BETÆNKNINGOM

Offentlighed i Forvaltningen

AFGIVET AF DEN VED

STATSMINISTERIETS SKRIVELSE AF 25. FEBRUAR 1956

NEDSATTE KOMMISSION

BETÆNKNING NR. 325

1963

A A R H U U S S T I F T S B O G T R Y K K E R I E 2 1 5 4 . 6 2

INDHOLDSFORTEGNELSE

Indledning - Kommissionens indstil-ling 5

I. Kommissionens opgave 8

II. Gældende ret 9A. Almindelige principper; tavsheds-

pligt i offentlig tjeneste . 9B. Offentlige forhandlinger 10C. Særlige offentlighedsregler . . . . 11

1. Offentlig kundgørelse 112. Fremlæggelse til gennemsyn

og lignende 133. Andre regler om offentliggø-

relse 144. Offentlig adgang til visse regi-

stre m. v 155. Særlig adgang til gennemsyn

af akter 176. Fremlæggelse i retten 17

D. Partsoffentlighed 181. Lov af 2. februar 1866 om er-

klæringers meddelelse til an-søgere og klagere 18

2. Særlige partsoffentlighedsreg-ler 19a. Partsoffentlighed for råd

og nævn 19b. Partsoffentlighed vedrø-

rende offentlige stillinger . 22c. Andre særlige partsoffent-

lighedsregler 223. Partsoffentlighed gennem om-

budsmandsinstitutionen 23E. Offentlighed i retsplejen 24

1. Retsmøder 242. Partsoffentlighedsprincippet i

retsplejen 253. Udskrifter af retsbøger og i

retten fremlagte dokumenter 264. Tinglysning 26

III. Fremmed ret 27A. »Allmänna handlingars offentlig-

het« efter svensk ret 27B. Andre lande 32

1. Finland 322. Norge 333. Vesttyskland 354. England 365. Frankrig 366. Holland 367. Belgien 368. Schweiz 379. Østrig 37

IV. Tidligere reformbestræbelser 39

V. Almindelige betragtninger for ogimod indførelse af offentlighedsprin-cippet i forvaltningen 42A. Offentlighed som led i folkesty-

ret 42B. Kontrolhensyn 43C. Sagernes oplysning 45D. Betydning for tjenestemændenes

stilling 46E. Offentlighed i retsplejen 46F. Betydning for pressen 47G. Erfaringer fra udlandet 47H. Privatlivets fred 48J. Større arbejde og udgifter 48

VI. Nogle hovedpunkter i en reform . . 49A. Oplysningspligtens indhold og

udstrækning 49B. Undtagelser fra offentligheden . 49C. Interne arbejdsdokumenter . . . . 51D. Dokumenter i ansættelsessager . 51E. Klage over trufne afgørelser . . . 54F. De nye bestemmelsers anvendelse

på tidligere oprettede dokumen-ter 56

VII. Udkast til lov om offentlighed i for-valtningen med tilhørende bemærk-ninger 58

VIII. Udkast til anordning om offentlighedi forvaltningen 70

IX. Udkast til lov om partsoffentlighedi forvaltningen med tilhørende be-mærkninger 72

X. Sideordnet opstilling af de i kapitelVII og IX indeholdte lovudkast . . . 76

XI. Bilag til betænkningen 811. Sverige: Tryckfrihetsförordnin-

gens 2. kapitel 852. Sverige: Lag om inskränkningar

i rätten att utbekomma allmännahandlingar 88

3. Finland: Lag om allmännahandlingars offentlighet 97

4. Finland: Förordning innefattan-de vissa undantag i fråga om all-männa handlingars offentlighet 101

5. Norge: Uddrag af udkast til»Lov om behandlingsmåten iforvaltningssaker« 103

6. Udtalelser fra samtlige ministe-rier - bortset fra statsministeriet— som svar på kommissionensskrivelse af 14. februar 1957 . . 105

7. Udtalelser fra Københavns kom-munes administrationsgrene omoffentlighed i forvaltningen . . . 146

8. Udtalelser fra samtlige ministe-rier - bortset fra statsministeriet— om et af kommissionen udar-bejdet foreløbigt udkast til lovom offentlighed i forvaltningen 178

9. Oversigt over praksis vedrørendeanvendelsen af lov af 2. februar1866 om erklæringers medde-lelse til ansøgere og klagere . . . 206

10. Oversigt over specielle tavsheds-forskrifter i den offentlige for-valtning 211

11. Kommunaldirektør (jerner An-dersen: Myndigheden i kommu-nerne m. v 213

12. Folketingets ombudsmand, pro-fessor, dr. jur. Stephan Hurwitz:Forholdet mellem ombuds-mandsinstitutionen og en offent-lighedsordning 216

INDLEDNING - KOMMISSIONENS INDSTILLING

Den 25. februar 1956 nedsatte statsministe-riet en kommission med den opgave at over-veje og fremkomme med en indstilling omspørgsmålet om, hvorvidt og i bekræftendefald i hvilket omfang og på hvilken måde of-fentlighed vil kunne gennemføres i den stats-lige og kommunale forvaltning, herunder atbehandle spørgsmålet om en revision af lov af2. februar 1866 om erklæringers meddelelsetil ansøgere og klagere.

Til medlemmer af kommissionen beskikke-des:

højesteretsdommer Ernst Colov, formand,folketingsmand, redaktør Holger Eriksen,

efter indstilling fra den socialdemokratiske fol-ketingsgruppe,

fhv. minister, medlem af folketinget, byrets-dommer, nu landsdommer Helga Pedersen, ef-ter indstilling fra Venstres folketingsgruppe,

folketingsmand, pastor Kristen Arnby, efterindstilling fra Det Konservative Folkepartisfolketingsgruppe,

fhv. minister, folketingsmand Bertel Dahl-gaard, efter indstilling fra Det Radikale Ven-stres folketingsgruppe,

folketingets ombudsmand, professor, dr. jur.Stephan Hurwitz,

rådmand, nu borgmester, landsretssagførerEdel Saunte, medlem af folketinget, efter ind-stilling fra Københavns og Frederiksberg kom-munalbestyrelser,

sognerådsformand Godtfred Knudsen, Hol-sted, efter indstilling fra De samvirkende Sog-nerådsforeninger og Amtsrådsforeningen i Dan-mark,

borgmester Woldhardt Madsen, Skive, efterindstilling fra Den danske Købstadforening ogforeningen »Bymæssige kommuner«,

kommunaldirektør C. F. Gerner Andersen,Frederiksberg,

professor, dr. jur. Poul Andersen,amtmand P. HoLck, Randers,højesteretssagfører, dr. jur. Bernt Hjejle, ef-

ter indstilling fra Sagførerrådet, nu Advokat-rådet,

redaktør P. Koch Jensen, efter indstilling fraDanske Dagblades Fællesrepræsentation,

journalist Carsten Nielsen, efter indstillingfra Danske Journalisters Fællesrepræsentation,nu Journalistforbundet,

amtmand V. F. baron Wedell-Wedellsborg,Sorø, efter indstilling fra Danske Statsembeds-mænds Samråd,

departementschef i statsministeriet J. ElkjærLarsen,

afdelingschef, nu departementschef i finans-ministeriet E. Ulrik Andersen,

kontorchef i justitsministeriet, nu landsdom-mer Tage Schelle og

kontorchef i indenrigsministeriet, nu stiftamt-mand M. Edelberg, Ribe.

Som sekretærer for kommissionen beskikke-des kontorchef i statsministeriet, nu chef for se-kretariatet for civilt beredskab B. G. Toft-Niel-sen og sekretær, nu fuldmægtig i justitsministe-riet Poul Østergaard.

Den 25. januar 1957 beskikkedes kontor-chef i finansministeriet Bodil Andersen sommedlem af kommissionen i stedet for afdelings-chef Ulrik Andersen, der havde ønsket at ud-træde.

Den 14. april 1958 fritoges folketingsmandBertel Dahlgaard, der var blevet udnævnt tiløkonomiminister, for hvervet som medlem afkommissionen. I stedet beskikkedes efter ind-stilling fra Det Radikale Venstres folketings-

5

gruppe folketingsmand, landsretssagfører Her-mod Lannung.

Den 27. januar 1960 beskikkedes efter ind-stilling fra Det Konservative Folkepartis folke-tingsgruppe folketingsmand, dommer KnudThestrup som medlem af kommissionen i ste-det for folketingsmand Kristen Amby, derhavde ønsket at udtræde.

I kommissionens første møde den 23. april1956 nedsattes et arbejdsudvalg bestående afformanden, højesteretsdommer Ernst Colov,kommunaldirektør Gerner Andersen, professor,dr. jur. Poul Andersen, folketingets ombuds-mand, professor, dr. jur. Stephan Hurwitz ogdepartementschef J. Elkjær Larsen med den op-gave at fremskaffe og tilrettelægge det forkommissionens arbejde fornødne materiale ogforetage en forberedende behandling af deemner, som henhørte under kommissoriet.

Dette udvalg foretog i dagene 16. til 18.oktober 1956 en studierejse til Stockholm forved samtaler med embedsmænd og besøg i for-valtningskontorer at få nærmere indblik i, hvor-ledes den svenske offentlighedsordning prakti-seres. Der henvises til den på dette grundlagudarbejdede redegørelse for offentlighedsprin-cippet i svensk forvaltning, jfr. nedenfor i kap.Ill A, side 27.

Udvalget har endvidere gennem udenrigs-ministeriet indhentet oplysning om, i hvilketomfang offentlighed i forvaltningen er gen-nemført i en række europæiske stater samt påanden måde indsamlet materiale fra udlandetog på dette grundlag udarbejdet redegørelsen ikap. III B (side 32).

Kommissionen har fra samtlige ministerierindhentet udtalelser om, hvilke arter af sagerinden for de enkelte ministerier der måtte fin-des egnede til at blive undergivet offentlighed,og for hvilke sager dette ikke er tilfældet, samtoplysninger om, i hvilket omfang og på hvilkenmåde det har været praksis at give pressen el-ler andre oplysninger vedrørende de inden forvedkommende forvaltningsgren verserende el-ler afsluttede sager, og om, i hvilket omfangder har været gjort brug af bestemmelserne ilov af 2. februar 1866. Tilsvarende oplysningerer modtaget fra Københavns Kommune. De

6

modtagne udtalelser er trykt nedenfor som bi-lag 6 og 7 (side 105 og 146).

Et af arbejdsudvalget udarbejdet udkast tillov om offentlighed i forvaltningen har efteren foreløbig behandling i 2 møder i den sam-lede kommission været forelagt for samtligeministerier for derved at give ministerierne lej-lighed til at fremkomme med de bemærkninger,som udkastet kunne give anledning til, herundersærligt med hensyn til de undtagelser, som iudkastet var gjort fra et almindeligt offentlig-hedsprincip, og med hensyn til udkastets for-hold til de i gældende love indeholdte forskrif-ter om tavshedspligt for tjenestemænd og an-dre, der handler i offentligt hverv.

Det nævnte foreløbige lovudkast og ministe-riernes udtalelser om udkastet er trykt neden-for som bilag 8 (side 178).

Med hensyntagen til de således fremkomnebemærkninger og oplysninger har arbejdsud-valget derefter udarbejdet et revideret udkasttil lov om offentlighed i forvaltningen med til-hørende bemærkninger, og dette udkast hardannet grundlag for kommissionens afsluttendedrøftelser.

Arbejdsudvalget har endvidere udarbejdet etlovforslag, der alene indeholder bestemmelserom partsoffentlighed i forvaltningen. Dette for-slag med tilhørende bemærkninger blev fore-lagt kommissionen for det tilfælde, at det oven-nævnte forslag om almindelig offentlighed ikkemåtte vinde tilslutning. Ved udarbejdelsen afforslaget er der ydet arbejdsudvalget sagkyndigbistand af professor, dr. jur. Bent Christensen,uden at denne har taget stilling til, hvorvidt hanfor sit vedkommende vil kunne anbefale gen-nemførelsen af et sådant lovforslag.

Kommissionen har afholdt ialt 9 møder, ogdet nedsatte arbejdsudvalg har afholdt ialt 70møder.

Nærværende betænkning, som er resultatetaf kommissionsarbejdet, indeholder, foruden enoversigt over gældende ret i Denmark (kap. II)og i visse andre lande (kap. III), en oversigtover tidligere reformbestræbelser (kap. IV) ogen redegørelse for de betragtninger, som kananføres for og imod indførelse af et offentlig-hedsprincip i forvaltningen (kap. V).

Kommissionens medlemmer har på dettegrundlag og på grundlag af de fra ministerierneindhentede udtalelser og de udarbejdede lovfor-slag med tilhørende bemærkninger taget stil-ling til det foreliggende hovedspørgsmål, omder bør indføres offentlighed i dansk forvalt-ning, således at der gives en almindelig adgangtil at blive bekendt med forvaltningens doku-menter.

Kommissionens enkelte medlemmer har vedderes stillingtagen til dette hovedspørgsmål til-lagt de i kap. V (side 42) anførte synspunkterfor og imod indførelse af offentlighed i for-valtningen forskellig vægt.

Med hensyn til spørgsmålet om indførelse afet almindeligt offentlighedsprincip i dansk for-valtning har kommissionen delt sig i et flertalpå 11 medlemmer (Bodil Andersen, GernerAndersen, Colov, Edelberg, Holger Eriksen,Godtfred Knudsen, J. Elkjær Larsen, Wold-hardt Madsen, Edel Saunte, Schelle og Wedell-Wedellsborg) og et mindretal på 9 medlemmer(Poul Andersen, Hjejle, Holck, Hurwitz, KochJensen, Lannung, Carsten Nielsen, Helga Pe-dersen og Thestrup).

Flertallet finder, at der ikke er tilstrækkeligsamfundsmæssig trang til gennemførelsen af enså gennemgribende reform, og at de ulemper,den medfører, og de vanskeligheder, der knyt-ter sig til den nærmere tilrettelæggelse af ord-ningen, er større end de goder, den måtte inde-bære.

Mindretallet mener, at de i kap. V anførtegrunde for indførelse af en almindelig offent-

København i december 1962.

lighedsordning er så afgørende, at de herover-for anførte modhensyn må vige. Eet medlem afmindretallet (Helga Pedersen) mener dog, atman på indeværende tidspunkt alene bør gen-nemføre en lov om partsoffentlighed i forvalt-ningen, jfr. nedenfor, og derefter på grundlagaf de indhøstede erfaringer senere gennemføreet almindeligt offentlighedsprincip i forvaltnin-gen.

Med hensyn til spørgsmålet om, på hvilkenmåde en offentlighedsordning kan føres ud ilivet, såfremt regering og folketing giver til-slutning til mindretallets ønske om indførelse afet almindeligt offentlighedsprincip, kan helekommissionen tiltræde det udarbejdede udkasttil lov om offentlighed i forvaltningen med detil dette knyttede bemærkninger, idet der dogmed hensyn til visse enkeltspørgsmål henvisestil kap. VI.

Hvad særligt angår ansøgere, klagere eller an-dre parter, er der i kommissionen enighed om,at sådanne parters tarv under deres sagers be-handling i forvaltningen ikke er tilstrækkeligtvaretaget under den nuværende lov af 2. fe-bruar 1866. Sådanne parter har i særlig gradkrav på at få kendskab til dokumenterne i de-res sag, således at de får grundlag for at tagetil genmæle, og for eventuelt at gå videre medsagen til en anden instans.

Kommissionen kan tiltræde det udarbejdedeudkast til lov om partsoffentlighed i forvaltnin-gen med de dertil hørende bemærkninger, idetman dog også her henviser til kap. VI med hen-syn til visse enkeltspørgsmål.

Bodil Andersen, Gerner Andersen, Poul Andersen,

Edelberg, Holger Eriksen, Bernt Hjejle,

Colov,formand

P. Holck,

Stephan Hurwitz,

J. Elkjær Larsen,

Edel Saunte,

P. Koch Jensen, Godtfred Knudsen, Hermod Lannung,

Woldhardt Madsen, Carsten Nielsen, Helga Pedersen,

T. Schelle, V. We dell-Wed eisbor g, Knud Thestrup.

Toft-Nielsen, Poul Østergaard.

7

I. KOMMISSIONENS OPGAVE

I dansk forvaltning er ikke anerkendt nogetalmindeligt offentlighedsprincip. Der findes dogen række spredte bestemmelser, som hjemlerforskellige former for offentlighed inden forforvaltningen.

En lovhjemlet adgang for offentligheden,derunder pressen, til at overvære forvaltnings-myndighedens forhandlinger kendes navnlig iden kommunale forvaltning, idet kommunal-lovene indeholder regler om, at kommunalbe-styrelsernes møder som hovedregel skal væreoffentlige. Offentlighed i denne skikkelse erimidlertid udelukket fra de fleste områder in-den for forvaltningen, fordi der ingen forhand-linger, i hvert fald ingen mundtlige forhand-linger, finder sted.

Spredt i lovgivningen findes forskellige be-stemmelser, der medfører en eller anden formfor offentliggørelse af dokumenter eller afgø-relser i sager, der behandles af den offentligeforvaltnings myndigheder, f. eks. ved offentligkundgørelse, ved fremlæggelse af fortegnelser,forslag, projekter m. v. til gennemsyn eller vedoffentlig adgang til registre og akter.

Derimod findes der ikke i dansk ret almin-delige regler om offentlighedens adgang til atgøre sig bekendt med forvaltningens dokumen-ter, således som det er tilfældet i Sverige, jfr.kap. III A.

I medfør af lov af 2. februar 1866 har den,der er part i en sag, der er behandlet af of-fentlige myndigheder, og hvis ansøgning ellerklage ikke er imødekommet, som regel ret tilat få afskrift af de i sagen afgivne erklæringer.Andre lovbestemmelser giver for specielle grup-per af forvaltningssager regler, hvorefter par-ten helt eller delvis har ret til at blive bekendt

med de i sagen foreliggende dokumenter, mennoget almindeligt »partsoffentlighedsprincip«er ikke anerkendt i dansk forvaltning.

Bortset fra de omtalte spredte bestemmelserberor offentlighedens eller parters adgang tilat blive bekendt med forvaltningens dokumen-ter og sagsbehandling på forvaltningsmyndig-hedens egen bestemmelse.

Når der tales om offentlighed i forvaltnin-gen, tænker man i første række på spørgsmåletom adgangen til at blive bekendt med doku-menter (skrivelser og andre aktstykker) i sager,der behandles af forvaltningen.

Kommissionen har derfor anset det for sinhovedopgave at overveje dette spørgsmål oghar herved koncentreret sine overvejelser om-kring muligheden af at indføre et almindeligtoffentlighedsprincip i dansk forvaltning i be-tydning af adgang for enhver til at gøre sigbekendt med forvaltningens dokumenter. Kom-missionen har derimod ikke ment at burde op-tage spørgsmålet om en revision af speciellelovbestemmelser om særlige former for of-fentlighed.

I forbindelse med det almindelige offent-lighedsprincip og under hensyn til, at det erpålagt kommissionen at behandle spørgsmåletom en revision af lov af 2. februar 1866, harman overvejet problemerne omkring partsof-fentlighed i forvaltningen.

Der vil nedenfor i kap. Il blive nærmereredegjort for de gældende danske lovbestem-melser på alle de ovenfor nævnte områder, li-gesom offentlighedsprincippet i retsplejen vilblive omtalt. Endvidere vil der i kap. III blivegivet en nærmere redegørelse for det svenskeprincip om »allmänna handlingars offentlighet«.

II. GÆLDENDE RET

A. ALMINDELIGE PRINCIPPER;TAVSHEDSPLIGT I OFFENTLIGTJENESTE.

Som nævnt i kap. I gælder det inden forforvaltningen, at der - bortset fra den i spredtelovbestemmelser hjemlede offentlighed - prin-cipielt ikke er nogen tilsikret adgang for of-fentligheden til at gøre sig bekendt med for-valtningens dokumenter eller på anden mådefå indblik i sagsbehandlingen i den statslige ogkommunale forvaltning.

Selv om forvaltningens virksomhed princi-pielt ikke er undergivet offentlighed, er detdog ingenlunde således, at pressen og offent-ligheden ikke i vid udstrækning har kendskabtil eller føling med, hvad der foregår indenfor forvaltningen. Det siger sig selv, at behand-lingen af mange offentlige anliggender og tal-rige af de af myndighederne trufne afgørelsermå blive offentligt bekendt, og der gælder hel-ler ikke regler, der i almindelighed udelukkerforvaltningsmyndigheder fra at give presseneller andre meddelelse om trufne afgørelsereller oplysninger om indholdet af dokumen-ter i forvaltningens sager, herunder sager, ihvilke afgørelser endnu ikke er truffet, lige-som der ej heller findes regler, som i alminde-lighed udelukker fra at give en part i en sagyderligere oplysninger, end han har et retligtkrav på i henhold til loven af 2. februar 1866.

Forvaltningsmyndigheders eller den enkeltetjenestemands adgang til efter eget frit skønat meddele parter eller andre, herunder pres-sen, oplysninger om de af forvaltningen be-handlede sager er dog begrænset af en rækkelovbestemmelser, der pålægger tjenestemændeller andre, som handler i offentlig tjeneste,tavshedspligt.

I medfør af tjenestemandsloven, lov nr. 154af 7. juni 1958, § 3, stk. 3, skal tjenesteman-den således »iagttage tavshed med hensyn tilde forhold, som han i sin tjenestemandsstillingsmedfør bliver bekendt med, og hvis hemmelig-holdelse ifølge sagens natur er påkrævet ellerbliver ham foreskrevet af hans foresatte«. Til-svarende bestemmelser er almindeligt forekom-mende i kommunale tjenestemandsvedtægter ogfindes tillige i en række af de mellem statenog faglige organisationer indgåede overens-komster om ansættelse i statens tjeneste, se tileks. § 11 i cirkulære nr. 95 af 24. marts 1959(arkitekter), § 11 i cirkulære nr. 107 af 23.maj 1959 (civilingeniører) og § 12 i cirkulærenr. 114 af 4. maj 1960 (magistre).

Overtrædelse af tavshedspligten er en tjenst-lig forseelse, for hvilken der kan ikendes disci-plinær straf, jfr. tjenestemandslovens § 18.

I straffelovens § 152 hjemles straf for den,der virker i offentlig tjeneste eller hverv, ogsom røber, »hvad han i tjenestens eller hver-vets medfør har erfaret som hemmelighed, el-ler hvad der ved lov eller anden gyldig bestem-melse er betegnet som sådan«. Straffen skær-pes, hvis forholdet er begået for at skaffe sigeller andre uberettiget vinding. Også den, somefter at være fratrådt stillingen røber tjeneste-hemmeligheder, kan straffes.

Ifølge straffelovens § 263, stk. 2, straffespersoner, som virker eller har virket i offent-lig tjeneste eller hverv, »når de røber privatli-vet tilhørende hemmeligheder, der er kommettil deres kundskab ved udøvelsen af deres virk-somhed, med mindre de har været forpligtedetil at udtale sig eller har handlet i berettigetvaretagelse af åbenbar almeninteresse eller afeget eller andres tarv.«

Foruden de nævnte almindelige bestemmel-

9

ser om tavshedspligt i straffelov og tjeneste-mandslov m. v. findes der i en lang række spe-ciallove tavshedsforskrifter, hvoraf nogle hen-viser til straffeloven eller tjenestemandsloven,medens andre giver særlige regler.

En oversigt over specielle tavshedsforskrif-ter i den offentlige forvaltning er trykt som bi-lag 10, side 211, hvortil henvises.

Inden for det område, hvor oplysninger omindholdet af dokumenter i sager, der behand-les af den offentlige forvaltnings myndighe-der, kan meddeles, gives der i betydeligt om-fang fra forvaltningens side oplysninger til pres-sen eller til andre, som retter henvendelse tilmyndighederne med anmodning om oplysnin-ger.

Politiske hensyn vil ofte tilsige, at f. eks. enminister eller kommunalbestyrelse gennempressen lader offentligheden tilflyde meddelel-se om grundlaget for behandlingen og afgørel-sen af offentlige anliggender, navnlig for såvidt de er af almindeligere interesse. Pressensbehandling af sager, der vedrører den enkelteborger, eventuelt med kritik af forvaltningensvirksomhed, kan også føre til, at der om en så-dan sag gives en redegørelse til offentlighedenmed oplysning om de i sagen foreliggende do-kumenter. Fremdrages en konkret forvaltnings-afgørelse i folketinget under spørgsmål til ved-kommende minister, vil dette i reglen medføreen redegørelse til tinget - og dermed offent-ligheden - om grundlaget for den trufne af-gørelse. I sager af almen interesse udsendesofte meddelelse gennem Ritzaus Bureau. Nogleinstitutioner udsender årsberetninger med re-degørelse for vigtigere sager, der er behandletaf institutionen. Direkte forespørgsler fra pres-sen besvares i vidt omfang, ligesom enhver,der har en naturlig tilknytning til eller en blotnogenlunde berettiget interesse i en sag, i reg-len kan blive gjort bekendt med sagen, altdog med behørig hensyntagen til, at offentligeeller private interesser ikke derved skades. Derer ikke skabt fastere rammer for denne prak-sis, der derfor nødvendigvis må være prægetaf en vis uensartethed. Som hovedregel gæl-der, at der ikke gives udenforstående adgangtil selv at gennemse sagernes aktstykker.

Et enkelt ministerium har indrettet et sær-ligt kontor for informationsvirksomhed, nem-lig udenrigsministeriet, hvis forhold til pressenvaretages af ministeriets pressebureau. Af detteudsendes ministeriets officielle meddelelser tilRitzaus Bureau, eventuelt tillige til andre bu-reauer eller direkte til bladredaktioner. Enmere umiddelbar kontakt med pressen findersted gennem pressebureauets besvarelse af fo-respørgsler. Endvidere arrangerer bureauetpressemøder i forbindelse med begivenheder,som berører udenrigstjenesten.

I en kortere årrække har de enkelte mini-steriers relationer til pressen været søgt vareta-get gennem et særligt pressesekretariat, idetder i 1940 ved omdannelse af et i den davæ-rende valutacentral fungerende pressesekretari-at under statsministeriet blev oprettet et »Mi-nisteriernes pressesekretariat«, der virkede ind-til april 1946.

I lov nr. 276 af 18. juni 1951 om forsvaretsordning gaves i § 51 bestemmelser om »For-svarets pressetjeneste«, hvis formål var at va-retage forbindelsen mellem pressen og forsva-ret, og som var henlagt under forsvarsministe-riet. Denne pressetjeneste ophørte imidlertid i1954.

B. OFFENTLIGE FORHANDLINGER.

Bestemmelser om, at forvaltningssager i etvist omfang forhandles og afgøres i møder, tilhvilke offentligheden har adgang, findes navn-lig inden for den kommunale forvaltning. Detmå fremhæves, at en forvaltningssags behand-ling i et offentligt møde ikke udelukker, at derved sagens afgørelse tages hensyn til oplysnin-ger, som ikke kommer frem i det offentligemøde, og denne behandling kan derfor ikkehelt sidestilles med offentlige retsmøder.

Ifølge lov om købstadkommunernes styrelse,bek. nr. 328 af 6. juli 1950 § 13, stk. 3, er by-rådsmøder som hovedregel offentlige; når ensags beskaffenhed gør det ønskeligt, kan byrå-det dog vedtage, at den behandles for lukkededøre. I lov om landkommunernes styrelse, bek.nr. 329 af 6. juli 1950 §§8, stk. 2, og 23, stk.3, bestemmes, at sognerådenes, henholdsvis

10

amtsrådenes møder er offentlige, dog at rådetkan vedtage at forhandle enkelte sager for luk-kede døre. Om den københavnske borgerre-præsentations møder gælder tilsvarende reg-ler. For lukkede døre behandler kommunalbe-styrelserne f. eks. sager om køb og salg af fastejendom, om byplaner, byggelinier, påtagelseaf garantiforpligtelser og indgåelse af overens-komster samt sager vedrørende enkeltpersoner.

Ifølge § 15, stk. 2, i lov om menighedsråd,bek. nr. 167 af 8. juni 1957, er det overladttil menighedsrådet selv at træffe bestemmelseom, hvorvidt dets møder skal være offentlige.

I statsforvaltningen er der kun undtagelses-vis etableret ordninger, hvor der er adgangfor offentligheden til at påhøre mundtlige for-handlinger.

Nævnes kan de i henhold til § 18 i lov nr.102 af 31. marts 1955 om monopoler og kon-kurrencebegrænsninger og § 12 i lov om valuta-forhold m. v., bek. nr. 54 af 29. februar 1960,oprettede ankenævn. I de af handelsministerietfor de omhandlede ankenævn udfærdigede for-retningsordener, henholdsvis af 30. juni 1955og 4. januar 1956, indrykket i Ministerialti-dende A 1956 som nr. 223 og 224, er detbestemt, at i tilfælde, hvor der finder proce-dure sted for nævnet, er proceduren offentlig,med mindre nævnets formand efter forhand-ling med parterne træffer anden afgørelse. Vedafgørelsen bør hensyn bl. a. tages til, om der isagen måtte være eller senere måtte kunne for-ventes at fremkomme hemmelige eller fortro-lige oplysninger eller oplysninger i øvrigt af ensådan beskaffenhed, at offentlig procedure måantages at kunne tilføje klageren eller tredie-mand økonomisk tab eller anden skade.

Fra et andet område kan nævnes, at mundt-lige prøver ved en række eksaminer er offent-lige. Dette gælder f. eks. for realeksamen, jfr.folkeskoleloven, bek. nr. 220 af 18. juni 1958§ 22, stk. 4, og studentereksamen, jfr. lov omgymnasieskoler nr. 165 af 7. juni 1958 § 7,samt i reglen for prøver og eksaminer ved uni-versiteterne og de højere læreanstalter. Ved be-sættelse af ledige professorstillinger kan derblive spørgsmål om afholdelse af offentlige fo-relæsninger som led i en konkurrence mellem

flere ansøgere til det ledige professorat. I øv-rigt sker undervisningen af de studerende veduniversiteterne og de højere læreanstalter i vidtomfang ved afholdelse af forelæsninger, hvor-til der er offentlig adgang.

C. SÆRLIGE OFFENTLIGHEDSREGLER.

1. Offentlig kundgørelse.

Generelle bestemmelser, der udfærdiges afforvaltningsmyndigheder, og hvorved der ret-tes forbud eller påbud til borgerne eller nær-mere afgrænsede grupper af disse, må naturlig-vis bringes til befolkningens eller vedkommendebefolkningsgruppes kendskab, men også bort-set herfra finder der i et vist omfang offentligkundgørelse sted angående forvaltningsanlig-gender til orientering for befolkningen ellersærligt interesserede kredse.

a. Lov om udgivelsen af en Lovtidende og Mi-nisterialtidende af 25. juni 1870 indeholder så-ledes — foruden reglerne om bekendtgørelse aflove og anordninger m. m. - en bestemmelseom, at administrative befalinger af almindeli-gere karakter, der udfærdiges af ministeriernetil vedkommende øvrigheder og myndigheder,i reglen optages i Ministerialtidende. Ministe-rierne kan dog, hvis der er særlig anledningdertil, benytte en meddelelsesmåde, der aleneer beregnet på de dem underordnede.

Afgørelser og tilkendegivelser vedrørende en-kelte tilfælde, der kan have almindelig inter-esse, skal også »i reglen« optages i Ministerial-tidende. Optagelse af sådanne afgørelser skerhyppigt i anonym form.

b. Ved offentlig foranstaltning udgives i med-før af lov nr. 10 af 23. januar 1903 en Statsti-dende, hvori indrykkes de offentlige kundgørel-ser, der ifølge særlige bestemmelser skal optagesi Statstidende, samt alle indkaldelser og medde-lelser, der ifølge lovgivningen er pligt til at of-fentliggøre. Dette gælder dog ikke indkaldelserog meddelelser, der udgår fra stedlige myndig-heder, og som efter deres formål udelukkendeeller hovedsagelig henvender sig til en lokalt be-

11

grænset kreds af personer. Her kan anvendes enanden kundgørelsesmåde, f. eks. indrykkelse ide på egnen mere udbredte blade. I Statsti-dende kan endvidere indrykkes, hvad regerin-gen finder anledning til at meddele offentlig-heden. Statstidende udkommer daglig og in-deholder - foruden en lang række retslige be-kendtgørelser - meddelelser om ledige stillin-ger, afskedigelser og udnævnelser m. m. i denstatslige forvaltning samt registreringsanmel-delser til skibsregistret, handelsregistre, ak-tieselskabsregistret, forsikrings-registret, for-enings-registret og monopolregistret, jfr. lovnr. 93 af 29. marts 1957 om skibsregistrering§ 16, firmalov nr. 23 af 1. marts 1889 § 4,aktieselskabsloven, bek. nr. 313 af 28. august1952 § 81, bek. nr. 285 af 24. september 1959om forsikrings-registret §§ 4 og 12, bek. nr.115 af 14. april 1926 angående forenings-re-gistret § 7 og bek. nr. 193 af 18. juni 1955om registrering af anmeldelser i henhold tilmonopolloven §§ 10 og 12.

Statstidende indeholder desuden forskelligeandre bekendtgørelser vedrørende offentligeforvaltningsanliggender.

Ved foranstaltning af handelsministeriet ud-gives i medfør af de forannævnte bestemmelsersærlige registreringstidender, hvori samles de iStatstidende indrykkede bekendtgørelser omregistrerede anmeldelser til handelsregistrene,aktieselskabs-, forsikrings- og forenings-regi-stret samt monopoltilsynet, jfr. endvidere va-remærkelov nr. 211 af 11. juni 1959 § 12, jfr.§ 20, om en særlig registreringstidende forvaremærkeregistret.

c. 1 patentloven — bek. nr. 361 af 19. decem-ber 1958 - indeholdes i § 16 en bestemmelseom, at patentkommissionen, hvis en ansøgningfyldestgør nærmere angivne forskrifter og ikkeafslås efter en foreløbig undersøgelse, udsenderoffentlig bekendtgørelse om ansøgningen medangivelse af ansøgerens navn og bopæl samtopfindelsens benævnelse.

d. Når en byplan er godkendt, skal meddelelsederom ved kommunalbestyrelsens foranstalt-ning bekendtgøres på den i kommunen bruge-lige måde, jfr. lov om byplaner, bek. nr. 160

af 9. maj 1962, § 10, stk. 1. En byudvik-lingsplan skal ligeledes offentligt bekendtgørespå den i vedkommende kommuner sædvanligemåde, jfr. lov om regulering af bymæssige be-byggelser, bek. nr. 129 af 13. april 1954 § 4,stk. 1.

e. Forinden bevillingsnævnet kan træffe be-slutning vedrørende et andragende om med-delelse af beværter- og gæstgiverbevilling, skalder med 14 dages varsel ske bekendtgørelse iet eller flere stedlige dagblade. Bekendtgørel-sen skal indeholde oplysning om ansøgerensnavn og adresse, om ansøgeren ønsker bevær-ter- eller gæstgiverbevilling med eller uden rettil udskænkning af stærke drikke, samt om, ihvilke lokaler virksomheden agtes udøvet, jfr.beværterlov nr. 207 af 7. juni 1958 § 15, stk.4. I tilfælde, hvor beværterbevilling medde-les af amtsrådet efter kommunalbestyrelsensindstilling, kan 1/3 af kommunalbestyrelsensmedlemmer forlange spørgsmålet om indstillingeller nægtelse af bevilling afgjort ved en kom-muneafstemning angående spørgsmålet om,hvorvidt der skal knyttes beværterbevilling afden omhandlede art til vedkommende ejendom,og om, hvorvidt bevillingen skal gives til denpågældende ansøger. Rejses intet krav indenfor kommunalbestyrelsen om sådan afstemning,skal dennes beslutning i sagen bekendtgøres påsædvanlig måde for kommunens beboere, lo-vens §§ 16 og 17.

f. Ledige tjenestemandsstillinger besættes i reg-len efter opslag af stillingen, jfr. tjenestemands-lovens § 2 og lov om det kommunale skole-væsens styrelse og tilsyn, bek. nr. 73 af 22. fe-bruar 1962, §§ 38, stk. 1 og 39, stk. 1. Tilsva-rende regler findes i de kommunale tjeneste-mandsvedtægter. Opslag er dog i tjenestemands-loven kun påbudt for stillinger, hvis antal erfastsat i normeringsloven eller anden særlig lov,ikke for stillinger, hvis antal er fastsat vedfinanslov. Finansministeren kan endvidere be-stemme, at visse grupper af tjenestestillingerer undtaget fra reglen om opslag, jfr. finans-ministeriets cirkulærer nr. 264 af 9. december1961 og nr. 152 af 26. juni 1962. Tjeneste-mandsloven giver ikke nærmere bestemmelser

12

om, på hvilken måde opslaget skal ske, menmå antages at henholde sig til praksis, hvor-efter opslag i hvert fald forudsætter, at stillin-gens ledighed på egnet måde bekendtgøres forde grupper af tjenestemænd, aspiranter el-ler andre, som har mulighed for at kommei betragtning ved stillingens besættelse. Ved-rørende en lang række stillinger er det praksisat offentliggøre opslaget i Statstidende.

g. Fra et andet forvaltningsområde kan næv-nes, at indgåelse af ægteskab er betinget af enforudgående offentlig lysning, jfr. §§ 20—27i lov nr. 276 af 30. juni 1922 om ægteskabsindgåelse og opløsning. Lysningen, der skal in-deholde parternes fulde navn, stilling, bopælog fødested, sker efter brudefolkenes frie valgenten ved kundgørelse fra prædikestolen ellerved tinglysning. Fritagelse for lysning, såvelkirkelig som borgerlig, kan dog ske ved kon-gelig bevilling, ligesom lysning kan undlades,når der på grund af en af parternes sygdom eralvorlig fare ved at opsætte vielsen.

2. Fremlæggelse til gennemsyn og lignende.Herunder falder en række lovbestemmelser,

der ved at foreskrive en vis offentliggørelse afansøgninger, forslag, projekter, foreløbige an-sættelser, fortegnelser m. m. tilsigter at giveoffentligheden adgang til at gøre sig bekendtmed og udtale sig om iværksatte eller påtænkteforvaltningsskridt, herunder adgang til at stil-le forslag eller gøre indsigelser.

Som eksempler kan nævnes:

a. Patentlov - bek. nr. 361 af 19. december1958 - § 16. Samtidig med den ovenforunder 1 c nævnte offentlige bekendtgørelseom en patentansøgning fremlægges ansøg-ningen med bilag hos patentkommissionentil almindeligt eftersyn.

b. Vandløbslov nr. 214 af 11. april 1949 § 14,stk. 2. (Udkast til regulativ for et offent-ligt vandløb).

c. Lov om snekastning nr. 158 af 13. april1938 §§ 3, stk. 2, og 8. (Bestemmelser

om fordeling af snekastningspligt og forteg-nelse over snekastningspligtige).

d. Lov om kystfredning nr. 149 af 18. maj1906 § 4. (Kystkommissionens forslag omkystfredning).

e. Lov om byplaner - bek. nr. 160 af 9. maj1962 — § 7. (Forslag til en by- eller mark-plan).

f. Saltvandsfiskerilov nr. 500 af 19. december1951 § 28, stk. 2. (Forslag til vedtægt forfiskeriet på afgrænsede dele af søterritoriet).

g. Skovlov nr. 164 af 11. maj 1935 § 27. (Denaf landbrugsministeriet affattede fortegnel-se over fredskovens arealer i de vedkom-mende kommuner).

h. Vejlov nr. 95 af 29. marts 1957 § 14, stk.2. (Fortegnelse over sognekommunale bi-veje). § 49, stk. 2. (Fortegnelse over offent-lige stier).

i. Lov om forsikringsvirksomhed nr. 147 af13. maj 1959 § 14. (Overenskomst om stif-telse af et forsikringsselskab med udkast tilvedtægter).

k. Statsskattelov nr. 149 af 10. april 1922 §24, stk. 1. (Fortegnelse over ansættelsen forde skattepligtige, som ikke har indgivet selv-angivelse, eller hvis selvangivelse er for sentindkommet). Jfr. lov om indkomstskat tilKøbenhavns kommune nr. 110 af 18. april1910 § 20. Offentliggørelse i pressen ellerpå andre måder af fortegnelsen eller delederaf må ikke finde sted.

1. Kommuneskattelov - bek. nr. 121 af 31.marts 1962 - § 10, stk. 5. I sognekommuner,hvor den kommunale skatteligning foreta-ges efter ligningsskala og »lejlighed«, skal enliste, der indeholder skatteydernes navne ogden for hver skatteyder udregnede kom-munale indkomstskat, sammen med det afkommunalbestyrelsen vedtagne overslagover kommunens indtægter og udgifter forvedkommende regnskabsår og den benyt-tede ligningsskala være fremlagt til efter-syn i tiden fra den 1. til den 15. april. Tid-ligere gjaldt en tilsvarende bestemmelse om

13

offentlig fremlæggelse af ligningslisten forsamtlige købstads- og sognekommuner, menbestemmelsen er nu begrænset til de oven-nævnte sognekommuner.

m. Lov om vurdering og beskatning til statenaf faste ejendomme - bek. nr. 305 af 1.august 1960 - § 40, stk. 1. (Ved de almin-delige vurderinger fremlægges vurderings-fortegnelsen og kort over grundværdiernei kommunen).

n. Folketingsvalglov nr. 171 af 31. marts1953 § 7 og lov om kommunale valg - bek.nr. 19 af 17. januar 1962 § 6 (valglisterne).

De nævnte lovbestemmelser indeholder i reg-len nærmere forskrifter om, på hvilken mådeden offentlige fremlæggelse skal ske, og hvor-ledes fremlæggelsen bekendtgøres. I en del til-fælde er foreskrevet, at særligt interesseredeskal have skriftlig meddelelse om fremlæggel-

3. Andre regler om offentliggørelse.a. Lov om apotekervæsenet, bek. nr. 248 af 2.juli 1962, § 7, stk. 3. Ved afgivelse af indstil-ling vedrørende ansøgninger om bevilling tilet ledigt apotek offentliggør sundhedsstyrelsennavnene på de 3 af sundhedsstyrelsen først ind-stillede i alfabetisk orden.

b. Monopollov nr. 102 af 31. marts 1955 §19, stk. 2. Handelsministeren fastlægger ret-ningslinier for afgivelse og offentliggørelse afberetninger og meddelelser til offentlighedenom undersøgelser og afgørelser i henhold tilmonopolloven, jfr. § 10 i regulativ for mono-poldirektoratet af 18. juni 1955, indrykket iMinisterialtidende A 1957 som nr. 209. Her-efter påhviler det direktoratet at give offent-ligheden løbende meddelelse om monopoltil-synets virksomhed ved udsendelse af en peri-odisk publikation, »Meddelelser fra monopol-tilsynet«, der skal indeholde tilsynets afgørel-ser af sager af almindelig interesse, afgørelsertruffet af ankenævnet, domme af principielkarakter samt redegørelse for de af tilsynet

foretagne undersøgelser. Særligt omfattendeundersøgelser kan dog offentliggøres særskilt.

c. En lang række særlige myndigheder og in-stitutioner i den offentlige forvaltning har iføl-ge loven pligt til at afgive årlige beretningerom institutionens virksomhed, hvilke beretnin-ger i reglen offentliggøres. Eksempelvis skalnævnes:

1°. Om monopoltilsynets virksomhed afgives tilhandelsministeren en årlig beretning, deroffentliggøres derved, at den af ministe-ren tilstilles folketinget, jfr. den under b.nævnte lovbestemmelse.

2°. Det påhviler forsikringsrådet årligt til han-delsministeren at afgive beretning om rå-dets virksomhed og en sammenstilling afde indberetninger og regnskaber, som ermodtaget, samt en fortegnelse over de for-sikringsselskaber, der er omfattet af lovenom forsikringsvirksomhed. Beretningen skaloffentliggøres. Lov om forsikringsvirksom-hed nr. 147 af 13. maj 1959 § 144.

3°. Om sundhedsstyrelsens virksomhed afgivesårlig beretning til indenrigsministeren. Be-retningen offentliggøres. Lov om sundheds-væsenets centralstyrelse nr. 182 af 23. juni1932 § 6. I denne beretning refereres sa-ger af almindelig interesse enkeltvis.

4°. Om retslægerådets virksomhed afgives år-lig beretning til justitsministeren, hvilkenberetning offentliggøres. Lov om retslæge-rådet nr. 60 af 25. marts 1961, jfr. cirkulærenr. 97 af 20. april 1961 § 7.

5°. Invalideforsikringsretten og ankenævnet forinvalideforsikringsretten afgiver hvert årberetning til socialministeren om deres virk-somhed. Beretningerne offentliggøres. Lovom invalide- og folkepension, bek. nr. 156af 8. maj 1962, § 9, stk. 7.

6°. Folketingets ombudsmand afgiver en årligberetning til folketinget om sin virksomhed,hvilken beretning trykkes og offentliggøres,bek. af lov om folketingeis ombudsmand

14

nr. 342 af 1. december 1961 § 10, stk. 2.I denne beretning fremdrages bl. a. afgø-relser vedrørende enkeltsager, der måttevære af mere almindelig interesse, ligesomde sager omtales, hvor ombudsmanden hargjort folketingets ombudsmandsudvalg ogvedkommende minister,eventuelt tillige ved-kommende kommunalbestyrelse, bekendtmed, at der efter hans skøn foreliggermangler ved gældende love og admini-strative bestemmelser, eller at nogen, derhenhører under hans virksomhed, har be-gået fejl eller forsømmelser af større be-tydning. Såfremt ombudsmanden i beret-ningen omtaler tilfælde, hvor han har fun-det klagen grundløs, må den, hvem klagenangår, ikke nævnes med angivelse af navneller bopæl, med mindre han har fremsatønske derom.

7°. Statsrevisorerne afgiver i henhold til stats-regnskabsloven - bek. nr. 178 af 21. maj1937 — § 16 betænkning til folketingetvedrørende revisionen af statsregnskabet.I denne betænkning, der er offentligt til-gængelig, optages de dele af revisionsde-partementernes i henhold til statsregnskabs-lovens § 21 afgivne årlige beretninger, derefter statsrevisorernes skøn findes egnet tiloffentliggørelse.

4. Offentlig adgang til visse registre m. v.

Med hensyn til de af offentlige forvaltnings-myndigheder i henhold til lov indrettede regi-stre, indeholdende oplysninger af personlig arteller vedrørende selskabs- eller erhvervsforholdm. v., er der i nogle tilfælde hjemmel til, at alleog enhver har adgang til at gennemse regi-strene eller har krav på at blive gjort bekendtmed disses indhold eller dog med nærmere an-givne oplysninger, der fremgår af registrene.For nogle af registrenes vedkommende er dertillige adgang for alle og enhver til at gøre sigbekendt med de til registret hørende dokumen-ter. Er der ikke givet særlige regler om offent-lighedens adgang, er registrene efter de almin-delige principper for forvaltningen principieltinterne, og spørgsmålet om udlevering af oplys-

ninger er da overladt til myndighedens skøn,jfr. herved udtalelser fra Folketingets ombuds-mand i beretning for året 1959 side 27, 28 og159.

Af de her omhandlede registre kan nævnes:

a. Folkeregistrene.Ifølge § 37 i instruks nr. 98 af 9. juni 1956

for førelse af folkeregistre, jfr. lov om folke-registre nr. 57 af 14. marts 1924 § 10, erregisterføreren, såfremt en privat person an-moder registret om oplysninger om en andenperson, pligtig at meddele oplysninger om denpågældendes adresse (fulde navn, stilling ogbopæl). Om der kan meddeles oplysning omandet end adressen, afgøres af folkeregister-føreren efter et skøn i hvert enkelt tilfældeunder iagttagelse af den ham påhvilende al-mindelige tavshedspligt. Visse oplysninger omstraffe, offentlig hjælp, børnebidrags- og skat-teforhold må under ingen omstændigheder med-deles.

For så vidt en person fremsætter anmod-ning om, at hans adresse ikke opgives til pri-vate, kan registerføreren tillade beskyttelse afadressen for indtil 1 år ad gangen, hvis hanskønner, at den pågældende har et berettigetkrav på, at hans opholdssted ikke røbes.

b. Personregistrene i Sønderjylland.I de sønderjyske landsdele sker anmeldelse

af fødsler, navngivelser og dødsfald med bor-gerlig gyldighed alene til personregisterførerne,jfr. lov nr. 258 af 28. juni 1920, der indførtedansk personret, familieret og arveret i Søn-derjylland.

Ifølge den tidligere gældende regel i § 11,stk. 2, i bek. nr. 329 af 15. december 1937 omførelsen af de borgerlige personregistre i desønderjyske landsdele kunne enhver på person-registerførerens kontor begære personregistre-ne forelagt til eftersyn. Denne regel blev imid-lertid ændret ved bek. nr. 32 af 25. februar1944, der bestemte, at personregistrene ikkeer offentligt tilgængelige. Ifølge § 31, stk. 1, ibekendtgørelsen af 1937, kunne enhver modbetaling af de foreskrevne gebyrer erholde ud-skrift eller attest vedrørende personregistrenes

15

indhold, men også denne regel er nu bortfal-det, jfr. § 33 i bek. nr. 375 af 22. december1961, hvorefter - foruden offentlige myndig-heder - kun den, hvem tilførslen angår, elleren person, der som efterkommer eller befuld-mægtiget er berettiget til at optræde på hansvegne, har krav på at få udskrift af person-registret.

Reglerne om personregistrene er herefter idenne henseende på linie med de bestemmel-ser, som stedse har været gældende for mini-sterialbøgerne (kirkebøgerne) uden for de søn-derjyske landsdele.

c. Handelsregistrene.Udskrift af registret eller de til dette indle-

verede aktstykker eller mundtlig meddelelse afoplysninger kan gives mod gebyr, jfr. firmalo-vens § 36 som ændret ved lov nr. 64 af 24. fe-bruar 1951, jfr. bek. nr. 275 af 27. november1957.

d. Aktieselskabs-registret.For gennemsyn af registret og meddelelse af

udskrift af registret eller afskrift af anmeldel-ser med dertil hørende bilag er fastsat gebyreri bek. nr. 36 af 6. februar 1959.

De til aktieselskabs-registret indgivne regn-skaber holdes samlet for hvert selskab og skalpå begæring udlånes til gennemsyn på konto-ret, med mindre det drejer sig om et selskab,hvor alle aktier lyder på navn, og antallet afaktionærer ikke overstiger 10, og hvor selska-bet har taget forbehold imod, at regnskabetgøres offentligt tilgængeligt, bek. nr. 302 af 14.november 1930 § 8, jfr. aktieselskabslovens§ 45.

Samtlige anmeldelser med bilag vedrørendeet selskab opbevares samlet og kan fås til gen-nemsyn af enhver enten på aktieselskabsregi-strets eller på det lokale handelsregisters kontormod betaling af det herfor bestemte gebyr.

e. Forsikrings-registret.Forsikringsselskabers årsregnskaber ledsa-

get af revisionens udtalelser og bestyrelsensårsberetning holdes samlet for hvert selskab ogskal på begæring udlånes til gennemsyn på for-

sikringsrådets kontor, jfr. bek. om forsikrings-registret m. v. nr. 285 af 24. september 1959§9.

Om taksten for fotokopier af anmeldelsermed bilag og regnskaber se bek. nr. 287 af 24.september 1959.

f. Forenings-registret.Udskrift af registret eller gennemsyn af regi-

sterblade tilstås mod gebyr, bek. nr. 486 af 13.december 1950, jfr. lov nr. 100 af 31. marts1926 § 1.

g. Skibsregistret (og fartøjsfortegnelsen).Lov nr. 93 af 29. marts 1957 om skibsre-

gistrering, jfr. bek. nr. 311 af 17. december1957 § 22. Skibsregistret, rederi-registret oggenparter af de vedrørende skibe registrerededokumenter er offentligt tilgængelige underfornødent tilsyn. Skibsregistret udsteder på be-gæring bekræftede udskrifter af registret ellerde registrerede dokumenter.

h. Monopoltilsynets register.Bek. nr. 193 af 18. juni 1955 om registre-

ring af anmeldelser i henhold til monopolloven,jfr. lov om monopoler nr. 102 af 31. marts1955 §§ 9 og 19.

Samtidig med, at registrering af en aftale,vedtagelse eller konkurrenceregulerende be-stemmelse finder sted, henlægges en genpartaf anmeldelsen med tilhørende bilag samt engenpart af det i registret indførte uddrag i ensærlig sagsmappe. I sagsmappen henlægges end-videre anmeldelser om ændringer i priser, avan-cer og rabatter.

Registret og sagsmapperne er offentligt til-gængelige.

Handelsministeren kan dog, hvor ganske sær-lige omstændigheder taler derfor, tillade, at re-gistreringen helt eller delvis skal være hemme-Hg-

Af det offentligt tilgængelige registers og detilhørende sagsmappers akter kan der medde-les afskrift mod gebyr.

i. Patentregistret.Patentlov, bek. nr. 361 af 19. december

1958, § 21. Enhver har adgang til at gøre sigbekendt såvel med patentregistret som med de

16

ansøgninger og beskrivelser m. v., som hen-hører til udfærdigede patenter.

k. Varemærkeregistret.Varemærkelov nr. 211 af 11. juni 1959 §

45. Enhver har ret til at gøre sig bekendt medvaremærkeregistrets indhold enten ved efter-syn af registret eller ved udskrift af dette. Jfr.om fællesmærkeregistret, der føres som en sær-lig afdeling af varemærkeregistret, fællesmær-kelov nr. 212 af 11. juni 1959 § 7, jfr. bek.nr. 336 af 21. september 1960.

1. Tinglysningsvæsenet.Anordning om tinglysning nr. 298 af 26.

november 1926 § 1. Tinglysningens bøger -dagbog, tingbog og personbog — og dens akterer offentligt tilgængelige under fornødent til-syn af dommeren. Ligeledes er enhver beret-tiget til at få udskrifter af nævnte bøger samtgenparter af ejendomsbladet og af de i akterneliggende dokumenter eller dele af disse modbetaling af de herfor fastsatte afgifter.

5. Særlig adgang til gennemsyn af akter.Der bortses her fra særlige regler om en

parts adgang til aktindsigt eller ret til at er-holde genpart af afgivne erklæringer, jfr. her-om nedenfor kap. II D.

Ovenfor under 4 er nævnt, at der med hen-syn til visse registre, hvortil der er offentlig ad-gang, tillige er hjemlet ret for alle og enhver tilat gøre sig bekendt med de til registreringer ide pågældende registre hørende dokumenter.

Bortset herfra findes kun få bestemmelser,som på særlige sagsområder eller med hensyntil bestemte aktstykker giver enhver adgang tilat gøre sig bekendt med dokumenter beroendehos offentlige forvaltningsmyndigheder. Næv-nes kan:

a. Lov om regulering af bymæssige bebyggel-ser, bek. nr. 129 af 13. april 1954, § 4, st. 3.Der skal på vedkommende kommunekontor el-ler på et andet af byudviklingsudvalget fastsatsted være adgang til at gøre sig bekendt medbyudviklingsplanen. Endvidere skal byudvik-lingsplanen - ligesom en byplan - tinglyses

på de af planen omfattede ejendomme, såledesat der også herigennem er offentlig adgang tilat gøre sig bekendt med de nævnte planer, jfr.ovennævnte lovs § 4, stk. 1, og lov om bypla-ner, bek. nr. 160 af 9. maj 1962, § 10, stk. 1.

b. Stærkstrømsloven, bek. nr. 356 af 30. juli1949, § 2, stk. 3. Såfremt der ikke ved for-handlinger mellem elektricitetsrådet og ejereneller brugeren af vedkommende anlæg opnåsenighed om anmeldte forslag om udvidelser el-ler nyanlæg, skal rådet senest 3 måneder efteranmeldelsen afgive en erklæring, indeholdendeen udførlig motivering og eventuel anvisningpå andre udveje for en teknisk og økonomiskrigtigere forsyning. Denne rådets erklæring skalvære offentligt tilgængelig - uden nogen tids-begrænsning — hos de stedlige kommunale myn-digheder.

6. Fremlæggelse i retten.a. I straffesager kan retten eller anklagemyn-digheden kræve fremlagt embedsakter, som in-deholder oplysninger, der skønnes at være afbetydning for sagen, jfr. retsplejeloven § 749,stk. 1. Dette gælder dog ikke, hvis hemmelig-holdelse findes nødvendig i statens interesse,hvorom afgørelse bindende for retten træffesaf vedkommende minister.

Ved Højesterets kendelse, U. f. R. 1955 side954, er det antaget, at administrationens in-terne referater, der — foruden en gennemgangaf sagerne på grundlag af de i disse forelig-gende oplysninger - alene indeholder tjeneste-mændenes overvejelser og indstillinger, der gårforud for sagernes afgørelse, ikke kan ansesomfattet af bestemmelsen i rpl. § 749, stk. 1,og en påstand om fremlæggelse af aktiesel-skabsregistrets referater i en nærmere angivensag blev derfor ikke taget til følge. Jfr. ogsåHøjesterets kendelse U. f. R. 1957 side 780. Idenne sag blev det i øvrigt pålagt justitsmini-steriet, handelsministeriet og direktoratet forvareforsyning at udlevere samtlige dokumen-ter, herunder eventuelle mødereferater, vedrø-rende en vareudvekslingssag og et erstatnings-krav mod det offentlige.

17

Om private dokumenter, der beror hos of-fentlige myndigheder, kan retten, når det fin-des nødvendigt, ved kendelse bestemme, at deskal forevises eller udleveres til benyttelse un-der sagen, og dette gælder, selv om dokumen-terne måtte være givet i embedsmæssig forva-ring med det formål, at indholdet skal værehemmeligt, jfr. rpl. § 749, stk. 2.

b. For borgerlige sager gælder ikke særreglerom fremlæggelse af embedsakter. Efter de al-mindelige regler om fremlæggelse af synbarebevismidler kan der — jfr. rpl. § 298 — blivespørgsmål om at pålægge det offentlige sompart i en retssag at fremlægge nærmere an-givne dokumenter, se til eks. Højesterets ken-delse i U.f. R. 1950 side 51, 1958 side 923og 1959 side 118. Endvidere kan der underde i rpl. §§ 299 og 300 angivne betingelserblive spørgsmål om at pålægge en forvaltnings-myndighed at fremlægge dokumenter til op-lysning af en retssag mellem 2 private parter,se til eks. Højesterets kendelse i U. f.R. 1941side 1038 og 1960 side 161.

D. PARTSOFFENTLIGHED.

1. Lov af 2. februar 1866 om erklæringersmeddelelse til ansøgere og klagere.

a. Lovteksten er sålydende:»Den, der i en ham vedkommende sag har

indgivet ansøgning til embedsmænd eller kom-munale autoriteter eller klage over disse, skal,når ansøgningen ikke bevilges, eller klagenikke tages til følge, på forlangende være be-rettiget til eengang at erholde afskrift af deneller de i sagen afgivne erklæringer, eller lej-lighed til at tage afskrift af samme.

Dette skal dog ikke finde anvendelse medhensyn til ansøgninger om embeder eller be-stillinger, eller om fritagelse for tiltale, efter-givelse eller formildelse af tilkendte straffe,ligesom ej heller med hensyn til embeds- ellerbestillingsmænds klager over deres foresatte.«

b. Loven af 2. februar 1866 havde før sin til-blivelse en lang og ejendommelig parlamenta-risk historie. Allerede i 1838 forhandlede den

jydske stænderforsamling om denne sag ogindgav en petition til kongen; også på dengrundlovgivende rigsforsamling var spørgsmåletfremme. Efter grundlovens g velse indbragteI. A. Hansen i 1851 et forslag i folketinget an-gående erklæringers afgivelse; det fremtrådtedog i en væsentlig anden form end den nugældende lov, idet det var formet som et for-slag til ændring i forordning af 15. december1820 § 8, hvorefter ansøgninger og klager,når de er forsynet med øvrighedens erklærin-ger samt de erklæringer, øvrigheden måtte haveindhentet fra andre vedkommende, forsegletskal tilbageleveres til andragerne, som da selvskal besørge sagen indsendt til vedkommendekollegium. Lovforslaget gik ud på, at øvrig-hedens erklæringer fremtidig skulle afgivesuforseglede.

Dette lovforslag nægtedes overgang til 3.behandling, men i de følgende år indbragteI. A. Hansen stadig sit forslag påny, men i no-get forskellig form, snart som et helt forslag an-gående ansøgningers affattelse og indsendelse,snart blot som forslag angående erklæringersmeddelelse.

Endelig i 1860 vedtog rigsdagen et forslagomtrent svarende til lov 1866, men ved reso-lution af 31. marts 1860 nægtede kongen atstadfæste loven. Derimod udsendtes den 1.juni 1860 fra justitsministeriet, indenrigsmini-steriet og ministeriet for kirke- og undervis-ningsvæsenet cirkulærer angående meddelelseraf erklæringer, omtrent svarende til det ved-tagne lovforslag, men med begrænsninger ogmed ret til at gøre undtagelse i særlige tilfælde.I. A. Hansen indbragte derefter påny i 1862et lovforslag, der sluttede sig nøje til nævntecirkulærer, dog uden det i disse tagne for-behold om ret til undtagelse i særegne tilfælde,og, da det ikke blev gennemført, atter sammeforslag i 1863 og 1864; i samlingen 1864-65blev forslaget påny vedtaget af rigsdagen, menved resolution af 6. oktober 1865 nægtedekongen påny stadfæstelse. Grunden hertil var -ligesom i 1860 - at regeringert mente, at denlovgivende magt havde grebet ind på admini-strationens område. I samlingen 1865—66 komI. A. Hansen igen med sit forslag, og den da-

18

værende regering havde ikke de samme be-tænkeligheder som de tidligere, hvorefter lo-ven blev stadfæstet den 2. februar 1866.

Grunden til den store interesse, som i vissekredse næredes for lovforslaget, var, at manfrygtede for, at en embedsmand ved at afgive»hemmelige« erklæringer over et andragendeeller en klage skulle anføre urigtige faktiskeoplysninger, og man krævede derfor — nær-mere udformet på forskellige måder - at an-dragerne skulle have lejlighed til at gøre sigbekendt med de afgivne erklæringer for atkunne fremkomme med deres modbemærknin-ger.

c. Efter lovordene har kun den, der kan be-tragtes som ansøger eller klager, ret til afskrif-ter, og det kræves, at sagen specielt skal ved-røre den pågældende (»en ham vedkommendesag«); drejer ansøgningen eller klagen sig omet spørgsmål af almindelig offentlig interesse,har den enkelte ikke krav på afskrifter. Deter dernæst en forudsætning, at ansøgningenikke bevilges eller klagen ikke tages til følge;der kan her være overgangstilfælde, men bli-ver ansøgningen eller klagen helt eller dog idet væsentlige imødekommet, er der ikke rettil at få afskrifter af afgivne erklæringer.

Loven omfatter alene klager, der indgivesover offentlige myndigheder eller personer, dervirker i det offentliges tjeneste, hvorimod f.eks. klager over private erhvervsdrivende fal-der uden for loven. Retten til at få afskriftergælder kun egentlige erklæringer over sagen,ikke sagens andre aktstykker, herunder f. eks.optagne politirapporter, men erklæringer om-fatter såvel embedserklæringer som erklæringerfra kommunale myndigheder og fra private or-ganisationer eller personer.

Loven finder ikke anvendelse med hensyntil ansøgninger om offentlige stillinger, derimodnok på ansøgninger om bevilling eller beskik-kelse til udøvelse af særligt erhverv, hvortil of-fentlig autorisation kræves. For så vidt angåroffentlige stillinger er lovens ordning modifice-ret ved den særlige bestemmelse i tjeneste-mandslovens § 26, stk. 1, hvorefter en tjene-stemand, der er ansøger til en ledig avance-

mentsstilling, har ret til gennem en afskrift atblive gjort bekendt med de foresattes påteg-ning på ansøgningen, jfr. nedenfor under 2 b.

Som det fremgår af lovens stk. 2, finder denej heller anvendelse med hensyn til andragen-der om fritagelse for tiltale, benådning ellerstrafnedsættelse samt med hensyn til tjeneste-mænds klager over deres foresatte.

Til nærmere belysning af lovens anvendel-sesområde er i bilag 9, side 206, meddelt enoversigt over domspraksis og administrativpraksis vedrørende loven.

d. Fra hovedreglen i lovens stk. 1 gælder -foruden undtagelserne i stk. 2 - yderligereundtagelser ifølge:

1. Lov nr. 175 af 21. maj 1937 om indføds-rets meddelelse § 3. »Ingen har krav på atblive gjort bekendt med erklæringer, der erafgivet eller fremtidig afgives over andra-gender om indfødsret.«

2. Lov om udlændinges adgang til landet m. v.- bek. nr. 20 af 7. februar 1961 - § 20.»Ingen har krav på at blive gjort bekendtmed erklæringer, der er afgivet over andra-gender om tilladelse til ind- og udrejse, op-hold eller arbejde og om sager om afvis-ning, udvisning og ophævelse af udvisnings-tilhold.

2. Særlige partsoffentlighedsregler.a. Partsoffentlighed for råd og nævn.

Bestemmelser om, at en part har adgang tilat blive bekendt med det grundlag, hvorpå af-gørelsen i sagen træffes, forekommer især påområder, hvor dele af forvaltningens virksom-hed er henlagt til særlige forvaltningsorganeruden for den traditionelle stats- og kommu-nalforvaltning, såsom udvalg, råd, nævn, vold-giftsretter, taksationskommissioner og lignende.En sådan adgang kan også i nogle tilfælde eftersagsbehandlingens karakter følge af alminde-lige retsgrundsætninger. Adgangen kan gen-nemføres ved aktindsigt, d. v. s. at parten skalgøres bekendt med dokumenterne i sagen ellerdog have ret til på begæring at blive bekendtmed disse. Men en part kan også blive bekendtmed sagens grundlag derved, at behandlingen

19

for vedkommende råd eller nævn sker ved enmundtlig forhandling mellem 2 modståendeparter, eller at parten i øvrigt har ret til atovervære behandlingen i vedkommende råd el-ler nævn.

1°. Aktindsigt.a°. Monopollov nr. 102 af 31. marts 1955

§ 17, stk. 2. Efter at monopoltilsynets (mono-polrådets) afgørelse er truffet, skal de interes-serede organisationer eller enkeltvirksomhederhave adgang til at gøre sig bekendt med detgrundlag, på hvilket tilsynets beslutning er truf-fet. Er der indgivet klage over tilsynets afgø-relse til monopol-ankenævnet skal der efter§ 18, stk. 3, på derom fremsat begæring gi-ves klagerne adgang til at gøre sig bekendtmed det for ankenævnet foreliggende mate-riale.

I begge tilfælde er dog gjort undtagelse, forså vidt materialet indeholder fortrolige oplys-ninger vedrørende andre virksomheders for-hold eller oplysninger, som ikke uden skade foralmindelige samfundsinteresser kan udleveres.

Tilsvarende bestemmelser om valuta-anke-nævnet indeholdes i § 10, stk. 2, i lov om va-lutaforhold - bek. nr. 54 af 29. februar 1960.

b°. Forinden taksationskommissioner træfferafgørelse af forelagte erstatningskrav, givesder parterne lejlighed til at ytre sig over defremkomne oplysninger, derunder sådanne, somkommissionen selv måtte have fremskaffet, jfr.f. eks. byplanlov - bek. nr. 160 af 9. maj1962 - § 21 og lov om sanering af usunde by-dele nr. 184 af 5. juni 1959 § 25.

c°. Patentlov - bek. nr. 361 af 19. decem-ber 1958 - § 15. Såfremt patentkommissionenmener, at en opfindelse ikke kan gøres til gen-stand for patent, eller at der er opgivet urig-tig opfinder, eller at ansøgeren mangler ad-komst til at udtage patentet, skal kommis-sionen give ansøgeren lejlighed til skriftlig ellermundtlig at udtale sig herom.

§ 17, stk. 1. Fremkommer der efter offent-lig bekendtgørelse om patentansøgningen ind-sigelse mod patentets meddelelse, gives deransøgeren lejlighed til at erklære sig over defremkomne indsigelser.

d°. Lov om oprettelse af en landsskatteretog om tilsynet med skatteligningen m. v. nr.108 af 31. marts 1938, § 16, stk. 1. En an-sættelse (vurdering), der ikke er paklaget afvedkommende skattepligtige (ejer) må ikke æn-dres af ligningsrådet eller landsskatteretten,forinden der er givet den skattepligtige (eje-ren) lejlighed til at udtale sig skriftligt i sagen,jfr. forretningsordenen for landsskatteretten -bek. nr. 299 af 7. juli 1942 - § 7, stk. 1. Så-fremt der forelægges landsskatteretten positiveoplysninger, der strider mod de oplysninger,som klageren har anført i sin klage til doku-mentation af sin påstand, og klageren ikke un-der den forberedende behandling af sagen hargodkendt de nye oplysningers rigtighed, skalretten give klageren lejlighed til at udtale sigskriftligt, jfr. forretningsordenen § 7, stk. 6.

e°. Lejelov nr. 355 af 27. december 1958§ 103, stk. 4. Forinden huslejenævnet træfferen afgørelse, skal der være givet parterne - her-under en ny lejer, med hvem der måtte væreindledt forhandlinger - adgang til at ytre sig.

f°. I lov om invalide- og folkepension, bek.nr. 156 af 8. maj 1962, § 13, stk. 3, udtales,at invalideforsikringsretten og ankenævnet forinvalideforsikringsretten, forinden afgørelsetræffes, kan give ansøgerne adgang til at gøresig bekendt med sagens akter. Selv om ansø-gerne herefter ikke har noget retskrav på atse akterne, og bestemmelsen i og for sig ikkesiger andet end, hvad der gælder om en hvil-kensomhelst ansøgning til en forvaltningsmyn-dighed, må bestemmelsen dog tages som ud-tryk for, at lovgivningsmagten har ment, at derkan være særlig anledning til at gennemførepartsoffentlighed i sager om invalidepension.Bestemmelsen praktiseres således, at invalide-forsikringsretten eller ankenævnet ikke henle-der opmærksomheden på bestemmelsen, menefter anmodning udlåner akterne, efter om-stændighederne dog bortset fra visse lægeer-klæringer. Loven indeholder ikke nogen tilsva-rende bestemmelse for så vidt angår ansøgnin-ger om folkepension.

g°. Hvor en særlig kommission eller vold-giftsret er etableret til - i tilfælde af tvist - at

20

træffe afgørelse i sager mellem en myndighedog en borger eller mellem 2 borgere, såledesat parterne under sagens behandling optrædersom ligestillede modstående procesparter, mådet selv uden positiv hjemmel følge af almin-delige retsgrundsætninger, at hver af parternehar krav på at blive bekendt med det grund-lag, hvorpå sagen afgøres, herunder at se de isagen forliggende dokumenter, hvadenten deer fremlagt af modparten eller tilvejebragt afkommissionen eller voldgiftsretten. Dette gæl-der f. eks. ved taksationskommissioner indenfor ekspropriationslovgivningen, ålegårdsnævn,hegnsyn og vurderingskommissionen eftermark- og vejfredsloven.

2°. Adgang til helt eller delvis at overværesagens mundtlige behandling.

a°. Forordning af 5. marts 1845 angåendegrundafståelse til jernbaneanlæg, der er denvigtigste ekspropriationsbestemmelse, og somfinder anvendelse i vidt omfang uden for densoprindelige område, bestemmer i § 10, atparterne (de pågældende grundejere og entre-prenørernes befuldmægtigede) indkaldes til atovervære taksationen.

b°. Byggelov for købstæderne og landet nr.246 af 10. juni 1960 §§ 55, stk. 1, og 59, stk.4, og byggelov for staden København nr. 148af 29. marts 1939 §§ 39, stk. 4, og 42, stk. 4.Indehavere af rettigheder, der berøres af ensag, der er forelagt reguleringskommissioneneller taksationskommissionen til afgørelse, skalindkaldes til at give møde for kommissionentil varetagelse af deres interesser.

Lignende regler om indkaldelse af ejere ogbrugere, hvis rettigheder berøres, gælder fortaksationskommissioner og overtaksationskom-missioner efter lov om bestyrelsen af de offent-lige veje nr. 95 af 29. marts 1957, jfr. lovens §30, stk. 1, jfr. § 25.

Ifølge naturfredningsloven, bek. nr. 194 af16. juni 1961, § 10 skal under en frednings-sags behandling såvel ejendommens ejer somandre i ejendommen berettigede af frednings-nævnet indkaldes til et møde til varetagelseaf deres interesser.

c". Efter monopollovens § 18, stk. 3, ogvalutalovens § 10, stk. 2, § 44, stk. 5, i lov nr.211 af 16. juni 1962 om almindelig omsætnings-afgift samt efter visse andre afgiftslove, skalder gives klagerne adgang til personligt mødefor de i disse love omhandlede ankenævn.

d°. Værnepligtslov nr. 210 af 11. juni 1954.Til afgørelse af visse spørgsmål om udelukkelsefra tjeneste i forsvaret og om fritagelse for ogudsættelse med aftjening af værnepligt er ned-sat et særligt værnepligtsnævn. Ifølge lovens§ 9, stk. 8, har den værnepligtige eller en medbehørig fuldmagt udstedt repræsentant for den-ne adgang til at overvære værnepligtsnævnetsforhandlinger, bortset fra rådslagninger og af-stemninger.

e°. Ved husmandsbrugskommissioners be-handling af spørgsmål i henhold til lov nr. 240af 7. juni 1952 om visse landbrugsejendommesbrug og overgang til selveje skal parterne iføl-ge lovens § 5, stk. 7, indkaldes til mundtligforhandling for kommissionen inden sagens på-kendelse. Landbrugsministeriets cirkulære nr.149 af 31. juli 1952 bestemmer yderligere, atkommissionen så vidt muligt forud skal un-derrette parterne om tid og sted for foretagelseaf besigtigelse eller optagelse af trediemandsforklaring. Parter, der ikke har overværet enbesigtigelse eller optagelsen af trediemandsforklaring, skal i tilfælde af møde til den af-sluttende mundtlige forhandling for kommis-sionen underrettes om de ved besigtigelsen el-ler den optagne forklaring fremkomne oplys-ninger, § 2, stk. 2. Cirkulæret fastslår udtryk-keligt, at hver af parterne ved eventuelle for-beredende møder og ved den afsluttendemundtlige forhandling for husmandsbrugskom-missionen skal have lejlighed til at gøre sigbekendt med det i sagen fremlagte materiale,§ 3, stk. 3.

f°. Hvor behandlingen i de ovenfor under1° g° nævnte kommissioner og voldgiftsretterforegår mundtligt — hvilket i reglen er tilfæl-det - følger det af sagsbehandlingens karakter,at parterne selv uden udtrykkelig hjemmel her-for har ret til at overvære behandlingen.

21

b. Partsoffentlighed vedrørende offentlige stil-linger.

Tjenestemandsloven - nr. 154 af 7. juni1958 — indeholder nogle bestemmelser, derhjemler en begrænset partsoffentlighed i sagerom ansættelse, forfremmelse eller afskedigelseaf statens tjenestemænd.

1°. Ifølge lovens § 2, stk. 2, har en ansøgertil en tjenestemandsstilling ret til at få oplys-ning om medansøgernes navne. Det er udtryk-keligt bestemt, at offentliggørelse af disse op-lysninger kun må finde sted med den pågæl-dende styrelses samtykke.

2°. Efter § 26, stk. 1, har en tjenestemand,der er ansøger til en ledig avancementsstilling,ret til gennem en afskrift at blive gjort be-kendt med de foresattes påtegninger på ansøg-ningen. I de tilfælde, hvor en foresats udtalelsegår ud på, at tjenestemanden anses for ueg-net til den ansøgte stilling, skal påtegningenindeholde oplysning om, hvori uegnetheden be-står. I cirkulæreskrivelse af 3. januar 1935 tilsamtlige styrelser har finansministeriet udtalt,at den omhandlede påtegning bør indeholdeoplysning om ansøgerens arbejdsevne, sikker-hed i arbejdets udførelse, kundskaber og - omfornødent - optræden over for publikum ogevne som arbejdsleder, samt om hans egnethedfor den bestemte stilling, der søges, ligesom an-dre særlige forhold, der efter den ansøgte stil-lings betydning eller arbejdets nærmere karak-ter kan være af vigtighed ved bedømmelsen,også bør anføres.

3°. En tjenestemand, for hvis vedkommendeder sker tjenstlig indberetning til overordnetmyndighed angående en tjenesteforseelse elleret forhold, der antages at falde ind under straf-felovgivningen, har ret til at blive gjort be-kendt med en skriftlig fremstilling af de fak-tiske forhold vedrørende det passerede. Tjene-stemanden kan kræve udleveret en genpart affremstillingen, jfr. tjenestemandslovens § 17,stk. 1. Afholdes tjenstligt forhør, har tjeneste-manden til brug ved udfærdigelsen af skrift-lige indlæg krav på udskrift af forhørsprotokol-len samt afskrift af samtlige til denne knyttede

bilag eller adgang til at gennemgå disse, jfr.§ 17, stk. 4.

4°. En bestemmelse svarende til tjeneste-mandslovens § 26, stk. 1, findes i lov om detkommunale skolevæsens styrelse og tilsyn, bek.nr. 73 af 22. februar 1962, med hensyn til an-søgninger fra en lærer om embedsstillinger, idet§ 12 nr. 12 fastsætter, at læreren har ret til gen-nem en afskrift at blive gjort bekendt med deaf skoleinspektøren, stadsskoleinspektøren, sko-ledirektøren, skolenævnet og kommunalbesty-relsen givne påtegninger.

5°. Om ansættelse af professorer ved Kø-benhavns universitet bestemmer anordning nr.23 af 5. februar 1953 i § 3, stk. 7, at det sag-kyndige udvalgs indstilling — indeholdende enfyldig bedømmelse af ansøgernes kvalifika-tioner og, hvis nogen indstilles til embedet, enbegrundelse af, hvorfor han foretrækkes - til-stilles ansøgerne, der inden 8 dage derefter tilfakultetet kan indsende bemærkninger angåen-de indstillingens motivering og resultat.

c. Andre særlige partsoffentlighedsregler.1°. Regulativ for monopol-direktoratet af

18. september 1955, indrykket i Ministerialti-dende A som nr. 209/1957 § 10, stk. 4. For-inden der af direktoratet gives meddelelser tiloffentligheden om foretagne undersøgelser,skal der gives de pågældende organisationereller enkeltvirksomheder lejlighed til at udtalesig herom.

2°. Forinden direktoratet for ulykkesforsik-ringen træffer afgørelse om en lang række nær-mere angivne spørgsmål, skal der ifølge § 9,stk. 2, i ulykkesforsikringsloven - bek. nr. 142af 8. maj 1959 - gives vedkommende forsik-ringsselskab samt andre vedkommende lejlig-hed til at gøre sig bekendt med de foreliggendeoplysninger og til at udtale sig om sagen. Be-stemmelsen praktiseres af direktoratet således,at direktoratet før afgørelse af spørgsmål ominvaliditetserstatning og erstatning til efterladtehenleder opmærksomheden på. at sagen nuvil komme til afgørelse, og at der er adgang

22

til at se sagens akter. Se også § 5, stk. 2,i lov om erstatning til tilskadekomne værne-pligtige m. fl. - bek. nr. 157 af 21. maj 1959.

3°. Loven om sanering af usunde bydele nr.184 af 5. juni 1959 § 7, stk. 2. Kommunal-bestyrelsen skal drage omsorg for, at der givesenhver i en godkendt saneringsplan interesse-ret adgang til at gøre sig bekendt med pla-nens indhold.

4°. Lov om bestyrelsen af veje nr. 95 af29. marts 1957 § 25, stk. 1. En ekspropria-tionsbeslutning er ikke bindende for en ejereller bruger, forinden vejbestyrelsen (vedkom-mende kommunalbestyrelse) har ladet afholdeen åstedsforretning, til hvilken ejeren og såvidt muligt de brugere, hvis rettigheder berøres,indkaldes. Ved åstedsforretningen gøres demødte bekendt med den tagne ekspropriations-beslutning og med dennes nærmere omfang.

5°. I justitsministeriets cirkulære nr. 170 af24. august 1951 om politirapporter vedrøren-de fri proces er bestemt, at sagens akter, hvisfri proces bevilges, fremsendes til retten, derudlåner dem til den for parten beskikkede ad-vokat. Derefter gives der modparten eller den-nes advokat lejlighed til at gennemse akterne.Ved optagelsen af politirapport skal den af-hørte gøres bekendt med, at andrageren, mod-parten og retten i tilfælde af, at andragendetom fri proces imødekommes, får lejlighed tilat gøre sig bekendt med afhørtes forklaring.

3. Partsoffentlighed gennem ombudsmandsin-stitutionen.Ifølge § 7, stk. 1, i lov om folketingets

ombudsmand, bek. nr. 342 af 1. december1961, er de personer, der omfattes af ombuds-mandens virksomhed, forpligtet til at meddeleombudsmanden de oplysninger og til at frem-lægge de dokumenter og protokoller, han i sithvervs medfør forlanger. Ombudsmanden skalpå sin side iagttage tavshed med hensyn til deforhold, som han i sit hvervs medfør bliver be-kendt med, såfremt hemmeligholdelse ifølge sa-

gens natur er påkrævet, jfr. ombudsmandslo-vens § 8.

Der er ikke ved disse regler sket nogen æn-dring i retsstillingen med hensyn til en partsadgang til at blive bekendt med det grundlag,hvorpå sagens afgørelse er truffet, men så-ledes som ombudsmandsinstitutionens arbejdeefterhånden har udviklet sig, bliver de hensyn,som motiverer en videregående partsoffentlig-hed, i ikke uvæsentligt omfang tilgodeset gen-nem ombudsmandens virke.

I den årlige beretning, der afgives af Folke-tingets ombudsmand, og hvori bl. a. frem-drages afgørelser vedrørende enkeltsager afmere almindelig interesse, gives en udførligfremstilling af alle relevante oplysninger i så-danne sager — med fornøden hensyntagen tiltrediemands interesser - og herigennem vilparten (og andre) ofte få oplysning om ind-holdet af de vigtigste dokumenter i sagen.Men allerede under klagesagens behandling forombudsmanden vil parten ofte blive gjort be-kendt med sagens grundlag. Ifølge ombuds-mandslovens § 7, stk. 3, skal en klage, derfremmes, snarest muligt forelægges den, hvemklagen angår, til udtalelse, med mindre aldelesafgørende hensyn til sagens opklaring talerderimod. Hvor vedkommende styrelse til om-budsmanden afgiver en udtalelse med en rede-gørelse for sagens behandling og indho'det afde til grund liggende erklæringer og andre do-kumenter, vil denne udtalelse hyppigt bliveforelagt klageren til udtalelse. Eventuelt tilstil-les der i forbindelse hermed klageren kopi afenkelte bilag, hvorimod det ikke bruges atfremsende samtlige sagens dokumenter til kla-geren til gennemsyn, ligesom henvendelser omsådant gennemsyn på ombudsmandens kontorikke er almindeligt forekommende.

Under mundtlige drøftelser på ombudsman-dens kontor om en indgivet klage vil partenhyppigt blive gjort bekendt med oplysningernei sagen og enkelte bilag eventuelt stillet til rå-dighed for gennemsyn på stedet. Når ombuds-manden fremsætter sin opfattelse af sagen, jfr.lovens § 9, stk. 3, vil parten ligeledes i reglenblive gjort bekendt med de relevante oplys-ninger i sagen.

23

I øvrigt kan man i tilfælde, hvor ombuds-manden skønner, at han ikke kan gøre en kla-ger bekendt med dokumenterne - eller alledokumenter - i den sag, der har givet anled-ning til klagen, næppe bortse fra værdien forden pågældende klager af, at ombudsmandenkan tilkendegive, at han har haft lejlighed til atgennemgå samtlige sagens akter - eventuelttillige forvaltningsmyndighedens interne refera-ter - og at der ikke heri findes holdepunkterfor at antage, at urigtige oplysninger er lagttil grund, eller at der er begået fejl ved sagensbehandling.

E. OFFENTLIGHED I RETSPLEJEN.

1. Retsmøder.Offentlighedsprincippet i retsplejen er hjem-

let i grundloven, der i § 65, stk. 1, udtaler:I retsplejen gennemføres offentlighed (ogmundtlighed) i videst muligt omfang.

Ifølge retsplejelovens (rpl.) § 29, stk. 1, erretsmøderne i overensstemmelse hermed of-fentlige, hvor ikke det modsatte særlig er fore-skrevet. Heri ligger ikke blot, at der princi-pielt er adgang for enhver til at overvære rets-møderne, men også, at retsforhandlingernefrit kan refereres offentligt.

Medens domme stedse afsiges i et offent-ligt møde, jfr. § 29, sidste stk., gøres dog i øv-rigt visse undtagelser fra retsplejens principi-elle offentlighed.

Hensynet til retten selv fører til, at dørenekan lukkes, når det er påkrævet af hensyn tilro og orden i retslokalet, jfr. rpl. § 29, stk. 2,og at visse personer kan udelukkes fra de of-fentlige retsmøder, jfr. § 32. Personer un-der 18 år har således i reglen ikke adgang tiloffentlige retsmøder. Adgang kan endviderenægtes enhver, der fremstiller sig i en sådantilstand, at hans nærværelse ville stride modrettens værdighed eller god orden, samt vissetidligere straffede eller på anstalt behandledepersoner. Retten kan undtagelsesvis nægte en-kelte bestemte personer adgang til et offent-ligt retsmøde, når det skønnes nødvendigt forat opnå en sandfærdig forklaring af et vidneeller en part. Endelig kan selve pladsforholde-ne i retslokalet medføre en faktisk begræns-ning i den offentlige adgang til at overværeretsmødet.

De retsmøder, hvori dommernes rådslagnin-ger og afstemninger foregår, holdes altid forlukkede døre, rpl. § 214, stk. 2, og § 895,stk. 3.

Når statens forhold til fremmede magter el-ler særlige hensyn til disse i øvrigt kræver det,kan retten undtagelsesvis på begæring af enpart eller i embeds medfør beslutte, at døreneskal lukkes, rpl. § 29, stk. 2.

Det samme gælder, når hensynet til sædelig-heden kræver det.

Foruden de allerede nævnte undtagelser, dergælder i alle sager, findes nogle yderligere und-tagelser særligt for straffesager, henholdsvisborgerlige sager.

a. Straffesager.Hensynet til forbrydelsers opklaring ligger

bag reglen om, at retsmøderne under efter-forskningen ikke er offentlige, så længe un-dersøgelsen ikke er rettet mod en bestemt per-son som sigtet, rpl. § 810, stk. 1.

Retten kan i øvrigt beslutte, at dørene skallukkes, når særegne omstændigheder givergrund til at antage, at retsmød3ts offentlighedpå afgørende måde vil være til hinder for sa-gen oplysning, jfr. § 29, stk. 4, rir. 2.

Hensynet til private har ført til, at retten istraffesager kan beslutte, at dørene skal luk-kes, når sigtede (tiltalte) er under 18 år, samtundtagelsesvis, når særegne omstændigheder gi-ver grund til at antage, at offentlig forhand-ling ville tilføje nogen en ufornøden krænkelse,jfr. § 29, stk. 4, nr. 1. I første række skaldette hensyn tages til de ved forbrydelsen for-urettede, men det er ikke aldeles udelukket, atbestemmelse om lukkede døre træffes for atundgå at tilføje sigtede (tiltalte) eller hans nær-meste en uforholdsmæssig stor lidelse.

b. Borgerlige sager.Adgangen til at gøre undtagelser fra offent-

lighedsprincippet er her noget videre end istraffesager.

Dørene kan således altid lukkes i borger-lige sager, når offentlig forhandling ville til-føje nogen en ufornøden krænkelse, rpl. § 29,stk. 3.

I visse særlige sager, hvor hensynet til pri-vatlivets fred gør sig gældende, er der videre-gående hjemmel til at fravige offentligheds-princippet. I ægteskabssager og umyndiggørel-sessager kan retten uden nærmere betingelser

24

bestemme, at retsmøderne skal foregå forlukkede døre, rpl. § 455, stk. 1, og § 467,stk. 1. I faderskabssager foregår retsmødernealtid for lukkede døre, jfr. rpl. § 456 o (somændret ved lov nr. 201 af 18. maj 1960).

Når retsmøder holdes for lukkede døre, eroffentlig gengivelse af, hvad der forhandles,forbudt, med mindre dørenes lukning alene erbesluttet af hensyn til orden og ro i retsloka-let, rpl. § 31, stk. 2.

I straffesager kan der i visse tilfælde ske ind-greb i retten til frit at gengive forhandlingernei åbne retsmøder. Dette gælder således efterrpl. § 1017 a, såfremt hensynet til fremmedemagter gør det påkrævet, at der ikke offent-lig sker omtale af et forhold, der er genstandfor offentlig undersøgelse. Retten kan i så faldpå politiets begæring afsige kendelse om, atoffentlig omtale af sagen helt eller for vissedeles vedkommende er forbudt. Hvor der fin-des grund til at antage, at offentlig gengivelseaf forhandlinger under domsforhandlingen vilkunne have skadelig indflydelse på sagens op-lysning eller pådømmelse, kan retten ved ken-delse bestemme, at sådan gengivelse af for-handlingerne eller visse dele heraf ikke måfinde sted, forinden dom er afsagt, rpl. § 851.Offentlig gengivelse af forhandlingen i straf-fesager kan endelig forbydes, når sigtede erunder 18 år eller undtagelsesvis helt eller delvisforbydes, når særegne omstændigheder givergrund til at antage, at sådan gengivelse vil til-føje en person, der ikke er sigtet under sagen,ufornøden krænkelse, eller når det begæres afen sigtet, og retten skønner, at offentlig gengi-velse vil forvolde ham eller hans nærmeste enuforholdsmæssig stor lidelse, rpl. § 31, stk. 3.I rpl. § 29, stk. 5, er foreskrevet, at det børiagttages, at dørene ikke lukkes i tilfælde, hvordet skønnes tilstrækkeligt at anvende de sidst-nævnte regler om referatforbud.

I borgerlige sager gælder ingen almindeligeregler om indskrænkning af retten til at gen-give forhandlingerne i åbne retsmøder, bort-set fra særlige grupper af sager. Offentlig gen-givelse af retsforhandlingerne i ægteskabssager,herunder dog ikke selve dommen, er forbudt,med mindre begge ægtefæller giver deres sam-tykke dertil, rpl. § 455, stk. 2. I umyndiggø-relsessager kan offentlig gengivelse af forhand-lingerne, herunder dog ikke indbefattet selvedekretet, forbydes, når nogen af parterne frem-

sætter ønske derom, § 467, stk. 2. Ved offent-lig gengivelse af domme i faderskabssager måder ikke ske offentliggørelse af navn, stillingeller bopæl for nogen af de i dommen nævntepersoner, rpl. § 456 o, stk. 2.

2. Partsoffentlighedsprincippet i retsplejen.Princippet om partsoffentlighed i retsplejen

går ud på, at parterne har ret til at være tilstede i alle retsmøder og blive bekendt medalt, hvad der fremkommer i sagen.

I borgerlige retssager vil en part kun kunneudelukkes fra at overvære et retsmøde, hvishan ved utilbørlig adfærd forstyrrer forhand-lingerne eller tilsidesætter den agtelse, som skyl-des retten, jfr. rpl. § 151, medens hans ret tilaktindsigt er ubegrænset.

I straffesager har hensynet til sagens oplys-ning derimod ført til nogle yderligere undta-gelser.

Fra retsmøder under efterforskning og for-undersøgelse kan sigtede midlertidig udelukkes,når der er grund til at antage, at en uforbe-holden udtalelse af en person, der afhøres, el-lers ikke kan opnås, eller når der er grund tilat antage, at sigtede vil modvirke undersøgel-sen ved at påvirke medsigtede eller vidner tilat afgive urigtig forklaring, ved at fjerne ger-ningens spor eller på anden lignende måde. Erder flere sigtede, beror det på dommerens be-stemmelse, om den ene sigtede må påhøreden andens forklaringer, jfr. rpl. § 821, stk. 2.

Under domsforhandling kan det bestemmes,at tiltalte skal forlade retssalen, medens et vid-ne eller en medtiltalt afhøres, når særegnegrunde taler for, at en uforbeholden forkla-ring ellers ikke kan opnås, § 848, stk. 1, jfr.§§ 928, stk. 1, og 965 a, stk. 1.

Finder anke sted således, at den ikke om-fatter beviserne for tiltaltes skyld, og er til-talte fængslet, har han ikke ubetinget krav påat overvære retsmødet, men hans begæring her-om skal kun tages til følge, når særlige grundetaler for den, § 956, stk. 1, jfr. § 965.

Har sigtede af særlige grunde været udeluk-ket fra et retsmøde, skal han, når grunden tilhans udelukkelse er ophørt, gøres bekendtmed, hvad der er passeret under hans fravæ-relse, §§ 821, stk. 3, 848, stk. 2, og 849,stk. 2.

Sigtedes adgang til at gøre sig bekendt medtilførslerne til retsbogen og med de til denne

25

fremlagte aktstykker sker under iagttagelse afde nærmere bestemmelser, retten måtte give.Sådan adgang kan dog nægtes sigtede indtilforundersøgelsens slutning, når der er grund tilat befrygte modvirken af undersøgelsen vedpåvirken til urigtig forklaring m. v., § 823,jfr. § 810, stk. 2.

3. Udskrifter af retsbøger og i retten fremlagtedokumenter.Ifølge rpl. § 41 kan foruden parterne andre,

som deri har retlig interesse - disse sidste istraffesager dog først, når sagen er endt - for-lange udskrift af retsbøgerne samt af de øv-rige hos retten beroende til en sag hørende,fremlagte dokumenter.

Såfremt hensynet til statens sikkerhed ellerforhold til fremmede magter eller særlige hen-syn til disse i øvrigt gør det betænkeligt atmeddele udskrift, kan udskrift - helt eller del-vis - nægtes.

Det samme gælder, såfremt det må befryg-tes, at udskriften vil blive benyttet på retsstri-dig måde.

4. Tinglysning.Om den offentlige adgang til og retten til

at få udskrifter af tinglysningens bøger og ak-ter henvises til afsnit C 4, side 17. Tinglysnings-væsenet henhører til underretternes virkekreds,jfr. rpl. § 14 a.

26

III. FREMMED RET

A. »ALMÄNNA HANDLINGARSOFFENTLIGHET« EFTER SVENSKRET.

Gennem ca. 200 år har offentlighedsprin-cippet været gældende i svensk forvaltning,idet enhver borger, herunder pressens repræ-sentanter, har haft - og stadig har - ret tilfrit at skaffe sig kundskab om de hos myn-dighederne beroende dokumenter og protokol-ler og til at offentliggøre indholdet af disseakter.

Regler om offentlighed i forvaltningen blevgennemført med trykkefrihedsforordningen af1766. Før dette tidspunkt var der ikke nogenalmindelig ret til at skaffe sig kendskab tilmyndighedernes akter og til at udgive dem påtryk. Der var tværtimod fra tid til anden ud-færdiget forbud mod trykning af offentlige do-kumenter uden tilladelse, et forbud, som endogomfattede kongelige forordninger.

Trykkefrihedsforordningen af 1766 inde-holdt detaillerede regler, som i princippet be-tød, at alle akter, som vedrørte retspleje ogforvaltning, skulle være tilgængelige for enhverog frit kunne trykkes. Således blev det be-stemt, at resolutioner, instruktioner, reglementero. lign. af enhver art, som udgik fra departe-menter, kancellier eller kollegier skulle kunnetrykkes, såvel som departementernes og de en-kelte tjenestemænds embedsskrivelser. Offent-lighedsprincippet omfattede dog ikke blot så-danne af myndighederne selv udfærdigede ak-ter, men også de til myndighederne indkomneskrivelser, d. v. s. andre myndigheders, selska-bers og enkeltpersoners ansøgninger, forslag,betænkninger og klager samt svar herpå. Detvar bestemt, at der i alle offentlige arkiver skul-

le være fri adgang til afskrivning af alle akternepå stedet eller til at få bekræftede afskrifterudleveret. Det var endvidere fastslået, at denembedsmand, som ikke efterkom bestemmel-serne om udlevering af akter, skulle miste sitembede.

Trykkefrihedsforordningen indeholdt visseundtagelser fra offentlighedsprincippet. Disseundtagelser vedrørte navnlig strafferetsplejen.

1 1774 blev der gjort yderligere indskrænk-ninger i offentligheden. Således blev kanslikol-legiets protokol, der på forskellig måde ved-rørte udenrigsspørgsmål, undtaget fra det, derkunne trykkes.

Efter en periode på ca. 20 år, hvor offent-lighedsprincippet synes at have været megetstærkt beskåret, vendte man i trykkefriheds-forordningen af 1812 stort set tilbage til reg-lerne fra 1766. Dog indeholdtes der i den nyeforordning undtagelser for de højeste stats-organers akter, navnlig til beskyttelse af sageraf udenrigspolitisk, militær og økonomisk ka-rakter. Endvidere måtte ministerielle dokumen-ter og diplomatiske personers optegnelser ogudtalelser vedrørende ministerielle sager ikkeudgives uden regeringens tilladelse i de første50 år efter dokumenternes tilblivelse. En til-svarende bestemmelse vedrørende dokumenterom militære spørgsmål fandtes derimod ikke,men ved en bestemmelse af 7. marts 1820blev det foreskrevet, at sådanne akter, somvedrørte forsvarsspørgsmål, og som beroedei krigskollegiet, og hvis offentliggørelse kunnemedføre fare for rigets sikkerhed, ikke måtteudleveres uden Kungl. Maj:ts tilladelse. Dennesidste bestemmelse, som næppe var foreneligmed trykkefrihedsforordningen, var den ene-ste beskyttelse for akter vedrørende militære

27

spørgsmål indtil en ændring af trykkefriheds-forordningen i 1897.

Endvidere fandtes nogle bestemmelser til be-skyttelse af enkeltpersoner. Det var såledesikke tilladt til offentliggørelse af udlevere ud-drag af kirkebøger eller andre dokumenter,der vedrørte kirkedisciplinen eller kirkens sjæ-lesørgervirksomhed, for så vidt de vedrørte en-keltpersoners forhold og kunne være disse tilskade.

Reglerne fra 1812 var stort set gældendeindtil 1937. I 1897 og senere indførtes dog enrække nye undtagelser fra offentlighedsprin-cippet.

Ved en ændring af trykkefrihedsforordnin-gen i 1937 overførtes reglerne om offentlig-hedsprincippet på kommunerne, og de særligebestemmelser om undtagelser fra princippetblev taget ud af trykkefrihedsforordningen ogoverført til en samme år given almindelig lovom indskrænkninger i retten til at få udleve-ret de hos forvaltningen beroende akter (se-kretessloven).

Tilbage i trykkefrihedsforordningen findesalene de almindelige bestemmelser om offent-lighedsprincippet for »allmänna handlingar«.»Til fremme af fri meningsudveksling og enalsidig oplysning« skal »allmänna handlingar«frit kunne udgives i trykken, såfremt de ikkeefter særlige bestemmelser er hemmelige, og deskal være frit tilgængelige, når de er i stats-myndighedernes eller de kommunale myndig-heders besiddelse. Det er anført, at reglernetillige tilgodeser offentlighedens interesse forvirkningsfuldt at kunne kontrollere den offent-lige administration, og at ordningen er af be-tydning for retssikkerheden og garanterer denensartede behandling af ensartede tilfælde. Ind-skrænkninger i offentlighedens ret kan aleneforetages, når hensynet til rigets sikkerhed ogdets forhold til fremmed magt tilsiger det, elleri anledning af myndighedernes virksomhed medinspektion, kontrol og andet tilsyn eller af hen-syn til det offentliges interesse i at hindre elleropklare forbrydelser eller endelig til beskyt-telse af statens, myndigheders eller enkeltper-soners berettigede økonomiske interesse elleraf hensyn til privatlivets fred, personlig sikker-

hed, anstændighed eller sædelighed. I trykkefri-hedsforordningen er endvidere optaget bestem-melser om formerne for aktstykkernes udleve-ring, om afgørelsen af tvivlsspørgsmål og omstrafforfølgning i tilfælde af overtrædelse.

Trykkefrihedsforordningens bestemmelser erat betragte som grundlovsbestemmelser, hvil-ket bl. a. betyder, at ændring kun kan gennem-føres, når den vedtages af 2 rigsdage med etmellemliggende normalt valg til 2. kammer.Trykkefrihedsforordningen er sidst ændret i1949.

Trykkefrihedsforordningens bestemmelserom »allmänna handlingars offentlighet« og »se-kretessloven« er trykt som bilag 1 og 2, side85 og 88.

Det væsentlige i den svenske ordning er, atenhver har adgang til at forlange dokumenterudleveret til gennemsyn hos myndighederne el-ler til at få afskrifter af dem. Denne adganger således ikke begrænset til sagens parter ellerandre, som kan påvise en interesse i dokumen-ternes indhold eller i myndighedernes afgørel-se. I praksis er det navnlig pressen, der benyt-ter sig af denne adgang.

I princippet skal alle dokumenter være tilgæn-gelige, d. v. s. såvel indkomne skrivelser m. v.som dokumenter, der er oprettet hos myn-dighederne selv. Offentligheden har ret til atgennemse dokumenterne, så snart de foreligger,uden at afgørelse i sagen behøver at være truf-fet.

Offentlighedsprincippet gælder »allmännahandlingar«, hvorved forstås alle hos en myn-dighed beroende akter, d. v. s. ikke alene skri-velser i egentlig forstand, men også kort, teg-ninger og billeder samt journaler, dagbøger, re-gistre og andre fortegnelser.

Spørgsmålet om, i hvilken udstrækning bre-ve og andre personlige meddelelser er omfat-tet af offentlighedsprincippet, har været under-kastet diskussion. Sådanne breve m. v. kanvære tilstillet embedsmænd under den udtryk-kelige forudsætning, at meddelelsen er af pri-vat karakter. Det antages, at spørgsmålet iprincippet må besvares ud fra en afvejningaf, om den pågældende meddelelse vedrører enhos myndigheden beroende sag og må anses

28

for at være indsendt med det formål at påvirkesagens afgørelse.

Erindringsoptegnelser eller andre optegnel-ser, som udfærdiges alene med henblik på sa-gernes forberedelse eller forelæggelse til afgø-relse, omfattes ikke af offentlighedsprincippet,med mindre optegnelserne, efter at sagen erafgjort, indlemmes i sagens akter. Svenske em-bedsmænd foretager i vid udstærkning person-lige optegnelser, som således kan holdes udenfor offentlighedsbestemmelserne, når de ikkeefter sagens afslutning indlemmes i akterne.De i den danske centraladministration sædvan-ligt benyttede interne referater, hvori der givesen samlet redegørelse for den enkelte sag ogfremsættes forslag til dens afgørelse, forekom-mer ikke i svensk forvaltning.

Akter, som opbevares hos private, er ikkeundergivet offentlighed. Spørgsmålet om enændring i denne retstilstand har været gen-stand for diskussion i flere betænkninger, menreglerne er ikke ændrede.

Det antages, at de af offentlige myndighe-der stiftede aktieselskaber o. lign., f. eks. tildrift af sporveje, beboelsesejendomme ellerkraftværker, ikke er omfattet af offentlig-hedsprincippet.

Licitationstilbud og andre akter, som skalafleveres forseglede, anses ikke for indkomneog dermed ej heller for undergivet offentlig-hed før det tidspunkt, som er fastsat for åb-ningen af tilbud etc.

Myndighederne kan nægte udlevering i til-fælde, hvor en udlevering vil betyde en alvor-lig praktisk hindring for sagens behandling. Ipraksis anvendes denne regel kun meget lidtog da navnlig i tilfælde, hvor den pågældendesag er under ekspedition hos en medarbejderi vedkommende myndighed. Myndighedernebehøver ikke at fremstille kopier af kort ellerbilleder til udlevering, hvis dette medfører sær-ligt besvær.

I tilfælde, hvor akter i et vist omfang skalholdes hemmelige, skal det være muligt at fåekstraktafskrift, hvor de hemmelige afsnit erudeladt.

Afgørelsen af, om et aktstykke skal udleve-res, træffes i princippet af den embedsmand,

som har aktstykket i sin besiddelse. I tvivls-tilfælde skal han dog henskyde spørgsmålet tilafgørelse af myndigheden som sådan, og hvisembedsmanden nægter at udlevere aktstykket,kan ansøgeren begære spørgsmålet indbragt formyndigheden. Myndighedens afgørelse kan iøvrigt påklages til den myndighed, som stårsom appelinstans for den sag, udleveringenvedrører, eller i øvrigt til vedkommende over-ordnede myndighed. Lensstyrelserne står så-ledes som ankeinstans for de kommunale myn-digheder. I sidste instans afgøres spørgsmåletaf regeringsretten.

Spørgsmål om udlevering af dokumenter skalifølge trykkefrihedsforordningens udtrykkeligebestemmelse behandles hurtigt.

Dokumenter, som i henhold til særlig lovskal holdes hemmelige, kan hemmeligstemples,og i stemplet skal det angives, i hvilken lov-bestemmelse hemmeligholdelse er hjemlet, samthvilken myndighed, der har truffet beslutnin-gen. I særlige sager af betydning for rigets sik-kerhed kan prøvelsen af spørgsmålet om ud-levering af et dokument være henlagt til ensærlig myndighed.

De detaillerede bestemmelser om indskrænk-ninger i offentligheden findes i øvrigt som an-ført i sekretessloven af 28. maj 1937 med se-nere ændringer. Efter denne lov er følgendehovedgrupper af dokumenter hemmelige:

1. Statsrådets protokol kan ikke udleveres udenkongens tilladelse i de første 2 år efter pro-tokollens dato. Kongen kan bestemme, aten protokol ikke må udleveres før efter 50års forløb. Protokoltilførsler vedrørende ri-gets forhold til fremmede magter eller mi-litære spørgsmål kan aldrig udleveres før-end efter 50 års forløb, med mindre kon-gen meddeler tilladelse.

2. Rigsdagens forhandlingsprotokoller vedrø-rende lukkede møder må ikke udleveresuden kongens og rigsdagens tilladelse førefter 50 års forløb.

3. Sager vedrørende rigets forhold til frem-mede magter må ikke udleveres tidligereend 50 år efter det pågældende aktstykkesdato, med mindre kongen bestemmer an-det. Sager, der i øvrigt vedrører forbin-

2')

delsen med fremmede magters myndighe-der eller undersåtter, eller som vedrørerfremmede magter, må ikke udleveres før50 år efter aktstykkets dato, med mindrevedkommende myndighed giver sin tilla-delse, eller det er åbenbart, at hensynet tilrigets sikkerhed eller internationale hensynikke kræver dokumentets hemmeligholdel-se. Efter denne bestemmelse er praktisktaget alle de under udenrigsforvaltningenforekommende sager undtaget fra offent-lighed.

4. Aktstykker vedrørende krigsmagtens mo-bilisering, forsvarsanlæg af enhver art ogøvrige militære forhold må ikke udleveres,såfremt offentliggørelse vil kunne skade ri-gets forsvar eller på anden måde medførefare for rigets sikkerhed. Tilsvarende gæl-der for aktstykker vedrørende det økono-miske forsvarsberedskab. Hemmeligholdel-se kan højst ske i 50 år.

5. Aktstykker vedrørende myndighedernesretstvister er hemmelige, så længe sagenikke er endelig afgjort, dog højst 20 år.

6. Aktstykker vedrørende revisions- eller in-spektionsvirksomhed eller eksamensprøverer efter kongens bestemmelse hemmelige,indtil inspektionen m. v. har fundet sted.

7. Aktstykker vedrørende ny eller ændret by-plan må ikke udleveres uden tilladelse fravedkommende myndighed, før forslag tilbyplanen er blevet offentligt tilgængelig. Ef-ter dette tidspunkt behøver en myndig-hed ikke at udlevere aktstykker vedrørendeberegning af ekspropriationssummer. Udle-vering af sådanne aktstykker skal dog ske,når byplanen er blevet gennemført og se-nest 20 år efter aktstykkets dato.

8. Aktstykker, der indeholder redegørelse forde af offentlige myndigheder foranstaltedeundersøgelser, eksperimenter eller prøveraf naturvidenskabelig eller teknisk art, måikke uden myndighedens tilladelse udleve-res før efter 20 år.

9. Aktstykker vedrørende politiets, toldvæse-nets eller anklagemyndighedens virksomhedmed det formål at forhindre forbrydelsereller opklare forbrydelser må ikke udleve-

res, hvis det kan befrygte*, at udleverin-gen vil modvirke myndighedernes arbejdeeller være til skade for rigets sikkerhed el-ler for enkeltpersoner. Hemmeligholdelsener begrænset til 70 år.

10. Strafferegistres oplysninger må ikke udle-veres uden i henhold til loven om straffe-registre.

11. Aktstykker vedrørende personer, der op-holder sig i fængsler, tvangsarbejdsanstal-ter m. v., må ikke udleveres før efter 70års forløb, med mindre kongen bestemmerandet.

12. Oplysninger fra kirkebøger og folkeregistremå, for så vidt de vedrører enkeltpersonerspersonlige forhold, ikke udleveres uden denpågældendes samtykke før efter 70 års for-løb, med mindre særlige omstændigheder,herunder det formål, hvortil udlevering skaltjene, taler derfor.

13. Aktstykker udfærdiget af læger eller me-dicinalstyrelsen angående sager, som verse-rer for domstolene, eller angående ægte-skabssager, eller sager vedrørende børne-forsorg, alkoholistbehandling, pensions-spørgsmål, forsikringsspørgsmål, arbejdsløs-hedsspørgsmål, spørgsmål om kontrol medudlændinge m. v., må ikke udleveres, forså vidt de angår enkeltpersoner, før efter70 års forløb; undtagelse gøres, hvis denpågældende, som aktstykket vedrører, gi-ver sit samtykke, eller hvis udlevering skerunder sådanne forhold, at det ikke kanskade den pågældende. Dokumenter, somer udfærdiget af læger m. v. og vedrørerenkeltpersoners indlæggelse, ophold ellerbehandling på anstalter eller andetsteds, erundtaget fra offentlighed, hvis der er an-ledning til at befrygte, at formålet medopholdet eller behandlingen ville forspildes,eller at andre personer ville blive udsat forfare, såfremt udlevering fandt sted. Syge-journaler anses principielt for at være om-fattet af bestemmelserne om offentlighed,hvilket for så vidt kommer i strid med denalmindelige regel om lægers tavshedspligt.Endvidere findes en særlig undtagelsesbe-stemmelse for socialregistre.

30

14. Oplysninger, der indgår til overformynde-ren og lignende myndigheder, må principi-elt ikke udleveres før efter 20 års forløb,for så vidt oplysningerne angår den enkel-tes økonomiske forhold.

15. De hos statsmyndigheder og kommunalemyndigheder foreliggende oplysninger afstatistisk art må ikke udleveres, for såvidt de angår navngivne enkeltpersoner el-ler selskaber, før efter 20 års forløb udenvedkommendes samtykke.

16.1 skattesager må oplysninger til brug foransættelse af den skattepligtige indkomstm. v. principielt ikke udleveres uden skat-teyderens samtykke før efter 20 års forløb.

17. Akter til brug for tilsynsmyndigheder forbanker og sparekasser og andre pengein-stitutter må ikke udleveres før efter 20 årsforløb i det omfang, oplysningerne vedrørerinstitutionernes forretningsanliggender m. v.

18. Visse oplysninger, der indkommer til rigs-forsikringsanstalten eller forsikringsrådet,og som vedrører forsikring imod ulykkes-tilfælde eller f. eks. mod erhvervssygdom-me, må ikke udleveres før efter 20 års for-løb, for så vidt oplysningerne tjener til atbedømme arbejdsforhold, aflønningsfor-hold, erhvervshemmeligheder m. v.

19. Akter, som er indkommet til myndigheder,der overvåger konkurrencebegrænsning ognæringsfrihed, må ikke udleveres før efter20 års forløb, når akterne indeholder op-lysninger om erhvervsudøveres forretnings-og driftsforhold. Tilsvarende gælder forkartelregistres oplysninger.

20.1 sager vedrørende statslige undersøgelser,kontrol eller støttevirksomhed i henseendetil produktion, handel, transport, forsikringm. v., kan det bestemmes, at der ikke måske offentliggørelse før efter en vis tid,højst 20 år.

21. Akter vedrørende patentansøgninger måikke udleveres i videre omfang end bestemti patentloven.

22. Akter vedrørende mægling i arbejdsstridig-heder må, med mindre andet konkret be-stemmes, ikke udleveres før efter 20 årsforløb.

23. Tilsvarende regler gælder for den offent-lige arbejdsanvisning.

24. Akter, der hidrører fra offentlige myndig-heders fremskaffelse af oplysninger til en-keltpersoner eller besvarelser og undersø-gelser for enkeltpersoners regning, kan ikkeudleveres uden efter nærmere bestemmelse.

25. Oplysninger om visse trafikale spørgsmålog visse spørgsmål af betydning for toldvæ-senet må ikke udleveres før efter 20 årsforløb uden samtykke fra den, hvem sa-gen vedrører.

26. Akter vedrørende postforsendelser, tele-grammer og telefonsamtaler må ikke ud-leveres til andre end afsender eller modta-ger.

27. Akter vedrørende enkeltpersoners forholdtil postgiro må ikke udleveres før efter 20år.

28. Oplysninger om lånsøgeres forhold, kau-tionisters forhold m. v. må ikke udleveresfør efter nærmere fastsat tid, højst 20 år.

29. Akter vedrørende det offentliges erhver-velse eller afhændelse af fast ejendom, løs-øre m. v. må ikke udleveres, førend aftaleer sluttet, eller sagen på anden måde erbragt til afslutning.

Endvidere findes i sekretessloven forskelligebestemmelser, hvorefter akter, uanset den prin-cipielle undtagelse fra offentlighed, kan udle-veres, når det sker til brug for statistiske ellervidenskabelige undersøgelser og under sådanneformer, at det ikke kan komme nogen til skade.Endvidere kan kongen bestemme, at akter skaludleveres uanset lovbestemmelser, når sådanudlevering er nødvendig af samfundshensyn el-ler til varetagelse af den enkeltes rettigheder.

Ansøgeres, klageres og andre parters adgangtil at få udleveret domme, beslutninger ellerandre akter er som hovedregel ikke indskræn-ket ved sekretesslovens regler. Dog kan udle-vering til parten af andre akter end dommeog beslutninger nægtes med støtte i sekretess-lovens bestemmelser, hvis det af hensyn til of-

31

feritlige eller private interesser er af særlig be-tydning, at indholdet af sådanne akter ikkeåbenbares.

Medens det i praksis kun sjældent forekom-mer, at enkeltpersoner søger oplysning hosmyndighederne om sager, som de ikke direkteer interesseret i, har pressen fast kontakt medmyndighederne om de løbende sager. Det sven-ske nyhedsbureau T. T. har således journali-ster, hvis opgave er at søge oplysninger hosmyndighederne. I de fleste tilfælde henvenderjournalisterne sig en eller to gange om dageni de pågældende styrelser og får udleveret denindkomne post til gennemsyn, efter at hem-melige sager er sorteret fra. Journalisterne harogså adgang til journaler, dagbøger m. v. Ofteføres 2 journaler, en over offentlige og enover hemmelige sager, og journalisterne har daikke adgang til den hemmelige journal. T. T.udsender dels stof af almindelig eller størreinteresse til hovedstads- og rigspressen, delsstof af mere speciel interesse til forskelligelokale blade. Sager, der rutinemæssigt optagesi T. T.'s daglige rapporter, er ofte småsager aflokal interesse.

Offentligheden har som anført ikke adgangtil embedsmændenes skriftlige resumeer m. v.,der udarbejdes til brug ved sagernes - sædvan-ligvis mundtlige - forelæggelse, og også kon-ceptudkast, indstillinger og lignende holdes som»personliga minnesanteckningar« uden for ak-terne.

Med hensyn til oplysninger meddelt i un-derhåndsbreve eller telefonsamtaler kan mannæppe se bort fra, at en del relevante oplysnin-ger, som fremkommer på denne måde, i et vistomfang forbliver hos de pågældende tjene-stemænd.

I sager om udnævnelser synes pressen at ud-vise stor interesse for at kunne give meddelel-se om ansøgernes navne. Selv om ansøgere an-moder om ikke at blive omtalt i forbindelsemed besættelse af en stilling, kan de normaltikke regne med beskyttelse.

Pressen synes derimod at være noget tilba-geholdende med at omtale de til myndighe-derne indgivne klager, før der er skaffet nær-

mere grundlag for en bedømmelse af klager-nes berettigelse.

De oplysninger, som fremkommer gennempressen om foreliggende udtalelser i sager afpolitisk interesse, udnyttes i et vist omfang iden politiske debat. Dette indebærer, at ud-talelser, som fremkommer fra myndighederne,og som refereres i pressen, kan udnyttes af denpolitiske opposition i det omfang, udtalelserneer i modstrid med regeringens, forslag og op-fattelse.

Det af kommissionen nedsatte arbejdsud-valg fik under sin studierejse til Stockholm,jfr. side 6, det almindelige indtryk, at det erden overvejende opfattelse i svensk administra-tion og presse, at offentlighedsordningen er til-fredsstillende, og at man ikke kunne tænke sigat opgive den.

I 1961 er nedsat en sagkyndig komité til atforetage en gennemgang af lovgivningen om»allmänna handlingars offentlighet« med hen-blik på, at undtagelser fra offentlighedsprin-cippet kun skal kunne gøres, hvor det er uom-gængeligt nødvendigt af hensyn til vigtige of-fentlige eller private interesser. Det er særligtpålagt komiteen at overveje dels spørgsmåletom adgangen til at blive bekendt med politietsog anklagemyndighedens dokumenter i straffe-sager og om politiets og anklagemyndighe-dens tavshedspligt, dels spørgsmålet om af-grænsningen mellem på den ene side »allmännahandlingar« og på den anden side underhånds-breve og mere eller mindre personlige med-delelser, der modtages af tjenestemænd ellerveksles mellem tjenestemænd, og som berørertjenesteanliggender.

B. ANDRE LANDE.

1. Finland.Finsk ret hylder et princip om offentlighed

i forvaltningen, der i sin historiske udviklingog nærmere udformning har væsentlige lig-hedspunkter med den svenske ordning, omendder også er afgørende forskelligheder mellemde 2 ordninger.

32

I henhold til lov om »allmänna handlingarsoffentlighet« af 9. februar 1951 er alle akt-stykker, som er udfærdiget af eller indsendttil en myndighed, og som er i denne myndig-heds besiddelse, offentlige. Begrebet myndig-hed omfatter efter loven statens, kommuner-nes og kirkens myndigheder, ligesom visse selv-styrende samfund m. fl. falder ind under be-grebet.

Der gives nærmere bestemmelser om, frahvilket tidspunkt de enkelte dokumenter bliveroffentlige. Dokumenter, som beror hos ankla-gemyndigheden, og som vedrører forbrydel-ser, er ikke offentlige, før sagen er blevet fore-lagt for en domstol eller er henlagt. Aktstyk-ker, som er under udarbejdelse hos myndig-hederne, er ikke offentlige, og det samme gæl-der forslag, udkast, betænkninger m. v. Akt-stykker, som er modtaget af en myndighed,betragtes som offentlige, så snart de er kom-met myndigheden i hænde.

Ved forordning kan bestemmes, at dokumen-ter skal hemmeligholdes, når sådan hemmelig-holdelse er nødvendig af hensyn til statens sik-kerhed eller dens forhold til fremmede mag-ter, forsvarets interesser, forebyggelse eller op-klaring af forbrydelser, statens eller privatesforretningsvirksomhed eller betydelige person-lige interesser inden for sundhedsvæsenets, sjæ-leforsorgens, socialvæsenets, fængselsvæsenets,beskatningens eller den offentlige kontrolvirk-somheds område.

I henhold hertil har regeringen i en forord-ning af 22. december 1951 fastsat mere kon-kret formulerede undtagelsesbestemmelser. Ef-ter denne forordning er alle aktstykker, somefter hidtil gældende bestemmelser var hem-melige, fortsat undtaget fra offentlighed, forså vidt hemmeligholdelse kunne fastsættes ihenhold til loven af 1951. Endvidere er enlang række af udenrigstjenestens dokumen-ter hemmelige, og det samme gælder doku-menter, der vedrører forsvarsvæsenets forholdinden for udrustning, mobilisering m. v. Pla-ner om befolkningens beskyttelse, om forvalt-ningens forhold, trafikforhold og næringslivetunder krig er hemmelige. Endvidere er undta-get en række dokumenter inden for strafferets-

plejen og fængselsvæsenet, dokumenter om per-soner, der er underkastet socialforsorg, og hvisoffentliggørelse kunne skade den pågældendesfremtidige virksomhed, dokumenter om detoffentliges forretningsvirksomheder i det om-fang, den pågældende virksomhed ikke selv gi-ver tilladelse til offentliggørelse, samt en ræk-ke dokumenter inden for skattevæsenet, told-væsenet m. v.

Offentlighedsprincippet i finsk forvaltningbygger ikke på grundlovsbestemmelser, og und-tagelser fra offentlighed kan som nævnt fast-sættes af regeringen ved forordning ud fravisse i loven opregnede almindelige hensyn.

Loven om »allmänna handlingars offentlig-het« af 9. februar 1951 og ovennævnte for-ordning af 22. december 1951 er trykt som bi-lag 3 og 4, side 97 og 101.

2. Norge.Man har i Norge ingen almindelige lovbe-

stemmelser om offentlighed i forvaltningen.I henhold til den norske kommunallov er

kommunestyrelsernes møder offentlige, medmindre det vedtages, at en sag skal behandlesfor lukkede døre. Endvidere skal dokumenter-ne i de sager, der skal til behandling på etkommunalbestyrelsesmøde, lægges frem til ef-tersyn før mødet.

I statsforvaltningen gælder som udgangs-punkt det hovedprincip, at hverken offentlig-heden eller parterne eller andre direkte inter-esserede har krav på at blive gjort bekendtmed det materiale, som lægges til grund forforvaltningens afgørelse, eller at være til stedei kollegiale organers møder.

Dette hovedprincip fraviges imidlertid på enrække områder af positive bestemmelser, somudtrykkeligt foreskriver offentlighed i størreeller mindre udstrækning, f. eks. inden for pa-tentlovgivningen, bygningslovgivningen, pris-og konkurrencelovgivningen og lovgivningensbestemmelser om ligningsansættelser.

For meddelelser til pressen fra regeringskon-torerne er der fastlagt regler i en instruks,der omfatter såvel meddelelser fra de enkelteadministrationsgrene som fra statsrådet. Det

33

fremgår af instruksen, at der inden for hvertdepartement kan udpeges tjenestemænd, somskal varetage departementets kontakt medpressen. Disse kontaktmænd har en alminde-lig kompetence til at give oplysninger og ori-entering om sager, som er færdigbehandlet,medens fuldmagten til at omtale sager, somer under behandling, er mere indskrænket, meni øvrigt er det i motiverne til instruksen angi-vet, at »ordningen bør være så elastisk sommuligt, således at den på samme tid tagerhensyn til statens interesser og til pressens, ogderigennem publikums, behov for et berettigetkrav på orientering og information om sageraf offentlig interesse«.

I instruksen fastsættes det endeligt, at deter strengt forbudt for regeringens tjeneste-mænd at give meddelelser til pressen i videreudstrækning eller på anden måde end efterinstruksens bestemmelser.

I 1951 nedsatte« en komité til at udredespørgsmålet om behovet for mere betryggendeformer for den offentlige forvaltning. Den-ne komité (forvaltningskomiteen) behandledebl. a. offentlighedsprincippet i forvaltningen ogspørgsmålet om partsoffentlighed. Komiteenafgav en omfattende betænkning i 1958 medforslag til en lov om behandlingsmåden i for-valtningssager bl. a. indeholdende bestemmel-ser om offentlighed og partsoffentlighed. Ud-drag af komiteens forslag er trykt som bilag5, side 103.

Hovedpunkterne i reformforslaget på dether omhandlede område er en principbestem-melse om, at forvaltningens sagsdokumenterer offentlige, d. v. s. at enhver kan kræve atblive gjort bekendt med indholdet af forvalt-ningens sagsdokumenter. Påtalemyndighedensdokumenter i straffesager er dog undtaget franyordningen. Forslag, udkast, betænkninger ogandre lignende arbejdsdokumenter, undersøgel-ser og rapporter, som forvaltningen selv udar-bejder eller på eget initiativ indhenter til brugfor behandlingen af en sag, er ikke offent-lige.

Undtagelse fra hovedreglen om, at forvalt-ningens sagsdokumenter er offentlige, gøres,

1. når offentliggørelse vil kunne skade rigetssikkerhed, forhold til fremmede stater ellerlandets forsvar eller skade privatlivets fredeller familieforhold,

2. når dokumentet angår den enkeltes person-lige forhold, og intet afgørende offentligthensyn tilsiger offentlighed,

3. når dokumentet indeholder oplysninger omforretnings-, erhvervs-, nærings- eller drifts-forhold, hvis offentliggørelse kan skade ved-kommende forretning eller virksomhed, og

4. når det er påkrævet af visse hensyn til sta-tens og kommunernes forretningsvirksom-hed, økonomiske forvaltning eller persona-leadministration, eller fordi dokumenternesoffentlighed vil modvirke eller medføre farefor, at offentlige kontrol- eller regulerings-foranstaltninger eller andre nødvendige på-bud eller forbud ikke kan gennemføres.

For så vidt angår partsoffentlighed inde-holder komiteens forslag en bestemmelse om,at en part i almindelighed har ret til at blivebekendt med sagens dokumenter. Dette gæl-der dog ikke i den udstrækning, dokumenterneindeholder oplysninger om hemmeligholdte tek-niske indretninger og fremgangsmåder. En partskal ej heller have ret til at blive bekendt meddokumenter, der indeholder oplysninger, somer undergivet lovbestemt tavshedspligt, ellersom angår en persons helbredsforhold, drifts-eller forretningsforhold, der ikke er alminde-lig kendt, eller som i øvrigt er af en sådanart, at særlige hensyn taler for, at de ikke børmeddeles videre, alt dersom han ikke behø-ver at kende oplysningerne for på forsvarligmåde at kunne varetage sine interesser i sagen.

Det foreslås, at en part, der bliver gjort be-kendt med oplysninger, som er undergivet lov-bestemt tavshedspligt, kun skal kunne brugeoplysningerne i den udstrækning, det er nød-vendigt, for at han på forsvarlig måde kanvaretage sit tarv i sagen, medens han i øvrigthar tavshedspligt.

Der er endnu ikke i Norge gennemført nyelovregler om offentlighed i forvaltningen pågrundlag af forvaltningskomiteens forslag. Ko-miteen anfører selv i sin indstilling (side 7), at

34

der er tale om reformer, som komiteen anta-ger, at der er grund til at overveje. Komiteenanser det for vigtigt og nødvendigt, at almen-heden, de interesserede organisationer og for-valtningens tjenestemænd drøfter de reformer,der er spørgsmål om på grundlag af komiteensbetænkning. Man lægger vægt på, at eventuellereformer på forvaltningens område, som harbetydning for hele samfundet, ikke bør gen-nemføres, før de er gennemdrøftet og har fåetalmindelig tilslutning.

3. Vesttyskland.Forfatningen for den vesttyske forbunds-

republik og den for hele forbundsrepublikkengældende lovgivning indeholder ikke bestem-melser, hvorefter offentligheden eller ansøgereog klagere har adgang til de i den statsligeog kommunale forvaltning beroende akter. IVesttyskland har udviklet sig et detailleret sy-stem af regler for anke af administrative af-gørelser til højere administrativ myndighed ogtil forvaltningsdomstole i flere instanser, ogman har i disse regler og i den parlamenta-riske kontrol fundet tilstrækkelig garanti forborgernes retssikkerhed i forhold til admini-strationen.

I henhold til en lov af 23. september 1952om forbundsforvaltningsdomstolene har dissedomstole en vid adgang til at kræve forvalt-ningens akter udleveret i sager, som indbrin-ges for domstolene, og parterne har ret til atgøre sig bekendt med de til forvaltningsdom-stolene udleverede aktstykker.

Efter lovens § 41 er myndighederne ikkeforpligtet til at udlevere akter i det omfang,vedkommende øverste myndighed inden forden pågældende tjenestegren erklærer, at op-lysning om indholdet af de pågældende doku-menter eller akter vil være til skade for for-bundsrepublikken eller et af de enkelte landeinden for republikken, eller at de pågældendeforhold ifølge gældende lov eller efter deresnatur må hemmeligholdes. I praksis vil erklæ-ringer af denne art i almindelighed blive afgi-vet af forbundsregeringen eller af regeringeni vedkommende forbundsland.

For så vidt angår pressen findes der, bort-

set fra bestemmelsen i § 5 i forbundsrepublik-kens grundlov om enhver tysk statsborgers rettil at indhente underretning fra almindeligt til-gængelige kilder, ikke bestemmelser om pligtfor forvaltningen til at efterkomme anmodnin-ger om oplysninger.

I to forbundslande, Bayern og Hessen, blevder i 1949 vedtaget en særlig presselov, hvor-efter myndighederne er forpligtet til at givepressen oplysninger om verserende sager. IHessen kan oplysninger nægtes, såfremt de vilkunne være til skade for behandlingen af enstrafferetlig eller tjenstlig sag, eller såfremt deangår personlige anliggender, til hvis offent-liggørelse der ikke er knyttet nogen offentliginteresse, eller såfremt offentliggørelse vil kun-ne skade forholdsregler, der skal træffes i of-fentlig interesse. I henhold til den i Bayerngældende presselov har redaktører eller de afdem udpegede medarbejdere ret til over foroverordnede embedsmænd at fremsætte an-modning om oplysninger. Sådanne anmodnin-ger kan kun afslås, såfremt tavshedspligt eksi-sterer i henhold til tjenestemandsloven eller an-dre lovregler.

I praksis har pressen såvel i forbundsstatensom i de enkelte forbundslande en vid adgangtil oplysninger, idet man fra myndighedernesside bestræber sig på at orientere pressen omaktuelle spørgsmål inden for forvaltningen.Forbundsregeringen har et særligt presse- oginformationskontor, der sorterer under for-bundskansleren, og hvert enkelt af forbunds-ministerierne har sin pressesekretær, til hvemjournalister kan henvende sig med anmodningom oplysninger. Fra presse- og informations-kontoret udsendes dagligt meddelelser til pres-sen med oplysning om forvaltningsanliggender,og kontoret udsender dagligt et særligt med-delelsesblad, hvori de afgivne meddelelser eroptrykt dagen efter, at de er udleveret tilpressen.

Forbundskansleren påbegyndte i efteråret1956 afholdelse af pressekonferencer ca. togange månedlig, og presse- og informations-kontorets leder afholder derudover to ugent-lige pressekonferencer, den ene i direkte til-slutning til det ugentlige kabinetsmøde. På dis-

35

se pressekonferencer kan også overordnede mi-nisterielle embedsmænd være til stede til be-svarelse af spørgsmål vedrørende aktuelle sa-ger inden for de pågældende ministerier. Depå konferencerne fremsatte oplysninger kanefter den pågældende embedsmands ønske af-gives til fri anvendelse, til anvendelse udenkildeangivelse eller til fortrolig orientering.Konferencen ledes af en journalist, der er ud-peget af organisationen Bundespresse-Konfe-renz e. V., der tæller ca. 200 medlemmer, ogsom i sine vedtægter har fastsat særlige reglerfor pressekonferencerne.

Regeringerne i de enkelte forbundslande af-holder i vidt omfang pressekonferencer eftersamme system som forbundsregeringen, lige-som der inden for administrationen er udpe-get særlige pressesekretærer.

Samme principper følges principielt indenfor den kommunale administration, og i allestørre byer er en særlig pressesekretær knyttettil borgmesterkontoret.

4. England.Offentlighedens ret til at gennemse forvalt-

ningens akter er i England ikke almindeligt be-handlet i lovgivningen eller andre retskilder.Det almindelige princip er, at offentlighedenikke har nogen ret til at få kendskab til ind-holdet af offentlige dokumenter, hverken ved-rørende deres egne sager eller vedrørende an-dre personers sager.

Forvaltningens dokumenter er således be-tragtet som regeringens ejendom, og offentlig-heden, herunder pressen, kan kun få kendskabtil disse dokumenter, for så vidt der gives til-ladelse efter et skøn udøvet af forvaltningensledelse. Parlamentet har i visse tilfælde krævetministre til ansvar for deres afgørelser vedudøvelsen af dette skøn for at hindre misbrug.

5. Frankrig.

Udover regler om offentliggørelse af almin-delige lovbestemmelser m. v. eller forkyndelseover for vedkommende af individuelle afgø-relser findes der i fransk ret ikke generelle reg-

ler om offentlighedens adgang til at gennemseakterne i administrative sager, og heller ikke iretspraksis har der nedfældet sig nogen generelordning.

Udgangspunktet er - for enhver admini-strativ sags behandling - at den har en fortro-lig og ensidigt undersøgende karakter, og ad-ministrationen er således ikke på nogen mådeforpligtet til at udlevere afskrift af sagernesdokumenter eller til at meddele resultaterneaf foretagne undersøgelser.

For enkelte områder findes; særlige lovbe-stemmelser i modgående retning, således i tje-nestemandsloven, der pålægger administra-tionen at give tjenestemænd, mod hvem derer indledet disciplinærsag, adgang til de indi-viduelle sagsakter. På tilsvarende måde be-stemmer kommunallovgivningen, at referat afkommunalbestyrelsernes drøftelser skal indfø-res i en forhandlingsprotokol, som enhver, dermåtte ønske det, kan få adgang til.

6. Holland.Principielt bliver oplysninger, som er i de

offentlige myndigheders besiddelse, behandletsom hemmelige. Kun hvis hverken en offent-lig interesse eller en nødvendig beskyttelse afprivate interesser taler derimod, kan pressenfå et referat af de sager, som endnu ikke erafgjort, men pressen har ikke nogen adgang tilat stifte bekendtskab med indholdet af de forforvaltningen foreliggende dokumenter. Pres-sen har ikke nogen videre adgang til offentligeorganers møde end den adgang, der er tillagtoffentligheden i almindelighed. I det omfang,det er nødvendigt, bliver pressen orienteret vedudsendelse af communiqueer eller gennem af-holdelse af pressekonferencer, De inden formyndighederne foretagne optegnelser eller af-givne udtalelser er ikke tilgajngelige for of-fentligheden, og tilladelse bliver i almindelig-hed kun givet for studieformå].

7. Belgien.I den belgiske statsforvaltning betragtes som

hovedregel alle aktstykker som fortrolige i for-

36

hold til instanser og personer uden for ved-kommende styrelse. Offentligheden har navnligmulighed for at gøre sig bekendt med statsfor-valtningen gennem de til hvert ministeriumknyttede informations- og pressetjenester, somhar til opgave at informere pressen om mini-steriets virksomhed. Endvidere holdes offent-ligheden underrettet gennem de svar, der gi-ves på parlamentariske forespørgsler, ligesomoffentligheden i vidt omfang får repræsentan-ter i nedsatte komiteer og udvalg. Disse repræ-sentanter er ikke, med mindre der gøres sær-lig undtagelse, forpligtede til at tilbageholdede oplysninger, de bliver bekendt med.

8. Schweiz.Efter schweizisk forfatningsret deltager den

enkelte vælger direkte i forvaltning og lovgiv-ning i et videre omfang end i de fleste andre(ande. Navnlig i de enkelte kantoner og i kom-munerne udøver de enkelte vælgere direkteforvaltningsfunktioner, hvortil kommer vælger-nes indflydelse gennem det fakultative ellerobligatoriske forvaltningsreferendum.

Såvel i forbundsstaten som i kantonerneudøver den folkevalgte forsamling (parlamen-tet) en række forvaltningsfunktioner, og for-handlingerne i disse forsamlinger er i reglenoffentlige.

Derimod har offentligheden ikke nogen di-rekte adgang til at stifte bekendtskab med deenkelte sager i den daglige forvaltning.

I enkelte mindre kantoner findes dog stadigen årlig forsamling af samtlige stemmeberet-tigede, hvor vælgernes indflydelse på alle for-valtningsanliggender udøves umiddelbart.

Forvaltningen i forbundsstaten er som ho-vedregel hemmelig. Tjenestemændene er for-pligtet til tavshed med hensyn til tjenstligeanliggender, der efter deres natur eller eftersærlige forskrifter skal holdes hemmelige. Bort-set fra de af forbundsstaten udgivne officiellesamlinger har offentligheden således ikke ad-gang til at gennemse aktstykker, idet dog for-bundsarkivets akter er almindeligt tilgænge-lige for så vidt angår sager, der er afsluttetfor mere end 50 år siden.

I forbundsforfatningens artikel 4 fastslåset lighedsprincip, som i forbundsdomstolenespraksis er blevet fortolket derhen, at de en-kelte parter i en for forvaltningen verserendesag i et vist omfang har ret til aktindsigt.Dette gælder således i det omfang, forvaltnin-gen behandler og afgør civilretlige konflikter,tvangsindlæggelse på sindssygehospitaler samt itilfælde, hvor forvaltningen træffer den ende-lige afgørelse.

For kantonernes vedkommende gælder i enrække tilfælde tilsvarende regler. I enkelte kan-toner er forvaltningens tavshedspligt formule-ret mere principielt end i forbundsstaten.

Særlige regler gælder for skatteregistrene.Kantonernes og de kommunale skatteregistreer for en del områders vedkommende offent-ligt tilgængelige. I andre kantoner og kommu-ner skal den, der søger oplysninger i et skatte-register, kunne dokumentere en berettiget in-teresse, f. eks. forretningsmæssig interesse, i atkende en enkelt persons indkomst og formue-forhold.

9. Østrig.

I henhold til den østrigske forbundsforfat-nings artikel 20 er alle, som er ansat indenfor den østrigske forbundsforvaltning, lands-forvaltning eller kommuneforvaltning forplig-tet til tavshed om alle oplysninger, som erblevet dem bekendt udelukkende på grund afderes virksomhed inden for forvaltningen, oghvis hemmeligholdelse er nødvendig af hen-syn til de offentlige myndigheder eller sagensparter. En lovbestemt forpligtelse til at med-dele oplysninger - eller en lovbestemt ret til atfå oplysninger - der ikke er omfattet af tavs-hedsforpligtelsen, består i almindelighed ikke.I praksis gives informationer i vidt omfang.

En del lovregler forpligter udtrykkelig de of-fentlige myndigheder til at meddele offentlig-heden begærede oplysninger, men disse lov-regler vedrører fortrinsvis lovgivningen om of-fentlige registre. Kommunale budgetter ogregnskaber m. v., ligesom de kommunale or-ganers, nationalrådenes og forbundisforsamlin-gens møder er offentlige.

37

For så vidt angår sager, der vedrører be- interesser. Fra denne aktindsigt undtages vo-stemte personer, har de pågældende ret til en teringsprotokoller, embedsreferater, udkast ogvis aktindsigt (partsoffentlighed), idet der efter andre aktstykker, f. eks. udtalelser fra andreden almindelige forvaltningsprocedurelov af embedsmænd, indberetninger og lignende, alt1950 skal gives parterne lejlighed til at udtale for så vidt aktindsigt vil kunne berede parternesig og til at modtage oplysning om sagens ind- eller trediemand skade eller kunne medføre, athold, herunder ret til at gennemlæse og tage formålet med myndighedernes virksomhed for-afskrifter af sådanne aktstykker, der vil dan- spildes,ne grundlag for bedømmelsen af deres retlige

38

IV. TIDLIGERE REFORMBESTRÆBELSER

Der har i de senere år i vide kredse vist sigen stigende interesse for spørgsmålet om, hvor-vidt den nugældende retstilstand bør oprethol-des, eller om man i lighed med, hvad der ertilfældet i Sverige og Finland, bør søge gen-nemført et offentlighedsprincip i den danskeforvaltning.

Spørgsmålet om større offentlighed i for-valtningen var genstand for forhandling påDet Nordiske administrative Forbunds møde iHelsingfors i 1929 med et indledende foredragaf den svenske professor C. A. Reuterskiöld(den nugældende svenske sekretesslov fra 1937forelå ikke på dette tidspunkt) og med livligdeltagelse i diskussionen fra dansk side, jfr.Nordisk administrativt Tidsskrift 1929, side153-86.

I den i 1936 udkomne 1ste udgave af pro-fessor, dr. jur. Poul Andersens »Dansk Forvalt-ningsret« omtales side 267 den svenske offent-lighedsordning, og forfatteren anfører derefter:»Det var værd at overveje, om vor lovgivningikke på begrænsede områder burde indføre envis offentlighed i forvaltningen i lighed medden svenske. En styrkelse af befolkningens til-lid til de afgørelser og beslutninger, som træf-fes af vore regerings- og forvaltningsmyndig-heder, er ikke helt upåkrævet.« Jfr. nu 3. ud-gave 1956, side 320 note 3.

Under forhandlingerne i folketinget om ind-fødsretsloven af 21. maj 1937, der indførteen bestemmelse om, at ingen har krav på atblive gjort bekendt med erklæringer, der afgi-ves over andragender om indfødsret, jfr. forankap. IID, side 19, henstillede Henning Hasle, atspørgsmålet om offentlighed i administrationenblev gjort til genstand for undersøgelse i enkommission, jfr. Folketingstidende 1936-37 sp.7183 ff.

I pjecen »Tjenestemændene og Demokra-tiet« udgivet i april 1945 af Frit Danmarkstjenestemandsgrupper opfordres der, jfr. side21-24, til overvejelse af, hvorledes en lig-nende ordning som den svenske med hensyntil offentlighed i forvaltningen kan gennem-føres her i landet, idet det bl. a. anføres, atgennemførelse af kontrol fra befolkningens sidemed forvaltningens virksomhed ved indførelseaf offentlighedsprincippet i forvaltningen vilvære et overordentligt betydningsfuldt led i deforanstaltninger, der må træffes for at sikre denfuldstændige gennemførelse af demokratiet.Endvidere anføres, at der jævnsides hermedmå sikres tjenestemændene en betydelig friereadgang til, inden for deres eget tjenesteområ-de, selv at give konkrete oplysninger til of-fentligheden om administrationen og til pågrundlag heraf at øve kritik.

Professor, dr. jur. & phil. Alf Ross gik i bo-gen »Hvorfor Demokrati« 1946, side 333-35og i pjecen »Grundlovsrevision - Hvorfor -Hvorledes« 1948, side 32-34 ind for større of-fentlighed i dansk forvaltning. Han anførerbl. a., at den hemmelighedsfuldhed, der om-giver dansk administration, kun kan forklaressom et levn fra enevældens tid, der står i stridmed det krav om offentlighed, der ellers er etaf demokratiets grundlæggende principper.Borgerne har et rimeligt krav på at vide, hvadder foregår i de offentlige kontorer. Kun pådenne måde kan den sunde kontrol, der liggeri den offentlige menings kritik, få lejlighed tilat gøre sig gældende. Endvidere anføres, atgennemførelse af offentlighedsprincippet sam-tidig vil betyde en begrænsning af den tavs-hedspligt, der nu påhviler tjenestemanden. Hanmå have samme ret som enhver anden til atoffentliggøre en sags dokumenter. Tjeneste-

39

mændene vil ofte være dem, der bedst ved,hvor det halter. De bør have lov til i sådannesømmelige former, som tjenesten kræver, athenlede opmærksomheden på mangler og mis-brug, herunder også at rejse kritik af over-ordnedes dispositioner.

Offentlighedsprincippet blev drøftet på det27. nordiske interparlamentariske delegeret-møde i Helsingfors 1949 i forbindelse med endebat om parlamentarisk kontrol med forvalt-ningen med indlæg fra dansk side af daværen-de folketingsmand Bertel Dahlgaard, jfr. side15-60 i beretning om mødet, udgivet på Stats-rådets trykken i Helsingfors 1950.

Ved nedsættelsen af forvaJtningskommis«sionen af 1946 blev det bl. a. pålagt kommis-sionen at undersøge og overveje spørgsmåletom indførelse af større offentlighed i forvalt-ningen, og dette spørgsmål var genstand foren ret indgående behandling. Kommissionens7. betænkning, afgivet i 1950, indeholder side19-28 en nærmere redegørelse for de af etudvalg under kommissionen foretagne under-søgelser. Betænkningen giver en indgåendefremstilling af den i Sverige gældende offent-lighedsordning, udarbejdet bl. a. på grundlagaf en som bilag optrykt redegørelse fra detsvenske justitiedepartement. Efter en gennem-gang af de betragtninger, der kan anføres delstil fordel for dels imod indførelse af en offent-Iighedsordning i den danske forvaltning, re-sumerer kommissionen sin stilling til proble-met således, at der er enighed om, at afgørel-sen om offentlighedsprincippets indførelse idansk statsforvaltning fortrinsvis er et politiskspørgsmål, at det er umuligt med eet slag atgennemføre en ordning i lighed med den sven-ske her i landet; en forudgående detailleretgennemgang af nyordningens praktisering påde forskellige sagsområder er påkrævet, og atoffentlighedens adgang til forvaltningens sags-akter betyder forøget administrativt arbejdeog dermed en forøgelse af de offentlige udgif-ter.

I sin vurdering af en nyordnings betime-lighed og betydning var meningerne inden forkommissionen derimod delte.

Et flertal (8 medlemmer) var af den opfat-

telse, at det danske ministerialsystem med detdertil knyttede ansvar for ministeren for ad-ministrative afgørelser gør en principiel og ge-nerel udvidelse af offentlighedens adgang tilkendskab til forvaltningsakter upåkrævet, jaubetimelig, og at en sådan vil medføre afgø-rende ulemper og tvivlsomme fordele.

Et mindretal (7 medlemmer) anså det trodsde fremsatte indvendinger for rigtigt at søge defra forskellige hold fremsatte krav om en af-gørende udvidelse af forannævnte art imøde-kommet og kunne derfor anbefale, at der fo-retoges en tilbundsgående undersøgelse af, ihvilket omfang dette var muligt.

Til de af mindretallet fremførte synspunk-ter sluttede sig professor, dr. jur. Poul Ander-sen, der var tilforordnet forvaltningskommis-sionen som særligt sagkyndig.

Kommissionens udtalelser havde kun rela-tion til den egentlige statsadministration, ogman tog ikke stilling til, hvilke konsekvenserindførelsen af offentlighedsprincippet i stats-administrationen ville kunne få for den kom-munale forvaltning.

Betænkningen indeholder endvidere en ud-talelse vedrørende loven af 2. februar 1866med henblik på en eventuel revision af dennesbestemmelser. Det anføres her, at det fore-kommer den del af kommissionen, der er over-vejende betænkelig ved indførelsen af offent-lighedsprincippet, at der måtte kunne findesen tilfredsstillende løsning ved en revision afloven af 1866, hvorved der også blev givetadgang for en ansøger, der har fået afslag,til at blive bekendt med det grundlag, der harforeligget i andre, med hans egen tilsynela-dende parallelle sager, i hvilket andragendeter imødekommet. Den pågældende vil dervedopnå at få kendskab til administrationens frem-gangsmåde ved behandling af andragender,udstedelse af bevillinger etc. og derved kunnebedømme, om der er udvist vilkårligheder vedafgørelser i spørgsmål, hvor ensartede syns-punkter bør bringes til anvendelse.

Også i forfatningskommissionen af 1946 varspørgsmålet om offentlighed i forvaltningengenstand for drøftelser.

Forfatningskommissionens betænkning af 29.

40

januar 1953 indeholder dog intet om offent-lighedsspørgsmålet, men kommissionens ud-valg 3, hvis arbejdsområde omfattede rigsda-gens kontrol med administrationen (herunderspørgsmålene om indførelse af en ombuds-mandsordning og om revision af statsregnska-bet), offentlighed i administrationen og for-valtningsdomstole, afgav følgende (ikke trykte)udtalelse til den samlede forfatningskommis-sion: »Under udvalgets drøftelser af spørgs-målet om offentlighed i administrationen harrepræsentanter for forvaltningskommissionenaf 1946 haft lejlighed til at redegøre for nævn-te kommissions opfattelse af spørgsmålet, jfr.

7. betænkning fra forvaltningskommissionenaf 1946 side 19-28. Der er i udvalget enig-hed om, at man ikke uden videre ved en grund-lovsbestemmelse kan indføre et almindeligt of-fentlighedsprincip, bl. a. fordi der, ligesom til-fældet er i Sverige, måtte gælde mange og vidt-rækkende undtagelser fra princippet. Udvalgetfinder det imidlertid ønskeligt, at spørgsmåletgøres til genstand for en indgående undersø-gelse, som også kunne omfatte spørgsmåletom en revision af loven af 2. februar 1866 omerklæringers meddelelse til ansøgere og kla-gere samt spørgsmålet om administrationensforpligtelse til at begrunde sine afgørelser.«

41

V. ALMINDELIGE BETRAGTNINGER FOR OG IMODINDFØRELSE AF OFFENTLIGHEDSPRINCIPPET

I FORVALTNINGEN

A. OFFENTLIGHED SOM LED I FOLKE-

STYRET.

En af de begrundelser, der står i førsterække som motivering for indførelse af of-fentlighed i forvaltningen, er en betragtning,som står i forbindelse med folkestyret i sta-ten og kommunerne. For denne betragtningfremstår adgangen til at gøre sig bekendt medden offentlige forvaltnings dokumenter somen udbygning af folkestyret. Den offentligeforvaltning er en samfundsfunktion, dier angåralle samfundets medlemmer, og da det er be-folkningen, som gennem valg eller på andenmåde har den afgørende magt i statens ogkommunernes styre, bør befolkningen i størstmulig udstrækning have kendskab til, hvadder foregår inden for dette styre, og mulighedfor at diskutere og tage stilling til offentligeanliggender. Derfor er trykkefrihed og andenytringsfrihed, forsamlingsfrihed og forenings-frihed afgørende forudsætninger for demokra-tiet. Offentlighed i forvaltningen kan ses i den-ne sammenhæng, jfr. at den svenske offent-lighedsordning er blevet anset som en bestand-del af den svenske trykkefrihed. Offentlighedi forvaltningen må antages at være med til atskabe og vedligeholde interessen for offentligeanliggender, hvilket ikke mindst er ønskeligt idet moderne komplicerede samfund og i entid, hvor der næres frygt for, at den politiskeligegyldighed skal brede sig. Offentlighed bi-drager til at sætte almene problemer under de-bat og giver mulighed for, at befolkningen kanreagere over for lovgivning og administrativpraksis. Offentlighed i forvaltningen kan så-ledes betragtes som et led i demokratiet.

Erfaringen viser, at det efter den nuværende

ordning, selv om man måtte ønske det, ikkeer muligt at holde offentligheden fuldstændigtuden kendskab til mange sager, der behandlesaf administrationen. Enkelte dokumenter ellerfaser i sagens behandling vil blive kendt af enstørre kreds. Hemmeligholdelse kan vanskelig-gøres dierved, at en sag skal passere en rækkeforskellige myndigheder eller flere instanser.Det har vist sig, at pressen har gode mulighederfor at skaffe informationer. Når dette er til-fældet, kan det siges, at det er bedre, at pres-sen - og dermed offentligheden - bliver rig-tigt og udtømmende orienteret gennem adgangtil forvaltningens dokumenter, end at orien-teringen af læserne skal ske på grundlag aftilfældige — ofte ufuldstændige — oplysninger,som kan give anledning til misforståelse af sa-gens sammenhæng.

Heroverfor gøres det gældende, at der efterherskende praksis i ret stor udstrækning fraforvaltningens side gives orientering til offent-ligheder, navnlig pressen, om sager, der er til be-handling eller er afgjort, jfr. foran kap. II A(side 10), og at pressen i øvrigt har sådanne mu-ligheder for at fremskaffe optysninger, at derikke er behov for videregående indsigt fra of-fentlighedens side i forvaltningens dokumenter.Særligt for den kommunale forvaltning anfø-res, at der på baggrund af de folkevalgte re-præsentanters deltagelse i hele den kommunaleforvaltning er tilstrækkelig offentlighed i formaf åbne møder og referater af lukkede møder.Endvidere anføres, at det i øvrigt må være ennaturlig pligt for ministre og kommunalbesty-relsesmedlemmer at orientere offentlighedenom vigtigere anliggender af almen interesse,der behandles i den offentlige forvaltning, menat denne forpligtelse ikke bør bero på udfor -

42

mede retsregler. Hvor det f. eks. drejer sigom teknisk eller økonomisk-politisk planlæg-ning, vil dokumenter og indstillinger ofte væreudtryk for et snævert samarbejde mellemorganisationer, politikere og administration ogde til grund for de opnåede resultater liggendeberegninger hyppigt foreligge i en sådan form,at ikke andre end medarbejderne og ganskefå specialister har mulighed for at foretage ennærmere vurdering af det udførte arbejde.Skal materialet stilles således op, at en størrekreds med udbytte kan gennemse det, vil detmedføre et væsentligt merarbejde for admini-strationen. Det bør derfor være den politiskansvarlige leder, der i hvert enkelt tilfælde ta-ger stilling til, om og på hvilket tidspunkt ogi hvilken form overvejelserne bør komme of-fentligt frem.

Indføres offentlighed i forvaltningen, vilder herved gives pressen større mulighed forindsigt i såvel offentlige som private forhold,og der rejser sig derfor det spørgsmål, om derikke som en konsekvens heraf må indføres nyeregler for pressens ansvar i forbindelse medomtale af de forhold, den herved kommer tilkundskab om. Kommissionen er af den opfat-telse, at det ligger uden for dens kommissoriumat fremsætte forslag til løsning af dette spørgs-mål, som man imidlertid har ment at burdehenlede opmærksomheden på.

B. KONTROLHENSYN.

En anden af de begrundelser, der i førsterække anføres til støtte for ønsket om indfø-relse af offentlighed i forvaltningen, er den, atborgerne bør have størst mulig adgang til atfølge med i og dermed føre kontrol med, at altgår rigtigt til under forvaltningens udførelse afdens opgaver. Til forvaltningen er henlagt enmængde afgørelser i sager af stor samfunds-mæssig betydning såvel som sager af særligbetydning for den enkelte borgers personligeog økonomiske interesser og velfærd. Borgerneer i stadig stigende grad underkastet indgrebaf forskellig art fra samfundets side gennemforvaltningen. I betydeligt omfang må forvalt-

ningen træffe sine afgørelser uden støtte af fa-ste retningslinier fra lovgivningens side, hvor-ved afgørelserne får en skønsmæssig karakter.Det anføres på denne baggrund, at man, vedat give borgerne adgang til at gøre sig bekendtmed forvaltningens dokumenter, bør give demmulighed for at kunne kontrollere, at de sager,forvaltningen skal tage sig af, underkastes denfornødne grundige undersøgelse. Det bliverherved muligt at påse, at de oplysninger og er-klæringer, der indhentes, er holdbare, og at af-gørelserne alene træffes ud fra saglige hensyn,herunder at ensartede sager behandles ens, ogat afgørelserne ikke påvirkes af uvedkommen-de interesser, eller at der - f. eks. ved besæt-telse af offentlige stillinger - ikke sker favorise-ring eller anden vilkårlighed, eventuelt direkteembedsmisbrug.

Adgangen til at få kendskab til forvaltnin-gens akter vedrørende en sag giver den enkelteborger som interesseret part i forhold til for-valtningen mulighed for at få oplyst, om hanssag er behandlet på forsvarlig og rigtig måde,og giver ham derved støtte til at varetage sineinteresser. Er han utilfreds med en truffen af-gørelse, vil det kendskab, han gennem akternefår til det grundlag, hvorpå afgørelsen er truf-fet, have betydning for hans overvejelser om,hvorvidt han bør søge afgørelsen indbragt forhøjere instans, og for hans stilling som partunder sagens behandling for denne instans.

Aktindsigten vil ligeledes kunne være af vig-tighed for afgørelse af, om der måtte væreanledning til at klage over en forvaltningsmyn-dighed til folketingets ombudsmand. Tilsva-rende betydning vil naturligvis adgangen til atgennemse en sags dokumenter have for denrådgiver, som skal yde den pågældende juridiskeller anden sagkyndig bistand i sagen.

Det er imidlertid ikke alene parter, der kanhave interesse i den ved en offentlighedlsord-ning skabte kontrolmulighed. Også organisa-tioner, der har til opgave at varetage størreeller mindre kredses tarv, kan være interesse-ret i at få kendskab til ekspeditionen inden forvisse sagsområder. Men navnlig har pressen enåbenbar interesse i at få førstehånds kendskabtil, om forhold inden for forvaltningsområder

43

kræver nærmere belysning eller giver anledningtil kritik, således at problemer kan sættes underdebat på et sagligt og velunderbygget grund-lag.

Det gøres endvidere gældende, at indførel-sen af en offentlighedsordning er egnet til atunderbygge og forøge tilliden til forvaltnin-gen. Man møder ikke sjældent en skeptisk ind-stilling over for offentlige forvaltningsmyndig-heder. Den kan have konkret årsag deri, atden pågældende ved en eller anden lejlighedhar været utilfreds med en afgørelse, som hanmåske ikke helt har forstået. Men selv udensådanne konkrete årsager vil der let kunne op-stå tvivl om, hvorvidt alt går rigtigt til, nårsagerne behandles og afgøres bag lukkede døreuden adgang til at følge med i, hvad der sker.Også for tjenestemændene er det ubehageligtat støde på sådan skepsis eller mistillid, som iøvrigt undertiden kan give sig generende ud-slag i ubegrundede klager, angreb i pressen oglignende. En sådan skepsis vil kunne mindskesgennem en offentlighedsordning.

Over for de anførte betragtninger vedrø-rende hensynet til styrkelse af kontrollen medog tilliden til forvaltningen gøres det gældende,at der ikke i Danmark er noget virkeligt be-hov for øgede retssikkerhedsgarantier indenfor forvaltningen.

Forvaltningens virksomhed er allerede i vidtomgang undergivet retlige og politiske garan-tier.

For personer i offentlig tjeneste gælder be-stemmelser om disciplinær- og strafansvar. For-valtningens organisation i over- og underord-nelsesforhold, der i reglen giver mulighed forprøvelse af en afgørelse i mindst 2 instanser,yder i sig selv en væsentlig garanti for engrundig behandling af forvaltningsanliggenderog for overholdelsen af de herom gældenderegler, idet överinstansen kan ophæve elleromgøre den påklagede afgørelse. Hertil kom-mer — som anført i forvaltningskommissionens7. betænkning - inden for statsadministra-tionen den vide adgang til at gå til ministerenpersonligt angående en sags afgørelse. Ministe-ren er den, som over for offentligheden stårsom den, der har ansvaret for den forvaltning,

der er henlagt til hans ministerium, og de af-gørelser, der træffes dér, selv om de er truffetpå ministerens vegne af vedkommende depar-tementschef eller andre under ham sorterendetjenestemænd. Disse er at anse som ministe-rens rådgivere og administrative hjælpere, ogdet har hidtil været betragtet som en naturligkonsekvens af denne ansvarsfordeling, at detogså var ministeren, der i sidste instans be-stemte, hvorvidt de i sagen foreliggende erklæ-ringer eller andre dokumenter skulle offentlig-gøres eller ej, f. eks. ved sagens behandling ipressen eller folketinget. Som følge af mini-sterens parlamentariske ansvar vil en sag end-videre kunne bringes frem i folketinget gen-nem et spørgsmål til ministeren eller en fore-spørgselsdebat, en ordning, der i betydelig gradtilgodeser ikke blot den enkeltes, men ogsåoffentlighedens interesser over for forvaltnin-gen. Det blev i denne forbindelse anført, atman ved en sammenligning med offentligheds-princippet i svensk forvaltning ikke må bortsefra, at det danske ministerialsystem er princi-pielt afvigende fra det i Sverige gældende ad-ministrative system med af ministeren uafhæn-gige, selvstændigt ansvarlige »embetsvärk«.Forvaltningskommissionens flertal var af denopfattelse, at et princip om offentlighed i danskforvaltning i det hele ville være dårligt forene-ligt med det herskende ministerialsystem ogministrenes parlamentariske ansvar for forvalt-ningen.

Som en mere speciel parlamentarisk kon-trolmulighed kan nævnes, at statens finansielleforvaltning kontrolleres af de af folketingetvalgte statsrevisorer, og at statsregnskabet medrevisorernes bemærkninger forelægges folketin-get til beslutning, jfr. grundlovens § 47.

I kraft af bestemmelsen i grundlovens § 63,stk. 1, hvorefter domstolene er berettigede tilat påkende ethvert spørgsmål om øvrigheds-myndighedens grænser, er forvaltningen der-næst underkastet domstolenes kontrol med hen-syn til ethvert spørgsmål om forvaltningenslovlighed. Selv om det ikke er mange forvalt-ningsafgørelser, der indbringes for de almin-delige domstole - måske bortset fra skattesa-ger og ekspropriationsspørgsmål - er denne

44

domstolskontrol med forvaltningen som følgeaf den enkelte domstolsafgørelses præjudikat-mæssige virkning af vidtrækkende betydning.

Af stor betydning er den kontrolvirksom-hed over for forvaltningen, der i nyeste tidudøves af Folketingets ombudsmand. Ifølgelov nr. 203 af 11. juni 1954 om Folketingetsombudsmand, som ændret senest ved lov nr.142 af 17. maj 1961, jfr. bek. nr. 342 af 1.december 1961, har ombudsmanden indseendemed statens civile og militære forvaltning samtkommunernes forvaltning. Hans virksomhedomfatter ministrene, statens tjenestemænd ogalle andre personer, som virker i statens tjene-ste. Endvidere er personer, der virker i kom-munernes tjeneste, med visse begrænsningeromfattet af ombudsmandens virksomhed. Hanhar indseende med, om de nævnte personergør sig skyldige i fejl eller forsømmelse underudøvelsen af deres tjeneste. Det gøres gæl-dende, at man efter indførelsen af ombuds-mandsordningen synes at have tilstrækkelig ad-gang til at imødegå uheldige forhold inden forden offentlige forvaltning.

Endelig anføres det, at der ikke er nogetstørre behov for at give pressen øget adgangtil forvaltningens dokumenter, idet pressen un-der den gældende ordning har vist sig at havetilstrækkelige muligheder for at skaffe sig un-derretning om forvaltningsanliggender, såledesat pressens kontrol med forvaltningens udøvelseallerede er en faktor af væsentlig betydning.

C. SAGERNES OPLYSNING.

Som begrundelse for indførelse af en offent-lighedsordning anføres, at offentlighedsprincip-pet vil være af betydning for, at forvaltningenforsynes med rigtige oplysninger. Erklæringer,der afgives til brug for en sags behandling, vilblive afgivet under det ansvar, der følger af,at erklæringen eventuelt kan blive offentlig-gjort, og at den, hvem sagen angår, har mu-lighed for at gøre sig bekendt med udtalelsenog fremkomme med berigtigelser. Risikoenfor, at udtalelser indeholder løse eller uunder-byggede oplysninger til skade for trediemand

eller er påvirket af uvedkommende og usag-lige hensyn, imødegås herved.

På den anden side anføres det, at alminde-lig adgang til forvaltningens aktstykker i mangetilfælde vil vanskeliggøre eller endog umulig-gøre sagernes behørige oplysning. Det mate-riale, der danner grundlaget for sagernes retteafgørelse, vil i vidt omfang bestå af eller værebygget op på erklæringer, afgivet af myndig-heder, tjenestemænd, privatpersoner, organisa-tioner etc., dels pligtmæssigt dels frivilligt. Be-vidstheden om, at sådanne erklæringer kankomme offentlig frem eller dog komme i hæn-derne på andre end de myndigheder, til brugfor hvilke de er afgivet, indebærer risiko for,at de pågældende nægter at afgive ønskede er-klæringer, eller at disse ikke afgives med denoprigtighed og klarhed, som er ønskelig for sa-gens rette behandling. Denne vanskelighed gørsig særlig gældende, hvor det drejer sig om ud-talelser, der indeholder en bedømmelse af per-soners kvalifikationer og egnethed til at vare-tage visse opgaver eller beklæde visse stillin-ger. Offentlighed på dette område vil ikke blotkunne medføre, at man ikke får fuldstændigeog udtømmende erklæringer om ansøgernefrem, men vil også kunne holde kvalificeredeansøgere tilbage af frygt for offentliggørelseaf ansøgningen og de dertil knyttede oplysnin-ger og vurderinger. Men først og fremmestvil offentlighed kunne medføre, at de indstil-lende myndigheders erklæringer bliver mereforbeholdne, end hvis de ikke er genstand foroffentlighed.

Fra forskellig side er det særligt fremhævet,at erklæringer om besættelse af visse embeder,hvor de kvalifikationer, som man må læggevægt på, ofte er mindre håndgribelige end vedandre stillinger, nødvendigvis må være unddra-get offentligheden, såvel af hensyn til ansø-gerne som af hensyn til de instanser, der afgi-ver erklæringerne. Skal erklæringer indehol-dende den skønsmæssige bedømmelse af, hvil-ken ansøger der i sådanne tilfælde er bedstegnet under hensyn til stedlige og andre for-hold, være af virkelig værdi for den ansættendemyndighed, vil erklæringerne være uegnet tiloffentliggørelse.

45

Det kan således befrygtes, at indførelse afen offentlighedsordning vil medføre nogenmodstand mod at give oplysninger til admini-strationen, som den nu har let adgang til atf£ Den, der på egne eller andres vegne skalfremlægge en sag for en administrativ myndig-hed, kan ikke være sikker på, at de oplysninger,som han måske finder det ønskeligt at meddelefor at varetage eget eller klientens tarv, ikkepå et senere tidspunkt kommer offentligt fremeller bliver bekendt for uvedkommende per-soner. Man må også frygte for, at myndighe-ders erklæringer, som kan påregnes at skulleblive offentligt tilgængelige og fremdrages idags- og fagpressen eller i en folketingsdebat,vil blive så forsigtige og afsvækkede, at delangt fra er tilfredsstillende som grundlag forbedømmelse af de i erklæringen omhandledeforhold. For så vidt angår erklæringer fra pri-vatpersoner eller organisationer må det anta-ges, at en vis tendens til at afgive intetsigendeeller forbeholdne erklæringer af frygt for ube-hageligheder med trediemand eller egen orga-nisations medlemmer vil gøre sig gældende.Tilsvarende betragtninger har været anført omkommunalbestyrelsers erklæringer om andra-gender til centraladministrationen. Dette kanføre til, at man i videre omfang bygger ad-ministrative afgørelser på underhåndsbreve, derikke indlemmes i sagens akter, eller på mundt-lige - herunder telefoniske - oplysninger, hvil-ket kan være uheldigt og betyde en forringelseaf den traditionelt omhyggelige, dokumenteredesagsbehandling i dansk forvaltning. Man har idenne forbindelse henvist til, at bestemmelseni tjenestemandslovens § 26, stk. 1, jfr. ovenforkap. II D2 b (side 22), hvorefter en tjene-stemand, der er ansøger til en ledig avance-mentsstilling, har ret til gennem en afskriftat blive gjort bekendt med de foresattes på-tegninger på ansøgningen, herunder oplysningom, hvori en anført uegnethed til stillingen be-står, i praksis har medført, at der ofte ind-hentes underhåndsoplysninger om ansøgere tilledige avancementsstillinger.

Hvor det offentlige driver videnskabelige in-stitutter, vil de forskningsresultater, som op-nås gennem instituttets arbejde, være offent-

ligt tilgængelige, men det vil formentlig blivevanskeligt at drive forskning effektivt og opnået loyalt samarbejde med andre forskningsor-ganer og frie forskere samt de befolknings-grupper, der berøres af instituttets arbejde, så-fremt undersøgelser, der ikke er fuldt bearbej-det, eller det til grund for undersøgelserne lig-gende materiale skulle være offentligt tilgæn-geligt. På sådanne områder vil indførelse af etalmindeligt offentlighedsprincip kunne være tilmere skade end gavn.

D. BETYDNING FOR TJENESTEMÆNDE-NES STILLING.

Indførelse af offentlighed i forvaltningen vilmedføre, at tjenestemændenes, meninger ogsynspunkter i større udstrækning end nu kom-mer til offentlighedens kundskab, og tjeneste-mændenes udtalelser vil derved blive inddra-get i den offentlige diskussion om forvaltnings-anliggender. Det anføres, at denne virkning afoffentligheden vil være et gode, da det vil væreen styrkelse af det saglige element i forvalt-ningen. Den ansporende virkning for forvalt-ningens tjenestemænd, der ligger i udsigten tiloffentlig kritik, må ej heller undervurderes.Tjenestemændene vil — som det er blevet sagt- komme til at arbejde under ansvar over foren velinformeret offentlig opinion.

Imod disse synspunkter gøres gældende, atoffentlighedens kendskab til tjenestemændenesudtalelser vil kunne medføre en svækkelse afforvaltningens handlekraft i vanskelige situa-tioner, f. eks. hvor der kan blive tale om athandle imod en udbredt populær opfattelse.

E. OFFENTLIGHED I RETSPLEJEN.

Som begrundelse for indførelse af offent-lighedsprincippet i forvaltningen henvises oftetil, at offentlighedsprincippet i retsplejen be-tragtes som en selvfølgelig grundsætning, somingen kunne tænke sig at opgive. De hensyn,der begrunder offentlighedsprincippet i rets-plejen, er for en væsentlig dels vedkommendede samme, som — jfr. foran under A—C — er

46

anført til støtte for offentlighed i forvaltnin-gen.

Herimod kan dog anføres, at man ikke udenvidere kan drage en parallel fra domstolenetil forvaltningen. Offentlighedsprincippet i rets-plejen betyder i første række, at enhver haradgang til at overvære de mundtlige forhand-linger i retten, og det må ses i forbindelse medmundtlighedsprincippet, hvis centrale indholder grundsætningen om, at kun hvad der mundt-ligt fremføres for retten, kan denne tillæggeselvstændig betydning for sine afgørelser i sa-gen.

Som anført i kap. IIB (side 10) findermundtlige forhandlinger — bortset fra kom-munalbestyrelsers møder - kun undtagelsesvissted inden for forvaltningen, og hvor det fore-kommer, er det ikke udelukket ved sagernesafgørelse at tage hensyn til oplysninger, somikke kommer frem i det offentlige møde.

Gennemførelse af offentlighedsprincippet iforvaltningen vil derimod betyde, at enhverfår adgang til at blive bekendt med dokumen-ter i sager, der allerede er afgjort af eller tilbehandling i den offentlige forvaltning.

Dokumentoffentlighed kendes også inden forretsplejen, nemlig som retten til at få udskrif-ter af retsbøger samt af de i retssager frem-lagte dokumenter. Men denne ret til udskrif-ter haves kun af parter og andre, som derihar retlig interesse — de sidste i straffesagerdog først, når sagen er færdigbehandlet.

En parallellisering med retsplejens grund-sætninger ville efter disse betragtninger ikkeføre længere end til at afgive støtte for gen-nemførelse af et partsoffentlighedsprincip i for-valtningen eventuelt suppleret med en ret tilaktindsigt for den, der uden at være part i sa-gen kan godtgøre en særlig, anerkendelsesvær-dig interesse i at blive bekendt med sagensdokumenter.

Ved sammenholdelse af retsplejen og for-valtningen må det også fremhæves, at hensy-net til en hurtig og effektiv udførelse af for-valtningens skiftende opgaver — også på grundaf antallet af sager - medfører, at der ikke iforvaltningen kan foretages en tilsvarende be-handling af sagerne som ved domstolene.

F. BETYDNING FOR PRESSEN.

En særlig side ved offentlighedsordningener dens betydning for pressens nyhedstjeneste.En almindelig adgang til at blive bekendt meddokumenter inden for de forskellige forvalt-ningsgrene vil stille et omfattende nyhedsma-teriale til pressens rådighed. Pressens mulig-hed for fuldt ud at benytte sig af dette ma-teriale vil dog være afhængig af, på hvilkenmåde en offentlighedsordning nærmere gen-nemføres. Giver man — som i Sverige — pressenadgang til at gennemse indgået post eller vedgennemgang af journalerne at blive bekendtmed alle sager, der har været eller er underbehandling i vedkommende förvaltningskontor,kan der på basis heraf opbygges en omfatten-de nyhedstjeneste. Begrænser man derimod enoffentlighedsordning på den måde, at den ikkegiver adgang til en almindelig undersøgelseaf alle sager, men alene til at fremsætte be-gæring om gennemgang af bestemt angivne sa-ger, vil pressens adgang til at erhverve nyheds-stof naturligvis blive tilsvarende indskrænket.

G. ERFARINGER FRA UDLANDET.

Til støtte for indførelse af offentlighedsprin-cippet henvises til de erfaringer, der er gjorti svensk forvaltning, hvor princippet har væretgældende i snart 200 år, og hvor det betrag-tes som et selvfølgeligt og naturligt led i denoffentlige forvaltning.

Man kan dog næppe slutte noget afgørendefra svenske forhold, da offentlighedsprincippether er indført under helt andre samfundsmæs-sige og politiske forhold og derefter nærmereudformet og indarbejdet i forvaltningen gennemen mangeårig udvikling. Snarere kunne det an-føres, at den omstændighed, at offentligheds-princippet - bortset fra Finland - kun kendesi Sverige, synes at tyde på, at der ikke er nogetalment behov for en sådan ordning. Der erdog i mange lande en udvikling henimod størreoffentlighed i forvaltningen.

47

H. PRIVATLIVETS FRED.

Det anføres, at en offentlighedsordning letkan medføre, at personer skaffer sig dem gan-ske uvedkommende oplysninger om andre per-soners personlige og private forhold, og atdette kan give anledning til misbrug. Myndig-hederne beskæftiger sig i stigende omfang medoplysninger om den enkelte borgers personligeforhold, og begrundelsen for et offentligheds-princip kan ikke føre til, at sådanne personlige,private oplysninger prisgives.

Hertil er at sige, at man naturligvis ved enlovgivning på dette område fra offentligheds-kravet vil gøre undtagelser, der går ud på atsikre privatpersoner mod uhjemlet indblan-ding i deres privatliv. Praktiseringen af så-danne undtagelsesbestemmelser vil dog frem-byde vanskeligheder, og der kan være mulig-hed for misbrug af adgangen til en sags akt-stykker.

J. STØRRE ARBEJDE OG UDGIFTER.

Det indvendes almindeligvis mod en offent-lighedsordning, at den vil medføre et betyde-ligt forøget arbejde for forvaltningens tjene-stemænd og i væsentlig grad besvære dissesvirksomhed, og at dermed også udgifterne tiladministrationen vil blive forøget. Berettigel-sen af denne indvending vil være afhængig af,

i hvilket omfang publikum vil benytte sig afordningen, og af, hvorledes denne tilrettelæg-ges, men det kan ikke undgås, at tjenestemæn-dene i de forskellige grader i et vist omfangmå stille arbejdstid til rådighed i anledning afbegæringer om adgang til en sags aktstykker,derunder til en ofte besværlig undersøgelse af,om sagen helt eller delvis falder uden for of-fentlighedskravet. Foruden de under H nævnteundtagelser af hensyn til privatlivets fred måder gøres en række andre undtagelser, f. eks.af hensyn til statens sikkerhed og forhold tilfremmede magter, af hensyn til det offentligesøkonomiske handlefrihed m. v. Sådanne und-tagelsesbestemmelser vil være vanskelige atfastlægge nøjere, og de må derfor antages atkunne give anledning til overvejelser af tvivl-somme spørgsmål og dermed en forsinkelse afsagerne.

Herimod anføres, at det er usikkert, om enoffentlighedsordning vil medføre et stærkt øgetbesvær for administrationen. Man bør for-mentlig regne med, at det store publikum kunsjældent vil bruge tid til at gennemse offent-lige dokumenter. De gør det ikke i de tilfældeefter gældende ret, hvor dokumenter på kom-munekontorerne fremlægges til offentligt gen-nemsyn, og det er kun få ansøgere og kla-gere, der benytter sig af adgangen til at for-lange afskrift af erklæringer i henhold til lovaf 2. februar 1866.

48

VI. NOGLE HOVEDPUNKTER I EN REFORM

Nærværende afsnit vil som supplement til be-mærkningerne til lovudkastene gennemgå en-kelte af hovedpunkterne i reformen. Endvideregennemgås visse enkeltspørgsmål, med hensyntil hvilke der under udarbejdelse af lovudka-stene ikke har kunnet opnås enighed inden forkommissionen.

A. Oplysningspligtens indhold og udstrækning.

Udkastet til lov om offentlighed i forvalt-ningen går ud på, ligesom i Sverige og Finland,at indføre en retlig beskyttet adgang for almen-heden til forvaltningens aktstykker med en der-til svarende pligt for forvaltningens myndighe-der til at stille disse akter til rådighed.

I Sverige er ordningen, som tidligere side28 omtalt, at der ikke blot er adgang til at ef-terse dokumenterne i en eller flere konkret an-givne sager. De svenske bestemmelser giver og-så ret til generelt at gennemgå journaler, regi-stre og lignende over behandlede sager. En-hver har således adgang til gennem eftersyn afjournaler at skaffe sig oplysning om alle i etförvaltningskontor afgjorte eller under behand-ling værende sager og til at forlange sig ak-terne forelagt til gennemsyn. Det er på grund-lag heraf, at der navnlig gennem samarbejdetmellem forvaltningen og Tidningarnas Tele-grambyrå (T. T.) har kunnet opbygges enomfattende nyhedstjeneste. Den svenske ord-ning praktiseres, som allerede omtalt, bl. a. påden måde, at repræsentanter for T. T. dagligindfinder sig i förvaltningskontorens, hvorden ikke fortrolige del af den indkomne postfremlægges til gennemsyn, hvorefter de herfraog fra sagernes aktstykker i øvrigt foretagerde uddrag og notater, som har interesse, ogsom derefter benyttes ved bureauets alminde-

lige nyhedstjeneste. Flere steder er der af for-valtningen stillet særlige lokaler til rådighedfor pressen.

I modsætning til den svenske ordning gårlovudkastet, § 3, jfr. § 1, ud på, at der alenegives adgang til at se dokumenterne i de i enbegæring nærmere angivne sager, og der havesikke en almindelig adgang til gennemsyn afjournaler, registre og andre fortegnelser, menkun sådan adgang med hensyn til indførslervedrørende de sager, begæringen angår. Manfinder, at man ved eventuel gennemførelse afen så gennemgribende reform, som indførelsenaf offentlighed i forvaltningen indebærer, børgå forsigtigt til værks, således at man i hvertfald ikke før man har gjort nærmere erfarin-ger om, hvorledes nyordningen vil virke i prak-sis, bør skride til en så vidtgående ordning somden svenske. Der opnås herved navnlig også,at det bliver ufornødent at indføre den besvær-lige og bekostelige ordning med føring af tosæt journaler for henholdsvis hemmelige ogikke hemmelige sager, en ordning som i hvertfald ville gøre en lang tids forudgående erfa-ring ønskelig eller nødvendig.

I Sverige er offentlighedsordningen nu gæl-dende såvel for statsforvaltningen som denkommunale forvaltning. Begge de to lovudkastfølger i denne henseende den svenske ordning.Trangen til offentlighed gør sig i samme gradgældende for begge de to forvaltningsområder.

B. Undtagelser fra offentligheden.

Det er en selvfølge, at der ikke undtagelses-frit kan indføres offentlighed på alle forvalt-ningens områder. Afgørende hensyn tilsiger, atder i ret betydelig udstrækning må gøres und-tagelser fra offentligheden, og et overordentlig

4<)

vigtigt spørgsmål, der melder sig, er spørgsmå-let om afgrænsningen mellem sager, hvor of-fentlighed kan gennemføres, og sager, hvor detud fra forskellige afgørende hensyn ikke kanske, samt spørgsmålet om, hvorledes denne af-grænsning nærmere skal praktiseres.

I Sverige er ordningen den, at Trykkefriheds-forordningen (der har karakter af grundlov)fastslår de almindelige hensyn og interesser,hvis beskyttelse nødvendiggør indskrænknin-ger i offentligheden (2. kap. § 1), og detbestemmes, at det ved særlig lov skal angives,i hvilke tilfælde aktstykker ud fra de anførtehensyn og interesser skal hemmeligholdes. Detteskete ved sekretessloven af 28. maj 1937, i hvil-ken der dog flere gange i de følgende år er sketændringer og tilføjelser. En gennemgang afdenne lov viser imidlertid, at det ikke har væretmuligt helt at opfylde kravet om en nøje angi-velse af undtagelserne, men at afgørelsen i etvist omfang må bero på et skøn fra vedkom-mende myndighed.

I vidt omfang er hemmeligholdelsen fastsatsom gældende for bestemte tidsrum (2, 10, 20,50 år). Efter den finske ordning, se foran side32, sker der vel i loven af 9. februar 1951 § 9ligesom i svensk ret en almindelig angivelse afde hensyn og interesser, der kan medføre ind-skrænkning i offentligheden, men det bestem-mes, at de nærmere forskrifter herom skalgives ved forordning, altså administrativt ogderfor med lettere adgang til at tilpasse regler-ne efter tidens krav. I henhold hertil er udstedten forordning af 22. december 1951, hvis for-skrifter dog er ret almindeligt holdte og navn-lig ikke går ud på en udtømmende opregningaf sager, der er genstand for hemmeligholdelse.Afgørelsen i disse sager må følgelig i vidt om-fang antages at bero på forvaltningens skønover det enkelte tilfældes beskaffenhed.

Hvis almindelig offentlighed skal indføres iforvaltningen, mener kommissionen, at manbør nå frem til en ordning, som muliggør størreindividualisering i retsanvendelsen, og somnavnlig gør det muligt i vidt omfang at tageønskelige hensyn til de enkelte sagers konkretebeskaffenhed. På samme måde som i Sverigeog Finland foreslås det nærmere lovfæstet,

hvilke hensyn og interesser der skal trædehindrende i vejen for offentligheden. De i § 2 iudkastet til lov om offentlighed i forvaltningenindeholdte regler tilgodeser i det store og helede samme hensyn som de svenske bestemmel-ser. Derimod har man ikke fundet det nødven-digt, at der også i lovform gives nærmere for-skrifter om, hvilke sager eller grupper af sagerder efter disse almindelige hensyn kræver hem-meligholdelse. Der vil, som det har vist sig atvære tilfældet i Sverige, ofte være anledning tilat ændre og supplere reglerne, efterhåndensom ændrede samfundsforhold tilsiger det.Kommissionen mener, at det kan overlades tilforvaltningsmyndighederne at afgøre, om deved loven givne generelle regler ved anvendelsepå hvert enkelt foreliggende tilfælde må føretil hemmeligholdelse eller ikke. Ved en sådanordning nås den eftertragtede smidighed ogmulighed for at tage skyldigt hensyn til hverenkelt sags særlige beskaffenhed, og ordningenvil i øvrigt være en naturlig videreførelse afden praksis, der hidtil har været fulgt inden fornogle grene af forvaltningen.

På visse forvaltningsområder vil det dogvære muligt at opstille grupper af dokumen-ter, hvor de i loven opregnede hensyn oftestvil udelukke krav på oplysninger, og man harderfor, for at lette lovens anvendelse i praksis,foreslået, at sådanne sagsområder i det hele vedkgl. anordning kan undtages fra loven, jfr.lovudkastets § 2, stk. 2, med de dertil knyt-tede bemærkninger.

I tilfælde, hvor den, der søger oplysninger omen sag, er ansøger, klager eller på anden mådepart, bør de hensyn, som bærer undtagelsernefra oplysningspligten, i højere grad træde til-bage for vedkommende parts interesser. Derer derfor i fornævnte lovudkasts § 6 optageten bestemmelse, hvorefter de modgående hen-syn her skal være så afgørende, at de bør gåforud for partens interesse i at kunne benyttekendskab til dokumenterne til varetagelse afsit tarv. På tilsvarende måde er § 2 i udkastettil lov om partsoffentlighed i forvaltningen af-fattet således, at undtagelser kun kan gøres,»for så vidt partens interesse i at kunne be-nytte kendskab til sagens dokumenter til vare-

50

tagelse af sit tarv findes at burde vige for af-gørende hensyn til offentlige eller private in-teresser. «

C. Interne arbejdsdokumenter.

Det er navnlig inden for centralforvaltnin-gen, men også i andre grene af forvaltningenalmindeligt, at der i sagerne udarbejdes »refe-rater«, der på grundlag af de i den pågældendesag indsamlede oplysninger giver en gennem-gang af sagen og normalt indeholder forslagtil sagens videre behandling eller afgørelse, altberegnet på forelæggelsen for den instans, derskal træffe afgørelse i sagen. Oplysninger omden pågældende sags faktiske omstændigheder,udover hvad der fremgår af akterne, vil refera-tet normalt ikke indeholde, bortset fra de til-fælde, hvor der telefonisk er indhentet yderli-gere oplysninger hos myndigheder eller andre,som derefter nedfældes i referatet, se herombestemmelserne i lovudkastenes § 3, stk. 2.Referatet vil derimod ofte give oplysning omandre spørgsmål, der ikke fremgår af akterne,såsom oplysning om afgørelser af andre sager,der kan have betydning for sagen o. lign. Deter kommissionens opfattelse, at afgørende ad-ministrative hensyn taler for, at sådanne inter-ne arbejdsdokumenter må undtages fra offent-ligheden. Det findes nødvendigt, at tjeneste-mændene har adgang til på fri og formløsmåde at foretage deres overvejelser over sa-gerne og udføre det forberedende arbejde,eventuelt under drøftelser med kolleger, udenat arbejde under presset af en offentliggørelseaf de i referaterne nedfældede betragtninger,som måske vil skifte i værdi, efterhånden somsagen skrider frem. Det er da også almindeligtanerkendt, at sådanne arbejdsdokumenter børundtages fra offentligheden. Den svenske tryk-kefrihedsforordnings § 4 undtager således sådan-ne dokumenter, dog at de bliver offentlige,såfremt de efter sagens afgørelse forbliver vedsagens akter. Også efter finsk ret holdes sådan-ne dokumenter uden for offentligheden, jfr.den finske lovs § 5.

Man har derfor i begge lovudkast, § 4, fore-slået undtaget fra offentligheden internt ar-

bejdsmateriale udarbejdet af forvaltningen tileget brug, såsom referater, koncepter, udkast,forslag og planer. Der henvises i øvrigt til detil lovudkastet knyttede bemærkninger.

D. Dokumenter i ansættelsessager.

Det har været overvejet, hvorvidt offentlig-hedsprincippet bør omfatte dokumenter i sagerom ansættelse og forfremmelse i det offentli-ges tjeneste.

Om ansøgninger om ansættelse i det offent-liges tjeneste og erklæringer herover bemærkes:

Loven af 2. februar 1866 om erklæringersmeddelelse til ansøgere og klagere bestemmer,at den en ansøger i øvrigt tilkommende ret tileen gang at erholde eller tage afskrift af den el-ler de i sagen afgivne erklæringer ikke finderanvendelse med hensyn til ansøgninger om em-beder og bestilling. 1866-loven gør altså for er-klæringer over ansøgninger om ansættelse i detoffentliges tjeneste en undtagelse fra den vedloven hjemlede partsoffentlighed. På den an-den side indrømmer tjenestemandsloven (lovnr. 154 af 7. juni 1958) i § 2, stk. 2, ansøgeretil tjenestemandsstillinger ret til at få oplysningom ansøgernes navne, og tilsvarende ret haranerkendte tjenestemandsorganisationer, hvismedlemmer er naturlige ansøgere til pågæl-dende stilling. Offentliggørelse af disse oplys-ninger må dog kun finde sted med pågældendestyrelses samtykke. Endvidere bestemmer tje-nestemandslovens § 26, at en tjenestemand, derer ansøger til en ledig avancementsstilling, harret til gennem en afskrift at blive gjort bekendtmed den foresattes påtegning på ansøgningen,og det foreskrives, at hvis påtegningen går udpå, at tjenestemanden anses for uegnet til denansøgte stilling, skal påtegningen indeholde op-lysning om, hvori uegnetheden består.

Hvis den adgang til at gøre sig bekendt medden offentlige forvaltnings dokumenter, somudkastet til lov om offentlighed i forvaltningeni øvrigt vil hjemle, kommer til at omfatte an-søgninger af den her omhandlede art og er-klæringer afgivne herover, vil det bevirke, atikke blot ansøgere, men alle kan forlange op-lysning om ansøgernes navne og tillige adgang

51

til at se selve ansøgningerne. Ansøgernes navneog ansøgningernes indhold ville kunne offentlig-gøres, og det samme ville gælde erklæringerom ansøgninger om offentlig stilling eller hverv,afgivne af en forvaltningsmyndighed eller afprivate, idet 1866-lovens undtagelsesbestem-melse for sådanne erklæringer da måtte faldebort.

Undtagelsesbestemmelserne i lovudkastets §2 vil naturligvis også komme til at gælde for deher omhandlede dokumenter og vil muliggøreen vis hensyntagen til ansøgere ved at udelukkeadgangen til at gøre sig bekendt med oplysnin-ger, hvis meddelelse ville komme i strid medvæsentlige hensyn til privatlivets fred og per-sonlige anliggender i øvrigt, jfr. § 2, stk. 1,punkt 4. Denne undtagelsesregel ville imidler-tid i sådanne sager kun beskytte mod offent-lighed, når det drejer sig om personlige for-hold af særlig karakter, for eksempel sygdomeller invaliditet.

Et flertal på 12 af kommissionens 20 med-lemmer (Bodil Andersen, Gerner Andersen, Co-lov, Edelberg, Holger Eriksen, Hjejle, GodtfredKnudsen, J. Elkjær Larsen, Woldhardt Mad-sen, Edel Saunte, Schelle og Wedell-Wedells-borg) finder, at afgørende hensyn taler imodat lade offentlighedsprincippet som udformet ilovudkastet finde anvendelse på dokumenteri sager angående ansættelse og forfremmelse idet offentliges tjeneste.

Det offentliges interesse på dette område erat få stillinger i det offentliges tjeneste besatmed de bedst kvalificerede. Offentlighed medhensyn til sådanne dokumenter og derover af-givne erklæringer, der indeholder en bedøm-melse af ansøgeren, kan vel tjene til at mod-virke, at der ved udvælgelsen tages uvedkom-mende hensyn i betragtning, men sådant skerefter flertallets opfattelse næppe i større om-fang og vil ej heller ganske kunne hindres veden sådan bestemmelse.

Derimod vil offentlighedens adgang til atgøre sig bekendt med foreliggende ansøgningertil en offentlig stilling kunne afholde en personfra at søge en stilling, hvis hans hidtidige ar-bejdsgiver derved kan blive bekendt hermed,og vil formentlig ikke helt sjældent gøre det,

således at antallet af ansøgninger til offentligestillinger bliver mindre. Det må ligeledes be-frygtes, at kvalificerede ansøgere til vigtigestillinger vil holde sig tilbage for ikke at risi-kere, at det kommer offentligt frem, at de harsøgt en sådan stilling uden at opnå den.

Af særlig betydning vil det være, at erklæ-ringer over sådanne ansøgninger ikke kommeroffentligt frem. Offentlighed på dette områdevil let bevirke, at man ikke vil få fuldstændigeog udtømmende erklæringer over ansøgninger-ne, ligesom offentlighed vil kunne have denvirkning, at ansøgere holder sig tilbage, nårde skal underkaste sig en vurdering, der kom-mer offentlig frem. Men mest afgørende findesdet at være, at offentlighed som nævnt vil be-virke, at de indstillende myndigheders erklæ-ringer bliver mere forbeholdne, end hvis deikke er genstand for offentlighed. Det, der ta-ler til ugunst for en ansøger, vil ikke kommetilstrækkeligt frem. Det er ganske naturligt,at den indstillende myndighed, hvis dens erklæ-ring kan blive offentlig, vil være tilbagehol-dende med at fremkomme med oplysninger tilskade for en ansøger. Offentlighed på detteområde vil tillige medføre en række omgåeiseri form af mundtlige udtalelser, underhånds-breve og lignende. Erfaringerne fra Sverigesynes at bekræfte både dette, og at offentlig-hedsprincippet medfører tilbageholdenhed i er-klæringer om ansøgere.

Disse omstændigheder vil efter flertallets op-fattelse medføre en større risiko for urigtigudvælgelse end den, man mener eksistererunder den nugældende ordning.

Flertallet finder det derfor rettest på detteområde at lade det have sit förbliven ved denugældende efter forhandling med tjeneste-mandsorganisationerne i tjenestemandslovenfastsatte bestemmelser, som varetager de di-rekte interesserede parters interesser.

Der er derfor i § 4 d i lovudkastet og i § 7i udkast til lov om partsoffentlighed i forvalt-ningen stillet forslag om, at dokumenter i sa-ger angående ansættelse og forfremmelse i detoffentliges tjeneste undtages fra lovene.

Tjenestemandslovens § 2, stk. 2, og § 26må herefter opretholdes.

52

Et mindretal (Poul Andersen, Hoick, Hur-witz, Koch Jensen, Lannung, Carsten Nielsen,Helga Pedersen og Thestrup) finder, at der ikkeer tilstrækkelig begrundelse for at undtage sagerom ansættelse i det offentliges tjeneste og an-dre sager vedrørende tjenesteforhold til det of-fentlige fra udkastenes bestemmelser. Mindre-tallet har herom anført følgende:

Foruden de almindelige grunde, som kan an-føres for og imod et offentlighedsprincip, kander med hensyn til sager om tjenestemandsan-sættelser anføres nogle for dette område spe-cielle grunde.

Vigtigst er hensynet til den bedst mulige be-sættelse af tjenestemandsstillinger. Når ansæt-telsesmyndighederne ved, at offentligheden haradgang til at få kendskab til ansøgninger ogandre dokumenter i ansættelsessager og til pådette grundlag at fremsætte kritik af ansæt-telser, vil dette modvirke personlig og politiskfavoritisme, herunder hensyntagen til interven-tioner fra mere eller mindre indflydelsesrigepersoner.

En betænkelighed mod offentlighed på detteområde har man fundet i hensynet til ansø-gerne, som kan være interesseret i, at en ansæt-telsessags dokumenter ikke kommer til offent-lighedens kundskab. Dette har kun ringe vægtmed hensyn til ansøgningers indhold. Det dre-jer sig hovedsagelig om oplysninger om alder,hidtidig virksomhed, eksaminer og lignende.At sådant kommer til offentlighedens kund-skab, kan i reglen ikke genere ansøgeren. Detsamme gælder om udtalelser, der som bilag føl-ger med ansøgningen, idet sådanne udtalelserpraktisk taget altid vil være anbefalinger. An-derledes forholder det sig med udtalelser, somindhentes af ansættelsesmyndigheden eller i øv-rigt afgives uden ansøgerens medvirken. Disseudtalelser kan være ugunstige for ansøgeren,som derfor vil være dårligt tjent med, at dekommer til offentlighedens kundskab. En vishensyntagen til ansøgeren vil imidlertid kunneblive en følge af udkastenes undtagelsesbestem-melser.

Det er blevet anført, at det offentliges in-teresse i den bedst mulige besættelse af tjene-stemandsstillinger kan lide skade ved offent-

lighedsprincippet. Man har peget på, at en ad-gang for offentligheden til at få kendskab tilen ansættelsessags dokumenter kan afholde vel-egnede personer fra at søge. Personer indenfor erhvervslivet, som søger en ny stilling, vilofte lægge vægt på, at deres hidtidige arbejds-giver ikke får kendskab til, at de søger bort fravirksomheden. Dette kan også være tilfældet,når de ansøger om en offentlig stilling, men erdog næppe her af stor praktisk betydning.Snarere kan det afholde personer fra at søgeen tjenestemandsstilling, at offentligheden kanfå kendskab til de oplysninger og udtalelser,som ansøgningssagen indeholder. Dette vil dogsom regel kun være tilfældet, hvor den pågæl-dende går ud fra, at der vil fremkomme ugun-stige udtalelser, ikke hvor disse formodes atblive gunstige. Det vil derfor sjældent værede bedst kvalificerede personer, som af denomhandlede grund vil afholde sig fra at søge.

Størst vægt har den indvending, at udtalel-ser om ansøgere må befrygtes at ville blive for-beholdne, når det vides, at de kan blive givettil pris for offentligheden. For det første vil ethensyn til ansøgeren gøre sig gældende. Enugunstig udtalelse vil jo skade ham langt mere,når den kommer til offentlighedens kundskab,end når den blot kommer til at foreligge foransajttelsesmyndigheden. For det andet vil an-svaret ved afgivelsen af udtalelsen kunne følesstærkere, når der er tale om at skade den på-gældende, end når der er tale om ved forbe-holdne udtalelser at unddrage ansættelsesmyn-digheden fuldstændige oplysninger om ansø-gerne. Det er vistnok en erfaring, at alleredebestemmelsen i tjenestemandslovens § 26 harmedført nogen tilbageholdenhed med hensyntil udtalelser, som er ugunstige for ansøgeren,og det skønt de i § 26 omhandlede udtalelserjo ikke er offentligt tilgængelige.

Modstykket til den ovennævnte betænkelig-hed er, at udtalelserne afgives under et forøgetansvar for urigtigheder, når de er offentligttilga:ngelige. Offentlighedens kontrol vil inde-bære en opfordring til kun at sige, hvad dervirkelig er grundlag for, både hvad angår gun-stige og ugunstige udtalelser.

Hvis man indfører et offentlighedsprincip i

53

dansk forvaltning, vil der efter mindretalletsopfattelse ikke være tilstrækkelig begrundelsefor at undtage dokumenter i ansættelsessager.De betænkeligheder, som ovenfor er omtalt,er ikke så tungtvejende, at de kan blive afgø-rende over for fordelene.

Det ovenfor anførte tager sigte på statenstjenestemandsstillinger. De kommunale tjene-stemandsvedtægter ligger imidlertid så nær opad tjenestemandslovens bestemmelser, at dettilsvarende må gælde om offentlighed vedrø-rende kommunale ansættelsessager.

Såfremt et offentlighedsprincip gennemføresfor sager om tjenestemandsansættelser, må til-svarende regler efter mindretallets opfattelseogså gælde for sager om ansættelse i det of-fentliges tjeneste af personer, som ikke skalhave tjenestemandsstatus, og princippet vil herfor så vidt få større betydning, som der ikkeher gælder nogen regel om ansøgeres og orga-nisationers ret til at få oplysninger om med-ansøgeres navne, eller nogen regel svarende tiltjenestemandslovens § 26.

Inden for mange andre områder af den of-fentlige forvaltning forekommer det, at myn-digheder, organisationer eller enkeltpersonerafgiver udtalelser om ansøgninger, f. eks. i hen-hold til næringsloven og beværterloven.

I nogle af disse tilfælde vil ansøgningen ogsagens øvrige dokumenter indeholde oplysnin-ger af lige så personlig karakter som dokumen-terne i en ansættelsessag, men der er i kom-missionen enighed om, at det ikke vil være rig-tigt at undtage erklæringer af denne art fraoffentlighedsprincippet. Hensynet til at få så-danne sager bedst muligt oplyst kunne for såvidt anføres til støtte for også at undtage så-danne erklæringer, men man har ment, at und-tagelsesbestemmelserne i § 2 i disse tilfælde,hvor det i mindre grad drejer sig om en vurde-ring af ansøgeres rent personlige kvalifikatio-ner, som regel vil være tilstrækkelige til at af-bøde uheldige virikninger.

E. Klage over trufne afgørelser.

Som det vil fremgå af de to lovudkast findesder ikke i disse optaget bestemmelser om anke

af forvaltningens afgørelser om udlevering afdokumenter til gennemsyn. Retsstillingen vilherefter være den, at den, der har fået afslagpå en begæring om aktindsigt, og den, som an-ser sig for krænket ved meddelelse af sådanoplysning, vil kunne klage til overordnet ad-ministrativ myndighed, ligesom han i medføraf grundlovens § 63, stk. 1, vil kunne indbringesagen for domstolene. Det må dog antages, atdomstolene vil vise nogen tilbageholdenhed medhensyn til underkendelse af afgørelser efter ud-kastenes bestemmelser på områder, hvor dom-stolene efter sagens karakter rnå være mindreegnede til at træffe afgørelser end de pågæl-dende forvaltningsmyndigheder, således navnligmed hensyn til § 2, stk. 1, nr. 1, i udkast til lovom offentlighed i forvaltningen.

I øvrigt vil forvaltningens afgørelser efterklage kunne blive optaget til behandling af fol-ketingets ombudsmand.

I et tidligere foreliggende lovudkast, der harværet til behandling i kommissionen og ogsåforelagt for ministerierne, jfr. bilag 8, side 178,var i §§ 7 og 8 optaget følgende bestemmelserom oprettelse af et særligt ankenævn:

»§ 7.Stk. 1. Afslår en forvaltningsmyndighed at

efterkomme en begæring efter § 1 eller § 6,kan den, der har fremsat begæringen, inden4 uger, efter at afgørelsen er meddelt ham,indbringe denne for det i § 8 omhandledenævn. Det samme gælder, hvis den pågældendeer utilfreds med myndighedens afgørelse efter§ 5 om, hvorledes eller hvornår begæringenkan imødekommes.

Stk. 2. Har en forvaltningsmyndighed afslåeten begæring med henvisning til bestemmelsen i§ 2, stk. 1, nr. 1, kan afgørelsen ikke indbrin-ges for nævnet.

Stk. 1. Statsministeren nedsætter et nævn,der skal træffe afgørelse i de sager, der ind-bringes for det i henhold til § 7.

Stk. 2. Nævnet består af en formand, derskal opfylde betingelserne for at kunne be-skikkes som højesteretsdommer, et medlem

54

med særligt kendskab til offentlig forvaltningog et medlem, der vælges efter indstilling fraDanske Dagblades Fællesrepræsentation ogDanske Journalisters Fællesrepræsentation*).

Stk. 3. Nævnet kan af enhver offentlig myn-dighed forlange alle oplysninger, som findesfornødne ved sagens bedømmelse.

Stk. 4. De nærmere regler for nævnets virk-somhed fastsættes af statsministeren.

Stk. 5. Nævnets afgørelser er endelige. Dogkan den, der har fået afslag på en begæringom at blive gjort bekendt med dokumenternei en sag, i hvilken han er part, inden 4 uger,efter at nævnets afgørelse er meddelt ham, ind-bringe afgørelsen for domstolene.«

Der blev i kommissionens møder udtalt be-tænkeligheder ved forslaget om et ankenævn,og sådanne betænkeligheder har også fundetudtryk i nogle af de fra ministerierne indhen-tede udtalelser. I justitsministeriets skrivelse af14. november 1960, bilag 8f (side 186), udtalesdet således, at det er vanskeligt foreneligt meddet ministerielle system og ministrenes stats-retlige stilling at skabe en administrativ klage-instans i forhold til ministrene, at nævnet ikkevil repræsentere en sådan særlig sagkundskab,at nævnsordningen bør foretrækkes frem fordomstolsprøvelse, at to af medlemmerne afdet nævn, som er foreslået, kan blive betragtetsom repræsentanter for parterne, og at der idet hele ikke kan anføres særlige grunde, derkan opveje de principielle betænkeligheder, derer forbundet med at unddrage administrativeafgørelser fra domstolsprøvelse. Såfremt manmåtte beslutte sig for en nævnsordning, menerjustitsministeriet, at nævnets afgørelser børkunne indbringes for domstolene, og at ind-bringelse for nævnet bør være betinget af, atden normale klageadgang til overordnet admi-nistrativ myndighed er forsøgt.

Et flertal af kommissionens medlemmer kun-ne bl. a. under hensyn til det ovenfor anførteikke tiltræde de nævnte bestemmelser, der her-efter udgik af lovudkastet.

Syv af kommissionens medlemmer (Poul An-dersen, Hjejle, Holck, Hurwitz, Koch Jensen,

*) nu Journalistforbundet.

J. Elkjær Larsen og Carsten Nielsen) finderimidlertid de almindelige administrative og ju-dicielle klageformer utilfredsstillende og bemær-ker herom følgende:

1°. Medens man på områder, hvor der beståren almindelig, ulovbestemt administrativ kla-geret, vil kunne benytte denne med hensyn tilbegæringer om dokumentoplysninger og i sid-ste instans vil kunne klage til vedkommendeminister, vil der opstå vanskeligheder, hvor derfindes lovbestemmelser om den administrativeklageret.

Sådanne lovbestemmelser findes i stor ud-strækning, men er af meget forskelligt ind-hold. De vedrører hovedsagelig klageinstanser,klagefrister og afgrænsning af kredsen af kla-geberettigede, og spørgsmålet bliver da, omsådanne bestemmelser også vil komme til atgælde om klager vedrørende dokumentoplysnin-ger.

Dette spørgsmål opstår, fordi de gældendebestemmelser om administrativ klageret er ud-formet hovedsagelig med henblik på afgørel-sers materielle lovlighed og rigtighed. Klage-retten kan dog også angå overholdelsen afbestemmelser eller almindelige grundsætningervedrørende formelle spørgsmål, der har sam-menhæng med den foreliggende afgørelse afsagens realitet.

En klage vedrørende en nægtelse af doku-mentoplysning falder helt uden for denne ram-me, idet den juridisk ikke står i nogen sam-menhæng med den afgørelse, som dokumentetangår.

Ifølge mange klagebestemmelser er en af-gørelse truffet af en i forhold til ministerenlavere instans endelig. Det kan være tvivlsomt,i hvilket omfang der i sådanne tilfælde vil væreadgang til klage til højere administrativ myn-dighed vedrørende afgørelser om dokument-oplysning.

Klart er det, at den gældende administra-tive klageordning vil være utilstrækkelig, nårtalen er om dokumentoplysninger inden forden kommunale forvaltning. I mange tilfældekan kommunale myndigheders afgørelser gan-ske vist påklages til en statsmyndighed, se t. eks.lov om offentlig forsorg §§ 16—18. I sådanne

55

tilfælde vil spørgsmålet stille sig som ved ad-ministrativ klage over afgørelser truffet af enstatsmyndighed, jfr. ovenfor. Men inden foret meget stort område af kommunalforvalt-ningen er der overhovedet ingen administrativklageret, idet kommunalbestyrelserne ikke ståri noget almindeligt underordnelsesforhold tilstatsmyndighederne. De er derimod undergi-vet et vist, begrænset tilsyn af amtsrådene ogindenrigsministeren; men disse er ikke her kla-geinstanser.

2°. Det vil i forhold til den almindelige ord-ning af domstolskontrollen i medfør af grl. §63, stk. 1, være noget ejendommeligt, at en-hver, uanset om han har nogen individuel in-teresse i at få dokumentoplysning, kan ind-bringe en nægtelse for domstolene. En så vidt-gående søgsmålsret, der nærmer sig en »actiopopularis«, er ellers ukendt. Spørgsmålet erdog overvejende af teoretisk karakter, idet an-tallet af retssager antagelig vil blive ringe.

Af større betydning er det, at lovens vage,elastiske undtagelsesbestemmelser, der tagersigte på mange specielle forvaltningstekniskeforhold, er et lidet egnet grundlag for en al-mindelig domstolsprøvelse.

Af afgørende betydning er det, at domstols-afgørelser, navnlig når der bliver tale om af-gørelser i flere instanser, vil trække så længeud, at meddelelse af dokumentoplysning i defleste tilfælde ikke længere vil have nogen in-teresse.

3°. Et nævn som det, der var omtalt i dettidligere lovforslag, vil efter de pågældendemedlemmers opfattelse være velegnet til at be-handle sager som de omhandlede. Nævnet vilganske vist ikke, navnlig ikke i begyndelsen, værei besiddelse af speciel sagkundskab til de tal-rige forvaltningsområder, hvortil de dokumen-ter, som sagerne vil angå, henhører. Men denkollegiale sammensætning og nævnets egenskabaf specialinstans vil i sig selv gøre det egnet tilat undergive klagesagerne en mere indgåendeog alsidig behandling, end når klagerne be-handles af de almindelige overordnede forvalt-ningsmyndigheder.

Det er det nævnte mindretals opfattelse, atnævnet vil være velegnet også til behandling af

sager vedrørende partsoffentlighed, dog med enlidt ændret sammensætning af nævnet, f. eks.således at en advokat erstatter det af pressensorganisationer udpegede medlem, og således atder bliver adgang til at indbringe nævnets af-gørelser i disse sager for domstolene.

Oprettelse af et klagenævn bør ikke ude-lukke almindelig administrativ klage. De oven-for under 1° påpegede vanskeligheder bliveri dette tilfælde ikke af så afgørende betydning,idet der under alle omstændigheder vil væreadgang til at indbringe sagen for nævnet. Detkan måske antages, at denne adgang vil blivebenyttet i de fleste klagetilfælde, således at kla-geren ikke først vil forsøge at få sit krav op-fyldt ved almindelig administrativ klage.

Derimod bør man af de ovenfor under 2°nævnte grunde som hovedregel i sager udenfor partsoffentlighed udelukke adgang til atindbringe klagesager for domstolene ved enbestemmelse om, at nævnets afgørelser er en-delige. Der vil dog være mulighed for at gå tildomstolene i tilfælde, hvor nævnsbehandlingenlider af væsentlige formelle mangler.

Nogle medlemmer af kommissionen har hen-ledt opmærksomheden på spørgsmålet om,hvorvidt det vil være betimeligt, når der ikkeforeslås oprettelse af et særligt klagenævn, atforeslå afgørelser om udlevering af dokumen-ter i henhold til lovforslaget undergivet sammeappelmuligheder til højere administrative in-stanser som den pågældende sags materielleindhold og med adgang til i sidste instans atindbringe spørgsmålet for den minister, underhvis ressort det pågældende sagsområde hører.Såfremt sagens materielle indhold ikke vil kun-ne påklages, kunne man henlægge afgørelserom dokumenters udlevering direkte til ved-kommende minister. Med hensyn til den i Sve-rige gældende ordning henvises til Trykkefri-hedsforordningens §§ 10-11 (bilag 1, side 89).

F. De nye bestemmelsers anvendelse på tid-ligere oprettede dokumenter.

Det er i lovudkastene foreslået generelt atundtage tidligere oprettede eller til forvaltnin-gen indsendte dokumenter fra nyordningen un-

50

der hensyn til, at det ikke kan udelukkes, at så- at udkastene rummer så mange kauteler moddanne dokumenter er udfærdiget ud fra for- misbrug, at de også kan dække overgangstil-udsætningen om den før nyordningen bestående fælde. Disse medlemmer vil derfor ikke væreretstilstand. betænkelige ved i denne henseende at give

Enkelte medlemmer af kommissionen finder, lovudkastene tilbagevirkende kraft.

57

VIL UDKAST TILLOV OM OFFENTLIGHED I FORVALTNINGEN

§ i.Enhver dansk statsborger er på begæring be-

rettiget til i overensstemmelse med nedenstå-ende bestemmelser at blive gjort bekendt meddokumenter i sager, der er afgjort af eller tilbehandling i den offentlige forvaltning. Begæ-ringen kan dog afslås, dersom det er åbenbart,at den pågældende ikke har nogen rimelig in-teresse i, at den efterkommes.

§ 2.Bestemmelsen i § 1 kommer ikke til anven-

delse, hvis adgangen til at få oplysninger villekomme i strid med væsentlige hensyn til

1. statens sikkerhed, landets forsvar samt for-hold til fremmed magt og mellemfolkeligeinstitutioner;

2. forbrydelsers forebyggelse, opklaring og for-følgning, straffuldbyrdelse og lignende samtbeskyttelse af sigtede, vidner eller andre isager om strafferetlig eller disciplinær for-følgning;

3. det offentliges og privates erhvervsmæssigeeller andre økonomiske interesser;

4. privatlivets fred og personlige anliggenderi øvrigt;

5. sædeligheden;6. offentlig kontrol-, regulerings- eller plan-

lægningsvirksomhed, påtænkte foranstalntin-ger inden for afgiftslovgivningen og lignen-de, for så vidt meddelelse af oplysninger kanbcfrygtes at modvirke opnåelsen af det medsådan virksomhed tilsigtede formål;

7. beskyttelse af andre interesser, hvor hem-meligholdelse efter forholdets særlige karak-ter er påkrævet.

Stk. 2. For sagsområder, hvor de i stk. 1angivne hensyn i almindelighed vil udelukke

meddelelse af oplysninger, kan det ved konge-lig anordning bestemmes, at § 1 ikke kommertil anvendelse, jfr. dog § 6, stk. 2.

Stk. 3. Kan oplysninger om indholdet af etdokument delvis meddeles uden tilsidesættelseaf de i stk. 1 nævnte hensyn, er den pågældendeberettiget til at få sådan delvis oplysning.

Stk. 4. Forinden afgørelse om meddelelse afoplysninger træffes, kan vedkommende myn-dighed indhente en udtalelse fra den, hvis in-teresse kan være til hinder for, at oplysnin-gerne meddeles.

§ 3.Adgangen til at få oplysninger efter § 1 om-

fatter — med de i § 4 nævnte undtagelser - allehos vedkommende myndighed beroende doku-menter, der vedrører den i begæringen nærmereangivne sag. Adgangen omfatter således mod-tagne skrivelser og andre skriftlige henvendel-ser med bilag, kopier af de fra myndighedenudgåede skrivelser m. v., som regel dog førstnår skrivelserne må antages at være kommetfrem til vedkommende, samt indførsler vedrø-rende de pågældende sager i journaler, registreog andre fortegnelser.

Stk. 2. Afgives der mundtligt til brug for ensag faktiske oplysninger af væsentlig betydningfor sagens afgørelse, skal disse optegnes i sa-gens dokumenter på en sådan måde, at oplys-ning herom kan meddeles.

§ 4.Adgangen til at få oplysninger efter § 1 om-

fatter ikke

a) statsrådsprotokoller, referater af mødermellem ministre, indstillinger til Kongensamt brevveksling mellem ministerier omlovgivning, herunder bevillingslove,

58

b) brevveksling mellem forskellige afdelingereller kontorer m. v., inden for samme myn-dighed,

c) brevveksling mellem en kommunalbestyrel-se og dennes afdelinger, udvalg og andreadministrative organer samt mellem sådan-ne afdelinger, udvalg og administrative or-ganer indbyrdes,

d) dokumenter i sager angående ansættelse ogforfremmelse i det offentliges tjeneste,

e) materiale, der tilvejebringes som grundlagfor udarbejdelse af offentlig statistik,

f. dokumenter i sager om administrativ iken-delse af bøder.

Stk. 2. Adgangen til at få oplysninger efter§ 1 omfatter endvidere ikke internt arbejds-materiale udarbejdet af forvaltningen til egetbrug, såsom referater, koncepter, udkast, for-slag og planer, ej heller offentlige myndighe-ders brevveksling med sagkyndige til brug iretssager eller ved overvejelse af, om retssagbør føres.

§ 5.Vedkommende myndighed træffer under for-

nødent hensyn til sagens ekspedition bestem-melse om, hvorvidt dokumenter straks eller se-nere kan stilles til den pågældendes rådighedtil gennemsyn på stedet, eller han, hvis særligegrunde taler derfor, bør henvises til at begæregenpart af dokumenterne meddelt mod gebyr.Den pågældende kan altid begære genpart afdokumenterne meddelt.

Stk. 2. Der kan ved kongelig anordning gi-ves forskrifter om, hvilke myndigheder der påde enkelte sagsområder skal kunne træffe af-gørelse om, hvorvidt oplysninger kan medde-les i henhold til §§ 1-4 og 6.

§ 6.Enhver dansk eller udlænding, der til en for-

valtningsmyndighed har indsendt andragendeeller klage eller i øvrigt er part i en sag, der ertil behandling eller afgjort, er i overensstem-melse med bestemmelserne i § 1, § 2, stk. 3og 4, og §§ 3-5 berettiget til at få kendskabtil sagens dokumenter, med mindre de i § 2,

stk. 1, omhandlede hensyn er så afgørende, atde bør gå forud for partens interesse i atkunne benytte kendskab til dokumenterne tilvaretagelse af sit tarv under sagens behandlingeller senere.

Stk. 2. Der kan ikke i henhold til § 2, stk.2, gøres indskrænkning i en parts adgang til atfå kendskab til sagens dokumenter.

Stk. 3. Såfremt en part over for den myn-dighed, der afgør sagen, fremsætter ønske omat afgive en udtalelse før sagens afgørelse, skalder gives ham adgang hertil, med mindre væ-sentlige hensyn, herunder hensynet til en mod-part og sagens hurtige afslutning, taler der-imod. Forvaltningsmyndigheden kan fastsætteen frist for afgivelse af udtalelsen.

§ 7.Den i straffeloven og tjenestemandsloven

samt i tilsvarende kommunale tjenestemands-vedtægter foreskrevne almindelige tavsheds-pligt for tjenestemænd og andre, der handler ioffentligt hverv, medfører ingen begrænsningi pligten til efter de i nærværende lov fore-skrevne regler at stille oplysninger til rådighed.Den i andre love foreskrevne tavshedspligt be-grænser adgangen til at få oplysninger i hen-hold til denne lov.

§ 8.Det kan ved kongelig anordning bestemmes,

at oplysninger om nærmere angivne dokumen-ter kan meddeles efter et vist åremål uansetbestemmelserne i §§ 2-4.

§ 9.Bestemmelser om gebyr for genparter efter

§ 5, stk. 1, kan fastsættes af statsministeren.

§ 10.

Denne lov træder i kraft denStk. 2. Lovens bestemmelser kommer ikke

til anvendelse på dokumenter, der er oprettetaf en forvaltningsmyndighed eller kommet idens besiddelse forinden lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Lov af 2. februar 1866 om erklærin-gers meddelelse til ansøgere og klagere ophæ-ves, men kommer dog fortsat til anvendelse på

59

dokumenter, der er oprettet af en forvaltnings-myndighed eller kommet i dennes besiddelseforinden denne lovs ikrafttræden.

Stk. 4. Bestemmelser i andre love vedrøren-de adgang til at blive bekendt med dokumenterhos den offentlige forvaltning opretholdes.

Stk. 5. De i nærværende lov givne reglerfinder ikke anvendelse inden for strafferets-plejen.

Stk. 6. Loven kan ved kongelig anordningsættes i kraft på Færøerne med de ændringer,som måtte være nødvendige som følge af øer-nes særlige forhold. Indtil loven træder i kraftpå Færøerne, er de hos rigsmyndigheder bero-ende sager om færøske anliggender, der i hen-hold til forannævnte bestemmelser ville væreunderkastet offentlighedsprincippet, undtagetherfra.

BEMÆRKNINGERTIL

LOVFORSLAGET

Til § 1.Denne bestemmelse fastslår lovens hoved-

princip, hvorefter enhver dansk statsborger ef-ter begæring har ret til at blive gjort bekendtmed dokumenter i sager, der er eller har værettil behandling i den offentlige forvaltning.

Udtrykket »den offentlige forvaltning« tagerikke sigte alene på statens og kommunernes al-mindelige forvaltningsvirksomhed, men også påforvaltningsvirksomhed, som er knyttet til sær-lige forvaltningsenheder, såsom købstadkom-munale havne, selvejende kirker, overformyn-deriet, statsanstalten for livsforsikring, for-sorgscentrer m. v. Udtrykket omfatter ikke blotsådan virksomhed, som går ud på at træffe bin-dende beslutninger, men også anden offentligvirksomhed, såsom trafikvirksomhed, undervis-ning, byggevirksomhed og landbrug.

Loven finder således anvendelse på hele denforvaltningsmæssige virksomhed, dog at denikke omfatter den del af forvaltningen, der erhenlagt til de almindelige domstole. Loven gæl-der, uanset om virksomheden er af domstolslig-nende karakter, og hvadenten den udøves afalmindelige forvaltningsmyndigheder eller afsærlige nævn, udvalg eller lignende, f. eks. tak-sationskommissioner, landvæsenskommissioner,ankenævn m. v. Også midlertidige udvalgs ogkommissioners virksomhed er omfattet af lo-vens bestemmelser, ligesom organer, hvis virk-

somhed udelukkende er af konsultativ karak-ter, f. eks. retslægerådet, vil være omfattet afloven.

Uden for lovens virksomhedsområde falderfolketingets, herunder statsrevisionens, doku-menter, hvorimod revisionsdepartementerne ogfolketingets ombudsmand er omfattet af be-stemmelserne.

Koncessionerede selskaber og selskaber,;hvori det offentlige er aktionær eller interes-sent eller lignende, vil ikke, uanset arten afden virksomhed de udøver, være omfattet af lo-vens bestemmelser. De kommunale fællesska-ber, som er oprettet i selskabsform, f. eks.kraftværker, vil også være undtaget.

Den myndighed, over for hvilken begæringfremsættes, er kun forpligtet til at meddele op-lysninger, hvis den er i besiddelse af det på-gældende dokument eller en genpart af doku-mentet. Af dokumenter, som er udfærdiget afden pågældende myndighed, kan afskrift altidbegæres. Det er den myndighed, der har et do-kument i hænde, som - eventuelt efter indhen-tet udtalelse fra den myndighed, som skal træf-fe afgørelse i den pågældende sag — skal træffebestemmelse om, hvorvidt en begæring skalefterkommes, jfr. dog § 5, stk 2.

Begæringen skal vedrøre en eller flere be-stemt angivne sager, jfr. § 3, 1. pkt., men deter ikke en betingelse, at den pågældende sag er

60

afgjort. Det vil navnlig for parterne i en sagog for pressen være af betydning allerede un-der sagens behandling at have lejlighed til atfå kendskab til sagens akter. Dette hensyn måhave overvægt over for de betænkeligheder,som gør sig gældende, og som navnlig går udpå, at forvaltningens sager, så længe de er un-der behandling, ofte ikke vil foreligge fuldt op-lyst, hvilket kan medføre, at en diskussion ipressen af de pågældende sager kan komme tilat hvile på et utilstrækkeligt grundlag.

Det har været overvejet, om lovens bestem-melser alene skulle omfatte danske statsborgereeller tillige udlændinge. Man har fundet detrigtigst at begrænse loven til alene at gælde fordanske, dog således at en udlænding, der er parti en sag, i henhold til forslagets § 6 vil havekrav på at få kendskab til dokumenterne i den-ne sag efter samme regler som danske stats-borgere.

Man har ment at burde lade spørgsmåletom, hvorvidt statsborgere i de andre nordiskelande skulle have samme ret som danske stats-borgere i henseende til lovens bestemmelser,bero på inter-nordiske overvejelser.

Man har indhentet en udtalelse fra udenrigs-ministeriets rådgiver i folkeret, professor, dr.jur. Max Sørensen om, hvorvidt en begræns-ning til danske statsborgere vil kunne medføretraktatmæssige vanskeligheder. Efter den af-givne udtalelse er den nævnte begrænsning ikkeuforenelig med nogen traktatmæssig forplig-telse.

Det har været overvejet, om loven aleneskulle omfatte offentlige myndigheder her ilandet. Da det imidlertid ikke kan udelukkes,at danske statsborgere, som er bosat eller op-holder sig i udlandet, herunder udsendte blad-korrespondenter, kan have rimelig interesse i atgøre sig bekendt med dokumenterne i sager,som beror hos danske repræsentationer i ud-landet, er der ikke i lovforslaget optaget be-stemmelse om en begrænsning som den anførte.

Det er ikke efter forslaget nogen betingelsefor retten til oplysning om dokumenter, at den,der begærer sådan oplysning, har speciel inter-esse i den sag, begæringen vedrører. For atgive forvaltningen mulighed for at udelukke

notoriske kværulanter fra at besvære myndig-hederne med at begære oplysninger om sager,i hvilke det er åbenbart, at de ikke har nogenrimelig interesse, har man i bestemmelsensslutning indsat et hertil sigtende forbehold.

Loven omfatter ikke dokumenter, som afprivate indleveres til opbevaring på offentligebiblioteker og arkiver.

Til § 2.Efter den gældende ordning er forvaltnin-

gens dokumenter ikke offentligt tilgængelige.Dette gælder, selv om der ikke er tavshedspligt.Efter gennemførelsen af et offentlighedprincipvil oplysning om et dokument kun kunne næg-tes, såfremt der er lovhjemmel herfor.

Princippet om offentlighed i forvaltningen vilimidlertid ikke kunne gennemføres uden ad-skillige undtagelser. Man har valgt ikke i lovenat fastlægge visse arter af sager, der skal und-tages fra offentlighedsprincippet, men at an-give de hensyn, der kan føre til undtagelse fradet almindelige princip, således at afgørelsen idet enkelte tilfælde vil bero på vægten af disseinteresser.

Når det i § 2, stk. 1, er bestemt, at § 1ikke kommer til anvendelse, hvor meddelelseaf oplysninger ville være i strid med »væsent-lige hensyn« til de i bestemmelsen opregnedeinteresser, betyder dette, at oplysning kun kannægtes, hvor der er nærliggende fare for, at denævnte interesser vil lide skade af betydning.

Det er offentlighedens krav på at få oplys-ning om dokumenter, der på denne måde erbegrænset. Forvaltningsmyndigheden vil ikkevære udelukket fra efter eget skøn at give op-lysninger om forhold, som offentligheden ikkeefter loven har egentlig krav på at få oplyst,dog som hidtil begrænset af en almindelig el-ler speciel tavshedspligt. Hensynet til tredie-mand kan medføre, at oplysning ikke bør gi-ves.

Den, der er part i den pågældende sag, harefter bestemmelsen i § 6 en videregående retend andre til at få kendskab til en sags doku-menter.

Det har været overvejet, om der skulle fore-skrives en pligt for forvaltningen til at under-

61

rette den, der måtte være særlig interesseret i,at en begæring ikke efterkommes, således athan kunne få lejlighed til at varetage sit tarv,inden udlevering finder sted. Man har dog un-der hensyn til de administrative vanskelighederved en sådan ordning undladt at stille et sådantforslag, men man har i § 2, stk. 4, ved en be-stemmelse om, at vedkommende myndighedkan indhente en udtalelse fra den, hvis inter-esse kan blive krænket ved, at et dokumentudleveres til gennemsyn, henledt opmærksom-heden på, at det efter omstændighederne vilvære betimeligt at indhente en sådan udtalelse.

På nogle forvaltningsområder vil der kunneopstilles grupper af dokumenter, indenfor hvil-ke nogle af de i § 2, stk. 1, nævnte hensynoftest vil udelukke krav på oplysninger, f. eks.visse arter af diplomatiske rapporter, doku-menter om landets forsvarsberedskab, doku-menter om familieretlige og andre personligeforhold, dokumenter inden for politiets efter-retningsafdeling, dokumenter i visse sager omsociale ydelser. For at lette lovens anvendelsei praksis har man i § 2, stk. 2, foreslået enbestemmelse, som indeholder hjemmel for, atdet for sagsområder, hvor de i § 2, stk. 1, an-givne hensyn i almindelighed vil udelukke med-delelse af oplysninger, ved kgl. anordning kanbestemmes, at § 1 ikke kommer til anven-delse. En sådan anordning kan angå både sta-tens og kommunernes forvaltning.

Som vejledende eksempel er der i samarbejdemed justitsministeriet og socialministeriet ud-arbejdet et foreløbigt udkast til anordning forså vidt angår de to ministeriers sagsområder.Man har anset det for at ligge uden for kom-missionens opgave at udarbejde anordningerinden for alle forvaltningsområder. Et sådantarbejde forudsætter en indgående gennemgangaf samtlige ministeriers sagsområder. Udfærdi-gelsen bør formentlig ske gennem statsministe-riet i samarbejde med de enkelte styrelser.

Bestemmelser, der i henhold til foranståendekan fastsættes ved anordning, vil blive ret de-taillerede og derfor uegnede til optagelse i lo-ven. En anordning vil derhos lettere kunne æn-dres end tilsvarende bestemmelser optaget iloven. Sådanne ændringer kan blive ønskelige

f. eks. som følge af, at der opstår nye sagsom-råder.

Med hensyn til de enkelte undtagelsesbe-stemmelser i § 2, stk. 1, bemærkes følgende:

Nr. 1. Dokumenter, som har betydning forstatens sikkerhed, forholdet til fremmed magtog landets forsvar, vil i almindelighed ikkekunne udleveres. Antagelig vil de i vid udstræk-ning blive undtaget fra lovens § 1 ved kgl. an-ordning, jfr. ovenfor.

Når der i bestemmelsen tales om landets for-hold til mellemfolkelige institutioner, kan someksempler nævnes: De forenede Nationer ogde til denne knyttede organisationer, Verdens-sundhedsorganisationen, Den internationaleValutafond m. fl.

Dokumenter som de her omhandlede vil ofteefter praksis være stemplet »Yderst hemme-ligt«, »Hemmeligt« eller »Fortroligt«. Påteg-ninger af denne art vil medføre, at oplysningerom dokumentets indhold hverken helt eller del-vis kan stilles til rådighed uden samtykke fraden tjenstlige instans, som har ladet dokumen-tet stemple. Det skal nævnes, at statsministe-riet har udsendt et cirkulære af 14. april 1959om sikkerhedsbeskyttelse af oplysninger, derer af fælles interesse for NATO-landene.

Nr. 2. I medfør af retsplejelovens § 41 kani straffesager parterne eller andre, som derihar retlig interesse - de sidstnævnte dog først,når sagen er afsluttet - hos retten forlangeudskrift af retsbøgerne og de til en sag hørendefremlagte dokumenter. Udskrift kan dog næg-tes, såfremt hensynet til statens sikkerhed ellerforhold til fremmede magter eller særlige hen-syn til disse i øvrigt gør det betænkeligt atmeddele udskrift, eller såfremt det må befryg-tes, at udskriften vil blive benyttet på retstri-dig måde. Efter den gældende ordning havesder derimod intet krav på udskrift eller andenoplysning om indholdet af akter i straffesagerberoende hos den offentlige forvaltnings myn-digheder, være sig politiet og anklagemyndig-heden eller andre forvaltningsmyndigheder, f.eks. ved behandlingen af sager om overtræ-delse af told- og skattelovgivningen.

Dokumenter i straffesager, f. eks. politirap-

62

porter, kan af hensyn til en effektiv retshånd-hævelse og af hensyn til de krænkelser, derville kunne tilføjes de i sådanne dokumenteromtalte personer, ikke uden videre undergivesoffentlighed.

Under hensyn til de særlige forhold, der gørsig gældende inden for strafferetsplejen, harman ikke fundet anledning til at behandlespørgsmålet om offentlighed inden for detteområde, men i § 10, stk. 5, undtaget straffe-retsplejen fra lovens regler. Man skal i denneforbindelse henvise til, at det henhører underretsplejerådet at behandle spørgsmål om æn-dringer i retsplejelovgivningen.

Såfremt man gennemfører en almindelig ord-ning om offentlighed i forvaltningen, vil derimidlertid også uden for strafferetsplejens om-råde være behov for fastsættelse af visse und-tagelser, og det er derfor i § 2, stk. 1, nr. 2,bestemt, at hensynet til forbrydelsers forebyg-gelse m. v., beskyttelse af sigtede, vidner og an-dre i sager om strafferetlig eller disciplinærforfølgning kan medføre undtagelse fra offent-lighedsprincippet.

Dokumenter i sager om administrativt ikend-te bøder er ved § 4, stk. 1 f, i deres helhedundtaget fra bestemmelserne i § 1.

Lovforslaget indeholder ingen særlige be-grænsninger i offentlighedsprincippet for såvidt angår de hos forvaltningen beroende do-kumenter hørende til en borgerlig retssag. Menkrav på oplysning om sådanne dokumenter vilofte være udelukket ved § 2, stk. 1, nr. 3 og 4,jfr. § 4, stk. 2 i slutningen.

Nr. 3-4. Hvor staten og kommunerne ud-øver forretningsmæssig eller anden økonomiskvirksomhed, medfører hensyn til det offentli-ges økonomi og navnlig dets stilling som part ikontraktsforhold, at der må gives sådan virk-somhed en vis beskyttelse mod offentlighed.Man har ikke ment at burde begrænse bestem-melsen i nr. 3 til alene at omfatte forretnings-virksomhed. Der må således være en vis be-grænsning af offentlighedsprincippet, f. eks.med hensyn til afgivne tilbud, køb og salg affast ejendom og løsøre til brug for de almin-delige forvaltningsmyndigheder, optagelse aflån m. v. Også med hensyn til dokumenter ved-

rørende forhandlinger, som det offentlige førerom løn- og personaleforhold m. v., må offent-lighedsprincippet undergives begrænsninger.

Beskyttelsen af privates interesse i, at op-lysninger om deres økonomiske eller person-lige forhold ikke unødigt prisgives under enoffentlighedsordning, skulle være tilgodeset vedbestemmelserne i nr. 3 og 4.

Bestemmelsen i nr. 3 vil navnlig kunne findeanvendelse af konkurrencemæssige grunde. Do-kumenter i skattesager og lånesager vil i vidtomfang være unddraget offentligheden. Privatepersoners eller sammenslutningers til det of-fentlige afgivne oplysninger, der må anses atvedrøre forretningshemmeligheder, såsom op-lysninger om udvidelses- og produktionsplaner,om forretningsforbindelser m. v., må være be-skyttet mod offentlighed. Det er en samfunds-mæssig interesse, at forvaltningen har rigtigeog udtømmende oplysninger som grundlag forsin virksomhed, og denne interesse vil lide ska-de, hvis der ikke ydes den, der meddeler oplys-ningerne, en rimelig beskyttelse.

Bestemmelsen i nr. 4 vil navnlig finde an-vendelse i ægteskabssager, adoptionssager, fa-derskabssager, bidragssager og lignende; end-videre i mange tilfælde, hvor personlige for-hold foreligger oplyst i sundhedssager og isager om ydelser i henhold til sociallovgivnin-gen. I sådanne sager vil der ofte gøre sig ethensyn ga l̂dende både til private og til det of-fentlige, og den privates samtykke til med-delelse af oplysninger kan således ikke altidvære eneafgørende for forvaltningen.

Det må i det hele være en hovedregel vedfortolkningen af bestemmelserne i punkt 3 og4 om privates forhold, at oplysninger om denenkeltes personlige forhold i almindelighed ikkebør videregives til offentligheden.

Nr. .5. Afvigelser fra offentlighedsprincippetaf hensyn til sædeligheden kan være hjemlet al-lerede efter de i pkt. 2 og 4 indeholdte bestem-melser, men man har ment det rigtigt at giveen selvstændig regel om, at hensyn til sædelig-heden kan udelukke offentlighed, f. eks. hvorder i en sags dokumenter findes groft porno-grafiske fotografier eller breve.

Nr. 6. Denne bestemmelse tager bl. a. sigte

63

på dokumenter, der vedrører påtænkte foran-staltninger inden for afgiftslovgivningen, her-under toldlovgivningen, samt vedrørende valu-talovgivningen, lovgivningen om priser eller omeksport og import. Bestemmelsen vil endviderefinde anvendelse på det offentliges virksomhedi forbindelse med eksaminer og andre prøver,idet f. eks. skriftlige opgaver selvfølgelig ikkekan udleveres på forhånd, samt på det offent-liges kontrolvirksomhed på en række områder,f. eks. for at hindre kendskab til dokumenter,hvoraf det fremgår, at en revisions- eller kon-trolvirksomhed vil blive iværksat.

Når der i bestemmelsen tales om offentligplanlægningsvirksomhed, har man f. eks. haftfor øje, at forhåndskendskab til byplanmæssigeforanstaltninger vil kunne modvirke en hen-sigtsmæssig gennemførelse af de foranstaltnin-ger, planlægningen tager sigte på.

Bestemmelsen kan finde anvendelse f. eks.ved rutinemæssige henvendelser fra de revide-rende myndigheder. En sådan henvendelse, derville kunne medføre ubegrundet skade, hvis denkom til offentlighedens kundskab, og dermedmodvirke revisionens arbejdsmuligheder, bør ihvert fald ikke være tilgængelig, før den myn-dighed, henvendelsen er rettet til, har haft lej-lighed til at tage stilling til henvendelsen. Til-svarende synspunkter gør sig gældende også forudenforståendes henvendelser til de revideren-de myndigheder.

Nr. 7. Under hensyn til, at man står udenerfaringer vedrørende en offentlighedsordning,har kommissionen anset det for tilrådeligt atindsætte en bestemmelse, hvorefter interesser,som enten ikke egner sig til selvstændig for-mulering, eller som man ved lovens udformningikke har kunnet overskue, vil kunne begrundeundtagelse fra offentlighedsprincippet. Manforudsætter, at der kun vil blive gjort brug afden under § 2, nr. 7, foreslåede bestemmelse itilfælde, hvor hemmeligholdelse af hensyn tildet offentliges eller enkeltpersoners interesseklart vil tilsige det.

Ved § 2, stk. 3, har kommissionen for klar-heds skyld villet fastslå, at hvis de i stk. 1nævnte hensyn kun vedrører en del af et do-kument, har offentligheden krav på at få op-

lysning om den øvrige del af dokumentet, så-fremt en udskillelse er mulig.

Til § 3.Ved bestemmelsen i § 3 fastslås det, at of-

fentlighedsprincippet - bortset fra de i § 4nævnte undtagelser — omfatter alle hos ved-kommende myndighed beroende dokumenter,og de praktisk vigtigste grupper af dokumenter,hvorom oplysning herefter kan begæres, op-regnes. Men oplysning kan kun kræves om do-kumenter, som vedrører »den i begæringen an-givne sag«. Bestemmelsen vil modvirke, at no-gen ved henvendelse til en forvaltningsmyndig-hed mere på det uvisse søger al. opspore doku-menter, som muligvis kan være af interesse forham. Men begæringen kan godt omfatte flere,nærmere angivne sager. Det anførte gælder og-så med hensyn til journaler, registre og andrefortegnelser, jfr. § 3 i slutningen.

Når det foreslås, at kopier af udgåede skri-velser som regel først skal stilles til rådighed,når de pågældende skrivelser må antages atvære kommet frem til vedkommende, beror detpå et hensyn til adressaten. En stærk interessei ufortøvet at få oplysning om et dokument ogvanskeligheder ved at komme i forbindelsemed adressaten vil dog kunne motivere, atskrivelser gøres tilgængelige, inden adressatenhar modtaget dem.

Ifølge stk. 2 skal mundtligt afgivne, fakti-ske oplysninger af væsentlig betydning for sa-gens afgørelse, optegnes i sagens dokumenterpå en sådan måde, at oplysning herom kanmeddeles. Den således tilsikrede adgang for of-fentligheden til at få kendskab til grundlagetfor sagernes afgørelse, også hvor dette grund-lag ikke fremgår af skrivelser, vil særlig være afbetydning for parter i sagen, jfr. forslagets §6. Bestemmelsen vil modvirke, at forvaltnings-myndighederne skulle kunne indhente mundt-lige oplysninger i stedet for skriftlige for der-ved at komme udenom offentlighedens ind-seende.

Til § 4.Paragraf 4 opregner nogle grupper af do-

kumenter m. v., som uanset deres indhold und-tages fra offentlighedsprincippet.

64

Under a) foreslås, at statsrådsprotokoller,referater af møder mellem ministre og indstil-linger til Kongen skal være undtaget fra offent-lighedsprincippet. Denne bestemmelse vil om-fatte indstillinger i nådesbevisningssager.

Medens brevveksling mellem de forskelligeforvaltningsmyndigheder, herunder mellem mi-nisterier, principielt bør være underkastet of-fentlighed, har man i § 4, stk. 1 b, foreslået,at brevveksling mellem forskellige afdelingereller kontorer inden for samme myndighedikke skal være omfattet af offentlighedsprincip-pet.

Undertiden kan det blive et spørgsmål, hvadder i denne henseende skal forstås ved en»myndighed« i modsætning til enkelte led af ensamvirkende enhed. Som eksempler kan næv-nes ministre (ministerier), ambassader m. v. ifremmede lande, amtmænd, kommunalbesty-relser, herunder amtsråd, amtsforvaltere, stats-advokater, politimestre, sognefogeder, toldfor-valtere, motorsagkyndige, udskrivningschefer,sessioner, amts- og kredslæger, havneråd i stats-havnene, købstadkommunale havnebestyrelser,landvæsenskommissioner, skovridere og præ-ster. Uden betydning for begrebet myndighedi den omhandlede henseende er det, om virk-somheden udøves i et over- og underordnelses-forhold.

Hvor et direktorat inden for centraladmi-nistrationen træffer afgørelser på egne vegneog ikke på vedkommende ministers vegne, somf. eks. arbejdsdirektoratet (lovbek. nr. 135 af19. maj 1958 § 34), direktoratet for ulykkesfor-sikringen (lovbek. nr. 142 af 8. maj 1959 § 8)m. fl., vil direktoratet i lovens forstand væreen myndighed, således at korrespondance medvedkommende ministerium vil være offentlig.Dette må tilsvarende gælde for f. eks. general-direktoraterne for statsbanerne (lov nr. 40 af25. februar 1925 § 1) og for post- og telegraf-væsenet (lov nr. 110 af 20. maj 1927 § 1) i detomfang, disse myndigheder træffer afgørelse påegne vegne.

Direktorater, som træffer afgørelser på mi-nisterens vegne, må anses for afdelinger i etministerium. De er altså ikke i lovens forstandmyndigheder i forhold til ministeren eller i for-

hold til andre direktorater inden for sammeministerium. Deres forslag til afgørelser, pla-ner o. s. v. vil derfor ikke være offentlige, nårde sendes til departementet eller andre direk-torater. Dette vil f. eks. gælde for direktoratetfor fængselsvæsenet i forhold til departementeti justitsministeriet (lov nr. 100 af 18. april 1910§ 1). direktoratet for statshospitalerne (lov nr.180 af 30. april 1960 § 1) i forhold til inden-rigsministeriets departement og delvis de nævnteto generaldirektorater indbyrdes og i forhold tildepartementet i ministeriet for offentlige ar-bejder.

De mange nævn, udvalg, råd o. s. v., som eroprettet i henhold til lovgivningen, f. eks. sta-tens jordlovsudvalg, monopolrådet, forsikrings-rådet, radiorådet, sundhedskommissioner ogbygningskommissioner, må anses som myndig-heder i lovens forstand.

Kommissionsbetænkninger vil efter lovfor-slaget være offentlighed undergivet, med min-dre der i vedkommende lov træffes anden be-stemmelse, jfr. lov om nedsættelse af en trust-kommission nr. 128 af 31. marts 1949 § 8. Do-kumenter hos kommissioner og udvalg vil dogofte være undtaget fra offentlighedsprincippetsom internt arbejdsmateriale, jfr. forslagets § 4,stk. 2, derimod ikke skrivelser til og fra enkommission.

Ifølge § 10, stk. 4, i det udkast til lov ombehandlingsmåden i forvaltningssager, som erudarbejdet af den norske forvaltningskomité,er forslag, udkast, betænkninger og andre lig-nende arbejdsdokumenter, redegørelser ellerrapporter, som forvaltningsorganet selv udar-bejder eller af egen drift indhenter til brug forsin behandling af en sag, ikke offentlige. Afmotiverne til denne bestemmelse fremgår det,at udtalelser, som et departement indhenterfra et andet departement, er indbefattet underdenne undtagelsesbestemmelse. Det siges, atmeningsforskelle mellem departementerne ikkeuden vedkommende departements samtykkebør gøres kendt for offentligheden.

Kommissionen mener ikke, at en tilsvarendebestemmelse bør optages i lovforslaget. Mantillægger det tværtimod stor værdi, at offent-ligheden får ret til at blive gjort bekendt med

65

de meningsforskelle mellem myndighederne,som lægger sig for dagen under behandlingenaf forvaltningssager. Når den offentlige diskus-sion kan finde sted med kendskab til sådannemeningsforskelle, vil den bedre end uden sådantkendskab kunne blive en garanti for en sagligupartisk forvaltning. Dette gælder efter kom-missionens opfattelse også, når talen er ombrevveksling mellem ministerier. Det må her-ved erindres, at danske ministre i modsætningtil de svenske departementschefer (ministre)er selvstændige forvaltningschefer. I modsatretning har man ment at kunne anføre mi-nistrenes politiske solidaritet; men denne træ-der og bør træde i baggrunden med hensyntil de almindelige forvaltningssager.

Kun inden for et begrænset område, hvorde politiske synspunkter i særlig grad gør siggældende, har man ment, at et hensyn til sam-arbejdet mellem ministre kan begrunde enundtagelse fra offentlighedsprincippet. Ifølge§ 4, stk. 1 a, er således brevveksling mellemministerier om lovgivning, herunder bevillings-love, undtaget fra offentlighedsprincippet. Her-efter vil også brevveksling mellem ministerierom forslag til enkeltbevillinger, som senere skaloptages på bevillingslovene, være undtaget fraoffentlighed. Dette gælder også efter bevillings-forslagets fremsættelse for folketingets finans-udvalg.

Brevveksling mellem ministerier om admini-strative retsforskrifter vil ikke være undtaget,ej heller brevveksling om lovgivning og admi-nistrative forskrifter mellem et ministerium ogandre myndigheder end et ministerium ellermed organisationer.

Da hele den kommunale forvaltning er un-derlagt kommunalbestyrelsen, har man ment,at brevveksling, som i forhold til kommunal-bestyrelsen må anses for intern, bør være und-taget fra offentlighedsprincippet. Det foreslåsderfor i § 4, stk. 1 c, at brevveksling mellem enkommunalbestyrelse og dennes afdelinger, ud-valg og administrative organer samt mellemsådanne afdelinger m. v. indbyrdes skal væreundtaget fra offentlighedsprincippet. Der hen-vises i denne forbindelse til kommunaldirektørGerner Andersens notat om myndigheden i

kommunerne, jfr. bilag 11 (side 213). Det til-føjes, at kommissioner, udvalg og lignende, somhar medlemmer uden for kommunalbestyrel-sen, f. eks. bygningsråd og sundhedskommis-sioner, ikke er omfattet af undtagelsesbestem-melsen.

Med hensyn til bestemmelsen under d), hvor-efter lovens offentlighedsprincip ikke omfatterdokumenter i sager om ansættelse og forfrem-melse i det offentliges tjeneste, henvises til kap.VI D (side 51).

Når man under e) har undtaget statistiskoplysningsmateriale fra offentlighedsprincippet,beror det på hensyn såvel til, at det offentligefår fuldstændige og rigtige oplysninger, som tilde navngivne enkeltpersoner, selskaber m. v.,som indgiver materiale til udarbejdelse af of-fentlig statistik. De pågældende må have kravpå, at de afgivne oplysninger betragtes somfortrolige.

Man har endvidere, som anført i bemærk-ningerne til § 2, stk. 1, nr. 2, fundet det rime-ligt under f) af undtage dokumenter i sagerom administrativ ikendelse af bøder fra of-fentlighedsprincippet i deres helhed.

Udgangspunktet for udformningen af be-stemmelsen i § 4, stk. 2, har været, at de of-fentlige myndigheders arbejdsdokumenter er afen sådan foreløbig karakter, at de ikke børvære undergivet offentlighedsprincippet. For-valtningsmyndighederne må have mulighed forfrit og uforstyrret at overveje og drøfte de af-gørelser, som skal træffes. Efter den svenskeordning er arbejdsdokumenter offentlige eftersagernes færdigbehandling, men kun for så vidtde henlægges sammen med den pågældendesag. Det må antages, at man under en sådanordning vil være tilbøjelig til — som det efterdet for kommissionen oplyste også sker i Sve-rige - at udskille eller tilintetgøre arbejdsdo-kumenter med deraf følgende ulemper for for-valtningen ved behandlingen af senere lignendesager, og man har derfor ment det rigtigt atundtage disse dokumenter fra offentligheds-princippet, også efter at sagen er afsluttet.

Også referater af møder i råd og udvalgvil efter stk. 2 være undtaget fra offentlig-

66

hedsprincippet. Tilsvarende gælder om råds ogudvalgs voteringer og forhandlingsprotokoller,dog ikke referater af møder med udenforstå-ende.

Når det tillige foreslås, at responsa til brugi retssager skal være undtagne, beror det på,at det offentlige på samme måde som en mod-part må have ret til — som grundlag for sineovervejelser - at søge fornøden sagkyndig vej-ledning, uden at andre skal have adgang til atgøre sig bekendt med sådanne responsa.

Til § 5.Denne bestemmelse fastslår, under hvilken

form den enkelte har ret til at gøre sig bekendtmed forvaltningens dokumenter. Efter bestem-melsen vil det, når en sag er under ekspeditionog af hastende karakter, og når ekspeditionenikke uden særlig vanskelighed vil kunne af-brydes, være tilladeligt, at udlevering af do-kumenterne til gennemsyn udsættes.

Personer, som ønsker at gennemse dokumen-terne i en sag, bør så vidt muligt straks vedhenvendelsen have adgang til et sådant gen-nemsyn.

I almindelighed bør det, som ovenfor anført1 bemærkningerne til § 1, være den myndighed,som har de pågældende dokumenter i sin be-siddelse, der afgør, hvorvidt en begæring omoplysning om dokumenter skal efterkommes.Det er ikke udelukket, at spørgsmålet om ud-levering, forinden afgørelse træffes, kan fore-lægges for den myndighed, der skal afgøre sa-gen, idet denne myndighed kan være den ene-ste, der er i besiddelse af de nødvendige for-udsætninger for at afgøre, hvorvidt der børmeddeles oplysninger.

På grundlag af indvundne erfaringer kan dereventuelt vise sig behov for mere detaillerederegler om, hvilke myndigheder der på de en-kelte sagsområder skal kunne træffe afgørelseom, hvorvidt oplysninger kan meddeles. I stk.2 er givet hjemmel for udstedelse af anordnin-ger i denne henseende.

Til § 6.Som tidligere omtalt bør retten til at kræve

oplysninger om forvaltningens dokumentervære videregående i tilfælde, hvor den, der be-

gærer oplysningerne, er part i sagen, end hvorbegæringen fremsættes af en person, som ikkeer part. Det fastsættes derfor i § 6, dels atretten også skal tilkomme udlændinge, der erparter i en sag, jfr. bemærkningerne ovenfortil § 1, dels at parter har ret til at få kendskabtil dokumenter, med mindre de hensyn, somomtales i § 2, stk. 1, er så afgørende, at debør gå forud for partens interesse i at kunnebenytte kendskab til dokumenterne til vareta-gelse af sit tarv. Også hensynet til partens egneforhold vil kunne medføre undtagelser fra lo-vens almindelige princip. Således vil f. eks. do-kumenter, der indeholder oplysninger om par-tens helbredstilstand efter omstændighedernekunne tilbageholdes. Endvidere bestemmes deti stk. 2, at der ikke i henhold til kgl. anord-ning, udstedt i medfør af § 2, stk. 2, kangøres indskrænkning i en parts adgang til at fåkendskab til sagens dokumenter.

Bestemmelsen indebærer i flere henseenderen udvidelse af retten til at få afskrift af er-klæringer i henhold til loven af 2. februar1866. Navnlig vil 1866-lovens begrænsning tilansøgere og klagere, hvis ansøgning eller klageikke er taget til følge, falde bort, idet også sa-ger, som endnu ikke er afgjort af forvaltningen,vil være tilgængelige for parterne, og detteuanset om deres partsstilling beror på, om deer ansøgere eller klagere.

Det har været overvejet, om der ikke i lov-forslaget bør indføjes en bestemmelse om, atdokumenter, som ellers må hemmeligholdes,vil kunne udleveres til den, der har indsendtandragende eller klage eller iøvrigt er part i ensag, med forbehold om, at dokumentet ikkemå offentliggøres og dets indhold ikke videre-bringes til uvedkommende. For indførelse afen sådan regel taler, at man ellers kan værenødt til at hemmeligholde dokumenter, som detvil være af betydning for parten at have kend-skab til for varetagelse af sine interesser, foreksempel ved at kunne påberåbe sig dem sombevis i retssager eller i sager, som er til be-handling for en administrativ myndighed.

Indførelse af en sådan ret til udlevering afellers hemmelige dokumenter mod pligt til ikkeat offentliggøre indholdet eller på anden måde

67

viderebringe det til uvedkommende vil kræve,at tilsidesættelsen af det ved udleveringengivne pålæg om hemmeligholdelse belæggesmed straf.

Den svenske sekretesslov indeholder i §39 hjemmel for i visse tilfælde ved udleveringaf dokumenter at tage forbehold om, at ind-holdet ikke må offentliggøres eller meddelestil uvedkommende. Overtrædelse af et sådantforbehold kan straffes i medfør af § 41.

Kommissionen er klar over, at gennemførelseaf straffesager af denne art vil kunne voldevanskeligheder, navnlig fordi pressen konse-kvent vægrer sig ved at give oplysning omsine kilder. Kommissionen har derfor ikke idet udarbejdede lovforslag optaget nogen be-stemmelse som den omhandlede.

Et af de formål, som man må lægge særligvægt på, når der er tale om at udvide den en-kelte borgers adgang til at blive bekendt meddokumenter i sager, der vedrører ham ellerhende, er retten til at tage til genmæle, ogsåinden forvaltningen træffer sin afgørelse.

Det er derfor i § 6, stk. 3, foreslået at giveansøgere, klagere og andre parter adgang til atudtale sig om det materiale, der vil dannegrundlaget for afgørelsen. Man har dog mentat måtte gøre visse begrænsninger, navnlig afhensyn til sagens afslutning. Adgangen til attage til genmæle skal ikke kunne benyttes til attrække sagernes behandling i langdrag. Detforeslås derfor i sidste pkt., at forvaltningenkan fastsætte en frist, inden hvilken partensudtalelse skal være fremkommet.

Det foreslås, at en parts begæring om ad-gang til at afgive en udtalelse skal fremsættesover for den myndighed, der afgør sagen.

Det kan være et spørgsmål, om det er hen-sigtsmæssigt at udforme reglerne om partsof-fentlighed i nær tilknytning til reglerne om al-mindelig offentlighed. De to offentlighedsfor-mer forfølger delvis forskellige formål, og ad-gangen til partsoffentlighed bør være videregå-ende end den almindelige offentlighed. Uansetom man vil indføre almindelig offentlighed,vil der derfor være grund til at overveje, ompartsoffentlighed bør ordnes ved en selvstæn-dig lov.

Der vil, såfremt overvejelserne fører til atudskille reglerne om partsoffentlighed af detalmindelige forslag til lov om offentlighed, ikkevære noget til hinder for at udelade § 6, så-ledes at et særskilt lovforslag om partsoffent-lighed gennemføres ved siden af et forslag omalmindelig offentlighed.

Til § 7.Straffelovens §§ 152 og 263, stk. 2, fore-

skriver straf for den, der virker i offentlig tje-neste eller hverv, og som røber, »hvad han itjenesten eller hvervets medfør har erfaret somhemmelighed, eller hvad der ved lov eller andengyldig bestemmelse er betegnet som sådan«,eller som røber »privatlivet tilhørende hemme-ligheder«, der er kommet til hans kundskabved udøvelsen af hans virksomhed.

Ifølge tjenestemandslovens § 3, stk. 3, skaltjenestemanden »iagttage tavshed med hensyntil de forhold, som han i sin tjenestemandsstil-lings medfør bliver bekendt med, og hvis hem-meligholdelse ifølge sagens natur er påkrævet el-ler bliver ham foreskrevet af hans foresatte«.Tilsvarende bestemmelser findes i kommunaletjenestemandsvedtægter.

Bestemmelser om tavshedspligt findes lige-ledes i en lang række speciallove, hvoraf noglehenviser til straffeloven eller tjenestemandslo-ven, medens andre giver særlige regler.

Gældende generelle regler om tavshedspligtsom de foran nævnte må vige for begæringerom oplysninger i henhold til den foreslåede lovom offentlighed i forvaltningen, da sådanneregler ellers ville gøre offentlighedsordningenillusorisk. Det er derfor foreslået, at disse ge-nerelle regler om tavshedspligt ikke er til hin-der for at stille oplysninger til rådighed efterlovforslagets regler. Men i øvrigt opretholdesdisse tavshedsbestemmelser, således at de stadigvil være til hinder for, at offentlige funktionæ-rer meddeler oplysninger på eget initiativ omindholdet af dokumenter eller røber tjeneste-hemmeligheder, som enten ikke fremgår af no-get dokument eller indeholdes i dokumenter,der ikke efter forslaget gøres tilgængelige foroffentligheden.

Man har derimod ment, al den ved andre

68

love ud fra særlige hensyn specielt fastsattetavshedspligt bør udelukke anvendelse af of-fentlighedsprincippet i henhold til nærværendelov. Det er derfor foreslået, at den i sådannelove foreskrevne tavshedspligt begrænser ad-gangen til at få oplysninger i henhold til loven.

Til § 8.I mange tilfælde vil det være urimeligt i ube-

grænset tid efter et dokuments oprettelse atfastholde de i den foreslåede lov fastsatte be-grænsninger i retten til at få oplysning om do-kumentet. Det tidsrum, som i så henseendebør være afgørende, vil være forskelligt efterde pågældende dokumenters art. Da man ikkehar ment, at nærmere bestemmelser om spørgs-målet bør optages i selve loven, har man i § 8foreslået, at sådanne bestemmelser skal kunnegives ved anordning.

Den foreslåede bestemmelse gør ingen ind-skrænkning i adgangen til at deponere privatearkivalier med forbehold mod offentliggørelsei et vist tidsrum.

Til § 9.Det forudsættes, at det omhandlede gebyr i

almindelighed ikke sættes højere end til et be-løb svarende til forvaltningens omkostningerved udfærdigelse af genparter.

Til § 10.Det forudsættes, at ikrafttrædelsestidspunktet

i stk. 1 fastsættes med en sådan frist fra lovensvedtagelse, at der levnes administrationen rime-lig tid til at indrette sig på nyordningen ogtræffe de fornødne praktiske foranstaltningermed henblik på ordningens gennemførelse.

Begrundelsen for stk. 2 er, at dokumenter,som er udfærdiget ud fra forudsætningen omden nu bestående retstilstand med hensyn tiloffentlighed i forvaltningen, ikke bør undergi-ves offentlighed.

Bestemmelsen i stk. 4 medfører, at hidtilgældende lovregler om adgang til at blive be-kendt med dokumenter hos den offentlige for-valtning bevarer deres gyldighed, hvadenten demedfører en videre eller snævrere adgang til

en forvaltningssags dokumenter end efter for-slagets regler, jfr. dog bestemmelsen i stk. 3om ophævelse af lov af 2. februar 1866 om er-klæringers meddelelse til ansøgere og klagere.De i forslagets § 2, stk. 1, nævnte undtagelses-hensyn kan således f. eks. ikke påberåbes overfor bestemmelser, der giver offentlig adgang tilvisse registre. Som bestemmelser, der giver ensnævrere adgang til dokumenter end forslagetsregler, kan nævnes § 3 i lov nr. 175 af 18.marts 1937 og § 20 i lov nr. 224 af 7. juni1952, hvorefter ingen har krav på at blivegjort bekendt med erklæringer, der afgives hen-holdsvis om andragender om indfødsret og omandragender om indrejse- og arbejdstilladelsem. v.

Vedrørende bestemmelsen i forslagets stk. 5,henvises til bemærkningerne til § 2, stk. 1, nr.2.

I henhold til den færøske hjemmestyreord-ning, jfr. lov nr. 137 af 23. marts 1948 omFærøernes hjemmestyre, tilkommer det alenehjemmestyret - lagting og landsstyre - at af-gøre, om offentlighedsprincippet skal indføres idet færøske hjemmestyres forvaltning, herunderi det færøske kommunestyre. Yderligere be-stemmer hjemmestyrelovens § 7, 2. pkt., atrigslove, der vedrører lokale færøske forhold,skal forelægges hjemmestyret til betænkning,forinden de sættes i kraft på øerne. Da det måanses for mest praktisk, at der gælder sammeregler om offentlighed i Færø-sager, uansetom disse behandles af hjemmestyrets organerog de færøske kommuner eller hos rigets myn-digheder i eller uden for Færøerne, foreslåsdet i stk. 6, at loven kan sættes i kraft på Fær-øerne ved kgl. anordning med de ændringer,som efter samråd med hjemmestyret må ansesfor nødvendige at fastsætte som følge af øer-nes særlige forhold, og at offentlighedsprincip-pet, indtil sådan kgl. anordning udstedes, ikkegælder for sager vedrørende færøske anliggen-der.

For Grønlands vedkommende findes der ikkeat foreligge sådanne særlige hensyn, som nød-vendiggør en særstilling, og forslaget forudsæt-ter derfor, at loven umiddelbart skal gælde forGrønland.

69

VIII. UDKAST TILANORDNING OM OFFENTLIGHED I FORVALTNINGEN

I henhold til § 2, stk. 2, i lovom offentlighed i forvaltningen fastsættes her-ved:

Bestemmelsen i lovens § 1, hvorefter en-hver dansk statsborger på begæring er beret-tiget til at blive gjort bekendt med dokumenteri sager, der er afgjort af eller til behandling iden offentlige forvaltning, kommer ikke til an-vendelse for så vidt angår følgende sagsområ-der:

A. Justitsministeriet.1. Forberedelse og indgåelse af aftaler

med fremmede magter.2. Forberedelse af og indberetninger om

møder og forhandlinger i mellemfolke-lige institutioner.

3. Politiets efterretningsvirksomhed.4. Tilladelse til ind- og udrejse, ophold og

arbejde her i landet og sager om afvis-ning, udvisning eller ophævelse af ud-visningstilhold.

5. Centralbureauet for identifikation ogpolitiets tekniske afdelinger.

6. Rigsregistraturen, tilsvarende lokale re-gistraturer og strafferegistre.

7. Politiets udrustning, benyttelse af poli-tiets lokaler og disses placering og ind-retning, polititjenestemænds tjenestestedog udbetaling af dusører af politikas-sen.

8. Kriminalanstalters sikring mod undvi-gelser.

9. Kriminalanstalters produktions-, ind-købs- og salgsvirksomhed.

10. Våbenoplag, tilladelser til fremstillingog ind- og udførsel af våben og spræng-stoffer eller til at besidde våben.

11. Dispensation fra politivedtægtsbestem-melser om lokalers indretning.

12. Legater og private stiftelser.13. Overformynderiets forretningsmæssige

forhold og regnskab.14. Ordensdekorationer, tildeling af hæders-

tegn og redningsbelønninger.

B. Socialministeriet.1. Forberedelse og indgåelse af aftaler

med fremmede magter om socialpoli-tisk samarbejde.

2. Forberedelse af og indberetninger ommøder og forhandlinger i mellemfolke-lige institutioner.

3. Meddelelse af arbejdsti.ladeiser til ud-lændinge.

4. Sociale institutioners produktion, vare-indkøb og indkøbsrabatordninger.

5. Ordensdekorationer og tildeling af hæ-derstegn.

§ 2.Lovens § 1 kommer ikke til anvendelse i

sager inden for følgende sagsområder, når sa-gerne vedrører enkeltpersoners forhold:

A. Justitsministeriet.1. Udfærdigelse af pas eller anden rejse-

legitimation.2. Benådning, udsættelse med afsoning af

straf, behandling af personer, der er an-bragt i kriminalanstalter, eller er un-

70

dergivet kriminalforsorg uden for an-stalt, løsladelse fra kriminalanstalter.

3. Klager over politiets eller anklagemyn-dighedens behandling af straffesager.

4. Politiets eftersøgningstjeneste.5. Tvangsindlæggelse og -tilbageholdelse af

sindssyge og åndssvage.6. Udgangstilladelse m. v. til sindssyge el-

ler åndssvage, der som farlige for rets-sikkerheden er anbragt på hospital el-ler anstalt.

7. Sterilisation, kastration og svanger-skabsafbrydelse, legalt ligsyn og obduk-tion.

8. Ligbrænding og særlig anbringelse afurner.

9. Person-, familie- og navneret.10. Arve- og skifteret, midler i overformyn-

deriet og båndlagte midler i øvrigt.11. Udfærdigelse eller deponering af be-

skikkelse som advokat eller auktionsle-der.

12. Udfærdigelse eller inddragelse af fører-bevis og godkendelse af kørelærere.

13. Lønningsforskud, sygedage og lignendefor tjenestemænd m. v.

B. Socialministeriet.1. Invalide- og folkepension.2. Syge- og invalideforsikring.3. Lovpligtig ulykkesforsikring.4. Børne- og ungdomsforsorg.5. Revalidering samt blinde-, døve-, van-

føre- og anden særforsorg.

6. Den almindelige offentlige forsorg.7. De af mødrehjælpen behandlede adop-

tions-, sterilisations- og svangerskabsaf-brydelsessager samt sager om bistands-ydelse af økonomisk, personlig eller ju-ridisk karakter.

8. Klager i henhold til lov om arbejderbe-skyttelse.

9. Bidragsfondens sager vedrørende bi-drags pligtige.

10. Arbejdsanvisning til erhvervshæmmedeog psykotekniske prøver.

11. Lønningsforskud, sygedage og lignendefor tjenestemænd m. v.

§ 3.Stk. 1. I sager om det offentliges erhvervelse

eller afhændelse af fast ejendom og om erstat-ning fra det offentlige kommer lovens § 1 ikketil anvendelse, før sagen er afgjort.

Stk. 2. Det samme gælder i sager inden forfølgende områder:

A. Justitsministeriet.1. Klager over politiets, anklagemyndig-

hedens, domstolenes og fængselsvæse-nets personale.

2. Kasseeftersyn hos dommere og politi-mestre.

B. Socialministeriet.Klager over forstandere, lærere og pleje-personale inden for den sociale forsorg.

71

IX. UDKAST TILLOV OM PARTSOFFENTLIGHED I FORVALTNINGEN

§ i.Ansøgere, klagere eller andre parter i en

sag, der er afgjort af eller til behandling i denoffentlige forvaltning, er på begæring berettigettil i overensstemmelse med nedenstående be-stemmelser at blive gjort bekendt med sagensdokumenter.

§ 2.Bestemmelsen i § 1 kommer ikke til anven-

delse, for så vidt partens interesse i at kunnebenytte kendskab til sagens dokumenter til va-retagelse af sit tarv findes at burde vige for af-gørende hensyn til offentlige eller private in-teresser.

Stk. 2. Kan oplysninger om indholdet af etdokument delvis meddeles parten uden tilside-sættelse af de i stk. 1 nævnte hensyn, er hanberettiget til at få sådan delvis oplysning.

Stk. 3. Forinden afgørelse om meddelelse afoplysninger træffes, kan vedkommende myn-dighed indhente en udtalelse fra den, hvis in-teresse kan være til hinder for, at oplysningernemeddeles.

§ 3.Adgangen til at få oplysninger efter § 1 om-

fatter - med de i § 4 nævnte undtagelser - allehos vedkommende myndighed beroende doku-menter, der vedrører den pågældende sag. Ad-gangen omfatter således modtagne skrivelserog andre skriftlige henvendelser med bilag, ko-pier af de fra myndigheden udgåede skrivelserm. v., som regel dog først, når skrivelserne måantages at være kommet frem til vedkommen-de, samt indførsler i journaler, registre og an-dre fortegnelser.

Stk. 2. Afgives der mundtligt til brug for ensag faktiske oplysninger af væsentlig betydningfor sagens afgørelse, skal disse optegnes i sa-gens dokumenter på en sådan måde, at oplys-ning herom kan meddeles.

§ 4.Adgangen til at få oplysninger efter § 1 om-

fatter ikke internt arbejdsmateriale udarbejdetaf forvaltningen til eget brug, såsom referater,koncepter, udkast, forslag og planer. Det sam-me gælder brevveksling inden for samme for-valtningsmyndighed samt offentlige myndighe-ders brevveksling med sagkyndige til brug iretssager eller ved overvejelse af, om retssagbør føres.

§ 5.Vedkommende myndighed træffer under for-

nødent hensyn til sagens ekspedition bestem-melse om, hvorvidt dokumenter straks eller se-nere kan stilles til partens rådighed til gennem-syn på stedet, eller han, hvis særlige grundetaler derfor, bør henvises til at begære genpartaf dokumenterne meddelt mod gebyr. Partenkan altid begære genpart af dokumenternemeddelt.

Stk. 2. Der kan ved kongelig anordning gi-ves forskrifter om, hvilke myndigheder der påde enkelte sagsområder skal kunne træffe af-gørelse om, hvorvidt oplysninger kan meddeles.

§ 6.Såfremt en part over for den myndighed, der

afgør sagen, fremsætter ønske om at afgive enudtalelse før sagens afgørelse, skal der givesham adgang hertil, med mindre væsentlige hen-

72

syn, herunder hensynet til en modpart og sa-gens hurtige afslutning, taler derimod. Forvalt-ningsmyndigheden kan fastsætte en frist for af-givelse af udtalelsen.

Dokumenter i sager angående ansættelse ogforfremmelse i det offentliges tjeneste omfattesikke af denne lov.

Den i straffeloven og tjenestemandslovenesamt i tilsvarende kommunale tjenestemands-vedtægter foreskrevne almindelige tavshedspligtfor tjenestemænd og andre, der handler i of-fentligt hverv, medfører ingen begrænsning ipligten til efter de i nærværende lov foreskrev-ne regler at stille oplysninger til rådighed. Deni andre love foreskrevne tavshedspligt begræn-ser adgangen til at få oplysninger i henhold tildenne lov.

§ 9.Bestemmelser om gebyr for genparter efter

§ 5, stk. 1, kan fastsættes af statsministeren.

§ 10.Denne lov træder i kraft denStk. 2. Lovens bestemmelser kommer ikke

til anvendelse på dokumenter, der er oprettetaf en forvaltningsmyndighed eller kommet idennes besiddelse forinden lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Lov af 2. februar 1866 om erklærin-gers meddelelse til ansøgere og klagere ophæ-ves, men kommer dog fortsat til anvendelse pådokumenter, der er oprettet af en forvaltnings-myndighed eller kommet i dennes besiddelseforinden denne lovs ikrafttræden.

Stk. 4. Bestemmelser i andre love vedrøren-de adgang til at blive bekendt med dokumen-ter hos den offentlige forvaltning opretholdes.

Stk. 5. De i nærværende lov givne reglerfinder ikke anvendelse inden for strafferets-plejen.

Stk. 6. Loven kan ved kongelig anordningsættes i kraft på Færøerne med de ændringer,som måtte være nødvendige som følge af øer-nes særlige forhold. Indtil loven træder i kraftpå Færøerne, er de hos rigsmyndigheder be-roende sager om færøske anliggender, der villevære underkastet lovens bestemmelser, dogundtaget herfra.

BEMÆRKNINGERTIL

LOVFORSLAGET

Til § 1.Bestemmelsen angiver lovens almindelige

princip, hvorefter ansøgere, klagere og andre,der er part i en sag, der behandles af forvalt-ningen, efter begæring er berettiget til at blivegjort bekendt med dokumenterne i den pågæl-dende sag.

Det nærmere indhold af hovedprincippet erfastlagt i lovens øvrige bestemmelser.

Loven omfatter alene personer, der kan be-tegnes som »parter«. Også den, der inddragesi en sag uden at være ansøger eller klager, kan

anses som part, men ikke enhver retlig interesseer tilstrækkeligt grundlag for at påberåbe siglovens bestemmelser. I øvrigt er det ikke mu-ligt at give en nærmere afgrænsning af parts-begrebet. Denne afgrænsning må overlades tilpraksis.

Loven omfatter parter, uanset om de på-gældende er danske statsborgere, og uansetom der måtte være tale om en dansk offent-lig myndighed, som er domicileret i udlandet,f. eks. en dansk repræsentation.

Parten har i henhold til loven alene krav på

73

at blive gjort bekendt med dokumenterne i sinegen sag.. Med. hensyn til fortolkningen af udtrykket

»den offentlige forvaltning« henvises til be-mærkningerne til § 1 i udkast til lov om of-fentlighed i forvaltningen, idet det alene skalanføres, at udtrykket omfatter både statensog kommunernes forvaltningsvirksomhed.

Til § 2.Efter gældende ret er forvaltningens doku-

menter, hvor der ikke i særlige love findes an-dre regler, kun tilgængelige for parterne efterreglerne i lov af 2. februar 1866. I praksis ef-terkommer forvaltningen dog i vid udstrækningbegæringer fra parter om aktindsigt. Samtidigmed den i § 1 i forhold til gældende ret om-handlede betydelige udvidelse af retten til atblive bekendt med dokumenterne i en sag fin-des det dog nødvendigt at indføre den begræns-ning, at offentlige eller private interesser i atforholde parten en aktindsigt i særlige tilfældeskal kunne gå forud for partsns interesse i atbenytte kendskab til sagens akter til varetagelseaf sit tarv. Med anvendelse af ordene »afgø-rende hensyn« er det tilkendegivet, at oplys-ning kun kan nægtes, hvor der er nærliggendefare for, at privates eller det offentliges inter-esser vil lide skade af væsentlig betydning.

I en lov om partsoffentlighed må en bestem-melse om, hvilke hensyn der bør udelukke par-ter fra adgang til dokumenter, udformes i merealmindelige vendinger, idet en konkret afvej-ning af modstående interesser ved anvendelsenaf denne lov vil være mere nødvendig, end ien lov om generel offentlighed, hvor den, derbegærer oplysninger, ikke behøver at have no-gen særlig interesse i at få kendskab til doku-menterne.

Man har derfor ikke ment som i § 2 i ud-kast til lov om offentlighed i forvaltningen atburde angive de hensyn, der kan udelukke ad-gangen til at få oplysninger, men i vidt omfangvil det være de samme hensyn, der kan bliveafgørende. Eksempelvis kan nævnes hensynettil statens sikkerhed, forholdet til fremmedemagter, hensynet til forbryd aisers forebyggel-

se m. v. og hensynet til gennemførelsen af of-fentlig kontrol-, regulerings- og planlægnings-virksomhed m. v. I særlige tilfælde kan også er-hvervsmæssige og økonomiske interesser samthensynet til privatlivets fred og personlige an-liggender i øvrigt komme i betragtning.

Også hensynet til den begærendes egne for-hold vil kunne medføre undtagelser fra lovensalmindelige princip. Således vil f. eks. doku-menter, der indeholder oplysning om partenshelbredstilstand, efter omstændighederne kunnetilbageholdes.

Stk. 2 og 3 svarer til § 2, stk. 3 og 4, i ud-kast til lov om offentlighed i forvaltningen.Når der er spørgsmål om at meddele oplys-ninger til en part, vil der næppe så hyppigt,som hvor det drejer sig om oplysninger tiludenforstående, være anledning til at indhenteudtalelse fra nogen, hvis interesse kan være tilhinder for, at oplysningerne meddeles, og be-stemmelsen herom bør ikke anvendes til unø-dig forsinkelse af partens aktindsigt.

Til § 3.Der henvises til bemærkningerne til § 3 i

udkast til lov om offentlighed i forvaltningen.Oplysning kan kun kræves om dokumenter ogjournaler m. v., der vedrører partens egen sag.

Til § 4.En del dokumenter må, uanset deres ind-

hold, holdes uden for partsoffentligheden.Dette gælder først og fremmest forvaltningensinterne arbejdsmateriale, f. eks. referater, kon-cepter og udkast. Også brevveksling mellemforskellige afdelinger eller kontorer inden forsamme myndighed undtages tillige med myn-dighedernes brevveksling med sagkyndige tilbrug i retssager. Der henvises om motiverin-gen for disse bestemmelser til bemærkningernetil § 4 i udkast til lov om offentlighed i for-valtningen.

Til § 5.Der henvises til bemærkningerne til § 5 i

udkast til lov om offentlighed i forvaltningen.

74

Til § 6.Der henvises til bemærkningerne til § 6,

stk. 3, i udkast til lov om offentlighed i for-valtningen.

Til § 7.Et flertal i kommissionen har anset det for

rigtigt at holde dokumenter om ansættelsesfor-hold i det offentliges tjeneste uden for loven oghenvise reguleringen af de herhenhørende for-hold til tjenestemandslovgivningen og de kom-munale vedtægter, således at der ikke åbnesansøgere til offentlige stillinger adgang til atblive bekendt med oplysninger om medansøge-res forhold med heraf følgende risiko for of-fentliggørelse.

Et mindretal kan ikke tiltræde denne und-tagelse.

Der henvises i øvrigt til kap. VI D (side 51).

Til § 8.Bestemmelsen er enslydende med § 7 i ud-

kast til lov om offentlighed i forvaltningen. I

mange tilfælde vil forskrifter om tavshedspligtikke være gældende over for en part og med-fører da ingen begrænsning af adgangen til atfå oplysninger i henhold til denne lov.

Til § 9.Bestemmelsen er enslydende med § 9 i ud-

kast til lov om offentlighed i forvaltningen.

Til § 10.Der henvises til bemærkningerne til § 10 i

udkast til lov om offentlighed i forvaltningen.Med hensyn til udkastets § 10, stk. 4, går

man ud fra, at bestemmelser - bortset fra lovaf 2. februar 1866 — der giver mindre vidtgå-ende ret for en part til at blive bekendt medsagens dokumenter end efter udkastets regler,er særskilt motiverede, og at de, hvis de ikkeharmonerer med en ny partsoffentlighedslov-givning, må optages til særskilt revision.

75

X. SIDEORDNET OPSTILLING AFDE 1 KAPITEL VII OG IX INDEHOLDTE LOVUDKAST

UDKAST TIL LOV OMOFFENTLIGHED IFORVALTNINGEN

§ i.Enhver dansk statsborger er på begæring be-

rettiget til i overensstemmelse med nedenstå-ende bestemmelser at blive gjort bekendt meddokumenter i sager, der er afgjort af eller tilbehandling i den offentlige forvaltning. Begæ-ringen kan dog afslås, dersom det er åbenbart,at den pågældende ikke har nogen rimelig in-teresse i, at den efterkommes.

Stk. 1. Bestemmelsen i § 1 kommer ikke tilanvendelse, hvis adgangen ti. at få oplysningerville komme i strid med væsentlige hensyn til1. statens sikkerhed, landets forsvar samt for-

hold til fremmed magt og mellemfolkeligeinstitutioner;

2. forbrydelsers forebyggelse, opklaring og for-følgning, straffuldbyrdelse og lignende samtbeskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sa-ger om strafferetlig eller disciplinær forfølg-ning;

3. det offentliges og privates erhvervsmæssigeeller andre økonomiske interesser;

4. privatlivets fred og personlige anliggender iøvrigt;

5. sædeligheden;6. offentlig kontrol, regulerings- eller planlæg-

ningsvirksomhed, påtænkte foranstaltningerinden for afgiftslovgivningen og lignende,for så vidt meddelelse af oplysninger kanbefrygtes at modvirke opnåelsen af det medsådan virksomhed tilsigtede formål;

UDKAST TIL LOV OMPARTSOFFENTLIGHED I

FORVALTNINGEN

Ansøgere, klagere eller andre parter i ensag, der er afgjort af eller til behandling i denoffentlige forvaltning, er på begæring beretti-get til i overensstemmelse med nedenståendebestemmelser at blive gjort bekendt med sa-gens dokumenter.

§ 2.Stk. 1. Bestemmelsen i § 1 kommer ikke til

anvendelse, for så vidt partens interesse i atkunne benytte kendskab til sagens dokumentertil varetagelse af sit tarv findes at burde vigefor afgørende hensyn til offentlige eller privateinteresser.

70

7. beskyttelse af andre interesser, hvor hem-meligholdelse efter forholdets særlige karak-ter er påkrævet.Stk. 2. For sagsområder, hvor de i stk. 1

angivne hensyn i almindelighed vil udelukkemeddelelse af oplysninger, kan det ved kongeliganordning bestemmes, at § 1 ikke kommer tilanvendelse, jfr. dog § 6, stk. 2.

Stk. 3. Kan oplysninger om indholdet af etdokument delvis meddeles uden tilsidesættelseaf de i stk. 1 nævnte hensyn, er den pågældendeberettiget til at få sådan delvis oplysning.

Stk. 4. Forinden afgørelse om meddelelse afoplysninger træffes, kan vedkommende myn-dighed indhente en udtalelse fra den, hvis in-teresse kan være til hinder for, at oplysningernemeddeles.

§ 3.Stk. 1. Adgangen til at få oplysninger efter

§ 1 omfatter — med de i § 4 nævnte undta-gelser - alle hos vedkommende myndighed be-roende dokumenter, der vedrører den i begæ-ringen nærmere angivne sag. Adgangen omfat-ter således modtagne skrivelser og andre skrift-lige henvendelser med bilag, kopier af de framyndigheden udgåede skrivelser mi. v., somregel dog først når skrivelserne må antages atvære kommet frem til vedkommende, samtindførsler vedrørende de pågældende sager ijournaler, registre og andre fortegnelser.

Stk. 2. Afgives der mundtligt til brug for ensag faktiske oplysninger af væsentlig betyd-ning for sagens afgørelse, skal disse optegnes isagens dokumenter på en sådan måde, at op-lysning herom kan meddeles.

§ 4.Stk. 1. Adgangen til at få oplysninger efter

§ 1 omfatter ikkea) statsrådsprotokoller, referater af møder mel-

lem ministre, indstillinger til Kongen samtbrevveksling mellem ministerier om lovgiv-ning, herunder bevillingslove,

b) brevveksling mellem forskellige afdelinger el-ler kontorer m. v., inden for samme myn-dighed,

c) brevveksling mellem en kommunalbestyrelse

Stk. 2. Kan oplysninger om indholdet af etdokument delvis meddeles parten uden tilside-sættelse af de i stk. 1 nævnte hensyn, er hanberettiget til at få sådan delvis oplysning.

Stk. 3. Forinden afgørelse om meddelelse afoplysninger træffes, kan vedkommende myn-dighed indhente en udtalelse fra den, hvis in-teresse kan være til hinder for. at oplysningernemeddeles.

§ 3.Stk. 1. Adgangen til at få oplysninger efter

§ 1 omfatter — med de i § 4 nævnte undtagel-ser — alle hos vedkommende myndighed bero-ende dokumenter, der vedrører den pågælden-de sag. Adgangen omfatter således modtagneskrivelser og andre skriftlige henvendelser medbilag, kopier af de fra myndigheden udgåedeskrivelser m. v., som regel dog først når skri-velserne må antages at være kommet frem tilvedkommende, samt indførsler i journaler, re-gistre og andre fortegnelser.

Stk. 2. Afgives der mundtligt til brug for ensag faktiske oplysninger af væsentlig betyd-ning for sagens afgørelse, skal disse optegnes isagens dokumenter på en sådan måde, at op-lysning herom kan meddeles.

77

og dennes afdelinger, udvalg og andre ad-ministrative organer samt mellem sådanneafdelinger, udvalg og administrative orga-ner indbyrdes,

d) dokumenter i sager angående ansættelse ogforfremmelse i det offentliges tjeneste,

e) materiale, der tilvejebringes som grundlagfor udarbejdelse af offentl g statistik,

f) dokumenter i sager om administrativ iken-delse af bøder.

Stk. 2. Adgangen til at få. oplysninger efter§ 1 omfatter endvidere ikke internt arbejdsma-teriale, udarbejdet af forvaltningen til egetbrug, såsom referater, konc2pter, udkast, for-slag og planer, ej heller offentlige myndighe-ders brevveksling med sagkyndige til brug iretssager eller ved overvejelse af, om retssagbør føres.

§ 5.Stk. 1. Vedkommende myndighed træffer

under fornødent hensyn til sagens ekspeditionbestemmelse om, hvorvidt dokumenter strakseller senere kan stilles til den pågældendes rå-dighed til gennemsyn på stedet, eller han, hvissærlige grunde taler derfor, bør henvises til atbegære genpart af dokumenterne meddelt modgebyr. Den pågældende kan altid begære gen-part af dokumenterne meddelt.

Stk. 2. Der kan ved kongelig anordning gi-ves forskrifter om, hvilke myndigheder der påde enkelte sagsområder skal kunne træffe af-gørelse om, hvorvidt oplysninger kan meddelesi henhold til §§1-4 og 6.

§ 6.Stk. 1. Enhver dansk eller udlænding, der til

en forvaltningsmyndighed har indsendt andra-gende eller klage eller i øvrigt er part i en sag,der er til behandling eller afgjort, er i over-ensstemmelse med bestemmelserne i § 1, § 2,stk. 3 og 4, og §§ 3-5 berettiget til at fåkendskab til sagens dokumenter, med mindrede i § 2, stk. 1 omhandlede hensyn er så af-gørende, at de bør gå forud for partens inter-esser i at kunne benytte kendskab til dokumen-terne til varetagelse af sit tarv under sagensbehandling eller senere.

§ 4.Adgangen til at få oplysninger efter § 1 om-

fatter ikke internt arbejdsmateriale udarbejdetaf forvaltningen til eget brug, såsom refera-ter, koncepter, udkast, forslag og planer. Detsamme gælder brevveksling inden for sammeforvaltningsmyndighed samt offentlige myndig-heders brevveksling med sagkyndige til brug iretssager eller ved overvejelse af, om retssagbør føres.

§ 5.Stk. 1. Vedkommende myndighed træffer un-

der fornødent hensyn til sagens ekspedition be-stemmelse om, hvorvidt dokumenter straks el-ler senere kan stilles til partens rådighed tilgennemsyn på stedet, eller han, hvis særligegrunde taler derfor, bør henvises til at begæregenpart af dokumenterne meddelt mod gebyr.Parten kan altid begære genpart af dokumen-terne meddelt.

Stk. 2. Der kan ved kongelig anordning gi-ves forskrifter om, hvilke myndigheder derpå de enkelte sagsområder skal kunne træffeafgørelse om, hvorvidt oplysninger kan med-deles.

78

Stk. 2. Der kan ikke i henhold til § 2, stk. 2,gøres indskrænkning i en parts adgang til atfå kendskab til sagens dokumenter.

Stk. 3. Såfremt en part over for den myn-dighed, der afgør sagen, fremsætter ønske omat afgive en udtalelse før sagens afgørelse, skalder gives ham adgang hertil, med mindre væ-sentlige hensyn, herunder hensynet til en mod-part og sagens hurtige afslutning, taler der-imod. Forvaltningsmyndigheden kan fastsætteen frist for afgivelse af udtalelsen.

(Jfr. § 4, stk. 1, d).

o 7

Den i straffeloven og tjenestemandslovenesamt i tilsvarende kommunale tjenestemands-vedtægter foreskrevne almindelige tavsheds-pligt for tjenestemænd og andre, der handler ioffentligt hverv, medfører ingen begrænsning ipligten til efter de i nærværende lov foreskrev-ne regler at stille oplysninger til rådighed. Deni andre love foreskrevne tavshedspligt begræn-ser adgangen til at få oplysninger i henhold tildenne lov.

§ 6.Såfremt en part over for den myndighed, der

afgør sagen, fremsætter ønske om at afgive enudtalelse før sagens afgørelse, skal der givesham adgang hertil, med mindre væsentlige hen-syn, herunder hensynet til en modpart og sa-gens hurtige afslutning, taler derimod. Forvalt-ningsmyndigheden kan fastsætte en frist for af-givelse af udtalelsen.

§ 7.Dokumenter i sager angående ansættelse og

forfremmelse i det offentliges tjeneste omfat-tes ikke af denne lov.

Den i straffeloven og tjenestemandslovenesamt i tilsvarende kommunale tjenestemands-vedtægter foreskrevne almindelige tavsheds-pligt; for tjenestemænd og andre, der handler ioffentligt hverv, medfører ingen begrænsning ipligten til efter de i nærværende lov foreskrev-ne regler at stille oplysninger til rådighed. Deni andre love foreskrevne tavshedspligt begræn-ser adgangen til at få oplysninger i henhold tildenne lov.

Det kan ved kongelig anordning bestemmes,at oplysninger om nærmere angivne dokumen-ter kan meddeles efter et vist åremål uansetbestemmelserne i §§ 2—4.

§ 9.Bestemmelser om gebyr for genparter efter

§ 5, stk. 1, kan fastsættes af statsministeren.

§ 9.Bestemmelser om gebyr for genparter efter

§ 5, stk. 1, kan fastsættes af statsministeren.

§ 10.

Stk. 1. Denne lov træder i kraft denStk. 2. Lovens bestemmelser kommer ikke

til anvendelse på dokumenter, der er oprettetaf en forvaltningsmyndighed eller kommet idennes besiddelse forinden lovens ikrafttræden.

§ 10.

Stk. 1. Denne lov træder i kraft denStk. 2. Lovens bestemmelser kommer ikke

til anvendelse på dokumenter, der er oprettetaf en forvaltningsmyndighed eller kommet idennes besiddelse forinden lovens ikrafttræden.

79

Stk. 3. Lov af 2. februar 1866 om erklærin-gers meddelelse til ansøgere og klagere ophæ-ves, men kommer dog fortsat til anvendelse pådokumenter, der er oprettet af en forvaltnings-myndighed eller kommet i dennes besiddelseforinden denne lovs ikrafttræden.

Stk. 4. Bestemmelser i andre love vedrøren-de adgang til at blive bekendt med dokumen-ter hos den offentlige forvaltning opretholdes.

Stk. 5. De i nærværende lov givne regler fin-der ikke anvendelse inden for strafferetsple-jen.

Stk. 6. Loven kan ved kongelig anordningsættes i kraft på Færøerne med de ændringer,som måtte være nødvendige som følge af øer-nes særlige forhold. Indtil loven træder i kraftpå Færøerne, er de hos rigsriyndigheder bero-ende sager om færøske anliggender, der i hen-hold til forannævnte bestemmelser ville væreunderkastet offentlighedsprincippet, undtagetherfra.

Stk. 3. Lov af 2. februar 1866 om erklærin-gers meddelelse til ansøgere og klagere ophæ-ves, men kommer dog fortsat til anvendelse pådokumenter, der er oprettet af en forvaltnings-myndighed eller kommet i dennes besiddelseforinden denne lovs ikrafttræden.

Stk. 4. Bestemmelser i andre love vedrøren-de adgang til at blive bekendt med dokumen-ter hos den offentlige forvaltning opretholdes.

Stk. 5. De i nærværende lov givne regler fin-der ikke anvendelse inden for strafferetsple-jen.

Stk. 6. Loven kan ved kongelig anordningsættes i kraft på Færøerne med de ændringer,som måtte være nødvendige som følge af øer-nes særlige forhold. Indtil loven træder i kraftpå Færøerne, er de hos rigsmyndigheder bero-ende sager om færøske anliggender, der i hen-hold til forannævnte bestemmelser ville væreunderkastet offentlighedsprincippet, undtagetherfra.

SO

BILAG TIL BETÆNKNINGEN

Bilag Side1. Tryckfrihetsförordningens 2. kapitel (Sverige). 852. Lag om inskränkningar i rätten att utbekom-

ma allmänna handlingar (Sverige) 883. Lag om allmänna handlingars offentlighet

(Finland) 974. Förordning innefattande vissa undantag i fråga

om allmänna handlingars offentlighet (Fin-land) 101

5. Uddrag af udkast til »Lov om behandlings-maten i forvaltningssaker« (Norge) 103

6. Udtalelser fra samtlige ministerier - bortsetfra statsministeriet - som svar på kommissio-nens skrivelse af 14. februar 1957 105a. Finansministeriet 106

1 ° Skrivelse af 15/4 1957 fra hovedreviso-raterne 106

2 ° Skrivelse af 28/5 1957 fra det statisti-ske departement 106

3 ° Skrivelse af 13/8 1957 fra finansdepar-tementet 107

4° Skrivelse af 6/11 1957 fra skattedepar-tementet 109

5 ° Skrivelse af 19/3 1958 fra departemen-tet for told- og forbrugsafgifter 111

b. Skrivelse af 30/4 1957 fra fiskeriministeriet 113c. Skrivelse af 29/5 1957 fra udenrigsministe-

riet 116d. Skrivelse af 7/6 1957 fra ministeriet for

Grønland 117e. Skrivelse af 12/6 1957 fra kirkeministeriet 118f. Skrivelse af 21/6 1957 fra ministeriet for

offentlige arbejder 120g. Skrivelse af 19/9 1957 fra landbrugsmini-

steriet 121h. Skrivelse af 26/9 1957 fra forsvarsministe-

riet 122i. 1 ° Skrivelse af 9/10 1957 fra indenrigsmi-

nisteriet 1232 ° Skrivelse af 16/5 1957 fra direktøren

for statens sindssygehospitaler 128k. Skrivelse af 4/11 1957 fra socialministeriet 1301. Skrivelse af 3/2 1958 fra boligministeriet. . 134

m. Skrivelse af 28/3 1958 fra arbejdsministe-riet 136

n. Skrivelse af 17/4 1958 fra handelsministe-riet 139

o. 1 ° Skrivelse af 26/4 1958 fra justitsmini-steriet 141

2° Skrivelse af 28/6 1957 fra direktørenfor fængselsvæsenet 142

p. Skrivelse af 14/7 1959 fra undervisningsmi-nisteriet 144

Bilag Side7. Udtalelser fra Københavns kommunes admini-

strationsgrene om offentlighed i forvaltningen 146a. Skrivelse af 11/6 1957 fra overborgmeste-

ren 1461 ° Skrivelse af 26/3 1957 fra direktoratet

for stadens faste ejendomme 1462° Skrivelse af 8/4 1957 fra direktoratet

for Københavns kommunes lønnings-og pensionsvæsen 147

3 ° Skrivelse af 12/4 1957 fra direktoratetfor stadens revision 148

4 ° Skrivelse af 17/4 1957 fra administra-tionskommissionens sekretariat 149

5 ° Notat af 7/5 1957 fra direktoratet forstaden Københavns regnskabsvæsen.. 150

6° Skrivelse af 11/5 1957 fra direktoratetfor Københavns skattevæsen 150

7° Notat af 11/6 1957 fra overborgme-sterens sekretariat 152

b. Skrivelse af 27/5 1957 fra Københavns ma-gistrats 1. afdeling 153

1 ° Notat vedrørende offentlighed medhensyn til indfødsretssager 153

2 ° Notat vedrørende offentlighed i vær-gesager 154

3 ° Notat vedrørende offentlighed i næ-ringssager 154

4 ° Notat vedrørende offentlighed i ægte-skabssager 155

5 ° Notat vedrørende offentlighed for såvidt angår magistratens behandling afsager efter lejelovens kapitel 19 . . . . 155

6 ° Notat vedrørende offentlighed i høj-skolesager 155

7 ° Notat vedrørende offentlighed i firma-sager 156

8 ° Skrivelse af 2/4 1957 fra staden Kø-benhavns statistiske kontor 157

9 ° Skrivelse af 8/4 1957 fra magistratens1. afdelings legatkontor 157

10 ° Skrivelse af 13/4 1957 fra Københavnsstadsarkiv 158

11 ° Skrivelse af 13/4 1957 fra direktoratetfor Københavns torvevæsen og slagte-haller 159

12 ° Skrivelse af 15/4 1957 fra Københavnsbegravelsesvæsen 160

13° Skrivelse af 24/4 1957 fra Køben-havns kommunebiblioteker 161

14° Skrivelse af 2/5 1957 fra skoledirek-tøren 161

Bilag Sidec. Skrivelse af 4/5 1957 fra Københavns ma-

gistrats 2. afdeling 1621 ° Skrivelse af 17/4 1957 fra Køben-

havns hospitalsvæsen 1622° Skrivelse af 3/5 1957 fra stadslægen 1633 ° Skrivelse af 4/5 1957 fra direktoratet

for Københavns kommunes beboelses-ejendomme 164

d. Skrivelse af 30/4 1957 fra Københavns ma-gistrats 3. afdeling 165

1 ° Skrivelse af 4/5 1957 fra direktoratetfor Københavns kommunes børneværn 166

e. Skrivelse af 25/4 1957 fra Københavns ma-gistrats 4. afdeling 168

1 ° Skrivelse af 12/4 1957 fra stadskon-duktørens direktorat 168

2 ° Skrivelse af 13/4 1957 fra Københavnskommunes rådgivende: ingeniørkontor 168

3 ° Skrivelse af 15/4 1957 fra stadsarki-tektens direktorat 169

4 ° Skrivelse af 17/4 1957 fra stadsingeni-ørens direktorat 169

5 ° Skrivelse af 17/4 1957 fra Københavnsbrandvæsen 170

6 ° Skrivelse af 24/4 1957 fra stadsbyg-mesterens direktorat 171

f. Skrivelse af 11/5 1957 fra Københavns ma-gistrats 5. afdeling 172

1 ° Skrivelse af 15/3 1957 fra Københavnskommunes kørselsafdeling 173

2 ° Skrivelse af 9/4 1957 fra Københavnsvandforsyning 173

3 ° Skrivelse af 12/4 1957 fra Københavnskommunes håndværksafdeling 174

4 ° Skrivelse af 16/4 1957 fra Københavnsbelysningsvæsen 174

5 ° Skrivelse af 16/4 1957 fra Københavnssporveje 176

8. Udtalelser fra samtlige ministerier - bortsetfra statsministeriet - om et af kommissionenudarbejdet foreløbigt udkast til lov om offent-lighed i forvaltningen 178a. Finansministeriet 182

1 ° Skrivelse af 20/5 1960 fra det statisti-ske departement 182

Bilag Side2 ° Skrivelse af 22/10 1960 fra revisions-

departementerne 1823° Skrivelse af 23/11 1960 fra departe-

mentet for told- og forbrugsafgifter. . 1824 ° Skrivelse af 22/3 1961 fra finansde-

partementet 1835 ° Skrivelse af 12/4 1961 fra skattede-

partementet 183b. Skrivelse af 8/10 1960 fra landbrugsmini-

steriet 184c. Skrivelse af 11/10 1960 fra fiskeriministe-

riet 184d. Skrivelse af 26/10 1960 fra forsvarsministe-

riet 185e. Skrivelse af 12/11 1960 fra økonomimini-

steriet 186f. Skrivelse af 14/11 1960 fra justitsministe-

riet 186g. Skrivelse af 26/11 1960 fra ministeriet for

offentlige arbejder 192h. Skrivelse af 2/12 1960 fra kirkeministeriet 192i. Skrivelse af 7/12 1960 fra handelsministe-

riet 193k. Skrivelse af 12/1 1961 fra ministeriet for

Grønland 1951. Skrivelse af 30/1 1961 fra arbejdsministe-

riet 195m. Skrivelse af 23/2 1961 fra socialministeriet 196n. Skrivelse af 3/5 1961 fra udenrigsministe-

riet 200o. Skrivelse af 11/8 1961 fra indenrigsministe-

riet 201p. Skrivelse af 1/11 1961 fra boligministeriet 204q. Skrivelse af 16/11 1961 fra undervisnings-

ministeriet 2059. Oversigt over praksis vedrørende anvendelsen

af lov af 2. februar 1866 om erklæringers med-delelse til ansøgere og klagere 206

10. Oversigt over specielle tavshedsforskrifter i denoffentlige forvaltning 211

11. Myndigheden i kommunerne m. v. (af kommu-naldirektør Gerner Andersen) 213

12. Forhold mellem ombudsmandsinstitutionen ogen offentlighedsordning (af foiketingets om-budsmand, professor, dr. jur. Stephan Hurwitz) 216

Bilag 1.SVERIGE

Tryckfrihetsförordning 5. april 1949, 2. kapitel.

Om allmänna handlingars offentlighet.

1 §.Till främjande av ett fritt meningsutbyte och

en allsidig upplysning skall, i den ordning nedansägs, varje svensk medborgare äga fri tillgångtill allmänna handlingar. I denna rätt må gällaallenast sådana inskränkningar som påkallasantingen av hänsyn til rikets säkerhet och dessförhållande till främmande makt eller i an-ledning av myndighets verksamhet för inspek-tion, kontroll och annan tillsyn eller för brottsförekommande och beivrande eller till skyddför statens, menigheters och enskildas behörigaekonomiska intresse eller av hänsyn till pri-vatlivels helgd, personlig säkerhet, anständig-het och sedlighet.

I särskild av Konungen och riksdagen sam-fällt stiftad lag skola noga angivas de fall, dåenligt nyssnämnda grunder allmänna handlin-gar skola hållas hemliga.

2 §.

Allmänna handlingar äro alla hos stats- ellerkommunalmyndighet förvarade handlingar, va-re sig de till myndigheten inkommit eller blivitdär upprättade.

Vad i detta kapitel sägs om handling skalläven avse karta, ritning eller bild.

3 §.

Med statsmyndighet förstås i detta kapitelstatsdepartementen, försvarets kommandoexpe-dition, riksdagen och allmänna kyrkomötet,deras avdelningar, utskott, nämnder, fullmäkti-ge, deputerade och revisorer, domstolar ochämbetsverk samt övriga till statens förvaltninghörande myndigheter och inrättningar, nämn-der, kommissioner och kommittéer.

Med kommunalmyndighet förstås i detta ka-pitel alla till kommunal styrelse eller förvalt-ning hörande stämmor och representationer,myndigheter, styrelser, kollegier, nämnder, råd,

kommissioner, revisorer, utskott och kommit-téer jämte underlydande verk och inrättnin-gar.

4 §.Minnesanteckning eller annan uppteckning,

som hos myndighet verkställts allenast för målseller ärendes föredragning eller beredande tillavgörande, skall ej hos myndigheten anses somallmän handling, om ej uppteckningen, sedanmålet eller ärandet hos myndigheten slutbe-handlats, omhändertagits för förvaring.

5§.Handling skall anses inkommen til myndig-

het, då den avlämnats till myndigheten eller tillbefattningshavare, som har att mottaga hand-lingen eller eljest taga befattning med mål ellerärende, till vilket handlingen hänför sig.

Diarier. journaler, register eller andra så-dana förteckningar skola anses upprättade, dåde färdigställts för anteckning eller införing.Protokoll och därmed jämförliga anteckningarskola anses upprättade, då de av myndighetenjusterats eller eljest blivit färdigställda. Andrahandlingar, som hänföra sig till visst mål ellerärende, skola anses upprättade, då de expedie-rats eller, om expedition ej äger rum, då måleteller ärandet blivit av myndigheten slutbehand-lat.

6 §.Tävlingsskrift, anbud eller annan sådan

handling, som enligt tillkännagivande skall av-lämnas i förseglat omslag, skall ej anses in-kommen före den tidpunkt, som bestämts föröppnandet.

Dom eller annat myndighets beslut, som en-ligt vad därom är stadgat skall avkunnas ellerexpedieras, samt protokoll och därmed jäm-förliga anteckningar, som hänföra sig till så-dant beslut, skola anses upprättade, först dåbeslutet avkunnats eller expedierats.

Protokoll hållna hos riksdagens eller all-mänt kyrkomötes utskott, riksdagens revisorer

85

eller statliga kommittéer eller hos kommunal-myndighet i ärende, som myndigheten handharallenast för beredning, skola anses upprättadeförst då det ärende protokollen avse hos myn-digheten slutförts och, såvitt angår protokollhos riksdagens revisorer, berättelse däröver of-fentliggjorts.

Vad i detta kapitel stadgas om allmännahandlingar äge ej tillämpning å exemplar avtryckt skrift, som avses i 4 kap. 7 §, eller åenskilda brev eller skrifter, vilka överlämnatstill allmänt arkiv eller bibliotek eller eljest tillmyndighet uteslutande för förvaring och vårdeller forsknings- och studieändamål. Angåendetillhandahållande av handlingar som nu nämntsgälle vad särskilt är föreskrivet.

8 §.Allmän handling, som ej skall hållas hemlig,

skall på begäran genast eller så snart ske kanutan avgift tillhandahållas den som för läs-ning eller avskrivning på stället önskar taga deldärav; han äge ock mot fastställd avgift er-hålla avskrift av handlingen. Skyldighet att till-handahålla handling på stället skall dock ejföreligga, om betydande hinder därför möter.Kan hos kommunalmyndighet förvarad hand-ling tillhandahållas på stället, gälle rätten atterhålla handlingen i avskrift endast i den ut-sträckning därom är i kommunallag eller el-jest särskilt stadgat. Myndighet vare ej skyldigatt för utlämnande framställa kopia av karta,ritning eller bild, om svårighet därför möteroch handlingen kan tillhandahållas på stället.

Handling, som endast till viss del skall hål-las hemlig, skall utan hinder därav tillhanda-hållas på stället, om det kan ske på sådant sättatt vad i den delen beröres icke uppenbaras.Kan det ej ske, äge den som vill taga del avhandlingen erhålla avskrift av densamma meduteslutande av den del som är hemlig.

9 §.Framställning om allmän handlings utbe-

kommande göres hos den myndighet, där hand-lingen finnes, och skall av den myndighetenprövas.

Är vården om handlingen enligt arbetsord-ning eller givet uppdrag anförtrodd viss be-fattningshavare, har han att själv besluta i frå-ga om handlingens utlämnande; dock åliggehonom att därvid ställa sig till efterrättelse avmyndigheten meddelade föreskrifter samt att,då det kan ske utan omgång i tveksamma fallhänskjuta frågan till myndighetens avgörande.Vägrar befattningshavaren att utlämna hand-lingen, skall, om sökanden det begär, fråganhänskjutas till myndigheten.

Om behörighet för viss myndighet att i stäl-let för myndighet, som avses i första stycket,pröva fråga om allmän handlings utlämnandestadgas i 14 § andra stycket.

10 §.Har myndighet avslagit framställning om ut-

bekommande av allmän handling och ansersökanden att beslutet icke är lagligen grundat,äge han, i den ordning nedan sägs, söka än-dring i beslutet; beslut, som meddelats av de-partementschef, må dock ej överklagas.

Ändring, som avses i 10 §, skall sökas hosden myndighet, som har att upptaga klaganöver beslut eller åtgärd i det mål eller ärende,till vilket handlingen hör, eller om klagan ejär tillåten i sådant mål eller ärende eller hand-lingen ej tillhör mål eller ärende, som myndig-heten har att handlägga, hos den myndighet,som i allmänhet har att upptaga klagan övermyndighetens beslut eller åtgärder. Vad nusagts gälle ock angående den ordning i vilkenändring skall sökas.

Finnes enligt vad ovan sagts ej behörig myn-dighet, skall ändring sökas i fråga om beslutav kommunalmyndighet hos länsstyrelse, be-träffande beslut av myndighet, som lyder un-der länsstyrelse, domkapitel, styrelse, ämbets-verk eller annan överordnad myndighet, hosden överordnade myndigheten samt i andrafall hos Konungen i vederbörande statsdepar-tement. Angående beslut av myndighet, somtillhör eller lyder under riksdagen, gälle dockvad riksdagen bestämmer.

SO

Talan, som hos Konungen fullföljes i stats-departementen, skall i regeringsrätten föredra-gas och avgöras.

12 §.Angående fullföljd av talan mot myndighets

beslut, varigenom klagan avslagits, äge vad i11 § är stadgat motsvarande tillämpning; harklagan bifallits, vare talan mot beslutet ej til-låten.

13 §.Vill någon klaga över myndighets beslut, äge

han erhålla underrättelse om vad han därvidhar att iakttaga.

Mål eller ärende angående utlämnande avallmän handling skall alltid behandlas skynd-samt. Expedition skall tillhandahållas klagan-den utan avgift. Ej må för fullföljd av talaneller dess prövning gälla särskilda villkor, så-som erläggande av fullföljdsavgift eller myn-dighets tillstånd.

14 §.Finnes hos myndighet allmän handling, som

skall hållas hemlig, och anser myndigheten

särskild åtgärd böra vidtagas till beredande avtrygghet mot obehörigt utlämnande, äge myn-digheten förse handlingen med anteckning där-om att den är hemlig. Sådan anteckning skallinnehålla uppgift å det lagrum, som åberopasför handlingens hemlighållande, dagen för an-teckningen samt den myndighet, som låtit verk-ställa anteckningen.

Beträffande särskilda slag av handlinger, vil-kas hemlighållande för rikets säkerhet är avsynnerlig betydelse, äger Konungen förordnaatt viss myndighet skall pröva fråga om ut-lämnande. Har sådant förordnande meddelats,skall å handling som däri avses, jämte de upp-gifter som angivas i första stycket, antecknasden myndighet, som sålunda är behörig attpröva fråga om utlämnande. Framställning hosannan myndighet att utbekomma handling, va-rå dylik anteckning skett, skall ofördröjligenpå sökandens begäran hänskjutas till den be-höriga myndigheten.

Ej må i annan ordning än i detta lagrumsägs handling förses med anteckning därom attden är hemlig.

87

Bilag 2.SVERIGE

Lag 28. maj 1937 om inskränkningar i rätten att utbekomma allmänna handlingar

(med ændringer til 1. januar 1961).

1 §.I statsrådet förda protokoll i ärenden vilka

angå rikets förhållande till främmande makt,så ock protokoll i kommandomål, må icke utankonungens tillstånd utlämnas tidigare än femtioår efter protokollets datum.

Andra i statsrådet förda protokoll än i för-sta stycket sägs må ej utan konungens till-stånd utlämnas tidigare än två år efter proto-kollets datum; konungen obetaget att förord-na, att sådant protokoll ej må utlämnas förränviss längre tid, högst femtio år, förflutit fråndess datum.

Vad i 2-36 §§ stadgas om handlingars hem-lighållande har ej avseende å ovan omförmäl-da protokoll.

2 §.

Riksdagens kamrars protokoll vid samman-träde inom lyckta dörrar enligt 56 § riksdags-ordningen må ej utan konungens och kamma-rens tillstånd utlämnas tidigare än femtio årefter protokollets datum.

Sammanträder kammare i annat fall än iförsta stycket sägs inom lyckta dörrar, ägerkammaren besluta, att därvid fört protokollej må utan kammarens tillstånd utlämnas förr-än viss tid, högst femtio år, förflutit frånprotokollets datum.

Konstitutionsutskottets handlingar rörandegranskning av statsrådsprotokoll och protokolli kommandomål må ej utan utskottets tillståndutlämnas innan protokollen få offentliggöras.

3 §.

Handlingar i ärenden vilka angå rikets för-hållande till främmande makt må allenast i defall och i den ordning konungen bestämmerutlämnas tidigare än femtio år efter handlin-gens datum.

Handlingar i ärenden, vilka utan att vara avbeskaffenhet som i första stycket sägs, angå

svensk myndighets förbindelser med främman-de makts myndigheter eller undersåtar ellereljest röra främmande makt eller dess förhål-landen, må ej utan tillstånd av den myndighetsom handlägger ärendet utlämnas tidigare änfemtio år efter handlingens datum, med mindredet är uppenbart att handlingens innehållandeicke påkallas av hänsyn till rikets säkerhet ellerav internationella hänsyn.

4 §.Beträffande handlingar, som röra krigsmak-

tens mobilisering, sammandragning eller verk-samhet under krigstid eller vid krigsfara, dessmobiliseringsförråd och mobiliseringsutrustning,rikets fästningsverk och övriga fasta försvars-anstalter, örlogsstationer samt för krigsmaktenavsedda varv och fartyg, militära flygstationersamt för krigsmakten avsedda flygverkstäderoch luftfartyg, militära positioner och minför-svar, annan för krigsbruk avsedd materiels tek-niska byggnad och beskaffenhet, för militärtändamål avsedda kommunikations- och förbin-delseleder, experiment och uppfinningar elleroch civilförsvarets eller det psykologiska för-svarets planläggning, äger konungen, såframthandlingarnas offentliggörande kan skada riketsförsvar eller eljest medföra våda för dess sä-kerhet, förordna, att de ej må utlämnas förr-än viss tid från handlingens datum förflutit,dock högst femtio år, där ej särskilda förhål-landen påkalla hemlighållande under längre tid.

I fråga om handlingar rörande den allmän-na ekonomiska försvarsberedskapen så ock be-träffande handlingar, vilka röra produktion,handel, bankrörelse, försäkringsrörelse, trans-portverksamhet eller näringslivet i övrigt underkrig, krigsfara eller andre utomordentliga, avkrig föranledda förhållanden, äger konungen,såframt handlingarnas offentliggörande kanskade rikets försvar, folkhushållningen eller nä-ringslivets behöriga fortgång eller eljest med-

88

föra våda för rikets säkerhet, förordna, att deej må utlämnas förrän viss tid, högst femtio år,förflutit från handlingens datum.

5 §.Ophævet

6 §.Handlingar som upprättats eller anskaffats

för myndighets räkning till utredning i någondess rättstvist må ej utan myndighetens till-stånd utlämnas förrän saken blivit slutligen av-gjord eller tjugu år förflutit från handlingensdatum.

7 §.Beträffande handlingar, upprättade för myn-

dighets gransknings- eller inspektionsverksam-het eller för anordnande av kunskapsprov un-der myndighets inseende, äger konungen för-ordna, att de ej må utlämnas före den avseddagranskningen, inspektionen eller prövningen.

8 §.Hos myndighet upprättade handlingar i ären-

de angående uppgörande av ny eller ändradstadsplan må ej utan tillstånd av myndighetsom handlägger ärendet utlämnas, förrän för-slag till stadsplan blivit tillgängligt för gransk-ning enligt vad därom särskilt är stadgat. Så-vitt angår hos myndighet i dylikt ärende upp-rättade handlingar med beräkningar av fastig-hetsvärden, äger myndighet som handläggerärendet besluta, att sådan handling ej hellerefter nämda tidpunkt må utan myndighetenstillstånd utlämnas; dock att handling ej måhemlighållas längre än till dess stadsplanen bli-vit genomförd eller tjugu år förflutit från hand-lingens datum.

Vad i första stycket stadgas skall äga mot-svarande tillämpning beträffande generalplan,så ock med avseende å utomplansbestämmel-ser för städer och stadsliknande samhällen.

9 §.Handlingar innefattande redogörelse för ut-

redningar, experiment eller prov av naturve-tenskaplig eller teknisk art, som myndighet lå-tit verkställa för det allmännas räkning, må ejutan myndighetens tillstånd utlämnas tidigareän tjugu år efter handlingens datum.

10 §.Handlingar rörande polismyndighets, tull-

myndighets eller åklagares verksamhet till fö-rekommande eller beivrande av brott, så ockhandlingar rörande användning av tvångsmedeli brottmål må ej utlämnas, såvida skäligen kanbefaras, att utlämnande skulle motverka brottsupptäckande eller brottmåls utredning eller åt-gärder till förekommande av brott eller ockvare menligt för rikets säkerhet eller för en-skild person; dock må handling ej i något fallhemlighållas längre tid än sjuttio år från dessdatum, och vara konungen obetaget att, därsärskilda omständigheter det påkalla, medgivautlämnande utan hinder av vad ovan stadgas.

Vad i första stycket är stadgat om åklagareskall ej äga tillämpning å riksdagens ombuds-män.

11 §•Uppgifter och anteckningar som tillhöra det

i riket inrättade straffregistret må ej utläm-nas i annat fall eller annan ordning än i lagenom straffregister sägs.

Utslag eller underrättelser, avseende svenskundersåte i utl-andet ådömt straff, vilka enligtöverenskommelse med främmande makt över-lämnats till svensk myndighet, så ock däromförda anteckningar, må ej utlämnas i annatfall eller annan ordning än konungen bestäm-mer.

Vad i andra stycket sägs gälle ock om upp-gifter och anteckningar, tillhörande hos kon-trollstyrelsen fört straffregister rörande fyllerioch vissa andra brott, ävensom särskilt registersom hos myndighet föras angående straff ochtillrättavisningar som ådömts eller tilldelats un-derlydande personal.

12 §.

Hos myndighet vid fångvårdsanstalt, allmänuppfostringsanstalt eller tvångsarbetsanstaltupprättade handlingar rörande å anstalten in-tagen person må ej i andra fall eller annanordning än konungen bestämmer utlämnas ti-digare än sjuttio år efter deras datum.

Vad i första stycket stadgas skall äga mot-svarande tillämpning med avseende å handlin-gar, upprättade av dem, som handhava över-

89

vakning eller tillsyn över brottslingar eller lös-drivare, vilka icke äro intagna å anstalt som iförsta stycket sägs, där handlingarna röra nå-gon som är underkastad övervakning eller till-syn.

Uppgifter och anteckningar, som tillhöra hosfångvårdsstyrelsen fört register över personer,som intagits å fångvårdsanstalt eller erhållitvillkorlig dom, må ej utlämnas i annat fall ellerannan ordning än konungen bestämmer.

13 §.

Anteckningar i kyrkoböcker, folkregister ochmantalsböcker ävensom handlingar, vilka el-jest röra kyrko- eller folkbokföringen, själavår-den eller kyrkotukten, må i den mån de inne-hålla upplysning om enskilds personliga för-hållanden, icke utan hans samtycke till annanutlämnas förrän sjuttio år fgrflutit från an-teckningens eller handlingens datum, såvidaicke, med hänsyn til det ändamål för vilket ut-lämnande åstundas och omständigheterna i öv-rigt, trygghet kan anses vara för handen, attdet ej kommer att missbrukas till skada ellerförklenande för den enskilde som avses ellerför hans nära anhöriga. Vid utlämnande böraerforderliga förbehåll göras.

14 §.Handlingar vilka av läkare eller hos medici-

nalstyrelsen eller på läkares eller styrelsensföranstaltande upprättats till utredning i måleller ärende hos domstol eller i ärende somavses i giftermålsbalken; handlingar i ärendenrörande hälsovård, sjukvård, fattigvård, under-stöd vid barnsbörd, samhällets barnavård ochungdomsskydd eller eljest barnavårdsnämndsoch barnavårdsmäns verksamhet, rätt för en-skilda att inköpa alkoholhaltiga drycker, be-handling av alkoholister eller eljest nykterhets-nämnds verksamhet, folkpensionering eller eljestpensionsstyrelsens eller pensionsnämndsverk-samhet, försäkring för olycksfall i arbete ellereljest riksförsäkringsanstaltens eller försäkrings-rådets verksamhet, tillsyn å understödsförenin-gar, hjälpverksamhet vid arbetslöshet; så ockhandlingar i ärenden rörande kontroll å ut-länningar, som här i riket vistas eller hit sökatillträde, må i vad de angå enskilds personliga

förhållanden, icke utan hans samtycke till an-nan utlämnas tidigare än sjuttio år efter hand-lingens datum. Även utan sådant samtycke skalldock handling som nu sagts utlämnas, om, medhänsyn till det ändamål för vilket utlämnandeåstundas och omständigheterna i övrigt, trygg-het kan anses vara för handen, att det ej kom-mer att missbrukas till skade eller förklenandeför den vilkens personliga förhållanden i hand-lingen avses eller för hans nära. anhöriga. Vidutlämnande böra erforderliga förbehåll göras.

Angår handling, som i första stycket avses,någons intagning, vård eller behandling å an-stalt eller inrättning eller någons vård eller be-handling av läkare annorstädes än å anstalt,och finnes grundad anledning antaga att genomhandlingens utlämnande ändamålet med vårdeneller behandlingen skulle motverkas eller någonspersonliga säkerhet sättas i fara, må utläm-nande vägras, ändock att enligt bestämmelser-na i första stycket utlämnande bort ske. Lika-ledes må utbekommande av handling, utvisan-de vem som gjort anmälan i ärende rörandesamhällets barnavård eller ungdomsskydd ellerrörande behandling av alkoholister eller vemsom eljest lämnat upplysningar i sådant ären-de, vägras, om grundad anledning finnes attantaga att den, om vilken anmälan gjorts ellerupplysningarna lämnats, skulle missbruka kän-nedom i berörda hänseende till skada för an-nan person.

Vad i denna paragraf stadgas har icke av-seende å myndighets beslut som särskilt ut-färdats eller i protokoll upptagits, där fråga ejär om barnavårdsnämnds eller nykterhets-nämnds beslut eller om beslut i ärende somrör tillämpning av lagen angående åtgärdermot utbredning av könssjukdomar, lagen omavbrytande av havandeskap, lagen om sterili-sering eller lagen om kastrering.

Uppgifter och anteckningar, vilka tillhöra dei kommunerna förda socialregistren, må ej ut-lämnas i vidare mån än som följer av lagenom socialregister.

15 §.Till överförmyndare eller förmyndarkamma-

ren i Stockholm inkomna handlingar må, i vadde angå enskildas ekonomiska förhållanden,

90

icke tidigare än tjugu år efter handlingens da-tum utlämnas i vidare mån än i lagen omförmynderskap föreskrives.

16 §.För statlig eller kommunal statistik lämna-

de uppgifter och myndighets bearbetningardärav må, såframt de avse namngivna enskil-da personer, bolag eller andra enskilda sam-fälligheter, icke utlämnas förrän tjugu år frånuppgiftens datum förflutit, därest ej den somdäri avses samtycker till et tidigare utlämnande,eller ock, med hänsyn till uppgiftens eller be-arbetningens natur eller det ändamål för vilketden åstundas och omständigheterna i övrigt,trygghet kan anses vara för handen, att ut-lämnandet ej kommer att missbrukas till hansskada.

Vad i första stycket sägs skall icke utgörahinder för utlämnande, i de fall och i denordning konungen bestämmer, av lönestatisti-ska uppgifter till löntagarna för granskning avuppgifternas riktighet eller av bearbetningar avsådana upgifter till förening av arbetsgivareeller arbetstagare för begagnande vid förhand-lingar om löneuppgörelser eller förberedelserdärtill.

Då handling med stöd av första eller andrastycket utlämnas, böra erforderliga förbehållgöras.

17 §.

Till myndighet avlämnade uppgifter till led-ning för taxering, som avses i taxeringsförord-ningen, eller eljest för beräknande av skatteller ock för beräknande av pensionsgrundandeinkomst enligt lagen om försäkring för allmäntilläggspension eller av arbetsgivaravgift enligtförordningen angående uppbörd av avgifter en-ligt lagen om försäkring för allmän tilläggs-pension, m. m. må ej i andra fall än i däromgällande författning stadgas utan den skattskyl-diges eller den för allmän tilläggspension för-säkrades eller den avgiftsskyldiges samtycke ut-lämnas til annan tidigare än tjugu år efter upp-giftens datum. Vad nu sagts skall även gällabeträffande handling, som upprättats av myn-dighet vid taxeringskontroll enligt taxeringsför-ordningen eller eljest vid skattekontroll, vid be-

räknande av pensionsgrundande inkomst ellervid kontroll av uppgift för beräknande av ar-betsgivaravgift, så ock beträffande uppteckningav uppgifter, som vid muntlig förhandling in-för prövningsnämnd lämnats angående skatt-skyldigs förhållanden, om nämnden förordnatatt uppteckningen icke må vara för någontillgänglig i vidare mån än som gäller i frågaom självdeklaration. Uppgift, som av aktiebo-lag eller ekonomisk förening lämnats taxerings-myndighet till ledning vid värdesättning av ak-tier i bolaget eller andelar i föreningen, må ejutan samtycke av den som lämnat uppgiftenutlämnas till annan tidigare än tjugu år efteruppgiftens datum. Är det under pågående ut-redning rörande någons taxering av synnerligvikt att innehållet i kontrolluppgift eller annanför taxeringskontroll enligt taxeringsförordnin-gen avsedd handling icke kommer till den skatt-skyldiges kännedom, må myndighet, som inne-har handlingen, vägra att utlämna denna.

Förmögenhetslängd ävensom prövnings-nämnds ändringslängd beträffande taxering tillstatlig förmögenhetsskatt må ej utan den skatt-skyldiges samtycke utlämnas till annan tidigareän tjugu år efter längdens datum.

Handlingar i ärenden angående sådant för-handsbesked, som enligt vad därom är särskiltstadgat kan meddelas i taxerings- eller skatte-frågor må ej utan samtycke av den somsökt beskedet utlämnas till annan tidigare äntjugu år från handlingens datum.

18 §.Handlingar som inkommit till eller upprät-

tats hos tillsynsmyndighet över banker, spar-banker, andra penninginrättningar eller försäk-ringsanstalter, i vad handlingarna röra enskil-das förhållanden till dylik inrättning, ävensomhandlingar vilka inkommit till eller upprättatshos tillsynsmyndigheten över fondkommissions-rörelse och fondbörsverksamhet, i vad de röravederbörande yrkesutövares enskilda affärer el-ler andra personers ekonomiska förhållanden,må icke utlämnas tidigare än tjugu år efterhandlingens datum, därest icke vederbörandetillsynsmyndighet för fullgörande av sin upp-gift så prövar nödigt.

<>l

19 §.Till riksförsäkringsanstalten eller försäkrings-

rådet inkomna och där upprättade handlingari ärenden angående försäkring för olycksfall iarbete och för yrkessjukdomar må, såvitt deavse arbetet i arbetsgivares rörelse, företag el-ler verksamhet eller de förhållanden, under vil-ka arbetet bedrives, eller arbetarnas antal, ar-betstid och avlöningsförhållanden, icke utanarbetsgivarens samtycke till annan utlämnas ti-digare än tjugu år efter handlingens datum,där ej, med hänsyn till det ändamål för vilketutlämnande åstundas och omständigheterna iövrigt, trygghet kan anses vare för handen, attdet ej kommer att missbrukas till arbetsgiva-rens skada. Vid utlämnande böra erforderligaförbehåll göras.

Handlingar i ärenden angående arbetarskyddeller arbetstidens reglering eller angående ar-betstillstånd för utlänning må, såvitt de röraarbetsgivares yrkeshemlighet eller eljest inne-hålla sådana upplysningar om driftanordningeller affärsförhållande, vilkas offentliggörandekan lända arbetsgivare till skada, icke i vidaremån än som kan följa av de i nämnda ämnengällande lagar utlämnas utan arbetsgivarenssamtycke förrän tjugu år från handlingens da-tum förflutit.

20 §.Handling som inkommit till myndighet, som

avses i lagen om uppgiftsskyldighet rörandepris- och konkurrensförhållanden, eller til nä-ringsfrihetsrådet eller ombudsmannen för nä-ringsfrihetsfrågor må, i den mån handlingeninnehåller upplysningar om viss företagares af-färs- eller driftförhållanden, vilkas offentliggö-rande kan lända honom till men, icke i andrafall än konungen bestämmer utlämnas förräntjugu år förflutit från handlingens datum. Vadnu sagts gälle ock hos myndigheten upprättadhandling, dock ej kartellregister.

På framställning av vederbörande företaga-re eller myndighet, som i nyssnämnda lag av-ses, äger konungen, om särskilda skäl därtilläro, förordna, att kartellregister, såvitt angårdäri intagna uppgifter rörande viss överens-kommelse, icke må utlämnas tidigare än tjuguår efter det anteckning om överenskommelsen

gjorts i registret. Har framställning om sådantförordnande gjorts, må, innan iirendet blivit avkonungen avgjort, kartellregister i den del fram-ställningen avser icke utlämnas. Vad nu sagtsgälle ock handlingarna i ärendet; om utläm-nande av sådan handling efter ärendets av-görande äge vad i första stycket stadgats mot-svarande tillämpning.

21 §.Beträffande handlingar, vilka i andra fall

än eljest i denna lag sägs röra statlig utredning,kontroll eller stödverksamhet med avseende åproduktion, handel, bankrörelse, försäkringsrö-relse eller transportverksamhet eller eljest medavseende å näringslivet, äger konungen, i denmån de innefatta sådana upplysningar om en-skilda företags eller sammanslutningars affärs-eller driftförhållanden, vilkas offentliggörandekan lända vederbörande företag eller samman-slutning till men, förordna, att handlingarna ejmå utlämnas förrän viss tid, högst tjugu år,förflutit från deras datum.

22 §.Handlingar i ärenden rörande mätningsför-

rättning eller mätningsutgifter enligt lagen omvirkesmätning må ej utlämnas i vidare månän som följer av nämnda lag.

23 §.Handlingar i ärenden angående ansökning

om patent må icke utan sökandens samtycketill annan utlämnas i vidare mån än som för-anledes av gällande lagstiftning rörande patent,dock att, såframt ej annat är där stadgat, så-dana handlingar må utlämnas, i vad de angåuppfinning därå patent bevilja:s.

24 §.Handling i ärende, som avses i lagen om

medling i arbetstvister, må, i den mån myn-dighet som handlägger ärendet så besluttar el-ler förbehåll enligt 7 § nämnda lag gjorts medavseende å handlingen, icke utlämnas tidigareän tjugu år efter dess datum.

25 §.Handlingar i ärenden rörande offentlig ar-

betsförmedling, vilka till anstalt för sådan för-

92

medling inkommit eller där upprättats, må eji vidare mån än som erfordras för förmed-lingsverksamhetens behöriga bedrivande ut-lämnas förrän tjugu år från handlingens datumförflutit, såvida icke, med hänsyn till det än-damål för vilket utlämnande åstundas och om-ständigheterna i övrigt, trygghet kan anses va-ra för handen, att det ej kommer att missbru-kas till arbetsgivares eller arbetssökandes skadaeller förklenande. Vid utlämnande böra erfor-derliga förbehåll göras.

26 §.Handlingar som till offentlig rättshjälpsan-

stalt inkommit eller där upprättats angåenderättshjälp åt enskilda, så ock handlingar i ären-den hos notarius publicus rörande sådant somblivit honom såsom hemligt anförtrott ellereljest ej bör bliva obehöriga kunnigt, må ejtidigare än sjuttio år efter handlingens datumutlämnas i vidare mån än handlingens ända-mål kräver eller den, som i ärendet anlitat an-stalten eller notarius publicus, därtill samtycker.

Beträffande handlingar i sådana ärenden an-gående rättshjälp åt enskilda, som handläggashos annan myndighet än i första stycket sägs,äger konungen förordna, att handlingarna ejmå utlämnas i andra fall eller annan ordningän konungen bestämmer förrän viss tid, högstsjuttio år, förflutit från deras datum.

Handlingar rörande någons ansökan om in-träde i advokatsamfundet eller hans rätt attvara advokat eller rörande disciplinärt förfa-rande mot advokat må, i vad de angå hansekonomiska ställning eller innefatta upplysnin-gar, vilkas offentliggörande kan lända annantill men, icke utan samtycke av den handlin-gen sålunda angår utlämnas tidigare än sjuttioår efter handlingens datum.

27 §.Med avseende å handlingar, vilka angå myn-

dighets verksamhet för införskaffande ellermeddelande av upplysningar till enskildas tjänst,eller vilka till myndighet inkommit eller därupprättats för utredningar eller undersökningarsom myndigheten utför för enskilds räkning,äger konungen förordna, att de ej må utläm-

nas i andra fall eller annan ordning än ko-nungen bestämmer.

28 §.Til statslig eller kommunal anstalt för sam-

färdsel inkomna och där upprättade handlin-gar avseende samfärdseln, så ock till tullverketinkomna och där upprättade handlingar rö-rande varor som vid verket behandlas, må, så-vitt de angå deras angelägenheter som anlitaeller eljest träda i beröring med anstalten ellerverket, icke utan samtycke av dem handlingensålunda angår utlämnas till annan tidigare äntjugu år efter dess datum, där ej, med hänsyntill det ändamål för vilket utlämnande åstun-das och omständigheterna i övrigt, trygghetkan anses vara för handen, att det ej kommeratt missbrukas till deras skada. Vid utlämnandeböra erforderliga förbehåll göras.

29 §.Till post- eller telegrafverket inkomna och

där upprättade handlingar, som lämna upplys-ning om särskilda postförsändelser, telegram el-ler telefonsamtal, må icke utlämnas till annanän postförsändelsens avsändare eller mottagareeller telegrammets avsändare eller adressat el-ler någon av dem som växlat telefonsamtaleteller äro innehavare av de vid samtalet använ-da telefonapparaterna.

30 §.Handling, av vilken enskilds förhållande till

postsparbanken eller postgirorörelsen framgår,må ej utan dennes samtycke till annan utläm-nas tidigare än tjugu år efter handlingens da-tum, där ej konungen för särskilt fall annor-lunda förordnar.

31 §.Handlingar i ärenden, om vilkas hemlighål-

lande stadgas i lagen för Sveriges riksbank, måej utan tillstånd av fullmäktige i riksbankeneller av riksdagens bankoutskott eller revisorerutlämnas tidigare än femtio år efter handlingensdatum.

32 §.Beträffande andra handlingar än i 30 och

31 §§ sägs rörande utlåning av medel, somstå under myndighets förvaltning, äger ko-

93

nungen, i vad handlingarna angå lånsökandes,låntagares eller borgesmans förhållanden, för-ordna, att handlingarna icke utan samtyckeav dem, vilkas förhållanden sålunda beröras,må till annan utlämnas förrän viss tid, högsttjugu år, förflutit från handlingens datum. Vadnu är sagt gäller dock ej myndighets beslutom beviljande av lån.

33 §.

Myndighet som har att ombesörja uppta-gande av lån äger besluta, att handlingar somhänföra sig till upplåningsverksamheten ej måutan myndighetens tillstånd utlämnas förränviss tid, högst tjugu år, förflutit från handlin-gens datum.

34 §.

Handlingar i ärenden angående förvärv, av-yttrande eller upplåtelse av egendom eller an-nat, som myndighet äger förvalta, eller an-gående utförande av arbete för myndighetsbehov annorledes än genom dess egen ellerannan myndighets personal må icke, utan till-stånd av den myndighet som handlägger ären-det, utlämnas innan avtal slutits eller ärendeteljest slutförts. Angår ärendet upphandling el-ler utförande av arbete för statens räkning ellerförsäljning av staten tillhörig lös egendom, skalllikväl iakttagas, att i stadgad ordning infor-drade och inkomna anbud, så ock andra hand-lingar som kunna tjäna till upplysning i vadmån anbud i ärendet infordrats eller avgivitseller som eljest avse dylika anbud, icke förenämnda tidpunkt må utlämnas i vidare månän för prövning av anbud finnes nödvändigteller begäran om anbuds utbekommande fram-ställes av anbudsgivaren.

Då anledning därtill föreligger, äger veder-börande myndighet besluta, att handlingar, somi första stycket avses, även efter där angivenlidpunkt ej må utan myndighetens tillstånd ut-lämnas. Beträffande andra handlingar än så-dana som angiva villkoren i slutna avtal mådylikt beslut avse en tid av högst tjugu år frånnämnda tidpunkt. Vad angår handlingar, somangiva villkoren i slutna avtal rörande myndig-hets leverans av elektrisk kraft, gas, vatten el-ler dylikt eller rörande försäljning av varor

med vilka myndighet driver handel i affärs-mässiga former, må beslut meddelas högst förtiden till dess två år förflutit från det avtaletfullgjorts eller upphört att gälla. Med avseendeå handlingar, som angiva villkoren i slutna av-tal i andra ärenden, må beslut meddelas fören tid av högst två år från det avtalet slöts.

Beslut, vilka enligt andra stycket meddelasav annan statsmyndighet än sådan som hör tilleller lyder under riksdagen, skola, där de ickegälla allenast genom myndighetens försorg upp-rättade kostnadsberäkningar eller prisbestäm-ningar eller ock tjänsteutlåtandsn som avse så-dana, för varje statsregleringsår, inom en må-nad efter dess utgång, anmälas till konungen,som låter riksdagens revisorer därav undfå del.

Kommunalmyndighet har att beträffande til-lämpningen av denna paragraf ställa sig tillefterrättelse föreskrifter, vilka må hava medde-lats av den myndighet som utöver den kom-munala beslutanderätten.

Vad i denna paragraf stadgas har ej avse-ende å auktionsprotokoll.

35 §.Ophævet.

36 §.Har förhandling i mål vid domstol hållits

inom stängda dörrar, må protokoll över sådanförhandling jämte annan dylik uppteckning samtdärvid företedda handlingar icke utan dom-stolens tillstånd utlämnas, innan målet blivitskilt från dess handläggning. Domstolen ägerock i avbidan på sådan förhandling besluta atthandlingar, som inkomma i målet, icke utandess tillstånd må utlämnas; har förhandlinghållits inom stängda dörrar, må sådant beslutmeddelas beträffande handlingar, som därefterinkomma.

Förekommer, då domstolen skiljer måletfrån sig, handling som enligt första stycket ejmå utlämnas, äger domstolen förordna atthandling som nu sagts så ock dom eller be-slut, som avkunnats inom stängda dörrar, ejmå utan domstolens tillstånd utlämnas, innanviss tid förflutit, i intet fall längre än sjuttioår från dagen för förordnandet. Är handlingen

()4

sådan att den enligt bestämmelse i 1-34 §§eller föreskrift, som meddelats med stöd därav,ej må utlämnas til envar, må domstolens för-ordnande innehålle att vad sålunda är stadgatom handlingens utlämnande skall äga tillämp-ning.

Fullföljes talan i mål, vari förordnande en-ligt andra stycket gäller, må ej heller hand-lingar, som därefter inkomma eller hos högrerätt upprättas i målet, utan rättens tillståndutlämnas, innan förhandling i målet hållitseller, då förhandling ej äger rum, rätten skiltmålet från sig. På högre rätt ankommer, dårätten skiljer målet från sig, ej mindre att prövaförordnande som lägre rätt meddelat än även,om anledning därtill finnes, att med avseendeå den högre rättens handlingar i målet meddelaförordnande enligt andra stycket.

Är på grund av förordnande enligt 2 § 4mom. tredje stycket tryckfrihetsförordningenallenast viss myndighet behörig att pröva frågaom handlings utlämnande, må domstol ickeutan denna myndighets samtycke lämna till-stånd till utlämnande.

Protokoll över förhandling jämte annan dy-lik uppteckning i mål vid domstol samt hand-lingar, som företetts vid förhandlingen, så ockbeslut och dom i målet må ej hemlighållas ividare mån än som följer av denna paragrafeller 35 §.

Vad i denna paragraf är stadgat om målskall äga motsvarande tillämpning beträffandeärende.

37 §.Där enligt konungens jämlikt denna lag med-

delade förordnande eller enligt beslut, vilketjämlikt bemyndigande i denna lag meddelatsav annan statsmyndighet än sådan som hör tilleller lyder under riksdagen, handlingar ej måutlämnas, så och där enligt denna lag för hand-lingars utlämnande erfordras tillstånd av dylikmyndighet, äger konungen utan hinder däravförordna om utlämnande.

38 §.Där det finnes erforderligt för tillvaratagan-

de av allmän eller enskild rätt, må utan hinder

av vad eljest i denna lag stadgas konungen för-ordna om handlingars utlämnande.

Kan handling, som ej må utlämnas till en-var, antagas vara av betydelse som bevis irättegång eller för förundersökning i brottmål,äger domstol, där rättegången föres eller frågasom hör till förundersökningen må upptagas,förordna att handlingen skall tillhandahållasdomstolen eller undersökningsledaren. Vad nusagts gälle dock ej handlingar, som avses i1-5 §§ samt 31 och 33 §§. Är handlingensinnehåll sådant att den som utfärdat handlin-gen ej enligt 36 kap. 5 § andra, tredje ellerfjärde stycket rättegångsbalken må höras somvittne därom, må handlingen ej företes i rät-tegången eller vid förundersökningen. Ej hellermå, med mindre synnerlig anledning förekom-mer därtill, handlingen företes i rättegångeneller vid förundersökningen, om därigenom yr-keshemlighet skulle uppenbaras.

39 §.Vad i denna lag stadgas länder ej till in-

skränkning i sökandes, klagandes eller andraparters rätt att i mål och ärenden hos domstoleller annan myndighet utbekomma dom, be-slut och andra handlingar.

Finnes av hänsyn till allmänna eller enskildaintressen vara av synnerlig vikt att innehålleti annan handling än dom eller beslut ickeuppenbaras, må dock med stöd av stadgandei denna lag utlämnande av sådan handling tillparten vägras; vid utlämnande skola erforder-liga förbehåll göras.

40 §.Vad i denna lag stadgas utgör ej hinder för

offentliggörande av handlingar i ärenden hosriksdagen eller allmänna kyrkomötet eller hoskommunal stämma eller representation, därmyndighet som handlägger ärendet finner så-dant erforderligt för ärendets behandling.

41 §.Utlämnar någon handling i strid mot före-

skrifterna i denna lag eller mot förbud somjämlikt densamma meddelats, eller bryter nå-

95

gon mot förbehåll som gjorts vid handlingsutlämnande, straffes, där gärningen är att ansesom brott i ämbete eller tjänst eller eljest äri annan lag belagd med straff, enligt vad därsägs. I andra fall vara straffet dagsböter; dockatt vid brott med avseende å handlingar, varomi 1-4, 20 och 36 §§ sägs, fängelse må ådö-mas.

Böter som ådömas enligt denna lag tillfallakronan. Saknas tillgång till böternas gäldande,skola de förvandlas enligt allmän strafflag.

42 §.Om åtal för förbrytelse mot denna lag och

om laga domstol gälle vad i allmän lag ochannan författning stadgas angående brottmål.

43 §.I följd av vad i § 2 tryckfrihetsförordnin-

gen är stadgat skall i denna lag med myndighetförstås

dels statsdepartementen och kommandoexpe-ditionerna, riksdagen och allmänna kyrkomötet,deras avdelningar, utskott, nämnder, deputera-de och revisorer, domstolar och ämbetsverksamt övriga till statens förvaltning hörandemyndigheter och inrättningar, nämnder, kom-missioner och kommittéer (statsmyndighet),

dels ock alla till kommunal styrelse ellerförvaltning hörande stämmor och representa-tioner, myndigheter, styrelser, kollegier, nämn-der, råd, kommissioner, revisorer, utskott ochkommittéer jämte underlydande verk och in-rättningar (kommunalmyndighet).

96

Bilag 3.FINLAND

Lag 9. februari 1951 om allmänna handlingars offentlighet (83/51).

1 kap.Offentliga allmänna handlingar.

1 §•Allmänna handlingar äro offentliga efter vad

i denna lag säges.Om utgivande av handlingar från trycket

är särskilt stadgat.2 §.

Allmänna handlingar äro av myndighet upp-rättade och utfärdade, ävensom till myndighetinsända eller ingivna handlingar, som inneha-vas av ifrågavarande myndighet.

Med myndighet avses i denna lag statens,kommuns och kyrkligt samt annat självstyrel-sesamfunds myndigheter, i dem inbegripna ävenoffentligträttsliga sammanträden, representant-skap, utskott, nämnder, kommissioner ochkommittéer jämte till dem hörande innehavareav tjänst och befattning.

Angående handlingar, som tillhöra evange-lisk-lutherska kyrkliga myndigheter och för-samlingar, stadgas särskilt.

3 §.

Offentlig blir: anteckning i officiell förteck-ning omedelbart, då den införts; protokoll, dådet justerats; expedition, jämväl till skriftväx-ling mellan myndigheterna hörande, då denunderskrivits eller, där utslag gives efter anslag,då det skall utgivas; samt till myndighet in-kommen enskild handling, så snart den avmyndigheten mottagits.

4 §.

Till polismyndighet eller allmän åklagare in-komna uppgifter rörande brott samt vid un-dersökning av sådant ärende upprättade proto-koll skola icke anses offentliga, innan sakenförevarit vid domstol eller nedlagts.

Handling, som är under utarbetande hosmyndighet, är ännu icke offentlig, ej heller

inom myndighet uppgjort förslag, utkast, be-tänkande, utlåtande, promemoria eller annanutredning.

6 §.Finsk medborgare äger rätt att få del av

allmän handling, som är offentlig.Ur handlingar, vilka i enlighet med 3, 4

och 5 §§ icke ännu äro offentliga, må upp-gifter icke utan myndighets tillstånd lämnas.

På myndighet ankommer att pröva, huruvi-da utlänning skall få del av allmän handling.

7 §.

Myndighet skall på begäran lämna officiellavskrift av eller utdrag ur offentlig handlingeller, där så i anseende till utrymmet och utanolägenhet för tjänsteverksamheten kan ske, ut-lämna handling för läsning och avskrivning hosmyndigheten.

Då blott viss del av handling skall hållashemlig, bör handlingen vara hos ämbetsverkeller myndighet tillgänglig, såvitt det kan skeutan yppande av den del, som skall hemlig-hållas. Från avskrift av dylik handling bör dendel, som skall hållas hemlig, uteslutas.

Att tillhandahålla handling åligger i arkiv el-ler ämbetsverk den tjänsteman, vilken ombe-trotts dette uppdrag.

Vägrar vederbörande tjänsteman att utgivaofficiell avskrift av eller utdrag ur handlingeller att till påseende förete eller för avskriftutlämna handling, äger sökande därom utverkamyndighetens avgörande. Över myndighets av-görande har sökanden rätt att anföra besväri den ordning, som i allmänhet gäller för än-dringssökande i myndighetens beslut. Finnes ejsådant förfarande för ändringssökande, skolabesvär anföras hos den myndighet, som denmyndighet, vilken fattat beslutet, underlyder,och, om sådan icke finnes, över statsmyndig-hets avgörande i högsta förvaltningsdomstolen

97

och över avgörande av annan myndighet ilänsstyrelse. Avgörande av besvär må överkla-gas i vanlig ordning för ändringssökande.

Ärende, som ovan i 1 mom. nämnts, skallofördröjligen behandlas.

2 kap.Handlingar, som böra hemlighållas.

9 §.Hemlighållas skall ärende eller handling, var-

om så i lag stadgats.Medelst förordning må föreskrivas, att ären-

de eller handling skall hemlighållas, därest så-dant påkallas av statens säkerhet eller dessförhållande till främmande makter, försvaretsintresse, förekommande eller beivrande avbrott, handhavande av statens eller självstyrel-sesamfunds eller enskilds affärsverksamhet ellerrättegång, eller enskilds betydelsefulla person-liga intresse på själavårdens, hälso- och sjuk-vårdens, vårdväsendets, fångvårdens, beskatt-ningens eller den offentliga kontrollverksamhe-tens område.

Republikens president och statsrådet må avi 2 mom. nämnd orsak i enskilt fall förordna,att ärende eller handling, som är föremål förhandläggning hos dem, skall hemlighållas.

10 §.I den ordning, som i 9 § är sagt, må stad-

gas eller förordnas, att handling blir offentligförst efter utgången av viss tid eller sedanärende, vartill den hör, slutbehandlats antingeni det ämbetsverk, där det är anhängigt, ellerock slutligt, eller att till dess offentliggörandeskall utverkas tillstånd av den myndighet, somhandlägger eller handlagt ärendet, eller avhögre myndighet eller och samtycke av den,som handlingen angår.

11 §•Myndighet, som enligt 9 § 3 mom. äger

rätt besluta, att ärende skall hemlighållas, måjämväl förordna, att det av lägre myndighetskall såsom hemligt handläggas.

12 §.Anser myndighet, som ej är berättigad att i

enskilt fall förordna om hemlighållande av un-

der dess handling varande ärende eller hand-ling, sådant vara av nöden, anhålle om förord-nande därom av högre myndighet.

13 §.Vad i 9 § 2 och 3 mom. samt i 10 §

stadgats, gäller icke lag, förordning eller an-nan till allmän kännedom avsedd officiell pub-likation, ej heller handling, som enligt lag ellerförordning skall offentliggöras eller offentligthållas för alla tillgänglig.

14 §.Om handlingar, vilkas offentlighet jämte un-

dantagen därifrån genom lag eller förordningfullständigt reglerats, såsom allmänna befolk-ningsregister, straff registret och registret överlösdrivare samt rättegångshandlingar ävensomhandlingar angående beskattningen och under-rättelseväsendet, må för enskilt fall icke annor-lunda förordnas.

15 §.När hemlig handling insändes eller ingives

till annan myndighet, skall den förses med an-teckning därom, att den bör hemlighållas.

16 §.Då visst ärende skall hemlighållas, gäller

detta även till ärendet hörande handlingar.

3 kap.Om enskild tillkommande rätt till handling.

17 §.Myndighets intyg rörande själavård eller kyr-

kotukt, vid fängelse, uppfostringsanstalt, vård-anstalt eller sjukhus förda anteckningar, lä-karintyg, så ock andra med dessa jämförbarabevis rörande enskild må åt annan u.lämnasendast med samtycke av den person de angå.

Ovan i 1 mom. avsedda handlingar må lik-väl, sedan de överförts till allmänt eller där-med jämförbart arkiv, utlämnas åt forskare el-ler andra, som äro i behov av dem, sedan denperson, som önskar använda handlingen, avgi-vit förbindelse om att han icke har för avsiktatt missbruka densamma i syfte att skada ellernedsätta den, som handlingen rör, eller näraanhörig till denne.

98

18 §.Enskilt brev, som ej hör till rättegångsmål,

må icke utan brevskrivarens eller hans rätts-innehavares samtycke utlämnas. Dock må medavseende å dylikt brev i allmänt och därmedjämförbart arkiv eller i allmänt bibliotek för-faras på säit i 17 § 2 mom. är sagt.

Innehållet i brev eller andra enskilda hand-lingar, som lämnats i förvar i allmänt arkiv,i bibliotek eller hos annan myndighet, må ejyppas i strid med villkor, som vid överläm-nandet föreskrivits.

19 §.Utan hinder av vad angående handlings hem-

lighållande stadgats eller förordnats, skall en-skild återfå av honom till myndighet ingiveneller insänd handling, varvid i fall av behov tillriktigheten bestyrkt officiell avskrift i ställetskall ingivas. I stället för original handling fårmyndigheten dock härvid, om särskilda skäldet påkalla, på den enskildes bekostnad utgivaofficiell avskrift.

Enskild skall av myndighet återfå beslut,vari han äger rätt att söka ändring, samt hand-ling, som han eljest såsom sökande, besväran-de eller annan part är berättigad att utfå avdomstol eller annan myndighet.

4 kap.När hemlighållande av handling upphör.

20 §.Hemlighållande av handling upphör, då där-

för i lag, förordning eller förordnande fast-ställd tid utgått eller då myndighet, som för-ordnat, att handling skall hemlighållas, ellerdärmed jämställd eller högre myndighet, sombekommit handlingen för handläggning, åter-kallar förordnandet.

Förekommer eljest särskild orsak att yppainnehållet i handling, vars hemlighållande än-nu icke upphört, skall därtill utverkas tillståndav det ministerium, som den myndighet, hosvilken handlingen förvaras, är underordnad.Detta må dock icke tillämpas på i 18 § 2 mom.nämnda handlingar.

21 §.Andra än de i 2 mom. av denna paragraf

nämnda allmänna handlingar, som skola hem-lighållas, bliva, såvitt angående dem icke an-norlunda stadgats eller förordnats, offentligaefter tjugofem år från den dag handlingen ärdagtecknad, till myndighet inkommen enskildhandling dock efter sagda tid, räknat från dendag, från vilken den omhänderhafts av myn-digheten.

Ovan i 17 § nämnda handlingar bliva of-fentliga tjugo år efter den persons död, somhandlingen angår, och i 18 § 1 mom. angivnahandlingar tjugo år efter brevskrivarens från-fälle. Äger myndighet icke kännedom om ve-derbörandes frånfälle och företes icke utred-ning däröver av sökanden, blir handling of-fentlig efter femtio år från den dag handlingenär dagtecknad eller inkom till myndigheten.

22 S.Då skäl därtill äro, må statsrådet förordna,

att handling skall hemlighållas även efter deti 21 § stadgad tid utgått, dock icke längreän femtio år från utgången av sagda tid.

5 kap.Särskilda stadganden.

23 §.

Handling, som skall hållas hemlig, må ickeföretes eller avskrift därav utgivas åt annanän domstol eller annan myndighet, då dessapå tjänstens eller offentlig sysslas vägnar havarält att därav få del.

I representantskap och vid domstol får hand-ling offentliggöras, för såvitt dette är av beho-vet för ärendes handläggning vid offentligt sam-manträde.

24 §.Handlingar, som skola hemlighållas, böra av

myndighet antecknas i särskilt diarium och såförvaras, att de icke äro för obehöriga till-gängliga.

25 §.Om allmänna handlingars förvaring, över-

lämnande till riksarkivet eller landsarkiv samtutgallring stadgas särskilt.

99

26 §.Angående handläggning av ärende inför lyck-

ta dörrar i riksdagen eller vid sammenträde el-ler i fullmäktige, företrädande offentligt sam-fund, så ock angående rättegångs och därvidtilkomna handlingars offentlighet gälle, vaddärom är särskilt stadgat.

27 §.

För överträdelse av vad i 6 och 7 §§ omhandlingars offentlighet stadgats samt för bry-tande av plikt att hemlighålla handling och i17 § 2 mom. samt 18 § 1 mom. åsyftad

förbindelse dömes den skyldige, där icke gär-ningen skall bestraffas såsom brott i tjänsten,till böter eller fängelse.

Angående tryckfrihetsbrott lände til efter-rättelse, vad angående dem är särskilt stadgat.

28 §.Denna lag träder i kraft den 1 januari 1952

och genom densamma upphävas däremot stri-dande stadganden. På riksdagens handlingaräge denna lag tillämpning endast såvitt denicke står i strid med vad i riksdagsordningenär stadgat.

100

Bilag 4.F I N L A N D

Förordning 22. december 1951 innefattande vissa undantag ifråga omallmänna handlingars offentlighet (650/51).

I stöd av 9 § 2 mom. i lagen den 9 februari1951 om allmänna handlingars offentlighet(83/51) skola följande handlingar hållas hem-liga:

1) Handlingar, vilka enligt ikraftvarande be-slut av statsrådet eller ministerium eller av demfastställda instruktioner och reglementen, ut-färdade förrän lagen om allmänna handlin-gars offentlighet trädde i kraft, skola hållashemliga, för såvitt om dessa handlingars hem-lighållande enligt 9 § 2 mom. av nämnda lagkan bestämmas genom förordning;

2) statsrådets utrikesutskotts handlingar, mi-nisteriet för utrikesärendena och Finlands ut-rikesrepresentations politiska rapporter, urkun-der rörande underhandlingar med främmandemakter om politiska och ekonomiska förhål-landen, chiffertelegram angående utrikesför-valtningen, ävensom sådana handlingar be-träffande finska statens eller dess medborgaresförhållande till utländska myndigheter och med-borgare, vilkas offentliggörande kunde för-svåra statens förhållande till utländska makter;

3) på åtgärd av försvarsväsendet eller an-nan myndighet uppgjorda handlingar, vilka äroavsedda att nyttjas av dem och gälla försvars-maktens utrustning, mobilisation och krigstidasammensättning, förläggning och nyttjande;anordningar rörande befolkningsskyddet, för-valtningen, trafiken, näringslivet och industrinmed hänsyn til krigsfall; den tekniska krigs-beredskapen samt därför gjorda uppfinningar,planer och experiment; ävensom handlingar,vilka innehålla för rikets försvarsberedskap in-förskaffade eller erhållna utredningar eller an-dra uppgifter, vilkas offentliggörande kundeäventyra landets försvar; dock må det mini-sterium, till vars verksamhetsområde ärendet

hör, eller om ärendet gäller försvarsmakten di-rekte, dess huvudstab, ha befogenhet att be-sluta, att handling icke skall hållas hemlig;

4) till förebyggande eller för utredande avbrott, för upprätthållande av statens säkerheteller för skötseln av på polisen ankommandevård-, undersöknings- och övervakningsupp-gifter erforderliga förteckningar, kortregister,journaler, rapporter och andra utredningar, vil-ka uppgjorts eller anskaffats på åtgärd av po-lismyndigheterna och äro avsedda för derasbruk;

5) handlingar, vilka angå av annan än po-lismyndighet verkställda undersökningar för ut-redande av brott och väckande av åtal, tillsde för väckande av åtal överlämnats åt allmänåklagare och stadgandena i 4 § lagen om all-männa handlingars offentlighet äro tillämpligapå dem, eller tills ärendet, utan att det över-lämnats åt allmän åklagare, nedlagts;

6) handlingar, avsedda att nyttjas av fång-vårdsmyndigheterna, vilka innehålla uppgifterom fånge, såfremt icke överdirektören förfångvårdsväsendet i enskilt fall ger tillstånd tillutlämnande av uppgifter ur dem;

7) handlingar, vilka innehålla sådana upp-gifter om person i villkorlig frihet eller under-kastad social vård eller övervakning, vilkasoffentliggörande skulle äventyra hans framtidaverksamhet, utkomstmöjligheter eller anpass-ning i samhället, såframt icke den, som hand-lingen angår, ger sitt samtycke till ullämnandeav uppgifter;

8) handlingar, som gälla av staten, kom-mun eller annat offentligträttsligt samfund be-driven affärs- eller industrirörelse eller full-görandet av krigsskadeståndsskyldighet, såframticke den myndighet, som handlägger eller hand-

101

lagt ärendet, i enskilt fall ger tillstånd till ut-lämnande av uppgifter ur dem; samt

9) handlingar, som innehålla av tull-, kon-troll- och andra myndigheter i tjänsteutövninginförskaffade eller erhållna uppgifter och ut-redningar om enskild affärs- och industrirö-relse, drivande av näring och yrke eller omenskilds ekonomiska ställning, såframt icke den,som ärendet angår, ger sitt samtycke till ut-lämnande av uppgifter ur dem.

Vad ovan i denna paragraf är sagt omhandling, gäller även karta, ritning, bild, film,ljudband och annat dylikt.

2 §.Ärende skall anses nedlagt i den mening 4

§ lagen om allmänna handlingars offentlighetavser, då polismyndighet eller allmän åklagareså beslutat.

3 §.Myndighet, som innehar handling för av-

givande av utlåtande eller för annat tillfälligtbruk, må icke därur lämna uppgift utan sam-tycke av den myndighet, på vilken ärendetsbehandling och avgörande ankommer.

4 §.

Då allmän handling, vilken fortfarande skallhållas hemlig, överförs till riksarkivet, lands-arkiv eller annat offentligt arkiv för att därförvaras, bör den förses med stämpel elleranteckning, som anger skyldigheten att hållahandlingen hemlig, och det stadgande eller denbestämmelse, varpå sagda skyldighet grundarsig.

5 §.Denne förordning träder i kraft den 1 ja-

nuari 1952.

102

Bilag 5.NORGE

Uddrag af

»Innstilling fra komiteen til å utrede spørgsmålet om merbetryggende former for den offentlige forvaltning (Forvaltningskomiteen)«.

Afgivet 13. marts 1958.

Side 455-58:Lov om behandlingsmåten i forvaltningssaker.

Kap. III.Om offentlighet.

§ 9. Saksdokumentene er offentlige.

Forvaltningens saksdokumenter er offentlige.

§ 10. Hva forvaltningens saksdokumenter er.

Forvaltningens saksdokumen!er er dokumen-ter som er utferdiget av et forvaltningsorganog likeledes dokumenter som er innkommet tileller fremlagt for et forvaltningsorgan. Offent-lig forretningsvirksomhet utskilt fra den or-dinære forvaltning og private rettssubjekter an-ses ikke som forvaltningsorgan etter regiene idette kapitel selv om de er tillagt myndighet tilå treffe vedtak.

Statsrådets protokoller er ikke offentlige.Påtalemyndighetens dokumenter i straffesa-

ker berøres ikke av regiene i dette kapitel.Forslag, utkast, betenkninger, og andre lig-

nende arbeidsdokumenter, utredninger ellerrapporter som forvaltningsorganet selv utar-beider eller av eget tiltak innhenter til brukfor sin behandling av en sak, er ikke offent-lige.

§11. Når et dokument anses utferdiget,innkommet eller fremlagt.

Protokoll anses utferdiget når den er un-dertegnet. Andre dokumenter anses utferdigetnår dokumentet avsendes eller om dette ikkeskjer, når saken er ferdigbehandlet av for-valtningsorganet.

Et dokument er innkommet eller fremlagt

når det er mottatt av det forvaltningsorgansom behandler den sak dokumentet angår.

§ 12. Unntak fra offentlighetsregelen.Forvaltningens saksdokumenter er ikke of-

fentlige i følgende tilfelle:

1. Når offentliggjørelse vil kunne skade:a. Rikets sikkerhet, forholdet til fremmedestater eller landets forsvar;b. privatlivets fred eller familieforhold.

2. Når dokumentet angår den enkeltes per-sonlige forhold og intet avgjørende offent-lig hensyn tilsier offentlighet.

3. Dersom dokumentet inneholder opplysnin-ger om forretnings-, ervervs-, nærings- ellerdriftsforhold, hvis offentliggjørelse kan ska-de vedkommende forretning eller virksom-het.

4. Når urintak er påkrevd:a. For statens og kommunenes forretnings-virksomhet av hensyn til konkurranse- ellerdriftsforhold;

b. av hensyn til en forsvarlig gjennomfø-ring av statens og kommunenes økonomi-,lønns- og personalforvaltning;

c. fordi dokumentenes offentlighet vil mot-virke eller medføre fare for at offen'.ligekontroll- eller reguleringstiltak eller andrenødvendige pålegg eller forbud ikke kangjennomføres.

Dersom forholdene tilsier det, kan vedkom-mende forvaltningsorgan treffe avgjørelse omat el: dokument som ikke er offentlig et'.er reg-iene i første 1edd, skal være unntatt fra offent-lighet bare for en viss tid og deretter ansessom offentlig.

103

§ 13. Adgangen til å gjøre seg kjent medoffentlig dokument.

Enhver kan kreve å bli kjent med innhol-det av offentlig dokument. Forvaltningsorganetskall på begjæring gi avskrift eller utskrift avoffentlig dokument mot fastsatt gebyr. Derdet kan skje uten vesentlig ulempe for tjene-sten, kan det også gis adgang til lesning avoffentlig dokument og til å ta avskrift av dethos vedkommende forvaltningsorgan.

Nekter forvaltningsorganet å etterkomme an-modning fremsatt i medhold av første leddsførste eller annet punktum, skal avslaget be-grunnes og kan påklages til overordnet myn-dighet av den som har fremsatt anmodningenetter regiene i kap. VIII. Er avslaget truffetav kommunalt organ opprettet i medhold avlov af 12. november 1954 om styret i kom-munene, avgjøres klagen av fylkesmannen.

Kongen kan gi bestemmelser om hvilke myn-digheter som på de forskjellige sakområderskal kunne treffe avgjørelser etter denne para-graf.

Kap. VOm saksforberedelsen ved individuelle vedtak.

§ 20. Forhåndsvarsling.Før vedtak treffes, skal den eller de ved-

taket angår varsles om saken og gis høve til åuttale seg innen en nærmere angitt frist. Fri-sten løper fra avsendelsen av varslet når ikkenoe annet uttrykkelig er sagt. Forhåndsvars-ling kan unnlates dersom slik varsling ikke erpraktisk mulig eller vil medføre fare for atvedtaket ikke kan gjennomføres.

Forhåndsvarslet skal gjøre rede for hva sa-ken gjelder og for øvrig inneholde det somanses påkrevet for at parten på forsvarlig matekan vareta sitt tarv.

§ 21. Partens adgang til å gjøre seg kjentmed sakens dokumenter.

En part har i alminnelighet rett til å gjøreseg kjent med sakens dokumenter. Dette gjel-der dog ikke i den utstrekning dokumentene

inneholder opplysninger om hemmeligholdtetekniske innretninger og fremgangsmåter.

En part har ikke rett til å gjøre seg kjent med1. dokumenter som inneholder opplysninger

undergitt lovbestemt taushetsplikt,

2. dokumenter som inneholder opplysningerangående en persons helseforhold, drifts-eller forretningsforhold som ikke er almin-nelig kjent eller opplysninger for øvrig somer av en slik art at særlige hensyn taler forat de ikke bør meddeles videre,

dersom han ikke behøver å kjenne til opplys-ningene for på forsvarlig mate å kunne varetasitt tarv i saken.

Blir en part gjort kjent med opplysningersom er undergitt lovbestemt taushetsplikt, kanhan bare bruke opplysningene i den utstrek-ning det er nødvendig for at han på forsvarligmate kan vareta sitt tarv i saken, men har forøvrig taushetsplikt.

En part har ikke rett til å gjøre seg kjentmed dokumenter som nevnt i § 10, siste ledd.

§ 22. Gjennomsyn og utlån av saksdokumenter.Forvaltningsorganet bestemmer ut fra hen-

synet til en forsvarlig saksbehandling hvordandokumentene skal gjøres tilgjengelige for par-tene og kan på anmodning fra. en part gi av-skrift eller utskrift av dokument mot fastsattgebyr.

Sakfører som opptrer som fullmektig for enpart skal få utlånt dokumentene når ikke sær-lige grunner taler mot det. Det skal settes tids-frist for utlån.

§ 23. Muntlige konferanser.I den utstrekning en forsvarlig utførelse av

tjenesten tillåter, skal en part som har sakliggrunn for det, gis høve til å konferere muntligmed tjenestemann ved det forvaltningsorgansom behandler saken.

I den utstrekning opplysninger som gis vedmuntlige konferanser eller telefonsamtaler harbetydning for sakens avgjørelse, skal de avtjenestemannen så vidt mulig settes opp i etnotat. Notatet skal følge saksdokumentene.

104

Bilag 6

Udtalelser fra samtlige ministerier - bortset fra statsministeriet - som svar

på kommissionens nedenstående skrivelse af 14. februar 1957.

OFFENTLIGHEDSKOMMISSIONENKøbenhavn, den 14. februar 1957.

Til samtlige ministerier.

Offentlighedskommissionen, der er nedsataf statsministeriet ved skrivelse af 25. februar1956, har til opgave at overveje og frem-komme med indstilling om spørgsmålet om,hvorvidt og i bekræftende fald i hvilket omfangog på hvilken måde offentlighed vil kunne gen-nemføres i den statslige og kommunale forvalt-ning. Kommissionen skal endvidere i denne for-bindelse behandle spørgsmålet om en revision aflov af 2. februar 1866 om erklæringers med-delelse til ansøgere og klagere.

Kommissionen har foretaget en undersøgelsevedrørende den i Sverige gældende ordning,hvorefter der med visse indskrænkninger er ad-gang for enhver svensk statsborger til at blivebekendt med alle de hos en statsmyndighed el-ler en kommunal myndighed beroende embeds-akter, og et af kommissionen nedsat arbejdsud-valg har foretaget en studierejse til Stockholmfor gennem samtaler med svenske myndighederog andre undersøgelser på stedet at få indblik i,hvorledes denne ordning nærmere praktiseres.Kommissionen har endvidere anmodet udenrigs-ministeriet om gennem de danske repræsentati-oner i en række lande at indhente oplysningerom de i udlandet gældende regler om offentlig-hed i forvaltningen.

Efter at spørgsmålet om ønskeligheden af atsøge gennemført en lovgivning om offentlighedi den danske forvaltning har været gjort til gen-stand for en indledende drøftelse i den samledekommission, er det besluttet til brug for kom-missionens bedømmelse af de foreliggende mu-ligheder for indførelse af offentlighed i forvalt-ningen at anmode samtlige ministerier om en

foreløbig udtalelse om, hvilke arter af sager in-den for de enkelte ministerier der måtte findesegnede til at blive undergivet offentlighed, ogfor hvilke sager dette ikke er tilfældet. Det be-mærkes, at man fra kommissionens side vil havedet overladt til de enkelte ministerier at afgøre,hvorvidt man finder det opportunt på indevæ-rende tidspunkt alene at udtale sig om de i selvedepartementerne behandlede sager, eller om detmåtte være formålstjenligt at fremkomme medbemærkninger også for et eller flere af de sag-områder, som behandles i de ministerierne un-derlagte institutioner.

Kommissionen henleder opmærksomhedenpå, at indførelse af regler om offentlighed prin-ciptelt indebærer, at sagernes akter skal være til-gængelige, også medens sagerne er under be-handling hos myndighederne, men at man even-tuelt må overveje en ordning, hvorefter vissesager først undergives offentlighed på et seneretidspunkt, f. eks. når behandlingen måtte væreafsluttet. Der vil kunne rejses spørgsmål om,hvorvidt offentlighed bør gennemføres med hen-syn til alle de i de enkelte sager beroende akt-stykker og de hos myndighederne førte journa-ler, eller om f. eks. referater bør undtages, ogkommissionen vil sætte pris på en udtalelse ogsåom dette spørgsmål.

Endvidere anmoder man om oplysning om,i hvilket omfang der inden for de enkelte for-valtningsgrene har været gjort brug af bestem-melserne i ovennævnte lov af 2. februar 1866,og om hvorledes disse bestemmelser har væretpraktiseret.

Endelig udbeder man sig oplysning om, i

105

hvilket omfang og på hvilken måde det har væ-ret praksis at give pressen eller andre oplysnin-ger vedrørende de inden for vedkommende for-valtningsgren verserende eller afsluttede sager.

Til orientering vedlægges en af kommis-sionens sekretariat udarbejdet redegørelse forde i Sverige og Finland gældende regler omoffentlighed i forvaltningen.

FINANSMINISTERIETHOVEDREVISORATERNEKøbenhavn K, den 15. april 1957.

Til offentlighedskommissionen.

Under henvisning til kommissionens skrivelseaf 14. februar 1957 skal man bemærke, at manmå være af den opfattelse, at der såfremt offent-lighedsprincippet gennemføres, for hovedreviso-raternes vedkommende må foretages en tilsva-rende begrænsning som i Sverige, hvor myndig-hedernes virksomhed med inspektion, kontrol ogandet tilsyn er undtaget. Af hensyn til de revi-derede styrelser og disses personale må dennebegrænsning være så omfattende, at der fortsatkan være adgang for hovedrevisoraterne til,uden at offentligheden gøres bekendt dermed,på et vist rimeligt grundlag at iværksætte under-søgelser, der muligvis kan føre til, at sagernesluttes, uden at der findes anledning til at rejsekritik.

I denne forbindelse skal man henlede kom-missionens opmærksomhed på, at det i henholdtil statsregnskabslovens § 16 påhviler statsrevi-sorerne at afgive betænkning til rigsdagen ved-

6 a

1.HR.3K.J.NO.S. 116/57.

rørende revisionen af statsregnskabet. I dennebetænkning, der er offentligt tilgængelig, optagesde dele af hovedrevisoraternes i henhold tilstatsregnskabslovens § 21 afgivne årlige beret-ninger, der efter statsrevisorernes skøn findes eg-net til offentliggørelse. En gennemførelse af of-fentlighedsprincippet vil derfor betyde, at stats-revisorerne fratages den i statsregnskabslovenhjemlede adgang til at fastsætte grænserne foroffentlighedens indblik i hovedrevisoraternesvirksomhed.

Det tilføjes, at der ikke indenfor hovedreviso-raternes område foreligger nogen praksis vedrø-rende anvendelsen af lov af 2. februar 1866 omerklæringers meddelelse til ansøgere og klagere,og at pressen hidtil har holdt sig underrettetom hovedrevisoraternes virksomhed gennemovennævnte betænkning fra statsrevisorerne, så-ledes at der kun har været ringe direkte kontakt.

P. D. V.E. B.

Gerda Hansen.

DET STATISTISKE DEPARTEMENTKøbenhavn K, den 28. maj 1957.

Offen tlighedskommissionen, Statsministerie t.

. . . . er det af afgørende betydning for Departe-mentets arbejde, at det ved en eventuel overgangtil offentlighedsprincippet i statsforvaltningen påtilsvarende måde som i svensk lovgivning sikres,at oplysninger indhentet til statistisk brug ikkekan fordres udleveret, for så vidt de angår navn-

givnem. v. ,

enkeltpersoner, selskaber, institutioner

Departementet har i sin hidtidige praksis lagtafgørende vægt på at hævde det nævnte princip,således at der ikke udleveres oplysninger om en-keltpersoner o. 1., uden at vedkommende person

106

2"Journal ur. 1580-2. 10-2

har givet sit samtykke hertil. Dette er af så me-get mere betydning, som en væsentlig del af destatistiske oplysninger fremskaffes uden lov-hjemmel og således, at det udtrykkelig meddelesde pågældende, at de afgivne oplysninger ikkevil blive benyttet til andet end statistisk brug og

end ikke vil blive videregivet til off. myndighed.Det tilføjes, at Departementet anser det for

bydende nødvendigt at kunne opretholde detteprincip ubeskåret i fremtiden og det ikke blotoverfor privatpersoner, men også overfor andreoffentlige myndigheder

C. Ulrich Mortensen.

FINANSMINISTERIETKøbenhavn, den 13. august 1957.

Ojfentlighedskommissiünen.

. . . . skal man udtale, at man ved overvejel-serne om den nærmere afgrænsning af en even-tuel offentlighedsordning efter finansdeparte-mentets opfattelse bør være opmærksom på debegrænsninger, der må anses for påkrævede afpolitiske hensyn samt af hensynet til enkeltper-soner og til staten som part i retsforhold m. v.Man har ikke på det foreliggende grundlagment at kunne foretage en tilbundsgående ogudtømmende analyse af disse hensyns betyd-ning inden for det under finansdepartementethørende forretningsområde, men skal til kom-missionens orientering rent eksempelvis omtalevisse væsentlige sagsområder.

En del af finansdepartementets virksomhedbestår i behandling af forslag, der er udarbej-det af andre ministerier, og som er bestemttil senere at fremsættes over for folketingeteller andre parlamentariske organer. Sådanneforslag må betragtes som fremsat af den på-gældende fagminister, ligesom finansministerietsafgørelse må betragtes som truffet af finans-ministeren, og da finansministeriets behandlingkan resultere i ændring eller afvisning af detaf fagministeren udarbejdede forslag, såledesat der foreligger en uoverensstemmelse mellemfinansministeren og den pågældende minister,bør det under hensyn til, at regeringen af po-litiske grunde udadtil må fremtræde som en en-hed, overvejes, om ikke sagsbehandlingen i så-danne tilfælde må unddrages offentlighed såveli finansministeriet som i andre ministerier, ogsåvel før som efter det endelige forslags frem-sættelse udadtil. Som eksempler på tilfælde,hvor dette hensyn gør sig gældende, skal frem-hæves tilblivelsen af de årlige forslag til finans-

lov, tillægsbcvillingslov og normeringslov, derudarbejdes af finansministeriet på grundlag afen række enkeltforslag fra de øvrige ministe-rier, og de til disse lovforslag knyttede æn-dringsforslag samt den i finansministeriet udfra finansielle hensyn stedfindende kritiske gen-nemgang af andre ministeriers udkast til lov-forslag. Endvidere kan nævnes sager, der om-handler påtænkte henvendelser til finansudval-get om tilslutning til afholdelse af udgifter påforventet efterbevilling.

Som eksempler på sager, hvor hensynet tilenkeltpersoner taler imod offentlighed, kan an-føres, at der i finansdepartementet behandles enrække spørgsmål om enkelte tjenestemænds ogandre ansattes pensions- og lønningsmæssige stil-ling, og at sådanne sager sædvanligvis vil inde-holde oplysninger om økonomiske og helbreds-mæssige forhold, som i hvert fald ikke uden denpågældendes samtykke ses at burde være til-gængelige for offentligheden. Tilsvarende hen-syn gør sig gældende inden for den under fi-nansdepartementet hørende forvaltning af enrække statslige udlån, hvor sagerne indeholderoplysninger om ansøgeres, debitorers, kautioni-sters og andres personlige og økonomiske for-hold. Med hensyn til ansøgninger om ledigestillinger skal man pege på den offentlige in-teresse i, at ingen kvalificeret ansøger holdersig tilbage af frygt for offentliggørelse af an-søgningen og de dertil knyttede oplysninger.Hensynet til borgerne gør sig endvidere gæl-dende inden for det under finansministerietsnoterings- og indskrivningskontor hørende for-retningsområde, der består i registrering og op-bevaring af værdipapirer, tilhørende enkeltper-

107

Sv. Aa. Hansen.

J. nr. S. 5000 35/57.

soner, pengeinstitutter og private firmaer, hvispengeanbringelser ikke bør kunne oplyses foroffentligheden. På tilsvarende måde må manholde for, at navne på vindere af præmieobli-gationsgevinster fortsat bør hemmeligholdes.Yderligere skal man anføre, at de i finansde-partementet beroende oplysninger om påligningaf stabiliseringslån og bunden opsparing anta-gelig i henseende til spørgsmålet om offentlig-hed må behandles på samme måde som op-lysninger om skatteansættelsen.

Hensynet til staten som part i retsforholdm.v. forudsættes generelt at føre til, at aktstyk-ker vedrørende verserende retssager samt er-hvervelse og afhændelse af fast ejendom m. v.fortsat unddrages offentlighed, og at indhentederesponsa fra kammeradvokaten og andre ikkegøres offentlig tilgængelige. Specielle eksemplerpå dette hensyns betydning inden for finans-departementeis område vil navnlig kunne på-vises inden for statsgældsforvaltningen samtinden for det sagsområde, der har forbindelsemed statens stilling som arbejdsgiver. For stats-gældsforvaltningens vedkommende vil det afhensyn til statens stilling på lånemarkedet væreaf afgørende betydning, at der ikke tilgår of-fentligheden oplysninger om forberedelser tiloptagelse af nye statslån eller om sammensæt-ningen af statens beholdninger af obligationertil amortisation. Statens stilling som arbejds-giver bør efter finansdepartementets formeningføre til, at der i hvert fald med hensyn til detikke-tjenestemandsansatte personale må væreadgang til at forhandle med de faglige orga-nisationer på samme vilkår som erhvervslivetsprivate arbejdsgivere, og at det derfor vilvære uheldigt at pålægge staten en forpligtelsetil at give offentligheden oplysninger om så-danne forhandlingers forløb i større omfang,end det kan kræves af arbejdsgivere i det pri-vate erhvervsliv.

Finansdepartementet går iøvrigt ud fra, atsager, der også under den nuværende ordninger genstand for en særlig fortrolig behandling,f. eks. finansdepartementets behandling af vissespørgsmål inden for det udenrigspolitiske ogdet forsvarsmæssige område, fremdeles vil værehemmelige, ligesom man forudsætter, at op-lysninger, der meddeles statsforvaltningen uden

at være bestemt til at viderebringes, fortsat måunddrages offentlighed, hvilket f. eks. er tilfæl-det med hensyn til finansdepartementets for-bindelse med Nationalbanken.

Finansdepartementet går endvidere ud fra,at kommissionens overvejelser sker under hen-syntagen til de gældende statsretlige forhold,men man skal dog henlede opmærksomhedenpå, at statsregnskabet efter gældende praksisførst offentliggøres, når kongen har bemyndi-get finansministeren dertil, og at det derforkan være tvivlsomt, om det i finansdeparte-mentet beroende materiale, der ligger til grundfor statsregnskabet, kan gøres tilgængeligt foroffentligheden, forinden statsregnskabet medkongens bemyndigelse er offentliggjort.

Med hensyn til spørgsmålet om at udstrækkeen eventuel offentlighedsordning til at omfattealle de i de enkelte sager beroende aktstykkerskal man oplyse, at den i finansdepartementetnu praktiserede sagsbehandling forudsætter, atden enkelte tjenestemand har adgang til ganskefrit at fremsætte sin personlige vurdering, ogat de til internt brug udarbejdede referater,notater o. lign. derfor ikke bør gøres offentligtilgængelige.

Om praktiseringen af bestemmelserne i lovaf 2. februar 1866 skal man oplyse, at loveni en længere årrække ikke ses at have væretbragt i anvendelse inden for finansdepartemen-tets område.

Med hensyn til det af kommissionen rejstespørgsmål om meddelelse af oplysninger tilpressen og andre vil det fremgå af det foranoplyste, at finansdepartementet på en rækkeområder mener sig afskåret fra at give oplys-ninger om verserende eller afsluttede sager,medens man iøvrigt på forespørgsel giver op-lysninger, sædvanligvis dog kun om faktiskeforhold, når spørgeren efter den pågældendetjenestemands skøn har et rimeligt krav påunderretning.

Man skal sluttelig udtale, at finansdeparte-mentet ikke har ment at burde fremsætte al-mindelige betragtninger for og imod offentlig-hed, men at man dog skal anmode kommis-sionen om at være opmærksom på de merud-gifter, der kan blive følgen af indførelse afen offentlighedsordning.

P. M. V.

Dige. K. Bredahl.

108

SKATTEDEPARTEMENTETKøbenhavn, den 6. now 1957.

Til offen tlighedskommissionen.

1. Hvilke arter af sager findes egnede til atblive undergivet offentlighed, og for hvilke sa-ger er dette ikke tilfældet.

I skattedepartementets arbejde indgår udar-bejdelsen af lovforslag, bekendtgørelser og cir-kulærer vedrørende den under departementethørende skatte- og afgiftslovgivning som envæsentlig bestanddel. Det ligger i sagens natur,at lovforslag ved fremsættelsen i folketinget ogbekendtgørelser og cirkulærer ved optagelseni henholdsvis lov- og ministerialtidende bliveroffentlig bekendt. Efter departementets opfat-telse må et ønske om offentlighed i forvaltnin-gen for disse sagers vedkommende være til-strækkelig tilgodeset ved den nævnte offentlig-gørelse. Godtages dette synspunkt, skulle detikke komme på tale at gøre forarbejder til denævnte udfærdigelser tilgængelige for offent-ligheden hverken før eller efter deres offent-liggørelse. Som forhold, der taler imod videre-gående offentlighed skal nævnes, at en adgangfor offentligheden til at gøre sig bekendt medforarbejderne til lovforslag i realiteten vil hin-dre regeringen i at bevare fortrolighed om in-terne regeringsovervejelser, ligesom en almin-delig adgang for offentligheden til på forhåndat gøre sig bekendt med påtænkte foranstalt-ninger i mange tilfælde og ikke mindst på skat-telovgivningens område vil kunne modvirke dettilsigtede formål.

De nævnte forhold vil dog efter departe-mentets mening som regel ikke udelukke, atudefra kommende skriftlige henvendelser ellerudtalelser, som vedrører sager om ny lovgiv-ning eller nye bekendtgørelser eller cirkulærer,hvadenten de pågældende aktstykker hidrørerfra private personer eller organisationer ellerfra anden offentlig myndighed, undergives of-fentlighed. Indgår aktstykkerne i sager om for-anstaltninger, der af hensyn til formålet ikkepå forhånd bør komme til offentlighedenskendskab, vil det dog formentlig som regelvære nødvendigt at hemmeligholde dem, indtilpågældende foranstaltning er gennemført (resp.lovforslag er fremsat).

Hvad angår departementets bidrag til fi-

nanslove og tillægsbevillingslove samt de årligenormeringslove, kan man henvise til foranstå-ende samt til de af finansdepartementet frem-førte synspunkter, som man er gjort bekendtmed, og som man i det hele kan tilslutte sig.Det samme gælder finansdepartementets be-mærkninger vedrørende statsregnskabet.

Ifølge lov nr. 149 af 10. april 1922 omindkomst- og formueskat til staten § 44, så-ledes som denne bestemmelse er ændret vedlov nr. 144 af 31. marts 1950 § 39, jfr. ogsålovbekendtgørelse nr. 340 af 19. december1956 § 25, stk. 1, er skattemyndighederne ogherunder skattedepartementets personale for-pligtet til overfor uvedkommende at iagttageubetinget tavshed med hensyn til de oplysnin-ger om skatteydernes indkomst- og formuefor-hold, som under varetagelsen af deres hvervmåtte komme til deres kundskab. Selvom manmåtte beslutte sig til principielt at indføre of-fentlighed i forvaltningen, kan det formentligikke antages, at man vil berøve borgerne detværn mod, at uvedkommende bliver bekendtmed deres personlige forhold, som den om-handlede (avshedspligt er udtryk for. Underdenne forudsætning må den ganske overvejen-de del af de af skattedepartementet behandle-de sager under en ordning med offentlighedi forvaltningen fortsat være undtaget fra of-fentlighed.

Uanset at der bortset fra bestemmelsen i §16 i lov nr. 313 af 20. december 1915 omstempelafgift ved salg af offentlige værdipapi-rer ikke i den af skattedepartementet iøvrigtadministrerede lovgivning om skatter og afgif-ter - lovgivningen om skatter af faste ejen-domme, arve- og gaveafgift, skifteafgift, stem-pelafgift, forlystelsesafgift og visse andre afgif-ter - forefindes særlige bestemmelser om tavs-hedspligt, gælder det også i ret vid udstræk-ning om sager på de nævnte områder, at depå lignende måde som sager vedrørende ind-komstbeskatningen indeholder oplysninger omden enkelte borgers indkomst- og formuefor-hold.

Hvorvidt og i hvilket omfang der bør ind-føres offentlighed i personalesager, herundersager om ansættelse i tjenestemandsstillinger el-

109

4°Skd. I. journal nr. 440/57.

ler udnævnelse til offentlige hverv, er forment-lig spørgsmål, som må gøres til genstand forovervejelse udfra almene synspunkter. Man skalherom derfor blot bemærke, at der ikke for deunder departementet hørende stillinger ellerhverv skønnes at gøre sig sådanne særlige for-hold gældende, som skulle kunne begrunde, atoffentlighedsprincippet fraviges, hvis man iøv-rigt måtte bestemme sig for princippets gen-nemførelse på det omhandlede område.

Det tilsvarende gælder de af departementetbehandlede sager vedrørende indkøb af kon-torinventar og indgåelse af lejemål om lokalertil brug for forskellige myndigheder.

2. Bør offentlighed gennemføres med hen-syn til alle de i de enkelte sager beroendeaktstykker og de hos myndighederne førte jour-naler, eller bør f. eks. referater undtages.

I sager, der undergives offentlighed, kanformentlig alle i sagerne beroende egentligeaktstykker gøres tilgængelige for offentlighe-den ligesom de herover førte journaler.

For så vidt sager, hvis behandling ligger for-ud for offentlighedsprincippets gennemførelse,inddrages under ordningen, bør de deri fore-liggende interne referater o. 1. efter departe-mentets opfattelse under alle omstændighedervære undtaget, da referenterne ved udarbej-delsen har været berettiget til at forudsætte,at referaterne udelukkende var bestemt til in-ternt brug. Det er iøvrigt departementets op-fattelse, at det, hvor sagens omfang eller ka-rakter gør det hensigtsmæssigt at udarbejdereferat, rummer væsentlige fordele, at refe-renterne har adgang til skriftligt at give ud-tryk for deres personlige vurderinger, uden atdisse kommer andre end de implicerede myn-dighedspersoner for øje. Bliver referaterne til-gængelige for offentligheden, må man forvente,at udfærdigelse af referat i sagerne helt opgi-ves eller sker i en sådan form, at værdienderaf væsentlig forringes. Under hensyn hertilfinder departementet, at det må foretrækkes, atinterne referater, notater og lignende ikke inoget tilfælde undergives offentlighed.

3. I hvilket omfang har der været gjort brugaf bestemmelserne i lov af 2. februar 1866om erklæringers meddelelse til ansøgere ogklagere, og hvorledes har disse bestemmelserværet praktiseret.

Der er kun i ringe omfang gjort brug afnævnte lovs bestemmelser. Hvor spørgsmål her-om har foreligget, har departementet prakti-seret loven i overensstemmelse med dens ord-lyd, således at der er meddelt vedkommendeafskrift af de pågældende erklæringer eller gi-vet ham adgang til at gøre sig bekendt meddem, eventuelt tage afskrift heraf.

4. I hvilket omfang og på hvilken mådehar det været praksis at give pressen eller an-dre oplysninger vedrørende verserende eller af-sluttede sager.

Departementet meddeler på forespørgsel op-lysning til pressen og andre om spørgsmål afalmindelig karakter i forbindelse med praktise-ringen af vedkommende lovgivningsområde,herunder om departementets praksis i forbin-delse hermed. løvrigt har man kun rent und-tagelsesvis anmodet Ritzaus Bureau om at pub-licere meddelelser fra skattedepartementet omalmindelige spørgsmål af aktuel interesse.

På grund af reglerne om tavshedspligt givesder hverken til pressen eller andre oplysningerangående sager, der vedrører enkelte skatte-og afgiftspligtiges forhold. En række enkeltaf-gørelser i sager af denne art publiceres i ano-nym form i de årlige »Meddelelser fra StatensLigningsdirektorat og Ligningsrådet« og i enrække fagtidsskrifter, men dette sker ikke pådepartementets foranstaltning. I denne forbin-delse finder man også anledning til at nævnede halvårlige »Meddelelser fra Landsskatteret-ten«, hvori en række afgørelser af principielleskattespørgsmål publiceres i anonym form. Dis-se »meddelelser« tilsendes pressen.

I overensstemmelse med sædvanlig praksislilstilles der »Statstidende« meddelelse om sted-fundne afskedigelser og udnævnelser af tjene-stemænd samt i et vist omfang om stedfundnebeskikkelser til offentlige hverv.

Hans P. Gøtrik.

Henning Jensen.

110

DEPARTEMENTET FOR TOLD- OGFORBRUGSAFGIFTERKøbenhavn, den 19. mar. 1958.

Ojfentlighedskommissionen.

. . . . meddele følgende, idet herved bemærkes,at der alene er taget stilling til de i selve de-partementet behandlede sager:

Sager, der findes egnede til at blive undergivetoffentlighed, og sager, for hvilke dette ikke er

tilfældet.

Departementets personalekontor.Sager vedrørende finanslov, tillægsbevillings-

lov og statsregnskab samt andre sager vedrø-rende budgettet vil kunne være offentlighed un-dergivet. Tilsvarende må gælde for bygnings-sager, herunder sager om nyopførelser, vedli-geholdelse, boligspørgsmål og lejeforhold. De-partementet er dog af den formening, at sagervedrørende køb og salg af fast ejendom og stør-re løsøregenstande bør være unddraget offent-lighed, indtil bindende aftale er indgået.

Med hensyn til personalesager bemærkes, atder blandt disse findes en række sager, somaf hensyn til den pågældende tjenestemandselv, bør være unddraget offentlighed. Dettegælder således sager, hvori indgår interne per-sonlige oplysninger og bedømmelsesudtalelsersom f. eks. ved nyansættelser, oprettelse af nyestillinger, konstitutioner, forfremmelser og af-skedigelser. Det samme personlige hensyn gørsig ligeledes gældende ved sager om lønnings-forskud og sygelighed m. v. Derimod vil sageraf mere generel karakter kunne undergives of-fentlighed, således f. eks. sager vedrørende løn-ninger.

For så vidt angår erstatningssager og sagervedrørende fornærmelser af og klager over tje-nestemænd bemærkes, at disse vil kunne væreoffentlighed undergivet.

Departementets toldafgiftskontor.I en stor del af dette kontors sager fore-

findes oplysninger om erhvervslivets forret-ningsforhold, såsom oplysninger om varerssammensætning, fremstillingsmåde, forretnings-forbindelsers navne og adresser, firmaernes for-retningsgang og forhold til leverandører ogagenter, varepriser og avancer m. fl. oplysnin-

Journ. nr. C. 1809/1957.

ger, der i mange tilfælde er meddelt kontoretunder forudsætning af fortrolig behandling. Så-danne oplysninger bør være unddraget offent-lighed, idet man i modsat fald må forvente, atde pågældende firmaer vil være tilbageholdnemed at give sådanne oplysninger, som i mangetilfælde vil have en afgørende indflydelse påsagernes behandling. Der er her navnlig taleom tariferingssager og sager vedrørende told-lovens regler for tariffens anvendelse, isærtoldlovens §§ 5-11.

Med hensyn til sager vedrørende idømmel-se af bøder i henhold til toldforordningens §175 og toldlovens § 12 bemærkes, at dissebestemmelsers anvendelse ikke altid krævertilstedeværelsen af ond tro og derfor ikke erudtryk for noget subjektivt dadelværdigt, hvor-for offentlig kundskab om disse sager kanvære ubillig overfor de pågældende. Man vilderfor mene, at sager vedrørende de nævnteadministrative straffebestemmelser, der i mod-sætning til straffesager, som er undergivet an-klagemyndigheden, tilsigter »afgørelse i minde-lighed«, bør været unddraget offentlighed.

Dokumenter fra internationale organisationervil ofte være forsynet med bemærkningen »for-troligt« eller lignende. Sager, hvori sådannedokumenter måtte forekomme, anser man foruegnet til offentlighed.

For så vidt angår de øvrige under kontoretsområde hørende sager skal man ikke udtalesig imod, at de er offentlighed undergivet.

Departementets toldforvaltningskontor.En stor del af kontorets sager vedrører

spørgsmål om tilståelse af toldfrihed eller til-bagebetaling af erlagt told i enkelte tilfældeog om tilståelse af generelle bevillinger til til-bagebetaling af told eller afskrivning i kredit-oplag, f. eks. bevillinger til tilbagebetaling aftold for råvarer og hjælpestoffer, der medgårtil fremstilling af eksportvarer. I sådanne sagerforefindes oplysninger om erhvervslivets for-retningsforhold såsom oplysninger om varersfremstillingsmåde og sammensætning og om

111

andre forhold såsom virksomhedernes forret-ningsgang og forhold til leverandører og afta-gere og agenter samt om varepriser, provi-sioner og avancer. Af hensyn til sagernes for-svarlige behandling er det nødvendigt at havenøje rede på de nævnte forhold, hvilket manikke kunne få, hvis f. eks. ansøgernes konkur-renter havde fri adgang til at stifte kendskabtil disse forhold. Sager af denne art må derforvære unddraget offentlighed.

Under kontorets forretningsområde hørerendvidere indsmuglingssager (toldlovens § 48og toldforordningens § 107) og andre sagervedrørende overtrædelse af toldanordningerne.Afgørelserne i nogle af disse sager har nærmestkarakter af ordensbøder, hvorfor det forment-lig ikke vil være rigtigt at lade dem være un-derkastet offentlighed. I øvrigt kan det ved-rørende overtrædelsessagerne bemærkes, at dis-se i vid udstrækning afgøres administrativt. Endel af disse sager begæres indbragt for rettenog er således ligesom de sager, der uden for-udgående administrativ afgørelse sendes til an-klagemyndigheden, underkastet retsplejelovensbestemmelser med hensyn til offentlighed. Isager, der sluttes med den administrative af-gørelse, forefindes ofte sådanne oplysninger,dels om overtræderens private forhold og delsom toldvæsenets og politiets efterforskningsar-bejde, at disse sager ikke uden videre kan un-dergives offentlighed. Det skal til slut bemær-kes, at der ofte, efter at overtrædelsessagerhar fundet deres afslutning, fremkommer an-dragender om eftergivelse, nedsættelse eller af-dragsvis betaling af bøde og erstatningsbeløb.Sager af denne art indeholder oplysninger afprivat karakter, f. eks. om andragerens økono-miske eller helbredsmæssige forhold og bør ikkevære offentlighed undergivet.

Det skal endvidere bemærkes, at sager, derindeholder oplysninger vedrørende forebyggel-se og bekæmpelse af overtrædelse af toldlov-givningen, ikke kan være offentlighed under-givet.

Sager, der vedrører forholdet til internatio-nale organisationer, og som er af fortrolig ka-rakter, må anses for uegnet til offentlighed.

For så vidt angår de øvrige under kontoretsområde hørende sager skal bemærkes, at dis-se ikke i sig selv er af en sådan karakter, atde ikke vil kunne være undergivet offentlighed,men at alene det forhold, at nogle sager er

undergivet offentlighed, vil bevirke, at man fraerhvervslivets side i de øvrige sager vil væremere tilbageholdende med at give oplysninger,hvilket vil vanskeliggøre behandlingen af dissesager.

Departementets forbrugsafgiftskontorer.For så vidt angår forbrugsafgiftskontorerne

mener man, at de under disse henhørende sagervil kunne være offentlighed undergivet, medfølgende undtagelser:

Sager, der indeholder interne oplysninger vedrø-rende påtænkte regerings- eller folketingsforan-staltninger (nye afgifter, afgiftsændringer m. v.).Det bemærkes herved, at man ikke har tagetstilling til spørgsmålet om offentlighed i sagervedrørende kommissioner og udvalg, idet manforudsætter, at der i givet fald fastsættes sær-lige regler herfor.

Sager, der indeholder dokumenter mærket»fortroligt« eller lignende fra internationale or-ganisationer.

Sager, der indeholder oplysninger om privatesøkonomiske forhold, forretningsforhold m. v.

Sager vedrørende overtrædelser. De for over-trædelse af afgiftsbestemmelser administrativtikendte straffe (bøder) har i eet store og helekarakter af »afgørelser i mindelighed«. Særligunder hensyn til det høje afgiftsniveau må defastsatte bestemmelser nøje overholdes, og detvil ofte være nødvendigt at ikende bøde, selvom forsæt ikke er til stede. Særligt mindreuagtsomhedsforseelser vil hyppigt blive afgjortved modtagelse af et administrativt »bødefo-relæg«. Man skønner det ikke billigt over forovertræderne, at sådanne sager undergives of-fentlighed. I sager, der indbringes for domsto-lene, er offentlighedsprincippet betryggende sik-ret gennem retsplejelovens regler.

Sager, der indeholder oplysninger om interneforskrifter m. v. vedrørende toldvæsenet, så-fremt offentligt kendskab til disse vil kunnebetyde en svækkelse af kontrollen med de af-giftspligtige virksomheder m. v.

Sager vedrørende nævnsbehandling. De i for-brugsafgiftslovene omhandlede nævns forhand-linger og votering mener man må være und-draget offentlighed.

112

Bør offentlighed gennemføres med hensyn tilalle aktstykker og journaler, eller bør der gøres

begrænsning heri.Det skal her bemærkes, at departementet

finder, at samtlige journaler og aktstykker, medundtagelse af referater, interne notater m. v.,kan gøres til genstand for offentlighed.

/ hvilket omfang og på hvilken måde har be-stemmelserne i lov af 2. februar 1866 om er-klæringers meddelelse til ansøgere og klagere

været praktiseret.Der har kun i ganske enkelte tilfælde været

rejst anmodning overfor departementet om atfå udleveret afskrift af de i en sag afgivneerklæringer. I tilfælde, hvor anmodningen er

blevet imødekommet, har departementet selvforanlediget de fornødne afskrifter taget. I éttilfælde er spørgsmålet om den omhandledelovs anvendelse blevet indbragt for domstole-ne, hvor departementet ved højesterets dom af6. september 1941 - optaget i ugeskrift forretsvæsen 1941, pag. 1062 - blev tilpligtet atmeddele den pågældende indholdet af de i sa-gen afgivne erklæringer.

/ hvilket omfang og på hvilken måde gives derpressen eller andre oplysninger om verserende

eller afsluttede sager.Forespørgsler fra pressen besvares af ved-

kommende kontors chef i overensstemmelsemed de foran angivne retningslinier.

Knud Korst.

J. V. Henriksen.

FISKERIMINISTERIETKøbenhavn, den 30. april 1957.

Offentlighedskommissionen.

De pågældende spørgsmål sigter til klarlæg-gelse af følgende forhold:

1) Hvilke sager og arter af sager indenfor deenkelte ministerier findes egnet til at bliveunderkastet offentlighed, og for hvilke sa-ger er dette ikke tilfældet?

2) Bør de sager, der gøres offentlige, under-gives offentlighed, allerede medens sager-ne er til behandling, eller bør dette førstske, når behandlingen er afsluttet?

3) Bør offentlighed gennemføres med hensyntil alle i de enkelte sager beroende aktstyk-ker og de førte journaler, eller bør f. eks.referater undtages?

4) I hvilket omfang har der været gjort brugaf bestemmelsen i lov af 2. februar 1866om erklæringers meddelelse til ansøgere ogklagere?

5) I hvilket omfang og på hvilken måde hardet været praksis at give pressen eller an-dre oplysninger vedrørende verserende el-,ler afsluttede sager?

6 bJournal 1957 nr. N. 3/14*

I denne anledning skal fiskeriministeriet med-dele:

adl).I fiskeriministeriets 2. kontor, hvis sagsom-

råde bl. a. omfatter varetagelsen af fiskerietsudførselsforhold og øvrige handelspolitiske in-teresser, samt administrationen af kvalitets-lov-givningen vedrørende fisk og fiskeprodukter,forekommer for det første oplysninger om for-handlinger angående afslutning af handelsaf-taler og andre handelspolitiske aftaler, sombåde af hensyn til danske interesser som afhensyn til vedkommende handelspartner ikkevil kunne offentliggøres. For det andet angåren meget væsentlig del af de i kontoret be-handlede sager tilfælde, hvor enkeltpersoner ogvirksomheder, der driver forretning med fiskog fiskeprodukter, fremkommer med oplysningom forretningsmæssige forhold, som det villevære højst uheldigt, om offentligheden, her-under ganske særlig andre erhvervsdrivende, fikkendskab til, og allerede af den grund vil det

113

være nødvendigt, at sager, der indeholder så-danne oplysninger ikke gøres offentlige.

Det samme gælder i et vist omfang sagerom lån i henhold til lov nr. 98 af 31. marts1954 om udlån til afsætningsvirksomheder m. v.indenfor fiskerierhvervet (denne lov udløb dogmed udgangen af forrige finansår), samt sagerom lån i henhold til lovgivning om støtte tilnybygning af fiskerfartøjer m. v., jfr. senestlov nr. 28 af 15. februar 1957, idet der ogsåi sådanne sager fremkommer oplysninger omansøgernes personlige og forretningsmæssigeforhold, som ikke bør være undergivet offent-lighed.

Man gør endvidere opmærksom på, at fiske-riministeriet foruden at varetage fiskerierhver-vets handelspolitiske interesser i vidt omfangbeskæftiger sig med internationale fiskerifor-hold og herunder varetager det danske fiskerisinteresser under de drøftelser, der finder stedpå international basis med henblik på fastsæt-telse af beskyttelsesforanstaltninger mod over-fiskning. Det vil af samme grunde, som gørsig gældende i almindelighed i udenrigspoliti-ske forhold være nødvendigt, at sager af her-omhandlede art ikke underkastes offentlighed,og at offentligheden alene informeres gennemde pressemeddelelser, der efter afholdelse afmøder i sagerne udsendes i overensstemmelsemed sådan vedtagelse, som finder sted på selvede pågældende møder eller indenfor den dan-ske repræsentation, som har varetaget forhand-lingerne fra dansk side.

Forsåvidt angår sager, hvor staten indgår ikontraktsforhold af privatretlig karakter - forfiskeriministeriets vedkommende kan eksempel-vis nævnes bortforpagtningen af østersfiskeriet- vil det efter fiskeriministeriets formening afrent forretningsmæssige grunde være ønskeligt,at der ikke gives adgang til offentlighed, elleri hvert fald kun under stærkt begrænsede for-mer.

Endvidere peger fiskeriministeriet på de sær-lige forhold, der gør sig gældende, forsåvidtangår personalesager (antagelser, forfremmel-ser og afskedigelser), hvor den pågældende tje-nestemand bør søges beskyttet mod, at de isagen afgivne bedømmelser om hans personligeforhold og faglige kvalifikationer gøres til gen-stand for almindelig omtale i pressen eller påanden måde.

Endelig gør man opmærksom på, at der i

en række sager, som ikke lader sig ganskenøjagtigt definere, gør sig visse krav gældendemed hensyn til hemmeligholdelse. Dette gæl-der eksempelvis forslag til ministeriet om god-kendelse af nye fiskeriredskabstyper fra kon-struktører af sådanne, ansøgninger om dispen-sationer fra fiskerilovenes bestemmelser medhenblik på tilrettelæggelse af nye fiskerivirk-somheder eller forbedringer af allerede bestå-ende, idet der i sådanne ansøgninger ofte liggervisse forretningsmæssige hensyn til grund, fore-spørgsler til fiskeriministeriet angående fortolk-ningen af lovbestemmelser, i hvilke forespør-gerne som nærmere begrundelse for henven-delsen har oplyst private eller forretningsmæs-sige forhold, o.s.v.

ad 2).I visse sager, som ikke kan henføres til den

gruppe, hvor almindelig hemmeligholdelse mågøre sig gældende, vil det efter fiskeriministe-riets mening være ønskeligt, a': offentliggørelsei hvert fald først finder sted, efter at sagener afsluttet i ministeriet. Dette gælder i førsterække almindelige forhandlinger med erhver-vets organisationer om fiskeriforholdene, ikkemindst når sådanne forhandlinger går ud påat skaffe klarhed over, hvorvidt lovgivningeneller i henhold hertil udfærdigede bestemmel-ser bør ændres eller bortfalde, idet fiskeriin-teresserne de forskellige steder i landet oftekan stå stærkt delte om sådanne aktuelle spørgs-mål. En almindelig offentlig gengivelse af desynspunkter og argumenter, der under en så-dan sags forberedende behandling er fremsatsåvel af enkeltpersoner som af organisationerm. fl., vil ofte bevirke, at forhandlingerne be-sværliggøres og hindrer opnåelse af »forlig«,når parternes udtalelser een gang er refereretoffentligt og derfor i højere grad bliver bin-dende for den enkelte, end hvis forhandlin-gerne alene er ført på et internt niveau.

løvrigt peger man på den risiko, der kanopstå for forsinkelse af sagernes behandling icentraladministrationen, forsåvidt sagerne un-der behandlingen skal udlånes til eller stillestil rådighed for offentligheden, og det er derforefter fiskeriministeriets mening under alle om-stændigheder nødvendigt, at der drages omsorgfor, at sagerne er til rådighed for administra-tionens embedsmænd, når de har brug for ak-terne.

114

ad 3).Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt

visse i sagerne beroende aktstykker bør und-drages offentligheden, skal man udtale, at fi-skeriministeriet principielt bedømmer forhol-det således, at alle oplysninger om rene kends-gerninger og faktiske forhold, som er nedfæl-det i det i sagen indsamlede materiale, ikke ialmindelighed bør unddrages offentligheden,medens dette næppe kan være tilfældet, forså-vidt angår mere personlige betragtninger ogskøn fremsat af embedsmænd, herunder ogsåsådanne i underinstitutioner og etater ansatte,som på styrelsens begæring har afgivet erklæ-ring i sagerne. Ved bedømmelsen af dette for-hold må man tage i betragtning, at styrelsen ide enkelte tilfælde ofte er særdeles interessereti fra underordnede instanser at modtage enuhildet og uforbeholden udtalelse, ikke aleneom, på hvilken måde rent saglige forhold be-dømmes, men ofte også om ansøgeres ellerandres rent personlige forhold og faglige kva-lifikationer, og at sådanne erklæringer næppevil kunne opnås fra de enkelte tjenestemænd,når disse på forhånd ved, at deres skøn kanblive gjort til genstand for offentliggørelse ogalmindelig debat.

Skøn af den heromhandlede art fremsættesikke alene i tjenstlige indberetninger, men fore-kommer tillige i sagsreferater, notater, møde-referater og responsa. Fiskeriministeriet menerikke på indeværende tidspunkt at kunne frem-sætte nærmere forslag med hensyn til, hvorle-des en sådan adskillelse rent praktisk kan gen-nemføres, således at kun den del af oplysnin-ger i den pågældende sag, som bør være offent-lig, bliver almindelig tilgængelig, men peger på,at dette efter alt at dømme vil medføre et retomstændeligt og upraktisk journaliseringssy-stem og formentlig også vil kræve en del ekstraarbejde i administrationen, såfremt der, f. eks.gennem udfærdigelse af ekstrakter, skal findeen opdeling af sagerne sted mellem en »luk-ket« og en »åben« del.

ad 4).Der ses ikke i fiskeriministeriet at være gjort

brug af bestemmelserne i lov af 2. februar1866, i hvert fald i en meget lang årrækketilbage.

ad 5).For fiskeriministeriets vedkommende har der

stedse bestået et udmærket forhold til pressen,med hvilken fiskeriministeriet står i regelmæs-sig forbindelse.

Den del af pressen, som har interesse forfiskeriministeriets sagsområde, er i særlig gradde dagblade, som har læserkredse i vore størrefiskerbyer såsom Esbjerg, Skagen, Frederiks-havn m. fl., og fra disse blades redaktioner mod-tager fiskeriministeriet næsten daglig telefoniskehenvendelser med anmodning om oplysning om,hvad der passerer i aktuelle fiskerisager.

Fiskeriministeriet giver i videst muligt om-fang under disse samtaler pressen oplysningom rent faktiske forhold, der gør sig gælden-de, eller er oplyst for ministeriet i de enkeltesager, ligesom man drager omsorg for, at af-gørelser af mere almindelig interesse for of-fentligheden i en ensartet form tilgår de in-teresserede blade. Dette sker dels i form afmeddelelser gennem Ritzaus Bureau, dels iform af enslydende meddelelser til en særliggruppe af blade, som fiskeriministeriet på for-hånd ved har særlig interesse for fiskerisager,og som er opført på en fortegnelse i fiskeri-ministeriet.

Meddelelserne omfatter som ovenfor anførtikke alene oplysninger om de afgørelser, der ertruffet i aktuelle sager, men også resultatet afforhandlinger med fiskeriorganisationer m. fl.såvel på national som international basis, jfr.det foran under 1) anførte.

Ministeriet har indtryk af, at denne ordningfungerer absolut tilfredsstillende for pressen,og har ikke haft klager over eller besværlig-heder med hensyn til den måde, hvorpå ord-ningen virker.

P. M. V.Dinesen.

G. L. Mourier.

115

UDENRIGSMINISTERIET

København, den 29. maj 1957.

Ojjentlighedskommissionen.

1. Ansøgers eller klagers adgang til at gøre sigbekendt med aktstykker i ham vedrørende sager.

Udenrigsministeriet er kun i meget få til-fælde blevet stillet over for krav om erklæ-ringers meddelelse i henhold til loven af 2.februar 1866, og spørgsmålet har så vidt seskun i et enkelt tilfælde frembudt principiel in-teresse. Til orientering om dette tilfælde ved-lægges et notat, dateret 7. marts 1957. Det vilses, at sagen vedrørte en af en fremmed statafgivet erklæring, og udenrigsministeriet villefinde det ønskeligt, om det ved en eventuelrevision af loven af 2. februar 1866 udtrykke-ligt blev fastslået, at meddelelsespligten ikkeomfatter erklæringer hidrørende fra eller stilettil fremmede myndigheder.

2. Offentlighedsprincippet i almindelighed.

I sager under udenrigsministeriet vedrørendeenkeltpersoners eller virksomheders interesservil hensynet til privatlivets fred, beskyttelse afforretningshemmeligheder og lignende efter dis-se sagers karakter ofte kunne tale mod, at of-fentligheden får adgang til at gøre sig bekendtmed sagens aktstykker, selv om den direkte in-teresserede kan få en erklæring meddelt. Dettegælder således tilfælde, hvor udenrigsministe-riet yder danske bistand over for fremmedemyndigheder, som for eksempel i ægteskabs-sager, arvesager og andre sager vedrørendefamilie- og personretlige spørgsmål, fremsæt-telse af erstatningskrav over for fremmedemyndigheder samt en betydelig del af sagervedrørende bistand til danske erhvervsdrivendemed hensyn til afsætnings- og indkøbsmulighe-der i udlandet.

Hvad angår sådanne sagområder, som ikkeangår nogen enkelt privatperson eller virksom-hed, og som derfor falder helt uden for 1866-

6 c

A. Journal nr. 15. M. Dan. 2/11.

lovens område, vil hensynet til statens sikker-hed og forhold til fremmede magter kunnetale mod, at offentligheden får kendskab tilforeliggende aktstykker. Dette vil gælde prak-tisk talt alle de herhenhørende sagområder un-der udenrigsministeriet, og det er næppe muligtved en generel definition at udskille de områ-der, respektive situationer, hvor sådanne hen-syn undtagelsesvis ikke vil kunne gøre sig gæl-dende.

3. Praksis med hensyn til oplysninger til pressen.

Udenrigsministeriets forhold til pressen vare-tages af ministeriets pressebureau. Af dette ud-sendes ministeriets officielle meddelelser til Rit-zaus bureau, eventuelt tillige til andre bureau-er eller direkte til bladredaktioner. Udsendelseaf officielle meddelelser er næsten dagligt fore-kommende, eksempelvis meddelelser om ind-gåede traktater, om personaledispositioner oglignende afsluttede kendsgerninger, som kanhave en vis almindelig interesse.

En mere umiddelbar kontakt med pressenfinder sted gennem pressebureauets besvarelseaf forespørgsler; om fornødent rådfører presse-bureauet sig med vedkommende kontor i mi-nisteriet om svarets udformning. Endvidere ar-rangerer bureauet pressemøder i forbindelsemed begivenheder, som berører udenrigstjene-sten, og som må antages at interessere en stør-re del af pressen.

Det følger af det under 2 anførte, at spørgs-målet om omfanget og karakteren af denneoplysningsformidling ikke kan besvares gene-relt, men den omstændighed, at ministeriet rå-der over et særligt kontor for informations-virksomhed, er givetvis i sig selv medvirkendetil at sikre, at spørgsmålet om offentliggørelseaf aktstykker og andet materiale prøves i alletilfælde, hvor omstændighederne gør dette na-turligt.

F. M.

Nils Svenningsen.

116

MINISTERIET FOR GRØNLANDKøbenhavn K., den 7. juni 1957.

Ojjentlighedskommissionen.

. . . . oplyse, at man principielt finder de i mi-nisteriet behandlede arter af sager egnede tilat blive undergivet offentlighed. Der er imid-lertid en række sagskategorier, som efter mi-nisteriets opfattelse bør unddrages offentlighed.I det omfang, disse sager for det øvrige Dan-marks vedkommende behandles af fagministe-rierne, er man sindet - i hvert fald i det væ-sentlige - at henholde sig til de udtalelser, somdisse måtte fremsætte.

Man skal i denne forbindelse fremhæve, atsåvel Den kongelige grønlandske Handel som iet vist omfang Ministeriet for Grønland ind-går økonomiske aftaler, hvor konkurrencemæs-sige og lignende forretningsmæssige hensyn ta-ler mod offentlighed. Dertil kommer, at maninden for begge institutioner i vid udstrækningbehandler sager vedrørende enkeltpersoners pri-vate forhold. Således forestår Den kongeligegrønlandske Handel al sparekassevirksomhed iGrønland, ligesom der i betydeligt omfang fo-regår pengeforsendelser mellem Grønland ogdet øvrige Danmark via nævnte institutioner,som på denne måde sidder inde med oplys-ninger, som efter ministeriets opfattelse børvære beskyttet mod offentlighed.

Også for så vidt angår enkeltpersoners sund-hedsmæssige forhold, råder ministeriet over enbetydelig viden, idet eksempelvis befordringaf patienter til og fra Grønland, i det omfangden sker for det offentliges regning, giver an-ledning til, at en række enkeltpersoners syg-domsforhold findes beskrevet i konkrete sager,som efter ministeriets opfattelse bør unddragesoffentlighed.

Hvad angår de folkevalgte organer i Grøn-land, landsrådet og kommunalbestyrelserne,hvis møder i øvrigt er offentlige efter sammeprincipper som møder i tilsvarende organer idet øvrige Danmark, samt forsåvidt angår enrække udvalg og administrative organer i Grøn-land f. eks. landshøvdingeembedet, skal det be-

6dJourn. nr. 31433.

mærkes, at nævnte institutioner ikke har værethørt forinden nærværende skrivelses afsendelse.

Under henvisning til kommissionens spørgs-mål om, hvorvidt bestemmelserne i lov af 2.februar 1866 om erklæringers meddelelse tilansøgere og klagere har været anvendt af mi-nisteriet, skal man oplyse, at dette ikke ses atvære tilfældet.

Hvad angår spørgsmålet om, i hvilket om-fang og på hvilken måde, det har været prak-sis at give pressen eller andre oplysninger ved-rørende verserende eller afsluttede sager, skalman meddele, at man i tilfælde, hvor sager,som skønnedes at være af almen interesse, varafsluttet, eller hvor vigtigere udvalg eller kom-missioner er blevet nedsat eller har afgivetbetænkning, har udsendt meddelelse til Rit-zaus Bureau herom. Endvidere forekommerdet jævnligt, at man i sager, hvor særlige hen-syn ikke taler derimod, har givet repræsen-tanter for dagspressen oplysninger, når de hen-vendte sig til ministeriet i sagens anledning.

Sammenfattende for alle arter af sager in-den for ministeriets område skal man udtale,at man ikke finder det opportunt, at internesagsreferater undergives offentlighed, ligesomman skal bemærke, at den omstændighed, atsagsbehandlingen i ministeriet ofte tynges afuregelmæssige og langsomme postforbindelsermellem Grønland og det øvrige land taler for,at sager først undergives offentlighed på etstadium af sagsbehandlingen, hvor det vil kun-ne ske uden yderligere forsinkelse af sagensekspedition.

Forsåvidt angår de om Den kongelige grøn-landske Handel meddelte oplysninger, bør dettilføjes, at Handelens styrelsesråd ikke har haftlejlighed til at udtale sig over de rejste spørgs-mål.

Det tilføjes at man i det hele gerne ser, atde fremlagte synspunkter betragtes som væren-de af en mere foreløbig karakter.

Kai Lindberg.

Verner Goldschmidt.

117

KIRKEMINISTERIETKøbenhavn, d. 12. juni 1957.

Ofientlighedskommissionen.

Således foranlediget skal man straks bemær-ke, at der i nærværende ministeriums praksisforlængst er indført om ikke ligefrem offent-lighed så dog en betydelig åbenhed i admini-strationen, for så vidt som enhver, der har ennaturlig tilknytning til eller en blot nogenlundeberettiget interesse i en sag, ved henvendelsetil ministeriet kan blive gjort bekendt medsagens ekspedition, afgivne erklæringer, skri-velser og resolutioner, såfremt ikke modstri-dende hensyn, f. eks. hensyn til private perso-ner, er til hinder derfor. Henvendelser af den-ne art er dagligdags og ekspederes rent prak-tisk ved at pågældende informeres af en af detjenestemænd, der har behandlet vedkommen-de sag.

Også pressen modtager jævnligt — mest tele-fonisk - oplysninger gennem nærværende mi-nisterium, og man betragter det som nogetselvfølgeligt, at pressen informeres i det om-fang, det er foreneligt med andre hensyn. Det-te gælder såvel sager af almindeligt og prin-cipielt indhold som sager med mere individueltindhold. Også repræsentanter for de forskel-lige organisationer af kirkelige tjenestemændindhenter jævnligt oplysninger i ministeriet an-gående spørgsmål af almindelig betydning ellervedrørende specielle forhold af betydning forenkelte medlemmer af organisationerne.

Det materiale, der på denne måde alleredenu gives oplysninger om, dækker formentligtemmelig nøje det sagsområde, der også i til-fælde af et legaliseret offentlighedsprincip måt-te blive offentligt tilgængeligt, idet de sammesynspunkter, som begrunder undtagelserne i dag,vel må føre til, at nogenlunde det samme ma-teriale også ved en fremtidig nyordning und-tages. En udvidet »offentlighed« måtte for-mentlig derfor gå ud på at udvide kredsen afde personer, der måtte være berettiget til atsøge oplysninger i ministeriet m. v., samt even-tuelt fremgangsmåden.

Af sager under nærværende ministeriums for-retningsområde, som eventuelt i almindelighedkan gøres offentligt tilgængelige, kan nævnes- foruden naturligvis alt af almindeligt ind-

6 cJournal nr. 5 E 341.

hold såsom love, bekendtgørelser, anordninger,cirkulærer o. lign. - sager vedrørende admini-stration af kirker, kirkegårde, begravelsesvæ-sen i det hele, præstegårde og andre under præ-steembederne henlagte formuegoder, stiftsmid-1erne, om menighedsrådenes valg og virksom-hed i det hele, anerkendte trossamfunds stil-ling o. m. a.

På den anden side kan nævnes mangfoldigtmateriale, som nødvendigvis må være unddra-get offentligheden. Dette gælder f. eks. sagerom besættelse af embeder - i al fald de gejst-lige embeder - såvel af hensyn til ansøgerneselv som af hensyn til de instanser, der afgi-ver erklæringer i sagerne. Det bemærkes her-ved, at præster i denne som i så mange andrehenseender indtager en ejendommelig særstil-ling i sammenligning med andre: tjenestemænd,idet deres stilling til menighederne er ret per-sonlig og grundet på forhold, som rækker langtud over, hvad man almindeligvis forstår ved entjenestemands »kvalifikationer«.

Besættelse af præsteembeder foregår da og-så efter andre retningslinier end offentlige em-beder i almindelighed. De kvalifikationer, somman må lægge vægt på, er ofte mindre hånd-gribelige end ved andre embeder, og mini-steriet må i alle sager om besssttelse af gejst-lige embeder hovedsageligt støtte sig på prov-sters og biskoppers skønsmæssige bedømmelseaf, hvilken ansøger der i det enkelte tilfældeer bedst egnet under hensyn til de stedligeforhold. Dersom man ville gøre den slags sa-ger offentlig tilgængelige, ville man næppe fort-sat kunne forvente at modtage uforbeholdneudtalelser eller i det hele taget indstillinger afvirkelig værdi.

Præster lægger iøvrigt selv vægt på, at detså vidt muligt holdes hemmeligt, at de søgerandet embede, og nærværende ministeriumsansøgningsprotokol (med oplysning om navnepå ansøgerne til de forskellige præstestillinger)forevises derfor - efter anmodning fra Dendanske Præsteforening - kun til medansøgere.

Sager vedrørende kirkebøgernes førelse(fødsler, dåb, navngivelse, konfirmation, viel-ser, dødsfald, begravelser) må ligeledes undta-

118

ges, idet kirkebøgernes indhold af hensyn tilprivatlivets fred kun bør være tilgængeligt forrette vedkommende. Dette princip håndhævesi praksis ret strengt, jfr. kirkeministeriets cir-kulærer af 15. april 1950 og 25. november1953 om adgangen til at rekvirere udskrifteraf kirkebøgerne.

Indgivne klager over kirkens tjenestemændmå i almindelighed unddrages. Sådanne klagerindgives erfaringsmæssigt meget ofte af ulige-vægtige personer, som mangler de nødvendigeforudsætninger for at kunne bedømme en sag,og som derfor fremkommer med grundløseeller overdrevne beskyldninger. Dersom denslags sager gøres offentlige, vil det, uanset sa-gens endelige udfald, kunne vanskeliggøre -for ikke at sige ødelægge - en pra;sts virk-somhed, måske for stedse. Præster er i kraftaf deres stilling langt mere sårbare end tjene-stemænd i almindelighed.

Men også klager (indberetninger), som frem-sættes af overordnede kirkelige myndigheder(provster, biskopper, stiftsøvrigheder) bør væreunddraget offentligheden. Ellers vil den nubrugte officielle form for den slags sagers be-handling utvivlsomt blive afløst af andre merediskrete former (»underhåndsskrivelser« ogpersonlige eller telefoniske henvendelser) somoffentligheden alligevel ikke kan få lejlighedtil at gøre sig bekendt med.

At dekorationssager må være unddraget of-fentligheden er vel selvfølgeligt.

Det samme må efter omstændighederne gæl-de andre ansøgninger og indstillinger, f. eks.sager om tillæggelse af understøttelse til ikke-pensionsberettigede (honorarlønnede) tjeneste-mænd.

Hvad angår lov af 2. februar 1866 bemær-kes, at såfremt denne lov overhovedet har væretpåberåbt over for nærværende ministerium in-den for den sidste menneskealder, har det dre-jet sig om et ganske isoleret tilfælde.

Man kan ikke på nærværende tidspunkt -uden indhentede oplysninger — udtale sig meredetailleret om, hvorvidt det måtte være muligtat indføre offentlighed også for så vidt angårde nærværende ministerium underordnede myn-digheder, men da den kirkelige administrationer tvedelt, idet den juridisk-økonomiske for-valtning foregår gennem stiftsøvrighederne ogprovstiudvalgene, medens den kirkelig-gejstlige

finder sted gennem biskopperne og provsterne,skulle der være en mulighed for, at i al faldførstnævnte kategori skulle kunne gøres offent-Hg-

Under alle omstændigheder bør et eventueltnyt system med udvidet adgang for offentlig-heden til at gøre sig bekendt med administra-tionens akter ikke uden videre gives tilbage-virkende kraft på ældre akter, idet ældre sagermeget ofte indeholder erklæringer og refera-ter m. v., som er afgivet og udarbejdet i tillidtil diskretion og tavshedspligt.

Med hensyn til det af kommissionen særligtfremdragne spørgsmål, om de såkaldte refe-rater bør være offentlig tilgængelige, bemær-kes, at nærværende ministerium måtte findedet overordentligt beklageligt, om disse refe-rater - der foruden referat af sagen indeholderembedsmænds vurdering af sagen og eventueltdennes personer samt indstillinger — gøres of-fentlig tilgængelige i alle tilfælde, hvor sagensøvrige akter måtte være det, idet referaternesværdi herefter vil reduceres ganske betydeligt.Man kan ikke forvente, at embedsmænd skaludtale sig uforbeholdent i skriftlige referater,når de når som helst må regne med den mu-lighed, at pressen eller andre gør brug af deresudtalelser. Formentlig vil en sådan ordning me-get hurtigt føre til, at referaterne afskaffeshelt eller delvis og i fornødent omfang aflø-ses af mundtlige udtalelser eller »private« no-tater, som opbevares af de enkelte embeds-mænd uden kontrol.

Uagtet det næppe er meningen, at man her-fra skal udtale sig om ønskeligheden af en ny-ordning, vil man dog ikke afholde sig fra atudtale, at man nærer megen tvivl om værdienaf indførelse af en så vidtgående offentlighedsom den svenske, idet »goderne« ved en sådanordning næppe står i et rimeligt forhold til deulemper, en sådan ordning vil være for ad-ministrationen.

Som indledningsvis bemærket, har rette ved-kommende - taget i meget vid betydning - ipraksis allerede adgang til at blive gjort be-kendt med sager i ministeriet, og eventueltnye tilkommende vil formentlig hovedsageligblive i al fald personligt uvedkommende, somskal hente billigt stof - helst sensationspræget- til et blad eller i andet erhvervsmæssigtøjemed.

Bodil Koch. Aug. Roesen.

119

MINISTERIET FOR OFFENTLIGEARBEJDER(Trafikministeriet)København, den 21. juni 1957.

Offentlighedskommissionen.

. . . . for så vidt angår ministeriets departement,rent foreløbig skal indskrænke sig til at be-mærke, at udelukkelse eller begrænsning af of-fentlighed i visse tilfælde følger af lovene,f. eks. straffelovens §§ 152 og 263 og rets-plejelovens § 169, stk. 3, samt § 17 i lov omtelegrafer og telefoner. I sager angåendeNATO-samarbejdet er det uden videre klart,at offentlighed ikke kan finde sted, og offent-lighed bør også udelukkes, hvor hensynet tilforretningsmæssig konkurrence gør sig gælden-de, som f. eks. i sager angående udbydelse ilicitation og indhentelse af lånetilbud. Hensy-net til personer fører formentlig til, at der,for så vidt angår personalesager, kun i få til-fælde kan finde offentlighed sted.

Om det overvejende antal sager gælder detimidlertid, at det ikke på forhånd kan ansesfor udelukket at gennemføre offentlighed medvisse begrænsninger.

I de tilfælde, hvor en minister gennem ud-valg (kommission) eller på anden måde for-anstalter en undersøgelse, f. eks. med henblikpå ændring af love, administrative bestem-melser eller praksis bør offentlighed formentligvære udelukket, så længe undersøgelsen ikkeer afsluttet. Efter dette tidspunkt bør offentlig-heden vel nok i almindelighed men formentligikke undtagelsesfrit kunne kræve oplysning omundersøgelsens resultat.

Det er i det hele et spørgsmål, som man ertilbøjelig til at besvare benægtende, om der i

6 1Journal nr. A. 1-190-11.

almindelighed bør haves krav på offentlighed,så længe en sag ikke er færdigbehandlet.

Man ville for sit vedkommende formene, atkravet om offentlighed bør begrænses således,at det kun omfatter de dokumenter, som harhaft betydning for sagens afgørelse (for ud-valgs og kommissioners vedkommende de af-givne betænkninger), medens offentligheden ik-ke bør have indsigt i koncepter til afgåedeskrivelser eller i notater om de undertiden me-re eller mindre konfidentielle mundtlige hen-vendelser til ministeriet. Fremdeles bør der ik-ke kunne rejses krav om offentlighed for såvidt angår interne referater, idet dette til ska-de for sagens behandling antagelig ville med-føre en hæmning af de frie meningsudvekslin-ger, hvortil sådanne referater giver anledningpå sagens forskellige trin.

For så vidt angår kommissionens forespørg-sel vedrørende anvendelse af lov af 2. februar1866 bemærkes, at den kun i ganske enkeltetilfælde har været bragt til anvendelse i de-partementet. Man har fra departementets sidegivet pressen underretning vedrørende visse ud-nævnelser og afskedigelser, nedsættelse af kom-missioner og udvalg og i adskillige tilfælde omresultater af stedfundne undersøgelser. Med-delelserne sendes normalt kun til Ritzaus Bu-reau, men i det omfang, hvor der er tale omkommissionsbetænkninger og lign., sendes ogsåmeddelelse til specielt interesserede institutionerog enkeltpersoner.

P. M. V.

Palle Christensen.

Svend Garde.

120

LANDBRUGSMINISTERIETKøbenhavn, den 19. september 1957.

Ofjentlighedskommissionen.

Med bemærkning, at undersøgelsen for land-brugsministeriets vedkommende har omfattetlandbrugsministeriets 2 departementer, statensjordlovsudvalg og direktoratet for matrikelvæ-senet, skal man indledningsvis udtale, at manvil finde det uhensigtsmæssigt, dersom offent-ligheden fik adgang til at gøre sig bekendt medde i anledning af sagerne udarbejdede såkaldtereferater, ligesom det vil være tilsvarende uhen-sigtsmæssigt, dersom sådanne referater skullekunne kræves fremlagt under retssager. Idetforudsættes, at disse referater kun indeholderet sammendrag af det faktiske grundlag, hvorpåsagen skal afgøres, samt de forskellige interneinstansers begrundede forslag til en afgørelse,må det stærkt fremhæves, at hensynet til denbedst mulige behandling af sagerne nødvendig-gør, at de pågældende tjenestemænd har mulig-hed for at udtale sig ganske frit, alene underansvar over for vedkommende minister. Sombekendt finder der ikke ved nogen dansk dom-stol offentlig votering sted, og det synes så me-get mindre rimeligt, at voteringen i admini-strative sager skulle være offentlig. Tilsvaren-de finder landbrugsministeriet ej heller, at of-fentligheden bør have adgang til at gøre sigbekendt med de under sagernes behandlingudarbejdede udkast til skrivelser og andet (kon-cepter).

Der har i anledning af den modtagne hen-vendelse i ministeriet været foretaget en rækkeforeløbige undersøgelser af ministeriets sags-områder. En meget betydelig del af sagernebehandles imidlertid under medvirken af in-stitutioner, og da det både i kommissionensredegørelse og på mødet den 12. marts 1957blev understreget, at de under ministeriernehørende institutioner ikke på nuværende tids-punkt burde inddrages i undersøgelsen, harden foretagne undersøgelse allerede af dennegrund kun kunnet blive af begrænset karakter.

Undersøgelsen har vist, at der indenfor land-brugsministeriets område findes et betydeligtantal sager, der skønnes egnede til at blive

6gL. Journal 1957 nr. 345 3, 4, 5, 6.

undergivet offentlighed, men der vil være me-get store praktiske og principielle betænkelig-heder knyttet til en gennemførelse af det sven-ske system herhjemme i form af en generelregel om offentlighed i forvaltningen modifi-ceret af en række særligt fastsatte undtagelserfra denne regel, idet store dele af ministeriets- og i særdeleshed 2. departements (erhvervs-departementets) — område kommer i berøringmed private virksomheders og personers øko-nomiske forhold og dispositioner, som det ikkekan være rimeligt at udlevere til offentlighe-den» For 2. departements vedkommende gæl-der yderligere, at en del af departementetsvirksomhed berører handelspolitiske forhold tiludlandet, der ikke er egnet til offentliggørelse.Det fremgår endvidere af den foretagne un-dersøgelse, at der i enkelte aktpakker findessåvel dokumenter, der er egnet til offentligfremvisning, som dokumenter, der bør hem-meligholdes. En gennemførelse af det svenskesystem vil altså ikke alene kræve et dobbeltjournalsystem, men også dobbelt aktering, nem-lig een aktering for offentlige og een for hem-melige dokumenter.

Under hensyn til det anførte finder land-brugsministeriet at måtte tage afstand fra engennemførelse af en generel regel om offent-lighed i forvaltningen, hvorimod man intet fin-der at indvende mod, at en række nærmerebetegnede dokumenter gøres tilgængelige foroffentligheden, eventuelt i form af en udvidel-se af de nugældende bestemmelser i lov af 2.februar 1866 om erklæringers meddelelse. Mangår ud fra, at kommissionen ikke på nuvæ-rende tidspunkt, hvor hovedprincipperne forkommissionens indstilling til problemet endnuikke synes fastlagt, vil finde det hensigtsmæs-sigt, at landbrugsministeriet yder noget bidragtil diskussionen af enkelthederne i eventuellereformer, herunder erklærer sig om arten afde dokumenter, der bør være offentligt tilgæn-gelige.

For så vidt angår kommissionens forespørg-sel vedrørende anvendelsen af bestemmelsen i

121

fornævnte lov af 2. februar 1866 skal manmeddele, at ministeriet i den sidste snes årkun i nogle ganske enkelte tilfælde har væretstillet over for kravet om udlevering af af-skrifter i henhold til lovens bestemmelser.

Endelig skal man for så vidt angår spørgs-målet om meddelelser til dagspressen angående

verserende eller afsluttede sagex meddele, atder ikke i ministeriet er truffet nogen fastordning, men at man sædvanligvis vil væreyderst tilbageholdende med at give sådannemeddelelser og i alle tvivlstilfælde henvise ved-kommende til ministeren.

P. M. V.P. Stahlschmidt.

C. Th. HolbØ.

FORSVARSMINISTERIETKøbenhavn, den 26. september 1957.

Til offentlighedskommissionen.

I henhold til beslutninger truffet i det nord-atlantiske råd er Danmark overfor de øvrigeNATO-lande traktatmæssigt forpligtet til — ikkeblot for så vidt angår egentlige NATO-sager,men også med hensyn til nationale sager,der vedrører landets forsvar - at følge vissegrundlæggende principper og minimumsnor-mer for en sikkerhedsmæssig beskyttelse af op-lysninger, materiale m. v. Der er i den anled-ning udarbejdet et system for klassifikation afsager, og der er givet udførlige regler for,hvad de enkelte klassifikationsgrader indebæ-rer. Forsvarsministeriet må derfor forudsætte,at det således af sikkerhedsmæssige grunde ind-førte klassifikationssystem ikke kompromitteresgennem indførelse af offentlighed i forvaltnin-gen, men at sager, der er klassificeret »TilTjenestebrug« (NATO »restricted«) eller høje-re, unddrages fra offentlighedsprincippet.

Det skal endvidere tilføjes, at forsvarsministe-riet bl. a. af hensyn til de enkeltpersoner, somindkomne sager måtte vedrøre - er af den op-fattelse, at sager, hvori der med henblik på

6hNr. 7. kt. 223/57/3716.

ansættelse eller forfremmelse m. v. af perso-nel, afgives fortrolige udtalelser, forfremmel-sesbedømmelser eller lignende, bør unddragesfra offentlighedsprincippet, i hvert fald for såvidt angår de nævnte erklæringer, og man vilherudover finde det rigtigst, at disse sagerførst undergives offentlighed, når afgørelse ertruffet. Tilsvarende beskyttelse af oplysnin-ger, angående enkeltpersoner, synes at burdeopretholdes for så vidt angår sager vedrørendeden militære straffe- og retsplejevirksomhed,benådnings-, understøttelses- og legatsager, jfr.herved tjenestemandslovens § 3. stk. 3, og bor-gerlig straffelovs § 152.

Det skal endelig bemærkes, at der ikke iforsvarsministeriet foreligger nogen praksis medhensyn til loven af 1866, men at det har væretkotyme f. eks. i ministeriets erstatningssager atudlåne rapporter, optaget af politi eller audi-tør. Derimod er myndighedernes indstillinger idisse sager normalt ikke blevet udleveret tiludenforstående.

P. M. V.

S. Iversen.

Verner Christiansen.

122

INDENRIGSMINISTERIETKøbenhavn, den 9. oktober 1957.

Offentlighedskommissionen.

I. Inden man går over til at redegøre for desynspunkter, man herfra foreløbig anlæggermed hensyn til offentlighedsprincippets anven-delse på de forskellige sagskategorier underindenrigsministeriet, skal man fremkomme medfølgende mere almindelige bemærkninger:

A. Man har lagt besvarelsen til rette ud fradet hovedsynspunkt, at kommissionen ønskeroplysninger til belysning af de problemer, dervil opstå, såfremt det besluttes at søge offent-lighed gennemført i videst mulig udstrækning.På denne baggrund er der i besvarelsen tagetsigte på en ordning, hvorunder der gives of-fentligheden - først og fremmest pressen, meni princippet enhver - adgang til under en elleranden form og i nærmere fastsat omfang atgøre sig bekendt med indholdet af statsinstitu-tionernes sagsakter, protokoller m. v.

Man har ikke systematisk gennemarbejdet,men i det følgende kun lejlighedsvis nævnt desærlige problemer, der består i relation til of-fentlighed over for sagens parter, og man skalher blot ex tuto pege på betydningen af, atman ved offentlighedsprincippets gennemførel-se i videst muligt omfang holder sig for øjebetydningen af, at der ikke unødigt fremkaldesrisiko for, at ansøgere, parter og andre privat-personer, der har udtalt sig til en sag, gåes fornær, hvad naturligvis også i sidste instans sa-gernes oplysninger og rette behandling villekomme til at lide under.

Efter indenrigsministeriets opfattelse må vis-se arter af sagsakter holdes uden for en even-tuel nyordning. Dette gælder i første række dealmindelige referater og koncepter og udkasthertil med eventuelle påtegninger. Dersom op-lysninger om faktiske forhold m. v., der ind-hentes underhånden, mundtligt eller telefonisk,tænkes at skulle gøres offentligt tilgængelige,måtte de som følge heraf nedfældes andetstedsend i referater og på konceptark. Man vil me-ne, at gennemførelsen af offentlighedsprincip-pet på oplysninger indhentet ad disse veje ivæsentlig grad vil begrænse anvendelighedenaf denne ekspeditionsform, der under det nu-værende system er af stor praktisk betydning

6i 1 °k. k. j. nr. 1567/57.

og i ikke ringe grad bidrager til at fremmesagernes ekspedition. Tilsvarende betragtningergælder de i indenrigsministeriets administrationmeget benyttede og i en del tilfælde særdelespraktiske underhåndsskrivelser udvekslet navn-lig mellem tjenestemænd. Der synes at være an-ledning til i denne forbindelse særlig at pegepå, at oplysninger af personlig eller forretnings-mæssig karakter næppe kan forventes at villekomme frem for ministeriet, såfremt offent-lighedsprincippet bringes i anvendelse på dem.

I det omfang kopibøger, brevbøger og jour-naler m. v. inddrages under offentlighedsprin-cippet, kan det blive nødvendigt fra de almin-delige bøger m. v. at udskille sådanne dokumen-ter og sager, som offentligheden ikke skal haveadgang til. Dette vil naturligvis i nogen gradkomplicere forretningsgangen.

Når sagerne inden for indenrigsministerietsområde nedenfor er ønsket delt op i 2 hoved-grupper som respektive forholdsvis egnede el-ler mindre egnede til at undergive offentlighed,er der ved offentlighed tænkt på adgang tilakterne under og kort efter sagens behandling.På indeværende tidspunkt har man ikke fun-det det rimeligt at tilstræbe nogen vurderingaf, hvornår hemmelige akter eventuelt senerekan gøres tilgængelige, uden at berettigede hen-syn krænkes. Sluttelig bemærkes, at opregnin-gen af sagsakterne ikke er udtømmende, menskulle omfatte de væsentligste sagsgrupper.

B. Om indenrigsministeriets enkelte sagom-råder skal herefter bemærkes følgende:

1. Med hensyn til sekretariatssager finderman, at der hverken under sagernes behand-ling eller senere bør gives uvedkommende rettil at gøre sig bekendt med, hvilke planer mi-nisteriet har eller har haft, eller hvilke over-vejelser man har gjort sig med hensyn til mi-nisteriets organisation, ud over hvad der frem-går af bevillingsforslag eller meddelelser fraministeriet. Noget tilsvarende synes at måttegælde for administration og organisation afudskrivningsvæsenet, civilarbejdslejrene, civil-forsvarsstyrelsen, sundhedsstyrelsen og institu-tioner m. v. under indenrigsministeriet.

123

Specielt bemærkes, at antegnelser fra hoved-revisoratet først synes at burde undergives of-fentlighed ved sagens afslutning. Bidrag til fi-nanslovforslag bør først undergives offentlighedpå samme tidspunkt som lovforslag iøvrigt.

2. Indenrigsministeriet virker i vidt omfangsom tilsynsmyndighed. Der føres således et di-rekte tilsyn med købstad- og amtskommuner,særlig med hensyn til disse kommuners øko-nomiske dispositioner, såsom køb og salg samtpantsætning af fast ejendom, forbrug af for-mueværdier, optagelse af lån og igangsætningaf foretagender, der nødvendiggør optagelse aflån, indgåelse af overenskomster etc. Inden-rigsministeriet stadfæster kommunale styrelses-vedtægter, lønnings- og pensionsvedtægter, sy-gehusregulativer og sundhedsvedtægter, ligesomman godkender planer for sygehusbyggeri.

I sager, der hidrører fra denne tilsynsvirk-somhed, vil der i almindelighed ikke knytte sigvæsentlige betænkeligheder til at gøre sagernesakter, d. v. s. de indgåede skrivelser med til-hørende bilag og de udgåede ekspeditioner idisses endelige form, tilgængelige for offent-ligheden.

I det omfang, kommunerne selv af hensyntil sagens karakter anser det for rigtigst atundlade offentlig behandling, jfr. § 13, stk. 3,i bekendtgørelse nr. 328 af 6. juli 1950 af lovom købstadkommunernes styrelse og § 8, stk.2, samt § 23, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 329af 6. juli 1950 af lov om landkommunernesstyrelse, og i det omfang, adgang til dennebehandling bibeholdes, kan det dog sikkert un-dertiden være nødvendigt for indenrigsministe-riet på lignende måde at varetage de pågæl-dende interesser. For lukkede døre behandlerkommunalbestyrelserne i almindelighed sagerom køb og salg af fast ejendom, påtagelse afgarantiforpligtelser, indgåelse af overenskom-ster etc. Også lånesager vil undertiden blive be-handlet for lukkede døre. Selv om motiverin-gen for at udelukke offentligheden fra at fåkendskab til sagens behandling som regel vilvære bortfaldet ved kommunalbestyrelsens be-slutning i sagen, forekommer det dog, at væ-sentlige forretningsmæssige hensyn taler forhemmeligholdelse, indtil indenrigsministerietsgodkendelse og endelig aftale foreligger.

Sager om igangsættelse af anlægsarbejder,der kræver lån, om godkendelse af sygehus-planer, sygehustakster o. lign. forekommer for-

holdsvis egnede til at gøres tilgængelige, for såvidt de ikke undtagelsesvis indeholder forret-ningshemmeligheder el. lign.

I det omfang, indenrigsministeriets sagervedrørende godkendelse af kommunale tjeneste-mandslønninger eller vedrørende ansættelses-forholdene, herunder den pensionsretlige stil-ling, for det under kommunerne ansatte per-sonale indeholder oplysninger vedrørende depågældendes personlige forhold, bør de nævnteoplysninger af hensyn til den enkelte forment-lig være unddraget offentlighed.

3. Indenrigsministeriet virker som klagein-stans for så vidt angår spørgsmålet om lov-ligheden af kommunernes dispositioner, her-under i et vist omfang amtsrådenes tilsyn medsognekommunerne, jfr. specielt bestemmelser-ne i købstadkommunallovens §§ 14 og 23 oglandkommunallovens § 32. For indenrigsmini-steriet kan sundhedskommissionernes afgørel-ser indankes. Der behandles endvidere klagerover sygehuse, læger m. v.

Som regel vil der næppe være betænkelig-hed ved at gøre disse sager tilgængelige foroffentligheden, men herfra må dog undtagestilfælde, hvor der rettes beskyldninger mod en-keltpersoner, eller sagen iøvrigt angår enkelt-personers forhold. Klagesagernes akter vil iøv-rigt især være af interesse og værdi for par-terne, jfr. det foran herom bemærkede.

4. Afgørelser i de af ministeriet behandledesager vedrørende kommunale skatter, herundersager, der er indbragt for erhvervsskatteudval-get, offentliggøres i vid udstrækning uden an-givelse af de i sagen implicerede parter, jfr.nedenfor under afsnit II. Da sager vedrørendeenkeltpersoners, herunder juridiske personers,beskatning ofte - bl. a. gennem det materiale,herunder selvangivelser, der indsendes fra lig-ningsmyndighederne - vil indeholde oplysnin-ger om de pågældendes indtægts- og formue-forhold og ikke sjældent tillige om en rækkeandre forhold af rent privat karakter, såledesnavnlig oplysninger af forretningsmæssig artsamt oplysninger om den pågaddendes familie-forhold m. v., bør sådanne sager formentligaf hensyn til de pågældende ikke undergivesoffentlighed.

5. Hvad angår indfødsretsspørgsmål skalman bemærke, at 1866-loven ikke kommer tilanvendelse på erklæringer, der afgives over an-

124

dragender om indfødsret (naturalisation), jfr.§ 3 i lov nr. 175 af 18. maj 1937 om ind-fødsrets meddelelse, hvorefter ingen har kravpå at blive gjort bekendt med erklæringer, derer afgivet eller fremtidig afgives over andragen-der om indfødsret. Denne bestemmelse blevunder landstingets behandling af forslag til enordinær naturalisationslov optaget med den be-grundelse, at det i disse sager er »af stor of-fentlig interesse, at de erklærende myndighe-der kan udtale sig frit, og den enkelte andra-gers mulige interesse i at blive gjort bekendtmed en erklæring kan så meget mindre kommei betragtning over for dette hensyn, som ind-fødsretssagernes afgørelse jo finder sted i nærtsamarbejde med rigsdagen«.

Det hensyn til statens sikkerhed, der var be-grundelsen for den nævnte bestemmelse, gørsig formentlig lige så stærkt gældende nu somdengang, og det vil derfor efter indenrigsmini-steriets formening være nødvendigt fortsat atsikre fornøden hjemmel til at kunne nægte of-fentliggørelse af erklæringer o. lign. i sådannenaturalisationssager, hvor konkrete sikkerheds-hensyn tilsiger dette. Under disse forhold måman stille sig noget tvivlende over for betime-ligheden af at tillade offentliggørelse af akter-ne i nogle sager, samtidig med at det nægtes iandre.

Man finder anledning til særlig på dette feltat pege på faren ved indførelse af en offent-lighed, der kan skade ansøgerne og de privat-personer, der har udtalt sig i sagen, idet detfor disse sagers oplysning er af den største be-tydning, at såvel ansøgerne som attestanter ogandre, der afæskes udtalelser, kan forklare frituden at frygte, at deres udsagn kommer tilandres kundskab.

6. Ansættelsessager og andre personalesager,herunder understøttelsessager, bør formentlig iet vist omfang holdes uden for offentlighed, dade kan indeholde fødselsattester, helbredsop-lysninger, udskrifter af strafferegistre, vurderin-ger af de pågældende m. v., der bør behandlesmed diskretion. Indtil afgørelse om besættelseaf en stilling er truffet, må det nærmere ind-hold af indstillinger være hemmelige.

For så vidt angår apotekerudnævnelser kander være anledning til at henlede opmærksom-heden på den regel, der findes i § 7, stk. 3,sidste pkt., i lov nr. 209 af 11. juni 1954 omapotekervæsenet. Ifølge denne regel offentlig-

gør sundhedsstyrelsen, når den til indenrigsmi-nisteriet afgiver indstilling om besættelse afapoteksprivilegier, navnene på de 3 af styrelsenførst indstillede i alfabetisk orden. Denne ord-ning virker, såvidt man kan skønne, tilfreds-stillende i praksis.

7

8. I indenrigsministeriet og især i sundheds-styrelsens sager vil ofte foreligge oplysningerom enkeltpersoner, der stammer fra lægeer-klæringer el. lign. Man må holde for, at så-danne oplysninger må holdes hemmelige, jfr.også §§ 8-10 i bekendtgørelse nr. 236 af 9.august 1955 af lov om udøvelse af lægeger-ning. De betragtninger, der ligger bag dissebestemmelser og tilsvarende bestemmelser omandre medicinalpersoner, må føre til, at op-lysninger om enkeltpersoners forhold, der erfremskaffet under udøvelse af medicinalperso-ners kald, generelt må unddrages trediemandskundskab. Tilsvarende må gælde de oplysnin-ger, som lægen efter § 9, jfr. § 8, stk. 3,og §§ 11-12 er pligtig at give offentlige myn-digheder, og endvidere pligtige indberetninger,selv i statistisk øjemed, så længe indberetnin-gerne angår enkeltpersoner, der kan identifi-ceres. Sygehusjournaler må således altid be-handles som fortrolige.

Lægelige oplysninger må endog være undta-get fra vedkommende parts egen indsigt, så-fremt de kan være skadelige for hans helbred.

9. Indenrigsministeriet behandler en rækkesager om værnepligtige, hvilke sager næppeuden videre kan gøres tilgængelige.

Andragender om udsættelser skønnes af hen-syn til de værnepligtige at burde unddragesoffentligheden. Ved ansøgninger fra fremmedestatsborgere om tilladelse til at indtræde i for-svaret, taler allerede hensynet til den pågælden-des hjemland mod offentlighed. Sessionernesvirksomhed kan i sig selv næppe være omfattetaf offentlighedsprincippet, men iøvrigt frem-kommer der på sessionen så mange oplysnin-ger ofte af mere intim karakter, at navnlighensynet til de værnepligtige, men også til ses-sionen må kræve, at offentligheden ikke børhave adgang til at blive bekendt med det frem-lagte materiale, der består af helbredskort,intelligensprøvehæfter, lægeattester, sessionensekspeditionskort m. v.

Efter hvert halvårs session modtager mini-

125

stenet indberetning fra kredsene om, hvilkeværnepligtige der har begæret sig overført tilcivilt arbejde eller til sanitetstropperne, samtsessionens indstilling i hvert enkelt tilfælde. Det-te materiale indeholder ofte oplysninger af per-sonlig karakter og bør således af hensyn tilden enkelte være unddraget offentlighed. An-søgninger om indkaldelser, overførelse fra ci-vilt arbejde til civilforsvarskorpset etc. indehol-der altid begrundelse for de fremsatte ønsker,som ofte er af strengt privat karakter.

Værnepligtsnævnets virksomhed omfattermeddelelse af udsættelse ud over det år, hvoride værnepligtige fylder 26 år, jfr. § 27 i lovnr. 210 af 11. juni 1954 om værnepligt, samtmeddelelse af fritagelse for værnepligten (§§2 og 28); nævnet er endvidere appelinstans ispørgsmål om udelukkelse fra militærtjenestepå grund af straf (§ 3, jfr. § 9, stk. 3). Ak-terne indeholder altid oplysninger af rent per-sonlig karakter, hvorfor de værnepligtige måhave et rimeligt krav på, at disse oplysningerikke kommer frem for offentligheden, ligesomhensynet til nævnets uforstyrrede virksomhedmå kræve fritagelse for offentlig adgang tilakterne.

Klagesager fra de værnepligtige i de underindenrigsministeriet hørende civilarbejdslejre el-ler i civilforsvarskorpset, almindelige offentli-ge straffesager og appel i disciplinærstraffesa-ger vedrørende sådanne værnepligtige er om-råder, hvor i visse tilfælde hensynet til mini-steriets sagsbehandling og i andre tilfælde hen-synet til at beskytte den værnepligtige taler for,at sagerne såvel under som efter ekspeditionenholdes uden for offentlighed. Lejrenes og civil-forsvarskorpsets samt sessionernes kartotekerindeholder oplysninger om de værnepligtige,som må føre til, at dette materiale unddragesoffentlighed.

10. Man må nære betænkelighed ved som al-mindeligt princip at åbne offentligheden ad-gang til sager vedrørende civilforsvaret, bl. a.under hensyn til civilforsvarets stilling som delaf landets samlede forsvar og det deraf nød-vendiggjorte planlægningssamarbejde med deøvrige komponenter inden for dette. Hensynaf denne karakter kan også foreligge med hen-syn til sager vedrørende sygehus- og medici-nalberedskabet.

Visse arter af sager vil dog kunne gørestilgængelige, således sager i forbindelse med

lov nr. 253 af 27. maj 1950 om bygningsmæs-sige civilforsvarsforanstaltninger (dispensationfra de fastsatte krav til brandfri etageadskil-lelser, sikringsrum m. v.).

11. Sager vedrørende bygge- og anlægsar-bejder, moderniseringer og anskaffelser vedrø-rende de under indenrigsministeriet sorterendeinstitutioner hører til den gruppe, der må an-ses for forholdsvis egnet til offentlighed. De på-kalder ofte stor lokal interesse.

12. Sager om offentlige valg og tilsyn medfolkeregistrene hører ligeledes til dem, der erforholdsvis velegnede til henførelse under en of-fentlighedsordning, idet dog et diskretionshen-syn gør sig gældende for så vidt angår op-lysninger vedrørende enkeltpersoner.

Det bemærkes herved, at indenrigsministeri-ets funktioner for de her nævnte sagområdersvedkommende i det væsentlige er indskrænkettil førelse af tilsyn og afgørelse af fortolk-ningstvivl, medens selve førelsen af folkeregi-strene og tilrettelæggelse og afholdelse af valgtil folketing og kommunalbestyrelserne vareta-ges ved kommunal foranstaltning. Om adgan-gen til at gøre sig bekendt med folkeregistre-nes indhold henvises til reglen i § 10 i lov nr.57 af 14. marts 1924 om folkeregistre, jfr.§§ 36, 37 og 41 i indenrigsministeriets cirku-lære nr. 98 af 9. juni 1956, instruks for førelseaf folkeregistre, jfr. indenrigsministeriets cir-kulære nr. 99 af samme dalo — vedrørende6. afsnit.

13. Tilsynet med levnedsmiddellovgivningensoverholdelse lettes efter den gældende ordningi meget vidt omfang ved, at man kan beroligeerhvervsfolk med, at de oplysninger, der gives,ikke kommer videre til offentligheden, kundereller konkurrenter, jfr. herved den udtrykkeli-ge bestemmelse i § 16, stk. 2, i lov nr. 174af 28. april 1950 om levnedsmidler, hvorefterde tilsynsførende myndigheder er forpligtet tilover for alle uvedkommende at hemmelighol-de, hvad de gennem deres virksomhed blivervidende om. Oplysninger om forefundne fejl ogmangler eller hændelige uheld inden for lev-nedsmiddelbranchen kan iøvrigt være til skadeogså for afsætningen af ligeartede eller beslæg-tede varer på hjemmemarkedet, ligesom sådantkan være skadeligt for eksporten. Er en for-seelse så grov, at den ud fra præventive hen-

126

syn bør bringes til offentlighedens kundskab,kan dette ske i henhold til dom, jfr. levneds-middellovens § 23, stk. 3, der bestemmer, atdet i domme vedrørende overtrædelse af lovenkan bestemmes, at dommene på domfældtesbekostning helt eller delvis skal offentliggøresi et eller flere dagblade, såfremt dette må an-tages at være af offentlig interesse.

Offentlige laboratoriers og andre kontrol-myndigheders undersøgelser m. m. bør næppevære undergivet et offentlighedsprincip.

Noget kunne derimod tale for, at meddeliedispensationer fra de almindelige regler skullevære offentligt tilgængelige.

Tilsvarende betragtninger som om levneds-middellovgivningen kan gøres gældende i sagerom de af apotekerloven omfattede private er-hvervsvirksomheder. Man skal i denne forbin-delse henlede opmærksomheden på apoteker-lovens § 79, sik. 5, hvorefter den, der afgiveroplysninger om tekniske hemmeligheder tilsundhedsstyrelsen under dennes kontrol medmedicinske specialiteter, over for medicinaldi-rektøren kan fremsætte begæring om, at op-lysningerne ikke videregives til de efter ind-stilling af industrirådet og Danmarks Apote-kerforening udnævnte konsulenter, der medvir-ker ved priskontrollen med specialiteterne. Me-dicinaldirektøren afgør herefter, i hvilket om-fang begæringen under hensyn til forholdenesbeskaffenhed bør imødekommes.

I henhold til § 79, stk. 6, er medlemmerneaf specialitetsnævnet, der afgiver indstillingertil sundhedsstyrelsen i sager vedrørende medi-cinske specialiteters registrering m. v., og dekonsulenter, der er knyttet til sundhedsstyrel-sen til bistand i sager om prisspørgsmål ved-rørende apotekervarer (herunder de ovennævn-te), under ansvar efter borgerlig straffelovs§§ 152 og 263 forpligtet til over for alleuvedkommende at hemmeligholde, hvad degennem deres virksomhed bliver vidende om.

I sager vedrørende apotekerafgifter og apo-tekeres lån i apotekerfonden vil der som regelforeligge sådanne oplysninger om de enkelteapotekeres økonomiske forhold, at offentlighedbør være udelukket.

14. På en række felter udbetales der gen-nem indenrigsministeriet af statskassens og denfælleskommunale udligningsfonds midler tilskudtil eller refusion af udgifter afholdt af kom-muner eller private foreninger m. v. Akterne i

sager herom hører til dem, der er forholdsvisvelegnede til at undergives offentlighed.

15. Indenrigsministeriet varetager den dan-ske stats interesser i forbindelse med med-lemsskabet af verdenssundhedsorganisationen(WHO). Man vil finde det nødvendigt, at derer hjemmel til i fornødent omfang at unddragede heraf opståede sager - som formentlig an-dre sager vedrørende forholdet til udlandet ogtil internationale organisationer — fra offent-lighed.

16. Sager om stadfæstelse af legatfundatserhører til dem, der er forholdsvis velegnedetil offentlighed. De til revision indsendte regn-skaber m. v. bør formentlig være hemmelige idet omfang, legatmodtagere kan have berettigetinteresse i hemmeligholdelse.

17. Særligt om kommissions- og udvalgsar-bejde m. v. skal bemærkes, at det vil kunnevære til ulempe for arbejdet, dersom foreløbigeindlæg og mødereferater m. v. skulle kunne of-fentliggøres, det være sig under udvalgets ar-bejde eller senere. Hvis der er tale om, at ud-valget skal forlige modstående interesser, vilfaren for offentlighed kunne vanskeliggøre op-nåelsen af en positiv løsning. Tilsvarende syns-punkter gør sig gældende med hensyn til de iministeriel praksis meget anvendte møderefera-ter, det være sig stenografisk (sjældent) ellermere eller mindre summariske gengivelser afhovedforløbet eller hovedpunkter af forhand-lingerne, hvor de enkelte ytringer sjældent ergengivet ordret, og hvis hovedformål er attjene til støtte for mødedeltagernes hukom-melse.

Det vil formentlig, hvad udvalg angår, væretilstrækkeligt, at udvalgets nedsættelse, dets kom-missorium og sammensætning normalt offentlig-gøres, og at betænkningen offentliggøres, med-mindre ministeren under sædvanligt parlamen-tarisk ansvar bestemmer andet.

II. Loven af 2. februar 1866 har ikke væretpåberåbt over for indenrigsministeriet i særligmange tilfælde, men der har dog i de senereår været et antal sager om anvendelse af lo-vens bestemmelser eller om beslægtede spørgs-mål

III. Det er en fast regel, at afgørelser afprincipiel karakter eller af almen betydningfor kommunerne overgives i afskrift - doguden angivelse af de i sagen implicerede par-

127

ter - til de kommunale blade m. v., for tidenSogneråds-Tidende, Købstadforeningens Tids-skrift, Danmarks Kommunale Efterretningersamt indenrigsministeriets lovsamling. Afgørel-serne aftrykkes i reglen in extenso i disse bladeunder overskriften »Ministerielle afgørelser« el.lign., og herfra går afgørelserne siden til dags-pressen. Pressen får kendskab til det i insti-tutionerne udførte arbejde ved hjælp af de ud-sendte årsberetninger, hvoraf især skal henvisestil sundhedsstyrelsens årsberetning, i hvilken allesager af almindelig interesse refereres enkeltvis.

Det kan her tillige nævnes, at kendskab tilministeriets og sundhedsstyrelsens praksis i etikke ringe omfang udbredes gennem artikleri fagblade, foredrag o. lign.

Der modtages i vidt omfang direkte fore-spørgsler fra pressen om verserende sager. Ihvilket omfang disse kan besvares må afhængeaf den pågældende sags karakter. Drejer detsig om klagesager, godkendelse af kommunaledispositioner el. lign., indskrænker man sig nor-malt til at bekræfte, at sagen er modtaget, oggiver eventuelt oplysninger om den formellefremgangsmåde med hensyn til den videre eks-pedition, samt hvornår sagen kan ventes af-sluttet. Derimod udvises der tilbageholdenhedmed hensyn til oplysninger om sagens forven-tede udfald, om karakteren af indhentede er-klæringer o. lign.

I andre sager som f. eks. byggesager o. lign.,der gennemføres af indenrigsministeriet ellerde under dette hørende institutioner, vil for-holdet være anderledes. I sådanne tilfælde vilder være en naturlig interesse hos pressen forat få oplysninger, og disse gives i videst muligtomfang.

I nogle sager har man haft et direkte sam-arbejde med pressen. Som et eksempel kannævnes indvielsen af den nye WHO-bygning iKøbenhavn i juni 1957. Indenrigsministeriet ogWHO forsynede i stort omfang pressen medredegørelser for WHO's virksomhed, oplysnin-ger om bygningen etc., hvorved opnåedes ensmuk og korrekt omtale af begivenheden, eg-net til at stimulere interessen for WHO's arbej-de. Ved gennemførelsen af poliovaccinationenhar pressens medvirken været af meget storbetydning.

IV

. . . . Overpræsidentens, amtmajndenes og deforskellige institutioners eget virkeområde er -bortset fra sundhedsstyrelsens — ikke i alminde-lighed inddraget under besvarelsen. Ligeledeser spørgsmålet om offentlighed inden for denkommunale forvaltning i princippet holdt udenfor besvarelsen.

P. M. V.

Edelberg. G. Refslund Thomsen.

Direktøren for statens sindssygehospitalerKøbenhavn V., den 16. maj 1957.

Indenrigsministeriets departement.

I den med departementets skrivelse af 26.marts d. a. (K. K. 1567-57) hertil oversendteskrivelse af 14. februar d. a. har offentligheds-kommissionen udbedt sig en udtalelse om, hvil-ke arter af sager indenfor de enkelte ministe-rier, der måtte findes egnede til at blive under-givet offentlighed.

De synspunkter, der i så henseende vil gøresig gældende for direktoratets vedkommende,vil dels være de for hospitalsadministrationsæregne, dels de for ministeriel administrationi almindelighed gældende.

6i 2 °J.No. D.I. nr. 1. 56/57.

Den i direktoratet centraliserede hospitals-administration indebærer, at der i direktoratetforeligger en række oplysninger om sindssyge-hospitalernes patienter, som man udfra syns-punkter, liggende på linie med den lægeligetavshedspligt, ikke vil kunne anse det for til-stedeligt, at offentligheden får adgang til. Det-te gælder således klager fra patienter eller de-res pårørende over behandlingen på hospita-lerne; sådanne sager lader sig normalt ikke be-lyse, uden at der samtidig fra lægelig side re-degøres for patienternes sygehistorie og tilstand,

128

og det er klart, at sådant materiale må væreunddraget offentligheden på samme måde somhospitalsjournaler er det. Det gælder tillige vis-se dele af hovedbogholderiets materiale. Direk-toratets hovedbogholderi er centralt bogholderifor samtlige sindssygehospitaler, og medens deter klart, at regnskabsaflæggelsen i sig selv er etoffentligt anliggende, er det ligeså selvfølgeligt,at der ikke kan gives offentligheden adgang tilbogholderiets patientkartoteker, idet patien-terne naturligvis må være sikrede imod, at detoffentliggøres, hvem der er eller har været pa-tienter på hospitalerne. Det drejer sig altså idisse og tilsvarende tilfælde ikke om alminde-lige administrative synspunkter, men forholdeter det, at hospitalsadministration delvis vil dæk-ke lægelige felter, for hvilke de almindeligeregler om lægelige oplysninger må være gæl-dende.

Det bør tilføjes, at klager vedrørende pa-tienternes behandling er offentlig kontrol un-dergivet derved, at de forelægges det i hen-hold til § 7 i lov nr. 262 af 6. maj 1921 omoverbestyrelsen af statens sindssygehospitalerm. v. oprettede tilsynsråd, hvori medlemmeraf folketinget har sæde.

Indenfor andre områder af den almindeligehospitalsadministration spiller de nævnte sær-lige betragtninger ikke ind, men et eventueltoffentlighedsprincip kan her modificeres ud-fra andre synspunkter, der er almindeligt aner-kendte. Dette gælder således ved indhentelse aftilbud, eksempelvis på vareleverancer, i hvilkenforbindelse man skal oplyse, at indkøb til ho-spitalerne i et vist omfang er centraliserede idirektoratet. Det kan her af nærliggende grun-de ikke lade sig gøre, at der gives konkurre-rende firmaer oplysning om opnåede priser,hvorimod offentligheden kan have en rimeliginteresse i at blive orienteret om antallet aftilbud og angående tilbudsgiverne. Forsåvidtanlægsvirksomheden angår må de for licita-tioner i almindelighed gældende regler normaltfølges. løvrigt må det i denne forbindelse frem-hæves, at tilbudsgiverne vil se deres interesserbeskyttede derved, at de i påkommende til-fælde kan indbringe de herhenhørende spørgs-mål for ministeren, hvilket også lejlighedsvissker.

Forsåvidt angår ansøgninger til ledige stil-linger ved hospitalerne følges den almindeligeregel, hvorefter ansøgere kan erholde oplysningom deres medansøgeres navne. Ansøgernes nav-ne meddeles derimod ikke pressen; men derville ikke herfra vides noget at erindre imoden regel om, at ansøgernes navne kunne offent-liggøres.

Med hensyn til direktoratets virke som al-mindeligt ministerialkontor skal man bemær-ke, at skriftlige referater almindeligvis ikkeanvendes i direktoratet, og at direktoratets for-retningsgang ville kompliceres og forsinkes, så-fremt sådanne referater skulle anvendes. Manfinder derfor ikke anledning til at komme nær-mere ind på spørgsmålet om de ministeriellereferaters offentlighed, men kan iøvrigt gan-ske tiltræde, at sådanne uformelle drøftelserog overvejelser, uanset om de foreligger i skrift-lig form, må betragtes som værende af rentintern karakter. Med hensyn til sagernes øv-rige akter nærer man med de ovenfor tagneforbehold og med undtagelse af andre tilfælde,hvor lignende særlige hensyn måtte gøre siggældende, ikke principielle betænkeligheder ved,at de gøres offentlig tilgængelige.

Det skal endvidere bemærkes, at direktora-tet ikke har nogen fast forbindelse med pres-sen, men at man naturligvis hyppigt modtagerforespørgsler angående løbende sager. Vedrø-rer forespørgslerne forhold, hvorom man ikkeeller ikke på det pågældende tidspunkt finderdet hensigtsmæssigt at give offentlig meddelel-se, vil man undertiden desuagtet informere fo-respørgeren med udtrykkelig tilkendegivelse af,at meddelelsen ikke er beregnet på videre-bringelse. Dette kan efter omstændighedernevære af betydning for pressens arbejde medden pågældende sag, og orienteringen vil sam-tidig kunne klargøre de særlige bevæggrundetil at undlade offentlig omtale, [øvrigt har re-præsentanter for pressen selvsagt altid adgangtil at aflægge besøg på statens sindssygeho-spitaler og plejehjem.

Sluttelig skal bemærkes, at reglerne i lovaf 2. februar 1866 om erklæringers meddelel-se til ansøgere og klagere ikke i noget tilfældeses at have været påberåbt overfor direktoratet.

Louis 1e Maire,,

Ammitzbøll.

129

SOCIALMINISTERIETKøbenhavn K., den 4. nov. 1957.

6 kSekr. j. nr. 94/57.

Ojjentlighedskommissionen.

For en overskueligheds skyld angives i storetræk først det under socialministeriet høren-de sagsområde:

1) sygeforsikringen, der kontrolleres gennemdirektoratet for sygekassevæsenet,

2) folkeforsikringen, der administreres delsgennem invalideforsikringsretten, dels afde lokale sociale udvalg,

3) ulykkesforsikringen, under direktoratet forulykkesforsikringen,

4) arbejdsløshedsforsikringen under arbejds-direktoratet,

5) arbejderbeskyttelseslovgivningen, hvis gen-nemførelse for langt den største dels ved-kommende kontrolleres af direktoratet forarbejdstilsynet,

6) børneforsorgen, d. v. s. såvel de lokale bør-neværnsudvalg som opdragelseshjemmeneog den forebyggende børneforsorg underoverinspektionen for børneforsorgen, oglandsnævnet for børneforsorg,

7) særforsorgen, d. v. s. institutioner for blin-de, døve, åndssvage, vanføre og taleliden-de m. v.,

8) den almindelige offentlige forsorg, hvis ad-ministration i første række er henlagt tilkommunale myndigheder,

9) mødrehjælpsinstitutionerne.

10) kontrol og revision af de kommunale myn-digheders sociale regnskaber og endelig

11) sager om internationalt, nordisk og euro-pæisk samarbejde.

I.For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke

sager der henholdsvis er egnede og ikke eg-nede til at blive undergivet offentlighed, skalman for selve ministeriets vedkommende frem-komme med følgende almindelige bemærknin-ger:

A.I store træk kan ministeriets sager henføres

til 5 grupper, nemlig:1) direkte administration (f. eks. udnævnelse

af personer, anvisning af tilskud, kontroleller revision, anskaffelse af inventar, købog salg af ejendomme o. s. v.),

2) enkeltafgørelser (herunder navnlig som an-keinstans i forhold til de sociale institu-tioner, amter eller kommuner, eller hvorprincipielle afgørelser vedrørende lovgiv-ningens fortolkning træffes),

3) generelle regler (herunder udfærdigelse afcirkulærer og bekendtgørelser),

4) lovforberedende arbejde,5) økonomisk, politisk planlægning på længere

sigt, (specielt arbejde fra ministeriets stats-videnskabelige afdeling).

Det ligger i sagens natur, at oversigtens 5grupper ikke er lige stærkt repræsenteret in-den for alle kontorer i ministeriet, og at der isamme sag kan indgå momenter, der hører tilflere af de nævnte 5 grupper.

ad 1. Sager af den her omhandlede art vilinden for socialministeriets område i alminde-lighed kunne undergives offentlighed - for såvidt offentlighed måtte blive gennemført i for-valtningen - bortset fra tilfælde, hvor hensy-net til statens tarv eller hensynet til enkelt-personers interesser taler herimod.

ad. 2. For så vidt det må befrygtes, at en-keltpersoners privatliv krænkes eller på andenmåde skades, hvis deres personlige forhold gø-res til genstand for offentlighed, eller hvor dernetop i henhold til en lovbestemmelse er på-lagt tavshedspligt enten af hensyn til den pri-vate eller af hensyn til vedkommende arbejds-sted, bør sager af denne art efter socialmini-steriets mening afgjort unddrages offentligheds-princippet.

Disse forhold vil gøre sig gældende i vidtomfang netop inden for socialministeriets om-råde, hvor en væsentlig del af sagerne indenfor ministeriet og dets institutioner vedrørerenkeltpersoner (f. eks. hjælp efter forsorgslo-

130

ven, mødrehjælpssager, børneværnssager, sagervedrørende patienter under særforsorg o. s. v.).Det er karakteristisk for disse sager, at af-gørelsen må træffes ud fra et detailleret kend-skab til pågældendes rent personlige, ofte me-get intime forhold, et kendskab, som i vidtomfang må baseres på oplysninger hidrørendefra pågældende selv eller vedkommende børne-eller særforsorgsinstitutioners akter. At give of-fentligheden adgang til at gøre sig bekendt meddisse oplysninger vil ikke alene være ensbety-dende med at udsætte de pågældende for enunødig blotlæggelse af deres privatliv, men vilutvivlsomt medføre, at det fremtidig vil blivevanskeligere at få de oplysninger af personligart frem, som er uomgængeligt nødvendige forat træffe afgørelse i sagerne

ad 3. Ved udarbejdelsen af generelle regler,cirkulærer og bekendtgørelser vil det som ho-vedregel dreje sig om rent administrative be-stemmelser, f. eks. til vejledning om en praksis,der bør følges, eller om en nærmere forståelseaf en lovregel.

Da disse sager netop har til hensigt at vej-lede offentligheden, vil deres endelige udsen-delse formentlig i almindelighed være tilfreds-stillende i relation til offentlighedsprincippet.

ad 4. Det lovforberedende arbejde er såvel afpolitisk som juridisk karakter. Meget ofte fin-der det første forberedende arbejde sted i kom-missioner, hvor medlemmerne af disse frit kanudtale sig og kun gør det, fordi de ved, at hvadde giver udtryk for, kun er til brug for dennesnævre kreds' overvejelser. Med hensyn til det-te kommissionsarbejde som med hensyn til detsenere lovarbejde i ministeriet må man anlæg-ge det synspunkt, at så længe udarbejdelsenstår på, og et standpunkt endnu ikke er taget,vil det være uhensigtsmæssigt og vil kunne gi-ve anledning til vildledning, hvis man endnupå overvejelsernes stade giver adgang for of-fentligheden. Hertil må føjes, at politiske hen-syn ofte taler imod en sådan adgang, før dettearbejde har udkrystalliseret sig i en endeligform.

ad 5. De interne dokumenter, der udfærdi-ges under den 5. gruppe, vil som regel væreudtryk for et snævert samarbejde mellem po-litikere og administrationen, og de til grundfor de meddelte resultater liggende beregnin-ger foreligger i almindelighed ikke i en sådan

form, at andre end medarbejderne og ganskeenkelte specialister har mulighed for at fore-tage en nærmere vurdering af dette arbejde.Det ville medføre et ikke uvæsentligt merar-bejde, hvis dette materiale skulle stilles såle-des op, at en større kreds med udbytte kunnegennemse det. Det bør derfor være den politiskansvarlige chef, der i hvert enkelt tilfælde tagerstilling til, om og på hvilket tidspunkt og ihvilken form overvejelserne bør komme udover den snævreste medarbejderkreds.

B.Idet man med hensyn til ministeriets sags-

område henviser til indledningen til nærværen-de skrivelse, skal man, for så vidt angår desærlige områder under 1-4, henvise t i l . . . .og for så vidt angår 5 til bemærkningerne un-der I ad 2. For 6 og 7's vedkommende skalman henvise t i l . . . . idet man yderligere skalbemærke, at sager om inddragelse under ogudskrivning af børneforsorg og særforsorg, her-under sager om sterilisation og sager vedrø-rende de pågældendes forhold under forsorgensom regel vil indeholde oplysninger af megetpersonlig art, herunder lægelige og lignendefortrolige erklæringer.

Udelukkelse af offentlighed følger i disse sa-ger i et vist omfang allerede af reglerne omtavshedspligt, navnlig straffelovens § 263 omkrænkelse af privatlivets fred, men vil iøvrigtefter socialministeriets opfattelse allerede somregel følge af disse sagers særlige karakter.

Specielt for så vidt angår børneforsorgen erdet I forsorgslovens § 91, stk. 3, fastsat, atbørneværnsudvalgenes møder foregår for luk-kede døre, og at udvalgenes medlemmer ogde til disse knyttede medhjælpere har tavs-hedspligt. Denne tavshedspligt omfatter ifølgepraksis også forstandere og medarbejdere vedopdragelseshjem, tilsynsværger, landsnævnetsmedlemmer samt amternes, magistratens, lands-nævnets, overinspektionen for børneforsorgensog socialministeriets personale.

Det er socialministeriets opfattelse, at dehensyn, der ligger bag disse og andre særreg-ler, må medføre, at sådanne bestemmelser,uanset om offentlighed iøvrigt måtte blive ind-ført i forvaltningen, fortsat må opretholdes.

Også for sagsgruppe nr. 8 henviser man tilbemærkningen under I ad 2 og for sagsgrup-pe 9 bemærkes følgende:

En overvejende del af mødrehjælpsinstitu-

131

tionernes arbejdsområde angår den enkelte bor-gers rent personlige forhold, og gennem reg-lerne i mødrehjælpslovens § 7 og svanger-skabslovens § 4 om medarbejdernes tavsheds-pligt har man netop tilsigtet en beskyttelse bl. a.over for en almen adgang til at gøre sig be-kendt med det i institutionerne beroende ma-teriale.

Ved den nærmere vurdering af spørgsmå-let om indførelse af et offentlighedsprincip formødrehjælpens område må der sondres mellemden del af institutionernes virksomhed, der be-står i forvaltningsretlige afgørelser af mere ju-diciel karakter, og den del, hvor institutioner-ne virker som sociale hjælpeorganer.

For så vidt angår den førstnævnte del (adop-tions- og svangerskabsafbrydelsessager) er manaf den opfattelse, at man alene på grund afsagernes rent personlige karakter må gå imodindførelse af offentlighed. (Der henvises her-ved til de i den svenske sekretess-lovs §§ 13og 14 anførte undtagelser fra offentligheds-princippet).

Med hensyn til den anden gren af mødre-hjælpens virksomhed må der sondres mellemydelse af økonomisk hjælp og ydelse af per-sonlig, social og juridisk bistand. For så vidtangår ydelse af økonomisk hjælp må det an-føres, at hensynet til kontrollen kunne tale foroffentlighed, medens hensynet til den enkelteklients krav på diskretion taler i modsat ret-ning, men at spørgsmålet iøvrigt må løses iforbindelse med tilsvarende spørgsmål indenfor den øvrige del af socialforsorgen.

For den personlige, sociale og juridiske bi-stands vedkommende må det anføres, at derher ikke er behov for de garantier, der søgesopnået gennem offentlighed, og at der er etstærkt behov for at sikre klienter størst muligdiskretion.

For saggruppe nr. 10 henviser man til be-mærkningen under I ad 1 og med hensyn tilsagsområdet under 11 bemærkes følgende:

Socialministeriets arbejde på disse områderbestår i første række af sager om Danmarksdeltagelse i internationalt socialpolitisk samar-bejde, der vedrører forberedelsen af Danmarksdeltagelse i møder i de internationale organisa-tioner, særlig besvarelse af forespørgsler fraorganisationerne vedrørende punkter på dags-ordenen og forberedelse af indlæg fra de dan-ske repræsentanter ved møderne. På dette sta-

dium synes disse sager helt uegnede til offent-lighed, idet regeringens overvejelser om, hvil-ken stilling den skal tage til et spørgsmål, derskal behandles på en konference, må have enfortrolig karakter, indtil konferencen er af-holdt. Også efter konferencens afholdelse sy-nes disse sager uegnede til at gøres offentligttilgængelige, da politiske hensyn, forholdet tilfremmede stater m. m. kan gøre det uønsketat gøre disse sager tilgængelige. I de tilfælde,hvor offentligheden har en rimelig interessei at blive orienteret, offentliggør ministerietoplysning om afholdte møder i den udstrækning,det kan antages at have betydning, således vedudsendelse af trykte eller duplikerede beret-ninger om møder, og disse er i almindelighedtilgængelige for pressen.

Ud over fornævnte arbejde tilgår der i be-tydeligt omfang indberetninger om forhold iudlandet og om møder, forhandlinger o. lign.i internationale organisationer, og dette ma-teriale egner sig som hovedregel ikke til atgøres tilgængeligt for offentligheden i en deltilfælde, fordi indberetningerne ofte udtrykke-ligt er betegnet som fortroligt eller hemme-lige. Selv om de ikke udtrykkeligt har dennebetegnelse, følger det ofte af selve deres ka-rakter, f. eks. indberetninger fra danske ge-sandter i udlandet, at de må betragtes somfortrolige. På den anden side kan det fore-komme, at en indberetning, f. eks. om gen-nemførelse af ny sociallovgivning i et land,netop egner sig til offentliggørelse, og det skerda også, at ministeriet tager initiativet til, atmeddelelser om sådanne forhold benyttes somgrundlag for meddelelser i Socialt Tidsskrift.

II.For så vidt kommissionen i sin skrivelse

endvidere har udbedt sig en udtalelse medhensyn til spørgsmålet om, fra hvilket tids-punkt de sager, der undergives offentlighed,skal være tilgængelige, og om hvorvidt offent-lighed bør gennemføres med hensyn til allede i de enkelte sager beroende aktstykker ogde hos myndighederne førte journaler, skalman bemærke følgende:

A.Hensynet til offentlighed bør ikke være så

stort, at indblanding ude fra kan forårsage,at en fornuftig og forsvarlig ekspedition af sa-gerne ikke kan gennemføres. En hurtig og nor-

132

mal ekspedition vil — både af hensyn til den,som vedkommende sag vedrører, og de myndig-heder, det påhviler at ekspedere sagen — somregel udelukke udlån af en sag til offentlig-heden, før denne sag er endelig ekspederet,men hvor særlige forhold gør sig gældende,må dette princip kunne fraviges.

B.Med hensyn til spørgsmålet om, hvilke ak-

ter der bør være til rådighed for offentlighe-den, mener man særligt at måtte undtage her-fra følgende:

De interne referater. Referatets funktion af-hænger af den sag, hvori det optræder. I nogletilfælde er det blot en oversigt, i andre tjenerdet til støtte for hukommelsen, eller er enskriftlig besked fra den ene tjenestemand tilden anden; det interne referats indhold kanvære overvejende af juridisk karakter eller afpolitisk, f. eks. hvis det er afledet af et samrådmellem ministeren og et folketingsudvalg.

Om referatet dækker hele sagens baggrund,hvor udførligt det behandler de enkelte pro-blemer i sagen, hvorledes disse rejses og løses,afhænger af den almindelige tradition i mini-steriet og af et skøn i det enkelte tilfælde. Etmeget væsentligt led i denne tradition er, attjenestemændene giver udtryk for deres opfat-telse under det ansvar, som ligger i, at deskriftligt nedfælder deres begrundelse og kon-klusion, men også med den frihed, der følgeraf, at de ved, at de udtaler sig blandt kollegerog til internt brug. Det typiske for det internereferat er, at heri nedfældes helt eller delvisden fri meningsudveksling, som fører op tilden enkelte administrative afgørelse. Ligesomdrøftelserne i finansudvalget eller i andre fol-ketingsudvalg ville skifte karakter, hvis døreneåbnedes, således ville referaterne, hvis de kun-ne kræves udleverede, ændres eller slet ikkeblive skrevet.

Notatet er et sammentrængt internt referat,som i højere grad end referatet tager sigte påat lægge et enkelt problem op til ministerensafgørelse, eller på at være til støtte under enforhandling eller på at gøre rede for en ud-vikling inden for praksis eller lovgivning.

Medmindre notatet er udarbejdet med hen-blik på, at det kan videregives, er det alminde-ligvis af udpræget intern karakter.

Konceptet. Efter den afgørelse, som er truf-fet i referatet eller på notatet, udarbejdes der

et koncept til en skrivelse (eller til generelleregler), hvilket fremtræder som en kladde tilden endelige skrivelse, og dette tjener såledesalene et internt formål.

Underhåndsbreve. Ideen med et underhånds-brev er almindeligvis at give udtryk for noget,som efter brevskriverens opfattelse ikke hørerhjemme i en officiel skrivelse.

Som eksempler kan nævnes underhånds-brevveksling, når et spørgsmål befinder sig pået rent forberedende stadium, tilfælde, hvoren mere personlig holdt henvendelse, f. eks.fra folketingets medlemmer, gør et mere per-sonligt holdt svar naturlig, eller tilfælde, hvoren blidere form end den officielle må anseshensigtsmæssig.

Journaler, registre, kartotekskort o. lign. erarbejdsredskaber, der tjener det formål at hol-de orden på ministeriets arbejdsmasse.

Rent bortset fra, at det sjældent kan tæn-kes, at de korte notater her kan have størreinteresse for offentligheden, vil offentlighedensadgang hertil betyde en sådan forstyrrelse iarbejdsgangen, at disse arbejdsredskaber børholdes udenfor et eventuelt nyt system, dogsåledes at vedkommende tjenestemand måkunne give oplysning om, hvorvidt der stårnoget om den sag, der måtte interessere, og ibekræftende fald hvad der står, såfremt dermåtte blive rejst spørgsmål herom.

Såfremt der iøvrigt i en sag, der er under-givet offentlighed, måtte findes aktstykker afmere personlig karakter, f. eks. i en sag omsalg af ejendom, oplysninger om køberens øko-nomiske forhold, må sådanne aktstykker kun-ne undtages fra offentlighed.

III.For så vidt kommissionen derhos har an-

modet om oplysning om, i hvilket omfang derinden for de enkelte forvaltningsgrene har væ-ret gjort brug af bestemmelserne i lov af 2.februar 1866, og om hvorledes disse bestem-melser har været praktiserede, skal man op-lyse, at ministeriets erfaring gennem mangeår er, at det kun er meget sjældent, at nogenhar påberåbt sig denne bestemmelse. Dettekan skyldes manglende kendskab til forordnin-gen, men kan også være udtryk for, at derikke er nogen større trang til dens anvendelse.Man henviser iøvrigt til, at enkelte lovbestem-melser, således ulykkesforsikringslovens § 9,stk. 2, og folkeforsikringslovens § 49, stk. 3,

133

indeholder særlig hjemmel til at lade parternei en sag få adgang til at se akterne, og atministeriet og institutionerne under ministerieti et vist omfang lader parterne i en sag få ad-gang til at se sagens akter også udover, hvadde nævnte lovbestemmelser kræver. Man hen-leder dog herved opmærksomheden på, at vissesagsakter, således navnlig lægeerklæringer medsygdomsbeskrivelse og diagnose, end ikke fore-vises den, de vedrører. Såfremt der skal væreadgang til at se sådanne dokumenter, bør den-ne adgang være forbeholdt alene den pågæl-dendes læge.

IV.Endelig skal man med hensyn til spørgsmå-

let om, i hvilket omfang og på hvilken mådedet har været praktiseret at give pressen ellerandre oplysninger vedrørende de under social-ministeriet verserende sager, oplyse, at social-ministeriet igennem en længere årrække harfulgt den linie - ud over offentliggørelsen aflove, bekendtgørelser og cirkulærer - at med-virke til at vejlede offentligheden (herunderkommunale myndigheder og private) ved atoffentliggøre i Ministerialtidende, Sognerådsti-dende - og tidligere også i Socialt Tidsskrift

- ministeriets principielle afgørelser in extenso,dog at man af hensyn til de pågældende harerstattet navne med bogstaver. Denne vejled-ning er fra tid til anden fulgt op af noteud-gaver af forskellige betydningsfulde love, ogdisse noteudgaver udarbejdes ofte i nær til-knytning til departementets kontorer og udgi-ves som regel gennem Socialt Tidsskrift.

løvrigt er der på anden måde rettet direktehenvendelse til offentligheden, f. eks. ved op-lysninger gennem radioen (f. eks. i aktueltkvarter) og ved tjenestemandsforedrag på pres-serefererede møder rundt om i landet o. lign.I denne forbindelse kan som eksempler på sag-ligt oplysende virksomhed også nævnes denstatsvidenskabelige konsulents offentliggørelse iSocialt Tidsskrift bl. a. af oversigter over so-ciallovgivningens ydelser og deres finansieringsamt socialministeriets bibliotek, der er aner-kendt som fagbibliotek for området, og sombenyttes af mange uden for ministeriet.

Det tilføjes, at foranstående; bemærkningerkun kan betragtes som foreløbige, og at social-ministeriet forudsætter, at man forinden, dertages endelig stilling til spørgsmålet om offent-lighed i forvaltningen, får lejlighed til en nær-mere drøftelse med kommissionen.

P. M. V.

Erik Dreyer.E. P. Lassen.

BOLIGMINISTERIETKøbenhavn K., den 3. feb. 1958.

Ojjentlighedskommissionen.

. . . . meddele, at boligministeriet for sit ved-kommende principielt ikke skal udtale sig imod,at ministeriets sager med visse begrænsningerundergives offentlighed, såfremt indførelse afoffentlighed i forvaltningen i øvrigt skønnesønskelig.

Man går herved ud fra, at regler om offent-lighed i givet fald udformes på en sådan måde,at forsinkelse af sagernes ekspedition til alvor-lig ulempe for borgerne undgås, og at reglernealene kommer til at omfatte de på sagernemodtagne og afsendte skrivelser og erklærin-ger udefra, herunder erklæringer fra andre myn-digheder, men derimod ikke de på sagerne ud-

61l.k.j.nr. 11-1-1957.

arbejdede referater og indstillinger af internkarakter samt erklæringer fra ministeriets kon-sulenter og tilsynsførende. Der vil næppe kun-ne rejses indvendinger imod, al: de vedrørendesagerne førte journaler undergives offentlighed— bortset fra de sagsområder, hvor offentlig-heden undergives begrænsninger eller ikke fin-der anvendelse.

Man går endvidere ud fra, at følgende om-råder - ud fra mere generelle synspunkter -ikke omfattes af offentligheden:

1. Sager vedrørende de kongelige slotte ogbygninger, som benyttes af kongehuset.

134

2. Sager om forberedelse og behandling aflovforslag, bekendtgørelser, cirkulærer ogandre almindelige bestemmelser.

3. Sager, hvorpå oplysninger af statistisk elleranden art indsamles og bearbejdes medhenblik på forberedelse og behandling aflovforslag, bekendtgørelser, cirkulærer ogandre almindelige bestemmelser eller sagerom mere almindelig planlæggende virksom-hed fra ministeriets side.

4. Sager, hvori retstvister mellem ministerietog borgerne foreligger, eller mulighederneherfor undersøges, evt. tillige sager, hvorider foreligger aktuelle retstvister mellemborgerne.

5. Oplysninger af personlig, herunder økono-misk eller erhvervsmæssig karakter, uansetom sagen i øvrigt omfattes af offentlighed.Begrænsninger i offentligheden som anført

kunne indskrænkes til kun at være gældende iet vist åremål.

I øvrigt bør der ved evt. indførelse af of-fentlighed for så vidt angår boligministerietssagsområde ske følgende begrænsninger:1. Sager om forslag til bygningsvedtægter og

-reglementer bør såvel i ministeriet som ide kommunale instanser være unddraget of-fentlighed, indtil stadfæstelse af boligmini-steriet finder sted.

2. Sager om forslag til byplanvedtægter børunddrages, indtil fremlæggelse finder sted imedfør af byplanlovens § 7.

3. Sager om oversigtlige byplaner, de såkaldtedispositionsplaner, indtil ministeriets godken-delse foreligger.

4. Sager om byudviklingsplaner, indtil godken-delse af byplannævnet foreligger.

5. Sager om saneringsplaner, så længe de erunder forberedelse.

6. Sager vedrørende statens køb eller salg affaste ejendomme, så længe forhandlingerneikke er afsluttet.

De anførte begrænsninger nødvendiggøresaf, at offentlighed i sagerne inden de nævntetidspunkter dels vil kunne vanskeliggøre sam-arbejdet med kommunerne dels vil indebære enfare for, at enkelte bygherrer inden forslagenesikrafttræden træffer dispositioner, der på af-gørende måde hindrer virkeliggørelsen af for-slagenes formål. Endelig vil offentlighed i de

nævnte sager under forberedelsen kunne skabemulighed for uheldig privat spekulation.

Der tages ikke her stilling til spørgsmåletom offentlighed i sager om opslag og besæt-telse af stillinger inden for boligministerietssagsområde samt i sager vedrørende ministe-riets organisation, personel samt dets budget-,kasse- og regnskabsvæsen, idet besvarelsen afspørgsmålet efter ministeriets opfattelse må be-ro på mere almindelige, samtlige statsstyrei-ser omfattende synspunkter. Man vil gerne -inden kommissionen måtte tage stilling til dettespørgsmål - gøres bekendt med finansministe-riets eventuelle udtalelse herom.

Der er endvidere ikke taget stilling til spørgs-målet om offentlighed i sager om de beføjelser,som boligministeriet udøver med hensyn tilmaterialebevillinger til byggeriet og nedriv-ningstilladelser, idet disse beføjelser udøves ihenhold til loven om valutaforhold m. v., hvor-for besvarelsen må afhænge af handelsmini-steriets stillingtagen til spørgsmålet om of-fentlighed i sager i øvrigt vedrørende valuta-loven.

Med hensyn til den virksomhed, som i med-før af loven om boligtilsyn og sanering udfol-des af boligtilsynsrådet, bemærkes, at rådetsbeslutninger i det til dette henlagte konkretesager er endelige og ikke kan ændres af bolig-ministeren, dog med undtagelse af spørgsmåletom nødvendigheden af en ekspropriation pågrundlag af rådets godkendelse af en sanerings-plan. I regulativet for rådets virksomhed erdet foreskrevet, at dets voteringer ikke må of-fentliggøres. Rådet indtager herved en særliguafhængig administrativ status og fremtrædersom et sagkyndigt organ af domstolslignendekarakter, et forhold som yderligere forstærkesved lovens fordringer til dets sammensætning.

Hvorvidt boligtilsynsrådets sager bør und-drages offentlighed, må formentlig besvares ef-ter tilsvarende synspunkter, som lægges tilgrund for så vidt angår de almindelige dom-stole, idet der dog herved må tages hensyn til,at boligtilsynsrådets sager - foruden oplysnin-ger af personlig art (økonomiske, familiæreog helbredsmæssige) - ofte vil indeholde op-lysninger af forretningsmæssig karakter elleroplysninger, som kan udnyttes i spekulativt øje-med.

Hvad angår Statens Byggeforskningsinstituthenledes opmærksomheden på, at instituttet ef-

135

ter loven om oprettelse af et institut for byg-geforskning og det i medfør af denne udfær-digede regulativ for instituttet er et forsknings-og oplysningsorgan, medens det vel næppe kanopfattes som et forvaltningsorgan, idet institut-tet kun undtagelsesvis kan optræde i konkretesager og da kun som rådgivende og vejle-dende organ. De forskningsresultater, som op-nås gennem instituttets arbejde, er offentligttilgængelige og kan frit benyttes, men det vilformentlig blive vanskeligt at drive forskningeffektivt og opnå et loyalt samarbejde medandre forskningsorganer og frie forskere samtbyggeriets parter, hvis undersøgelser, der ikkeer fuldt bearbejdede, eller det til grund forundersøgelserne liggende materiale, skulle væ-re offentlig tilgængeligt. Et eventuelt offent-lighedsprincip bør derfor efter ministeriets op-fattelse ikke umiddelbart finde anvendelse in-den for instituttets område, men spørgsmåletmå ses i sammenhæng med spørgsmålet omanvendelsen af et eventuelt offentlighedsprin-cip på de øvrige videnskabelige institutionermed mere eller mindre tilknytning til det of-fentlige

For så vidt kommissionen har udbedt sigoplysning om, hvorvidt der inden for bolig-ministeriets område har været gjort brug afbestemmelserne i lov af 2. februar 1866 omerklæringers meddelelse til ansøgere og klagereog om, hvorledes disse bestemmelser har væretpraktiseret, bemærkes, at bestemmelserne efterdet foreliggende sjældent formelt har væretpåberåbt, men at man følger den praksis iafgørelser, som går ansøgere og klagere imod,

så vidt muligt udtømmende at anføre indhol-det af de udtalelser m. v., som er indhentet isagens anledning. Skulle dette ikke tilfredsstillepågældende, har man forstået loven af 1866derhen, at pågældende ved fremmøde i mini-steriet - eller, hvis det drejer sig om ansøgereeller klagere, der bor i længere afstand frahovedstaden - hos lokale myndigheder kan fålejlighed til at gennemlæse - eventuelt tage af-skrifter af - de i sagen værende aktstykker,herunder erklæringer fra andre myndigheder,men derimod ikke de på sagen optagne refe-rater og indstillinger samt erklæringer fra mi-nisteriets konsulenter og tilsynsførende.

Hvad endelig angår ministeriets praksis medhensyn til at give pressen eller andre oplys-ninger vedrørende de inden for boligministe-riet verserende eller afsluttede sager skal manoplyse, at henvendelser fra pressen i alminde-lighed besvares så vidt, som hensynet til an-søgeren og sagens ekspeditionsmæssige stadiumtillader. På enkelte områder udarbejdes perio-diske oversigter, f. eks. årsberetninger og kvar-talsvise konjunkturoversigter, som udsendes tilpressen til offentliggørelse eller omtale. - Der-imod udviser man megen forsigtighed med atgive oplysninger om verserende sager til an-dre end de implicerede, og om afsluttede sa-ger gives der så vidt muligt alene oplysningom sagens principielle indhold, således at an-søgerens eller klagerens identitet ikke oplyses.

Man er villig til efter kommissionens an-modning nærmere at uddybe de foran frem-førte synspunkter.

P. M. V.Axel Skalts. Axel G. Poulsen.

ARBEJDSMINISTERIETKøbenhavn K., den 28. mar. 1958.

Ojfentlighedskommissionen.

Det under arbejdsministeriet hørende sags-område kan i store træk opdeles således:1) Offentlig og privat arbejdsanvisning, der

kontrolleres gennem arbejdsdirektoratet.2) Forholdet mellem arbejdere og arbejdsgi-

vere (herunder dels den faste voldgiftsret,dels statens forligsinstitution i arbejdsstri-digheder).

6m2. k. /. nr. 150 16/57.

3) Lærlingelovgivningen (under arbejdsdirekto-ratet og lærlingerådet).

4) Foranstaltninger til afhjælpning af de storeårganges uddannelsesproblemer (under ar-bejdsmarkedskommissionen).

5) Lovgivningen vedrørende afhjælpning afungdomsarbejdsløshed.

6) Foranstaltninger til uddannelse af ufaglærte.

136

7) Iværksættelse af offentlige arbejder m. v. ogbeskæftigelse af arbejdsløse, herunder for-anstaltninger for erhvervshæmmede.

8) Planlægning af beskæftigelsespolitiken, her-under særlige foranstaltninger i arbejdsløs-hedsøerne og iøvrigt i områder med højledighed

9) Erhvervs vej ledningen.10) Udvandring.11) Forholdet til internationale organisationer

med tilknytning til arbejdsmarkedet.

I.For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke

sager der henholdsvis er egnede og ikke egnedetil at blive undergivet offentlighed, skal manfor selve ministeriets vedkommende fremkom-me med følgende almindelige bemærkninger:

A.I store træk kan ministeriets sager henføres

til 5 grupper, nemlig:a) direkte administration (f. eks. udnævnelse af

personer, anvisning af tilskud, kontrol ellerrevision, anskaffelse af inventar, køb ogsalg af ejendomme o. s. v.),

b) enkeltafgørelser (herunder som overordnetinstans i forhold til arbejdsdirektoratet ellerhvor principielle afgørelser vedrørende lov-givningens fortolkning træffes),

c) generelle regler (herunder udfærdigelse afcirkulærer og bekendtgørelser),

d) lovforberedende arbejde,e) økonomisk-politisk planlægning på længere

sigt.

Det ligger i sagens natur, at oversigtens 5grupper ikke er lige stærkt repræsenteret in-den for alle kontorer i ministeriet, og at deri samme sag kan indgå momenter, der hørertil flere af de nævnte 5 grupper.

ad a. Sager af den her omhandlede art vil in-den for arbejdsministeriets område i alminde-lighed kunne undergives offentlighed - for såvidt offentlighed måtte blive gennemført i for-valtningen - bortset fra tilfælde, hvor hensy-net til statens tarv eller hensynet til enkeltper-soners interesser taler herimod.

ad b. For så vidt det må befrygtes, at enkelt-personers privatliv krænkes eller på anden mådeskades, hvis deres personlige forhold gøres til

genstand for offentlighed, bør sager af denneart efter ministeriets mening unddrages offent-lighedsprincippet. Dette vil navnlig have betyd-ning for så vidt angår konkrete lærlingesager,sager om henvisning til eller bortvisning frabeskæftigelsesforanstaltninger og sager om er-hvervshæmmede, hvilke sager ofte indeholderen række oplysninger om personlige, økono-miske eller forretningsmæssige forhold.

ad c. Ved udarbejdelse af generelle regler,cirkulærer og bekendtgørelser vil det som ho-vedregel dreje sig om rent administrative be-stemmelser, f. eks. vejledning om en praksis,der bør følges, eller om en nærmere forstå-else af en lovregel.

Da disse sager netop har til hensigt at vej-lede offentligheden, vil de udsendelser, de måtteresultere i, formentlig i deres endelige formvære tilfredsstillende i relation til offentligheds-princippet.

ad d. Det lovforberedende arbejde er af såvelpolitisk som juridisk karakter. Meget ofte fin-der det første forberedende arbejde sted i kom-missioner, hvor medlemmer af disse frit kanudtale sig og kun gør det, fordi de ved, athvad der gives udtryk for, kun er til brug fordennes snævre kreds' overvejelser. Såvel medhensyn til dette kommissionsarbejde som medhensyn til det senere lovarbejde i kontoret måman anlægge det synspunkt, at så længe udar-bejdelsen står på, og et standpunkt ikke er ta-get, vil det være uhensigtsmæssigt at give ad-gang for offentligheden. Hertil må føjes, atpolitiske hensyn ofte taler imod en sådan ad-gang, før dette arbejde har udkrystalliseret sigi en endelig form.

ad e. De interne dokumenter, der udfærdigesunder denne gruppe, vil som regel være udtrykfor et snævert samarbejde mellem politikereog administrationen, og de til grund for de med-delte resultater liggende beregninger foreliggeri almindelighed ikke i en sådan form, at andreend medarbejderne og ganske enkelte specia-lister har mulighed for at foretage en nærmerevurdering af dette arbejde. Det ville medføreet ikke uvæsentligt merarbejde, hvis dette ma-teriale skulle stilles således op, at en størrekreds med udbytte kunne gennemse det. Detbør derfor være den politisk ansvarlige chef,

137

der i hvert enkelt tilfælde tager stilling til,om og på hvilket tidspunkt og i hvilken formovervejelserne bør komme ud over den snæv-reste medarbejderkreds.

B.For så vidt angår de enkelte sagsområder

inden for ministeriet skal man yderligere be-mærke følgende, jfr. opdelingen i indledningen:

ad 1). Arbejdsdirektoratet har i en over sagenindhentet erklæring,.... hvortil ministerietkan henholde sig, henvist til bestemmelsen iarbejdsløshedslovens § 4, stk. 8, hvorefter deoffentlige arbejdsanvisningskontorer ikke mågive uvedkommende adgang til at gøre sig be-kendt med de fra arbejdsløshedskasserne mod-tagne oplysninger.

ad 2). Som anført henhører en del af dissesager under den faste voldgiftsret, og dennemå efter ministeriets formening karakteriseressom en domstol, således at spørgsmål om even-tuelt at indføre offentlighedsprincippet i for-valtningen vil være uden betydning for denneinstitution.

For så vidt angår de sager, der henhørerunder statens forligsinstitution i arbejdsstridig-heder bemærkes, at forligsinstitutionen i . . . .erklæring, hvortil ministeriet kan henholde sig,har udtalt, at der ikke bør være mulighed forat give offentligheden underretning om, hvadder sker under de forhandlinger, der findersted i forligsinstitutionen, udover at der - somdet allerede sker — kan gives oplysning om derent formelle forhold vedrørende forhandlin-gerne, idet resultatet af forhandlingerne i vidtomfang er afhængigt af, at parterne og forligs-mændene frit kan udtale sig under forhandlin-gerne.

I selve ministeriet vil en ikke ubetydelig delaf arbejdet på dette område have karakter aflovforberedelse (bl. a. vedrørende vilkårene påarbejdsmarkedet), og her gælder i særlig gradde foran under punkt I. A. d. anlagte syns-punkter.

ad 3). Der henvises til bemærkningerne foranad punkt I. A. b.

ad 4). I det omfang, spørgsmålet behandles iarbejdsmarkedskommissionen, hvori bl. a. ar-bejdsmarkedets parter er repræsenteret, bør der

ikke være adgang for offentligheden til at gøresig bekendt med forhandlingerne, idet dissesbetydning i høj grad vil afhænge af, at kom-missionens medlemmer frit kan udtale sig.

Bortset fra kommissions- og udvalgsbehand-ling ses der ikke på dette felt at være hensyn,der taler imod offentlighed.

ad 5) og 6).Der henvises til det foran ad I. A. anførte.

ad 7). Foranstaltninger til imødegåelse af ar-bejdsløsheden, hvortil tilskud ydes i henhold tillov nr. 169 af 30. marts 1946, iværksættes ialmindelighed af kommunerne, men også i etvist omfang af private institutioner og statsin-stitutioner. For arbejdsministeriets eget ved-kommende gør der sig i almindelighed ikkebetænkeligheder gældende ved at give offent-ligheden adgang til at gøre sig bekendt medakter vedrørende de nævnte foranstaltninger,men adgangen bør kun stå åben i det omfang,dette ikke kommer i strid med kommunaleeller private interesser.

løvrigt henvises til det foran under I. A., ada og b anførte.

ad 8). Der henvises til det foran under I.A.ad e anførte.

ad 9). Der henvises til det foran under I.A.ad a og b anførte.

ad 10)

ad 11). Ministeriets arbejde på disse områderaffødes i første række af Danmarks deltagelsei internationalt arbejdspolitisk samarbejde, ogvedrører forberedelsen af Danmarks deltagelsei møder i internationale organisationer, særligbesvarelse af forespørgsler fra disse organisa-tioner vedrørende punkter på dagsordenen ogforberedelsen af indlæg fra de danske repræ-sentanter ved møderne. På dette stadium sy-nes disse sager helt uegnede til offentlighed,idet overvejelser om, hvilken stilling der skaltages til spørgsmål, der skal behandles på enkonference, må have en fortrolig karakter, ind-indtil konferencen er afholdt. Også efter kon-ferencens afholdelse synes disse sager i al-mindelighed uegnede til at gøres offentligt til-gængelige.

138

Ud over fornævnte arbejde tilgår der i be-tydeligt omfang indberetninger om forhold iudlandet og om møder, forhandlinger o. 1. iinternationale organisationer, og dette materi-ale egner sig som hovedregel ikke til at gørestilgængeligt for offentligheden; indberetninger-ne er ofte udtrykkeligt betegnede som fortro-lige eller hemmelige, og selv om de ikke ud-trykkelig har denne betegnelse, følger det ofteaf selve deres karakter, f. eks. indberetningerfra danske gesandter i udlandet, at de må be-tragtes som fortrolige.

II.(= socialministeriets skrivelse af 4. novem-

ber 1957 afsnit II).

III.For så vidt kommissionen derhos har an-

modet om oplysning om, i hvilket omfang derinden for de enkelte forvaltningsgrene har væ-ret gjort brug af bestemmelserne i lov af 2.februar 1866, skal man oplyse, at den nævntebestemmelse ikke ses at have haft betydninginden for ministeriets område, hvilket forment-lig hænger sammen med, at man i afslagsskri-velser normalt giver en grundig sagsfremstil-ling indeholdende en udførlig gengivelse af dei sagen afgivne erklæringer, der ikke er af rentpersonlig eller forretningsmæssig karakter. Det

bemærkes herved, at de i arbejdsdirektoratetsfornævnte skrivelse af 14. juni 1957 omhand-lede tidligere afgørelser i henhold til loven af1866 vedrører arbejdsløshedsforsikringen, somhenhører under socialministeriet.

IV.Med hensyn til spørgsmålet om, i hvilket

omfang og på hvilken måde det er praksis atgive pressen eller andre oplysninger vedrørendede under ministeriet verserende sager, skal mandels henvise til de generelle oplysninger, derfremlægges offentligt, f. eks. i arbejdsministe-rens årlige redegørelse til folketinget for be-skæftigelseslovens administration, i arbejdsdi-rektørens beretninger, i arbejdsmarkedskom-missionens betænkninger og løbende meddelel-ser til fagpressen (»De store årgange«), i mini-steriets meddelelser om undervisningsvirksom-hed på skoler og kursus, i radioudsendelser omsamme forhold etc., dels bemærke, at man fraministeriets side ved henvendelser fra presseni hvert enkelt tilfælde bestræber sig for at givedenne en så udførlig orientering, som er for-enelig med de foran under I anlagte synspunkter.

Det tilføjes, at foranstående bemærkningerkun kan betragtes som foreløbige, og at ar-bejdsministeriet forudsætter, at man forinden,der tages stilling til spørgsmålet om offentlig-hed i forvaltningen, får lejlighed til en nær-mere drøftelse med kommissionen.

P. M. V.

T. Haarltpv. Chr. Lund.

HANDELSMINISTERIETKøbenhavn K., den 17. april 1958.

Offentlighedskommissionen.

Man forudsætter, at kommissionens fore-spørgsel alene tager sigte på de for handelsmi-nisteriets vedkommende foreliggende specielleforhold, og man skal derfor ikke komme indpå den omlægning af administrationens forret-ningsgang, sagsbehandling og arkivforhold, somoffentlighedsprincippets indførelse vil nødven-diggøre, og ej heller på de personale- og loka-lemæssige foranstaltninger, som i givet fald vilvære nødvendige, eller på de forsinkelser i

6nJournal nr. 399-9-57.

sagsbehandlingen, som kan forvoldes. En nær-mere besvarelse af, hvilke sager der findes eg-nede til at blive undergivet offentlighed, oghvilke ikke, er i øvrigt vanskelig at give, for-inden retningslinier er givet for, hvor vidtgå-ende en adgang der tænkes givet offentlighe-den til at gøre sig bekendt med foreliggendesager under hensyntagen dels til offentlighe-dens interesse i at følge administrationen, delstil den enkelte borgers eller virksomheds in-teresse i, at personlige eller forretningsmæssi-

139

ge forhold ikke kommer til offentlighedenskundskab, dels til administrationens interessei at kunne modtage fortrolige meddelelser fraprivate eller andre og i, at statslige forhold,som den arbejder med, ikke bliver offentligtbekendt, hvor dette kan virke uheldigt for ar-bejdets videre gang.

I.Nedenfor har man søgt rent foreløbigt at

give nogle eksempler på dels sagsområder, derikke kan anses egnede til i almindelighed atgøres tilgængelige for offentligheden, dels sa-ger, der formentlig i almindelighed kan gørestilgængelige for offentligheden, og desuden sa-ger, hvor det må afhænge af hensynet til deenkelte borgeres forhold, om offentlighedenbør have adgang til sagsakterne.

Gruppe 1.Hertil må formentlig henføres f. eks.:

a) Sager om almindelige handels-, skibsfarts-og venskabstraktater på disse sagers fore-løbige stadier,

b) Sager vedrørende fremmed ejendom her ilandet,

c) Sager om eksportkreditstøtte og om lån tilindustri- og handelsvirksomheder m. v.,

d) Sager om påanke af patentkommissionensafgørelser,

e) Sager angående nådesbevisninger,f) Sager angående internationale økonomiske,

skibsfarts- og søretskonferencer på dissesagers indledende stadier.

Gruppe 2.Herunder vil formentlig kunne henføres:

a) Almindelige sager angående forståelsen afde under ministeriet henhørende love,

b) Sager angående eksamensordninger og un-dervisningsplaner og lignende for de god-kendte handelsskoler, tekniske skoler, na-vigationsskoler og maskinskoler samt sagerangående disse undervisningsvirksomhedersøkonomiske forhold,

c) Firmasager og varemærkesager,d) Foranstaltninger til skibsfartens betryggelse,e) Stadfæstelse af vedtægter for banker, spa-

rekasser og forsikringsselskaber.

Gruppe 3.Under denne gruppe måtte formentlig hen-

føres f. eks.:a) Sager om dispensationer fra gældende love,b) Sager om påanke af afgørelser truffet af de

under ministeriet henhørende institutioneri det omfang disse institutioners sager ikkeer offentligt tilgængelige.

II.I de sager, som ifølge ovenstående kan un-

dergives offentlighed, bør følgende akter hem-meligholdes: Referater, notater og lignende in-terne optegnelser, som alene anvendes somstøtte ved overvejelserne angående sagens af-gørelse, og som ikke indeholder faktiske op-lysninger, der lægges til grund for afgørelsen,samt akter, herunder politirapporter, der inde-holder oplysninger om ansøgerens eller fore-spørgerens økonomiske eller personlige forhold.

Endvidere må administrationens journa-ler hemmeligholdes, idet det vil være uhen-sigtsmæssigt at føre både et sast hemmelige oget sæt offentlige journaler.

III.Antallet af sager angående anvendelsen af

bestemmelserne i lov af 2. februar 1866 omerklæringers meddelelse er yderst ringe. Hvorder har været tvivl om retten til at forlangeerklæringer som i loven omhandlet, har manforhandlet med justitsministerlet, hvis udtalel-ser handelsministeriet så godi: som altid hartilsluttet sig.

IV.For så vidt angår spørgsmålet om, i hvilket

omfang og på hvilken måde det har væretpraksis at give pressen eller andre oplysnin-ger vedrørende verserende eller afsluttede sa-ger, skal man meddele, at man i handelsmini-steriet med hensyn til spørgsmål af almindeliginteresse sædvanlig benytter Ritzau's Bureausom meddelelsesmiddel, medens man i øvrigtlader det bero på et konkret skøn, hvorvidt ogi hvilket omfang der er anledning til offentligorientering. Som hovedregel har man været til-bageholdende med at give sådanne meddelel-ser.

P. M. V.

H. Jespersen. Alf Jensen.

140

J USTITSMINISTERIETKøbenhavn, den 26. april 1958.

Ofjentlighedskommissionen.

. . . . meddele, at offentlighed vil kunne indfø-res i følgende sager:Sager om justitsministeriets og de herunderhørende institutioners organisation, således or-ganisationen af domstolene, politiet og ankla-gemyndigheden, sager om de nævnte institu-tioners budget og regnskab,sager om de justitsministeriet tilhørende byg-ninger og inventar, lovsager og andre sager omgenerelle forskrifter samt sager om fortolkningog gennemførelse af sådanne forskrifter,sager om retningslinier for behandlingen af deunder ministeriets område hørende sager samtgenerelle sager om behandlingen af personeranbragt på anstalter, f. eks. om kostforplej-ning, lægetilsyn, beklædning o. lign.,sager om formueret, offentlige stiftelser, brand-lovgivningen, færdselslovgivningen, tilladelse tilat besidde og forhandle sprængstoffer, stran-dingsvæsen, dyreværn, indsamlinger og bort-lodninger.

Det forudsættes dog, at ministeriets internereferat- og konceptark i alle de nævnte sagerunddrages offentligheden. Indeholdes heri fakti-ske oplysninger, som ikke iøvrigt fremgår afsagen, f. eks. telefonisk indhentede oplysninger,vil disse eventuelt kunne meddeles på andenmåde.

Da det må anses for praktisk umuligt at ind-føre særlige journaler og kartoteker for de afjustitsministeriets sager, i hvilke offentlighedenikke gennemføres, må også justitsministerietsjournaler og kartoteker unddrages offentlighe-den. Der vil dog kunne gives den, der søgeroplysning om en bestemt sag, lejlighed til atgennemse og eventuelt få afskrift af, hvad derer tilført journalen om denne.

Endvidere forudsættes det, at der åbnes ad-gang til at unddrage offentligheden sådanne sa-ger eller oplysninger, hvis hemmeligholdelseskønnes nødvendig af hensyn til retssikkerhe-den f. eks. planer over politiets lokaler ellerforholdet til fremmede magter, f. eks. sager omafslutning af aftaler med fremmede stater, hvordet ville stride mod international courtoisie,om aftalen forud blev almindelig kendt, afkonkurrencemæssige grunde f. eks. i sager om

60 1 °Journal nr. B. 2129.

dispensation fra politivedtægt, tegninger overde af andrageren benyttede lokaler, som kanmisbruges, og visse sager om overformynde-riets regnskab og forretningsmæssige forhold,eller for at beskytte privatlivets fred f. eks.straffeattester og rigsregistraturattester ellerandre personlige oplysninger. Endelig er detnødvendigt, at der bliver mulighed for at und-tage sager, som det af hensyn til sagens be-handling i særlig grad er ønskeligt at unddrageoffentligheden, indtil afgørelse er truffet, f.eks. sager om erhvervelse eller afhændelse affast ejendom, om erstatning fra det offentlige,klager over politiets og domstolenes personaleog sager om kasseeftersyn hos dommere ogpolitimestre.

Betydelige grupper af justitsministeriets sa-ger skønnes derimod uegnede til at undergivesoffentlighed af hensyn til beskyttelsen af pri-vatlivets fred. Dette gælder således med hensyntil konkrete sager om person-, familie- og nav-neret, arve- og skifteret, frigivelse af båndlagtemidler, legater og private stiftelser, sagfører-væsenet og auktionsledere, opnåelse af teater-,biograf- og cirkusbevillinger, godkendelse afbiografteaterledere, ordensdekorationer, tilde-ling af brandtegn og redningsbelønninger, til-ladelse til at besidde våben, sterilisation, ka-stration og svangerskabsafbrydelse, legalt lig-syn og obduktion, ligbrænding og særlig an-bringelse af urner, udfærdigelse af førerbevisog pas, tilladelse til indrejse, ophold og arbejdeher i landet, udfærdigelse af straffeattester,erstatning for strafferetlig forfølgning, benåd-ning, udsættelse med afsoning af straf, løsla-delse samt behandling og udskrivning af per-soner, der afsoner straf eller iøvrigt er anbragtpå anstalt.

Endvidere må man af hensyn til retssikker-heden undtage sager og oplysninger om våben-oplag, politiets udrustning, benyttelse af poli-tiets lokaler og disses placering og indretning,udbetaling af ducører af politikassen.

Endelig er sager om tilladelse til fremstillingog ind- og udførsel af våben og sprængstofferaf konkurrencemæssige grunde uegnede til atvære offentlig tilgængelige. Det samme gælder

141

i ret vidt omfang sager om teater- og forly-stelsesvæsenet f. eks. de årlige indberetningerfra biografteatre og sager om tilskud fra films-londen og om teaterdepoter.

For så vidt angår personalesager, vil offent-lighed kunne gennemføres i sager af mere al-mindeligt indhold f. eks. om normering, afløn-ning og tjenestetid, medens konkrete sager omlønningsforskud, sygedage, bierhverv, rejsetilla-delser o. lign. bør undtages fra offentlighed afhensyn til privatlivets fred. Sager om besættelseaf bestemte stillinger er uegnede til at under-gives offentlighed i videre omfang, end hvadder følger af reglerne i tjenestemandslovens§§ 2 og 26, dels fordi sagerne kan indeholdesådanne oplysninger, som vedkommende an-søger har rimeligt krav på ikke kommer tiloffentlighedens kundskab, og dels fordi opnåel-sen af tilstrækkelige oplysninger til bedømmel-se af ansøgernes kvalifikationer herved vil van-skeliggøres.

Akter i sager, som verserer ved eller er af-gjort af domstolene bør ikke gøres tilgænge-lige for offentligheden i videre omfang, enddokumenter, som fremlægges i retten, jfr. rets-

plejelovens § 41. Det tilsvarende må gældemed hensyn til justitsministeriets sager om be-villing til fri proces, anketilladelse og tilladelsetil at indbringe en af landsretten som appelin-stans afgjort sag for højesteret, og straffesa-ger, der verserer for eller er henlagt af poli-tiet eller anklagemyndigheden.

Med hensyn til anvendelsen af bestemmel-serne i lov af 2. februar 1866 om erklæringersmeddelelse til ansøgere og klagere skal manhenvise til den af kommissionens sekretær ud-arbejdede oversigt over justitsministeriets sa-ger.

Hvad endelig angår spørgsmålet om med-delelse til pressen, kan det oplyses, at pressenunderrettes om udnævnelser og afskedigelseraf en del højere tjenestemænd, nyuddeling afbiografbevillinger og vigtigere teaterbevillinger,indsamlinger og bortlodninger samt om afgø-relser i disciplinære sager, der skønnes at havealmenhedens interesse, ligesom der af ministe-riet i et vist omfang tilsendes pressen særtrykaf love m. v. løvrigt besvares forespørgslerfra pressen i det omfang, det efter de ovenforanførte synspunkter findes muligt.

P. M. V.Vilhelm Boas. Gaarden.

DIREKTØREN FOR FÆNGSELS-VÆSENETKøbenhavn K., den 28. juni 1957.

Offentlighedskommissionen.

Spørgsmål 1. Hvilke arter af sager findes eg-nede til at blive undergivet offentlighed, og for

hvilke sager er dette ikke tilfældet?

A. Direktoratets 1. ekspeditionskontor.

Sager vedrørende budget (finanslov, tillægs-bevillingslov og statsregnskab) samt alminde-lige regnskabsspørgsmål vil kunne undergivesoffentlighed. Det samme gælder sager vedrø-rende bygningsvæsen m. v., herunder såvel ny-byggeri, bygningsvedligeholdelse, køb og salgaf fast ejendom, boligspørgsmål m. v. samt sa-ger vedrørende inventaranskaffelser.

Hvad angår personalesager bemærkes, at for-

6 o 2°Journ. nr. d. f.f.l. k. 133/1957.

holdet indenfor fængselsvæsenet nødvendiggør,at der med hensyn til personale, som har medfangerne at gøre, ved nyantagelse, besættelseaf ledige stillinger, forfremmelser og afskedi-gelser lægges megen vægt på vedkommendefunktionærs rent personlige karakteregenskaberog evner. Vedkommende funktionær synes atmåtte have krav på, at sådanne oplysninger ogbedømmelser ikke kommer til offentlighedenskundskab. Hertil kommer, at det i en rækketilfælde ikke vil være muligt at få de relevanteog rette oplysninger frem, dersom sagerne un-dergives offentlighed. Disse sager må efter di-rektoratets opfattelse herefter undtages fra of-fentligheden. Visse personalesager, som inde-

142

holder oplysninger af mere personlig karakter,f. eks. angående lønningsforskud, sygelighed o.lign., kan ej heller være offentlighed under-givet. Derimod vil en række andre personale-sager, såsom normering af nye stillinger, gene-relle lønningsbestemmelser, aflønning af enkelt-personer og i det hele fortolkning og anven-delse af tjenestemandslovens generelle bestem-melser, kunne være offentlighed undergivet.

Med hensyn til sekretariatssager vil sagerom anstalternes udnyttelse og kapacitet samtom tjenesteordninger og postbesættelse for-mentlig i det væsentlige kunne undergives of-fentlighed. Tilsvarende gælder, at sager omsikkerhedsforanstaltninger, der tager sigte påanstalternes bevarelse (såsom brandværn, be-driftværn o. lign.), vil kunne undergives offent-lighed, medens derimod spørgsmål vedrørendeanstalternes sikring iøvrigt f. eks. mod undvi-gelser eller mod angreb udefra (armatur, hegn,belysning, låsesystemer m. v.), ikke vil kunneundergives offentlighed. En række sager ved-rørende lægeordning, kostforplejning, fanger-nes beklædning o. lign. skønnes uden betænke-lighed at kunne undergives offentlighed.

B. Direktoratets 2. ekspeditionskontor.

Sager vedrørende generelle bestemmelser forbehandlingen af fangerne, f. eks. anordnings-reglementer og ordensbestemmelser samt an-dre almindelige bestemmelser, vil kunne un-dergives offentlighed.

Hvad derimod angår sager vedrørende in-dividuelle fanger, må man finde, at sager an-gående benådning og løsladelse på prøve af detil fængsel, herunder psykopatfængsel, dømtepersoner ikke kan undergives offentlighed,hverken forsåvidt angår vedkommende partselv eller trediemand, dels fordi navnligt ved-kommende part har et rimeligt krav på, atoplysningerne ikke kommer til udenforståen-des kendskab, dels fordi offentlighed i dissesager i høj grad ville være medvirkende til, atde funktionærer, som skal afgive udtalelser omfangerne, vil være yderst tilbageholdende medafgivelse af udtalelser, når disse senere kunnerisikere at komme den pågældende fange ellerandre for øje. Tilsvarende synspunkter må iøv-rigt anlægges, forsåvidt angår fængselsnævnetssager angående løsladelse på prøve af personerdømt til ungdomsfængsel, arbejdshus og sikker-hedsforvaring såvel som sager om genindsæt-

telse i disse institutioner. Hvad der er anførtom sager vedrørende benådning og løsladelsepå prøve, gælder på tilsvarende måde sager,hvor der iøvrigt er tale om en egentlig vur-dering af vedkommende fange. Generelle sa-ger om fangernes beskæftigelse, om deres pla-cering i anstalterne, om måden, hvorpå straf-fen udstås, om inddragelse af ulykkesforsik-ringsbeløb, rentebeløb o. lign., om straffebereg-ning, skønnes derimod at kunne undergives of-fentlighed. Tilsvarende gælder sager om en-keltfangers anbringelse i en bestemt anstalt el-ler ved et bestemt arbejde, alt forsåvidt derikke i sagen foreligger oplysninger om fangen,som tilsiger, at sagen ikke tåler at være of-fentlighed undergivet.

C. Kontoret for fængselsvæsenets arbejdsdrift.

Alle sager, der angår produktion (herunderkalkulation og pristilbud), såvel som sager, derdrejer sig om indkøb af produktionsredskaberog varer, må undtages fra offentlighedsprin-cippet, idet kontoret for fængselsvæsenets ar-bejdsdrift formentlig på dette område i lighedmed andre statsinstitutioner af lignende er-hvervsdrivende karakter må kunne gøre kravpå, at virksomheden ikke stilles ringere i kon-kurrencemæssig henseende end privaterhvervet.Forsåvidt angår sager af organisationsmæssigog administrativ karakter, vil der intet væretil hinder for, at offentlighed gennemføres. Dogmå for personalesager gælde de samme und-tagelser som nævnt under A.

D. Fængselsvæsenets centralbogholderi.

De i bogholderiet behandlede spørgsmål, dervæsentligst vedrører budgetlægning og regn-skabsføring, kan formentlig uden betænkelig-hed undergives offentlighed. Derimod må sa-ger vedrørende indkøb af varer til fængsels-væsenets anstalter formentlig af konkurrence-mæssige grunde holdes udenfor offentligheds-systemet.

Spørgsmål 2. Hvorvidt bør offentlighed gen-nemføres med hensyn til alle de i de enkeltesager beroende aktstykker og de hos myndig-hederne førte journaler, eller bør f. eks. refe-

rater undtages?

Man må finde, at offentlighed skulle kunnegennemføres med hensyn til alle de i de en-

143

kelte sager beroende aktstykker og journaler,forsåvidt sagen efter sin karakter overhovedetkan undergives offentlighed. Derimod må manvære af den opfattelse, at de i det danske mi-nisterialsystem anvendte interne referater ikkekan undergives offentlighed.

Spørgsmål 3. 1 hvilket omfang har der væretgjort brug af bestemmelserne i lov af 2. februar1866 om erklæringers meddelelse til ansøgereog klagere, og hvorledes har disse bestemmel-

ser været praktiseret?

Der har kun i meget sjældent omfang væ-ret gjort brug af den nævnte lov. Hvor dennelov har været praktiseret, har det været underden form, at der er givet vedkommende ad-

gang til at gennemlæse den pågældende skri-velse eller at tage afskrift af den.

Spørgsmål 4. 1 hvilket omfang og på hvilkenmåde har det været praksis at give presseneller andre oplysninger vedrørende verserende

eller afsluttede sager?

I sager, der har påkaldt offentlighedens in-teresse, har man tilstillet pressen en redegørel-se gennem Ritzaus bureau. Det er dog yderstsjældent, at denne fremgangsmåde har væretanvendt. Møder med pressen har ikke væretbenyttet. Endelig har der i fornødent omfangværet givet pressen besvarelser på løbende fo-respørgsler af vedkommende kontors chef, altunder hensyntagen til de foran anførte syns-punkter.

Tetens.

Carsten Jepsen.

UNDERVISNINGSMINISTERIETKøbenhavn, den 14. juli 1959.

Ojfentlighedskommissionen.

Som sager, man må ønske generelt undtagetfra et almindeligt offentlighedsprincip, skalnævnes:

Alle sager og alt sagsmateriale, der hidrørerfra tiden før indførelsen af et videregående of-fentlighedsprincip.

Af praktiske grunde må man finde det hen-sigtsmæssigt, at alene en sags reale indholdskal være bestemmende ved dens indføring i deministerielle journaler. For at undgå kompli-cerede nyordninger med »hemmelige« og »of-fentlige« journaler må det findes ønskeligt, atministeriets journaler helt unddrages offentlig-heden, uagtet at man er klar over, at adgangentil journalmaterialet vil kunne være af betyd-ning for den, der måtte ønske at holde sig lø-bende orienteret om ministeriets sager uden athave sigte på en enkelt konkret sag.

Sager vedrørende disciplinær- eller straffor-følgning af tjenestemænd bør principielt und-drages offentligheden, indtil sag er rejst ellerdisciplinarmiddel er ikendt. Man finder det øn-skeligt, at der indføres en generel undtagelse

6p2.dept. l.kt.j.nr. 198/57.

forsåvidt angår straffesager under forberedelse,f. eks. for krænkelse af droit moral.

Medens sager angående økonomiske under-støttelser, der afgøres i henhold til lov ellerbestemte administrative forskrifter i alminde-lighed, uden væsentlig gene vil kunne under-gives offentlighed, finder man, at andre under-støttelsessager, f. eks. forfatterenkers ansøgnin-ger og ansøgninger om mindre beløb af mini-steriets rådighedskonti, bør unddrages offent-ligheden på grund af de ofte sa:rdeles udførligepersonlige og privatøkonomiske oplysninger,der meddeles i disse ansøgninger.

I det hele vil man finde det ønskeligt, atoffentlighedens adgang til materiale i verse-rende sager begrænses til at omfatte tiden ef-ter, at sagsbehandlingen er afsluttet; i særliggrad må dette synspunkt dække behandlingenaf sager af egentlig »principiel« karakter.

For Rigshospitalets vedkommende fremhæ-ves, at sager vedrørende enkelte patienter, her-under erstatningssager, samt patientjournalerog -protokoller, jfr. forsåvidt angår fødeafde-lingens protokoller den særlige lovgivning her-

144

om, generelt bør være unddraget offentlighe-den, eventuelt dog begrænset til et ikke ube-tydeligt åremål.

Af sager, der i øvrigt i princippet måtteblive undergivet offentlighed, bør efter mini-steriets formening følgende sagsmateriale und-drages offentligheden:

Ministeriet må anse det for at være absolutpåkrævet, at ministerielle referater i vid for-stand, herunder også oversigtsmateriale, lov-og cirkulærudkast m. v. samt undervisningsin-spektionernes udtalelser til ministeriets sager,udtalelser fra faglige medarbejdere ved un-dervisningsinspektionerne angående institutions-besøg, indberetninger fra beskikkede censorer,detaillerede erklæringer vedrørende elever, her-under redegørelser fra rektorer vedrørendebortviste elever, ikke gøres offentligt tilgænge-lige, idet man i modsat fald må imødese enbetydelig besværliggørelse af sagsekspeditionen,særlig med hensyn til tilvejebringelse af de forsagernes afgørelse nødvendige oplysninger i til-gængelig form.

Man vil finde det naturligt, at der ikke givesoffentligheden adgang til embedsansøgningerog ansøgningsmateriale, eventuelt dog begræn-set til et bestemt, ikke ubetydeligt åremål. An-søgninger og ansøgningsmateriale samt hen-vendelser i øvrigt, hvori er indeholdt forsk-ningsresultater, bør generelt unddrages offent-ligheden.

Endvidere må undervisningsministeriet for sitvedkommende anse det for ønskeligt, at læge-erklæringer vedrørende enkeltpersoner unddra-ges offentligheden, ligesom man finder foresat-tes erklæringer om undergivnes vandel og due-lighed uegnede for offentlighed.

Med hensyn til det af kommissionen rejstespørgsmål om, i hvilket omfang der inden forundervisningsministeriets område har været

gjort brug af bestemmelserne i lov af 2. februar1866 om erklæringers meddelelse til ansøgereog klagere, og om hvorledes disse bestemmel-ser har været praktiseret, skal man oplyse, atdenne lovgivning kun har givet anledning tilfå sager i ministeriet. Såvidt ses har man ialle foreliggende tilfælde meddelt den pågæl-dende afskrifter af de i sagen afgivne erklæ-ringer fra myndigheder og organer, der ud-taler sig under tjenstligt ansvar, hvorimod mani intet tilfælde har givet adgang til de mini-sterielle referater m. v. Man henleder i øvrigtopmærksomheden på den specielle bestemmel-se i lov nr. 200 af 12. april 1949 om detkommunale skolevæsens styrelse og tilsyn §12 nr. 12.

Af praktiske grunde har ministeriet foretruk-ket selv at foretage afskrivning af de omhand-lede erklæringer til udlevering til de pågæl-dende, fremfor at lade vedkommende selv af-skrive akterne.

Om ministeriets praksis med hensyn til atorientere pressen eller andre angående verse-rende eller afsluttede sager skal man oplyse,at henvendelser i almindelighed besvares af enembedsmand, der har sagen til ekspedition el-ler under hvis ministerielle sagsområde, be-handlingen af sager af vedkommende kategorihenhører. Om omfanget af svaret på sådannehenvendelser ser man sig ikke i stand til atmeddele generelle oplysninger; i almindelighedvil man dog være meget tilbageholdende, hvorder er ønsket personelle oplysninger. Egentligepressekonferencer afholdes undtagelsesvis påministeriets initiativ. Som det fremgår af for-anstående, er der ikke udpeget personer blandtministeriets personale, som har til opgave spe-cielt at fungere som kontaktled i forhold tiloffentligheden.

P. M. V.

A. Vøhtz.

Bj. Brynskov

145

Bilag 7

Udtalelser fra Københavns kommunes administrationsgrene om offentlighed

i forvaltningen.

KØBENHAVNS MAGISTRATOverborgmesterenRådhuset, d. 11. juni 1957.

Offentlighedskommissionen.

I anledning af den af offentlighedskommis-sionen til Københavns kommune fremsatte an-modning om en udtalelse vedrørende spørgs-målet om, hvorvidt og i bekræftende fald ihvilket omfang og på hvilken måde offentlig-hed vil kunne gennemføres i den kommunaleforvaltning, fremsendes hoslagt fra overborg-mesterens afdeling:. . . . samt endvidere de fra magistratens 1 . -5 .

7 a

o. b. 12 156.

afdeling og de derunder henhørende institu-tioner modtagne besvarelser med bilag, hvortilman skal tillade sig at henvise.

Ved fremsendelsen ønsker overborgmesterenat tilføje som sin personlige opfattelse, at of-fentlighed bør gennemføres overalt i den kom-munale forvaltning, hvor ikke ganske særligehensyn taler herimod.

S. Munk.

I. Berg.

DIREKTORATET FOR STADENS FASTEEJENDOMMEKøbenhavn V., den 26. marts 1957.

Overborgmesterens sekretariat.

1

E.J. nr. 180/1957.

En del af de under direktoratet henhørendesager er af privatretlig art og bør derfor for-mentlig — også af hensyn til den anden part iretsforholdet - undtages fra offentlighed. Det-te gælder således sager om køb og salg af ejen-domme og om udlejning af kommunens jord-arealer.

Derimod skulle der i givet fald være mulig-hed for at andre sager, såsom ekspropriations-sager og sager vedrørende byggestøtte under-gives offentlighed. Offentlighed bør dog for-mentlig kun gennemføres for så vidt angår

indkomne og afsendte skrivelser og dokumen-ter, men ikke for interne referater, notater,værdiberegninger og lignende.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt derindenfor direktoratets område har været gjortbrug af bestemmelserne i lov af 2. februar1866 bemærkes, at der så vidt erindres kun iet enkelt tilfælde har været gjort brug af den-ne lovbestemmelse

Forespørgsler fra pressen om de under di-rektoratet henhørende sager besvares sædvan-ligvis mundtligt af direktøren.

p. d. v.

P. Nygård.

146

DIREKTORATET FOR KØBENHAVNS

KOMMUNES LØNNINGS- OG

PENSIONSVÆSEN

Rådhuset, København V., den 8. april 1957.

Til overborgmesteren.

Dersom offentlighedsprincippet måtte blivegennemført inden for den kommunale forvalt-ning, vil der formentlig blive fastsat en rækkeundtagelsesregler, hvorved der gøres indskrænk-ninger i visse tilfælde fra adgangen for offent-ligheden til at blive bekendt med de kommu-nale sagsakter.

For løndirektoratets vedkommende ville manfinde det betænkeligt, om vedkommende und-tagelsesregler ikke blev udformet således, atde kom til at omfatte specielt:

1) Aktstykker i sager, i hvilke der er fremsatønske om eller foregår forhandlinger medtjenestemandsorganisationer, lønarbejderor-ganisationer m. v. angående ansættelses-,løn. og pensionsvilkår o. lign.

2) Aktstykker i sager, der må påregnes at vil-le blive eller er blevet indbragt til afgø-relse ved domstolene, mægling eller vold-gift.

For begge de nævnte kategorier af aktstyk-ker ville det dog vistnok være tilstrækkeligt, atundtagelsen kom til at gælde indtil forløbetaf en vis tid - eventuelt 5 år - fra den ende-lige afgørelse i hver enkelt sag at regne.

Der bør formentlig derhos i givet fald for-muleres en generel undtagelsesregel, der sikrer,at der i sager, der vedrører en eller flere navn-givne personer, ikke skal gives adgang for of-

L. & P.J .No. 41. 19/57.

fentligheden til akter, der indeholder oplys-ninger om vedkommendes rent personlige for-hold (f. eks. helbredsmæssige forhold), medmindre der er meddelt samtykke dertil fra deneller de pågældende.

Endelig vil man finde en generel undtagel-sesregel, hvorefter interne referatark og møde-referater ikke skal være tilgængelige for of-fentligheden, hensigtsmæssig.

Med hensyn til spørgsmålet om anvendel-sen m. v. af lov af 2. februar 1866 skal op-lyses, at der ikke over for løndirektoratet sesat have været fremsat anmodninger med hen-visning til nævnte lov, men at man er bekendtmed, at anmodninger af vedkommende art erfremsat over for skolevæsenet og magistratens2. afdeling (sekretariatet) i henholdsvis 1927og 1930.

Det tilføjes, at der for løndirektoratets ved-kommende ikke har dannet sig nogen egentligpraksis med hensyn til at give pressen elleroffentligheden iøvrigt oplysninger vedrørendede her verserende eller afsluttede sager. Vissesager kommer til pressens kundskab gennemudsendelsen af dagsordnerne fra borgerrepræ-sentationens møder (og de til dagsordnernehørende bilag); iøvrigt sker det, at der afoverborgmesteren i forbindelse med behand-lingen i den samlede magistrat af sager, derhidrører fra løndirektoratet, gives oplysningervedrørende de pågældende sager, og at løn-direktoratet besvarer forespørgsler fra pressensside angående konkrete forhold.

Møller Mikkelsen.

B. Wiberg-Larsen.

147

DIREKTORATET FOR STADENS REVI-SIONKøbenhavn K, den 12. april 1957.

Til overborgmesteren.

Revisionsdirektoratets arbejdsstof kan opde-les i 2 kategorier, nemlig,

1. det i revisionens varetægt fra institutioner-ne indhentede materiale, såsom bilag, bø-ger og regnskaber, der danner basis forrevisionsarbejdet.

Dette materiale tilhører således ikke re-visionsdirektoratet, og spørgsmålet om deenkelte akters offentlighed må derfor hen-høre under den respektive institution; dogmå det findes naturligt, at den del af eninstitutions regnskabsmateriale m. v., someventuelt indgår under en periodes revi-sionsmæssige behandling - eller i en even-tuel særlig undersøgelse - betragtes somrevisionens arbejdsstof og således (jfr. punkt2) unddrages offentliggørelse fra den på-gældende institutions side.

2. revisionsdirektoratets eget arbejdsstof, så-som indhentet eller tilstillet kontrolmateria-le, interne kontrolnotater etc. - herunderrevisionens arbejdsmetode - må efter sa-gens natur ikke alene findes uegnet til atblive undergivet offentlighed, men må værefortroligt.

Der skal i denne forbindelse peges påden af overborgmesteren under 31. decem-ber 1947 udstedte instruks for direktora-tets arbejde og arbejdsområde, hvorefter(§ 3) revisionsdirektoratets arbejdsstof er

3 "/. nr. 4-1 b 156-57.

fortroligt materiale (jfr. i øvrigt redegørel-sen for offentlighedsprincippet i svensk for-valtning: afsnittet om indskrænkninger i of-fentligheden).

Resultatet af direktoratets arbejde udmun-der - på grundlag af antegnelser, vedtegningerog protokollater, hvilke sidste i henhold tiloverborgmesterens skrivelse af 21. oktober1939 betragtes som fortrolige - i den årligerevisionsberetning, der i henhold til regnskabs-og revisionsvedtægtens § 33, stk. 5, fremsen-des til borgerrepræsentationen, magistraten, dekommunale revisorer og regnskabsrådet.Spørgsmålet om denne beretnings tilgængelig-hed for offentligheden må efter direktoratetsopfattelse henstilles til kommunalbestyrelsen.

Hvad angår sager vedrørende direktoratetsrent administrative forhold, må direktoratetbetragte sig som liggende på linie med deøvrige institutioner, og der vil fra direktora-tets side, såvidt det kan skønnes, intet væretil hinder for, at de pågældende sager - bort-set fra rent interne notater - undergives of-fentlighed.

Det tilføjes, at der for direktoratets ved-kommende ikke har været gjort brug af be-stemmelserne i lov af 2. februar 1866, samtat man i en lang årrække ikke har været stilletover for spørgsmål om afgivelse af oplysningertil pressen eller andre for så vidt angår revi-sionens arbejdsfelt.

Carl Andersen.

Viggo Frederiksen.

148

ADMINISTRATIONSKOMMISSIONENSekretariatet17. april 1957.

Til overborgmesteren.

Administrationskommissionens sekretariatssager omfatter som hovedregel: 1) det ma-teriale, der fremkommer i forbindelse med ad-ministrationskommissionens undersøgelser in-den for kommunale institutioner, 2) de somresultat af undersøgelserne afgivne betænknin-ger med samtlige bilag samt 3) materiale ved-rørende kontrol med gennemførelsen af de ved-tagne rationaliseringsplaner. Det under under-søgelserne og kontrolgennemgangen fremkom-mende materiale består dels i korrespondancemed vedkommende kommunale institutioner m.fl. og dels i notater om interviews med detansatte personale, andre notater om undersø-gelserne, referater af møder, betænkningsud-kast m. m.

Udover de foran nævnte sager, der direkteknytter sig til administrationskommissionensundersøgelser, har sekretariatet i begrænsetomfang nogle sager af mere almindelig ka-rakter blandt andet om sekretariatets interneforhold, sekretariatets kontakter med andrerationaliseringsorganer m. m.

Angående spørgsmålet om, hvilke arter afsager der måtte findes egnede til at blive un-dergivet offentlighed, og for hvilke sager detteikke er tilfældet, skal bemærkes, at der for-mentlig i almindelighed intet vil være til hin-der for, at sekretariatets sager undergives of-fentlighedsprincippet. I denne forbindelse erin-drer man om, at administrationskommissionensbehandling af de kommunale institutioner alle-rede nu bliver offentligheden bekendt gennemudsendelsen af trykte betænkninger.

Angående udformningen af de nærmere reg-ler, såfremt offentlighedsprincippet måtte blivegennemført inden for den kommunale forvalt-ning, skal bemærkes, at der formentilg vil blivefastsat en række undtagelsesregler, hvorved dergøres indskrænkninger i visse tilfælde fra ad-gangen for offentligheden til at blive bekendtmed de kommunale sagsakter.

A.K.2.79.

Specielt for administrationskommissionenssekretariats vedkommende vil man finde detbetænkeligt, om de nævnte undtagelsesreglerikke udformes således, at sekretariatets sagervedrørende igangværende undersøgelser førstundergives offentlighed, når vedkommende un-dersøgelser er afsluttede. Det vil formentligendvidere være hensigtsmæssigt at undtage vis-se aktstykker fra offentlighedsprincippet. Her-om skal bemærkes, at man må nære betænke-lighed ved, at sekretariatets notater og lignen-de, der ofte indeholder oplysninger af fortroligkarakter, samt at betænkningsudkast og lig-nende, der i almindelighed er udtryk for enforeløbig vurdering af forholdene, bliver til-gængelige for offentligheden.

I givet fald bør der formentlig derhos for-muleres en generel undtagelsesregel, der sik-rer, at der i sager, som vedrører en eller flerenavngivne personer, ikke skal gives adgang foroffentligheden til akter, der indeholder oplys-ninger om vedkommendes rent personlige for-hold, med mindre der er meddelt samtykkedertil fra den eller de pågældende. Endeligvil man anse en generel undtagelsesregel, hvor-efter interne referater og mødereferater ikkeskal være tilgængelige for offentligheden, forhensigtsmæssig.

Angående spørgsmålet om anvendelsen m. v.af lov af 2. februar 1866 skal oplyses, at derikke for administrationskommissionens sekreta-riat har været fremsat anmodninger med hen-visning til den nævnte lov.

Det skal sluttelig oplyses, at formanden foradministrationskommissionens arbejdsudvalgnormalt på eget initiativ giver pressen med-delelse om indholdet i betænkninger, som ertiltrådt af administrationskommissionen, og atman også på forespørgsel har meddelt pres-sen oplysninger om sagernes gang.

Erling Pedersen.

149

DIREKTORATET FOR STADEN KØBEN-HAVNS REGNSKABSVÆSENDen 7. maj 1957.

NOTATTil overborgmesterens sekretariat.

For så vidt angår det i direktoratet bero-ende regnskabsmateriale, f. eks. regnskabsbilag,bøger, kasseopgørelser, oversigter m. m., er detdirektoratets opfattelse, at offentlighed i al-mindelighed kun kan tilrådes i det omfang,dette materiale offentliggøres i form af tryktregnskab m. v. Offentlig adgang til materialetinden dets forelæggelse for kommunalbestyrel-sen må af hensyn til denne betragtes som uhel-dig, hvilket tillige må hindre offentlig adgangtil det tilgrundliggende regnskabsmateriale. Og-så hensynet til ønsket om beskyttelse af kom-munens og privates interesser mod offentlig-gørelse af forretningsforhold m. v. medfører,at store dele af kommunens regnskabsmaterialefortsat må unddrages offentlighed.

Offentlig adgang til direktoratets oplysnin-ger vedrørende kommunens låntagning, obli-gationsbeholdningernes størrelse samt indskriv-ninger og noteringer af obligationer vil ikkekunne etableres af hensyn til kommunens for-retningsmæssige interesse i at hemmeligholdetidspunktet for sine obligationskøb og -salg ogaf hensyn til obligationsejerne. Hensynet tilejerne vil ligeledes hindre offentlighed vedrø-rende de i hovedkassen deponerede effekter.

Vedrørende de i direktoratet beroende sa-ger angående udarbejdelsen af budget, arbejds-plan o. lign. samt de af overborgmesteren af-givne udtalelser i henhold til § 6 i lov nr. 75af 18. marts 1938 finder direktoratet, at of-fentlig adgang vil virke uheldig såvel undersagernes behandling som efterfølgende, bl. a.fordi disse sager indeholder oplysninger om in-terne forhandlinger mellem forskellige magi-stratsafdelinger. Endvidere taler hensynet tilborgerrepræsentationen for, at offentlighedenikke får kendskab til sagerne, før de forelæggesborgerrepræsentationen.

Offentlighed vil - i det omfang hensynet tilenkeltpersoner ikke forbyder det - kunne gen-nemføres for så vidt angår direktoratets sagervedrørende kommunens erstatningsfonds.

Så vidt det erindres har loven af 2. februar1866 ikke været bragt i anvendelse inden fordirektoratets virksomhedsområde.

Angående den hidtidige praksis i direkto-ratets forbindelse med pressen skal oplyses, atdirektoratet ikke udsender pressemeddelelser,men at presserepræsentanter i et ikke ubety-deligt omfang ved henvendelse i direktoratetfår oplysninger fortrinsvis angående offentligttilgængeligt materiale.

DIREKTORATET FOR KØBENHAVNSSKATTEVÆSENKøbenhavn V., den 11. maj 1957.

Til overborgmesteren.

Udover bestemmelserne i lov af 2. februar1866 om erklæringers meddelelse til ansøgereog klagere ses der ikke at være givet reglerfor, i hvilket omfang Københavns skattevæsener pligtig at give skatteyderen (eller den af-giftspligtige) adgang til kendskab til sagens do-kumenter m. v.

Hvis skatteyderen ønsker det, har Køben-havns skattevæsen som absolut hovedregel gi-vet ham adgang til samtlige foreliggende op-lysninger. I en del tilfælde har man dog mentat måtte gøre undtagelser, hvoraf kan nævnes:

a) Det kan dreje sig om oplysninger, som skat-tevæsenet har fået under den forudsætning,

150

6 °Sktv. j. a. nr. 1-1/1957.

enten at skatteyderen ikke bliver bekendtmed, at skattevæsenet har den pågældendeoplysning, eller i hvert fald ikke får at vide,hvorfra den stammer. Hvis denne forudsæt-ning ikke respekteres, vil skattevæsenet for-mentlig ikke fremtidig kunne få sådanneoplysninger (f. eks. visse anmeldelser i bø-de- og efterbetalingssager, og oplysningerfra forskellige arbejdsgivere, når de antagernye folk, således at løntilbageholdelse kanbegæres omgående).

b) Det kan dreje sig om materiale, som skalbruges til kontrol med, at skatteyderen ud-taler sig i overensstemmelse med sandhe-den. I så fald kan skatteyderen naturligvisikke få dette at se på forhånd.

c) Den behandlede tjenestemands skriftligeovervejelser og begrundelser for sagens af-gørelse eller forslag til samme udleveresikke.Derimod vil en skatteyder på begæring al-tid kunne få skriftlig eller mundtlig moti-vering for en afgørelse i de tilfalde, hvordette ikke allerede er givet ved sagens af-gørelse.

Vedrørende spørgsmålet om i hvilket omfangKøbenhavns skattevæsen er berettiget eller for-pligtet til at meddele pressen eller andre endskatteyderen (eller den afgiftspligtige) oplys-ninger om her beroende dokumenter, påligne-de beløbs størrelse o. s. v. indeholder lovgiv-ningen forskellige bestemmelser.

Ifølge statsskatteloven af 10. april 1922 §44 som ændret ved lov 144 af 31. marts1950, jfr. kgl. anordning af 20. juli 1922 §12 har skattevæsenet ubetinget tavshedspligtoverfor uvedkommende med hensyn til skatte-ydernes indkomst- og formueforhold.

Som uvedkommende i relation til statsskat-telovens § 44 anses — bortset fra de offentligemyndigheder, overfor hvem skattevassenet haroplysningspligt - alle andre end skatteyderenselv. Dog har skattevæsenet ikke tavshedspligtoverfor skatteyderens hustru for såvidt angårde skatteår, for hvilke hun er sambeskattet medmanden.

Hvis en sagfører har foretaget eksekutionhos en skatteyder og forespørger, om skatte-væsenet har foretaget udpantning i de sammeeffekter og i bekræftende fald for hvilke beløb,

anses sagføreren ikke som uvedkommende, ogoplysningerne bliver derfor givet herom.

Ifølge statsskattelovens § 30, jfr. sammelovs § 17, må - bortset fra selskaber og for-eninger - ingen offentliggørelse finde sted afskattelisten eller skatteansættelsen eller nogendel deraf. Københavns skattevæsen har hidtilikke givet oplysning om selskabers og forenin-gers skatteansættelser, men henvist til det of-fentlige aktieselskabsregister og foreningsregi-ster.

I henhold til lov om indkomstskat til Kø-benhavns kommune af 18. april 1910 § 20 ogkgl. anordning af 20. juli 1922 § 6 fremlæggeslisterne over de skattepligtige, der ikke hargjort brug af selvangivelse eller hvis selvan-givelse ikke er indkommen i rette tid, til al-mindeligt eftersyn i 14 dage; offentliggørelse ipressen eller på andre måder af de nævntelister eller dele deraf må ikke finde sted.

Ej heller for de skatter og afgifters ved-kommende, der ikke omfattes af de nævntelovbestemmelser, meddeler Københavns skat-tevæsen pressen eller andre end skatteyderenoplysninger om her beroende dokumenter,størrelsen af pålignede beløb o. s. v.

For ejendomsskatternes vedkommende erder dog fuldstændig offentlighed med hensyntil størrelsen af de skatter og afgifter, der på-hviler en fast ejendom, og skattevæsenet be-svarer som følge heraf altid forespørgsler her-om.

Endvidere følger det af analogien af stats-skattelovens § 44 om skattevæsenets tavsheds-pligt, at man i praksis ikke har ment sig be-rettiget til at oplyse om ejerens økonomiskeforhold selv i tilfælde, hvor den pågældendesom panthaver i eller evt. køber af ejendom-men måtte have en reel interesse i at få op-lysning om, hvilke skatterestancer der påhvilerejendommen og årsagen hertil. Man har hen-vist den pågældende til at fremsætte sådannekrav overfor ejeren, der selvfølgelig altid kanfå erklæring herom. Dog vil f. eks. en pant-haver i en ejendom, hvis pantebrev måske in-deholder en bestemmelse om, at restgældenforfalder til betaling, såfremt de pålignedeskatter og afgifter ikke betales rettidig, næppekunne anses for uvedkommende, hvorfor mani sådanne tilfælde vil meddele oplysning omrestancer, men ikke om årsagen hertil.

151

For såvidt angår vægtafgift af motorkøre-tøjer besvares - i overensstemmelse med prak-sis i hele landet - spørgsmål om såvel pålig-nede som resterende afgiftsbeløb, men intetom ejerens øvrige økonomiske forhold.

Som det fremgår af foranstående består der- navnlig på grund af direkte lovbestemmelser- kun i ringe grad offentlighed indenfor skat-tevæsenets arbejdsområde.

Om større offentlighed bør indføres afhæn-ger i hovedsagen af en afvejelse af følgende 2hensyn, nemlig hensynet til en mere effektivkontrol med ligningen og hensynet til beskyt-telsen af den enkelte skatteyders private øko-nomiske forhold.

Skattevæsenet modtager allerede nu en delanmeldelser på skatteydere, der formenes an-sat for lavt. En del af disse henvendelser med-fører øget skatteprovenu, men mange medfø-rer ikke forhøjelse af skatteansættelsen.

Forøget offentlighed vil for mange skatte-ydere medføre, at deres indkomst- og formue-forhold gøres tilgængelige for konkurrenter,personlige uvenner o. lign. Dette vil forment-

lig stride mod den almindelige opfattelse afprivatlivets ukrænkelighed, . . . .

Udover de nævnte hensyn kan anføres, atoffentlighed vil medføre et værn for befolk-ningen mod vilkårlighed fra administrationensside. Dette hensyn synes ikke i nævneværdiggrad at spille ind i forhold til Københavns skat-tevæsen, fordi dets afgørelser ikke er endelige,men kan appelleres til andre - af skattevæsenetuafhængige - højere instanser.

Såfremt offentlighed indføres f. s. v. angårskattevæsenets arbejdsområde må man forme-ne, at man i hvert fald bør undtage referateraf sådanne af skatteydere afgivne forklaringer,der ikke ville fremkomme, såfremt de senerevar offentligt tilgængelige.

Dersom offentligheden får adgang til akter-ne under sagens behandling, kan dette medførefremskaffelse af oplysninger, der kan være afværdi for sagens afgørelse. På den anden sideville avisomtale formentlig ikke alene belysesagens omstændigheder, men også medførestillingtagen i offentligheden, der kan gøre detvanskeligere at træffe den objektivt rigtige af-gørelse.

A. Christopher sen.

R. Schmidt.

OVERBORGMESTERENS SEKRETARIAT11. juni 1957.

NOTAT

I anledning af den af offentlighedskommis-sionen til Københavns kommune rettede fore-spørgsel kan man oplyse følgende for overborg-mesterens sekretariats vedkommende, idet be-mærkes, at sekretariatet tillige fungerer somsekretariat for den samlede magistrat, hvis for-mand er overborgmesteren:

Den samlede magistrats forhandlinger fore-går for lukkede døre, og uden at tjenestemænder nærværende. Der føres over møderne en»forhandlingsprotokol«, som dog kun indehol-der sagsbenævnelser og indstillinger samt densamlede magistrats resolutioner, herunder even-

tuelle oplysninger om hvilke magistratsmed-lemmer, der har taget forbehold, eller har stemtimod et forslag. Protokollen som sådan måformentlig undtages fra offentlighed, alleredefordi den indeholder oplysninger om sager, somskal behandles for lukkede døre i borgerre-præsentationen. Der vil imidlertid ikke værenoget i vejen for at udfærdige afskrifter ved-rørende resolutioner m. v. i konkrete sager ef-ter tilladelse fra overborgmesteren.

Efter magistratsmødet giver overborgmeste-rens sekretariat pressen skriftlig meddelelse omansættelse af tjenestemænd i 2.-5. lønklasse.

152

7°

Ansættelse i 1. lønklasse besluttes af borgerre-præsentationen og meddelelse herom kan der-for ikke gives, før sagen har været behandleti borgerrepræsentationen. Endvidere giver over-borgmesterens sekretariat efter anmodningjournalister kortfattet, mundtlig orientering omsådanne magistratssager, som skønnes at væreaf offentlig interesse, for så vidt hensynet tilsagens behandling i borgerrepræsentationen ikketaler herimod.

Med hensyn til de almindelige sekretariats-sager skønnes der principielt ikke at være no-

get til hinder for, at de undergives offentlig-hed, idet man herved går ud fra, at oplys-ninger om personlige forhold, sager på rentforberedende stadium og interne referater un-der alle omstændigheder vil blive undtaget fraoffentlighedsprincippet.

Det skal endelig oplyses, at der ikke overfor overborgmesterens sekretariat har væretrejst krav under henvisning til loven af 2. fe-bruar 1866 om erklæringers meddelelse til an-søgere og klagere, hvorved bemærkes, at se-kretariatet blev oprettet i 1938.

D. Berg.

KØBENHAVNS MAGISTRAT, 1. AFDELINGRådhuset, den 27. maj 1957.

Overborgmesteren.

. . . . at nærværende afdeling iøvrigt må væreaf den formening, at offentlighed i forvalt-ningen bør gennemføres i det omfang, hvordet ikke krænker den enkelte borgers beret-tigede interesser, eller hvor betydelige offent-

7 b

lige interesser taler derimod, idet dog bemær-kes, at interne referater efter afdelingens for-mening i intet tilfælde bør være offentligt til-gængelige.

P. B. V.

Sigurd T horse n.Jørgen Olsen.

NOTAT

Spørgsmål om offentlighed med hensyn til indfødsretssager.

Med hensyn til naturalisationssager bør detformentlig fastslås, at hverken andragerne selveller andre bør have adgang til at gøre sig be-kendt med sagernes akter, da det er af storbetydning for sagernes rette oplysning, at deder udtaler sig til politirapport eller på andenmåde om ansøgerne har sikkerhed for, at disseoplysninger bliver behandlet med diskretion.

Naturalisationssager er da også undtaget forloven af 2. februar 1866 om erklæringers med-delelse, da man ved lov af 21. maj 1937, § 3,har bestemt, at ingen har krav på at blivegjort bekendt med erklæringer, der er afgiveteller fremtidig afgives over andragender omindfødsret.

Loven af 1937 gælder kun naturalisations-

sager, men ikke bevissager. Med hensyn tildisse sidste sager bør formentlig gælde andreregler, idet andragerne her selv formentlig måhave krav på at blive gjort bekendt med sa-gernes oplysninger. Andragende om bevis fordansk indfødsret drejer sig jo om egentlige ju-ridiske spørgsmål, og afgørelsen i disse sagerkan, i modsætning til afgørelsen i naturalisa-tionssagerne, indbringes for domstolene. En an-søger bør derfor selv have ret til at blive gjortbekendt med, på hvilket grundlag en sådan sager afgjort. Derimod ses der ikke at være nogenrimelig grund til at gøre udenforstående be-kendt med akterne i en bevissag.

Referater bør altid være undtaget for of-fentlighed.

153

I °

Notat vedrørende spørgsmålet om offentlighed.

Værgesager.

De forekommende kategorier af værgesagerer følgende:

1) Sager angående beskikkelse af tilsynsvær-ger for tvangsindlagte personer, lov nr.118 af 13/4 1938.

2) Umyndiggørelsessager, relsplejelovens §457.

3) Beskikkelse af fast værge for umyndig-gjorte.

4) Beskikkelse af fast værge for mindreårige.5) Beskikkelse af lavværge.

Ad hoc værgemål: § 58, herunder specielt:

6) Faderskabsværge, lov nr. 131 af 7/5 1937§ 12, stk. 3 og § 20, stk. 5, jfr. lov af7/5 1932 § 7.

7) Skifteværge, lov om skifte af 30/11 1874.8) Værgemål i henhold til § 59 i myndig-

hedsloven.9) Sterilisations- og kastrationsværge, lov nr.

176 af 11/5 1935 § 1, stk. 4 og § 2,stk. 4. Lov nr. 171 af 16/5 1934 § 5.

10) Beskikkelse af værge for borteblevne, lovnr. 397 af 12/7 1946.

11) Beskikkelse af tilsynsværge i henhold tillov nr. 120 af 30/4 1926 § 2, stk. 2.

12) Værge i henhold til lov af 26/5 1868.13) Værge i henhold til lov af 7/4 1899 § 21.14) Værge i henhold til lov af 18/3 1925 §

39 - Lov om ægteskabets retsvirkninger(Bosondring).

15) Værge i henhold til borgerlig straffelov af15/4 1930 § 38.

16) Værge i henhold til lov om svangerskabs-afbrydelse.

Man må formentlig holde for, at der ikkeer anledning til at indføre offentlighed i defornævnte typer af værgesager. De angår altidpå den ene eller den anden måde personligeeller økonomiske forhold, der ikke vedkommerandre end de i sagen implicerede.

Lov af 2/2 1866 har over for magistratenkun været påberåbt i et enkelt tilfælde.

Notat vedrørende spørgsmål om offentlighed.

Næring ssager.

Efter gældende praksis gives der normaltikke oplysning om de i afdelingen verserendenæringssager på noget tidspunkt af sagernesbehandling, ligesom der normalt ikke gives pri-vate oplysninger fra næringskartoteket ellernæringsjournalerne. Undtaget herfra er dog deaf statistisk kontor udgivne fortegnelser overløste næringsadkomster, der udsendes medhjemmel i § 4, stk. 2, i handelsministerietsbekendtgørelse nr. 118 af 30. marts 1932. Dis-se fortegnelser forhandles dels til erhvervsor-ganisationerne dels til forskellige private, så-som forsikringsselskaber, kreditoplysningsbu-reauer og nogle revisorer og ejendomsmæg-lere.

Med hensyn til fremtidig indførelse af of-fentlighedsprincippet i næringssager giver detteanledning til nogen betænkelighed, navnlig afhensyn til de betydelige private interesser, derofte er på spil i disse sager. Det vil kunnevære farligt at give konkurrenter adgang til

3 '

at gennemlæse de ofte meget udførlige politi-rapporter, der optages i sager vedrørende næ-ringens art og omfang. Sager angående mester-betegnelse, vandrebrev og stadetilladelse frem-byder vel normalt ikke de samme betænkelig-heder, dog kan der også i vandrebrevssagervære et hensyn til de private, idet de oplys-ninger om pågældendes økonomi og personligeforhold, der afkræves i disse sager, ikke egnersig til offentliggørelse.

Forsåvidt angår dispensationssagerne, f. eks.forening af handel og håndværk m. v., forelæg-ges disse sager for erhvervsorganisationerne,hvorved der herigennem haves sikkerhed for,at dispensationsadgangen ikke misbruges. Ej-heller i disse sager synes der at være nogengrund til at indføre offentlighedsprincippet.

Forsåvidt man trods alt måtte ønske at ind-føre offentlighed, bør der tilstræbes en ord-ning, hvorefter kun selve sagens akter, menikke referater og journaler o. lign., samt poli-tirapporter, gøres offentlig tilgængelige.

154

2 "

Notat vedrørende spørgsmålet om indførelse af offentlighedsprincippet i forvaltningen. 4

Ægteskabssager.

De særlige forhold med hensyn til beskyt-telsen af privatlivets fred vil i videst omfangudelukke, at offentligheden får adgang til atgøre sig bekendt med aktstykkerne i de ver-serende eller afsluttede sager vedrørende fore-tagelse af lysning og indgåelse af ægteskab. Afsamme grund vil der formentlig ejheller i størreomfang end hidtil kunne gives offentlighedenadgang til journaler eller til oplysning i af-sluttede sager.

Man skal i denne henseende henvise til atogså den gældende svenske ordning i dennehenseende . . . . forudsætter parternes samtykkefor offentlighedens adgang og giver beskyttelsemod offentlighed i 70 år.

Loven af 2. februar 1866 har såvidt ses ikkefundet anvendelse indenfor ægteskabssagerne.

Disse sager giver i almindelighed ikke anled-ning til at udøve et diskretionært skøn for denkommunale myndighed, idet justitsministerietscirkulære af 30. september 1948 nøje har fast-sat hvilke bevisligheder, der udkræves og hen-vist tvivlsspørgsmål i så henseende til forelæg-gelse for ministeriet.

Af det ovenfor anførte følger også, at kon-toret ikke til pressen eller andre har givet op-lysning om verserende og afsluttede sager.Bryllupskontoret har i forhold til offentlighe-den indskrænket sig til at give oplysninger afrent statistisk art, såsom oplysning om antalletaf indkomne sager indenfor givne perioder.

Man henviser iøvrigt herom til § 83 i lovom ægteskabs indgåelse og opløsning og tilden tilsvarende bestemmelse i straffelovens §152.

Notat vedrørende spørgsmål om offentlighed forsåvidt angårmagistratens behandling af sager efter lejelovens kap. 19.

I henhold til lejelovens kap. 19 behandler ma-gistraten bl. a. følgende sager:

1) Andragender om tilladelse til sammenlæg-ning af beboelseslejligheder (§ 146, stk. 1,nr. 1).

2) Andragender om tilladelse til at tage enbeboelseslejlighed i brug helt eller delvis tilandet end beboelse (§ 146, stk. 1, nr. 2).

3) Andragender om tilladelse til at benyttemere end en beboelseslejlighed i sammekommune (§ 146, stk. 1, nr. 3).

4) Andragender fra enlige personer om tilla-delse til at benytte en beboelseslejlighed på2 værelser eller derover (§ 152).

5) Afgørelse af tvistigheder mellem udlejer oglejer om fremlejemål (§ 153).

Der ses intet til hinder for at gøre akterne idisse sager til genstand for offentlighed.

Det bemærkes dog, at disse sager normaltforelægges boligudvalget til udtalelse. Spørgs-målet om, hvorvidt boligudvalgets erklæringerbør være offentligt tilgængelige, bør dog for-mentlig afhænge af, hvorvidt boligudvalgets sa-ger iøvrigt skal være genstand for offentlighed.

Interne referater bør i intet tilfælde være of-fentligt tilgængelige.

Notat vedrørende spørgsmålet om offentlighed i højskolesager.

Disse sager indeholder ansøgningsskemaer,der giver oplysning om andragerens alder, mi-litærtjeneste, eventuelle tidligere modtagne un-derstøttelser samt om hans forældres og hansegne økonomiske forhold. Kun i ganske enkeltetilfælde forekommer oplysninger af mere per-sonlig art fra børneværn, forsorgsselskab o.lign.

Ansøgningerne journaliseres, og understøttel-se beregnes efter retningslinier, som fastsættesved bekendtgørelse fra undervisningsministeriet.

For et fåtals vedkommende bliver der taleom et kortfattet referat og indstilling til un-dervisningsministeriet angående forhøjelse afunderstøttelsen.

Disse sager bør efter karakteren af de op-

155

5 °

6 °

7'

lysninger de indeholder formentlig undtagesfra offentlighedens adgang til at gøre sig be-kendt med disse.

Notat vedrørende offentlighed i firmasager.

Der er rejst følgende spørgsmål:

I. Skal sagerne undergives offentlighed me-dens de verserer, eller først, når de er af-sluttet?

II. Skal offentligheden gælde alle aktstykker ogjournaler, eller bør f. eks. referater und-tages?

III. Har der været gjort brug af lov af 2/2 1866om erklæringers meddelelse til ansøgere ogklagere?

IV. I hvilket omfang og på hvilken måde harman givet pressen eller andre oplysningerom verserende eller afsluttede sager?

ad I.Hverken firmaloven eller lov af 2/2 1866

ses at hjemle offentligheden adgang til at se enverserende firmasags akter m. v.

Fremvisning af en ikke registreret anmeldelsevil let bibringe den vildfarelse, at anmeldelsener registreret. Pligten til i tide og utide at skullefremvise en under behandling værende firma-sag vil sinke sagens ekspedition.

Det vil derfor formentlig være uheldigt atgive offentligheden adgang til de verserendefirmasager.

ad. II.Der kan være tale om offentlighed med hen-

syn tila) de folier og løsblade, på hvilke anmeldelser

er registrerede,b) de originale anmeldelser,c) de fra andre myndigheder indhentede erklæ-

ringer (Grosserer-Societetet, Varemærkedi-rektoratet o. lign.) og

d) referaterne.

ad a) og b).Mod betaling af 1 kr. pr. firma har of-

fentligheden ret til at se folier og løsblade

samt de originale anmeldelser, jfr. firma-lovens § 36 og handelsministeriets bekendt-gørelse af 28. juni 1951 samt firmalovens §22. Her er således i forvejen offentlighed,bare med den begrænsning, at det kosternoget at se folierne og anmeldelserne.

I 1956 har magistraten for fremvisning affolierne modtaget ca. 85 kr. (nogle af de 85kr. er for påtegninger på udskrifter).

Denne begrænsning kunne man vel godtafskaffe, men det kræver en ændring afhandelsministeriets takstbekendtgørelse af28. juni 1956.

ad c),Den anmelder, hvis anmeldelse er afvist,

må formentlig i medfør af loven af 2. febru-ar 1866 kunne kræve at få afskrift af elleradgang til at afskrive erklæringer, som re-gistreringsmyndigheden har indhentet hosandre, f. eks. grosserer-societetet.

Der kan formentlig intel; være til hinderfor at give offentligheden en tilsvarende ad-gang.

add),Offentligheden har formentlig ikke i øje-

blikket nogen ret til at se referater i en fir-masag og dette bør formentlig også gælde ifremtiden.

ad. III.Der erindres ikke noget tilfælde, hvor

man i en firmasag har påberåbt sig af lovenaf 2. februar 1866.

ad. IV.Om verserende firmasager har man ikke

givet pressen eller andre oplysninger. De re-gistrerede anmeldelser bekendtgøres i stats-tidende.

Endelig bemærkes, at offentligheden for-mentlig kun bør bestå i en adgang til påkontoret at se og afskrive akter m. v., menderimod ikke i at låne akter.

Hidtil har man kun udlånt akter efter enretskendelse.

156

STADEN KØBENHAVNS STATISTISKEKONTORKøbenhavn V., den 2. april 1957.

Til magistratens 1. afdeling.

Statistisk afdeling.Egnet til offentliggørelse må være alle op-

lysninger af statistisk karakter for så vidt deikke angår enkeltpersoner og selskaber eller gi-ver oplysning om boligforhold for bestemteejendomme eller lejligheder.

Folkeregistret.Bortset fra oplysning om navngivne perso-

ners adresse og stilling bør der ikke gives ad-gang til oplysning i sager vedrørende enkelt-personers forhold medmindre særlige omstæn-digheder taler derfor.

Valglisteafdelingen.Valglisterne er som bekendt allerede nu of-

fentlig tilgængelige — hvert år i tiden fra 1.-8.februar. Sager vedrørende personers uberettige-de optagelse på eller udelukkelse af valglistenhenhører under valgudvalget.

Det tilføjes, at der ikke overfor statistisk kon-tor er gjort brug af bestemmelserne i lov af2. februar 1866 samt at oplysninger vedrø-rende statistik i almindelighed er givet pressenefter anmodning telefonisk eller skriftligt, hvor-imod der i overensstemmelse med gældenderegler ikke gives oplysninger vedrørende enkelt-personers folkeregisterforhold.

Kjeld Johansen.

B. Bech.

MAGISTRATENS 1. AFDELINGS LEGAT-KONTORKøbenhavn, den 8. april 1957.

Magistratens J. afdeling.

. . . . medens akter og dokumenter vedrørendelegaters og stifteisers regnskaber, der i forve-jen gennem magistratens legatberetning og sta-dens regnskab og beretning bringes til offent-ligt kendskab, formentlig må være tilgængelige,måtte det med hensyn til de oplysninger, derved ansøgning om legatunderstøttelse eller omoptagelse i stiftelser gives af ansøgerne på an-søgningsskemaer og ved fremsendte erklærin-ger og bilag angående deres personlige og øko-nomiske forhold formentlig være magistratenforbeholdt i hvert enkelt tilfælde at afgøre,

hvorvidt andre kan gøres bekendt hermed. Deved sagernes behandling udfærdigede referatermåtte formentlig altid være undtagne.

Det tilføjes, at der ikke her har været gjortbrug af bestemmelserne i lov af 2. februar1 866 om erklæringers meddelelse, samt at deraf magistraten i 1956 blev truffet bestemmelseom, at der kunne meddeles hovedstadens vel-gørenhedsregister oplysning om, hvilke ansø-gere magistraten havde tildelt legatunderstøttel-ser og med hvilke beløb.

Kaj Henrichsen.

157

9 "Leg. j. 62/57.

8°St. K.J.No. 14/1957.

KØBENHAVNS STADSARKIVRådhuset, København V., den 13. april 1957.

Magistratens 1. afdeling.

Hvad angår arkivets egne journalsager medtilhørende journaler gør sig for størstepartensvedkommende gældende, at de forhold, der ta-ler såvel for som imod offentlighedens adgangtil dem, formentlig er nogenlunde identiskemed de forhold, der gør sig gældende i andreadministrationskontorer. Da disse må antagesat blive gjort til genstand for dybtgående over-vejelser i kommissionen, skal man ikke herfranærmere gå ind på dem. Dog findes blandtstadsarkivets sager visse kategorier, hvor sær-lige hensyn bør tages, for eksempel sager, derer opstået ved at en offentlig institution elleren privatmand skriftligt eller mundtligt harhenvendt sig for at få hjælp til løsning af ethistorisk problem. 1 lighed med andre offentligearkiver yder stadsarkivet en ret vidtgåendeservice. Da en historisk forsker imidlertid kanfå vigtig vejledning alene ved at erfare, hvilkespørgsmål en anden forsker har stillet, og hansåledes i visse tilfælde kan få hjælp til sinestudier på en anden, muligt en konkurrentsbekostning, bør sager m. v. vedrørende histo-riske undersøgelser kun være tilgængelige efterarkivets, resp. magistratens skøn i hvert enkelttilfælde. Videre anser arkivet, at dets sagervedrørende indkøb og anskaffelser samt ved-rørende fotografisk atelier bør behandles påsamme måde. Derimod bør atelierets optagel-ser, såvel positive som negative, ikke være til-gængelige, da de i mange tilfælde er led i in-terne kommunale undersøgelser, hvis rækkevid-de arkivet ikke kan bedømme. Endvidere børsager med dertil hørende journaler om ind-sendte manuskripter til stadsarkivaren i hansegenskab af redaktør for Historiske Meddelel-ser om København ikke være tilgængelige, delsfor at redaktøren kan være så frit stillet sommuligt i sin bedømmelse af manuskripterne,dels for at beskytte forfatterne af refuseredemanuskripter.

Det må formentlig anses for upraktisk, der-som en sag, der er under behandling, skal væretilgængelig.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidteventuelle regler om offentlighed bør omfatte

10 °Hoved journal no. 80/1957.

samtlige en sags akter samt de dertil hørendeprotokoller venter stadsarkivet, at også dettespørgsmål henhører til den fajllesgruppe, somvil blive gjort til genstand for samlede over-vejelser.

Endelig kan oplyses at arkivet ikke har haftdirekte med sager i henhold til lov af 2. februar1866 at gøre og at pressen, såvidt erindres, ikkehar rettet henvendelse hertil om arkivets ver-serende eller afsluttede sager.

Da en nyordning af offentlighedens adgangtil at gøre sig bekendt med forvaltningens ak-ter også vil kunne få betydning for stadsar-kivets arbejde, skal man tillade sig yderligereat fremkomme med nogle bemærkninger i sa-gens anledning.

Med hensyn til arkivaliernes tilgængelighedhar arkivet hidtil fulgt følgende praksis:

Arkivalier ældre end 1858 er stort set umid-delbart tilgængelige for offentligheden. En und-tagelse er sådanne separations- og skilsmisse-sager, som indeholder særlig graverende oplys-ninger om parterne. I disse tilfælde meddelerdog arkivet forespørgeren alle de almindeligepersonalhistoriske oplysninger sagerne måtteindeholde.

Arkivalier yngre end 1858 er på nogle und-tagelser nær kun tilgængelige med vedkom-mende institutions tilladelse. Blandt undtagel-serne kan nævnes: politiets mandtaller 1869-1900, borgerskabsprotokollerne indtil 1902samt protokoller vedrørende borgerlig vielse,der er over 30 år gamle.

Magistratsafdelingernes sekretariater kan re-kvirere de dem underlagte institutioners arki-valier. I det omvendte tilfælde samt hvor derer tale om een af afdelingens eller institu-tionens lån af sager fra en anden afdeling ellerinstitution, udkræves stedse en skriftlig tilla-delse fra den afdeling, resp. institution, underhvis ressort arkivalierne henhører. -

Men dersom en ny lov skulle give offentlig-heden udvidet adgang til administrationens ar-kivalier, må arkivernes ansvar, pligter og ret-tigheder i så henseende præciseres. Således børdet formentlig betsemmes, at al henvendelseom benyttelse af Københavns kommunes ar-

158

kivalier efter 1858 bør ske hos den myndighed,under hvilken de pågældende sager henhører.I denne forbindelse må nævnes nogle praktiskevanskeligheder, som i visse tilfælde vil kunneopstå for såvel administrationen som stadsar-kivet. Arkivets lille læsestue har kun plads til4 besøgende ad gangen, og dette antal findesallerede så godt som regelmæssigt. Det vil der-for blive nødvendigt, at al benyttelse af arki-valier efter 1858 foregår i de forskellige kon-torer, og her bør så iværksættes den fornødnekontrol med, at der ikke fjernes dokumenterog lign. fra det udlånte.

Da sager og regnskabsbilag almindeligvis af-leveres til arkivet når disse er nogle få årgamle, medens de dertil hørende protokollerbeholdes i kontorerne, sålænge pladsen tilladerdet, vil en del ekspeditioner følgelig kunne bliveret tidkrævende, et forhold man næppe tørforvente, at alle rekvirenter vil kunne accep-tere.

Endvidere skal peges på, at en lov om of-fentlig tilgængelighed af administrationsarkiva-lier formentlig også i Danmark må operere

med såvel saggrupper, der er umiddelbart til-gængelige som med grupper, der først er til-gængelige efter vidt forskellige åremål. Dettevil få afgørende indflydelse på de i mange kon-torer hidtil anvendte journaliseringsprincipper,idet det vil blive nødvendigt enten at føre år-lige journaler for så lige mange åremålsgrup-per, som man har sager til, eller at overgå tilf. eks. journaler i kartotekform, ev. med deci-malklassificering.

Sluttelig skal man henlede opmærksomhe-den på visse problemer der vil opstå, dersomden påtænkte lovgivning skulle få gyldighedfor sager, som ved lovens ikrafttræden er ar-kiverede efter de hidtidige principper. Sådan-ne sager må forventes at indeholde både akter,der umiddelbart vil kunne gøres tilgængelige,og akter, der falder ind under forskellige und-tagelsesbestemmelser (referatark, atiester, in-terne breve etc.). Såfremt henlagte sager ogsåbliver omfattet af de nye bestemmelser, vilekspedition i dem til publikum stille admini-strationen over for næsten uløselige opgaver.

Sigurd Jensen.

Kai Rasmussen.

DIREKTORATET FOR KØBENHAVNSTORVEVÆSEN & SLAGTEHALLERKøbenhavn, den 13. april 1957.

Magistratens 1. afdeling.

Spørgsmålet om indførelse af regler om of-fentlighed i den kommunale administration vilformentlig ikke berøre torvevæsenet, idet detvel må være naturligt ved indførelse af sådan-ne regler her i landet at følge reglerne i Fin-land og Sverrig, hvor sager vedrørende offent-lige myndigheders erhvervsvirksomheder m. v.er undtaget fra offentlighedsprincippet.

Med hensyn til den ønskede oplysning om ihvilket omfang der inden for de enkelte for-

Il °Torvev. J. A. Nr. 157.

valtningsgrene har været gjort brug af bestem-melserne i lov af 2. februar 1866, og hvorle-des disse bestemmelser har været praktiseret,skal man oplyse, at man ikke indenfor de sidste20 år har haft tilfælde af sådan art.

Angående det sidste spørgsmål om praksismed hensyn til at give pressen eller andre op-lysninger, bemærkes, at det i torvevæsenet somhovedregel har været praksis, at institutions-chefen m. fl. inden for deres beføjelser givermulige oplysninger.

C. Klug Andersen.

159

KØBENHAVNS BEGRAVELSESVÆSENKøbenhavn, 15. april 1957.

12 °J. nr. 1111/57.

Københavns magistrat.

Begravelsesvæsenets sagsområde kan i altvæsentligt inddeles således:1) Sager vedrørende Begravelsesvæsenets øko-

nomi og administration.2) Personelle sager.3) Sager vedrørende dødsfald og begravelser.

ad 1) Sålænge sagerne vedrørende Begra-velsesvæsenets økonomi og administration be-finder sig på det forberedende stadium og ikkeherfra er forelagt magistraten, bør akterne for-mentlig ikke være offentlig tilgængelige. Forså-vidt angår sager, hvor afgørelsen er henlagttil Begravelsesvæsenet, ses der intet at være tilhinder for, at der gives offentligheden adgangtil at gøre sig bekendt med akterne, dog børreferater og konceptudkast efter Begravelses-væsenets formening i alle tilfælde være undtagetfra offentlighed.

ad 2) Personelle sager bør formentlig kunvære undergivet offentlighed med de pågæl-dendes samtykke. Samtykke kan dog næppekræves, hvor der er tale om at oplyse navnepå ansøgere til stillinger, men disse bør for-mentlig kunne forbeholde sig beskyttelse modoffentliggørelse, hvilket f. eks. kan have be-tydning for ansøgere i uopsagte stillinger.

ad 3) Sager vedrørende dødsfald og begra-velser.

Ifølge gældende praksis leveres der mod be-taling daglige lister til dagbladene vedrørendede fastsatte begravelser, dog således at manudelader de begravelser, som efter de pårø-

rendes ønske skal foregå i stilhed. Denne prak-sis, der også følges ved forespørgsler om fore-stående begravelser, er der formentlig ingengrund til at ændre.

Oplysninger om stedfundne begravelser oggravstedernes beliggenhed meddeles på forlan-gende, dog således, at der med hensyn til fæl-lesgravene kun henvises til gravanlægget i al-mindelighed.

Oplysninger fra dødsprotoko lierne gives, nårformålet skønnes berettiget, og der ses ikke ialmindelighed at være grund til at tilbageholdeoplysninger om tidspunkterne for dødsfald ogforetagne begravelser, hvorimod dødsårsagenformentlig ikke bør oplyses, medmindre detgodtgøres, at der foreligger en berettiget in-teresse.

Det erindres ikke, at der har været nogensag i Begravelsesvæsenet, hvor der har væretgjort brug af bestemmelserne i lov af 2. februar1866.

Med hensyn til spørgsmålet om, i hvilketomfang og på hvilken måde det har væretpraksis at give pressen eller andre meddelel-ser, kan man iøvrigt oplyse, at det er Begra-velsesvæsenets indtryk, at pressens oplysnings-kontorer viser publikum en udstrakt service,dels med hensyn til rent faktiske oplysninger,dels hvor vedkommende af en eller anden grundføler sig forurettet. Man besvarer da pressensforespørgsler og berigtiger ofte misforståelser.Oplysningskontoret besvarer på grundlag her-af den indkomne henvendelse, og om offent-liggørelse bliver der sjældent i:ale.

H. Rostrup.

S. A. Nielsen.

160

KØBENHAVNS KOMMUNEBIBLIOTEKERDen 24. april 1957.

Københavns magistrats 1. afdeling.

Som svar på magistratens skrivelse af 20.marts d. å. (74 3/57) vedrørende offentlighed iforvaltningen skal man udtale, at man for bi-blioteksvæsenets vedkommende ville gå ind foroffentlighed i alle forhold, der vedrører bilio-tekernes udadvendte virksomhed såsom lå-neres forhold til bibliotekerne, principperne forbogbestandens sammensætning m. v.

Dog vil man finde det naturligt, at allespørgsmål der ifølge vedtægten skal forelægges

13

magistraten eller biblioteksbestyrelsen til afgø-relse undtages fra offentlighedsreglen, indtil deer forelagt den besluttende myndighed.

Interne indberetninger om personelle forholdbør formentlig også undtages, medmindre deindgår som led i en indstilling vedrørende an-sættelse, forfremmelse eller afskedigelse.

løvrigt kan man i princippet tilslutte sig desvenske regler med de dertil føjede undtagelser.

Carl Thomsen.

SKOLEDIREKTØRENKøbenhavn V., den 2. maj 1957.

Københavns magistrat.

Skolevæsenet er i almindelighed interesseret iet samarbejde med offentligheden og især medforældrene til de børn, der er skolesøgende ikommunens skoler, men samtidig må man hen-lede opmærksomheden på, at netop skolesagerer meget ømfindtlige. Det kan f. eks. påpeges,at indberetningssager om børns opførsel oghandlinger ikke alene indeholder oplysningerom barnet selv, men ofte også om hjemmet ogforældres optræden på skolen, noget der næppebør komme offentligheden i bredere forstand(familie, naboer o. 1.) til underretning - næppeselv forældrene. Eller ved behandling af klagerover skoler eller dets personale vil man oftefå udtalelser, der ikke egner sig for offentlig-heden, end ikke for klageren selv, og man harderfor i sådanne tilfælde brugt at sende klage-ren resumeer eller uddrag af disse udtalelsertil underretning. Går man over til hel ellerdelvis offentlighed i sådanne sager, vil indbe-retninger og udtalelser utvivlsomt blive såstærkt modererede, at værdien deraf går tabt.Måske vil den skriftlige form blive erstattetmed mundtlige oplysninger.

14°Journ. nr. 144—7/57.

Skoledirektøren må principielt fraråde of-fentlighed i sager om børn, skolen og skolenspersonale, men skulle den blive gennemført,bør den i hvert fald ikke omfatte indberetnin-ger, udtalelser og referater, og tidspunktet børførst blive, når sagen er afsluttet.

Ved skolevæsenet mindes man kun et parenkelte tilfælde, hvor loven af 2. februar 1866har været anvendt, og hvor man gav den øn-skede tilladelse til at se akterne i en sag.

Med hensyn til den praksis, skolevæsenet haranvendt over for pressen og andre, skal manmeddele, at man — bortset fra udnævnelser iembeder fra 1.-3. lønklasse, hvilke meddelespressen gennem Ritzaus bureau - ikke på ini-tiativ herfra henvender sig til pressen om ver-serende eller afsluttede sager, men at man påforespørgsler fra pressen giver sådanne oplys-ninger, som pressen selv kan finde i offentligttilgængelige tryksager (borgerrepræsentationensforhandlinger, budgetter, årsberetninger o. 1.),eller som kan tjene til en fornuftig vejledningi den omhandlede sags offentliggørelse, doguden at stille akter etc. til rådighed af nogenart.

Olaf Petersen.

E. Bentved.

161

KØBENHAVNS MAGISTRAT2. AFDELINGKøbenhavn, den 4. maj 1957.

Overborgmesteren.

Nærværende afdeling finder . . . . anledningtil at bemærke, at der formentlig i den kom-munale forvaltning må siges at foreligge enrække sager, hvor hensynet til retssikkerhe-den, til ensartet behandling af ensartede til-fælde, og til effektiv kontrol med den offent-lige administration ikke synes at burde føre til,at der statueres offentlighed på sagernes for-beredende stadium. Når der således i forholdetmellem en magistratsafdeling og de under den-ne hørende institutioner tages et initiativ entenfra magistratens eller fra institutionens side tilundersøgelse af et eller andet spørgsmål, udenat dette er foranlediget ved en udefra kom-mende henvendelse, og uden at den pågæl-dende sag foreløbig har resulteret i nogen ud-

7 c2. afd. ). nr. 19-27/57.

adtil rettet forvaltningsakt, forekommer det be-tænkeligt at ville kræve offentlighed. Man kanformentlig ikke se bort fra, at offentlighed isådanne tilfælde dels ville kunne virke ska-dende for det videre arbejde med en sådansag, dels mere generelt vil kunne virke hæm-mende på initiativet såvel hos de politiske somde administrative myndigheder. Hertil kommerformentlig en virkning i retning af mere kom-pliceret og dermed dyrere administration. Manvil derfor mene, at det burde overvejes, omikke sådanne sager indtil det tidspunkt, hvorsagerne har givet sig udslag i et offentligtfremsat forslag eller i en afgørelse, der direktehar virkning for borgerne, bør unddrages of-fentlighed.

Julius Hansen. G. Thomassen.

KØBENHAVNS HOSPITALSVÆSENDirektoratet.København K., den 17. april 1957.

Til Københavns magistrat.

For hospitalsvæsenets vedkommende skalman bemærke, at de sager, der behandles afde enkelte hospitaler og i hospitalsdirektoratet,næppe i almindelighed vil være særlig egnedefor offentliggørelse. Specielt vil formentlig detsvenske system, hvorefter der gives journali-ster adgang til at henvende sig på offentligekontorer og dér kræve sig forelagt dagens post,kunne give anledning til adskillig tidsspilde foradministrationen, og såfremt man tænker sigvisse sager stemplet som hemmelige, kan manvel befrygte, at journalisterne vil have særliginteresse i at opnå kendskab til indholdet afsådanne sager. Efter de nugældende regler vilpersonale;; i almindelighed være instrueret om atiagttage tavshed med hensyn til de forhold,de i tjenestens medfør bliver bekendt med, og

1

J.Nr.C 90/1957.

hvis hemmeligholdelse ifølge sagens natur erpåkrævet eller foreskrevet af foresatte, jfr. ved-tægtens § 44.

Der har ikke efter de hidtidige regler foradministrationens virksomhed været nogen an-ledning til at opdele behandlede sager i mereeller mindre hemmelige akter, men en sådan op-deling vil under offentlighedsprincippet for-mentlig blive nødvendig og undertiden føre tilmere kompliceret administration og vil kunnevolde besvær med hensyn til sagernes behand-ling, f. eks. når en sag, af hensyn til at deleheraf ønskes undtaget offentliggørelse, må op-bevares i særskilt mappe, eventuelt føres i sær-skilt journal.

En del af de sager, som verserer på ho-spitalerne eller i hospitalsdirektoratet, vedrørerforberedelse af indstillinger til magistraten, som

162

allerede under de nuværende forhold vil bliveoffentligheden bekendt, når magistraten afgi-ver indstilling til borgerrepræsentationen, mensom i mange tilfælde vil kunne lide skade vedat blive offentliggjort, eventuelt brudstykkevis,på et tidligere tidspunkt, hvor løbende over-vejelser endnu ikke er afklaret.

I sager, som behandles i hospitalsdirektora-tet, foreligger jævnligt referater fra møder, hvordeltagernes synspunkter er udvekslet frit, oghvor afgivne udtalelser kun er nedfældet skrift-ligt for at kunne tjene administrationen til nyt-tig erindring om sagernes udvikling og om op-nåede aftalers begrundelse — i særdeleshed vedmøder, hvor man drøfter besættelse af stil-linger, er det ønskeligt, at mødedeltagerne kanudtale sig frit uden at måtte risikere at se ud-talelserne refereret i dagspressen. Det vil end-videre formentlig være lidet hensynsfuldt over-for ansøgerne til ledige stillinger, om disse ri-sikerer, at ansøgningerne gøres til genstand forindgående presseomtale. Ligeledes vil der i vis-se sager om stillingsbesættelser foreligge ud-talelser fra sundhedsstyrelsen og fra hertil knyt-tede organer (f. eks. udvalg nedsat i henholdtil lægelovens § 14), som er lidet egnede tiloffentliggørelse.

Også dokumenter af økonomisk art - f. eks.indhentede tilbud på varer eller afsluttede en-treprisekontrakter — kan være af en sådan art,at offentliggørelse heraf må synes uheldig.

Endelig skal bemærkes, at de på hospita-lerne foretagne notater angående patienternessygdomshistorie og -behandling ikke vil kunneoffentliggøres, uden at der sker ændringer ilovbestemmelserne om lægers tavshedspligt.

Under henvisning til det foran oplyste me-ner hospitalsdirektoratet, at følgende sager,

eventuelt dele af sådanne, for hospitalsvæse-nets vedkommende bør undtages offentligheds-pr icippet:

1) Mødereferater og almindelige, interne no-tater, som er fremstillet til institutionens egetbrug.

2) Dokumenter af økonomisk art vedrørendevareindkøb og entreprisekontrakter.

3) Personelle oplysninger angående enkeltper-soner - herunder eventuelt indhentede læ-geerklæringer - ansøgninger om ledige stil-linger samt aktstykker vedrørende indstil-ling om besættelse af sådanne.

4) Sygejournaler og alle hertil hørende notaterangående patienternes sygdomshistorie og-behandling.

Angående lov af 2. februar 1866 skal be-mærkes, at det ikke her erindres, at denne lovsbestemmelser har været påberåbt overfor ho-spitalsvæsenet.

Om hospitalsvæsenets forbindelse med pres-sen skal bemærkes, at denne ikke har væretaf en sådan art, at der har udviklet sig nogenbestemt praksis. Det sker nu og da, at journali-ster henvender sig telefonisk med anmodningom faktiske oplysninger, som har kunnet med-deles i den udstrækning, det ikke drejede sigom sager, hvis hemmeligholdelse var påkrævet,jfr. bestyrelsesvedtægtens § 44. Ved visse lej-ligheder - f. eks. ved indvielse af nye afdelingereller klinikker under hospitalsvæsenet — er derenten af magistraten eller af hospitalsdirekto-ratet udarbejdet redegørelser til pressen, somenten er udleveret ved forevisningen af klinik-ken eller af magistraten direkte tilsendt de en-kelte redaktioner.

Aksel Andersen. Henry Avnslev.

STADSLÆGEN, KØBENHAVN3. maj 1957.

Til Københavns magistrats 2. afdeling.

. . . . kan jeg udtale følgende, idet jeg skal op-lyse, at mine bemærkninger efter aftale medpolitiinspektør Jersild gælder såvel sundheds-kommissionens som stadslægens område, der idenne henseende må være nogenlunde ens stil-lede.

3-13-1/57. 169.

For så vidt angår sundhedskommissionensområde vil visse sager (godkendelse af nybyg-ninger, restauranter og offentlige bygningersamt store dele af levnedsmiddelkontrollen)formentlig uden større vanskelighed kunne un-dergives en vis offentlighed, både under sa-

163

gernes behandling og efter denne, idet dog etvist forbehold må tages, hvor oplysninger omfabrikationshemmeligheder eller økonomiskeforhold indgår i sagen.

Hvor det drejer sig om vanskeligere sager,hvor personlige interesser står på spil, og hvorder kræves et vist lægeligt skøn, f. eks. medhensyn til bedømmelsen af klagernes psyke el-ler genernes alvor, og hvor forskellige menin-ger kan gøre sig gældende - både inden forlægestaben og inden for sundhedskommissionen- vil jeg anse det for særdeles uheldigt (medden form, som sagerne har i øjeblikket), omder her gives offentligheden (inclusive pressen)adgang til materialet.

I en stor del af sundhedskommissionens sa-ger indgår politirapporter, og hvad offentlig-hedens adgang til disse angår, må spørgsmåletformentlig løses efter samme retningslinier, someventuelt måtte blive fastsat for politirappor-ter i almindelighed, og hvorom særlig indstil-ling vil blive afgivet af politidirektøren (rigs-politichefen?).

For den del af stadslægens område, somhenhører under dennes statslige funktioner, måjeg tage forbehold med hensyn til spørgsmålet,idet der formentlig til sin tid må fremkommeen udtalelse fra sundhedsstyrelsen, der dækkerdet vanskelige spørgsmål vedrørende lægernestavshedspligt for hele landet i almindelighed.

Det kan oplyses, at spørgsmålet om offent-lighed aldrig har været aktuelt for sundheds-kommissionen i den forstand, at nogen harkrævet akter udleveret i medfør af loven af1866.

Det er almindelig kutyme, at pressen i til-fælde, hvor en sag eller et forhold inden forsundhedsvæsenet har offentlig interesse, hen-vender sig direkte til borgmesteren, stadslæ-gen, sundhedskommissionens sekretariatschefeller den institutionschef, under hvis områdeforholdet hører (overdyrlægen, overlægen vedcentraltuberkulosestationen m. v.). Sådanne hen-vendelser er hyppige, og mig bekendt har deraldrig fra pressens side været fremført klagerover mangelfuld orientering af offentlighedenvedrørende sundhedsvæsenets forhold.

Esther Ammundsen.

DIREKTORATET FOR KØBENHAVNSKOMMUNES BEBOELSESEJENDOMMEKøbenhavn, den 4. maj 1957.

Magistratens 2. afdeling.

Der kunne rejses spørgsmål om, hvorvidtadministrationen af de kommunale beboelses-ejendomme overhovedet omfattes af dette an-liggende, . . . .

Nærværende direktorats område kan dognæppe antages at va;re undtaget.

For så vidt offentlighedsprincippet gennem-føres, udover hvad der er hjemlet i loven af2. februar 1866, vil man, når hensyn tages tilkarakteren af de sager, der behandles iK. K. B., herunder navnlig sagernes indholdaf mangfoldige oplysninger vedrørende privatepersoners intimeste forhold, ikke mene, at ensags akter i videre forstand bør være offentligt

tilgængelige. Interne referater og notater børholdes uden for det tilgængelige, således atdette alene kommer til at omfatte egentligeakter, herunder navnlig korrespondance med deimplicerede parter, attester, erklæringer fra of-fentlige myndigheder m. v.

Gøres en sag i fuldt omfang tilgængelig foroffentligheden, vil dette medføre, at en rækkenotater vedrørende mundtlige referater m. v.,som sædvanemæssigt bliver liggende i sagerne,vil udgå af disse til skade for en sags genop-tagelse på et senere tidspunkt, når disse nota-ters indhold er glemt eller sagen behandles afandre personer end de, der tidligere har be-skæftiget sig med den.

Rosenstand.

164

3 °K. K. B. Journ. nr. 700 1957.

KØBENHAVNS MAGISTRAT 3. AFDELINGKøbenhavn V., den 30. april 1957.

7dDir. 1. 631.

Til overborgmesteren.

Nærværende afdelings hovedopgave beståri den lokale forvaltning af den sociale lovgiv-ning, hvis hovedlove er loven om offentlig for-sorg, jfr. lovbekendtgørelse af 23. september1954 og loven om folkeforsikring, jfr. lovbe-kendtgørelse af 16. november 1956.

Hovedparten af afdelingens sager kommertil eksistens derved, at der af de enkelte bor-gere indgives begæring om hjælp eller pension'i henhold til de nævnte love. Begæringerneindgives ved, at der udfyldes særlige autorise-rede begæringsskemaer, der indeholder de op-lysninger om personlige, økonomiske og andreforhold, der er påkrævede til konstatering af,om lovens betingelser for ydelse af hjælp ellerpension er opfyldt.

Såfremt de i begæringsskemaet indeholdteoplysninger ikke er tilstrækkelige til sagens af-gørelse, må de suppleres, evt. korrigeres, påforskellig måde, ved samtale med ansøgereneller andre eller ved henvendelse, skriftligt el-ler mundtligt, til andre myndigheder, institu-tioner eller private personer (f. eks. pengeinsti-tuter, arbejdsgivere etc.), hvorved sagen vilkomme til yderligere at indeholde korrespon-dance eller nedskrevne notater. Sagens behand-ling vil som regel nødvendiggøre kortere ellerlængere referater fra forskellige tjenestemænd,dels indeholdende en objektiv fremstilling afsagens relevante omstændigheder, dels en sub-jektiv bedømmelse af de til sagens behandlingforeliggende faktiske oplysninger, evt. en vur-dering af afgivne vidnesbyrds troværdighedm. v.

Det er et særkende for en stor del af nær-værende afdelings sager, at de i en vis forstandstadig er løbende, således at man ikke kan sige,at en sag på noget tidspunkt er afsluttet. Tæn-ker man eksempelvis på sager om folkepen-sion, kan disse vel siges at være afsluttet, nårpensionen er fastsat, men sagen danner grund-lag for pensionens månedlige udbetaling, indtilden ophører ved pensionistens død, fraflytningfra kommunen eller lignende, og i mange til-

fælde vil der i årenes løb blive tale om fornyetbehandling af sagen, hvis f. eks. de økonomiskeforhold ændres, eller der ansøges om tillæg tilpensionen etc. Hvis der er tale om en sag omydelse af egentlig offentlig hjælp (kommune-hjælp), vil denne normalt kun blive bevilgetfor en kortere tid ad gangen, og hvis der, nårhjælpen er udløbet, ansøges om fortsat hjælp,kræves ikke et nyt begæringsskema, men defornødne undersøgelser til konstatering af fort-sat trang til hjælp vil blive foretaget kontinuer-ligt dels ved samtaler med den pågældende,dels - om nødvendigt - ved selvstændig ind-hentelse af oplysninger, således at en sådan sagi tidens løb vil kunne bestå af et betydeligtantal notater, rapporter, korrespondance m. v.

Det er de sociale myndigheders opgave atpåse, at betingelserne for hjælp m. v. foreliggeri de enkelte tilfælde, og ansøgerne er ifølgelovgivningen forpligtet til at finde sig i de nød-vendige undersøgelser, forklaringer m. v. Deter en mangeårig erfaring, at ansøgere omhjælp efter den sociale lovgivning, og specieltom den egentlige offentlige hjælp, er tilbøjeligetil at dække over relevante forhold, som bevir-ker eller fejlagtigt af ansøgerne menes at villebevirke, at hjælp ikke ydes eller ydes i mindreomfang end ønsket. Dette forhold medfører, atde sociale myndigheder jævnligt må være for-anlediget til at søge givne oplysninger verifi-ceret eller at øve en selvstændig indsats tilfremskaffelse af relevante oplysninger uden omansøgeren. Som følge heraf er den sociale for-valtnings sager for en stor dels vedkommendeforsynet med dokumenter og oplysninger, somhidtil har været betragtet som strengt fortroligesåvel i forholdet til ansøgerne som til offent-ligheden. Tillige indeholder sagerne, der skalgive et fuldgyldigt billede af ansøgerne og de-res families samtlige forhold, oplysninger, somfordringerne i dansk ret om privatlivets fredforbyder at gøre tilgængelige for såvel offent-ligheden som andre, jfr. herved bestemmelser-ne i den sociale lovgivning om tjenestemænde-nes tavshedspligt.

165

Af de anførte grunde må man være af denopfattelse, at den sociale forvaltnings sager erlidet egnede til at gøres tilgængelige for offent-ligheden, såvel medens behandlingen står påsom efter dens afslutning, og i hvert fald måtteder sættes en meget lang frist - mindst 50 årefter afslutningen - førend der kunne gives of-fentligheden adgang til sagerne. Dette gældersåvel offentligheden i almindelighed som ansø-gerne selv eller andre personer, og det gældersagerne i deres helhed såvel som de enkeltedokumenter, referater m. v. En sådan adgangville stærkt hæmme de sociale myndighedersarbejde med fremskaffelse af de nødvendigeoplysninger, idet trediemand under disse for-hold ville være tilbageholdende med hensyn tilat meddele ønskede oplysninger, som han for-øvrigt under visse omstændigheder har en lov-mæssig pligt til at afgive, ligesom myndighe-derne vil føle sig nødsaget til at udvise forsig-tighed med hensyn til at forsyne sagen medoplysninger og med hensyn til at afgive skrift-lige indlæg, således at sagen under visse om-stændigheder ikke ville indeholde det tilstræk-kelige materiale til dens rette bedømmelse ogafgørelse, jfr. herved det oplyste om, at skrift-

lige referater ikke forekommer i den svenskeforvaltning.

Det vil let ses, at afgørelser, der er truffethelt eller delvis på grundlag af mundtlige refe-rater og drøftelser, vanskeligt på et senere tids-punkt vil kunne forklares og forsvares.

En undtagelse bør dog gøres, og det fore-kommer allerede nu i praksis, når en ansøgeranmoder om afskrift af et af ham selv produ-ceret dokument, og han har en retlig eller an-den rimelig interesse i at komme i besiddelseaf en sådan afskrift.

Bortset fra det nævnte tilfælde ses nærvæ-rende afdeling ikke at have gjort brug af lovenaf 2. februar 1866.

Hvad angår forholdet til pressen har densociale forvaltning, dels af hensyn til de på-gældende enkeltpersoner og dels med henvis-ning til den tjenestemaindene påhvilende tavs-hedspligt, stedse været yderst tilbageholdendemed at give oplysninger af konkret indhold,løvrigt er pressens forespørgsler om konkretesager som regel fremkommet telefonisk, hvilketyderligere har manet til forsigtighed med hen-syn til afgivelse af oplysninger.

Urban Hansen. J. Seest Sørensen.

DIREKTORATET FOR KØBENHAVNSKOMMUNES BØRNEVÆRNDen 4. maj 1957.

Til socialdirektoratet.

Under henvisning til socialdirektoratets skri-velse af 3. april 1957 vedrørende spørgsmåletom indførelse af offentlighed i den kommunaleforvaltning skal man meddele, at der inden forbørneværnsdirektoratets område behandles sa-ger vedrørende forsorgslovens afsnit II (kap.VII (det almindelige børnetilsyn), kap. VIII(forebyggende børneværn) og kap. IX (børnsanbringelse uden for deres hjem) og endvideresager om tilståelse af hjælp i henhold til § 126,stk. 7 (betaling for børns ophold i forebyggen-de institutioner)) og hjælp i henhold til § 277(betaling for ydelse af hjælp i hjemmet underhusmoderens sygdom). Endelig er til børnevær-net henlagt visse sager i henhold til boligsane-ringslovens § 20. Foruden disse børneværns-

1

Bv. V 37 Dir. I. 631.

sager og sager af forsørgelsesmæssig karaktermå nævnes børneværnets personalesager og enrække sager vedrørende principielle spørgsmåli forbindelse med børneværnsorganisation, lov-givningsspørgsmål m. v.

Ved den gældende lovgivning er de egent-lige børneværnssager undtaget fra offentlighed,jfr. § 91 i lov om offentlig forsorg om »luk-kede døre« og den tavshedspligt, der påhvilermedlemmerne og de til udvalget knyttede med-hjælpere. At forhandlingerne foregår for luk-kede døre udelukker tilstedeværelse af refe-renter og publikum. Den tavshedspligt, der på-hviler medlemmerne, udelukker, at disse brin-ger oplysninger videre.

De hensyn, som i børneværnssager taler mod

166

offentlighedsprincippets gennemførelse, og somhar været udslaggivende for lovgivningsmagten,er hensyn dels til det offentliges interesse i attrænge til bunds i den personlige baggrund forsagen, dels hensynet til de direkte implicerede,først og fremmest til barnet, men også til for-ældrene, for hvilke en publicering af oplys-ninger ofte ville være til skade, og også hen-syn til de personer, der har givet oplysningeri sager. Mulighederne for at få de nødvendigeoplysninger i sagerne ville blive væsentlig for-ringede, hvis vidner og andre ikke kunne stolepå børneværnsudvalgenes diskretion.

Afgørelser om børneværnsindgreb, d. v. s. så-danne afgørelser, der træffes af folkevalgte ud-valg bør formentlig ikke undergives offentlig-hed. I kriminalprocessen er motiveringen foroffentlighedsprincippet dette, at skabe garantifor at alt sker rigtigt og retfærdigt, og at derikke sker overgreb overfor sigtede. Dette hen-syn vejer også til i børneværnssager, men ernetop tilgodeset ved, at der er tale om et folke-valgt udvalg, der træffer afgørelsen.

Der kunne muligvis overvejes offentlighed isager, hvor afgørelsen træffes rent administra-tivt. For børneværnets vedkommende ville deri så tilfælde være tale om sager om ydelse afhjælp i henhold til § 126, sik. 7, og § 130,stk. 2, og § 277 samt sager, hvor tilsynet etab-leres i henhold til § 110, men hensynet tilbørneværnets muligheder for at få de rette op-lysninger vejer fuldt så tungt i disse sager, ognavnlig ville hensynet til de direkte impliceredeparter tilsige, at det også i disse sager måttevære udelukket, at offentligheden skulle haveadgang til oplysninger.

Som en foreløbig udtalelse må man derformene, at børneværnssager og sager, hvor bør-neværnet har adgang til at tilstå offentlig hjælp,ikke er egnede til at undergives offentlighed.

Man skal henvise til bemærkninger af TygeHårløv i »administrative opdragelsessanktioner«1952 pag. 171 ff. Man henleder endvidere op-mærksomheden på, at det i den fremsendteredegørelse over svenske forhold er oplyst, ataktstykker udfærdiget af læger i børneforsorgs-sager ikke må udleveres til offentliggørelse,endvidere findes undtagelser for socialregistre.I Finland undtages »sociale sager«.

Foruden de anførte egentlige børneforsorgs-sager behandles som anført personalesager ogsager af principiel karakter. Personalesager vil-le man anse for uegnede til offentlighed, bort-set fra rene personaliaoplysninger, medens derformentlig intet ville være til hinder for, atoffentligheden fik kendskab til overvejelser afprincipiel karakter, f. s. v. ingen forhold af be-tydning for navngivne personer under forsorgeller navngivne medarbejdere var omhandletderi.

Bestemmelserne i lov af 2. februar 1866har ikke været anvendt inden for børneværnetsarbejdsområde og kan næppe heller påberåbesaf en klager, når henses til den særlige tavs-hedspligt i § 91 (jfr. Hårløv pag. 174).

Med hensyn til spørgsmålet om at meddelepressen oplysninger om verserende eller afslut-tede sager kan det oplyses, at det ikke sjældentsker, at der rettes henvendelse om børneværns-sager fra pressen. Man har været yderst varsommed at meddele oplysninger, men har dog ikkesjældent, når det stod klart, at pressen var for-kert orienteret i en sag, informeret den pågæl-dende journalist om de rette omstændighederefter først at have sikret sig, at oplysningerville blive behandlet loyalt. Oplysninger er kunblevet meddelt af børneværnets direktør ellerdennes stedfortræder. Det er indtrykket, atpressen i det store og hele har behandlet så-danne oplysninger confidentielt, og at det i ad-skillige sager har vist sig værdifuldt, at pressenerholdt de rigtige oplysninger.

Oplysninger til andre end pressen gives i etvist omfang, navnlig i sådanne tilfælde, hvorbørneværnet har en egentlig pligt dertil, f. eks.til retterne, men akter fremsendes kun til ret-terne i ganske enkelte tilfælde (hvor der er taleom anke af børneværnsbeslutning). I alminde-lighed afgives kun et resumé af oplysningerne,f. eks. i ægteskabssager. I et vist omfang un-derrettes arbejdsgivere om en børneværnselevsfortid af hensyn til en evt. ers'.atningspligt forbørneværnet. Skoler og hospitaler har ligeledesfået meddelt oplysninger, når det skønnedesaf betydning for sagen.

Det bemærkes, at foranstående redegørelsehar været forhandlet i børnenævnets forret-ningsudvalgs møde den 2. maj 1957.

Høppermann.

G. Harder Andersen.

167

KØBENHAVNS MAGISTRAT 4DE AFDELINGKøbenhavn V., den 25. april 1957.

Overborgmesterens afdeling.

For nærværende afdeling, direktoratet forstaden Københavns bygningsvæsen, findes sags-området at indebære økonomisk så betydeligeinteresser - herunder også forretningsmæssige

7 cJournal nr. 2129.

gere offentlighed end fastlagt ved hidtil gæl-dende lovgivning og vedtægter.

Henvendelser om oplysninger under henvis-ning til lov af 2. februar 1866 erindres ikke at

at disse sager ikke kan undergives yderli- have fundet sted.

L. Estrup.Sverre Borring.

STADSKON DUKTØRENS DIREKTORATKøbenhavn, den 12. april 1957.

Magistratens 4. afdeling.

M. h. t. de egentlige landinspektørsager vildirektoratet være interesseret i, at offentlighe-den ikke får adgang til selve målebøgerne,idet disse blandt andet kan indeholde målop-tegnelser, hvoraf det kan fremgå, at beliggen-heden af bygninger og hegn ikke er helt i over-ensstemmelse med servitutter og udstyknings-mål. Målebøgerne bør derfor behandles medfortrolighed, da de anførte oplysninger i mod-sat fald vil kunne mistydes eller misbruges tilskade for de pågældende grundejere.

Endvidere skal man i forbindelse med spørgs-målet, om alle aktstykker bør være tilgænge-lige for offentligheden, henlede opmærksom-

17. nr. 08-3 1957.

heden på, at ejendomsdirektoratet har fundetsig foranlediget til at pålægge nærværende di-rektorat at behandle koncepter til opmålings-planer o. 1. vedrørende kommunens grunde somfortrolige dokumenter, der ikke må forevisesuvedkommende uden ejendomsdirektoratets til-ladelse.

M. h. t. spørgsmålet om, hvorvidt der harværet gjort brug af bestemmelserne i lov af2. februar 1866, og om hvorledes disse be-stemmelser har været praktiseret, skal man op-lyse, at det ikke er direktoratet bekendt, atdisse bestemmelser har været bragt i anven-delse.

Ove Kjeldsen. Sven Lannung.

KØBENHAVNS KOMMUNES RÅDGIVENDEINGENIØRKONTORKøbenhavn K., den 13. april 1957.

Magistratens 4. afdeling.

Hvilke arter af sager inden for de enkelte af-delinger, der måtte findes egnede til at bliveundergivet offentlighed og for hvilke sager det-

te ikke er tilfældet?

Næst at henlede opmærksomheden på, at dei nærværende kontor verserende sager så godt

2 'Journal nr. XXXIV/1957.

som alle behandles og indføres for andre insti-tutioner, idet det ifølge § 3 i »Vedtægt foroveringeniøren for Københavns kommunes råd-givende ingeniørkontor« »påhviler overingeni-øren at bistå magistraten i de ingeniørtekniskeanliggender vedrørende kommunens byggevirk-somhed m. v «, og at kontoret derforikke kan siges at have karakter af det i skri-

168

velsen anvendte begreb: myndighed, skal manudtale, at bortset fra visse udtalelser om ogresultater af afholdte licitationer, ses der ikkeher at være sager, der kan påkalde offentlighe-dens interesse, og det erindres da heller ikke,at man har været ude for anmodninger fra of-fentlighedens side om oplysninger fra behand-lede sager.

/ hvilket omfang har der været gjort brug afbestemmelserne i lov af 2. februar 1866?

Nærværende kontor har i intet tilfalde væretudsat for et forlangende, der har nødvendig-

gjort anvendelse af de omhandlede bestem-melser.

/ hvilket omfang og på hvilken måde det hat-været praksis at give pressen eller andre oplys-ninger vedrørende de inden for vedkommendeforvaltningsgren verserende eller afsluttede

sager?En praksis på dette område findes ikke un-

der nærværende kontor, og normalt tilgår derikke presse eller anden offentlighed oplysnin-ger herfra.

J. Buus.

STADSARKITEKTENS DIREKTORAT15. april 1957.

Magistratens 4. afdeling.

Stadsarkitektens direktorat udfører i henholdtil vedtægt for stadsarkitekten i Københavnarbejde for forskellige magistratsafdelinger.

Det forekommer mig, at det ville være uhel-digt, hvis offentligheden skulle have adgang til- under udformning af et projekt — at følgearbejdet her i direktoratet, før bygherren - ved-kommende borgmester - havde fået planer ogoverslag forelagt, og på tidspunkter, hvor kom-munalbestyrelsen endnu ikke er orienteret.

Hvad angår den konsultative virksomhed idirektoratet, har jeg samme betænkeligheder,idet erklæringer, udtalelser etc. som regel af-gives til en magistratsafdeling eller en andenkommunal institution. Sådanne sager bør for-

mentlig først undergives offentlighed på et se-nere tidspunkt, f. eks. når behandlingen måttevære afsluttet, og da af vedkommende magi-stratsafdeling eller anden institution.

Så vidt erindres, har man her i direktoratetikke - i hvert fald i en meget lang årrække -gjort brug af bestemmelserne i lov af 2. febru-ar 1866 om erklæringers meddelelse til ansø-gere og klagere.

Med hensyn til spørgsmålet om at give pres-sen eller andre oplysninger vedrørende de un-der direktoratet verserende eller afsluttede sa-ger kan oplyses, at jeg som regel, når der frapressen rettes henvendelse hertil, henviser tilden pågældende magistratsafdeling eller insti-tution, under hvilken sagen hører.

F. C. Lund.

STADSINGENIØRENS DIREKTORAT17. april 1957.

Magistratens 4. afdeling.

. . . . i relation til et lokalområde som stads-ingeniørens direktorat, vil det være naturligt atsøge at gøre sig klart, om erfaringerne hergår ud på, at der skulle være et behov for of-fentlighedsprincippets indførelse.

Man mener at kunne sige, at dette ikke ertilfældet. År ud og år ind har der til direkto-ratets forskellige kontorer og afdelinger væretrettet utallige henvendelser om oplysninger,som man beredvilligt har givet i det omfang,

169

3 °J. nr. C 103.

4 °/. nr. F. 304.

dette er foreneligt med den nugældende prak-sis, og det. er kun sjældent forekommet, at fo-respørgeren ikke har været forstående overforde begrænsninger en besvarelse eventuelt harmåttet undergives.

Det kan snarere tænkes, at en lov om offent-lighed ville skabe den opfattelse hos publikum,at enhver oplysning var til at få, således atmisstemninger netop ville opstå, når den spør-gende måtte afvises, fordi hans tilfælde faldtind under een af de mange undtagelser, som ihvert fald ville være knyttet til den generelleregel.

Der er i overborgmesterens skrivelse af 8.marts 1957 anmodet om en foreløbig udtalel-se om, hvilke arter af sager inden for de en-kelte afdelinger, der måtte findes egnede til atblive undergivet offentlighed, og for hvilke sa-ger dette ikke er tilfældet.

Det synes ikke muligt uden en dyberegåendeundersøgelse at foretage en gruppering, og manskal derfor i øjeblikket begrænse sig til neden-for at opregne nogle eksempler på forhold,som - hvis de indeholdes i eller kan involveresaf den pågældende sag - må give anledning til,at oplysninger (helt eller delvist) ikke kan gives:

Personlige, private (økonomiske, ægteskabelige,helbredsmæssige) forhold.

Forretningsmæssige (økonomiske, produktions-mæssige) forhold.

Forhold, der kan udnyttes i spekulationsøje-med, eller til forespørgerens egen fordel påandres bekostning, eller til skade for andenperson.

Af sager, der herud fra måtte unddrages of-fentlighed, kan bl. a. nævnes:

Forarbejder vedrørende byplaner og disposi-tionsplaner samt gade-, kloak- og parkar-bejder (nyarbejder eller udvidelser) og areal-erhvervelser.

Mulig også forarbejder vedrørende vedtægter,regulativer, cirkulærer m. v.

Personelle sager, såsom angående sygdom, pen-sion, tilskadekomst, forseelser, lån etc.

Overborgmesteren har efterlyst stillingtagenmed hensyn til referater og journaler.

Det må - i givet fald - anses for rettest, atinterne referater, konceptudkast, erindringsno-tater o. 1. undtages fra pligten til fremlæggel-se, og hvad journaler angår, da bør disse ogsåundtages, allerede af den grund, at de — hvisde skal kunne føres uændret - vil indeholdenoteringer om såvel offentlig tilgængelige somhemmelige dokumenter.

Med hensyn til det omfang, i hvilket der harværet gjort brug af bestemmelserne i lov af 2.februar 1866 skal for stadsingeniørens direk-torats vedkommende oplyses, at denne lovikke erindres at have været bragt i anvendelse.

For så vidt angår overborgmesterens spørgs-mål vedrørende oplysninger til pressen skal op-lyses, at der i ret udstrakt grad sker henven-delser fra pressens repræsentanter angåendeforskellige sager. Ved besvarelsen følges denretningslinie, at man herfra stiller sig imøde-kommende med hensyn til oplysninger i detomfang, som forholdene tillader det, og somoplysningerne angår den faglige side af spørgs-målene.

Det er indtrykket, at man på dette områdelever på en praksis, der som helhed virker tilgensidig tilfredshed.

Kai Rehof.

KØBENHAVNS BRANDVÆSENKøbenhavn V'., den 17. april 1957.

Til magistratens 4. afdeling.

Til spørgsmålet om hvilke arter af sager in-den for de enkelte afdelinger, der måtte fin-des egnede til at blive underkastet offentlig-

5J. No. A. 295/1957-58. brch. kontor.

skal bemærkes, at samtlige af brandvæsenetbehandlede sager som sådanne ikke anses foregnede til at blive undergivet offentlighed ud-over den ved kommunens forfatning allerede

hed og for hvilke sager dette ikke er tilfældet, eksisterende.

17Ü

Angående den forebyggende brandtjeneste,behandles og afgøres sagerne herom på grund-lag af lovbestemmelser, justitsministerielle be-kendtgørelser m. fl., og for så vidt kan derderfor intet være imod offentlighed i princip-perne, hvorimod de enkelte sager ikke bør un-dergives offentlighed, bl. a. under hensyn til, atder til behandlingen af visse sager kræves fo-relagt oplysninger, som kan være af væsentligforretningsmæssig betydning, eller at der i ensag kan foreligge projekter og planer, hvoriindgår tekniske udformninger m. v. af absolutfortrolig karakter.

I denne forbindelse har man bemærket degrunde til offentlig behandling, som er anførti den foreløbige redegørelse for offentligheds-princippet i svensk forvaltning, men som for-mentlig ikke er til stede i Københavns kom-mune for visse og væsentlige sagsområders ved-kommende (herunder også personalesager), idetbl. a. en eksisterende centralisering har sikreten ensartet sagsbehandling af ensartede tilfæl-de, såvel som der heri, jfr. det forannævnte,allerede eksisterer et offentlighedsprincip.

Angående spørgsmålet om hvorvidt offent-lighed bør gennemføres med hensyn til alle dei de enkelte sager beroende aktstykker og dehos myndighederne førte journaler eller omf. eks. referater bør undtages, kan bemærkes,at der ved en sags akter i forbindelse med of-fentlighedsprincippet, som taler om dokumen-ter, protokoller, bøger, resolutioner, instruk-tioner, reglementer m. v., formentlig må for-stås dels de modtagne skrivelser, ansøgningero. 1., som danner grundlaget for sagsbehand-lingen, dels myndighedens afgørelse i sagen,

d. v. s. den skriftlige resolution, indstilling, for-slag eller betænkning, alt for så vidt sagen, ihenhold til foranstående, ikke kan henføres tilundtagelserne fra offentlighedsprincippet. Øv-rigt materiale — fraregnet journaler om dentidsmæssige sagsekspedition - som referater,optegnelser, notater af forhandlinger, bør und-tages fra offentlighedens ret til gennemsyn,uanset om materialet akteres til sagen.

Til spørgsmålet om i hvilket omfang, derinden for de enkelte forvaltningsgrene har væ-ret gjort brug af bestemmelserne i lov af 2.februar 1866 og om, hvorledes disse bestem-melser har været praktiseret, kan man udtale,at der så vidt vides ikke med henvisning tilovennævnte lov har været rettet henvendelsetil brandvæsenet om udlevering eller afskriv-ning af akter o. lign. i her beroende sager,hvoraf må kunne udledes, at trang til yderli-gere offentlighed ikke er til stede.

I hvilket omfang og på hvilken måde dethar været praksis at give pressen eller andreoplysninger vedrørende de inden for forvalt-ningsgrenen verserende eller afsluttede sagerskal for brandvæsenets vedkommende anføres,at pressen til tider anmoder om oplysningervedrørende materiellet, navnlig ved foreståendeudvidelser eller modernisering af udryknings-materiellet, men at henvendelse som oftest førstrettes efter at sagen er optaget til behandling iborgerrepræsentationen, hvorimod der herfraalmindeligvis alene tilgår pressen oplysendemeddelelser om rednings-, ambulance- og ild-løstjenesten.

Einer Schröder.

STADSBYGMESTERENS DIREKTORATKøbenhavn V'., den 24. april 1957.

Til magistratens 4. afdeling.

En byggesag, der behandles efter et fremsendtandragende med tilhørende tegninger, må for-mentlig betragtes som et anliggende, der i før-ste række alene har interesse for andrageren(bygherren) og magistraten. Så længe sagener under behandling, vil der under ingen om-

6 °J. No. 1180. o. b. J. No. 12/156 Mags IV

J. No 2129.

stændigheder kunne blive tale om at meddeleenkeltheder i de forskellige direktoraters er-klæringer til presse eller andre udenforstående,og selv over for andrageren kan det være be-tænkeligt - ud over visse summariske og ufor-bindende mundtlige oplysninger — at bekendt-gøre enkeltheder af et direktorats erklæring,

171

som af en højere instans - magistraten ellerbygningskommissionen — kan blive ændret.

Selv efter at byggetilladelse er udstedt, vildet formentlig kunne være til skade for enbygherre, at hans byggeplaner af magistratenog uden hans vidende lægges frem for presseeller for personer, der af en eller anden grund,og måske ikke for det gode, kan have interes-se i bag bygherrens ryg at få indseende medhans dispositioner. Bygherren måtte med rettekunne betragte en ved magistratens assistancemuliggjort snagen i hans private anliggendesom et brud på den tillid, han må kunne regnemed hos den institution, han ifølge loven erforpligtet til at indvi i sine planer. Noget andeter, at borgmesteren eller den, han måtte be-myndige til det, allerede som det nu findersted, kan træffe bestemmelse i hvert enkelt til-fælde, om det findes tilrådeligt i et eller andetomfang at lade pressen tilgå meddelelse ommere betydningsfulde byggeforetagender, derkan have almen interesse.

For så vidt angår andrageren (bygherren)er der allerede nu tilstrækkelig adgang til på

ethvert tidspunkt af sagen i et vist omfang atfå dens status oplyst - for detailler, f. eks. afkonstruktiv art, hos vedkommende direktorat,og iøvrigt ved henvendelse til magistratensoverordnede tjenestemænd, evt. borgmesteren.Såfremt indførelsen af en lov om offentlighedskulle medføre, at en andrager efter afslutnin-gen af et andragendes behandling kunne for-lange sagens akter, herunder referater udleve-ret til gennemsyn, måtte der ved akternes af-fattelse tages hensyn til, at et sådant krav kanfremkomme.

I klagesager vil det formentlig være uhel-digt at fremlægge alle akter for uvedkommen-de og bl. a. oplyse, hvem der har indgivet kla-ge. Et offentliggørelsesprincip vil kunne få denubehagelige følge, at klage over et farligt for-hold opgives, for at undgå, at en offentliggø-relse kan komme klageren til skade, eller atklager indsendes anonymt.

For så vidt angår byggesagsbehandlingen kanman således ikke tilråde nogen afvigelse fraden ordning, der hidtil har været praktiseret.

E.b.Einar Hansen.

KØBENHAVNS MAGISTRAT 5. AFDELINGKøbenhavn, den 11. maj 1957.

7 iJ. Nr. 304/1957.

. . . . at nærværende afdeling ikke finder detmuligt udtømmende at angive, hvilke sager dermåtte findes egnede til at undergives ubetin-get offentlighed. Man går derfor ud fra, at eteventuelt offentlighedsprincip må udformes pålignende måde som i Sverige, således at derfor visse kategorier af sager skabes hjemmelfor i hvert enkelt tilfælde at træffe afgørelseom sagernes hemmeligholdelse.

Man må her gøre opmærksom på, at manherfra vil finde det betænkeligt, hvis der ikkeskabes hjemmel for hemmeligholdelse af akter,som indeholder planer og detaillerede beskri-velser af anlæg, der er livsvigtige for byen.Endvidere finder man det påkrævet, at dertræffes foranstaltninger til sikring af kommu-

nens økonomiske interesser, hvilket bl. a. kangøre det nødvendigt at hemmeligholde sagervedrørende nye anlæg og vedrørende nye spor-vejs- og omnibuslinier.

Ligeledes finder man det betænkeligt, hvisder ikke skabes fornøden sikkerhed for, at sa-ger, som nærværende afdeling ønsker hemme-ligholdt, også kan kræves hemmeligholdt afandre afdelinger eller institutioner, hvor sager-ne sendes til høring.

Angående interne referater og notater samtmødereferater m. v. bemærkes, at nærværendeafdeling mener, at sådanne akter bør væreundtaget fra offentlighed.

Det er formentlig en selvfølge, at sager ved-

172

rørende enkeltmands personlige og økonomi-ske forhold - herunder ansættelsessager - hem-meligholdes.

Med hensyn til spørgsmålet om anvendelseaf den nævnte lov af 2. februar 1866 skal op-lyses, at der så vidt vides ikke over for nær-værende afdeling har været fremsat krav om

udlevering af akter med henvisning til nævntelov.

Oplysninger til pressen eller andre vedrø-rende de inden for nærværende afdeling ver-serende eller afsluttede sager gives jævnligt afundertegnede borgmester samt undertiden afafdelingens embedsmænd.

Ingvard Dahl. Erik Møller.

KØBENHAVNS KOMMUNES KØRSELSAFDELING75. 3. 1957.

Magistratens 5. ajdeling.

Kørselsafdelingens sager falder hovedsage-lig i følgende grupper:1) Forretningsmæssig korrespondance vedrø-

rende indkøb af køretøjer, materialer, re-servedele og inventar, benyttelse af hjælpe-vognmænd, udførelse af kørsel for entre-prenører m. v.

2) Intern kommunal korrespondance om dekommunale institutioners benyttelse af kør-selsafdelingen.

3) Intern kommunal korrespondance vedrø-rende budget, regnskab o. lign.

4) Personelle sager.

Af disse grupper vil det formentlig værerigtigst, at aktstykker vedrørende gruppe 1først bliver offentlig tilgængelige efter en vis

frist, f. eks. 2 år. For grupperne 2-4's ved-kommende gør der sig næppe særlige forholdgældende ved kørselsafdelingen, hvorfor dissegrupper formentlig vil kunne følge de regler,der måtte blive givet for kommunens sager ialmindelighed. Dette sidste gælder også spørgs-målet om, hvorvidt offentlighed også bør gen-nemføres med hensyn til journaler og referaterm. v., hvorved bemærkes, at der kun i megetbegrænset omfang skrives referater i sagerneved kørselsafdelingen.

Endvidere kan jeg oplyse, at der ikke forkørselsafdelingens vedkommende ses at haveværet gjort brug af bestemmelserne i loven af2. februar 1866, ligesom der ikke herfra harværet anledning til at give pressen eller andreoplysninger om verserende eller afsluttede sa-ger.

Povl Skovby. Carl Nobel.

KØBENHAVNS VANDFORSYNINGKøbenhavn V., den 9. april 1957.

Magistratens 5. aj deling.

En sag bør kun undergives offentlighed,når det drejer sig om en konkret sag, og nården, der er interesseret i sagen, ønsker at fåadgang til sagens akter, og da først, når vand-forsyningen har taget stilling til henvendelsen.

2 °/. nr. B. 195/1957.

Behandles en sag for retten eller af en land-væsenskommission, bør den først være tilgæn-gelig for andre, når den er færdigbehandletaf retten eller af kommissionen. Licitationstil-bud og andre sager, der afleveres forseglede,kan ikke undergives offentlighed før det tids-

173

1 °

punkt, som er fastsat for åbningen af tilbudetc. Sager angående rent personlige forhold børikke undergives offentlighed.

Såfremt en sag behandles efter offentlig-hedsprincippet i pressen, bør denne være for-pligtet til at optrykke helt eller delvist samtligesagens akter, såfremt institutionen forlangerdet i den hensigt at få sagen rigtigt oplystover for befolkningen.

Med hensyn til loven af 2/2 1866 erindrerman ikke nogen konkret sag, ved hvilken derhar været gjort brug af denne lov.

Ved henvendelser fra pressen om verseren-de eller afsluttede sager, som har offentlighe-dens interesse, gives oplysning i det omfang,som den pågældende sag er tjenlig til vejled-ning for offentligheden og uden derved at ska-de institutionens interesser.

Martin Udsen. Carl Holte.

KØBENHAVNS KOMMUNES HÅNDVÆRKSAFDELINGKøbenhavn, den 12. april 1957.

Magistratens 5. ajdeling.

. . . . at man fra nærværende afdelings side in-tet har at erindre mod offentlighedsprincippet,hvorfor et forbehold vil indskrænke sig til så-danne specielt ved afdelingen gældende for-hold, hvor større eller mindre offentlighed kanvække betænkelighed.

I de tilfælde, hvor håndværksafdelingen somoffentlig erhvervsvirksomhed er medbyder vedlicitationsarbejder vedrørende kommunale ny-bygninger m. v. og således konkurrerer meddet private erhverv, må det være en selvfølge,at alle udregninger og ansættelse af priser iforbindelse hermed må være unddraget offent-liggørelse, i hvert fald indtil licitationen harfundet sted.

Endvidere medfører visse personlige sagervedrørende pension, ulykkesforsikring og lig-nende ofte, at enkeltpersoners private forhold

gøres til genstand for omtale, hvorfor dissesager eller dele af dem ligeledes bør unddra-ges offentligheden.

Endelig vil jeg mene, at visse interne nota-ter, specielt referater af lønforhandlinger, iføl-ge deres natur er uegnet til offentliggørelse.

En gennemførelse af off enl lighedsprincippetvil formentlig i praksis hovedsagelig betyde ad-gang for pressen til de aktstykker, den måtteønske kendskab til. For håndværksafdelingen,der med mellemrum er »godt stof« i en delaf dagspressen, kunne et samarbejde betydeen drejning i retning af større saglighed i om-talen.

Der har ikke ved håndværksafdelingen pånoget tidspunkt været gjort brug af bestem-melserne i lov af 2. februar 1866 om erklæ-ringers meddelelse til ansøgere og klagere.

Bertel Hansen. A. Ditluner.

KØBENHAVNS BELYSNINGSVÆSENKøbenhavn K., den 16. april 1957.

Magistratens 5. afdeling.

Begrebet offentlighedsprincip, således somdet nu formelt underkastes en nærmere un-dersøgelse af den af statsministeriet ved skri-velse af 25. februar 1956 nedsatte offentlig-hedskommission, har ikke hidtil i praksis væretnoget egentligt problem for Belysningsvæsnet,

4 '/. nr. 384/57.

idet man, når det drejer sig om den enkelteborger (forbruger), altid giver fyldestgørendebesked om forhold, som vedrører ham person-ligt. Belysningsvæsnet viser således åbenhed ihenseende til at diskutere og oplyse eventuelleforekommende problemer. Der har af og tilværet henvendelser fra personer, som til brug

174

3 °J. Nr. IB/1957.

i en retstvist ønskede oplysninger om sin na-bos eller andres regnskabsmellemværende medBelysningsvæsnet, og sådanne henvendelser harman altid afvist. Derimod har man i visse til-fælde udleveret afskrifter af aktstykker fra Be-lysningsvæsnets arkiv til brug i retssager, men ireglen kun efter anmodning fra en retslig in-stans eller under visse omstændigheder fra ensagfører f. eks. om forhold vedrørende en for-bruger, når denne er part i en verserende sag.

Hvis man ad lovgivningens vej indfører enoffentlighedsordning, må det formentlig forud-ses, at man derved fremkalder en række yder-ligere henvendelser fra retshaveriske (kværu-lantiske) personer om bagateller, som de på-gældende nu affinder sig med, uden at deresretsbevidsthed skades.

For øvrigt må kommunal drift af gas-, el-og varmeværker formentlig betragtes som etprivatretligt anliggende, idet Belysningsvæsnetikke er egentlig myndighed på dette område,men alene optræder som producent og sælgeraf gas, elektricitet og varme på samme mådesom de interessentskaber, andelsselskaber ogaktieselskaber, som andre steder i landet vare-tager større eller mindre områder af produk-tion og salg af gas, elektricitet og varme. Detmå også med henvisning hertil overvejes, omikke Belysningsvæsnet i princippet bør undta-ges fra offentlighedsområdet under den kom-munale forvaltning.

ad a.Med hensyn til spørgsmålet om hvilke arter

af sager, der findes egnede til at blive under-givet offentlighed kan det oplyses, at Belys-ningsvæsnets funktioner og forretningsgang ialmindelighed ikke søges hemmeligholdt, meni givne situationer oplyses for rette vedkom-mende.

Derimod forekommer der ved Belysnings-væsnet en række sager, som enten aldrig elleri hvert fald først efter en fastsat tidsfrist børoffentliggøres. Der kan heraf nævnes:

Detailprojekter og detailberegninger etc.Notater og interne mødereferater.Økonomiske oversigter o. lign. til internt brug.Detailoplysninger af økonomisk og teknisk art

modtaget fra leverandører, såfremt disse op-lysninger kan skade leverandøren.

Resultater af forsøg og prøver med en leve-randørs anlæg foretaget af Belysningsvæsnet.

Meddelelser fra andre elselskaber o. a. vedrø-rende økonomiske og tekniske forhold, somikke i forvejen er offentliggjort.

Kulindkøb og befragtning.Køb og salg.Det elektriske ledningsnets gade- og transfor-

merplaner, kort, diagrammer etc.Alle hos Belysningsvæsnet beroende planer af

lokaliteter i banklokaler, pengeinstitutter m.fl.

Strørnleveringsoverenskomster, såfremt der idisse overenskomster omhandles forhold afsærlig forretningsmæssig art.

Laboratoriesager om undersøgelser af materieltil eventuel godkendelse.

Bundne licitationer.Særlige sikringsforanstaltninger, herunder civil-

forsvar.Hemmelige telefonforbindelser såvel egne som

fremmede.Retssager som i henhold til retsplejeloven even-

tuelt vil give anledning til retsbehandling forlukkede døre.

Personalesager af såvel økonomisk som be-skæftigelsesmæssig karakter vedrørende navn-givne personer (ansættelse — afskedigelse -udtalelser — aflønning — sygdom — tilskade-komst - pension m. v.).

Foreløbige resultater af løbende forhandlingervedrørende løn- og arbejdsforhold, indtilparternes vurdering af og stillingtagen til debehandlede spørgsmål er tilendebragt, og derer enighed om offentliggørelse af resultatet.

Oplysninger som er modtaget fra offentlige el-ler private institutioner og virksomheder un-der forbehold af fortrolig behandling.

Kontrolforanstaltninger af såvel økonomisk somordensmæssig karakter, herunder Kontrol-kontorets (Belysningsvæsnets interne revision)arbejdsstof, interne kontrolnotater, detailbe-skrivelser af de enkelte revisionsarbejderetc, som efter sagens natur er fortroligtarbejdsmateriale, der er uegnet til at bliveundergivet offentlighed.

Af sager som ikke b<f>r offentliggøres, sålænge de er på et forberedende stadium, kanblandt andre nævnes:Budget og regnskab.Arbejdsplan.Projekter m. m.

175

ad b.Der har, så vidt det kan konstateres, ikke

ved Belysningsvæsnet været gjort brug af be-stemmelserne i lov af 2. februar 1866 om er-klæringers meddelelse til ansøgere og klagere.

ad c.Belysningsvæsnet har i en længere årrække

hvert år i oktober måned, samtidig med fore-læggelsen i borgerrepræsentationen, tilsendt densamlede københavnske presse et trykt eksem-plar af Belysningsvæsnets beretning og regn-skab for det sidst afsluttede regnskabsår ledsa-get af en følgeskrivelse, hvori de væsentligsteregnskabsmæssige resultater m. v. er resumeret.

I øvrigt har pressens interesse for Belys-ningsvæsnet i tidens løb hovedsagelig omfattetopførelsen af nye værker og tekniske anlæg,driftsforstyrrelser, havarier, tilskadekomster oglignende og undertiden tillige klager fra for-brugere over afbrydelser i forsyningen på grundaf gæld samt klager over aftaler om afdragsvisbetaling af gæld. Der er i disse tilfælde på fo-respørgsel altid givet pressen de ønskede op-lysninger, ligesom andre forespørgsler angåen-de konkrete forhold er besvaret i det omfang,som det er skønnet rimeligt.

Sådanne besvarelser er ofte givet af direk-tøren personlig eller efter på forhånd indhentetgodkendelse af direktøren.

Såfremt der her i landet skulle blive indførtoffentlighedsprincip i kommunal forvaltning, ogman ikke ligesom i Sverige og Finland vilundtage offentlige erhvervsvirksomheder, vil Be-lysningsvæsnet finde det naturligt og nødven-digt på forhånd nøje at få fastslået, hvilketsags- og bilagsmateriale, der skal være offent-ligt tilgængeligt, således at journalisering, arki-vering m. m. kan indrettes derefter, ligesomdet må forudsættes, at kun de, der har en per-sonlig interesse i den pågældende sag, samteventuelt tillige pressen og offentlige myndighe-der, kan få adgang til sagen, medens uvedkom-mende, der måske blot søger oplysninger afren og skær nysgerrighed, bør være udelukket.

Yderligere vil det være påkrævet, at detfastslås, af hvem og under hvilke former even-tuel offentlighed skal praktiseres. Af speciellekommunale bestemmelser, som det ved indfø-relse af offentlighedsprincippet eventuelt vilvære nødvendigt at ændre, kan eksempelvisnævnes den i bestyrelsesvedtajgtens § 44 an-førte tavshedspligt for tjenestemænd.

Til slut skal Belysningsvæsnet pege på detadministrative besvær og de omkostninger, somindførelsen af en eventuel offentlighedsordningvil medføre, - en ordning, som ikke rent umid-delbart kan ses at ville medføre nogen fordelfor offentligheden i forhold til hidtidig praksisved Belysningsvæsnet.

A. K. Bak.

V. Mortensen.

KØBENHAVNS SPORVEJE16. april 1957.

Magistratens 5. afdeling.

Københavns sporveje udøver ingen egentligoffentlig myndighed, men varetager en virk-somhed, der i sin art må siges at ligge pålinie med driften af de private trafikforetagen-der. Der synes derfor ikke at være nogen mo-tivering for, at en eventuel gennemførelse afoffentlighedsprincippet i den kommunale for-

valtning skulle omfatte sporvejene. Tværtimodmåtte det forekomme urimeligt, om sporvejeneskulle være underkastet et offentlighedsprincip,således, at f. eks. en privat rutebilejer skullehave adgang til sporvejenes akter, medens spor-vejene jo ikke har nogen mulighed for på til-svarende måde at skaffe sig kendskab til in-ternt materiale hos de private busselskaber.

176

5 °A 95.01 641.

Det fremgår i øvrigt . . . at det i Sverrigantages, at de af de offentlige myndighederstiftede aktieselskaber o. lign., f. eks. sporveje,boligselskaber og offentlige værker, ikke eromfattet af offentlighedsprincippet. Denne om-stændighed må tale stærkt for, at en eventuelgennemførelse af offentlighedsprincippet idansk kommunalforvaltning ikke kommer tilat omfatte kommunale trafikforetagender somKøbenhavns sporveje, og det ville i denne for-bindelse være urimeligt at tillægge det nogenreel betydning, om virksomheden, som det ertilfældet med Stockholms Spårvägar, drives somet aktieselskab, hvori kommunen har aktiema-joriteten, eller som Københavns sporveje sor-terer direkte under kommunalbestyrelsen.

Med hensyn til spørgsmålet om en revisionaf lov af 2/2 1866 om erklæringers meddelelsetil ansøgere og klagere skal oplyses, at spor-vejene så vidt vides aldrig har været præsen-

teret for krav i henhold til bestemmelserne idenne lov, hvorved i øvrigt bemærkes, at detmå antages, at nævnte lov ikke gælder, hvormyndighederne befatter sig med privatretligeforhold.

Hvad endelig angår spørgsmålet om medde-lelse af oplysninger til pressen m. v., skal be-mærkes, at sporvejene foruden jævnlige med-delelser til pressen om forestående foranstalt-ninger af almindelig interesse for offentlighe-den, såsom oprettelse af nye linier, køreplans-ændringer, linieomlægninger m. m., tilstiller bla-dene sporvejenes årlige beretning og regnskab.Endvidere besvarer sporvejene, så vidt dereskompetence rækker, forespørgsler og henven-delser af enhver art sporvejsdriften vedrøren-de fra såvel presse som publikum og tager des-uden i vidt omfang initiativet til supplering ogberigtigelse af meddelelser i pressen.

E. Nielsen.

Ill

Bilag

Udtalelser fra samtlige ministerier - bortset fra statsministeriet - om et afkommissionen udarbejdet foreløbigt udkast til lov om offentlighed

i forvaltningen.

OFFENTLIGHEDSKOMMISSIONENKøbenhavn, den 6. maj I960.

Til samtlige ministerier.

I skrivelse af 14. februar 1957 anmodedeoffentlighedskommissionen samtlige ministerierom til brug for bedømmelse af mulighedernefor indførelse af offentlighed i forvaltningen atafgive en foreløbig udtalelse om, hvilke arteraf sager inden for de enkeLe ministerier dermåtte findes egnede til at blive undergivet of-fentlighed, ligesom kommissionen anmodedeom oplysning om anvendelsen af besemmel-serne i lov af 2. februar 1866 om erklæringersmeddelelse til ansøgere og klagere og om, ihvilket omfang og på hvilken måde det harværet praksis at give pressen eller andre op-lysninger om forvaltningssager.

På grundlag af de herefter indkomne be-svarelser fra ministerierne og af det øvrige afkommissionen tilvejebragte materiale har etnedsat arbejdsudvalg bestående af kommis-sionens formand, højesteretsdommer Ernst Co-lov, kommunaldirektør Gerner Andersen, pro-fessor dr. jur. Poul Andersen, folketingets om-budsmand, professor dr. jur. Stephan Hurwitzog departementschef i statsministeriet J. El-kjær Larsen udarbejdet et udkast til lov om of-fentlighed i forvaltningen med dertil hørendebemærkninger.

Dette udkast har været behandlet i 2 møder

i den samlede kommission, hvor der syntes atvære overvejende stemning for indførelse af enoffentlighedsordning og for, at udkastet måanses for egnet som grundlag for den endeligestillingtagen til spørgsmålet om gennemførelsenaf en offentlighedsordning. Det blev samtidigbesluttet, at kommissionen, i overensstemmel-se med det tidligere givne tilsagn, skulle fore-lægge udkastet for samtlige ministerier for der-ved at give ministerierne lejlighed til at frem-komme med de bemærkninger, som bestem-melserne i den foreliggende udformning må'.tegive anledning til. Man skal særlig anmode omministeriernes bemærkninger til de i forslagetindeholdte undtagelsesbestemmelser. Med hen-blik på udarbejdelsen af en bestemmelse omlovens forhold til de i gældende love inde-holdte forskrifter om tavshedspligt for tjene-stemænd og andre, der handler i offentligthverv, jfr. de i udkastet indeholdte alternativeforslag til § 10, skal man særligt anmode omen udtalelse om, hvorvidt forholdet mellemgældende regler vedrørende tavshedspligt indenfor ministeriets sagsområde og det foreliggendeudkast måtte give ministeriet anledning til be-mærkninger og i bekræftende fald nærmereoplysning om sådanne tavshedsbestemmelser.

Colov.

178

OFFENTLIGHEDSKOMMISSIONEN20. april 1960.

Udkast til lov om offentlighed i forvaltningen.

§ 1.Enhver dansk statsborger, der begærer det,

er berettiget til i overensstemmelse med neden-stående forskrifter at blive gjort bekendt meddokumenter i sager, der er afgjort af eller tilbehandling hos den offentlige forvaltnings myn-digheder. Begæringen kan dog afslås, dersomdet er åbenbart, at den pågældende ikke harnogen rimelig interesse i, at den efterkommes.

§ 2.Stk. 1. Bestemmelsen i § 1 kommer ikke til

anvendelse, hvor meddelelse af oplysninger villekomme i strid med væsentlige hens3/n til

1. statens sikkerhed, forhold til fremmed magtog landets forsvar;

2. forbrydelsers forebyggelse, opklaring og for-følgning, straffuldbyrdelse og lignende samtbeskyttelse af sigtede, vidner eller andre isager om strafferetlig eller disciplinær for-følgning;

3. det offentliges og privates erhvervsmæssigeeller anden økonomiske interesse;

4. privatlivets fred og personlige anliggender iøvrigt;

5. sædeligheden;6. offentlig kontrol- eller reguleringsvirksom-

hed og lignende, navnlig derved, at med-delelse af oplysninger kan befrygtes at mod-virke opnåelsen af det med sådan virksom-hed tilsigtede formål;

7. beskyttelse af andre interesser, hvor hem-meligholdelse efter forholdets særlige karak-ter er påkrævet.

Stk 2. Forinden afgørelse om meddelelseaf oplysninger træffes, kan vedkommende myn-dighed indhente en udtalelse fra den, hvis in-teresse kan være til hinder for, at oplysnin-gerne meddeles.

§ 3.Adgangen til at få oplysninger efter § 1

omfatter - med de i § 4 nævnte undtagelser

- alle hos vedkommende forvaltningsmyndig-hed beroende dokumenter, der vedrører nær-mere angivne sager. Adgangen omfatter såle-des modtagne skrivelser og andre skriftligehenvendelser med bilag, kopier af de fra myn-digheden udgåede skrivelser m. v. samt endvi-dere indførsler vedrørende de pågældende sa-ger i journaler, registre og andre fortegnelser.

§ 4.Stk. 1. Adgangen til at få oplysninger efter

§ 1 omfatter ikkea) statsrådsprotokoller, referater af møder

mellem ministre, indstillinger til Kongen samtbrevveksling mellem ministerier om lovgivning,herunder bevillingslove,

b) brevveksling mellem forskellige afdelin-ger eller kontorer m. v. inden for samme for-valtningsmyndighed og

c) brevveksling mellem en kommunalbesty-relse og dennes afdelinger, udvalg og andreadministrative organer samt mellem sådanneafdelinger, udvalg og administrative organerindbyrdes,

d) erklæringer, der afgives af offentligemyndigheder eller private om ansøgninger an-gående ansættelse eller forfremmelse i det of-fentliges tjeneste.

Stk. 2. Adgangen til at få oplysninger efter§ 1 omfatter ej heller de til brug ved sagernesbehandling udarbejdede referater — herundermødereferater - koncepter, udkast, forslag,planer og lignende, udarbejdede af myndighe-den til eget brug, samt sagkyndiges udtalelsertil brug i retssager. Faktiske oplysninger afvæsentlig betydning for en sags afgørelse børoptegnes og fremgå af sagens akter på en så-dan måde, at oplysning herom kan meddeles.

§ 5.Vedkommende forvaltningsmyndighed træf-

fer under fornøden hensyntagen til sagens eks-pedition bestemmelse om, hvorvidt dokumen-

179

ter straks eller senere kan stilles til den på-gældendes rådighed til gennemsyn på stedet,eller han bør henvises til at begære genpart afdokumenterne - eventuelt med udeladelse afdele, der ikke omfattes af oplysningspligten -meddelt mod fastsat gebyr, jfr. § 9.

§ 6.Enhver dansk eller udlænding, der til en for-

valtningsmyndighed har indsendt andragendeeller klage eller i øvrigt er part i en sag, derer til behandling eller afgjort, er i overens-stemmelse med de foranstående regler beret-tiget til at få kendskab til sagens dokumenter,medmindre de i § 2 omhandlede hensyn findesat være så væsentlige, at de bør gå forud forpartens interesse i at kunne benytte kendskabtil dokumenterne til varetagelse af sit tarv un-der sagens behandling eller senere.

§ 7.Stk. 1. Afslår en forvaltningsmyndighed at

efterkomme en begæring efter § 1 eller § 6,kan den, der har fremsat begæringen, inden 4uger, efter at afgørelsen er meddelt ham, ind-bringe denne for det i § 8 omhandlede nævn.Det samme gælder, hvis den pågældende erutilfreds med myndighedens afgørelse efter §5 om, hvorledes eller hvornår begæringen kanimødekommes.

Stk. 2. Har en forvaltningsmyndighed af-slået en begæring med henvisning til bestem-melsen i § 2, stk. 1, nr. 1, kan afgørelsen ikkeindbringes for nævnet.

§ 8.Stk. 1. S'atsministeren nedsætter et nævn,

der skal træffe afgørelse i de sager, der ind-bringes for det i henhold til § 7.

Stk. 2. Nævnet består af en formand, derskal opfylde betingelserne for at kunne beskik-kes som højesteretsdommer, et medlem medsærlig kendskab til offentlig forvaltning og etmedlem, der vælges efter indstilling fra DanskeDagblades Fællesrepræsentation og DanskeJournalisters Fællesrepræsentation.

Stk. 3. Nævnet kan af enhver offentlig myn-

dighed forlange alle oplysninger, som findesfornødne ved sagens bedømmelse.

Stk. 4. De nærmere regler for nævnets virk-somhed fastsættes af statsministeren.

Stk. 5. Nævnets afgørelser er endelige. Dogkan den, der har fået afslag på en begæringom at blive gjort bekendt med dokumenternei en sag, i hvilken han er part, inden 4 ugerefter at nævnets afgørelse er meddelt ham,indbringe afgørelsen for domstolene.

§ 9.Statsministeren træffer de foranstaltninger,

der er fornødne til gennemførelse af dennelov. Han fastsætter sførrelsen af det gebyr, dervil være at erlægge for genparter efter § 5.

§ 10.Alternativ nr. 1.

De i gældende loveindeholdte forskrifterom tavshedspligt fortjenestemænd og an-dre, der varetager denoffentlige forvaltningsanliggender, medføreringen begrænsning ipligten til efter de inærværende lov fore-skrevne regler at stilleoplysninger til rådig-hed.

Alternativ nr. 2.

Den i straffelovenog tjenestemandslove-ne samt i tilsvarendekommunale tjeneste-mandsvedtægter fore-skrevne almindeligetavshedspligt for tje-nestemænd og andre,der handler i offent-ligt hverv, medføreringen begrænsning ipligten til efter de inærværende lov fore-skrevne regler at stilleoplysninger til rådig-hed. Den i andre loveforeskrevne tavsheds-pligt begrænser adgan-gen til at få oplysnin-ger i henhold til dennelov.

§ 11.Stk. 1. Denne lov træder i kraft den . . . .Stk. 2. Lovens bestemmelser kommer ikke

til anvendelse på dokumenter, der er oprettetaf en forvaltningsmyndighed eller kommet idennes besiddelse forinden lovens ikrafttræden.

180

Stk. 3. Bestemmelser i den øvrige lovgiv- underkastet offentlighedsprincippet, undtagetning vedrørende adgang til at blive bekendt herfra.med dokumenter hos offentlige forval'nings- Stk. 5. Ved lovens ikrafttræden ophæves lovmyndigheder opretholdes, jfr. dog stk. 5. af 2. februar 1866 om erklæringers medde-

Stk. 4. Loven kan ved kongelig anordning lelse til ansøgere og klagere og . . . .sættes i kraft på Færøerne med de ændringer, Stk. 6. Forslag om revision af denne lovsom måtte være nødvendige som følge af øer- forelægges folketinget i folketingsåret. . . .nes særlige forhold. Indtil loven træder i kraftpå Færøerne er de hos rigsmyndigheder bero- Note.ende sager om færøske anliggender, der i hen- De t n det io^bi^ u ^ s t af 20. april i960 til lov om

offentlighed i forvaltningen hørende bemærkninger er ude-hold til forannævnte bestemmelser ville være iadt her.

181

FINANSMINISTERIETDET STATISTISKE DEPARTEMENTKøbenhavn K., den 20. maj 1960.

8 a.1 °

Journal nr. 1322-1. 0-9.

Ojfentlighedskommissionen.

Departementet henledede i skrivelse af 28.maj 1957 Kommissionens opmærksomhed på,at man anså det for at være af afgørende be-tydning for Departementets arbejde, at det veden eventuel overgang til offentlighedsprincip-pet i statsforvaltningen på tilsvarende mådesom i svensk lovgivning sikredes, at oplysnin-ger indhentet til statistisk brug ikke kunnefordres udleveret, for så vidt disse angik navn-givne enkeltpersoner, selskaber, institutioner

Man er imidlertid efter en gennemgang afdet af Kommissionen udarbejdede lovforslagmed tilhørende bemærkninger i tvivl om, hvor-vidt den valgte formulering med sikkerhed ude-lukker, at statistisk oplysningsmateriale af dennævnte art kan kræves udleveret, og skal der-for anmode om, at det i lovforslaget - even-tuelt i bemærkningerne - klart fastslås, at sta-tistisk oplysningsmateriale falder uden for lov-forslagets rammer.

C. Ulrich Mortensen. Sv. Aa. Hansen.

REVISIONSDEPARTEMENTERNEDen 22. oktober 1960.

Til oifentlighedskommissionen.

. . . . skal man vedrørende de i lovudkastet in-deholdte undtagelsesbestemmelser fra offent-lighedsprincippet udtale, at revisionsdeparte-menterne finder den i udkastets § 2, stk. 1,nr. 6, indeholdte bestemmelse, således som dennærmere fortolkes i de til lovudkastet knyttedebemærkninger, af særlig betydning for beskyt-

telse af departementernes revisions- og kontrol-mæssige virksomhed.

Herudover giver forholdet mellem gældenderegler vedrørende tavshedspligt inden for re-visionsdepartementernes sagsområde og udka-stet ikke departementerne anledning til be-mærkninger.

O. Remke. Gerda Hansen.

DEPARTEMENTET FOR TOLD- OGFORBRUGSAFGIFTERKøbenhavn, den 23. nov. 1960.

Offentlighedskommissionen.

Departementets personalekontor.Kontoret har ingen bemærkninger til det fo-

religgende udkast eller de i dette indeholdteundtagelsesbestemmelser. Inden for kontoretssagsområde gælder ingen specielle regler omtavshedspligt.

Toldafgiftskontoret.I udkastet er der ikke, således som af kon-

toret foreslået i departementets skrivelse af 19.marts 1958, C. 1809/1957, gjort undtagelsefra hovedreglen om offentlighed for så vidtangår sager vedrørende administrativt ikendtebøder. Disse bøder ikendes ofte efter bestem-

182

2/. R. dep. 3. k. j. nr. S. 224/60.

3 °Journal nr. C. 4018.

melser, hvis anvendelse ikke altid kræver til-stedeværelsen af ond tro, jfr. således toldlo-vens § 193, og er derfor ikke udtryk for no-get subjektivt dadelværdigt. Sager af den om-handlede art tilsigter i modsætning til straffe-sager, som er undergivet anklageren, »afgørelsei mindelighed«, hvorfor offentlig kundskab omdisse sager kan være ubillig overfor de på-gældende.

Undtagelsesbestemmelsen i § 2 stk. 1, pkt. 4,synes efter bemærkningerne til udkastet ikkeat omfatte sager af ovennævnte særlige art, ogdet foreslås derfor påny, at der i udkastetsundtagelsesbestemmelser optages en bestem-melse om, at sager vedrørende administrativtikendte bøder i henhold til bestemmelser, derikke kræver tilstedeværelsen af ond tro, ikkeer undergivet offentlighed.

løvrigt har kontoret ingen bemærkninger tildet foreliggende udkast. Inden for kontorets

sagsområde gælder ingen specielle regler omtavshedspligt.

/. told förvaltningskontor.Kontoret har ingen særlige bemærkninger.

Der gælder ingen specielle regler om tavsheds-pligt,

2. told förvaltningskontor.Kontoret, der ligesom toldafgiftskontoret ad-

ministrerer bestemmelser, der omhandler ob-jektivt bødeansvar, kan henholde sig til det afdette kontor herom stillede forslag.

Kontoret har iøvrigt ingen særlige bemærk-ninger.

Der findes inden for kontorets sagsområdeingen specielle lovregler om tavshedspligt.

Forbrugsafgiftskontorerne har ingen særligebemærkninger til forslaget. Inden for kontorer-nes sagsområde findes ingen specielle reglerom tavshedspligt.

/. V. Henriksen.

FINANSMINISTERIETKøbenhavn, den 22. marts 1961.

Ojfentlighedskommissionen.

. . . . meddele, at det udarbejdede udkast ikkegiver finansernes centralstyrelse anledning tilbemærkninger, idet man herved forudsætter, atStatsanstalten for Livsforsikring falder udenfor lovudkastets rammer.

For så vidt angår spørgsmålet om formu-

lering af lovudkastets § 10 bemærkes, at det,såvidt ses, vil være uden betydning inden forfinansernes centralstyrelses område, hvilken afde i udkastet anførte alternative muligheder,man foretrækker.

P. M. V.Dige.

Leo Nielsen.

SKATTEDEPARTEMENTET12. april 1961.

Til offentlighedskommissionen.

. . . . meddele, at man fra skattedepartementetsside intet har at bemærke til de i lovudkastetsindeholdte undtagelsesbestemmelser, men atman for så vidt angår den endelige udform-ning i lovudkastets § 10 skal anføre, at man,under hensyn til det ønskelige i, at man i skat-

tesager kan opnå så rigtige og fyldige oplys-ninger som muligt, finder det af stor betyd-ning, at dokumenter i disse sager ubetingetunddrages offentliggørelse, jfr. herved bestem-melsen i lov nr. 149 af 10. april 1922 § 44,statsskatteloven, som ændret ved lov nr. 144 af

183

4 c

/. nr. S. 6045/61.

5°Skd. 1. jr. nr. 635/60.

31. marts 1950 § 39, hvorefter der påhvilerligningsmyndighedernes og landsskatterettensmedlemmer og medarbejdere ubetinget tavs-hed med hensyn til de oplysninger om skatte-ydernes indkomst- og formueforhold, som un-der varetagelse af deres hverv måtte komme

til deres kundskab, samt bestemmelsen i §16 i lov nr. 313 af 20. december 1915 om sær-lig stempelafgift ved overdragelse af offentligeværdipapirer.

Man skal herefter henstille, at lovudkastets§ 10 affattes som alternativ nr. 2.

Hans P. Gøtrik.Henning Jensen.

LANDBRUGSMINISTERIET

København, den 8. oktober 1960.

Offentlighedskommissionen.

ad § 1:1 bemærkningerne til denne paragrafsamt i bemærkningerne til § 4 er som eksem-pel på en forvaltningsmyndighed, hvis doku-menter er undergivet offentlighed, anført land-væsenskommissioner. Man skal herved henledeopmærksomheden på, at landvæsenskommis-sioner efter landbrugsministeriets opfattelse un-der hensyn til deres opgave og sammensætningmå sidestilles med domstole og således næppevil være omfattet af lovudkastets bestemmel-ser.

ad § 6: Det bør efter landbrugsministerietsopfattelse fremgå af denne bestemmelse, at dei udkastets § 4 indeholdte undtagelser fra of-fentlighedsprincippet også gælder for danskeog udenlandske parter.

S b

L. Journ. I960, nr. 2, 3, 4 og 5/345.

ad § 10: Det er for landbrugsministeriet udenbetydning, hvilket af de angivne alternativertil § 10 der vælges.

Med hensyn til forslaget iøvngt har matrikel-direktoratet overfor landbrugsministeriet givetudtryk for betænkelighed ved at give offentlig-heden adgang til at blive gjort bekendt meddokumenter i sager, der ikke er afgjort, menendnu er til behandling, da det kan medføreforsinkelse og forøget arbejde under sagensekspedition. Der haves derimod intet at indven-de imod, at enhver, der har en særlig inter-esse i en sådan sag, får lejlighed til at gøresig bekendt med sagens dokumenter. Land-brugsministeriet kan tilslutte sig denne opfat-telse.

Bortset fra det anførte giver lovudkastetikke landbrugsministeriet anledning til bemærk-ninger.

P. M. V.

Vald. Hornslet. C. Th. Holbøll.

FISKERIMINISTERIET

København, den 11. oktober I960.

8c

Journ. 1960 nr. N. 2/141.

Offentlighedskommissionen.

. . . . meddele, at fiskeriministeriet ikke for sitvedkommende finder noget at indvende imodde retningslinier, efter hvilke det foreliggendeudkast er udarbejdet.

Med hensyn til udkastets § 4, stk. 1 b, skalman dog henstille, at denne bestemmelse ud-formes på en sådan måde, at det klart frem-går, at brevveksling mellem en styrelse og de

denne underlagte institutioner, i hvert tilfældefor så vidt angår brevveksling vedrørende sags-områder, hvor de pågældende institutioner ikkeoptræder som selvstændig myndighed, skal væreunddraget offentlighed.

Endvidere skal man med hensyn til bestem-melserne i § 4, stk. 1 a, pege på, at brev-

184

veksling ministerier imellem under en sags for-beredende behandling kan give udtryk for me-re eller mindre divergerende synspunkter, ogat det efter fiskeriministeriets formening vilvære betænkeligt, om ansøgere eller andre ien sag interesserede skulle kunne gøre sådandivergens til genstand for offentlig omtale ogdiskussion, forinden sagen er færdigforhandletmellem ministerierne og disses respektive rege-

ringens indbyrdes enighed om den måde, hvorpåden pågældende sag skal afgøres, er opnået.

Med hensyn til formuleringen af § 10 skalman, idet henvises til bestemmelserne i § 41,stk. 4 i lov nr. 150 af 11. maj 1954 om kva-litetskontrol med fisk og fiskevarer, meddele,at fiskeriministeriet for sit vedkommende måforetrække § 10 udformet som angivet i alter-nativ nr. 2.

P. M. V.B. Dinesen. G. L. Mourier.

FORSVARSMINISTERIETDen 26. okt. 1960.

Til ojjentlighedskommissionen.

Som allerede nævnt i forsvarsministerietsskrivelse af 26. september 1957 til kommis-sionen er Danmark i henhold til beslutningertruffet i det nordatlantiske råd overfor de øv-rige NATO-lande traktatmæssigt forpligtet til- ikke blot for så vidt angår egentlige NATO-sager, men også med hensyn til nationale sa-ger, der vedrører landets forsvar — at følgevisse grundlæggende principper og minimums-normer for en sikkerhedsmæssig beskyttelse afoplysninger, materiale m. v. Det i den anled-ning indførte klassifikationssystem indebærer,at sager, der som en konsekvens af dette sy-stem er klassificeret »til tjenestebrug« (NATO»restricted«) eller højere af forsvarsministerietvil blive henført til undtagelsesbestemmelsen iudkastets § 2, stk. 1, nr. 1 og vil således udensærskilt begrundelse være unddraget offentlig-hed.

For så vidt angår undtagelsesbestemmelseni § 2, stk. 1, nr. 3 finder forsvarsministerietdet tvivlsomt, hvorvidt den nævnte bestemmelseer tilstrækkelig til at tilgodese forvaltnings-myndighedernes interesse i, at der ikke i sagerangående afgivelse af tilbud overfor nævntemyndigheder i forbindelse med køb, salg, en-treprise m. v., gives tilbudsgivere eller andreadgang til sagens dokumenter. løvrigt har for-svarsministeriet intet at bemærke til de i for-slaget indeholdte undtagelsesbestemmelser.

8dNr. 7. kt. 459/60/4444.

Af motiverne til udkastets § 10 fremgår det,at kommissionen ikke har ment at kunne tageendelig stilling til, i hvilket omfang den i denøvrige lovgivning hjemlede tavshedspligt børmedføre indskrænkninger i et offentlighedsprin-cip efter de i lovudkastet indeholdte retnings-linier, og man har i den anledning opstillet tovejledende alternative forslag til affattelse afnævnte paragraf.

I militær straffelovs §§ 40 og 41 hjemlesstraf for »den, som røber militær hemmelig-hed, hvis åbenbaring for fremmed magt kanskade landets forsvar« (§ 40) og »den, deruberettiget skaffer sig kendskab til hemmelig-hed angående forhold, som er omtalt i § 40,eller gengiver aktstykker eller beskriver ellerafbilder andet, hvoraf sådanne hemmelighederfremgår« (§ 41). Da gerningsindholdet i nævnteparagraffer vedrører åbenbaring af hemmelig-heder, der kan skade landets forsvar, og for-holdet således ifølge lovudkastets § 2, stk. 1,nr. 1 vil være undtaget fra offentlighedsprin-cippet, betyder den militære straffelovs tavs-hedsbestemmelser efter forsvarsministeriets op-fattelse ikke nogen yderlig indskrænkning i detnævnte princips anvendelse efter de i lovud-kastet indeholdte retningslinier.

Forsvarsministeriet vil derfor for sit ved-kommende mene, at bestemmelsen i udkastets§ 10, alternativ nr. 1, dækker de hensyn, somvaretages ved de citerede bestemmelser.

P. M. V.

C. Langseth. Verner Christiansen.

185

ØKONOMIMINISTERIETDen 12. november 1960.

Til ojjentlighedskommissionen.

. . . . meddele, at Det økonomiske Sekretariatikke har bemærkninger at gøre til udkastet iden foreliggende udformning, herunder de fo-reslåede undtagelsesbestemmelser.

8 e

For en fuldsta;ndigheds skyld tilføjes, at derikke inden for sekretariatets sagsområde findesspecielle tavshedsbestemmelser.

Schmidt.

Paul Gersmann.

J USTITSMINISTERIETLovkontoret.København, den 14. november 1960.

Ojjentlighedskommissionen.

Det foreliggende lovudkast giver justitsmini-steriet anledning til følgende bemærkninger:

I. Hovedlinierne i lovudkastets bestemmelserom almindelig offentlighed i forvaltningen.1. Efter udkastets § 1 omfatter den fore-

slåede offentlighedsordning såvel afgjorte sa-ger som sager, der er under behandling hosforvaltningens myndigheder.

Justitsministeriet må nære betænkelighederved, at forvaltningens sager undergives offent-lighed allerede på behandlingsstadiet. På dettestadium vil sagerne i almindelighed endnu ikkeforeligge fuldt oplyste, og offentlighed vil der-for medføre en drøftelse i pressen af de på-gældende sager på et utilstrækkeligt grundlagog dermed en information af offentligheden,som kan give denne en ukorrekt opfattelse afsagerne. Endvidere vil offentlighed under sa-gernes behandling i særlig grad kunne gribeind i administrationens sagsbehandling til ska-de for klagere og ansøgere.

2. Udkastets udformning af offentligheds-princippet kan formentlig resumeres således:Der foreslås indført offentlighed i forvaltningensom en hovedregel (§ 1). Denne hovedregelfraviges, når meddelelse af oplysninger villekomme i strid med væsentlige hensyn til be-skyttelsen af forskellige interesser, hvor hem-

8 1Journal nr. L. A. 80/1958.

meligholdelse efter forholdets særlige karakterer påkrævet (§ 2); de vigtigste af de inter-esser, der herved kommer i betragtning, ernævnt i § 2, stk. 1, nr. 1-6, men disse reglersuppleres af en generalklausul i § 2, stk. 1,nr. 7. Afgørelse om, hvorvidt der i det enkeltetilfælde foreligger afgørende modhensyn, sommå føre til nægtelse af offentlighed, træffesendeligt af det i § 8 omhandlede nævn.

Loven indeholder ikke nogen nærmere kon-kretisering af de i § 2 opregnede undtagelserfra offentlighedsprincippet og afgiver hellerikke hjemmel for fastsættelse af anordningertil nærmere bestemmelse af undtagelsernes ræk-kevidde for de forskellige sagsgrupper. Såvidtman forstår, lægges der fra arbejdsudvalgetsside vægt på det synspunkt, at spørgsmålet omoffentlighed bør afgøres på grundlag af envurdering af de hensyn, der gør sig gældendei den enkelte sag og med støtte i den praksis,der efterhånden vil udvikle sig gennem nævns-afgørelser. Det anføres vel i lovudkastets be-mærkninger (p. 5), at det vil være praktisk, atder fra de enkelte centrale myndigheder givesinstruktion til de underordnede myndigheder.I betragtning af den frihed lovudkastet givernævnet til at træffe sine afgørelser efter enkonkret vurdering, som i høj grad vil være afskønsmæssig karakter, vil de omhandlede in-struktioner imidlertid alene kunne få karakteraf meget vagt formulerede vejledninger.

186

Justitsministeriet må ud fra principielle ogpraktiske hensyn nære betænkeligheder veddenne ordning:

a. I lovteknisk henseende må det forekom-me mindre tilfredsstillende, at ordningens re-elle indhold ikke i højere grad fremgår af lo-ven eller fastlægges nærmere gennem anord-ninger udstedt med hjemmel i loven.

b. Også ud fra principielle lovgivningspoliti-ske synspunkter forekommer det mindre rig-tigt, at en så central nyordning vedrørendeadministrationens arbejdsform gennemføres vedregler, der indskrænker sig til at angive visseledende principper i ordningen, medens dennesreelle indhold henskydes til fastlæggelse gennemen praksis, der bestemmes af det foreslåedenævn. Om nævnets egnethed til at fastlægge ensådan praksis henvises til bemærkningerne ne-denfor.

c. Den foreslåede ordning må forekommevanskeligt praktikabel og må derfor antagesat ville påføre administrationen en meget be-tydelig arbejdsforøgelse.

Lovudkastets regler giver ikke pressen ellerandre interesserede en virkelig information om,hvilke sager de har ret til at blive bekendtmed. Dette, som i sig selv er uheldigt, måpåregnes at ville medføre, at administrationenvil få et meget betydeligt antal henvendelser,der må afslås, og som ikke ville fremkomme,hvis der blev givet mere oplysende regler omspørgsmålet. Det må herved tages i betragt-ning, at pressens interesse antagelig i betydeligtomfang vil angå de sager, hvor offentlighedmå nægtes, eller hvor spørgsmålet om offent-lighed er tvivlsomt.

Endvidere må manglen på faste regler omoffentlighedsprincippets rækkevidde antages atmedføre, at spørgsmålet om offentlighed i etmeget betydeligt antal sager bliver særdelestvivlsomt, og at afgørelsen af spørgsmålet, deralene kan bygge på lovens vage kriterier ogden eventuelle praksis, der måtte have udvik-let sig gennem det omhandlede nævns afgø-relser, vil være vanskelig og ofte kræve ind-gående overvejelse.

d. Manglen på faste regler vedrørende und-tagelserne fra offentlighed vil betyde, at offent-lige myndigheder, der til brug for en sags be-handling indhenter oplysninger fra private,sjældent på forhånd kan tilsikre disse, at op-

lysningerne ikke vil blive videregivet for eks-empel til pressen. Dette vil være til skade forsagernes oplysning.

Efter justitsministeriets opfattelse må en for-udsætning for, at en offentlighedsordning kanpraktiseres uden i for høj grad at skade sags-behandlingen og uden en betydelig forøgelseaf administrationens arbejde med deraf føl-gende personale- og lokalemæssige problemer,være, at der gives nogenlunde faste regler forvisse sagstyper, således at området for denskønsmæssige konkrete bedømmelse af spørgs-målet om offentlighed begrænses væsentligt.

Principielle synspunkter kan anføres til støttefor, at sådanne regler, der angiver grænsernefor administrationens pligter med hensyn til of-fentlighed, fastsættes i loven. En sådan ordningvil dog næppe være hensigtsmæssig; dels må deomhandlede regler være af en relativt detaille-ret karakter, dels er det påkrævet, at ordnin-gen er smidig, således at ændring, for eksempelsom følge af nye sagsområder, kan foretagesuden ny lov. Den finske lov af 1951 § 9 omoffentlighed indeholder da også hjemmel tilfastsættelse af administrative bestemmelservedrørende undtagelse fra offentlighedsprincip-pet, og det samme gælder om end i meget be-grænset omfang den svenske sekretesslov af1937.

Det fremgår ikke af lovudkastet, om ar-bejdsudvalget har drøftet spørgsmålet om,hvorvidt den foreslåede adgang til offentlighedbør modsvares af et udvidet strafansvar forpressen med hensyn til dennes behandling afde oplysninger, som modtages gennem den fo-reslåede offentlighed; efter de gældende reglerville misbrug af disse oplysninger i almindelig-hed alene kunne straffes efter reglerne omære- og fredskrænkelser. Efter justitsministeri-ets opfattelse er dette spørgsmål af en sådanbetydning for, i hvilket omfang det er forsvar-ligt at indføre offentlighed, at de 2 spørgsmålbør overvejes i sammenhæng. Udgangspunkt forovervejelser vedrørende pressens ansvar børformentlig være retsplejelovens § 1017, derbetegner et modstykke til retsplejens offentlig-hedsprincip.

II. Forholdet mellem almindelig offentlighedog partsoffentlighed.

Lovudkastets hovedindhold er reglerne omalmindelig offentlighed. Spørgsmålet om parts-offentlighed behandles alene i § 6, § 7 (sam-

187

men med reglerne om almindelig offentlighed)og § 8, stk. 5, 2. pkt. § 6 henviser til de i§ 2 indeholdte undtagelser fra almindelig of-fentlighed, men modificerer dem for så vidt an-går partsoffentlighed, således at denne kun kannægtes, hvis modhensynene »findes at være såvæsentlige, at de bør gå forud for partens in-teresse i at kunne benytte kendskab til doku-menterne til varetagelse af sit tarv under sa-gens behandling eller senere«.

Ud fra såvel lovtekniske som reale syns-punkter kan det forekomme tvivlsomt, om deter hensigtsmæssigt at udforme reglerne ompartsoffentlighed i nær tilknytning til reglerneom almindelig offentlighed. De to offentligheds-former forfølger formål, der er af væsentligforskellig karakter, og reglerne om hver afdisse former må derfor overvejes ud fra selv-stændige synspunkter. Justitsministeriet er enigti, at adgangen til partsoffentlighed som enretssikkerhedsgaranti vedrørende forvaltnings-proceduren i den enkelte sag må være videre-gående end den almindelige offentlighed, menman finder det tvivlsomt, om der på en hen-sigtsmæssig måde gives udtryk herfor blot veden henvisning til § 2's undtagelser suppleretmed den i § 6 i slutningen indeholdte formu-lering, der kun angiver en nuanceforskel i for-hold til det kriterium, der anvendes i § 2, ibegyndelsen.

Man er mest tilbøjelig til at mene, at spørgs-målet om partsoffentlighed bør underkastes enselvstændig bedømmelse og normering, i ho-vedsagen uafhængigt af reglerne om alminde-lig offentlighed, jfr. herved også den norskeforvaltningskomités betænkning p. 187 ff. Iforbindelse hermed bør formentlig overvejesden mulighed, at der gives vedkommende partoplysninger med påbud om, at disse, hvis deer omfattet af § 2's undtagelser, ikke må vi-deregives, sammenlign herved bestemmelsen iretsplejelovens § 31, stk. 2, samt § 21, stk.3, i det norske lovudkast, som indeholdes iden ovennævnte betænkning (p.457) og §§39 og 41 i den svenske sekretesslov.

Man skal endvidere pege på, at den i ud-kastet foreslåede kombination af reglerne omalmindelig offentlighed og partsoffentlighed in-debærer den efter justitsministeriets opfattelseuheldige konsekvens, at spørgsmålet om parts-offentlighed undergives den i §§ 7 og 8 om-handlede nævnsprocedure. Idet der om denne

procedure i øvrigt henvises til bemærkningernenedenfor, skal man i den her foreliggende sam-menhæng bemærke, at nævnet, hvori pressener repræsenteret, ikke er sammensat med hen-blik på afgørelse af spørgsmål om partsoffent-lighed, og at dette spørgsmål, der vedrøreren retssikkerhedsgaranti angående den konkretesags behandling, synes at burde kunne ind-bringes for domstolene uden afventning af ennævnsafgørelse, jfr. også den nuværende ord-ning i henhold til loven af 2. februar 1866.

III. Lovudkastets enkelte bestemmelser,ad § 1.1. Efter justitsministeriets opfattelse er dettvivlsomt, om det er påkrævet at begrænse reg-len til danske statsborgere. Denne begrænsninger mindre heldig med henblik på personer, derer statsborgere i et andet nordisk land, jfr.herved Nordisk Råds rekommandation nr.7/1953. Måske kunne der va r̂e grund til atoverveje at begrænse reglen til personer medfast bopæl i Danmark. Denne begrænsning sy-nes mere adækvat i forhold til offentligheds-princippets formål end statsborgerbegrænsnin-gen og ville måske ikke være helt uden betyd-ning i retning af at formindske muligheden formisbrug af offentligheden.

2. Det fremgår ikke ganske klart af § l's for-mulering eller bemærkningerne til bestemmel-sen, om udtrykket »den offentlige forvaltningsmyndigheder« omfatter organer, hvis virksom-hed udelukkende er af konsultativ karakter.Spørgsmålet har betydning med hensyn til delsforskellige permanente organer, for eksempelretslægerådet, dels udvalg og kommissioner,som er nedsat til afgivelse af indstilling omenkeltstående lovgivnings- eller administrations-spørgsmål. Efter justitsministeriets mening erder ikke tilstrækkelig anledning til at lade be-stemmelsen omfatte sådanne organer, og navn-lig for så vidt angår udvalg og kommissioner,der behandler lovgivningsspørgsmål, må ju-stitsministeriet anse det for uhelidgt, at dissesdokumentmateriale undergives offentlighed.Der henvises herved til bemærkningerne neden-for vedrørende forberedelsesarbejdet i lovgiv-ningssager.

3. Det bemærkes, at den nærmestliggende for-tolkning af § 1 fører til, at folketingets om-budsmand ikke er omfattet af bestemmelsen.

188

Spørgsmålet burde formentlig berøres i be-mærkningerne til lovudkastet.

ad § 2, stk. 1.Idet der i øvrigt henvises til det under I

anførte, skal man udtale følgende:/. Det bør lægges fast, at de sager, der be-handles af politiets efterretningstjeneste, erundtaget fra offentlighed

2. Med hensyn til bestemmelsen i § 2, stk. 1,nr. 2, bemærkes:

Efier justitsministeriets opfattelse bør spørgs-målet om offentlighed med hensyn til akter istraffesager i det hele holdes uden for lovenog henskydes til speciel behandling ud fra rets-plejemæssige hensyn. Dette må anses for på-krævet, fordi spørgsmålet beror på særlige hen-syn til reishåndhævelsens effektivitet og be-skyitelsen af de i sagerne implicerede personer.Hertil kommer, at den i lovudkastet foreslåedeordning, hvorefter nogle af de omhandlede ak-ter undergives reglerne i retsplejelovens § 41,medens andre skal behandles efter lovudka-stets herfra væsentligt afvigende regler, måforekomme utilfredsstillende; man skal i for-bindelse hermed pege på, at ordningen inde-bærer en særlig komplikation, idet akterne ipådømte straffesager (uden for København)opbevares ved politimesterembederne, mendog er undergivet reglerne i retsplejelovens §41 (disse reglers analogi). Spørgsmålet om of-fentlighed med hensyn til straffeakter lader sigkun løse rationelt på grundlag af en samletovervejelse omfattende alle arter af straffe-akter.

Det anførte gælder også akter vedrørendeansøgninger om anketilladelse i straffesa-ger, udsættelse med straffuldbyrdelse, benåd-ning, prøveløsladelse, erstatning for uforskyldtfængsling m. v.

Man skal iøvrigt under henvisning til detunder I anførte specielt pege på betydningenaf, at det bliver lagt fast, at strafferegistreneog politiets tilsvarende registraturer, herundernavnlig rigsregistraturen, ikke er undergivetoffentlighed efter loven.

3. For så vidt angår sager om procesbevillin-ger (anketilladelse, kæretilladelse og fri proces)inden for civilprocessen skal man bemærkefølgende:

Bortset fra oplysninger om andragerens øko-

nomiske forhold, der under alle omstændighe-der bør være unddraget offentlighed, jfr. lov-udkastets § 2, stk. 1, pkt. 3, består materialeti disse sager af aktstykker, der har været ellerkan ventes at blive fremlagt i retten, og afoplysninger, der har været eller kan ventesat blive optaget i rets- eller dombøger. Derbør derfor ikke gælde videregående regler omoffentlighed med hensyn hertil end med hensyntil »aktindsigt« efter retsplejelovens § 41(»retlig interesse«).

Spørgsmålet om offentlighed med hensyn tildisse sager bør derfor også henskydes til spe-ciel behandling ud fra retsplejemæssige syns-punkter.

Det tilføjes, at der gør sig særlige betænke-ligheder gældende med hensyn til indførelse afoffentlighed vedrørende sager om fri proces iførste instans. Afgørelsen af, om fri procesbør meddeles, beror i vidt omfang på oplys-ninger afgivet til politirapport. Efter de gæl-dende regler, jfr. herved justitsministeriets cir-kulære af 24. august 1951, skal politiet indenafhøringen gøre den afhørte bekendt med, atretten, parterne og disses advokater vil få ad-gang til at gøre sig bekendt med rapport ogbilag. En gennemførelse af »offentlighed« i deti udkastet foreslåede omfang må antages atville vanskeliggøre eller hindre tilvejebringelseaf oplysninger til brug ved sagens afgørelse,idet de afhørte kan befrygtes at ville være til-bageholdende med at give oplysninger ellerligefrem at ville nægte at give oplysninger,når disse er genstand for offentlighed. En så-dan konsekvens af gennemførelse af offentlig-hedsprincippet vil kunne være i strid med an-dragerens interesser.

4. Også uden for de ovenfor anførte tilfældekan det forekomme, at en forvaltningsmyndig-hed er i besiddelse af akter i retssager. Hellerikke i disse tilfælde bør spørgsmålet om offent-lighed med hensyn til akterne afgøres efter lov-udkastets regler.

5. Specielt med hensyn til borgerlige sager,hvori en forvaltningsmyndighed er part, be-mærkes, at spørgsmålet om offentlighed medhensyn til dokumenter, som forvaltningsmyn-digheden tilvejebringer med henblik på retssa-gen, bør afgøres efter retsplejereglerne og ikkeefter lovudkastets regler.

189

ad § 2, stk. 2.Denne bestemmelse har alene den betyd-

ning at hjemle administrationen adgang til atudsætte afgørelsen af spørgsmålet om med-delelse af oplysninger; ud fra dette synspunktbør bestemmelsen muligvis placeres i § 5.

ad § 4, stk. 1 a.1. Efter denne bestemmelse skal offentligheds-princippet ikke omfatte brevveksling mellemministerier om lovgivning. Efter justitsministe-riets opfattelse bør det samme gælde et mini-steriums brevveksling vedrørende lovgivningmed andre myndigheder d. v. navnlig sige un-derordnede administrative myndigheder. Dersynes ikke at være grund til den af arbejdsud-valget foreslåede begrænsning af undtagelses-bestemmelsen. Hensynet til forberedelsesarbej-det i lovgivningssager tilsiger, at dette kan fo-regå uden den offentlighed, som lovudkastethjemler. Det er af afgørende betydning, atovervejelser i vedkommende ministerium oghos de myndigheder fra hvilke, der indhenteserklæringer, kan foregå uhæmmet af en oplys-ningspligt over for pressen og af dennes be-handling af spørgsmålet, som kan indebære enfare for, at dette løftes op i et politisk planpå et stadium, hvor det er uegnet dertil, fordide nødvendige undersøgelser og de rent sag-lige overvejelser endnu ikke er tilendebragt.De hensyn, der ligger til grund for det fore-slåede offentlighedsprincip, må forekomme til-strækkeligt tilgodeset ved lovforslagenes offent-lige behandling i folketinget.

2. I konsekvens af de ovenfor anførte betragt-ninger må justitsministeriet endvidere være afden opfattelse, at udvalgsbetænkninger vedrø-rende lovgivningsspørgsmål bør være unddragetoffentlighed, indtil vedkommende minister hartruffet beslutning om deres offentliggørelse.

3. Efter den norske forvaltningskomités oven-nævnte lovudkast § 10 (jfr. komiteens betænk-ning p. 437) holdes erklæringer, som den kom-petente myndighed tilvejebringer ved høring afandre forvaltningsmyndigheder i alle tilfældeuden for offentlighedsordningen. Medens entilsvarende begrænsning i en eventuel dansklov om offentlighed vel måtte forekomme forvidtgående, synes det - også bortset fra lov-givningsspørgsmål - tvivlsomt, om offentlig-

hedsprincippet bør omfatte erklæringer, som etministerium indhenter fra et andet ministe-rium. Dette spørgsmål er vel overvejende afpolitisk karakter, men justitsministeriet menerdog at burde pege på, at principielle forfat-ningsretlige synspunkter, hvorefter regeringenbetragtes som en enhed, taler imod, at de om-handlede erklæringer undergives offentlighed.

ad § 4, stk. 1, d.Justitsministeriet må nære betænkeligheder

ved . . . . forslag vedrørende ansøgninger omansættelse i offentlig tjenes'e og erklæringerom sådanne ansøgninger.. . . . indebærer den ændring i den nugældenderetstilstand, at tjenestemandslovens § 2, stk.2, hvorefter ansøgere og anerkendte tjeneste-mandsorganisationer har ret til at få oplysningom navnene på ansøgerne til en stilling, af-løses af en ordning, hvorefter ansøgningerneunderkastes almindelig offentlighed. Det må på-regnes, at konsekvensen heraf vil blive, at kva-lificerede ansøgere vil blive tilbageholdne medhensyn til at indgive ansøgning. Begrundelsenherfor vil ikke alene kunne være forholdet tilnuværende arbejdsgiver, men også modviljemed hensyn til at blive genstand for presseom-tale, eventuelt i forbindelse med forbigåelseved stillingens besættelse. Hertil kommer, atmuligheden for offentliggørelse må antages atmedføre tilbageholdenhed med hensyn til med-delelse af oplysninger i ansøgningerne

ad § 5. Efter justitsministeriets opfattelse børspørgsmålet om offentlighed med hensyn tilsager, der alene er forelagt en myndighed tiludtalelse, ikke afgøres af denne myndighed,men af den myndighed, under hvis forretnings-område sagens afgørelse hører. Kun dennesidstnævnte myndighed vil i almindelighed havede nødvendige forudsætninger for at afgøre,hvorvidt der bør meddeles oplysninger, sam-menlign herved § 3 i den finske forordning af22. december 1951 om undtagelser fra offent-lighedsprincippet; endvidere kan henvises til §13, stk. 3 i den norske forvaltningskomitésudkast til lov om behandlingsmåten i forvalt-ningssaker.

ad § 6.Der henvises til det under II anførte.Specielt vedrørende de af justitsministeriet

190

behandlede sager vedrørende tvangstilbagehol-delse på hospital af sindssyge skal man be-mærke, at et behandlingsmæssigt hensyn jævn-ligt med afgørende vægt vil tale imod partsof-fentlighed. Dette hensyn er ikke nævnt i § 2,stk. 1, nr. 1-6. Hvis hensynet ikke udtrykkeligtoptages i lovteksten ved en ændring af denne,bør det omtales i bemærkningerne til § 2, stk.1, nr. 7.

ad §§ 7 og 8.1. Justitsministeriet må nære betænkelighedved de i §§ 7 og 8 indeholdte regler, hvorefterforvaltningens afgørelse om offentlighed kanpåklages til et nævn, hvis afgørelse for så vidtangår almindelig offentlighed ikke kan ind-bringes for domstolene.

Ordningen indebærer, at nævnet bliver enadministrativ klageinstans i forhold til mini-strenes afgørelse; dette forekommer vanskeligtforeneligt med det ministerielle system og der-med med ministrenes almindelige statsretligestilling. Endvidere er ordningen en afvigelsefra den almindelige praksis vedrørende kompe-tencen for ankenævn.

Et ankenævn sammensat i overensstemmelsemed udkastets regler kan ikke forventes atville repræsentere en sådan særlig sagkundskabvedrørende den samlede administration, somkan begrunde, at nævnsordningen foretrækkesfremfor domstolsprøvelse. Specielt bemærkes,at det må betvivles, at den foreslåede nævns-ordning vil være egnet til at sikre en ensartetpraksis vedrørende den måde, hvorpå offent-lighedsprincippet administreres inden for demange, meget forskellige forvaltningsgrene.

Der er en ikke ubetydelig fare for, at toaf nævnets medlemmer til skade for nævnetsautoritet vil blive betragtet som parter i nævns-proceduren med den konsekvens, at nævnsaf-gørelserne bliver opfattet som enkeltmandsaf-gørelser.

Endelig skal man pege på de principiellebetænkeligheder, der efter justitsministerietsopfattelse er forbundet med at unddrage deomhandlede afgørelser fra domstolsprøvelse.Det kan heroverfor gøres gældende, at spørgs-målet om rigtigheden af administrationens af-slag på anmodninger om meddelelse af oplys-ninger vil komme til prøvelse for en andeninstans i videre omfang - både med hensyn tilsagsantal og prøvelsens intensitet - under en

nævnsordning end under en ordning med dom-stolsprøvelse. Under hensyn til administra-tionens almindelige ansvar, herunder ministre-nes politiske ansvar og adgangen til at klagetil folketingets ombudsmand, må det imidlertidbetvivles, at der er behov for nogen mere om-fattende prøvelse af ministrenes afgørelser veden klageinstans uden for administrationen.

2. Med henblik på den mulighed, at forslagetom en nævnsordning opretholdes, skal man be-mærke følgende:

a. Efter justitsministeriets mening er der ikketilstrækkelig anledning til - som foreslået -at fratage domstolene prøvelsesret med hensyntil nævnets afgørelser, hvilket som anført oven-for forekommer principielt betænkeligt.

b. Afgørelser om offentlighed, der kan ændresaf højere administrativ myndighed, bør ikkekunne påklages til nævnet, sammenlign prin-cippet i § 6, 2. pkt., i loven om folketingetsombudsmand som affattet ved lov nr. 205 af11. juni 1959; det må forekomme overvejendebetænkeligt, at nævnet træffer afgørelse ved-rørende en klage over en underordnet myndig-hed, uden at vedkommende overordnet myn-dighed har taget stilling til spørgsmålet og harhaft mulighed for over for nævnet at gørerede for sine synspunkter angående den på-gældende sag og sin praksis vedrørende lig-nende sager.

3. Med hensyn til kompetencen vedrørendespørgsmålet om partsoffentlighed henvises tilbemærkningerne under II.

ad § 10.Inden for justitsministeriet forretningsom-

råde findes specielle lovbestemmelser om tavs-hedspligt i ægteskabsloven af 1922 § 83 ogloven af 23. juni 1956 om foranstaltninger ianledning af svangerskab m. v. § 4. Efter ju-stitsministeriets opfattelse er det ikke med hen-syn til disse bestemmelser af væsentlig betyd-ning, om lovudkastets alternativ I eller II væl-ges. Principielt må det dog forekomme rigtigst,at alternativ II foretrækkes. Denne løsning gi-ver den bedste garanti for, at specielle hen-syn, som gør sig gældende på de enkelte rets-områder, tilgodeses og modvirker forekomstenaf den uheldige ordning, at der på et område

W\

er pligt til meddelelse af oplysninger efter lov-udkastets regler samtidig med, at der i øvrigtforeligger tavshedspligt. Også med henblik påfremtidige specialregler om tavshedspligt fore-kommer alternativ II at være den mest hen-sigtsmæssige løsning.

ad § 11, stk. 3, jfr. stk. 5.Man skal herved henlede opmærksomheden

på bestemmelsen i § 20 i lov nr. 224 af 7.juni 1952 om udlændinges adgang til landetm. v. Denne bestemmelse bør efter justitsmini-steriets opfattelse opretholdes.

P. M. V.

Vilhelm Boas.

MINISTERIET FOR OFFENTLIGEARBEJDERKøbenhavn, den 26. november 1960.

Offentlighedskommissionen.

. . . . for så vidt angår ministeriets departement

. . . . meddele, at man ingen principielle be-mærkninger har til det foreliggende lovudkast.

Med hensyn til spørgsmålet om optagelse afen bestemmelse i loven om forholdet til de igældende love indeholdte forskrifter om tavs-hedspligt for tjenestemænd m. fl. skal man dog

Gaarden.

henstille, at udkastets § 10 og § 11 affattessåledes, at reglen i § 13 i lov nr. 196 af 7.juni 1958 om autorisation af elektroinstalla-tører m. v. opretholdes uændret. Endvidere skalman henstille, at § 10 affattes således, at degældende bestemmelser om telefon- og tele-grafhemmeligheden begrænser adgangen til atfå oplysninger i henhold til en offentlig lov.

P. M. V.E. B.

Ove Skands.

KIRKEMINISTERIETKøbenhavn, den 2. december I960.

8hJournal nr. 5 H 826.

1. Såfremt kommissionen — til trods for sinevelbegrundede betænkeligheder.... — vedsin endelige stilling til sagen skulle kommetil det resultat, at ansøgninger om ansæt-telse (forfremmelse) i det offentliges tjene-ste bør være omfattet af offentlighedsprin-cippet, må kirkeministeriet.... indtrængen-de henstille, at ansøgninger vedrørende be-sættelse af gejstlige stillinger undtages. Degener, der for gejstligheden - og kirken somhelhed - vil være forbundet med, at an-søgninger gøres offentlig tilgængelige, børikke bagatelliseres, og ulemperne vil for

gejstlige embeders vedkommende på ingenmåde kunne opvejes af de ikke alt for iøj-nefaldende fordele, som fuld offentlighedkunne formodes at medføre.

2. Hvad angår forslagets § 10 må kirkemini-steriet for sit vedkommende finde det rig-tigst, at man holder sig til alternativ nr. 2,idet det må være selvfølgeligt, at den præ-sterne påhvilende tavshedspligt med hensyntil, hvad der bliver dem betroet i deres egen-skab af sjælesørgere - jfr. D. L. 2-5-20,der omhandler det mere begrænsede »løn-ligt skriftemål« - kun bør vige for hensyn

192

8gJournal nr. A. I-190-11.

af en langt væsentligere betydning end etalmindeligt offentlighedsprincip.

3. Man finder anledning til at henlede kom-missionens opmærksomhed på den ejendom-melige administrative ordning, man har ifolkekirken, hvorefter rent kirkeligt - gejst-lige anliggender sorterer under præst, provstog biskop, medens derimod mere alminde-lige administrative og økonomiske sager sor-terer under menighedsråd, provstiudvalg ogstiftsøvrighed - i begge tilfælde dog medkirkeministeriet som øverste administrativeinstans.

Medens det meget vel lader sig gøre at ind-føre offentlighed i de sidstnævnte sager (f. eks.vedrørende administration af kirker og kirke-gårde, begravelsesvæsenet i det hele taget, præ-stegårde og andre under præsteembeder hen-

lagte formuegoder, stiftsmidlerne), må det på-regnes, at princippets gennemførelse på detrent kirkeligt-gejstlige område vil medføre be-tydelige ulemper. Kirkeministeriet finder detikke påkrævet, at der — som foreslået af præ-steforeningen og nogle af biskopperne - søgesgennemført en særlig lov for kirken, men detbør overvejes, om ikke der på anden mådekan hjemles kirkeministeriet adgang til at fast-sætte særbestemmelser for så vidt angår detrent kirkelige område, hvor der - dersom prin-cippet gennemføres uden reservationer - megetlet vil opstå beklagelige gnidninger.

Man skal tilføje, at såfremt offentligheds-princippet gennemføres også på det sidstnævnteområde, vil det efter al sandsynlighed medføre,at korrespondancer væsentligt føres »under-hånden« med benyttelse af »private« breve,hvilket af flere grunde ville være et tilbage-skridt.

Bodil Koch.

Aug. Roesen.

HANDELSMINISTERIETKøbenhavn, den 7. december 1960.

Offentlighedskommissionen.

ad § 1:Da retten til at få adgang til dokumenter

kun er tillagt danske statsborgere, synes detspørgsmål at rejse sig, om retten ikke også børtillægges her i landet hjemmehørende juridiskepersoner, således at retten kan udøves af denpågældende juridiske persons legale repræsen-tant, uanset om denne ikke måtte va?re danskstatsborger (f. eks. en udlænding der har op-nået tilladelse til at være direktør for et herregistreret aktieselskab).

ad § 2:For så vidt angår de under handelsmini-

steriet hørende sagsområder vedrørende pa-tenter, jfr. lovbekendtgørelse nr. 361 af 19.december 1958 og mønstre, jfr. lovbekendtgø-relse nr. 933 af 1. september 1936, skal man

under henvisning til de med kommissionensformand stedfundne drøftelser udtale, atspørgsmålet om offentlighed i disse sager børafgøres ved de til enhver tid gældende særlove.

Med hensyn til spørgsmålet om offentlighe-dens adgang til skibsregistrets akter i sager an-gående registrering af skibe, jfr. lov nr. 93 af29. marts 1957 og bekendtgørelse nr. 311 af17. december 1957, skal man udtale, at spørgs-målet formentlig bør løses efter samme syns-punkter, som vil blive gældende inden for ting-lysningsområdet.

ad § 4, 2. stk.For så vidt angår referater af møder i så-

danne råd og udvalg, der omfattes af loven,må man finde det ønskeligt, at der præciseres,enten i lovteksten eller bemærkningerne dertil,

193

8 iJournal nr. 399-9-57.

at de nævnte mødereferater er unddraget of-fentlighedens adgang.

Man skal endvidere henstille, at ordene»sagkyndiges udtalelser til brug i retssager«erstattes af ordene »korrespondance med ogudtalelser fra sagkyndige til brug i retssagereller ved overvejelse af, hvorvidt retssag børanlægges«.

ad § 6:Idet man henviser til bemærkningerne til §

1 ovenfor, henledes opmærksomheden også herpå spørgsmålet om, hvorvidt retten også børtillægges juridiske personer.

ad § 10:Inden for handelsministeriets sagsområder

findes - foruden tavshedsbestemmelser i for-retningsordenen for forskellige råd og nævn -følgende tavshedsbestemmelser:

1. Lov nr. 147 af 13. maj 1959 om forsik-ringsvirksomhed § 142, 2. stk., der antages atgælde også ved forsikringsrådets tilsyn medpensionskasser, begravelseskasser og ligbræn-dingsforeninger, jfr. lovbekendtgørelse nr. 163af 26. maj 1959 § 20 og lov nr. 355 af 1.juli 1940 § 10,

2. Lovbekendtgørelse nr. 169 af 15. juni 1956om banker § 18, stk. 3,

3. Lovbekendtgørelse nr. 8 af 15. januar 1960om sparekasser § 21, stk. 3, der må antagesogså at gælde for sparekassetilsynets virksom-hed i henhold til lov nr. 156 af 2. maj 1934om visse spare- og udlånsvirksomheder,

4. Lovbekendtgørelse nr. 54 af 29. februar1960 om valutaforhold m. v. § 12,

5. Lov nr. 102 af 31. marts 1955 om tilsynmed monopoler og konkurrencebegrænsningers 21

6. Lov nr. 211 af 16. juni 1958 om egnsud-vikling § 9,

7. Bekendtgørelse nr. 396 af 15. november1952 om forskrifter for skibes bygning og ud-styr m. v. § 330 b og

8. Bekendtgørelse nr. 390 af 15. november1952 om radioanlæg og radiotjeneste i skibe§ 26.

Med hensyn til de under 1-6 nævnte tavs-hedsbestemmelser skal man udtale, at han-delsministeriet må nære afgørende betænkelig-hed ved indførelse af en lovbestemmelse, hvor-efter den ved de fornævnte tavshedsbestem-melser særligt pålagte tavshedspligt ingen virk-ning har på spørgsmålet om udlevering af do-kumenter i sager vedrørende de omhandledelove. De grunde, der har medført indsættelsenaf tavshedsbestemmelserne i de pågældendelove, er efter handelsministeriets opfattelse såtungtvejende, at de ikke bør vige for offentlig-hedsprincippet, og man mener derfor ikke atkunne tilslutte sig det under alternativ 1 an-førte forslag.

Man skal endvidere udtale, at den under 7omhandlede bestemmelse efter handelsministe-riets opfattelse vil kunne ophæves, og at denunder 8 nævnte bestemmelse, der ikke vedrørerforvaltningen, og som må ses i sammenhængmed reglerne om post- og telegrafhemmelig-heden, formentlig er uden betydning for detforeliggende spørgsmål.

ad § 11, 3. stk.Der findes under handelsministeriets område

en række bestemmelser i henhold til hvilke en-hver person - dansk statsborger eller udlæn-ding - har en ubetinget adgang til at gøre sigbekendt med særlige dokumenter beroende hosforvaltningen, jfr. herved lovbekendtgørelse nr.313 af 28. august 1952 om aktieselskaber, lov-bekendtgørelse nr. 361 af 19. december 1958om patenter, varemærkeloven nr. 211 af 11.juni 1959, fællesmærkeloven nr. 212 af 11. juni1959, lov nr. 93 af 29. marts 1957 om skibs-registrering, jfr. bekendtgørelse nr. 311 af 17.december 1957, og lov nr. 147 af 13. maj 1959om forsikringsvirksomhed.

Disse bestemmelser, der går videre end lov-udkastets bestemmelser, er der ingen anledningtil at ændre.

Endvidere findes der under handelsministe-riets sagsområde særlige hemmeligholdelsesbe-stemmelser.

Af disse må bestemmelserne i1. Lovbekendtgørelse nr. 313 af 28. august1952 om aktieselskaber § 45, 2. pkt.,

194

2. Lov nr. 102 af 31. marts 1955 om tilsynmed monopoler og konkurrencebegrænsninger§ 9, 2. stk.,

3. Lov nr. 18 af 27. januar 1960 om hemme-lige patenter og

4. Lovbekendtgørelse nr. 193 af 1. september1936 om mønstre § 7, 2. stk.,opretholdes uændret.

Endvidere bør bestemmelserne i:1. Lov nr. 102 af 31. marts 1955 om tilsynmed monopoler og konkurrencebegrænsninger§ 18, 3. stk., og

2. Lovbekendtgørelse nr. 54 af 29. februar1960 om valutaforhold m. v. § 10, stk. 2,efter handelsministeriets formening også op-retholdes.

P. M. V.Muller. Alf Jensen.

MINISTERIET FOR GRØNLANDDato, 12. jan. 1961.

8k1. kt. M. f. G. j. nr. 31433.

Ojjentlighedskommissionen.

. . . . meddele, at ministeriet, efter at have fo-relagt sagen for de administrative myndighe-der i Grønland, ikke finder anledning til be-mærkninger for så vidt angår forslagets almeneretningslinier for offentlighed i forvaltningen.

Imidlertid nærer Den kgl. grønlandske Han-del, der udøver erhvervsmæssig virksomhed,herunder rederivirksomhed, af et betydeligt

omfang,.... betænkeligheder med hensyn tilindholdet af forslagets undtagelsesbestemmel-ser, navnlig som de kommer til udtryk i § 2,stk. 1, nr. 3 og 4. Man udtrykker i denne an-ledning ønske om, at det kommer til at fremgåklart af loven, at alle dokumenter i sager ved-rørende køb og salg er undtaget fra offent-lighedsprincippet.

P. M. V.E. B.

N. O. Christensen.

ARBEJDSMINISTERIETKøbenhavn K., den 30. januar 1961.

81

3. k. j. nr. 856/2.

Ojjentlighedskommissionen.

A. Undtagelsesbestemmelser.1. I udkastets § 2, stk. 1, nr. 1, bør efter ar-bejdsministeriets opfattelse efter ordene »for-hold til fremmed magt« indføjes: »eller inter-nationale institutioner«.

2. I arbejdsministeriets skrivelse af 28. maj1958 til kommissionen har man givet udtrykfor, at underhåndsbreve bør medtages blandtde sagsakter, som er undtaget fra offentlig-hedsprincippet, jfr. udkastets § 4, stk. 2.

Arbejdsministeriet er fortsat - ud fra de inævnte skrivelse af 28. marts 1958 anførtesynspunkter - af den opfattelse, at underhånds-breve bør undtages fra offentlighedsprincippet.

3. Ifølge det foreliggende udkast til forslag ogbemærkninger synes lovforberedelse at væreundergivet offentlighed i den udstrækning, deri denne forbindelse indgår brevveksling, her-under indhentelse af udtalelser fra sagkyndigeeller organer uden for det ministerium, som

195

forbereder det pågældende lovforslag (dog bort-set fra brevveksling med andre ministerier).

Det forekommer at være en meget vid for-tolkning af begrebet »udøvelse af forvaltnings-myndighed«, såfremt også det lovforberedendearbejde medtages herunder, således som dettilsyneladende er forudsat af kommissionen.

På den givne foranledning skal man henledekommissionens opmærksomhed på spørgsmå-let om betimeligheden i at undtage al lovfor-beredelse fra offentlighedsprincippet — i hvertfald indtil tidspunktet for vedkommende lov-forslags forelæggelse i folketinget.

Samtidig skal man pege på, at det efter ar-bejdsministeriets opfattelse ligeledes må findesrimeligt fra offentlighedsprincippet at undtageforberedelsen af administrative forskrifter,ændringer i forvaltningsorganernes sagsområ-der o. lign.

4. Arbejdsministeriet måtte anse det for ønske-ligt at få fastsat visse retningslinier for, i hvil-ken udstrækning der er adgang for offentlig-heden til at få kendskab til arbejdet i forskel-lige udvalg, kommissioner m. v. eller til brev-veksling mellem ministeriet og de pågældendekommissioner o. s. v., medmindre det kan fast-slås, at sådant arbejde falder ind under be-stemmelserne i udkastets § 4, stk. 2.

B. Tavshedsbestemmelser.1. Såfremt den i udkastets § 10 som alterna-tiv nr. 1 betegnede formulering vælges, forud-sætter arbejdsministeriet, at bestemmelserne ilovbekendtgørelse af 28. januar 1958 om mæg-ling i arbejdsstridigheder, § 4, stk. 3, § 10, stk.2, og §§ 13 og 14 fortsat har gyldighed.

2. Af hensyn til den offentlige arbejdsanvis-nings effektivitet samt ønskeligheden af, atuvedkommende er afskåret fra at erholde op-lysninger om de for de offentlige arbejdsanvis-ningskontorer foreliggende oplysninger fra ar-bejdsløshedskasserne, skal man endvidere på-pege nødvendigheden af at opretholde bestem-melsen i arbejdsløshedslovens § 4, stk. 8, hvor-efter anvisningskontorerne ikke må give uved-kommende adgang til at gøre sig bekendt medde fra arbejdsløshedskasserne modtagne oplys-ninger.

C. Kopier af udgåede skrivelser.Man henleder kommissionens opmærksom-

hed på spørgsmålet om, hvorvidt der ikke di-rekte i loven eller i bemærkningerne bør ind-føjes en tilkendegivelse af, at kopier af udgå-ede skrivelser (jfr. §§ 3-5) i almindelighedikke bør stilles til rådighed for offentlighedenfør det tidspunkt, da skrivelserne må påregnesat være adressaten i hænde.

P. M. V.G. R. Coin.

B. Hansson.

SOCIALMINISTERIETKøbenhavn K., den 23. februar 1961.

Offentlighedskommissionen.

Til § 1:Efter forslagets 1. punktum omfatter det

her udtrykte almindelige offentlighedsprincip,der dog er undergivet en række nærmere be-grænsninger i de efterfølgende bestemmelser,såvel afsluttede sager som sager, der endnuer under behandling hos forvaltningens myn-dighed. Socialministeriet finder det for sit ved-kommende tvivlsomt, om hensynet til offent-

8mSekr. j. nr. 94/57.

ligheden kan begrunde en almindelig hovedre-gel om adgang for trediemand til sagsakterogså på et stadium, hvor den pågældende sagendnu befinder sig under behandling. Helt bort-set fra de betydelige ulemper og forsinkelseri selve sagsekspeditionen, som nødvendighedenaf overvejelser og stillingtagen til sådanne an-modninger kan medføre, må det erindres, atdet foreliggende aktmateriale meget vel endnukan være af ufuldstændig og begrænset værdi,

196

og at en offentlig debat, støttet på sådannedokumenter, vil kunne give et urigtigt billedeaf forholdene og indebære en vis fare for til-liden til det grundlag, på hvilket administra-tionens afgørelse senere vil blive truffet.

Socialministeriet finder, at § 1 er så upræ-cist formuleret, at bestemmelsen vil blive van-skelig at praktisere, men man er på den andenside klar over, at det næppe er muligt at givesådanne bestemte regler, som det ville væreønskeligt at have at følge som rettesnor.

Det bemærkes i den forbindelse, at det eruklart, om de anerkendte børneforsorgsinsti-tutioner vil være at henføre under reglerne i§ 1. Man går ud fra, at der, såfremt detteer tilfældet, ikke vil være noget til hinder foren almindelig instruks fra direktoratet for bør-ne- og ungdomsforsorgen til de omhandledeinstitutioner om ikke at afgive oplysninger udenforudgående forelæggelse af spørgsmålet fordirektoratet.

Den i 2. pkt. indeholdte mulighed for und-tagelsesvis at nægte ganske uvedkommende ad-gang til en sags dokumenter forekommer so-cialministeriet at være noget for snæver, ogman foreslår derfor overvejet, om bestemmel-sen eventuelt kunne søges udvidet til at lyde:»Begæringen kan dog afslås, dersom den på-gældende ikke har nogen rimelig interesse i,at den efterkommes.«

Til undtagelsesbestemmelserne i § 2, skalbemærkes:

Efter det foreliggende udkast vil nægtelseaf dokumenters udlevering alene kunne findested, hvor udtrykkelig hjemmel herfor fore-ligger, eller hvor meddelelse af oplysningermå anses at komme i strid med væsentligehensyn til beskyttelse af forskellige interesser,i hvilke hemmeligholdelse efter forholdenessærlige karakter er påkrævet.

De under socialministeriets forretningsområ-de henhørende sager omfatter i meget vid ud-strækning spørgsmål om enkeltpersoners ad-gang til ydelser fra det offentlige eller foran-staltninger i henhold til den sociale lovgivning.Akterne i sådanne sager vil og må nødvendig-vis omfatte en række oplysninger af meget for-trolig og intim karakter til belysning af depersonlige, helbredsmæssige og økonomiske for-hold for den eller de personer, sagen vedrører.I disse tilfælde vil nægtelse af videregivelse tiltrediemand af dokumenter og sagsakter, som

vedrører personlige forhold, formentlig i altvæsentlig kunne ske på grundlag af bestemmel-sen i udkastets § 2, stk. 1, nr. 4, sammen-holdt med nr. 7. Det må dog samtidig frem-hæves, at gennemgang og udskillelse af sags-akter i hvert enkelt foreliggende tilfælde måbefrygtes at kunne påføre administrationen etmeget betydeligt merarbejde, som næppe vilstå i et rimeligt forhold til det fåtal af tilfælde,hvor der efter udkastets formulering kunneblive tale om offentlighed i forsørgelses- ogdermed beslægtede sager, samt at rette ved-kommendes interesser i disse sager formentligmå være tilstrækkelig varetaget gennem om-budsmandsinstitutionen og ved den foreslåedebestemmelse i udkastets § 6. Da det endvideremå forekomme tvivlsomt, om socialministerietefter lovforslaget vil have hjemmel til ellervære berettiget til i de retningslinier vedrø-rende undtagelser, som ifølge bemærkningerneside 5 forudsættes udsendt til dets underord-nede institutioner, som helhed at undtage dekonkrete sager om enkeltpersoners adgang tilforskellige sociale ydelser - eller visse grupperaf disse sager - fra det almindelige offentlig-hedsprincip, finder man, at en udtrykkeligundtagelsesbestemmelse burde foretrækkes op-taget i lovteksten, således at oplysningssøgendetrediemand på forhånd gennem loven er orien-teret om, at han på dette område ikke vilkunne forvente at få adgang til sagens akter.

Som anført i den fra direktoratet for ar-bejdstilsynet modtagne erklæring kan der rej-ses tvivl om, hvorvidt de under nr. 4 anførteundtagelser vil være tilstrækkelige - eller even-tuel benyttelse af bestemmelsen i nr. 7 er mu-lig — til at sikre anonymitet for arbejdere, somover for direktoratet fremsætter klager i hen-hold til lov om arbejderbeskyttelse. Efter so-cialministeriets opfattelse vil fornøden sikringmuligvis kunne ske på grundlag af den i nr. 3anførte undtagelse, men da en nærmere afkla-ring må forekomme ønskelig, finder man atburde henlede kommissionens opmærksomhedpå spørgsmålet.

For at opnå den fornødne varetagelse afhensynet såvel til en beskyttelse af mødre-hjælpsinstitutionernes klientel som til befolk-ningens almindelige tillid til disse institutionervil socialministeriet finde det rettest, at der tilnr. 4 optages en tilføjelse om, at mødrehjælps-sager, i hvilke private interesser er involverede,

197

er undtaget fra offentlighed. Såfremt mødre-hjælpssager ikke undtages fra lovens områdesom nævnt, kan socialministeriet tiltræde detaf mødrehjælpsinstitutionen i København påsamtlige institutioners vegne i en skrivelse af23. september 1960 stillede forslag om, at sa-ger om svangerskabsafbrydelse og om sterili-sation udtrykkelig nævnes i anmærkningernetil lovens § 1, stk. 1, nr. 4, ved siden af deder allerede nævnte sager.

På samme sted måtte i givet fald også efter»forsørgelsessager« indføjes »og sager om ydel-se eller foranstaltninger i henhold til den øv-rige sociale lovgivning og sager vedrørendeanonyme klager fra arbejdere til direktoratetfor arbejdstilsynet i henhold til lov om arbej-derbeskyttelse«.

Til § 3:Som allerede berørt i skrivelse herfra af 4.

november 1957 finder socialministeriet, at un-derhånds-korrespondance principielt ikke børkunne kræves lagt blot for offentligheden ifuldt omfang. Den nævnte korrespondance-form, hvis særlige fordel bl. a. giver sig udslagi, at styrelserne herved kan forsynes med an-dre og flere oplysninger, end man finder grund-lag for at medtage i officielle skrivelser, vilunder en anden ordning let blive vanskeliggjortog tabe i værdi.

Til § 4:Socialministeriet nærer nogen betænkelighed

ved den foreslåede udvidelse af området foradgangen til at erholde oplysninger om indhol-det af ansøgninger til stillinger og mener ihvert fald, at erklæringer om ansøgerne ikkebør være undergivet almindelig offentlighed.

I øvrigt finder man, at også udvalgsbetænk-ninger vedrørende lovforslag vil være unddra-get offentlighed, indtil vedkommende ministerhar truffet bestemmelse om deres offentlig-gørelse.

Til § 5:Socialministeriet anser det for ønskeligt, at

udtrykket »vedkommende forvaltningsmyndig-hed« klargøres nærmere, således at det bl. a.præciseres, at stillingtagen til anmodning omudlevering af akter i en sag, som henhører un-der een styrelses forretningsområde, men be-finder sig til udtalelse i en anden styrelse,alene tilkommer den førstnævnte styrelse.

Til § 6:Socialministeriet kan ganske tilslutte sig den

foreslåede videregående adgang for parterneselv til på hvert stadium af sagens behandlingeller efter sagens afslutning at få kendskab tilsagens dokumenter. Forholdet mellem den al-mindelige offentlighed og partsoffentlighedensynes imidlertid ikke at være tilstrækkelig ty-deligt trukket op. Man skal herved fremhæve,at man forstår § 6 således, at den sammen-holdt med § 2, stk. 1, giver adgang til atnægte en part at få kendskab til akter i sager,når afgørende hensyn til parten selv, f. eks.navnlig af lægelig art, taler derfor, ligesomman må anse det for påkrævet, at bestem-melsen om partsoffentlighed ikke bør omfatteadgang for parter til at få kendskab til syge-husjournaler og andre lignende interne akter,der er udlånt fra en myndighed til en anden.

Inden for socialministeriets forretningsområ-de indeholder enkelte love bestemmelser, dertager sigte på at åbne en par: eller andre di-rekte i en sag implicerede en særlig adgangeller ret til at erholde kendskab til sagens ak-ter, inden afgørelsen træffes, jfr. herom deunder bemærkningerne til § 11 nævnte love.

I praksis har det på disse områder altidværet fastholdt, at retten til aktgennemsynikke omfatter hospitalsjournaler og efter om-stændighederne ej heller udskrifter deraf, derer udlånt eller afgivet til institutionen, og atudlevering af lægeerklæringer kan og bør næg-tes, hvis særlige hensyn — navnlig hensyn tilden pågældende selv eller pårørende - talerherimod. Som eksempel herpå kan nævnes op-lysninger fra læger om udsigterne (prognose)i tuberkulose- og kræftsager el. lign.

Til § 10:Inden for socialministeriets forretningsom-

råde findes følgende specielle lovbestemmelserom tavshedspligt:

§ 49, stk. 1, og § 91, stk. 3, i lov omoffentlig forsorg, jfr. lovbekendtgørelse af 1.september 1960,

§ 50, stk. 2, og § 53, stk. 3, i lov nr. 226af 11. juni 1954 om almindelig arbejderbe-skyttelse,

§ 7, jfr. § 6 A., i lov nr. 119 af 15. marts1939 om mødrehjælpsinstitutioner, jfr. lovbe-kendtgørelse af 24. august 1956, samt § 4 i

198

lov nr. 177 af 23. juni 1956 om foranstalt-ninger i anledning af svangerskab,

§ 4, stk. 8, i lov om arbejdsanvisning ogarbejdsløshedsforsikring m. v., jfr. socialministe-riets bekendtgørelse nr. 135 af 19. maj 1958,

§ 28, stk. 2, i lov om folkeforsikring, jfr.lovbekendtgørelse nr. 228 af 12. september1957,

§ 47, stk. 3, i lov nr. 239 af 10. juni1960 om den offentlige sygeforsikring.

Enkelte af de nævnte bestemmelser indehol-der alene en henvisning til reglerne om tavs-hedspligt i straffeloven og vil muligvis derforikke være at betragte som særbestemmelseraf den i alternativ 2, sidste pkt., af lovudkastets§ 10 angivne art. I andre bestemmelser erudtrykkeligt taget hensyn til, at disse må vigefor særlige i lovgivningen fastsatte regler omoffentlighed, og endelig er det efter enkeltebestemmelser klart, at disse er begrundet iganske særlige hensyn, der kan gøre sig gæl-dende på vedkommende områder.

For så vidt angår forholdet til arbejderbe-skyttelseslovgivningens område, ville en gen-nemførelse af den som alternativ 1 anførtebestemmelse med de i § 2 givne undtagelserfra offentlighed vel sikre mod væsentlig skadeved offentliggørelse. Da skønnet imidlertid eroverladt til administrationen, vil virksomhe-derne måske ikke altid føle sig sikre på, atderes interesser bliver tilgodeset, ligesom min-dre væsentlig skade ikke vil hindre en offent-liggørelse. Man kan derfor ikke se bort fra,at tilsynets arbejde vil kunne komme til at lideunder en større forsigtighed og mistænksom-hed fra virksomhedernes side.

Som et led i behandlingen af spørgsmåletom, hvorvidt tilsynets tavshedspligt bør beva-res, har spørgsmålet om, hvorvidt arbejdstil-synets lokale kredse i relation til en lov omoffentlighed i overensstemmelse med det fore-liggende udkast vil være at betragte som selv-stændige forvaltningsmyndigheder eller som af-delinger af direktoratet, givet anledning tilovervejelser, idet direktoratet for arbejdstilsy-net ikke vil kunne gå ind for fornævnte alter-nativ 1, såfremt brevveksling mellem kredseneog direktoratet vil være undergivet offentlig-hed. Således som lovudkastets § 4, stk. 1. b.,er formuleret, vil tilsynskredsene næppe i det

hele kunne anses for at være kontorer indenfor samme forvaltningsmyndighed, idet de un-der hensyn til det i bemærkningerne til for-slaget side 12-13 anførte utvivlsomt for endel af deres arbejdsområde må være at be-tragte som selvstændige forvaltningsmyndighe-der, hvilket også synes at fremgå deraf, atderes afgørelser i mange tilfælde kan indankesfor direktoratet. Heraf følger, at en del afden brevveksling, der føres mellem direktoratetog kredsene, er offentlighed undergivet. Dekommunale maskinsynsmænd, jfr. lov nr. 226af 11. juni 1954 om almindelig arbejderbeskyt-telse, kap. 13, må formentlig betragtes somselvstændig forvaltning i relation til arbejdstil-synet.

På baggrund af beskyttelsen af forskelligesærlige hensyn, som enkelte af de nævnte be-stemmelser må anses at åbne mulighed for,finder socialministeriet, at lovudkastets § 10bør affattes som angivet i alternativ 2.

Til § 8:Socialministeriet må med hensyn til det fo-

reslåede nævn nære betænkelighed både afprincipielle grunde og rent konkret efter denforeslåede sammensætning, idet man ikke følersig overbevist om, at det foreslåede nævn ertilstrækkelig sagkyndigt over for den samledeadministration.

Man henstiller derfor, at hele spørgsmåletom et særligt ankeorgan underkastes en nær-mere overvejelse.

Til § 11:§ 49, stk. 3, i folkeforsikringsloven, jfr.

lovbekendtgørelse nr. 228 af 12. september1957, samt § 13, stk. 3, i lov nr. 238 af 10.juni 1960 om invalide- og folkepension vil bliveoverflødige og kunne ophæves i forbindelsemed gennemførelsen af den foreslåede bestem-melse i udkastets § 6.

Efter bestemmelserne i ulykkesforsikringslo-vens § 9, stk. 2, jfr. lovbekendtgørelse nr.142 af 8. maj 1959 og de tilsvarende bestem-melser i § 5, stk. 2, i lov om erstatning tiltilskadekomne militære værnepligtige m. fl., jfr.lovbekendtgørelse nr. 157 af 21. maj 1959, ogi § 5, stk. 3, i lov nr. 475 af 1. oktober 1945om erstatning til besættelsestidens ofre, somsenest ændret ved lov nr. 151 af 13. maj

199

1959, skal direktoratet for ulykkesforsikringen,forinden direktoratet træffer afgørelse af de inævnte paragraffer opregnede arter af sager,give vedkommende forsikringsselskab samt an-dre vedkommende lejlighed til at gøre sig be-kendt med de foreliggende oplysninger og til

at udtale sig om sagen. Disse regler vil fortsathave selvstændig betydning som en almindeligforskrift af processuel karakter med den dertilknyttede virkning for spørgsmål om betydnin-gen af ankefristens overskridelse og bør derforopretholdes.

P. M. V.

Erik Dreyer. E. P. Lassen.

UDENRIGSMINISTERIETKøbenhavn, den 3. maj 1961.

8nA.I. j. nr. 15. M.Dan. 2/11.

Ojjentlighedskommissionen.

1. Som allerede anført i udenrigsministerietsskrivelse af 29. maj 1957 til kommissionen vilfor en meget væsentlig del af de i udenrigs-ministeriet behandlede sagers vedkommendemodstående hensyn af karakter som de i ud-kastets § 2 opregnede gøre sig gældende, ogden kvantitative vægt af sådanne sager talerfor at henføre dem til den gruppe af doku-menter, der uanset deres indhold er unddragetoffentlighedsprincippet. For den altovervejendedels vedkommende af de til behandling kom-mende dokumenter i i hvert fald 6 af mini-steriets 13 kontorer vil modstående hensyn gøresig gældende, og der synes at måtte anerkendesen væsentlig interesse under sådanne omstæn-digheder i ikke i hvert enkelt tilfælde at væreundergivet den fortolkningstvivl, der knyttersig til ethvert materielt kriterium, og som kanvirke uheldigt tilbage på den daglige arbejds-gang.

For så vidt angår de udenrigspolitiske sager,er problemet - til forskel fra de udenrigsøko-nomiske — af begrænset rækkevidde, for såvidt som udenrigsministeriet selv er ressort-myndighed og korrespondancen med repræ-sentationerne forudsættes dækket af undtagel-sesbestemmelserne i § 4, men på det uden-rigsøkonomiske felt er det af helt afgørendepraktisk betydning, at strømmen af indberet-ninger m. v. hurtigt og uhemmet af uvedkom-mende overvejelser kan kommuniceres til deressortministerier, erhvervsorganisationer m. v.,med hvilke udenrigsministeriet står i snævertsamarbejde om tilrettelæggelsen af den almin-delige og specielle politik, der skal føres.

Udenrigsministeriet skal herstille, at de an-førte almindelige synspunkter, der taler for enformel afgrænsning af offentlighedsprincippetover for dokumenter af udenrigspolitisk ogudenrigsøkonomisk indhold, tages i betragtningved den endelige udformning af udkastet.

2. I medfør af udkastets § 4, stk. 1, omfatteradgangen til at få oplysninger efter § 1 ikkebrevveksling mellem forskellige afdelinger el-ler kontorer inden for samme forvaltningsmyn-dighed. Af ordlyden såvel som af bemærknin-gerne til den pågældende bestemmelse menerudenrigsministeriet at kunne udlede, at brev-veksling mellem udenrigsministeriet og de dan-ske diplomatiske og konsulære repræsentationeri udlandet er omfattet af § 4. Kommunika-tionerne mellem udenrigsministeriet og repræ-sentationerne har i realiteten samme internekarakter som kommunikationerne mellem mi-nisteriets enkelte afdelinger og kontorer, ogrepræsentationerne har en betydeligt mindreselvstændig stilling i forhold til udenrigsmini-steriet end adskillige af de i bemærkningernetil lovforslaget nævnte direktorater, hvis korre-spondance med de dem overordnede ministe-rier er undtaget fra offentlighedsprincippet.Der kan i denne forbindelse også henvises tilbestemmelserne i lov om udenrigstjenesten(jfr. særlig dennes §§ 1 og 16) samt norme-rings- og klassificeringslovens § 7, stk. 1, hvorafdet fremgår, at udenrigstjenestens forskelligegrene er at opfatte som en fælles tjeneste.

Udenrigsministeriet lægger afgørende vægtpå, at dets korrespondance med repræsenta-tionerne unddrages princippet om offentlighed,

200

og såfremt der i denne henseende uanset detanførte skønnes at kunne komme til at beståtvivl, skal man henstille en passende omformu-lering af § 4.

3. Et særligt problem foreligger med hensyntil de akter, der hidrører fra fremmede myn-digheder, idet det ville være i strid med inter-national skik og brug at give adgang til of-fentliggørelse af en fra en fremmed regeringhidrørende diplomatisk note eller andet lig-nende aktstykke. I de fleste tilfælde vil sådanoffentliggørelse kunne hindres i kraft af und-tagelsesklausulen i udkastets § 2, nr. 1 (»for-hold til fremmed magt«). Denne undtagelsegælder imidlertid ikke med sin fulde række-vidde over for den, der er part i en for uden-rigsministeriet verserende sag. Ifølge § 6 er ensådan part kun afskåret fra at få kendskab tilsagens dokumenter, såfremt de i § 2 om-handlede hensyn, herunder bl. a. forholdet tilfremmed magt, er »så væsentlige, at de børgå forud for partens interesse i at kunne be-nytte kendskab til dokumenterne til vareta-gelse af sit tarv under sagens behandling ellersenere«.

Der kan med andre ord tænkes tilfælde,hvor hensynet til parten kan veje stærkere endhensynet til den fremmede stat, specielt hvorder ikke er tale om statshemmeligheder, menkun om dokumenter, hvis offentliggørelse villestøde an mod ovennævnte internationale skikog brug. Partens interesse i at kende et så-

dant dokument er imidlertid forskellig fra denalmindelige interesse, der ligger bag kravet omoffentlighed. Parten kan meget vel varetagesine interesser, uden at dokumentet offentlig-gøres for en videre kreds, men som udkasteter formuleret, vil udenrigsministeriet ikke kun-ne give parten kendskab til dokumentet udenat måtte forudse den mulighed, at det offent-liggøres.

Udenrigsministeriet kan ikke overse, hvor-vidt det er lovgivningsteknisk muligt at sam-ordne de modstridende hensyn til på den eneside parten i en sag og til på den anden sideat skabe fornøden garanti mod, at offentliggø-relse for en videre kreds i strid med interna-tional skik og brug finder sted, men man harment at burde henlede kommissionens opmærk-somhed på problemet.

4. Vedrørende bestemmelsen i udkastets § 10bemærkes, at forholdet mellem de gældenderegler vedrørende tjenestemænds tavshedspligtinden for udenrigsministeriets sagområde og dei det foreliggende udkast alternative forslagikke giver anledning til bemærkninger, idetudenrigsministeriets tjenestemænd ikke — nårbortses fra tjenestemandsloven og straffeloven- er bundet af nogen i lovgivningen hjemlettavshedspligt. For udenrigsministeriets ved-kommende ses der derfor intet at være tilhinder for den i alternativ nr. 1 indeholdteregels gennemførelse.

P. M. V.A. Tscherning.

INDENRIGSMINISTERIETKøbenhavn, den 11. august 1961.

Offentlighedskommissionen.

Forinden der fremsættes kommentarer tillovforslagets enkelte paragraffer, skal det be-mærkes, at indenrigsministeriet for sit vedkom-mende ganske kan tilslutte sig de almindeligebetragtninger om forslaget, som justitsministe-riet er fremkommet med under afsnit I og IIi den ovenciterede skrivelse af 14. november1960.

8 o3. kt. j. nr. 33^/60.

Til lovforslagets enkelte bestemmelser skaliøvrigt anføres:

ad § 2, stk. 1, nr. 1.Justitsministeriet har om denne bestemmelse

udtalt, at det bør fastlægges, at sager, der be-handles af politiets efterretningstjeneste er und-taget fra offentlighed. I konsekvens heraf børformentlig også de naturalisationssager, der er

201

udløbere af visse af efterretningstjenestens sa-ger undtages. Da man som tidligere påpegetstiller sig tvivlende overfor betimeligheden afat tillade offentliggørelse af akterne i noglenaturalisationssager, samtidig med, at det nød-vendigvis må nægtes i andre, skal man hen-stille til overvejelse, at naturalisationssager fort-sat unddrages offentlighed, idet man for såvidt angår sager, der ikke er forbundne medefterretningstjenestens sager, og allerede af dengrund bør være unddraget offentlighed, skalpege på faren ved indførelsen af en offentlig-hed, der kan skade ansøgerne og de privatper-soner, der har udtalt sig i sagen, idet det fordisse sagers oplysning er af den største betyd-ning, at såvel ansøgerne som attestanterne ogandre, der afæskes udtalelser, kan udtale sigfrit, uden at frygte, at deres udsagn kommertil andres kundskab. Det skal i denne forbin-delse anføres, at det forekommer indenrigs-ministeriet tvivlsomt, om bestemmelsen i § 2,stk. 1, nr. 4, er fuld tilstrækkelig til at tilgodesedette formål.

I indenrigsministeriets skrivelse af 9. oktober1957 til Offentlighedskommissionen blev detpag. 9 under 15 nævnt, at ministeriet varetagerden danske stats interesser i forbindelsemed medlemskabet af verdenssundhedsorgani-sationen (WHO), og det blev anset for nød-vendigt, at der er hjemmel til i fornødent om-fang at unddrage de heraf opståede sager -som formentlig andre sager vedrørende for-holdet til udlandet og til internationale organi-sationer - fra offentlighed. Man finder detikke utvivlsomt, at den fornødne sikring i såhenseende kan opnås gennem bestemmelsen iudkastets § 2, stk. 1, nr. 7, hvorfor man skalhenstille til overvejelse, at sager af denne artunddrages offentlighed ved en tilføjelse til ud-kastets § 2, stk. 1, nr. 1.

Yderligere skal det henstilles til overvejelseom der - for at undgå en indskrænkende for-tolkning af bestemmelsen under § 2, stk. 1,nr. 1 - efter ordet »forsvar« bør indsættesordene: »herunder civilforsvar«.

ad § 2, stk. 2.For at undgå indtrykket af, at lovforslagets

§ 2, stk. 2, udtømmende angiver, i hvilketomfang en myndighed kan indhente erklærin-ger om offentlighedsspørgsmål, forinden den

træffer afgørelse herom, henledes opmærksom-heden på det ønskelige i, at det i hvert fald ibemærkningerne til loven, formentlig til den-nes § 5, bliver tydeliggjort, at den forvaltnings-myndighed, over for hvilken der fremsættesanmodning om gennemsyn eller afskrift af sags-akterne, har adgang til at høre de andre isagen implicerede forvaltningsmyndigheder. Ensådan tydeliggørelse vil for indenrigsministerietsområde bl. a. have betydning ved ministerietsbehandling af sager som ankeinstans i forholdtil sundhedskommissionerne, hvor det ofte eraf væsentlig betydning, at alle sagsakter ved-rørende den påklagede afgørelse bliver udlånttil ministeriet.

ad § 4.Indenrigsministeriet ønsker i lighed med ju-

stitsministeriet at påpege, at et ministeriumsbrevveksling vedrørende lovgivning med andremyndigheder, navnlig underordnede administra-tive myndigheder, bør unddrages offentlighed,og at det samme bør gælde udvalgsbetænknin-ger, indtil der af vedkommende minister ertruffet beslutning om deres offentliggørelse.

Endvidere skal man henlede opmærksomhe-den på, at ved afgørelsen af ankesager i for-hold til sundhedskommissioner er det ofte afvæsentlig betydning for indenrigsministeriets be-dømmelse af sagen, at der indhentes erklærin-ger i form af afhøringer til politirapport fra»omboende« til belysning af spørgsmålet omomfanget af sanitære gener fra en ejendomeller en virksomhed. Disse erklæringer må irealiteten tillægges samme betydning som etvidneudsagn under en straffesag; såfremt »vid-net« er vidende om, at hans udsagn kan kommetil genevolderens kundskab, er der fare for, atudsagnets pålidelighed om de sanitære forholdvil blive svækket af i denne henseende uved-kommende hensyn. Det bør derfor formentligovervejes, om der bør gives private og andre,der afgiver erklæringer til brug ved en for-valtningsmyndigheds afgørelser, også vedrø-rende andet end ansættelse og forfremmelse,jfr. forslagets § 4, stk. 1, d., adgang til at be-gære sin erklæring hemmeligholdt.

Det er muligt, at disse udtalelser m. v. fraprivate vil kunne undtages i medfør af be-stemmelsen i § 2, stk. 1, nr. 7, men dadenne regel ifølge bemærkningerne kun forud-sættes benyttet, hvor hemmeligholdelse af hen-

202

syn til det offentliges eller enkeltpersoners in-teresser i det konkrete tilfælde tilsiger det, kandet ikke anses for udelukket, at bestemmelseni sin nuværende formulering ikke er helt til-fredsstillende, og at en almindelig adgang forden udtalende til at kræve sine udtalelser und-draget offentlighed ville være at foretrække.

Direktoratet for statshospitalerne har i enover sagen afgivet erklæring peget på, at i be-mærkningerne til lovforslagets § 4 — pag. 15,stk. 2 - synes det ikke helt klart, om det ertilsigtet at gøre en vis forskel i henseende tilbrevveksling ministerier imellem angående hen-holdsvis bevillingslove og forslag til enkeltbe-villinger. Dette synes efter formuleringen at af-hænge af, hvorledes man fortolker sætnin-gen . . . »så længe forslagene kun forhandlesmellem de enkelte ministerier«. En rent sprog-lig fortolkning vil føre til, at brevveksling mel-lem ministerier om bevillingslove ikke er un-dergivet offentlighedsprincippet på noget tids-punkt, medens brevveksling om enkeltbevillin-ger skulle kunne blive offentlig tilgængelig fradet tidspunkt sagen forelægges folketingets fi-nansudvalg.

Et sådant resultat kunne måske synes mindrekonsekvent, når brevvekslingen om en bevil-lingslov ikke er undergivet bestemmelsen omoffentlighed, en undtagelsesregel man iøvrigtfinder ønskelig.

ad § 4, stk. 2.Erhvervsskatteudvalget har henstillet, at det

i lovudkastet udtrykkelig angives, om reglernetænkes bragt i anvendelse over for admini-strative nævn og udvalg såsom Landsskatte-retten og Erhvervsskatteudvalget, og at der,såfremt dette er tilfældet, i udkastets § 4 op-tages en udtrykkelig bestemmelse om, at ad-gangen til at få oplysninger efter § 1 ikke om-fatter sådanne nævns forhandlingsprotokoller,mødereferater eller skriftlige voteringer, idetdisse aktstykker formentlig bør ligestilles medde i paragraffens 2. stykke omhandlede in-terne akter.

ad § 5.Indenrigsministeriet anser det for ønskeligt,

at det præciseres, at spørgsmålet om: offentlig-hed og dennes eventuelle begrænsning ikke kanafgøres af myndigheder, der har sagen til er-klæring, men må afgøres af den myndighed, un-

der hvis forretningsområde den pågældendesags afgørelse henhører.

ad § 10.For så vidt kommissionen særligt har an-

modet om ministeriets bemærkninger til udka-stets § 10, skal man meddele, at indenrigs-ministeriet for sit vedkommende må foretrækkealternativ 2, idet man finder, at f. eks. bestem-melsen i lægelovens § 9 om lægers tavsheds-pligt af hensyn til bevarelsen af det nødvendigetillidsforhold mellem læge og patient ikke børbegrænses af et offentlighedsprincip, ligesomman formentlig herved i det hele vil opnå denklareste retstilstand med hensyn til spørgsmåletom, hvorvidt udkastet medfører begrænsningeri specielle bestemmelser om tavshedspligt, så-ledes som disse f. eks. findes i apotekerlovens§ 40 eller i § 6 i lov nr. 182 af 5. juni 1959om et levnedsmiddelinstitut m. m.

Man skal endvidere henlede opmærksomhe-den på bestemmelserne i § 10, stk. 6, og § 17,1. pkt., jfr. § 46, i lov vedrørende personligskat til kommunen (lovbekendtgørelse nr. 67af 9. marts 1959), jfr. nærmere punkterne 6,15 og 21 i indenrigsministeriets cirkulære nr.34 af 9. marts 1959, og på bestemmelserne i§ 30, stk. 3, og § 44, jfr. § 46, i lov nr.149 af 10. april 1922 om indkomst- og for-mueskat til staten, den sidstnævnte bestemmelsesom affattet ved § 39 i lov nr. 144 af 31.marts 1950.

Også i denne forbindelse vil man afgjort fo-retrække den som alternativ nr. 2 betegnedeaffattelse af udkastets § 10. Selvom man eropmærksom på, at det i bemærkningerne tiludkastet anføres, at dokumenter i skattesagerefter bestemmelserne i udkastets § 2, stk. 1,nr. 3, i vidt omfang vil falde udenfor offent-lighedsprincippet, må man lægge megen vægtpå, at de citerede bestemmelser i kommune-skatteloven opretholdes, således at der i detenkelte tilfælde kan spares en nærmere under-søgelse af, hvorvidt kravet om oplysning vilvære i strid med de i udkastets § 2, stk. 1,nævnte væsentlige hensyn til beskyttelse af for-skellige interesser, hvor hemmeligholdelse efterforholdets særlige karakter er påkrævet. Manmå anse det for så godt som udelukket, at derkan forekomme tilfælde, hvor det ikke vil værei strid med væsentlige hensyn til en skatteydersøkonomiske interesser at gøre andre bekendtmed dokumenterne i hans skattesag, og det fo-

203

rekommer derfor, at der ikke er tilstrækkeligbegrundelse for at opgive de absolutte for-budsregler i skattelovgivningen til fordel foren skønsregel som den i udkastets § 2 optagne.

ad §11.Man har bemærket, at udkastets § 11, stk.

5, endnu ikke har fundet sin endelige udform-ning og skal i denne forbindelse henlede op-mærksomheden på, at det foran under § 2 omnaturalisationssager anførte kan tilgodeses fuldt

ud gennem en opretholdelse af bestemmelseni § 3 i lov nr. 175 af 18. ma; 1937 om ind-fødsretsmeddelelse.

Endvidere vil det som et led i bestræbel-serne for at beskytte privatlivets fred værenødvendigt at opretholde § 10 i lov nr. 57 af14. marts 1924 om folkeregistre, hvorefter dergives ministeriet hjemmel til at pålægge folke-registrene ikke at oplyse en persons adressetil andre private (adressebeskyttelse), når ved-kommende selv anmoder derom.

P. M. V.

Zeuthen. Bjørklund Bertelsen.

BOLIGMINISTERIET/ / / / 1961.

Ojjentlighedskommissionen.

Det fremgår af sagen, at nærværende mini-sterium i skrivelse af 3. februar 1958 har af-givet en foreløbig udtalelse om hvilke arter afsager indenfor ministeriets område, der måfindes egnede til at blive undergivet offentlig-hed, og for hvilke sager dette ikke er tilfældet,og ministeriet fremhævede følgende sagsområ-der, som ud fra mere generelle synspunkterburde unddrages offentlighed:

1. Sager vedrørende de kongelige slotte ogbygninger, som benyttes af kongehuset.

2. Sager om forberedelse og behandling aflovforslag, bekendtgørelser, cirkulærer og an-dre almindelige bestemmelser.

3. Sager, hvorpå oplysninger af statistisk elleranden art indsamles og bearbejdes med hen-blik på forberedelse og behandling af lovfor-slag, bekendtgørelser, cirkulærer og andre al-mindelige bestemmelser eller sager om merealmindelig planlæggende virksomhed fra mini-steriets side.

4. Sager, hvori retstvister mellem ministerietog borgerne foreligger, eller mulighederne her-for undersøges, eventuelt tillige sager, hvorider foreligger aktuelle retstvister mellem bor-gerne.

5. Oplysninger af personlig, herunder økono-

8p/. k.J. nr. 1-11-1957.

misk eller erhvervsmæssig karakter, uanset omsagen i øvrigt omfattes af offentlighed.

. . . . ministeriet har bemærket, at undtagelses-bestemmelserne i lovudkastets § 2, stk. 1, vilomfatte dokumenter vedrørende bl. a. de foranunder 1-5 anførte sager, således at disses be-handling undtages fra offentlighed.

Ministeriet går endvidere ud fra, at for-muleringen af § 2, stk. 1 nr. 6, giver hjem-mel for at undtage dokumenter vedrørende sa-ger om planlægningsvirksomhed med hensyntil bl. a. lands- og egnsplaner samt byudviklings-planer, byplaner, saneringsplaner og lignende idet omfang undtagelse fra offentlighed måskønnes nødvendig for at tilsikre opnåelse afde pågældende forvaltningsopgavers formål.

Da afgrænsningen af tilfælde, som inden fordisse områder vil falde ind under den på-gældende lovbestemmelses anvendelsesområde,imidlertid efter ministeriets opfattelse vil kunnegive anledning til tvivl, ville man finde dethensigtsmæssigt, om der i lovforslagets § 2,stk. 1 nr. 6 foran ordet »kontrol-« blev ind-føjet: »planlægnings-« og i bemærkningerneanført, at den pågældende bestemmelse ogsåtilsigter at undtage akter vedrørende offentligplanlægningsvirksomhed, hvor offentlighed kanmodvirke en hensigtsmæssig gennemførelse afde foranstaltninger planlægningen tager sigte på.

Ministeriet går endvidere ud fra, at den af

204

statens byggeforskningsinstitut udøvede virk-somhed i det omfang denne falder ind underloven må være omfattet af undtagelsen i lov-forslagets § 2, stk. 1 nr. 3.

For så vidt angår spørgsmålet om afpasning

af reglerne om tavshedspligt for den offentligeforvaltnings personer, skal man oplyse, at derikke under boligministeriets område hører love,der indeholder særlige bestemmelser om tavs-hedspligt for tjenestemænd eller andre.

P. M. V.Axel S kalt s. Axel Poulsen.

U NDER VISNINGSMINISTERIETKøbenhavn, den 16. november 1961.

Ojfentlighedskommis'sionen.

Indledningsvis bemærkes herfra, at en rækkesagsområder i overensstemmelse med kongeligresolution af 19. september 1961, jfr. stats-ministeriets bekendtgørelse af samme dato erudskilt fra undervisningsministeriet og er ind-gået i ministeriet for kulturelle anliggender.Nærværende besvarelse hviler på en sagsbe-handling, der i det væsentlige var tilendebragtinden nævnte udskillelse, således at man i detfølgende også vil anføre omstændigheder ved-rørende Det kgl. Teater og Kapel og Dan-marks Radio . . . . Man . . . . skal henstille tilovervejelse i kommissionen, at Det kgl. Teatersforhold undtages fra lovens bestemmelser omoffentlighed.

Man må endvidere finde det ønskeligt, atlovudkastet formuleres således, at lærerråds-og skolerådsprotokoller i henhold til undervis-ningsministeriets bekendtgørelse af 12. januar1950 og reglement af 23. juli 1920 klart erundtaget fra offentlighedsreglen, hvilket mananser for nødvendigt af hensyn til skolens ufor-styrrede arbejde.

Yderligere bør der tilsigtes utvivlsom hjem-mel til at undtage sygejournaler og dertil hø-rende bilag. . . .

Med hensyn til ansøgninger . . . . henstiller. . . . til overvejelse, hvorvidt det findes tilstræk-keligt afklaret, i hvilket omfang udkastets und-tagelsesbestemmelser kan finde anvendelse på

8q2. dept. l.kt. j. nr. 198/57.

den konkrete ansøgning og ansøgningsbilag,herunder f. eks. oplysninger i selve ansøgnin-gen om endnu ikke frigivne forskningsresul-tater.

Under hensyn til de tilfælde hvor en indgivetansøgning trækkes tilbage inden ansøgningsfri-stens udløb, skal man, for at søge de pågæl-dende ansøgeres rimelige interesse imødekom-met foreslå, at ansøgninger og ansøgeres navneførst er undergivet offentlighed ved ekspedi-tionstidens begyndelse dagen efter at ansøg-ningsfristen er udløbet og således, at fortegnel-sen over ansøgere - udover den i lønningslo-vens § 2, stk. 2, hjemlede adgang - først kanerholdes fra nævnte tidspunkt og, hvis nogenansøger har trukket sin ansøgning tilbage in-den da, alene i afskrift, hvor navne på tilbage-trukne ansøgere ikke er medtaget.

Man finder det ikke tilstrækkeligt afklaret,i hvilket omfang brevveksling mellem central-styrelsen og de under dennes ressort hørendeinstitutioner er omfattet af undtagelsesbestem-melserne, herunder angående statslige penge-bevillinger og forhold i øvrigt, som vedrørereller kan resultere i lovgivning. Da dette spørgs-mål er af meget stor praktisk betydning, erdet ønskeligt, at lovforslaget ikke efterladertvivl herom.

Man skal endelig vedrørende lovudkastets §10 anføre som undervisningsministeriets opfat-telse, at alternativ 2 tilsiger en rimeligere reali-tetsaffattelse end alternativ 1

P. M. V.

A. Vøhtz. P. Boelskov.

205

OFFENTLIGHEDSKOMMISSIONENSekretariatet.

Bilag 9.

Oversigt over domspraksis og administrativ praksis vedrørende lov af 2. februar 1866 omerklæringers meddelelse til ansøgere og klagere.

A. Domme.Kbhvnsk. ORD. (overretsdom) i U.f.R. (Uge-

skrift for Retsvæsen) 1890 s. 433. Andragendeom leje af lokaler på Kvægtorvet falder udenfor loven, da det ikke er et offentligretlig anlig-gende; derimod falder klage over torvebestyrel-sen i anledning af formentlig forurettelse underloven; dommen lyder på afskrift af: »samtligeerklæringer«.

Kbhvnsk. ORD i U.f.R. 1916 s. 169. Spørgs-målet om erklæringers meddelelse antaget athøre under domstolenes påkendelse.

Lov 1866 giver ikke ret til at få afskrift afakter, der ligger til grund for en tvangsindlæg-gelse. Dommen synes derimod at gå ud fra, atvedkommende måtte have ret til at få afskriftikke blot af embedsmands- men også af læge-erklæringer (sådanne afskrifter var frivilligt le-veret).

HRD (højesteretsdom) i U.f.R. 1916 s. 1061.Lov 1866 giver ikke en sognepræst ret til at fåafskrift af en fra beboerne til biskoppen ind-given klage over ham.

Vestre landsrets kendelse i U.f.R. 1923 s.980. En person, der var sagsøgt for æresfornær-melser, havde ikke adgang til politirapporter op-taget i anledning af, at han havde sigtet sagsø-geren for bedragerisk forhold.

HRD i U.f.R. 1924 s. 443. En moder havdeikke krav på afskrift af nogle erklæringer, deraf læger og andre var afgivet til værgerådet ved-rørende hendes forhold til hendes datter. Vær-gerådets beslutning gik ud på, at der ikke vartilstrækkelig anledning til at fratage hende for-ældremyndigheden.

HRD i U.f.R. 1925 s. 6. Studentersamfundethavde ret til afskrift af de erklæringer, der måttevære afgivet i anledning af samfundets besvæ-ring over en politiassistents forhold m.h.t. møde,som samfundet havde villet afholde på et hotel.

Østre landsrets dom i U.f.R. 1930 s. 372.

Skattedepartementet fandtes ikke pligtigt i med-før af lov 2/2 1866 for retten at fremlægge af-skrifter af departementets og justitsministerietsbrevveksling angående det rent juridiske spørgs-mål om beregningen af arveafgift af et adoptiv-barns arv.

HRD i U.f.R. 1941 s. 1062. En grosserer, derunder en mod hans firma indledet forundersø-gelse angående overtrædelse af valutalovgivnin-gen, var indgået på, hvis tiltale mod hans proku-rist frafaldtes, at erlægge et beløb som ulovligavance m. v. fandtes (af et flertal på 4 dom-mere) i medfør af lov 2/2 1866 at have krav påat få afskrift af de erklæringer, der af told-departementet var indhentet i anledning af deaf ham eller af hans sagfører på hans vegnefremsendte henvendelser til departementet, hvoriman bl. a. udbad sig nærmere forklaring omindklarering af visse varer under anførelse af,at hvis toldvæsenet blot en eneste gang havdegjort sin pligt, ville grossereren kunne haveundgået, at der blev rejst tiltalt; mod hans fir-ma, idet disse henvendelser i deres helhed måtteopfattes som klager over tjenestemænd i told-væsenet i anledning af deres behandling af gros-sereren vedkommende toldsager, hvilke klagerikke var taget til følge.

Til dommen blev afgivet 2 dissenser, der villenægte afskrift af erklæringer.

2 dommere gav den begrundelse, at henven-delsen med føje af tolddepartementet var op-fattet som en klage over almindelige manglerved toldvæsenets forretningsgang, som ikkehavde noget grossereren eller den afsluttede sagvedkommende formål.

1 dommer fandt, at henvendelsernes formålhavde været at ansøge om en administrativ lem-pelse af den stedfundne afgørelse af straffesa-gen, og at det derfor måtte sidestilles med de iloven nævnte ansøgninger om eftergivelse ellerformildelse af tilkendte straffe.

206

HRD i U.f.R. 1960 s. 351. Adgang til i med-før af loven af 2/2 1866 at kræve afskrifter aferklæringer vedrørende klager over en indledtpolitiundersøgelse fandtes ikke at kunne gøresgældende, når hemmeligholdelse, som af ju-stitsministeriet anført, af sikkerhedsmæssigegrunde var fundet nødvendig i statens interesse,jfr. retsplejelovens § 749, stk. 1.

B. Administrativ praksis.

Der anføres en række afgørelser fra justits-ministeriet omfattende dels afgørelser i justits-ministeriets egne sager, dels udtalelser til andrestyrelser vedrørende lovens forståelse. Endvidereanføres nogle udtalelser fra statsministeriet,hvorved bemærkes, at loven nu henhører understatsministeriets sagsområde.

1. »Den, der . . .« (jfr. lovens titel »ansøgereog klagere«).

R 978/1942. Kommunalbestyrelse ikke kravpå afskrift af overvej inspektørens erklæring omkommunalbestyrelsens andragende om tilskudaf vejfonden.

2 k 1942/1106. Falcks Redningskorps ikkekrav på afskrift af erklæringer i anledning afandragende om godkendelse af overenskomstmellem korpset og en kommune om brandsluk-ningstjeneste, da andragendet var indgivet afkommunen. (Afskrift dog meddelt af justitsmi-nisteriets brandudvalgs erklæring, men ikke afandre erklæringer i sagen).

2. »en ham vedkommende sag«.a. inden for loven.0 5667/1925. Andragende fra aktionær om

meddelelse af pålæg til aktieselskab i henholdtil aktieselskabsloven om under bødetvang at op-fylde visse pligter.

Statsmst. skr. 29/11 1954. Et af de civileværnepligtige i Gribskov-lejren nedsat tremands-udvalg måtte være berettiget til at blive gjortbekendt med den af lejrchefen i anledning af enklage afgivne udtalelse, idet klageren måtte an-tages at have overladt til udvalget at varetagesine interesser over for lejrledelsen og inden-rigsministeriet.

b. uden for loven.K 4113/1909. Trediemand, der havde pro-

testeret mod proklamabevillings meddelelse,havde ikke ret til afskrift af erklæring angåendeandragende om bevillingens udfærdigelse.

Tilfælde, hvor sagen ikke specielt vedrørerden enkelte, der optræder som klager, men detoffentlige, falder uden for loven. Som sådannetilfælde nævnes:

Y 1746/1896. Andragende fra sognebeboereom at få en anden præst.

5 1709/1917. Klage over fremgangsmådenved afholdelse af et menighedsrådsvalg.

3 k 1924/836. Vinkelskrivers bedragerianmel-delse mod 2 sagførere.

4 k 1939/2429. Sagførers begæring om indle-delse af offentlig undersøgelse mod anden sag-fører for at have kontor i 2 retskredse.

4 k 1941/607. Vinkelskrivers anmodning omundersøgelse af, om dommerfuldmægtig havdegjort sig skyldig i omgåelse af benzinratione-ringsbestemmelserne.

6 k 1952/739. Anmodning om offentlig på-tale af forskellige falsk-forbrydelser.

3. »ansøgning . . . eller klage . . . ikke bevilges,eller . . . ikke tages til følge«.

P 180/1940. Forespørgsel fra et firma, omden af et andet firma anvendte fremgangsmådeved reparation og eftersyn af kompasser, var istrid med loven, hvilken forespørgsel handels-ministeriet havde besvaret benægtende, ikke an-set som en ansøgning, der ikke er blevet bevil-get.

P 858/1940. Datter af kvinde, der var dødefter for store morfindoser som følge af for-veksling af 2 sprøjter, anmodede om at sagenblev undersøgt, at de skyldige blev draget til an-svar, og at der blev truffet foranstaltninger modgentagelse. Sundhedsstyrelsen havde erklæret,at der forelå en hændelig fejl, sygeplejerskenhavde fået en næse, i Ugeskrift for Læger varlæger advaret i lignende sager, og man havdelovet at overveje, om sprøjterne kunne indrettesanderledes. Ikke krav på afskrift af erklæringer.

R 4899/1942. Der synes ikke at kunne blivespørgsmål om lovens anvendelse på de i næ-ringsloven af 28/4 1931, §§ 20, 22, 27, 55 og58 nævnte forhold (generelle regler). Derimod

207

med hensyn til lovens §§ 3, 6, 8, 9, 13-15, 29,46, 52 og 81 (enkeltandragender).

2 k 1952-110104. Sagfører forelagde en afskifteretten meddelt antegnelse vedrørende hanssalærberegning i et eksekutorbo for justitsmini-steriet, der frafaldt antegnelsen. Ikke krav påafskrift af skifterettens og sagførerrådets erklæ-ringer i sagen.

Statsmst. skr. 7/2 1957. En af Dansk Kiro-praktor-Forening og Kiropraktisk Landsfor-ening (patientforening) fremsat anmodning omafskrifter af de erklæringer - herunder erklæ-ring fra et nedsat sagkyndigt udvalg - der varafgivet i anledning af et oprindeligt i 1941 aflandsforeningen indgivet og senere af begge for-eninger fornyet andragende om ændring af degældende regler for ydelse af statstilskud tilsygekasserne, således at der gaves disse hjem-mel for også at yde tilskud til medlemmernesbehandling hos kiropraktorer, samt om lovhjem-mel for autorisation af kiropraktorer i lighedmed læger, omfattedes efter statsministeriets op-fattelse ikke af bestemmelserne i lov af 2. fe-bruar 1866, allerede fordi det pågældende an-dragende ikke kunne anses som en ansøgning iden af loven omhandlede forstand.

4. »embedsmænd eller kommunale autoriteter«.a. inden for loven.D 4933/1929. Klage over kst. dommer.3 k 1933—I1*. Klage over motorsagkyndig.4 k 1940-2115. Klage over landsdommere.6 k 1953-70. Klage over kriminalbetjent og

kriminalassistent.

b. uden for loven.L 8830/1910. Klage over fiskeauktionsmester.D 208/1929. Klage over statsaut. revisor.

5. »/ sagen«.P 3465/1914. 2kl924-6 2 , 2 k 1935-1410.

Den, der klager over tvangsindlæggelse somsindssyg, har krav på afskrift af de til grund fortvangsindlæggelsen liggende lægeerklæringer.

N 4471/1938. Fraskilt mand, hvis klager overdet ham pålagte underholdsbidrag var blevet af-vist, havde ikke krav på afskrift af lægeerklæ-ring vedrørende hustruen.

Q 5017/1941. Anmeldelse af varemærke.Ikke krav på afskrift af private firmaers erklæ-

ringer til Entreprenørforeningen til belysningaf spørgsmålet, om det ansøgte varemærke an-gav varens art, hvilke erklæringer af Entrepre-nørforeningen underhånden var afleveret til di-rektøren for Patent- og varemajrkevæsenet (ikkeanset som erklæringer over det afslåede andra-gende).

Statsmst. skr. 8/5 1957. Der burde meddelesafskrift af den af en teknisk skole til tilsynetmed den tekniske undervisning for håndværkereog industridrivende afgivne udtalelse i anled-ning af en privat kursusvirksomheds andragendeom statstilskud, hvilken udtalelse ikke havdeværet handelsministeriet bekendt, da afslag påandragendet meddeltes.

6. »erklæringer«.

Politirapporter anses ikke som »erklæringer«i sager, jfr.:

3 k 1920-636. Private har ikke krav på af-skrift af politirapporter vedrørende undersøgel-ser, der ikke har ført til retssag.

3 k 1921-1120. Klage over politibetjent.4 k 1922-312. Andragende om fri proces.3 k 193 3-114. Klage over motorsagkyndig.2 k 1935-1410. Tvangsindlæggelse som

sindssyg.Cfr. 2kl950-827 4 . Polititjenestemænds op-

lysninger om en sags behandling - fremsat iform af rapporter - anset omfattet af »erklæ-ringer«.

S 1387/1917. Andragende om dispensation ihenhold til næringslov 1857 § 24. Krav på af-skrift af erklæringer fra private erhvervsorgani-sationer (Provinshandelsforeningernes Fællesud-valg og De samvirkende Detailhandlerforenin-ger). At erklæringerne evt. var afgivet fortroligtuden betydning.

D 4473/1929. Andragende om honorar forundersøgelse for handelsministeriet. Ikke kravpå afskrift af en af ministeren underhånden fraden tidligere minister, i hvis tid sagen havdestået på, indhentet erklæring om dennes syn påsagen (men rimeligt, at andrageren blev gjortbekendt hermed for at undgå retssag om hono-raret).

D 4933/1929. Klage fra sagfører over dom-

208

merfuldmægtigs optræden under behandlingenaf et konkursbo. Afskrift meddelt af erklærin-ger fra dommeren, dommerfuldmægtigen, ku-rator i boet og en politibetjent. (Under truselom injuriesag tilbagekaldte dommeren senerenogle af sine udtalelser vedrørende sagføreren).Derimod blev afskrift ikke meddelt af en poli-tirapport eller af en erklæring, der uopfordretvar afgivet af en kreds af sagførere.

E 325/1930. Meddelt afskrift af eksekutorserklæring over andragende om fritagelse forbåndlæggelse.

F 2775/1931. En person, der var dumpet tiltranslatørprøve, havde krav på afskrift af er-klæring fra translatørkommissionen.

O 168R/1939. Andragende om eksekutorbe-villing. Ikke krav på afskrift af erklæringer fraandragerens søskende, der »vel har tilskrevetjustitsministeriet i anledning af andragendet«,men »ikke af justitsministeriet er afæsket - er-klæringer«.

O 1220/1939. Andragende om mønsterbe-skyttelse. Krav på afskrift af den af direktørenfor Patent- og varemærkevæsenet afgivne erklæ-ring over andragendet.

4 k 1941-469. Andragende om sagførerbe-skikkelse. Ikke krav på afskrift af oversigt overandragerens forhold udarbejdet af sagførerrådetog bilagt dettes erklæring i sagen »til ministe-riets orientering«.

R 3856/1942. Andragende fra apoteker omoprettelse af håndkøbsudsalg. Krav på afskriftaf erklæring fra lokal handelsstandsforening,uanset at den var betegnet som fortrolig.

R 3970/1942. Andragende om tilladelse tilsalg af fiskenet til den tyske værnemagt. Kravpå afskrift af fiskeriassistentens erklæringer tillandbrugsministeriet, men ikke af korrespon-dancen mellem landbrugsministeriet og uden-rigsministeriet.

5 1093/1943. Andragende om tilladelse tilfremstilling af et rengøringsmiddel. Krav på af-skrift af erklæring fra statens husholdningsrådtil varedirektoratet, dog således at 2 konkurren-ters i erklæringen nævnte produkter betegnedesved bogstaver.

S 4096/1943. Børneværnets erklæringer i sa-

ger vedrørende forældremyndighed omfattes aflov 1866 uanset den børneværnet pålagte tavs-hedspligt.

V 1631ÜO/1946. Andragende om adoptionsbe-villing. Faderen nægtede samtykke. Antaget, atlov 1866 ikke finder anvendelse på sådanne er-klæringer.

1236/1947. Ikke krav på at blive gjort be-kendt med nogle fra udenrigsministeriet ind-hentede erklæringer fra myndighederne i Syd-afrika, men dog rettest at der gaves ham adganghertil, medmindre udenrigsministeriet måttenære betænkelighed herved.

A 16972/l952. Andragende om samkvemsretafslået. Meddelt afskrift af 2 erklæringer fraoverpræsidiets børnepsykiatriske konsulent, mennægtet afskrift af særlig erklæring vedrørendebarnet under henvisning til, at overlægen vedundersøgelsens påbegyndelse havde lovet bar-net, at ingen af dets forældre ville blive gjortbekendt med dets udtalelser til lægen.

A16983/1952. Fraskilt adoptivfader fik af-slag på andragende om forældremyndighedenover 6-årig pige efter adoptivmoderens død.Forældremyndigheden i stedet tillagt afdødesbroder og svigerinde. Overlægens erklæringervedrørende parterne - men ikke vedrørendebarnet - udleveret til en anden psykiater, derville drøfte sagen med faderens sagfører, somefter henstilling erklærede sig indforstået medikke at forevise erklæringerne for sin klient.Meddelt overpræsidiet, at alle erklæringer frem-tidig ville blive udleveret.

3kl951-2- s . Efter afslag på førerbevis tilmotorkøretøj meddelt afskrift af lægeerklæring,der i henhold til bekendtgørelse 4/9 1950 vartilstillet politiet direkte af lægen.

A 1565/1952. En person, hvem undervis-ningsministeriet havde nægtet tilladelse til atindstille sig til lærereksamen som privatist, hav-de krav på afskrift af den af statskonsulentenvedrørende seminarierne i sagen afgivne erklæ-ring.

C 16750/1954. Andragende om dispensation imedfør af ægteskabslovens § 10. Meddelt af-skrift af lægeerklæring og retslægerådets erklæ-ring.

209

2k 1954-1 11253. Andragende om ny beskik-kelse som sagfører. Henvisning i statsadvoka-tens udtalelse til en lægeerklæring, der var af-leveret af andragerens hustru med oplysningom, at andrageren var uden kendskab til sinsygdom, og at det var hende magtpåliggende,at han heller ikke fik at vide om den, blev ikkeanset for henhørende til »erklæringer« (sygdom-men uden betydning for sagens afgørelse).

D 974/1955. Til brug ved afgørelsen af enklagesag udarbejdede landsskatteretten et refe-rat indeholdende en opstilling over sagens fak-tiske oplysninger, referat af et møde med klage-ren, en bedømmelse af skatterådets afgørelse ogen indstilling om stadfæstelse, hvilket referatmed akterne blev tilstillet Statens ligningsdirek-torat, der blot afgav følgende erklæring: »Tilforslaget findes intet at bemærke«. Klagerenkun krav på afskrift af ligningsdirektoratest ud-talelse og til forståelse af denne at blive under-rettet om, hvad indstillingen i landsskatterettensreferat gik ud på.

Statsmst. skr. 19/2 1955. I anledning af kravfra en af statens tjeneste udtrådt person om af-skrifter udtalt, at de i ministeriet udarbejdedereferater m. m. samt de fra andre myndighederindhentede udtalelser, der alene indeholdt enjuridisk behandling af det af den udtrådte tje-nestemand rejste erstatningsspørgsmål, ikke om-fattedes af lovens bestemmelser.

Statsmst. skr. 14/5 1955. En af en amtslægei anledning af en klage til sundhedsstyrelsenover behandlingen på et hospital afgivet ud-talelse måtte meddeles klageren.

Statsmst. skr. 2/11 1960. Udtalt, at protokol-later fra en kommunalbestyrelses møder samten til kommunalbestyrelsen i forbindelse meden tjenestemands afskedigelse udarbejdet rede-gørelse ikke omfattes af udtrykket »erklærin-ger«.

Statsmst. skr. 4/9 1961. Udtalt, at en forsik-ret efter afslag på andragende om plejetillæg,stadfæstet af ankenævnet for invalideforsikrings-retten måtte være berettiget til at erholde af-skrifter af de i sagen afgivne erklæringer uansetbestemmelsen i folkeforsikringslovens § 49, stk.3, hvorefter retten, »forinden afgørelsen træf-

fes«, kan give den forsikrede adgang til at gøresig bekendt med sagens akter.

7. »embeder eller bestillinger«.0436/1913 og 3 k 1921-16110. Andragende

om biografbevilling. Undtaget.0 1191/1925, G 5720/1932 og 4 k 1941/469.

Andragende om sagførerbeskikkelse. Ikke und-taget. Derimod andragende om bemyndigelsesom auktionsleder (0 1191).

6 k 1956-155: Undtagelsesbestemmelsen næp-pe anvendelig på erklæringer indhentet i anled-ning af andragende om beværterbevilling.

2 k 1935-1410. Andragende om teaterbevil-ling. Undtaget.

R 3856/1942. Apotekers andragende omhåndkøbsudsalg. Ikke undtaget.

R 4899/1942. Andragender om beskikkelsesom skibsmægler, varemægler eller vekselmæg-ler ikke undtaget.

8. »fritagelse for tiltale, eftergivelse eller for-mildelse af tilkendte straffe«..6 k 1948-1150. En person, der i 1949 ved

ankeinstans var idømt fængsel i 3V2 år for do-kumentfalsk, klagede over politiets behandlingaf straffesagen imod ham. I 1953 og 1954 med-delt afskrift af erklæringer indhentet i anled-ning af hans gentagne klager.

6kl953-1310G. Meddelt afskrift af erklæ-ring vedrørende afslået anketilladelse med hen-syn til straffedom.

9. »embedsmænds eller bestillingsmænds klagerover deres foresatte«.

L 9436/1910. Andragende Ira afskediget tje-nestemand om understøttelse på grund af sva-gelighed pådraget i tjenesten. Krav på afskrifter.

M 7082/1911. Tjenestemand afskediget medalmindelig pension efter andragende om afsked,men med 2/3 i pension på grund af svagelighedpådraget i tjenesten. Krav på afskrifter.

V 9468/1920. Afskediget timelærer, hvis kla-ge over afskedigelsen var afvisl:, havde ikke kravpå afskrift af erklæringer i afskedigelsessagen.

B 2803/1927. Klage over afskedigelse somlægdsmand. Ikke krav på afskrift af erklæringervedrørende klagen.

210

OFFENTLIGHEDSKOMMISSIONEN

Sekretariatet.

Bilag 10.

Oversigt over specielle tavshedsjorskrijter i den offentlige forvaltning.

Bestemmelserne er ordnet i nogle hovedgrup-per efter de interesser, som de nærmest må an-tages at tilgodese.

Udeladt er sådanne bestemmelser, der aleneforeskriver tavshedspligt efter tjenestemandslo-vens § 3, stk. 3, og/eller straffelovens § 152uden nærmere at angive tavshedspligtens om-fang.

Oversigten må ikke iøvrigt betragtes som ud-tømmende.

A. Offentlige interesser.1. Lov 139 7/5 1937 om kontrol med tilvirk-

ning af krigsmateriel m. m. § 6, stk. 2. Med-lemmer af Statens våbenkontrol og de til detsbistand ansatte personer skal iagttage tavshedmed hensyn til de forhold, som de i anledningaf deres hverv bliver bekendt med.

2. Straffelovens § 109 - som affattet ved lov225 7/6 1952 - omhandler straf for »den somrøber eller videregiver meddelelse om statenshemmelige underhandlinger, rådslagninger ellerbeslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhedeller rettigheder i forhold til fremmede staterberor, eller som angår betydelige samfundsøko-nomiske interesser over for udlandet«, jfr. § 5 ilov 143 29/4 1955 om gennemførelse af over-enskomst om retsstillingen for NATO-styrkerog af protokol om NATO's militære hovedkvar-terer.

3. Lov 171 31/3 1953 om valg til folketinget§ 81, stk. 1, jfr. lov om kommunale valg, bek.307 af 9/12 1957, § 54, stk. 1. Intet medlem afvalgbestyrelsen eller nogen tilforordnet til dennemå nogensinde give nogen anden underretningom, hvorvidt nogen vælger har været til stede,forlangt eller afleveret stemmeseddel, eller no-gensinde meddele nogen anden, hvad han påstemmestedet måtte have erfaret med hensyntil, hvilken kandidat eller kandidatliste en væl-ger har givet sin stemme.

4. Militær straffelov, bek. 262 21/7 1954, § 40omhandler straf for »den, som røber militærhemmelighed, hvis åbenbaring for fremmedmagt kan skade landets forsvar«.

5. Lov 54 5/3 1954 om det udenrigspolitiskenævn § 4. I det omfang, som vedkommendeminister eller nævnets formand bestemmer, ernævnets medlemmer og andre, der måtte væretil stede under nævnets forhandlinger, forpligte-de til at bevare tavshed om, hvad de erfarer inævnet.

B. Private, erhvervsmæssige eller andre økono-miske interesser.1. Lov 154 31/3 1950 om lån til fremme af

afsætningen af fisk og fiskeriprodukter § 4, stk.2. Lov 213 7/6 1952 om lån til elektricitetsvær-ker, telefonselskaber, købstadkommunale havnem. fl. § 8. Lov om foranstaltninger til fremmeaf danske erhvervsinteresser, bek. 307 6/101954, § 14. Enhver, der deltager i behandlingenaf ansøgninger om støtte i henhold til de nævntelove, er forpligtet til at bevare fuldstændig tavs-hed udadtil om de forhold vedrørende ansøge-rens virksomhed, der på denne måde er kommettil hans kundskab.

2. Lov 174 28/4 1950 om levnedsmidler §16, stk. 2. Lov 150 11/5 1954 om kvalitetskon-trol for fisk § 41, stk. 4. De tilsynsførende myn-digheder er forpligtet til over for alle uvedkom-mende at hemmeligholde, hvad de gennem deresvirksomhed bliver vidende om.

3. Lov 209 11/6 1954 om apotekervæsenet§ 79, stk. 6. Specialitetsnævnets medlemmer ogde til sundhedsstyrelsen knyttede konsulenter erforpligtet til overfor alle uvedkommende athemmeligholde, hvad de gennem deres virksom-hed bliver vidende om.

4. Lov 226 11/6 1954 om almindelig arbej-derbeskyttelse §§ 50, stk. 2 og 53, stk. 3. An-meldelse fra en arbejder eller tillidsmand skal

211

betragtes som strengt fortrolig. Arbejdstilsynetskal i øvrigt udvise tavshed om, hvad der medrimelig grund kan forlanges hemmeligholdt.

5. Lov 102 31/3 1955 om tilsyn med mono-poler og konkurrencebegrænsninger § 21. Mo-nopolrådets medlemmer og direktoratets tjene-stemænd, medhjælpere og tilkaldte sagkyndigeer forpligtet til over for alle uvedkommende athemmeligholde, hvad de gennem deres virksom-hed bliver vidende om.

6. Lov 155 4/5 1955 om nedsættelse af en li-citationskommission § 6. Medlemmer, tilkaldtesagkyndige m. fl. er forpligtet til overfor alleuvedkommende at hemmeligholde, hvad degennem deres virksomhed bliver vidende om.

7. Lov 169 15/6 1956 om banker § 18, stk.3. Lov om sparekasser, bek. 8 15/1 1960, § 21,stk. 3. Tavshedspligt for bankinspektionen hen-holdsvis sparekasseinspektionen med hensyn til»hvad de gennem deres virksomhed bliver vi-dende om«.

8. Lov 261 2/10 1956 om lærlingeforhold §24, stk. 9. De faglige udvalgs medlemmer er plig-tige at bevare fuldstændig tavshed udadtil an-gående de forhold, hvorom de i medfør af dereshverv er kommet til kundskab.

9. Lov 211 16/6 1958 om egnsudvikling § 9.Enhver, der deltager i behandligen af sager ihenhold til loven, skal bevare tavshed om, hvadhan erfarer.

10. Lov 147 13/5 1959 om forsikringsvirk-somhed § 142, stk. 2. Forsikringsrådet, detstjenestemænd og medhjælpere er forpligtet til athemmeligholde, hvad de gennem deres virksom-hed bliver vidende om.

11. Lov om valutaforhold m. v., bek. 54 29/21960, § 12. Enhver, der handler i medfør af lo-ven, er forpligtet til over for alle uvedkommen-de at hemmeligholde, hvad de gennem deresvirksomhed bliver vidende om.

C. Privatlivets fred.

1. Danske Lov 2-5-20. Om præsters tavs-hedspligt som sjælesørgere.

2. Lov 84 11/5 1897 om telegrafer og telefo-ner § 17. Det under statstelegrafen ansatte per-sonale er forpligtet til for alle uvedkommende

at hemmeligholde såvel de indleverede telegram-mers indhold og tilstedeværelse som navnene påafsendere og modtagere af telegrammer. Påsamme måde er de forpligtet til at hemmelig-holde telefonsamtaler såvel som navnene på detelefonerende.

3. Lov 313 20/12 1915 om særlig stempel-afgift ved overdragelse af offentlige værdipapi-rer § 16. Tilsynsmyndigheden er pligtig at hem-meligholde, hvad den gennem tilsynsvirksomhe-den er blevet vidende om.

4. Statsskatteloven § 44 som ændret ved lov144 31/3 1950 § 39. Der påhviler ligningsmyn-dighedernes og landsskatterettens medlemmerog medarbejdere ubetinget tavshed med hensyntil de oplysninger om skatteydernes indkomst ogformueforhold, som under varetagelsen af dereshverv måtte komme til deres kundskab.

5. Postlov, bek. 426 8/11 1950, § 9. Det erforbudt enhver ved postvæsenet tjenestegørendeat give uvedkommende nogen som helst under-retning om andres benyttelse af posten.

6. Lov 236 9/8 1955 lægeloven § 9. En lægeer forpligtet til at iagttage tavshed om, hvadhan under udøvelsen af sit kald erfarer eller fårformodning om angående privatlivet tilhørendehemmeligheder, med mindre han ifølge lovgiv-ningen er forpligtet til at udtale sig, eller medmindre han handler i berettiget varetagelse afen almen interesse eller af eget eller andrestarv. Tilsvarende tavshedspligt er pålagt ved lov90 31/3 1953 om udøvelse af jordemoderger-ning § 8, lov 209 11/6 1954 om apotekervæse-net § 40, lov 127 25/5 1956 om sygeplejersker§ 6, lov om mødrehjælpsinstkutioner, bek. 22724/8 1956 § 7, jfr. § 6 A, jfr. også lov 177 23/61956 svangerskabsloven § 4.

7. Lov om et levnedsmiddelinstitut m. m. nr.182 5/6 1959 § 6. Det ansatte personale, med-lemmer af rådgivende udvalg m. fl. er forpligtettil over for alle uvedkommende at hemmelig-holde, hvad de gennem deres arbejde bliver vi-dende om.

8. Lov 170 31/5 1961 om børne- og ung-domsforsorg § 9, stk. 3. Børneværnsudvalgetsmedlemmer og de til dette knyttede medhjælpe-re har tavshedspligt.

212

OFFENTLIGHEDSKOMMISSIONEN Bilagil.

Myndigheden i kommunerne m. v.(af kommunaldirektør Gerner Andersen)

Ifølge købstadkommunallovens § 2 styres enkøbstadkommune af et byråd (kommunalbesty-relsen), hvis medlemmer vælges efter reglerneom kommunale valg.

Byrådet vælger af sin midte en formand, derbenævnes borgmester, og ifølge købstadkom-munallovens § 6 kan det i den kommunale ved-tægt bestemmes, at der til deltagelse i styrelsenaf kommunens anliggender oprettes en magi-strat.

Udførelsen af byrådets beslutninger og denøvrige udøvende myndighed i kommunens an-liggender påhviler i almindelighed borgmesteren,jfr. købstadkommunallovens § 8.

Den nærmere bestemmelse af hans forretnin-ger sker ved den kommunale vedtægt, og des-uden pålægger selve loven (§ 33) borgmesterenat udføre visse magistratsforretninger, der tidli-gere har været udført af de af Kongen udnævntebyfogeder: Deltagelse i bestyrelsen af visse le-gater og milde stiftelser, deltagelse i bestyrelsenaf købstadens indkvarteringsvæsen samt foreta-gelse af borgerlig ægteforening. I købstæder,hvor der findes magistrat, bestemmes det lige-ledes ved vedtægten, hvorledes de den udøven-de myndighed vedrørende forretninger skal for-deles mellem borgmester og magistrat, jfr. her-om nærmere lovens § 9, hvorefter magistratenudfører kommunalbestyrelsens lovligt trufne be-slutninger og har den øvrige udøvende myndig-hed i kommunens anliggender, for så vidt denumiddelbare forvaltning af enkelte grene afdisse ikke ved den kommunale vedtægt er hen-lagt til stående udvalg. Ved vedtægten kan lige-ledes bestemte arter af magistratens forretningerhenlægges til enkelte magistratsmedlemmer tiludførelse af disse på eget ansvar.

§ 10 bestemmer, at det i den kommunale ved-tægt kan fastsættes, at den umiddelbare forvalt-ning af enkelte grene af de kommunale anlig-gender overdrages til stående udvalg, om hvissammensætning og myndighed der i vedtægten

bliver at optage nærmere regler. Har byen enhavn, varetages den umiddelbare forvaltning afdenne ligeledes gennem et stående udvalg af by-rådet.

Det vil således ses, at i købstæderne har føl-gende organer dels besluttende dels udøvendemyndighed:

1. Kommunalbestyrelsen, der har den beslut-tende myndighed.

2. Borgmesteren og/eller magistraten, der harden udøvende myndighed, og desuden kander ved vedtægten være tillagt magistratenog borgmesteren, ligesom de stående udvalg,besluttende myndighed på forskellige områ-der, således er ofte en række afgørelser ihenhold til tjenestemandsvedtægten henlagttil magistraten, der i øvrigt som regel vilvirke som udvalg for alle sager, der ikkehenhører under andre udvalg.

3. Enkelte magistratsmedlemmer.4. De stående udvalg.

I større byer vil der som regel findes en em-bedsmæssig forvaltning, der på borgmesterens,magistratens eller pågældende stående udvalgsvegne varetager kommunale anliggender. Det vili særlig grad være udøvende forretninger, for-valtningen har, men også besluttende myndig-hed, for eksempel tilståelse af understøttelserog pensioner i henhold til den sociale lovgiv-ning, indkøb til drift af værker, hospitaler ogboligejendomme, udfærdigelse af byggetilladel-ser og bygningsattester, i visse tilfælde dispen-sationer fra bygningslovgivning samt visse juri-diske forretninger, for eksempel varetagelse afkommunens interesser i retssager og lignendeudøves ofte af forvaltningen.

Disse forretninger vil — som nævnt — oftestblive udført på de pågældende kommunale myn-digheders vegne i henhold til bemyndigelse, og»myndighed« i forvaltningsretlig henseende erde pågældende tjenestemænd ikke, men de afdem ekspederede sager må i samme omfang som

213

ellers være undergivet offentlighed; afgørelsener truffet på myndighedens vegne ligesom foreksempel en departementschefs eller ministerielkontorchefs på ministerens vegne. Der kan dogogså ved styrelsesvedtægten eller dertil sig slut-tende vedtægter være tillagt en embedsmæssiginstitution beføjelse til at handle på eget ansvar,altså selvstændigt. I det omfang, dette er tilfæl-det, må de pågældende forvaltningschefer be-tragtes som myndighed i lovens forstand.

Denne kommunernes organisations/orm giverhvad angår spørgsmålet om offentlighed i for-valtningen - så vidt ses - ikke anledning til sær-lige bemærkninger. De regler, man vil kommetil i en eventuel lov, vil kunne anvendes direktepå de kommunale organer, idet man blot måvære opmærksom på, at der i en kommune kanvære og oftest vil være mere end eet organ, derbliver myndighed i lovens forstand, nemlig deorganer, der ved i henhold til lovgivningen ud-færdigede regulativer eller vedtægter er tillagtbeføjelse til at træffe selvstændige afgørelservedrørende kommunale forhold på eget ansvar.

Et andet spørgsmål er, i hvilket omfang eneventuel offentlighedslov vil indføre, at kommu-nernes forvaltning bliver undergivet offentlig-hed. Herom bemærkes følgende:

Ligesom i statsforvaltningen forberedes desager, der forelægges en kommunal myndighedtil afgørelse, ofte ved forudgående skriftlig em-bedsmæssig behandling, og sager, der forelæg-ges kommunalbestyrelsen til beslutning, som re-gel ved forudgående behandling i udvalg, dertil kommunalbestyrelsen afgiver indstilling om,hvilken beslutning der bør træffes.

De erklæringer, som af kommunens embeds-mænd eller forvaltninger udarbejdes i anledningaf de til kommunen indkomne skrivelser og hen-vendelser fra borgerne til brug for vedkommen-de kommunale myndighed, kan ikke være of-fentlige, men må betragtes som forberedendearbejder til internt brug.

Med hensyn til udvalgenes vedtagelser vil dervære forskel på, om udvalget inden for sin kom-petence træffer en endelig beslutning i en sageller afgiver en indstilling med forslag til sagensafgørelse i kommunalbestyrelsen. I førstnævntetilfælde er udvalget myndighed i lovens for-

stand, og dets afgørelse omfattes af lovens of-fentlighedsprincip. I sidstnævnte tilfælde træfferudvalget kun beslutning om at afgive et forslagtil sagens afgørelse, og dets indstilling herommå derfor som hørende til sagens forberedelsevære unddraget offentlighed i henhold til eneventuel offentlighedslov, i hvert fald indtil kom-munalbestyrelsen har truffet beslutning i ved-kommende sag. Tiltræder kommunalbestyrelsenudvalgsindstillingen, bliver den myndighedensafgørelse og dermed offentlig, hvis ikke denrammes af undtagelsesreglerrie. Ændrer kom-munalbestyrelsen derimod udvalgsindstillingen,kan denne som kun værende et forkastet forslagtil myndighedens afgørelse ikke falde ind underoffentlighedsreglen. Vel er det almindeligt an-taget, at offentligheden bør have kendskab til,hvilke forslag der fremsættes i de folkevalgteforsamlinger, og hvorledes der stemmes. Mendette spørgsmål vedrører ikke den offentligheds-lov, man her beskæftiger sig med, men reglernefor de folkevalgte forsamlingers virke. For disseer som bekendt foreskrevet offentlig behandlingsom det principale, og i kraft heraf vil udvalgs-indstillinger i en hel række sager blive offentlig-heden bekendt. Behandles en s,ag for åbne døre,vil udvalgsindstillingen, også en delt udvalgsind-stilling med flertal og mindretal, blive bekendtfor offentligheden allerede som følge af, at denbehandles for åbne døre, og i visse kommunerudsendes der i forvejen referater til pressen afde sager, der behandles for åbne døre, med an-givelse af, hvad indstillingen går ud på, og hvadeventuelle flertal og mindretal foreslår. I sager,der behandles for lukkede døre, vil udvalgsind-stillingen derimod kun blive offentlig, hvis dentiltrædes og derved blive myndighedens afgø-relse, jfr. ovenfor.

De anførte betragtninger finder tilsvarendeanvendelse for så vidt angår sognekommuner. Isognekommuner findes der ingen magistrat (cfr.dog den særlige ordning for visse af omegns-kommunerne ved København), men i henholdtil § 10 i lov om landkommunernes styrelse kander i den sognekommunale vedtægt træffes be-stemmelse om nedsættelse af stående udvalgvedrørende alle forhold i den kommunale sty-relse, som det måtte findes ønskeligt at ordne

214

nærmere på grundlag af reglerne i denne lov,herunder for eksempel nedsættelse af skole-, vej-og forsørgelsesudvalg. Det er ikke i landkom-munalloven som i købstadkommunalloven di-rekte fastslået, at disse udvalg har den direktebestyrelse af de dem underlagte anliggender.Det antages imidlertid, jfr. Oxholm: Landkom-munernes Styre 1935, pag. 102, at udvalgeneinden for de rammer, der angives i det vedtagneårsoverslag, i forbindelse med sognerådets ved-tagelser har bestyrelsen af de dem underlagteanliggender.

Videre kan sognerådet i henhold til landkom-munallovens § 12, såfremt rådet i det enkeltetilfælde måtte finde det hensigtsmæssigt, vælgeet eller flere af sine medlemmer eller sådanneindbyggere, som dertil er villige, til at udførevisse særlige kommunale hverv.

For amtskommuner vil ligeledes de sammebetragtninger finde anvendelse. Også amtsrådet

kan nedsætte stående udvalg til alene eller i for-bindelse med formanden på rådets vegne at af-gøre visse sager. Formanden (amtmanden) for-anstalter udførelsen af beslutningerne og besør-ger brevvekslingen.

Københavns Kommune har som bekendt ensærlig forfatning, hvorefter borgerrepræsenta-tionen har den besluttende, magistraten den ad-ministrative myndighed, udøvet enten af denenkelte borgmester eller den samlede magistrat.

En nærmere gennemgang af Københavns sty-reform er der formentlig ingen anledning til. Deforan anførte betragtninger for købstadkommu-ner må også gælde her, således at det efter sam-me synspunkter afgøres, hvilke organer der bli-ver myndighed i den heromhandlede henseende.Hvad foran er anført om udvalgsindstillinger,må også gælde magistratens indstillinger til bor-gerrepræsentationen.

215

OFFENTLIGHEDSKOMMISSIONEN Bilag 12.

Forholdet mellem ombudsmandsinstitutionen og en offentlighedsordning.

(af folketingets ombudsmand, professor, dr. jur. Stephan Hurwitz)

En af de begrundelser, der i første rækkeanføres til støtte for ønsket om indførelse afoffentlighed i forvaltningen, er den, at bor-gerne bør have størst mulig adgang til at følgemed i og dermed føre kontrol med, at alt gårrigtigt til under forvaltningens udførelse af densopgaver. Heroverfor gøres det gældende, at derikke i Danmark er noget virkeligt behov forøgede retssikkerhedsgarantier inden for forvalt-ningen, idet det særlig anføres, at man efterindførelsen af ombudsmandsordningen synes athave tilstrækkelig adgang til at imødegå uhel-dige forhold inden for den offentlige forvalt-ning, jfr. i det hele foran side 43—45.

Ganske vist tør jeg vel udtale, at der medombudsmandsordningen er skabt et tilsyn, deryder borgerne en vidtrækkende betryggelse iforhold til forvaltningen. Men dermed er ikkesagt, at ombudsmandens virksomhed helt dæk-ker virkningen af en offentlighedsordning.

Jeg kan særlig pege på følgende omstændig-heder:1) Antallet af de sager, ombudsmanden under-søger, det være sig på grundlag af en klageeller på eget initiativ, kan kun omfatte en min-dre del af de talrige forvaltningssager, i hvilkeet offentlighedsprincip må antages at ville blivebenyttet af parter eller andre.2) De akter, som ombudsmanden modtager fraforvaltningen, kan som regel ikke i deres hel-

hed udleveres til klageren. En klager vil såledesnormalt ikke ved henvendelse til ombudsman-den kunne få adgang til at gennemse samtligesagens bilag eller få kendskab til den fulde ord-lyd af aktstykkerne.3) Ombudsmandens tilsyn er principielt efter-følgende, således at forstå, at først når forvalt-ningen har færdigbehandlet sagen, påbegyndesombudsmandens undersøgelse. Heraf følger, aten person, der klager til ombudsmanden, førstefter at forvaltningens afgørelse foreligger, fårkendskab til sagens akter og som anført under2) kun i et begrænset omfang. Klagerens even-tuelle indsigelse på dette tidspunkt vil ikke altidkunne bevirke, at afgørelsen kan ændres. Of-fentlighedsordningen vil derimod komme til atomfatte sagens forberedende behandling, såle-des at vedkommende får mulighed for at frem-sætte sine indsigelser mod det foreliggende ma-teriale, inden afgørelse træffes.4) Under en offentlighedsordning vil borgernekunne få bedre muligheder for at bedømme,om der måtte være begået sådanne fejl ellerforsømmelser i forvaltningen, at der er grund-lag for at rette henvendelse til myndighederneeller til ombudsmanden.5) Endelig skal det anføres, at erfaringerne fraSverige viser, at en offentligheds- og ombuds-mandsordning har fungeret godt sammen ilange tider.

216