Psykiatrisk Sygepleje november 2015

23. årgangNovember 2015 3. udgave

Psykiatrisk Sygepleje

Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker

15 Sikring af den psykiatriske sygepleje og effektive arbejdsgange

19 Når fagligheden skal koordineres

25 Vild i dag

22 Recovery og rehabilitering - en fælles udfordring

6 Vi søger nyt redaktionsmedlem

9 Bevar barndommen

29 Forny dit fagbibliotek

Psykiatrisk Sygepleje2

Indholdsfortegnelse3 Lederen

4 Redaktionens Hjørne

6 Vi søger nyt redaktionsmedlem

7 Klumme: Er du opmærksom på de yng-ste pårørende?

9 BEVAR BARNDOMMEN PÅRØRENDE-INDSATS i REGIONSPSYKIATRIEN VEST i REGION MIDTJYLLAND

13 Fra psykiatripolitik til psykiatripraksis i feltet mellem region og kommune

15 Sikring af den psykiatriske sygepleje og effektive arbejdsgange

18 Produktionskrav og ydelsesregistrering – ven eller fjende

19 Når fagligheden skal koordineres!

22 Recovery og rehabilitering - en fælles udfordring

25 VILD I DAG – SYG I MORGEN - OG MÅSKE PATIENT I PSYKIATRIEN

29 Forny dit Fagbibliotek

UdgiverFagligt selskab for Psykiatriske Sygeplejersker, http://www.dsr.dk/fs/fs11/

RedaktørAnne Britt [email protected]

LayoutProduktionsskolen Datariet

Bladet udkommer kun elektronisk.

Materialer til bladetAlle artikler skal skrives i Word format, skrifttype Times New Roman, størrelse 12.Artiklen må fylde max fire A4 sider. Der skal vedhæftes billede (som jpg-fil, ikke indsat i Word) af forfatter til artiklen. Navn, stilling og arbejdsplads skrives øverst i artiklen.Forfatteren er meget velkom-men til at vedhæfte andre billeder og illustrationer til artiklen (ikke indsat i Word). Der må også gerne stilles forslag til billeder og illustrationer. Anonyme indlæg optages ikke.Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere i artikler efter aftale med forfatteren.Det forventes at forfatter selv læser korrektur på sin artikel. Redaktionen er ikke ansvarlig for stavefejl m.v.

KontaktAnette Theis, 3864 5191, [email protected].

Lederen

Der er for tiden mange forskellige fagpersoner, der i pressen og på facebook har brug for at synliggøre, at lige netop deres perspektiv på psykiatri er det RIGTIGE, og for mange betyder det desværre samtidig, at man så påberåber sig retten til at nedgøre dem, der har et andet perspektiv på psykiatri, recovery og medicinsk behandling end én selv.Vi ønsker i Fagligt Selskab ikke at slutte os til nogen af de 2 lejre omkring for eller imod medicin, som for tiden kæmper om, at være dem der råber højst. Vi mener ikke at nogen fagfolk kan påberåbe sig patent på at vide, hvad der hjælper den enkelte i sin proces med at komme sig, men tværtimod mener vi, at vi med vores faglighed kan bistå den enkelte til at finde præcist den vej, som er det enkelte menneskes egen recoveryproces.

De 4 visioner som grundlagI Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker har vi 4 visioner, der kan ses som de værdier, vi oplever som grundlæggende i selskabet:

1. Mest mulig sundhed og trivsel2. Patientens / borgerens behov frem for systemets

rutiner.3. Psykiatrisk sygepleje understøtter patientens / bor-

gerens recovery-proces4. Psykiatrisk sygepleje guides af evidens

Værdier er både nogle grundlæggende byggesten, men er samtidig også dynamiske og må løbende drøftes både i bestyrelsen og blandt medlemmer, så værdierne forsætter med at afspejle en sammenhæng med den virkelighed, vi er en del af. Vi ønsker derfor at lægge op til debat – både mellem psykiatriske sygeplejersker, men også på tværs af faggrænser, sektorer og på tværs af om man er fagperson eller patient.

Mest mulig sundhed og trivsel:Har mest mulig sundhed og trivsel kun noget med økonomi og rammebetíngelser at gøre, eller har vi som psykiatriske sygeplejersker mulighed for at bidrage til mest mulig sundhed og trivsel gennem vores dialog

Af: Lene Berring, næstformand Af: Bente Pedersen, formand

* 23. årgang*

Psykiatrisk Sygepleje 3

November 2015 3. udgave

Lederen

med patienter, pårørende og politikere?

Med mest mulig sundhed og trivsel vil vi gerne under-strege, at vi som psykiatriske sygeplejersker har viden og kompetencer til at støtte det enkelte menneske i sundhedsfremme, og vi har viden og kompetencer til at være med de mennesker, som i perioder oplever stor lidelse i deres liv.

Patientens / borgerens behov frem for systemets rutiner:”Hvordan undgår vi at falde for fristelsen til blot at for-sætte systemets rutiner frem for at møde det enkelte menneske?”

Systemets rutiner giver os tryghed og hjælper os til målrettet sygepleje og bl.a. gennem uddannelse styrkes psykiatriske sygeplejersker, så systemets rutiner blot bliver hjælperedskaber til vores faglige indsats, og så patientens/borgerens behov er det, som kommer i før-ste række. Det er centralt som psykiatrisk sygeplejerske vedvarende at holde fokus på egen-refleksion: hvornår gør jeg noget fordi det er nemmest for mig selv, og hvornår gør jeg noget, fordi det er patientens behov?

Psykiatrisk sygepleje understøtter patientens / borge-rens recovery-proces:”Hvordan kan vi som selskab støtte psykiatriske syge-plejersker, så de kan møde hver enkelt patient/borger

med respekt og styrke den enkeltes proces med at komme sig – og samtidig turde sætte sin faglighed i spil?

En recovery-proces er unik for hvert enkelt menneske, og nogen af dem der kan lære os allermest omkring det at komme sig, er mennesker, som selv har gennemgået denne proces. For sygeplejersker kan det kræve mod, at slippe den trykke faglige base og bevæge sig ud i ukendt land, hvor vi blot kan lytte og prøve at forstå.

Psykiatrisk sygepleje guides af evidens:”Hvordan kan vi som psykiatriske sygeplejersker bevare vores nysgerrighed ift. at udvikle viden og nye redska-ber, og undgå at falde i den grøft, hvor vi fastholder, at vi har fundet sandheden?”

I Fagligt Selskab ser vi evidens som et bredt begreb, hvor der løbende udvikles ny viden. Evidens skabes i et samarbejde på tværs af faggrupper og i et samarbejde med de mennesker, der ved hvordan det opleves at have psykisk sygdom. Evidens er ikke et spørgsmål om-kring rigtig eller forkert, men i højere grad et spørgsmål og faglig argumentation for de handlinger der styrer vores sygepleje – og en løbende nysgerrighed for altid at blive klogere og afdække nye perspektiver

Held og lykke med at drøfte værdier i praksis.



Af Hanne Jakobsen, faglig konsulent, Dansk Sygeplejeråd,

Kreds Midtjylland

Kære læserDe fleste artikler i dette blad tager udgangspunkt i Sygeplejekonferencen 2015, som blev afholdt i Kolding d. 3. og 4. juni. Sygeplejekonferencens hovedtema var: Sammenhæng, effektivitet og brugerinddragelse – et ansvar for den psykiatriske sygeplejerske. Temaet var delt op i tre undertemaer, som blev belyst fra forskel-lige perspektiver – nationalt, regionalt, kommunalt samt bruger – og præsenteret af spændende oplægs-holdere.

Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker havde fire legatansøgere med på sygeplejekonferencen, og de har hver især kvitteret for legatet med en artikel.

Sygeplejekonferencen første oplægsholder var syge-plejefaglig direktør i Region Midtjylland Claus Graver-sen, der holdt et oplæg med titlen ”Fra psykiatripolitik til psykiatripraksis i feltet mellem region og kommune”, hvor han bl.a. gav et kort historisk rids over, hvordan udviklingen i forhold til at omsætte politik til daglig praksis for personale og patienter er forløbet, og hvil-ken betydning det har for den nuværende implemen-teringshastighed.

Elisabeth Winkler har refereret fra det oplæg over-sygeplejerske Isabel Gindeberg holdt med titlen ”Når fagligheden skal koordineres”. I artiklen fortælles bl.a. en anekdote om kaproningen, som de fleste på syge-plejekonferencen blev meget optaget af, fordi den gav anledning til en drøftelse af forholdet mellem antallet af opgaveløsere, koordinatorer og styrmænd.

Professor Kurt Klaudi Klausens oplæg, ” Ydelsesre-gistrering er kommet for at blive”, har Dora Aalling skrevet et referat af. Heri drøftes spørgsmålet, hvor-vidt produktionskrav og ydelsesregistrering er en ven eller fjende? I artiklen beskrives begrebet ydelsesregi-strering, hvad det betyder for sygeplejen, hvorfor det er kommet, og hvordan det påvirker sygeplejerskens arbejde og dermed patienten.

Diskussionen om ydelsesstyring var også temaet for sy-geplejefaglig direktør i Region Syddanmark Ole Ryttovs oplæg, hvilket Malene Mygind har skrevet om. Artiklen omhandler Ole Ryttovs bud på, hvordan man sikrer den psykiatriske sygepleje og effektive arbejdsgange, hvilket Malene Mygind reflekterer over undervejs i artiklen.

Redaktionens Hjørne

* 23. årgang*


April 2015 1. udgave

Ken Strøm Andersens artikel tager primært afsæt i ledende sygeplejerske Lone Nørgaard Mølles oplæg, der havde overskriften ”Ydelser skal give mening el-lers forsvinder motivationen”. Ken Strøm Andersen fremhæver en pointe fra oplægget om, at ydelser og effektivisering er en organisatorisk udfordring og ikke en individuel problemstilling. En udfordring som skal løftes i fællesskab og ikke af den enkelte sygeplejerske, og dette er et ledelsesmæssigt ansvar.

Artiklerne fra sygeplejekonferencen afsluttes med en artikel skrevet af Knud Kristensen, formand fra SIND. Knud Kristensen har skrevet artiklen med udgangs-punkt i det oplæg han holdt på sygeplejekonferencen. Med titlen ”Recovery og rehabilitering – en fælles udfordring” beskriver Knud Kristensen de historiske faser i pårørendeinddragelse, og kommer med et bud på, hvorfor netværksinddragelse er vigtig, og hvordan den kan praktiseres.

Ud over oplæg fra sygeplejekonferencen er der klum-men skrevet af Niels Anders Poulsen, leder af SIND pårørenderådgivning. Temaet i Klummen er børn, der vokser op i en familie med psykisk sygdom. Dette tema er også omdrejningspunktet i artiklen ”Bevar barn-dommen” af Annette Andersen og Lisbeth Koefoed

Jensen. Annette Andersen og Lisbeth Koefoed Jensen arbejder med pårørendeindsats rettet til børn mellem 0- 18 år, som har forældre i behandling i voksenpsy-kiatrien. Omdrejningspunktet i Bevar Barndommens indsatser er forældresamtalen og familiesamtalen, hvilket beskrives i artiklen.

Artiklen ”Vild i dag – syg i morgen”, skrevet af Dorthe Helledie og Lisbeth Hørby, handler om implementering af et koncept ”På vej til Bedre Liv” i relation til dobbelt-diagnose patienter. Selv om atiklens omdrejningspunkt ikke handler om at omsætte politik til daglig praksis, er det et godt eksempel på denne udfordring.

Inden I ønskes god læselyst kommer en opfordring: Vi mangler en ny kollega i redaktionen, da Mai-Britt Nordenkjær ønsker at træde ud af redaktionsgruppen. Tak til Mai-Britt!

Bladet indeholder masser af spændende læsestof – god læselyst!



Vil du være med til at udvikle den psykiatriske sygepleje på tværs i landet?

Brænder du for at være med til at formidle artikler om klinisk praksis og ny viden indenfor psykiatrisk sygepleje?

Vi søger et nyt redaktionsmedlem, som har lyst at mødes 3-4 gange om året og lave et spændende blad sammen med kollegaer fra andre områder i landet.

Du får endvidere mulighed for at deltage i møder med bestyrelsen for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker samt deltage i sygeplejekonferencer i ind-og udland.

Skriv en mail til formanden for Fagligt Selskab Bente Pedersen: [email protected] senest den 20.12.15 og fortæl lidt omkring, hvor du kom-mer fra, og hvad du brænder for.

Vi søger nyt redaktionsmedlem


Favntaget med psykisk sygdom er meget sjældent let. Når børn er involverede som pårørende, bliver det ikke mindre kompliceret. Tværtimod. Men der er hjælp at hente: Omkring drengen eller pigen, hvis far, mor eller søskende er ramt af sygdom, står mange voksne. Ofte mindst en rask forælder, en klasselærer, skolens sundhedsplejerske eller andre familiemedlemmer. Dertil kommer I, medarbejderne i sundhedsvæsenet og kommunerne, og måske os, der er engagerede i de forskellige foreningers tilbud om hjælp og rådgivning. Erfaringen er, at selv en lille indsats kan få stor betyd-ning. Hvis vi som voksne både er opmærksomme på barnet og på de ressourcer - menneskelige og infor-mative - der findes lokalt, kan vi nå endnu længere. Samarbejde er vigtigt.

I SIND vil vi gerne sige tak for muligheden for at for-tælle i dette blad om nogle af vores aktiviteter. I SINDs Pårørenderådgivning, som jeg er leder for, har vi base i Risskov, men aktiviteter i adskillige byer, fx tilbud om personlige samtaler samt om børnegrupper, foræld-regrupper, bedsteforældregrupper eller grupper for voksne pårørende. Desuden står SIND bag en lands-dækkende telefonrådgivning, som alle gratis kan ringe til 60 timer om ugen.

Store forskelle fra kommune til kommuneVi oplever, at der er store forskelle på, hvor opmærk-somme kommunerne og regionerne er på indsatsen i forhold til de yngste pårørende.

Nogle kommuner er langt fremme med fx alsidige tilbud, tværfagligt samarbejde og oplysningsindsats på skolerne. I andre dele af Danmark kan det være mere tilfældigt, om et barn, der har brug for hjælp, også får hjælp rettidigt og på den bedst mulige måde. SINDs På-rørenderådgivning er en af de alternative muligheder, familierne kan trække på.

Pårørenderådgivningen har gennem årtier hjulpet børn i alle aldre. Blandt fællestrækkene for flertallet af dem, vi kommer i dialog med, er, at børn med en psykisk syg forælder ofte føler et stort ansvar for og skyld i, hvordan den syge forælder har det. De tror, de kan gøre sygdommen værre, og derfor tilpasser mange sig, så de skaber mindst muligt røre.

Tit føler de sig meget ensomme og grubler meget, selvom de udadtil kan forekomme upåvirkede. Mange af de pårørende børn er elskede børn, fordi de er gode kammerater og dygtige mæglere. Men de har tit ondt i maven. Andre pårørende børn reagerer voldsomt

Selvom de tit føler sig helt alene i verden, er der mange af dem: Børn, der vokser op i familier med psykisk sygdom. Vi kan alle - fx i familien, i skolen, i psykiatrien og i foreningerne - blive bedre til at møde de yngste pårørende i øjenhøjde.

Klumme: Er du opmærksom på de yngste pårørende?

AF NIELS ANDERS POULSEN, LEDER AF SIND PÅRØRENDERÅDGIVNING

* 23. årgang*



udadtil, fordi de slet ikke kan holde bekymringerne, usikkerheden og utrygheden ud. For begge grupper gælder, at de ofte ikke mærker deres egne behov og grænser, fordi fokus er på den syge forælder eller søskende.

Retten til at være barnHvad kan vi, de forskellige voksne omkring barnet, så gøre?

Det væsentligste er at bidrage til at fjerne tabuet og tavsheden på en god måde. Det kan være svært, især med små børn, fordi de ikke altid har begreberne, or-dene og erfaringerne til at kunne finde hoved og hale i, hvad den psykiske sygdom betyder for familien. Men

dialogen er vigtig. Hvis børnene savner viden, opfinder de selv scenarier, og scenarierne er ofte værre end virkeligheden. Jo mere relevant viden børnene får, desto mere falder de til ro. Derfor er det vigtigt at gøre opmærksom på, at der er mulighed for at få hjælp og information.

Vores hjemmeside fortæller om nogle af tilbuddene. Vi håber, at vi med disse linjer har inspireret nogle af jer, der møder børn som pårørende i løbet af en arbejdsdag, til at researche videre lokalt. Rådgivning hjælper børnene med at lære, at man har lov til at lytte til sig selv og væsentligt; giver børnene redskaber til at kunne håndtere deres vilkår. Og at man har lov til bare at være barn eller ung ligesom alle andre.

Læs mere på SINDs hjemmeside

SIND har et område på hjemmesiden for dig,

der er interesseret i mere information om børn

som pårørende.

Her kan du hente brochurer og finde informa-

tion om SINDs tilbud om hjælp. Fx SIND-folde-

ren “Børn i familier med psykisk sygdom” og en

brochure til lærere, som SINDs Pårørenderåd-

givning står bag.

På hjemmesiden har vi også lagt link til fire kor-

te videoer fra SINDs Pårørenderådgivning. De

handler om, hvordan det kan være at have en

psykisk syg forælder, og om hvordan man kan

tale om det med sine kammerater eller med an-

dre, der har det på samme måde.

Du finder siden på http://www.sind.dk/boern-

som-paaroerende eller under menupunktet på-

rørende.

Sådan kan man fx forklare depression for et barn:Når man har en depression kan det føles som at

være inde i en ”osteklokke” eller ”fun ball”, hvor

lyde og kontakt til omverdenen er forvrænget

og anderledes. Forenklet kan man sige, at alle

mennesker oppe i hjernen har nogle regnfange-

re (synapser) og til hver regnfanger kommer en

regndråbe (transmitterstoffer bl.a, serotonin).

Hvis dette ikke fungerer, kan der udløses en de-

pression. Forælderen kan blive trist, glemme,

have svært ved at overskue fx opskrifter eller at

komme i gang. Det, der kan hjælpe på det der

sker i hjernen, er bl.a. medicin, terapi og mo-

tion.som-paaroerende eller under menupunktet på-

rørende.

Det tænker børn af psykisk syge ofte:

• Smitter det?

• Kan man dø af det?

• Er jeg selv ved at blive syg?

• Hvad nu, hvis der sker noget med

min anden forælder?


Ved Regionspsykiatrien Vests pårørendeindsats, Bevar Barndommens 10- års Jubilæumskonference den 15. april i år, holdt skuespiller Jens Arentzen et stærkt og bevægende foredrag om ”skæve” børn og unge med udgangspunkt i sin egen opvækst i skyggen af en psy-kisk syg mor.

”Sådan nogle som os, der kommer af noget lort, udvik-ler sig til ”radarbørn”, der ligger søvnløse om natten for at lytte efter om forældrene nu skændes igen, om der er trin ud i køkkenet til flaskerne eller ud til badeværel-set til pillerne. ”

”Os, der kommer af noget lort, bruger hele vores liv på ikke at blive opdaget. Vi undgår at møde en velme-nende, professionel voksen. Vi aner ikke at vi har brug for hjælp. Vi har overhovedet ikke kontakt med vores følelser – for det gør alt for ondt! ”

Ca. 8 pct. Af børn under 15 år vokser op i familier med psykisk sygdom10-14 pct. Af alle mødre får en fødselsdepressionCa. 7 pct. Af fædre får en fødselsdepressionKilde: PsykiatriFonden

Ud fra en viden om at mange børn, har det på samme måde som Jens Arentzen, eller er i risiko for at havne i samme situation, søgte Regionspsykiatrien Vest, Her-ning og Holstebro i 2005 midler til et 3-årigt projekt, Bevar Barndommen, med henblik på at udvikle og implementere et børne- og familieperspektiv i behand-lingen.

Bevar Barndommen har siden 2005 været en vital på-rørendeindsats rettet til børn mellem 0- 18 år, som har forældre i behandling i voksenpsykiatrien.

Begrundelsen for at implementere et familieperspektiv

BEVAR BARNDOMMENPÅRØRENDEINDSATS i REGIONSPSYKIATRIEN VEST i REGION MIDTJYLLAND

AF ANNETTE ANDERSEN OG LISBETH KOEFOED JENSEN, udviklingsmedar-bejdere i Bevar Barndommen, Regionspsykiatrien Vest Herning

* 23. årgang*



i den voksenpsykiatriske behandling er at børnene ofte mangler viden og sammenhæng omkring forælderens sygdom og symptomer og at børnene lider under foræl-drenes manglende nærvær og omsorg. Børnene udvikler en foruroligende evne til at samarbejde for at få familien til at fungere og for at afkode og opfylde den syge foræl-ders behov. På denne måde overgår børnene til ansvarli-ge små voksne, hvilket tager barndommen fra dem. Heraf er navnet på Regionspsykiatrien Vests pårørendeindsats Bevar Barndommen opstået.

Forældrenes perspektiv Psykisk sygdom påvirker det enkelte menneske forskelligt. Der er dog uanset sygdommens karakter en række fæl-lestræk, som bliver fremtrædende. Man udtrættes og kan miste overskud til at rummer sine børn, man rammes af selvbebrejdelser, dårlig samvittighed og skyldfølelse. For-ventningerne til børnene kan blive urealistiske og evnen til mentalisering svækket, og kan opleves som mangelfuld i forhold til børnene.

I sygdomsperioden er forældrene bekymrede i forhold til børnene. At komme til kort som forælder, hvad mange gør, når sygdommen hersker over én, er smertelig. Man har brug for at andre kan se denne smerte. Og man har brug for at nogen hjælper med at forklare børnene, hvad det er der sker. Derfor hilser de fleste patienter Bevar Barndommen velkommen. Mange forældre fortæller, at det er en stor lettelse at tale om, hvor svært det er at slå til som forældre, og at de oplever det respektfuldt og meningsfuldt at blive mødt som forælder og ikke kun som patient med en psykisk sygdom. ”Der faldt en sten fra hjertet”, udtaler en mor da hun oplevede at få hjælp til at reetablere dialogen med sine børn med hjælp fra Bevar Barndommen.

Børnenes perspektiv?Det er forskelligt, hvordan forældrenes psykiske sygdom påvirker et barns udvikling. Det afhænger af sygdom-mens karakter, barnets robusthed, familiens ressourcer og netværk m.m.

En forældres psykiske lidelse kan for børnene medføre utryghed, bekymring, tristhed, forvirring, frustration frygt, skyld, skam og en øget ansvarlighed for både forældres trivsel og i forhold til søskende. Børnene be-kymrer sig for om sygdommen går over, om de er skyld i sygdommen, om de nogensinde skal opleve glade for-ældre igen og om de selv kan smittes af sygdommen osv. Mange børn tilpasser sig situationen. De samarbejder om den gode stemning i familien, og om at få hverdagen til at hænge sammen.


Nogle børn regredierer, bliver tiltagende kontaktsø-gende, de isolerer sig eller afleder sig selv af nødven-dighed fra de svære tanker om mors/ fars sygdom og tilstand. Andre gør sig usynlige, ofte ud fra en følelse af betydningsløshed og de underkender egne behov. I yderligere tilfælde udvikler børnene symptomer som koncentrationsbesvær, anspændthed og destruktivitet, bliver selvskadende, udvikler psykosomatiske sympto-mer, får dårlig nattesøvn og manglende appetit.

Udsagn fra børn: ”Jeg ved godt at det ikke er min skyld at min mor er psykisk syg, men jeg kommer alligevel hele tiden i tvivl”

”Jeg passer på min mor”

”Det er dejligt at nogen fortæller mig, hvad min mor fejler”

”Jeg kan slet ikke koncentrere mig om lektierne – tæn-ker hele tiden på far og han sygdom”

Forældre- og familiesamtale Omdrejningspunktet i Bevar Barndommens indsatser er forældresamtalen og familiesamtalen. Vi retter i for-ældresamtalen fokus på barnets perspektiv, behov og sygdommens konsekvenser for barnet ud fra forældre-nes beskrivelser. Vi hjælper forældrene til at se barnets adfærd som ”invitationer” – barnets bestræbelser på at håndtere situationen. Vi bekræfter ved familiesam-talen barnets udfordringer, hjælper barnet til at finde mening i det som sker omkring det. Vi hjælper barnet til at bringe orden i kaos, fratager dem skyld, og vi skaber rum for læring.

Ved familiesamtalen får familien en fælles viden, et fælles sprog omkring sygdommen, og som noget helt afgørende finder de i fællesskab frem til brugbare me-stringsstrategier for hver enkelt.

Den professionelle tager ansvar for at samtalerne fin-der sted i en anerkendende, respektfuld og værdsæt-tende dialog.

Den professionelle sikrer fokus på:

• Kontekst, rammer, formål• Relationen og samspillet i familien• Psykoedukation• Den enkeltes perspektiv• Vedligeholdende, forværrende og beskyttende fakto-

rer

* 23. årgang*



• Identitet, ressourcer, mestring og mentaliseringsevne• Understøtte håb• Afdække muligheder for støttende indsats ud fra

familiens behov

Udsagn fra forældre: ”Vi har som forældre fået mere viden om børnenes signaler og hvordan vi kan forstå disse”

”Familiesamtalen har medvirket til at vi nu kan tale om min psykiske lidelse i familien”

I 10 år har der været 2 udviklingsmedarbejdere til

• at koordinere Bevar Barndommen - indsatsen, • at udvikle og implementere familiesamtaler, • planlægge og afholde Nøglepersonkurser og tema-

dage • løbende at videreudvikle og informere om indsatsen

internt i Regionspsykiatrien Vest og eksternt til sam-arbejdspartnere og andre interesserede

Bevar Barndommen har desuden et antal motive-rede og engagerede Nøglepersoner blandt medarbej-derne i Regionspsykiatrien Vest, som er kompetence-mæssigt klædt på til at varetage familiesamtaler, og som desuden medvirker til at fastholde fokus på børn som pårørende og sikre den fortsatte implementering i sengeafsnittene og i de ambulante klinikker.

Udsagn fra medarbejdere:”Man skal som nøgleperson være i stand til at hånd-tere situationer med megen sorg fra glemte, oversete, frygtsomme, utrygge børn samt fra vrede og ulykkelige forældre. Nøglepersonen skal kunne tage hånd om, at alle bliver hørt, og at familien går fra familiesamtalen med et håb om, at de kan få det bedre, og at fornøden hjælp kan iværksættes”.

Region Midtjylland har patient –og pårørendepolitikker, som danner grundlag for behandlingen i regionspsy-kiatrien. Procedure og formål er tydeligt beskrevet i retningslinjerne – bl.a. skal man sikre, at der tages hånd om børn som pårørende af psykisk syge forældre.KompetenceudviklingBevar Barndommen har siden 2005 haft fokus på at ud-vikle samarbejdet og dialogen med kommunale instan-ser. Bl.a. har vi skabt et kompetenceudviklingsprogram i form af Nøglepersonkurser, som udbydes tværsekto-rielt til regionspsykiatriens egne medarbejdere og til kommunalt ansatte medarbejdere i børneinstitutioner,

skoler, dagpleje, sundhedspleje, PPR, familiebehand-lere, socialpsykiatri m.v.

Nøglepersonkursets formål:at øge deltagernes indsigt i børns og forældres sam-spilsmønstre og perspektiver, når en forælder er ramt af en psykisk sygdom eller belastet af andre årsagerat styrke deltagernes kompetencer i forhold til at sætte børnenes perspektiv, behov og problematik i fokus:

• at styrke deltagernes faglige, personlige og relatio-nelle kompetencer i forhold til samtaleprocessen med og omkring hele familien

• at kvalificere deltagerne i forhold til tværfagligt og tværsektorielt samarbejde omkring disse familier

• at inspirere og kvalificere deltagerne til at støtte kolleger i arbejdet indenfor dette område

TemadageAf yderligere kompetenceudviklende initiativer har Bevar Barndommen årligt arrangeret temadage, som udbydes til interesserede medarbejdere i såvel regio-nalt som kommunalt regi. Til de enkelte temadage har der været ca. 200 deltagere pr. gang.Oplægsholderne har været internationalt anerkendte navne, bl.a. Kari Killen, Søren Hertz, Annette Holmgren, Benedicte Schilling, Haldor Øvreeide, Susan Hart, Mo-gens Albæk m.fl. -specialister inden for områder som omsorgssvigt, udviklingsstøttende samtaler med børn, professionelles forståelser og positioneringer i forhold til udsatte fami-lier, børne- og ungepsykiatri, traumatiserede familier, neuroaffektiv udviklingspsykologi m.m.

”Fakta boks” vedr. Regional retningslinje for ind-dragelse af børn som pårørende til psykisk syge forældre

http://e-dok.rm.dk/edok/Admin/GUI.nsf/Desktop.html?open&openlink=http://e-dok.rm.dk/edok/en-duser/portal.nsf/Main.html?open&unid=XC39406D9E55EE944C125771A003AB083&level=701632&dbpath=/edok/editor/7016.nsf/&windowwidth=1100&windowheight=600&windowtitle=S%F8g


Referat af oplæg fra sygeplejekonference for psykiatri-ske sygeplejersker 2015 i Kolding. Oplægsholder syge-plejefaglig direktør Claus Graversen, Psykiatri og Social, Region Midtjylland.

Claus Graversen indledte sygeplejekonferencens første tema: Sammenhæng mellem region og kommune ved at tage et historisk tilbageblik på psykiatriens udvikling med udgangspunkt i spørgsmålet: Hvad / hvem former vores virkelighed?

Den distriktspsykiatriske æraI 1980’erne, som var kendetegnet ved den distrikts-psykiatriske æra, blev psykiatrien formet af politikere, fagfolk og forvaltningsfolk og metoden var kendeteg-nede ved, at man startede i mindre cirkler, hvorefter man forventede, at de nye tiltag blev spredt over tid. Implementeringstiden var lang - over en årrække - og der var konsensus hos politikere, fagfolk og forvaltnin-gen om, at dette var et relevant og acceptabelt tempo. Over de sidste 20 – 30 år er der kommet turbo på implementeringstempoet, således at man nu forventer udviklingstiltag implementeret i løbet af nogle måneder og undertiden år. Hvor udviklingen af psykiatrien i 1980’erne var kende-tegnet ved, at innovative kræfter tog nogle initiativer, går udviklingen af psykiatrien i løbet af de næste 20 – 30 år i retning af en mere systematisk og målret-tet indsats. Der kommer tre nye aktører på banen i forhold til at præge udviklingen nemlig patientpårø-rende foreninger, det kommunale sundhedsområde og beskæftigelsesområdet. Den gennemgående værdi bliver ligestilling med forholdene i somatikken, bor-gerrettigheder for alle syge samt en samfundsmæssig

inklusionstankegang.

Ligestilling med somatikkenLigestilling med forholdene i somatikken har fx affødt udrednings – og behandlingsgarantien, et tiltage der er en stor udfordring i sig selv, da det bl.a. ændrer samspillet med almen praksis og kommunerne, men som også kan forklare de nuværende forventninger til implementeringstempoet.Et eksempel er regeringens initiativ på psykiatriområ-det, hvor der nedsættes et psykiatriudvalg, som består af en lang række aktører og en proces, der strækker sig over ca. 1½ år. Dette arbejde munder ud i en rapport: ”En moderne, åben og inkluderende indsats for men-nesker med psykiske lidelser” (Oktober 2013). I maj 2014 udkommer en handleplan: ”Ligeværd – nyt fokus for indsatsen for mennesker med psykiske lidelser, som indeholder en lang række anbefalinger og tiltag af betydning for kommuner og regioner og ikke mindst for patienterne. Af begge dokumenter fremgår det, at nedbringelse af tvang er et særligt vigtigt indsatsom-råde for regeringen.

Reduktion af tvangMålsætningen om reduktion af tvang med 50 % inden 2020, måske den største udfordring gennem mange år, er direkte afledt af regeringens rapport og et eksem-pel på en meget målstyret indsats, dikteret fra statens siden. Det er afgørende for regeringen, at der sker en målret-tet indsats i forhold til at få anvendelsen af tvang bragt ned på et absolut minimum, hvilket konkret betyder halvering af tvang.For at sikre at denne målsætning effektueres har de re-

Af Hanne Jakobsen, redaktionsmedlem

Fra psykiatripolitik til psykiatri-praksis i feltet mellem region og kommune

* 23. årgang*



gionale psykiatriledelser indgået en partnerskabsaftale med Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, hvori de konkretiserer, hvordan de vil opnå målsætningen om halvering af tvangsanvendelsen. Tilsvarende har afdelingsledelserne i regionspsykia-trien rundt omkring i landet indgået en partnerskabs-aftale med psykiatriledelsen, hvori de konkretiserer, hvordan de vil opnå målsætningen om halvering af tvangsanvendelsen. En så målrettet og systematisk aftale med staten er ikke set tidligere.

Reduktion af overdødelighedFremadrettet er forventningen, at inden længe intro-duceres endnu en målsætning, nemlig reduktion af overdødelighed. I den forbindelse bliver det interes-sant at se, hvilke konkrete og målbare resultater, der skal indfries. Hvor kort en tidsfrist vil man sætte på, og hvilket resultat vil man gå efter?Samfundet beskriver altså nye behov og i en vis udstrækning også hvilke værktøjer der skal implemen-teres. Det er en detaljeringsgrad, der ikke tidligere har været tradition for fra statens side, hvilket har store implikationer for psykiatriens virkelighed, både for sygeplejersken og patienterne. Et andet aspekt, der i særlig grad former psykiatriens virkelighed, er facebook og de patienteksempler, der bliver præsenteret her. Under parolen – det kan vi ikke være bekendt – er eksempler fra facebook med til at sætte dagsordenen for psykiatrien, og der bliver igang-

sat hurtig handling herpå. Igen noget der har implikati-oner for den psykiatriske sygepleje og forventningerne til, hvordan den skal udføres. Med afsæt i ovenstående må man konkludere, at det ikke kun er sygeplejerskerne selv der udvikler faget, men at det i høj grad er samfundsbestemt via politi-kere, forvaltningen og brugerorganisationer.

OpsummeringClaus Graversen afsluttede sit oplæg med en opsum-mering, som peger fremad i forhold til, hvad psykia-trien kan forvente sig i fremtiden:Forandringens vinde vil blæse stadig kraftigerePolitiske fastlagte mål vil blive mere og mere konkrete og målbarePres i forhold til at få koordineringen mellem region, kommune og patient / pårørende til at fungere langt bedre.

EftertankeClaus Graversens oplæg gav et godt billede af, hvor-dan de sundhedspolitiske visioner, der udtænkes på Christiansborg og i embedsmandssystemet, får en meget direkte og konkret betydning for den sygepleje patienten får, og den måde sygeplejersken forventes at give den på.

Af Sygeplejefaglig direktør Claus Graversen, Psykiatri og Scial, region Midtjylland


Dette var titlen på bl.a Sygeplejefaglig direktør Ole Ryt-tovs oplæg på den årlige sygeplejekonference i Kolding i juni måned. Han var 1 af 3 oplægsholdere som skulle tale ud fra tema nr. 2 på konferencen, som havde over-skriften Hvordan sikrer vi den psykiatriske sygepleje og effektive arbejdsgange?Ole startede med et lille historisk overblik over, hvor-dan man tidligere havde lært sygepleje, han gjorde sig bl.a. tanker om, at det faglige skøn tidligere havde uanede muligheder og var et meget bredt begreb. Det kunne indeholde mange former for sygepleje. Der var mange måder at lære et fag på. For år tilbage var det meget den psykoanalytiske tilgang der var fremher-skende, hvilket betød, at nogen patienter formentlig er blevet behandlet for meget, var Ole Ryttovs tanker.

I dag har vi i sundhedsvæsenet et styringsrationale – og styring er kommet for at blive gav Ole udtryk for.Ole gennemgik Region Syddanmarks budget og fortalte, at vi aktuelt er 2500 medarbejdere, der er 32.500 patienter i behandling, og vi har afviklet 253.000 ambulante besøg i 2014. Vi blev præsenteret for tallene for mere – og mindre aktivitetsafregning og fik forklaret, at fordi sygehuset har ydet mere end budgetteret med, kunne sygehuset i 2014 blive tildelt ca. 10 millioner Kr. mere at yde behandling for.Den økonomiske ramme vi arbejder indenfor, er at betragte som en 100% kage, og flyttes nogen midler fra et sted, bliver man nødt til at reducere i kagen et andet sted.

Sikring af den psykiatriske sygepleje og effektive arbejdsgange

Skrevet af Specialuddannet Sygeplejerske i Psykiatri Malene Mygind, ansat i Tidligt Interventions Team i Åbenrå med funktion som primærbehandler.


Ole Ryttov gav udtryk for, at behandlingsgarantien på de 30 dage har medført mere aktivitet, som bl.a. er med til, at det nu i modsætning til tidligere, er muligt at hente flere penge ”hjem” politisk. Ole gav samtidig udtryk for, at han er klar over, at dette system kan give udfordringer for ansatte og ledere, og meldte ud, at han sørger for at melde tilbage til regionsrådsmedlem-merne.

2 hovedbudskaber i oplæggetLedelserne skal rumme udfordringen med, hvordan man får det hele til at gå opMedarbejderne skal rumme, man ikke kan være god nok til alt

Ole gav udtryk for at dette instrument (ydelsesregi-strering) har været en klar fordel for ham som syge-plejefaglig direktør, da han nu har langt lettere ved at få politikerne i tale. Han nævnte endda, at han aldrig tidligere har oplevet så meget dialog med de folke-valgte som nu.Det faglige selskab havde endnu engang tilrettelagt en konference med yderst relevante oplægsholdere og temaer.

Ikke mindst dette tema, som jo i den grad påvirker vores hverdag, muligheder og begrænsninger.Som medarbejder i Tidligt Interventions Team i Åbenrå glæder det mig at høre, at min øverste ledelse har fået lettere ved at få politikerne i tale. Samtidig savner jeg utroligt meget, at linket fra styring og økonomiske beslutninger bliver koblet til den psykiatriske sygepleje – hvordan ser psykiatrisk sygepleje ud i et styringsred-skab? Jeg kunne have ønsket mig, at sygeplejefaglig direktør Ole Ryttov havde svaret mere tydeligt og praksisnært på den første halvdel af oplæggets over-skrift, ”sikringen af den psykiatriske sygepleje”.

Hvem har egentlig besluttet hvilke opgaver, der skal honoreres og hvilke der ikke skal? Formentlig ikke høj-kompetente sundhedsfaglige medarbejdere i klinikken, som f.eks. aldrig ville undlade at lade pårørendear-bejde uden tilstedeværelse af patienten give en ydelse,

fordi vi ved, det samarbejde er en forudsætning i behandlingsforløbet. Ønsket politisk er, at så mange sygeplejersker som mu-ligt erhverver sig Specialuddannelsen i Psykiatri. Den uddannelse giver den enkelte sygeplejerske mangear-tede høje kompetencer, hvordan skal disse kompeten-cer forvaltes i et styringssystem? Hvad med det faglige skøn, hvordan passer det ind i et styringssystem?

Personligt er jeg accepterende af en samfundsudvik-ling med nødvendige økonomiske beslutninger, men jeg mangler at politikere, ledere eller andre hjælper os, der i hverdagen og i direkte samarbejde med patienten og de pårørende skal forvalte dette styringsredskab på sygeplejefaglig kvalificeret vis. Det føles ofte som en enorm udfordring i hverdagen. Min vurdering, også som fungerende arbejdsmiljørepræsentant er, at vi har meget brug for hjælp og tydelighed i forhold til, hvad er sygepleje i det system? Får vi ikke den hjælp, er der en risiko for, at det bliver os som medarbejdere ”der står med aben”, og måske risikerer udbrændthed eller faldende kvalitet i behandlingstilbuddet, fordi vi har svært ved at finde ud af, hvor vi er på vej hen, og hvordan vi når i mål med opgaven.

Jeg har været sygeplejerske i 17 år, og jeg oplever næ-sten, vi er i gang med et paradigmeskifte i sygeplejen, et skifte vi helt klart som medarbejdere har modstand imod, men formentlig som Ole Ryttov siger, er et nød-vendigt skifte, der er kommet for at blive, så vi bliver nødt til at finde en vej. Særligt hvis der ikke er mulig-hed for at gøre den 100% økonomiske kage større, men kun mulighed for at flytte rundt på de enkelte stykker af kagen!

Nogen må hjælpe os med at finde ud af, hvad kerne-opgaven i psykiatrisk sygepleje er i et ydelsesregistre-ringssystem!

Flere gange i løbet af de to meget spændende dage lød det fra forskellige oplægsholdere, at udfordringen med det økonomiske system vi er underlagt, er, at det er adfærdsregulerende i forhold til indholdet i sygeplejen

* 23. årgang*



– jeg og sikkert mange andre, kan nikke genkendende til dette udsagn.

Efter de tre oplægsholdere var færdige med deres oplæg, var det tid til refleksion ved bordene – en nyskabelse på konferencen, som jeg fandt meget interessant. Debatten ved bordene var hurtig i gang og ved bordet hvor jeg sad, var fokus bl a på nogen af de områder, jeg har omtalt. Endelig var der paneldebat med oplægsholderne, og her opstod en tankevækkende ordveksling mellem professor Kurt Klaudi Klausen fra Syddansk Universitet og sygeplejefaglig direktør Claus Graversen fra Region Midt, som nævnte, at der ikke er nogen marginal

økonomisk forskel før/efter indførelsen af ydelses-styring – hvortil Kurt Klaudi Klausen svarede ”Hvis det er så marginalt, hvorfor så overhovedet arbejde med ydelsesregistrering? ” Tankevækkende pointe.

Endelig slog DSR s formand Grethe Sørensen fast, at en undersøgelse DSR har lavet, viser at hele 58% af sy-geplejerskerne giver udtryk for, at ydelsesregistrering giver dårligere mulighed for at yde god sygepleje. Jeg vil slutte med at tænke videre over, hvad den gode psykiatriske sygepleje i et ydelsesregistreringssystem mon egentlig er i 2015?Tak for en fantastisk konference til Bestyrelsen i Fagligt Selskab!


Hvordan sikres fagligt fokus i effektive arbejdsgange?Ledende sygeplejerske, Lone Nørgaard Møllers oplæg ”ydelser skal give mening ellers forsvinder motivatio-nen”, blev belyst under temaet ”Produktionskrav og ydelsesregistrering – ven eller fjende?”, hvor professor Kurt Klaudi Klausen, og sygeplejefaglig direktør Ole Ryttov, under det samme tema, havde holdt oplæg med en hhv politisk/strategisk og administrativ vinkel. Kurt Klaudi havde i sit oplæg bl.a. beskrevet, at den måde det pres som ydelsesregistreringskravet giver, kunne håndteres ved det han kaldte ”new normal”, hvilket indbefattede organisatoriske ændringer. I forlængelse af dette gav Lones oplæg god mening, da afsættet var en organisationsændring, hvor 3 (noget forskellige) ambulatorier skulle fusioneres. Hun be-skrev, hvorledes den psykiatriske arbejdsplads ofte var usikkerhedens holdeplads, hvilket gjorde at rammerne for arbejdet skulle være tydelige og stabile.

Sygeplejerskerne havde fremhævet, at det gav mening, når de kunne koncentrere sig om kerneydelserne, så organisationen skulle derfor opbygges, så de kunne fokusere på kerneydelsen og intet andet, og at dette handlede om (god) ledelse. Kerneydelsen skulle være logisk, procesorienteret og patientnær, da det handler om medarbejderens faglighed.

Det blev også italesat, at ydelser og effektivisering er en organisatorisk udfordring og ikke en individuel pro-blemstilling. En udfordring som skal løftes i fællesskab og ikke af den enkelte sygeplejerske, og at dette var et ledelsesmæssigt ansvar.

Som led i processen med fusionen blev flere barrierer italesat og nedbrudt. Man blev bl.a. mere fokuseret på målstyring og om man målte det rigtige, ligesom nulfejlskulturen blev nedlagt og silotankegangen, som virkede begrænsende, blev forbudt.

I praksis blev der implementeret et system med kalen-derstyring og bookning af arbejdsopgaver. Dette blev styret ledelsesmæssigt, så hver behandler så 3 patien-ter dagligt. Det blev opdelt i timeenheder, så der var konsistens mellem det antal ydelser der var krav om,

og de aftaler der blev plads til kalendermæssigt. Der blev udarbejdet en guide over minimumsdokumenta-tion med afsæt i den Danske Kvalitetsmodel.

Rent organisatorisk blev der opbygget teams med faglig samhørighed som motivationsfaktor og syge-plejerskerne blev case managers og lægen konsulent. Derudover blev der skåret ned på konferencer og mødeaktivitet, men fastholdt et dagligt fælles morgen-møde om stort og småt.

Oplægget gav gode bud på håndteringen af ”new normal”; men gav i sagens natur modsat ingen bud på de udfordringer det giver, at håndtere ydelsesregistre-ringskravet i en i øvrigt velfungerende daglig praksis uden større organisatoriske ændringer, så den del af problematikken er stadig åben. Den tiltagende tekno-kratiske styring af vores sygeplejefaglige praksis kalder stadig på en løsning i form af en mere tillidsbaseret tilgang med andre kvalitative vurderinger.

Produktionskrav og ydelsesregistrering – ven eller fjende.


Af: Sygeplejerske Ken Strøm Andersen, A-OP-team Distriktspsykiatrisk Center Nørrebro, København N

Artikel fra Sygeplejekonference på Koldingfjord 3-4. juni 2015.

Når fagligheden skal koordineres!

Årets sygeplejekonference på Kolding Fjord den 3. og 4. juni havde som bekendt hovedtemaerne Sam-menhæng, effektivitet og brugerinddragelse. Der var lagt en stor indsats i at tilrettelægge et rigtig godt, inspirerende og motiverende program, som inspirerede til refleksion, fortsat faglig nysgerrig-hed og lyst til udvikling.

Under overskriften ”Sammenhæng mellem region og kommune. B-orgerens behov frem for syste-mets rutiner – gode arbejdsgange til gavn for borgeren”, præsenterede oversygeplejerske Isabel Gindeberg fra Psykiatrisk Afdeling Middelfart sit oplæg ”Når fagligheden skal koordineres”.

I programmet for konferencen skrev Isabel: ”Intet ligge mig mere på hjertet end at sikre, at det går min patient godt. Problemet er, at alle andre

ikke tænker/gør sådan, for hvis de gjorde, så ville patientforløbet se helt anderledes ud. Den tanke kan man godt få en gang imellem, nogle gange kan man endda være sikker på, at det er sådan, det er. Hvordan kan det være? Det er måske forskellige systemer, lovgivningen, kulturer. Det kalder på et bedre samarbejde, men der er så mange barrierer. Derfor er løsningen ofte en bedre koordinering af samarbejdet. Det kræver tid, som jeg ikke har. Pludseligt ansætter man én til at koordinere mit og andres samarbejde. Og af én eller anden grund bliver det ikke bedre af det.

Er det løsningen, det er galt med? Måske. Jeg vil i mit indlæg advokere for, at vi ikke alene ser på / vurderer de mulige løsninger, men starter med kritisk at gennemgå vores egen problemdefinition”.

Min oplevelse under Isabels oplæg var, at der med stor respekt for den enkelte medarbejder blev ”skåret ind til benet” af, hvad temaet handler om. Med vid og humor fik vi set på hverdagen og dens udfordringer i et (måske) nyt perspektiv.

At vi alle steder i psykiatrien oplever mange og mangeartede opgaver og udfordringer kommer selvfølgelig ikke bag på nogen. Ind imellem bliver arbejdsgangene og dermed opgaveløsningen man-gelfuld for patienten, og vi har et fælles ønske om at finde løsninger, der kan afhjælpe den problema-tik.

Til at illustrere vores udfordringer anvendte Isabel fortællingen om en kaproning, hvor løsningen på manglende succes og sejr blev, at man i stedet for én styrmand valgte at have to – på bekostning af antallet af roere. Da sejren stadig ikke kom i hus valgte man at sætte en tredje styrmand i båden - igen på bekostning af antallet roere, idet det samlede antal i båden var uændret. I fortællingen om kaproningen er det indlysende at færre til at løse kerneopgaven ikke får båden hurtigere i mål, uanset hvor kompetente og hand-lekraftige styrmændene er.

Af: Elisabeth Winkler Pedersen Afdelingssygeplejerske Almenpsykiatrisk Afsnit P2Psykiatrisk Afdeling Middelfart

* 23. årgang*



Overført til vores faglige verden giver det god mening, at antallet af opgaveløsere i forhold til kerneopgaven har afgørende betydning for at nå målene for den en-kelte borger og det enkelte forløb.

Hvad er så kerneopgaven?Buddene kan være mange - at yde behandling og pleje med det formål, at mennesker med en sindslidelse bli-ver raske eller så velfungerende, at de kan leve et vær-digt liv integreret i samfundet - er et præcist bud, hvor der er mange facetter i forhold til, hvordan det omsæt-tes i praktisk psykiatrisk sygepleje. I den enkelte enhed kan vi spørge hinanden om, hvad det er vi sammen skal lykkes med i samarbejdet med patienter og pårørende? Hvad er det der gør en forskel for den enkelte bruger/ patient. Når vi bliver så specifikke i drøftelsen af opga-ven, er det min oplevelse at engagementet i drøftel-serne er høj. Det er præcis vores faglighed og ønsket om at omsætte viden og erfaring til praktisk psykiatrisk sygepleje, der driver os. Det er dèt der får ”båden hurti-gere frem i vandet” – frem mod målet/missionen.

Kompleksiteten og mængden af opgaver kan ind imel-lem tage pusten fra os, og der er behov for at få skilt tingene ad. Hvad er for mange opgaver og hvad er (for) komplicerede opgaver?

Her er det et bud fra Isabel, at vi til en start skal være opmærksomme på forskelle imellem komplekse og komplicerede opgaver – hvor det komplekse handler om mængden af opgaver, men det komplicerede ligger

i fagligheden. Det er i de komplicerede opgaver vi har en særlig forudsætning som opgaveløsere.

I forhold til koordinering henviste Isabel til politolog og professor i management Jody Hoffer Gittell, der beskri-ver kendetegn for den gode relationelle koordinering, som opdelt i to hovedkomponenter: Relationer og kommunikation. Fundamentet for de gode relationer er fælles mål, fælles sprog og viden samt gensidig respekt. Når en proces er afhængig af mange forskellige arbejds-funktioner, kan fokus på de fælles mål være med til at brede opmærksomheden ud fra eget ansvarsområde. Relationerne understøttes af en kommunikation, der er hyppig, rettidig, præcis og problemløsende.

Isabels konklusion var, at for at imødekomme behovet for koordinering er der brug for kommunikation om det fælles, en kommunikation om den specifikke sammen-hæng mellem vores respektive, gensidigt afhængige arbejdsopgaver.

Ganske som i samarbejdet med den enkelte borger/patient og pårørende vil relationen mellem samarbejds-partnere have stor betydning for hvorvidt samarbejdet og dermed også koordinering af indsatser lykkes. Vi er helt afhængige af mange forskellige arbejdsfunktioner, og vores opgave som praktiske opgaveløsere er at være tydelige i defineringen af eget ansvarsområde og egne arbejdsopgaver i bestræbelserne på at nå de fælles mål i et tværfagligt samarbejde. Det vil styrke kommunika-tionen om det fælles og i bedste fald brede opmærk-

Komplicerede opgaverKomplekse opgaver


somheden ud over eget ansvarsområde, til gavn for de borgere/patienter, der er afhængige af vores vilje og evne til at lykkes.

Isabels oplæg efterlod en oplevelse af at være an-erkendt som en betydningsfuld roer i en båd, hvor succes er helt afhængig af, at alle roere er bevidste og

problemløsende praktikere, der formår at omsætte teori til praktisk handling. I de enkelte enheder skal vi fortsætte med at spørge hinanden om, hvad det er vi sammen skal lykkes med i samarbejdet med patienter og pårørende? Hvad det er, der gør en forskel for den enkelte bruger/ patient, og hvad der skal til for at få båden hurtigt og sikkert frem i vandet.

Billede af Isabel Gindeberg

* 23. årgang*



Recovery og rehabilitering - en fælles udfordring

Knud Kristensen, Landsformand for SIND

I SIND betragter vi en psykisk lidelse som en fælles ud-fordring for den der er ramt af lidelsen, de pårørende og de professionelle. Hvis indsatsen for mennesker med psykiske lidelser skal føre til recovery/rehabili-tering, skal de tre nævnte interessenter helst arbejde sammen.

I SIND betragter vi en psykisk lidelse som en fælles ud-fordring for den der er ramt af lidelsen, de pårørende og de professionelle. Hvis indsatsen for mennesker med psykiske lidelser skal føre til recovery/rehabili-tering, skal de tre nævnte interessenter helst arbejde sammen.

Hvis relationerne mellem de tre interessenter funge-

rer, kommer den der er ramt sig hurtigere og mere, end hvis relationerne ikke fungerer.Det bør altid være en del af god psykiatrisk behandling, at man arbejder seriøst med relationerne. Også i de situationer, hvor det kan være svært.

De tre historiske faser i pårørendeinddragelsenPsykiatriens syn på de pårørende har udviklet sig gen-nem årene. Historisk betragtede man ofte de pårørende som årsag til psykiske lidelser. Mange husker sikkert stadig begrebet ”køleskabsmødre” (kolde indvendigt og hårde udvendigt). Med et sådant syn på de pårørende var pårørendestrategien enkel. Man skulle holde de pårørende på så lang afstand som muligt.


Med udbredelse af viden om årsagerne til psykiske lidelser blev synet på de pårørende ændret. Man vidste nu, at de pårørende ikke var årsag til, at familiemed-lemmer blev ramt af psykiske lidelser. Man anerkendte endvidere, at hele familien led, når et familiemedlem blev ramt af en psykisk lidelse.

Psykiatrien havde dog fokus på behandling af den syge - patienten. Så måtte andre – som fx SIND – tage sig af de pårørende.

I dag anerkendes de pårørende som en ressource, og det er den officielle holdning, at de pårørende/netvær-ket skal inddrages – naturligvis med respekt for den enkelte patients holdninger og ønsker.

Denne holdning kom bl.a. til udtryk i rapporten fra Regeringens Psykiatriudvalg og i Regeringens Hand-lingsplan fra maj 2014. Her peges der bl.a. på tilgangen ”Åben dialog” som er en aktiv inkluderende, ligeværds- og dialogbaseret tilgang til indsatsen for mennesker med psykiske lidelser.

PatientinddragelsenHvor der ikke altid har været enighed om, at det var nyttigt at inddrage netværket, så har der altid været fokus på patientinddragelsen? I og med at udgangspunktet for al sundhedsmæs-sig indsats er informeret samtykke fra patienten, så er udgangspunktet naturligvis patientens egne ønsker og forventninger.

Men i psykiatrien har det længe været opfattelsen, at de mest syge ikke vidste hvad der var bedst for dem. Derfor har man som fagprofessionel været nødt til at tage beslutningerne på vegne af patienten. Naturligvis gerne med inddragelse af patienten.

I psykiatriloven kom dette bl.a. til udtryk på den måde, at patienten skulle informeres om indholdet af behand-lingsplanen (og i de senere år endda have udleveret en kopi af planen).

I Regeringens Psykiatriudvalg blev der slået til lyd for, at der skulle satses mere på rettigheder, selvbestemmelse og respekt.

Ændring af psykiatriloven i 2015Med den ændring af Lov om Tvang i Psykiatrien, der trådte i kraft 1. juni 2015, er der sket en forbedring i forhold til patient- og pårørendeinddragelsen.

Patienten skal ikke længere vejledes om indholdet i be-handlingsplanen. Patienten skal nu inddrages og høres i forbindelse med udarbejdelsen af behandlingsplanen.

I forbindelse med indlæggelsen skal patienten høres om eventuelle tilkendegivelser af præferencer i forhold til behandlingen (herunder hvis anvendelse af tvang kommer på tale). Patientens tilkendegivelser skal fremgå af journalen og i videst muligt omfang inddra-ges i behandlingsplanen.

Patienten skal ligeledes tage stilling til inddragelse af pårørende eller andre i patientens sociale netværk i behandlingsforløbet.

Netværksinddragelse er altså nu lovfæstet.I bemærkningerne til lovforslaget er det slået fast, at patienten – om nødvendigt – skal have støtte til sin beslutningstagen. Støttet beslutningstagen skal med andre ord erstatte den tidligere tilbøjelighed til at træffe beslutning på vegne af patienten (erstattet beslutningstagen).Hvordan de nye regler bliver implementeret, ved vi endnu ikke.

Hvorfor netværksinddragelse?Det er videnskabeligt dokumenteret, at det har en positiv effekt på sygdomsforløbet, hvis man inddrager de pårørende.

Viden og erfaringDe pårørende har viden og erfaring, der kan komme behandlingen – og dermed også det familiemedlem, der er ramt af en psykisk lidelse – til gode. De pårøren-de er ofte de første, der ser de tidlige tegn på et muligt tilbagefald og reaktioner på ændringer i behandlingen.

At støtte i stedet for at stresseVi er ikke født med viden om, hvad det vil sige at være ramt af en psykisk lidelse. For de fleste pårørende er det en helt ny og skræmmende virkelighed, man vågner op til, når en psykisk lidelse rammer familien.

I dette usikre og ukendte univers begår man fejl som pårørende og kommer måske – uden at ville det – til at stresse det familiemedlem, der er ramt af en psykisk lidelse. Dermed risikerer man at forværre sygdommen. Jeg plejer – med et glimt i øjet – at sige, at jeg med omhu har begået alle de fejl, man kan begå. De rigtige ting, jeg har gjort, har jeg med samme omhu gjort på de forkerte tidspunkter. Ved at inddrage pårørende i

* 23. årgang*



behandlingen, kan man gøre os i stand til at forstå den virkelighed, vi nu er en del af. Med relativt få og enkle redskaber kan pårørende lære, hvordan man kan støtte den ramte i stedet for at stresse.

Hele familien rammesNår et familiemedlem rammes af en alvorlig lidelse, rammes hele familien. Det gælder også, hvis lidelsen er psykisk.

Vi møder ofte nye pårørende, der er rådvilde, forvir-rede og ængstelige. De føler sig handlingslammede og afmægtige. De fleste spørger sig selv, hvorfor netop de skulle rammes, og man leder efter en forklaring på sygdommen, herunder om man måske selv har bidraget til sygdommens opståen. De fleste pårørende rammes af skyldfølelse og dårlig samvittighed.

I nogle tilfælde påvirkes de pårørende så voldsomt, at de selv rammes af en psykisk lidelse.Ved at inddrage de pårørende og tilbyde psykoeduka-tion yder man en aktiv indsats for at forebygge, at de pårørende selv bliver syge.

Hvordan netværksinddragelse?Inddragelsen kan foregå på flere måder. Jeg har al-lerede peget på “Åben Dialog” som en velegnet og veldokumenteret tilgang.

Netværksinddragelsen bør omfatte bl.a.:• Løbende kontakt med de professionelle (her er især

det første møde vigtigt)• Undervisning i psykisk sygdom (psykoedukation)• Deltagelse i grupper (det kan være grupper for syg-

domsramte, for pårørende og/eller fælles grupper)• Inddragelse – ikke ansvarNetværksinddragelse betyder ikke, at de pårørende overtager ansvaret for indsatsen. Det er – og skal fort-sat være – de professionelles.Dette kan indimellem være svært at forstå for såvel de pårørende som for de professionelle.

Stil gerne krav til netværketHvis netværket skal være til nytte, så skal det også være klædt på til opgaven. Det kan derfor være nødvendigt at stille krav til de pårørende – fx om deltagelse i psyko-edukationsforløb og grupper.


VILD I DAG – SYG I MORGEN- OG MÅSKE PATIENT I PSYKIATRIENI psykiatrien er det kendt, at patienterne har en nedsat middelalderlevetid med 20 år, der er 10-20 % øget risi-ko for selvmord, 51,4 % af patienterne har overforbrug af rusmidler og medregnes selvskade er tallet 68 %. Dette må siges, at være barske prognoser, når vi ser på de behandlingsmuligheder, der er i sundhedsvæs-net anno 2015.

Når der bruges 1 krone til behandling af fysiske syg-domme bruges der 33 øre til behandling af psykiske. Amerikanske undersøgelser viser at 25 % af indlæg-gelserne på somatiske sygehuse skyldes overforbrug af rusmidler.

I psykiatrien har det været en tradition, at kommunens misbrugscenter tager sig af misbruget og psykiatrien behandler de psykiske lidelser. Forskning viser, at begge dele skal behandles samtidigt, ellers er der in-gen effekt af behandlingen. Nøgleordet er samarbejde på tværs – region – kommune – egen læge.

Patienterne er ofte svære at fastholde i behandlings-tilbud og svigter ofte aftaler. Som følge af overforbrug af rusmidler, har de kognitive vanskeligheder og tab af og mangel på sociale færdigheder, hvilket gør at de har svært ved at bevæge sig fra det ene behandlings-tilbud til det andet. Det vil svare til at bede en patient med kompliceret benbrud om selv at gå fra den ene afdeling til den anden. I et sundhedsvæsen med øget specialisering er det en stor udfordring for patienterne at navigere, og vi kan med rette stille spørgsmålstegn ved ligheden i det danske sundhedsvæsen.

Psykiatrien i Region Nordjylland har de seneste år haft fokus på problematikkerne omkring dobbeltdiag-nosepatienterne og tilbudt personalet dobbeltdiag-noseuddannelsen med undervisere fra bla. Rusmid-delspsykiatrien i Århus mhp. at opkvalificere viden og kompetencer inden for området. Uddannelsen var tilrettelagt med 12 undervisningsdage over 6 mdr. med den målsætning at bringe et implementerings projekt i afdelingen. Vi deltog på uddannelsen i efteråret 2012/foråret 2013.

Af: Spl. Dorthe Helledie, Psykiatrisk Sengeafsnit N7, Frederikshavn og Spl. Lisbeth Hørby, Ambulant Akut Team N7, Frederikshavn

* 23. årgang*



Vores første plan var at implementere skemaer til kog-nitivt arbejde, vi lavede en mappe, som kom til at stå på en hylde på kontoret ved siden af de andre mapper. I en travl hverdag på et åbent psykiatrisk sengeafsnit var det svært at give den nye viden videre. Vi bestemte os derfor for at skifte retning og opstarte en gruppe i afdelingen udfra konceptet ”På Vej til et Bedre Liv” med start oktober måned 2013.

Konceptet ”På vej til et Bedre Liv” er udviklet i Norge, inspireret af lignende tiltag i New Hampshire af Kim T. Mueser. Kurset består af et arbejdshæfte og en be-handlingsmanual til gruppelederne. I rusmiddelpsykia-trien i Århus har man kørt kursusforløb de sidste 6 år. Manualen er udarbejdet til lukkede grupper indehol-dende 37 sessioner.

Her mødte vi vores første udfordring, da vi arbejder i et åbent psykiatrisk sengeafsnit med døgnindlagte patienter. Vi tilpassede konceptet og opstartede ”På vej til Bedre Liv”, som en åben gruppe for afsnittets indlagte patienter med overforbrug af rusmidler, hvor vi mødes 1 gang om ugen. Gruppen præsenteres for patienterne, som et kursus og ikke som terapi.

Når vi ser på vores dagligdag og vore patienter i afsnit-tet, er det tydeligt at rusmidler og psykiske lidelser går hånd i hånd. Det handler for vore patienter ikke bare om at blive rask i medicinsk forstand, men også om at få et liv med meningsfulde aktiviteter samt tryghed og et godt selvværd.

Hovedformålet med at deltage i gruppen er- At sige nej til rus, sige ja til sunde aktiviteter og tænke/handle sådan, at man er stolt af sig selv- At motivere for en stor eller lille forandringDer er følgende grupperegler

- Tavshedspligt udadtil og åbenhed indad i gruppen- Gensidig respekt, ikke kritisere hinanden, støtte hinanden, lade alle komme til orde- Mødepligt- Tilbud om ambulant deltagelse efter udskrivelse (patienten afsluttes efter nærmere aftale)- Vi journalfører deltagelse i gruppen, men ikke hvad hver enkelt patient siger, med mindre vi aftaler nærmere med patienterne, når vi vurderer, at det har betydning for behandlingsforløbet.Dagsorden ved gruppens møder:- Repetere siden sidst (alle bliver spurgt hvordan det er gået siden vi så hinanden sidst)- Gennemgå hjemmearbejde- Præsentere og gennemgå dagens tema sammenVi forsøger her at skabe en diskussion for at skabe for-ståelse for og motivation for emnet. Hver af deltagerne italesætter deres opfattelse og deres følelser omkring de forskellige temaer. Vi arbejder ud fra erfaringer og dilemmaer fra deres hverdag.

Emner: SelvværdDefineres ved den grundlæggende måde, at vurdere sig selv på og hvilken slags person man er, som hvor-dan man bedømmer og evaluerer sig selv.Vi kommer omkring emnerne:- hvad opretholder lavt selvværd?- hvordan opstår lavt selvværd?- eksempler på hvordan tidligere oplevelser kan føre til dårligt selvværd?- konsekvenser af lavt selvværd?- hvordan kan man arbejde med lavt selvværd?Det er ikke en selvfølge at overforbrug af rusmidler og lavt selvværd følges ad. Vores erfaring er at 80 % af deltagerne i gruppen har lavt selvværd. Mange af del-tagerne er vokset op med en psykisk syg forælder eller


forældre med overforbrug af rusmidler. Vi arbejder med at støtte deltagerne i at se mønstre i tankemåden og give en forståelse for disse.

Positiv selvhævdelse Selvhævdelse handler om at sige til andre, hvad man føler på en direkte, bestemt og positiv måde.Vi skelner imellem positiv og negativ selvhævdelse. Vi arbejder med temaerne:- at sige nej- mestre uenighed ved at finde kompromis- udtrykke uenighed uden at skulle forklare hvorfor- mestre ubehagelige følelser som vrede, skuffelse og ængstelse- at bede andre om hjælpVores erfaring fra gruppen er, at positiv selvhævdelse er et svært tema for deltagerne, og de ofte kæmper med problematikker omkring temaet. De har lært at klare sig selv på deres måde og har derfor meget svært ved at bede andre om hjælp.

At modstå rusmiddelpres og rusmiddeltrang- Hvordan virker rusmidler på vores hjerne?Dette er den vanskeligste beslutning patienterne skal tage, men nok også den vigtigste i deres liv. For at kunne gennemføre det, har de alle brug for hjælp og støtte og ikke mindst viden om hvad der sker i hjernen og hvordan det hænger sammen med den psykiske lidelse som de har.- Forklaring på abstinenser og efterfølgende psykiske forstyrrelser som følge af brugen af rusmidlerRent psykoedukativt går vi igennem hvordan hjernen selv producerer naturlige velværekemikalier og hvad der sker, når man tilfører kunstige kemikalier.- Strategier mod trangVi taler om trang og om hvordan den stiger, varer i 10-30 minutter og faktisk derefter ophører. Sammen finder vi mulige strategier til afledning af trangen. - Fordele og ulemperVi bruger skemaer hvor deltagerne skriver fordele/ulemper ned ved brug af rusmidler og fordele/ulemper ved ophør.- Hjemmeopgave: find risikosituationer

Igen et skema hvor deltagerne nedskriver risikositua-tioner. Det kan være situationer, der involverer men-nesker, steder, ting, tidspunkter eller bestemte følelser.Vi taler om U-sving, det vil sige konkrete planer for hvad man gør for at føre én væk fra risikosituationen og dermed rusmidlet. Bliver man først opmærksom på hvornår risikosituationen opstår, så lærer man advar-selssignalerne at kende og man kan ændre sin adfærd ved at tænke anderledes.Ligesom man kan lave kriseplan/handleplan sammen med patienter med suicidale eller selvskadende tanker, så kan man også lave en mestringsplan ved rusmid-deltrang og risikosituationer.

Fritid og venner- Hvad er en positiv fritidsaktivitet?Sidste tema handler netop om at ændre uheldige vaner og lære at handle på en anden måde. Dette medfører en kæmpe omvæltning, da det er andre mennesker, man skal omgås. Det kan føre til sorg over tabte ven-skaber, ensomhed og en følelse af afmagt ved tanken om den møjsommelige proces det er, at opbygge nye venskaber hvor rusmidler ikke er fokus.- BrainstormVi ser i gruppen på, hvad man hver især synes en posi-tiv fritidsaktivitet skal indeholde. Der bliver lavet brain-storm og hver deltager skriver ned hvilken aktivitet de kunne ønske sig blev til virkelighed.- Hjemmeopgave: plan for hvordan jeg kan arbejde videre med fritidsaktiviteter og venskaber.Opgaven bliver, at man inden næste gang har skaffet sig oplysninger om muligheden for aktiviteten i nær-området og at man måske får spurgt én om de vil med til aktiviteten. Den sidste del er langt den sværeste; det kræver øvelse at turde spørge og der opstår angst for afvisning.

Erfaringer fra gruppenVi har erfaret, at patienter med et overforbrug af rusmidler egentlig lever meget ureflekteret, der er ikke umiddelbart en kobling mellem rusmiddelforbrug og hvordan det påvirker den psykiske lidelse.Desuden er patienterne ikke vant til at møde accept af

* 23. årgang*



at man har et rusmiddel-overforbrug, som en copings-strategi, men man lyver om sit forbrug af frygt for afvisning. Oveni rummer samtlige patienter en stor skyld- og skamfølelse. En af de sværeste øvelser for patienterne er, når vi arbejder med emnet positiv selvhævdelse.Vi er blevet klar over, at det medfører store kognitive besværligheder at have et forbrug af rusmidler. Dette medfører at mange gentagelser er nødvendige.En succeshistorie har vi også oplevet: en ung mand, der kom 3. gang ambulant efter udskrivelsen, fortalte at han havde mødt store belastninger i sit privatliv indenfor den sidste uge – belastninger der førhen ville have medført et forbrug af rusmidler, men han fortalte stolt om sit U-sving og sin ændrede adfærd.

Mange patienterne giver udtryk for, at der er rart at møde andre med overforbrug af rusmidler, da de inden opstart i gruppen var alene og ikke talte med deres nærmeste. De oplever i gruppen, at andre har de samme problemstillinger.

Fælles for patienterne i gruppen er, at de har meget svært ved at bede om hjælp fra andre. Et billede herpå er en pt., som fortalte, at han skulle have nyt grus på sin gårdsplads. I stedet for at bede om at låne naboens rendegraver, valgte han at bruge sin skovl til at jævne fire træk grus. Patienter hjalp naboen meget, men for-ventede, at naboen kom til ham og tilbød at han kunne låne rendegraveren.

Normalt er det en gruppe af patienter der har svært ved at møde til aftalte tider/udebliver fra aftaler, men i afdelingen har fremmødet været 100 % under indlæg-gelsen og 70-80 % efter udskrivelse.

Som et helt faktuelt tiltag, deltog vi sammen med nogle af vore patienter, i et motionsprojekt i Hjørring. Vi ville forsøge at give patienterne en opfattelse af, at motion kunne være lig med velvære og at de kunne enten skære ned på pn-medicin eller helt undvære dette.4 fysioterapistuderende fra UCN Aalborg (Majbritt Jacobsen, Karina Svolgaard, Daniel Pedersen og Nikolaj Hørby Kjeldsen) havde startet et projekt ”Hjørring i Bevægelse”, med fokus på motion. Projektet var ikke målrettet psykisk syge, men vi tog springet og tog af sted alligevel.

Vi tog af sted 8 gange og det blev her tydeligt for patienterne at der skete noget med deres trang til rus-midler. Trangen blev mindsket og de fik fornemmelsen af at have gjort noget godt for dem selv. At motionen foregik blandt mennesker der ikke havde psykiske problemer og på gågaden var for flere af patienterne en stor succesoplevelse.

Patienternes forbrug af PN medicin og sovemedicin mindskedes på de dage, vi var afsted til motionen.

En patient fik indsigt i, hvor inaktiv hun var i det daglig. Hun var første gang udmattet efter at have gået 400 meter, og fik til opgave at registrere, hvor meget hun var i bevægelse i løbet af dagen. Hun kunne ved afslut-ningen deltage fuldt i programmet og kom efterføl-gende i gang med fritidsaktiviteter – yoga, bridge og fortsatte med gåture.

90 % af patienter, der deltog, har ikke været genindlagt og ved indlagte patienter har indlæggelsestiden været væsentligt kortere.


Få udvidet dit fagbibliotek

Få udvidet dit fagbibliotekVed anmeldelse af én af bøgerne modtager du den gratis.Din boganmeldelse bringes i Psykiatrisk Sygepleje. Kontakt Maj-Britt Nordenkjær, e-mail: [email protected], for at blive anmelder.

Psykiatrisk & psykosocial rehabilitering Af: Lene Eplov Forlag Munksgaard 2010

Socialpsykiatri Af: Preben Brandt Forlag Munksgaard 2004

At se og at indse Af: Kari MartinsonForlag Munksgard 2013

Sygeplejeteoretikere Af: Ann Marriner TorneyForlag Munksgaard 2011

Modstand Af: Ruth Mach-Zagal2011

Livshistoriefortællinger- nøglen til livet Af: Jonas GustavsonForlag Frydenlund2014

Den svære ungdomAf: Niels Ulrik Sørensen Forlag Munksgard 2010

* 23. årgang*



Documents

Psykiatrisk Sygepleje november 2015