Hospice Djursland � Strandbakken 1 � 8410 Rønde � 8777 3300 � hospice@hospicedjursland.dk � www.hospicedjursland.dk

Nyhedsbrev Hospice Djursland

Nr. 26 - oktober 2013

TEMANUMMER OM AKTIV DØDSHJÆLP

af Steen Fris bestyrelsesformand

På et eller andet tidspunkt i vores liv tror jeg, vi alle har stået over for en person med en uhelbredelig sygdom, et offer for en ulykke el-ler andet, der gør livet uudholde-ligt, og tænkt: ”Burde man her ik-ke have mulighed for at sætte ind med aktiv dødshjælp?” Ved aktiv dødshjælp er det lægen, der efter patientens ønske, tager hans eller hendes liv ved hjælp af medicin –

typisk en indsprøjtning.

Ifølge dansk lovgivning er denne

Aktiv dødshjælp

døende patienter, der ikke længe-re er i stand til at bruge deres

selvbestemmelsesret.

Med passiv dødshjælp som en mulighed finder jeg det ikke nød-vendigt at ændre lovgivningen

m.h.t. aktiv dødshjælp.

Jeg håber, at disse par linier har givet jer lyst til at læse følgende indlæg, hvor Hospice Djurslands leder Dorit Simonsen, læge Alice Steinov, hospicepræst Ann Maj Lorenzen og en patient kan gøre

os klogere på emnet.

God læselyst!

handling ulovlig, hvorimod den i Holland og Belgien har været lov-

lig i godt 10 år.

En anden form for dødshjælp er passiv dødshjælp. Iflg. dansk lov har en uundgåeligt døende pati-ent ret til at fravælge en behand-ling, der kun vil kunne udskyde døden. Efter samme lov kan en patient modtage nødvendige smertestillende midler, selv om de fremskynder dødstidspunktet. En læge eller anden sundhedsperson kan desuden undlade at påbegyn-de eller fortsætte en livsforlæn-gende behandling af uundgåeligt

Lindring

af Dorit Simonsen hospiceleder

sig slå ihjel som den eneste or-dentlige hjælp, når livet ikke kan

udholdes længere.

Jeg mener helt klart, at vi, der i det daglige arbejder med den lin-drende indsats, kan tilbyde noget, der er bedre end det. Det kan vi gennem den tilgang, vi har til mennesker, der er lidende, og ik-ke mindst på baggrund af den vi-den og erfaring, vi har med at lin-

dre, når livet opleves svært.

Vi mener derfor, at vi har et godt alternativ til aktiv dødshjælp, men måske er vi ikke gode nok til at gøre opmærksom på det, når dette emne popper op i pressen

igen og igen.

For kort tid siden læste jeg endnu et af de mange debatindlæg om emnet. Her fremkom en overlæge med følgende svar til udtrykket ”retten til en værdig død” – her forstået som retten til at få aktiv

Aktiv Dødshjælp - hvorfor overho-vedet beskæftige sig med det be-greb, når nu vi er et hospice og derfor et sted, hvor dette ikke ud-føres. Netop fordi vi er et hospice, arbejder vi ud fra en filosofi, som ikke rummer, at vi her i Danmark skal indføre aktiv dødshjælp til

mennesker, der lider.

Når vi nu alligevel har valgt at be-skæftige os med emnet i dette ny-hedsbrev, så er det, fordi vi me-ner, at vi har en forpligtigelse til at være opmærksomme på og at være ydmyge og nysgerrige på baggrunden for, at nogle menne-sker åbenbart opfatter det at lade

dødshjælp, når alt håb var ude. Hun svarede: ”Det at dø er ikke en rettighed – det er en følge af li-vet.” Det giver for mig rigtig meget mening og har fin sammenhæng med den indsats, vi yder på hos-pice. Her tænker vi ikke på retten til en værdig død, men i høj grad retten til et værdigt liv indtil dø-den. For hvad er en værdig død – egentlig? Og er det egentlig retten til en værdig død, vi ønsker os, når vi taler om aktiv dødshjælp? Er det ikke snarere angsten for ikke at få retten til et værdigt og udholdeligt liv, indtil døden ind-træder, vi ønsker, og angsten for at miste kontrollen over vores eget liv, der får os til at ønske ak-tiv dødshjælp? Jeg tror personligt på det sidste. Og så har jeg slet ikke berørt det kontroversielle spørgsmål: ”Hvem skal have li-cens til at fratage et andet men-

neske livet?”

Side 2 Nyhedsbrev

Når vi taler om aktiv dødshjælp, tager vi ofte udgangspunkt i lo-ven, hvor der bl.a. i Straffelovens §239 står: ”Den, som dræber en anden efter dennes bestemte be-gæring, straffes med fængsel ind-til 3 år.” Endnu ældre er det 5. bud: ”Du må ikke slå ihjel,” og sammen efterlader disse love in-gen tvivl om, at menneskelivet har en sådan værdi, at det under ingen omstændigheder må brin-ges til ophør ved menneskelig ind-

griben.

Men sætter vi nu det kristne bud om næstekærlighed over for lo-ven, rejser dilemmaet sig. For når vi ser eller er vidende om, at et medmenneske lider så meget, at døden, set med vore øjne, er at foretrække frem for livet, er det da kærligt ikke at gøre noget? Kan den, der elsker et menneske, se på, at den anden lider uden at gribe ind? Det må unægteligt væ-re svært, særligt der hvor den li-

dende beder om hjælp.

I det nye testamentes evangelier møder vi Jesus, Gud Søn, der går omkring og helbreder syge men-nesker. Få steder hører vi, at han endda oprejser døde til livet igen.

mindst den omfattende tværfagli-ge støtte, vi kan give på hospice, har på bare få år gjort vores støtte og hjælp til de døende og deres familier så meget bedre, at efter-spørgslen efter aktiv hjælp til at

dø er mindsket betydeligt.

Når man arbejder så tæt på dø-den, som vi gør på hospice og i de palliative teams, er det vigtigt, at man har et godt og solidt tværfag-ligt samarbejde i gensidig respekt. Det er også helt nødvendigt, at vi alle i dette samarbejde får lov til at videreuddanne os inden for vores speciale, så vi kan følge

med i den nyeste udvikling i faget.

Jeg har arbejdet tæt på døden i mit fag i mange år og har de sene-ste år været så heldig at være an-

sat inden for Lindrende omsorg.

Jeg har set med glæde på, hvor-dan befolkningen har støttet stort og flot op om hospicetanken og Hospice Djursland; og det er mit håb, at de palliative teams i de næste år vil få lige så stor støtte og fremgang, da de gør et kæmpe arbejde med at støtte de syge, døende og deres familier i hjem-

mene.

Ja jeg kan tage livet af menne-sker, hjælpe dem til 'at sove stille ind,' men jeg vil ikke og har ikke lov til det. Der er en hel klar lov-givning i Danmark på dette områ-de. Etisk råd har på sin hjemme-side en diskussion om emnet, om vi skal lave loven om, så læger får mere udvidet ret til at yde aktiv

dødshjælp.

Jeg vil, som rådet, konkludere, at i dagens Danmark er en fornyelse af loven ikke nødvendig. Jeg me-ner, at vi i løbet af de seneste år er blevet så meget bedre til at lin-dre alvorligt syge og døende men-neskers lidelser, at antallet af personer, der beder om aktiv hjælp til at slutte deres liv, vil

blive mindre og mindre.

I mit arbejde har jeg mødt en del mennesker, der har bedt mig om at afkorte deres liv og deres lidel-ser. Når vi har lært disse enkelte individer og deres familier at ken-de, kan det i langt de fleste tilfæl-de lykkes os at få personen til at finde roen til at slutte livet i fred

med sig selv og familien.

Jeg husker blandt andre en enke på 78 år med sår og svære smer-ter. Hun syntes, hun var til stort besvær for familien og plejeperso-nalet. Hun længtes efter døden og bad mig hjælpe hende med at dø her og nu. Vi fik lindret patien-tens smerter. Vi lyttede til hendes store sorg over, at hun havde mi-stet sin mand tidligt, lyttede til hendes livssmerte og til hendes mange hyggelige historier fra hen-des lange liv. Det gav plads til at genfinde glæden i de små ting, glæden ved at nå at få sagt godt farvel til de pårørende, at få for-talt sin livshistorie videre til de næste generationer. Hun døde

fredeligt med datteren i hånden.

Lægerne er blevet bedre til at af-hjælpe fysiske plager såsom smerte, kvalme og forvirring, en forvirring, der kan opstå i livets sidste fase. Den store lindring, der kan tilvejebringes med god pleje i smukke omgivelser, og ikke

Aktiv dødshjælp - nej tak

af Alice Steinov, læge på Hospice Djursland og Det Palliative Team i Randers

Loven og livet

af Ann Maj Lorenzen, sognepræst

Stemningsbillede fra morgensang i det fri

Nr. 26 - oktober 2013 Side 3

Jeg har aftalt med Irene, at jeg godt må få en samtale med hende om hvilke tanker, hun gør sig om aktiv dødshjælp. Baggrunden er den, at vi i redaktionsudvalget gerne vil høre, hvilke tanker et alvorlig sygt menneske, der er indlagt på et hospice, gør sig om

netop dette begreb.

Irene har været indlagt på Hospi-ce Djursland i 7 uger. Hun kom fra hospitalet og havde på det tidspunkt mange smerter, spiste og drak sparsomt og kastede op hele tiden. Hun var sengeliggende og svag. Irene fortæller: ”Da jeg kom her, tænkte jeg, at nu er det slut. Der er ikke mere til dig. Og hvis det er sådan, så er jeg med. Men sådan er det jo ikke gået.” Irene smiler og fortæller videre: ”Da jeg kom, ønskede jeg, at det smukke lys på hylden i gangen, meget snart ville blive tændt for mig. Jeg orkede ikke mere.” Jeg spørger Irene, om hun da havde et ønske om, at vi skulle hjælpe hende med at komme herfra, alt-så yde aktiv dødshjælp til hende, når det hele nu var så udsigtsløst. Svaret kommer hurtigt: ”Aktiv dødshjælp er måske en god ting, hvis man er meget syg, men lad dem i Schweiz om det. Nej, det ønsker jeg ikke. Jeg vil meget hel-lere ud i min datters smukke ha-ve, den er et paradis. Og det skal jeg nok også komme. Jeg har fået det meget bedre her på hospice. Her har jeg fået den hjælp, jeg havde brug for.” Jeg spørger ind til, hvad det er, der har hjulpet hende til at få det bedre, og Irene svarer: ”Her er jeg blevet mødt med empati, omsorg og ”lattergas.” Jeg ser undrende på hende, og hun griner. ”Du ved nok ikke, hvad der sker her på dit hospice om aftenen, når du ikke er her, kan jeg høre. I går aftes for eksempel kom min datter med en stor skål hjemmelavet æblekage,

der var nok til os alle. Sygeplejer-skerne havde haft lidt travlt i lø-bet af aftenen, men de kom alle ned på min stue og fik kaffe og æblekage, og så sang de sangen: ”Good night Irene, Good night Irene.” Det var så hyggeligt. Da jeg kom her, oplevede jeg, at alle hver dag spurgte mig, hvad kan jeg gøre for dig i dag, Irene? Det er helt anderledes end på hospita-let. Her blev jeg vækket tidligt om morgenen for at skulle have taget blodprøve. En ville have det, og en anden ville have noget andet. Hele tiden var der nogen, der ville have noget af mig. Der er så meget fo-kus på alt det, som er svært, og det smitter af på os patienter. Og så kunne jeg heller ikke spise.” ”Kan du spise nu, Irene?” spørger jeg. ”Ja, dem fra køkkenet kom-mer ind til mig hver dag og spør-ger, hvad jeg kan tænke mig, så jeg spiser alt. Det vil sige, jeg spi-ser og tygger og tygger maden, indtil al saften og næringen er tygget ud af den, og så spytter jeg resten ud. For eksempel så ruller jeg salaten sammen til en lille klump, som jeg kan tygge og der-efter spytte ud. Jeg kan ikke tåle det i min mave. Men jeg er sikker på, at al den mad giver mig mas-ser af livskraft. Her har jeg fået livskraft til at leve. Jeg deltager i Gudstjenesten og deltager i den smukkeste nadver sammen med jeres pragtfulde præst. For mig er hospice ikke et sted, hvor der er brug for aktiv dødshjælp. Nej, det

går jeg ikke ind for.”

Altid er han på livets side, og dø-den er hans modstander. Men ét sted, i Lukas’ beretning om ham, hører vi noget andet. Det er da han hænger på korset, hjælpeløs og afmægtig. Ved hans side hæn-ger en anden, som også er blevet korsfæstet, og denne døende mand beder nu Jesus om hjælp. Situationen er ubærlig og døden uundgåelig. Da siger Jesus til manden: ”I dag skal du være med mig i paradis.” Jesu ord til den døende er meget mere end blot en overfladisk bemærkning. Ordene rummer nærvær, lindring, trøst og forsoning; præcis hvad den

døende har behov for.

Vi har ikke Jesu ord som over-skrift for vort arbejde på hospice, men jeg mener, at de klinger med

i al form for palliativ indsats:

I dag er vigtig. Fortiden var en-gang, og fremtiden kender vi ikke. Men i dag har vi livet. I dag er der mulighed. Udsigten fra stuen er ny, lyset er anderledes, farverne er skiftet og luften, der rammer huden, er frisk og svalende. I dag skal vi leve og være. For i dag – skal du være med mig. På hospice har vi ingen dagsorden for be-stemte ting, der skal gøres, ej hel-ler planer for det, vi skal nå. Om-sorg og nærvær betyder alt, og dér findes trøst og lindring. Sam-men med vore nærmeste kan der, i et lykkeligt nu, findes lindring og mulighed for forsoning. I dag skal du være med mig – i Paradis, et sted eller en tilstand vi ikke kender og kan beskrive, men som vi måske dog kan erfare i et fuld-

endt øjeblik af fred og forsoning.

På hospice er der fokus på livet, og indsatsen for livet er lindring

og nærvær, indtil døden kommer.

Samtale med Irene Nielsen patient på Hospice Djursland, august 2013

af Dorit Simonsen, hospiceleder

Hospice Djursland � Strandbakken 1 � 8410 Rønde � 8777 3300 � hospice@hospicedjursland.dk � www.hospicedjursland.dk

GENERALFORSAMLING

Støtteforeningen afholder sin årlige generalforsamling på Hospice Djursland

mandag d. 10. februar 2014 kl. 19.00.

Generalforsamlingen afholdes iht. vedtægterne.

Der vil blive serveret kaffe og hjemmebag - på gensyn!

Ønsker du at blive medlem af Støtteforeningen:

se vores hjemmeside ved at skanne ikonet eller kontakt receptionen.

Støtteforeningen Hospice Djursland har opnået

skattefrihed for gavegivere.

STAFET FOR LIVET Hospice Djursland deltog i år med et hold på godt 70 personer. Vi gik/løb på 24 timer tilsammen ca.

1000 runder à 600 meter.

Det endelige beløb til Kræftens Bekæmpelse offentliggøres på

vores hjemmeside senere.

Livskvalitet til det sidste

af Erik Salomonsen, formand for

Støtteforeningen Hospice Djursland

.

Aktiv Dødshjælp.

Den aktive livshjælp, ved vi, er med til at gøre den sidste del af livet mere udholdelig for et men-neske med uhelbredelig sygdom og deraf måske mange smerter. Er det så entydigt aktiv livshjælp? Eller er der også en slags aktiv

dødshjælp med i processen.

Set i lyset af det faktum, at det er uhelbredeligt syge mennesker, der er på Hospice Djursland, er vores altid positive indsats at be-tragte som ”Aktiv Livshjælp” - for patienten er det muligt at ”leve,”

mens man venter på at dø.

Hvis man tænker historisk og

Med en baggrund som kommerci-el tekniker i det private erhvervs-liv skal jeg i dette indlæg prøve at forholde mig til begrebet ”aktiv

dødshjælp.”

Begrebet har i folkemunde et odi-øst og næsten kriminaliseret ima-

ge.

Aktiv dødshjælp er at korte livet af, definitivt at afslutte livet, som måske for den enkelte er ”næsten” uudholdeligt. Der er to muligheder, den ene hvor patien-ten selv aktivt er i stand til at af-slutte livet, altså selvmord, den anden er det tilfælde, hvor patien-ten ikke fysisk er i stand til at afslutte livet og måske beder om

hjælp, ”Aktiv Dødshjælp.”

Jeg tror nok, at jeg har et mere nuanceret forhold til begrebet, men jeg har dog aldrig været tæt på eller direkte involveret i en si-tuation, hvor det var nødvendigt at tage en aktiv beslutning til et menneske i min nære kontaktfla-de. Det er jo først på dette tids-punkt, man rigtigt kan føle, hvad aktiv dødshjælp er, og om man har den ”rigtige” holdning. Jeg er ikke sikker på, at vi altid handler rationelt, men at vi er påvirket af de følelser, vi nærer for de men-

nesker, der omgiver os.

Hvis vi prøver at kæde begrebet sammen med det arbejde, der foregår på Hospice Djursland, så kommer vi igen tættere på. Jeg synes, det kan være svært helt at skelne mellem Aktiv Livshjælp og

kulturelt fra forskellige samfund, så har begrebet været håndteret

meget forskelligt.

I mange tidligere samfund var ”Aktiv dødshjælp” den mest hu-mane afslutning på livet, idet man ikke kendte til nutidens mu-

ligheder for smertelindring.

Vi skal ikke forlænge et menne-skes liv ud over alle grænser men sørge for, at det enkelte menne-

ske lever, lige til døden indtræffer.

Støtteforeningen Hospice Djurs-land støtter altid op om Hospice Djurslands uegennyttige arbejde med at give patienterne og deres pårørende en øget livskvalitet til

det sidste.

Store og små - hverdagen på Hospice Djursland.