, og så vil du prædike den, fordi du har den!« –


326. At kende sine omstændigheder. – Vore kræfter kan vi vurdere, men ikke vores kraft. Omstændighederne skjuler og viser os dem ikke blot, – nej! de forstørrer og formindsker den. Man skal holde sig for en variabel størrelse, hvis ydeevne under gunstige omstændigheder måske kan komme lig den allerhøjeste: man skal altså tænke over omstændighederne, og ikke sky nogen flid i iagttagelsen af dem.

327. En fabel. – Erkendelsens Don Juan: han er endnu ikke blevet opdaget af nogen filosof og digter. Han mangler kærligheden til de ting, han erkender, men han har ånd, en kildren og nydelse ved erkendelsens jagt og intriger – helt ud til de højeste og fjerneste stjerner! – indtil der til slut ikke længere er noget at jage, andet end det absolut skadelige ved erkendelsen, som hos drankeren, der til slut drikker absint og salpetersyre. Således trænger han til slut til Helvede, – det er den sidste erkendelse, der forfører ham. Måske vil også den skuffe ham, som alt erkendt! Og da måtte han i al evighed blive stående, fastnaglet til skuffelsen og selv blevet til den forstenede gæst, med et forlangende efter et erkendelsens aftenmåltid, som aldrig mere bliver ham til dels! – for den vide verden af ting har ikke længere nogen bid at byde denne sultne.

328. Hvad idealistiske teorier lader gætte om. – Man støder mest sikkert på de idealistiske teorier hos de utænksomme praktikere; for de behøver disse teoriers lysskær til deres kald. Instinktivt griber de ud efter det

Fjerde bog 227

og føler ingen hykleri derved: så lidt som en englænder føler sig som hykler ved sin kristelighed og søndagshellighed. Omvendt: for de kontemplative naturer, der må holde sig i ave overfor al fantasi, og også skyr sværmeriets kald, rækker kun de hårde realistiske teorier: de griber ud efter dem med samme instinktive nødtvungethed, og uden derved at miste deres ærlighed.

329.

Munterhedens fornægtere. – Mennesker, som er dybt såret af livet, har gjort al munterhed fordægtig, som om den altid vil være barnlig og barnagtig, og vil lade gætte om en ufornuft, ved hvis betragtning man kun vil kunne føle forbarmelse og rørthed, som når et barn, der er døden nær, stadig kæler med sit legetøj på sengen. Sådanne mennesker ser tildækkede og bortgemte grave under alle roser; festivitas, tummel, munter musik fremstår for dem som det beslutsomme selvbedrag hos de svært syge, der ønsker at slubre livets rus et enkelt minut endnu. Men denne dom over munterheden er intet andet end munterhedens strålebrydning på udmattelsens og sygdommens dystre grund: denne dom er selv noget rørende, ufornuftigt, der vækker medlidenhed, ja, den er endda noget barnligt og barnagtigt, men ud fra den anden barndom, som følger af alderen og løber døden i forvejen.

330. Endnu ikke nok! – Det er endnu ikke nok at bevise en sag, man må også forføre menneskene til den, eller løfte dem op til den. Derfor skal den vidende lære, at sige sin visdom: og ofte sådan, at den lyder som en dumhed.


331. Ret og grænse. – Asketismen er den rette tænkemåde for sådanne, som har brug for at udrydde deres sanselige drifter, fordi disse drifter er rasende rovdyr. Men også kun for sådanne!

332. Den opblæste stil. – En kunstner, der ikke udlader sin højtsvulmede følelse i værket, og letter sig på den vis, men som tværtimod snarere netop ønsker at meddele følelsen af opsvulmethed, er svulstig og hans stil er den opblæste stil.

333. »Menneskelighed«. – Vi holder ikke dyrene for moralske væsener. Men mener I da, at dyrene holder os for moralske væsener? – Et dyr, som kunne tale, sagde: »Menneskelighed er en fordom, som vi dyr i det mindste ikke lider af.«

334. Den velgørende. – Velgøreren tilfredsstiller et behov i sit sind, når han gør velgerninger. Jo stærkere dette behov er, desto mindre tænker han sig ind i den anden, der tjener ham til at stille sit behov, han bliver ufølsom og under omstændigheder pinlig. (Dette siger man om den jødiske velgørenhed og barmhjertighed: der som bekendt er noget mere hidsig end andre folkeslags.)

Fjerde bog 229

335. For at kærlighed skal spores som kærlighed. – Vi må være redelige overfor os selv, og kende os ganske godt, for at kunne udøve den menneskevenlige forstillelse overfor andre, som kaldes kærlighed og godhed.

336. Hvad er vi i stand til? – Én var hele dagen så plaget af sin pligtforsømmende og ondskabsfulde søn, at han om aftenen slog ham til døde og med tungt åndedrag sagde til den øvrige familie: »Sådan! nu kan vi sove roligt!« – Hvad ved vi om, hvad omstændigheder kunne drive os til!

337. »Naturligt«. – I det mindste at være naturlig i sine fejl, – er måske den sidste ros til en kunstig og overalt ellers skuespillerisk og halvægte kunstner. Et sådant væsen vil derfor netop kækt komme ud med sine fejl.

338. Erstatnings-samvittighed. – Det ene menneske er for det andet dets samvittighed: og dette er vigtigt, navnlig hvis den anden ellers ingen har.

339. Pligternes forvandling. – Når pligten hører op med at falde én svært, når den efter lang tids øvelse forvandler sig til lystpræget tilbøjelighed og behov, så bliver de andres rettigheder, som vore pligter, altså nu vore tilbøjeligheder, henfører sig til, forvandlet til noget


andet: nemlig anledninger for os til behagelige følelser. Den anden bliver fra da af, i kraft af hans rettigheder, elskværdig (i stedet for ærværdig og frygtelig, sådan som det førhen var). Vi søger vores lyst, når vi nu anerkender og understøtter området for hans magt. Da kvietisterne ikke længere havde nogen byrde ved deres kristendom og i Gud kun fandt deres lyst, antog de deres valgsprog »Alt til Guds ære!«: hvad de end ellers gjorde i denne henseende, så var det ikke længere et offer; det var så meget som »Alt for vores fornøjelses skyld!« At kræve, at pligten altid skal falde én til byrde – sådan som Kant gør det – er at kræve, at den aldrig skal blive til vane og sædvane: i dette krav skjuler sig en lille rest af asketisk grusomhed.

340. Det øjensynlige er imod historikeren. – Det er en velbevist sag, at menneskene udgår fra moderskødet: alligevel lader voksne børn, der står ved siden af deres moder, denne hypotese fremstå som ganske urimelig; den har det øjensynlige imod sig.

341. En fordel ved miskendelsen. – Én fortalte, at han i barndommen havde haft en sådan foragt for det melankolske temperaments behagesyge griller, at det helt frem til midten af hans liv var forblevet ham skjult, hvilket temperament han har: nemlig netop det melankolske. Han forklarede dette som den bedste af alle mulige uvidenheder.

Fjerde bog 231

342. Ikke at forveksle! – Ja! Han betragter sagen fra alle sider, og I mener, at det er den rette mand for erkendelsen. Men han vil blot sænke prisen, – han ønsker at købe den!

343. Angiveligt moralsk. – I ønsker aldrig at blive utilfredse med jer selv, at lide ved jer selv, – og kalder dette for jeres moralske hang! Nuvel, en anden ville kalde det jeres fejhed. Men ét er sikkert: I vil aldrig gøre rejsen verden rundt (den verden, som I selv er!) og vil i jer selv forblive et tilfælde og en plet på overfladen! Tror I da, at vi anderledes stemte udsætter os for rejsen gennem de egne ørkener, sumpe og isbjerge, blot for den rene naragtigheds skyld, og at vi vælger smerterne og leden ved os selv af egen fri vilje, ligesom søjlehelgene?

344. Vores lykke er intet argument for eller imod. – Mange mennesker er kun i stand til en ringe lykke: det er lige så lidt en indvending imod deres visdom, at denne ikke vil kunne give dem mere lykke, end det er en indvending imod helsekunsten, at mange mennesker ikke kan kureres, og andre altid er sygelige. Selv hvis enhver vil have held med at finde netop den livsopfattelse, som han kan virkeliggøre sit højeste mål af lykke ud fra: så kan hans liv dog stadigvæk være elendigt og lident misundelsesværdigt.


346. Kvindefjender. – »Kvinden er vores fjende« – hvem der taler sådan som mand til mænd, hos ham taler den ukontrollerede drift, som ikke blot hader sig selv, men også sine midler.

347. En skole for taleren. – Når man et helt år forbliver tavs, så aflægger man evnen til at sludre, og lærer at tale. Pythagoræerne var de bedste statsmænd på deres tid.

348. Følelse af magten. – Man gør vel i at skelne: Den, der først ønsker at vinde følelsen af magten, han griber med alle midler og forsmår ingen næring af den. Men den, der har denne følelse, han er blevet meget selektiv og fornem i sin smag; det er sjældent, at noget er ham godt nok.

349. Ikke helt så vigtigt. – Betragter man et dødstilfælde, så kommer en tanke regelmæssigt op, som man straks undertrykker i sig ud fra en falsk anstændighedsfølelse: at dødsakten ikke vil være så betydningsfuld som den generelle ærefrygt hævder, og at den døende sandsynligvis vil have mistet vigtigere ting i livet, end hvad han her står i begreb om at miste. Her er enden med sikkerhed ikke målet. –

350. Hvordan man bedst giver løfter. – Når der gøres et løfte, så er det ikke ordet, som lover, men derimod det uudtalte bagved ordet. Ja, ordene gør et løfte mindre

Fjerde bog 233

kraftigt, idet de udlader og forbruger en kraft, som er en del af den kraft, der lover. Lad jer altså række hinanden hånden og læg derved en finger for munden, – sådan gør I de sikreste løfter.

351. Sædvanligvis misforstået. – I samtalen bemærker man, at den ene bestræber sig på at lægge en fælde, som den anden skal falde i, ikke af ondskabsfuldhed, som man skulle tænke, men derimod af fornøjelse ved den egne fiffighed: og så igen andre, som forbereder vitsen, for at den anden kan lave den, og som knytter sløjfen, for at han skal binde knuden deraf: ikke på grund af velvillighed, som man skulle tænke, men derimod på grund af de grove intellekters ondskabsfuldhed og foragt.

352. Centrum. – Denne følelse: »jeg er verdens midtpunkt!« optræder ganske stærkt, hvis pludseligt man overfaldes af vanæren; så står man dér som bedøvet midt i en brænding, og føler sig blændet som af ét stort øje, der ser på os fra alle sider og ser lige igennem os.

353. Talefrihed. – »Sandheden må blive sagt, om så verden skulle gå i stykker!« – således råber, stormundet, den store Fichte! – Ja! Ja! Men så måtte man også have den! – Hvad han imidlertid mener, er, at enhver skal sige sin mening, selv hvis alt skulle falde sammen. Dette ville man stadig kunne gå i rette med ham omkring.


354. Mod til at lide. – Sådan som vi nu er kan vi udholde en temmelig mængde ulyst, og vores mave er indrettet til denne tunge kost. Uden ulysten ville vi måske endda finde livets måltid for kedeligt: og uden den gode vilje til smerten måtte vi lade alt for megen glæde fare!

355. Beærere. – Hvem der beærer sådan, at han korsfæster den ærede, hører til bødlerne i sit parti, – man skal vare sig for at række ham hånden, selv hvis man også er fra partiet.

356. Lykkens virkning. – Den første virkning af lykken er følelsen af magten: magten vil ytre sig, om det er imod os selv eller imod andre mennesker eller imod forestillinger eller imod indbildte væsener. De sædvanligste måder at ytre sig på er: at beskænke, at bespotte, at tilintetgøre, – alle tre med en fælles grunddrift.

357. Moralske hestebremser. – De moralister, som mangler kærligheden til erkendelsen, og kun kender glæden ved at skade – har provinsboernes ånd og kedsommelighed; deres lige så grusomme som jammerlige fornøjelse er det, at gå naboen efter i sømmene, og ubemærket at gemme en nål etsteds for naboen at stikke sig på. Uudviklet har de småknægtenes uvane i sig, som ikke kan være muntre uden at jage og mishandle det levende og døde en smule.

Fjerde bog 235

358. Grunde og deres grundløshed. – Du har en antipati imod ham og frembringer også rigelige grunde for denne antipati, – men jeg tror kun din antipati, ikke dine grunde! Det er et skønmageri for dig selv, at lade det instinktive fremføre for dig og mig som en fornuftslutning.

359. At finde noget godt. – Man finder ægteskabet godt, for det første, fordi man endnu ikke kender det, for det andet, fordi man har vænnet sig til det, for det tredje, fordi man har indgået det, – det vil sige i næsten alle tilfælde. Og dog er det dermed ikke blevet bevist, at ægteskabet er godt.

360. Ingen utilitarister. – »Den magt, som udsættes for, eller tiltænkes meget ondt, er mere værd end den afmagt, der kun kommer ud for noget godt«, – således følte grækerne det. Det vil sige: følelsen af magten blev af dem skattet højere end enhver nytte og ethvert godt kald.

361.

At synes hæslig. – Mådeholdenheden ser sig selv som skøn; den er uskyldig i, at den i de umådeholdnes øje fremstår rå og nøgtern, og følgeligt hæslig.

362. Forskellig i hadet. – Nogle hader først, når de føler sig svage og trætte: ellers er de rimelige og overbærende.


Andre hader først, når de ser muligheden for hævn: ellers varer de sig for al hemmelig og højlydt vrede, og tænker, hvis der gives anledning til det, forbi det.

363. Mennesker af tilfældet. – Det væsentlige ved enhver opfindelse gør tilfældet, men de fleste mennesker møder ikke dette tilfælde.

364. Valg af omgivelser. – Man skal vare sig for at leve i omgivelser, overfor hvilke man hverken kan tie i værdighed eller kan meddele sit højere, så at alt, hvad der er tilovers at meddele, er vor klage og nød og hele historien om vore nødstilstande. Dermed bliver man utilfreds med sig selv, og utilfreds med disse omgivelser, ja, man lægger også leden ved, altid at føle sig som klagende, oven i nødstilstanden, der får os til at klage. Man skal tværtimod leve dér hvor man skammer sig for at tale om sig selv, og ikke behøver det. – Men hvem tænker på sådanne ting, på et valg i sådanne ting? Man taler om sin »skæbne«, stiller sig hen med bred ryg, og sukker »jeg ulyksalige Atlas!«

365. Forfængelighed. – Forfængeligheden er frygten for, at fremstå original, altså en mangel på stolthed, men ikke nødvendigvis en mangel på originalitet.

366. Forbryder-kvaler. – Som opdaget forbryder lider man ikke ved forbrydelsen, men derimod ved skændselen,

Fjerde bog 237

eller ved leden over en gjort dumhed, eller ved undværelsen af det vante element, og der behøves en finhed, som er sjælden, for her at kunne sondre. Enhver, der har haft megen omgang med fængsler og tugthuse, er forbavset over, hvor sjældent der dér kan findes noget utvetydigt »samvittighedsnag«: men så meget mere hjemveen efter den gamle onde elskede forbrydelse.

367. Altid at synes lykkelig. – Da filosofien var en sag for den offentlige kappesstrid, i Grækenland i det tredje århundrede, blev ikke så få filosoffer lykkelige gennem den bagtanke, at andre, som efterlevede andre principper og pintes derved, måtte ærgre sig over deres lykke: de mente, at de bedst gendrev de andre med lykken, og dertil var det nok, altid at synes lykkelig: men derved måtte de på sigt også blive det! Dette var eksempelvis kynikernes lod.

368. Grund til megen miskendelse. – Den tiltagende nervekrafts moralitet er glædesfuld og urolig; den aftagende nervekrafts moralitet, om aftenen, eller hos syge og gamle folk, er lidende, beroligende, afventende, vemodig, ja, ikke sjældent dyster. Alt efter, om man har noget af den ene eller den anden, forstår man ikke den, som vi mangler, og for den anden person udlægger man den ofte som usædelighed og svaghed .


369. At hæve sig over sin elendighed. – Det er mig stolte fæller, der, for at frembringe følelsen af deres værdighed og vigtighed, altid først har brug for andre, som de kan beherske og voldtage: Sådanne, nemlig, hvis afmagt og fejhed tillader, at nogen ustraffet kan gøre ophøjede og vrede gebærder overfor dem! – så at de har behov for elendigheden af deres omgivelser, for et øjeblik at hæve sig over deres egen! – Dertil har den ene brug for en hund, en anden for en ven, en tredje for en kvinde, en fjerde for et parti og en ganske sjælden brug for en helt tidsalder.

370. Hvorvidt tænkeren elsker sin fjende. – Aldrig holde noget tilbage eller fortie noget for dig, som kan tænkes imod dine tanker! Lov dig selv det! Det hører til tænkningens første redelighed. Du må hver dag også føre dit felttog mod dig selv. En sejr og en erobret skanse er ikke længere dit anliggende, men derimod sandhedens, – men heller ikke dit nederlag er dit anliggende længere!

371. Styrkens ondskab. – Voldsudøvelsen som følge af lidenskaben, eksempelvis af vreden, er fysiologisk at forstå som et forsøg på at forebygge et truende kvælningsanfald. Utallige overmodige handlinger, som udlader sig mod andre personer, er afledte af en pludselig blodansamling grundet en stærk muskel-aktivitet: og måske hører hele »styrkens ondskab« til under dette synspunkt. (Styrkens ondskab skader den anden, uden at tænke over det, – den er nødt til at

Fjerde bog 239

udlade sig; svaghedens ondskab vil skade og se tegnene på lidelsen.)

372. Til kendernes ære. – Så snart en person, som ikke er kender, alligevel spiller dommer, skal man straks protestere: hvad enten det er en mandsling eller en kvinde. Sværmeri og henrykkelse for en ting eller et menneske er ikke argumenter: modvilje og had imod dem heller ikke.

373. Afslørende dadel. – »Han kender ikke menneskene« – det vil i den enes mund sige: »han kender ikke det almindelige«, i munden på den anden: »han kender ikke det usædvanlige, og kender det almindelige for godt.«

374. Ofrets værdi. – Jo mere man frakender staterne og fyrsterne retten til at ofre de enkelte (som ved retsplejen, hærfølgen osv.), jo højere vil selv-ofringen stige i værdi.

375. At tale for tydeligt. – Af forskellige grunde kan man tale for tydeligt artikuleret: én gang af mistro overfor sig selv, i et nyt og uøvet sprog, men dernæst også af mistro overfor de andre, grundet deres dumhed eller langsomhed i forståelsen. Og således også i det åndelige: nogle gange er vores meddelelse for tydelig, for pinlig, fordi dem, som vi meddeler os til, ellers


ikke forstår os. Følgeligt er den fuldkomne og lette stil overhovedet kun tilladt overfor et fuldkomment publikum.

376. At sove meget. – Hvad skal man gøre for at opkvikke sig når man er træt og har fået nok af sig selv? Den ene anbefaler kasinoet, den anden kristendommen, den tredje elektriciteten. Men det bedste, mine kære melankolikere, er og bliver: at sove meget, i egentlig og uegentlig forstand! På den måde vil man også atter have sin morgen! Livsvisdommens kunststykke består deri, at man forstår at indskyde søvnen af enhver slags til rette tid.

377. Hvad fantastiske idealer lader gætte om. – Der, hvor vores mangler ligger, fremkommer vort sværmeri. Den sværmeriske sætning »elsk jeres fjender!« har jøder måtte opfinde, de bedste hadere der har været, og den skønneste forherligelse af kyskheden er blevet opdigtet af sådanne, der i deres ungdom har levet råt og afskyeligt.

378. Ren hånd og ren væg. – Man skal hverken male Gud eller Fanden på væggen. Dermed fordærver man både sin væg og sit naboskab.

379. Sandsynligt og usandsynligt. – En kvinde elskede hemmeligt en mand, løftede ham højt op over sig, og

Fjerde bog 241

sagde i dybeste hemmelig hundrede gange: »hvis en sådan mand elskede mig, så ville dette være en nåde, som jeg måtte kaste mig i støvet for!« – Og manden gik det ligeså, og netop i forhold til denne kvinde, og han sagde i dybeste hemmelighed også netop denne tanke. Da de begge endeligt engang havde løsnet tungen, og sagde alhjertens fortielser og dybeste fortielser til hinanden, opstod pludselig en tavshed og enig besindelse. Derpå løftede kvinden sig, med kulde i stemmen: »men det er jo ganske klart! vi er begge ikke dét, som vi har elsket! Hvis du er dét, som du siger, og ikke mere, så har jeg omsonst fornedret mig og elsket dig; dæmonen forførte mig, såvel som dig.« – Denne meget sandsynlige historie forekommer aldrig, – hvorfor?

380. Afprøvet råd. – Af alle trøstmidler gør intet så godt for en, der behøver trøst, end påstanden om, at der ingen trøst gives for deres tilfælde. Deri ligger en sådan udmærkelse, at de atter løfter hovedet.

381. At kende sin »detalje«. – Vi glemmer for let, at vi i fremmede menneskers øjne, der ser os for første gang, er noget helt andet end hvad vi holder os selv for at være: for det meste ikke andet end en iøjnefaldende, for indtrykket bestemmende detalje. Således kan det mildest sindede og rimeligste menneske, hvis blot det har et stort overskæg, ligesom sidde i skyggen af dette overskæg, og sidde roligt, – de sædvanlige øjne ser det så som tilbehøret til et stort overskæg, det vil sige: en militærisk, let opbrusende, under omstændigheder voldsom karakter – og opfører sig derefter overfor det.


382. Gartner og have. – Ud af fugtige uklare dage, ensomhed, ukærlige ord til os, gror slutninger frem som svampe: de er der en morgen, vi ved ikke hvorfra, og de ser sig gråt og vrantent om efter os. Ve den tænker, der ikke er sine væksters gartner, men blot er deres muld!

383. Medlidenhedens komedie. – Vi kan tage nok så meget andel i en ulykkelig: i hans nærvær spiller vi altid en smule komedie, der er meget, vi ikke siger af, hvad vi tænker og hvordan vi tænker det, med samme agtpågivenhed som lægen ved den svært syges sengeleje.

384. Forunderlige hellige. – Der gives smålige mennesker, som anser selv deres bedste værk og virke for intet, og bringer det dårligt til meddelelse eller foredrag: men ud fra en slags hævn anser de også andres sympati for intet, eller tror slet ikke på sympatien; de skammer sig over at se ud som om dde er henrevet over sig selv, og føler et trodsigt velbehag deri, at de bliver latterlige. – Dette er tilstande fra de melankolske kunstneres sjæl.

385. De forfængelige. – Vi er som udstillingsbutikker, hvori vi selv fortsat lader vore angivelige egenskaber, som andre tilkender os, anordne, tildække eller stille frem i lyset, – for at bedrage os.

Fjerde bog 243

386. De patetiske og de naive. – Det kan være en ganske uædel vane, at man ikke lader nogen lejlighed gå forbi, hvor man kan vise sig patetisk: af nydelsen ved tanken om tilskueren, der slår sig for brystet og føler sig jammerlig og lille. Det kan følgeligt også være et tegn på ædelsind, at man driver spot med patetiske situationer og opfører sig uværdigt i dem. Frankrigs gamle krigeriske adel havde denne art fornemhed og finhed.

387. Afprøvning af en overvejelse forud for ægteskabet. – Antaget, at hun elskede mig, hvor belastende ville hun så ikke være for mig på sigt! Og antaget, at hun ikke elskede mig, hvor belastende ville hun så ikke først da være for mig på sigt! – Det drejer sig blot om to forskellige arter af det belastende: – lad os altså gifte os!

389. Skurkeriet med god samvittighed. – At have en overmåde fordel i den lille handel, – det er i nogle områder, for eksempel i Tyrol, så ubehageligt, fordi man, ved siden af den dårlige samvittighed og den plumpe fjendtlighed, som i den bedrageriske sælger opstår imod os, så også må tage det onde ansigt og den grove begærlighed med oveni det dårlige køb. I Venedig er snyderen derimod fra hjertet af fornøjet over det vellykkede skælmestykke, og er slet ikke fjendtligt stemt overfor den bedragede, ja, han er tilbøjelig til at udvise ham en artighed, og navnlig at grine sammen med ham, i fald han skulle have lyst til det. – Kort sagt, man må også have ånden og den gode


samvittighed til skurkeriet: det forsoner nærmest den bedragede med bedraget.

390. En smule for tung. – Meget brave folk, der imidlertid er en smule for tunge til at være høflige og elskværdige, søger straks at besvare en artighed med en alvorlig tjenesteydelse, eller med et bidrag af egen kraft. Det er rørende at se, hvordan de ængsteligt tager deres guldstykker frem, når en anden har budt dem sine forgyldte småmønter.

391. Det onde øjeblik. – Livagtige naturer lyver kun et øjeblik: bagefter har de beløjet sig selv, og er overbeviste og retskafne.

392. Betingelse for høfligheden. – Høfligheden er en ganske god ting, og er virkeligt en af de fire hoveddyder (om end den sidste): men for at vi ikke skal blive belastende for hinanden med den, må vedkommende, som jeg netop har at gøre med, være en grad mindre eller mere høflig, end jeg er det, – ellers kommer vi ikke ud af stedet, og salven salver ikke kun, men klæber tværtimod fast til os.

393. Farlige dyder. – »Han glemmer intet, men tilgiver alt.« – Så bliver han dobbelt forhadt, for han beskæmmer dobbelt, med sin hukommelse og med sit storsind.

Fjerde bog 245

394. Uden forfængelighed. – Lidenskabelige mennesker tænker lident over, hvad andre tænker, deres tilstand hæver sig over forfængeligheden.

395. Kontemplationen. – Hos den ene tænker følger den for tænkeren særegne, besindigt betragtende tilstand, altid på frygtens tilstand, hos en anden altid på begærets. For den første synes den sindige betragtning følgeligt forbundet med følelsen af sikkerhed, for den anden med følelsen af mæthed – det vil sige: den ene er modigt stemt derved, den anden ledt og neutralt.

396. På jagten. – Den ene er på jagt, for at opsnappe behagelige sandheder, den anden – ubehagelige. Men også den første har mere fornøjelse ved selve jagten, end ved byttet.

397. Opdragelse. – Opdragelsen er en fortsættelse af avlen, og ofte en slags efterfølgende forskønnelse af den.

398. Hvad den hidsigere kan kendes på. – Af to personer, der kæmper med, eller elsker, eller beundrer hinanden, overtager den, som er den mere hidsige, altid den mere ubekvemme placering. Det samme gælder om to folkeslag.


399. At forsvare sig. – Nogle mennesker har den bedste ret til at handle sådan og sådan; men når de forsvarer sig desangående, så tror man det ikke længere – og tager fejl.

400. Moralsk forfinelse. – Der gives ømt moralske naturer, som føler skam ved enhver medgang, og samvittighedsnag ved hver en modgang.

401. Det farligste tab af lærdom. – Man begynder at miste evnen til at elske andre, og ophører med, ikke længere at finde noget elskværdigt ved sig selv.

402. Også en tolerance. – »Ét minut for længe at have ligget på glødende kul, og derved at brænde på en smule, – det skader dog intet, hos mennesker og kastanjer! Denne lille bitterhed og hårdhed lader først rigtigt smage, hvor sød og mild kernen er.« – Ja! Sådan dømmer I nydere! I sublime menneskeædere!

403. Forskellig stolthed. – Det er kvinderne der blegner ved forestillingen om, at deres elskede ikke ville være dem noget værd; det er mændene der blegner ved forestillingen om, at de ikke ville være noget værd for deres elskede. Der er her tale om hele kvinder, hele mænd. Sådanne mænd, som tillidsfuldhedens og magtfølelsens mennesker sædvanligvis er, har i

Fjerde bog 247

passionens tilstand deres beskæmmelse, deres tvivl ved sig selv; sådanne kvinder føler sig dog ellers altid som de svage, de til hengivenhed parate, men i passionens høje undtagelse har de deres stolthed og magtfølelse, – den magtfølelse, som spørger: hvem er mig værdig?

404. Hvem man sjældent vil yde retfærdighed. – Nogle kan ikke finde interesse for noget godt og stort, uden at gøre svær uretfærdighed i en eller anden retning: dette er hans art moralitet.

405. Luksus. – Hangen til luksus går i dybet på et menneske: den lader gætte, at det vand, som hans sjæl foretrækker at svømme i, er det overflødige og umådelige.

406. At gøre udødelig. – Hvem der ønsker at slå sin modstander ihjel, kan overveje, om han ikke netop derved foreviger ham.

407. Imod vores karakter. – Går den sandhed, som vi har at sige, imod vores karakter – som det så ofte forekommer –, så opfører vi os derved, som om vi løj på dårlig vis, og vækker mistro.


408. Hvor der er brug for megen mildhed. – Nogle naturer har kun valget mellem at være offentlige skurke eller hemmelige ofre.

409. Sygdom. – Under sygdom er at forstå: en utidig tilnærmelse af alderen, hæsligheden og de pessimistiske domme: hvilke er sammenhørende ting.

410. De ængstelige. – Netop de ubehændige ængstelige væsener bliver nemt til mordere: de forstår ikke det lille forsvar, eller den lille hævn, som vil være modsvarende til formålet, deres had ved af mangel på ånd og åndsnærvær ingen anden udvej end tilintetgørelsen.

411. Uden had. – Du vil tage afsked med din lidenskab? Gør det, men uden had imod den! Ellers har du en lidenskab til. – Sjælen hos de kristne, der har gjort sig fri af synden, bliver sædvanligvis efterfølgende ruineret gennem hadet imod synden. Betragt ansigtet på de store kristne! Det er ansigtet på store hadere.

412. Åndrig og indskrænket. – Intet forstår han at værdsætte, ud over sig selv; og hvis han ønsker at værdsætte andre, så må han altid først forvandle dem til sig selv. Men deri er han åndrig.

Fjerde bog 249

413. De private og offentlige anklagere. – Se dig nøje enhver an, der anklager og inkvirerer, – derved afdækker han sin karakter: og vel at mærke ikke sjældent en dårligere karakter end hos det offer, hvis forbrydelse han er ude efter. Den anklagende mener i al uskyldighed, at modstanderen af en synd og en synder allerede i sig selv må være af god karakter, og må gælde som god, – og således lader han sig gå, det vil sige: han lader sig komme ud.

414. De frivilligt blinde. – Der gives en art sværmerisk, helt til det yderste gående hengivenhed til en person eller et parti, som lader gætte, at vi i al hemmelighed føler os overlegne over dem, og bærer nag over os omkring det. Vi blænder os ligesom frivilligt, som straf for, at vort øje har set for meget.

415. Remedium amor is . – Endnu hjælper i de fleste tilfælde kun dette gamle radikalmiddel mod kærligheden: at elske tilbage.

416. Hvor er den værste fjende? – Hvem der er god til at føre sin sag og er sig det bevidst, er for det meste forsonligt stemt overfor sin modstander. Men at tro, at man har den gode sag for sig, og at vide, at man ikke er egnet til at forsvare den, – det fører til et forbitret og uforsonligt had til modstanderen af den egne sag. – Enhver kan så beregne, hvor hans værste fjender er at søge!


417. Al ydmygheds grænse. – Den ydmyghed, som siger: credo quia absurdum est , og som byder sin fornuft til offer, har nogen vel bragt det til: men ingen har, så vidt jeg ved, bragt det helt hen til den ydmyghed, som dog blot er et skridt derfra, og som siger: credo quia absurdus sum .

418. Sandhedsspilleri. – Dér er en, der er sandfærdig, – ikke fordi han afskyr at hykle følelser, men derimod fordi det ville lykkes ham dårligt, at gøre sit hykleri troværdigt. Kort sagt, han stoler ikke på sit talent som skuespiller, og foretrækker redeligheden, »sandhedsspilleriet«.

419. Mod i partiet. – De stakkels får siger til deres fører: »gå blot altid forrest, så vil vi aldrig mangle modet til at følge dig.« Men den stakkels fører tænker ved sig selv: »følg blot altid efter mig, så vil jeg aldrig mangle modet til at føre jer.«

420. Offerdyrets forslagenhed. – Det er en trist forslagenhed, når man ønsker at bedrage sig om nogen, som man har ofret for sig for, og så byder ham lejlighed, hvor han skal fremstå sådan for os, som vi ønsker, at han ville være.

Fjerde bog 251

421. Igennem andre. – Der gives mennesker, der slet ikke ønsker at blive set anderledes, end skinnende gennem andre. Og deri er megen klogskab.

422. At glæde andre. – Hvorfor overgår glædesbringelsen alle andre glæder? – Fordi man derved på én gang bringer sine halvtreds egne drifter glæde. Det kan så gerne hver for sig være ganske små glæder: men tager man dem alle i én hånd, så har man hånden mere fuld end nogensinde ellers, – og også hjertet! –

Femte bog.

423. I den store tavshed. – Her er havet, her kan vi glemme byen. Lige nu larmer dens klokker ganske vist endnu deres Ave Maria – det er denne dystre og tåbelige, men søde larm ved korsvejen mellem dag og nat –, men kun for et øjeblik endnu! Nu er alt tavst! Havet ligger blegt og skinnende, det kan ikke tale. Himlen spiller dens evige stumme aftenspil med røde, gule, grønne farver, den kan ikke tale. De små klipper og bjergkæder som løber ud i havet, som for at finde det sted, hvor det er allermest ensomt, alle kan de ikke tale. Denne uhyre stumhed, der pludseligt overfalder os, er skøn og skrækkelig, hjertet svulmer op derved. – Åh, forstillelsen i denne stumme skønhed! Hvor godt kunne den ikke tale, og hvor ondt tillige, hvis den ønskede det! Dens bundne tunge og dens ansigts lidende lykke er en lumskhed, for at kunne spotte over din medfølelse! – Så lad det være derfor! Jeg skammer mig ikke over at være til spot for sådanne magter. Men jeg har medlidenhed med dig, Natur, fordi du er nødt til at tie, også selvom det blot er din ondsindethed, der binder tungen på dig: ja, jeg har medlidenhed med dig for din ondsindetheds skyld! – Ak, det bliver endnu mere stille, og endnu engang svulmer hjertet op i mig: det forskrækkes over en ny sandhed, det kan heller ikke

tale, det spotter selv med, når munden råber noget ud i denne skønhed, det nyder selv dets søde ondsindethed ved tavsheden. Talen, ja, tænkningen bliver mig forhadt: hører jeg da ikke fejltagelsen, indbildningen, vrangsindets ånd spotte bag hvert et ord? Må jeg ikke

Femte bog 253

spotte over min medlidenhed? Spotte over min spot? – Oh hav! Oh aften! I er nogle værre læremestre! I lærer mennesket at høre op med at være menneske! Skal det give sig hen til jer? Skal det blive sådan, som I er det nu, blegt, skinnende, tavst, uhyrligt, hvilende over sig selv? Hævet over sig selv?

424. Hvem sandheden er til for. – Indtil nu har fejltagelserne været de trøstende magter: blot forventer man samme virkning af de erkendte sandheder, og har allerede ventet lidt længe. Hvad nu, hvis sandhederne netop ikke kunne præstere dette – at trøste? – Ville det så være en indvending imod sandhederne? Hvad har sandhederne til fælles med tilstandene hos lidende, sorgfulde, syge mennesker, så at de netop måtte være nyttige for dem? Det er jo intet bevis imod sandheden af en plante, når det konstateres, at den intet bidrager med til helbredelsen af syge mennesker. Men førhen var man i en sådan grad overbevist om mennesket som naturens formål, at man uden videre antog, at der heller ikke gennem erkendelsen vil kunne opdages noget, som ikke vil være helbredende og nyttigt for mennesket, ja, der kan, der må slet ikke gives nogen andre ting. – Af alt dette følger måske den sætning, at sandheden som helhed og sammenhæng kun er til for de både mægtige og harmløse, glædesfyldte og fredfyldte sjæle (sådan som Aristoteles’ var det), ligesom det vel også kun er disse sjæle, som vil komme i stand til at søge den: for de andre søger medicin til sig selv, uanset hvor stolte de end tænker på deres intellekt og dets frihed, – de søger ikke sandheden. Deraf kommer det, at disse andre har så lidt ægte glæde ved videnskaben, og anklager den for at være kold, tør og umenneskelighed: dette er de syges dom


over de sundes spise. – Heller ikke de græske guder forstod at trøste; da endeligt også de græske mennesker alle blev syge, var dette en grund til undergangen for sådanne guder.

425. Vi bandlyste guder! – Gennem fejltagelser omkring dens herkomst, dens unikhed, dens bestemmelse, og gennem krav, som opstilledes på grund af disse fejltagelser, har menneskeheden løftet sig højt op, og gentagent »overgået sig selv«: men gennem selvsamme fejltagelser er usigelig megen lidelse, gensidig forfølgelse, mistænkeliggørelse, miskendelse, og mere elendighed endnu for den enkelte i sig og ved sig kommet ind i verden. Menneskene er blevet lidende skabninger, ifølge deres moraler: hvad de dermed har indkøbt, er, alt i alt, en følelse, som var de i grunden for gode og for betydelige til Jorden, og som opholdt de sig kun forbigående på den. »Den lidende hovmodige« er til tider stadigvæk den højeste mennesketype.

426. Tænkernes farveblindhed. – Hvor anderledes så grækerne ikke ind i deres natur, når deres øje, som man må indrømme det, var blindt for blå og grøn, og de i stedet for førstnævnte så en dybere brun, i stedet for den anden så en gul (når de altså med samme ord eksempelvis betegnede farven på det mørke hår, på kornblomsten og på det sydlandske hav, og igen med samme ord betegnede farven på de grønneste vækster og den menneskelige hud, på honningen og den gule harpiks: så at deres største malere bevisligt har gengivet deres verden kun med sort, hvid, rød og gul),

Femte bog 255

– hvor anderledes og hvor langt nærmere rykket på mennesket måtte naturen fremstå for dem, fordi menneskets farve også vejede tungt i naturen, og denne ligesom svømmede i menneskehedens farveæter! (Blå og grøn dehumaniserer naturen mere end alt andet.) På denne mangel har det legende letsind vokset sig stort, som udmærker grækerne, hvor naturhændelser anses som guder og halvguder, altså som menneskelige skikkelser. – Men dette er også bare en lignelse for en videre formodning. Enhver tænker maler sin verden og hver en ting med færre farver end der gives, og er blind overfor enkelte farver. Dette er ikke kun en mangel. I kraft af denne tilnærmelse og forsimpling ser han farveharmonier ind

i tingene, som kan have en stor tiltrækningskraft, og kan udgøre en berigelse af naturen. Måske har dette sågar været den vej, ad hvilken menneskeheden først har lært nydelsen ved betragtningen af tilværelsen: derved, at denne tilværelse i første omgang fremførtes i en eller to farvetoner, og dermed harmoniseret, for menneskeheden: den indøvede sig ligesom på disse få toner, førend den kunne gå videre til flere. Og endnu i dag arbejder en og anden enkelt sig ud af en delvis farveblindhed, ind i en rigere seen og sondren: hvorved han dog ikke kun finder nye nydelser, men derimod altid også må opgive og miste nogle af de tidligere.

427. Forskønnelsen af videnskaben. – Ligesom rokoko-havekunsten opstod ud fra følelsen »naturen er hæslig, vild, kedsommelig, – kom igang! vi vil forskønne den (embell ir la nature )!« – således opstår der af følelsen »videnskaben er hæslig, tør, trøstesløs, vanskelig, langsommelig, – kom igang! lad os


forskønne den!« altid noget, som kalder sig for filosofien. Den vil, hvad alle kunster og digtninger vil, – frem for alt underholde: men dette vil den, svarende til dens nedarvede stolthed, på en mere ophøjet og højere måde, overfor en udvalgt skare af ånder. For disse ånder at finde en havekunst, hvis hovedattraktion, ligesom hos de andre og mere »gemene«, er øjenbedraget (gennem templer, udsigter, grotter, vildveje, vandfald, for nu at tale i lignelser), at præsentere videnskaben i uddrag og med alle mulige vidunderlige og pludselige belysninger, og blande så megen ubestemthed, ufornuft og drømmeri ind i det, at man vil kunne vandre i den »som i den vilde natur«, og alligevel uden anstrengelse og kedsomhed, – det er ingen ringe ambition: hvem der har den, drømmer sågar om, på denne måde at overflødiggøre religionen, der hos de tidligere mennesker afgav den højeste art underholdningskunst. – Dette går nu sin gang og når en dag sin højflod: nu begynder de stemmer allerede at blive højlydte, som retter sig mod filosofien og råber »Tilbage til videnskaben! Til naturen og videnskabens naturlighed!« – hvorved der måske påbegyndes en tidsalder, som opdager den mægtigste skønhed netop i de »vilde, hæslige« dele af videnskaben, sådan som man siden Rousseau først har opdaget sansen for skønheden af højfjeldet og ørkenen.

428. To slags moralister. – For første gang og helt at se en naturlov, altså at eftervise den (eksempelvis loven for tyngdekraften, for lys- og lyd-refleksionen), er noget andet, og en sag for andre ånder, end at forklare en sådan lov. Ligeså er de moralister, som ser og påviser de menneskelige love og vaner – de finthørende,

Femte bog 257

fintlugtende, fintseende moralister – helt igennem forskellige fra dem, der forklarer det observerede. Sidstnævnte må frem for alt være opfindsomme, og have en gennem skarpsind og viden uhæmmet fantasi.

429. Den nye lidenskab. – Hvorfor frygter og hader vi en mulig tilbagevending til barbariet? Fordi den ville gøre menneskene ulykkeligere end de er? Ak nej! Barbarerne til alle tider havde mere lykke: lad os ikke bilde os noget ind! – Tværtimod er det vores drift mod

erkendelse der er for stærk til, at vi endnu skulle kunne sætte pris på lykken uden erkendelse, eller lykken ved et stærkt og fast vanvid; det piner os, blot at forestille os sådanne tilstande! Opdagelsens og gætværkets uro er blevet os så stimulerende og uundværligt, som den ulykkelige kærlighed bliver det for den elskende; – ja, måske er også vi ulykkeligt elskende! Erkendelsen har i os forvandlet sig til den lidenskab, der ikke afskrækkes af noget offer og i grunden intet frygter, andet end dens egen udslukning; vi tror oprigtigt på, at den samlede menneskehed under denne lidenskabs trang og lidelse må tro sig mere ophøjet og trøstet end hidtil, hvor den endnu ikke har overvundet misundelsen over det større behag, som følger af barbariet. Måske går menneskeheden endda til grunde ved denne lidenskab til erkendelsen! – også denne tanke kan intet gøre os! Er kristendommen da nogensinde veget tilbage for en lignende tanke? Er kærligheden og døden ikke søskende? Ja, vi hader barbariet, – alle ønsker vi hellere menneskehedens undergang, end erkendelsens tilbagegang! Og til slut: hvis menneskeheden ikke går til grunde ved en lidenskab, så vil den gå til grunde ved en svaghed: hvad vil man helst? Dette er hovedspørgsmålet. Ønsker vi,


at menneskeheden skal ende i ild og lys, eller skal den ende i sandet? –

430. Også heltemodigt. – At gøre ting, som er af den værste stank, som man næsten ikke vover at tale om, men som er nyttige og nødvendige, – er også heltemodigt. Grækerne har ikke skammet sig for, også at lade udmugningen af en stald høre til blandt Herakles store arbejder.

431. Modstandernes meninger. – For at måle, hvor fine og tillige hvor svagtsindede af natur de forstandigste hoveder er, skal man give agt på, hvordan de opfatter og gengiver deres modstanderes meninger: derudfra giver sig den naturlige målestok for ethvert intellekt. – Den fuldkomment vise løfter, uden at ville det, sin modstander op i idealet, og gør hans modsigelse fri for alle pletter og tilfældigheder: først, når der derved er blevet en gud med lysende våben ud af hans modstander, kæmper han mod ham.

432. Forskere og forsøgere. – Der gives ingen alene vidensskabende metode for videnskaben! Vi er nødt til at gå forsøgsvist frem med tingene, og at være snart onde, snart gode overfor dem, og have retfærdighed, lidenskab og kulde overfor dem, det ene efter det andet. Den ene taler med tingene som politibetjent, den anden som skriftefader, en tredje som vandrer og nysgerrig. Snart med sympati, snart med voldsudøvelse vil man aftvinge dem noget; for nogle er

Femte bog 259

det ærefrygt for tingene, der fører hen til deres hemmeligheder og til indsigt, for nogle er det omvendt indiskretion og skælmeri i forklaringen af hemmeligheder, der gør det. Vi forskere er som alle erobrere, opdagere, skibsfarere, eventyrere, af en dumdristig moralitet, og må stille os tilfredse med, i det store hele at gælde som onde.

433. At se med nye øjne. – Antaget, at kunstens skønhed altid er at forstå som en efterligning af den lykkelige – og dette holder jeg for at være sandheden –, alt efter, hvordan en tid, et folk, et i sig selv stort lovgivende individ forestiller sig den lykkelige: hvad giver så de nuværende kunstneres såkaldte realisme at forstå omkring vor tids lykke? Det er utvivlsomt dens art skønhed, som vi nu har lettest ved at fatte og at nyde. Følgeligt må man vel tro, at den nuværende, for os særegne lykke vil ligge i det realistiske, i skarpest mulige sanser og mest tro opfattelse af det virkelige, altså ikke i realiteten, men derimod i vores viden om

realiteten? Så meget har videnskabens virkning allerede vundet dybde og bredde, at dette århundredes kunstnere, uden at ville det, allerede er blevet til forherligere af de videnskabelige »saligheder«!

434. At give sin anbefaling. – For de store landskabsmalere findes de udfordrende egne, men de sære og sjældne egne er for de små. Nemlig: de store ting i naturen og menneskeheden må give deres anbefaling for alle de små, middelmådige og ambitiøse mennesker iblandt deres tilhængere – men den store giver anbefaling for de jævne ting.


435. Ikke at gå ubemærket til grunde. – Ikke én gang, men tværtimod fortvarende smuldrer det ved vores dygtighed og storhed; den lille vegetation, som vokser ind mellem alting, og forstår sig på at klamre sig fast overalt, ruinerer det, som er stort ved os, – den til hverdag og for hver en time oversete elendighed af vor omgivelse, de tusinde små kast af den ene eller anden lille eller smålige sansefornemmelse, som vokser ud af vort naboskab, af vort embede, af vort samvær, af vores inddeling af dagen. Lader vi dette lille ukrudt ubemærket, så går vi ubemærket til grunde ved det! – Og hvis I absolut ønsker at gå til grunde, så gør det hellere på en gang og pludseligt: så forbliver der måske ophøjede ruiner tilovers af jer! Og ikke, som det nu er at frygte, muldvarpeskud! Og græs og ukrudt på dem, de små sejrende, beskedne som førhen, og for elendige selv til at triumfere!

436. Kasuistisk. – Der gives et bitter-ondt alternativ, som ikke er hvermands tapperhed og karakter er voksen til: som skibspassager at opdage, at kaptajn og styrmand begår farlige fejl, og at man er dem overlegen i nautisk viden, – og nu at spørge sig selv: Hvad nu! om du opildnede til et mytteri imod dem, og lod dem begge tage til fange? Forpligter din overlegenhed dig ikke til dette? Og har de ikke omvendt ret til at indespærre dig, fordi du undergraver lydigheden? – Dette er en lignelse for højere og ondere situationer: hvorved det til slut stadig forbliver spørgsmålet, hvad det er, som giver os vores overlegenhed, vores tro på os selv i sådanne tilfælde. Vores succes? Men så må man netop allerede gøre

Femte bog 261

tingen, som bærer alle farer i sig, – og ikke kun farer for os, men derimod for skibet.

437. Forrettigheder. – Hvem der virkeligt besidder sig selv, det vil sige, endegyldigt har erobret sig, betragter det fremover som sin forret, at straffe sig selv, at benåde sig selv, at have medlidenhed med sig selv: dette behøver han ikke at tilstå overfor nogen, men han kan også frit give det en anden i hænde, en ven til eksempel, – men han ved, at han dermed tilkender en ret, og at man kun kan tilkende rettigheder ud fra besiddelsen af magten.

438. Menneske og ting. – Hvorfor ser mennesket ikke tingene? Det står i vejen for sig selv: det dækker for tingene.

439. Kendetegn på lykken. – To ting er fælles for alle lykkefornemmelser: følelsens fylde og et overmod deri, så at man føler sig som en fisk i sit element og springer rundt i det. Gode kristne vil forstå, hvad kristelig løssluppenhed er.

440. Ikke afstå! – At give afkald på verden uden at kende den, som en nonne, – det giver en ufrugtbar, måske tungsindig ensomhed. Dette har intet tilfælles med ensomheden i tænkerens vita contemplativa : når han vælger det, er det på ingen måde for at afstå fra


noget; langt snarere ville det være ham afsavn, tungsind, undergang for ham selv, om ham måtte holde det ud in vita practica : dette er, hvad han giver afkald på, fordi han kender det, fordi han kender sig. Sådan springer han i sit vand, således vinder han sin munterhed.

441. Hvorfor det nærmeste bliver os stadigt fjernere. – Jo mere vi tænker på alt, hvad der var og vil blive, desto blegere bliver os det, som er netop nu. Hvis vi lever med de afdøde, og dør med i deres døen, hvad er os så stadig de »næste«? Vi bliver ensommere, – og vel at mærke fordi hele menneskehedens flod bruser omkring os. Gløden i os, der gælder alt menneskeligt, tager altid til – og derfor betragter vi det, som omgiver os, som var det blevet ligegyldigt og skyggeagtigt. – Men vores kolde blik forpiner!

442. Reglen. – »Reglen er mig altid mere interessant end undtagelsen« – hvem der føler det sådan, han er langt forud i erkendelsen og hører til de indviede.

443. Om opdragelsen. – Med tiden er lyset gået op for mig omkring den mest generelle mangel ved vores form for dannelse og opdragelse: ingen lærer, ingen stræber efter, ingen underviser i – at udholde ensomheden.

Femte bog 263

444. Forundring over modstand. – Fordi noget er blevet os transparent, mener vi, at det nu ikke længere vil kunne yde os nogen modstand – og vi forbløffes så over, at vi kan se igennem det og alligevel ikke kan komme igennem! Dette er den samme dårskab og den samme forbløffelse, som den, fluen foran enhver glasrude ender i.

445. Hvori de ædleste forregner sig. – Endelig giver man nogen sit bedste, sit klenodie – nu har kærligheden intet mere at give: men den, som antager det, har med sikkerhed ikke sit bedste derved, og denne fulde og sidste erkendtlighed, som den givende regner med, går følgeligt helt fejl af ham.

446. Rangorden. – Der gives for det første overfladiske tænkere, for det andet dybe tænkere – sådanne, som går i dybden med en sag –, for det tredje grundige tænkere, der går til grunden med en sag, – hvilket er langt mere værd, end blot at stige i dens dybder! . endeligt sådanne, som stikker hovedet i busken: hvilket dog skulle være et tegn, hverken på dybde, eller på grundighed! De er de kære undergrundsmennesker.

447. Mester og elev. – Til en mesters humanitet hører det, at advare sine elever mod sig.


448. At ære virkeligheden. – Hvordan kan man betragte denne jublende folkemængde uden tårer og uden bifald? Vi tænkte førhen ringe om genstanden for deres jubel, og ville stadigvæk tænke sådan, hvis vi ikke havde oplevet den! Hvad kan oplevelserne altså ikke føre os frem til! Hvad er vore meninger! Man må, for ikke at miste sig selv, for ikke at miste sin fornuft, flygte fra oplevelserne! Således flygtede Platon fra virkeligheden, og ønskede kun at anskue tingene i de blegnede tankebilleder; han var fuld af fornemmelser, og vidste, hvor let fornemmelsens bølger slog sammen over hans fornuft. – Således måtte den vise følgeligt sige til sig selv: »jeg vil ære virkeligheden, men derved vende ryggen til den, fordi jeg kender og frygter den«? – han måtte gøre det, som afrikanske folkeslag overfor deres fyrste: der kun nærmer sig fyrsten baglæns, og forstår sig på at vise deres beæring samtidigt med deres angst?

449. Hvor er de trængende i ånden? – Åh! Hvor det byder mig imod, at pådutte en anden de egne tanker! Hvor jeg glædes ved hver en stemning og hemmelig omvending i mig, hvorved andres tanker kommer til deres ret overfor de egne! Men af og til gives der en endnu højere fest, nemlig da, når det for en gangs skyld er tilladt at bortskænke sit åndelige gods og gode, som skriftefaderen der sidder i sin vinkel, begærig efter, at en trængende kommer og fortæller om sine tankers nød, for at han atter med hånd og hjerte fuldt skal lette den foruroligede sjæl! Ikke blot vil han ingen berømmelse deraf: han ville også gerne løbe udenom taknemmeligheden, for den er påtrængende og skyer ikke ensomhed og tavshed. Men at leve navnløst, eller

Femte bog 265

let bespottet, for lavt til at vække misundelse eller fjendskab, udrustet med et hovede uden feber, en håndfuld viden og en posefuld erfaringer, at være som en hærlæge for ånden og at hjælpe den ene eller den anden, hvis hoved er forstyrret på grund af meninger, uden at han selv rigtig mærker, hvem der har hjulpet ham! Ikke at have ret overfor ham, og at ville fejre en sejr, men derimod at tale sådan til ham, at han efter et lille ubemærket fingerpeg eller en lille ubemærket modsigelse siger sig selv det rette, og stolt derover går videre! At være som et ringe herberg, der ikke støder nogen trængende tilbage, men som bagefter bliver glemt eller leet ud! Ikke at have noget i forskud, hverken den bedre næring, eller den renere luft, eller den muntrere ånd, – men derimod at ville give fra sig, give tilbage, meddele, at blive fattigere! At kunne være lavtstående, for at være tilgængelig for mange og ikke at være ydmygende overfor nogen! At have megen uret liggende på sig, og at være krøbet gennem ormegangene for alle slags fejltagelser, for at kunne nå frem til mange skjulte sjæle på deres hemmelige veje! Altid i en slags kærlighed, og altid i en slags selvoptagethed og selvnydelse! At være i besiddelse af et herskab, og tillige være skjult og i afsavn! Bestandigt at ligge i velbehagets sol og mildhed, og alligevel at vide sig opstigningerne til det ophøjede i nærheden! – Dét ville være et liv! Dét ville være en grund til at leve længe!

450. Erkendelsens fristelse. – På lidenskabelige ånder virker blikket gennem videnskabens dør som den største af alle tryllerier; og formodentligt bliver de derved til fantaster, og i gunstigste fald til digtere: så heftigt er deres begær efter de erkendendes lykke. Går det jer


ikke gennem alle sanser, – denne tone af den søde fristelse, hvormed videnskaben har forkyndet dens glade budskab, i hundrede ord og i det hundrede-og-første og skønneste ord: »Lad indbildningerne forsvinde! Så er også det beklagende ‘Ve mig!’ forsvundet; og med dette ‘Ve mig!’ også veen.« (Marcus Aurelius.)

451. Hvem der behøver en hofnar. – De meget skønne, de meget gode, de meget mægtige erfarer næsten aldrig den fulde og jævne sandhed om noget som helst, – for i deres nærvær lyver man uvilkårligt en smule, fordi man fornemmer deres virkninger, og i henhold til disse virkninger fremfører, hvad man kunne meddele af sandhed, i form af en tilpasning (altså forfalsker farver og grader af det faktiske, udelader eller tilføjer detaljer og tilbageholder bag sine læber, hvad der slet ikke lader sig tilpasse). Ønsker mennesker af denne slags trods dette og absolut at høre sandheden, så må de holde sig deres hofnarre, – et væsen med den forryktes forret til ikke at kunne tilpasse sig.

452. Utålmodighed. – Der gives en grad af utålmodighed hos handlingens og tankens mennesker, som ved en fiasko straks får dem til at træde over i det modsatte rige, for dér at passionere sig og indlade sig i foretagender, – indtil successens tøven fordriver dem fra dette sted også: således raver de, eventyrligt og heftigt, ind gennem mange rigers og naturers praksis, og kan til sidst, gennem det altomfattende kendskab til mennesker og ting, som deres uhyrlige vandring og øvelse efterlader i dem, og ved nogen mildnelse af

Femte bog 267

deres drift – blive til mægtige praktikere. Således bliver en karakterfejl til en skole for geniet.

453. Moralsk interregnum . – Hvem ville allerede nu være i stand til at beskrive det, som engang vil afløse de moralske følelser og domme! – så sikkert man end formår at indse, at de i alle fundamenter er anlagt fejlagtigt, og at deres bygninger er ude af stand til reparation: deres forbindtlighed må dagligt aftage stadigt mere, for så vidt det altså ikke aftager med fornuftens forbindtlighed! At genopbygge livets og handlingens love, – til denne opgave er vore videnskaber, fysiologien, medicin, samfunds- og ensomhedslæren, endnu ikke sikre nok på sig selv: og kun ud fra dem kan man tage grundstenene til nye idealer (omend ikke de nye idealer selv). Således lever vi altså en foreløbig tilværelse eller en efterløbende tilværelse, alt efter smag og begavelse, og i dette interregnum gør vi bedst i, så meget som overhovedet muligt at være vor egen reges og at grundlægge små forsøgsstater: må vi også ønske at være det!

454. Mellemtale. – En bog som denne er ikke til gennemlæsning eller forelæsning, men derimod til at slå op i, navnlig ved spadsereture eller på rejser, man må kunne stikke hovedet ind, og altid kunne stikke det ud igen, og intet sædvanligt finde omkring sig.


455. Den første natur. – Sådan som man opdrager nu, får vi først en anden natur: og vi har den, når verden kalder os modne, myndige, brugbare. Nogle få er slanger nok til, en dag at støde denne hud fra sig: da, når deres første natur under dens dække er blevet modent. Hos de fleste indtørrer kimen til dette.

456. En tilblivende dyd. – Sådanne påstande og løfter, som de antikke filosoffers om dydens og lyksalighedens enhed, eller som kristendommens »Tragt først efter Guds rige, så vil alting tilkomme jer!« – er aldrig gjort i fuld redelighed, og dog altid uden dårlig samvittighed: sådanne sætninger, hvis sandhed man ønskede sig meget, stillede man kækt op imod det øjensynlige, som sandheden, og derved følte man intet religiøst eller moralsk samvittighedsnag – for man var in honorem majorem af dyden eller Guden gået ud over virkeligheden, og dét helt uden egennyttige hensigter! På dette trin for sandfærdigheden står mange brave mennesker stadigvæk: når de føler sig uselviske synes det dem tilladt at tage det lettere med sandheden. Man skal dog være opmærksom på, at redeligheden hverken forekommer blandt de sokratiske eller de kristne dyder: dette er en af de yngste dyder, endnu lident modnet, endnu ofte forvekslet og misforstået, endnu næsten ikke bevidst for sig selv, – noget tilblivende, som vi kan fremme eller hæmme, alt efter sindelag.

457. Sidste fåmælthed. – Enkelte går det ligesom skattegravere: de opdager tilfældigt de ting, som er

Femte bog 269

holdt skjult ved en fremmed sjæl, og har deri en viden, som ofte er svær at bære! Under omstændigheder kan man til en sådan grad kende de levende og døde så godt, og inderligt få greb om dem, at det bliver pinligt for en at tale om dem overfor andre: man frygter med hvert ord at være indiskret. – Jeg kunne tænke mig en pludselig forstummelse hos selv de viseste historikere.

458. Det store lod. – Det er noget ganske sjældent, men noget, man kan henrykkes over: nemlig mennesket med det skønt formede intellekt, som har den karakter, de tilbøjeligheder, og også de oplevelser, som hører til et sådant intellekt.

459. Tænkerens storsindethed. – Rousseau og Schopenhauer – begge var stolte nok til at påskrive deres tilværelse valgsproget: vitam impendere vero . Og disse to – hvad har de ikke i deres stolthed måtte lide over, at det ikke lykkedes for dem, verum impendere v itae! – verum, sådan som de to forstod det –, at deres liv løb af sted ved siden af deres erkendelse, som en lunefuld bas, der ikke vil stemme til melodien! – Men det ville stå slemt til med erkendelsen, hvis den kun tilmåltes hver tænker netop sådan, som passer ham om livet! Og det ville stå slemt til med tænkerne, hvis deres forfængelighed var så stor, at de kun tålte det sådan! Netop deri stråler den store tænkers skønneste dyd: storsindetheden i, at han som erkendende ufortrødent, ofte skamfuldt, ofte med ophøjet spot og latter, lader sig selv – bringe til offer.


460. At udnytte sine farligste stunder. – Man lærer et menneske eller en tilstand helt anderledes at kende, når der i hver af deres bevægelser ligger en fare for os og vore kæreste, hvad angår habengut, ære, liv og død: ligesom f.eks. Tiberius må have grublet dybere over kejser Augustus og hans regimentes indre, og må have vidst mere derom, end det overhovedet ville være muligt, selv for den viseste historiker. Nu lever vi alle til sammenligning i en alt for stor sikkerhed til, at vi skulle kunne blive gode menneskekendere: den ene erkender ud fra liebhaveri, den anden ud fra kedsomhed, den tredje ud fra vane; aldrig hedder det: »erkend, eller gå til grunde!« Så længe sandhederne ikke skærer os med knive i kødet, så længe har vi et hemmeligt ringeagtende forbehold overfor dem: de synes os stadig for meget at ligne de »bevingede drømme«, som kunne vi have dem eller også ikke have dem, – som var der noget i dem, som stod i vort forgodtbefindende, som kunne vi også vågne op fra disse vore sandheder!

461. Hic Rhodus, hic sal ta . – Vores musik, der kan og må forvandle sig til alt, fordi den, som havets dæmon, ikke har nogen egen karakter: denne musik har tidligere fulgt den kristelige lærde, og har formået at oversætte hans ideal i klange: hvorfor skulle den ikke endelig også finde denne lysere, muntrere og almene klang, som svarer til den ideale tænker? – en musik, som først i hans sjæls vide svævende hvælvinger på en hjemmevant måde ville kunne løfte op og vægte ned? – Vores musik var hidtil så stor, så god: ved den var intet umuligt! Så lad den da vise, at det er muligt at fornemme disse tre ting samtidigt: ophøjethed, dybt

Femte bog 271

og varmt lys, og saligheden ved den højeste følgerigtighed!

462. Langsomme kure. – Sjælens kroniske sygdomme opstår, ligesom kroppens sygdomme, meget sjældent blot ved en enkeltstående fejl mod, hvad der er fornuftigt for krop og sjæl, men derimod sædvanligvis gennem et utal af ubemærkede små sløserier. – Hvem der for eksempel dag for dag i en nok så ubetydelig grad ånder for svagt og indtager for lidt luft i lungerne, så at de som helhed ikke bliver tilstrækkeligt anstrengt og øvet, tager endelig en kronisk lungelidelse med derfra: i et sådant tilfælde kan helbredelsen ikke ske ad anden vej, end at der foretages endnu et utal af små øvelser af det modsatte, og at andre vaner umærkbart plejes, for eksempel, når man gør sig det til regel, hvert kvarter af dagen at ånde stærkt og dybt ud (om muligt liggende fladt på jorden; et ur, som slår hvert kvarter, må derved vælges som livsledsagerske). Langsomme og i det små, er alle disse kure; også hvem der vil helbrede sin sjæl, skal tænke over forandringen af de mindste vaner. Nogen siger ti gange om dagen et ondt koldt ord til sine omgivelser, og tænker kun lidt over det, og tænker navnlig ikke, at han efter nogle år har skaffet en vanens lov over sig, som nu så meget mere nødsager ham til, ti gange om dagen at forstemme hans omgivelser. Men han kan også vænne sig til, ti gange om dagen at gøre dem godt! –

463. På den syvende dag. – »I priser dét som min skabelse? Jeg har blot skubbet fra mig, hvad der var mig en


belastning! Min sjæl er hævet over de skabendes forfængelighed. – I priser dette som min resignation? Jeg har blot skubbet fra mig, hvad der var mig en belastning! Min sjæl er hævet over de resigneredes forfængelighed.«

464. Den skænkendes skam. – Det er et sådan mangel på storsind, altid at spille den givende og skænkende, og at vise sit ansigt derved! Men at give og skænke, og at tilbageholde sit navn og sin gunst! Eller, ikke at have et navn, som naturen, hvori netop dette forfrisker mere end alt andet, her for en gangs skyld ikke længere at møde en skænkende og givende, ikke længere at møde et »nådigt ansigt«! – Ganske vist sløser I også denne opfriskning bort, for I har stukket en Gud ind i denne natur – og nu er alting atter ufrit og beklemt! Hvordan? Aldrig at måtte være alene med sig selv? Aldrig mere ubevåget, ubeskyttet, uledsaget, ubeskænket? Hvis der altid er en anden omkring os, så er det bedste af mod og godhed umuliggjort i verden. Kunne man ikke ønske, imod denne Himlens anmasselse, imod denne uundgåelige overnaturlige nabo, at falde helt i djævlens magt?– Men det behøves ikke, det var jo kun en drøm! Lad os vågne!

465. Ved et møde. – A: Hvor kigger du hen? Du har allerede længe stået stille her. – B: Altid det Gamle og det Nye! En sags behov for hjælp river mig så langt og dybt ind i sig, at jeg derved endelig kommer til dens grund og indser, at den slet ikke er så meget værd. For enden af alle den slags erfaringer står en slags sorg og

Femte bog 273

stivhed. Dette oplever jeg tre gange om dagen i det små.

466. Tab i berømmelsen. – Hvor fordelagtigt, som ukendt at have lov at tale til menneskene! »Det halve af vores dydighed« tager guderne fra os, når de tager incognitoet fra os og gør os berømte.

467. To gange tålmodighed. – »Dermed bereder du mange mennesker smerte.« – Jeg ved det; og jeg ved også, at jeg må lide dobbelt for det, en gang gennem medlidenheden over, at de lider, og så gennem hævnen, som de vil tage over mig. Men alligevel er det ikke mindre nødvendigt at gøre som jeg gør.

468. Skønhedens rige er større. – Sådan som vi går omkring i naturen, listige og glade over at opdage den for hver ting særegne skønhed, og ligesom at tage den på fersk gerning, sådan som vi, snart ved solskin, snart ved uvejrshimmel, snart i den blegeste dæmring, gør et forsøg på at betragte dette stykke kyst med dets klipper, havbugter, oliventræer og pinjer, sådan, at det kommer til dets fuldkommenhed og mesterskab: således skulle vi også gå omkring blandt menneskene, som deres opdagere og udforskere, udvisende dem godt og ondt, for at den dem for dem særegne skønhed skal åbenbare sig, som hos den ene udfolder sig solmæssigt, hos en anden uvejrsagtigt, og hos en tredje først udfolder sig i den halve nat og under en regnvåd himmel. Er det da forbudt at nyde det onde menneske,


som et vildt landskab, der har dets egne vovede linjer og lysvirkninger, når selvsamme menneske, så længe det stiller sig godt og lovlydigt an, fremstår for vort øje som en fortegnelse og karikatur, og piner os som en plet på naturen? Ja, det er forbudt: hidtil var det kun tilladt at søge skønhed i det moralsk-gode, – hvilket er grund nok til, at man har fundet så lidt, og så meget har været nødt til at se sig om efter imaginære skønheder helt uden skelet! – Så sikkert det er, at der gives hundrede arter af lykke hos de onde, som de dydige intet aner om, således gives der også hundrede arter af skønhed ved dem: og mange er endnu ikke opdaget.

469. Den vises umenneskelighed. – Ved vismandens tunge, alt-knusende gang, som, efter den buddhistiske vise, »vandrer ensomt som flodhesten«, – er der fra tid til anden brug for tegnene på en forsonlig og mildnet menneskelighed: og ikke blot tegnene på åndens hurtigere skridt og dens artige og selskabelige vendinger, ikke blot tegnene på hans vid og en vis selvbespottelse, men derimod også på modsigelserne, på de lejlighedsvise tilbagefald i den herskende urimelighed. For at han ikke skal ligne tromlen, der ligesom skæbnen bare ruller af sted, må vismanden, hvis han ønsker at belære, anvende sine fejl til sin forskønnelse, og idet han siger »foragt mig!«, anmoder han om lov til at være fortaler for en anmassende sandhed. Han vil føre jer i bjergene, måske vil han bringe jeres liv i fare: til dette formål er han villig til at overlade det til jer, forudgående og efterfølgende at tage jeres hævn på en sådan fører, – det er prisen for, at han gør sig selv den nydelse, at gå

foran. – Tænker I på, hvad der gik gennem tankerne,

Femte bog 275

dengang han ad glatte veje førte jer gennem en dunkel hule? Hvordan jeres hjerte, bankende og mismodigt, sagde til sig selv: »den fører dér kunne gøre bedre end at kravle omkring her! Han hører til en mere nysgerrig art lediggængere: – er det ikke allerede for meget ære for ham, at vi overhovedet synes at tilkende ham en værdi idet vi følger ham?«

470. Ved gæstebuddet for de mange. – Hvor lykkelig er man ikke, når man næres som fuglene, fra en hånd, der udstrøer til fuglene uden at betragte dem nærmere og uden at prøve dem på deres værdighed! At leve som en fugl, der kommer og flyver videre, og ikke bærer noget navn i sit næb! På denne måde at mættes ved gæstebuddet for de mange, er min glæde.

471. En anden næstekærlighed. – Det ophidsede, larmende, ulige, nervøse væsen er modsætningen til den store

lidenskab: denne, som en stille mørk glød, boende i det indre og samlende alt varmt og hidsigt dér, lader mennesket se koldt og ligegyldigt ud i det ydre, og påtrykker dets træk en vis utilnærmelighed. Sådanne mennesker er vel lejlighedsvist i stand til næstekærligheden, – men den er af en anden slags end næstekærligheden hos de selskabelige og behagesyge: det er en mild, betragtende, afslappet venlighed; de skuer ligesom ud af vinduerne fra deres borg, som er deres fæstning og netop derved er deres fængsel: – blikket ud i det fremmede, i det frie, i det andet gør dem så godt!


472. Ikke at retfærdiggøre sig. – A: Hvorfor vil du ikke retfærdiggøre dig? – B: Jeg kunne gøre det, her og i hundrede andre ting, men jeg foragter den fornøjelse, som ligger i retfærdiggørelsen: for disse ting er mig ikke store nok, og hellere bærer jeg pletter ved mig, end at hjælpe disse smålige til deres ondskabsfulde glæde, så at de kunne sige: »disse ting er alligevel meget vigtige for ham!« Dette er netop ikke sandt! Måske måtte jeg have mig selv endnu mere på sinde, for at have en pligt til at berigtige fejlagtige forestillinger om mig; – jeg er for ligeglad og træg overfor mig selv, og således også overfor det, som bevirkes gennem mig.

473. Hvor man skal bygge sit hus. – Føler du dig stor og frugtsommelig i ensomheden, så vil selskabeligheden gøre dig mindre og gold: og omvendt. Magtfuld mildhed, som en faders: – hvor denne stemning griber dig, grundlæg dér dit hus, hvad enten det er i vrimlen eller i stilheden. Ubi pater sum, ibi patria .

474. De eneste veje. – »Dialektik er den eneste vej til at nå frem til det guddommelige væsen, og bagom fremtrædelsen slør« – dette hævder Platon lige så højtideligt og lidenskabeligt, som Schopenhauer hævder det om dialektikkens modsætning, – og begge har uret. For der gives slet ikke dét, som de ønsker at vise os en vej hen til. – Og var ikke alle menneskehedens store lidenskaber hidtil sådanne lidenskaber for et Intet? Og alle deres højtideligheder – højtideligheder for et Intet?

Femte bog 277

475. At blive tung. – I kender ham ikke: han kan hænge mange vægte ved sig, og tager dog dem alle med i højden. Og ud fra jeres små vingeslag slutter I så til, at han ønsker at forblive nede, fordi han hænger disse vægte ved sig!

476. Ved åndens høstfest. – Det hober sig sammen, fra dag til dag, og svulmer op, med erfaringer, oplevelser, tanker omkring dem, og drømme omkring disse tanker, – en umådelig, henrykkende rigdom! Betragtningen af den gør svimmel; jeg begriber ikke længere, hvordan man kan prise de åndsfattige for at være salige! – Men af og til misunder jeg dem, da, når jeg er træt: for forvaltningen af en sådan rigdom er en tung sag, og ikke sjældent presser dens tyngde al lykke ned. – Ja, var det bare nok, blot at betragte den! Var man blot gnieren for sin erkendelse!

477. Forløst fra skepsissen. – A: »Andre kommer ud af en generel moralsk skepsis med dårligt lune og svage, nagede, ormstukne, ja, halvt fortærede, – men jeg kommer ud, modigere og sundere end nogensinde, med generhvervede instinkter. Hvor den bidende vind blæser, søen står højt. og det ikke er en ringe fare, der skal overståes, der får jeg det godt. En orm er jeg ikke blevet, selvom jeg ofte har måtte arbejde og grave som en orm.« – B: Du har netop ophørt med at være skeptiker! For du benægter! – A: »Og dermed har jeg atter lært at sige Ja.«


478. Lad os gå forbi! – Skån ham! Lad ham være i hans ensomhed! Ønsker I da helt at knuse ham? Han har fået et skår, som et glas, hvori der pludseligt hældtes noget alt for varmt, – og han var så dyrebart et glas!

479. Kærlighed og sandfærdighed. – Af kærlighed er vi arge forbrydere mod sandheden, og vante hælere og stjælere, som lader mere være sandt, end hvad der forekommer os som sandt, – derfor må tænkeren igen og igen fra tid til anden jage de personer, som han elsker (det vil ikke ligefrem være dem, som elsker ham), på flugt, for at de skal vise deres brod og deres ondskabsfuldhed, og skal høre op med at forføre ham. Følgeligt vil tænkerens godhed have dens af- og tiltagende måne.

480. Uundgåeligt. – Oplev, hvad I vil; hvem der ikke vil jer det godt, ser i jeres oplevelse en anledning til at forsmå jer! Erfar de dybeste omvæltninger af sindet og erkendelsen, og nå endeligt som en helbredt med et smerteligt grin ud i friheden og den klare stilhed: – alligevel vil en eller anden sige »Ham dér tager sin sygdom for et argument, sin afmagt for et bevis på alles afmagt; han er forfængelig nok til at blive syg, for at han kan føle den lidendes overvægt.« – Og antaget, at nogen sprænger sine lænker og derved sårer sig dybt: så vil en anden pege på det med spot. »Hvor stor er dog ikke hans ubehændighed!« vil han sige; »Sådan må det gå et menneske, der er vant til sine lænker, og er nar nok til at rive dem over!«

Femte bog 279

481. To tyskere. – Sammenligner man Kant og Schopenhauer med Platon, Spinoza, Rousseau, Goethe, med henblik på deres sjæl og ikke deres ånd: så er de førstnævnte tænkere ugunstigt stillet: deres tanker udgør ikke en lidenskabelig sjæle-historie, dér gives der ingen roman, ingen kriser, katastrofer og dødsstunder at gætte sig til, deres tænkning er ikke også en uvilkårlig biografi over en sjæl, men derimod, i Kants tilfælde, over et hoved, i Schopenhauers tilfælde, en beskrivelse og spejling af en karakter (»den uforanderliges«), og glæden ved »spejlet« selv, det vil sige ved et fremragende intellekt. Kant fremstår, når han skinner igennem sine tanker, som vakker og ærværdig i den bedste forstand, men som ubetydende: han mangler bredde og magt; han har ikke oplevet alt for meget, og hans måde at arbejde på fratager ham tiden til at opleve noget, – jeg tænker, som rimeligt er, ikke på grove »tildragelser« udefra, men derimod på de skæbner og trækninger, som det mest ensomme og stille liv forfalder til, der har lediggang og forbrænder i tænkningens lidenskab. Schopenhauer har et forspring foran ham: han besidder i det mindste en vis heftig hæslighed af natur, i had, begær, dårskab, mistro, han er noget vildt anlagt, og havde tid og lediggang til denne vildskab. Men han manglede »udviklingen«: ligesom den manglede i hans tankeomgivelser; han havde ingen »historie«.

482. At søge sin omgang. – Søger vi da for meget, når vi søger omgang med mænd, som er blevet milde, velsmagende og nærende som kastanjer, som man til rette tid har lagt i ilden og har taget ud igen? Som forventer ganske lidt af livet, og heller antager dette


som skænket, end som fortjent, som havde fuglene og bierne bragt dem det? Som er for stolte til, nogensinde at kunne føle sig belønnede? Og som er for alvorlige i deres erkendelses og redeligheds lidenskab til, at de stadig ville have tid og lyst til berømmelsen? – Sådanne mænd ville vi kalde filosoffer; og de selv vil altid finde et endnu mere beskedent navn.

483. Lede ved mennesket. – A: Erkend! Ja! Men altid som menneske! Hvordan? Altid at sidde overfor den samme komedie, altid at spille i den samme komedie? Aldrig at kunne se ind i tingene ud fra andre end disse øjne? Og hvilke utallige arter af væsener kan der ikke gives, hvis organer duer bedre til erkendelsen! Hvad vil menneskeheden for enden af al dens erkendelse have erkendt? – sine organer! Og det vil måske sige: erkendelsens umulighed! Jammer og ækel! – B: Det er et slemt anfald, – fornuften falder over dig! Men i morgen vil du atter være midt i erkendelsen, og dermed også midt i ufornuften, det vil sige: i lysten til det menneskelige. Lad os gå til havet! –

484. Den egne vej. – Når vi gør det afgørende skridt og antræder den vej, som man kalder den »egne vej«: så afslører en hemmelighed sig pludselig for os: hvem der end var ven og fortrolig med os, – alle har de hidtil indbildt sig en overlegenhed over os, og er pinligt berørte. De bedste af dem er betænksomme, og afventer tålmodigt, at vi snart igen skal finde den »rette vej« – for de kender den jo! De andre spotter og opfører sig, som om man forbigående er blevet tosset, eller betegner skadefro en forfører. De mere

Femte bog 281

ondsindede erklærer os for tossede narre at være, og søger at tilsværte vore motiver, og den værste ser i os hans værste fjende, en, der tørster efter hævn over en langvarig afhængighed, – og frygter sig for os. – Hvad er der altså at gøre? Jeg råder: at begynde sin suverænitet dermed, at man et år i forvejen sikrer alle, vi kender, amnesti for synder af enhver art.

485. Fjerne perspektiver. – A: Men hvorfor denne ensomhed? – B: Jeg er ikke vred på nogen. Men når jeg er alene, synes jeg at se mine venner tydeligere og skønnere, end hvis jeg er sammen med dem; og da jeg allermest elskede og havde sans for musikken, levede jeg fjernt fra den. Det synes, som behøver jeg de fjerne perspektiver for at tænke godt om tingene.

486. Guld og hunger. – Her og der gives der et menneske, som forvandler alt, hvad det berører, til guld. En skønne, og ond, dag vil det opdage, at det derved selv må gå til af sult. Alt omkring det er skinnende, herligt, idealt-utilnærmeligt, og nu længes det efter ting, som er det aldeles umuligt at forvandle i guld – og sikke det længes! Som en hungrende efter mad! – Hvad vil det gribe ud efter?

487. Skam. – Dér står den skønne ganger og skraber jorden, den pruster, den kræver et ridt, og elsker ham, som ellers plejer at ride den, – men oh skam! i dag kan han ikke svinge sig op til det, han er træt. – Dette er den udmattede tænkers skam over hans egen filosofi.


488. Imod forødelsen af kærligheden. – Rødmer vi ikke, hvis vi tages midt i en heftig antipati? Men det skulle vi også gøre ved heftige sympatier, grundet den uretfærdighed, der ligger også i dem! Ja, hvad mere er: der gives mennesker, der føler sig begrænsede og af strammet hjerte, hvis nogen kun lader en sympati komme dem til gode sådan, at sympatien derved fratages en anden. Når vi hører på stemmen, at vi bliver udvalgt, foretrukket! Ak, jeg er ikke taknemmelig overfor denne udvælgelse, jeg mærker, at jeg står i gæld til den, der således vil udmærke mig: han skal ikke elske mig på andres bekostning! Så vil jeg hellere se på, og holde det ud for mig selv! Og tit har jeg endnu hjertet fuldt og grund til overmod, – en sådan, der har det sådant, skal man intet bringe, som andre behøver, så bittert behøver!

489. Venner i nøden. – Til tider mærker vi, at en af vore venner hører mere en anden til, end os, at hans sartsind pines ved denne beslutning, og at hans selvkærlighed ikke er denne beslutning voksen: vi må så gøre det lettere for ham og krænke ham bort fra os. – Dette er ligeledes påkrævet, hvor vi går over til en tænkemåde, som ville være fordærvelig for ham: vores kærlighed til ham må drive os til, gennem en uretfærdighed, som vi tager på os, at skaffe ham en god samvittighed ved at sige sig fri fra os.

490. Disse små sandheder! – »I kender alt dette, men I har aldrig oplevet det, – jeg godtager ikke jeres vidnesbyrd. Disse ‘små sandheder’! – de forekommer

Femte bog 283

jer små, fordi I ikke har betalt dem med jeres blod!« – Men er de da store, blot fordi man har betalt for meget for dem? Og blod er altid for meget at betale! – »Tror I? Sikke nærige I er med jeres blod!«

491. Også derfor ensomhed! – A: Så vil du altså atter tilbage i din ørken? – B: Hurtig er jeg ikke, jeg er nødt til at afvente mig selv, – det bliver altid sent, før vandet fra brønden af mit Selv kommer op i lyset, og ofte må jeg tørste længere end jeg har tålmodighed til. Derfor går jeg i ensomheden, – for ikke at drikke af de cisterner, der er tiltænkt enhver. Blandt de mange lever jeg som de mange, og tænker ikke som jeg; efter nogen tid har jeg det så altid, som ville man udvise mig fra mig, og berøve mig sjælen – og jeg bliver vred på enhver, og frygter enhver. Så behøver jeg ørkenen, for at blive god igen.

492. Blandt sydvindene. – A: Jeg forstår mig ikke længere! Endnu i går var det mig så stormfuldt, og derved så varmt, så solrigt – og lyst til det yderste. Og i dag! Nu er alting roligt, vidt, tungsindigt, dunkelt, som Venedigs lagune: – jeg ønsker intet, og ånder derved tungt ,og alligevel er jeg mig i det hemmelige uvillig over, intet at ville: – på den måde plasker bølgerne frem og tilbage, i havet for min melankoli. – B: Der beskriver du en lille behagelig sygdom. Den nærmeste nordøstenvind vil tage den fra dig! – A: Hvorfor dog!


493. På det eget træ. – A: »Ved ingen tænkers tanker har jeg så megen fornøjelse, som ved de egne: det siger ganske vist intet om deres værdi, men jeg måtte være en nar, for at sætte de for mig mest velsmagende frugter tilbage, blot fordi de tilfældigvis vokser på mit træ! – Og engang var jeg denne nar.« – B: »Andre går det omvendt: og dette siger intet om værdien af deres tanker, navnlig heller intet imod disse tankers værdi.«

494. Den tapres sidste argument. – »I dette buskads er der slanger.« – Godt, jeg går i buskadset og slår dem ihjel. – »Men måske bliver du derved deres offer, og de vil ikke engang blive dit!« – Hvad har jeg at sige!

495. Vore lærere. – I ungdommen tager man sine lærere og vejvisere fra samtiden, og fra de kredse, som vi netop støder på: vi har den tankeløse tillid til, at samtiden må have lærere, der duer mere for os end for nogen anden, og at vi må finde dem uden at søge alt for meget. For denne barnlighed må man senere betale skrappe løsepenge: man må bøde for læreren ved sig. Derpå går man vel ud og søger de rette vejvisere i hele verden, fortidens verden medregnet, – men måske er det for sent. Og i værste fald opdager vi, at de levede da vi var unge – og at vi dengang har grebet forkert.

496. Det onde princip. – Platon har pragtfuldt beskrevet, hvordan den filosofiske tænker midt i ethvert bestående samfund må gælde som et pragtstykke af

Femte bog 285

skrupelløshed: for som kritiker af alle sædvaner er han modsætningen til det sædelige menneske, og hvis han ikke bringer det så langt, at blive til lovgiver for nye sædvaner, så bliver han stående i menneskenes erindring som »det onde princip«. Heraf må vi gætte, hvorledes den temmeligt fritsindede og fornyelsessyge bystad Athen til Platons levetid har spillet med ved hans omdømme: er det så forunderligt, at han – der, som han selv siger det, havde den »politiske drift« i kroppen, – tre gange har gjort et forsøg i Sicilien, hvor en samlet græsk middelhavsstat netop dengang syntes at forberede sig? I ham og med hans hjælp tænkte Platon at gøre dét for alle grækere, som Muhammed senere gjorde for sine arabere: at fastsætte de store og små skikke, og navnlig den daglige levemåde for enhver. Mulige var hans tanker, så sikkert som Muhammeds var mulige: langt mere utrolige tanker, kristendommens, er jo blevet bevist mulige! Et par tilfælde mindre, og et par andre tilfælde mere – og verden havde oplevet Sydeuropas platonisering; og givet, at denne tilstand endnu varede ved, så ville vi formodentlig i Platon ære det »gode princip«. Men successen udeblev ham: og således forblev omdømmet som fantast og utopist ham tilovers, – de hårdere navne er med det gamle Athen gået til grunde.

497. Det rengørende øje. – »Genius« ville der primært være på tale hos sådanne mennesker, hvor ånden, som hos Platon, Spinoza og Goethe, synes blot at være løst

knyttet til karakteren og temperamentet, som et bevinget væsen, der let adskiller sig fra disse, og så kan løfte sig langt op over dem. Derimod har netop sådanne mennesker talt mest levende om deres »genius«, som aldrig kom løs af deres temperament, og


som forstod sig på at give det det mest åndrige, store, generelle, ja under omstændigheder endda kosmiske udtryk (som eksempelvis Schopenhauer). Disse genier kunne ikke flyve ud over sig, men de troede at forefinde, at genfinde sig, hvor end de nu fløj hen, – det er deres »storhed«, og det kan være storhed! – De andre, som navnet mere egentligt tilkommer, har det rene, rengørende øje, som ikke synes at være vokset ud af deres temperament og karakter, men derimod frit fra dem, og for det meste i en mild modsigelse mod dem, ser på verden som på en gud, og elsker denne gud. Også dem er dette øje dog ikke skænket på én gang: der gives en øvelse af, og forskole til synet, og hvem der har det rette held, finder til rette tid også en lærer for den rene seen.

498. Ikke kræve! – I kender ham ikke! Ja, han underkaster sig let og frit under menneskene og tingene, og er godmodig overfor dem begge; hans eneste bøn er, at blive ladt i ro, – men kun så længe mennesker og ting ikke kræver underkastelse. Alle krav gør ham stolt, sky og krigerisk.

499. Den onde. – »Kun den ensomme er ond,« råbte Diderot: og straks følte Rousseau sig dødeligt krænket. Følgeligt tilstod han sig, at Diderot må have ret. Faktisk må enhver ond hang i samfundets og selskabelighedens midte pålægge sig så megen tvang, tillægge sig så mange gode miner, så ofte lægge sig i dydens Prokrustosleje, så at man udmærket kan tale om et martyrium for den onde. I ensomheden falder alt dette bort. Hvem der er ond, er det allermest i

Femte bog 287

ensomheden: også allerbedst – og følgeligt, i øjnene hos den, der overalt blot ser et skuespil, også allerskønnest.

500. Mod hårene. – En tænker kan årelangt tvinge sig til at tænke mod hårene: jeg mener, ikke at følge de tanker, der byder sig til fra hans indre, snarere end dem, som et embede, en foreskreven tidsinddeling, en vilkårlig form for flid synes af forpligte ham til. Men til slut bliver han syg: for denne tilsyneladende moralske overvindelse fordærver hans nervekraft lige så grundigt, som et sværmeri nu engang ville kunne gøre det, hvis det var gjort til regel.

501. Dødelige sjæle! – Hvad angår erkendelsen, er dens nyttigste opnåelse måske: at troen på den udødelige sjæl er opgivet. Nu har menneskeheden lov at vente, nu har den ikke længere behov for at styrte over sig, og at nedsvælge halvt-afprøvede tanker, sådan som den førhen måtte gøre det. For dengang afhang den stakkels »evige sjæls« frelse af menneskets erkendelse i løbet af dets korte liv, det måtte fra i dag til i morgen beslutte, – »erkendelsen« var af en forfærdelig vigtighed! Vi har generobret det gode mod til at fejle, at forsøge, at tage noget som foreløbigt – det er altsammen ikke så vigtigt! – og netop derfor kan individer og generationer nu fæstne blikket på opgaver af en sådan storartethed, som for tidligere tider ville fremstå som vanvid og et spil med himmel og helvede. Vi har lov at eksperimentere med os selv! Ja, menneskeheden har lov til at gøre det med sig selv! De største ofre er endnu ikke blevet bragt for


erkendelsen, – ja, tidligere havde det været gudsbespottelse og en prisgivelse af den evige frelse, overhovedet blot at ane sådanne tanker, som dem, der nu løber vores handling i forvejen.

502. Ét ord for tre forskellige tilstande. – I lidenskaben bryder hos den ene det vilde, afskyelige, uudholdelige dyr frem; hos en anden løfter gebærderne sig gennem denne til en højde og storhed og pragt, i forhold til hvilken resten af hans væren fremstår som elendig. En tredje, helt igennem forædlet, har også den ædleste stormfuldhed, i denne tilstand er han den vildt-skønne

natur, og er blot en grad dybere end den store roligt-skønne natur, som han sædvanligvis fremstiller: men af menneskene bliver han mere begrebet i lidenskaben, og netop grundet dette moment også mere beæret, – deri er han dem et skridt nærmere og mere beslægtet. De føler henrykkelse og forfærdelse ved et sådan syn, og kalder ham netop der: guddommelig.

503. Venskab. – Den indvending imod det filosofiske liv, at man med det bliver unyttig for sine venner, ville en moderne aldrig være kommet på: den er antik. Venskabet er blevet dybt og stærkt udlevet, udtænkt og næsten taget med i graven af antikken. Dette er dens forspring overfor os: vi kan derimod fremvise den idealiserede kønslige kærlighed. Alle de antikke menneskers store dygtigheder havde deres holdt deri, at man stod mand mod mand, og at en kvinde ikke måtte gøre krav på at være den næste, højeste, ja, eneste for ens kærlighed, – sådan som passionen lærer

Femte bog 289

en at fornemme det. Måske vokser vore træer ikke så højt, grundet de efeuer og vinranker, der hænger ved dem.

504. At forsone! – Skulle det da være filosofiens opgave, at forsone mellem hvad barnet har lært og hvad manden har erkendt? Skulle filosofien netop være opgaven for ynglingene, fordi disse står i midten mellem barnet og manden, og har det mellemliggende behov? Det ser næsten sådan ud, når man tænker på, hvilke livsaldre filosofferne nu plejer at lave deres konception i: da, når det er for sent at tro, og endnu er for tidligt at vide.

505. De praktiske. – Vi tænkere må først konstatere alle tings velsmag, og i nødstilfælde dekretere den. De praktiske folk antager den endeligt fra os, deres afhængighed af os er utroligt stor, og er det latterligste skuespil i verden, så lidt de end ved af den, og så stolte de end elsker at tale hen over hovedet på os upraktiske: ja, de ville ringeagte deres praktiske liv, om vi ønskede at ringeagte det: – hvilket en lille hævnlyst her og der kunne lokke os til.

506. Den påkrævede udtørring af alt godt. – Hvordan! Skulle man opfatte et værk netop sådan som det blev opfattet af den tid, der frembragte det? Men man har mere glæde, mere forbløffelse og også mere at lære deraf, når man netop ikke opfatter det sådan! Har I slet ikke bemærket, at hvert nyt godt værk besidder dets


mindste værdi så længe det ligger i dets tids fugtige luft, – netop fordi det endnu så meget har lugten af markedet og modstanden og de nyeste meninger og alt forgængeligt mellem i dag og i morgen hængende ved sig? Senere tørrer det ud, dets »tidslighed« dør af – og først da får det sin dybe glans og vellugt, ja, hvis det endelig skal være, sit stille evighedens øje.

507. Imod det sandes tyranni. – Selv hvis vi var så dumme, at holde alle vore meninger for sande, så ville vi dog ikke ønske, at kun de alene eksisterede –: jeg ved ikke hvorfor sandhedens aleneherskab og almagt skulle være at ønske; mig ville det allerede være tilstrækkeligt, at den besidder en stor magt. Men den må kunne kæmpe og have modstand, og man må af og til kunne udhvile sig fra den i usandheden, – ellers vil den blive os kedsommelig, kraft- og smagløs, og vil også gøre os til netop dette.

508. Ikke at tage det patetisk. – Hvad vi gør for vores nyttes skyld, skal ikke indbringe os nogen moralsk ros, hverken fra andre, eller fra os selv; lige så lidt dét, vi gør, for at glæde os ved os selv. I sådanne tilfælde at afvise at tage det patetisk og at holde sig fra alt, hvad der er patetisk, er den gode tone hos alle højere mennesker: og hvem der har vænnet sig til den, er givet naiviteten tilbage.

509. Det tredje øje. – Hvordan! du har stadig behov for teateret! Er du endnu så ung? Bliv klog, og søg

Femte bog 291

tragedien og komedien dér, hvor den bliver spillet bedre! Hvor det går mere interessant og interesseret for sig! Ja, det er ikke helt nemt, netop kun at forblive tilskuer, – men lær det! Og næsten i alle situationer, som falder dig tunge og pinlige, har du så en lille port til glæden, og en tilflugt, selv da, hvis dine egne lidenskaber overfalder dig. Luk dit teater-øje op, det store tredje øje, som skuer ind i verden gennem de to andre!

510. At løbe fra sine dyder. – Hvad har en tænker at sige, hvis ikke han ved af, jævnligt at løbe fra sine egne dyder! »Ikke kun et moralsk væsen« skal han jo være!

511. Fristersken. – Ærligheden er den store fristerske for alle fanatikere. Hvad der i djævlens eller en skøn kvindes skikkelse syntes at nærme sig Luther, og hvad han på denne kluntede maner holdt fra sig, var vel ærligheden og måske, i sjældnere tilfælde, sågar sandheden.

512. Modig overfor sagerne. – Hvem der af natur er hensynsfuld eller ængstelig overfor personer, men som har sit mod overfor sagerne, han skyer sig for nye og nærmere bekendtskaber, og begrænser sig til sine gamle: for at hans inkognito og hans hensynsløshed skal vokse sammen i sandheden.


513. Skranke og skønhed. – Søger du mennesker med skøn kultur? Men så må du, ligesom når du søger skønne egne, også finde behag ved indskrænkede udsigter og anskuelser. – Sikkert gives der også panoramiske mennesker, sikkert er de, som de panoramiske egne, lærerige og forbløffende: men ikke skønne.

514. Til de stærkere. – I stærkere og mere hovmodige ånder, I bedes kun om ét: pålæg os ingen ny byrde, men tag derimod noget af vores last på jer, da I jo er de stærkere! Men I gør det så gerne omvendt: for I vil flyve og derfor skal vi også bære jeres last oveni vor egen: det vil sige, vi skal krybe.

515. Skønhedens tagen til. – Hvorfor tager skønheden til med civilisationen? Fordi de tre foranledninger til hæsligheden ved det civiliserede menneske forekommer sjældent og stadigt sjældnere: for det første, affekterne i deres vildeste udbrud, for det andet, den yderste grad af kropslige anstrengelser, for det tredje, behovet for at indgyde frygt gennem udseendet, et behov, som på lavere og mere faretruede kulturtrin er så stort og hyppigt, at det endda fastsætter gebærder og ceremoniel, og gør hæsligheden til pligt.

516. Ikke at lade sin dæmon fare i den næste! – Lad os nu engang for vor tid fastholde, at velvilje og velgørenhed udgør det gode menneske; blot lad os tilføje:

Femte bog 293

»forudsat, at det så først er velvilligt og velgørende sindet overfor sig selv!« For uden dette – hvis mennesket flygter fra sig selv, hader sig selv, påfører sig skade – så er det med sikkerhed intet godt menneske. Så redder det sig kun over i de andre, fra sig selv: så må disse andre se til, at de ikke farer slemt derved, uanset hvor meget godt det så tilsyneladende vil dem! – Men netop dette: at undgå og at hade egoet, og at leve i den anden, for den anden – har man hidtil, lige så tankeløst som tillidsfuldt, kaldt for »uegoistisk« og følgeligt »godt«!

517. At forføre til kærlighed. – Hvem der hader sig selv, ham må vi frygte, for vi vil blive ofrene for hans harme og vrede. Vi må altså sørge for at forføre ham til at elske sig selv!

518. Resignation. – Hvad er hengivenhed? Det er den bekvemmeste situation for en syg, der længe har kastet sig rundt under pinsler for at finde den, og derved var blevet træt – og nu også fandt den!

519. At blive bedraget. – Så snart I ønsker at handle må I lukke døren i til tvivlen, – sagde en handlende. – Og frygter du ikke på denne måde at blive den bedragede? – svarede en sindigt betragtende.


520. Den evige dødsfest. – Nogen kunne tro, gennem historien at høre en fortsat gravtale: man begravede og begraver altid sit kæreste, sine tanker og håb, og opnåede og opnår stolthed for det, glor ia mundi , det vil sige, ligtalens pompøsitet. Dermed skal alting gøres godt! Og ligtaleren er stadigvæk den største offentlige velgører!

521. Undtagelses-forfængelighed. – Han, der har én højtravende egenskab, til sin trøst: over resten af sit væsen – det er næsten altsammen rest! – glider hans blik foragteligt af sted. Men han hviler ud fra sig selv, når det er ham, som går han til sin helligdom: allerede vejen derhen synes ham som en opstigning på brede bløde trin: – og for dette kalder I grusomme ham forfængelig!

522. Visdommen uden ører. – Dagligt at høre, hvad der bliver sagt om os, eller endda at tænke sig til, hvad der bliver tænkt om os, – det tilintetgør selv den stærkeste mand. Derfor lader de andre os jo leve, for dagligt at få ret om os! De ville jo slet ikke holde os ud, hvis vi havde ret overfor dem, eller hvis vi overhovedet ønskede at have det! Kort sagt, lad os for den almene fordragelighed bringe det offer, lad os ikke lytte efter, hvad der bliver talt, lovprist, dadlet, ønsket, håbet om os, lad os end ikke tænke på det!

Femte bog 295

523. Bagomgående spørgsmål. – Ved alt, hvad der lader et menneske blive synligt, kan man spørge: hvad skal det skjule? Hvad skal det aflede blikket fra? Hvilken fordom skal det vække? Og så også: hvor langt går finheden i denne forstillelse? Og hvad får dette menneske derved galt fat om?

524. De ensommes misundelighed. – Mellem selskabelige og ensomme natur er denne forskel (forudsat, at begge har ånd!): de første bliver tilfredse eller nærmest tilfredse med en sag, uanset hvilken, fra det øjeblik, hvor de i deres ånd har fundet den en heldig vending, som kan meddeles, – det forsoner dem selv med djævelen! Men de ensomme har deres stille henrykkelse, deres stille kval ved en sag, de hader den åndrige skinnende udstillelse af deres inderste problemer, ligesom de hader det alt-for-udvalgte klædestykke på deres elskede: da ser de melankolsk hen på hende, som om den mistanke stiger op i dem, at hun ønsker at falde i andres smag! Sådan er alle ensomme tænkeres og lidenskabelige drømmeres misundelse på en espr it .

525. Rosens virkning. – Nogle bliver skamfulde gennem en stor ros, andre frække.

526. Ikke at ville være symbol. – Jeg beklager fyrsterne: det er dem ikke tilladt, midlertidigt at annullere sig i omgangen med andre, og således lærer de kun


menneskene at kende ud fra en ubekvem omstændighed og forstillelse; til slut gør den fortsatte påtvungne betydningsfuldhed dem faktisk til højtidelige nuller. – Og sådan går det for alle, som ser deres pligt i at være symboler.

527. De skjulte. – Har I endnu ikke fundet de mennesker, som også fastholder og presser jeres henrykkede hjerte, og som hellere bliver stumme end at de mister massens skam? – Og de ubekvemme og ofte så godartede fandt I heller ikke endnu, som ikke ønsker at blive erkendt, og som hele tiden udvisker deres fodspor i sandet, ja, er bedragere, overfor andre og overfor sig selv, for at forblive skjulte?

528. Sjældnere afholdenhed. – Det er tit et ikke ringe tegn på humanitet, ikke at ville bedømme en anden, og at vægre sig for at tænke på ham.

529. Hvad mennesker og folkeslag får deres glans igennem. – Hvor mange ægte individuelle handlinger bliver ikke undladt, fordi man, førend man gør dem, indser eller mistænker, at de bliver misforstået! – altså netop de handlinger, som overhovedet har værdi, i det gode og det slemme. Jo højere en tid, et folk således agter individerne, og jo mere man tilstår dem retten og overvægten, desto flere handlinger af denne art vil de driste sig frem i lyset med – og således breder der sig til sidst et skær af ærlighed, af ægthed i det gode og slemme ud over hele tider og folkeslag, så at de, som

Femte bog 297

eksempelvis grækerne, endnu årtusinder langt efter deres undergang lyser videre, sådan som nogle stjerner gør det.

530. Tænkerens omveje. – Hos nogen er deres samlede tænknings gang streng og ubønhørligt dristig, ja, nogle gange grusom imod sig selv, men i det enkelte er de milde og bøjelige; de drejer sig ti gange omkring en sag, med velvillig tøven, men endelig går de videre på deres strenge vej. Det er strømme med mange krumninger og afsondrede eneboerier; der gives steder på deres løb, hvor strømmen spiller skjul med sig selv og laver sig en kortvarig idyl, med øer, træer, grotter og vandfald: og så drager den atter videre, hen over klipper og tvingende sig gennem de hårdeste sten.

531. At fornemme kunsten anderledes. – Fra den tid af, hvor man eneboer-selskabeligt, fortærende og fortæret, lever med dybe frugtbare tanker, og kun med dem, ønsker man enten overhovedet intet mere af kunsten, eller man vil noget helt andet end tidligere, – det vil sige, man ændrer sin smag. For tidligere ville man gennem kunstens dør netop for et øjeblik dykke ind i det element, som man nu vedvarende lever i; dengang drømte man sig dermed ind i henrykkelsen over en besiddelse, og nu besidder man. Ja, forbigående at kaste bort, hvad man end har, og at drømme sig fattig, som barn, tigger og nar – kan fra nu af lejlighedsvist henrykke os.


532. »Kærligheden gør lige.« – Kærligheden vil spare den anden, som den vier sig til, for enhver følelse af at være

fremmed, følgeligt er den fuld af forstillelse og assimilation, den bedrager fortsat og fremfører skuespillet om en lighed, som der i sandhed ikke gives. Og dette sker så instinktivt, at elskende kvinder fornægter denne forstillelse og dette bestandige ømme bedrageri, og dristigt påstår, at kærligheden gør lige (det vil sige, den gør et mirakel!). – Denne hændelse er simpel, når den ene person lader sig elske, og ikke finder det nødigt at forstille sig, men snarere overlader dette til den anden, elskende: men der gives intet mere forviklet og ugennemtrængeligt skuespilleri end når begge er i den fulde lidenskab for hinanden, og hver især følgeligt giver sig op og vil stille sig lig med, og kun vil stille sig lig med, den anden: og der til sidst ikke længere er nogen, der ved, hvad han skal efterligne, hvad han skal forstille sig til, hvad han skal give sig som. Den skønne dårskab ved dette skuespil er for godt for denne verden, og for fint for menneskelige øjne.

533.

Vi nybegyndere! – Hvad gætter og ser en skuespiller ikke altsammen, når han ser en anden spille! Han ved, når en muskel undsiger at tjene gebærden, han afsondrer disse små, gjorte ting som hver for sig og koldblodigt er indøvet foran spejlet og ikke vil vokse ind i helheden, han føler, når skuespilleren på scenen overraskes af hans egen opfindelse, og når han fordærver den i overraskelsen. – Hvor anderledes igen ser en maler ikke på et foran ham sig bevægende menneske! Navnlig ser han straks meget oveni, for at fuldstændiggøre det nærværende og bringe hele

Femte bog 299

virkningen frem; i ånden afprøver han flere belysninger af den samme genstand, han dividerer virkningens helhed gennem en modsætning, som han tilføjer. – Havde vi først denne skuespillers og denne malers øje for de menneskelige sjæles rige!

534. De små doser. – Skal en forandring gå mest muligt i dybden, så må man give sig midlet i de mindste doser, men uafladeligt over længere tid! Hvad skal store portioner på en gang bringe med sig! Således vil vi vare os for, at den tilstand af moralen, som vi er vænnet til, hals over hoved og under voldsomheder skiftes ud med en ny vurdering af tingene, – nej, længe, længe endnu ønsker vi at leve videre i den – indtil vi, formodentligt meget sent, indser, at den nye

vurdering er blevet den overvejende magt i os, og at dens små doser, som vi fra nu af må vænne os til, har ilagt os en ny natur. – Man begynder jo også at indse, at det sidste forsøg på en stor forandring af vurderingerne, og vel at mærke med henblik på de politiske sager, – den »store revolution« – ikke var mere end et patetisk og blodigt kvaksalveri som gennem pludselige kriser forstod at bibringe det troende Europa håbet på pludselig helbredelse – og dermed har gjort alle de politisk syge helt frem til dette øjeblik utålmodige og farlige. –

535. Sandheden behøver magten. – Taget for sig er sandheden aldeles ingen magt, – hvad end den skønmalende repræsentant for oplysningen så er vænnet til at sige af det modsatte! – Sandheden må langt snarere trække magten over på sin side, eller slå


sig over på magtens side, ellers vil den altid gå til grunde! Dette er nu rigeligt og overrigeligt bevist!

536. Tommelskruen. – Det forarger endeligt, altid og gentagent at se, hvor grusomt enhver lader hans par privat-dyder, som de andre tilfældigvis ikke besidder, påregne de andre, og hvor meget han piner og plager dem med det. Og således vil vi også gå menneskeligt frem med »sansen for redeligheden«, så sikkert man end ved den besidder en tommelskrue til, helt ind til blodet at få det til at gøre ondt på alle de storartede egoister, der også endnu i dag ønsker at påtrænge hele verden deres tro: – vi har afprøvet den på os selv!

537. Mesterskab. – Mesterskabet er opnået, når man i udførelsen hverken forgriber sig, ej heller tøver.

538.

Geniets moralske vrangsind. – Hos en vis slægt af store ånder gives der et pinligt, til dels frygteligt skuespil at iagttage: deres mest frugtbare øjeblikke, deres flugt opad og i det fjerne synes ikke at passe til deres samlede konstitution, og synes på en eller anden måde at overskride deres kraft, så at der hver gang forbliver en fejl tilovers, og på længere sigt fejlbehæftetheden af

den maskine, der dog på sin side, ved så højtbeåndede naturer som de her er mente, langt mere regelmæssigt giver sig at erkende i alle mulige moralske og intellektuelle symptomer, end i kropslige nødstilstande. Således kunne det ubegribeligt ængstelige, forfængelige, hadefulde, misundelige,

Femte bog 301

indsnævrede og indsnævrende, som pludseligt springer frem ved dem, alt dette alt-for-personlige og ufrie i naturer, som Rousseaus og Schopenhauers, udmærket være følgen af en periodisk hjertelidelse: men dette er følgen af en nervelidelse og denne endelig følgen – –. Så længe geniet bor i os, er vi behjertede, ja som dårer, og vi agter ikke livet, sundheden og æren; vi flyver friere gennem dagen end en ørn, og er mere sikre i mørket end uglen. Men på én gang forlader det os, og lige så pludseligt falder en dyb frygtsomhed over os: vi forstår ikke længere os selv, vi lider ved, alt hvad vi oplever, ved alt, hvad vi ikke oplever, vi er som omgivet af nøgne klipper før en storm, og tillige som ynkværdige barnesjæle, der frygter sig for en raslen og en skygge. – Tre fjerdedele af alt ondt, som bliver gjort i verden, sker af frygt: og frygten er frem for alt en psykologisk hændelse! –

539. Ved I nu også hvad I ønsker at vide? – Har den angst aldrig plaget jer, at I måske slet ikke duer til at erkende det, som er sandt? Angsten for, at jeres sans for det er for sløv, og at selv jeres syns fintfølelse stadig er alt for grov? At I engang skulle mærke, hvad for en vilje der rådede bag jeres sjæle? Til eksempel, hvordan I i går ønskede, at se mere, end den anden gjorde det, eller hvordan I på forhånd længes efter at finde en overensstemmelse med, eller modsætningen til, hvad man hidtil formente at finde! Åh, de skammelige trange! Hvor ofte spejder I ikke efter det effektive, hvor ofte spejder I ikke efter det beroligende, – netop fordi I er trætte! Altid fulde af hemmelige forudbestemmelser af, hvordan sandheden må være beskaffen, for at I, netop I skulle kunne modtage den! Eller mener I, i dag, hvor I er iskolde og


tørre som en klar vintermorgen og ikke har noget på hjerte, at I måske havde bedre øjne? Hører der ikke varme og sværmeri til at skaffe en tanketing retfærdighed? – og det er netop, hvad det vil sige at se! Som om I overhovedet ville kunne omgåes anderledes med en tanketing end med mennesker! Der er i denne omgang den samme moralitet, den samme ære, den samme bagtanke, den samme slattenhed, den samme frygt, – hele jeres elsk- og hadeværdige Jeg! Jeres legemlige udmattelser vil give tingene matte farver, jeres feber vil gøre uhyrer af dem! Lyser jeres morgen ikke anderledes på tingene, end jeres aften? Frygter I ikke, i hver en erkendelses hule at genfinde jeres eget gespenst, som det opspind, sandheden for jer har forklædt sig i? Er det ikke en gyselig komedie, som I så ubetænksomt ønsker at spille med i? –

540. Læring. – I Rafael så Michelangelo studiet, i sig så han naturen: der læringen, her begavelsen. Men dette er imidlertid et pedanteri, sagt i al ærefrygt for den store pedant. For hvad er begavelse, andet end et navn for et ældre stykke læring, erfaring, indøvelse, tilegnelse, indarbejdelse, hvad enten det er på vore fædres trin eller endnu tidligere! Og på den anden side: Den, der lærer, begaver sig selv, – blot er det ikke så let at lære, og det er ikke blot et spørgsmål om den gode vilje; man må kunne lære. Hos en kunstner stiller misundelsen sig ofte imod, eller den stolthed, som ved følelsen af det fremmedarted straks vender sin brod frem, og uvilkårligt sætter sig i en forsvarstilstand, i stedet for at hensætte sig i den lærendes tilstand. Begge dele manglede Rafael, ligesom Goethe, og derfor var de store lærende, og drog ikke bare udbytte af de malmårer, som havde løst sig fri af deres forfædres

Femte bog 303

sedimenteringer og historie. Rafael forsvinder for os som lærende, midt i tilegnelsen af det, hans store rival betegnede som hans »natur«: dagligt tog han et stykke deraf med sig, denne allermest noble tyv; men han døde før han havde fået taget hele Michelangelo over i sig – og den sidste række af hans værker, som begyndelsen på en ny studieplan, er mindre fuldkommen og simpelthen god, netop fordi den store lærende i hans vanskeligste pensum forstyrredes af døden, og med sig har taget det retfærdiggørende sidste mål, han havde for øje.

541. Hvordan man skal forstene. – Langsomt, langsomt at hærdes som en ædelsten – og til sidst, at blive liggende stille og til evighedens glæde.

542. Filosoffen og alderen. – Man gør ikke klogt i, at lade aftenen dømme over dagen: for alt for ofte vil udmattelsen da blive domsigerske over kraft, succes og god vilje. Og ligeså skulle den højeste forsigtighed være påbudt med hensyn til alderen og dens bedømmelse af livet, især fordi alderen, ligesom aftenen, elsker at forklæde sig i en ny og lokkende moralitet, og forstår sig på at beskæmme dagen gennem aftenrøde, dæmring og en fredelig eller længslende stilhed. Den fromhed, som vi imødekommer den gamle mand med, især hvis han er en gammel tænker og vismand, gør os let blinde overfor aldringen af hans ånd, og det er altid nødvendigt at drage kendetegnene på en sådan aldring og udmattelse frem fra deres skjul, det vil sige: at fremdrage det fysiologiske fænomen bag de moralske


fordelagtige domme og fordomme, for ikke at blive narre for fromheden og beskadigere af erkendelsen. Ikke sjældent kommer den gamle mand nemlig frem til at bilde sig en stor moralsk fornyelse og genfødsel ind, og afsiger ud fra denne følelse domme over sit livs værk og forløb, som om han først nu var blevet klartseende: og dog er det ikke visdommen, der indblæser denne velbehagsfølelse, og denne fortrøstninsfulde dømmen, men derimod trætheden. Dennes farligste kendetegn kan vel betegnes som genitroen, som først plejer at overfalde åndens store og halvstore mænd omkring denne livsgrænse: troen på en undtagelsesstilling og en undtagelsesret. Den af denne tro hjemsøgte tænker holder det så meget mere for tilladt, at gøre det lettere for sig, og som geni nu at dekretere, mere end at bevise: sandsynligvis er dog netop den drift efter lettelse, som åndstrætheden fornemmer, den stærkeste kilde til denne tro, den går tidsligt forud for troen, også selvom det kan se ud til at være anderledes. Således: omkring denne tid vil man, svarende til den nydelsessyge, der findes hos alle trætte og gamle, nyde resultaterne af sin tænkning, i stedet for atter at afprøve og udsprede dem, og dertil har man behov for at gøre dem mundrette og til at nyde, og for at skaffe deres tørhed, kulde og smagløshed af vejen; og således sker det, at den gamle tænker tilsyneladende løfter sig over sit livsværk, men i sandhed fordærver det gennem iblandede sværmerier, søde sager, krydderier, digtertåge og mystiske lys. Sådan gik det til slut for Platon, sådan gik det til sidst for den store retskafne franskmand, som dette århundredes tyskere og englændere ikke formår at sætte nogen op på siden af, hvad angår at være indfanger og tæmmer af de strenge videnskaber, Auguste Comte. Et tredje kendetegn på udmattelsen: den ambition, der stormede i den store tænkers bryst

Femte bog 305

da han var ung, og som fandt sin tilfredsstillelse i intet, er nu også blevet gammel, den griber, som en, der ikke længere har nogen tid at spilde, efter de grovere og mere beredte tilfredsstillelsesmidler, det vil sige, de aktive, herskende, voldsomme, erobrende naturers midler: fra nu af vil han grundlægge institutioner, der bærer hans navn, og ikke længere tankebygninger; hvad er ham de æteragtige sejre og æresbevisninger i bevisernes og gendrivelsernes rige! hvad er ham en forevigelse i bøger, en sitrende triumferen i læserens sjæl! Institutionen, derimod, er et tempel, – det ved han udmærket, og et tempel af sten og varighed holder dets gud mere sikkert i live, end offergaverne fra ømme og sjældne sjæle. Måske finder han omkring denne tid også for første gang den kærlighed, som mere gælder en gud, end et menneske, og hele hans væsen mildnes og forsødes under strålerne fra en sådan sol, som en frugt i foråret. Ja, han bliver guddommeligere og skønnere, den store gamle – og alligevel er det alderen og trætheden som tillader ham at modnes på denne måde, at blive stille og at hvile ud i det lysende afguderi omkring en kvindes. Nu er det forbi med hans tidligere trodsige, det egne Selv overlegne forlangende efter ægte elever, nemlig ægte videretænkere, det vil sige, ægte modstandere: dette forlangende kom ud fra den usvækkede kraft til, ud fra den bevidste stolthed over, til hver en tid stadigvæk at kunne blive den egne læres modstander og dødsfjende, – nu ønsker han sig resolutte partigængere, ueftertænksomme kammerater, hjælpetropper, herolder, et pompøst følge. Nu kan han overhovedet ikke længere udholde den frygtelige isolation, som enhver fremad- og forudflyvende ånd lever i, nu omgiver han sig mere med genstandene for beæring, fællesskab, rørelse og kærlighed, endeligt vil han også for en gangs skyld have det godt, som alle


religiøse, og fejre i menigheden, hvad han sætter højt, ja, til det formål vil han opfinde en religion, blot for at have menigheden. Således lever den vise gamle, og ender derved ubemærket i en så beklagelig nærhed til de præsteagtige, digteriske udskejelser, at man så næsten ikke har lov at erindre sig om hans vise og strenge ungdom, hans forhenværende stramme moralitet for intellektet, hans sandfærdigt mandlige undgåelse af indfald og sværmerier. Sammenlignede han sig tidligere med andre, ældre tænkere, så skete det for, alvorligt at måle sin svaghed ved deres kraft, og for at blive koldere og friere overfor sig selv: nu gør han det kun for at beruse sig ved sammenligningen med den egne indbildskhed. Tidligere tænkte han fortrøstningsfuldt på de kommende tænkere, ja, med salighed så han sig selv gå under engang, i deres mere fuldkomne lys: nu plager det ham, ikke at kunne være den sidste, han udtænker midler til, med den arv som han skænker menneskene, også at pålægge dem en begrænsning af den suveræne tænkning, han frygter og forbander de individuelle ånders stolthed og frihedstørst –: efter ham skal ingen længere lade sit intellekt råde fuldstændigt frit, han selv vil for altid blive stående som bolværket, som tænkningens branding overhovedet må have lov at slå ind imod, – det er hans hemmelige, måske ikke engang altid så hemmelige ønsker! Den hårde kendsgerning bag sådanne ønsker er imidlertid, at han selv har gjort holdt foran sin lære, og deri har rejst sin grænsesten, sit »Hertil og ikke videre«. Idet han kanoniserer sig selv, har han også fremsat attesten for sin død: fra nu af må hans ånd ikke udvikle sig videre, hans tid er ovre, viseren rykker. Når en stor tænker vil gøre en bindende institution af sig selv for den kommende menneskehed, så har man med sikkerhed lov at

Femte bog 307

antage, at han er gået over toppen med sin kraft og nu er meget træt, meget nær sin solnedgang.

543. Ikke gøre lidenskaben til et argument for sandheden! – Åh, I godartede og endda ædle sværmere, jeg kender jer! I vil have ret, overfor os, men også overfor jer selv, og frem for alt overfor jer selv! – og en pirrelig og fin dårlig samvittighed stikker, og driver jer så tit netop imod jeres sværmeri! Hvor åndrige bliver I så ikke i overlistelsen og bedøvelsen af denne samvittighed! Hvor meget hader I ikke de ærlige, enkle, renlige, hvor meget undgår I ikke deres uskyldige øjne! Denne bedre viden, hvis fortalere de er, og hvis stemme I hører for højt i jer selv, sikke den tvivler på jeres tro, – sikke I prøver at fordægtige den, som dårlig vane, som tidens sygdom, som forsømmelse og besmittelse af jeres egen åndelige sundhed! Helt indtil hadet til kritikken, videnskaben, fornuften, driver I det! I er nødt til at forfalske historien, for at den skal vidne for jer, I er nødt til at benægte dyderne, for at de ikke skal skygge over jeres afguder og idealer! Farverige billeder, hvor der var fornuftsgrunde behov! Udtrykkenes glød og magtfuldhed! Sølverne tåger! Ambrosiske nætter! I forstår jer på at belyse og fordunkle, og at fordunkle med lys! Og vitterligt, når jeres lidenskab ender i raseri, så kommer øjeblikket, hvor I siger til jer selv: nu har jeg erobret mig den gode samvittighed, nu er jeg storsindet, modig, selvfornægtende, storartet, nu er jeg ærlig! Sikke I tørster efter disse øjeblikke, hvor jeres lidenskab giver jer fuldstændigt, ubetinget ret overfor jer selv, og ligesom giver jer uskylden, hvori I i kamp, rus, raseri, forhåbning er ude af jer selv og hævet over enhver tvivl, hvor I dekreterer »hvem der ikke er ude af sig


selv, sådan som vi er det, han kan slet ikke vide, hvad og hvor sandheden er!« Hvor I tørster efter at finde mennesker af jeres tro i denne tilstand – det er tilstanden for intellektets lastefuldhed – og at tænde jeres flamme ved deres brand! Åh, jeres martyrium! Jeres sejr over den helliggjorte løgn! Skal I påføre jer selv så megen lidelse? – Skal I? –

544. Hvordan man nu bedriver filosofi. – Jeg mærker vel: vore filosoferende ynglinge, kvinder og kunstnere kræver nu netop det modsatte af filosofien, end hvad grækerne fik fra den! Hvem der ikke hører den fortsatte stønnen, som går igennem enhver tale og modtale i en platonisk dialog, en stønnen over den nye opfindelse af den fornuftige tænkning, hvad forstår han af Platon, hvad forstår han af den gamle filosofi? Dengang fyldte sjælene sig med fuldskab, når begrebernes, generaliseringens, gendrivelsens, aporiens strenge og nøgterne spil blev drevet, – med denne fuldskab, som musikkens gamle, store, strenge og nøgterne kontrapunktikere måske også har kendt til. Dengang havde man i Grækenland endnu den anderledes ældre og hidtil almægtige smag på tungen: og deroverfor fremhævede det Nye sig så fortryllende, at man sang og stammede om dialektikken, den »guddommelige kunst«, som var man i kærlighedsvanvid. Dette Gamle var imidlertid tænkningen under sædelighedens forbandelse, for hvilken der kun gaves fastsatte domme, fastsatte årsager, ingen andre grunde end autoritetens: så at tænkningen var en snakken efter munden, og al glæde ved talen og samtalen så måtte ligge i formen. (Overalt, hvor indholdet tænkes som evigt og almengyldigt, gives der kun én stor fortryllelse: fortryllelsen ved den

Femte bog 309

skiftende form, altså moden. Også ved digterne, fra Homers tid af, og senere ved skulptørerne, var det ikke originaliteten, som grækeren nød, men derimod dens modstykke.) Det var Sokrates der opdagede den modsatte fortryllelse, fortryllelsen ved årsag og virkning, grunden og følgen: og vi moderne mennesker er vænnet så meget til, at logikken er nødtvungen, og vi er så meget opdraget til den, at den ligger os på tungen som den normale smag, og som sådan må byde de lystne og de dunkle imod. Hvad der fremhæver sig overfor denne smag, må henrykke dem: deres finere ambition vil alt for gerne bringe sig til at tro, at deres sjæle er undtagelser, ikke dialektiske og fornuftige væsener, men derimod – nu for eksempel »intuitive væsener«, begavet med den »indre sans«, eller med den »intellektuelle anskuelse«. Men frem for alt ønsker de, at være »kunstneriske naturer«, med et geni i hovedet og en dæmon i kroppen, og følgeligt også med særrettigheder for den ene og den anden verden, navnlig med gude-forrettigheden til at være ubegribelige. – Det bedriver nu også filosofi! Jeg frygter, at de en dag vil mærke, at de har forgrebet sig, – det, som de ønsker, er religion!

545. Men vi tror jer ikke! – I vil gerne give jer som menneskekendere, men vi vil ikke lade jer snige jer igennem! Skulle vi ikke mærke af, at I fremstiller jer som mere erfarne, dybe, opildnede, fuldstændige end I er? Ligesom vi udmærket føler på denne maler, hvorledes der, allerede i hans penselføring, ligger en anmasselse: ligesom vi udmærket hører på denne musiker, at han, gennem hans måde at indføre temaet på, gerne ville give det ud for at være højere, end det er. Har I oplevet historie i jer, rystelser, jordskælv,


langvarige sorger, lynagtige begunstigelser? Har I været naragtige, sammen med store og små narre? Har I vitterligt båret de gode menneskers vanvid og ve? Og dertil de sletteste menneskers ve og deres form for lykke? Så kan I tale til mig om moral, ellers ikke!

546. Slave og idealist. – Det epiktetiske menneske ville så sandelig ikke falde i de menneskers smag, som nu stræber efter idealet. Den stadige anspænding af dets væsen, det indadvendte utrættelige blik, det tillukkede, forsigtige, umeddelsomme i dets øje, i fald det for en gangs skyld vender sig den ydre verden til; og i det hele taget tavsheden eller kortfattetheden: altsammen kendetegn på den strengeste tapperhed, – hvad ville det være for vore idealister, der frem for alt er trængende efter ekspansionen! Oveni det hele er det ikke fanatisk, det hader vore idealisters stillen til skue og forherligende tale: dets hovmod, hvor stort det end er, vil dog ikke forstyrre de andre, det tilstår dem en vis mild tilnærmelse og hos ingen vil det fordærve det gode lune, – ja, det kan grine! Der er ganske megen antik humanitet i dette ideal! Men det skønneste er, at det epiktetiske menneske er helt frit for angsten for Gud, at det tror strengt på fornuften, at det ikke er nogen bodstaler. Epiktet var slave: hans ideale menneske er uden stand og er muligt i alle stænder, frem for alt vil det dog være at søge i den dybe, lavereliggende masse, som det stille, det sig-selv-tilstrækkelige menneske inden for en generel forknægtelse, som udadtil forsvarer sig for sig selv og fortsat lever i tilstanden af højeste tapperhed. Fra det kristne menneske adskiller det epiktetiske sig frem for alt heri, at det kristne lever i håb, i fortrøstningen om »uudsigelige herligheder«, at det lader sig modtage

Femte bog 311

gaver, og forventer og modtager det bedste fra den guddommelige kærlighed og nåde, og ikke fra sig selv: mens Epiktet ikke håber, og ikke lader sig modtage sit bedste i gave, – han besidder det, han holder det tappert i hånden, han modkæmper hele verden for det, hvis den vil berøve ham det. Kristendommen var gjort for en anden art antikke slaver, for de viljes- og fornuftssvage, altså for slavernes store masse.

547. Åndens tyranner. – Videnskabens gang bliver nu ikke længere korsfæstet gennem den tilfældige kendsgerning, at mennesket bliver omtrent halvfjerds år gammelt, sådan som det alt for længe var tilfældet. Førhen ønskede man, at komme til ende med erkendelsen inden for dette tidsrum, og man vurderede erkendelsens metoder ud fra denne generelle trang. De små, enkeltstående spørgsmål og forsøg galdt som foragtelige, man ønskede den korteste vej, man troede, eftersom alt i verden syntes indrettet på mennesket, at så også tingenes erkendbarhed er indrettet efter en menneskelig tidsmålestok. At løse alting med ét slag, med ét ord, – var det hemmelige ønske: man tænkte sig opgaven ud fra billedet med den gordiske knude, eller kolombusægget; man tvivlede ikke på, at det er muligt, også i erkendelsen at komme til målet, sådan som Alexander eller Columbus gjorde det, og at klare alle spørgsmål med ét svar. »En gåde skal løses«: således præsenterede livets mål sig for filosoffens øje; i første omgang skulle gåden findes, og problemet med verden trænges sammen i den simpleste gådeform. Den grænseløse ambition og jubel i at være »løsere af verdens gåde« udgjorde tænkerens drømme: intet syntes ham besværet værd, hvis det ikke var et middel


til at bringe alt til ende for ham! Således var filosofi en slags højeste kamp for åndens tyranniske herskab, – at et sådant herskab ville være forbeholdt og sparet for en meget-heldig, fin, opfindsom, dristig, voldsom person, – en enkeltperson! – derom tvivlede ingen, og flere har troet, til sidst også Schopenhauer, at være denne enkelte. – Deraf giver sig, at videnskaben i det store og hele hidtil er forblevet tilbagestående på grund af dens ynglinges moralske indskrænkethed, og at den fremover må drives med en højere og mere storsindet grundfornemmelse. »Hvad har jeg at sige!« – står skrevet over døren for den kommende tænker.

548. Sejren over kraften. – Overvejer man, hvad der hidtil altsammen er blevet æret som »overmenneskelig ånd«, som »geni«, så kommer man til den triste konklusion, at menneskehedens intellektualitet dog i det store og hele må have været noget ret så nedrigt og sølle: så lidt ånd hørte der hidtil til, for at føle sig betragteligt hævet over menneskeheden! Ak, for »geniets« ærværdige ry! Hvor hurtigt er dets trone ikke rejst, dets tilbedelse gjort til skik! Stadigvæk ligger man på knæ for kraften – ifølge gammel slave-vane – men når graden af ærværdighed er konstateret, er stadig kun graden af fornuften i kraften afgørende: man må måle, hvorvidt netop kraften er overvundet gennem noget højere, og nu tjener som dets værktøj og middel! Men for en sådan måling gives der endnu alt for få øjne, ja, som oftest anses målingen af geniet stadig som helligbrøde. Og således foregår det skønneste måske endnu i mørket, og hensynker, næppe født, i evig nat, – nemlig skuespillet om den kraft, som et geni anvender, ikke på værker, men derimod på sig selv som

værk, det vil sige på tæmningen af sig selv, på renselsen

Femte bog 313

af sin fantasi, på at ordne og udvælge i de tilstrømmende opgaver og indfald. Stadigvæk er det store menneske netop i det største, som forlanger beærelse, usigtbar som en alt for fjern stjerne: hans sejr

over kraften forbliver uden øjne, og følgeligt også uden sange og sangere. Stadigvæk er der endnu ikke fastsat en rangorden for storheden i den forgangne menneskehed.

549. »Selvflugt«. – Menneskene for de intellektuelle kramper, som er utålmodige og fordystrede overfor sig selv, som Byron eller Alfred de Musset, og som i alt, hvad de gør, er som heste på træk, ja, som fra deres egen skaben kun tager en kortvarig, årerne næsten sprængende lyst og glød, og så en så meget desto mere vinterlig tomhed og forgræmmelse med sig, hvordan skal de kunne holde det ud i sig! De tørster efter, at gå op i et »ude af sig«; er man med en sådan tørst en kristen, så stiler man mod at gå op i Gud, mod »at-blive-helt-ét-med-ham«; er man Shakespeare, så stilles man først tilfreds ved at gå op i billeder af det mest lidenskabelige liv; er man Byron, så tørster man efter gerninger, fordi disse trækker endnu mere fra os, end tanker, følelser og værker. Og således skulle trangen til gerninger måske i grunden alligevel være selvflugt? – ville Pascal spørge os. Og dét er en kendsgerning! Ved de højeste eksempler på trangen til gerninger kunne denne sætning bevise sig: man skal jo tænke på, med en psykiaters viden og erfaringer, som rimeligt er, – at fire af de mest gerningstrængende til alle tider har været epileptikere (nemlig Alexander, Cæsar, Muhammed og Napoleon): ligesom også Byron var underkastet denne lidelse.


550. Erkendelse og skønhed. – Når menneskene, sådan som de stadigvæk gør det, opsparer deres beærelse og lykkefølelse til indbildningens og forstillelsens værker, så må det ikke forundre, hvis de befinder sig kolde og ulystne ved modsætningen mellem indbildning og forstillelse. Den henrykkelse, der opstår allerede ved det mindste sikre endegyldige skridt og fremskridt i indsigt, og som så rigeligt, og allerede for så mange, udstrømmer af den nuværende form for videnskab, – denne henrykkelse bliver indtil videre ikke troet af alle dem, som har vænnet sig til, altid kun at henrykkes ved forladelsen af virkelighed, ved springet i skinnets dybder. De mener, at virkeligheden er hæslig: men de tænker ikke på, at erkendelsen af selv den hæsligste virkelighed er skøn, såvel som at den, der erkender hyppigt og meget, til sidst er meget fjernt fra at finde hele den virkelighed hæslig, hvis opdagelse altid gav ham lykke. Gives der da noget »i sig skønt«? De erkendendes lykke forøger verdens skønhed og gør alt, hvad der er til, mere solrigt; erkendelsen lægger ikke kun dens skønhed rundt om tingene, men derimod også, på længere sigt, ind i tingene; – må den fremtidige menneskehed afgive dens vidnesbyrd for denne sætning! I mellemtiden betænker vi en gammel erfaring: to så grundforskellige mennesker som Platon og Aristoteles kom overens i det, som skal udgøre den

højeste lykke, ikke blot for dem og for mennesker, men derimod i sig selv, selv for de sidste saligheders guder: de fandt den i det, at erkende, i aktiviteten hos en veløvet findende og opfindende forstand (ikke i sådan noget som »intuitionen«, som de tyske halv- og hel-teologer, ikke i visionen, som mystikerne, og ligeledes ikke i det, at skabe, som alle praktikere). Lignende dømte Descartes og Spinoza: hvor må de alle have nydt

Femte bog 315

erkendelsen! Og hvilken fare er det ikke for deres redelighed, derved at blive lovprisere af tingene! –

551. Om fremtidige dyder. – Hvordan kan det være, at jo mere begribelig verden er blevet, desto mere har enhver slags højtidelighed aftaget? Er det fordi, frygten i en sådan grad var grundelementet af denne ærefrygt, som overfaldt os ved alt, hvad der var ubekendt, hemmelighedsfuldt, og lærte os at synke ned for det ubegribelige, og bønfalde om nåde? Og skulle verden, derved, at vi er blevet mindre frygtsomme, ikke også være blevet mindre tiltrækkende for os? Skulle, med vor egen frygtsomhed, ikke også vores egen værdighed og højtidelighed, vores egen frygtelighed, være blevet ringere? Måske er det sådan, at vi agter verden og os selv ringere, efter at vi tænker på den og os selv med større mod? Måske gives der en verden, hvor dette tænkingens mod vil være så rodfæstet, at det som den yderste hovmod føler sig hævet over menneskene og tingene, – hvor den vise, som den mest modige, mest ser sig selv og tilværelsen under sig? – Denne art mod, som ikke er fjernt fra et vidtløftigt storsind, savnede menneskeheden hidtil. – Åh, ville digterne dog bare atter blive, hvad de skal have været engang: – seere, der fortæller os noget om det mulige! Nu, da det virkelige og forgangne bliver og må blive taget dem stadigt mere af hænde, – for tiden for det harmløse falskmøntneri er til ende! Ville de blot lade os forudfornemme noget om de fremtidige dyder! Eller om dyder, der aldrig vil komme til at være på Jorden, endskønt de kunne være etsteds i verden, – om purpurglødende stjernebilleder og hele Mælkeveje af skønhed! Hvor er I, I idealets astronomer?


552. Den ideale egoisme. – Gives der nogen mere velsignelsesfuld tilstand, end svangerskabets? At gøre alt, hvad man gør, i den stille tro på, at det på en eller anden måde må komme det tilblivende i os til gode! Dets hemmelighedsfulde værdi, som vi tænker på med henrykkelse, vil derved blive forøget! Da er der meget man undviger, uden hårdt at skulle tvinge sig! Da undertrykker man et heftigt ord, man rækker forsonligt hånden frem: af det mildeste og bedste skal barnet vokse frem. Vi gyses ved vores egen strenghed og pludselighed: som hældte det en dråbe ulykke i bægeret for den kæreste ukendtes liv! Alt er tilsløret, anelsesfuldt, om intet ved man, hvordan det går til, man afventer, og søger at være parat. Derved råder en ren og rensende følelse af dyb uansvarlighed i os, næsten sådan, som en tilskuer har det foran det tillukkede tæppe, – det vokser, det træder for dagen: vi har intet i hånde, intet at bestemme, hverken dets værdi, eller dets time. Vi er udelukkende henvist til enhver middelbart velsignende og forsvarende indflydelse. »Det er noget større, som vokser her, end vi er det« er vores hemmeligste forhåbning: for dette lægger vi alt til rette, så at det skal komme ordentligt til verden: ikke kun alt, hvad der er nyttigt, men derimod også alle vores sjæls hjerteligheder og kranse. – I denne velsignelse skal man leve! Kan man leve! Og er det forventede en tanke, en gerning, – til al væsentlig fuldbyrdelse har vi intet andet forhold, end svangerskabets, og vi skulle blæse den anmassende tale om »villen« og »skaben« i vinden! Dette er den rette ideale egoisme: altid at bekymre os om, og våge over, og holde sjælen stille for, at vores frugtbarhed kommer

skønt til ende! Sådan, på denne middelbare måde, bekymrer vi os og våger vi til alles nytte; og den stemning, vi lever i, denne stolte og milde stemning, er

Femte bog 317

en olie, som udbreder sig vidt omkring os, også over de urolige sjæle. – Men forunderlige er disse svangre! Lad os altså være forunderlige, og lad os ikke forarge de andre, hvis de er nødt til at være det! Og selv, hvor dette forløber sig i det slemme og farlige: lad os ikke i vores ærefrygt for det tilblivende stå tilbage for den verdslige retfærdighed, som ikke tillader dommeren og bødlen at berøre en svanger!

553. På omveje. – Hvor skal hele denne filosofi hen, med alle dens omveje? Gør den andet, end ligesom at oversætte en stadig og stærk drift i fornuft, en drift efter mildt solskin, klar og bevæget luft, sydlige planter, havets åndedræt, flygtig kød-, æg- og frugt-næring, varmt vand til drikken, daglange tavse vandringer, liden tale, sjælden og varsom læsning, at bo ensomt, renlige, jævne og næsten soldatiske vaner, kort sagt alt, hvad der netop smager mig bedst, netop er mig mest til nytte? En filosofi, som i grunden er instinktet for en personlig diæt? Et instinkt, som søger min luft, mit højdedrag, mit vejrlig, min slags sundhed, ad omvejen gennem mit hovede? Der gives mange andre, og sikkert også mange højere, ophøjetheder for filosofien, og ikke kun sådanne, som er mere dystre og krævende end mine er det, – måske er også de alle tilsammen intet andet end intellektuelle omveje for den slags personlige drifter? – I mellemtiden ser jeg med et nyt øje på den hemmelige og ensomme sværmen hos en sommerfugl, højt oppe ved havets klippekyst, hvor så mange gode planter vokser: den flyver omkring, ubekymret over, at den kun lever livet én dag til, og at natten vil være for kold for dens bevingede sårbarhed. Også for den ville en


filosofi vel lade sig finde: om det end ikke skulle være min. –

554. Det forangående skridt. – Når man lovpriser fremskridtet, så er det kun bevægelsen man lovpriser, og dem, som ikke lader os blive stående på stedet, – og dermed er der sikkert under omstændigheder gjort ganske meget, i særdeleshed hvis man lever blandt ægyptere. Men i det bevægelige Europa, hvor bevægelsen, som man siger, »forstår sig af sig selv«, – ak, hvis blot også vi forstod noget af den! – der priser jeg for mit vedkommende det forangående skridt og de foranskridende, altså dem, som bestandigt efterlader sig selv, og som slet ikke tænker på, om nogen ellers følger dem. »Hvor end jeg gør holdt, der finder jeg mig selv alene: hvad skulle jeg gøre holdt for! Endnu er ørkenen stor!« – således føler en sådan foranskridende det.

555. De ringeste er allerede tilstrækkelige. – Man skal gå tildragelserne af vejen, hvis man ved, at de ringeste allerede vil indprente sig stærkt nok på os, – og dem kan man alligevel ikke undgå. – Tænkeren må i sig selv have en omtrentlig kanon for alle de ting, som han overhovedet endnu ønsker at opleve.

556. De gode fire. – Redelige overfor os selv og hvad der ellers er os ven; tapre overfor fjenden; storsindede overfor den besejrede; høflige – altid: således ønsker de fire kardinaldyder os.

Femte bog 319

557. Løs på en fjende. – Hvor godt lyder dårlig musik og dårlige grunde ikke, når man marcherer løs mod en fjende!

558. Men heller ikke skjule sine dyder! – Jeg elsker de mennesker, som er gennemsigtigt vand, og som, for at tale med Pope, også »lader urenhederne på bunden af deres strøm blive set.« Selv for dem gives der dog stadig en forfængelighed, ganske vist af en sjælden og sublimeret art: nogle af dem ønsker, at man netop kun ser urenhederne, og agter vandets gennemsigtighed, som muliggør dette, for intet. Ingen ringere end Gotama Buddha har udtænkt denne forfængelighed, i formlen: »lad jeres synder se af folkene og skjul jeres dyder!« Men dette vil sige, ikke at gøre noget godt skuespil for verden, – det er en synd mod smagen.

559. »Ikke for meget!« – Hvor tit bliver den enkelte ikke rådet til at sætte sig et mål, som han ikke kan opnå, og som ligger ud over hans kræfter, for så i det mindste at opnå det som hans kræfter ved den allerhøjeste

anspændelse kan præstere! Men er dette virkeligt så ønskværdigt? Vil de bedste mennesker der efterlever denne lære, og deres bedste handlinger, så ikke nødvendigvis få noget overdrevent og forvrænget ved sig, netop fordi der er for megen anspændthed i dem? Og udbreder der sig ikke et gråt skær af mislykkethed ud over verden, derved, at man altid ser kæmpende atleter, uhyrlige gebærder, og intetsteds en bekranset og sejrende vinder?


560. Hvad der står os frit. – Man kan lægge sine drifter an som en gartner og, hvilket det kun er få der ved, af vredens, medlidenhedens, eftertænksomhedens, forfængelighedens kim fremdrage noget så frugtbart og nyttebringende, som en skøn frugt gennem espaliering; man kan gøre det med den gode og den dårlige smag hos en gartner, og ligesom på fransk eller engelsk eller hollandsk eller kinesisk maner, man kan også lade naturen råde, og blot her og der sørge for en smule finpudsning og rengørelse, man kan endeligt også helt uden viden og eftertanke lade planterne vokse frem med deres naturlige begunstigelser og hindringer, og indbyrdes lade dem udkæmpe deres kamp, – ja, man kan have sin glæde ved et sådant vildnis, og ønske sig netop denne glæde, om man end også har sin nød derved. Alt dette står os frit: men hvor mange ved så af, at det står os frit? Tror de fleste ikke på sig, som på fuldt færdigt udvoksede

kendsgerninger? Har store filosoffer ikke også trykket deres segl på denne fordom, med læren om karakterens uforanderlighed?

561. Også at lade sin lykke lyse. – Ligesom malerne, der på ingen måde kan opnå den virkelige himmels dybe, lysende tone, er nødt til at tage alle de til deres landskab behøvede farver et par toner lavere, end naturen viser dem: ligesom de gennem dette kunstgreb atter når frem til en lighed i glansen og en harmoni i tonerne, som svarer til naturens: således må også digtere og filosofferne, for hvem lykkens lysende glans er uopnåelig, forstå at hjælpe sig; idet de farver alle ting et par grader mørkere, end de er, virker deres lys, hvilket er noget de forstår sig på, nærmest solrigt,

Femte bog 321

og ligner lyset fra den fulde lykke. – Pessimisten, der giver alle ting de sorteste og dystreste farver, bruger kun flammer og lyn, himmelske glorier og alt, hvad der har en skrap lyskraft og gør øjnene usikre; hos pessimisten er klarheden kun til for at forøge forfærdelsen, og at lade mere skrækkeligt ane i tingene, end de har.

562. De fastboende og de frie. – Først i underverdenen viser man os noget af den dystre baggrund for denne eventyrer-salighed, som ligger omkring Odysseus og hans ligemænd som et evigt havlys, – om den baggrund, som man så ikke længere glemmer: Odysseus’ moder døde af sorg og længsel efter sit barn! Den ene driver fra sted til sted, og den anden, den fastboende og hengivne, bristes i hjertet derover: sådan er det altid! Kummeren brister hjertet på dem, som oplever, at netop deres kæreste forlader deres mening, deres tro, – dette hører til den tragedie, som de frie ånder laver, – om hvilken de til tider også ved! Så må de vel også engang, som Odysseus, rejse til de døde, for at løfte deres sorg og berolige deres hengivenhed.

563. Den sædelige verdensordens vildfarelse. – Der gives slet

ingen evig nødvendighed, som ville kræve, at der bødes og betales for hver en skyld, – det var en skrækkelig, allermindst nyttig vildfarelse, at der gives en sådan –; ligesom det er en vildfarelse, at alt er skyld, hvad der føles som en sådan. Ikke tingene, men derimod meningerne om ting, som der slet ikke gives, har gjort menneskene så forstyrrede!


564. Lige ved siden af erfaringen! – Selv store ånder har kun deres fem fingre brede erfaring, – lige ved siden deraf hører deres eftertanke op: og deres uendelige tomme rum og deres dumhed begynder.

565. Værdighed og uvidenhed i forening. – Hvor vi forstår, der bliver vi artige, lykkelige, opfindsomme, og overalt, hvor vi har lært noget tilstrækkeligt, og har gjort os øjne og øre, der viser vore sjæle mere smidighed og ynde. Men vi begriber så lidt, og er så elendigt uddannet, og derfor kommer det sjældent dertil, at vi omfavner en sag og derved gør os selv værd at elske: snarere går vi stive og ufølsomme gennem byen, naturen, historien, og indbilder os noget omkring denne holdning og kulde, som om den så var en virkning af vores overlegenhed. Ja, vores uvidenhed og vores ringe tørst efter viden forstår sig fortræffeligt på, at promenere som værdighed, som karakter.

566. At leve prisværdigt. – Den prisværdigste og mest harmløse levemåde er tænkerens: for, for straks at sige det vigtigste, tænkeren behøver netop de ting mest, som de andre ringeagter og lader tilovers –. Således: han glæder sig nemt og kender ingen bekostelige tilgange til fornøjelsen; hans arbejde er ikke hårdt, men derimod nærmest sydlandsk; hans dag og hans nat fordærves ikke af samvittighedsnag; han bevæger sig, spiser, drikker og sover i et sådant omfang, at hans ånd bliver stadigt roligere, kraftigere og klarere; han glæder sig ved sin krop og har ingen grund til at frygte

Femte bog 323

den; han behøver ikke selskabelighed, andet end fra tid til anden, for bagefter så meget desto ømmere at kunne omfavne sin ensomhed; han har ved de døde en erstatning for de levende, og selv for venner en erstatning: nemlig ved de bedste, som nogensinde har levet. – Man kan overveje, om det ikke er de omvendte lyster og vaner som gør menneskenes liv bekosteligt, og følgeligt møjsommeligt, og ofte uudholdeligt. – I en anden forstand er tænkerens liv ganske vist det mest bekostelige, – intet er for godt for ham; og at undvære netop det bedste ville her være en ubærlig undværelse.

567. I felten. – »Vi må tage tingene mere lystigt, end de fortjener; især, da vi gennem lang tid har taget dem mere alvorligt, end de fortjener.« – Sådan taler erkendelsens brave soldater.

568. Digter og fugl. – Fuglen Fønix viste digteren en glødende og forkullende rulle. »Bliv ikke forskrækket! sagde den, det er dit værk! Det har ikke tidens ånd, og mindre endnu ånden hos dem, som er imod tiden: følgeligt må det brændes. Men dette er et godt tegn. Der gives mange slags morgenrøder.«

569. Til de ensomme. – Hvis ikke vi skåner andre personers ære lige så meget i vore samtaler med os selv, som i offentligheden, så er vi uanstændige mennesker.


570. Tab. – Der gives tab som meddeler sjælen en ophøjethed, hvorved den afholder sig fra at klage og forholder sig i tavshed, som under høje sorte cedertræer.

571. Sjælens feltapotek. – Hvilken medicin er den stærkeste? – Sejren.

572. Livet skal berolige os. – Når man som tænkeren er vant til at leve i tankernes og følelsernes store strøm, og selv vore natlige drømme følger denne strøm: så er det af livet, man ønsker sig beroligelse og stilhed, – mens andre netop vil udhvile sig fra livet, når de giver sig hen til meditationen.

573. At skifte ham. – Den slange, som ikke kan skifte sin ham, går til grunde. Ligeså de ånder, som man forhindrer i at skifte deres meninger; de hører op med at være ånd.

574. Ikke at forglemme! – Jo højere vi løfter os, desto mindre fremstår vi for dem, som ikke kan flyve.

575. Vi åndens luft-skibsfarere! Alle disse dristige fugle, som flyver ud i det vide, videste, – det er sikkert! et eller

Femte bog 325

andet sted vil de ikke kunne flyve videre og vil sætte sig på en mast eller en ussel klippe – og dertil så taknemmelige over dette elendige logi! Men hvem ville deraf have lov at slutte, at der så ikke længere er nogen uhyrlig fri bane foran dem, at de er fløjet så langt som man flyve kan! Alle vore store læremestre og foreløbere er til slut blevet stående, og det er ikke de ædleste og yndigste gebærder, som trætheden bliver stående med: også mig og dig vil det gå sådan! Men hvad angår det mig og dig! Andre fugle vil flyve videre! Denne vor indsigt og troskab flyver for udfordringens skyld med dem ud og op, den stiger op direkte over vort hovede og ud over dets afmagt op i højden og skuer derfra ud i det fjerne, ser skarerne af langt mægtigere fugle, end vi er det, forude, som stræber derhen, hvor vi stræbte hen, og hvor alt endnu er hav, hav, hav! – Og hvor vil vi da hen? Vil vi over havet? Hvor river denne mægtige trang os hen, som gælder os for mere end nogen lyst? Hvorfor lige netop i denne retning, derhen hvor alle menneskehedens sole hidtil er gået under? Vil man måske engang sige om os, at også vi, styrende mod Vesten, håbede at nå et Indien, – men at det imidlertid var vores lod, at fejle ved uendeligheden? Eller, mine brødre? Eller? –

Documents

Nietzsche - Morgenrøde