magnus.thielsen

Pretty little liars

Sara Shepard

Pretty Little Liars

Spencer er vild med sin søsters kæreste. Aria har fantasier omsin engelsklærer. Emily er forelsket i den nye pige på skolen.Og Hanna bruger nogle hemmelige kneb for at holde sig smuk.

Men den største og mest grusomme hemmelighed er den, defire piger bærer sammen. Det har de gjort, siden deres smukkeveninde Alison forsvandt.

Ingen taler om det, der skete dengang, men pludselig begynderde fire piger at modtage mystiske breve og sms’er fra en, der bareunderskriver sig – A.

A ved alt og er parat til at afsløre det hele. Men hvem er det? Oghvad vil A?

Pretty Little Liars har haft enorm succes på de amerikanske best-sellerlister og er også lavet som tv-serie. Du kan få de første firebøger i serien, Løgne, Hemmeligheder, Skandaler og Afsløringerpå dansk.

88

7EN LÆGE MED I BOBLEBAD

“Se lige hans røv!”“Hold mund!” Spencer slog sin veninde Kirsten Cullen

over skinnebenet med sin hockeystav. Det var meningen, deskulle øve sig på forsvarsteknikker, men de var – sammenmed resten af holdet – alt for optaget af at kigge på dette årsnye hjælpetræner. Ingen andre end Ian Thomas.

Adrenalinen prikkede i Spencers hud. Var det mystisk,eller hvad? Hun kunne huske, at Melissa havde snakket om,at Ian var flyttet til Californien. Men alle mulige mennesker,som man ikke lige regnede med at se igen, fandt vej tilbage tilRosewood.

“Hvor var din søster dum at slå op med ham,” sagde Kir-sten. “Han er så lækker.”

“Schh,” svarede Spencer fnisende. “Og desuden slog minsøster ikke op med ham. Han slog op med hende.”

Fløjten lød. “Kom i gang!” råbte Ian og løb over mod dem.Spencer bøjede sig ned for at snøre sine sko, som om hun varfuldstændig ligeglad. Hun kunne mærke hans blik.

“Spencer? Spencer Hastings?”Spencer rejste sig langsomt. “Åh. Ian, ikke?”Ians smil var så bredt, at hun var overrasket over, at hans

kinder ikke gik fra hinanden. Han havde stadig den der kerne-sunde jeg-skal-overtage-min-fars-firma-når-jeg-er-25-aura over sig,men hans krøllede hår var blevet lidt længere og lidt mererodet. “Jamen du er jo helt voksen!” råbte han.

“Ja, det er jeg vel.” Spencer trak på skuldrene.

89

Ian kørte en hånd gennem sit hår. “Hvordan går det meddin søster?”

“Hun har det godt. Hun blev færdig før tid. Starter påWharton.”

Ian bøjede hovedet. “Og lægger hendes kærester så stadigan på dig?”

Spencer tabte kæben. Før hun kunne nå at svare, blæstetræneren, ms. Campbell, i fløjten og kaldte Ian over til sig.

Kirsten tog fat i Spencers arm, så snart han havde vendtdem ryggen. “Du har så meget snavet med ham!”

“Hold mund!” skyndte Spencer sig at sige.Da Ian løb tilbage over banen, så han sig tilbage over

skulderen. Spencer holdt vejret og bøjede sig forover for atundersøge sine benbeskyttere. Hun ville ikke have, at hanskulle vide, at hun havde kigget efter ham.

Da Spencer kom hjem fra træning, gjorde hver en lilledel af hendes krop ondt, fra hendes røv til hendes lilletå.Hun havde brugt hele sommeren på at organisere komitéer,nærstudere fremmedordbogen for at udvide sit ordforråd,og spille hovedrollen i tre forskellige stykker på Muesli,Rosewoods lokalteater – Miss Jean Brodie i The Prime of MissJean Brodie, Emily i Our Town og Ophelia i Hamlet. Så der varikke tid til at holde sig i god form til hockey, og det mærkedehun nu på sin krop.

Hun havde ikke lyst til andet end at gå ovenpå og kravle iseng. Ikke tænke på i morgen eller på, hvad en ny overambitiøsdag medførte: morgenmad i franskklubben, at læse morgenensskolebeskeder, et hurtigt møde med årbogens redaktion, femhøjniveaufag, dramaprøver og endnu en krævende omganghockeytræning med Ian.

Hun åbnede postkassen ved indkørslen og håbede at finde

90

resultaterne fra sin PSAT-prøve. De skulle komme en afdagene, og hun havde en fornemmelse af, at det var gået godt– faktisk bedre, end det var gået nogensinde før. Desværrevar der ikke andet end en stak regninger, info fra hendesfars mange investeringsfirmaer og en brochure stilet til ms.Spencer J (for Jill) Hastings fra Appleboro College i Lancaster,Pennsylvania. Som om hun nogensinde ville gå der.

Indenfor lagde hun posten på det marmorbelagte køkken-bord, gned sin skulder og fik en idé: Jacuzzi i haven. Et afslap-pende bad. Ahhhh.

Hun hilste på Rufus og Beatrice, familiens to labradoodles,og kastede et par stykker King Kong-legetøj ud i haven, så dehavde noget at lege med. Så slæbte hun sig ad stien ned tilpoolens omklædningsrum. Hun stod ved døren og skulle ligetil at hoppe ind under bruseren og tage en bikini på, da huntænkte: Hvem ser det? Hun var for træt til at tage noget på,og der var ingen hjemme. Og jacuzzien var alligevel omgivetaf rosenbuske. Da hun nærmede sig, kunne hun se, at detallerede boblede, som om det ventede hende. Hun tog alt afpå nær bh, trusser og lange hockeystrømper, bøjede sig foroverfor at strække ud i lænden og kravlede ned i det dampendeboblebad. Ahhh, sådan skulle det være.

“Hov.”Spencer vendte sig om. Wren stod ved siden af roserne, med

nøgen overkrop og iført de mest sexede bokserbadeshorts,hun nogensinde havde set.

“Ups,” sagde han og dækkede sig til med et håndklæde.“Undskyld.”

“Du skulle ikke være her før i morgen,” udbrød hun, selvomhan tydeligvis var lige her, hvilket var i dag og slet ikke i morgen.

“Det var heller ikke meningen. Men din søster og jeg var

91

i Frou,” sagde Wren og lavede en lille grimasse. Frou var ensnobbet butik et par byer væk, der solgte pudebetræk til om-kring tusind dollars stykket. “Hun skulle løbe et ærinde ogsagde, at jeg skulle lege med mig selv.”

Spencer håbede, at det var en eller anden besynderlig,britisk vending. “Nåh,” sagde hun.

“Er du lige kommet hjem”“Jeg har været til hockey,” sagde Spencer og lænede sig

tilbage og slappede lidt af. “Årets første træning.”Spencer skævede ned til sin slørede krop under vandet. Åh

gud, hun havde stadig sine strømper på. Og de højtaljede, sve-dige trusser og en sports-bh! Hun kunne have sparket sig selvfor ikke at have skiftet til sin gule Eres-bikini, som hun ligehavde købt, men så gik det op for hende, hvor skørt det var.

“Jeg ville bare lige have et varmt bad, men hvis du gerne vilvære alene, så er det helt okay,” sagde Wren. “Jeg går bare indog ser tv.” Han begyndte at gå igen. Spencer mærkede et stikaf skuffelse. “Nej da,” sagde hun. Han stoppede op. “Kombare i. Det gør ikke mig noget.” Mens han stadig stod medryggen til, hev hun hurtigt sine strømper af og smed dem udi buskene. De landede med et tungt klask.

“Hvis det er okay med dig, Spencer,” sagde Wren. Spencerelskede den måde, han udtalte hendes navn på med sinbritiske accent. Spen-SAAAH.

Han dyppede sig forlegent ned i boblebadet. Spencer blevhelt ovre på sin side og trak benene op under sig. Wrenlagde hovedet bagover og sukkede. Hun gjorde det samme ogforsøgte at lade være at tænke på, hvor forkrampede og ømmehendes ben blev i denne stilling. Hun begyndte at strække lidtud og kom til at ramme Wrens senede lægmuskel.

Hun trak hurtigt benet til sig. “Undskyld.”

92

“Ikke noget problem,” sagde Wren. “Nå, så du går til hoc-key? Jeg roede, da jeg gik på Oxford.”

“Gjorde du?” spurgte Spencer og håbede, at hun ikke lødalt for overstrømmende. Det bedste, hun vidste, når hun komkørende ind i Philadelphia, var synet af roerne fra Penn- ogTemple-universiteterne, der roede af sted på Schuylkill River.

“Ja,” sagde han. “Jeg var vild med det. Er du vild med hoc-key?”

“Ikke rigtigt.” Spencer tog håret ud af hestehalen, rystedepå hovedet og tænkte på, om Wren synes, hun så dullet ogåndssvag ud. Den gnist, der havde været imellem dem udenfor restaurantskibet, var sikkert bare noget, hun havde fore-stillet sig.

Men Wren var på den anden side hoppet i boblebadetsammen med hende.

“Men hvis ikke du er vild med hockey, hvorfor spiller duså?” spurgte Wren.

“Fordi det ser godt ud på en universitetsansøgning.”Wren satte sig op og lavede bølger i vandet. “Gør det?”“Øh, ja.”Spencer skiftede stilling og ømmede sig lidt, da hendes

nakkemuskler blev strakt ud.“Er du okay?” spurgte Wren.“Ja, det er ikke noget,” sagde Spencer og følte sig pludselig

helt overvældet. Det var hendes første dag tilbage i skolen,og hun var allerede helt brændt ud. Hun tænkte på alle delektier, hun skulle lave, lister, hun skulle skrive, og replikker,hun skulle huske. Hun havde for travlt til, at hun kunne nåat flippe ud over det, men det var også det eneste, der afholdthende fra at flippe ud.

“Er det din skulder?”

93

“Det tror jeg,” sagde Spencer og forsøgte at rotere skulderen.“I hockey bruger man så meget tid på at bøje sig forover, og jegved ikke, om jeg har forstrakt den eller hvad ...”

“Jeg kan garanteret ordne den for dig.”Spencer stirrede på ham. Hun havde pludselig lyst til at

køre fingrene igennem hans rodede hår. “Nej, det gør ikkenoget. Men tak, ellers.”

“Jeg mener det,” sagde han. “Jeg bider ikke.”Spencer hadede, når folk sagde sådan.“Jeg er læge,” fortsatte Wren. “Det er garanteret din poste-

riore deltoideus.”“Øh, okay ...”“Din skuldermuskel.” Han gjorde tegn til, at hun skulle

rykke tættere på. “Kom nu her. Jeg mener det. Vi skal haveblødgjort den muskel.”

Spencer forsøgte at lade være med at læse for meget ind idet. Han var jo trods alt læge. Han opførte sig bare lægeagtigt.Hun gled hen mod ham, og han pressede sine hænder indmod midten af hendes ryg. Hans tommelfingre borede sig indi de små muskler omkring rygraden. Spencer lukkede øjnene.

“Åhh. Det er skønt,” mumlede hun.“Der har bare samlet sig noget væske i din slimsæk,” sagde

han. Spencer forsøgte at lade være med at fnise ad ordetslimsæk. Da han gik ind under stroppen til hendes sports-bhfor at komme dybere ind, skulle hun lige synke en ekstra gang.Hun forsøgte at tænke på ikke-seksuelle ting – hendes onkelDavids næsehår, det forstoppede ansigtsudtryk, hendes morfik, når hun sad på en hest, dengang hendes kat, Kitten, komlistende nede fra bækken med en død muldvarp i munden,som den efterlod på hendes værelse. Han er læge, sagde hun tilsig selv. Det her er, hvad læger gør.

94

“Dine pektoraler er også ret stive i det,” sagde Wren ogbevægede til hendes store skræk sine hænder om på for-siden. Han lod hænderne glide ind under stropperne igen ogmasserede hende lige over brystet, og pludselig gled bh-strop-pen ned over den ene skulder. Spencer tog en indånding,men han rykkede ikke væk. Det er bare en lægeting, mindedehun atter sig selv om. Men så gik det op for hende: Wren varførsteårsstuderende på medicin. Han bliver læge engang, rettedehun sig selv. En dag. Om tre år.

“Øh, hvor er min søster?” spurgte hun stille.“I butikken, tror jeg? Wawa?”“Wawa?” Spencer rykkede sig væk fra Wren og trak bh-

stroppen op på skulderen igen. “Wawa er kun to kilometervæk! Hvis hun er dér, henter hun bare cigaretter eller noget.Hun kan være tilbage hvert minut!”

“Jeg tror ikke, hun ryger,” sagde Wren og lagde hovedetspørgende på skrå.

“Du ved, hvad jeg mener!” Spencer rejste sig op i badet, togfat i sit Ralph Lauren-håndklæde og begyndte demonstrativt attørre håret. Hun følte sig så varm. Hendes hud, hendes knogler– selv hendes indre organer og nerver – føltes, som om de varblevet grydestegt i boblebadet. Hun kravlede ud af jacuzzien ogskyndte sig op mod huset, på jagt efter et stort glas vand.

“Spencer,” råbte Wren efter hende. “Jeg ville ikke ... Jegville bare hjælpe.”

Men Spencer hørte ikke efter. Hun løb op på værelset ogkiggede sig omkring. Hendes ting stod stadig i kasser, parat tilat blive flyttet ned til laden. Pludselig havde hun lyst til at få dethele ordnet. Hendes smykkeskrin trængte til at blive sorteretog inddelt efter ædelstene. Hendes computer var fuld af to årgamle engelskstile, og selvom hun havde fået topkarakterer

95

for dem dengang, var de garanteret pinagtigt dårlige og skulleslettes. Hun så på bøgerne i kasserne. De skulle ordnes efteremne, ikke efter forfatter. Selvfølgelig. Hun tog dem ud ogbegyndte at sætte dem tilbage på hylderne, begyndende medAmerikansk puritanisme og Det flammende bogstav.

Da hun nåede frem til Utopier, der gik galt, havde hun sta-dig ikke fået det bedre. Så hun tændte for sin computer ogpressede den trådløse mus, der var dejligt kølig, ind mod sinnakke.

Hun klikkede på sin e-mail og så, at der var kommet en nymail. I overskriften stod der: UDVID DIT ORDFORRÅD.Hun blev nysgerrig og klikkede på den.

SPENCER, ATTRÅ er et nemt ord. Når nogenattrår noget, begærer de det og har lysttil det. Det er som regel noget, de ikke kanfå. Det problem har du nu altid haft, har duikke? – A

Spencers mave vendte sig. Hun så sig omkring.Hvem. I. Helvede. Kunne. Have. Set. Det?Hun åbnede det største vindue på sit værelse, men der var

ikke nogen nede i den store cirkelformede indkørsel. Hunså sig omkring. Et par biler kørte forbi. Naboens gartner varved at trimme hækken ved indgangen. Hendes hunde jagtedehinanden rundt i haven. Nogle fugle fløj op på toppen af entelefonpæl.

Så fik hun øje på noget i naboens øverste vindue: et glimtaf lyst hår. Men var den nye familie ikke sort? Det løb koldtned ad ryggen på Spencer.

Det var Alisons gamle vindue.