1

Kongernes konge

salmesangsprojekt 2012

Jan Asmussen, Malte Koch, Eva Mikkelsen, Ulla Salicath og Doris Pihl Linkenkær

Farum 2003/2012

2

Kongernes konge

salmesangsprojekt i Farum Sogn

påske 2012

Indhold

Indledning ......................................................... kap. 1

Kongens symboler ................................................ kap. 2

Kongen som symbol i eventyr og historier .................... kap. 3

Konger af så mange slags ........................................ kap. 4

Påskens konge ..................................................... kap. 5

Idéer til billedkunstnerisk arbejde med kongeskikkelsen .. kap. 6

Fire salmer om konger ........................................... kap. 7

Gennemgang af salmer .......................................... kap. 8

3

Kap. 1. Indledning

Idéen med projektet

Salmerne er stor poesi og rummer smukke eksempler på, hvordan man kan lege

med ord og betydninger. Samtidig formidler de kulturhistorie og udgør en vigtig del

af danskernes tro og tænkning gennem århundreder. Den danske salmeskat er som

bekendt meget større end mange andre landes, fordi vi har haft så store

salmedigtere som Kingo, Brorson og Grundtvig.

Tanken er at give børnene et kendskab til salmernes betydning i den danske

historie og tradition. Da salmerne bærer den kristne livsforståelse og tradition,

drejer projektet sig også om at stifte bekendtskab med grundlaget for vores

samfund. Projektet handler om at synge salmerne og samtidig om at lære

betydningen af det budskab, de bærer og den tid og tradition, de formidler. At lære

salmer er at lære om ens historie og baggrund – og dermed også om ens egen tid.

Klassernes arbejde

I år har vi valgt et projekt, som appellerer både til mytologi, fantasi, historie og

kristendom. Det hele samles i opfordringen til klassene om enten at fremstille en

kongetrone eller at lave en billedlig præsentation af en af påskens dage. Værkerne

bruges og præsenteres ved den store finaledag tirsdag 27. marts 2012 i

Stavnsholtkirken. To af de fire salmer, som her skal synges, hører særligt hjemme i

påsketiden, mens de to andre står helt centralt i den danske salmeskat.

Vi lægger op til, at hver klasse arbejde med materialet efter lyst og tid. Det

vigtigste for deltagelsen er, at børnene får sunget salmerne i klassen og også meget

gerne arbejder med tronen eller påskebilledet.

Salmesangsdag og indledende besøg i kirken

Alle klasserne inviteres til enkeltvis at komme på besøg i Farum Kirke eller

Stavnsholtkirken og stille spørgsmål til præsten og organisten og ikke mindst at

synge salmerne med musik til. Og endelig mødes alle de tilmeldte klasser tirsdag

27 marts 2012 kl. 10.00 i Stavnsholtkirken, hvor vi forbereder en festlig afslutning.

Her synger vi også salmerne sammen. Arrangementet i Stavnsholtkirken varer en

lille time, hvorefter der er hotdogs og saftevand til alle børnene. I skal regne med

at afsætte en dobbelttime.

Undervisningsmaterialet

Materialet består af vejledning til lærerne samt elevark, som inspirerer til arbejde

med forskellige slags konger og med påskens kongeskikkelse. Der er også

inspiration til arbejde med eventyr og symboler. Til sidst bringes en gennemgang

af de valgte salmer.

4

Kap. 2. Kongens symboler

Inspirationsmateriale til læreren

hvordan ser en konge ud?

hvordan kan man genkende en konge?

Ligesom man kan genkende

skorstensfejeren på den sorte dragt,

høje hast, kost og stige, præsten på sin

præstekjole, lægen på sin hvide kittel

og sit stetoskop, således kan man også

kende kongen på nogle ting eller noget

udstyr.

Men hvor skorstensfejeren bruger sin

stige til at kravle op på taget og sin

kost til at rense skorstenen, så er

kongens udstyr symboler. Tronstolen

kronen, sceptret, rigsæblet er ikke

noget, kongen bruger. Det er symboler,

der fortæller om kongens magt.

Sceptret er mere end en stav,

rigsæblet mere end et æble. De viser,

at kongen er den rette konge, som i

fortællingen om 'Sværdet i stenen'.

Den rette konge er ham, der som den eneste har kraft til at trække sværdet op af

stenen.

Tronstolen

Kongens tronstol skal være den højeste og fornemste.

Det fortæller, at kongen er den højeste i riget. Ingen

må derfor sidde højere end kongen. Ligeledes skal

stolen være den fornemste og flotteste i riget. Der er

ofte statuer af løver, der vogter ved siden af

kongetronen som på Rosenborg Slot i København.

Løverne er dørens vogtere. De vogter døre, porte og

skatte samt indgangen til livets træ i paradis. Derfor

vogter de også for kongen, den fornemste i riget. Falder kongen, så falder riget.

Tronstolen markerer en forbindelse mellem kongen og Gud. Derfor er der ofte tegn

på himmel og universet og religiøse figurer som engle ved tronstolen. Når kongen

hersker i landet med retfærdighed, er der ro og orden i riget.

5

Sådan er det ikke længere. Når man ser vores nuværende dronning, sidder hun på

en almindelig stol. Dronningen er ikke længere den mægtigste i riget. Hun kan

ikke befale eller regere, som konger engang kunne. Derfor ser man hende sidde på

en almindelig stol eller i en sofa.

Kronen

Kongen bliver ikke bare konge. Kongen bliver indsat som

konge ved at blive kronet. Kronen symboliserer som

tronstolen magt og kraft. Kronen er som et billede på solen.

Kronen sættes på den udvalgtes hoved. Kongen bærer den

fornemste krone ofte af guld og med kostbare ædelstene.

Kongens krone symboliserer både magt over landet og

riget, men også en guddommelig

magt eller orden, som kongen med sin person er garant

for. Der er ofte kors på kronen og andre religiøse tegn.

På billeder af Jomfru Maria kan man se hende med en

himmelsk krone. Der er stjerner på hendes krone, fordi

hun blev forstået som himmeldronningen.

Jesus bar en tornekrone. Han blev spottende kaldt for jødernes konge, og på hans

kors stod bogstaverne INRI, der betyder "Jesus fra Nazareth,

jødernes konge".

Kristne martyrer og andre hellige ser man på billeder med en

strålekrans om hovedet. De havde ikke magt over lande og

skatkamre, men de besad en særlig hellig magt, som deres

glorie udtrykker.

De romerske kejsere bar laurbærkranse. Faraoerne i Ægypten blev først kronet

med en hvid krone og derefter en rød krone, der betød magt over hele verden og

hele universet. Eksemplerne er mange flere!

Tidligere blev kongen kronet, oftest i landets vigtigste kirke af

biskoppen. Ligesom de bibelske blev salvet og kronet, blev de

danske konger i mange år kronet. Det ophørte med

Grundloven i 1849, hvor konges magt blev indskrænket. I

dag bærer konger og dronninger ikke krone, men dronningen

kan bære et diadem, der er en lille sag sammenlignet

med fortidens kroner.

6

De store kroner findes i rigets skatkamre, bl.a. på Rosenborg Slot, hvor de

udstilles. Men mange kroner, sceptre og rigsæbler er i tidens løb blevet pantsat

eller solgt for at skaffe penge til slunkne skatkamre. Eller de er blevet smeltet om

og brugt til noget andet. Derfor er der ikke så mange kongekroner tilbage i dag.

Rigsæblet

Rigsæblet var også et symbol på kongens magt. I gammel tid betød

det runde æble magt over universet, stjernerne og jorden. De

kristne konger fik sat et kors på æblet som tegn på Guds almagt.

Kongen skulle betragtes som konge af Guds nåde.

Æblet er et gammelt symbol, som findes i mange religiøse myter.

Tænk blot på Iduns æbler fra den nordiske mytologi, der gav den,

der spiste af æblerne, udødelighed. Eller det magtfulde æble i

Paradisets have, der fristede Adam og Eva. Det står ikke i Bibelen, at det var et

æble. Der står blot, at det var den forbudne frugt, men vi tænker på det som et

æble. Æblet står for helhed og er også et gammelt symbol på evighed. Da Kong

Arthur er død, føres han bort til "Æble-landet", hvor han ligger i dvale, indtil folket

har brug for ham.

Sceptret

Er både et sværd, et scepter og en stav. Kong Arthur bliver

konge ved at kunne tage sværdet med kraft. Kong Arthur slår

sine riddere til riddere med sit sværd. Kongen

var også oprindeligt den øverstbefalende i krige

og deltog selv under slag og førte sine tropper

frem. Den gode konge var samtidig den tapreste

i krig. Siden bliver sceptret et symbol på magt.

Man sceptret er også et religiøst og magisk symbol. Ærkeenglen

Gabriel ses med et sværd. Jesus ses også på kalkmalerier med

sværdet i den ene hånd og liljen i den anden hånd. Han er både

den, der dømmer og den, der tilgiver.

Troldmanden har en stav - tænk blot på Harry Potter. Moses har en stav, der kan

forvandle sig til en slange. Med slangen kan han slå på klippen og befale over

elementerne som et udtryk for, at Guds kraft og magt er med ham.

http://www.etproductions.com/images/conductr.gif

7

Kap. 3. Symboldidaktisk overvejelse:

Kongen som symbol i eventyr og historier

Kongeligt familiedrama

Et symbol i eventyrets univers

I eventyrets univers vrimler det med

kongelige personer. De udsættes for

udfordringer, som er 'larger than life', og

de har hver deres faste roller, som man

kan spejle sig i. Prinser og prinsesser,

konger og dronninger er skabeloner, som

hver især legemliggør bestemte erfaringer og gennemgår bestemte

udviklingsforløb.

Prinsessen har en forholdsvis fast plads som det passive objekt, som handlingen

sigter på - hvad enten det nu drejer sig om at opnå hendes gunst eller at befri

hende fra fangenskabet hos dragen.

Prinsen er handlingens subjekt, som bevæger sig fra en underordnet, uerfaren og

måske skjult position til at få del i kongens værdighed og få prinsessen. Selvom der

bestemt også findes dovne og feje prinser, er han som udgangspunkt en virkelig

helt. Prinsen har noget, han skal bevise over for sin omverden: sit heltemod - eller

at han fortjener den tillid, som andre investerer i ham.

Dronningen forekommer i to skikkelser: den gode og den onde

dronning. Førstnævnte hører vi ikke meget til: hun er der ved

kongens side og underbygge kongens magt. Når dronningen

derimod selv griber initiativet, er det ofte udtryk for ondskab.

Hun definerer nye normer og lægger snedige rænker for at holde

magten fast hos sig selv. Den onde dronning udsætter prinsen for

den største udfordring af dem alle: han skal slå sin egen mor ihjel.

Kongen har tit en påfaldende tilbagetrukken plads i det royale

familiedrama. Han er den, som de andre ser op til eller kæmper

imod, og som ender med at overlade sin egen magt til det nye,

unge par. Kongen falmer i løbet af historien: han mister sig selv

og mister den status, som det har været hans liv at sidde ind med.

På godt og ondt: mange konger har et problematisk forhold til

deres egen magt.

Kongen legemliggør i sin person, hvad hans undersåttere eller

8

fortællingens 'vi' betragter som status quo. Kongens person er et spejl af forholdene

i kongeriget. Som eksempel kan man nævne sagnkongen Frode Fredegod, om hvis

regeringstid det fortælles, at folk i Danmark kunne lade deres guld ligge urørt på

gaden uden at det blev stjålet. Man kan sige, at et kongerige har den konge, det

fortjener. Han er indbegrebet af, hvordan rigets undersåtter opfatter deres

situation.

Royale billeder i klasseværelset - kongen som symbol i undervisningen

Kongen er et spejl af rigets tilstand: hans ry og rygte er et udtryk for, hvordan

undersåtterne i riget opfatter rigets tilstand.

I symboldidaktisk sammenhæng kan man bruge dette til at vende processen om: en

bestemt følelse, stemning eller fantasi kan visualiseres i en bestemt

kongeskikkelse. Spørgsmålet lyder: hvordan skal en konge være for at spejle vore

konkrete forventninger og drømme, frygt og rædsler? Fantasy-universet er rigt på

den slags skikkelser, men de findes også i historieskrivningen og i de myter, som

en kultur definerer sig selv ud fra.

Vi har valgt at præsentere en række kongeskikkelser, som hver især er

projektioner af bestemte egenskaber. Vi foreslår, at klassen vælger én af disse

skikkelser og arbejder med den, eventuel i modspil med sin modsætning. Det er

ikke afgørende for os, om der opsamles faktuel viden. Det er fantasien og

projektionen af en bestemt egenskab, vi er ude efter.

De kongeskikkelser, som vi vil præsentere, grupperer sig på følgende måde:

God

Ond

Kong Arthur

Darth Vader

Mild

Grusom

Frodo

Herodes

Rig

Fattig

Ludvig XIV

Klodshans

Taber

Vinder

Knud den Store

Elvis

Djævelsk

Guddommelig

Satan

Kristus

9

Kap. 4. Konger af så mange slags

I dette kapitel præsenterer vi en række forskellige kongetyper. Vi opfordrer

klasserne til at fordybe sig i en af de nævnte kongeskikkelser som afsæt for det

kreative arbejde med at fremstille en trone til den valgte konge, se kapitel 6.

Vi har udformet et elevark til hver kongetype:

Den gode

Den onde

Den milde

Den grusomme

Den rige

Den fattige

Den tabende

Den vindende

Den djævelske

Den guddommelige

10

1. Den gode og den onde konge

Arthur - Den gode konge

Der var engang en god konge, der hed Uthar-Pendragon.

Han var konge over hele Britannien. Han havde to

hjælpere: troldmanden Merlin den Vise og den ædle ridder

Ulfius. Med Merlins og Ulfius' hjælp skabte kongen fred

og retfærdighed i sit rige, som alle nød godt af.

Kong Uthar var gift med dronning Igrain, og de får en søn.

Det er det barn, der skal vokse op og blive til den gode

kong Arthur.

En dag, da den lille kongesøn ligger i sin vugge med

himmelblåt omhæng, kommer troldmanden Merlin. Ånden

kommer over ham, og han begynder at spå:

"Inden længe vil du, konge, blive angrebet af feber, og du vil dø. Hvis denne sorg

skulle ramme os, vil den lille kongesøn være i største fare. Mange af jeres fjender

vil forsøge at dræbe ham. Lad ridder Ulfius og mig skjule drengen, indtil uroen er

drevet over."

Og det går, som Merlin spår. Kong Uthar dør, og der

kommer borgerkrig i landet. Hvor der før var fred i riget, er

der nu ufred og fare for alle. Der er ingen konge til at sørge

for lov og orden. Og mange ønsker at blive konge og tage

magt over landet.

Der forløber 18 år i stor ulykke. I den tid var der ingen der

vidste, hvor kongesønnen var. En dag kalder

ærkebiskoppen af Canterbury Merlin til sig. Og Merlin spår

igen:

"Der skal komme en konge, der vil skabe fred og glæde i

hele riget. Hvis I giver mig lov til at øve trolddom, vil jeg sørge for, at vi kan finde

den rette konge."

Merlin fremtryller en kæmpe firkantet marmorblok. Han skaber en ambolt over

marmorblokken. I ambolten er et sværd, der sidder

så fast, at ingen kan rokke det. Kun den rette konge

vil have denne magt.

Den, der drager dette svære af ambolten, er født

til at være Englands retmæssige konge.

11

Og riddere og fornemme mænd strømmer til fra hele Britannien for at klare

prøven, men sværdet bliver i ambolten. Det er, som om det er smedet fast. Men en

dag kommer så den kongesøn, som Merlin og Ulfius havde gemt, og som alle troede

var død. Han klarer prøven, og han får navnet Arthur. Og om ham og hans tapre

riddere af det runde bord fortælles mange historier.

Darth Vader - den onde konge

"Stjernekrigen" handler som alle andre eventyr om kampen mellem de gode og de

onde, lysets og mørkets kræfter. Det onde imperium vil tage magten i hele

galaksen. Det onde imperium ledes af kejser Palpatine, og hans bedste og tapreste

hjælper er Darth Vader. De tapre jedi-riddere kæmper en næsten håbløs kamp mod

Imperiets overmagt.

Det mærkelige ved historien er, at

Darth Vader oprindelig var jedi-

ridder og på de godes side. Vi

møder ham første gang som den 9-

årige Anakin. Han besidder

kraften til at blive jedi-ridder, og

han trænes til at blive en sådan.

Men hævn og ulykke fører ham

over på ondskabens side. Han har

set sin mor blive dræbt, og had og

hævn har boret sig dybt ind i hans

hjerte.

Darth Vader har en søn, Luke Skywalker, der

kæmper imod sin onde far og det onde imperium. I

filmens sidste scene mødes de to i en afgørende

fægtekamp på liv og død. Darth Vader ser ud til at

vinde, men da han skal til at dræbe Luke, sin

modstander og søn, vælger han overraskende at dø

selv frem for at dræbe Luke. Den onde bliver god i

mødet med sin søn. Den onde er ikke bare ond, men

der er en historie, der har gjort Darth Vader ond og

en begivenhed, der får ham til at vende om igen.

Se kampen mellem Luke og Darth Vader i den sidste

Star Wars film: "Jedi-ridderne vender tilbage".

12

2. Den milde og den grusomme konge

Frodo - den milde konge

Tre har elvernes konge i dybeste skove

Syv har dværgenes herrer i sale af sten

Ni har mændene dødeligt, dømt til at sove

En har den natsorte fyrste for ondskab og mén

i Mordors land, hvor skyggerne ruge.

Én ring over dem alle, én ring kan finde de andre,

én ring kan bringe dem alle, i mørket lænke dem alle

i Mordors land, hvor skyggerne ruge.

Tyve ringe blev smedet. Tre har elvernes konge, syv har dværgene, ni blev givet til

menneskene. Men én ring, har magt over dem alle. Det er magtens og ondskabens

ring. Falder den i de

forkerte hænder, vil

ondskaben og

mørket sejre.

Hobbitten Bilbo

Sækker finder

ringen. Den går i arv

til Frodo. Frodo er

den eneste, der kan

bære ringen, for

ringen giver en

frygtelig magt. Kun

den, der ikke selv vil

vide af magt, kan

være ringbærer. Og

13

Frodo er ren af hjertet og uden ondskab. Derfor kan han bære den ring, som intet

menneske kan bære. Dens magt er for stor.

Men ringens overnaturlige kræfter gør den umulig at skjule. Overalt står Sauron

og hans sorte ryttere på vagt for at finde ringen. Finder de den, vil alt håb være

ude. Men lykkes det Frodo at bringe herskerringen til Mordor og kaste den i den

ild, hvor den blev støbt, vil ringens magt være brudt.

Herodes - Den grusomme konge

Kalkmaleri fra Tingsted Kirke, Falster

Jøderne havde en konge, der hed Herodes. Det fortælles om ham i Bibelen, at han

var grusom. Da han hørte om en ny konge, der skulle fødes i byen Betlehem, blev

han grebet af vrede. Han tålte ingen anden konge ved sin side. Nu ville han gøre

alt for at finde barnet og slå det ihjel.

En dag kom tre vismænd forbi. De kaldes også de hellige tre konger og hed Kasper,

Melchior og Balthasar. De var stjernetydere og havde set en stjerne over byen

Betlehem. Det var tegnet på, at en ny konge skulle fødes, og nu ville de hen og se

barnet og hylde det. Og de havde gaver med, der passede til en kongesøn: guld,

røgelse og myrra. De bad Herodes om hjælp til at finde vej. De kendte ikke hans

planer om at dræbe barnet. Før de drog mod Betlehem, lovede de Herodes, at når

14

de havde fundet barnet, ville de fortælle ham, hvor det var. Så kunne han selv

komme og beundre det og give det gaver.

De tre vise mænd fra Østerland fandt det nyfødte Jesusbarn med sin far Josef og

sin mor Maria. Stjernen over Betlehem viste dem vej til en faldefærdig stald. En

krybbe, som dyr spiser af, var hans vugge. Der var ingen pomp og pragt. Men

stjernen stod lige over stalden og fortalte, at det var her, så de hyldede ham som en

konge og kastede sig ned i støvet for ham

Om natten fik de en drøm. De drømte, at de ikke skulle tage tilbage til kong

Herodes, men i stedet skynde sig hjem.

Samme nat havde Josef også en drøm. Herrens engel viste sig for ham og sagde:

"Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Ægypten. Kong Herodes vil søge

efter barnet for at slå det ihjel." Samme nat flygtede Josef med Jesus og Maria.

Da Herodes indså, at han var blevet narret af de tre vise mænd, blev han rasende.

Han kaldte sine soldater sammen og gav ordre til at dræbe alle nyfødte drengebørn

i Betlehem.

15

3. Den rige og den fattige konge

Ludvig den Fjortende ("Solkongen") - den rige konge

I Europa har der aldrig været noget rigere hof end det

franske under Ludvig den Fjortende, som var konge

fra 1643 til 1715. Tilnavnet Solkongen stammer fra

ham selv: ved baroktidens store baller var det

almindeligt at optræde i udklædning. Ludvig holdt af

at optræde som solen, der med sin glans kaster sine

stråler på alle andre tilstedeværende.

Ludvig den Fjortende fik ikke set meget af verden, før

han som fem-årig blev konge af Frankrig. Magten lå

hos kardinal Mazarin, indtil Ludvig blev myndig. I

mellemtiden fik han en bred uddannelse i sprog, statsret, historie og musik – men

han foretrak langt at more sig med dans, jagt og fægtekunst.

Takket være hans ægteskab med en spansk kongedatter blev det spansk-franske

rige en stormagt, som bl.a. gav Frankrig andel i guldet fra Sydamerikas kolonier.

Samtidig tog han al magt fra Frankrigs adel og skabte en persondyrkelse omkring

sig selv.

Ludvig elskede dans, teater og stort anlagte fester.

Det gamle slot Louvre i Paris blev hurtigt for småt,

og i stedet udbyggede Ludvig sit jagtslot i

Versailles til et kolossalt palads med 5000 adelige

beboere plus tjenerskab og personale. Intet var for

dyrt: Europas dyreste mode, kunst og musik. Midt

i alt dette gik Ludvig den Fjortende rundt uden ret

megen anelse om sin befolknings ve og vel.

Parken ved slottet i blev betragtet som det

mest imponerende af alt, specielt på grund

af sine imponerende fontæner. I en tid uden

elektricitet var selv et beskedent springvand

tegn på stor rigdom – i parken ved

Versailles plaskede vandet overalt. Når der

kom besøg fra andre lande, arrangerede

Ludvig den Fjortende en tur i hestevogn

gennem parken. Springvandene gjorde deres

16

virkning, og gæsterne rejste hjem og fortalte alle om Solkongens rigdom. De vidste

ikke, at slottets gartnere på det kvarter, parkturen varede, tømte en hel sø bag

slottet for vand til springvandene. Når søen var tom, gik der flere uger, før

fontænerne kunne springe igen i et kvarters tid.

Klodshans - den fattige konge

"Duer ikke! Væk!" sagde kongedatteren til

sine friere, når de en for en blev lukket ind

til hende i tronsalen. Hun havde bestemt, at

hun ville gifte sig med den mand, der talte

bedst for sig. Men når frierne så prinsessen

og skulle tale med hende, slog det klik for

dem, og de anede de ikke, hvad de skulle

sige.

Og lige meget hjalp det, om de så kunne hele leksikonet forfra og bagfra.

Klodshans havde to brødre, som forberedte sig længe på at tale med prinsessen på

den rigtige måde. Men da de to brødre kom ind til prinsessen, var der fuld varme

på kakkelovnen, og de kunne ikke sige andet end "Her er en forfærdelig hede". Så

forklarede prinsessen, at "det er fordi vi steger hanekyllinger i dag". Og det anede

de to brødre ikke, hvad de skulle sige til.

Til sidst kom Klodshans ind til prinsessen. Han havde hverken hest eller fint tøj,

men kom ridende på en gedebuk. Med sig havde han en gammel træsko fyldt med

mudder og en død krage, som han havde fundet undervejs. Da prinsessen sagde det

med hanekyllingerne, havde Klodshans straks noget at sige: "så kan jeg vel få en

krage stegt?" Og han havde både en gryde at stege den i og sovs til kragen, sagde

han og viste træskoen og mudderet frem.

Det faldt prinsessen straks for. For her var en frier, som kunne tale for sig. Og hun

bestemte, at han skulle være hendes prins. "Og så blev Klodshans konge, fik en

kone og en krone og sad på en trone, og det har vi lige ud af Oldermandens Avis -

og den er ikke til at stole på!"

Frit genfortalt efter H.C. Andersen

17

4. Den tabende og den vindende konge

Knud den Store - den tabende konge

“Lad alle mænd vide hvor tom og værdiløs

kongers magt er. For der er ingen anden der

er navnet værdigt end Gud som himmel, jord

og hav adlyder.”

Sådan sagde den danske vikingekonge Knud

den Store, da han sad på sin trone på

stranden i England, mens tidevandet steg og

bølgerne skvulpede omkring hans fødder.

Knud var barnebarn af Harald Blåtand. Fra

år 1016 til 1035 var han ikke blot konge over

Danmark og Norge, men også over store dele af England. Det var et stort rige, som

ikke holdt særlig længe. Da Knud døde i 1035, smuldrede hans rige.

En dag bad han om at få sin tronstol båret ned på stranden. Han ville befale

tidevandet at stoppe ved hans fødder. Der var sikkert nogle af hans undersåtter,

som troede, at så mægtig en konge som Knud måtte kunne udrette dette. Måske

troede Knud det også selv.

Men både han og hans hof fik lært noget den dag. Så historien om kongen, der

troede han kunne alt, blev til historien om Guds magt, der altid er større end selv

den mægtigste konges.

Elvis Presley - den vindende konge

Nogen siger, at før Beatles var der Elvis, og før Elvis var der .. ingenting! Elvis

Presley var den første og måske mest beundrede og tilbedte rockstjerne i verden.

Han blev kaldt The King of Rock and Roll, og når han gav koncert, besvimede hans

fans på stribe.

Elvis Presley blev født i 1935 i en forholdsvis fattig familie. Hans var

lastbilchauffør og hans mor syerske. Da han døde som 42-årig, var han en af USAs

rigeste mennesker med kæmpemæssige privatfly, et utal af biler og et stort palads

af en bolig i Memphis, Tennessee. Da han var ganske ung, indspillede han sin

første plade, og som knap 20-årig var han kendt og tilbedt over hele USA og den

vestlige verden. Historien om ham kan bedst fortælles i en serie billeder, som

kommer her.

18

Elvis som 2-årig

Fans ved en koncert

Elvis skriver autografer

Elvis på scenen

Kongen hilser på sit publikum

Kongen er død

19

5. Den guddommelige og den djævelske konge

Satan - den djævelske konge

Satan betyder ”modstander”, og det er også, hvad han er: Han er Guds modstander,

og derfor er han også menneskets modstander, for mennesket er jo skabt af Gud,

og er Guds skaberværk. En gang var Satan én af Guds engle og skulle hjælpe Gud,

men han var ulydig overfor Gud og ville ødelægge alting, og derfor blev han smidt

ud af himlen og Guds rige. På

billedet kan man se, at han er

en sort engel, og den sorte

farve betyder, at han er

mørkets fyrste og hersker,

den, der prøver at ødelægge

alt det liv, Gud har skabt,

med ondskab og løgn og vrede

og misundelse og død. Da

Satan blev smidt ud af Guds

rige, skabte han sit eget rige,

et modrige, og i det rige er

han fyrste for djævle og

dæmoner og onde ånder, som

han sender ud blandt

menneskene for at pine og

plage dem og gøre livet svært

for dem. Og naturligvis for at få magten over dem, så de også bliver hans

undersåtter.

Satan har mange navne og mange ansigter: I Biblen kaldes han mange forskellige

ting, f.eks. djævelen, som egentlig betyder ”bagtaleren”, den onde, dragen, slangen,

denne verdens fyrste, denne verdens gud eller fristeren. Og andre steder kaldes

han også for anklageren eller dødsenglen.

Det er ikke nævnt i Biblen, men i mange år har mennesker

nu forestillet sig, at Satan er helvedes Herre. Helvede er det

sted, hvor onde og modbydelige mennesker kommer hen, når

de dør (de gode kommer i Himlen, håber vi), og i helvede

bliver de straffet til evig tid for deres ondskab og grimme

handlinger. Straffene er frygtelige, helvedet er et

skrækkeligt sted at være, og det kan man bedst se på de

gamle kalkmalerier i kirkerne, f.eks. billedet af Helvedes

mund og billederne af djævle, der trækker af sted med de

skrækslagne mennesker.

Men uanset om der rent faktisk findes et helvede, hvor

20

Satan piner de døde, eller ej, så kan man kende Satans rige og mørkets fyste på, at

han altid forsøger at ødelægge livet for mennesker og altid gør modstand mod det

gode. Og han gør det ved at bruge løgn og bagtalelse,

altså ved at få mennesker til at lyve overfor hinanden og

bagtale hinanden, eller ved at friste mennesker til at

gøre noget ondt ved at lokke med noget godt, som da

slangen i Paradisets Have lokkede Eva til at spise af

æblet, selvom Gud havde sagt hun ikke måtte. Det var

også ham, der lokkede Judas til at forråde Jesus for 30

sølvpenge, og i Lukasevangeliet står der, at det var ham,

der var skyld i, at en kvinde havde været syg i 18 år.

Darth Vader blev god igen, da han mødte det gode i sin søn. Men selvom Satan

også oprindeligt hørte hjemme blandt Guds engle, så bliver han ikke god, når han

møder det gode. Han bliver ved med at gøre modstand mod Gud og mod

mennesker. Men hvis der ikke var noget godt at gøre modstand imod, så ville han

måske slet ikke være der?

Jesus – den guddommelige konge

I mange, mange år havde folket ventet på, at Gud skulle sende dem en frelser, der

kunne hjælpe dem mod deres fjender. De ventede på ”Messias”, som betyder ”den

salvede” på hebraisk, for dengang blev kongerne ikke bare kronede, men også

salvede som symbol på, at Guds ånd var med dem. Så Messias var en konge, salvet

af Gud.

Men der var ikke meget af den sædvanlige

kongeværdighed over Jesus. Han blev født i

en ussel stald, ikke på et kongeslot, han blev

lagt i en krybbe, et fodertrug, og ikke i en

vugge. Hans jordiske far var en almindelig

tømrer, og Jesus voksede op i en ganske

almindelig familie uden pomp og pragt. Men

da han blev født, stod stjernen over stalden,

og de tre vise mænd fra Østerland fandt ham

og gav ham gaver, der var en konge værdig.

Og englene sang for hyrderne på marken om verdens frelser, der var blevet født

samme nat.

Da Jesus blev voksen og begyndte at gå rundt og fortælle om Guds rige, var der

heller ikke meget kongelighed over ham: Han spiste sammen med de allerlaveste i

21

samfundet, dem ingen andre kunne lide, og han forsvarede de fattige og udstødte

overfor dem, der ville holde dem nede. Til påske tog han til Jerusalem for at fejre

Påsken dér, og han red ind i byen og blev hyldet ligesom en konge: Men det var et

æsel, han red på og ikke en stor, flot, hvid hingst, som konger og hærførere ellers

plejer at bruge.

Jesus blev kronet ligesom en konge, men

det var en tornekrone, han fik på.

Tornene borede sig ind i hans pande, så

blodet løb. Og korset, han blev hængt op

på, fik indskriften INRI, som står for

”Jesus af Nazareth, jødernes konge”. Det

var Pilatus, den romerske landshøvding,

der satte indskriften, og han gjorde det for

at håne Jesus – og jøderne. Man

korsfæstede Jesus, ligesom man

korsfæstede slaver og forbrydere, de laveste i samfundet. Og selv røveren på korset

ved siden af Jesus hånede ham og sagde: ”Hvis du er den, du siger, du er, så frels

dig selv.” Men Jesus lod sig aldrig friste til at demonstrere sin magt og

guddommelighed, heller ikke dengang djævlen i ørknen fristede ham med magt og

ære. Jesus var en rigtig anti-konge, en anti-helt, og han levede bestemt ikke op til

folks forventninger om en rigtig konge med pomp og pagt og røgelse. For en rigtig

konge har magt og bruger sin magt til at få sin vilje.

Først da Jesus var død, fik han tilnavnet ”Kristus”. Det betyder også ”den salvede”

– bare på græsk. Og det var først, da han var død, at han rigtig fik sin

kongeværdighed på tronen hos Gud i himlen. Sådan ser man ham på det billede,

hvor han sidder på tronen med en rigtig kongekrone, med scepter og med rigsæble.

”Kristus, kongernes konge”, hedder billedet. I sin højre hånd holder han biblen,

som er slået op på det sted i Johannes Åbenbaring, hvor der står: ”Jeg er alfa og

omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden.” Alfa og omega er det første

og det sidste bogstav i det græske alfabet, ligesom a og å er det i vores. Og det

betyder, at Kristus som himmelkongen omfatter alting, ingenting er uden for hans

rækkevidde, og han er grundlæggeren af alting. Man kan også se billeder af

himmelkongen med en lilje i den ene hånd og et sværd i den anden, og så betyder

sværdet retfærdighed, mens liljen betyder tilgivelse: Himmelkongen er også

verdens dommer, og han hersker og dømmer med retfærdighed og tilgivelse.

22

23

Kap. 5. Påskens kongebilleder

Vi har set på forskellige konger fra eventyr og fra historien og på forskellige

kongetyper. Jesus rummer som person i sig selv flere af disse typer. I løbet af

påsken viser han forskellige sider af sin kongelighed. Påskens fortælling og de

forskellige positioner som Jesus indtager, fejrer vi i påsken på de forskellige

påskedage:

Palmesøndag

Vi kalder denne dag for palmesøndag fordi

denne dag hører vi om, hvordan Jesus

sammen med sine disciple kommer til

Jerusalem for at fejre påske. Han beder en

af disciplene om at gå ud og låne et æsel.

Jesus rider på æslet ind i Jerusalem. Da

han kommer, er rygtet om ham løbet i

forvejen og en vældig menneskemængde

går ham i møde og hylder ham. Det har

spredt sig blandt folk, at han er den lovede

Messias. Den konge, der skal befri hele

folket fra den fremmede overmagt,

romerne. Dette kunne se ud som en ny

herskers sejrsindtog. Starten på et nyt kongedømme.

Her ser vi Jesus som den vindende konge.

Skærtorsdag

Men det går ikke som folk

havde ventet. Jesus

starter ikke et oprør mod

romerne. I stedet

forbereder Jesus som

andre jøder påsken med

sine disciple. Men

farisæerne og de

skriftkloge i templet,

jødernes religiøse ledere,

er imod Jesus. De bryder

sig ikke om, at han taler

om Gud som sin far. Det mener de er en gudsbespottelse. Men de har ikke magt til

at anholde ham, fordi det er romerne, der bestemmer i landet. Imens Jesus og hans

disciple forbereder sig på påsken, forbereder farisæerne og de skriftkloge derfor at

få romerne til at dømme Jesus for forræderi. Den aften hvor alle jøder fejrer påske,

24

spiser Jesus den traditionelle påskemiddag med sine disciple og går derefter ud til

Getsemane have. Her bliver han forrådt af Judas og anholdt uden at gøre

modstand. Hele aftenen bliver han ydmyget af de religiøse ledere. De slår og håner

ham og han forsvarer sig ikke. Der er ingen, der tør at stå ved ham. Hans

tilhængere er bange og den folkemængde der tiljublede ham 4 dage før holder sig

væk. Mange er også skuffede over, at han ikke har startet det ventede oprør.

Her ser vi Jesus som den tabende konge.

Langfredag

Dagen efter får de skriftkloge romerne til at

henrette Jesus. Og alle de folk, der før

hyldede ham, råber nu ”korsfæst ham,

korsfæst ham”. Så bliver han korsfæstet

sammen med to røvere og lider indtil han

dør. På korset sætter Herodes, romernes

leder, et skilt. Her står: ”Jødernes konge” og

han krones med en tornekrone. På mange

krucifikser, er det sådan, han fremstilles -

ligesom her på krucifikset fra Skydebjerg

kirke (ca. 1500): Svækket og lidende - men

samtidig medlidende, idet han siger, ”tilgiv

dem, for de ved ikke hvad de gør”.

Her ser vi Jesus som den lidende konge.

Påskesøndag

Hans disciple går ud til graven, hvor de lagde

ham, da han var død på korset. Kvinderne vil

salve ham med olie, som det er skik og brug.

Men graven er tom og Jesus er borte. En

engel fortæller dem, at Jesus er stået op fra

de døde. Han lever og vil møde dem igen. I de

40 dage efter påske møder Jesus flere gange

sine disciple. Han forbereder dem på at

udbrede det gode budskab til hele verden. Til

sidst stiger han op til himlen. I kirken fejrer

vi det på Kristi Himmelfartsdag.

I kristendommen tror man, at Jesus efter sin

himmelfart hersker som en himmelsk konge.

At han sammen med sin far og Helligånden

har al magt i Himlen og på jorden. I mange billeder af Jesus ser vi ham også som

den stærke og magtfulde konge. Det kan være Jesus på den himmelske trone. Men

i den tidlige kristendom i Danmark så Jesus selv på korset også stærk og sejrrig

25

ud. Det ser vi f.eks. på kristusbilledet på Jellingestenen og på vikingekorset fra

Åby. Og vi synger om den kraftfulde Jesus i salmen ”I kvæld blev der banket på

Helvedes port”. Her hører vi, hvordan Jesus efter sin død stiger ned til dødsriget og

besejrer døden og befrier alle fortabte og fordømte.

Her ser vi Jesus som stærk og guddommelig konge.

26

Kap. 6. Billedkunstnerisk arbejde

Når børnene mødes i Stavnsholtkirken 27. marts, håber vi at kunne præsentere

mange forskellige kongetroner og påskebilleder.

Fremstil en trone

Klassen kan fremstille en trone til én af de kongetyper, der er nævnt i kapitel 4. I

kan vælge en af de foreslåede personer eller bruge en konge fra kapitlet som afsæt

til fri fantasi. Man kan også lave en kongetrone til Jesus i en af de kongeskikkelser

han træder frem i under påsken, jvnf. kap.5.

Kongetronen laves over en almindelig stol. I er naturligvis fuldstændig frit stillede

med materiale og tidsforbrug. I kan arbejde i tekstil, pap, træ eller metal alt efter,

hvad I har mod på. Tronen skal blot være indrettet, så man kan sidde på den.

Lav en plakat eller et triptykon med en scene fra påsken

Klassen kan vælge at lave en plakat over én af påskedagene. Brug gerne

papir/karton i A1 (594 x 841 cm). Hvis I har mulighed for at lave flere billeder, kan

I lave et triptykon – altså et trefløjet billede. Man kan arbejde med et triptykon på

flere måder:

1. Man kan fremhæve den midterste del, gøre den størst og lade sidefløjene

være kommentarer eller perspektiver til det vigtigste budskab i midten. Det

er det, vi kender fra traditionelle altertavler, også fordi man i mange små

middelalderkirker med korbuer bedst har kunnet se det midterste billede.

Det betyder også æstetisk, at der skabes ligevægt i helheden.

2. Man kan lave en tegneseriemodel, hvor man læser historien fra venstre mod

højre. Det kalder på en udvikling, en fortløbende fortælling, der egner sig

godt til påskeberetningen.

3. Eller man kan lave tre ens motiver med forskellige budskaber, udtrykt i

forskellige farver.

Præsentation i Stavnsholtkirken 27. marts

Tronerne og påskebillederne bliver udstillet i Stavnsholtkirken og det hele bliver

kommenteret og brugt i løbet af arrangementet 27. marts 2012. Hvis I har lyst, må I gerne tage tronen og billederne med tilbage til klasseværelset igen.

Af praktiske grunde vil vi gerne have jeres trone bragt ud i Stavnsholtkirken nogle

dage i forvejen. I kan aflevere den i tidsrummet mellem kl. 9 og 13 (torsdag

desuden 15-18) i Stavnsholtkirken, eller I kan aftale nærmere vedr. aflevering med

sognemedhjælperen.

27

Kap. 7. Fire salmer om konger

Lover den Herre

Tekst af Joachim Neander fra 1680

Melodi af Stralsund fra 1665

1. Lover den Herre, den mægtige konge med ære!

Lov ham, min sjæl, og lad det din forlystelse være!

Mød ham med sang,

psalter og harpe giv klang!

Åndelig leg vil jeg lære.

2. Lov dog den Herre, som alting så herlig regerer,

ham, der som ørnen på vinger dig løfter og bærer,

lader dig få

mer, end du selv kan forstå,

bedre, end hjertet begærer.

3. Lov dog den Herre, som alting så vel for dig mager,

ham, som dig sundhed forlener og venlig ledsager!

Tænk, af hvad nød

denne din Herre så sød

dig ved sin almagt uddrager!

4. Lov dog den Herre, som dig i din stand giver lykke,

ham, som med tusind velsignelser ved dig at smykke!

Tænk dog derpå,

at han sin ære kan få,

ak, i din sjæl det indtrykke!

5. Lov da den Herre, min sjæl, og hvad i mig mon være,

hvad som har ånde, ophøje hans navn og hans ære!

Han er dig god,

ak, gør ham aldrig imod!

Amen, han selv dig det lære!

Gør døren høj, gør porten vid

Tekst: N. J. Holm, 1829

Melodi: Fra 1500-tallet

Gør døren høj, gør porten vid,

den ærens konge kommer hid.

Han hersker over alle land

28

og er alverdens frelsermand.

Retfærdig kommer han herned

og bringer liv og salighed.

Sagtmodig er med hjælp han nær,

barmhjertighed hans scepter er.

Han os bebuder glædens år,

vor nød ved ham en ende får,

derfor af stemmer uden tal

en frydesang ham møde skal.

O, salig er den stad for vist,

hvis konge er den Herre Krist,

så vel det hvert et hjerte går,

hvor denne konge indgang får.

Han er den rette glædesol,

som lyser fra Guds nådestol,

ved ham, Guds Søn, det lysne må

udi vort hjertes mørke vrå.

Jeg hjertets dør vil åbne dig,

o Jesus, drag dog ind til mig!

Ja, ved din nåde lad det ske,

at jeg din kærlighed må se!

Og ved din Helligånd os led

på vejen frem til salighed,

at her vi dig lovsynge må,

indtil vi for dit ansigt stå!

Hil dig frelser og forsoner

Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1837

Melodi: C. C. Hoffmann, 1878

Hil dig, frelser og forsoner!

verden dig med torne kroner,

du det ser, jeg har i sinde

rosenkrans om kors at vinde,

giv dertil mig mod og held!

Hvad har dig hos Gud bedrøvet,

og hvad elsked du hos støvet,

at du ville alt opgive

for at holde os i live,

os dig at meddele hél?

29

Kærligheden, hjertegløden,

stærkere var her end døden,

heller giver du end tager,

ene derfor dig behager

korsets død i vores sted!

Ak! nu føler jeg til fulde

hjertets hårdhed, hjertets kulde!

Hvad udsprang af disse fjelde,

navnet værdt, til at gengælde,

frelsermand, din kærlighed?

Dog jeg tror, af dine vunder

væld udsprang til stort vidunder,

mægtigt til hver sten at vælte

til isbjerge selv at smelte,

til at tvætte hjertet rent!

Derfor beder jeg med tårer:

Led den ind i mine årer,

floden, som kan klipper vælte,

floden, som kan isbjerg smelte,

som kan blod-skyld tvætte af!

Du, som har dig selv mig givet,

lad i dig mig elske livet,

så for dig kun hjertet banker,

så kun du i mine tanker

er den dybe sammenhæng!

Skønt jeg må som blomsten visne,

skønt min hånd og barm må isne

du, jeg tror, kan det så mage,

at jeg døden ej skal smage,

du betalte syndens sold!

Ja, jeg tror på korsets gåde,

gør det, Frelser, af din nåde.

Stå mig bi, når fjenden frister!

ræk mig hånd, når øjet brister!

sig: vi gå til Paradis!

I kvæld blev der banket på Helvedes port

Tekst: Kædmon før 680.

N.F.S. Grundtvig 1837

30

Mel.: Thomas Laub 1920

I kvæld blev der banket på Helvedes port,

så dundrer den rullende torden,

herolden var stærk og hans budskab fuldstort,

thi lyttede alt under jorden.

»Fra Himlen jeg melder nu Helvedes kryb:

Fra jorden nedstiger en kæmpe,

han springer i gry over svælgende dyb,

for gråd selv i Helved at dæmpe.

Han vandrer på gløder som jomfru på gulv,

han tramper på øgler og drager,

hugormen han knuser, og helvedes ulv

han binder, mens afgrunden brager.«

Og tredjedagen, da hel-hanen gol,

og genfærd kom alle tilbage,

da skinned i Helvede Himmerigs sol,

i drømme slet ingen så mage.

Som skyerne hvide med stjernehob bleg

gik englene foran den bolde,

og brat som en sol han fra dybet opsteg

med guldrøde skyer til skjolde.

I Helvede skinned Guds herligheds glans,

guldfarved de djævle kulsorte,

men murene revned for stråler i glans,

af hængsel fløj Helvedes porte.

Sig rejste de fanger nu alle på stand,

men dog for kun dybt at nedknæle.

»Velkommen, velsignet, vor frelsermand!«

det lød fra utallige sjæle.

Fra Helvede steg nu den Herre så bold,

ham fulgte så fager en skare,

som solen på skyer han satte på skjold,

profeterne alle ham bare.

Triumf blev der nu, hvor kun gråd hørtes før,

kun Død sad i Helved bedrøvet,

http://www.salmeriundervisningen.dk/smerte/Salmer/213.htmlhttp://www.salmeriundervisningen.dk/smerte/Salmer/213.htmlhttp://www.salmeriundervisningen.dk/smerte/Salmer/213.htmlhttp://www.salmeriundervisningen.dk/smerte/Salmer/213.htmlhttp://www.salmeriundervisningen.dk/smerte/Salmer/213.htmlhttp://www.salmeriundervisningen.dk/smerte/Salmer/213.htmlhttp://www.salmeriundervisningen.dk/smerte/Salmer/213.htmlhttp://www.salmeriundervisningen.dk/smerte/Salmer/213.htmlhttp://www.salmeriundervisningen.dk/smerte/Salmer/213.htmlhttp://www.salmeriundervisningen.dk/smerte/Salmer/213.htmlhttp://www.salmeriundervisningen.dk/smerte/Salmer/213.htmlhttp://www.salmeriundervisningen.dk/smerte/Salmer/213.htmlhttp://www.salmeriundervisningen.dk/smerte/Salmer/213.htmlhttp://www.salmeriundervisningen.dk/smerte/Salmer/213.html

31

keruben oplod den forseglede dør

skjoldvagten sig kasted i støvet.

Så herlig opstod på den tredie dag

vor frelser, uskyldig korsfæstet;

thi er det på jord nu en salighedssag:

Guds Søn haver Helvede gæstet!

http://www.salmeriundervisningen.dk/smerte/Salmer/213.htmlhttp://www.salmeriundervisningen.dk/smerte/Salmer/213.html

32

Kap. 8. Gennemgang af salmer

Lover den Herre

Salmen er skrevet i 1679 af Joachim Neander, som

blev født i Bremen i Tyskland og også var præst i

Bremen i et års tid, inden han døde kun 30 år

gammel i 1680. Han tilhørte den del af den kristne

kirke, som man kalder ”den reformerte kirke”, og i

den tillod man i begyndelsen kun at bruge salmer,

som var skrevet ud fra en bibeltekst. Det er denne

salme da også, faktisk refererer den til flere

forskellige salmer i Det gamle Testamente og til

andre bibelsteder.

Salmen var højt elsket i Tyskland, og også andre

kirkeretninger tog den til sig. Så højt elsket var den, at man brugte 3. vers som

fødselsdagssang i kristne hjem. – I 1740 blev den oversat til dansk, men vi ved

ikke, hvem der har oversat den.

”At love” betyder i salmesprog at prise eller rose: Som når vi siger ”Gud ske tak og

lov” for noget vi er glade for og dermed mener, at vi takker og priser Gud, fordi vi

er glade og taknemmelige. Salmen er skrevet over indledningen til salme nr. 103 i

Det gamle Testamente:

”Min sjæl, pris Herren, alt i mig skal prise hans hellige navn. Min sjæl, pris

Herren, glem ikke hans velgerninger! Han tilgiver al din skyld, helbreder alle

dine sygdomme. Han udfrier dit liv fra graven, han kroner dig med godhed og

barmhjertighed. Han mætter dit liv med gode gaver, du bliver ung igen som en

ørn.”

Sådan beskrives Guds rige, og sådan takker Neander Gud for livet i sin salme, og

han opfordrer sig selv og alt levende til at takke og prise Gud, fordi han har skabt

livet og giver og lykke og velsignelse.

Vers 1:

den mægtige konge med ære: henviser til ærens konge, dvs. Guds

kongelige majestæt, for hvem døre og porte skal åbne og løfte sig, sådan

som det er beskrevet i salme nr. 24 vers 8-10 i Det gamle Testamente

psalter: et strengeinstrument, som sammen med harpen skal vågne op

til klang

åndelig leg: at synge og spille en salme er at spise og takke Gud med

hjerte og sjæl

33

Vers 2:

som ørnen på vinger: Gud vil bære os på ørnevinger, sådan som han på

Moses´ tid bar israelitterne på ørnevinger i ørknen, da han befriede dem

fra slaveri og trældom i Egypten og hjalp dem på den lange vandring til

deres eget land, Israel, ”landet der flyder med mælk og honning.” Det

skal forstås i overført betydning: Ørnevinger er store og stærke, og ørnen

kalder man også for ”fuglenes konge”, fordi den er stor og mægtig og

majestætisk.

Vers 3:

mager: ordner, lægger til rette

forlener: giver (helbred og lykke)

almagt: at Gud er almægtig betyder, at han kender og ved alt, hvad der

sker og skal ske

uddrage: trække ud af (Han trækker os ud af nød og pine)

Vers 4:

stand: en stand er det sted, hvor man står, dvs. i familien, i skolen, på

arbejdet

indtrykke: vi skal lægge os på sinde, dvs. huske vores sjæl på at give Gud

den ære, der er hans. Vi skal altså huske at takke Gud for vores helbred

og lykke

Vers 5:

hvad som har ånde: alt, hvad der lever og ånder

Amen: et hebraisk udtryk, der betyder ”Det er sandt!” eller ”Det skal

ske!”. Verset slutter men et Amen! og en bøn om, at Gud selv må lære os

at takke og prise og love ham.

Gør døren høj, gør porten vid

Salmen er skrevet af tyskeren Georg Weissel, som døde i 1635, men den udkom

først efter hans død, nemlig i 1642. Den er oversat til dansk i 1829 af N.J. Holm.

Det er en adventssalme, og det betyder, at vi først og fremmest bruger den i

adventstiden, som er tiden, hvor vi forbereder på at høre julens budskab om Jesu

fødsel.

Men 1. søndag i Advent er også kirkens nytårsdag, så i virkeligheden forbereder vi

os ikke bare på julebudskabet om Jesu fødsel, men på hele historien om hans

fødsel, liv, død og opstandelse, alt det vi skal høre om i det nye kirkeår.

34

Salmens udgangspunkt er salme nr. 24 i Det gamle Testamente (ligesom med

Lover den Herre, der også henviste til netop den), og den har sikkert været sunget

ved processioner, når man førte Pagtens Ark (skrinet med de 10 bud) ind i templet

igen, hvis den f.eks. havde været med hæren i krig eller blot havde været ført rundt

i byen ved en religiøs festdag. På Arkens låg var der et billede af Guds trone midt i

mellem keruberne (nogle højt placerede engle), og man forestillede sig, at Gud var

usynligt tilstede på sin trone, så det var selve ærens konge, der blev ført ind i

templet igen.

Men det var jo jødernes skik. De kristne har siden overtaget forestillingen, sådan

at salmen er kommet til at handle om Kristus, der som verdens frelser og konge

ikke bare kom ind i templet igen, men simpelthen kom til menneskers verden.

Derfor læser man 1. søndag i Advent historien om dengang, Jesus red ind i

Jerusalem på et æsel, og folket hyldede ham med palmeblade, for den historie

handler symbolsk om, at Jesus var verdens nye konge, den retfærdige, milde og

fredelige konge, som kom til verden på en helt anden og meget mindre prangende

måde end alle andre konger. Og salmen handler derfor også om, at Kristus kommer

som ærens konge til hvert enkelt menneske.

Vers 1:

dørene og portene henviser til døre og porte i det gamle tempel, men

også til hvert menneskes ”hjertedør”

Vers 2:

salighed: at være fuld af glæde, være lykkelig

sagtmodig: mild, fredelig

scepter: en udsmykket stav, der er symbol på kongens værdighed

Vers 3:

glædens år: glædens år er dér, hvor Kristus kommer ind som konge

bebude: fortælle om

Vers 4:

stad: by

Vers 5:

Guds nådestol: ofte betyder “nådestol” det kors, Jesus blev korsfæstet

på. Det kan betyde hans kongesæde, dvs. hans trone, men det kan også

som her betyde ”nådens trone”, altså at denne konge hersker med sin

nåde og ikke med magt

vrå: en hytte

35

Vers 7:

Helligånden er Guds ånd, og det er ham, der kan tale til mennesker. Det

er derfor også ham, der kan hjælpe os til at gå den rigtige vej her i livet,

indtil vi skal stå ansigt til ansigt med Gud i det evige liv efter døden.

Vers 6 og 7 er formet som en bøn om, at Gud (Jesus) selv ved

Helligånden vil hjælpe os med at lukke hjerterne op og lade ham blive

vores konge.

Hil dig frelser og forsoner

Midt i 1200-tallet skrev den franske munk Arnulf et langfredagsdigt om hver

enkelt del af Jesu krop på korset, begyndende med fødderne og afsluttende med

hovedet. Digtet blev inspiration for megen påskemusik og for en række andre

salmer i vores salmebog.

Grundtvig har ladet sig inspirere at de middelalderlige vers, men digter i denne

salme på egen hånd. For Arnulf drejede langfredag sig om at meditere sig ind i

Jesu smerte på korset - det afspejles i salmens ord "så kun du i mine tanker" (v. 7).

Men Grundtvigs tekst peger udad, mod "Paradis" (v. 9). Salmen er en af vore mest

elskede, ikke mindst på grund af sin melodi.

Vers 1:

Hil dig henviser til Jerusalems befolknings hilsen til kongen Jesus, der red

ind i byen palmesøndag. Men her der den samme hilsen rettet til den

korsfæstede Jesus.

Rosenkransen er med sine torne og blodrøde blomster et billede på den

tornekrone, Jesus får om hovedet. Det er også betegnelsen for den

perlekrans, som kristne gennem tiden har brugt som meditationsredskab

ved bøn. Meningen er, at Grundtvig vil give Jesus sine bedste

rosenblomster, sådan som det sker ved at synge denne sang til ham.

Vers 2:

Støvet er betegnelsen for menneskene, der jo som Adam er skabt af

jord/støv. Menneskene er ikke ligegyldige for Gud, tværtimod: Guds

kærlighed er så stærk, at Gud opgiver sin plads i himlen og kommer ned for

at dele livet med os. Gud bliver menneske og fødes i stalden i Betlehem.

Derved forandres menneskenes situation: de bliver holdt i live af Gud.

Vers 3:

Kærligheden er stærk som døden, står der i Det Gamle Testamente

(Højsangen 8,6). Når Jesus bliver menneske, er det imidlertid udtryk for, at

kærligheden er endnu stærkere end døden. Det kommer til udtryk i, at Jesus

36

dør på korset og overvinder døden for alle mennesker. Der er kun én ting,

der kan overvinde døden, og det er Guds kærlighed til os.

Vers 4:

Døden og synden er noget, Grundtvig kender til i levende live. Han mødte

den i oplevelsen af sit eget følelseskolde hjerte, hvor der ikke findes noget,

som fortjener Guds kærlighed. Mennesket kan på ingen måde gøre sig

fortjent til Guds kærlighed: den kommer helt og aldeles på Guds eget

initiativ.

Vers 5-6:

I disse to vers beskrives Guds kærlighed som en flod, der strømmer ud over

verden og forvandler alt. Det, der står mellem mennesker og Gud

(blodskyld) vaskes bort af den flod. Ind i mine årer henviser til altergangen i

kirken, hvor den vin, man får at drikke, flyder ind i kroppen som del af

samme flod. Der sker en fuldstændig renselse.

Vers 7:

Målet er, at mennesket får Jesus som centrum i tilværelsen, som midtpunkt

for det at være til. Det er for Grundtvig den eneste mulige måde at få

samling på sit liv. Det handler om at få hjertet til at banke for Gud, for kun

på den måde kan man finde den sande mening med livet og komme til at

elske det.

Vers 8:

Barmen isne: henviser til døden, både den konkrete død og den død, det er at

have et hjerte af sten. Begge dele er nemlig den pris eller det præg, synden

sætter på os (syndens sold = syndens løn). I stedet for at blive 'belønnet' i

livet med døden, får vi en enden løn, nemlig det liv, Jesus lover os.

Vers 9:

Det bliver ved med at være et mysterium, hvordan Gud akkurat kunne vise

sin fuldstændige kærlighed til mennesker ved at lade sin søn dø på korset.

Alligevel er det i det mysterium, centrum findes i den kristne tro (korsets

gåde). Grundtvig beder til slut i salmen om hjælp til at forstå det mysterium

- og dermed også om hjælp til at leve livet og dø med Jesus som livets

centrum. De sidste ord henviser til det løfte, Jesus iflg. evangelierne giver

den ene af de to røvere, der er korsfæstet sammen med ham: Vi går til

paradis".

I kvæld blev der banket på Helvedes port

I sin salmedigtning satte Grundtvig sig for at samle inspirationer fra alle epoker af

kirkens historie og give det sit eget personlige udtryk. Denne salme hviler på et

digt fra omkring 680, skrevet af en af de ældst kendte engelske digtere, Caedmon.

Han var munk i det nordøstlige England og næste udelukkende kendt for et stort

37

digt med mange vers, der på vers genfortæller hele bibelens fortælling fra

skabelsen til dommedag. Det er et udsnit af dette digt, Grundtvig har lagt til

grund, nemlig den dramatiske situation i dødsriget, som der henvises til i

trosbekendelsens ord "nedfaret til dødsriget". Grundtvig udnytter den dramatik

ved at gøre nedfarten til dødsriget til en kamp mellem Kristus og Djævelen. Det

stærke element af kamp er karakteristisk for Caedmons digt og for middelalderens

syn på Jesus: han er en sejrende konge, der ved sin blotte tilstedeværelse jager alle

modstandere på flugt.

I salmebogen er salmen på ikke mindre end 20 vers, der skildrer dramaet scene for

scene, indtil Grundtvig til sidst kan konkludere: "Guds søn haver Helvede gæstet".

Vers 3 :

Hugormen: henviser til den skikkelse, Djævelen har i

syndefaldsberetningen (1Mos 3). Det dyr, der frister Eva til at spise af

æblet, er en slange. Da Gud kommer til stede, får Adam, Eva og slangen

hver sin straf. Til slangen siger Gud de gådefulde ord, at Evas søn (sæd)

skal træde på slangen. De ord går i opfyldelse i denne situation, hvor Jesus

(som en sen efterkommer af Eva) endelig gør alvor af de ord.

Helvedes ulv: Grundtvigs interesse for nordisk mytologi slår igennem her

med henvisningen til Fenrisulven, som spiller en voldsom og uhyggelig rolle

i myten om Ragnarok.

Vers 6:

Den samme indflydelse fra nordisk mytologi fines i Hel-hanen: Her henvises

til hanen Fjalar, hvis galen i de dødes rige slet og ret er startsignalet til

Ragnarok.

Vers 10:

Den samme indflydelse findes også i Hel-sot: dronningen i de dødes rige

bærer navnet Hel og har et ansigt, hvis ene side er helt råddent (sot betyder

"sygdom").

Vers 12:

Kløgt-træet er Grundtvigs betegnelse for "kundskabens træ" (1Mos 3), som

bærer den frugt, Eva i paradiset spiste af og som slangen opholdt sig i.

Vers 15:

Bue henviser til regnbuen, som dukker op i bibelen som afslutningen på

fortællingen om Noas ark. Som løfte om sin velsignelse og trofasthed sætter

Gud en regnbue på himlen. Det er det løfte, Gud endelig opfylder ved at lade

Jesus befri de døde fra Djævelens fangenskab. Derved slipper de døde fri for

at blive i Helvede, men kan sammen med Jesus stå op af graven til Guds

himmel.