Digitaliseret af / Digitised by

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

ET ORD ØJEBLIKKET

M.

FOREDRAG I STUDENTERHJEMMET

10. SEPTEMBER 1914

AF

VALDEMAR AMMUNDSEN

A N D E T O P L A G

L w tav G. E. C. GADS FORLAG — KØBENHAVN 1914

VERDENCKP.IG:N 1914-18

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130019371507

O V O 7

ET ORD ØJEBLIKKET

A

FOREDRAG I STUDENTERHJEMMET

10. SEPTEMBER 1914

AF

VALDEMAR AMMUNDSEN

A N D E T O P L A G

G. E. C. GADS FORLAG — KØBENHAVN 1914

1/

TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE (AXEL SIMMELKIÆR)

Vi har i Øjeblikket en vældig Tekst at tale over. Vi foler Trang til at give hinanden en Haandsrækning til For-

staaelse, menneskeligt og kristeligt. Det samme paatrænger sig overalt. I dette Øjeblik skal f. Eks. i Kristianias kristelige Stndenterforbnnd Robert Wilder staa paa Talerstolen og tale om »Historiens Herre«. —

Naar man i de senere Aar har tænkt over kristeligt Ar­bejdes Kaar, har en af de Bekymringer, der kunde rejse sig, været den, at vi havde det for godt. Man har kunnet frygte for, at de skarpe Modsætninger skulde mangle, og dermed tillige de bestemte Afgørelser og Sejre over Vanskeligheder. Nu er den Sorg slukket.

Vi staar midt i Europas Nederlag. Ikke blot vil det vel ende med et knusende haardt Nederlag for den ene eller den anden Magtgruppe. Selve Situationen er et Nederlag, et bra­gende Fald. Europa har bygget op en Bygning af Kultur og Humanitet. Og saa viste det sig, at den Bygning var et Lege-tøjstaarn af Byggeklodser; da en af de nederste løsnedes, faldt Taarnet sammen med Larm.

Falden er vor Slægts letkøbte Kulturglæde og den Op­timisme, som ansaa Krigsmuligheden for en Taabelighed. Hvis en Digter havde skildret, hvordan aabne Byer, Boliger for Tusinder af Mennesker og Hjem for gamle Kunstskatte, skydes i Brand, saa vilde man sige: »Det er en Overdrivelse. Den Slags passerede for Aarhundreder siden, men ikke mere«.

Det, som vi ellers lever for, synes suspenderet. Lægekun­sten fejrer store Triumfer i at lappe paa Mennesker; nu sky­des Tusinder af unge, kraftige Mænd til Lig eller Krøblinger.

i *

4

Hele den tekniske Kultur, Mekanik og Kemi, Jernbaner og Skibe, Telegraf og Flyvervæsen, Benzin og Dynamit, tjener politiske og militære Formaal. Det samme gælder Pressen, og

i stor Udstrækning Litteraturen, Theatret, Kirken. Faldne er Socialdemokratiets Lofter om at kunne hindre

Verdenskrigen. Men falden er ogsaa for Nutidskristne den ene

lyse Forhaabning efter den anden. Alle livskraftige kristelige Bevægelser i vor Tid har haft

noget i sig af Haabet om at kunne omforme Verden i Jesu Aand, bringe Samfundet i nogen Maade ind under Guds Konge­herredømme. Nu er Vilddyret i Mennesket sluppet løs, og hvordan skal det igen bindes? Den ene eller den anden Magt­gruppes Sejr vil i og for sig næppe binde Vilddyret hos de overvundne, og i hvert Fald ikke hos de sejrende. Grundtvig saa sandt, da han sang om den fristende Verden: »Sejre du

saar, men kun Stride opgro.« Hvordan skal det gaa med vore kristelig-sociale Bestræ­

belser? Hvordan skal det gaa med Hedningemissionen? Ikke blot bliver Pengene knappe. Men som engelske og tyske Kristne i Hjemlandene staar imod hinanden, saadan er det allerede begyndt at ske i Kolonierne og vil ufejlbarligt ske. Hvordan skal Hedningerne lade være at spørge: hvad skal vi med en Kristendom, som efter 2000 Aars Forløb giver saa-

danne Frugter? Vi havde set Hedningemissionen begynde at virke til­

bage i Retning af Samarbejde mellem de forskellige Kirkesam­fund og Folk. »At de alle maa være eet«. Edingburghkonfe-rencen 1910 var det vidunderlige Udtryk herfor, Motts Rej­ser i Europa og Orienten den løfterige Fortsættelse. En ame­rikansk Deputation skulde nu have rejst rundt i Europa for at virke for Forstaaelse mellem Kirkerne; den havde anmeldt sit Komme til København netop i denne Uge. Selvfølgelig har den sendt Afbud, og hvordan kan vi tænke os al den Slags iværksat igen? Den verdensomspændende kristelige Stu­denterbevægelse — hvad kan vi vente med Hensyn til dens Samarbejde? Vi har her i Norden set, hvor politiske Vanske­ligheder kan gøre Skaar i et gammelt fæstnet Samarbejde

5 *

mellem kristne Studenter af nærbeslægtede Folk — hvad maa vi da ikke vente med Hensyn til de Lande, hvorimellem der

nu er Blod? Og det synes, som Kristendommen gaar i Stykker. Hver

tager Gud til Indtægt for sig. Vi har da ogsaa set det sagt i Pressen: da hvert Folk aaben-

bart har sin Gud, eksisterer den ene Gud jo slet ikke. Her er det nu let nok at vise den logiske Fejl. Man prøve f. Eks. at sætte Sandheden i Stedet for Gud. Hver Part fremstiller som en given Ting sit som Sandheden, men deraf kan man dog umulig slutte, at der ikke eksisterer en virkelig objektiv Sandhed, selv om den enkelte kun ser et Brudstykke af den og maaske tilmed gennem farvet Glas.

Men hermed er Sagen ikke klaret. Alt dette lægger sig over os som en knugende Vægt.

Naar vi nu skal forsøge at finde fremad, vil jeg først prøve at afværge uretfærdige Domme ved at vise, at man dog ogsaa i de kæmpende Folk kan finde Spor af, at kristen Samvit­tighed rører sig. Jeg vil eksemplificere det fra Tyskland og England gennem to Mænd, som jeg personlig kender og agter, og som det er mig en Glæde at lade komme til Orde. Begge har før gjort alvorlige Forsøg paa at føre kristelige Principper ind i Politiken og særlig at virke for Fred mellem Tyskland og England.

Den ene er Prof. Martin Rade i Marburg, Udgiver af det liberale kirkelige Blad »Die christliche Welt«. Han har her for nogle Aar siden taget det nordslesvigske Spørgsmaal op til alvorlig Drøftelse. Ved en kristelig social Kongres i Basel i Septbr. skulde han have talt om Fredssagen.

Den anden er Herbert Stead, Lederen af Browning Settle­ment i London, Ophavsmanden til de engelske »Arbejderuger«. Han skulde sidst i Juli have talt i Berlin for at fremme engelsk­tysk Forstaaelse.

For at forstaa, hvad ethvert Skridt i Retning af national Selvbeherskelse koster og er værd, maa man gøre sig to Ting klart.

Den ene er Suggestionens næsten uimodstaaelige Magt i de

2

6

kæmpende Lande. Det kan virke grotesk, naar Korrespon­dancer til samme Blad har helt forskellig Kulør, eftersom de kommer fra Berlin eller London, Østrig eller Frankrig. Det beror dog næppe blot paa, at mindre behagelige Telegram­mer ikke faar Lov at passere Censuren. Men vi synes jo i det hele at se vore Landsmænd i de forskellige Lande farves af Omgivelserne, tysk i Berlin, engelsk i London. De faar kun Sagen fremstillet fra een Side; partiske Efterretninger og Stem­ninger lægger sig om dem som et Spind. Hvor langt mere maa det ikke gælde dem, som direkte er Part i Sagen.

Og dernæst maa vi danne os en Forestilling om det vilde Had, som brænder mellem de krigsførende, og som vist næppe har haft sit Sidestykke i Krigene i Vesteuropa i senere Tider. Dette er ikke en Krig, som fores af Fyrster eller Poli­tikere alene; det er en Folkekrig. Vi ser, hvordan Krigen ikke begrænses til Tropperne; i Belgien skyder den civile Befolk­ning paa Tyskerne, og disse svarer med at decimere Lands­byer og forvandle Byer til Ruinhobe. Vi forfærdes over det Væv af Løgne, der søges slynget om Modstanderen, og de Udslag af Haan og Raseri, som vi træffer i Pressen. Og alt dette regnes for ægte Patriotisme, ja tildels for Religion.

I franske Aviser finder man et glødende Haab om endnu at smage Revanchens Sødme overfor Tyskerne. De kaldes stadig ces barbares; hvis man skræller Preusseren, finder man Vandalen; hvis man skræller Vandalen, finder man Gothen; men hvis man skræller Gothen, finder man igen Preusseren {Le Matin 31. Aug.). Officielt er jo Frankrig religionsløst, og netop i den nuværende Regering findes fremtrædende Repræ­sentanter for Religionsløsheden, som Førsteminister Viviani og Marineminister Augagneur, der i sin Tid som Guvernør paa Madagaskar gik saa haardt frem mod den protestantiske Mis­sion. Men helt bliver man dog næppe staaende ved Vantroen. Et Blad som Figaro (31. Aug.) fremmaner Mindet om Kors­togene og Jeanne d'Arc; det er overbevist om, at Frankrig nu oplever en moralsk Genfødelse, og ser heri Guds Forsyn. Det maa ogsaa være næsten uudholdeligt ikke i Øjeblikket at kunne tro paa noget højere og evigt. For hele Kristenheden

har det været et stort Tab, at Frankrig har skiftet mellem fanatisk Katholicisme og Vantro. I de senere Aar har jo idealistiske og religiose Bestræbelser været stærke i fransk Filosofi og Litteratur, og man kan ikke andet end haabe, at den tnnge Tid maa virke som en Fødselshjælper for noget nyt, at det Folk, som har fostret Bernhard af Clairvaux, Pascal, Fénelon og den ædle Hngnenotkirke, linder disse haarde Prø­velser maa finde frem ad Vejen til Troen. Men hvordan fran­ske Kristne i Øjeblikket forsøger at tage Stilling til Krigen, er jeg ikke i Stand til at sige. —

I Tyskland beundrer alle den enestaaende Disciplin, Or­den, maalbevidste Dygtighed. Den opflammende Begej­string har jo ogsaa revet Socialdemokratiet med. Men Gang etter Gang maa en Udlænding standse forbavset over Tyske­res Bedømmelse af sig selv, af Modstanderne og af det, som er dem imellem. I »Magdeburgische Zeitung« for 28. Aug. fandt jeg f. Eks. følgende. Om en Generalstabsmelding om Sejre i Frankrig hedder det: »Vægtige og indholdstunge er disse Ord og uovertræffelige som det Gamle Testamentes Sprog. Men hvad formaar Sproget, hvad formaar Pennen i en saadan Tid! Verdenshistoriens Malmskridt skrider hen over Europas Marker. Her kæmper ikke Hære mod Hære, ikke Folk mod Folk, her har vi det Godes Kamp mod det Onde, Lysets Strid mod Mørket. Slagne med Forbauselse og gennembævede af Ærefrygt oplever vi Morgendæmringen af en ny Verdenstidsalder — den tyske.«

Selv ind i »Die christliche Welt« strækker en saadan Stem­ning sig. I Nr. 36 findes en Krigssang om Tyskland som Guds Tugtens Ris.

Wir sind das Volk des Zorns geworden, Wir denken nur noch an Krieg. Wir beten als grimmiger Männerorden Bluteingeschworen um Sieg.

Wir üben Gottes almächtigen Willen, Und seiner Gerechtigkeit Schrei Wolln wir an den Frevlern rächend erfüllen Voll heiliger Raserei.

8

Rade har optaget dette Digt. Men hans egne Udtalelser om Krigen (»Die christliche Welt« Nr. 32—36) stikker stærkt af derimod. De virker paa denne Baggrund som et alvorligt

Forsøg paa at tale kristeligt. Han er stolt af sit Folk. Ogsaa Englene i Himlen maa

glæde sig over den Ro, Orden og Sikkerhed, hvormed Mobili­seringen skete. Da saa mange Fjender forbandt sig mod Tysk­land, skrev han: »Hvor der kommer saa megen Ulykke over os, der vokser den fromme Tillid, at Glid endnu maa have store Ting for med vort Folk.« Og da Tyskerne havde hatt Fremgang, skrev han: »Hvor saa mange Sejre tilfalder os, der maa Gud endnu have store Ting for med vort l<olk«.

Han er som alle Tyskere overbevist om, at Kiigen skol­

des russiske Ministres og Zarens Brud paa Æresord. Han ud­taler en oprigtig Glæde over, at den engelske Hær er slaaet.

Men dog forsøger han at dæmme op for de vildeste Bøl­ger. Han finder, at Østrig fra Fortiden næppe kan have en helt god Samvittighed overfor Serbien. Med Hensyn til Bel­gien udtrykker han sig meget forsigtigt. Han tror paa, at Belgien spillede under Dække med Frankrig. Men han be­klager, at den tyske Regering ikke fra Begyndelsen har faaet dette afsløret for Alverden. Naar Rigskansleren i den tyske Rigsdag erkendte, at Tyskland begik en Uret, men forsvarede det med, at Nød bryder alle Love, saa er dermed sket en Skade, som ikke let kan gøres god. Thi vel spotter kloge Folk over Folkeretten, men samtidig læser man i alle tyske Aviser heftige Klager over Brud paa Folkeretten fra Modstan­dernes Side. Og stolt slutter Rade: »Den, hvem hele denne Tankegang forekommer upatriotisk, ham trodser jeg op i An­sigtet og underkaster mig enhver Prøve paa, hvem der elskei

sit Fædreland mest, han eller jeg.« Kraftigst traadte Rade op mod det paniske Had mod Ud­

lændinge og den Spionjagt, som rasede i Tyskland ved Krigens Udbrud. Overfor den Slags maa Præster og Lærere kaste sig i Breschen for Udlændinge, hvis Skyld ikke er bevist. Skulde f. Eks. en Præst blive dræbt af en rasende Folkehob under

9

Forsvar for en Udlænding, saa er han ogsaa dod Døden for

Fædrelandet. Alt i alt kan Rades Stræben samles i det Ord af ham:

»Lad hvem, der vil, haane og hade Fjenderne, vi vil elske vort Folks Sjæl«. —

Om der i England findes en tilsvarende glødende For­bitrelse som den før skildrede, ved jeg ikke; noget saadant er ikke kommet mig i Hænde. Men Stead (i et Flyveblad: »Our duty in the War«) begynder med at sige, at han gennem mange Aar har staaet som Tysklands Forsvarer i England. Han studerede i sin Ungdom i Tyskland og har mange Venner der. »Jeg elsker Tyskland. Jeg elsker dets Land, dets Byer, dets Skoler. Jeg elsker især dets varmhjærtede Folk. Jeg benndrer deres videnskabelige Dannelse, deres Samvittighedsfuldhed og Grundighed. Ingen kan lade være at holde af dem, hvis han er bleven behandlet, som de har behandlet mig«. Tyskland er hans andet Fædreland.

Stead tilføjer, at han har altid afvist det umoralske Prin­cip: »My country right or wrong«. Han har anklaget sit før­ste Fædreland, da det i sin Tid førte en uretfærdig Krig. Nu kan han ikke spare sit andet, da det er faldet dybere og dy­bere, og skønt det ofte har Guds Navn paa Læben, afgiver et af Nutidens tydeligste Eksempler paa moralsk Fornægtelse af Gud.

Steads Broder, den bekendte Journalist William Stead, som gik under med »Titanic«, virkede meget for de inter­nationale Konferencer og Overenskomster i Haag. Denne Sag har Herbert Stead taget op efter sin Broder, og det er netop dette, som dikterer hans Dom over Tyskland. Haagbestræ­belserne gaar ud paa at begrænse Krigen mere og mere ved at unddrage den flere og flere Omraader gennem Overenskom­ster. Den, som nu erklærer saadanne Garantier for bare et Stykke Papir, han er Fredens dødeligste Fjende. Den tyske Rigskansler erkendte jo, at Neutralitetsbruddet overfor Bel­gien var en Uret, men han sagde, det var nødvendigt. Hvad vil det imidlertid sige? Hvis Belgien havde tilhørt en Magt som de Forenede Stater, havde Tyskland aldrig drømt om

10

at passere igennem. Nu var Belgien svag; saa benyttede man det som en Bagdør i Stedet for at lade sig nøje med den na­turlige Port mellem Tyskland og Frankrig. Men herved har Tyskland fulgt den Bismarckske Politiks laveste Traditioner og er bleven selve Lovløshedens Aabenbarelse.

Nu er der kristelig set kun to Muligheder. Den ene er en Anarkisme i Tolstojs Stil, som forkaster al Anvendelse af Magt. En saadan konsekvent Stilling kræver Respekt. Men det er inkonsekvent at godkende Politistokken og forkaste Bajonetten. Vilde man ikke tage Tolstojs Stade fuldt ud, da var Krigen den eneste Mulighed for England, netop for Freds­

sagens Skyld. Vejen til Fred gaar gennem det at slaa den tyske Napo­

leonisme ned. Derved fører England i Virkeligheden det tyske Folks Sag mod den preussiske Militærkaste, som behersker det. Man kunde ikke hjælpe Tyskland til Befrielse fra Mili­tarismens Aag paa bedre Maade, end om det lykkedes at til­føje den tyske Hær og Flaade et knusende Nederlag. Men England har den Opgave at føre Krigen uden Had. \ i maa, siger Stead, modstaa Fristelserne til Blodtørst. Henvendt til sit Settlements Venner siger han: »Lad os tænke paa de Ty­skere, som har knælet med os ved Bedemøderne og sammen med os har tjent de fattige. Og naar vi hører, at saa mange Tusinde Tyskere er faldne eller sænkede i Havet, da lad os tænke, at der mellem dem er mange af samme Slags som dem, vi har været glade ved her i Settlementet, sande kristne Venner og Brødre. Da vil al Skadefryd svinde.«

En nærmere Bedømmelse af Rades og Steads Tanker vil jeg ikke indlade mig paa. Men de vil vise: der er dog kristne Rørelser i de kæmpende Lande. Der er dog Mænd, som for­søger, saa langt deres Indflydelse rækker, at saa lidt af den gode Sæd. Disse Mænd tjener deres Fædreland paa den smuk­keste Maade. Og vi, som hørende til et neutralt Tolk, skal følge den Slags med vor hjertelige Deltagelse. Naar der en Gang kommer Fred, vil der blive haardt Brug for nogle, som ikke har stirret sig blinde, og som kan række Haanden ud til

begge Sider. —

11

Men hvordan kommer vi fremad? Det er som alle Veje var lukkede. Og netop nd fra et kristeligt Stade synes der

den storste Grnnd til Mismod. Men mine Tanker er ikke Eders Tanker, og Eders \ eje

er ikke mine Veje, siger Herren. Thi som Himmelen er højere end Jorden, saa er mine Veje højere end Eders Veje, og mine

M Tanker højere end Eders Tanker.

Vi ser for os en Sejr for den raa, brutale Magt. Det skulde synes, at Mennesker maatte sværge til Aandsfornægtelsen og

falde fra Glid. Det sker vel ogsaa i nogen Grad. Men tillige sker det

omvendte. Kirkebesøget vokser. Mennesker beder mere. \ i søger i en saadan Tid hen til Digtere og Tænkere med Spørgs-maal om Tydning og Styrkelse. Men intet Steds finder vi dette som i Bibelen. Vi forstaar noget af, hvad det vil sige,

at Bibelordet er et Spejl for os. Hvor forstaar vi ikke Jesaja! *) Han udtaler Dommen

over Guds udkaarne, men utro Folk. Damernes Luksus skal fejes til Side: »Herren siger: Efterdi Sions Døtre bryster sig, og gaar med knejsende Nakke og stjaalne Blikke, med trippende Gang(!) og klirrende Ankelkæder, saa vil Herren gøre Sions Døtres Isse skurvet og blotte deres Skam. Paa hin Dag bortriver Herren den hele Pynt af Ankelringe, Pandebaand, Halvmaaner, Perler, Armringe, Flor, Hovedsmykker, Ankelkæder, Bælter, Vellugtsdaaser, Amulet­ter, Fingerringe, Næseringe, Festklæder, Underdragter, Shaw­ler, Tasker, Florstoffer, Linnedstykker, Turbaner og Slør. For Vellugt kommer raadden Stank, et Reb for Bæltets Spænde, for kunstig Fletning Skaldethed, for Stadsdragt Sæk om Hofte, for Skønhed Ar af Brændejern«. Og der skal blive for faa Mænd i Forhold til Kvindernes Antal. »Dine Mænd falder for Sværdet, dit unge Mandskab i Kampen. Hendes Porte suk­ker og klager; ensom sidder hun paa Jorden. Paa hin Dag vil syv Kvinder gribe fat i een Mand: Vi vil selv skaffe os

*) Citaterne af Kap. 3—11, væsentlig efter Oversættelsen i Buhls Jesaja, 2. Udgave.

12

Brød og holde os med Klæder, naar blot vi maa bære dit

Navn.« Vi ser for os en letsindig, forlystelsessyg Slægt tumle

uhjælpelig ned i Afgrunden. »Ve dem, der aarle jager efter Mjød og sent paa Natten blusser af Vin; hvis Gæstebud er Citre, Pauker, Fløjter og Vin — men Herrens Gerning ser de ikke, for hans Hænders Værk har de intet Blik. Derfor maa mit Folk vandre i Elende, inden det ved af det. Dets rige udmagres af Sult; dets larmende Sværm forsmægter af T ørst. Derfor udvider Dødsriget sit graadige Svælg og opspiler sin Mund umaadelig; ned styrter dets prægtige Folk og dets lar­mende Hob og dets buldrende Sværm og alt, hvad der jubler deri. Og Mennesket bliver bøjet, og Manden ydmyget, og de hovmodige Øjne sænkes. Men Hærskarernes Herre er ophøjet ved Dommen, den hellige Gud helliges ved Retfærd«.

Og vi ser Jesaja i hans hele profetiske Sikkerhed overfor

Kong Achas. To Nabofyrster har forbundet sig mod Achas. »Da skjalv hans Hjærte og hans Folks Hjærter ligesom Skovens Træer skælver for Blæsten«. Kongen og Folket turde ikke for­lade sig paa den usynlige Guds Hjælp, den som Jesaja symbo­liserer ved Siloah, den uanselige Kilde, som dog netop er Jeru­salems egen hjemlige, løbende under det hellige Tempelbjærg. Nej, man satte sin Lid til selve Verdensmagten Assyrien. Men da varsler Jesaja, at netop den skal blive Ødelæggelsen, »tordi dette Folk foragter Siloahs Vande, de sagte rislende, derfor vil Herren lade Eufratflodens Vande stige, de vældige og store. Den skal gaa over alle sine Bredder og træde ud over sine Diger, trænge ind i Juda, skylle over, vælte frem og naa til

Halsen«. Et andet Sted maler Profeten Assur saaledes: »Da rejser

Herren en Baune for et Folk i det Fjerne og fløjter det hid tra Jordens Ende. Og se, det kommer hastigt og rapfodet; ingen af det er træt eller snubler, ingen blunder eller sover. Intet Bælte om Lænden løsnes, ingen Rem paa Skoen springer op. Dets Pile er hvæssede, alle dets Buer spændte; dets Hestes Hove kan gælde for Flint, dets Hjul er som Hvirvelvind. Dets Brøl er som Løvens, som Ungløvernes er dets Brølen. Det

13

brummer og griber sit Bvtle, bjærger det, og ingen kan frelse.« Men ogsaa Assurs Time slaar. Glids Hensigt er at rense

sit Folk med Doms Aande og Fortærelses Aande. Han benyt­ter Assur som Tugtens Ris. Men Assur forguder sig selv og praler med alle siue Erobringer og ødelagte Byer. Og da lyder det:

A »Ve Assur, han, som er min Harmes Svøbe paa min Vre­

des Dag. Mod et vanartet Folk sender jeg ham, mod min Vredes Folk opbyder jeg ham, til at plyndre og røve, at trampe det ned som Gadens Dynd. Men han forstaar det ej saa, og hans Hjærte tænker ej saa. Nej, til at ødelægge staar hans Hu, til at udrydde Folk i Mængde. Er ikke mine Høvedsmænd Konger? Gik det ikke Kalno som Karkemish? Og ikke Hainat som Arpad, og ikke Samaria som Damaskus? Se, saaledes som jeg har handlet med Samaria og med dets Guder, saa­ledes vil jeg behandle Jerusalem og dets Gudebilleder. Men naar Herren fuldfører sit hele Værk paa Sions Bjærg og i Jerusalem, da vil jeg straffe Assyrerkongens Hjærtes Hovmods Frugt og hans Øjnes trodsige Pral, fordi han har sagt: »Med min vældige Haand har jeg handlet og med min Snildhed, thi jeg er klog. Jeg flyttede Folkenes Grænser og plyndrede deres Skatte, og som en vældig nedstyrtede jeg dem, der sad paa Tronen. Som til Fuglereder rakte min Haand til Folkenes Rigdom. Som man sanker forladte Æg, har jeg sanket den hele Jord, og ingen slog med Vingen eller aabnede Næbet og peb!«

Tør Øksen vel bryste sig mod den, der hugger med den, eller Saven prale mod den, der trækker den? Ret som om Stokken svang den, der løfter den, eller Staven hævede den, der ikke er af Træ!«

Saa skal da Assurs Dom komme og mildt lyder det: »Paa hin Dag vil Israels Rest og det bevarede af Jakobs Slægt ikke mere støtte sig til den, der slaar det, men støtte sig til Herren, Israels Hellige, i Oprigtighed.«

Men først i yderste Øjeblik kommer Frelsen. Vi næsten holder Vejret, naar vi følger Assyrernes Marsch mod Jeru­salem; Station for Station rykker de frem, og Rædsel staar om

14

dem. »Han rykker op imod Ajjat, drager forbi Migron, i Mikmas lader han sit Tros blive; de overskrider Kløften. I Geba holder vi Natterast. Rama forfærdes, Sauls Gibea flyr. Skrig højt, Gallims Datter! Lyt til Laisa; stem i, Anatot! Madmena flygter; Gebims Indbyggere bjærger deres Gods. Endnu i Dag staar han i Nob. Han løfter Haanden mod Sions Datters Bjærg, Jerusalems Høj. Se, da afhugger Herren, Hær­skarernes Herre, hans Grene med Øksen. De knejsende Stam­mer fældes, de stolte Træer segner. Med Jernet gør han lyst i Skovenes Tykning. Libanon falder for den vældige. Men der skyder en Kvist op af Isaj Stub, et Skud af hans Rod spirer frem. Over ham sænker sig Herrens Aand, Visdoms og Indsigts Aand, Raads og Styrkes Aand, Herrens Kundskabs og Frygts Aand«. Og saa følger den bekendte Skildring af, hvor­dan Ulv og Lam, Kalv og Løve græsser sammen.

Profetens Forening af Forhold til Virkeligheden og digte­risk Kraft maa vistnok slaa enhver. Hans Tanker skal vi senere vende tilbage til. Foreløbig gaar vi videre og ser, hvor­dan mange af vore Søndagsevangelier passer lige ind i vor

Situation.. 2. August havde vi om de to Huse, det, der var bygget paa

Sand, og det, der var bygget paa Klippen. 9. August: Frygt ikke, du lille Hjord. Saml dig Skatte i

Himlen, hvor ingen Tyv bryder ind. Eders Lænder være om­bundne og Eders Lys brændende, thi I ved ikke, hvornaar

Herren kommer. 16. August. Den gamle Tekst: Jesus græd over Jeru­

salem. »Vidste du dog, ja end paa denne din Dag, hvad der tjener til din Fred«. Ny Tekst: Denne Slægt ligner de ufor­nøjelige Børn, der hverken vil høre Alvor eller Munterhed. Det skal gaa Tyrus og Sidon og Sodoma taaleligere paa Dom­

mens Dag. 6. Septbr. GI. Tekst: Den barmhjertige Samaritan. Ny

Tekst: Folkenes Fyrster hersker over dem, og de store bruger Myndighed. Saaledes skal det ikke være iblandt Eder. Men­neskesønnen er kommen for at tjene og give sit Liv til Løse­

penge for mange. —

15

Skulde man ikke tro, at disse Tekster var valgte for Til­fældet? Men naar saa mange passer mærkeligt, vil det vel sige, at Evangeliet som Helhed lukkes op for os paa særlig Maade. Vi vil da prøve at se noget af det, der lægges os paa

Hjærte. 1. Livets Alvor og Samling, for den enkelte og for

Folket. Rundt om i de krigsførende Lande vil der blive mange

sørgende, mange Krøblinger. En Mængde vil blive ruine­rede. Der vil blive Dyrtid og Nød, og dette vil mærkes ogsaa

hos os. Men herunder er det ligesom Livet simplificeres, trækkes

op efter enklere Linjer. Vi maa rimeligvis give Afkald baade paa det ene og paa det andet. Her kan vore Oldeforældre være vore Læremestre. De var noget prosaiske; deres Tro om­fattede ikke ret meget. Men de bar Napoleonstiden, Stats­bankerotten, Norges Tab med en haardfør Nøjsomhed og med en Vished om, trods alt, at være under Guds Forsyn og Led i hans store Husholdning. Dygtigt og ufortrødent tog de deres Opgave op. En af mine Oldemødre var Præstekone i Vejby og Tibirke. Da Karlene var i Krig, kørte hun selv Kornlæs 7 Mil ind til København og solgte det. —

En Dame, som kom hjem fra Schweiz, beskrev Stillingen der saadan: »Schweizerne stod paa deres Post med sammen­bidte Tænder.«

Kan vi gøre noget lignende? Jeg elsker vort gode danske Humør og tror, at vor Lat­

ter kan berige Livet og skylle bort megen Smaalighed og Gna­venhed. Men man maa være Herre ogsaa over denne Side af sit Væsen. Det klæder ilde at trækkke Munden op til begge Øren, naar man hellere skulde bide Tænderne sammen.

Vi kan ogsaa i de bedre Blade træffe Ord om, at vi maa dog endelig ikke tage for alvorligt paa det og gaa i Bodsdragt. Det er en gammel Erfaring. De falske Profeter sagde altid: Fred, Fred. Jesaja saa, at hans Alvorsord kun vilde bringe Folket til at klistre Ørene til i Forhærdelse. Naar det gik

16

saadan, da var Folket fortabt. Klin en hellig Spire kunde

skyde op efter det fældede Træ. Store Dele af det danske Folk og af dets Talerør i Presse

og Litteratur lider af en sørgelig Mangel paa Konsekvens, en paafaldende Slattenhed i Knæene. De samme Mennesker kan varmt tage Ordet for national Selvhævdelse og tillige være saa rummelige, aa! saa rummelige overfor Kræfter, som ned­

bryder. Men til ethvert Ja maa svare et Nej1). Ogsaa i kristne Kredse har jeg truffet en Tonart, som ikke

passer til Øjeblikkets Alvor. Det lyse kan ogsaa nu have sin Værdi, naar det tjener til at opmuntre, give Frimodighed, for­jage Forsagthed. Men Latteren virker nedslaaende og trættende, naar den synes en Vane, man ikke kan komme ud af, selv om Situationen nok kunde kræve lidt Stilfærdighed.

Og nu paa andre Omraader. I sin første Proklamation lagde Lord Kitchener Soldaterne paa Sinde at frygte Gud og lyde Kongen, at sky Fristelser fra Spiritus og fra Kvinder. I Berlin fjærnede man øjeblikkelig tvivlsom kvindelig Betjening fra Beværtningerne. I Rusland har man udstedt almindeligt Spiritusforbud. Men naar der blev gjort noget i den Retning af Myndighederne herhjemme, var Folk saa omskindede; de peb,

som havde de faaet et alvorligt Slag. Kan vi da samle os til Alvor? Hvad er denne Brydnings­

time? Skumring eller Gry?

Derpaa maa I unge svare Det til Eder staar, Om af Røret sig skal klare Dag med Krans i Haar.

2. Den bibelske paradokse Vurdering af Mennesket, dets Lidenhed og Højhed, dets Synd og dets Gudbilledlighed.

Psalmisten udbrød: »Naar jeg ser din Himmel, dine Fing­res Gerning, Maanen og Stjernerne, som du beredte, hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, og et Menneske-

s) I første Oplag stod i Stedet for dette lille Stykke et Angreb paa en kendt Forfatter og hans Beundrere. Nu er han død. Saa ønsker jeg i Øjeblikket intet at sige. Enten forstaar man selve Dødens alvorlige Tale,

eller man forstaar den ikke.

17

barn, at du besøger ham? Og dog har du ladet ham blive lidet ringere end det guddommelige, med Ære og Herlighed

har du kronet ham.« Lisnende staar Profeterne overfor Verdenshistorien og

o

deres eget Folk. Herren gør sine vældige Gerninger, han op­rejser og udrydder Verdensriger, og dog lyder ilet: »Frygt ikke, du Orm Jakob, du Israels lille Flok. Jeg hjælper dig, siger

Herren«. Vi staar nu overfor overmægtige Begivenheder; enhver af

os bliver som en Flue i Sammenligning dermed. En Ven skrev og lykønskede mig til min Fødselsdag; saa føjede han til saa-dan noget som: »For Resten kan man jo synes, at et enkelt Menneskes Skæbne og Lykke bliver saa lille i Sammenligning

med alt det store.« Lad os knn rigtig dukke os ned i den Følelse, at jeg ikke

kan forlange, at jeg og mit skal være Verdens Centrum. Netop naar man saadan giver sit eget fra sig, fornægter sig selv, da kan man faa Øret opladt til at høre det sagt med vor Herres Jesu Kristi Myndighed: »Frygter ikke for dem, som slaar Le­gemet ihjel, men ikke kan slaa Sjælen ihjel. Frygter hellere for ham, som kan fordærve baade Sjæl og Legeme i Helvede. Sælges ikke to Spurve for en Penning? Og ikke een af dem falder til Jorden uden Eders Faders Vilje. Men paa Eder er endog alle Hovedhaar talte. Frygter derfor ikke; I er mere værd end mange Spurve.«

Det, vi nu ser, bringer Menneskets Væsen for Dagen. Det virker som et Tryk, der faar Fjedren til at springe op og af­dække de hemmelige Rum i Menneskenaturen. Og saa ser vi to Ting;

Den ene er, at hele Verden ligger i det onde. Ofte hører vi sagt, at Kristendommens Tale om Mennesket som totalt hildet i Synd, Forblindelse, Bedrag, er overdreven. Lige i Øjeblikket vil denne Paastand dog nok have mindre Chancer end sædvanlig.

Men vi ser tillige Folk tage sig sammen og feje Smaa-lighed og Raaddenskab ud. Vi ser en Offervillighed og Hero­isme, som maa vække Beundring. Jeg tænker ikke blot paa Soldaterne, men paa deres Forældre, Hustruer, Børn, paa Læ-

18

gerne paa Slagmarken, paa Sygeplejerskerne i Hospitalerne. Her er virkelig noget stort, noget, som viser Menneskenaturens Muligheder. Og formodentlig vil meget af den Art endnu kal­des frem. Ogsaa i den kristne Menighed. Vi har i vor Tids Kristenliv haft meget af det dygtige, agtværdige, men kun lidt af det storslaaet heroiske. Maaske Gud her lukker op for nye Forraadskamre og derved gør vore Bekymringer for Kir­

kens og Missionens Fremtid til Skamme. 3. Troen paa Historiens indre Logik og Guds Styrelse. Profeterne levede helt med i deres Tid; mellem Historien,

som de oplevede den, og deres Gudsforhold var der et Sam­menspil. De saa Gud afsløre sin Retfærdighed og sin Frelses-

vilje i vældige Kendsgerninger. Verden har ikke siden den franske Revolution og Napo­

leon set Mage til det, som nu foregaar. Revolutionen har i Carlyle fundet en profetisk Fortolker. Han læser ud af den Sætninger som disse: »Der er intet dødt i dette Universum. The All of Things is an infinite conjugation of the verb To do.« »Det første af alle Evangelier er, at en Løgn ikke kan vare evig«. »Stor er Falliten, det store bundløse Dyb, hvori alt uægte maa synke ned og forsvinde«. Genkender De ikke Slægt­

skabet med Jesaja? Andre Digtere har sagt det samme. Der er Goethes: »Alle

Schuld rächt sich auf Erden«. Der er Henrik Ibsens i Digtet om Lincolns Død: »Der raader en Dæmon med evig Magt«.

Her staar vi i det Spørgsmaal om Guds Forhold til Kri­gen. Selvfølgelig vil Gud ikke det onde. Men hans evige, ubrydelige Love raader. Hvad et Menneske saar, det skal han og høste. Og som allerede Augustin har antydet, til Guds Sanddruhed hører, at han lader Tingene have deres Løb, ud­folde deres Konsekvenser. Mange af os havde ikke troet paa denne Krig. Men hvem tør sige, at den ikke er en sand Kon­sekvens af Folkenes og Regeringernes Færd i Europa? Som Ibsen siger i nævnte Digt: »Der vokser Stiletter for Aks«.

Og selve Situationen, der synes at undertrykke Retfærdig­heden, giver den dog Vidnesbyrd. Det sker, at den ene Part siger: Vi ved, at vi gør Uret. Men det sker sjældent. Man

19

føler, at gjorde man fortsat det, da kunde man ikke binde Mennesker til sig. Hver Part gør sig al Umage for at over­bevise Verden om sin Sags Retfærdighed. En saadan Tribut maa endog i dette Øjeblik Magten betale til Retsfølelsen.

4. Lutringen gennem Forventning og Lidelse. Adskillige Mennesker antager en bestemt Afslutning af

Krigen som en Slags Trossag. Gud kan ikke lade det gaa anderledes.

Men hvis han nu alligevel gjorde det? Var saa det, vi har sagt om hans Styrelse, ophævet?

Aa nej. Men dels maatte vi vel prøve endnu en Gang, om vor Dom er rigtig alt i alt. Dels regner Gud med større Tal end vort Reguladetri.

Gud regner med større Tidsmaal. Den, som kommer ovenpaa i Dag, er maaske dybest nede om ti eller halvtred­sindstyve Aar.

Victor Hugo har i et Digt tegnet Napoleon paa sin Lyk­kes Tinde. Han staar med sin nyfødte Søn i Armene; Folket stirrer op til ham i den dybeste Taushed. Han er som en Ørn paa Klippetoppen; i Henrykkelse udbryder han:

L'avenir! l'avenir! l'avenir est å moi.

Men saa kommer næste Vers:

Non, l'avenir nest å personne! Sire! l'avenir est å Dieu.

Og Gud vejer med en anden Vægt. En Sejr eller en ufor­styrret Tilværelse er ikke altid en Lykke. Det er det, hvis det benyttes ret. Men ellers kan det netop blive en Straf, der styrter end mere i Forblindelse og Egoisme. Det er ofte de trange l ider, der har baaret de smukkeste Frugter.

Lad os illustrere det udfra Tysklands Historie. De allerstørste Indskud i Aandshistorien, fra Luther til

Kant og Goethe, har Tyskland givet i en Periode af politisk Svaghed.

Rade gør den Remærkning, at Tiden efter 1870—71 i høj Grad har skuffet dybere Forventninger. I den Krig havde man ingen Ernst Moritz Arndt, Fichte eller Schleiermacher;

20

ogsaa nu faar man næppe nogen. Dette er maaske endnu

interessantere end Rade selv ved af. Hvad ligger da heri? Tysklands Rejsning mod Napoleon for 100 Aar siden var

dybt ethisk begrundet. Det var en Stræben mod Frihed og Samling. Begejstret forkyndte Fichte i sine Taler til den tyske Nation, at et Folk aldrig kan frelses ved et lykkeligt Tilfælde eller overhovedet ved noget udenfor sig; thi det at stole paa det blinde Tilfælde er Selvforagt. Kun ved sig selv, ved indre Samling og Uddybelse, kan Folket frelses; kun ved Nationens fælles Grundtræk kan det hindre Sammenflyden med det fremmede og vinde et i sig hvilende Selv. Men det, der sætter Skel i Verden, er, om man tror paa det oprindelige i Men­nesket eller ej. Og i Verdenshistorien har altid de sejret, hvem det evige har begejstret. Den, som tror paa det evige, ved, at hans Gerning lever videre i Folket. Det fælles Sprog giver Nationen en indre Grænse, som ogsaa er den naturlige Stats­grænse. Dette kræver Tyskerne for sig selv, og det hører ly­skerne til ogsaa at indrømme og unde andre Folk deres Ejen­dommeligheder, som de selv kræver at bevare deres egne.

Enhver ser, at en national Profet med denne Røst kunde ikke tage til Orde paa tysk Side i 1870 eller 1914. Eller lad os se paa den Kvinde, i hvem Sorgen over Preussens For­

smædelse blev legemliggjort, Dronning Louise. I 1806 efter Slagene ved Jena og Auerstädt faldt den ene

preussiske Fæstning efter den anden. Napoleon besatte Ber­lin. Folket syntes demoraliseret. Dronningen flygtede dybt nedbøjet op i den yderste Krog af sit Rige, der hvor nu Preus­sere og Russere strides. I Ortelsburg skrev hun 5. Dec. i sin Dagbog den gamle Harpespillers Vers i Goethes YV ilhelm Mei­

ster: Wer nie sein Brod mit Thränen ass, Wer nie die kummervollen Nächte Auf seinem Bette weinend sass, Der kennt euch nicht, ihr himmlischen Mächte.

Ihr führt ins Leben uns hinein, Ihr lasst den Armen schuldig werden, Dann überlasst ihr ihn der Pein, Denn alle Schuld rächt sich auf Erden.

21

Men hun blev ikke staaende ved Smerten. Hun arbej­dede utrættelig paa at samle og genrejse sit Land. Og hun satte sig til Klaveret og sang: »Befiehl du deine Wege« og

»Jesus, meine Zuversicht«. Hvem er mest værd, hun eller Napoleon? To Menneskealdre senere saa hendes Søn en anden Napo­

leon som Fange og blev selv de tyskes Kejser. Men hvad er, aandelig set, Sedan og Versailles og alle pralende Siegesdenk­mäler mod denne højsindede Kvindeskikkelse i Ulykken?

Og nu — har vi forstaaet os selv og vor Stilling? Aldrig

har et dansk Landskab forekommet mig saa smukt som i denne August. Aldrig har jeg set saadan paa København som efter denne Ferie. Aldrig har vi vel saadan længtes efter Samling

og Enhed i vort Folk. Ingen ved, hvilke Overraskelser det, der foregaar, endnu

er svanger med. Ingen kender vort eget Lands Skæbne. Men alle danske, som kan bede, af hvad politisk Anskuelse de end er, vil være med vor Konge og hans Ministre i denne Tid.

Men har vi forstaaet, at det vigtigste af alt er noget indre, noget i vort Folks Sjæl? Har vi fattet Fichtes Ord, at til sy­vende og sidst kan et Folk aldrig reddes ved det blinde Til­fælde? Ved vi, at i den bitre Virkelighed hører Aladdin med sin vidunderlige Lampe lige saa lidt hjemme som de flyvende stegte Duer?

Vejen fremad gaar gennem vor Fortid. Saadan er det for den enkelte, Angeren. Saadan ogsaa for vort Folk. Vi kan ikke lege Skjul. Vi maa overtage det hele, alt det mage­lige, sløje, forpjudskede, alt det forlorne. Alt dette maa vi tage op og være villig til at bære dets Følger. Saa forstaar man ogsaa, at i Øjeblikket er vor retfærdige Sag ikke nok. Vor Sag er retfærdig, thi det er en Beslutning om at holde os uden­for en Krig, som i sin Oprindelse slet ikke vedrører os. Men der spørges ikke blot om, om man har Ret, men ogsaa, om man har moralsk Kraft til at bære Retten frem.

Og saa mister man Lysten til trodsigt at fordre. Saa vil man prøve paa at give sig over i Guds Vilje. Og søge Hjælp hos ham, som havde al Retten, men som dog maatte bede:

22

»Fader, om det er muligt, da lad denne Kalk gaa fra mig. Dog ikke, som jeg vil, men som du vil.«

Dette er noget himmelvidt forskelligt fra Nervøsitet eller Mismod. Der er en dyb Tryghed deri, midt i Usikkerheden. Thi netop saa kan man gribe Ordet om Syndens Udslettelse i Guds Øjne og faa Kraft til at tie og bie.

Trange Tider langsomt skrider Langsomt skrider, det har den Art.

Dagene længes, Vinteren strenges, Vinteren strenges, og det er svart.

Men der findes i denne Salme et herligt Vers, som ikke er taget med i vor Salmebog. Brorson staar og ser Snefnug­gene falde; trøstesløst ser det ud. Men kan kun hans Sjæl rigtig begrunde, o: udgrunde det, da forvandler det sig. Sne­faldet faar jo Frosten til at synke; der lægger sig et lunt Dække over de spæde Spirer. Det, som saa saa haabløst ud, tjener i

Guds Husholdning netop til at skærme.

Due, kunde du begrunde, Du begrunde, hvad der nu sker: Kulden den svækkes, Blomsterne dækkes, Blomsterne dækkes, jo mer det sner.

Vi vender for sidste Gang tilbage til den bibelske Historie. Profeterne saa deres Tid som en uhyre Krise, der trak sig

sammen. De saa, at Afslutningens Kræfter var i Bevægelse. Men de manglede Perspektivet. Det pressede sig paa altsam­

men i et kort Spand af Tid. Opfyldelsen blev da anderledes. Bestandig løftede der sig

et evigt, umisteligt Indhold af Profetierne ud over det, der skete i Øjeblikket . Bestandig blev man paany vist hen til en

Fremtid. Jesajas Profeti fik ret hurtig en delvis, vidunderlig Opfyl­

delse, da Assyrerkongen Sankerib maatte vende om foran Jeru­salem. Men den varslede Frelser, hvor blev han af?

Tiden gik. Jerusalem blev erobret, Folket bortført til

Babylon.

23

»Ved Babylons Floder, der sad vi og græd, naar vi ihu­kom Sion«. Vi forstaar det, naar vi tænker paa de under­trykte Folkeslag. Men denne Salme ender med et vildt Hævn-raab mod Babel: »Lyksalig den, som griber dine smaa Børn og knuser dem mod Klippen«.

Dette Raab om Hævn blev ved hos Jøderne. Og hører vi det ikke den Dag i Dag? Naar vi danske kun kender lidt dertil, er det ikke sikkert, at det er noget at rose os for; det hænger sammen med vor Afmagt. I forrige Tider kunde selv en kristnet Digter som Christian Richardt tale om vor søndre Mark i en Vending som »Og naar Hævnens Herre vil«.

Men allerede selve den babyloniske Landflygtighed blev i Guds Haand et Middel til at indsætte en ganske modsat Tanke, stor og dristig: det frelsende i Lidelsen. Den store Pro­fet begynder at tale om den hemmelighedsfulde Skikkelse, som er saaret for vore Overtrædelser og knust for vore Mis­gerninger.

Der gik Aarhundreder. Saa opskød der en Kvist af Isai Stub, over hvem der var Visdoms og Indsigts Aand, Raads og Styrkes Aand. Og som helt maatte lide for andres Skyld; han havde ingen selv.

Han sagde ikke om sine Disciple, at de var saa sløje og fejge, at med dem var der intet at stille op. Nej, som han havde elsket sine egne i Verden, saa elskede han dem indtil Enden. Han sagde ikke, at Verden var saa djævelsk ond, at man maatte lade den gaa sin Undergang i Møde. Nej, han sagde: »Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør«.

Dette skal vi mindes, naar vi fristes til at fortvivle over vort svage Folk eller over den onde Verden. Og alle vore Følelser i denne Tid skal vi lade gaa forbi Kristi Kors, at det, som ikke duer, maa udrenses, og det, som duer, maa ind­vies og befæstes.

Hans Død blev den evige Sejr. Tænk over Ordet: »Nu gaar der Dom over denne Verden; nu skal denne Verdens Fyrste kastes ud«. Netop idet den onde Verden skrev hans Dødsdom, underskrev den tillige sit eget uigenkaldelige Ne­derlag. Et Sted var Angrebet slaaet tilbage og knækket. Hans

24

hellige Vilje var dette Sted. Fordi han blev lydig til Døden, ja Korsdøden, derfor har Gud højt ophøjet ham og givet ham

et Navn, som er over alle Navne. Da han nu var kommen, troede man, at nu var da ende­

lig Afslutningen der. Det blev til en afgørende Krise for Jøde­folket, tre—fire Aarhundreder efter for hele den gamle Verden. Men det nye Paradis kom ikke; Lam og Ulv begyndte ikke

at græsse sammen. Og nu denne Krise? Vil vi komme nærmere til Freden?

Vil der rejse sig et Had mod Tyranni og Blodsudgydelse, saa al den Slags i denne Tid knækker sin egen Hals? Eller vil det netop blive en Sværdtid? Vil maaske Europa tappe sig saadan for Blod, at de gule rykker frem i forreste Række?

Hvem tør svare herpaa? Men lad os holde fast ved tre Ting. Først vil vi i Jesu Navn sige: Min Gud befaler jeg min Vej.

Vi vil bruge vor Barneret, tale med vor Fader, klage ham vor Nød, kaste vor Bekymring over paa ham, høre hans Røst og indvies i hans Fortrolighed. Vi ved, at alt dette, ogsaa

Danmarks Fremtid, ligger ham mere paa Sinde end os. Og vi vil love, at hvordan det saa end gaar, vil vi blive

Jesus Kristus tro og kæmpe for Guds Kongeherredømme. Vi vil bede Gud selv bevare os i en saadan loyal Troskab, saa vi ved, at den eneste virkelige Fare er, at vi selv handler ondt.

Endelig ved vi, at der i Kristendommen er noget, som aldrig virkeliggøres indenfor denne Verdensorden, og vi vil leve som de, der ser frem mod en kommende Verden.

I BOGLADERNE FAAS

VALDEMAR AMMUNDSEN

T A L E R O G A F H A N D L I N G E R

TIL OPGØR. 1 Kr. 75 Øre.

TIL OPRYGGELSE. 1 Kr. 25 Øre.

»Af disse to Skrifter, som Professor Ammundsen har udsendt Arm i Arm, er det første et Forsøg paa et Opgør

med de Tanker, som udenforstaaende danner sig om Kri­stendommen og dens Oprindelse. Betydeligst af Indhold som af Omfang er et udvidet Foredrag om »Nyere Grund­opfattelser af Jesu Personlighed«, et Stykke Religionshistorie,

der giver Lyst til mere i samme Plan. Der findes overalt baade Polemik og Apologetik og meget med Ærinde til vor

Tids dannede. Indholdet af det andet Bind, »Til Opbyggelse«, er

direkte kristeligt, men i udpræget akademisk Støbning. Særlig fint er et lille Foredrag om Tilbedelse; men iøvrigt er der i hele Bogen en hjertelig Fromhed, forenet med

Kærlighed til det intellektuelle Arbejde med K* : •' ,imen, og en stille Mjmdighed, der ikke kan andet end vinde Re­

spekt og indgyde Tillid. Af særlig Interesse er et Forord, skrevet i »Til Opgør«,

men gældende begge Skrifterne, der bør tages tilsammen, som en Dobbeltbog. Der er i dette Forord sagt gode Ting

om Nutidens Aandsliv, om Forholdet mellem Tro og Forsk­

ning f. Ex., og om Dagens Spørgsmaal.« (Nationaltidende.)

G. E. C. GADS FORLAG