Hospice Djursland � Strandbakken 1 � 8410 Rønde � 7841 3400 � hospice@hospicedjursland.dk � www.hospicedjursland.dk

Nyhedsbrev Hospice Djursland

Nr. 33 - juni 2016

TEMANUMMER: ER DØDEN PRIVAT?

kan få i deres sidste tid.” siger Hel-le Timm, som er en af forskerne bag undersøgelserne og tidligere centerleder på PAVI.

En anden undersøgelse også la-vet af PAVI/REPHA i samarbejde med TrygFonden viser, at halvde-len af danskerne faktisk opfatter døden som meget privat og der-for ikke noget, man taler om og ik-ke ønsker mere viden om.

Jeg tænker på, at når nu så man-ge opfatter døden som privat, hvordan kan vi så hjælpe og støt-te hinanden, når livet nærmer sig sin afslutning? Jeg er godt klar over, at det enkelte menneskes død er noget ganske unikt, men døden vedkommer i høj grad og-så de pårørende, som står tilbage, når døden har taget et elsket menneske. Det handler dermed ikke kun om den, der skal dø. Når nu vi mener, at døden er noget privat, som man ikke taler med hinanden om, handler det så me-re om frygten for at fjerne håbet om, at det hele nok skal gå - men hvad er det, der nok skal gå? Er

Flere undersøgelser fra blandt an-det Palliativt Videnscenter (tidligere PAVI i dag REPHA) viser, at det er svært for danskerne at tale om døden, og at døden fort-sat er blandt de største tabuer i Danmark. ”Danskernes generelle forhold til døden og tabuet om-kring den, oplever vi som en barri-ere for, at lægfolk og professionel-le kan formidle viden om livstruen-de sygdomme, lidelse og mulig-hed for lindring. Det kommer i ve-jen for, at døende patienter får vi-den om den lindrende hjælp, de

det livet eller døden? Ingen af os undgår døden; den er en del af li-vet.

Ifølge Professor i sociologi ved Aal-borg Universitet Michael Hviid Ja-cobsen er der ingen tvivl om, at den fortrolighed, nærhed og na-turlighed, som døden tidligere var omgærdet af, i dag for de fleste er afløst af distance og mangel på førstehåndskontakt. ”Det bety-der, at vi har sværere ved at se, hvordan liv og død nødvendigvis hænger sammen og måske også har vanskeligere ved at forstå, at døden nødvendigvis er en iboen-de del af livet,” siger han.

Døden er altså noget, som vi alle skal stifte bekendtskab med, og tør vi følge med et døende men-neske, have fortrolighed og være til stede, så kan vi få et indblik i, hvordan døden opleves og ser ud. Det betyder, at vi kan opnå en større fortrolighed den dag, vi selv skal møde døden. Så lad ikke døden være mere privat end, at vi kan lære af hinanden.

fortsættes på næste side

Er døden privat?

af Steen Fris, bestyrelsesformand

det skulle vise sig, at vi kom til at tale om noget helt andet end det, jeg havde forberedt mig på – de ønskede nemlig, at vi skulle tale sammen om det at være gammel og snart skulle dø.

Det startede forsigtigt ud med et: ”Nå, det er dig, der kommer fra hospice, det har jeg set noget om i fjernsynet. Det er der, hvor de al-le dør.” Det fik mig til at stille spørgsmålet: ”Dør alle ikke også her?” Det så ud som om, det spørgsmål overraskede dem no-get, men fik også nogle af dem til

Vi, det vil sige 10 ældre menne-sker og jeg, sidder omkring bordet i den fælles spisestue på pleje-hjemmet, hvor de ældre menne-sker bor. Jeg er blevet bedt om at komme og holde et foredrag om hospice; hvad et hospice er, og hvad et hospice kan tilbyde.

Jeg har forstået det sådan, at der både vil være beboere og med-arbejdere på plejehjemmet til ste-de ved foredraget, så jeg har for-beredt, hvad jeg tror, de vil være interesseret i at høre noget om.

Men sådan blev det ikke. For det første var der ingen medarbejdere tilstede, kun de 10 beboere, og

Døden kommer os alle ved

af Dorit Simonsen, hospiceleder

Side 2 Nyhedsbrev

at smile lidt skævt, og en ældre herre sagde: ”Jo, det gør der da, og det skal jeg jo også. Det vil jeg også så gerne tale med min dat-ter om, når hun kommer og besø-ger mig, men det går ikke rigtig. Da jeg forsøgte i søndags, klappe-de hun mig på hånden og smile-de sødt til mig og sagde: ”Far, skal vi nu ikke tale om noget andet, nu sidder vi lige og hygger os sam-men.” Ja, så sagde jeg jo ikke me-re om det.” ”Det kender jeg godt,” sagde en ældre dame, ”min familie vil heller ikke tale om det, og jeg er endda snart 96 år. De siger: ”Mor, du er så frisk, så du skal nok leve mange år endnu”.

Det, disse ældre mennesker for-tæller, er slet ikke ukendt for mig. Og det er jo egentlig blot et men-neskeligt ubehjælpsomt forsøg på at undgå at tale om det, som man er allermest bekymret for, nemlig at miste et menneske, man holder af.

Det, der gør et større indtryk på mig, er, at disse ældre mennesker oplever, at de professionelle heller ikke taler med dem om deres nært forestående død. Det bety-der en oplevelse af, at de fuld-stændig bliver ladt alene med de-res tanker. Det kan vi ikke være bekendt, hverken som pårørende og slet ikke som professionelle om-sorgsgivere.

Ingen dør af at tale om døden. Vi skal alle dø, så hvorfor ikke tale om denne betydningsfulde begi-venhed, som vi alle vil blive kon-fronteret med på et eller andet tidspunkt i vores liv? Vi skal dele vores tanker og eventuelle be-kymringer om døden, og vi skal dele vores erfaringer om døden, så vi alle oplever en samhørighed med hinanden, selvom vi godt ved, at vi skal ”gå” den sidste del af livet alene. Så selv om min død kun er min alene, så er den ikke privat – den er almengældende for alle mennesker.

fortsat fra forrige side

til tanken. Man bestemmer selv, hvor mange i sine omgivelser, man vil lukke ind i processen. På et hospice er hjælpsomhed og åbenhed en naturlig ting. Den professionelle hjælp tilgodeser både patienter og pårørende, både før og efter døden. Også som frivillig får man snakket godt med både patienter og pårøren-de. Det kan være det, der kaldes "en svær samtale". Det er ofte en privat samtale og en god samta-le. Og som frivillig kan man godt fornemme, at der hos patien-ten/den døende er en vis trang til at dele situationen med en uvil-dig. Og så er døden ikke længere privat. Og selv om alt sker under streng tavshedspligt og fortrolig-hed, har man delt døden med et andet menneske. Lindrer det? Mit svar er ja.

I "den svære" samtale lukker man et andet menneske ind i sin priva-te sfære. Det er patientens valg. Og jeg er som frivillig overbevist om, at det er et godt valg. For alle. Jeg for mit eget vedkom-mende betragter ikke døden som privat i den forstand, men som en uundgåelig afslutning på livet. En afslutning, som familie og pårøren-de skal leve med bagefter. Kan vi dele det farvel med hinanden, er jeg overbevist om, at tiden både før og efter et dødsfald måske ikke kan lette sorgen, men gøre den lettere at bære.

I mit barndomshjem talte man ikke om døden. Det var ikke et emne, børn skulle vide noget om. Det var jo alligevel noget, der var define-ret til at skulle ske engang ude i fremtiden. Man døde, når man var blevet gammel. Konsekvenser-ne af den indstilling var store, for når så døden ramte familien, var det ikke blot sørgeligt, men også uforståeligt. Og sorgen og savnet var længe om at sætte sig.

Den indstilling, der efterhånden ligger mange år tilbage, er heldig-vis ikke længere så udbredt, og så alligevel. Døden er for det meste uforudsigelig. Og når den rammer uventet, medfører den store sor-ger for de efterladte. Vi kalder det for det meste for et stort savn. Kan man forberede sig på savnet? Kan man forberede sig på det tomrum, der opstår, når et men-neske dør?

Kan og skal vi gøre det alene, eller skal vi dele døden med hinan-den? Selvfølgelig er omstændig-hederne forskellige, individuelle og ofte meget private. Det er et valg, man skal foretage. Et nød-vendigt valg. Og et praktisk valg. Det sidste kan vi overlade til pro-fessionelle, men sorgen og savnet er vores eget. Og er det ikke det sværeste?

Tiden op til et dødsfald kan være vanskelig. Man forbereder sig på det uundgåelige. Man vænner sig

Det sidste farvel

af Poul Erik Sørensen, frivillig

AFTRYKSPORTALEN - skulpturen er placeret i marklandskabet mod Følle Bund,

som alle patienterne har udsigt til.

Nr. 33 - juni 2016 Side 3

Vi kender alle Jeppe Aakjærs sang om Jens Vejmand, der døde i dyb ensomhed og kun fik et frøn-net og falmet bræt på sit grav-sted. Nu om dage var han vel kommet i fællesgraven, i ”de ukendtes” som den anonyme gravplads på kirkegården ofte benævnes.

I marts i år døde Anker Jørgensen, og knapt 14 dage senere blev han bisat fra Grundtvigs kirke i Kø-benhavn. Det blev en højtidelig-hed, som hele Danmark kunne følge med i, for Anker Jørgensens familie ønskede, at alle skulle ha-ve mulighed for at tage afsked med ham, og derfor blev højtide-ligheden vist på TV; den blev en offentlig begivenhed. Alle kender Anker, for han er skrevet ind i Dan-markshistorien som en af landets statsministre, og han var derfor i mange år det, vi kalder en offent-lig person. Og skønt han boede på plejehjem i mange år og døde der i en høj alder, vil mange sta-

Jeppe og Anker

af Ann Maj Lorenzen, hospicepræst

dig tænke på ham og kende ham som landets tidligere statsminister. At hans bisættelse blev offentlig-gjort, finder vi helt naturligt. For Anker er ikke alene skrevet ind i Danmarkshistorien, han er også blevet en del af folkets historie, og derfor ville mange gerne tage afsked med ham.

Er døden privat? - spørges der. Og spørgsmålet kan vel næppe be-svares, for selvfølgelig er døden privat. Den kommer til det enkelte menneske; til Jens Vejmand i en kold vejgrøft, til Anker Jørgensen på et plejehjem, til nogle i hjem-met og til andre på f.eks. hospice. Uanset hvor og under hvilke om-stændigheder døden finder sted, er det noget, der sker for den en-kelte. De omkringværende er må-ske vidner til det, men må blot se på at den døende går fra liv til død. Alene.

Men derefter er det op til de nær-meste, hvordan og hvornår døds-faldet skal offentliggøres. Det er

vigtigt, vi får det at vide, når et menneske iblandt os ikke længere lever. For så har vi mistet en i det fællesskab, vi er en del af, og vig-tigst: Nogen har mistet en, de holdt af. Derfor må vi kondolere, som det hedder med et gammelt ord: Vi må bære med på tabet og sorgen. Vi må bære med, bå-de i det private og i det offentlige møde.

En kirkelig handling er en offentlig handling, men somme tider beder de pårørende om, at højtidelighe-den skal finde sted i stilhed, og så offentliggøres dødsfaldet først ef-ter, at begravelsen eller bisættel-sen har fundet sted. Men højtide-ligheden i kirken er den samme, uanset om den er blevet offentlig-gjort, eller om den foregår helt privat. Ritualerne er de samme. Salmerne. Ordene om Guds løfte til den enkelte. Dér er ingen forskel på, om det er Jens eller Anker, der ligger i kisten. Det væsentlige er, at den døde er kendt af Gud.

stand. Sørgende “pendulerer” i deres følelser, og i den første tid er udsvingene ofte store og hurtigt omskiftelige. I en sorgproces taler man om tosporsmodellen. Sindet vil automatisk være i to spor. Det ene er den tilstand, hvor man sør-ger, mindes, savner, græder, in-gen kræfter og overblik har. Det andet er en mere handlingsorien-teret tilstand, hvor man lige får købt ind eller vasket op eller lig-nende. Det siger sig selv, at det så også for omverdenen kan være svært at forholde sig til et menne-ske i sorg, men det er vigtigt at have ovenstående viden og der-næst vigtigt at spørge oprigtigt ind til personen, som er i sorg. Det er vigtigt at være ægte interesse-ret og have tid. Så tror vi, at de fleste, som har mistet, vil være gla-de for at tale om og mindes den afdøde.

til at gøre deres familiemedlem-mer yderligere ondt (fx børn eller søskende).

Uden for selvhjælpsgruppen er der andre ting på spil. Det betyder meget for de efterladte, at der bliver spurgt oprigtigt, når der bli-ver spurgt til deres velbefindende efter deres ægtefælles død, og at der også er mulighed for at sige, at det ikke går godt. Mange ople-ver nemlig, at de helst skal sige, de har det godt, og at omverde-nen ret hurtigt tænker at ”nu må vedkommende snart komme vi-dere”.

At miste sin ægtefælle kommer man aldrig over, men man kan lære at leve med tabet.

En anden faktor for, hvor privat man har brug for at være, er tids-punktet for spørgsmålet eller åbenheden over for sin egen til-

Som gruppeledere i selvhjælps-grupperne for efterladte ægte-fæller er det vores indtryk, at der ikke er et entydigt svar på spørgs-målet, om døden er privat. De sørgende ægtefæller i selvhjælps-gruppen taler gerne om deres tanker og problemer vedrørende det at have mistet en ægtefælle. De giver også udtryk for, at det er rart at være sammen med ”ligestillede.” Forstået på den må-de, at de forestiller sig at gruppens medlemmer bedre kan fornemme og anerkende den smerte, som de hver især mærker. Desuden er det en lettelse ikke at skulle tænke over eller vurdere, om de kommer

Efter tabet

af Iben Lund og Lise Moll, sygeplejersker og selvhjælpsgruppeledere

Hospice Djursland � Strandbakken 1 � 8410 Rønde � 7841 3400 � hospice@hospicedjursland.dk � www.hospicedjursland.dk

Er døden privat? Dette er temaet for nyhedsbrevet denne gang. Et tabubelagt emne, der er svært at tale om. At diskutere det er jo endnu sværere, da ingen har per-sonlige erfaringer med emnet.

Set i det perspektiv, at døden er ensom, og at vi ikke har følge-skab, ja, så er døden privat. No-get andet er, om man i den sidste tid er ensom, om man er bekym-ret, om man er bange? I denne tid er det muligt at gøre en forskel, her ved vi, at samværet med den døende er vigtigt, og det er især vigtigt at fokusere på de tanker, vedkommende gør sig i situatio-nen. Det er vigtigt, at familien eller vennerne er omkring den døende, nærværet er lige så vigtigt som samtalen - det giver tryghed.

Det kan også være svært at tale med ens nærmeste om de spørgs-mål, der forbinder sig med døden. Det kan være rent lavpraktiske ting i forbindelse med begravelse/bisættelse, osv. I den situation er det godt at have en fortrolig ven, kammerat eller præst at snakke tingene igennem med.

Jeg havde en god ven, som lå og ventede på at dø. Jeg spurgte familien, om de havde talt om de praktiske ting i forbindelse med livets afslutning. Nej, svarede de, han vil ikke tale om det, og jeg fornemmede, at det var et pro-blem for dem. Ved et eftermid-dagsbesøg drejede jeg samtalen hen på spørgsmålene om den sidste rejse, og ganske enkelt for-talte han så, hvad han ønskede. Vi fortsatte snakken om andre ting, men pludselig var han træt og sagde med sit faste blik i mine øjne: ”Hvis der var en knap her, ville jeg trykke på den, og afslutte livet.” Han var ikke bange, han frygtede ikke for tiden efter dø-den, hans overbevisning var, at der ikke er noget.

Er døden privat? Ja, men det be-tyder jo ikke, at vi skal flygte fra at tale om den og især ikke at tale med den døende om den. Bedre sent end aldrig, men det optimale

er, at vi diskuterer de svære em-ner, før de bliver aktuelle, altså over spisebordet til morgenkaffen, men husk at gøre et notat, og gem det, til det bliver aktuelt.

Arv til Støtteforeningen

En ældre mand døde på pleje-hjem, 81 år gammel, ingen familie, ungkarl hele livet, som der stod i testamentet. Søsteren, den sidste i hans familie, var indlagt og døde på Hospice Djursland for nogle år siden, og testamentet var dateret umiddelbart efter dette. Testa-mentet indsatte Støtteforeningen Hospice Djursland som enearving, og resultatet blev ca. 3.500.000,00 kr. Beløbet er nu indsat på vores konto, og vi vil bestræbe os me-get på at anvende pengene på en for Hospice Djursland optimal måde.

Ny beplantning i ”skoven”

Vi har nu endelig fået mulighed for at få ryddet op i ”skoven”. De gamle graner er væltet og lavet til flis, og vi får 1.400 nye planter der skal i jorden. Vi har valgt at plante forskellige løvtræer, blomster og bærbærende buske og træer. Det er valgt ud fra at fremme et varieret fugle- og dyreliv i områ-det.

Støtteforeningen orienterer

af Erik Salomonsen, formand for Støtteforeningen Hospice Djursland

Støtteforeningen Hospice Djursland www.s-hd.dk

Henvendelse til kassereren vedr. medlemskaber:

Hans Chr. Madsen mail: madsen.roende@tdcadsl.dk

Tlf: 23 96 24 56

Husk også at melde ny post- og mailadresse til kassereren.

Støtteforeningen Hospice Djursland www.s-hd.dk

Du kan her få oplysninger om foreningen, se nyheder, lave indmeldelser, give gaver m.v.

Husk også at tilmelde dig elektroni-ske nyhedsbreve. Det kan ske ved

indtastning af email-adresse på hjemmesiden. Det er vigtigt, da papirudgaven af nyhedsbrevet omdeles til medlemmer sidste

gang i januar 2016. Den sparede porto vil gå til støtte for det frivillige

arbejde på Hospice Djursland.

Følg os også på Facebook:

www.facebook.com/ stotteforening.hospice.djursland

SCAN koden og læs mere om Støtteforeningen

Hospice Djursland