Man Lever så længe man lærer

Man lever så længe man lærer

man lever - tekstombryd -140906.indd 1 18-09-2006 07:00:11

Man lever så længe man lærer © Carsten Borch & Carsten Borchs Idéhus 2006

www.carstenborch.dkGrafisk formgivning: Rix

Bogen er sat med Century GothicTrykt hos Haderslev Stiftsbogtrykkeri

Trykt på CyclusOffset fra Dalum PapirPrinted in Denmark 2006

1. udgave, 1. oplag

ISBN 87-991363-0-9

Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelseaf denne bog eller dele af den er ikke tilladt

ifølge gældende lov om ophavsret.


Forestillingsevne, nytænkning og foretagsomhed1925Forestillinger former fremtidenPå træningslejr med Leonardo da VinciMan lever så længe man lærerSmagen af tidDepartementet for JubeloptimismeTallene før kommaetMød nogen der ikke forstår digSheherazade reducerer sygefraværetHvordan smager TrekantområdetKreativ bogføringDet nytteløse kan være meget virkningsfuldtBeste KiøbDen, der lukker sig om sig selv – lukker!

41224283440485262687480848898

Indhold:

3Indhold


Forestillingsevne, nytænkning og foretagsomhed

4 Man lever så længe man lærer

Jeg vil leve af det, jeg lever for.


Et gammelt forlæggerråd til vordende forfattere hedder: Du skal ikke skrive en bog, fordi du kan. Du skal skrive en bog, fordi du ikke kan lade være.Så her er den bog, jeg ikke kunne lade være med at skrive. Jeg synes, vi lever i en spændende tid, hvor så mange ting kan lade sig gøre, og så ærgrer det mig, at vi spænder ben for os selv ved at komplicere noget, som i virkeligheden er nemt.

Innovation, iværksætteri, kreativitet, coaching, outsourcing...tiden er fyldt med drønsmarte begreber, om hvad vi skal gøre for at klare os i en global økonomi.

Kan du forestille dig en folkebevægelse for innovation? Nej, vel? For der er ingen, der kan blive enige, om hvad det betyder. Innovation betyder produktudvikling, er der nogle, der siger. Næh, produktudvikling betyder produktudvikling. Innovation betyder at komme fra idé til færdigt produkt, er der andre der siger. Men er det ikke bare ledelse? Er det ikke det en leder skal kunne? Jeg tror, vi skal bruge ord som alle mennesker forstår. Hvis man vil forstås, må man forklare sig, så lad os bruge ordet nytænkning. Vi har brug for nytænkning. Og innovation bør betyde øget værdi gennem nytænkning.

Er alle iværksættere momsregistrerede? Nej, vel? Jeg kender da utrolig mange iværksættende mennesker, som ikke er momsregistrerede. Vi har brug for iværksætteri i alt og i alle, hvis vi skal klare os i en hård global økonomi, så det nytter ikke noget at begrænse iværksætteri til en blanket hos told og skat. Da jeg var dreng, hed det at være selvstændig, men i dag er alle iværksættere. Men det er faktisk ikke alle momsregistrerede, der er iværksættere. Så lad os snakke om foretagsomhed. Vi har brug for en foretagsom befolkning.

Og kreativitet har jo desværre fået en negativ klang. Kreativitet er det, der ikke bliver til noget. Det er noget med ler, eller også er det, når nogle bliver lidt for smarte i det. Lad os bruge ordet forestillingsevne. Vi har brug for at øge vores forestillingsevne. Forestillinger former fremtiden. De forestillinger,

5Forestillingsevne, nytænkning og foretagsomhed


man gjorde sig i 1950’erne om fremtidens rumfartøjer, ligner sjovt nok de biler, der kører rundt på vejene nu. De forestillinger, vi gør os, er med til at forme den fremtid, vi kommer til at leve i.

Lad os derfor øge vores forestillingsevne, så vi kan sprænge idébanken. Lad os øge vores nytænkning, så vi kan sætte alle de ideer sammen på nye måder, der øger værdien for os, og så lad os øge vores foretagsomhed, så det bliver til noget.

Min pointe er, at der ikke er noget nyt i nytænkning, det har altid øget værdien, men pludselig ser jeg ord i avisen som brugerdreven innovation, teknologidreven innovation, prisdreven innovation, radikal innovation og inkrementel innovation. Helt ærligt? Inkrementel innovation lyder jo som en sygdom.

Udviklingen i et samfund drives ikke af eliten alene. Vi har brug for at øge alles mentale adræthed, så her er mit forslag til at få alle med. Vi har brug for forestillingsevne, nytænkning og foretagsomhed.

Men tidlige læsere af denne bog mente, jeg var for pæn i det, og ikke ridsede konflikterne tydeligt nok op. Som jubeloptimist falder det mig svært. Jeg har som regel mest fokus på muligheder og ideer, men nu kommer den så: Den mavesure, misantropiske melding om verdens sande tilstand.

1870’erne gentager sig. Amerikanerne begyndte at dyrke korn på deres store prærier med det resultat, at kornpriserne på verdensplan faldt dramatisk. Dansk landbrug - og dermed den danske økonomi - måtte lægge om til animalsk landbrug, men ud af det pres voksede andelsbevægelsen som vækstmotor.

Nu sker det så igen. Priserne på arbejdslønninger falder dramatisk på verdensplan og sætter dansk og europæisk økonomi under pres, og vi må igen tænke nyt, hvis vi skal beholde arbejdspladser nok til at finansiere



vores samfund.

Samtidig med dette behov for udsyn er der desværre en tendens til, at vi lukker os om os selv. Vi føler os ikke sikre på, hvad der sker ude i den store verden, og så siger vi nej i stedet for ja. For et nej er mindre forpligtende end et ja.

Men det går hen og bliver problematisk for os, at vi er for gode til at tage afstand og for dårlige til at forpligte os. Det viser sig i vores nære menneskelige relationer, i trafikken, i skolen, på arbejdspladsen og på valgdagen.

Gennem vores angst for det ukendte er vi med til at gøre verden ensartet. Vi spiser det samme, går i det samme tøj, ser de samme nyheder, læser de samme aviser og så videre. Den ensartethed gør os i sidste ende mindre modstandsdygtig mod vira, både dem som fuglene og rotterne kommer med, men også i form af dem, som er dygtige til at bruge ord, og som kan jage en skræk i livet på os gennem skræmmebilleder. Ensartethed gør os skrøbelige.

Vi har brug for at tænke længere end til næsetippen og smage med mere end tungespidsen. Der ligger en rigdom gemt i at have fokus på tallene før kommaet og ikke efter kommaet. Og i mine øjne har vi alt for meget fokus på tallene efter kommaet.

Bare tag det faktum at vejret har fået sit helt eget program. Eller at optakten til en fodboldkamp varer længere end selve fodboldkampen. Eller tag det vi putter i munden. De fleste mænd ofrer flere penge på motorolien end på olivenolien. Og i dag risikerer vi at blive spist af det, vi spiser. Det, vi propper i os, er fyldt med gift, som stille og roligt begynder at tage for sig af retten indvendigt.

Og vi ved det jo godt. Alle kan da læse en varedeklaration, men vi køber det billigste, fordi vi ikke tænker særlig langt.



Det samme gør erhvervsfolk, når de slår op i manualen for nytænkning. Hvis man slår op i den, kan man jo kun læse, hvad der medførte nytænkning sidste gang, man havde brug for det. Man kan ikke læse, hvad der er brug for nu.

Det nytter ikke at forlænge en eksisterende tankegang, og så lancere det som den store nyhed.

Men medierne er jo taknemmelige modtagere af stærke sproglige billeder, fordi de også skal sælge nyhederne. Derfor hører dagligt vi om kriser, sammenbrud, frygt og mange andre krasbørstige ting, når vi kunne have hørt om problemer, tænkepauser og bekymring.

Det er med til at give ord en ringere værdi. F.eks. er det at sige undskyld efterhånden blevet en taktisk manøvre. Orv, for pokker, der gik jeg for langt. Så siger jeg bare undskyld, så er alt i orden igen. Eller også kan jeg sige, at jeg bare er blevet misforstået. Og så er alting super-et-eller-andet. Det kan ikke bare være godt, hyggeligt eller sjovt. Det er supergodt, superhyggeligt og så videre. Det gør det jo helt kedeligt bare at være sjov, når man nu kunne have været supersjov. Vi lever vores liv, som om vi som mennesker ikke har flere ture tilbage i karrusellen. Vi smadrer vores hotelværelse, når vi er færdige med at bruge det og regner ikke med at få en regning. Vi bruger ord, som vi ikke kan vende tilbage til igen, fordi de har sprængt rammerne for, hvad de er i stand til at udtrykke.

Godt så!

Der skal ti gode indtryk til at slette et dårligt. Denne fine erkendelse fik jeg meddelt i matematiktimen hos Fru Reisbøl, da hun som vores nye matematiklærer returnerede min opgave. Men jeg oppede mig og nåede at veje det dårlige indtryk op i løbet at året.

Det er naturligvis mit håb, at jeg fra nu af og i resten af bogen kan skabe ti



9

gode indtryk, der kan slette det dårlige.

Hvis vi tænder for radaren, kan det øge vores mentale adræthed. Det at have blik for nye og bedre muligheder kan trænes. Det at fornemme andre menneskers behov og talenter kan trænes. Du behøver ikke engang en coach. Du kan bare gå i gang.

Vi skal dyrke modet, for muligheder følges med mod. Jeg tænker ikke på det mod, som mange forbinder med at holde vejret under vand eller kravle op på et højt bjerg og få forudsigelige forfrysninger i fødderne. Jeg tænker på det mod til at udfordre sit eget fundament. Sin måde at tænke på og se verden på. Det mod som Søren Kierkegaard beskriver med ordene: “At vove er at miste fodfæste for en stund. Ikke at vove er at miste sig selv.”

Vi skal tage ansvar for vores egen lykke, læring og livsførelse.

Vi bliver rigere mennesker gennem fantasi, viden og kvalitet. Vi skal holde op med at tiljuble de talentløse.

Og så kan vi være sikre på, at ideer kan ændre verdens gang, så det er bare om at komme i gang.

Denne bog handler derfor om forestillingsevne, nytænkning og foretagsomhed. Det er de tre ting, jeg tror, der er brug for, hvis Danmark skal gøre sig i en globaliseret økonomi.

Jeg håber, læserne bliver mere mentalt adrætte, og at de efter endt læsning kan se nogle muligheder og nogle sammenhænge, som de måske ikke så før. Man skal lede længe efter pædagogiske rettesnore og sikre modeller for en af mine pointer er netop, at vi skal blive bedre til at tænke selv, og det gør vi jo ikke, hvis nogen hele tiden fortæller os, hvad vi skal tænke, sige og gøre.



Derfor påstår jeg heller ikke at alle skal gøre som jeg. Men forhåbentlig kan jeg inspirere til at tænke selv i stedet for at slå op i en manual.

Bogen er ikke forsynet med en masse noter og kildehenvisninger. Du må tage mig på ordet, eller lade være.

Jeg beskriver tingene som jeg har oplevet dem som avisbud, kirkesanger, konferencier i 6. klasse sammen med lærer Stig Andersen på Rønnevangsskolen, havemand og bud for John Aasøe hos DMK, mannequin, telemarketingsælger hos Berlingske Tidende, researcher på Tøger Seidenfadens bog ”Et helt Europa”, volontør hos Sydbank i Hamburg i deres valutaafdeling, scenetekniker på Det kgl. Teater, båndarkivar for Frank Esmann, TV-A i Washington D.C., natportier på Taastrup Parkhotel, cafémedarbejder i Illum, billedresearcher på Erik Kjersgaards bog ”Fra Jalta til Jeltsin - europæisk historie 1945-1991”, bogholderiassistent hos Vester Kopi, runner/produktionsassistent og rekvisitørassistent på to afgangsfilm på Den danske Filmskole (den ene af Thomas Vinterberg), højskoleelev, bartender på natdiskoteket Copenhagen Jazzhouse, assistent i Berlingske Tidendes tekstarkiv, researcher til manuskriptet på en dokumentarfilm om society-journalisten Inga Arvad, der havde forbindelser til både Hitler og senere Kennedy, studievært på en lokalradio i Taastrup i et snakkeprogram hvor jeg interviewede ti-tolv danske kulturpersonligheder, researcher til manuskriptet på en dokumentarfilm om Københavns Havn, researcher på locations for filmselskaber, billedresearcher på Fogtdals Illustreret Tidende, interviewer for GfK Analyseinstitut, underviser i radiojournalistik på Testrup Højskole, researcher for Tor Nørretranders til hans tv-udsendelse ”Klatten med de seje træer”, barsels- og tilkaldevikar på Taastrup Realskole, billedredaktør på Munksgaards Forlag i skolebogs-redaktionen, forfatter til biografi om Poul Reichhardt, seminarkoordinator hos Tor Nørretranders på Mindship på Holmen, projektleder på Filosofisk Café med bl.a. Suzanne Brøgger, medredaktør på forlagsvirksomhed, daglig leder af Studenterhuset i Nykøbing Falster, et kulturhus hvor jeg arrangerede foredrag, oplæsninger, koncerter, kunstudstillinger samt sørgede for driften af husets



café, turistguide i Prag, direktør i Labcom, som dannede ramme om netværksmøder, kreative processer og udviklingsprojekter.

For snart tre år siden sagde jeg mit gode job op og startede for mig selv. Det gav en mulighed for at indfri en drøm, jeg havde haft længe, og som jeg ønsker bliver mulig for alle: At leve af det, jeg lever for.

Carsten Borchs Idéhus arbejder med idéudvikling, talentudvikling, produktudvikling og regional udvikling for både private og offentlige virksomheder.

Så læs bogen fra ende til anden eller pluk i den, og så håber jeg, du vil udfordre dine omgivelser til at blive ved med at tænke på nye måder, så vi alle kan øge vores forestillingsevne, nytænkning og foretagsomhed.

Tusind tak til Jannik Bjørnsten, Zakia Elvang, Bengt Burg, Tobias Jacobsen, Søren Schnedler, Rasmus Jønsson, Bjarne Vind Sørensen, Tor Nørretranders, Flemming Paasch og Rix for gode og konstruktive kommentarer.



Hvis du har et æg og jeg har et æg, og vi bytter. Så har du et æg, og jeg har et æg.

Hvis nu du har en idé og jeg har en idé, og vi bytter. Så har du to ideer og jeg har to ideer. Kinesisk ordsprog

1925


Det modsatte af sandhed er enkelhed.

Niels Bohr


Den berømte og efterstræbte arkitekt og designer Arne Jacobsen, som var studerende på Kunstakademiet i København i 1925, var ankommet som den første og trommede utålmodigt med sin sekskantede arkitektblyant i bordpladen. Tidligere på året havde han vundet en sølvmedalje for en stol ved Verdensudstillingen i Paris, og nu sad han her med det smil, hans venner kendte så godt. Det smil, der fortalte, at han følte sig hjemme i nærheden af store begivenheder, men samtidig at han var forlegen over at være så sikker på sig selv.

Ud af brevet fornemmede han, at det ikke var hvem som helst som blev inviteret, og han glædede sig til at kunne underholde sine studiekammerater på Kunstakademiet om endnu en begivenhed, der bevidnede, at han var på vej til at indfri sine ambitioner.

Som Vesuv ønskede han at gå i udbrud. Han ønskede at begrave den hidtidige tradition i aske og begynde på noget helt nyt. Introducere et formsprog som verden endnu ikke kendte til. Efter Paris-turen var han taget videre til Italien og havde besøgt Vesuvs krater. En af hans medstuderende havde endda taget et billede af ham lige nøjagtig på kanten af kraterets mund, hvor han smilte nøjagtig det samme smil som nu.

De unge iværksættere Peter Bang og Svend Olufsen, som samme år havde stiftet deres virksomhed Bang & Olufsen, ankom gående fra banegården. De ville ikke belaste deres iværksætterbudget med unødige omkostninger. Svend havde fået sin mor til at åbne kassen med æggepenge for overhovedet at finansiere turen. I 1925 blev lige netop fjerkræ ikke beskattet så Anna Olufsen, der bestyrede godset Quistrup ved Struer, mens manden passede sine pligter som landstingsmand i København, stak indtægterne fra salg af æg til side, så Svend og hans kammerat fra studietiden i Århus, Peter Bang, kunne levendegøre deres drømme om at lave radioer, der kunne tilsluttes lysnettet direkte.

Peter Bangs far Camillo Cavour Bang fungerede som rådgiver og bestyrelsesformand for de unge iværksættere. Fra sin position som

131925


succesrig prokurist i A.C. Illums magasin i København kendte han betydningen af at dyrke kontakter, og han havde ad omveje hørt at A.P. Møller var inviteret til samme møde. De uimponerede drenge, som mest af alt var optaget af elektronikken på godset langt fra København, havde ganske vist hørt om A.P. Møller, men kunne ikke se hvad en skibsreder kunne betyde for dem. Men det kunne Camillo Cavour Bang, og han opfordrede dem kraftigt til at deltage i mødet. Som iværksættere var de ikke meget for at slippe taget i deres begyndende forretning, men fulgte rådet og begav sig på vej til mødet.

Arnold Peter Møller ankom med sin 12-årige søn Mærsk Mc-kinney Møller. Den senere arvtager til rederiet var stærkt optaget af fysikkens verden, og da hans far havde fortalt, at han skulle møde fysikprofessor Niels Bohr, havde Mærsk indtrængende bedt sin far om lov til at komme med. Møller selv var tøvende overfor at deltage i mødet, men havde presset arrangøren til at fortælle, hvem der ellers skulle deltage. Den 49-årige Møller beundrede Niels Bohrs evne til at samle alverdens førende forskere på sine Københavnerskoler på instituttet på Blegdamsvej på Østerbro og besluttede derfor at deltage.

Nobelprismodtageren selv ankom kort efter og hilste høfligt på de øvrige mødedeltagere. Til Møllers skuffelse søgte Bohr straks hen mod de unge mennesker.

Niels Bohr oplevede ganske ofte at blive medsagt når han deltog i symposier. Efter at have holdt et foredrag ventede han altid spændt på, om der var nogle unge mennesker, som turde modsige ham. Og hvis han var så heldig at en ung fysiker turde kritisere hans teorier, sørgede en af Bohrs assistenter altid for at den unge opponent prompte blev inviteret på frokost med efterfølgende gåtur. Så Niels Bohr håbede naturligvis, at iværksætterne og den arkitektstuderende ville vise sig at have ungdommeligt gåpåmod nok til at gå ham på klingen.

Den 40-årige nobelprismodtager og den 25-årige tekniske begavelse Peter



Bang fandt øjeblikkeligt sammen over en pibe tobak. Da Bohr havde fået ild på egen pibe og ville stryge en tændstik for Bang, åbnedes døren til lokalet resolut, og lyden af hårde hæle mod parketgulvet fik dem alle til at kigge op.

En herre i uniform tog tre skridt ind i lokalet og gjorde med en myndig bevægelse tegn til, at nu kunne entréen indledes. Ind ad døren træder stumfilmstjernen som kun Chaplin kunne overgå. Kvinden som formåede at gøre filmen til sit unikke medium og som fejrede triumf på triumf i Berlin: Die Asta.

Asta Nielsen skrider ind i lokalet iført pels, som den uniformerede herre straks tilbyder at bære, da hun sætter sig ved den stol som A.P. Møller har trukket ud til hende. Da herren atter har forladt lokalet, smiler hun naturligt og hilser på alle.

Arne Jacobsen har næsten helt mistet mælet over at møde den store stjerne, som han kun kender fra biografens mørke. Den 44-årige filmstjerne lægger blidt sin hånd på hans og skænker kaffe op for ham, mens hun blinker til ham.

Med alle samlet tager snakken stille og roligt form, mens de prøver at regne ud, hvorfor de er inviteret, og hvad der skal ske. En af dem ved mere end de andre.

Niels Bohr rækker ind i sin inderlomme og trækker en lukket kuvert ud.

- Jeg er blevet instrueret om at åbne denne kuvert, når vi alle var samlet, og uden at kunne udelukke, at vi bliver flere, er det min fornemmelse, at vi er dem, vi skal være.

Bohr læser brevets indhold højt. Efter endt læsning kigger han rundt på alle, som nikker bifaldende. Alle har tilsyneladende forstået opgaven.

151925


Møller gav signal til unge Mærsk om, at det var tid til, at han ikke længere kunne deltage i mødet. Men da alle de andre gav udtryk for, at han godt måtte blive, og da især Bohr gav udtryk, for at det ikke kunne skade med lidt ungdommelige tanker, fik han lov til at blive. Mærsk strålede stolt. Selveste Niels Bohr havde bedt ham blive.

Tilfreds med mødets forløb indtil videre besluttede A.P. Møller sig for at gå aktivt ind i løsningen af opgaven. Han havde jo trods alt bygget sit rederi op fra grunden, samtidig med at han arbejdede fuld tid som leder, så dette skulle vel nok løse sig.

- Vi skal vel have indhentet nogle oplysninger fra officielt hold, før vi kan komme videre, sagde han.

Ingen modsagde ham.

- Jeg vil foretage et telefonopkald til ministeriet og bede dem fremskaffe de relevante oplysninger. Og så gik han ud af lokalet.

Imens begyndte de andre at øse af den viden, de havde på lager for at samle så mange oplysninger ind som muligt for at løse opgaven.

Asta Nielsen, der var vant til ord på papir for at kunne arbejde, begyndte at organisere oplysningerne på kridttavlerne i lokalet. Hun skrev og skrev og forbandt oplysningerne med illustrationer og streger, så man kunne se sammenhængen mellem den ene oplysning og den anden.

For Bohr lignede det tegninger over grundstoffer. For Peter Bang og Svend Olufsen lignede det tekniske tegninger. For Arne Jacobsen lignede det de tryk, professoren inde på Kunstakademiet havde vist eleverne af Leonardo da Vincis efterladte idébøger.

De genkendte hver især noget forskelligt i det samme. Stemmerne i lokalet steg ganske langsomt fra rolige og mørke til lyse og hastige. De



17

bemærkede overhovedet ikke at Møller vendte tilbage til lokalet med nogle tykke protokoller under armene.

Da han ikke ønskede at forstyrre, men samtidig blev grebet af den gode stemning begyndte han at kigge protokollerne igennem for værdifulde oplysninger, så også han kunne komme på tavlen. Ikke længe efter havde alle bidraget med oplysninger, som kunne bidrage til løsningen, og al deres fælles viden var nu samlet på tavlerne.

Asta Nielsen trådte nu et skridt tilbage og betragtede sammen med de andre det foreløbige resultat.

Svend Olufsen, der var forretningsmanden, hvor Peter Bang var den tekniske fornyer, havde sørget for lidt proviant til dem, og mens de nu sad og betragtede tavlen med al deres viden, gik det langsomt op for dem, at de var på sporet.

- En gang malede jeg alle væggene på mit værelse helt hvide, sagde Arne Jacobsen helt spontant. Det virkede næsten som om, det kom bag på ham selv.

De andre kiggede væk fra tavlen og hen på ham, men da han ikke så ud til at ville sige mere koncentrerede de sig igen om tavlen.

- Og selvom mine forældre var forfærdede over min gerning, så åbnede det deres øjne for at deres egen stue også kunne se anderledes ud. Blot ikke så radikalt som mit værelse.

Mærsk lyttede ivrigt efter alt hvad der blev sagt, men fornemmede, at det nok ikke gik an med samme fremgangsmåde hos familien Møller.

- Måske vi kunne male vores videnvægge hvide, lød det langsomt og lidt distræt fra Bohr.- Hvad mener De, spurgte Svend Olufsen.

171925



- Nu har vi jo indhentet alle de relevante oplysninger. Måske vi burde male dem over med irrelevante oplysninger for at se om det bringer os videre.- Men hvad så med alt det der står der?- Det beholder vi.- Men hvorfor forlade sporet, når vi nu er på det?- Jeg tror ikke vi forlader sporet. Jeg tror bare, vi springer nogle stationer over. Mal vores vægge hvide, Jacobsen. Vil De ikke?

Arne Jacobsen var vant til modstand på grund af sine tegninger og idéer og blev ikke ligefrem opfordret dagligt til at bryde ud, så han sprang op fra sin stol og med smittende begejstring, fortalte han om Bauhaus-skolen i Weimar og det nye formsprog indenfor industrialiserede produkter og arkitektur, som den var ved at skabe.

Han tog sin stol og løftede den, med besvær, op over hovedet.

- Fremover vil stole kunne løftes i en hånd og de vil laves i nye materialer.

Han tegnede på en af de frie tavler.

- Sådan vil en stol se ud. Metal og træ vil forenes.

De andre kiggede på ham med begejstring, men uden overbevisning.

- Og jeres radioer, sagde han henvendt til Bang & Olufsen, hvorfor ligner de min mormors chatol? De skal ligne denne stol, sagde han og pegede på tavlen.

Peter Bang blev ramt om hjertekulen ved den unge designers smittende begejstring om fremtidens design. Han tog tråden op og fortalte om sit besøg i New York året før, hvor han havde oplevet tonefilmen samt et helt nyt materiale der hed bakelit. Det var plastik som kunne formstøbes.

- Det giver os helt nye muligheder for at lave radioer i plastik. Alt andet


end teknikken kan bestå af plastik. Han kiggede med store øjne på Arne Jacobsen, der straks begyndte at tegne.

Bohr fortalte om kvantefysikkens problemer med at afgøre om lys er bølger eller partikler eller begge dele. Asta Nielsen fortalte om filmproduktion i Berlin, og A.P. Møller, der ikke helt vidste, hvad denne afbrydelse skulle gøre godt for, men også kendte betydningen af at bidrage til festen fortalte om, hvordan mælkemanden havde inspireret ham.

Mælkemanden købte sin mælk af bondemanden og sine flasker af flaskemanden og så solgte han det hele til sine kunder. Mælkemanden havde et ønske om at tjene flere penge, men han kunne kun nå at uddele så mange flasker mælk om dagen, så det så ikke for lyst ud indtil han en dag fandt på at han jo også kunne lave flaskerne selv. Så kunne han både tjene penge på flaskerne og mælken og udbringningen.

På samme måde havde Møller flyttet sig fra at være en skibsreder, der købte sine skibe på et værft og lejede pladsen på skibet ud til sine kunder, til at være skibsreder, der ejede sit eget værft og dermed købte skibe af sig selv. Så tjente han både penge på at bygge skibene og derefter leje dem ud.

- Aha, sagde Peter Bang. Vi flytter os ligeledes. Vi flytter jo bare kommaet til højre, så der bliver færre tal efter kommaet og flere foran. Det giver højere værdi. Han gik op til tavlen, tog kridtet og skrev en løsning, så de andre forstod, at det ikke handlede om matematik, men at kommaet og tallene var ment i overført betydning.

- Interessant. Vi nærmer os, sagde Bohr.- Men vi er der ikke endnu, sagde Asta Nielsen. Jeg gør altid det, når jeg forbereder mig på en ny rolle, at jeg iagttager det miljø, hvor min rolle opholder sig. Da jeg skulle spille rollen som sømandskone, opholdt jeg mig i en uge i kvarteret omkring Hamburgs havn. Det var barskt, men jeg oplevede nærmest på egen krop hvad det liv indebar.

191925



- På Quistrup sætter vi strøm til alt muligt forskelligt for at teste grænser, og så observerer vi, hvordan materialet reagerer på varme, fortalte Peter Bang.- Jeg har altid fundet, at naturen er den største inspirationskilde, sagde Bohr. Især på denne tid af året, hvor hvert blad på træerne ligner en blomst med spektakulære farver. Må jeg ikke foreslå, at vi går en tur?

- Ah, ja. Nu skal det gøre godt med lidt blommevin, sagde Svend Olufsen, da de vendte tilbage efter spadsereturen.- Ja, man er næsten helt sindblæst efter så mange nye idéer, sagde Asta Nielsen.- Hvad gør De normalt, når De søger nye idéer til Deres virksomhed? Peter Bang, der selv boblede over med nye idéer, ville gerne høre, hvad en erfaren virksomhedsleder gjorde efter mange år på posten.- Idéer kommer, når man har brug for dem, sagde Møller. Hvis jeg endelig skulle løbe tør vender jeg ganske enkelt timeglasset på mit skrivebord om, og så skal jeg have fået en idé inden sandet løber ud.- Og det virker, spurgte Bohr med et skælmsk blik.- Ja, svarede Møller fast.- Det modsatte af sandhed er enkelthed. Vil De ikke give mig ret?- Vi plejer at gøre opgaverne sværere, afbrød Peter Bang, som ikke brød sig om de to mænds begyndende konflikt. Bang havde været meget begejstret for mødet med begge herrer og ønskede ikke, at hans billede af dem skulle forstyrres, så han prøvede at kaste en ny snøre ud.- De mener altså ikke, at vi er færdige, spurgte Møller.- Nej, lad os hæve indsatsen. Lad os antage at den løsning vi har fundet nu slet ikke er den rigtige, men kun et skridt på vejen.- Hør nu her, unge mand. Vi har jo ikke hele dagen.- Vi har. Svend, er det ikke den bedste dag, vi har haft længe. Dette strålende selskab har givet os flere idéer, end vi selv kunne have fået.

Svend Olufsen hævede i første omgang glasset med blommevin og smilede. Så hørte han lidt forsinket sin kompagnons opfordring til at sprede lidt godt humør. Og det var Svend mester i. Han tog tre glas mellem


pegefinger og langemand og to glas mellem ringfinger og lillefinger og flakonen med blommevin i den anden hånd og skænkede op for alle, undtagen unge Mærsk.

- Lad os skåle på et godt stykke arbejde, der endnu ikke er færdigt, smilede han.- Nuvel. Jeg vil også gerne kvittere for den gode stemning. Mærsk og jeg har da også sat hele dagen af, men hvad så nu?- Jeg foreslår at vi de næste 10 minutter kun siger positive ting, sagde Arne Jacobsen der tænkte på en selskabsleg fra weekenden før på Kunstakademiet.- Skulle det være svært, dumpede Møller i. De andre grinede, og da Mærsk puffede sin far i siden og rullede med øjnene, grinte Møller også selv. Det var åbenbart ikke så nemt.

- Vi siger ja. Uanset hvad der bliver foreslået. Uanset hvem der foreslår noget, så accepterer vi det og bygger videre på idéen. Og vi starter bare med den løsning, vi har nu, sagde Arne Jacobsen. Han sagde løsningen højt, og så gik de i gang.

- Ja – og den kan sendes med posten, sagde Asta Nielsen.- Ja – og med skib, tilføjede Møller- Ja – og den kan beskrives fysisk, sagde Bohr.- Ja – og der kan tilsluttes strøm, sagde Bang.- Jamen, den kan ikke spises, sagde Svend Olufsen. Mærsk kiggede opgivende på ham.- Ja – og man kan skrive undskyld på den, sagde Svend brødebetynget.- Ja – og den kan patenteres, sagde Møller.- Ja – og den kan farves hvid, sagde Arne.

Det lykkedes at skabe endnu flere idéer, end de havde før. Og de dumpede ikke i særlig tit.

- Det var vældig fornøjeligt, drenge, sagde Asta Nielsen. Men nu vil jeg

211925



give Hr. Møller ret. Hvordan lukker vi dette møde?

- Ja, det ved jeg ikke. Hr. Bohr åbnede jo ballet, så måske han også har svaret på, hvordan vi lukker det, sagde Peter Bang.

De kiggede på Niels Bohr, som rakte en hånd ind i jakkelommen og trak endnu en kuvert frem. Han åbnede den, læste indholdet, bakkede lidt på sin pibe og begyndte at le.

- Hvad står der, spurgte Mærsk.- Der står: Det slutter, når det slutter.- Hvad kan vi bruge det til, sagde Svend Olufsen.- Det betyder vel, at vi selv skal afgøre, hvornår løsningen er færdig, sagde Asta Nielsen.De kiggede alle lidt rundt på hinanden. Den 23-årige arkitektstuderende Arne Jacobsen som flere gange havde haft en afgørende indflydelse på mødet tog en dyb indånding.

- For mig slutter det altid med, at jeg spørger mig selv, om løsningen er noget, jeg selv ville bruge.- Vi spørger os selv, om den duer, sagde Peter Bang.- Ja, det er ikke altid nok for min virksomhed, sagde A.P. Møller. For mig handler det om to ting; Tjener jeg penge, og tjener det samfundet.- Mit kriterium er altid, om jeg har været med til at skabe ny viden, sagde Niels Bohr.- Hvor er det morsomt, at vi alle sammen har været med til at skabe en løsning, som giver mening for os alle sammen, men på forskellig måde. Jeg synes, det har været en fornøjelse at møde jer alle, sagde Asta Nielsen. For mig er det væsentlige altid, om det skaber forestillinger.


231925




Forestillinger former fremtiden


Nogle ser verden som den er, og spørger: Hvorfor?Jeg ser ting, som end ikke har været, og spørger: Hvorfor ikke? Robert F. Kennedy


Forestillinger former fremtiden. At forestille sig noget, som endnu ikke eksisterer, gør det muligt at udstikke en kurs for at opnå det.

Robert F. Kennedy har sagt det så smukt: “Nogle mennesker ser verden, som den er og spørger: Hvorfor? Jeg ser ting som end ikke har været og spørger: Hvorfor ikke?”

I en verden, der forandrer sig hurtigere og hurtigere, er det afgørende at være dygtig til at forestille sig fremtiden og dermed gøre sig klar til den. Vi skal være mere adrætte rent mentalt, fordi fremtiden bringer endnu flere forandringer.

Behovet for forestillinger inde i vores hoveder løser vi ved at overvære flere forestillinger på teatre, gallerier, museer, i bøger, i tegneseriehæfter, spille computerspil, lege, tænke, drømme etc., jo flere forskellige forestillinger vi udsætter os selv for, jo mere inspirerer vi os selv til at skabe nye forestillinger. Og jo mere empati vi er i besiddelse af, jo større forudsætning har vi for at gøre os forestillinger om, hvordan andre tænker.

1925-fortællingen danner grundlag for en model, der hjælper med at komme fra spørgsmålstegn til udråbstegn. En model der skaber de nødvendige forestillinger, der skal til for at skabe en ny løsning.

Modellen fremmer innovation defineret som: øget værdi gennem nytænkning.

Det er min private måde at arbejde på, men de seneste år har jeg overført den til de løsninger, jeg laver for virksomheder, og den understøtter behovet for at tænke nyt i alle led af ideens fødekæde.

1925-modellen

Arne, Peter, Svend, Arnold Peter, Mærsk, Niels og Asta finder tilsyneladende selv vej fra spørgsmålstegn til udråbstegn, men hvis man

25Forestillinger former fremtiden


læser efter, vil man opdage, at de når igennem fem faser på deres vej.

VidenindsamlingVidenspejlingObservationIdéskabelseRelevans

Videnindsamling

Viden samles ind via erfaringer, internet, erindringer, bøger, telefon, møder, bibliotek, rapporter, tidligere opgaver, kataloger, tekniske tidsskrifter, lærebøger, studiekammerater, medarbejdere, embedsmænd, telegrammer, foredrag, teorier, rollehæfter, aviser og mange andre steder.

Videnspejling

Videndeling med nogen, der ikke har faglig indsigt. Opgaven spejles i en anden branche eller indenfor naturens, kunstens, teknologiens verden.

Bauhaus-skolen i Weimar, tonefilm og formstøbt plastik, at eje sin egen værdikæde ved at bygge et værft i stedet for at købe skibene, kvantemekanikkens problemer med at afgøre om lys er bølger eller partikler, filmproduktion i Berlin

Observation

Opgaven opsøges on location eller så tæt på som muligt - eventuelt via film eller billeder. Et eksempel var, da en designvirksomhed skulle udvikle nye produkter til gigtplagede. De viklede tyk tape om fingrene for at prøve på egen krop, hvor svært det er for dem at holde om genstande.



Ligge ned, kigge i et spejl, spise med lukkede øjne, barbere sig med den modsatte hånd, fysiske forsøg, rejser, Illum, værft, havn, vandreture i Fælledparken, arbejdspladser og caféer.

Idéskabelse

Når alle informationer er samlet, sættes det idéskabende arbejde i gang. Idéskabelsen bruges til, at løsrive sig fra logisk tænkning.

Ja - og, gøre det umulige, lægge forhindringer ud, vende timeglas og så skabe en idé, før sandet rinder ud, snakke med yngre uimponerede medarbejdere, stirre på sprækkerne i fliserne.

Relevans

Med både logisk viden og ulogisk idéskabelse til rådighed trækkes alle informationer gennem en tragt, og den relevante løsning beskrives.

Ville jeg selv bruge den, duer den, tjener jeg penge og tjener det samfundet, har jeg skabt ny viden, vil det bevæge andre, skaber det forestillinger og har løsningen fokus på tallene før kommaet?

27Forestillinger former fremtiden




På træningslejr med Leonardo daVinci


Man behøver ikke være momsregistreret for at være iværksætter.


- Det bliver sjovt, men det er ikke for sjov, at vi gør det.

Med de ord startede Easyfoods program for talentudvikling i efteråret 2004. Direktør Flemming Paasch havde deltaget i projektet ”Hvordan smager Trekantområdet” og havde lyst til at få ny vind i sejlene på virksomheden. Easyfood havde på det tidspunkt været i gang i tre år, og ifølge forskere i iværksætteri skal der efter tre år ske noget. Enten skal ledelsen skiftes ud med andre mere administrerende og knap så iværksættende kompetencer, eller også skal der slås et stort brød op. Easyfood havde allerede godt gang i væksten og var meget fokuseret på udvikling, så vi valgte det sidste og satte en høj ambition. Jeg rejste i Leonardo da Vincis fodspor og kom hjem med et program for talentudvikling.

I løbet af seks fredag eftermiddage, trænede medarbejderne i kreativitet og forestillingsevne. Alle medarbejderne: Direktører, produktionsmedarbejdere, prøvebagere, linieledere, receptionister, smede, sælgere, pakkere, produktudviklere, bogholdere, kvalitetskontrollører….. – alle medarbejdere deltog i talentudviklingen.

Træning, taktik og test. Det var ingredienserne i talentudviklingen. Seks eftermiddage med foredrag om Leonardo da Vinci, Renæssancen, håndbold, innovationsmodellen 1925 og mad. Seks eftermiddage med leg, film, tegning, modelbyggeri, mindmaps og kreative øvelser. Seks eftermiddage med grin, hovedrysten, aha-oplevelser, modstand, omfavnelser og nye måder at kommunikere på.

Og så den store test: 100 nye produkter på én dag. Ikke bare 100 nye produktidéer på skitseplan. Nej 100 nye produkter som skulle bages og smages.

Træningslejren startede med, at vi fik produceret en idébog til alle medarbejdere. En af de mest berømte idébøger i verden er Codex Leicester som er idéer, betragtninger og tegninger af Leonardo da Vinci.

29På træningslejr med Leonardo da Vinci


Hvis man beskæftiger sig med idéer og udvikling generelt, skal man være stærkt galvaniseret for at komme udenom fænomenet Leonardo da Vinci. Leonardo (1452-1519) regnes for en af de største genier, der nogensinde har levet. Han levede i renæssancen og er siden blevet kaldt et rigtigt renæssancemenneske på grund af de mange discipliner, han mestrede: maler, musiker, billedhugger, arkitekt, opfinder, ingeniør og festarrangør. Hans to mest berømte malerier er Mona Lisa og Den Sidste Nadver. Faktisk malede han kun 25 malerier i alt, så at to af dem regnes blandt verdenshistoriens ti bedste er vist temmelig imponerende.

Leonardo efterlod sig mange idébøger fyldt med tegninger, beskrivelser, idéer og filosofiske betragtninger. I en af dem finder man skitsen til en helikopter, tegnet ca. 500 år før den første var i luften. I 1994 købte verdens rigeste mand Bill Gates for den nette sum af 30,8 millioner dollars Leonardos efterladte idébog Codex Leicester.

Udover hans fantastiske opfindsomhed var Leonardos idébøger skrevet spejlvendt. Historikere har i mange år troet, at der var et skjult budskab gemt i hans spejlvendte skrivemåde, men nyere forskning hælder til, at det skyldes at Leonardo var venstrehåndet, og at han skrev således for at undgå at tvære blækket ud, mens han skrev. Omvendt var han ikke særlig populær blandt præsterne, fordi han dissekerede lig, og han blev beskyldt for homoseksualitet, hvilket der blev slået hårdt ned på dengang, så han har måske haft grund til at gøre det lidt sværere for andre at læse hans notater.

Men budskabet til medarbejderne var klart: Man bliver ikke mesterkok af at læse alverdens kogeboger. Man bliver mesterkok af at øve sig i at lave mad. Og man bliver god til at få idéer ved at øve sig i at få idéer.

Idébøgerne blev delt ud første dag. De var smukt trykt på et rigtigt trykkeri med hård ryg og en smuk indbinding. Der kom endda hurtigt rift om bøgerne blandt virksomhedens samarbejdspartnere.



Og så gik vi ellers i gang. Det var ikke uden sværdslag. Ikke alle medarbejdere brød sig om metoden og ikke alle var indstillet på at gøre forsøget, men i løbet af efteråret spredte der sig en spirende stemning. Den obligatoriske idé-postkasse i kantinen, som havde stået tom, siden den blev sat der, begyndte lige pludselig at få post.

Medarbejderne konstaterede at træningslejren også betød bedre kontakt med kolleger samt ledelsen, og at man rent faktisk kunne føde en idé på møderne, som blev taget alvorligt med det samme, og at man fik indflydelse på beslutningerne i virksomheden ved at deltage i træningen.

Det blev efterhånden også klart, at det var alvorlig ment fra ledelsens side, når man snakkede om talentudvikling. Easyfood har haft en rivende udvikling siden starten for snart fire år siden. Mange af medarbejderne er vokset betydeligt med opgaven og med en stadig stigende omsætning, er det nødvendigt hele tiden at udvikle nye talenter, der kan vokse med opgaven. En af de dygtigste produktudviklere i virksomheden har en fortid med at lave Othello-lagkager i et supermarked.

Det koster mange penge både at skille sig af med en medarbejder og at anskaffe sig en ny, så det mest rentable for en virksomhed er jo at rekruttere internt. Træningslejren gjorde ledelsen opmærksom på nye talenter, som havde flere kompetencer end de brugte til daglig og som derfor hurtigt kunne sættes ind på nye positioner.

Og selve dagen med de 100 nye produkter foregik i en entusiastisk atmosfære. Håndbold indgik som en del af de sproglige billeder, og selve finalen på træningslejren foregik samme dag som håndboldpigerne spillede kamp ved EM i Ungarn, så vi fik produceret holdtrøjer og startede dagen med en opvarmning i form af et fælles latterbrøl. Der er jo nok at grine af, hvis man kan få øje på det, og latter er en skøn måde at varme op til en stor kreativ præstation.




Medarbejderne fik udleveret nogle basisingredienser, som gjorde det muligt overhovedet at følge den eneste regel, der var sat op: Dej skulle indgå i alle produkter. Derudover fik hvert hold udleveret 50 råvarer som ikke var en del af det normale sortiment.

Metoden fulgte 1925-modellen

• Videnindsamling – hvem ved hvad om råvarerne• Videnspejling – forestille sig hvordan andre ville gribe opgaven an• Observation – iagttage råvarernes adfærd under påvirkning• Idéskabelse – idégenerering• Relevans – produktion og test

Under arbejdet som foregik i hjemkundskabslokalet på Lyshøjskolen i Kolding, kørte der en præsentation på væggen. Præsentationen indeholdt billeder af mad, citater om mad samt historiske opskrifter. Efterhånden som produkterne blev skabt, blev der taget billeder af dem og de blev inkluderet i præsentationen så alle kunne følge udviklingen.

Nåede vi det? Ja, 161 produkter blev det til. Ikke bare 161 post-its med ideer på. Produktideerne blev bagt og smagt. Efterfølgende blev flere medarbejdere placeret på mere udfordrende poster, fordi ledelsen havde opdaget nye talenter undervejs.






Man lever så længe man lærer


Gør gammel viden dynamisk i mødet med ny viden.


Livet slår gnister, når jeg lærer noget. Jeg længes efter flere hjerteslag, når jeg lærer noget. Og det sker heldigvis tit.

Det sker, når jeg opdager, at hvis jeg har et æg og du har et æg - og vi bytter. Så har du et æg, og jeg har et æg. Men hvis nu du har en idé, og jeg har en idé – og vi bytter. Så har du to idéer, og jeg har to idéer.

Det sker, når jeg læser, at hele den rustfri stålindustri i Vejle Amt og dermed det meste af fødevareproduktionen i min region skyldes, at ingeniøren fra København tog på højskole i 1885 og blev forelsket i borgmesterens smukke datter fra Kolding – og derfor åbnede sin første maskinfabrik i Kolding.

Det sker, når jeg selv tager på højskole og opdager, at der er flere end mig selv, som heller aldrig har været i nærheden af døden, men som dagligt kan blive boblende berusende glade over at være levende.

Det sker, når jeg læser Joey Reimans bog om, at man kan leve af at få idéer, og så beslutter selv at gøre forsøget.

- Den kan jeg bruge til noget, siger min datter på fire år hver gang hun samler en sten, gren, ølkapsel eller noget helt andet op fra jorden og putter det i lommen.

Og det kan jeg godt forstå. Sådan har jeg det med viden. Jeg læser alt fra persisk poesi til postordrekataloger. Fra universitetsrapporter til ugeblade. Alt kan bruges i min verden.

Man lever, så længe man lærer. Det er mit credo her i livet.

Og jeg oplever viden som magnetisk. Jo mere viden, jeg har, jo lettere tilegner jeg mig mere viden. Og så kan jeg godt lide at gøre gammel viden dynamisk i mødet med ny viden.

35Man lever så længe man lærer


En balsamico-eddike, der har lagret i 12 år har faktisk spor af flere hundrede år gammel eddike. Balsamicoen bliver nemlig flyttet fra kar til kar, mens den lagrer. Så når et kar har lagret i seks måneder, flyttes halvdelen af indholdet videre til næste kar og på den måde bliver gammel og ny eddike konstant blandet. Så den balsamico-eddike, du netop har købt, indeholder måske 1/10000 del af en eddike, som også Goethe har haft fornøjelsen af til sin frokost i 1795.

Som helt ung traf jeg en beslutning om at klare mig igennem tilværelsen uden en uddannelse. Det var nu ikke, fordi jeg ikke var interesseret, men jeg kunne bare ikke finde en uddannelse, der interesserede mig nok, og så vurderede jeg tidligt at biblioteket kunne skaffe alle bøgerne hjem uanset hvilket emne, der interesserede mig.

Et bibliotek har altid stået for mig som det smukkeste bygningsværk. Det handler ikke om murstenene og æstetikken. Det handler om adgangen til viden. Hemingway lejede sine bøger hos Sylvia Beach i den legendariske boghandel Shakespeare & Co. i 1920’ernes Paris. Der var ikke gratis adgang til bøger, som der er i vore dage, og han havde ikke råd til at købe dem.

”Erfaring er min elskerinde,” sagde Leonardo da Vinci, og jeg har selv fulgt samme indstilling. Et andet godt råd, jeg modtog i en ung alder, var fra den udskældte finansmand Klaus Riskær Pedersen. Jeg så ham i en tv-udsendelse, hvor han sagde: ”Du skal beskæftige dig med noget, du kan lide. Det du kan lide, bliver du god til. Og det du er god til, kan du tjene penge på.”

Det råd har jeg fulgt i ekstrem grad. Jeg besluttede mig tidligt for, at jeg vil leve af det, jeg lever for. Derfor har jeg altid kun haft jobs, der virkelig interesserede mig. Og jeg har opsøgt mine læremestre efterhånden, som jeg fik øje på dem.

Hyperlinks på internettet, som gjorde det muligt at springe fra emne til



emne med et klik med musen, var en revolution for mig. Hidtil havde jeg siddet med fingrene inde i mit tobinds-leksikon fra Gyldendal og med stort besvær og trætte underarme bladet frem og tilbage mellem de emner, der optog mig.

Pludselig kunne man foretage spring i sin tænkning.

Måger har altid interesseret mig. Havmågen, eller Svartbagen som den hedder, synes jeg er majestætisk. Men den førte mig pludselig fra fisketure med min bedstefar i Tuborg Havn til Jonathan Livingston Havmåge, til journalist Stig Olesens beretninger om, at måger før 2. verdenskrig blev betragtet som en delikatesse ved den nordvestlige kyst af Jylland. Fra Anton Tjekhovs drama ”Mågen” til Montgomery Clift som satte stykket op i Actor’s Studio og til at Clift, efter et besøg i Prag, altid bar et billede af Franz Kafka i sin pung. Og fra Prag til Vaclav Havel og til, at Niels Barfoed besøgte ham i Prag for at overrække ham Politikens Frihedspris, og spiste cornflakes til whiskyen som erstatning for peanuts.

Disse springture har overbevist mig om, at man ikke kun bør spise varieret, men også indtage viden varieret.

Læring kommer i positive doser. Vi er sikkert på forhånd disponeret for visse udvalgte læringsformer, som kan udvikles særligt hos os, men jeg er ret sikker på at dygtige engagerede lærere er mere udslagsgivende.

Det mest kritiske tidspunkt i vores læringsforløb, tror jeg, indfinder sig tidligt på læringskurven. Her skal der guides positivt. Man bliver ikke ukuelig af at blive kuet, og det er tydeligt at se, at mennesker, der har fået at vide, at de duer, har nemmere ved at få øje på det, som andre duer til.

Fodboldlandsholdstræner Sepp Piontek og anfører Morten Olsen var efter stortalentet Michael Laudrup i løbet af hans karriere. De syntes ikke, han var disciplineret nok, og at han skulle yde noget mere på banen. Men de forstod ham slet ikke. For de syntes, han skulle lære, hvad de havde lært.




Men Laudrup skulle ikke lære disciplin. De skulle lære at lege. Han havde faktisk endnu større ambitioner end dem.

Og så gælder det også om at have fokus på tallene før kommaet i stedet for efter kommaet. Det gælder om at tænke selv i stedet for hele tiden at forlade sig på andres vurderinger. Der er i dag flere kunsthistorikere end der er kunstnere. Jeg ved ikke, hvornår balancen skiftede, men det betyder, at der i dag er flere til at anmelde og omtale, end der er til at skabe kunst. Det har den effekt, at der i boghandlen og på bibliotekerne står flere bøger fremme om Goethe end af Goethe.

Alt hvad jeg laver rent arbejdsmæssigt, skal involvere et element af oplysning. Deltagerne i mine processer skal lære noget. De skal mærke den lykkelige sitrende fornemmelse af at lære noget. Og jeg synes, der er brug for det, for jeg oplever, at vi er begyndt at tiljuble de talentløse.

Ligesom det handler om at tage tegninger fra børn lige i det øjeblik, de går fra at være kunst til at være en krusedulle, så handler det også om at lægge mikrofonen fra sig nogle gange. Jeg tænker tit over, hvor begavet personer som Niels Bohr, Albert Einstein og Karen Blixen fremstår. Men det er jo blandt andet, fordi de så sjældent fik stukket en mikrofon i hovedet, og fordi de foretog deres korrespondance og videnskabelige og litterære produktion ved hjælp af langsomme redskaber som en fjerpen eller en skrivemaskine uden slettetaster. De tvang sig selv til at tænke sig grundigt om, inden de sagde eller skrev noget, for de var klar over, at chancen ikke med sikkerhed ville byde sig igen.






Smagen af tid


Indlevelsesøkonomi er oplevelsesøkonomi.


Børge Julius Andersen har hele sit liv spist morgenmad med den samme sølvske. Han er i dag 77 år og oldefar til mine børn. Det er helt fantastisk at se skeen og de mærker, hans tænder igennem årene har sat i skeen. De skeer børn i dag spiser morgenmad med holder nok ikke i 77 år.

Nutidens mennesker snapper efter vejret. Vi sætter jo pris på vin, der har lagret lang tid, kaffe der har vokset i høje himmelstrøg, solkyssede tomater, ost, der har taget den tid, en ost skal tage, whisky der har lagret i 12 år og så videre, men vi vil have det nu, lige nu, og vi er parate til at løbe efter den sidste nye trend eller ufermenterede ideer.

Og vi accepterer nærmest at de produkter vi køber har en kort livscyklus, at vi ikke må forvente de holder meget længere end garantien varer. Min Vespa fra 1963 holder stadig.

Der er brug for lange, dybe relationer. Jeg morer mig altid over avissælgere, der ringer hjem til mig og vil sælge mig et abonnement til en meget lav pris, hvis jeg ikke har været abonnent de sidste seks måneder. Jeg plejer at fortælle dem, at hvis de kunne tilbyde mig en god pris, når jeg har været abonnent i et helt år til fuld pris, så vil jeg overveje et abonnement.

En søvnforsker fortalte under en workshop nogle meget interessante ting om søvnens betydning for vores vækst. Vi vokser, mens vi sover. Vores hjerne vokser og udvikler sig, mens vi sover. Det er tydeligt at iagttage på børn, som har problemer med mandlerne og skal have dem fjernet. Efter at de har fået fjernet mandlerne skyder de i vejret, ganske enkelt fordi deres vækst har været hæmmet på grund af et dårligt sovemiljø, mens de havde smerter og uro.

Så stilstand genererer vækst. Om det betyder, at man kan komme sovende til sin succes, er ikke sikkert, men det må mane til eftertanke hos nyhedsfetichisterne, som tænker fladt og kort. Vi skal gøre det modsatte. Forsk i fortiden og søg efter mønstre vi kan genkende og bruge i dag. Vi

41Smagen af tid


skal tænke dybt og langt i stedet for fladt og kort.

I Seattles finansdistrikt findes der en berømt fiskehandel, som hver dag trækker fulde huse, fordi de er lidt skøre. De kan finde på at kaste rundt med fiskene. Henover hovedet på kunderne. De kan finde på at danse med kunderne eller bryde ud i sang. Fiskehandlen er blevet så berømt og besøgt, at de er begyndt at tage entré. Kunderne skal simpelthen betale for at komme ind. De får formentlig pengene refunderet, når de køber noget, for entreen fungerer som et filter for alle de nysgerrige oplevelseshungrende mennesker, som kun vil kigge og ikke betale.

I Kolding har vi så Oste-Doris. Hun bryder ikke ud i sang, og hun kaster ikke rundt med osten, men hun må være alle programmørers drøm om et CRM-system (Customer Relations Management). Hun ved, hvem vi er, hvilke oste vi kan lide, hvilke oste vores børn kan lide, hvad vores børn laver, hvad vi laver, hvor vi har været på ferie og så videre. At handle hos Oste-Doris er en oplevelse, fordi den er baseret på indlevelse. Hun er ægte interesseret og den næste kunde må bare vente, til vi er færdige med at snakke. Og ligesom den gode bager, som altid tager det største stykke, fordi så er det næste stykke også det største stykke, så får man altid de bedste stykker og den bedste behandling. I starten skal man lige vænne sig til det, for vi er så vant til at indkøb bare skal overstås, og man må helst ikke stå der og sludre, når de andre kunder har travlt. Men hos Oste-Doris har vi ikke travlt. Der mødes vi hver fredag for at blive omfavnet af hendes begejstring, livsglæde og interesse. Og det handler ikke om, at hun har været på et drøngodt spørgekursus, for hun fortæller også om sig selv, så vi kender efterhånden hinanden.

Vi er ved at udvikle en dyb langvarig relation, som jeg tror, bliver afgørende for fremtidens detailhandel. Vi gider ikke flere prisbaskere. Vi vil have varedeklarationen på forsiden, og så vil vi have oplevelser baseret på indlevelse.

Med projektet Det brugerdrevne Supermarked forsøgte vi sammen med



Fredericia Erhvervsforum at levere et svar på, hvordan vi gør nytænkning til en folkebevægelse. Hvis danskerne skal blive mere mentalt adrætte, skal de pirres til nytænkning overalt. Og findes der et bedre sted at starte end i et supermarked? I supermarkedet kommer vi alle, og derfor skal nytænkningen gøres til en kultur som danskerne tager til sig. Der skal tænkes nyt på alle leder og kanter.

Vi stillede os selv det simple spørgsmål: Hvordan ville et supermarked se ud, hvis det var forbrugeren, der bestemte?

Det er meget nemt at forestille sig, at funktionen med at betale ved kassen ikke findes meget længere, for vi scanner bare varen ind via vores mobiltelefon og betaler på den måde. I fremtidens supermarked slipper vi derfor kassedamerne løs. Disse herlige kvinder har siddet stille alt for længe. Nu skal de bevæge sig lidt mere og bruge deres kæmpe viden om forbrugeres vaner, baggrund og humør til at vejlede dem ved hylderne i stedet for at tage imod penge ved kassen. De skal gå rundt og være ligesom Oste-Doris. Tænk at handle et sted, hvor de kender dig, ved hvad du kan lide, og hvor de bliver glade for at se dig. I fremtidens supermarked kan man både handle hurtigt og handle langsomt. Top 100 ligger lige inden for døren og indeholder de 100 mest solgte varer i supermarkedet, så hvis du har travlt, behøver du ikke vade gennem hele supermarkedet. Der vil være helt nye varer på hylderne. Serviceydelser bliver et stort hit. De kan fremover købes mens ens dagligvarer bliver pakket. Man kan købe rådgivning om stresshåndtering, boligkøb, carportbyggeri, lean-ledelse, kreativitet, coaching, rejsevalg og mange andre ting. I fremtidens supermarked kan man også købe maden, lige efter den bliver tilberedt. Man kan endda få indflydelse på udviklingen af nye produkter. Produktudviklerne står klar i fremtidens supermarked, fordi det brugerdrevne supermarked lytter til kunderne og udvikler produkterne sammen med dem, der har bedst forstand.

43Smagen af tid



Forskellen mellem dem, der er født før og efter Berlin-murens fald, var tydelig. Da produktudviklerne fra Skærtoft Mølle og Easyfood sammen med kokken Morten Skærved tilberedte nye produkter, holdt den modne generation sig på gulvet og sagde pænt tak for eventuelle smagsprøver. Men signatur-generationen, der vil have skræddersyede produkter, de kan identificere sig med, hoppede om bag gryderne og deltog i produktudviklingen. Udsigten til, at deres idé til et fødevareprodukt kunne ligge i køledisken ugen efter, var for pirrende til at holde deres ideer for sig selv. Så både kunderne og producenterne oplevede øget værdi gennem nytænkning.

Folk, der arbejder med fødevarer, er ved at gøre oplevelsesøkonomi til indlevelsesøkonomi, og det skal såmænd nok sprede sig.

Fødevareministeren strålede i hvert fald glad, da han fik muligheden for at smage på tid. ”Det er jo det, man altid siger: At tid betyder noget, men nu kan man faktisk smage det,” sagde han fornøjet og smagte på tiden.

Scenen er Vejle Tekniske Skole, og fødevarenetværket Foodtures repræsentantskabsmøde er godt i gang. Det er efterhånden blevet min signatur at holde konferencer i interviewform. Jeg interviewer oplægsholderne i stedet for at høre 5 oplæg af 45 minutters varighed.

Foodture havde fået udarbejdet en rapport om udfordringer indenfor fødevareindustrien og så var opgaven at levere svarene på udfordringerne, så sammen med Foodture inviterede jeg erhvervsfolk og uddannelsesfolk til at levere svarene. Grundig research, telefonsamtaler, fremsendelse af drejebog. Drejebogen indeholder de tre spørgsmål, de kan være sikre på, at jeg vil stille og så gælder det ellers om, at stien bliver til, mens vi træder den. Gæsterne bliver kaldt op på scenen en efter en, som om de deltog i et talkshow. På den måde kan man formidle ekstrem meget relevant viden på uendelig kort tid.

Otte emner på to timer. Et kvarter til hver. Det er 900 sekunder. Det er


forbavsende så meget, man kan nå at sige på 900 sekunder, hvis man bliver hjulpet lidt på vej. Og gæsterne er mere dynamiske og mindre nervøse på denne måde, for nervøsitet hænger tit sammen med forberedelse. Hvis man bliver inviteret, fordi man er en faglig kapacitet og blot skal stille op med lysten til at dele viden, så bliver det hele langt mere publikumsvenligt, for de fleste indlæringsforskere kan fortælle os, at vi ikke kan koncentrere os mere end tyve minutter ad gangen, så har vi brug for en pause eller et sceneskift.

I pausen var virksomheder og elever fra Vejle Tekniske Skole inviteret til at give eksempler på hvordan tid smager.

Så fødevareministeren og de andre deltagere fik lov til at smage forskel på oksekød, der har hængt to dage, seks dage og 12 dage. Kød der er blevet marineret i en time og 24 timer. Brød der har hævet en time, 12 timer og 24 timer. Kødsovs der er nylavet og kødsovs fra dagen før, som er blevet genopvarmet. Ost der har lagret i kort tid og lang tid. Vin der har været åben i 10 minutter, en time og fire timer.

Og så var der isen. Eleverne havde købt tre forskellige slags is. En billig, en lidt dyrere og en luksusis. De åbnede isene samtidig, og da konferencen sluttede tre timer senere var den billige is stadig ikke smeltet.

Som en finale på mødet var designerne Tobias Jacobsen og Søren Varming blevet bedt om at tage tre industriprodukter under ærlig og kærlig behandling og de demonstrerede på festlig vis, hvordan man med lidt opfindsomhed og viden om design kan ændre på et produkts indhold, fortælling eller indpakning.

Den unge mejeribestyrer Dennis Lund på Ingstrup Mejeri nær ved Løkken gjorde noget helt andet den dag, mejeriet lukkede. Og fordi han gjorde det, kan vi fortsat smage tiden i deres oste. Han øste en del af floraen over i en spand og frøs den ned. Han syntes ganske enkelt at det var for trist at tænke på at en smag og en tid gik tabt. Hirtshals Andelsmejeri overtog

45Smagen af tid



Ingstrup Mejeri og direktør Søren Hansen gjorde klogt i at ansætte Dennis Lund. Han har nemlig æren for, at deres oste er så smagfulde. Mange mejerier desinficerer totalt mellem to osteproduktioner, men ligesom man tager en smule surdej fra til næste produktion af rugbrød, så har Ingstrup i alle årene taget en portion af floraen og gemt til næste osteproduktion. På den måde får vi en rigere smag.

Og bedst som man stiller et dumt spørgsmål - hvordan smager tid - og forventer et oplagt svar og et overbærende smil, kan man få sig nogle gode overraskelser.

Pia Arentoft fra Naturbruget Vasen kunne fortælle, at børnenes legekammerater aldrig rynkede på næsen, når der blev serveret blomkål. Hvis man serverer blomkål helt friskt bevarer det nemlig sødmen. Straks efter forbindelsen til jorden bliver afbrudt, foregår der en kamp indeni blomkålet og den taber sukkerstofferne så bitterstofferne får overtaget.

Jørn Bech fra Fur Bryghus leverede smagsprøver fra de store tanke på en Bock-øl halvvejs i lagringen og efter færdiglagring. Det er ikke småting, der sker på tredive dage.

Hos Jørn Ussing på mølleriet og bageriet Aurion kan man smage den langsomme tid. De fleste vil acceptere at jo længere tid et brød hæver, jo mere smag udvikler det, men prøv at smage hans pumpernikkel-brød der har bagt i 24 timer. Ussing pegede på tre væsentlige ingredienser i udvikling af smag. Tid, temperatur og indgriben. De to første kan klares med instrumenter, men at vide hvornår man skal gribe ind og sætte en ny kurs, kræver håndværk og berettiger anekdoten om bageriet, hvor en tilfreds kunde roser bageren gang på gang for hans brød og en dag beder om opskriften. Den giver han glad fra sig, mens hans lærling ryster på hovedet og tror bagermesteren har mistet forstanden. Det vigtige er dog ikke opskriften, men hånden der bager brødet.

At fange grisene er faktisk den største udfordring, når Juul & søn fra Læsø


producerer deres skinker. Ellers er der ikke så meget hokus pokus. Grisene går ude på marken og har det godt indtil de bliver slagtet og bagefter handler det bare om, at de skal tørre så lang tid, som de nu skal. Om de skal tørre fire måneder, 16 måneder eller 48 måneder finder Morten Juul ud af. Hans bror Anker bliver nødt til at gribe ind, når han laver sin særlige hindebægerhonning. Der gælder det om at fjerne bistaderne lige inden bier fra andre planter kommer på besøg. Og så skal man enten smage honningen, lige når den er blevet slynget, eller vente til den har været på glas henover vinteren.

Søren Hansen fra Hirtshals Andelsmejeri kunne i øvrigt fortælle, at for ham smager mælken bedst efter et par dage. Forbrugerne vil helst have mælken så hurtigt som overhovedet muligt, men mejeristen kan godt lide, at den lige sætter sig.

47Smagen af tid




Departementet for Jubeloptimisme


Jeg har haft mange bekymringer i mit liv.De fleste af dem er ikke blevet til noget.

Mark Twain


I kampen mellem jordfræserne og Departementet for Jubeloptimisme vinder jordfræserne lidt for tit. Desværre.

Men alle virksomheder burde have et Departement for Jubeloptimisme, som træner sig selv i at få øje på alt det, der kan gå godt, frem for det der kan gå galt.

Og over døren bør hænge et vidunderligt citat af Mark Twain: ”Jeg har haft mange bekymringer i mit liv. De fleste af dem er ikke blevet til noget.”

Da John Faxe Jensen ”ramte den lige i røven” og scorede det første mål mod Tyskland i EM-finalen i fodbold i 1992 rejste en hel nation sig i begejstring. Det handlede ikke kun om et mål. Det handlede om, at det usandsynlige var ved at ske. Sommerferiedrengene fra lilleputnationen Danmark, som var kommet med til EM på afbud, havde slået alle de store på sin vej til finalen, og nu var vi tæt på at kunne slå de tidligere verdensmestre fra Tyskland. Og derfor blev jublen vel også så meget større, da sejren var hjemme. Det var usandsynligt, og vi vidste inderst inde at det nok ikke lige ville ske igen sådan lige med det samme, så det gjaldt om at feste til.

Da håndboldpigerne i 1993 første gang vandt en medalje ved VM i håndbold, kom det også som en overraskelse for de fleste, men åbenbart ikke for pigerne selv. Udover at være glade så fortalte de os rask væk, at de sandelig havde tænkt sig at tage af sted næste år for at vinde igen. Det blev tilskrevet ungdommeligt overmod. Men de gjorde det sgu. Og igen og igen og igen. Deres indstilling til eget værd og troen på, at talentet kan bære, ser jeg som en væsentlig årsag til, at Janteloven er ved at blive afmonteret og hele den bølge af selvtillid, der præger unge danskere.

I Departementet for Jubeloptimisme er der en evig tro på, at begejstring har mere gennemslagskraft end bekymring. Det handler ikke om begejstring over sig selv, men begejstring over at gøre godt. Og det er

49Departementet for Jubeloptimisme


sjovt at arbejde i Departementet for Jubeloptimisme. Man kan næsten få lov til hvad som helst, hvis bare man kan forklare relevansen. Hvis man vil forstås, må man forklare sig.

Men så kan man også få lov til at sætte fem fødevareproducenter sammen og spørge: ”Hvordan smager Trekantområdet?”. Eller formidle en rapport om den rustfri stålindustri i Vejle Amt gennem ”Det Rustfri Spil” samt en koncert med musiklinien på Brandbjerg Højskole spillet udelukkende på rustfrit stål fra producenter i regionen. Eller køre en softwarevirksomhed gennem Jylland i Simon Spies’ gamle bus på jagt efter revolutioner. Eller bygge ærtekatapulter sammen med EDC’s ejendomsmæglere. Eller bede 250 topledere fra den nye Region Syddanmark iagttage stærenes aftenballet på himlen over vadehavet – sort sol - som inspiration til dannelse af kompetenceklynger.

Det hele handler om begejstring. Den primære jobkvalifikation i Departementet for Jubeloptimisme.

Direktøren hedder Klods-Hans. Hvad er det, der udmærker Klods-Hans? Han kan se muligheder overalt. Uanset hvilken forhindring han støder på, så kan han se muligheder i den. Hvad er det, der udmærker hans brødre. De er fagidioter. De er ekstremt veluddannede, men de er ikke dannede. De er veluddannede inden for deres felt, men de kan ikke reagere på en uforudset situation. De kan ikke svare for sig, som prinsessen siger, og så er de dybest set ikke særligt dannede.

Det handler om at få øje på begejstring. Man behøver ikke engang en coach, man kan bare tænde sin radar, så kan man få øje på begejstring overalt. Det herlige ved begejstring er, at det avler begejstring. Du vil opdage, at når du siger noget pænt til andre mennesker, så bliver de faktisk glade. Og hvis du mener det, vil du også opdage, at du selv bliver gladere, fordi du får øje på noget smukkere i dem, og i dig selv. Så Klods-Hans er en interessant figur, som måske tit er til grin, men hvem er det lige, der får prinsessen?



51Departementet for Jubeloptimisme




Tallene før kommaet


Det gælder om at have fokus på tallene før kommaet. Tallene efter kommaet repræsenterer en utrolig lille værdi.


“At meddele sig er natur; at optage det meddelte, således som det gives, er dannelse.” Sådan skriver Goethe i sin roman “Valgslægtskaberne”. Så du er på den, hvis du kun er på. Dannelse handler både om selvindsigt og empati.

Vi kan ikke bare være dannede for os selv, som forfatteren Villy Sørensen sagde det. Dannelse viser sig i, hvordan vi omgås andre.

Klods-Hans er god til det. Og Goethe var god til det. Og Anna Amalie var især god. Hende vender jeg tilbage til.

Fremtidsforskere og trendspottere er tilsyneladende mennesker, der tager virkeligheden og ganger den med seks procent, og der ser de så fremtiden. Men Winston Churchill sagde: ”Jo længere tilbage i tiden du kan se, jo længere frem i tiden kan du se.”

Jeg synes det er værdifuldt at gøre gammel viden dynamisk i mødet med ny viden, så jeg besluttede at tage på min helt egen dannelsesrejse for at opsøge de største genier i den europæiske kulturhistorie. Stort set alle hitlister over genier har Leonardo da Vinci, Johann Wolfgang von Goethe og William Shakespeare i top 3. Så turen gik til Firenze, Weimar og Stratford-upon-Avon.

Som elev på Niels Brocks Handelsskole i slutningen af 1980’erne kan jeg huske vores drømme om måske engang at blive HD’er i et eller andet. Det var det helt store. I dag er det jo ikke noget særligt. I dag skal man være MBA’er, og at dømme efter de blade jeg læser så sprøjter kandidaterne ud af MBA-skolerne. Det er jo godt med uddannelse, men problemet opstår, synes jeg, når de alle sammen læser de samme bøger, de samme cases og så tager hjem i deres respektive virksomheder, hvor det forventes, at de er originale.

Hvis man leder efter original tænkning, så tror jeg man skal sende direktionen og direktørlærlingene på dannelsesrejse til Firenze, Weimar og

53Tallene før kommaet

53


Stratford-upon-Avon.

Leonardo gik hovedkulds til værks og byggede maskiner, inddæmmede land, opfandt dykkerklokker, cykler, faldskærme, vandski, dissekerede lig om natten, leverede krigsmaskiner til de stridende fyrstedømmer og i det hele taget kastede sig over alt hvad han kom i nærheden af. Det er interessant nok at Leonardo kun nåede at male 25 malerier. Det er ingenting i forhold til hans samtidige, men det imponerende er at to af dem - Mona Lisa og Den sidste Nadver - stadig regnes for universelle mesterværker.

Goethe er en af verdenshistoriens første superstars, som nåede at opleve sin berømthed i levende live. Han blev berømt for kærlighedsromanen ”Den unge Werthers lidelser”, og blev kaldt til Weimar, hvor hertugen Carl August købte ham et hus og gav ham en masse jobs, så han var sikker på, at han blev der. Efterhånden gik det op for alle talenterne, så de strømmede til Weimar, hvor Goethe holdt sit helt eget hof. Udover at være digter, var han også botaniker, forsker i fossiler, forsker i farvelære, teaterdirektør, geheimeråd (rådgiver for hertugen), leder af hertugindens bibliotek og mange andre hverv, som gør ham komplet som leder.

Shakespeare er historiefortælleren over dem alle. Født i Stratford-upon-Avon som søn af en handskemager. Som ung voksen rejser han til London og gør karriere som skuespiller og siden dramatiker. Han oprettede sit eget teater – The Globe – og tjener gennem årene gode penge på sine skuespil, som gør ham i stand til at købe hus i Stratford og flytte tilbage igen for at fokusere på sin dramatiske produktion.

Hvad kan man så lære af dem. Dels kan man blive helt forpustet over, hvad de nåede i løbet af deres tilværelse. Goethe var selv frustreret i en ung alder, hvor han i en tale ærede Shakespeare. ”Mine herrer, dette liv er alt for kort til vores sjæl,” sagde han til forsamlingen.

Leonardo og Goethe ville vide alt. Shakespeare ville bevæge os.



Leonardo var den praktiske visionære opfinder. Goethe var den lærde. Shakespeare var digteren. Et perfekt trekløver.

Og jeg tror man kan lære mere om konflikter og dramaer mellem mennesker ved at læse Macbeth. Man lærer mere om holistisk ledelse og god selskabsledelse ved at studere Goethe, og man bliver mere forestillingsrig, nytænkende og foretagsom ved at gå i Leonardos fodspor.

Og så får man øje på tallene før kommaet.

Mange virksomheder vader jo rundt i guld til halsen, men kan hverken se eller høre det. Med enkle metoder kan man involvere alle medarbejdere i virksomhedens udvikling i stedet for interne stridigheder hvor salg, produktion og økonomi kappes om, hvem der er mest uundværlig for virksomhedens vækst. Det ville være unfair at afsløre virksomhedens navn, men det viste sig efter en meget kort spørgerunde at receptionisten havde mere styr på, hvem der vidste hvad i virksomheden end ledelsen og, endnu værre, end de ansatte selv havde. Og hun vidste mere om, hvad kunderne havde brug for end dem, kunderne troede de skulle tale med. Men hun var ikke nogen stjerne i virksomheden.

Hun er et mønstereksempel på en stum nytænker. Dem der ikke råber særlig højt til daglig, men som er en skattekiste af viden og idéer som virksomheden kunne få glæde af, hvis de bare kunne få øje på den.

Løsningen er at spørge medarbejderne i stedet for konsulenterne, og at lade dem løse virksomhedens udfordringer flerfagligt i stedet for kun i udviklingsafdelingen.

En anden virksomhed som fortjener mere ros lod medarbejderne lege og løse opgaver hver morgen i december måned og skabte derved virksomhedens helt egen julekalender. Julen varede derfor lige til




Påske, fordi medarbejderne overførte mere viden, fik bedre relationer til hinanden, når de løste opgaverne flerfagligt og ganske enkelt blev dygtigere på deres eget felt, når de arbejdede sammen med kollegaer, der var dygtige på andre felter.

Kokken Claus Meyer har engang sagt: ”Når jeg ser Michael Laudrup lægge en genial indenomsaflevering, så går jeg ud og laver en bedre sauce.”

Mød nogen der ikke forstår dig, kunne man også sige. De kan nemlig ikke se dine problemer, og det skaber løsninger, du ikke selv kunne se.

I virksomhederne handler det om oversættelse fra en faglighed til en anden. Om at vade ind over hinandens faggrænser og stille dumme spørgsmål. Passe på plenumløverne, der har hovedet inde i himlen, men mangler jordforbindelse.

Mange medarbejdere er nytænkende og foretagsomme – eller har lyst til at være det. Det skal blot foregå i den rette atmosfære og med de rette metoder.

Det handler om at etablere et rum – fysisk eller mentalt - i virksomheden, hvor man må begå fejl og sige ting, som man ikke er sikker på, man har dækning for. Tænke store tanker og blive taget alvorligt.

På den måde opdager dem, der normalt har ansvaret for udviklingen i virksomheden, at der findes utrolig meget talent, som til daglig ikke folder sig ud.

Og ligesom det altid er befriende, når værtinden spilder på dugen først, så virker det også fremmende for modet blandt medarbejderne, hvis chefen tør dumme sig først.

Men vi bør også styre vores nytænkning. Det er ikke alt, der skal laves om.


De fleste mennesker hader forandringer, men elsker forbedringer.

Identiteten i en virksomhed sidder i rødderne. Hvis vi kapper rødderne over og flytter træet, så forsvinder styrken. Vi mister vores hukommelse, hvis vi laver alt om, og så forsvinder loyaliteten også. Så vil dine medarbejdere altid kun vurdere dig på den seneste sæson. Det er uholdbart. Der er endnu ingen, der har vundet et mesterskab mere end 3-4 år i træk.

Samtidig skal man træne forandring med medarbejderne mere end nogensinde. Men træn dem i forandring i stedet for at udsætte dem for unødig forandring – en forandring der ofte kun er bundet i et ydre forventningspres om at have foretaget sig noget.

Danske politikere kunne opfordres til det samme. Der er tilsyneladende ingen status i at administrere et samfund, for der skal hele tiden udvikles nye indsatsområder, iværksættes nye initiativer, som man så kan se tilbage på, med bevidstheden om at man da har foretaget sig et eller andet, som man kan fortælle vælgerne. Det hele er bare så kortvarigt, fordi kravet om fornyelse efterhånden er blevet en intuitiv refleks i stedet for en dyb overvejelse.

Jeg holdt et foredrag om tid for en stor bank. Jeg sagde mange ting, men bagefter fortalte områdedirektøren mig, at der især var en ting, de kunne bruge, og som de stadig bruger mere end et år efter, at foredraget blev holdt. Jeg opfordrede dem til at tænke over, hvilken tid de skulle halvere, og hvilken tid de skulle fordoble. Et eksempel kunne være at fordoble tiden man brugte på at udvikle et nyt produkt, så det virkelig blev godt og så halvere svartiden til kunderne.

På samme måde bør andre virksomheder vurdere hvilken form for nytænkning, der skal fordobles, og hvilken der skal halveres. Jeg kan godt komme med et bud på hvilken form for nytænkning, jeg ville halvere med det samme. Jeg har aldrig nogensinde set så mange nye logoer og slogans på samme tid. Udover at de stort set alle sammen er blevet




strammet op rent grafisk, så det passer ind i tidens visuelle stil, så fortæller de ikke mere om firmaet end de gjorde før. Og de slogans der ledsager logoerne er decideret misvisende. Hvilken forbedring repræsenterer den forandring?

Der er et behov for at lære at tænke selv i stedet for at forlade sig på konsulenter eller alle de andre studiekammerater på MBA-studiet, som alle sammen har læst de samme bøger og løst de samme cases. Der er brug for originalitet. Forsk i fortiden og søg efter mønstre du kan genkende og bruge i dag.

Et heldigt eksempel på at selvom man har fokus på tallene efter kommaet, så kan man også øge tallene før kommaet er videotelefoner.

Forleden bemærkede jeg en ung pige. Først troede jeg hun skældte ud. Hun gik temmelig stærkt, men det lykkedes hende samtidigt at holde videotelefonen op foran sit ansigt mens hun med den anden hånd gestikulerede voldsomt.

Men så gik det op for mig, at hun var døv, og at hun talte via tegnsprog. Og det gjorde mig helt varm i maven. Videotelefoner gør det muligt for døve at tale i telefon sammen. Fantastisk. Og de gør det muligt at stille en hurtig diagnose for en læge.

Men de gør det også muligt at vise vennerne hvor sjov festen er lige nu, eller få hjælp til at binde sit slips, eller se hvordan man blancherer.

Men når man tænker på de svageste i et samfund, tænker man automatisk på de stærkeste, og så er der fokus på tallene før kommaet.

Hjemme hos Sam og Betsey Farmer blev tilberedningen af aftensmaden et større og større problem i takt med, at Betseys gigt udviklede sig. Hun havde sværere og sværere ved at holde fast på kniven og de andre køkkenredskaber. Dovenskab er jo kimen til mange opfindelser, så da


Sam konstaterede, at nu nærmede tiden sig, hvor han skulle sørge for det daglige brød, blev han opfindsom. Han fandt på at vikle tape om redskaberne. Nærmest som en slags bandage, hvor det er tyndest i yderområderne og tykkest omkring de centrale områder.

På den måde skabte han køkkenredskaber som lå godt i hånden og som reducerede Betseys smerter betragteligt. Og øgede hendes livskvalitet. Hun kunne nemlig godt lide at lave mad, og nu kunne hun igen svinge gryderne uden de store problemer.

Men hendes forfængelighed havde han ikke tænkt på. For hun blev lidt flov, når de holdt selskab og nogle af gæsterne kom ud i køkkenet for at hjælpe til. For selvom tapen om kniven gjorde hendes gigt tålelig, så så knivene og resten af køkkenredskaberne ikke særlig fikse ud, når de havde været brugt nogle gange og når de havde været en tur i opvaskebaljen.

Næste skridt var at kontakte en designer som formede nogle håndtag i plast som passede ergonomisk korrekt i hånden, og som kunne tåle vand.

Og så kom forretningsidéen. For Sam synes egentlig også at køkkenredskaberne lå bedre i hånden end dem de havde derhjemme. Og hvis de både tjente det formål at forbedre gigtpatienters livskvalitet samt gjorde det nemmere for alle andre, så kunne det vel godt introduceres på et marked. Og designeren havde oven i købet skabt et praktisk og smukt produkt. Virksomheden hedder Oxo-grips og kunderne i dag er både trendy unge mennesker, og gigtramte husmødre og husfædre der stadig gerne vil svinge med gryderne.

Så når man tænker på de svageste i et samfund, tænker på automatisk på de stærkeste.

For nogle år siden udviklede man nogle handicap-venlige busser. Man satte motoren bag på bussen for at gøre plads til at sænke selve bussen ned til gadeniveau. Det foregår via hydraulik. Og så kunne




kørestolsbrugere, gangbesværede og mødre med barnevogne nemmere og hurtigere komme ind og ud af bussen.

Og det gør det også nemmere og hurtigere for alle os andre at komme ind og ud af bussen. Det betyder, at bussen kan køre sin rute hurtigere og nå flere ruter på en dag end ellers, og det giver større omsætning.

Så når man tænker på de svageste i et samfund, tænker man automatisk på de stærkeste.






Mød nogen der ikke forstårdig


Hvis man vil forstås, må man forklare sig.


Jeg danser ude af takt. Som barn gik jeg til dans og det skete mere end en gang at dommerne efter et stævne, hviskede til mig: ”Det så flot ud. Hvis I havde danset i takt, havde I vundet.” Det har jeg senere vendt til min fordel. I dag er min virksomhed grundlagt på, at jeg danser ude af takt, og at jeg er god til at stille nogle dumme spørgsmål.

Nogle britiske ingeniører døjede med et løse et problem, og der gik uger og måneder og år indtil et kvikt hoved foreslog, at man skulle lade nogle børn se på problemstillingen. Og ganske rigtigt. Børnene løste problemet. De gjorde det, fordi de ikke kunne se problemet, og ingeniøren ikke kunne se andet. Den ene ingeniør gik over til en anden ingeniør og sagde: ”Jeg har et problem.” ”Det kan jeg godt se,” lød svaret. Sammen gik de over til en tredje ingeniør og sagde: ”Vi har et problem!” og svaret lød sørme igen: ”Det kan jeg godt se.”

De havde brug for at møde nogen, der sagde: ”Det kan jeg ikke se.”

Noget af det, jeg finder allermest interessant i en idéproces, er, når folk der tænker forskelligt prøver at løse samme opgave. Jeg plejer at sige: mød nogen der ikke forstår dig, de kan ikke se dine problemer og det skaber løsninger, du ikke selv kunne se.

Til trods for de fortræffelige argumenter for at sætte folk sammen, der tænker forskelligt, er de fleste kunder stadig nervøse over udsigten til at det kommer til at slå gnister. Forretningsverdenen er meget bekymret for uro. Stabilitet virker mere tillidsvækkende, men en dynamisk tilstand tilbyder nu oftest mere udvikling end en statisk tilstand.

Det svære ved den måde at arbejde på er, at man skal kunne oversætte mellem de forskellige måder at tænke på. Vi har tendens til at udvikle særsprog indenfor de forskellige brancher og fag, og det særsprog raffinerer vi, så det til sidst kun er folk med samme faglige baggrund, der forstår det. Det er naturligvis båret af den logik, at man indenfor en branche eller et fag sparer en masse tid og er i stand til at kommunikere

63Mød nogen der ikke forstår dig


mere præcist via det særsprog. Problemet opstår, når særsprogene har behov for overføres til et hverdagssprog, som alle andre skal kunne forstå. Så opstår konflikten mellem det rige særsprog og det fattige hverdagssprog. Et ord kan betyde noget helt specifikt i et særsprog, men betyde noget helt andet i et hverdagssprog. Måske anvendes ordet endda i et andet særsprog med en anden betydning, hvilket kan give anledning til konflikt, når deltagere i en idéproces håndhæver deres ret til at bruge det.

Man kan hævde, at hvis man vil forstås, må man forklare sig, men det gør folk bare sjældent. Vi er tit så sikre på vores hævdvundne måde at kommunikere på, at vi ikke ofrer mange sekunders overvejelse på om andre rent faktisk hører, hvad vi siger, for de kunne jo bare høre bedre efter. Så min rolle er tit at fungere som oversætter i de sammenhænge. Det at have kendskab til ord, som indgår i forskellige særsprog, beriger mulighederne for at skabe utraditionelle løsninger, fordi jeg på den måde kan optræde som en kok, der kan blande ingredienserne på en måde, som andre ikke kan.

Det er også en måde at tænde det lange lys på. At kunne se hvad ting kan blive til. Det at have blik for noget, som ikke eksisterer, interesserer mig.

På grund af min usnobbede indstilling til viden er jeg i stand til at få øje på, hvad en rotteforsker, håndboldtræner, højskoleforstander og virksomhedskonsulent har til fælles. Og jeg kender alle deres kæpheste og favoritudtryk, så jeg er i stand til at tilbyde dem genveje i sproget, så de nemmere når deres løsninger.

Det er en træningssag, men til sidst kan man få øje på hvad en kirurg, en jazzmusiker og en sprogforsker har til fælles, når man beder dem forholde sig til emballage. Eller at fabrikschefen, der arbejder med takttider i produktionen, kan have glæde af at mødes med komponisten, der arbejder med takttider, når han komponerer.



At møde nogen der ikke forstår en kan være stærkt frustrerende, men kan altså også føre til kvantespring i ens tænkning, fordi det, man troede var så indlysende for alle andre end en selv, pludselig kræver en forklaring. Og den forklaring kan være medvirkende til, at man kigger på sig selv og sit problem på en ny måde.

Jeg kalder det for videnspejling. At jeg prøver at spejle min viden i andre faggrupper. Hvad ser og hører andre, når jeg forklarer mig.

Hos Tor Nørretranders på Mindship i kulturbyåret 1996 lærte jeg, hvordan kunstnere og videnskabsfolk har mere til fælles, end man i det daglige går rundt og tror. Tor havde set en række muligheder for videnspejlinger mellem kunstnere og videnskabsfolk, som blev samlet i syv uger i det blå rum på Holmen. Det, der fascinerede mig allermest var forskernes snak om intuition og skønhed. Hvis en ligning er smuk er den efter al sandsynlighed sand, fortalte de.

Og så har jeg bare altid syntes, at det var sjovere at sætte folk sammen med forskellig baggrund. Jeg synes, det er en kunst at vurdere, hvem der kan have glæde af at snakke med hinanden, og hvad man kan få øje på, de har til fælles. Den almene dannelse falder ved specialisering, og eksklusivitet hæmmer kreativitet. Hvis din bordherre eller borddame kun taler om molekulærbiologi og ikke kender til Mozart, eller hvordan man bager et brød, så kan aftenen godt blive lang.

De engelske universitetscampus har jo længe praktiseret det. Der sørger man for at matematikeren og teologen deler værelse under deres studieforløb, så de er i stand til at have vidtforgrenede kontakter, når de forlader universitetet.

At det kan betale sig at samle mennesker med forskellig baggrund vidste både Medicierne i Firenze, Karl IV i Prag og Hertuginde Anna Amalia i Weimar. Så der er ikke noget nyt i nytænkning.




Jeg lærte det også med fuld kraft til en polkafestival i Prag. Min kone og jeg havde tidligere haft storslåede oplevelser ved Krizik-Fontænen i Prag, som er et lyd- og lysakkompagneret springvand. Der er instruktører ansat som omsætter for eksempel Dvoraks 9. symfoni (”Den nye verden”) til et sanserigt skue af lysshow og springvand. Man oplever det som om man kan se lyden gennem koreografien.

Under en tilfældig spadseretur i den omgivende park fik vi lyst til lige at gå omkring fontænen for at se, om der skete noget. Og det gjorde der. Der var polkafestival, og det betød jo en gratis billet til lidt kitsch en søndag eftermiddag. Vi købte champagne i baren og satte os tilrette på de udendørs scenerækker parate til lidt ufrivillig morskab. På scenen optrådte det ene orkester efter det andet. Begejstringen ville ingen ende tage på tilskuerrækkerne. Der blev sunget vemodige fædrelandssange, og de store stærke mænd kneb små tårer undervejs, mens kvinderne jamrede. Og så var der især en mand. Eller rettere en herre på godt 80 år iklædt et elegant gråt jakkesæt, hvid skjorte med flippen udover reversen, hvide strømper og mørke sko, som igen og igen tiltrak sig opmærksomheden. Han ville skabe humør, så han dansede rundt oppe på scenen og prøvede at løfte stemningen, få folk til at synge med. Nogle gange hev han en af madammerne op på scenen for at danse. Og han var uimodståelig charmerende, så det krævede ikke megen overtalelse.

Og så var det, vi pludselig kunne se os selv udefra. Vi var tiltrukket af det billige grin. Vi havde endda demonstreret ved at købe champagne i baren, for nu skulle vi rigtig til fest, og så blev vi overrumplet af deres glæde. Det var os, der var til grin. Men så overgav vi os til deres og vores glæde og blev en del af festen.

Vær usnobbet i din tilgang til nyt stof. Gå til foredrag med dem du er uenig med, gå på cafeer du normalt aldrig ville besøge, spis med lukkede øjne, besøg en arbejdsplads du ikke kender til, gå til en åben forelæsning på universitetet, du lærer ikke noget på den sikre sti. Det handler om at bringe sig selv en smule ud af fatning. Ikke så meget at man mister


kontrollen, men heller ikke så lidt at man ikke flytter sig, åbner sig og lærer noget.





Sheherazade reducerer syge-fraværet


Muligheder følges med mod.


I 1001 nats eventyr møder man fortællingen om Sheherazade. Kongen i byen beordrer hver aften en jomfru til hans kammer. Hun skal tilbringe natten sammen med ham, men næste dag beordrer han hende dræbt. Det har gået for sig i tre år, og en dag bliver Sheherazade kaldt til kongen.

Hun var kendt i byen for sin veltalenhed. Når hun talte, blev der lyttet. Hun ankommer til kongens kammer og ved hvilken skæbne der nu skal overgå hende, så hun starter med at spørge kongen, om hun ikke må fortælle ham en historie. Og hvad kunne der ske ved det, så han giver hende lov. Hun fortæller ham så en fængende og gribende historie, som hun naturligvis afslutter lige inden klimaksen.

- Hvad skete der så? Spørger kongen.- Det kan jeg fortælle kongen i morgen aften, hvis kongen vil spare mit liv.

Og det gør kongen naturligvis, for han kan ikke leve med ikke at høre resten af historien.

Sheherazade er billedet på forfatteren. Hun gør os nysgerrige på livet og giver os lyst til at vågne i morgen for at se, hvad dagen bringer.

På samme måde bruges forfattere nu til at fortælle historier i virksomheder, så medarbejderne også kommer på arbejde i morgen. Storytelling er efterhånden anerkendt som olympisk disciplin for virksomhedsledere, men med en husforfatter får man faktisk et levende bidrag til livet i virksomheden.

Husforfatterens opgave er at bidrage til den interne kommunikation. Det er ikke en tekstforfatter, som man kan bede fortælle en historie om dette og hint. Det er en kunstner, en fri fugl, som man skal gøre sig til overfor: Fortæl min historie!

Den frihed skaber dynamik og nysgerrighed blandt ledelse og ansatte. Ingen kan vide, hvad der står i den næste historie. Det skaber fælles

69Sheherazade reducerer sygefraværet


identifikation, korpsånd og ny indsigt.

Det er nyt for både erhvervsfolk og kunstnere at skulle arbejde sammen på denne praktiske og meningsfulde måde. Kunstneren skal ikke være konsulent for direktøren og direktøren skal ikke være konsulent for kunstneren. De skal være hinandens mentorer. Og det gør lidt nas på begge, for det er meget uvant sådan at skulle møde nogen, der ikke forstår dig!

Men dér opstår synergien. Hvis vi kun møder nogen, der forstår os, så flytter vi os ikke. Og de fleste prognoser fortæller os, at forandring bliver der masser af, men at vi måske kan opnå at hvile i forandringen. Forandring tackler man bedst ved at være forberedt på den.

Ideen opstod på et hurra-møde. De er festlige og glade sådan nogle møder, hvor alle er enige om at det er godt, det vi snakker om, men vi er ikke helt sikre på, hvad vi skal bruge det til. Dette møde handlede om den kreative alliance, om samarbejde mellem kunstnere og erhvervsfolk, og der herskede en opfattelse af at erhvervsfolkene havde mere brug for kunstnerne end omvendt. Kunstnernes kompetence ville blive mest efterspurgt, så der tårnede sig forventninger op til kunstnernes fremtidige vederlag. Jeg kunne ikke rigtig forlige mig med tanken om et ensidigt samarbejde, så jeg smed et spørgsmål på bordet, som lagde en dæmper på jublen for en kort stund. Jeg spurgte: Hvis den kreative alliance er løsningen, hvad er så problemet?

Og det skal man jo lade være med, når der er nogen, der holder en fest, så resten af mødet holdt jeg mig lidt for mig selv og besluttede at, nu var der snakket nok, nu skulle der handles. Mødet fandt sted i 2000, da dette felt var meget nyt i Danmark. Jeg drog hjem og skabte en masse ideer til, hvordan et samarbejde mellem erhvervsfolk og kunstnere skulle være gensidigt.

På det tidspunkt var der begyndende fokus på at medarbejderne ville



blive virksomhedernes vigtigste aktiv, så derfor ville der komme øget fokus på den interne kommunikation, da medarbejderne fremover også ville blive virksomhedernes ambassadører. Og ambassadører skal være velinformerede, før de har nogen effekt, så virksomhederne begyndte at opruste deres interne kommunikation.

Og så læste jeg i avisen at Syddansk Universitet havde ansat forfatteren Lars Bukdahl til at undervise i litteratur. Det skabte store overskrifter, helsidesartikler, og det kunne jeg ikke helt forstå. Hvor opsigtsvækkende kunne det blive at en forfatter skulle undervise i litteratur på et universitet. Men det var det.

Og så kom ideen. Jeg får en virksomhed til at ansætte en forfatter til at varetage den interne kommunikation. Måske huskes personalepolitikken bedre hvis den rimer, måske smager maden i kantinen bedre, hvis menuen er skrevet som en sonet af Shakespeare. Og så videre. Masser af ideer, men også et fokus på, at det skulle gøre nas på begge parter. Det skulle være svært for alle, ellers ville det ikke bringe os videre. Vi har brug for ambitioner.

Virksomheden skulle acceptere, at de ikke kunne bestemme, hvad forfatteren skrev. Der måtte ikke optræde nogen form for censur. Forfatteren skulle træde ud af sit lønkammer og gå på arbejde, så medarbejderne ville møde forfatteren. Traditionelt har forfattere poleret på deres tekster i lang tid, før de er klar til udgivelse. Her skulle de produceres under pres og udgives friske.

Virksomheden brugte mig som mægler i kontraktforhandlingen. De var meget nervøse for at underbetale forfatteren. Det var deres forsøg på at vise respekt, men det fortalte mig, at vi havde fat i noget gensidighed, som skulle vise sig frugtbart. Forfatteren fik et enkelt påbud. Der måtte ikke figurere nogle af virksomhedens regnskabstal i teksterne, ellers var der frit slag.



Det første møde forfatteren deltog i hos virksomheden var ejergruppens bestyrelsesmøde. Traditionelt kommer der et kortfattet beslutningsreferat ud af sådan et møde, som så formidles videre til relevante medarbejdere. Nu fik alle medarbejdere lige pludselig indsigt i, hvordan sådan et møde forløb. Der duftede af nystrøgne skjorter og pebermynte.

Udgivelsen foregik hver mandag morgen. Alle fik historien udleveret på papir, via mail, på intranettet eller hængt op i kantinen. Som medarbejder kunne man være imod eller for, men man kunne ikke være ligeglad. I stedet for at snakke om søndag aftens episode af Rejseholdet blev der pludselig snakket om virksomhedens eget drama. Og medarbejderne kunne genkende sig selv i fortællingen og ville lige fortælle forfatteren, at det havde de altså ikke sagt.

- Nej, men jeg skriver heller ikke om dig.- Jamen, jeg kan jo se, at det er mig, som du skriver om.

Vi identificerer os med fiktive personer, så pludselig opstod der en ny mulighed. Nu ville medarbejderne gerne ind i historien, så nu gjaldt det om at spise frokost sammen med forfatteren og fortælle røverhistorier, så man kunne komme ind i fortællingen, få en rolle i den fælles historie.

Virksomheden Klingspor og forfatteren Marianne Gade fik mere omtale end forventet. Tv-avisen, forfatterprogrammet Bestseller på DR2, Børsen, Politiken, morgen-tv alle de lokale aviser, radio, erhvervsblade. De kom helt fra Stockholm for at høre mere og skrive om det i Dagens Nyhetar.

Og udover presseomtalen vurderede virksomheden, at deres investering på 50.000 kr. for en husforfatter i seks måneder (det var ikke fuldtidsarbejde) gav en forrentning på mere end 500.000 kr. med tanke på reduceret sygefravær, øget korpsånd, status i det lokale miljø, øget antal af kvalificerede uopfordrede ansøgninger, bidrag til strategiplan, fokus på udsatte medarbejdere og mange andre ting.



Klingspor blev fulgt af Merrild Kaffe, APC, Easyfood, IBC, Vejle Amt, Labcom og sikkert mange andre virksomheder, som bare tog ideen til sig og gjorde noget ved det.





Hvordan smager Trekantom-rådet


Den person som siger, noget ikke kan lade sig gøre, bør ikke afbryde den, der er i gang med at udføre det.

Gammelt kinesisk ordsprog


Bob Ricketts står lige inden for døren og spiller en sprød jazz-saxofon. Maden, som er produceret på rekordtid af fem fødevarevirksomheder, serveres i en trekantet æske. Der er 250 kvadratmeter frisklavet kunst overalt på væggene. Trafiklysproducenten fortæller inspireret, hvor fantastisk et udviklingsmiljø den danske folkehøjskole er. Og 250 gæster glædes over, hvor meget viden der kan formidles på 5 timer uden et eneste foredrag.

Hvad gør man, når man gerne vil det hele på samme tid. Man tænker nyt på alle leder og kanter. Velkommen til Toplederkonference i Trekantområdet maj 2004.

Videninstitutter og videnmiljøer som Mads Clausen Instituttet, Robocluster, Designskolen Kolding, Egion, Innovation Lab, Learning Lab Denmark og mange flere var inviteret til at vise sig frem.

I Trekantområdet er mange af virksomhedslederne selfmade. De har for en stor dels vedkommende ingen akademisk træning og bryder sig egentlig ikke særlig meget om disse akademikere som aldrig grisser fingrene til ved at tage et standpunkt. De siger hele tiden alt andet lige, når de diskuterer, og virksomhedslederne ved at hverdagen er alt andet end lige. Men de har brug for hinanden. Virksomhedslederne har brug for den akademiske tænkning og akademikerne har brug for virksomhedsledernes erfaring, og så har de også brug for at blive brugt, ellers forsvinder bevillingerne.

Vi ville gerne give virksomhedslederne en reel chance for at møde disse miljøer, trykke på næven og lave aftaler. Så alle fik 12 m2 gulvplads, som de kunne gøre med, hvad de ville. Vi havde tegnet med kridt på betongulvet i den store hal i de gamle Volkerts Fabrikker i Kolding. Og så skulle de selv fylde pladsen ud.

På scenen ville vi formidle ny viden i lange baner, men uden at høre et eneste foredrag. Jeg havde tidligere haft succes med at hyre DR-redaktøren Mikael Bertelsen til en konference om biotek, hvor jeg

75Hvordan smager Trekantområdet


havde fundet på, at alle oplægsholderne skulle interviewes. De måtte ikke medbringe noget manuskript. Metoden skulle sikre en dynamik og en sikker formidling af viden. Vi mennesker er ikke i stand til at holde koncentrationen ret længe og mange oplægsholdere gør ikke meget for at hjælpe os. Bertelsen fik en drejebog af mig og så ringede han dem op og drøftede hvad de skulle snakke om. Nøjagtig lige som han ville gøre til et tv- eller et radioprogram. Hans eminente grundighed parret med en mere end krøllet hjerne skabte en succes på konferencen, så vi ville gentage succesen i en større skala på Toplederkonferencen.

Pludselig hører man tonerne fra temaet til ”Indiana Jones”. Højt. Meget højt. Konferencens deltagere kigger på deres ur og kan se at konferencen skal til at begynde, så de finder stille og roligt deres pladser under de 4-5 minutters musik. I løbet af det sidste halve minut marcherer Bertelsen og de tre første interviewgæster op på scenen, og da musikken slutter, byder han velkommen og giver sig til at interviewe den første gæst. Alting klapper og alle klapper, da første runde er slut.

I pausen er der livlig aktivitet ved de mange stande. Der er konkurrence om at vinde deltagernes opmærksomhed. Bob Ricketts vinder den konkurrence, da han stille og roligt går 12 trin op ad den store jerntrappe i det ene hjørne af hallen og begynder at spille på sin saxofon. Han slutter af med en håndbevægelse, der fortæller, at nu er det her det foregår, og gæsterne strømmer til for at se hvad de har lavet.

Et par måneder før konferencen har jeg sat Bob Ricketts sammen med fabrikschef Peter Jahn fra nødstrømsproducenten APC og udviklingsdirektør Morten Middelfart fra softwareproducenten Targit.

Jeg havde bemærket at Peter Jahn snakkede meget om takttider, når han forklarede mig principperne om Lean Manufacturing. Og så havde jeg også bemærket at Peter arbejdede meget med Lego-klodser når han forberedte sine produktionslinier på kontoret. Så her var altså en mand, der var klar til lidt ny tænkning. Morten kendte jeg fra et tidligere projekt,



hvor vi skulle omdanne en virksomheds nøgletal til et digitalt kunstværk, som skulle skifte udseende, hver gang der blev bogført nye tal.

De blev sat sammen og i løbet af ganske få timer havde vi en plan. Bobs musik skulle bruges til at optimere flowet på produktionslinien, og Mortens software skulle få det til at ske. Og sådan gik det. Når man nu træner sig op i Lean Manufacturing kan man høre om man rammer flowet. Arbejder man for hurtigt sættes takten og rytmen ned og hvis man arbejder for langsomt sker det omvendte. Hvis der skal fyldes komponenter i bakkerne, hører man én lyd og hvis man laver en fejl hører man en anden lyd.

For Bob var det helt normalt at tænke sådan. Hvis man spiller live og en af musikerne falder ud af takt eller lige skal have noget at drikke eller rette på et eller andet, så kan de andre musikere invitere ham ind igen i musikken ved at signalere på samme måde. Så at gå til og fra en produktionslinie er ligesom at spille med i et band. Det skulle bare oversættes.

På standen ved siden af viste direktør Poul Nellemose fra TTS sine prisvindende trafiklys frem. Han havde deltaget i et samarbejde med elever fra Testrup Højskole, fordi jeg ville prøve at demonstrere, hvor værdifuldt højskolemiljøet er for virksomhederne.

De mødtes med Poul på fabrikken i Odense og fik en demonstration og vi gik en tur i Odenses gader for at se, hvordan produkterne virkede til daglig. Og så tog de hjem til Århus og kiggede på trafik, og fordi de ikke vidste, hvad de skulle kigge efter, kom de hjem med en masse værdifulde observationer, som TTS kunne bruge til at forbedre eller skabe nye produkter.

Musikken spillede igen og gæsterne fandt tilbage til deres pladser og anden interviewrunde blev gennemført.

Fem fødevarevirksomheder – Easyfood, Merrild Kaffe, Rahbek Fisk, Tholstrup Cheese og Skare Meat – var 6 uger før konferencen blevet stillet



en opgave. De skulle levere maden til alle gæsterne, men det skulle være med nye produkter og de skulle arbejde sammen om det. Derfor stillede jeg dem spørgsmålet: Hvordan smager Trekantområdet?

Og så mødtes vi en eftermiddag hos Tholstrup i det smukke mødelokale, Damphatten, og der skabte vi på en eftermiddag ideerne til nye produkter, hvor de skulle fusionere deres produkter til nye produkter. To uger efter mødtes vi til en prøvesmagning og atter to uger efter – efter involvering af Stærk Reklame og Kappa Packaging – havde vi også kommunikation og emballage klar, så konferencens deltagere fik udleveret en trekantet æske med dagens catering. Triple Tasty blev produktet kaldt.

Og så kunne Mikael Bertelsen afslutte dagens program, som naturligvis kunne ses som et 2x2 meter stort maleri, som stod på scenen.







Kreativ bogføring


Alt hvad der kan opfindes, er opfundet.

Charles H. Duell, det amerikanske patentkontor 1899


På en vittighedstegning af Non Sequitur ses en mand komme gående ind på et kontor med at maleri under armen. Chefen står ved tavlen og giver ham ordet med følgende replik: ”Og så giver jeg ordet til Hr. Snaderhage, der vil vise et skønmaleri af regnskabstallene.”

Om den amerikanske tegner Wiley Miller havde læst danske aviser forud for sin tegning er nok usandsynligt, men det fortæller at gode ideer tit opstår samtidigt kloden rundt. Et par måneder før havde jeg afsluttet et samarbejde mellem Morten Middelfart fra softwarevirksomheden Targit og to billedkunstnere Jonas Søndergaard og Troels Aagaard Jensen.

Targit laver software til at skabe overblik over en virksomheds nøgletal, men de præsenteres ofte med søjler, lagkagediagrammer eller speedometre. Nu blev tallene pludselig fremstillet som et digitalt kunstværk, som skiftede udseende hver gang der blev bogført nye tal. Nøgletallene kunne dække over omsætning, dækningsbidrag, omsætningshastighed, medarbejdertilfredshed, miljøforpligtelser, sygefravær og så videre.

I den lettest forståelige version lavede kunstnerne et billede af blomster i en vase. Det var altså meget hurtigt meget nemt at skabe sig et overblik over virksomhedens tilstand. I andre mere komplicerede versioner kunne man afkode flere informationer på en gang.

Som regel skal kunst jo fortolkes og kan fortolkes i alle mulige retninger afhængig af øjnene, der ser. I dette tilfælde skal kunsten stadig fortolkes, men den kan kun fortolkes på en måde, nemlig som en repræsentation af nogle faktuelle tal.

Fidusen er, at billeder siger mere end 1000 ord, og at en virksomheds ledelse med et blik på en skærm kan se, hvordan det går. Hvis man nu hængte en plasmaskærm op i receptionen, så kunne alle medarbejdere hver morgen se, hvordan det går. Den enkelte medarbejder kunne også have et separat skærmbillede for sine egne ansvarsområder. Det ville

81Kreativ bogføring


skabe overblik og korpsånd, for alle ville have en interesse i, at billedet fremstår optimalt.

Ideen opstod i min labcom-tid på et møde mellem Targits Morten Sandlykke og min bestyrelsesformand på det tidspunkt Søren Schnedler. Jeg holdt et foredrag om den kreative alliance mellem kunstnere og erhvervsfolk og muligheden for at fortælle historier sammen. Og så dukkede ideen op hos Morten og Søren.

Den næste version af projektet kunne handle om musik. Jeg kunne så godt tænke mig at ordførende direktør ved Danske Bank, Peter Straarup, ved næste års generalforsamling skulle sige fra talerstolen: ”Nå, mine herrer skal vi høre hvordan det er gået.”

Og så skulle regnskabet afspilles som et stykke musik. Tal på papir minder jo meget om et partitur fyldt med noder, så det er jeg sikker på kunne blive interessant.

Bankens kunder kunne således også få deres kontoudtog sendt via MP3-filer til deres mobiltelefon en gang om ugen, så kunne de med det samme høre, om økonomien er sund eller skidt. Fem forskellige stykker musik kunne så repræsentere intervallet mellem en god og dårlig økonomi.

Det kunne også være en fin måde for banken at gøre kur til musikerne. BG Bank har jo gjort stormkur til forfatterne.



83Kreativ bogføring




Det nytteløse kan være megetvirkningsfuldt


Hellere en sand Styrmand Karlsen, end en falsk Hamlet. Poul Reichhardt


Erhvervsfolk ville få Greenpeace-aktivister til at ligne lobbyister for olieproduktion, hvis de vidste, hvor mange penge Danisco og Novozymes har fået ud af at gå en tur i skoven. Fremtidens produkter har nemlig været her altid. Naturen er en evig kilde til rigdom.

Det handler blot om at gøre gammel viden dynamisk i mødet med ny viden. Men hvad nu hvis den viden ikke længere findes, eller hvad hvis planten eller dyret ikke findes længere.

Så velmenende mennesker i islænder-sweatre kan snart forvente at se sig overhalet indenom, når erhvervsfolk sætter klodens tilstand på dagsorden.

Der findes et materiale som på det nærmeste er umuligt at stave til eller udtale korrekt, men det staves phthalater, og det udtales talater. Det er et blødgørende materiale, som blandt andet bruges i børnelegetøj, medicinsk udstyr og produkter, der har kontakt med fødevarer. Der er bare det ved det, at det anses for at være kræftfremkaldende. Nu har Danisco så skabt et nyt produkt, som har stort set samme kvaliteter, men som er baseret på planteolie, som man også anvender i chokolade, og derfor hverken er farligt at proppe i munden eller skille sig af med bagefter.

Verdenshistorien vrimler med eksempler på, at opfindelser er blevet til ved en fejltagelse. Og Daniscos handler også om det. Forskningsmedarbejderen lavede for 7-8 år siden nogle forsøg, men resultaterne ville ikke rigtig makke ret, så forsøgene blev arkiveret i køleskabet. Af en eller anden årsag fornemmede han efter nogle år, at han lige skulle kigge på forsøgene igen, så han åbner køleskabet og opdager, et af eksperimenterne er virkelig mislykket, men at det til gengæld rummer nogle helt andre muligheder. Og så begynder udviklingen for alvor.

Novozymes medarbejdere gik en tur i skoven og tog en lille sort svamp med hjem på laboratoriet og fandt ud af, at den kan gøre det af med multiresistente bakterier, som truer folkesundheden verden over.

85Det nytteløse kan være meget virkningsfuldt


Svampens egenskaber omsat til medicin betyder, at man kan kurere ellers uhelbredelige lungebetændelser, blodforgiftninger og meningitis. Ikke dårligt gået af en omgang frisk luft og en kurv under armen.

Så det nytteløse kan være meget virkningsfuldt. Man kan godt spørge sig selv, om Leonardo da Vinci - verdens største opfinder nogensinde – havde klaret sig igennem den danske folkeskole, eller om Albert Einstein overhovedet var blevet tildelt forskningsmidler, når han ikke samtidig kunne præsentere en forretningsmodel til udnyttelse af sin forskning.

Disse epokegørende resultater understreger samtidig mit ønske om, at der bliver oversat noget mere mellem faggrupper, at nogle flere møder nogen de ikke forstår, og at vi træner vores forestillingsevne, så vi ikke kun får øje på mislykkede forsøg, men også mulige andre anvendelser.

En forsker fra Massachusetts Institute of Technology – MIT – kunne have haft glæde af et sommerfuglenet og en tur til Afrika eller et frugtbart samarbejde med en sommerfugleforsker, for det som tog ham fem år at udvikle – højeffektive LED-lysdioder – kunne han have lært ved at kigge på vingerne på en afrikansk sommerfugl, som har nøjagtig de egenskaber, han udviklede i laboratoriet.

Så naturen har mange af svarene på forhånd. Vi skal bare lære at lede. Og så skal vi passe på naturen. Tænk hvis kuren til fugleinfluenzaen engang fandtes hos et dyr som levede i regnskoven eller i et forurenet vandhul. Dette er ikke særlig hysterisk miljøretorik. Det er blot sund fornuft og god forretning.



87Det nytteløse kan være meget virkningsfuldt




Beste Kiøb


Folk, der får foretaget plastikoperationer, ser jo ikke yngre ud.De ser bare ud som om, de har fået foretaget plastikoperationer. Julianne Moore


I 1600-tallet indførte Christian IV princippet “Beste Kiøb”. Når hans hofmænd handlede ind på hans vegne, havde de bare at gøre det “Beste Kiøb”. Lyder det ikke lidt som outsourcing? I dag handler virksomheder også ind hvor det bedst kan betale sig, både når det handler om stålpriser og timepriser for udført arbejde.

Virksomhederne bliver presset udefra af lave lønninger og outsourcing på kryds og tværs, og de bliver også presset indefra. Lige pludselig skal vi allesammen have sådan en særlig fysioterapi-ordning, hvis vi har slået knæet på en skiferie, vi skal have kantineordninger, og maden skal helst stå klar kl. 17.25, når vi kører hjem, og det betaler vi ikke særlig meget for. Der er al slags massage og nursing og krisehjælp til alle medarbejdere, bare der er nogen, der får skældud. Det vil sige, at virksomhederne i det hele taget ikke har det særlig nemt.

Tilmed findes der forskellige undersøgelser, der siger, at danskerne ikke er bange for globaliseringen. Danskerne er ikke bange for at miste deres job. Det tror jeg nu nok, der er grund til at være. Jeg tror ikke, angsten er helt ubegrundet, hvis man føler den slags, for alting snurrer hurtigere og hurtigere. Kloden drejer stille rundt, sang Kim Larsen. Det gør den ikke længere, så der er altså et behov for at tænke i helt andre baner.

I midten af 1800-tallet var korn kilden til penge. Der sker så det med den danske økonomi i 1870’erne, at amerikanerne efter deres borgerkrig begynder at dyrke de store prærier så kornpriserne på verdensplan falder drastisk. De danske landmænd var kort sagt på den. Hvad gjorde de så? I løbet af ganske kort tid omstiller de simpelthen deres produktion og begynder så at dyrke kvæg. Der bliver skabt et pres udefra, de reagerer lynhurtigt og omstiller sig, skaber lige pludselig animalsk landbrug og tager initiativ til det, der kommer til at hedde andelsbevægelsen. Da tyskerne i 1881 indfører forbud mod handel med levende kvæg sætter det kun ekstra skub i mejeriindustrien herhjemme. I 1882 åbner det første andelsmejeri i Hjedding.

89Beste Kiøb


Og i 1885 tager to unge mænd på højskole. Forstandersønnen fra Askov Højskole, Jens Schrøder og hans kammerat Karl Konstantin Hansen, som er uddannet på polyteknisk læreanstalt, suser til Askov en sommer, fordi Karl Konstantin er brændt varm på Jens’ søster. Så han kan godt overtales til at tage sommeren herovre. I løbet af den sommer finder de ud af at landmændene omkring højskolen selvfølgelig efterspørger mejerimaskiner, maskiner til at kærne smør og udvinde alt mulig andet godt, som man har brug for i den industri. Dengang skulle man tage helt til København eller England, hvis man ønskede at få fat i noget materiale. Så da de to beslutter sig for at starte en virksomhed, skal de finde ud af, hvor de skal være henne. Jens er så i mellemtiden blevet forelsket i borgmesterdatteren fra Kolding, så de starter i Låsbygade i Kolding, og ud af det vokser det vi i dag kalder den rustfri stålindustri, det som Poul Rind Christensen og Kristin Balslev Munksgaard kalder fra mælk til stål, nemlig at ud af en bevægelse, starter en ny bevægelse. Og i dag er Vejle Amt verdensledende på leverancer af rustfrit stål til mejeribranchen, bryggeribranchen, slagteribranchen og så videre. Det er ret enestående, og det hele skete på en højskole i slutningen af forrige århundrede.

Hvad sker der så nu. Nu sker der stort set det samme som i 1870’erne. Nu falder arbejdslønningerne på verdensmarkedet. Der bliver tilbudt arbejdskraft meget billigere end vi kan konkurrere med, og vi står lige pludselig overfor det samme pres. Hvad gør vi så? Det ved vi ikke.

Lad os lede efter et muligt svar på håndboldbanen og på højskolerne.

Jeg tror højskolen igen bliver mødestedet, fordi højskolen er det ultimative innovationsmiljø. Fordi den er et frirum, der er plads til fejltagelser, der er endda plads til mange fejltagelser, og der bliver jublet over dem. Vejen til succes det er at fordoble antallet af sine fejltagelser, sagde Thomas Watson, grundlæggeren af IBM. Så den her med at leve i et frit miljø, hvor man tør fejle, det er meget væsentligt. Det er meget sjældent på mellemlederniveau eller på chefgruppemøder, at nogen bralrer ud med den allerdummeste tanke, de har i skuffen, fordi de er bange for at blive



til grin eller bange for at blive holdt udenfor. I stedet for skal vi naturligvis promovere, når nogen tør begå fejl. Den billige udgave af den version hedder træning i forestillingsevne. Hvis man nu træner i at begå fejl, forestille sig alverdens fremtidsscenarier og øve sig i at håndtere dem, i stedet for rent faktisk hovedkulds at kaste sig ud i nye projekter, så kan virksomhederne spare en masse penge.

Virksomheder efterspørger medarbejdere der er nytænkende, forandringsparate, samarbejdende, globalt tænkende og fyldt med begejstring. Det lærer eleverne på de bedste højskoler, hvor der ikke er meget rundkreds og lilla ble tilbage. Her mødes den dynamiske del af den danske ungdom.

Her hersker der tryghed, tillid, høj faglighed, leg, tolerance og muligheden for at begå fejl. Og det er, hvad der skal til for at være nytænkende – noget danske virksomheder har et kolossalt behov for, hvis de skal gøre sig gældende i en viden-økonomi.

Højskolen er så meget værd for det danske samfund og den danske økonomi, at højskolen, hvis den sover i timen, kan risikere at private virksomheder vil etablere højskoler i konkurrence med de etablerede højskoler. Værdien af et ophold er så høj for virksomhedens ansatte, at åbningen af den første Grundtvig Golf Club ikke længere er usandsynlig.

Poul Nellemose fra Technical Traffic Solutions deltog i et værdifuldt samarbejde med elever fra Testrup Højskole. Han har stadig brug for ingeniører i sin virksomhed, men nu kigger han sig omkring efter ingeniører, der har været på højskole. Og han overvejer, hvordan han kan importere det nytænkende miljø fra højskolen på sin virksomhed. Og så taler han rosende om den danske højskole, fordi han nu kender dens værdi.

Når rygtet når helt til Dansk Industris hovedsæde på Rådhuspladsen, lyder meldingen til Undervisningsministeriets embedsmænd og målings-ivrige politikere: lad os ikke måle det umålelige.

91Beste Kiøb



Begejstring over livet, demokratisk forståelse, kreativitet, fingerspidsfornemmelse, iværksætteri, videnbegær og almen dannelse kan ikke måles, men kan så afgjort mærkes, når man er i nærheden af det.

Og det er det virksomhederne nu er ved at opdage. At fremtidens nøglemedarbejdere har været på højskole, hvor de i flere måneder valgte at læse, male, forme, danse, sanse, spise, elske, synge, skrive.

De følger deres lyster. Salig Simon Spies sagde: Jeg har ingen laster – kun lyster. Og højskoleeleverne har lyst til livet og tager for sig af retterne. Man behøver ikke at have været tæt på døden, før man sætter pris på livet.

Vil virksomhederne selv drive højskoler i fremtiden? Måske. Men hvis de eksisterende højskoler vil undgå det, må de ud af busken og forklare, hvad vi skal bruge højskolen til. Hvis man vil forstås, må man forklare sig. Og guleroden er til at få øje på. Dem, der ønsker en højskole uden eksaminer, får en indflydelsesrig fortaler: Dansk Industri.

”Til lykke, I har bestået!” Sådan kan alle højskoleforstandere med god grund indlede et hvert højskoleophold.

Al snak om eksamen på højskole vrider ganske enkelt højskolen ud af led. Men man kan sagtens tale om kompetencer. Kompetence er en oversættelse af de for højskolefolk så bekendte ord: evner, færdigheder, kundskaber.

Livet handler ikke kun om, hvem man er, men også om hvad man kan. Og på de højskoler jeg kender til, er fagligheden meget høj. Man kan simpelt hen ikke undgå at lære noget. Mennesket er stræbsomt og vi begejstres over at kunne noget godt. Talent virker som en magnet. Vi tiltrækkes af dygtige mennesker.

Der er jo intet i vejen for at højskoleophold afsluttes med et dokument, der


fortæller hvilke fag man har valgt og arbejdet med. Det findes allerede, og det er jo ikke det samme som et eksamensbevis.

Højskole med eksamen er ikke højskole. De skoler, der vil indføre eksamen har vind i ryggen i vor tid, hvor måling er alfa og omega, men de har fat i den korte ende. Og samfundet vil stille og roligt få øje på det.

De højskoler som rynker på næsen af fag som golf, fedme, surfing, krystalhealing, rygestop og skat har også fat i den korte ende. De højskoler, hvor målgruppen er gået fra håndværkere til åndværkere har tabt den mangfoldighed, der giver højskolen sin helhed.

Men hvis lyset blot er for de lærde, og hvis man er for fin til at oplyse dem, der søger oplysning, bør man heller ikke kunne kalde sig højskole.

Da jeg var elev fire måneder på Testrup Højskole i foråret 1992, mødte jeg kokke, diætister, handelsstudenter, studenter, tømrere, socialpædagoger, gartnere, ja selv helt unge som kun havde folkeskolen som teoretisk ballast og mange flere. Denne mangfoldighed var begejstrende og gav stor indsigt i andre livsformer end min egen. Men siden er verden blevet global.

Vi ser de samme nyheder, spiser stort set det samme mad, lytter til de samme hits, bruger de samme computerprogrammer, kører i de samme biler og forarges over de samme skandaler, mens planter, dyr, sprog og kulturer dagligt uddør.

Verden er blevet én verden. Det er godt for vores sind, at vi tænker os som verdensborgere, men ensartethed gør det vanskeligere at knække koden for kræft og aids. Det gør det sværere at bremse økonomiske kriser, det svækker tilliden til vores politikere, det svækker vores immunforsvar, og det er slet og ret kedeligt.

Højskolens nye front er ensartethed. Økonomisk, politisk, biologisk og kulturelt er den globaliserede verden ved at miste sit særpræg. Og det er

93Beste Kiøb



endda lige nøjagtig det særpræg, som alle reklamefolk leder efter, når de gerne vil markedsføre alle disse produkter på den globale arena.

Højskolen skal blive kendt som ”stedet hvor den næste idé bliver født”. Det vil bl.a. sige, at højskolen skal byde positivt ind med løsninger på udfordringer fra organisationer, virksomheder, institutioner og samfund. Højskolens unikke innovationspotentiale skal udnyttes ved at give eleverne mulighed for at vise deres talent for omverden og herigennem skabe værdifulde kontakter og karrieremuligheder.

På den anden bane har vi så håndbold. Både håndbold og højskole er stolte danske ideer.

I Kolding har vi en håndboldklub som har været i tyve finaler på tyve år. Det kalder de elite over lang tid, og det kan man vist godt sige. De har vundet elleve Danmarksmesterskaber, og det er helt uset. Hvad er det Koldings håndboldherrer gør? Hvis du nogensinde har set en håndboldkamp på fjernsynet, vil du opdage, at når der er timeout, som det hedder, så bliver håndboldkommentarerne meget forvirrede. Så siger de: ”Der er forvirring på Koldings bænk. Træneren er rådvild, han ved ikke, hvad han skal sige til spillerne. Han står udenfor kredsen, han kan slet ikke komme ind.” Og i den anden side står sådan en type, der er helt rød i kammen og råber og skriger og siger, hvad de skal gøre. Det behøver Koldings håndboldtræner ikke at gøre, for det har han trænet hele ugen. Når vi står i den her situation, på det her tidspunkt i kampen, den her stilling, to spillere der er ude, der er én på skadeslisten, dommerne er imod os, vi er på udebane, og de piber, hvad gør vi så? Så behøver han slet ikke at sige det. Det handler om at træne forestillingsevne, nytænkning og foretagsomhed. Det er jo ikke træneren, men spillerne, der skal ind og score målene.

Kolding har så ydermere det talentudviklingsprogram, som hedder, at de gerne vil have nogen, der både kan udvikles og kan udvikle. Andre klubber tager unge spillere ind og mander dem op og udvikler et talent på


dem, og så sælger de dem. Det er en dårlig forretning, synes Kolding, de vil gerne beholde talenterne, så de kan trække nogle flere op. Da den nye træner, som nu er Sveriges landsholdstræner, kom til klubben for fire-fem år siden, sagde han: ”I skal op på det her niveau.” han var der jo i forvejen, han kendte til systemet. ”Vi skal være i Champions League finalen om tre år, men vi skal vinde alle kampe på vej dertil. Hvordan gør vi det?” Når de så når op på hans niveau, sker der jo typisk det i en dansk virksomhed at chefen opdager, at medarbejderne er ved at blive dygtigere, end han er, så bliver de enten forfremmet udad, opad eller skåret væk. Der er mange danske ledere, som har så ondt i autoriteten at de ikke kan tåle nogle, som er dygtigere end dem selv. Men håndboldtræneren han bliver imponeret og glad. Først trækker han, og så skubber han. Det vil sige, når han så opdager, at de bliver dygtigere end ham, så bliver han glad, for han vil hellere vinde end have magt. Det er en unik måde at drive ledelse på, og det gør altså, at de vinder kamp efter kamp. Og det er en god idé.

Købmanden fra Spar i Slagelse fik en anden idé. Han sagde: ”Anja, her er tre millioner kroner, kan du ikke lige skabe verdens bedste håndboldhold?” Det ville Anja Andersen gerne. De lå i bunden af 2. division, da hun kom til. Nu er det tre eller fire år siden, og nu har de vundet Champions League, som er verdensmesterskabet for klubhold to gange i træk, og selvfølgelig også Danmarksmesterskaberne. Sådan en talentmasse kan man trække til. Så kan hun trække på de rigtige mennesker, uddanne spillerne op på det niveau hun er, og bom, så vinder de alt. Det er imponerende, men måske er det også en lille smule skræmmende. Vi siger at Kina er verdens produktionsfacilitet og Indien er verdens kontor. Så hvad nu hvis inderne og kineserne finder på at import,ere de største kreativitetsguruer, vi har her på kontinentet. Hvad nu, hvis de siger: ”Her er 10 milliarder. Kom og uddan alle vores folk.”

Hvad gør vi så? Hvad har vi så tilbage. Vi siger hele tiden, at ”vi er jo kreative i det her land. Det er det, vi kan.” hvad nu hvis det så også bliver outsourcet, hvad er der så tilbage at outsource?

95Beste Kiøb


Men den rette idé kan ændre verdens gang og derfor skal vi dygtiggøre os i at få ideer. Tænk bare på Gutenbergs trykpresse, p-pillen, rejsen til månen og Berlinmurens fald.

Gennem sproget siger vi, at vi har fået en idé, som om de kommer til os udefra. Og det gør de også konstant. I vores kontakt med verden modtager vi flere indtryk, end vi kan rumme, og det er uundgåeligt at få ideer. Vi bestemmer selv, om vi vil modtage dem eller afvise dem.

Nødstrømsproducenten APC deltog i “Det Rustfri Spil” baseret på 1925-modellen. Her var opgaven at outsource til lokale leverandører i stedet for leverandører på den anden af kloden. Efter to runder i spillet lykkedes det. Vi samlede syv underleverandører, nogle af dem var konkurrenter, som fik til opgave at reducere antallet af APC’s varenumre. I stedet for at APC fik mange dele leveret til APC for at samle et nødstrømsanlæg, skulle leverandørerne reducere det til et absolut minimum. Det lykkedes underleverandørerne gennem åbenhed at finde måder at samarbejde om arbejdsopgaverne på, så underleverandørerne fik mere, og APC fik mindre at lave. Lokale jobs blev reddet, og legen førte til at nogle af underleverandørerne opdagede talent hos hinanden, som betød, at de sammen kunne tilbyde ydelser til nye og andre kunder.

Brugervenlighed på arbejdspladser kan også være med til at sikre de kortuddannede jobs her i Danmark. Vi er alle enige om, at behovet for mere uddannelse til alle bliver en fast ingrediens fremover. Verden er blevet mere kompliceret, så vi har konstant behov for at dygtiggøre os, men indtil vores ufaglærte arbejdsstyrke er erstattet af en hel generation af højtuddannede, som kun skal udvikle, så er brugervenlighed – usability på konsulentdansk – nøglen til at bevare arbejdspladserne herhjemme. Man skal ikke have besøgt mange fabrikker herhjemme, før man holder med medarbejderne. Hvorfor skal sådan nogle maskiner være så svære at betjene, når vi nu har så dygtige programmører og pædagoger at de rent faktisk kan laves så begavet, at alle kan betjene dem uden særlige uddannelseskrav. Så øget fokus på brugervenlighed – hånd i hånd med



investeringen i robotteknologi – kan standse den store udflagning af arbejdspladser, der foregår lige nu.

Det er den strategiske og visionære beslutning. En anden, og klart nemmere, der ligger lige for, vil nok være for stor en kamel at sluge for mange erhvervsledere. Men Dansk Industri kunne jo stille og roligt slå et slag for ordnede hygiejneforhold under produktion, social ansvarlighed overfor medarbejdere og den langtidsholdbare kvalitet i produkterne.

EU kunne sikkert overtales til at designe et fint mærke, som man kan sætte på sine produkter, og så kan reklamebureauerne og konsulenterne tages i ed på hvilke skræmmebilleder, man skal sætte op overfor andres produkter; Du ved, dem der er produceret af børnearbejdere, under uhygiejniske forhold og som går i stykker lige så snart garantiperioden udløber.

Prøv bare at forestille dig hvilken succes økologiske produkter ville have, hvis der nu stod ikke-økologiske på alle de andre?

97Beste Kiøb




Den, der lukker sig om sig selv -lukker!


Hæng dine fordomme i garderoben.


“Vis mig den vinkælder, hvor jeg ikke kan bunde!” Holger Drachmann rejste sig i fuld højde og søgte mod den kælder som Erik Brøndum fortalte stod under vand. Han vendte tilbage med strandingsvin og aftenmåltidet på det senere så berømte Brøndums Hotel var reddet. Drachmann var en mand efter Brøndums smag. H.C. Andersen havde også været på besøg i Skagen, men han kunne ikke tåle røg, og han skulle hele tiden græde. Da Drachmann efter nogle dages ophold gjorde klar til at rejse videre fordi pengene var sluppet op, tændte Brøndum sin pibe og åbnede en forsigtig forhandling af nogle af Drachmanns tegninger.

Brøndum vidste hvad nutidens projekter om kulturelle iværksættere endnu ikke har opdaget. Der er ikke brug for kurser, der er brug for kunder. Brøndum og Drachmann indgår en handel. Drachmann får hele opholdet betalt af sin kunst. Og fortæller med begejstring sine venner i København om dette fantastiske sted. På den måde grundlægger Erik Brøndum Skagens tiltrækningskraft på kunstnere. Det smukke lys gør det ikke alene. Der er også brug for forståelse.

Den amerikanske økonom Richard Florida, som har fået afgørende betydning for, at der kan snakkes om den kreative klasse, peger på tre væsentlige parametre for vækst: Talent, teknologi og tolerance.

De fleste hopper glad med på de to første og tænker at to ud af tre, må da være bedre end slet ingenting. Fidusen er bare, at Florida har fundet ud af væksten trives kun, når alle tre er i spil samtidigt. Så det gælder altså om at hænge sine fordomme i garderoben.

Det gælder om at bevare sin åbenhed, selvom det kan være svært. Jo mere jeg kigger på de miljøer, der har skabt udvikling i historien, jo mere synes jeg det ser ud som om, det handler om at invitere fremfor at innovere. Vær med til at gøre andre gode. Det handler ofte om at være uegennyttig - at træde et skridt tilbage, for at andre kan træde frem.

Niels Bohr samlede de dygtigste forskere - deriblandt Einstein - på hans

99Den, der lukker sig om sig selv - lukker!


berømte københavnerskoler i 1920’erne på Niels Bohr Institutet for at få has på atomfysikken.

Gertrude Stein serverede i 1920’ernes Paris blommevin, når hun holdt hof for Picasso, Hemingway, Joyce, Fitzgerald, Matisse og Toulouse-Lautrec.

Sylvia Beach samlede mellemkrigstidens litterære generation i sin boghandel Shakespeare & Co. i Paris. Hun lånte bøger ud til Hemingway, Ezra Pound og James Joyce. Hun udgav endda Joyces “Ulysses”.

Svend Olufsens mor åbnede godset Quistrup ved Struer for iværksætterne Peter Bang & Svend Olufsen samt deres legekammerater fra Aarhus Tekniske Skole. Hun lagde endvidere pengene fra salget af æg til side for at finansiere Bang & Olufsens spæde start.

Lorenzo de Medici sørgede for mandelkiks til både Leonardo da Vinci og Michelangelo, når han udfordrede dem til kunstnerisk duel.

Ferlinghetti samlede Beat-generationen - Allen Ginsberg, Jack Kerouac, Willam Burroughs - i sin boghandel City Lights i San Francisco. Han udgav Ginsbergs “Howl” i 1956 og gik i retten for at sikre udgivelsen, som de amerikanske myndigheder ville forbyde på grund af frække ord.

Hertuginde Anna Amalie fra Weimar har en hel regions vækst på samvittigheden fordi hun inviterede til the. Weimar oplevede en guldalder i slutningen af 1700-tallet på grund af Anna Amalies saloner. Byen blev en talentmagnet for Europas talenter, som kom forbi i håbet om at møde Goethe og blive inviteret til the hos Anna Amalie. Weimar har gennem tiden været hjemsted for Schiller, Luther, Bach, Herder, Wieland, Schopenhauer, Listz, Schweitzer, Zeiss, Nietsche, Dietrich, Gropius, Kandinsky, Mann og mange flere.

Derfor skal du gøre de andre gode.



Teorien ”Six degrees of Separation” handler om, at der kun er seks led imellem alle mennesker på kloden. Uanset hvem vi ville tage ud, helt tilfældigt, så er der kun seks led imellem os.

Prøv selv. Hvor mange led er der mellem dig og statsminister Anders Fogh Rasmussen, modemanden Erik Brandt og så fotomodellen René Toft Simonsen.

Dem, du kontakter skal vide, hvem du er, når du henvender dig. Det er ikke nok at kende til nogen, de skal også kende til dig.

Men der er forbavsende få led. De fleste har et eller to led til landets statsminister, fordi vi kender næsten alle sammen en eller anden, som er involveret i politik eller journalistik. Og de fleste har mellem to og tre led til Erik Brandt og det samme til René Toft Simonsen. I første omgang går det måske lidt trægt, men hvis du begynder at rode lidt i dit arkiv over familie, venner, bekendte, kollegaer og så videre, så finder du hurtigt ud af, hvor få led der er.

Hvad kan man så bruge det til? Jo, hvis man virkelig har noget på hjerte og ønsker at få noget gennemført, så kan det altså godt betale sig at være åben og have mange kontakter til verden.

Anders Fogh Rasmussen er jo kun et led væk fra alverdens topledere. Erik Brandt er kun et led væk fra David Bowie og Mick Jagger og René Toft Simonsen er kun et led væk fra Frederik og Mary.

Det gælder om at bevare sin åbenhed, selvom det kan være svært. Den amerikanske forsker Robert Putnam fortæller i sin bog ”Bowling Alone”, at et stigende antal amerikanere bowler alene. De tager en skinnende jakke på, et par sjove sko under armen og så drager de mod bowlingcentret. Problemet er bare, at når de laver en strike og vælter alle kegler på en gang, så er der ikke nogen at juble med.




Og det er skidt for et samfund. For når det modsatte er tilfældet, når der er mange at juble med, så er den sociale kapital høj.

Social kapital betyder summen af ens forbindelser til verden. Jo flere forskelligartede forbindelser man har til verden gennem familie, job, uddannelse, sport, fritid, musik og så videre, jo højere social kapital har man. Jo flere forbindelser man har til verden, jo nemmere er man at finde og dermed er man mere attraktiv.

Så ud og find dig nogle mærkelige venner. Nogen der ikke tænker som dig selv, nogen som går op i helt andre ting, end du gør, og som kan udfordre dig, så din hjerne ikke løber tør for brændstof.

For ifølge Putnam sikrer høj social kapital både højere vækst, lavere kriminalitet og længere levetid.

Det er da tre ting, der er værd at stå op om morgenen for.




Travel

Man Lever så længe man lærer