Embed Size (px)
Citation preview
Skelettet fra Ragebøl En historie om mindet fra krigen i 1864 10 20 30 40
Af Andreas Østergaard og Peter Bye Andersen
Foto: Bjørn Østergaard
2
Arvid Schmidt er gravemester og har kørt på den samme strækning i sin gravemaskine i to uger. Det går langsomt, og han er kun kommet tre kilometer frem. Der er ni kilometer tilbage. Der skal lægges en spildevandsledning på strækningen, men først skal der graves prøverander sammen med Museum Sønderjylland. Ved siden af gravemaskinen går en af 50 museets arkæologer og kigger ned i muldjorden. Arvid bakker langsomt med gravemaskinen og skraber forsigtigt jorden væk med skovlen -‐ centimeter for centimeter -‐ , indtil det brune lerlag kommer frem. Så rykker han og arkæologen et par meter videre frem. De graver langs en mark i den sønderjyske by Ragebøl tæt på Sønderborg. Arkæolog Mette Nissen tjekker jorden for fortidsfund, som man gør, når der skal graves og bygges her i området. Det er ikke unormalt at støde på stolpehuller fra middelalderpladser, men det er ikke altid, at arkæologerne har heldet med sig. Engang gik Mette ved siden af en gravemaskine på den her måde i to uger og kiggede ned i jorden uden at finde noget. Arvid har været i gang med at grave siden klokken syv i morges. Nu er klokken omkring et om 60 eftermiddagen. Det er en kølig og lidt våd dag i november 2013. Arvid er blevet søvnig, men så bryder Mette det monotone arbejde ved at vifte med armen. Hun råber op til Arvid i styrehuset, at han skal stoppe med at grave. Han er kommet til at slå hul på et kranium 40 centimeter nede i jorden. Fortidsfundene plejer at ligge længere nede i lerlaget, så kraniet overrasker Arvid. Han springer ned fra gravemaskinens styrehus og går hen til Mette. ”Jeg tror, vi har fundet et skelet fra et menneske, siger Mette til Arvid, mens de står og kigger ned i den smattede jord. Arvid har gravet i 37 år, og det er første gang, han har fundet et skelet fra et menneske. Der går ikke lang tid, før samtalen falder på, at skelettet nok tilhører en soldat fra krigen i 1864, men det er ikke til at vide med sikkerhed på dette tidspunkt. En 70 anden arkæolog kommer til for at undersøge skelettet. Mette og Arvid må grave videre med maskinen langs marken. Der er mange kilometer igen. Da Arvid har fri ved firetiden, kører han tilbage til graven for at kigge på den. Det er ved at blive mørkt. Arkæologerne er taget hjem og har dækket udgravningen omkring skelettet til med plastik. ”Gad vide om det er en dansker eller en tysker? Hvem var han egentlig?” tænker Arvid. *** 80 Da skelettet endte i jorden, var der en krigsminister i København, der havde brug for nogle preussiske krigsfanger, som han kunne vise frem for hovedstadens borgere. Danskerne kæmpede mod preusserne i Sønderjylland, og kort tid efter startede nederlaget, der i meget høj grad har formet Danmark, som vi kender landet i dag. Både i forhold til geografien, men også i forhold til mentaliteten vil nogle historikere sige. Danmark blev en homogen småstat, og ”hvad udad tabes, skal indad vindes,” var der nogen, der sagde. Da skelettet kommer op i dag 150 år senere, er det til en regionalpolitiker, der står med en tommelfinger i hver bukselomme og hovedet på skrå foran Dybbøl Mølle i solskinsvejr. Han 90 spejder mod syd og taler om vækst og samarbejde over grænsen. ”Fremadrettet” er et nøgleord.
3
Hvis der stadig var liv i skelettet fra Ragebøl, så ville det opleve, at historien altid bliver mindet på en måde, så den tilfredsstiller nutidens behov. Der har gennem tiden været tre store mindekulturer omkring 1864 med hvert deres formål. I dag bliver 1864 brugt som anledning til at arbejde mere sammen med tyskerne. Tidligere blev 1864 brugt som argument for at styrke forsvaret mod tyskerne. Denne periode fra genforeningen med Sønderjylland i 1920 til tiden efter Anden Verdenskrig endte med hærværk og dynamitsprængninger, som vi senere kommer ind på. 100 Til at starte med – før genforeningen i 1920 -‐ handlede det om at bevare sin troskab til Danmark i kampen for en ændring af grænsen. Denne del af historien kan i dag tydeligst ses i forhaven til et lille hus i den sønderjyske by Bøffelkobbel. De vog dem, vi grov dem en grav i vor have For otte år siden arbejdede May-‐Britt Hartmann på et forlag, der hedder Trojaborg. Forlaget solgte blandt andet postkort med et billede af det lille, hvide hus i Bøffelkobbel. Det ligger ud mod en landevej nær Sønderborg, og folk kalder det Bøffelkobbelhuset. I 2006 løb Trojaborg tør for postkort med billedet af huset. Og det var så slutningen på historien om postkortet, så 110 det ud til. Forlaget ville ikke genoptrykke nye eksemplarer af postkortet. Det solgte ikke godt nok. Kun omkring 100 stykker om året. Selvom Trojaborg var klar til at lægge Bøffelkobbelhuset i graven, så er huset endnu ikke glemt. Da May-‐Britt hørte, at forlaget ville stoppe salget af postkortene, ringede hun til sin far. ”Kan du ikke sponsorere 3.000 nye postkort?” spurgte hun ham. Og da hun altid har været fars pige, sagde han ja. Det er de døde, der holder Bøffelkobbelhuset i live. Kigger man en ekstra gang på postkortet, opdager man, at det ikke bare viser et hus. I forhaven ligger der en grav. Hvert år den 22. 120 februar samles danske forsvarsbrødre, hjemmeværnsfolk og ældre fra omegnen ved graven i forhaven. De står rustet med danske faner, buketter, kranse og en enkelt trompet. May-‐Britt står der også med en lille buket. Langs husmuren bagerst i haven. I år med lilla blomster. Står man og taler med hende på denne dag af året i denne have, bliver man af og til afbrudt af ældre herrer. En mand med en lille hue, der skærmer for februarkulden, spørger, om han må tage et billede af May-‐Britt med sit kompakte digitalkamera. ”Jo, det kan du godt,” siger May-‐Britt, selvom hun ikke er så meget for det. Her i forhaven til Bøffelkobbelhuset er hun vel en slags nationalklenodie, kan man sige. Det er 130 ikke så meget på grund af hendes far, der skænkede stedet 3.000 nye postkort. Det er på grund af hendes tipoldefar -‐ infanterist Hans Hansen -‐ som ligger derovre i graven et par meter fra May-‐Britt. Hans Hansen faldt under en forpostfægtning i 1864, da preusserne rykkede mod Dybbøl. Han blev begravet her i haven af husets beboere Jørgen og Kathrine Fink. På grund af krigen kunne de ikke få liget begravet på en kirkegård. Ved siden af Hans Hansen lagde de en anden falden soldat, der blev skudt ned af sin hest i nærheden af huset – dragon Jens Christensen. *** 140
4
Efter krigen blev graven gjort berømt af den danske forfatter Holger Drachmann, der skrev et digt til den, som starter sådan her: De vog dem, vi gro dem En Grav i vor Have, (…) Sønderjyske piger, I forglemme det ej! Digtet er fra Holger Drachmanns reportagerejse til Sønderjylland i 1877 og tilhører den første periode af 1864-‐mindekulturen. Perioden strækker sig fra nederlaget i 1864 til genforeningen mellem Danmark og Sønderjylland efter første verdenskrig i 1920. De dansksindede 150 sønderjyder i tyskernes dengang nyvundne land satte små, diskrete mindesten op for deres faldne soldater og mødtes i forsamlingshuse. Formålet var at bevare det danske sammenhold for senere at kunne få en ny grænse og blive en del af Danmark igen. Mindekulturen var stilfærdig og blev tolereret af tyskerne, der ikke følte, at deres overlegenhed var truet. Kun en enkelt gang blev det for meget for tyskerne. Det dansksindede par, der ejede Dybbøl Mølle, satte i 1914 en stentavle op på møllen med følgende inskription: (…) Danske mænd gav livet, men troskab holder skansen end (…) Tyskerne havde et meget ærekært forhold til ordet troskab -‐ treue. Det var dem og ikke danskerne, der var tro, og de tog derfor tavlen ned. 160 Udover Dybbøl Mølle var graven ved Bøffelkobbelhuset et anker for den dansksindede mindekultur. Her satte ægteparret Jørgen og Kathrine Fink blomster ved graven for de to danske soldater, som de ikke kendte, og den historie spredte sig altså helt til København, hvor forfatter Holger Drachmann besøgte dem fra. *** Efter genforeningen mellem Sønderjylland og Danmark i 1920 har man holdt officielle mindehøjtideligheder ved graven. Efterkommer May-‐Britt Hartmann kendte ikke til 170 mindehøjtideligheden, før hun i 2006 kørte til Sønderborg for at give de 3.000 postkort til soldaterforeningen De Danske Forsvarsbroderselskaber, der værner om huset. ”Du skal da komme,” lød opfordringen til hende, og det har hun gjort siden da. ”Vi er stolte af, at der så mange år efter stadig kommer slægtninge til de begravede soldater,” siger den lokale formand for Forsvarsbrødrene, Verner Callesen, da han byder velkommen i forhaven. Første mindekultur… Tidsperiode: 1864 til 1920 180 Formål: Dansk sammenhold og grænserevision
5
En mislykket fangeplan Landets førende ekspert i mindekultur, Inge Adriansen, sidder på sit kontor på Sønderborg Slot og arbejder på en bog om krigergrave og mindesmærker fra de slesvigske krige, da 190 telefonen ringer en dag i midten af november 2013. ”Vi har fundet et skelet, og jeg tror, det er fra 1864!” Det er arkæologen Silke Eisenschmidt. Hun har netop gjort et overraskende fund i en vejkant syv kilometer uden for Sønderborg. Inge skyder bogen til side. Hun overvejer, om hun skal køre hjem og hente gummistøvler til det våde vejr, men vælger at køre direkte ud til skelettet. Da hun ankommer til den lille landevej Freltofte i Ragebøl, møder hun leder af Historiecenter Dybbøl Banke, Bjørn Østergaard. Han er også blevet ringet op. Sammen skal de finde ud af, om det er en 1864-‐soldat, og om han var dansk eller preussisk. Det vil være første gang siden 200 1925, at nogen finder et skelet fra en soldat, der kæmpede i 1864. Silke fjerner nænsomt jord fra skelettet med en murerske og suger vand væk med en svamp. Et kranium med hul i panden bider sig vej op af jorden. Hovedet ligger forkert. Det er nærmest mast ned i kravebensknoglerne og ligger højere oppe i jorden end resten af kroppen. Silke spekulerer i, at der måske ligger flere lig nedenunder. Bjørn tror nærmere, at soldatens gravfred engang er blevet forstyrret af en nysgerrig karl, der har forskubbet hovedet. De finder en blypatron af den type, som danskerne puttede i deres geværer. En metaldetektor afslører en patrontaske med flere patroner. Soldaten er dansk. Ved resterne af soldatens 210 fingerrodsknogler ligger der en meget irret ring. Den kan desværre ikke bruges til at identificere manden yderligere, da man ikke kan se nogen inskription. Bjørn har aldrig set en 1864-‐grav før. Han er ligesom Inge meget nysgerrig på soldaternes gravskik. Det var sandsynligvis preusserne – fjenden – der lagde den faldne dansker i jorden efter deres sejr. Han er nysgerrig på at finde ud af, hvilke ejendele soldaten havde med sig i graven, og om han er blevet udsat for ligplyndring. Preusserne stjal efter sigende de danske soldaters støvler, da de havde et længere skaft, som man kunne stoppe bukserne ned i. ”Vi skal finde ud af, om han har støvler på eller ej,” siger Bjørn, men udgravningen må stoppe, 220 da entreprenøren fortæller, at spildevandsledningen godt kan lægges uden om skelettet. ”Hos Museum Sønderjylland overholder vi museumsloven. Graven skal være urørt, indtil vi får ny besked fra Kulturstyrelsen,” svarer Silke. Arkæologerne afventer, om Kulturstyrelsen vurderer, at skelettet er værd at grave ud, nu hvor det ikke ligger i vejen for spildevandsledningen. *** 230 Mens de står ved graven, spørger arkæologerne interesseret Bjørn om slaget, der blev soldatens endelige. ”Det var noget værre rod,” fortæller han.
6
Slaget fandt sted den 17. marts 1864 – en måned før slaget på Dybbøl Banke. Krigsminister C.C. Lundbye havde presset den danske overkommando til at angribe preusserne for at tage krigsfanger. Krigsministeren havde brug for at fremvise en sejr overfor pressen og folket i København, der var trætte af at høre om nederlag. 240 Det skulle ske med et overraskelsesangreb på 100 preussiske soldater i Ragebøl Skov. Det 5. Infanteristregiment blev sat på opgaven, men de preussiske soldater nåede at fjerne sig fra skoven i tide. Mens 5. regiment forgæves ledte efter preussere, blev soldaterne i danskernes 4. Infanteristregiment sat til beskytte venstre flanke ved Freltofte Landevej. Soldaterne skulle have haft støtte fra forposterne, men de havde trukket sig tilbage på grund af dårlig kommunikation. Det var her, det gik galt. Preusserne kom hurtigere end forventet. De satte talstærkt ind med infanteri og artilleri i et angreb mod 4. regiment. I stedet for en dansk sejr endte det i et katastrofalt nederlag med 153 døde, 253 sårede og 267 tilfangetagne danske soldater. Skelettet i Ragebøl tilhører en af de 250 faldne. Han endte sandsynligvis sine dage med en preussisk kugle i brystet. *** Svaret fra Kulturstyrelsen kommer først dagen efter. Til Bjørns store skuffelse skal graven lukkes igen, og skelettet begraves in situ. Urørt på stedet. Med patrontaske, patroner og vielsesring. Styrelsen mener ikke, at skelettet kan bidrage med nogen væsentlig, ny historisk viden, der opvejer det etiske i at grave det op. Man skal være varsom med den slags, når der er en chance 260 for, at man kan sætte navn på skelettet og finde nulevende slægtninge i nærheden, mener embedsmændene. Bjørn spørger igen, om de ikke kan kigge efter støvlerne. Han er færdig med sin del af arbejdet -‐ at fastslå, at skelettet er en dansk soldat fra 1864. Han kan mærke, at han går fra at være historiker på arbejde til at være almindeligt, menneskeligt nysgerrig. Han vil stikke et spyd ned i jorden for at se, om det rammer en støvle, men den går ikke. Graven fyldes igen med jord. 270 Rundstykker, dynamit og 110 mindesmærker Der er knap 100 mennesker samlet i og rundt om forhaven i Bøffelkobbel. ”Det er helt vildt,” siger konen til Forsvarsbrødrenes præsident, Karl Erik Nielsen, da de ankommer til huset og får øje på de mange biler, der holder parkeret langs landevejen. ”Ja, der er flere end normalt. Men vi har jo også 150-‐årsjubilæum,” svarer præsidenten sin kone. Præsidentens kone er ikke den eneste, der er imponeret over fremmødet. 280
7
”Der plejer da ikke at være så mange mennesker,” siger en hjemmeværnsmand, der står ved siden af efterkommer May-‐Britt Hartmann bagerst i haven. ”Nej, det gør der altså ikke. Der plejer at være det halve,” bekræfter en anden mand. May-‐Britt nikker. ”I Parolesalen oppe på Sønderborg Kaserne tidligere i morges var der dækket op til 48 mennesker, men det rakte altså ikke i år. ”En tredje mand istemmer. ”Nej, det gjorde det altså ikke.” Inden mindehøjtideligheden ved Bøffelkobbelhuset samledes folk til morgenbrød, fællessang og en Gammel Dansk. Der plejer at være to og et halvt rundstykke til hver. 290 ”Men hvis folk spiser så meget denne gang, så er der andre, der må nøjes med et halvt,” gjorde en af forsvarsbrødrene resten af forsamlingen opmærksomme på. Folk spiste rullepølse, ost og marmelade, og med nogle minutters mellemrum var der forskellige forsvarsbrødre, som tog ordet for at fortælle lidt om dagens program eller en af årets mange nye 1864-‐bøger eller et gammelt fotografi fra dengang. Det var svært at høre, hvad de sagde. De talte jysk beregnet til tomandshånd. Forsvarsbrødrenes præsident, Karl Erik Nielsen, bankede på sin kaffekop med en teske. Han talte anderledes højt og tydeligt. ”Nu vil jeg ikke se nogen sure miner!” Præsidenten skulle til at fortælle en dårlig nyhed. 300 ”Der må ikke være flere danske faner end tyske faner ved fællesgraven fra 1864, når jubilæet løber af stablen den 18. april.” En mand i uniform rystede på hovedet, og en utilfreds hosten spredte sig langs bordene. Årsagen er, at der både ligger danske og preussiske soldater i graven, og 1864-‐jubilæet er blevet et fælles arrangement – både tysk og dansk. ”Dette emne er ikke til diskussion, medmindre I har tænkt jer at skrive til Hendes Majestæt. Se stort på det og glæd jer til at komme hen på Kongeskansen bagefter. Her kan vi tage så mange 310 faner med som muligt og vise dem over for alle VIP’erne.” Præsidenten satte sig ned, og folk slog op i Forsvarets Sangbog. Malerier af det sønderjyske landskab hænger rundt på alle Parolesalens vægge som ét langt panoramabillede, der minder om, hvad det handler om for denne kreds af mennesker. Broager Kirke, Christian X’s bro og Dybbøl Mølle. Vores nations sydlige grænse og dens tilblivelse. *** Det var ikke kun landkortet, der ændrede sig, da Sønderjylland igen blev dansk i 1920. Det 320 gjorde 1864-‐mindekulturen også. Med tyskerne ude af syne skruede danskerne op for mindekulturen. På 20 år opstillede en lokalkomite 110 mindesten på Dybbøl Banke og Kær Halvø for faldne danskere – næsten kun officerer. Formålet var at fordanske landskabet, der var domineret af tyske mindesmærker. En maj nat i 1945 blev fordanskningen fuldbyrdet. Ukendte gerningsmænd – formentlig modstandsfolk – sprængte to store tyske monumenter i Dybbøl og på Als i luften med dynamit. Ruinerne blev gravet ned på stedet og er aldrig blevet genopbygget.
8
Den nye mindekultur forherligede også det danske militær og den heltedåd, man mente, 330 soldaterne havde udført i 1864. Man viste, at danskerne var parate til igen at kæmpe for den sydlige grænse. Et af dem skulle endda vise, at Danmark havde hele Norden i ryggen, hvis grænsen skulle blive truet. Mindestøtten for de nordiske frivillige i de slesvigske krige blev rejst i 1936 som en reaktion på, at nazister i Slesvig-‐Holsten havde krævet grænsen rykket mod nord. Danmarks daværende statsminister, Thorvald Stauning, var i begyndelsen ikke begejstret for den nye mindekultur, der dyrkede den militære kamp ved Dybbøl. I flere taler på Dybbøl Banke udtrykte han, at han hellere ville mindes den civile kamp. Men i 1936 ændrede Stauning holdning. Nazi-‐Tysklands ledere var aggressive, og et nazistisk mindretal i 340 Sønderjylland krævede en ny grænse. Da mindestøtten for de nordiske frivillige blev indviet, talte Stauning varmt for et militært forsvar af grænsen, og han brugte mindet om 1864 til at understrege sin politik. ”Her til Dybbøl er mange af Nationens mest dyrebare minder knyttet, og selvom de er triste og bitre, vil vort Folk værne om dem, for disse minder er en væsentlig del af vor Nations historie.” I dag er den tyskfjendtlige tone forsvundet ud af politikernes forberedelser af 150 årsdagen for 1864. Nationalpatriotismen lever dog stadig blandt de fremmødte til mindehøjtideligheden i Bøffelkobbel den 22. februar 2014. 350 *** ”Det var en stor fejl, der blev begået i 1864,” sagde Forsvarsbrødrenes præsident, Karl Erik Nielsen, på vej i bilen fra Sønderborg Kaserne til Bøffelkobbelhuset. ”Men jeg tænker tit på, hvad der var sket, hvis vi ikke havde tabt. Jeg tror, at nederlaget har styrket os som nation. Vi fik andelsforeningerne og højskolerne.” Bilen ruller forbi Kongeskansen og fællesgraven for de preussiske og danske soldater. Højtideligheden den 18. april er både tysk og dansk, som Karl Erik Nielsen påpegede over for 360 en skeptisk forsamling i Parolesalen på kasernen. ”Der er skabt forståelse mellem vores lande på et højere plan, men der er stadig følelser på spil i det lokale.” Anden mindekultur… Tidsperiode: 1920 til 1990 Formål: Fordanskning og styrkelse af det militære forsvar 370
9
”Sammen mod nye horisonter” Landmand Hans Ejnar Hansen sidder og ser TV Syd hjemme i Ragebøl. Det er i midten af november 2013. En af nyhederne handler om fundet af det 150 år gamle skelet. Ifølge arkæologerne tilhører skelettet en falden soldat fra 1864, fortæller journalisten. En dansk soldat. I indslaget bliver der vist nogle billeder fra en lille udgravning på en rapsmark. Stedet 380 virker bekendt, og det går op for Hans Ejnar, at skelettet ligger på en af hans marker. Det var noget med en spildevandsledning, som de skulle grave ud til, kommer han i tanke om. Landmanden bliver kontaktet af Museum Sønderjyllands folk, som spørger, om han vil gå med til at afgive jorden og lave et fredet gravsted på den del af marken, hvor soldatens rester er fundet. Han kan godt lide forslaget, men han lægger sagen i skrivebordskuffen for at tænke sig om, inden han siger ja. Hans Ejnar kører ned til rapsmarken for at se stedet. Han har været vant til at finde rester fra 1864-‐krigen på de sønderjyske marker hele sit liv. Store granatstumper og kanonkugler. Han 390 står ud af bilen og kigger på den brune muldjord. Udgravningen er dækket til med jord igen. Han står og gør sig sine tanker. ”Det har ikke været sjovt. Her faldt han for Danmarks sag. Det har været barsk. Og verden er ikke blevet bedre siden. Afghanistan. Irak. Krig er noget forfærdeligt noget. Kunne man bare bremse én krig ved at tænke på, hvad der er sket før.” *** Samfundet skal lære af historiens fejl. Man skal lære, hvor man kommer fra, for at vide hvor 400 man skal hen. Det er formålet med at fortælle om 1864 på Historiecenter Dybbøl Banke, siger stedets leder, Bjørn Østergaard, som var med til udgravningen af skelettet fra Ragebøl. Historiecenteret skiftede formidlingsstil i 2004 for at få så mange besøgende som muligt til at lytte. Centeret flyttede fokus fra politikernes og generalernes krig over på de enkelte soldaters og civiles skæbner. Det er menneskeskæbnerne, som fanger publikums interesse. En af Historiecenter Dybbøl Bankes udklædte medarbejdere er Kristian Bonde Jørgensen. Han genopfører livet på slagmarken. Han oplever, at det særligt er Danmarks genfødsel som krigsførende nation i Afghanistan og Irak, der har vakt folks interesse for de gamle soldaters 410 liv. ”Jeg husker det tydeligt, da jeg viste en gruppe mennesker rundt ved skansen i 2012. Jeg reciterede fra en dagbog fra 1864. En tysk soldat skriver, hvordan det føltes at løbe mod danskernes kanoner. Bagefter var der en kvinde, der kom hen til mig med tårer i øjnene. Hun fortalte, at hun var blevet meget rørt, fordi hendes søn var udsendt til Helmandprovinsen i Afghanistan. Også hjemvendte soldater fra Afghanistan fortæller, at det er fantastisk for dem at høre om 1864-‐soldaternes oplevelser fra krigen. De får en følelse af ikke at stå alene.” Afghanistan og Irak er dog ikke den eneste årsag til den større interesse for de personlige 420 fortællinger. Det er også en måde at undgå at rippe op i det gamle skænderi med Tyskland,
10
fortæller museumsinspektør på Sønderborg Slot, Inge Adriansen, som har været i tæt kontakt med Region Syddanmark under forberedelserne til det store 150-‐årsjubilæum den 18. april. *** Vi er nu fremme ved den tredje og nyeste periode i mindekulturen omkring 1864. Vi er fremme ved regionalpolitikeren, der spejder mod syd fra Dybbøl Mølle på en solskinsdag. Billedet fylder en hel side i en folder fra Region Syddanmark med overskriften Dybbøl 2014: 430 Sammen mod nye horisonter. Manden på billedet er regionens formand fra Venstre, Carl Holst. I dag bruges 1864 som anledning til at tale om vækst og samarbejde over grænsen. ”Her har vi noget fælles historie i forvejen, så lad os få noget mere,” ser tankegangen ud til at være. Denne del af mindekulturen blev allerede forvarslet i 1964 i en tale af daværende statsminister, Jens Otto Krag, på Kongeskansen i Dybbøl, hvor Danmark tabte slaget den 18. april 1864. Danmark og Vesttyskland var blevet allierede i NATO og havde underskrevet København-‐Bonn-‐erklæringen. Selvom 1864 er historien om præcis det modsatte, brugte 440 statsministeren 100-‐årsjubilæet til at understøtte det nye samarbejde. Han omtalte Vesttyskland som ”en flittig, europæisk nation, som vi står i nabovenskabeligt samarbejde med på næsten alle punkter, handelsmæssigt og forsvarsmæssigt inden for den store kreds af vestlige nationer.” Jens Otto Krags tale stod dog i kontrast til Kong Frederiks IX’s tale samme dag: ”Der er grund til her at mindes alle dem, der sejt kæmpede i alle de 56 år (…) Men vi tænker stadig med vemod på dem, der blev syd for grænsen,” sagde kongen. Og den nye mindekultur slog først for alvor igennem i 1990’erne, mener Inge Adriansen fra Sønderborg Slot, som har skrevet flere bøger om emnet. Danmark blev en del af den Europæiske Union, og ordet ”fremadrettet” blev et 450 nøgleord. I Region Syddanmarks folder til markeringen af 150-‐året for slaget ved Dybbøl bliver de sønderjyske piger ikke opfordret til at huske på de faldne soldater ligesom i Holger Drachmanns gamle digt. Til gengæld bliver der skrevet om konkurrencer for forretningsidéer med grænseoverskridende merværdi under overskrifter som ”Hamborg er vigtigere end København.” Om det får konsekvenser for historieformidlingen er for tidligt at sige, mener museumsinspektør Inge Adriansen. ”Men det overbeviser mig om, at vi mennesker altid mindes ting for at tilfredsstille nutidens behov,” siger hun. 460 Tredje mindekultur… Tidsperiode: 1990 til ???? Formål: Vækst og samarbejde over grænsen
11
En forlænget weekend Den lokale formand for Forsvarsbrødrene, Verner Callesen, klapper i hænderne oppe foran de 470 to soldaters grav i forhaven til Bøffelkobbelhuset. ”Klokken er elleve,” siger han, og der bliver stille blandt de mørke jakkesæt med farverige medaljer hængende fra venstre bryst. Overinspektør på Sønderborg Slot, Carsten Porskrog Rasmussen, stiller sig foran den mandslange grav med et lille smedejernsgitter rundt om. Han er blevet bedt om at holde en tale til forsamlingen. Carsten fortæller, at slaget, hvor de to soldater faldt, ikke var særlig vigtigt. Det var næsten pinligt for det danske forsvar. Bøffelkobbel er på den måde et mærkeligt sted at dyrke en mindekultur. Det er på grund af historien om det lille menneske, at 480 Bøffelkobbel alligevel har overlevet som nationalt symbol. Her får to helt almindelige soldater lov til at træde frem i historien sammen med husmandsfolkene, der igennem hele livet passede soldaternes grav, selvom de ikke kendte dem. Efter talen går kranselægningen i gang. Dannebrog er hejst i flagstangen, og nogle af de ældre herrer tager deres huer og sixpences af. Ti dannebrogsfaner bliver holdt frem i strakt arm, mens der bliver lagt fire buketter og fire kranse på graven. En efter en. ”Æret være deres minde,” lyder det fra forsamlingen, når nogen lægger en krans. 490 Da sidste krans er lagt, sender en trompet melankolske toner fra ”Slumrer sødt i Slesvig jord” ud over flokken i haven. Der drypper kondensvand fra trompetens åbning ligesom dråber fra en måges næb. På samme måde som mågen imprægnerer sin fjerdragt med sine dråber, så den bedre kan beskytte kroppen mod vind og vejr, imprægnerer trompeten i dette øjeblik den danske sjæl hos især halvdelen af de mænd og kvinder, der synger med på messingblæserens trutten. Den anden halvdel vil formegentlig være væk næste år, når jubilæet er ovre, og de fremmødte vil igen kunne få to og et halvt rundstykke hver. Hvad, der sker i de næste generationer, er ikke til at sige. 500 ”Men postkortene bliver nok ikke udsolgt, før jeg er borte,” siger May-‐Britt Hartmann, efterkommer af infanterist Hans Hansen ovre i graven. En mand kommer hen til May-‐Britt. Han er klædt ud i en uniform magen til den, som infanteristerne bar i 1864. Uniformen er mørkeblå med to knapperækker og en rød krave. ”Du ved godt, hvad det her er, ik’?” siger han til hende. Han løfter et sværd med gyldent skaft, der hænger i et læderbælte rundt om livet på ham. ”Det er Hans Hansens sværd. Det var det, han brugte i krigen.” 510 May-‐Britt nikker. ”Ja, det så jeg også sidste år. Det er spændende.”
12
For May-‐Britt er ceremonien et kuriosum. Hun kommer ikke med et abstrakt svar, der fortæller noget dybere om liv og død, sorg og nationalfølelser, når man spørger hende: Hvad betyder det for dig at komme her? ”Jeg ser det som en fin lejlighed til at tage en forlænget weekend til Sønderborg med min mand. Vi kan godt lide landskabet hernede – selv på denne årstid.” 520 ”Det er ikke noget, jeg tænker så meget over, og jeg har heller ikke lavet slægtsforskning. Men jeg synes, det er vigtigt at bevare historien,” siger hun. Manden med sværdet og den gamle uniform kommer tilbage igen og fortæller May-‐Britt, at han har et gammelt sort/hvid-‐fotografi af graven. På billedet poserer husets daværende beboere Jørgen og Kathrine Fink ved siden af graven. Billedet er sat ind i en stor ramme. ”Vil du se det? Så henter jeg det lige,” siger han og peger hen på sin bil. ”Nej, det er fint,” siger May-‐Britt. ”Jeg så det, da du viste det frem i Parolesalen tidligere i 530 morges på kasernen.” Her hviler… Landmand Hans Ejnar Hansen står på sin parkeringsplads og kigger på en bunke sten. De kommer fra nogle af hans 800 hektar marker. De er der i alle afskygninger, former og farver. Stenhuggeren kommer snart for at hente én af dem. Den skal stå i vejkanten i Ragebøl og minde forbipasserende om, at der ligger en soldat begravet. ”Den store derovre. Den er flot. Og hvad med den her?” siger han og peger på en lidt mindre og sandfarvet sten. 540 Hans Ejnar er blevet enig med kommunen og Museum Sønderjylland om, at mindestenen, som han donerer, skal stå i vejkanten og ikke inde på marken, hvor man fandt skelettet. Han er bange for, at graven vil drukne i ukrudt, hvis den står inde på et fredet stykke af marken. Og det vil være en ulempe, når marken skal pløjes. ”Er der nogen, der har glæde af et beskidt gravsted? Så hellere en flot sten ude i vejkanten, som du ikke bliver halvsur over, fordi den ikke bliver passet,” siger han. Hans Ejnar er ikke den eneste landmand, der har tænkt sådan gennem tiden. Og med den nye 550 mindesten kan krigsturisterne i Sønderjylland fortsat gå og undre sig over, hvorfor soldaterne altid blev skudt i vejkanterne. *** Når mindestenen i dag bliver rejst, er det ikke for at fordanske landskabet ligesom efter genforeningen i 1920. Det hører fortiden til. “Stenen i Ragebøl får ikke den funktion, som de andre havde: At vise at landskabet er dansk. Det er der ikke længere nogen diskussion om. Den bliver sat, for at vi kan mindes en 560
13
menneskeskæbne,” siger historiker og overinspektør på Sønderborg Slot, Carsten Porskrog Rasmussen. Derudover skal stenen tilfredsstille et behov for at dyrke det lokale, mener hans kollega på slottet Inge Adriansen. I en verden præget af globalisering skal den huske os på, hvor vi kommer fra. Give os en følelse af hjemstavn og identitet. Det har vi fået behov for i takt med, at alting går hurtigere og hurtigere. ”Vi mennesker har både fødder og rødder. Vi har fødder til at komme rundt i hele verden. Vi kan i løbet af ingen tid være over det hele, men vi har også behov for at føle, at vi hører til et 570 sted,” siger hun. *** Vi har stenen, og vi har stedet, nu mangler vi bare et navn. For hvem var soldaten egentligt, som gravemester Arvid Schmidt tænkte. Det kunne vi godt tænke os at finde ud. For ligesom at May-‐Britt Hartmann har behov for at holde en forlænget weekend, så har vi i dag et behov for at runde vores artikel af. Skelettet i Ragebøl skal tilfredsstille nutidens behov, som museumsinspektør Inge Adriansen siger. 580 Og det er vel ikke så meget anderledes end med historier fra vores eget liv, som vi går og fortæller til vores venner og bekendte. *** I hjørnekontoret i det gamle stuehus ved Dybbøl Mølle, hvor Historiecenter Dybbøl Banke holder til, slår historiker Bjørn Østergaard op i to gamle bøger med gulnede sider. Her kan han læse om de danske regimenters kampe og se tabslisterne. Der er højst sandsynligt tale om én af fire mænd. De kæmpede i 4. Infanteristregiments 2. kompagni og døde den 17. marts, hvor regimentet blev overrumplet af preussernes kugler i Ragebøl. Til forskel for de andre mænd 590 på tabslisten er der ikke angivet nogen kirkegård ud for disse fire mænd. Peder Petersen, Jens Andersen, Jens Christian Thuesen og Ole Larsen. Vi ved fra skelettet og tænderne, at soldaten var mellem 22 og 33 år, da han døde. Han var ret sikkert gift, siden han blevet fundet med en fingerring. Går man på opdagelse i Rigsarkivets gamle optegnelser og sirligt skrevne kirkebøger for at finde ham, står det hurtigt klart, at det er som lede efter en nål i en ældgammel høstak. For en stund pegede alt på, at skelettet i Ragebøl engang har været Peder Petersen fra Frøslev i Sønderjylland. Han blev gift i 1859 og har været gammel nok til at være forstærkningsmand – en af de mange soldater, der havde udtjent sin værnepligt og var blevet gift, men alligevel 600 blev sendt i krig på grund af mangel på soldater. Kigger man videre i de gamle dokumenter, står det desværre klart, at vi ikke har ramt rigtigt. Ved folketællingen i 1870 levede Peder Petersen nemlig stadig med sin kone, Karen Nielsen. Vi kommer det ikke nærmere. Derfor kan vi fra den 9. april 2014 mindes skelettet fra Ragebøl med følgende ord hugget i en stor, rødlig sten:
14
Her hviler En ukendt dansk soldat Faldet den 17. marts 1864 610 Graven fundet i 2013 Stenen rejst i 2014
Gravemester Arvid Schmidt viser graven med skelettet fra Ragebøl til journalist Peter Bye Andersen.
Danskerne og tyskerne gennem tiden… 1864: Danmark kommer i krig mod preusserne og taber hertugdømmerne i syd. Tyskland bliver få år senere samlet som ét stort rige 1920: Sønderjylland (Nordslesvig) bliver genforenet med Danmark som konsekvens af en folkeafstemning efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig 620 1940: Tyskland besætter Danmark under Anden Verdenskrig 1945: Tyskland kapitulerer, og Danmarks befries 1955: Danmarks og Vesttyskland skriver under på København-Bonn-erklæringen, som beskytter mod diskrimination af det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland (Nordslesvig) 1955: Danmarks og Vesttyskland bliver allierede i forsvarsorganisationen NATO 1973: Danmark bliver medlem af Det Europæiske Fællesskab (EF) ligesom Vesttyskland 1993: Danmark træder ind i Den Europæiske Union (EU) ligesom Tyskland 2002: Tyske soldater deltager for første gang i mindehøjtideligheden på Dybbøl den 18. april 630 2011: Tyske soldater deltager på lige fod med de danske soldater i mindehøjtidelige på Dybbøl den 18. april -‐ med faner, våben og march gennem byen
15
Sådan blev historien til Beskrivelserne af mindehøjtideligheden i Bøffelkobbel bygger på reportage -‐ journalisternes egne observationer og interviews på stedet. Fortællingen om skelettet i Ragebøl bygger på rekonstruktioner fra interviews med alle de implicerede – herunder også Kulturstyrelsen. Den historiske viden stammer fra interviews med Inge Adriansen og Carsten Porskrog Rasmussen fra Sønderborg Slot og Bjørn Østergaard fra Historiecenter Dybbøl Banke. Derudover har museumsinspektør på Roskilde Museum Signe Frederiksen bidraget med viden om de politiske 1864-‐taler gennem tiden – herunder Jens Otto Krags tale i 1964. Endeligt er en 640 række bøger blevet brugt flittigt i researchen. Vigtigst er: ”De slesvigske krige i kulturlandskabet i Sønderjylland” af Inge Adriansen ”Erindringssteder i Danmark” af Inge Adriansen ”Derovre fra grænsen” af Holger Drachmann ”Bøffelkobbel 1864” af Ole Andersen ”På forpost ved Dybbøl i krigen 1864” af Rolf Christensen og Anders D. Henriksen Antal anslag: 34.351 650 660 670
16
680
