Sejlerklubben 58

MEDLEMSBLAD Nr. 58 • marts 2016

WEILBACHSBOGKLUB

TOLDBODGADE 35 • 1253 KØBENHAVN K. • Tlf. 4023 8620 • [email protected] • WWW.SEJLERKLUBBEN.DK

KLUBBOGEN249 KR.VEJL. PRIS 350 KR.

AFBESTILLINGSFRIST 20. MARTS 2016,BOGEN LEVERES PRIMO

APRIL 2016

… et af de mest velresearchede og gennemillustrerede værker om søkrigen i Nordatlanten …

TAK TIL 8

INDLEDNING 10

K A P I T E L E T SLAGETS BEGYNDELSE 14

K A P I T E L T O LUFTSPEJLINGER 28

K A P I T E L T R E JERNVEJEN 48

K A P I T E L F I R E DE GLADE TIDER 70

K A P I T E L F E M LANGE KNIVE 88

K A P I T E L S E K S LIVET I UBÅDENE 104

K A P I T E L S Y V TRUMFERNES NAT 112

K A P I T E L O T T E KRIGEN DER ALDRIG BLEV ERKLÆRET 144

K A P I T E L N I DEN DAG TURISMEN DØDE 164

K A P I T E L T I LIVET PÅ HAVET 188

K A P I T E L E L L E V E MARERIDTSGRÆSHOPPERNE 208

K A P I T E L T O L V DE STORE ULVEKOBLER 242

K A P I T E L T R E T T E N SPILLET ÆNDRES 270

EPILOG 294

BIOGRAFISKE NOTER 297

INDHOLD

(Text)



APRIL 2016

SLAGET OM NORDATLANTEN Søslagene der afgjorde anden verdenskrig i EuropaAf John R. Bruning

Næste klubbog er det omfattende og imponerende stor-værk Slaget om Nordatlanten.

Bogen har masser af fotos og fortæller om søkrigen mellem tyskerne og de Allierede under 2. Verdenskrig. Søkrigen i Nordatlanten var den længste sammenhængende militære kampagne i Anden Verdenskrig. Kampen på Nord-atlanten udspillede sig fra 1939 til Nazi-Tysklands nederlag i 1945 og nåede sit højdepunkt fra midten af 1940 til slutnin-gen af 1943. I bogen Slaget om Nordatlanten fortæller forfatteren John R. Bruning, hvordan tyske ubåde og andre krigsskibe i den ty-ske flåde angreb de allierede handelsskibe. Ubådene angreb efter 'wolfpack' metoden, hvor flere ubåde angreb en flåde af handelsskibe på én gang. Fra baser i Frankrig, Norge og Tyskland blev krigsskibe, ubåde og fly sendt af sted for at sænke de allierede trans-portskibe. I de første år af krigen med stor succes. Skib efter skib gik ned. Tyskerne sænkede skibene hurtigere, end de al-lierede kunne nå at bygge nye. I juni 1942 havde alene Stor-britannien mistet over 1.000 skibe. Havde det ikke været for et stort antal handelsskibe fra lande som Norge og Danmark, var Slaget om Atlanten blevet tabt. Mere end 240 skibe og omkring 6.000 danske søfolk kom til at sejle for de allierede. 2500 danske søfolk mistede livet.

John R. Brunings bog er et af de mest velresearchede og gennemillustrerede værker om søkrigen i Nordatlanten.

TAK TIL 8

INDLEDNING 10

K A P I T E L E T SLAGETS BEGYNDELSE 14

K A P I T E L T O LUFTSPEJLINGER 28

K A P I T E L T R E JERNVEJEN 48

K A P I T E L F I R E DE GLADE TIDER 70

K A P I T E L F E M LANGE KNIVE 88

K A P I T E L S E K S LIVET I UBÅDENE 104

K A P I T E L S Y V TRUMFERNES NAT 112

K A P I T E L O T T E KRIGEN DER ALDRIG BLEV ERKLÆRET 144

K A P I T E L N I DEN DAG TURISMEN DØDE 164

K A P I T E L T I LIVET PÅ HAVET 188

K A P I T E L E L L E V E MARERIDTSGRÆSHOPPERNE 208

K A P I T E L T O L V DE STORE ULVEKOBLER 242

K A P I T E L T R E T T E N SPILLET ÆNDRES 270

EPILOG 294

BIOGRAFISKE NOTER 297

INDHOLD

(Text)

10

11

(Text)(Text)

Utallige unge mænd kæmpede og døde i desperate kampe,

som udspillede sig det barskeste sted på jorden. Nogle bar

deres nations uniform, men de fleste var civile, som drog

til søs for at undslippe Depressionen. I stedet befandt de sig

pludselig midt i et gigantisk slag, som blev afgørende for

historiens udvikling. Da kanonernes torden tav, lå 3.500

skibe under Atlanterhavets enorme, grågrønne bølger.

Disse mænd kæmpede med utidssvarende udstyr i ringe

bevæbnede skibe, hvis hvæsende gamle motorer sendte

dem over bølgerne med sneglefart. Alene på havet var de

et let bytte for Aksemagtens fartøjer. Når deres skibe blev

ramt af en torpedo affyret af en ubåd eller en omstrejfende

torpedobåd, kom de frygteligt af dage. Dem, der klarede sig op

til vandoverfladen, mødte en lige så grufuld skæbne. De led

en langsom død på det oprørte hav, mens de klamrede sig til

et stykke vraggods eller sad sammenklemt i redningsbådene.

Alt for mange så venligtsindede skibe forsvinde i horisonten,

fordi deres kaptajner var for bange for truslen fra ubådene

til at komme dem til undsætning, og de døde til sidst af

underafkøling, sult og dehydrering, fortabt på det bitre hav.

Dette er deres historie, fortalt af de mænd, som havde modet

til at følge og fotografere deres strabadser. Mange af disse

fotografer døde i kampens hede. Dem, der overlevede, gav de

efterfølgende generationer en kæmpe gave. Deres villighed

til at risikere alt resulterede i en portefølje af billeder, som,

når de bliver sat sammen, skaber en levende mosaik af

krigens længstvarende krigskampagne.

Dette slag har hidtil ligget i skyggen af andre begivenheder

såsom feltmarskal Montgomerys andet slag om el-Alamein

eller general Pattons hurtige fremrykning under befrielsen af

Frankrig. Slaget om Nordatlanten lå hengemt i baggrunden,

mens Paris faldt i hænderne på tyskerne, England stod

alene, og Rusland blødte. Og slaget var helt glemt, da D-dag

kom, og Rhinen blev krydset, på trods af at kontrollen over

Atlanterhavet var hele grundlaget for begivenhedernes gang

efter 1939. Konvojerne blev det maskineri, der holdt sammen

på De Allieredes indsats. Aksemagten var flere gange tæt på

at ødelægge De Allieredes sammenhold over Atlanten, men

det lykkedes dem aldrig at sætte ind med det afgørende slag.

Det var en krig på statistik, på antal ton af tabt krigs-

materiel, på antal skibe, der kunne nå at blive bygget, og på

hvor meget last det lykkedes at bringe frem til destinationen.

På mange måder var slaget om Atlanten baseret på logistik

og matematik, og det menneskelige element blev ofte overset.

Kun få husker stadig de 80.000 sømænd, der mistede livet i

det kolde Atlanterhav.

De Allieredes civile handelsflåder reddede hele lande, og

alligevel er de blevet overset af historien. På trods af de

utallige bøger, der er skrevet om Anden Verdenskrig, ville

nutidens studerende have svært ved at nævne så meget som

en enkelt af disse civile soldater. De mænd, der navigerede

handelsskibene over Atlanten, blev krigens ansigtsløse

martyrer. Uden deres ved- og udholdenhed ville en mørk

tidsalder have gjort sit indtog i den vestlige verden, og

millioner ville være forsvundet sporløst fra denne jord.

Med deres blod betalte de en fremtid for os alle. Men da

plasket efter den sidste granat havde lagt sig, blev deres

anstrengelser glemt af utaknemmelige vestlige regeringer.

Dette er historien om dem, fortalt med de billeder, der blev

taget af lige så anonyme fotografer, som fulgte med over

disse helvedesagtige slagmarker til søs side om side med de

mænd, som tog De Allieredes endelige sejr hjem.

Øverst til venstre: Civile i alle aldre spillede en central rolle under krigen i Atlanterhavet. Uden mændene i handelsflåden ville de våben, forsyninger

og råvarer, der var nødvendige for at besejre Aksemagterne, aldrig være nået frem til fronten. Her bemander May Jones, en 68-årig britisk sømand i

handelsflåden, et maskingevær om bord på et fragtskib under turen over Atlanten. Øverst til højre: Søfolk fra hele verden, af enhver race, tro og farve,

deltog i slaget om Atlanten. Der blev ikke gjort forskel i de bitre kampe, der rasede i seks år på de kolde, grå vidder mellem Amerika og England.

Nederst til venstre: Tyske orlogsgaster, der tjente om bord på rigets ubåde og overfladefartøjer, kæmpede med stædig beslutsomhed indtil deres nations

endelige nederlag. Nederst til højre: Søfolk rengør en antiluftskytskanon om bord på en troppetransport, inden de skal krydse Atlanten. Langtrækkende

tyske bombefly, såsom Focke-Wulf Fw-200 Kondor, påførte den allierede skibsfart store tab, indtil det blev muligt for De Allierede at yde luftstøtte hele

vejen over Atlanten. Antiluftskytsvåben kunne også blive brugt mod ubåde, når de ved nattetid udførte angreb på overfladen mod allierede skibe.

Indledning

5 flotte stjerner til Slaget om NordatlantenForfatteren er fremragende … – FRA JYLLANDS POSTEN

10

11

(Text)(Text)

Utallige unge mænd kæmpede og døde i desperate kampe,

som udspillede sig det barskeste sted på jorden. Nogle bar

deres nations uniform, men de fleste var civile, som drog

til søs for at undslippe Depressionen. I stedet befandt de sig

pludselig midt i et gigantisk slag, som blev afgørende for

historiens udvikling. Da kanonernes torden tav, lå 3.500

skibe under Atlanterhavets enorme, grågrønne bølger.

Disse mænd kæmpede med utidssvarende udstyr i ringe

bevæbnede skibe, hvis hvæsende gamle motorer sendte

dem over bølgerne med sneglefart. Alene på havet var de

et let bytte for Aksemagtens fartøjer. Når deres skibe blev

ramt af en torpedo affyret af en ubåd eller en omstrejfende

torpedobåd, kom de frygteligt af dage. Dem, der klarede sig op

til vandoverfladen, mødte en lige så grufuld skæbne. De led

en langsom død på det oprørte hav, mens de klamrede sig til

et stykke vraggods eller sad sammenklemt i redningsbådene.

Alt for mange så venligtsindede skibe forsvinde i horisonten,

fordi deres kaptajner var for bange for truslen fra ubådene

til at komme dem til undsætning, og de døde til sidst af

underafkøling, sult og dehydrering, fortabt på det bitre hav.

Dette er deres historie, fortalt af de mænd, som havde modet

til at følge og fotografere deres strabadser. Mange af disse

fotografer døde i kampens hede. Dem, der overlevede, gav de

efterfølgende generationer en kæmpe gave. Deres villighed

til at risikere alt resulterede i en portefølje af billeder, som,

når de bliver sat sammen, skaber en levende mosaik af

krigens længstvarende krigskampagne.

Dette slag har hidtil ligget i skyggen af andre begivenheder

såsom feltmarskal Montgomerys andet slag om el-Alamein

eller general Pattons hurtige fremrykning under befrielsen af

Frankrig. Slaget om Nordatlanten lå hengemt i baggrunden,

mens Paris faldt i hænderne på tyskerne, England stod

alene, og Rusland blødte. Og slaget var helt glemt, da D-dag

kom, og Rhinen blev krydset, på trods af at kontrollen over

Atlanterhavet var hele grundlaget for begivenhedernes gang

efter 1939. Konvojerne blev det maskineri, der holdt sammen

på De Allieredes indsats. Aksemagten var flere gange tæt på

at ødelægge De Allieredes sammenhold over Atlanten, men

det lykkedes dem aldrig at sætte ind med det afgørende slag.

Det var en krig på statistik, på antal ton af tabt krigs-

materiel, på antal skibe, der kunne nå at blive bygget, og på

hvor meget last det lykkedes at bringe frem til destinationen.

På mange måder var slaget om Atlanten baseret på logistik

og matematik, og det menneskelige element blev ofte overset.

Kun få husker stadig de 80.000 sømænd, der mistede livet i

det kolde Atlanterhav.

De Allieredes civile handelsflåder reddede hele lande, og

alligevel er de blevet overset af historien. På trods af de

utallige bøger, der er skrevet om Anden Verdenskrig, ville

nutidens studerende have svært ved at nævne så meget som

en enkelt af disse civile soldater. De mænd, der navigerede

handelsskibene over Atlanten, blev krigens ansigtsløse

martyrer. Uden deres ved- og udholdenhed ville en mørk

tidsalder have gjort sit indtog i den vestlige verden, og

millioner ville være forsvundet sporløst fra denne jord.

Med deres blod betalte de en fremtid for os alle. Men da

plasket efter den sidste granat havde lagt sig, blev deres

anstrengelser glemt af utaknemmelige vestlige regeringer.

Dette er historien om dem, fortalt med de billeder, der blev

taget af lige så anonyme fotografer, som fulgte med over

disse helvedesagtige slagmarker til søs side om side med de

mænd, som tog De Allieredes endelige sejr hjem.

Øverst til venstre: Civile i alle aldre spillede en central rolle under krigen i Atlanterhavet. Uden mændene i handelsflåden ville de våben, forsyninger

og råvarer, der var nødvendige for at besejre Aksemagterne, aldrig være nået frem til fronten. Her bemander May Jones, en 68-årig britisk sømand i

handelsflåden, et maskingevær om bord på et fragtskib under turen over Atlanten. Øverst til højre: Søfolk fra hele verden, af enhver race, tro og farve,

deltog i slaget om Atlanten. Der blev ikke gjort forskel i de bitre kampe, der rasede i seks år på de kolde, grå vidder mellem Amerika og England.

Nederst til venstre: Tyske orlogsgaster, der tjente om bord på rigets ubåde og overfladefartøjer, kæmpede med stædig beslutsomhed indtil deres nations

endelige nederlag. Nederst til højre: Søfolk rengør en antiluftskytskanon om bord på en troppetransport, inden de skal krydse Atlanten. Langtrækkende

tyske bombefly, såsom Focke-Wulf Fw-200 Kondor, påførte den allierede skibsfart store tab, indtil det blev muligt for De Allierede at yde luftstøtte hele

vejen over Atlanten. Antiluftskytsvåben kunne også blive brugt mod ubåde, når de ved nattetid udførte angreb på overfladen mod allierede skibe.

Indledning



APRIL 2016

94

95

(Text)(Text)

Før U-48 nåede at angribe igen, slog en Sunderland-

flyvebåd ned på ubåden, da den kom til syne i overfladen.

Det pludselige slag tvang Bleichrodt til at styrtdykke, og

han mistede kontakten med konvojen resten af den dag.

Men nu havde Dönitz sluppet hundene løs, og endnu

seks ubåde blandede sig snart i kampen.

Fire timer efter at Languedoc var blevet ramt, stødte

Heinrich Liebes båd U-38 på den græske damper Aenos.

Fartøjet var overlastet med 6.276 ton hvede og væltede

ustabilt rundt i de atlantiske bølger, da tyskerne mødte det på

egen hånd bag SC-7. Liebe sporede Aenos fra periskopdybde,

før han sendte en G7e-torpedo af sted lige før kl. 10.00 den

17. oktober. Torpedoen gjorde stor skade på Aenos, men det

lykkedes ikke at sænke dampskibet. Liebe demonstrerede

det vovemod og den aggressivitet, som allerede havde givet

ham Jernkorsets Ridderkors, ved at gå op til overfladen

lige op ad det græske fartøj. På trods af faren for angreb

fra luften sendte han sit maskinkanonmandskab ud på

dækket for at tvinge Aenos i knæ med kanonild. Den 3.500

ton tunge moppedreng sank en time senere.

Esserne havde udgydt blod. Liebe og Bleichrodt lå i

toppen blandt de overlevende ubådskaptajner fra Anden

Verdenskrig. Liebe nåede at sænke 34 skibe med en samlet

vægt på 187.267 ton, mens Bleichrodt (som gjorde sig fortjent

Herover: Mens konvojerne det efterår blev hærget af folk som Prien og Kretschmer, foretog hurtige linere som Queen Elizabeth (ses her) hurtige

transatlantiske overfarter, ofte alene. Deres høje tophastighed gjorde dem til vanskelige mål for ubåde. Modsatte side øverst: Søfolk, der blev tildelt

job som besætningsmedlemmer på tankskibe, havde et særligt farligt job. Når de blev ramt, brød tankskibene ofte i brand og spyede flammende olie

hen over havoverfladen, hvilket gjorde flugt umulig for deres besætninger. Her brænder et tankskib i dets dødskamp. Modsatte side nederst: En ubåds-

besætning sniger sig ind på sit bytte i periskopdybde. De fleste af de tyske ubåde var ikke rigtige ubåde, men snarere undervandsfartøjer i stand til

at holde sig under vandet i kortere tid.

Amerikansk militærhistoriker fortæller levende om det sømilitære opgør mellem de allierede og aksemagterne i Atlanterhavet 1939-45 (...) Forfatteren er fremragende til at ridse en søbatalje op og skildre omstændighederne. – Gerhardt Eriksen i Jyllands-Posten

94

95

(Text)(Text)

Før U-48 nåede at angribe igen, slog en Sunderland-

flyvebåd ned på ubåden, da den kom til syne i overfladen.

Det pludselige slag tvang Bleichrodt til at styrtdykke, og

han mistede kontakten med konvojen resten af den dag.

Men nu havde Dönitz sluppet hundene løs, og endnu

seks ubåde blandede sig snart i kampen.

Fire timer efter at Languedoc var blevet ramt, stødte

Heinrich Liebes båd U-38 på den græske damper Aenos.

Fartøjet var overlastet med 6.276 ton hvede og væltede

ustabilt rundt i de atlantiske bølger, da tyskerne mødte det på

egen hånd bag SC-7. Liebe sporede Aenos fra periskopdybde,

før han sendte en G7e-torpedo af sted lige før kl. 10.00 den

17. oktober. Torpedoen gjorde stor skade på Aenos, men det

lykkedes ikke at sænke dampskibet. Liebe demonstrerede

det vovemod og den aggressivitet, som allerede havde givet

ham Jernkorsets Ridderkors, ved at gå op til overfladen

lige op ad det græske fartøj. På trods af faren for angreb

fra luften sendte han sit maskinkanonmandskab ud på

dækket for at tvinge Aenos i knæ med kanonild. Den 3.500

ton tunge moppedreng sank en time senere.

Esserne havde udgydt blod. Liebe og Bleichrodt lå i

toppen blandt de overlevende ubådskaptajner fra Anden

Verdenskrig. Liebe nåede at sænke 34 skibe med en samlet

vægt på 187.267 ton, mens Bleichrodt (som gjorde sig fortjent

Herover: Mens konvojerne det efterår blev hærget af folk som Prien og Kretschmer, foretog hurtige linere som Queen Elizabeth (ses her) hurtige

transatlantiske overfarter, ofte alene. Deres høje tophastighed gjorde dem til vanskelige mål for ubåde. Modsatte side øverst: Søfolk, der blev tildelt

job som besætningsmedlemmer på tankskibe, havde et særligt farligt job. Når de blev ramt, brød tankskibene ofte i brand og spyede flammende olie

hen over havoverfladen, hvilket gjorde flugt umulig for deres besætninger. Her brænder et tankskib i dets dødskamp. Modsatte side nederst: En ubåds-

besætning sniger sig ind på sit bytte i periskopdybde. De fleste af de tyske ubåde var ikke rigtige ubåde, men snarere undervandsfartøjer i stand til

at holde sig under vandet i kortere tid.



APRIL 2016

Der er fine billeder af både skibe og deres besætninger. Her er billeder af ubåde, krydsere, destroyere, hangarskibe og fly. Nogen i sort/hvid og andre i farver. Billederne er alle forsynet med letfor-ståelig tekst og hvert afsnit – tretten i alt – kredser om én bestemt begivenhed i relation til krigen på havet. – Bibliotekar Simon Papousek i Krigsvidenskab.dk

(Text)(Text)

170

171

sænkningen af Cyclops den 12. januar 1942 sejlede

Hardegen to nætter senere sin ubåd inden for synsvidde af

Long Island for at sænke det 9.577 ton tunge, panamansk

indregistrerede tankskib SS Norness. Et amerikansk fly

angreb Hardegens ubåd på overfladen ud for New York to

dage senere. Den store type IX’er kastede sig ned under

bølgerne i et styrtdyk, der sparede den for alvorlig skader.

Ud for Cape Hatteras hærgede Hardegen gennem den kyst-

nære trafik fire nætter senere og sænkede fem skibe, i alt

mere end 19.000 ton. Med tomme torpedorør og en motor

med mekanisk svigt blev U-123 opdaget af en norsk hval-

fanger, Kosmos II. Dets skipper, Einar Gleditsch, gassede sit

store fartøj op til 17 knob og angreb Hardegens type IX.

Den tyske båd vendte om og flygtede, men nordmændene

vandt langsomt ind på den. Uden tid til at dykke stod

Hardegen over for den ubehagelige udsigt til at blive sænket

af et ubevæbnet hvalfangerskib. Da afstanden var nede

på 75 meter, lykkedes det for maskinisterne på U-123 at

reparere deres skrantende motor og få den genstartet. Det

gav Hardegen en fart på 18 knob - lige akkurat nok til en

langsom flugt. Hardegen sænkede to skibe mere, før han

sejlede tilbage til Lorient, hvor han ankom den 9. februar

1942. Hans besætning havde været på havet i 49 dage.

En kort hvileperiode og landlov senere afgik båden mod

amerikansk farvand igen den 2. marts. På det tidspunkt var

massakren i fuld gang, godt hjulpet på vej af B- Diensts

aflytninger af britisk, amerikansk og canadisk signaltrafik.

I januar under Dönitz nye kampagne blev 48 skibe sænket,

i alt 276.795 ton. I februar udvidede tyskerne offensiven til

Caribien. 31 skibe blev sænket ud for Amerikas kyster, mens

yderligere 33 gik ned i Caribien. Sammenlagt med skibs-

forlis andre steder på den nordlige halvkugle, som var for-

årsaget af ubåde, mistede De Allierede 73 skibe og 429.891

ton skibsfart i denne måned. Marts blev katastrofal.

Ubådene fortsatte med at gå amok ud for USA, Japan havde

succes i Stillehavet, og deroveni kom de blodige kampe i

Middelhavet. Det kostede De Allierede et totalt tab på 273

skibe, i alt 834.164 ton. Dönitz’ strategi, der gik ud på at

kvæle England, afhang af, om ubådene kunne ødelægge

handelsskibe hurtigere, end de kunne erstattes. I 1942 havde

I begyndelsen af 1942 var forsvaret langs den Nordamerikanske kyst stadig underudviklet og primitivt. I Argentia, Newfoundland, tjente USS Richard

Peck som en midlertidig flydende kaserne for de ubådsjægere, der var baseret der. Herover: Et US Navy-krigsskib kaster en dybdebombe mod sit mål. Det amerikanske antiubådsforsvar ved østkysten, Caribien og Den Mexicanske

Golf var så minimalt, at de tyske ubåde kunne operere ustraffet. Nogle gik op til overfladen og sænkede skibe i havnene; andre sænkede mål inden

for synsvidde af amerikanske badegæster, der slappede af på stranden. Herunder: SS Tiger går til bunds under Operation Drumroll.

Omkring 6.000 danske søfolk kom til at sejle for de allierede. 2500 danske søfolk mistede livet.

(Text)(Text)

170

171

sænkningen af Cyclops den 12. januar 1942 sejlede

Hardegen to nætter senere sin ubåd inden for synsvidde af

Long Island for at sænke det 9.577 ton tunge, panamansk

indregistrerede tankskib SS Norness. Et amerikansk fly

angreb Hardegens ubåd på overfladen ud for New York to

dage senere. Den store type IX’er kastede sig ned under

bølgerne i et styrtdyk, der sparede den for alvorlig skader.

Ud for Cape Hatteras hærgede Hardegen gennem den kyst-

nære trafik fire nætter senere og sænkede fem skibe, i alt

mere end 19.000 ton. Med tomme torpedorør og en motor

med mekanisk svigt blev U-123 opdaget af en norsk hval-

fanger, Kosmos II. Dets skipper, Einar Gleditsch, gassede sit

store fartøj op til 17 knob og angreb Hardegens type IX.

Den tyske båd vendte om og flygtede, men nordmændene

vandt langsomt ind på den. Uden tid til at dykke stod

Hardegen over for den ubehagelige udsigt til at blive sænket

af et ubevæbnet hvalfangerskib. Da afstanden var nede

på 75 meter, lykkedes det for maskinisterne på U-123 at

reparere deres skrantende motor og få den genstartet. Det

gav Hardegen en fart på 18 knob - lige akkurat nok til en

langsom flugt. Hardegen sænkede to skibe mere, før han

sejlede tilbage til Lorient, hvor han ankom den 9. februar

1942. Hans besætning havde været på havet i 49 dage.

En kort hvileperiode og landlov senere afgik båden mod

amerikansk farvand igen den 2. marts. På det tidspunkt var

massakren i fuld gang, godt hjulpet på vej af B- Diensts

aflytninger af britisk, amerikansk og canadisk signaltrafik.

I januar under Dönitz nye kampagne blev 48 skibe sænket,

i alt 276.795 ton. I februar udvidede tyskerne offensiven til

Caribien. 31 skibe blev sænket ud for Amerikas kyster, mens

yderligere 33 gik ned i Caribien. Sammenlagt med skibs-

forlis andre steder på den nordlige halvkugle, som var for-

årsaget af ubåde, mistede De Allierede 73 skibe og 429.891

ton skibsfart i denne måned. Marts blev katastrofal.

Ubådene fortsatte med at gå amok ud for USA, Japan havde

succes i Stillehavet, og deroveni kom de blodige kampe i

Middelhavet. Det kostede De Allierede et totalt tab på 273

skibe, i alt 834.164 ton. Dönitz’ strategi, der gik ud på at

kvæle England, afhang af, om ubådene kunne ødelægge

handelsskibe hurtigere, end de kunne erstattes. I 1942 havde

I begyndelsen af 1942 var forsvaret langs den Nordamerikanske kyst stadig underudviklet og primitivt. I Argentia, Newfoundland, tjente USS Richard

Peck som en midlertidig flydende kaserne for de ubådsjægere, der var baseret der. Herover: Et US Navy-krigsskib kaster en dybdebombe mod sit mål. Det amerikanske antiubådsforsvar ved østkysten, Caribien og Den Mexicanske

Golf var så minimalt, at de tyske ubåde kunne operere ustraffet. Nogle gik op til overfladen og sænkede skibe i havnene; andre sænkede mål inden

for synsvidde af amerikanske badegæster, der slappede af på stranden. Herunder: SS Tiger går til bunds under Operation Drumroll.



APRIL 2016

Omkring 6.000 danske søfolk kom til at sejle for de allierede. 2500 danske søfolk mistede livet.

Sejle

rklu

bben

ApS

. For

beho

ld fo

r pris

ænd

ringe

r, tr

ykfe

jl og

uds

olgt

e op

lag

Layo

ut:

Loui

ses d

esig

n

Bogen består af 13 kapitler som i kronologisk rækkefølge fortæller de barske og spændende historier. Bogens mange billeder, tegninger og kort udsnit understøtter og levnedegør historierne. Til en samlet interes-sant og meget flot bog, som er seriøs og gennemarbejdet, dog uden at blive tung og svær at forstå. Man drukner ikke i detaljer, bogen balancer fint i sine historier. Skrev Carsten Benzien fra Krigeren.dk



APRIL 2016

• Dit medlemskab af SEJLERklubben er gratis. • Ca. 10 gange om året udsendes medlems bladet. Her

tilbydes Klubbogen til en særlig favorabel pris. • Ønsker du at modtage Klubbogen, behøver du ikke

at gøre noget. Den sendes automatisk til dig. • Ønsker du ikke Klubbogen, afbestiller du den nemt

på www.sejlerklubben.dk • Hvis du fortryder en bestilling, har du 14 dages

returret.

• Uanset hvor mange bøger du bestiller på én gang, betaler du kun 49 kr. i leveringsomkostninger. Søkort sendes separat og koster ligeledes 49 kr. i leverings-omkostninger.

• Du kan kun købe ét eksemplar af hvert produkt. • Du kan til enhver tid melde dig ud.

Alle priser er inkl. moms. Når vi henviser til vejledende priser, er det den pris, vi har fået oplyst fra leverandørerne.Vores åbningstid i kundeservice er:

MANDAG-FREDAG KL. 10-15

Send en mail til [email protected] ring til kundeservice-telefonen 40 23 86 20

Medlemsvilkår

Bestilling og afbestilling kan ske på kuponen på

hjemmesidenwww.sejler-klubben.dk

Stor flot bog med masser af fotos

Documents

Sejlerklubben 58