Om ekspressiv kohæsion

- skitse til en ekspremsyntaks -

/Knud Brant Nielsen

En væsentlig ekspremologisk opgave bliver at ud-forme en eksprem-grammatik, en eksprematik, der dels ordner ekspremerne i ekspremklasser, og dels beskriver regler for deres sociale funktion, dvs. regler for ekspremsyntaks. Ekspremsyntaks opstår af den ekspressive kohæsion, af ekspremernes sammenhængskraft, idet det er ekspremets ana-loge natur at skabe sammenhæng, at forbinde, at forene.

Efterfølgende opstiller forsøgsvis nogle regler for ekspremernes kohæsion. Det er hypoteser til efterprøvning - hvo intet vover, intet vinder!

Jeg mener naturligvis ikke at have fundet absolutte sandheder, men at være på vej. Heller ikke mener jeg at den anvendte terminologi er den ende-gyldige.

Ekspremologiens vilkår er, at ekspremets virke-radius er afhængig af den oplevende, endda måske i så høj grad, at ekspremer slet ikke eksisterer for nogle, mens andre, mere poetiske gemytter regi-strerer ekspremer hvor flertallet kun oplever prosa-isk semantisk.

Der anvendes sproglige begreber som fx distri-butio, initial, kohæsion og rim i forsøg på at knytte til det kendte.

Det har - desværre - ikke været mig muligt at lave en progression, der ikke somme tider foregriber efterfølgende.

Opstillingen er et fragment, der kun beskriver en-kelte af ekspremernes mange sociale sammen-hænge i et forsøg på at antyde ekspremsyntaktiske muligheder.

§ 1 Ekspremet kobler form/bogstav(er) og indhold/udtryk/betydning ved at sætte ~tegn mellem dem.

’ST~ ikke-bevægelse’, ’KL~lyd’, ’VR~vride’.

§ 2 Ekspressiv kohæsion optræder enklest ved gentagelse af samme eksprem (ekspressivt rim).

Ekspremet ’ST~ikke-bevægelse’ gentages i samme ord i STåSTed, i samme ordforbindelse i STå faST.

§ 3 Ekspressiv kohæsion gør udstrakt brug af resonans.

I stå last og brast anslås ekspremet ’ST~ikke-bevægelse’ i STå, hvorpå ST i laST og braST svinger med: STå laST og braST. Ekspremet initierer, øvrige resonerer;

først initiator1 (fede typer), så resonator.

§ 4 Ekspremets bogstaver kan bagvendes.

I musikalske temaer kan motiver spilles bagfra (krebsvendes). Analogt står

’ST~stå’ for ’ST~TS~stå’, som i fundaTS, STaTSSTøtte og ‘lyset STander Stille på liveTS kyST’.

§ 5 Ekspremet kan stå først, sidst eller inde i helheden, idet ekspremet radierer, dvs. virker både fremad og bagud (progressivt og retrogradt).

I nationalsangen breder ekspremet sig som ringe i vandet: ekspremet ’ST~stå’ i STod resoneres i kriSTian (før Stod) i maST faST, braST (efter STod).

kong kriSTian STod ved højen maST

i røg og damp;

hans værge hamrede så faST

at gotens hjelm og hjerne braST

Nationalhymnen må afsynges stående!

§ 6 Et eksprem med flere bogstaver kan resonere i enkeltbogstaver

Ekspremet ’ST~ikke-bevægelse’ resonerer i de enkeitstående S og T i STandSeT, STaTuS, faSTSaT, SaT faST, TillidSpoST, TremaSTerS SkonnerT, Stil-Tiende SamTykke, STå Sig Selv i lySeT

§ 7 Ekspremisk tid er ikke tekstens kronologiske, narrative progression, men den rækkefølge ekspremet resonerer og opleves i.

I følgende sætning er den ekspressive rækkefølge for ’ST~ikke-bevægelse’:

Udsagn: først som sidst: husk at STå faST!

ekspremet virker: STå faST

primær resonans: førST sidST

sekundær resonans: Som huSk aT

ekspressiv helhed: førST Som SIdST: huSk aT STå faST

§ 8 Gentagelse/ resonans kan være udvidet (gradatio) eller forkortet (antiklimaks).

Ti STille, TavST, TyST, TakTfaST, aTTeST, STøT, STaT, de STærkereS reT, STå Sig Selv i lySeT.

§ 9 Ekspremets indhold/betydning/udtryk er omtrentligt, dvs. både indkredsende og åbent - ikke præcist defineret.

’ST~stå’ (~ fast/ ret/ lodret/ stabil/ stille). Ekspremet rummer mulighed for mange betydninger og fortolkninger - som et renæssancemusikalsk nodebillede.

§ 10 Ekspremets form/ bogstav(er) er ligeledes omtrentlig, indkredsende og åben.

I ’temaet’ den standhaftige tinsoldat dominerer motivet ’ST~stå’ og bringer alle dentaler/ tandlyd i resonans: DeN STaNDhafTige TiNSolDaT, hvorved ST detroniseres og bliver primus inter pares i et udvidet eksprem ’ST/ T/ D/ N~ st’ eller kort og godt ’dental~stå’. Dette udvidede eksprem er også virksomt i STøT STår DeN DaNske SømaND, i fuNDameNTaliST - og i TaND og DeNTal.

§ 11 Ekspremer kan have samme bogstaver, men forskellige betydninger.

’ST~ ikke-bevægelse’ i STå, STille; ’ST~bevægelse i ret linie’ i STige

§ 12 Ekspremer kan have forskellige bogstaver, men samme betydning.

’-LE/-RE/-SE~ gentagen bevægelse’:

ringLE (af ringe), prikLE (prikke), skumpLE (skumpe), stikLE (stikke), bladRE ( blade), flagRE (flage), klapRE (klappe), trilRE (trille), flakSE (flakke), klapSE (klappe), napSE (nappe), nipSE (nippe)2

§ 13 Ekspressiv kohæsion opstår også ved ekspressiv antitese.

Se nu STiger Solen af haveTS Skød

…

lyset STander STille på liveTS kyST

Alliteration st-st indrammer digtet (første og sidste linje). I første linies STiger virker (med efter-følgende resonans) ekspremet ’ST~bevægelse i ret linie’ antitetisk til sidste linies eksprem ’ST~ikke-bevægelse’ i STander STille (med efterfølgende resonans).

§ 14 Ekspremet er af væsen analogt (sammen-føjende, grænseoverskridende, associerende) - modsat suffikset der er digitalt (adskillende, grænsedragende, dissocierende).

I stærkest er suffikset -st digitalt klart defineret med betydningen ‘mest’ (superlativisk), mens eks-premet ’ST~stå,fast’ i STærk analogt grænse-overskridende anslår suffiksets -st, så det resonerer og bidrager til en kraftfuld ekspressiv helhed: STærkeST.

§ 15 Ekspremologi er synkron (poetisk/ her-og-nu/ aktuel) etymologi, der kan afvige fra ordets diakrone (prosaisk/ historiske/ ’gængse’) etymologi.

Ordet ‘karrusel’ betyder diakront/ historisk ‘ridderspil til hest’ og endnu længere tilbage ‘leg med træheste’. Synkront/ her-og-nu opleves ordets indhold/ udtryk imidlertid af de fleste som ‘noget der kører rundt’.

“At bryde Brødet ...! Det er som en Tonerække hos Bach. Vi staar paa Tærsklen til Kundskab om Ordenes Liv,” skriver Paul la Cour i ‘Fragmenter af en Dagbog’.

Ekspremet ’BR~brække’ breder sig synkront fra ‘bryde’ til Brødet’, så Brødet’ tillægges betydningen ‘noget der kan brækkes’: “at BRyde BRødet”. Men diakront oprinder ‘brød’ af ‘bruse op ved gæring, bevæge sig heftigt’.

§ 16 I ekspremet kan en ordrytme træde i stedet for bogstaver, så ekspremet udfylder formlen ’ordrytme~betydning’.

Når Søren Ryge Petersen som overskrift til en artikel om vand skriver “rislende, klukkende, plaskende, springende” er den fælles ordrytme ‘betonet- ubetonet- ubetonet’, så ekspremet bliver ’daktyl’~faldende bevægelse’.

Noter:

1) Efterfølgende skrives det eksprem der initierer (er initiator) med fede typer. I øvrigt finder jeg at det ville være naturligt at benævne initiator som (ekspressivt) initial. Gængs tænkes progressivt, ekspressivt tænkes radiært: mens det gængse initial står først, kan det ekspressive initial stå hvor som helst i teksten (idet det ekspressive initial således er identisk med det igangsættende eksprem).

2) af artiklerne -le, -re, -se i Dansk etymologisk ordbog, der har flere eksempler på iteration.