Havana min elskede

� C-format 14 x 21,5 cm • Flap: 10 cm

Godkendt: / Red: Prod:

� blank kachering � partiel lakering:� mat kachering bund:_________ motiv:__________ � RYG: 34 mm

HAVA

NA

min

elskede

daína chavianodaína

chavian

o

roman | sohnsohn

sohnsohn sohn

ISBN 978-87-7122-005-6

W W W . S O H N . D K

DAÍNA CHAVIANO er født i 1960 i Havana. Hendes romaner, som ofte indeholder et stærkt element af magi og mytologi, har gjort hende til en af Cubas mest populære forfattere. HAVANA, MIN EL-SKEDE er hendes største succes. Den er solgt til udgivelse på over 25 sprog, hvilket gør den til den mest oversatte cubanske roman nogensinde.

Den cubanskfødte journalist Cecilia bor i Florida og har sat sig for at undersøge et gådefuldt spøgelseshus, der ifølge ryg-terne dukker op og forsvinder igen i forskellige dele af Miami. I sit forsøg på at trænge ind bag mysteriet møder hun Ama-lia, en gammel kvinde, som fra sin stamplads på en bar i bydelen Little Havana aften efter aften fortæller en familie-krønike, der fascinerer Cecilia.

Siu Mends skikkelse kom til syne. Kiu-fa faldt på knæ foran sin mand uden styrke til at bære på barnet. - Kom, sagde han med øjnene fyldt af tårer, mens han hjalp hende op at stå. — Vi kan intet gøre. - Men huset ... mumlede hun. — Mar-kerne ... - Huset eksisterer ikke længere. Jorden ... Det er bedre at sælge den. Soldaterne er taget af sted, men de vil komme tilbage. Jeg vil ikke blive her. Det har jeg under alle omstændigheder lovet Weng. - Så du ham? - Inden han døde. - Og Mei Lei? Og alle de andre? I stedet for at svare tog Siu Mend barnet i sin ene hånd og hendes i den anden. - Vi tager et andet sted hen, sagde han med grådkvalt stemme. - Hvor? Manden kiggede et øjeblik på hende, men hun vidste, at hans øjne ikke så hen-de. Og da han svarede, var stemmen heller ikke hans egen, men som fra en dødelig, der ønskede at vende tilbage til Jadeher-skerens kongedømme: - Vi tager til Cuba.

Amalias historie handler om tre slægter fra vidt forskellige dele af verden – Kina, Afrika og Spanien – hvis skæbnetråde mødes og flettes sammen i Cuba. Overnaturlige begivenhe-der øver indflydelse på familiernes skæbne, og Cecilia, der selv har clairvoyante aner, gribes af Amalias farverige fortæl-ling, der er fuld af magi, romantik og drama.

HAVANA, MIN ELSKEDE er en roman om kærlighed og fami-liebånd og samtidig en hyldest til de tre folkeslag, der især udgør den cubanske nation: spaniere, afrikanere og kinesere.

Havanamin elskede

Havana min elskede.indd 1 4/16/2011 1:29:09 PM

1

Havana, min elskede

Havana min elskede - rettet 2.indd 1 01-04-2011 12:06:45

2


3

Daína Chaviano

Havana, min elskede

På Dansk veD sigriD kjerulf

soHn


4

Havana, min elskede

af Daína Chavianooversat fra spansk af sigrid kjerulf

originalens titel: La isla de los amores infinitos

Copyright © 2006 by Daína Chavianowww.dainachaviano.com

first published in spanish by grijalbo, an editorial group of random House Mondadori, s.l.

Dansk udgave © forlaget sohn 2011

omslagsdesign: lars rosenquist Bech-jessenomslagsillustration: Hauptmann & kompanie; Polfoto/Corbis

forfatterfoto: liliam Dominguez

gratisk tilrettelægning: støvring Bogfremstilling

Published by forlaget sohn, Christiansdal 64, Dk- 2610 rødovre, Denmark

Bog er sat med Palatino hos ansats@provinsenog trykt hos CPi – Clausen & Bosse, leck

isBn 978-87-7122-005-6

1. udgave, 1. oplag 2011

www.sohn.dk


5

Tilegnet mine forældre


6


7

1

indhold

første delDe tre oprindelser

Blå nat 21vent på mig i himlen 30

jeg kender en særlig kvinde 41Du giver mig feber 51røg og skumsprøjt 60

sorte tårer 67

anden delguder, der taler honningsprog

Derfor føler jeg mig alene 93Månens gråd 96

jeg hader dig og elsker dig alligevel 105Min sjæls sjæl 114

skæbnen viser mig vej 129Tilgiv mig, samvittighed 136


8

Tredje deloraklernes by

Cubansk nat 151Hvis du blot forstod mig 160

såret af skygger 173retningsløs storm 178

spørg mig ikke, hvorfor jeg er ked af det 199som et mirakel 210

fjerde dellidenskab og død i Tigerens år

ak, mit liv 221nær ved hjertet 232

elsk mig højt 238 jeg vil huske din mund 251

jeg er ude af stand til at være lykkelig 258Du, mit vanvid 278

femte del De røde krigeres årstid

Min eneste kærlighed 287fravær 301

Den søde betagelse 309sjælens anliggender 322

jeg savnede dig 327Havana, min elskede 343


9

sjette delkinesisk skæbnespil

jeg burde græde 357Med sønderrevet hjerte 375

Tyve år 381syndfri 386

Du gjorde mig afhængig 395i dag som i går 404

Tak 415


10


11

Du bor i mit hjerte, selvom jeg er langt fra dig …

– ernesTo leCuona

(Cuba, 1895 – Canarieøerne, 1963)


12


13

Kanton (Kina)Pablos stamtræ

Pag Chiong (1845)

san suk (1863) Yang, mambí julio (1868)

lingao-fa (1886) shi (1885) Weng (1880) Tai kok (1888) (flor de loto)

kui-fa (1908)(rosa)

siu Mend (1906)(Manuel)

Pag li (1926)(Pablo)


14


15

Kongedømmet Ife, det nuværende Nigeria (Afrika) – Cuenca (Spanien)

amalias stamtræ

Dayo (1845) Clara (1851) Pedro (1850) luisa (1845)

kamaria (1861) florencio (1860) Ángela (1870) juanco (1867) (Caridad)

María de las Mercedes (1889)

josé (1887)

amalia (1926)

(Damiana)


16


17

Fø r s t e d e l

De tre oprindelser


18


19

Fra Miguels notater

Min kineser … Min kineserinde:

Et kærligt udtryk for hengivenhed, som cuba-nerne bruger om hinanden, selvom den person, der tales til, ikke er af asiatisk afstamning.

Det samme gælder for udtrykket „min ne-ger“ eller „min negerinde“, der ikke nødvendig-vis bruges om sorte.

Der er tale om et venligt eller kærligt udtryk, som stammer fra tiden, hvor de tre folkeslag, der hovedsagelig udgør den cubanske nation, begyndte at blande sig: spaniere, afrikanere og kinesere.


20


21

1

Blå nat

Mørket var så tæt, at Cecilia knap kunne se skikkelsen. Hun kunne snarere skimte omridset af en person bag ved det lille bord, der stod op ad væggen, ved siden af fotografierne af af-døde kendte navne: Benny Moré, boleroens ubestridte geni, rita Montaner, divaen, der var forgudet af musikere, ernesto lecuona, den mest internationale af de cubanske komponi-ster, den kulsorte chansonnier ignacio jacinto villa fernández, kendt under kunstnernavnet „Bola de nieve“, eller snebold, som havde et smil, der var hvidt og sødt som sukker … Det halvmørke lokale, som stort set var tomt her tidligt på afte-nen, begyndte at blive fyldt med røgen af Marlboro, Dunhill og en enkelt cubansk cigar eller to.

Den unge kvinde lagde ikke mærke til sine venners små-sludren. Det var første gang, hun besøgte stedet, og selvom hun måtte indrømme, at lokalet havde en vis charme, så lod hendes stædighed – eller måske var det skepsis – hende ikke se tingene i deres rette lys. i baren fandtes en slags energi, en form for fortryllet stemning, som om stedet var en indgang til et andet univers. Hvad det nu end drejede sig om, så havde hun besluttet sig for selv at finde ud af, om de historier, der cirkulerede i Miami om denne snuskede bar, var sande. Hun havde sat sig sammen med sine venner tæt ved bardisken, som var det ene af de to steder i lokalet, der var ordentligt oplyst. Det andet sted bestod af en skærm, hvor det ene bil-lede efter det andet af et overdådigt og farvestrålende Cuba rullede forbi, skønt fotografierne hørte en anden tid til.


22

Det var på dét tidspunkt, hun fik øje på skikkelsen. i star-ten syntes hun, at figuren så endnu mørkere ud end de om-kringliggende skygger. et genskær fik Cecilia til at tro, at skikkelsen førte et glas op til munden, men bevægelsen var så hurtig, at hun tvivlede på, om det virkelig var det, hun havde set. Hvorfor gjorde skyggen et sådant indtryk på hen-de? Måske skyldtes det den påfaldende ensomhed, som lod til at ledsage den fremmede … Men Cecilia var ikke taget hen på baren for at få flere bekymringer. Hun besluttede sig for at glemme den ukendte skikkelse og bestilte en drink. Det ville hjælpe hende med at fordybe sig i det virvar, som hendes sind havde forvandlet sig til: et sted, hun altid havde troet at hun kendte godt, men som hun på det sidste følte var blevet til en labyrint.

Hun var flygtet fra mange ting, da hun forlod sit land. fra så mange, at det ikke længere var værd at erindre dem. og mens hun betragtede de forfaldne bygninger langs hav-nepromenaden Maleçon forsvinde i horisonten – under den mærkelige sommer i 1994, hvor så mange var flygtet i gum-mibåde i fuldt dagslys – svor hun, at hun aldrig mere ville vende tilbage. fire år senere befandt hun sig stadig på åbent hav. Hun ville ikke vedkende sig det land, hun havde forladt, men følte sig fortsat som en fremmed i den by, som næst efter Havana husede flest cubanere i verden.

Hun nippede til sin martini. Hun kunne se genskæret fra glasset, og den gennemsigtige og lette drinks skvulpen ramte hendes lugtesans. Hun forsøgte at koncentrere sig om det diminutive ocean, der bevægede sig mellem hendes fingre, samtidig med at hun rettede sin opmærksomhed mod den indre mærkelige fornemmelse. Hvad var det? Hun havde fornemmet noget i samme øjeblik, som hun trådte ind i baren og opdagede fotografierne af musikerne og de mange bille-der af Havana i gamle dage. Hendes blik bevægede sig igen


23

over mod den ubevægelige person i hjørnet, og i samme øje-blik kunne hun se, at skikkelsen var en gammel kvinde.

Hun lod sit syn vandre tilbage til skærmen, hvor et op-rørt hav kastede sig mod Havanas havnefront, mens Benny sang: „… og da jeg kyssede dine læber, fik min sjæl fred“. Men melodien fik hende til at føle det modsatte af, hvad teksten udtrykte. Hun søgte trøst i sin drink. Til trods for sit ønske om glemsel blev hun overmandet af skamfulde følelser, som den svimmelhed, hun følte i sit hjerte, og som hun ønskede at skubbe fra sig. Det var en fornemmelse, der gjorde hende rædselsslagen. Hun kunne ikke genkende sig selv i de smer-tefulde hjerteslag, som boleroen frembragte hos hende. Hun blev klar over, at hun var begyndt at savne fagter og udtryk, selv bestemte vendinger, som hun foragtede, da hun levede på øen. Talemåder fra yderkvartererne, som hun nu ville gå i døden for at høre i en by, hvor det vrimlede med Hi, sweetie, og Excuse me blandet med et spansk, der kom så mange ste-der fra, at det ikke tilhørte nogen.

„gud!“ tænkte hun, mens hun tog olivenen fra sin drink op. „når jeg tænker på, at det var dér, jeg fik ideen at studere engelsk.“ Hun tvivlede et øjeblik: Hun vidste ikke, om hun skulle spise sin oliven eller vente, til hun havde drukket sin drink ud. „og alt dette skyldtes, at jeg blev besat af ideen om at læse shakespeare på originalsproget,“ huskede hun, og satte tænderne i sin oliven. nu følte hun kun had. naturlig-vis ikke mod den skaldede digter fra globe Theatre, ham følte hun fortsat ærefrygt over for. Men hun havde fået nok af at lytte til et sprog, der ikke var hendes.

Hun fortrød, at hun havde slugt olivenen i et anfald af vrede. nu lignede hendes martini ikke længere en martini. Hun rettede igen sit blik i retning af barens hjørne. Den gamle kvinde sad fortsat med et glas foran sig, som hun knap nok rørte, forstenet foran billederne fra skærmen. fra højtalerne


24

begyndte der at flyde en varm, dyb stemme, som fra en svun-den tid. „Det er en smerte, en stor smerte, at føle sig så alene …“ åh, gud, hvilken skabagtig sang, som alle boleroer, tænkte hun. Men det var præcis sådan, hun følte sig. Det gjorde hen-de så flov, at hun drak halvdelen af sin drink i én slurk og fik et hosteanfald.

– Min pige, lad være med at drikke så hurtigt, jeg har ikke lyst til at lege barnepige i dag, sagde freddy, som ikke hed freddy, men facundo.

– Begynd nu ikke at kontrollere hende, mumlede lauro, alias la lupe, der i virkeligheden hed laureano. – lad hen-de bare drukne sine sorger.

Cecilia løftede blikket fra sin drink og følte tyngden af en lydløs kalden. Hun havde følelsen af, at den gamle kvinde betragtede hende, men røgen i lokalet forhindrede hende i at vide det med sikkerhed. kiggede skikkelsen virkelig over mod det bord, hvor hun og hendes venner sad, eller kiggede kvinden over mod dansegulvet, hvor musikerne var ved at indfinde sig? Billederne forsvandt, og skærmen steg op som en himmelsk fugl, indtil den forsvandt op under loftet. Der var en kort pause, og pludselig begyndte musikerne at spille med en lidenskab så febrilsk, at den fik sjælen til at danse. rytmen fik hende til at føle en uforklarlig smerte. Hun følte erindringens bid.

Hun bemærkede, at et par turister med et nordisk udse-ende så målløst til. Det var nok ret usædvanligt for dem at se en ung mand, der lignede lord Byron i profil, spille trom-mer, som om han var blevet besat af djævlen, ved siden af en mulatpige med kinesiske træk, som rystede sine fletninger til træstokkenes rytme, og en sort mand med en kraftfuld stem-me, der lignede en afrikansk konge med en ring i øret, som sang i tonelejer, der vekslede mellem en operabaryton og de nasale lyde i cubansk son.

Cecilia kiggede over på sine landsmænds ansigter og for-


25

stod, hvad det var, der gjorde dem så tiltrækkende. Det var den manglende bevidsthed om deres blandede race, deres manglende evne – eller måske var det ligegyldighed – til at erkende, at de alle var af en meget blandet oprindelse. Hun kiggede over mod det andet bord og følte medlidenhed med vikingerne, der var fastlåst i deres intetsigende ensartethed.

– kom, lad os danse, sagde freddy og trak hende hen mod sig.

– er du vanvittig? jeg har aldrig nogensinde danset til den slags musik.

som teenager havde hun lyttet til sange om trapper, der steg op til himlen, og tog, der kørte gennem kirkegårde. rock var rebelsk og fik hende til at føle lidenskab. Men hendes teenageår var forbi, og nu ville hun have gjort hvad som helst for at kunne danse til den guaracha-rytme, der fik alle til at rejse sig op fra deres stole. Hun var misundelig på alle disse dansere, der drejede rundt, stoppede op, dansede tæt sam-men for igen at dreje væk fra hinanden, alt sammen uden at falde ud af rytmen.

freddy blev træt af at bede hende om at danse og hev fat i la lupe. De to gik ud på dansegulvet for at danse midt i tumulten. Cecilia tog endnu en slurk af sin forhistoriske mar-tini, der næsten var afgået ved døden. Det var nu kun den gamle kvinde og hende selv, der sad ved bordene. selv erik den rødes efterkommere havde kastet sig ud i festen på dan-segulvet.

Hun drak ud og kiggede på den gamle kvinde uden at forsøge at skjule det. en slags uro steg op i Cecilia over at se hende så alene, så fjern fra de andre gæster. røgen var næ-sten forsvundet, og hun kunne bedre se hende nu. kvinden kiggede ud på dansegulvet med et fornøjet udtryk, og hendes pupiller strålede. Pludselig gjorde hun noget uventet: Hun drejede hovedet og smilede til Cecilia. Da den unge kvinde gengældte hendes smil, rykkede hun en stol frem med en be-


26

vægelse, der var en tydelig invitation. uden at tvivle et se-kund gik Cecilia hen og satte sig ved siden af hende.

– Hvorfor danser du ikke med dine venner? Der var en skælven i hendes stemme, men ellers lød den

klar. – jeg har aldrig lært det, svarede Cecilia, – og nu er jeg

for gammel til at lære det.– Hvad ved du om alderdom? hviskede den gamle kvin-

de, og hendes smil blegnede en smule. – Du har stadig et halvt århundrede tilbage at leve i.

Cecilia svarede ikke, men kiggede interesseret på det ved-hæng, der hang fra en kæde rundt om hendes hals: en lille hånd, der greb fat om en mørk sten.

– Hvad er det?– åh! kvinden lod til at glemme sin opslugthed. – en

gave fra min mor. Den værner mod forbandelser. lysene begyndte at rotere i alle retninger og oplyste svagt

hendes træk. Hun var mulat, dog næsten hvid i hudfarve, men hendes træk afslørede hendes blandede baggrund. Ceci-lia tænkte, at hun var yngre, end hun først havde troet. eller var hun? De flygtige lysglimt narrede hende.

– jeg hedder amalia. Hvad hedder du?– Cecilia.– er det første gang, du er her?– ja.– kan du lide det?Cecilia tøvede.– Det ved jeg ikke.– jeg kan se, du har svært ved at indrømme det.Den unge kvinde blev tavs, mens amalia pillede ved sin

amulet.Guarachaen blev afsluttet med tre kraftige slag på en guiro,

og en fløjtes svage tone indvarslede et nyt nummer. Det så ikke ud til, at der var nogen, der havde lyst til at sætte sig


27

ned. Den gamle kvinde betragtede de dansende, der igen be-gyndte at bevæge sig efter musikkens rytmer, som var musi-kerne i besiddelse af rottefængeren fra Hamelns fløjte.

Cecilia tog mod til sig og spurgte hende: – kommer De her ofte?

– næsten alle aftener … jeg venter på en.– Hvorfor laver De ikke en aftale med den person? så vil-

le De ikke vente her alene. – jeg nyder stemningen, indrømmede kvinden, og hendes

blik gled ud på dansegulvet. – stedet giver mig erindringer om en svunden tid.

– og hvem venter De på, hvis jeg må spørge om det?– Det er en ret lang historie, selvom jeg kunne fortælle dig

en kort udgave. Hun holdt en pause for at kærtegne sin amu-let. – Hvilken version vil du helst høre?

– Den mest interessante, svarede Cecilia uden tøven.amalia smilede.– Historien begyndte for mere end et århundrede siden.

jeg vil gerne fortælle dig starten, men det er allerede sent. Cecilia kradsede nervøst i bordet med en negl, uden at

vide om svaret betød et nej eller et ja. Hun oprullede for sit indre blik billeder af Havana, som byen havde set ud i gamle dage: kvinder med blege ansigter og kraftige øjenbryn, der bar blomsterbesmykkede hatte, strålende reklamer i en gade fyldt med butikker, kinesiske grønthandlere, som solgte de-res varer på hjørnerne …

– Det kom bagefter, hviskede kvinden. – Det, jeg gerne vil fortælle dig, skete langt tidligere i en anden del af verden.

Cecilia blev forskrækket over, at den gamle kvinde havde reageret på hendes tanker, men hun forsøgte at kontrollere sin sindsbevægelse, mens kvinden begyndte at fortælle en hi-storie, der ikke lignede nogen, som hun tidligere havde læst eller hørt. Det var en historie om landskaber i brand og skab-ninger, der talte en uforståelig dialekt, om forskellige former


28

for overtro og sejlskibe, der drog af sted mod ukendt land. Hun opfattede vagt, at musikerne blev ved med at spille, og at parrene fortsatte med at danse, som eksisterede der en pagt mellem dem og den gamle kvinde, der gjorde det muligt for dem at tale sammen alene.

amalias fortælling var nærmest en besværgelse. vinden blæste kraftigt mellem de høje sukkerrør i et fjernt land fyldt med skønhed og vold. Der var fester og død, bryllupper og drab. scenerne kom ud af en sprække i universet, som om der var en, der havde åbnet en dør, hvorfra erindringerne fra en glemt verden slap ud. Da Cecilia vendte tilbage til virkelighe-den, havde den gamle kvinde forladt baren, og de dansende par var vendt tilbage til bordene.

– Pyh, jeg kan ikke klare mere, sukkede la lupe og lod sig falde ned på en stol. – jeg kunne falde om af ren og skær udmattelse.

– Hvad du dog er gået glip af, min skat. freddy tømte sit glas. – Man skulle ikke tro, du var cubaner.

– Prøv at se, hvor himmelfalden hun ser ud. Hun ligner én, der lige er kommet fra en anden planet.

– skal vi bestille flere drinks?– Det er blevet meget sent, sagde hun. – vi må hellere gå.– Ceci, du må meget undskylde, men du er lige så livlig

som en mumie. Du er u-ud-hol-de-lig at være sammen med.– jeg er ked af det, laureano, men jeg har lidt ondt i ho-

vedet.– Min pige, tal ikke så højt, sagde den unge mand. – lad

være med at kalde mig sådan, ellers begynder folk bare at stille spørgsmål.

Cecilia rejste sig op og stak hånden ned i sin taske for at finde nogle penge, men freddy stoppede hende:

– nej, i aften er det os, der giver. vi har inviteret dig. kys så flygtige som sommerfugle. Cecilia kiggede ud i

halvmørket, som om hun ville være sikker på, at den gamle


29

kvinde ikke længere var der. uden at vide præcis hvorfor, havde hun svært ved at forlade baren. Hun gik langsomt og stødte ind i stolene, mens hun kiggede op på skærmen, hvor et par fra en anden tid dansede til en cubansk son på en måde, som ingen fra hendes generation kunne danse. Til sidst trådte hun ud i den varme nat.

Billederne, som var fremmanet af den gamle kvindes fortælling og af erindringen om Havana, blomstrende med musikalske guddommeligheder, havde givet hende en sær fornemmelse af at befinde sig to steder. Hun følte sig som en overnaturlig skabning, der kan være på to forskellige steder på samme tid.

– jeg er her, lige nu, sagde hun højt.Hun kiggede på sit ur. Det var så sent, at der ikke længere

var nogen dørmand. Det var så sent, at der ikke længere var en sjæl på gaden. visheden om, at hun skulle gå alene ned ad den øde gade, endte med at bringe hende tilbage til virkelig-heden.

skyerne opslugte månen, men mælkehvide stråler trængte igennem skylaget. To pupiller – som et blik fra helvede – duk-kede frem tæt ved en mur. en kat bevægede sig inde mellem buskene og kiggede vagtsomt op på hende. Månen undslap skyernes fangenskab og oplyste kattedyret, som var det et tegn. et sølvfarvet dyr. Cecilia studerede skyggerne: hendes egen og kattens. Det var en blå nat, blå som boleroen. Måske var det derfor, hendes tanker vendte tilbage til amalias for-tælling.





HAVA

NA

min

elskede


chavian

o

roman | sohnsohn

sohnsohn sohn

ISBN 978-87-7122-005-6







Havanamin elskede





HAVA

NA

min

elskede


chavian

o

roman | sohnsohn

sohnsohn sohn

ISBN 978-87-7122-005-6







Havanamin elskede





HAVA

NA

min

elskede


chavian

o

roman | sohnsohn

sohnsohn sohn

ISBN 978-87-7122-005-6







Havanamin elskede


Documents

Havana min elskede