Fra Vanløse til Esbjerg

Om mødet med arbejderbevægelsen i dansk

skolehistorie

Af Ellen Nørgaard

Arbejderbevægelsen er den politiske bevægelse i Danmark i dette århund-

rede, der, - i alle fald hvis vi tager landarbejderne med, har repræsenteret

flest befolkningsgrupper. Folkeskolen er skolen for alle. Arbejderbevægelsener derfor simpelthen den politiske bevægelse, der repræsenterer folkeskolens

største brugergrupper. Spørgsmålet om, hvilken betydning arbejderbevæ-gelsen og dermed også socialdemokratiets skolepolitik har haft for det danske

uddannelsesystems udvikling og dermed den danske borgers dannelse er

endnu kun utilstrækkeligt undersøgt. Og spørgsmåletafleder nye,- hvorle-

des behandles denne problemstilling, - hvad omfatter arbejderbevægelsen,

og ad hvilke veje går dens indflydelse i netop denne sammenhæng, skolevæ-

senets og uddannelsessystemets særlige tilsyns-, styrelses- 0g bevillingsmæs-sige forhold og samfundsmæssige betydning taget i betragtning.

Jeg har arbejdet med dette tema i to sammenhænge og ud fra forskelligeproblemstillinger: reformpædagogikkens opståen/indførelse og betydning i

Danmark i mellemkrigstiden, hvilket var en større undersøgelse. Og en

mindre: skolevæsenets udvikling i en dansk købstad ved århundredets be-

gyndelse. Arbejderbevægelsen eller socialdemokratiet indgik således ikke i

nogen af problemstillingerne, men den kom til at fylde i begge fremstillinger.'Jeg gik dengang ret så ateoretisk eller pragmatisk til værks, - dog med en klar

forkærlighed for at finde frem til undertrykkende eller frigørende kræfter ogderes materielle betingelser. Og ud af interviews, protokoller og aviser trådte

forældre, lærere og andre embedsmænd og politikere frem med klar stilling-tagen for eller imod den ideologi og politik, socialdemokratiet og partier til

venstre for dette repræsenterede.Og i flere tilfælde var handlingerne eller

beslutningerne forankret i et ønske om at realisere eller modarbejde socialde-

mokratiets skoleprogram eller et program eller en ideologi til venstre for det-

te.

Jeg er blevet bedt om at skrive mine erfaringer fra denne forskning, og jegvil i det følgendeførst redegøre for, hvad jeg dengang forsøgte at finde frem

til, hvad jeg fandt, hvorledes jeg fandt det, og så vil jeg afslutte med noglemere overordnede overvejelser over, hvilken viden jeg fremskaffede.

157

Hvad jeg søgte1 de to undersøgelser gjaldt det i første omgang om at afdække det konkrete

handlingsforløbog dets betingelser og derefter at drøfte eller begrunde dette.

Den store undersøgelse vedrørende reformpædagogikkensopståen/intro-

duktion i Danmark udsprang af en dagbog fra et skoleforsøgved Vanløse sko-

le i København fra 1924-1928. Dagbogen beskrev en for sin samtid og i øv-

rigt også for eftertiden enestående fri og frigørende praksis. Dagbogen synesat stå alene, og en overfladisk undersøgelse viste, at både klassernes hverdagog forsøgenes lukning havde været forlenet med dramatik. Og samtidig stod

spørgsmåletom den progressive pædagogiks indhold og dens betydning ogrolle både inden for mellemkrigstidens kulturradikalisme og skolepolitik som

et ubehandlet tema.

Det måtte være af betydning at få sat forsøgene ind i en større sammen-

hæng, - at få dem placeret socialt, politisk og pædagogisk, - både lokalt og i

en større national sammenhæng. Undersøgelsen resulterede i bogen Lille

barn hvis er du? En historisk undersøgelse over reformbestræbelser inden

for det danske skolevæsen i mellemkrigstiden, Gyldendal 1977, Vanløsesag-

bogen, Gyldendal, 1983, og i flere mindre artikler.

Den lille undersøgelse blev foretaget i Esbjerg. Den var del af et pilotpro-jekt vedrørende Esbjerg skolevæsens historie. Jeg skulle udarbejde en regi-stratur over, hvilket materiale der fandtes, hvis en sådan historie skulle skri-

ves, og skrive et kort afsnit af denne fra 1907-14, en periode der ikke blev

valgt af undertegnede. Den korte beskrivelse blev simpelthen lavet for at fin-

de frem til, om der var stof nok, og hvad dette stof ville give. Og stof nok var

der. En registratur blev udarbejdet, der viser hvor mange arkivtyper der bør

inddrages, når et skolevæsens historie skrives. Den blev udsendt på SydjyskUniversitetscenter i 1979. Afsnittet om periode 1905-14 blev trykt i Fra Ribe

Amt, 1980.

Hvad jeg fandt - hvor jeg fandt det

Først forsøgene ved Vanløse skole. Vanløse skole var i 20erne et af Køben-

havns yderkvarterer. Nybyggeriet, der bestod af mindre parcelhuse med ha-

ver og etagebyggeri, var omfattende og tilflytningen stor. Og en undersøgelseaf forældrenes sociale baggrund, foretaget på grundlag af skolens kartotek,

viste, at faglærte og ufaglærte arbejdere udgjorde ca. 60% af beboerne, lavere

funktionærer, liberalt erhverv og selvstændige erhvervsdrivende ca. 30%,medens akademikere, højere tjenestemænd o.l. kun udgjorde 4%. Lærerne og

skoleinspektøren tog initiativ til forsøgene. Dette fremgår af Københavns

Skoledirektions arkiv, - en skoledirektion var skölestyrelsens øverste lokale

myndighed.

158

Lærerne

Skoleinspektørenvar konservativ og medlem af borgerrepræsentationen,oglærerne havde forskellig politisk tilhørsforhold. Og de fik alle en studierejsetil Tyskland for at se såkaldt fri undervisning der. 20ernes tyske reformpæda-gogik var et mangfoldigt foretagende, og mange af de forsøg, vi kan fastslå, at

lærerne fra Vanløse så, var forankret i en socialistisk ideologi. Tyske lærerevar organiseret i politiske foreninger, og nogle var socialistiske. Et spørgsmål,der meldte sig var derfor, om de danske lærere, til trods for deres tilhørsfor-

hold i dansk politik, var inspireret af ogsådenne dimension i tidens tyske pæ-dagogik. Jeg gik to veje, jeg forsøgte at kortlægge lærerne nærmere, og jeg giktil ABA for at undersøge, om de der havde materiale, der kunne dokumentere

en dansk-tysk kontakt om pædagogisk-politiske spørgsmål så tidligt som i

20erne. En kontakt til lærernes familier og interviews med lærere og andre

viste, at tre af de ti lærere, der var knyttet til de »frie klasser« i Vanløse havde

udviklet en pædagogisk praksis og en pædagogisk teori, der var forankret i et

politisk tilhørsforhold. Det var 0. de Hemmer Egeberg, der var retsstats-

mand, Carl Glæsel, der var, hvad han selv betegnede som »kommunistisk an-

arkist«, og Gertrud Lundholm, der betegnede sig som socialistisk inspireret i

disse år, bl.a. efter besøg i Tyskland efter 1. verdenskrig, - i 30erne gik hun

ind i kommunistpartiet. Alle tre synes at have været velorienteret i samtidens

pædagogiske og politiske debat og at have nået frem til deres ståsted alene

gennem egne erfaringer og egen læsning, og de var således ikke en organiseretgruppe. Henvendelsen til ABA gav ikke noget, der var ikke materiale, der

viste en kontakt mellem danske og tyske lærere eller lærerorganisationer i20erne. Forespørgslen blev imidlertid foretaget i midten af 70erne, og nytmateriale kan være indkommet siden.

Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt den frigørende pædagogik, der blev

praktiseret i Vanløse skoles frie klasser havde et socialistisk udgangspunktblev således, at flere af lærerne forvaltede pædagogikken uden at sætte denind i en politisk sammenhæng. De tre omtalte synes derimod at have valgtnetop denne frie undervisningsform som en konsekvens af deres politiske til-hørsforhold. To af dem ud fra en socialistisk tænkning. 0. de Hemmer Ege-berg ville på sin side, hvad vi i dag må betegne som af-institutionalisere lære-

processerne,- han ønskede skolens afskaffelse, - den gode skole skulle ligne

det gode hjem. Lærerne synes at have mødtes i en interesse for den frie un-

dervisning, og ikke i et politisk eller partipolitisk arbejde.

Forældrene

Forældrene i de frie klasser og i de almindelige klasser havde nogenlundesamme sociale baggrund, og der var lige mange børn fra husvildebarakkerne i

de frie klasser som i de almindelige klasser. De frie klasser udmærkede sigimidlertid på et område, - her gik nogle få kendte socialdemokraters børn,

159

Drenge og piger blev i mange danske byer, også i København, undervist hver for sig. Billedet

viser en drengeklasse, der bliver undervist i en afde barakker, hvor de frie klasser holdt til. Bille-

det er udateret, men drengenes påklædning tyder på, at det er fra ca. 1950. Fotografi i Køben-

havns Skoledirektions Billedarkiv.

Stella og Hartvig Frisch's datter, familien Skjoldbos børn og Harald Berg-stedts søn. Disse børn boede uden for skoledistriktet.

Klasserne var populære, langt flere forældre ansøgte om at få deres børn i

frie klasser, end skolen og skoledirektionen havde planlagt. To af de tidligereelever, der blev interviewet hævdede, at den lokale socialdemokratiske fore-

ning støttede forsøget,medlemmerne skulle sætte deres børn i de frie klasser.

En af dem hævdede desuden, at Vælgerforeningen dengang blev betegnetsom »det røde Vanløse«, Vanløse vælgerforeningsprotokol lod sig imidlertid

ikke opspore, så påstandenehar ikke kunnet underbygges yderligere. Men en

ting har imidlertid kunnet fastslås, at forældrene var usædvanligt interessere-

de, de var med til at udarbejde undervisningsmateriale, de kom med blom-

ster, og de mødte op til forældremøderne til trods for, at disse blev afholdt

om lørdagen.

LukningenKlasserne synes at have blomstret, det viser både tilgangen til klasserne, in-

160

l Vanløses frie klasser hlev drenge og piger undervist sammen. hvad således var ret enestående ien københavnsk kommuneskole. l 1945 blev det i København besluttet, at fællesundervisningskulle indføres. efterhånden som lokalcforholdene tillod det. Lærer (i de Hemmer Egebergi 1887-1559)ses på billedet sammen med eleverne i en fri klasse i Vanløse. Fotografi i DanmarksPædagogiske Bibliotek.

terviewene, dagbogen og de rapporter, der blev skrevet dengang. Børnenetrivedes, og lærerne blev bekræftet i, at den friere undervisningsform gav en

alsidig udvikling. Men de måtte også erkende, at de med denne ikke nåededet samme kundskabsniveau som i de almindelige klasser, de kunne ikke op-fylde folkeskolens formål. Og skoledirektionen var ikke tilfreds. Den lukkedeefter 4 år klasserne på en ret klodset måde; eleverne læste om lukningen i avi-serne.

Børnene blev kede af det, og lærere og forældre og den gruppe, der nær-

mest må betegnes som kulturradikale sympatisører, som efterhånden havde

samlet sig, (se nedenfor) protesterede. Borgerrepræsentationens forhandlin-

ger viser, at den socialdemokratiske ordfører hele tiden havde været mod-

stander af forsøgene.Og for at gøre en lang historie kort, fastholdt borgerre-præsentationen og dens socialdemokrater lukningen til trods for, at deres

vælgere protesterede og familierne Frisch og Bergstedt røg i blækhuset.

161

g”

Socialdemokratiet og fri undervisningSocialdemokraten gik også ind for lukningen, men gav dog plads for debat-

ten, - Socialdemokraten nov. 28: Stella Frisch og Harald Bergstedt forsvare-

de undervisningen og børnenes kundskabsmæssige niveau. De københavns-

ke læreres formand og senere skoledirektør i København, Thorkild Jensensvarede, at Hartvig Frisch og hans ligesindede kunne være ligeglade, men ar-

bcjdsmandens børn fik kun de kundskaber, de modtog i folkeskolen, så for

dem var den frie undervisning ikke tilstrækkelig. Hertil svarede HartvigFrisch i tidsskriftet Socialisten 1928, at »det er en daarlig Tjeneste vi gør

Smaakaarsfolk, hvis man mistænkeliggør de frie Skoletanker som en Luksus

for Overklassen, og som noget arbejdsmand Petersen med de seks Børn ikke

har Raad til. Kapitalistisk set, alene ud fra Tanken om at komme i Vejret i

Konkurrencen, kan denne Betragtning gælde for visse af Middelstandens

Elementer, der stræber efter Eksamen fra den første Dag Børnene kommer i

Skole for den store Befolkning er en fri og lykkelig Skoletid med rigeligPlads for alle Anlæg 0g Interesser langt vigtigere end Udenadslæren og Ter-

peri«. Han mente, at klassernes lukning også var uheldig »socialistisk set«.

Ved Vanløse-klassernes lukning blev således en dyb uenighed vedrørende

pædagogikog skolepolitik synlig mellem socialdemokratiske vælgere og soci-

aldemokratiske politikere og mellem socialdemokratiske politikere indbyr-des. Og uenighedens tema var, overordnet set, hvad skolen skulle bruges til,

og hvorledes den fremtidige borger skulle dannes. Denne uenighed blev også

synlig i andre sammenhænge.Efterhånden som arbejdet med de frie klasser, lærerne, forældrekredsens

egenart og konflikterne i forbindelse med lukningen skred frem, blev det så-

ledes mere og mere påtrængendeat klarlægge, om personerne og begivenhe-derne stod alene, og hvilket miljø de var eller blev en del af. Eller for at sigedet på en anden måde: Reform og oplysning og dermed også undervisninghar altid været nært forbundet i alle venstrebevægelser.Kunne Vanløseklas-

serne placeres inden for en sådan tradition? Og hvordan var forholdet til den

i mellemkrigstiden mest magtfulde af disse, Socialdemokratiet?

For at besvare dette tog jeg fat på at undersøge principprogrammets ind-

hold og tilblivelse, partiets politik på rigsdagen, tidens kommissionsarbejdervedrørende skole og uddannelsesspørgsmål,arbejderbevægelsens egen op-

lysningsvirksomhed og periodens pædagogiskeog kulturkritiske debat. Der-

ved skulle det blive muligt at sætte en lokal konflikt, - i Københavns skolevæ-

sen, i forhold til partiets skolepolitik. Det jeg fandt var mangfoldigt og mod-

stridende. Det var ikke sådan at finde mønster deri.

162

ProgrammetDen del af principprogrammet vedrørende skolevæsenet, der stod ved magt i

både 20erne og 30erne var blevet vedtaget i 1906. Protokollen fra kongresseni 1903 viste, at et udvalg blev nedsat for at revidere programmet,

- blandt

medlemmerne var Gustav Bang og Frederik Borgbjerg. Ændringsforslageneblev fremlagt på den efterfølgende kongres - i 1906. Materialet findes påABA. Der blev ikke opnåetenighed om en omarbejdelse af hele programmet,men en ny paragraf om skolepolitik blev indføjet. Den havde følgende ord-

lyd:

»Skole- og Undervisningsvæsenet ordnes af Staten under Kommunernes Medvirkning.Fælles, vederlagsfri og forpligtende Skoleundervisning i Hverdags- og Heldagsskoler.Religionsundervisning udelukkes. Offentlige Børneopdragelsehjem. Det offentligesOvertagelse af Skolebørns Underhold, Adgang til den højere og højeste Undervisninguden Hensyn til ydre Kaar. Offentlig teknisk og faglig Uddannelse.«

Paragraffen forekommer ret kompakt; der er tale om konkrete reformer ve-

drørende skolens og opdragelsens financiering og forvaltning. Bortset fra be-

mærkningerne om religionsundervisningen behandles skolens og opdragel-sens indhold og formål ikke. Hvilken dannelse skolen skal bibringe omtales

ikke, - der er ingen bemærkningerom, hvorvidt skolen skal opdrage til klas-

sekamp eller til politisk deltagelse i et demokratisk samfund. Der skullem.a.o. være mere skolegang for alle. Men spørgsmåletom en mere ligelig for-

deling af skolegang og uddannelse, - om hvorvidt eleverne skulle deles mel-lem en ikke kompetancegivende folkeskole og en kompetancegivende eksa-

msmellemskole, behandles hellere ikke. Her skal i parentes inføjes at den re-

form der blev indført i 1903, mellemskolereformen gjorde det muligt for allebørn i byerne at melde sig til optagelsesprøventil mellemskolen. Denne re-

form blev opfattet som retfærdig, - også af socialdemokraterne - med denne

optagelsesprøve var chanceligheden indført. De der var bogligt begavedeklarede den, og begavelse eller intelligens blev dengang opfattet som med-født og statisk og ikke milieu-betinget. Den opfattelse, der er dominerende i

dag, nemlig at begavelse er dynamisk og milieu-betinget hører de senere årti-er til.

Sammenfattende må man nok derfor om principprogrammet paragraf 6om skole- og uddannelse sige, at skolen først og fremmest bliver opfattet som

et redskab i partiets velfærds- og fordelingspolitik. Paragraffen blev i de føl-

gende 30 år forvaltet af politikere med forskellig opfattelse af skolens betyd-ning både for individets dannelse og funktion som samfundsinstitution. De

deltog i det løbende lovgivningsarbejde på Rigsdagen, og de deltog i kom-

missionsarbejde, der navnlig blev ret så omfattende i 20erne og 30erne. Efter

valget i 1929, - da partiet fik langt bredere tilslutning end tidligere, ændredes

163

partiets politik. Adskillelsen mellem stat og kirke blev opgivet og religions-

undervisningen accepteret som en del af skolen.

SkolepolitikkenSkal dette forløb beskrives kort, kan man med en ret så grov pensel adskille to

tendenser. Ifølge den ene tendens fastholdes skolen som et redskab i forde-

lings- og velfærdspolitikken.Det præger Den store Skolekommissions arbej-de, der blev gennemført i perioden fra 1919-24 og store dele af den folkesko-

lelov, der blev vedtaget i 1937. Den store Skolekommission tog »...hele det

samlede skolevæsens Forhold - pædagogisk,økonomisk og administrativt op

til Overvejelse og Drøftelse ...« og udarbejdede lovforslag til ændringer her-

af. 37-loven byggede på dette arbejde, og en fremtrædende repræsentant for

denne politik var læreren og socialdemokraten K.M. Klausen, der var Den

store Skolekommissions formand.

Vilhelm Rasmussen og andre

Repræsentanterne for den anden tendens anså også skolen som et redskab i

partiets fordelings- og velfærdspolitik,- de støttede også indførelse af skole-

blade og skolelæger, og en mere socialt retfærdig tilgang til uddannelsessy-stemet. Men de mente desuden, at skolens indhold var ret så afgørende for

individets dannelse, - de erkendte skolens socialiserende funktion. En frem-

trædende repræsentant for denne tendens var rektor, dengang forstander for

Danmarks Lærerhøjskole, Vilhelm Rasmussen. Hans skrifter og bøger viser

kort fortalt, at han på darwinistisk grundlag formulerede en udviklingspsy-

kologi. Og som en konsekvens heraf måtte skolens indhold omlægges, de

praktiske og naturvidenskabelige fag have større plads og børnene have mu-

lighed for større udfoldelse, - ogsåmanuelt. Han betegnede denne pædago-

gik som indførelse af selvvirksomhed, i sit arbejde i Den store Skolekommis-

sion og i sit arbejde påRigsdagen. En paragraf om elevernes opøvelse til selv-

virksomhed blev på hans initiativ indføjet i 37-loven.

Begrebet selvvirksomhed har en progressiv klang og har været anvendt i

dansk pædagogisksammenhæng siden forrige århundrede. Det har den sam-

me klang i dag og er også at finde i den nuværende formålsparagraf;men be-

grebet er ogsådiffust. Skal det kunne anvendes som retningsgivende for en

pædagogiskpraksis, må det uddybes, hvorvidt det er eleven eller lærerne el-

ler i henhold til undervisningsvejledningen, at den selvvirksomme aktivitet

skal finde sted. Det må ogsåangives, hvorvidt denne skal være kognitiv eller

manuel eller begge dele. Vilhelm Rasmussen havde sin egen opfattelse af be-

grebets indhold. Begrebet blev diskuteret i mellemkrigstiden, men diskus-

164

sionen forblev på et ret akademisk niveau og synes ikke at have nået folkesko-

lelærerne eller forældrene. Der var ikke en offentlighed omkring begrebet,som Vanløse-tilhængerne kunne have hørt hjemme eller gjort brug af.

Tre andre centrale repræsentanter for denne opfattelse af socialdemokrati-

ets skolepolitik skal omtales: Nina Bang, der var undervisningsminister fra

1924-26, citerede i forskellige sammenhænge Ellen Key, reformpædagogik-kens grand old lady. Dette faldt bl.a. den konservative skoleborgmester i Kø-

benhavn, Ernst Kaper tungt for brystet. Men hun fastholdt, at hun forholdt

sig positivt afventende til denne pædagogik. I Folketinget sagde hun desu-

den, at hun mente den eksisterende skole lagde børn i en spændetrøje,ingenvidste hvilke kræfter der boede i dem (Rigsdagstidende, Folketingets For-

handlinger 1925/ 26 sp. 1477). Julius Bomholt foreslog i 1929 under fmans-

lovsdebatten i Folketinget, at en skolebogskommission blev nedsat. Han

mente, at »...HøjresAand endnu levede ugeneret videre i skolerne«, og at en

kulturkamp måtte gennemføres (sammesteds 1929/30, sp. 715). En kommis-

sion blev nedsat, og en betænkning udsendt i 1933, der affødte et kraftigt ra-

balder. Betænkningen førte ikke til lov- eller cirkulæreændringer, men påvir-kede nok skolebøgerne i først og fremmest religion, geografi og historie i fol-

ke- og mellemskolen.

Den praktiske mellemskole

Endelig blev initiativet til en omlægning af undervisningen i folkeskolens

ældste klasser i byerne taget af socialdemokratiske politikere og lærere i be-

gyndelsen af 30erne. De blev udmøntet i betænkningen »Den praktiske mel-

lemskole« fra 1936. Omlægningen blev ifølge denne begrundet i ungdomsp-sykologiens nye forskningsresultater, og en konsekvens heraf var at fageneskulle organiseres i emner og eleverne have mulighed for at være mere aktive.

Betænkningen blev kaldt »Den røde«, og flere lærebogssystemer blev udar-

bejdet, og lejrskoleophold, museumsbesøg og skolehaver blev indført. Men

de nye arbejdsformer, der blev indført, var langt mere moderate eller tradi-

tionelle end undervisningen i Vanløse frie klasser. I loven blev klasserne

kaldt eksamensfrie og ikke praktiske.Sammenfattende mener jeg, man må kunne sige, at der i Socialdemokrati-

ets top var politikere, der ønskede at reformere skolens organisation og at gø-

re den til et mere effektivt redskab i velfærdspolitikken.De dominerede par-

tiet og prægede lovgivningsarbejdet. Ved siden af disse var der ogsåpolitike-re, der ønskede at reformere skolens indhold ud fra en erkendelse af skolens

socialiserende betydning. Den sidste gruppe synes at have været fåtalligog

domineret af akademikere.

Spørgsmålet om vælgernes og dermed forældrenes holdning til skolens

indhold og arbejdsformer blev ikke besvaret med disse undersøgelser. Heller

165

ikke i hvilken grad Vanløse frie klasser har sammenhæng med den sidste

gruppes politik - eller var udtryk for samtidige og beslægtede bestræbelser.

Og endelig, hvorledes skulle jeg få besvaret disse spørgsmål?

Partikongressen i 1931

Jeg vik en håndsrækning,som gav mig mulighed for - om ikke at besvare - så

at belyse problemet. Jeg interviewede Astrid Skjoldbo, forælder ved Vanløse

frie klasser, medlem af Københavns Skoledirektion, af først Landstinget ogsenere Folketinget for Socialdemokratiet, og aktiv inden for de forskellige re-

formpædagogiskeaktiviteter, der foregik i mellemkrigstiden. Hun fortalte, at

de var nogle medlemmer af Socialdemokratiet, der ville forsøge at påvirkepartiets skolepolitik og først og fremmst folkeskolens undervisning, og det

ville de gøre ved at få vedtaget en resolution på partikongressen i 1931. De

mødtes hjemme hos hende, og resolutioner med forskellig ordlyd, men med

nogenlunde ensartet indhold, blev formuleret.

Resolutionsforslagene blev udsendt til en halv snes foreninger, og så reg-

nede forfatterne med, at foreningerne ville fremsende forslagene til kongres-sen. Dette var jo lidt af en oplysning at få. Spørgsmålet var så, hvorledes jegskulle komme videre. En repræsentativkortlægning af foreningernes arkiver

forekom uoverskuelig. Jeg valgte at tage nogle stikprøver på ABA. Desuden

opsøgte jeg en kreds, som ikke havde afleveret sin protokol, men som ifølge

kongressens referat havde indsendt en resolution. Stikprøverne viste, at

spørgsmåletvar blevet diskuteret i flere foreninger. I en forening var resolu-

tionsforslaget blevet forkastet med den begrundelse, at den ville virke som en

misbilligelse af partiets »hidtidigevirke i Skolesagen...«.Tre resolutionsforslag nåede frem til kongressen. Ifølge alle tre burde fol-

keskolens undervisningsformer ændres således, at der blev lagt større vægtpå børnenes selvvirksomhed. Ifølge to af de tre skulle desuden gruppearbej-de indføres. Formålet med omlægningen skulle ifølge to af de tre være at bi-

bringe børnene en »Samfunds- og Solidaritetsfølelse«, og dette kunne kun

opnåsved at lægge vægt på selvtænkning og selvvirksomhed og desuden ved

at lægge vægt på en objektiv fremstilling i historieundervisningen. I det reso-

lutionsforslag, der ikke indeholdt bemærkningerne om »Solidaritets- og

Samfundsfølelse«, blev det foreslået, at religionsundervisningen, indtil den

helt kunne afskaffes, burde gives i en objektiv fortællende form.

De øvrige resolutionsforslag, der var blevet indsendt, omhandlede valglo-ven, sænkningaf renten og fri rejse for aldersrentenydere. De var alle forskel-

lige, så de tre vedrørende skolespørgsmålburde have vejet tungere.

Kongressens protokol indeholder intet om den debat, resolutionsforslage-ne fremkaldte. Og efter debatten blev en resolution fremsat og enstemmigtvedtaget. I denne blev beskæftigelsen, landbrugskrisen, en socialreform, en

166

valglov, en jordlov og afrustningen behandlet. Og de tre resolutioner om fol-

keskolens undervisning var blevet samarbejdet til følgende: »Ogsaa en M0-

dernisering af Skolevæsenet maa anses for nærliggende. Ministeriet opfor-dres til at overveje de nye Former for Opdragelse og Undervisning og til at

sætte Arbejde igang for Ændringer i Lovgivning og Undervisning, saaledes

at Vejen aabnes for nye Principper, hvis Maal maatte være at udvikle Børne-

nes selvstændige Tænkning og Virkelyst samt deres Samfundsfølelse«.

Ordvalgct i denne resolution forekommer meget neddæmpet, - moderni-

seringen var ikke påkrævet,den forekom nærliggende, og ministeriet fik ikke

pålæg,men blev opfordret til at overveje moderniseringen. Hvad handler det

mon om, at de tre forslag, der tilsammen må have stået ret stærkt, blev så

stærkt modificeret ? Den ene antagelse kan være, at det må have været van-

skeligt for Socialdemokratiets kongres i en periode, hvor partiet sidder med

regeringsmagten at fremsætte en så hård kritik af skolevæsenet og skolens ar-

bejdsformer. Men den anden antagelse må være, at den bearbejdelse og mo-

dificering, resolutionerne blev underkastet på kongressen, også var udtrykfor en afstand mellem partiets top, resolutionsforslagenes forfattere og parti-ets vælgere vedrørende undervisning og opdragelse. Det er også denne af-

stand, der kommer til udtryk i den førte politik. Eller sagt på en anden måde:

Forældrene til de frie klasser i Vanløse har måske repræsenteret flere væl-

gere, end det i første omgang så ud til. Hvorvidt det var tilfældet, vil en yder-ligere gennemgang af de socialdemokratiske protokoller måske vise.

Men mine stikprøver viste også, at disse protokoller er et materiale, der vil

kunne belyse, hvad socialdemokratiske vælgere mente om opdragelse- og un-

dervisning. De vil kunne vise, hvilken udbredelse opfattelsen havde geogra-fisk set, - var der tale om en bevidsthed vedrørende skole og opdragelsesfor-mer, udsprunget som reaktion på det ret så konservative skolevæsen i Kø-

benhavn, eller var der tale om en bevidsthed, der havde udviklet sig i andre

socialdemokratiske miljøer, og som del af den politiske bevidsthed i øvrigt .3

Sammenfattende må jeg sige, at jeg kom så langt, at jeg kunne få lidt kød påden antagelse, at der var tale om en vis diskrepans mellem den førte socialde-

mokratiske skolepolitik på Rigsdagen og i hvert fald nogle få politikeres og

vælgeres opfattelse af, hvad den gode skole og den gode undervisning burde

være.

De forældre fra Vanløse fri klasser, der var socialdemokrater, var måske

ikke alene. Det næste spørgsmål,som melder sig er, om disse grupper fandt

sammen P Og mit arbejde med foreninger og tidsskrifter fra første halvdel af

30erne viser, at nogle af dem gjorde. Men de mødtes ikke i socialdemokratisk

regi, de mødtes i det kulturradikale miljø. Kulturkampen udsendte f.eks. i

1936 et skolenummer, nr. V 1936, og til det var repræsentanter fra kredsen

omkring Vanløse fri klasser bidragydere. Flere af de personer, der havde søgt

167

Vanløse hver for sig enten som forældre, lærere eller sympatisører, fandt så-

ledes efterhånden sammen nok både af fælles interesse, men måske ogsåpågrund af ydre pres,

-

og uden for Socialdemokratiet.

Ja, spørgsmåleter, om ikke den tilspidsede debat i København i forbindel-

se med Vanløseklassernes lukning sammen med den øvrigekulturpolitik, vir-

kede polariserende.

Initativer fra andre grupper

Spørgsmåletom, hvorvidt andre grupper inden for arbejderbevægelsenhav-

de deres egne ønsker om skole- og uddannelsesspørgsmåli disse år, er det

ikke lykkedes mig at finde frem til, - dog med en undtagelse - seksualunder-

visningen. Denne var en af reformpædagogikkensmærkesager, også i Dan-

mark i mellemkrigstiden. Nogle af lærerne fra Vanløse frie klasser gav seksu-

alundervisning, og en af dem, den tidligere omtalte 0. de Hemmer Egebergblev af den grund afskediget fra Københavns skolevæsen i 1937. Det var net-

op i de år, hvor fri abort - fosterfordrivelse - blev diskuteret, dr. LH. Leun-

bach sad i fængsel, og Wilhelm Reich besøgte Danmark. At seksualundervis-

ningen ønskedes indført af langt flere end de reformpædagogiskeog kultur-

radikale kredse fremgik af Undervisningsministeriets arkiv. Ifølge en hen-

vendelse hertil var dette også et ønske fra Arbejderkvindernes Oplysnings-forbund, Fagforeningen for kvindelige arbejdere inden for jern- og metalin-

dustrien og afdeling 8 under Kvindeligt Arbejderforbund. De ønskede alle-

rede i 1928 obligatorisk seksualundervisning indført i folkeskolen, på semi-

narierne og på de højere læreanstalter.

EsbjergI den mindre undersøgelse skulle jeg simpelthen finde frem til, hvad der fo-

regik i Esbjerg på skoleområdet i perioden 1905-14. Esbjerg blev, som vel de

fleste ved, grundlagt efter nederlaget i 1864, en eksport- og importhavn måt-te bygges på Jyllands vestkyst. Byen blev målet for mange af dem, der skifte-

de bopæl i Danmark i sidste halvdel af forrige århundrede. Udbygningenhavde svært ved at følge befolkningsudviklingen, aldersstrukturen var an-

derledes end i andre danske byer, - kort sagt Esbjerg var så meget anderle-

des, at den blev kaldt »det danske Chicag0«.Den sociale struktur blev afgørendefor det politiske liv i byen. - Socialde-

mokratiet fik flertal i byrådetallerede i 1905. Partiets leder var den energiske].P. Sundbo. Han var også redaktør af Vestjyllands Socialdemokrat og hæv-

dede, at partiet ville indføre, hvad han betegnede som »kommunesocialis-

me «. Han skrev hver dag en leder underskrevet Janus, om alt fra udenrigspo-litik til litteratur og tyendes dårligeboligforhold. De var fyldt med social ind-

168

ignation og med varme på »Smaakaarsfolks« vegne, og blev citeret over detmeste af Danmark. Sundbo var medlem af både skoleudvalg og skolekom-

mission i perioder, og arkiverne viste, at han i flere tilfælde har undertegnetsager på begge parters vegne.

Der var, som nævnt, flere børn i Esbjerg end i andre danske byer, de ud-

gjorde 19% af befolkningen mod ca. 15 i andre og ældre byer, men udgifternepr. skolebarn var de samme. Der var intet skel mellem betalings- og friskoler,hvad der var i andre byer, og piger og drenge gik sammen, hvad de ikke gjor-de i de fleste andre danske byer.

'

Efter skolelovene i 1903 og 04 skulle skolevæsenet omlægges, og en ny un-

dervisningsplan udarbejdes. Mellemskoleklasser blev oprettet og en skolelæ-

geordning etableret, og skolelægens bemærkninger viser, hvor dårlig sund-

hedstilstanden var. Han betegnede en trediedel af børnene som svagelige,hvad der var ringere end i andre ældre byer. I 1911-12 fik kun 20% denne

betegnelse, hvilket lægen var tilfreds med.

Mange af børnene blev om vinteren bespist af en privat forening til fattigeskolebørns bespisning. Den annoncerede med teksten »Mange sultne Børn,smaa Midler. Giv et Bidrag«. Da byrådet i 1905 ville overtage bespisningen,viste det sig imidlertid, at den derved ville få karakter af offentlig understøt-telse - af fattighjælp,og derfor valgte byrådet at støtte foreningen.

Flere af børnene blev bortfæstet i sommertjeneste, og de havde indtil 1905

deres egen skoleafdeling. De havde gået i skole hver dag om vinteren for at

indhente, hvad de havde forsømt i sommermånederne. Efter 1905 kom de til

at forsømme, og mulkter skulle betales, enten af forældre eller husbond. Sko-

leudvalget og skolekommissionen greb ikke ind over for børns erhvervsarbej-de. Børnearbejde af denne karakter synes simpelthen at have været en accep-teret del af erhvervsstrukturen. Men begge fastholdt, at skolegangen skulleoverholdes. Og Sundbo formulerede i anden forbindelse sin holdning til pro-blemet: »Faar Arbejdernes Børn ikke en god Skoleundervisning, vil de ikkekunne gøre sig gældende, naar de i tidlig Alder skal ud i Verden for at bjærgeUdkomme og kæmpe for Tilværelsen«. Børneårenes opvækstvilkårskulle så-ledes ikke først og fremmest mildnes, børnene skulle snarere kvalificeres tillivet som voksne.

Religionsundervisning og legemlig revselse

Det forslag til undervisningsplan, skolekommissionen fremlagde i 1905 un-

der Sundbos formandskab holdt sig stort set inden for lovens rammer. Med

to undtagelser. Religionsundervisningen skulle på nogle klassetrin nedskæ-

res til en time om ugen, og lærebogen i dette fag, der var den autoriserede af

Balslev, og skriftsteder og salmevers skulle ikke længere læres udenad. Desu-

den skulle lærerne ikke længeregive »svedere« eller »udvortes« straffe, d.v.s.

eftersidning og legemlig revselse.

169

Sundbo tilhørte partiets anti-kirkelige gruppe, og byen havde samtidig en

stærk indremissionsk menighed. Forslaget udløste voldsomme reaktioner

både i befolkning og fra tilsynsmyndighederne,- præst og provst. Dette viser

skolekommissionens og skoledirektionens arkiv. Møder blev afholdt, ogSundbos tilhængere vedtog en resolution mod udenadslæren og til støtte for

Esbjerg Byråds kamp for »Skolernes Frigørelse fra det gejstlige Aag«.Planen blev ikke approberet i ministeriet, og Esbjerg fungerede faktisk i

nogle år uden undervisningsplan. Og konflikten blev ikke glemt. Ved kom-

munevalget i 1909 uddelte Venstre og Indre Mission en antisocialistisk valg-avis. Socialdemokraterne gik tilbage, og spørgsmåletom religionsundervis-ningen kan have været en medvirkende årsag.

Mellemskolen

I 1911 gik stedets præst Bruun sammen med Sundbo, hvilket kan undre, ogstedets ledende skoleinspektørA.H. Larsen sammen for at tage initiativet til

mellemskolens afskaffelse. I stedet for at dele børnene, burde folkeskolens

undervisning udvides, og de børn, der ville have eksamen, kunne blive et år

længere i skole.

De tre indkaldte repræsentanter fra andre købstader og købstadslignende

landsbyer skolekommissioner til et møde i København om sagen. Mellem-

skolen burde ifølge indkaldelsen afskaffes, fordi den havde en uheldig indfly-delse på folkeskolen og ikke var en del af det kommunale skolevæsen. 150

mødte op, enighed blev ikke nået, og deltagerne aftalte at mødes næste år, -

hvad de ikke synes at have gjort. Mødet blev omtalt på første side i flere lokal-

aviser, men opnåedekun en notits i Politiken.

Arbejdet med Esbjerg skolevæsens udvikling i begyndelsen af århundred-

et viser, at socialdemokraterne i denne by førte en markant skolepolitik. Den-

ne var vedrørende religionsundervisningen sammenfaldende, men måske

mere aggressiv end partiets politik på Rigsdagen. Vedrørende legemlig af-

straffelse og mellemskolens afskaffelse var den i strid med partiets politik.Mit arbejde med Esbjerg skolevæsen affødte en række spørgsmål,jeg des-

værre aldrig har fået behandlet: Hvorledes forholdt vælgerforeningen sig til

den politik, partiet førte i byrådet? Hvor typisk er udviklingen i Esbjerg ? Vil

en undersøgelse af byer som Nakskov og Aalborg give det samme billede ?

Og til slut - hvad var den teoretiske baggrund for denne reformvenlige skole-

politik P

170

Nogle overvejelser om, hvilken viden der blev

fremskaffet

Mit arbejde med skolehistorien har sin rod i den opfattelse, at skolen er vig-tig. Den er på den ene side en institution, der er betinget af de i et samfund pået givet tidspunkt økonomiske, sociale og ideologiske forhold. På den anden

side betjener den alle samfundets borgere uanset deres forskellighed - uanset

socialt, geografiske og kulturelle tilhørsforhold på stort set samme måde.

Den giver alle et ensartet tilbud i de år af vort/ deres liv, hvor vi/ de formes,dannes eller socialiseres; det er netop i de år, hvor vi bliver til de voksne men-

nesker, vi forbliver. Skolehistoriens grand old man, Brian Simon, skrev en-

gang, at når historien genskrives »...education should take its proper placenot merely as an adjunct to the historical process, but as one af the Chief fac-

tors conditioning man,s outlook and aspirations, attitudes to which express

clearly current beliefs about the human conditions and the direction of social

advance«. (From »The Studies of Education, London 1966, s. 105).I begge de undersøgelser, der er omtalt i det foregåendehar problemstil-

lingen været at undersøge udvikling eller ændringer inden for skoleforhold

og pædagogiske forhold. Og i begge undersøgelser viste det sig, at jeg kom til

at beskæftigemig en hel del med politiske processer på centralt og lokalt planbåde i og uden for de institutioner, der traditionelt betegnes som politiskeorganer, nemlig pædagogiske foreninger og lærer- og forældresamarbejde.Og de aktive og reformivrige var venstrebevægelserne, - de var af mange

slags, kulturradikale i en eller anden afskygning eller socialdemokratiske, ogmedlemmerne var sig i meget forskellig grad bevidst, at de egenlig handlede

politisk. For mig blev de socialdemokratiske organer særlig vigtige - af to

grunde. For det første repræsenterede de en af skolens største brugergrup-per,

-

tager vi landarbejderne med - så absolut den største. Og som repræ-senterede de en undertrykt gruppe. For mig blev det meget væsentligt at ñn-

de frem til, hvilke reformkrav dette parti og dets forskellige organer havde påde undertryktes vegne P Hvilke reformkrav blev anset for mest påkrævedePVar reformerne primært pragmatiske eller tog de udgangspunkt i en mere

langsigtet realisering af partiets program P Og til slut, repræsenterede partietvælgerneog dermed skolens brugere P

Det stof, der er blevet fremdraget i det foregående,belyser nogle af disse

spørgsmålog berører dem, men behandler dem langt fra udtømmende. Det

lader til at have været den fremherskende politik hos partiet påRigsdagen ogi øvrigt også i Esbjerg i begyndelsen af århundredet at bruge skolen som et

redskab i vælfærdspolitikken,- og større velfærd var simpelthen påkræveti

Esbjerg og nok ogsåandre steder. Og med Sundbos og Thorkild Jensens ord

skulle skolen samtidig kvalificere eleverne til voksenlivet, - til kampen for

tilværelsen. Det fremgårogså af de kommissionsarbejder og lovforslag, parti-

171

et var med til at udarbejde, at skolen skulle give alle børn, ogsåarbejderklas-sens, kundskaber og færdigheder,så de kunne klare sig, når de kom ud af sko-

len, - klare tilværelsen og dermed arbejdslivet her og nu. Lærerne ved Vanlø-

se skole, sandsynligvis også forældrene, forfatterne til resolutionsforslageneog flere inden for de såkaldte kulturradikale miljøer tænkte - om ikke mere

utopisk - så dog i alt fald mere langsigtet. Det er særligt interessant, mener

jeg, at bemærke, at forældrene i Vanløse, der synes at have haft et klassemæs-

sigt, om ikke et partipolitisk tilhørsforhold til Socialdemokratiet, tilsluttede

sig denne undervisning.Hartvig Frisch skrev, at hele befolkningen »...burde have en rig og lykkelig

Skoletid med rigelig Plads til alle Anlæg og Evner ...«. Og i de resolutionsfor-

slag, der blev indsendt til partikongressen i 1931, stod det, at selvvirksomhe-

den og samfunds- 0g solidaritetsfølelse burde fremmes. I disse udsagn liggeren afstandstagen til den politik, der kan betegnes som pragmatisk, og som

partiet førte i Borgerrepræsentationenog påRigsdagen. Samtidig kan udsag-nene nok ogsåopfattes som en fortolkning af partiets program og en langsig-tet realisering af dette. Bomholts kritik af skolebøgernes indhold er et andet

eksempel på, at en gryende erkendelse af, at det indhold, skolebogsforfatter-ne gav skolebøgerne, ikke var upolitisk. Eller sagt på en anden måde, -

spørgsmålet er om skolens folk tilgodeså alle samfundsklassers interesser i

samme udstrækning.Der kan også ligge endnu en holdning bag den kritik Vanløseklassernes

forældre og partiforeningernes medlemmer fremsatte: Skolen er folkets og

det er vore børn der går i den, - vi vil selv være med til at forme den. Foræl-

drenes direkte indflydelse på skolens forhold var i disse år lig nul, - en lille

medbestemmelse blev opnåetmed tilsynsloven i 1933. Skolen var blevet og

forblev forvaltet af skolens egne folk - af lærere og embedsmænd, og skole-

bogsforfatterne skrev skolebøgerne. Det synes at have været den domineren-

de holdning i partiets ledelse, at det skulle og burde være sådan,medens i alle

fald nogle af skolens brugere forsøgte at protestere derimod.

Det foregåendekan således danne udgangspunkt for en fortsat forskningom spørgsmålet,hvordan partiet forvaltede sine vælgeres interesser. Dette

spørgsmålkan ogsåunderbygges anderledes:

Skolen ændrede sig en hel del i første tredjedel af dette århundrede ogsåpå

grund af Socialdemokratiets skolepolitik. Skolen var et godt redskab i parti-ets velfærdspolitikog den kvalificerede børnene ret så effektivt til at gå ud på

arbejdsmarkedet, til at gå ind i den eksisterende erhvervsstruktur. Men den

forblev samtidig disciplinerende og med et for arbeiderbarnet abstrakt eller

bogligt indhold - kortifortalt.

Og spørgsmåletbliver, om ikke skolen derved kom til at forstærke den un-

dertrykkelse, arbejderbarnet mødte uden for skolen. Det stof, der er frem-

draget i det foregående,tyder på,at der både blandt Socialdemokratiets væl-

172

gere, i partiets politik påRigsdagen og på kommunalt plan var kræfter, som

erkendte dette, og som forsøgte at realisere en skolepolitik med et andet ind-

hold. Men fortsat forskning er nødvendig, skal denne formodning kunne un-

derbygges.Og til slut endnu et spørgsmålder blev reist for snart længe siden: hvad

omfatter arbejderbevægelsenog hvor meget af den er blevet behandlet i den-

ne sammenhæng. Det ligger udenfor denne fremstillings rammer at forhol-

det sig til det første, svaret på det andet må blive: stumper af den. Vi får et

billede af hovedstrømningen, socialdemokratiet og så i øvrigt nogle bider,

der er blevet opsporet ret så tilfældigt. Det er langt fra nogen systematiskkortlægning.

LitteraturhenvisningerEllen Nørgaard: Lille barn, hvis er du? En skolehistorisk undersøgelse over reformbestræbelser

inden for den danske folkeskole i mellemkrigstiden. København 1977.

Spæt Henriksen og Ellen Nørgaard(red.):Vanløsedagb0gen - en reformpædagogisk praksis. Kø-

benhavn 1983

Brian Simon: The Studies of Education. London 1966.

173