Da Frøken Jensen Blev Moderne

FRØKEN KRISTINE MARIE JENSEN (1858-1923) var ugift

hus bestyrerinde. Bag disse nøgterne data om et tilsyneladende

anonymt kvindeliv gemmer sig intet mindre end et begreb og

et ikon: Frøken Jensen. Forfatteren til Danmarks mest kendte

kogebog, madskribent i datidens aviser og ugeblade og trofast

husbestyrerinde og reservemor i den københavnske borger-

skabsfamilie, Melchior, hvis yngste søn, Lauritz, hun under-

støttede økonomisk i hans tidlige karriere som operasanger.

DA FRØKEN JENSEN BLEV MODERNE er et portræt af en tid

og en epoke, som på mange måder varslede den moderne,

danske madkultur. Og samtidig en fortælling om en fremsynet

og kreativ kvinde, der formåede at forene de forskellige roller

i sin tilværelse. Som trådte ud af klunkegardinernes skygge og

ind i Københavns forlags-, medie- og erhvervsliv og fik skabt

sig en livslang karriere som madskribent.

HELLE JUHL er freelancejournalist, foredragsholder og forfat-

ter til flere bøger om husbestyrerinder, husmødre og livet på

landet.

Lindhardt og Ringhof

En fortælling om kvinden bag kogebogen

1 1

1 1

1 1

blev moderne

Da

H e l l e J u H l

978-87-11-40942-8

Helle JuHl da frøken Jensen blev moderne

197 mm + 6 mm = 203 mm

197 mm

+ 6 m

m =

203 mm

197 mm + 6 mm = 203 mm 20 mm

4

Da Frøken Jensen blev moderneEn fortælling om kvinden bag kogebogen

Helle Juhl og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, 2012

1. udgave, 1. oplagISBN: 978-87-11-40942-8

Forfatter: Helle JuhlForlagsredaktør: Dorte EinarssonGrafisk tilrettelæggelse: Demuth GraphicOmslag: Bettina Kjærulff-Schmidt med foto af Frøken Jensen fra Det Kongelige Bibliotek (fotograf ukendt)Illustrationer: se side 202

Bogen er sat med Joanna MT og KlavikaRepro: HighlightTrykkeri: Livonia PrintPrinted in Latvia 2012

Lindhardt og Ringhof Vognmagergade 111148 København KTelefon 36 15 66 00www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof – et selskab i Egmont

Kopiering fra denne bog må finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med COPY-DAN, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med COPY-DAN, skal ved ønske om kopiering henvende sig til Lindhardt og Ringhof.

113014_Da Froeken Jensen blev moderne_body.indd 4 17/09/12 12.09



blev moderne


36

3.Laksestadens lille forældreløse pige

L ørdag den 17. juli 1858 er ikke nogen helt almindelig dag i ejendom-

men Vestergade 519 (i dag nr. 53 – red.) i udkanten af Randers. Det er

dagen, hvor vognmand og værtshusholder Christen Jensens kone, Petrine,

nedkommer med en lille pige. Lillesøster til brødrene Mads på knap ni år og

Jens Peter på seks år. Den glade nyhed bliver hurtigt spredt og sikkert også

behørigt fejret. Mon ikke Christen i dagens anledning har måttet diske op

med en gratis omgang.

Vestergade-ejendommen er kendt viden om. Beliggende som første ejen-

dom på højre hånd på byens vestlige indfaldsvej kommer der hele tiden vejfa-

rende forbi. Et oplagt sted at gøre holdt for en dram og en bid brød, når man

har ærinde i Laksestaden, som Randers også kaldes på grund af Gudenåens

rige lakseforekomst.

Fra stuehuset, der midt på er delt over af en port ind til en bagvedlig-

gende beskyttet gårdsplads, er der frit udsyn til den travle gade. Vinkelret på

ligger yderligere en længe, og neden for ejendommen strækker Hospitals

Engen sig som en del af byens markjorder ned mod den brede og vandrige

Gudenå. Her er det ingen sag at fiske middagsmaden.

Der er fyldt godt op i ejendommen. Foruden Christen Jensen og hans

familie huser den også svigerforældrene, Signe Marie og Jens Mikkelsen, en


37

anden familie samt tyende. I alt et dusin personer. Sådan er det de fleste steder.

Almuekulturens samboende produktionsliv, underlagt husbonds patriarkalske

myndighed, er trods begyndende industrialisering og deraf følgende opsplit-

ning af familierne endnu udbredt. I by såvel som på land.

Vestergade 519 er med sin placering og funktion da også en slags kob-

ling mellem land og by, mellem gammelt og nyt. Der hører endnu lidt jord

til ejendommen, der således ligger som et ruralt levn i en urban brydningstid

fuld af røg, damp og fremskridt. Lige neden for gårdspladsen skal skinnerne

til den første jernbane i Jylland om få år blive lagt, og et par hundrede meter

længere ude ad landevejen mod Viborg projekteres en ny imponerende nabo

i form af Randers Station.

Men det er ikke disse planer, der får værtshussnakken til at summe denne

sommerdag i 1858. Det er Petrines nedkomst med en lille rødblond datter.

For det ved man jo: De rødhårede er der krummer i. Hun skal nok blive til no-

get, værtshusholderparrets den bette ny, som får navnet Kirstine Marie Jensen.

I dette travle, farverige miljø med fyr på komfuret fra morgen til midnat,

heste og vogne i gården og en evig strøm af landboere, som på vej til og fra

Randers gør holdt for at tanke op med mad, drikke og andre fornødenheder,

vokser pigen, der senere skal blive landets mest læste kogebogsforfatter, Frø-

ken Jensen, op.

Fra spæd vænnes hun til larm, leben og uforudsigelighed. Værtshusdrift

kræver ud over gæstfrihed og økonomisk sans en robust blanding af konduite

og snusfornuft. At vokse op et sådant sted ruster til lidt af hvert. Ikke nogen

dårlig forudsætning for en senere tilværelse som husbestyrerinde, skolemor,

pensionatsværtinde, fødevareproducent og kogebogsforfatter i hovedstaden.

Selv om ejendommen står i Christens navn, er den mest Petrines, idet den

i sin tid har tilhørt hendes længst afdøde forældre, Peder Sørensen og Maren


38

Nielsdatter. Christen er som ung kommet dertil som tjenestekarl, fra den lille

flække Hustrup i Ringkøbing Amt. Siden er han startet som vognmand, har

giftet sig med Petrine, og sammen driver de nu smålandbrug og værtshus på

stedet. Med ham i skænkestuen og hende bag komfuret.

Christen er ikke den første vognmand på adressen. Petrines far drev også

vognmandsvirksomhed. Det gør mange i 1800-årenes Randers. Den travle

havn og et ekspanderende handelsliv lokker oplandets overskud af unge ind

til byen for at prøve lykken med hest og vogn.

Landbruget kan som følge af omlægning til mere rationel og effektiv

drift ikke længere selv opsuge befolkningstilvæksten på landet, og samtidig

bliver mange af gårdenes hjemmefremstillede produkter industrialiseret og

flyttet til byen. Yngre børn af landbrugere – dem, som ikke skal arve – følger

efter i jagten på alternative levebrød inden for handel, service, transport og

husholdning eller i den voksende industri. Mellem 1830 og 1900 vokser

Randers fra cirka 6.000 til 20.000 indbyggere. En vækst, der først og frem-

mest skyldes den store indvandring fra landet.

Da Petrines far dør, gifter moderen sig med den ni år yngre Jens Mik-

kelsen, ligeledes vognmand og avlsbruger. Han stammer fra Welling sogn i

Viborg Amt og har fra et tidligere ægteskab en lille pige, Kirsten Maria, og

han bliver nu også stedfar til Marens to døtre, Mette og Petrine. Det er Jens

Mikkelsen, der siden åbner værtshus i ejendommen. Måske fordi han tidligt

bliver alenefar og på den måde kan være mere hjemme. Maren Nielsdatter

dør nemlig allerede i 1839, hvor den yngste af pigerne kun er 11 år.

Døden har dog ikke høstet færdig. I 1846 dør Petrines storesøster og i

foråret 1848 også Kirsten Maria, så nu er der kun Petrine tilbage til at føre

ejendommen videre. Men ikke uden ægtemand, for hele samfundet hviler på

patriarkalsk myndighed, og samme efterår bliver hun da også gift med den ni

år ældre tjenestekarl, Christen Jensen. Ved deres bryllup i Sct. Mortens Kirke

den 15. november 1848 står de opført i kirkebogen som ”Christen Jensen,


39

Ungkarl og Avlsbruger, 31 år gammel” og ”Pigen Petrine Sørensen, 23 år”.

Som forlovere er indført ”M. Jensen og Avlsbruger J. Mikkelsen”, brudepar-

rets respektive fædre.

M. Jensen står formentlig for Mads Jensen, for da Petrine året efter føder

en søn, bliver han navngivet Mads. Dengang var det almindeligt at opkalde

førstefødte søn efter farfaderen og nummer to efter morfaderen. Lillebrode-

ren fra 1852 kommer således til at hedde Jens Peter. Og efternøleren Kirstine

Marie – vores Frøken Jensen – er sikkert opkaldt efter Jens Mikkelsens afdøde

datter.

Alle disse dødsfald må have tæret på værtshusholderen i Vestergade 519.

Det er derfor ret naturligt, at Jens Mikkelsen allerede i 1850 overdrager ejen-

dommen til svigersønnen og går på aftægt, selv om han kun er 52 år gammel.

Måske har generationsskiftet også været aftalt i forbindelse med brylluppet.

Han vedbliver dog ikke at være enkemand. Nogle år senere gifter Jens Mik-

kelsen sig med enken Signe Marie Jensdatter, der gennem nogle år har logeret

i ejendommen. Dermed bliver hun stedmormor til Kirstine Marie og hendes

brødre. En rolle, hun få år senere skal komme til at forpligte sig alvorligt på.

Christens og Petrines lille pige fødes altså ind i et sammenvævet klude-

tæppe af familierelationer, men det er ganske almindeligt i en tid, hvor døden

er latent nærværende og ægteskab lig med forsørgelse og forsikring. Roman-

tisk kærlighed er ikke noget, man kalkulerer med i husstandskulturens tid.

Det primære er at holde ejendommen og husstanden kørende.

Hvorom alting er, er Petrine og Christen i deres bedste alder, han 41, hun 33,

da de kan glæde sig over at have forøget familien med en lille rødblond og

levestærk datter. Fremtiden tegner lys den sommer i Vestergade 519.

At drive værtshus er ikke nogen ringe bestilling. I et af sine sjældne in-

terviews har Frøken Jensen omtalt barndomshjemmet som en købmandsfor-


40

retning, og selv om det kan være en måde at pynte lidt på cv’et, var det fak-

tisk meget almindeligt dengang at drive købmandsforretning og beværtning

under et.

En randrusiansk storkøbmand med havnepakhus og eget brænderi – som

den navnkundige Niels Brock (1731-1802), der lægger navn til selve profes-

sionaliseringen af handelsfaget – er der dog langt fra tale om. Familien i Ve-

stergade 519 er ikke blot af en anden tid, den hører også til længere nede på

byens sociale rangstige. I den brede mellemstand af småhandlende og mindre

selvstændige håndværkere.

At det forholder sig sådan, fremgår af fadderlisten ved Kirstine Maries

barnedåb i Sct. Mortens Kirke søndag den 10. oktober 1858. Fadderne er her

opført som ”M. Bjerring, Jomfru Eriksen, Aftægtsmand Mikkelsen (stedmor-

faderen, red.), Blegmand O. Olsen og Garver Chr. Kjær.”

M. Bjerring er efter alt at dømme identisk med den 31-årige Mogens

Bjer ring Nielsen, der ifølge en datidig vejviser samme år starter som køb-

mand i Torvegade, en af byens vigtige handelsgader. Få år senere køber han

også Vestergade 52, tæt på Christen og Petrine. Ikke nogen dårlig førstefadder

for den lille pige.

På nær jomfru Eriksen er fadderne alle mænd i deres bedste alder og i

selvstændigt erhverv. Pænt og solidt – og i hvert fald anderledes velstillet end

de fattige arbejderfamilier, enker og enlige mødre, der lever sammenstuvede

og for nogles vedkommende på sulteranden i det gamle middelalderkvarter

nede ved havnen, for ikke at tale om i byens fattiggård skråt over for værtshu-

set – men næppe heller mere.

Livet i Vestergade 519 har efter fadderlisten at dømme og med digteren

H. V. Kaalunds ord været ”på det jævne, på det jævne, ikke i det himmelblå.”

Randers vokser ikke kun befolkningsmæssigt, da Kirstine Marie Jensen kom-


41

mer til verden. Den er i fuld gang med at udvikle sig fra indelukket middelal-

derby til udadvendt potent industriby med moderne faciliteter.

Jernbanen mellem Århus og Randers er på tegnebrættet og bliver taget i

brug i 1862, syv år senere går sporene helt til Ålborg, og i løbet af 1870’erne

og 1880’erne kommer der også jernbaneforbindelse til Grenå og Hadsund.

Randers er det merkantile og industrielle midtpunkt i et opland, hvis ubrudte

cirkelslag har en radius af 50-60 kilometer.

Ibrugtagningen af jernbanen og den nye Randers Station for enden af

Vestergade i 1862 er som et signalfløjt til foretagsomheden. Entreprenører,

købmænd og håndværksmestre grundlægger i disse folkestyrets første årtier

nogle af de virksomheder, som skal gøre Randers til en af landets primære in-

dustribyer: Togfabrikken Scandia, Dronningborg Maskinfabrik, Randers Reb-

slaaeri, Bryggeriet Thor m.fl. Nu er det ikke længere kun laksene og hand-

skerne fra Randers Handskefabrik, som byen profilerer sig på.

Gennemførelsen af den frie næringslov i de samme år sætter også skub i

handel og vandel, med anlæggelse af flere nye torvepladser til følge. Det skal

være let for landboerne at afsætte varer til det voksende antal randrusianere.

Og ikke mindst på bolig- og byplanområdet sker der forandringer. De

gamle kvarterer fra middelalderen med snævre, brolagte gader kan slet ikke

rumme den massive indvandring. Gader bliver rettet ud og lagt om, og en- og

toetagers bindingsværkshuse med dyrehold i gårdene må vige for grundmu-

rede bygninger i op til fire etager og med butikker og kontorer i stuen. Køer,

grise og høns erstattes af nydelige butiksfolk og funktionærer.

På byjorderne uden for den gamle bymidte dukker nye kvarterer op for

håndværkere og arbejdere, mange som boligforeninger, og adskillige af de

gamle, velhavende familier bygger store udsigtsvillaer langs nye udfaldsve-

je. Dertil kommer byggeri af offentlige bygninger som Ting- og Arresthuset

(1862), Randers Sygehus (1869) og, mest påtrængende af alt, nye skoler.

Trods høj børnedødelighed vrimler det med børn i Randers.


42

Den verdensberømte forfatter og Nobelprismodtager, Henrik Pontoppi-

dan (1857-1943), hvis far i de år er præst i Sct. Mortens Kirke, beskriver den

rivende udvikling således:

De første år af Kirstines liv må have været præget af denne brusende ud-

vikling. Men måske også af snigende sygdom. I hvert fald er hun kun fire år

gammel, da ulykken på ny slår ned i Vestergade 519. Faderen dør 2. marts

1862, 45 år gammel. Otte dage senere begraves den alt for tidligt bortgåede

vognmand og værtshusholder fra Sct. Mortens Kirke.

Petrine overtager boet efter sin mand og fortsætter på egen hånd driften

af værtshuset – formentlig bistået af de to gamle på aftægt – men tre år se-

nere, den 26. maj 1865, dør også hun, blot 40 år gammel. En menneskelig

og social katastrofe for de tre børn og de gamle Mikkelsens.

Hvad Christen og Petrine Jensen dør af er ukendt. Men ”brystsyge” er en

udbredt dødsårsag blandt yngre mennesker på de tider. Tuberkulose og lun-

gebetændelse har gode kår i de snævre og fugtige boliger. Forstærket af hårdt

fysisk arbejde, brændevin og vitaminfattig kost. Vestergade-ejendommen har

næppe været det sundeste hus at vokse op i, og måske lægges kimen til Frø-

ken Jensens egen død af lungebetændelse som 64-årig allerede der i form af

sarte lunger?

Petrines dødsfald kræver boskifte. Randers Byfoged noterer i skifterets-

protokollen, at ”Aar 1865, den 26. Mai, anmeldtes Værtshuusholder Christen

Jensens Enke, Petrine f. Sørensen, død, efterladende sig umyndige Arvinger.”

Boet er ganske omfattende. Ved den indledende boopgørelse et par uger


43

efter begravelsen sættes Vestergade-ejendommen til en værdi af 1300 Rigs-

daler foruden en ”Bygafgift” på hver 200 Rigsdaler fra to markjorder, som

familien ikke længere selv driver. Dertil kommer en minutiøs gennemgang

af alt løsøre, fra mindste sukkerskål til tunge dragkister og klædeskabe. Alene

dette fylder over to sider i protokollen og omfatter godt 125 forskellige

emner. Især er der meget køkkenudstyr og andet husgeråd, hvilket hænger

sammen med værtshusdriften. Gamle Jens Mikkelsen bevidner boopgørel-

sens rigtighed, men i svækket tilstand, for han må underskrive ”med ført

pen”. Han kan ikke selv holde på pennen, men må lade en anden gøre det

for sig.

Det varer da heller ikke længe, før også han dør, så der nu kun er Signe

Mikkelsen og de tre umyndige børn tilbage. Herefter bliver ejendommen

solgt på auktion til en Christopher Bertelsen fra Thisted Amt, som viderefører

værtshuset. Kirstines og brødrenes arv bliver sat i Overformynderiet, indtil

de bliver myndige.

Som en del af handelen får Signe Marie Mikkelsen og Kirstine logi hos

den nye ejer. Stedmormoderens aftægtsliv fortsætter således, men nu med

ansvaret for en lille pige. En tung opgave for den snart 70-årige værtshushol-

derenke. Brødrene må klare sig selv. 16-årige Mads har allerede forladt barn-

domshjemmet, da moderen dør – formentlig i en lære- eller tjenesteplads

– og 13-årige Jens Peter følger kort efter trop.

Den livlige barndom som efternøler og lillesøster i en stor families midte

er med et skrumpet ind til et sorgtynget samliv med stedmormoderen. Syv år

gammel er værtshusholderparrets rødhårede Kirstine blevet laksestadens lille

forældreløse pige.

Ulykken indtræffer netop, som et nyt kapitel i hendes liv begynder. For året,

hvor Kirstine bliver forældreløs, falder sammen med starten på hendes skole-


44

gang. Ikke just nogen god forudsætning for en skolestart. Det må have gjort

ondt at opleve de andre piger skynde sig hjem til mor og far efter skoletid,

mens hun kun har gamle Signe at traske hjem til.

Man kan sagtens forestille sig, at den kærlighed, hun som husbestyrer-

inde mange år senere øser ud over Melchior-familiens børn, og i særdeleshed

den lille Lauritz, udspringer af hendes eget tab i barndommen. Hun kan med

lethed sætte sig i moderløse børns sted.

Kirstine Marie Jensen indskrives i Den Brock-Bredalske Friskole, som

er en gratis kommunal skole. I modsætning til betalingsskolerne, hvortil de

bedrestillede familier sender deres børn. Navnet har skolen fra Det Brock-

Bredalske Legat, som er med til at finansiere den, og den er i sin tid stiftet af

storkøbmanden og mæcenen, Niels Brock og hustru Lene Bredal, hvis far var

købmand og borgmester i Randers.

I skolens forsømmelsesprotokol står hun opført som Kirstine Jensen, f.

17/7 1858. Adresse: Vestergade 519. Under forældres/plejeforældres navne

står: ”Værtshuusholder Jens Mikkelsens Enke”. Der er ikke gemt standpunkts-

protokoller, så hvordan hun klarer sig, står hen i det uvisse, men eftersom hun

senere som ung kvinde drømmer om at blive lærerinde, har hun formentlig

klaret sig ganske godt.

Da Kirstine begynder i første klasse, har skolen til huse i ”Ankerhus”

på hjørnet af St. Voldgade og Kirkegade. Sammen med Den Bay-Kirketerpske

Skole, som er en betalingsskole. Men elevtallet er ved at sprænge rammerne

for de to skoler, så allerede i Kirstines første skoleår går bystyret i gang med

at planlægge en ny kommunal skole.

I juni 1866 indstiller skolekommissionen at bygge den nye skole i Nør-

restræde. Her ligger den såkaldte Fangegård, der har sit navn fra Englandskri-

gene i 1807, hvor engelske fanger blev bevogtet på stedet. Nu kan der pas-

sende opføres skole i moderne tilsnit. Efter ministeriel godkendelse og med

tilsagn om støtte fra Det Brock-Bredalske Legat går byggeriet i gang, og 6.


45

januar 1869 kan den nye skole indvies. 14 moderne indrettede klasseværelser

med plads til 50 elever i hver. Det giver mulighed for at undervise i alt 800

elever – 400 om formiddagen og tilsvarende om eftermiddagen. Byggepris:

58.000 kroner.

Skolen tager både imod piger og drenge, men de undervises hver for sig,

og har også hver sin skolegård. Det er det almindelige for byskoler på den

tid. Måske er det også meget godt for den lille forældreløse Kirstine, for som

kommunal friskole får den hurtigt ry for at være de fattiges skole, der hvor

alle de frække gadedrenge går.

Selv om den nye Nørrestræde Skole har kapacitet til 800 børn, opstår

der ret hurtigt pladsmangel. Allerede ti år efter indvielsen må kommunen

leje ekstra lokaler i en kaffeerstatningsfabrik i det nærliggende Fabriksstræde,

men da er Kirstine Marie Jensen for længst gået ud.

I øvrigt får skolen sin helt egen samfundsrolle at spille trekvart århund-

rede senere, idet den under anden verdenskrig bliver Randers’ eneste fun-

gerende skole. De øvrige kommunale skoler samt Statsskolen er i de år besat

af tyskerne, og i stedet må randrusianernes børn klumpe sig sammen i den

gamle ”fattigskole” i Nørrestræde.

Sidste kapitel for Frøken Jensens barndomsskole skrives i 1982, hvor den

rives ned til fordel for udvidelse af bryggeriet Thor. Eller ”Synnetsveds Ba-

yerske Ølbryggeri”, som det hedder i hendes barndomsår. Stiftet i 1856 af

Christian Emil Synnestved og således næsten på årgang med hende selv.

Jævnaldrende er Kirstine også med byens berømte digtersøn, Henrik Pont-

oppidan, som er født i 1857. Han kommer til Randers i 1863, da faderen

får embede ved Sct. Mortens Kirke. De to børns veje har dog næppe mød-

tes andet end tilfældigt. Han går i Randers lærde Skole, byens latinskole, og

omgås næppe de mindrebemidlede elever i Nørrestrædes Skole. Kirstine kan


46

dog sagtens have passeret Henrik på vej til og fra skole, for latinskolen ligger

midtvejs i Vestergade med port lige ud til gaden. Der går hun hver dag forbi.

Selv om Henrik Pontoppidan tilhører byens højere samfundslag, har han

tidligt nysgerrigheden over for anderledes ringere stillede. I sine erindringer

beskriver digteren, hvordan han som dreng strejfede om i byens mørke og

trange havnekvarter, hvis smøger med sære navne fristede hans nysgerrighed:

Det forstår man godt. Sådan et sted kunne en præstesøn nemt komme galt af

sted, selv om opvæksten i den særdeles børnerige præstegård med hele 16

børn og en streng religiøs far nok har forlenet ham med en vis mental og

fysisk hårdhudethed.

Frygten for og spændingen ved det barske havnemiljø udvikler sig dog

senere til social indignation og et forfatterskab, hvis kendemærke er en kritisk

granskning af det klassedelte samfund og brydningerne mellem folkestyre,

industrialisering, moderne videnskab og århundredgamle kristne traditioner.

Hans og Frøken Jensens Randers mellem 1860 og 1880 har til det formål

udgjort et glimrende studium.

Kirstine er sikkert også blevet advaret mod at færdes alene i byens hav-

nekvarter. Hvor der er stor social nød, er der tilsvarende mange farer og

faldgruber. Men også i hendes og Signes ende af byen kan man gøre fattig-

domsstudier. Over for Vestergade 519 ligger nemlig byens fattiggård, en lav

bindingsværksejendom fra begyndelsen af århundredet. Måske har Kirstine

haft det med den som Henrik Pontoppidan med de snævre havnegyder – en

gysende fornemmelse af undergang.


47

I fattiggården bor fattiglemmerne stuvet sammen i små værelser, og da-

gens tre måltider består af grød, flæsk, fisk, kartofler og rugbrød med øl eller

kærnemælk til. Som modydelse skal de forarbejde tekstil seks dage om ugen.

De fleste er voksne, men også børn kan risikere at havne der. Hvis de er vær-

digt trængende, og alle andre forsørgelsesmuligheder slår fejl.

Det må have været en skræmmende tanke for Kirstine, hvis eneste hol-

depunkt er den aldrende stedmormoder i værtshusaftægten. Dengang var det

ikke mange, der nåede at runde de 70. Hvis hun nu også dør, hvad så?

Nød og elendighed møder Kirstine også i skolen. Særligt hos de skolekam-

merater, der vokser op i Store Rosengaard og Lille Rosengaard, byens mest

usle udlejningsejendomme. Her bor arbejderfamilier, enker, enlige mødre og

prostituerede i etværelses lejligheder med åbent ildsted og piksten som gulv.

Og en stinkende rendesten lige uden for døren. Det, der trives bedst her, er

rotter, lus og smitsomme sygdomme.

Den store tilstrømning af fattige landboere i Kirstines opvækstår sætter

bystyret og borgerskabet under stigende pres. En af dem, der tager affære over

for den sociale nød, er en overlærer på hendes skole ved navn S.N. Albrectsen.

Fra katederet har han godt udblik til lappeklædte skolebørn med kirtelsyge,

blodmangel, engelsk syge og tuberkulose – følgerne af for dårlig ernæring

og manglende hygiejne.

I 1867 tager han initiativ til dannelsen af Randers Arbejderforening,

der fungerer som en låne- og sparekasse og hjælper medlemmerne med at

skaffe billige livsfornødenheder via fællesindkøb. Nogle år senere kommer

byggeforening, bibliotek og pantelånerkontor(!) til. Alt sammen for at dæm-

pe den sociale nød gennem hjælp til selvhjælp og forebygge uro blandt ar-

bejderne.

Frygten for socialisme spøger også i Randers. Hvad nu, hvis de fattige


48

pønser på revolution og overtagelse af produktionsapparatet. Det bryder høj-

remanden Albrectsen sig ikke om, så hellere vise en pædagogisk-demokratisk

vej ud af elendigheden.

Sammenlignet med Rosengårdenes unger er Kirstine Marie Jensen bedre

stillet, og hun vokser sig ganske stor og stærk. Føden har været sikret gennem

stedmormoderens aftægt. Man kan også forestille sig, at Kirstine tidligt har

givet en hånd med i værtshusets køkken og derved nydt godt af grydernes

indhold.

Formentlig har menuen ofte stået på laks. Den fandt hyppigt vej til randru-

sianernes middagsborde, lettilgængelig og billig, som den var. Når tjenestefolk

skulle fæstes i byens borgerskabshuse, var det ikke ualmindeligt med en passus,

der forsikrede, at der kun ville blive serveret laks tre gange om ugen!

Tre måneder før Kirstine fylder 12 år, bliver hendes frygt for at miste igen

til skræmmende virkelighed. Stedmormoderen kan ikke mere og dør 6. maj

1870, 74 år gammel. Nu har Kirstine kun sine to brødre tilbage, 21-årige

Mads og 18-årige Jens Peter, men de er formentlig ude i pladser hos frem-

mede eller i gang med at uddanne sig.

Hvordan det har været at miste så mange elskede og voksne holdepunk-

ter, før man når konfirmationsalderen, er næsten ikke til at forestille sig. Selv

om døden var et højst nærværende eksistensvilkår for alle dengang, og de

færreste voksede op uden at miste søskende eller andre nære pårørende, må

chokket og sorgen for den 11-årige pige i Vestergade 519 have været udtalt.

Hun har dog haft mange omkring sig, for i 1870 er der stuvende fuldt

i den gamle bindingsværksejendom. Ved folketællingen i februar samme år

fremgår det, at Vestergade 519 huser tre familier, der tilsammen tæller 18

personer. Dobbelt så mange som ved folketællingen i 1855, hvilket igen siger

noget om den store vandring fra land til by i de år.


49

Foruden Kirstine og stedmormoderen bebos ejendommen af den nye

værtshusholder, Christopher Bertelsen, og hans kone og fire børn. Desuden

tæller hans husstand en tjenestepige, en ansat i værtshuset samt svigermo-

deren. I en anden lejlighed bor en ny vognmandsfamilie, Søren Mollerup

Andersen og hustru Kirsten med fire børn og tjenestekarl.

Mon ikke de tre kvinder i ejendommen trøster Kirstine og giver hende

umiddelbar omsorg? Christopher Bertelsen har selv prøvet at miste, for hans

24-årige kone er næppe mor til alle fire børn mellem seks og elleve år. Hun

er formentlig kone nummer to til den 42-årige værtshusholder. I den familie

kan de let sætte sig i Kirstines sted.

Derudover har hun selvfølgelig fadderne. Det er nu, de skal træde i ak-

tion, ikke mindst førstefadderen. Noget taler da også for, at 11-årige Kirstine

efter stedmormoderens død flytter ind hos den velsituerede købmand Bjer-

ring Nielsen og hans familie i Torvegade. Det kan forklare, at hun mange år

senere oplyser, at hun er vokset op i en købmandsforretning.

Folketællingerne kan desværre ikke fastslå Kirstines bopæl i de sidste

barndomsår, for efter 1870 skal man frem til 1880, før der igen bliver gjort

mandtal over danskerne, og da er den forældreløse værthusholderdatter ble-

vet voksen og rejst til hovedstaden. Vestergade 519, Randers, er udskiftet med

Vesterbrogade 23, København. Hvad hun gør der, skal vi komme til at høre

nærmere om senere. At hun forbliver i Randers de første år efter Signe Mik-

kelsens død, er der dog ikke tvivl om, for i efteråret og vinteren 1871-1872

følger Kirstine konfirmationsforberedelsen ved Sct. Mortens Kirke. Snart skal

der således sættes rituelt punktum for skolegangen og for en barndom og

opvækst præget af tab og store omvæltninger.

Det bliver dog ikke selveste pastor Pontoppidan, men derimod en mere

anonym – og sikkert billigere – kapellan ved navn Hansen, der konfirmerer

Kirstine Marie Jensen og en række andre piger fra årgang 1858. Dengang be-

talte man for præsternes kirkelige handlinger, og en forældreløs konfirmand


50

i byens fattigskole må nøjes med en billig kapellan. Konfirmationen finder

sted den 14. april 1872, anden søndag efter påske, og hermed indføjer sig

den sidste officielle registrering i Sct. Mortens Sogns kirkebog af værtshus-

holderparret Petrine og Christen Jensens den yngste. Den lille rødhårede, der

nok skal drive det til noget, som de skålede på i skænkestuen 14 år tidligere.

Fra nu af må laksestadens lille forældreløse pige til at stå på egne ben.


67


FRØKEN KRISTINE MARIE JENSEN (1858-1923) var ugift

hus bestyrerinde. Bag disse nøgterne data om et tilsyneladende

anonymt kvindeliv gemmer sig intet mindre end et begreb og

et ikon: Frøken Jensen. Forfatteren til Danmarks mest kendte

kogebog, madskribent i datidens aviser og ugeblade og trofast

husbestyrerinde og reservemor i den københavnske borger-

skabsfamilie, Melchior, hvis yngste søn, Lauritz, hun under-

støttede økonomisk i hans tidlige karriere som operasanger.

DA FRØKEN JENSEN BLEV MODERNE er et portræt af en tid

og en epoke, som på mange måder varslede den moderne,

danske madkultur. Og samtidig en fortælling om en fremsynet

og kreativ kvinde, der formåede at forene de forskellige roller

i sin tilværelse. Som trådte ud af klunkegardinernes skygge og

ind i Københavns forlags-, medie- og erhvervsliv og fik skabt

sig en livslang karriere som madskribent.

HELLE JUHL er freelancejournalist, foredragsholder og forfat-

ter til flere bøger om husbestyrerinder, husmødre og livet på

landet.



1 1

1 1

1 1

blev moderne

Da

H e l l e J u H l

978-87-11-40942-8

Helle JuHl da frøken Jensen blev moderne

197 mm + 6 mm = 203 mm

197 mm

+ 6 m

m =

203 mm

197 mm + 6 mm = 203 mm 20 mm

Documents

Da Frøken Jensen Blev Moderne