AKADEMISK KILDEHÅNDTERING - Forside · 2016-08-19 · Kolofon Akademisk kildehåndtering – for studerende på humanistiske og socialvidenskabelige universitetsuddannelser, 2011

AKADEMISK KILDEHÅNDTERING

FOR STUDERENDE PÅ HUMANISTISKE OG SOCIALVIDENSKABELIGE UNIVERSITETSUDDANNELSER

BAGGRUND OG PRAKTISK VEJLEDNING

ANDERS FOSS

Anders Foss

Kolofon

Akademisk kildehåndtering – for studerende på humanistiske og

socialvidenskabelige universitetsuddannelser, 2011 version 1.0

Teksten må frit distribueres fra bruger til bruger enten i

elektronisk eller printet form under følgende betingelser: u Dokumentet skal holdes intakt inklusive alle sider.

Dokumentet må ikke beskæres, redigeres eller forkortes, og

det må ikke »flettes« med andre pdf-dokumenter.

u Det er ikke tilladt at kræve penge for dokumentet eller for

distributionen af det.

u Dokumentet må ikke indgå i andre kompendier,

tekstsamlinger, websider, databaser eller digitale lagermedier.

Denne vejledning er et projekt under tilblivelse. Det er tanken, at

teksten engang skal ende som en regulær bog, hvilket er grunden

til, at der i teksten henvises til »bogen«.

Vejledningen cirkulerer i en række tidligere udgaver fra 2010,

2009 og 2007 med forskellige titler og varierende indhold.

Nærværende udgave er forsøgt gjort alment dækkende, og den er

således ikke længere tilpasset et bestemt fag.

Jeg tager forbehold for fejl i teksten, som der kan være en del

af. Desuden er der nogle »regibemærkninger« markeret med

[xxx]. Endelig er flere af eksemplerne helt tydeligt opdigtede (og

fjollede). Det er ulempen ved, at det er et projekt, som ikke er

færdigt. Forslag til forbedringer og regulær korrektur modtages

meget gerne på [email protected]

© Anders Foss 2011

Akademisk kildehåndtering © Anders Foss, 2011

Indhold • 5

I n d h o l d

INDLEDNING 9

KAPITEL 1 KILDER OG DOKUMENTATION 11 1.1 Formålet med kildeangivelse 11 1.2 Kilder til viden 16 1.3 Litteraturlisten 17 1.4 Kilde-typer 17

KAPITEL 2 KILDEDATA OG HENVISNINGER 23 2.1 Kildeangivelse og dokumentation 23 2.2 Standarden i denne bog 24 2.3 Hvor findes kildedata? 27 2.4 Litteraturlisten 28 2.5 Titler 33 2.6 Henvisninger 36

KAPITEL 3 FORMER: DET GRUNDLÆGGENDE 41 3.1 Der er forskel på kilder 41 3.2 En »almindelig« bog 42 3.3 En monografi med to eller tre forfattere 44 3.4 En monografi med fire eller flere forfattere 46 3.5 Tekst fra et samleværk (tekstsamling) 47 3.6 En antologi 49

KAPITEL 4 FORMERNE: ARTIKLER OG PERIODIKA 51 4.1 En artikel i en antologi 51 4.2 En artikel i et fagtidsskrift 54 4.3 En avisartikel 58 4.4 En artikel i et magasin 60 4.5 En artikel i et opslagsværk 60 4.6 Kilder uden forfatter 62


6 • Indhold

KAPITEL 5 FORMER: ELEKTRONISKE MEDIER 65 5.1 Elektroniske medier 65 5.2 Kilder fra internettet 66 5.3 Website 70 5.4 Elektronisk faksimile af en trykt bog 72 5.5 Elektronisk webkopi af artikel fra et tidsskrift 73 5.6 Web artikel / indlæg 74 5.7 Online nyhedsartikel 75 5.8 Weblog besked 76 5.9 Podcast 78 5.10 Spillefilm 79 5.11 Tv-fakta program 80 5.12 Tv-fiktion 82 5.13 Tv-fiktion i serieformat 82 5.14 Musik album 83

KAPITEL 6 CITATER 85 6.1 Brugen af direkte citater 85 6.2 Den typografiske udformning af citater 87 6.3 Ændringer i citater 93 6.4 Udeladelser og tilføjelser 95 6.5 Andenhåndscitater 99 6.6 Resumé: Undgå de mest almindelige fejl 101 6.7 Citat af sig selv? 101

KAPITEL 7 TEGN 103 7.1 Udformningen af citationstegn 103 7.2 Tankestreg 104

KAPITEL 8 ANDRE FORMELEMENTER 105 8.1 Forkortelser 105 8.2 Fodnoter 111 8.3 Markeringer og forbehold 114

KAPITEL 9 TYPOGRAFI 117 9.1 Typografisk opsætning 117 9.2 Eksempel på god typografi 121

KAPITEL 10 TJEKLISTE 129 KAPITEL 11 EMNEINDEKS 131 KAPITEL 12 LITTERATUR 133 KAPITEL 13 APPENDIKS 135


Indledning • 7

I n d l e d n i n g

Kildehåndtering er arbejdet med at udforme en litteraturliste,

angive citater og indsætte henvisninger de rigtige steder i

akademiske tekster – herunder eksamensopgaver.

Det er et håndværk, som alle akademikere forventes at

beherske – i hvert fald efter et stykke tid i »branchen«.

Kildehåndtering er ikke svært, men det er kompliceret, og det er

et håndværk, man er nødt til at øve sig på.

Denne bog handler næsten udelukkende om kilder forstået som

litteratur. Det vil sige bøger, artikler, aviser, websider, men også

film, lydfiler og andre digitale »tekster«, der allerede findes i en

eller anden medieform, og som er offentligt tilgængelige.

I bred forstand er kilder imidlertid alle de informationer,

akademikere – både studerende og uddannede forskere – bruger i

forskning og eksamensopgaver. På mange studier og i mange fag

består kilder også af materiale, som den studerende eller

forskerne selv har fremskaffet gennem undersøgelse. Det er ofte

simpelthen deri forskningen består. Denne nye viden kan

eksempelvis være interviews, statistiske data eller andre

empiriske undersøgelsesresultater.


8 • Indhold

Håndtering af kilder er som antydet ikke en helt enkel affære, hvis

det skal gøres godt. Heldigvis findes der nu – for første gang på

dansk – en detaljeret gennemgang af kildehåndteringens regler,

faldgruber og velsignelser.

Vægten i bogen er lagt på de tekniske »pillerier«, men der står

også noget om, hvad der kan bruges som kilder, og lidt om

hvordan man vurderer kvaliteten af kilder.

Kildehåndtering handler nemlig også om at vælge og anvende

sine kilder på en sober og akademisk korrekt måde. Dette emne

om kildevurdering er imidlertid meget tæt knyttet til de enkelte

fag og fagområder, og det er umuligt at sige noget, som er både

alment gyldigt og detaljeret.

Et af de grundlæggende problemer med at skrive en bog om dette

emne er, at det er umuligt at give nogle præcise anbefalinger, som

alle akademikere uden forbehold ville bakke op om i alle detaljer.

Der er forskel i traditioner og rutiner, og mange undervisere har

individuelle præferencer og endda særheder.

Det har desværre – i hvert fald i de miljøer, jeg har befundet

mig – betydet, at de fleste undervisere på universitetet på den side

forudsætter, at de studerende behersker håndværket, men på den

anden side har jeg aldrig mødt en underviser, som orkede at vise

de studerende i detaljer, hvordan det skal gøres.

Til alles forsvar skal det siges, at det er komplicereret, og

forskellige fagområder har som sagt forskellige måder at gøre det

på. Det er måske også grunden til, at ingen tidligere har givet sig i

kast med at skrive en detaljeret vejledning som denne?


Indledning • 9

Bogen er først og fremmest tiltænkt studerende universiteternes

humanistiske og socialteoretiske uddannelser (herunder

psykologi), men det er tænkeligt, at andre vil finde den nyttig?

Bogen er ikke en sammenligning af de mange forskellige

standarder for kildehåndtering, og genremæssigt er der ikke tale

om en videnskabelig undersøgelse, men om en vejledning – eller

»kogebog« om man vil – der indeholder en række sammen-

hængende »opskrifter«. Endelig skal det understreges, at disse

opskrifter er anbefalinger – ikke offentligt sanktionerede regler i

lighed med retskrivning og grammatik.

Kildehåndtering kan udføres på flere gode måder, men hvis

du holder dig til bogen, får du én sammenhængende beskrivelse,

der tager udgangspunkt i den internationalt anvendte

referencestandard, APA. Mere om dette i afsnit 2.2.

Selvom bogens anbefalinger altså er sammenhængende,

gennemarbejdede og efter min mening gode, så vil jeg allerede hér

– og gentagne gange undervejs – understrege, at du bør

undersøge din undervisers krav og præferencer med hensyn til

kildehåndtering. Det er trods alt din underviser og en eventuel

censor, der skal bedømme din opgave, og kvaliteten af

kildehåndteringen har betydning for eksamenskarakteren.

Som du vil opdage indeholder bogen nogle kapitler (Kapitel 7, 8

og 9) om emner, der ikke umiddelbart synes at have noget at gøre

med kildehåndtering – blandt andet et kapitel om typografi.

Der er en hel del nødvendig, generel akademisk viden og

færdigheder, som denne bog ikke behandler, og som du må skaffe

ad andre veje, men spørgsmålet om typografi er tæt knyttet til

håndværket med kildehåndtering. Derfor er det med.


10 • Indhold

Bogen er tænkt både som et opslagsværk og som en

baggrundstekst. De første to kapitler kan læses »normalt«, mens

det fra og med Kapitel 3 nok er nødvendigt at have et konkret

behov at anvende de detaljerede anbefalinger på.

Krydshenvisninger vil blive givet med rund hånd til afsnits- og

kapitelnumre (ikke til sidenumre) efter følgende form: (�3.9).

Desuden finder du et emneindeks bagest i bogen, som skulle gøre

det let at finde oplysninger om et bestemt emne [xxx ikke med i

denne version].

God læse- og opslagslyst.

Anders Foss, Aarhus, november 2011


Kilder og dokumentation • 11

KAPITEL 1 Kilder og dokumentation

1.1 Formålet med kildeangivelse

Det handler blandt andet om dokumentation

Der er fem hovedgrunde til, at du omhyggeligt skal angive

oplysninger om de kilder, du bruger i din opgave.

1.1.1 Argumentation og dokumentation

Belæg for dine påstande

For det første (og vigtigst) er det et spørgsmål om videnskabelig

dokumentation. Selv i en ukontroversiel redegørelse for et emne

skal du dokumentere sandheden af dine påstande.

Det handler nemlig om argumentation: Dine påstande om

emnet er præmisser i det samlede argument, som en opgave ideelt

set udgør, og som afsluttes med en konklusion.1 Kilderne

(litteratur og/eller empiriske data) fungerer igen som grundlag for

1 I en Toulmin’sk terminologi er præmisser enten belæg eller hjemmel for

opgavens påstande.


12 • Kilder og dokumentation

dine påstande om emnet. Et aspekt af dette krav om

dokumentation er, at læseren skal have mulighed for at kigge

grundlaget for dine påstande/præmisser efter i sømmene, hvilket

igen har betydning for styrken af din(e) konklusion(er).

Hvis du eksempelvis hævder noget om Descartes’ opfattelse af

fornuften (eller om Japanernes spisevaner), så skal læseren have

mulighed for at finde de steder i kilderne, hvor der står noget om

netop det. Dermed kan relevansen af belægget for dine præmisser

tjekkes og læseren får mulighed for at vurdere din tolkning af

eksempelvis Descartes og dermed i sidste ende sundheden af dit

argument og din konklusion.

Denne sammenhæng mellem kilderne og den logiske struktur

i en opgave kan skematisk og stærkt forsimplet illustreres således:

Belæg hentet i en kilde u Påstand/præmis 1

q


q


q

Konklusion

Figur 1: Sammenhængen mellem kildebelæg, påstande og konklusion i et akademisk argument.



Ovenstående eksempel med Descartes klinger rent fagligt meget

humanistisk og hermeneutisk. Kilderne er litteratur, som er blevet

behandlet og fortolket. Argumentstrukturen og forholdet mellem

kilder, belæg, præmis og konklusion er imidlertid grundlæggende

den samme i empiriske opgaver. Hér er kilderne blot

undersøgelsesresultater, og disse skal også håndteres på en

acceptable og sober måde.

1.1.2 Troværdighed

Er du til at stole på?

Dokumentation er – for det andet – et spørgsmål om opgavens

troværdighed. Troværdighed har med tekstens etos at gøre, mens

dokumentation har med teksten logos at gøre. De to forhold

hænger sammen, fordi troværdighed i den akademiske genrer

blandt andet opnås ved at argumentere overbevisende og

dokumenterer sine påstande med henvisning til solide og

anerkendte kildetyper.

Som studerende er din initiale etos i sig selv meget lav.

Omvendt er en etableret og anerkendt forskers etos høj, og i

mange sammenhænge vil de fleste om ikke andet lytte interesseret

til en anerkendt forsker, uanset om denne giver kildebelæg for

sine påstande eller ej.

Som studerende er du nødt til at arbejde målrettet for at opnå

troværdighed i opgaven. Det gøres blandt andet ved at følge

genrens konventioner herunder at dokumentere dine påstande

gennem korrekt kildehåndtering, hvilket denne bog gerne skulle

give dig nogle redskaber til.



1.1.3 Forbindelse til fagområdet

Det letter bevisbyrden

For det tredje er det fornuftigt og nødvendigt at henvise til den

etablerede viden på det område, du skriver om. Så viser du, at du

er bekendt med den allerede eksisterende og især den seneste og

mest opdaterede viden på området.

Dette kalder akademikere som regel for state of the art altså

fagområdets i øjeblikket ypperste. Videnskaben har ingen

interesse i at repetere allerede eksisterende forskning og dermed

opfinde den dybe eller flade tallerken alt for mange gange.

Derfor er din hoveopgave som studerende og potentielt set

kommende forsker tosidet: Dels skal du lære, hvordan man

skaber ny viden (forskningstræning), dels skal du at kende

fagområdets aktuelle viden (videnstilegnelse).

Dette gælder dog kun i princippet især i begyndelsen af

studiet, fordi uddannelse også er et spørgsmål om at øve sig, og

det kan ikke udelukkes, at du i opgaver »skaber« viden, som

allerede findes simpelthen fordi det tager meget lang tid at sætte

sig ind i fagområdets state of the art og dermed vide, hvad der

allerede er skrevet om.

I sig selv er solid kildehåndtering ingen garanti for, at opgaven

bygger på den seneste forskning. Man kan sagtens behandle

forældede kilder upåklageligt.

Under forudsætning af, at du faktisk er bekendt med og

henviser til fagområdets mest aktuelle forskning, så letter det den

bevisbyrde, som ligger direkte i din opgaves egen argumentation.

Du får noget foræret ved en form for »logos-afsmitning«. Det



skyldes simpelthen, at den allerede etablerede forskning har løftet

byrden med at argumentere.

På dette punkt flyder argumentationens etos og logos i

opgaven sammen qua fagområdets state of the art.

Det er dog vigtigt at understrege, at du altid er forpligtet til at

argumentere sobert og tydeligt i opgaven. Du kan ikke nøjes med

blot at opremse resultater fra andre og nok så anerkendte kilder –

i hvert fald ikke, hvis du vil have en god bedømmelse.

1.1.4 Anerkendelse

Skal tilfalde den rette

For det fjerde er kildehåndtering et spørgsmål om anerkendelse.

Du må ikke tage æren for viden, indsigter og pointer, som du ikke

selv er ophavsmand til. Det ville være uhæderligt og stemme

dårligt overens med ønsket om fairplay og god skik, hvis du tog

æren for andres opdagelse.

Plagiat – som den slags »lån« kaldes – kompromitterer kravet

om, at æren for originalt arbejde skal være velfortjent og tilfalde

den rette.2 Det er i øvrigt sjældent et krav, at du selv er original

med kæmpestort o i dine opgaver, men du skal dokumentere din

brug af andres originalitet (eller mangel på samme).

2 Find information om, hvordan plagiat undgås i eksamensopgaver på:

http://stopplagiat.nu



1.1.5 Inspiration

Hjælp din læser videre

For det femte er kildehåndtering et spørgsmål om inspiration.

Kildeangivelse skal gøre det muligt for læseren at identificere dine

kilder, sådan at han/hun kan læse mere om emnet. Det er godt at

huske, når du selv læse tekster: Der er ofte inspiration at hente

ved at læse de kilder, som en tekst henviser til.

1.2 Kilder til viden

Viden om kilder og dokumentation

I alle akademiske tekster opgiver man omhyggeligt, hvor man har

sine oplysninger fra. Denne præcision og hæderlighed ved brugen

af kilder har været normen i rundt regnet et par hundrede år i den

akademiske verden.

Kildehåndtering og videnskabelig dokumentation er et

håndværk, du skal beherske ved siden af dine fagspecifikke

kompetencer, og håndværket følger nogle finurlige retningslinjer,

som du er nødt til at kende.

Der findes ganske vist specialiseret software (eksempelvis

RefWorks), som er beregnet til at lette arbejdet med at producere

litteraturlister og henvisninger. Det er dog formentlig kun, hvis du

jævnligt håndterer et meget stort antal kilder, at det kan betale

sig. Det tager nemlig lang tid at sætte ind i denne software, og du

skal alligevel være i stand til at kontrollere, om det gøres korrekt.



1.3 Litteraturlisten

Er et must i enhver opgave

Enhver eksamensopgave skal indeholde et særligt kapitel med

relevante detaljer om alle de kilder, du anvender i opgaven ved

direkte citat eller anden henvisning. Dette kapitel kaldes oftest for

»litteraturliste«, men mange undervisere vil også acceptere

overskrifter som »kilder« eller »referencer«.

Litteraturlisten må ikke indeholde titler, som du kun er blevet

inspireret af. Det trækker i mindre grad ned i bedømmelsen af din

opgave, hvis du laver en sådan »oppustet« litteraturliste med

titler, du ikke bruger i opgaven.

Arbejd løbende på din litteraturliste, når du skriver en opgave. Det

tager overraskende lang tid at udforme en litteraturliste efter

reglerne.

1.4 Kilde-typer

Som alle kan bruges. Nogle skal bruges

Man skelner i udgangspunktet ikke i litteraturlisten eller andre

steder i opgaven mellem de følgende tre typer kilder. Det er et

skel, som bruges i undervisningen af pædagogiske grunde. Alle

kilder, der bruges i din opgave (primære, sekundære og tertiære),

skal med i litteraturlisten, og listen skal sorteres alfabetisk efter

kildens efternavn.



Det er dog mange steder kutyme at opdele litteratur- og

kildelisten i flere sektioner med overskrifter som »kilder« og

»litteratur« eller »teori« og »analysemateriale«. Spørg din

underviser, hvad kravet er ved den konkrete eksamen.

1.4.1 Primær litteratur

De originale værker

Dette er originalværker. Der er ikke nødvendigvis tale om gamle

tekster, da der hele tiden skrives ny primær litteratur. De fleste

undervisere vil kræve, at du i din eksamensopgave har et rimeligt

antal henvisninger til primær litteraturen. Du kan ikke skrive en

eksamensopgave om eksempelvis Humes og Kants erkendel-

sesteorier uden at have mindst et værk af dem hver i litteratur-

listen, og der skal være henvisninger til kilderne inde i din tekst.

1.4.2 Sekundær litteratur

Formidling af andres idéer

Sekundær litteratur er tekster, der præsenterer og måske

kritiserer noget, som andre allerede har skrevet. Det kan

eksempelvis være en tekst, der beskriver Humes erkendelsesteori.

Ofte er disse tekster langt mere forståelige end originalen.

Der findes også en type sekundær litteratur, som forsøger at

skabe overblik over et område ved at sammenstille flere

forfatteres originale tanker. Man kan vel sige, at den afgørende

forskel mellem primær og sekundær litteratur er, at primær

litteratur formidler ny, original viden, mens sekundær litteratur



fortolker og (gen)fremstiller eksisterende viden i en bearbejdet

form, ofte med pædagogisk venlighed for øje.

Man skal dog ikke ret langt ind i denne problematik før det

viser sig, at skellet bliver meget vanskeligt at opretholde, fordi

enhver fortolkning potentielt skaber ny viden. Desuden forholder

selv de største litterære primære værker sig altid direkte eller

indirekte til tidligere værker og forfattere. Af pædagogiske grunde

er det dog hjælpsomt at skelne mellem, hvad eksempelvis Hume

selv har skrevet (primær), og de fremstillinger andre har lavet af

Humes idéer (sekundær).

Du kommer næppe uden om at læse og bruge en del sekundær

litteratur som studerende ofte i form af lærebøger. Vær dog

opmærksom på, at du formentlig ikke må skrive en

eksamensopgave, som udelukkende er en genfortælling af

sekundær litteratur. Det er ikke selvstændigt nok, og du er nødt til

også at læse og bruge primærkilderne. I løbet af dit studie vil en

større og større del af din dokumentation stamme fra primære

kilde, og en rutineret forsker forholder sig stort set udelukkende

til primære kilder.

Sekundær litteratur kan ikke bruges til at springe over, hvor

gærdet er lavest, men det kan bruges til at bygge en trappe, så du

kan klare gærdets højeste punkt – for nu at blive lidt poetisk.

Generelt er det en ambition at bruge så originale og oprindelige

kilder som muligt, men det tager tid at skabe de forudsætninger,

der skal til for eksempelvis at kunne læse Kierkegaards egne

værker. Til dette bruger vi sekundær litteratur.



1.4.3 Tertiær litteratur

Leksika og opslagsværker

Dette er en betegnelse, man nogle gange bruger om ordbøger og

andre opslagsværker. Disse må kun bruges til eventuelt at give

korte definitioner af begreber og til ukontroversielle fakta.

1.4.4 Noget kan ikke bruges som kilde

Af forskellige grunde

Du kan bruge alle relevante og lødige tekster som kilder i dine

opgaver, uanset om de har været gennemgået i undervisningen

eller ej (med mindre din underviser forlanger noget andet). Du

må altså gerne bruge litteratur, som ligger ud over pensum, så

længe det har den nødvendige kvalitet og ligger inden for fagets

horisont. Hvis ikke det fremgår tydeligt af undervisningen, bør du

spørge din underviser, hvis du er i tvivl.

Dog er der nogle tekster, som de fleste akademiker er enige

om, at du ikke kan bruge som kilder i din opgave:

u Kilder med utilstrækkelig/usikker kvalitet eller manglende

troværdighed (etos). En eksamensopgave fra en anden

studerende dur ikke. Den nedre grænse går som regel ved

specialer, men også hér er undervisere uenige.



u I din eksamensopgave er du nødt til udelukkende at henvise

til (1) lødige kilder, der er (2) fikseret i et eller andet medium

og som (3) er alment tilgængelige. Derfor kan de ting, der er

sagt ved forelæsninger og de slides eller tavlenoter, som

underviseren har brugt, »kun« bruges til at blive klogere af.

Du kan ikke henvise til dem i din opgave, men må finde andre

og lødige kilder, som udtrykker de samme pointer. Meget ofte

har underviseren jo også sine indsigter fra offentligt

tilgængelige kilder.

u Websider hvor afsenderens identitet eller kvalifikationer er

uklar kan heller ikke bruges. Eksempelvis kan ingen artikler

fra Wikipedia bruges som kilde i opgaven (med mindre du

skriver en opgave om Wikipedia, men skifter indholdet af

Wikipedia status til at være analysemateriale).


Kildedata og henvisninger • 23

KAPITEL 2 Kildedata og henvisninger

2.1 Kildeangivelse og dokumentation

Og de tre grundenheder

Grundlæggende er der tre strukturelle enheder i kildehåndtering.

Det to første skal bruges, mens den tredje kan bruges.

u detaljer om selve kilden, som står i litteraturlisten.

u henvisninger til kilden, som står i opgavens løbende tekst.

u eventuelle direkte citater fra kilden med tilhørende

henvisning.

For brugen af kilder, henvisninger og citater gælder overordnet

følgende, som vil blive uddybet senere:

u Oplysningerne om kilden (som står i din litteraturliste) skal

være tilstrækkelige til at læseren fuldkommen entydigt kan

identificere den pågældende kilde i den anvendte udgave.



u Henvisningerne til kilden (som står i selve opgaveteksten) skal

tilsvarende indeholde tilstrækkeligt med informationer til, at

den korresponderende kilde uden mulighed for misforståelser

kan findes i litteraturlisten. Henvisninger skal desuden på den

ene side være entydige, præcise og passende i antal, men

samtidig bør de ikke forstyrre læsningen unødigt. Alle

henvisninger hæmmer fremdriften i læsningen, og derfor bør

teksten ikke indeholde redundante eller irrelevante

henvisninger.

u Eventuelle citater skal bruges på en sådan måde, at de gør

teksten til en bedre akademisk tekst, end den ville have været

uden citaterne.

2.2 Standarden i denne bog

Er en tilpasset udgave af APA’s anbefalinger

Så vidt de overordnede hensyn, der jo mildest talt ikke er særlig

konkrete, og derfor er en stor del af resten af bogen en praktisk

uddybning af dette.

Der er som sagt tidligere forskel mellem fagområder,

emneområder og akademiske genrer med hensyn til håndteringen

af kilder. Der er også forskel på, hvordan man gjorde for 10, 50 og

100 år siden.

Du er til dels hjulpet ved at prøve at aflure, hvordan det gøres

i fagtekster. Det gøres desværre meget forskelligt i forskellige

tekster, og det gøres ikke altid lige godt.

Heldigvis findes der nogle retningslinjer, som kan hjælpe os.

Anbefalingerne i denne vejledning er baseret på en af de mest

udbredte internationale standarder, nemlig den som American



Psychological Association (herefter APA) har beskrevet i deres

Publication Manual of the American Psychological Association

(6. udgave, 2010). Selvom standarden er udarbejdet af

psykologer, så er den udbredt indenfor mange fagområder –

herunder de humanistiske og socialteoretiske.

Figur 2: Coveret til den 6. og i øjeblikket seneste udgave af Publication Manual of the American Psychological Association.

Der findes andre udbredte internationale standarder, men de

er ikke behandlet hér for at undgår forvirring. Ved at følge denne

vejledning er du sikker på at blive introduceret til én



gennemarbejdet og anerkendt standard. Når det er sagt, så kan

jeg ikke garanterer mod, at du vil møde andre krav til

kildehåndtering end APA. Spørg underviseren i hver enkelt fag,

om vedkommende har præference på dette område. Hvis svaret er

nej, kan du lige så godt bruge disse anbefalinger.

APA’s Publication Manual er et meget omfattende katalog af

anbefalinger, der dækker så godt som alle formmæssige aspekter

af forskningsformidling; langt flere forhold ned denne bog

behandler.

For de fleste studerende ville det være voldsomt »overkill« at

lægge arm med APA i sin helhed, og det er standarderne omkring

kildeangivelse, henvisninger og citatbrug, som anvendes i det

følgende.

APA’s anbefalinger er lavet af amerikanere med henblik på

engelsksprogede forskningsartikler,3 men da nærværende

vejledning er skrevet primært med dansksprogede eksamens-

opgaver for øje, har det været nødvendigt med nogle tilpasninger.

Selvom denne vejledning er forholdsvis grundig, kan den ikke

dække alle de kildetyper, som er beskrevet i Publication Manual

og slet ikke alle de typer, som du kan anvende i det hele taget. Det

følgende dækker dog formentlig langt størstedelen af de

kildetyper, du møder.

Det kan ikke udelukkes, at du vil bruge en kildetype, som hverken er

beskrevet hér eller hos APA. I sådanne tilfælde må du på baggrund

af anbefalingerne gøre dit bedste og selv danne en form.

3 Det samme gælder en anden udbredt standard, MLA (http://www.mla.org).

Der findes ikke en samlet beskrivelse på dansk og for danske opgavetekster. Det er netop dette forhold, som denne bog forsøger at rette op på.



2.3 Hvor findes kildedata?

Som regel i værkets kolofon!

Hvis vi et øjeblik ignorere de elektroniske kilder og bruger en

simpel bog som eksempel, så finder du alle nødvendige

oplysninger om kilden i den såkaldte kolofon, der altid er en af de

første sider i bogen.

Figur 3: Kolofonen fra en udgave af David Humes berømte værk, A Treatise of Human Nature fra 1888.

På græsk betyder kolofon »top« eller »det højeste« og

henviser til det første, der står i en tekst. En kolofon er dét sted i

en bog, hvor forfatter og forlag samler de »tekniske« oplysninger



om værket. Det er eksempelvis oplysninger om forlagets navn og

adresse. Desuden finder du i kolofonen udgivelsesår,

udgavenummer, ISBN samt selvfølgelig bogen titel og forfatterens

navn. Der findes også kolofoner i tidsskrifter og antologier.

Det er klart, at du også får mange information – om

forfatternavn, titel og forlag – ved bare at kigge på forsiden, men

forsiden indeholder aldrig alle de informationer, du skal bruge, og

en stor del af arbejdet med kildehåndtering består i at nærlæse og

tyde de ofte lettere forvirrende informationer i kildernes

kolofoner.

2.4 Litteraturlisten

Er opgavens liste over kilder

Det følgende er en gennemgang af de overordnede regler. Fra

Kapitel 3 og frem finder du eksempler, som forhåbentlig gør det

lettere at forstå reglerne.

2.4.1 Placering

Til sidst

Litteraturlisten placeres altid som det sidste kapitel i opgaven.

Dog vil nogle opgaver kræve et bilagsmateriale, som placeres efter

litteraturlisten.



2.4.2 Efternavn først

Forfatterens efternavn skrives altid som det første efterfulgt af

for- og mellemnavnenes initialer. Hvis for- eller mellemnavn

skrives med bindestreg skal dette medtages i initialforkortelsen.

Poul-Erik Hansen skrives eksempelvis som Hansen, P.-E.

Hvis kilden har flere forfattere, nævnes disse i den rækkefølge,

som kilden selv har valgt. Det er ikke nødvendigvis alfabetisk,

men afspejler nogle gange en slags hierarki, som du dog ikke

behøver at kende baggrunden for.

2.4.3 Alfabetisk sortering

Titlerne i litteraturlisten sorteres alfabetisk og numerisk stigende

(fra a til å og fra 1 til 10) efter forfatterens efternavn.

u Hvis forskellige forfattere har samme efternavn, sorteres disse

indbyrdes efter første initial i fornavnet. Jensen, H. skal stå

før Jensen, S.

u Hvis samme forfatter står med flere værker, sorteres værkerne

dernæst efter årstal for udgivelsen af den brugte udgave.

Jensen, H. (1998) skal stå før Jensen, H. (2002).

u Hvis samme forfatter er opgivet med forskellige værker fra

samme år, tilføjes årstallene bogstaver (a, b, c og så videre).

De valgte bogstaver skal desuden vises i henvisningen (�2.6

f.), som står i den løbende tekst. Eksempel: (Hansen, 1988a;

Hansen 1988b; Hansen 1988c) . Se eventuelt eksemplerne

under punkt 3.5.



Man skelner som sagt ikke mellem primære og sekundære kilder i

litteraturlisten (se �1.4). Der skelnes heller ikke mellem

monografier og antologier, og artikler skal ikke stå for sig selv.

Alle kilder står samlet i én liste med korrekt sortering.

Dog kan det i nogle fag med et omfattende empiriske

analysemateriale være en fordel at samle disse kilder i et eller

flere bilag og adskille dem fra den almindelige litteratur. Spørg

underviserne i det enkelte fag, hvad de foretrækker.

Hvis din opgave indeholder mange illustrationer med

tilhørende figur-tekst, kan det væren en fordel at lave liste over

illustrationer. Denne placeres efter litteraturlisten.

2.4.4 Årstal

Årstallet for udgivelsen af kilden skal opgives i almindelige,

(runde) parenteser.

I nogle få tilfælde kan det være relevant at opgive årstallet for

førsteudgivelsen af det pågældende værk, hvis dette er forskelligt

fra årstallet for udgivelsen af den anvendte udgave. »Oprindelig«

vil sige det år, hvor værket udkom allerførste gang eventuelt på

det oprindelige sprog. Dette oprindelige årstal skrives i

[firkantede] parenteser efter årstallet for den aktuelle udgave

adskilt af mellemrum. Eksempel: (1971) [1962].

Dette er især vigtigt ved klassiske hovedværker, hvor der er

væsentlige forskelle mellem udgaverne, og oversatte værker er per

definition en anden udgave end den oprindelige på

originalsproget, og så bør du angive dette.



I henvisningen i den løbende tekst angives kun ét årstal: årstallet for

den aktuelle udgave, altså det seneste årstal. Det er tilstrækkeligt til

at identificere det korrekte værk på litteraturlisten.

2.4.5 Forlag og by (sted)

Kilden forsynes med navnet på forlaget samt navnet på forlagets

hjemby (i den omvendte rækkefølge). Hvis forlaget har til huse i

flere byer, vælges kun hjembyen for hovedsædet – eller, hvis dette

er umuligt at afgøre, den by, der nævnes først i kolofonen. Vær

opmærksom på, at trykkeriets adresse ofte også er nævnt i

kolofonen, og man kan i skyndingen tage fejl af den og forlagets

hjemby. Trykkeriet er irrelevant for en kilde i denne

sammenhæng.

2.4.6 Brug hængende indrykning

Så det bliver overskueligt

Vi vender tilbage til spørgsmålet om typograf i Kapitel 9, men der

er ét punkt, som bør omtales allerede nu.

Det skal være ukompliceret at skelne titlerne fra hinanden i

litteraturlisten. Dette gøres rent typografisk ved at benytte såkaldt

hængende indrykning, hvor kun den første linje går ud til

dokumentets globale venstre margen, mens resten er indrykket en

smule. Her et eksempel med tre linjer (titler), hvor længden af

indrykningen er markeret med en stiplet linje:



Hængende indrykning laves med en særlig funktion i

tekstbehandlingen. Sådan ser det ud i min udgave af programmet

Word, når afsnittet formateres med en hængende indrykning på

0,6 cm. En indrykning på mellem 0,5 og 2 cm er passende:

Figur 4: Hængende indrykning på 0,6 cm i Word.

Du kan desuden tilføje en smule luft under hver titel, men bortset

fra dette (og den hængende indrykning) bør typografien og

dokumentindstillingerne (skrifttype, skriftstørrelse, linjeafstand

og margener) være som i resten af teksten.



2.4.7 Hvad med ISBN?

Det angives ikke!

Alle nyere bøger er forsynet med et ISBN, der står for

International Standard Book Number.4 Oprindelig indeholdt

denne internationale kode ni cifre, men i 2007 blev den udvidet til

13 cifre.

Bag tallene gemmer sig oplysninger om blandt andet

udgivelsesland, forlag og titel. ISBN er en slags cpr.-nummer for

bøger: der findes ikke to koder, der er ens. Danmarks landkode er

i øvrigt 87, men det behøver du ikke huske, fordi – og nu kommer

det væsentlige endelig – du skal aldrig opgive bogens ISBN i

litteraturlisten eller andre steder (med mindre selvfølgelig du er

ved at skrive en afhandling om ISB-numrenes historie eller

lignende).

Tidsskrifter bruger en lignende men noget korte kode: ISSN,

der står for International Standard Serial Number, men den skal

du heller ikke opgive i litteraturlisten.

2.5 Titler

Kursiveres eller sættes i anførselstegn

Titlen på et værk skal som hovedregel kursiveres i den løbende

tekst. Man skriver altså Anne Franks dagbog, Kritik af den rene

fornuft og Harry Potter og de vises sten. Jeg skrev »som

hovedregel«, fordi dette gælder kun hele værker.

4 Systemet blev opfundet i 1966 af den irske professor, Gordon Foster (cf.

http://en.wikipedia.org/wiki/ISBN; http://www.isbn.dk).



Når det derimod drejer sig om enkeltstående artikler fra

antologier eller tidsskrifter (aviser, magasiner, fagtidsskrifter),

skal titlen på disse skrives uden kursiv men omgives af

anførselstegn. »The Structure of Common Fears: Comparing

Three Different Models« er eksempelvis titlen på en artikel i det

ansete amerikanske videnskabelig tidsskrift, The American

Journal of Psychology.

Læg i de foregående fire linjer mærke til, at titlen på

tidsskriftet som helhed skal kursiveres ligesom ved almindelig

bøger, mens titlen på en bestemt artiklen skal i anførselstegn.

Fuldstændig det samme gælder aviser og magasiner: Titlen på

lederen i Politiken den 11. august 2011 er eksempelvis »Valgløfter

giver fingerpeg om SF's ansvarlighed«.

Ovenstående handler om den måde, som titlerne skrives på

inde i opgavens løbende tekst. I litteraturlisten er det lidt

anderledes. Her skrives hele værker også i kursiv, mens titler på

artikler skrives i normal skrift (uden kursiv og uden

anførselstegn). I følgende eksempel er første kilde en monografi,

mens den anden kilde er en artikel fra en antologi:

Bolter, D. J. & Grusin, R. (1999). Remediation. Understanding

New Media. Cambridge, MA: The MIT Press.

Brügger, N., Pedersen, T. F. & Bourdieu, P. (2002). Theoretical

Reflexions on Media and Media History. In N. Brügger & S.

Kolstrup (Eds.), Media History: Theories, Methods, Analysis

(pp. 33-66). Århus: Aarhus University Press.



2.5.1 Store eller små begyndelsesbogstaver?

Reglerne for brugen af store og små begyndelsesbogstaver i titler

er forskellige på dansk og engelsk. Hvis du skriver afhandlingen

på engelsk, bør du konsultere Publication Manual (2006). Her er

de tilpassede regler for dansksprogede eksamensopgaver.

2.5.1.1 Danske titler

Dansksprogede titler skrives i overensstemmelse med dansk

retskrivning. Det vil sige, at sætningers første ord og egennavne

skrives med store begyndelsesbogstaver. Eksempler: Den grimme

ælling; Kongemordet i Finderup Lade; Pigen der legede med

ilden.

Dog: Hvis du bruger originale udgaver af ældre værker, kan

skrivemåden være anderledes, og du er da nødt til at følge kilden.

Her er et eksempel med et af Søren Kierkegaards hovedværker i

originaludgaven: Begrebet Angest. En simpel psychologisk-

paapegende Overveielse i Retning af det dogmatiske. Denne

stavemåde må du ikke ændre, hvis du bruger denne originale

udgave.

2.5.1.2 Engelske titler I alle engelsksprogede titler skrives ord på fire eller flere

bogstaver med stort begyndelsesbogstav.5 Eksempel: An

Introduction to Critical Discourse Analysis in Education.

5 Dette afviger fra APA’s anbefalinger, hvor kun titler i den løbende tekst

skrives på denne måde, mens de samme titler i litteraturlisten skrives uden store begyndelsesbogstaver. Det er imidlertid for kompliceret og unødvendigt at operere med to forskellige måder at skrive engelske titler på, mener jeg.



Dog skal ord på tre bogstaver eller mindre også skrives med

stort, hvis der er tale om verber, navneord, stedord, adjektiver og

adverbier. I praksis betyder det, at stort set alle ord på nær

artikler, stedord og biord skal skrives med stort

begyndelsesbogstav. Eksempel: The Man That Travelled Three

Times Around the Globe in a Boat for Nothing.

Desuden skal det første ord efter kolon, punktum eller

tankestreg altid skrives med stort, når det drejer sig om engelske

titler. Eksempel: Childhood Traumas: A Case Study of the Danish

Day-Care System.

2.5.1.3 Andre sprog

I andre fremmedsprogede værker (tysk, fransk, norsk, hebraisk,

urdu og oldgræsk) følges den skrivemåde, som anvendes i værket.

Sørg altid for at studere kolofonen, da titlen på forsiden ofte er

skrevet udelukkende med kapitæler (blokbogstaver).

2.6 Henvisninger

Er noget, der står i din egen løbende tekst

En henvisning er en markering inde i din egen løbende tekst i

opgaven, hvor du viser hen til den kilde, du bruger eller skriver

om.

Der findes ingen enkle regler for hvornår og hvor ofte, du skal

henvise til dine kilder. Det er et spørgsmål om at finde et

fornuftigt kompromis mellem hensynet til tekstens læsevenlighed

og kravet om videnskabelig dokumentation. Også på dette punkt

vil du opdage, at selv veletablerede forskere og forfattere fortolker

dette meget forskelligt. Nogle er meget omhyggelige og rigelige



med deres henvisninger, mens andre knap gider nævne navnene

på deres hovedkilder.

Du skal lære omhyggelighed og præcision, men kan senere

som verdensberømt forsker, professor og forfatter tillægge dig

nogle mere uortodokse vaner. Det er bedre at henvise lidt for

meget end alt for lidt, men det må selvfølgelig ikke overdrives. Du

må altså gerne ofre lidt af læsevenligheden for at være sikker på,

at dokumentationen er tilstrækkelig og præcis.

Det er meget vigtigt at vide, at du ikke alene skal henvise, når

du bruger direkte citat. Du skal også henvise, når du med egne ord

redegør for væsentlige dele af en tekst eller en teori og når du

citerer »indirekte« ved omtale eller parafrasering. Det vil groft

sagt sige, at når du skriver om noget vigtigt fra dine kilder, skal du

vise, hvor du har disse påstande fra. Henvisningen (plus kilden i

litteraturlisten) er dit videnskabelige belæg.

Du skal henvise til alle typer kilder – også sekundærlitteraturen. Det

er ikke nok at henvise, når du citerer direkte. Du skal også jævnligt

henvise, når du med egne ord gengiver centrale pointer fra en

tekst.

Henvisninger placeres altid et passende sted i slutningen af en

sætning i din løbende tekst omgivet af almindelige parenteser.

Ifølge APA må du ikke placere henvisninger i fodnoter.

Henvisningen består som minimum af forfatterens efternavn

samt årstallet for kildens udgivelse adskilt af komma-mellemrum.

Eksempel: (Habermas, 1971). Hvis du har valgt i litteraturlisten at

medtage årstallet for førsteudgivelsen af et værk, skal dette som

nævnt ikke medtages i henvisningen. Det er ikke nødvendigt.



Henvisningen skal vise sidetal eller afsnits- eller kapitelnummer

(hvis kilden er uden sidetal), når du henviser til en bestemt side eller

til flere sider, hvilket næsten altid er tilfældet. Det gælder om at

være præcis og vise, hvor du henter dine pointer.

2.6.1 Eksempler

På udformningen af præcise henvisninger

Her er nogle eksempler på korrekt udformede henvisninger:6

Lorem ipsum dolor sit amet (Habermas, 1971, p. 5).

Lorem ipsum dolor sit amet (Habermas, 1971, pp. 23-26).

Lorem ipsum dolor sit amet (Habermas, 1971, p. 8 f.).

Lorem ipsum dolor sit amet (Habermas, 1971, p. 56 ff.).

Lorem ipsum dolor sit amet (Wittgenstein, 1951, § 7).

Lorem ipsum dolor sit amet (Rowling, 1997, kapitel 3).

Se afsnit 8.1 for en forklaring af forkortelser. Man henviser i øvrigt

ikke til linjenummeret på den pågældende side – heller ikke når

det handler om direkte citater. Sidetallet anses for at være præcist

nok.7

6 I bogens eksempler vil der ofte blive brugt den latinske fyldtekst Lorem ipsum

dolor sit amet sat i en grå nuance, for at henlede opmærksomheden på det væsentlige. Læs mere om Lorem ipsum på http://www.lipsum.com.

7 Dog er der på visse fag tradition for at henvise til linjenummeret af det empiriske bilagsmateriale, når et sådan findes i opgaven. Det gælder eksempelvis, hvis du vedlæger transskribering af interviews. Hvis du ønsker at henvise til linjenummeret i den løbende tekst i sådanne tilfælde bør bilaget forsynes med linjenummerering i den venstre margen med passende intervaller.



I nogle webkilder er det ikke muligt at identificere sider,

kapitler eller afsnit på denne måde med numre eller paragraffer,

og du må da anvende andre markører, eksempelvis overskrifterne

på et afsnit i teksten:

Lorem ipsum dolor sit amet (Kraut, 2009, Socrates as the

dominant speaker).

2.6.2 Flere kilder i samme henvisning

Kan være nødvendigt

Du vil muligvis af og til få brug for at henvise til flere forskellige

værker i samme henvisning, det vil sige inden for den samme

parentes. Reglerne er de samme og værkerne adskilles blot med

semikolon. Dette er i øvrigt et af meget få eksempler på fornuftig

brug af dette tegn:

Kant er blevet kendt at tillægge fornuften ganske stor betydning og

har på dette punkt inspireret en lang række moderne tænkere

(Kant, 1781; Cassirer, 1914; Habermas, 1962).


Formerne: Det grundlæggende • 41

KAPITEL 3 Former: Det grundlæggende

3.1 Der er forskel på kilder

Og den forskel er vigtig

Umiddelbart kunne man måske tro, at hvis bare man kende de

regler, som er beskrevet i forrige kapitel, så giver resten sig selv.

Sådan er det desværre ikke helt.

Grundformen er den samme, men forskellige typer kilder

indeholder forskellige information, og derfor er der en mænge

variationer over, hvad der skal med i kildedata.

Dette og de to følgende kapitler handler om de forskellige

former, som skal bruges til at opgive forskellige typer kilder. På

engelsk kaldes formerne for styles, og der findes ikke et fast

defineret antal. Denne bog dækker de mest almindelige indenfor

socialteoretiske og humanistiske fagområder.

Af hensyn til overskueligheden er gennemgangen af formerne

opdelt i tre kapitler: I dette kapitel behandles det grundlæggende

med udgangspunkt i monografien.


42 • Formerne: Det grundlæggende

3.2 En »almindelig« bog

Med én forfatter

Dette kaldes for en monografi. Mono betyder »éne«/»enkelt« og

henviser til, at værket handler om ét afgrænset emne, og nogle

gange falder dette sammen med, at der kun er én forfatter. En

monografi kan sagtens have to eller flere forfattere, men man vil

meget sjældent kunne se, hvem der har skrevet hvilke afsnit.

Eksempel på kilde i litteraturlisten

Likert, R. (1967). The Human Organization: Its Management and

Value. New York: McGraw-Hill.

Læg mærke til alle detaljerne og rækkefølgen:

u Efternavnet skrives først efterfulgt af komma-mellemrum.

Dernæst fornavnets initial(er) efterfulgt af punktum-

mellemrum.

u Dernæst årstallet i parenteser efterfulgt af punktum-

mellemrum.

u Dernæst værkets fulde titel i kursiv afsluttet med punktum.

u Det hele afsluttes med by og forlagets navn adskilt af kolon-

mellemrum og afsluttet med punktum.

Henvisning i et teksteksempel

Sådan kunne det se ud, når du henviser til værket i sin helhed i

teksten:



Likert (1967) har gjort opmærksom på, at der er forskel på

kvaliteten af de forskellige managementsystemer, der har været

brugt de seneste 30 år.

Hér udgøres henvisningen udelukkende af en parentes med

årstallet for Likerts værk, og det er dermed underforstået, at

Likert hævder disse ting i netop det værk, der i litteraturlisten er

opgivet med årstallet 1967 ud for navnet Likert.

Denne form kræver, at årstallet opgives lige efter forfatterens

navn i teksten. Hvis forfatternes navn ikke anvendes i teksten skal

det indgå i henvisningen:

Dette managementsystem er, i modsætning til andre lignende

systemer, »videnskabeligt baseret og veldokumenteret gennem

empiriske undersøgelser« (Likert, 1967, p. 45).

Læg mærke til formen af henvisningen. Efternavnet er efterfulgt

af komma-mellemrum og årstal efterfulgt af komma-mellemrum

samt p + punktum-mellemrum og endelig sidetallet.

Henvisningen står desuden før sætningens afsluttende

punktum. I ovenstående eksempel er det nødvendigt at opgive

sidetallet, hvor Likert hævder dette, fordi der er tale om et direkte

citat.



3.3 En monografi med to eller tre forfattere

Er meget almindeligt

Det er slet ikke ualmindeligt, at flere forfattere går sammen om at

skrive en bog. Alligevel kaldes det en monografi, hvis bogen

handler om et afgrænset emne. Det er heller ikke angivet, hvem

der har skrevet hvilke kapitler i bogen:

Bolter, D. J. & Grusin, R. (1999). Remediation. Understanding

New Media. Cambridge, MA: The MIT Press.

Læg igen mærke til alle detaljer. Eksempelvis er der mellemrum

mellem D. og J. Desuden bruges tegnet & før den sidste forfatters

efternavn (altså ikke ordet »og«). Bynavnet er efterfulgt af

komma-mellemrum og i dette tilfælde MA. Dette henviser til

staten Massachusetts i det nordøstlige USA og skal forhindre

forveksling med Cambridge i England. I de fleste tilfælde er det

nok med bynavnet alene.

Hvis kilden har tre forfattere adskilles de to første af komma:

Fischer, K., Demetriou, A. & Dawson, T. L. (1992). The

Development of Mental Processing: Efficiency, Working

Memory and Thinking. Boston: Blackwell Publishing.



Henvisning

Bolter og Grusin (1999) introducerer begreberne remediation og

hypermediacy – begreber der sidenhen er blevet genfortolket og

misforstået et utal af gange.

eller

I debatten om de nye, digitale medier er der næppe mange

begreber, der er blevet brugt og misforstået som meget og så ofte

som remediation og hypermediacy (Bolter & Grusin, 1999).

Læg her mærke til, at når forfatternes navne nævnes uden for

parentes (første eksempel), så skriver man ordet og mellem

navnene (Bolter og Grusin), mens man bruger tegnet &, når

henvisningen består både af navne og årstal (Bolter & Grusin,

1999). De tilsvarende eksempler fra værket med tre forfattere:

Fischer, Demetriou og Dawson (1992) con consequ amendi conem

rerrum dit fugiant.

eller

Bernat latum dolut landipis nonsero viditataqui (Fischer,

Demetriou & Dawson, 1992).

Hver gang, der henvises til værket, skal alle tre navne nævnes.



3.4 En monografi med fire eller flere forfattere

Det er ikke udbredt, men det sker, at en monografi har fire eller

flere sideordnede forfattere. Alle forfatterne skal anføres i

litteraturlisten, men af pladshensyn nævnes kun den første

forfatters navn i henvisningen,8 og udtrykket et al. tilføjes.9

Kilde

Jones, K. K., Peters, F., Ho, L., Wang, W., Reddy, F. P., Spears, B.,

Presley, A. E. & Bond, J. (1992). Advances in Mental

Processing: Memory and Thinking. Sydney: Apex.

Henvisning

Jones et al. (1992) con consequ amendi conem rerrum dit fugiant.

eller

Bernat latum dolut landipis nonsero viditataqui (Jones et al., 1992).

8 Grænsen for hvornår alle efternavne skal med i henvisningen går altså

mellem tre og fire forfattere. Dette afviger fra APA’s standard, hvor grænsen går mellem fem og seks forfattere (APA, 6.12). Denne tilpasning er valgt af hensyn til læsevenlighed og tegn-økonomi.

9 Et al. er en forkortelse for et alii, der betyder »og andre« eller »med flere«. Læg mærke til, at et er efterfulgt af mellemrum, mens al er efterfulgt af et punktum (�8.1.4).



3.5 Tekst fra et samleværk (tekstsamling)

Meget brugt af akademiske »begyndere«

Ofte udgives især klassiske, filosofiske tekster i udvalg. Det er

samlinger af tekster, hvor et forlag har håndplukket nogle centrale

tekster fra et forfatterskab, fordi de samlede værker er meget

omfattende. Kierkegaard, Platon og Kant er eksempler, men der

er mange flere.

Udgangspunktet er, at du kun kan bruge en tekst fra en sådan

samling, hvis det er muligt at udpege, hvor teksten oprindelig

stammer fra. Her er et eksempel:

Kierkegaard, S. (1950) [1843]. Enten-Eller. In Søren Kierkegaard –

Værker i udvalg (pp. 23-56). København: Gyldendalske

Boghandel.

Alt andet lige er det mere akademisk solidt at skaffe og henvise til

originalværket – Enten-Eller – men det kan være urealistisk rent

praktisk og økonomisk, og derfor er tekstsamlinger fuldt ud

acceptable – i hvert fald for studerende. Læg i øvrigt mærke til, at

der ikke skal skrives noget om en eventuel redaktør af

samleværket.

Hvis du anvender flere tekster fra et sådant samleværk skal de

opgives i litteraturlisten hver for sig, selvom det kan virke lidt

omsonst. En af grundene til dette er, at henvisningerne og



værkerne skal kunne skelnes fra hinanden, og det gøres mest

enkelt ved at tilføje værket et bogstav – placeret efter årstallet:

Kierkegaard, S. (1950a) [1843]. Enten-Eller. In Søren Kierkegaard

– Værker i udvalg (pp. 23-56). København: Gyldendalske

Boghandel.

Kierkegaard, S. (1950b) [1846]. Afsluttende uvidenskabelig

efterskrift til de philosophiske Smuler. In Søren Kierkegaard –

Værker i udvalg (pp. 103-145). København: Gyldendalske

Boghandel.

Henvisning

Kierkegaard (1950a) eller Kierkegaard (1950b)

eller

(Kierkegaard, 1950a) eller (Kierkegaard, 1950b)

3.5.1 Indledning til et samleværk

En anden type kilder, der ofte bruges af begyndere, er de korte

indledninger, der ikke sjældent ledsager tekster i samleværker.

Eksempelvis kan en bog om og af Sartre bestå af uddrag af

flere af hans primære værker samt nogle forklarende tekster, der

har karakter af sekundær litteratur. Disse forklarende tekster er

ofte skrevet af den, der har oversat værkerne.



Kilde

Tuxen, P. (1986). Forord og indledning. In Sartre en meget stor

tænker (pp. 2-22). København: Gyldendal.

3.6 En antologi

En bog med artikler af flere forfattere

En antologi er en bog, der indeholder en samling af kortere

artikler skrevet af forskellige forfattere – typisk 5-20 artikler med

mindst lige så mange forfattere. Antologier har altid et

gennemgående tema, der således bliver belyst i en række

specialiserede artikler med hver deres titel og underemne.

En antologi har desuden altid én eller flere redaktører. Man

bruger redaktørens navn på samme måde, som man bruger

forfatterens navn i en monografi.

Kilde

Mandelbaum, D. G. (Ed.). (1970). Culture, Language and

Personality: Selected Essays. Berkeley: University of California

Press.

Eneste forskel i forhold til en monografi er, at navnet/navnene

efterfølges af (Ed.) eller (Eds.), hvilket betyder henholdsvis editor

og editors (flertal). Du kan også bruge den danske forkortelse for

redaktør: Red. Husk stort R og punktum. Fordelen ved den

danske version er i øvrigt, at der ikke er forskel på ental og flertal.



Henvisning

Med hensyn til henvisningen bruges samme form, som tidligere

beskrevet.

Ossuscim aiorehenis eum, quo essus, quiandi Mandelbaum (1970),

ma velestis sitas ate ent optatis que con consequ amendi conem

rerrum dit fugiant.

eller

Bernat latum dolut landipis nonsero viditataqui nihil ex et qui quia

pre nobissed eatquam re voluptate la eiumqui dellacieniet

unt,»macho-mand« (Mandelbaum, 1970).

Læg mærke til, at man ikke ud fra henvisningen kan afgøre, om

der henvises til en monografi eller en antologi. Det kan først

afgøres ved at konsultere litteraturlisten.

Henvisning til en antologis redaktør(er) kan kun bruges, når der er

tale om overordnede henvisninger til antologien som sådan. I langt,

langt de fleste tilfælde ønsker man imidlertid at henvise til én eller

flere af antologiens artikler, og så skal du bruge en anden form.


Formerne: Artikler og periodika • 51

KAPITEL 4 Formerne: Artikler og periodika

4.1 En artikel i en antologi

Meget brugt af både begyndere og eksperter

Kilde

Sapir, E. (1970). The Status of Linguistics as a Science. In D. G.

Mandelbaum (Ed.), Culture, Language and Personality:

Selected Essays (pp. 65-77). Berkeley: University of California

Press.

Læg igen mærke til alle detaljerne:

u Måden at skrive forfatternavnet er den allerede velkendte.

u Lidt overraskende er det derimod måske, at titlen på artiklen

ikke er i kursiv. Det er derimod antologiens titel, Culture,

Language and Personality: Selected Essays.


52 • Formerne: Artikler og periodika

u Læg mærke til udtrykket In (uden punktum efter), der blot

betyder i det værk, som Mandelbaum har redigeret. En særlig

finte er, at redaktørens navn nu skrives med initialerne først

og efternavnet til sidst. Det skyldes, at kilden ikke skal

sorteres efter redaktørens efternavn men efter forfatterens

(Sapir)

u Endelig skal det fremhæves, at det er nødvendigt at opgive,

hvilke sider i den pågældende antologi, artiklen omfatter.

Dette vises hér med (pp. 65-77). Sidetallene skal ikke

kursiveres.

Henvisning

Ossuscim aiorehenis eum Sapir (1970), sum repeliquibus accus

cores rehenti.

eller

Bernat latum dolut landipis nonsero viditataqui (Sapir, 1970, p.

401).

4.1.1 En artikel i en antologi

Med flere forfattere og/eller flere redaktører

Ved at bruge de allerede præsenterede regler (�3.3, 4.1) skulle

det nu være relativt enkelt at gennemskue de forskellige

variationsmuligheder, hvad angår antologier. Hér er et eksempel

med tre artikel-forfattere og to redaktører:



Kilde

Brügger, N., Pedersen, T. F. & Bourdieu, P. (2002). Theoretical

Reflexions on Media and Media History. In N. Brügger & S.



Hvis kilden har et stort antal redaktører (mere end fire), er det

hensigtsmæssigt at skrive hovedredaktørens navn efterfulgt af et

al.

4.1.2 Flere artikler fra den samme antologi

Skal opgives separat

Hvis du i en opgave henviser til flere artikler i den samme

antologi, er det nødvendigt at opgive artiklerne separat i

litteraturlisten. Dette kan virke overraskende, fordi der jo er tale

om den samme fysiske bog, men der er ingen vej uden om.

Brügger, N., Pederesen, T. F. & Bourdieu, P. (2002). Theoretical

Reflexions on Media and Media history. In N. Brügger & S.



Monroe, M. & McLuhan, H. M. (2002). Some Like it Hot – Some

Like it Cold. In N. Brügger & S. Kolstrup (Eds.), Media

History: Theories, Methods, Analysis (pp. 67-71). Århus:

Aarhus University Press.



4.2 En artikel i et fagtidsskrift

Har sin egen form

Medmindre du arbejder med ugeblade, aviser og lignende som

analysemateriale, vil relevante tidsskrifter næsten altid betyde

specialiserede fagtidsskrifter, der udkommer med en vis

regelmæssighed. Med et fremmedord kalder man alle former for

aviser, ugeblade og tidsskrifter for »periodika«, hvilket henviser

til, at de udkommer med bestemte intervaller (perioder). Det kan

være en, to, fire, otte eller 12 gange om året for fagtidsskrifternes

vedkommende, mens aviser oftest udkommer hver dag. På

engelsk bruges udtrykket journal om fagtidsskrifter

En meget stor del af den til enhver tid aktuelle videnskabelige

litteratur stammer fra videnskabelige periodika, der hver typisk

indeholder fem til ti artikler skrevet af forskere inden for

tidsskriftets område. Artikler bliver inden udgivelse altid vurderet

og redigeret af kompetente kolleger og fagspecialister, og i øvrigt

minder tidsskrifter meget om antologier, men der er nogle

forskellige, hvad angår formen.

Man kalder disse fagtidsskrifter for peer-reviewed, hvilket

henviser til, at det er »peers« (ligemænd) indenfor samme

fagområde, der kritisk forholder sig til de indsendte artikler.

Dermed kan du uden videre stole på den akademiske kvalitet af

artikler i peer-reviewed tidsskrifter. Dette betyder selvfølgelig

ikke, at det automatisk er »sandt«, hvad der hævdes i artiklerne,

eller at du behøver være fagligt enig, men det grundlæggende

håndværk er i orden, fordi det er tjekket af eksperter.



Der er ofte stor prestige forbundet med at få artikler optaget i de

»rigtige« tidsskrifter, og processen med redigering og ændring af

en artikel kan være lang og ressourcekrævende. Denne proces er

en hjørnesten i sikringen af kvalitet i forskningen, men det er en

anden historie.

4.2.1 Årgang, udgave og sidetal

Når det drejer sig om fagtidsskrifter er der tre begreber, som det

er godt at kende. For det første er der tidsskriftets årgang (som

på engelsk hedder volume). For det andet er der tidsskriftets

udgave, hvilke henviser til en bestemt, ja, udgave (det hedder på

engelsk issue). For det tredje er der de sider, en bestemt artikel

står på.

Strengt taget henviser begrebet tidsskrift altså til den

institutionelle enhed og ikke til en bestemt udgave. Hvis du står

med et fysisk objekt i hånden, er det ikke tidsskriftet, du står med

men en udgave af tidsskriftet. I øvrigt har udgaverne meget ofte

en fysisk form, der minder mere om tykke bøger end om

ugeblade.

Nogle fagtidsskrifter opererer både med årgang og udgave,

mens andre kun bruger det ene af begreberne. Desuden kan der

være forskel på, om en årgang bruger fortløbende paginering eller

ej. Det vil sige om sidenummereringen fortsætter fra en udgave til

den næste eller om nummereringen starter forfra i hver udgave.



4.2.2 Fagtidsskrift med udgavenummer

Men uden nummer på årgang

Kilde

Horton, D. & Wohl, R. R. (1997) [1956]. Massekommunikation og

parasocial interaktion: Et indlæg om intimitet på afstand.

MedieKultur (26), 27-39.

Det har før i tiden været kutyme at opgive både forlaget og

redaktørernes navne, når man opgav periodika. Ifølge APA er

dette ikke tilladt. Læg mærke til følgende:

u Artiklens navn er sat med normal typografi, mens tidsskriftets

navn, MedieKultur, er kursiveret.

u Tallet 26 – i parenteser – henviser til udgavenummeret, mens

27-39 henviser til artiklens sidetal (i udgave 26 af

MedieKultur). Hverken udgavenummeret eller sidetal skal

kursiveres.

u MedieKultur opererer ikke med årgang og pagineringen

starter forfra i hver udgave.

u Der står ikke pp. foran sidetallet, sådan som der skal i artikler

fra antologier og i avisartikler (�4.1).

u I dette tilfælde er årstallet for førsteudgivelsen medtaget:

[1956]. Det skyldes, at der er tale om et genoptryk af en

»klassiker«, der tidligere har været udgivet andetsteds.



Henvisning

Horton og Wohl (1997) ducimus ea adit inte volore sed unte

velendaecus preped.

eller

Velestis sitas ate ent optatis que con consequ amendi (Horton &

Wohl, 1997, p. 45 ff.).

4.2.3 Fagtidsskrift med årgang

Og nummer på udgave

Baron, R. (2006). Opportunity Recognition as Pattern Recognition:

How Entrepreneurs Connect the Dots to Identify New Business

Opportunities. Academy of Management Perspectives, 20(1),

104-119.

Der er i dette tilfælde tale om udgave nummer 1 af årgang 20 på

siderne 104-119. Hér er det en finte, at årgangsnummeret skal

kursiveres, mens udgavenummeret fortsat ikke skal. Læg i øvrigt

mærke til, at der ikke er mellemrum mellem. I dette tilfælde

starter pagineringen forfra i hver udgave.



4.2.4 Fortløbende paginering inden for en årgang

Uden nummer på udgave

Swartz, N. K. & Helmholz, P. (1967). Answering the Question of

Eternal Life After Temporal Love. Journal of Modern

Parapsychology, 23, 456-519.

Dette fagtidsskrift opererer ikke med udgavenumre men kun med

årgang. Der er ingen nummerering af den enkelte udgave, men

pagineringen er fortløbende inden for årgangen. Læg mærke til at

årgangsnummeret skal kursiveres, mens sidenummeret fortsat

ikke skal.

4.3 En avisartikel

Minder om fagtidsskrift, men der er forskelle

Kilde

Hansen, K. (2009, 28. maj). Problemer med mænds sædkvalitet

skal på finansloven. Politiken, p. 4.



Det spiller ingen rolle for formen, om avisen udkommer dagligt,

ugentligt eller sjældnere. Bare datoen er korrekt med årstal først

efterfulgt af komma-mellemrum og dato efterfulgt af punktum-

mellemrum samt måned. Ligesom ved artikler fra antologier skal

sidetallet komme efter p. eller pp. Det kan være nødvendigt at

markere, hvilken sektion eller hvilket tillæg, der henvises til for at

udelukke misforståelser:


skal på finansloven. Politiken, pp. B4, B8.

I dette tilfælde står artiklen på side 4 og 8 i avisens sektion B. I

mange tilfælde har sektionerne titler i stedet for

numre/bogstaver:


skal på finansloven. Politiken, sek. Bolig og Fritid, pp. 4-6.

Læg også hér mærke til, hvad der er kursiveret og hvad, der ikke

er.



4.4 En artikel i et magasin

Er en blanding af det hele

Kilde

Henry, W. A. (1990, 9. april). Making the Grade in Today's Schools.

Time Magazine, 135, 28-31.

Den eneste forskel i forhold til avisen er, at udgavenummeret skal

medtages og skrives i kursiv.

4.5 En artikel i et opslagsværk

Også kaldet tertiær litteratur

Det kan være både nyttigt og nødvendigt at henvise til leksika,

ordbøger og andre opslagsværker, men det skal understeges, at

sådanne kilder kun kan bruges i meget begrænset omfang til at

dokumentere simple fakta. Til mere omfattende dokumentation

skal anvendes sekundær og især primær litteratur (�1.4.1-1.4.3).

I nogle opslagsværker er det muligt af afgøre, hvem der har

skrevet de enkelte artikler. Ofte står det umiddelbart efter hver

artikel. Det gælder eksempelvis det nye, fremragende Medie- og

kommunikationsleksikon. Her er dog et eksempel fra et andet

opslagsværk, hvor det fremgår, at det er forfatteren til artiklen,

der skal opgives:



Kilde

Elley, W. B. (1994). Grammar Teaching and Language Skill. In The

Encyclopedia of Language and Linguistics (Vol. 3, pp. 1468–

1471). Oxford: Pergamon Press.

Ofte er det desværre ikke opgivet, hvem der har skrevet de enkelte

artikler. Det gælder især ordbøger. I disse tilfælde må du bruge

redaktørens navn.

Hårbøl, P. et al. (Eds.). (1990). Dansk Fremmedordbog.

Gyldendals Store Røde Ordbøger. København: Gyldendalske

Boghandel.

Læg mærke til, at dette er eneste værktype, hvor det er tilladt i

litteraturlisten at bruge et al. til at henvise til to eller flere

redaktører.10 Hvis ordbogen kun har én redaktør udelades et al. og

der skrives (Ed.) i ental eller (Red.).

Teksteksempel

Når du inde i teksten vil henvise til eksempelvis en ordbog, som

ovenstående, kan du gøre således:

Ved kontingens skal man ifølge Hårbøl (1990) forstå: »mangel på

logisk nødvendighed el. begrundelse« (p. 204).

10 Denne variant tager APA ikke højde for.



4.6 Kilder uden forfatter

Eller anden ansvarlig person

Der findes kilder – også lødige, akademiske kilder – hvor det ikke

er muligt at identificere hverken en forfatter, en redaktør, en

producent eller lignende. Det gælder eksempelvis nogle (men ikke

alle) leksika og rapporter udarbejdet af større private og offentlige

organisationer.

4.6.1 Rapport

Fra privat virksomhed eller offentligt organ

Følgende eksempel er en rapport udarbejdet af et ministerium.

Rapporten angiver ingen specifikke navne, og derfor må

ministeriets navn bruges på forfatterens plads. Desuden savnes et

årstal for udgivelsen af rapporten – sådan er det ikke altid.

Kilde

Forskningsministeriet. (uden årstal). Det digitale Danmark –

omstilling til netværkssamfundet. København:

Forskningsministeriet.

Henvisning

Forskningsministeriet (u.å) eiumqui dellacieniet unt, omnis sitatur

autenimet ipsame cuptatur autem audaerumet liquis suntis

ducimus.



eller

Borpor sus, sum repeliquibus accus cores rehenti temo ex erescit

atemped que qui te venem (Forskningsministeriet, u.å, p. 372).

I dette tilfælde er rapporten også tilgængelig online, og hvis du

bruger denne version kan oplysningerne om udgiveren erstattes

med webadressen, hvis – og kun hvis – forfatter og udgiver er én

og samme (Forskningsministeriet):

Forskningsministeriet. (uden årstal). Det digitale Danmark –

omstilling til netværkssamfundet. Hentet den 29. februar 2007

fra: www.detdigitaledanmark.dk

I dette tilfælde er Forskningsministeriet både »forfatter« og

udgiver. Hvis forfatter(institution) og udgiver er forskellige, skal

du også vise udgiver, tidspunkt for hentning og webadresse.

Det humanvidenskabelige råd. (2007). Burkaforbud og omskæring

i velfærdssamfundet. København: Ministeriet for

fremmedgørelse. Hentet den 29. februar 2007 fra:

www.fremmedgoerelsenu.tv


Formerne: Elektroniske medier • 65

KAPITEL 5 Former: Elektroniske medier

5.1 Elektroniske medier

Med særlige problemstillinger

Indtil videre har alle eksempler på kilder været faste medier. Det

vil sige medier, hvor teksten er skrevet eller trykt på et taktilt

medie, man kan røre ved og flytte rundt på. Det tankemæssige

indhold er i disse medier bundet til en bestemt fysisk

manifestation, der er stabilt over tid. Bogstaverne i en bestemt

bog er de samme i dag, i morgen og om 100 år (hvis man ser bort

fra slid, forvitring, naturlig nedbrydning og eventuel

tilintetgørelse).

Der findes imidlertid en stor mængde lødige og brugbare

kilder, medieformer og empirisk materiale, som ikke kan

håndteres fysik på helt samme enkle måde, og hvor forholdet

mellem indholdet og mediet er anderledes. Det gælder ikke

mindst kilder, som distribueres via internettet, men også andre

elektroniske (ofte digitale) medier: dvd-film, cd-rom,

radioudsendelser, tv-udsendelser og så videre.


66 • Formerne: Elektroniske medier

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at tilføje kildens data

supplerende oplysninger for at præcisere, hvad der er tale om.

Hér er en liste, som ikke er udtømmende. Du er velkommen til at

bruge andre, hvis nedenstående ikke dækker behovet, men du skal

selvfølgelig være konsekvent. Af de efterfølgende eksempler vil det

fremgå, hvor disse oplysninger skal placeres:

[Computerspil]

[Dokumentarfilm]

[Podcast]

[Radioudsendelse]

[Spillefilm]

[Tv-udsendelse]

[Video weblog besked]

[Weblog besked]

[Online artikel]

[Online indlæg]

5.2 Kilder fra internettet

Et bredt udsnit af muligheder (og umuligheder)

Som hovedregel anvendes de samme regler, som allerede er

gennemgået, når det gælder kilder fra internettet. Der er

imidlertid nogle særlige problemstillinger, som gør, at det

alligevel ikke er helt så enkelt. Først kommer her nogle generelle

betragtninger – inden rækken af eksempler på forskellige

webkilder (�5.3 ff.).



5.2.1 Hvem er afsenderen?

Spørgsmålet om kvalitet og validering kan være

vanskelig at afgøre på internettet

Værker udgivet på tryk (bøger, aviser, tidsskrifter) har næsten

altid et forlag bag sig. Forlagets navn og ry giver teksten validering

og vidensmæssig »pondus«. Forlaget har desuden redaktører

ansat, der vurderer kvaliteten af indsendte manuskripter, og

derfor har disse tekster som regel et vist niveau, når de sendes ud

til offentligheden.

Sådan er det ikke med alle webkilder. Stort set enhver kan

lægge tekster på internettet, og som webbruger står du ofte uden

validitets-markører (som eksempelvis et anerkendt forlag).

Sagligheden, kvaliteten samt objektiviteten af webkilder kan

derfor være vanskelig at vurdere. På internettet findes alt fra state

of the art til det værste hø, men kvaliteten fra en tekst kan ikke

uden videre overføres til en anden. Det gælder også det ellers

udmærkede Wikipedia, der ikke kan bruges som kilde i

eksamensopgaver.

Problematikken om validitet er en udfordring, og derfor kan

du kun bruge kilder fra internettet, hvis du har mulighed for at

gennemskue afsenderforholdene, og hvis kvaliteten er i orden. Du

skal have adgang til forfatterens navn og/eller den institution, der

lægger ryg til webteksten. Det har du heldigvis som regel, når det

drejer sig om tekster publiceret på internettet af universiteter,

anerkendte institutioner, forskningscentre og fagtidsskrifter. Hvis

du er i tvivl om kvaliteten af teksten og/eller afsenderens

identitet, må du undlade at benytte kilden.



5.2.2 Webkilder er potentielt dynamiske

De ændrer sig måske efter, du har læst dem

Når du henter kilder på internettet melder der sig en anden særlig

problemstilling, som er forskellig fra de trykte medier: webkilder

kan forholdsvis enkelt ændres løbende. Man skal ikke gennem

den tidskrævende og dyre proces med grafisk opsætning og

trykning. Webtekster vil ofte – men ikke altid og ikke

nødvendigvis – være dynamiske over tid. Den webtekst, du har

læst og brugt i din eksamensopgave, er måske blevet redigeret

flere gange siden, når opgaven bliver læst. Internettets dynamiske

muligheder er på mange niveauer en fordel, men når det kommer

til at bruge webtekster som kilder, så giver det nogle udfordringer.

Derfor skal webkilder i litteraturlisten forsynes med dato for,

hvornår de er hentet (downloadet), hvis ikke webkilden selv

indeholder disse informationer. Dette kan gøres med sætningen:

Hentet DATO, ÅRSTAL fra: – efterfulgt af den præcise webadresse.11

Dette forhindrer naturligvis ikke, at kilden ændres alligevel, men

så har du været præcis, og hvis du i øvrigt bruger kilden lødigt,

kan du ikke senere anklages for misbrug eller citatfusk.

Du skal i øvrigt gøre dig umage for altid at bruge og henvise til

den seneste version af en webkilde. Ofte er det nemlig sådan –

blandt andet som følge af mediets dynamiske potentiale – at

11 APA anbefaler, at man kun inkluderer tidspunktet for hentning af online

materiale, der kan tænkes at blive ændret over tid (APA, 6.32, p. 192). Problemet er imidlertid, at internetmediet og alle dets digitale tekst-formater tillader løbende redigering, uanset hvad intentionen måtte være fra ophavsmandens side. Derfor kan man ikke på forhånd drage denne skelnen mellem henholdsvis stabilt og dynamisk indhold ud fra afsenderens intention. Fordelen ved at anbefale, at du opgiver dato for hentning af alt materiale fra internettet, er samtidig, at det er enkelt at huske.



aktuelle udgaver af en webartikel cirkulerer sideløbende med

ældre versioner.12

I nogle tilfælde kan det være en fordel at vedlægge opgaven en

cd/dvd med kopier af de digitale kilder. Spørg underviseren i det

konkrete fag, hvad vedkommende ønsker.

5.2.3 Ulovlige gengivelser af trykte tekster

Er noget værre noget

Der findes flere og flere websites, hvor du kan finde tekster, som

oprindeligt er udgivet på tryk og senere lagt ud på internettet.

Ofte har personer simpelthen scannet eksempelvis en bog og gjort

resultatet tilgængeligt som et pdf-dokument. Jeg har også set

eksempler, hvor teksten er omsat til html-tekst på en almindelig

webside. Nogen har enten indtastet teksten manuelt eller ladet

software arbejde med tegn-genkendelse.

Det generelle råd er: undgå at bruge disse som kilder i eksa-

mensopgaver medmindre, du er helt sikker både på kvaliteten og

lovligheden.

Problemet med at bruge disse kilder er:

1. Det kan være vanskeligt at afgøre, om kopien er i overens-

stemmelsen med originalen. Det er et videnskabeligt

kvalitetsproblem.

12 Denne problemstilling er en anelse mere kompleks på sit dybeste niveau. Hvis

du senere i studiet gør omfattende brug af webkilder, som udspringer af igangværende forskning, bør du konsultere APA (6.24).



2. Måske er der tale om overtrædelse af ophavsretten. Det er et

juridisk (og for nogle et etisk) problem. Det er forbudt at

lægge tekster på internettet uden at have rettighedshaverens

tilladelse. Det gælder, uanset om der er tale om scannede

tekster, tekster der er skrevet af eller tekster, der er kopieret

fra et andet elektronisk/digitalt medie. Du vil som

akademiker ikke medvirke til den slags ulovligheder, og man

vil ikke se det i eksamensopgaver.

Når det er sagt, skal det også nævnes, at der findes flere gode

muligheder for lovligt at hente, læse og printe gode tekster fra

internettet, der oprindelig er udgivet i trykt form. Det gælder

eksempelvis Google Bøger (http://books.google.dk/books), hvor

det dog ofte kun er dele af bøgerne, der er gjort tilgængelige

online.

5.3 Website

Ikke det samme som webside

Du vil i nogle opgaver få brug for at nævne websites i deres

helhed. På samme måde, som hvis du vil omtale avisen Politiken

som sådan (uden henvisning til en udgave eller en artikel) eller

programmet TV-avisen (uden at have en bestemt udsendelse i

tankerne).

I sådanne tilfælde skal du ikke angive webadresserne i

litteraturlisten som en kilde, fordi du ikke bruger websitet som

kilde. Der er nemlig forskel på at omtale eller nævne et website og

på at henvise til en bestemt webside og bruge den som kilde. Kun

det sidste kræver, at titlen skrives i litteraturlisten, og det vil i så



fald altid være meget mere præcist med angivelse af en detaljeret

adresse.

Alligevel kan det være godt at nævne webadressen, hvis det

skønnes nødvendigt.

Teksteksempel

Det har på det seneste været diskuteret i offentligheden, om Google

(http://www.google.com) er ved at få for meget magt, fordi

tjenesten er på vej til at blive de facto standard for søgning på

internettet.

Læg mærke til, at Google kursiveres, fordi det i en vis forstand har

nogenlunde samme status som andre litterære værker: bøger,

tidsskrifter/aviser, tv-udsendelser og -serier samt film (�Kapitel

3, 5.10 f.). Det er fornuftigt kun at anføre webadressen første

gang, websitet (Google) omtales. Af andre lignende eksempler kan

nævnes Facebook, Wikipedia, BilBasen.dk og jp.dk.

Det kan være lidt forvirrende, at der kun i nogle tilfælde

medtages top level-suffikset (eksempelvis .dk). Det skyldes, at

nogle websites hedder noget med .dk, mens andre ikke gør.

Tjenesten hedder kun Google (uden .com, .dk eller .se), mens

navnet på Jyllands-Postens webportal er jp.dk.



5.4 Elektronisk faksimile af en trykt bog

En digital »affotografering« af bogen (pdf)

Dette kunne eksempelvis være en bog, der er gjort tilgængelig via

tidligere omtalte Google Bøger.

Kilde

Descartes, R. (1986). Meditations on First Philosophy. Cambridge:

Cambridge University Press. Hentet den 29. februar 2007 fra:

http://books.google.dk/books?id=

yMwiTTpwasgC&printsec=frontcover&dq=descartes&cd=1#v=

onepage&q=&f=false

Læg mærke til følgende:

u Formen er fuldstændig den samme, som hvis du havde brugt

den fysiske udgave af bogen – blot er url-adressen på Google

Bøger tilføjet efter sted og forlag sammen med udtrykket

»hentet fra« plus dato og årstal.

u Den præcise url-adresse er meget lang, men der er ingen vej

uden om. Du kan eventuelt »knække« adressen i flere dele ved

at indsætte mellemrum passende steder. Det er acceptabelt,

fordi ingen webadresser indeholder mellemrum. Bortset fra

dette, må intet i adressen ændres.



u Når det drejer sig om trykte titler, skal kildens data afsluttes

med punktum. Dette skal udelades, når der tilføjes

webadresser, fordi man så kunne tro, at dette punktum er en

del af url’en, og det er det ikke.

5.5 Elektronisk webkopi af artikel fra et tidsskrift

Er ofte en guldgrube for os

I lighed med overstående er der et stigende antal fagtidsskrifter,

som oprindeligt er udgivet på tryk, men som – i takt med den

generelle digitalisering og internettets vækst – nu bliver gjort

tilgængelige i elektroniske kopier. Der er ofte tale om regulære

affotograferinger, og i disse tilfælde er der ingen forskel på den

elektroniske udgave og den oprindelige trykte. Formen er da også

stort set identisk med den tidligere nævnte for artikler i

tidsskrifter (�4.2).

Meyrowitz, J. (1997). Tre paradigmer i medieforskningen.

MedieKultur (26), 56-69. Hentet den 29. februar 2007 fra:

http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/

mediekultur/article/view/1090/995

Det kan være lidt omstændeligt at finde de bibliografiske

oplysninger på websiden. I ovenstående eksempel står kolofonen

til det pågældende nummer af tidsskriftet MedieKultur på en

anden webside end selve artiklen. Du skal derfor arbejde lidt for

at skaffe alle de nødvendige oplysninger.



5.6 Web artikel / indlæg

Kan være mange ting, men formen er den

samme

Både som almindelige borgere og som akademikere kan vi lægge

artikler på forskellige nyhedsgrupper, fora og maillister på

internettet. Nogle af disse er henvendt til fagfolk, nogle er hobby-

og interesse-orienterede, mens andre henvender sig mere alment.

Ofte er muligheden for at opslå artikler og indlæg reguleret af

redaktører, der vurderer kvaliteten af artiklerne og i andre tilfælde

sorterer underlødige eller ulovlige indlæg fra. Her er et eksempel

fra en kommunikationsfaglig portal, der blandt andet indeholder

artikler skrevet af fagfolk.

Kilde

Brügger, N. (2009, 10. februar). Forstå Facebook [Online artikel].

Hentet den 29. februar 2009 fra:

http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/forstaa-

facebook

Som det ofte er tilfældet med unikt online indhold – det vil sige

indhold, der kun er udgivet på internettet – er det umuligt at

udpege sidetal, kapitelnummer eller andre enkle markører. Det

skyldes, at teksten er opsat i html og kan derfor ændre størrelse og

margen afhængig af browseren.



Af den grund skal kildehenvisninger bruge andre midler for at

være præcise. I dette og mange andre tilfælde kan du bruge

overskrifterne på artiklens afsnit som markør:

Ossuscim aiorehenis eum, quo essus, quiandi tatur? Bernat latum

dolut landipis nonsero viditataqui nihil ex et qui quia pre nobissed

eatquam re voluptate la venisit ibusam aut eiumqui unt (Brügger,

10. februar 2009, Sociale netværkstjenester før Facebook).

Husk, at du skal være ekstra omhyggelig med at vurdere kvaliteten

og lødigheden af tekster på internettet. Enhver kan skrive lange

artikler om eksempelvis de store filosoffer, men det gør ikke

automatisk sådanne tekster til brugbare kilder. Som udgangspunkt

kan du bruge webartikler, der er udgivet af anerkendte fagfolk på

faglige institutioners websites (universiteter, tidsskrifter, forsknings-

centre).

5.7 Online nyhedsartikel

Har samme form

Alle aviser – foruden DR og andre medieinstitutioner – har

omfattende websites, hvor de lægger store dele af deres

nyhedsartikler frit tilgængeligt. Ikke sjældent produceres der

endda indhold, som er unikt for avisernes webudgaver.

Formen er imidlertid næsten den samme som ved de trykte

udgaver (�4.3):



Sircic, A. (2010, 17. februar). Flere klager over spam-mails [Online

artikel]. Hentet den 29. februar 2007 fra:

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2010/02/17/154654.htm

5.8 Weblog besked

Kan være data i empiriske studier

Diskussioner på weblogs kan ikke bruges som autoritative kilder

til opgavens teoretiske afsnit. I nogle sammenhænge kan disse

»web 2.0«-udvekslinger dog være af stor værdi som empirisk

materiale i en undersøgelse. De kan endda udgøre hele det

empiriske grundlag.

Weblog beskeder kan altid identificeres ved hjælp af bruger-

navnet. Ofte er dette ikke brugerens rigtige navn, men det spiller

ingen rolle, hvis blot materialet bruges på den rigtige måde.

Kilden

:::Maltesen:::. (2008, 12. juli). Opfordring til civil ulydighed

[Weblog besked]. Hentet den 29. februar 2007 fra:

http://maltesen.wordpress.com/2008/07/12/opfording-til-

civil-ulydighed/

Læg mærke til følgende:

u I stedet for forfatternavnet anvendes brugernavnet – inklusive

alle mere eller mindre mærkelige tegn. Hvis beskeden er

forsynet med dato skal den medtages – ellers skrives (uden

dato).



u Du skal også her angive, hvornår du har læst/hentet

beskeden, fordi man ikke kan være sikker bloggens egen

datomarkering.

u Du skal se bort fra de mærkelige tegn, når litteraturlisten

sorteres alfabetisk. :::Maltensen::: skal derfor stå under M.

u Der er faktisk en stavefejl i webadressen: Der mangler et r i

ordet »opfording«. Sådan er adressen imidlertid, og det må

du ikke rette, fordi linket så ikke virker.

Henvisning

:::Maltesen::: (12. juli 2008) ut ullent quo incid quatus, il il

magnatu ribusamus, adipisquam, alit faccabo mod ut quoditatquia.

eller

Venem quaepudae sequia doloria volestium etur ma velestis sitas

ate ent optatis que con consequ (:::Maltesen:::, 12. juli 2008).

Læg mærke til, at både dato og år medtages. Dette er desuden

praktisk, fordi man ofte i empiriske studier vil henvise til

forskellige beskeder fra den samme bruger fra samme år, og det er

derfor nødvendigt at kunne skelne dem fra hinanden.



5.8.1 Video weblog posteringer

Med andre ord: YouTube

YouTube er fyldt med alle mulige film, musikvideoer, reklamer og

andet, der er kopieret (ofte ulovligt) fra andre medier. Imidlertid

kan YouTube og mange andre lignende webportaler også bruges

til at offentliggøre personlige video weblogs. Det var vistnok det,

YouTube oprindeligt (officielt) var tænkt til.

Når det handler om formen af kildeangivelse er der ingen

forskel i forhold til en skrevet weblog:

EllesGlitterGossip. (2009, 8. december). Santa may Need to Bring

Rock Salt [Video weblog besked]. Hentet den 29. februar 2007

fra: http://www.youtube.com/watch?v=frh0KwGqf3w

5.9 Podcast

Audio eller video

Podcasting er et format, der i stigende grad bliver brugt til at gøre

unik indhold tilgængeligt. Desuden bruges formatet selvfølgelig til

at offentliggøre indhold, der allerede har været »broadcastet« på

normal vis. Eksempelvis kan en stor del af Danmarks Radios

radio- og tv-udsendelse hentes som podcast:

Møller, L. F. (tilrettelægger) (2009, 21. juni). Charles Darwin 2.0.

Designmenneske eller dødsdømt [Audio podcast]. Hentet den

29. februar 2007 fra http://www.dr.dk/Podcast/A-G.htm



Hvis programmet ikke har en dato – fordi der ikke er tale om en

radio-/tv-transmission – udelades denne selvfølgelig. Hvis der er

tale om en video podcast skrives dette i de firkantede parenteser.

Læg i øvrigt mærke til, at det i parentes er bemærket, at Møller er

tilrettelægger af udsendelsen.

5.10 Spillefilm

Set i biografen, på tv, dvd, vhs eller andre

formater

Spillefilm har ikke en forfatter på samme måde som en bog.

Derfor opgives producentens og instruktørens navn (i dén

rækkefølge). I stedet for forlag henvises til produktionsstudiet.

Her er et eksempel på en kendt amerikansk spillefilm:

Selznick, D. O. (producent) & Fleming, V. (instruktør) (1939). Gone

With the Wind (dansk oversættelse: Borte med blæsten)

[Spillefilm]. USA: Selznick International Pictures.

Det er valgfrit, om tilføjelsen med den danske oversættelse

medtages. Det afhænger af, om du i den løbende tekst henviser til

filmen med den danske titel. Hvis du gør det, er det fornuftigt at

medtage den danske oversættelse for at udelukke tvivl.

Henvisning

Selznick og Flemming (1939) ut ullent quo incid quatus, il il

magnatu ribusamus.



Ofte er producer og instruktør samme person, og der kan spares

lidt plads:

Cameron, J. (producent & instruktør) (2009). Avatar [Spillefilm].

USA: Twentieth Century-Fox Film Corporation.

Læg mærke til, at det ikke spiller nogen rolle, om du har set

filmen på dvd, vhs, fjernsyn eller andre steder. »Hardware«-

formatet skal ikke oplyses, og du skal heller ikke oplyse

tidspunktet for seningen, da det ikke spiler nogen rolle for

identificeringen af filmen.

Der kan være forskel på versioner af den samme film, og hvis

du ønsker at henvise til en særlig udgave – eksempelvis »editors

cut« – bør det stå i din løbende tekst.

5.11 Tv-fakta program

Enkeltstående programmer eller magasiner

Denne form bruges ved enkeltstående (unikke) programmer og

ved udgaver af programmer i faste, genkomne formater som

eksempelvis TV2 Nyhederne, Kender du typen, Vejret, Deadline

og Sporløs. Fælles for disse er, at de er faktaprogrammer eller i

hvert fald fakta-lignende programmer (faktion).13

13 Skellet mellem fakta og fiktion er uklart, og ofte har faktaprogrammer

karakter af underholdning. Man kan derfor ikke opfatte fakta og underholdning som modsætninger. Til dette formål kan du som tommelfingerregel regne med, at fiktionsprogrammer har tekstforfatter og instruktør, mens faktaprogrammer har tilrettelægger, producent eller redaktør. Det er også denne, der skal opgives på forfatterens plads.



Læg mærke til, at datoen for (første) udsendelse skal

medtages. Her er et eksempel på en udsendelse i en række på tre,

der handler om kvinder i Venstre Fængsel. Selvom der er tre

programmer i dokumentar mini-serien, er der ikke tale om en fast

udsendelsesrække:

Engels, L. (tilrettelægger) (1996, 26. april). DR-Dokumentar. Piger

i Vestre Fængsel, 1. Kan du huske mit navn, mor? [Tv-

udsendelse]. København: Danmarks Radio.

Fuldstændig samme form bruges, hvis der er tale en nyheds-

udsendelse eller en udgave af et magasinprogram:

Lund, T. (redaktør) (2010, 23. februar). Deadline 22.30 [Tv-

udsendelse]. København: Danmarks Radio.

eller

Jansen, J.-H. (redaktør) (2010, 23. februar). Nyhederne 16.00 [Tv-

udsendelse]. Odense: TV2.

I dette tilfælde er det nødvendigt at skrive Nyhederne 16.00, fordi

TV2 sender Nyhederne flere gange om dagen.



5.12 Tv-fiktion

Et enkeltstående program

Så godt som alt drama og fiktion på tv er enten spillefilm eller

fiktion i serieformat, men der findes undtagelser, hvor der

produceres/tilrettelægges unikke transmissioner til tv. Formen er

fuldstændig den samme som bruges ved spillefilm (�5.10) med

tilføjelse af dato for første udsendelse.

5.13 Tv-fiktion i serieformat

En episode i gentagen række af programmer

Hvis du i din løbende tekst henviser generelt til eksempelvis en tv-

serie eller et tv-program, der bliver sendt på mere eller mindre

faste tidspunkter, behøver du ikke opgive dette som en kilde i

litteraturlisten. Det vil være tilstrækkeligt at nævne programmets

titel, eksempelvis X Factor, Paradise Hotel eller Broen. Husk

kursiveringen.

Hvis du derimod ønsker at henvise til en bestemt episode i en

serie, så skal det opgives i litteraturlisten:

Brostrøm, M. & Thorsboe, P. (forfattere) & Serup, M. (instruktør)

(2010). Sæson 2, episode 10 [Tv dramaserie]. In S. Clausen

(producent), Livvagterne. København: DR.



I dette tilfælde er der to forfattere til serien, Livvagterne. Ofte har

de enkelte episoder titler, og i så tilfælde skrives dette i stedet for

eller sammen med oplysningerne om sæson og episode:

Brown, R. (forfatter) & Hu Lin, P. (instruktør) (1984). Rise of the

Dead, sæson 23, episode 45 [Tv dramaserie]. In T. Holbrook

(producent), Hong Kong Ninjas. Manilla: Cheap As

Productions.

5.14 Musik album

På lp, cd, iTunes (MPEG-fil), lakplader eller

kassettebånd

Det gør næsten ingen forskel for formen, om du har hørt et album

på det ene eller det andet medie. Eksempelvis er indholdet og

numrene fuldstændig de samme på Michaels Jacksons album

Thriller, uanset hvilket fysisk format, du har haft adgang til.

Alligevel anbefaler APA (7.07, punkt 52), at du i firkantede

parenteser angiver det fysiske format.14

Kilde

Jackson, M. (1982). Thriller [Musik cd]. New York: Epic Records.

14 Desuden anbefaler APA, at man opgiver det enkelte nummer/spor på

albummet. Dette forekommer at være både klodset og inkonsekvent. Det ville svare til at opgive kapitlerne i en monografi separat i litteraturlisten. Derfor vil jeg anbefale, at du opgiver hele album, også selvom du vil henvise til et bestemt spor/nummer.



Læg her mærke til, at det er kunstneren, der skal stå på

forfatterens plads. På forlagets plads, står pladeselskabets navn.

Det samme album hentet som lydfil på eksempelvis iTunes skal

opgives på samme måde bortset fra formatet:

Jackson, M. (1982). Thriller [MPEG-lydfil]. New York: Epic

Records.

Henvisning

Når du henviser til albummet eller enkelte numre gøres det

således:

Michaels Jacksons (1982) sjette studiealbum, Thriller, bliver

jævnligt udråbt til at være historiens mest solgte album. »The Girl

is Mine« blev det første af i alt syv singler fra albummet (Jackson,

1982, spor 3).

Læg her mærke til, at formen af henvisningen er meget tæt på den

kendte – blot anvendes udtrykket spor (eller et lignende udtryk) i

stedet for p.


Citater • 85

KAPITEL 6 Citater

6.1 Brugen af direkte citater

Er en balancekunst

At citere vil sige, at du ordret (tegn for tegn) gengiver større eller

mindre tekststykker fra en kilde. Brugen af citater er en balance

mellem 1) lødighed, 2) relevans og 3) pladsøkonomi.

Kravet om lødighed betyder, at:

u Stort set intet i et citat må ændres, uden at du gør

opmærksom på det. Ellers er der tale om citatfusk. Desuden

er der snævre rammer for, hvad der overhovedet må ændres.

u Et citat skal bruges på en måde, der er loyal overfor den

indholdsmæssige sammenhæng, det indgår i i kilden.

Oprindelseskonteksten må ikke kompromitteres til at fordreje

eller ændre meningen. Ellers er der tale om citatmisbrug.

Kravet om relevans betyder, at du skal vurdere, hvornår det er

passende, nødvendigt og givende at bruge citat. Alternativet til at

citere er som regel, at du reformulerer pointerne i dit eget sprog.

Meget ofte er dette mere pladsøkonomisk end at citere. Desuden

er er din egen reformulering ofte bedre formidling, fordi brugen af

et citat altid bryder det flow, som din almindelig tekst udgør.


86 • Citater

Du skal have gode grunde til at citere – ellers bør du lade

være. Det er en almindelig begyndersvaghed at overdrive brugen

af citater. Mange eksamensopgaver kan fungere fint helt uden

citater, mens de fungerer dårligt, hvis citaterne tager overhånd i

enten antal eller længde eller begge dele.

Efter min erfaring er voldsom brug af citater et tegn på enten

dovenskab, dårlig forståelse af stoffet eller en utilstrækkelig

gennemskrivning af opgaven. Som en meget grov tommelfinger-

regel kan du gå ud fra, at hvis mere end 10% af opgaveteksten

består af citater, så er der grund til at revurdere omfanget af dem,

og du vil sikkert være bedre tjent med flere almindelige

henvisninger og dine egne formuleringer. Også her er der dog

forskelle mellem fag og kurser, og nogle tekstanalytiske

opgavegenrer kan have brug for at citere meget. Spørg

underviseren!

6.1.1 Hvornår skal du bruge citat?

Der er tre hovedgrunde

u Når den helt præcise ordlyd er vigtig.

u Når din reformulering ikke kan sige det samme kortere og

mere præcist.

u Når det tjener et litterært hensyn (som virkemiddel i

begrænset omfang).


Citater • 87

I mange tilfælde kræver citater en forudgående eller efterfølgende

uddybning fra din side. Det er en almindelige begyndersvaghed, at

citater »klaskes ind« i teksten uden forudgående eller

efterfølgende forklaring. Meget få citater forklarer sig selv, og

brugen af citater kan ikke erstatte din pædagogiske formidling.

6.1.2 Kildehenvisning ved citat

Er et krav

Når du citerer direkte fra et værk, så skal det altid – helt uden

undtagelse – tydeligt fremgå, hvor citatet stammer fra. Citatet

skal med andre ord efterfølges af en kildehenvisning med

angivelse af sidetal. Det gælder uanset, om citatet er på tre ord

eller 20 linjer.

6.2 Den typografiske udformning af citater

Der er to muligheder

Valget afhænger af længden på det tekststykke, du ønsker at

bringe som citat.


88 • Citater

6.2.1 Længere citater på mere end tyve ord

Skal typografisk markeres i en blok for sig

Den typografiske markering af blokcitater kan bestå i:

u ændret skrifttype

u ændret skriftstørrelse

u ændret margen eller indrykning

u ændret linjeafstand eller ekstra afstand før og efter

citatblokken

– eller en kombination af en eller flere af disse. Det afgørende er,

at blokcitatet rent visuelt bliver tydeligt at skelne fra din egen

tekst. Her er et eksempel:

Hume taler ikke om kilden til sikker viden. Dette skyldes, at han må

indrømme, at kravet ikke kan opfyldes, men han fastholder, at

erfaringen må være udgangspunkt for enhver undersøgelse:

Though experience be our only guide in reasoning

concerning matters of fact; it must be acknowledged, that

this guide is not infallible. (Hume, 1991, p. 87)

Kant, der sidenhen lader sig inspirere af Hume, afviser, at vi må

fraskrive os ambitionen om at opnå sikker viden (Kant, 1781). Blot

forskyder han fokus fra sikkerhed om sansningen i sig selv til

sansningens mulighed.


Citater • 89

I ovenstående eksempel er citatet markeret ved indrykning i

begge sider i forhold til brødteksten samt ekstra afstand før og

efter citatet. Det anbefales at bruge den samme størrelse

indrykning, som til første linje i en tekstblok (�9.1.3).

Læg mærke til, at der hverken bruges citationstegn eller

kursivering. Begge dele er forbudt i blokcitater. Citatet skal have

samme margenjustering som resten af teksten og må altså ikke

være centreret. Læg desuden mærke til, at citatets afsluttende

punktum er placeret før henvisningen. Det gælder kun for

blokcitater.

Jeg foretrækker personligt at fastholde skrifttype og

skriftstørrelse som i resten af teksten og benytte indrykning

kombineret med afstand før og efter citatet, men det er som sagt

en smagssag, om du også vil ændre på skrifttypen og -størrelsen.

6.2.2 Kortere citater på under tyve ord

Skal indgå som en naturlig del af teksten omgivet

af citationstegn

Sociale situationer defineres af Meyrowitz som: »the social

environments […] in which certain types of behaviors are socially

expected and exhibited« (1985, p. 332). En væsentlig pointe med

denne definition er – efter inspiration fra Erving Goffman (1959) –

at pointere forskellen mellem de informationer, vi kontrolleret

giver, og de information vi – uden at vide eller ville det – afgiver.


90 • Citater

Læg mærke til, at sætningens afsluttende punktum er placeret

efter parentesen med henvisningen.

Du skal være varsom med, at din indfletning af citater ikke

ødelægger hverken syntaks eller grammatik i sætningen.

Sætningen skal være korrekt og »flyde« helt uproblematisk, hvis

man forestiller sig, at citationstegnene fjernes.

Af denne grund kan det være særligt vanskeligt at indflette

fremmedsprogede citater, fordi man meget sjældent skifter sprog

midt i en sætning. I ovenstående eksempel fungerer det dog på

grund af det forudgående kolon i første linje, men jeg har læst

mange halsbrækkende danske sætninger med dårligt placerede

engelske citater.

Du kan overveje, at oversætte dine citater til dansk, men du

skal i så fald være sikker på, at du kan oversætte det godt, og du

skal gøres opmærksom på, at du har oversat – eksempelvis med

udtrykket »min oversættelse« eller »oversat fra originalen«.

Foregående eksempel ville se således ud:

Sociale situationer defineres af Meyrowitz som »de sociale miljøer

[…] hvori bestemte typer adfærd er forventet og udvist« (1985, p.

332, min oversættelse).

Læg mærke til, at der bruges dobbelte citationstegn (�7.1).


Citater • 91

6.2.3 Centrale fagtekniske udtryk

Bør kursiveres første gang de anvendes

I rigtig mange kilder præsenteres et større eller mindre antal

fagudtryk, som har særlig betydning for det pågældende emne og

som det derfor kan være fornuftigt at markere tydeligt. Formålet

med dette er at henlede læserens opmærksomhed på det

væsentlige.

Selvom disse enkeltstående og centrale udtryk på sin vis er

(meget korte) direkte citater, så anbefaler APA (4.07) at undlade

brugen af anførselstegn i forbindelse med dem. Du skal derimod

kursivere disse enkeltstående udtryk.

Du skal kun kursivere disse udtryk første gang, du skriver (og

forhåbentlig forklarer) dem. Efterfølgende skrives de i normalt

skriftsnit ligesom resten af teksten. Det er ikke tilladt at bruge

hverken fed skrift eller understregning til dette formål. I det hele

taget bruger man som hovedregel slet ikke fed skrift eller

understregning i opgaver (med få undtagelse �6.3).

Saussure (1917) skelner mellem to aspekter ved sproget: dels

sprogbrug (parole) dels sprogsystem (langue), hvor sprogbrug er

de faktiske sproglige udtryk, vi møder som sprogbrugere.

Sprogsystemet er de immanente men sociale strukturer, der gør

den individuelle brug af sprog (langage) mulig.


92 • Citater

I ovenstående tilfælde er der tale om en oversættelse fra fransk, og

da oversættelser fra fremmedsprog ofte kan diskuteres, er de

franske originaludtryk fra kilden (parole, langue og langage)

angivet i parentes. Disse skal også skrives i kursiv. Selvom

oversættelsen stadig er problematisk, har du i det mindste gjort

opmærksom på oprindelsen.

Det er op til dig at vurdere, om og hvornår centrale udtryk

skal oversættes fra et eventuelt fremmedsprog til dansk. Der er

eksempler på udtryk, som vanskeligt lader sig oversætter, og

eksempler på udtryk, som er gledet ind i det danske sprog i deres

oprindelige form.

Et eksempel på det første er Erving Goffmans begreb om face,

der ikke uden videre kan oversættes til »ansigt«. Et eksempel på

det andet – også fra Goffmans forfatterskab – er udtrykket back

stage, der ofte bruges i sin oprindelige form i dansksprogede

fagtekster om emnet. Bortset fra disse og lignende særtilfælde bør

du oversætte udtryk til dansk.

Det er desuden vigtigt at holde fast i brugen af en

oversættelse, når og hvis den introduceres. Du bør eksempelvis

undgå skiftevis at bruge henholdsvis sprogbrug og parole i din

tekst. Hold dig til sprogbrug, hvis du én gang har valgt at

oversætte begrebet.

Hvis du oversætter, er det også din afgørelse, om du

overhovedet vil vise originalsprogets udtryk i parentes. Ofte er

unødvendigt og irriterende for læseren, fordi oversættelsen er

uproblematisk og ukontroversiel. Her er et eksempel, hvor det

ikke er nødvendigt at vise udtrykket på originalsproget:


Citater • 93

Den østrigske historiker, filosof og videnskabsteoretiker, Karl R.

Popper, er blevet kendt for at afvise den logiske positivismes

forestillinger om videnskaben som en akkumulerende aktivitet

baseret på en induktivt generaliserende metode. I stedet foreslår

han falsifikation som videnskabens ambition (Popper, 1934, p. 23

ff.).

Falsifikation hedder på engelsk falsification, og det er der ingen

grund til at vise, da der ikke er andre mulige oversættelser.

Der er en lang række eksempler på sådanne centrale,

fagtekniske udtryk med en særlig (og særlig vigtig) betydning, og

næsten alle teoretikere bruger og »opfinder« et antal. Her er

nogle eksempler fra et sociologisk og videnskabsteoretisk

fagområde:

u Falsifikation (Kar R. Popper)

u Paradigme (Thomas S. Kuhn)

u Tegnet (Ferdinand de Saussure)

u Aktant (Algirdas J. Greimas)

u Sprogspil (Ludwig Wittgenstein)

u Borgerlig offentlighed (Jürgen Habermas)

u Facade (Erving Goffman)

u Habitus (Pierre Bourdieu)

6.3 Ændringer i citater

Er forbudt

Alle citater skal gengives præcis, som de står i kilden – inklusive

tegn, typografiske former (kursiver, kapitæler, fed, understreget)

– og eventuelle fejl.


94 • Citater

Du må altså ikke rette slag- og stavefejl eller dårlig

tegnsætning. Hvis der er en fejl eller en besynderlighed i et stykke

tekst, kan du tilføje udtrykket [sic] umiddelbart efter

fejlen/besynderligheden.15 Dermed udelukker du misforståelser

ved at vise, at fejlen ikke er din men originalens. Læg mærke til, at

sic skrives i kursiv og omgives af kantede parenteser, der ikke er

kursiveret.

Af ovenstående grunde må du aldrig skrive hele citater i kursiv,

fordi du så ikke kan gengive originalens eventuelle kursiveringer

korrekt.16

Dermed også sagt, at de steder, der eventuelt måtte være

kursiveret i originalen, skal kursiveres i din gengivelse. For at

udelukke muligheden for misforståelse kan du tilføje udtrykket

»originalens kursivering« – eller lignende – hvis citatet

indeholder kursiver.

15 Udtrykket, der stammer fra latin, kan løst oversættes med »sådan står der

faktisk«. Du kan også bruge det til at kommentere udtryk, som kan virke overraskende i den givne kontekst. Her er et fiktivt eksempel: Statsministeren hævder, at »hundehovederne [sic] fra partiet Danske Sønner fører politik efter laveste fællesnævner«. I dette tilfælde ønsker man med [sic] at markere, at Statsministeren faktisk er citeret korrekt: hun sagde »hundehovederne«.

16 Det er noget lidt andet, hvis du »citerer« interviewpersoner i en empirisk undersøgelse. Nogle undervisere vil anbefale, at du kursiverer deres udtalelser. Dette er imidlertid strengt taget ikke citatet, men derimod transskriberinger af interview.


Citater • 95

6.4 Udeladelser og tilføjelser

Skal markeres tydeligt

Deciderede ændringer af citater er som sagt forbudt, men der er

nogle få muligheder for tilpasse og forklare citater, som vil blive

omtalt i det følgende.

6.4.1 Tilføjet kursivering

Må bruges meget sparsomt

Således er det tilladt i meget begrænset omfang at tilføje

kursivering i et citat, hvis det tjener et vigtigt formål og der

tydeligt gøres opmærksom på det:

Med de elektroniske medier får vi adgang til information om

hinanden på trods af fysiske afstande og barrierer.

This definition is not in contradiction to the definitions

presented by most situationists, but it extends the study of

situations beyond those interactions that occur in place-

bound settings. (Meyrowitz, 1985, p. 342, kursivering

tilføjet)

En sådan tilføjelse forudsætter dog, at der ikke er ord, der er

kursiveret i originalen i det valgte citat. Ellers bliver det umuligt

at skelne. I stedet for »kursivering tilføjet« kan du skrive »min

kursivering«.


96 • Citater

6.4.2 Tilføjelse af ord

Kan hjælpe læsningen

Det er tilladt i meget begrænset omfang at tilføje nogle få

hjælpende ord for at lette forståelsen eller syntaksen af et citat. En

sådan tilføjelse skal omgives af kantede parenteser:

Det har aldrig været Wittgensteins hensigt at udvikle et

videnskabeligt specialsprog til at analysere det almindelige sprogs

indretning.

[Sproget] må tage vare på sig selv. Vi må indse, at intet skal

forklares. Intet mangler, intet er udeladt. Det er filosoffernes

fortjeneste, at mishandling af sproget er blevet opfattet som

»filosofi«. (Wittgenstein, 1963, p. 63)

Det er som sagt tidligere helt afgørende, at citatets indhold og

kontekst ikke ændres eller kompromitteres (�6.1). I ovenstående

er det eksempelvis vigtigt, at Wittgenstein faktisk taler om

sproget, men selve ordet »sproget« står måske meget længe

fremme i teksten, og det ville have været for meget at bringe et

endnu længere citat.


Citater • 97

6.4.3 Første bogstav må ændres

Fra eller til stort eller lille bogstav

Især når det drejer sig om kortere citater, der skal indpasses i din

egen løbende tekst, kan det være nyttigt at ændre citatets

begyndelsesbogstav. Det er vigtigt, at sætningen som helhed er

syntaktisk korrekt, sådan at læsningen flyder.

Det er en af Saussures pointer, at »sproget består af sprogsystem og

sprogbrug« (Saussure, 1917, p. 301).

I originalen indleder citatet en sætning, og det første bogstav i

citatet er oprindelig et stort S, men sådan kan det ikke gengives

uden at spolere grammatikken. Af samme hensyn er det tilladt at

ændre det sidste tegn i et gengivet citat til eller fra punktum eller

komma, hvis det gør retskrivningen korrekt. Hverken ændringen

af begyndelsesbogstav eller afsluttende tegn skal markeres, men

det er stadig afgørende, at du ikke mishandler originalens

betydning.

6.4.4 Hvis noget er udeladt

Skal/kan det markeres

Kant (1783) mener ikke, at mennesket kan skyde skylden for sin

egen ulykke på andre omstændigheder end »mangelen på evne til at

betjene sig af sin forstand […]. Selvforskyldt er denne umyndighed

[…]« (p. 23, originalens kursivering).


98 • Citater

Som det ses, er der udeladt noget i midten af citatet. Sådanne

udeladelse skal altid markeres med […]. Desuden er noget udeladt

i slutningen. Udeladelse i begyndelsen og i slutningen af citater

skal kun markeres, hvis du skønner, at det er væsentligt at

markere, at der mangler noget af konteksten. Her er et eksempel

fra et blokcitat:

Meyrowitz mere eller mindre opfinder skellet mellem diskursive og

præsentationelle symboler, og han skriver følgende:

[…] this shift is [also] not related directly to what »subjects«

are discussed or to which particular people are placed in

front of microphones or cameras, but to basic differences in

form of the information presented. […] The differences

between the types of information conveyed by electronic

media and print media can be explained in terms of three

dichotomies: communication vs. expression, discursive vs.

presentational, and digital vs. analogic. (Meyrowitz, 1985, p.

93)

I dette eksempel har forfatteren (det er dig) valgt ikke at tage

begyndelsen af den første sætning med. Desuden er der udeladt et

afsnit i midten. Begge dele er i dette tilfælde vigtige at markere.

Læg mærke til det fjerde ord i citatet: [also]. Dette er tilføjet

efter den tidligere nævnte regel (�6.4.2) for at genskabe korrekt

syntaks og betydning, nu hvor begyndelsen af sætningen er

udeladt.


Citater • 99

Vidste du i øvrigt, at det findes et tegn, som ser sådan ud: … ? Der er

ikke tale om tre punktummer men om et særligt tegn bestående af

tre prikker. Det findes i Word under Indsæt > Symboler.

6.4.5 Brug det sparsomt

Det er meget vigtigt, at du er tilbageholdende med at bruge disse

lovlige muligheder for at tilpasse citater, og du bør helt undgå

mange ændringer i samme citat.

6.5 Andenhåndscitater

Hvis du ikke kan skaffe originalen

Du kan af forskellige grunde komme i den situation, at du i en

kilde ser en henvisning til anden kilde, som du ikke selv har eller

ikke har mulighed for at skaffe.

Eksempelvis kan det være, at du i en sekundær tekst om

Hume finder et godt citat fra et af Humes egne værker; et citat

som du gerne vil bruge i din egen tekst. Hvordan skal du forholde

dig?

Det bedste er at skaffe det værk, der henvises til, og det bør

være dit første valg. Dette vil være et krav til en rigtig forsker, og

kun hvis det er komplet umuligt at skaffe originalen (eksempelvis

hvis den er gået tabt), må man ty til andre metoder.

Som studerende kan det imidlertid være urealistisk rent

økonomisk og tidsmæssigt at skaffe (i dette tilfælde) Humes

originale værk. Følgende er et citat af Hume fra Anfinn Stigens

bog Tenkningens historie, vi forestiller os, at du bruger Stigens


100 • Citater

citat af Hume i din opgave som et blokcitat. Læg mærke til

henvisningen, der kommer efter blokcitatet:

Vi holder en bok i vår hånd la oss da spørre: ’Inneholder den

noe abstrakt resonnement angående størrelse eller antall?’

Nei. ’Inneholder den noe erfaringsresonnement angående

kjensgjerning og eksistens?’ Nei. Overgi den da til flammene,

for den kan ikke inneholde annet enn sofisteri og

fantasifoster. (Hume som gengivet i Stigen, 1983, p. 522)

Læg mærke til at årstal og side henviser til Stigens bog, hvor du

jo har set citatet, og ikke til Humes original. Derfor er det også

Stigens værk, der skal stå i litteraturlisten. Desuden bruges enten

udtrykket »som gengivet i …«, »gengivet efter …« eller »som

citeret i …«.

Du skal bruge fuldstændig den samme form, hvis du gerne vil

citere en original brugt i en primær tekst; altså hvis du

eksempelvis har en tekst af Kant, hvor han bringer et godt citat fra

et af Humes originale værker. I din opgave skal citatet således

efterfølges af: (Hume som gengivet i Kant, ÅRSTAL, p. SIDETAL).

Det skal understreges, at denne brug af andenhåndscitater bør

begrænses – også i begynderopgaver – især når det drejer sig om

citater i sekundær tekster, hvor primær teksten forholdsvis let kan

skaffes. I et speciale eller i en regulær videnskabelig tekst vil det

ikke blive accepteret.


Citater • 101

6.6 Resumé: Undgå de mest almindelige fejl

Ved brugen af citater

u Citater må aldrig skrives i kursiv i deres helhed. Kun de

passager, som i originalen er kursiveret, skal kursiveres i din

gengivelse. Dette gælder både kortere citater og blokcitater.

u Citater skal altid omgives af dobbelt citationstegn, når – og

kun når – det drejer sig om kortere citater, som indgår i din

egen løbende tekst.

u Blokcitater bør ikke omgives af citationstegn. Der er ingen

grund til at bruge citationstegn i dette tilfælde, fordi den

typografiske markering – eksempelvis med indrykning i begge

sider – allerede giver de nødvendig informationer.

6.7 Citat af sig selv?

Når du nu har skrevet noget godt tidligere

Mange studerende kommer i den situation, at de skriver om et

emne, de har behandlet i tidligere opgaver eller i øvelser. Det giver

imidlertid en udfordring, fordi man som bekendt ikke må plagiere

ved afskrift – heller ikke sine egne tekster.

Du bør som studerende ikke citere dig selv, fordi dine opgaver

og øvelser ikke har den status, en lødig kilde har.

Derfor bør man skelne mellem korte og banale sætninger og

større helheder. Hvis du eksempelvis i en tidligere opgave har

skrevet »Kant blev født den 22. april 1724 i den preussiske by

Königsberg«, så er der ikke noget i vejen for, at du skriver


102 • Citater

nøjagtigt det samme igen. Det anses for at være et ukontroversielt

faktum, og det kan være vanskeligt at skrive på andre måder.

I alle andre tilfælde, hvor det ikke har med simple fakta at

gøre, er du tvunget til at omskrive dine tidligere pointer, sådan at

de fremstår i nye formuleringer. Du skal naturligvis ikke undgå

stof af frygt for at plagiere.


Tegn • 103

KAPITEL 7 Tegn

7.1 Udformningen af citationstegn

Det er lidt nørdet men godt at have styr på

Du kan ikke bruge ’enkelt’ anførselstegn til at omgive citater. Det

kan man på engelsk, men ikke i dansksprogede opgaver. Det skal i

danske tekster være én af disse udgaver af det dobbelte

anførselstegn:

u "citat"

u ”citat”

u ”citat“

u „citat“

u »citat«

Den første er den enkleste, fordi tegnet, der indleder citatet, er

identisk med det tegn, der afslutter citatet. De to sidste former er

muligvis de mest hensigtsmæssige, fordi man ikke er i tvivl om,

hvorvidt tegnet markerer indledningen eller afslutningen på et

citat. Det er, om man så må sige, »luksusudgaven«. Vær i øvrigt

opmærksom på, at to pile – >> eller << – ikke kan bruges.

Se i afsnit 8.3.1 for en anden lovlig brug af anførselstegn


104 • Tegn

7.2 Tankestreg

Eller bindestreg

Der er rent typografisk og funktionel forskel på en tankestreg og

en bindestreg. En bindestreg er kortere, og det er det tegn, du får,

når du trykker på bindestregstasten på tastaturet.

Det kan være lidt vanskeligere at finde ud af, hvordan man får

tekstbehandlingen til at lave tankestreger, men det må du

gennemskue, da det skal være i orden. Vær i øvrigt opmærksom

på, at tekstbehandlingsprogrammer ofte er sat op til automatisk at

erstatte nogle tegn med andre. Det er ikke sikkert, at det passer

med din arbejdsmåde.

Sådan bruges de to tegn:

u Bindestreg:

• En af 1500-tallets største filosoffer er Descartes.

• Det er et hovedværk indenfor social- og samfundsteorien.

u Tankestreg:

• Han mødte – ikke overraskende – til tiden på arbejde.

Tankstregen har næsten samme funktion som komma og den skal –

på dansk – altid omgives af mellemrum


Andre formelementer • 105

KAPITEL 8 Andre formelementer

8.1 Forkortelser

Er der flere meninger om

Efterhånden som du kommer længere ind i den akademiske

verden, vil du få en fornemmelse for mange af de – ofte latinske –

forkortelser, som bruges til meget bestemte formål.

Med hensyn til almindelige, danske forkortelser, så vil jeg

anbefale, at du helt undgår dem. Dette er der imidlertid delte

meninger om, og det står dig helt frit, om du vil bruge

forkortelser. En af fordelene ved forkortelser er, at din tekst

formentlig vil fylde lidt mindre, men til gengæld kan især en

omfattende brug af forkortelser nedsætte læsevenligheden af

teksten.

Hvis du vælger at bruge forkortelser, så skal du sørge for at stave

dem rigtigt og være konsekvent gennem hele teksten. Desuden

skal du holde dig til accepterede nudanske forkortelser, og du må

derfor ikke opfinde dine egne forkortelser.


106 • Andre formelementer

Personligt bruger jeg som sagt ikke danske forkortelser (kun visse

latinske og græske), men jeg har imidlertid sat Word-funktionen,

AUTOKORREKTUR, op sådan, at når jeg taster disse almindelige

forkortelser, så ændres de automatisk til den fulde ordlyd. Vær i

øvrigt opmærksom på, at tekstbehandlingsprogrammer efter min

erfaring aldrig er helt opdateret i forhold til dansk retskrivning

omkring forkortelser. Du må aldrig stole blindt på din

stavekontrol. Det gælder nu ikke specielt for forkortelser.

8.1.1 ibid. (ibidem – sammesteds)

Altid med punktum efter og lille i som

begyndelsesbogstav

Bruges ved gentagne henvisninger til den samme kilde tæt på

hinanden i teksten af hensyn til elegancen og læsevenligheden:

Mens Habermas i begyndelsen af værket Borgerlig offentlighed

retter fokus mod idealet om den demokratiske borger (Habermas,

1971, p. 34), så skifter han i værket standpunkt og forskyder

analysen til den autokratiske borger (ibid., p. 342).

Dette er særlig nyttigt, hvis du ofte henviser til den samme kilde.

Det vil eksempelvis virke en anelse klodset, hvis du fem-otte

gange på den samme side henviser med udtrykket (Habermas,

1971, p. xx). Så er det bedre at bruge (ibid., p. xx).



Betingelsen for at bruge ibid. er, at den foregående fulde

henvisningen står på den samme side. Ved sideskift må den fulde

henvisning gentages, fordi man ellers skal bladre tilbage for at se,

hvad ibid. henviser til.

Hvis du kun skriver (ibid.) uden efterfølgende sidetal, så henviser

det til den samme side i den samme kilde som tidligere. Læg i

øvrigt mærke til, at ibid. altid er med lille i, da du aldrig kan

begynder en sætning med denne forkortelse.

8.1.2 f. og ff.

(følgende og flere følgende; husk punktum)

Bruges, når der henvises til en side samt den følgende eller flere

følgende sider.

Explaborpor sus, sum repeliquibus accus cores rehenti temo ex

erescit atemped que qui te venem (Habermas, 1971, p. 18 ff.).

Denne forkortelse kan ikke bruges som sovepude til at dække over

dovenskab, og brugen af ff. kan ikke erstatte præcise henvisninger.



8.1.3 p. og pp.

(lat: pagina og paginæ – side/siderne; husk

punktum)

Bruges til at markere, at efterfølgende tal henviser til sidetal.

Ifølge APA skal du bruge disse forkortelser, og må ikke skrive s.

eller side.

Ror sus cores rehenti temo ex erescit atemped que qui te venem

(Habermas, 1971, p. 18).

… og

Ror sus cores rehenti temo erescit atemped que qui te venem

(Habermas, 1971, pp. 18-23).

8.1.4 Hele listen

Over nyttige forkortelser

Her finder du en mere eller mindre komplet liste over

forkortelser, hvoraf mange ofte bruges i akademiske tekster. Især

de forkortelser markeret i venstre margen med • vil være

relevante for denne genre. Læg nøje mærke til stavemåden i listen

herunder. Eksempelvis kan det være meget svært at huske,

hvornår en forkortelse efterfølges af punktum eller ej, men det

står altså her, og dette er korrekt (håber jeg).



• AD (A.D.) (lat.) Anno Domini (sammenlign med BC)

• alm. almindelig

• BC (B.C.) (eng.) before christ (sammenlign med AD; se også f.Kr.)

• bl.a. blandt andet el. blandt andre

• ca. cirka

• cf. confer (jævnfør)

cm centimeter

d.d. dags dato (det vil sige dagen i dag)

d.s. det samme el. den samme el. de samme

d.s.s. det samme som

dkr. (Dkr.) danske kroner

e-mail electronic mail

edb elektronisk databehandling (skrives med små bogstaver)

• eks. eksempel el. eksempelvis

ekskl. eksklusive (ender altid på -e)

el elektricitet (skrives med små bogstaver)

• el. eller

el.lign eller lignende

• eng. engelsk

• et al. et alii (og andre; med flere)

• etc. et cetera (se også osv.)

• f. følgende (sider)

• f.eks. for eksempel (se også fx)

• f.Kr. før Kristus

• ff. flere følgende (sider)

fhv. forhenværende

• fork. forkortelse el. forkortet el. forkortes

• fr. fransk el. fru el. frøken

• fx for eksempel (se også f.eks.)

• gr. græsk

• hhv. henholdsvis



• ibid. ibidem (på samme sted; se også op.cit.)

if. ifølge (iflg. er udbredt men ukorrekt)

ift. i forhold til

iht. i henhold til

• inkl. inklusive

• jf. jævnfør (jfr. og jvf. er udbredt men ukorrekt)

kHz kilohertz

kl. klokken el. klasse

km kilometer

kr. krone(r)

l liter

l. linje

• lat. latin

• litt. litteratur

m meter

m. med

m.a.o. med andre ord

• m.m. med mere

md. måned(en)

mdl. månedlig(t)

• mfl. (m.fl.) med flere

• mht. (m.h.t.) med hensyn til

mia. milliard(er)

min. minut el. minimum el. minimal(t)

mio. million(er)

ml milliliter

• ml. mellem

mm millimeter

• mv. (m.v.) med videre

mvh. (m.v.h.) med venlig hilsen

o.a. og andet el. og andre



• o.l. og lignende (o.lign. er udbredt men ukorrekt)

• op.cit. opere citato (i det anførte værk; se også ibid.)

• osv. og så videre (se også etc.)

• p.t. pro tempore (for tiden, i øjeblikket)

• pga. på grund af (p.g.a. er udbredt men ukorrekt)

pr (PR) public relation(s)

skr. skriftlig(t)

stk. styk(ket)

tlf. telefon

• tv television (TV er udbredt men ukorrekt)

• ty. tysk

undt. undtagen

V volt el. vest

vedk. vedkommende

vedr. vedrørende

vha. ved hjælp af

W watt

• www (WWW) world wide web (www foretrækkes)

8.2 Fodnoter

Kan kun bruges til sidebemærkninger og

uddybende forklaringer

Nogle forfattere vælger at placere kildehenvisninger i fodnoterne,

men det er forholdsvis sjældent på dansk, og det strider imod

APA’s og denne bogs anbefalinger. Det betyder på ingen måde, at

det er decideret forbudt. En ting er dog helt sikkert: Du må ikke

placere kildehenvisninger skiftevis i fodnoter og i parenteser. Det

er inkonsekvent og forvirrende.



Fodnoter bruges – hvis de bruges – til supplerende

oplysninger eller uddybende kommentarer i forhold til den

primære tekst. Det er ikke et krav, at du bruger fodnoter, og

mange gode tekster undgår dem helt.

Hvis du bruger fodnoter, bør du være opmærksom på

følgende:

u Pas på, at fodnoterne ikke bliver for mange og/eller for lange.

Det kunne i så fald være et tegn på, at du har haft problemer

med at begrænse dig eller vanskeligheder med at prioritere

stoffet ved at vælge til og fra. Det er entydigt dårligt, hvis

fodnoterne udvikler sig til et decideret »kommentator-spor«

til hovedteksten.

u Som tommelfingerregel vil jeg sige, at fodnoter på mere end

fem linjer bør kigges efter i sømmene. Der er vist flere

eksempler på dette i denne bog …

u Forholdet mellem eventuelle fodnoter og den almindelige

tekst skal være sådan, at teksten giver mening uafhængig af

fodnoterne. Fodnoterne bruges netop til noget ekstra, som

man kan undlade at læse uden at hovedtekstens betydning og

sammenhæng ødelægges.

u Fodnoten skal uddybe hovedteksten og må ikke

problematisere eller bekæmpe den. Du kan ikke skrive »på

den ene side…« i hovedteksten og »på den anden side…« i en

fodnote. Sådanne diskussioner af stoffets kompleksitet hører

til i hovedteksten. Det er ofte en væsentlig del af en analyse,

kritik eller vurdering.



u En relativt almindelig begynderfejl er, at fodnoterne bruges

som »opslagsværk«, hvor almindelige fremmedord

systematisk forklares. Dette kan være relevant i sjældne

tilfælde, men centrale fagtermer knyttet til emnet bør

forklares i hovedteksten, mens man kan forudsætte, at fagets

og diskursens almene fremmedord er kendt for læseren.

Eksempelvis i en opgave om filosoffen Ludwig Wittgensteins

sprogfilosofi kan du forudsætte, at læseren kender

betydningen af epistemologi, mens begrebet sprogspil bør

forklares (i hovedteksten), fordi det har en særlig betydning

for forståelsen af Wittgenstein.

8.2.1 Fodnoters typografi

Og formatering

Sørg i øvrigt for, at teksten i dine eventuelle fodnoter står pænt

med hængende indrykning i forhold til notenummeret. Se

fodnoterne i denne bog.

u Fodnoter skal være fortløbende nummereret. Dette sørger dit

tekstbehandlingsprogram mere eller mindre automatisk for.

Du har muligvis oplevet såkaldte slutnoter i tekster– det vil

sige noter, der er placeret samlet til sidst i teksten. Det er

meget udbredt nogle steder, men jeg vil fraråde det ud fra den

enkle betragtning, at det er irriterende for læseren, hvis man

skal sidde og bladre frem og tilbage. I sidste ende fylder det

lige meget.

u Fodnoter sættes i samme skrifttype som resten af teksten. Det

anbefales at bruge en lidt mindre skriftstørrelse – eksempelvis

10 punkt med en tilsvarende mindre og passende linjeafstand.



u Fodnoteteksten sættes med hængende indrykning med et

tabulator-stop efter fodnotetallet, der har samme længde som

indrykningen.

u Fodnotetallet placeres altid efter eventuelle tegn i sætningen.17

u Man placerer aldrig to fodnotetal efter hinanden.18 19

8.3 Markeringer og forbehold

Anden brug af gåseøjne og kursiv

Som beskrevet tidligere bruges citationstegn til at omgive direkte

citater på 20 ord eller mindre (�6.2.2), mens kursivering bruges,

når centrale fagtermer præsenteres første gang (�6.2.3).

Disse to typografiske virkemidler har desuden en anden

anvendelse.

8.3.1 Gåseøjne (anførselstegn)

Ved forbehold og ironi

Hvis du ønsker at markere, at et udtryk skal opfattes som ironi

eller læses med en slags forhold eller distance, så kan begrebet

omgives af anførselstegn (som nu ikke har citat-funktion).

Det kan være ganske nyttigt som pædagogisk redskab, men

det må endelig ikke overdrives, fordi det introducerer et meta-

niveau i kommunikationen, som læseren skal forholde sig til.

Anførselstegn kan også bruges til at markere slang eller udtryk,

som du selv opfinder. her er nogle eksempler: 17 Sådan skal det gøres. 18 Det dur ikke. 19 Det dur ikke.



De tyske romantikere tog afstand fra Oplysningens begejstring for

fornuften. Romantikkens digtere opfattede fornuften som en

»kold« og upersonlig kraft, der ikke kunne beskrive det poetiske og

individuelle liv.

»Lystyachten« viste sig at være en jolle på 18 fods længde med

påhængsmotor.

Flere og flere »Googler« på Nettet. I gamle dage »Zappede« man

foran fjernsynet.

Man kunne kalde Bourdieu for »strukturid« med henvisning til

hans ambivalente forhold til strukturalismen.

Om et sæt anførselstegn markerer citat eller forbehold skal læses

ud af sammenhængen. Du skal skrive på en sådan måde, at

læseren ikke bliver i tvivl.

Hvis du synes, det er uhensigtsmæssigt, så er det tilladt at

bruge ’enkeltgåseøjne’ til forbehold, mens »citater« skal omgives

af dobbelte gåseøjne. Så opstår der næppe tvivl.

8.3.2 Kursiv

Ved fremhævelse og trykmarkering

Et andet virkemiddel, der kan anvendes – hvis det anvendes i

moderation – er trykmarkering af et eller nogle få ord. Tryk-

kursivering er skriftsprogets pendant til talesprogets markering

ved ændring af lydstyrke eller tempo:



Ganske overraskende hævder Paulsen (2001), at der ikke er tale om

en misbrug af talmaterialet fra undersøgelsen (p. 34).

Fejlfortolkningen er formentlig opstået et andet sted.

Denne trykmarkering kan bruges til at fremhæve pointer, som

ellers kunne være gået tabt, til at fremhæve det væsentlige i en

sætning eller simpelthen til at sikre, at et udsagn får fuld styrke.


Typografi • 117

KAPITEL 9 Typografi

9.1 Typografisk opsætning

Et par staldfiduser

Der stilles som regel ikke andre krav end læsevenlighed i

universiteternes studieordninger, når det gælder det typografiske.

Det er jo mildest talt ikke særlig præcist, og slet ikke nogen hjælp,

hvis du sidder og overvejer størrelsen af margener, valg af

skrifttype og linjeafstand. Dette kapitel indeholder nogle

forholdsvis detaljerede anbefalinger.

9.1.1 Inddeling i kapitler og afsnit

Med overskrifter

u Hver kapitel indledes med en passende overskrift (rubrik).

Overskrifter efterfølges aldrig af kolon eller punktum men kan

efterfølges af spørgsmålstegn eller udråbstegn.

u Antallet af kapitler afhænger af teksten, men nogle er

obligatoriske: indholdsfortegnelse, indledning, konklusion og

litteraturliste.

u Alle kapitler skal begynde på et nyt ark papir.


118 • Typografi

u Teksten inddeles desuden i et antal afsnit med passende

overskrifter.

u I mindre opgaver som denne kan du bruge op til tre

overskriftniveauer (kapitel, afsnit, underafsnit), men muligvis

er to niveauer nok.

u På nær en eventuel forside skal alle sider i opgaven forsynes

med sidetal, der korresponderer med indholdsfortegnelsen.

Sidetal placeres for neden på siden i midten eller mod højre.

9.1.2 Forskelen på side og ark

Kan redde din opgave

Det gør ikke noget, hvis din eksamensopgave fylder mere end

eksempelvis 10 ark papir. Husk, at »normalside« går på antallet af

tegn – ikke på antallet af ark papir. En læsevenlig typografisk

opsætning af ti normalsiders tekst fylder måske 12-15 ark alt

inklusive.

9.1.3 God typografisk opsætning

Nogle simple råd

u Vælg en solid margen i begge sider. Gør det eksempelvis til en

regel med en margen på 3 cm hele vejen rundt (top, bund,

højre og venstre).


Typografi • 119

u Vælg en læsevenlig serif/Antikva skrifttype. Er du i tvivl, så

brug Times eller Times New Roman. Denne vejledning er sat

med Georgia i 11 punkt og en linjeafstand på 1,5. Det er også

fint. Du må aldrig bruge skrifttyper som Helvetica, Arial,

Verdana til den løbende tekst i opgaver. Det er ikke

læsevenligt.

u Vælg en skriftstørrelse på mellem 11 og 13 punkt. Forskellige

computere og platforme tolker tallene forskelligt, og derfor får

man ikke altid samme størrelse med eksempelvis 12 punkt.

u Vælg en god linjeafstand uden at overdrive. En linjeafstand på

1,0 er for lidt, fordi teksten bliver for kompakt. Omkring 1,5

linje eller 15-17 punkt er passende

u Alle tekstafsnit indledes med en indrykning af første linje (1-3

centimeter). Det er standard i alle typer tekster, og det skal

være i orden. Eneste undtagelse er de blokke, der følger

umiddelbart efter en overskrift eller underoverskrift.

u Der skal ikke være ekstra luft under hver blok – indrykning er

nok. Er du i tvivl, så se hvordan det er gjort i denne tekst.

u Brug en passende skrifttype til hovedrubrikker/

kapiteloverskrifter. Hér er det fint med sans serif/Grotesk-

skrifterne (Helvetica, Arial med videre). Denne bog bruger

Century Gothic til overskrifter.

u Til overskrifter på afsnit og underafsnit bruges en variant af

den skrifttype, som du bruger i resten af teksten (eksempelvis

Times). Det mest almindelige er at bruge fed (bold) til

afsnitsoverskifter og kursiv til underafsnit. Afsnitsoverskifter

skal ikke centreres – de skal venstrestilles.

u Blokcitater markeres tydeligt – eksempelvis med luft før og

efter samt en indrykning i højre og venstres side.


120 • Typografi

u Fodnoter har som regel hængende indrykning, som i denne

tekst, men det er ikke et krav.

u Gør gerne brug af bullet points (punktopstilling) som

eksempelvis denne liste. Punkterne kan være tankestreger,

ringe, prikker eller andre tegn. Det kan indstilles i tekst-

behandlingen.

u Mange undervisere forbyder tekst i sidehovedet med

eksempelvis dit navn, opgavens titel eller andet unødigt. Det

er både irriterende og spild af plads, fordi det tælles med i

sideoptællingen, men du må hellere spørge dig for.

På de næste sider kan du se et (formindsket) eksempel på en A4

opgaveside med den foreslåede typografi samt en række

bemærkninger, der tydeliggør ovenstående generelle anbefalinger.


Typografi • 121

9.2 Eksempel på god typografi

— 1 —

Re konf igura t ion a f s te d

De elektroniske medier gør, ifølge Meyrowitz (1985), at man ikke kan tale om sted på

samme måde som tidligere. Ikke desto mindre er det stadig relevant at tale om sted, når

blot man betænker, at »the situational ‘geography’ now primarily […] must be analysed

at the level of information« (ibid., p. 23, originalens kursivering).

Den forståelsesmæssige konsekvens af denne beskrivelse er efter min vurdering,

at social information i sidste ende er en analytisk, konceptuel nydannelse. Som et

gennemgående perspektiv i No Sense of Place (Meyrowitz, 1985) tvinger forfatteren os

til at indse, at social information ikke er opstået med fjernsynet.1

Hvis det før de elektroniske mediers fremkomst stort set var muligt at sætte

lighedstegn mellem fysisk sted og socialt sted, så er det formentlig stadig muligt

(Meyrowitz, 1985, 101 ff.). I mange tilfælde er det dog hverken muligt eller interessant.

Dels er en væsentlig del af den sociale interaktion anno 2010 båret af elektroniske og

digitale medier,2 dels må det være muligt at sammenligne de sociale aspekter af

interaktion i henholdsvis fysisk og medieformidlet nærhed. Henriksen (2003) skriver:

By bringing many difrent [sic] types of people to the same »place«,

electronic media [kursivering tilføjet] have fostered a blurring of many

formerly distinct roles. […] Electronic media affect us by changing the

»situational geography« of social life. (p. 665)

Med forsigtighed kan tv siges at have en homogeniserende effekt (jf. fodnote 1).

Den stedlige dobbeltlogik

Ophævelsen af forskellen i socialt sted har, hvad man kunne kalde en »dobbeltlogik«.

Dette udtryk bruger Meyrowitz ikke, men i artiklen »Tre paradigmer i

medieforskningen« (Meyrowitz, 2001) omtaler han en »social dualitet med hensyn til

sted […]« (p. 21). Frigørelsen fra fysisk sted medfører også, at betydningen af sted som

noget bestemt – forstået fysisk eller socialt – svækkes.

1 Med fremkomsten af de elektroniske medier har fysisk sted vist sig at være en for snæver ramme,

hvis det sociologiske analyseapparat skal kunne omfatte både face-to-face og mediebåren interaktion (Hansen, Lahaye & Blumegarden, 1997).

2 Qua udgivelsesåret, 1985, omtaler Meyrowitz kun i meget begrænset omfang digitale medier.


122 • Typografi

9.2.1 Samme side med bemærkninger

— 1 —

Re konf igura t ion a f s te d

De elektroniske medier gør, ifølge Meyrowitz (1985), at man ikke kan tale om sted på

samme måde som tidligere. Ikke desto mindre er det stadig relevant at tale om sted, når

blot man betænker, at »the situational ‘geography’ now primarily […] must be analysed

at the level of information« (ibid., p. 23, originalens kursivering).

Den forståelsesmæssige konsekvens af denne beskrivelse er efter min vurdering,

at social information i sidste ende er en analytisk, konceptuel nydannelse. Som et

gennemgående perspektiv i No Sense of Place (Meyrowitz, 1985) tvinger forfatteren os

til at indse, at social information ikke er opstået med fjernsynet.1

Hvis det før de elektroniske mediers fremkomst stort set var muligt at sætte

lighedstegn mellem fysisk sted og socialt sted, så er det formentlig stadig muligt

(Meyrowitz, 1985, 101 ff.). I mange tilfælde er det dog hverken muligt eller interessant.

Dels er en væsentlig del af den sociale interaktion anno 2010 båret af elektroniske og

digitale medier,2 dels må det være muligt at sammenligne de sociale aspekter af

interaktion i henholdsvis fysisk og medieformidlet nærhed. Henriksen (2003) skriver:

By bringing many difrent [sic] types of people to the same »place«,

electronic media [kursivering tilføjet] have fostered a blurring of many

formerly distinct roles. […] Electronic media affect us by changing the

»situational geography« of social life. (p. 665)

Med forsigtighed kan tv siges at have en homogeniserende effekt (jf. fodnote 1).

Den stedlige dobbeltlogik

Ophævelsen af forskellen i socialt sted har, hvad man kunne kalde en »dobbeltlogik«.

Dette udtryk bruger Meyrowitz ikke, men i artiklen »Tre paradigmer i

medieforskningen« (Meyrowitz, 2001) omtaler han en »social dualitet med hensyn til

sted […]« (p. 21). Frigørelsen fra fysisk sted medfører også, at betydningen af sted som

noget bestemt – forstået fysisk eller socialt – svækkes.

1 Med fremkomsten af de elektroniske medier har fysisk sted vist sig at være en for snæver ramme,

hvis det sociologiske analyseapparat skal kunne omfatte både face-to-face og mediebåren interaktion (Hansen, Lahaye & Blumegarden, 1997).

2 Qua udgivelsesåret, 1985, omtaler Meyrowitz kun i meget begrænset omfang digitale medier.

3

4

20

5

21 1212

28

13

6

22

22

22

7

23

14

15

8

24

9

25

16

17

26

2626

11

27

18

19

1 1

2

10

10

10


Typografi • 123

9.2.2 Bemærkninger til numrene

[1] Alle margener sættes til 3 cm.

[2] Anvend skrifttypen Times eller Times New Roman i 12

punkt med en linjeafstand på 1,5 (18 punkt).

[3] Teksten venstrestilles med løs højre kant. Det er ikke

nødvendigt at anvende orddeling med så bred en spalte.

[4] Første linje i hvert afsnit indrykkes 1-2 centimeter. Der

skal ikke tilføjes ekstra afstand mellem afsnit.

• Dette gøres mest enkelt ved at indsætte et tabulator-

stop, men den bedste måde er at formatere hele

afsnittet.

• Gælder ikke første linje efter overskrifter [2] eller

efter blokcitat [5].

• Sørg for at inddele teksten i et passende antal afsnit.

Det afhænger af indholdet, men et afsnit bør som

hovedregel ikke være over 12 linjer.

[6] Hvert kapitel/hovedrubrik indledes med en passende

overskrift, der eventuelt centreres.

• Overskrifter efterfølges aldrig af kolon eller punktum,

men kan efterfølges af spørgsmålstegn. Vælg gerne en

sans-serif/Grotesk skrifttype som eksempelvis Helvetica

i en større skriftstørrelse.

• Antallet af kapitler/rubrikker afhænger af teksten, men

nogle er obligatoriske: indholdsfortegnelse, indledning,

konklusion og litteraturliste.

• Alle kapitler skal begynder på et nyt ark papir.


124 • Typografi

[7] Teksten inddeles desuden i et antal

sektioner/afsnit/underrubrikker med passende

overskrifter. Disse venstrestilles altid.

• I mindre opgaver kan man operere med op til tre

niveauer.

[8] På nær en eventuel forside og indholdsfortegnelsen skal alle

sider i opgaven forsynes med sidetal, der korresponderer

med indholdsfortegnelsen. Sidetællingen (pagineringen)

starter på forsiden, som har nummer 1.

[9] Citater på 20 ord eller mere sættes som blokcitater i et

afsnit for sig.

• Blokken markeres grafisk med indryk i venstre (og

eventuelt også højre) side samt med ekstra afstand før

og efter blokken for visuelt at adskille citatet tydeligt fra

resten af teksten.

• Det anbefales at bruge den samme størrelse indrykning,

som bruges til markering af første linje i afsnit [4].

• Justeringen skal være den samme som i resten af

teksten [3]. Det er altså ikke tilladt at centrere citater.

• Det er dog tilladt at ændre skrifttype og -størrelse men

ikke nødvendigt og sjældent særlig pænt.

[10] Eventuelle fodnoter sættes i samme skrifttype som resten

af teksten (eksempelvis Times). Det anbefales at bruge en

lidt mindre skriftstørrelse og tilsvarende linjeafstand.

• Brugen af fodnoter skal begrænses og kan helt

undværes. Et stort antal fodnoter kan være et tegn på

svag prioritering af stoffet.

• Fodnoter må ikke bruges til kildehenvisninger.


Typografi • 125

• Som tommelfingerregel bør fodnoteteksten ikke

overstige en længde på fem linjer.

• Fodnoteteksten sættes med hængende indrykning med

et tabulator-stop efter fodnotetallet, der har samme

længde som indrykningen.

• Fodnotetallet i teksten placeres altid efter eventuelle

tegn i den forudgående sætning.

[11] Alle citater i den løbende tekst skal omsluttes af

dobbelte anførselstegn.

• Intet i et citat må ændres i forhold til originalen med

følgende undtagelser:

• Første bogstav i første ord må ændres fra/til stort/lille

bogstav for at tilpasse citatet sætningens samlede

retskrivning og syntaks.

• Det afsluttende tegn må af samme grund ændres

(komma til punktum og omvendt).

• Eventuelle anførselstegn inde i citater må ændres i

udformning, så de passer til tekstens stil.

• Det er således også tilladt at ændre anførselstegn i

citatet til enkelt anførselstegn.

[12] Det er forbudt at kursivere citater. De ord, der

eventuelt allerede er kursiveret i originalen, skal dog

kursiveres. For at udelukke misforståelser kan man

bemærke, at kursiveringen tilhører originalen.

[13] Det er dog tilladt – i begrænset omfang – at tilføje

markeringer, hvis der tydeligt gøres opmærksom på dette

(i kantede parenteser).


126 • Typografi

[14] + [15] Hvis der i gengivelsen er fjernet noget i midten af et

citat, skal dette tydeligt markeres. Til dette bruges tegnet …

(det er ikke tre punktummer, men et selvstændigt tegn)

omgivet af kantede parenteser: […]

[16] Det er ikke et krav at bruge […], hvis noget er udeladt i

begyndelsen eller slutningen af et citat, men det kan være

nyttigt, hvis der ellers kunne opstå tvivl om sammenhængen

[17].

[18] Det er forbudt at rette selv indlysende fejl i citater.

Eventuelle fejl kan markeres med begrebet [sic] for at

markere, at gengivelsen er korrekt inklusive en fejl eller

overraskende ordbrug.

[19] Den korrekte form af kildehenvisninger er (FORFATTER,

ÅRSTAL) eller [20] (FORFATTER, ÅRSTAL, p. SIDETAL).

• I langt de fleste tilfælde vil det være nødvendigt med

betydningsmæssige henvisning til bestemte sider – dette

gælder ikke kun ved direkte citater.

[21] Af hensyn til beskrivelsesøkonomien kan udtrykket ibid.

eller tilsvarende anvendes ved gentagne henvisninger til

samme værk. Ibid. kan dog kun bruges, hvis kilden tidligere

er angivet på siden. Ved side- eller kapitelskift skal

henvisningen altid gentages.

[22] I den løbende tekst placeres kildehenvisninger før

sætningens afsluttende tegn. Det gælder også ved citater: et

citats afsluttende tegn skal placeres efter henvisningen. Ved

blokcitater er det omvendt: henvisningen placeres efter

citatets afsluttende tegn [23].


Typografi • 127

[24] Titler kursiveres, når det drejer sig om hele værker såsom

monografier, film, tv-udsendelser, aviser, tidsskrifter og

antologier – uden anførselstegn.

[25] Titler på artikler fra antologier og tidsskrifter skrives i

anførselstegn – uden kursivering (med mindre titlen

indeholder kursiver).

[26] Centrale enkeltstående fagtermer og tekniske udtryk

kursiveres, når de introduceres i teksten. Efterfølgende

skrives de i normalt skriftsnit. Dog er det tilladt at gentage

en kursivering efter behov af formidlingsmæssige hensyn.

Introduktionen af fagtermer fra en kilde fordrer næsten

altid en præcis henvisning.

• Anførselstegn må ikke anvendes til dette formål.

• Anførselstegn anvendes derimod

- ved forbehold eller ironi: Kant var en rigtig »skrive-

bordsfilosof«.

- ved brug af slang: Flere og flere »Googler« på

Nettet.

- ved brug af selvopfundne udtryk eller tentative

neologismer [27].

- og selvfølgelig ved citat af længere sekvenser og

sætninger under 20 ord.

[28] Kursivering kan desuden i begrænset omfang bruges til at

markere eftertryk på ord, hvis dette tryk ikke kan

formidles via syntaks.


128 • Typografi

9.2.3 En litteraturliste

Opsat efter anbefalingerne

— 13 —

Li t te ra tur l is te

Baron, R. (2006). Opportunity Recognition as Pattern Recognition: How Entrepreneurs

Connect the Dots to Identify New Business Opportunities. Academy of

Management Perspectives, 20(1), 104-119.

Bolter, D. J. & Grusin, R. (1999). Remediation. Understanding New Media. Cambridge,

MA: The MIT Press.

Brügger, N., Pederesen, T. F. & Bourdieu, P. (2002). Theoretical Reflexions on Media

and Media history. In N. Brügger & S. Kolstrup (Eds.), Media History: Theories,

Methods, Analysis (pp. 33-66). Århus: Aarhus University Press.

EllesGlitterGossip. (2009, 8. december). Santa may need to bring Rock Salt [Video

weblog besked]. Hentet den 29. februar 2007 fra:

http://www.youtube.com/watch?v=frh0KwGqf3w

Engels, L. (tilrettelægger) (1996, 26. april). DR-Dokumentar. Piger i Vestre Fængsel, 1.

Kan du huske mit navn, mor? [Tv-udsendelse]. København: Danmarks Radio.

Forskningsministeriet. (uden årstal). Det digitale Danmark – omstilling til

netværkssamfundet. Hentet den 29. februar 2007 fra: www.detdigitaledanmark.dk

Hansen, K. (2009, 28. maj). Problemer med mænds sædkvalitet skal på finansloven.

Politiken, sek. Bolig og Fritid, pp. 4-6.

Hårbøl, P. et al. (Eds.). (1999). Dansk Fremmedordbog. Gyldendals Store Røde

Ordbøger. København: Gyldendalske Boghandel.

:::Maltesen:::. (2008, 12. juli). Opfordring til civil ulydighed [Weblog besked]. Hentet

den 29. februar 2007 fra: http://maltesen.wordpress.com/2008/07/12/opfording-til-

civil-ulydighed/

Meyrowitz, J. (1997). Tre paradigmer i medieforskningen. MedieKultur (26), 56-69.

Hentet den 29. februar 2007 fra: http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/

mediekultur/article/view/1090/995

Selznick, D. O. (producent) & Fleming, V. (instruktør) (1939). Gone With the Wind

(dansk oversættelse: Borte med blæsten) [Spillefilm]. USA: Selznick International

Pictures.


Tjekliste • 129

KAPITEL 10 Tjekliste

Herunder finder du en tjekliste over store og små ting, som du bør

kontrollere inden du afleverer din eksamensopgave. De første

punkter kan du tjekke et par dage før afleveringen, mens de sidste

punkter tjekkes i sidste øjeblik:

£ Fungerer din printer, og har du papir og blæk nok? Prøv at

lave en test-udskrift af et par sider.

£ Har du en tom cd-rom klar? Hav et par i reserve, hvis du

kludrer i det.

£ Har du læst din eksamensopgave igennem? Brug eventuelt

højtlæsning for dig selv.

£ Har du fået nogen til at læse korrektur på hele din opgave?

Både på indholdsniveauet, sætningsniveauet og tegnniveauet?

£ Er dine citater skrevet korrekt af? Tjek det igen.

£ Er dine citater opgivet formmæssigt korrekt?

£ Er alle titler opgivet korrekt i enten kursiv eller omgivet af

»gåseøjne«.

£ Er alle forfatternavne opgivet korrekt og konsekvent inde i din

tekst (det handler ikke om henvisningerne)? Første gang med

fornavn og efternavn – derefter kun med efternavn.


130 • Tjekliste

£ Er alle kildehenvisninger opgivet på samme måde? Har du

med andre ord været konsekvent gennem hele opgaven?

£ Indeholder litteraturlisten alle de værker, du henviser til og

kun disse værker?

£ Har du brugt de samme tegn gennem opgaven? Er dine

gåseøjne eksempelvis identiske? Det ser sjusket ud, hvis du

bruger en blanding. (Brug funktionen SØG-OG-ERSTAT til

hurtigt at tjekke og eventuelt ændre dette.)

£ Har du sørget for at bruge lange tankestreger – i stedet for

korte - bindestreger de steder, hvor det er rigtigt? (Brug SØG-

OG-ERSTAT.)

£ Er den typografiske opsætning god?

£ Er margen, linjeafstand og skriftstørrelse i orden?

£ Har du et passende antal overskrifter?

£ Begynder alle kapitler øverst på en ny side?

£ Har du sørget for at indrykke den første linje i hvert

afsnit?

£ Er litteraturlisten korrekt med hængende indrykning og

alfabetisk sortering?

£ Er indholdsfortegnelsen korrekt?

£ Er kolofonen korrekt?

£ Er der sidenummer på alle sider?

£ Er udskriftkvaliteten i orden – står teksten klart og tydeligt?

£ Er alle sider med i udskriften?

£ Har du lavet to kopier af din eksamensopgave til aflevering –

og én kopi på cd-rom?

£ Har du tre såkaldte eksamensforsider?


Emneindeks • 131

KAPITEL 11 Emneindeks

[xxx]


Litteratur • 133

KAPITEL 12 Litteratur

[xxx]


Appendiks • 135

KAPITEL 13 Appendiks

Oversigt over bogens anbefalinger til undervisere og andre

utålmodige sjæle.

13.1.1 Henvisninger

Står i den løbende tekst

Henvisninger placeres i alle tilfælde i almindelige parenteser i den

løbende tekst – aldrig i fod- eller slutnoter. Eneste undtagelse er

de tilfælde, hvor det er nødvendigt med en henvisning i en note.

Formatet er grundlæggende således: (EFTERNAVN, ÅRSTAL, p.

SIDETAL). Eksempel: (Kant, 1781, p. 201).

Har værket to forfattere bruges &-tegn mellem efternavnene.

Eksempel: (Star & Jensen, 2009, p. 74).

Det er tilladt at henvise til et antal sider på flere måder: pp.

74-5, p. 74 f., p. 74 ff.

Antallet og hyppigheden af henvisninger kan der ikke gives

præcise anvisninger på med to undtagelser: Både direkte og

»indirekte« citater skal altid efterfølges af en præcis henvisning –

det vil sige med sidetal.


136 • Appendiks

13.1.2 Titler i den løbende tekst

Der er kun to muligheder

Hele værker kursiveres altid, mens artikler fra antologier og

tidsskrifter sættes uden kursiv men »omgivet af anførselstegn«. I

litteraturlisten er det lidt anderledes.

13.1.3 Citater

Anvendes sparsomt og kritisk

Hvornår skal man anvende direkte citat?

u Når den helt præcise ordlyd er vigtig.

u Når en selvstændig reformulering ikke kan sige det samme

kortere eller mere præcist.

u Når det tjener et litterært hensyn.

Citater på mere end tyve ord angives som blokcitat med tydelig

markering af blokken – typisk med ekstra afstand før og efter

samt indrykket margen i venstre side. Blokcitater bør ikke tilføjes

omgivende anførselstegn. Den typografiske markering og

henvisningen er tilstrækkelig til at udelukke misforståelser.

Citater på mindre end tyve ord angives i den løbende tekst

omgivet af dobbelte anførselstegn ("citat", ”citat”, ”citat“, „citat“

eller »citat«). På dansk kan enkelt anførselstegn ikke bruges til at

angive citat.

Citater må kun ændres efter nogle bestemte retningslinjer, og

det er uden undtagelse forbudt at tilføje kursivering uden at gøre

opmærksom på det, og det kræver gode grunde.


Appendiks • 137

13.1.4 Kildedata

Dét, der skal stå litteraturlisten

Bogen indeholder en detaljeret beskrivelse af over 25 forskellige

former, der dækker alt fra den simple monografi over antologier

og tidsskrifter til webartikler og spillefilm.

Grundformen på en monografi er således:

Likert, R. (1967). The Human Organization: Its Management and

Value. New York: McGraw-Hill.

Læg mærke til detaljerne:

u Efternavnet skrives først efterfulgt af komma-mellemrum.

Dernæst fornavnets initial(er) efterfulgt af punktum.

u Dernæst årstallet i parenteser efterfulgt af punktum.

u Dernæst værkets fulde titel i kursiv afsluttet med punktum.

u Det hele afsluttes med by og forlagets navn adskilt af kolon-

mellemrum og afsluttet med punktum.

u Litteraturlister sættes med hængende indrykning og uden

bullets. Alfabetisk sortering.

Grundformen af en artikel i antologi (ikke antologien som

helhed) er således:

Sapir, E. (1970). The Status of Linguistics as a Science. In D. G.

Mandelbaum (Ed.), Culture, Language and Personality:

Selected Essays (pp. 65-77). Berkeley: University of California

Press.


138 • Appendiks

Læg igen mærke til alle detaljerne:

u Titlen på artiklen skrives ikke er i kursiv og omgives ikke af

anførselstegn, som den skal i den løbende tekst. Det er

antologiens titel, der skal kursiveres.

u Det er tilladt at bruge det danske (Red.) i stedet for (Ed. eller

Eds.), hvilket har den fordel, at det både er ental og flertal.

u Det er nødvendigt at opgive, hvilke sider i den pågældende

antologi, artiklen omfatter. Dette vises hér med (pp. 65-77).

Sidetallene skal ikke kursiveres.

Documents

AKADEMISK KILDEHÅNDTERING - Forside · 2016-08-19 · Kolofon Akademisk kildehåndtering – for studerende på humanistiske og socialvidenskabelige universitetsuddannelser, 2011