Munkebo DrøMMe

SkovgårdenFoto og tekst af Gorm Olesen

Når man står på bakken mellem Munkebo og Boels Bro, er udsigten helt unik. På en klar dag kan man se til Samsø. Det er svært at få øjnene fra horisonten, og de fleste vil nok også overse den lille grusvej på højre hånd. For enden af den kuperede sidevej, lige i svinget, ligger Skovgården. Den er indhyllet i store træer, og dens alder frem-træder klart, når man ser på de skæve mure og de grønne bindingsværksstolper. Græs-set er grønt. Pludselig bliver man klar over, man ikke kan høre andet end vinden og fu-glene. Her bor Jacob Skovgård Hansen.

ToileTTeT virker ikkeFørste dør til venstre, når man kommer ind i Skovgården, leder ind i stuen. Oven på tv-

et står en stueantenne. Den er plantet i et tykt lag støv, og dens lange arme strækker sig mod lyset fra vinduerne. Man behøver ikke at tage skoene af, der står allerede et par træsko ved siden af lænestolen.

På toilettet står en gammel mælkejunge fyldt med vand. Det er flere år siden rørene rustede til, og siden er der blevet skyllet ud ved at hælde en spand vand i toilettet. Det fungerer, og badet tages på værftet.

”Jeg ved ikke, hvor jeg skal gå i bad nu, hvor jeg er fyret, men det bliver nok i svøm-mebadet.”

Det betyder ikke så meget for Jacob Skov-gård Hansen, hvordan det ser ud indenfor. Spindelvævene får lov til at vokse frem. Det holder også fluer væk.

”Jeg har ikke tid til det hele. Når jeg har gået i marken og samlet sten eller noget an-det sjovt, så har jeg ikke tid til vinduerne.”

Jacob Skovgård Hansen har stor respekt for omgivelserne og naturen. Han samler hellere affald på stranden, end han griber støvsugeren i hjemmet.

På Skovgården har alt en historie, om det er stenene i gærdet, musikken i samlingen, mapperne med udklip om værftet eller håndskrevne lister over de film, der er blev-et set livet igennem. Jacob Skovgård Hansen er samler. Derfor er Skovgårdens bygninger i dag fyldt med landsbrugsmaskiner og ef-fekter. Det er et helt museum.

”Jeg har set tingene brugt, og at de var nødvendige. De ting var livsgrundlaget i min barndom.”

Den gamle gård har fået et nyt liv. Før fik maskinerne hverdagen til at fungere, nu giver de et indblik i, hvordan livet på landet blev levet gennem de sidste århundreder.

uD af plovfurenDet gamle karlekammerskab på kontoret er lavet om til bogreol. Man bliver overrum-plet af mængden af mapper, der tynger hyl-derne. I fotomapper kan man se en dreng, der leger og ler på Skovgården. Ét i en sne-hule, ét med hjemmelavet bue og pil og ét med en sæbekassebil i fuld fart. Drengen er stolt, og man er ikke i tvivl om, at han er glad.

I 1982 blev Jacob Skovgård Hansen far til Fredrik. Moren var flyttet væk in-den fødslen. Det fungerede ikke med ke-mien. Jacob Skovgård Hansen fik delt forældremyndighed og havde Fredrik hver anden weekend.

”Det var vigtigt for mig at være far på en anden måde, end min egen far var. Han legede aldrig med mig, jeg har altid leget med min knægt.”

Nu bor Fredrik i Kolding. De har talt om muligheden for, at han kan overtage gården en dag, men Jacob Skovgård Hansen ved ikke, om det nogensinde sker.

Skovgården er en slægtsgård, og familien har boet der i mindst otte generationer. Ved sin dåb gav faren Jacob navnet, Skovgård, der skulle knytte ham til stedet resten af livet. I en tidlig alder kom Jacob Skovgård Hansen ud at tjene. Men han ville gerne uddanne sig, og det lå også i tiden, at man skulle have noget mere uddannelse.

”Som bondekarl var det en stræben efter at være en del af det pulserende liv, det var en måde at komme ud af plovfuren.”

På HF i København fik Jacob Skovgård Hansen taget livtag med sin nysgerrighed på tilværelsen. Men det lå hele tiden i baghovedet, at han skulle tilbage til den

fædrene muld. ”Det lå bare i min opfattelse, det var no-

get jeg skulle, også fordi jeg gerne ville.” I starten boede Jacob Skovgård Hansens

mor stadig på gården hos ham. Landbruget kunne dog ikke gå rundt økonomisk, og han fik arbejde på værftet. 34 år senere er han fyret.

”Jeg har brugt mine kreative evner her på gården, og det sociale har jeg haft på værftet med mine venner der.”

Jacob Skovgård Hansen ved, han kom-mer til at savne kollegaerne på værftet, men på gården har han muligheden for at ud-folde sig.

”Jeg vil gerne bevare gården æstetisk, som den har været. Den er en meget stor del af min identitet. Gården betyder alt for mig.”

“Jeg vil gerne stå for noget vedholdende og noget ægte.”