Seks stærke fortællinger:

Livet uden drømme 'Jeg tager én dag ad gangen', siger 57-årige Susanne. Hun ruller med en

smøg i munden gennem Nakskovs gader på mandens invalidescooter. I

Lolland kommune er 35 procent af de arbejdsdygtige på

overførselsindkomst. Det er danmarksrekord. BT tog til Lolland.

●●●

Af Uffe Jørgensen og Andreas Karker, foto af Claus Bech, februar 2013

2

03 Uden Drømme

09 Her lukker alting

11 En dag ad gangen

13 Stress og depression

15 Slidt op tidligt

17 Panden mod en mur

19 Snydt for løn

3

Susanne Weichel

Uden drømme

Hun hedder Susanne, og hun er

57 år. Nogen vil nok sige, hun ser

ældre ud. Hun har ingen

drømme.

Af Uffe Jørgensen og Andreas Karker

- Jeg har ingen planer. Vi tager én dag

ad gangen.

Hun har været socialdemokrat. Det

var dengang.

- Det går ad helvede til. Værftet er

lukket. Sukkerfabrikken lukker vel

også snart. Tøj og Sko er også lige

lukket.

a

Hun pulser på en cigaret og skutter sig

i den røde vinterjakke. Det er koldt på

Lolland.

Hun går dårligt og har lånt sin mands

handicapscooter. Han går også dårligt.

Hun er fra Lolland, men tog til Norge,

men det gik ikke, og hun tog til

Sverige, og det gik heller ikke, så nu er

hun tilbage på Lolland, og det er godt

nok, hun tager jo én dag ad gangen -

og hun har ingen planer.

I Odense sidder der én, en professor

og siger dét, vi ser, på en anden måde:

4

Fakta om Lolland

• Indbyggere: 45.241

• Folkepensionister: 10.988

• Efterlønsmodtagere: 1.894

• Førtidspensionister: 3.956

• Kontanthjælpsmodtagere: 1.695

• Dagpengemodtagere: 1.524

• Enlige mødre: 1.135

• Kommuneskat: 26,7 pct. – landets 5. højeste og 1,8 procentpoint over landsgennemsnittet

• Gennemsnitslevetid

Lolland: 75 år

Hørsholm: 79,8 år

Kilde: Statens Institut for Folkesundhed

• Boligmarkedet

883 boliger er til salg. 35 pct. af dem koster mindre end 500.000 kr. I 2012 var der 139 tvangsauktioner - det er dansk rekord.

Kilde: Boligsiden.dk og Realkreditforeningen

• Uden for arbejdsmarkedet

35 pct. af alle indbyggere mellem 16 og 64 år er uden arbejde. Landsgennemsnittet er 22,8 pct.

Kilde: Danmarks Statistik

• Dårlige betalere

9,83% af kommunens indbyggere over 18 år er registreret i RKI. Det er dansk rekord. I snit skylder de 66.362 kr.

Kilde: RKI

- Lolland er nok den kommune i

landet, der har det sværest, og det er

vanskeligt at se, hvordan det skal

vende, siger professor Anne-Mette

Hjalager, leder af Center for

Landdistriktsforskning ved Syddansk

Universitet.

Lolland er førende: Her er flest

personer uden for arbejdsmarkedet.

Der er flest boliger på tvangsauktion.

Der er flest dårlige betalere.

Her er mere end 20.000 borgere på

kontanthjælp, pension, førtidspension,

sygedagpenge, efterløn og fleksjob. I

Lolland Kommune bor 45.241

mennesker. Siden 2003 er

indbyggertallet faldet med 5039. Frem

mod 2021 vil yderligere 5309

forsvinde.

De unge, der har en chance,

forsvinder, tilbage bliver Susanne og

hendes mand og de andre.

Professoren kalder det ‘fravandring.’

Andre vil nok kalde det flugt. Men det

er ‘gået hurtigere, end mange havde

regnet med,’ siger siger Anne-Mette

Hjalager.

Selv hotellet er tomt. Nøglerne til

værelserne ligger på disken, og der er

ingen receptionist i sigte.

Stolt fortid

Bygningerne er triste og afskallede,

men enkelte steder ses sporene af

Lollands og Nakskovs stolte fortid, fra

5

dengang handlen blomstrede, værftet

var i live, havnecafeen stadig var åben

og bygningerne var smukke. Nu lever

forfaldet.

Nakskovs bymidte er præget af

butikker, hvorfra mørket lyser, de er

tomme, de er til leje eller til salg.

Nogle butikker har fremgang: Røde

Kors-butikken er i november rykket

ind midt på gågaden. Tidligere lå den i

en sidegade. Nu har Røde Kors ca. 150

kvadratmeter, hvor cowboybukser

bliver solgt for 45 kr. og jakker ryger

for en halvtredser og opefter.

- Vi har fået 60 til 70 pct. flere kunder,

efter vi flyttede. Krisen kradser, og her

kan man få billigt og pænt tøj. Nu er

Tøj & Sko-butikken (discount-tøjbutik,

red.) lukket, så nu får vi måske lidt

flere kunder. Folk har ikke så mange

penge, og genbrug vinder frem, siger

butiksleder Hanne Rasmussen. Hun

henviser til, at man i Nakskov finder

fire andre genbrugsbutikker plus en

møbelgenbrug.

I Lolland Kommune er 35 pct. af alle

borgere mellem 16 og 64 år ikke i

arbejde. De er på førtidspension,

kontanthjælp, sygedagpenge eller

anden form for offentlig forsørgelse.

Samtidig er hver 10. voksne registreret

som dårlig betaler.

Tallene kan borgmester Stig

Vestergaard (S) i søvne. Hvert år

bruger Lolland Kommune næsten en

milliard kroner på de offentligt

Mange bygninger på Lolland er trist og afskallede. Foto: Claus Bech

forsørgede indbyggere. Det svarer til

ca. en tredjedel af kommunens budget,

og det lægger et voldsomt pres på

byrådet, der under budget-

planlægningen må gå alle poster

igennem for at finde besparelser.

6

- Sådan har det altid været, siger

borgmesteren.

Topper de forkerte hitlister

Han fortrækker ikke en mine bag sit

skrivebord på rådhuset i Maribo.

Siden 1985 har han været i

kommunalpolitik. Lige så længe har

han kæmpet for at vende udviklingen.

I dag ligger Lolland stadig i top på alle

de forkerte hitlister, og det er som om,

at han har affundet sig med det. Selv

kalder han sig realist.

- Vi vil altid have problemer, fordi vi

har en befolkningssammensætning,

som er atypisk, siger han.

Stig Vestergaards kommune er i en

nærmest evig ond spiral, hvor de, der

flytter til kommunen, typisk er svage,

fattige eller syge, mens de, der flytter

væk, er unge, friske og raske.

Borgmesteren, der ikke stiller op til

valget i efteråret, understreger, at alle

borgere er velkomne i hans kommune.

- Det er godt, at nogle kan komme

herned og få en billig bolig og et godt

liv. Vi skal ikke klynke, og det gør vi

heller ikke her i kommunen, men vi

har brug for en hjælpende hånd, og vi

prøver alt, hvad vi kan, for at vende

det, men man kan ikke bestemme,

hvor virksomhederne vil ligge, siger

Stig Vestergaard.

Han peger på, at tilstrømningen til

metropoler er et globalt fænomen og

ikke kun noget, der rammer Lolland.

Men derfor gør det ikke mindre ondt

at se de kloge hoveder flytte væk. Det

gør heller ikke kampen for at tiltrække

nye virksomheder og højtuddannede

borgere nemmere. Alligevel spirer

optimismen hos borgmesteren, for der

er masser af grønne initiativer, og så

kommer jo Femern-forbindelsen til

Tyskland.

Alene i butikken

Tilbage på gågaden i Nakskov sidder

Nybolig-ejendomsmægler Johnny

Rasmussen alene i butikken. Her

hænger kun en håndfuld solgte sager i

udstillingen. Boliger tager i

gennemsnit halvandet år at sælge,

siger han.

7

Han har ikke solgt én eneste bolig

januar, men nu sker det snart,

forsikrer han.

- Jeg mangler bare lige to

underskrifter, så er den hjemme.

Og han har et godt tilbud, en ‘rigtig

prisbasker’ siger han; et smukt hus på

160 kvadratmeter i Langø, uden for

Nakskov - til 495.000 kr.

- Det er ikke solgt, men jeg skal nok få

det solgt, siger han.

I 2007 var der fire medarbejdere i

Nybolig-butikken. I dag er der kun

Johnny - og to assistenter der deler en

halvtidsstilling. Han har 30 boliger til

salg, der alle koster under en halv

million kroner. I alt er der mellem 75

til 80 boliger til salg. Tal fra boligsiden

viser, at 35 pct. af boligerne i Lolland

Kommune koster under en halv

million kroner. I januar 2007 var

andelen 10 pct. Men de lave priser er

ingen hjælp.

Lolland Kommune er ramt af et bolig-

paradoks. Husene er rasende billige,

men de er svære at sælge.

Realkreditinstitutterne vil ikke

finansiere boliger til under 500.000,

og samtidig er bankerne også

forsigtige med at låne folk penge.

Oveni det kæmper mæglerne også

mod tvangsauktioner. I første halvdel

af 2012 var der flere tvangsauktioner

end almindelige handler i Lolland

Kommune.

Hår på brystet

- Nogle opgiver at sælge, og så rejser

de bare. Det, vi håber på og venter på,

er arbejdspladser, så vi kan få

optimismen tilbage og folk igen

begynder at købe huse. Jeg tror, at der

skal komme noget udefra. Vi kan ikke

selv løfte opgaven, siger Johnny

Rasmussen.

På trods af lukkede butikker i gågaden

fastholder formanden for den lokale

handelsforening, Klaus Møller, at

Nakskov er en fantastisk by - og at nye

butikker er på vej til at åbne.

- Selv om vi får den ene øretæve efter

den anden, klarer vi os. Vi har hår på

brystet - og andre byer andre steder i

landet har de samme problemer, siger

Klaus Møller, der ikke kan løfte sløret

for, hvilke butikker der snart åbner.

- Men de kommer, lover han.

På det lokale jobcenter forsøger

kommunens ansatte at få så mange af

kommunens ledige i arbejde som

muligt. Man forsøger især at

opkvalificere de unge under 30 år, der

sendes i uddannelses-cafeen straks

efter, de har meldt sig ledige. Men at

være uden uddannelse og job er ofte

ikke det største problem for de unge

uden arbejde i Lolland Kommune. Her

kan de unge opleve ting, som andre

ikke oplever på et årti. Enlige mødre,

der har problemer med børnene,

usikre parforhold, depression og

8

kroniske lidelser er hverdag for

mange.

Lige i ansigtet

Hos 3F Midtlolland på gågaden i

Maribo, få minutters gang fra rådhuset

og borgmesterens kontor, sidder a-

kasseleder Hanne Larsen og forsøger

at bevare optimismen. Også selv om

både de unge og de ældre er hårdt

ramt af arbejdsløshed.

Hun peger på, at området før har

været i knæ. Men denne gang har

hammeren slået hårdere. Og ramt lige

i ansigtet.

- Det er en katastrofe for folk, når de

mister deres arbejde. Og lige nu er der

ikke noget at søge. Mine medlemmer

føler, at det er håbløst, og det rammer

meget voldsomt lige nu, hvor også

dagpenge-perioden udløber, siger

Hanne Larsen, der i januar har fået 70

nytilmeldte ledige.

På gågaden i Maribo ligger endnu en

genbrugsbutik. Den ligger klemt inde

mellem to lukkede butikker. Her kan

man finde gamle jakker, trøjer og

bukser til spotpris. Den slags går som

varmt brød på disse kanter.

På de næste sider kan du møde seks

lollikker, der alle fortæller om deres

liv.

9

Brian Sixø. Havnen i Nakskov. Onsdag 30. januar, kl. 10.24

Her lukker alting

Brian Sixø: 56, førtidspensionist,

16 år på Lolland.

Drøm: Ingen.

Regnen siler stille ned foran Frelsens

Hærs herberg. Det er et af de få steder,

hvor der stadig sker noget i Nakskov

Havn.

Men Brian Sixø bekymrer sig ikke om

regnen. Han står i læ under halvtaget

og kan nyde en smøg i fred.

- Jeg er skam ikke arbejdsløs. Jeg er

førtidspensionist, siger han.

a

Engang var han buschauffør i

København. Men hans liv blev

forandret for altid en tilfældig

arbejdsdag på Ryparken Station. En

flok unge mænd havde udvalgt den

sagesløse buschauffør som offer. Og

det var ikke nok at stjæle pengene.

Slagene og sparkene blev ved og ved

med at regne ned over ham. Han har

aldrig helt fået førligheden tilbage.

- Jeg har ikke lavet noget i 16 år.

Dengang var jeg buschauffør i

København. Jeg blev overfaldet på

Ryparken Station af en flok unge

mænd, der manglede penge til en aften

i byen. De slog og sparkede mig, så jeg

10

brækkede en arm, og fik slået en tand i

stykker. Jeg var gul og blå over hele

kroppen. Der var ikke en hvid plet på

mig. De stak af med kassen. Der var 3-

4.000 kr. Jeg bærer stadig men efter

overfaldet, og her 16 år efter kan jeg

stadig ikke rette mig ordentligt ud.

I 16 år har han søgt om

invalidepension. Uden held. Først

sidste efterår mente Nakskov

Kommune endelig, at han var moden

til førtidspension. Men først skulle han

igennem en lang deroute gennem det

sociale system. Men han har et sted at

bo. Alligevel kommer han dagligt på

herberget i havnen. Ikke for at få

husly, men for at få et billigt måltid

mad og en sludder med vennerne.

Kom på kontanthjælp

- Først fik jeg understøttelse, og så fik

jeg en revalidering. Det var meningen,

jeg skulle blive datamatiker, og jeg gik

i gang med en uddannelse. Men det

kunne kroppen heller ikke klare. Det

endte med, at jeg fik en musearm, så

nu kan jeg heller ikke sidde ved

computeren.

- På det tidspunkt røg jeg så på

kontanthjælp. Min storebror havde et

hus hernede i Nakskov, han gerne ville

af med, og så flyttede jeg herned. Det

er 15 år siden nu.

- Jeg gik på røven med huset, da min

mor døde. Så nu bor jeg i en

toværelses lejlighed til 4.500 kr. om

måneden. Folk tror, der er enormt

billigt hernede. Men det er kun, hvis

du køber et hus. Lejelejligheder er

næsten lige så dyre som alle mulige

andre steder.

- Jeg kommer her på Frelsens Hærs

herberg, fordi jeg ikke selv kan lave

mad, og så er der også nogen at snakke

med. Det er bedre end at sidde

derhjemme og glo på tossekassen.

- Selv om jeg selv er på

overførselsindkomst, synes, jeg

situationen med ledigheden her på

Lolland er noget lort. Denne her by

uddør på et tidspunkt. Kan du huske

de gamle westerns, hvor

hovedpersonen rider ind i sådan en

forladt spøgelsesby? Om ti år ser

Nakskov sådan ud. Alting lukker. Der

er ikke en skid tilbage. Jeg har ingen

håb og visioner for fremtiden, så længe

jeg bor her. Det er sgu håbløst. Og det

der med at flytte til en anden del af

landet - ja tak, hvem betaler for det?

11

Susanne Weichel. Centrum af Nakskov. Tirsdag 29. januar, kl. 11.48

Én dag ad gangen

Susanne Weichel: 57, invalide-

pensionist, 17 år på Lolland.

Drøm: Ingen.

Blodpropperne kom som et lyn fra en

klar himmel. Susanne Weichel var 40

år, og var lige vendt tilbage til Nakskov

efter ti år i udlandet. Ti dage før var

hun blevet mormor for første gang.

- Jeg fik tre blodpropper i hjernen på

en gang. Da jeg kom til mig selv, var

jeg lam i hele venstre side. Det går

a

meget bedre nu, men jeg kan stadig

ikke gå ret langt, siger hun.

Hun rejste til udlandet i forsøget på at

slippe væk fra Lolland, hvor hun er

vokset op, og få et normalt arbejdsliv.

Men hun endte tilbage i Nakskov. I

kørestol og på overførselsindkomst.

Resten af sine dage.

Ud af syvende klasse

- Jeg gik ud af syvende klasse, jeg var

så træt af skolen. Jeg fik arbejde i

kantinen på Nakskov Skibsværft. Der

var gang i den dengang.

12

- Som ung drømte jeg bare om at få

noget at bestille. Min mand mødte jeg

på Lido, det var dansestedet dengang.

Jeg blev mor første gang, da jeg var 19

år. Jeg fødte på Nakskov Sygehus. Det

var tvillinger. Siden har jeg fået tre

børn mere.

- Efter at jeg havde fået tvillingerne,

blev vi gift. Jeg passede ungerne, og

min mand arbejdede som rejsemontør.

Han væddede med en kollega om,

hvem af dem der kunne få et job i

Norge, og så fik han det. Jeg fik 14

dage til at pakke.

I Norge fik hun også arbejde på en

fabrik. Men ægteskabet holdt ikke. De

blev skilt. Manden beholdt børnene.

Flyttede til Sverige

- Det var trist at miste børnene. Men

jeg mødte en anden mand, der selv

havde nogle børn. Det var et plaster på

såret. Vi flyttede sammen til Sverige og

arbejdede på en fabrik. Efter syv år

flyttede vi tilbage til Lolland, og jeg

blev ramt af blodpropperne. Så blev

jeg invalidepensionist, og siden har jeg

ikke haft arbejde.

Hun bor med sin mand i en

stuelejlighed på 96 kv.m. centralt i

Nakskov. Huslejen er på 5.500 kr. plus

el og varme.

- Vi er begge invalidepensionister, og

jeg får 9.500 kr. udbetalt efter skat. Vi

klarer os okay, så længe børnene ikke

kommer hjem for at låne. Vi har fem

børn hver. En af min mands sønner

bor her i byen, og han kan intet

arbejde få, selv om han søger og søger.

Da Susanne Weichel var ung, skete der

stadig noget i Nakskov. Der blev

bygget skibe på værftet, og der var liv i

gaderne og i butikkerne. Nu står

butikkerne tomme, der er brædder for

vinduerne og nakskovitterne køber tøj

i genbrugsbutikkerne. Susanne

Weichel mener, det er politikerne, der

har svigtet.

- Jeg har været socialdemokrat, men

jeg synes, det går ad helvede til. Jeg

aner ikke, hvem jeg skal stemme på

ved næste valg. Jeg synes ikke, der er

nogen af partierne, der gør det godt.

Ingen arbejdspladser

- Der er ingen arbejdspladser at få

mere. Værftet er lukket, og

sukkerfabrikken lukker vel også snart,

der er kun sæsonarbejde. Tøj og Sko er

også lige lukket. De arbejdspladser,

der er, bliver taget af udlændinge. Vi

tager ikke på ferie, og vi har ingen

planer. Jeg tager en dag ad gangen.

13

Christina Lüthje. Rødbyvej i Nakskov. Onsdag 30. januar, kl. 11.44

Stress og

depression

Christina Lüthje: 27 år,

kontanthjælpsmodtager, født på

Lolland.

Drøm: At blive dyrepasser.

Christina Lühtje var 18 år, da hun

blev mor første gang. Nu er hun på

barsel med sit tredje barn, Xander på

seks måneder.

Hun har ikke haft arbejde i to år.

- Jeg var ellers i gang med en

uddannelse som social- og

a

sundhedshjælper, og det har jeg også

tidligere arbejdet som.

- Men jeg gik ned med stress og en

depression. Det skyldtes, at jeg boede i

et hus, der var gået skimmelsvamp i.

Jeg boede der med mine to små

drenge, og skimmelsvampen gjorde, at

de var syge konstant.

- Jeg var nødt til at blive hjemme og

passe dem, og på grund af alle

sygedagene kunne jeg ikke passe

uddannelsen. Det endte med, at jeg

røg ud af denog kom på dagpenge.

Selv om jeg jo egentlig ikke kunne gøre

14

for det. Det var jo på grund af

problemerne med huset.

Hun fik en ny kæreste og flyttede

sammen med ham i hans

rødstensvilla. Han er også arbejdsløs.

Men skimmelsvampen var fortid, og

humøret var bedre. Depressionen

forsvandt som dug for solen, og

Christina var lige ved at skaffesig et

job i det lokale dyrlægehus. Og det var

hun meget glad for. Christina er vild

med dyr, og hendes største drøm var

at blive dyrepasser i Zoologisk Have.

- A-kassen skulle bare have ventet en

måned. Men det ville de ikke. De

lukkede kassen, og så røg jeg på

kontanthjælp. Det har jeg været et års

tid.

- Det er takket være min kæreste

Henrik, at jeg er kommet ovenpå igen.

Vi bor i Henriks hus. Det er en

gammel rødstensvilla, hvor der skal

ordnes en del. Han har givet 400.000

kr. for det, men nu kan man kun få 2-

300.000 for sådan et hus, så det er

nok ikke muligt for os at flytte lige

foreløbig.

Ikke råd til ferie

- Vi har faste udgifter for 13.000 kr.

om måneden, og jeg ved faktisk ikke,

hvordan vi får det til at løbe rundt.

Ferier er der ikke råd til, og Christina

og Henrik er enige om, at de burde

flytte nordpå for at søge arbejde. Men

de kan ikke komme af med huset.

- I sommer holdt vi sommerferie på

Hestehovedet Camping, hvor Henriks

forældre også ligger. Det er ikke særlig

langt væk. Vi kan køre derud på fem

minutter.

- Jeg ville gerne have været dyrepasser

i Zoologisk Have, og jeg har

grunduddannelsen men jeg kunne ikke

få en læreplads. Når jeg er færdig med

min barsel, vil jeg tage et hvilket som

helst job, bare et rengøringsjob vil

være okay. Vi vil gerne flytte herfra,

længere nordpå. Vi skal bare væk fra

det her, siger Christina Lüthje.

15

Bjarne Hansen. Havnen i Nakskov. Onsdag 30. januar, kl. 11.08

Slidt op tidligt

Bjarne Hansen: 33,

førtidspensionist, opvokset på

Lolland.

Drøm: At passe på mig selv.

Det er hammerkoldt, og Nakskov

Havn ligger næsten øde hen. Men

allerede klokken 11.00 om

formiddagen er Bjarne Hansen nede at

nusse i sin lille båd, sammen med sin

hund, Happy.

Havnen, og fjorden og havet har altid

trukket i Bjarne. det var der, han

havde det bedst. Men det blev også

hans skæbne.

a

- Jeg var fisker, og det var min store

interesse. Men jeg blev nødt til at

stoppe. Min ryg var helt smadret, siger

han.

Han begyndte at fiske fra joller med

sin far allerede da han kun var 6-7 år.

Og så snart han var stor nok til at

komme i gang med at fiske for alvor,

gjorde han det.

- Som 15-årig kom jeg på skole i

Thyborøn, og da jeg var færdig med

det, begyndte jeg som rigtig fisker. Jeg

havde ti år som fisker, så var det slut.

16

Hårdt erhverv

Der var kun ti år i Bjarnes ryg. Det er

et hårdt erhverv, og den kunne ikke

klare mere. Lægerne har åbnet Bjarnes

ryg og opereret den tre gange. Han har

stadig smerter og kan ikke omskoles til

andet arbejde. Han må indse, at der

ligger et langt liv foran ham som

førtidspensionist.

- Jeg har ikke været ude for en ulykke.

Det er simpelthen slitage. Min ryg er

slidt op.

- Jeg fik først revalidering og skulle

omskoles, men der kom flere

operationer i vejen, og til sidst

besluttede kommunen at give mig en

førtidspension. Jeg har smerter og får

medicin, og der er dage, hvor jeg slet

ikke kan komme udenfor en dør, så

der er ikke rigtig noget job, jeg kan

passe.

- Jeg nyder at nusse på min båd

hernede i havnen og gå tur med min

hund. Jeg har også kæreste og to børn

på syv og ti, og de kan også godt lide at

komme ud at sejle, siger han.

Et chok for byen

Han kigger næsten dagligt på de store

tomme haller, som er efterladt af

vindmølleproducenten Vestas, der

uden varsel lukkede sin vingefabrik i

Nakskov i oktober 2010 og sendte 430

medarbejdere ud i

arbejdsløshedskøen. Et chok for

borgmesteren og hele byen. Og han

undrer sig over, at de tomme haller

ikke kan bruges til et eller andet.

- Det er sørgeligt, at alle vores

arbejdspladser lukker, og der bliver

skåret ned alle steder. Jeg havde også

konto i Sparekassen Lolland, men den

bliver heldigvis overtaget af Jyske

Bank. Alle butikkerne i gågaden er

efterhånden lukket.

- Der sker ikke noget, før politikerne

skaber nogle arbejdspladser. Der er jo

de store, tomme haller, som Vestas har

efterladt. Og havnen er uddybet til ni

meter, så vi kan få større skibe ind.

Der må da kunne laves et eller andet.

Det snakker vi meget om hernede på

havnen.

Bjarne Hansen bor sammen med sin

kæreste og deres to børn på syv og ti

år. Heldigvis hygger de sig alle

sammen med en stille sejltur på

fjorden.

- Planer for fremtiden? Det har jeg

ikke rigtig. Ikke andet end at passe på

mig selv, siger Bjarne Hansen.

17

Shervin Batebi. Centrum af Nakskov. Tirsdag 29. januar, kl. 14.23

Panden mod en

mur

Shervin Batebi: 25, SU-

modtager, 2 år på Lolland.

Drøm: At blive automekaniker.

Man lægger mærke til Shervin og

Katrine, når de er ude at gå tur i

Nakskov midtby. Især på grund af

hunden. Hun hedder Solly og er

nærmest på størrelse med en lille hest.

Og det unge par har god tid til at gå tur

med hunden.

Ligesom mange andre forsøgte Katrine

at slippe væk fra Lolland. Men

a

foreløbig er det endt med, at hun er

vendt tilbage. Medbringende sin

iransfødte kæreste. Og ingen af dem

har et rigtigt job.

- Jeg er født i Iran og kom hertil i

1999. Vi havde noget familie her,

derfor søgte vi asyl i Danmark, siger

Shervin Batebi.

Droppede ud

- Vi boede i et hus i Odense. Jeg tog

tiende klasse og begyndte på

gymnasiet i Odense. Men jeg havde

krudt i røven, og droppede ud. Jeg

ville hellere tjene nogle penge. Jeg

arbejdede på nogle klubber, kom på

18

højskole, og for seks år siden flyttede

jeg til København.

- Jeg havde arbejde på et pizzeria og

nogle shawarma-barer, og jeg har også

arbejdet med telemarketing. Men jeg

har haft det lidt svært med de job, det

er som om jeg går lidt død i det.

- Jeg prøvede at blive automekaniker.

I København mødte jeg en vejleder,

der var landsmand med mig. Han

foreslog mig at gå på kontanthjælp, og

nu kan jeg godt se, at det var et dumt

valg. Jeg var på kontanthjælp on and

off i to år i Ballerup, og der mødte jeg

Katrine.

Mødte modstand

Men Katrine mistede sin lejlighed. Og

så var det, at de begyndte at tænke på

at tage til Lolland, hvor Katrines far

bor. Det begyndte godt. Men

pengemangel gjorde, at det unge par

måtte opgive deres drømme.

- Vi fandt et hus i Tillitse, 11 km fra

Nakskov, og vi havde store planer. Vi

tænkte på at investere i et

solcelleanlæg og have dyr osv.

Men det var svært at skaffe penge til

materialer og svært at tjene penge, når

jobmulighederne er så dårlige. Vi

mødte hele tiden modstand, når vi

ville noget, siger Shervin. Nu bor de

billigt i en lejlighed i en bygning, hvor

Katrines far ejer hele ejendommen.

Men de er bange for at gå i stå.

- Vi følte, vi løb panden mod en mur.

Det var svært at komme videre. Så vi

måtte opgive huset, og nu bor vi i en to

værelses lejlighed, som Katrines far

ejer.

Flytter til Odense

- Det er heller ikke så fedt for Katrine -

hun ville jo egentlig gerne væk fra

Nakskov, men nu er hun her alligevel.

Vi betaler 1.500 kr. i husleje for en

toværelses lejlighed på 60 kvm. Min

SU er på 5.000 kr. plus 2.500 i lån, og

Katrine har både SU og løn for et job

med at passe en handicappet pige.

- Inden 1. marts flytter vi til Odense.

og jeg satser på at få en uddannelse

som automontør. Det er hurtigere end

at blive automekaniker. Jeg håber, jeg

kan starte mit eget firma, måske

tilbyde at gøre det lidt billigere.

- Man bliver svækket psykisk af at gå

ledig. Der er heller ikke så meget

netværk. Man bliver isoleret.

19

Martin Nielsen. Havnen i Nakskov. Tirsdag 29. januar, kl. 16.10

Snydt for løn

Martin Nielsen: 32,

kontanthjælpsmodtager, 4 år på

Lolland

Drøm: Et job længere nordpå.

Det tegnede egentlig ret lyst for Martin

Nielsen, da han flyttede til Lolland for

fire år siden. Han havde en ny kæreste

og et nyt job som tjener.

Nu har han hverken kæreste eller job.

Det er kun erfaringer, han er rigere på.

- Jeg kommer fra Ringsted, men jeg

syntes, jeg trængte til lidt

luftforandring. Jeg havde mødt en

a

kæreste, og vi blev enige om at flytte

herned. Jeg var ledig i to måneder, før

vi flyttede til Nakskov for fire år siden,

siger han.

Klokken er kun 16.00, men solen er

allerede ved at gå ned. Man har

masser af fred til sine egne tanker, når

man går tur ved Nakskov Havn.

Bådene ligger stille og skutter sig lidt i

den tynde is. Bortset fra Martin er der

ingen at få øje på.

God start

Indimellem kører en knallert forbi.

Inde i skurene sidder folk og skutter

sig med en håndbajer. Mange går i

20

arbejdstøj selv om de ikke har noget

job.

- Vi vidste godt, at det var vanskeligt at

få arbejde her, og da vi havde kigget

lidt på boligmarkedet, kunne vi også

konstatere, at det ikke var så billigt

igen. I hvert fald ikke, hvis man skal

leje.

- Det lykkedes mig dog ret hurtigt at få

arbejde på en restaurant. Jeg er

uddannet tjener, og det var en god

start.

Men lykken var kort og lunefuld.

Restauranten gik konkurs. De påstod,

de ikke havde råd til at betale

medarbejdernes løn.

Forholdet røg

- Jeg kørte en sag mod dem, men det

tager lang tid og er meget opslidende.

Jeg fik heller ikke noget ud af det.

Forholdet gik også i stykker. Egentlig

vil Martin Nielsen gerne væk fra

Lolland. Han tror ikke på, at der er

nogen fremtid for ham der

overhovedet. Men kæresten har

børnene. Og hvis han vil bevare

forbindelsen til dem, skal han ikke

rejse alt for langt væk.

- Jeg er ikke sammen med kæresten

længere og har været arbejdsløs i to år.

Egentlig vil jeg gerne væk fra Lolland,

for der er ingen chance for at få job

her. Men jeg vil heller ikke for langt

væk fra mine børn.

- Jeg bliver nu nok nødt til det

alligevel, og jeg er begyndt at lede efter

job længere nordpå.

Men jeg er skuffet over politikerne. De

burde gøre noget mere for at skabe

job, siger Martin Nielsen.