Tidsskriftet Grønland, nr. 2, 2015

TIDSSKRIFTET

GRØ

NLA

ND

NR

. 2/JU

NI 2

015 63

. ÅRG

AN

GD

ET GR

ØN

LAN

DSK

E SELSKA

B

70 ERIK LUND:

Rejsende i kulde og kultur92 BIRGITTE SONNE:

Sonnesbase 2005: En elektronisk base med grønlandske fortællinger104 SUSANNE CHR ISTIANSEN:

“Utoqqatserpunga”: Den svære undskyldning

109 MINIK ROSING, K AR EN HANGHØJ OG PER K ALV IG:

Den geologiske baggrund for Grønlands naturressourcer

TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgivet af Det Grønlandske SelskabL.E. Bruunsvej 102920 CharlottenlundTelefon 61 60 53 31Danske Bank konto: 9570-6403476E-mail [email protected]/tidsskriftet-gronland/IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71SWIFT/BIC NDEADKKKSE nr. 19 04 29 28

Redaktion/redaktør:Uffe WilkenDet Grønlandske SelskabTelefon 31 77 20 16E-mail [email protected]

De i artiklerne fremsatte synspunk-ter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget an-svar.

Redaktionelle synspunkter i tidsskrif-tet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter.

Eftertryk i uddrag er tilladt med kildeangivelse.

Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a. Frimodt-Heineke Fonden, Juullip Nipitittagaa/Grønlands Julemærkefond, Skibsreder Kraemer og hustru Mathilde Kraemers Grønlandsfond, Bladpuljen, Antikvar Carl Julius Petersens Hjælpefond, Augustinus Fonden, Carlsen-Langes Legatstiftelse.

Grafisk udformningUffe Wilken

TrykPE offset A/S

Forsidebillede:Smith Sund. Vinden tog til og fyg-ningen slettede bjørnesporene. (Foto: Ivars Silis)

INDHOLD

70 Tidsskriftet Grønland 2/2015

”Og da jeg hele tiden har jagtet nye oplevel-ser og navnlig nye indtryk, er det naturlig-vis gået ud over bearbejdningen og navnlig arkiveringen. Materialet er bare svulmet, og kasserne med dias er ved at presse mig ud af huset i Qaqortoq.”

”Jeg har en betydelig erfaring at videre-give, og jeg har et stort og mangeartet ma-teriale at overdrage til eftertiden. Lad mig sige det på denne måde: De mest kræven-de rejser er rejst! Jeg har været øjenvidne til udviklingen i Grønland i en spændende periode og har dokumenteret alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Jeg er opsat på at give materialet videre i en velordnet form. Jeg håber på en bevilling, så det kan gennemføres sammen med en eller to medhjælpere.”

AF ERIK LUND

Rejsende i kulde og kultur

Fotografen og forfatteren Ivars Silis om gamle og nye rastepladser på et langt livs fysiske og mentale slæderejser

RESUMÉ

”Jeg er ved at redigere mit liv og samtidig ved at digitalisere mit liv!”

Fotografen, forfatteren og ekspedi-tionslederen Ivars Silis er helt bevidst særdeles åbenmundet om, hvad han nu i en alder af 75 år har gang i, først og frem-mest i form af en række helt nye initiati-ver.

For han har været rejsende i kulde og kultur i så mange år, at indtrykkene har ho-bet sig op i et omfang, der nu tydeligvis også er blevet en overraskelse for ham selv.

”Grønland fremmer nu engang sansen for den gode historie”, medgiver han forkla-rende, nærmest undskyldende, når han ser tilbage på det alt sammen:

Erik Lund, journalist, historiker og forfatter, har arbej-det med arktiske og nordiske spørgsmål siden 1954, til-knyttet Danmarks Medie- og Journalisthøjskole siden 1962, indslag fra Grønland i DR 1955-2008, fast klum-meskribent i Sermitsiaq siden 2011.

Ivars Silis, ca. 2008. (Foto: Inuk Silis Høegh).

Tidsskriftet Grønland 2/2015 71

ERIK LUND

Rasteplads midt i Smith Sund, april 1984. Thulefangere på vej til deres gamle jagtmarker langs Ellesmere Island. Qillaq, Qajorannguaq, Vittus, Silluk og Masaana (f.v.) drøfter isforhold, chancen for bjørn og om holdet skal splittes op. En isbjørn giver kun skind til fire par bukser.

Marts 1984 langt ude i Baffin Bugtens drivis og uden landkending. To døgns sporforfølgelse gav endelig pote efter solnedgang. Bjørnejægeren Qaarngaaqs hunde kastede sig ud i dødsdansen, kun debutanterne de store hvalpe fik sig en lufttur. Seancen kostede fotografen en del ansigtshud, der blev hængende på Leica’ens kolde jern, en beskeden pris for et motiv Ivars Silis havde jagtet længe.


ERIK LUND

April sidst i 70’erne i Illorsuit, yderst i Uummannaq Fjorden. Enok Nielsen er vendt hjem fra søvnløse døgn ved iskanten, og har overladt byttet til fruen. Lige så snart flænsningen var overstået, fjernede gulvskrubben alt, undtagen lugten. Men det lugter vel også hos svinefarmeren. Et par år senere blev Enoks jolle fundet knust på stranden, men uden storfangeren selv.


ERIK LUND

Det er for en udefra kommende iagttager svært at forestille sig noget som helst an-det, end at de enestående optagelser fra 50 års rejser i Grønland og 40 års fast bopæl i Grønland kan og må havne permanent på Grønlands Nationalmuseum & Arkiv i Nuuk.

Ganske vist lægger en håndfuld andre arktisk interesserede institutioner op til at anbefale støtte til bevarelsen af Ivars Silis’ fotografiske livsværk, deriblandt Arctic Studies Center ved Smithsonian In-stitution i Washington DC. Men Nuuk må som Grønlands hovedstad være det rette hjemsted for dette gigantiske arktiske bevaringsprojekt – med en spændvidde fra fotokunst i verdensklasse til reportage-kunst i særklasse.

I tilfælde af fotosamlingens permanente placering hos Grønlands Nationalmuseum & Arkiv vil det som en ikke uvæsentlig tillægsgevinst også blive muligt for grøn-lændere for første gang over tid let og bekvemt at følge, hvorledes Grønland gen-nem årtier er blevet præsenteret i førende internationale magasiner som f.eks. Stern, GEO og National Geographic Magazine – og dermed ved selvsyn kunne tage stilling til de ikke ubetydelige ændringer, som billederne af Grønland og Arktis i det hele taget er undergået i verdenspressen i det tidsrum, Ivars Silis har virket som Grøn-lands førende fotograf:

”Et mere stereotypt billede er afløst af et mere realistisk syn, højhuset i beton har afløst snehytten.”

Kaagunnaq Qissuk pilker på sø ved Inuarfissuaq i Inglefield Land nord for Thule, oktober 1971. Det havde været mere rigtigt at vise storfangeren og Ivars Silis’ læremester i kamp med hvalrosser og isbjørne. På den anden side udtrykker billedet fangertilværelsens omskiftelighed. De havde håbet på Peary rensdyr og isbjørn, men måtte klare sig med standørreder og sneharer.


ERIK LUND

Det mest fantastiske ved den kommende billedsamling bliver, at den over alle årene repræsenterer en enestående spændvidde i opfattelsen af Grønland fra nord til syd, fra vest til øst – fra alle erhverv og fra alle al-dersgrupper, fra møder i det gamle Landsråd over hvalrosjægeren på nyisen og rejepiger-ne ved transportbåndet til trawlerfiskeren i stormende kuling.

Ivars Silis kommer ikke blot hele kom-passet rundt. Hans indre kompasnål sikrer ham også ubesværet adgang til kunstens og kulturens verden – ja, selv bureaukratiets ellers til tider ganske tillukkede verden i Nuuk kan han få fornem fotokunst ud af.

Engagement, energi og flid har det kræ-vet. Men det vil han bestemt ikke roses for:

”Jo mere udfordrende, de ydre forhold for optagelserne har været, desto mere optaget har jeg blot været af at få optagelserne med hjem. Det har for mig været en selvfølge at kunne fotografere i 40 graders kulde – og vel at mærke blive ved og ved. Ny teknologi har gjort det meget lettere. Nu skal jeg ikke længere medbringe en sæk med fem forskel-lige filmtyper og skifte film i 40 graders kulde for at kunne fortsætte arbejdet.”

Men arbejdet fortsætter under alle om-stændigheder!

Digitaliserings- og redigeringsarbejdet med over 100.000 dias og omtrent lige så mange sort-hvide fotos er det ene arbejds-spor. Dette projekt er planlagt til at tage et par år – mindst!

Et andet arbejdsspor udgøres af arbejdet med erindringer fra et langt og mangesidet liv som fotograf, forfatter, filmmager, fore-dragsholder og ekspeditionsleder. Træfsik-kert har erindringsprojektet fået arbejds-titlen ”Rastepladser på mit livs slæderejse”. Dette projekt forventes at overhale digitali-seringsprojektet.

”Men det haster virkelig med digitali-seringen. For kun via den kan jeg fortsat efterkomme verdenspressens efterspørgsel efter billeder fra Arktis, helst inden for 24 timer. Redaktionerne har aldrig været mere

utålmodige. Tidspresset må dog aldrig gå ud over den fine antydningens kunst i foto-grafiet, uanset om det drejer sig om billeder af vild arktisk natur eller et reklamefoto. Gennem årene har adskillige billedbureauer i Frankrig, Italien og andre lande ønsket at administrere mit materiale. Men jeg har af-slået. Det samme blodige motiv af sælfangst kan lige så vel misbruges som at tjene til forsvar for fangerlivet!”

Men for Ivars Silis drejer det hele sig trods alt – hvad mange måske kunne for-vente – ikke kun om billeder:

”Jeg har også været optaget af at kunne deltage i den aktuelle samfundsdebat. Som fuldgyldig borger har man pligt til at blande sig. Ellers tager man hverken sig selv eller samfundet alvorligt. Det gælder børnebør-nenes fremtid! Gennem mine mange rejser langt uden for Rigsfællesskabet i Nord- og Sydamerika og i Asien og Afrika har jeg haft mulighed for at perspektivere udviklingen i Grønland. Det er gennem adskillige år jævnligt sket i den grønlandske weekend-avis Sermitsiaq. Her har jeg, på opfordring fra chefredaktør Poul Krarup, prøvet at sætte aktuelle begivenheder i relief. Der er for få offentlige debattører i Grønland, navnlig efter Finn Lynges bortgang. Ganske enkelt fordi det i Grønland er for risikabelt at mene noget. Den gennemført socialisti-ske opbygning af det grønlandske samfund fører til en betydelig grad af afhængighed og selvcensur. Det er meget usundt. Men problemer skal erkendes, før de kan løses. I alle skåltaler taler man om ungdommen. Men hvor har man skabt vilkår, så flertallet af de unge kan klare sig? Det vil kræve en mentalitetsændring hos både forældre, skole og ikke mindst hos politikere. Holdninger har det med at sive ned gennem samfund-slagene. Den ændring har jeg endnu ikke set komme. Målet må være, at alle unge skal kunne klare sig bedst muligt i denne verden – uden at blive ofre for neonatio-nalistisk propaganda. En sund udvikling forudsætter, at folket har adgang til ny og


ERIK LUND

I 2014 gik Finn Lynge i stå ved computerens tastatur i Qaqortoq. Grønland havde mistet en fair fighter, sin fremmeste debattør, en personlighed, der ikke var til fals. Fotoet er vistnok fra 2005.


ERIK LUND

sandfærdig oplysning. Mine klummer skal ses i dette perspektiv. Jeg har lagt vægt på, at alle mine klummer bringes tosproget. For Grønland har alt for længe fået lov at over-leve som et socialistisk samfund, fordi lan-det lever i sproglig isolation. Det har givet politiske demagoger alt for stort spillerum i al for lang tid.”

Polemikeren Ivars Silis skifter hurtigt beretter-kasket og forvandler sig til pædago-gen af samme navn:

”Det betyder meget for mig, at også uni-versitetsfolk og museumsfolk mener, at alt mit materiale bør gøres tilgængeligt og stil-les gratis til rådighed for undervisnings- og forskningsmiljøer. I begyndelsen var det mest eventyr og adrenalin-kick, der drev mig. Senere blev det trangen til indsigt og lyst til at forstå den arktiske verden. Til slut er det blevet det kreative, at kombinere billeder og tekster, der driver mig til at fortsætte. Det har i mange sammenhænge været et privilegeret liv, selvom jeg bare har tilhørt et mindretal det meste af mit liv. Jeg blev født i 1940 som mindretal under den sovjetrussiske besættelse af Letland. Som flygtning fra Letland var jeg fra 1945 med-lem af et mindretal i Danmark. Og da jeg kom til Grønland, var jeg også her medlem af et mindretal, om end privilegeret – til at begynde med – i det nye land. Det har givet mig blik for mindretal og udsatte gruppers vilkår, hvor jeg end opholder mig.”

Men Grønland fylder utroligt meget i hans samlede billede:

”I 1964 kom jeg første gang til Grønland, og under Grønlandsministeriets formynde-riske osteklokke fandt jeg et kulturkonser-vativt samfund. Herligt! Det var lige mig, og jeg blev fra dag ét bidt af en gal slædehund, hvad der givetvis også fremgår af mange af mine tidlige billeder. Senere blev det til film til tv, blandt andet fra den første klima-gennemboring af Indlandsisen. Senest har jeg blandt andet indfanget kultur- og turist-potentialet i Sydgrønland, en guddommelig skønhed, og storbylivet i Nuuk. Hvert eneste

billede repræsenterer et forsøg på at opnå en autenticitet – på at vise, hvordan livet er ak-kurat her og akkurat nu. Det har altid været vigtigt for mig at skaffe viden om samfun-det for at kunne skabe realistiske optagelser om samfundet. Det grønlandske samfund er en særegen blandingskultur. Det ligger tæt på min stil. Jeg går efter det aktive men-neske, som har været forudsætningen for overlevelse i Arktis.”

Ivars Silis har haft mange roller i et også geografisk omskifteligt liv. Men fotografiet og forfatterskabet er de to bærende piller i multitalentets virke:

”Bøger giver sammenhæng. Med foto-grafiet må jeg vælge mellem, om jeg vil et informativt eller et kunstnerisk produkt. Det er ofte blevet til, at jeg vælger de natur-givne præmisser og menneskers reaktioner på disse præmisser. De er kunstnerisk den gletsjerspalte, jeg er røget i. Som reportage-fotograf har jeg været optaget af, hvorledes man i det nordlige Grønland udnytter de naturgivne ressourcer – og vil gøre det også i en rum tid fremover. Derimod har jeg aldrig troet på mineral- og olie-’boblen’. Den er skabt af, hvad jeg kalder ’kroniske optimister’, der som erhverv har at rejse penge for fuld kraft. Man behøver blot at se til Afrika for at se, hvilke ulykker sådanne ’kroniske optimister’ kan anrette på en hel verdensdel.”

At Grønland blev intet mindre end en hel verdensdel for Ivars Silis, er et sammenfald af flere faktorer:

”Grønland var i mine unge år en latent til-bøjelighed i sindet. Jeg tog til Grønland for at opleve eventyret. Først fik jeg som nyuddannet ingeniør et registreringsarbejde på forsknings-stationen i Godhavn. Arbejdet i Godhavn gav smag på landet, og da jeg året efter kom til Thule, fik jeg egne hunde. Men jeg drømte om livet uden for observatoriet! Den 17. februar 1967 sagde jeg op hos meteorologerne. Det var den dag, solen kommer tilbage til Thule efter fire måneders mørke. Jeg lod mig lokke af det uafhængige freelance-liv. Det lå i tiden.


ERIK LUND

Kangia (Ilulissat Isfjord) er en skole for livet. Byens store drenge lærer tidligt at tugte et hundespand op og ned ad svimle pas og hale hellefisk op med langliner. Disciplin, flid og hårdt arbejde i risikable omgivelser kommer dem til gode senere hen i livet. Mange anskaffer egne kuttere eller trawlere. Karl Iversen, fisker og turistguide (til venstre) og her under er det fisker Ringo Mathæussen, der indhandler hellefisk til veltjente M/S Søkongen ved iskanten.


ERIK LUND


ERIK LUND

68-generationen gik ikke efter en karrierevej. Man skulle i stedet realisere sig selv. Even-tyret trak. Jeg levede med fangernes indsigt. Bjørnejægerne mødte mig med tolerance og overbærenhed. Det var et virkeligt kræ-vende liv. Det gav mig en indsigt, som jeg følte mig forpligtet til at fortælle om. Tidligt nåede jeg til den erkendelse, at Grønland er et klan-samfund og ikke et klassesamfund. Jeg tror ikke, at vi er fundamentalt forskel-lige – menneskeligt set. Men de regionale og kulturbestemte forskelle er voksende – også uligheden. Derfor er det vigtigt at informere bredt om tilstandene i Grønland, vel at mær-ke både indadtil og udadtil. Der må ikke være sager, som ikke kan omtales. Den tilbageholdenhed, som tydeligt kan konsta-teres, er imidlertid typisk ikke blot for Grøn-land, men for alle små samfund. Risikoen er, at usunde tendenser kan tage over.”

Hvilke af de måske i alt omkring 200.000 billeder, der betyder mest for billedmageren selv, vil Ivars Silis helst ikke give et bud på. Men det kunne meget vel være billeder, som illustrerer fiskernes liv på Kangia (Ilulissat Isfjord). Silis havde længe fulgt dem tæt og været velkommen, som fiskeren Ringo sagde det spontant for et par år siden, ”for du skil-drer os jo præcis, som vi er.”

”Sådanne ord betyder mere for mig end anmelderroser og alverdens fotopriser,” indrømmer fotografen, der gennem hele sit liv gerne har villet fotografere maksimalt autentisk – og alligevel følsomt.

I begyndelsen var det først og fremmest som naturfotografen i nord, at Ivars Silis skabte sig et navn både i Grønland og globalt. Senere er det måske – om

muligt i endnu højere grad – blevet som kulturfotografen i syd, at han har slået sit navn fast. Et fornemt vidnesbyrd om, hvor elegant og samtidig pædagogisk vellykket den slags kan gøres, er fotobogen ”Kap Farvel. Hvor kulturer mødes” (Gyldendal 2007). Det mærkes i både billeder og tekst, at her har fotograf og forfatter fundet hinanden i et værk, der dokumenterer og illustrerer, at Ivars Silis nu – omsider – er hjemme.

I en menneskealder har han berejst ver-den ud fra hjemmet i Qaqortoq. Nu inviterer han i bogen gæstfrit indenfor og fortæller både historie og historier så intenst, at man med bogen i hånden straks fornemmer, at man selv er til stede – godt hjulpet på vej af, at også reportagefotografen fra tid til anden stikker hovedet frem mellem naturfoto-grafen og kulturfotografen for at fastholde store begivenheder i regionen.

”Det har været vigtigt for mig at få rigtig mange vinkler med i en sådan fortælling. Kap Farvel er forbjerget, der gav landkending af Grønland – gennem tusind år det første og sidste, den hvide mand så af Grønland. For inuitterne derimod udgjorde Kap Farvel længe in-tet mindre end verdens ende. De vendte om – eller fandt vej til Østgrønland. Så fulgte Nordbotidens kolonisering af hele Nordatlanten – fra Shetland og Færøerne til Island og videre til Grønland. Derefter kom missionærer fra Norge og Tyskland, skibbrudne af næsten enhver nationalitet, til slut danske købmænd og håndværkere, ind imellem amerikanske soldater, piloter og marinere samt canadiske guldgravere

Modsatte side, øverst: Olinnguaq Sandgreen, der selv er skipper, påmønstrer gerne som rejefisker, om familieklanen skulle have behov for det. Modsatte side, nederst: Dam efter de forhåndenværende ”søms” princip. Bly- og zinkminen i Maamorilik havde sin glansperiode sidst i 70’erne. Den beskæftigede en del lokale folk, blandt andet fra den i 1972 nedlagte kulmine Qullissat. Men også Maamorilik blev urentabel, og arbejdstyrken spredt til andre erhverv. Ekspertise gik tabt. Som minearbejder kan man ikke nøjes med at spille på hjemmebane, men må arbejde internationalt.


ERIK LUND

– for blot at nævne nogle af kulturmødets mange aktører. De satte alle deres præg på Sydgrønland, genetisk, landskabeligt, kulturelt og erhvervsmæssigt.”

Ivars Silis er blevet kendt i hele rigs-fællesskabet som en mangeårig skarp og vedholdende iagttager og kritiker af det politiske liv i Grønland. Men det har ikke hindret, at Hjemmestyrets førstemand, landsstyreformand Jonathan Motzfeldt, kunne give grønlandsfortællingen ”Min hvide verden” (Aschehoug 2000) endog me-get varme ord med på vejen: ”I hele den vide verden kender jeg ingen som Ivars Silis, der kan beskrive mit land, Kalaallit Nunaat, så levende og så nærværende, at man sidder tilbage med følelsen af selv at have været til stede i oplevelsens øjeblik.”

Netop oplevelsens øjeblikke har Ivars Silis vidst at fastholde gennem hele sit liv.

”I min grønlandske ungdom lærte bjør-nejægerne mig, at når mænd drager ud på hundeslæder, ser de sig aldrig tilbage – og da

slet ikke i retning af hjembygden. For forude venter udfordringer og eventyr. De nye ople-velser skal ikke indkapsles af tyngende tan-ker som hjemlængsel og bekymringer. Ak-kurat sådan har jeg levet mit liv! Alligevel er jeg altså nu nået dertil, at jeg ser mig tilbage over skulderen for at kortlægge mit livs slædespor – og for i tilstræbt systematisk form at hellige mig arbejdet med en erfa-ringsopsamling og en erfaringsoverdragelse. Erindringsbillederne er alle øjebliksbilleder af Grønland, oftest fastholdt alene med ka-

Gymnasiet i Aasiaat 2009. Familien med på en lytter i sidste fag. Huen venter (her under). Også i Grønland dominerer pigerne i landets fire gymnasier (modsatte side, øverst). Men stadig for få opnår højere uddannelser. Udviklingen bliver først vendt for alvor, når de nuværende studenter selv bliver forældre til skolesøgende børn og giver dem arbejdsro i hjemmet. Rektor Flemming Guntofte overækker eksamensbeviser i aulaen (modsatte side, nederst).


ERIK LUND


ERIK LUND

Bibliografi mm.BØGER (oversættelser er ikke medtaget): Slædesporene fyger til. (1970)Leben im hohen Norden – Grönland. (S.m. Rolf Bökemeier). (1980)Nanok. (1981)Kalaaleq – Grønland i dag. (1982)Tuugaaliq. (1985)Breve fra Letland. (s.m. Daiga Barancane). (1992)Hvide Horisonter. (1995)Sten og Menneske. (1995)Hvalernes Fjord. (1997)Katuaq – Grønlands kulturhus. (1998)Kender du Qaqortoq? – byen bag Storisen. (1999)Min Hvide Verden – 30 år med kamera i Grønland. (2000) Jagtbreve fra Arktis. (2001)

mera, undtagelsesvis også med blyant.”Det samlede billedmateriale virker aldeles overvældende at blive introduceret til. Men måske vil de 200.000 billeder af det mangfol-dige Grønland alligevel en dag formidlings-mæssigt kunne sammenfattes i et eneste overordnet begreb: Ivars Silis Epoken – den epoke, da en fotograf udefra fotograferede Grønlands sjæl, så den blev synlig for både grønlænderne selv og alle kloden over med interesse for Arktis.

Det grønlandske og det globale smelter her sammen, endnu før billedsamlingens fysiske rammer er fastlagt.

Konfirmand med veninde i Qaqortoq. Mange unge er både til Ronaldo og sætter pris på traditioner.


ERIK LUND

Nabagi Pilis. (Erindringsbog på lettisk). (2006)Kap Farvel. (2007)Slot under Vand. (2009)Ille – isbjørnen på sidste flage. (S.m. kunst- nerkollektiv). (2009)Disko – den blå bugt. (Maj 2011)

Dokumentar- og informationsfilmI 1994 modtog Silis en FN-pris i Paris for “Frozen Annals” (“Vor enestående tid”). 59 min. om global klima- og miljøforskning.

I 2002 blev “Andala og Sofiannguaq” kåret som bedste dokumentarfilm på kort- og do-kumentarfilmfestivalen i Odense. 41 min. om nybyggerliv i Sydgrønland.

Andre dokumentarprogrammer og informations-film:Polareskimoer I, II og III. (S.m. Lars Åby)Forgotten GreenlandSæl – vort daglige brød Sten og Menneske Amfibiemanden Grønland på vej Profilvideo Royal GreenlandGrønlands Sundhedsvæsen – i en brydningstidI Samme Båd (S.m. Inuk Silis Høegh)Vandkraft – fremtidens energi. (S.m. Peter Jensen)


ERIK LUND

Elias Nielsen, fåreavler fra Qorlortorsuaq, med uldfilt på hovedet og rundt om halsen. Mange farmerfamilier forsøger sig med anden indtjening end salg af lammekød alene.


ERIK LUND

Ole ”ajoor” Petersen fra Qaanaaq, som Ivars Silis har kendt siden midten af 60’erne, var i 1983 stadig en af Thules mest succesrige narhvaljægere fra kajak.


ERIK LUND


ERIK LUND


ERIK LUND

Foregående side: Thule i begyndelsen af juli 1983. Vandhunde med kamikker løber om kap med isens opbrud i mundingen af Inglefield Sund. I dag kan motivet lige så vel illustrere havisens udtynding under den igangværende globale opvarmning. Denne side, øverst: Februar 2009 på Ilulissat Kunstmuseum. De modne amatørmalere prøver at indfange det nære, isen og bjergene, mens de unge drømmer om New Yorks skyline. Denne side, nederst: Nostalgia, anno 2005. Folkloregruppe i umiaq i sundene nord for Nanortalik. Pludseligt skar isbjerget tænder og kvinderne måtte ro for eget liv – og fotografens. Modsatte side, øverst: Jens Olsen og Nekolaj Steenholdt, rensdyrjægere fra Kangaatsiaq, en sen september-dag i 2009 i bunden af Nassuttooq (Nordre Strømfjord). Der er endnu langt ud til kysten, til teltet, kødgry-den og jollen. En sen februardag i Nuuk sidst i 70’erne. Den evige hvile er ikke ensbetydende med evig ro. Ikke når graveren har forregnet sig og ikke forberedt tilstrækkeligt mange huller i løbet af sommeren, mens det endnu var nemt at komme i jorden.


ERIK LUND


ERIK LUND

Savissivik, marts 1984. Vejret er barsk, fangernes indtjening beskeden, vedligeholdelsen af huset må vente. Mon ikke purken tænker: engang bliver det mig, der spænder hundene for, og drager på langtur efter bjørn ligesom jer derude.


ERIK LUND

Documents

Tidsskriftet Grønland, nr. 2, 2015