Følg KFS’ indsats for at nå ud på 406 skoler » 5

Bliver man aldrig for gammel til at være KFSer? » 7 Interview med Bubber om politik, penge og velfærd » 9

Brunkager, julestue og … alt for meget juleræs? » 10

Tema: Anderledes

2009 Kristeligt Forbund for Studerende

25

14

Refleksioner

her står du

15

3

2722

31

4

12

Bøger

Juleaftenunder et

klokketårn

Miljø og

velfærd

9Jesus og

Jens Thomsen

KFS’eren

For anderledes

til kirken

Kæphesten

Gud er større

Generalens34 35Kultur&

Medier

En anderledes person....

18 19 20Janteloven

28

Målsætningen 6 Aldrig forgammel

til KFS

Nu er detaltså jul igen

Udgiver

Kristeligt Forbund For StuderendeRibevej 71, Ødsted 7100 VejleTlf: 35 43 82 82Fax: 35 43 48 04E-mail: kfs@kfs.dkTIL TRO: tiltro@kfs.dkGiro: 405-4954

Abonnement

Det er gratis at modtage Til Tro, men du er velkom-men til at betale et frivilligt abonnement med lige netop det beløb, du har lyst til at give KFS. Et frivil-ligt abonnement er, ligesom alle andre gaver til KFS, fradragsberettiget. Sæt pengene ind på reg. 9541, kontonr. 0004054954

Redaktionen

Studentersekretær Martin Krak (ansv. red.)Stud.mag. Anders VindumStud.polyt. Henrik Roager JensenStud.mag. Annie Schjelde RasmussenStud.litt. Lea Braüner LarsenStud.theol. Morten Rugager KristensenLærerstuderende Signe EsmarchJournalist Helle Bastrup (red.sekr.)

Design

Martin Luckmann & Klaus Juul Jensen

Layout og illustrationer

Johan Kure & Gertrud Hjelm Kongshøj

Tryk:Øko Tryk

ISSN:1395-9786

Hjemmeside: www.tiltro.dk

LederBe someone. Be different.

Af bestyrelsesformand i KFS

Johannes Baun

”Ordbog over det danske Sprog” hedder et ekstremt nørdet værk på

28 tykke bind. Heri står der alt, hvad man nogensinde kan ønske

sig at vide om danske ord. Om ”anderledes” hedder det, at det kan

betyde ”paa anden Maade” eller ”af anden Beskaffenhed”. Altså: An-

derledes kan både være noget, man gør, og noget, man er.

Er det så værd at stræbe efter? Det vil mange mene. Her

kommer 5 tidstypiske grunde til at være anderledes:

1. Det er in.

2. At være ”almindelig” er modsætningen til at være

anderledes – og ren, grå leverpostej.

3. At være anderledes minder om at være ”unik” eller

”autentisk”, og det er hot stuff. Bare spørg arrangørerne af

de talløse talentshows, der tvinger os i sofaen fredag efter

fredag, og hvor vi er vidner til ”dyb originalitet”, ”et

utroligt talent” osv.

4. Man skal skille sig ud for at få uddannelsen, jobbet,

kæresten, lønnen osv., som man fortjener.

5. ”Hvis jeg ikke er anderledes, er jeg ikke mig.” Hvem der

udtænkte dén tankegang, ved jeg ikke, men den fænger.

Og minder mig om, hvor unik jeg er – underforstået: hvor

fed jeg er allerdybest inde. Hvor guddommelig.

Der slås kolossalt plat på den slags anderledeshed. Coachingbølgen

var intet uden anderledeshed, selvudviklingslitteraturen heller ikke.

Men rammerne for, hvordan man skal være anderledes er ret snævre.

For en del overskrides de rammer, når nogle studerende bruger ti mi-

nutter om ugen i en KFS-gruppe. Sølle ti minutter kan være forskel-

len på tjekket og utjekket anderledeshed. Men lad mig give 5 bibel-

ske grunde til – også på den utjekkede måde – at være anderledes:

1. Det er sandt. Du er anderledes! Der er en kolossal forskel

på at have Gud som omdrejningspunkt og mennesker

som omdrejningspunkt, så om du vil det eller ej: Du er

anderledes.

2. At være almindelig er blevet det anderledes. Men der er

brug for almindelige mennesker. Jesus havde 12 disciple

hos sig, men sendte tusindvis af mennesker hjem til deres

hverdag, hvor de kunne bære troen med sig og være ”lys

og salt” for deres omgangskreds.

3. Jesus var anderledes – han syndede ikke, han gjorde godt

non stop, han levede intimt med Gud. Og han er værd at

efterligne.

4. Du er ikke hovedperson i dit eget liv. ”Elsk Gud og din

næste”. Det er der, det starter. Ikke som selvfornægtelse,

men som kærlighed til andre.

5. Du er ikke guddommelig. Men du kender en, der er. Din

far. Det er langt større end alt postuleret potentiale.

Så: Vær det, du er. Vær anderledes. Og start bare med de 10 minutter

i KFS-gruppen …

TIL TRO · # 6 · 2009 · nyheder4

Den ”bedste” café på DiscipeltræfMandag eftermiddag på årets Discipeltræf lød der dansktop-musik fra højta-lerne i det område, hvor eftermiddagskaffen blev serveret. Anledningen var et nyt lejrtiltag kaldet ”Bedste-café”

Af Heidi Graugaard Nielsen

lig arrangeret en ”Bedste-café”, hvor unge

og personer i ”bedsteforældre-alderen”

kunne mødes.

I et hjørne finder vi ”bedste” Mary, der

taler med Annesofie.

- Jeg er for nylig blevet opereret for et

sprunget korsbånd, fortæller Annesofie,

der på Discipeltræf er blevet udfordret af

et bibelvers fra Jakobs Brev kap. 1 vers 2,

hvor der står, at man skal glæde sig over de

prøvelser, man møder. Derfor har hun nu

søgt hen til ”Bedste-caféen” for at snakke

med et mere livserfarent menneske om,

hvordan man klarer de udfordringer, man

møder i livet.

- Jeg har selv oplevet adskillige prøvel-

ser i mit liv. Blandt andet har jeg været tæt

på at dø, da jeg fik en blodkarsprængning i

På efterårets Discipeltræf fik de unge i år

mulighed for at få masser af livserfaring

med sig hjem. For første gang var der nem-

maven og måtte opereres – og derfor kan

jeg nemt sætte mig ind i din situation og

frustration, fortæller Mary og fortsætter:

- Jeg har altid haft en klar fornemmelse

af, at der var én, der holdt hånden over mig.

Så jeg klarede mig igennem prøvelserne,

dels ved at have masser af gåpåmod, dels i

kraft af, at jeg vidste, Gud gik med mig hele

tiden.

I et par timer var der trængsel om den

lille flok ældre, der var mødt op for at dele

ud af deres livserfaringer. Konklusionen

herefter blev, at man næste år gerne må

invitere endnu flere ”bedster” til at komme

og snakke med de unge.

Målsætningen er kommet godt fra land!Siden august har KFS arbej-det på den helt nye målsæt-ning om i løbet af tre år at nå ud til i alt 406 skoler for at gøre Jesus kendt. Pt har KFS nået de 133

Af Helle Bastrup

kendt.

- Det er en målsætning, vi er rigtig

glade for. Den motiverer os medarbejdere

til at gøre en endnu større indsats for at

nå de studerende med evangeliet, og vi

har fået lov til at se flere nye KFS-grupper

vokse frem rundt omkring, fortæller gene-

ralsekretær i KFS Robert Bladt.

I alt er der til dags dato 133 grupper,

og siden august har medarbejdere

og/eller LTC besøgt 21 skoler

og været på 13 andre skoler

og hængt plakater op. Umid-

delbart skulle man synes, at

KFS dermed har nået 167

skoler, men eftersom at

nogen af skolebesøgene

og plakatbesøgene var

på skoler, hvor der allerede var KFS-grupper

i forvejen, bliver tallet kun 145.

På www.kfs.dk kan du løbende følge

med i, hvor langt, vi når. Hvis du er interes-

seret i at få nyheder om projektet pr mail,

så henvend dig til kfs@kfs.dk. Med nyheds-

mailen følger også bedeemner for arbejdet

i KFS. Ønsker du at støtte målsætningen

økonomisk, kan du henvende dig til maria@

kfs.dk og høre mere.

De næste tre år vil der i KFS i endnu

højere grad end ellers blive fokuseret på

studiesteder i Danmark. I august vedtog

medarbejdere og bestyrelse en treårig mål-

sætning om, at KFS vil besøge alle større

studiesteder i Danmark for at gøre Jesus

Fakta om Discipeltræf

Discipeltræf er KFS’ årlige efterårslejr for unge på ungdomsud-

dannelser

I år deltog cirka 500 – hvilket er 10 procent

flere end sidste år. Lej-ren blev holdt på Skan-

derborg Gymnasium

Discipeltræf foregår i efterårsferien

nyheder · 2009 · # 6 · TIL TRO 5

Den ”bedste” café på DiscipeltræfMandag eftermiddag på årets Discipeltræf lød der dansktop-musik fra højta-lerne i det område, hvor eftermiddagskaffen blev serveret. Anledningen var et nyt lejrtiltag kaldet ”Bedste-café”

Af Heidi Graugaard Nielsen

lig arrangeret en ”Bedste-café”, hvor unge

og personer i ”bedsteforældre-alderen”

kunne mødes.

I et hjørne finder vi ”bedste” Mary, der

taler med Annesofie.

- Jeg er for nylig blevet opereret for et

sprunget korsbånd, fortæller Annesofie,

der på Discipeltræf er blevet udfordret af

et bibelvers fra Jakobs Brev kap. 1 vers 2,

hvor der står, at man skal glæde sig over de

prøvelser, man møder. Derfor har hun nu

søgt hen til ”Bedste-caféen” for at snakke

med et mere livserfarent menneske om,

hvordan man klarer de udfordringer, man

møder i livet.

- Jeg har selv oplevet adskillige prøvel-

ser i mit liv. Blandt andet har jeg været tæt

på at dø, da jeg fik en blodkarsprængning i

På efterårets Discipeltræf fik de unge i år

mulighed for at få masser af livserfaring

med sig hjem. For første gang var der nem-

maven og måtte opereres – og derfor kan

jeg nemt sætte mig ind i din situation og

frustration, fortæller Mary og fortsætter:

- Jeg har altid haft en klar fornemmelse

af, at der var én, der holdt hånden over mig.

Så jeg klarede mig igennem prøvelserne,

dels ved at have masser af gåpåmod, dels i

kraft af, at jeg vidste, Gud gik med mig hele

tiden.

I et par timer var der trængsel om den

lille flok ældre, der var mødt op for at dele

ud af deres livserfaringer. Konklusionen

herefter blev, at man næste år gerne må

invitere endnu flere ”bedster” til at komme

og snakke med de unge.

Målsætningen er kommet godt fra land!Siden august har KFS arbej-det på den helt nye målsæt-ning om i løbet af tre år at nå ud til i alt 406 skoler for at gøre Jesus kendt. Pt har KFS nået de 133

Af Helle Bastrup

kendt.

- Det er en målsætning, vi er rigtig

glade for. Den motiverer os medarbejdere

til at gøre en endnu større indsats for at

nå de studerende med evangeliet, og vi

har fået lov til at se flere nye KFS-grupper

vokse frem rundt omkring, fortæller gene-

ralsekretær i KFS Robert Bladt.

I alt er der til dags dato 133 grupper,

og siden august har medarbejdere

og/eller LTC besøgt 21 skoler

og været på 13 andre skoler

og hængt plakater op. Umid-

delbart skulle man synes, at

KFS dermed har nået 167

skoler, men eftersom at

nogen af skolebesøgene

og plakatbesøgene var

på skoler, hvor der allerede var KFS-grupper

i forvejen, bliver tallet kun 145.

På www.kfs.dk kan du løbende følge

med i, hvor langt, vi når. Hvis du er interes-

seret i at få nyheder om projektet pr mail,

så henvend dig til kfs@kfs.dk. Med nyheds-

mailen følger også bedeemner for arbejdet

i KFS. Ønsker du at støtte målsætningen

økonomisk, kan du henvende dig til maria@

kfs.dk og høre mere.

De næste tre år vil der i KFS i endnu

højere grad end ellers blive fokuseret på

studiesteder i Danmark. I august vedtog

medarbejdere og bestyrelse en treårig mål-

sætning om, at KFS vil besøge alle større

studiesteder i Danmark for at gøre Jesus

Fakta om Discipeltræf

Discipeltræf er KFS’ årlige efterårslejr for unge på ungdomsud-

dannelser

I år deltog cirka 500 – hvilket er 10 procent

flere end sidste år. Lej-ren blev holdt på Skan-

derborg Gymnasium

Discipeltræf foregår i efterårsferien

TIL TRO · # 6 · 2009 · nyheder6

Århus KFS

- Århus KFS forbliver en selvstændig

forening med egne vedtægter, så på den

måde er foreningen Århus KFS ikke blevet

til noget andet, end den var før, den er

stadig fuldt og helt ejet af Århus KFS’ med-

lemmer. Men Århus KFS er derimod blevet

til noget mere, nemlig en klynge i Valgme-

nigheden, Århus Bykirke. Vi håber, at det

fremtidige ugentlige gudstjenestefælles-

skab kan åbne op for en spændende proces

og debat om, hvilke satsninger Århus KFS

så skal gå i kast med på universitetet i

hverdagen, siger Klaus Vibe og

fortsætter:

Århus KFS bliver en klynge i ny Århus valgmenighedEt Århus KFS i forandring har nu medført en beslutning om, at Århus KFS skal være en klynge i den nye valgmenighed Århus Bykirke. Det blev bestemt på en ekstraordinær ge-neralforsamling i oktober, fortæller studentersekretær i Århus Klaus Vibe

Af Helle Bastrup

- Det bliver spændende at se, hvilke dyna-

mikker, der kommer i spil i spændingsfeltet

mellem kirke og studenterfællesskab. Vi

tror på, at denne nye relation bliver til gavn

for såvel Århus Bykirke som Århus KFS og

studiemiljøet i Århus.

I KFS drømmer vi om i løbat af tre år at be-

søge alle større studiesteder for at fortælle

de studerende om Jesus. Samtidig vil vi

gerne fastholde alle vores andre aktiviteter,

som for eksempel afholdelsen af vores to

årlige landslejre, hvor 500-700 unge mødes

for at være sammen om og lære mere om

Gud. Men selvom økonomien for år 2009

ser fornuftig ud, kan vi desværre ikke sige

det samme om 2010, fortæller generalse-

kretær Robert Bladt.

- Ønskebudgettet viser et underskud

på 920.000 kr. Det kan vi ikke forsvare, og

derfor har vi finkæmmet budgettet for at

finde ud af, hvordan vi kan skabe en bedre

sammenhæng mellem forventede indtægter

og udgifter. Det regulerede budget viser et

forventet underskud på 240.000 kr. Følger

vi det budget, skal vi stadig finde 80.000 kr.

ud over de gaver, vi plejer at få, for at vi kan

ansætte volontører i København og Aalborg

i skoleåret 2010/2011, fortæller Robert.

Volontørerne besøger mange gymna-

sieskoler og har i det hele taget en rigtig

god kontakt til de studerende. Derfor vil det

være rigtig vigtigt for KFS’ målsætning om

at besøge 406 skoler inden sommeren 2012,

KFS drømmmer om 920.000 kronerDrømmebudgettet for 2010 viser underskud på 920.000 kroner. Det fornuftige bud-get viser underskud på 240.000 kroner. KFS har brug for din hjælp!

Af Helle Bastrup

at vi får mulighed for at ansætte volontører

i 2010. Årsagen til den dårlige økonomi

er blandt andet, at rigtig mange tidligere

gavebrevsydere ikke har valgt at forlænge

deres kontrakt. Derfor søger KFS nu efter

nye støtter, der kunne tænke sig at støtte

KFS økonomisk i en årrække.

- Der er mange muligheder for at hjæl-

pe, og vi er taknemmelige for enhver gave.

Du kan hjælpe os ved en juridisk bindende

gavebrevskontrakt og få skattefradrag for

hele din gave. Du kan også lave en ikke-

juridisk bindende fastgiveraftale. Så kan

du få fradrag for dine gaver efter reglerne

i ligningslovens paragraf 8 a. Eller du kan

sende en engangsgave her og nu via vores

hjemmeside www.kfs.dk, afslutter Robert.

KFS behøver ikke kun at være en del af

studielivet – faktisk kan det følge én hele

livet! Sådan lyder det fra Lise og Jørgen

Skydstofte, der begge er langt fra studieal-

deren, men ikke har givet slip på KFS af den

grund. Siden 2001 har 20-25 senior KFSere

mødtes to gange årligt for at holde fast på

fællesskabet fra studietiden, dele livet med

hinanden – og ikke mindst for at bede for

KFS-arbejdet i dag.

- Man skal ikke glemme det åndelige

fællesskab, man havde i ens studietid. Det

skal bevares og få lov til at udvikle sig, lyder

det fra Lise og Jørgen.

I dag er de begge pensionister, men

har dybe KFS-rødder. Tilbage i

60’erne kom de med i Credo-

kredsen i København (Credo

blev senere til KFS), Lise har i

en årrække arbejdet på KFS’

kontor, og begge har været ak-

tive i blandt andet afholdelse

af familielejre. Et engagement,

der har været medvirkende til

sammen med andre tidligere

KFSere at oprette KFS senior-

bedekredsen.

- Bedekredsen består af

gamle KFSere, som mødtes

på de første familielejre i

Ringsted, Løgumkloster, Hil-

lerød og siden på Det Kristne

Gymnasium i Ringkøbing.

Vi er en gruppe, der har set

meget til hinanden i tidens løb

og blandt andet rejst sam-

men, da vores børn var små,

fortæller Lise.

Og da en begravelse i 2001 atter

samlede gruppen blev de enige om igen at

starte fællesskabet op. Ikke for at lave en

bibelkreds, men bedekreds, fortæller Lise

og Jørgen.

- Ved begravelsen talte vi om livets kort-

hed og sårbarhed og nødvendigheden af

forbøn for hinanden. Derfor ville vi lave en

bedekreds, hvor der også skulle være mu-

lighed for at synge salmer og lovsange. Når

vi mødes, deler vi sorger og glæder og taler

om det, vi ønsker forbøn for, fortæller de.

Det er primært børn, svigerbørn og bør-

nebørnene, der er på bedelisten, men hver

gang bliver også KFS helt konkret taget med

i forbønnen. Der bliver bedt for ledelsen,

arbejdet og lejrene, fortæller Lise.

- Vi kan kun opfordre til, at de KFSere,

der i dag måske er færdige med studielivet,

bliver med at leve med i KFS, for eksempel

ved at oprette en gruppe, som vi har gjort

det. De fleste kan godt overskue at skulle

mødes to gange om året, lyder det fra Jør-

gen, og Lise supplerer:

- KFS`s betydning for tro og liv, ønsker

vi, må videregives til næste generation ved

støtte, forbøn og offervilje. Og som vi altid

har hørt i KFS: De penge, du giver til mis-

sion, kommer du aldrig til mangle.

Aldrig for gammel

til KFS20-25 senior KFSere mødes to gange om året for at dele liv, erfaringer og bede for KFS

Af Helle Bastrup

Senior bedekredsen tager indimellem på ture sammen. Billedet her er

fra gruppens tur til Holckenhavn slot på Fyn i efteråret

nyheder · 2009 · # 6 · TIL TRO 7

Århus KFS

- Århus KFS forbliver en selvstændig

forening med egne vedtægter, så på den

måde er foreningen Århus KFS ikke blevet

til noget andet, end den var før, den er

stadig fuldt og helt ejet af Århus KFS’ med-

lemmer. Men Århus KFS er derimod blevet

til noget mere, nemlig en klynge i Valgme-

nigheden, Århus Bykirke. Vi håber, at det

fremtidige ugentlige gudstjenestefælles-

skab kan åbne op for en spændende proces

og debat om, hvilke satsninger Århus KFS

så skal gå i kast med på universitetet i

hverdagen, siger Klaus Vibe og

fortsætter:

Århus KFS bliver en klynge i ny Århus valgmenighedEt Århus KFS i forandring har nu medført en beslutning om, at Århus KFS skal være en klynge i den nye valgmenighed Århus Bykirke. Det blev bestemt på en ekstraordinær ge-neralforsamling i oktober, fortæller studentersekretær i Århus Klaus Vibe

Af Helle Bastrup

- Det bliver spændende at se, hvilke dyna-

mikker, der kommer i spil i spændingsfeltet

mellem kirke og studenterfællesskab. Vi

tror på, at denne nye relation bliver til gavn

for såvel Århus Bykirke som Århus KFS og

studiemiljøet i Århus.

I KFS drømmer vi om i løbat af tre år at be-

søge alle større studiesteder for at fortælle

de studerende om Jesus. Samtidig vil vi

gerne fastholde alle vores andre aktiviteter,

som for eksempel afholdelsen af vores to

årlige landslejre, hvor 500-700 unge mødes

for at være sammen om og lære mere om

Gud. Men selvom økonomien for år 2009

ser fornuftig ud, kan vi desværre ikke sige

det samme om 2010, fortæller generalse-

kretær Robert Bladt.

- Ønskebudgettet viser et underskud

på 920.000 kr. Det kan vi ikke forsvare, og

derfor har vi finkæmmet budgettet for at

finde ud af, hvordan vi kan skabe en bedre

sammenhæng mellem forventede indtægter

og udgifter. Det regulerede budget viser et

forventet underskud på 240.000 kr. Følger

vi det budget, skal vi stadig finde 80.000 kr.

ud over de gaver, vi plejer at få, for at vi kan

ansætte volontører i København og Aalborg

i skoleåret 2010/2011, fortæller Robert.

Volontørerne besøger mange gymna-

sieskoler og har i det hele taget en rigtig

god kontakt til de studerende. Derfor vil det

være rigtig vigtigt for KFS’ målsætning om

at besøge 406 skoler inden sommeren 2012,

KFS drømmmer om 920.000 kronerDrømmebudgettet for 2010 viser underskud på 920.000 kroner. Det fornuftige bud-get viser underskud på 240.000 kroner. KFS har brug for din hjælp!

Af Helle Bastrup

at vi får mulighed for at ansætte volontører

i 2010. Årsagen til den dårlige økonomi

er blandt andet, at rigtig mange tidligere

gavebrevsydere ikke har valgt at forlænge

deres kontrakt. Derfor søger KFS nu efter

nye støtter, der kunne tænke sig at støtte

KFS økonomisk i en årrække.

- Der er mange muligheder for at hjæl-

pe, og vi er taknemmelige for enhver gave.

Du kan hjælpe os ved en juridisk bindende

gavebrevskontrakt og få skattefradrag for

hele din gave. Du kan også lave en ikke-

juridisk bindende fastgiveraftale. Så kan

du få fradrag for dine gaver efter reglerne

i ligningslovens paragraf 8 a. Eller du kan

sende en engangsgave her og nu via vores

hjemmeside www.kfs.dk, afslutter Robert.

KFS behøver ikke kun at være en del af

studielivet – faktisk kan det følge én hele

livet! Sådan lyder det fra Lise og Jørgen

Skydstofte, der begge er langt fra studieal-

deren, men ikke har givet slip på KFS af den

grund. Siden 2001 har 20-25 senior KFSere

mødtes to gange årligt for at holde fast på

fællesskabet fra studietiden, dele livet med

hinanden – og ikke mindst for at bede for

KFS-arbejdet i dag.

- Man skal ikke glemme det åndelige

fællesskab, man havde i ens studietid. Det

skal bevares og få lov til at udvikle sig, lyder

det fra Lise og Jørgen.

I dag er de begge pensionister, men

har dybe KFS-rødder. Tilbage i

60’erne kom de med i Credo-

kredsen i København (Credo

blev senere til KFS), Lise har i

en årrække arbejdet på KFS’

kontor, og begge har været ak-

tive i blandt andet afholdelse

af familielejre. Et engagement,

der har været medvirkende til

sammen med andre tidligere

KFSere at oprette KFS senior-

bedekredsen.

- Bedekredsen består af

gamle KFSere, som mødtes

på de første familielejre i

Ringsted, Løgumkloster, Hil-

lerød og siden på Det Kristne

Gymnasium i Ringkøbing.

Vi er en gruppe, der har set

meget til hinanden i tidens løb

og blandt andet rejst sam-

men, da vores børn var små,

fortæller Lise.

Og da en begravelse i 2001 atter

samlede gruppen blev de enige om igen at

starte fællesskabet op. Ikke for at lave en

bibelkreds, men bedekreds, fortæller Lise

og Jørgen.

- Ved begravelsen talte vi om livets kort-

hed og sårbarhed og nødvendigheden af

forbøn for hinanden. Derfor ville vi lave en

bedekreds, hvor der også skulle være mu-

lighed for at synge salmer og lovsange. Når

vi mødes, deler vi sorger og glæder og taler

om det, vi ønsker forbøn for, fortæller de.

Det er primært børn, svigerbørn og bør-

nebørnene, der er på bedelisten, men hver

gang bliver også KFS helt konkret taget med

i forbønnen. Der bliver bedt for ledelsen,

arbejdet og lejrene, fortæller Lise.

- Vi kan kun opfordre til, at de KFSere,

der i dag måske er færdige med studielivet,

bliver med at leve med i KFS, for eksempel

ved at oprette en gruppe, som vi har gjort

det. De fleste kan godt overskue at skulle

mødes to gange om året, lyder det fra Jør-

gen, og Lise supplerer:

- KFS`s betydning for tro og liv, ønsker

vi, må videregives til næste generation ved

støtte, forbøn og offervilje. Og som vi altid

har hørt i KFS: De penge, du giver til mis-

sion, kommer du aldrig til mangle.

Aldrig for gammel

til KFS20-25 senior KFSere mødes to gange om året for at dele liv, erfaringer og bede for KFS

Af Helle Bastrup

Senior bedekredsen tager indimellem på ture sammen. Billedet her er

fra gruppens tur til Holckenhavn slot på Fyn i efteråret

TIL TRO · # 6 · 2009 · nyheder8

Giv dig rig-projektet

hele Œr 2010

FAKTABOKS:

l¿ber af stablen

Desuden vil der senere blive udgivet en antologi om de ti teser.Til januar udgives h¾ftet

ÓGiv dig rig Ð ti teser fra kirken om velstand, velf¾rd og ansvarÓ

blandt andet pΠsommerlejre og bibelcampinger.

I l¿bet af Œr 2010 vil flere arrangementer s¾tte fokus pŒ projektet,

Udover KFS stŒr f¿lgende organisationer bag projektet:

Luthersk Mission

Indre Mission

Men

ighed

sfakulte

tet

Dan

sk B

ibel

Inst

itut

Evangelisk Luthersk Mission

og professionel fodboldspiller Jeremiah White.

Blandt projektets st¿tter er blandt andre

biskop Steen Skovsgaard,

tidl. MFÕer Christian Mejdahl

MFÕer Charlotte Dyremose,

helt nyt projekt, der skal løbe af stablen

i hele år 2010. Projektet hedder ”Giv dig

rig”, og selvom navnet kunne indikere, det

først og fremmest handler om penge, er

der meget mere i spil end det, fortæller

generalsekretær i KFS Robert Bladt.

- Som kristne har vi fået utroligt meget

givet, og som danskere er vi tilmed blevet

betroet materiel rigdom. Nåde, kærlighed

og tilgivelse bliver der mere af, når vi deler,

men de materielle goder er imidlertid be-

grænsede. Derfor skal vi passe på dem og

forvalte dem, så de bliver til størst mulig

glæde. At give skaber glæde både hos dem,

der modtager og dem, der giver, påpeger

generalsekretæren.

De seks organisationer bag projektet

KFS sætter miljø og velfærd på dagsordenen Politikere har ikke patent på at snakke klima, social uretfærdighed og velfærd, mener KFS og fem andre kirkelige organisationer. Et nyt projekt sætter fokus på kirkens rolle i forvaltningen af verdens goder

Af Helle Bastrup

Synes du, kirken har et særligt ansvar for at

gå foran – eller hvad tænker du om det?

Religion er fantastisk, for det giver mange

en helt særlig fred og ro. Men hvis det

bliver for fanatisk får det den modsatte

effekt. Egentlig synes jeg, folk selv må rode

med det, der nu virker for dem. Hvis det

hjælper dem at bede til Gud, Jesus eller Al-

lah er det helt i orden. Bare man ikke peger

fingre af dem, der ikke gør det. Religion

i sig selv er ikke dårligt, men den måde,

det bliver dyrket på, kan have negative

konsekvenser. Det vigtigste er at give plads

til forskellighed og lade mennesker selv

bestemme, om de vil blande kirken ind i

den måde, de lever på.

Gør du selv noget i praksis for at tage dig af

den verden, vi lever i?

Jeg synes, man skal se sig selv i spejlet hver

aften og spørge sig selv ”Har jeg behandlet

mine nærmeste og mine kolleger godt?”

Og hvis man kan sige ja til det, så har

man gjort en del. Helt konkret har jeg

også brugt de muligheder, som mit

arbejde har budt på. For eksem-

pel har jeg lavet programmer

om hungersnød, Aids og

malaria. Jeg har brugt de

chancer, jeg har fået til

at oplyse og fortælle om

problemerne i verden.

Hvordan har det arbejde

påvirket dig – har du selv

fået noget ud af det?

Jamen, hvis man i kraft af

det, man laver, kan påvirke

måske 1,2,3 eller mange flere

mennesker, så rykker det da no-

get. Hvis jeg har lavet et program

om Aids, og der efterfølgende bare

er én person, der vælger at bruge

Hvordan synes du, vi danskere bedst forvalter

den velstand, vi har?

Overordnet synes jeg, der er alt for meget

politik i den måde, vi forvalter pengene på.

Mange politikere blander sig i sager først

og fremmest fordi, det gavner deres sag

politisk, ikke fordi det gavner mennesker.

Og rundt på offentlige institutioner går der

bureaukrati i det, når man af frygt for at

blive skåret i næste års bevillinger skynder

sig at fyre de sidste penge i budgettet af på

ligegyldige ting… i stedet for at kunne spare

dem til næste år. Det er fuldstændigt hul i

hovedet.

Hvad kan vi gøre bedre, end vi gør i dag?

Vi kan altid gøre tingene bedre… men

spørgsmålet er, hvem det bliver bedre for.

Er det for mig selv eller andre? Jeg synes

generelt, vi mennesker er præget af for lidt

menneskeligt overskud og tålmodighed.

Vi bliver mindre og mindre rummelige. For

mig at se handler det om at give sig selv og

andre masser af plads til at være dem, man

er. Man går for meget op i, hvad ”man skal”

i stedet for, hvad ”man kan”.

kondom, så er jeg da glad og synes, jeg har

gjort en god gerning. Men egentlig kan man

jo præge verden på så mange måder, og

hvis jeg med et smil til kameraet kan få fle-

re til at smile, så betyder det jo også rigtig

meget. Der er så mange negative historier,

jeg vil godt fortælle de positive, og på den

måde få de positive ringe til at brede sig.

5 spørgsmål til Bubber om velstand, velfærd og ansvarI forbindelse med lancerin-gen af ”Giv dig rig”-projek-tet har Til Tro spurgt Bub-ber om, hvad han tænker om den måde, vi danskere håndterer vores velstand – og hvordan vi kan gøre det bedre

Af Helle Bastrup

udgiver til januar et hæfte, der præsenterer

”Ti teser fra kirken om velstand, velfærd

og ansvar”. Teserne er kernen i ”Giv dig

rig”-projektet og formulerer ti overordnede

påstande om forholdet mellem mennesker

og naturen – og mennesker imellem – og

hvordan disse forhold bør varetages.

- Jeg håber, de ti teser vil hjælpe KFSerne til

at reflektere over, hvordan vi bedst forvalter

vores penge, vores tid og vores tro. I en

materialistisk og overfladisk tidsalder er

der som aldrig før brug for, at vi kristne tør

være en modkultur og fokusere på de ting,

der virkelig giver mening i livet, afslutter

Robert.Som kristne har vi et særligt ansvar for at

tage vare på den verden, vi lever i. Sådan

lyder parolen fra KFS og fem andre kirkelige

organisationer, der til januar søsætter et

nyheder · 2009 · # 6 · TIL TRO 9

Giv dig rig-projektet

hele Œr 2010

FAKTABOKS:

l¿ber af stablen

Desuden vil der senere blive udgivet en antologi om de ti teser.Til januar udgives h¾ftet

ÓGiv dig rig Ð ti teser fra kirken om velstand, velf¾rd og ansvarÓ

blandt andet pΠsommerlejre og bibelcampinger.

I l¿bet af Œr 2010 vil flere arrangementer s¾tte fokus pŒ projektet,

Udover KFS stŒr f¿lgende organisationer bag projektet:

Luthersk Mission

Indre Mission

Men

ighed

sfakulte

tet

Dan

sk B

ibel

Inst

itut

Evangelisk Luthersk Mission

og professionel fodboldspiller Jeremiah White.

Blandt projektets st¿tter er blandt andre

biskop Steen Skovsgaard,

tidl. MFÕer Christian Mejdahl

MFÕer Charlotte Dyremose,

helt nyt projekt, der skal løbe af stablen

i hele år 2010. Projektet hedder ”Giv dig

rig”, og selvom navnet kunne indikere, det

først og fremmest handler om penge, er

der meget mere i spil end det, fortæller

generalsekretær i KFS Robert Bladt.

- Som kristne har vi fået utroligt meget

givet, og som danskere er vi tilmed blevet

betroet materiel rigdom. Nåde, kærlighed

og tilgivelse bliver der mere af, når vi deler,

men de materielle goder er imidlertid be-

grænsede. Derfor skal vi passe på dem og

forvalte dem, så de bliver til størst mulig

glæde. At give skaber glæde både hos dem,

der modtager og dem, der giver, påpeger

generalsekretæren.

De seks organisationer bag projektet

KFS sætter miljø og velfærd på dagsordenen Politikere har ikke patent på at snakke klima, social uretfærdighed og velfærd, mener KFS og fem andre kirkelige organisationer. Et nyt projekt sætter fokus på kirkens rolle i forvaltningen af verdens goder

Af Helle Bastrup

Synes du, kirken har et særligt ansvar for at

gå foran – eller hvad tænker du om det?

Religion er fantastisk, for det giver mange

en helt særlig fred og ro. Men hvis det

bliver for fanatisk får det den modsatte

effekt. Egentlig synes jeg, folk selv må rode

med det, der nu virker for dem. Hvis det

hjælper dem at bede til Gud, Jesus eller Al-

lah er det helt i orden. Bare man ikke peger

fingre af dem, der ikke gør det. Religion

i sig selv er ikke dårligt, men den måde,

det bliver dyrket på, kan have negative

konsekvenser. Det vigtigste er at give plads

til forskellighed og lade mennesker selv

bestemme, om de vil blande kirken ind i

den måde, de lever på.

Gør du selv noget i praksis for at tage dig af

den verden, vi lever i?

Jeg synes, man skal se sig selv i spejlet hver

aften og spørge sig selv ”Har jeg behandlet

mine nærmeste og mine kolleger godt?”

Og hvis man kan sige ja til det, så har

man gjort en del. Helt konkret har jeg

også brugt de muligheder, som mit

arbejde har budt på. For eksem-

pel har jeg lavet programmer

om hungersnød, Aids og

malaria. Jeg har brugt de

chancer, jeg har fået til

at oplyse og fortælle om

problemerne i verden.

Hvordan har det arbejde

påvirket dig – har du selv

fået noget ud af det?

Jamen, hvis man i kraft af

det, man laver, kan påvirke

måske 1,2,3 eller mange flere

mennesker, så rykker det da no-

get. Hvis jeg har lavet et program

om Aids, og der efterfølgende bare

er én person, der vælger at bruge

Hvordan synes du, vi danskere bedst forvalter

den velstand, vi har?

Overordnet synes jeg, der er alt for meget

politik i den måde, vi forvalter pengene på.

Mange politikere blander sig i sager først

og fremmest fordi, det gavner deres sag

politisk, ikke fordi det gavner mennesker.

Og rundt på offentlige institutioner går der

bureaukrati i det, når man af frygt for at

blive skåret i næste års bevillinger skynder

sig at fyre de sidste penge i budgettet af på

ligegyldige ting… i stedet for at kunne spare

dem til næste år. Det er fuldstændigt hul i

hovedet.

Hvad kan vi gøre bedre, end vi gør i dag?

Vi kan altid gøre tingene bedre… men

spørgsmålet er, hvem det bliver bedre for.

Er det for mig selv eller andre? Jeg synes

generelt, vi mennesker er præget af for lidt

menneskeligt overskud og tålmodighed.

Vi bliver mindre og mindre rummelige. For

mig at se handler det om at give sig selv og

andre masser af plads til at være dem, man

er. Man går for meget op i, hvad ”man skal”

i stedet for, hvad ”man kan”.

kondom, så er jeg da glad og synes, jeg har

gjort en god gerning. Men egentlig kan man

jo præge verden på så mange måder, og

hvis jeg med et smil til kameraet kan få fle-

re til at smile, så betyder det jo også rigtig

meget. Der er så mange negative historier,

jeg vil godt fortælle de positive, og på den

måde få de positive ringe til at brede sig.

5 spørgsmål til Bubber om velstand, velfærd og ansvarI forbindelse med lancerin-gen af ”Giv dig rig”-projek-tet har Til Tro spurgt Bub-ber om, hvad han tænker om den måde, vi danskere håndterer vores velstand – og hvordan vi kan gøre det bedre

Af Helle Bastrup

udgiver til januar et hæfte, der præsenterer

”Ti teser fra kirken om velstand, velfærd

og ansvar”. Teserne er kernen i ”Giv dig

rig”-projektet og formulerer ti overordnede

påstande om forholdet mellem mennesker

og naturen – og mennesker imellem – og

hvordan disse forhold bør varetages.

- Jeg håber, de ti teser vil hjælpe KFSerne til

at reflektere over, hvordan vi bedst forvalter

vores penge, vores tid og vores tro. I en

materialistisk og overfladisk tidsalder er

der som aldrig før brug for, at vi kristne tør

være en modkultur og fokusere på de ting,

der virkelig giver mening i livet, afslutter

Robert.Som kristne har vi et særligt ansvar for at

tage vare på den verden, vi lever i. Sådan

lyder parolen fra KFS og fem andre kirkelige

organisationer, der til januar søsætter et

Duften af gran, pebernødder og brunkager hænger i luften, og lysene blinker fra træer, huse og vinduer. Det er december. Det er hygge. Og så er det den tid, hvor vi igen kan mindes, at vores frelser blev født Af Helle Bastrup

”Nu er det altså jul igen, det la’r sig ikke skjule…”

Velkommen til en sides juleinspiration!

I dette nummer af Til Tro har du nu mulig-

heden for at blive inspireret til at gøre de-

cember måned endnu hyggeligere, end den

allerede er. Sæt dig ned og forlyst dig med

lidt hyggelæsning i stearinlysets skær…

Bag for eksempel:

Farmors brunkagerBag en ordentlig omgang og tag dem

med på dit studiested eller din arbejdsplads

og del dem ud. De gør helt sikkert lykke!

500 g margarine

225 g sirup

400 g sukker

1 brev potaske opløst i lidt lunkent vand

2 breve brunkagekrydderi

1 kg mel

150 g smuttede, grofthakkede mandler

Kom margarine, sirup og sukker i

en gryde og varm det op til lige under

kogepunktet. Tilsæt potaske, der er opløst

i lunkent vand. Afkøl massen til den er lun-

ken. Tilsæt krydderier, mel og mandler og

ælt dejen grundigt. Tril dejen ud i stænger

(pølser). Læg i køleskab i mindst 1 dag -

gerne 2. Eller læg dem ”rå” i fryseren og tag

op efter behov.

Når de skal bages, skæres de ud i tynde

skiver (brug en god skarp kniv) og bag ved

180 grader i 5-6 minutter.

JulelæsningEller find Bibelen frem, slå dig ned i din

bedste lænestol og slå op i Lukasevangeliet

kap. 2, vers 1-21. Her kan du læse juleevan-

geliet om Jesu fødsel. Den omtales også i

Matthæusevangeliet kap. 1, vers 18-25.

JulestueEller hvad med at invitere KFS-gruppen

og studiekammeraterne på en kreativ jule-

stue hjemme hos dig selv eller på dit studie-

sted? Hav æbleskiver og gløggen parat og

kast jer så sammen ud i at flette julehjerter

og stjerner, høre julemusik og salmer,

lave konfekt og bage pebernødder… Krydr

eventuelt oplevelsen med oplæsningen af

juleevangeliet eller en andagt.

Hjælp andreEt helt andet forslag, der kan gøre din

juleaften hyggeligere ikke kun for dig, men

også for andre, er at melde dig selv som

frivillig ved et juleaftensarrangement i dit

lokalområde. Mange kirker over hele landet

arrangerer juleaften for ensomme, ældre,

hjemløse og andre, der ikke har et sted at

holde jul. Det kan være en helt fantastisk

oplevelse at være med til at få juleaften til

at gå op i en højere enhed for andre.

Ignorer ”larmen”Er du én af dem, der er ved at få nisser

galt i halsen, ønsker juletræ og gaver langt

væk og bare er træt, træt, træt af juleræs-

set? Så gør dig selv en tjeneste: Forsøg at

ignorere alt det, der gør julen kommerciel,

hul og overfladisk. Søg i stedet for roen og

hyggen inden døre og fordyb dig i Guds ord

Bibelen, bøn, gode bøger og god musik.

Læs for eksempel Thomas Teglgaards bog

”Om menneskerettigheder, nisser og andre

irritamenter.” God og skarp underholdning,

der sætter et satirisk og kritisk lys på jule-

ræs og nisser.

Glædelig jul!

TIL TRO · # 6 · 2009 · anderledes · artikel10

artikel · anderledes · 2009 · # 6 · TIL TRO 11

KFS’eren

En KFS-gruppe giver en helt særlig mulighed for at snakke om fag/tro problematikker og dele liv, fortæller en nystartet gruppe på antropologi-studiet i Århus

Af Helle Bastrup

Midt imellem gamle sofaer, rustikke lamper og solskinsstråler sidder

to ”nybagte” antropologi-KFSere. Karen Jensen og Kristine Bodilsen

på 21 og 26 år er to af i alt syv deltagere i en ny KFS-gruppe på

antropologi-studiet i Århus. På bordet sender kaffe, kakao og små-

kager stemning af hjemlig hygge ud i Nobelparkens lokaler, og de

to piger sludrer opløftede om den nye KFS-gruppe og planerne for

fremtiden.

- Det har været godt at komme i gang og fedt, at der er så

mange førstesemesterstuderende med. Så skal KFS-gruppen nok

overleve mange år endnu, fortæller Kristine, der selv er 7. semester

studerende.

Hun er initiativtager til gruppen og har med ganske lidt arbejde

fået stablet gruppen på benene.

- Jeg havde hørt, at der var en del kristne, der skulle i gang på

studiet efter sommerferien. Så ringede jeg til Klaus Vibe (KFS-se-

kretær i Århus, red) og spurgte, om vi måtte starte en gruppe, og

det måtte vi selvfølgelig godt. Og så var det det, fortæller Kristine

med et smil.

En mail på intranettet og plakater på instituttet har informeret

interesserede om det nye tilbud, og derudover har Kristine selv ta-

get kontakt til en del af de kristne, hun kendte i forvejen. I dag er

de kun to til KFS-mødet, men faktisk er der normalt bedre opbakning,

for der er mange, der kan se fidusen i projektet, lyder det fra Karen.

- Vi tager mange forskellige ting op i gruppen. For eksempel snak-

ker vi om, om antropologi og kristen tro overhovedet kan forenes?

Det er fedt at kunne snakke om fagspecifikke ting med andre kristne,

fortæller hun.

- Ja, jeg synes faktisk, der er rigtig mange ting på studiet, der

er relevante at drøfte ind i en kristen sammenhæng. Vi bliver jo tit

fortalt om, at missionærer nærmest ikke har gjort andet end at øde-

lægge kulturen rundt omkring i verden. Vi hører aldrig noget om,

hvad de reelt har foretaget sig, indskyder Kristine.

Sådanne ting er det godt at vende med andre kristne, er de to stu-

derende enige om. Samtidig er det vigtigt for dem, at KFS-gruppen

ikke er enormt ressourcekrævende, men et sted, de kun mødes hver

anden eller tredje uge. Mødet foregår ofte sidst på eftermiddagen, og

på programmet er der først og fremmest bøn for hinanden og studie-

kammeraterne – og så en masse snak, selvfølgelig.

Ny KFS-gruppe: Fedt at komme i gang

Altid på tværsI kirken bryster vi os af, at der er plads til alle. Alligevel er det mono-

kulturen, der dominerer inden for dørene. Vi ligner hinanden, er lige

gamle, går i det samme tøj, taler om de samme ting og er for mange

kvalmende uinteressante. I dette nummer af Til Tro vil vi se på, hvor-

dan det er at være anderledes i kirken - på godt og ondt.

Rie Skårhøj udfordrer ’det normale’ og opfordrer til at udforske

nye kirkelige rammer. Claus Grønbæk skriver om, hvor svært det er

at skille sig ud, specielt i jantelovens land, hvor der hurtigt bliver set

skævt til en, hvis man udviser beslutsomhed og selvsikkerhed. Børge

Haahr Andersen maler et anderledes portræt af Jesus.

Desuden - nu er det jo jul - får vi en lille beretning om, hvordan

mennesker rundt i landet holder jul på en anderledes måde!

Til dette og andre godter ønsker vi jer god læselyst

- og glædelig jul!

Redaktionen

Tema: Anderledes

artikel · anderledes · 2009 · # 6 · TIL TRO 13

Alle mennesker er unikke og helt forskel-

lige, så hvordan i alverden kan vi egentlig

tale om, at nogle mennesker er “anderle-

des”? Hvor anderledes skal man for eksem-

pel være, før man er anderledes nok til at

blive interviewet i Til Tros temanummer om

“anderledes”? For nogle vil det at gro vildt-

voksende tomatplanter i sin vindueskarm

være underligt og anderledes, for andre vil

det at få et kald til at tjene og sprede Guds

kærlighed hos rastafarier, en subkultur for-

delt på mange forskellige lande, forekomme

fremmed - og de fleste vil nok synes, at det

falder uden for en almindelig, voksen om-

gangstone at gå rundt og bide folk. Under

alle omstændigheder har Til Tro mødt en

fyr, som alle de tre ovenstående beskrivel-

ser passer på.

Før var jeg et fænomen

En af de første gange jeg (som spritny

og temmelig usikker KFS-volontør i 2005)

mødte Anton Rønne Munch, hilste han på

ved at bide sig godt fast i min overarm. Jo,

det er rigtigt nok. Det var en ny form for

kontaktsøgning, jeg ikke helt var vant til -

den var anderledes, men det virkede egent-

lig meget godt. Anton var dengang lidt af et

fænomen i KFS - siden er nitter, dreadlocks

og flagrende gevandter i mudrede farver

blevet mere almindeligt i gadebilledet, selv

i kristne kredse. Om han selv kan huske det?

Det kunne han godt, og han var og er stadig

glad for KFS, men:

“Noget af det, jeg er gladest for ved min

nuværende kirke, er, at der er jeg bare Anton

- før var jeg et fænomen, men her er jeg bare

en person, mig selv, og de rummer mig, som

jeg er. Men man tænker en lille smule over

det med at være anderledes, når man render

rundt og er hvid rasta i Etiopien.”

En gave fra kejseren

Da Anton var på KFS’ Ledertræningscen-

ter i 07/08, var hans hold på udlandstur til

Etiopien. Her evangeliserede de sammen

med de kristne, etiopiske studerende. De

kom til Shashemane, en lille by i det cen-

trale Etiopien og skulle have en 5-dages

outreach.

“Shashemane er et meget specielt sted

for rastaerne, og de har en lille landsby der.

Området var en gave fra Etiopiens kejser

Haile Selassie, som regerede fra 1937 indtil

den kommunistiske revolution i 1974. Han

gav alle de sorte fra USA, Caribien og Jamai-

ca, som havde hjulpet med at forsvare Etio-

pien i krigen mod Italien i starten af 40’erne,

et stykke af sit eget land og inviterede dem

til at vende tilbage til Afrika,” fortæller An-

ton.

Det var særligt rastafarierne, som tog

imod tilbuddet. Anton fortæller, hvordan de

sammenligner sig selv med jøderne:

“De har, gennem mange års slaveri, mi-

stet sprog, identitet, kultur, land og prøver

så at opbygge denne identitet igen på Jamai-

ca. Og så kommer Haile Selassie og inviterer

dem tilbage til Afrika - det sorte Zion med en

sort messiaskonge, der inviterer dem tilbage

til deres lovede land... Oven i købet skulle

han, ifølge ortodokse overleveriger, være ef-

terkommer af kong Salomon og dronningen

af Saba.”

Rastabevægelsen startede i 1920‘erne

på Jamaica, en tidligere britisk koloni, som

var et centrum for handel med afrikanske

slaver. Ideologien bag bevægelsen talte om,

at der skulle bygges en afrikansk stat for de

afrikanere, der var blevet tvunget bort fra

deres oprindelige land. Blandt andet der-

En anderledes person på en

anderledes missionI forsøget på at udforske og eksemplificere begrebet ”anderledes” har vi fundet en fyr, som nogen vil kalde anderledes. Her er en bid af hans liv. Et udtryk for, at det ikke er farligt at være anderledes

Af retorikstuderende Annie Schjelde Rasmussen,

aschjelde@gmail.com

”Men man tænker en lille smule over det med at være anderledes, når man

render rundt og er hvid rasta i Etiopien”

for opnåede kejser Haile Selassie nærmest

gudestatus, da han skænkede området om-

kring Sheshemane til de bortførte slavers

efterkommere.

Anton kendte kun lidt til rastakulturen,

før han tog til Etiopien. De kommunefarve-

de dreadlocks, der pryder hans hoved, blev

lavet, mens han hørte Bob Marley i niende

klasse og har groet sig store og tykke siden

da.

“Gud har forberedt mig i løbet af de sid-

ste par år, hele min attitude og indstilling

klinger bare rigtig godt til at have med den

her type mennesker at gøre,” siger Anton.

Som om de tilbad et træ!

Tilbage på outreachen er Anton med de

lokale kristne studerende ude og evangeli-

sere for rastafarierne, og han var ikke be-

gejstret for måden, det foregik på.

“Jeg syntes, at den måde mis-

sionen foregik på fra de

kristne etioperes side

var ganske forfær-

delig respektløs. Det var måske en ok måde

at fortælle om kristendommen til stamme-

folk, der har tilbedt et træ hele deres liv -

eller muslimer, eller ortodokse kristne, der

aldrig har kigget i deres egne skrifter - men

rastaerne, de fleste af dem kommer altså

fra evangelikale baggrunde. En af de situa-

tioner jeg oplevede, var en etiopisk kristen,

der stod og talte med en rasta for at omven-

de ham, da der kom en anden ung rasta for-

bi. Den unge rasta spørger, hvad han laver,

og evangelisten svarer, at han fortæller om

Kristus, for at folk må blive frelst. Den unge

rasta spørger, hvorfor han så ikke snakker

med ham dér og pegede over på en af mine

med-LTC’ere, og evangelisten svarer, at det

er fordi ham derovre allerede er frelst. Ra-

staen spørger så, om han også er frelst og

får svaret: “Nej, du kommer i helvede”. Den

unge mand gik meget vred derfra.”

Der var altid et team, som blev tilbage

for at bede, mens resten talte med folk,

og på andendagen var det blevet Antons

tur.

“Jeg prøvede så-

dan lidt at afpresse

Gud til at gøre

noget, for der

måtte jo ske

et eller an-

det, og hvis det så skulle være, at jeg måtte

flytte derned og leve af at sælge hatte, så

måtte det jo være det - for noget skulle der

ske. De her mennesker har brug for, at der

kommer nogen og er hos dem på deres præ-

misser.

Lad os lave noget sammen

Om aftenen da LTC’erne sad og spiste

på deres hotel, kom der to pastorer fra pin-

sekirken. De så flokken og kunne se, at det

var en kristen gruppe. De så også Antons

dreadlocks og kom hen og sagde: ”Vi har

brug for mennesker, som brænder for det

med rastaerne - vil du være med til at lave

noget kirke hos dem?

“Næste aften holdt de pinsefolk, vi

havde mødt, et dinnerparty med god mu-

sik, hvor alle rastaerne var inviteret. Der var

nogle forskellige, som var oppe og tale. Den

ene var en fyr som hed Ermias. Han lagde ud

med at sige undskyld på vegne af de kristne

og etioperne, og sagde at ”I kom som sorte

fra jeres slaveri og ville gerne tilbage til

Afrika, til jeres hjemland - og vi behandlede

jer som fremmede. Og I kom som menne-

sker, der søger Gud og læser i Bibelen, og vi

som kristne afskrev jer og kaldte jer kættere

og ville ikke have noget med jer at gøre”. Og

han sagde, “jeg ved, det er 40 år for sent,

men lad os prøve at gøre noget ved det nu,

lad os starte med at lave noget sammen

nu!” Og det var lige

præcis det, jeg havde

stået og bedt om!”

Ermias og Anton mødte

TIL TRO · # 6 · 2009 · anderledes · artikel14

artikel · anderledes · 2009 · # 6 · TIL TRO 15

hinanden igen til morgenmaden, lige in-

den LTC’erne skulle afsted fra Sheshemane,

og aftalte, at de skulle nå at mødes i Addis

Abeba og tale videre om arbejdet blandt ra-

staerne.

Vi er den samme mand

Anton fortæller, hvordan rastaerne i dag

tror på en sammenblanding af Halie Selassie

og Gud/Jesus. Nogen vil sige, at Halle Selas-

sie er Messias, overhovedet for treenigheden

- andre siger, at han bare er en stor profet.

“Som jeg ser det, så sker det, at Gud

indimellem bruger enkeltmennesker til at

være lys for rigtig mange andre - f.eks Frans

af Assisi eller sankt Antonius som startede

ørkenvækkelsen. Halie Selassie var kristen

og bekendte sig til den etiopiske ortodokse

kirke - jeg tror, han var sådan et lys. De ting,

han gjorde, afspejlede på en smuk måde det,

messiaskongen skal gøre. Han var en konge,

som førte folket fri. Jeg tror, hans liv er en

profeti - en analogi til det, der skal komme,

når vi skal blive sat fri fra, hvad der har bun-

det og skilt os fra Gud i denne verden. Det er

forkert at sammenblande profeten og profe-

tens budskab, og det er det, jeg ser, der er

sket for rastaerne.”

Selv om rastakulturen har træk fra både

jødedommen og kristendommen, er det for-

skelligt, hvad de tænker om Jesus. Anton

fortæller:

“Nogle ser ham bare som en stor profet,

andre ser ham som en del af treenigheden,

Nogen igen vil se ham som værende både

Gud og menneske, der inkarnerer sig hos os,

for at mennesker kan få ånden, og vi kan bli-

ve ét legeme. Det er nogle af rastaerne også

bedre til at forstå end mange i de vestlige

kirker. Det, at vi to, når vi sidder her er ét

- fordi vi er en del af det samme legeme, vi

er den samme mand. Det er dét, der er Jesu

agenda - en ny menneskehed i ham, som er

ét med hinanden, ét med ham. Ikke nødven-

digvis én organisation - men ét legeme.”

Elsk og tjen det sted, du er

Anton fortsætter:

”Rastaerne er bedre til at brænde for

denne verdens forløsning end mange krist-

ne har, mener Anton. Mange kristne har den

indstilling, at nu er vi her i den grumme tå-

redal, og på et tidspunkt vil Gud trække os

væk. Men det er jo denne verden, som skal

forløses, så hvis jeg alligevel skal bruge en

evighed på at forvalte det, jeg ser omkring

mig, kan jeg lige så godt øve mig i at forvalte

det godt.”

Derfor har rastaerne i Shashemane ud af

egen lomme bygget skoler, hvor fattige børn

kan få gratis undervisning, og sågar en po-

litistation.

“Det er ud af en kærlighed til stedet, det

skal ikke være fyldt med kriminalitet, derfor

hjælper det, hvis politiet har det godt,” siger

Anton.

Videre med visionen

Ermias og Anton blev ved med at skrive

sammen efter, at Anton kom hjem fra Etio-

pien, og et halvt år efter tog han afsted igen

og så mere af forsoningsarbejdet.

“Det foregår sådan, at vi, kristne og ra-

staer, mødes og spiser sammen og prøver

at lade være med at tage vores egne hold-

ninger med hjemmefra, og så diskuterer og

snakker man ud fra Bibelen. Gud sendte Er-

mias til rastaerne. Han sagde sit job op som

lærer på et Bible College, og efter at han så

et halvt år efter løb tør for penge, er det os

i Danmark, blandt andet min kirke, der har

holdt ham i live, så han kunne gøre tingene.

Danmark er så resursestærkt et land med så

resursestærk en kirke, at vi kan stable noget

effektivt på benene, så hvad der sker i Etio-

pien nu, sker med penge herfra og samar-

bejde herfra,” siger Anton og fortsætter:

”Arbejdet har været i gang i halvandet år

nu. Det første år gik primært med at så og

forarbejde, og det er først nu, der er en høst

på vej. Vi har set nogle fantastiske ting ske,

døre åbnes, vi får lov at snakke med dem og

se, at det forhold bedres. Når jeg kommer

som hvid kristen, hører jeg til den gruppe,

som rastaerne meget længe har næret et

had til - og med god grund. Og alligevel får

jeg lov at være med og gøre meget godt der-

nede.”

“Gud har forberedt mig i løbet af de sidste par år, hele min attitude og indstilling

klinger bare rigtig godt til at have med den her type mennesker at gøre.”

Gad vide om du kender tømreren Jens Thom-

sen. Han blev født i den lille landsby Spjald i

Vestjylland omkring år 1950 og boede nogle

år ved Ringkøbing, hvor han arbejdede som

murerarbejdsmand. I sin ungdom var han

helt ukendt, men pludselig som trediveårig

blev han berømt på hele egnen, fordi han

rejste rundt og fortalte, at han var Mes-

sias, der skulle redde hele verden. I starten

troede folk, at han var syg i hovedet eller

havde fået storhedsvanvid, men nogle blev

faktisk totalt og aldeles overbevist om, at

han talte sandt. Han blev så berømt, at der

var mennesketomt i gaderne, når han holdt

møde i forsamlingshuset eller sportshallerne

i Vestjylland. I sommeren 1981 besøgte han

dyrskuet i Skjern, og efter dette besøg stod

der syv kørestole og fjorten par krykker til-

bage, mens deres ejermænd spankulerede

rundt og demonstrerede hans evner til at

heale uhelbredelige sygdomme. Mange af

de helbredte blev en del af hans support-

gruppe. Selv om en række skeptiske eksper-

ter fra hele landet forsøgte at finde naturlige

forklaringer, var der ikke megen tvivl om, at

han besad helbredende evner, der var helt

unikke.

Efter tre år var han så populær som al-

drig før, men var samtidig røget uklar med

sundhedsvæsenet, kommunen, folketinget

og bispekollegiet. På en lidt finurlig og ufin

måde blev han anholdt af politiet, erklæret

farlig for sine omgivelser og døde pludselig,

mens han sad i isolation i arresten i Ringkø-

bing.

Hans supportere gik nu i gang med et

helt håbløst projekt. De påstod, at han i for-

bindelse med en højtidelighed i tilknytning til

begravelsen var kommet vadende lysleven-

de ind i forsamlingen og havde siddet med

til bords ved eftersamværet og spist lagkage.

Eksperter kaldte det kollektiv tvangsforestil-

linger og manipulation. Hvorom alting er, så

lader rygtet om Jens Thomsens særlige ev-

ner og opstandelse

fra de døde sig ikke

standse. En interna-

tional Jens Thomsen-

bevægelse er under

opsejling.

Er det sandt?

Måske undrer det én og anden fra de

kanter, at de aldrig har hørt om Jens Thom-

sen eller Jens Thomsen-bevægelsen. Det er

der en god forklaring på. Jens Thomsen har

aldrig eksisteret i andet end min fantasi, og

han er blevet til, fordi jeg skulle skrive noget

om en helt anden.

Jesus af Nazaret.

Du har sandsynligvis hørt om Jesus fra

Nazaret. Han blev født cirka 5 år f. Kr. og var

indtil sit 30. leveår murer og tømrer i Galilæa

i Nordisrael. Som 30-årig blev han pludselig

kendt og omtalt over hele Israel som folke-

taler, mirakelmager og profet. Nogle mente,

han var syg i hovedet, men han havde en

enestående tillidsvækkende evne, og så var

der det ved ham, at han kunne helbrede syge

og udføre mirakler. Nogle mente, han stod i

ledtog med Fanden selv, men de fleste var

faktisk en periode overbevist om, at han var

Guds redskab og gave til det jødiske folk.

Da han ved påsketid valgte at give sig

offentlig til kende som Messias, troede de

fleste nogle få dage, at tiden var inde, hvor

de hellige skrifters profetier om paradisets

genoprettelse skulle gå i opfyldelse. Men det

endte helt modsat. Han blev taget til fange

af jøderne og efter en noget tvivlsom retssag

udleveret til romerne, som korsfæstede ham

sammen med et par forbrydere.

Trods dette endeligt blev der en talrig

Jesusbevægelse, ikke blot blandt jøder, men

rundt i stort set alle afkroge af det romer-

ske rige. Hans tilhængere sagde, at han var

stået ud af graven og vist sig lyslevende for

sin supportgruppe. Uanset hvad man måtte

mene om dette, var det tre årtier efter hans

virke klart for alle, at Jesusbevægelsen ikke

stod til at stoppe, men bredte sig overalt i

verden.

Jesus ogJens ThomsenHvis man har været kristen i mange år, kan det være svært at blive overrasket, når man læser om Jesu mirakler. Selvfølgelig kan han det. Men Jesus er en kompleks person. Anderledes på alle mulige måder. Overraskende ud over der sædvanlige

af rektor på Dansk Bibel-Institut Børge Haahr Andersen, BHA@DBI.EDU

”Den mest indlysende forklaring på de begivenheder, der førte

til kristendommens fødsel og eksplosive vækst, er faktisk,

at beretningen om ham er sand.”

TIL TRO · # 6 · 2009 · anderledes · artikel16

artikel · anderledes · 2009 · # 6 · TIL TRO 17

Er historien om Jesus sand?

Der er nogen, der mener, at Jesus aldrig

har levet, men at nogle anonyme jøder i det

første århundrede lavede historierne om

ham. I givet fald står vi over for noget me-

get usædvanligt. Man skaber på tre årtier en

international bevægelse, hvis grundlægger

er en opdigtet person. De har haft mere vind

i seglene end mit projekt med Jens Thomsen,

hvor det indtil videre ikke er lykkedes mig at

hverve en eneste Jens Thomsen-tilhænger,

selv om jeg selv synes, jeg har tegnet et me-

get overbevisende billede af ham.

Der er andre, som mener, at Jesus har

levet, og at evangelierne er en blanding af

fakta og fiktion. Men Jesu opstandelse er en

fiktion, der er skabt af hans disciple for at

sætte ord på udødeligheden ved hans per-

son og lære. I givet fald står vi over for noget

lige så usædvanligt. I en kultur, hvor det er

utænkeligt, at Messias dør som en anden

forbryder, skaber et par håndfulde disciple

en international bevægelse, hvor hundred-

vis, ja tusindvis af mennesker bringer store

ofre og sætter livet til for at udbrede et bud-

skab, hvis hovedsag er opdigtet af dem selv.

Det er faktisk ikke så enkelt at forklare

beretningen om Jesus som fiktion eller over-

tro. Det handler om, hvad en konkret per-

son sagde og gjorde i fuld offentlighed på

kendte geografiske steder, og det er videre-

givet af nogen, der stod inde for budskabets

sandhed med deres eget liv, og de skrifter,

der beretter det, er nedskrevet ret kort efter

begivenhedsforløbet. Den mest indlysende

forklaring på de begivenheder, der førte til

kristendommens fødsel og eksplosive vækst,

er faktisk, at beretningen om ham er sand.

Jesus er anderledes.

Men lad det være sagt med det samme.

Beretningen om Jesus er utrolig. På den ene

side får vi et portræt af en fattig tømrer fra

et fjernt udsted i Israel, et almindeligt men-

neske med et praktisk borgerligt arbejde.

Samtidig var han anderledes og sprængte

alle kendte forestillinger og hele sin samtids

forventninger og erfaringer. Hans tilhæn-

gere kaldte ham profet, Messias, Davidssøn-

nen og lignende, men han talte og handlede

på en måde, som overgik og sprængte de-

res forståelse af, hvem Messias kunne være.

Han gjorde sig til et med Gud på en måde, så

det i et almindelig jødisk øre lød som guds-

bespottelse. Han tildelte sig selv hovedrollen

i Guds handlen med verden, så mennesker

enten ærbødigt bøjede sig eller rasede over

hans bespottelse.

Hvem er Jesus? Evangelierne svarer: Han

var lokal tømrer, men var med til at bygge

universet. Han døde som 33-årig, men var

evig søn af Gud. Han døde ved en ydmygende

henrettelse, men var og er verdens redning.

Han helbredte og hjalp alle, men kunne tilsy-

neladende ikke hjælpe sig selv. Få har været

mere rummelig og imødekommende over

for de, der var uden for og var anderledes

end han. Ingen har samtidig været så klare

og radikale i deres etiske vejledning. Uanset

om man går til historieskrivning, fiktion el-

ler religionshistorie, vil man aldrig finde en

skikkelse, som er mere sammensat og har en

spændvidde som ham.

Hvad forskel gør han?

Hvis alt skulle siges om Jesus, kunne hele

verden ikke rumme de bøger, der så måtte

skrives, siger apostlen Johannes. Og jeg har

blot fået et par sider i Til Tro! Men skal jeg

udtrykke essensen, efter i mit arbejde og i

mit privatliv at have fordøjet beretningen

om Jesus i efterhånden nogle årtier, vil jeg

sige noget i den retning:

Han er den, som gør den afgørende for-

skel i verden og i mit liv. Fordi han er den,

han er, Gud og menneske i én person, kan

han lære dig og mig sandheden om Gud og

vejen til Gud. Han kan give mig vished om

livets mening – før og efter døden. Den kon-

krete historie, der hører til hans korte jorde-

liv, har en nutidig betydning for hvert eneste

menneske. Jesus kan også for dig og mig i

dag blive den mest centrale person i vores

liv, fordi han forbinder os med Gud og giver

os et nyt liv, som begynder her og nu, men

som kulminerer i en kommende verden.

”Den mest indlysende forklaring på de begivenheder, der førte

til kristendommens fødsel og eksplosive vækst, er faktisk,

at beretningen om ham er sand.”

Juleaften under et klokketårn

En velovervejet ønskeliste. Et nøje planlagt og tidskræ-vende julemåltid. Besværet med at skulle pynte jule-træet og alle grannålene, der sviner bagefter. Vi kender den alt for godt – den gode gamle jul. Her er dog et ek-sempel på en lidt anderledes version

Af lærerstuderende Rebekka Fischer, rebekkafn@gmail.com

TIL TRO · # 6 · 2009 · anderledes · artikel18

artikel · anderledes · 2009 · # 6 · TIL TRO 19

Har du nogensinde tænkt over, hvorfor der

bliver sendt film i fjernsynet juleaften? Man

kan undre sig over, hvem der har tid til at se

dem, når man både skal hygge sig med fa-

milien, spise og synge, gå om træet og have

gaver.

Jeg kender mennesker, som plejede at

se filmene i fjernsynet juleaften. Af den ene

eller anden grund var de ikke sammen med

familien. Juleaften er familiernes fest og der-

for en aften, hvor det er ekstra svært at være

alene. Ingen familie eller gode venner er lig

med ingen fest. Og hvis det er tilfældet, ad-

skiller juleaften sig ikke fra enhver anden

aften foran fjernsynet.

Min juleaften

Mange har en ramme for deres julefej-

ring – en bestemt måde at gøre det hele på.

Rammerne holder for nogle liv i traditio-

nerne, og for andre lægger de sig tungt om

julen og gør det hele forudsigeligt og måske

lidt ligegyldigt. Rammerne om min juleaften

er de samme hvert år, men indholdet er al-

tid nyt. Siden jeg var ti år gammel, har jeg

sammen med min familie holdt juleaften i

kirken.

Juleaften i kirken

Juleaften begynder for mig med jule-

gudstjeneste kl. 16.30. Til gudstjenesten er

alt efter bogen, og salmerne, ordene og bøn-

nerne lyder som et ekko af julegudstjene-

sterne overalt i landet. Kun menneskerne og

hjerterne er forskellige fra sted til sted.

En gruppe mennesker til gudstjenesten

har noget til fælles - vi går ikke hjem efter

postludiet. Fra år til år varierer vi i antal og

består af mellem halvtreds til firs mennesker.

I stedet for at gå hjem går vi ind i kirkens

mødesale, hvor der er dækket op til fest.

Maden er bestilt udefra og skal kun anrettes

på fade af os, der hjælper til. Vi får and og

flæskesteg, brune kartofler og hvide kartof-

ler, rødkål og brun sovs. Og sådan fortsætter

julefejringen på ganske almindelig vis med

julesange, snak, juleevangelium, eftertænk-

somhed, risalamande og mandelgave, dans

om juletræet og selvfølgelig julegaver. Alle

har taget en gave med, som inden maden er

blevet forsynet med et nummer og lagt un-

der det store juletræ. Gaverne bliver fordelt

ved hjælp af et nummersystem, som minder

om banko. Der er dog sørget for, at alle får

en ”gevinst”. Det er altid spændende at se,

hvad man får, da det er umuligt at regne ud,

fordi man ikke kender giveren, og giveren

ikke kender dig. Nogle gange forbliver for-

ventningens glæde større end selve gavens

indhold, men det gør ikke noget. Overrasket

bliver man i hvert fald. Efter gaverne er der

mere hygge og flere godter, hvorefter afte-

nen sluttes af med en aftenbøn og et hjer-

teligt tak til alle. Inden man tager hjem, kan

man forsyne sig fra et bord med oversky-

dende mad, godter og julelækkerier. På den

måde strækker festen og fællesskabet sig

ind i de efterfølgende juledage.

Menneskerne

Jeg kan ikke skelne de forskellige jule-

aftener fra hinanden mere, men hvert år er

der mennesker og skæbner, der gør særligt

indtryk på mig. Her er et par eksempler på,

hvem der kommer juleaften og hvorfor.

En juleaften kom der en gårdmand fra

området. Han havde en stor gård med en

fornuftig omsætning, men var det

forgangne år blevet skilt fra sin kone

og havde derfor udsigt til at være alene jule-

aften. Han valgte fællesskabet i kirken frem

for at sidde alene på gården.

Et år kom der en kvinde, som året før var

kommet alene. Denne gang havde hun taget

ti familiemedlemmer med, fordi hun ville

vise dem, hvilken fantastisk juleaften man

kunne være med til i kirken. Hun var dødsyg

af kræft og ville være i kirken med sin fami-

lie på sin sidste juleaften.

Jeg husker en juleaften, hvor en mor

kom sammen med sin psykisk syge søn. Det

var en lettelse for hende at deltage i en jule-

aften, hvor der var sørget for det hele. Hun

skulle ikke gøre andet end at sidde ved siden

af sin søn og nyde aftenen.

De sidste fire-fem år har en familie be-

stående af far, mor og nu tre børn været

med. Forældrene har begge en meget kom-

pliceret familiebaggrund og har derfor valgt

at holde jul for dem selv i kirken. Det er en

lettelse for dem at holde fri fra familiestri-

dighederne juleaften, og de har aldrig haft

bedre juleaftener.

Én kvinde har været med alle årene. Hun

levede i mange år med mand og børn, men

manden var voldelig, og efter at hun skilte

sig fra ham, slog børnene hånden af hende.

Hun har intet socialt netværk tilbage og går

hver dag i forretninger og køber ting, for i

hvert fald dér at have nogen at tale med.

Fællesjuleaften i kirken er et lyspunkt for

hende, og hun stråler som en engel hele af-

tenen, mens hun smukt og inderligt synger

med på sangene, ivrigt taler med de andre

mennesker og uden pause går om juletræet

til alle julesalmerne, selvom hun er oppe i

årene, og de fleste andre springer en sang el-

ler to over. De forskellige mennesker, hun år

efter år holder jul med i kirken, er det nær-

meste på familie, hun har.

En anden genganger er min 90-årige

mormor. Hun synes, det er en festlig af-

ten og er altid frisk på at komme med.

Næsten hvert år kommer der også men-

nesker med anden etnisk baggrund. Et år

kom en herboende kristen irakisk familie

med far, mor, fire børn og en onkel. De ville

gerne holde dansk jul med kristent indhold

og kunne tage del i sådan en juleaften i kir-

ken.

De frivillige

Det begejstrer mig at arbejde på fuld

tryk i køkkenet sammen med de frivillige,

at mærke den fælles iver for at gøre afte-

nen så god som mulig for alle og at snakke

og hygge med dem, der er deltagere. Det er

”hvert år er der mennesker og skæbner,

der gør særligt indtryk på mig”

artikel · anderledes · 2009 · # 6 · TIL TRO 19

helt normal og andres midt i mellem, og vi

skaber sammen et unikt fællesskab.

Bonusjul

Fællesjuleaften er en fest, jeg ikke ville

være foruden, og hvis jeg skal skulle vælge

mellem juleaften i kirken og juleaften der-

hjemme, ville jeg vælge julen i kirken. Ikke

at vælge det, ville være at snyde mig selv for

at få dobbelt op. Da min familie er med til

fællesjuleaften i kirken, er fællesjuleaften

ikke farvel til familiejul. Fællesjuleaften er

bare bonusjul.

Fællesjuleaften er meningsfuld for mig.

Jeg kan helt konkret gøre noget for, at juleaf-

ten bliver en bedre aften for en gruppe men-

nesker. Og fællesjuleaften er en glædelig jul,

ikke bare for de, som er med som deltagere,

men også for os, som hjælper til.

ikke noget problem at finde folk til at hjælpe.

Efter én annoncering i den lokale ugeavis,

henvender frivillige kræfter sig. Sidste år

meldte en familie, bestående af far, mor og

to teenagebørn, sig på banen. En velfunge-

rende og ressourcestærk familie, der til dag-

ligt er engageret i byens teater- og kulturliv.

Det var teenagepigen, der havde foreslået

familien, at de skulle holde jul på en ander-

ledes måde i år. Hun ville gerne gøre en for-

skel og hjælpe nogen. Det var familien med

på, og de bidrog helt fantastisk til aftenen

med højt humør, praktisk hjælp og musikal-

ske indslag.

Hvert andet år er der et par, som hjælper

til, hvor begge har børn fra tidligere forhold.

Hvert andet år er deres respektive børn hos

den tidligere partner. Specielt konen synes,

at det er svært ikke at have børnene hos sig

juleaften og vil hellere hjælpe til i kirken end

at sidde hjemme bare de to. Hverken fami-

lien, som var med sidste år, eller parret, der

kommer hvert andet år, har noget at gøre

med kirken til dagligt. De så bare annoncen

og ville gerne være en del af foretagendet.

Frivillige og deltagere holder juleaften i

kirken af forskellige årsager. Vi har alle en

historie med os – nogles er tragisk, nogles

”Vi har alle en historie med os – nogles er tragisk, nogles helt normal og andres

midt i mellem, og vi skaber sammen et unikt fællesskab. ”

TIL TRO · # 6 · 2009 · anderledes · artikel20

artikel · anderledes · 2009 · # 6 · TIL TRO 21

Det kan være fristende at forme eller skabe

sit eget billede af Gud. Baggrunden er må-

ske personlige oplevelser eller en ide om,

hvordan Gud skal være, for at vi kan tro på

ham. Resultatet er, at vores billede af Gud

får slagside eller bliver så forandret, at det

ikke stemmer med Bibelens beskrivelse af

ham. Når vi danner vores egne billeder af

Gud, kommer vi uundgåeligt til at begrænse

ham, fordi vi selv og dermed vores forståelse

af Gud er underlagt begrænsninger.

Der kan være en tendens til at beskrive

Gud som kærlig og tilgivende. Måske fordi vi

fokuserer så meget på budskabet om, at Je-

sus har taget straffen for alt det, vi har gjort

forkert, så vi glemmer, at Gud er vred over

synden, og at det ikke er en selvfølge, når vi

kan få del i hans tilgivelse.

Målet med denne artikel er at pege på,

at Gud er uendeligt meget større end vores

billeder af ham og vores forestillinger om,

hvordan han er.

Bibelens billede af Gud

Vores udfordring er til enhver tid at fast-

holde Bibelens samlede billede af Gud og

samtidig erkende, at Bibelen ikke giver os

en fuldstændig forståelse af, hvem Gud er.

Bibelen taler sandt om Gud, men den fortæl-

ler os ikke alt, hvad der kan siges om Gud.

Den er ikke et leksikon, hvor vi kan slå op og

finde Gud beskrevet i alle detaljer. Den viser

os, hvem Gud er, for at vi kan lære ham at

kende og få tillid til, at han er Gud.

Det er jo ikke forkert, når Gud beskrives

som kærlig og tilgivende, men hvis Gud frem-

stilles som en venlig, rygklappende gammel

bedstefar, så er der ikke noget særlig over-

raskende eller utroligt i, at vi kan få lov til at

leve i fællesskab med ham. Det er fristende

at give sig selv og andre den overbevisning,

at Gud før eller siden tilgiver alt og alle. Tan-

ken er tillokkende, fordi den befrier os fra at

måtte overveje fortabelsens mulighed for os

selv og andre. Problemet er, at hvis det ikke

er det rigtige billede af Gud, giver det men-

nesker, som er på vej til fortabelsen en kom-

fortabel, men fejlagtig overbevisning om, at

alt er i orden, og at der ikke er nogen grund

til at spekulere mere over forholdet til Gud.

Realiteten er, at Bibelens beskrivelse

af Gud ikke tegner et billede af en harmløs

gammel mand. Bibelens åbenbaring af Gud

viser os, at han er så uendeligt meget større

end os mennesker, at alene det at se ham vil

være ensbetydende med døden. Ikke fordi

det er forbundet med dødsstraf at se Gud,

men fordi ingen, som er ufuldkommen eller

uretfærdig, kan bestå i mødet med hans ret-

færdighed. Nogle gange siges det om Gud,

at han ikke tåler synd. Det kan give et ind-

tryk af, at Gud er sart eller overfølsom. Vir-

keligheden er, at det er synden og synderen,

som ikke tåler Guds nærhed.

Lad Gud være Gud

Det er en udfordring for os at lade Gud

være Gud. Bibelen taler klart om Guds stor-

hed og om, at han fortjener al ære. Vi ser det

fx i Rom 11,33-36, hvor det understreges, at

Gud er uendeligt meget større end os men-

nesker, og at han i al evighed skal æres. Guds

storhed kan ikke overdrives eller overvurde-

res, og det bør få konsekvenser for vores for-

hold til ham. Det giver os grund til at spørge

os selv, om vort liv er præget af, at vi skylder

at ære Gud, og om vi lever sådan, at han bli-

ver æret.

Ortodoks jødedom og Islam bærer i langt

højere grad end megen nutidig kristendom

præg af, at Gud eller Allah må adlydes, og at

Toraens eller Koranens bud skal tages dybt

alvorligt. Det må vi lade os udfordre af, for

det er ikke uden betydning, hvordan vi for-

holder os til Gud og hans vilje. Jakobs brev

gør det meget tydeligt. Den, som hører og

læser Guds ord, men ikke handler efter det,

bedrager sig selv ( Jak 1,22), og hvis ikke tro-

en på Gud fører til handling, er det en død

tro ( Jak 2,17).

Den norske salmedigter Petter Dass be-

skriver Guds storhed meget præcist i salmen

”Herre Gud! dit dyre navn og ære”. I et af

versene siger han, at: ”Gud er Gud, om alle

Gud er størreNår vi forstår Guds storhed og magt, forstår vi også det fantastiske i, at han er vores kærlige og nærværende far. En Gud vi må bøje os for, men som samtidig bøjer sig ned til os og omfavner os. Ja – Gud er større, end vi kan forestille os

Af missionær Claus Kristensen, claus@knet.dk

”Når vi danner vores egne billeder af Gud, kommer vi uundgåeligt til at begrænse ham,

fordi vi selv og dermed vores forståelse af Gud er underlagt begrænsninger”

land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var

døde.” Guds storhed er fuldstændig uaf-

hængig af, om mennesker tror på ham eller

ej. Vi kan ikke tilføje Gud noget eller gøre

ham større ved at ære ham. Vi skylder at ære

ham, fordi han er stor.

Fællesskab med Gud

Samtidig med at Gud er stor, og vi har

grund til at have ærefrygt for ham, ønsker

han at have en personlig relation til hvert

eneste menneske. Det er kun, når vi forstår

Guds storhed, at vi forstår, hvor fantastisk

det budskab er. 1 Pet 1,18-20 fortæller os, at

Gud skabte verden og mennesker med be-

vidstheden om, at det ville koste ham hans

eneste søn livet at genoprette menneskets

fald. Det viser os, hvor meget Gud er vil-

lig til at ofre, for at vi kan leve i fællesskab

med ham, og det giver os bare endnu større

grund til at ære ham.

Der er beskrivelser af Gud som kærlig

og tilgivende, som ikke er i overensstem-

melse med Bibelens samlede billede af Gud,

men det betyder ikke, at han ikke er kærlig

og ønsker at tilgive. Bibelen siger, at Gud er

kærlighed (1 Joh 4,8), og at han gerne tilgi-

ver (Sl 86,5), men det er netop vigtigt at un-

derstrege, at synden må tilgives. Den er ikke

ligegyldig i vores forhold til Gud. Vi må søge

hans tilgivelse, og Bibelen siger klart, at det

er den, som tror på Jesus, der får del i det

evige liv ( Joh 3,16). Guds kærlighed viser sig,

ved at alt ondt og uretfærdigt må fjernes fra

vores liv. Det gælder ikke mindst det onde

og uretfærdige, som kommer fra os selv. Kun

når det sker, kan vi leve sammen med ham,

og det sker kun ved troen på Jesus.

En ny virkelighed

Bibelen viser, at den, som tror på Jesus,

er sat ind i en helt ny virkelighed. Paulus si-

ger, at vi er sat i himlen sammen med Jesus

(Ef 2,6). Det helt ufattelige i det udsagn er,

at vi har fået plads i Guds nærhed, ved hans

trone (Ef 1,20). Den, som tror på Jesus, har

direkte adgang til Gud uanset tid og sted. Vi

behøver ikke gøre noget specielt, gå til andre

mennesker, som har bedre forudsætninger

eller opsøge specielle steder eller bygninger.

Visse handlinger, steder og mennesker kan

hjælpe os til at finde stilhed, få snakket om

problemer og ikke mindst være en del af et

kristent fællesskab, men det er ikke en be-

tingelse for, at vi kan møde Gud.

Det fantastiske er også, at Gud vil høre

på os, uanset hvordan vi har det. Selv når det

eneste, vi har at sige til ham, er en anklage,

fordi der sker ting i vores liv, som modsiger

hans kærlighed til os. I Islam vil reaktionen

ofte være, at man ikke skal stille spørgsmål

eller anklage Allah, men underkaste sig det

som sker, fordi det er hans vilje. Salmernes

Bog viser, at vi må stille spørgsmål og ankla-

ge. Sl 88 er et fantastisk vidnesbyrd om, at vi

må komme til Gud også med vores klage og

anklage. Den uforløste klage i salmen er en

stærk opfordring til os om at vende os til Gud

i stedet for at vende ham ryggen. Gud ønsker

også, at vi fortæller ham præcis, hvordan vi

har det i stedet for at lade som om, alt er i

orden.

Gud fortjener al ære, men det betyder

ikke, at han ønsker at holde os på afstand.

Han er kommet os i møde ved, at Jesus blev

menneske og ved troen på ham, kan vi have

fællesskab med Gud.

”Vi skylder at ære ham, fordi han er stor”

TIL TRO · # 6 · 2009 · anderledes · artikel22

artikel · anderledes · 2009 · # 6 · TIL TRO 23

Vi elsker at hade den. Og man hører ofte:

”Det er typisk os danskere og vores jantelov!

Gid vi dog bare kunne komme fri af den!”

Men jeg spørger mig selv, om der ikke ofte

bag disse udsagn gemmer sig et stort ugu-

deligt ego, der ønsker at gøre, sige og mene,

hvad der passer mig? Være fri, uden hæm-

ninger og bindinger? Jeg kommer lige fra et

år i det store USA, nærmere bestemt Seattle-

området på den amerikanske nordvestkyst.

Og jo, det var faktisk godt at være i en kultur,

hvor Janteloven ikke får lov til at spille den

samme rolle. Det var dejligt at møde en kul-

tur, hvor det er helt okay at bruge de store

ord og følelser – uden at der skulle komme

den der armene-over-kors-sarkastiske-hen-

kastede-ja, ja-sætning, som elsker at punk-

tere og holde det hele et skridt fra livet. Det

var godt at møde en kultur, hvor det er okay

at være god til noget og blive opmuntret til

at fortsætte med det. Hvor man kunne blive

rost for det, man havde præsteret og blive

opmuntret til

at sætte yder-

ligere store

mål. Det var

dejligt at møde

en kultur, hvor

man ikke bare

slår sig til ro

med det næst- eller trediebedste, men træk-

ker igennem – målrettet og uden tøven.

Offer for janteloven, eller…?

Den mere eller mindre fraværende jan-

telov blandt de mennesker, som jeg havde

fornøjelsen at komme ind på livet af, førte

ikke til en rå udfoldelse af deres eget ego,

men til nogle gode tanker og mønstre, som

jeg tror, vi kan lære meget af. For selvom de

fleste omtaler sig selv som ofre for jante-

loven, er faktum jo, at vi jo ofte anvender

den på andre. ”Du skal ikke tro, du er no-

get!” bliver et belejligt udsagn, som frigør

os fra at ville lytte til andre og lade andre

have taleret og autoritet ind i vores liv. På

mange måder lever vi jo i en meget sam-

mensat kultur. På den ene side råber vi

efter stærke, handlekraftige ledere,

som kan skære igennem og gå

foran. Men samtidig ønsker vi

kun at følge stærke ledere,

når de mener og udstikker

de regler og retningslinjer,

som vi selv synes, er rigtige. Udfordrin-

gen for os bliver, at med det gode og rig-

tige ønske om at ville gøre sig fri fra den

Janteloven gør Gud mindreEn god kristen praler ikke. Han viser derimod ydmyghed, og det hænger jo godt sammen med, at vi er syndere: Vi skal ikke tro, vi selv er noget. Jantelo-ven lever altså i bedste velgående. Men er det nu sundt – og hvad hvis vi over-fører janteloven til vores forhold til Gud?

Af Claus Grønbæk, præst i Københavnerkirken, claus@kbhkirken.dk

”Har Gud virkelig sagt?”, som slangen hviskede – underforstået: ”Vel har

han da ej, hvem tror han, han er!”

24

artikel · anderledes · 2009 · # 6 · TIL TRO 25

nedgørende jantelov, følger der samtidig en

anerkendelse af, at andre kan og vil noget

mere, og derfor vil jeg gerne følge dem og

underordne mig dem.

Janteloven anvendt mod Gud

I virkeligheden er janteloven jo også

meget bekvem, når vi står overfor den yp-

perste leder – Gud! Lige at tage Gud med et

gran salt, når han ikke siger det, der kildrer

i øregangen, når det handler om at alt, hvad

vi ejer, er og har tilhører ham, og vi derfor

kun er gavmilde forvaltere; at vi skal gå den

ekstra mil med alle, der behandler os uret-

færdigt; at han og ikke vi er Gud; at vi er for-

tabte og på vej mod Helvede, hvis der ikke

bliver grebet ind.

”Jeg har min egen lille mening! Nu skal

der jo heller ikke gå korstog i den! Er der ikke

noget med frihed i de uvæsentlige ting? Det

er jo nok ikke så slemt, når det kommer til

stykket?!” Det lyder så fromt, fornuftigt og

fremsynet – men i virkeligheden er det jan-

teloven anvendt mod Gud. For at holde ham

på afstand, nede eller væk. Du kan kalde det

synden, satan, slangegiften – men faktum er,

at den jantelov ligger dybere i ethvert men-

neske – uanset nationalitet og kultur – ”Har

Gud virkelig sagt?”, som slangen hviskede –

underforstået: ”Vel har han da ej, hvem tror

han, han er!”

Så i virkeligheden har vi en selektiv jan-

telov, som vi hiver frem, når det er belejligt

– når vi ikke vil høre på andre, eller når vi

gerne vil fremstå som ofre, når andre ikke

har syn for vore fortræffeligheder. Og som

vi putter tilbage i skuffen, når vi ved, hvad

vi vil og fremturer med vores egne meninger

og lyster.

Gud er større

Janteloven bekæmpes ikke – som man-

ge måske tror – ved at lave anti-janteloven!

Fordi janteloven ligger så dybt i vores gener

og vilje, så vil det bare gøre den stærkere.

For når jeg i min egen egoisme fremturer

med at jeg duer til noget, jeg ved bedre, jeg

er klogere end jer… er det jo bare Janteloven

i 2. potens, eller på den anden måde, fordi

man så nemt kommer til at sige til dem: I

duer nemlig ikke til noget, I kan ikke lære

mig noget, I skal ikke tro, at I er klogere end

mig… Gud er den eneste, der med rette ikke

er underkastet janteloven. For der er ingen

klogere end ham. Ingen, der kan lære ham

noget, ingen der er

mere end ham – og

måske endnu mere

vigtigt: Ingen, der har

større kærlighed og

nåde end ham! Dette

er helt afgørende, hvis

vi vil have et sandt

opgør med jantelo-

ven. At Gud er Gud

– og det er jeg ikke.

Hvis det er på plads

i vores liv, så får det

nogle helt praktiske

implikationer, når det

handler om dagligliv og Jantelov: Jeg aner-

kender, at Gud er større end mig, og at jeg

har alt at lære. Og hans ord og vilje er sand.

Det er en erkendelse af, at Janteloven ikke

er sand, men at der er en anden og andre,

som ved bedre – også når det nogle gange

går på tværs af mine ideer og forkromede

løsninger.

Gode, kristne mindreværdskomplekser

Okay, det var så Gud, den fanger vi godt,

men hvad så med os? Vi kan og er meget

mere og meget mindre, end vi selv aner og

tror! For mange, som er opvokset i kristne

miljøer, kan der være en tendens til at tænke,

at det nærmest er bibelsk at være lidt jante-

lovs-agtig. ”Jeg er ingenting værd, jeg kan

ikke noget, jeg er en synder”. Sådan en god

gang mindreværdskomplekser – det er nok

sagen, hvis jeg skal være en god kristen!?

Det kan lyde fromt, men i virkeligheden er

det totalt selvoptaget og navlepillende! Sa-

gen er nemlig, at det står langt værre – og

langt bedre til end det. Værre fordi du ikke

bare er middelmådig, men fordi du er for-

tabt! Du er på tærsklen til fortabelse, fordi

du med din egoisme, ukærlighed, ugudelig-

hed er med til at ødelægge denne jord og li-

vet på den! Så medmindre Gud griber ind, så

er det langt værre end dårligt selvværd. Men

det er jo netop det, der er fantastisk – for du

er så meget værd, at Gud sætter alt ind på

at redde dig. Du har en så ufattelig værdi, at

Gud sender Jesus for at dø for alt dit skidt.

Og den værdi kommer ikke først, når du be-

gynder at tro – men den er der, endnu mens

du er en ugudelig, fortabt synder – den er

der, mens du er i din mors mave!

Sandt opgør

Jeg tror, at et sandt og sundt opgør med

janteloven begynder her. Når vi ser, hvor stor

vores værdi og Guds kærlighed er, behøver vi

ikke længere at bevise en masse overfor os

selv og andre. Det giver en tryghed og frihed

fra selvhævdelsens ræs. Når de mennesker,

du møder, ikke længere er truende konkur-

renter, men mennesker, som har den samme

værdi, som du, og mennesker, som Gud har

udrustet med personligheder, evner og nå-

degaver, så kan du pludselig takke Ham og

også dem, for alt det de er og gør. Og hjælpe

og opmuntre dem til at udforske og udfordre

det potentiale, de har.

”Du har en så ufattelig værdi, at Gud sender Jesus for at dø for alt dit skidt”

TIL TRO · # 3 · 2009 · fængslet · artikel26

For anderledes til kirken?Søndag morgen. En nystrøget skjorte proppes godt ned i bukserne. En frisure sættes møjsommeligt. På med det høflige smil og det faste håndtryk. Sikkerheden selv, klædt på og klar til at tage i kirke. Men behøver det være sådan?

Af Rie Frilund Skårhøj, foredragsholder

og konsulent på CUR (www.cur.nu),

rieskaarhoj@gmail.com

TIL TRO · # 6 · 2009 · kreativitet · artikel26

For anderledes til kirken?

artikel · fængslet · 2009 · # 3 · TIL TRO 27artikel · kreativitet · 2009 · # 6 · TIL TRO 27

Vi vil gerne være rummelige og give plads

til ’anderledes mennesker’ i kirken. Men er

vi særlig gode til det, når det kommer til

stykket?

Mange af os drømmer om en kirke,

hvor der er plads til alle, og det er bestemt

ikke af ond vilje, at kirken ikke altid er så

rummelig, som vi kunne ønske det. Vi har

en tradition og nogle værdier, som danner

rammerne for, hvad der opfattes som nor-

malt og godt. Vi følger et spor, nøjagtig som

et tog på togskinner, og vi har svært ved at

skifte kurs, når vi nu er vant til at køre ad

det samme spor.

Denne artikel vil udfordre det rumme-

lighedsbegreb, som vi taler om, men som

ikke altid er til stede i kirken.

Krav for at deltage i gudstjenesten

Det kan diskuteres, om man kan kalde

gudstjenesten for rummelig, hvis der reelt

stilles følgende mere eller mindre høje krav

til de mennesker, som bevæger sig ind i kir-

ken:

• Gudstjeneste søndag morgen –

kræver, at man kan komme op af sengen

til tiden

• Man skal kunne lide at

synge og ofte være til klassisk

musik eller blød pop

•Man skal kunne lide at

sidde stille i mindst 1,5 time

– børn er ofte undtaget

•Manskalværegodtilat

lytte, ellers får man ikke no-

get ud af undervisningen, da

der ikke foregår dialog

• Manskalofteforståden

kristne jargon eller teologi for at

gribe helheden af, hvad der fore-

går til gudstjenesten

• Man har brug for at

læse om kirkehistorien og Luthers liv

for at forstå formålet og indholdet af de

mange elementer i gudstjenesten

• Manskalhelstopleveetbehovfor

at tro på Jesus og føle befrielsen, når syn-

dernes forladelse gives, for at budskabet

rigtig siger en noget

• Manskalvillefællesskabet,dakir-

ken er ’en stor familie’, og man derfor ikke

kan være anonym i længden

Alligevel snakker vi om rummelighed,

åbenhed og ’plads til alle’ som en dyd. Na-

turligvis vil der være krav til et hvilket som

helst menneske, der bevæger sig ind i en

organisation. Mange organisationer er dog

klar over, at de ikke ’er for alle’ – de forsøger

altså ikke at være noget, de ikke er. I kirken

synes det ofte at forholde sig anderledes. Vi

vil gerne nå alle med budskabet om Guds

frelse, men vi diskuterer sjældent, hvorfor

’alle’ ikke kommer til gudstjeneste eller i

kirken. Måske tænker

vi, at det er folks egen

skyld?

Kirke foregår søn-dag formiddag!

Min oplevelse er, at vi ofte

tænker kirke som én ting. Det

foregår søndag, det indeholder

en god og intelligent prædiken, der er en

omgang sange, en nadver og noget bøn.

Denne opskrift giver tilsammen ’gudstjene-

steretten’. Mit spørgsmål går imidlertid på,

hvorfor vi har denne ’opskrift’, og hvorfor

vi så stædigt holder fast i den? Hvorfor kan

kirke og gudstjeneste ikke foregå på skate-

boardrampen en onsdag eftermiddag eller

i cafeen lørdag aften eller sent fredag nat?

Mit bud på, hvorfor vi fastholder en særlig

opskrift er, at det primært handler om vaner

og traditioner. Disse er i sig selv ikke forkerte

eller leder til alskens dårligdom, men hvis

de ureflekteret holdes i hævd og ophøjes

til en form for ’uomtvistelig sandhed’, som

bør følges, ringer mine alarmklokker. Det,

som giver mening for os ’indfødte kristne’,

giver ikke naturligt mening for andre. Vi

kan mene, at vi har forstået sandheden, men

hvis vi ikke formår at formidle sandheden til

andre, hvor langt er vi så nået?

Vi uddanner missionærer til Afrika og Asien

Det forekommer mig mærkeligt, at vi

har så stor respekt for andre kulturer, at vi

bruger tid og penge på at uddanne menne-

sker, som skal til Afrika eller Asien. Missio-

nærer, der skal bo under andre himmelstrøg,

skal forkynde evangeliet på den måde, som

er mest relevant og vedkommende for den

kultur, de skal være i. Hvad med at se på vo-

res egen kultur og uddanne mennesker, som

kan lave gudstjenester eller kirke, som for-

midler evangeliet til den postmoderne dan-

ske kultur? Fordi vi bor i Danmark, bliver vi

blinde over for de subkulturer, som eksiste-

rer omkring os. Vi er måske selv en del af en

subkultur eller har en særlig livsstil, men er

vi bevidste om andre kulturer i vores land?

Livsstile

Dele af den danske kultur kan beskrives

med begrebet livsstile. En livsstil kan de-

fineres som den måde, man vælger at ud-

trykke og forme sit liv på. Sagt på en anden

måde: Hvilke værdier man vælger at sætte

højere end andre. (Begrebet livsstil er ikke

uproblematisk, men det giver ikke mening

at bevæge sig ind i lang udredning omkring

dette, da det ikke er artiklens formål). Man

kan naturligvis diskutere, om nogle livsstile

er mere eller mindre bibelske og anbefalel-

sesværdige, men ikke desto mindre viser de

variationen og bredden af den danske kul-

tur. Den kultur, som vi ikke bare må se ned

på eller fordømme, men imødekomme lige-

som Jesus, der var fantastisk til at formidle

sit budskab til de forskellige ’livsstile’, han

mødte.

Den normale kirkelige kultur - familielivsstilen

I kirkelige sammenhænge synes fami-

lielivsstilen i høj grad at være normen. De

fleste kirkelige aktive over 25 år påtænker

at stifte familie eller har allerede fået børn.

Både far og mor har en uddannelse og gode

jobs, bor i parcelhus og prioriterer samværet

i familien højt - så højt, at det kan være van-

skeligt at nå særlig meget andet.

”Vi vil gerne nå alle med budskabet om Guds frelse,

men vi diskuterer sjældent, hvorfor ’alle’ ikke kommer til

gudstjeneste eller i kirken”

Og det er der som sådan intet i vejen

med! Udfordringen er imidlertid, at der er

mennesker med en anden livsstil, som let

kan opleve sig uden for eller ikke accepte-

rede – og desværre ligegyldigt, hvor meget

man som familiemenneske forsøger at rum-

me andre. Når flertallet er på en bestemt

måde, kommunikerer man desværre, at ’så-

dan burde du også være’. De mennesker, som

oplever, at de ikke passer ind i kirken, for-

svinder som oftest uden at smække med dø-

ren, fordi de ikke vil forstyrre det fællesskab,

som flertallet tilsyneladende er glade for.

oriterer arbejdet så højt, at det kan betyde

mindre samvær med eventuelle børn. Det

kan udfordre, hvad mange kristne mener, er

godt for børneopdragelse.

Singlelivsstilen: Det kan diskuteres,

om denne livsstil altid er et selvvalg, men

et faktum er, at singlekulturen er i vækst

i Danmark. Der er mange singler – og her

menes både fraskilte osv., men i kirken er de

ofte i undertal. Det kan være svært at begej-

stres over andres børn i længden. Man føler

mere eller mindre ubevidst, at man ’burde

være’ mindst to for at have noget at snakke

med andre om. Det kan også være ubeha-

geligt at føle, at andre synes, det er synd for

en, fordi man mangler en livsledsager og et

par børn.

Idealisten og den kreative: Man køber

økologisk eller bevidst spartansk, da

man hellere vil hjælpe fattige end

leve med B&O anlæg, vovse og

jacucci. Man vælger bevidst en

anden livsstil end majoriteten

af danskere og vælger fx at

bo i kollektiv eller flytte

nogle år til Afrika. Den

kunstneriske livsstil er

præget af frihed, søgen

efter inspiration og et

stort behov for at udfolde

sine kreative sider. Hvis de

får lov, er disse livsstile ofte

gode til at afsløre tabuer og bringe

politiske emner på banen i kirken. Det

politisk korrekte forbrug (økologi, fair trade

osv.) er ikke specielt synlig i mange kirkelige

sammenhæng. Der kan også være svært for

andre livsstile at forstå, hvorfor ’det politi-

ske’ eller kunstneriske har så stor betydning

for disse mennesker.

Dem, de andre ikke vil lege med: Det

kan være den muslimske nabofamilie, den

enlige mor på bistand eller den hjemløse,

der lugter eller den tykke. De tages imod

og bydes velkommen i mange kirker, men

det kan kræve mere, end hvad mange er vil-

lige til eller kan ofre af tid at få dem med

i længden. Og det er da irriterende ikke at

kunne koncentrere sig om prædikenen, for-

di Svend bagved lugter, eller fordi Lise igen

stiller mærkelige spørgsmål til præsten. Vi

kan tænke, at de burde ’tage sig sammen’.

Eller behandle dem som nogle stakler, der

har brug for hjælp, hvilket i yderste sam-

menhæng kan fratage mennesket alt form

for stolthed og selvværd. Hvor er disse men-

nesker i kirkelige sammenhænge?

Selvfølgelig

Det retoriske spørgsmål skal jo stilles: Har

Jesus noget at sige til disse ’livsstilsmen-

nesker’? Svaret giver sig selv – selvfølgelig

har han det. Men måske skal vi tænke kirke

lidt ud over de sædvanlige baner, hvis vi skal

kunne rumme nogle af disse mennesker. Det

handler ikke kun om at gøre gudstjenesten

længere, flytte den en time fra kl. 10 til 11

eller tage en duftneutraliserende dåse med

i kirke. Det handler om at tænke kirke i bred

forstand. At Guds rige er lige der, hvor ’to

eller tre er forsamlede i mit navn’. Måske vil

nogle af disse livsstilsgrupper aldrig komme

til at passe ind i den kirke, vi er glade for

og får noget ud af. Vi må huske, at formålet

med Guds rige ikke er at være flest muligt til

en gudstjeneste, men at mennesker møder

Gud og tror på ham.

Jeg tror, at Gud er stor nok til at klare den

Pointen med denne artikel er ikke, at alle

menigheder skal splittes op, men at vi ser

og proaktivt arbejder for at skabe kirkelige

fællesskaber for de mennesker, som ikke

automatisk passer ind i den kirke, vi kom-

mer i. At vi velsigner de, som oplever et

kald til at lave kirke for og med ’anderledes

livsstile’ uden for den traditionelle kirkelige

ramme. Det kræver at vi, ud over at lytte til

Gud, dels tør tænke kirke og gudstjeneste på

anderledes måder. Vi må tænke kirke i den

forstand, at Gud er til stede, der hvor to eller

tre er forsamlede i hans navn. For det andet,

at vi gør brug af de nådegaver (evner), Gud

har givet den enkelte. At vi lytter med alvor

og respekt til hinanden, selv når den outrere

evangelist eller apostel i forsøget på at af-

prøve nye formidlingsformer, risikere enten

at blive for udvandet eller for radikal. Og

at læreren, præsten eller teologen lytter til

dem, som ved, hvad der rører sig i kulturen

og er åbne for at afprøve anderledes former

og metoder, selv om man kan være nervøs

for, hvad det ender ud med.

”Hvorfor kan kirke og gudstjeneste ikke foregå påskateboardrampen en onsdag eftermiddag eller i cafeen lørdag aften eller sent fredag nat?”

For anderledes til kirken?

I det følgende beskrives fire forskel-

lige livsstile, som kan opfattes som relativt

gængse i vores samfund. De beskrives her

for at sætte begrebet rummelighed på spid-

sen og for at fremme forståelsen for, at vores

tanker om kirke måske kunne trænge til at

blive udvidet eller perspektiveret.

Karrierelivsstilen: Man sætter sit arbejde

højt og bruger enorme mængder af tid på ar-

bejdet, da arbejdet opleves som meningsgi-

vende og indholdsrigt – måske endda et kald

givet af Gud. Da man ofte kan arbejde over

45 timer om ugen, er det svært at deltage

i de faste aktiviteter, som kirken anbefaler.

Dette fører til, at man ikke oplever sig som

en del af kirkens fællesskab. Karrieremen-

nesket har behov for større fleksibilitet. Man

kan opleve at blive set ned på, fordi man pri-

TIL TRO · # 6 · 2009 · anderledes · artikel28

Det var vel engang i løbet af min efterskoletid, at jeg første gang stødte

på disse fire bogstaver. Bogstaverne står for de fire ord ’What would Jesus

do?’, og ideen bag dem er at give os et spørgsmål med i hverdagen. Et

spørgsmål, som vi kan stille os selv i situationer, hvor det kan være svært at

vælge, hvad vi skal gøre. I netop disse situationer kan vi stille spørgsmålet

’Hvad ville Jesus gøre her?’ og på den måde finde ud af, hvad vi som kristne

bør vælge.

Fornuften bag spørgsmålet synes at være det faktum, at vi som kristne

skal se Jesus som vores forbillede, ikke kun som Gud og frelser. Der er en

række bibelsteder, der fortæller os dette, og det synes da også at være

naturligt.

Hvis nu vi antager, at vi skal leve vores liv som Jesus, så vil ’W.W.J.D?’

være det rigtige spørgsmål at stille. Det betyder, at vi ved at stille spørgs-

målet ’Ville Jesus gøre det her?’ kan finde ud af, om handlingen er rigtig

eller forkert (og i et kristent perspektiv synd). Men hvis vi kigger nærmere

på konsekvenserne af denne måde at vurdere vores handlinger vil absur-

diteterne melde sig:

Lad os f.eks. sige jeg stod med min kæreste igennem længere tid. På et

tidspunkt står jeg foran valget; skal jeg fri til hende? For at finde ud af om

jeg skal på knæ eller ej, stiller jeg spørgsmålet; ’Ville Jesus gifte sig med

den pige, jeg står ved siden af, hvis han stod i mit sted?’ Jesus giftede sig

aldrig, så svaret må vel være ’nej’. Så hvis vi følger ’W.W.J.D?’, vil det føre til,

at ingen kan gifte sig, for det ville Jesus ikke have gjort.

Et andet eksempel kunne være, hvad vi skulle uddanne os til. Hvad

ville Jesus uddanne sig til? Her synes der at være et muligt svar; tømrer.

Så hvis vi virkeligt førte ’W.W.J.D?’ ud i livet, ville det sandsynligvis be-

tyde, at vi alle sammen skulle søge ind på tømreruddannelsen.

Det, som jeg prøver at vise i de her to eksempler, er ikke, at der

rent faktisk er nogen, der mener, at vi som kristne ikke må gifte os,

eller at vi alle sammen skal uddanne os til tømrer. Men dette ville være

direkte konsekvenser, hvis vi skulle følge ’W.W.J.D?’. Så derfor skal vi

simpelthen lade være.

Men hvor står vi så nu? Hvis ikke vi kan bruge ’W.W.J.D?’ som rette-

snor, hvordan skal vi så vurdere, om en handling er rigtig eller forkert?

Mit bud er, at vi skal prøve at overveje, hvad Guds vilje er, og ikke hvad

Jesus ville gøre. Det rigtige rettesnor, mener jeg derfor, er ’What would

Jesus want me to do?’, eller ’Hvad vil Gud, at jeg skal gøre?’. Guds vilje

med Jesus er ikke den samme som Guds vilje med os, og det er derfor

’W.W.J.D?’ ikke kan bruges. Vi har hverken Jesu magt, autoritet eller

formål på jorden. Derfor bør vi ikke i alle tilfælde handle, som han

gjorde. Hvis vi forsøger at handle som ham i alle tilfælde, vil vi samtidig

vurdere os selv til at have Jesu autoritet og opgave, hvilket vil være en

stor fejltagelse.

Her til sidst vil jeg lige slå en ting fast. Alt dette, jeg lige har nævnt

betyder ikke, at Jesus ikke skal være vores forbillede her i livet. Det

skal han skam, men ikke på den måde ’W.W.J.D?’ lægger op til. Det

er Guds vilje, at vi på en række punkter er og handler som Jesus, men

det er også Guds vilje, at vi anerkender Jesus som vores herre og ikke

forveksler ham med os selv.

Kæphesten er Til Tros faste klumme, hvor forskellige skribenter får luft

for deres synspunkter. Sysnpunkterne stemmer ikke nødvendigvis overens

med KFS’.

Af Jeppe Duus Dolris, filosofistuderende, kirkelte87@hotmail.com

Kæphesten

W.W.J.D?Her følger en kritisk analyse af spørgsmå-let: ”Hvad ville Jesus gøre?” Kan spørgs-målet overhovedet bruges?

fejet væk af nogle ret enkle grundsætninger

om, hvordan Guds nåde sætter os fri til at

leve. Og det kunne nemt være blevet noget

lommefilosofisk-psykologisk pjat (og er

det da også et par gange), men langt hen

ad vejen holder det simpelthen vand. For

Lucado er helt afsindigt god til at binde sine

pointer op på nogle anekdoter, billeder eller

hjemmebryggede ord, der gør, at det hele

hænger rigtig godt fast i mig, også når jeg

har lagt bogen fra mig. Og det hele er bare

rigtig overskueligt bygget op, så bogens

pointer i indledningen kan opsummeres til

”Lad Hans nåde fylde din dag, læg din dag i

Hans hænder, følg hver dag Hans anvis-

ninger”, og de tre pointer kan man så følge

bogen igennem.

Og endnu bedre: I modsætning til den

tendens i kristen opbyggelig litteratur,

jeg tidligere har kritiseret her i bladet, er

Lucado rigtig god til at inddrage sig selv

og bringe sig selv i samtale med læseren.

Han balancerer en fuldstændig kompro-

misløs tro på sit budskab, at Guds nåde

kan forvandle hver dag til en god dag,

med masser af selvironi og lun amerikansk

prædikanthumor. Så han undgår både at

tale ned til læseren og at undergrave sine

egne argumenter. Og så sker der bare det,

der så gerne skal ske med sådan en bog:

Lucados glæde over Guds nåde bliver det,

det hele kommer til at handle om! En anden

Af stud.mag. Johannes Korsholm Poulsen,

paulusirom@hotmail.com

Velkommen til en udgave af TIL TROs

bogsider, der for en gangs skyld ikke hand-

ler om postironiske forfattere og vemodige

tegneserier! Jeg har på det sidste haft rigtig

svært ved at overskue at læse tungere kri-

sten litteratur, dels fordi det var svært at få

tid til det, dels fordi det tit er – tjaeh…- me-

get tungt og svært at huske eller anvende,

hvis man egentlig bare har brug for lige at

høre et andet menneskes tanker om livet

som menneske og som Guds barn og måske

få noget opmuntring med på vejen. Derfor

står denne udgave i andagtsbogsagtige-bø-

ger-med-små-afsnit-og-letforståelige-poin-

ter-s tegn! God læselyst!

Max Lucados nye bog Hver dag fortjener en

chance er ikke en andagtsbog i traditionel

forstand. Den er nærmere en gennemgang

af en masse vinkler på, hvordan man ud

fra at kende Jesus kan ændre sit syn på

livet og blive bedre til at nyde hver dag, så

godt man kan. Bogen er delt op i tre dele

med 3-4 kapitler i hver. Efter hvert kapitel

er der så nogle konkrete råd til, hvordan

bogens pointer konkret kan anvendes i

den måde, læseren ser sit liv på. Emner

som bekymring, skyld, vrede, sorg bliver

nærmest irriterende modigt og håbefuldt

ting, der øger bogens troværdighed rigtig

meget i forhold til mere upersonlige og

sådan bevidst objektive bøger i genren er,

at Lucado har gjort sig den ulejlighed at

opgive det konkrete navn på mere end en

person i sine anekdoter, så man aldrig rigtig

når at tænke, at det bare er røverhistorier.

De fantastiske møder med Guds nåde, han

fortæller om, er virkelige, og det, sammen

med, at der faktisk er kildehenvisninger og

noter bag i bogen, virker bare rigtig godt.

Enkelte steder kan det godt blive lidt for

meget. Der er for eksempel en ret unød-

vendig rap-sang ”skrevet” af drengen med

de 5 brød og de to fisk, men det er virkelig

vigtigt ikke at fremhæve det alt for meget,

for hvis man gerne vil, kan man altså få

rigtig meget dejligt ud af at tage ja-hatten

på sammen med Max Lucado og glæde sig

over, at ”Guds nåde er ny hver morgen” ikke

bare er noget vi siger, men også noget vi

kan leve på!

Hver dag fortjener en chance

Max Lucado

125 s.

Lohse 2009

BØGER

30

artikel · anderledes · 2009 · # 6 · TIL TRO 31

Af stud.mag. Johannes Korsholm Poulsen,

paulusirom@hotmail.com

Jeg vil godt lige starte med at indrømme, at

det er et lidt underligt tidspunkt at anmelde

den her bog på. For den er sådan set tænkt

som en meditationsbog til fastetiden. Men

det giver nu god mening alligevel. Forkla-

ring følger her: For det første: Den var tilpas

kort til, at jeg ikke, jævnfør min oven-

nævnte skræk for tung kristen litteratur,

faktisk havde lyst til at gå i gang med den.

Og det er jo en ærlig sag. For det andet:

Den er et rigtig godt supplement i bogreo-

len til Lucados bog. For selvom der også er

stakke- spande- og læssevis af rigtig dejlig

opmuntring i Ingolf Henoch Pedersens

små tekster, er der i modsætning til hos

Lucado nogle ret radikale og kompromisløse

formaninger, som virkelig slår hårdt, og som

også er rigtig nødvendigt at kunne finde

på sin bogreol i lettilgængelig form. Med

en stærk kærlighed og et stort kendskab til

profetlitteraturen og dens samtid, blandet

med mange andre tekster fra Bibelen, sæt-

ter Pedersen fokus på materialismens og

forbrugskulturens råddenskab og korrum-

perende indflydelse på mennesker, midt i

en krisetid, hvor vi som samfund er tvunget

til at genoverveje, hvad det lige var, vi var

værd uden al den rigdom og fremgang, som

vi ikke kan være så sikre på som tidligere.

Han pointerer, hvor vigtigt det er, at vores

liv med Jesus også har en dimension, der

rækker ud til alle dem, der kunne have brug

for os, vores kærlighed, vores tid, vores

penge. Og det er ikke kun stræben efter

penge, der bliver langet ud efter. Det er alle

de ting, der fjerner vores fokus fra Gud og

vores næste: Magt, fristelser, afgudsdyrkel-

se og så videre. Samtidig er der også plads

til en masse positive og konstruktive til-

gange til problemet: Faste, Guds nåde, den

positive mulighed for faktisk at omvende

sig og lade sit liv gøre en forskel i verden.

Og så er bogen endvidere udstyret med

bønner og citater i et system, så man kan

læse Pedersens stykke om morgenen og

bønnerne om aftenen. Men det skal jo ikke

forhindre mindre systematisk anlagte læ-

sere som undertegnede til at guffe det hele

på en gang og så glæde sig til at læse den

dag for dag, når fastetiden kommer.

Jeg vil altså anbefale Ovenlys på faste

og forbrug rigtig varmt, ikke kun som an-

dagts- eller meditationsbog, men også som

en god måde at få noget rigtig komprimeret

forkyndelse, der ikke lægger fingrene imel-

lem, og som virkelig udfordrer og opfordrer

til at leve et radikalt liv som kristen, skrevet

i og til den tid, vi lever i lige nu.

Ovenlys på faste og forbrug

Ingolf Henoch Pedersen

80 s.

Credo 2009

bøger · 2009 · # 6 · TIL TRO 31

REFLEKSIONER

give ham hen til templets tjeneste, hvis

hendes bøn gik i opfyldelse. Hun fik ham –

Samuel – og lovpriste bagefter Gud i sang

og dans. (1 Sam 1,1-2,10) Hun holdt sit løfte

til Gud og lod sin lille dreng tjene i templet.

Hende vil jeg da også ligne!

Jeg vil i øvrigt også ligne Ester – den

sympatiske, smukke og kloge dronning,

der, på foranledning af sin ældre og visere

onkel, satsede livet for hele sit folk!

Og så var der Rahab med sit hus oppe

på Jerikos bymur. Jeg misunder ikke hendes

profession som prostitueret, men jeg beun-

drer hendes vovemod. At svigte hele Jeriko

for at skjule to israelitiske spioner, der ville

destruere hendes by. Det eneste, hun på

forhånd havde fået, var deres ord for, at

hun ville blive reddet. Naiv eller nerver af

stål?

Jeg vil gerne turde svare som Maria,

der fik besøg af en engel og med bævende

stemme tog imod det kald, som Gud havde

til hende om at være mor til verdens frelser.

”Se, jeg er Herrens tjenerinde.” (Luk 1,26-

38)

Tænk at være som Maria Magdalene og

”den anden Maria”, der hele tiden var der,

hvor det skete! De var blandt de kvinder,

der sørgede for Jesus til det sidste. De

var der, da Jesus udåndede på korset, de

så, hvor Jesus blev begravet, så de kunne

komme dér forbi igen, de kom søndag

morgen ud til graven for at salve Jesu krop

med fine salver og derved ære ham, de var

Nogen vil sikkert hellere ligne Daniel, men

første sanglinje lader jeg andre om! Jeg vil

nemlig ligne Ruth! Ja, jeg vil så. Ruth, den

fantastiske kvinde. Den unge, trofaste ar-

bejder, der i stor kærlighed og hengivenhed

gav sig helt for sine nærmeste. Hun lyttede

til råd fra en ældre, klogere kvinde, og det

blev et gode for hende.

Verdens første kvinde. Eva – mor til alle

på godt og ondt. Eva, der blev skabt som

Adams hjælper og medvandrer på denne

jord. Hun skabtes til at stå ved hans side,

hjælpe og støtte Adam. Være den, der stod

ham allernærmest på denne jord. Hun var

hans, og han var hendes. (1 Mos 1,26-27;

2,18-25)

Eller hvad med Noas kone, som vi for

eksempel kunne kalde Margrethe, der, i

stedet for at få manden indlagt på den

lukkede afdeling, støttede Noa under hele

arkbyggeriet og gik med ham ind i arken

og ventede på regnen i vished om, at Gud

havde givet Noa den opgave og det løfte. ( 1

Mos 6,1-7,16)

Jeg vil ligne Mirjam, der vågede over sin

lillebror mellem sivene og sørgede for, at

der ikke skete ham noget ondt. Jeg vil være

lige så modig som hende – hun var blot en

stor pige – der trådte ud fra sit gemme-

sted, ud foran Faraos datter – stadig for at

beskytte sin lillebror og sikre sig, at der blev

passet godt på ham. (2 Mos 2,1-8)

Hanna, der græd sine bitre tårer og

tryglede Herren om et barn og lovede at

de første, der så Jesus efter opstandelsen og

blev bedt om at løbe med bud til disciplene.

Jeg bliver helt forpustet! De var virkelig,

hvor det skete! (Matt 27,55-28,10)

Elisabeth, det gamle liv, præstekonen,

der levede efter Guds hjerte, men havde

den store sorg i sit hjerte at være barnløs.

Tvivlede hun på Guds løfte om, at hun

virkelig skulle blive gravid, hvilket ikke ville

være underligt, da hun var en ældre dame?

Det vides ikke, men i hvert fald lader det

ikke til, at hun var i tvivl om, hvem der

skulle have æren for miraklet – nemlig Gud.

(Luk 1,5-25)

Anna i templet, en Herrens tjenerinde.

Hvor smuk en titel! Hun tjente Gud dag og

nat med faste og bøn. Hun levede og ån-

dede for den tjeneste, som hun havde fået.

Hver dag, hver time og hvert minut. Da

hun så den spæde Jesus i templet, stod hun

straks frem, priste Gud og talte om barnet

til alle, der ville høre. (Luk 2,36-38)

Tænk at være så frimodig som Zebedæ-

ussønnernes mor. Godt nok vakte hendes

ønske for sønnerne ikke jubel hos de andre

disciple, men hvor er hun dog et tydeligt

eksempel på et inderligt ønske hos en mor,

der kender Jesus: ”Må mine drenge ikke

godt sidde allertættest på dig i Himlen?”

(frit citeret Matt 20,20)

Jeg vil ligne Maria, der foran alle de

høje herrer knælede foran Jesus og viste

ham al mulig kærlighed, da hun salvede

ham med olier og tørrede hans fødder med

Ruth, Eva, Margrethe og alle de andre…

Af sygeplejestuderende Helene Sejergaard,

hsejergaard@hotmail.com

Et lille glimt af en lang stribe af Guds kvinder, dejligt befriende menneskelige forbilleder, som vi til alle tider kan lære meget godt af

32

hvor de ikke var ønskede - så det mindste

man kan gøre, er da netop at få disse men-

nesker til at føle sig ønskede! Vi bliver nødt

til at slukke for vores forudindtagede hold-

ning til deres tilstedeværelse i vores land og

i stedet gøre, som vi gør med alle andre, vi

møder: Smile, hilse, hjælpe, guide, snakke,

sludre, grine og danse (det med at man

ikke kan blive enig om, hvilken vej man skal

forbi hinanden - har du nogensinde oplevet

det med en indvandrer?).

Måske har man allerede denne tilgang

til de fremmede omkring sig. I så fald,

kunne det være, man havde mod på næste

“niveau”: Gæstfriheden. Det at kunne

invitere disse mennesker ind i en del af éns

liv, hvad enten det er at opbygge venskaber

omkring en fodboldkamp eller omkring et

middagsbord. Vi har en enorm mulighed for

at lære om alverdens befolkninger og deres

historie og hverdag og samtidig vise dem,

hvad kristendom i virkeligheden går ud på,

nemlig barmhjertighed og næstekærlighed,

fra Gud såvel som fra os selv indbyrdes, på

tværs af kulturelle baggrunde.

Det kan være enormt svært at stå som

enkeltperson og skulle invitere fremmede

hjem, så her er det oplagt at gøre det i for-

bindelse med en forening eller KFS-gruppe

og derigennem tilbyde lektiehjælp, fælles-

spisning eller sport. En kæmpe fordel ved at

gøre det på denne måde, er, at rigtig mange

af vores nye danskere kommer fra kulturer,

hvor man deler med sine naboer, og religion

heller ikke er et skældsord!

Af stud.scient i medialogi

Morten Keilow, morten@keilow.com

33

sit hår. Wow! Den samme Maria, der senere

lod alt ligge og bare satte sig for at lytte til

Jesu gode ord. ( Joh 11,1)

Jeg vil også ligne Priscilla, der sammen

med sin mand tog sig af omvandrende præ-

dikanter og arbejdede sammen med dem.

(Apg 18,2) De tog den unge, energiske og

skriftstærke forkynder med hjem til en kop

kaffe og en sjælesørgerisk snak ”og forkla-

rede ham Guds vej mere udførligt.”

Jeg vil ligne Tabitha, der hjalp de træn-

gende, lavede tøj til dem og i det hele taget

gav og gjorde meget godt i menigheden.

(Apg 9,36ff.)

Unge, gamle, glade, sørgende, spon-

tane, eftertænksomme! Kvinder, der alle

havde lig i lasten – på hver deres facon – de

var samtidig Guds kvinder – på hver deres

facon.

Tænk at koge alle disse kvinders

egenskaber og nådegaver sammen og lave

et kvindekoncentrat af alle de fantastiske

Guds kvinder og være sådan én! Men sådan

bliver det aldrig. Det ville også være over-

menneskeligt at eje alle disse vidunderlige

egenskaber i ét og samme sind.

Jeg skal frimodigt være den Guds

kvinde, som Gud har skabt mig til at være.

Og du skal være den Guds kvinde, som du

er skabt til at være: at søge ind i hans nær-

hed, ære Gud og tilbede ham med din krop,

sjæl og ånd.

Den fremmede..

Det hænder, at jeg spadserer igennem

Frederiks Torv i Aalborg midtby, og de, der

har været der, ved, at det er et dejligt miks

af basarer, der afspejler lande som Somalia,

Iran, Irak, Indien, Grækenland, Pakistan og

Italien (hvis man tæller pizzeriaet med)... og

så en Netto - med en moské lige ovenover.

Og når jeg så går der, hænder det også, jeg

hilser på mennesker, der går forbi mig med

et nik og/eller et smil, og som oftest bliver

returneret på samme vis!

På det seneste har jeg haft tanken om

at kunne komme tættere på disse menne-

sker. Et nik og et smil er ikke længere nok.

Jeg har fået en nysgerrighed over for de

mennesker, jeg møder gang på gang: Er de

flygtninge? Gemmer de på en grusom histo-

rie om forfølgelse? Er de uddannet læger,

men må nøjes med at sælge mig cashew-

nødder? Har de nogle gode, eksotiske

madopskrifter? Hvis man tænker over det,

tror jeg, vi kender mere til den frisør, vi ser

6-8 gange om året, end den pakistaner, der

langer cashew-nødder over disken én gang

om ugen. Indrømmet, man sidder gerne 20

minutter ved frisøren, og det er en masse

pinlig tavshed, hvis man ikke udveksler

livshistorier, men jeg tror ikke, man skal se

bort fra, at hun er nemmere at snakke med,

fordi hun er af dansk oprindelse!

Som mennesker har vi det med at søge

kontakt med andre, vi ved, tilhører samme

kultur som os selv, hvilket gælder for dan-

skere såvel som for nydanskere, og det er

denne bobbel, vi er nødt til at springe, hvis

vi ønsker, at vores medmennesker skal føle

sig hjemme i vores land. Cirka 9% af Dan-

marks befolkning er indvandrere, primært

fra lande som Tyrkiet, Irak, Polen, Libanon,

Somalia, Iran og Balkan-landene og rigtig

mange, fordi de har måtte flygte fra et land,

KULTUR & MEDIER

_______________________________________________________________________________

Postboks 90 / 3300 Frederiksværk / Tlf. 48 79 73 77 / post@boedal.dk

Ny, vigtig bog af Magnus Malm:Lutherske kristne har mest brugtbjergprædikenen som et skrifte-spejl, der viser, at vi har brugfor Guds nåde. Men dermedmisser vi, at den som alt andet iBibelen dybest set handler omat lære Gud at kende.

Magnus Malm:Et hjerte større end verden

288 sider, kr. 229,00

Står kristen spiritualitet i mod-sætning til luthersk kristendom?

Nej, mener Boris Salo. Men denlutherske kirke har brug for atgenopdage en luthersk spiritua-litet, der har været gemt væk.

„Denne bog giver god hjælp tilhverdagens liv med Gud.“– Sognepræst Per Munch, Nyker

Boris Salo: Den glemte skat176 sider, kr. 169,00

Den glemte skat

William Paul Young:Hytten

256 sider, kr. 229,00

HYTTEN beskæftiger sig meddet tidløse spørgsmål: Hvor erGud i en verden, der er hjem-søgt af så ubeskrivelige lidelser?

W. Paul Youngs debutroman omen sørgende fars møde medden treenige Gud har solgt iover 7 mill. ekspl. alene i USA.

Hvad stiller vi op medbjergprædikenen?

I kloster meden protestant

Bogen, der griberlæsere verden over

Klosteret har fået en renæs-sance – også i protestantiskekirkesamfund.

Denne bog er nogle indsigts-fulde refleksioner om, hvadder sker, når mennesker sø-ger tilbage til stilheden.

Henrik Højlund:Klosteret og kærligheden80 sider, illustr., kr. 99,00

www.boedal.dk

Nyhed

4. oplag

Til Tro - november 2009.pmd 18-11-2009, 15:431

www.skabelse.dkORIGO

www.skabelse.dkORIGO

www.skabelse.dkORIGO

www.skabelse.dkORIGO

www.skabelse.dkORIGO

www.skabelse.dkORIGO

www.skabelse.dkORIGO

www.skabelse.dkORIGO

www.skabelse.dkORIGO

www.skabelse.dkORIGO

www.skabelse.dkORIGO

www.skabelse.dkORIGOSe mere på skabelse.dk og darwin2009.dk

Har du ikke har adgang til Internettet kan bøgerne også bestilles hos Forlaget Origo, ved Henrik Friis på telefonnummer: 3514 3539

Denne banebrydende bog er den første bog i Skandinavien der konfronterer neo-darwinismen med livets algoritmer og biologiens hierarkiske systemer.

Peder A. Tyvand: DARWIN 200 ÅR - kr. 239,-

Jostein Andreassen: Darwinbogen - kr. 199,-

Bestilles på www.skabelse.dk, eller hos Henrik Friis, 20 629 689 - abonnement@skabelse.dk

ORIGO- om videnskab, skabelse og etik

www.skabelse.dk / www.darwin2009.dk

Mens bogen ovenfor handler om darwinismen, har denne nye bog fokus på personen Charles Darwin, skrevet af en forfatter som har forsket i Darwins materiale i mere end 30 år!

Det spændende ved bogen er at mange af de ting vi tror om Darwin, viser sig at være vrang-forestillinger. Til bogen er knyttet et større note-apparat (på nettet), så læs den, og bliv klogere på et ualmindeligt almindeligt menneske.

FORLAGSGRUPPEN LOHSE TLF.: 75 93 44 55WWW.CREDO.DK

J ENS OLE CHR IS TENSENNÅR TRO OG LIV BRAGER SAMMEN

PABLO MART INEZEN TORN I KØDET

Må man aldrig lyve? Skilsmisse og nyt ægteskab? Hvad gør vi, når Bibelen udfordrer Bibelen? Hvorfor Helvede?En tankevækkende og udfordrende bog om bibeltroskab i spændingsfeltet mellem men-neskeliv og principper.

Udgivet i samarbejde med Logos Media.

Pablo Martinez kender magtesløsheden fra sit eget liv og fra samtaler med de mennesker, han møder i sit arbejde som psykiater. Han kender også Guds styrke i sin magtesløshed og i denne bog øser han af den erfaring til opmuntring for dig.»Der er masser af håb, trøst og vejledning at hente både for den lidende og for sjælesør-geren.«Marie Jensby, IMT

268 sider 299,95 kr.

288 sider 249,95 kr.

N Y H E D E R F R A C R E D O

Afsender: Kristeligt Forbund for Studerende, Ribevej 71, Ødsted • 7100 Vejle

Girokort

Generalens

Ribevej 71, Ødsted7100 Vejle

Frivilligt Til Tro abonnementGavebrevFastgiverAlmindelig gaveOplys cpr.nr.

kr. __________kr. __________kr. __________kr. __________

______________________________

UMM•ID-nr.42728

Missional opvarmning Af generalsekretær Robert Bladt,

robert@kfs.dk

Vi er hårdt ramt for tiden. Influenza A (H1N1) har ramt os, så vi vasker

hænder som aldrig før og nyser flittigt i ærmet (hvis vi da kan nyse

i det hele taget). Finanskrisen har ramt os, og vi betaler af på vores

gæld og ind på vores pensioner. Den globale opvarmning har ramt

os, så selv om vi lokalt går og småfryser, synes vi dårligt, vi kan til-

lade os at sætte os på flyet til varmere egne.

I vores verden piskes små kriser let op til store katastrofer. Tænk

nu, hvis der udbryder en dødelig pandemi. Tænk nu, hvis det finan-

sielle system bryder sammen. Tænk nu, hvis millioner af mennesker

drives på flugt, og havenes vandstand stiger med adskillige meter.

Gud har imidlertid ikke truet med, at verden går under en dag.

Det er noget, han har lovet. Heldigvis skal vi ikke til evig tid gå og

nyse i ærmet og bekymre os om kapitalpensioner. På den yderste

dag vil global opvarmning få en helt anden betydning. Men det er

ikke noget, vi skal frygte. Det er en fremtid, vi må glæde os til. Denne

verdens vej mod afgrunden er første skridt i Guds skabelse af en ny

himmel og en ny jord.

Det er naturligt, at vi reagerer ved at sikre os så godt, vi kan.

Men som kristne, der ikke handler efter naturen, men efter Guds

løfter, har vi grund til at tænke og handle anderledes. De indtil videre

trods alt små kriser, er en guddommelig påmindelse om vores og

verdens forgængelighed. Dermed er de også en påmindelse om, at

det er nu, mennesker kan lære Jesus at kende. Det er nu, vi må kalde

mennesker ind i Guds rige. Det er nu, vi har brug for en missional

opvarmning.

Jeg drømmer om, at vi i december må blive ramt af en ekstrem

smitsom og hidtil ukendt mutation af gavmildhed. En gavmildhed,

som får os til at give med glæde af invitationer til Guds rige. En gav-

mildhed, som får os til at bekymre os om de kirkelige organisationers

økonomiske underskud i stedet for vores pensioner. En gavmildhed,

som får os til at tage medansvar for mission i stedet for at vaske

hænder i resignation.

Har Gud givet dig hjerte for mission blandt studerende, så send

KFS en gave. På trods af den globale opvarmning, er vores lokale

økonomi lidt småfrossen for tiden. Gode gaver i december giver os

frimodighed til at tænke visionært om studentermission også for år

2010.

Ribevej 71, Ødsted7100 Vejle