Vi har ønsket hinanden Godt Nytår.Godt Nytår lød det fra mand til mand.

Godt Nytår lød det fra millioner af men-neskerjorden over — i hjemmene — på ar-bejdspladserne — fra by til by — fra landtil land på alle tungemål.

Godt Nytår ønskede vi i tankerne vorekære, der var langt borte.

Godt Nytår sagde vi — Godt Nytår skrevvi — Godt Nytår lød gennem æteren.

Ja, om ønsker kunne gøre det — deville smelte jerntæpper — brænde bam-bustæpper og skabe et godt nyt år i verden.

Ønsker gør det imidlertid ikke — ikkealene — men vel også fordi ønskerne ikkealtid er ønsker, men almindelige høflig-hedsfraser, eller måske fordi vi ved ønsket mere tænkte på os selv end på den ønsket skulle gælde.Men når vi ønskede hinanden Godt Nytårpå vor arbejdsplads gjaldt ønsket nok også, at det måtte blive et godt år for denne og dermed for os selv.

Lader vi det ikke blive ved ønsket, menomsætter det i handling — hver på sinplads — ja, da skal ønsket nok gå i op-fyldelse.

Godt Nytår. KN

I N D H O L D :Nytårsbetragtninger ..................................... 3Fra afdelingerne ........................................... 7Før, nu og fremover ..................................... 10Af vor egns historie ..................................... 13Vi og vort arbejde......................................... 17Frederiksværkundersøgelsen....................... 18Bloddonorer.................................................. 20Slaggen fra Siemens-Martin ovnene.......... 21Bordtennis på Magleblik ............................ 22Måneskin ..................................................... 23Bedriftslægens beretning ............................ 29Spareklubben............................................... 30Derovre fra................................................... 31Sikkerhedsudvalget ..................................... 34Til lykke....................................................... 35

O M S L A G :

D A N S K S T Å L O V E R A L T1 3 0 . 0 0 0 T O N S

P R O D U C E R E T I 1 9 5 5

Tegninger: Børge Erichsen og Victor Brochdorff.Fotos: Poul Hansen.

Tryk: Kay Hansens bogtrykkeri.

PERSONALEBLAD udgivet af

DET D ANSKE ST AAL VAL S EVÆ RK A/S

F REDE RI KS VÆ RK

RedaktørKNUD NIELSEN

DDS TE ATE R DAGE

bliver i år den 12., 13. og 14. marts.Inger Birch's teaterselskab opfører denkendte operette »Fuglekræmmeren« medAsta Hansen i hovedrollen.

2

AD ER vI B LI K K ET gå tilbage på det forløbne år, er det, der stårpræget dybest i vor erindring, den frygtelige ulykke, der morgenenden 14. oktober hændte i støbehallen. To af vore dygtige og samvittig-hedsfulde arbejdere, Georg Nielsen Sangill og Niels Arning Andersen,mistede livet, og tre blev stærkt forbrændt — heraf ligger de to, medensdette skrives, endnu på sygehuset og venter på hudtransplantationer;den tredje er udskrevet og forlængst i arbejde igen.

En ulykke af denne art og dette omfang giver naturligvis anledningtil mange og dybtgående undersøgelser for at finde årsagen og for at

3

skabe sikkerhed mod gentagelser. Sådanne undersøgelser har da også fundet sted både fra myndighedernes og fra værkets side. Myndig- hederne fortsætter stadig deres overvejelser og undersøgelser, og resul- tatet vil blive meddelt, så snart det er værket bekendt.

Den inderligste medfølelse samler sig om de to afdødes efterladte. Bestyrelsen har bevilliget fornødne beløb som supplement til det offent- liges erstatninger for at undgå enhver nød.

Vi vil holde de afdødes minde i ære.

★ ★ ★

Produktionsmæssigt betyder året igen en rekord, idet tonnagen af både råstål og færdige valseprodukter er steget. En sammenligning med de nærmest foregående år viser:

1951 1952 1953 1954tons tons tons tons

Blokke...................... 128.000 139.700 142.300 166.000Plader...................... 51.000 62.500 58.000 69.000Stangjern og tråd..... 55.000 59.200 50.200 61.000

Færdigt stål:............ 106.100 121.700 108.200 130.000

Disse tal i forbindelse med den større driftsøkonomi taler tydeligtom vore arbejderes og funktionærers høje kvalifikationer og om resul-taterne af de store forbedringer og udvidelser af værkerne, der fandtsted i 1953. Der investeredes mange millioner kroner på disse forbed-ringer og udvidelser, og nu begynder de at forrente sig.

Også for kvaliteten af vore materialer har disse investeringer haft storbetydning. Mængden af materialer med overfladefejl er nedadgående,og vore skibsplader betegnes af skibsværfterne stadig som noget afdet bedste, der fremstilles. Også stangjern kan vi valse mere nøjagtigtend tidligere og som nævnt i større mængder.

Konjunkturerne har i det forløbne år artet sig ganske mærkværdigt.Forsyningen med rå- og hjælpematerialer har været tilfredsstillende oglet at fremskaffe. I begyndelsen af året var priserne forholdsvis gunstige,men med stigende tendens hen imod slutningen.

Markedet for vore færdige materialer lå i begyndelsen af året megetsvagt. Det kneb med at skaffe specifikationerne rettidigt for handelsjern,og priserne var lave. Forbrugere og jernhandlere ventede endnu laverepriser, og de var derfor tilbageholdende. Fra midten af året skete imid-

4

lertid et omslag — uden at vist nogen kan give en udtømmende for-klaring herpå. Resultatet blev stadig stigende efterspørgsel, således atdenne hen i december oversteg vore leveringsmuligheder. Prisen var imellemtiden steget gentagne gange og giver os nu en rimelig forrent-ning og avance.

For skibsbygningsmaterialernes vedkommende var forholdet det, atdet for de fleste værfter faktisk havde været umuligt at skaffe ordreri rundt regnet et helt år, og indgangen af ordrer til os på materialervar i dette tidsrum meget beskeden. Heldigvis havde vi en del ældreordrer, som var i stand til at udfylde dette tidsrum.

Vi har nu ved årskiftet solgt hele vor produktion af skibsplader ogskibsprofiler for både 1955 og 1956. Vi venter også fuld afsætning forvort handelsjern. Dette sælges for et eller to kvartaler ad gangen oger kontraktligt afsat foreløbig for de første 8 måneder af 1955.

Vi er med andre ord i den lykkelige situation at have fuld beskæf-tigelse for alle mand i lang tid fremover. Der er altså nok at tage fatpå, og jeg ønsker god arbejdslyst og arbejdsglæde.

Det er mig en stor glæde at kunne fastslå, at samarbejdet mellemværket, funktionærer og arbejdere gennemgående har været godt medkun ganske få spildte arbejdsdage, og mit ønske for året, der kommer,er en endnu større følelse af samhørighed mellem os alle til glæde ogtilfredshed for hver enkelt og til gavn for vor virksomhed og for detland, vi tjener.

Jeg takker for den indsats, som hver især har præsteret og ønskerDem alle glædelig nytår,

5

F Æ L L E S T I L L I D S M A N D E N

Å R VI N U S T Å R på tærskelen til det nye år, så ville det vel værenaturligt, om vi kastede blikket tilbage for at se, om ønskerne er gåeti opfyldelse for det nu svundne år, og dertil kan man sige, at beskæf-tigelsesmæssigt set er året gået godt. Der har været fuldt op at gørei samtlige afdelinger på virksomheden, hvilket vi arbejdere som helhedkan være tilfredse med.

Naturligt ville det vel være at spørge, om året har været et stortlyspunkt. Dertil er at svare et absolut nej. Der har været flere mørkepunkter (ulykkestilfælde), men det mørkeste, der har været i året, dersvandt, må være ulykken i ovnhallen den 14. oktober, hvor fem ar-bejdere blev stærkt forbrændte, og to af disse, Georg Sangill og Arning

6

Andersen, senere døde som følge af forbrændingerne. Frede Jensen og Hans Rasmussen ligger stadigt på sygehuset, og sygelejet vil sikkert for disse to vare et stykke tid endnu. Th. Nielsen er raskmeldt og begyndt at arbejde.

For året, der kommer, gav direktør Østergaard udtryk for ved sidste samarbejdsmøde, at også det kommende år faktisk var inddækket af ordrer således at forstå, at beskæftigelsen så nogenlunde er sikret for hele arbejderstaben på DDS i året fremover.

Jeg vil derfor ønske for det kommende år, at både virksomheden og arbejderne som helhed må blive forskånet for ulykker, således at året må blive et godt arbejdsår til fælles glæde og tilfredshed, og i denne forbindelse vil jeg udtale ønsket om et rigtigt glædeligt nytår til samtlige arbejdere, funktionærer og ledelsen på DDS.

S T Å L V Æ R K E TI fjerde kvartal har ovn 3 og 4 været

sat ud for mellemreparation. Produktionenudgjorde 40.448 tons, og dermed nåede vi166.000 tons som årsresultat.

Ser vi tilbage på året, der svandt, harder, bortset fra de daglige driftsbesværlig-heder, ikke været længere driftstop og ombygninger.

Der har således været ro til at finde fremtil metoder til forøgelse af det beståendeanlægs kapacitet og forbedring af ståletskvalitet.

7

Det betyder, at vi med det nuværende anlæg i fuld drift regner med at produ- cere ca. 175.000 tons prima stål næste år.

Vi, der har oplevet de første besværlige måneder efter udvidelsen, må smile, når vi tænker på, at vi knap nok kunne køre med 1 stk. 70 tons ovn og rystede på ho- vedet, når vi talte om to. I dag går det rutinemæssigt med tre stykker 110 tons ovne, endda med tapning i tre gange to skeer.

Gruben har altid været vort smertens- barn, idet alle uheld uvægerlig medførte besværligheder for den, men også her synes der navnlig i det sidste kvartal at være kommet betydelig mere orden og bedre ar- bejdsgang, som jo kun kan glæde alle, ikke mindst de arbejdere, der må foretage op- rydningerne.

Til dem, der på dette sted vil sige, at

der er mange punkter endnu, der ikke er i orden, kan der svares bekræftende, det er der, og det er alle klar over. For nogle punkters vedkommende er sagen oplagt, og ændringer allerede sat i arbejde, og andre problemer er i „støbeskeen" (for at blive i faget). Det kan således nævnes, at en hensigtsmæssig aflevering af profilblokkene volder kvaler.

I året der kommer, er der altså stadig en del opgaver, som skal løses, alle tagen- de sigte på at stabilisere produktionen og øge sikkerheden på arbejdspladsen.

Til slut vil vi takke alle arbejdere og funktionærer i stålværket og de øvrige af- delinger for godt samarbejde og ønsker, at det kommende år vil bringe held og lykke.

Carlo Poulsen. K. Scbaldemose. K. Scbermer.

* * *

hk motor, hvorved vi nu undgår, at værket kører i stå ved valsning af større profiler. Der er endnu en del af vore maskiner, som ikke går driftsikkert nok, og dette vil i størst mulig udstrækning blive ændret i det nye år.

Knippelovnsherden er blevet hævet ca. 400 mm i indskudsenden, hvilket har let-

P R O F I L V Æ R K E T Det forløbne år er i teknisk henseende gået godt. Produktionen har haft en jævn stigning trods de vanskeligheder, som kan fremkomme ved de ændringer, vi har fore- taget i vort produktionsmaskineri.

Blok- og knippelovnen har holdt og var- met godt.

I grovværket er vi i det forløbne år gået over til at anvende en ny kvalitet i valser: „Nodular Iron". Disse har vist sig at være meget slidstærke, idet vi har opnået produktioner, som ligger på 2 til 2½ gan- ge større valsetonnage end hidtidige valser. Grovværket er, som tidligere meddelt, blevet forsynet med 2400

8

overvejes at drage lagerpladsen med ind under produktionsledene.

Med saksene og Castorområdet i god stand og effektivt udnyttet parret med en portion optimisme og held klares 110.000 tons vel også her.

Forslag er fremme om at udskifte side- saksen med en saks for op til 40 mm tykke plader, forlænge valsehal 5 og des- uden få direkte forbindelse mellem V5 og bloklagerpladsen, så denne derved drages ind i produktionsledet udenom kranerne i valsehal 5.

Valsestolen kan næppe valse den enkelte blok hurtigere, end normen er nu, så her må sættes ind ved at reducere stoptiderne. Nedsætningsstop og stop for dybovnskran og lågkran skulle kunne undgås, når de 2 nye kraner bliver monteret. Nye lejer til stolen er under udarbejdelse, og disse skul- le give ikke alene stabilere oplejning af valserne, men også mulighed for hurtigere

tet gangen gennem ovnen ganske betydeligt. I mellemværket har den automatiske vals-

ning vist sig at svare til vore forventninger. Fin- og trådværk har været præget af

nyt produktionsmaskinen, som skulle ind- køres og prøves, der er endnu meget at ændre og forbedre i disse værker, før de kører tilfredsstillende.

Produktionen i grovværk 1954: Blokke og emner ......................... 86.700 tons Prima færdigjern ....................... 22.500 tons

Produktion i finværk: 1954 .............................................. 38.500 tons

Totalproduktion i grov- og finværk ......................... 61.000 tons

I anledning af nytåret takker profilvær- ket for godt samarbejde med de øvrige af- delinger og ønsker at 1955 for hele værket må blive et lykkeligt og fremgangsrigt pro- duktionsår.

P. W. Mortensen.

* * *

P L A D E V Æ R K E T

I 1952 blev af ca. 84.000 tons blokke valset 62.500 tons plader.

I 1953 blev af ca. 81.000 tons blokke valset 58.000 tons plader.

I 1954 blev af ca. 100.000 tons blokke valset 69.000 tons plader.

I 1955 stiles efter 110.000 tons blokke svarende til 77.000 tons plader. Denne pro- duktion skulle kunne valses med værket, som det står i dag, men set ud fra 1954-erfa- ringer har det alligevel sine svage punkter.

Flaskehalsen for pladeproduktionen er valsehal 5 og her specielt de to kraner, eller måske rettere de forhold de arbejder under, idet den lille oplagringsplads, den hyppige kørsel til brænderpladsen og den samlede produktion skal betjenes af disse kraner. Som en midlertidig løsning må det

9

mellemvalseudskiftning. Med hensyn til ud- nyttelse af stoptider dukker det gamle øn- ske frem at kunne stoppe værket på mindre end 5 minutter mod nu 15—25 minutter.

Hvad stoptiderne iøvrigt angår, er det nødvendigt for at reducere disse, at valse- værket og dets hjælpemaskiner behandles nænsomt og efter hensigten, så ødelæggel- ser undgås. De mindre fejl undgås ved til stadighed under driften at overvåge maski- nernes tilstand, så det i rette tid opdages, at et led måske ikke arbejder korrekt, så- ledes at det er muligt at bringe en fejl ud af verden fra begyndelsesstadiet, førend der fremkommer en standsning, og førend det bliver nødvendigt at udføre mere be- kostelige reparationer.

Dybovnene følger godt med, men ser ud til at være noget uøkonomiske med hensyn til olieforbruget. Løsning af dette problem vil dog kræve indgående undersøgelser.

Stålværket ser fortrøstningsfuldt på at kunne levere den ønskede tonnage til rette tid og i rette kvalitet. Godt begyndt er halvt fuldendt, siges jo.

Må der her gives lejlighed til at ud- trykke pladeværkets tak for hjælp fra med- arbejdere rundt bm i værket og samtidig ønske alle et godt nytår.

J. Skov.

Før - nu og fremover

OR AT GIVE vort kære „Stålbånd" lidtnye impulser, og for at det ikke skal

blive alt for videnskabeligt eller forhisto-risk, skulle man måske prøve som en af-veksling at lade arbejderen og håndværke-ren her på værket give sit bidrag til „Bån-det" i form af oplevelser, en smule kritikm. m., for ad denne vej at få en penne-fejde i gang, og få lidt sund diskussionsat i scene. Jeg vil som første mand for-søge mine evner i den retning, og skulleder være forskellige småfejl (eller store),så, kære læser, tilgiv mig.

Da jeg for snart 12 år siden, altså i1943, hin bevægede og uhyggelige tid, somvi aldrig vil ønske tilbage, var på sommer-ferie her i Frederiksværk og ønskede luft-forandring, den var nemlig på det tidspunktikke så god i København, henvendte jegmig en dag i portvagten hos vor gamle venWibroe Søren. Jeg blev vist over til mesterPoulsen i reparationsværkstedet. Han kig-gede lidt på mig og meddelte mig, at hani øjeblikket ikke havde noget arbejde tilmig, men at jeg kunne forsøge hos mesterChristensen. Det gjorde jeg så, og det før-ste, han spurgte mig om, var: „Kan Debrænde, altså bruge en skærebrænder?" —Det regnede jeg jo nok med, at jeg kunne,og jeg fik så ansættelse og kunne begyndenæste dag. Det blev nu ikke næste dag, forda jeg først kom til København for athente mit arbejdstøj m. m., fandt tyskernepludselig på at standse togtrafikken. Og

10

hos mester og altså fik lov at blive hæn- gende og har hængt her siden.

Jeg tror, at mange med mig dengang havde den bestemte opfattelse, at Stålværket kun var en døgnflue, og kun havde en leve- tid afhængig af krigens længde. Og ærlig talt kan man kun rose de mennesker, som startede og ledede dette foretagende, for deres tålmod, deres energi til at komme igen trods modgang af både den ene og den anden art, såsom brokstøbninger, den ene oven på den anden, dårligt stål, rekla- mationer fra kunderne, på puklen af de øverste o.s.v. o.s.v.

Bare den smule en anden var ude for kunne mange gange gøre én modløs, f. eks. var det ikke grinagtigt at komme op i støbehallen og skære 30—40 kokiller med varme blokke ud af en stål- og slaggekage på 100—150 mm tykkelse. Varme, sved, brandsår og beskidt arbejde, men det gik jo alligevel.

Selv byens indbyggere havde ikke rigtig fidus til værkets beståen, man havde fak-

så var der jo ikke noget med at komme til- bage. Først dagen efter kom jeg ved en flink stationsforstanders hjælp med et gods- tog til Hillerød. Det er første gang, jeg har prøvet at køre i kreaturvogn og sidde på en kasse, men det gik fint.

Så startede jeg min første dag på værket, og det kunne meget nemt også være blevet den sidste. Mester Christensen viste mig, hvad jeg skulle lave. Jeg skulle skære skrot. Dengang var det nærmest en begivenhed, når en blok blev det, den var tiltænkt. Enten det nu skulle være en knippel eller et stykke vinkeljern, da nåede blokken sjældent længere end til tredie eller fjerde spor, så lignede den et misfoster, forvredet og fordrejet med brede finner, som gjorde, at den sad fast i valsen.

Skrotbunken tårnede sig op i grovværket til første sals højde og beskæftigede 3—4 brændere til stadighed, og altså også mig. Det gik mindre godt for mig den første dag. Jeg havde lagt et helt slæng skrot ud og mærket det op i skrotlængde. Skære- værktøjet havde min hjælper rigget til, og mester gik faktisk kun og ventede på re- sultatet af min påståede skæreevne. Den lod imidlertid vente på sig. Jeg kunne med skam at melde ikke engang tænde brænde- ren, endskønt jeg havde tændt et sådant monstrum tusinder af gange. Jeg skilte ad, jeg samlede igen. Mester luskede stadig omkring mig, men sagde ikke noget. Til andre har jeg jo sidenhen hørt, han har betroet sig, og det var med: „Ham der, han har s'gu aldrig set en skærebrænder før, han er ude inden fyraften." Det var godt, man først fik det at vide lang tid efter, for ellers havde jeg fået et nerve- chok. Til held for mig opdagede jeg til- sidst fejlen, og det var simpelthen gas- reduktionsventilen, der var sat omvendt på flasken. Tableau! Det glæder mig, at jeg fik indhentet en del af det forsømte, så- ledes forstået, at jeg alligevel faldt i nåde

11

tisk det indtryk, at alle vi fremmede, der var kommet til denne lille „Torneroseby", ikke rigtig passede ind i byens rammer. Det var kun værtshusene, der dannede und- tagelsen, så længe der var penge. Ellers var vi stålværksbisser. Dette har dog for- andret sig, selv om der er en god ende til- bage endnu, til det er helt ideelt. Hvad mener man f. eks. om byens borgerfor- ening, den er det vist vanskeligt at blive medlem af?

Dette var et lille sidespring, for jeg tror nu nok, at de skeptikere med hensyn til værkets beståen, der har været, nu har forandret mening og fået forståelsen af, at stålværket vil bestå lige så længe, som Fre- deriksværk eksisterer.

For den føromtalte tålmodighed og energi har jo båret frugter. I dag er det en sjældenhed at se en brokstøbning eller dårlig valsning. År for år forbedrer man produktionen både i kvantitet og kvalitet, og hvad man for få år tilbage mente var umuligt er i dag en kendsgerning. Det er dejligt at have været deltager i denne dyst, selv om det har været på bekostning af den gamle hygge, hvor vi alle kendte hin- anden, det er forbi, her er blevet store forhold.

★ ★ ★

Jeg kan ikke undlade til slut at komme med et lille spørgsmål og dryppe en lille smule malurt i bægeret, og skulle dette give anledning til en diskussion, så meget desto bedre.

Om ca. en halv snes år vil en hel del arbejdere falde for aldersgrænsen, også en hel del, der bor i stålværkets ejendomme træder af for ikke at vende tilbage. Hvor har man tænkt, at disse mennesker skal hen? I værkets ejendomme kan de ikke bo, eftersom de er fratrådte. Men hvor så? Jeg ved godt, man har udvidet Vinderød kirkegård. Det er også meget godt den dag, der bliver brug for den. Men det kunne jo være, der blev en mellemliggende tid, og i den tid ville det være rart med tag over hovedet.

Kommunens alderdomshjem ligger på Sandskårsvej, godt dækket til med sand.

Stålværkets grunde på Magleblik ligger brak, og her kunne ligge en dejlig stiftelse: små 1 værelsers m/ alkove, som udmærket kunne beboes af unge mennesker, indtil der efterhånden blev behov for dem til de gamle. Så kunne der med andre ord byttes lejligheder. Og så ville man kunne lade de gamle nyde deres otium og sikre dem tag over hovedet i deres alderdom.

Jeg tror ikke, det er en håbløs opgave at udføre dette, vel at mærke med god vilje og samarbejde mellem ledelse og ar- bejderstab. Her er en virkelig opgave for fællesklubben, som jeg ved vil falde i god jord. Men lad det ikke vente, lad os her i bladet få en sund diskussion i gang, lad de forskellige instanser give deres besyv med at løfte fligen for fremtiden, så også vi kan få at vide, hvad der skal ske.

976 Sv. T. Nielsen.

12

og fjorden. Der er en tradition, som siger,at gravearbejdet udførtes af 500 svenskekrigsfanger, som var taget, da general Mag-nus Stenbock under den store nordiske krigi 1713 måtte overgive sig med hele sin hær,11.000 mand, som havde været indeslutteti fæstningen Tønningen ved Eiderens mun-ding. Det er dog ikke helt rigtigt. Der be-skæftigedes 100 svenske fanger ved kanal-gravningen, men størsteparten af arbejdernevar sjællandsk mandskab. Svenskerne lå ilejr i skoven i nærheden af det nuværendeløvdalskryds. Stedet kaldes den dag i dag„Svenskelejren". Husene i Havnegade, somhedder „Svenske Række", har derimod ikkenoget at gøre med krigsfangerne. Her boedeen del svenske bomuldsvævere, som var be-

UNDREJSEN ER ENDT — turen omkringArresø, Danmarks største sø, som i

sin tid skabte betingelserne for anlæg af enby netop på det sted, hvor Frederiksværkkom til at ligge.

Tilløbene til søen førte stadig vand ud iden, og da afløbene efterhånden stoppede,bl. a. på grund af sandfygning, steg vand-standen år efter år. Myndighederne havdealtid klager fra bønderne ved søbreddenover, at deres jord blev ødelagt — noget,der jo heller ikke er ukendt i vore dage.

På Frederik den Fjerdes tid blev klagerneså vedholdende, at man bestemte sig til atskaffe Arresø et nyt og effektivt afløb, ogi årene 1717—19 blev den nuværende kanal,åen, som den kaldes, gravet mellem søen

13

Krudtværkskanalen.

skæftiget i „Det frederiksværkske Etablisse-ment", som byens fabriksvirksomheder blevkaldt med et fælles navn.

I begyndelsen, efter at kanalen var gravet,tænkte man ikke på at udnytte vandkraften.Stedet lå urørt og ubeboet hen. Men så byg-gede man i 1728 en vandmølle omtrent der,hvor nu det lille „Brohus" ved ArresødalSlot ligger. I møllen indrettedes et agat-sliberi — det var den første spæde spiretil Frederiksværk. Agatmøllens vigtigstemaskineri, en vældig slibesten, kan man nuse i den gamle arsenalbygning på torvet.

Så gik der godt og vel en snes år, førdet næste fremstød kom. Det var i 1751, daen franskmand, der hed Peyrembert, fik til-ladelse af regeringen til at bygge et kanon-værk i nærheden af kanalens nedre løb. Detblev også anlagt, og fra den tid stammerde ældste huse, som nu findes i Frederiks-værk: Jernstøberiets portnerbolig ved torvetog kommunens redskabsmagasin bag ting-husgården.

Faktisk var det altså Peyrembert, der be-gyndte, men han magtede ikke opgaven øko-nomisk, og efter nogle trange år med gældog mange andre kvaler forlod han virksom-heden. Byens egentlige grundlægger regneskancelliråd, senere generalmajor Johan Fre-derik Classen for at være.

* * *Samtlige værksteder forærede Frederik

den Femte i 1756 til Classen og etatsråd

Just Fabritius, og så kom der gang i virk-somheden. Kongen knyttede en betingelsetil sin gave: der skulle anlægges et krudt-værk. Det byggedes i 1758 og fik navnefter Majestæten — „Frederiks Værk". —Fabritius fratrådte kort tid efter, og Clas-sen sad så alene som herre på „Værket".

Vandet var den eneste drivkraft, derfandtes, og for at skaffe vand til krudtmøl-lerne gravede man en „bøjet" sidekanal tilden gamle kanal, også med udløb mod vesti fjorden, men længere mod nord. Det erden nuværende „krudtværkskanal", der sag-telig glider mellem Allégade og bagsidenaf ejendommene i Nørregades vestlige side,og som er et yndet motiv for kunstmalere.„Et lille stykke Holland" har man kaldtdette idylliske bykvarter, der dog er så ty-pisk „frederiksværksk".

Krudtfabrikation er en farlig bestilling,og allerede på Classens tid sikrede man sigså godt, man kunne efter den tids forhold.Krudtet blev „stødt" i møllerne og dereftertørret i tørrestuer. På hver mølle var deren klokke, på størrelse med en mindre kir-keklokke, som ringede, når maskineriet vari gang. Krudtmesteren og arbejderne kunnepå de forskellige klokkers klang høre, ommøllen gik, som den skulle.

Denne evige klokkeklang var alle frem-mede, der besøgte byen, optaget af. Profes-sor i historie Laurits Engelstoft kom somungt menneske i 1797 på fodtur til Frede-

14

riksværk sammen med en ven, og i sin dagbog skriver han, at „det Tilfælde ind- træffer, som i Almindelighed skeer engang hvert Aar, at en Mølle drives i Luften . . . Naar alle Møllerne gaae paa een Gang, frembringe de forskiellige Klokkers Lyd en harmonisk Accord, men Tonerne falde let vel stærke, saa fremmede ej kunne sove for den støjende Klingklang." Også en anden rejsende, everdruppræsten L. M. Wedel, som omtrent på samme tid gæstede egnen, næv- ner fænomenet: „Klokkerne ved Krudtmøl- len slaae hver Secund efter forskjellig Lyd, som nedstemmer et ubevant Øre til en Slags traurig Følelse, da det kan høres over hele Byen." Af disse gamle klokker findes end- nu de tre på krudtværket — som minder om „Værket's første tid.

* * * Naturligvis var der et meget strengt reg-

lement for, hvordan arbejderne havde at for- holde sig. Det er klart, at tobak måtte der ikke ryges, men man sikrede sig også på anden måde. I en instruks fra 1776 hedder det: „Forbydes tillige alle og enhver paa det skarpeste og alvorligste, hvad enten de ere ved Krudtets Behandling eller dets Transport, enten af Fortredelighed under Arbejdet, og endnu mere af Letsindighed, at lade udgaae af deres Mund nogen Eeder og Bander, eller nogen letsindig eller lider- lig Snak, hvorved den Allerhøistes Navn bliver vanæret og fortørnet, da saadanne, som deri befindes at have været overhørig og forbrudt sig, uden nogen Overbæring eller Undskyldning strax skal afgaae fra sit Arbeide, og overleveres Skildvagten til For- varing indtil Arbeidet er forbi, hvornæst de i Arrest hensættes, for efter Rettens Ken- delse at lide Dom for sin Forbrydelse."

* * * I 1769 anlagdes der et jernstøberi, og

efterhånden kom der flere andre virksom- heder til. „Det frederiksværkske Etablisse- ment" havde ikke alene krudtmestre og stø-

bemestre, men mange andre mestre, som alle havde tilknytning til „Værket", f. eks. gørtlere, nålemagere, sigtemagere, hatte- magere, vævere, bagere og bryggere. Ad- skillige af værkstedernes mestre blev kendt viden om på grund af deres dygtighed. En lang række kirkeklokker blev støbt af dyna- stiet Hornhaver, hvis medlemmer alle boede i den ejendom, der endnu ligger på hjørnet af Gjethusgade og Skolegade. Stamfaderen, Henrich Hornhaver (den ældre), var fra Stockholm og kom til Frederiksværk alle- rede i 1757. En anden kendt mester var hattemager Møller, som boede i det gamle hattemagerhus i Nørregade. Han var far til sangerinden jomfru Møller, der endte som Det kgl. Teaters primadonna og teaterchef, general Eichstedts elskerinde. Hun blev gift med kapelmusicus Berthelsen og senere med den berømte skuespiller Frydendahl. Flere af disse „mesterhuse" — foruden den allerede nævnte støbemesterbolig og hattemagerhuset — er til endnu. Fra Clas- sens tid stammer således hele Allégade og Valseværksgade, fire ejendomme i Strand- gade og to i Kirkegade, „Værket"s gamle skole (den nuværende borgerstiftelse) og enkelte andre. Også selve Gjethuset (støbe- riet) er fra denne periode. En lille smule yngre, fra ca. 1800, er det stilfulde palæ på torvet, hvor De Forenede Jernstøberier nu har kontorer, og hotel „Frederiksværk". Begge disse bygninger er fredede. Også ar- senalet (museet) på torvets modsatte side er fra den tid, da Frederiksværk var ung.

* * * Med undtagelse af palæet og hotellet

havde alle bygninger fra Classen-perioden og årene lige derefter grå vægge. Denne specielle Frederiksværk-farve var „opfun- det" af generalen selv og bestod af kalk- mørtel blandet med pulveriset trækul og jernspåner — trækul fra krudtværket og jernspåner fra støberiet. Gjethuset er nu blevet gult, men arsenalbygningen er stadig

15

samledes to store herregårde, Arresødal og Grønnæssegaard, hvor bønderne måtte gå på hoveri. Generalen var ikke til at spøge med, når det gjaldt arbejdspligt, og det hændte, at bønderne gjorde mytteri. Da en stor kampestensbygning skulle opføres ved Arresødal som proviantmagasin — den lå, hvor nu kasernen og Kregme-Vinderøds ad- ministrationsbygning ligger — strejkede fol- kene. Ved den lejlighed skal generalen have sagt: „Saa længe jeg lever, skal I være mine Slaver og behandles som Slaver; men naar jeg er død, skal I faa det godt, ja evig godt!" Bønderne måtte gå i arbejde igen, for „Værket" havde både hundehul og træhest, og der blev gjort brug af begge dele, når Classen resolverede, at der var grund til det.

* * *

De to fiskerlejer Liseleje og Sølager blev anlagt af hensyn til byens og egnens for- syning med fisk. Liseleje har sit navn efter generalens steddatter, Lise de la Caimette, som var gift med amtmanden på Møen.

I vid udstrækning blev der foretaget plantninger. Træerne på kirkepladsen, den gamle markedsplads, og på torvet, for ikke at tale om de dejlige skove omkring Arre- sødal, er plantet af Classen. Også krudt- værksparken og træerne i Allégade stammer fra hans tid. En hel plantage af valnødde- træer blev anlagt ved Arresødal. Den fik sit dødsstød i den strenge vinter 1770, da over hundrede af træerne gik ud, og nu er der ikke et eneste tilbage. Derimod står der stadig nogle vældige bævre-aspe til min- de om generalens plantningsperiode.

Under alle skiftende politiske forhold, også efter Struensees fald, forstod Classen at bevare regeringens bevågenhed, og „Vær- ket" havde altid store leverancer af skyts og krudt til staten, særlig under den fare- truende syvårskrig og senere under den amerikanske frihedskrig.

En ganske særlig art af leverancer var de

»Museet«

sort. Traditionen er vedligeholdt af vene- ration for Classens minde på dette sted, ar- senalet, hvor hans buste står opstillet i en niche i gavlen — oven på en bronze-kanon fra 1759, kaldet „Prøven", der skabte gene- ralens berømmelse, fordi den uden at spræn- ges kunne udholde „375 skarpe gesvindte Skud". Palæet hed til at begynde med betalings- huset, men senere blev det bolig for „Vær- ket's inspektør. Her blev den kendte poli- tiker A. F. Tscherning, som var søn af in- spektør, oberst Eilert Tscherning, født i 1795. En søster til politikeren, Elisabeth Birgitte, og den senere så berømte general de Meza, blev „copulerede i hjemmet" i inspektørboligen i 1821. Som ung officer var de Meza tjenstgørende på krudtværket og våbenfabrikken. Æressablen, som våben- fabrikkens arbejdere skænkede de Meza i 1850, findes nu på museet i arsenalbygnin- gen. Oberst Tschernings to andre børn, Ka- ren Marie og Albertine, blev gift med hen- holdsvis kammerjunker Schumacher, lederen af det såkaldte raketkorps, Frederiksværks daværende „hjemmeværn", og major C. G. Dalberg, Værket's senere inspektør.

* * * Af sognene omkring Frederiksværk op-

rettedes „Frederiksværks Gods", som gene- ral Classen fik overdraget, og han fik mo- nopol på al handel, også med købmands- varer, til befolkningen. Af bøndernes jord

16

såkaldte „sørøver-pressenter". Sørøvere fra Algier havde allerede på Christian den Fjer- des tid fundet på at tage danske, norske og islandske søfolk til fange, og Danmark måtte mange gange betale store løsepenge for at få dem fri. Efter at Frederiksværk var anlagt, blev der imidlertid af regerin- gen herhjemme truffet en ordning med sø- røverstammerne. Danmark måtte, ligesom flere andre søfarende nationer, for at skibe- ne kunne få lov til at sejle i fred, hvert år levere krigsmateriel til sørøverne: Kanoner, kugler, bomber, kardæsker og krudt for- uden tovværk og tømmer.

„Det frederiksværkske Etablissement" fik overdraget leverancerne af disse „algierske pressenter", og Classen havde eneret på transporten til Middelhavet. Det fik han 16.000 rigsdaler for om året, hvad der var mange penge dengang. Men der var sø- røvere andre steder end i Nordafrika, og det hændte, at skibene fra Frederiksværk blev opbragt af „uvedkommende", som tog sig den frihed at losse dem. Således tog engang en spansk kaper et af Classens største skibe. Spanien og andre lande, der lå i stadig krig med sørøverstaterne, så naturligvis skævt til våbenleverancerne til deres fjender. Forsen- delsen af dansk krigsmateriel til sørøverne holdt først op i 1830, da Frankrig erobrede Algier.

(sluttes i næste nummer).

merer De Deres medarbejdere om firmaets økonomiske politik«.

Sekretær Nørgaard mente, at man ofte på samarbejdsudvalgsmøderne unddrager at give udførlige oplysninger om virksomhedens økonomiske politik med henvisning til be- stemmelsen om, at der ikke skal gives op- lysninger, der kan være til skade for virk- somheden. Dog var sekretær Nørgaard klar over, at forudsætningen måtte være, at begge parter har den nødvendige træning i at give og modtage informationer. Fra arbejderside gøres en stor indsats i oplysningsarbejdet på dette område.

Direktør H. P. Christensen var absolut positiv indstillet overfor, at oplysningerne til samarbejdsudvalgene burde gives i så stor en udstrækning som muligt, idet det var af største betydning, at alle medarbejdere i virksomheden følte sig som et led i en større sammenhæng.

Direktøren fremhævede, at en gennem- gang af regnskaberne med samarbejdsudval- gene var en forudsætning for forståelsen af virksomhedens økonomiske forhold. Der her- skede ofte en ganske forkert opfattelse af, hvor stort udbyttet i virkeligheden var. Ved en undersøgelse af 10 af de største jernindu- strielle selskaber viste det sig, at udbyttet kun androg 4 % af egenkapitalen.

Sekretær Nørgaard fandt, at der blev lagt for megen vægt på årsregnskabets problemer og mente, at det var nok så vigtigt at give oplysninger f. eks. om de økonomiske føl- ger af vidtgående rationalisering.

Direktør H. P. Christensen anførte, at det ofte var vanskeligt at informere om ratio- nalisering og nævnte som eksempel en ny tørdok, der er under bygning i Helsingør. Dokken vil koste en 6—7 mill. kroner og vil efter en rentabilitetsberegning ikke kunne svare sig, men ingen ville sikkert drage i tvivl, at anskaffelsen er rigtig.

I de tilfælde, hvor de økonomiske fordele kan ses i en rentabilitetsberegning, bør der gives meddelelse, men ofte må der et opti- mistisk fremtidssyn med i billedet, og det kan ikke tegnes med tal.

Med hensyn til eventuelle foreteelser der blev holdt hemmelige, oplyste direktøren, at konkurrencehensyn oftest var årsagen, men mente iøvrigt, at oplysninger bør gives så åbent, som forholdene nu engang tillader.

VI OG VORT ARBEJDE

I radioserien »Vi og vort arbejde« var der søndag den 23. januar en samtale mellem formanden for DDS' bestyrelse, direktør H. P. Christensen, Helsingør Skibsværft og sekretær cand. polit. Ivar Nørgaard fra Ar- bejdernes Erhvervsraad om emnet »Infor-

17

baggrund med en angivelse af de forskel- lige beliggenhedsfaktorer, som danner grundlaget for Stålvalseværkets placering i Frederiksværk.

I perioden 1943—48 er ca. 4/5 af DDS' samlede udgifter medgået til varekøb, hvor- af kun omkring 5 % er foretaget inden for Frederiksværk-området (Frederiksværk og Kregme Vinderød). DDS' lokale indkomst- virkninger manifesterer sig derfor i første række gennem de lokale løn- og gageudbe- talinger, idet der til DDS' arbejdere og funktionærer er udbetalt henholdsvis ca. 80 % og ca. 90 % af virksomhedens sam- lede lønudbetalinger til ansatte bosat i Fre- deriksværk-området.

Oplysninger om indkomsternes anven- delse er indsamlet ved interviews af arbej- dere og funktionærer ved besøg i hjemme- ne. De i Frederiksværk bosatte anvendte gennemsnitlig 83 % af deres indkomst in- den for Frederiksværkområdet. De i Hals- næs bosatte udgav gennemsnitlig 28 % af indkomsten inden for Frederiksværk- området, og de, der var bosat i oplandet syd og øst for Frederiksværk, udgav gen- nemsnitlig 21 % indenfor området.

En særlig undersøgelse er foretaget af de lokale erhvervsdrivendes indkomster, og disse er sammenlignet med indkomsterne i seks sammenligningsbyer, der i 1939 havde et indbyggertal omtrent som Frederiksværk. Blandt disse købstæder er Frederiksværk den, der har udvist den største samlede stig- ning i kommuneskatteydernes samlede ind- komster, men de selvstændige erhvervsdri- vendes procentvise andel af indkomsterne er i Frederiksværk formindsket fra 1939 til 1946 og 1947, medens den er steget eller har holdt sig uforandret i de seks andre købstæder. Det har ikke været muligt at finde helt plausible forklaringer på denne overraskende udvikling.

Beskæftigelsesmæssigt har DDS haft en meget mærkbar virkning på Frederiksværk-

FREDERIKSVÆ RKUNDERSØGELSEN

TUDIET af storindustrielle virksomhe-ders lokaløkonomiske virkninger er

stadig nyt her i landet og må i almindelig-hed betragtes som en af samfundsviden-skabernes yngre discipliner. Der findesendnu kun en sparsom litteratur om pro-blemer vedrørende dette emne.

Som et betydeligt bidrag til forskningeninden for dette felt har „Akademiet for detekniske Videnskaber" i november månedsidste år offentliggjort en beretning om delokaløkonomiske virkninger af Det DanskeStaalvalseværk A/S i Frederiksværk undertitlen: „Beretning om Frederiksværkunder-søgelsen" ved civilingeniør & cand. polit.Werner Rasmussen som akademiudvalgetssekretær, bistået af cand. polit. Jakob Kr.Lomholt.

Motiveringen for at iværksætte denneundersøgelse i Frederiksværk var, at mani denne mindre, isoleret beliggende by sær-lig klart ville kunne iagttage de lokalevirkninger, der er knyttet til anlæg og driftaf en stor industrivirksomhed. Gennem enundersøgelse af Stålvalseværkets lokaløko-nomiske virkninger kunne man således ikkealene få belyst de specielle og betydeligeproblemer for Frederiksværk og omegn,men også det generelle problem, hvorledeset mindre samfund påvirkes af og tilpassersig anlægget af en stor virksomhed, oghvilken varig betydning denne får for om-rådet.

Beretningen indledes med en redegørelsefor Stålvalseværkets historiske og lokale

18

vækst finder man således en særlig kraftig stigning i skoleudgifterne, men en relativ mindre stigning for de sociale udgifter (al- dersrente m. v.). Skatteudskrivningen i Fre- deriksværk sammenlignet med skatteud- skrivning i byer af lignende størrelse viser ingen speciel stigning for Frederiksværk. For anlægsudgifterne finder man en særlig vækst i udgifter til skoler og iøvrigt en vis ophobning af de kommunale anlægsudgifter i DDS' to anlægsperioder.

Undersøgelsen har blandt andet vist, at Frederiksværkområdet i høj grad er afhæn- gig af samhandel med omverdenen. Ikke alene må DDS købe skrot fra hele landet og øvrige råvarer fra ind- og udland, men også de lokale handlende er henvist til at indkøbe hovedparten af deres varer hos le- verandører udenfor området. Dette forhold har været med til at begrænse indkomstud- viklingen i Frederiksværkområdet.

Som et bevis på de behandlede proble- mers store aktualitet kan anføres, at „Be- retning om Frederiksværkundersøgelsen" var udsolgt fra forlaget allerede en måned efter udgivelsen.

I arbejdet med en fortsat udvikling af industrien her i landet danner den om- talte beretning en sum af erfaringer, som det sikkert vil vise sig nyttigt at gøre brug af, når det gælder placering eller udbyg- ning af storindustrielle virksomheder.

K. Melchiors.

området. Forøgelsen af arbejderantallet er overvejende fremkommet gennem tilflyt- ning af arbejdere i vid udstrækning fra fjernereliggende egne. I sammenligning med denne tilflytning har den kraftige ned- gang i den lokale arbejdsløshed kun givet et beskedent bidrag til den samlede beskæf- tigelsesforøgelse.

Tilflytningen har dels medført en stærk stigning i folketallet inden for Frederiks- værk-området, dels væsentlige forskydnin- ger i befolkningens sammensætning efter alder og køn. Den fremkomne, stærkt ure- gelmæssige aldersfordeling rejser en række fremtidige problemer med hensyn til uddan- nelse af børn og unge samt med hensyn til beskæftigelse såvel af helt unge som af det voksende antal ældre arbejdere, men sam- tidig frembyder der sig muligheder for in- dustrivirksomheder, der fortrinsvis beskæf- tiger kvindelig arbejdskraft.

Den alvorlige boligsituation, som nød- vendigvis måtte opstå som følge af de mange tilflytninger til Frederiksværk-om- rådet, er søgt afhjulpet ved boligbyggeri ho- vedsagelig i DDS' to anlægsperioder.

Anlægget af DDS må endvidere antages at have været den væsentligste direkte og indirekte årsag til den særligt stærke grund- værdistigning i Frederiksværk by. Går man således ud fra en standardfordeling af det samlede købstadsareal, finder man, at me- dens grundværdien pr. m2 i 1936 kun lå ca. 10 % højere i Frederiksværk end i en gruppe sammenligningsbyer, var denne ni- veauforskel i 1945 vokset til 25 % og i 1950 til ikke mindre end 60 %.

Endelig afspejler kommuneregn- skaberne fra Frederiksværk, dels byens stærke vækst, dels nogle ka- rakteristiske forskydninger i kom- munens økonomi. Udover en bety- delig generel stigning i driftsregn- skabets poster svarende til byens

Af dagbladene er det fremgået, hvor mange bloddonorer der har meldt sig til Frederiks- værk sygehus, nemlig ca. 240. Vi er meget taknemmelige for at have fået så mange, at det i hvert fald tildels kan dække forbru- get.

Vi fremsender en kort redegørelse over antallet for de forskellige fabriksvirksom- heder og kan kun udtale, at vi er noget skuffet over, at ikke langt flere donorer har meldt sig fra DDS. Det er her det store kontingent af skader foreligger, hvilket be- tinger en langt større brug af donorer end på andre virksomheder.

Og lige så sikkert er det, at skulle De selv blive udsat for et ulykkestilfælde, der er så alvorligt, at tiden er afgørende, så vil det være af stor betydning, at vi i forvejen ved, hvilken type De har.

At det desuden kan være med til at redde andres liv bør også tale til fordel for, at De bør melde Dem som donor.

Derfor meld Dem som donor nu, og De vil blive indkaldt til undersøgelse, når tiden foreligger.

Fra Staalvalseværket har meldt sig 62 donorer. Fra Hærens Krudtværk 74. Fra D.F.J. 34.

Jens Gram.

Nedenstående vil De finde overlæge JensGrams beretning angående resultatet af pro-pagandaen for tilmeldingen til bloddonor-korpset.

Man kan just ikke sige, at der er noget atprale af for DDS's vedkommende, idet derherfra kun har meldt sig 62 donorer af ca.1200 mennesker. Det kan vi simpelthenikke være bekendt. For vi er vel ikke ensamling blodfattige individer, der ikke haren halv liter blod tilovers for vor næste,der er i nød? Lad os få lidt gang i tapnin-gen!

De fleste vil sikkert have godt af at fåerstattet noget af det åbenbart lidt trægtflydende blod med en bajer — det kvikkerop — og øllen er gratis og bliver serveretaf en sød sygeplejerske.

KN

Blanketter for tilmelding kan afhentes i portvagten.20

danner et for stærkt isolerende lag mellem ovnflammen og stålbadet, hvilket betyder et øget brændselsolieforbrug. For at kon- trollere hvorvidt der er sat den rette mæng- de kalk til badet, udtages prøver af slaggen. Disse blev tidligere bedømt ved person- ligt skøn, idet man efter overflade og brud af en udstøbt slaggekage nogenlunde kunne skønne kalkmængde og jernindhold. Nu analyseres slaggen på laboratoriet. Resul- tatet af analyserne sammenholdt med analy- sen af stålet og de øjeblikkelige ovnfor- hold giver gode kort på hånden til at få en prima charge tappet. Ved analysen taler man om bestemmelsen af slaggens basicitet, hvorved forstås forholdet mellem kalk og kiselsyre. Jo mere kalk slaggen indeholder desto højere er dens basicitet. Forløbet af afkulning, afsvovlning og fosforfjernelse reguleres gennem basiciteten.

Nu kan det selvfølgelig ikke nytte, at resultatet af en slaggeprøve først forelig- ger lang tid efter, at den er taget, og der har da også foreligget beskrivelse af en metode for bestemmelse af slaggens basici- tet indenfor ca. 20 minutter. Imidlertid har DDS's medarbejdere på laboratoriet videre- udarbejdet metoden, hvorefter basiciteten kan bestemmes indenfor 8—10 minutter. Metodens betydning for fremstilling af SM- stål i almindelighed fremgår bl. a. deraf, at udenlandske, tekniske tidsskrifter bringer beskrivelse af metoden.

I „Radex-Rundschau" findes således me- toden beskrevet, og vi bringer nedenstående en kort anmeldelse af artiklen:

I tidsskriftet hæfte 7/8 1954 findes en artikel med titlen „Erfahrungen mit einer neuren Methode zur Bestimmung der Ba- sizität von basischen SM-Schlacken" af Gisela og Kurt Schermer.

Forfatterne har her nedlagt de erfaringer, som blev vundet under forsøg på at finde en hurtig-metode til måling af en slagges basicitet.

NDER SMELTNINGEN og raffineringen afstålet i SM-ovnene bliver der som

bekendt udtaget prøver af stålbadet. Prø-verne sendes pr. rørpost til laboratoriet,hvor de bliver analyseret, og i løbet afmeget kort tid sendes resultatet tilbage tilstålværket, som herefter er klar over hvormeget kulstof, mangan og svovl, der er ibadet. Videreføringen af chargen retter sigefter disse analyser.

Mindre kendt er det måske, at der for-uden prøver af stålet også udtages prø-ver af slaggen.

Slaggen er lettere end stålet og liggerderfor som en hinde ovenpå stålet i ovnensherd. Den består for en væsentlig del afkalk, urenheder fra ovnens ildfaste mate-rialer og jernilter.

Kalken tilsættes badet for at binde svov-let i stålet. Som tidligere omtalt her i bla-det, er det af allerstørste betydning atkomme ned på et så lavt svovlindhold i stå-let som muligt, idet svovlet giver det fær-dige stål forskellige uheldige egenskaber.Da slaggen som omtalt er lettere end stå-let flyder den og optagne urenheder tilenhver tid ovenpå og vil således i støbe-skeen være adskilt fra stålet.

Imidlertid er man ikke interesseret i attilsætte mere kalk end nødvendigt, idetkalken for det første koster penge, for detandet medfører nogen tæring af ovnensildfaste materiale og endeligt og ikkemindst bevirker for meget kalk, at slaggen

21

Efter en kort gennemgang af basicite- tens vigtighed for en charges føring og af tidligere kendte subjektive såvel som ob- jektive metoder, omtales den af W. A. Smith, I. Monaghan og W. Hay udfundne metode, som forfatterne har valgt at vi- derebearbejde, idet den med ca. 20 mi- nutters bestemmelsestid må anses for at være for langsom til praktisk brug.

Det er lykkedes at få bestemmelsestiden trykket til 8—10 minutter, og i artiklen eftervises metodens nøjagtighed, ligesom apperaturopstilling og fremgangsmåde be- skrives indgående.

Artiklen slutter med at påvise, hvad den

rutinemæssige bestemmelse af slaggens ba- sicitet for hver charge har betydet på DDS. Udover at analyserne træffes 20 % bedre, er der opnået en besparelse på 7 kg kalk pr. ton stål samt et manganudbytte, som er 3 % højere, alt eftervist på 180 charger før og efter udførelsen.

Hurtigmetoden har nu været i brug i over 2 år ved hver eneste charge og er i den grad gået i blodet, at den ikke kan undværes, og ingen tænker på, hvilket ar- bejde der ligger bag. Derfor er det inter- essant og morsomt i dag at få på tryk, hvad laboratoriet og praktikeren dengang gjorde sig af tanker for at forbedre produktionen.

Som et led i arbejdet med at finde godfritidsbeskæftigelse til store børn og ungemennesker i ejendommene på „Magleblik"har DDS indrettet et bordtennislokale ikælderen på Solsortesti. Der bliver sørgetfor net og bord, medens spillerne selv måanskaffe bolde og bats. I samme lokaleer tillige opstillet et bobspil. Begge delestår til beboernes disposition, idet voksne(15 år og derover) spiller fra kl. 19 til kl.22, medens piger og drenge (9 til 15 år)spiller fra kl. 8 til kl. 19.

K. Melchiors.

22

denne unge mands oplevelser i det store,betagende land. -- --

Det er sent på eftermiddagen i den stren-geste vintertid. For to timer siden blev kur-sen ændret til ret øst, og sejladsen gennemden lange fjord lakker mod enden. Di-striktslægen kender farvandet ud og ind.Snart udvider fjorden sig, og snart snævrerden sig sammen, så de høje fjelde på beggekyster synes at berøre hverandre og først,når man er kommet ganske nær, åbenbaresen lille snævring, som båden for fuld fartstyres ind i. En sjælden gang får man øjepå et par huse, som klynger sig til hinan-den på den smalle strandbred. Det sortevand er glat som et spejl. End ikke en en-kelt krusning forstyrrer den dystre flade,og luften er ganske stille. Men forovenlangs fjeldenes sider hvirvler den løse snepå enkelte pletter vifteformet af sted ogrøber, at heroppe blæser det en kende. Denarktiske fimbulvinter hersker knugendeover landet, og jo længere man kommerøstover, desto strengere regerer den. Her ibunden af fjorden fryser det over tredivegrader, og lægen ved, at det vil blive end-nu koldere. Forude i måneskæret ses nem-lig spiralformede tågetotter, der langsomtsnor sig op af vandet. Nordlændingen kal-der dette fænomen for frostrøk, og snartfornemmes virkningen heraf. Kulden træn-

DEN FOR HANS VINDUE i det store ho-spital står et smukt træ. Betænksomt

har man her for år siden plantet en græde-pil, som til trods for sit navn er til storopmuntring for ham under hans sygdom,især om natten, når månen langsomt sejlerbagved den pompøse, bladløse krone.

Nu ligger han og fryder sig over gre-nenes netværk, der danner de fineste arabe-sker i månestrålerne. Besynderligt så man-ge oplevelser han har haft netop i måne-skin, og uvilkårligt glider tankerne tilbagei tiden til hans ungdom, da han engangvar distriktslæge højt oppe i Norge et godtstykke nord for polargrænsen. Her var isandhed månelys så stærkt som ingen andresteder, og han mindedes tydeligt et syge-besøg, som imod al forventning forløb godt.Snart er han opslugt af erindringen om

23

Og så begynder en tur, som distriktslægen har glædet sig til. Det er for ham ganske ukendt land. Om sommeren findes ingen vej heroppe, men en vintervej fremstår næ- sten af sig selv, og man kan ikke fare vild, da der kun findes denne ene rute, som tyde- ligt ses i måneskæret. Den vil fortsætte mil efter mil snart i lavningerne i det svagt bakkede landskab, snart over bundfrosne søer, og på vanskelige steder markeret ved en stage.

Det er ingen kunst at være kusk. Den ivrige nordbagge trænger til at røre sig i kulden, og fremad går det i trav. Ånden står som to tykke skyer ud af hestens næse- bor og flagrer hen over ryggen som et ka- netæppe. Tre forskeligt afstemte klokker hænger i en rem om hestens hals. Tømmen ligger ganske løst, og hesten iler ustandse- lig fremad følgende de gamle slædespor, medens den støvfine sne hvirvles bagud og overdænger køretøjet med sit pudder.

Men ensomt, uhyre ensomt er her. Et menneske fra et tætbeboet land vil ikke kunne tåle denne ensomhed uden først at have vænnet sig hertil et stykke tid. Ingen boliger skimtes, intet venligt lysskær fra et vindue drager. Til gengæld lyser månen med en koglende glans, og alting opfattes ganske tydeligt, men uvirkeligt som i et drømmeland. Dette er stormyren i al sin majestæt begrænset af bjerge, som imid- lertid ligger så langt borte, at de ikke kan ses.

Fort iler tiden for den ensomme rejsende, og meget hurtigt er de første 10 kilometer overstået. Rigtigt, her står en slæde med forspand og atter gives besked om, at der længere fremme vil findes en frisk hest.

Og tankerne flyver og følger deres egne baner, for også de får løse tøjler. De be- skæftiger sig med dette storladne land med dets mærkelige befolkning og det særpræ- gede liv, der gennem tiderne har rørt sig her.

ger ind gennem pelsen, og ingenting kanforhindre, at han føler sig ubehagelig til-pas og ryster stærkt. Kanten af den fasteis er nået, og doktoren glæder sig lige-frem til den raske travetur ind til kysten.Båden bliver ladt tilbage under Olas vare-tægt, og der vil gå adskillige timer, indenhan atter kan være om bord.

Inde på land slynger stien sig ret stejltopad, og han må træde varsomt med dentunge oppakning på ryggen. Efter nogentids forløb passeres den store fos, som numidvinters er tavs, helt stivnet i frostensgreb. Underligt så stille her er i modsæt-ning til den larm og buldren, der opfylderluften om sommeren.

Efterhånden bliver det lettere at vandre.Stigningen er jævn, næsten magelig, og herstår den første slæde. En mand rækker he-stens tøjler frem og fortæller, at en mils-vej længere fremme vil en ny slæde væreparat.

24

Da oprandt det nådens år 1800, som skulle blive en velsignelse for hele Lap- marken og det både den finske, svenske og norske del heraf.

I det år fødtes i Arjaploug i svensk Lap- land Lars Levi Læstadius. Fra 1820 stu- derede han ved universitetet i Uppsala, og fem år senere blev han præst i Karesuando, hvorfra han i 1848 forflyttedes til Pajala. Hele sit liv virkede han heroppe blandt lapperne. Han var en lærd mand og drev ivrigt botaniske studier, men snart greb hans sognebørns ynkværdige skæbne ham, og han forsøgte at frelse disse naturfolk fra undergangen ved en indtrængende og såre kraftig og bramfri forkyndelse. Lap- perne strømmede til i stort tal, de forstod ham, og de forsagede brændevinen, og mange grebne Læstadianere drog rundt i det udstrakte land og omvendte folk. Og til de norske flytlapper kom først af alle Jerpe Nikus' datter, den unge lappepige Jerpe Gakja, som i Sverige var blevet konfirme- ret af Læstadius selv, og ordet lyder om hende: „Hun talte lovens ord i sin lærers og mesters ånd — og tilhørerne rørtes til gråt og vækkelse og søkte som skjælvende lam efter de nærende urter som vokser på Golgata og i Getsemane."

Når Læstadianerne holdt møde, stod i reglen en ældre lap frem, og i ganske enkle ord fortolkede han skriften, så at enhver kunne forstå meningen. Ordene greb folk så voldsomt, at de blev urolige og begyndte at stønne og klage, og efterhånden kom hele forsamlingen i den tilstand, som blev kaldt likkadusak. Nogle græd, andre ud- stødte vilde hyl, mange omfavnede hin- anden og råbte højlydt andagassi, hvilket betyder både tilgivelse og tilgiv. Og synds- forladelse fik de alle, ikke af præsten, som Læstadianerne i reglen foragtede, men kun af en vakt broder i ånden, for hvem de angrende måtte bekende deres synder.

Måske kan nøgterne mennesker have no-

Slægternes gamle har fortalt doktoren meget, og takket være denne viden får eg- nen liv, og han ser for sig hedenfarne Lappers, Kvæners og Nordmænds kamp for tilværelsen i denne barske og skånselsløse natur. Trolddom, overtro og mystik har altid haft den bedste grobund her i øde- marken. Særlig Lapperne var i gamle dage vor verdensdels største troldkarle, og de har trofast fulgt deres natur til tæt op mod vor tid.

I slutningen af det attende århundrede levede en lappehøvding ved navn Rasu Nikolas. Han var meget trolddomskyndig og forstod runekunsten. Når han så ulve- spor i sneen, sagde han på sit sprog: „Tvi, idag skal du findes!" Så skrev han over sporet korsets eller kanske hammerens tegn og læste runeordene: „Nu varg skal du springe bort herfra over syv fjeldrygge og over syv skogdale, om så tungen hænger så langt ud av din kjæft at den løsner i din hals!" Derpå talte han syv gange bagvendt fra ovec, som er ni og til akta, som er en — og talte han langsomt, sprang ulven langsomt, men talte han med stor hast måtte den djævlens hund, Ruomas, springe sig til døde.

Og i store sten, navnlig i bjergpasserne, boede guderne. Her ofrede flytlapperne renblod og deres dyrs horn, og her bøn- faldt de ånderne om god rejse for folk og hjord.

Længe holdt hedenskabet sig i disse egne, og det synes ganske troværdigt, at for ikke mange år siden var der en mand, som skræmt ved en sejrende kristelig vækkelse kastede sin runestav i fossen. Og ilde gik det lapperne. Driftige folk falbød brænde- vin på pladser, hvor mennesker samledes for at handle. Landets børn faldt i stort tal for fristelsen. Gods og rener solgtes, og mangfoldige blev bragt til tiggerstaven. Elendigheden var stor, og ingen kunne øjne redningen.

25

Danske-doktoren følger efter ham ind i en kæmpestor hal. Den virker i høj grad imponerende, da den er to etager høj. Rundt på alle vægge i første sals højde lø- ber en svalegang, hvorfra en mængde døre fører et eller andet sted hen. Midt på gul- vet omkring et vældigt langbord sidder kæmpens mange sønner med deres koner ved måltidet. Store fade med dampende rensdyrkød står spredt på den hvidskurede bordplade.

Husmoderen rejser sig fra den ene bord- ende. Hun er gammel og rynket. Hendes furede ansigt udstråler kulde og uvenlig- hed.

Doktoren morer sig lydløst over al den åbenlyse fjendtlighed, men er meget spændt på den videre udvikling af sagen. Han led- sager hende op ad en trappe og hen ad balustraden. Gennem en af de mange døre kommer de ind i et værelse, og her ligger en ung kone på en solid seng tømret op mod væggen. Hendes kinder gløder af fe- ber, og hendes ansigtstræk tyder på mange smerter. Her er ganske stille i salen og i det lille rum, og kun ved stor ihærdighed lykkes det at fravriste den ældre kvinde

gen vanskelighed ved at fatte lappernesreaktion. Men man må ikke glemme, at detdrejer sig om et mongolsk folk med sinsærlige psyke, og det kan jo hænde, atlikkadusak kan være en slags erstatning forjoikingen, den mærkværdige hedenskesang næsten uden ord, som kun består aftoner og sære lyde. Når lappens følelserkommer i oprør kan han tit ikke finde ud-tryk herfor på anden måde end ved joi-kingen, som er forbudt blandt Læstadia-nerne, da den betragtes som et levn fra he-denskabets dage.

Læstadius døde i 1861, og hans velsig-nelsesrige arbejde blev fortsat af andre, ivæsentlig grad af lægfolk, og distriktslægenkendte en del læstadianere, som næsten al-tid levede et strengt og nøjsomt liv i aske-se og forsagelse.

Under alle disse spredte tanker er rejsensmål omsider i sigte. Den sidste slædeskift-ning har fundet sted, og i det fjerne skimtesen ensom skikkelse, som en stund efter gan-ske tavs peger mod et slædespor, der førerop over en bakkekam. Nu bliver det spæn-dende, og vor slædekører får andet at tæn-ke på. Han skal besøge nogle højst usæd-vanlige mennesker. Aldrig har de haft be-søg af en læge, for de hader Æskulaps søn-ner og vil ikke benytte dem. Ude på øen,hvor doktoren bor, ved man intet positivtom denne sære og talrige familie. Den hol-der sig altid for sig selv, og hvad den le-ver af er en gåde. Fra bakkens top ses ty-deligt i måneskinnet en lille lund af nåle-træer, og midt i den rager et anseligt, rød-malet blokhus op.

Slæden holder foran indgangen, og udtræder en gammel kæmpe. Han er vel tometer høj og imponerer med sine bredeskuldre og et langt, kruset, lysebrunt skæg.På hovedet bærer han en blå lappehue meden rød kvast. Uden et ord rækker han hån-den frem, hvorefter han bemægtiger sigtaske og instrumentkasse.

26

nogle højst sparsomme oplysninger. Det vi- ser sig, at patienten har født for en uge si- den, og straks efter blev hun syg og måtte holde sengen. Mere besked gives ikke, og lægen må udelukkende stole på sig selv. Undersøgelsen giver det resultat, at hun lider af en mægtig brystbyld, den største han nogen sinde har set. Instrumenterne tages frem, og medens den gamle fjerner sig for at koge dem i køkkenet, pakker han forbindstoffer ud, får fremskaffet rene håndklæder, dækker omkring det syge sted med dem og anbringer en spand på gulvet.

Efter at patienten er blevet let bedøvet, fjernes masken fra ansigtet. Selve operatio- nen sker hurtigt. En tyk stråle pus opfanges i spanden, og nu synes han, at han har gjort sin pligt overfor disse halvfjendtlige men- nesker, og i en brysk tone hidkalder han en af de unge koner, for at han i al fald kan instruere to om den vigtige efterbe- handling, og han forlader ikke rummet, før disse vrangvillige individer ord for ord har gentaget hans ordrer.

Nede i hallen indbyder husherren med en talende håndbevægelse ham til at tage plads og spise lidt før den lange hjemrejse, men danskedoktoren følger husets skik og nøjes med at ryste på hovedet, hvorefter han sætter sig i slæden og forlader stedet.

Hvor virker det velgørende atter at være alene i den rene, karske natur. Månen synes at skinne endnu klarere end før, og sneen glitrer og glimter. Kaneklokkerne ringer, og danskerens glæde over livet giver sig udslag i høj sang. Nu går det hjemad mod doktorgården på øen, hvor en hel anden stemning råder end i det tavse hus, men der er omtrent hundrede kilometer til den hjemlige arne, og denne strækning skal tilbagelægges i slæde og båd.

Den kloge Ola har regnet ud, hvornår kaffen skulle være parat, og nede i kahyt- ten drøfter de to den besynderlige familie. Ola, der kender Gud og hvermand i hele

den udstrakte egn, er meget spændt på be- retningen om sygebesøget, for denne al- vidende person må med sorg beklage sit manglende kendskab til beboerne af det røde hus.

Manøvreringen af båden volder ingen vanskeligheder for lægen, fordi den gode ven, månen, klart oplyser farlige næs og trange passager. Men venner kan desværre svigte, og det gør månen nu. Store, sorte skyer jager oftere og oftere over den ly- sende skive og varsler om, hvad der er i vente i det åbne farvand.

Det er derfor slet ikke overraskende, at sydvestvinden giver sig kraftigt til ken- de, så snart båden er ude af fjorden. Det er heldigvis ikke storm, men søerne er høje og urolige, og det lille fartøj nejer sig ydmygt for dem. Nede om læ ses mæg- tige skumsprøjt på spidsen af det skarpe og stejle næs, som markerer, at her drejer kysten mod nord.

Distriktslægen slipper rattet et øjeblik og balancerer ud på fordækket. Tavs står han og støtter sig til masten, medens han fryder sig over det frie liv heroppe, et liv for mandfolk. Langt forude skimtes øen, hvor han holder til, og han er begejstret for sit solide og stærke fartøj, der sikkert har bragt ham vidt omkring i løbet af det sidste halve år. I den mørke nat skinner bådens positionslys med stor klarhed, og han bemærker, at ingen andre skibslanter- ner øjnes.

Han griber rattet og retter kursen op, men i det samme moment forandres ma- skinens lyd. Den taktfaste dunken, man efterhånden vænner sig sådan til, at man ikke ænser den, bliver uregelmæssig og dør ud i et langt suk. En underlig, dump for- nemmelse indtræder pludselig, og båden falder af og ligger tværs for søerne. Det er højst ubehageligt, for nu mærkes for alvor bølgernes vælde. Ola kommer op fra sin plads ved maskinen og forklarer en hel

27

masse og slutter med, at han må skille det meste af maskinen ad. De hjælper hinanden med at fire begge ankre ned i håb om, at bunden kan nås. Der bliver givet længst muligt trosse med den virkning, at båden lægger sig nydeligt til rette med stævnen mod vind og sø. Ola kan nu begive sig til sit arbejde i forholdsvis ro, fordi bå- dens huggende bevægelser er regelmæssige.

Doktoren går ned i kahytten og sætter sig til at læse. Her kan han ikke hjælpe. Ola må klare dette arbejde helt alene, og han vil være mand for det. Han er i sand- hed et sjældent menneske, et veritabelt uni- versalgeni, men først og fremmest en dyg- tig maskinist. Levende interesseret i livets foreteelser har denne hjemmefødning er- hvervet sig en betydelig viden om mange forhold, men een ting kan han ikke fatte: det er ham umuligt at forestille sig, hvor- dan en dansk bøgeskov ser ud.

Efter en halv times forløb går distrikts- lægen ned i maskinrummet, hvor han finder Ola knælende på dørken med alle mulige maskindele og redskaber omkring sig. Den gamle petroleumsmotor ser ynkelig ud, ribbet som den er for alt tilbehør. Ola mener, han kan være færdig om en times tid, og det er jo godt nyt.

Ved et besøg på dækket overraskes dok- toren meget ved at opdage, at båden er drevet stærkt for ankrene og nu befinder sig omkring halvtreds meter lige ud for det farlige næs. Han må hellere blive oppe for sikkerheds skyld for at kunne varsko Ola, hvis noget skulle hænde, og derfor anbrin- ger han sig så bekvemt som muligt på ruf- fet med den ene hånd fast knyttet om vantet. Og her sidder han så en rum tid og betragter bådens voldsomme gyngen. Snart ser han stævnen højt oppe i luften og snart dybt nede i en bølgedal. I den månelyse nat kommer de høje, sorte bølger rullende i endeløse geledder.

Tiden går, og larmen fra brændingen

inde på kysten høres stærkere og stærkere, og nu ses tydeligt skumsprøjtet, der når op ad forbjerget. Ola har været oppe og betroet ham, at skaden er større end op- rindeligt antaget og kan intet sige om, hvor længe arbejdet vil være.

Vandet må være meget dybt, for det er tydeligt, at ankrene ikke holder. Båden driver stadig ind mod kysten, og efter to timers forløb er afstanden til denne bare 10 meter.

Strandbredden ser ikke særlig indby- dende ud. Så langt han kan se ligger yderst mod vandet en række klippeblokke, som bølgerne brydes buldrende imod. De vil være umulige at klatre over, men imel- lem to af disse kæmpesten opdager han en sprække, hvor vandet presses igennem og atter suges ud, når søerne trækker sig tilbage.

Da det næsten er sikkert, at båden vil strande, har han lagt denne plan, at de skal støtte hinanden og forsøge at nå ind til kysten. På en eller anden måde bliver de nødt til at klemme sig igennem mellem- rummet mellem stenene, og så må de ved alle midler klamre sig fast, at de ikke skal skylles tilbage.

Han stiller sig tæt ved nedgangen til maskinrummet for at kunne række Ola en hjælpende hånd, når grundstødningen fin- der sted, og det må snart ske, da afstanden fra kysten nu er formindsket til otte me- ter. Han kigger ned til Ola og finder ham ganske opslugt af sit arbejde, aldeles upå- virket af den prekære situation. Han er i færd med at opvarme glødehovedet med blæselampen, og pludselig starter motoren med et knald, og under den største spæn- ding fra tilhørerens side går den efterhån- den over i den kendte rytme.

De lægger båden for anker i en rolig vig et stykke inde i fjorden og efter at have spist, tørner de forkomne og trætte til køjs, men lige før distriktslægen falder hen,

28

kommer han med et smil i tanker om, at det, de har været ude for idag, ville en- gelskmanden kalde a narrow escape.

Under vindens melodiske brummen i skibets barduner falder de to i søvn, me- dens himlens stjerner tændes i den klare nat; thi skyerne er borte, og månen er bag de høje fjælde. -- --

Og månen har afsluttet sin sejlads. Græ- depilens arabesker er forsvunden, og sort og trist anes træets krone uden for vinduet, men forinden han hengiver sig til søvnen, smiler han vemodigt af ungdommens lys- syn, for han ved nu, at hvis strandingen var sket, ville ingen af dem have reddet livet.

Bedriftslægens beretning . oktober kvartal 1954

ledes et sygehus, der behandler en bevidst-løs tilskadekommen, skulle underrettes omstedfunden vaccination, meddeles her, atspørgsmålet er løst på den måde, at vac-cinationsdatoerne vil blive påført det iden-titetskort, som enhver skal bære på sig.

Til slut: Vaccinationen foretages stadigi konsultationstiden.

E. Steenberger.

På grund af min sygdom fra 16. novemberer antallet af undersøgelser lavere end sæd-vanlig, men alligevel er der foretaget 80.

378 har været vaccineret 2 gange modstivkrampe. Disse er altså immune i 1 år.Derefter vil 3die vaccination finde sted,der beskytter i lang tid, måske endda restenaf livet.

Da der har været nogen tvivl om, hvor-

29

delig fremgang, men også, at den lange op- sparing burde vises langt større interesse fra sparernes side. Enhver sparer, som har prøvet en opsparing på længere sigt til op- fyldelse af et eller andet fremtidigt mål, vil sikkert indrømme, at man bliver fanget af en spareglæde, og trangen til at holde fast på ens egen lille formue er langt større end ved den korte opsparing. En opsparing på længere sigt er jo ikke alene til gavn for en selv eller familien, men også for det samfund, vi lever i, og herom er der, især i den sidste tid i forbindelse med landets nuværende økonomiske situation, blevet sagt og skrevet en del.

Nye sparere kan få nærmere oplysninger angående de forskellige opsparingsordnin- ger og rentesatser hos spareklubbens neden- stående bestyrelse, som ønsker alle med- lemmer et godt spareår.

Erik Jensen, Karl Bahne Pedersen. formand.

Gerhard Boysen, kasserer.

For at være med til at øge interessenfor spareklubben hos så mange som muligtaf værkets medarbejdere har værkets besty-relse vedtaget at yde et rentetilskud på2 % p. a. for både den lange og den korteopsparing, således at rentesatserne for tidenbliver henholdsvis 7 og 6 % p. a.

Rentetilskudet ydes for opsparede beløbindtil kr. 5.000,00, og ordningen gælderforeløbig i 5 år for såvel løbende som nyespareaftaler. Første rentetilskud tilskrivessparekontiene pr. 31/3-55 for den langespareperiode og i juni 1955 for den halv-årige opsparing.

Det bemærkes, at den forhøjede renteogså opnås for de beløb, der er overførtresp. senere ønskes overført til en præmie-indskudskonto.

A. Østergaard.

STAALVALSEVÆRKETS korte historie harder efterhånden været mange 10-års ju-

bilæer, og nu er spareklubben også trådtind i rækken af jubilarer. Fra den dag,hvor de første indskud blev trukket i løn-ninger og gager, har spareklubben gjortsig til en betydelig faktor på vor arbejds-plads. De udbetalte penge har for den en-kelte sparer gjort nytte på mange måder,om formålet så har været opsparing til fe-rie, julegaver til familien, køb af tøj ellermøbler, hensættelse til betaling af termins-ydelser, ja endog begyndelse til eget hus.

De, som erindrer de første forhandlin-ger om spareklubbens oprettelse, husker,at der fra enkelte sider var mistro modværkets hjælp for at få startet en spare-klub. Udviklingen har vist, at værkets le-delse og de arbejdere, som var tilhængereaf opsparingen på arbejdspladsen, har hand-let rigtigt. I denne forbindelse kan detnævnes, at Erik Jensen, som har været medtil at bane vejen for oprettelse af en spare-klub her på værket, har været klubbensformand siden starten.

Nedenstående oversigt over de i de for-løbne 10 år indsatte beløb fortæller mereend mange ord:

½ års opsp. 3 års opsp.1944 . . . . . . kr. 10.000 kr. 1.0001945 . . . . . . kr. 90.000 kr. 5.0001946 . . . . . . kr. 95.000 kr. 6.0001947 . . . . . . kr. 138.000 kr. 6.0001948 . . . . . . kr. 203.000 kr. 10.0001949 . . . . . . kr. 238.000 kr. 15.0001950 . . . . . . kr. 307.000 kr. 20.0001951 . . . . . . kr. 393.000 kr. 21.0001952 . . . . . . kr. 487.000 kr. 23.0001953 . . . . . . kr. 541.000 kr. 29.0001954 . . . . . . kr. 577.000 kr. 26.000

Ovenstående tal viser ikke alene en glæ-

30

samme navn, som gaden i tusinde andreamerikanske småbyer, nemlig „Main Street".Den der har læst Sinclair Lewis bog afsamme navn vil forstå, hvorledes der vari Youngstown. Youngstown har ganske visten skyskraber, ja, den har faktisk et parstykker, men de passer ligesom ikke rigtigti billedet.

Lørdag eftermiddag holder Frelsens Hærmøde på en lille plads, men ellers er derkun biograferne at holde sig til. For at lok-ke publikum er der ved hovedindgangenanbragt et flot forkromet glasbur som ram-me om billetpigen — og hvilken pige! —I min europæiske naivitet troede man fak-tisk, at det var en af filmsstjernerne fraHollywood, man havde formået til at sælgebilletter. — Biograferne kappes om at fåde flotteste piger anbragt i buret, ikke såunderligt, at biograferne altid er fyldte —man kan faktisk slet ikke lade være at købeen billet af pigen. — Det kan så absolut

OUNGSTOWN i OHIO syntes kun en lilleby. Ganske vist stod det at læse i tele-

fonbogen, at der var hundredetusinde ognogle indbyggere, men hvor alle disse men-nesker boede, fandt jeg faktisk ikke ud afi de godt 3 måneder, jeg var der. Nå, meni samme bog stod også, at byen havde overhundrede kirker, heller ikke disse var det. let at få øje på, bortset fra de få katolske.Dog, hvis man ved kirker forstår menig-heder, skal det nok passe, thi lige så enigeman syntes at være i politik — der findessom bekendt kun 2 store partier i USA —lige så uenige er man, når det drejer sigom religion — som så til gengæld over90 % af befolkningen dyrker i hver sin lillemenighed.

Men det var nu slet ikke om Youngstown,jeg ville fortælle, den er nemlig så kedelig,som nogen by kan være, og kun gode ven-ner kunne formilde den daglige tilværelse.Byen har kun een virkelig gade, og den har

31

ikke være filmene, der trækker publikum, for magen til pladder, der bydes her, skal man lede længere end til Frederiksværk for at finde.

Men der er også helt andre grunde end den kønne pin up girl i buret og filmen på lærredet til, at man går i biografen i Youngstown. Nogle går der simpelthen for at få et par timers uforstyrret søvn — at de forstyrrer andre ved deres højlydte snorken er ikke tilfældet, enhver har nok i sit — nogle gnasker pop corn — andre og det er de fleste — boy friend'en og girl do'en — finder her det eneste sted, hvor de kan være alene to — (thi den offentlige moral er høj i USA!), og det benytter de sig af. — Filmen med musik og tale danner kun en hyggelig baggrund for, hvad der foregår i salen. Følefilm, hvis en sådan en dag skulle fremkomme, vil være ganske overflødige i en biograf i Youngstown.

Nå, men det var som sagt slet ikke en beskrivelse af Youngstown, jeg ville ind på, og dog må jeg lige fortælle om revol- verne. Selvfølgelig havde jeg set revolveren daske i politibetjentens bælte tillige med staven, man skjuler intet i USA, men en revolver sådan ligefrem hævet i hånden klar til skud, havde jeg aldrig været ude for.

Så en lørdag eftermiddag lige før lukke- tid kommer jeg ud af døren fra en foto- grafisk forretning og ser mig pludselig om- ringet af en bande uniformerede mænd alle med revolver i hånden. Min korte fortid i USA løb mig hastigt gennem hjernen, uden at jeg kunne finde nogen særlig foranled- ning til dette store opbrud. Ganske vist havde politiet haft fat i mig engang, jeg fra offentlig vej fotograferede et stålværk, og jeg blev slæbt ind i værkets portvagt og kom i forhør — det var portvagten, der havde ringet til politiet — men da de hørte, jeg var dansker og ikke russer, fik jeg lov at gå igen med påbud om ikke at fotogra-

fere privat ejendom (Gud ved, hvad man så skulle fotografere her i verden!) Det her med russerne var forøvrigt noget, man mødte flere gange. For onkel Sams rare børn ligger Danmark ikke så langt fra Rus- land, i hvert fald ikke længere end at man kan have nogen maskepi med det, og det kan de ikke li' derovre. Selv de arbejdere, der hjalp med til at pakke pladeværket sammen for forsendelse til Danmark, var ret overbeviste om, at værket skulle til Rus- land. (Det var før Atlantpagten).

Nå, men det var det med revolveren, vi kom fra. Efter at have sundet mig lidt, blev jeg klar over, at det ikke var mig, det gjaldt — det var en ganske almindelig sik- kerhedsforanstaltning, når der skulle fore- tages pengetransporter. Ved siden af min fotohandel lå et pengeinstitut, og udenfor dette holdt en pansret varevogn, som man var ved at stuve fuld af penge, medens revolvermændene nøje overvågede, at ikke andre revolvermænd skulle blive fristet. Da man var færdig med arbejdet, blev vogn- døren smækket i, og idet vognen startede, fløj revolvermændene op på trinbrætterne på vognens sider og bagende, og så kørte man, dog ikke ret langt, thi ved Main Street var der rødt lys, vognen stoppede, og mæn- dene sprang af og stillede sig i strategisk rigtige stillinger med revolverne klar til skud. Ja, så så jeg ikke meget mere, end at vognen startede igen, da der blev grønt lys, og mændene hoppede op. Men jeg måtte i mit stille sind sende en venlig tanke hjem til Helsingør, hvor gamle Gildrian før krigen hver torsdag formiddag traskede af- sted med sin trækvogn til banken for at hente kasserne med de mange penge til lønudbetalingen på værftet. Her var såvist ingen revolvermænd — men de er i nogen grad kommet senere.

Ja, undskyld, at jeg ikke har sluppet Youngstown endnu, men inden jeg slipper — og hvis De ikke allerede har sluppet —

32

er smækket op, danner den en del af gulvetforan døren og skjuler et par trin indbyg-get i vognen og danner fortsættelsen af dis-se, når den er smækket ned. Der er såledesingen trinbrætter at se på et kørende tog.Da togpersonalet selvfølgelig ikke kan nåat smække alle trappestigerne ned ved hverstation, bliver der kun åbnet få døre altefter stationens størrelse. Resten af døreneer låset. Man kan således komme til atslæbe sig selv og sin bagage gennem dethalve tog, før man finder en udgang. —

Tja, ikke alt er lige forståeligt — hellerikke i USA. — Jeg kunne selvfølgelig ogsåfortælle om ledvogteren uden led, men medet skilt i hånden, hvorpå der stod „Stop",og om signalsystemet, der så vidt jeg kunnefatte mest bestod i afbrænding af rød- ogblålys samt små bål langs linien. Til gen-gæld ser lokomotivføreren ikke ud som„Mammon" i „Det gamle Spil om Enhver"— men som et mandfolk, der virkelig haret job. — Det er vist i det hele taget kunfå lande, der bruger så meget guld til ud-smykning af deres embeds- og tjenestemændsom vi — måske var det noget at tænke påfor Nationalbanken. Før i tiden var toldernefaktisk de eneste, der ikke var behængt medalt dette dingel-dangel, men de har åben-bart følt sig som syndere, thi også de ligneri dag de andre „Gud Mammons Børn".

(Fortsættes.)

må jeg lige have lov at nævne Youngstownsjernbaner. — Det var selvfølgelig ikkeYoungstowns, de fleste tog stoppede enddaslet ikke i Youngstown, men lokomotivernehylede som besat, når de kørte gennembyen — især om natten var det slemt —man følte sig fristet til at tro, at samtligelokomotivførere havde en kæreste i byen,som de morsede til med fløjten. Da dealdrig stoppede i Youngstown, er det ikkeunderligt, om længslerne har fået dem tilat hive særligt stærkt i den. Nu mener Demåske, at det ikke kan være meget værreend i Frederiksværk, når stationspersonaleter optaget af andre ting og ikke sætter sig-nal for indkørsel, men det var det.

Jeg glemte vist at fortælle, at 4 forskel-lige jernbaneselskaber har deres hovedliniergående gennem byen, som da også forskams skyld har 4 jernbanestationer, sta-tioner er måske lidt meget sagt, men dogsteder, hvor togene kan stoppe op og få etpar pakker og en brevsæk på eller af, og såer der af og til også et par passagerer. Dehar måske aldrig set et amerikansk tog?Det er en ting ganske for sig selv. For detførste svæver vognkassen højt over skinner-ne, så det faktisk er nødvendigt, at der bli-ver sat en stige til, når man skal ind ellerud af vognen til perronen. Mange vogne erindrettet således, at en trappestige smækkesud, når døren er åbnet. Når trappestigen

33

Deltagere: Fællestillidsmand Frode Jacobsen,

Dressler, stålværket, Børge Pedersen, pladeværket, Peter Bach Andersen, Rep.,

Mester Børge Jensen og Driftsingeniør K. Nielsen.

en ordning, hvorefter sådant fodtøj kan købes i marketenderiet, og det skal under- søges under hvilke former salget sker, og prisen ansættes.

Ligeledes blev spørgsmålet, om det var praktisk at indføre sikkerhedshjelme som obligatorisk hovedbeklædning på værket drøftet. Spørgsmålet blev henvist til sam- arbejdsudvalget.

For i påkommende tilfælde hurtigt at komme ned fra støbebroen, blev det for- slag fremført, at der med passende mellem- rum placeres klatrestænger.

Markeringen af nødstop for kranerne i profilværket forsvandt, da hallerne sidst blev malet. Blev lovet genopfrisket. løvrigt skal det undersøges, hvorvidt samtlige nød- stop i virksomheden er forsvarligt markeret.

Det blev pointeret, at en fornyet agitation vedrørende behandlingen af ilt- og gasfla- skerne synes påkrævet, idet man stadig om- gås letsindigt med disse flasker.

Lejder ved sydende af dybovnsbatteri øn- skes udskiftet med en mere magelig trappe.

Forskellige uheldige forhold ved sving- kran og castorarrangement i valsehal 5 blev fremført.

Forholdene blev lovet ændret snarest. Der var klaget over, at kran 22 i valsehal

5 under visse forhold skyggede for det elektriske lys, hvilket gav en vis usikker- hed for arbejdet i hallen. Det blev henstil- let at anbringe lamper på krantraversen.

Den elektriske belysning på skrotbroen blev drøftet, og problemet vil blive under- søgt nærmere.

Oversigten for kørsel om hjørnet NØ for valsehal 5 er dårlig på grund af op- stabling af skrot. Det henstilles, at bunken bliver gjort lavere, eventuelt fjernet.

K. N .

Ved en beklagelig fejltagelse var Josef Nielsen, profilværket, ikke blevet tilsagt.

Ingeniør Schaldemose var indkaldt til mødet og forelagde de overvejelser, man havde haft i stålværket vedrørende sikker- hedsdragter for personale beskæftiget med udstøbning samt demonstrerede for udvalget forskellige typer og konstruktioner af drag- ter, hætter, handsker og sikkerhedshjelme. Man havde i stålværket prøvet de forskel- lige dragter bl. a. ved fra passende højde at hælde flydende stål over dem, og alle dragterne havde vist sig modstandsdygtige over for denne behandling. Dragterne er af imprægneret bomuld. Nogle af dem skulle imprægneres på ny, når de havde været vasket et par gange, andre holdt impræg- neringen selv efter gentagende vask.

De fleste dragter var syet som overalls, men da stoffet blev ret stift ved impræg- neringen, var denne form for arbejdsdragt ret ubekvem samt meget varm at have på. Man var derfor stoppet ved et slag med stiklommer. Dette slag i forbindelse med en sikkerhedshjelm overtrukket med en hætte samt forsynet med et metalnet for ansigtet og med gamacher og træsko skulle give en nogenlunde bekvem arbejdsdragt samt en god sikkerhed på den pågældende arbejdsplads, og man vil forsøge med den- ne dragt.

Da ulykkesrapporterne udviser et stort antal skader på ben og fødder, blev betime- ligheden af indførelse af sikkerhedsfodtøj drøftet. Det blev oplyst, at B.&W. har

34

Nye svende:

Gunnar Brunhøj Jensen,udlært d. 31. januar 1955.

Ivan Roloff,udlært d. 19. december 1954.

Poul Sylvest Jacobsen,udlært d. 3. januar 1955.

Fødselsdage:

6 5 Å R27. marts. Otto Julius Petersen, Gilleleje.

Reserveholdet.

6 0 Å R9. februar. Jens Winther Christensen, Sol-

sortesti 4, Fr.værk. Rep.værkstedet.

5 0 Å R6. marts. Hans P. Asplund Petersen, Hjorte-

mosevej 16, Vinderød Skov. Stålværket.5. april. Kaj Andreas Madsen, Strandstræde,

Hundested. El.-værkstedet.

7 0 Å R27. februar. Chr. Theodor Lauritsen, Vin-

derød Skov 75. Stålværket.

35