TT04_2009_Helligaanden

KFS sætter nye, store mål » 4

Mediedebat om religionsfrihed » 5

Er DU KFS’ nye medarbejder i Montenegro? » 9 Sol, sommer og studenterkonference » 6-7

Tema: Helligånden

2009 Kristeligt Forbund for Studerende

forelæsning, udlægning af tekster, lignelse

r, be

retn

inger etc., illustrationer, tavshed, samt

a le, dialog, irettesættelse, spørgs mål, m

odsp

ørgs

mål

o

g svar, visuel konkretis

ering, anskue

lsesunderv i snin g, d

ram

atik, forevisning, projektmetoden, forelæ

sn

ing, udlægning af tekster, lignels e

r, b

eretninger etc., illustrat

ioner, ta v

s

hed, samtale, dialog, irettesættelse, spørgsmål, m

odspørgsmål og svar , v

isu

e

l konkretiserin

g, a

nsku

else

sundervisning, dramatik, forevisning, projektm

et

o den, fo

relæsning,

irettesættelse, spørgsmål, modspørgsm

ål og sv

ar, visu

el konkretisering, anskuelsesundervisning, dramatik,

dramatik, forevisning, projektmetoden, lignelse

r, illustra

tioner, tavshed, samtale, dialog, spørgsmål, modspørgsmål og svar, visuel konkretisering,

forelæsning, udlægning af teks

te

r, lignelse

r, beretninger etc., il

lustrationer, tavshed, samtale, dialog,

Mediedebat

Gaver givetaf nåde Bøger

Refleksioner

Generalens

her står du

Tema:Helligånden

Studenter-konference

30

13

3

272322

31

16

48

12

Kultur&

MedierStress

Den konstanteåndskamp 19 20

25

9Helligånden

og læringsformer

Udgiver

Kristeligt Forbund For StuderendeRibevej 71, Ødsted 7100 VejleTlf: 35 43 82 82Fax: 35 43 48 04E-mail: [email protected] TRO: [email protected]: 405-4954

Abonnement

Det er gratis at modtage Til Tro, men du er velkom-men til at betale et frivilligt abonnement med lige netop det beløb, du har lyst til at give KFS. Et frivil-ligt abonnement er, ligesom alle andre gaver til KFS, fradragsberettiget. Sæt pengene ind på reg. 9541, kontonr. 0004054954

Redaktionen

Studentersekretær Martin Krak (ansv. red.)Stud.mag. Anders VindumStud.polyt Henrik Roager JensenStud.mag. Annie Schjelde RasmussenStud.litt. Lea Braüner LarsenStud.theol. Morten Rugager KristensenLærerstuderende Signe EsmarchJournalist Helle Bastrup (red.sekr.)

Design

Martin Luckmann & Klaus Juul Jensen

Layout og illustrationer

Gertrud Hjelm Kongshøj, Klaus Juul Jensen& Johan Kure

Tryk:Øko Tryk

ISSN:1395-9786

Hjemmeside: www.tiltro.dk

LederHvor vil du hen?

Af forstander på KFS’ Ledertræningscenter Nic Skjøtt, [email protected]

KFS lancerer nu en ambitiøs treårig målsætning om, at KFS vil besøge

alle større studiesteder i løbet af tre år for at gøre Jesus kendt. Hvor-

dan denne målsætning nærmere defineres, kan der læses om andet-

steds i dette blad, men at sætte klare mål i kristent arbejde giver

anledning til en række overvejelser, og en af de centrale spørgsmål

her er, om en kristen organisation skal bruge tid og ressourcer på at

sætte sig klare, målbare mål? Flytter de ikke fokus fra det kvalitative

i arbejdet til det kvantitative? Er vores opgave ikke bare at knokle

derudaf, og så må vi trygt lade Helligånden om resten?

I historien ”Alice i eventyrland” kommer Alice på et tidspunkt til

eventyrland og møder en kat. Alice er lidt forvirret over stedet, og

følgende samtale udspiller sig: Alice: Kunne du fortælle mig, hvilken

vej jeg skal gå herfra? Filurkatten: Det afhænger af, hvor du skal hen.

Alice: Det ved jeg faktisk ikke. Filurkatten: Så betyder det ikke noget,

hvilken vej du vælger.

Pointen med denne samtale er: Hvis ikke jeg har gjort det klart,

hvad jeg vil med det, jeg laver, så er det fuldstændig lige meget, hvil-

ken vej jeg vælger. Altså: Hvis ikke vi i KFS har sat os nogle tydelige

mål for, hvor vi vil hen, er det fuldstændig lige meget, hvad vi vælger

at bruge tiden og ressourcerne på.

Jesus satte tydelige mål for hans arbejde her på jorden, og vi

skal turde gøre det samme. Det er både menneskeligt fornuftigt og

bibelsk funderet at tale om klare mål for sit arbejde. Vi skal i KFS

forholde os til, hvad Gud vil bruge KFS til her og nu, og det er det, vi

har forsøgt at gøre med denne målsætning.

Vi er bevidste om de udfordringer, det giver at sætte klare mål,

og vi er bevidste om de grøfter, det er muligt at falde i. Men vi er også

meget bevidste om den vision, Gud har givet KFS: At kende Jesus og

gøre Jesus kendt blandt de studerende i Danmark.

Vi vil, at alle studerende på de større studiesteder i Danmark skal

have mulighed for at møde et kristent vidnesbyrd på deres studie-

sted i løbet af de næste tre år. Vi drømmer om, at der på sigt er

grupper af kristne, der mødes på alle disse studiesteder for at bede

og læse i Bibelen hver uge. Derfor har vi lanceret denne målsætning,

og derfor vil vi de næste tre år satse benhårdt på at nå de mål, vi har

sat os. Til Guds større ære!

TIL TRO · # 4 · 2009 · nyheder4

På tre år vil KFS besøge 406 studiesteder i DanmarkNy målsætning sætter nyt forløb i gang i KFS: I løbet af de næste tre år vil KFS be-søge alle større studiesteder i Danmark

Af Helle Bastrup

Et besøg på alle større studiesteder i

Danmark. Sådan lyder målet – intet mindre

– for de næste tre års arbejde i KFS. Målet

er formuleret i en helt, ny målsætning, der

lyder således:

”KFS vil besøge alle større studiesteder i

løbet af tre år for at gøre Jesus kendt.”

”Alle større studiesteder” vil sige alle

almene gymnasier, HHX eller HTX med

minimum 100 studerende og alle videre-

gående studiesteder med minimum 100

studerende. I alt 406 studiesteder.

Og hvad vil ”et besøg” så sige?

Et besøg kan bestå af forskellige ting.

For eksempel er der på mange skoler al-

lerede KFS-grupper, der jævnligt mødes og

deler deres tro. På disse skoler vil KFS ikke

aktivt foretage sig noget nyt, men fortsætte

det støttende arbejde for KFS-gruppen. Men

på de skoler, hvor der ikke er nogen KFS-

gruppe til at give deres medstuderende en

mulighed for at høre om kristendommen,

ønsker KFS at rette en særlig indsats. Det

kan for eksempel være med et besøg af LTC,

KFS-ansatte eller frivillige. Besøget kan for

eksempel bestå af enten ophængning af en

plakat, opstilling af en stand med uddeling

af evangelier, deltagelse i et debatarrange-

ment eller deltagelse i religionstimer.

”Gud elsker alle studerende”Hvad er baggrunden for den nye målsæt-

ning? Og kommer det ikke til at gå ud over

alt det andet KFS-arbejde? Generalsekretær

Robert Bladt svarer

på tiltale

Hvorfor har KFS

valgt lige denne

målsætning?

- Vi har et ønske

om at nå ud til alle

studiesteder, men

har af praktiske

hensyn valgt at

fokusere på ”større

studiesteder,” det

vil sige studiesteder

med mindst 100

studerende. Det

handler om at bru-

ge vores ressourcer

bedst muligt, og vi synes for eksempel ikke,

det giver god mening at bruge mange kræf-

ter på studiesteder med for eksempel kun

30 elever. Men Gud elsker alle studerende

– og det vil vi gerne fortælle til så mange

som muligt. Derfor vil vi i de næste tre år

være særligt opsøgende på skolerne, for

eksempel med LTC-besøg, sekretærbesøg

eller frivillige, der står med en stand. Nogle

af stederne bliver besøget et plakatbesøg.

Kommer den nye målsætning ikke til at tage

tid fra alt det andet KFS-arbejde?

- Nej, for den er en del af det, vi alle-

rede gør – vi ønsker bare at gøre det endnu

mere og endnu bedre. Samtidig håber vi,

at rigtig mange frivillige har lyst til at bære

med på arbejdet, for eksempel ved at støtte

os økonomisk eller bede for os.

Sådan kan du være med til at få KFS ud på 406 studiesteder

- Støt KFS økonomisk. Send en mail til

Maria Laursen [email protected] og hør mere -

eller benyt girokortet bag i bladet.

- Hæng en plakat op på studiesteder

tæt på hvor du bor. Send en mail til Marie

Jensby [email protected] og hør mere.

- Meld dig som forbønsven og modtag

seks gange om året en mail med bedeem-

ner og nyheder fra målsætningsarbejdet.

Tilmeld dig via [email protected]

100%

nyheder · 2009 · # 4 · TIL TRO 5

Hvorfor må man som kristne ikke mødes

på et gymnasium og dele liv og tro? Det

spørgsmål satte KFS på mediedagsordenen,

da vi i maj tog kontakt til Kristeligt Dagblad

og opfordrede dem til at skrive om sagen.

Det er nemlig ikke altid nemt for en KFS-

gruppe at få lov til at mødes i et lokale eller

fortælle om gruppen til klassekammerater.

Flere gymnasier sætter restriktioner for,

hvad KFS-gruppen må – og ikke må – samti-

dig med, at stadig flere gymnasier siger nej

tak til oplæg fra KFS i religionstimerne

Efter opfordring fra KFS tog Kristeligt Dag-

blad straks sagen op og bragte tirsdag d.

26. maj en forsideartikel, hvor religionsfri-

heden på landets gymnasier blev sat under

lup. Samme dag bragte avisen en leder om

problemet, hvor der blandt andet stod:

”Som samfund saver vi den gren over, vi

selv sidder på, hvis vi i lighedens navn

stiltiende accepterer stop for al aktiv kristen

religiøsitet.”

Indslag fra Solrød gymnasiumEfter artiklen i Kristeligt Dagblad kastede P3

Nyhederne sig over sagen, hvilket resultere-

de i et radiointerview med generalsekretær

Robert Bladt. Det landsdækkende dagblad

Metroexpress valgte desuden at citere

Kristeligt Dagblads historie samme dag.

Sidst men ikke mindst fandt den (tyske!)

tv-station ZDF historien så interessant, at

de har lavet et indslag fra Solrød Gymna-

sium, hvor de filmede og snakkede med en

velfungerende KFS-gruppe.

Håber på positive reaktioner- Vi er selvfølgelig glade for den megen

omtale og håber på, det kan få rektorer

landet over til at give religiøse grupper

lov til at mødes på deres studiested, siger

generalsekretær Robert Bladt, der under-

streger, at de religiøse grupper selvfølgelig

skal leve op til demokratiske principper som

åbenhed, og ingen skal tvinges til at møde

op til samlingerne.

I alt har KFS kendskab til seks skoler, der

ikke vil stille et lokale til rådighed for en

KFS-gruppe eller ikke vil lade dem reklame-

re for gruppen på skolen. Mindst 16 skoler

har desuden takket nej tak til et skolebesøg

af KFS’ højskoleelever ”LTC’erne”.

Går ud over flere grupper- Det er som om, der skete en ændring den

11. september 2001. Siden da er religion i

højere grad blevet forbundet med mord,

terror og krig og i mindre grad med kærlig-

hed, tilgivelse og forsoning. Det er gået ud

over både kristne og muslimske studerende

i Danmark, mener generalsekretær i KFS

Robert Bladt.

KFS sætter gang i mediedebat om religionsfrihedI slutningen af maj blev KFS’ generalsekretær interviewet til både Kristeligt Dagblad og P3 Nyhederne om mang-lende religionsfrihed på nogle af landets gymnasier. Også tyske ZDF tog histo-rien op

Af Helle Bastrup

100%


Klokken nærmer sig 10 en tirsdag i juli. Stil-

le og roligt bliver den lille sal på Grejsdalens

efterskole fyldt af studerende. Den første

bibeltime på årets studenterkonference er i

gang. Efter et par sange får Gerald Bray lov

til at undervise om Fadervor. Gerald kom-

mer fra England, er professor i teologi og

har desuden en doktorgrad i litteratur. Med

andre ord: Han er intelligent!

”Fadervor” virker umiddelbart til at

være et emne, hvor det meste har været

sagt før. Bønnen er kendt og bedes dagligt

af kristne verden over, måske også af

deltagerne. Gerald Brays undervisning er

inspirerende og folder den velkendte bøn

ud på ny. Da han skal forklare, hvorfor han

har beskæftiget sig så meget med Fadervor,

siger han:

- Jeg skulle engang tale et sted, hvor

de ville have bibelsk, teologisk og praktisk

undervisning. Jeg valgte Fadervor.

I bibeltimen udfolder Gerald, hvordan

Jesu bøn har været radikal på Jesu tid. Jesus

lærer os at sige far om Gud. En af de poin-

ter, Gerald trækker frem er, at Jesus ikke

lærer os at bede til hans far, men til vores

far. Det har været på grænsen til blasfemi

på Jesu tid.

Efter flere tankevækkende perspektiver

på et ellers velkendt stof rundes bibeltimen

af. Deltagerne forsvinder ud i grupper for at

dele nogle tanker med hinanden. Derefter

er der mulighed for at stille spørgsmål til

professoren.

Formiddag bliver til middag, og køk-

kenet serverer lækkerier, der lever helt op

til standarden på en studenterkonference i

KFS-regi. Der bliver kræset for deltagerne,

som har fortjent det efter et hårdt semester.

Studenterkonference er mere end

bibeltimer og møder. Det er også afslap-

ning, ferie og tid til vennerne. Da frokosten

er indtaget smutter de aktive hen til en

nærliggende fodboldbane. Andre tager sig

en lur i det hyggelige cafételt. Kartoffeltryk

er en overset kunstart, som de kreative

kan kaste sig over. Deltagerne finder deres

eget tempo, og der hviler en afslappet og

hyggelig stemning over Grejsdalen. Og det

fortsætter de efterfølgende dage.

Begejstrede deltagereJohanne Høllsberg Hansen, stud.ling.merc

fra Århus er med på studenterkonference

for første gang, og hun nyder det.

- Det er veltilrettelagt og et fristed fra

eksamensræset, siger en afslappet Johanne.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun alle-

rede på førstedagen har fået noget at tygge

videre på, svares der ja. Der er flere ting,

Af Marie Jensby

En tirsdag i sommerferien


men Johanne vælger en ting:

- I bibeltimen hørte vi, at Jesus nedbrød

de barrierer, der var omkring Gud med

sit fadervor. Gud blev på den måde mere

tilgængelig.

Anne Hoffmann Jeppesen, der læser

ernæring og sundhed, er med for 3. gang,

fordi det ganske enkelt er den bedste måde

at bruge en uge af sin sommerferie på.

- Der er god og solid – ”KFS-sk” – un-

dervisning, siger hun.

Fra bibeltimen fremhæver hun sætnin-

gen: ”Helliget blive dit navn”.

– Vi har en opgave i som kristne at lade

Guds navn være helligt. Vi kan ikke gøre

ham mere eller mindre hellig, men vi har

stadig en opgave. Det skal jeg tænke lidt

mere over.


I alt er 12 unge optaget på KFS’ højskole, der byder på blandt andet ledertræning, fællesskab og udlandstur

Af Helle Bastrup

Det er en glad og tilfreds forstander, der i

disse dage forbereder efterårets undervis-

ning på KFS’ højskole LTC (Ledertrænings-

centeret).

- Jeg har store forventninger til det næ-

ste hold. Jeg tror, de kommer til at give KFS’

Hvordan fanger du dine tilhørere med en armbe-vægelse, et smil, et blik? KFS-ansatte blev grundigt coachet til bedre formidling, da formidler Hanne Dalsgaard lagde vejen forbi

Af Helle Bastrup

- Prøv lige at rynke brynene. Og tal med en

dybere stemme. Og så prøv lige at starte

forfra, mens du sidder på bordet. Okay bare

gå i gang.

Vi befinder os til en slags ”formidlings-

coaching”. Scenen er KFS’ højskole ”LTC”,

og coachen er formidler Hanne Dalsgaard.

De coachede er syv KFS-ansatte, inklusiv

undertegnede, der er kommet på kursus i

”fængslende formidling”. Og det er vel at

mærke ikke sådan et slags kursus, hvor man

bare sidder stille og lytter til læreren. Nej,

alle de medvirkende må op og stå foran

de andre og holde et fem minutters oplæg

vision krop, fortæller forstander Nic Skjøtt.

Som sædvanlig byder et ophold på LTC

på masser af undervisning i ledelse, godt

fællesskab, åndelig opbyggelse og besøg på

diverse gymnasier. Næste års LTC’ere skal

sædvanen tro også på en længere udlands-

tur. Udover forstander Nic Skjøtt står også

teolog Frank Jensen og cand.mag. Hanne

Legarth for undervisningen på KFS’ høj-

skole. Sidstnævnte er netop vendt tilbage

til LTC efter barsel – og KFS har i den

forbindelse sagt farvel til barselsvikar

Lisbet Borum Schmidt.

– som de så efterfølgende får grundig

feedback på og bliver instrueret i, hvordan

de kan gøre bedre.

- Over 50 procent af det, vi hører, hører

vi igennem det, vi ser, lyder det fra Hanne

Dalsgaard.

Og det skal KFS-ansatte, denne dag

repræsenteret af LTC-lærere, en KFS-

sekretær og tre fra sekretariatet, blive mere

bevidste om. God formidling handler om

nærvær. Formidleren må være nærværende

for, at tilhørerne kan blive det. Kropssprog,

ansigtsmimik og stemmeføring sender hele

tiden signaler, som enten kan hjælpe - eller

svække budskabet. Når der for eksempel

læses en tekst fra Bibelen, må oplæseren

forsøge at komme helt tilstede og læse

teksten på en måde, så både oplæser og

tilhører lægger mærke til ordene.

- Prøv at læse Bibelteksten op, som om

du skulle læse det for en flok 3-årige, lyder

opfordringen fra Hanne Dalsgaard til KFS-

sekretær Anders Seekjær.

- Ok. Er I klar? Nu skal I bare høre, siger

Anders med begejstret stemme og glimt i

øjet.

Og sådan kommer vi alle igennem møllen.

Stop. Prøv igen. Gå lidt mindre frem og til-

bage. Stop op og se dine tilhørere i øjnene.

Lad være med at blinke så meget. Osv, osv.

Det er udfordrende, men lærerigt, er vi

kursister enige om. Og særligt LTC-lærerne

glæder sig til at bruge den nye viden, når

undervisningen igen starter i første uge af

august.

Læs mere om

Hanne Dalsgaard på

www.captivator.dk

12 unge skal på LTC efter sommerferien

KFS-ansatte lærer at ”fange” tilhørerne

Elever på LTC 09/10Andreas HolmgaardAndreas Holst Gerberg Simonsen

Anna Kiel RughaveDaniel SundgaardJakob LaugesenJeanette Anna Winding-LauesenJens Skov HansenKristian KjærgaardLasse Gottfred JensenManja Johanna Lindeskov Pedersen

Marie Nymann EriksenPernille Leth Petersen


Montenegro er et af de få europæiske

lande, der ikke har et kristent studenterar-

bejde – og det skal der laves om på! Derfor

har KFS siden 1. april doneret lønkroner til

en ny medarbejder i Montenegro, serberen

Danijel Petkovski. Han og hans kone Marti-

na skal sammen udgøre kernen i et arbejde,

der på sigt gerne skal føre til et egentligt

montenegrinsk studenterarbejde.

- I næsten alle de europæiske lande er

der studenterarbejde tilknyttet IFES, men

ikke i Montenegro. Derfor har man i det

serbiske, kristne studenterarbejde længe ar-

bejdet for at oprette en selvstændig enhed

i Montenegro. Et arbejde, KFS tidligere har

støttet ved at sende danskere ned i områ-

det, men nu har Serbien endelig mulighed

for selv at ansætte en medarbejder. Og det

vil vi i KFS meget gerne støtte, fortæller

generalsekretær Robert Bladt.

Støtten, der består af løn til Danijel Petkov-

ski, skal fortsætte i i alt tre år. Herefter er

håbet, at det montenegrinske studenter-

arbejde er godt etableret og i stand til at

arbejde selvstændigt. Tidligere har KFS

haft to ægtepar udsendt til området af to

omgange – først Hanne og Jakob Legarth og

siden Lisbeth og Simon Leinum. Og faktisk

vil KFS gerne endnu engang sende en eller

flere danskere til området, fortæller Robert:

- Har man lyst til at være med til at

starte et studenterarbejde op fra bunden

og samtidig opleve en ny kultur, vil jeg

opfordre til at sende mig en ansøgning.

Vi vil meget gerne have en enkelt eller to

personer udsendt fra 1. januar 2010.

Danijel og Martina er nygifte og bosat i byen

Niksic. Danijel er ved at afslutte sin uddan-

nelse, som han vil være endelig færdig med

i oktober. Hans arbejde består pt. primært

i at mødes med de studerende og vidne

om Jesus. I Niksic har han desuden nedsat

et team bestående af nogle professorer og

studerende. Hver tirsdag mødes teamet for

at bede for arbejdet blandt de studerende.

Er du/I interesserede i at høre mere om mu-

ligheden for at rejse ud for KFS, så kontakt

generalsekretær Robert Bladt:

[email protected]

Bed for verden

Bed for den nye studentersekretær i Mon-

tenegro Danijel Petkovski. Bed om, at Gud

vil velsigne Danijel og hans kone Martina,

og at studenterarbejdet i Montenegro må

spire, vokse og bære frugt.

Bed for Østasien. I lande som Mongoliet,

Kina og Japan står de kristne over for man-

ge udfordringer for eksempel kommunisme,

islam og buddhisme. Bed om at de kristne

må få udholdenhed i troen, og at Gud vil

kalde endnu flere til tro på ham.

Bed for Vesteuropa. Bed om at materialisme

og sekularisme ikke må overskygge troen

på Gud. Bed om, at de kristne studenterbe-

vægelser får visdom og mod til at forkynde

evangeliet for de studerende.

KFS støtter studenterarbejde i MontenegroElever på LTC 09/10

Andreas HolmgaardAndreas Holst Gerberg SimonsenAnna Kiel RughaveDaniel SundgaardJakob LaugesenJeanette Anna Winding-Lauesen

Jens Skov HansenKristian KjærgaardLasse Gottfred JensenManja Johanna Lindeskov Pedersen

Marie Nymann EriksenPernille Leth Petersen

Siden 1. april har KFS betalt for en nyoprettet stilling i kristent studenterarbejde i Montenegro

Af Helle Bastrup

Nygifte Martina og Danijel Petkovski.

Som noget nyt har KFS i København opret-tet fænomenet ”MellemKFS”. Baggrunden er et ønske om at skabe plads til et tættere åndeligt fællesskab

Af Helle Bastrup

Hvad gør man, når møderne i StorKFS både skal være nemt tilgæn g-

e lige for udefrakommende og samtidig sætte fo-

kus på og styrke det kristne fællesskab? Man opret-

ter en ny slags møder og kalder dem ”MellemKFS”!

Sådan lyder meldingen fra Lisa Rom Boye fra KFS i København, hvor

hun har været med til at arrangere ”MellemKFS”.

- Det hele startede i en frustration over, at vores StorKFS-møder

er bygget op omkring et foredrag. Det betyder, at der ikke er så

meget fokus på det åndelige fællesskab. Og det har vi så startet

MellemKFS for at afhjælpe, fortæller Lisa.

MellemKFS-møderne er åbent for alle, men deltagerne er primært

de KFS’ere, der er med i en ”miniKFS-gruppe” (også kendt under

navne som bibelstudiegruppe og celle). MellemKFS er dermed

tænkt som et bindeled mellem StorKFS og miniKFS.

- Vi har haft tre MellemKFS-møder i foråret, hvor vi har spist

sammen, fået undervisning og haft tid til at dele liv, bede sammen

og synge lovsange, fortæller Lisa.

Tættere på hinandenMøderne i MellemKFS er blevet taget godt imod, og mange er glade

for tiden og muligheden for at komme tættere på hinanden og dele

troen, fortæller Lisa. Samtidig er der dog også nogen, der ærgrer sig

over, at MellemKFS ligger på aftener, hvor man ellers ville have mød-

tes i MiniKFS-grupperne. Det er ikke nemt at opfylde alles behov,

konstaterer Lisa, men MellemKFS er kommet for at blive, tror hun. For

frustrationerne over, at StorKFS-møderne ikke både kan rumme det

tætte åndelige fællesskab og den udadvendte profil, er et gammelt

problem, som det er godt at forsøge at gøre noget ved, mener hun.

- Det er lidt pudsigt, for jeg snakkede for nylig med min mos-

ter og onkel, der også var KFS’ere i deres studiested. De kunne

fortælle om præcis den samme frustration, så den har nok ek-

sisteret, siden KFS startede. Nu vil vi prøve at fortsætte med

MellemKFS og se, om det afhjælper problemet, men man skal

selvfølgelig ikke fortsætte med det for enhver pris, fortæller Lisa.

Pt. mødes mellem 70 og 90 studerende til StorKFS-møderne i Køben-

havn, mens kun omkring 25 er med i miniKFS-grupperne. Det skyl-

des, at mange af KøbenhavnerKFS’erne er engageret i bibelstudie-

grupper ud fra deres kirker eller andre ungdomsforeninger, fortæller

Lisa. Hun satser dog på, at MellemKFS rent faktisk kan være med til

at få flere til at engagere sig i miniKFS-grupperne.

- Til efteråret har vi lagt to MellemKFS-aftener. Den ene ligger

i begyndelsen, og der håber jeg, det bliver en god mulighed for de

nye at møde MiniKFS-grupperne og måske finde en gruppe, de selv

har lyst til at være med i, afslutter Lisa.

10

Plads til at dele tro, bøn og liv

Tema: HelligåndenGud er vores Far. Jesus er hans søn og vores bror og Frelser. Men

Helligånden? Hvor sidder han til familiefesten? Og hvad er det i

det hele taget for en luftig størrelse? En tredjedel af treenighe-

den, måske lidt ukendt og fremmed - også i din bevidsthed?

I det nummer af Til Tro du nu sidder med, har vi i tre artikler valgt

at fokusere på de sider af Ånden, som vi næsten dagligt er i be-

røring med. For så meget fylder han faktisk, på sin egen diskrete

måde, i din dagligdag. Når vi lytter, når vi taler, når vi kæmper,

når vi tjener, når vi beder, når vi giver - og meget mere... Så me-

get og så ofte og på så mange områder virker Helligånden i os,

så inviter ham indenfor og med til familiefesten!

God læselyst

Redaktionen

Men salige er de, som ikke har set og dog tror

( Johs. 20, 29)

Jeg vil høre din stemme,

Jeg vil se din indgriben,

Jeg vil mærke din kærlighed,

Oplevelser med dig,

er noget jeg bare må have mere af

Nogle gange er det som at råbe over kløfter

Det eneste jeg hører er et ekko,

af mine egne udbrud

Hvorfor svarer du mig ikke?

Hvorfor handler du ikke?

Vær stille over for Herren,

vent på ham

(Sl. 37,7)

Helligåndens stemmeAf Hans Christian Petterson

Din stemme er som et hviskende vindpust,

der taler mildt og opmuntrende

Dit kald som et afslørende spotlys,

der blotter, afslører

Dine ord som en livgivende flodstrøm,

der uafbrudt forsørger

Din formaning som en knyttet næve,

der slår facader itu

Din tavshed som et stort mørke,

der prøver og anfægter

TIL TRO · # 4 · 2009 · Helligånden · artikel12

artikel · Helligånden · 2009 · # 4 · TIL TRO 13artikel · Helligånden · 2009 · # 4 · TIL TRO 13

Overgiv din vej til Herren,

stol på ham, så griber han ind

(Sl. 37,5)

Din stemme udfordrer mig til at slippe styrepinden

Opgive taleretten,

Så du kan komme til,

For du vil tale, men lytter jeg?

For du vil retlede, men følger jeg?

For du vil Du vil styrke, men tillader jeg?

For du vil bære, men tør jeg?

Tør jeg stole på dine løfter? At de gælder mig!

Til I bliver gamle, er jeg den samme,

til I bliver grå, bærer jeg på jer.

Det har jeg gjort, og jeg vil stadig løfte jer,

bære på jer og bringe jer i sikkerhed.

(Es.46,4)

Helligånden og læringsformerHvilke formidlingsformer benytter Helligånden sig af? Er det kun igennem forkyndelse og undervisning, Han lærer os noget – eller er det også på andre områder?Af pædagogisk konsulent Carsten Hjorth Pedersen, [email protected]

Traditionelt set har kirken og kirkelige for-

eninger haft meget fokus på forkyndelse og

undervisning. Med god grund. Det er nemlig

to formidlingsformer, som Ny Testamente

lægger stor vægt på, og som gennem år-

hundreder har vist deres styrke. Også i dag

er de livsvigtige, når de bliver redskaber i

Helligåndens hånd.

Men det betyder ikke, at det er de ene-

ste formidlingsformer, Helligånden gør brug

af. Det vil vi se nærmere på i denne artikel.

Men først lidt om to vigtige sager: 1) Forhol-

det mellem formidling og læring, og 2) For-

holdet mellem Helligånden og formidleren.

Formidling og læring

Strengt taget er det afgørende ikke, hvad

der bliver formidlet, men hvad der bliver

lært. Hvis ikke (noget af) det, der bliver af-

sendt, bliver modtaget, er formidlingen ikke

lykkedes. Det gælder også den kristne for-

midling.

Det er en af grundene til, at man som

kristen formidler ikke kan være ligegyldig

over for valg af metode og formidlingsform.

Da de, som vi formidler til, er vores med-

mennesker, må vi altid spørge, hvordan vi

bedst når dem. I én situation kan det være

forkyndelse, altså proklamation af Guds ord.

I en anden situation kan det være vejledning,

altså en langt mere dialogisk form.

Vi må imidlertid ikke falde i den mod-

satte grøft, så vi med konstruktivismen – og

beslægtede ideologier – forfalder til mismod

på formidlingens vegne. Slogans som: ”Tek-

ster findes ikke; der findes kun mennesker,

der læser tekster!” og ”Vi kan ikke overføre

viden. Vi kan kun være facilitatorer for, at

andre selv skaber viden!” er der jo en sand-

hed i; men deres grundlæggende mismod

over for formidling må vi ikke lade os gribe

af. Mit modslogan lyder derfor: ”Ingen læ-

ring uden god formidling!”

Vel kan vi ikke sikre, at det, der høres,

er lig med det, der bliver sagt. Men mindre

kan også gøre det. Det er decideret farligt at

henfalde til perfektionisme, når det gælder


r, be

retn



odsp

ørgs

mål

o


ering, anskue


ram


sn


r, b


ioner, ta v

s



isu

e

l konkretiserin

g, a

nsku

else


et

o den, fo

relæsning,


ål og sv

ar, visu



r, illustra



te

r, lignelse




artikel · Helligånden · 2009 · # 4 · TIL TRO 15

formidling og læring, for alle formidlere og

modtagere er begrænsede og faldne men-

nesker.

Der er imidlertid en afgørende faktor,

som er speciel, når vi formidler Guds ord,

nemlig Helligånden. Hans mål er ikke bare,

at noget bliver formidlet, men at det formid-

lede bliver lært og forstået, ja, troet.

Formidling af litteratur, matematik og

gastronomi sigter ikke på troen, og Helligån-

den er ikke på spil på samme måde som ved

Ordets formidling og forvaltningen af dåb og

nadver. De situationer er derfor unikke, fordi

Helligånden virker en læring, modtagelse og

tro, som ellers ikke ville kunne finde sted.

Der er altså en dobbelt årsag til at være

grundlæggende frimodig på den kristne for-

midlings vegne: Dels at den er mulig på det

menneskelige plan, dels at Gud ved sin Ånd

og sit Ord bryder sig vej med stærke ånde-

lige midler.

Helligånden og formidleren

Men hvordan er så forholdet mellem Guds

suveræne virke i formidling og læring og så

vores ansvar for samme? Kan vi være lige-

glade med formen, da kun Helligånden kan

gøre levende?

Skønt et sådant ræsonnement tiltaler

vores medfødte dovenskab, der ofte søges

skjult med falsk åndelighed, er det dybt for-

kert. Også i formidlingens univers må vi leve

best set et under.

Men det fører jo ikke til, at landmanden

bare smider nogle håndfulde korn ud på et

tilfældigt stykke jord. Nej, han pløjer, harver,

gøder og vander marken. Han tilsår den på

det ideelle tidspunkt og under de bedst tæn-

kelige vilkår. Det er nu engang hans ansvar.

Sådan er det også for os som formidlere

af Guds ord. Vi har ikke ansvar for, at Guds

ord spirer og gror i menneskers hjerter og

hænder. Vi ved godt, at spirekraften ikke er

vores felt. Men det medfører ikke, at vi bliver

liggende på sofaen, eller at vi sjusker med

vores indsats. Nej, vores ansvar er at gøre,

hvad der står i vores magt for at formidle

gudsordet. Det indebærer blandt andet, at

vi vælger de former for formidling, som vi

skønner mest brugbare dér og da.1

Jesu formidlingsformer

Et af stederne, hvor vi kan finde inspiration

til den brede vifte af formidlingsformer, som

Helligånden tager i sin tjeneste, er i Jesu

egen måde at formidle på. Ganske vist ad-

skiller Jesu formidling sig fra helt fra vores,

for vi kender hverken andre mennesker eller

os selv, som Jesus gør. Alligevel kan vi lade

os inspirere af ham og bredden i hans me-

todevalg.

Tomas Kroksmark2 opdeler Jesu formid-

ling i fire hovedkategorier og 15 underkate-

gorier, hvoraf de 12 første omtales herunder.

I hver kategori giver jeg en forklaring på,

hvad der kendetegner den. Derefter følger

et eksempel fra Ny Testamente (NT), og så

giver jeg en ide til, hvad det kan inspirere

os til i dag.3


r, be

retn



odsp

ørgs

mål

o


ering, anskue


ram


sn


r, b


ioner, ta v

s



isu

e

l konkretiserin

g, a

nsku

else


et

o den, fo

relæsning,


ål og sv

ar, visu



r, illustra



te

r, lignelse



Kategori 1: Formidlende metoder, det vil sige metoder, hvor Jesus er enetaler.

a. Forelæsning

I NT tales der ofte om, at Jesus lærte sine

disciple. Det foregik ofte som en tale.

Eksempel: Bjergprædikenen, som rummer

både poesi, formaning, oplæring, trøst og

advarsler.

I dag: Undervisning af eller forkyndelse for

børn, unge og voksne.

b. Udlægning af tekster

Jesus tager tekster fra Det gamle Testamente

og udlægger dem.

Eksempel: Jesus ”begyndte med Moses og

alle profeterne og udlagde for dem, hvad der

stod om ham i alle Skrifterne.”

I dag: Decideret bibelundervisning, hvor vi

for eksempel gennemgår et bibelsk skrift.

c. Lignelser, beretninger etc.

I evangelierne har vi cirka 38 lignelser og bil-

ledtaler af Jesu mund.

Eksempel: Lignelsen om den fortabte søn.

I dag: Anvendelse af Jesu lignelser eller pro-

duktion af egne.

d. Illustrationer

Med sine illustrationer anvender Jesus et bil-

lede for at klargøre, hvad han mener.

Eksempel: ”Vinden blæser, hvorhen den vil,

og du hører den suse, men du ved ikke, hvor

den kommer fra, og hvor den farer hen. Så-

dan er det med enhver, der er født af Ån-

den.”

I dag: Brug af billeder og illustrationer i vo-

res formidling.

e. Tavshed

Den kan knap nok kaldes en formidlings-

form; men i visse situationer bruger Jesus

tavshed meget konstruktivt.

Eksempel: Jesu møde med den kanaanæiske

kvinde.

I dag: At vi vover at undlade at svare på et

åndeligt spørgsmål, fordi vi ikke har noget

svar, eller fordi vi skønner, at modtageren

selv skal finde det.

Vi ved godt, at spirekraften ikke er vores felt. (…) Nej, vores ansvar er at

gøre, hvad der står i vores magt for at formidle gudsordet.

med en spænding mellem Guds suverænitet

og vores ansvar. De to må fremhæves side

om side og aldrig spilles ud imod hinanden.

En kristen formidler er som landman-

den, der godt ved, at spirekraften, ja, selve

livet ligger i kornet, som han sår. Det ligger

helt uden for hans ansvar og evner at få kor-

net til at spire og gro. Han administrerer dy-

det særdeles vigtigt, at kristne og kirkelige

miljøer øver sig på konkretisering, anskuel-

sesundervisning, dramatik, mesterlære og –

ikke mindst – diakoni.

3) I forlængelse heraf er dialogen af

stor betydning. Det har den vist altid været,

men den er det i hvert fald i dag. Se overfor

nævnte kategori 2. I særdeleshed er det vig-

tigt at mestre forholdet mellem proklamation

og dialog, så vi ikke taler medmennesker un-

der bordet i misforstået iver for enetalen, ej

heller i menneskefrygt flygter fra den gode,

nødvendige konfrontering i misforstået iver

for samtalen.

1 Se Carsten Hjorth Pedersen: Hvordan få det sagt? En

praktisk grundbog for kristne formidlere. Lohse 2009.

2 Tomas Kroksmark: Didaskalos. Daidalos 1996.

3 Skrifthenvisninger er udeladt i det følgende. De kan fin-

des i førnævnte Pedersen (2009) s. 222ff

Kategori 2: Interaktive metoder, hvor der er vekselvirkning mellem Jesus og dem, han underviser.

a. Samtale, dialog

Jesus førte samtaler med mange slags men-

nesker.

Eksempel: Jesu samtale med Nikodemus.

I dag: Samtalen og dialogen med andre men-

nesker om det, der hører Guds rige til.

b. Irettesættelse

Der er tale om samtaler, hvorigennem Jesus

irettesatte andre mennesker.

Eksempel: Jesu irettesættelse af Peter og fa-

risæeren Simon.

I dag: Når vi påpeger noget, som ifølge Guds

ord er forkert, er det en form for irettesæt-

telse.

c. Spørgsmål, modspørgsmål og svar

Jesus udspørges – ofte i ond hensigt – og

han svarer med modspørgsmål.

Eksempel: Farisæerne og saddukæerne stiller

fælder for Jesus.

I dag: Vi skal ikke blot være i defensiven,

men også udfordre andre med vanskelige

spørgsmål.

Kategori 3: Aktivitetsmetodik, det vil sige non-verbale formidlingsformer, der som regel er fulgt af ord.

a. Visuel konkretisering, anskuelsesunder-

visning

Jesus konkretiserer og giver anskuelsesun-

dervisning, så mennesker kan se, hvad han

siger.

Eksempel: Jesus tog et lille barn til sig, da di-

sciplene spurgte, hvem der var størst i Guds

rige.

I dag: Konkretisering af tilgivelsen ved at

man sætter en seddel, hvorpå nogle synder

står skrevet, fast på et søm på et kors.

b. Dramatik

Jesus foretager dramatiske handlinger, der

har et formål i sig selv.

Eksempel: Jesus driver de handlende ud af

Guds hus, templet.

I dag: Det kan være berettiget, at kristne de-

monstrerer, for eksempel når fostre nægtes

retten til at leve.

c. Forevisning

Jesus viser i praktisk handling, hvad der er

ret at gøre.

Eksempel: Jesu omsorg for syge og nødliden-

de mennesker.

I dag: Den kristne diakoni er eksempel på

det samme.

d. Projektmetoden

Jesus sætter sine disciple til at gøre noget af

det, han har lært dem.

Eksempel: Jesus sendte disciple i ”praktik”

for, at de skulle undervise, forkynde og hel-

brede.

I dag: På et tidspunkt må du for eksempel

holde op med at læse om formidling og give

dig i kast med at formidle – måske med en

erfaren formidler som mentor.

Vurdering og perspektiver

Vi ser altså, at der findes en bred vifte af

metoder, Jesus betjener sig af. På tilsvarende

måde vil Helligånden i dag virke gennem

mange læringsformer. Men hvilke fungerer

bedst, og er nogle læringsformer særlig po-

tente i vores tid?

Det spørgsmål kan jeg ikke svare på

generelt. For formidlingens kunst er at eje

– og opøve – evnen til at skønne, hvad der

netop på dette sted og på dette tidspunkt,

over for disse mennesker og i denne situa-

tion er mest hensigtsmæssigt. Den kunst

læres sekundært gennem teoretisk indsigt,

men primært gennem øvelse, øvelse og at-

ter øvelse.

Og dog, der kan alligevel siges noget

generelt om formidlingens vilkår og præfe-

rencer i vores tid. Lad mig samle det i tre

punkter:

1) Den store formidler – Gud – har

givet prædikenen, forkyndelsen eller talen

en prioritet, jf. Rom 10,14-17 m.fl. Og det

bør strengt taget ikke undre os i en tid, hvor

verden – med god grund – falder på halen

for den amerikanske præsidents evner til at

benytte den klassiske formidlingsform, som

talen er. Hertil kommer, at Guds ord og Hel-

ligånden er den åndelige kraft i den kristne

tale! Det er ren dynamit!

2) I vores tid, som paradoksalt nok

også er træt af ord, er det betydningsfuldt,

at den kristne formidling er mere end ord.

Se overfor nævnte kategori 3, hvor jeg finder

ulg

æ

n

n

n

i

i

n

gg

f

o

r

e

l

æ

s

d



ulg

æ

n

n

n

i

i

n

gg

f

o

r

e

l

æ

s

d

Den konstante åndskampDer er sikkert mange, der ikke tænker over det, men rent faktisk befinder kristne sig i en konstant åndskamp. I hjertet, i bønnen, for andre og mod tidsånden

Af sociologistuderende Dorte Kappelgaard, [email protected]

densbilleder, to måder at søge identitet eller

opfyldelse af forskellige slags behov på.

Det kan let opleves som ens egen kamp

mod synden, hvor Gud bliver ham den kede-

lige med en løftet pegefinger, fordi vi lever

i en kultur, der ikke har fokus på det ånde-

lige. Men selv om vi må tage kampen op, er

det også godt at vide, at der er åndsmagter,

der hvisker løgne til os om, hvordan verden

hænger sammen, hvem vi er, hvem de andre

er, og hvem Gud er. Gud ønsker at vise os, at

løgnene er lavet af papir, at hans billede af

virkeligheden er det solide, sande, skønne,

og at efterlevelsen af det er det, der har den

gode eftersmag.

Jeg tror, at det nogle gange kan være

nyttigt at sige: ’Far,

nu tog jeg en løgn til

mig igen! Hvordan er

dit verdensbillede lige

her? Hvad vil du gerne

sige til mig? Hvad er

sandt og godt? Uden

dig bliver det her al-

drig bedre!’ end at bruge sin energi på at

foragte sig selv. Det bringer os ikke tættere

på Gud.

Det er, som om ubearbejdede sår på

sjælen, er de steder, hvor vi er mest udsatte.

Satan ved, hvilke knapper, han skal trykke

på. Frygt for at blive kritiseret og afvist kan

gøre, at vi lettere lader os friste til at gøre os

Åndskamp forbinder man måske mest med

’noget med dæmonuddrivelse’. I denne ar-

tikel vil jeg sætte fokus på åndskamp som

noget, vi konstant står i.

Helt grundlæggende: Der findes noget,

der er godt, og noget, der er ondt. Lyset har

vundet over mørket, Guds Rige er kommet

nær, men det har ikke udfoldet sig 100%

over alt endnu. Når livet er ondt og smerte-

fuldt og uretfærdigt, tror jeg ikke på, det er

fordi, Gud er ligeglad. Han står på vores side,

midt i mørket. En dag bliver alting godt, men

i denne brudte verden finder der åndelige

kampe sted, og det sker både i vores hjerter

såvel som rundt omkring os.

Vi har ifølge Paulus fået en rustning til

kampen (Ef. 6): Sandhed, retfærdighed, vil-

lighed til at gå med fredens evangelium,

troen, frelsen og Guds Ord. Hav disse ele-

menter i baghovedet, når du læser artiklen.

Hvilken betydning kan de have ind i de for-

skellige kampe, som bliver beskrevet i det

følgende?

Kampen i hjertet

Den første kamp er den i mit eget hjerte,

kampen mod fristelsen til at søge bort fra

det, som er sundt og godt i livet set med

Guds øjne. Alt sundt og godt kan forvrænges,

komme ud af proportion, så det binder mig.

Det bliver ofte til en kamp mellem to ver-

hårde over for andre. Dårligt selvværd kan

få os til ikke at turde gå på vores kald. Skuf-

felser kan gøre os kyniske.

Derfor er det vigtigt at bringe sine sår

frem for Gud, så han kan helbrede dem og

gøre én mindre modtagelig for angreb på de

områder.

For Guds ansigt

Hvornår får tingene deres rette proportioner

i mit liv, så jeg finder det, der er godt, sandt

og skønt attraktivt? Det sker i stilheden foran

Guds ansigt. Og måske den vigtigste kamp er

kampen for stilheden. Vi er så vant til at få

sanserne stimuleret, at stilheden og ensom-

heden kan være svær at komme ind i. Mit

hoved er nogle dage fuldt af idéer om, at det

er det mest ubehagelige sted at være, dér

i min bedekrog. Selv om jeg ved, at får jeg

først sat mig og kommer igennem muren af

rastløshed, så er det det bedste sted i verden,

foran Guds ansigt. Det er der, jeg bliver fri til

at leve. Det er der, jeg finder min glæde.

Og måske den vigtigste kamp er kampen for stilheden

Frelse

Guds ord

Retfærdighed

Sandhed

Villighed

Tro



For nogle år siden var jeg meget tæt på at

blive bitter over en situation. Tankerne tum-

lede rundt, og stoltheden gjorde det umuligt

at bede. Så kom det til mig: Bøj dig! Nu! Det

havde jeg absolut ikke lyst til, men noget

sagde mig, at det var så vigtigt, at det ikke

stod til diskussion. Det eneste, jeg kunne, var

at lægge mig fladt ned på maven. Det var,

som om der med den fysiske handling skete

en forandring. En kæmpe, fysisk tyngde over

min krop lettede, og jeg kunne give slip og

begynde at se situationen med nye øjne.

Er vi fulde af stolthed, bitterhed, selvop-

tagethed og så videre, kan det gøre det svæ-

rere for Gud at komme til at manøvrere hos

os, for han tvinger sig ikke vej frem. Synds-

bekendelsen, overgivelsen, magtesløsheden

kan sætte fri, fordi Gud får lov til at være Gud

og kan komme til at gøre sine mirakler…

Kampen for andre

Den anden side af kampen er bønskampen

for andre. Jeg har bedt for mennesker, hvor

jeg har tænkt, at det sikkert var en vigtig

kamp, der var i gang her, men følt mig ånde-

ligt ufølsom, fordi jeg ikke anede, hvad der

foregik i personen. Og det er helt fint – bare

vi er åbne for Gud, mens vi beder.

Det kan være en god idé at være stille,

lytte og bare bede Gud om at lade sin kær-

lighed og fred være i personen. Er sætnin-

ger faldet mig ind, mens jeg er stille, har jeg

bedt dem. Om vi lige finder de rigtige ord, er

ikke så vigtigt; vi må fokusere på at velsigne

det, Han gør. Som forbedere er vi dem, der

kan få lov til at være aktive fra sidelinjen og

løfte en person op til Ham. Det er en befri-

else at opleve, at Gud kan bruge os, selv når

vi er ’tonedøve’.

Regelmæssig forbøn for nogen eller

noget, har ofte meget større effekt, end vi

tror. KFS’ere i Etiopien bruger første halvdel

af deres planlægningsmøder på at bede, og

derefter er det nemt for dem at tage beslut-

ninger og organisere!

Det kan også ske, at man står midt i en

opvask, sidder til et bedemøde eller på cyk-

len og bliver overvældet af en nød, en ånde-

lig kamp for et eller andet og får til opgave

at bede og dermed ’kæmpe’ for en person

eller en sag. Det er ikke alle, der oplever det

på den måde. Men hvis du har lyst, så bed

Gud om at minde dig om, hvis der er noget,

du skal bede for.

Tidsånden

Hvilke åndskampe præger særligt vores tid?

Vi lever i en ekstremt sekulariseret kul-

tur i den forstand, at vi konstant får at vide,

at vi er verdens navle med ansvar for egen

lykke og succes. Meningen med livet er at

skabe sig selv, og vi begynder forfra hver

dag. Kæmper vi ikke mod det verdensbil-

lede, bliver det vores, og vi bliver let selvtil-

strækkelige.

Bibelen fremstiller os i modsætning der-

til som skabt til at være totalt afhængige af

vores Skabers kærlighed og livskraft - og til

at leve i fællesskab med andre mennesker.

Skabt til at være grene på et vintræ.

Nogle gange oplever jeg det som om,

at der hænger en dyne af frygt, tåge, mod-

løshed og manglende selvværd over vores

samfund. Det gælder især, når jeg vender

tilbage efter at have været udenlands i sam-

menhænge præget af stor frihed, glæde og

tillid til Gud og de evner, han har givet. Der

er så mange med depressioner, og vores

kultur er præget af megen selvkontrol. Vi er

bange for at lave fejl. Vi er bange for at tro

på eventyret og at springe ud på det dybe

med Jesus i hånden. Det er et samfundsfæ-

nomen, men skylden lægges ofte på indivi-

det. Tænk, hvis mennesker oplevede, at de i

kristne sammenhænge blev sat fri til at leve

modigt og vildt på en livsbekræftende, le-

gende måde!

Et kongebarn på mission

Når det er svært at se formålet med den lille

kamp, som ingen andre ser én stå i lige nu,

kan det være godt at huske det større per-

spektiv, at vi er del af en mission. Den lille

situation er en del af et større, meningsfuldt

eventyr om en kamp for det sande, det skøn-

ne og det gode, som Gud allerede har vun-

det. De valg, jeg tager i det skjulte, for ek-

sempel om at bøje mig for Gud og ikke blive

bitter, de får konsekvenser for den måde, jeg

omgås andre på og sætter mig lidt mere fri

til at leve livet smukt. Vi lever ikke isoleret,

og hver vundet kamp vil sætte fingeraftryk

i denne verden, om ikke andet så på et ån-

deligt plan.

Og når vi træder ved siden af det, der

er det ultimativt bedste, så kommer Kristus

selv, børster sandet af knæene og siger:

”Op igen, det at du er faldet, skal ikke

få dig til at tro, at du er nødt til at blive sid-

dende i støvet. Du er tilgivet, jeg foragter dig

ikke, jeg er ikke langt væk. Du er et konge-

barn, der tabte et slag, men søg mig og lad

mig hjælpe dig til at se klart. Vi har noget at

kæmpe for! Jeg vil gøre det i dig, når du sø-

ger mit ansigt overalt. Du er en stjerne...”

Vi er bange for at lave fejl. Vi er bange for at tro på eventyret

og at springe ud på det dybe med Jesus i hånden

Profetiens nådegave

En nat talte Gud til Helga Døssing Hansen i

en drøm.

I drømmen så hun, at en af hendes ven-

ner var i gang med at gøre noget dumt, som

ville skade personen og andre. Hun så, hvor

vennen var, hvem vedkommende var sam-

men med, og hvad der ville ske.

- Det blev så stærkt for mig, at jeg måtte

stå op og bede for denne person længe. Jeg

kan huske, at jeg sagde til Gud: ”Kan du vir-

kelig elske dette menneske, når det gør så-

dan noget?” Gud slog mig næsten helt fysisk

bagover med sin kærlighed og sagde: ”Så

meget elsker jeg dette menneske”. Til sidst

fik jeg fred og kunne gå i seng igen, fortæl-

ler Helga.

Noget tid senere fortalte hun historien

til vennen, som blev meget velsignet og glad

ved tanken om, at Gud havde været med

midt i en af ven-

nens værste

Hvordan er det at have fået en bestemt nådegave? Hvor ofte bruger man den? Og hvordan? Læs her fire interviews med personer, der har fået forskellige nådegaver skænket af Gud

Interviewene er lavet af journaliststuderende Rebecca Torp Boileau, [email protected]

kampe nogensinde.

Helga er præst ved Århus Valgmenighed

og har profetiens nådegave.

Selv kan hun ikke præcis huske, hvornår

hun opdagede, at Gud havde givet hende

netop denne nådegave. Alligevel husker

hun, at Gud talte til hende, da hun var barn,

om ting som senere gik i opfyldelse.

I hverdagen forsøger hun at bruge sin

nådegave så ofte, hun kan.

- Det er ofte som, om Gud velsigner no-

get, man selv har og bruger det på en måde,

så man bagefter kun kan sige, at Gud er stor,

og jeg er lille, siger Helga.

Hun mener, at det er vigtigt for folk med

profetiens nådegave at læse meget i Bibe-

len, lade sig prøve og have vished, inden

man siger noget.

- Når man har en nådegave, er det vig-

tigt, at man ved, at man handler i tro. Der

er altid muligheden for, at man tager fejl. På

den anden side er det også vigtigt, at man

handler i tro, for Gud har givet os nådega-

verne til fælles gavn, og måske er der nogen,

der går glip af en velsignelse fra Gud, hvis vi

ikke træder ud i tro, siger hun.

Hvis man har profetiens nådegave, men

er i tvivl om, hvordan man bruger den, råder

Helga folk til at tale med en, der har lignen-

de nådegave.

- Eller tal med en leder og begynd at stu-

dere Bibelen rigtig meget, opfordrer hun.

Gaver givet af nåde

Gud har givet os nådegaverne til fælles gavn, og måske er der nogen, der går glip af en velsignelse fra Gud, hvis vi ikke træder ud i tro



- Det er ikke en trance, man falder i. Jeg

har stadig kontrol over min krop, og jeg kan

starte og stoppe, som jeg vil.

Kristian Bang har brugt tunge-

talen som et redskab til samtale

med sin far i Himmelen, derfor

ønsker han også for andre, at de

skal have samme oplevelse.

- Lad ikke Satan bilde jer

ind, at det bare er for andre

mennesker. Nej, Gud vil også

give sine gaver til dig, siger

Kristian Bang, som tror på,

at Gud deler rundhåndet

ud af sine gaver.

Han opfordrer folk

til at læse i Bibelen og

bøger om tungetale,

hvis man gerne vil vide

mere om nådegaven.

Ellers snak med

Gud, han ved også

en masse om det,

siger Kristian.

Gavmildhedens nådegave

- Når måneden slutter, har jeg altid nul

på kontoen, men jeg har aldrig manglet no-

get. Jeg bliver mere afhængig af Gud, når jeg

giver. Det med at jeg ikke har penge til næ-

ste måned, og at jeg samtidig ved, at regnin-

gerne kommer i starten af måneden, tvinger

mig til at bede mere til Gud og komme tæt-

tere på ham. Det er fedt, at penge kan føre

mig tættere på Gud. Det er lidt sjovt, for det

er ofte penge, der tvinger én til at komme

væk fra ham, siger Camilus Josef, som har

gavmildhedens nådegave.

Camilus har ikke altid været bevidst om

gaven ved at give, men Gud har lagt noget i

ham, der gør, at han får lyst til at give.

- Alle har gaven. Der er bare ikke man-

ge, der åbner den, mener han. Selv mener

Camilus Josef, at det er fedt at have gavmild-

hedens nådegave. Han mener, at Gud giver

os overskud med det formål, at vi kan hjælpe

andre, der har brug for det.

Camilus Josef er studerende på den

Tungetalens nådegave

Kristian Bang havde i et stykke tid bedt

til Gud om at få tungetalens nådegave.

- Jeg bad med det forbehold, at det først

skulle være, når jeg var klar til det. Det har

vores store Gud jo heldigvis fuldt styr på, si-

ger Kristian.

En nat bad han sammen med en god ven,

og pludselig var der tale, som ikke var hans

egen normale. I tiden efter udviklede han sin

nådegave mere og mere, og i dag bruger han

den i sin hverdag.

- Det er en rigtig dejlig gave at have. Jeg

vil opfordre alle til at bede om det, for det

kan virkelig bygge op. Jeg har i hvert fald

selv oplevet, at det satte skub i mit kristen-

liv, fortæller han.

Til hverdag bor Kristian i Thy, hvor han

arbejder som elektriker og kommer i IMU.

Han bruger sin tungetale, når han snakker

med Gud.

- Ofte hvis jeg ikke selv kan sætte ord på

bøn. Også hvis jeg virkelig er i knibe, er langt

nede, eller når jeg beder for folk, fortæller

Kristian.

Han er altid bevidst om, hvornår han

bruger tungetalen.

tværkulturelle missionsuddannelse (TKM)

og får ikke SU. Han arbejder ved siden af stu-

dierne, og derudover har han valgt at lægge

pengene over til Gud..

- Jeg har personligt fundet glæde

i at give. I Danmark skiller vi Gud og

penge ad. Vi vil helst styre vores penge selv.

Vi tror på Gud, men pengene er vores egne.

Det gjorde jeg også selv en-

gang, men jeg har oplevet, at

Gud vil have, at jeg skal lægge

det hele over til ham. Også pen-

gene. Det har været svært, men

jeg har ikke fået andet end vel-

signelse ud af det. Jeg har vir-

kelig oplevet, at jeg har åbnet

guldkisten, fortæller han.

Camilus har nogle fastgiver-

aftaler, og ellers giver han penge

væk i uventede situationer. Han

har ikke helt styr på, hvor me-

get han giver væk af sine penge,

men overlader i stedet for den bekymring til

Gud.

- Det, der driver mig til at give, er, at jeg

oplever, at Gud velsigner mig tusinde gange

mere, end det jeg giver. Jeg oplever mi-

rakler hver eneste gang, jeg har givet.

Derfor bliver jeg ved med at give, fortæller

Camilus Josef.

Barmhjertighedens nådegave

- Jeg har i mange år oplevet, at mennesker

som på den ene eller anden måde er udsatte,

har en særlig plads i mit hjerte, siger Sara

Dørken Christiansen.

Hun har barmhjertighedens nådegave

og blev først rigtig bevidst om det, da hun

tog en nådegavetest.

- Der, hvor jeg særligt genkender nå-

degaven er, når jeg oplever uretfærdighed.

Så bliver jeg ked af det og harmes over det.

Det kan for eksempel være, hvis jeg læser

i avisen om mennesker, som bliver dårligt

behandlet af samfundet, medierne og så

videre. Jeg kan mærke det rent fysisk i min

krop, og jeg får lyst til at gøre noget. Jeg bli-

ver frustreret, når jeg ikke kan gøre noget

ved det, fortæller hun.

Sara har en særlig kærlighed for men-

nesker, som er lidt anderledes, eller som er

marginaliserede i forhold til det ”normale”

samfund. Hun kan godt lide at være sammen

med disse mennesker og forsøge at få ideer

til, hvordan hun kan ændre noget i deres liv.

Ofte er hun ikke bevidst om, at hun har

brugt sin nådegave.

- Det er ofte først bagefter, at jeg tænker,

at det var Guds nåde, der fik mig til at handle

i en situation.

Sara bruger barmhjertigheden i sin fri-

tid, men også i sit arbejde som pædagog,

hvor hun kan medvirke til, at børn og voks-

ne, der har det svært, får muligheder for at

få det bedre.

Hun kommer i Århus Valgmenighed,

hvor hun er leder i en international klynge,

hvor danskere og udlændinge mødes på

tværs af kulturer.

- Noget, der vir-

kelig kan gøre mig

vred og frustreret,

er den måde, som

indvandrere og flygtninge mange gange bli-

ver behandlet på her i Danmark. Jeg synes

næsten ikke, de får nogen chance for at falde

til og at blive accepteret. Mange vil virkelig

gerne have noget med danskere at gøre,

men ved ikke, hvordan de skal få kontakten,

fortæller Sara.

Denne følelse fik Sara til at tage initiativ

til ”Middag på tværs” i Århus Valgmenighed,

hvor danskere og udlændinge fik mulighed

for at mødes og knytte venskaber.

Der, hvor jeg særligt genkender nådegaven er, når jeg oplever uret-færdighed

TIL TRO · # 4 · 2009 · Helligånden · artikelTIL TRO · # 4 · 2009 · Helligånden · artikel22

Mission har for mange en ubehagelig klang af kolonialisme og kul-

turimperialisme. Det billede af mission holder ikke fuldt ud - hverken

teoretisk, teologisk eller historisk set. Tværtimod forudsætter sand

mission respekt for andres kultur.

Jeg stødte på den gængse vrangforestilling om mission som

overgreb på andre, da jeg for nogen tid siden var i biografen for at

se Australia med Nicole Kidman og Hugh Jackman i hovedrollerne.

Filmen er en pudsig blanding af en komedie, en western og et melo-

drama. Den er propfyldt med klicheer om aristokratfruen og den rå

australier, helte og skurke, den ædle, vilde og politisk korrekthed om

tolerance, køn og etnicitet.

Filmens fortæller – drengen Nullah - har et problem. Hans far er

hvid, men moren er aboriginer. Den slags får betegnelsen gadekryds

(bastarder), og de er jaget vildt. Gennem hele filmen trues Nullah

med at blive sendt på genopdragelse på en missionsstation, hvor

han skal reddes fra de oprindelige australieres ukristelige kultur.

Behandlingen af Nullah provokerede mig. Det er en ubehagelig

sandhed, at det evolutionistiske kultursyn med påberåbelse af den

vestlige kulturs overlegenhed og af kristendommen som den højeste

religion har præget missionstænkningen.

Filmen Australia er derimod præget af en moderne kulturrela-

tivisme, der indeholder troen på, at alle kulturer er lige gode, og at

ingen kultur kan sætte sig op over en anden. Tænkningen er tiltræk-

kende, men den overser det fundamentale spørgsmål om sandhed

og ret i enhver kultur. For hvordan skal vi med dette kultursyn kunne

hævde universelle menneskerettigheder og fastholde for eksempel

kampen mod lemlæstelsen af kvinder i mange kulturer?

Kulturrelativismen rummer den vigtige indsigt, at ingen har ret

til at dømme en kultur ud fra sin egen kulturs præmisser. Hermed af-

vises enhver form for evolutionistisk kultursyn eller etnocentrisme.

Moderne missionstænkning arbejder da også med den forståelse,

at der ikke findes én universelt gældende kultur. Enhver kultur må

først forstås på dens egne præmisser ud fra et indre perspektiv. Først

derefter kan den eventuelt vurderes i et perspektiv udefra.

Vurderingsgrundlaget er givet i Guds egen åbenbaring i Bibelen.

Den er ikke et ahistorisk, tidløst budskab uden for enhver kulturel

kontekst. Tværtimod åbenbarer Gud sig ind i historien i gudsmen-

nesket Jesus Kristus. Det er vidnesbyrdet om ham, der er kirkens

mission.

Teologisk betragtet kan mission derfor opfattes som oversæt-

telse. Jesus blev som missionær sendt til verden som Guds tolk.

Apostelen Johannes udtrykker dette i sin berømte prolog: ”Ingen har

nogen sinde set Gud; den Enbårne [ Jesus], som selv er Gud … er

hans tolk”.

En sand missionær er derfor også en oversætter. Budskabet om

Jesus har altid forskelligt udtryk alt efter, hvilken kultur det oversæt-

tes til. Men det lader sig inkarnere, oversætte og udtrykke i enhver

kultur. Både historisk og aktuelt set er kultur- og sprogstudier derfor

helt centralt i al mission. Missionærer må være tolke, der i ord og

gerning kan oversætte budskabet om Guds kærlighed i Jesus Kristus.

Enorme bestræbelser bliver gjort på lingvistiske studier med henblik

på bibeloversættelse og oversættelse af anden litteratur. Folkegrup-

per oplever glæden og stoltheden ved at få deres eget skriftsprog.

De får en erfaring af, at Gud taler deres eget sprog. De møder mis-

sionærer, som mennesker, der ønsker at lære af dem, ønsker at lære

deres sprog, deres tænkemåde og deres kultur. Missionærer er ikke

magtfulde kulturimperialister. De må blive som sårbare små børn,

der skal lære et nyt sprog for at præsentere Kristus. Men når det

sker, bliver Kristus folkegruppernes egen Herre og frelser og ikke

blot missionærens.

Kæphesten er Til Tros faste klumme, hvor forskellige skribenter får

luft for deres synspunkter. Synspunkterne stemmer ikke nødvendigvis

overens med KFS’.

Af generalsekretær i Dansk Etiopher Mission

Sune Skarsholm, [email protected]

Kæphesten

Mission forudsætterrespekt for andre

verden, der kun kan forstås indefra. Dette

tema bliver yderligere understreget af, at

både hovedpersonen Oscar og fortælleren

er enormt godt inde i alverdens nørdekultur

som tegneserier, japanske tegnefilm, fan-

tasy og science fiction, og derfor naturligt

trækker på utallige referencer fra den ver-

den. Nogle steder kan de fleste være med,

som når den dominikanske diktator Trujillo

sammenlignes med Tolkiens Satan-figur

Sauron, men når det hele glider over i ob-

skure superheltereferencer og opremsnin-

ger af dystopiske science-fiction-universer,

bliver det igen til distance mellem læser

og fortæller. Alt dette kunne sagtens tolkes

som forsøg på at gøre bogen til et utilgæn-

geligt kultfænomen for de særligt indviede,

men værkets genialitet ligger i, at disse

virkemidler er tæt forbundet til en historie,

som er så klassisk og almenmenneskelig,

som noget næsten kan være.

Den nørdede, overvægtige Oscar har nemlig

lige så svært ved at bryde ud af sin domini-

kanske arv i sit liv, som læseren har ved at

gribe historien gennem sprogforvirringen.

Hans arv sætter et utal af forventninger

og grænser op for ham. Han forventes at

være en damernes mand som en rigtig

latino, men er hæmmet af sin overvægt, sin

kejtethed og sin uovervindelige trang til at

sætte alting i forbindelse med noget nørdet,

og vokser derfor op med en følelse af slet

ikke at være rigtig. Dertil kommer, at hans

familie bærer en dobbelt forbandelse med

sig fra sin dominikanske fortid: Hans mor er

Af stud.mag. Johannes Korsholm Poulsen,

[email protected]

I dette nummer vil jeg gerne rette fokus

mod to af de bedste romaner, jeg har læst

i år. De er begge på engelsk, men findes

også i danske oversættelser. Begge bøger

handler om at leve ansvarligt i en globalise-

ret verden, og på hver sin måde handler de

også om at bryde med de ting, der holder

en fast i at leve et uværdigt liv og om at

vælge at leve det liv, man gerne vil. Den ene

har en række referencer til kristendommen

og er derfor i sig selv superrelevant at læse

for en KFS’er, mens den anden i høj grad

handler om alle skyggesiderne ved vores

vestlige livsstil. Enjoy!

The Brief Wondrous Life of Oscar Wao ligner

ved første øjekast et postmoderne stileks-

periment. Handlingen foregår dels i Den

Dominikanske Republik, dels i det domini-

kanske indvandrermiljø I New Jersey. Det

betyder blandt andet, at romanen er skrevet

på ni tiendedele engelsk og en tiendedel

spansk. Valget af denne form for etnolekt

som romanens sprog er tit frustrerende og

irriterende, for bedst som man er godt inde

i historien, dukker der ord og sætninger op,

man slet ikke forstår (medmindre man kan

læse spansk, selvfølgelig). Sproget skaber

distance mellem fortælleren og læseren,

men det er tydeligvis også meningen. De

mange huller i fortællingen giver en for-

nemmelse af, at vi her har at gøre med en

flygtet til USA efter næsten at være blevet

slået ihjel af regimets bødler, og er derfor

ikke frivilligt i landet og har svært ved at til-

passe sig eller give sine børn lov til at bryde

med deres kulturelle arv. Den anden side af

forbandelsen er helt konkret: en skæbnens

uundgåelige fiasko, en fúku, hviler over

familien og gør, at ethvert forsøg på at elske

og leve det liv, man ønsker, ender i kaos og

vold og fortræd. Fortællingen handler så om

familiens forsøg på trods alt at vælge livet

og ikke bukke under for forbandelsen.

Og det skal bare læses og opleves og føles!

Jeg vil ikke sige for meget, men modvægten

til forbandelsen er på helt afgørende punk-

ter i fortællingen noget overnaturligt, som

knytter sig til den kristne arv, familien også

har. Jeg vil egentlig bare slutte anmeldelsen

med et af de dejligste citater om bøn, jeg

længe har hørt.

”…it’s exactly at these moments, when all

hope has vanished, when the end draws

near, that prayer has dominion.”

Læs den!

The Brief Wondrous Life of Oscar Wao

Junot Díaz

335 s.

Faber & Faber 2008

(dansk titel: Oscar Wao & Hans Korte og Forunderlige Liv)

BØGER

24


The White Tiger leger også med forholdet

mellem globalisering og det engelske sprog.

Den er udformet som en serie af breve fra

den indiske ”entrepenør” Munna/Balram

Halwai/The White Tiger/Ashok Sharma

(han skifter navn jævnligt) til den kinesiske

premierminister Wen Jiabao. Den vestlige

verden er altså slet ikke inde i billedet, og

forfatteren gør det også klart, at ingen af de

to egentlig taler engelsk, men Balram skri-

ver alligevel på engelsk ”fordi visse ting kun

kan siges på engelsk”. Dermed sætter Adiga

fingeren på den ulighed, at man for at få

Vesten i tale er nødt til at skrive på engelsk,

i stedet for at forvente at interesserede i

indiske forhold selv gider lære indisk. Og

det er lige præcis Vesten, Adiga taler, råber

og skriger til i The White Tiger.

Fortællingen handler om The White Tiger,

som vokser op i en fattig landsby nær

Gangesfloden, fastlåst i sin kaste (han er

født til at være konfektmager hele sit liv)

og i forpligtelserne over for familien. Han

bliver bare kaldt ”munna”, som betyder

”dreng” og har altså ikke nogen identitet

uden for familien. En dag kommer en of-

fentligt ansat person til skolen og ser hans

gode evner på klassen. Han kalder drengen

for en ”hvid tiger”, et væsen der kun fødes

én gang i en generation, et væsen med

særlige evner. Drengen tager straks dette til

sig og begynder at drømme om at skabe sin

egen tilværelse. Han tilkæmper sig et job

som chauffør og kommer dermed i kontakt

med de højere kaster, som lever i byerne og

opvartes af elendigt lønnede lavkaste-folk,

som om det var det naturligste i verden.

Men denne indiske tradition er i over-

klassen blandet med et godt skud vestlig

dekadence: Kapitalismen raser af sted

uden hensyntagen til nogen, skilsmisser,

alkoholisme, prostitution og et gennemkor-

rupt stordemokrati, der gør mere skade

end gavn, tegner et billede af et Indien, der

ikke har lært ret meget positivt af at blive

globaliseret. Hovedpersonens afsky for alt

dette bliver til misundelse, og da denne

misundelse først forbindes til hans følelse

af at have en særlig mission i livet, kammer

tanken om at ”enhver er sin lykkes smed”

over i løgn, falskneri og mord.

The White Tiger peger altså på en ulø-

selig konflikt: Ganske vist er det indiske

kastesystem umenneskeligt og undertryk-

kende, men sammenlignet med den vestlige

kapitalismes hensynsløshed og egoisme

bliver det svært at vælge, hvad man helst

vil udsættes for. The White Tiger er ikke en

helt, men et karikeret skræmmebillede på,

hvordan tilegnelsen af vestlig kultur uden

den smule kristen etik, vi trods alt har i

behold lidt endnu, bliver til rendyrket nihi-

lisme og ligegyldighed over for næsten. Det

er en voldsomt underholdende og meget

velskrevet bog, som samtidig er et ætsende

aggressivt stykke civilisationskritik.

The White Tiger

Aravind Adiga:

321 s.

Atlantic Books 2008

(dansk titel: Den hvide tiger)

bøger · 2009 · # 4 · TIL TRO 25

REFLEKSIONER

kunne se på kvinden med det lyse hår at

hun var meget oprevet. Nærmest vred mens

hun kommenterede billedet af kvinden,

som Kresten ikke kunne se. Kresten blev

alligevel lidt mere tryg ved synet af kvin-

den som han godt kunne se. Han forstod

nemlig godt hvad hun sagde. Også selvom

tv-værten stillede underlige spørgsmål

som Kresten ikke forstod. Til sidst slukkede

Kresten for fjernsynet. Han syntes det var

ved at blive for meget. Ja. Det er simpelthen

også for galt, tænkte Kresten.

Nu er det senere på dagen hos Kresten.

Kresten sidder og tænker. Tankerne flyver

rundt i hovedet på Kresten. Det er svært

at holde styr på alle tankerne. Det er flere

dagen siden at han så det med kvinden i

fjernsynet. Alligevel tænker han stadig på

det. Han bliver enig med sig selv om, at han

heller ikke kan blive ved med at sidde. Han

skal snart ud af døren igen. Kresten rejser

sig og kigger på sig selv i spejlet. Han bliver

enig med sig selv om at en grundig tand-

børstning er tilstrækkelig. Derefter tager

han en sin bibel og bradepande med hank.

Nu er Kresten klar. Han låser sig ud. Først

tjekker han lige en ekstra gang om han har

Kresten er glad. Det ved enhver. Især dem

der kender ham. Det eneste der kan fjerne

Krestens glæde, er hvis Kresten bliver

bange. Ellers går Kresten ind for ligestilling

og madordning i skoler og børnehaver. Kre-

sten bliver heldigvis ikke bange så tit, men

på det seneste er han alligevel begyndt at

blive mere og mere bange. Kresten er nem-

lig begyndt at se TV. Det kan han vældig

godt lide, men der er bare så utroligt meget

af det de siger i fjernsynet Kresten ikke

forstår. Engang så han noget som han slet

ikke forstod. Han husker det som om det

var i TV Avisen, men han er ikke helt sikker.

Der blev vist billeder af en kvinde. Kresten

ved nu stadig ikke om han forstår det han

så, for han kunne slet ikke se nogen kvinde.

Men manden bag bordet i fjernsynet med

skjorte og slips forklarede altså at der var

en kvinde, og Kresten kunne se at tv-værten

var meget alvorlig. Siden har Kresten været

bange.

Efter billedet af kvinden, kvinden som

Kresten ganske vist ikke kunne se, kom der

en anden kvinde på skærmen. Denne gang

blev der ikke sagt noget om at der var en

kvinde men Kresten var helt sikker, og han

det hele. Det har han. Kresten stopper. Han

står udenfor døren. Krestens tankerække er

gået helt i stå. Op af trappen kommer, hen

mod ham, en underlig skikkelse. Kresten

bliver bange. Fuldstændig ligesom dengang

han så kvinden han ikke kunne se. Kresten

presser sig op mod døren. Kresten sveder.

Skikkelsen nærmer sig ham mere og mere.

Hvad er dog dette? Dette gespenst! Pludse-

lig går det op for Kresten hvad det er han

ser på. Det er jo et menneske der er helt

pakket ind i stof. Pakket ind fra øverst til

nederst. Det var jo sådan en han havde set

i fjernsynet den aften han blev så bange.

Mon også der var en kvinde inden i dragten

i fjernsynet? Kresten fornemmer at nogen

kigger på ham gennem stoffet. Han kan se

to øjne bag et tyndt stykke stof. Det er kun

en lille sprække. Han bliver lidt forlegen.

Han forsøger at se afslappet ud. Hænderne

er helt våde. Skikkelsen går forbi. Kresten

smiler og nikker anerkendende. Nu er Kre-

sten ikke bange mere. Kresten er glad. Der

er dog stadig meget han ikke forstår.

Kresten og kvinden han ikke kunne seAf lærerstuderende Jakob Sejergaard

[email protected]

26

& MEDIERKULTUR

vandet på grund af det, jeg hører.

Og der var også en gang, hvor repor-

teren var ude hos en mand, der interes-

serede sig brændende for vejret. Så vidt

jeg husker, var han førtidspensionist, og

han boede med sin samlever ude i Rødovre.

Han fortalte, hvordan han bare har elsket

vejr lige siden, han var lille. Han har en lille

vejrstation i baghaven og løbende kontakt

med Meteorologisk Institut for at diskutere,

om det nu regner lidt eller meget. Eller hvad

man nu diskuterer om vejret.

Nogle gange kan der gå halve timer,

før jeg finder ud af, hvad den udsendelse,

jeg har tændt midt i, handler om. Som da

min bofælle og jeg stivnede mere og mere,

efterhånden som det gik op for os, at det

ubestemmelige piveri og de stumpe dunk i

radioen stammede fra en kanin, der var ved

at blive slagtet. Jeg ved stadig ikke, hvad

programmet handlede om, men det var

mere billedligt end billeder. Vi slukkede.

Det sker ellers sjældent, at jeg slukker.

Det er mest, når de politiske debatter bliver

ubehagelige.

Jeg hører altid P1, når jeg vasker op. Engang

hørte jeg et program om en ægyptisk mand,

der nu boede i Danmark og arbejdede med

helt, helt demente. De fleste havde mistet

sproget, men han snakkede med dem ved

at sige første linje fra eksempelvis ”Jeg ved

en lærkerede”, og så sagde de det næste

ord. Måske en hel linje, hvis de var i god

form. En enkelt dame, hans yndling, havde

han arbejdet med i lang tid. De kommuni-

kerede nu ved, at han sagde ”Du er smuk

og...” og så sagde hun ”...dejlig”. Jeg kunne

høre på hans stemme, at han mente det.

En anden gang genudsendte de et pro-

gram, som Berlin-korrespondenten havde

lavet omkring 1945. Han beskrev, hvordan

han var cyklet gennem den nyligt sønder-

bombede by, gennem brand og murbrok-

ker på en cykel, hvis to dæk for længst var

smeltede, så det bare var metal, han kørte

rundt på. Tyve-minutters-turen tog ham

to timer, og skægget og håret, som stak

uden for hjelmen og brillerne, forsvandt i

varmen.

Det sker tit, at jeg der, midt i kopper og

bestik, begynder at græde ned i opvaske-

Selvom radioen så ofte har succes med

at få mig til at lade tårerne trille ned ad kin-

derne, finder jeg nogle gange på flere ting

at lave i køkkenet for at høre mere. Så bliver

opvasken til boller og bollerne til gulvvask

og gulvvasken til et særligt tidskrævende

aftensmåltid.

Jeg ved godt, hvad det er, der gør det.

Det er som om, at P1 er særligt tæt på livet.

Det rører mig at høre om en færgeoverfart

i et randområde og en genudsendelse af

reportagen fra B&W-værftet, og jeg tror, det

skyldes, at det virker så ligegyldigt, men i

virkeligheden er dér, hvor livet brænder på.

Brænder på den gode måde.

Og jeg bliver altid grebet af livet i mit

radiolytteri. Tænk at brænde for demente

mennesker, der måske egentligt er mere

hinsides end her, og tænk at gå med liv og

sjæl op i vejret. Så brænder jeg lidt mere.

Jeg får i hvert fald lyst til det af den kril-

rende livsfornemmelse i maven. Brænder og

græder. Ned i opvasken, ned i bolledejen,

ned i langtidsstegningen.

Af lærerstuderende Laura Cæcilie Jensen

[email protected]

27

Min brændende radio

2009 · # 4 · TIL TRO

1.

Man bliver nok nødt til at starte med det,

der er så banalt, at det ellers bliver glemt: At

være stresset er ikke det samme som at have

travlt. At være stresset er at være under en

diagnose – man er faktisk syg, hvis man har

stresssymptomer. At have travlt betyder, at

man har meget at nå. Hvis du er stresset, bør

du søge læge og ikke tro, at den her artikel

alene kan hjælpe dig.

Hvorfor er det vigtigt? Jo, det er vigtigt,

for det er som om, at de to ting af og til stil-

les ved siden af hinanden. Men hvor det at

være stresset bogstaveligt talt kan være fy-

sisk destruktivt, har det at have travlt slet

ikke de samme konnotationer. Man kan blive

stresset af at have travlt, ork jo, men lad så

dette være en opfordring til ikke at lade det

komme så vidt!

2.

”Lediggang er roden til alt ondt”, sagde de

gamle, og nogle siger det endnu, mens de

ihukommer deres ungdoms vitalitet... Må-

ske er det et imperativ i en protestantisk

arbejdsetik – at man jo allerhelst skal være

produktiv hele tiden, ellers har man dårlig

arbejdsmoral, og har man dårlig arbejds-

moral, kan man miste sit arbejde, og hvor

skal man så hente sin identitet? Måske lidt

karikeret udtrykt, men er der ikke noget om

det? Betragter vi danskere ikke os selv som

et arbejdsomt, flittigt lille folkefærd, der i

alt fra inddæmning af fjorde over opdyrkel-

sen af den vestjyske hede til LEGO-klodser

og IT-Factory (ups) forsøger at komme langt

med lidt?

Og rammes man af lediggang i bare et

splitsekund, rammer lynhurtigt den der med

at ”du skal tage dig sammen”/”jeg skal også

tage mig sammen”/”vi bør alle sammen tage

os meget sammen”, og så går det nok. I et

samfund med et ekstremt fokus på produk-

tivitet og et pres på unge om at uddanne sig

i en ruf, så de kan blive skatteydere for at få

hjulene til at dreje rundt, er det måske logisk

nok, at flere bliver deciderede syge af den

belastning, det må være hele tiden at skulle

skynde sig og producere mere og mere, og

huha, sid ikke for længe på den stol, ellers

gror du fast!

3.

Jeg ved ikke, hvordan du tænker om sådan

en almindelig 37-timers arbejdsuge, som jo

venter de fleste hinsides uddannelsen. Må-

ske har mange af os det sådan, at de der

37 timer jo nærmest er gudgivne – at Gud

skabte himmelen og jorden, planter, dyr og

mennesker, og så til sidst funktionærloven.

Ikke mange sætter spørgsmålstegn ved at

sådan er det – at man skal arbejde 8-16, og

at det, der foregår derudover er ”fritid”, og

som sådan noget, man må rationere med.

Når man er studerende, er det måske lidt an-

derledes... men mønsteret kender man nok

alligevel, med fritid som det der ekstra, det,

der er til overs; det man på en måde selv er

herre over.

Når man følger Jesus, så bliver man tit

engageret og indrulleret og efterspurgt og

mødt af forventninger om, at man brænder

for at yde noget og være en produktiv kol-

lega og medarbejder på enten hinandens

glæde eller kagelisten i bibelkredsen eller

kirken eller etc. Der mangler næsten altid

ledere, medarbejdere til børneklubben, og

der er altid lige et arrangement eller en lejr

eller en temaaften eller en gudstjeneste, der

kunne bruge lige præcis din hjælp til et eller

andet, som bare liige ville sætte prikken over

i’et. Og så står man der, med sin sparsomme

fritid, og hvad gør man så?

4.

Det hænder af og til, at nogle af de der Tor-

denskjolds soldater, der altid møder op til

natevangelisation, altid bager kage, altid

Ti travle tankestreger om stress

Gud skabte himmelen og jorden, planter, dyr og

mennesker, og så til sidst funktionærloven.

Eller hvad?

Af missionær i Albanien Thomas Frovin,

[email protected]

Jeg er hverken mere eller mindre kristen til møde, end jeg er på arbejde eller på mit

studie, men jeg har brug for det helt reelle rugbrød, min tro kan leve af

28 TIL TRO · # 4 · 2009 · artikel

29artikel · 2009 · # 4 · TIL TRO

sidder i udvalg og synger for – at de ram-

mes af udbrændthed, stress eller depression

– eller det hele i en pærevælling. At stå i en

sådan situation er som at blive ramt af en

skovl i baghovedet og langsomt implodere i

hovedet til alt lys går ud, og man ligger slat-

ten tilbage på gulvet og ikke kan rejse sig i

lang, lang tid. Jeg undrer mig tit over, hvad

der sker med dem. Hvad sker der omkring

dem? Er der nogle, der griber dem? Og bliver

bibelgruppen nedlagt, fordi man i en perio-

de må spise Citronmåner?

Hvis du er en af de der energiske kristne,

der har en masse gode, fromme aktiviteter i

din kalender, så Gud ske tak og lov for dig.

Men jeg har også lyst til at spørge, hvorfor

har du så travlt?

5.

Der er ikke noget mere irriterende for en an-

svarlig foreningsledertype end medlemmer,

der siger nej til gode ideer, eller som bliver

borte fra særligt udtænkte arrangementer,

eller som ikke melder sig frivilligt. De burde

jo i virkeligheden overveje, hvad de laver i

vore sammenhænge, når de bare sidder der,

uge efter uge, lytter til talen, beder, synger

med og så har den frækhed bare at gå hjem.

Hvem er det så, der må gøre det hele selv? Er

der nogen, der tænker på det, egentlig?

6.

Der er ikke noget mere irriterende for en helt

almindelig deltager i et eller andet kirkeligt

end at høre om, at der mangler hænder el-

ler penge eller begge dele på en gang hele

tiden, gerne præsenteret på ”sjove” måder

af emsige ledertyper. Som om det væsent-

lige er, at vi er så overaktive som muligt, at

vi ikke har tid til at lytte og være sammen

med hinanden. Som om at vi skal bruge hele

vores fritid på at kompensere for, at vi la-

ver noget ganske almindeligt ”sekulært” til

hverdag ved at overgeare i en masse kristne

aktiviteter. Jeg er hverken mere eller mindre

kristen til et møde, end jeg er på arbejde el-

ler på mit studie, men jeg har brug for det

helt reelle rugbrød, min tro kan leve af. Jeg

har også brug for at kunne prioritere de af

mine venner, der endnu ikke kender Kristus,

men som jeg beder til, at Gud ved sin ånd

vil række ud mod gennem mig. Og ved du

hvad, jeg er ærligt talt ligeglad med, om der

er Citronmåner eller ej.

7.

Nej, Paulus levede rent faktisk ikke af at rej-

se Mellemøsten og Sydeuropa tyndt og for-

kynde evangeliet om Jesus, men han levede

for det. Jeg aner ikke, hvordan hans liv ville

have set ud i sådan en 37-timers arbejdsuge,

men hans liv hang sammen, og han gjorde et

stort nummer ud af, at han ikke lå nogen til

last (se f.eks. 2. Thess 3,7-10), men selv tjente

til dagen og vejen ved at sy telte. Samtidig

var det på ingen måde en hemmelighed for

nogle, at det, Paulus brændte for, var at for-

tælle mennesker om den nåde, han havde

fundet i Jesus Kristus, Guds genopstandne

søn. Det er som om, at Paulus’ identitet

fandt sin hvile i den nåde; og jeg er ikke sik-

ker på, at Paulus egentlig tænkte forskelligt

om tiden, han brugte i systuen, og den, han

brugte på Areopagos.

8.

Hey!? Paulus kunne da for den sags skyld

godt have været vildt stresset; det er da ikke

vanskeligt at forestille sig, at kritik-

ken af ham fra myndighederne

og kravene til ham fra me-

nighederne kunne gøre

selv den stærkeste

syg. Og i øvrigt er

det bisset at bruge

ham som eksempel

på ret meget, for

han var apostel, og

det er altså ikke sik-

kert vi alle sammen

skal være det.

9.

Hvorfor egentlig ikke?

Altså, jo, strengt teo-

logisk skal vi ikke

være apostle, men hvad er

egentlig forskellen på os og

så på Paulus (udover internet-

adgang og bedre fodtøj)? Alle,

som tror, er sendt ud i verden for

at fortælle mennesker om den vej,

der ikke går ad Helvede til, men som er

Jesus selv. Om hans sandhed, som er Sand-

heden. Og om det liv, han vil give i overflod.

Jesus kalder de kristne for ”lys og salt”; men-

nesker, der har en funktion og en opgave,

som kommer fra Gud selv. Og det lige meget

hvor de er – om de er på studiet, på job el-

ler i kirken. Man må spørge sig selv – hvor

centralt står dét her lige i vores åh så travle

virke? Er vi egentlig klar over det, som vi jo

med et ældgammelt udtryk er kaldet til at

have som omdrejningspunkt for ALT, hvad vi

laver??

10.

Jesus selv. Lad os lige slutte der. Hvad gjor-

de han? Han gik til ”øde steder” for at være

sammen med Gud alene, han brugte tid på

bøn; han tog sig den besværlighed at lade

sig føde på jorden på et tidspunkt, hvor man

bedst kom fra punkt a til punkt b til fods. Var

Jesus produktiv? Tog Jesus sig ikke sammen?

Var Jesus ustresset, for eksempel da han

græd i haven kort før sin død?

Jesus selv tog sig tid til at vælge ”den

gode del” og genfandt måske der kraften til

at være sig selv – og styrken til at tjene an-

dre og sin egen kærlighed til mennesket ved

at give sig selv hen for det.

For kun hos Gud finder sjælen

ro. Kanske der er noget om det. Og

måske vi skal lægge alle vore tunge

byrder hos ham og bede

ham om at give

os hvile - og

fred.

Postboks 90 / 3300 Frederiksværk / Tlf. 48 79 73 77 / [email protected]

– det med at elske vores fjender,gøre fælles sag med de fattige osv.

Shane Claibornes spændende be-retning om et liv blandt Calcuttasspedalske, i krigens Bagdad ogblandt hjemløse i Philadelphia.

“...giver mig gåsehud af lykke ogtaknemlighed.“ – Magnus Malm

Shane Claiborne:Den uimodståelige revolution

304 sider, kr. 199,00

Står kristen spiritualitet i mod-sætning til luthersk kristendom?

Nej, mener Boris Salo. Men denlutherske kirke har brug for atgenopdage en luthersk spiritua-litet, der har været gemt væk.

„Denne bog giver god hjælp tilhverdagens liv med Gud.“– Sognepræst Per Munch, Nyker

Boris Salo: Den glemte skat176 sider, kr. 169,00

Den glemte skat

David Murrow:Kirken er jo kun for kvinder

og bløde mænd272 sider, kr. 99,00

Kirkens atmosfære er gennem-syret af kvindelige værdier somtryghed, omsorg og nærhed –mens man skal lede længe eftermandlige værdier som udfor-dring, risiko og ekspansion.

En bog, der udfordrer kristne –mænd og kvinder – til at giveplads til kirkens maskuline ånd.

Tænk nu, hvis Jesusfaktisk mente det...

I kloster meden protestant

Den feminine kirke

Klosteret har fået en renæs-sance – også i protestantiskekirkesamfund.

Denne bog er nogle indsigts-fulde refleksioner om, hvadder sker, når mennesker sø-ger tilbage til stilheden.

Henrik Højlund:Klosteret og kærligheden80 sider, illustr., kr. 99,00

www.boedal.dk

Støt KFS, tag på ferie i Sverige!Hyggeligt gammelt stuehus udlejes til jer, der kunne tænke jer at tage på ferie i Sverige. Huset er beboeligt hele året og har plads til max seks personer (to soveværelser).I det gamle køkken er brændekomfur og bageovn beva-rede. Køkkenet har også moderne faciliteter som el-komfur, køleskab, mikro og vandkoger. Medbring sengelinned og håndklæder.Pris: 2100 danske kroner pr uge eller 350 kr pr døgn. Disse penge går direkte til KFS.

Vi bor 45 km fra Helsingborg ude på landet og har fritids-land-brug med køer og kalve. Dejlig natur med skov og mark lige uden for døren. Der går bus (nr 10 mod Markaryd) fra Helsing-borg. Vi kan evt. hente i Ljungaskog, ca 2,5 km herfra.

Velkommen!

Bente og Christer Unosson

Ramnekärr 11128691 Örkelljunga.Tlf. 0046-435-53490eller 0046-734-355033

[email protected]

FORLAGSGRUPPEN LOHSE TLF.: 75 93 44 55WWW.CREDO.DK

HENR IK HØJ LUNDGENTAGELSEN ER DET DAGLIGE BRØDEn prædikensamling, ja, men en utraditionel af slagsen.Sognepræst Henrik Højlund har i en periode haft mulighed for at prædike over epistelteksterne. En del af disse prædikener er nu blevet bearbejdet i denne samling, og det er der kommet et opbyggeligt og velskrevet resultat ud af.

256 sider 199,95 kr.

KENNETH E. BA I LEYJESUS SET MED MELLEMØSTLIGE ØJNE»I mit arbejde med Det Nye Testamente skelner jeg mellem et før og et efter, jeg lærte Kenneth E. Baileys bøger at kende. Indtil videre har jeg ikke mødt en teologisk forsker, der har kunnet give mig så mange, så dyrebare og så overraskende vinkler på evangelierne.«Børge Haahr Andersen, rektor for Dansk Bibel-InstitutBind 1 af 2. Udgivet i samarbejde med Kolon.

304 sider 399,95 kr.

N Y H E D E R F R A C R E D O

Få dine annoncer i Til Tro!

Mangler din organisation, virksomhed eller forening et sted at annoncere - og har du samtidig lyst til at støtte KFS?

Bliv KFS’ nye sponser og få annonceplads i Til Tro. Samti-dig får du muligheden for at købe en standplads på KFS’ to store landslejre Påskelejr og / eller Discipeltræf.

Kontakt kontorassistent Marie Jensby på tlf. 35438282 eller [email protected] og hør mere.

Afsender: Kristeligt Forbund for StuderendeRibevej 71, Ødsted • 7100 Vejle

Efter interne undersøgelser i KFS er det kommet frem, at vi sandsyn-

ligvis kommer ud af 2009 med et bragende overskud. Det er meget

tidligt på året at nå frem til denne konklusion, men set i lyset af den

guldåre, KFS har mulighed for at øse af frem til nytår, vil vi uundgå-

eligt stå med et væsentligt overskud på bundlinjen ved årsskiftet.

Det er en stor udfordring for KFS. Vi har ikke stor erfa-

ring med at håndtere overskud. Mange år med en snæver økonomi

har givet os stor erfaring og kreativitet, når det gælder underskud,

gudsfrygt og nøjsomhed. Heldigvis er der da heller ikke tale om et

stort økonomisk overskud. Det ville med rette kunne så mistanke om

dårlig forvaltning.

Det overskud, vi har fundet frem til, er den uudtømmelige

kilde af tilgivelse, som flyder til os fra Guds ord om Jesu død og op-

standelse. I KFS er vi selv storforbrugere af tilgivelse. Trods det står

vi med så stort et overskud, at vi umuligt kan nå at aflevere det til

landets studerende i indeværende regnskabsår.

Det er en enorm udfordring. Overskud i økonomisk for-

stand er godt, men overskud i åndelig forstand er tilgivelse, som

ikke er blevet delt ud blandt de studerende, Gud har lagt os i KFS på

hjerte.

Når vores åndelige overskud i indeværende år synes at

blive ekstraordinært stort, skyldes det blandt andet, at antallet af

grupper og KFS-kontakter på landets studiesteder er stagnerende,

og at flere studiesteder indskrænker KFS’ virkefrihed. Det betyder,

at vi har vanskeligere ved at komme af med det store overskud af

tilgivelse, som Gud har betroet os.

Denne virkelighed spiller med, når vi i KFS har sat os et

mål om at besøge alle større studiesteder i løbet af de kommende

tre år. Vi ønsker at dele vores overskud ud, så de studerende, der

har røde tal i deres regnskab med den Almægtige, må få del i hans

kærlighed og tilgivelse. Gennem plakater, undervisningstimer, de-

batmøder, samtaler og ikke mindst kristne studerende ønsker vi at

dele ud af den overflod af tilgivelse, vi har fået betroet. Bed om, at

Gud må åbne døre til studiesteder og til de studerendes hjerter for

evangeliet. Hjælp os med at få økonomisk overskud til at dele ud af

det åndelige overskud. Eller meld dig som plakatophænger og vær

med til at dele ud af det åndelige overskud.

Girokort

Stort overskud i KFS!Af generalsekretær Robert Bladt, [email protected]

Generalens

Ribevej 71, Ødsted7100 Vejle

Frivilligt Til Tro abonnementGavebrevFastgiverAlmindelig gaveOplys cpr.nr.

kr. __________kr. __________kr. __________kr. __________

______________________________

UMM • ID-nr. 45049

Ribevej 71, Ødsted7100 Vejle

Documents

TT04_2009_Helligaanden