Psychiatric Malpractice Danish Opt

8/8/2019 Psychiatric Malpractice Danish Opt

http://slidepdf.com/reader/full/psychiatric-malpractice-danish-opt 1/44

Udgivet af MedborgernesMenneskerettighedskommision

Stiftet i 1969

PSYKIATRISKUREDELIGHED

Hvordan lægevidenskaben undergraves

Rapport med anbefalinger vedrørende psykiatriens indflydelse

i sundhedsvæsenet



VIGTIG BEMÆRKNINGtil læseren

Inden for psykiatrien har man for vane atforegive, at man er de eneste, der kan bedømme,hvem der er psykisk velfungerende, og

hvad der må betegnes som ”sygdomme” isindet. Virkeligheden viser noget andet:

1. PSYKIATRISKE ”FORSTYRRELSER” ER IKKEEGENTLIGE SYGDOMME: I lægevidenskaben erder strenge kriterier for, hvornår en tilstand kankaldes for en sygdom. Det er nødvendigt at haveet forudsigeligt antal symptomer og årsagen tilsymptomerne eller hvor denne ikke kendes envis forståelse af fysiologien (funktionen).

Kuldegysninger og feber er symptomer. Malariaog tyfus er sygdomme. Forekomsten af sygdommekan fastslås ved observerbare kendetegn oggennem fysiske undersøgelser. På trods af det,findes der ingen lægevidenskablige beviser foren eneste psykisk ”sygdom”.

2. PSYKIATERE BESKÆFTIGER SIG UDELUKKENDEMED PSYKISKE ”FORSTYRRELSER” IKKE FASTSLÅEDESYGDOMME. Medens den etablerede somatiskelægevidenskab koncentrerer sig om behandlingen af legemlige sygdomme, så beskæftiger psykiatrien sigudelukkende med ”forstyrrelser”. Da årsagen ellerfysiologien ikke kendes, er et antal symptomer, derses ved mange forskellige patienter, blevet kaldt en

forstyrrelse eller syndrom. I psykiatrien gælderdet, at ”alle dens diagnoser blot er syndromer(eller forstyrrelser), det er en samling af symptomer,som det antages har en sammenhæng, det er ikkesygdomme,” siger Joseph Glenmullen fra Harvardslægeskole. Professor emeritus, dr. Thomas Szaszgjorde opmærksom på: ”Der findes ingen blodprøve eller andre biologiske tests, der kankonstatere tilstedeværelsen eller fraværet af ensindssygdom, sådan som det gælder for de flestekropslige sygdomme.”

3. PSYKIATRIEN HAR ALDRIG FASTSLÅET ÅRSAGENTIL EN ENESTE SINDSLIDELSE. De førende psykia-triske organisationer som Verdens Psykiatrifore-

ning og det amerikanske Nationale Institut forMental Sundhed erkender, at psykiatere ikkekender årsagerne eller helbredelsesmetoderne for

nogen sindslidelse. De ved heller ikke, hvad deres”behandlinger” specielt gør for patienten. De bygger udelukkende på teorier og meninger, sommeget ofte er i modstrid, når det drejer sig omdiagnoser og metoder, og de mangler det videnskabelige grundlag for disse. Som den forhenværendepræsident for Verdens Psykiatriforening erklærede:Den tid hvor psykiatere mente, at de kunne helbrede de psykisk syge, er ovre. I fremtiden skalpsykisk syge lære at leve med deres sygdom.

4. MAN OPERERER UD FRA EN TEORI OM, AT PSYKISKE FORSTYRRELSER STAMMER FRA EN

”KEMISK UBALANCE” I HJERNEN, MEN DET ERIKKE ANDET END EN MENING, DER IKKE ER BEVIST.DET ER IKKE ET FAKTUM. En udbredt psykiatriskteori (som ligger til grund for brugen af psykofar-maka) er, at psykiske forstyrrelser er resultatet af en kemisk ubalance i hjernen. Som ved andre teori-er, findes der ingen biologiske eller andre beviser,der godtgør dette. Som et eksempel på en af mangelægelige og biokemiske eksperter sagde ElliotValenstein, ph.d., forfatteren til bogen ’Det erHjernens Skyld’: ”Der findes ingen undersøgelser,som kan fastslå den kemiske status i en levendepersons hjerne.”

5. HJERNEN ER IKKE DEN VIRKELIGE ÅRSAGTIL VORES LIVSPROBLEMER. Mennesker kan fåproblemer og bliver nogen gange rystet eller harlivskriser. Nogle gange kan disse føre til psykiskeproblemer – endda meget alvorlige. Men at frem-stille disse vanskeligheder, som om de var forår-saget af uhelbredelige ”hjernesygdomme”, derkun kan lindres med farlige piller, er uredeligt,skadeligt og ofte dødeligt. Den slags medicin erofte mere potent end narkotika og kan drive brugeren ud i vold eller selvmord. Den skjulerden virkelige årsag til livets problemer og gør et

menneske endnu svagere. Man fratages på denmåde muligheden for helbredelse og et håbfor fremtiden.



INDHOLDS-FORTEGNELSEIndledning: Manipuleringaf lægevidenskaben ......................

Kapitel et: DAMP – en godforretning, dårlig lægekunst............

Kapitel to: Psykiatrienmod lægevidenskaben....................

Kapitel tre: En parodipå lægekunst og videnskab ............

Kapitel fire: De sårbaregøres fortræd..................................

Kapitel fem: Lægeetikkenbringes i fare ..................................

Kapitel seks:Hvilken vej bør vi gå? ....................

Anbefalinger ..................................

MedborgernesMenneskerettighedskommissionsinternationale afdeling ....................

PSYKIATRISKUREDELIGHED

Hvordan lægevidenskabenundergrave

®



Den tidligere leder af det Nationale amerikanskeInstitut for Stofmisbrug, psykiateren Alan J.Leshner udtalte i 1998, at ”det er min overbe-

visning i dag, år 1998, at du (lægen) burdefængsles, hvis du undlader at ordinere SSRI’er

(den nye type antidepressiva, red.) mod depression. Jeg erogså overbevist om, at du, fem år fra nu, burde sættes ifængsel, hvis du ikke giver crack-misbrugere det medika-

ment, vi arbejder på nu.”1

I de 25 år jeg har arbejdet med at rydde op i behand-

lingerne inden for behand-lingsområdet for psykisksundhed, har jeg talt medhundredvis af læger ogtusindvis af patienter, ogsamtidig har jeg hjulpet medat afdække utallige psykia-triske overtrædelser af men-neskerettighederne. Det erførst for nylig, at den tanke,

at lægernes rettigheder ogsåkunne være i fare, er faldet mig ind. Jeg kunne virkelig godtlide at vide, hvorfor en læge skulle fængsles for at undlade atordinere et antidepressivt middel mod depression.

Hvad jeg ved, er, at praktiserende læger har anerkendt,at der findes utallige legemlige problemer, der kan forårsageemotionelle og adfærdsmæssige forstyrrelser samt vigtighe-den af først at undersøge for disse. Det følger deraf, at hvisman ordinerer et antidepressivt middel for at undertrykkefølelsesmæssige symptomer uden først at finde og behandleen mulig bagvedliggende legemlig sygdom, så giver man

muligvis blot patienterne et kemisk fix, mens man lader enfaktisk sygdom, der kunne forværres, forblive ubehandlet.

Hvad om den praktiserende læge faktisk fandt, diag-nosticerede og behandlede en sådan legemlig sygdom, og

depressionen derved ophørte uden brug af nervemedicin?

Skulle den læge efterfølgende anklages for at være uetisk,eller endog anklages og straffes for kriminel forsømmelighed,fordi han/hun ikke havde ordineret et antidepressivt middel?

Vanvittigt, siger du? Det kunne vel ikke ske i Danmark?Måske. Den dag er muligvis allerede kommet, hvor en godlæge kan blive anklaget for at være uetisk, selv når han ellerhun praktiserer lægegerningen på en etisk måde. En læge,

specialist eller ej, kan i dag blive kritiseret, set ned på, betragtet som et ”grænsetilfælde” og udstødt, fordi han prak-

tiserer en traditionel, virk-

som lægegerning baseretpå egentlige diagnoser forsomatiske tilstande.

Denne rapport er hen-vendt til læger, især til dem,som udelukkende ønsker atpraktisere ikke-psykiatrisklægegerning, og til dem, som

er drevet af et højt medmen-

neskeligt formål i overens-stemmelse med den bedste hippokratiske lægetradition, ogsom ønsker at få fred til at fortsætte deres arbejde med at drageomsorg for deres patienters helbred efter bedste evne. Det erhenvendt til læger, som er bekymrede over den kendsgerning,at millioner af børn tager receptpligtig og vanedannendeamfetaminlignende stimulanser mod en formodet psykiskforstyrrelse som ADHD, DAMP eller hyperkinetiske forstyr-relser, som er den officielle danske betegnelse.

Men hæftet er også skrevet til enhver, som synes, at det er

mere end blot lidt mærkeligt, at visse myndighedspersoner truer

forældre med anklager om forsømmelighed, hvis de beslutter

ikke at give deres barn stimulanser og antidepressive midler.

Hvordan er det kommet så vidt? Vi håber, at dette hæftekan hjælpe med til at besvare spørgsmålet.

I N D L E D N I N GM a n i p u l e r i n g a f l æ g e v i d e n s k a b e n

2

”Psykiatriens diagnosesystem blev ikke udviklet i en ånd af professionelrespekt for traditioner og viden fra

den almindelige lægepraksis ogandre lægespecialer.”

– Jan Eastgate

Manipulering af lægevidenskaben

INDLEDNING





5

3

VIGTIGEKENDSGERNINGER

12

4

Matthew Smith blev tvunget af sin skole til at indtage en psykiatrisk stimulans for at hjælpe ham med at ”koncentrere” sig bedre. Han døde som14-årig af et hjertestop i år 2000. Retsmedicineren slog fast, at den ordi-

nerede stimulans var ansvarlig. Stadig flere børn får stillet diagnosenADHD eller DAMP, en forstyrrelse, som aldrig er blevet klinisk påvist.

Omfattende markedsføring har haft en del af ansvaret for stigningen.

Den ”biologiske psykiatri” har stadig til gode

efter 40 års virke at bevise gyldigheden af blot

en enkelt psykiatrisk tilstand/diagnose som

værende en abnormitet/sygdom eller som

noget som helst neurologisk, biologisk,kemisk ubalanceret eller genetisk.

I 1998 fandt en konference for de amerikanske

sundhedsorganisationer (NIH) om ADHD

og DAMP, intet ”bevis på, at tilstanden skyldes

en kemisk ubalance i hjernen.”2

Ifølge dr. Paul Runge, en tysk børne- og

ungdomspsykiater, ville en accept af ADHD

og DAMP som værende biologisk baseret

indebære, at ”en virkelig, effektiv behandling

ville forudsætte en kur, som kun ville virkepå denne specifikke biologiske forstyrrelse.”3

En sådan behandling eksisterer ikke.

Europarådets parlamentariske forsamling

rekommanderede i maj 2002, at der skal

indføres en ”strengere kontrol” med

”diagnosticeringen og behandlingen af”

ADHD og DAMP, og at ”der bør gennemføres

mere forskning inden for alternative

behandlingsformer såsom kostdiæt.”4

Den globale produktion af methylphenidat

(Ritalin) eskalerede i løbet af 1990’erne fra

2,8 tons i 1990 til 15,3 tons.5



KAPITEL ETDAMP – en god forretning,dårlig lægekunst

K A P I T E L E T

D A M P – e n g o d f o r r e t n i n g , d å r l i g l æ g e k u n s t5

Diagnosen opmærksomhedsforstyrrelsehviler udelukkende på et subjektivtgrundlag ... Der findes ingen tester. Det

drejer sig ene og alene om tolkning.Måske kommer et barn med udbrud i

klassen eller kan ikke sidde stille. Skillelinien mellem et barn med opmærksomhedsforstyrrelse og et raskt barnfuld af livsglæde kan være meget uklar.”6 – Dr. Joe

Kosterich, landsformand for de praktiserende lægerssektion, den Australske Lægeforening, 1999.

Den syvårige Matthew Smith blev diagnosticeretmed ADHD i skolen. Hans forældre fik at vide, at hanhavde behov for at tage en stimulans for at hjælpe ham

med at koncentrere sig. I begyndelsen gjorde Matt-hews forældre modstand,men de fik at vide, atsåfremt de ikke indvil-ligede, kunne der rejses enstrafferetslig sigtelse for

forsømmelighed af deressøns uddannelses- og følel-sesmæssige behov. ”Minkone og jeg var skræk-slagne for, at vi kunnemiste vore børn, hvis ikkevi indvilligede,” sagdeMatthews far, LawrenceSmith. Efter at have fået at vide, at der ikke var noget galtmed den ”medicinske behandling”, og at denne kunkunne hjælpe, gav de efter for presset.

Den 21. marts 2000 døde Matthew på tragisk vis af et hjerteanfald, mens han løb på skateboard. En retsmedi-ciner fastslog, at Matthews hjerte viste klare tegn på bristaf små blodkar, forårsaget af stimulerende midler som

amfetaminer. Han konkluderede, at Matthew var død af lang tids brug af en ordineret stimulans.7

På trods af voldsom opreklamering, der påstår detmodsatte, er sædvanen med at ordinere de kokainlig-nende midler til verdens børn langt fra baseret påvidenskabelig dokumentation. Der findes et utroligtstort antal faktuelle fordrejninger i størstedelen af detilgængelige data. Den følgende information udgør et

alternativt, kort perspektiv for interesserede læger.Det amerikanske sundhedsinstitut NIH arran-

gerede en konference i 1998 med deltagelse af verdensførende fortalere for ADHD, som så sig nødsaget tilat konkludere, at der ikke eksisterer data, der bekræfter,

at ADHD er en dysfunk-tion i hjernen. Konference-rapporten medgav, at ”vort

kendskab til årsagen ellerårsagerne til ADHD for-

blive r i det store helespekulative overvejelser.”

National Institute for Cli-nical Excellence i Storbri-tannien indrømmede, at”... der stadig er polemikomkring årsagerne til ogden diagnostiske validitetaf ADHD.”8

Dominick Riccio, derer leder af det Internationale Center for Psykiatri- ogPsykologiundersøgelser siger: ”De må vise mig endirekte årsagsmæssig sammenhæng mellem en elleranden kemisk tilstand i hjernen og symptomerne forADHD ... De har haft en hypotese om dopamin. De harhaft en hypotese om serotonin. Ingen af disse angiveren årsagsmæssig sammenhæng.”9

”De må vise mig en direkteårsagsmæssig sammenhæng mellem

en eller anden kemisk tilstand ihjernen og symptomerne for ADHD

... De har haft en hypotese omdopamin. De har haft en hypotese

om serotonin. Ingen af disse angiveren årsagsmæssig sammenhæng.”

– Dominick Riccio, Direktør for det InternationaleCenter for Psykiatri- og Psykologiundersøgelser



Familielægen dr. Louria Shulamit fra Israel siger, at”ADHD er et syndrom, ikke en sygdom (per definition).Og som sådan diagnosticeres det ved hjælp af symp-tomer. Symptomerne for dette syndrom er så almin-delige, at vi kan konkludere, at alle børn – specieltdrenge – passer til diagnosen.”10 Ikke alle passer til diag-nosens løse kriterier til enhver tid. Det kan måske for-klare, at psykiatere, der bruger diagnosehåndbogen,alligevel kun skønner, at op mod fem procent af elevernei den danske folkeskole har ADHD eller DAMP. Detsvarer til omkring 32.500 børn eller et barn per klasse.11

Den anerkendte børnelæge William Carey vedPhiladelphias børnehospital siger: ”Den nuværende

formulering af ADHD, som fastsætter diagnosen, når etvist antal problematiske adfærdsmønstre er til stedesammen med andre kriterier, overser den kendsgerning,at disse måder at opføre sig på som regel er normale.”12

Thomas Moore, som skrev ’Opskrift på en kata-strofe’, advarer om, at vi løber en ”forfærdelig risiko” meden hel generation af børn, når man bruger nervemedicinsom Ritalin, som det gøres i dag. Nervemedicinen gives,sagde han, til ”kortsigtet kontrol af opførsel – ikke for atreducere nogen identificerbar fare for (børns) helbred.En sådan kemisk kontrol af menneskelig adfærd i storskala er ikke tidligere blevet gennemført i vores samfund

bortset fra på plejehjem og sindssygehospitaler.”13

Der findes ikke nogen kemisk ubalancePsykiatere hævder, at ADHD og DAMP skyldes en

kemisk ubalance, som kræver ”medicinering” på samme

måde, som diabetikere be-høver insulinbehandling.

Men hertil siger ElliotValenstein, ph.d.: ”Der eringen tester til rådighed,som kan afgøre den kemis-ke tilstand i hjernen hos enlevende person.”14 JosephGlenmullen fra Harvardslægefakultet udtaler: ”Ihvert tilfælde, hvor manmente at have fundet en så-

dan ubalance, viste det sigsenere at være et falsum.”15

Psykiateren M. Douglas Mar afviste i 2004 ogsåteorien om, at hjernescanninger kan hjælpe med at diag-nosticere psykiske sygdomme, idet han udtalte: ”Der erintet videnskabeligt grundlag for disse påstande (om at

bruge hjernescanninger til psykiatrisk diagnostice-ring).”16 Dr. Michael D. Devous fra NuklearmedicinskCenter ved Texas Southwestern lægecenter er enig i denvurdering: ”En præcis diagnose baseret på en hjerne-scanning er simpelthen ikke mulig.”17

På dette felt er dr. Mary Ann Block, forfatter til bogen ’Ikke mere ADHD’ ubøjelig: ”ADHD er ikke somdiabetes, og Ritalin er ikke som insulin. Diabetes er envirkelig sygdomstilstand, som kan diagnosticeres rent

”Hvordan kan millioner af børntage et middel, der farmakologisk er meget lig et andet stof, kokain,

der ikke blot betragtes som farligt ogafhængighedsskabende, men hviskøb, salg og brug betragtes som

en kriminel handling?”

– Richard DeGrandpre, professor ipsykologi, forfatter til ’Ritalin-staten’

K A P I T E L E T




objektivt. ADHD er en fiktiv betegnelse uden en objek-tiv, gyldig metode til identifikation. Insulin er etnaturligt hormon, produceret af kroppen, og det erlivsvigtigt. Ritalin er et kemisk fremstillet, amfetamin-lignende stof, som ikke er livsnødvendigt. Diabetes eren insulinmangel. Problemer med opmærksomhed ogopførsel er ikke en Ritalin-mangel.”18

I 2001 bidrog Ty C. Colbert, ph.d., til debatten:”Som ved alle andre psykiske forstyrrelser, findes derikke nogen biologiske tester eller biologisk markørfor ADHD.”19

Farlige virkninger af stofferneDer findes utallige helbredsrisici og andre selv-

modsigelser forbundet med ordineringen af sinds- ogpersonlighedsændrende midler for den såkaldte ADHDeller DAMP eller andre indlæringsforstyrrelser.

Ifølge Psysician’s Desk Reference Guide kanvirkningen af at bruge Ritalin til at ”behandle” ADHDvære øget hjertefrekvens og blodtryk.20 Den AmerikanskeLægeforenings tidsskrift gentog i august 2001, at Ritalinvirker stort set som kokain.21

Langvarige skadelige bivirkninger kan forekommeefter års brug, eller efter man holder op med at tagemidlerne.22 ”Den skadelige virkning på væksthormoner erså regelmæssig og forudsigelig, at den kan bruges som enmålestok for, om (stimulansen) er aktiv i barnets krop.”23

”Selv et barns kønsmodning hæmmes.”24 Selvmord er denalvorligste komplikation ved at holde op med at tage

denne stimulans og andre amfetaminlignende midler.25

Neurologen og psykiateren Sydney Walker III, for-fatter til bogen ’Skrønen om hyperaktivitet’, siger: ”Mensundersøgelser indikerer, at midlet (methylphenidat)formentlig kun er et mildt karcinogen (kræftfrem-kaldende stof), er det at øge risikoen for fremtidigekræftudbrud hos millioner af børn – selv om det kun eren lille smule – ikke noget, der kan tages let på. Enanden ny rapport advarer om, at (Ritalin) ’kan havevedvarende, kumulative effekter på den tværstribedehjertemuskulatur (det tykke muskellag, der udgør detmeste af hjertevæggen, red.).”26

USA forbruger 85 pct. af den globale produktion af methylphenidat (Ritalin).27 Europarådets parlamen-tariske forsamling rapporterede i 2002, at det størsteforbrug af methylphenidat i Europa fandt sted iSchweiz, Island, Holland, Storbritannien, Tyskland,Belgien og Luxemburg. I Australien er ordineringen af

psykostimulanser til børn steget 34 gange over de sidsteto årtier, mens stigningen er på 9.200 pct. iStorbritannien fra 1992 til 2000.28 Antallet af franske

børn, der blev stemplet som ”hyperaktive”, steg med600 pct. mellem 1989 og 1996.29 I Mexico er salget af methylphenidat steget 800 pct. mellem 1993 og 2001. IDanmark er antallet af børn og unge, der ordineresmethylphenidat, steget 5 gange fra 1997 til 2003. Stig-ningsraten er den samme for de 0-4 årige danske børnsom for de ældre aldersgrupper.30

”Hvordan kan millioner af børn tage et middel, derfarmakologisk er meget lig et andet stof, kokain, der

ikke blot betragtes som farligt og vanedannende, men

K A P I T E L E T


”Hvis der ikke findes nogen gyldig test for ADHD, ingenfakta, der beviser, at ADHD er en fejlfunktion i hjernen,ingen langtidsundersøgelser af stoffernes virkninger, oghvis stofferne ikke forbedrer uddannelsespræstationereller sociale færdigheder, og stofferne kan forårsagetvangs- og humørmæssige forstyrrelser og føre til

misbrug af ulovlige stoffer, hvorfor i alverden blivermillioner af børn, teenagere og voksne ... så stemplet

med ADHD og ordineret disse stoffer?”– Dr. Mary Ann Block, forfatter til bogen ’Ikke mere ADHD’



hvis køb, salg og brug betragtes som en kriminel hand-ling?” spørger Richard DeGrandpre, professor i psyko-logi og forfatter til ’Ritalin-staten’.31

Ud over disse stimulanser, tager yderligere 1,5millioner børn og unge i USA selektive serotoningenoptagelseshæmmende (SSRI) antidepressiva.32 Mel-lem 1995 og 1999 steg forbruget af antidepressiva i USAmed 151 pct. for 7 til 12-årige, og med 580 pct. for børnpå 6 år og yngre. Børn helt ned til 5-års alderen begårselvmord, mens de tager lægeordinerede SSRI-antide-pressiva. Antallet af receptudstedelser for antidepressi-va er mere end fordoblet på 10 år i England.33

Den engelske lægemiddelstyrelse advarede i 2003om ikke at udskrive SSRI-antidepressiva til unge under18 år pga. selvmordsrisikoen. Den 22. marts 2004 ud-stedte den amerikanske Levnedsmiddel- og Læge-middelstyrelse (FDA) en tilsvarende advarsel til læger:

”Angst, ophidselse, panikangreb, søvnløshed, irri-tabilitet, fjendtlighed, impulsivitet, akatisi (alvorligrastløshed), hypomani (lettere grader af mani) og manier rapporteret hos voksne og børn, som er blevet

behandlet med (SSRI) antidepressiva ... såvel psykia-triske patienter som ikke-psykiatriske.”34

Videnskabsskribenten Robert Whitaker, forfattertil bogen ’Gal i Amerika’, sagde: ”Hvad vi har efterårs stigende forbrug af psykofarmaka, er en psykisksundhedskrise, en epidemi i psykiske lidelser blandt

børn. I stedet for at se en forbedring i den psykiskesundhedstilstand med stadig mere medicinering, ser vi

en forværring.”35

”En af de ting, jeg har sværest ved at forholde migtil,” sagde Lawrence Smith, ”er det faktum, at Matthewaldrig ønskede sin medicinering. Hvor mange andre14-årige børn som Matthew Smith skal dø, før nogensætter en stopper for den største svindel i sund-hedsvæsenet nogensinde?”

Faktisk var det en psykiater og ikke ”sundheds-væsenet”, som ordinerede Matthew de fatale midler.Imidlertid vil den almenmedicinske lægestand, ved atacceptere psykiatriens diagnose- og behandlings-system, udsætte sig for risikoen og polemikken, efter-hånden som det psykiske sundhedssystems svigt ogmangler bliver mere åbenlyse.

Der er yderligere en betydelig professionel risiko.Ved at gå ind for eller endog dele den psykiatrisketankegang, kan almindelig medicinsk praksis og andrelægespecialer i offentlighedens mening blive opfattetsom ikke alene knyttet til det dårlige omdømme, somklæber sig til området psykisk sundhed, men til detmeste af psykiatriens belastede historie. En historie deter værd at se nærmere på.

SALGET OG BRUGEN AF STOFFER EKSPLODERER

Austin Harris blev udnævnt til at være”skoleeksemplet for

ADHD”, som i Danmark mest kendes som DAMP,selvom den officiellediagnose er hyperkine-tisk forstyrrelse. Han var barnet, ingen ønske-de at pleje omgangmed. I løbet af tre årblev han smidt ud af elleve skoler for at have gjort alt fra at råbeobskøniteter og slå andre børn til at stikke en lærer i øjet med en

blyant. Han blev sat på stimulanser.

Men der skete noget uventet, efter Austin blev indlagt for at fåfjernet en tyktarmsforstoppelse. Pludselig ophørte drengen, somingen ønskede at pleje omgang med, med at terrorisere sine lærereog klassekammerater. I stedet var Austin, som nu var blevet 10 år, istand til at sidde stille og var en fornøjelse at være sammen med.Han ophørte med medicineringen.

Ifølge førende børnelæger med speciale i mavetarmsygdommeer forbindelsen mellem adfærd og kronisk forstoppelse hos børnimidlertid ikke ualmindelig. ”Den dårlige opførsel forsvinder, så snartforstoppelsen er fjernet”, sagde dr. Paul Hyman, leder af børne-mavetarmafdelingen på University of Kansas Medical Center i Kansas

City, USA. Hyman sagde, at den negative adfærd kan forårsages af frygt og smerte, som barnet end ikke er bevidst om. 36

1992 2000 1989 2002

1993 2001 1995 1999

Frankrig:Mellem 1989

og 2002blev der

rapporteretom 600 pct.forøgelse af

antallet af børn, der blev betegnet som”hyperaktive”.

Mexico:I Mexico er

salget af methylphenidatsteget med 800

pct. mellem1993 og 2001.

USA:Mellem 1995 og

1999 er forbruget

af antidepressivasteget med 151 pct.for 7 til 12-årige og

hele 580 pct. forbørn på 6 år og

yngre.

England:9.200 pct.stigning i

udskrivningenaf recepter tilpsykostimu-

lanser til børnmellem 1992

og 2000.

USA forbruger 85 pct. af den globale produktion af methylphenidat (Ritalin), men i 2002 rapporterede Europarådets parlamentariske forsamling om et stort forbrug af methylphenidat i Schweiz, Island, Holland, Storbritannien, Tyskland, Belgien ogLuxemburg. Statistikkerne viser den ekstreme stigning i brugen af stoffer:

Tyktarmsproblemer diagnosticeret som DAMP

7 til 12-årige

6 år og yngre



K A P I T E L E T


ADVARSEL MOD FEJLBEHANDLINGOvertrædelser i forbindelse med ”informeret samtykke”

Dr. Baughman er enautoriseret neurolog ogbørneneurolog, og medlem af det Amerikanske Neuro-logiske Akademi. Han haropdaget og beskrevet virkeligesygdomme, men har ikke

fundet nogen abnormiteter– intet tegn på sygdom –hos børn, der skulle haveADHD, DAMP eller

”indlæringsvanskeligheder”.

Op gennem 80’erne

og 90’erne så jeg

den eksploderende

ADHD-epidemi. Lige som

det var min pligt over for

enhver patient at diagnos-

ticere virkelig sygdom, når

den fandtes, var det på

samme måde min pligt at

gøre det klart for dem, at

de ikke havde en sygdom,når dette var tilfældet, dvs.

når der ikke kunne findes

en abnormitet. Desuden var

det min pligt at kende den

videnskabel ige litteratur

med hensyn til enhver neu-

rologisk betinget sygdom

samt derudover enhver ind-

bildt neurologisk sygdom.

Som modstykke hertil

har den ”biologiske psykia-

tri” stadig til gode, 40 år

senere, at bevise gyldigheden af blot en enkelt psykiatrisk

tilstand/diagnose som værende en abnormitet/sygdom

eller som noget som helst ”neurologisk”, ”biologisk”,

”kemisk ubalanceret” eller ”genetisk”.

Da der ikke findes nogen abnormitet ved et ”ADHD

barn”, er den pseudolægelige etikette intet andet end en

stigmatisering og den uberettigede medicinering, der ofte

følger, er at betragte som vold mod legemet. ”Medicinen”,

der typisk ordineres for ADHD, DAMP eller ”indlærings-

forstyrrelser”, er et vanedannende og risikofyldt amfe-

tamin-lignende præparat.

Følgende børn er ikke længere hyperaktive eller

uopmærksomme – de er døde. Jeg blev konsulteret

mellem 1994 og 2001, enten lægeligt eller juridisk,

formelt eller uformelt i følgende sager, der havde

døden til følge:

❚ Den 11-årige Stepha-

nie, som blev ordineret en

psykostimulans og døde af

hjertearytmi;

❚ Den 13-årige Matt-hew, der blev ordineret en

stimulans og døde af kar-

diomyopati (sygdom i

hjertemusklen, red.);

❚ Den 7-årige Macau-

ley, der blev ordineret en

stimulans og tre andre

psykiatriske stoffer fik et

hjertestop;

❚ Den 13-årige Travis,

der blev ordineret en stimu-

lans og fik kardiomyopati;❚ Den 9-årige Randy,

der fik en stimulans og ad-

skillige andre stoffer, døde

af hjertestop;

❚ Den 12-årige Came-

ron, blev ordineret en sti-

mulans og døde af hyper-

eosinofil syndrom (abnorm

forøgelse af hvide blod-

legemer, red.).

Dette er en høj pris at

betale for ”behandlingen”

af en ”sygdom”, der ikke eksisterer. Ved at kalde ADHD

eller DAMP en abnormitet/sygdom uden videnskabelige

beviser, lyver psykiatere bevidst og krænker rettighederne

til informeret samtykke for både patient og forældre. Det

er i virkeligheden lægelig pligtforsømmelse og uredelighed.

Jeg anmoder indtrængende alle læger om at huske

på følgende: ”Ingen påviselig fysisk eller kemisk abnor-

mitet betyder: Ingen sygdom!”

Jeg anmoder indtrængendealle læger om at huske på følgende:”Ingen påviselig fysisk eller kemisk

abnormitet betyder: Ingen sygdom!”

Af dr.med. Fred Baughman, jr.



1

2

345

Mens lægekunsten har udviklet sig ad videnskabens vej til markante opdagelser ognye helbredelsesmetoder, så har psykiatrienaldrig udviklet sig videnskabeligt og erikke kommet nærmere en forståelse ellerhelbredelse af psykiske problemer.

I 1930’erne og 1940’erne forsøgtepsykiatrien at efterligne lægevidenskabenmed fysiske ”behandlinger” såsom insulin-chok, psykokirurgi og elektrochok. Deforårsagede brutale effekter og ledtealdrig til helbredelse.

I 1950’erne og 1960’erne parodieredepsykiatrien lægevidenskaben medpsykoaktive stoffer, der alene undertryktesymptomerne, og med dens

pseudovidenskabelige diagnostiskesystem, DSM.

I 1989 rådede den AmerikanskePsykiatriforening medlemmerne til at for-bedre deres ”profil blandt ikke-psykiatriskelæger,” ved at bruge DSM til at ”giveudbytte gennem flere henvisninger”.37

I 1998 fremstillede Verdens Psykiatri-foreningen (WPA) en informationspakkeom ”Sindslidelser i den primære sund-hedssektor”, som gjorde det muligt

for den praktiserende læge at diag-nosticere sindslidelser.38

Fra 1808, da Johann Reil (indsat) dannede ordet ”psykiatri” til 1900-tallet, hvorEmil Kräpelin (ovenfor) definerede en psykiater som ”en absolut hersker, som ... vil

være i stand til skånselsløst at gribe ind i folks livsforhold og med sikkerhed inden for få årtier opnå en tilsvarende nedgang i sindssygdom” og frem til vor tid, har

psykiatere forgæves forsøgt at efterligne den moderne videnskab. Efter 300 år medundertrykkelse af symptomer ved hjælp af smerte og magtanvendelse (såsom ”den

beroligende stol” indsat ovenfor) har de endnu ikke kunnet definere sindssygeeller i det mindste finde frem til d ens årsag eller helbredelse.




en bedste måde at forstå psykiatrien af i dag på er at forstå psykiatrien af i går.

Ulig lægefaget selv, som har en hi-storie, der mindst daterer sig tilbage tildet gamle Grækenland, er psykiatrien

at sammenligne med en mindreårig. Professor EdwardShorter, forfatter til bogen ’Psykiatriens historie’, skrev,at ”indtil slutningen af det 18. århundrede eksisterede

der ikke noget, der hed psykiatri.”39 Lægerne Franz G.Alexander og Sheldon T. Selesnich oplyser, at i 1700- og1800-tallet blev de sindsforvirrede anset for at væreudenfor den fysiske læge-kunsts rækkevidde.40

Det var i 1676, atLouis XIII dekreteredeetableringen af hospitauxgeneraux (offentlige ho-spitaler) i Frankrig. Dissehospitaler skulle huse”svirebrødrene, de ødsle

fædre, fortabte sønner, blasfemikere, mennesker,som ’forsøgte at ødelæg-ge sig selv,’ (og) libertinere”. Dette dekret indledte den”store indespærring af de sindssyge”.41

Det var fra anstalterne, at ekspertisen hos deninstitutionelle vogter, den direkte forgænger til deninstitutionelle psykiater, blev udviklet. Udtrykketdårekiste – der er slang for ”psykiatrisk hospital” –stammer fra disse tidlige dage, hvor opbevaring varnormen, og hvor behandlingen kunne bestå i at smideden sindssyge i et slangefyldt hul for at chokere hameller hende tilbage til sine sansers fulde brug.

På trods af at have været henvist til arbejde på desåkaldte anstalter, fastholdt sådanne tidlige ”psykiatere”,

at de havde ”en legitim ret til at være en del af (læge)standen, idet det at drive en anstalt på en terapeutiskmåde var en lige så kompleks kunst og videnskab somkemi og anatomi.”42 Det er en påstand, som psykiatereufravigeligt har fastholdt i de sidste 100 år til trods for,at beviserne for det modsatte har hobet sig op.

Selvom psykiatrien blev accepteret som ”nød-vendig”, anså lægestanden den for mistænkelig og

sikrede sig, at den blev fastholdt i en marginal position.Med udgivelsen af Rudolf Virchows ’Cellular Patho-

logy as Based upon Physiological and PathologicalHistology’ i 1858, blevfødslen af det modernelægefag som en profes-sion baseret på empiriskvidenskab indvarslet. Stu-diet af patologi som syg-dommes fænomenologikombineret med studietaf bakteriologi som ætio-

logien (årsagen) til smit-som sygdom, placeredelægegerningen som studi-

et af kropslige sygdomme på den klippefaste grundkaldet moderne videnskab.43

Mens lægestanden stille men hurtigt fortsatte addens sikre videnskabeligt funderede vej til vigtige op-dagelser, udviklede psykiatere deres egne ideer uaf-hængigt af den videnskabelige model.

I 1803 skrev Johann Reil, som senere dannedeordet ”psykiatri” (der betyder helbredelse af sjælen),om de tidlige vogtere, at de ”trådte frem for at for-

bedre forholdene for de sindssyge.” Han omtalte demsom en ”dristig gruppe”, som turde påtage sig den-ne ”gigantiske plan” om at ”udslette en af de mest

KAPITEL TO

”Vi ville gøre klogt i at erindrelægekunsten og agte ordene

fra ham, der skrev den(hippokratiske) ed.”

– Dr.med. John Dorman, Stanford Universitet,

Journal of American College Health, 1995

K A P I T E L T OP s y k i a t r i e n m o d l æ g e v i d e n s k a b e n

11

DPsykiatrien modlægevidenskaben



ødelæggende pestilenser fra jordens overflade”.44

Med andre ord troede psykiatriens pionerer, at dekunne udrydde sindssyge.45

Reil var den første, der betegnede den ”psykiske behandlingsmetode” som hørende under de medi-cinske og kirurgiske metoder. Hans ”psykiske behand-linger” bestod imidlertid af massage, piskning, tæskog opium.46 Dr.med. John G. Howells sagde i ’Psykia-triens verdenshistorie’, at Reils anbefaling af disse”helbredelsesmetoder for sindslidelser” i væsentliggrad ”bidrog til at etablere psykiatrien som et lægeligtspeciale.”47 I 1840’erne meddelte dr. Thomas S.Kirkbrade, som var inspektør ved PennsylvaniasSindssygehospital i USA, at ”de nylige tilfælde af sindssyge normalt er meget lette at helbrede.”48

Disse ”behandlinger” inkluderede den såkaldte”Darwin stol”, i hvilken ”den sindssyge blev roteret,

indtil blodet sivede fra mund, øre og næse. Kastrationog udsultningskure blev også anvendt.”49

I 1918 definerede den tyske psykiatripioner EmilKräpelin en psykiater som ”en absolut hersker, der,ledet af vor nuværende viden, vil være i stand tilskånselsløst at gribe ind i folks livsforhold og medsikkerhed inden for få årtier opnå en tilsvarendenedgang i sindssygdom.”50 Første verdenskrig var ifuld gang, da Kräpelin etablerede et psykiatriskforskningscenter i Tyskland med det formål at ”fast-slå de psykiske sygdommes natur og finde frem tilteknikker til deres forebyggelse, lindring og helbre-

delse.” Vi har allerede gjort fremskridt, sagde han,som ”vil gøre det muligt for os at sejre over defrygteligste plager, som kan true mennesket.”51

Den amerikanske forsker Shepherd Ivory Franz,skrev imidlertid i 1916: ”Vi har ingen fakta, som i dagsætter os i stand til at lokalisere de psykiske processeri hjernen bedre, end tilfældet var for 50 år siden.”52 Såefter 100 år var konklusionen, trods psykiatriensselvsikre pralerier, den, at psykiatrien ikke var kom-met nærmere en forståelse eller helbredelse af sindssyge eller psykiske problemer.

I 1930’erne og 1940’erne sås en udvikling henimod fysiske ”behandlinger”. Elliot S. Valenstein,ph.d. bemærkede, at ”fysiske behandlinger ogsåhjalp psykiaterne med at opnå respekt inden for det

EN TRAGISK BERETNINGTidlige brutale metoder

1) Op gennem historien har behandlingomfattet sådanne handlinger som pisk og

prygl, tvangsopstilling og lænkning til enmur samt brug af spændetrøjer (til højre).

2) Andre metoder bestod i at over-raske patienterne ved pludselig ned-dykning i koldt vand og holde demder i et stykke tid, mens vand med jævne mellemrum blev hæld overderes hoved for at frembringe frygtog en ”afkølende” virkning (venstre).

3) Æggestokskompressoren blev brugt til at neddæmpehysteriske kvinder (til højre) eller 4) personer blev låst inde i

diverse indretninger, såsom denne bur-lignende seng (nedenfor),hvilket også bevirkede, at personen blev underkuet og tæmmet.

Allerede fra begyndelsen har de psykia-triske metoder været totalt invaderende, fordi

de benyttede sig af forskellige magtmidlertil at overrumple allerede sindslidende

personer såvel fysisk som psykisk. Så langttilbage som i 1700-tallet, påstod lederneaf sindssygeanstalterne, at deres metoder var ”de eneste brugbare”. Disse metoder

helbredte dog aldrig, de begrænsede sigtil at fastholde og undertrykke.

1

2

3

4



HISTORISK OVERSIGT OVER FARLIGE BEHANDLINGER

Psykiatriske praksisser, som bortskærer sundt hjernevæv, skaber

uoprettelig hjerneskade og ødelægger grundlæggende sociale færdig-

heder, mens de påstås at ”virke efter hensigten” ... Disse inkluderer 1)

psykokirurgi (ovenfor), 2) elektrochok (til højre), 3) insulinchok (nedenfor),

og 4) Metrazolchok (nedenfor til højre).

Meget lidt har ændret sig siden. Psykiatere forbryder sig stadig mod

menneskerettighederne med deres ”moderne” behandlinger, og påstår

trods dette, at deres metoder er bedre end andres. Samtidig med at psykia-

trien ikke er kommet nærmere en forståelse af årsagen til psykiske traumereller en helbredelse, skader deres metoder jævnligt de forstyrrede.

1

2

3

4



lægelige område og gjor-de dem i stand til meresuccesfuldt at konkur-rere med neurologerne,som ofte behandledepatienter med såkaldte’nervøse forstyrrelser’.”53

Således indførte psykia-trien i årtiet mellem 1928og 1938 sådanne ræd-sler som Metrazolchok,insulinchok, elektrochokog psykokirurgi. Trodsdisse ”gennembrud” ved-

blev de fleste andrelæger med at se ned påpsykiaterne. 54

I 1950’erne og 1960’erne introduceredes psy-kofarmaka, som var ud-viklet med det mål atnedbringe nogle af desymptomer, som er for-

bundet med sindssyg-domme, og de gjorde pådenne måde patienterne til et mindre ”problem” fordem, der var ansvarlige for deres pleje. Samtidigtindførte psykiatrien et system til at diagnosticeresindslidelser. Professor Shorter kaldte den periode

for ”den anden biologiske psykiatri”. Dens grundlag

var, at ”genetik og hjer-neudvikling” var årsag-erne til sindslidelse, ogat psykoaktive midler oguformel psykoterapi vardens løsninger.

I de følgende 30 år blev psykoaktive stofferhurtigt til den bærendekraft i den psykiatrisketerapi og dens tilknyt-tede industri – fuldt be-væbnet med sine egnestoffer og sit eget diag-nosesystem – klar til at

blive yderligere udbredt.Den Amerikanske Psy-

kiatriforening (APA) for-talte således i en ”kam-pagnepakke” til sinemedlemmer i 1989, at ”enforbedring i psykiatriensprofil blandt ikke-psyki-atriske læger kan ikkevære andet end godt.

Og for de, som har specielt fokus på det finansielleaspekt, har den indsats, man bruger på at opbyggedenne profil, det potentiale, at give et afkast igen-nem et stigende antal henvisninger fra de prakti-

serende læger.”55

De nyeste psykiatriskestoffer markedsføres

som universalmidlermod alle former for

psykiske forstyrrelser for unge og gamle,

skønt de er blevet sati forbindelse med aka-

tisi, anfald, seksuel dysfunktion, stammen,

trækninger, tab af hørelse, maniske

episoder, paranoidereaktioner og intense

selvmordstankerifølge Annals of

Pharmacology.

I dag kæmper psykiatrien ikke læn-gere for at efterligne og opnå acceptfra den almindelige lægevidenskabgennem voldsom markedsføring af

dens diagnoser og stoffer; dener blevet en integreret del heraf.



Psykiaterne iværksat-te i 1998 en endnu stær-kere koordineret indsatsfor at opnå støtte fra læ-gerne – primært igennemCollegium InternationaleNeuropsychopharmacolo-gicum (CINP), det ameri-kanske Nationale insti-

tut for Mental Sundhed(NIMH) og Verdens Psy-kiatriforening (WPA).56

Verdenssundhedsorgani-sationen (WHO) fremstil-lede endog en informa-tionspakke om ”Sinds-lidelser i den primære

sundhedsbehandling”,som blev udsendt interna-tionalt, og som gjorde detnemmere for den prakti-serende læge at diagno-sticere sindslidelser.57

Med udgangspunkt iDSM-IV og ICD-10 varhensigten med infor-mationspakken at diri-gere flere patienter over tilpsykiaterne og det psy-

kiske sundhedssystem.Hvad psykiatrien mang-lede i form af videnskabe-lighed, blev der kom-penseret for gennemmarkedsføring.

Denne markedsføringinkluderede en lyssky al-liance med den farmaceu-tiske industri. Pat Brackenog Phil Thomas, der varpsykiatriske konsulenter og førende forskere vedUniversity of Bradford i Storbritannien, udtalte, at”psykiatrien er et enormt vækstområde for den farma-ceutiske industri. Ved at påvirke den måde, hvorpåpsykiaterne fremstiller psykiske problemer, har indu-strien udviklet nye (og indbringende) markeder fordens produkter.”58

Bio-etikeren Carl Elliot fra universitetet i Minne-sota sagde, at ”måden man sælger stoffer på, er ved atsælge psykiatriske sygdomme.”59

Da salget af psykiatriske sygdomme til prakti-serende læger var godt i gang, fulgte salget af psykia-triske stoffer. Dr. Glenmullen skriver: ”Efterhåndensom de oplever medvind, breder brugen af midlerne sigud over psykiaternes rammer, og de bliver ordineret af praktiserende læger for hverdagens sygdomme.”60

I dag kæmper psykiatrien ikke længere for at efter-ligne og opnå accept fra den almindelige lægevidenskabgennem voldsom markedsføring af dens diagnoser ogstoffer; den er blevet en integreret del af denne.

FORRETNINGEN SKABESI 1998 trængte psykiatrien ind pålægevidenskabens område med udgivelsen af Verdenssundhedsorganisationens informations- pakke om ” Sindsli delser i den p rimære s undhe ds-behandling”, som gjorde det muligt for den prakti-serende læge at diagnosticere sindslidelser ved hjælpaf en psykiatrisk checkliste over adfærdsmønstre.Psykiatriens mangel på videnskabelighed blevkompenseret ved indtrængende og hårdtslåendemarkedsføring.

Den færdigpakkedemed symptomer gø

muligt at stille diagnud fra en checkliste me

forudbestemt behandli plan samt henvisnin

patienten til en psyki



Kapitlet for Psykiske lidelser ogadfærdsmæssige forstyrrelser iden Internationale sygdomsklassi- fikationshåndbog (ICD-10) og den

Diagnostiske og Statistiske håndbog for psykiske forstyrrelser (DSM-IV) havde tilformål at forbedre psykiatriens dårligeomdømme blandt andre læger.

DSM kategoriserer alene symptomer,ikke sygdomme. Ingen af diagnosernebliver underbygget af objektive beviser for fysisk eller psykisk sygdom.

Ph.d. Elliot Valenstein siger: ”Der er ingen tester til rådighed, som kan

afgøre den kemiske tilstand i hjernenhos en levende person.” 61

Efter introduktionen af neuroleptika i1950’erne, eksploderede antallet af sindslidelser fra 163 i DSM-II (1968)til 224 i DSM-III (1980) og 374 iDSM-IV (1994).

I 2000 beløb det samlede salg af antipsykotiske medikamenter i USA sig til mere end 4 mia. dollar Salget af antidepressive midler udgjorde i 2003

over 12 mia. dollar på verdensplan.62

34

5

1

2

I modsætning til lægevidenskabelige praksisser, findes der i den psykiatriske profession ingen tester

til at påvise nogen psykiske forstyrrelser eller”sygdomme”. Mange er i bogstaveligste forstand

kommet til verden gennem en afstemning uden videnskabeligt grundlag eller bevisførelse.




Der er virkelig mange illusioner om DSMog meget stærke behov blandt densudviklere til at tro, at deres drømme omvidenskabelig fortræffelighed og nyt-teværdi er blevet til virkelighed, dvs. at

dens diagnosekriterier har understøttet gyldigheden,troværdigheden og nøjagtigheden af diagnoser stilletaf psykiatere. Den ”bitre medicin” er, at DSM ”uden

held har forsøgt at sygeliggøre for mange menneske-lige problemer,”63 skrev professorerne Herb Kutchins ogStuart A. Kirk i bogen ’Degør os gale'.

Mens Rudolf Vir-chows ’Cellulær patologi

baseret på fysiologisk ogpatologisk histologi’ i1858 fastslog lægekun-stens videnskabelige bag-grund, fumlede psykia-trien op til 1950’erne

stadig rundt med brutale behandlinger og manglenpå en systematisk metode til at tage vare på psykisksundhed. Manglen på et tilsvarende diagnosesystem forpsykiske problemer bidrog i væsentlig grad til psykia-triens dårlige omdømme, både blandt kolleger og i denalmindelige befolkning.

Med udviklingen af den sjette udgave af WHO'sInternationale sygdomsklassifikationshåndbog (ICD) i1948, som for første gang medtog psykiske forstyrrelser(som sygdomme), og udgivelsen af DSM i USA i 1952

blev de første skridt imod systematiske diagnoser taget.På grund af den kraftige kritik over de indbyggede

dobbelttydigheder og uklarheder i DSM-II forsøgte psykia-

trien senere at skabe et ”nyt og forbedret” diagnosesystem,

som kunne danne et internationalt grundlag for enighed blandt hele professionen.

Ifølge psykiater dr. David Healy, der lederAfdelingen for psykologisk medicin i Nordwales vardet endelig resultat, DSM-III, ”en komitérevolution”.64

Det, der blev ”politisk” vedtaget, var et system tilklassificering, som var drastisk forskelligt fra, og frem-med i forhold til, hvad lægevidenskaben havde set før.

Blandt talrige andre forskelle var den mest bemærk-elsesværdige, at den nye DSM kun var helliget diag-

nose og kategorisering af symptomer, ikke sygdom-me. Noget andet var, atingen af diagnoserne blevunder bygget af objektive

beviser for fysisk ellerpsykisk sygdom.

Psykiateren DavidKaiser udtalte, at ”Symp-tomer er pr. definition

udtryk for en dybere lig-gende proces. Det er selv-indlysende. Imidlertid har der fra den moderne (dvs.

biologiske) psykiatris side været en uhyre omfattende,men i det store og hele ikke anerkendt bestræbelse på atsætte lighedstegn mellem symptomer og sygdom. Hanskrev videre, at han ville være en ”dårlig psykiater”,hvis det eneste redskab, han havde til rådighed ved

behandling, var en receptblok til medicin, som muligviskunne ”reducere symptomer”, men som ”ikke behand-ler sindssygdom som sådan”. Han tilføjede, at ”hanstadigvæk sidder over for en patient, der har detdårligt, og som ønsker at tale om sin elendighed”.65

I deres bog fra 1997, ’De gør os gale’, siger profes-sorerne Herb Kutchins og Stuart A. Kirk, at omdannelsen

KAPITEL TRE

”Den ’bitre medicin’ er, atDSM ’uden held’ har forsøgtat sygeliggøre alt for mangemenneskelige problemer.”

– Professorerne Herb Kutchins ogStuart A. Kirk ’De gør os gale’, 1997

K A P I T E L T R E

E n p a r o d i p å l æ g e k u n s t o g v i d e n s k a b17

En parodi pålægekunst og videnskab



af psykiatriens diagnosehåndbog er en ”historie omDen Amerikanske Psykiatriforenings kamp for atvinde respekt inden for lægestanden og opretholdedominans blandt de mange udøvere inden for detpsykiske sundhedsområde”.66

Speciallæge i indre sygdomme, dr. ThomasDorman, som er medlem af Royal College of Phy-sicians of United Kingdom and Canada, skrev: ”Kortsagt er hele affæren med at skabe psykiatriske ’syg-domskategorier’, at formalisere dem ved konsensusog derefter tilskrive dem diagnostiske koder, som igenleder til deres brug ved forsikringsudbetaling, ikkeandet end et omfattende svindelnummer, som ud-styrer psykiatrien med en pseudovidenskabelig aura.Gerningsmændene har naturligvis snablen nede i deoffentlige kasser.”67

Psykiateren Matthew Dumont beskrev DSM’s fal-

ske foregivende af at være videnskabeligt autoritativ:”Ydmygheden og arrogancen i prosaen er næstenlige så umulig at skelne fra hinanden. ... De siger:’... mens manualen giver os en klassificering af psykiske forstyrrelser ... er der ingen definition, dertilstrækkeligt præcist specificerer grænsen for begre-

bet.’ (den Amerikanske Psykiatriforening, 1987). Defortsætter: ’... der er ingen antagelse om, at hverpsykisk forstyrrelse er en adskilt enhed med skarptadskilte grænser mellem den og andre psykiskeforstyrrelser eller mellem den og manglen på mentallidelse’ (APA, 1987).”68

Shorter udtrykker det således: Hvad er årsagen tilsådan noget som erotomani, vrangforestillingen om,at en anden er forelsket i dig? Ingen ved det ... Disseovervejelser tyder på, at det er meget nemt for psy-kiatrien at fare vild i klassificeringen.”69

Myterne om biopsykiatriDr. med. Steven Miran fra APA udtalte i 2000, i

et forsøg på at få bevilget offentlige forskningsmidler,mens han fremlagde en redegørelse for en komite underden amerikanske kongres’ førstekammer, Repræsen-tanternes Hus, at ”videnskabelig forskning over deseneste to årtier har vist, at alvorlige sindssygdomme

Fra første udgave a f WHO ’s ’Interna-tionale sygdomsklassifikationshåndbog’(ICD), som nævnte 112 psykiske

forstyrrelser, til den s eneste udgave, somindeholder 374 forstyrrelser, er kriteriet

for at kalde noget en psykisk forstyrrelseen parodi i forhold til de videnskabelige

procedurer der anvendes for at fastslåegentlige sygdomme. Betegnelserne an-

vendes af psykiatere, hospitaler, myn-digheder og forsikringsselskaber, og giverlægevidenskaben et dårligt ry. Optegn-elsen over diagnoser inkluderer bl.a.:

Koffeinrelateret forstyrrelseDSM side 212

AdfærdsforstyrrelseDSM side 85, ICD-10 side 173

Sproglig udtryksforstyrrelseDSM side 55, ICD-10 side 158

MatematikforstyrrelseDSM side 50, ICD-10 side 162

Skriftlig udtryksforstyrrelseDSM side 51, ICD-10 side 162

At sælge psykiske ”lidelser”



E N I N D U S T R I I R I V E N D E U D V I K L I N G

og afhængighedsforstyr-relser er ... hjernesyg-domme med et stærktgenetisk og biologiskgrundlag.”70

I modsætning hertilrapporterede David Healy:”Der er stigende bekym-ring i kliniske kredse over,at den neurovidenskabelige

udvikling ikke blot intetafslører om psykiatriskeforstyrrelsers natur, menden distraherer faktiskden kliniske forskning ... Der har været forbavsendefremskridt i neurovidenskaben, men ringe eller ingenfremskridt i forståelsen af depression.”71

Joseph Glenmullen rapporterede, at til trods for”fraværet af nogen som helst verificerbare sygdomme”,har psykofarmakologien ”ikke tøvet med at konstruere’sygdomsmodeller’ for psykiatriske diagnoser. Dissemodeller er hypotetiske forestillinger om, hvad derkunne være den underliggende fysiologi – for eksem-pel, en serotonin-ubalance.”72

Den psykiatriske omklamring styrkesEn artikel i det canadiske blad Toronto Globe

and Mail fra juni 2000 med overskriften, ’Kløf ten mel-lem psykiatrien og familielægen indsnævres’, berette-

de: ”Psykiaterne er påvagt over for det mang-lende kendskab, fami-lielæger ofte udvisermed hensyn til psyki-ske problemer.” Artik-len citerede direktørenfor Ontario afdeling af den Canadiske fore-ning for Psykisk Sund-hed, Glenn Thompson,for at sige, at der intet ergalt i, at den prakti-serende læge, der nor-

malt tager sig af familien, er ”den man i første omganghenvender sig til”, forudsat, at lægen blot har forbin-delse til en psykiater.

De ”psykiske problemer”, som artiklen refererertil, er præcis de samme, som er skitseret i DSM. Dettekonstruerede diagnosesystem og den deraf følgendeordinering af psykofarmaka, er den eneste ”eksperti-se”, som psykiatrien har at tilbyde.

Ikke-psykiatrisk lægelig accept af psykiatrisk tan-kegang og praksis kan koste dyrt. J. J. Allan Hobson og

Jonathan A. Leonard, forfattere til ’Out of Its Mind,Psychiatry in Crisis, A Call For Reform’ udtaler, at:”... DSM-IV’s autoritative status og detaljerede naturhar tendens til at fremme ideen om, at standarddiagno-ser og pille-pres er acceptabelt.”73

K A P I T E L T R EE n p a r o d i p å l æ g e k u n s t o g v i d e n s k a b

19

112

224

253

72.9%

$80

Anslået

DSM-salg for

APA* (mio. dlr.)

Antallet af psykiske

forstyrrelser i DSM

DSM DSM IV DSM V

1993 1994 20051952 1968 1980 1987 1994

374

$22

$40

163

*APA: Den Amerikanske Psykiatriforening, udgiver af den ’Diagnostiske og Statistiske

håndbog for psykiske forstyrrelser’ (DSM).

En af psykiatriens mest lukrative frembringelser er formentlig deres’Diagnostiske og Statistiske håndbog for psykiske forstyrrelser’ (DSM), derudgives af den Amerikanske Psykiatri- forening (APA). Ved at opfinde stadig flere psykiske lidelser, der alle optages i DSM og ICD-10, og ved at indledeekspansionskampagner, for bedre attrænge ind på markedet, har psykiatri-

en sikret sig mange millioner i offentligetilskud - alt sammen uden nogentilsvarende gavn for samfundet.

Psykiaternes teknikkerer ikke mere videnska-belige i dag end for200 år siden, da de prøvede at afgøre en persons karakter ud frahovedskallens form.



Dr. Thomas Szasz er professor

emeritus i psykiatri ved det sund-

hedsvidenskabelige institut på

State University of New York og

forfatter til mere end 30 bøger.

Baseret på en spørge-skemaundersøgel-se angående nati-

onens sundhed konklu-derer magasinet Parade,at depression er ”dentredje hyppigste ’syg-dom’.” Alligevel nævnte

de adspurgte slet ikkedepression, da de blev stillet spørgsmålet: ”Hvader Deres største bekym-ring i fremtiden inden forsundhed?”. De var be-kymrede for kræft oghjertesygdomme. Selv hvis folk har accepteretkategoriseringen af de-pression som en sygdom,er de ikke bange for at få

en depression, fordi deintuitivt indser, at der ertale om et personligtproblem, ikke en sygdom.De er bange for at fåkræft og hjertesygdom-me, fordi de ved, at disseer sygdomme – virke-lige, lægelige problemer– ikke blot navne.

Professor i psykiatri ved Duke University Medical Center Allen J.Frances, som var formand for DSM-IV-arbejdsgrup-pen, skrev: ”DSM-IV er en håndbog i psykiske for-styrrelser, men det er på ingen måde klart, hvad enpsykisk forstyrrelse er ... Der findes næppe en værrebetegnelse end en psykisk forstyrrelse til at beskrive detilstande, der er klassificeret i DSM-IV.” Hvorfor bliver APA så ved med at anvende den betegnelse?

Den primære funktion og det primære mål forDSM er at give troværdighed til påstanden om, at visseadfærdsmønstre, eller rettere, visse uønskedeadfærdsmønstre, er psykiske forstyrrelser, og at

sådanne forstyrrelser derfor er lægelige sygdomme. Altså har patologisk spillelidenskab den samme statussom myocardial infarkt (blodprop i hjertearterien, red.).Reelt fastholder APA, at patienten er ude af stand til at styre sin spillelyst, og generelt at alle psykia-triske ”symptomer” og ”forstyrrelser” er uden for pati-

entens kontrol. Jeg til-bageviser denne påstandsom et åbenlyst falsum.

DSMs påståede gyl-dighed bliver forstærket af psykiatriens påstand om,at sindssygdomme er hjer-nesygdomme – en på-

stand angiveligt baseretpå nylige opdagelser ineurovidenskaben, mulig-gjort af skanningsteknik-ker til diagnose og farma-kologisk behandling. Det-te er ikke sandt. Der find-es ingen objektive diag-nostiske tester, der kanbekræfte eller afkræfte endepressionsdiagnose.Diagnosen kan og skal

udelukkende foretagespå basis af patientensfremtoning og adfærd ogandres rapporter om

vedkommendes adfærd.Der findes ingen

blodprøver eller andrebiologiske tests, der kanfastslå tilstedeværelseneller fraværet af en sinds-sygdom, som det gælderfor de fleste kropslige syg-domme. Hvis en sådan

undersøgelse blev udviklet, ville tilstanden ophøremed at være en sindssygdom og i stedet blive klassi-ficeret som et symptom på en kropslig sygdom.

Hvis eksempelvis skizofreni viste sig at have enbiokemisk årsag og helbredelse, ville skizofreni ikkelængere være en af de sygdomme, for hvilken en per-son kunne blive tvangsindlagt. Faktisk ville den blivebehandlet af neurologer, og psykiaterne ville så ikkehave mere at gøre med det, end de har med glioblas-toma (ondartet hjernesvulst, red.), Parkinsons syge,og andre hjernesygdomme.

”Der findes ingen blodprøver eller andre bio-logiske tests, der kan fastslå tilstedeværelseneller fraværet af en sindssygdom, som detgælder for de fleste kropslige sygdomme.Hvis en sådan undersøgelse blev udviklet, ville tilstanden ophøre med at være ensindssygdom og i stedet blive klassificeretsom et symptom på en kropslig sygdom.”

– Dr.med. Thomas Szasz,professor emeritus i psykiatri, 2002

Af professor Thomas Szasz

SVINDEL I PSYKIATRIENKonstruerede diagnoser



”Fremkomsten af psykofarmaka har også fremmet et nyt biologisk sprogi psykiatrien. Det omfang, hvori det er blevet en del af den populære kul-tur er på mange måder forbløffende ... Denne triumf er imidlertidikke uden tvetydigheder. Man kan med rette spørge, hvorvidtdet biologiske sprog har større betydning for markeds-

føringen end for den kliniske praksis.”74

– Dr. David Healy,

”Den anti-depressive æra”, 1999

H jørnestenen i psykiatrienssygdomsmodel i dag erprincippet om, at der lig-

ger en hjernebaseret kemisk uba-lance til grund for sindssygdom.Skønt det bliver populariseret med

kraftig markedsføring til offentlighe-den, er det simpelthen mere psykia-trisk ønsketænkning. Som med alle psykia-triens sygdomsmodeller,er den blevet fuldstændigtmiskrediteret af forskere.

Elliot Valenstein, ph.d.er ikke i tvivl: ”Der er ingentester til rådighed, somkan bestemme den kemi-ske tilstand i hjernen hosen levende person.”75 Der

er heller ikke fundet nogen ”biokemiske, anatomiskeeller funktionelle objektive symptomer, som pålideligtadskiller hjernerne hos psykiatriske patienter”.76

I en artikel fra maj 2004 i den amerikanske avisMercury News står der: ”Mange læger advarer modbrugen af SPECT (enkelt-fotonudsendelse computer-tomografi) hjerneskanning som diagnoseredskab, idetde finder det uetisk – og muligvis farligt – for læger atanvende SPECT til at påvise følelsesmæssige, adfærds-mæssige og psykiatriske problemer hos en patient.Undersøgelsen, der koster 16.500 kr. bibringer hverkenbrugbare eller præcise informationer, siger de.”77

Dr. Julian Whitaker, ophavsmand til det respek-

terede Health and Healing nyhedsbrev, siger: ”Når psy-kiatere giver et barn eller (en voksen) en betegnelse,giver de folk denne betegnelse på baggrund af symp-tomer. De har ingen patologiske diagnoser; de haringen laboratoriediagnoser; de kan ikke fremvise nogenforskel i tilstanden, som kan bakke deres diagnoser af disse psykiatriske ’sygdomme’ op. Hvis man har ethjertetilfælde, kan man finde læsionen; har man sukker-syge, er ens blodsukker meget højt; har man ledegigt vil

det kunne ses på et rønt-

genbillede. Indenfor psy-kiatrien er det som at se ien krystalkugle, en spå-dom; det er fuldkommenuvidenskabeligt.”

Ty Colbert, ph.d.,siger: ”Vi ved, at denmodel med en kemisk ubalance i forbindelsemed psykisk sygdomaldrig er blevet viden-

skabeligt bevist. Vi ved også, at beviserne i stedetpeger i retning af en psykiatrisk model med skade-

lig medicinsk indgriben. Ydermere ved vi, at forsknin-gen om medikamenternes effektivitet/virkning erupålidelige, da sådanne medicintester kun måler virk-ningen ud fra en mindskning af symptomerne, ikkeen helbredelse.”78

”Man henholder sig til teorierne, ikke blot fordi derikke er noget andet i deres sted, men også, fordi de erbekvemme, hvor man vil fremme behandlingen medpsykofarmaka,” mener Valenstein.79

K A P I T E L T R EE n p a r o d i p å l æ g e k u n s t o g v i d e n s k a b

21

”Der er ingen tester til rådighed,

som kan afgøre den kemiske tilstand

i hjernen hos en levende person.”

– Elliot S. Valenstein, ph.d.

”DET ER HJERNENS SKYLD”Svindelnummeret med den kemiske ubalance

Elliot S. Valenstein



Den tyske psykiater Emil Kräpelindefinerede første gang ”skizofreni”som dementia praecox i slutningen af 1800-tallet. Betegnelsen ”skizofreni”

blev opfundet i 1908 af denschweiziske psykiater Eugen Bleuler.

Det blev senere opdaget, atKräpelins skizofrene patienterled af en fysisk sygdom ved navnencephalitis lethargica (en hjerne-betændelse, som fremkaldersløvhed og apati), der forårsagededen psykiske forstyrrelse.

DSM-II indrømmer, at ”selv omden Amerikanske Psykiatriforenings

komite har forsøgt, har den ikkekunnet nå til enighed om, hvoridenne forstyrrelse (skizofreni) består;man kunne kun blive enige om,hvad den skulle hedde.”80

Stofferne, som ordineres mod”skizofreni” fremkalder voldelig,manisk adfærd såvel under behand-lingen som under aftrapningen.

Vellykkede programmer i USA ogItalien har bevist, at ”skizofreni”

kan håndteres uden brug af psykiatriske stoffer.

2

4

5

3


1



K A P I T E L F I R ED e s å r b a r e g ø r e s f o r t r æ d

23

Mens psykiatrien med DSM’s suc-ces og psykiatriske medika-menter trænger dybere ind ivores hverdag, anser de flestemennesker stadig psykiatriens

hovedopgave for at være behandling af patientermed svære, livstruende psykiske forstyrrelser.

Psykiatere beskæftiger sig dog først og

fremmest med ”sygdom-men”, der først blev betegnet som dementiapraecox af Kräpelin islutningen af 1800-tal-let, og omdøbt til ”ski-zofreni” af den schwei-ziske psykiater EugenBleuler i 1908.

Psykiateren E. FullerTorrey rapporterede, atKräpelin ”endegyldigt

satte det lægelige blåstempel på irrationeladfærd ved at navngiveog kategorisere den ...Hans klassifikationssy-stem dominerer stadig-væk psykiatrien i dag,ikke fordi det har vistsig at have nogen værdi ... men fordi det for irra-tionel adfærd har været adgangsbilletten tillægevidenskaben.” 82

Imidlertid rapporterer Robert Whitaker, at depatienter, som Kräpelin diagnosticerede med de-mentia praecox, led af en fysisk sygdom ved navnencephalitis lethargica (en hjernebetændelse, som

fremkalder sløvhed og apati): ”Disse patienter gikunderligt og led af trækninger i ansigtet, muskel-kramper og pludselige anfald af søvnighed. Derespupiller reagerede langsomt på lys. De savledeogså, havde svært ved at synke, led af kroniskforstoppelse og var ikke i stand til at fuldføre defysiske handlinger, de havde til hensigt.”83

Psykiatrien kiggede aldrig Kräpelings mate-

riale igennem, hvor dekunne have opdaget, atskizofreni simpelthenvar et ikke-diagnostice-ret og ubehandlet fysiskproblem. ”Skizofreni varsom begreb alt for afgø-rende for professionenskrav på lægelig legiti-mitet ... Sygdommensfysiske symptomer, blevstille droppet ... Det der

var tilbage som de pri-mære kendetegn var depsykiske symptomer:hallucinationer, vrang-forestillinger og bizarretanker,” siger Whitaker.

Psykiatrien fasthol-der fortsat, at skizofreni

er en sindssygdom, uagtet det fuldstændigefravær af objektivt bevis for, at skizofreni eksis-terer som en faktisk sygdom eller fysisk anor-malitet, på trods af mere end et århundredesforskning og undersøgelser.

De neuroleptika eller antipsykotiske stoffer,som ordineres mod tilstanden blev først udviklet

”At diagnosticere nogen som ski-zofrene kan virke videnskabeligt påoverfladen, specielt, når biopsykia-

trien bliver ved med at hævde, at engenetisk hjernesygdom er involveret.Men når man tager et skridt tilbageog på afstand iagttager, hvad disse

forskere virkelig laver, undrer man sig

over, hvordan de retfærdiggør deresarbejde ... Det er ikke videnskab. Deter simpelthen matematisk manipu-

lation af meningsløse data.”81

– Ty C. Colbert, ph.d., ’Det er genernes skyld’, 2001

KAPITEL FIREDe sårbaregøres fortræd



i Frankrig for at ”bedøve nervesystemet underoperationer”. Psykiatere lærte meget tidligt, atneuroleptika fremkalder symptomer svarende tilParkinsons syge og encephalitis lethargica.84

Tardive dyskinesier (tardive betyder ”sen” ogdyskinesia, en permanent svækkelse af evnen tilvilkårlig bevægelse af læber, tunge, kæbe, fingre,tæer og andre dele af kroppen, red.) viste sig atoptræde hos 5 pct. af patienterne inden for et årefter neuroleptikabehandlingen.85 En anden kendtrisiko er malignt neuroleptikasyndrom, en poten-tielt dødelig forgiftningsreaktion, hvor patientenfår udbrud af feber og bliver forvirret, ophidsetog får en ekstrem stivhed. Det vurderes, at100.000 amerikanske borgere er døde af det.86

For at imødegå negativ omtale har artikler ilægetidsskrifter regelmæssigt overdrevet forde-

lene ved de nye medikamenter og sløret deresrisici. Whitaker siger, at det lægerne og offent-ligheden i 1950’erne lærte om nye medikamentervar skræddersyet information: ”Denne formningaf opfattelsen spillede naturligvis en meget vigtigrolle for, at neuroleptika skulle fremstå som sikre,antiskizofrene medikamenter for de sindssyge.”

Uafhængige forskningsresultater var imidler-tid bekymrende. I en otteårig undersøgelse, fandtWHO, at alvorligt psykisk forstyrrede patienter itre økonomisk tilbagestående lande – Indien,Nigeria og Columbia – hvis behandlingsplaner

ikke inkluderede en omfattende brug af stoffer,klarede sig væsentligt bedre end patienter i USAog fire andre udviklede lande. Det viste sigtilmed, at efter fem år var ”64 pct. af patienterne ide fattige lande symptomfrie og velfungerende.”Derimod klarede kun 18 pct. af patienterne fra derige lande sig godt.87 En ny opfølgende under-søgelse, som anvendte de samme diagnostiskekriterier, kom frem til samme konklusion.88

Neuroleptika var tydeligt impliceret i de signifi-kant dårligere resultater i vesten.

Først i 1985 udstedte APA et advarselsbrevtil sine medlemmer om de potentielt dødeligevirkninger af stofferne, og først efter adskil-lige retssager, der med stor pressebevågenhed

Mens nobelprismodtageren dr. John Nash i filmen ’Et smukt sind’ fremstilles som en person, der kommer sig over ”skizofreni” ved hjælp

af psykiatriens nyeste medikamenter, afviser Nash denne fiktion.Han havde ikke taget psykiatriske medikamenter i 24 år og var

blevet naturligt helbredt fra sin forstyrrede tilstand.



K A P I T E L F I R ED e s å r b a r e g ø r e s f o r t r æ d

25

”Ideen var, at ’skizofreni’ ofte kunne overvindes vedhjælp af meningsfulde forbindelser med andre, snarereend med psykofarmaka, og at en sådan behandling i

sidste ende ville lede til et klart sundere liv.”– Dr. Loren Mosher, fhv. leder af Centeret for undersøgelser af skizofreni,

ved det Amerikanske Nationale institut for Mental Sundhed (NIMH), 2002

konkluderede, at ”psykiatere og deres institution-er har været forsømmelige ved ikke at advarepatienter om denne risiko. Skadeserstatningennåede i en af disse sager op på 18 mio. kr.”

Nye ”atypiske” (dvs. anderledes virkende)medikamenter mod skizofreni, som lovede færre

bivirkninger, blev introduceret i 1990’erne.89 Etaf disse atypiske medikamenter var imidlertidallerede blevet afprøvet i 1960’erne, hvor detviste sig at have forårsaget slagtilfælde, sværsøvnighed, betydelig savlen, forstoppelse, inkonti-nens, vægtforøgelse, åndedrætsstop, hjerteanfaldog i sjældne tilfælde, pludselig død. Da det blevintroduceret i Europa i 1970’erne, blev medika-mentet trukket tilbage, efter det også viste sig atforårsage agranulocytose, en potentiel dødeligudtynding af hvide blodlegemer hos op til 2 pct.af patienterne.90

I filmen ’Et smukt sind’, fremstilles nobelpris-modtageren John Nash som en person, der stolerpå psykiatriens nyeste, banebrydende medika-menter for at forhindre et tilbagefald af hans ”ski-zofreni”. Dette er imidlertid Hollywood fiktion,idet Nash selv bestrider filmens portrættering af ham, hvor han indtager ”nyere medikamenter”på tidspunktet, hvor han bliver tildelt Nobel-prisen. Han havde ikke taget psykiatriske medika-menter i 24 år og var kommet naturligt over sinforstyrrede tilstand.

Skønt det udelades i historiebøger, der er spon-soreret af den psykiatriske industri, er det vigtigt atvide, at der også i den virkelige verden findes talrigeomsorgsfulde og brugbare lægelige programmer

for alvorligt forstyrrede mennesker, som ikke er baseret på et stort forbrug af medikamenter.

Resultatskabende behandling:Den nu afdøde Dr. Loren Mosher var leder af detamerikanske Nationale Institut for Mental Sundheds

Center for Skizofreni-studier og senere professor iklinisk psykiatri ved det medicinske fakultet påUniversity of California, San Diego og direktør forSoteria Associates i San Diego, Californien. Hanåbnede Soteria House i 1971 som et sted, hvor unge,diagnosticerede ”skizofrene” patienter kunne levemedicinfrit sammen med et ikke-professionelt per-sonale, der var uddannet i at lytte til og forstå demog i at yde støtte og tryghed samt at anerkende deresoplevelser. ”Ideen var, at ’skizofreni’ ofte kunneovervindes ved hjælp af meningsfulde forbindelsermed andre, snarere end med psykofarmaka, og at en

sådan behandling i sidste ende ville lede til et klartsundere liv,” sagde han.Dr. Mosher forklarede videre: ”Eksperimentet

faldt bedre ud end forventet. Efter seks uger havde begge grupper det betydeligt og sammenligneligt bedre, på trods af at Soteria patienterne normalt ikkehavde modtaget antipsykotiske midler! Ved en opføl-gende undersøgelse to år senere arbejdede personer,der havde været behandlet efter Soteria-metoden, påvæsentligt højere jobniveau, boede væsentligt ofterealene (uden behov for bostøtte) eller med ligesindedeog havde færre genindlæggelser. Det viste sig interes-sant nok, at klienter, som var blevet behandlet i Sote-ria, og som ikke fik nogen form for neuroleptiske medi-kamenter igennem hele den 2-årige periode, eller som



det var blevet forudset, vil-le have de dårligste resul-tater, faktisk viste sig at fåde bedste resultater sam-menlignet med kontrol-personer, som var blevet

behandlet på et hospitaleller med psykofarmaka.”

I Osservanza-institut-tet behandlede dr. Anto-nucci dusinvis af såkaldtskizofrene kvinder, hvor-af de fleste havde væretpermanent tvangsfikserettil deres senge (nogle i opmod 20 år). Spændetrøjer

blev anvendt såvel som

plastikmasker for at afhol-de patienterne fra at bide.Dr. Antonucci begyndte at

befri kvinderne fra deresindespærring og fastspæn-ding og brugte mangetimer hver dag på at talemed dem ”og trænge igen-nem deres delirier og for-pinthed.” I hvert tilfældelyttede dr. Antonucci tilhistorier om års despera-

tion og lidelser på institu-tioner. Under dr. Anto-nuccis lederskab blev alle psykiatriske ”behandlinger”afbrudt og nogen af de mest undertrykkende afdelinger

blev lukket. Han sikrede, at patienterne blev behandletmed omhu, med respekt og uden brug af medicin.Faktisk blev afdelingen under hans vejledning ændretfra den mest voldelige til den mest rolige. Efter et parmåneder blev hans ”farlige” patienter løsnet og fik lovtil at gå rundt i anstaltens have. Det gjorde de helt roligt.

Til sidst blev de udskrevet fra hospitalet og mange af dem lærte at læse og skrive – at arbejde og tage vare påsig selv og gjorde det for første gang i deres liv.

Dr. Antonuccis overlegne resultater indebar ogsåmeget lavere omkostninger for samfundet. Sådanneprogrammer bidrager som et permanent vidnesbyrdom eksistensen af både ægte løsninger og håb for demmed alvorlige problemer.

Dr. GiorgioAntonucci, num-mer to fra højre, og

patienterne, han frelste gennem

kommunikationog medfølelse.

Dr. Antonucci (til venstre og ovenfor)nedlagde mellem 1973 og 1996nogle af de mest undertrykkende

koncentrationslejragtige psykiatriskeafsnit ved at sørge for, at patienterne

blev behandlet med medfølelse,respekt og uden brug af psykofarmaka.



D

en 20. juni 2001 fyldte Andrea Yates, en morog hustru fra Texas, sit badekar og druknedesine fem børn i aldrene 6 måneder til syv år. I

årevis havde den 37-årige Andrea Yates kæmpet medhospitalsindlæggelser, psykiatriske stoffer og selvmords-forsøg. Hendes forsvar, at hun havde været sindssyg,blev imidlertidigt afvist af et nævningeting den 12.marts 2002. Hun blev dømt til døden, skyldig i mord.

For jurister og for pressen var historien blevetfortalt og sagen lukket. Psykiaternes undskyldninger

var forudsigelige. Andrea Yates led af en alvorlig ”sinds-lidelse”, som var ”behandlingsresistent” eller også blev hun ”nægtet en passende kvalitetsbaseret behandlingfor sin sindslidelse.”

Da MMK’s afdeling i Texas ikke fandt dette til-

fredsstillende, sørgede den for uafhængige lægevur-deringer af Andrea Yates lægejournaler. Den videnska-belige konsulent, dr. Edward G. Ezrailson, rapporterede,at den blanding af nervemedicin, som Andrea Yates blev ordineret, forårsagede en ufrivillig forgiftning. “Over-doseringen” af ét antidepressivt middel og den ”plud-seligt høje dosis” af et andet ”forværrede hendesadfærd”, sagde han. Det ”førte til mord”. 91

Forfatteren Robert Whitakers forskning afslørede,at antipsykotiske midler for en tid kan dæmpe psykoser,men medfører en biologisk toleransudvikling ved brugover længere tid. En anden paradoksal virkning, som

fremkom med de kraftige neuroleptika, var en bivirkning ved navn akatisi (a, uden; kathisia, at sidde; en mang-lende evne til at forholde sig i ro). Denne bivirkning erblevet sat i forbindelse med voldelig adfærd.92

❚ En undersøgelse fra 1990 viste, at halvdelen af alle slagsmål på en psykiatrisk afdeling kunne sporestilbage til akatisi. Patienterne beskrev ”en voldsom trangtil at angribe enhver, der var i nærheden.”93

❚ En britisk rapport fra 1998 afslørede, at mindst 5pct. af SSRI-patienterne led af ”almindeligt anerkendte”bivirkninger, som inkluderer uro, angst og nervøsitet.Omkring 5 pct. af de indberettede bivirkninger omfat-tede aggressivitet, hallucinationer, ubehag og ændring

af personligheden.94

❚ I 1995 rapporterede ni australske psykiatere, atpatienter havde skåret sig selv eller var blevet besat af

vold, mens de tog SSRI-antidepressiver. ”Jeg ønskedeikke at dø, jeg havde bare lyst til at rive mig selv istykker,” sagde en patient til psykiaterne.95

Abstinenser ❚ I 1996 udsendte National Preferred Medicines

Center Inc. of New Zealand en rapport om ”Akut medi-cinafvænning”, som konkluderede, at nedtrapning frapsy koaktive stoffer kan forårsage:

1) tilbagefaldsreaktioner, som forværrer tidligeresymptomer for en ”sygdom”, og 2) nye symptomer, derikke har forbindelse med den oprindelige tilstand og erukendte for patienten.96

❚ Dr. John Zajecka skrev i Journal of ClinicalPsychiatry, at nervøsiteten og irritationen, som pati-enterne oplever, når de stopper med SSRI’er, kan forårsa-ge ”aggressivitet og selv-mordsimpulser”.97 I det bri-tiske lægetidsskrift Lancetrapporterede dr. Miki Blochom patienter, der fik ten-denser til selvmord og mordefter at have ophørt med attage et antidepressivt mid-

del. Han berettede også omen mand, som havde tankerom at ”gøre sine egnebørn” fortræd.98

Psykiatere betragterstadig forbindelsen mellempsykiatriske stoffer og selv-mord/vold som en slags”anekdote”. Men domstolebegynder at reagere, hvorpsykiatriske sammenslut-ninger ikke vil.

❚En australsk dommergav den 25. maj 2001 et

psykiatrisk antidepressivtmiddel skylden for at for-

vandle en fredelig, lovlydigmand, David Hawkins,til en voldelig morder.Dommer Barry O’Keefe fraNew South Wales’ højes-teret sagde, at havde DavidHawkins ikke taget det ant-idepressive middel, ”er derovervældende sandsyn-

lighed for, at fru Hawkinsikke var blevet dræbt.”

❚ I juni 2001 fik de på-rørende til Donald Schell,som havde stormet rundt ien skyderus efter at havetaget et antidepressivt mid-del, tilkendt 52 mio. kr. ierstatning. Juryen fastslog,at det antidepressive middelhavde 80 pct. af skylden forat fremkalde mordorgiet.99

ADVARSEL TIL OFFENTLIGHEDENPsykiatriske stoffer skaber vold Mange lægeundersøg

viser, at der er bevis foat psykiatriske stoffer

fremkalder voldelig adog selvmordstanker. Dnedenfor stående pers

fra USA, Japan og

Australien myrdede39 mennesker, mens d

var i behandling med psykofarmaka.

Kip Kinkel

Mamoru TakumaDavid Hawkins

Jeremy Strohmeyer

Andrea Yates



Psykiatrien har det værsteomdømme i forbindelsemed svindel blandt alle

lægediscipliner.100

Ti pct. af psykiaterne indrømmer,at de har misbrugt derespatienter seksuelt.

En undersøgelse fandt, at 1 udaf 20 klienter, som var blevetseksuelt misbrugt af deresterapeut, var mindreårige.Gennemsnitsalderen var 7 år

for piger og 12 år for drenge.101

En spørgeskemaundersøgelse,hvori 530 psykiatere deltog,

viste, at 25 pct. havde valgtområdet psykiatri på grundaf deres egne psykiskeproblemer.102

Psykiatere har den højesteselvmordsprocent og stof-

misbrugsrate blandt læger.

103

5

3


1

4

2

Den amerikanske psykiater Michael Delainblev dømt til to års fængsel i 2002 for at udnytte en

16-årig patient seksuelt; fra første færd har psykiateresystematisk og vedvarende overtrådt lægeløftet.



d over de mange gode lægelige grundetil, at ikke-psykiatriske læger bør mod-sætte sig psykiaternes vision om psy-kisk sundhed, er der også spørgsmåletom at bevare deres egen anseelse.

Mens lægevidenskaben har opfostret enmisundelsesværdig optegnelse af præstation-er og vundet almindelig udbredt accept, forbin-

der folk stadig psykiatrien med dårekister,spændetrøjer og filmen ”Gøgereden”. Psykiatri-en har gjort meget lidtfor at forbedre denneopfattelse med udviklin-gen af brutale behand-l in gs me to de r s ås omelektrochok, psykoki-rurgi, de antipsykotiskemidlers kemiske spæn-detrøjer og den langeliste over mislykkede

behandlinger.Hvad angår svindel,så er psykiatri betydeligtoverrepræsenteret. Den største sag om svindelmed sygesikringsmidler i USA’s historie drejedesig om psykiatri, skønt det er den mindste sektor isundhedsområdet.104 Ifølge en californisk detektiv,som er specialiseret i at undersøge svindel indenfor sundhedsområdet, er en af de nemmeste måderat opdage svindel på at gennemse optegnelserneover recepter fra psykiatere.

Sexforbrydelser En undersøgelse fra 1998 om amerikanske

lægenævnssager mod 761 læger, der var straffet

for seksuelt relaterede overtrædelser i periodenfra 1981 til 1996, viste, at psykiatere og børne-psykiatere var betydeligt overrepræsenteret. Menspsykiatere kun udgjorde 6 pct. af lægerne i landet,udgjorde de 28 pct. af de læger, som var blevetdømt for seksuelt relaterede forbrydelser.105

En rapport fra Sveriges Socialstyrelse i 1998fastslog, at psykiatere var ansvarlige for næsten

halvdelen af alle grove misbrug, der var blevetindberettet til klagenævnet. Nogle var så grove –

de indeholdt både voldog seksuelt misbrug – atde blev overgivet tilvidere retsforfølgelse.106

En beregning på sta-tistisk grundlag og and-re oplysninger viser, atmellem 10 og 25 pct. af psykiaterne indrømmer,at de har misbrugt deres

patienter seksuelt. Enlandsdækkende under-søgelse i USA afslørede,

at terapeuters sexmisbrug af patienter rammerflere piger end drenge. De misbrugte piger vari alderen 3 til 17 år, og drengene var mellem 7og 16 år.107

Samtidig arbejder psykiaterne hårdt for atfremme deres henvisningsforretning ved at påvirkeprivat praktiserende læger til at anvende diagno-stiske checklister baseret på diagnosehåndbogenDSM. Ligesom etiske udøvere er en afgørende delaf en professions anseelse, påhviler det ikke-psykiatriske læger at overveje de mulige konse-kvenser for selve lægevidenskabens anseelse.

KAPITEL FEMLægeetikkenbringes i fare

”Selvmords-, stress- og skils-missepsykologer samt andre

psykiske behandlingseksperterkan faktisk vise sig at væremere skøre end os andre.”

– Psychology Today , 1997

K A P I T E L F E ML æ g e e t i k k e n b r i n g e s i f a r e

29

U



Det blev i en undersøgelsefundet, at 83 pct. af de,som var blevet henvist til

psykiatrisk behandling af enklinik eller socialarbejder, ledaf udiagnosticerede fysiskesygdomme. I en anden blev det fundet, at 42 pct. af dem, der var diagnosticeretmed ”psykoser”, led af enfysisk sygdom.108

Ifølge lægelige eksperterhar uønsket, overaktiv eller”hyperaktiv” adfærd mange

årsager lige fra allergier,tilsætningsstoffer, miljøgifte,dårlig søvn og visse formerfor medicin.

En undersøgelse trykt i Journal of Pediatrics viser, atsukker kan skabe en tifoldigforøgelse af adrenalinniveaethos børn, hvilket resultereri koncentrationsbesvær,irritabilitet og angst.

3


1

2



En undersøgelse, der i 2002 blev udført blandt læger i tre europæiske lande og iUSA, konstaterede, at 72 pct. af de ad-spurgte læger mente, at de kvaliteter, som bedst beskriver en god læge, er medfølelse,

omsorg, at være præsentabel og at have gode evnertil at lytte og kommunikere. På den måde følte de, atde kunne hjælpe med til at gøre deres patienter raske

og leve et bedre liv.Til spørgsmålet om,

hvordan man skelnermellem en ”psykisk for-styrrelse” og en legemligsygdom, sagde 65 pct. aten fysisk undersøgelseog kliniske diagnoserførst skulle udelukke leg-emlige problemer.

Psykiater foretagersjældent fysiske under-

søgelser og stiller sjæl-dent sådanne diagnoser.En præfabrikeret check-liste over adfærdsmøn-stre bliver taget i brug, og”diagnosen” stilles. Alt, der er tilbage, er at udskriverecepten på det psykoaktive medikament.

For at bekæmpe den manglende interesse forpsykiatri, har Verdens Psykiatriforeningen (WPA) pro-duceret et ”kernepensum i psykiatri for lægestu-derende.”109 Formålet er at uddanne alle kommendelæger i at identificere og behandle sindssyge. For-fatterne udtalte åbent, ”da de fleste studerende ikke vilgå ind i psykiatrien, er det af yderste vigtighed atetablere en passende holdning” og den bør formidles

ikke kun inden for psykiatrien, men også inden foralle andre emner.110

Forfatteren af ’Gal i Amerika’, Robert Whitakerudtalte, da talen faldt på en ønskeliste over for- bedringer inden for den psykiske sundhedssektor, at”øverst på ønskelisten ville der stå en enkel bøn omærlighed. Hold op med at fortælle dem, der har fåetstillet diagnosen skizofreni, at de lider af for meget

dopamin eller serotonin, og at pillerne bringer dissehjernekemikalier i ’ba-lance’. Hele denne snaker en form for lægeligt bedrag, og det er umuligtat forestille sig en hvilkensom helst anden gruppepatienter – lad os sigenogle med kræft elleren hjertesygdom – der bliver bedraget på sam-me måde.”

Klinisk psykolog oglektor i psykologi, ph.d.David B. Stein sagde, at”læger er uddannet til athelbrede. De ønsker

virkeligt at hjælpe. De hævder ofte, at der ikke er nogetalternativ – at den eneste måde at hjælpe disse(ADHD/DAMP, indlæringsforstyrrede) børn er medmedikamenter. Desuden er forældre og lærere kon-stant efter dem for at få dem til at skrive recepter. Deønsker omgående at kontrollere deres forstyrrende børn. Nogle læger bryder sig ikke om at gøre dette;mange ville ønske, der fandtes et alternativ.”111

Da psykiatriske diagnoser og behandling påvirkerflere og flere menneskers liv gennem de praktiserende

KAPITEL SEKSHvilken vejbør vi gå?

”Ja, jeg tror at ’en’ hippokratisk ed errelevant for mig – såvel i juni 1990 (da jeg aflagde den), som nu i marts 2001

og hver eneste dag af mit liv i denneprofession, som jeg er beæret over at være medlem af. Hvad er essensen af

Hippokrates’ ed? Denne enkelhed hvor-med ordene har lydt gennem tiderne:

’Måtte jeg tage mig af andre, som jegønsker, at de skal tage sig af mig’.”

– Læge, 2001

K A P I T E L S E K SH v i l k e n v e j b ø r v i g å ?

31



lægers virke, er det nødvendigt at lægge vægt påalternativer. De følgende alternativer er afledt af mange års arbejde med fagfolk inden for sund-hedssektoren, som er kvalificerede til at tage sig af sådanne lægelige emner.

1) Se efter det underliggende legemlige problemCaliforniens Departement for Psykisk Sundhed,

skriver, at ”fagfolk, der arbejder inden for det psykiskesundhedsområde, har en professionel og juridiskforpligtelse til at genkende forekomsten af en legemligsygdom hos deres patienter ... legemlige sygdommekan forårsage en patients psykiske forstyrrelse (eller)kan forværre en sindslidelse.”112

Den svenske Socialstyrelse citerede i 1998 fleretilfælde af disciplinærsager mod psykiatriske med-arbejdere. Blandt disse var der en, hvor en patient

havde klaget over hovedpine, svimmelhed og vaklen,når han gik. Patienten havde klaget over disse symp-tomer til det psykiatriske personale igennem 5 årinden en lægeundersøgelse konstaterede, at han havdeen hjernesvulst.113

Speciallæge i indre sygdomme dr. Thomas Dor-man sagde: ”... husk venligst, at flertallet af personernelider af organiske sygdomme. Klinikere bør først ogfremmest huske på, at den følelsesmæssige belastningforbundet med en kronisk sygdom eller en smertefuldtilstand kan ændre patientens temperament. I minpraksis har jeg været ude for utallige mennesker medkroniske rygsmerter, som blev betegnet som neuro-tiske. Et typisk udsagn fra disse stakkels patienter er:’Jeg troede, jeg var ved at blive vanvittig.’” Han tilfø- jede, at problemet ofte simpelthen var ”et udiagno-sticeret senebåndsproblem i ryggen”.114

2) Hjælp uden sinds- og personlig- hedsændrende stoffer

Den tyske psykiater Paul Runge siger, at han harhjulpet over 100 børn uden brug af psykiatriske mid-ler. Han har også hjulpet med at reducere doseringenaf nervemedicin, som blev ordineret af andre læger. 115

Dr. L.M.J. Pelsser fra Forskningscenteret forhyperaktivitet og ADHD i Middelburg, Holland fandtfrem til, at at 62 pct. af de børn, der fik stillet diag-nosen ”ADHD” udviste markante fremskridt i deresadfærd efter en ændret diæt i tre uger.116

Dr. Mary Ann Block, som har hjulpet tusindvisaf børn med at komme af eller at holde sig fri af nervemedicin, siger, at ”mange læger ikke lavernogen legemlig undersøgelse, inden de udskriver enrecept på psykiatriske midler ... (børn) kommer tilkonsultationen hos en læge, men lægen laver ingen le-gemlig undersøgelse eller kigger efter et sundheds-eller skoleproblem, inden de giver barnet en diagnosemed ADHD, DAMP eller hyperkinetisk forstyrrelse ogordinerer et medikament. Det er ikke sådan, man harlært mig at praktisere lægegerningen. I min lægeud-dannelse lærte jeg at lave en komplet baggrundshisto-rie og en legemlig undersøgelse. Man har lært migat lave noget, man kalder for en ’differentieret diag-nose’. For at gøre dette må man tage alle muligeunderliggende årsager af symptomerne i betragt-ning”.117 Dr. Block gennemfører allergitester ogudvikler kostbaserede løsninger for ”adfærdspro- blemer”. Hun citerer en undersøgelse trykt i Journalof Pediatrics (1995), som viser, at sukker kan forår-sage en tifoldig forøgelse af adrenalin hos børn,hvilket resulterer i ”koncentrationsvanskeligheder,irritabilitet, og angst”.

Fokus må være på anvendelige læge-lige undersøgelser og behandlinger,

der forbedrer og styrker individet,og som kan redde personen fralivslangt psykiatrisk overgreb.



3) Nervemedicin kan tilsløre et barnslegemlige problemer.

Ifølge læge- og uddannelseseksperter skyldesuønsket og hyperaktiv adfærd mange årsager, som bl.a. kan være følgende: allergier, tilsætningsstoffer,miljøgifte, for lidt søvn, visse medicineringer; mang-lende viden om, hvordan man studerer, at studere henover ikke fuldt forståede ord, og at kede sig, fordi maner usædvanlig intelligent eller har kreative evner.

Psykiater dr. Sydney Walkers bog ’Skrønen omhyperaktivitet’ nævner flere grunde til hyperaktivadfærd: ”Børn med en hjernesvulst på et tidligt stadi-um kan udvikle tegn på hyperaktivitet eller mang-lende opmærksomhed. Det samme gælder børn, somhar fået bly- eller insektmiddelforgiftning. Det gælderogså for børn med sukkersyge i begyndelsesstadiet,hjertesygdomme, ormeangreb, virus- eller bakterie-

infektioner, fejlernæring, hovedskader, arvelige syg-domme, allergier, epileptiske anfald, eller som er udsatfor kviksølv eller mangan, og hundreder – ja, hun-dredvis – af andre legemlige problemer af mindre,større, eller sågar livstruende karakter. Men alle disse børn bliver alligevel stemplet som hyperaktive ellermed opmærksomhedsforstyrrelse.”118

Dr. Walker bemærkede, at ordineringen af nerve-medicin for en sygdom, som ikke eksisterer, er en trage-die, fordi ”tilsløringen af børnenes symptomer blottillader de sygdomme, der ligger til grund for til-standen, at fortsætte og i mange tilfælde forværres.”119

Dr. Walker sammenligner det med en patient, dergår til sin læge med et hævet ben, som lægen diagnosti-cerer som ”en knude”, hvorefter lægen giver vedkom-mende en smertestillende tablet. Han finder aldrig ud af,om knuden var en svulst, et insektbid eller koldbrand.

Der er alt for mange velfungerende alternativer tilpsykiatrisk nervemedicin til, at man kan nedfældedem her. Psykiaterne vil derimod foretrække at påstå,at der ikke findes nogen, og de vil kæmpe for, at detskal blive ved med at være sådan. Det efterlader enlæge med valget mellem kendsgerninger eller fiktion,mellem helbredelse og tvang og mellem lægeviden-skab og manipulation.

Vi har al mulig respekt for lægegerningen som enpraktiseret lægevidenskab, hvor det drejer sig om enærlig, etisk bestræbelse med behørig hensynstagen til,at patientens behov og sundhed har forrang. Vi harimidlertid en stærk modvilje over for de psykiatere,der forfører og tilsmudser lægegerningen, som ikkealene truer med at forvanske dennes position, ære,menneskelighed og værdier, men også med atødelægge livet for de millioner af patienter, som hen-vender sig til deres læge for at få hjælp.

”Ordineringen af nervemedicin foren sygdom, som ikke eksisterer, er entragedie, fordi tilsløringen af børnenessymptomer blot tillader de sygdomme,

der ligger til grund for tilstanden, at fort-sætte og i mange tilfælde forværres.”

– Dr. Sydney Walker III, psykiater, neurolog,forfatter til ’Skrønen om hyperaktivitet’, 1998



De psykiatriske afdelinger og sygehuse bør have lægeligt diagnoseudstyr til rådighed,som ikke-psykiatriske læger kan anvende til grundigt at undersøge og teste patienternefor bagvedliggende fysiske problemer, som kan resultere i en forstyrret adfærd. Dissekan så behandles. Herved kan man forhindre mindst 40 pct. af indlæggelserne påpsykiatriske afdelinger.

Det bør sikres, at de faktiske videnskabelige beviser for hver af de 374 psykiskeforstyrrelser, der er opført i DSM-IV og de tilsvarende forstyrrelser i ICD-10, såvel som

andre psykiatriske tilstande, der ikke er videnskabeligt understøttede, findes. Før detteer gjort bør de ikke kunne give ret til opkrævning af offentlige midler eller forsikringsdæk-ning. Offentlige myndigheder, uddannelses- og retsvæsenet bør ikke sætte deres lid tilDSM eller ICD’s sektion om psykisk forstyrrelser førend dette er opnået.

Iværksæt kliniske og finansielle undersøgelser af psykiatriske afdelinger og sygehuse, såvelsom private psykiatriske klinikker som modtager offentlige midler eller forsikringsmidlerfor at sikre, at regnskabsprincipperne overholdes. Det bør yderligere sikres, at midler ikkeer blevet udbetalt for behandling af personer, der ikke faktisk har været indlagt eller blevet

behandlet. Optegnelser over antal og typer behandlinger, såvel som dødsfald bør registreres.

Det bør sikres, at offentlige midler og forsikringsdækning kun udbetales til behandlingsformer,der har bevist virkeligt at kunne forbedre eller helbrede menneskers psykiske problemer.

Undersøgelser bør iværksættes, vedrørende den virkning, psykiatrisk svindel og sager omfejlbehandlinger har på den almindelige lægevidenskab og dækningen af ikke-psykiatriskelægers udgifter.

Indtil det er blevet erkendt, hvor virkningsløse elektrochok, psykokirurgi og tvangsbehand-ling med sinds- og personlighedsændrende psykofarmaka reelt er, og metoderne er blevetforbudt ved lov, bør elektrochok og psykokirurgi aldrig udføres uden fuldt informeret skrift-ligt samtykke fra personen, som er indstillet til behandlingen.

Opret et nævn eller andet, der arbejder for sikring af mennesker, så de er beskyttet, mod psy-kiatriske eller psykologiske krænkelser af de lovgivnings- og grundlovssikrede rettigheder,de har til udøvelse af enhver af de borgerlige, politiske, økonomiske, sociale, religiøse eller

kulturelle rettigheder. Disse er givet i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne ogden Internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, såvel som i andre borgerlige eller menneskerettighedsinstrumenter.

P S Y K I A T R I S K U R E D E L I G H E DA n b e f a l i n g e r

34

ANBEFALINGER Anbefalinger

1

23

456

7



edborgernes Menneskerettigheds-kommission (MMK), der påengelsk hedder Citizens Com-mission on Human Rights(CCHR), blev stiftet i 1969 af Scientologi Kirken for at under-

søge og afsløre overtrædelser af menneskerettighederneinden for psykiatrien og for at bringe orden i behandlings-området for psykiske forstyrrelser. I dag er der flere end 130

afdelinger i mere end 31 lande. MMK’s rådgivende komité,der udgøres af kommissionsmedlemmer, omfatter læger,advokater, undervisere, kunstnere, forretningsfolk ogrepræsentanter for menneskerettighedsgrupper.

Selvom MMK ikke selv tilbyder lægelig eller juridiskassistance, arbejder vi tæt sammen med og støtter lægerog lægegerningen. Et af hovedområderne for MMK’sarbejde er psykiatriens svindel med brug af subjektive”diagnoser”, der mangler ethvert videnskabeligt oglægeligt grundlag, men som bliver brugt til at opnåoffentlige bevillinger i milliardstørrelsen. Med de falskediagnoser som undskyldning ordinerer psykiaterne ødelæg-gende behandlinger, herunder personlighedsændrende

medicin der skjuler den berørtes tilgrundliggende

vanskeligheder og dermed forhindrer hans eller hendeshelbredelse.

MMK’s arbejde skal ses i forlængelse af Verdens-erklæringen om Menneskerettighederne, i særdeleshed defølgende forskrifter, som dagligt krænkes af psykiatere:

Artikel 3: ”Enhver har ret til liv, frihed og personligsikkerhed.”

Artikel 5: ”Ingen må underkastes tortur eller grusom,

umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.”Artikel 7: ”Alle er lige for loven og har uden forskels-

behandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse.”

Som en følge af psykiatriens falske diagnoser,stigmatiserende etiketter, love, der giver ubesværet adgangtil frihedsberøvelser, brutal og personlighedsændrende”behandling”, bliver mange tusinder skadet og nægtetderes naturlige menneskerettigheder.

MMK har inspireret og støttet mange hundredereformer ved at få foretræde for parlamentsudvalg oghar selv gennemført offentlige høringer om psykiatriskeovergreb, og udført generelle og specielle informations-kampagner, ligesom MMK samarbejder med medierne,

politiet og offentligt ansatte over hele verden.

M E D B O R G E R N E SM e n n e s k e r e t t i g h e d s k o m m i s s i o n

35

Medborgernes Menneskerettighedskommissionsinternationale afdeling

M



Raymond N. Haynes

Californiens nationalforsamling

”MMK er berømt for deres utrættelige arbej-de for at forhindre ukorrekt diagnosticering ogmedicinering af børn ... De bidrag, som Medbor-gernes Menneskerettighedskommissions interna-tionale afdeling har ydet, både lokalt, nationalt oginternationalt, indenfor det psykiatriske behand-lingsområde, er uvurderlige og afspejler en

organisation, som er viet til de højeste idealerindenfor det psykiske sundhedsvæsen.”

Dr.med. Julian Whitaker

Leder af Whitaker Wellness Institute,

Californien, ophavsmand til den lægelige

nyhedsbrev ’Sundhed og helbredelse’

”MMK’s bestræbelser og succeser er etkulturelt gode af betragteligt omfang. De harværet involveret i mange gode tiltag. Dehar været en ressource for forældre og børn,

som har været udsat for frygtelige overgrev

begået af psykiatere og psykologer ... Overmedi-cineringen, stemplingen, de fejlagtige diagnoser,manglen på videnskabelige optegnelser, alledisse forhold, som ingen gør sig begreb omforegår, har MMK fokuseret på og bragt tiloffentlighedens kendskab. Dermed har de banetvejen for at stoppe effekten af den psykiatriskeprofessions fremtromlen.”

Dr. Fred baughman, jr.børneneurolog

”Jeg mener, at der findes mange gode grup-per i dag, som er bekymrede over den påvirkningpsykiatrien udøver på samfundet og i skolerne,men ingen andre grupper har været så effektive ideres bestræbelser for at afsløre den svigagtigediagnosticering og medicinering i skolerne, somMMK. De er bestemt en yderst effektiv gruppe ogen nødvendig allieret for stort set alle, som delerdisse bekymringer, og som forsøger at gøre noget

ved disse dårligdomme.”

MEDBORGERNESMENNESKERETTIGHEDSKOMMISSION (MMK)undersøger og belyser psykiatriske overtrædelser af menneskerettighederne.

Kommissionen arbejder sammen med ligesindede grupper og personer, som deler etfælles mål om at få renset op inden for det psykiske sundhedsområde. Vi vil fortsætte

med det arbejde, indtil psykiatriske overgreb og tvangsmæssig praksis er ophørt,og menneskerettighederne og værdigheden er givet tilbage til alle mennesker.

Kontakt:Medborgernes Menneskerettighedskommission (MMK)

Faksingevej 9A, 2700 BrønshøjTlf.: 39 62 90 39 • E-mail: [email protected]

ellerCCHR International

6616 Sunset Blvd., Los Angeles, California 90028 USATlf. 001 323 467 4242http://www.cchr.org

http://www.psychcrime.orgE-mail: [email protected]

OPGAVEERKLÆRING





Henvendelse (for andre lande venligstkontakt det pågældende landskontor):

AustralienCitizens Commission onHuman Rights AustraliaP.O. Box 562Broadway, New SouthWales 2007AustralienTlf.: 00612 9211 4787Fax: 00612 9211 5543E-mail:

[email protected]

BelgienCCHR BelgiumPostbus 552800 Mechelen 2BelgienTlf.: 00324 777 12494

CanadaCitizens Commission onHuman Rights Toronto

27 Carlton St., Suite 304Toronto, OntarioM5B 1L2 CanadaTlf.: 001 416 971 8555E-mail:[email protected]

FinlandCitizens Commission onHuman Rights FinlandPost Box 14500511 HelsinkiFinlandTlf.: 00358 9 8594 869

FrankrigCommission des Citoyenspour les Droits del’Homme – CCDH(Citizens Commission onHuman Rights France )BP 7675561 Paris Cedex 12FrankrigTlf.: 00331 4001 0970Fax: 00331 4001 0520E-mail: [email protected]

GrækenlandCCHR Greece65, Panepistimiou Str.105 64 AthensGrækenland

HollandCitizens Commission onHuman Rights Holland(NCRM)Postbus 360001020 MA, AmsterdamHollandTlf./Fax: 003120 4942510Email: [email protected]

Israel Citizens Commission on

Human Rights IsraelP.O. Box 37020

61369 Tel AvivIsraelTlf.: 00972 3 5660699Fax: 00972 3 5663750E-mail:

[email protected]

ItalienComitato dei Cittadini per iDiritti Umani – CCDU(Citizens Commission onHuman Rights Italy)Viale Monza 120125 MilanoItalienE-mail:

[email protected]

JapanCitizens Commission onHuman Rights Japan2-11-7-7F Kitaotsuka

Toshima-ku Tokyo170-0004, JapanTlf./Fax: 0081 3 3576 1741

Mexico (Monterrey)Comisión de Ciudadanospor los DerechosHumanos, CCDH(Citizens Commission onHuman Rights Monterrey,Mexico)Avda. Madero 1955Poniente Esq. VenustianoCarranzaEdif. Santos Oficina 735Monterrey, NL México

Tlf.: 0083 480329Fax: 0086 758689E-mail: [email protected]

Nepal CCHR NepalP.O. Box 1679Baneshwor Kathmandu,NepalE-mail:

[email protected]

New ZealandCitizens Commission onHuman Rights New

ZealandP.O. Box 5257Wellesley StreetAuckland 1New ZealandTlf./Fax: 00649 580 0060E-mail: [email protected]

NorgeMedborgernesMenneskerettighets-kom-misjon (MMK)Postboks 8902Youngstorget0028 OsloNorge

E-mail:[email protected]

RuslandCitizens Commission onHuman Rights RussiaP.O. Box 35117588 MoscowRuslandTlf.: 007095 518 11 00

SchweizCitizens Commission onHuman Rights SwitzerlandSektion ZurichPostfach 12078026 ZurichSchweizTlf.: 0041 (0)1 242 7790E-mail: [email protected]

Schweiz (Fransk talende)Commission des Citoyenspour les Droits de l’Homme– CCDH

(Citizens Commission onHuman Rights Lausanne)Postale 57731002 LausanneSchweizTlf.: 0041 21 646 6226E-mail: [email protected]

Schweiz (Italiensk talende)Comitato dei cittadini per idiritti dell’uomo(Citizen Commission onHuman Rights Ticino)Casella postale 6136512 GiubiascoSwitzerland

Tlf.: 0041 76 327 83 79E-mail: [email protected]

SpanienComisión de Ciudadanospor los DerechosHumanos, CCDH(Citizens Commission onHuman Rights Spain)Apdo. de Correos 1805428080 MadridSpanien

SverigeKommittén för Mänskliga

Rättigheter (KMR)Box 2124 21 StockholmSverigeTlf./fax: 0046 (0)8 83 85 18E-mail: [email protected]

SydafrikaCitizens Commission onHuman Rights SouthAfricaP.O. Box 710 Johannesburg 2000Republic of South AfricaTlf.: 0027 11 622 2908

TaiwanCCHR Taiwan

Taichung P.O. Box 36-127Taiwan, R.O.C.E-mail:

[email protected]

Tjekkiet

Obcanská komise za lidskáprávaVáclavské námestí 17110 00 Praha 1Czech RepublicTlf./Fax: 00420 224 009 156E-mail:

[email protected]

TysklandKommission für Verstößeder Psychiatrie gegenMenschenrechte e.V. –KVPM(Citizens Commission on

Human Rights Germany –National Office)Amalienstraße 49a80799 MünchenTysklandTlf.: 0049 89 273 03 54Fax: 0049 89 28 98 67 04E-mail: [email protected]

UngarnÁllampolgári Bizottság azEmberi JogokértAlapítvány(Citizens Commission onHuman Rights Hungary)Pf. 1821461 BudapestUngarnTlf.: 0036 1342 6355Fax: 0036 1344 4724E-mail: [email protected]

United KingdomCitizens Commission onHuman Rights UnitedKingdomP.O. Box 188East GrinsteadWest Sussex

RH19 4RBUnited KingdomTlf.: 0044 (0)1342 313926Fax: 0044 (0)1342 325559E-mail:

[email protected]

ØstrigBürgerkommission fürMenschenrechte Österreich(Citizens Commission onHuman Rights Austria)Postfach 130A-1072 WienØstrig

Tlf.: 0043 1 877 02 23E-mail: [email protected]



1. David Samuels, ’Saying Yesto Drugs’, The New Yorker, 23.mar. 1998.

2. Ty. C. Colbert, ph.d., ’Rapeof the Soul: How the ChemicalImbalance Model of Modern

Psychiatry has Failed itsPatients’ (Kevco Publishing,California, 2001) s. 74-75

3. Udtalelse af dr. Paul Runge,til Europarådets parlamen-tariske forsamlings Social,familie og børne komité.

4. ’Controlling the diagnosisand treatment of hyperactivechildren in Europe’ Council of Europe ParliamentaryAssembly Committee onSocial, Family and Children.Report of 2002, punkt 46.

5. ’Evolution of the numberof prescriptions of Ritalin(Methylphenidate) in theCanton of Neuchatel between1996 and 2000’, Dr. Jean-BlaiseMontandon, Public HealthService and Laurent Medioni,Chief of PharmaceuticalControl and AuthorizationDivision, Switzerland.

6. David Reardon, ’Minddrugs are hurting normal chil-dren: AMA’, Sydney MorningHerald, 6 feb. 1999.

7. Sammesteds.

8. Op. cit., ParliamentaryAssembly Council of Europe

Preliminary, point 15.9. ’The ADHD Debate-Parents,doctors and educators struggleto define-and treat-attentiondeficit hyperactivity disorder’,Daily News (New York), 9.apr. 2001.

10. Louria Shulamit, M.D.,family practitioner, Israel, 2002– citat givet til CCHRInternational 22. juni 2002.

11. metroXpress, Ritzau,”Flere og flere børn harDAMP” 9. september 2004

12. Gina Shaw, ‘The Ritalin

Controversy Experts DebateUse of Drug to CurbHyperactivity in Children,”The Washington Diplomat,mar. 2002.

13. Jeanie Russell, ‘The PillThat Teachers Push,’ GoodHousekeeping, dec. 1997.

14. Elliot S. Valenstein, ph.d.,Blaming the Brain, (The FreePress, New York, 1998), s. 4.

15. Sammesteds, s. 196.

16. Lisa M. Krieger, ‘Somequestion value of brain scan;

Untested tool belongs in labonly, experts say,’ The MercuryNews, 4. maj 2004.

17. Sammesteds.

18. Dr. Mary Ann Block, ’NoMore ADHD’, (Block Books,

Texas, 2001), s. 35.19. Ty C. Colbert, ph.d., ’Rapeof the Soul: How the ChemicalImbalance Model of ModernPsychiatry has Failed itsPatients’, (Kevo Publishing,2001), s. 74.

20. Physician’s DeskReference-1998, (MedicalEconomics Co., N.J.), s.1896-1897.

21. Brian Vastig, ’PayAttention: Ritalin Acts MuchLike Cocaine’, Journal of theAmerican Medical Association,

22./29. aug. 2001, Vol. 286,No. 8, s. 905.

22. Dr. David Stein, ph.d.,Unraveling the ADD/ADHDFiasco, (Andrews Publishing,Kansas City, 2001), s. 22.


24. Sammesteds.

25. Diagnostic & StatisticalManual of Mental Disorder(DSM-IIIR), (AmericanPsychiatric Association,Washington, D.C., 1987),s. 136.

26. Sydney Walker III, M.D.,

The Hyperactivity Hoax,(St. Martin’s Paperbacks,New York, 1998), s. 47.

27. Op. cit., Dr. Jean-BlaiseMontandon and LaurentMedioni.

28. Lucy Johnston, ’TheseYoungsters are like guinea pigsin a huge medical experi-ment....’, Sunday Express,15. juni 2003.

29. Dr.med. K. Minde, FRCPC,‘The Use of PsychotropicMedication in Preschoolers:Some Recent Developments,’

Canadian Journal of Psychiatry, Vol. 43, 1998.

30. LægemiddelstyrelsensLægemiddelstatistikregister.

31. Richard De Grandpre,’Ritalin Nation’, (W.W. Norton& Co., New York, 1999), s. 177.

32. Kate Muldoon, ’Shootingspurs debate on Prozac’s use by kids’, The Oregonian,1 juni 1998.

33. ’The eating cure: Forgetdrugs-diet is the way forwardin treating mental illness....’,

The Guardian (London),4. maj 2004.

34. ’Worsening Depression andSuicidality in Patients BeingTreated with Anti-depressantsMedications’, US Food and

Drug Administration PublicHealth Advisory, 22. mar. 2004.

35. Kelly Patricia O’Meara,‘GAO ‘Study’ Plays GuessingGames,’ Insight Magazine,16. maj 2003.

36. R.S. Pollack, ‘A Boy’sBehavioral Problems StopAfter a Blockage is Removedfrom His Colon,’ Sun SentinelNews, 4. mar. 2002.

37. American PsychiatricAssociation Campaign Kit1989: ’Opening letter byHarvey Ruben, M.D.’; section

on ’About this year’s cam-paign’; section on ’About legis-lators’; section on ’About thepublic’.

38. ’Acknowledgements,’ AWHO Educational Package-Mental Disorders in PrimaryCare, 1998, s. 3.

39. Edward Shorter, ’A Historyof Psychiatry: From the Era of the Asylums to the Age of Prozac’, (John Wiley & Sons,Inc., New York, 1997), s. 1.

40. Franz G. Alexander, M.D.,og Sheldon T. Selesnick, M.D.,

’The History of Psychiatry:An Evaluation of PsychiatricThought and Practice fromPrehistoric Times to the Present’,(Harper & Row Publishers,New York, 1966), s. 4.

41. Thomas Szasz, M.D.,’The Manufacture of Madness’,(Harper & Row, New York,1970), s. 299.

42. Op. cit., Edward Shorter,s. 17.

43. Thomas Szasz, M.D.,’Pharmocracy’, (PraegerPublishers, Westport, CT,

2001), s. 6.44. Sammesteds.

45. Sammesteds.

46. John G. Howells, M.D.,’World History of Psychiatry’,(Brunner/Mazel, Inc., NewYork, 1975), s. 264.

47. Sammesteds.

48. Op. cit., Szasz, ’TheManufacture of Madness’,s. 305.

49. Erwin H. Ackerknecht, ’AShort History of Psychiatry’,

(Hafner Publishing Co., NewYork, 1959), s. 33-34.

50. Thomas Röder, VolkerKubillus, Anthony Burwell,’Psychiatrists-The Men BehindHitler’, (FREEDOM Publishing,

Los Angeles, 1995), s. 28, cit-ing: Friedrich Neitzche, BookIII, s. 67.

51. Op. cit., Szasz,’Manufacture of Madness’,s. 312.

52. Stanley Finger, ’Origins of Neuroscience: A History of Explorations into BrainFunction’, (Oxford UniversityPress, New York, 1994), s. 58.

53. Elliot S. Valenstein, ph.d.,’Blaming the Brain’, (The FreePress, New York, 1998), s. 19.


55. American PsychiatricAssociation Campaign Kit1989: ’Opening letter byHarvey Ruben, M.D.’; sectionon ’About this year’s cam-paign’; section on ’About legis-lators’; section on ’About thepublic’.

56. ’Acknowledgements,’ AWHO Educational Package-Mental Disorders in PrimaryCare, 1998, s. 3.

57. Sammesteds, forord.

58. Sarah Boseley, ’PsychiatricAgenda ’set by drug firms’,’

The Guardian, 9. Jul. 2001.59. Shankar Vedantam, ‘DrugAds Hyping Anxiety MakeSome Uneasy,’ TheWashington Post, 16. Jul., 2001.

60. Joseph Glenmullen, M.D.,Prozac Backlash, (Simon &Schuster, New York, 2000, s. 12.

61. Op. cit., Elliot S. Valenstein,s. 4.

62. ’IMS HEALTH Reports 14.9Percent Dollar Growth in U.S.Prescription Sales to $145Billion in 2000’,IMSHealth.com, 31. maj 2001;’IMS Reports 11.5 PercentDollar Growth in ‘03 U.S.Prescription Sales,’IMSHealth.com, 17 feb. 2004.

63. Herb Kutchins & Stuart A.Kirk, ’Making Us Crazy: ThePsychiatric Bible and theCreation of Mental Disorders,’(The Free Press, New York,1997), s. 260, 263.


65. David Kaiser, M.D.,’Against Biological Psychiatry’,dec., 1996,

REFERENCERReferencer



http://www.antipsy-chiatry.org/kaiser.htm.

66. Op. cit., Herb Kutchins,Stuart A. Kirk, ’Making UsCrazy’, s. 22.

67. ’Introducing Thomas

Dorman, M.D.,’ Internet URL:http://www.libertyconfe-rences.com/dorman.htmaccessed: 27. mar. 2002.

68. Paula J. Caplan, ph.d., ’TheySay You’re Crazy’, (New York:Addison-Wesley PublishingCompany, 1995), s. 221-222.

69. Op. Cit., Valenstein, ph.d.,s. 147-148.

70. Steven Miran, M.D.,’Testimony of the APA beforethe House Subcomittee onLabor, Health & HumanServices and Education

Appropriations,’ 5. apr., 2000.

71. Op. cit., David Healy, s. 174.

72. Op. cit., Joseph Glenmullen,s. 193.

73. J. Allan Hobson & JonathanA. Leonard, ’Out of Its Mind,Psychiatry in Crisis, A Call forReform’, (Perseus Publishing,Cambridge, Massachusetts,2001) s. 125.

74. Op. cit., David Healy,’Intro.’, s. 5.

75. Op. cit., Elliot S. Valenstein,s. 4.


77. Lisa M. Krieger, ’Some ques-tion value of brain scan;Untested tool belongs in labonly, experts say,’ The MercuryNews, 4. maj 2004.

78. Op. cit. Ty C. Colbert, ph.d,’Rape of the Soul’, s.97.

79. Op. cit. Elliot S. Valenstein,s. 4.

80. Diagnostic and StatisticalManual of Mental Disorders II,(American PsychiatricAssociation, Washington, DC,1968), s. ix.

81. Ty C. Colbert, ph.d.,’Blaming the Genes’, (KevcoBooks, California, 2001), s. 73.

82. Dr.med. E. Fuller Torrey,’Death of Psychiatry’, (ChiltonPublications, Pennsylvania,1974), s. 10-11.

83. Robert Whitaker, ’Mad inAmerica: Bad Science, BadMedicine, and the EnduringMistreatment of the MentallyIll’, (Perseus Publishing, NewYork, 2002), s. 183.


85. Sammesteds, s. 191, citingGeorge Crane, ’TardiveDyskinesia in Patients Treatedwith Major Neuroleptics: AReview of the Literature’,American Journal of Psychiatry,

124, supplement, 1968, s. 40-47.

86. Op. Cit., Whitaker, s. 208,citing Estimates of incidencerates for NMS vary from 0.2%to 1.4%. At a rate of 0.8%, thatwould mean approx. 24,000cases annually from the 1960s tothe 1980s (with 3 millionAmericans on the drugs), withtotal deaths of 5,280 (24,000 x22% mortality rate) annually.Over a 22 year period, thatwould lead to more than100,000 deaths. At 4%, the

number would be 20,000.87. Op. cit., Whitaker, s. 227-228,citing L. Jeff, ’The InternationalPilot Study of Schizophrenia:Five-Year Follow-Up Findings’,Psychological Medicine 22(1992), s. 131-145; Assen Jablensky, ’Schizophrenia:Manifestations, Incidence andCourse in Different Cultures, aWorld Health Organization Ten-Country Study’, PsychologicalMedicine, supplement, (1992):1-95.

88. Op. cit., Whitaker, s. 229.89. Sammesteds, s. 253-254.


91. Edward G. Ezrailson, ph.d.,Report on Review of AndreaYates’ Medical Records,29. mar. 2002.

92. Op. cit., Whitaker,s. 182, 186.


94. Charles Medawar,’Antidepressants Hooked onthe Happy Drug’, What Doctors

Don’t Tell You, Vol. 8., No.11,marts 1998, s. 3.

95. David Grounds, et. al.,’Antidepressants and SideEffects’, Australian and NewZealand Journal of Psychiatry,Vol. 29, No. 1, 1995.

96. ’Acute Drug Withdrawal’,PreMec Medicines InformationBulletin, aug., 1996, modified 6. jan. 1997, Internet URL:http://www.premec.org.nz/profile.htm,accessed: 18. marts 1999.

97. Op. cit., Joseph Glenmullen,s. 78.


99. Jim Rosack, ’SSRIs Called onCarpet Over Violence Claims’,Psychiatric News, Vol. 36, No.

19, 5 okt. 2001.100. Interview with New YorkState Dept. of Law, MedicaidFraud Control Unit, 15. dec.1995, regarding 1995 health carefraud convictions in 1995 and1992 report, ‘Special ProsecutorArrests WestchesterPsychiatrist-NY StateEmployee-In $8200 Medicaidfraud,’ Special Prosecutor ForMedicaid Fraud Control Newsrelease, 6 feb. 1992; Gilbert Geis,ph.d., et. al., ‘Fraud and Abuseof Government Medical BenefitPrograms by Psychiatrists,’ Am.

J. Psychiatry, 142:2, feb. 1998,s. 231.

101. Kenneth Pope, ’SexBetween Therapist and Clients,‘Encyclopedia of Women andGender: Sex Similarities andDifferences and the Impact of Society on Gender (AcademicPress, okt. 2001).

102. Sydney Walker, A Dose of Sanity: Mind, Medicine andMisdiagnosis, (John Wiley &Sons, Inc, NY, 1996), s. 132.

103. Martin L. Gross, ’ThePsychological Society, A Critical

Analysis of Psychiatry,Psychotherapy, Psychoanalysisand the PsychologicalRevolution’, (Simon andSchuster, New York, 1978), s. 46.

104. ’Czech health care corrup-tion widespread, experts say’,Deutsche Presse-Agentur,oktober 10, 2001.

105. ’Physicians Disciplined forSex-Related Offenses’, ChristineE. Dehlendorf, BSc: Sidney M.Wolfe, MD, JAMA, 17 juni,1998, Vol. 279, No. 23.

106. Tomas Björkman, ’ManyWrongs in Psychiatric Care,’Dagens Nyheter, 25. jan. 1998

107. Kenneth Pope, ’SexBetween Therapists andClients’, Encyclopedia of Women and Gender: SexSimilarities and Differencesand the Impact of Society onGender, (Academic Press,okt. 2001).

108. Dr.med. David E.Sternberg, ’Testing for PhysicalIllness in Psychiatric Patients,’ Journal of Clinical Psychiatry,Vol. 47, No. 1, jan. 1986,Supplement, s. 5; Dr.med.

Richard C. Hall et al., ’PhysicalIllness Presenting as PsychiatricDisease’, Archives of GeneralPsychiatry, Vol. 35, nov. 1978, s.1315-20; Dr.med. Ivan Fras, Dr.med. Edward M. Litin, og John

S. Pearson, ph.d., ’Comparisonof Psychiatric Symptoms inCarcinoma of the Pancreas withThose in Some Other Intra-abdominal Neoplasms’,American Journal of Psychiatry,Vol. 123, No. 12, juni 1967, s.1553-62.

109. ’Attitude objectives’, CoreCurriculum in Psychiatry forMedical Students, (1996), WPAwebsite,http://www.wpanet.org/secto-rial/edu5-1.html.

110. Ahmed Mohit, ’Psychiatryand Mental Health for Develo-ping Countries, Challenges forthe 21st Century’, 25.-28. januar2001, s. 4; World Federation forMedical Education website,http://www.sund.ku.dk/wfme.

111. David B, Stein, ph.d.,’Ritalin is Not the Answer: ADrug-Free, Practical Programfor Children Diagnosed withADD or ADHD’, (Jossey-Bass,Inc., Publishers, San Francisco,1999), s. 16.

112. Lorrin M. Koran, ’Medical

Evaluation Field Manual’,Department of Psychiatry andBehavioral Sciences, StanfordUniversity Medical Center,California, 1991, s. 4.

113. Tomas Bjorkman, ’ManyWrongs in Psychiatric Care’,Dagens Nyheter, 25. jan. 1998.

114. Thomas Dorman, ’ToxicPsychiatry’, Thomas Dorman’swebsite, 29. jan. 2002, InternetURL: http://www.dorman-pub.com, accessed: 27 mar. 2002.

115. Op. cit., Dr. Paul Runge.

116. ’Controlling the diagnosisand treatment of hyperactivechildren in Europe’ Council of Europe ParliamentaryAssembly Committee on Social,Family and Children. Report of 2002, punkt 19.

117. Op. cit., Mary Ann Block,s. 19-20.

118. Sydney Walker III,’The Hyperactivity Hoax’(St. Martin’s Paperbacks,New York, 1998), s. 6.




FOTO: S. 6: David Bartruff/Corbis; s. 21: Gabe Palmer/Corbis; s. 24: Najlah Feanny/Corbis; s. 27: Reuters News Media Inc./Corbis;

NewsPix (NZ); The Sankei Shimbun; to billeder AP Wideworld Photos; s. 30: Jose Luiz Pelaez, Inc./Corbis.

© 2004 MMK. Alle rettigheder forbeholdes. MEDBORGERNES MENNESKERETTIGHEDSKOMMISSION, CITIZENS COMMISSION ON HUMAN RIGHTS, CCHR, MMK- og CCHR-logoerne er vare- og servicemærker ejet af

Citizens Commission on Human Rights International. Trykt i USA. Item #18905-17 Danish

ADVARSEL: Ingen bør ophøre med at tage nogen som helst form for psykiatrisk medicin

uden at rådføre sig med og få assistance fra en kompetent læge, der ikke er psykiater.

Rapport med anbefalinger vedrørende den manglende videnskabelige faglighed og resultater i det psykiatriske behandlingssystem

OM FATTENDE S VINDEL-Ko rru p t i o n i detp sykia tr i skesundhedsvæsenRapport med anbefalinger vedrørende et usundt monopol pådet psykiske sundhedsområde

PS YKIATRISKUREDELIGHED-Hvor da n l ægevidensk ab en u ndergravesRapport med anbefalinger vedrørende psykiatriens indflydelse

i sundhedsvæsenet

Rapport med anbefalinger vedrørende den manglende videnskabelige faglighed i psykiatriske diagnoser

Rapport med anbefalinger vedrørende de psykiatriske påstandeom alvorlige psykiske forstyrrelser

Rapport med anbefalinger vedrørende den destruktive brug af elektrochok og psykokirurgi

En rapport omsexmisbrug af kvinder og børn inden fordet psykiatriskeog

psykologiskebehandlingssystemog anbefalinger til løsning af problemet

TVANGSFIKSERINGOGDØD-Psykiatriens”ter a pe ut is k e ” over f al dRapport med anbefalinger vedrørende den voldsomme ogskadelige brug af fastholdelser og fikseringer på psykiatriskeafdelinger

Rapport med anbefalinger vedrørende den psykiatri, somer skaber af vore dages stofmisbrugskrise

Rapportmed anbefalingervedrørendemetadon og andre katastrofaltringe psykiatriske ”rehabiliterings”-programmer for stofmisbrugere

Rapport med anbefalinger vedrørende uvidenskabeligepsykiatriske diagnoser og tvungen medicinering af børn og unge

Rapport med anbefalinger om skadelige psykologiske under-søgelser, vurderinger og programmer i undervisningssektoren

Rapport med anbefalinger vedrørende den fejlslagne distriktsp-sykiatri og andre psykiatriske tvangsforanstaltningsprogrammer

Rapport med anbefalinger om psykiatriens negative indflydelsepå kunstnere og samfundet

Rapport med anbefalinger vedrørende psykiatriens indflydelsepå tro og religion

Rapport med anbefalinger vedrørendepsykiatriens og psykologiensindflydelse på retsvæsen og kriminalforsorg

Rapport med anbefalinger vedrørende psykiatriske overgrebindenfor ældreforsorgen

Rapport med anbefalinger vedrørende psykiatriske metoder og behandleres rolle i den internationale terrorisme

r

Rapport med anbefalinger vedrørende uvidenskabeligeprogram-mer og hadkampagner bag racemæssigekonflikter og folkedrab

Information er en vigtig del af ethvert initiativ, der sigter påat stoppe samfundets forfald. MMK tager dette ansvarmeget alvorligt. Ved hjælp af informationsmateriale på

Medborgernes Menneskerettighedskommissions internationaleafdelings (CCHR) hjemmeside, og gennem udgivelser som bøger,hæfter, blade, mv., bliver flere og flere patienter, pårørende, fagfolk,

lovgivere og utallige andre gjort opmærksomme på sandheden ompsykiatrien, og at der kan og bør gøres noget effektivt ved det.

MMK’s hæfter, der udgives på 15 sprog, påviser psykiatriens medvirken

til udbredelse af racisme og destruktive indflydelse på undervisningssektoren,retsvæsenet, narkoafvænningen, og i forhold til kvinder, samfundsmoralen, deældre, religion, kunst og mange andre områder. Følgende rapporter er udgivet:

MMKSKABER OFFENTLIG OPMÆRKSOMHED

Denne udgivelse blev muliggjort ved en bevilling fra theInternational Association of Scientologists.

Et offentligt servicebudskab fraMedborgernes Menneskerettighedskommission®



”Det er på tide, at

psykiatere igen bliver læger –

ikke spåmænd, præster, guruer

eller pille-pushere, men

virkelige læger.”

— Dr. Sydney Walker III Psykiater og neurolog, 1996

Documents

Psychiatric Malpractice Danish Opt