10

ASKOVFONDEN BØRNEHUSET

ET NYT SYN PÅ LIVETRADIA er berber fra Marokko. Hun er 29 år, født og

opvokset i Danmark. Som teenager fandt hun

et helle, hvor hun havde lov til at være sig selv nemlig

i Pigeklubben.

Min far kom til Danmark i 1960erne, dengang der var behov for

arbejdskraft, og et par år efter hentede han min mor hertil. Jeg

har seks søskende. Jeg er nummer tre. Barnet i midten - det hvide

i flødebollen. Jeg er født muslim, og imens jeg boede med min mor

og far, har jeg praktiseret det med alle de ting, man må og ikke må.

Dog besidder jeg en del værdier fra islam den dag i dag, der også

har været med til

at forme mig som

person.

Min mor og far

blev skilt, da jeg

var tretten. Min

mor flyttede ind på

et krisecenter, fordi

hun ikke ville finde

sig i den voldelige

behandling hun fik

af min far. (som

nu er blevet et

dejligt menneske) Hun havde mine mindre søskende med, men vi

ældre børn måtte ikke være der. Så kommunen ville sende mig på

institution, men det var min mor ikke så glad for. Heldigvis kendte

hun en kvinde, der arbejdede som pædagog hos AskovFonden.

Hun tilbød min mor, at jeg kunne bo hos hende, indtil min mor

havde fundet en lejlighed. Så i et års tid boede jeg hos hende og gik

samtidig i Pigeklubben, og det var et lærerigt befriende år. Jeg skulle

dog stadig begå mig under min mors regler, for hun er min mor og

jeg elsker hende. Jeg kom fra et hjem, der var semi-disciplineret.

Mens jeg boede med min mor og far, fortalte de mig, hvad jeg

måtte, og hvad jeg ikke måtte. Det baserede sig mest på traditioner,

og reglerne blev ikke forklaret. Jeg fik aldrig begrundelser for

hverken det ene eller det andet, og jeg spurgte heller ikke ind til

det. Man skulle bare høre efter og makke ret. Jeg klagede ikke,

jeg gjorde hvad mor og far sagde. Ligesom i skolen der også var

præget af kæft, trit og retning.

Der skulle man altid bare sidde og lytte til læreren og huske alt det,

han skrev på tavlen. Det var bare så ’Åh!’ Men så flyttede jeg ind hos

den kvindelige pædagog, og her var det helt

anderledes. Hos hende var det helt i orden

at tænke på en anden måde og opføre sig

lidt skørt. Der var selvfølgelig regler, men

samtidig også meget frihed. Hun arbejdede

også i Pigeklubben, og jeg kunne rigtig

godt lide den måde, hun gik ind i mig og de

andre piger på. Når hun for eksempel spurgte:

”Hvorfor synes du det? Hvorfor tror du det?” –

spørgsmål, der krævede, at man selv måtte have

en mening om tingene. Her kunne jeg danne

mine egne teorier om tingene. Det var virkelig

en ’eye-opener’ og en befrielse for mig, der

gik i 8. klasse. Det var fantastisk at bo hos

hende, ikke kun fordi hun gav mig husly, men fordi hun støttede mig

på alle mulige måder. Hun var der for mig, hun åbnede døre, jeg ikke

kendte og viste mig andre døre, jeg ikke vidste, jeg selv havde nøgle

til. Hvordan forklarer man sådan noget? Det var et nyt syn på livet.

Virkelig et nyt syn! Hun tog mig også med ud at rejse. Til Mallorca

med vand og palmer og alt muligt. Jeg havde aldrig set andet end

Danmark og et område af Marokko. Det var så stort, og jeg sagde

til mig selv, at når jeg fik mulighed for det, var det det, mit liv skulle

11

ASKOVFONDEN BØRNEHUSET

handle om: arbejde, rejse, arbejde, rejse, arbejde, rejse – og sådan

blev det. I tre år af mit liv gentog jeg det med at arbejde og rejse.

Og det føler jeg slet ikke, jeg er færdig med endnu. Det er blevet en

af mine passioner!

Det eneste, jeg husker fra den første dag i Pigeklubben, er skiltet.

Nogle tøser dernedefra og jeg kom på ideen, og så malede jeg det.

Ingen af mine andre søskende kom i klubben, og for mig var det et

helle, nogle timers daglig eskapisme. Hjemme blev der råbt meget,

og når det hele var kørt op, var det rart bare

lige at løbe ned i klubben og sætte noget

musik på og chit chatte med pigerne.

I den muslimske kultur er det sådan, at når

piger er sammen, må de gøre lige præcis,

hvad de har lyst til, og der kun var piger i

klubben, så jeg vidste, at jeg ikke gjorde

noget forkert. Det var det fedeste. Hver

gang de havde åbent, så tog jeg derned fra

åben til luk.

Jeg kom i Pigeklubben hver dag. Efter skole

mødtes jeg med de andre nede i gården,

og så gik vi ned i klubben. Åh, vi glædede

os, og det blev næsten et ritual, når vi kom

derhen, at vi skyndte os ind i danserummet

og lukkede døren. Så skulle vi alle sammen

lige ind og snakke om tingene. Vi lavede

en masse skægge ting. Vi kopierede f.eks.

et gameshow fra tv, ’Knald eller Fald’, hvor en pige skulle vælge en

ud af tre piger. Så fandt de hinanden og skulle ud på bryllupsrejse.

Vi rodede med al mulig kreativt. Jeg gik til street funk, hip hop,

jazzballet og anden dans, og jeg begyndte at koreografere. Jeg har

også trænet nogle af de mindre piger i klubben. Ingen begrænsninger.

Vi ville bare gerne smile og være piger. Have lov til at gøre, sige og

opføre os som nogle, der havde fundet et kighul indtil friheden.

Følelsen var smuk og stedet trygt.

Vi fik hygge, vi fik mad, vi fik ture. Vi fik privat tid med de voksne,

hvis der var noget vi kæmpede med, og der var ingen, der skældte

ud. Hey, jo, forresten, én gang skældte den pædagog ud, som jeg

boede hos. Jeg indrømmer, jeg var en lille rebel dengang. Vi var på

en luksustur, på koloni, og vi piger havde aldrig rigtigt gjort noget

alvorligt forkert. En aften lod vi, som om vi sov, og så stak vi af

fra kolonien. Vi gik og gik ind i naturen og ud på en stor motorvej.

Derefter så vi et diskotek der var tomt, men der var en dj. Vi gik

ind og begyndte at danse. Haha det var det første vi gjorde og

vi dansede som om, der ikke fandtes i morgen. DJ’en spurgte, om

vi var gamle nok, og ja-ja, selvfølgelig var vi det!

Lige pludselig kom en pige, der var med på kolonien og fortalte,

at de voksne var stået op. Vi skyndte os hjem, men det var for sent.

De havde allerede opdaget, at vi var væk. Og de voksne fortalte det

til mødrene, og så blev der ballade. Vi piger måtte jo ikke engang

tænke på at tage på diskotek. Men sådan er det: forbud avler

modstand. Selvfølgelig skulle vi prøve det. Hende, jeg boede hos,

12

ASKOVFONDEN BØRNEHUSET

13

ASKOVFONDEN BØRNEHUSET

skruede bissen på. Hun råbte af mig, og jeg

blev bange, for jeg havde aldrig set hende

sådan. Men skideballen var velfortjent,

for vi misbrugte de voksnes tillid, og det

skete aldrig igen.

Jeg gik på forskellige skoler, og blev

moppet alle stederne. Jeg har altid været

en særling, en drenge-pige der både var

køn, sød, sjov og måske lidt mærkelig.

Jeg blev også mobbet med, at jeg havde

akne. Jeg blev kaldt pizzaface med alt

mulig ekstra på. Den dag i dag griner jeg

af dem, der mobbede mig. Min akne er

blevet mit kendetegn, og jeg vil ikke have

en laser operation eller noget, for det er

sådan Radia ser ud! Men dengang gik det

mig psykisk på. Det eneste sted, jeg ikke

blev mobbet, var i Pigeklubben. Så også

på den måde var det et helle.

Hvis pigeklubben ikke havde eksisteret,

havde man helt sikkert set mig hænge

mere ud på gadehjørnerne sammen med

tøserne. Det var jo det, man gjorde, hvis

man ikke var i pigeklubben. Det var sådan

noget teenage-noget med at hænge ud

på specifikke gadehjørner, for vi skulle

beskytte vores kvarter. Beskytte hinanden

imod folk, som ville os det ondt. Vi havde

sådan noget med, at vi skulle være der for

hinanden, selv om vi ikke kendte hinanden

særlig godt. Inde i vores hoveder gjorde

vi gaderne lidt mere barske end vi kunne

se, de var. Det, der foregik, skete jo ikke

foran vores øjne, det foregik i undergrunden

og bag ved høje bygninger. Nørrebro i

1990erne var en masse ballade og en del kriminelle organisationer,

der begyndte at bygge sig selv op. Og selv om vi kun var små piger,

kunne vi ikke undgå at blive påvirkede af stemningen.

Så vi lavede vores egen lille klan, der var ikke nogen, der skulle fucke med

os og sådan noget pjat, ik’!

Fra jeg udviklede en forstand og til i dag, har jeg kæmpet

med at være mig selv, og jeg kæmper stadig. Det er en slags

selvrealiseringsproces, og jeg er ikke landet endnu.

Med min baggrund – de regler jeg ikke forstod og mine forældres

skilsmisse – har jeg ofte følt, at jeg måtte starte helt fra bunden

af. Jeg havde aldrig nogen til at fortælle mig hvordan og hvad jeg

kunne gøre i de små detaljer af livet som jeg fandt væsentlige og

værdifulde. Ikke nogen til at give mig nogle retningslinjer for at nå

frem her i livet. For mig handlede det ikke kun om uddannelse og et

sikkerhedsnet, det handlede også om min indre frihed. Det er som

om, jeg havde fået en masse ind på vrangen, en masse info som så

skulle redigeres indeni mig og flettes ind i det jeg står for. Det var

det, pædagogen fra AskovFonden hjalp mig med. Hun bekymrede

sig om os og tog os alvorligt. Hun lærte os, hvordan vi lærer at finde

ud af, hvad vi selv tænker om tingene.

De sidste par år i Pigeklubben har været sådan lidt on and off,

når jeg har brug for at være i mit helle, tager jeg derned. Vi piger

voksede fra hinanden, men de år vi havde sammen dér var med til

at forme mig. Derfor var Pigeklubben et dejligt sted at komme og

et fantastisk sted at være. Det var noget særligt. I modsætning til

derhjemme, hvor stemningen var trykket, og skolen, hvor der kun

var dårlig energi, var Pigeklubben en helt anden verden.

Et sted, hvor der var godt og trygt. Et varmt sted, et rigtigt sted.

Mit sted..