Demenslandsbyen marguritten konceptet

demenslandsbyen

Marguritten

konceptet

Initiativgruppen Marguritten

Demenslandsbyen Marguritten – Konceptet

2


3

Demenslandsbyen Marguritten - konceptet Forfattere: Initiativgruppen Marguritten samt Vibeke Drevsen Bach Copyright: Initiativgruppen Marguritten © 1. udgave 1. oplag Juni 2014


4

Resumé Demenslandsbyen Marguritten skal være et innovativt og bæredygtigt bosted for personer med begyndende og fremskreden demens, hvor beboerne kan gå frit rundt i trygge og hjemlige omgivelser. Landsbyen skal have forskellige kvarterer med forskellige stilarter og udtryk, så man kan vælge den bolig, hvor man føler sig mest hjemme. Bæredygtige principper skal tænkes ind i hele projektet såvel på det miljømæssige som det økonomiske og ikke mindst det sociale område. I tilfælde af at sygdommen fremskrider er det stadig muligt at blive boende, fordi alting er indrettet til det. Personer med demens har ikke let ved at færdes i den store verden udenfor og det er baggrunden for at skabe en mindre verden, som ligner, men ikke er farlig. Verden udenfor inviteres ind i demenslandsbyen og kan benytte dens faciliteter, som butikker, restaurant, teatersal, haver osv.. Landsbyen vil være indrettet med meget udendørsareal mellem bygningerne. Der vil være torve og pladser, terapihaver og parker, som beboerne stimuleres til at bevæge sig rundt i. Tilknyttet demenslandsbyen er også et Videns- og Udviklingscenter, som samler og implementerer ny viden fra hele verden på området. Et af målene er at bremse sygdommens progression, et andet er at personer med demens kan få et værdifuldt liv på egne præmisser. Alt skal være muligt i forbindelse med beboernes trivsel. Derfor er et innovativt lederskab nødvendigt. Ledergruppen skal turde tænke anderledes og progressivt. Kvaliteten af den personlige relation mellem beboere og medarbejdere er i alt dette det vigtigste. Hverdagen skal tilpasses beboernes ønsker. Der skal ikke arbejdes med faste protokoller. Kommunikationen med beboerne skal være på deres præmisser og medarbejderne skal kunne turde arbejde anderledes i forbindelse med omsorgen. Marguritten tager udgangspunkt i Tom Kitwoods personcentrerede tilgang og Dementia Care Mapping (DCM) oversat til Vibeke Drevsen Bachs blomstringsunivers.


5

Ledere, medarbejdere, frivillige, pårørende og beboere udgør tilsammen den sociale kapital og mødes på en ligeværdig måde for at skabe en høj livskvalitet.


6

Indhold Resumé ........................................................................................................... 4

Forord .............................................................................................................. 7

1. Historien bag navnet Marguritten ............................................................... 10

2. Målsætning og kerneværdier ..................................................................... 13

3. Samfundsfilosofi ......................................................................................... 18

4. Boligen ....................................................................................................... 19

5. Målgruppen ................................................................................................ 22

6. Arkitektur .................................................................................................... 25

7. Udeområderne ........................................................................................... 28

8. Behandlinger og Metode ............................................................................ 36

9. Stress ......................................................................................................... 40

10. Servicetilbud og aktiviteter ....................................................................... 42

11. Økonomi................................................................................................... 45

12. Medarbejdere ........................................................................................... 48

13. Organisation og ledelse ........................................................................... 50

14. Videns- og Udviklingscenter ..................................................................... 52

15. Bæredygtighed ......................................................................................... 53

16. Visitation .................................................................................................. 55

17. Støtteforeningen Margurittens Venner ..................................................... 56


7

Forord Vi har en tro på, at det at leve som et menneske med demens og som pårørende til en person med demens kan blive mere helt, mere lykkeligt og i højere grad meningsfuldt. På mange af de fynske plejeboliger gøres der hver dag et fantastisk arbejde. Så hvorfor en demenslandsby? Det er netop, hvad denne bogs hensigt er at fortælle. I inititativgruppen har vi alle oplevelser og erfaringer af demens på tæt hold. Da Mias mor, Margurite, har Alzheimers sygdom blev Mia især interesseret og nysgerrig, da artiklen i Information i januar 2013 skrev om hvordan man i Holland har forandret et eksisterende plejehjem til en demenslandsby, kaldet De Hogeweyk. I De Hogeweyk, som vi nu har besøgt flere gange, har de formået at ændre dels de fysiske rammer og samtidig ændret plejekulturen. Disse kvaliteter vil vi bringe med ind i Demenslandsbyen Marguritten på Fyn. Men vi ønsker at gøre mere end det. Studier af litteratur om demens, besøg på andre plejeboliger, samtaler med medarbejdere, møder med mennesker med demens og deres pårørende og nye forskningsresultater tilbyder nyttige værktøjer, der i anvendelse gør en positiv forskel. Et sådant projekt kræver først og fremmest mange mennesker der ønsker dette, og det kræver viden, penge, projektlederskab, politisk koordination osv. Derfor startede vi støtteforeningen Margurittens venner, der bl.a. tager ud og fortæller om projektidéen og får feedback i form af ønsker og tanker fra mennesker der netop har demens og fra deres pårørende. Støtteforeningen er dem som fastholder konceptet og sikrer at kerneværdierne føres ud i livet i Demenslandsbyen Marguritten. Dagens og morgendagens demenspleje er, hvor der opstår et særligt forhold mellem en person med demens og en person med plejeansvar. Med udgangspunkt i Tom Kitwoods Dementia Care Mapping (DCM) og Vibeke Drevsen Bachs oversættelse af samme, vises der vej og inspiration til fremtidens pleje og omsorg for mennesker med demenssygdom.


8

Initiativgruppen består af: Aster Schepel, læge i forebyggende medicin Tomas Engelbrechtsen, arkitekt m.a.a., DGNB-konsulent, Faaborg-Midtfyn kommune Mia Ebsen, sygeplejerske, designer af terapihaver og haveterapeut, Grönska Jack Schou, civiløkonom Som det ses har vi i initiativgruppen meget relevant faglig viden. Det ville derfor være naturligt at lade initiativgruppen blive kernen i en fremtidig projektgruppe, når der forhåbentlig viser sig økonomiske midler til at realisere demenslandsbyen. Vi har desuden mange at takke for at dette projekt skal lykkes: Helle Rasmussen for at give os artiklen om De Hogeweyk fra Information Jan Lindegaard, Chef for Virksom Støtte, Odense kommune Peter Martin Jakobsen, Partner, Strategi & Udvikling, Creature ApS Andreas Hjorth Frederiksen, Leder af Social+, SUS Vibeke Drevsen Bach, Direktør i Energy2work, ekspert i personcentreret omsorg, omsorgskvalitetssikring og organisationsudvikling Paul Erik Weidemann, Adm. Direktør, OK-Fonden Eva Lunding Olsen, Direktør, OK-Fonden Ann-Lene Aagaard, Forstander plejecentrene Gurli-Vibeke og Kragsbjergløkke, Odense Aage Juhl Nielsen, Fhv. Direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen, Odense kommune Diana Arsovic Nielsen, Direktør Syddansk Sundhedsinnovation Lene Fonnesbæk, Forstander plejecentret Svovlhatten, Odense Anne-Grethe Sørensen, Forstander lokalcentret Rosengård, Odense Ulla Thomsen, Leder af rådgivnings- og kontaktcentret for demensramte og pårørende, Kallerupvej, Odense Johannes Thuesen, Ingeniør, Rambøll Allan Christiansen, Ældrechef, Faaborg-Midtfyn kommune Michael Beck Pedersen, Udviklingskonsulent, Faaborg-Midtfyn kommune Herdis Hanghøi, Formand Socialudvalget, Faaborg-Midtfyn kommune Gyntha Agger, Familieplejekonsulent og leder af institutionen Bakkely, Sdr. Nærå Jane Ploug, Socialrådgiver i psykiatri, Region SydDanmark Ellen Thuesen, Fhv. skoleleder, Steinerskolen, Odense Fabel gruppen fra Kallerupvej i Odense Støtteforeningens medlemmer


9

Alle I fantastiske mennesker, som er mødt op til møder og foredrag og givet Jeres bidrag


10

1. Historien bag navnet Marguritten Af Mia Ebsen Projektet at skabe en Demenslandsby på Fyn kom tidligt i forløbet til at blive kaldt ”Marguritten”, efter min mor Margurite. Margurites yngste søster kalder hende for Margo. Børn syntes at hun havde et sjovt navn, og Margurite blev i børnemunde til mange sjove udgaver. Selv synes Margurite at hendes navn altid har været lidt besværligt, mange spurgte: ”hvordan staves det?” Hun vænnede sig til at det blev skrevet på mange måder. Som hendes familie har vi både stavet det med og uden e og måske h til sidst. Eét skrev hun vist aldrig selv. Siden de sidste par år skriver hun ikke længere… Margurite er i skrivende stund 64 år, hun har Alzheimers sygdom. Margurite er født i København i 1950 og er opvokset i en herskabslejlighed i Westend på Vesterbro med to søstre Lis og Wivian og deres mor Karen, der var enlig forsørger. Hun havde en kærlig barndom med omsorgsfulde familie- og vennerelationer, der var støttende og holdt sammen. En uddannelse som tandklinikassistent gjorde at Margurite langt ind i livet arbejdede indenfor børnetandplejen i Odense kommune med bl.a. forebyggende tandpleje, som hun godt kunne lide. Røntgenbilleder og assistering ved tandlæge behandlinger var hun meget optaget af. Hun følte kontakten til børnene små som store meget givtige, men indimellem også krævende, så hun måtte ofte have en eftermiddagslur når hun kom hjem på grund af hovedpine. Da Margurite fik konstateret Alzheimers sygdom var der debat i medierne om den ubeskyttede håndtering af kviksølv, som klinikassistenterne i 60’erne og 70’erne havde, kunne være grund til en øget forekomst af demenssygdom hos denne målgruppe. Margurite havde denne fornemmelse af at det godt kunne være grunden til at hun fik denne sygdom. Men der blev lagt låg på debatten….


11

Margurite fik os to døtre i 1970 og 1978. Hun har altid meget kærlig og med stor omsorgsfuldhed været der for os og prioriteret os før alle andre. At hun i en alder af bare 47 år blev mormor for første gang, har medført at hun virkelig har opnået at være mormor og deltaget på første række i fødsel og børnepasning. Det gør at begge børnebørn Alexander og Anna Sofie i dag har et varmt forhold til deres mormor og at hun endnu ikke har glemt dem... Margurite er i dag fortsat boende sammen med vores far i deres eget hus. Hun er afhængig af hjælp til alt i dag, men kan godt være med i små ting. Overvældende træthed og en tiltagende passivitet gør at der gerne må ske noget hele tiden - hun kan ikke beskæftige sig selv. Tidligere har hun læst meget, men det kan hun ikke mere. Deres Labrador, jagthunden Pan, er elsket og hun fortæller stadig at den hver dag kigger på hende med bedende øjne og vil ud at gå tur. Hun kommer tre gange om ugen på Dyruphus i deres dagtilbud, hun føler sig beæret når bussen kommer og henter hende. Margurites ønske og behov er at få mulighed for at bo samme sted som hendes veninde Lise fra Fabelgruppen, når de ikke længere kan bo hjemme. Lise og Margurite er begge del af Fabelgruppen, desuden mødes de de samme tre dage på OK-Centeret Dyruphus. Hver onsdag går jeg med mor til gymnastik og bevægelse gennem et initiativ fra rådgivningscentret på Kallerupvej og Siku. Når der bliver sat "Hey Jude" eller ”Let it be” på, synger og nynner mor med og begynder at danse. Min søster passer også min mor nogle timer om ugen, hvor hun nusser om hende, går byture og en gang imellem på café. Det er vigtigt for vores far at også han kan få fri en gang imellem. En god dag for Margurite er når hun lytter til The Beatles, bliver budt op til dans eller glæder sig over et møde med børn eller sin hund. Margurites mand, min far Torben, opkaldte sin røde båd efter hende ved at klippe og klæbe en margueritblomst fra Margurit-ruten i stavnen. Marguriteruten er som bekendt er en turistrute for bilister, som er lagt således, at man følger de smukkeste ruter samt passerer ca. 1.000 af Danmarks større og mindre seværdigheder og attraktioner. Den samme findes på døren af deres camper, så det et stykke tid var nemmere at finde hjem.


12

Margurite og Pan i haven sommer 2014

Demenslandsbyens logo Demenslandsbyens logo er vores ny fortolkning af margueritblomsten, som symboliserer bl.a. boformen i demenslandsbyen, lejligheder omkring et stort fællesrum, boliger omkring et torv, en landsby. At ét kronblad er faldet af symboliserer at man trods demens fortsat er et helt menneske, som har store sociale, psykologiske og åndelige behov at tage vare på.


13

2. Målsætning og kerneværdier Målsætningen er at skabe en landsby eller et landsbylignende kvarter

1. Hvor mennesker, der lever med en demenssygdom og måske personens ægtefælle kan bo på en værdig måde med respekt for deres personlighed, deres fortid og de evner de stadig besidder. Her kan personen være en del af et stimulerende hverdagsfællesskab i trygge, sikre, personstyrkende og livsgivende rammer og her leve et liv med en høj grad af trivsel, til livet ebber ud.

Et fællesskab, hvor personen med demens i andres øjne fortsat ses og mødes som ”en værdifuld, ressourcefyldt og betydningsfuld person med sit eget unikke livsforløb”, som ”en person”, der fortsat kan ytre sig og træffe valg og har en masse at give og bidrage med, selv sent i sygdomsforløbet.

(Vibeke Drevsen Bach)

2. Hvor man i sit menneskesyn og sine metodiske tilgange indtager et

helhedsorienteret perspektiv, og derfor gør brug af et bredt spektrum af tilgange, forståelser og metoder, der hver især og tilsammen bidrager til øget livskvalitet og bremser hasten hvormed demenssygdommen udvikler sig. Valg af metoder og tilgange sker i overensstemmelse med ny viden fra hele verden, herunder fra landsbyen selv, som skal samles i Demenslandsbyens Videnscenter.

3. Hvor medarbejdere og alle andre omsorgspersoner eller gæster bidrager til landsbyen på indbyggernes præmisser, også sent i demensforløbet.

Her støttes den enkelte i fortsat og på egne præmisser at kunne tage del i mange initiativer, samtaler og gøremål på måder, der fortsat vil styrke livslysten. Medarbejderne mestrer kunsten at gå ind og ud af forskellige virkeligheder, tider og tilstande. De mestrer at trylle med det som er i NU’et eller planlægge et unikt livsindhold, som tilsammen skaber stjernestunder for hver enkelt, hver eneste dag.

(Vibeke Drevsen Bach)

Beboerne vil kunne gå frit rundt i landsbyen, som er trygt og nemt indrettet. Der vil være mange aktiviteter, som beboerne kan deltage i, og i det hele taget vil byen være som en almindelig landsby med forretninger, restaurant, frisør, café o.s.v.


14

Den bagvedliggende grundidé er at ”alt er muligt” og at der ikke lægges begrænsninger på mulighederne i demenslandsbyen. Det vil være et sted som både er attraktivt at bo og besøge. Det vil være muligt for besøgende og andre beboere i nærområdet at bevæge sig rundt i landsbyen og benytte sig af dens faciliteter. Der vil være aktiviteter i fælleshuset såsom koncerter, teater, foredrag o.l.. Beboerne vil kunne mødes med hinanden på egne vilkår, og i det hele taget færdes på egen hånd. Der vil altid være uddannet plejepersonale til stede til at hjælpe, hvis det er nødvendigt. Udgangspunktet er at beboerne klarer så meget de kan selv og hjælpes og støttes i at leve sit liv så tæt på det kendte som muligt.

Hos købmanden i De Hogeweyk

De ansatte i forretningerne o.l. vil hovedsageligt være uddannet plejepersonale, som på den måde har en dobbelt-funktion. Der vil kun være én hovedindgang til demenslandsbyen, og den vil være indrettet som en slags ”sluse”, med en receptionist som skal sikre at beboere ikke bevæger sig uden for området uden ledsagelse. Landsbyen skal rumme forskellige kvarterer, som gør at beboeren kan genkende sit tidligere liv og føle sig hjemme. Man bor sammen med andre, som ligner én selv.


15

Teknologien skal anvendes så det bliver så enkelt som muligt. Elevatorer kan f.eks. være helt uden knapper. Den kører bare enten op eller ned. Belysningen skal være automatiseret med sensorer.


16

Baggrunden for Marguritten Idéen er opstået på baggrund af ”De Hogeweyk”, en demenslandsby i Weesp, Holland, som er et inspirerende nyt initiativ i boform og levemiljø. Der er dog nogle iøjefaldende forskelle. Landsbyudtrykket synes vi f.eks. kan gøres noget tydeligere. De Hogeweyk er desuden bygget til en population fra et eksisterende plejehjem. Deres beboere er derfor alle sammen i et progredieret stadie af demenssygdomme. De har alle sammen gavn af den livsstilsorienterede tilgang i De Hogeweyk, og dennes fokus på at bevare evner. Men fordi de ikke længere kan færdes udendørs alene, er mange beboere ikke rigtigt i stand til at nyde selve landsbykonceptet. Marguritten, som starter med en ny population, vil derfor først og fremmest være for dem, som endnu ikke er visiteret til et plejehjem og stadig har mange evner intakt, og som kan støttes i at blive bevaret. En anden forskel vil være at Marguritten vil tilbyde, hvis ønsket, mulighed for at bo sammen med sin ægtefælle. Der vil også være mulighed for mennesker i et tidligt stadie af demens, for at bruge Marguritten som dagtilbud i samarbejde med rådgivningscenteret Kallerupvej i Odense, som vil være velkomne til helt eller delvist at flytte ind.

De Hogeweyk, Holland


17

Demenslandsbyen Margurittens kerneværdier Tidligt i udviklingsprocessen definerede Initiativgruppen et set af kerneværdier, hvis formål er at vejlede tankemåder og aktiviteter i demenslandsbyen. Kerneværdierne præsenteres nedenfor

1. Demenslandsbyen er skabt som bolig for mennesker med nedsatte kognitive funktioner, typisk Alzheimers sygdom, og for om muligt at give behandling af demenssygdommen.

2. Fokus i landsbyens liv er beboernes velvære. Afgørelser skal tages med denne værdi for øje. Økonomiske overvejelser skal have et langsigtet perspektiv.

3. En potentiel beboers økonomi skal ikke være afgørende for om han/hun kan bo i demenslandsbyen. Derfor drives landsbyen, så vidt det ikke har indflydelse på kerneværdierne, i samarbejde med det offentlige.

4. Det skal være muligt at bo sammen med sin ægtefælle enten inden i den egentlige demenslandsby eller i en "plus bolig" lige udenfor.

5. Det er muligt at bo udenfor landsbyen og stadig bruge demenslandsbyen til dagsbesøg.

6. I demenslandsbyen skal alt være muligt. Det er den grundlæggende holdning og livsstil, som skal gennemsyre alle beslutninger og alle aktiviteter. Det skal primært gælde alt som vedrører beboerne, men gælder også i relation til demenslandsbyens medarbejdere. Disse rekrutteres ud fra landsbyens kerneværdier.

7. Der stræbes efter høj faglighed i alt hvad angår demenslandsbyen. Desuden søges medarbejdere som er naturligt i besiddelse af gode empatiske egenskaber, fleksibilitet og som løbende bliver efteruddannet.

8. Bæredygtighed søges i alt lige fra byggeri til daglig liv. 9. Der vil være et Videnscenter tilknyttet Marguritten, der

har til opgave at samle al ny viden om demens. Videncenteret vil sørge for videregivelse af denne viden i form af uddannelse af medarbejdere og studerende samt implementering i praksis i Marguritten.

10. Alle udeområder designes som terapihaver for Margurittens målgruppe, med karakteristiske kendetegn der komplementerer landsbyens forskellige områder.


18

3. Samfundsfilosofi Marguritten ønsker at være en landsby i samfundets tjeneste. Det vil vise sig på forskellige måder: 1. Demens bliver set som en af fremtidens største problemer. Med den voksende aldrende befolkning forventes der en eksplosiv stigning i demenstilfælde, i takt med en vækst af sukkersyge og hjerte-kar-sygdomme, som hver for sig også øger risikoen for demens. Marguritten ønsker derfor at være på første række, ikke bare med at udvikle muligheder for et godt liv for mennesker med demenssygdom og deres pårørende, men også med at undersøge og implementere alt omkring bremsning af demens. 2. Fremtidig afvikling af vores brug af fossile brændstoffer skal regnes med i et stort projekt som Marguritten. Det har også en økonomisk aspekt. Udvikling og fremtidig drift skal derfor være så bæredygtig som muligt. 3. Fleksibiliteten, som Marguritten satser på, skal også afspejles i personalepolitikken. Der skal være plads til dem som ønsker at arbejde deltid eller i skånejob. 4. Marguritten vil altid være åben for kontakt med den ydre verden. Der vil være mange muligheder for studerende fra ind- og udland for at få praktikpladser og eventuelt bo der midlertidigt. Margurittens Videns- og Udviklingscenter vil organisere undervisning og kongresser. Restaurant, café, teater osv. er i princippet åben for alle. Fysioterapeut, frisør, terapihave osv. kan også tiltrække klientel udefra. Som der bliver sagt i De Hogeweyk i Holland: "Det er ikke altid let for vores beboere at færdes frit i verden udenfor. Derfor inviterer vi verden indenfor."


19

4. Boligen

Boligerne tænkes i princippet indrettet som bo-enheder med 6-7 beboere, som alle efter ønske har ét eller flere soveværelser, men hvor stue, køkken, toiletter og bad kunne være fælles. Bo-enhederne skal kunne indrettes i forskellige stile eller livstemaer, så det er muligt at vælge det sted, man synes passer bedst til én selv. Nogle vil have en mere landlig atmosfære, mens andre vil være mere byagtige. Boligerne skal ligne almindelige boliger så meget som muligt og ikke lede tankerne hen på ”plejehjem”. Det er vigtigt at tænke indretningen så fleksibel som muligt, så boligerne kan ændres efter behov. Det skal f.eks. være muligt at kæde værelser sammen, hvis et ægtepar ønsker at bo sammen, og denne bolig skal så kunne adskilles fra resten. I hver bo-enhed kunne der være to eller tre muligheder for dette.

For yderligere at understøtte ønsket om at føle sig hjemme og at man kan genkende sig selv som man levede i sin tidligere del af livet, bor man sammen med andre, som har levet et lignende liv.


20

I praksis viser det sig at mennesker med demens ikke tilbringer meget tid på deres eget private værelse. At være sammen med andre er meget mere stimulerende og holder én i gang. Men landsbyen bør også være for familierne, da de kan have behov for et sted at trække sig tilbage, ligesom man som borger kan have behov for at vågne op til noget personligt genkendeligt, f.eks. egne møbler, billeder, gardiner. Beboeren og de pårørende indretter evt. med hjælp fra medarbejdere, den nye bolig så den ligner så meget som muligt det kendte hjemmefra. Det skal i princippet være muligt at bevæge sig ud i naturen eller ud i bylivet direkte fra boligerne. Områderne imellem bo-enhederne tænkes indrettet med terapihaver med stier og bænke, hvor naturen vil få stort spillerum og sanserne aktiveres. Det er meningen at boligerne skal betragtes som ”boliger for livet”. Det er et sted man flytter hen for at blive boende resten af livet, og hvor pleje og omsorg kan sættes ind efter behov. Mennesker med demens er blandt vores allersvageste ældre. I begyndelsen vil de fleste kunne klare sig i eget hjem, men som sygdommen skrider frem, bliver det stadig sværere at overskue hverdagen: de glemmer at spise og drikke. De vender op og ned på dag og nat. Har svært ved at finde hjem, hvis de går ud eller kan ikke finde vej fra stuen til toilettet. Det gør ofte den demente frustreret, urolig og angst, og der bliver behov for en bolig og pleje, så den demente kan leve bedst muligt med sin sygdom. Det er karakteristisk for alle demenssygdomme, at den demente bliver rum- og retningsforstyrret og derfor har svært ved at orientere sig. Skønsmæssigt to tredjedele af alle beboere på plejehjem og moderne plejecentre er ramt af demens. Men kun 6000 plejehjem og plejecentre er indrettet til dementes særlige behov for et overskueligt boligmiljø. Indretning kræver særlig omtanke Ideelle demensboliger er bygget som en lille gruppe selvstændige plejeboliger, som ligger tæt ved siden af hinanden ud til et fællesareal:

boligen er nemme at orientere sig i og overskueligt indrettet. Den fysiske struktur i hele boligkomplekset er enkel og overskuelig.

der er klare farveforskelle mellem døre og vægge både i boligen og på fællesarealerne.

Beboerne kan nemt finde frem til deres egen bolig. F.eks. et foto af beboeren på døren eller et andet særligt kendemærke.

Godt med lys, der ikke blænder. Gammeldags stikkontakter, som demente kan betjene.

God akustik, da demente ofte har høreproblemer og har svært ved at tolke lyde.

Ordentlige køkkenborde med mulighed for at demente kan deltage i arbejdet. F.eks. sådan at de kan sidde overfor personalet, når de arbejder og ”spejle” sig i personalets bevægelser.

Gårdhave inden i midten af boligkomplekset med vandrestier


21

Når ens nærmeste forandrer sig, bliver glemsom, mister livsglæden og har svært ved overskue tilværelsen, bliver man selv ramt. Især hvis man er alene, kan det være hårdt at løfte opgaven og være i stand til at give den rette omsorg dag efter dag. (Fra Ældresagens hjemmeside)

Indonesisk hus i De Hogeweyk


22

5. Målgruppen

Beboeren Hver eneste person er blevet den, vedkommende er, ad en vej, som er enestående for dette menneske; hvert stadie på rejsen har sat sine spor (Kitwood, 2012).

Beboeren i Demenslandsbyen er et menneske der lider af en form for demens typisk Alzheimers sygdom, og som ønsker at bo i Demenslandsbyen Marguritten. Beboeren har sit eget hjem dér, og lever så vidt som overhovedet muligt det liv som han/hun ønsker. Er man vant til at stå sent op og gå sent i seng, er det altid muligt. Ønsker man at bo med sin ægtefælle og sin hund er dette også muligt. Beboeren og de pårørende indretter evt. med hjælp fra medarbejdere, den nye bolig så den ligner så meget som muligt det kendte hjemmefra. Alt hvad vi træffer af beslutninger og fører ud i livet tager afsæt i værdierne og er til glæde for landsbybeboerne. Det betyder at ledelsesstil, samarbejdsformer, arbejdsplaner, indretning, maden og måltiderne, arbejdstøjet, belønningssystemer, beslutningsveje, være – og gøre måder understøtter ønsket om at man kan forblive en person lige til det sidste. En person med værdi, identitet, ressourcer og integritet.

Pårørende Når man er tæt pårørende til et menneske med demens, kan det føles belastende, når hverdagen bliver forandret og nye og uvante opgaver skal håndteres. Det er svært at vide hvordan man hjælper og støtter�bedst. Bekymringer, frustrationer og magtesløshed kan blive en del af livet for de pårørende. Det er især svært, at opleve at ens elskede langsomt forsvinder, at ens samtalepartner ikke længere giver respons. Ægtefæller er altid velkomne til at bo helt eller delvist sammen med deres ægtefælle hvis de ønsker det. Den pårørende kan ud fra sine ressourcer leve det liv som han/hun ønsker. Dette støttes af personalet.


23

Pårørende, der har lyst og overskud til at være frivillige imens deres ægtefælle bor i landsbyen, er altid velkomne til dette.

Gæster og andre besøgende Besøgene er meget velkommen i demenslandsbyen Marguritten. Da vi ønsker at åbne verden ind til landsbyen, arbejdes der målrettet på at få så mange forskellige mennesker i mange forskellige aldre til at besøger eller tager del i landsbyens mange tilbud, aktiviteter og gøremål. Det er meget velkomment at børn og unge kommer forbi. Om man besøger en pårørende, dyrene eller bare kommer for at høre en koncert, eller for at spise af den virkelig gode mad i restauranten, er vigtigt og godt for stemningen i byen og for at stimulere til sund opfattelse af hinanden. Der arrangeres regelmæssigt rundvisninger. I de private boliger er der dog kun lejlighedsvis rundvisning, for at beskytte beboerne og deres privatliv. Landsbyens faciliteter: frisør, restaurant, café, købmand, udeområderne med dyr og beplantning og koncerter er åbne for at kunne blive brugt for dem som har behov for det eller skønner på det. Rådgivningscenteret Kallerupvej (under Alzheimerforeningen), er velkommen til at ligge i landsbyen, og herfra drive nye såvel de aktiviteter som allerede eksisterer.

Fabel-gruppen Fabel-gruppen er en gruppe af 6-7 demensramte par som mødes én gang om måneden for at tage på udflugt sammen. Gruppen har fået navnet ”Fabel-gruppen”, fordi parrene oprindelig kommer fra to mindre bysamfund nær Odense – Fangel og Bellinge. Projektet er startet af Odense Kommune og Rådgivnings- og Kontaktcenteret for demensramte og pårørende i Odense. I dag står gruppen selv for at planlægge og arrangere udflugterne, der ofte handler om vandreture i naturen.


24

Fabelgruppens ønsker til en plejebolig for vore ramte ægtefæller. _______________________________________________________ Ekstra og speciel uddannelse af personale hvor personalets menneskelige egenskaber er i centrum. Større normering, evt. ved hjælp af frivillige. Skal være et sted hvor de ramte kan være sammen på lige fod (altså på samme stade/tilstand). Skal kunne komme på plejehjem når det findes nødvendigt og ikke først når man er meget dårlig og måske allerede "borte" Ændrede visiteringsregler. Et sted hvor der kan dyrkes motion, holdes møder, koncerter, underholdning og lign. f.eks. dans med musik fra den ramtes ungdom. Mulighed for oplevelser med børn og der skal kunne komme kæledyr med. Infrastruktur skal være i orden,- off. transport, måske i Odense eller tæt på. Virkelig fokus på "NUET" Rådgivnings- og kontaktcentret for demensramte og pårørende, Kallerupvej kunne være en integreret del af stedet. "Livstræ" skal følge den ramte. Mvh Fabelgruppen.

Reference: Kitwood, T. (2012), En revurdering af demens, Munksgaard, København


25

6. Arkitektur Arkitekturen skal afspejle Margurittens målsætning. Det skal blive et område, hvor mennesker føler sig hjemme og godt tilpas. Derfor skal bygningerne først og fremmest ligne almindelige boliger, butikker, kontorer osv.. Landsbyen skal have tydeligt forskellige kvarterer med forskellige karakterer og stilarter, som skaber billedet af en autentisk landsby. På den måde kan man vælge det område, som passer bedst til én selv og som man kan genkende fra sit tidligere liv. Det er vigtigt at beboerne føler sig hjemme, da personer med demens ellers har en tendens til at søge efter ”hjemmet”. Områderne kunne være: parcelhuskvarter, villakvarter, rækkehuse, bymidte. Det er ikke meningen at arkitekturen ikke må være moderne, men de forskellige boligformer skal være let genkendelige. Det er vigtigt, at beboerne let kan genkende det hele som ”by” eller ”bydel” og ikke som ”institution”. Arkitekturen må på ingen måde lede tankerne hen på et plejehjem i traditionel forstand med lange gange. Beboerne (og dermed også de ansatte) skal netop stimuleres til at bevæge sig udenfor imellem bygningerne så meget som muligt. Nogle af bygningerne i bymidten såsom teatersal, café og restaurant må gerne være lidt anderledes og iøjnefaldende, så det er tydeligt at her sker noget specielt. På udvalgte steder skal der være genkendelige markeringer som f.eks. kunstgenstande, springvand e.l. så at beboerne har nogle pejlemærker at finde vej efter.


26

Der vil gøres brug af stress-fri arkitektur, hvor samspillet med naturen er vigtig. Bygningerne og de grønne områder imellem skal tilpasses hinanden, så det bliver én helhed. Bygningerne skal flyde ind i naturen og naturen skal flyde ind i bygningerne. Herved bliver de forskellige stilarter kædet sammen. Principperne i “The Center For Health Design” skal så vidt muligt følges. Én af grundsætningerne heri er: We envision a world where every hospital, health clinic, treatment center, doctor’s office, and residential care facility is designed to improve both the quality of care and outcomes for patients, residents, and staff.

(www.healthdesign.org)

Da bæredygtighed er tænkt ind i hele projektet skal byggeriet selvfølgelig også være bæredygtigt. Her tænkes ikke kun på brug af materialer, men også opvarmningsform, brug af vand, passiv energi, sociale forhold og økonomi. I det hele taget skal så mange forhold som muligt overvejes fra den danske DGNB certificerings-ordning for bæredygtighed, uden at byggeriet nødvendigvis skal certificeres.


27

Skematisk grundmodel af demenslandsbyen

I stedet for bare at indhegne området med f.eks. trådhegn skal det tilstræbes at bruge selve bygningerne som afgrænsning af området. Dette er inspireret af De Hogeweyk i Holland. Beboerne skal helst ikke have udkig til omgivelserne uden for området, da dette kan virke forvirrende. Selve udformningen af arkitekturen vil være meget afhængig af den endelige placering.


28

7. Udeområderne

Gader og torve Demenslandsbyens boliger skabes omkring gader og torve. Gaderne er ligesom gaderne man ellers kender fra landsbyer, de behøver ikke være helt så brede, da der ikke kører biler inde i landsbyen. Mest ligner de gågader, hvor Boulevarden er gennemgående og den bredeste. Forskellige træer plantes store fra starten for at give et autentisk billede. Der vil være bænke og duftende, taktil beplantning i højbede. Butiksvinduer, hvor der er noget at se på, f.eks. frisøren, købmanden og biblioteket har hver sine vinduer ud til gaden. Torve vil indeholde de genkendelige mærker som springvand, siddepladser med parasoller om somrene, caféer. Plads til at mange forskellige aktiviteter kan ske f.eks. torvedag, udendørs musik og underholdning. Bytorvet, hvor man kan spille petanque eller skak og hvor det er muligt at flere kan sidde i private mindre grupper uden at forstyrre hinanden. Der er muligt at gå ture rundt i landsbyen, hvor man kan tale om eller blot opleve alt det man ser undervejs som dyr, planter, træer, interessante skulpturer. Torve og gader har navne og særlige kendetegn som i de gamle landsbyer fra tidligere, som f.eks. Stortorvet, Odensevej, Kallerupvej, Smallegade eller Kongens gade. Mange steder rundt om i demenslandsbyen skal der findes bænke og borde, hvor det er nemt at tage en pause, måske åbne sin termokande og få en kop kaffe.


29

Haven som terapihave – livgivende og styrkende naturmæssige sansetiltag Terapihaver betyder at et haverum er designet med den hensigt at støtte til bedre helbred og velvære. Stor dokumenteret videnskab viser naturens positive virkning på mennesker. Som PhD projektet ”Kan man flytte solen?”( Algreen-Petersen, 2011) viste, er det de færreste beboere på plejehjem i dag, der kommer udendørs uden støtte fra medarbejdere eller pårørende (Hansen & Jessen, 2011), og at de ikke kommer ud i naturen i det omfang, de kunne ønske sig (Olofsson & Thelander, 2001). Et succesfuldt og miljømæssigt element i behandlingen af Alzheimer´s sygdom er en have (Zeisel &Tyson, 1999). Terapihaven for personer med Alzheimers sygdom rummer overvejelser og indsigt, der sammen giver det optimale haverum. Sinnenas Trädgård i Stockholm er et eksempel på en have i tilknytning til plejehjemmet på Sabbatsberg. Haven er designet til og anvendt af de ældre personer der lever der og de besøgene der kommer der (Westerberg, 2011).


30

Historierne derfra er unikke og, i vores perspektiv, forpligtende for at bringe denne erfaring ud til anvendelse til Demenslandsbyen Margurittens beboere. I Demenslandsbyen Marguritten vil haverne have karakter af at være trygge og stimulerende. Målet er at man ikke kan blive væk, at tilgængeligheden er fysisk enkel, visuelt og socialt, at naturen vækker genkendelse og at man kan gå på opdagelse og få stimulerende oplevelser, der samtidig virker som vedligeholdelses træning. I landsbyens landområde f.eks. vil der være autentiske køkkenhaver, et indhegnet gadekær, ænder, høns og kaniner, drivhus, værksted og gårdsplads med tørresnor. Alt som virkelig er i gang og dyrkes og passes, med og af de beboere, der synes at det er lystfyldt. Nogle vil bælge ærter, nippe stikkelsbær eller blot spise de nybagte pandekager med nylavet rabarber kompot, andre vil slå græs, hente æg, lægge tøj sammen osv. I byhaverne derimod er stemningen mere formel med bænke under platan træernes flimrende skygge, ved petanque banen, rundt om plænen med de smukke farverige og duftende blomster højbede. Bydelens duer og småfugle lokkes til af springvandet og man kan købe isvafler om sommeren. Det sker at der kommer musikanter, gøglere mm. i gadebilledet på byens torv.


31

Det er ikke kun beboerne der har glæde af naturen, også medarbejderne har fordele ved at have udsigt til (Kaplans & Ryans,1998), (Ulrich, 1984) og ved at kunne anvende udendørsområderne (Cohen & Weisman, 1991). Et komfortabelt udendørsmiljø tilbyder et sted der er anderledes fra det indendørs. Udover at kunne bruges til personer der behøver at få brugt energi, som er urolige eller nervøse, giver haverne et frirum som virker beroligende, afstressende og helende. Større arbejdsglæde og mindre sygefravær er desuden flere af de fordele der er (Kaplans & Ryans,1998), (Lieberg, 2005). Bortset fra områder med private haver, har folk udenfor demenslandsbyen mulighed for at komme og besøge og være med til at skabe mere liv i gadebilledet og i haverne. Dagplejere og pårørende er med til at skabe den positive situation, det er at ældre mennesker og børn mødes i trygge og interessante rammer, hvor naturlige oplevelser af hinanden øger kendskabet mellem generationerne.

Haveterapi Horticultural therapy er en metode hvor naturlige aktiviteter, som f.eks. havearbejde, har en helbredende effekt (Grut & Linden, 2002). Haveterapi har sin oprindelse i det Victorianske England, hvor store hospitaler blev anlagt for mennesker med mentale traumer og sygdomme i gennemtænkte landlige omgivelser, og hvor hortikultur spillede en vigtig del. Arbejdet i køkkenhaven i den friske luft blev anset for gavnlig og sund og havde en dobbelt funktion i at kunne tilbyde aktiviteter og samtidig tilførte en produktion af sunde madvarer. Organisationer som Association of Social and Therapeutic Horticulture Practitioners, ASTHP i England og American Horticultural Therapy Association, AHTA, er foregangslande og har været i gang i hhv. 30 år og siden 2. Verdenskrig. Med baggrund i Social og Therapeutisk Hortikultur skabes i Demenslandsbyen Marguritten aktiviteter sammen med beboerne, hvor udgangspunktet er planter der findes i haverne. Det engagement som personen i havearbejdet med plante-baserede aktiviteter udvikler, gør at der opnås specifikke terapeutiske behandlingsmål, fremmet af en uddannet haveterapeut.

Haveterapi er en meningsfuld aktiv proces, der opstår i forbindelse med en etableret behandling plan og foregår optimalt i passende stimulerende


32

omgivelser, som en terapihave designet til målgruppen.

Også for den person med demens, som har oplevet at kunne være aktiv i mindre og mindre grad, har naturen forsat en særlig vigtig rolle.

Udsigt til et træ, lyden af fugle og bladendes raslen og luften og duften, er forsat de sansemæssige stimulationer som kan vække et minde, en følelse i kroppen, der giver en positiv oplevelse og følelse af velvære.

Dyr i Demenslandsbyen Dyr er meget velkomne i landsbyen. Vil man have sin hund eller kat med ved indflytningen, skal det kunne lade sig gøre. I de landlige områder, vil der være høns i hønsegård, i søen ænder. Geder og kaniner får også plads. Børn der besøger landsbyen, vil også nyde og have glæde af, at komme og se og være sammen med dyrene. Desuden opstår den gevinst, at børn og beboerne kan mødes, hvor børn oplever ældre mennesker, som i dag hos nogle børn er sjældent, og de ældre glædes ved at møde børnene. Det er noget af den mangfoldighed, som skal kendetegne landsbyens liv og muligheder. I udeområderne tænkes beplantning ind der tiltrækker fugleliv, til glæde for det liv af sang og aktiviteter det skaber, samt at det er med til at skabe balance i økosystemet. Da vi ved at dyr kan have en særlig positiv virkning på mennesker, vil et af de tilbud af aktiviteter i Demenslandsbyen være at skabe særlige møder mellem beboerne og de dyr der bor i haven og med dem der kommer på besøg, særligt en terapihund. Kontakten med dyr kan virke livsforlængende og give en øget mængde af hormonet oxytocin i blodet, der betyder øget følelse af velvære, glæde og sjove og meningsfulde oplevelser, hvor der opstår en pause fra egne frustrationer og afledning af eventuel gentagen søgen. Aktiviteten kaldes for Animal Assisted Therapy, en anerkendt og anvendt terapiform, der over hele verden bruges sammen med en terapeut, til at skabe kontakt til og mellem mennesker for at give en oplevelse af glæde, varme og velvære.


33

Livssituationer hvor det er svært at kommunikere, døende der lindres ved at mærke et marsvins varme og bløde pels, depressive eller udbrændte der har behov for mindre krævende kontakt, isolation pga. f.eks. krigstraumer, mennesker med autisme, udviklingshæmmede, psykiatrisk patienter, børn og unge med særlige behov, listen er lang over de målgrupper der anvendes Animal-Assisted Therapy for (Altschiller, 2010).


34

Referencer terapihaver - haveterapi: Algreen-Petersen, Eva (2011), Kan man flytte solen?- Et aktionsforskningsprojekt om at bringe naturen ind i hverdagen på plejehjem, Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring, Roskilde Universitet. Cohen, U. & Weisman, G. (1991), Holding Onto Home, Baltimore, MD: Johns Hopkins University Press. Grut, J. & Linden, S. (2002), The healing fields, Frances Lincoln Limited, United Kingdom. Hansen, E. B. & Jessen, A. (2011), Adgang til natur for beboere i plejeboligere. AKF rapport, København. Kaplan, R. & Kaplan, S. & Ryan, R. (1998), With People in Mind – Design and Management of Everyday Nature, Island Press, Washington, D.C., Covelo, California. Lieberg, M. & Grahn, P. & Schmidtbauer, P. (2005), Tänkvärda Trädgårdar – Når utemiljön bliver en del af vården, Kapitel: Trädgård och park som rehabilitering – ett forskningsprojekt, Formas, Stockholm. Olofsson, L. & Thelander, V. (2001), Af få göra det man vill. Rapport i Kompetensscentrum inom äldreomsorg & äldrevård, Stockholm. Ulrich, R. (1984), [online] fra: http://www.majorhospitalfoundation.org/pdfs/View%20Through%20a%20Window.pdf Westerberg, Y. (2011), Sinnenas trädgård – et rum för hälsa & livskvalitet, ICA Bokforlag, Stockholm. Zeisel, J. & Tyson, M. (1999), Alzheimer´s Treatment Gardens, Kap. 9 i bogen: Marcus, C.C. & Barnes, M. (1999) Healing gardens – Therapeutic benefits and design recommendations, Wiley series in Healthcare and senior living design, John Wiley & Sons, USA. Interessante og vedkommende artikler:


35

Gigliotti, C., Jarrott, S., Yorgason, J. (2004), Harvesting Health: Effects of Three Types of Horticultural Therapy Activities for Person with Dementia [online] findes: <http://dem.sagepub.com/content/3/2/161>

World Health Organization & Alzheimers Disease International (2012), Dementia – a public health priority [online] findes: <http://www.who.int/mental_health/publications/dementia_report_2012> Sempik, J. et al. (2010), Green Care: A Conceptual Framework A report of the Working Group on the Health Benefits of Green Care, [online]: http://www.umb.no/statisk/greencare/green_carea_conceptual_framework.pdf Referencer - dyr: Altschiller, D. (2010), Animal-Assisted Therapy, Library of Congress Cataloging-in-Publication Data, California.


36

8. Behandlinger og Metode Udgangspunktet er altid livskvaliteten hos den individuelle beboer. Derfor skal der arbejdes både på det individuelle og det generelle plan. På det individuelle plan skal der være maksimal omsorg. Det allervigtigste er at folk kan beholde de evner de stadig besidder så længe som muligt. Medarbejderne skal derfor først og fremmest bruge tid på at lave ting sammen med beboerne, og ikke overtage. Det koster mere tid i starten, men vil betale sig i længden. Det er meget vigtigt at en stor del af dem som arbejder i demenslandsbyen bliver kendte ansigter. Det vil være vigtigt at demenslandsbyen har tilknyttet en fast læge, fast fysioterapeut, fast frisør, fast plejepersonale, osv., fordi det skaber tryghed og mindsker stress. På det generelle plan har rammerne som bygningernes arkitektur og udendørsområdernes udformning og indhold, stor betydning for hvordan man påvirkes følelsesmæssigt og oplever tryghed, harmoni og samtidig stimuleres positivt til bedre helbred og velvære. Der vil være korte linjer til Videns- og Udviklingscenteret, som vil tilbyde de nyeste og mest effektive fremgangsmåde til pleje af personer med demens. Derudover vil der være meget fokus på bremsning af sygdomsforløbet.

Tilgang til pleje- og omsorg og hverdagsrelationen Det teoretiske afsæt for tilgangen til, synet på, adfærden overfor og tilbuddene til mennesket med demens og de mange andre aktører, der tager del i hverdagsliv, pleje- og omsorg i demenslandsbyen vil bygge på det menneskesyn og demensforståelse som den præsenteres af den nu afdøde psykolog og teolog Tom Kitwood i bogen: ”En revurdering af demens - personen kommer i første række” (Kitwood,1999)

Tom Kitwoods udviklede metode for Dementia Care Mapping, DCM, der sætter fokus på det der sker i kerneydelsen, dvs. kvaliteten af den omsorgsrelation, der er mellem borger og medarbejder.

Hans grundantagelse er, at kvaliteten af den omsorg medarbejderne yder, har en afgørende betydning for, hvordan det enkelte menneskes demens udvikler sig. Han har opstillet, hvad personalet skal kunne for at yde en omsorg, som


37

er identitetsbevarende og skabende, “personcentreret omsorg”, samt hvad en organisation skal indeholde for at give medarbejderne mulighed for at yde denne personcentrerede omsorg.

Omsorgsopgaven anskues som langt mere end det at opfylde basale fysiske behov; det drejer sig om at have opmærksomheden rettet mod hele mennesket, om at sætte den enkelte i stand til at få størst muligt udbytte af sine ressourcer; at forblive et selvstændigt, socialt menneske og bevare sin identitet.

Når man udfører positivt personarbejde ved hjælp af personorienteret omsorg, tager man mennesket med demens alvorligt og anerkender dets handlinger som gyldige, menneskelige udtryk - ikke som symptomer på en demenslidelse. Personorienteret omsorg er en omfattende fremgangsmåde i omsorgsarbejdet, der tager udgangspunkt i, at mennesker - også personer med demens - er sociale væsener med psykiske og sociale behov såvel som fysiske, og det anses for en vigtig opgave at tilgodese også de psykiske og sociale behov.

DCM er en observationsmetode til at evaluere og kvalitetsudvikle plejen og omsorgen for mennesker med demens. DCM kan vise i hvilken udstrækning en institution udfører personorienteret pleje og omsorg for mennesker med demens og samtidig pege på de områder, hvor plejen er af høj kvalitet, og de områder, der har brug for videre udvikling.

Da de vigtigste psykiske behov hos mennesker med demens er kærlighed, tilknytning, inklusion, trøst, identitet og beskæftigelse, anser Tom Kitwood det for en fundamental opgave for plejepersonalet at hjælpe mennesker med demens til at forblive en del af den sociale verden ved hjælp af positiv interaktion med andre mennesker (DSR, 2014) Til at understøtte ønsket om høj trivselskvalitet vil vi i Demenslandsbyen Marguritten rette fokus på kvaliteten af selve kerneydelsen – og samtidig læne os op ad tænkningen og teorien, som den præsenteres af Tom Kitwood gennem hans DCM-metode. Vi ønsker desuden at anvende læringsmæssigt essensen af dette som det præsenteres og anvendes i ”Blomstringsuniverset”, der er udviklet af Master i Organisations- og proceskonsultation Vibeke Drevsen Bach.

Vibeke er internationalt certificeret i den personcentrerede omsorgstænkning og underviser i Dementia Care Mapping fra University of Bradford, England, hvor Kitwood arbejdede til sin død. Blomstringsuniverset er en oversættelse af


38

og videreudbygning af Tom Kitwoods personcentrerede menneskesyn, hans forståelse af demenssygddommen samt en måde at holde øje med omsorgskvaliteten og dermed livskvaliteten. Det er en integration og oversættelse af såvel omsorgsteori og målemetode til et helstøbt metaforisk univers, der skaber kompetente medarbejdere. Et observations-, dialog-, målings-, feedback og organisationslæringsunivers, der både i sprog og billeder er intuitivt let at forstå, navigere efter, måle gennem og til at gå til for alle, der tager del i omsorgsprocessen (familier, medarbejder, ledelse etc). Herved mindskes dem og os, der skabes VI, hvor alle bidrager med observationer og ideer til at fremme livskvaliteten for den enkelte og helheden.

Landsbyens mange aktører vil med afsæt i Blomstringsuniverset få et kompas at navigere efter, i forhold til måden at indrette sig på, hvad enten det er hvordan vi skal bedrive ledelse, træffe beslutninger, indrette hverdagen, udvælge medarbejdere, designe intro-forløb for nye medarbejdere, designe funktions- og opgaveprofiler, hverdagsliv og hverdagsindhold, vaner og rutiner, arkitektur og indretning, arbejdsstruktur, systemer, menneskelige møder, tilgange, tilbud – og alt andet, der i øvrigt også bidrager til at understøtte oplevelsen af at være ”en unik person”.

Gennem Blomstringsuniversets guidende tilgang, vil vi kunne arbejde med indhold, rammer, handling og væren og koordinerende tilgange i en konsistent bevægelse ligesom vi selv vil kunne måle om graden af livskvalitet og omsorgskvalitet er ok.

Én for alle - alle for én, vil gennemsyre vores valg, hvilket betyder at vi vil opøve den individuelle og kollektive evne til at sætte sig i hinandens sted, og derfra træffe beslutninger i hverdagens mange arenaer og kontekster. Vi vil med andre ord arbejde med at nedbryde hierarkiet og gøre hinanden gode til at tage beslutninger, som er bedst for helheden, og have fokus på at beboerne kan blive ved med at leve et liv, der er livgivende og styrkende i trygge, sikre og omfavnende rammer og fællesskaber.

Vi vil møde alle i landsbyen – herunder naturligvis i særdeleshed borgeren med demens som ”en person”, der fortsat har masser at give, masser af ressourcer og masser af levet liv tilbage. Med andre ord, vi vil arbejde målrettet og systematisk på at skabe en hverdag, hvor den enkelte oplever at have værdi, identitet, integritet og særlig betydning for fællesskabet.

Vi vil gøre brug af mange forskellige fysiske, neurologiske, sansemæssige, sociale, sjælelige, følelsesmæssige og andre støttetiltag, suppleret med


39

traditionelle og mindre traditionelle behandlings- og terapiformer, der tilsammen fremmer et sundt indre miljø, der kan bidrage til enten at forhale sygdommens udvikling, understøtte muligheden for at genoplive tabte færdigheder, eller til at leve godt med sygdommen. Vi vil derfor arbejde på at skabe et styrkende stimulerende, relations givende, morsomt livsmiljø i demenslandsbyen. Referencer: Daniae (2014), [online] fra: http://www.daniae.dk/hvaderdcm.htm. Dansk Sygeplejeråd (2014), [online] fra: http://www.dsr.dk/Sygeplejersken/Sider/SY-2000-11-35-2-Sygepleje.aspx

Kitwood, Tom (1999), En revurdering af demens – personen kommer i første række. Frederikshavn: Dafolo Forlag.


40

9. Stress Stress opstår når der ikke er overensstemmelse imellem krav og ressourcer (Stressforeningen, 2014), og udvikling af udbrændthed sker, når det finder sted over længere tid, hvor personen undervurderer og negligerer de fysiske og psykiske symptomer som kroppen har givet (Videnscenter for Arbejdsmiljø, 2014). Det hormonelle kamp- og flugtsystem der aktiveres under stress, øger belastning på f.eks. hjerte og kredsløb, og betyder øget risiko for alvorlige helbredsmæssige konsekvenser (Stressforeningen, 2014). Stress forværrer udviklingen af demens og øger nedbrydelsen af forbindelser mellem hjernecellerne. Derfor ønsker Marguritten at være en så stress-fri arbejdsplads som muligt. Jo mindre medarbejderne er stressede, jo mindre smitter det af på beboerne. Flow derimod er netop når krav og ressourcer er passende, ikke for få krav, gerne lidt større end man tror man kan, men kun lidt.. At kunne og turde udvikle sig gennem livet, også på sin arbejdsplads, ser Demenslandsbyen som positivt. Demenslandsbyen vil støtte dette ved at uddanne sine medarbejdere i den ny viden der kommer til Videns- og Udviklingscenteret, og som transformeres til handlinger der afprøves og evt. implementeres i plejen. Omsorgsarbejde, at tage sig af andre mennesker, er et krævende og givtigt arbejde, der kan blive det mest fantastiske job for den, der godt kan lide at være sammen med og drage omsorg overfor et sårbart menneske. Dertil behøves der støttende rammer fysisk, psykisk og socialt, hvad angår arbejdstimer og -tid og varierende opgaver. Udemiljøet er også af betydning for medarbejderne og anses som en kerneværdi, hvor færre sygedage og større tilfredshed er resultatet. I Demenslandsbyen Marguritten tages der et særligt hensyn til medarbejdernes forhold, da vi ved at hvordan medarbejderne har det betyder en hel del for hvordan beboerne har det. Der behøves et særligt overskud, et særligt stort hjerte for at kunne løfte denne opgave. Teknologi, hjælpemidler, landsbyens kerneværdier, kultur og værdisæt for den enkelte beboer livshistorie og vedkommendes livsstils miljø skaber


41

veldefinerede arbejdsopgaver, det at leve og arbejde i et landsbymiljø og kunne bære flere slags ”hatte” og ikke mindst at have adgang til den legende del af en selv. Der skal kunne findes varme og smil frem i enhver situation, hvor alt andet ellers er håbløst, og kunne trøstes, opmuntres og ses hvor støtten bedst ligger til personen med demens og deres pårørende. Referencer: Stressforeningen (2014), [online] fra: <http://www.stressforeningen.dk/> Videnscenter for Arbejdsmiljø ( 2014), [online] fra:<http://www.arbejdsmiljoviden.dk/Viden-om-arbejdsmiljoe/Stress>


42

10. Servicetilbud og aktiviteter

Service Det er vigtigt og samtidig en selvfølge, at der skal findes mange gode servicetilbud i demenslandsbyen og at den i mange henseender ligner en hvilken som helst dansk landsby. Vi går til frisør, på biblioteket, gør indkøb ved købmanden og får en kop kaffe eller en øl på det lokale værtshus. Vi bestiller fysioterapitimer eller billetter til en rejse. Grundprincippet er altså at hvis vi bygger en landsby, så skal den indeholde – næsten – alle de servicetilbud som findes i andre landsbyer. Når vi siger næsten, er det fordi at vi ikke har behov for at bygge en skole, jernbanestation eller politistation. Fokus ligger på de behov som personer med demens i landsbyen udtrykker eller som de pårørende fortæller har været til glæde for deres far eller mor. De ansatte i forretningerne og andre serviceindretninger er primært dygtige indenfor sit erhvervsfag. Frisøren klipper lige så godt som frisørerne i nabobyen gør og fysioterapeuten har samme uddannelse som andre fysioterapeuter. I tillæg til dette har de også en god viden om demenssygdom og hvad den kan gøre med et menneske. De har således en dobbelt funktion. Desuden lærer de efterhånden de forskellige beboere at kende og kan guide beboeren hjem, eller assistere på anden vis på en professionel måde.

Aktiviteter I ”Livet med Demens” fra december 2013, findes en fortælling om hvor meget aktivitet betyder for et menneske med en demenssygdom. Fysisk aktivitet synes tilmed at hjælpe på hukommelsen. Mennesker med en demenssygdom bliver ofte ude af stand til selv at komme i gang med at foretage sig noget. Det er omgivelserne, der skal tage initiativ, og omgivelserne der skal skabe muligheder for at det sker. “På mange danske plejehjem opleves en betydelig mangel på beskæftigelsesaktiviteter. TV’et kører og mange personer med demens sidder foran det, uden rigtig at se hvad der sker på skærmen. Hvorfor er det sådan? Personalets travlhed i dagligdagen er en grund. Der er simpelthen færre hænder til at tage vare på beboerne.


43

Vi hører om mennesker, der bliver kørt i kørestol, selv om de stadig kan gå med hjælp fra personalet. Men køreturen er lettere og hurtigere! En anden grund er nok en slags ”håbløsheds”-forestilling: man kan alligevel ikke kan nå ind til personen med svær demens. Og det er rigtig trist, da vi ved, at f.eks. musik, sang, rytmer, ture i det fri, stadig har betydning for mange. Undersøgelser viser, at personer med demens har glæde af og reagerer positivt på oplevelserne. Det er med til at give dem livskvalitet”.

(Livet med Demens (2013), nr 4, december 2013)

Der vil endvidere være løbende muligheder både for beboere, pårørende, medarbejdere og besøgende for at deltage i udviklingen af nye idéer, aktiviteter og løsninger for personer med demens. Dette gøres med udgangspunkt i den akkumulerede viden i videnscenteret i kombination med erfaringerne fra landsbyens hverdag og allerhelst med en så tværgående deltagelse som muligt. Der vil blive designet dialog- og udviklingsværktøjer som gør det nemt at deltage på mange forskellige niveauer. De udviklede løsninger kan spænde vidt, fra små ændringer i daglige rutiner til teknologiske innovationer. Fælles for løsningerne er at de vil være samskabte med potentielle slutbrugere hele vejen igennem processen. Det vil også være muligt for folk der arbejder med velfærds- og sundhedsløsninger at deltage i arbejdet. Den igennem aktiviteten afledte intellektuelle stimulans og det sociale samvær i problemløsningen kan desuden have positive effekter på beboernes mentale helbred og udvikling, samt øge forståelsen for hinanden personerne imellem. Samtidig kan de afledte løsninger potentielt danne grundlag for en indtjeningskilde til landsbyen. Fælles for både service tilbud og for aktiviteter er at det er glæde som står i højeste kurs. Det skal være morsomt at leve, selvom man er ramt af en demenssygdom og måske svækket af alder. I planlægning af hvilke service tilbud som skal findes og hvilke aktiviteter som skal tilbydes, skal den for demenslandsbyen kendetegnende holdning være JA. Lad os skabe en række positive oplevelser i demenslandsbyen.


44


45

11. Økonomi

Boligen Marguritten følger idéen om at blive længst muligt i eget hjem. På en måde kunne man sige, at det i Marguritten ville være muligt at blive i sit hjem hele livet. Med dette menes at man ved at flytte sin bolig, tidligt i et demensforløb, ud i Marguritten bringer ”plejehjemmet ind i huset”, i stedet for at flytte beboeren til plejehjemmet senere. Når man bor i Marguritten og får større behov for pleje, visiteres man til det løbende. Boligerne i demenslandsbyen kommer til at være af varierende størrelser, alt efter beboerens behov og ønsker. Det vil også være muligt for en person med demens at flytte ind i sammen med sin ægtefælle. Og med sit husdyr. Alle boliger er bygget handicapvenlige fra starten. Dette er en økonomisk fordel for samfundet i forhold til den nuværende situation, hvor private boliger bliver ombygget for at gøre dem handicapvenlige, hvorefter borgeren senere alligevel bliver flyttet til et plejebolig. På denne måde er Margurittens økonomiske filosofi langsigtet.

Livskvalitet Hvis det er muligt at leve et godt liv med demens og desuden måske endda at kunne bremse demenssygdommen, er det til fordel ikke kun for individet, men for hele samfundet. Der lægges derfor fokus på alt som forhøjer livskvaliteten for den enkelte beboer, men også for de pårørende og medarbejderne. Højere omkostninger i starten i form af f.eks. ergoterapi, fysioterapi, tilpasset arkitektur, terapihaver, kontinuerlig medarbejderuddannelse osv. betaler sig tilbage i form af bevarelse af evner og derfor senere og mindre behov for direkte plejeomsorg. Margurittens økonomi skal derfor være opbygget som en ”harmonikamodel”, der kan tilpasses efter i hvor høj grad beboerne har brug for pleje og omsorg, også inkluderende mulighed til varierende boligstørrelse.

Medarbejderne Det er et mål at lave Marguritten attraktiv for dedikerede mennesker, der har hjertet på rette sted, udover de fast ansatte. Der vil altid være meget plads til


46

familie og venners eget input, om det nu er til madlavning, højtlæsning, lange gåturer i landsbyen eller musik. Marguritten skal derudover være meget velkommende og tiltrækkende for alt muligt frivilligt arbejde, som kan stå for de funktioner som ikke direkte er de ansattes roller. Et mål er at også disse frivillige skal få en ordentlig basisuddannelse i demenssygdom. Der skal desuden være fokus på inddragelse og understøtning af praktikanter, så der altid er mange praktikpladser til rådighed for sosu-assistenter, sygeplejersker, pædagoger, ergoterapeuter og andre under uddannelse. Der skabes mulighed for at studerende fra ind- og udland kan bo midlertidigt i Marguritten og arbejde mod kost og logi. Marguritten skal derudover tilbyde mulighed for at familie og venner, og kursister til Videns- og Udviklingscenteret, kan bo til en rimelig penge på ”hotelværelser” i landsbyens loftsværelser.

Bæredygtighed Bæredygtighed, som skal præge demenslandsbyen og dens virksomheder og aktiviteter, er en af de ting som kan betyde en større investering i starten, men som betaler sig tilbage i længden.

Indtjening Haverne skal udover at have skønhedsværdi og terapeutisk virkning, også kunne levere mad i form af produkter fra køkkenhaver og fra frugttræer. Teatersalen, restauranten og butikkerne målrettes til også at tiltrække besøgende uden for landsbyen. Videns-og Udviklingscenteret vil udvikle kurser og organisere kongresser.

Uddannelse og rekruttering I Marguritten tilbydes undervisning i Videns- og Udviklingscenteret, både som intern uddannelse, men også som ekstern uddannelse for interesserede. Der vil sikkert også komme besøgende for at studere Margurittens brug af terapihaverne og specialiseret fysioterapi, ergoterapi osv. En særlig besøgstjeneste organiserer studie- og andre besøg i demenslandsbyen, hvilket stimulerer Margurittens økonomi.


47

Medarbejderne vil bl.a. blive selekteret på at have flere evner end kun de klassiske og primære. Der ses i lige så høj grad på personlighed, graden af kreativitet, lysten til at ville udvikle sig fagligt som menneskeligt. Lysten til at ville arbejde i en holistisk og helhedstænkende. Lysten til at udvikle evnen til at være og skabe sammen med mennesker med demens, og andre der har deres gang i byen. Mange medarbejdere vil derfor også dele ud af andre gaver, som de har med sig - f.eks. være i stand til at tilbyde stimulerende aktiviteter som musik, sang, maleterapi eller Tai Chi - som en del af det daglige livsindhold, pleje og omsorg. Der kan derfor satses maksimalt på stimulerende aktiviteter uden at dette hele tiden skal købes ind udefra. Omsorg for medarbejderne vil være meget vigtigt. Der vil være fokus på at reducere stress og deraf følgende sygdomsfravær så meget som muligt. Reduktion af stress og udbrændthed er en Margurittens kerneværdi. Flexible arbejdstider, arbejdsrotation og reduktion af ensartede eller nedslidende arbejdsopgaver virker også positivt på medarbejdernes motivation. Desuden skal alle medarbejdere som har ledende positioner udvælges på både fagligt grundlag og efter viden og erfaring af moderne og positiv personaleledelse. Disse bestræbelser kommer at medvirke til et meget lavt personalefravær og personaleomsætning, hvilket betyder et positivt og raskt personale og lavere omkostninger til vikarer og rekruttering.


48

12. Medarbejdere - på en arbejdsplads skabt til menneskelig vækst og blomstring Det tilskyndes at personalet nøje har og betragter sine egne ressourcer og reflekterer over hvorvidt egne ressourcer af oplevelser og erfaringer er tilstrækkeligt veludviklede til, at kunne være i stand til at hjælpe andre, der trænger til det

(Kitwood, 2012).

Medarbejdere skal udvælges omhyggeligt og der skal bl.a. lægges vægt på følgende egenskaber: Tålmodighed, hjerterum, stressbestandighed, fleksibilitet og mod til at eksperimentere. Marguritten vil rekruttere medarbejdere med en særdeles god faglig baggrund blandt sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, fysioterapeuter og pædagoger. Udover medarbejdernes professionelle kvaliteter vil den største vægt ligge på tilpasningsevner og en stor naturlig empati. Inspireret af Svovlhatten i Odense hvor man ikke bliver fastansat inden for de første 1-2 år, så man virkelig kan vise sine evner og motivation først. Et ekstra plus i en ansøgning er hvis man også har kreative eller musikalske evner. Margurittens medarbejdere vil kontinuerligt blive uddannet gennem intern uddannelse. Det er en hjørnesten i demenslandsbyens personaleudvikling. Ligesom hverdagen for landsbybeboerne skal være støttende, meningsfuld, identitetsskabende, stimulerende og samhørighedsskabende skal hverdagen for landsbyens mange ansatte og frivillige være det. Uagtet rolle, funktion eller position. Vi vil arbejde målrettet med at væve de mange aktører sammen, så de oplever forbindelse og mulighed for at lære og støtte hinanden. Der vil derfor være mange forskellige faglige som mellemmenneskelige tiltag. Arbejdsforholdene skal ligesom behandlingen af beboerne præges af holdningen at ”alt er muligt”. Det skal være stimulerende, udviklende og gerne morsomt at arbejde i demenslandsbyen.


49

Som medarbejder har man mange forskellige roller og en arbejdsdag indeholder forskellige opgaver. Dette stiller også store krav til lederskabet og til at kun personer med stor grad af fleksibilitet, modet til at eksperimentere og professionalisme ansættes. Der skal være fokus på at stressfyldte og/eller monotone opgaver reduceres. Det er en ambition er at landsbyen får sin egen læge, som har f.eks. to timer pr. dag til beboernes disposition. Måske kan lægen fra sin klinik også servicere patienter, som ikke er beboere i landsbyen. Frivillige unge fra hele verden er velkomne til at komme i en periode og være ekstra arbejdskraft. De bor og spiser gratis på stedet og deltager i behandlingsarbejdet som ”ekstra hænder”. De har muligvis også opgaver koblet til Videns- og Udviklingscenteret, for at muliggøre at de også får ”en form for uddannelse” ved sit ophold i landsbyen. De bliver typisk et par til tre måneder i landsbyen. De er med til at sprede viden om den gode måde at leve på som person med demens. Plejeformen skal være en kunst og personcentreret. Vi vil arbejde målrettet med at gribe nu’et og skabe en kultur præget af en holdning om at alt er muligt, intet er statisk – og alle må være fleksible, imødekommende og understøtte nye initiativer, hvis de er til glæde og støtte for borgerne. Reference: Kitwood, T. (2012), En revurdering af demens, Munksgaard, København


50

13. Organisation og ledelse

Demenslandsbyens lederskab er umådelig vigtig for at opnå gode resultater, fremfor alt set med beboernes øjne. Alle aktiviteter i demenslandsbyen er rettet mod at skabe en så høj livskvalitet og så god hverdag som muligt for både beboere og medarbejdere. Lederskabet er afgørende for om dette lykkes og skal derfor være innovativt, personcentreret, frisættende, samskabende og visionært. Ledelsen skal bestå af tre personer. Den daglige leder tager sig primært af administrationen og den daglige drift af demenslandsbyen. Personalelederen er ansvarlig for medarbejdernes trivsel og understøtter praktikanter. Den overordnede leder varetager kontakten udadtil og skal sørge for at kerneværdierne for demenslandsbyen bliver overholdt. Denne leder er også forbundet med Videns- og Udviklingscentret. De sidste to funktioner kunne eventuelt være deltidsstillinger. Personalelederen kunne godt være en psykolog, som også er demenslandsbyens egen psykolog eller er tilknyttet Videns- og Udviklingscenteret. Linjerne fra ledelsen til resten af medarbejderne skal være så korte som mulige, og der skal i princippet ikke være nogen mellemledere. De tre ledere har således opgaver hver for sig. Deres vigtigste opgave ligger dog i at skabe en samlet, samskabende organisation, hvor medarbejderne både er fagligt kompetente og personligt modne, føler tillid og er modige at medvirke til at beboerne lever et godt liv så længe de lever i demenslandsbyen. Det stiller krav til at ledergruppen kontinuerligt arbejder med den måde ledergruppen selv fungerer på. De skal behandle både det faglige indhold og den proces som de er i. De skal reflektere over hvordan de fungerer sammen og sikre at de skaber et positivt eksempel, som kan danne et mønster for de øvrige medarbejdere, som de arbejder tæt sammen med og på den måde uddelegerer sin magt til. Ledergruppen har ansvaret for at alle personer, som kommer til demenslandsbyen, samvirker omkring de mennesker med demens, som bor i byen. Det gælder også alle de frivillige kræfter som på en afgørende måde


51

løfter en stor arbejdsbyrde. Disse skal, ligesom de pårørende, indgå i det store orkester hvor personen med demens står i centrum. Ledergruppen har til opgave at føle stemningerne der eksisterer i alle de forskellige grupper i landsbyen og være et godt eksempel på frisættende og samskabende lederskab. Gennem at agere på denne måde bedriver ledergruppen et visionært lederskab, hvilket yderligere er en måde hvorpå demenslandsbyen Marguritten kan blive mønsterdannende og inspirerende.


52

14. Videns- og Udviklingscenter En vigtig del af Marguritten bliver et Videns- og Udviklingscenter, som også kunne kaldes et transformatorhus. Udviklingen verden rundt i ny viden om de bedste metoder for pleje og støtte af mennesker som er ramt af demenssygdomme går meget hurtigt. Det samme gælder for forståelsen for hvordan man kan bremse demens. Videns- og Udviklingscenteret får derfor som opgave, at samle denne viden og omsætte den til lavpraktiske metoder, som kan bruges i det daglige. En anden kerneopgave bliver undervisning inden og uden for Marguritten. Videnscenteret organiserer kurser, konferencer og spredning af viden og udviklede metoder. Studerende skal også kunne deltage i arbejdet i Videnscenteret. Videns- og Udviklingscentret er med i projektet fra første dag og skal have som opgave at understøtte planlægnings- og bygningsfasen.


53

15. Bæredygtighed

Hele projektet skal være præget af bæredygtige principper. Det gælder både byggeriet og driften. Det skal omhandle det miljømæssige, det økonomiske og det sociale. Byggeriet skal i det hele taget følge principperne fra DGNB-certificeringsordningen uden nødvendigvis at blive certificeret.

DGNB-Systemet Danmark

Der skal så vidt muligt bruges bæredygtige materialer og metoder ved byggeriet. Der skal tænkes langsigtet økonomi. Resultatet skal være et velfungerende hele, hvor mennesker trives med respekt for hinanden. Idet der i Danmark for tiden bliver revet mange bygninger ned, vil det være naturligt at genbruge materialer som f.eks. mursten i byggeriet. Dette vil også have en økonomisk fordel.


54

Grønne tage ønskes i princippet som buffer for den øgede regnmængde, som følge af klimaforandringerne. Materialerne må i princippet gerne koste lidt mere, hvis det betyder at de holder længere, men der skal bygges efter princippet ”kvalitet, men ikke luksus”. Hele opbygningen af demenslandsbyen med den sociale måde at bo sammen på, de grønne områder og inddragelsen af besøgende udefra er allerede socialt meget bæredygtigt. Det fremmer så at sige ”det gode liv”, som må være det højeste mål.

Aktivitetshus

Palleshave Bo- og Aktivitetscenter Arkitekt: Tomas Engelbrechtsen


55

16. Visitation Marguritten bruger ikke visitation i almindelig forstand. Dvs. at man ikke behøver at afvente en visitation af kommunen, som bedømmer progressionen i demenssygdommen. Marguritten er en landsby med boliger for livet. Hvis sygdommen progredierer og man har behov for mere pleje, bliver man visiteret til dette. Der vil dog være en indledende samtale med den fremtidige beboer samt familie eller andre pårørende. Motivationen til at bo på denne måde er her afgørende.


56

17. Støtteforeningen Margurittens Venner Støtteforeningen Margurittens Venner dannedes formelt ved en stiftende generalforsamling i januar 2014. Støtteforeningens formål er:

a) at støtte oprettelsen og senere driften af Marguritten - en demenslandsby. Demenslandsbyens virksomhed skal præges af dens særlige kerneværdier. Demenslandsbyen skal tilbyde personer med reducerede kognitive funktioner og deres pårørende en bopæl i demenslandsbyen.

b) at støtte oprettelsen af et Videns-center i demenslandsbyen om demenssygdomme

c) at arrangere foredrag, kurser, udflugter mm. der belyser demenslandsbyens idéer og blivende virksomhed

d) at sørge for at kerneværdierne vil blive efterlevet til hver en tid Støtteforeningens kerneværdier kan læses på s. 14 i denne bog. Bestyrelsen i støtteforeningen består af fem personer – fire af medlemmerne kalder sig Initiativgruppen og har indtil nu sammen udviklet konceptet. De har ikke ambitionen at blive siddende for al fremtid på disse bestyrelsesposter. Der findes mange andre kompetente medlemmer i foreningen som kan gå ind bestyrelsesarbejdet. Der er desuden et ønske om, at bestyrelsens sammensætning udviser stor variation med hensyn til viden, alder, kultur, køn, religion, etc.. Støtteforeningens vigtigste opgave, når demenslandsbyen er realiseret, er at sørge for at kerneværdierne bliver efterlevet i det daglige virke i demenslandsbyen Marguritten. Det betyder at båndet mellem støtteforeningen og demenslandsbyens ledelse og medarbejdere forbliver stærke, ligesom at støtteforeningen har mulighed for nær kontakt med beboere og pårørende. E-mail: [email protected] Hjemmeside: www.demenslandsbyenmarguritten.dk


57


58

Documents

Demenslandsbyen marguritten konceptet