Af RENÉ GUMMER

Sean Wilentz: Bob Dylan i Amerika. Oversat af Steen Fiil. 420 sider, illustreret. Vejl. pris 299 kr. Klim.

Lad mig begynde med at konstatere, at der ikke kan skrives for mange bøger om Bob Dylan.

Han er helt uden sammenligning den vægtigste stemme amerikansk kultur har budt på gennem de sidste 50 år. På godt og ondt er han på det nærmeste endt som legemliggørelsen af USA: Fascinerende, mægtig, indtagende og kompromisløs. Og på samme tid irriterende, frastødende, og alt, alt for meget.

Der er plads til had og kærlighed i publi-kums forhold til Dylan – ja, de to er næsten nødvendige modsætninger, når man er fanget af mesteren. For man kan nok trække på skuldrene ad Dylan i perioder – somme tider lange perioder – og sværge at han er ude, for-tid og hvad man ellers kan bilde sig selv ind. Men man vender altid tilbage i folden.

Uden sammenligninger med hverken Vorherre eller hans enbårne i øvrigt ligger det lige for at konstatere, at Dylan er gået hen og er blevet en del af os alle sammen, et pejle-mærke for den vestlige verdens identitet og kulturhistorie.

Som lydside og kommentatorspor til de fleste menneskers liv gennem et halvt århundrede har han desuden flere gange gennem karrieren opsummeret essensen af Hollywoods vådeste drøm: underholdning, dramatik, historie og politik i en og samme pakke – serveret med en skæv og personlig, men alligevel salgbar vinkel.

En ofte overset bieffekt ved Dylans geni er, at han får sine mod- og medspillere til at præstere bedre. Man fedtspiller ikke i selskab med mesteren.

Så en bog, der placerer Dylan helt centralt i nyere amerikansk historie – skrevet af en professor i historie fra Princeton University og

godkendt af mesteren selv – rammer så meget i solar plexus, at man næsten ikke kan vente med at komme i gang med læsningen. Og for at det ikke skal være løgn har vægtige cele-briteter som Philip Roth og Martin Scorsese givet smægtende, personlige anbefalinger af værket på for- og bagside.

PROFESSOREN og forfatteren hedder Sean Wilentz, og ved siden af jobbet på Princeton

er han redaktør af Dylans hjemmeside. Det har ifølge forlagets spiseseddel givet ham ad-gang til et enormt materiale; sjældne billeder og optegnelser.

Skulle det ikke være nok anbefaling, så voksede Wilentz op i Greenwich Village i tres-serne og har været fan lige siden. Og naturlig-vis var det i Wilentz’ onkels lejlighed, at Bob Dylan i slutningen af 1963 mødte digteren Allen Ginsberg. Så bliver det ikke vildere.

Men De har nok gættet pointen. Det skulle være så godt, men så er det faktisk lidt halv-skidt. Jeg er ikke i tvivl om, at Wilentz både er en begavet historiker og en begejstret fan, men den indsigt, dynamik og symbiose, der umid-delbart ligger i professorens kompetencer, kommer desværre ikke ned på siderne.

Jo, læseren bliver præsenteret for en række anekdoter, der sommetider byder på en anderledes vinkel. Jo, billederne er ikke set så ofte før, og jo, Dylans musik og person bliver til en vis grad sat ind i en historisk og social sammenhæng. Set fra et akademisk standpunkt har professor Wilentz opfyldt alle krav og forventninger. Bob Dylan i Amerika er bare ikke et akademisk værk, og det er måske for enden af den pointe, at den store skuffelse venter. Både for akademikere og for fans.

Desværre falder Wilentz alt for ofte for fristelsen til at analysere og kommentere sin hovedpersons værker. Og det er mildest talt hverken specielt begavede, indsigtsfulde eller bare forfriskende anderledes konklusioner, han kommer frem til. Det, der fungerer som bogens salgsargument og berettigelse, nemlig Wilentz’ akademiske pondus, finder ikke klangbund i teksten – det er, som om Wilentz i bund og grund vil noget andet med sin udgi-velse. Måske låne lidt af mesterens gadekredit ved at tilbyde akademisk ditto? Under alle omstændigheder er det læseren, der bliver taget som gidsel.

Når det er sagt, vil jeg henvise til denne anmeldelses indledende konstatering, for naturligvis har Bob Dylan i Amerika sin beret-tigelse: En historieprofessor har ikke råd til at sløse med fakta.

Og hvis man læser Wilentz’ værk fra den vinkel, kan man få flere misforståelser i Dylans historie rettet.

Men det havde klædt udgivelsen, hvis forfatteren eller en barmhjertig redaktør havde skilt akademikeren Wilentz fra fan’en af samme navn. For som læser er man aldrig rigtig helt sikker på, hvilken af de to, der optræder i teksten.

Biografi. Sean Wilentz burde være den perfekte til at skrive en bog om Bob Dylan. Bogen er bare ikke det mesterværk, man ville forvente.

Den akademiske fan

En ofte overset bieffekt ved Dylans geni er, at han får sine mod- og medspillere til at yde deres bedste – man fedtspiller ikke i selskab med mesteren. Sean Wilentz har overset dette.

Af LARS BUKDAHL

Amalie Smith: Læsningens anatomi. 92 sider. Vejl. pris 50 kr. Emancipa(t/ss)ionsfrugten 2012.Ida Marie Hede & Christian Meyer: Gizmo. 183 sider. Pris ikke oplyst. Passagen Kunst.Ida Marie Hede & Amalie Smith: Kollektive læseformer. 59 sider. Vejl. pris 100 kr. After Hand.

Hvem gider være en Gyldendal-forfatter – alle ugens syv dage?

Ikke Amalie Smith, der sidste år udgav sin anden bog, nåleskarpt

bevægende I civil, på Gyldendal. Og heller ikke Ida Marie Hede, som dette forår udgav sin anden bog, turbo-hallucinatoriske Det kemiske bryllup, på Gyldendal. Begge bedriver de eks-tensivt måneskinsarbejde som man kalder det i London, hvor Hede har slået sig ned – for at gå til yderligheder med sin udanskhed.

Smith modtog forrige år Bukdahls Bet for sit spektakulære, Google-plakat-illustrerede filmmanus Fabrikken falder; hendes nye udgivelse på samme mikroskopiske lilleforlag emancipa(t/ss)ionsfrugten, Læsningens anatomi, er både indeni og udenpå betydelig tystere.

Som bagsideteksten sigende nøgternt forklarer: »Efter en længerevarende hjernery-stelse som gjorde mig ude af stand til at læse, begyndte jeg i foråret 2012 at læse om at læse.« Meget logisk à la Smith at benytte læse-umu-ligheden som afsæt til at undersøge læsning som sådan.

Bogen former sig helt enkelt som Amalies læse-almanak i to spor, citater fra læsningen om læsningen på venstresiderne og dagbogs-noter om læse-læsningen – og en smule om det i anden række placerede ikke-læsende liv, en ikke helt affortryllet eks hjemsøger stædigt – på højresiderne.

Smiths rastløse, flaksende nysgerrighed er

smittende: Hvornår blev læsningen tavs? Er der gradsforskelle i fingrenes følsomhed hos blindskrift-læsere? Hvor mange billeder af læsende er der på Statens Museum for Kunst? (35, flest læsende kvinder). En velsignet usen-timental og prosaisk ode til læseglæden.

Ida Marie Hede udgav sidste år bogen Gizmo (= praktisk dingenot) på – ultimativt eksklusivt! – et østrigsk kunstforlag, hvor engelske og tyske oversættelser af kapitler fra (dengang endnu ikke på dansk udkomne) Det kemiske bryllup veksler med renfærdigt eks-perimentelle foto-serier ved Christian Mayer, bl.a. negativer forgrønnet af bananplanters fotosyntese. Kvalificeret, men pænt usam-menhængende parallel-leg.

Forpligtende fællesleg er derimod Hedes og Smiths fællesværk med den lidt traurige titel Kollektive læseformer, der med en opfindsom, både glad og melankolsk afmagt forsøger at bog-formatere en fælles performance i Aarhus

med samme titel, der på sin side genfortalte og genopførte 1 stk. Hede-performance og 1 stk. Smith-performance, begge med temmelig kønnet tematik, der på deres sider forholdt sig til andres tekster, om moderskab og kollektiv kastration henholdsvis ...

En broget bue af knopskydning så sandelig – frem mod det helt konkrete, herligt fikse værk-rod: oplæsnings-manus, powerpoint-fragmenter, publikums-Q & A, kæmpeplakat med tekster læst op af publikum (og stemme-kurver), opstillede fotos af duoen i aktion, overeksponerede fotos taget under seancen.

Midt i det omhyggelige materiale-virvar finder man en fin og åben tænksomhed og meta-tænksomhed: hvad tænker vi om køn og kunst, og hvordan tænker vi? Og hvad med at prøve at tænke sammen og gøre et fladt, flersporet monument ud af den fælles tænksomhed, der rasler!

Generation Hybrid Nøgenhed findes!

Idamalie. Hybrid-digterne Amalie Smith og Ida Marie Hede performer stakåndet i munden på hinanden.

Mod en multimedial akavethed

LAYOUT: MAI-BRITT BERNT JENSEN KORREKTUR: FLEMMING GERTZ

Bøger6 # 27 5. juli 2013 Weekendavisen