Strategi og virkelighed En analyse af

Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres

politiske kommunikation og kampagnestrategier

under folkeafstemningen om euroen september 2000

og folketingsvalget november 2001

Institut for Statskundskab Københavns Universitet

Speciale af

Morten Rasmussen

Vejleder Ove K. Pedersen

Februar 2002

2

INDHOLDSFORTEGNELSE

ABSTRACT .............................................................................................................................. 4 1. INDLEDNING...................................................................................................................... 5

1.1. Studiets relevans.............................................................................................................. 6 1.2. Baggrund og hypotese..................................................................................................... 6 1.3. Analysefelt, variable og problemformulering ................................................................. 8 1.4. Teori og forudsætninger ................................................................................................ 10 1.5. Analysedesign ............................................................................................................... 11 1.6. Afgrænsning .................................................................................................................. 12 1.7. Definitioner ................................................................................................................... 13 1.8. Struktur.......................................................................................................................... 15

2. TEORIFUNDAMENT....................................................................................................... 16 2.1. Institutionalisme ............................................................................................................ 16 2.2. Medierne og den politiske dagsorden som institutioner................................................ 18 2.3. Spil-teori........................................................................................................................ 20 2.4. Kampagnestrategier og spil-teori .................................................................................. 22

3. VALGETS INSTITUTIONER.......................................................................................... 26 3.1. Folkeafstemningen ........................................................................................................ 26 3.2. Folketingsvalget ............................................................................................................ 28

4. VALGKAMPENS AKTØRER OG KAMPAGNETEKNIKKER ................................ 31 4.1. Den politiske kampagnes aktører .................................................................................. 31 4.2. Kampagneeffekter ......................................................................................................... 32 4.3. Agenda-setting .............................................................................................................. 34 4.4. Argumentation og overtalelse ....................................................................................... 36

5. PROFESSIONALISERINGEN AF DEN POLITISKE KOMMUNIKATION ........... 38 5.1. Politikkens medialisering – mediernes vs. politikkens logik ........................................ 38 5.2. Politisk kommunikation under udvikling...................................................................... 40 5.3. Udenlandsk inspiration.................................................................................................. 42

6. VIDENSKABSTEORETISKE OVERVEJELSER ........................................................ 44 7. METODE OG ANALYSEDESIGN ................................................................................. 47 8. EURO-AFSTEMNINGENS KAMPAGNER .................................................................. 51

8.1. Tre regler i den danske diskurs om Europa................................................................... 51 8.2. Socialdemokratiet.......................................................................................................... 53 8.3. Det Radikale Venstre .................................................................................................... 59 8.4. Vurdering og analyse .................................................................................................... 62

9. EURO-AFSTEMNINGENS FORLØB ............................................................................ 65 9.1. Ikke alt gik som planlagt ............................................................................................... 65 9.2. Kampagnens indre dynamik.......................................................................................... 65 9.3. Socialdemokratiet.......................................................................................................... 70 9.4. Det Radikale Venstre .................................................................................................... 72 9.5. Vurdering og analyse .................................................................................................... 73

10. EURO-AFSTEMNINGENS MEDIEDÆKNING ......................................................... 77 10.1. Mediernes dækning af euro-valgkampen .................................................................... 77 10.2. Pressens prioriteringer................................................................................................. 77 10.3. Politikernes prioriteringer ........................................................................................... 80 10.4. Vælgernes prioriteringer ............................................................................................. 81 10.5. Vurdering og analyse .................................................................................................. 83

11. FOLKETINGSVALGETS KAMPAGNER, FORLØB OG MEDIEDÆKNING...... 86 11.1. Folketingsvalget skydes i gang ................................................................................... 86 11.2. Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres kampagner ......................................... 86

3

11.3. Folketingsvalgets forløb.............................................................................................. 88 11.4. Folketingsvalgets mediedækning ................................................................................ 89 11.5. Vurdering og analyse .................................................................................................. 91

12. DISKUSSION – FOLKEAFSTEMNING OG FOLKETINGSVALG........................ 94 12.1. Struktur niveau ............................................................................................................ 94 12.2. Aktør niveau................................................................................................................ 95 12.3. Afprøvning af hypotese............................................................................................... 97

13. PERSPEKTIVERING ................................................................................................... 100 13.1. Den permanente valgkamp........................................................................................ 100 13.2. Fremtidige undersøgelser .......................................................................................... 103

14. KONKLUSSION ............................................................................................................ 104 15. BIBLIOGRAFI............................................................................................................... 108 16. BILAG............................................................................................................................. 117

Bilag 1: Udskrift af interview med Per Rystrøm................................................................ 117 Bilag 2: Udskrift af interview med Lars L. Nielsen........................................................... 125 Bilag 3: Udskrift af interview med Thomas Larsen........................................................... 130 Bilag 4: Udskrift af interview med Henrik Qvortrup......................................................... 134 Bilag 5: Udskrift af interview med Claus Larsen-Jensen................................................... 137 Bilag 6: Udskrift af interview med Elisabeth Arnold ........................................................ 143 Bilag 7: Meningsmålinger fra euro-afstemningen ............................................................. 151

Socrates: “Very good. And what do you say of that other rhetoric which addresses the Athenian assembly and the assemblies of freemen in other states? Do the rhetoricians appear to you always to aim at what is best, and do they seek to improve the citizens by their speeches, or are they too, like the rest of mankind, bent upon giving them pleasure, forgetting the public good in the thought of their own interest, playing with the people as with children, and trying to amuse them, but never considering whether they are better or worse for this?” Plato, Gorgias, 380 f.v.t.*

4

ABSTRACT

Strategy and Reality - An Analysis of the Political Communication and Campaign Strategies of the Social Democratic Party and the Social Liberal Party During the Euro-Referendum September 2000 and the General Elections November 2001 Thesis submitted for the MA in Political Science, University of Copenhagen, February 2002 By: Morten Rasmussen Supervisor: Ove K. Pedersen Political communication and professional campaigning strategies have recently become a

permanent part in the work of political parties, institutions, and organisations in Denmark. Yet

the effects and consequences of this development on the relationship between the political-,

media-, and electoral spheres remain an uncharted field in Danish policy research. This thesis

contributes to the mapping and understanding of the use of political communication and

campaigning strategies in a Danish context.

The analysis takes a point of departure in the campaigns of the Social Democratic

Party and the Social Liberal Party during the 2000 euro-referendum and the 2001 general

elections. Empirical data for the research is gathered firstly through six qualitative interviews

conducted with main actors in the parties and among the media, and secondly from campaign

plans, speeches, and published articles. The analysis is performed through two theoretical

approaches. An institutional structure oriented approach is used to describe the institutional

framework and societal structures within which the actors function. And a game theoretical

actor oriented approach is used to describe the concrete campaigning situations under which

the actors assume rational behaviour and act out of self-interest and the knowledge of the

priorities of competing actors.

Based on the overall hypothesis that there are fundamental differences between

referendum and general election campaigning, the thesis investigates the structural and actor

based explanations for limitations in campaign efficiency. The core question is to determine

which factors promote or limit the implementation of predetermined campaign strategies in

the actual campaign situation.

The thesis concludes that in spite of the structural differences determining the

referendum and the election institutions the overall barriers to effective campaigning are the

same. In both cases claims about professionalism and effectiveness are statements of

aspirations rather than descriptions of reality.

5

1. INDLEDNING1

Der er i Danmark de seneste årtier sket en betydelig udvikling indenfor politisk

kommunikation. Medierne er kommet til at spille en fremtrædende rolle i den politiske

meningsdannelse og beslutningsproces, og der foregår samtidigt en hastig udvikling indenfor

partiers og ministeriers opmærksomhed på at målrette deres kommunikation til omverdenen.

Samtidig er politisk kommunikation under udvikling som politologisk genstandsfelt for

akademiske studier på både universiteter og handelshøjskoler. Politikeres bevidste

kommunikation er dog ikke et nyt fænomen. Lige siden de første politikere samledes i

antikkens Athen, har magtpositioner været bundet op på retoriske og kommunikative evner.

Kejsere, konger, præsidenter og statsministre har gennem tiden ridset runer, slået mønter,

lavet portrætter og holdt taler for at kommunikere deres budskaber.

To overordnede samfundsmæssige forandringer i og omkring det politiske system har

dog indenfor de seneste årtier ændret fundamentalt ved betydningen af den politiske

kommunikation. For det første er der kommet en stærk stigende konkurrence om borgernes

opmærksomhed. Det offentlige rum er blevet den kommunikative kampplads, hvor

myndigheder, medier, interesseorganisationer og firmaer kæmper om borgernes og vælgernes

opmærksomhed. Konkurrencen om opmærksomheden rammer den politiske verden og

efterlader et krav til politikerne og partierne om at udarbejde målrettet politisk

kommunikation, hvis de vil i kontakt med borgerne.

For det andet har mediernes rolle i samfundet ændret sig. Mens politikernes

traditionelle kontakt til vælgere i forsamlingshuse, på arbejdspladser og i partiforeninger er

stærkt faldende, har medierne efterhånden indtaget en monopolrolle som politisk formidler.

Med dette formidlingsmonopol, er den politiske kommunikation blevet meget påvirkelig

overfor mediernes behandling af politiske emner. Specielt to forandringer i medierne har

berørt den politiske kommunikation. For det første er der en tendens til, at den politiske nyhed

skal underholde, oftest gennem personer, konflikter og simplificerede fremstillinger. For det

andet er medierne blevet en selvstændig aktør i det politiske spil løsrevet fra tidligere tiders

politiske bånd. Dermed er mediernes rolle i den politiske kommunikation gået fra at være et

instrument, der skulle formidle den politiske virkelighed, til et instrument der i høj grad

skaber den politiske virkelighed.

* Platons Gorgias handler om retorikkens kunst og om det gode og det skidte i den politiske verden. Gorgias var sofist og borger fra den Sicilianske by Leontini, og han detog i den delegation byen sendte til Athen under den Peloponnesiske krig for a bede Athens lytte til Siciliens ønsker. Efter krigen sluttede drog Gorgias fra by til by for at undervise i talens og retorikkens kunst. Citatet viser, at allerede på Platons tid, 380 år før vores tidsregning, var effekterne af den retoriske kunst, den tids politiske kommunikation, stærkt omdiskuteret.

6

Disse to overordnede forandringer i samfundet har resulteret i, at politikere i højere grad

systematisk og intensivt benytter sig af kommunikative værktøjer, og nye aktører som

spindoktorer, kommunikationsrådgivere og pressemedarbejdere er blevet centrale spillere i

det politiske system. Den politiske kommunikation er blevet professionaliseret.

1.1. Studiets relevans

Professionel politisk kommunikation foregår hver dag og hele tiden, men specielt i

forbindelse med valgkampe og folkeafstemninger skrues der op for det kommunikative blus.

De frie og uafhængige valghandlinger, hvad enten det er en folkeafstemning eller et

folketingsvalg, udgør hjertet af vores demokrati. Valgene er den eneste regelmæssige og

institutionaliserede mulighed for samfundets borgere til selv at bestemme rammerne for de

ydre omstændigheder, de er underlagt. Under kampagnerne op til disse valghandlinger åbnes

det politiske systems kroge, meninger udveksles, og holdninger debatteres imens vælgerne

bedømmer politikerne og foretager deres valg.

Valgkampagner udgør således en central og tilbagevendende del af vores politiske

system, og i takt med at den politiske kommunikation har ændret sig, har også den politiske

kampagne ændret sig, både hvad angår form og indhold. Da valgkampagner samtidig er et

felt, som tiltrækker en voksende mængde af både politiske og økonomiske ressourcer, er der

behov for en grundig systematisk viden om kampagnestrategiers opbygning, funktion og

effekter. Denne viden er relevant både for politikere, medier og vælgere. Udviklingen er kendt

og beskrevet uddybende i mange af vores nabolande, men den er stadig et forholdsvis nyt og

ubehandlet emne i Danmark. Jeg håber, at dette studie kan indgå som et led i opbygningen af

en større viden omkring politisk kommunikation og samspillet mellem politikere, medier og

vælgere i Danmark.

1.2. Baggrund og hypotese

Det er min store interesse for både kommunikation og for dansk politik, der har motiveret mig

til at skrive dette speciale. Fra folkeafstemningen om euroen blev udskrevet i marts 2000 til

selve afstemningsdagen i september, fulgte jeg tæt med i de forskellige partiers og

organisationers kampagner, som de udspillede sig i medierne. Som månederne gik blev det

tydeligere og tydeligere at se, hvordan kampen om at sætte dagsordenen i medierne

udspilledes. En konkurrence eller spil-situation opstod omkring, hvad den politiske dagsorden

skulle indeholde, og hvem der skulle have adgang til den. Konkurrencen havde ingen entydig

7

vinder, men nogle kampagner og specifikke kampagnetemaer slog igennem og andre gjorde

ikke. Dette gjaldt både overfor vælgerne men også overfor medierne.

I valgkampagnen synes tre forskellige logikker at udspille sig – politikernes logik,

mediernes logik og vælgernes logik, og der opstod en mere eller mindre direkte kamp mellem

de tre. Umiddelbart syntes mediernes logik og nyhedskriterier at overgå politikernes og

vælgernes, idet de temaer medierne prioriterede fik større dækning end de temaer politikerne

og vælgerne prioriterede.

Selvom euro-spørgsmålet ikke endeligt er lagt på is i Danmark, er avisskriveriet og

debatten om euroen forstummet for en tid. Det er derfor muligt nu, halvandet år efter

afstemningen, at få et overblik over debatten og de forskellige strategier og kampagner, som

de udspillede sig. Ligeledes kan vi nu se tilbage på kampagnerne under folketingsvalget i

november 2001. Folketingsvalget, som blev udskrevet den 31. oktober til afholdelse den 20

november, afstedkom tre ugers intens valgkamp, der ligesom euro-valgkampen i høj grad kom

til at udspille sig i medierne. De politiske partiers kampagner var i høj grad rettet mod

medierne og partiernes politiske kommunikation var en integreret del af

kampagnestrategierne. Ligesom under euro-valgkampen opstod der undervejs i

kampagneforløbet et spil mellem aktørerne om at positionere sig rigtigt for at kunne dominere

dagsordenen, og spillerne var de samme – politikere, medier og vælgere. Men spil-situationen

var anderledes og spillets regler nogle andre.

Komparativt anskuet udfylder et folketingsvalg og en folkeafstemning to forskellige

institutionelle funktioner i demokratiet, og til hver institution knytter der sig specifikke ydre

strukturer, som sætter rammerne for de involverede aktørers handlinger. På baggrund af de

konkrete observationer og ovenstående overvejelser ønsker jeg i dette speciale at undersøge

følgende hypotese:

For at valgkampagner til henholdsvis folketingsvalg og folkeafstemninger

kan få størst mulig effekt, skal kampagnens aktører i deres udformning af

kampagnestrategier og politiske kommunikation tage højde for

institutionernes strukturelle rammer og aktørernes logikker.

Institutionernes strukturelle rammer er her defineret, som de overordnede samfundsmæssige

præmisser folkeafstemningen og folketingsvalget er underlagt. Aktørernes logikker forstås

som politikernes, mediernes og vælgernes foretrukne prioriteter og handlingsmønstre.

8

Mine redegørelser og analyser i dette studie har således to omdrejningspunkter: På

strukturniveau er omdrejningspunktet de to institutioner, hvorunder valghandlingerne foregik:

folkeafstemningen og folketingsvalget.

På aktørniveau er omdrejningspunktet de tre aktørgrupper, der udgør kernen i det

moderne politiske system: Politikerne, medierne og vælgerne. Interaktionen mellem disse

grupper udgør det rum, hvori de politiske kampagner udspiller sig. Hver gruppe har sine

forudsætninger og logikker, og mange af de emner som professionaliseringen af den politiske

kommunikation berører udspringer af interaktion og magtpositionerne omkring disse tre

aktørgrupper.

1.3. Analysefelt, variable og problemformulering

Analysefeltet til at behandle hypotesen udgør kampagnerne under folkeafstemningen om

euroen i september 2000 og kampagnerne op til folketingsvalget i november 2001. Analysen

vil blive udført på baggrund af tre forskellige variabler, genstandene, konteksten og

tilstanden. Denne opdeling muliggør en struktureret og systematisk gennemgang og analyse

af kampagnerne. Udover disse tre variabler baseres analysen på to teoretiske tilgange,

institutionalisme og spil-teori. Præmisserne for den teoretiske analyse vil blive præsenteret

særskilt i afsnit 1.4.

I) Genstandene – Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre

Genstandene i analysefeltet er de to politiske ja-partier, der under euro-afstemningen udgjorde

regeringen: Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Disse to partier er bevidst udvalgt.

Dels fordi de var lige stillet i deres adgang til medierne i forhold til partier uden for

regeringen, og dels fordi der samtidig er en række forskelle i de to partier, som er interessante

at inddrage i analysen. Størrelsesmæssigt var Socialdemokratiet Folketingets største parti med

63 af Folketingets 179 pladser, 36 pct. af stemmerne ved valget i 1998 og med over 60.000

medlemmer.2 Det Radikale Venstre havde under euro-valgkampen 7 pladser i Folketinget, og

var således et af Tingets mindste partier. Partiet fik 3,9 pct. af stemmerne ved valget i 19983

og har i dag 6700 medlemmer.4 De to partier er også komparativt interessante, idet

Socialdemokratiet både blandt medlemmer og vælgere men også mellem ledelse og vælgere

fremstod uhomogent og splittet i forhold til spørgsmålet om euroen. Det Radikale Venstre var

2 www.altinget.dk (25.01.02). 3 http://www.im.dk/Index/dokumenter.asp?o=61&n=2&d=943&s=4 (20.11.01). 4 www.radikale.dk (25.01.02).

9

på den anden side et meget homogent parti, hvor både ledelse, medlemmer og vælgere i

overvejende grad var enige i euro-spørgsmålet. Også i forbindelse med folketingsvalget

udgjorde Socialdemokratiets vælgere en uhomogen masse overfor en række af de berørte

temaer i valgkampen, mens de Radikale kernevælgere i højere grad udgjorde en homogen

masse. I analysen inddrages hvorledes disse forhold spillede ind på udformningen af

kampagnestrategier og partiernes politiske kommunikation.

II) Konteksten – hverdagen og valghandlingen

Den kontekst som den politiske kommunikation udspiller sig i, kan have en afgørende effekt

på hvorledes kommunikationsstrategier bliver udarbejdet, hvem kommunikationen er tiltænkt,

hvordan den bliver behandlet osv. I studiet skelnes mellem den politisk kommunikation i

hverdagen, som er den langsigtede dag-til-dag kommunikation, og den situationelle politiske

kommunikation under kampagner, hvor bevidstheden, hensigten og intensiteten ofte er højere

end i hverdagen. I perspektiveringen peges på hvordan den politiske kommunikation i

hverdagen er under forandring og i stigende grad antager kampagnemæssig karakterer.

III) Tilstanden – kampagnen og kampen

Ligesom der er forskel på et folketingsvalg og en folkeafstemning, er der også forskel på en

valgkampagne og en valgkamp. Til kampagnen knytter sig de tilrettelagte og kalkulerede

handlinger, som foretages på baggrund af rationelle overvejelser omkring modstandernes

motiver og præferencer. Kampen er på den anden side kendetegnet ved de kaotiske,

irrationelle og spontane handlinger, som foretages i situationer uden fuldt overblik. Den

styrede kampagne er idealet som tilstræbes af partierne som aktører, men ofte bevirker ydre

omstændigheder og kampagnens indre dynamik, at det som var tænkt som en kontrolleret

kampagne udvikler sig til en ukontrolleret kamp.

Denne gennemgang af studiets analysefelt og variabler fører til følgende problemstilling på

fire hovedspørgsmål, som skal besvares for at gøre det muligt undersøge hypotesen.

1) Hvordan var Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres kampagner forud for euro-

afstemningen blevet udformet og hvad var kampagnernes indhold?

2) Hvordan forløb euro-afstemningen, og lykkedes det Socialdemokratiet og Det

Radikale Venstre at gennemføre de kampagner, der var formuleret på forhånd?

10

3) Hvordan dækkede medierne euro-afstemningen, og hvordan var forholdet under euro-

afstemningen mellem Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre på den ene side og

medierne på den anden side?

4) Hvordan var Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres kampagner under

folketingsvalget formuleret, hvordan blev kampagnerne gennemført, og hvordan var

pressens dækning af valgkampen?

1.4. Teori og forudsætninger

Forudsætningen for at kunne nå frem til et svar på spørgsmål og hypotese er at fastslå, i

hvilket omfang de to partier overhovedet planlagde og bevidst eksekverede politisk

kommunikation og strategiske kampagner. For at kunne fastlægge dette, benyttes en

institutionel teoretisk tilgang. Gennem en strukturorienteret institutionalistisk

forståelsesramme analyseres hvordan partierne rent organisatorisk og institutionelt

tilrettelagde deres kampagnearbejde, og de to partier sættes overfor de andre involverede

aktører og institutioner, som de var i berøring med under kampagneforløbet – i særdeleshed

medierne. Medierne er ligesom politikerne og vælgerne i kampagnesammenhæng bundet af

de institutionelle rammer, som definerer deres handlemuligheder. Med udgangspunkt i en ny-

institutionalistisk forståelse af den politiske verden redegøres for de bagvedliggende faktorer,

der betinger mediernes og politikernes handlinger i forbindelse med strategiudformning og

kommunikation af politik.

Institutionel teori har sin styrke i at kunne forklare de rammer, hvorunder aktører

interagerer, men teorien er mindre egnet til at forklare de konkrete situationer, hvorunder

kampagner udspiller sig. Dette gælder specielt den konkurrencesituation, der opstår mellem

de forskellige interagerende aktører, der forsøger at komme til orde i det offentlige rum og på

mediedagsordenen. Som nævnt udspiller der sig på den kommunikative kampplads en

konstant kamp om opmærksomhed, og den aktør orienterede spil-teori og en rational choice

tilgang benyttes til at forklare de involverede aktørers logikker, dvs. deres handlinger, motiver

og prioriteter, i denne kamp.

Spil-teori benyttes til at forklare sociale situationer, hvor aktører interagerer. Teorien

kan bruges til at forklare aktørers handlinger og motiver ved at formalisere og modellere

sociale strukturer. Spillet opstår i situationer, hvor spillerne (aktørerne) tager strategiske

beslutninger, og dermed handler på baggrund af forventninger til andre aktørers handlinger

med henblik på at opnå et givent mål eller pay-off. Spil-teorien forudsætter, at en række

præmisser som aktørerne skal virke under, og som gør dem til spillere, er opfyldt. Disse

11

præmisser omfatter muligheden for: Rationalitet, selvstændighed, egne interesser, information

og handlemulighed.

Det ikke er min hensigt at stille de to forskellige teoriretninger op over for hinanden

for at afprøve deres gensidige forklaringskraft, og studiet indeholder derfor ikke en

uddybende teorigennemgang eller teoriafprøvning. Jeg benytter i stedet forskellige dele af de

to teorier, hvor jeg mener, at deres forklaringsevner kan bruges til at belyse min

problemstilling. Fokus vil i analysen i stor grad blive lagt på en empirisk gennemgang af

konkrete forhold, handlingsforløb og prioriteter.

1.5. Analysedesign

Specialet er baseret på både primære og sekundære kilder, ligesom jeg har indsamlet ny

empiri gennem seks kvalitative interviews.5 Dertil kommer et observationsstudie under

folketingsvalgkampen i forbindelse med kampagnearbejde i Det Radikale Venstre. De

primære kilder omfatter bl.a. taler og dokumenter fra de forskellige partiers kampagner, og de

sekundære kilder omfatter allerede udførte analyser af kampagnestrategierne og af mediernes

dækning af kampagnerne samt analyser af mediedækningen under kampagnerne.

Den analytiske tilgang til arbejdet er tværdisciplinær – på den ene side har jeg en

traditionel politologisk tilgang til problemstillingen, og på den anden side kombineres denne

politologiske tilgang med en kommunikation/medieteoretisk tilgang. Denne alliance mellem

to i udgangspunkt, forskellige discipliner mener jeg med stor fordel kan bruges til at belyse

forhold, som ikke lader sig belyse ud fra en traditionel politologisk tilgang. Dette gælder for

eksempel inddragelsen af journalistikkens logik og nyhedskriterier. På den anden siden vil en

ren kommunikationsteoretisk analyse (medie/diskursanalyse) af kampagnerne i denne

sammenhæng ikke inddrage de politologiske forhold, som kan være afgørende for forståelsen

af for eksempel de historiske og politiske forhold der knytter sig til Danmarks EU-

medlemskab.

Dette studie er derfor deskriptivt på de punkter, hvor jeg redegør for den politiske

kommunikation i Danmark i dag og for kommunikationen i forbindelse med euro-

afstemningen og folketingsvalgkampen i særdeleshed. Studiet er også eksplorativt, da jeg

forsøger at opnå ny viden omkring hvilke forhold der udspillede sig i forbindelse med

partiernes konkrete kampagneudformninger, samt på partiernes samspil med medierne.

Endeligt er studiet også forklarende, da jeg også søger at forklare, hvorfor strategierne blev

5 Fulde udskrifter af disse interviews findes i Bilag 1-6.

12

formuleret og gennemført som de gjorde, og hvorfor medierne dækkede valgkampene som de

gjorde.

1.6. Afgrænsning

Studiet udgør ikke en komparativ analyse af valgkampene i traditionel politologisk forstand.

Til det er forudsætningerne for analyserne af de to valgkampe for forskellige. Et komparativt

studie forudsætter overholdelsen af en række centrale metodiske krav, som først og fremmest

omfatter en ensartet udførelse af observationer eller interviews og tilgængelighed til samme

kildemateriale fra de to eller flere cases der studeres.6 Disse centrale metodologiske krav er

det i nærværende studie ikke er muligt at opfylde, først og fremmest på grund af uensartet

tilgængelighed til materiale om de to valgkampe. Euro-afstemningen afsluttedes 14 måneder

før folketingsvalget, og der er siden blevet udarbejdet analyser af forløbet ligesom der

foreligger et systematisk og struktureret kildemateriale hvilket ikke er tilfældet i forbindelse

med folketingsvalget, der sluttede for tre måneder siden. På grund af disse forskellige

forudsætninger for adgangen til materiale og information om de to valgkampe, har jeg i

studiet valgt at foretage en omfattende analyse af euro-valgkampen på baggrund af en

systematisk indsamling af viden og materiale for derefter at sammenligne og perspektivere

disse resultater med en mindre analyse af folketingsvalgkampen.7 Det er kendetegnende for

studiet af politisk kommunikation og kampagnestrategier i Danmark, at feltet stadig er i en

udviklingsfase, og der foreligger derfor meget få systematiske analyser af tidligere

valgkampagner både i forbindelse med folketingsvalg og folkeafstemninger.

Mange overvejelser er gået ind i valget af partier analysen. Valg betyder også fravalg

og jeg har bevidst fravalgt et udvidet analysefelt. Venstre, De Konservative og Centrum

Demokraterne anbefalede også et ja til euroen, mens der i Folketinget var nej-partierne SF,

Enhedslisten, Kristeligt Folkeparti, Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet, samt uden for

Folketinget nej-bevægelserne Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU. Disse partier og

bevægelsers euro-kampagner og -strategier er ikke fravalgt, fordi de var uinteressante eller

uvæsentlige for afstemningsforløbet. Begrænsningen til to partier er sket med den

begrundelse, at det vil give mere fyldestgørende resultater at gå i dybden med få partier end at

gå i bredden med flere. Jeg har også fravalgt at inddrage de organisationer og bevægelser der

deltog i debatten og valgkampen som f.eks. Europabevægelsen, Dansk Industri og 6 I afsnit 7 gennemgås specialets metode og analysedesign. 7 En fordel ved at inddrage en så nyligt overstået begivenhed som folketingsvalgkampen i november 2001 er, at resultaterne bliver meget aktuelle og et udtryk for den eksisterende realpolitiske situation. Ulemper har været, at det har været vanskeligt at finde materiale og kilder til brug i analyserne.

13

fagbevægelsen. Fravalget er i den forbindelse ikke en ringagtelse af de kampagner, der blev

fremført fra forskellige interesseorganisationer og bevægelser. Betydningen af disse

organisationers euro-kampagner og kommunikation fortjener at blive undersøgt nærmere i

anden sammenhæng.8

I analyserne er fravalgt de elektroniske medier, både tv, radio og Internet.

Udelukkende den trykte dagspresse inddrages. Dette fravalg er foretaget ud fra et

ressourcehensyn, og ikke ud fra en ringeagt af den elektroniske presses indflydelse på både

strategier, den folkelig opinion eller det konkrete valgresultat.

Tidsmæssigt strækker analyserne sig fra tidspunktet, hvor folkeafstemningen om

euroen blev udskrevet i marts 2000 til perioden umiddelbart efter afstemningsdagen den. 28.

september 2000, og for perioden fra folketingsvalgets udskrivelse den 31. oktober 2001 til

valget den 20. november 2001. For sammenligelighedens skyld inddrages i de tilfælde hvor

det er relevant erfaringer fra tidligere valg og afstemninger.

1.7. Definitioner

Mange af de begreber jeg operere med i specialet er tvetydige og vanskelige at definere. Dette

gælder i særdeleshed nøglebegreberne: Politisk kommunikation, medialisering (af politikken),

professionalisering, politisk journalistik, kampagne (valgkampagne), kamp (valgkamp),

strategi, taktik, logik, kampagnestrategi, euro-kampagne og virkelighed. Jeg har i dette studie

valgt at forstå og definere begreberne på følgende måde:

Politisk kommunikation: Begrebet er blevet tillagt mange betydninger i tidernes løb. I

1956 skrev Eulahu, H. et al (red.) i Political Behaviour: ”(…) political communication is one

of the three processes (together with political leadership and group structures) (…) through

which political influences are mobilised and transmitted between formal governmental

institutions”. Denton og Woodward beskriver i 1998 i Political Communication in America at,

”(…) the crucial factor that makes communication political is not the source of a message but

its content and purpose”, og på samme vis beskriver McNair i sin bog An Introduction to

Political Communication fra 1995, at politisk kommunikation er “Purposeful communication

about politics”. Min egen definition af politisk kommunikation lægger sig op af de to sidste

definitioner med hovedvægt på, at den politiske kommunikation skal være bevidst. Politisk

kommunikation er i dette studie defineret som: ”Den bevidste, systematiske og strategiske

8 Ydermere har jeg taget hensyn til, at da disse organisationer ikke deltog i folketingsvalget, vil det umuliggøre en sammenligning og perspektivering.

14

kommunikation om politiske forhold mellem forskellige aktører i samfundet.”9 Det bør

understreges, at politisk kommunikation ikke nødvendigvis udspringer fra politiske aktører,

men lige så vel fra f.eks. interesseorganisationer og private virksomheder, samt at

kommunikationen ikke nødvendigvis har en kendt afsenderadresse. Denne definition af

politisk kommunikation lægger sig op ad definitionen af medialiseringen af politikken som

Ragner Waldahl (1999) beskriver som ”den gjensidige tilpasning som finner sted mellom

mediernes og politikkens strategier.”

Flere steder benyttes betegnelsen professionalisering i forbindelse med den politiske

kommunikation. Professionaliseringen forstås som den strategiske og bevidste brug af

kommunikation i politisk øjemed. Begrebet er ofte bundet sammen med de aktører som

medierådgivere, politisk ansatte rådgivere og spindoktorer der arbejder med denne

professionalisering.

Politisk journalistik er et svært definerbart begreb, som løbende udvikler sig. Tidligere

dækkede politisk journalistik konkrete politisk begivenheder, som f.eks. beretninger fra

Folketingets talerstol. I takt med, at journalistikken er blevet et stadigt mere selvstændig er

begrebet blevet udvidet, og den politiske nyhed eller den politiske fortælling er i sig selv

blevet en politisk begivenhed omfattet af den politiske journalistik. Fokus for den politiske

journalistik er ligeledes blevet udvidet fra det generelle til det konkrete og individorienterede

(Pedersen 2000).

Kampagne (valgkampagne) defineres i studiet som den designede og formålsbestemte

gennemførelse af en række sammenhængende handlinger, der udføres for at opnå et bestemt

politisk resultat. Disse handlinger kan være rettet mod medier, vælgere eller andre aktører.

Euro-kampagnen(erne) forstås som de politiske partiers kampagner under euro-afstemningen.

Modsætningen til kampagnen er kampen eller valgkampen. Kampen betegner den

mere kaotiske og tilfældige interaktion, der udspiller sig mellem forskellige aktører, der

ligesom under kampagnen søger at opnå et bestemt resultat. Kampen kan dog ikke

planlægges, da den netop er karakteriseret ved sin tilfældige opståen og kaotiske tilstand.

Strategi benyttes til planlægge handlinger. En strategi er en komplet plan, der

definerer en aktørs handlinger i enhver situation og den ideelle strategi tager højde for alle

tænkelige hændelser og udfald i omverdenen. I modsætning til taktikken tager strategien højde

for andre aktørers præferencer og handlinger. Kampagnestrategi defineres i denne

sammenhæng som den bevidste og formålsbestemte tilrettelæggelse af en række

9 For en nærmere uddybelse af begreberne kommunikation og politisk kommunikation se Esmark et. al. 1999 pp. 153-158.

15

sammenhængende handlinger og kommunikation udført på baggrund af viden om omverdens

præferencer for at opnå et bestemt politisk resultat i forbindelse med en valghandling.

Logik har mange betydninger. Hvor jeg i dette studie henviser til politikernes,

mediernes eller vælgernes logik, dækker betegnelsen her aktørernes foretrukne prioriteter og

handlingsmønstre.

1.8. Struktur

Specialet er inddelt i 14 afsnit. Efter denne indledning følger et teoriafsnit, som først kort

gennemgår studiets teoretiske fundamenter for derefter at gennemgå de to teoriretninger, jeg

benytter. Afsnit 2 gennemgår folkeafstemningen og folketingsvalget som politiske

institutioner på et strukturelt niveau, og der påpeges forskelle og ligheder mellem disse to

valghandlinger. Afsnit 3 er en gennemgang af politikerne, medierne og vælgere som spillere

på aktørniveau, og i afsnit 4 gennemgås forskellig litteratur omkring politiske

kampagnestrategier og valgkampsmetoder. I afsnit 5 følger en redegørelse for den historisk

udvikling indenfor politisk kommunikation i Danmark. Her får læseren sat den seneste tids

hastige udvikling indenfor feltet i et bredere, både historisk og internationalt, perspektiv. I

afsnit 6 og 7 gennemgås studiets videnskabsteoretiske fundament samt metode og

analysedesign, og i afsnit 8 til 11 gennemgås problemstillingens fire spørgsmål. Disse

analyseafsnit er bygget op om en beskrivelse, en redegørelse samt en vurdering af

problemstillingen, og baserer sig på både interviewresultater og skrevet kildemateriale. I det

følgende afsnit 12 diskuteres forskelle og ligheder mellem euro-afstemningen og

folketingsvalget og studiets hypotese efterprøves. Perspektiveringen i afsnit 13 ser på,

hvorvidt valgkampen kan betegnes som en permanent tilstand i dansk politik samt på den

fremtidige udvikling af politiske kommunikation og valgkampagner i Danmark. Specialet

afsluttes med en konklusion i afsnit 14.

16

2. TEORIFUNDAMENT

Gennem kombinationen af den spil-teoretiske og den institutionalistiske tilgang til analysen,

forsøger jeg at kombinere to vidt forskellige teoretiske verdener og tankesæt, men det viser

sig, at en sådan teoretisk syntese har en overbevisende forklaringskraft. Brugen af disse to

teoriretninger er også interessant i den forbindelse, at præmisserne om rationalitet,

selvstændighed, egne interesser, information og handlemulighed i stadig stigende grad er

kendetegnede for de aktører, der opererer med den politiske kommunikation i Danmark. I de

følgende fire afsnit redegøres for de dele af de forskellige teorier analysen baseres på.

2.1. Institutionalisme

Institutionalisme en bredt defineret og ikke klart afgrænset tilgang til studiet af politik, som

omfatter flere forskellige tankesæt og opfattelser af virkeligheden.10 Jeg har valgt at benytte to

institutionelle tilgange, som dog er tæt forbundne: historisk institutionalisme og ide-analyse.

Begge tilgange befinder sig indenfor den konstruktivistiske meta-teoretiske ramme, men er

tillige påvirket af den rationalistiske tankegang (Hall, 1996). I forbindelse med historisk

institutionalisme inddrages Paul Piersons (1997) arbejde med path-dependency og

institutioners inerti, og i forbindelse med ide-analysen inddrages Campbell (1998) og

Finnemore og Sikkink (1998).

Historisk institutionalisme11 betegner forståelsen af politik med udgangspunkt i

institutioner. Institutioner er her bredt defineret, som de formelle og uformelle procedurer,

rutiner, normer og konventioner, der gør sig gældende i organiserede strukturer i den politiske

og økonomiske sfære (Hall, 1996). Udgangspunktet er, at institutionerne påvirker den måde,

hvorpå folk forstår og fortolker den sociale verden. Historisk institutionalisme søger hermed

også at forklare politisk forandring eller policy outcomes som en kombination af både

struktur- og aktørpåvirkninger. Videnskabsopfattelsen er hermeneutisk, og metoden er

induktiv fortolkning af fortrinsvis kvalitative data, uden at den kvantitative metodes

kvalifikationer dog benægtes (Hall, 1996; Koelbe, 1995). Historisk institutionalisme tillægger

ideer væsentlig indflydelse på den politiske proces. Ideer opfattes dog ikke som en institution

i sig selv, men udgør sin egen kategori af forklaringsfaktorer. 10 Berger og Luckmann åbnede allerede i 1966 op for den socialkonstruktivistiske tankegang. Her fastslog de to forfattere tre antagelser om den verden vi lever i: 1) Individet er et socialt væsen. 2) Vi skaber selv ”virkeligheden”. 3) Sociale strukturer er ikke alt, aktører spiller også en rolle. Det er bl.a. disse tre antagelser, som institutionalismen i dag bygger videre på. (Berger 1991[1966]). 11 Der opereres også med to andre ”nye” institutionalismer: sociologisk institutionalisme og rational choice institutionalisme. Jeg har dog fundet historisk institutionalisme den mest relevante tilgang for min problemstilling, da jeg herigennem både vil kunne inddrage rationalistiske og konstruktivistiske aspekter (Hall, 1996).

17

Campbell definerer fire forskellige slags ideer: Programs, frames, paradigms og public

sentiments. Programs opererer på et elite niveau, mens frames udgør almentgyldige værdier

og holdninger. Ideer, der er opnået generel enighed om, betegnes paradigms, hvis de findes på

elite-niveau og public sentiments, hvis det er folkeligt baserede værdier og holdninger. Det er

muligt for programs at udvikle sig til paradigms, hvis de bliver accepteret bredt, ligesom

public sentiments kan udvikles til frames.12

Finnemore og Sikkink har arbejdet med udvikingen af ideer, eller normer som de

kalder dem, i en livs-cyklus tankegang. De anfører, at efter der er opstået et chok eller brud,

en critical juncture, i det eksisterende system, kan nye normer i systemet udvikle sig, og dette

sker over tre etaper: 1) Norm emergence, hvor en ny norm efterhånden vinder indpas efter at

have udkonkurreret andre spirende normer. I denne fase skal der være en norm-entrepreneur

tilstede, som søger at udbrede den nye norm. På et tidspunkt opstår et tipping point, hvorefter

2) norm cascade etapen indtræder. Her vil alle aktører nu følge den nye norm, hvorefter den

til sidst vil blive 3) internaliseret, og der opstår en situation, hvor alle automatisk retter sig

efter den nye norm. Et andet nøglebegreb Finnemore og Sikkink opererer med er strategisk

social konstruktivisme, nemlig det faktum at alle aktører både er rationelle men samtidigt

drevet af normer og interesser. Dette udgangspunkt har også vist sig gældende for mange

aktører, der var involveret i euro-afstemningen og folketingsvalget.

Et andet centralt punkt er den inerti, der eksisterer i institutioner. I følge Pierson

(1997) eksisterer der en path-dependency, som gør eksisterende institutioner, især politiske

institutioner, meget vanskelige at forandre. Dette forklarer også, hvorfor eksisterende

institutioner ikke nødvendigvis altid opfylder deres oprindelige formål.13

John Cambell (1998) har det udgangspunkt, at ideer skal udbredes og promoveres, før

de kan få indflydelse. Derfor er det vigtigt, at en ide er simpel og virker tiltrækkende på

befolkningen. Hvis en ide er for kompliceret, kræver det et meget dygtigt ”salgsarbejde,” før

den vil vinde udbredelse, og det er i alle henseender meget vigtigt, at man kan få påvirket the

public sentiment, så den folkelige støtte kan sikres. Haas (1992) tillægger stor betydning til

12 Goldstein og Keohane (1998) arbejder også med ide-baserede analyser, og de opererer med tre forskellige typer af ideer: World views, principled beliefs og causal beliefs. Disse typer ideer kan endvidere virke som road maps, som focal points eller de kan være institutionaliserede. Keohanes og Goldsteins udgangspunkt er, at ideer har en betydning for politiske beslutninger, og at ideforskning er meget relevant for politologiske studier. Dog er det idebaserede forskningsfelt uklart og med metodiske problemer. 13 Som bemærket ovenfor er konstruktivismen en meget flertydig tilgang, og den væsentligste kritik af konstruktivismen er netop også det empiriske problem, at det er svært at spore én klar konstruktivistisk tilgang - alle teoretikere definerer konstruktivismen som de selv vil. Derudover kommer det fundamentale forståelsesproblem, at sociale strukturer, som kultur, ideer og intersubjektiv forståelse, er svære at definere og operationalisere, og der er derfor også knyttet metodiske problemer til konstruktivismen.

18

eksistensen af epistemic communities. Disse består af grupper af mennesker med ens tankesæt

og viden som de kan tilføje i den politiske proces, og som politikerne kan støtte sig til. Dertil

kommer, at tænketanke og ekspertgrupper er vigtige støtter, når en ide skal udbredes. Paul

Sabatier (1998) bruger begrebet advocacy coalitions om grupper af aktører, der deler samme

værdier og tankesæt, og som derigennem kan påvirke en politisk beslutningsproces i en

ønsket retning. En sådan koalition kan bestå af både eksperter, offentlige og private

institutioner, medier, interesseorganisationer eller lignede.14

Udgangspunktet for analysen er i denne sammenhæng det samme som Goldstein og

Keohanes (1993), nemlig at ”ideas matter on politics.” Det metodiske problem er blot at

spore, hvordan dette rent faktisk er tilfældet. I analysen undersøges hvorledes de forskellige

politiske aktører siden Danmarks indmeldelse i EU i 1973 har behandlet den europæiske

integration som en politisk ide. Det undersøges også, hvorledes forskellige grupper under

euro-kampagnerne forsøgte at sprede euro-ideen til en naturlig fortsættelse af den eksisterende

politik. På samme vis opstod der i løbet af folketingsvalgkampen forskellige temaer i

medierne og blandt befolkningen som kan analyseres ud fra opfattelsen, at nye ideer brød

frem i samfundsdebatten, hvorved de kom til at udøve en påvirkning af den politiske

virkelighed.

Fælles for de forskellige aspekter af den ny-institutionelle teoritilgang er deres

primære strukturelle tilgangsvinkler, der søger at forklare sociale fænomener og aktørers

handlinger, holdninger og værdier kausalt ud fra sociale strukturers indvirkninger.

2.2. Medierne og den politiske dagsorden som institutioner

I forlængelse af ovenstående beskrivelse af de dele af institutionalistisk teori der benyttes i

analysen, foreslår Timothy E. Cook i sin bog Governing with the News: The News Media as a

Political Institution (1998), at medierne kan betragtes som en institution. Gennem årtier har

mediesociologer studeret medier som organisationer, og de har vist hvorledes markedet,

teknologier mv. har haft indflydelse på organisationers valg og virke. Cook argumenterer dog,

at dette organisatoriske perspektiv lægger vægt på den effektive forfølgelse af enkelte

organisationers mål, og at det ikke tager høje for, hvad han kalder ”transorganizational

agreement on news processes and content” (Cook 1998:64). Vi må i stedet se på medierne

14 Derudover opererer Albert Yee (1996) med tre forskellige tilgange til studiet af, hvordan ideer påvirker politik: En behavioristisk tilgang der undersøger de konkrete kausale og målelige effekter på, at en ide har påvirket et policy-outcome. En institutionalistisk der forkuserer på de aktører og institutioner, som promoverer en vis ide, og en post-moderne tilgang, der også lægger sig op ad den konstruktivistiske tilgang, og som siger, at ny mening bliver dannet gennem interaktion, og at dette sker via en diskursiv proces.

19

som institutioner, argumenterer Cook. Begrebet institution omfatter tre komponenter: For det

første må vi se på ”social patterns of behavior valued in and of themselves” (Cook 1998:66),

dvs. både eksplicitte og implicitte regler for handling. Cook citerer Anthony Giddens, og

beskriver institutioner som ”deeply-layered practices constitutive of social systems” (Cook

1998:67). Et andet træk ved institutioner er, at de ”extend over space and edure over time”

(Cook 1998:58). Institutioner bliver styrket og stabiliseret, når institutionelle regler og

handlingsmønstre opnår en samfundsposition, hvor de bliver taget for givet. For det tredje er

institutioner ”expected to preside over a societal and/or political sector” (Cook 1998:70),

hvormed Cook mener, at en institution bliver anerkendt som en sådan, i de tilfælde dens

aktører eller samfundet i bredere forstand anerkender, at institutionen udfører en specifik

funktion.

Hvis ovenstående beskrivelse af en institution overføres på nyhedsmedier betyder det,

at mediernes handlingsmønstre bliver formet og begrænset af journalistikkens regler og

rutiner. Det betyder også, at journalistikkens regler og rutiner er blevet stabiliseret over et

langt bredere felt af organisationer og aktører, specielt set i lyset af en øget

professionalisering. Denne institutionalisering har således en indvirkning på både medierne,

politikerne og dermed indirekte også på vælgerne. Endelig betyder det, at aktører, der operer i

medierne, forventer, at medierne som en institution opfylder visse samfundsfunktioner.

Cooks opfattelse af medierne som en institution indebærer, at før man kan begynde at

se på mediernes rolle og indflydelse i samfundet, skal vi først forstå hvad mediernes

institutionalisering indebærer. Med andre ord skal vi, før vi kan begynde at beskrive

mediernes konkrete betydning, forstå og beskrive mediernes arbejdsrutiner,

produktionsformer og journalistiske nyhedskriterier.

Bogen Politisk journalistik (Pedersen 2000) beskæftiger sig med udviklingen indenfor

samspillet mellem politik og journalistik i Danmark, og er bl.a. baseret på en række

interviews og spørgeskemaundersøgelser af centrale aktører blandt politikere og journalister.

Inspireret af institutionel teori og blandt andet Cooks beskrivelser af medierne som en

institution fremhæver bogens undersøgelse fire træk som er karakteristiske for den danske

politiske journalistik i dag: 1) Den politiske dagsorden har selvstændiggjort sig som en

afgørende institution i demokratiet. Den har løsrevet sig fra eksisterende politiske institutioner

som Folketinget, partierne og deres fælles formaliserede dagsorden. 2) Samtidig har både

journalister og politikere i processen ligeledes selvstændiggjort sig som aktører med betydelig

frihed til at deltage i forhandlingen af den nye fælles politiske dagsorden. 3) Den politiske

journalistik er også tiltaget i omfang. Den har forandret sig fra at være implicit eller

20

underforstået til at blive eksplicit, eller udtalt politisk, og endelig 4) har journalistikkens

selvforståelse udviklet sig. Fra at være en integreret del af det politiske spil er

journaliststanden i dag uafhængig af partipolitiske bindinger. Dermed har selve den politiske

tekst forandret sig fra førhen at være baseret på rapporter, gengivelser og skildringer af

allerede stedfundne politiske hændelser, til selv at blive politiske begivenheder gennem

såkaldt ”dialogisering”, hvor journalister tildeler roller og talepositioner til sig selv og andre

aktører i et nyt og bredere politisk felt (Pedersen 2000:298-315).

Centralt for bogens konklusioner er, at den politiske dagsorden er resultatet af en

forhandlingsproces. Resultaterne bygger på nærstudier af enkeltsagsforløb og mere

dagligdags medieforløb, som viser, at nyheden kun fungerer som adgang til den politiske

dagsorden, fordi politiske aktører så som folketingspolitikere, regeringsmedlemmer,

organisationsrepræsentanter og offentlige ledere stiller sig til rådighed som igangsættere,

informationskilder og dialogparter. På særlige områder kan journalistikken gøre sig mere eller

mindre selvstændigt gældende, men den dominerer hverken dagsordensættelsen eller

politikken i bredere forstand. I stedet er dagsordenen et fælles produkt, skabt og udviklet

gennem forhandling og konkurrence (Pedersen 2000).

Disse institutionelle forandringstræk i samfundets struktur har ændret politikerens og

mediernes arbejdsvilkår i det politiske kommunikationssystem, og denne udvikling er med til

at definere de vilkår, hvorunder den politiske kommunikation udføres både i dag-til-dag

situationer og under valgkampagner. I analysen vises hvordan dette udspillede sig under euro-

afstemningen og folketingsvalget.

2.3. Spil-teori

Spil-teori kan placeres under en overordnet rational choice forståelse, da det er en teori om

social interaktion, og en af hovedbetingelserne i spil-situationen er forudsætningen om

rationalitet og rationel adfærd. Rational choice befinder sig ligesom public choice i

brydningsfeltet mellem økonomi og politik. Genstandsfelterne for rational choice analyser er

således politologiske, men metoden er den økonomiske. Rational choice har sit fundament i

den rationalistiske meta-teoretiske ramme og tankegang, og teorien tager udgangspunkt i den

rationelle aktørs nyttemaksimering. Videnskabsopfattelsen er positivistisk, og den anvendte

metode er oftest deduktion på baggrund af fortrinsvis kvantitative data.

Spil-teori kan i forlængelse af denne rational choice basis karakteriseres som en

aktørorienteret tilgangsvinkel med et metodesyn i høj grad præget af metodologisk

individualisme. Teorien omfatter en række forskellige situationer, men er oftest benyttet til at

21

forstå collective action problemer under individuel rationel adfærd. Jeg vil benytte spil-teorien

i mine undersøgelser af konkrete spil-situationer, som de udspiller sig både mellem

politikerne og pressen, men også mellem forskellige dele af politikken. Dette kan ledes over i

et bredere syn på, hvorledes rationelle aktører handler, når de ønsker at tilrettelægge en

slagkraftig politisk kampagne overfor en også rationelt handlende presse.15 I analysen vises

hvordan det ”spil,” der foregår mellem politikere og presse har stor medieopmærksomhed og

bevågenhed.

Spillet skal, i spil-teoretisk forstand, forstås som den situation hvor hver enkelt spiller

handler på baggrund af rationelle strategiske beslutninger.16 Den helt grundlæggende

forudsætning for spil-teoriens analyseform er som nævnt antagelsen om de involverede

aktørers rationalitet. Begrebet rationalitet kan have væsensforskellige betydninger, hvor den

fundamentale sondring går mellem værdirationalitet og målrationalitet. Værdirationalitet

bestemmes ved en værdis interne eller eksterne konsistens: Er den karakteriseret ved logiske

selvmodsigelser eller ej? Målrationalitet er derimod en instrumentel rationalitet, en middel-

mål rationalitet. Målet for handlingen tages for givet, og en rationel handling er defineret som

den handling, der opnår målet på den mest effektive måde. Det er målrationalitet, der ligger til

grund for rationalitetsantagelsen i den spil-teoretiske analyse af aktørernes handlinger under

euro-afstemningen og folketingsvalgkampen. Udover disse rationalitetsantagelser defineres

rationalitetsbegrebet oftest ved: 1) At aktører er motiveret af selvinteresse, 2) at aktører

handler for at maksimere de mål, deres selvinteresse definerer, og 3) at altruistiske og

ekspressive motivationer, såsom at handle i overensstemmelse med ens selvopfattelse, er uden

betydning (Haahr 1991:6).

I den ideelle spil-situation forventes aktørerne også at handle på baggrund af fuld

information.17 Dette vil sige, at alle informationer er tilgængelige for alle parter til brug i

strategiudformningen. Kendetegnede ved teorien er også, at den oftest kun i ringe grad

problematiserer disse grundlæggende antagelser. Hvorvidt betingelserne for rationel handling,

såsom fuld information, præcis viden om årsag-effekt relationer samt udtømmende og

konsistente præferencestrukturer, i virkelighedens verden er realiserbare, har ikke rational

choice traditionens interesse. Selvom betingelsernes opfyldelse forudsættes, synes mangel på

15 I den nutidige udformning kan den spil-teoretiske analyse af kollektive handlinger beskrives som en hybrid af den matematisk udformede spil-teori og økonomisk baserede analyser af kollektive goder (Haarh 1991:3). 16 Der er således en stor sammenhæng mellem spil-teori og nytteteori eller utilitarisme, da begge retninger er funderet i individet beslutningstagning (Morrow 1994:51). 17 I teorien opereres med en lang række forskellige spil og spil-situationer under forskellige omstændigheder som fuld information ,ikke fuld information, perfekt information, ikke perfekt information, enkeltstående eller gentagende, zero-sum eller ikke zero-sum osv.

22

sådan opfyldelse at være uden den store betydning for teoriens forklaringskraft (Haarh 1991,

4). At virkeligheden ofte ikke er så simpel som teorien forudsætter, og at aktører ofte

foretager irrationelle handlinger på baggrund af manglende informationer mv., vil jeg komme

tilbage til.

Som nævnt bruges spil-teori traditionelt til at analysere situationer med kollektive

handlings problemer, som f.eks. det klassiske prisoner’s dilemma eller chicken (se f.eks.

Morrow 1994), men spil-teori kan også være et værdifuldt redskab til at forstå politologiske

problemstillinger. Spil-situationer kan imidlertid udspille sig på baggrund af en række

forskellige forudsætninger. For det første kan spil enten være cooperative eller

noncooperative. I cooperative spil kan deltagerne forhandle sig frem til bindende kontrakter,

som tillader dem at planlægge fælles strategier. I noncooperative spil er dette ikke en

mulighed, og de enkelte aktører handler selvstændigt. Derudover skelnes der mellem

enkeltstående og gentagende spil, da udfaldet af ethvert spil afhænger af, om det kun udspilles

en enkelt gang, eller om deltagerne på baggrund af erfaringer fra tidligere spil ændrer deres

handlinger. I så fald bliver strategierne ofte mere komplicerede, og ens omdømme og historie

kan have en betydning for modstandernes vurderinger og egne strategier. I teorien opereres

også med en række forskellige type strategier, som kan benyttes afhængigt af det ønskede mål

eller den konkrete spil-situation. Den optimale strategi vil altid være den, som maksimere

spillerens payoff. Dominerende strategier beskriver strategier, som er optimale for en selv,

uanset modpartens handlinger. Disse spil vil selvsagt være stabile for spilleren, men i

virkeligheden forekommer dominerende strategier sjældent. Oftere opstår et såkaldt nash-

equilibrium, hvor de enkelte spillere søger at maksimere deres egne payoffs under

hensynstagen til modpartens handlinger, og denne ligevægt afhænger således i høj grad af de

enkelte aktørers individuelle rationalitet (Pindyck 2000:468).

Disse forskellige former for spil-situationer og spil-betingelser er beskrevet, for at

læseren bedre kan forstå de forhold, hvorunder kampagnestrategierne tages i brug.18

2.4. Kampagnestrategier og spil-teori

I et hvert spil bliver det vigtigste aspekt i den strategiske beslutningstagen at forstå

modstanderens synspunkt samt at forudsige hans eller hendes sandsynlige reaktion på din

egen handling. Et strategisk træk påvirker modstanderens valg på en måde, der er til gavn for

en selv ved at påvirke modstanderes opfattelse af, hvordan man selv vil opføre sig. Man

18 Se bl.a. Morrow 1994 for uddybende beskrivelser af forskellige spil situationer.

23

begrænser således modstanderes handlemuligheder ved at begrænse sine egne muligheder. I

strategisk interaktion mellem aktører, er den ene aktørs handlinger på samme måde bestemt

af, hvad den anden aktør gør. Centralt står til stadighed, at enkelte aktørers forsøg på at opnå

deres mål bliver fremmet eller hæmmet af andre aktørers handlinger samt af strukturen i

spillet.

Før en spil-teoretisk analyse kan påbegyndes, må de betingelser der gør en uformel

situation mellem forskellige aktører til en decideret spil-situation fastlægges. Dette gøres ud

fra modeller, som søger at indfange de generelle karakteristika i en given situation, frem for at

opfange konkrete karakteristika i en udvalgt situation (Morrow 1994:54).

Per Rystrøm19 har introduceret begrebet ”kommunikationsressourceenheder” som et

teoretisk begreb, der i spil-teoretisk sammenhæng kan bruges til at illustrere de overvejelse,

partierne gør sig under udarbejdelsen af en kampagnestrategi. En antal

kommunikationsressourceenheder udgør den mulighed, en given aktør har for at

kommunikere sit eget budskab, og kan også forstås som ”muligheden for at komme på”. En

forudsætning for at bruge begrebet i en systematisk analyse er, at der ikke er fuld og fri

mulighed for ”at komme på”. I praksis kan dette ses ved, at der er en fast mænge forsider, der

skal fyldes, en fast mænge minutter til tv-avisen der kan bruges, ligesom partierne har

ressourcer (tid og penge) til at benytte et fast antal enheder osv. De aktører der opererer skal

således konkurrere, eller spille, om bedst muligt at udnytte den begrænsede mængde

kommunikationsressourceenheder.

Som et eksempel kan der under en kampagne på 100 dage til hvert parti være 10

kommunikationsressourceenheder per dag. Dette giver i alt 1000 kommunikations-

ressourceenheder til hele kampagneperioden.20 Hvordan de enkelte partier så vælger at

benytte disse 1000 enheder, afhænger af deres strategiske overvejelser, men målet er at ændre

vælgerpræferencer til fordel for dem selv. Det vil sige, at opnå en større vælgertilslutning

efter de 100 dages kampagnearbejde end før (T0 > T1). Processen kan illustreres ved

ligningen:

S = P x K x M – P1 x K1 x M1

Hvor

S = vælgertilslutning ved T1 19 Per Rystrøm var under euro-afstemningen pressechef for Socialminister Henrik Dam Kristensen, og han blev interviewet i forbindelse med studiet. Se metodeafsnit 7 for beskrivelse af interviewpersoner. 20 I praksis vil det ofte være sådan, at regeringsbærende partier har flere kommunikationsressourceenheder end mindre ukendte partier – alene af den grund, at de har en lettere adgang til pressen. Som Lars Nielsen udtaler i svar 49, så har det Radikale Venstre altid haft let adgang til pressen, en adgang som ikke afspejles af partiets størrelse eller økonomiske ressourcer.

24

P = kommunikationsressourceenheder

K = konstant (der afhænger af hvilken type vælgere der påvirkes, eksterne faktorer mv.)

M = vælgertilslutning ved udgangspunkt (T0 ), og

P1, K1 og M1 = modstanderens indsats.

Et andet eksempel kan være en spil-situation, hvor Parti A og Parti B skal udnytte deres 10

kommunikationsressourceenheder mest effektivt i en kampagneperiode, hvor der kæmpes om

stemmerne i tre forskellige regioner.

Figur 1: Spil-teoretisk brug af kommunikationsressourceenheder i kampagne

Nord Syd Vest

Parti A (1. træk) 0 5 5 strategien

Parti B (2. træk) 3 7 0

Parti A (3. træk) 6 0 4

virkeligheden Parti B (4. træk) ? ? ?

Partierne skal træffe en strategisk beslutning om, hvorvidt de skal føre valgkamp i den

nordlige, den sydlige eller den vestlige del af landet. Parti A ved på forhånd, at de står til at

vinde i Nord. Partiet satser derfor de alle deres 10 ressourcer i Syd og Vest, med fem i hver,

og regner dermed at vinde to ud af tre regioner. Parti B skal ligeledes træffe en beslutning om,

hvorledes de bedst udnytter deres 10 enheder. Partiet ved (på baggrund af historiske erfaringer

og meningsmålinger), at der skal gøres en ekstra indsats for at vinde i Syd, og partiet satser

derfor 7 enheder i Syd. Samtidig ved B, at Nord traditionelt har støttet A. B beslutter derfor at

satse resten af sine enheder i Nord, i et forsøg på at vende denne tendens. Ifølge denne plan

vil B nu vinde to ud af de tre regioner, og dermed skaffe sig flertallet.

Kort tid inde i den virkelige valgkamp finder A ud af, at B er ved at vinde i Syd, og at

de samtidig er ved at miste fæstet i Nord. Samtidig har personer i B lækket deres strategi til A,

og A beslutter derfor at ændre deres oprindelige strategi. A ved, at Syd er tabt, så partiet

beslutter at spare sine enheder der, og i stedet satse i Vest og Nord. Vest ser ud til at være

rimelig sikker, da B ikke har nogle enheder i Vest, så A skærer en enhed væk fra Vest og

satser i stedet 6 enheder i Nord, hvor de vil forsøge at drive B ud igen. A vinder derved Nord

og Vest, mens B vinder Syd. B kan nu trække igen i et forsøg på at eliminere effekterne af As

seneste træk, og sådan kan spillet blive ved med at bølge frem og tilbage indtil valgdagen.

25

Ovenstående spil-teoretiske model er selvfølgelig en grov simplificering af virkeligheden,

men som modeller jo gør, så illustrerer den de centrale pointer i den politiske

kommunikations funktion under valgkampagner. Den konkrete spil-situation under både euro-

valgkampen og folketingsvalgkampen var yderst kompleks med et stort antal aktører, ofte

med forskellige antal kommunikationsressourceenheder, forskellige præferencer, en lang

række forskellige spil-situationer, en situation som var åben overfor eksterne påvirkninger, og

som strakte sig over et langt tidsrum.

Ved at følge samme argumentationsrække som ovenfor, kan der opstilles en række

forskellige spil eller kampe, som udspillede sig mellem forskellige aktører under euro-

valgkampen: Der var et spil mellem Ja-siden og Nej-siden, mellem Ja-siden og medierne,

mellem Nej-siden og medierne, mellem Ja/Nej-siden og medierne, mellem medierne og

vælgerne, mellem Ja-siden og vælgerne, mellem Nej-siden og vælgerne, internt i Ja-siden var

der spil og internt i Nej-siden ligeså, og der var spil der involverede en lang række andre

aktører både politiske, økonomiske, nationale og internationale. Det vil være uoverskueligt at

analysere alle de spil, der kunne tænke sig at have en indflydelse på udfaldet af de to valg. I

min analyse af euro-afstemningen vil jeg koncentrere mig om spillet mellem Ja-siden og

medierne og spillet mellem Ja-siden og Nej-siden, mens jeg for folketingsvalget vil se på

spillet mellem regeringen-medierne og regeringen-oppositionen.

Som det antydes viste det sig, at euro-afstemningen udviklede sig til mere at være en

urationel kaotisk kamp, end en rational strategisk kampagne. Flere af de samme træk kan også

spores for folketingsvalgkampen.

26

3. VALGETS INSTITUTIONER

Folkeafstemningen og folketingsvalget er som to forskellige politiske institutioner bundet af

forskellige regler og strukturelle rammer, både konstitutionelt, historisk og realpolitisk.

Politikerne, medierne og vælgerne er som valgets hovedaktører influeret af disse regler og

rammer op til og under valghandlingen.

3.1. Folkeafstemningen

En forståelse af folkeafstemningsinstitutionen er nødvendig for at forstå euro-afstemningens

position i det danske politiske system. Folkeafstemningens raison d’etre er at give borgerne

en mulighed for at nedlægge veto mod love, som er vedtaget af folkets repræsentanter i

parlamentet, dvs. at give vælgerne adgang til at nedstemme forslag, som ikke er kongruente

med folkeopinionen (Qvortrup 1999a). Folkeafstemninger er dermed en form for semi-direkte

demokrati.

Den danske grundlov tillader kun befolkningen at stemme om forslag, der allerede er

vedtaget af Folketinget.21 Folkeafstemningen bliver derfor per definition et konservativt

instrument; borgerne kan kun afvise forslag men aldrig foreslå lovforslag. Dette forhold

skyldes historisk set, at grundlovens fædre frygtede, at folkeafstemninger ville skabe

mulighed for populistiske tiltag (Qvortrup 1999a).

Den teoretiske begrundelse for folkeafstemningen som et ”folkets veto” hviler på den a

priori antagelse, at folkeafstemningsinstitutionen, på sammen måde som anden kamre,

forfatningsdomstole og andre forfatningsmæssige kontrolmekanismer, kan udfylde en rolle,

der begrænser førstekammerets eller regeringens magtudøvelse (Qvortrup 1999a:2).

Teoretisk og konstitutionelt skelnes der mellem to former for folkeafstemninger:

fakultative og obligatoriske folkeafstemninger. Obligatoriske folkeafstemninger er forslag

som ifølge grundloven skal sendes til folkeafstemning. Det gælder ændringer af Grundloven

(§88), ændring af valgretsalderen (§29, stk. 2), samt overdragelse af suverænitet til

mellemfolkelige myndigheder, hvis et forslag herom ikke har opnået en tilslutning fra 5/6 af

Folketingets medlemmer (§20, stk. 2). Fakultative folkeafstemninger er forslag, der frivilligt

sendes til folkeafstemning, og disse er ikke omfattet af Grundloven. Første eksempel på en

fakultativ folkeafstemning i Danmark er den vejledende folkeafstemning om ”EF-pakken” i

1986 – i en situation hvor et flertal i Folketinget havde stemt imod dansk ratifikation af EF-

Fællesakten. Denne afstemning skabte præcedens i Danmark om at holde folkeafstemninger

21 I modsætning hertil tillader folkeafstemningsinstitutionen i andre lande, at befolkningen selv udskriver en folkeafstemning hvis en given procentdel af befolkningen ønsker det.

27

om EF/EU spørgsmål, også i situationer hvor et 5/6 flertal for forslaget var sikret i

Folketinget. At disse spørgsmål er blevet udsendt til folkeafstemning kan betragtes som en

forfatningsmæssige norm, der er et resultat af en politisk anerkendelse af den betragtelige

folkelige skepsis mod Danmarks medlemskab af EF/EU. Dette var også tilfældet for euro-

afstemningen. Forud for afstemningen i Folketinget om forslaget til tiltrædelsesloven, L157,

havde man besluttet at loven under alle omstændigheder skulle til folkeafstemning også, hvis

der blev opnået et flertal på 5/6 af Folketingets medlemmer - dette blev imidlertid ikke

opnået, da 141 stemt for og 34 imod.22

Realpolitisk udgør folkeafstemningen et brud på den politisk normaltilstand, som

karakteriserer det daglige politiske liv. Jeg vil her pege på nogle generelle træk, som i

analysen vil blive sat op overfor den konkrete situation under euro-afstemningen.

For vælgerne giver folkeafstemningssituationen en mulighed for en direkte

demokratisk indflydelse på politikken som ellers kun er tilstede ved folketings- og europa-

parlamentsvalg. Vælgerne gives her muligheden for at stemme uafhængigt af de folkevalgtes

holdninger. I et studie af alle folkeafstemninger om europæisk integration konkluderede

Simon Hug og Pascal Sciarini at, ”Where governments call a referendum with binding

character government supporters strongly follow their leaders recommendations” (Hug i

Qvortrup 2001), men erfaringer viser, at dette ikke altid er tilfældet for de danske vælgere.

Folkeafstemningskampagner adskiller sig fra valgkampagner ved, at der i højere grad er tale

om en informationskampagne op hvor et nyt emne bliver præsenteret for vælgerne (Leduc

2000), men hvor der samtidig, i særdeleshed ved danske EU-afstemningen, på forhånd findes

nogle meget fastlåste holdninger blandt dele af befolkningen, som bunder i ideologiske,

historiske og kulturelle forhold.

For politikerne giver folkeafstemningen mulighed for nye typer af alliancedannelser,

der ofte på tværs af det politiske spektrum giver sig udslag i ”unormale” politisk tilstande.

Oppositionspartier kan gå sammen om fælles politiske udspil, men som det viste sig under

euro-afstemningen, sker dette ofte i en nøje afstemte balance, hvor det på den ene side gælder

om at dele budskabet, men hvor det på den anden side vil virke skadeligt at fremstå som en

for stærk fælles front. Samtidig kan partierne løbende rationelt vurdere, hvorvidt de

indenrigspolitiske gevinster ved at bryde en alliance kan opveje fordelene ved at holde en

kunstig alliance sammen.

22 Til folkeafstemningen om euroen knytter sig også det specielle forhold, at undtagelsen om dansk medlemsskab af euroen blev vedtaget ved et nationalt kompromis, hvor parterne forpligtede sig til at aftalen kun kunne ophæves ved folkets stemme (Ifølge Folketingets EU-oplysning).

28

For medierne giver folkeafstemninger også unormale tilstande, hvor spalterne massivt

bliver fyldt op med dækning af både selve debatten/kampagnens forløb men også af konkrete

valgtemaer. Fra sag til sag kan medierne enten støtte eller modarbejde valgtemaet, men

konkrete erfaringer fra danske folkeafstemninger om Europa har vist, at medierne i deres

ledere oftest støtter videre integration, mens modstanderne har fået mere spalteplads i form af

artikler, læserbreve og indlæg.

Der foreligger en række undersøgelser af hvilke strukturelle faktorer der karakteriserer

folkeafstemningen. Mads Qvortrup (2001a:192) viser, hvordan ja-resultater oftest opnås, hvor

regeringer er nyligt tiltrådte. Dette kan skyldes, at en regeringsperiode aldrig er

omkostningsneutral, og jo længere tid en regering har siddet, jo flere upopulære beslutninger

kan den have på samvittigheden. Dette var tilfældet ved afstemningen i 1972 og i 1993 med

henholdsvis Jens Otto Krag og Poul Nyrup Rasmussen regeringerne. Tilsvarende tabte Poul

Schlüters regering Maastricht-afstemningen i 1992 efter en ti-årig regeringsperiode, og det

tyder på, at der også var elementer af træthed af Nyrup regeringen, der ved euro-afstemningen

var medvirkende til nej’et. Andre strukturelle faktorer knytter sig til landets økonomiske

situation, hvor internationale erfaringer viser, at vælgerne har en tilbøjelighed til at straffe en

regering, der har ført en dårlig økonomisk politik. Ligeledes er der en voksende konsensus

blandt forskere, der viser, at vælgere har en tendens til at overtage holdninger fra personer,

som de generelt har tiltro til i stedet for selv at sætte sig detaljeret ind i sagen. Ved euro-

afstemningen benyttede både nej- og ja-siden sig af sådanne advocacy-coalitions og andre

frontfigurer i deres kampagner (Qvortrup 2001a:195).

3.2. Folketingsvalget

Folketingsvalget en den mest centrale institutionaliseret valghandling i det danske politiske

system. Grundlovens § 32 stk. 1. foreskriver, at Folketingets medlemmer vælges for fire år,

og i stk. 3. lyder, at det påhviler statsministeren at foranledige, at nyvalg afholdes inden

valgperiodens udløb. Det er her de parlamentariske styrkeforhold afprøves, og her det afgøres,

hvem der får mulighed for at danne regering. Siden parlamentarismens gennembrud i

Danmark i 1901 har den parlamentariske styringskæde23 været idealet for det repræsentative

demokrati, et ideal hvor al magt skal kunne legitimeres gennem afgørelsen på valgdagen. Men

styringskæden er en kæde med mange led, og for hvert led man går frem i kæden, des mere

usikker bliver forbindelsen tilbage til valgene (Madsen 1995:10). På trods af at idealet om

23 Den parlamentariske styringskæde illustrerer hvordan magten udspringer af valgene, hvor folket vælger Folketinget, som udpeger/kontrollerer regeringen, som styrer forvaltningen, som administrerer folket.

29

styringskæden i den virkelige verden kan være svær at få øje på, så udgør Folketinget stadig

en central del af vores repræsentative demokrati og tanken om folkestyret. Den intensitet

hvormed moderne valgkampe udspilles afspejler valghandlingens betydning.

For vælgerne er folketingsvalget den grundlovssikrede ret til at få direkte

medbestemmelse over, hvem de vil regeres af. Vælgerne er en central del af valgkampen. Det

er dem der spilles op til, og det er dem der afgør valgets endelige udslag. Nogle vælgere er

aktive og opsøger selv de politikere, de senere skal stemme på ved valgmøder eller andre

arrangementer i den offentlig valgkamp. Men hovedparten af vælgerne er passive. De

forbliver et sted ”derude”, mens politikerne gør sig deres anstrengelser for at nå dem med de

rette budskaber. Der opstår derfor let myter eller forvrængede forestillinger om vælgerne. I

analysen af folketingsvalget i 1998 ”Vælgere med omtanke” (Andersen 1999) beskriver

forfatterne forskellige vælgergrupper: Der findes rationelle vælgere, der tager udgangspunkt i

egne snævre behov og interesser, samt de selvoptagne individualister, der hverken skelner til

fælles problemer eller rationelle løsninger. Vælgerne kan også opfattes som ideologisk

velfunderede med en god forståelse for det politiske systems opbygning, eller som mere

fremmedgjorte overfor politik og politikere. Fælles for disse forestillinger om vælgerne er, at

der bagved ligger en bestemt rationalitet eller logik, som det er muligt for partierne at

appellere til, hvis de rigtige ord bliver sagt på det rette tidspunkt (Andersen 1999:1). De

konkrete erfaringer fra 1998-valget er, at vælgerne træffer deres valg med omtanke. At de er

opmærksomme og reflekterende og dermed i stand til at overveje og vurdere den politiske

situation og sammenholde den med deres egne værdier, før de træffer et valg. Overordnet er

der dog registreret en stadig stigende tendens til en større grad af issue-voting, dvs.

stemmeafgivelse på baggrund af stillingtagen til konkrete spørgsmål. Dette erstatter de

traditionelle socioøkonomiske faktorer som uddannelse, indkomst, køn, alder, bopæl mv. som

tidligere i højere grad bestemte vælgerpræferencer.

For politikerne er folketingsvalget afgørelsen om hvem der bliver valgt ind og hvem

der ryger ud af Folketinget. Kampen mellem politikerne er intens, og der foregår mange spil

på mange planer. Mellem modstridende partier bliver forskelle uddybet og standpunkter

strammet op. Partier, der går til valg sammen, skal fremstå enige for at styrke troværdigheden

i alliancen, men ikke så enige at individuelle forskelle udviskes. Kampen kan foregå enten

ved national profilering eller ved lokal profilering i de enkelte kredse. Internt i partier kan

enkelte kandidater kæmpe om de samme pladser, og her er kampen ligeså intens som på

partiplan, om end den ofte forgår mere i det skjulte.

30

For medierne er valgkampen den endelige styrkeprøve som skal teste om de kan magte

nyhedsdækningen i en så intens periode, og om de selv kan være med til at sætte den politiske

dagsorden. Herved opstår også et spil mellem medierne og politikerne om adgang til

dagsordenen. Hvor mediedagsordenen til hverdag i et vist omfang er resultatet af en

forhandling mellem politikerne og medierne, er forholdet under kampagnen i højere grad

præget af konflikt. Dette skyldes skarpere modstridende interesser mellem politikerne, der

planlægger en kampagne hvori en styring af medierne indgår og medierne, som ikke vil lade

sig diktere, men derimod selv ønsker at definere dagsordenen. Mediernes logik og

nyhedskriterier vil typisk definere andre dagsordener, end dem politikerne ønsker at sætte, og

dem befolkningen ønsker at høre.

Som ved folkeafstemningen er også folketingsvalget underlagt en række strukturelle

faktorer som vælgerne reagerer efter. Dette kan være partiidentifikation, politisk interesse,

tillid og mistillid til politikere og tilfredshed med demokratiet. Dertil kommer den politiske

cyklus, som også genfindes i andre landes politiske systemer, som dikterer et naturligt ønske

om et regeringsskifte hvis de samme ansigter har været ved magten for længe. I forlængelse af

dette står det parlamentariske system, som i Danmark traditionelt er kendetegnet ved høj

stabilitet, konsensus og midtersøgning (Andersen 1999:284).

31

4. VALGKAMPENS AKTØRER OG KAMPAGNETEKNIKKER

I dette afsnit gennemgås udviklingen indenfor forskningen i politisk kommunikation og

politiske kampagneeffekter. Denne forskning er grundlæggende for specialet, idet den bringer

klarhed over hvilken effekt kampagner har på vælgeradfærd, hvilken magt og indflydelse

medierne kan tillægges samt hvilke aktører der er de væsentligste i dette spil.

4.1. Den politiske kampagnes aktører

Moderne politiske kampagner udspiller sig i trekanten mellem tre aktørgrupper, politikere,

medier og vælgere (McNair 1999, Kavanagh 1995). For alle tre grupper er der blevet udført

studier af deres handlinger, motiver og logikker.

Studier af vælgeradfærd og stemmeafgivelser er mangetallige og udbredte. Politikere

og kampagnemagere har en indlysende interesse i resultater, som vil kunne hjælpe dem til

systematisk at maksimere udbyttet af deres politiske kommunikation. Konklusionerne i

størstedelen af disse studier går på, at flertallet af vælgere bestemmer sig for hvor krydset skal

sættes i god tid før den egentlige valgkamp begynder. Dette har mere end noget andet påvirket

det politiske klima, som derfor udvikler sig mod en permanent tilstand af valgkamp eller ”the

permanent campaign” som udviklingen er blevet døbt i udlandet (se bl.a. McNair 1999, Norris

1999). Andre studier peger på, at vælgerne bl.a. som en konsekvens af at valgkampen er

blevet et strukturelt fænomen i samfundet distancerer sig fra det politiske liv med apati og

øget politikerlede til følge (bl.a. McNair 2000). Andre studier igen påpeger dog, at vælgerne

er meget politisk engagerede og vedvarende søger indsigt i politiske spørgsmål, men at dette

umuliggøres af politikernes og mediernes fælles forfladigelse af politikken (Andersen 1999).

Udover vælgeradfærdsstudier er fokus de seneste årtier i stadig stigende grad blevet

vendt mod medierne og deres rolle i politiske kampagner. Langt størstedelen af den

information vælgerne får om samfundet og de konkrete valgkampssituationer kommer fra

medierne, og i stadig stigende grad fra fjernsynsmediet (se. bl.a. Kavanagh 1995). Politikerne

og strategerne er derfor afhængige af medierne i deres kampagner, og som også beskrevet

tidligere tilpasser politikerne stigende grad deres kampagner efter mediernes logikker.

Den tredje side af trekanten udgør politikerne og deres strateger og rådgivere. Dette er

den mindst udforskede aktørgruppe, og de studier der findes bygger fortrinsvis på

amerikanske eller engelske erfaringer. Fællesnævneren for flere af disse studier er hvorledes

professionalisering af de politiske kampagner har haft negative konsekvenser for demokratiet

og det politiske engagement. Disse problemstillinger er på det seneste også dukket op i den

danske debat, hvor politikernes mediehåndtering og brug af spindoktorer bliver kritiseret for

32

at lede til politisk forfladigelse og populisme. Andre kommentatorer har dog forsvaret

spindoktorerne som dem, der i lyset af et allerede faldende politisk engagement, ved hjælp af

målrettet kommunikation netop hjælper politikkerne til at genoprette kontakten med borgerne

(se bl.a. Jønsson 2001).

4.2. Kampagneeffekter

Studiet af kampagneeffekter er et meget omdiskuteret og ømtåleligt emne, som både har store

metodemæssige og realpolitiske konsekvenser (Norris 1999, McNair 2000), og som i sidste

ende også er det centrale spørgsmål dette studie. Spørgsmålet kan koges ned til det

grundlæggende: ”virker det?”. Metodemæssigt er det et meget centralt spørgsmål, som kan

forene alle effekt-forskere. Principielt undersøges, årsag-effekt sammenhænge mellem et

stykke politisk kommunikation og modtagerens handlinger. Hvorledes kan effekten af et

stykke kommunikation isoleres fra andre faktorer, der er tilstede under valgkampen? Og

hvilken effekt har netop dette stykke kommunikation på den endelige stemmeafgivelse?

Realpolitisk har dette selvfølgelig stor betydning for, hvordan den politiske kommunikation

bliver tilrettelagt, hvilke strategier der bliver lagt, hvordan ressourcerne skal bruges osv.

Effektforskningen har undergået en betydelig udvikling, siden de først skridt blev taget

i starten af dette århundrede. Walter Lippmann var den første, der arbejdede målrettet med

effekterne af massekommunikation. I 1922 udgav han Public Opinion, et værk som senere er

blevet genoptrykt utallige gange, og hvori udviklingen indenfor massemedierne beskrives.

Konklusionen lyder, at selvom folkestemningen altid er blevet påvirket af populære

demagoger, så har de moderne massemedier givet politikere en hidtil uset mulighed for at

påvirke den offentlige meningsdannelse. Som det lyder allerede i 1922: ”Within the life of the

generation now in control of affairs, persuasion has become a self-conscious art, and a regular

organ of government” (Lippmann 1997). Lippmann fortsatte i sin bog med at advare mod

konsekvenserne for demokratiet af denne udvikling. I og med, at samfundet bliver mere og

mere kompliceret, bliver det mere og mere magtpåliggende for journalister eller ”publicity

men” på ansvarlig vis at yde en fair og objektiv politisk dækning. For deres magt til at forme

den offentlige mening er enorm.24

24 For over 80 års siden var Walter Lippmann den første til at erkende, at demokratiet har ”turned a corner” i den forstand, at for fremtiden kommer politik i stadig stigende grad til at dreje sig om ”the manufacture of consent” godt hjulpet på vej af en trofast skare af ”press agents” (Lippmann 1997). ”The Manufacturing of Consent – the political economy of the mass media” er også titlen på Edward Herman og Noam Chomskys meget debatterede bog fra 1988, hvori de moderne massemedier (specielt i USA) beskrives som dominerede af økonomiske interesser, der udelukkende søger at opretholde den samfundsmæssige status quo for i sidste ende at bevare deres egen magtposition.

33

En række andre studier i mellemkrigstiden viste ligeledes, hvordan massekommunikation og

propaganda kunne have en direkte og afgørende effekt på den offentlige mening og i sidste

ende påvirke stemmeafgivelsen (se bl.a. Lowery 1995).

I 1940erne brød Paul Lazarsfelt med de traditionelle propagandateoretiske tilgange til

effektstudierne ved at udføre den første systematiske forskning i offentlig meningsdannelse på

baggrund af en række survey- og panelundersøgelser af de amerikanske valg 1940-44. De

mest konkrete resultater af disse undersøgelser var, at kampagner forstærkede og ikke

ændrede vælgernes præferencer, samt at socioøkonomiske forhold betød, at de i forvejen mest

veluddannede borgere fik mest information ud af kampagneforløbet (Norris 2000:6). Alt i alt

konkluderede Lazarsfelt, at tidligere tiders propagandateori i høj grad havde overdrevet den

politiske kommunikations effekt på offentlighedens meningsdannelse.25

I efterkrigstiden fokuserede forskningen indenfor massekommunikation i høj grad på

mediernes effekt, og Lazarsfelts konklusion om den politiske kommunikations begrænsede

effekt på det endelige valgresultat blev begrænset. Men spørgsmålet om hvad der så har den

afgørende betydning begyndte at dukke op. Forskningens fokus drejede væk fra

massekommunikationen og over mod mediernes effekt og magt til decideret forskning i

vælgeradfærd baseret på social-psykologiske teorier (Norris 2000).

I dag opereres med en række indgangsvinkler og instrumenter til effektmålinger –

ændringen i vælgeradfærd fra T0 til T1. Disse omfatter bl.a. 1) Panelundersøgelser eller fokus

grupper, hvor en række udvalgte personer interviewes og udspørges om deres personlige

holdninger til en given kampagne. 2) Eksperimenter (som typisk er amerikansk inspireret og

udført) er en mere kontrolleret udgave af 1, hvor forsøgspersoner i et lukket miljø bliver

forevist f.eks. en valgreklamefilm eller en valgplakat, og hvor disses effekter på

forsøgspersonernes præferencer efterfølgende analyseres. 3) Aggregerede undersøgelser

omfatter bl.a. meningsmålinger og optælling, hvilket giver mere kvantificerbare data,

hvorimod 4) Interviews med nøglepersoner giver mere kvalitative data, som kan bruges til at

belyse centralt placerede personers oplevelser af en konkret kampagnesituation.

En proces-effekt model af den politiske kommunikation viser, at medierne kan påvirke

den offentlige mening gennem tre kanaler: 1) Ved at oplyse og skabe engagement blandt

vælgeren, 2) ved at definere og prioritere sager på den politiske dagsorden, og 3) ved at

25 Harold Lasswells klassiske proces tilgang: “Who says what through which channel to whom with what effect” er en lineær og mekanisk kommunikationsmodel som baserer sig på en kausal årsags-virkning effekt. Oprindeligt udgivet 1948 har denne ”message transmission theory” som den blevet døbt dannet skole indenfor kommunikationsteori, og den er vokset ud af denne bekymring for propagandaens væsen og effekter.

34

påvirke vælgernes politiske præferencer (Norris 1999:10). Hver af disse metoder har sine

fordele og ulemper, og en god analyse omfatter mere end én analyseform for at kunne give et

retvisende billede af virkeligheden (McNair 1999:29-34).

Der er dog sket en udvikling de senere år i mange lande, inklusiv Danmark, hvor

faldende partiloyalitet og større vælgervandringer (se Norris 1999:9, Madsen 1995) har

ændret det traditionelle politiske rum. Dette har givet nye vilkår for den politiske

kommunikation og kampagner, som er øget i omfang. Om den politiske kommunikation også

er øget i betydning er et spørgsmål, som vi først nu er begyndt at forstå konsekvenserne af.26

En central bog der behandler dette emne er Pippa Norris’ On Message – communicating the

campaign (1999), hvor New Labours jordskreds valgsejr i England i 1997 analyseres. Norris

slår fast, at ”there has been little examination of the systematic evidence about the effects of

political communication in Britain” (p. 3), og hun undersøger rigtigheden af udsagnet: ”that

Labour won because of their superiority in image-building, news management and political

marketing” (p. 9). Mange har siden 1997 erklæret sig enige I, at strategisk kommunikation var

en essentiel faktor bag Labours jordskredssejr i England i 1997 og, at Labours

kampagnestrategier i høj grad var til mediestrategier. Det som Norris og hendes

medforfatterne når frem til er dog, at Labours jordskredssejr ikke kom i hus på grund af disse

tiltag, men snarere skyldtes en kombination af New Labours langsigtede re-branding godt

hjulpet på vej af det konservative partis udbrændthed og interne stridigheder.27 Den endelige

konklusion i bogen er, at valg ikke bliver afgjort under den officielle valgkampagne, men

hovedsageligt er et resultat af en langsigtet påvirkning af vælgerne.

4.3. Agenda-setting

En anden væsentlig forskningstradition er agenda-setting eller dagsordenforskningen.

Indenfor agenda-setting teori opereres overordnet med tre forskellige dagsordener: 1)

mediedagsordenen som er de sager medierne tager op i en given prioritering, 2) den offentlige

dagsorden er det som optager befolkningen (vælgerne) og 3) den politiske dagsorden som er

de sager politikerne arbejder med (Nielsen 2000:27-8).

26 Engelsk medieforskning, som på mange punkter er mere udviklet end den danske, har i mange år fokuseret på tabloidiseringen af pressen – eller ”dumping-down” som tendensen kaldes. Dette begreb henviser til den popularisering, person- og konfliktorientering, som også kan spores i den danske mediedebat. Det er et godt og meget relevant spørgsmål, om den engelske dumping-down diskussion er et symptom på den professionalisering af den politiske mediehåndtering og indarbejdelsen af strategisk kommunikation, som ses i den engelske politiske verden, eller om det er en konsekvens af denne udvikling (Blumler 1995). 27 Bogen konkludere faktisk, at The Liberal Democrates kom bedst ud af valgkampen målt ud fra parameteret om, hvilket parti det bedst lykkedes for at få deres mærkesager på mediedagsordenen.

35

En af de væsentligste bøger om dagsordensætning er Dearing og Rogers’ Agenda-Setting

(1996). Her defineres dagsordenen som: ”An agenda is a set of issues that are communicated

in a hierachy of importance at a point in time” (p. 2). Dagsordenen er således ikke en fast

størrelse, men et resultat af et dynamisk samspil mellem flere forskellige faktorer. Nielsen

skriver ligeledes, at ”sager stiger og falder i oplevet betydning over tid, hvilket giver dem

vekslende status på dagsordenen. En dagsorden giver et øjebliksbillede af denne fluktuation”

(p. 28). Der logiske formål med at have en dagsorden i det sociale system er, at problemer kan

blive prioriteret før de bliver behandlet. Når det udvælges, hvad der kommer på dagsordenen

og hvor højt dette emne placeres, ligger det implicit, at noget andet ikke kommer på

dagsordenen eller ikke ligger så højt på den. Det er derfor en magtposition at være i stand til

at påvirke den dagsordensskabende proces (Nielsen 2000:28).

Dagsordenens betydning er gennem tiden steget i takt med mediernes betydning, og

selvom meget dagsordenforskning er nået til enighed om, at pressen ikke har så stor

indflydelse på, hvad folk mener, så har den stor indflydelse på, hvad folk mener noget om (se

bl.a. Esmark 1999, Dearing 1996). Studiet af dagsordensætning er således et studie i

samfundsmæssig forandring eller stabilitet: Hvad der kommer op i medierne, bliver noget

befolkningen taler om. Hvad der optager befolkningen, er politikerne nødt til at tage sig af,

hvis de gerne vil genvælges.28 Denne agenda-setter model har stor erkendelsesmæssig

betydning, men hvis den ses efter i sømmene, vil det fremgå, at den halter på mange områder.

Nærstudier af daglige medieforløb i Danmark har vist, at udviklingen af

mediedagsordenen, den offentlige dagsorden og den politiske dagsorden er en dynamisk

proces, under konstant konkurrence og forhandling mellem de tre parter. Og som tillige også

påvirkes af andre eksterne faktorer og aktører. Nyheden fungerer kun som adgang til den

politiske dagsorden, fordi politiske aktører som folketingspolitikere, regerninsgmedlemmer

mv., stiller sig til rådighed som igangsættere, informationskilder og dialogpartnere. På særlige

områder kan medierne gøre sig mere eller mindre selvstændigt gældende, men ene dominerer

de hverken dagsordensættelsen eller politikken i bredere forstand. (Petersen 2000).

Der er imidlertid også forskel på den dagsordenssættende proces i hverdagen og under

kampagnen. Hvor forhandlingen kan være den mest fremtrædende dagsordensskabende

proces til hverdagen, trækkes grænserne skarpere op under et kampagneforløb. Kampagnens

intense natur og begrænsede tidshorisont gør, at den dagordensskabende proces i højere grad

28 Agenda-setting teori fokuserer først og fremmest på omfanget af dækning, men ikke på hvilken type dækningen udgør, f.eks. i forbindelse med tonefald, vinklinger mv.

36

bygger på konflikt og konkurrence. I analysen vil jeg forsøge at klarlægge, i hvilket omfang

dette kan underbygges af de konkrete forløb under euro-afstemningen og folketingsvalget.

4.4. Argumentation og overtalelse

Sidste del af denne teoretiske gennemgang handler om kampagners helt overordnede formål –

at overtale. Overordnet set sker overtalelse gennem argumenter og retorik, og retorik er her

defineret som kommunikation, der har til formål at overtale. Overtalelse hviler på evnen til at

organisere virkelighedsopfattelser og erfaringer hos den, der skal overtales. Retorik involverer

således også forståelse af hvad der betyder noget hos folk. Den klassiske retorik opererer med

tre elementer, logos, ethos og pathos.

Overtalelse gennem logos foregår som en appel til forstanden eller intellektet gennem

en rationel argumentation. Overtagelse gennem ethos appellerer til tilliden til afsenderens

personlighed, integritet og troværdighed, mens overtagelse via pathos spiller på spontane

følelser, der opstår i kommunikationssituationen (Nielsen 2000:175-192).

I forsøget på at overbevise gennem argumentation kan aktørerne bruge forskellige

virkemidler og strategier. Dette kan gøres gennem enthymemet og eksemplet.

Enthymemet kan opfattes som en argumentationsproces, hvor en eller flere sætninger

er udeladt. Det kan beskrives som en præmis plus en påstand plus en skjult præmis som er

underforstået eller formodet. Lars Nielsen forklarede således i interviewet (LN svar 31),

hvorledes Det Radikale Venstre i højere grad skulle have arbejdet med en

argumentationsrække, hvor dansk deltagelse i euro-samarbejdet blev præsenteret som en

forlængelse af den sikre og stabile økonomiske politik, Danmark har ført de sidste 20 år. Den

danske politiske historie bliver hermed brugt som et forbillede, og de implicitte præmisser kan

således referere til noget fælles, til kulturen og historien hos modtagerne.

Eksemplet spiller også en stor rolle i praktisk argumentation. Tankegangen er, at visse

hændelser og visse personernes handlinger og ytringer kan blive forbillede for andre

mennesker – positivt eller negativt. Det samme gælder for endorsement strategien, hvor

kendte og sympatiske mennesker, som det er let at personificere sig med, optræder som

bannerholdere for politiske synspunkter.29 Eksempler er en vigtig del af fællesskabets kultur,

idet de forsøger at definere og systematisere de dyder og laster, som skal ligge til grund for

den officielle samfundsorden.

29 Et eksempel på dette er den ØMU-pjece som blev udgivet af økonomiministeriet med Lise Nørgaard som frontfigur. Også nej-siden benyttede mange kultur-personligheder som bannerførere i deres kampagne.

37

I analyserne undersøges, hvorledes de forskellige politiske partier bevidst benyttede sig af

logos, ethos, pathos og forskellige argumentationselementer i deres politiske kommunikation

til vælgerne.

38

5. PROFESSIONALISERINGEN AF DEN POLITISKE KOMMUNIKATION

Som vist i afsnit 2.2. om medierne og den politiske dagsorden som institutioner, har Danmark

de sidste 20 år fået en selvstændig politisk journalistik, der bidrager aktivt til udviklingen af

den politiske dagsorden. Den politiske journalistik er dermed blevet en vigtig politisk aktør,

der ikke blot er med til at formidle politiske begivenheder, men som også deltager i skabelsen

af dem. Hensigten med dette kapitel er at give læseren et klart fundament for at forstå det

samfund og det miljø hvori euro-afstemningen og folketingsvalget udspillede sig.

5.1. Politikkens medialisering – mediernes vs. politikkens logik

Institutionalisering og selvstændiggørelse af medierne og den politiske dagsorden har ændret

det politiske billede. Samtlige aktører virker i stadig stigende grad under præmisserne

rationalitet, selvstændighed, egne interesser, information og handlemulighed, hvilket gør at

de i deres handlinger kan analyseres som spillere.

Rationalitet er den overordnede erkendelsesretning, der bunder i, at fornuften er den

vigtigste kilde til erkendelse. Forudsætningen for at en spil-situation kan opstå, er netop den

strategiske tænkning hos aktørerne, som er muliggjort ved opfyldelsen af

rationalitetspræmissen. Tidligere var aktørernes handlinger strukturelt begrænset til de

etablerede politiske institutioner som Folketing og partier, og dette begrænsede igen

muligheden for rationel handlen. Med selvstændiggørelsen af den politiske journalistik og den

politiske dagsorden er disse bindinger ophævet, og der er de sidste årtier opstået en politisk

dagsorden der fungerer, som et fælles orienteringspunkt for en mangfoldighed af medie- og

politiske aktører.

Med selvstændigheden følger også aktørernes mulighed for forfølgelse af egne

interesser. Dette ses bl.a. i den dagsordenskabende proces, som igen kun er mulig i et system

med fri information og fri konkurrence mellem både medierne og politikerne. Den fri

informationsudveksling sikrer en løsrivelse fra en fælles formaliseret dagsorden. Disse

præmisser giver både de politiske og journalistiske aktører væsentligt øgede

handlemuligheder, og dette illustreres ved at journalistikkens logik og nyhedskriterier har haft

sit indtog i politikkens logik og arbejdsbetingelser, og omvendt.

I Først med det sidste – en nyhedsuge i Danmark viser Anker Brink Lund, hvordan

mediernes logik, der bl.a. defineres som de journalistiske nyhedskriterier, indvirker på

journalisternes arbejde og deres prioritering af nyheder. I bogen vises hvorledes journalisten i

dagens mediemiljø kun er en blandt mange aktører, der dagligt kæmper om at skabe mening i

den voksende informationsstrøm (Lund 2000:143). Den tid er forbi, hvor journalister

39

egenhændigt kan diktere dagens samtaleemne på baggrund af de traditionelle nyhedskriterier

som sensation, identifikation, miljønærhed, aktualitet, væsentlighed og forståelse. I dagens

mediebillede foregår sorteringen af nyhedsemner ikke kun af professionelle redaktører, der

vurderer tidens begivenheder ud fra journalistiske normer. Det offentlige rum er blevet

forvandlet til en kommunikativ kampplads, hvor firmaer, forretninger,

interesseorganisationer, medier og myndigheder kæmper om borgernes opmærksomhed. I

denne kamp er to modstridende mentaliteter med til at definere mediernes logik. For det første

en lemmingementalitet, som gør, at alle medier forfølger samme historier af frygt for ikke at

tage part i den offentlige debat. Og for det andet solomentaliteten, som gør, at alle medier

ønsker en eneret til at definere den offentlige debat. Solo-historier er dermed blevet et

væsentligt nyhedskriterium i mediernes.

Ifølge Stig Hjarvard må politikerne i dette spil i stigende grad formidle deres

budskaber på mediernes præmisser med det resultat, at rollefordelingen mellem politiker,

journalist og borger ændres. Politikerens autoritet på baggrund af et valgt mandat er faldet, og

autoriteten skal i dag opbygges og vedligeholdes ved at demonstrere evne til at beherske

mediernes foretrukne kommunikationsformer samt ved at forstå og udnytte de vilkår, der

præger den moderne offentlige debat (Hjarvard 1999:31). Andre som f.eks. Peter Bro vil

mene, at journalisterne i stedet skal forholde sig kritisk til, eller direkte tage afstand fra

politikernes forsøg på at styre debatten. I stedet burde journalisterne selvstændigt opsøge

nyheder, der har borgernes interesse eller samfundsmæssig relevans (Jønsson 2001).

Sociologen Pierre Bourdieu var en af de mest udtalte kritikere af massemediernes

arbejdsmetoder. I On Television and Journalism (1996) beskyldte han massemedierne,

specielt tv, for at dyrke det spektakulære, det overfladiske og det populistiske samt for kun at

samarbejde med forskerverdens ”fast-thinkers” – de intellektuelles svar på fastfood. Ifølge

Bourdieu har den journalistiske praksis udviklet sig i en retning, hvor hensynet til de interne

prestigekampe på massemediefeltet vejer tungere end hensynet til folkeoplysning og offentlig

debat. Og de forskere som samarbejder med medierne, gør det ikke på deres egne vilkår men

helt på massemediernes betingelser.

Kort fortalt fremstår mediernes virkelighedsforståelse og logik i dagens mediebillede

som polariserende, personfikseret, konfliktorienteret og med fokus på processer og

simplificeringer. Dette skal ses i modsætning til politikkens logik, som i højere grad baserer

sig på alliancer og samarbejde, konsensus og forlig samt langsigtet og detaljerede

diskussioner (Jønsson 2001:31). Disse to diametrale modsætninger må dog for at passe til

40

nutidens medie- og politiske forbrugere sættes sammen til én formel – politikken bliver

medialiseret.

5.2. Politisk kommunikation under udvikling

Udviklingen indenfor den politiske kommunikation i Danmark kan beskrives på to planer. Det

første plan vedrører de institutionelle rammer, som det politiske kommunikationssystem

opererer under, og det omfatter de involverede aktørers selvopfattelse og de strukturelle

præmisser aktørerne har til rådighed. På dette institutionelle plan er den politiske

kommunikation over en årrække blevet stabiliseret i kraft af institutionaliseringen af bestemte

konventioner og handlingsmønstre som bl.a. inkluderer den førnævnte medialisering af

politikken.

Der andet plan vedrører den konkrete og mere håndgribelige udvikling, der har fundet

sted delvist som en nødvendig reaktion på den institutionelle udvikling. Det omfatter f.eks.

professionaliseringen af de politiske partiers organisering af mediehåndtering, antallet af

ansatte beskæftiget med mediehåndtering, hvor mange ressourcer der er tilsidesat til

informations og kommunikationsafdelinger, hvor mange spaltemillimeter pressen bruger til at

dække politiske begivenheder, hvilken type dækning dette er osv. De to planer kan ikke

adskilles fra hinanden, da det første institutionelle plan definerer den bagvedliggende

strukturelle udvikling der har betinget den konkrete udvikling.

I Danmark begyndte professionaliseringen af den politiske kommunikation for alvor i

1960’erne og 70’erne. Ved jordskredsvalget i 1973 blev de fire gamle partier udfordret af

politiske ledere som Erhard Jakobsen og Mogens Glistrup, der med enkle og kraftfulde

budskaber effektivt trængte igennem i medierne, for efterfølgende at sikre sig et betydeligt

antal pladser i Folketinget. Fra den tid begyndte aviser og tv for alvor at spille en vigtig rolle

for alle deltagere i politik, og man kan således tale om de gamle partiers skift fra massepartier

til mediepartier. I tråd med mediernes selvstændiggørelse, tilpassede politikerne sig den nye

virkelighed og forsøgte at tilpasse deres politiske budskaber efter mediernes rutiner og logik.

Politikerne lærte, at succes med at komme i medierne krævede, at de kunne udvælge

enkeltsager, at præsentationen af politikken var ligeså vigtig som politikkens indhold, at

præsentationen skulle holdes i korte og klare udsagn samt at der med fordel kunne være

personlige forhold med i spillet (Bek 2000:67). Det er næppe nogen tilfældighed, at Hilmar

Baunsgaard var reklamemand, og at Uffe Ellemann-Jensen var journalist med erfaring fra tv-

mediet. Det er også velkendt, at Socialdemokratiets topfolk i denne periode lod sig rådgive af

filminstruktøren Bent Christensen (Thorberg 2001).

41

Op gennem firserne blev disse forhold mere og mere tydelige, og det var under Poul Schlüters

regeringsperiode, at professionelle medierådgivere blev inviteret permanent indenfor hos de

danske ministre. Poul Nyrup Rasmussens første regering i 1993 fortsatte stort set den

informationspolitik, der havde karakteriseret Schlüter regeringens sidste år. Men ligesom det

skete for Schlüter, kom Poul Nyrup Rasmussen i løbet at få år også ud i stormvejr, da medie-

medvinden vendte for den nye socialdemokratiske regering. Pressen fokuserede for meget på

uld-i-mund, cykelhjelme og enkeltsager, og resultatet blev en kraftig oprustning i

medierådgivningen af regeringens ministre. Nye tider i forholdet mellem politikere og medier

i Danmark blev varslet. Nyrup Rasmussen var således den første statsminister, der konsekvent

begyndte at inddrage brugen af medierne i alle aspekter af regeringsarbejdet. Dette kan

direkte ses ved, at samtlige ministerier og partier gennem de sidste ti år har ansat pressechefer

eller mediemedarbejdere, og generelt bliver kommunikationskompetence i stigende grad

efterspurgt af alle aktører på den politiske arena.

Som en indikator for den øgede professionalisering og bevidsthed om politisk

kommunikation kan antallet af avisartikler, hvor ordet spindoktor indgår opgives. Ved at søge

i Polinfos30 avisarkiv på ordene ”spindoktor”, ”spin-doktor” og ”spin doctor,”31 afsløres en

markant stigning af brugen af disse ord indenfor de sidste to år:

Tabel 1: Antallet af artikler indeholdende ordene ”spindoktor”, ”spin-doktor” eller ”spin doctor”

2001: 256 (mange artikler skrevet i forbindelse med folketingsvalget) 2000: 112 1999: 46 1998: 45 (flertallet af artikler skrevet i forbindelse med folketingsvalget) 1997: 4 1996: 3 1995: 0 1994: 0 1993: 0 1992: 2 (begge artikler om præsidentvalgkampen i USA)

( Kilde: Polinfo)

30 www.polinfo.dk er en database med artikler fra en række aviser og magasiner deriblandt samtlige danske dagblade på nær Børsen, Berlingske Tidende og BT. www.avisdata.dk indeholder artikler fra Berlingske Tidende, BT og Weekendsavisen. Begge databaser indeholder artikler flere år tilbage og kan betjenes med avancerede søgefunktioner på f.eks. indeholdte ord, forfatternavn, overskrift og tidsrum. 31 Søgningen er foretaget på alle versioner af ordene således at f.eks. ”spindoktorens” og ”spin-doktorene” også er medtaget. Søgning er også renset for brugen af ordet i sammenhænge der ikke har noget med kommunikation at gøre, f.eks. artikler med det amerikanske band ”Spin Doctors”.

42

5.3. Udenlandsk inspiration

Danske politikere, strateger og medierådgivere har i høj grad set til udlandet for at finde

inspiration til udviklingen af egne kommunikationskompetencer og -apparater. Inspirationen

er hovedsagligt fundet i USA og i England (se bl.a. Larsen 2000a).

Professionel medierådgivning begyndte i USA i begyndelsen af dette århundrede.

Udviklingen tog for alvor fart i perioden efter 2. verdenskrig, hvor også Storbritannien kom

med på vognen under Harold Macmillans ledelse i 1950’erne. Det var mens Margaret

Thatcher var ved magten, at hendes medierådgiver Bernhard Ingham i 1980erne igangsatte det

hastigt udviklende mediehåndterings system, som også kendetegner Britisk politik i dag.

Systemet blev studeret og videreudviklet af Labour partiet under rådgivning fra bl.a. Peter

Mandelson og Philip Gould, og det er af mange blevet karakteriseret som en hjørnensten i

transformationen af Labour til New Labour. Det samme gælder for den efterfølgende stærkt

kontrollerede mediestyring, som Tony Blair sammen med sin personlige medierådgiver

Alastair Campbell perfektionerede under valgkampen i 1997 og videreførte ind i regeringen

(Jones 1999, Norris 2000).

I England og USA ses, hvordan både den daglige mediehåndtering og

kampagneapparatet under valgkamp er højt specialiseret mellem en række faggrupper.

Strateger arbejder med de overordnede linjer langsigtede, spindoktorer arbejder blandt

journalisterne ude i marken for at styre de daglige politiske historier, mens ”pollster” eller

meningsmålingseksperter konstant holder det centrale hovedkvarter i ”war-roomet” up-to-date

med befolkningsstrømninger og trends i den offentlige mening. Medieovervågere registrerer

alle historier i medierne på en 24-timers basis og alarmerer videre i systemet hvis der er

misforståelser der skal rettes eller angreb der skal slås tilbage. Dertil kommer IT-folk,

taleskrivere samt en ikke ubetydelig skare af frivillige hjælpere, som assisterer det centralt

styrede apparat (se bl.a. Gould 1998, Jones 1999, Fairclough 2000 og Kavanagh 1995).

Flere danske toppolitikere og rådgivere har åbent tilkendegivet, at de har været på

inspirations- og studieture til USA og England for at studere både hverdagens mediestyring

og valgkampens kampagnearbejde. Dette gælder bl.a. Anders Fogh Rasmussen, Henrik

Qvortrup, Per Rystrøm, Peter Duetoft m.fl. (citeret i bl.a. Børsens Nyhedsmagasin, nr. 28,

2000, samt under samtaler med Henrik Qvortrup og Per Rystrøm). Yderligere har bl.a.

Venstres tidligere partisekretær Claus Hjort-Frederiksen fortalt, hvordan han har ladet sig

inspirere af engelske valgkampe og New Labours udvikling i sit eget arbejde med at udforme

Venstres mål og strategier mellem 1998 og 2001 (se bl.a. Berlingske Tidende 2.12.01).

43

En dybere redegørelse eller analyse af engelske og amerikanske erfaringer med politisk

kommunikation og de dertil knyttede problemer med overstyring, voksende politikerlede osv.,

er ikke inddraget her. Dette er gjort til udmærket og i rigeligt omfang andre steder (se bl.a.

Blumler 1995, Stephanopoulos 1999, McNair 2000, Cockerell 2000, Gaber 2000 og Hagerty

2000). Henvisningen til den inspiration danske politikere har fået fra den anden side af

Nordsøen og Atlanten er medtaget fordi, det alt andet lige er sandsynligt, at udenlandske

forhold også i fremtiden kan bruges som klare pejlemærker på, hvor udviklingen i Danmark

vil føre hen.

44

6. VIDENSKABSTEORETISKE OVERVEJELSER

Efter denne gennemgang af de teoretiske tilgange og empiriske redegørelser, som jeg vil

bygge videre på i analysen, skitseres her de videnskabsteoretiske overvejelser, som jeg har

gjort mig i forbindelse med mit arbejde.

Generelt handler debatten mellem den konstruktivistiske meta-teori (som omfatter

institutionalismen) og den rationalistiske meta-teori (som omfatter spil-teorien), om hvad der

driver mennesket, og dermed også driver de politiske processer. Er det strukturelle faktorer,

kulturelle faktorer eller den enkelte aktørs søgen efter maksimal nytte?

Meta-teoretisk udfylder konstruktivismen hullet mellem rationalismen på den ene side

og reflektionistiske teorier (postmodernismen, poststrukturalismen og kritisk teori) på den

anden.32 Dette afspejler sig også i konstruktivismens forholden sig til de ontologiske,

epistemologiske og metodiske spørgsmål.

Ontologisk beskæftiger rationalisterne og rational choice teoretikerne sig stort set

udelukkende med brute facts, kvantificerbare data, i politiske processer. Det er en

teoriretning, der negligerer faktorer som sociale strukturer, kultur og ideer. Reflektionisterne,

på den anden side, reducerer stort set alle aktiviteter til ren diskurs. Konstruktivisterne,

derimod, bygger en ontologisk bro ved både at tillægge kvantificerbare data og sociale fakta,

som intersubjektiv forståelse og værdier, stor betydning. Epistemologisk tilægger

rationalisterne aktører samt kendskabet til individet størst betydning i erkendelsesprocessen,

mens reflektionisterne kun anerkender strukturer. Igen bygger konstruktivisterne bro ved både

at inddrage aktører og strukturer som erkendelsesfaktorer og ved at fastholde, at individer kun

kan forstås som del af det system de indgår i. Også rent metodisk hælder realisterne mod de

kvantitative undersøgelser, mens konstruktivisterne både anerkender kvantificerbare data og

kvantitative analysers værdi og relevans i samfundsforskning (Adler 1997). Det kan således

opsummeres, at rationalisterne arbejder som metodologiske individualister, mens

konstruktivisterne arbejder som metodologiske kollektivister33 (Gilje 1993).

En grundtanke i samfundsvidenskaben er, at vi altid forstår noget på baggrund af egne

forudsætninger – vores normative og teoretiske forforståelse. Det er min overbevisning, at alle

personer, inklusiv samfundsvidenskabelige forskere og studerende, altid vil være påvirket af

32 Emanuel Adler (1997) beskriver konstruktivismen som middelvejen mellem rationalismen og reflektionismen, og dens hovedværdi er, at den har en stor forklaringskraft overfor problemstillinger, som de klassiske tilgange ikke kan forklare. 33 Konstruktivisterne arbejder også hermeneutisk med fortolkninger af analyseobjekter. Bl.a. Giddens har påpeget eksistensen af det, han kalder den dobbelt hermeneutik i samfundsvidenskaben, nemlig at den studerende af samfundsforhold ikke direkte kan forholde sig til den verden han studerer, men at han må forholde sig til sin egen fortolkning af verden (Gilje 1993).

45

deres normative forforståelse. Der findes ikke tabula rasa, eller en fuldstændig fordomfri og

neutral forskning, inden for samfundsvidenskaben (Gilje 1993). Dette accepteres til gengæld

som et grundlæggende vilkår så længe forforståelsen er eksplicit og bevidst.

Min forforståelse i forbindelse med arbejdet på dette speciale er, som skitseret i

indledningen, en forundring over, at ja-kampagnerne under euro-afstemningen i udpræget

grad fejlede i deres forsøg på at styre debatten og overbevise befolkningen om fordelene ved

at deltage i den fælles mønt. Det skal ikke stå uklart hen, at jeg personligt er varm tilhænger af

et forstærket europæisk samarbejde, også på det økonomiske og monetære område.

Derudover er jeg fascineret af den velovervejede professionalisme, de danske politiske partier

de senere årtier, med den efter min opfattelse foreløbige kulmination under folketingsvalget i

2001, har lagt i deres kampagnearbejde, politiske kommunikation og mediestyring. Dette er

en udvikling der fascinere mig, da det omfatter en dynamisk kamp mellem to af samfundets

traditionelle magtbaser, den politiske verden og medierne.

Men hvad er det, der studeres i dette speciale i epistemologisk forstand? Som nævnt i

indledningen ønsker jeg både at forklare, forstå og beskrive i dette speciale. Forklare og forstå

fordi mange af de genstande jeg studerer, de forskellige variable, kilderne og forandringen

over tid, ikke tidligere har været studeret i denne kontekst. Dertil kommer en beskrivelse af

variablerne og den historiske udvikling jeg undersøger. Inddragelsen af en sådan beskrivelse

har jeg vurderet værdifuld for at kunne få fuldt udbytte af de senere analyser. Dette er især

relevant, da jeg forsøger at kombinere den politologiske tradition med den medieteoretiske, og

mange koblinger mellem disse to forskellige tankesæt kræver en mere åben behandling.

Teoretisk har jeg haft et eklektisk udgangspunkt, hvor jeg på forhånd var åben overfor

forskellige teoriske indgange, og jeg anerkendte, at alle teorier har både styrker og svagheder.

Dette afspejler sig også i mit forsøg på at favne vidt både i spændet mellem politologien og

medieteorien og mellem institutionalismen og spil-teorien. Jeg er overbevist om, at jeg

herigennem vil kunne afdække flest nuancer og nå tættere på sandheden i analyserne, end

med en mere snæver teoretisk indgangsvinkel. Men hvad er sandheden i denne forstand? Og

hvad er den virkelighed, jeg sætter mine studier af strategier op imod? Et af de centrale

spørgsmål for videnskabsteorien i dag hvorvidt virkeligheden og dermed sandheden er socialt

konstrueret? I hvilket omfang kan virkeligheden defineres? Hvad driver samfundsmæssig

forandring? (Delanty 1997:110-143). Spørgsmålet bunder igen i en debat mellem

konstruktivisterne og rationalisterne. Konstruktivisterne baserer sig på den opfattelse, at

virkeligheden er socialt konstrueret, og at den absolutte sandhed altid vil være afhængig af de

øjne, der ser den i en samfundsmæssig sammenhæng. Realisterne anerkender i højere grad

46

den absolutte sandhed og en virkelighed, der lader sig beskrive ud fra en positivistisk

metodologi.

Jeg mener, at debatten munder ud i en integration af de to virkelighedsopfattelser, som

igen resulterer i en mere refleksiv samfundsvidenskab. En sådan tilgang kan i højere grad

beskæftige sig med den rolle, samfundsvidenskaben har i at identificere og definere

kollektivets problemer og samfundsvidenskabens bidrag til den offentlige debat.

47

7. METODE OG ANALYSEDESIGN

Analyserne er, i det omfang det har været muligt, baseret på undersøgelser både af aktørernes

holdninger og af deres reelle handlinger. Studiet bygger på primære og sekundære skrevne

kilder, samtidig med, at jeg selv har indsamlet ny empiri gennem i alt seks kvalitative

interviews samt ved en periode som deltagende observatør i MF Morten Helveg Petersens

kampagne under folketingsvalget november 2001.34 I denne periode arbejdede jeg fuld tid

som ”spindoktor praktikant” med base i Morten Helvegs kontor på Christiansborg, og fik

herigennem en række informationer både som observatør og som direkte involveret i

kampagnearbejdet. Disse informationer og erfaringer vil jeg trække på i undersøgelserne,

selvom jeg dog systematisk har nedfældet mine observationer med henblik på senere analyse.

Det kvalitative og eksplorative interview er først og fremmest et forskningsredskab –

en metode til dataindsamling for at opnå information og ny forståelse af sociale fænomener

via den viden og personlige erfaringer interviewpersonen kan bidrage med. Min

interviewmetode var den åbne induktive tilgang, det der med Bolette Christensens (1994:9)

ord kunne kaldes det åbne semi-strukturerede interview. Jeg havde til interviewene kun

medbragt en note med forskellige variable, som jeg ønskede berørt, og jeg havde ikke

udarbejdet en detaljeret spørgeguide. Det er min overbevisning, at det kvalitative interview

skal bidrage med dybde, detaljering og nuancering. Ikke blot til at konfirmere forhåndsviden.

Interviewene bruges som et forskningsredskab med henblik på at tilvejebringe ny

information så tæt på kilden som muligt. Dette ar mest aktuelt i min afdækning af faktuelle

forhold som knyttede sig til de forskellige parters strategier under euro-valgkampen. I den

forbindelse fokuseres specielt på hvorfor strategierne blev tilrettelagt som de gjorde,

respondenternes vurdering af strategiernes holdbarhed og eventuelle uforudsete tiltag

undervejs i kampagneforløbet. Derudover bruges interviewene til at klarlægge partiernes

organisatoriske rammer under kampagnen, samt til at fastlægge interviewpersonernes

personlige vurdering af kampagnens forløb og afstemningens udfald. Interviewpersonerne er

alle udvalgt efter nøje forudgående studier af, hvilke personer der spillede en aktiv rolle i

kampagnearbejdet eller blandt medierne under de to valgkampe.

I Socialdemokratiet og i Det Radikale Venstre har jeg interviewet både en

professionelt ansat presserådgiver, som var centralt placeret under euro-kampagnen, samt en

politiker, der var involveret i kampagnearbejdet. Ved at interviewe to personer fra hvert parti 34 Ved behandlingen af spørgsmålene i problemstillingen, og specielt spørgsmål 4 om folketingsvalgkampen 2001, har jeg dog været i den situation, at jeg stort set udelukkende har måtte behandle primære kilder, da selve den empiriske case er så nyligt overstået, at den ikke er blevet behandlet af andre.

48

med hver deres baggrund og professionelle tilgangsvinkel var det min hensigt, at afdække

både mulige interne spændinger indenfor de enkelte partier samt forskellige syn på

kampagnearbejdet afhængigt af, om tilgangsvinklen var den professionelt ansatte eller den

politiske engagerede.

Interviewene med repræsentanter fra medierne blev gennemført for at få en tredje

parts syn på valgkampagnen, og for at få en vurdering af mediernes rolle og magt i de

politiske kampagner. De to repræsentanter for medierne har begge udmærket sig ved at

beskæftige sig indgående med både politisk kommunikation og med mediernes rolle i det

politiske system.35

Interviewene blev gennemført af to omgange. Den første række interviews blev

gennemført i foråret 2001, og min tilgang til disse interviews var mere åben og induktiv –

beregnet til at åbne mine øjne for hvilke problemstillinger og muligheder respondenternes

viden ville stille til rådighed for mit videre arbejde. Den anden omgang interviews blev

gennemført i vinteren 2001/2, efter folketingsvalget var afholdt. Da var jeg længere fremme i

min arbejdsproces, og selvom disse interviews stadig var åbne, var de samtidig mere

strukturerede end de første interviews, og jeg søgte gennem disse interviews mere direkte og

specifikke svar på konkrete issues eller spørgsmål, som jeg havde stødt på undervejs i

arbejdsprocessen. Det viste sig således, at de to interviewomgange supplerede hinanden godt,

og gennem interviewene fik jeg afdækket en bred vifte af issues, holdninger og konkrete facts

hos respondenterne. Interviewene fordelte sig således:

Socialdemokratiet - Per Rystrøm (Pressechef for Henrik Dam Kristensen, Socialdemokratiets euro-

kampagneleder). Interview gennemført den 7. maj 2001

- Claus Larsen-Jensen (Socialdemokratiets EU-ordfører, deltog i udformningen af

Socialdemokratiets euro-kampagne). Interview gennemført 3. december 2001

Radikale Venstre - Lars L. Nielsen (Pressechef for det Radikale Venstre under både euro- og

folketingsvalgkampen). Interview gennemført 8. maj 2001

- Elisabeth Arnold (Medlem af Det Radikales Venstres valgudvalg både under euro- og

folketingsvalgkampen). Interview gennemført i 16. januar 2002

35 Henrik Qvortrup blev interviewet både som repræsentant for medierne via sin rolle som politisk redaktør på BT på interviewtidspunktet og som repræsentant for det politiske system via sin rolle som pressechef for partiet Venstre under euro-afstemningen.

49

Medierne - Thomas Larsen (Politisk journalist for Børsens Nyhedsmagasin) Interview gennemført

16. maj 2001.

- Henrik Qvortrup (Politisk redaktør for BT på interviewtidspunktet. Pressechef for

Venstre under euro-kampagnen). Interview gennemført i 22. maj 2001.

Det er min overbevisning, at jeg gennem interviewene nåede ind til kernen på en række

områder, og at respondenterne svarede meget åbent og ærligt på mine spørgsmål. Således

forklarede Lars Nielsen som afslutning på interviewet (LN svar 69) ”Jeg har prøvet at være

ærlig her, og det gjorde jeg, fordi jeg ved, at det er et speciale”, og Claus Larsen-Jensen

beskriver (CLJ svar 10) hvordan han ”snakker lige ud af posen”. Alle interviews blev optaget

på bånd. Udskrifterne af disse optagelser findes i Bilag 1-6.

Interviewene vil blive benyttet ved, at jeg i analyseteksten citerer respondenterne for

udtalelser og kommentarer, som forklarer eller eksemplificerer analyserne. Citater er dermed

en primær kilde til ny empiri fra personer, der direkte har været involveret i det

kampagnearbejde, jeg undersøger. Fordelene ved at benytte interviewene er, at jeg hermed har

direkte adgang til ubearbejdet kvalitativt kildemateriale.

En begrænsning ved denne metode er dog, at jeg kun har kunnet tale med et mindre

antal respondenter, og at deres indlæg dermed risikerer at blive partsindlæg i en større debat.

En alternativ metode til dataindsamling ville være, at gennemføre en kvantitativ

surveyundersøgelse, f.eks. i form af en spørgeskemaundersøgelse, blandt et større antal

involverede parter i kampagnearbejdet. Der er fordele og ulemper ved begge metoder, og jeg

har vurderet, at de kvalitative interviews suppleret med skrevne primære og sekundære kilder

bedst dækker behovet for empirisk information i dette tilfælde.

Som primære kilder benyttes i specialet kampagneplaner, strategioplæg og taler fra de

to partier, i det omfang det har været muligt at skaffe disse papirer.36 Af sekundære kilder

inddrages redegørelser og analyser af valgkampsforløbene publiceret af universiteter og

forskningsinstitutter, samt analyser foretaget af dagblade og magasiner. Som kvantitativ

redegørelse for mediernes dækning af de to valgkampe trækkes på analyser foretaget af

Mandag Morgen.37 Mandag Morgen har ligeledes bidraget med analyser af kampagnerne,

36 Det Radikale Venstre havde ikke en decideret nedfældet kampagneplan, hvorfor deres kampagnestrategi er blevet afdækket udelukkede gennem interviews, studier af taler og avisartikler. 37 Ugebladet Mandag Morgen har foretaget en systematisk registrering af samtlige artikler publiceret i de danske dagblade under euro-kampagnen og har registreret disse i forskellige kategorier alt efter indhold, vinkling mv.

50

meningsmålinger mv. Analyser og opgørelser over meningsmålinger fra forskellige danske

meningsmålingsinstitutter vil ligeledes blive inddraget i relevante sammenhænge.

Til generel informationssøgning, eksemplificering og specifik uddybning af konkrete

emner i forbindelse med valgkampene, politisk kommunikation og politisk medierådgivning i

Danmark, har jeg indsamlet avisartikler gennem de elektroniske søgebaser Polinfo og

Avisdata. Omkring 250 artikler er blevet indsamlet og efterfølgende kategoriseret efter emne

og tid. 64 af disse artikler blev derefter udvalgt og nærlæst til direkte brug i specialet. Disse

artikler er refereret i bibliografien. 38

38 Da specialet ikke omfatter en decideret kvalitativ tekst- eller diskursanalyse eller en kvantitativ analyse af f.eks. forekomsten af specifikke ordvalg blandt udvalgte politikere, er artiklerne ikke blevet systematisk kategoriseret og dybdeanalyseret.

51

8. EURO-AFSTEMNINGENS KAMPAGNER

I dette afsnit behandles problemstillingens spørgsmål 1) ”Hvordan var Socialdemokratiets og

Det Radikale Venstres kampagner forud for euro-afstemningen blevet udformet og hvad var

kampagnernes indhold?”

8.1. Tre regler i den danske diskurs om Europa

Det er ikke muligt at nå til bunds i en analyse af euro-afstemningen i Danmark år 2000, uden

at komme ind på de historiske og kulturelle forhold der er forbundet med Danmarks

tilknytning til EF/EU. Nogle af de central spørgsmål er: Hvori ligger grunden til danskerne

EU skepsis? Afviger den danske EU-skepsis fra den i andre lande? Hvorledes afspejles denne

skepsis i mediernes behandling af EU-emner? Kan dette have en indflydelse på, hvordan

politiske strategier og kampagner kan gennemføres?

Den nationale identitet og selvopfattelse har altid spillet en væsentlig rolle i

danskernes selvforståelse overfor Europa og EU. Sådanne identitetsfølelser er dog ikke

uforanderlige størrelser, da de både bunder i historiske og kulturelle forhold men også lader

sig konstruere under påvirkning af den løbende samfundsudvikling. Identitetsfølelser og

national selvopfattelse er dog stærkt medvirkende til at definere de rammer, hvorunder

politiske kampagner legitimt kan gennemføres. Derfor kan rammerne forstås som de

fundamentale regler, der styrer det politiske spil i Danmark. Ved at identificeres disse regler

opnås en forståelse af de institutionelle rammer, hvorunder euro-kampagnen udviklede og

udspillede sig. Der er specielt tre regler, som gennem tiden har defineret den danske

europadebat (se også Marcussen 2000a:2-12).

For det første ses det, at i modsætning til f.eks. Frankrig, Tyskland og Storbritannien

spiller historiske faktorer ikke en fremtrædende rolle i den danske EU-debat. Reference til

verdenskrigene og EF/EUs rolle i den efterfølgende fredelige udvikling i Europa har aldrig

haft den store folkelige gennemslagskraft. EF/EU-politiske debatter i Danmark har traditionelt

haft deres omdrejningspunkt i en snæver cost-benefit analyse af økonomiske fordele og

ulemper ved samarbejdet.

Et mønster har udviklet sig i den folkelig debat om EU, som også kan spores i de

seneste danske EF/EU folkeafstemninger: EF-pakken i 1986, Maastricht Traktaten I i 1992,

Maastricht Traktaten II i 1993, Amsterdam Traktaten i 1998. Mønstret består i, at debattens

omdrejningspunkt udvikler sig til en kulturel og demokratisk konstrueret argumentation fra

modstandernes side, og en argumentation konstrueret omkring økonomiske argumenter fra ja-

siden. Som Thomas Larsen beretter, var det det samme forløb, der udspillede sig under euro-

52

kampagnen (TL svar 2): ”forløbet kom ellers indholdsmæssigt men også

kommunikationsmæssigt til at minde om de tidligere kampagner – de samme temaer, gamle

spøgelser som man cirklede om i debatten. I virkeligheden ret fastlåst”.

I modsætning til i andre lande har føderalisme diskussionen heller aldrig været

fremherskende i den danske debat. Diskussionen har cirklet omkring ord som centralisering,

afstand fra Danmark og bureaukratiet i Bruxelles og ikke, som det er tilfældet andre steder,

om decentralisering af politiske processer, subsidiaritet og visionær udvikling af det politiske

samarbejde i Europa. Under euro-kampagnen deltog både ja- og nej-siden i den anti-

føderalistiske diskurs, og Venstre argumenterede f.eks. for, at ØMU’en var endestationen for

den europæiske integration. Den udbredte antiføderalisme i Danmark er dog ikke et tegn på

en udbredt anti-europæisme. Mandag Morgen nr. 34, 2000, har samlet en række

undersøgelser,39 som alle peger på, at danskerne er mere europæiske end nogensinde. I samme

artikel konkluderer Jørgen Goul Andersen, at de politiske kampagner under euro-

afstemningen i høj grad bundede i forældede forestillinger om danskerne.

En anden regel, som spillerne i den danske EU-debat må følge for at blive taget

seriøst, findes på det økonomiske område. Her har der siden 70erne og 80erne udviklet sig en

dominerende diskurs blandt den politiske elite omkring ”en fornuftig økonomisk politik” – the

sound policy discourse (se bl.a. Marcussen 2000b). Denne diskurs omfatter en konsensus,

hvorved inflation, flydende valutakurser og underskud på det offentlige budget søges

begrænset. Enhver politiker må, for at fremstå troværdig tage del i denne diskurs, og alle

danske partier støtter også op bag denne stabilitetsorienterede økonomiske politik.40 Lars

Nielsen forklarer (LN svar 31), hvordan man skulle have opprioriteret denne diskurs, og han

siger, at man skulle ”have taget det man kunne kalde en no-change dagsorden, og så

simpelthen bare have fastholdt, at som udgangspunkt er det at gå med i euroen bare en

fortsættelse af den tryghed vi har skabt nu. Det er en mindre ting, en af de mindste vi allerede

har foretaget os.”

Tredje grundregel i den danske EU-debat lyder, at enhver politiker må stå bag den

danske velfærdsmodel og velfærdsstat. Ligesom den ansvarlige økonomiske politik er den

danske velfærdsmodel dog også en løst defineret størrelse. Dette førte til forskellige

fortolkninger under afstemningen, hvor euroen af visse parter blev konstrueret som en trussel 39 Mandag Morgen Strategisk Forum: Danskernes Velfærdsværdier i det 21. århundrede, København 2000. Henrik Kaare Nielsen: ”Dansk politisk kultur og internationaliseringens realiteter”, Dansk Sociologi, nr. 2, 2000. Europa Kommissionen: Eurobarometer Report No. 51 og 52. 40 De skal dog bemærkes, at begreber som lav inflation og stabile valutaer ikke er klart definerede størrelser, så bag den ydre støtte til den ”ansvarlige” økonomiske politik kan ligge en række forskellige politikker og prioriteter.

53

mod den danske velfærdsmodel, mens andre parters diskurs fokuserede på euroens indførelse

som et skjold mod globaliseringens utilsigtede udfordring af den danske velfærdsmodel.

Det er karakteristisk for debatten, at statsminister Poul Nyrup Rasmussens i sin tale på

Socialdemokratiets ekstraordinære kongres 30. april 2000 forklarede sine tre

hovedargumenter for at stemme ja. Disse argumenter var: 1) Som et værn mod international

valutaspekulation, 2) for velfærdssamfundets tryghed, og 3) for tryghed til at beholde de job

vi har (Rasmussen 2000). Sammenholdes denne tale med de tre konkurrerende diskurser,

genfindes den grundlæggende forestilling om, at den danske velfærdsmodel er andre lande

overlegen både i størrelse og form, og at den danske model er historisk unik.

Denne fremstilling giver et billede af de institutionaliserede faktorer, der betinger

rammerne for eurodebatten i Danmark. Ja-siden er per definition hæmmet og i

forsvarsposition uden mulighed for at promovere ”den europæiske vision,” mens nej-siden på

den anden side legitimt kan kritisere ja-siden for at skjule sandheden om det europæiske

projekt og dets konsekvenser for den danske velfærdsstat (Marcussen 2000a:5). Som Claus

Larsen-Jensen beskriver det (CLJ svar 24): ”problemet er, at man altid har haft en defensiv

dansk europadebat”, og (CLJ svar 26): ”Det kniber med at få forklaret ordentligt, at det her er

fundamentet i dansk økonomi, som giver os en medbestemmelse på noget, som folk ellers

ville træffe beslutninger om på vores vegne.”

På baggrund af denne beskrivelse af de normative rammer der betinger

handlemulighederne for alle aktører i den danske europadebat, vil jeg nu gennemgå de

konkrete kampagner som Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre udformede op til euro-

afstemningen. Gennemgangen vil tage udgangspunkt i kampagnernes forholden sig til tre

forskellige variable: kampagnernes struktur, kampagnernes syn på euroen som politisk ide og

kampagnernes argumentationsformer.

8.2. Socialdemokratiet

Kampagnens organisatoriske struktur og strategi

Socialdemokratiets organisatoriske struktur og kampagnestrategi er skriftligt nedfældet i

”Kampagneplan for afstemningen den 28. september” udgivet i endelig version 3. maj 2000 (i

alt 24 sider samt en skematisk oversigt over kampagnegruppen og sekretariatet).41

Kampagneplanens 14 punkter giver en detaljeret beskrivelse af partiets organisation, politiske

budskaber og strategi mv. under euro-kampagnen. Jeg gengiver her en række af de centrale

41 Planen blev udlevert til mig at Per Rystrøm i forbindelse med interviewet den 7. maj 2001.

54

punkter i planen, for at vise hvorledes forskellige aspekter blev indtænkt i planen. Herved

lægges grunden for analysen af, hvorvidt rational choice præmisserne, som gør partiet til en

spiller, er opfyldt.

Planen fastslår, at det politiske grundlag for det videre arbejde er kongresudtalelsen fra

Socialdemokratiets ekstraordinære kongres den 30. april 2001. Således har partiets

kampagnemedarbejdere et vedtaget politisk grundlag at arbejde videre ud fra.

Selve målet for arbejdet beskrives som ”entydigt at være at sikre et ja ved

folkeafstemningen torsdag den 28. september.” Målsætningen beskrives som at ”få flest

mulige socialdemokrater – og vælgere i øvrigt – til at stemme ja på baggrund af information

om fordelene ved et ja til den fælles valuta. Informationen skal være saglig, oplysende og

inspirerende.”

Målgruppediskussionen beskrives som værende ”på en gang enklere og på en gang

sværere end ved et folketingsvalg – der er udelukkende tre muligheder: Ja, nej eller at blive

hjemme.” Problemet er, at ”socialdemokrater” ikke ligger i ”bundter” ude omkring klar til at

modtage information og agitation”, som det siges. Videre lyder det, at ”Socialdemokratiets

målgruppe er potentielle ja-sigere – usikre tvivlere. Blandt disse vil der være nogle, vi har

lettere kommunikationsadgang til end andre: Socialdemokrater, Vælgere som lytter til S-

politikere, Fagbevægelsens opinionsdannere.”

Kampagneplanen opdeler vælgere i forskellige kategorier på baggrund af Hans Jørgen

Nielsens ”EU fra Edinburg til Amsterdam”, i Vælgere med omtanke (Andersen 1999).

Tabel 2: Vælgerkategorier defineret i Socialdemokratiets kampagneplan

Pct. indenfor kategorierne Pct. der stemte Ja

Klare modstandere 8 4

”Nødtvungne medlemmer” 12 5

Valne tilhængere 11 30

Konventionelle tilhængere 41 73

Europæere 18 97

(Kilde: Socialdemokratiets ”Kampagneplan for afstemningen den 28. september” )

Det hedder som kommentar til denne model, at ”Ud fra tabellen ses også selvklart en stor

variation i ja-procenten indenfor de gældende kategorier. Igen må det understreges, at det er

en opgørelse i forhold til Amsterdam-afstemningen. Hvis vi følger den ovenstående inddeling

bliver valget afgjort af de såkaldte ”konventionelle tilhængere.” Selvom der i denne er en

meget stor ja procent – findes der også nej-sigere. Eller man fristes til at sige, at en meget stor

55

del af befolkningen har både et ja og et nej i sig. I vores argumentation må vi således have

budskaber og budbringere til konventionelle tilhængere. Men også gerne budskaber og

budbringere, der appellerer til både ”valne tilhængere” og ”nødtvungne medlemmer” som

hovedgruppen i vores argumentation. I forhold til ”køn” og ”socio-økonomi” kender vi

sammenhængene – og her er ikke så meget nyt under solen. (…): desto mere by – desto mere

ja, desto mere uddannelse – desto mere ja, desto mere ”mand” desto mere ja, desto mere

”privat ansat” – desto mere ja.”

Dette citat viser, at planen er udarbejdet på baggrund af velfunderet overvejelser

omkring potentielle vælgere, deres præferencer og antal. Dette understreges endvidere af, at

der også blev ”afholdt fokusgruppe test af budskaber 17. april 2000”, som det lyder i planen.

På samme måde fortæller Per Rystrøm også (PR svar 10) at, ”Nu var kampagnen selvfølgelig

sådan, at det var en vigtig målgruppe at overbevise socialdemokratiets vælgere. Men man var

samtidig meget opmærksom på, at Socialdemokratiet kva regeringsmagt osv. også talte til

andre vælgergrupper end socialdemokratiets, så du kan sige, at det var en todelt kampagne”.

Omkring brugen af analyser til at fastslå målgrupper og argumenter fortæller Per Rystrøm

(PR svar 16) at, ”Det er klart at noget som er så politisk vigtigt, og som man skal bruge så

mange ressourcer på, gør man selvfølgelig ikke uden af have noget fundament.”

Om kampagnens strategi hedder det, at ”Vi skal planlægge egne S-initiativer og udspil

sammen med S-ministre således, at vi konstant er synlige på den politiske dagsorden.”

Omkring kampagnens strukturerede argumentation og respons siges det, at ”I forhold til

modstanderne skal vi arbejde med to former for respons. Dag-til-dag respons:

Medieovervågning og beredskab på modstandernes argumenter. Herunder overvågning af

modstandernes hjemmesider. Struktureret respons: der er baseret på en grundig research af

kendte modstanderargumenter – herunder en research på, hvilke argumenter der har været

brugt ved valg og folketingsafstemninger siden 1972. Succeskriteriet er, at vi effektivt får

afmonteret modstandernes argumenter.”

Der er således fra kampagnens side en stor bevidsthed om betydningen af at styre den

politiske dagsorden og hvilke konkrete værktøjer der i den forbindelse skal bruges. Der er

samtidig en historisk velfunderet viden om, hvordan modstanderne kunne tænke sig at

argumenterer, og der bliver taget forbehold overfor dette.

Vedrørende den konkrete organisering af kampagnen beskrives på tabelform en 11

sider lang drejebog, som i 34 konkrete punkter skitserer initiativer, arbejdsopgaver, hvem der

har ansvar samt deadline for de forskellige aktiviteter. Initiativerne omfatter: Uddannelse af

kampagnefolk, familiekursus, relancering af en hot-line, web-side, MEP-turneer, minister-

56

turneer, duelmøder/konfrontationer, sommerstævner, mediekontakt (både til lokal- radio/tv,

TV2s regionale stationer, ugeaviser, gratisaviser mv.), presseberedskab/vagt (som hele tiden

skal reagere på ukorrekte udtalelser), materialer (som plakater, foldere, postkort, tyggegummi

mv.), fokusgrupper (for at teste slogans og undertekster), opinionsmålinger osv.

Igen udmærker planen sig ved meget detaljeret at beskrive, hvordan arbejdet rent

konkret skal gribes an. Også tidsmæssigt er der overblik over arbejdsforløbet, og kampagnen

opdeles i 8 faser:

1. Fra nu frem til kongressen den 30. april 2. Kongres + 10 3. Primo maj og frem til primo juni 4. Sommerferien juli 5. August måned 6. Første del af den egentlige kampagnefase frem til vores kongres den 13.-17- september 7. Fra den 17. september frem til den 24. september 8. Fra den 25. september til den 28 september

Kampagneplanen beskriver også den videre udfærdigelse af materiale til brug under

kampagnen. Nogle eksempler lyder: ”Før kongressen den 30. april udarbejdes der en redigeret

kampagneplan til hovedbestyrelsen og forretningsudvalget, som uddeles på HB mødet

umiddelbart efter kongressen” og, ”Der laves til folketingsgruppen, HB, talere mv. håndbog

om euroen. Håndbogen indeholder S-argumenter for at stemme Ja til euroen. Ved siden af

dette udsendes der materiale med nej-argumenter.”

Udover disse interne arbejdspapirer er det også nedfældet, at der til pressen skal

udleveres en kampagneplan i forbindelse pressemødet i ugen efter kongressen, og som

indeholder informationer omkring kampagneplan og initiativer. En sådan udlevering kan

betragtes, som en håndsrækning til medierne om at spille med på partiets dagsorden.

Organisatorisk var kampagnearbejdet delt mellem hovedbestyrelsen og

forretningsudvalget, suppleret af en kampagnegruppe med Henrik Dam Kristensen som

formand. Gruppen mødtes i starten hver 14. dag, derefter hver uge, og i den sidste fase var der

et fast morgenmøde klokken 8, hvor en række af de mest involverede ministre og andre folk

sad med (PR svar 44). Til at understøtte kampagnegruppens arbejde nedsattes der en

sekretariatsgruppe, hvor John Iversen var leder. Udover John Iversen havde gruppen tre

medarbejdere, en fra hhv. Socialdemokratiets Nyhedstjeneste (SNT), Politisk Økonomisk

kontor (PØ) samt en sekretær. Sekretariatets opgaver er beskrevet som bl.a. at afholde et

dagligt morgenmøde, hvor den presseansvarlige morgenvagt i SNT også deltager. Denne

presseansvarlige er desuden i kontakt med John Iversen hver morgen klokken 7:15, for at

57

oplyse om euro-historier i aviser, tv, radio mv. Derudover forbereder sekretariatet møder, er

backup for Henrik Dam Kristensen, laver briefinger, udarbejder ”gode historier”, overvåger

oppositionens udspil/artikler, er proaktive i forhold til medier og reaktive i forhold til

mediehistorier, de udarbejder hver fredag en ”early warning” om den kommende uge mv.

Socialdemokratiet havde således nøje planlagt både den tematiske og organisatoriske indsats

for at dominere dagsordenen.

Med hensyn til organiseringen af kampagnen fortæller Per Rystrøm hvorledes det var

de officielle organer i partiet, hovedbestyrelsen og forretningsudvalget der udarbejdede

kampagneplanen. Det skete på baggrund af det politiske mandat fra, som det lyder fra Per

Rystrøm (PR svar 44), ”kongressen der den 30. april med 97 pct. stalinistiske tal nærmest,

beslutter at anbefale en udtalelse”. I følge budgettet i planen, var der i alt afsat 6 millioner

kroner til kampagnen, fordelt på udgiftsposterne: materialer, annoncering, møder/turneer,

IT/tv, tilskud og diverse. Dette budget udgør godt en tredjedel af de samlede udgifter der blev

brugt på ja-kampagner under afstemningen.42

Således lød Socialdemokratiets kampagneplan før kampagnen gik i gang. Det må

bemærkes, at det af planen kan læses, at den har været udarbejdet over en længere periode,

men at den først officielt var gældende fra den 3. maj, da den fik sit politiske grundlag på

baggrund af kongresudtalelsen. Det vil sige altså godt en måned efter, at afstemningen blev

udskrevet.

Alt i alt afspejler kampagneplanen en ambition om at være velorganiseret og

velforberedt, og den udviser ligeledes en tro på, at det er muligt at gøre et udslag. Det er min

vurdering, at Socialdemokratiet i forbindelse med kampagnearbejdet på denne baggrund

opfyldte præmisserne om rationalitet, selvstændighed, egne interesser, information og

handlemulighed hvilket muliggør, at partiets handlinger kan analyseres ud fra en spil-teoretisk

betragtning.

Euroen som politisk ide

På baggrund af Campbells (1998) arbejde med ideers indflydelse på politiske processer kan

man studere Socialdemokratiets bevidsthed om udbredelsen af euroen som politisk ide i deres

kampagnearbejde, samt hvorledes denne ide spredes fra eliten til folket. I Campbells

forståelse var euroen som udgangspunkt et program, som på eliteniveau havde udviklet sig til

et paradigm, mens der på et bredere folkeligt niveau stadig var behov for at euroen, som

42 Ja-siden brugte således omkring 20 millioner kroner på kampagnerne, mens nej-siden brugte i omegnen af 1 million kroner (Qvortrup 2001: 191).

58

public sentiment blev videreudviklet til et frame. Som beskrevet tidligere har Campbell

(1998) det udgangspunkt, at ideer skal udbredes og promoveres, før de kan vinde udbredelse.

Derfor er det vigtigt, at ideen præsenteres som en simpel og tiltrækkende ide for

befolkningen. ”Salgsarbejdet” bliver vanskeligere, hvis ideen blandt folket opfattes som

uoverskuelig eller som et for stort skridt i forhold til status quo.

I kampagneplanen beskrives, at ”Socialdemokratiets kampagne skal på en positiv og

offensiv måde sætte sit præg på debatten om fordelene og ulemperne ved et ja til den fælles

valuta. (…) Ingen skal være i tvivl om Socialdemokratiets anbefaling af et Ja – fordi det er

bedst for Danmark. Enhver økonomisk prognose viser, at det for beskyttelsen af dansk

økonomi vil være bedst at være en del af den fælles valuta. Desuden er det en del af

fremtidens dagsorden at være med offensivt i det Europæiske fællesskab.”

Partiets slogan var ”Bedst for Danmark”. Et slogan med en række underbyggede

budskaber om tryghed, beskæftigelse og indflydelse, som skulle signalere, at Danmark og

dermed alle danskernes interesser er bedst tjent med at deltage i den fælles valuta. Claus

Larsen-Jensen beskriver dog problemerne med at nå ud til vælgerne med budskabet om

euroen som en ny politisk ide (CLJ svar 20): ”Problemet var, at det var abstrakt for folk, og

det vi ikke kunne hamle op med var jo, at det her så ud som om vi afskaffede et nationalt

symbol – den danske krone.”

Argumentationsformer

Der var i Socialdemokratiet forud for afstemningen en stor bevidsthed om hvorvidt

argumentationen skulle appellere til fornuften eller følelserne; ethos, pathos eller logos.

Som udgangspunkt var der lagt op til argumenter, der appellerede til logos – den logisk

rationelle fremstilling om at euroen er ”Bedst for Danmark”. Per Rystrøm forklarer også, at

det var den logiske rationelle argumentation om både politiske og økonomiske forhold, der

dannede udgangspunkt fordi (PR svar 12), ”samtlige målinger vi fik lavet... argumenterne for

at stemme ja, også det som tvivlerne svarede kunne overbevise dem i en ja-retning kontra en

nej-retning, det cementerede sig omkring nogle bestemte ting, både omkring det politiske og

det økonomiske”. Som det også blev vist i gennemgangen af kampagneplanen, var der dog en

diskussion om, hvor det saglige niveau i diskussionen skulle ligge (PR svar 6): ”Der er nogen

der synes, at kampagnen bliver alt for højtragende, at man skal ned på jorden og have fat i

folk og snakke om valutakurser når de skal ud og rejse osv. Og så er der andre der synes, at

det er alt for plat, og at man i stedet skal pege på visionerne. Og hvis du ser på

59

kampagnesporet, så indeholder det begge elementer.” Socialdemokratiet gennemførte således

en bred argumentation, som appellerede til forskellige vælgersegmenter.

Partiet opererede også som udgangspunkt med, at euro-modstanderne i højere grad

ville argumentere ud fra pathos – de dybtliggende følelser hos modtageren. Således hedder det

i kampagneplanen omkring modstandernes argumenter: ”De tre farligste argumentgrupper er

p.t.: 1) Tryghed, velfærd og de nationalistiske forsøg på at patentere danskheden. 2)

Troværdighed, unionsglidebane, løfte debatten. 3) Elite – folket skræmmekampagne

argument.”

8.3. Det Radikale Venstre

Kampagnens organisatoriske struktur og strategi

Det Radikale Venstres kampagneplan blev aldrig nedfældet officielt på skrift. Lars Nielsen

har fortalt gennem e-mail korrespondance med mig, at ”(vi) havde ikke en detaljeret

kampagnemappe.” Både Lars Nielsen og Elisabeth Arnold har dog i interviewene beskrevet

partiets euro-valgkampsstrategi og organisation.

Det politiske grundlag for kampagnen blev ifølge Lars Nielsen givet i form at en

landsmødebeslutning, der tidligere end det var tilfældet hos Socialdemokratiet dikterede, at

partiet skulle gå ind for euroen (LN svar 5). Organisatorisk beskrev Lars Nielsen (LN svar

37), at kampagnen blev formuleret af et ”valgudvalg, der laver sådan noget med

valgstrategier. De tog (...) nogle diskussioner om strategi, og diskussioner om

plakatudformningen og pjeceudformningen.” Valgudvalget var i gang allerede i februar

måned, før afstemningen blev udskrevet. I valgudvalget blev den overordnede langsigtede

strategi besluttet, og her sad to repræsentanter fra folketingsgruppen,43 to repræsentanter fra

landsforbundet, to repræsentanter fra forretningsudvalget, samt sekretariatsfolk, og andre som

var involveret som rådgivere, blandt andre Lars Nielsen selv (LN svar 41).

Kampagnens organisatoriske arbejde var ifølge Lars Nielsen organiseret både på det

formelle og det uformelle plan: ”Det formelle forum hvor der var drøftelser af det her, det var

i høj grad folketingsgruppen. Så var der så uformelle drøftelser uden for det mellem det man

kan kalde partiledelsen, altså partisekretæren og Marianne Jelved, og gruppeformanden og så

undertegnede. Det var sådan løbende os, plus nogle andre medarbejdere, der løbende

tilpassede og diskuterede hvad vi gjorde” (LN svar 43).

43 Økonomiminister og partiformand Marianne Jelved og leder af folketingsgruppen Elisabeth Arnold.

60

Vedrørende den praktiske organisering af kampagnen forklarede Elisabeth Arnold (udenfor

det båndoptagede interview), at der var en valgmanual under euro-kampagnen som blev sendt

ud til afdelinger rundt om i landet. Den beskrev en række praktiske ting, som f.eks. hvordan

man kunne skaffe plakater, at der var penge at få til betaling af arrangementer og kontakt

detaljer mv. Elisabeth Arnold bekræftede dog også, at der ikke var udformet en detaljeret

kampagneplan, da partiet er så lille, at man godt kan ”sætte sig ned og se hinanden i øjnene”

og beslutte, hvad der skal ske.

Lars Nielsen forklarede på samme vis, hvorledes strategien ikke var detaljeret og

langsigtet planlagt fra start til slut: ”Den var igangsat sådan, at vi kun tænkte frem til

sommerferien, og at vi så skulle bruge sommerferien til evaluering” (LN svar 45). Partiets

strategi og organiseringsgrad hænger sammen med de tilgængelige ressourcer: ”Du skal regne

med, at vores ressourcer er begrænsede. Det vi kunne spille på var få ting vi kunne proppe

penge i. Resten måtte foregå gennem medierne” (LN svar 45).

Lars Nielsen forklarede også, at det Radikale Venstre ikke havde nogen deciderede

beredskabsplaner for at trænge igennem modstandernes argumenter og forsøg på at sætte

dagsordenen, men ”Som regering havde man. I den forstand at regeringen var parat rundt

omkring. Som parti havde vi ikke. Vi gik ikke ud og jordede (…) modstandernes myter.

Socialdemokratiet tog sig af noget af det, men ellers var det i høj grad ministrene der sørgede

for at… ved hjælp af noget af det apparat de havde, at tjekke oplysningerne.”

Med hensyn til koordinering af strategier med Socialdemokratiet forklarede Lars

Nielsen også, at ”De blev orienteret. Det blev ikke lavet sådan at vi tog – og så tog

Socialdemokratiet det ikke. Hvert parti vidste hvad hinanden gjorde, men det blev ikke

koordineret og tilpasset hinanden, langt fra” (LN svar 7). Partierne var således meget bevidste

om, ikke at virke for sammenspiste.

Elisabeth Arnold forklarede også, hvordan de som et lille parti forsøgte at markere sig

under kampagnen (EA svar 12): ”(...) ellers gik det jo meget på de store partier mod hinanden.

Og derfor prøvede vi at profilere os på en lidt anden måde. Mens ellers sad vi så også i store

paneler, hvor der sad mange partier. Og så prøvede vi så også at være aktive med de

kvindelige kandidater. Så man kan sige, at vi var nærmest altædende”.

Opsummerende fremgår det, at der også fra Det Radikale Venstres side var en

struktureret kampagneorganisation med en bevidsthed om egne handlemuligheder, styrker og

begrænsninger. Organisationen var gearet til at handle rationelt på baggrund af deres egne

interesser og muligheder.

61

Euroen som politisk ide

Det Radikale Venstre har som udgangspunkt støttet euroen som en politisk funderet ide. Som

Elisabeth Arnold sagde (EA svar 20): ”(...) vi havde jo valgt at tage den politiske, og sige vi er

simpelthen tilhængere af Europa, vi er tilhængere af integration og vi er interesseret i politisk

integration også. Og vi er ikke bange for det, og vi mener, at det er godt. Og vi har ikke været

nær så optaget af den økonomiske argumentation som Socialdemokratiet.”

Hermed appellerede Det Radikale Venstre målrettet ud fra dokumenterede viden om

deres vælgeres præferencer. Som Elisabeth Arnold sagde (EA svar 28): ”Vores vælgere de

fulgte os, det viser målingerne bagefter. Vi havde noget i retningen af 80 pct. af vores vælgere

bag os, hvis ikke vi havde mere. Vi var klart det mest euro-positive parti overhovedet. Vi

overgik selv Centrum Demokraterne.” De radikale vælgere havde dermed taget euroen til sig

som en naturlig del af ideen bag det europæiske samarbejde. Ideen havde udviklet sig blandt

vælgerkorpset fra en public sentiment til et frame, og euroen var for flertallet af de radikale

vælgere dermed blevet at betragte som en institutionaliseret del af EU-samarbejdet. Dette

gjaldt dog ikke for befolkningen som helhed, og Det Radikale Venstre kan i den forbindelse

betragtes som en ideational entrepreneur der i Finnemore og Sikkinks terminologi vil kunne

lede an i en promovering og spredning af ideen. Marianne Jelved udtalte således også i sin

tale på det radikale landsmøde den 16. september 2000 at: ”Vi radikale har det privilegium at

have noget at kæmpe for, en idé og et mål som vi tror på.”

Argumentationsformer

I højere grad end Socialdemokratiet var Det Radikale Venstre opsat på at argumentere ud fra

logos. Lars Nielsen forklarer, at de ”Derudover vidste vi jo også, at Marianne Jelved var

fagminister på området. Vores strategi blev jo, at vi i høj grad måtte tage os af noget af det

mere fagligt tunge. Vores parti måtte stå for den meget ansvarlige og sandfærdige linje.

Strategien blev aldrig nedfældet, men den blev gennemdiskuteret et par gange – at vi skulle

være super-europæere, eller meget åbne tilhængere af Europa, og vi skulle så bruge vores

kræfter på at sende et sandfærdigt billede”. Ud over, at Marianne Jelved var fagminister på

området, hænger dette også sammen med den målgruppe, partiet argumenterede overfor. Lars

Nielsen beskrev (LN svar 9) den målgruppe, partiet henvendte sig til som: ”(…)eftersom vi

appellerede til meget velartikulerede og veluddannede mennesker, så var vi også klar over, at

den type argumenter som vores vælgere ville acceptere, det var også de velartikulerede.”

Elisabeth Arnold beskriver ligeledes (EA svar 20) at, ”Vores vælgere er typisk nogle som er

veluddannede og eftertænksomme, og vi ville hellere signalere, at vi gør det her fordi vi er

62

tilhængere af Europa og tilhængere af integration, også politisk integration. For os er det ikke

bare et spørgsmål om økonomi – vi kan godt klare os uden euroen. Danmark vil ikke gå

nedenom og hjem hvis vi står udenfor – det kan vi sagtens.”

På det punkt var Det Radikale Venstre således meget afklarede med deres

argumentationsformer og kontakt til vælgerne. Partiet blev dog fordi, Marianne Jelved besad

Økonomiministerposten og dermed henvendte sig til en langt bredere del af befolkningen,

undervejs i kampagnen nødt til at ændre deres argumentation. Lars Nielsen forklarede at, (LN

svar 9) ”(...) vores dilemma var jo, at i en folkeafstemningskampagne der appellerer du ikke

til målrettede segmenter. Der bliver dit synspunkt jo også hørt af dem, der er uden for

segmentet. Så selvom vi højst sandsynligt kunne være nået langt, hvis vi kun skulle tale til

vores eget segment, så kunne vi jo ikke tale til dem direkte med mindre det var i et lukket

rum, så via medierne måtte vi jo tale til dem lidt mere,.... hvad skal jeg sige, med et lavt lix-

tal. Det havde vores politikere svært ved i starten, det var tydeligt at se.”

Argumentationsformen blev altså bevidst ændret undervejs i kampagnen (LN svar 55):

”Foråret var hen over hovedet på folk. (...) Og der blev det vendt rundt, sådan at de

menneskelige argumenter for at stemme ja kom mere frem. (...) Og hun [Marianne Jelved]

undgik så ikke i sin retorik at tage nogle af fordelene ved euroen med, men det blev mere til

de menneskelige argumenter for et ja.”

At der var behov for en bred kommunikationsplatform var partiet således bevidst om,

og det hedder også i litteraturen, at den mest overbevisende kommunikation anvender alle tre

appelformer (logos, pathos og ethos), og den taler således til både modtagerens fornuft og

følelser (Lund 1999, i Nielsen 2000).

8.4. Vurdering og analyse

Således så kampagnernes struktur, organisation og argumentation ud for de to partier før den

virkelige kampagne gik i gang. Metodisk er der altid et problem ved at analysere aktørers

hensigter forud for en given begivenhed med tilbagevirkende kraft, idet efterrationaliseringer

skal holdes adskilt fra præformulerede holdninger. Dette problem er selvfølgelig større ved

mundtlige kilder end ved skriftligt nedfældede kilder. For socialdemokratiets vedkommende

mener jeg således med deres kampagneplan at kunne se bort fra dette metodiske problem.

Mere problematisk er det dog for Det Radikale Venstres vedkommende, da der her ikke

foreligger har skriftlige kilder ud over afholdte taler. Med forbehold for at Lars Nielsen og

Elisabeth Arnold måske har efterrationaliseret i deres svar på mine spørgsmål, mener jeg dog

alligevel, at resultaterne er valide.

63

Som udgangspunkt stod de to partier ulige. For det første havde Socialdemokratiet kva

statsministerposten mulighed for selv at skyde kampagnen i gang. Partiet lå dermed på

forhånd inde med en viden, som Det Radikale Venstre og også andre involverede aktører ikke

havde. På den anden side var Det Radikale Venstre et af de partier, der i lang tid havde presset

på for at få afstemningen skudt i gang. Partiet havde bred opbakning i baglandet, og de var

afklaret og klar til afstemningen. Ved en folkeafstemningskampagne på godt syv måneder er

fordelen ved selv at kunne bestemme udskrivningstidspunktet imidlertid også mindre end ved

en kortere kampagne f.eks. i forbindelse med et folketingsvalg.

Men de to partiet var også ulige på et andet punkt. Socialdemokratiet er et stort parti

med en betydelig ubalance mellem ledelse og medlemmer/vælgere. På partiets kongres i

foråret stod 97 pct. af de delegerede bag euroen, mens kun godt 49 pct.44 af partiets vælgere

endte med at støtte denne holdning. Det viste sig også, at disse spændinger i løbet af

kampagnen medførte en uenighed i ledelsen omkring vægtning af argumenter, om end denne

splid ikke var så betydelig, som den blev fremlagt i medierne. Det Radikale Venstre fremstod

som et mindre, enigt og mere homogent parti, der i højere grad kunne fokusere deres

argumentation mod et mere snævert segment af egne vælgere.45

Sammenfattende kan det siges på baggrund af ovenstående redegørelser, at både

Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre forud for euro-kampagnens start i høj grad var

opmærksomme på planlægningen og organiseringen af kampagnen, og at en stor del af

kampagnerne var målrettet medierne. At Socialdemokratiet havde udarbejdet og nedfældet en

mere detaljeret kampagneplan skyldes, at Socialdemokratiet som et stort parti er underlagt

større styrings og koordinerings vanskeligheder end et mindre homogent parti.

Socialdemokratiets udfordring var som udgangspunkt også større end Det Radikale Venstres,

da partiet i kraft af statsministerposten havde mere at tabe, både realpolitisk og imagemæssigt.

Begge partier havde organisationsmæssigt indrettet sig med henblik på at optimere

deres handlekraft og effektivitet under kampagnen, bl.a. gennem mindre centrale enheder som

var ansvarlige for den daglige styring og udvikling af kampagnerne. Partierne opererede ud

fra, at de var i stand til at manøvrere selvstændigt i deres forsøg på bl.a. at sætte

mediedagsordnen, planlægge historier og arrangere de møder og events, der hører en moderne

valgkampagne til.

44 Ifølge Qvortrup 2001a. 45 Elisabeth Arnold fortæller dog (EA svar 66) at der i partiet er EU-modstandere organiseret i EU Kritisk Netværk. Denne gruppe fik ligesom andre dele af partiet penge fra centralt hold til at føre kampagne for.

64

På trods af de gode hensigter udviklede kampagnen sig dog ikke i den retning, ja-partierne

ønskede sig. Euro-kampagnen blev nemlig hurtigt præget af sin egen dynamik, som mere

havde form af en ustruktureret kamp end den præformulerede kampagne, der var tiltænkt.

65

9. EURO-AFSTEMNINGENS FORLØB

I dette afsnit behandles problemstillingens spørgsmål 2) ”Hvordan forløb euro-afstemningen,

og lykkedes det Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre at gennemføre de kampagner, der

var formuleret på forhånd?”

9.1. Ikke alt gik som planlagt

Billedet står der endnu på nethinden: omgivet af mikrofoner og kameraer fra alverdens tv-

stationer står statsminister Poul Nyrup Rasmussen på en stol på Christiansborg og synger

”Når jeg ser et rødt flag smælde”. Hans stemme ryster, og hans øjne er klare. Det er den 28.

september 2000 og klokken nærmer sig midnat. I et par timer har det været klart, at danskerne

har forkastet euroen, og dermed for anden gang i otte år gået mod anbefalingerne fra en

næsten enig top i det danske samfund for at bremse Danmarks videre integration med Europa.

Det viste sig senere på aftenen, at over 53 pct. af danskerne havde stemt nej, og

stemmedeltagelsen havde været rekord høj: 87,5 pct. af befolkningen.

Afstemningen den 28. september var kulminationen på måneders kampagnearbejde og

års forberedelser fra først og fremmest Socialdemokratiet men også regeringspartnerne i Det

Radikale Venstre og dele af den politiske opposition. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen

udskrev folkeafstemningen i marts måned, og det var startskuddet til en rekordlang kampagne

på næsten syv måneder, som i flere tilfælde ikke forløb som planlagt. Den 28. september gik

det galt, og Poul Nyrup Rasmussen udtalte samme aften til Ritzaus Bureau: ”Jeg påtager mig

mit hovedansvar. Det skal der ikke være tvivl om.”

9.2. Kampagnens indre dynamik

Udgangspunktet i dette studie er, som skitseret i afsnit 4, at politiske kampagner har effekt på

valgresultater, om end i forskellige grad afhængig af tipsperspektiv, intensitet og målgruppe.

Dette er også de holdning flere af de involverede aktører har udtrykt. F.eks. Lars Nielsen (LN

svar 61) og Per Rystrøm (PR svar 50) om hvorvidt kampagner kan ændre noget: ”Den kan

ændre en del. (...) Det viser undersøgelser også. Der er en hel gruppe tvivlere, og de tager

stilling bl.a. på baggrund af kampagner.”

Lige så sikkert det er, at kampagner kan have en reel effekt, ligeså sikkert er det også,

at kampagner ikke kan planlægges på forhånd. Som Dennis Kavanagh udtrykker det i

Election Campaigning (1995:242): ”Campaigning (...) falls short of full efficiency. Claims

66

about professionalism and effectiveness are statements of aspirations rather than descriptions

of reality.”46

Det var ellers en lang række rationelle og strategiske overvejelser, der banede vejen da

statsministeren den 4. marts 2000 udskrev folkestemningen til afholdelse den 28. september.

For det første havde der gennem længere tid været et flertal for euroen blandt befolkningen

(Marcussen 2000a, se også Bilag 7: Meningsmålinger fra euro-afstemningen). For det andet

bakkede størstedelen af det Socialdemokratiske bagland op om beslutningen. For det tredje

pressede oppositionen i form af Venstre og de Konservative på for at få udskrevet en

afstemning, ligesom også de radikale regeringspartnere havde talt varmt for at få spørgsmålet

ud til folket. For det fjerde var timingen, i hvert fald set fra det tidspunkt, i orden;

Regeringskonferencen i Nice skulle afholdes i december 2000, og det kunne forventes, at

diskussionerne omkring Nice-Traktaten ville skabe et debatklima, der støttede det europæiske

projekt. Og endelig kunne statsministeren, i lyset af det kommende folketingsvalg som skulle

afholdes ikke senere end marts 2002, ikke vente med en euro-afstemning til 2001, for dermed

ville han afskære sig selv fra at kunne udskrive et hurtigt og overraskende folketingsvalg.

I Folketinget var der et stort flertal bag et ja til euroen (jf. afsnit 3.1.), og et næsten

enigt erhvervsliv og store dele af fagbevægelsen støttede ligeledes et ja (Marcussen 2000a:7).

Ja-siden sad også på lagt størstedelen af de økonomiske ressourcer, og endte med at bruge 20

gange så mange ressourcer som nej-siden (Qvortrup 2001:191). Men som udgangspunkt

havde nej-siden to strukturelle fordele: en stærk økonomi og en regering der havde siddet

længe og var begyndt at knage i furene. I bagkundskabens lys var der også mange, der pegede

på tidspunktet som en af hovedårsagerne til, at det blev et nej. Elisabeth Arnold forklarede

(EA svar 52): ”jeg tror simpelthen tidspunktet var galt. Vi skulle have ventet til euroen var

der.”

En række begivenheder var med til at forme den offentlige debat og kampagnernes

forløb over de syv måneder. Den 7. april offentliggjorde regeringen en 560 sider lang rapport

Danmark og Euroen, som ud fra mikroøkonomiske argumenter konkluderede, at Danmark

økonomisk ville være bedre stillet indenfor euro-samarbejdet end udenfor. Rapporten blev

den 11. april debatteret i Folketinget, og den blev her voldsomt kritiseret for at være ensidig

”propaganda” fra regeringens side. Det mikroøkonomiske argument blev igen brugt i

rapporten ”Udviklingen i EU siden 1992 på de områder, der er omfattet af de danske 46 Netop dette var også min første erfaring under mit arbejde for Morten Helveg Petersen under folketingsvalgkampen. Her forklarede Morten blot få timer efter valgkampen var udskrevet, at denne valgkampagne var en kamp, hvor man på forhånd godt kunne tilstræbe at planlæggene dagenes forløb ud fra en præformuleret opskrift, men at en sådan plan aldrig ville holde i længden.

67

forbehold” udgivet af Dansk Udenrigspolitisk Institut. Denne rapport konkluderede, at

Danmark risikerede at blive et B-medlem i EU, hvis vi ikke var med i euroen fordi, vi ville

blive sat udenfor beslutningerne i Eurozonen. Disse argumenter blev dog modsvaret, da det

Økonomiske Råds vismænd den 17. maj offentliggjorde deres halv-årlige økonomiske

rapport. Dens konklusioner kom som et chok for ja-partierne, da de lød, at euroens fordele for

Danmark i bedste fald var ”små og ubetydelige,” og at ØMU bedst kunne beskrives som et

politisk projekt.47 Rapportens konklusioner udviklede sig hurtigt til et betydeligt tema i

medierne, og de blev grebet af euro-modstanderne, der satte spørgsmålstegn ved hele

regeringens mikro-økonomiske argumentationsgrundlag. Omtrent på samme tid som

Vismandsrapporten blev offentliggjort begyndte meningsmålingerne at vise dødt løb mellem

ja- og nej-siden. I Figur 1. er 67 meningsmålinger foretaget i løbet af kampagneperioden

sammenskrevet.

Figur 1: Sammenskrivning af 67 meningsmålinger med trendkurver

0

10

20

30

40

50

60

28-feb 30-mar 29-apr 29-maj 28-jun 28-jul 27-aug 26-sep

Dato

Pro

cent

Ja Nej Ved ikke

(Kilde: Kurverne er baseret på egen sammenskrivning af meningsmålinger fra Gallup, Vilstrup, Greens, Sonar, Megafon, GfK, PLS, IFKA, DS og IFO. Meningsmålingerne samlet af Eurofact på www.eurofact.dk/mm_-dktal.asp (26.05.01). Resultaterne stammer fra 67 forskellige meningsmålinger fra perioden 28. februar til 27. september 2001. Trendkurverne, der er markeret med fed, er baseret på en polyminial udregning. Se Bilag 7 for de eksakte tal fordelt på dato og individuelle meningsmålingsinstitutter.) 47 Rapportens konklusioner lå dog i præcis forlængelse af tidligere rapporter fra Det Økonomiske Råd, hvorfor konklusionerne kunne have været forudset.

68

Andre emner, der var med til at forme kampagnens indre dynamik, var EUs sanktioner mod

Østrig. I medierne blev det fortrinsvis udlagt som EUs indgriben i et lille medlemslands indre

anliggender. Dertil kom debatten om euroens konstante kursfald overfor dollaren – dette issue

var mere end noget med til at forme den offentlig debat (om dette se f.eks. LN svar 65 og PR

svar 28). Kursfaldene blev i medierne fortrinsvis behandlet som den svage euro kontra den

stærke krone, hvilket igen var medvirkende til at sænke euroens troværdighed i store dele af

befolkningen. Nej-siden greb denne udvikling i deres argumentation, mens ja-siden med

større og større frustration forsøgte at forklare den økonomiske sammenhæng mellem kronen

og euroen Men som Elisabeth Arnold beskrev så var ”Det (...) umuligt at trænge igennem, for

den der besked hver morgen om at nu er euroen igen faldet overfor dollaren, det betød, at

sådan noget skidt vil man da ikke have.”

Et andet tema, der var oppe i debatten, var Statsministerens tidlige udtalelse om, at

Danmark, hvis vi tilsluttede os euroen, havde mulighed for at trække os ud igen, ifald

medlemskabet senere viste sig uhensigtsmæssigt. Denne udtalelse, som var blevet gentaget

flere gange, blev den 12. maj blankt afvist af Europa Kommissions formand Romano Prodi

under et besøg i Danmark. Statsministeren undlod i første omgang at acceptere denne

udtalelse og henviste til, at Romano Prodi havde misforstået spørgsmålet. I et svar til

Europaparlamentsmedlem Jens-Peter Bonde fastslog Ministerrådets juridiske afdeling dog

efterfølgende, at Danmark ikke ville kunne trække sig ud af euro-samarbejdet. Et tredje tema,

der skadede ja-siden, opstod i slutningen af august, da debatten blev drejet over på

velfærdsspørgsmålet, og euroen i den forbindelse blev udlagt som værende en trussel mod

det danske velfærdssystem. Argumentet blev modsvaret af bl.a. Socialforskningsinstituttet,

som argumenterede, at det danske velfærdssystem godt nok stod overfor en trussel, men at

dette skyldtes den økonomiske globalisering mere end euroen og EU. Statsministeren forsøgte

at lægge låg på dette issue ved at foreslå en pensionsgaranti, der ville sikre det danske

velfærdssystem de næste fyrre år. Garanti-udspillet kom dog til at give bagslag for

statsministeren, da det i pressen og af euro-modstanderne blev udråbt som uholdbart og et

tegn på en desperat mands handlinger. Sidst men ikke mindst opstod der uklarhed overfor

regeringens politiske argumentation om, at Danmark ville miste indflydelse i den Europæiske

Centralbank, hvis vi stod uden for euro-samarbejdet. Dette skete da Nationalbankdirektør

Bodil Nyboe Andersen forklarede på tv, at hun i EU-sammenhæng ikke måtte optræde på

Danmarks vegne, men skulle handle i kollektiv med de andre nationalbankdirektører. Samme

type argumentation opstod i forbindelse med medlemskab af det uformelle euro-råd og

betydningen af en dansk plads ”ved bordet”. Regeringen havde gennem hele kampagnen

69

argumenteret for, at euroen ikke havde nogen afgørende indflydelse på dansk økonomi, men

blot var en naturlig fortsættelse af den fungerende økonomiske politik. Alligevel blev det fra

regeringens side påstået, at det var det meget vigtigt, at Danmark, med Økonomiminister

Marianne Jelved fik en plads ved bordet, da der her skulle træffes en række vigtige

beslutninger for landet. Disse tvetydige udmeldinger gav grobund for en række spekulationer

om, hvorvidt regeringen skjulte nogle af euroens sande konsekvenser for befolkningen (se

Marcussen 2001a samt avisartikler for nærmere gennemgang af forløbet).

Fælles for alle de sager og temaer, der opstod i løbet af kampagnen var, at de kom til

at passe ind i den danske EU-debats traditionelle mønstrer. Nej-siden indtog en offensiv

stilling, som såede tvivl omkring EU og regeringens position og troværdighed, imens ja-siden

til gengæld endte i en forsvarsposition, hvor den måtte forsvare og bortforklare i stedet for

offensivt at formidle og promovere egne argumenter. Se Tabel 3 for en kronologisk

gennemgang af valgkampsforløbet.

Tabel 3: Centrale begivenheder i afstemningsforløbet

1992 Danskerne siger nej til Maastricht Traktaten 1993 Danskerne siger ja til Edinburg-aftalen med de fire danske EU-forbehold. Bl.a.

forbeholdet mod Danmarks deltagelse i tredje fase af den Økonomiske og Monetære Union (euroen)

4. marts 2000 Statsminister Poul Nyrup Rasmussen udskriver folkeafstemning om dansk deltagelse euroen til afholdelse den 28. september 2000

7. april 2000 Regeringen (Økonomi- og Finansministeriet) fremlægger rapporten ”Danmark og Euroen” på 560 sider, som ud fra en mikroøkonomisk betragtning anbefalede et ja

11. april 2000 Rapporten ”Danmark og Euroen” bliver debatteret i Folketingssalen og kritiseres stærkt af euro modstandere for at være ensidet og partisk

30. april 2000 Socialdemokratiets kongres. 15 ud af 501 af de delegerede anbefalede et nej til euroen 8. maj 2000 Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) offentliggører rapporten ”Udviklingen i EU siden

1992 på områder, der er omfattet af de danske forbehold” 12. maj 2000 Formand for Europa-Kommissionen Romano Prodi udtaler under et besøg, at Danmark

selvklart ikke kan forlade euro-samarbejdet hvis vi engang er med 17. maj 2000 Det Økonomiske Råd (Vismændene) offentliggører den halvårlige rapport om ”Dansk

økonomi” (Vismandsrapporten) hvori de vurderer, at de økonomiske fordele for dansk medlemskab af ØMUen er ”små og ubetydelige”

17. maj 2000 Første behandling af forslag til lov om Danmarks deltagelse i den fælles valuta, L288. 21. august 2000 Forskere ved Socialforskningsinstituttet udtaler, at euroen ikke er en trussel for den danske

folkepension, men at den danske velfærdsmodel er mere truet af globaliseringen 24. august 2000 Anden behandling af forslag til lov om Danmarks deltagelse i den fælles valuta, L288 6. september 2000 Tredje behandling af forslag til lov om Danmarks deltagelse i den fælles valuta, L288.

Forslaget vedtoges med 81 stemmer for og 29 imod 9. september 2000 Internationale vismandskommission siger OK for den Østrigske regering 13. september 2000 Nationalbank direktør Bodil Nybo Andersen udtaler i et interview, at hun skal handle

neutralt og ikke ”som en dansk repræsentant” hvis hun skulle deltage i euro-råds møder. 16. september 2000 Socialdemokratiets kongres, hvor regeringen garanterer folkepensionen 16. september 2000 Det Radikale Venstres landsmøde i Nyborg Strand 21. september 2000 Poul Nyrup Rasmussen deltager ikke selv i valgprogram på DR1, men sender i stedet Ritt

Bjerregaard og Henrik Dam Kristensen 22. september 2000 Regeringen udtaler, at et nej vil betyde en strammere finanspolitik, højere renter og 15-

20.000 færre jobs. 28. september 2000 53 pct. af danskerne stemmer nej til euroen

70

(Kilde: Egen registrering af begivenheder taget fra forskellige kilder)

Denne gennemgang af det egentlige handlingsforløb under kampagneperioden leder frem til

en analyse af, hvordan Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre forsøgte at manøvrere og

tilpasse sig gennem perioden.

9.3. Socialdemokratiet

Socialdemokratiet forsøgte undervejs at påvirke begivenhedernes gang, og i de tilfælde det

ikke var muligt, prøvede de at tilpasse og positionere sig mest optimalt i forhold til de ydre

begivenheder.

Der var på forhånd planlagt en både offensiv og defensiv strategi, som også omfattede

mulige modtræk til de argumenter, som modstanderne kunne tænkes at benytte. I

kampagneplanen hedder det: ”Samtidig skal der ske en kortlægning af modstandernes

kampagner og aktiviteter – herunder en tidslinje, der gør, at vi kan planlægge offensivt og

”time” i forhold til deres strategi.” Der er defineret fire forskellige typer af opgaver: 1)

Offensive projekter rettet mod at styrke vor egen argumentation. 2) Offensive projekter rettet

mod nej-sidens argumentation. 3) Defensive projekter rettet mod nej-sidens argumentation, og

4) Offensive forsøg på at foregribe negative historier og angreb. At partiet/ja-siden alligevel i

flere tilfælde lod sig presse tilbage af nej-sidens argumentationer er blevet kommenteret flere

steder. Mie Femø Nielsen beskriver i Under lup i offentligheden (2000:217) at, ”Når ja-siden

tabte ØMU-valget i Danmark (...) så skyldes det formodentligt i høj grad, at man ikke havde

gennemtænkt sin argumentation. Man lod sig i høj grad diktere af nej-sidens dikotomier: Det

store Europa vs. det lille Danmark, - det multikulturelle samfund vs. den gode gamle danske

kultur, - ”dem”/de fremmede vs. ”os”/danskere” etc.” Ifølge Mie Fæmø havde nej-siden i

modsætning til ja-siden en fuldstændig konsistens i valget af dikotomer, og derfor havde de

lettere ved at argumentere overbevisende. For ja siden var det mere kompliceret, ikke mindst

fordi nej-sidens dikotomer skulle tilbagevises, før selv kunne begynde at formulere deres

egne.

Per Rystrøm forklarede (PR svar 34), at han vil give euro-kursfaldene den helt

afgørende betydning for, hvorfor det blev et nej, og at ”(...) det skulle vi selvfølgelig helt fra

starten have kommunikeret om, hvad det betyder, hvordan kronen er i forhold til det, hvad det

har af effekter, og kronen er faldet sammen med, og det vil den gøre i alle tilfælde osv. osv.

osv. (...) Så det vil jeg sige var en strategisk kommunikationsudfordring vi skulle have

håndteret anderledes. (...) Jeg tror sådan set, at man var ude med de rigtige budskaber, men

71

man trængte bare ikke igennem med dem på grund af nogle blokader”. I svar 36 forklarede

Per Rystrøm også, hvordan han efterfølgende vurderede, at vismandsrapporten også skulle

have været håndteret anderledes end, det blev gjort. Dette viser således en erkendelse af, at

Socialdemokratiets argumentation blev ramt af en række begrænsninger.

Samlet set stod Socialdemokratiet overfor et dilemma om deres argumentationsformer:

Man kunne argumentere økonomisk eller politisk, og man kunne argumentere overordnet og

ideologisk eller nede på jorden og konkret. Vægtningen mellem disse hensyn gav en vis

inkonsistens og tvetydighed kampagnen igennem.

Omkring strategien fortalte Henrik Dam Kristensen til Jyllands-Posten midtvejs i

kampagneforløbet den 27. juli 2000: ”Der er nogen der glemmer, at denne kampagne kører i

to faser. Foråret og sommeren, hvor vi har fået alle rapporterne og snakket overordnede linjer,

og så den kampagne vi begynder her til august. Her inddrages alle lokalområder, der skal vi

snakke med folk i øjenhøjde – om hvad euroen betyder for deres daglige handel i Brugsen,

om de skal betale vekslegebyr af pensionsopsparingen og så videre. Man kan ikke køre

valgkamp i traditionel forstand i månedsvis – derfor har vi lagt denne strategi, og det er alle –

så vidt jeg ved – da enige om er det rigtige.”

Per Rystrøm forklarede hvorledes der var to spor i strategien argumenterne – det

politiske og det økonomiske (PR svar 4). Disse to spor var klart defineret på forhånd og, ”det

er min oplevelse, at det holdt sådan set hele vejen igennem. Der var nogle skønhedsfejl hist og

pist, men i det store hele så kan man tage de annoncer der blev lavet, man kan tage de

pressemøder der blev holdt – en hvilken som helst official kommunikation fra kampagnen fra

Socialdemokratiets side, blev bygget op omkring de to spor. Der var meget pressepolemik på

et tidspunkt om et skifte – men det var mere en polemik.”

Claus Larsen-Jensen havde en lidt anden indgangsvinkel, som drejede sig mere om de

politiske argumenter, men som har sager (CLJ svar 6): ”Jeg kan huske at jeg gik ud med noget

politisk relativt hurtigt, men fik at vide, at nu skulle jeg holde sporet, og så holdt vi sporet på

det økonomiske og fik så et smæk på det økonomiske sommeren over”. Dog sagde han til

Aktuelt 8. august 2000: ”Vi har lagt en linje med både økonomiske og politiske argumenter.

Men betoningerne er forskellige afhængig af, hvad og hvor der kommenteres.”

Samtidig med at partiet internt skulle bestemme deres argumentationskurs, opererede

de også i et ydre miljø, hvor de som rationelle spillere skulle forsøge at positionere sig bedste

muligt og få størst mulig effekt af kampagnen. Men som Per Rystrøm forklarede i forbindelse

med pensionsdebatten (PR svar 22): ”Alle ting der blev lavet var et forsøg på at få lukket den

debat. Men fordi, der skete nogle andre ting undervejs, fordi der var nogle andre aktører også,

72

så blev det bare kørende i for mange dage, og det er klart, at det skulle den ikke have haft lov

til.

Det kan konkluderes, at Socialdemokratiet på forhånd samt undervejs i

kampagneforløbet var meget bevidste om, at de skulle operere rationelt, argumentere

konsekvent og offensivt modarbejde nej-sidens argumenter og handlinger. At dette ikke

lykkedes i så høj grad i virkeligheden har flere forklaringer. For det første stod partiet overfor

en meget splittet vælgerskare, hvor nogle bedst kunne nås med økonomiske argumenter, nogle

med politiske, nogle med visionære og andre igen med de mere jordnære argumenter. Dette

gjorde det vanskeligt at styre debatten. For det andet deltog en række andre aktører, både

politikere, medier og vælgere i spillet, som derfor i stigende grad udviklede sig til en

uoverskuelig kamp mere end en kontrolleret kampagne.

9.4. Det Radikale Venstre

Også i Det Radikale Venstre var man bevidst om hele tiden at påvirke kampagnens gang samt

at tilpasse sig bedst muligt til de ydre begivenheder. Som udgangspunkt havde partiet en

meget snæver og konkret argumentation, som var målrettet partiets homogene og euro-

positive vælgersegment. Men samtidig skulle partiet gøre noget for at blive hørt i det store

spil. Elisabeth Arnold fortalte (EA svar 10): ”Vi gjorde meget for at lave møder med Dansk

Folkeparti, for de forekom os at være vores diametrale modsætninger – bange for alt hvad der

kommer udefra – EU og indvandring. (...) Og vi følte det ville være bedre at alliere os med

dem fordi vi ville få en god diskussion, end at sættes os op mod nogle af de andre

modstandere, SF. f.eks.”

Lars Nielsen fortalte dog, (LN svar 13), at ”Vi var fuldstændig sikre på, at det meget

hurtigt ville ende med for og imod EU. En change-no-change dagsorden, tryghed eller ikke

tryghed. Alt det her som overordnede emner, men vi forsøgte jo heroisk at relatere det isoleret

til euroen, men da sommerferien var trådt i kraft, da første periode havde gået i foråret var vi

klar over – glem det! De kræfter skulle vi ikke bruge på det, for det havde ikke nogen effekt.”

En forklaring på dette kan være, at det var vanskeligt kva Marianne Jelveds position som

økonomiminister udelukkende at henvende sig til partiets egne vælgere. Partiet opererede som

en blandt mange spillere på hele banen, og de andre spillere og eksterne forhold påvirkede

deres egen præstation.

At det ikke lykkedes partiet at gennemføre deres præformulerede kampagneplan,

lagde Lars Nielsen ikke skjul på (LN svar 23): ”Altså min læsning er, at det her det faldt slet

ikke på grund af sagerne, det faldt simpelthen på grund af manglende og dårlig

73

kommunikation. Jeg har en klar overbevisning om, at grundårsagerne til at vi tabte det var, at

vi ikke på nogen måde kunne fastholde – vi havde ikke en god kommunikation samlet set på

ja-siden. Vi havde en elendig kommunikation.” Som begrundelse herfor sagde han (LN svar

25), ”For det første fordi vi havde det her projekt kørende, at det var umuligt at forstå hvad

det handlede om. Du havde simpelthen en argumentation som var komplet umulig at

kommunikere. Hvis du skulle vinde en folkeafstemning skulle du fra starten have kørt den ud

i nogle underliggende temaer. Punkt 2, når du nu har et så forfærdeligt – elendigt – projekt at

kommunikere, så er det ikke godt at have det kørende i marts, april, maj, juni, juli, august,

september – det er syv måneder ikke.”

9.5. Vurdering og analyse

Der gik ikke langt tid efter stemmerne var talt op den 28. september, før de første avisartikler

og analyser af, hvorfor og hvordan ja-siden havde fejlet i deres kampagner, dukkede op.48

Flere af analyserne underbygges af nærværende undersøgelser og interviews, og det peger på

både strukturelle og aktørbaserede forklaringer.

På det strukturelle plan blev folkeafstemningen ramt af den indbyggede inerti, som

genfindes i politiske institutioner – den path-dependency som Paul Pierson beskriver. Politik

består af kollektivets handlinger. Mange aktører skal samarbejde og deres holdninger

koordineres for at opnå resultater. Dette gælder på mange niveauer både blandt politikere,

medier og vælgere. Thomas Larsen forklarede i tråd med dette, at efter hans opfattelse kom

forløbet (TL svar 2): ”(...) ellers indholdsmæssigt men også kommunikationsmæssigt til at

minde om de tidligere kampagner – de sammen temaer, gamle spøgelser som man cirklede

om i debatten. I virkeligheden ret fastlåst.”

Inertien bunder i EUs historiske position i den danske offentlige debat og politiske

diskurs, i mediernes arbejdsrutiner og nyhedskriterier. Derfor er det også vanskeligt at løfte

Europa debatten i Danmark op af den nuværende defensive position og over i den offensive

strategi, som det flere gange har været efterlyst af mere pro-europæiske partier og politikere.

Inertien er et udbredt historisk faktum i danske folkeafstemninger om Europa, og kan også

genfindes i den daglige europadebat i Danmark. Og det vil kræve et brud med det nuværende

paradigme at ændre på dette forhold. Der skal i Finnemore & Sikkink terminologi ske det

kritiske skifte, eller critical juncture, som kun kan iværksættes af en markant ydre begivenhed,

der afføder et større paradigmeskifte. Et sådan ydre begivenhed kan være en større økonomisk

krise eller en betydelig indenrigspolitisk omvæltning. 48 Se blandt andet Andersen 2000 og Mandag Morgen 2000a-2000j.

74

I forlængelse af disse karakteristika har Mads Qvortrup på baggrund af komparative studier af

folkeafstemninger påpeget, at folkeafstemninger vindes ud fra to grundlæggende kriterier: en

nylig tiltrådt regering og en dårlig økonomi. Ingen af disse forudsætninger var tilstede under

euro-afstemningen (Qvortrup M 2001). Nyrup regeringen havde siddet i otte år, den var

begyndt at knage i furene og var plaget af en række upopulære sager, som trak ned på

statsministerens troværdighed. Dette gav visse vælgere et incitament til at stemme mod

euroen for at straffe den siddende regering.49 Derudover var den danske økonomi sund, og

samtidig med at euroens kurs løbende under kampagnen faldt overfor dollaren, satte det

spørgsmålstegn ved regeringens økonomiske argumentation og euroens troværdighed. Man

ved, hvad man har, men ikke hvad man får, blev således også et velbenyttet argument fra nej-

siden (Andersen 2000a). Den meget lange kampagne var ifølge Mads Qvortrup også en

strukturel fejlfaktor i kampagneøjemed. For jo længere en kampagne er, jo sværere er det at

bevare kontrollen og overblikket over debatten og dagsordenen (Qvortrup M 2001).

På baggrund af egne erfaringer fortalte Lars Nielsen, hvordan folkeafstemningen som

institution påvirkede kampagnens gang (LN svar 61): ”Jeg er ikke spor i tvivl om, at

folkeafstemningen som institution, og de mekanismer der generes under en folkeafstemning,

de er mere interessante, end de politiske toner og undertoner, der er i debatten. For jeg tror

som udgangspunkt, at i en folkeafstemning vil der være noget der ligner 35-40pct. på både ja

og nej, og det er så de sidste 20-25 pct. der så skal flyttes. Jeg tror, at det er en del af logikken

i en folkeafstemning.” Lars Nielsen opsummerede senere (LN svar 65), hvad han anså som de

overordnede grunde til afstemningens udfald: ”De store fundamentals de var i virkeligheden

som udgangspunkt: det var en folkeafstemning, hvor der er begrænset mange man kan flytte,

dernæst havde vi et projekt der var ukommunikerbart, som folk ikke forstår implikationerne af

når det gjaldt delelementerne i det. Dernæst havde vi en dollarkurs som kom oven i en

østrigssag og en klodset håndtering af folkepensionen, og så os der gik for meget på sagen.”

På aktør niveau påvirkede en række forhold kampagnens gang. Som aktører kan

politikerne og medierne analyseres som rationelle spillere, der ud fra en vurdering af egen

interesser, handlemuligheder mv. søger at positionere sig bedst muligt og maksimere deres

udbytte. I den ideelle spil-situation handler den enkelte rationelle aktør på baggrund af fuld

information om modstandernes hensigter og prioriteter. Spilleren forsøger inden for en

afgrænset tidshorisont at styre egne handling på baggrund af en rationel kalkule. I den

virkelige spil-situation begrænser en række forhold den fulde information, ligesom andre

49 Både Henrik Qvortrup og Elisabeth Arnold fortalte således, at de personligt havde oplevet vælgere, der stemte nej som et udtryk for at straffe statsministeren eller den siddende regering.

75

aktører deltager og ydre påvirkninger er med til at forme spillets udvikling og definere

handlemuligheder. Den strategisk strukturerede (valg)kampagne udvikler sig således til en

kaotisk og uoverskuelig (valg)kamp. Som Per Rystrøm forklarede det, så er det (PR svar 50)

”(...) klart, at der er ikke nogen kampagner der foregår i et tomrum, de foregår mod hinanden,

og derfor så har de selvfølgelige også en tendens til at ophæve hinanden delvist, fordi folk står

og råber hinanden op i hovedet. Og så tænker folk, at så lyver de nok lige meget begge to,

eller også har de begge to ret. Men det er jo ikke det samme, som at de ikke har nogen effekt,

for hvis man fjerner den ene af dem, så vil den anden nok sandsynligvis have en ret dramatisk

effekt.”

Der er fra flere sider blevet fremhævet kommunikations- og argumentationsmæssige

forklaringer på afstemningens udfald. I den forbindelse specielt på ja-sidens fejlvurderinger,

og dette gælder både de offensive og defensive argumenter. Socialdemokratiet var klemt

mellem to slags vælgere og to argumentationsformer. På den ene side partiets traditionelle

kernevælgere blandt arbejdere og pensionister, hvor de økonomiske argumenter er afgørende,

og på den anden side nyere, yngre og mere veluddannede vælgere, som lytter mere til de

politiske aspekter af euroen. Partiet balancerede afstemningen igennem de to

argumentationstyper overfor hinanden, men vægtningen af de forskellige typer argumenter

gav undervejs spirer til intern diskussion i partiet. Diskussion som på grund af en massiv

mediedækning resulterede i, at partiets kampagne kom til at fremstå rodet og uharmonisk og

partiets ledelse splittet og udisciplineret. Det Radikale Venstre kunne derimod

argumentationsmæssigt fokusere skarpere på de politiske argumenter, som partiets

vælgersegment efterlyste. Fælles for begge partier var dog, at mange af de enkeltsager der

dukkede op undervejs i kampagnen, så som folkepensionen, vismandsrapporten, euro-

kursfaldet, Danmarks politiske indflydelse ”ved bordet” osv., kom til at forstyrre de

præformulerede kampagner, og flere af de involverede har peget på, at partierne ikke var gode

nok til at forudse og afværge disse sager. For eksempel beskrev Per Rystrøm (PR svar 34), at

”Det er klart, at man kunne have gjort den der pensionssag anderledes, det er sådan én ting, og

den anden ting er, at man selvfølgelig… men det er jo i bagkundsskabens ulideligt dejlige lys,

at vi selvfølgelig fra starten af skulle have haft en strategi for, hvordan vi skulle håndtere de

der euro-kursfald. Dem vil jeg give den helt afgørende forklaring på, hvorfor det blev et nej.”

Andre analyser peger på, at ja-siden begik flere fejl i sin argumentation, bl.a. ved at

fokusere for meget på økonomien og for lidt på de politiske konsekvenser. Hans-Jørgen

Nielsen og Torben Worre fra Københavns Universitet har i en analyse på baggrund af 1001

interviews fastslået, at det der betød noget for vælgerne, var det politiske aspekt i euro-

76

samarbejdet (Nielsen i Aktuelt 220.12.00). Forfatterne gør dermed op med den grundfæstede

forestillingen om, at i EU-spørgsmål siger hjernen ja, mens hjertet sige nej – for hjertet siger

også ja. Undersøgelsen står ikke alene. En Vilstrup-analyse baseret på 539 interviews fra

oktober 2000 viser, at hver anden Dansker stemte ja for at sikre Danmarks indflydelse i

Europa eller for at hindre, at Danmark kom til at stå uden for. Kun hver niende vælger pegede

i den forbindelse på økonomiske og sociale fordele (Aktuelt 20/12).

Ugebrevet Mandag Morgen Nr. 34 200 viser på baggrund af undersøgelser foretaget af

Henrik Kaare Nielsen fra Århus Universitet, at både ja- og nej-kampagnerne gik skævt af

befolkningen ved at fokusere på nationalromantiske formuleringer overfor en befolkning, der

for længst er blevet kosmopolitisk. Det danskerne frygtede mest var ikke tab af kultur men tab

af demokrati. På den baggrund kalder Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet både ja-

og nej-sidens kampagner for ”dårligt politisk håndværk”. En ACNielsen AIM

vælgerundersøgelse i samme nummer af Mandag Morgen konkluderer, at kampagnerne

undervurderede vælgerne, og at det oftere var vurderingen af EUs integration generelt og ikke

euroen, der lå bag stemmeafgivelsen. Blandt de faktorer, der havde med euroen at gøre, blev

fleste påvirket af risikoen for et pres mod den danske krone ved et nej samt af euroens

faldende kurs. Undersøgelsen viser også, at ja-siden fik skræmt betydeligt flere stemmer over

på nej-siden, end det lykkedes nej-siden selv at tiltrække. Alene statsministerens garanti for

folkepensionen fik næsten 4 pct. af vælgerne til at skifte til nej-siden.

Lars Nielsen var heller ikke i tvivl om, at partiernes kommunikation havde en

afgørende indflydelse under afstemningen (LN svar 31): ”Jeg er kynisk på det område, jeg

tror ikke, at man skal lede efter en politisk forklaring, som den primære årsag til at vi tabte.

Men det kan godt være, at det er diskussionen om hønen eller ægget, men jeg er af den

opfattelse, at det var først og fremmest af kommunikationsmæssige årsager at vi tabte.”50

50 Når Lars Nielsen her giver udtryk for, at det fortrinsvis var af kommunikationsmæssige årsager, at ja-sidens tabte, ligger implicit, at det også var af kommunikationsmæssige årsager, at nej-siden vandt. Dette studie, som ikke bliver inddraget her, fortjener at blive bedre belyst i anden sammenhæng.

77

10. EURO-AFSTEMNINGENS MEDIEDÆKNING

I dette afsnit behandles problemstillingens spørgsmål 3) ” Hvordan dækkede medierne euro-

afstemningen, og hvordan var forholdet under euro-afstemningen mellem Socialdemokratiet

og Det Radikale Venstre på den ene side og medierne på den anden side?”

10.1. Mediernes dækning af euro-valgkampen

Denne del af analysen er baseret på de gennemførte interviews samt avisartikler og analyser

af pressens dækning af euro-valgkampen udført først og fremmest af Ugebrevet Mandag

Morgen.

Politik er i dag en konkurrence baseret på historier i lige så høj grad, som det er en

konkurrence baseret på ideologi og politik. De to bærende kræfter i denne nye politik kan

beskrives som: 1) journalistens interesse i at fortælle gode historier, 2) politikernes interesse i

at få fortalt gode historier, hvor de selv har heltens rolle, eller hvor politiske modstandere har

skurkens rolle. Politik handler dermed i høj grad om befolkningens opfattelse. Når vælgerne

skal vurdere en politik, sker det i høj grad ud fra, hvad der foregår i den daglige nyhedscyklus

i medierne, hvor de bedste historier i konkurrerer om borgernes tid og interesse. Det gør

medierne til den aktør, der frem for alt skaber demokratiets virkelighed, nemlig den

virkelighed som folk tror på (Kjøller 2001).

Pressen har dog altid fulgt sine egne konventioner og egen logik, og som Walter

Lippmann skrev allerede i 1922, så sker dette ikke altid på baggrund af objektive standarder:

”every newspaper when it reaches the reader is the result of a whole series of selections as to

what items shall be printed, in what position they shall be printed, how much space each shall

occupy, what emphasis each should have. There are no objective standards here. There are

conventions (Lippmann 1997).

I det følgende gennemgås de konventioner henholdsvis pressen, politikerne og

vælgerne havde under euro-afstemningen, og det vurderes, om disse konventioner afspejlede

en speciel form for logik hos de tre aktørgrupper.

10.2. Pressens prioriteringer

Ugebrevet Mandag Morgen bragte i løbet de 29 uger, som euro-valgkampen varede, en

artikelserie om pressens euro-dækning. Den sidste artikel, som opsummerede hele forløbet,

blev bragt 25. september. I denne analyse vil fordelingen af euro-emner i pressen blive brugt

til at illustrere pressens prioriteringer:

78

Tabel 4: Euro-dækningen i perioden 10. marts til 20. sept. 2000 fordelt på emner og dagblade, procent

JP Politiken Berlingske Aktuelt Information BT Ekstra

Bladet

Alle

Økonomiske konsekvenser

Samfundsøkonomiske 12 8 13 9 14 5 6 10

Personlige 2 2 2 1 0 2 0 1

Velfærdsharmonisering 5 7 8 6 7 5 10 7

Politiske konsekvenser

Europapolitiske konsekvenser 7 10 9 8 16 10 8 9

Udenforskab 2 3 5 3 2 1 2 2

Om debatten

Debatten 18 20 17 17 22 20 28 19

Partipolitik 7 8 7 9 12 14 8 9

Ja-kampagnen 6 6 4 5 3 5 9 5

Meningsmålinger 4 4 6 7 3 9 1 5

Nej-kampagnen 5 4 2 3 3 2 5 4

Indenrigspolitiske konsekvens. 1 1 1 2 2 5 2 2

Østrig-sagen 4 1 2 1 0 4 2 2

Euroen 16 9 10 5 6 3 1 9

Andet 11 17 13 24 11 14 18 15

I alt 100 100 100 100 100 100 100 100

(Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen Nr. 33, 25 september 2000, på baggrund af 2695 avisartikler)

Det kan læses af tallene, at ”debatten om debatten” var det enkeltemne, der blev skrevet flest

artikler om. Dernæst kom euroens samfundsøkonomiske konsekvenser efterfulgt af artikler

om de europapolitiske konsekvenser samt om euroen i sig selv. Det er karakteristisk, at

næsten hver tiende avisartikel har beskæftiget sig med euroens kursfald overfor dollaren, og

de artikler må anses som værende til fordel for nej-siden. Euro-dækningen fordelt på de fem

hovedemner er sammenfattet for alle dagblade i Tabel 5, og det ses her, at artikler om

”debatten om debatten” også fyldte meget i det samlede pressebillede.

79

Tabel 5: Avisartikler fordelt på emner, i procent

46

9

17

12

15

0 5 10 15 20 25 30 35 40 45 50

Om debatten

Euroen

Økonomiske konsekvenser

Politiske konsekvenser

Andet

(Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen Nr. 33, 25 september 2000, på baggrund af 2695 artikler)

Ugebrevet Mandag Morgen foretog også en optælling over, hvilke politikere der var mest

fremtrædende i pressen. Oversigten viser, at nej-politikere var mere citerede end ja-politikere

(6 mod 4), og at statsministerens indtog en tredjeplads.

Tabel 6: Mest citerede politikere under euro-valgkampen

artikler procent 1 Holger K. Nielsen 76 7,75 2 Marianne Jelved 68 6,93 3 Poul Nyrup Rasmussen 62 6,32 4 Claus Larsen-Jensen 61 6,22 5 Jens-Peter Bonde 47 4,79 6 Keld Albrechtsen 40 4,08 7 Anders Fogh Rasmussen 37 3,77 8 Pia Kjærsgaard 36 3,67 9 Jann Sjursen 35 3,57 10 Kristian Thulesen Dahl 33 3,36

(Kilde: www.mm.dk/filer/hitliste50.PDF (korrekt 10.11.00))

Generelt viser opgørelsen af pressens euro-dækning, at euro-modstanderne ikke som frygtet

på forhånd havde problemer med at trænge igennem med deres synspunkter i medierne.

Tværtimod lykkedes det i høj grad for nej-siden at sætte dagsordenen med hensyn til hvilke

euro-relaterede emner medierne beskæftigede sig med. Dertil kommer, at aviserne primært

beskæftigede sig med emnerne ud fra nej-sidens foretrukne vinkling. Dette gælder f.eks.

debatten om folkepensionen, ligesom ”debatten om debatten” primært satte ja-kampagnen i et

dårligt lys. På avisernes debatsider har der ifølge Mandag Morgens registrering ligeledes

været to nej-indlæg for hvert ja-indlæg.

Opgørelsen er bemærkelsesværdig i forhold til, at ja-sidens ressourcer langt overgik

nej-sidens, og at aviserne på deres lederpladser alle på nær Ekstra Bladet støttede ja-siden.

Konklusionen må derfor være, som også Elisabeth Arnold sagde (EA svar 38): ”Vi kan jo

80

ikke styre pressen”. Ud fra et demokratisk synspunkt må dette betegnes som betryggende.

Kun yderligere analyser kan vise, hvilke motiver pressen havde til at forfordele nej-siden i

vinklinger og optag af debat-indlæg og læserbreve. Skyldtes det, at pressen ud fra en

demokratisk lighedsforståelse af deres rolle i samfundet søgte at opveje, at de på deres

lederpladser støttede ja-siden, eller var det fordi, det gav bedre historier og dermed solgte

flere aviser at udstille de personlige konflikter og problemer i ja-kampagnerne? Per Rystrøm

forklarede (PRT svar 26), at ”Medierne er for det første meget interesseret i sådan noget med

strategi og taktikspil og selve kampagnen. Det vil de nok altid være, men det er i

virkeligheden ikke særlig interessant.” Thomas Larsen gav som journalist egen forklaring på

uviklingen ved at pege tilbage på, at det er politikerne selv, der nærer interessen i at granske i

debatten ved selv at være så fokuseret på at styre pressen (TL svar 10): ”der var mere, at man

hele tiden gik ind og lavede granskninger af deres motiver – hvorfor kommer de med det og

det tema, hvorfor spiller de på banen med det, hvad er baggrunden for, at de gør det netop nu,

hvilke vælgere vil de have i tale med det træk, og hvordan skal det ses i forhold til

modstanderens dagsorden. Alle de der motivgranskninger er pressen ekstremt optaget af. Og

man kan sige, at pressen måske er for optaget af det. Man kan også sige, at grunden til, at

pressen er så optaget af det, det er, at alt det her med medie manipulation og mediestyring

osv. er blevet stadigt mere integreret i den politiske verden. Så når politikere spiller ud med

forskellige forslag, så er der tit en god grund til lige at analysere den nærmere grund til det.”

10.3. Politikernes prioriteringer

Jeg har tidligere beskrevet, hvilke foretrukne prioriteter og argumenter de forskellige

politikere og partier brugte under kampagnen. Nedenfor præsenteres Mandag Morgens

oversigt over, hvilke argumenter både ja- og nej-sidens politikere brugte i debatten, og om

disse argumenter var en appel til egen interesse, en national appel eller en europæisk appel.

Dette kan ses som en indikator på de politiske prioriteringer:

81

Tabel 7: Hyppigt anvendte ja- og nej-argumenter og deres appel

Ja-argumenter Egen interesse

National appel

Europæisk appel

Med et ja vil grundlaget for det danske velfærdssamfund blive styrket X X

Med ja forhindres at Danmark reduceres til B-medlem i EU X

Med ja fortsættes nuværende politik som skaber tryghed for danskerne X X

Et ja styrker Danmarks indflydelse på dansk økonomi X

Et ja mindsker Danmarks sårbarhed overfor spekulanter X

Et ja er bedst for den danske økonomi og beskæftigelse X X

Et ja er bedst for den almindelige danskers økonomi X

Øget økonomisk samarbejde styrker EU og skaber stabilitet i Europa X

Et ja giver lavere rente til gavn for dansk erhvervsliv, husleje mv. X

Et ja vil være til gavn for EUs østudvidelse X

Nej-argumenter Med euroen vil det danske velfærdssamfund komme under pres X X

Et nej vil styrke dansk selvbestemmelse, selvom vi ikke sidder med i ECB X

Med et nej bevarer vi i Danmark retten til selv at styre vores økonomi X

Opgivelse af kronen indebærer tab af Danmarks frihed og selvstændighed X

Euroen er en ustabil og usikker valuta X

Danmark bør vente og se, hvordan euroen udvikler sig før evt. tilslutning X

Et ja er en støtte til en møntunion, der ikke er demokratisk X

Euroen er et skridt i retning af Europas Forende stater X

Et nej vil bane vej for et EU i flere rum X

Et nej vil være til gavn for de kommende medlemmer I Østeuropa X Note: Argumenterne er hentet fra partier og organisationers officielle kampagnemateriale. Der findes naturligvis andre argumenter udover disse. (Kilde: Mandag Morgen Nr. 34, 2.oktober 2000)

Det fremgår, at ja-sidens argumentation hovedsageligt fokuserede på vælgernes egeninteresse

og på en national appel. Et fåtal af argumenterne fokuserede på den europæiske appel, selvom

det var den (som beskrevet i forrige afsnit), flertallet af vælgerne hovedsageligt interesserede

sig for. Henrik Kaare Nielsen forklarede i Mandag Morgen Nr. 34, 2000, hvorfor kampagnen

udviklede sådan, at både ja- og nej-siden fjernede sig fra afstemningens egentlige emne

samtidig med, at de appellerede direkte til vælgerne. I alle den vestlige verdens demokratier er

denne form for følelsesorienterede appeller direkte til den enkelte vælger blevet et

grundvilkår. ”Læresætningen for moderne politisk kommunikation er derfor blevet, at

budskaber skal forenkles, relateres præcist til den enkelte som forbruger og helst rumme en

emotionel appel.” Under euro-kampagnen blev denne emotionelle appel til det nationale, og

man forsøgte at ramme den selvoptagede forbruger ved at tale om flekslån, folkepension og

arbejdspladser.

10.4. Vælgernes prioriteringer

Ser vi på vælgernes prioriteringer i debatten, er disse er blevet undersøgt flere steder, bl.a. af

ACNielsen AIMs undersøgelse for Mandag Morgen, Nr. 34. 2.oktober 2000. Det er

82

efterhånden ikke overraskende, at disse ikke stemmer overens med hverken pressens eller

politikernes prioriteringer og vægtning.

Tabel 8: Vælgernes vægtning af forskellige faktorers betydning, procent

21

20

13

16

42

38

36

30

8

9

10

6

14

17

23

19

15

16

18

29

0% 10% 20% 30% 40% 50% 60% 70% 80% 90% 100%

Sikring af den danske velfærd på længere sigt

De langsigtede politiske perspektiver ved et tættere samarbejde iEU

Afvejning af fordele og ulemper ved den fælles mønt

Sikring af personlig økonomisk tryghed

Afgørende betydning Stor betydning Ved ikke Ikke særlig stor betydning Ingen betydning

(Kilde: ACNielsen AIM for Ugebrevet Mandag Morgen Nr. 34, 2. oktober 2000)

Undersøgelsen viser, at sikring af den danske velfærd og de langsigtede politiske perspektiver

ved et tættere samarbejde i EU var de to mest betydningsfulde emner for vælgerne, mens

sikringen af den personlige tryghed havde laveste prioritet. Det skal dog bemærkes, at

vælgerne ikke udgør en homogen masse, men at forskellige vælgersegmenter tiltrækkes af

forskellige argumenter. Jeg har tidligere vist, at specielt Socialdemokratiet var meget bevidste

om dette, og ud fra meningsmålinger og fokusgrupper havde de forsøgt at tilpasse målrette

deres kommunikation.

Et andet aspekt som der også skal tages højde for, er vælgernes tendens til at tage

afstand fra alt for dominerende kampagner. Jan Foght Mikkelsen, lektor i kommunikation fra

RUC, fortæller, at ”Folk bliver skubbet i den modsatte retning, hvis politiske kampagner

bliver alt for dominerende i mediebilledet. (...) Hvis man fornemmer, at der står nogle store

interesser bag en kampagne, vil mange være tilbøjelige til at indtage det modsatte standpunkt”

(Information 24.09.00).51

51 Dansk Folkeparti trak sig i slutningen af kampagneperioden sig tilbage fra mediernes frontlinje. Dette træk er af nogle blevet tolket som en bevidst beslutning i erkendelse af, at en for stærk medieeksponering af partiets frontfigurer kunne skræmme potentielle nej-sigere fra venstrefløjen. Andre har vurderet at partiet i slutningen af kampgenen løb tør for penge. Jeg tog i forbindelse med researchen til specialet kontakt til Dansk Folkeparti for at høre om muligheden for at få et interview for bl.a. at få svar på dette spørgsmål. Men partiets pressechef Søren Espersen oplyste, at han ikke var interesseret i at deltage. Han kunne heller ikke henvise til andre i partiet.

83

10.5. Vurdering og analyse

Som beskrevet indledningsvis arbejder det politiske og mediernes system ud fra to forskellige

grundlæggende logikker. Mediernes logik følger de grundlæggende nyhedskriterier om:

identifikation, modsætninger, konflikt, overraskelser osv. Politikernes logik følger

arbejdsbetingelserne og det politiske systems natur byggende på: konsensus, saglighed og

trivialiteter. Politikerne er dog i stigende grad blevet afhængige af mediernes dækning, og de

ved, at for at komme på skal de tale mediernes sprog og indrette deres politik eller

præsentation af deres politik efter mediernes nyhedskriterier.52 Det kræver et bevidst arbejde

fra politikerens side både i den daglige politiske kommunikation men i særdeleshed under

kampagner. Der opstår et spil mellem de forskellige aktører om at komme til at dominere den

politiske dagsorden men hvor dette spil til hverdagen kan udspille sig som en gensidig

respektfuld forhandling, bliver spillet i højere grad til en kamp under kampagner. Det fremgår

af flere af de gennemførte interviews, at dette også var tilfældet under euro-afstemningen.

Blandt politikerne og kampagnearbejderne kan der således spores en udbredt frustration over,

hvor svært det var at trænge igennem i pressen, og det er også beskrevet hvordan mediernes

vinkling oftest gik imod ja-siden. Tendensen forstærkes af, at andre rationelle aktører med

hver deres interesser, som f.eks. euro-modstandere, ja-partier fra oppositionen, eksperter eller

organisationer, udvider kampen om dagsordenen til flere planer.

Som Per Rystrøm forklarede om folkepensionssagen (PR svar 24): ”Først og fremmest

var det jo ikke Socialdemokratiet, der lancerede denne historie i pressen. Jeg ved ikke hvem

det er, men jeg har hørt nogle rygter om det. Og det er klart, at der har nok været nogle

elementer af drilleri eller chikane fra Venstres side med netop et garantiord i forbindelse med

noget. Det kan man nok ikke helt afskrive. Og så er det selvfølgelig klart, at det også har SFs

og nej-sigernes fulde interesse at holde det her i gang. Og journalisterne har en interesse i at

holde det her i gang – de har endeligt fået et tema som er stort og som statsministeren er

indblandet i (...).”

Generelt vurderede Per Rystrøm dog også, at regeringen havde bedre presseadgang i

kraft af regeringsmagten (PR svar 52): ”Der er mere interessant når Jelved og Lykketoft

holder et pressemøde end når Drude Dahlerup og Jens-Peter Bonde gør. Sådan er de. Der

kommer simpelthen flere folk og det får noget mere dækning. Derfor så har regeringen også 52 Politiken bliver således medialiseret, den bliver fortalt i korte klare sætninger (soundbites), hvor der er gode billeder (photo-opportunities), gerne med en sort/hvid eller personfikseret vinkling.

84

bedre mulighed, for at sætte sine egne dagsordener i stedet for at rende rundt efter

oppositionens dagsorden.” At dette så ikke, jf. tidligere redegørelse, udmøntede sig i mere

eller bedre dækning i medierne er en anden sag.

Den eksplosive udvikling indenfor medierne med et hastigt voksende udbud af tv og

radiokanaler har også ændret politikernes adgang til vælgerne. På spørgsmålet om hvorvidt

udviklingen i medieudbudet har ændret på, hvordan man fører valgkamp, svarede Elisabeth

Arnold (EA svar 74): ”Ja, og det betyder jo så også, at hvis partierne er opmærksomme på det,

så kan de få medieomtale et eller andet sted altid. Hvis de er opmærksomme på hvor nichen

er. Og vi interesserer os meget for at komme i Deadline, og vi interesserer os meget for at

komme i P1, hvor en del af vores vælgere er.”

At der var forskel på politikernes og mediernes prioriteringer kommer klart til udtryk i

følgende citat af Per Rystrøm (PR svar 28): ”Og det kunne man så gå hen til en journalist og

sige, at det her bliver i nødt til at skrive om, hvad det er for nogle konsekvenser det her har for

det er en relevant oplysning for befolkningen. Hvorefter journalisten siger, at det ved vi jo

godt. Det ved dine læsere ikke. Nej men jeg ved det. Og der skriver journalister meget til

hinanden. Som jeg ser det, i hvert fald, at dem de får feedback fra det er jo deres

redaktionssekretærer, og så er det deres kolleger på Christiansborg og på andre aviser som

læser deres artikler. Og der bliver man jo lidt til grin, hvis man kører sådan nogle kedelige

ting. Der er det meget sjovere at finde på en historie om et kampagneskift. Det giver mere

prestige i de kredse. Og det er nok et stort problem, at journalister skriver til deres kolleger i

stedet for til deres læsere”. Samme erfaring havde Claus Larsen-Jensen, som fandt det svært

at få pressen til at interessere sig for de realpolitiske aspekter (CLJ svar 66): ”Det der er

historien er, at medierne ikke var interesseret. Alle artikler jeg skrev fik jeg retur fra de store

dagblade, for det var ikke rigtig relevant lige nu. Det kan selvfølgelig være fordi jeg skrev

dårlige artikler, men når mine kolleger blev udsat for det samme – ikke for at være grov, men

når jeg som ordfører for de daværende største parti og formand for Europaudvalget ikke

havde mulighed for at få optaget artikler.... Og når man ringede til journalister fordi, der var et

eller andet, så siger de nååååår, det var ikke lige på dagsordenen.”

Anker Brink Lund vurderede i sin analyse af mediernes rolle i euro-valgkampen, at når

det hævdes, at mediernes dækning af euro-valgkampen, især på den svage eurokurs, kunne

have den udslagsgivende effekt, er det ”på en gang at over- og undervurdere medierne

betydning. Medieforskning viser nemlig, at nyhedsformidling kun har en lille effekt på

folkeopinionen på kort sigt, men til gengæld en stor dagsordensættende betydning på længere

85

sigt. Så i stedet for at se på euro-dækningen i snæver forstand, må vi vurdere den samlede

EU-dækning i en bredere sammenhæng, hvis vi skal forstå problematikken” (Lund 2001:26).

Opsummerende sagde Per Rystrøm (PR svar 60): ”Men selvfølgelig arbejde vi også

med at få sat dagsordenen i pressen. Men for det første gjorde vi det ikke godt nok, og for det

andet så gjorde vi det ikke godt nok fordi pressen som sagt interesserer sig mere for de der

proceshistorier og om selve kampagnen og de er ikke særlig interesseret i at snakke om de

realpolitiske konsekvenser.” Også Lars Nielsen forklarede udviklingen (LN svar 65): ”Jeg har

omtalt det som om der var nogle fundamental der gik imod os. Den første det var at projektet

var forkert – kommunikationsmæssigt. Det andet var, at der var en dollarkurs, der var helt

forfærdeligt. Det tredje var, at medierne i den forstand der var så store fundamentale

problemer – så har det en tendens til at slå ekstraordinært igennem i medierne. Og det var så

det der skete.”

Efter denne analyse af mediernes dækning under euro-afstemningen blive fokus nu

rettet mod folketingsvalgkampens kampagner, forløb og mediedækning lidt over et år senere.

86

11. FOLKETINGSVALGETS KAMPAGNER, FORLØB OG MEDIEDÆKNING

I dette afsnit behandles problemstillingens spørgsmål 4) ”Hvordan var Socialdemokratiets og

Det Radikale Venstres kampagner under folketingsvalget formuleret, hvordan blev

kampagnerne gennemført, og hvordan var pressens dækning af valgkampen?”

11.1. Folketingsvalget skydes i gang

Da statsminister Poul Nyrup Rasmussen på et pressemøde i spejlsalen i Statsministeriet den

31. oktober 2001 udskrev folketingsvalget til afholdelse den 20. november, var det en

beslutning, der havde været ventet længe. Valgtrommerne havde lydt allerede i forsommeren,

og ligeså i forbindelse med finanslovsforhandlingerne efter sommerferien. Da valget endelig

kom, bød det alligevel på et overraskelsesmoment, da de færreste havde forventet et

folketingsvalg samtidig med kommunal- og amtsvalgene.

Folketingsvalgkampen 2001 er så nyligt overstået, at der kun findes meget begrænset

sekundær litteratur om forløbet. Analyserne udføres på baggrund af interviews med Claus

Larsen-Jensen og Elisabeth Arnold samt observationsstudiet under valgkampen. Derudover

inddrages avisartikler, enkelte tv-indslag, analyser fra Ugebrevet Mandag Morgen samt

indlæg fra konferencen ”Demaskering af en valgkamp” afholdt 4. februar 2002 af Djøf og

Dansk Journalistforbund.53

11.2. Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres kampagner

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen udskrev valget i lyset af terrorangrebene i USA den 11.

september. Valgudtalelsen fokuserede følgende på behovet for at stå fast i en usikker tid: ”Vi

vil ikke bøje os. Vi vil selv bestemme over vores tilværelse og vores fremtid. Hvis det skal

lykkes, er det vigtigt, at hver enkelt selv gør op med sig selv, at tilværelsen og vort arbejde

skal fortsætte. (...) Det kræver en langvarig og vedholdende indsats. En linie, der skal

fastholdes.” Med denne udtalelse slog Poul Nyrup Rasmussen hermed indirekte

Socialdemokratiets primære valggrundlag fast, nemlig, at i en international ustabil tid er der

53 Deltagerne på konferencen var samlet for at diskutere valgkampen i 2001 med fokus på samspillet mellem politikere, medierådgivere, embedsmænd og journalister. Deltagerne var tidligere økonomiminister Marianne Jelved, Niels Lunde fra Berlingske Tidende, Hans Engel fra Ekstra Bladet, Kommunikationsdirektør Kresten Schultz Jørgensen, ph.d. stipendiat i journalistik Peter Bro, departementschef Jørgen Rosted, MF Troels Lund Poulsen (V), tidligere rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen Simon Pihl Sørensen, tidligere rådgiver for bl.a. Hans Engel Erik Skov Pedersen og Venstres nuværende pressechef Michael Kristiansen. Derudover medvirkede Henrik Qvortrup som kommentator og Poul Albret fra Mandag Morgen og professor Jens Peter Christensen var udspørgere.

87

behov for stabilitet og erfarent lederskab i regeringen, og ikke for uprøvede eksperimenter.54

Socialdemokratiets kampagne blev både indadtil og udadtil styret af de fire garvede

toppolitikere Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft, Svend Auken og Ritt Bjerregaard.55

Denne firebande stod også bag partiets minutiøse forberedelser af kampagnen: der var i god

tid valgt reklamebureau, der var produceret politiske oplæg, der var taget billeder, og der var

lavet vagtplaner for døgnets 24 timer valgkampen igennem. Ifølge Arne Hardis i

Weekendavisen (14.12.01) er det ”formentlig Socialdemokratiets mest planlagte valgkamp

nogensinde.” Med i den overordnede plan lå også, at selvom valget officielt blev udskrevet på

baggrund af international ustabilitet, lå det fra starten i drejebogen, at en debat om

udlændingepolitikken skulle på banen på et tidligt tidspunkt i valgkampen. Herved kunne

emnet overstås, inden de traditionelt knap 25 pct. af vælgerne tager stilling i valgkampens

slutspurt (Berlingske Tidende 11.08.01). Med til strategien var også partiets slogan

”Mennesker først,” en appel både til følelserne og til fornuften hos vælgerne, og indirekte en

indikation af, at andre partier ikke havde samme prioritet. Dette slogan understregede også

partiets andet overordnede valgtema: velfærden.

For regeringspartnerne i Det Radikale Venstre kom udskrivelsen af valget som en

næsten ligeså stor overraskelse som for resten af Folketingets partier. Partiets leder Marianne

Jelved var aftenen før blevet orienteret om valget.56 Valget var dog forventet, og jeg oplevede

selv under valgkampen, hvordan de enkelte kandidater, men også Det Radikale Venstre som

parti, var gearet til at begynde valgkampen fra første dag.

Ifølge Elisabeth Arnold har partiet til folketingsvalg altid en fast drejebog, som bliver

fulgt under valgkampen, men som hun fortalte: ”de centrale manualer vi har, de er meget

minimale. De går på det formelle der skal være i orden, kandidatlister og tilmelding. osv. Det

er stort set det, der skal være i orden.” Der er dog også fra centralt hold, at det valgtema som

går igen på plakater og andet materiale, og som kandidaterne får tilsendt, bliver udarbejdet.

Organisationsmæssigt stod det centrale radikale sekretariat fortrinsvis for koordinerings og

informationsopgaver for kandidater og medlemmer over hele landet, mens meget af den

egentlige valgkamp var overladt til de enkelte kandidater ude i landet.57

54 I forlængelse af denne strategi drog Poul Nyrup Rasmussen på andendagen af valgkampen til møde med FNs generalsekretær Kofi Anan i Geneve for at demonstrere handlekraft og statsmandstæft. Strategien blev hurtigt forsøgt afmonteret af Anders Fogh Rasmussen som bemærkede, at ”Valgkampen vindes på trygheden i hverdagen , ikke på de bonede gulve.” 55 ”Det næste træk” Berlingske Tidende 4. november 2001 samt valgannoncer og plakater mv. 56 Dette erfarede jeg i løbet af mit studie hos Det Radikale Venstre under valgkampen. 57 Blandt andet var der fra Folketingskontoret en mail-service, som hver dag blev sendt ud til alle der var involveret i valgkampen med orienteringer om dagens begivenheder, politiske udmeldinger osv. På den måde blev der sikret en tæt kontakt mellem alle involverede og dermed også en større ensartethed i partiets budskaber.

88

Politisk havde partiet forberedt sig på valgkampen gennem de sidste mange år. Elisabeth

Arnold fortalte således (EA svar 82), at ”vi har som folketingsgruppe arbejdet meget

målbevidst med strategiudvikling over de sidste tre-fire år siden sidste valg. Hvad er vores

fælles overordnede mål? Hvad er vores kendetegn? Hvordan ser vores kernevælgere ud. Og

det har vi arbejdet meget målbevidst på, så derfor fremstår vi nok som værende meget

homogene”. Omkring partiets valgtemaer hedder det i partiets pressemeddelelse i anledningen

af valgudskrivelsen: "Det Radikale Venstre vil forsøge at holde fast i to overordnede temaer i

valgkampen. Vi kan ikke løse problemerne alene i Danmark, derfor vil Det Radikale Venstre

styrke det internationale samarbejde. Det danske velfærdssamfund står overfor store opgaver,

der kræver nytænkning og reform” (Det Radikale Venstre 2001).

11.3. Folketingsvalgets forløb

Folketingsvalgkampen 2001 udskiller sig fra tidligere danske valgkampe. På en gang var

valgkampen utrolig intensiv og kørt i et højt tempo, og på den anden side var den underligt

tom og fri fra politiske meldinger og budskaber. Udover udlændingespørgsmålet, som

dominerede den første halvdel af valgkampen, var den således karakteriseret ved, at der netop

ikke var den fælles dagsorden på tværs af politikere og medier, som traditionelt ses til danske

folketingsvalg. Valgkampen blev præget både af valgets ydre strukturelle rammer og af

aktørernes indre logikker, og valgets udfald blev bestemt af summen af en række faktorer.

De ydre rammer dikterede for det første, at valgkampen tidligt blev til et opgør

mellem Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen. Spillet mellem de to politikere

var begyndt længe før valgudskrivelsen, og det udviklede sig i løbet af valgkampen til et

personligt opgør mellem de to. Alle begivenheder og udspil i valgkampen blev holdt op imod

denne Rasmussen vs. Rasmussen faktor. For det andet blev valgkampen karakteriseret af den

naturlige politiske otte-års-cyklus, som dikterer, at vælgere efter at have set på de samme

politikere i for lang tid har et naturligt ønske om at prøve noget nyt. På den baggrund kan der

stilles spørgsmålstegn ved Socialdemokratiets strategi om at spille på det gennemprøvede som

salgsargument. Det var jo netop de gamle ministre, som mange vælgere var trætte af.58

Som aktører gik Socialdemokratiet ind i valgkampen med den oplagte strategi, at de

borgerlige vindertemaer om retspolitik og udlændige skulle overstås i valgkampens første

fase. Derefter skulle valget køres på velfærdstemaer og efterfølgende vindes af

velfærdsstatens og tryghedens rette parti. Anders Fogh Rasmussen skulle demaskeres som en

58 Denne pointe blev rejst af Henrik Qvortrup under konferencen Demaskering af en valgkamp 4. februar 202.

89

ulv i fåreklæder, og over for ham skulle den velkendte og respekterede statsminister stå

tilbage, mens hans ”stærke hold” af ministre klarede det grove arbejde. Strategien faldt hurtigt

på gulvet både på grund af Socialdemokratiets egne begrænsninger, og fordi Venstre som

rationel aktør havde forudset angrebet og truffet forhåndsreglerne. Ved selv offensivt at

positionere sig som velfærdens parti lykkedes det Venstre effektivt at afmontere

Socialdemokratiets angreb på Venstre som en trussel mod velfærden. Samtidig mislykkedes

det også for Socialdemokratiet at udstille Venstre som et farligt eksperiment. Venstres egen

strategi gik nemlig på, at udstille alle Socialdemokratiske angreb på partiet som

”skræmmekampagne,” og rationalet var, at jo mere der tales om den socialdemokratiske

skræmmekampagne, jo mere den bliver bebudet, jo mere vil luften blive taget ud af den.

Venstres plan lykkedes både fordi Socialdemokratiets troværdighed led knæk, hver gang de

blev beskyldt for at føre skræmmekampagne, og fordi der blev skabt en tilstand, hvor selv

relevante socialdemokratiske indvendinger mod Venstres politik kunne afvises som værende

skræmmekampagne (Qvortrup 2002).

Valgkampen så også de mindre aktører blive klemt i dette spil mellem de to store.

Elisabeth Arnold fortalte, hvordan Det Radikale Venstre selv som rationel aktør forsøgte at

positionere sig mest optimalt (EA svar 70): ”Vi var helt klar over fra starten, at dette her ville

blive et præsidentvalg, og vores opgave var simpelthen at gøre os så synlige så mange steder

som muligt. Marianne gjorde jo f.eks. det, at hun lavede mange møder sammen med Bendt

Bendtsen, fordi de konservative var i samme situation. (..) man kan sige at B-partierne – de

partier de ikke hørte til Socialdemokratiet og Venstre, de gjorde meget for at hjælpe hinanden

med at få omtale, for de var jo alle i samme situation.”

Alt i alt blev valgkampens forløb ikke præget af debatter om politiske mærkesager,

men i højere grad af et fravær af egentlige valgtemaer blandet med skiftende signaler og

udspil fra partierne. Dette, lagt sammen med et stort fokus på fodfejl og interne konflikter

specielt i Socialdemokratiet, gjorde sit til, at medierne sad tilbage med oplevelsen af, at

politikerne og partierne selv udgjorde valgkampens centrum.

11.4. Folketingsvalgets mediedækning

En analyse af mediernes dækning af valgkampen, som Mandag Morgen har gennemført

(Mandag Morgen 2001c) viser, at medierne primært beskæftigede sig med to ting under

valgkampen: For det første den politiske debat om udlændinge, hvor en næsten samlet presse i

10 dage afslørede en lemmingementalitet og alle forfulgte samme historie. Det andet handler

om det politiske spil på Christiansborg og valgkampens proceshistorier. Ud fra journalistiske

90

kriterier er hovedparten af disse historier ganske berettiget, men mange af dem har den

bivirkning, at de er med til at forfladige den politiske debat.

Mediernes dagsorden under valgkampen blev ligeledes mærket af den diffuse politiske

debat. ”Politikken er røget ud af valgkampen. Vi skal selv finde på det. Men det vi har fundet

på, er ikke særligt epokegørende,” udtalte politisk redaktør på DR-Nyheder Pieter Raunwe,

således under valgkampen (Mandag Morgen Monitor 2001b). Flere medier opførte sig også

meget autonomt undre valgkampen, og f.eks. Berlingske Tidende havde på forhånd valgt selv

at definere deres egen dagsorden uden at lade sig diktere af politikernes ønsker.59 I flere tv-

debatter i løbet af kampagnen var debattemaerne på forhånd bestemt af journalisterne. På den

måde forsøgte journalisterne at sætte deres egen dagsorden. En bivirkning af denne

fremgangsmåde er, at det er uundgåeligt, at mere snævre interesser bliver forbigået. Det var

således også tilfældet, at emner f.eks. europapolitik og miljøpolitik stort set var fraværende i

valgkampen, selvom begge emner er væsentlige real-politiske spørgsmål. Opgørelser viser, at

ud af 407 avisartikler i valgkampens første uge handlede over 30 pct. om udlændinge, mens

godt 26 pct. handlede om det politiske spil. Velfærdsspørgsmål var det tredje mest dækkede

område med godt 14 pct., og selvom valget blev udskrevet på baggrund af den politiske

situation, var det under 10 pct. af artiklerne, der handlede om EU eller internationale forhold

(Mandag Morgen 2001c).

Ser man på vælgernes dagsorden, var det her velfærdsspørgsmålet, der lå øverst på

trods af, at både politikerne og medierne beskæftigede sig mest med udlændingespørgsmål i

valgkampen. 62 pct. af vælgerne betegnede velfærdsspørgsmål som det vigtigste problem for

politikerne, mens 41 pct. nævnte indvandring og 10 pct. mente EU og internationale forhold

(Mandag Morgen 2001c). Både Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre ramte således

forbi i deres forsøg på at tale om emner, som vælgerne var mest optaget af: Valget blev

udskrevet i terrorens skygge, men kun 6 pct. af vælgerne mente, at kampen mod terrorisme

eller beskyttelsen af danskerne var det mest påtrængende samfundsproblem.

Socialdemokratiet spillede på samme måde i sin kampagne på den internationale økonomiske

uro, men vælgerne delte ikke denne dagsorden, da kun 7. pct. mente at økonomien var det

væsentligste politiske spørgsmål. Dette tal var 38 pct. ved valget i 1998 og 79 pct. ved valget i

1979. Det Radikale Venstres prioritet om skattelettelser blev kun delt af 8 pct. af vælgerne,

mens det emne som samtlige partier kunne enes om, og som fik en betydelige medieomtale,

59 Ifølge politisk redaktør på Berlingske Tidende Niels Lunde under konferencen Demaskering af en valgkamp, 4. februar 2002.

91

nemlig bedre muligheder for barselsorlov, kun optog en enkelt pct. af vælgerne. Det skal dog

bemærkes, at det ikke nødvendigvis er hensigten med partiernes kommunikation, at være

målrettet de mest populære emner. For mindre partier som Det Radikale Venstre kan det

netop være en pointe at udmærke sig på karakteristiske mærkesager for overhovedet at

komme til orde på den kommunikative kampplads med f.eks. spørgsmålet om

personskattelettelser eller forsvarsspørgsmål. Under mit studie hos Det Radikale Venstre

under valgkampen observerede jeg således, hvordan det lykkedes det Det Radikale Venstre at

få en betydelig og positiv medieomtale af et forsvarsudspil, som omfattede en nedlæggelse af

hjemmeværnet. Et emne som ellers ikke havde været en del af valgkampen.

Alle partier er enige om, at medieomtale er en væsentlig del af politiske kampagner.

Som repræsentant for et af de store partier fortalte Claus Larsen-Jensen ligeledes (CLJ svar

46), hvorledes ”det bliver fortrinsvis et medieshow, og derfor bliver overskifterne og de

umiddelbare indtryk der er i de diskussioner der kommer op der bliver det afgørende.” Fra

samme parti, har Pia Gjellerup dog også udtalt, at ”(...) politik bliver mere om sager og

mindre om holdninger. Derfor skal Socialdemokratiet i meget højere grad agerer uden

medierne – og udenom medierne” (Berlingske Tidende 2.12.01), men hun afviste samtidig, at

partiet havde fået en unfair behandling af medierne under valget. Elisabeth Arnold fortalte

hvordan de som et lille parti forsøgte at positionere sig under valgkampen (EA svar 70) ”Og

det synes jeg egentligt lykkedes meget godt. Vi kunne ikke klage over medieeksponeringen i

vores valgkamp. Det synes jeg ikke at vi kunne. Jeg synes vi fik rigeligt med opmærksomhed,

men vi gjorde altså også meget selv for at få det.” Claus Larsen-Jensen påpegede dog nogle af

de kritiske aspekter af mediernes indflydelse og deres måde at arbejde på (CLJ svar 38): ”Jeg

synes det er tankevækkende, at når vi ser de sidste otte dage efter den nye regering er dannet,

så får vi en gennemgang af barselsforslaget i tv-avisen, hvor det nu fortælles, at det er en

forringelse i forhold til den nuværende ordning. Det har vi sådan set sagt hele tiden – og det

kommer så nu. Vi har altså med en presse at gøre, som kører og snitter de her historier til på

en bestemt måde, hvilket gør at det er smadder svært. Jeg giver ikke pressen skylden, du skal

ikke misforstå det, men de har et medansvar i forhold til det resultat der kommer ud af det

her.”

11.5. Vurdering og analyse

En af folketingsvalgets hovedpersoner, Poul Nyrup Rasmussen, udtalte en måned efter valget

om valgkampen, at ”Den var usædvanlig på mange områder. Vi har ikke set noget lignende

før. Vi har ikke fra vores modstandere set en så mediemæssigt professionel tilrettelagt

92

kampagne før. Det var overraskende, og meget gennemtænkt. Og det virkede altså”.

(Berlingske Tidende 23.12.01). Mange iagttagere og kommentatorer har efter valget, på

samme vis som Nyrup Rasmussen, bidt sig fast i Venstres mediestrategi under kampagnen

som udslagsgivende for resultatet. Givet er det, at Venstres indsats i medierne var en del af

forklaringen på sejren, men mange har også peget, på at Socialdemokratiet skal kikke mod sig

selv for at finde en forklaring på valgnederlaget. Elisabeth Arnold sagde (EA svar 76): ”(...)

Venstre vandt det her valg, fordi modstanderne lavede nogle fejl, det mener jeg klart.

Socialdemokraterne lavede nogle gevaldige bommerter i løbet af valgkampen. Venstre lavede

også fejl, men Socialdemokratiet lavede virkeligt mange fejl. Så det socialdemokratiet kunne

have indhentet, det tabte de yderligere i løbet af valgkampen.” Om Det Radikale Venstres

egen indsats fortsatte Elisabeth Arnold: ”Og vi havde så det held i vores kampagne, at vi

lavede ingen fejl, og det er første gang i den tid jeg har været radikal, at jeg har oplevet, at vi

ikke har lavet nogen misstridende udmeldinger. Vi har ikke skudt os i foden, vi har ikke lavet

nogen fadæser.” Disse udtalelser understreger, at en stor del af årsagen til en kampagnes

succes eller fiasko bunder i partiets evne til ensidigt at forfølge de præformulerede

målsætninger.

En af de første analyser af valgkampen blev trykt i Mandag Morgen Monitor 3.

december 2001 (Mandag Morgen Monitor 2001b) under den sigende titel: Nytteløs valgkamp:

Politikerne tabte befolkningen. Analysen konkluderede, at de mange ressourcer partierne

havde brugt samt den hidtil største mobilisering af partiapparaterne ingen nævneværdig effekt

havde på vælgerne. Valgets store tema blev udlændinge. Men da dette tema forsvandt efter to

uger på mediernes dagsorden, forsvandt også valgkampen. De spredte temaer, som politikerne

fokuserede på den sidste uge, ville medierne ikke tale om. Og de temaer, som medierne rejste,

ville politikerne ikke vide af. Generelt ville politikerne hellere tale om hinanden end diskutere

med hinanden.

For valgkampens tre hovedaktører blev folketingsvalgkampen således en broget

affære: For politikerne var valgkampen karakteriseret ved, at de havde svært ved at formulere

valgets temaer. Partierne havde flere forskellige temaer, og mange emner blev berørt, uden at

det lykkedes at komme rigtigt til bunds i nogen af dem. For medierne var valgkampen

karakteriseret ved, at journalister og redaktører ikke vidste, hvad de skulle fokusere på. Enten

fordi politikken på mange måde var forsvundet ud af valgkampen, eller fordi de selv

egenrådigt definerede en række temaer, som politikerne ikke ønskede at diskutere. For

vælgerne var valgkampen karakteriseret ved, at de i de fleste tilfælde ikke hæftede sig ved de

konkrete episoder og temaer, som politikerne lancerede. På dette punkt adskiller valgkampen

93

2001 sig også fra tidligere gennemførte valgkampe i Danmark, og Henrik Dahl (Dahl 2001)

har i den forbindelse betegnet valgkampen som en markering af Dansk politiks overgang fra

klassisk politik til meta-politik. Den klassiske politik er kendetegnet ved, at den politiske

dagsorden er forholdsvis ukontroversiel. Partierne er at sige enige om, hvad de er uenige om.

Fra denne platform kommer de med deres bud på, hvordan samfundet kan blive bedre. Med

meta-politikken er det anderledes. Her er der gået politik i politikken, og det er selve den

politiske dagsorden, der er kontroversiel. Det gælder ikke længere om at komme med det

bedste bud indenfor en fælles dagsorden. Det gælder om at komme med den bedste

dagsorden. Denne udvikling har afgørende konsekvenser for gennemførelsen af den politiske

kommunikation. Valgkampen viste dog, at de færreste partier var gearet til at kommunikere

på denne måde, ligesom medierne også havde problemer med at finde deres ben i

valgkampen. På den ene side var der medier, der selv valgte, at definere de temaer, som de

mente, at valgkampen skulle dreje sig om, uden hensynstagen til politikernes stikord. På den

anden side genspejledes den kendte lemmingeeffekt i mediernes dækning af

udlændingedebatten, som blev selvforstærket dag for dag i næsten to uger. For det tredje viste

dækningen stor mangel på kritisk og dybdeborende journalistik om f.eks. konsekvenserne af

Venstres skattestop. Spørgsmål som først er blevet taget op journalistisk efter valget.

Socialdemokratiet fejlede i deres kampagnearbejde både på grund af indre

koordinations vanskeligheder med at definere partiets dagsorden og på grund af en række

ydre strukturelle faktorer. Disse omfatter den politiske otte-års-cyklus, partiets nedslidthed og

den personlige konflikt mellem Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen. Det

Radikale Venstre formåede overordnet heller ikke at definere deres egen dagsorden under

valgkampen, men formåede på baggrund af en langsigtet strategiudvikling og gennem en

skarp intern koordinering at fremstå som et troværdigt og homogent parti.

94

12. DISKUSSION – FOLKEAFSTEMNING OG FOLKETINGSVALG

Dette studie har ud fra teoretiske betragtninger og praktiske erfaringer redegjort for, at

valgkampagner i forbindelse med både folkeafstemninger og folketingsvalg udgør centrale

øjeblikke i det repræsentative demokrati. Hvordan disse kampagner udformes og

gennemføres, har afgørende konsekvenser for valgresultatet og således for den politiske

virkelighed.

Redegørelsen i afsnit 3 om folkeafstemningen og folketingsvalget som politiske

institutioner viste, at der konstitutionelt, tematisk og strategimæssigt er store forskelle på at

føre en euro-kampagne og en folketingsvalgkampagne. Elisabeth Arnold og Claus Larsen-

Jensen har erfaringer fra begge kampagner. Elisabeth Arnold fortalte i den forbindelse (EA

svar 6): ”Der er meget forskel på at lave en euro-afstemningskampagne og på at lave en

folketingsvalgkamp. I en folketingsvalgkamp har du fantastisk mange valgmuligheder for den

enkelte vælger – der er mange forskellige partier, og inden for hvert parti er der flere

forskellige personer. (...)Ved euro-afstemningen så er der kun to valgmuligheder – et ja eller

et nej. Det er utroligt forskellige valgkampagner. Så man kan slet ikke sige.... det er slet ikke

samme strategi.” Heller ikke Claus Larsen-Jensen ser de store ligheder mellem de to

kampagner, og på spørgsmålet om nogle erfaringer fra euro-kampagnen blev brugt i

folketingsvalgkampen svarede han (CLJ svar 56): ”Ikke i nogle af de diskussioner jeg har

været med i. Men jeg går ud fra at partiorganisationen som sådan og vores sekretariat her i

huset har snakket sammen om det. Vi har lavet en evaluering af euro-valgkampen, men om

der er forgået et overspil til folketingsvalgkampen, det ved jeg ikke, om de har snakket om.

Jeg ved heller ikke, om man kan.”

På trods af disse udtalelser mener jeg på baggrund af mine analyser, at der kan drages

en række klare paralleller mellem de to kampagneforløb og afstemninger.

12.1. Struktur niveau

Lawrence Leduc peger i ”Referendums and Elections: How Do Campaigns Differ?” (2000) på

en række af de strukturelle faktorer, som typisk inddrages i politologiske studier af både

folkeafstemninger og folketingsvalg. Det omfatter f.eks. ideologi, partier, partitilhørsforhold,

politiske lederes image, kampagner og annoncers virkning, mediernes rolle mv. Under en

folkeafstemning kan den politiske kontekst, som afstemningen udspiller sig i, derudover

udvikle sig til en egen variabel, der har en indvirkning på vælgeradfærd og valgresultat.

Folkeafstemningskampagner risikerer let at blive viklet ind i en række spørgsmål og

issues, som ikke direkte har med det konkrete afstemningsemne at gøre. Flere analyser af

95

euro-afstemningen peger på, at dette også var tilfældet her. Jørgen Goul Andersen har for

ACNielsen AIM foretaget en euro-vælger undersøgelse i dagene op til 28. september. Her

blev 689 vælgere telefoninterviewet og spurgt om, hvad de ville stemme og på hvilken

baggrund.

Tabel 9: Stemte vælgerne mest ud fra stillingtagen til fælles mønt eller stillingtagen til EU i det hele taget?

Alle vælgere Stemme ja Stemme nej Ved ikke

Mest udviklingen i EU i det hele taget 50 50 58 35

Mest vurderingen af den fælles mønt 39 47 32 45

Ved ikke 11 3 10 20

N 689 270 292 93

(Kilde: ACNielsen AIM euro-survey september 2000)

Oversigten viser, at et flertal af vælgerne til afstemningen om euroen ikke stemte ud fra en

stillingtagen til den fælles mønt, men at de traf deres valg på baggrund af udviklingen i EU

generelt.

Spørgsmål om EU generelt, regeringen, statsministeren som person, det danske

velfærdssystem mv., blev som vist tidligere også væsentlige emner i debatten. Under

folketingsvalget omfatter kampagnerne ofte en række forskellige emner. Dette er mere

legitimt, da det netop er folketingsvalgets natur at udstille forskelle og ligheder mellem

partierne på en række punkter.

Tidsmæssigt adskiller folkeafstemninger sig fra folketingsvalg ved, at kampagnerne

ofte er meget længere. I mange tilfælde er afstemningsspørgsmålet nyt for vælgerene og

kampagneperioden har således også karakter af en oplysnings- eller læringskampagne, som er

en længerevarende proces. Claus Larsen-Jensen forklarede (CLJ svar 6) om årsagen til den

lange euro-kampagne: ”Det var fordi vi var så hulens bange for at, vi havde jo sagt at der

skulle være god tid, så derfor landede vi på, at der var næsten syv måneders kampagne her.

Det mener jeg var en fuldstændig fundamental fejltagelse, det tror jeg alle, der har været

involveret i det her vil sige. (...) Et halvt år er noget lort – man kan ikke holde dampen oppe,

og derfor bliver det alt muligt andet fnidder fnadder der kommer på banen.”

Folketingsvalgkampen i 2001 var karakteriseret ved tre intense uger, hvilket er normalen for

danske valgkampe, hvor vælgerne i højere grad kender den vare, de stemmer om.

12.2. Aktør niveau

På aktør niveau knytter der sig en række karakteristika til de to afstemningsformer.

96

På det politiske plan er euro-afstemningen karakteriseret ved en unormal tilstand, hvor

hverdagens politiske forskelle mellem regering og opposition er tilsidesat til fordel for den

fælles sag, og hvor ydrefløjene i Folketinget til både højre og venstre stiltiende accepterede, at

de ønskede samme slutresultat. Elisabeth Arnold forklarede om de forskellige ja-partiers

indbyrdes forskelle (EA svar 14): ”Som sagt er der meget stor forskel på at føre

folketingsvalgkamp og en EU-afstemning, hvor der kun kan stemmes ja eller nej. Det man

opdager under sådan en ja-nej kampagne, det er, at forskellen mellem ja-partierne bliver gjort

til et problem. Hvor ja-partierne jo er meget forskellige indbyrdes når man f.eks. går til en

folketingsvalgkamp, så gør man alt hvad man kan for at uddybe forskellene mellem os og

Venstre for eksempel. Men under euro-valgkampen skulle vi jo være enige. Og det var ret

svært at være.” På samme vis fortalte Henrik Qvortrup om forskelle mellem euro-

afstemningen og folketingsvalget, at under folketingsvalget ville kampagnen køre i et helt

andet spor ”Først og fremmest fordi, der er et aspekt, som totalt er fraværende i euro-

valgkampen, som jo er, at man har en hovedmodstander. Det er en helt atypisk situation fordi

Socialdemokratiet og Venstre er nødt til at gemme de daglige trakasserier væk for den fælles

sags skyld. Nej, jeg mener ikke, at der er nogle paralleller at drage.”

For medierne udgjorde euro-afstemningen og folketingsvalget også to forskellige

situationer. At medierne under euro-afstemningen enstemmigt, på nær Ekstra Bladet, støttede

euroen afspejledes ikke, som vist i analyserne, i pressens indholdsmæssige dækning, der for

flertallet af artiklernes vedkommende var til fordel for nej-siden. Under folketingsvalget

fordelte mediernes støtter sig bredere til henholdsvis regering og opposition og mellem

venstre og højrefløj. For politikerne var der således i højere grad mulighed for at tilpasse

budskaber til forskellige medier. Claus Larsen-Jensen fortalte om mediernes dækning (CLJ

svar 44): ”Og derfor adskiller euro-kampagnen sig fra folketingsvalget. Folketingsvalget er jo

kendetegnet ved at det lykkedes at se bort fra alt, hvad der var lavet. Alle helheder, alle

sammenhænge og så hamrer man ellers udlændinge, retspolitik, skattestop, og et par ting mere

ud – et års barselsorlov, og det var i virkeligheden det modsatte af euro-kampagnen. For det

man prøvede med euro-kampagnen det var, at sige, at nu tager vi en afgrænset brik, vi

koncentrerer os om den, og prøver at få folk til at forstå hvilke sammenhænge der er i det.”

Fælles for begge afstemningen var dog, at pressen i højere grad koncentrerede sig om form

end om indhold, om den politiske proces frem for den politiske substans.

På vælgerniveau adskiller de to afstemningsformer sig fra hinanden, idet

folketingsvalget i højere grad end folkeafstemningen afgøres på baggrund af partipræferencer.

Dog er der over de sidste årtier observeret større vælgervandinger og en større udbredelse af

97

issue-voting, hvor vælgerne i højere grad tager stilling på baggrund af enkeltsager end de

socio-økonomiske faktorer, der traditionelt har bestemt, hvor krydset skulle sættes (Andersen

1999). Folketingsvalget 2001 viste også store vælgervandringer, hvor bl.a. Venstre vandt frem

som Danmarks største parti på bekostning af Socialdemokratiet, der oplevede vælgertab til

både Dansk Folkeparti og Venstre.

Til folkeafstemninger afgives stemmerne generelt ikke på baggrund af

partipræferencer, men mere ud fra personlig overbevisning. Hvis vælgerne i euro-spørgsmålet

havde stemt ud fra anbefalingerne fra de politikere som de ville stemme på til et

folketingsvalg, havde resultatet været et klart ja. Lars Nielsen har beskrevet det (LN svar 61)

som en del af ”logikken i en folkeafstemning,” at der som udgangspunkt er noget der ligner

35-40 pct. på både ja og nej. Det er så de sidste 20-25 pct. der skal flyttes. Og at det er meget

”afgørende at forstå, at en folkeafstemning handler om change eller no-change, en ændring

eller ingen ændring.”

Hvad der i sidste ende er bestemmende for vælgeren stemmeafgivelser når de står i

boksen, er summen af en række faktorer. Politisk substans og indhold udfylder en del af

denne sum, men en lang række langt mindre rationelle faktorer såsom psykologi, taktik,

strategisk flair, timing, pressehåndtering og personlig fremtoning er mindst lige afgørende

størrelser.

Der kan derfor også sættes spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er klogt ud fra en

demokratisk forstand at afholde folkeafstemninger om komplicerede enkeltsager. Erik Holm,

tidligere EU-rådgiver i statsministeriet udtalte i Information 15. august 2000 i den forbindelse,

at det er ”Absurd at køre en folkeafstemning om en så kompliceret ting som ØMUen. Det er

at gøre grin med demokratiet.”

12.3. Afprøvning af hypotese

Til begrebet kampagne knytter der sig et indtryk af en målbevidst organisation, som

koncentrerer sine handlinger for at opnå et givent resultat. I den politiske verden forudsætter

dette en struktureret organisation og velkoordinerede handlinger fra alle involverede i de

politiske partier. De senere år har der været forsøg på at føre sådanne koordinerede og

professionelle kampagner, hvor vælgerundersøgelser, meningsmålinger, fokusgrupper,

medieovervågning og mediehåndtering går op i en højere enhed. Men som altid er der forskel

på teori og praksis.

Der er især opstået et misforhold mellem teoretiske ønsker om hvorledes kampagner

strategisk kan gribes an og realpolitiske muligheder for at gennemføre en strategisk

98

valgkamp. Ofte er der altså et gabende misforhold mellem styringsambitioner og

styringsmuligheder. Enhver realistisk planlægning af en kampagne må derfor anerkende, at en

stor del udspiller sig på baggrund af ad-hoc beslutninger, uheld, tilfældigheder, rutiner samt

individuelle og personlige beslutninger og fornemmelser blandt nøgleaktører. Beslutninger

som ofte er foretaget som en konsekvens af ydre omstændigheder eller en tredje parts

handlinger.

Dette studie bygger på en hypotese om, at valgkampagner for at give det bedste

resultat, skal tilrettelægges efter de strukturelle rammer og logikker, som knytter sig til den

konkrete valgsituation, hvad enten det er en folkeafstemning eller et folketingsvalg. De

forudgående redegørelser og analyser har vist at der er forskelle i de strukturelle rammer

mellem de to afstemningsformer, samt at der ligeledes er forskelle i de logikker, der knytter

sig til valgkampagnernes aktører i forbindelse med de to afstemningsformer. Samtidig viser

litteraturstudier såvel som empiriske data, at det er vanskeligt at sammenligne de to

kampagner, da der til henholdsvis folkeafstemningen og folketingsvalget knytter sig vidt

forskellige strategier. Alligevel mener jeg på baggrund af de gennemførte analyser, at mange

af de faktorer, der var udslaggivende for valgresultaterne, genfindes i begge kampagner. Og at

disse afgørende faktorer genfindes de steder, hvor kampagnerne fejlede – hvor strategien ikke

passede i virkeligheden. De faktorer der begrænsede kampagnernes effektivitet var: 1)

Timingen, 2) konflikter mellem afstemningens og andre politiske mål, 3) mangel på fuld

information, 4) uenighed om kampagnestrategi og taktik, 5) aktørernes egne begrænsninger,

6) koordinationsproblemer og 7) overload. Disse syv punkter viser, at kampagners

begrænsninger udspringer både fra aktør- og strukturniveauet. Hovedaktørerne, politikerne,

medierne og vælgerne, agerede i en spil-teoretisk forstand ud fra præmisserne om bl.a.

rationalitet, information og handlemulighed. Fra situation til situation søgte de at positionere

sig mest optimalt under de givne forhold på baggrund af rationelle og kalkulerede

overvejelser samt viden om andre aktørers handlinger og hensigter. At denne ideelle tilstand

med fuld rationalitet, fuld information og uhindrede handlemuligheder i mange tilfælde ikke

var tilstede, skyldtes de institutionaliserede strukturelle begrænsninger aktørerne stod overfor.

Begrænsninger der fandtes i de regler, der knytter sig både til folketingsvalget og

folkeafstemningen men også til de logikker, aktørerne selv handlede efter. Sammenfattes

disse niveauer opstår en teoretisk syntese, hvor aktørernes handlinger bliver institutionaliseret

i samfundet. Med andre ord: aktørerne begrænser deres egne handlemuligheder ved at følge

de institutionaliserede regler strukturerne opstiller.

99

På baggrund af disse redegørelser verificeres studiets hypotese, i og med en effektiv

kampagne skal tilgodese både de strukturelle rammer og aktørernes logikker, der knytter sig

til forskellige afstemningssituationer. Men dette er ikke hele forklaringen. Analyserne viser

også, at på trods af de forskelle der er mellem folkeafstemningen og folketingsvalget både på

struktur og aktør niveau, så udviklede de to afstemningsforløb sig i vid udstrækning parallelt.

De faktorer der var udslagsgivende under det ene forløb var også udslagsgivende under det

andet, ligesom flere af de faktorer der mislykkedes under det ene forløb også mislykkedes

under det andet. Noget oversimplificeret viste analyserne nemlig, at Socialdemokratiets

kampagne fejlede i begge tilfælde, mens Det Radikale Venstres kampagner lykkedes i begge

tilfælde. Socialdemokratiet var hæmmet af intern splittelse, inkonsistente budskaber, et bredt

og uhomogent publikum, og af en række gamle hængepartier og spøgelser i bagagen. Det

Radikale Venstre havde til euro-afstemningen den højeste andel ja-stemmer af samtlige

partier, og under folketingsvalget gik partiet frem, efter en kampagne hvor partiet på baggrund

af en solid langsigtet strategiudvikling fremstod enige, konsistente i argumentationen og med

en målrettet appel til et smalt publikum.

Konklusionen stemmer dermed overens med tidligere udførte studier. Analyser over

præsidentvalg i USA og parlamentsvalg i England viser, at den sejrende part ofte er den

politiker, der formår, på baggrund af en langsigtet priming af vælgerne og strategiudvikling,

at gennemføre en kampagne baseret på få enkle og klare budskaber præsenteret konsistent og

vedvarende (se bl.a. Norris 1999).

På flere måder vandt Venstre folketingsvalget 2001 ud fra samme strategi,60 og at den

nye regerings samlede informationspolitik er en videreførsel af denne kommunikations-

platform. Hverdagens politiske kommunikation i Danmark har dermed nærmet sig

kampagnemæssig karakter.

60 Bl.a. Mandag Morgen Monitor 2001b, Dahl (2001), Hergel (2001) ”Opskriften på succes”, Ulveman (2001) ”Opskrift på sejr”

100

13. PERSPEKTIVERING

Studiets analyser kan opsummeres op i følende sætninger: Den post-moderne politiske

kampagne er karakteriseret ved selvstændige, defragmenterede og indflydelsesrige medier,

professionel strategisk kommunikation fra partierne og mere flygtige vælgere. Dette

medialiserede demokrati skaber nye udfordringer for den effektive kommunikation mellem

politikere og vælgere i det både i hverdagen og under kampagner.

13.1. Den permanente valgkamp

Mange af de erfaringer der opnås under en valgkamp benyttes i stigende grad i den daglige

politiske kommunikation. Valgkampe er dermed ikke længere kronologisk afgrænsede

begivenheder, der udspiller sig et par måneder før valg og afstemninger. I dag starter en

valgkamp, når den gamle er overstået, og alle vigtige lovforslag og politiske udmeldinger

bliver koordineret med kommunikationshensyn for øje.

Partierne er i stigende grad blevet bevidste om, hvornår de skal præsentere politiske

synspunkter og sager, ligesom de i stigende grad er bevidste om, hvordan de skal demontere

sprængfarlige politiske emner. Den udvikling har skærpet partiernes planlægningssans, og

partiformænd og spindoktorer arbejder i dag ud fra meget aktive og offensive mediestrategier.

Mandag Morgens Monitor (oktober 2001) har på baggrund af opgørelser af danske

toppolitikeres medieoptræden undersøgt denne permanente kampagnetilstand i dansk politik.

Konklusionen er, at politikerne har det overraskende svært. Medierne fokuserer på taktik,

personkonflikter og meningsmålinger i stedet for på den politiske substans, som vælgerne

tørster efter og partilederne gerne selv vil tale om. ”Karakteristisk for den permanente

valgkamp er, at redaktører og journalister er tilbøjelige til at dække politik som et spil eller en

kamp”, og konkluderer Monitor ”journalister og medier bærer hovedansvaret for den måde,

politikere bliver eksponeret på i medierne.” Politikerne er dog også selv med til at forstærke

denne valgkampsskabelon ved at spille med på mediernes vilkår. Men som Thomas Larsen

sagde, er udviklingen kommet for at blive (TL svar 8): ”Men så er det rigtigt, at der var også

en utrolig stor fokus på det taktiske, på selve formen, på medieslagsmålet og alle de ting der.

Men der kan man så sige, at det er på mange måder en problematisk udvikling, men det er jo

ikke en udvikling som alene knytter sig til euro-valgkampen. Det er et faktum, at det er en af

spillereglerne i hvordan moderne politik er skruet sammen. Det ser vi også i dansk

indenrigspolitik.”

101

En del af grunden til det store fokus på spillet, taktik, konflikt og strategi er, at politikerne i

takt med deres stadigt mere professionelle tilgang til medierne har givet journalisterne noget

at grave i. Som beskrevet tidligere, har politikerne indrettet deres organisationer med det

formål at optimere håndteringen af medierne. Politikerne bevæger sig derfor ind på mediernes

domæne, og forsøger, ved at benytte mediernes egen logik og arbejdsrutiner, at være med på

medierne præmisser. Mange af de redskaber politikerne benytter, som spindoktorer,

fokusgrupper, medieovervågning og personlig kontakt til venligt eller fjendtligt stillede

journalister er beregnet til at positionere politikerne bedst muligt overfor medierne i dette

spil.61 I mediernes verden bliver dette opfattet som en trussel. Den gensidige interesse er

derfor blandet med lige dele mystik og ærefrygt fra begges sider, mens det for den

udenforstående tilskuer mere ligner en kamp om magten. En kamp hvor skyggespil,

systematisk manipulation og pression er en del af spillets regler.

Dette spil kan dog vise sig, at have videre konsekvenser. Som citeret i afsnit 4 omkring

studier af valgkampe og kampagnestrategier, henviser Mandag Morgen Monitor (2001a:14)

til analyser, der viser, at vælgernes engagement daler, når medierne intensiverer dækningen af

det politiske spil. Og at den omvendt stiger, når politikerne i medierne får mulighed for at

forholde sig til konkrete emner og problemer.62 Politikerleden vokser, og vælgerne bliver

kyniske og ligeglade med politik, når medierne afsondrer politikerne fra emner og spørgsmål,

som har betydning for vælgernes hverdag. Flere har peget på, at dette i sidste ende bliver et

demokratisk spørgsmål – og problem. For demokrati forudsætter muligheden for oplyste valg

og fri debat.

Andre undersøgelser har dog vist, at det trods alt ikke står så skidt til set fra vælgernes

side. ”Vælgere med omtanke” (Andersen 1999) viser netop, at vælgerne ikke er afsondrede

men derimod tænksomme og reflekterende, og at deres valg træffes med omtanke.

Undersøgelsen peger på, at det er politikerne og medierne, der i fællesskab forfladiger den

politik, vælgerne egentligt gerne vil høre mere om. Jeg vil ikke her gå nærmere ind i denne

diskussion, men blot pege på to generelle problemstillinger der er rejst i lyset af

professionaliseringen af den politiske kommunikation.

For det første er der mellem politikere og vælgere opstået et misforhold mellem årsag,

virkning og konsekvenser af de nye metoder i politisk kommunikation. Politisk

kommunikationsrådgivning er vokset som en naturlig følge af forandringer i det politiske 61 Mange spindoktorer og pressechefer på Christiansborg er således tidligere Christiansborg journalister. De kender dermed journalisternes arbejdsgange, nyhedskriterier og de kender mange af de samme mennesker. 62 Samme udvikling er også beskrevet uddybende i bl.a. England og USA. Se bl.a. McNair 2000 og Blumler 1995.

102

system og i medierne, og jeg mener, at der er behov for en åben og nuanceret debat, der kan

legitimere og fastslå retningslinjerne for politikernes brug af kommunikationsværktøjer.

Meget af den betydelige gensidige skepsis der er opstået i offentligheden bunder i myter og

vrangforestillinger om spindoktorernes skumle hensigter med fokusgrupper og

designerpolitik. Som kuriosum kan nævnes, at første gang ordet spindoktor blev benyttet i et

dansk medie var i 1992 i en artikel i Politiken. Her hedder det, at ”Spin-doktor er det nye ord

for opinonsmanipulator eller et pænere ord for løgnhals,”63 og denne opfattelse af ordet har

siden dengang præget den offentlige debat om emnet. En ny tilgang til debatten kan være

baseret på erkendelsen af, at det er en lige så naturlig del af moderne politik, at politikere

modtager kommunikationsrådgivning om kommunikationsspørgmål, som det er for dem at

modtage juridisk rådgivning om jura eller økonomiske rådgivning om økonomi. Samme

pragmatiske vurdering blev også præsenteret på konferencen Demaskering af en valgkamp,

hvor tidligere departementschef Jørgen Rosted konstaterede, at medierådgivere er

uundgåelige og nødvendige. I modsætning til tidligere må enhver minister og politiker i dag

konstant arbejde med medierne som primær duellant, både før, under og efter

beslutningsprocesserne. Derfor ansættes presserådgiverne.

For det andet er der mellem politiker og medier opstået et uhensigtsmæssig

institutionaliseret skuldergnubberi på Christiansborg. En stor del af den politiske journalistik

skrives af en lille håndfuld journalister, der dagligt færdes blandt politikerne på

Christiansborg. Pluralismen får det dog svært, når centrale aktører fra hver sin side af bordet,

uden nødvendigvis at være bevidste om det, afstemmer deres indtryk ved at have samme

baggrund, sammen omgangskreds og dele samme frokoststue. Det er måske dette mere en

noget andet, der har fået fokus for den politiske journalistik drejet over på spillet på

bekostning af det politiske indhold. Magtforholdet mellem politikerne og medierne har længe

balanceret frem og tilbage for til sidst at finde ligevægt i form af den forhandlede

dagsordenen. Spørgsmålet er bare om en sådan tæt forhandling er hensigtsmæssig, eller om en

stærkere konkurrencesituation med klart afgrænsede linjer mellem de to parter ville give

journalisterne incitament og lyst til at grave lidt dybere og antage mere kritiske vinkler.64 I

sidste ende vil det dog være et spørgsmål om ressourcer, og medens politikerne i disse år 63 I artiklen ”Clinton fører stort Bush går til angreb” af Jacob Bjerg Møller 21. oktober 1992. Artiklen beskriver en valgduel mellem præsidentkandidaterne Bill Clinton, George Bush og Ross Perot, hvor de tre politikeres spindoktorer efter duellen overfor journalister fortolkede deres udlægning af hvem der havde vundet. 64 Der er således også blevet rejst spørgsmål ved hvorfor medierne ikke gravede dybere i konsekvenserne af Venstres valgløfter under euro-valgkampen. Claus Larsen-Jensen spurgte (CLJ svar 38) hvorfor tv-avisen først efter valget fortæller kritisk om konsekvenserne af Venstres barselsforslag. Ved konferencen ”Demaskering af en valgkamp” blev det ligeledes diskuteret, hvorvidt medierne bevidst valgte ikke at grave i konsekvenserne af Venstres forslag om et skattestop før efter valget. Noget entydigt svar på dette spørgsmål kom ikke frem.

103

opruster kommunikationsindsatsen og fylder op i kommunikationsafdelingerne, er medierne

økonomisk pressede, de skærer ned og fyrer folk. Dette kan skævvride balancen, og noget

tyder på, at Anders Fogh Rasmussens veltilrettelagte informationspolitik allerede har været

med til at rykke denne balance. Når solo-historier er en af pressens højeste nyhedskriterier, vil

dygtige informationsmedarbejdere altid kunne styre pressen, ikke mindst i en tid med

nedskæringer. Nyheder leveret på et fad af journalistisk trænede pressemedarbejdere, er

nemme at skrive. Henrik Qvortrup har udtrykt det således: ”Jeg synes, at regeringen har

grebet arbejdet med pressen meget professionelt, meget dygtigt an. Og jeg synes, at hvis man

skulle udpege en vinder, regeringen eller pressen, så bliver det regeringen. Jeg tror nok man

må konstatere, at medierne, journalisterne, skal til at stramme sig an, fordi de er oppe imod

meget dygtige modstandere om man vil” (TV2 2001).

13.2. Fremtidige undersøgelser

Analyserne i denne opgave ser bagud for at opbygge en viden, der skal bruges til at se fremad.

Indsigt i fortiden giver udsyn til fremtiden, og i politologisk øjemed er analyserne en del af

det pionerarbejde, der bidrager til den generelle vidensopbygning om kampagner og politisk

kommunikation i en dansk kontekst.

Som genstandsfelt for politologiske studier er politisk kommunikation i Danmark i dag

underudviklet. De få systematiske studier, der findes på området, er omvendt proportionelle

med den hastigt voksende professionelle og offentlige interesse for området. En interesse der

er karakteriseret ved lige dele nysgerrighed, forundring og bekymring. Professionaliseringen

af den politiske kommunikation er en dynamisk proces, som er under konstant udvikling, og

en række områder fortjener bedre belysning til gavn for både forskere, politikere, rådgivere,

journalister og borgere. Systematiske forskningsresultater er nødvendige for at afbalancere de

problemstillinger og mytedannelser den hastigt voksende offentlige debat om emnet rejser.

Folketingsvalget 2001 har givet anledning til en forstærket debat om omfanget og

effekterne af kampagner, kommunikation og informationspolitik. Debatten er sund og den

berører en bred vifte problemstillinger omkring emner som magtforhold og demokrati, og på

konsekvenserne af nye samspilsformer mellem politikere, rådgivere, embedsmænd,

journalister og borgere. Masser af nye studier venter på at blive udført, og ny spændende

viden venter på at blive frembragt.

104

14. KONKLUSSION

Formålet med dette studie var at nå frem til en større forståelse af samspillet mellem politik

og medier og af politisk kommunikation og politiske valgkampagner i dansk politik. Emnet

afspejler den aktuelle politiske virkelighed i Danmark, hvor en stigende professionalisering af

mediehåndteringen fra politisk side har afstedkommet en både forskningsrelateret og offentlig

debat om effekter og konsekvenser af denne udvikling.

Ud fra analyser af Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres kampagner under

euro-afstemningen i september 2000 og folketingsvalget i november 2001, belyses studiets

grundliggende hypotese, om at politiske kampagner får størst effektivitet, hvis de indrettes

efter både de ydre strukturelle rammer og de indre logikker hos aktørerne i de konkrete

valgsituationer. Hypotesen afprøves ud fra en besvarelse af fire konkrete spørgsmål, der

knytter sig til kampagnernes formulering og gennemførelse samt mediernes dækning af

kampagnerne. Indgangsvinkelen til analyserne er tværdisciplinær og omfatter både

politologiske og medieteoretiske elementer.

Analysen behandler kampagnens primære aktører i form af: politikerne, medierne og

vælgerne, og den behandler kampagnens primære institutioner i form af folketingsvalget og

folkeafstemningen. De problemer der belyses, og de spørgsmål der besvares bliver behandlet

ud fra tre forskellige variable: 1) Genstandene, som er de politiske partier, kampagnerne

udspiller sig i. Her belyses forskelle og ligheder i forbindelse med kampagner udført i et stort

uhomogent parti og i et lille homogent parti. 2) Konteksten, som består af de forskelle og

ligheder, der kan observeres i forbindelse med partiers politiske kommunikation til hverdag

og under kampagner op til en valghandling, og 3) Tilstandene, som udgøres af de forskelle og

ligheder, der kan observeres i forbindelse med den politiske kommunikation mellem den

tilrettelagte og styrede (valg)kampagne og den spontane og kaotiske (valg)kamp.

Teoretisk benyttes institutionalismen til at belyse de ydre rammer der, opstiller

præmisserne for aktørernes handlinger på det strukturelle niveau, mens den spil-teoretisk

tilgang belyser de rationelle overvejelser og afvejelser, som definerer aktørernes handlinger

på aktør niveauet.

På baggrund af interviews med centrale aktører i Socialdemokratiet og Det Radikale

Venstre samt en gennemgang af Socialdemokratiets kampagneplan for euro-afstemningen

vises det, at begge partier forud for at kampagnen var meget bevidste om deres

kampagnestrategier. Begge partier havde på forhånd tilrettelagt kampagner på baggrund af

viden om målgrupper, argumentationsformer og rationelle kalkuler over mulige modstanderes

hensigter og prioriteter. Partierne agerede dermed ud fra præmisserne om mulighed for

105

rationalitet, selvstændighed, egne interesser, information og handlemulighed, som gør dem

spillere i en spil-teoretisk forstand. Socialdemokratiet havde fra centralt hold nedfældet en

detaljeret kampagneplan, som beskrev kampagnens opbygning og organisation, mens Det

Radikale Venstre arbejdede ud fra løsere rammer og uden en fast nedfældet kampagneplan.

Forskellen i graden af organisering forklares ud fra partiernes størrelse og bagland.

Socialdemokratiet, som et stort uhomogent parti med betydelige interne meningsforskelle, har

behov for fastere retningslinjer end Det Radikale Venstre, da det er mindre homogent parti

med færre interne spændinger og kortere kommandoveje.

Gennemgangen af det egentlige handlingsforløb under euro-valgkampen viser, at der

ikke var overensstemmelse mellem de præformulerede kampagner og virkeligheden. En

række styringsproblemer og uforudsete hændelser på både det strukturelle plan og blandt de

tilknyttede aktører bevirkede, at de tilrettelagte og gennemtænkte kampagner udviklede sig til

en mere kaotisk og uoverskuelig kamp. Denne udvikling begrundes ud fra en spil-teoretisk

tilgang at bunde i en opstået konkurrencesituation mellem på den ene side politikerne og

medierne om mediedagsordenen, valgkampens temaer og vinklinger, og på den anden side

mellem euro-tilhænger og euro-modstander partier omkring den politiske dagsorden og

ørenlyd i det kommunikative rum. Ja-partiernes kommunikationsvanskeligheder blev

forstærket af en række ydre omstændigheder. Disse omfatter bl.a. den meget lange

kampagneperiode, der gjorde det svært at holde en konsistent linje, en euro-kurs som faldt

gennem forløbet og en overordnet defensiv euro-debat baseret på historiske og kulturelle

forhold. Konklusionen er, at Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre fejlede i deres

kampagner både af kommunikationsmæssige og politiske årsager.

En af de centrale aktører i politiske kampagner er medierne. Gennemgangen af

mediernes dækning af euro-valgkampen viser, at der opstod en central brist mellem

politikernes, mediernes og vælgernes dagsorden. Politikerne ønskede at debattere ét emne,

vælgerne et andet og medierne var mest interesseret i den politiske proces og debatten om

debatten. Medie dækningen afspejlede ligeledes en grundlæggende inerti i mediernes tilgang

til EU-spørgsmål, hvor vinklingen låste sig fast omkring et overordnet ja eller nej til EUs

projekt. Euro-afstemningen afspejlede dermed tidligere danske EU-afstemninger, hvilket

forstærker indtrykket af den path-dependency der karakteriserer politiske processer.

Konklusionen er, at mediernes fokus på proces og form frem for politisk indhold er et

strukturelt fænomen i valgkampens mediedækning, som både afspejler forandringer i det

politiske system samt forandringer i mediernes position i samfundet.

106

Kampagneforløbet under folketingsvalget lidt over et år efter euro-afstemningen udviklede sig

i samme retning som euro-valgkampen på trods af markante forskelle i valgets ydre

omstændigheder. Politikerne, medierne og vælgerne interesserede sig for tre forskellige

dagsordener. Politisk toppede udlændingedebatten de første 10 dage for derefter at dø hen

uden at bliver erstattet af andre gennemgående temaer. Mediernes fokus cirklede om

proceshistorierne og den daglige registrering af det politiske spil, mens vælgerne generelt

oplevede valgkampen gå hen over hovedet på dem uden at nå til bunds i konkrete politiske

temaer. Socialdemokratiet lagde ud med en klar fastlagt strategi, som kuldsejle efter få dage,

da partiets interne uenighed på udlændingeområdet blev offentligt udstillet, og det satte

spørgsmålstegn ved partiets stabilitet.. Partiet var ligeledes på forhånd hæmmet af de lig i

lasten som var påført gennem otte år som regeringsbærende parti. Det Radikale Venstre havde

større succes med at føre en bevidst udarbejdet konsistent linje på en række mærkesager ud i

livet, men partiet var hæmmet i adgangen til dagsorden af det dominerende spil mellem

Socialdemokratiet og Venstre. Konklusionen på analysen er, at Socialdemokratiet fejlede i at

gennemføre deres præformulerede kampagne på grund af en række fodfejl, mens det i højere

grad lykkedes for Det Radikale Venstre at holde en konsistent og enig linje i hele partiet og

dermed at gennemføre den præformulerede strategi og mærkesager.

Gennemgangen af de to valgkampsforløb viser, at der på trods af institutionelle

forskelle på både aktør og struktur niveau var en række fælles faktorer, der var

udslagsgivende for valgkampagnernes effektivitet og begrænsninger. Kampagnerne lykkedes

hvor klarhed i budskaber, enighed i præsentation og bevidsthed om journalistiske

nyhedskriterier gik op i en højere enhed. Hvor kampagnerne fejlede, skyldtes det en række

ydre såvel som indre begrænsninger, der knytter sig til kampagnernes timing, konflikter

mellem afstemningens og andre politiske mål, mangel på fuld information, uenighed om

kampagnestrategi og taktik, aktørernes egne begrænsninger, koordinationsproblemer og

overload. Konklusionen bliver en bekræftelse af studiets hypotese, nemlig at politiske

kampagner i deres indretning skal forsøges tilpasset til den konkrete valgsituations ydre

rammer, men at en række andre overliggende institutionelle præmisser for både strukturer og

aktører er med til at bestemme kampagners effektivitet og valgets udfald.

Studierne viser samtidig, at valgkampen og kampagnejournalistikken i stadig stigende

grad er blevet en permanent tilstand i dansk politik. Dette påvirker den politiske

kommunikations vilkår og funktioner i hverdagen og udfordrer samspillet mellem politikeren

og medierne om kontrollen med den politiske dagsorden. Nye konturer er under optræk

107

omkring fremtidige magtkampe mellem politikere og medier i den evige balanceakt mellem

parternes gensidige afhængighed, forhandlingslyst og ønske om dominans.

På trods af alle diskussioner om kampagnestrategier, spindoktorer, fokusgrupper og

informationspolitik viser dette speciale, at der stadig er en stor grad af tilfældighed over, hvad

der udspilles på den politiske scene i Danmark. Det politiske systems dynamik og mediernes

natur gør, at der til stadighed vil være forskel på strategi og virkelighed.

Ordoptælling: 34.780

108

15. BIBLIOGRAFI Adamsen, Billy (1998): En enkelt sag - en tanke om enkeltsager og politik. København, Fremad

Albret, Poul (2000a): ”Efter et Nej: Dansk EU-politik i ruiner” i Mandag Morgen, nr. 33

Albret, Poul (2000b): ”Ersbøll: Forslag om nyt EU-regelsæt er symptombehandling” i Mandag Morgen, nr. 34

Albret, Poul (2002): ”Politiske topledere: Kommunikation er største udfordring” i Mandag Morgen, nr. 2

Andersen, Jacob (2000): "Danskerne slås ikke længere om EU" i Mandag Morgen, nr. 33

Andersen, Jacob (2000a): "Ny undersøgelse: Vælgerne ser euroen som et pengespørgsmål” i Mandag Morgen, fra www.mm.dk (15.11.00)

Andersen, Jacob (2000b): "Vælgerne: Både ja- og nejsiden skød under lavmålet” i Mandag Morgen, nr. 34

Andersen, Johannes m.fl. (1999): Vælgere med omtanke – en analyse af folketingsvalget 1998. Århus, Systime

Andersen, Jørgen Goul (2000): Euro-survey september 2000. Udformet af Ugebrevet Mandag Morgen og teknisk gennemført af ACNielsen AIM. Fra www.mm.dk (18.11.00)

Andersen, Marianne Krogh & Jens Peter Skaarup (2000a): "Mr. Spindoctor dumper Nyrup" i Børsens Nyhedsmagasin, nr. 22

Andersen, Marianne Krogh (2000): ”ØMU-valgkamp på en knivsæg” i Børsens Nyhedsmagasin, 18. september 2009 Andersen, Marianne Krogh (2000b): "Jubel-europæere udfordrer Nyrup" i Børsens Nyhedsmagasin, nr. 24.

Andersen, Marianne Krogh, Rasmus Nielsen & Frank Stokholm m.fl. (2000c): "10 konsekvenser ved nej'et” i Børsens Nyhedsmagasin, nr. 23.

Anderson, Peter J. & Weymouth, Anthony (1999): Insulting the public? The British Press and the European Union. London, Longman

Beck, Ulrich (1992): Risk Society: Towards a New Modernity. London, Sage

Bek, Jesper (2000): Magtens billeder - Billeder af danske magthavere gennem 1000 år. København, Gyldendal Uddannelse

Berger, Peter & Luckmann, Thomas (1991): The Social Construction of Reality: A Treatise in the Sociology of Knowledge. London, Penguin Books

Blumler, Jay G. & Gurevitch, Michael (1995): The Crisis of Public Communication. London, Routledge

Bourdieu, Pierre (1996): On Television and Journalism. London, Pluto Press

Børsens Nyhedsmagasin (2000): ”Ud med Nyrup ind med Fogh” i Børsens Nyhedsmagasin, nr. 22

Campbell, John L (1998): “Institutional Analysis and the Role of Ideas on Political Economy” i Theory and Society, 27, pp. 377-409

Carlsen, Erik Meier, Peter Kjær & Ove K. Pedersen (red.) (1999): Magt og fortælling - Hvad er politisk journalistik? Århus, Center for Journalistisk og Efteruddannelse, Danmarks Journalisthøjskole, Forlaget Ajour

Claudi, Anette (2000): "I Venstres tjeneste" i Journalisten, nr. 16.

Cockerell, Michael (2000): "Lifting the lid off spin" i British Journalism Review, vol.11, No.3.

Cook, Timothy E. (1998): Governing With the News: The News As a Political Institution. Chicago, University of

109

Chicago Press

Cramer, Flemming Lübker (2000): Danskernes holdning til indførelsen af EURO'en. En analyse foretaget af PLS Rambøll Management, www.pls.dk (20.09.00)

Crowley, David & Mitchell, David (red.) (1994): Communication Theory Today. Cambridge, Polity Press

Curran, James & Michael Gurevitch (2000): Mass Media and Society. Oxford, Oxford University Press

Dahl, Henrik (2001): ”Den naive politiks dage er talte” fra www.kommunikationsforum.dk/artikler.asp?articleid=4972 (22.11.01)

Danmarks Radio Deadline 20. januar 2001 – debat mellem Michael Kristiansen og David Trads

Davis, Aeron (2000): "Public relations, news production and changing patterns of source access in the British national media" i Media, Culture & Society, Vol. 22: 39-59

Dearing, J. W and Rogers, E. M (1996): Agenda-setting. London, Sage Publications

Delanty, Gerard (1997): Social Science - Beyond Constructivism and Realism. Buckingham, Open University Press

Denton, Robert E & Gary C. Woodward (1998): Political Communications in America. Westport, Praeger Series in Political Communication

Det Radikale Venstre (2000): Pressemeddelelse udsendt i anledningen af præsentationen af Dansk Folkepartis Eurokampagne, 9. april 2000. www.radikale.dk (20.05.01)

Det Radikale Venstre (2001): Pressemeddelelse udsendt i anledningen af valgudskrivelse 31. oktober 2001. www.radikale.dk (12.12.01)

Dybkjær, Lone (2000): Tale på Landsmøde 2000, 16-17 september 2000 (det talte ord gælder) fra www.radikale.dk (07.05.01)

Esmark, Anders, Peter Kjær & Ove K. Pedersen (1999): "Det politiske kommunikationssystem" i Politica, 31. årgang, nr. 2.

Eulau, Heinz, Samuel J. Eldersveld & Morris Janowitz (1956): Political behavior: a reader in theory and research. Glencoe, Free Press

Europa Kommissionen (2000): Eurobarometer Report No. 51 og 52

Fairclough, Norman (2000): New Labour, New Language? London, Routledge

Finnemore, Marta & Kathryn Sikkink (1998): “International Norms Dynamics and Political Change” paper præsenteret ved workshoppen “Ideas, Culture and Political Analysis” Princeton University, 15.-16. juni 1998

Friedenberg, Robert V. (1997): Communication Consultants in Political Campaign. Ballot Box Warriors. Westport, Praeger Series in Political Communication

Gaber, Ivor (2000): "Lies, damn lies... and political spin" i British Journalism Review, Vol. 11 No. 1.

Gidden, Anthony (2000): En løbsk verden - Hvordan globaliseringen forandrer vores tilværelse. København, Hans Reitzels Forlag

Goldstein, Judith & Robert O. Keohane (1993): “Ideas and Foreign Policy: An analytical framework” i Ideas and Foreign Policy: Beliefs, Institutions and Political Change, edited by J. Goldstein and R.O. Keohane, Ithaca, N.Y.: Cornell University Press

110

Gould, Philip (1999): The Unfinished Revolution: How the Modernisers Saved the Labour Party. London, Abacus

Graber, D, McQuail, D, & Pippa Norris (1998): The Politics of News. The News of politics. Washington, CQ Press

Grundloven (1993). Charlottenlund, Forlaget Prudentia

Hagerty, Bill (2000): "Cap'n spin does lose his rag!" i British Journalism Review, Vol. 11, No.2.

Hall, Peter A. & Rosemary C.R. Taylor (1996): “Political Science and the Three New Institutionalisms” i Political Studies, XLIV, pp. 936-957

Hass, Peter (1992): “Introduction: Epistemic Communities and International Policy Coordination” i International Organization 46(1), pp. 1-36

Hellevik, Ottar (1994): Forskningsmetode i sociologi og statsvitenskab. Oslo, Universitetsforlaget

Helsley, Robert W. & Arthur O Sullivan (1994): ”Altruistic voting and campaign contributions” i Journal of Public Economics, Vol. 55, Issue 1

Henrik Kaare Nielsen (2000): ”Dansk politisk kultur og internationaliseringens realiteter”, Dansk Sociologi, nr. 2, 2000

Herman, Edward S & Chomsky, Noam (1988): Manufacturing Consent - The Political Economy of the Mass Media. New York, Pantheon Books

Hjarvard, Stig (1995): Nyhedsmediernes rolle i det politiske demokrati. Rapport udarbejdet for Statsministeriets Medieudvalg, Købehavn, august 1995

Hjarvard, Stig: ”Politik som mediemontage. Om mediernes forandring af den politiske kommunikation” i Andersen, Jørgen Goul et. Al. (red.) (1999): Den demokratiske udfordring, København, Hans Reizels Forlag, pp. 30-51

Hug, Simon & Pascal Sciarini (2000): “Referendums on European Integration: Do institutions Matter in the Voters’ Decision?” I Comparative Political Studies, February 2000, p.3

Højbjerg, Jesper (2002): ”Fogh sætter dagsordenen. Kommunikation i den nye regering” fra www.kommunikationsforum.dk/pip.asp?articleid=5055 (14.01.02)

Haahr, Jens Henrik (1991): Spil-teori og kollektive handlingsdilemmaer i politologisk teori. En kritisk analyse med særlig henblik på studiet af international politik. Institut for Statskundskab, Århus Universitet

Jakobsen, Mogens Storgaard, Regin Reinert & Søren Risbjerg Thomsen (2001): ”Afstemningen om den fælles mønt – social baggrund og holdninger” i Politica 33. årg. nr. 1 2001

Jelved, Marianne (2000): Tale Landsmøde 2000, 16-17 september 2000 (det talte ord gælder) fra www.radikale.dk (07.05.01)

Jones, Nicholas (1999): Sultans of Spin: The Media and the New Labor Government. London, Victor Gollancz

Jønsson, Rasmus & Carsten Borch (2001): Professionaliseringen af den politiske kommunikation. Labcom Litteratur, på baggrund af Labcom konference i Kolding 4. april 2001

Kavanagh, Dennis (1995): Election Campaigning. London, Blackwell

Kjøller, Klaus (2001): Spindoktor. København, Aschehoug

Knudsen, Tim red (2000): Regering og embedsmænd - Om magt og demokrati i staten. Århus, Systime

Koelble, Thomas A (1995): ”The New Institutionalism in Political Science and Sociology” i Comparative Politics,

111

Vol. 27, No.2, pp. 231-243

Lacey, Colin and Longman, David (1997): The Press as Public Educator: Cultures of Understanding, Cultures of Ignorance. Luton, University of Luton Press

Larsen, Thomas & Morten Sørensen (2000): ”Skræmmekampagne duer ikke” i Børsens Nyhedsmagasin, 14. august 2000 Larsen, Thomas (1998): "Nyrup holder pressen i kort snor" i Børsens Nyhedsmagasin, nr. 2

Larsen, Thomas (2000a): "Dansk valgkamp - the american way" i Børsens Nyhedsmagasin, nr. 28

Larsen, Thomas (2000b): "Forskere punkterer euro-myte" i Børsens Nyhedsmagasin, nr. 22

Larsen, Thomas (2000c): "Ti bud til Stavad" i Børsens Nyhedsmagasin, nr. 30

Larsen, Thomas (2000d): ”Det store protestvalg” i Børsens Nyhedsmagasin, nr. 22

Larsen, Thomas (2001a): "S-plan skal stoppe Fogh" i Børsens Nyhedsmagasin, nr. 7

Larsen, Thomas (2001b): ”Foghs fortælling” i Børsens Nyhedsmagasin, nr. 37

LeDuc, Lawrence (2000): ”Referendums and Elections: How do Campaigns Differ?” paper præsenteret ved ECPR joint workshop i København.

Lippmann, Walter (1997[1922]): Public Opinion. New York, Free Press

Loftager, Jørn (1999): ”Fungerer den politiske offentlighed?” i Andersen, Jørgen Goul et.al (red.) (1999): Den demokratiske udfordring. København, Hansd Retizels Forlag, pp. 13-29

Lowery, Shearon A. & Melvin L. DeFleur (1995): Milestones in Mass Communications Research. New York, Longman

Lowndes, Vivien (1996): “Varieties of New Institutionalism: A Critical Appraisal” i Public Administration, Vol. 74 Summer 1996, pp. 181-197

Lund, Anker Brink (1996): “Terapeutokratiseringen af politisk offentlighed” i GRUS, nr 49, 17. årg.

Lund, Anker Brink (2000): Først med det sidste - en nyhedsuge i Danmark. Århus, Ajour

Lund, Anker Brink (2001): "EU-journalisternes upartiske ligegyldighed" i Dansk Presse, januar

Madsen, Lasse Hjort et. al. (red.)(2001): Danskerne 2001. Vælgernes dagsorden og det nye mediebillede, Institut for Konjunktur-Analyse, København

Madsen, Morten, Hans Jørgen Nielsen & Gunnar Sjöblom (red.) (1995): Demokratiets mangfoldighed: Tendenser i dansk politik. København, Forlaget Politiske Studier

Mandag Morgen (2000a): "Avisernes indhold af ja/nej-citater". www.mm.dk/filer/citater.PDF (10.11.00)

Mandag Morgen (2000b): "Avisernes indhold af ja/nej-læserbreve". www.mm.dk/filer/laeserbreve.PDF (10.11.00)

Mandag Morgen (2000c): "Elektroniske medier ignorerer ØMU-debattens indhold” nr. 25

Mandag Morgen (2000d): "Euro-debatten fordelt på emner". www.mm.dk/filer/emner.PDF (10.11.00)

Mandag Morgen (2000e): "Mest citerede politikere i radio og tv". www.mm.dk/filer/hitlisten.PDF (10.11.00)

Mandag Morgen (2000f): "Top 50 listen over de mest citerede eurodebattører". www.mm.dk/filer/eurodebat.PDF

112

(10.11.00)

Mandag Morgen (2000g): "Top 50 listen over mest citerede politikere". www.mm.dk/filer/hitliste50.PDF (10.11.00)

Mandag Morgen (2000h): ”Danskerne mere europæiske end nogen siden” nr. 34

Mandag Morgen (2000i): ”Efter Trediveårskrigen”, leder, nr. 33

Mandag Morgen (2000j): ”Elektroniske medier ignorerer ØMU-debattens indhold”, nr. 25

Mandag Morgen (2001a): ”Haves: ny regering. Ønskes: nyt politisk lederskab” leder, nr. 40

Mandag Morgen (2001b): ”Valgkaos 2001” leder, Nr. 38

Mandag Morgen (2001c): ”Tvivlrådige vælgere skal lokkes med velfærd” nr. 38, 12. november

Mandag Morgen Monitor (2001a): ”Partilederne vs. pressen” i tillæg til Ugebrevet Mandage Morgen, nr. 32

Mandag Morgen Monitor (2001b): ”Nytteløs valgkamp: Politikerne tabte befolkningen” i tillæg til Ugebrevet Mandag Morgen, nr. 41

Marcussen, Martin & Mette Zølner (2000a): The Danish EMU-referendum 2000: Business as Usual. Arbejdspapir 2000/17, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Marcussen, Martin (2000b): Ideas and Elites: The Social Construction of Economic and Monetary Union. Aalborg, Aalborg University Press

McNair, Brian (1999): An Introduction to Political Communication. London, Routledge

McNair, Brian (2000): Journalism and Democracy - An evaluation of the political public sphere. London, Routledge

Medelsohn, Matthew & Fred Cutler (2000): ”The effect of referendums on democratic citizens: Information, politicization, efficiency and tolerance” i British Journal of Political Science, Vol. 30, Part 4, pp.685-698

Michie, David (1998): The Invisible Persuaders: How Britain's Spin Doctors Manipulate the Media. London, Bantam Press

Mogensen, Kirsten (2000): Arven. Journalistikken traditioner, normer og begreber. Frederiksberg, Roskilde Universitetsforlag

Morrow, James D (1994): Game Theory for Political Scientists. Princeton, Princeton University Press

Negrine, Ralph (1996): The Communication of Politics. London, Sage Publications

Nielsen, Mie Femø (2000): Under lup i offentligheden – introduktion til public relations. København, Samfundslitteratur

Nielsen, Rasmus (2001): “Politikere fjerner mediernes filter”. www.altinget.dk (11.12.01)

Norris, Pippa et. al. (red.)(1999): On Message: Communicating the Campaign. London, Sage

Pedersen, Ove K, Peter Kjær, Anders Esmark, Maja Horst & Erik Meier Carlsen (2000): Politisk Journalistik. Århus, Center for journalistisk og efteruddannelse, Danmarks Journalisthøjskole, Forlaget Ajour

Peters, Guy B. (2000): Institutional Theory in Political Science: The 'New Institutionalism. London, Continuum

Petersen, Niels Helveg (2000): Tale af Niels Helveg Petersen på Landsmøde 2000, 16-17 september 2000 (det talte ord gælder) fra www.radikale.dk (07.05.01)

113

Pierson, Paul (1997): “Increasing Returns, Path Dependency and the Study of Politics” Jean Monnet Chair Papers, The Robert Schuman Centre at the European University Institute, Florence, Italy.

Pindyck, Robert S. & Rubinfeld, Daniel L. (2000): “Game Theory and Competitive Strategy” i Microeconomics, US Imports & PHIPEs

Platon (1998): Gorgias. Oxford, Oxford Paperbacks

Qvortrup, Henrik (2002): Talemanus til konferencen Demaskering af en valgkamp, 4. februar 2002 afholdt af Dansk Journalistforbund og Djøf. Fra www.journalistforbund.dk (07.02.02)

Qvortrup, Mads H (1999a): Folkeafstemninger og Rational Choice Teori. Arbejdspapir 1999/1, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Qvortrup, Mads H (1999b): Is the Referendum a Constitutional Safeguard? Arbejdspapir 1999/2, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Qvortrup, Mads H (2001a): ”How to lose a referendum: The Danish plebiscite on the euro” i The Political Quarterly Vol. 72, Issue 2, pp.190-196

Qvortrup, Mads H (2001b): ”Strategic Transitions: Game Theory and democratization” i Political Studies Vol. 49, Issue 4

Rasmussen, Poul Nyrup (2000a): ”Danmark og den fælles valuta” tale på Socialdemokratiets ekstraordinære kongres 30. april 2000 (det talte ord gælder) fra www.socialdemokratiet.dk (07.05.01)

Rasmussen, Poul Nyrup (2000b): ”Afsluttende bemærkninger” tale på Socialdemokratiets kongres 17. september 2000 (det talte ord gælder) fra www.socialdemokratiet.dk (07.05.01)

Rasmussen, Poul Nyrup (2001): ”Hele Danmark går til valg” statsministerens valgudtalelse ved udskrivelsen af folketingsvalget 31. oktober 2001 (det talte ord gælder) fra www.socialdemokratiet.dk (20.12.01)

Ryborg, Ole Vigant (2000a): "Ja-siden vandt sommerens avisedebat - men ikke vælgerne" i Mandag Morgen, nr. 26

Ryborg, Ole Vigant (2000b): "Mediernes ØMU-dækning handler ikke om ØMUen" i Mandag Morgen, nr. 24

Ryborg, Ole Vigant (2000c): "Nejet kan blive SFs største nederlag" i Mandag Morgen, nr. 34

Ryborg, Ole Vigant (2000d): "Nej-siden vandt medierne og dagsordenen" i Mandag Morgen, nr. 33

Rønnov, Frans (2000a): "Euro-undersøgelse: Vælgerne frygter glidebane mod forbundsstat" i Mandag Morgen, nr. 25

Rønnov, Frans (2000b): ”Hurtig normalisering på Christiansborg efter euro-drama” i Mandag Morgen, nr. 34

Sabatier, Paul A (1998): “The Advocacy Coalition Framework: Revisions and Relevance for Europe” i Journal of European Public Policy, 5(1)

Scammel, Margaret (1999): "Political Marketing: Lessons for Political Science" i Political Studies, XLVII

Socialdemokratiet (2000a): ”Kampagneplan for afstemningen den 28. september” fra 3. maj 2000

Socialdemokratiet (2000b): Kongresudtalelse ”Ja til den fælles valuta – Fordi det er bedst for Danmark”. Vedtaget ved Socialdemokratiets ekstraordinære kongres 30. april 2000 fra www.socialdemokratiet.dk (korrekt 07.05.01)

Stephanopoulos, George (1999): All Too Human - A Political Education. Boston, Little Brown and Company

Thorberg, Michael (2001) ”Fra partipresse og pressetjeneste til medierådgivere”, Center for journalistik og efterudannelse, www.cfje.dk.cfje/VidBase.nsf/(ID)VB00107430 (19.05.01)

114

Thorberg, Michael (2001): ”Den politiske medierådgivers opgaver”, Center for journalistik og efteruddannelse, www.cfje.dk.cfje/VidBase.nsf/(ID)VB00106721 (19.05.21)

Trent, Judith & Robert V. Friedenberg (2000): Political Campaign Communication. Praeger Series in Political Communication

Tuckman, Gaye (1977): Making News. A Study in the Construction of Reality. New York, Free Press

TV2 Nyhederne (2002): ”Baggrund: Strømlinet stil under Fogh” 8. januar 2002 (2:59 minutter)

Vitoft, Carsten (2000): "Virksomheder overdramatiserer effekten af et euro-nej" i Mandag Morgen, nr. 27

Vittorio, Bufacchi (2001): ”Voting, rationality and reputation”, i Political Studies, Vol. 49, Issue 4, pp. 714-729

Waldahl, Ragner (1999): ”Medier, meningsdannelse og den politiske dagsorden” i Politica, 31. årg. nr. 2 1999

www.eurofact.dk/mm_dktal.asp, (Opgørelse over forskellige analyseinstitutters euro-meningsmålinger) (26.05.01)

www.im.dk/28september (Indenrigsministeriets hjemmeside om euro-afstemningen) (3.05.01)

www.im.dk/Index/dokumenter.asp?o=23&n=1&d=1010&s=4 (Indenrigsministeriets opgørelse over resultatet fra folketingsvalget 2001) (02.12.01)

www.tv2.dk (TV2s temasider om euro-afstemningen) (28.09.00)

Yee, Albert S (1998): “Ideas and Culture in Political Analysis” paper præsenteret ved konferencen Ideas and Culture in Political Analysis 15.-16. June 1998, Princeton University

Avisartikler Aktuelt, 03.08.00: ”Euro-debat og journalistisk selvbestøvning” debatindlæg af Trafikminister Jacob Buksti Aktuelt, 09.08.00: ”Gearskifte i euro-debat” af Henny Christensen Aktuelt, 09.08.00: ”Nyrup klemt mellem to slags euro-vælgere” af Lars Olsen Aktuelt, 19.02.01: ”Anders Fogh Rasmussen (Profil: Den tredje mand)” af Nicolai Kampmann og Thomas Qvortrup Aktuelt, 20.12.00: ”Hjertet kan også sige ja” af Hans-Jørgen Nielsen, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet Aktuelt, 21.12.00: ”Hård kritik af S-kampagne” af Lars Olsen og Anne Mette Svane Aktuelt, 27.06.00: ”Strategiske selvmål i euro-kampen?” debatindlæg af Peter Bro Aktuelt, 27.07.00: ”Folketingsvalget er startet” af Allan Larsen Aktuelt, 27.07.00: ”Ja-kampagnen splitter S-toppen” af Allan Larsen og Henny Christensen Aktuelt, 29.09.00: ”Drama i EU-valgkamp hjemme” af Lars Olsen Berlingske Tidende, 2.12.01: ”Venstres brandchef” af Jesper Termansen Berlingske Tidende, 8.11.01: “S-top i rivegilde om valgstrategi” af Jens Jørgen Madsen Berlingske Tidende, 01.07.01: ”Hvem er jeg – hvad vil jeg” af Jesper Termansen Berlingske Tidende, 09.05.99: ”Forførende journalistik” kommentar af Per Stig Møller

115

Berlingske Tidende, 15.10.00: ”Den ideologiløse journalist” kronik af Bjarke Larsen Berlingske Tidende, 16.10.00: ”Den medieskabte virkelighed” kronik af Bjarke Larsen Berlingske Tidende, 17.11.01: ”Rasmussen for millioner” af Niels Møller Berlingske Tidende, 18.11.01: ”Statsmanden og Sjoveren” af Jakob Kvist Berlingske Tidende, 2.12.01: ”Gjellerup: Vi måtte ikke vinde valget” fra Ritzaus Bureau Berlingske Tidende, 2.12.01: ”S-borgmestre frikender Nyrup for valgnederlag” af Bodil Jessen og Hans Larsen Berlingske Tidende, 22.09.98: ”Politisk journalistik på babystadiet”, af Lars Wang Berlingske Tidende, 22.10.00: ”Journalistik som show” kronik af Claes Kastholm Hansen Berlingske Tidende, 23.09.01: ”Mens vi venter på konsekvenserne” af Morten Bjørn Hansen Berlingske Tidende, 23.12.01: ”Jeg svigter ikke” af Annelise Bistrup Berlingske Tidende, 25.07.07: ”Mediernes eller politikernes plattenslageri?” kronik af Jørn Henrik Petersen Berlingske Tidende, 25.11.01: ”Opskriften på succes” af Olav Hergel Berlingske Tidende, 25.11.01: ”Uden mål og med” af Jakob Kvist Berlingske Tidende, 26.07.01: ”Journalistik og ideologi” kronik af Jørn Henrik Petersen Berlingske Tidende, 26.11.01: ”Journalisterne ud af Christiansborg” af Niels Krause-Kjær, lektor, Danmarks Journalisthøjskole Berlingske Tidende, 28.01.01: ”De uudannedes nej til euroen” af Bent Winther Berlingske Tidende, 4.11.01: ”Det næste træk” af Søren Kassebeer og Signe D. Jepsen Berlingske Tidende, 8.11.01: ”Udlændingespørgsmål topper hos vælgerne” af Bo Christensen Berlingske Tidende, 8.11.01: ”Udlændingevalget der mislykkedes” af Jens Jørgen Madsen Information, 02.09.00: ”Et godt euro-råd: Hold kæft og vind”, af Lars Mogensen Information, 05.08.00: ”Magtløs gruppe” af Martin Østergaard-Nielsen Information, 05.08.00: ”Nyrups enmandshær” af Martin Østergaard-Nielsen Information, 08.08.00: ”S og Euro’en: De skal være enige – indtil den 28 september” af Martin Østergaard-Nielsen Information, 15.08.00: ”Frygt styrer euro-debatten” af Jacob Langvad Information, 22.09.00: ”PR-folk: Ja-siden er amatører” af Lars Mogensen Information, 28.09.01: ”Mikrofonholdernes magt” af Ole Vigant Ryborg Information, 31.12.00: ”Virkeligheden skal styres” af Morten Jastrup og Lars Mogensen Jyllands-Posten, 19.08.00: ”Ja-sigere tager føring” af Pierre Collignon, Ulla Østergaard og Jette Elbæk Maressa Jyllands-Posten, 23.08.00: ”Tidligere vismænd: Økonomien skal tilbage i debatten” af Søren Funch

116

Jyllands-Posten, 25.11.01: ”Opskrift på en sejr” af Michael Ulveman Jyllands-Posten, 27.07.00: ” Ny intern uro i Socialdemokratiet” af Carsten Ellegaard og Sune Bové Jyllands-Posten, 28.07.00: ”S afventer euro-strategi” af Carsten Ellegaard Jyllands-Posten, 28.09.01: ”Røde ører hos eurofolket” kronik af Frank Dahlgaard Jyllands-Posten, 29.07.00: ”Henrik Dam afviser at ændre euro-strategi” af Carsten Ellegaard Jyllands-Posten, 30.07.00: ”S-bagland bakker eurokampagne op” af Carsten Ellegaard Markedsføring, 21.09.00: ”Fra sund fornuft til plat demagogi” Politiken, 08.08.00: ”Låg på eurostrid i S” af Bjarne Steensbeck Politiken, 24.09.00: ”Poul alene i verden” af Bo Søndergaard og Michael Seidelin Politiken, 25.09.00: ”Politikerne går galt af vælgerne” af Michael Seidelin Politiken, 26.08.00: ”Euromodstandernes indrømmelser” af Jørgen Grønnegård Christensen Politiken, 28.07.00: ”Ritt vil debattere eurostrategi” af Michael Seidelin og Rasmus Emborg Politiken, 28.09.01: ”Danmark holdt til nejet” af Thomas Flensburg og Peter Suppli Benson Politiken, 30.04.00: ”Slingrekurs mod euro-nej” af Michael Seidelin Politiken, 30.09.00: ”Engageret nej-kampagne gav pote” af Kim Faber Politikken, 31.03.00: ”Pressens skæve fokus” af Christian Kock Ritzaus Bureau, 22.08.00: ”Eurokampagne fokuserer på det sikre” Ritzaus Bureau, 22.09.00: ”Slutspurt om indflydelse og politisk glidebane” Ritzaus Bureau, 29.09.00: ”Regering i chok efter nej” Vejle Amts Folkeblad, 20.09.00: ”Dam stiller fire spørgsmål” Weekendavisen, 14.-20.12.01: ”Stur stur nummer” af Arne Hardis Weekendavisen, 7.-13.12.01: ”Styr på politikken” af Solveig Rødsgaard

117

16. BILAG

I interviewudskrifterne (Bilag 1-6) har jeg undladt at nedskrive de øh’er, hmm’er og besvarende ja’er, der ofte forekommer i en samtale, men som det vil virke meningsforstyrrende at læse og som ikke har relevans for indholdet af interviewet.

Bilag 1: Udskrift af interview med Per Rystrøm

Udskrift af interview med Per Rystrøm, pressechef for socialminister Henrik Dam Kristensen under euro-kampagnen. Interviewet gennemført i Socialministeriet den 7. maj, 13:00-13:45. 1) MR: Tak fordi jeg måtte komme. Jeg ved ikke om du lige ”for the record” vil sige hvem du er og hvad din

rolle var i euro-kampagnen. 2) PR: Ja, jeg hedder Per Rystrøm og jeg er pressechef i Socialministeriet, og jeg var pressesekretær i

Fødevareministeriet indtil sidste år, den 9. marts 2000. Og min rolle i euro-kampagnen var sådan set at assistere Henrik Dam Kristensen som jo var kampagneleder i Socialdemokratiet, og det vil sige, at jeg var med ham rundt til ufatteligt mange debatmøder og jeg var med til en hulens masse også interne strategimøder i den kampagnegruppe som var etableret – den deltog jeg i hele vejen igennem.

3) MR: Så kan jeg sige, at det speciale jeg skriver på, det handler om de politiske strategier under euro-kampagnen. Hvordan de strategier blev formuleret? Hvordan blev de gennemført?, og i så fald de ikke blev gennemført, hvorfor de ikke blev gennemført? Og hvorfor det gik som det gik? Så kan du ikke beskrive Socialdemokratiets strategi og hvordan den blev formuleret?

4) PR: Jo, det kommer an på, hvad der lægger i strategi. På indholdssiden, på politiksiden, hvad er det for nogle argumenter man vil ud med for at overbevise befolkningen om, at de skal stemme ja. Det ligger sådan set forholdsvis veldokumenteret – der kan du få fat i de skrifter der findes, starttaler og startskud osv. Det gik sådan set primært på to ting: det gik på noget politik og på økonomi. Det gik på politisk, at man ville ud og have noget indflydelse på tingene. Man ville ikke være isoleret, og så gik det økonomisk på, at der både for borgere og virksomhederne og for samfundet generelt var en række økonomiske fordele forbundet med euroen, som primært havde at gøre med at have lidt større tryghed og forudsigelighed. Vi ville ikke blive udsat for valutaspekulationer osv. osv. Der var også nogle velfærds ord på, nogle tryghedsord specielt. Men det er de to spor som strategien gik på – og den type argumenter. Det var helt overordnet. Og det er min oplevelse, at det holdt sådan set hele vejen igennem. Der var nogle skønhedsfejl hist og pist, men i det store hele så kan man tage de annoncer der blev lavet, man kan tage de pressemøder der blev holdt – en hvilken som helt officiel kommunikation fra kampagnen fra Socialdemokratiets side, blev bygget op omkring de to spor. Der var meget pressepolemik på et tidspunkt om et skifte – men det var mere en polemik.

5) MR: Ja, det vil jeg spørge om. For jeg har læst en del avisartikler fra perioden – og de skriver alle sammen, at der var et gearskifte og der var intern kritik og alt mulig andet, om at der skal lægges mere fokus på forskellige ting?

6) PR: Men der er to ting i det. For det førte, så er der ikke noget strategiskifte – og det mener jeg man kan dokumentere ved at gå tilbage og se – man kan f.eks. se Nyrups taler – dem der er offentliggjort over hele perioden. Man kan tage de dokumenter der blev vedtaget på den Socialdemokratiske kongres den. 30. april – som var startskuddet til det hele, og så kan du tage de forskellige hovedbestyrelsesudtalelser, og de dokumenter fra Socialdemokratiets kongres i september og du vil se en utrolig konsistens i den argumentation. Det er åbenlyst, at man ikke nåede igennem med det, at det ikke lykkedes ordentligt. Men du kan se en ret stor kampagnekonsistens. Der hvor der er diskussion, også delvist i medierne, men også internt, det er, at der er nogen der synes, at kampagnen bliver alt for højtragende, at man skal helt ned på jorden og have fat i folk og snakke om valutakurser når de skal ud og rejse osv. Og så er der andre der synes, at det er alt for plat og, at man i stedet skal pege på visionerne. Og hvis du ser på kampagnesporet, så indeholder det begge elementer. Og det gør det selvfølgelig, fordi alle de målinger vi havde og fik lavet viste, at der er nogle der tænder på det ene, og der er nogle der tænder på det andet. Og derfor skal vi selvfølgelig ikke afskære os fra, at overbevise en væsentlig del af befolkningen. Men der er ingen møder i betydelige kredse, hvor det bliver besluttet, at man skal lave et skifte. Hvis man havde gjort det, så ville man også kunne se en effekt af det, i annoncer eller i taler eller i artikler. Og det kan man ikke.

7) MR: Så det er ren mediefnider? 8) PR: Ja, det er klart, at det ligger jo på den flade hånd for en journalist, at når nu meningsmålingerne på et

tidspunkt der maj, juni, juli sidste år viste, at der var et nej-flertal, jamen det må da afføde et eller andet. Men det gjorde det bare ikke.

118

9) MR: Du sagde før, at I skulle ud til forskellige dele af Socialdemokratiets vælgere. Hvordan havde I arbejdet med hvilke vælgersegmenter I skulle nå ud til? Der er jo den traditionelle socialdemokratiske vælger og der er den mere...?

10) PR: Nu var kampagnen selvfølgelig sådan, at det var en vigtig målgruppe at overbevise Socialdemokratiets vælgere. Men man var samtidig meget opmærksomme på, at Socialdemokratiet kva regeringsmagt osv., også talte til andre vælgergruppen end Socialdemokratiets. Så du kan sige, at det var en to-delt kampagne.

11) MR: Men indenfor Socialdemokratiet er der jo også mange…? 12) PR: Det er klart, at der indenfor Socialdemokratiet var – kampagnen gik selvfølgelig på, man skulle

mobilisere ja-sigerne. Folk blev jo inddelt i forskellige grupper – der var jo nogle overbevidste ja-sigere. Det var vigtig at mobilisere dem så de også tog del i debatten, så de også kom hen og stemte osv. osv. Det var en vigtig opgave, som ofte bliver overset, som er central. Så er der så nogle benhårde nej-sigere, som også er Socialdemokratiets vælgere, og en del af dem afskrev vi fuldstændig på forhånd, for der vil være en stor del af Socialdemokratiets vælgere og i befolkningen som stemmer nej. Og dem er der sådan set ikke nogen grund til at bruge krudt på. Det der er interessant det er selvfølgelig skeptikerne, eller de EU-kritiske som synes, at vi skal være med i internationalt samarbejde. Og det var selvfølgelig der, vi brugte krudtet. Og der viste forskellige analyser vi fik lavet, at de var meget forskellige. Der var nogle i den her gruppe som faktisk tændte på og gerne kunne se ja-argumenter ved at komme med nogle overordnede budskaber omkring Danmarks rolle i Europa, at vi skal have indflydelse osv. osv. Og så var der andre som var fuldstændig ligeglade med det, men som bare ville have sikkerhed for sit job. Og der var andre igen som ville sikre sig, at deres husleje ikke blev for dyr, og så var der andre som var helt ligeglade med det, men som ville sikre sig, at virksomhederne havde et ordentligt konkurrencemiljø. Og samtlige målinger vi fik lavet viste, at argumenterne for at stemme ja, også det som tvivlerne svarede kunne overbevise dem i en ja-retning kontra en nej-retning, det cementerer sig omkring nogle bestemte ting, både omkring det politiske og det økonomiske. Men der er ikke sådan en ting som kunne gøre det, eller en ting som vi i hvert fald ikke skulle sige. Du blev nødt til at rulle ud med flere argumenter.

13) MR: De analyser I fik lavet var det nogle I fik lavet ude i byen, eller var det nogle fokusgrupper I lavede, eller hvordan?

14) PR: Der var jo forskellige. For det første var der jo en hel del offentligt tilgængelige analyser, som de store dagblade og Mandag Morgen osv. fik udarbejdet. Og fra nogle af dem kan man også godt få lov til at stille nogle ekstra spørgsmål, og få besvaret nogle særlige ting man gerne vil vide. Og det blev gjort i et vist omfang.

15) MR: Både før kampagnen gik i gang og også løbende? 16) PR: Ja. Det er klart, at noget som er så politisk vigtigt, og som man skal bruge så mange ressourcer på, gør

man selvfølgelig ikke uden at have noget fundament. 17) MR: Ja I skulle jo have undersøgt hvem jeres målgruppe var. Hvad jeres taktik var der. Havde I nogen ide

om hvem der var jeres fjender og hvem der var jeres venner – hvis man kan formulere det sådan. Af de andre partier eller bevægelser? Var der nogle I gik specielt efter?

18) PR: Ja vi havde en klar ide om hvem der som udgangspunkt var venner og fjender – der var dem som sagde ja, og dem som sagde nej. Men jeg tror, at holdningen var nok lidt, at for at overbevise en del af socialdemokraterne, så skulle man tage en del af nej-argumenterne seriøst. Ligesom der var mange ja-argumenter, så var der også mange nej-argumenter. Der var også nogen der ikke var. På nogen punkter var det vigtigt at diskutere med Dansk Folkeparti, og ligesom få nogle konsekvenser frem. I stedet for de følelser som de slog meget på. Og på andre punkter var det vigtigt at gå op imod SF, for SF var selvfølgelig det parti som mange socialdemokratiske vælgere kan identificere sig med i deres modstand. Og det var sådan set to vidt forskellige diskussioner – at diskutere med SF og med Dansk Folkeparti. Det er meget forskelligt. Så jeg tror nok generelt, at man bekymrede sig lidt mere om partierne end om bevægelserne. For bevægelserne har ikke den store gennemslagskraft længere – det bliver meget skingert i tonen. Og de har heller ikke nogen som helst form for parlamentarisk ansvarlighed. Og derfor kan de, undskyld mig, bedre lyve – og det gør de. Notorisk er der masser af eksempler på at folk i Junibevægelsen og folk i Folkebevægelsen har stået og talt decideret mod bedrevidende, og det gør, ja det er der også folketingspolitikere der gør, specielt på ydrefløjene, men ikke helt i sammen omfang som bevægelserne. Regeringen kan jo ikke lyve. Altså, i det øjeblik en minister går ud og siger noget som er forkert, så bliver de jo slagter - så bliver de slået ned. Sådan er det.

19) MR: Man så også, det har du sagt før, at Dansk Folkeparti var ude med noget meget vildledende, omkring euroen....?

20) PR: Omkring benzinpriser... det var groft vildledende. 21) MR: Du har også talt om ”kommunikationsressourceenheder” i nogle andre sammenhænge. På et eller andet

tidspunkt under den Socialdemokratiske kongres i midten af september, blev folkepensionen det helt store emne. Og det var jo virkeligt noget, som satte Socialdemokratiet, eller regeringens position under pres. Hvordan prøvede I at håndtere den sag? Jeg synes umiddelbart, jeg kan huske dengang, at der gik utroligt

119

lang tid hvor der blev diskuteret folkepension – jeg kan huske jeg tænkte: hvorfor bliver den ikke slået i jorden?

22) PR: Men det var fuldstændigt surrealistisk at tænke tilbage på. Jeg vil sige, at det bedste billede jeg kan give på det er, at det svarer helt til at have en gammel bil, og så går der et eller andet i stykker i den. Og så tænker man: ”skal man smide bilen ud?” Nej det kan nok godt betale sig at reparere. Og så sker der hele tiden noget nyt, og man bliver ved med at poste penge i det. Men hvis man fra starten af havde kunnet overskue samtlige konsekvenser, så skulle man have gjort noget helt andet. Så skulle man have smidt bilen ud. Men fordi hvert enkelt beslutning om at reparere på det kan sådan set kan være rationel og fornuftig nok…. og tilsvarende med den der pensionsdebat. Alle ting der blev lavet var et forsøg på at få lukket den debat. Men fordi, der skete nogle andre ting undervejs, fordi der var nogle andre aktører også, så blev det bare kørende i for mange dage, og det er klart, at det skulle den ikke have haft lov til. Ikke fordi der var så mange folk der nødvendigvis har stemt nej fordi de var bange for deres folkepension. Det tror jeg sådan set ikke. Men på et tidspunkt hvor regerningen havde et stort behov for gå ud med nogle budskaber, og Socialdemokratiet havde et behov for at lære danskerne, at fordi euroen var faldet så var det ikke farligt at tilslutte sig, så bliver al ens medieopmærksomhed koncentreret om den her folkepensionssag. I virkeligheden fra fredag morgen og så helt til tirsdag aften – altså fem døgn. Og det er selvfølgelig katastrofalt. Men jeg tror nu med valgresultatet i mente, havde det nok ikke ændret sig, fordi der nu alligevel for langt fra 47 til 53%. Men det var i hvert ikke godt. Det var altså et langt forsøg på at lægge sagen død. Men det er klart, at det lykkedes selvfølgelig først for sent.

23) MR: Hvem var de andre aktører du nævnte før, som også spillede med i det? 24) PR: Først og fremmest var det jo ikke Socialdemokratiet der lancerede denne historie i pressen. Jeg ved ikke

hvem det er, men jeg har hørt nogle rygter om det. Og det er klart, at der har nok været nogle elementer af drilleri eller chikane fra Venstres siden med netop et garantiord i forbindelse med noget. Det kan man nok ikke helt afskrive. Og så er det selvfølgelig klart, at det også har SFs og nej-sigernes fulde interesse at holde det her i gang. Og journalisterne har en interesse i at holde det her i gang – de har endeligt fået et tema som er stort og som statsministeren er indblandet i, og derfor så er der også mange journalister som kommer og siger: ”skal historien være, at I vil garantere folkepensionen, eller skal historien være, at I ikke vil garantere folkepensionen?”. Og der tror jeg, analysen var vel på det tidspunkt, heller garantere den nu og så stadigvæk have ti dage til valget end at køre debat i fem dage, og så skulle garantere den. Så heller få det gjort så hurtigt som muligt. Så derfor så ser man så også…. debatten starter om fredagen, og allerede lørdag er Jelved jo ude og sige, ”den er sikret”. Og så søndag kommen man så ud og garantere den. Men så tager det alligevel et par dage, før der var ro.

25) MR: Det var et eksempel på, hvordan medierne agerer. Hvordan ser du det spil der er mellem mediernes dagsorden, og så den politiske virkelighed. Jeg tænker på, at medierne kører meget i konflikter, i overskrifter og i personer. Hvor det virkelige politiske spil er noget andet?

26) PR: Man kan sige, i denne sag, er det er derfor den i virkeligheden egner sig dårligt til en folkeafstemning. Medierne er for det første meget interesseret i sådan noget med strategi og taktikspil og selve kampagnen. Det vil de nok altid være, men det er i virkeligheden ikke særligt interessant.

27) MR. Jeg har set analyse der siger, at 55% af alle artikler handler om debatten? 28) PR. Det er sikkert rigtigt. Og sådan er det, og det er møjirriterende, og dårligt for demokratiet og sådan

noget. Men hvad der er endnu værre, det er sådan set, at der var nogle helt fundamentale forståelseskløfter i befolkningen. Hvor der simpelthen er nogle folk, der ikke klar over nogle ting. Og det kunne man ikke komme igennem med i forhold til journalisterne. Altså eksempelvis det der med eurokursen. Det blev sagt adskillige gange i pressen, at ”euroen satte i dag ny bundrekord mens kronen lå stabilt”. Og det er selvfølgelig teknisk set rigtigt, at euroen satte bundrekord overfor dollaren og kronen lå stabilt i forhold til euroen. Men sådant set satte kronen jo også bundrekord overfor dollaren mens euroen lå stabilt i forhold til kronen, så – det er jo et retorisk spørgsmål, men det gjorde, at en masse mennesker, og det ved vi, misforstod det der. Og troede at deres penge ville blive mindre værd hvis vi kom med i euroen, for den satte jo bundrekord gang på gang. Og det kunne man så gå hen til en journalist og sige, at det her bliver i nødt til at skrive om, hvad det er for nogle konsekvenser det her har for det er en relevant oplysning for befolkningen. Hvorefter journalisten siger, at det ved vi jo godt. Det ved dine læsere ikke. Nej men jeg ved det. Og der skriver journalister meget til hinanden. Som jeg ser det, i hvert fald, at dem de får feedback fra det er jo deres redaktionssekretærer, og så er det deres kolleger på Christiansborg og på andre aviser som læser deres artikler. Og der bliver man jo lidt til grin, hvis man kører sådan nogle kedelige ting. Der er det meget sjovere at finde på en historie om et kampagneskift. Det giver mere prestige i de kredse. Og det er nok et stort problem, at journalister skriver til deres kolleger i stedet for til deres læsere. I hvert fald i nogle sager.

29) MR: Rent strukturelt, i det store overordnede hele, der har man altid kørt lidt modvendt når man skulle debattere EU i Danmark. Man taler nogle gange i reklamebranchen om, at man skal prime et eller andet

120

emne. Har regeringer gennem tiderne været for dårlige til det. Var det noget I tænke på fra starten af, at EU faktisk var et godt politisk projekt?

30) PR: Både og, for hvis man tager helt tilbage fra starten – det kan godt være, at der i firserne var nogle debatter der blev forsømt, men hvis du tager fra starten af 90’erne, altså tilbage fra Maastricht-afstemningen, og så frem op gennem 90’erne og stadigvæk, så har danske folketingspolitikere været ude til tusindvis og tusindvis af debatmøder om EU – der kom bare ikke nogen mennesker til dem – meget få i hvert fald. Der er skrevet tusindvis af debatindlæg. Der er fra politikernes side gjort talrige forsøg på at sætte EU på dagsordenen, også mellem afstemningerne, på… hver fredag sidder der et europaudvalg og sender EU-politikere af sted, hvor politikerne godt kan diskutere EU-holdninger osv. Der er tonsvis af eksempler, men det interesserer ikke folk, fordi folk ikke oplever, at det har nogle specielle konsekvenser for deres hverdag. Det er ligesom udenrigspolitik – det interesserer heller ikke folk særligt meget. Men det må man – og der synes jeg alle dem der siger, at nu må vi have en grundlæggende debat om EU – rend mig i røven. Den er der hele tiden – deltag i den, hvis I vil. Der hvor jeg synes, at man nok har forsømt det er, at regeringen og for den sags skyld de ledende borgerlige oppositionspartier, har siden 1992, siden vi fik forbeholdene, og bekræftet ved afstemningen i 1993, gjort meget ud af, at de skulle have så lidt konsekvenser for Danmark som muligt. Af hensyn til landet – og det er selvfølgelig meget ædelt. Men kommunikationsmæssigt er det selvfølgeligt ikke særligt smart, at man så lige pludselig midt i en valgkamp skal overbevise folk om, at det har nogle konsekvenser. Og det tror jeg man bør tænke over fremover.

31) MR: Det er jo også meget udbredt at skyde skylden på EU, hvis der er noget der går galt indenrigspolitisk. Så kan man godt sige, at det er EUs skyld, og så næste uge kan man sige, at det er en rigtig god ide alligevel…

32) PR: Det er klart, at der nok vil være en del eksempler til alle sider på, at der er det der spil. 33) MR: Hvis du tænker tilbage nu, er der noget du ville gøre anderledes, eller som du vil råde andre til at gøre

anderledes? 34) PR: Det er klart, at man kunne have gjort den der pensionssag anderledes, det er sådan en ting, og den anden

ting er, at man selvfølgelig… men det er jo i bagkundsskabens ulideligt dejlige lys, at vi selvfølgelig fra starten af skulle have haft en strategi for hvordan vi skulle håndtere de der eurokursfald. Dem vil jeg give den helt afgørende forklaring på, hvorfor det blev et nej. Det er ikke forklaringen for hvorfor der var 45 pct. der stemte nej. Det er nogle helt fundamentale holdninger til EU, som man ikke kan rykke, men grunden til, at det så tippede over til et nej, der tror jeg, at en væsentlig grund er, at euroen både før sommer og i de sidste uger før valget satte talrige bundrekorder som fik massiv mediedækning. Og det skulle vi selvfølgelig helt fra starten af massivt have kommunikeret om hvad betyder, hvordan kronen er i forhold til det, hvad det har af effekter, og kronen er faldet sammen med, og det ville den gøre i alle tilfælde osv. osv. osv. Og det fik vi ikke gjort. Vi fik det ikke gjort før sommer fordi, at der var så langt tid igen og euroen rettede sig og så kom vi i virkeligheden godt fra start efter sommer, og til sidst fik vi det ikke gjort fordi, selvom vi prøvede så var det for sent og opmærksomheden blev rettet mod andre ting i den periode. Så det vil jeg sige var en strategisk kommunikationsudfordring, som vi skulle have håndteret anderledes. Og det synes jeg egentligt var den aller vigtigste ting. På en række planer der … når man tager en så lang kampagne – det er jo en usædvanlig lang kampagne, der er der en nærmest uhyggelig konsistens i budskaber. Når man tager kortere kampagner eller andre kampagner vil du se et betydeligt budskabsskift undervejs. Det var der ikke her. Og det er sådan set rigtigt nok set. Jeg har i hvert fald ikke set en eneste undersøgelse. Hverken dem vi selv har fået lavet eller andre, som har vist, at det var nogle andre argumenter vi skulle have gået ude med. Altså dem der kommer og siger, at vi skulle have gået ud med flere visioner, eller vi skulle have gået ud noget mere jordnært – det har de måske begge to ret i, men det går altså også stik imod hinanden. Jeg tror sådan set, at man var ude med de rigtige budskaber, men man trængte bare ikke igennem med dem på grund af nogle blokader.

35) MR: Noget andet der gik imod det økonomiske var også, at der på et tidspunkt kom en vismandsrapport og der kom en rapport fra det europæiske råd?

36) PR: Det europæiske råd var nu meget positive. Vismandsrapporten var katastrofal, og det er klart, at der skulle man måske have håndteret den anderledes, men det er sgu svært at sige. Den blev også håndteret meget forskelligt af forskellige folk på det tidspunkt. Men der skal man nok være klar over, at det man gjorde, det var, at man argumenterede meget hårdt imod vismændene. Og der skulle man, igen set i bagkundskabens lys, måske i stedet for prøve at løbe med rapporten og sige, at vismændene har peget på, at dette her kommer til at koste 500 kroner om måneden for den almindelige dansker. Det vurderer de ikke er særligt meget, men det er nu også en slags penge. De analyserer de og de ting, derudover er der de og de ting. Og så fået vismændene til selv at gå ud og sige, det tror jeg man kunne, at det de har belyst det er nogle helt andre problematikker. De har ikke belyst f.eks. hvordan vil det her kunne tiltrække investeringer osv. Det vismændene kalder politiske effekter. Og det kunne man nok i virkeligheden have fået vismændene til at gå ud og sige, at vi har kun nogle snævre analyser – og så fået nogle andre til at sige noget om det. Men det var i hvert fald et hårdt slag kombineret med eurokursen, for det fjernede noget økonomisk troværdighed.

121

Det gjorde jo ikke, at man skulle lade være med at snakke økonomi, for man kan selvfølgelig ikke få folk til at stemme for en økonomisk og monetær union med en fælles valuta, hvis der ikke er nogle økonomiske årsager.

37) MR: Det gjorde heller ikke, at I begyndte at overveje om I skulle skifte kurs? 38) PR: Nej, fordi fokus på det politiske var der også fra starten af. Og hvis man tager nogle af de der

avisartikler der blev skrevet om, at nu blev der skiftet fokus, altså det politikerne er citeret for i de artikler det er, at ja vi skal også betone det politiske.

39) MR: Der er artikler, der citerer Henrik Dam Kristensen med, at vi holder fast og der er ikke ændret noget osv.

40) PR: Ja, men der er også artikler hvor han er citeret for noget i retning af, at det er klart, at vi skal også ud og pointere nogle politiske ting, men det har vi sådan set gjort hele tiden. Indflydelsesargumentet har stået centralt fra day zero.

41) MR: Jeg har et citat her. Henrik Dam Kristensen sagde 11. juli, at de skulle lave en stor-offensiv i slutfasen, at der skulle de ud i forsamlingshusene, og ud på gader og ud i stræder. Det sagde han der midt på sommeren. Er det noget der var planlagt fra starten af, at i slutfasen der rykkede man ud på gaden?

42) PR: Ja det er klart… der var jo debatmøder alle vejene hele tiden, men selvfølgelig meget mere intenst i august og september, særligt den sidste del af august og september. Og det hænger sammen med, at der er utroligt mange lokale kampagner, som først begyndte at lave noget da de mødtes første gang efter sommerferien. Og begyndte at planlægge hvad skal vi lave af aktiviteter. Hvad skal vi have af debatmøder og valgmøder, og så blev der lagt nogle planer. Og det er klar, at hvis du tager de centrale ministre der var med i det her, og centrale folketingsmedlemmer, altså de lavede ikke andet i september end eurokampagne, hvor de lavede andre ting i maj og juni og juli, fordi der var Folketing i maj, og i juni var der så en masse andre ting. Hvor september den gik på det her. Altså, Henrik Dam havde over hele forløbet 80-90 debatmøde i alt, og mange af dem lå selvfølgelig i sidste halvdel af august og september.

43) MR: Jeg har også læst mig frem til, at der var to grupper som var med til at formulere strategien – forretningsudvalget og så euro-kampagnegruppen. Hvem var med i dem og hvor meget indflydelse havde de på strategien, også løbende?

44) PR: Altså partiets officielle organer – kongressen der den 30. april med 97 pct. stalinistiske tal nærmest, beslutter at anbefale en udtalelse, og derefter er det formelt set hovedbestyrelsen og forretningsudvalget, der så vedtager nogle strategiplaner der ligger og dem giver de så videre i dette her tilfælde til kampagnegruppen som så Henrik sad i spidsen for, og hvor der så sad et antal mennesker og som mødtes - ja i starten hver 14. dag og så mødtes de en gang om ugen, og så mødtes de de sidste uger dagligt. Og de sidste uger – fra kongressen og frem, var der så et fast morgenmøde klokken 8. Og der sad så de ministre som var meget involveret, dvs. Henrik – det var så ikke alle dage han kunne være der, så var der så en anden der tog over, og så Ritt Bjerregaard og Mogens Lykketoft og Pernille Blach og Svend Auken sad der og der sad en masse af de folk der var involveret. Kirsten Jensen næstformanden og så sad der så Socialdemokratiets embedsmænd, eller hvad man skal sige, nemlig chefen for politiske økonomiske afdelingen Brix, Villy var partisekretær, og Juul der var leder af nyhedstjenesten og Marianne Hoffmann der var leder af det politiske sekretariat.

45) MR: Og de justerede så aktiviteterne undervejs? 46) PR: Ja der var så forskellige…. hvad var der for nogle debatter, hvem skal ud og svare på hvad, har vi styr

på mødeaktiviteterne, hvad med annoncer, hvad med det ene og det andet. Der var selvfølgelig også ting der blev besluttet i mere snævre grupper end det, men det var den faste referenceramme.

47) MR: Hvor meget indflydelse havde Poul Nyrup Rasmussen. Aviserne elsker jo også at skrive, at han er ene mand der trækker i trådende, og han lytter ikke til særligt mange. Kan du sige hvordan det i virkeligheden er?

48) PR: Han er selvfølgelig også med på en helt række planer. Der er ikke nogen tvivl om. Han er og var stærkt engageret i det europæiske spørgsmål og i euroen. Men det er sådan lidt forskelligt, for der var masser af dag-til-dag beslutninger han ikke var med i, og der var også masser han var med i gennem en tæt kontakt til forskellige folk. Der var også nogle af de der kampagnegruppemøder han deltog i, men det var forholdsvist begrænset af tidsmæssige hensyn.

49) MR: Til kampagner generelt. Hvordan vurderer du deres effekt, hvor meget kan man flytte? F.eks. i eurokampagnen blev der satset mange ressourcer – og det gik ikke særlig godt. Hvad kan en kampagne ændre?

50) PR: Den kan ændre en del. Det er klart, at der er måske, jeg kender ikke tallene, for tiden måske 35-40 pct. af befolkningen der stemmer ja og 35-40 pct. der stemmer nej, og som er vanskelige at flytte på kort sigt i en kampagne. Deres holdninger er mere dybt aflejret, så dem kan man rykke på lidt længere sigt, ved flere vedvarende kampagner, ved ændring af deres sociale status, ændring af EU, ændring af mere grundlæggende ting. Og så er der en gruppe tilbage, hvor det absolut ikke er givet hvad de vil stemme. Det viser undersøgelser også. Der er en hel gruppe tvivlere, og de tager altså stilling bl.a. på baggrund af kampagner.

122

Nu skal du ikke forstå kampagner som annoncekampagner de sidste to uger. Du skal forstå kampagner så bredt defineret som den politiske kommunikation der kommer fra politikerne omkring det emne over en eller anden given periode. I form af taler, i form af interviews, kommentarer, møder med folk, alle mulige ting og i form af konkrete beslutninger også. Og det er klart, at det kan rykke en masse. Du ser jo også betydelige meningsmålingsskift undervejs i kampagnen. Det svinger rimeligt pænt. Så hvis man lige dropper det der helt katastrofale omkring pensionssagen, så svinger der jo plus fem til den ene fløj til minus fem til den anden fløj afhængigt af hvilke målinger du ser. Og det er selvfølgeligt blandt andet de debatter der kører i medierne og dermed også de kampagner der har den indflydelse. Men det er klart, at der er ikke nogen kampagner der foregår i et tomrum, de foregår mod hinanden, og derfor så har de selvfølgelige også en tendens til at ophæve hinanden delvist, fordi folk står og råber hinanden op i hovedet. Og så tænker folk, at så lyver de nok lige meget begge to eller også har de begge to ret. Men det er jo ikke det samme som, at de ikke har nogen effekt, for hvis man fjerner den ene af dem, så vil den anden nok sandsynligvis have en ret dramatisk effekt.

51) MR: Ja det er det spil der er mellem forskellig kampagner. Hvor meget bevidsthed havde I om det. At I f.eks. skulle ud og svare igen på en anden kampagne?

52) PR: Det var selvfølgelig noget vi diskuterede, men i virkeligheden var regeringens eller Socialdemokratiets kommunikationsopgave en anden, fordi at man – ulempen ved at være i regering og være magthaver og være et ansvarligt parti det er, at man kan ikke lyve: man kan ikke fordreje tingene, man blive nødt til at være meget sober. Og de der beregninger som regeringen fremlagde om de økonomiske konsekvenser med de 10 milliarder – de er simpelthen så knastørre og sobre. Man kunne lave talrige udregninger som også var sobre, og som viste meget mere dramatiske konsekvenser. De var simpelthen så tørre og sobre, det blev man nødt til. Fordelen er så alt andet lige, at man har meget større kanaladgang. Der er sgu mere interessant når Jelved og Lykketoft holder et pressemøde end når Drude Dahlerup og Jens-Peter Bonde gør. Sådan er det, der kommer simpelthen flere folk og det får noget mere dækning. Derfor så har regeringen også bedre mulighed, for at sætte sine egne dagsordener i stedet for at rende rundt efter oppositionens dagsorden.

53) MR: Men lykkedes det specielt godt under den her kampagne? Var det ikke også meget nej-sidens dagsordener der blev sat?

54) PR: Ja det er både rigtigt og forkert. Det er klart, at det ikke lykkedes godt nok – facit var jo stadigvæk et nej. Men hvis du tager efter pensionsweekenden, så lykkedes det faktisk meget godt i nogle dage, hvor man sætter sig på de økonomiske konsekvenser, og holdt et stort pressemøde som satte noget dagsorden, og dagen efter havde vi et pressemøde om de politiske konsekvenser som også satte noget dagsorden omkring konsekvenserne for Østeuropa, der var nogle forskellige ting der. Når man ser på mediedækningen både fra forsommeren og eftersommeren, den lange kampagne hvis man skal kalde den det, så er det jo ikke fordi det er nej-siden der slår igennem. Altså det er sådan set ikke dem der kommer ud og slår igennem, men det er mediernes selv der tager nogle ting op, f.eks. vismandsrapporten og eurofaldet. De ting er ødelæggende. Så er der sådan en ting som østrigssagen som også fylder meget i medierne, jeg tror ikke den har særlig stor betydning for hvad folk stemmer, men den er igen meget blokerende – specielt de borgerlige partier kommer ud og taler med deres vælgere. For hver gang de borgerlige vælgere ser deres ambassadører tone frem på fjernsynet og taler om Europa, så er det noget om østrigssagen, og det er selvfølgelig alt andet lige mobiliserende, men om det var nej-sidens dagsorden… Altså det eneste forsøg nej-siden gjorde på at gøre noget ved østrigssagen, det var Dansk Folkeparti der rejste til Østrig og det var en stor katastrofe. Så i virkeligheden synes jeg ikke nej-siden kørte – jeg synes Dansk Folkeparti kørte en svinsk men klog kampagne på det der med følelserne, men resten af nej-siden var jeg ikke specielt imponeret af.

55) MR: Man ved jo på baggrund af tidligere afstemninger, at dele af nej-fløjen og specielt Junibevægelsen kommer ud med afsløringer, eller en eller anden chok-rapport de smider på bordet, en eller anden skandale.

56) PR: Det gjorde de også denne her gang. 57) MR: Havde I så nogle forberedte svar på det – sådan at, når det kommer, så gør vi det? 58) PR: Både og, for der var nogle ting vi godt vidste de ville lancere, og det fik vi så også demonteret

forholdsvis effektivt. Men det Junibevægelsen gør, det er jo, at de tager et eller andet arbejdspapir fra en eller anden arbejdsgruppe, et udkast, som der i virkeligheden kun er en fuldmægtig som i et eller andet DG nede i Kommissionen har siddet og skrevet, og det gør de til et nyt EU-udspil. Og det er simpelthen pis og papir, for det har aldrig været et EU-udspil. Den slags kan man ikke lave krisestyring på på forhånd. For der findes jo titusind af sådanne nogle papirer. Jeg kunne sætte mig ned som ansat og skrive en eller anden tilfældig note og så give den til en tilfældig journalist, og så ville det jo ikke være regeringens politik. Men det er sådan at de behandler papirer. Og det kan man jo ikke forberede sig på på forhold. Men der skete jo ikke noget. Vi vidste, at Junibevægelsen ville køre på pensionen, for at det ikke skulle være løgn, og at EU ville være en trussel mod pensioner, og der skete jo altså det, at fordi det nu havde haft så stort et fokus, og pensionsdebatten jo på trods alt efter de fem døgn blev lukket, så da Junibevægelsen tog og holdt hvad der skulle være deres superpressemøde hvor de fremlagde en rapport på 200 sider med dokumentation for hvordan EU ville ødelægge folkepensionen, så fik den ingen omtale – nul omtale. På den måde var det

123

forholdsvis effektivt afværget. Havde der overhovedet ikke været nogen pensionsdebat så kunne det jo have været det der havde fået massiv medvind de sidste to døgn, og så havde vi måske haft 60 pct. nej-sigere. Jeg tror ikke at det er specielt sandsynligt…

59) MR: Havde I en dagsorden der sagde f.eks. at mandag går vi ud og siger det, tirsdag det, onsdag det osv. Og på den måde forsøge meget aktivt at gå ud og sætte dagsordenen?

60) PR: Ikke fra marts til september med daglige ting, men vi prøvede på alle mulige andre fronter at få sat vores egne ting på dagsordenen. Men det er utroligt vanskeligt at trænge igennem. Der hvor en lang kampagne må lykkes i at være konsistent det er, at man rent faktisk over så langt et forløb når ud til så mange mennesker. Man når kun en meget lille procentdel af befolkningen, men de folk der har været til et debatmøde og snakket med Henrik Dam, de snakker jo også med deres kolleger henne på arbejdspladsen og med deres familie osv., og på den på måde har du i et langt forløb nogle muligheder hvis du er konsistent i dit budskab, at komme ud med nogle ting den vej. Men selvfølgelig arbejde vi også med at få sat dagsordenen i pressen. Men for det første gjorde vi det ikke godt nok, og for det andet så gjorde vi det ikke godt nok fordi pressen som sagt interesserer sig mere for de der proceshistorier og om selve kampagnen og de er ikke særlig interesseret i at snakke om de realpolitiske konsekvenser.

61) MR: Men man kan vel også gå ind og læse artikler om indhold? 62) PR: Ja, men så er det jo tit sådan nogle hvor der er en tendens til dels at de bliver det gemt væk på temasider,

som vi jo ved, at folk bare bladrer over, og dels så er det jo sådan noget med, at man godt kan få sat noget på dagsordenen, men så står der fem eksperter og skal slå hinanden oven i hoved med hvad der er det rigtige. Det er ikke sådan ligetil at tage fat på. Men hvis man tager analysen hele vejen rundt, så tror jeg alle partier og bevægelser har haft utroligt svært ved at trænge igennem med deres hovedbudskaber i pressen.

63) MR: Og det er på grund af, at pressen ikke er modtagelig overfor…? 64) PR: Ja og det er selvfølgelig på nogle planer meget godt, pressen skal jo heller ikke bare holde mikrofon for

diverse budskaber, men jeg synes, at det er en skam, at der bl.a. er så mange proceshistorier – historier om historier i stedet for omtale.

65) MR: Min kæphest er lidt, at det er uvidenhed der giver et nej. Jo mere folk ved jo mere stemmer de ja. Er det en opfattelse du deler?

66) PR: Ja det tror jeg som udgangspunkt er rigtigt. Det er i hvert fald meget bemærkelsesværdigt, at det her er den første EU-afstemning hvor der virkeligt er uddannelsespolitik slagkraft, uddannelsesniveaumæssig slagkraft. Folk med en højere uddannelse stemte ja, folk uden uddannelse stemte nej. Vi så et polariseret mønster der aldrig var set før ved en EU-afstemning. Tendensen var der vist også lidt i 98, men den er virkeligt slået igennem nu. Og det er faktisk en lille smule uhyggeligt synes jeg. Egentligt var det rart dengang der stod nogle intellektuelle på begge fløje, og så stod der nogen uden uddannelse på begge fløje. Det gav ligesom lidt mere balance. Nu bliver det sådan meget over/under Danmark, selvom jeg hader det udtryk. Og det synes jeg er en stor skam. Og det gjorde jo altså også, at det var sådan surrealistisk at være med Henrik Dam ude til møder, fordi en række af de spørgsmål folk stillede, og det er jo gode sobre spørgsmål for dem, men de viste selvfølgelig en afgrundsdyb uvidenhed om tingene. Når man seriøst kan spørge om hvorfor tyskerne kun skal betale to for euroen og vi skal betale syv en halv og hvorfor det så altid er de store lande der får ret, så er der selvfølge nogle helt fundamentale ting man ikke har forstået. Og det er selvfølgelig ikke den persons skyld, det er jo også fordi, at tingene bliver ikke forklaret i medierne. Medierne har hele tiden fokus på konflikten, og på hvor der er noget uenighed, snarere end at sætte sig ned og lave folkeoplysning. Det er klart, at jeg tror sgu nok, at hvis vi havde stemt ja, og vi så skulle til at indføre euroen, så tror jeg nok, at medierne ville træde i karakter og lave oplysningsprogrammer, over hvad man nu skal gøre, og hvordan man skal veksle, og hvad sker med din pension osv. Men det skete bare ikke her, og det gav en grundlæggende utryghed en masse steder. Det jeg oplevede på mange møder med Henrik Dam, og nu taler han nok også til en del af de her mennesker så de også kommer ud af busken og siger hvad hjertet mener, og det var en stor utryghed ved alle de her lange ord; globalisering, internationalisering osv. som kom til udmøntning i det her. Så frygten for forandring skal man sgu ikke undervurdere som en stor udslagsgivende faktor på det strukturelle plan.

67) MR: Det er meget interessant, for der er også nogle andre om har været ude og sige, at debatten blev kørt på et alt for lavt plan. At vælgerne faktisk havde sat sig utroligt meget ind i det, og vælgerne faktisk forlangte et meget højere niveau fra politikernes side, og det er jo i modstrid med det du lige har sagt?

68) PR: Dem der siger det, de siger så tit, at man snakker alt for meget valutakurser og rejsevaluta, og at det bliver forfladiget på den der måde, og det er jo noget gedigent vrøvl, for det snakkede man ikke særligt meget om. I hvert fald… vi ved så for nogle målinger, at det var også noget der betød noget for nogle folk, og derfor skulle man også snakke en lille smule om det. Men når du går ind og ser, og igen må jeg henvise til hvad der var den officielle kommunikation, så de annoncer som Socialdemokratiet laver, de taler som Nyrup holder, de taler som Henrik Dam holder, de har jo to formål – dels er det jo selvfølgeligt at sige noget til folk, men det er selvfølgelig også et signal til hele partiapparatet og baglandet, at det er de og de argumenter de skal ud med. Derfor så mener jeg, at man må vægte dem på de ting. Og når man tager Nyrups

124

kongrestale f.eks. fra den 30. april som sætter det hele i gang, så er den jo altså spækket med europæiske visioner og politiske bud osv. Så det passer simpelthen ikke. Men meget kommer så også af den misforståelse at komme ned i øjenhøjde med vælgerne, som jo selvfølgelig er et forfærdeligt udtryk. Men jeg synes, at man taler både op til vælgerne og kommer med visioner osv. Men man har jo også nogle helt konkrete effekter, fordi man mener, at der er nogle helt konkrete ting ved det, som handler om husleje og rejsevaluta, og det har altså også en effekt på nogle folk. Det skal man ikke kimse ad. Jeg synes i det hele taget, at man skal passe utroligt meget på med at ville monopolisere, at alting skyldes en effekt. For det passer simpelthen ikke. Alle undersøger viser, at der er forskellige typer af argumenter både på ja-siden og på nej-siden. Og derfor så er det mere nuanceret end som så.

69) MR: Rent organisatorisk. Hvor meget havde forretningsudvalget og euro-kampagnegruppen at sige til alle dem ude i baglandet. Alle borgmestrene og alle lokalforeningerne. Hvor meget lagde I linjerne, og så skulle de følge den, og hvor meget var der lagt op til, at det skulle de komme på med den dag. Var der en dagsorden dikteret fra centralt hold som de skulle følge?

70) PR: Nej. Der var også nogle ting, der som ikke fungerede helt effektivt nok. Der var sådan set for lidt styring plus, at der er altså også er en anden ting, man ikke skal kimse af; at selvom der er en masse partiforeninger og kredse der gør et godt stykke arbejde i en valgkamp, så er der også mange som ikke gør det. Der er en del kredse rundt omkring, som gør det på et minimumsniveau fordi man måske er lidt uenige, og så hellere spare kræfterne til et kommunalvalg. Selvom Socialdemokratiet nok helt klart er det parti der har flest aktivister i gang, og flest aktiviteter ude lokalt, så er det slet ikke på samme tryk som når man taler om et folketingsvalg. Det skal man sgu ikke tage fejl af. Derudover så er det, ikke sådan, at de har siddet i hverken kampagnegruppen eller forretningsudvalget og sagt, at så skal de gøre sådan og sådan i Nørre Hammel. Sådan fungerer tingene ikke, men det er klart, at de overordnede budskaber de er blevet formuleret og de bliver formuleret i det materiale, altså pjecer, plakater og foldere som bliver sendt ud – som er kampagne materiale. Derfor sker budskabsformuleringen selvfølgelig centralt, men ud fra de kompetente organer, dvs. grundlæggende fra kongressen. Der sidder selvfølgelig nogen meget centralt som har skrevet de der vedtagelser i udkast, og så er det kongressen, og der er jo en lang proces hvor man så behandler ændringsforslag til linje 22 osv. og det kan virke langt og trægt, men det er meget vigtigt.

71) MR: Jeg har ikke mere. 72) PR: Du kan bare maile, hvis du har yderligere spørgsmål. Også hvis andre har interessante pointer, som du

gerne vil have en kommentar til. 73) MR: Jeg vil måske også gerne snakke med Claus Larsen-Jensen. 74) PR: Claus var med i mange ting. Men du skal være klar over, at du i avisen vil kunne læse mange ting, og

Claus var en af dem som der var nogle der kritiserede for at være for euro-entusiastisk. Så de diskussioner der var om man skulle ændre, det var Claus den ene part i. Men der var ikke noget skift. Ritt sagde de der ting hele vejen igennem. Hun ændrede heller ikke strategi. Og tilsvarende med de ting som Lykketoft, Henrik og Auken sagde.

125

Bilag 2: Udskrift af interview med Lars L. Nielsen

Udskrift af interview med Lars L. Nielsen, pressechef for Det Radikale Venstre under euro-kampagnen. Interviewet gennemført i Folketinget den 8. maj, 15:00-15:40. 1) MR: Kort beskrivelse af emnet for mit speciale. 2) MR: For the record, vil du beskrive hvem du er og hvad din rolle var under euro-valgkampen? 3) LN: Pressechef for den radikale gruppe og ministre. Opgaven det var at vejlede og rådgive og opsnappe

hvad der foregik. 4) MR: Vil du beskrive grundideen i den strategi I lagde? 5) LN: Udgangspunkt var, at vi var erklærede tilhængere af euroen – personificeret ved Marianne Jelved. Vi

havde en landsmødebeslutning bag os tidligere end Socialdemokratiet, at vi skulle gå ind for euroen. Derudover vidste vi også at Marianne var fagminister på området. Vores strategi blev jo, at vi i høj grad måtte tage os af det mere fagligt tunge. Vores parti måtte stå for den meget ansvarlige og sandfærdige linje. Strategien blev aldrig nedfældet, men den blev gennemdiskuteret et par gange - at vi skulle være supereuropæere, eller meget åbne tilhængere af Europa, og vi skulle så bruge vores kræfter på at sende et sandfærdigt billede. Det udkrystalliserede sig så på den måde, at vi udover interviews og sådan noget hvor vi lagde meget vægt på det saglige, så udsendte Marianne Jelved også en daglig myte-email, hvor hun jordede dagens myte. Det vil sige, at det var hende parti der gjorde det i starten af kampagnen. Fordi det var noget af det man mente, der skulle til for at opbygge billedet. Så det blev aldrig nedfældet men det blev accepteret, at vi havde fagministerposten, så på et tidligt tidspunkt argumenterede vi, at vi måtte påtage os de der to opgaver: at fremstå som store tilhængere og så samtidig fremstå som meget ansvarlige og sandfærdige.

6) MR: Var det noget i koordinerede med Socialdemokratiet? 7) LN: De blev orienteret. Det blev ikke lavet sådan, at vi tog og så tog Socialdemokratiet det ikke. Hvert parti

vidste hvad hinanden gjorde, men det blev ikke koordineret og tilpasset hinanden, langt fra. 8) MR: Hvordan så I jeres vælgerskare – og havde I et billede af hvem der var jeres venner og hvem der var

jeres modstandere? 9) LN: Ja vi havde, vi kender det jo fra vores eget parti- der har det jo altid været meget åbent og tilladt, at man

har modstandere. Også overfor hvilke typer argumenter de havde. Men eftersom vi appellerede til meget velartikulerede og veluddannede mennesker, så var vi også klar over, at den type argumenter som vores vælgere ville acceptere det var også de velartikulerede. Men vores dilemma var jo, at i en folkeafstemningskampagne der appellerer du ikke til målrettede segmenter. Der bliver dit synspunkt jo også hørt af dem, der er uden for segmentet. Så selvom vi højst sandsynligt kunne være nået langt, hvis vi kun skulle tale til vores eget segment, så kunne vi jo ikke tale til dem direkte med mindre de var inde i et lukket rum, så via medierne måtte vi jo tale til dem lidt mere, … hvad skal jeg sige, med et lavt lix-tal, ikke. Det havde vores politikere svært ved i starten, det var tydeligt at se.

10) MR: Der kan man sige, at der er nogle spilleregler i medierne og journalistikken hvor de meget gerne vil have, konflikter og personlige intriger og splid osv.

11) LN. Ja korrekt. 12) MR: Hvordan oplevede I det? 13) LN: Det oplevede vi også. Vi oplevede jo – det kan blive et længere svar det her… Som udgangspunkt var vi

jo klar over, at det var et umuligt projekt at argumentere for. Vi var fuldstændig sikre på, at det meget hurtigt ville ende for og imod EU. En change-no-change dagsorden, tryghed eller ikke tryghed. Alt det her, som overordnede emner, men vi forsøgte jo heroisk at relaterede det isoleret til euroen, men da sommerferien var trådt i kraft, da første periode var gået i foråret, var vi klar over – glem det! De kræfter skulle vi ikke bruge på det, for det havde ikke nogen effekt. Vores læsning er i dag, at vi var oppe imod, at euroen som sådan aldrig… alt det der lå bag euroen, aldrig havde været til diskussion i Danmark. Næsten alle andre emner har været igennem det som Pittelkov ville kalde den politiske vridemaskine – sådan at retorikken den var blevet let forståelig. Her skulle vi i virkeligheden tale om pengepolitik – og pengepolitik har aldrig i dette land været et valgtema. Den sidste gang vi havde politisk debat om pengepolitik var da Schlüter-regeringen i 1982-83 liberaliserede kapitaloverførslerne – hvor meget du kunne flytte ud og ind af landet – regler for det. Det tillod mange udenlandske virksomheder at købe danske værdipapirer. Det var noget socialdemokraterne var enormt sure over dengang – det havde man en indenrigspolitisk debat om der havde pengepolitisk vinkel på sig. Siden har vi ikke haft det. Det vil sige, at sådan noget som blev et tema for de vidende folk, om nationalbankdirektørens rolle var for de fleste totalt uinteressant. Sådan noget som hvor meget skulle der indefryses i guld og sådan noget som rentens betydning og vi skulle køre inflationsbekæmpelsespolitik….. alle de her elementer er noget vi aldrig har haft igennem vridemaskinen. Så den saglige nuancerede vinkel var uinteressant for de fleste. Og det kunne man så også se hos journalisterne. Hvis de skulle sælge aviser, så kunne de jo ikke bruge tid på de her ting.

14) MR: Dvs. I spillede ud med den, og det måtte I så opgive?

126

15) LN: Ja. 16) MR: Var det en bevidst beslutning et eller andet sted? 17) LN: Ja det skete meget…. evalueringen over sommerferien gik meget på, at man skulle have mindre

økonomi, og mere overordnet tema i debatten. Det økonomiske element skulle nok komme. Man kunne diskutere, og vi burde have set det, og burde følge op. På den anden side var det en vurdering der gik på, at vi som parti fordi vi havde økonomiministerposten under alle omstændigheder ville blive skydeskive for de saglige ting. Det kunne vi ikke komme udenom.

18) MR: Men det lægger vel også til jeres vælgerskare? 19) LN: Det var også det. Men vi måtte bare indse, at vi havde vurderingen af, at det ville blive negativt på den

øvrige del. 20) MR: Så du det komme fra nogen specifikke andre partier eller bevægelse. At de prøvede at dreje debatten og

sætte dagsordenen mod nogle andre temaer, eller var det….? 21) LN. Du kan se, at Socialdemokratiet gjorde det. Altså spurten der i starten af september, den blev helt

tydeligt koblet over på de temaer jeg sagde til dig før – for og imod EU, tryghed og ikke tryghed – så det var det som det blev til sidst. Og løgn ikke løgn. Det tror jeg alle gjorde. Mindre om euroen som vi nærmede os folkeafstemningen, og mere om underliggende temaer.

22) MR: Der var også nogle sager oppe undervejs, der var en Østrigssag, og der var en vismandsrapport, som også gik imod nogle af de økonomiske argumenter.

23) LN: Ja korrekt. Jeg tror man skal være meget opmærksom på. Altså min læsning er, at det her det faldt slet ikke på grund af sagerne, det faldt simpelthen på grund af manglende og dårlig kommunikation. Jeg har en klar overbevisning om, at grundårsagerne til, at vi tabte det var, at vi ikke på nogen måde kunne fastholde – vi havde ikke en god kommunikation samlet set på ja-siden. Vi havde en elendig kommunikation.

24) MR: Hvordan forstået? 25) LN: For det første fordi vi havde det her projekt kørende, at det var umuligt at forstå hvad det handlede om.

Du havde simpelthen en argumentation som var komplet umulig at kommunikere. Hvis du skulle vinde en folkeafstemning skulle du fra starten have kørt den ud i nogle underliggende temaer. Punkt 2, når du nu har et så forfærdeligt – elendigt – projekt at kommunikere, så er det ikke godt at have det kørende i marts, april, maj, juni, juli, august, september – det er syv måneder ikke. Den er jeg overbevist om skulle have været kortere, og afsluttet før sommerferien. Så havde det haft en chance, hvis vi så havde valgt fra starten at acceptere, at vi ikke skulle køre sagligt. Så tror jeg også, at man skal være opmærksom på, at vi har at gøre med nogle enormt fastlåst positioner i Danmark. Det var jo en kamp om at flytte 20 pct. af stemmerne, og for mange af dem kan man godt flytte dem alle sammen, men de skulle ikke føle, at de bliver flyttet ind i et projekt der var uoverskueligt. Og som vil betyde markante ændringer i deres samfund. Kunne vi have kommunikeret bedre og givet det signal til dem, at det vi gjorde det var, at vi forfulgte det vi altid havde gjort – nu fik de bare noget andet og bedre oveni. Så havde vi haft en lettere sag. Men vi forfejlede jo ved i så lang tid at kommunikere dårligt. Så kunne du så sige, at det blev ikke bedre af, at vi så fik sået troværdighedsspørgsmål omkring Nyrup som statsminister. Der kørte indenrigspolitik i den. Det blev heller ikke bedre af, at vi laver en fodfejl med folkepensionen. Det havde sin saglighed i det, men det var ikke klogt, og det blev misforstået.

26) MR: Ja der gik lang tid før den historie blev slået i jorden. Jeg ved, at Marianne Jelved var hurtigt ude og sige, at dette her ikke har noget på sig, men der gik alligevel et par dage hvor folkepensionen var det helt store emne.

27) LN: Korrekt. 28) MR: Der kan man måske også se tilbage på, at den skulle være dræbt med det samme? 29) LN: Præcist – det ville jeg aldrig have gjort, hvis jeg havde haft mulighed for at påvirke det. 30) MR: Hvad ville du have gjort anderledes, hvis du ser tilbage på det nu. Både på den sag, og på det hele? 31) LN: Jeg ville have gjort processen kortere, det er det ene, og punkt to, så ville jeg have taget det man kunne

kalde no-change dagsordenen, og simpelthen bare have fastholdt, at som udgangspunkt er det at gå med i euroen bare en fortsættelse af den tryghed vi har skabt nu. Det er en mindre ting, det er det mindste, af det vi allerede har foretaget os. Det ville have været grundpunktet – og så have fundet en retorik der passede til det. Men altså, at have taget no-change dagsordenen, og så have minimeret omkostningerne ved at gå med. Det skulle have været det vi gjorde. Det tror jeg som udgangspunkt ville have gjort det lettere. Jeg er kynisk på det område, jeg tror ikke, at man skal lede efter en politik forklaring som den primære årsag til at vi tabte. Men det kan godt være, at det er diskussionen om hønen eller ægget, men jeg er af den opfattelse, at det var først og fremmest af kommunikationsmæssige årsager at vi tabte..

32) MR: Ja, jeg så også, at der var meget store uddannelsesmæssige skel – det var de veluddannede der stemte ja, og de mindre veluddannede der stemte nej?

33) LN: Korrekt. Ja det bekræfter bare det jeg siger, at vi gjorde det til en afstemning som folk ikke vidste noget om, og heller aldrig fik noget at vide om, fordi medierne ikke gad interessere sig… det var umuligt… det var dårligt tv at lave tv på euroens konsekvenser, og på nationalbankdirektørens rolle osv. Det ville aldrig

127

mobilisere noget. Så det er forståeligt nok. Men jeg synes jo ikke det var så overraskende. De tal der har vi jo set i samtlige folkeafstemninger i moderne tid, at de veluddannede stemte ja.

34) MR: Men var det ikke mere markant denne gang? 35) LN: Jo, i 98 var det også med Amsterdam-traktaten – det var en tendens der var i gang i Danmark, at vi på

den måde fik vi nogle forfærdelige sociale skel mellem ja og nej. 36) MR: Mere organisatorisk, hvordan var jeres kampagne blevet formuleret: på landsmødet eller kongres, eller

var det i mere lukkede kredse? 37) LN: Ja vi har sådan en struktur der har et valgudvalg der laver sådan noget med valgstrategier. De tog sig af

at tage nogle diskussioner om strategi og diskussioner om plakatudformningen og pjeceudformningen. 38) MR: Hvornår var det? 39) LN: Det var allerede i februar måned før afstemningen blev udskrevet. 40) MR: Og hvem sidder i den? 41) LN: Der sidder to repræsentanter for folketingsgruppen, to repræsentanter for landsforbundet, dvs.

landsformanden, og så to repræsentanter for vores forretningsudvalg. Og så sekretariatsfolk. Og så deltager nogen af os så som rådgivere.

42) MR: Og den linje der blev lagt der… 43) LN: … den holdt. Så kan du så sige, at man... Det var sådan det praktiske. Så er der så alle de dagligdags

strategiske overvejelser, det er i høj grad overladt til et uformelt forum af politikere. Det formelle forum hvor der var drøftelser af det her, det var i høj grad folketingsgruppen, så var der så uformelle drøftelser uden for det mellem det man kan kalde partiledelsen, altså partisekretæren og Marianne Jelved, og gruppeformanden og så undertegnede. Det var sådan løbende os – plus nogle andre medarbejdere, der løbende tilpassede og diskuterede hvad vi nu gjorde.

44) MR: Hvor detaljeret var jeres strategi fra starten? Var den inddelt i faser, sådan op til sommerferien gjorde I det, og bagefter det…?

45) LN: Nej det var den ikke. Den var igangsat sådan, at vi kun tænkte frem til sommerferien, og at vi så skulle bruge sommerferien til evaluering. Du skal regne med, at vores ressourcer er begrænsede. Det vi kunne spille på var få ting vi kunne proppe penge i. Resten måtte foregå gennem medierne. Og der var der ingen tvivl om, at som lille parti, det var at lave en strategi frem til sommerferien, og så bruge den på at evaluere hvad der så skulle til, hvilket sprog man så skulle anvende. Og så forsøge hele tiden at få skabt os plads i medierne.

46) MR: Hvordan synes du så at det lykkes? 47) LN: Det lykkedes enormt godt, vi kom meget i medierne. Men man kan sige sådan, at det lykkedes os… vi

fik også meget negativ presse undervejs. Dels på den måde vi argumenterede på, og to, dels på Marianne Jelveds Lise Nørgaards pjece, den gav også negativ presse. Men overordnet set lykkedes det os at komme i pressen.

48) MR: Som lille regeringsparti… 49) LN: Du ved de radikale har en enorm adgang til pressen. Journalister…. Hver dag du slår op i avisen vil du

opdage radikale historier. 50) MR: Der er noget der tænder der. 51) LN: Og når vi både havde udenrigsministerposten og økonomiministerposten, så var vi centrale. Så der blev

lagt strategi for hvem der skulle i tv-udsendelser og sådan noget. Vi prøvede til sidst i fasen af lancere nogle nye måder at målrette til vores målgruppe – det blev så vores video. Det var helt tydeligt at det var ikke tale til hr. og fru. Danmark, men det var tale til vores målgruppe. Stilfuldt.

52) MR: Men hvor meget kunne I egentligt have ændret. Jeg tænker også på, at jeres målgruppe var jo stort set jeres seere alle samme. I var jo det parti hvor flest…. Var jeres strategi også at mobilisere, eller… fordi I havde jo ja-sigerne i jeres parti?

53) LN: Nej vores dilemma var jo det, at hvis vi talte åbent og ærligt til dem så kunne vi jo ikke isolere det til, at det kun var dem der lyttede. Fordi vi også havde ministerposten. Hvis vi ikke havde ministerposten havde vi jo skidt på alle andre danskere, og bare kort løs. Men vi sad jo også med regeringsansvar. Vi blev jo også inviteret hen og tale, hvor det ikke nødvendigvis var vores målgruppe. Vi måtte trække noget af læsset for at få alle danskere med. Det var det der var dilemmaet, vi kunne ikke køre ren kommunikation på vores segment. Det havde nu også gjort det lettere. Nej der var ikke anden vej end, at man også var nød til at tale til resten af Danmark.

54) MR: Så vidt jeg husker – men nu har jeg ikke noget at holde det op på, men Marianne Jelved blev kritiseret meget i sidste del, fordi hun netop talte hen over hoved på folk. Var i bevidste om det?

55) LN: Ja og hun ændrede det også. Foråret var hen over hoved på folk, for det var … i den pressestrategi vi kørte, det var meget godt i interviews, men det var også meget fokuseret på sagen, på euroens konsekvenser, og lidt om det der lidt mere bløde argument. Og der blev det vendt rundt, sådan at de menneskelige argumenter for at stemme ja kom mere frem. Det hun lagde personligt meget vægt på kom frem. Og hun

128

undgik så ikke i sin retorik at tage nogle af fordelene ved euroen med, men det blev mere til de menneskelige argumenter for et ja.

56) MR: Jeg har været inde på det før, men nogle af de værste modstandere I så var det Dansk Folkeparti, Junibevægelsen eller…..?

57) LN: Nej de var lige gode alle sammen. Jeg oplevede ikke, at der var nogen der var værre end andre. Altså modstanderne en-masse var forfærdelige. Vi oplevede truslen fra alle. Det er klart, at fra vores eget segment kom de mest fra SF og Junibevægelsen, og lidt Folkebevægelsen. I hvert fald de tre. Det var de tre der helt klart var vores segmentmodpart. Men i forhold til sådan medieomtalen, og mediernes forståelse af det, der var det alle modstanderne vi så om en stor fjende. Vi syntes, at nogen af deres dagsordener fik uforholdsvis stor betydning.

58) MR: Hvad kunne I så gøre for at komme dem imod. Havde I sådan nogle kriseberedskabsplaner ligesom Junibevægelsen har været berømte for at komme med nogle chok-rapporten en gang imellem. Var det noget I havde overvejet?

59) LN: Som regering havde man. I den forstand, at regeringen var parat rundt omkring. Som parti havde vi ikke. Vi gik ikke ud og jordede i sidste fase - modstandernes myter. Socialdemokratiet tog sig af noget af det, men eller var det i høj grad ministrene der sørgede for at… ved hjælp af noget af det apparat de havde, at tjekke oplysningerne.

60) MR: Generelt har du noget at sige om kampagners effekt. Er det muligt at flytte folk? 61) LN: Ja. Det tror jeg. Du sidder overfor en kyniker. Jeg er ikke spor i tvivl om, at folkeafstemningen som

institution, og de mekanismer der generes under en folkeafstemning, de er mere interessante, end de politiske toner og undertoner der er i debatten. For jeg tror som udgangspunkt, at i en folkeafstemning vil der være noget der ligner 35-40pct. på både ja og nej, og det er så de sidste 20-25 pct. der så skal flyttes. Jeg tror, at det er en del af logikken i en folkeafstemning. Og så tror jeg dernæst, at det er meget afgørende at forstå, at en folkeafstemning handler om change eller no-change, en ændring eller ingen ændring. Nogen gange er change dagsordenen helt oplagt, og det ser du typisk i folkeafstemningssituationer eller i to-partissystemer – det amerikanske præsidentvalg. Clinton han vandt fordi han havde change dagsordenen. Bush kunne ikke gøre det. Andre gange har du haft no-change som vinder. Og typisk er det sådan i folkeafstemninger, at der er no-change dagsordenen vigtig. Og der havde vi det problem her, og folk opfattede det i øvrigt som noget helt nyt, men faktum var at… de politiske implikationer dem var vi i gang med, det var det konkrete vi manglede. Så den store ændring var der ikke tale om. Det talte vi meget tidligt om, at det var vigtigt at få vores retorik bygget sådan på, at det var kun naturligt at vi går med. Den ændrede vi aldrig på. Vi prøvede altid i vores retorik at forklare, at det ikke var noget stort vi gik med i. Men jeg tror, at før man kan begynde at analysere som så mange har gjort, så tror man skal prøve at analysere hvor kommunikationsvanskelighederne var.

62) MR: Og det var? 63) LN: Det var 1) projektet… det var op ad bakken. Og 2) vi havde at gøre med eurokursen f.eks... eurokursen

var jo helt forfærdelig. Hvis den nu var gået op... 64) MR: Ja, selvom den ikke rigtig havde nogen betydning. 65) LN: Ja det er det, jeg mener. Men det er et symbol der er stærkt. Hvis den bare havde været stabil, så havde

det neutraliseret det. Som kommunikation var projektet dårligt. Derudover havde vi…. Jeg har omtalt det som om, der var nogle fundamentals der gik imod os. Den ene det var, at projektet det var forkert - kommunikationsmæssigt. Det andet var, at der var en dollarkurs der var helt forfærdelig. Det tredje det var, at medierne i den forstand der var så store fundamentale problemer – så har de en tendens til at slå ekstraordinært igennem i medierne. Og det var så det der skete. Det var de to fundamentals til stede – et dårligt projekt, som vi aldrig har fundet en retorik for. Vi har aldrig diskuteret det før. Og for det andet, det at vi havde en dollarkurs. De ting var de helt store fundamentals for det der gik galt. Og så kom de andre ting, som en folkepensionsgaranti, og så kom det, at vi talte for meget om sagen. Efter vi burde have erkendt for længst, at det var det, der var galt. Så kom sådan noget som Nyrups troværdighed. Men man skal ikke give dem anden betydning, end at det var laget ovenpå der gjorde problemet endnu større. De store fundamentals de var i virkeligheden som udgangspunkt: det var en folkeafstemning, hvor der er begrænset mange man kan flytte, dernæst havde vi et projekt der var ukommunikerbart, som folk ikke forstår implikationerne af når det gjaldt delelementerne i det. Dernæst så havde vi en dollarkurs som kom oveni en østrigssag og en klodset håndtering af folkepensionen og så os der gik for meget på sagen. De ting betyder meget mere end de ting der ligger i selvstændighedskravet – det lille land der går op i mod det store, og sådan noget.

66) MR: Ligger der også noget i det, at lige siden forbeholdene blev skrevet så har det været regeringspolitik, at nedtone dem og sige, at de har ikke de store konsekvenser, og vi er med så meget som muligt alligevel. Og så pludselig kommer der en folkeafstemning hvor forbeholdene er ret betydningsfulde. Vi har altid prøvet at være med på lige vilkår, selvom vi har forbeholdene?

129

67) LN: Du kan sige det sådan at, forbeholden blev etableret i sin tid fordi det blev et nej, og fordi det var det, der var politisk muligt at få igennem, der gjorde at man kunne få SF med. Men de blev jo også udråbt blandt dem der skrev papiret under på ja-siden, at det var nogle billige point. Der var en opfattelse af, at det var nogle billige point, for de blev aldrig til noget. Da det så går op for de radikale, at det ikke er noget alvorligt, så går vi til vores landsmøde og siger, at vi vil have en diskussion som går ind på, at forbeholdene for euroen og for det retlige område bliver ophævet, og vi går faktisk også ind for at en diskussion burde starte om forsvarsforbeholdet. Socialdemokraterne vælger en intern debat. Havde de nu for eksempel banket til med en offentlig debat, havde det i hvert fald neutraliseret noget af effekten af de der fundamentals, men du ville ikke kunne havet undgået folkeafstemningslogikken. Du kunne heller ikke undgå, at der var få i Socialdemokratiet der ville køre på euroens projekt. Du havde ikke undgået kursen, men det kan godt være at det var nok. For når det kommer til stykket var det ikke så mange vi skulle have flyttet, før det var blevet et ja. Jeg mener i hvert fald, at nuancemæssigt og analysemæssigt skal man passe på, at man ikke falder i det hul, at man kun kikker efter politiske forklaringer og danskernes politiske holdning. Jeg mener ligeså meget, at det er et udtryk for kommunikationsvanskeligheder. Det der med folkeafstemningen, og så selve euroen, og det der med kursen, og så oveni alle de enkeltsager vi havde. Alt i alt en dårlig cocktail.

68) MR: Tak for det, og tak fordi jeg måtte komme. 69) LN: Du må bare maile til mig hvis der er andre spørgsmål eller du vil følge op. Lov mig en ting, du må

gerne citere mig med alle de citater du har her men du må ikke sælge dem. Du må ikke, hvis du i din forskning finder frem til noget der var godt, skrive…. Jeg har prøvet at være ærlig her, og det gjorde jeg fordi jeg ved, at det er et speciale. Og jeg ved at et speciale er offentligt, men jeg ønsker ikke at skulle ud og forsvare det i offentligheden. For jeg har en kollega herinde der har haft dårlig erfaring med det. Men jeg synes at det er den eneste måde at jeg kan være ærlig overfor dig – at du får et ærligt svar. Men til gengæld vil jeg også bare have hånd i hanke med hvor det går hen.

130

Bilag 3: Udskrift af interview med Thomas Larsen

Udskrift af interview med Thomas Larsen, politisk journalist på Børsens Nyhedsmagasin. Interviewet gennemført hos Børsens Nyhedsmagasin den 16. maj, 12:00-12:40. 1) MR: [Om mit speciale, og for det record. Generelle betragtninger om partiernes strategier under euro-

valgkampen.] 2) TL: Man kan prøve at dele det op i to grupper – en tilhænger side og en modstander side. Og der kan man så

sige, at på tilhænger siden, der gik det jo unægtelig ikke særligt godt. Hvis man skal se ud over den samlede kampagne, kan man sige, at det var en afstemningskampagne som i høj grad blev defineret og styret og påvirket af modstanderne. Det fik man for første gang et meget meget konkret holdepunkt for at sige, da Mandag Morgen lavede analysen. Der viste de simpelthen, at omdrejningspunktet for debatten var modstandernes argumenter og modstandernes påstande. Så man kan sige, at for modstanderne tror jeg i høj grad, at det lykkedes dem at få inddraget alle de temaer som styrkede dem og som skabte maksimal uro om det europæiske projekt i befolkningen, så det var ret dygtigt. På tilhænger siden kan man sige, at man prøvede at lave en kraftig afstand til tidligere EU-kampagner, forstået på den måde, at man var utrolig optaget af ikke at gøre det her til et elite-projekt båret frem af en elite og styret af en elite overfor de brede masser. Det man var meget påpasselig med ikke at gøre det var, at man undgik at danne store fraktioner hvor erhvervslivet, og organisation og tilhængerpartier gik massivt sammen og kørte en fælles koordineret kampagne. Det lagde man meget vægt på at undgå, og derfor så prøvede man at skyde med hver sin kanon. Det var på den måde, at kampagnen skulle adskille sig fra tidligere kampagner og især fra katastrofekampagne i 1992. Da så tilhængerne kommer ind i dybere og dybere problemer i slutfasen især, der prøver man så at samle kræfterne, og man får også den tværpolitiske manifestation hvor tilhænger partiernes ledere sætter sig sammen og kommer med den her appel, men det kommer så sent i forløbet, at det er en panik handling. Og det er også en handling, som i øvrigt er helt ude af sammenhæng med den måde man i øvrigt har prøvet at bygge kampagnen op. Det synes jeg er de store linjer. Men forløbet kom ellers indholdsmæssigt men også kommunikationsmæssigt til at minde om de tidligere kampagner – de sammen temaer, gamle spøgelser som man cirklede om i debatten. I virkeligheden ret fastlåst.

3) MR: Hvorfor tror du ikke det lykkedes for ja-siden, der jo havde mange ressourcer, at løfte debatten væk fra nej-sidens dagsorden?

4) TL: Jeg tror også helt klart, at de havde ambitionerne om at gøre noget andet. Men de blev tvunget ind i gammelkendte mønstre. Men på samme tid kan man også sætte spørgsmålstegn ved, om de politisk også kommunikationsmæssigt kom troværdigt fra start. Det tror jeg i høj grad man kan. For hvad var udgangspunktet. Det var, at man havde nogle forbehold som stod fast, før under og efter – det var baggrunden, og der tror jeg, at eliten, inklusiv Nyrup, undervurderede hvad sådanne løfter faktisk betyder i forhold til befolkningen. Hvor store dele er ekstremt EU-skeptiske. Dvs. at du starter grundlæggende med at bryde et løfte – det gør du. Og det andet er, at du starter også ekstremt taktisk. Det mener jeg selv var en af de store store fejltagelser ved kampagnen, fordi i en lang periode har du overhovedet ikke nogen Europa-politisk debat. Det siger politikerne jo ellers man skal have mellem de forskellige EU-valg, men den er der ikke. Og der var starttidspunktet der så kommer på baggrund af nogle taktiske vurderinger, meningsmålinger i forskellige aviser der viser, at nu kan der være en chance for at få et euro-ja hjem. Der har ikke været nogen stor dyb folkelig debat overhovedet. Det er rent taktisk skelen til hvad meningsmålingerne viser, at nu kan vi slå til. Det var i virkeligheden baggrunden. Og det tror jeg er en meget svær måde at komme ind i en kampagne på.

5) MR: Det var jo også en meget lang kampagne. Og der har også været kritikere ude og sige, at den var for lang, og den var ikke til at håndtere for ja-siden, fordi jo længere den er jo mere er der også der kan gå galt – og det gjorde der så også. Tror du det er noget de har overvejet?

6) TL: I dag kan man jo så konstatere, at den lange debat gjorde, at det var meget meget svært for tilhængerne at definere temaerne og fastholde dem. Fordi over en så lang periode kommer der andre temaer ind, og der sker andre ting osv. osv. Men jeg ved ikke om hvor dramatisk anderledes det er i forhold til kortere kampagner. For der kan du sige, at ja tiden er kortere og mere håndterlig, men til gengæld ser du så også, at den er langt mere intens. Så der ser du på samme måde, at dine modstandere vil gøre alt for at få deres temaer i spil og afbryde din egen strategi. Det har du set tonsvis af eksempler på. Bonde har været ekspert i at gå ind og lave sådan noget.

7) MR: Det der med at fastholde en dagsorden… medierne vil gerne køre deres egen dagsorden og det er ikke nødvendigvis den samme som politikernes. Bl.a. Mandag Morgen har talt artiklerne sammen og over 40 pct. handler om selve debatten og ikke om indhold og konsekvenser. Er der forskellige logikker som medierne kører efter og som politikerne kører efter?

8) TL: Ja, jeg synes, at det er lidt urimeligt at sige, at medierne kun fokuserede på debattens form osv. For rent faktisk så mener jeg, at medierne også fokuserede og kom med en massiv og objektiv oplysningsindsats. Der

131

var jo i de store aviser næsten en side om dagen om fakta om forskellige emner. Så på den måde tror jeg, at der blev gjort en kæmpe pædagogisk indsats. Man kan så diskutere, om den blev gjort på den rigtige måde, men den var der. Men så er det rigtigt, at der var også en utrolig stor fokus på det taktiske, på selve formen, på medieslagsmålet og alle de ting der. Men der kan man så sige, at det er på mange måder er en problematisk udvikling, men det er jo ikke en udvikling som alene knytter sig til euro-valgkampen. Det er et faktum, at det er en af spillereglerne i hvordan moderne politik er skruet sammen. Det ser vi også i dansk indenrigspolitik.

9) MR: Er det en udvikling som man må lære at leve med, og så må politikerne bare spille med det? Og acceptere at der er personsager…

10) TL: Jeg mener ikke, at det så meget var personsager – der var mere, at man hele tiden gik ind og lavede granskninger af deres motiver – hvorfor kommer de med det og det tema, hvorfor spiller de på banen med det, hvad er baggrunden for, at de gør det netop nu, hvilke vælgere vil de have i tale med det træk, og hvordan skal det ses i forhold til modstanderens dagsorden. Alle de der motivgranskninger er pressen ekstremt optaget af. Og man kan sige, at pressen måske er for optaget af det. Man kan også sige, at grunden til, at pressen er så optaget af det, det er, at alt det her med medie manipulation og mediestyring osv. er blevet stadigt mere integreret i den politiske verden. Så når politikere spiller ud med forskellige forslag, så er der tit en god grund til lige at analysere den nærmere grund til det.

11) MR: Jeg tænkte lidt på pensionssagen. Hvor jeg ved, at Socialdemokratiet forsøgte at mane den i jorden, så snart den kom frem. Alligevel blev den rullede i flere dage, både fordi modstanderpartierne kørte den videre, men også fordi medierne heller ikke var interesseret i at lukke den.

12) TL: Nej, men det skal medierne jo heller ikke. De skal rapportere hvad der foregår, men de skal selvfølgelig også dykke ned og se hvad for en af påstandene der er rigtig. Det mener jeg også medierne forsøgte at gøre, men man kan sige, at når hele sagen lige pludselig bliver ekstremt betændt og ekstremt vanskelig at håndtere for Socialdemokratiet primært, men også tilhængerne generelt, så skal pressen være der og se på hvordan de så håndterer den sag. Og i takt med, at det forløb måske nok blev håndteret stadig mere panikagtigt, og også blev symptom på, at hele tilhængerkampagnen var dårligt tilrettelagt, så går pressen hårdere og hårdere på. Det er mekanismen.

13) MR: Ove K. Pedersen og andre har lavet deres bog om politisk journalistisk, hvor de siger, at der er et nyt forhandlingsspil mellem politikere og journalister, og at det egentligt er meget godt for demokratiet fordi det åbner op for nogle bredere tolkninger – det er ikke partipresse mere. Andre har sagt, at den udvikling hvor politikere og medierne taler mere sammen, det er faktisk dårligere for demokratiet, fordi det udelukker en masse emner. Hvordan vurderer du den udvikling?

14) TL: Grundlæggende synes jeg nok, at det er utroligt vigtigt og rigtigt, at pressen og Christiansborgspressen er blevet meget mere løsrevet og er blevet meget mere frigjorte fra de politiske apparater og partier. Og jeg mener også, at vi har fået en meget mere professionel presse og det mener jeg er gavnligt og vigtigt. Jeg synes egentligt, at der var mange forskellige emner og temaer oppe og vende i kampagneforløbet og jeg synes også, at medierne egentligt som jeg var inde på før, lagde mange objektive kendsgerninger frem i artikler der havde et pædagogisk og oplysende sigte.

15) MR: Demokratispørgsmålet… hvordan vurderer du udviklingen hen imod den mere professionelle styring af medierne fra politisk side?

16) TL: Jeg synes som udgangspunkt, at det er utroligt godt og positivt, at du har fået den her professionalisering af pressen, og at den er blevet frigjort fra de bånd der var tidligere. Og så den anden del af det: hvad så med udviklingen af fokusgrupper og spindoktorer, er det negativt eller positivt i forhold til en demokratiopfattelse. Og der vil jeg sige, at det kommer i høj grad an på hvordan de metoder bliver anvendt. Jeg kan ikke sige noget entydigt om det som begreber, for hvis fokusgrupper rent faktisk bliver brugt til at kortlægge meget vigtige dagsordener og temaer som befolkningen er optaget af, så er det jo fint, at det bliver afspejlet i den politiske beslutningsproces, og at det ikke er de her mindre og mindre og mere og mere besynderlige partiforeninger der sidder rundt omkring med tyve ældre herre som så skal fastlægge en eller anden politisk dagsorden som ikke holder en meter i forhold til virkeligheden – til den store befolknings ønsker. Omvendt er det også klart, at bruger man meningsmålinger på den måde, at politikeren helt lader være med at gå i spidsen for store vigtige sager, så kan der være et problem der. Men jeg synes, at det i høj grad handler om, hvordan man bruger de her metoder. Man kan ikke bare sige, at de er gode og de er dårlige. Det er anvendelsen.

17) MR: For at vende tilbage til euro-kampagnen. Hvad skulle tilhængerne have gjort anderledes hvis de gerne ville have vundet. Hvad har de lært… jeg tænker også på, at der kommer en ny folketingsvalgkamp her….?

18) TL: Det er et rigtigt godt spørgsmål. Jeg tror de kikker tilbage, ligesom de også gjorde i forhold til 92. En af de ting som de helt klart må lære, det er at forstå det faktum, at der er en umådelig stor del af den danske befolkning som er inderligt imod den europæiske udvikling, at den går for lang eller for vidt. Det er et faktum. Det må man forholde sig til meget vedvarende og konstant. Og det betyder så også, at man skal lade være med at bilde sig ind, at man kan gå ind sådan på bestemte tidspunkter i forbindelse med en

132

folkeafstemning og så håndtere hele europaspørgsmålet meget taktisk ved at kikke på meningsmålinger og så sige, at nu slår vi til, for nu kan vi fornemme, at nu går det den rigtige vej for os. Eller prøver at finde på for smarte kampagnetemaer som ikke tager en meget stor del af befolkningen med. Modstanden er så grundlæggende og så dyb, at den skal tages meget alvorligt, og derfor skulle man tro, at den indlysende løsning for ja-siden det var at prøve at inkorporere europapolitikken meget mere i den løbende debat. Man skal ikke bare skyde den frem for vælgerene hver gang der er folkeafstemning og så i øvrigt prøve at fortrænge den på andre tidspunkter.

19) MR: Støder det ikke igen ind i mediernes spilleregler om, at de skriver om hvad folk vil have, og folk vil ikke have EU. Og derfor er det måske svært selvom de gerne vil have den store EU-debat løbende?

20) TL: Nej det er jeg ikke helt enig i. Det er klart, at pressen skal have noget brændstof at skrive på. Den skal have noget stof at behandle. Men det får den heller ikke. For hvis skiftende regeringer eller forskellige partier var meget mere offensive med at formulere europapolitiske bud og forslag og tage debatten løbende, så vil pressen også referere det. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Men der er ikke meget at referere, hvis man skal sige det lidt firkantet. Det kan man også se i dag, hvis man ser på den europæiske debat i forhold til de øvrige europæiske lande. At de forskellige udspil om hvordan EU skal indrettes osv. de kommer fra andre lande, og debatten tonser løs i europæiske aviser rundt omkring. Mens herhjemme har vi igen taget den klassiske attitude med at sige nej og lægge grænser. Og igen - det kan pressen kun referere. Der er ikke nogle offensive bud at referere.

21) MR: Strategierne op til euro-afstemning, hvor meget blev tilrettelagt ud fra hvad de andres strategier gik ud på? Det som pressen elsker at skrive om. Hvor meget tror der var virkelighed i det?

22) TL: Jeg tror, at de politiske partier, og strateger i partierne kører to spor. Dels så prøver de at fastlægger deres egen linje, og få deres egne afgørende budskaber og temaer præsenteret for befolkningen på en så stærk måde som muligt. Og dels så tror jeg så også, at der kører et andet spor som går ud på, at hvordan blokerer vi så modstandernes spor. Hvordan får vi bedst demonteret deres budskaber og slagplaner. Det er ikke enten eller – det er både og.

23) MR: Der har været nogle valgkampe i USA, og der kører en i England på nuværende tidspunkt. Hvor meget bliver der kikket over Atlanten og over Nordsøen fra dansk side?

24) TL: Jeg tror, at der bliver kikket rigtig meget. Hele den der professionelle verden, der kan man sige, at de erfaringer man opsamler i dem, og det hvadenten det er i USA eller Storbritannien de går hurtigt videre til andre lande. Og det er klart, at Storbritannien og USA det er sådanne lande hvor der er en tradition for at bruge meget meget professionelle kampagnestrategier – de er helt ude i fronten af, hvad der sker af nye ting, og alle de erfaringer der samles op derover de bliver vurderet og sorteret herhjemme. Og dem man mener kan overføres, de bliver overført.

25) MR: Det er ikke det hele, der kan overføres? 26) TL: Slet ikke. Der er også kæmpestore forskelle, kulturelle og politiske. Men jeg kan garantere for, at alle de

personer der arbejder for regeringen og de politiske partier, de følger med i hvad der sker, og ser på hvad kan så bruges i en dansk kontekst. Helt klart.

27) MR: Hvilke partier er mest fremme med det? 28) TL: Det er de store der har ressourcerne, og som også har forbindelsen til søsterpartier. Det er klart, at f.eks.

Socialdemokratiet har haft en kæmpe fordel i, at de kan trække på ekspertise i en lang række søsterpartier, formentligt på meget tætte briefinger om hvordan f.eks. New Labour arbejder med tingene. Men Venstre er også langt fremme, og Venstre har også delegationer ude til de amerikanske valgkampe, hvor de prøver at lure så mange tricks af som muligt. Og du kan se venstrefolk der står ved det demokratiske konvent og ser på hvordan det bliver afviklet, og om der er noget de kan tage med hjem og bruge.

29) MR: Hvad tror du specielt vil kunne overføres. Hvad vil vi se i den næste folketingsvalgkamp? Hvordan vil den adskille sig fra tidligere?

30) TL: Der er noget, der ikke er decideret nyt, men som bare sker mere udpræget, og det er tempoet. Det er evnen til at kunne reagere ufatteligt hurtigt. Det tror jeg er noget, man arbejder på i udlandet – hurtigt-svar teams. Hvor man kan give modstanderne svar på tiltage indenfor den enkelte nyhedscyklus. Alle de ting ser du. Og så tror jeg man har brugt mange kræfter på at studere brugen af Internettet i valgkampe i USA og Storbritannien. Hvordan kan den teknologi bruges? Det tror jeg er nogle af tingene. Så er der også andre steder hvor det helt adskiller sig – vi kan ikke bruge tv-reklamer f.eks. Og det er en kæmpe del af den amerikanske politiske kultur. Så der er også store forskelle.

31) MR: Men det er en meget spændende udvikling i hvert fald. 32) TL: Ja det er det. 33) MR: Men hvad er det, der bremser i Danmark – er det et ressource spørgsmål. De har jo stabe på hundredvis

af mennesker i England og USA? 34) TL: Det er klart, at pengene i britisk politik men især i amerikansk politik er enorme, så man vil slet ikke

kunne se noget lignende herhjemme. Jeg kan ikke huske hvad det endelige tal blev, men… hvor mange penge brugte demokraterne og republikanerne under valgkampene, men det var enorme summer. Over en

133

milliard – ufattelige summer simpelthen. Hvor langt de fleste penge jo selvfølgelig bliver brugt til tv-reklamer. Men jo, de har kæmpe stabe og et stort og avanceret apparat. Det vil man slet ikke kunne se herhjemme, der er pengene bare meget langt mindre. Så dem der kan operere med de der stabe, det er jo især Socialdemokratiet og Venstre. Kristeligt Folkeparti og nogle af de andre, de har altså ikke ret meget at gøre godt med.

35) MR: Dansk Folkeparti har jo også været effektive. Det er jo et indsatsområde de har prioriteret højt? 36) TL: Ja der har jo deres egen spindoktor, Søren Espersen, men han viste jo netop også hvor langt man kunne

komme uden så mange penge. Men altså igen også det, at i USA der kæmper man jo nærmest om at dominere medierummet i form af de her reklameangreb. Man prøver jo at plastre luften til med de her. Men herhjemme der har vi jo slet ikke den mulighed, og en meget større del af kommunikationen er gratis om man så må sige. For den kører gennem medierne og igennem nyhedsudsendelserne og bliver oven i købet ligefrem til egentlige seancer i tv, hvor hver enkelt part kan komme og fremlægge sine synspunkter. Det er helt anderledes skruet sammen.

37) MR: Man så jo også under euro-afstemningen, af Junibevægelsen og Folkebevægelsen, som jo ikke kan betegnes som nogle velhavende bevægelser, at de lykkedes jo godt – de vandt på et sted – de blev meget citeret og de kom frem i medierne. Det ville de nok ikke have gjort i USA. Hvor meget hjælper det egentligt med de store apparater. Jeg tænker på Danmark under euro-valgkampen, hvor de partier som havde alle ressourcerne ikke lykkedes at sætte dagsordenen særligt godt, mens de mindre partier, specielt dem på venstrefløjen som stemte nej jo lykkedes meget godt.

38) TL: Det viser jo heldigvis, at du kan ikke købe eller manipulere dig til en valgsejr, hvis der faktisk er en meget stor del af befolkningen som grundlæggende er imod.

39) MR: Kunne den være vundet, tror du, ved at gøre det på en anden måde? 40) TL: Altså der er kloge hoveder der har kikket tættere på slutfasen af kampagnen, fordi der var nogle meget

interessante mønstre i meningsmålingerne, som kunne se ud som om, at jo mere fraværende ja-siden var i debatten og jo længere væk Poul Nyrup Rasmussen også var i debatten, jo længere tid han var på sommerferie, jo bedre gik det. Og der hvor det virkeligt begyndte at vende, det havde faktisk sammenfald med, at han kom tilbage og begyndte at sætte turbo på kampagnen igen. Og det kunne så vise, og det kunne være et symptom på, at folk vender sig mod for bestandige kampagner og når budskaberne bliver for bestandige.

41) MR: Det er måske en dansk mentalitet? 42) TL: Ja netop, det er meget interessant. Utroligt interessant. Jeg kan bare sidde og sige, at der var de her

sammenfald. Jeg kan ikke dokumentere mekanismerne som sådan, men det er utroligt interessant. 43) MR: Andre har jo også peget på euroens kurs som jo faldt og faldt og faldt. 44) TL: Det var der også nogen der mente var stærkt uheldigt. Og det kunne man jo ikke vide med nogen

sikkerhed overhovedet da man udskrev det. Men der er nogle mekanismer som er utroligt interessante. Der skulle du næsten tale med Qvortrup. Ikke Henrik, mens hans fætter som sidder i London, og han skulle vist være i gang med en udredning om det.

45) MR: Ja, jeg har været i e-mail kontakt med ham. Det kan jeg måske gøre igen.

134

Bilag 4: Udskrift af interview med Henrik Qvortrup

Udskrift af interview med Henrik Qvortrup, politisk redaktør på B.T. og pressechef for Venstre under euro-kampagnen. Interviewet gennemført på B.T. den 21. maj 2001, 12:00-12:30. 1) MR: Kort beskrivelse af specialet. For det record, vil du fortælle hvem du er og hvad du lavede under

eurovalgkampen? 2) HQ: Uddannet journalist, 11 på forskellige aviser. Afstikker to år som pressechef for Venstre – det man på

nudansk vil kalde spindoktor. Og så har jeg skrevet en bog om statsministeren. 3) MR: Og din rolle under euro-valgkampen? 4) HQ: Ja min rolle under eurovalgkampen var jo at være en slags, jeg var ikke kampagneansvarlig, men jeg

var sådan en mand der blev spurgt til råds, men det var sådan lidt på ad hoc basis. Det var ikke sådan, at jeg styrede euro-kampagnen. Det blev meget organisatorisk kørt fra Søllerød, der hvor Venstre har deres hovedkvarter. Og så er der lige den finesse med mig i forbindelse med euro-valgkampen, at jeg var jo ansat i et parti der gik ind for et ja, mens jeg personligt gik ind for et nej. Hvilket de jo godt var klar over, men som på et eller andet sted har trukket nogle veksler på min professionalisme. Jeg nævner det lige for fuldstændighedens skyld.

5) MR: Jeg var godt klar over det – og det kan vi måske komme ind på senere. Hvordan vil du beskrive den strategi som Venstre spillede ud med, da afstemningen blev udskrevet i marts?

6) HQ: Jeg tror, at Venstre overordnet set begik den fejl at man fra tidligt i fasen troede, at denne her kunne køres hjem på fornuft. … at ”I kan jo nok forstå, at det er det her der skal til”… der blev sådan meget argumenteret ud fra nogle økonomiske parametre. Et nej vil betyde de og de ulykker… (telefonen ringer – kort pause)

7) MR: Vi nåede til Venstres strategi… 8) HQ: Ja, hvor min pointe var, at Venstres strategi var sådan meget baseret på, at vi troede vi kunne

argumentere det her igennem fornuftsmæssigt, og man tog overhovedet ikke højde for, at hele EU diskussionen jo i høj grad også handler om folks følelser og det var så det man erkendte på et meget sent, og givet et for sent tidspunkt, at alene det forhold at man tromler frem med alle de rigtige argumenter i forholde til danskerne faktisk udgør et selvstændigt argument for, at de så skal mene noget modsat.

9) MR: Men det blev tilrettelagt ud fra nogle undersøgelser, de har vel screenet hvad vælgerne ville mene, eller havde de ikke det? Eller henvendte de sig ikke til Venstre vælgere…?

10) HQ: Du tror det er løgn, sådan noget er ikke særligt videnskabeligt. Der er jo alverdens eksotiske forestillinger om hvor videnskabeligt den slags gribes an, jeg må bare konstatere, at sådan er det altså ikke helt.

11) MR: Hvem lavede strategien. Hvem var hjernerne bag. Hvordan blev den udtænkt? Den havde vel ligget i skuffen et stykke tid før Nyrup udskrev afstemningen?

12) HQ: [tavshed] det er meget betegnende at jeg sidder sådan lidt og er lidt mundlam. Som jeg husker det, så var det sådan noget fra-hånden-til- munden agtigt noget – og så må vi nok lige, og vi må hellere, og der var aldrig den store entusiasme i Venstre i forhold til den euro-afstemning. Det var bare sådan noget som – årh nu skal vi igennem det endnu engang. Der var ikke den samme entusiasme for, at nu skal vi ud og kæmpe og gribe det sådan videnskabelig an, som der er i forhold til en folketingsvalgkamp, også fordi det blev et eller andet sted vurderet, at et nej….det var måske nok Venstres problem, men i endnu højere grad var det måske nok ham den dummes problem.

13) MR: Så det var noget der lå underliggende? 14) HQ: Ja. 15) MR: Der var også et tidspunkt under Socialdemokratiets kongres i september, hvor der blev spillet ud med

en folkepensionsgaranti. Det er blevet sagt fra nogle sider, at det var Venstre der plantede den… på grund af, at man havde fundet ud af, at løber var kørt, og at det var bedre at køre lidt på statsministeren end at køre lidt for euroen. Hvordan vil du beskrive den sag?

16) HQ: Nu vil jeg ikke gå i detaljer med hvem der plantede hvad, men teorien er ikke helt gal, vel. Det som Venstre resonerede dengang var, at der lå en kæmpe indenrigspolitiske gevinst i at statsministeren blev spillet ud med ligesom en håndfæstning i samarbejde med de borgerlige partier. Den gevinst der lå i det var, at det var vanskeligt for statsministeren på et tidspunkt, nemlig under en eurovalgkamp at argumentere for, at her er garanterne for folkepensionen V og K, og så i en senere fase under en folketingsvalgkamp at beskrive de samme partier som værende store trusler mod velfærdssamfundet. Det var den indenrigspolitiske gevinst man så i det. Og det er da rigtigt at der under Socialdemokratiets kongres i september hvor Nyrup jo tumlede rundt, der var sådan holdningen hos Venstre, at det kan godt være at det her er tabt, men vi kan i hvert fald godt score de point der ligger i at Nyrup klovner rundt.

135

17) MR: Var der et tidspunkt hvor det gik op for Venstre at løbet var kørt, at meningsmålingerne var så dårlige? 18) HQ: Ikke sådan udtalt, som jeg husker det. 19) MR: Hvad med østrigssagen som også kørte undervejs. Der var det specielt de borgerlige som måtte ud på

forsvarsbarrikaderne? 20) HQ: Jamen du kan sige, at østrigssagen var jo givetvis skadelig for opbakningen til euroen, fordi den blev

set som udtryk for alt det som vi ikke ønsker EU skal være: det onde EU og smagsdommerne nede i Bruxelles. Og derfor var der også nogle der mente, at Venstre skulle køre langt lavere profil i den østrigssag, for ikke at sætte EU i grimt lys så kort tid før en EU-afstemning. Men der må man bare forstå, at Venstre havde et utroligt behov for at bruge den der østrigssag til sådan at score nogle indenrigspolitiske point, fordi den jo var umådelig dum for statsministeren. Og den havde fået endnu mere skrue, hvis der ikke havde været en euroafstemning.

21) MR: Da Venstre begyndte på valgkampen blev det så gjort klart, hvem der var venner og fjender – hvem skulle man passe mest på? Var det alle nej-partierne som var farlige, eller var det venstrefløjen eller højrefløjen. Kan man snakke om nogen alliancer indenfor ja-siden?

22) HQ: Jamen det vi selvfølgelig i Venstre var meget opmærksomme på var, at en stor del af Venstres egne vælgere var meget skeptiske. Og derfor handlede det om at argumentere for euroens fortræffeligheder, men ikke gøre det i så høj en grad, at vi skubbede de der 30-35 pct. af Venstres kernevælgere som var meget skeptiske overfor euroen helt over i favnen på Dansk Folkeparti. De der 30-35 pct. skulle føle sig nogenlunde trygge ved, at ok på det her punkt mener partiet noget andet end jeg selv gør. Men det er dog stadig mit parti. Hvis retorikken blev alt for Europa-hellig, så var der måske nogle af de 30-35 pct. der ville have stillet sig selv det spørgsmål – er det her overhovedet mit parti?. Og det ville jo være lidt grimt. Og derfor var det en balance på den ene side at signalere klart, at ja vi går ind for euroen, men dog ikke gøre det på en måde så de der 30-35 pct. pludseligt følte sig hjemløse.

23) MR: Men er det så ikke et skifte fra den gang Uffe var formand? 24) HQ: Det var en proces der startede allerede… jeg ved ikke om du er opmærksom på, at Anders Fogh holdt

en meget symbolsk tale i Århus i februar 1999, hvor Venstre holdt et landsmøde som optakt til Europaparlamentsvalgkampen – valget som jo fandt sted i sommeren 1999 – den tale fra Anders Fogh i Århus, markerede sådan: ja vi er tilhængere af EU, ja vi synes det er en god ide, men det er ikke euro-blå sokker og fascination og alt muligt. Det var et signal om, at ja vi kan lide EU, men vi er ikke så begejstrede for det, at det gør noget. Det markerede sådan meget skelsættende et opgør med Uffe Ellemanns meget Europa fascinerede linjer.

25) MR: Hvis vi tager tilbageblikket over euro-valgkampen, jeg ved godt at du stemte nej, men er der noget du ville have gjort anderledes for at få et ja hjem. Hvad kunne I have lært?

26) HQ: Jeg ville have taget danskernes bekymringer mere seriøst. Jeg ville i højere grad have taget højde for, at jo mere en politisk elite tonser frem med de rigtige argumenter, desto mere gør den danske folkekarakter, at danskerne slår bak. Den der psykologiske lidt irrationelle mekanisme, tror jeg man skulle have haft langt mere blik for end man havde.

27) MR: Der var også indenfor Socialdemokratiet en diskussion om man skulle køre på politiske argumenter eller økonomiske argumenter – er der også noget med det. Var der også noget med det i Venstre. Hvad kørte Venstre på?

28) HQ: Problemet var jo, at der ikke rigtig var nogle argumenter der virkelig slog hoved på sømmet på danskerne. Der var de økonomiske argumenter, men der havde danskerne lidt den der holdning, at vi har jo hørt før, at det vil gå af helvede til hvis ikke vi gør som de siger. Og er det nu gået af helvede til – nej det er det ikke.

29) MR: Der kom jo også en vismandsrapport… 30) HQ: Ja, og vismandsrapporten. Og vi kan jo også se hvordan det er gået efterfølgende – vi er jo ikke gået

helt rabundus vel?… Og så var der jo de der argumenter med fred og frihed og indflydelse – men den holder jo heller ikke, gør den vel. Danskerne går jo heller ikke ned og stemmer ja til euroen, for at sikre at Marianne Jelved kan få en plads ved bordet. Det er jo sådan et meget elitært argument, som jeg mener blev brugt alt alt for meget. Hvor det blev brugt på en måde så danskerne måtte spørge sig selv, at skal vi virkelig sætte vores valuta over styr, skal vi virkeligt risikere vores selvstændighed for, at Marianne Jelved føler at hun kan spise kirsebær med de store. Men hvis du spørger mig, hvad skulle man så have slået på i stedet for - …. den er svær…. Og her er det selvfølgelig også min egen opfattelse der kommer ind i billedet. Jeg tror måske, at det man kunne have slået på var, at et nej var udtryk for selvtilstrækkelighed, væren sig selv nok, være en slags vi-vide-bedre. Få beskrevet nejet som et udtryk for en del af den danske folkekarakter som de færreste af os i virkeligheden rigtigt bryder os om. Der var jo også, skal du huske på, mange af de potentielle nej-sigere, der havde det skidt med deres nej, fordi de ikke brød sig om at blive slået i hartkorn med det yderste højre. Den kunne man måske også have udnyttet lidt mere. Men igen en balance. Hvis Nyrup og Venstre havde kørt for meget på det, havde risikoen været at man måske havde pisset på sine egne. Det var

136

lidt det der var Nyrups eget problem i forbindelse med stuerens diskussionen om Dansk Folkeparti. Ved at distancere sig fra Dansk Folkeparti, havde han i virkeligheden pisset sine egne op af ryggen.

31) MR: På et tidspunkt sker der en ændring i Venstres ledelse – dem der laver strategier – først til aller sidste ser man et samlet møde hvor alle de store ja-partier sætter sig ned sammen. Var det fordi de mente, at man måtte gøre et eller andet?

32) HQ: Det var jo ”vi må gøre et eller andet agtigt”. Men det var jo også, mener jeg, en gal strategi, fordi så sidder de der: Nyrup, Jelved, Anders Fogh, hele the establishment. For danskerne er det så bare endnu et udtryk for, at nu skal vi igen trynes til at mene noget vi i virkeligheden ikke mener. Det tror jeg lidt. Men det er rigtigt, at euro-kampagnen var ikke, som jeg husker den et udtryk for noget synderligt koordineret videnskabeligt taklet…

33) MR: Du sagde, at de sad oppe i Søllerød – hvem var med der, hvilke personer? 34) HQ: Det var partisekretæren, og vel også et langt stykke hen ad vejen europaparlamentarikerne som var med

til at forme – en Bertel Haarder type, en Karin Riis type, som jo virkelig er folk der har set ”Europa lyset”. Og det er måske ikke ligefrem dem der har den største forståelse for den danske skepsis. De er jo meget begejstrede. Så var jeg også inde over – men det var sådan meget ad hoc. Det er ikke sådan, at man kan sige, at der var en kampagnestrategi. Men en fyr du måske du skulle snakke med sidder over i Venstres sekretariat og var ansvarlig for det - og han hedder… hvad er det han hedder….. nu har jeg glemt… Søren et eller andet – men han sidder over i Venstres sekretariat med EU. Han var den EU-ansvarlige.

35) MR: Hvad kan de lære af EU-valgkampen til den kommende folketingsvalgkamp – som jo er ved at køre så småt?

36) HQ: Det kører jo for fuld hammer… 37) MR: Vil det sådan være en helt anden league? 38) HQ: Ja det mener jeg det vil være. Først og fremmest fordi der er et aspekt, som totalt er fraværende i euro-

valgkampene, som jo er, at man har en hovedmodstander. Det er en helt atypisk situation fordi Socialdemokratiet og Venstre er nødt til at gemme daglige trakasserier væk for den fælles sags skyld. Nej, jeg mener ikke, at der er nogen paralleller at drage. Men du skal prøve at snakke med Søren.

39) HQ: Du er meget velkommen til at vende tilbage hvis det skulle være noget andet…, men som sagt, jeg er lidt handikappet af at være sådan ad hoc inddraget. Det var ikke sådan at jeg var generalen i det – men det kan være, at det var fordi de vidste hvad jeg mente.

40) MR: Hvem var generalen? 41) HQ: Så skal du prøve at snakke med Claus Hjort – partisekretæren deroppe. 42) MR: Tak fordi jeg måtte komme forbi.

137

Bilag 5: Udskrift af interview med Claus Larsen-Jensen

Udskrift af interview med Claus Larsen-Jensen, formand for Folketingets Europaudvalg og med i Socialdemokratiets euro-kampagne. Interviewet gennemført i Folketinget mandag den 3. december, 14:30-15:30. 1) MR: [Først beskrivelse af min problemstilling i specialet, med fokus på, at det drejer sig om de to

afstemninger og om Socialdemokratiets og Det Radikale Venstre] Vil du beskrive for the record hvem du er og hvad din position var under eurovalgkampen?

2) CLJ: Jeg var EU-ordfører for partiet og formand for Folketingets Europaudvalg. Så jeg sad dybt begravet i kampagnen men havde også den koordinerende funktion i forhold til Folketingets Europaudvalg. Men det er en mindre del af det her. Dvs. at jeg deltog i de central kampagne og koordineringsmøder der blev lavet partimæssigt – i forhold til hvad vi ville og ikke ville fra starten af.

3) MR: Hvornår startede den proces? 4) CLJ: Det startede op officielt i slutningen af februar og begyndelsen af marts – og så rullede det. Og man

kan sige i bakspejlet, at der var to tilgange til den her diskussion. Der var god overensstemmelse mellem det Radikale og Socialdemokratiet på regeringsniveau – Marianne Jelved, Lykketoft, Nyrup – om at det her var en afgrænset sag. Det er nok også det som Lars har sagt. Det var euroen og det der var relateret som vi skulle stemme om, og ikke alt det andet. Og man har jo forsøgt at holde det spor, hele vejen igennem. Back on the track, hver gang debatten prøvede at køre væk fra det. Og det kørte væk dels på risikoen for en generel diskussion om det hele, den store Europa-diskussion, ja-nej igen osv. Og så gik den på mere form end egentligt indhold. Halvdelen af artiklerne handlede om performance, og det var en let ejendommelig oplevelse.

5) MR: Var det nogle tanker I havde gjort jer på forhånd, at der var en risiko for, at debatten blev drejet den vej?

6) CLJ: Man må sige, jeg har jo medansvar for kampagnen, jeg løber ikke fra noget som helst, men jeg har nok ligget der og syntes, at hvis folk ikke har kunne se de politiske fordele, så blev de ikke overbevist om de økonomiske argumenter. Og hovedsporet i hele kampagnen var nok bygget op på de økonomiske argumenter, altså alle de fordele der var, og der hvor den går galt for alvor, bortset fra, at et halvt år er noget lort – man kan ikke holde dampen oppe, og derfor bliver det alt muligt andet fnidder fnadder der kommer på banen. Og ind over en sommerferie, det går det jo endnu værre. Det var fordi vi var så hulens bange for at, vi havde jo sagt, at der skulle være god tid, så derfor landende vi på, at der var næsten syv måneder i alt i den kampagne her. Det mener jeg var en fuldstændig fundamental fejltagelse, det tror jeg alle der har været involveret i det her vil sige. Men det var fordi vi var så bange for at blive beskyldt for ikke at have givet befolkningen tid nok, fordi så havde vi på forhånd et handikap. Og man skal jo kende forhistorien, for op til sidste valg kunne vi faktisk ikke forudse, at udviklingen ville gå så stærkt på euroområdet og på forsvars og retlige og indre anliggende. Vi havde vel ikke gjort os nogle forestillinger om, at det ville udvikle sig sådan. Og det handikap regeringen havde var jo, at man havde sagt, at man sådan ikke kunne forestille, at man skulle have en folkeafstemning i den periode. Og derfor når man så går ud og siger, ved I hvad venner, vi er blevet klogere fordi udviklingen går så stærkt vi har ændret opfattelse, men i øvrigt så snyder vi ikke vælgerne fordi vi går ud og holder en folkeafstemning om det ene og om det andet, vi giver god tid til det. Det er det der har været tankegangen der har fyldt det her, hvilket jeg synes er meget sympatisk ud fra en demokratisk betragtning, men i praksis noget lort... det duer ikke. Det giver alt for meget mudder. Og så sker der det i den sidste fase... jeg kan huske, at jeg gik ud med noget politisk relativt hurtigt, men fik at vide, at nu skulle jeg holde sporet, og så holdt vi sporet på det økonomiske og fik så et smæk på det økonomiske sommeren over og opinionstallene var ikke gode nok, og så kom det jeg vil kalde de økonomiske argumenter til spark i benet, hvor Marianne Jelved og Mogens Lykketoft gik på banen med at det vil koste så og så meget. Det tror jeg selv var skadeligt. Det gavnede i hvert fald ikke. For dem der i givet fald skulle overbevises, for dem handlede det her slet ikke om økonomiske argumenter. Det handlede om man kunne lide de politiske konsekvenser af eurodeltagelse, eller ikke kunne lide dem, og derfor kikser man, fordi man sparker i virkeligheden dem bagi som man gerne vil overbevise, med nogen argumenter som de under ingen omstændigheder vil købe. Det er det der er hovedpointen.

7) MR: Der var jo flere gange undervejs en debat i medierne om intern splid og et kursskifte? 8) CLJ: Jeg vil ikke sige intern splid... 9) MR: Men et skifte mellem de politiske og økonomiske argumenter, hvor du har været ude... 10) CLJ: Jeg har jo en fortid... jeg er gammel EU-modstander og har været det aktivt i 15 år indtil godt 1986 ved

det Indre Marked afstemningen. Derfor havde jeg en klar fornemmelse af, at risikoen for at snakke politik det var at så åbnede du Pandoras æske, og så fik du målforskydning – og derved kunne du ikke holde debatten på det, det handlede om. Omvendt er problemet, at hvis folk generelt er skeptiske overfor den

138

samlede EU konstruktion, og ikke kan se det politiske perspektiv i, at Danmark deltager i euro-samarbejde, så er det svært isoleret set at sælge euroen til den gruppe af befolkningen. Jeg har brugt det udtryk, at hvis man skal sælge en reservedel til en bil, så er det rart, at folk har en model eller kan lide modellen, ellers får du ikke solgt reservedelen. Og det er lidt det, der er problemet. Det vi sådan set bliver fanget af er, at den gruppe vi skal ud og have fat i, køber den ikke på de økonomiske argumenter plus, at udviklingen ikke var med os. Faldet i eurokursen tror jeg spillede en afgørende rolle. Dansk økonomi var stærk, og der var - jeg snakker lige ud af posen – den kontrast jeg så var egentlig, at her havde vi kontrasten der sagde, at det kan gå ad helvede til økonomisk hvis ikke vi passer på. Hvis det går galt med økonomien, vi har en stærk økonomi nu, så kommer de kortsigtede konsekvenser ind i argumentationen. Og så bliver resultatet at troværdigheden af de argumenter ryger, for det lyder som om vi får en økonomisk katastrofe hvis ikke vi stemmer ja til euroen – og det er der sådan set ikke nogen af os der har troet på. Vi har bare sagt, at hvis der sker noget uforudset, som vi i dag ikke kan ane hvad er, så er vi i en større risikozone end vi ellers ville være. Frank Dahlgaard har jo brugt meget krudt i folketingssalen på at fortælle, at nu var vi jo ikke havnet i helvede, men det var der sådan set heller ingen der sagde. Men du kan bare se, at Danmark er gået rimeligt forskånet forbi 11. september men det er jo blandt andet pga. fastkursaftalen. Svenskernes krone er jo faldet 15 pct. i forhold til den danske krone og euroen. Og det er netop den slags fuldstændigt uforudsigelige stød hvor vi var ude og sige, at så sejler vi altså bedre i læg hvis vi deltager i det her, og det lykkedes aldrig at komme ud over rampen med det her.

11) MR: Der var en vismandsrapport på et tidspunkt som... 12) CLJ: Ja og den var jo heller ikke hjælpsom må man sige... 13) MR: Der er nogen der har sagt, at det vismændene ville sige kunne man næste have forudsagt på forhånd,

fordi det har de sagt mange gange tidligere? 14) CLJ: Det er ikke noget jeg har været opmærksom på, men det er klart, at vi havde jo oddsene imod os på

det område. Vi havde en generel negativ holdning imod os i forhold til EU, og hvis ikke der er et stærkt og tungtvejende argument for at vi skal være med: enten blive truet eller vi har en kæmpe fordel. Og det var svagheden i det her. Den fordel som kunne ses i, at vi sad med ved bordet, og være med til at træffe de beslutninger vi alligevel skal leve under, det havde ingen vægt, fordi det blev til den med Marianne med håndtasken.

15) MR: Mere konkret om hvordan jeres kampagne blev udformet. Hvem sad der, og hvor mange personer var det?

16) CLJ: Nu kan jeg ikke huske navne. Du havde jo folk på den administrative del som kørte det her i vores presseafdeling, i vores politiske og økonomiske afdeling og vores ledelsessekretariat og partiorganisation, det var jo et hav af folk. Og der sad en stribe af folk centralt som udgjorde kampagnegruppen på dette område. Jeg, Dam, Lykketoft, Nyrup, Ritt Bjerregaard var med, Svend Auken var med, bare for at nævne nogle jeg kan huske. Så vi var sådan set rimeligt bredt sammensat på området. Og set i bakspejlet skulle man jo have ventet – jeg har selv været med til det, jeg løber ikke fra det ansvar, da Nyrup sagde ”nu trykker vi på knappen”. Jeg har været med til at lytte til det og sige vi gør det fordi sådan og sådan og sådan. Men det har været en fejl, for man skulle have ventet til man havde set euroen introduceret.

17) MR: Havde I gjort jeg nogle tanker om hvem der var jeres modstandere og hvem der var jeres venner? 18) CLJ: Jo jo, jeg har ikke alle detaljerne her, men vi da været igennem en række.. og vi har også kørt

fokusgrupper... osv. men sådan går det jo ikke altid. Og det er ikke sikkert, at uanset om vi havde grebet det her anderledes an, at det ville have været til at få igennem. Der skal man gøre sig klart.

19) MR: Det var mit næste spørgsmål. Men tror du en sådan politisk kampagne kan ændre, hvor meget kan en god strategi ændre, kan det gøre en forskel?

20) CLJ: Ja det kan det da. Selvfølgelig kan det ændre, hvis du er i stand til at give nogle klare signaler for hvad det her medfører, positivt og negativt på en troværdig måde, så kan du jo. Problemet var, at det var abstrakt for folk, og det som vi ikke kunne hamle op med, var jo at det her så ud som om vi afskaffede et nationalt symbol – den danske krone, og så fik du Dannebrog og Kongehus...

21) MR: Ja der var Danske Folkeparti der var... 22) CLJ: Ja, men ikke kun dem. SF var sådan set mindst lige så gode, og Enhedslisten og de to nej-bevægelser. I

sådan et spil hvor man bliver beskyldt for at ville opgive dansk kerneland... det er en svær opgave. Og der må man sige, at vi nåede aldrig ud over rampen. For hvor det her projekt jo i virkeligheden er abstrakt indtil videre. Det at man laver et tæt økonomiske og politisk samarbejde, det har en effekt som gør, at vi skaber større stabilitet for alle landene, og så er pengene kun symbolet. Men for de fleste mennesker så er pengene symbolet både på det nationale og på et betalingsmiddel. Og for hovedparten, som i øvrigt betaler med Dankort, der taler man alligevel om de danske kroner.

23) MR: Ville det ikke have krævet en længerevarende diskussion der skulle have startet mange år tilbage for at have banet vejen for det der...

24) CLJ: Jo, men som jeg sagde da jeg blev formand for Europaudvalget: problemet er, at vi altid har haft en defensiv dansk europadebat.

139

25) MR: Og det er det den bunder i stadigvæk. 26) CLJ: Ja, og hvis man ikke overvinder den, så bliver det ikke let at komme ind til sagen, for hvis folk er i

tvivl om det her nu bare er endnu en brik som betyder, at nu undergraver de den danske suverænitet og flytter noget ud for de danske grænser. Og hvis det er det, kan Unionen som en trussel, som det onde. Det kniber med at få forklaret ordentligt, at det her er fundamentet i dansk økonomi, som giver os en medbestemmelse på noget, som folk ellers ville træffe beslutninger om på vores vegne. Det tragiske er jo, at almindelige mennesker beskæftiger sig jo ikke med hvad der sker på valutamarkedet. De veksler deres penge når de skal ud at rejse på ferie, og det er også derfor at man nemt kan køre den der ”ha ha – det koster sgu kun 25 kroner at veksle når vi skal på charterrejse, det kan vi sgu godt klare, ha ha”. Det er hverdagen, og derfor kan man ikke rigtigt forklare hvilke kæmpe fordele der er både samfundsøkonomisk og for virksomheden og sådan set også for borgere. Også fordi det stadig er abstrakt. Jeg tror situation ville have været noget anderledes hvis vi havde været efter 1. januar 2002. Men så har vi jo alligevel mere eller mindre fået fribillet, for i og med vi har fået en fastkursaftale. Man kan undre sig over, at det ikke talte for et lille land, at få medindflydelse på beslutningerne. Det har undret os. Det argument har ingen vægt – ikke i det åbne rum – desværre ikke.

27) MR: Du sagde lige før, at venstrefløjen var ligeså gode som Danske Folkeparti med at køre på det nationale. Havde I på forhånd fået defineret hvem I skulle gå imod – dem på venstrefløjen eller dem fra Dansk Folkeparti?

28) CLJ: Nej, vores fornemmelse var nok, at en bred midte af folk ville synes, at det her var en fordel. Der ville være økonomiske fordele ved det, der ville være samfundsmæssige fordele ved det og fordele for arbejdspladserne. Vi mener at der i virkeligheden var et bredt segment som kunne samles op. Og der er sådan set ikke noget der overrasker os i, at vi får flankerne. Det er der ikke noget nyt i. Men i virkeligheden kom de jo heller ikke med noget nyt. De kom med en gammel gentagelse om truslen mod velfærdssamfundet. Det der vel i virkeligheden rammer os er, at vi i kernen hos nogen af vores egne ikke rigtigt får det argument til at tælle. Vi oplever at folk i den offentlige sektor, vel ikke mindst kvinder, ikke forbinder noget med det her. Og tværtimod oplever de, at nu skal nogle andre bestemme over vores økonomi, og at det nok i sidste ende vil gå ud over velfærdspolitikken – og dermed den offentlig sektor. Hvilket efter vores mening var noget vrøvl.

29) MR: Traditionelt har de jo været kvinder og offentligt ansatte der stemte nej. 30) CLJ: Jo jo, det er klart. Du har her et skisma mellem den private og den offentlige sektor. Og så kan man vel

også sige, at nejet på højrefløjen er blevet større. Så sagt lidt ærligt. Vi oplever lidt, at Venstre som værende på den ene side, jo jo, for – meeeen , ikke sådan helt inderst inde. Nu kan jeg ikke bevise hvad jeg siger, men vores fornemmelse var, at Venstre vidste godt, at hvis Nyrup vandt det her så ville han stå kanonstærkt – også på hjemmefronten. Og derfor lå den og vippede.

31) MR: Ja det har jeg hørt fra andre kilder også... 32) CLJ: Jeg sad lige og læste her. Anders Foghs artikel som VU formand, jeg ved ikke om du så den på

bagsiden af Nyt Notat i sidste uge, hvor han jo skriver og i realiteten var EU-modstander. Men det var vi jo mange af os dengang, så det er sådan set ikke så underligt. Og det gælder så også Venstres Ungdom. Anders er vel lidt mere lunken EU-tilhænger en Uffe Ellemann.

33) MR: Hvis Danmark stemte nej – så var det Nyrups nederlag, det var lidt det. 34) CLJ: Ja, men hvis du spørger venstrefolk så siger de jo... jamen vi knoklede, men vi havde lidt en

fornemmelse af, at nu var vi blevet mast til at sige, at det var også for dårligt, at regeringen ikke ville opgive forbeholdene. Og så synes vi ligesom, at vi måtte trække uforholdsvis meget alene. Det er så hvad det er, og at vi ikke havde helt tjek på backup. Og i virkeligheden kan man så sige, hvis man skal være lidt drilsk, når jeg så ser på regeringsprogrammet så er der ikke noget der ser ud til et forsøg på at ændre dansk politik på det her felt. Der er ikke nogen åbenlys offensiv politik.

35) MR: Hvis jeg må dreje over på folketingsvalget. Der så man også socialdemokratiet i en stor kampagne, men Venstre med en meget stor og slagkraftig kampagne, som man netop ikke så under eurovalgkampen.... nu vil jeg skære det lige ud: Socialdemokratiet tabte to kampagner – Venstre vandt to. Hvad siger du til det?

36) CLJ: Nej det vil jeg ikke sige. Nej Venstre vandt ikke eurokampagnen, de tabte sammen med os. Ingen tvivl om det. Vi synes måske de kunne have gjort lidt mere, men ok. Østrigssagen var dybt skadelig, og vores fornemmelse var, at det Venstre præsterede under Østrigssagen egentligt ikke handlede så meget om Østrig og EU – men handlede om indenrigspolitik. Og hvor ideen var, at hvis man kunne få Nyrup ud og gynge i den her sag, så havde vi et par sager....

37) MR: Pensionssagen...? 38) CLJ: Ja pensionssagen også. Man kan diskutere om det ikke var et fejltrin det man lavede, men det var

sådan set ment i den bedste mening. Men det helt åndssvage det er jo, at jeg kan gå hen og finde Markedssekretariatets udgivelser i 1972 – så står det fuldstændigt klart hvilke regler der gælder på pensionsområdet. Det var det rene vrøvl. Og vi har oven i købet ikke noget problem på efterlønsområdet. Så det var helt åndsvagt, at man fik den diskussion. Men det understreger sådan set for mig bare, at hvis man

140

ikke grundlæggende overfor befolkningen får gjort det klart hvad der er regler og ikke regler og hvordan det er skruet sammen i bredere forstand, så er det altså muligt at sejle rundt i himmelrummet og skabe et indtryk i befolkningen, at det kan føre til det ene og det andet som kan undergrave velfærdssamfundet. Og det er stort set umuligt at få pressen til at gå ud og dementere de her ting på en kvalificeret måde. Og det vil jeg sige, det oplevede vi sådan set også under folketingsvalgkampen. Jeg synes det er tankevækkende, at når vi ser de sidste otte dage efter den nye regering er dannet, så får vi en gennemgang af barselsforslaget i TV-Avisen hvor det nu fortælles, at det er en forringelse i forhold til den nuværende ordning. Det har vi sådan set sagt hele tiden – og det kommer så nu. Vi har altså også med en presse at gøre, som kører og snitter de her historier til på en bestemt måde, hvilket gør at det er smadder svært. Jeg giver ikke pressen skylden, du skal ikke misforstå det, men de har et medansvar i forhold til det resultat der kommer ud af det her.

39) MR: Har I været gode nok til at bruge pressen, eller til at undgå, at de kører deres agenda? 40) CLJ: Jeg synes vi har gjort hvad vi kunne. Jeg har ikke haft under 8-10-15 pressekontakter dagligt, og det

har andre af vores folk også. 41) MR: Hvad skyldes det så? Selvfølgelig er folk i Socialdemokratiet og det Radikale Venstre bevidste om det,

men de kommer alligevel ikke igennem med det. Snakker I i to forskellige verdener? 42) CLJ: Nej det er ikke det. Nej pressen er optaget af nogle andre ting, de skal sælge aviser. De er interesseret i

dramaet, i historien... 43) MR: Ja, det er det jeg mener, at der er to verdener, der den politiske verden hvor det er de kriterier der

danner historierne, og så er der mediernes. 44) CLJ: Ja det er det. I virkeligheden er det det jeg vil kalde at komme ud med almindelig folkeoplysning,

hvordan sammenhængen er i bredere forstand. Det er jo ikke det pressen bidrager til. Jo i nogle tilfælde – det er ikke så ringe altid som jeg sidder og siger her. Men argumenterne har ikke været stærke nok. Tvivlen hos for mange har været for stor. Og så har du den der almindelig usikkerhed i EU sammenhænge: er dette nu begyndelsen til noget vi ikke kan lide. Og det har vi simpelthen ikke kunnet hamle op med. Og derfor adskiller eurokampagnen sig folketingsvalget. Folketingsvalget er jo kendetegnet ved, at det lykkedes at se bort fra alt hvad der var lavet. Alle helheder, alle sammenhænge og så hamrer man ellers udlændinge, retspolitik, skattestop, og et par ting mere ud – ét års barselsorlov, og det var i virkeligheden det modsatte af euro-kampagnen. For det man prøvede med eurokampagnen det var at sige, at nu tager vi en afgrænset brik, vi koncentrerer os om den, og prøver at få folk til at forstå hvilke sammenhænge der er i det. Til at sige ja, isoleret set ud fra argumenterne for det der er knyttet til det. Det var det man prøvede på, i stedet for at tage helheden. Ved valgkampen er det jo typisk normalt ellers helheden, men der røg man så også igennem til enkeltsagerne. Der var det enkeltsagerne der knaldede igennem. Så det var faktisk det modsatte. Jeg tror ikke man kan drage paralleller. Det tror jeg ikke.

45) MR: Man så i begge valgkamp en stærk fokusering på det interne spil og debatten om debatten – hvorfor gør de nu det, og hvorfor spiller de ud med... det var faktisk noget med 50 pct. af artiklerne...

46) CLJ: Ja, og det var smadder irriterende og næsten umuligt at komme ud af. Fordi vi blev ustandseligt bedt om kommentarer til det og vi prøvede at styre det af, kan jeg sige dig, for det aftalte vi indbyrdes, nu gider vi ikke kommentere på form. Nu vil vi diskutere indhold. Det lykkedes kun delvist. Det lykkedes i perioder at få det drejet, så vi fik indholdsdiskussionen. Så havde vi alle de der meningsmålinger ustandseligt, som vi skulle kommentere, og så var der en procent den ene vej og en procent den anden vej, og til sidst kunne man jo ikke sige noget begavet fordi der var jo syv om ugen, og man vidste jo ikke hvad man skulle tro. Der er jo sket det, som også skete i folketingsvalgkampen, at den politiske kontakt er alt alt for begrænset. De politiske partiers medlemstal er faldet og mængden af valgmøder og møder om euroen er relativt begrænset. Og det vil sige, at det bliver fortrinsvis et medieshow, og derfor bliver overskifterne og de umiddelbare indtryk der er i de diskussioner der kommer op der bliver det afgørende. Hvorimod nogle af de bedste møder det er dem hvor du er tæt på folk, hvor der er tid til at diskutere og folk kan stille spørgsmål. Det er der du kan flytte nogle stemmer, virkeligt. Men du skal jo have den platform hvis ikke den er der. For vi har jo ikke gode erfaringer med at skulle samle folk op til EU-møder. Det gav ikke specielt godt. Det må jeg sige. Det er det samme til valgmøderne. Der kommer er barriere der, som er ganske voldsom. Vi gør jo en hel masse alle sammen for at bygge vores kontakter og netværk, men mange af de naturlige rum findes jo stadigvæk delvis i provinsen i de store byer.

47) MR: Skal kommunikationen så formes efter nye standarder i medierne? 48) CLJ: Det er rigtigt. Problemet er bare, at det er ikke sikkert, at det kan erstatte det andet. Der er folk du ikke

når – måske via tv. Der er massevis af mennesker der ikke holder avis, hvorimod nogle af os der holder avis, vi holder mere end én.

49) MR: Så der er polarisering? 50) CLJ: Ja, og det gør, at der er grupper af befolkningen du ikke får fat i. 51) MR: Men var de kommet til vælgermøder? 52) CLJ: Næh. Du har fået en social demobilisering der er rimelig stor. Folk sidder hjemme i sofaen og iagttager

hvad de ser, og reagerer på, om de kan lide folk eller ikke lide folk. Der er ikke noget nemt svar på det her.

141

Og nu synes man jo, at Venstre er voldsomt geniale fordi de nu har vundet valget. Men hvis de nu havde tabt valget... ja... altså – jeg tror det er mere sammensat. Jeg tror ikke bare, at det er kommunikationsformen. Det har også til dels været nogle af budskaberne, og dels har det også været et valg hvor folk har været trætte af noget andet. Og derfor kan du heller ikke udelukke at euro-afstemningen i realiteten blev et protest valg. Man kan ikke udelukke at der er nogen der har stemte nej, alene af den grund af man ikke kunne lide dem der stemte ja.

53) MR: Det tror jeg også. 54) CLJ: Det er der flere der har gjort. 55) MR: Har I fået nogle konkrete erfaringer fra euro-valgklampen som I har overført til folketingsvalgkampen? 56) CLJ: Ikke i nogle af de diskussioner jeg har været med i. Men jeg går ud fra, at partiorganisationen som

sådan og vores sekretariat her i huset har snakket sammen om det. Vi har lavet en evaluering af euro-valgkampen, men om der er forgået et overspil til folketingsvalgkampen det ved jeg ikke om de har snakket om. Jeg ved heller ikke om man kan. Jeg synes begge kampagner understreger, at behovet for den personlige direkte kontakt, den er stor. Både når det gælder den hjemmelige politik, og når det gælde europapolitikken. Jeg tror mere og mere på det.

57) MR: Men kan det lade sig gøre? 58) CLJ: Jeg ved det ikke. Det bliver jo vanskeligere og vanskeligere. Jeg kan bare tage mit eget valgområde

hvor der bor 40-50.000 mennesker – det kan man jo ikke. Det der sådan set bekymrer mig mere er, at platformene ikke er der.

59) MR: Man så et skel under euro-valgkampen, at det var unge og veluddannede der stemte ja... 60) CLJ: .... og den traditionelle arbejderklasse der stemte nej. Det tror jeg er rigtigt. 61) MR: Kan man så være optimistisk på vegne af den unge generation med højere uddannelser? 62) CLJ: Viden er magt kan jeg huske at der engang stod på de røde faner – og det er jo rigtigt. Men det er da

klart, at det er et klassisk problem man har her. Den eneste sammenhæng jeg kan se mellem euro- og folketingsvalgkampen sådan virkeligt for alvor, det er, at den gruppe der har stemt nej og som måske har stemt DF måske Venstre denne her gang, er den sammen gruppe som ikke kan lide udlændingene, som ikke kan lide EU og globaliseringen. Den trekant er ganske alvorlig. Jeg siger ikke nationalisme jeg siger ikke racisme – for det er meget mere kompliceret end det. Men som ser det som en trussel overfor noget man gerne vil bevare eller vi have for os selv. Og det segment det er der da. Det hænger sammen. EU- modstanden og nejet til udlændinge – der er i den gruppe af befolkningen begge elementer. Det ses som en trussel i forhold til... og det tror jeg i virkeligheden vi har undervurderet. Jeg kan lide at bruge ordet ”udsyn”. Jeg har engang skrevet noget hvor jeg siger ”udsyn giver indsigt”. Fordi hvis du ved hvordan det er skruet sammen hos de andre, så er det svært at opbygge et trusselsbillede ad dem. Og der tror vi har haft et voldsomt problem. Jeg er ganske overbevist om, at det billede af udlændinge og de fremmede godt kan have spillet en vis rolle på nej-siden. Men der er lavet mange analyser. Nogle siger noget, og nogle siger noget andet, og vi har alle sammen en fornemmelse. Jeg tror simpelthen det her var et samspil af alt muligt: protest mod Nyrup, østrigssag, voksende borgerlige modtand, traditionel venstrefløjsmodstand fra de to bevægelser, at vores egen vælgergruppe i midten var usikker, og i fællesskab havde de sådan set ikke ret meget holdningsmæssigt, andet end at det her kunne man forenes om, at det vil man ikke sige ja til. Og det giver så, at du får det der flertal. Trods alt skal du jo ikke flytte så mange stemmer før den er der.

63) MR: Nogle konkrete erfaringer? Hvad ville I gøre anderledes? 64) CLJ: Det kan jeg ikke sige. Det kommer an på situationen. Det er svært at vurdere hvad der skal gøres

anderledes. Personligt er jeg overbevist om, jeg erkender, at det er vanskeligt, men jeg tror mere på, at vi bør bruge tiden imellem folkeafstemningerne, imellem valg til gøre en betydelig større indsats til at få nogle diskussioner om hvilke sammenhænge der er i forhold til vores egen udvikling i vores eget land.

65) MR: Men det er svært at få medierne til at skrive om det? 66) CLJ: Ja det er rigtigt svært. Og det ene af problemerne det er, jeg kan huske hvad der skete bagefter – det

har de også sagt under valget, at aviserne brugte jo ledere på at sige, at der ikke var meget EU-debat, at partierne ikke ville, men det er jo noget sludder. Det der er historien er, at medierne ikke var interesseret. Alle artikler jeg skrev fik jeg retur fra de store dagblade, for det var ikke rigtig relevant lige nu. Det kan selvfølgelig være fordi jeg skrev dårlige artikler, men når mine kolleger blev udsat for det samme – ikke for at være grov, men når jeg som ordfører for det daværende største parti og formand for Europaudvalget ikke havde mulighed for at få optaget artikler.... Og når man ringede til journalister fordi der var et eller andet, så siger de naaaar, det var ikke lige på dagsordenen.

67) MR: Så er det igen de to verdener? 68) CLJ: Så er der igen de to verdener. Men jeg kan ikke se andet end at prøve. 69) MR: Det er meget interessant at både få et synspunkt fra politikere og fra de praktiske ansatte i

presseafdelingerne. 70) CLJ: Det er klart, men vi kan også godt have forskellige opfattelser af det her som politikere – det er der

ingen tvivl om.

142

71) MR: Så du under afstemningen en konflikt mellem hvordan politikerne og de praktiske ansatte arbejdede? 72) CLJ: Nej egentligt ikke vi snakkede jo sammen dagligt og kørte det her. Nej, det var sgu nok mere internt

her hos os politikere hvor vi vægtede lidt forskelligt. Vi var ikke uenige, det var ikke det, vi vægtede bare lidt forskelligt i forhold til hvem vi mente vi sådanne set lettest kunne overbevise med den ene eller anden type argumenter. Hos mig personligt har økonomiske argumenter alene aldrig været et argument. Jeg kan godt forstå, at det er vigtigt. Jeg kan også godt finde på at bruge det argument. Men det er ikke det der overbeviste mig om det europæiske projekt.

73) MR: Var der et skifte undervejs? Per Rystrøm sagde, at der var to linjer fra starten af, og de kørte parallelt hele vejen og der var aldrig tale om et skifte. Hvordan er din oplevelse af det.

74) CLJ: Jamen det var rigtigt nok, vi prøvede at køre to spor. For os var dette her et politisk projekt også, og så med tyngde også på det konkrete indhold – for det konkrete indhold skulle frem på bordet. Det mente man sådan set der var nogle særskilte argumenter i. Og så kørte vi.... jeg argumenterede i kampagnen ud i to spor, og det ved jeg Henrik Dam gjorde, og det gjorde Nyrup også det var der ingen forskel i. Men i sidste fase, der kørte den meget over i det økonomiske. Og det var fordi man mente, at hvis man kom med noget til det økonomiske sparkeben, som rykkede ind i forhold til folks tegnebog.... men det var sgu for svagt. Det må jeg sige. Folk tog det ikke alvorligt. Om det så har virket negativt på slutresultatet eller om det var neutralt ..... men det var jo en chance man tog. Og der var nok varierede vurderinger af om det var klogt. Det var der.

75) MR: Tak fordi jeg måtte komme.

143

Bilag 6: Udskrift af interview med Elisabeth Arnold

Udskrift af interview med Elisabeth Arnold, formand for Folketingsgruppen i det Radikale Venstre og medlem af partiets valgudvalg under eurokampagnen 2000 og folketingsvalget 2001. Interviewet gennemført i Folketinget onsdag den 16. januar, 10:00 – 10:45. 1) MR: [Beskrivelse af mit speciales emne, samt opfordring til at beskrive Elisabeths rolle og funktion under

eurokampagnen og folketingsvalget]. 2) EA: Under eurokampagnen havde jeg specielt meget feltarbejde, hvis man kan sige det på den måde. Jeg var

med til at lægge partiets annoncekampagne og vælge slogan. Og jeg var ret aktiv i det, fordi jeg sad som europaordfører og var næstformand i Europaudvalget, og havde enormt mange møder. Og det var jo en meget lang kampagne, som varede over et halvt år, og jeg havde virkeligt meget. Man kan godt sige, at jeg var meget i vælten. Jeg fulgte det også meget tæt, og jeg kunne mærke hvordan stemningen var ude i folkehavet. Så jeg havde en ret god fornemmelse af, hvad det ville ende med... det kan min sekretær bekræfte...

3) MR: Tidligt i forløbet? 4) EA: Nej.... men vi fulgte jo meget nøje de forskellige meningsmålinger, og jeg sagde på et tidspunkt, at jeg

var temmelig sikke på, at det blev et nej. Jeg troede ikke på et ja, jeg troede ikke vi kunne finde den nøgle der kunne få folk til at ændre mening. For der var så meget modvilje rundt omkring.

5) MR: Hvornår blev jeres kampagne planlagt? Hvornår satte I jeg ned og fandt ud af, at vi skal gøre det på den her måde?

6) EA: Vi lavede kampagnetemaerne meget meget tidligt i forløbet, fordi det var en meget lang kampagne. Der er meget forskel på at lave en euroafstemningskampagne og på at lave en folketingsvalgkamp. I en folketingsvalgkamp har du fantastisk mange valgmuligheder for den enkelte vælger – der er mange forskellige partier, og inden for hvert parti er der flere forskellige personer. Så man kan lægge sin profil på nogle personlige stemmer man vil have, om det er partiet der skal have stemmer, om det er det lokale område der skal være repræsenteret eller om det er det nationale område. Ved euroafstemningen så er der kun to valgmuligheder – et ja eller et nej. Det er utroligt forskellige valgkampagner. Så man kan slet ikke sige... det er slet ikke samme strategi. Men det der gik igen i de to valgkampagner, det vil man kunne se hvis man ser på materialet, det er stilen. Den sort-hvide stil. Og den blev i virkeligheden lanceret et år før, ved europaparlamentsvalget i 1999, hvor vi havde de meget sort-hvid plakater for vores kandidater. Og dem fik vi meget ros for af PR-folk og reklamefolk som sagde, at de plakater slog meget igennem. Og det gav os et vældig godt europaparlamentsvalg. Og så sagde vi, at det koncept det bruger vi igen på vores billedmateriale. Det der sort-hvide og det blå B. Og det kørte vi så igennem i eurokampagnen, og med de der ansigter, og også på de store posters vi havde på busstoppesteder.... og selv om det jo var mærkværdigt... sådan nogle som mig som sådan ikke er særligt medie – jo jeg er meget i medierne, men det der med at være stadset op med masser af make-up af en stylist og sådan noget, det var virkeligt uvant. Men vi valgte at gøre det med åbne øje og sige, OK den stil den gav en vis gennemslagskraft. Og det gjorde vi så.

7)MR: Den er jo også væsentligt anderledes, end hvad alle andre partier gør. 8) EA: Og så gjorde vi også det, at vi lancerede euro-woman kampagnen – den der med Marianne som

økonomiminister, og Lone Dybkjær som europaparlamentariker, og gruppeformanden som var mig, og Elsebeth som kulturminister og Margrethe som undervisningsminister – dvs. fem stærke kvinder som alle sammen sagde ja. Og T-shirts og det hele. Og det er også en radikal uvant stil, og det var vi virkeligt glade for undervejs i kampagnen, for det gav os en platform – folk var enten vildt begejstret for den, eller også synes folk at den var helt forkert.

9) MR: Var det noget der specielt var minded mod de traditionelt skeptiske kvinder? 10) EA: Ja det var helt bevidst. Vi ville gerne signalere, at som kvinde kunne man godt være tilhænger af EU, og

man kunne godt være tilhænger af euroen, og det kunne man gøre ud fra nogle meget grundfæstede holdninger om at være et internationalt parti. Så det gjorde vi meget bevidst – satsede på kvinder. Vi oplevede også når vi var rundt på uddannelsessteder, at unge kvinder var meget begejstrede for det der – den lidt opstadsede kampagne – det der med ”Yes” - det kunne de godt lide. Men det ændrer jo ikke ved, at når man så kommer rundt andre steder, så var der ikke andet en surhed og vrissen og modvilje, og skal vi nu stemme igen, og kan I nu ikke snart forstå det. Så jeg vil sige, at det sort-hvide koncept på billedsiden den tog vi fra parlamentsvalget 1999, og overførte til eurokampagnen 2000. Og temaerne lå fast- de var, at vi ville anbefale et ja, og det gjorde vi på baggrund af en landsmødevedtagelse vi havde i efteråret 1999, hvor der var et stort flertal for et ja til euroen. Så derfra var vi på helt sikker grund. Og så havde vi en hovedbestyrelsesvedtagelse fra lige inden kampagnen blev skudt i gang som bekræftede det, og så havde vi oven i købet en landsmødevedtagelse fra september 2000 lige inden afstemningen som igen bekræftede det. Så vi havde på partimæssig basis en meget solid grund at arbejde efter. Og den billedmæssige side havde vi

144

så professionelt valgt at gøre meget skarp. Så vi havde egentligt ikke de store skrupler videre hen, så kørte vi bare.

11) MR: Hvad med at arrangere valgmøder rundt omkring i landet, tv-interviews osv. Er det noget I har snakket om og har kørt efter en stram eller nedfældet plan?

12) EA: Ja, vi gjorde meget for at lave møder med Dansk Folkeparti, for de forekom os at være vores diametrale modsætning – bange for at hvad der kommer udefra – EU og indvandring. Og vi er tværtimod meget åbne. Og vi følte det ville være bedre at alliere os med dem fordi ville få en god diskussion, end at sætte os op imod nogle andre modstandere, SF f.eks. som vi på mange måder er enige med. SF havde jo også en ambivalent holdning. Og ellers så gik det jo meget på de store partier mod hinanden. Og derfor prøvede vi at profilere os på en lidt anden måde. Ellers sad vi så også i store paneler, hvor der sad mange partier. Og så prøvede vi så også at være aktive med de kvindelige kandidater. Så man kan sige, at vi var nærmest altædende, men vi forsøgte også at arrangere en del møder selv.

13) MR: Hvem så I mest som jeres venner og hvem mest som jeres fjender? 14) EA: Som sagt er der meget stor forskel på at føre en folketingsvalgkamp og en EU-afstemning hvor der kun

kan stemmes ja eller nej. Det man opdager under sådan en ja-nej kampagne, det er, at forskellen mellem ja-partierne bliver gjort til et problem. Hvor ja-partierne jo er meget forskellige indbyrdes og når man f.eks. går til en folketingsvalgkamp, så gør man alt hvad man kan for at uddybe forskellene mellem os og Venstre for eksempel. Men under euro-valgkampen skulle vi jo være enige. Og det var ret svært at være. Og der mødte jeg mange reklamefolk osv. der sagde, hvorfor har I, ja-partierne, ikke lavet en fælles kampagne. Og det var altså meget fremmet for os. Og der oplevede jeg den der kløft mellem professionelle reklamefolk og kampagnefolk på den ene side som siger ”I ja-partier skulle gå sammen og lave en fælles kampagne” og det er altså meget svært når man er drønende uvenner på det indenrigspolitiske område og er opposition / henholdsvis regering.

15) MR: Men andre jeg har talt med har jo også sagt, at en del af skepsisen blandt danskerne, det er jo også den der elite – samlede flok – her kommer vi og fortæller jer hvad I skal.

16) EA: Det var også nogle af de argumenter vi brugte, at vi er jo forskellige partier. Og hvis man kommer som en tromle og siger nu skal i dæleme drønende stemme ja for det gør alle de kloge – så vinder man måske ikke så meget som man havde håbet. Så det gjorde vi altså ikke, og jeg ved heller ikke om det havde hjulpet hvis vi havde gjort det. Men det er altid lettere at samle en front for et nej, end det er at samle en front for et ja – det er altså min erfaring efter at have været med i talrige folkeafstemninger.

17) MR: Men der var en begivenhed til sidst, hvor lederne for samtlige ja-partier satte sig sammen og tordnede nogle økonomiske argumenter ind...

18) EA: Ja, det var panik. Rent panik. I den sidste fase hvor man kunne se hvad vej det bar, der blev der lavet nogle panikreaktioner, der ikke flyttede noget som helst.

19) MR: Ellers har der jo været specielt fra Socialdemokratiets side en debat om det skulle være økonomiske eller politiske argumenter, og det var noget af det der skabte en del indre røre i partiet. Hvordan oplevede du det siddende i det mindre regeringsparti?

20) EA: Ja, vi havde jo valgt at tage den politiske og sige vi er simpelthen tilhængere af Europa, vi er tilhængere af integration og vi er interesseret i politisk integration også. Og vi er ikke bange for det, og vi mener, at det er godt. Og vi har ikke været nær så optaget af den økonomiske argumentation som Socialdemokratiet. Socialdemokratiet har en erfaring for, at mange af deres vælgere bliver bløde i knæene hvis de kan se, at det er noget de kan vinde ved – tjene penge ved. Og det er måske noget der kan rykke de mere skeptiske vælgere der måske ikke følger med så meget – som siger, ”når-ja hvis vi kan tjene lidt på det, så skidt da”. Vores vælgere er typisk nogle som er veluddannede og eftertænksomme og vi ville hellere signalere, at vi gør det her fordi vi er tilhængere af Europa og tilhængere af integration, også politisk integration. For os er det ikke bare et spørgsmål om økonomi – vi kan godt klare os uden euroen. Danmark vil ikke gå nedenom og hjem hvis vi står udenfor – det kan vi sagtens. Og der mener jeg faktisk, at det sidste møde der med hvor mange arbejdsløse der ville blive, det var nok en fejl. Det har nok skubbet flere fra, end det har tiltrukket.

21) MR: Men selvom du sagde, at det var politisk I argumenterede, så sad I alligevel med økonomiministerposten.

22) EA: Den havde hun jo haft fra starten... 23) MR: Ja ja, men i regeringssammenhæng så blev det jo meget Marianne man spurgte når der var noget

økonomisk, og så blev man jo nødt til at argumentere økonomisk. 24) EA: Ja men det var ligesom de givne forudsætninger. Hun kan jo ikke frasige sig ministerposten når man er i

en kampagne. Men det er klart, at hun blev meget identificeret med de økonomiske argumenter. Men partiets kampagnemateriale gik meget lidt på det økonomiske. Giver du mig ikke ret?

25) MR: Jo jo – det ligger sådan til partiets ånd... 26) EA: Ja ja – og vi havde også den fornemmelse, at vi ønsker ikke at sige ja bare for pengenes skyld. 27) MR: Har I nogle klare fornemmelser af hvad jeres vælgere vil have og hvem de er? Er det noget...

145

28) EA: Vores vælgere de fulgte os – det viser målingerne bagefter. Vi havde noget i retningen af 80 pct. af vores vælgere bag os, hvis ikke vi havde mere. Vi var klart det mest euro-positive parti overhovedet. Vi overgik selv Centrum Demokraterne, så når man nu kan finde ud af sådan noget bagefter ved at se forskellige undersøgelser, så viste det sig jo, at vi havde ret i vores egen kontakt til vores vælgere. Den var ok. Men det hjælper jo bare ikke særligt meget, når, man kun har fem procent af vælgerkorpset. For det er Socialdemokraterne og Venstre og det Konservative der var de store partier dengang. Og hvis de får en meget stor andel af nej-sigerne, så vipper balancen når man samtidig har Dansk Folkeparti som et meget stærk modstanderparti.

29) MR: Der er mange af de andre partier som åbent har været ude og har sagt, at de tester deres budskaber først i fokus grupper eller på anden vis mærker hvor deres vælgere er, og så derefter tilpasser deres budskaber til det.

30) EA: Det var vi ikke. Vi havde det forudgående landsmøde i 1999 hvor der virkeligt var opbakning i baglandet kan man sige. Og det er nærmest det vi går efter – hvad mener vores bagland? Vi bruger fokus grupper meget sjældent. Vi bruger det stort set ikke. Vi er ikke meget for at bruger det der som vejrhaner – selvom det er det prædikat vi får sommetider stadigvæk. Jeg vil heller have, at vi går ud med vores politik, og så kan folk stemme på os hvis de kan lide det. Og det vi sommetider prøver at undersøge, det er hvad er det for nogle folk vi henvender os til, hvad er det for nogle der er enige med os. Og så kan vi tale til dem i et sprog vi ved de kan acceptere. Ikke tale ned til dem og ikke bruge nogle argumenter som de ikke vil påskønne.

31) MR: Hvis man ser på mediernes dækning af kampagnen, så har der været nogle opgørelse over emner og dækning, som viser, at det var meget debatten om debatten. Ligesom det var under folketingsvalget. Kommentarer til intern splid, og spillet mellem partier – nu gør parti X det fordi parti Y siger det. Hvordan oplevede du det som politiker?

32) EA: Jeg genoplever alle de folkeafstemninger jeg har været med til om EU, og jeg har været med til samtlige, at afstemninger om EU i Danmark kommer altid til at handle om alt muligt andet end det vi stemmer om. Det er også min erfaring fra den kampagne vi havde i 2000. Den kom til at handle om Maastricht. Den kom til at handle om Nice Traktaten, som slet ikke var lavet på det tidspunkt. Og vores udmærkede EU-oplysning herinde fik mange opringninger fra folk som sagde, at de ville gerne have tilsendt Nice Traktaten. Og så siger de stakkels EU-oplysningsfolk, at det kan de desværre ikke for den er slet ikke lavet endnu. Og det kan folk ikke forstå, for de har lige hørt Keld Albrechtsen sige hvor forfærdelig den var. Så ting handlede om alt muligt andet end det vi skulle stemme om. Og så sagde folk også efterfølgende, at vi fiflede ved forbeholdene, og vi ikke respekterede forbeholdene. Men så sagde vi: Folkeafstemningen handlede om vi skulle være med i den fælles mønt eller ej. Vi er ikke med i den fælles mønt, og det bliver vi heller ikke før vi har haft en ny folkeafstemning. Men vi er stadig medlem af EU... og det var....jeg fatter ikke, at den danske befolkning kan være så tungnem, at den ikke kan forstå, at når vi stemmer om en ting så er det det og ikke alt muligt andet. Og det var alt lige fra folk der følte sig forulempet af, at de skulle til at stemme igen og lige til, at man ikke kan lide Marianne. Og så den der, at nu skal Europa have et gok i nødden, nu skal de have en begmand. Og det mest vidunderlige argument jeg hørte, det var sådan set meget uskyldigt – det var en taxa chauffør jeg kørte med et par dage før afstemningen. Og vi snakkede selvfølgelig om det, og om hun skulle stemme, og hun stemte nej. Hun var sådan en selvstændig taxa-vognmand med børn og det hele. Hun synes det var for hurtigt oven i alt det andet. Først Storebæltsbroen, og nu Øresundsbroen og nu det her. Det var for meget. Jamen det må man også respektere. Det var jo også en måde at sige, hør nu her, vent lige lidt, det hele går for hurtigt. Ikke fordi jeg vil nedgøre hendes argumentation, men det viser bare hvad vi er oppe imod.

33) MR: Nogle af de andre argumenter det var euro-kursen...? 34) EA: Ja det var hårdt... 35) MR: Sådan noget med at den danske krone er stabil og euroen falder. 36) EA: Ja og hver morgen når man lå der med morgenradioen på sit grønne øre før man var stået op, det første

man hørte det var: Euroen er faldet over for dollaren, euroen falder og falder. Og det hjælper ikke, at man prøver at forklare sammenhængen med, at den danske krone er bundet overfor euroen, så det er den danske kroner der også falder og falder. Det var UMULIGT at trænge igennem for den der besked hver morgen om, at nu er euroen igen faldet overfor dollaren. Det betød, at sådan noget skidt vil man da ikke have.

39) MR: Men hvordan kan det være? Fordi jeg er lidt overbevist om, journalisterne kender jo godt den sammenhæng.

38) EA: Men vi kan jo ikke styre pressen. 39) MR: Men skal pressen ikke leve op til nogle oplysende idealer? 40) EA: Pressen operere jo sådan, at det er meget på overskriftsform. Når først overskrifterne er affyret, så er der

mange der kobler fra, og ikke hører teksten eller indslaget. Der var masser af artikler om, at det faktisk var meget godt for dansk økonomi med den faldende kurs fordi det betød, at danske varer blev billigere i USA. Det ville være en fordel for os. Ikke spor, fordi det blev brugt af modstanderen til at sige, at den der elendige

146

valuta den vil vi ikke have. At føre valgkamp mod Jens–Peter Bonde og Kristian Thuelsen Dahl det er virkeligt hårdt arbejde. Det er næsten umuligt. Jeg har prøvet det så mange gange, og det er virkeligt svært.

41) MR: På grund af deres argumentation? 42) EA: Jamen de er demagoger begge to. De er simpelthen demagoger. De siger lodrette usandheder, og det

generer dem ikke spor, det generer dem ikke det fjerneste. 43) MR: Så det er svært at hamle op med? 44) EA: Ja og den danske befolkning tror åbenbart mere på dem, end den tror på os andre. 45) MR: Der bliver forskellige steder talt om, at der er mediernes dagsorden, og befolkningens dagsorden og der

er politikernes dagsorden, omkring hvad de synes er det vigtigste at tale om. Synes du der er en overensstemmelse mellem de tre?

46) EA: Ja man kan jo ikke sige befolkningens dagsorden, for befolkningen er jo mange grupper. Så det er en forenkling. Nu var det jo altså halvdelen af befolkningen der stemte ja, så værre er det heller ikke. Hvis det havde været 80-20 så havde jeg været rimelig bekymret. Men nu var det jo altså trods alt 47-53, så ok værre er det ikke. Vi var i rimelig god overensstemmelse med vores vælgere, og hvis alle partier havde været det så var det blevet et ja, for så havde befolkningens afgivning af stemmer afspejlet Folketingets sammensætning. I Folketinget var der jo et stort flertal for.

47) MR: Tror du der var noget indenrigspolitisk i det. F.eks. Venstrevælgere der stemte nej for at straffe Nyrup-regeringen?

48) EA: Jeg tror der var mange socialdemokrater der stemte nej for at straffe – og så for at give dem nogle bank – altså efterlønssagen osv. Der er så mange motiver. Når man kan møde sådan nogen som hende med Øresundsbroen, så kan man møde masser af motiver – med at de skal søreme ikke tror, at de bare kan få os til at stemme ja. Der er meget den der Rasmus modsat – sådan er den danske befolkning, og det er så også i orden og det ved vi.

49) MR: Du startede med at sige at du i løbet af kampagnen fandt ud af, at det tydede på et nej... 50) EA: Det var egentligt euroens konstante fald overfor dollaren – vi startede med at tabe et par skridt hver

morgen. Og så var det efterhånden, at jeg mødte så mange sure mennesker rundt omkring. Folk der var direkte negative overfor det med at de skulle til at stemme igen. De syntes det var så besværligt – at nu skulle vi igen – ad! Og det gjorde mig mismodig.

51) MR: Men var der noget I kunne have gjort anderledes, hvis du ser tilbage nu? Kunne kampagnen have været vundet?

52) EA: Nej, jeg tror simpelthen tidspunktet var galt. Vi skulle have ventet til euroen var der. Og som radikal kan vi kun sige, at det var vores egen skyld, fordi vi havde vores gode landsmøde afstemning i 1999 som viste, at der var flertal for at afskaffe det forbehold. Og derfor har vi nok presset lige lovligt meget på overfor socialdemokraterne for at få dem til at holde en afstemning så vi kunne komme med fra starten. Og det tror jeg var en fejl – set i bakspejlet – så er man jo altid så klog. Det ville have været klogt at vente til efter euroen var indført så man kunne se, at det gik landende ikke nedenom og hjem af. Nu er det blevet svært at holde en hurtig afstemning. Så der kan man sige, at der har vi mistet et skridt, og det er vi medskyldige i, fordi vi pressede. Men det er jo en gambling. Hvis det var blevet et ja, så havde vi været medansvarlige for, at vi var kommet med fra starten, og så havde det været flot. Men det gik altså ikke.

53) MR: Men du vurderer euro-kursfaldet som den væsentligste årsag til nejet? Eller var der mange forskellige ting?

54) EA: Det var en kombination af mange forskellige ting. Der var ikke en enkelt faktor. Der var mange forskellige ting. Plus det at vi skulle være de første. Jeg tror faktisk, at tidspunktet for afstemningen var en fejl. Det at man ikke venter til euroen ikke rent faktisk var der. Det var meget abstrakt at forholde sig til. Og så var der også det, at de øvrige EU-lande ikke var blevet spurgt. Det var noget regeringerne havde besluttet og parlamenterne havde besluttet. Befolkningerne var ikke blevet spurgt. Det blev brugt meget af modstanderne til at det eneste sted, at befolkningen blev spurgt det var hos os – og så skal vi vise, at befolkningerne i Europa ikke vil have det her. Og derfor siger vi nej for dem. Den der pioner rolle, når de andre er så udemokratiske, så må vi jo vise hvordan et rigtigt folk opfører sig. Og det er at sige nej til sin elite. Det blev brugt meget, og det er utroligt svært at stå imod den der – hvad skal vi sige – vi som parti henvender sig jo meget til de veluddannede, og de forstår det godt. Men den store rugbrødsdansker, som bare ikke vil have at nogen dikterer ham noget som helst. Der er det altså meget svært. Der tror jeg, at det ville have været klogt at vente til euroen var der. Og så sige: Nu kan I se, den er indført på hele den jyske vestkyst i løbet af fire måneder, og det bliver bare upraktisk at vi ikke er med. Men det er nemt at være så bagklog.

55) MR: Ja, så var der en folketingsvalgkamp. 56) EA: Ja og det er altså noget helt helt andet. Der er det jo altså ikke et spørgsmål om ja eller nej. Der er det et

spørgsmål om at vælge os blandt et stort spektrum af andre. Men det eneste der var ens, det var vores sort-hvide billedkoncept.

57) MR: Ja rent illustrativt.

147

58) EA: Men det betyder jo også meget for nogle mennesker, hvordan de identificerer partiet. Og vi fik lavet en ny plakat med det samme billedsprog med den samme grafik og farver osv. Og slogan. Der arbejdede vi meget med slogan og valgmateriale i lang tid inden valget kom, for vi vidste jo ikke hvornår det kom.

59) MR: Nu siger du, det arbejde vi på. Hvem var det som arbejde på det? 60) EA: Vi har et lille valgudvalg som arbejder mellem valgene. 61) MR: Det var de samme som også var der under euroafstemningen? 62) EA: Ja. 63) MR: Så de beslutninger bliver truffet i det lille udvalg, der er vel en seks-otte personer? 64) EA: Ja, og de beslutninger bliver så fremlagt forretningsudvalget. Og der skal ikke være alt for mange til at

bestemme det der med slogans, og til at bestemme farver og plakater. Hvis folk ikke vil have plakaterne kan de trykke deres egne. Man kan ikke lægge det ud til afstemning i et stort forum. Det er håbløst. Det eneste vi har i stort forum det er selvfølgelig landsmødet, hvor der er nogle principielle ting der skal besluttes. Og så har vi et hovedbestyrelsesmøde lige efter valget bliver udskrevet der vedtager en valgudtalelse. Den indeholder selvfølgelig nogle af de hovedelementer valget skal indeholde. Og det er fælles. Men selve materialets udformning, det ligger centralt. Så er der mulighed for alle kandidaterne til at lave deres egne løbesedler hvor billedet bliver holdt i den samme stil. Altså et portræt af kandidaten hvor grafikken er holdt i den samme stil, men hvor indholdet selvfølgelig står for kandidatens egen regning. Men det er noget der kører forholdsvis ensartet fra valgkamp til valgkamp. Og vi lægger så og så meget ud til kandidaterne selv ude i landet, og så og så meget bliver styret centralt fra. Og sådan kan man jo ikke gøre til en folkeafstemning, for der er det ja eller nej over hele landet.

65) MR: Medmindre deres udbrydergrupper der går mod partiets holdning? 66) EA: Det var der også. I EU-kritisk Netværk, nogle af vores gamle EU-modstandere som stadigvæk holder

stand. Og de fik penge til deres kampagne fra os centralt fra. Men de udgør altså en forholdsvis beskeden andel af vores vælgerkorps og af vores tillidsmandkorps. Men det lever vi med, og det gør de også.

67) MR: Hvis vi ser på mediernes dækning af de to kampagner, så er der draget mange paralleller mellem den fokusering på spillet og på interne debatter og på debatten om debatten. Var det også det du oplevede? Hvordan oplevede du mediernes dækning af folketingsvalget? Opgørelser viser jo, at der var et flertal af artikler som handlede om debatten, og færre som handlede om egentligt politisk indhold.

68) EA: Sådan var det også. Men der var debatten jo også meget speciel, for debatten havde jo et indhold – nemlig om udlændinge specielt. Jeg synes måske mere, at det var på sin plads denne gang fordi.... nej, medierne de dækkede jo også valgkampen med indhold. Det gjorde de da i høj grad. Men jeg tror også, at der var en stor del af valgkampen, der blev afgjort på personspørgsmål. Sådan er politik jo blevet efterhånden. Det havde i meget høj grad karakter af præsidentvalgkamp. Kan du bedst lide den ene eller den anden Rasmussen? Jeg kender i hvert fald radikale som har stemt på Venstre fordi de gerne ville have et regeringsskifte.

69) MR: Hvordan følte du det kommende fra et lille parti, at det hele gik op i desto store? 70) EA: Vi var helt klar over fra starten, at dette her ville blive et præsidentvalg, og vores opgave var simpelthen

at gøre os så synlige så mange steder som muligt. Marianne gjorde jo f.eks. det, at hun lavede mange møder sammen med Bendt Bendtsen, fordi de konservative var i samme situation. Og vi lavede mange møder også med SF, fordi de var i sammen situation. Så man kan sige, at B-partierne, de partier de ikke hørte til Socialdemokratiet og Venstre, de gjorde meget for at hjælpe hinanden med at få omtale, for de var jo alle i samme situation. Og det synes jeg egentligt lykkedes meget godt. Vi kunne ikke klage over medieeksponeringen i vores valgkamp. Det synes jeg ikke at vi kunne. Jeg synes vi fik rigeligt med opmærksomhed, men vi gjorde altså også meget selv for at få det.

71) MR: Du har jo været med i mange år. Er der sket en ændring hvis du sammenligner med den første Europa afstemning om EF i tilgængeligheden til medierne?

72) EA: Der er først og fremmest kommet mange mange flere medier. Der er kommet færre aviser, men mere tv og flere radiokanaler. Det er jo et bombardement. I gamle dage var der jo kun en fjernsynskanal – der var monopol, og der var kun en tv-avis klokken halv otte, eller hvornår det nu var. Men siden 88 da TV2 kom, er det fuldstændig eksploderet. Og nu er der jo tv-aviser om morgenen. Der er tv-aviser til middag, der er tv-aviser til aften og sendt på aftenen. Der er tv-avis fra klokken 6:30 om morgenen til klokken 23 med Deadline, og så er der radioavis. Det er så især klokken seks, klokken syv, klokken otte og klokken ni, og så er der klokken 12. Resten af radioen er væk, fordi så tager alle fjernsynskanalerne over. Så mediebilledet er eksploderet totalt, og det vil sige, at der er mange muligheder for at komme på. Danskerne er et meget nyhedsforbrugeren seerkorps – og det er sådan set godt. Og det vil sige, at der er utroligt mage debatprogrammer på i tv og radio. Der er 19-direkte, og der er Profilen og der er Aktuelt og der er hvad heder de alle sammen – magasin dit og dat, og der er debatprogrammer i nogle af de mange radiokanaler også. Så der er et meget stort medieudbud til rådighed, det var der jo slet ikke i 1972. Det var så uendeligt primitivt dengang.

73) MR: Så det har ændret hvordan man fører valgkamp?

148

74) EA: Ja, og det betyder jo så også, at hvis partierne er opmærksomme på det, så kan de få medieomtale et eller andet sted altid. Hvis de er opmærksomme på hvor nichen er. Og vi interesserer os meget for at komme i Deadline, og vi interesserer os meget for at komme i P1, hvor en del af vores vælgere er. Og det gør vi ret bevidst. Vi er meget lidt interesseret i at komme i TV3 og det der. Det er ikke os der interesserer os for det. Og så har vi jo selvfølgelig de dagblade der er tilbage. De har jo altid været der, der er ikke noget nyt der. Men de elektroniske medier har udviklet sig kolossalt. Og f.eks. har vi også de regionale tv-kanaler, som vi også bruger meget i en folketingsvalgkamp, for der er det jo netop de lokale kandidater der skal stemmes på. Så jeg prioriterer jo også, hvis jeg får valget mellem at være i TV2 Østjylland eller et eller andet radioprogram herovre, så vil jeg heller være i TV2 Østjylland – for der sidder mine vælgere, og de skal stemme på mig. Så det er meget klart at man har nogle prioriteter, og hvis muligheden byder sig, så slår man til.

75) MR: Helt generelt, tror du kampagner har en effekt? På kort sigt eller på langt sigt, eller hvor tror et valg vindes? Der er sagt så mange gange, at Venstre tabte sidste valg pga. Uffes Whisky på forsiden af Ekstra Bladet. Og andre siger, at Venstre vandt dette her valg på grund af, at de har arbejdet for det de sidste fire år.

76) EA: Nej Venstre vandt det her valg fordi modstanderne lavede nogle fejl, det mener jeg klart. Socialdemokraterne lavede nogle gevaldige bommerter i løbet af valgkampen. Venstre lavede også nogle fejl, men Socialdemokratiet lavede virkeligt mange fejl. Så det socialdemokratiet kunne have indhentet det tabte de yderligere i løbet af valgkampen. De lavede nogle fejl med Karen Jespersen, og de lavede nogle uldne udmeldinger. Og jeg mener også, at Nyrups bladudrivning i sig selv var en fadæse som muligvis var smart tænkt da de sad med det i deres hovedkvarter, men som virkede forfærdeligt barsk når det blev vist igen og igen på fjernsynet og kørt igen og igen i radioen, rrrsssshhh. Jeg har hørt det fra så mange mennesker, at det var uværdigt, og det vakte nogle mindelser tilbage om bogbrænding og sådan noget. Efter min mening var det en fejldisposition af de helt katastrofale. Jeg tror ikke de kunne have klaret det alligevel, men de lavede en del fejl. Og vi havde så det held i vores kampagne, at vi lavede ingen fejl, og det er første gang i den tid jeg har været radikal, at jeg har oplevet, at vi ikke har lavet nogen modstridende udmeldinger. Vi har ikke skudt os i foden, vi har ikke lavet nogen fadæser. Jeg har været med til masser af valgkampe siden 1972, og vi har altid lavet et eller andet hvor man sad.... gid man kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft. Men denne gang var vi helt fri for den slagt. Der skete ikke noget der gik galt, men til gengæld gjorde alle de andre fejl. Og vi blev altså også belønnet. Så vi var efterfølgende rimeligt godt tilfredse, bortset fra at regeringen faldt, så havde vi jo som parti et godt valg.

77) MR: Kan det være en morale, at man skal bare holde sig ren og lade være med at lave al for meget spræl, og så lade de andre om at lave fejlene?

78) EA: Man kan ikke planlægge det der. Det kan man ikke. Men kan altså ikke gardere sig imod, at der går en enkelt kandidat ud, måske en højt placeret en, som går ud med en solomelding som er stik modsat af hvad alle andre siger. Det gjorde der ikke denne gang. Men man kan ikke gardere sig imod det. Der kan være utrænede folk eller folk som vil noget andet.

79) MR: Men hvis man siger, at politik bliver mere og mere centralt og topstyret og alt skal gå igennem et eller andet centralt koordinationsudvalg...

80) EA: Nej det havde vi ikke noget af. 81) MR.... men det kan man se tendenser til måske i Venstre og Socialdemokratiet og i hvert fald i udenlandske

partier hvis vi kikker på England, Tyskland og USA. 82) EA: Jo større partierne er, jo større risiko er der jo for, at der er forskellige meninger. Og det er jo klart, at vi

har jo nogle fordele ved at være et lille parti. Og så har vi arbejdet meget – og det er måske moralen – vi har som folketingsgruppe arbejdet meget målbevidst med strategiudvikling over de sidste tre-fire år siden sidste valg. Hvad er vores fælles overordnede mål? Hvad er vores kendetegn? Hvordan ser vores kernevælgere ud? Og det har vi arbejdet meget målbevidst på, så derfor fremstår vi nok som værende meget homogene.

83) MR: Hvordan har I gjort det? 84) EA: Det har vi gjort ved at holde internatmøder med folketingsmedlemmerne og vores landsformand og

vores sekretariatschef og vores pressechef, og vi har også haft udefra kommende til at fortælle os om analyser der er lavet fra Gallup og sådan noget om hvad der er for typer vi taler til. Så vi har haft adskillige både sommergruppemøder og på flere-dages-møder hvor vi har været sammen og diskuteret det. Og det er et arbejde der er foregået over flere år. I virkeligheden er det måske nok det, der har båret frugt. Vi er meget indarbejdede i hinandens tankegange. Ikke fordi vi har indoktrineret hinanden, men vi er enige om nogle fælles hovedtræk.

85) MR: Men det er netop også det alle siger, og teorierne siger, at være enige. Hold jer til kernen. De kan være at det har virket?

86) EA: Det ville jo være rart hvis det var det. Men jeg mener jo altså også, at vi blev hjulpet af, at de andre lavede fejl.

87) MR: Men det var jo netop fordi, at de ikke var enige. Fordi at de....

149

88) EA: Ja netop, det er fuldstændig rigtigt. Altså f.eks. den fadæse som Socialdemokratiet lavede på udlændingeområdet – det mener jeg var fatalt.

89) MR: Men det er jo noget de har snakket igennem. De har jo også arbejdet med det her. 90) EA: Men de er ikke enige internt, og det har de ikke været i årevis. Jeg har været så tæt på, at jeg ved, at det

parti et kløvet fra top til bund på udlændingespørgsmålet. Og det har alle vi vist som har arbejdet tæt på det. De har prøvet at skjule det. De har aldrig kunnet tale igennem. De har aldrig indtil nu kunnet finde en fælles løsning på det. Og for os var det et særligt mål at få fjernet det indtryk, at den daværende regering internt var uenig. At det var Socialdemokratiet og de Radikale der var uenige. Og det må man sige er lykkedes. For ellers må man sige, at Socialdemokraterne gav os skylden for, at der var noget der ikke kunne gennemføres, så sagde de, at det var også de radikale der ikke vil være med til noget. Og vi vidste jo godt, at halvdelen af socialdemokraterne var enige med os. Den interne strid i Socialdemokratiet har vi ikke noget imod bliver udstillet, for den må Socialdemokratiet selv arbejde med. Det er ikke vores opgave.

91) MR: Det kostede måske regeringssamarbejdet? 92) EA: Jeg ved, for jeg har positivt skrevet det i noget af det jeg har skrevet til mig selv, at det er flere år siden,

at jeg har sagt til mig slev, at det kan ikke fortsætte på den måde, for den interne socialdemokratiske splid den ødelægger det for os – lige fra vestegnsborgmestrene til Thorkild Simonsen og Karen Jespersen osv. Det gør det meget svært. Så jeg vil sige, at jeg beklager ikke, at de nu skal igennem det der sår-arbejde. Det skal de.

93) MR: Jeg tror ikke jeg har så meget mere... 94) EA: Men du har også snakket med Lars Nielsen? 95) MR: Ja, jeg har snakket med Lars. Jeg kender ham også fra Europabevægelsen. 96) EA: Ja han har været med i så mange år nu... 97) MR: Har det betydet noget for den radikale måde at arbejde med medierne på, at I har haft en som Lars? 98) EA: Vi har haft pressemedarbejdere før, men han er den bedste vi har haft nogen sinde. 99) MR: Har I haft en sådan pressechef før? 100)EA: Nej, vi har haft en pressemedarbejder for folketingsgruppen lige så længe jeg har siddet i Folketinget.

De har så afløst hinanden, og nogle er gået over i medieverden, og noget er gået over i informationsvirksomheder andre steder. Men Lars har været langt den bedste vi har haft... vi har haft valgt forskellige typer. Vi har ikke kunnet finde ud af hvad det var vi egentligt ville have. Vi har haft nogle tidligere pressechefer som har været gode til at skrive, og det har vi i virkeligheden fundet ud af, at det gør Lars jo ikke. Han skaber kontakter og lægger en strategi for hvad for nogle medier skal vi henvende os til hvis vi skal have vores ting igennem. Og så skriver vi selv. Og det har altså vist sig at være en frugtbar kombination for Lars har nogle utrolig gode kontakter og er meget god til at skabe kontakter. Så jeg synes, at han har fundet sin rette hylde her. Vi er meget glade for ham. Og her i folketingsvalgkampen var han uvurderlig.

101)MR: Det kunne jeg jo også se under valgkampen for Morten Helveg. 102)EA: Men jeg vil også sige, at alene det at have ham som daglig sparringspartner som folketingsmedlem....

man kan altid ringe til ham, han har altid optaget hvilket som helt fjernsynsudsendelse man lige vil se. Han ringer, måske også på mærkelige tidspunkter af døgnet, og siger i morgen tidligt skal du lige være opmærksom på, at der kommer der sådan og sådan og sådan. Og du skal være opmærksom på, at du muligvis bliver ringet op. Han er meget forudseende. Så jeg synes han er fremragende.

103)MR: Og det betyder meget for jeres arbejde? 104)EA: Ja det gør det jo. 105)MR: Ja jeg har snakket med nogle forskellige – nogle Socialdemokrater, to fra de radikale og to fra

medierne. 106)EA: Claus er en af mine gode venner. Og han må kunne bekræfte meget af det jeg siger. 107)MR: Jo, I er enige, også på jeres politiske fokus. 108)EA: Men et af problemerne med at lave en folketingsvalgkamp når man er en koalitionsregering, det er jo,

man går ikke til valg som regering. Man går til valg som partier, og man skal så ikke være fuldstændig ens. På den anden side må man heller ikke være fuldstændig uenig. For så vil folk sige, at hvis de vil fortsætte i regering sammen, så må de... Og derfor var vi lettet over, at det var internt i Socialdemokratiet, at der kom problemer for så kan enhver se, at det ikke sådan set var regeringsapparatet det var galt med. Det er det store parti der har problemer og dem må de løse. Så det gik dem vel som fortjent. Og det ved jeg også, at en af de fremtrædende socialdemokratiske ministre som jeg talte med før valget... hvor han sagde, at det ser jo ud af helvedet til, men vi har jo kun os selv at takke. Så de vidste det jo godt lidt.

109)MR: Der er vel brug for et generationsskifte og en oprydning. 110)EA: Der skal gå noget tid. 111)EA: [efterfølgende snak] Til folketingsvalget der har vi altid en fast drejebog. De formelle ting skal være i

orden. Anmeldelse af kandidater osv. osv. Og så er der centralt fastlagt et overordnet valgtema, og plakater og så får kandidaterne tilsendt materiale og de får hver dag infoservice over mailen. Og hvis der er noget

150

ekstra undervejs så får de det også at vide: husk lige i aften at se Marianne osv. osv. Selvfølgelig har vi manualer, men de er ikke centrale. Eller de centrale manualer vi har, de er meget minimale. De går på, at det formelle der skal være i orden, kandidatlister og tilmelding. osv. Det er stort set det der skal være i orden.

151

Bilag 7: Meningsmålinger fra euro-

afstemningen

Dato Institut Ja Nej Ved ikke

28-feb Greens 44 38 188-mar Megafon 50 38 129-mar Gallup 43 46 11

10-mar Vilstrup 45 33 1818-mar IFKA 38 37 2520-mar Sonar 44 35 2129-mar PLS 43 38 19

1-apr GfK 46 42 122-apr Vilstrup 37 34 263-apr Greens 46 42 129-apr Megafon 48 38 19

22-apr Sonar 45 42 1325-apr Gallup 46 44 101-maj Greens 48 42 101-maj PLS 43 37 208-maj Megafon 43 39 189-maj Gallup 42 46 12

10-maj Vilstrup 39 38 2311-maj Gallup 43 47 1015-maj Sonar 43 40 1715-maj IFO 43 38 1923-maj IFO 37 41 2027-maj IFKA 34 35 2329-maj Megafon 42 46 12

5-jun Greens 46 46 89-jun Gallup 42 46 12

10-jun Vilstrup 39 38 2312-jun Sonar 40 41 1917-jun IFKA 37 40 19

3-jul Greens 43 50 79-jul Vilstrup 40 38 22

10-jul Gallup 42 46 1231-jul Greens 48 46 631-jul PLS 40 38 211-aug DS 45 39 168-aug Megafon 42 45 138-aug Vilstrup 39 41 20

10-aug Gallup 44 43 1312-aug GfK 44 42 1416-aug Sonar 45 42 1326-aug IFKA 51 42 727-aug PLS 45 36 1928-aug Gallup 43 40 1728-aug Greens 48 44 8

29-aug Gallup 42 40 181-sep DS 49 43 84-sep Vilstrup 43 38 196-sep Gallup 40 45 157-sep Vilstrup 41 41 188-sep Vilstrup 40 43 179-sep Vilstrup 40 44 16

10-sep Gallup 40 45 1511-sep Gallup 40 44 1611-sep Greens 44 49 712-sep Megafon 40 49 1115-sep Vilstrup 42 45 1316-sep Gallup 38 49 1318-sep Greens 44 51 518-sep Gallup 40 48 1219-sep Vilstrup 40 47 1322-sep Gallup 42 46 1223-sep Vilstrup 46 43 1127-sep Gallup 45 46 927-sep Megafon 44 46 1027-sep Greens 47 49 427-sep Vilstrup 44 43 1328-sep Resultat 47 53 0

Samling af meningsmålinger fra meningsmålingsinstitutterne Gallup, Vilstrup, Greens, Sonar, Megafon, GfK PLS, IFKA, DS og IFO, hvor spørgsmålet var ”Hvad ville De stemme hvis der var folkeafstemning om dansk deltagelse i eurosamarbejdet i morgen? (eller tilsvarende formulering). Meningsmålingerne samlet af Eurofact på www.eurofact.dk/mm_dktal.asp (26.05.01)