I Guds navn, den Barmhjertige, den Nådigeshiatuali.weebly.com/uploads/2/4/5/4/24542380/alimam_ali_-a-_sout... · mest fremtrædende personlighed i Islam efter Profeten Muhammad,

I Guds navn, den

Barmhjertige, den Nådige

DEN MENNESKELIGE

RETFÆRDIGHEDS STEMME

DEN MENNESKELIGE RETFÆRDIGHEDS STEMME

(Sautu’l Adalati’l Insaniyah)

George Jordac

Libanon

Oversætter: Samira Khadem

Imam Ali Islamic Centre

Foreningen Ahlul Bait i Danmark

Indhold

Udgivers notat — 13

Oversætters kommentar — 15

Indledning — 17

En profets komme — 25

Et blik på historien — 31

Profeten og Abu Talib — 47

Profeten og Ali — 53

Ali er min bror — 57

Alis egenskaber — 69

Alis viden og forstandighed — 97

Menneskerettigheder og Ali — 107

En vanskelig test — 107

Fattigdom og dens konsekvenser — 115

Vilkårene forud for Ali — 139

Lederen er en af folke — 157

Frihed og dens kilder — 173

Individuel frihed — 187

Ansvarlighed — 193

At hjælpe de trængende — 209

Hverken fanatisme eller ufejlbarlighed — 235

Fanatisme — 242

Krig og fred — 247

Bekæmp undertrykkelse — 267

6

Alis administration — 279

I Guds navn, Den Nådige, Den Barmhjertige — 279

Det almindelige menneske — 281

Rådgivere — 282

De forskellige klasser af folk — 284

Hæren — 285

Reel vejledning — 287

Retspræsidenten — 288

Underordnede domstole — 288

Administration af indkomst — 289

Administrativ virksomhed — 290

Handel og industri — 291

De fattige — 292

Åben rådslagning — 293

Samhørighed med Gud — 294

Reserverthed er ikke ønskværdig — 295

Nepotisme — 296

Fred og traktater — 297

Sidste instruktioner — 299

FN’s menneskerettighedstraktat — 301

Livets værdi og Ali — 311

De fremherskende vilkår efter Ali — 323

De to familier Quraysh — 351

Mu’awiya og hans efterfølgere — 365

Husain og Yazid — 391

Hvem var Yazid? — 396

7

Støtter af de to parter — 411

Uthmans mordere — 453

Salven af kritik — 469

Hvad skete der med Abu Zar efter forvisningen? — 494

Kendsgerninger om Uthmans morder — 501

Falske erklæringer — 515

En stor sammensværgelse — 537

Personer som er ansvarlige for snigmordet på Uthman — 537

Oprør mod Ali — 557

Gud! vær vidne — 587

To bedragere — 601

Katastrofen — 629

Var det berettiget? — 643

Den guddommelige vilje — 655

Lad dem sørge — 661

Denne bog og enhver del af den er

solgt på betingelse af, at den ikke

skal handles eller på nogen måde

være udlånt, gensolgt, udlejet eller

på anden måde gengivet i nogen

anden form for indbinding eller

omslag. Denne betingelse

pålægges desuden efterfølgende

køber eller donator, med mindre

der foreligger forudgående skriftlig

tilladelse fra ophavsrettens ejer.

5. juni 1990

Kald til din Herres vej med visdom

og god formaning, og diskuter kun

med dem på bedste vis. For din

Herre ved bedst, hvem der er faret

vild fra Hans vej, og Han kender

bedst de retledte.

Koranen, 16: 125

UDGIVERS NOTAT

De troendes leder, imam Ali, fred være med ham1, er den

mest fremtrædende personlighed i Islam efter Profeten

Muhammad, fred og velsignelser være med ham2. Hele

hans liv er en lang kamp for udviklingen af Islam. Han var en storslået kriger, en fremtrædende dommer, en stor menneskeven og den mest fromme person i sin tid.

Meget er blevet skrevet og skrives fortsat om imam Alis liv, karakter og egenskaber. Denne bog er en dansk oversættelse af Sautu’l ’Adalati’l Insaniyah, biografien om imamen, skrevet på arabisk af George Jordac, en kendt kristen forfatter fra Libanon. Den har opnået stor popularitet i den arabiske og muslimske verden. Mange muslimske og ikke-muslimske lærde har givet den strålende anbefalinger.

Forfatteren er en lærd og højt anset mand, og han har skrevet denne bog med stor oprigtighed. Men til tider har

1- At skrive ”fred være med ham” efter at have nævnt Alis navn, er en god skik blandt muslimer. Det kan dog virke overvældende, hvis man skriver det hver gang i en længere tekst, og derfor vil det kun blive skrevet lejlighedsvis i denne tekst. 2- Samme forhold gør sig gældende, som i fodnote 1 ovenfor.

14 DEN MENNESKELIGE RETFÆRDIGHEDS STEMME

han sagt ting, som ikke stemmer overensstemmelse med historiske fakta. I sådanne tilfælde er en nødvendig præcisering blevet tilføjet som fodnoter og visse steder er enkelte passager blevet slettet helt.

I tråd med udbredelsen og populariteten af den arabiske version af denne bog, præsenteres den danske version for de danske læsere. Det er vores håb at denne bog vil oplyse sindet hos vores samvittighedsfulde unge generation og vil inspirere de unge mennesker til at forme en islamisk social orden.

OVERSÆTTERS KOMMENTAR

Prøv at forstå og få indsigt i denne storslåede personlighed, der først sammen med profeten kæmpede for menneskets rettigheder samt forbedring af menneskers almene vilkår og siden alene efter profetens død.

Han var i besiddelse af den dybeste indsigt og forståelse for den menneskelige natur.

Kampen for dem, som blev undertrykt og frataget deres rettigheder af nogen, som så sig selv som overlegne og misbrugte dem på enhver måde optog Imam Ali i høj grad.

Denne storslåede person var god selv overfor sine fjender og gjorde sit bedste for at få dem på det rette spor.

Denne mand brugte hele sit liv på at få folk til at tænke på og tage hensyn til andre end kun lige sig selv. Han gav afkald på alle de jordiske goder, som han havde alle muligheder for at opnå, men som han ikke var interesseret i. For hvis man virkelig vil forstå hvordan folk, som er undertrykte og misbrugte, har det, er det nødvendigt, at man lever under de samme forhold og vilkår som dem. Imam Ali var heller ikke interesseret i de jordiske goder, fordi han vidste at de ikke var noget som han ville få glæde af i den næste verden. Han vidste derimod, at de handlinger og gerninger, som mennesket udfører med et


godt og rent hjerte og med god vilje overfor andre, og i vished om at man følger Guds Bud, betyder, at man gør det rette.

Så hvis alle ville gøre deres bedste for at leve efter Guds Bud, hvad enten man er kristen, muslim eller noget andet, så ville alle mennesker kunne leve i fred og fordragelighed og i gensidig respekt, trods forskelle i overbevisninger og kulturer.

Vi bør alle huske på, at vi trods alt er skabt af Gud, og vi vil alle vende tilbage til Gud, og der er ingen, som er mere eller mindre værd end andre. Kun i kraft af ens handlinger kan man være bedre end andre.

Få andre udover imam Ali var klar over hvilken betydning livets værdi havde, og hvilken belønning man får ved at gøre det rette, selvom det måtte koste ens eget liv.

Samira Khadem

INDLEDNING

Denne historie om storslåede mennesker er en kilde til erfaring, tro og inspiration for os – en kilde som aldrig vil udtørre. Denne verdens storslåede mennesker er ligesom bjergenes høje tinder, som vi med stor iver og brændende længsel stræber efter at bestige. De er som fyrtårne, der holder mørket omkring os borte. Det er i kraft af deres eksempler, at vi har opnået selvtillid. De har givet os håb i livet, lært os dets formål og mål og hjulpet os til at gøre brug af dets goder. Hvis disse bemærkelsesværdige personer ikke havde været der, ville vi bukke under i fortvivlelse, mens vi kæmpede mod de usete og ufattelige magter og ville have overgivet os selv til døden.

Ikke desto mindre har de retskafne personer indtil nu ikke selv overgivet sig til fortvivlelse, og ej heller skal de gøre det i fremtiden, for de er berettiget til sejr og succes. Dette er gennem kendsgerninger i historien bevist, for mange personer har været succesfulde og sejrrige, og Ali er en af dem. Disse personer, som besejrede døden, er altid med os. Selvom tid og rum adskiller os fra dem, forbyder tiden os hverken at høre deres ord, lige som afstanden heller ikke afholder os fra at se deres ansigter.

Indledningen fra den første udgivelse af den arabiske version, som blev udgivet i 1956.


Det bedste bevis for, hvad der er blevet sagt før, er den nuværende bog. Det er biografien om en enestående mand. Selv om han blev født i Arabien, er hans person ikke beregnet for Arabien alene. Selv om kilderne til hans venlighed og gunst udsprang fra Islam, er han ikke begrænset til muslimerne. Hvis han kun havde været for muslimerne, ville en kristen ikke have følt sig tilskyndet til ufrivilligt at analysere begivenhederne i hans liv og lovprise ham som en poet, beskrive hans fascinerende dømmekraft, hans formidable bedrifter, hans mod og de interessante begivenheder i hans liv.

Alis titel var ikke begrænset til slagmarken. Han var også uforlignelig i anliggender af tro, gudfrygtighed, renhed, retorik, ædelmodighed, han hjalp de bedragede og de undertrykte og støttede sandheden. Så meget at selv efter en periode af mere end fjorten hundrede år er hans vidunderlige bedrifter en lysende ledestjerne for os og særdeles nyttige til at gøre vore liv bedre.

Forfatteren har forklaret de forskellige begivenheder i detaljer og også detaljeret nævnt imamens synspunkter og holdninger vedrørende religiøse, politiske, sociale og finansielle anliggender. Derudover har han forklaret begivenhederne i Alis liv med stor behændighed og på en måde, som de ikke er blevet beskrevet før.

Ingen historiker eller forfatter kan, uanset hvor behændig og snild han måtte være, tegne et sandt billede af Lederen for de Troende selv på tusinde sider, og ej heller kan han fyldestgørende forklare de forfærdelige begivenheder, der foregik på hans tid. De ting, som denne vidunderlige og uforlignelige person tænkte på og handlede efter, var indtil

INDLEDNING 19

da ikke blevet set eller hørt af nogen som helst. De er flere end en historiker kan dække selv i en meget detaljeret afhandling. Som følge deraf, vil enhver fremstilling af Imam Ali af en hvilken som helst forfatter uundgåeligt være ufuldendt.

Imidlertid er forfatterens formål med at skrive en bog som denne, at samle detaljerne i De troendes Leders handlinger og ord fra alle mulige kilder, omhyggeligt at tænke over dem og så præsentere dem på sådan en måde, at det er muligt at se nogle glimt af imamen, som han var. Det er, hvad forfatteren har gjort i denne bog.

Michael Na’imah

Det arabiske område er meget smukt og underfundigt, og det vil bevare disse karakteristika selv i fremtiden. Området er præget af meget store ørkener. Hvis disse ørkener ikke havde været uden regn og i stedet havde været grønne og frugtbare, ville dette land have brødfødt de sultne og beklædt de nøgne i denne verden. Arabien har imidlertid altid været præget af ørken. Der er enorme områder bestående af sanddynger, små og tørre bakker og stenede områder, som hverken er mulige at opdyrke og ej heller beboelige. Hvis landbrug havde været muligt, ville denne region have været tæt befolket, men virkeligheden er anderledes. Selvom området er omgivet af vand på tre sider, er regnen meget minimal og det er meget varmt om sommeren.

Det regner dog i nogle områder, hvilket gør atmosfæren noget køligere, men når den varme vind blæser, er det så varmt at træer og planter udtørrer, og selv dyr dør af varmen.

De arabiske poeter nyder den milde brise, som altid blæser fra den østlige side, og sammenligner den med brisen fra paradis.

Der er ingen rindende floder i Arabien. Men når regnen kommer og små strømme begynder at flyde, udnytter folk muligheden og samler vand ved at konstruere dæmninger. Dette vand rækker så nogen tid.

INDLEDNING 21

Kameler er de mest udbredte dyr i Arabien, og de nyder en fremtrædende position sammenlignet med dyrene fundet i andre regioner. Den Almægtige Gud har givet kamelen lange ben så den nemt kan dække lange distancer og ikke blive udmattet i de trøstesløse ørkener. Dens fødder er formet sådan, at de ikke skubber sig gennem sandet. Den besidder desuden tilstrækkelig styrke til at krydse de vanskelige og hårde stier og kan tåle varme såvel som tørst. Gud har givet den en ganske usædvanlig mave, i hvilken den kan opbevare tilstrækkeligt med vand til mange dage, og når vand ikke er til rådighed for dens ejer, kan han også tage vand ud på en eller anden måde fra dens mave til sit eget brug. Araberne har givet kamelen tusinder af navne.

Vegetationen er meget sparsom i disse områder. Nogle tornede buske gror, men de er oftest visne og indtørrede på grund af manglen på vand og den stærke varme. Folks boliger består som regel af telte, som ikke kan beskytte dem fra den brændende vind og fra solens hede. Faktisk er der ingen forskel på, om man lever i disse telte eller under åben himmel. Af disse grunde er folk i området få og spredte. Arabiens folk plejer normalt ikke at leve på et fast sted, men flytter fra sted til sted.

Det vigtigste ernæringsmiddel for Araberne er tørrede dadler. Som supplement til dette spiser de kød fra kameler og dyr, de dræber ved jagt. Da araberne i tidligere tider levede deres liv i ørkenen, blev krigsførelse og blodsudgydelse en del af deres natur. Der er så varmt i ørkenen, at jorden udvikler tilstrækkelig varme til at folk kan stege deres kød direkte på sandet.


Ørkenen er fyldt med sand, har en sparsom og spredt befolkning og vedvarende strabadser gør livet meget belastende. Glade forventninger og håb, som er livets drivkraft, eksisterer ikke i denne ørken.

Under sådanne vanskelige omstændigheder og med sådan et ensartet liv var det ikke muligt for de arabiske nomader at blive bekendt med livets omskifteligheder og de forskellige skikke og levevilkår hos folk andre steder i verden. Følelsen af retfærdighed og gudfrygtighed, som gør at en mands hjerte accepterer troen, kan man næsten ikke forestille sug i et goldt land. Sådanne kvaliteter udvikles ofte i grønne og frugtbare lande og ikke i stenede og tørre områder. De udvikles i personer, som er begavet med velsignelser af alle slags og ikke i hjerterne af dem, som er blottet for dem.

Der fandtes nogle få små byer og bosættelser, men de var ikke af nogen betydning, for det første fordi deres antal var ganske ringe, og for det andet var de ikke andet end nogle få telte slået op i en gold ørken, hvor folk måtte lide under de ufordelagtige vinde. Taif og Medina bød på bedre muligheder for livets underhold.

Hvad angår Mekka var det et afgudstempel. Byens indbyggere var handelsmænd, i hvis øjne en dinar var mere værd end et menneskes liv.

Et liv i fattigdom og nød i en ørken brændende som helvede og en tilværelse fyldt med fortvivlelse og en fremtid uden håb – det var vilkårene for dem som boede på det sted, vi kender som Den Arabiske Halvø.

INDLEDNING 23

Det overraskende i dette er, at selvom der er mange tilstødende områder til Arabien, som er frugtbare og har alle livets behageligheder, var der folk, som ignorerede alle disse faciliteter og foretrak at leve et miserabelt liv i dette golde land. De tænkte aldrig på at forlade denne ørken. Og hvad der er endnu mere overraskende er at disse folk, anså deres hjemland for at være bedre end resten af verden. De ønskede hverken at forlade det eller at vælge et andet sted som deres hjemland. Det var den arabiske ørkens mirakel, selv før Islams profet blev udvalgt til sin profetiske mission.

Uanset om vi sammenligner alle de kølige og søde våre, de frugtbare og grønne områder, de smukke scenerier, rigdommen og alle andre velsignelser som man kan nyde i mange forskellige lande ud over Arabien, synes disse lande, med alle de ting som fandtes, alle disse velsignelser og herligheder at fremstå som værende uden værdi. Den Arabiske ørken, miraklernes land, producerede noget som var bedre end alle de andre velsignelser.

Den enestående nådegave var den store personlighed, som skænkede sine velsignelser til alle mennesker; han som rensede virkelighedens udspring; ham på grund af hvem livets værdi blev kendt; ham der gjorde retfærdighed og frihed kendt, og ham gennem hvem virkeligheden blev ophøjet: Muhammad, må Allahs ypperste velsignelser og fred være med ham.

Fødslen af Muhammads fætter, Ali, i Arabien, hvor menneskeliv ikke var mere værd end en dinar, var det andet mirakel i denne ørken.

**********

EN PROFETS KOMME

Med øjne så klare som den skinnende sol, med ord på sine læber mere strålende end solens lys, med et hjerte friskere end blomsterne i Yathribs og Taifs haver, med vaner og moral mere klar end Hijazs måneklare nætter, et sind mere energisk end de stærke vinde, en fortryllende stemme, et hjerte med himmelsk lys, en fast beslutsomhed som et skarpt sværd og himmelske ord på tungen – således var Muhammad, søn af Abdullah, Arabiens profet, profeten som ødelagde afguderne som havde skilt brødre fra brødre. Han nedbrød ikke kun afguder af træ og sten men også rigdommens, uanstændige vaners og udskejelsens afguder.

Det eneste, som de feje Quraysh ønskede, var, at penge skulle overføres fra de arabiske nomaders hænder til deres egne lommer. Den eneste værdi som de forbandt med livet var at tjene penge, om de så skulle rejse gennem ørkenen på kamelryg og undergå ekstreme besværligheder og derefter vende tilbage til deres hjemby Mekka – den samme Mekka som var hjemsted for afgudsdyrkelse, og hvor penge var det eneste, som talte.

Pludselig hørte de en stemme som chokerede dem. Deres håb blev knust. Verdenen drejede sit ansigt væk fra dem sigende: ”Et menneskes værdi er ikke det samme, som I


har hævdet, og formålet med skabelsen af de arabiske nomader er ikke den samme, som I tog den for at være.”

Dette var Muhammads stemme

Banu Asad og Banu Tamim1 var så ufornuftige og uvidende

at de begravede deres døtre uden nogen grund2. Der var

ingen retfærdiggørelse for at gøre sådan, det var blot en skik, som havde overlevet iblandt dem. De handlede stik imod den Guddommelige Vilje. De hadede naturens skønhed. Og da hørte de en stemme, som udtrykte dyb kærlighed til og sympati for folk ved at sige: ”Begrav ikke jeres døtre i live. Døtre er lige så gode skabninger fra Gud som sønner. Intet menneske har ret til at frarøve andre livet. Det er kun Gud, Som skaber folk og lader dem dø”.


Araberne kæmpede altid. De kæmpede og udgød blod i årevis på grund af trivielle ting. De dræbte deres egne brødre og jublede og glorificerede sig selv for det bagefter. At ofre livet på grund af deres egen uvidenhed var meget almindeligt for dem. Børnene græd og skreg og voksede op under vilkår, som ikke var fremmende for fremelskelse af kærlighed eller sympati for nogen som helst i deres hjerter.

1- To af de kendte arabiske stammer i Mekka. 2- Blandt de arabiske stammer blev det anset for mindre værdigt at få en datter end en søn, og derfor led mange nyfødte piger den kranke skæbne at blive levende begravet, hvilket var en skik, disse stammer praktiserede for ikke at skulle bruge tid, kræfter og penge på at opfostre dem.

EN PROFETS KOMME 27

Under disse omstændigheder hørte de en anden stemme, som sagde: ”Hvad er det I gør? I dræber den ene efter den anden, skønt I alle er brødre, fordi I alle er blevet skabt af Gud. Strid er noget satanisk. Fred og venskab er mere gavnligt for jer. Velsignelsen, som I kæmper for, kan ikke opnås undtaget gennem fred”.

Dette var også Muhammads stemme

Araberne var de mest arrogante og egoistiske blandt mennesker. De anså ikke-araberne som laverestående i forhold til sig selv. Ja, faktisk anså de ikke engang ikke-arabere som mennesker. Muhammad brød sig ikke særligt meget om arabernes attitude. Med henvisning til denne arrogance sagde han: ”Ingen araber er mere end en ikke-araber, med mindre han er mere from. Hvad enten I kan lide det eller ej, er alle mennesker hinandens brødre”.

Der var undertrykte, hjemløse og hjælpeløse personer hvis ansigter var blevet brændt at de varme vinde. Samfundet havde kasseret dem og gjort deres liv elendigt. De var mere usle i folks øjne end sandkorn, og deres liv var blevet ekstremt lidet misundelsesværdig. Og disse var Islams profets sande venner, ligesom de trængende og samfundets udskudte var Jesus Kristus venner, og ligesom det har været for denne verdens andre store mennesker. Det var for de selv samme folk, Islams profet bestræbte sig for at hindre etableringen af et diktaturstyre, erklærede slaveri ugyldigt, frigav mennesker fra andre menneskers underkuelse og etablerede et offentligt skattekammer, som alle kunne få hjælp fra uden diskrimination. Han rettede folks anstrengelser hen imod offentlig velfærd.


Han insisterede overfor Quraysh, som var hans slægtninge, at for hvert skridt skulle de forbedre deres opførsel, gøre gode gerninger, og holde opmærksomheden helhjertet rettet imod Gud, Som havde forenet den fragmenterede skabelse til en helhed.

Ikke desto mindre ansporede folk fra Quraysh uvidende personer såvel som deres egne børn til at stene og latterliggøre ham.

Blandt de hjælpeløse, undertrykte og hjemløse slaver var

en som hed Bilal, profetens mu’azzin1, og han blev henrykt da han hørte dette: ”Alle mennesker bliver forsørget af Gud. Han holder mest af den person, som er mest hjælpsom overfor Hans skabninger”.


Dem, som var hans fjender, og som stenede og latterliggjorde ham, hørte denne oplivende stemme: ”Hvis du (Muhammad) havde været streng og hårdhjertet, ville de alle have forladt dig for lang tid siden. Tilgiv dem og bed Gud om at tilgive (deres synder) og konferer med dem i sikre anliggende. Men når du opnår en beslutning hav så tillid til Gud. Gud elsker dem, som har tillid til Ham”.


1- Mu’azzin er den person, som kalder til bøn i moskeen. Bilal blev den første mu’azzin i Islams historie, efter at han var blevet muslim og en fri mand.

EN PROFETS KOMME 29

De følgende rene ord blev indprentet i sindene på dem, som for Guds sag stræbte efter et bedre liv, og var rede til at støtte ham (Muhammad) i hans kampagne imod afgudsdyrkelse og onde gerninger, og var bange for at deres rettigheder og gode opførsel måtte blive spildt på slagmarken.

¡±Husk! Vær ikke forræderisk. Begå ikke tillidsbrud. Dræb hverken et barn eller kvinde eller gammel mand eller munke i klostre. Brænd ikke noget palmetræ og fæld ikke træer og riv ej heller en bygning ned”.


Araberne hørte denne himmelske stemme fra Muhammad og spredte den til alle fire verdenshjørner. De talte til magtfulde herskere og konger med denne stemme, etablerede broderskaber blandt mennesker, gav dem tro, og skabte forbindelse mellem menneske og Gud.

Muhammads lys spredtes så meget, at hele den gamle verden kom ind i det og fra øst til vest begyndte godhedens, visdommens, fredens og venskabets frugter at spire frem. Islams profet strakte sin hånd ud og såede venskabets og broderskabets frø over hele verden. Denne hånd er stadig udstrakt og har travlt med at så frø. Derfor er der ingen del i denne verden hvor Muhammads følgere ikke kan findes. En af dem kan være i Pakistan og en anden i Spanien, men på trods af dette er de begge under en og samme standard. Profeten sørgede for ære og respekt til de orientalske som selv nu er en skinnende krone på deres hoveder.


Denne profets stemme, var et kald for det menneskelige broderskab. Den holdt herskernes hænder tilbage fra at nå undersåtternes ejendom og gav lige rettigheder til alle mennesker. I hans religion er der ingen diskrimination mellem mennesker, mellem hersker og undersåt og en araber og en ikke-araber, fordi alle mennesker er Guds tjenere, og det er Ham, som forsyner os og giver os alle vort underhold.

Denne stemme frigjorde kvinder fra mænds undertrykkelse, befriede arbejdere fra kapitalisters uretfærdighed og udfriede tjenerne fra nedværdigende underkastelse for deres herrer. Som modsætning til Platon og andre filosoffer, som nægtede arbejderne deres sociale rettigheder på bekostning af deres ondskabsfulde okkupation og har delt samfundet op i mange grader, gjorde Islams profet alle mennesker medvirkende i styringens affærer. Han afviste det ene menneskes ret til at udnytte det andet eller til at opkræve ågerrenter.

Efter Islams profet var det Ali ibn abu Talib som kaldte mennesker til god moral.

**********

ET BLIK PÅ HISTORIEN

Hvis man studerer verdenshistorien vil man støde på fortællingen om en stor begivenhed, hvis lige ikke har fundet sted i de mere end ti århundreder, der er gået siden. Hvis du reflekterer omhyggeligt over de forskellige hændelser i verdenen vil du blive fascineret af en storslået personlighed foran hvis høje tænkning alt andet fremstår fuldstændigt trivielt. Verden og dens liv, børn, slægtninge, rigdom og magt er ham ligegyldige.

Denne personlighed er for storslået til at være placeret i rækken af almindelige mennesker, og hans indsigt er så skarp, at den kun minder om det almindelige menneskes af navn.

Hvis du lytter med dit hjerte, vil historien fortælle dig, om martyrerne på sandhedens og retfærdighedens vej, hvis blod dækker himlens grænser. Hvis du kigger ud i horisonten, vil du observere to former for rødmen; den ene er himlens naturlige rødmen, og den anden er blodet fra martyrerne som døde i kampen for sandhed og retfærdighed.

Tag et kig på Østens historie og se den store kraft af forståelse og opfattelse som er centrum for enhver cirkel af højere tænkning, og oprindelsen til al sand


ræsonnement og logik. Al moderne forskning og nye ideer om livet i denne verden og det hinsides er relateret til ham. De holdninger, som måtte komme dig for øre angående menneskeskabte systemer og love, civilisationens principper og moralske regler flyder fra samme kilde. Disse regler og principper er baseret på gensidige relationer, samarbejde og partnerskab baseret

på menneskelighed. Hvilken eftertænksom kraft1 har

udtænkt en ny politik og en ny metode i filosofi og stillet den til rådighed for folk, som igen har givet den videre til eftertiden? Alle har fordel af den ifølge en egen kapacitet, men ingen har indtil nu nået dens virkelige kerne og dybde. Det er nødvendigt at andre hjerner og intellekter må gøre nye opdagelser ud fra det, han har sagt.

Hvem er den oplyste person, som selv er genstand for lidelse og smerte, mens andre er velsignede og lykkelige på grund af ham? Han som har beredt og fortsætter med at berede vejen for sine venner såvel som fjender! En lærd som er rede til helhjertet at forklare ting for andre efter at have forholdt sig til årsag og virkning af alting!

Hvem er den dybsindige lærde, som har funderet over alting og for hvem der ikke findes noget, som han ikke er vel informeret om? Så meget at han også havde viden om de ting, som folk ikke havde gjort, men kun havde tænkt

1- Faktisk burde Alis viden ikke betragtes som resultatet af overvejelser fordi den kommer af guddommelig inspiration og er bragt til hans hjerte gennem Profeten. Den viden, som han besad eller selv en lille del af den, kan ikke opnås ved overvejelse og ræsonnement, uanset hvor dybsindig og ekstraordinær den måtte være.

ET BLIK PÅ HISTORIEN 33

på. Han besad så kraftfuldt et intellekt, at den viden, som fremkom i Østen efter ham, også bliver associeret med ham; faktisk er det ham, som er grundlaget for og hovedkilden til alle sådanne videnskaber.

Har du nogensinde set så perfekt et intellekt, at det skulle kunne have genkendt den største virkelighed? Og at virkeligheden er basis for sociale relationer, årsagen til at enhver stræber efter sin egen specifikke vej. Den fortæller hvorfor en gruppe følger den rette vej og den anden den forkerte vej.

Denne virkelighed, som Ali forstod for tretten århundreder siden, er blevet det nye diskussionsemne for lærde i Øst og Vest. Med dette mener jeg behovet for livets nødvendigheder, at forstå hvorfor folk følger forskellige retninger. En gruppe har overskredet dens grænser. Den har ignoreret retfærdighedens regler og forsøger at vildlede folk. For at nå deres nederdrægtige hensigter bedrager de, ligesom ulogiske ting udbredes af kapitalisterne for at tiltage sig rigdom, ved regeringskontorer for at få ting gjort gratis og at holde masserne under kontrol og af innovatorerne for at samle lydige følgere.

Genkender du den store vismand, som for mere end tusinde år siden etablerede en virkelighed som erstattede overtro og ekstravagante ideer i tusindvis, og som sagde: ”Hvis en person sulter skyldes det, at hans andel er blevet taget af en anden” og tilføjede: ”Jeg har ikke set nogen stor overflod, som ikke er forbundet med krænkelse af en rettighed.”


Angående hamstring skrev han til en af sine guvernører: ”Forbyd folk at hamstre, fordi det er noget, som medfører tab for befolkningen og giver herskerne et dårligt omdømme.”

En stor og oplyst person forstod menneskehedens dybeste hemmeligheder for mere end tusind år siden og konkluderede, at de personer, som ikke havde nogen værdi i kongers og herskeres øjne, var begavet med gode egenskaber og god moral, og enhver form for undertrykkelse overfor dem blev af dem (herskerne) anset for at være tilladt.

Den italienske skulptør Raphael lavede et billede af Jomfru Maria i form af en italiensk bondekone og synliggjorde alle gode menneskelige kvaliteter i den. Tolstoj, Voltaire og Goethe anbefalede og godkendte også med deres mentale indsats og forestillingsevne de samme ting, som havde været påpeget af Raphael i billedet. På den anden side, klargjorde Ali dette for århundreder siden. Han talte imod aristokraterne, den herskende klasse, profitmagerne og selviske personer, modarbejdede deres forkerte og absurde tænkemåder omkring de undertrykte og sagde: ”Ved Gud! Jeg skal virkeliggøre den undertrykte persons rettighed overfor undertrykkeren og skal trække undertrykkeren til sandhedens kildespring ved at sætte en ring i hans næse, omend han måske ikke kan lide det”.

De ting, som han har sagt om folk på hans tid, viser, at han udmærket forstod dem. De bestod på den ene side af værdiløse aristokrater og andre, som havde høj status til trods for deres ineffektivitet, og på den anden side af folk som var hjælpeløse og undertrykte, og som ikke havde


noget alternativ andet end at adlyde. Han sagde derfor kort sagt: ” De undertrådte er retskafne og de magtfulde er

de laveste og nedrigste.”1

Med disse ord mente han at de lavest rangerede ikke kan fremvise deres gode moral og talenter på grund af deres hjælpeløshed og undertrykkelse fra den magtfulde klasse, og at personer i magtfulde positioner skjuler deres fejl og mangler under kostbare klæder.

Han fortalte folk, at sandhed og dyd er faste og evige værdier, som altid har været og vil forblive for evigt. Inderst i hjertets dyb tror alle mennesker på dette, skønt forskellige folk udlægger det på forskellige måder. Selv de ældste nationer har blomstret under opretholdelsen af denne holdning, selv om de måske ikke har været helt bekendt med den. De har arvet deres synspunkter og overbevisninger fra deres forfædre og adopteret dem, for ved at gøre dette er de blevet sparet besværet med at forske og undersøge. Imitation blev således deres anden natur.

1- Her referer Lederen for de troende til et problem, som fremkom under perioden for hans kalifat, og som gjorde uoprettelig skade på den muslimske nation. Selvom dette ikke siges direkte af forfatteren, er det stadig en kendsgerning og bliver bevist fra hans andre bemærkninger. Rent faktisk var den største opgave for profeterne i deres mission og midlet til deres succes, at de introducerede individuel frihed og frihed til tanker imod tyrannernes politik såsom Nimrod og Farao som kontrollerede folks liv og ejendom og holdt deres tanker om magt trælbundet.


Grundlaget for alle disse overbevisninger og tanker er, at der er en absolut virkelighed, som skal være udgangspunktet for alle diskussioner og meninger.

Hans hjernes og hjertes kvaliteter muliggjorde det for Ali at virkeliggøre dette, og han troede helhjertet at noget, som er baseret på sandhed, aldrig bliver usikkert. Han var et perfekt eksempel på standhaftighed og var selv succesrig i sejr såvel som nederlag. På slagmarken såvel som på den politiske arena var det uvæsentligt for ham at vinde eller tabe, for han vidste, at virkeligheden var med ham, og det var ham selv, som var målestokke for adskillelsen mellem sandt og falsk.

I verdenshistorien er det ikke muligt at finde et menneske med så fast en overbevisning, at han ikke skulle vakle under nogen omstændigheder, og oprørets flamme ikke skulle få ham til at skælve. Intet kan ryste troen på en mand, andet end hvis fjenden beskylder ham for de værste overtrædelser og sågar afvigelse og falskhed. Og intet kan gøre en mand mere usikker end døden eller udfald mod ens tro, som er værre end døden. Ikke desto mindre, vaklede Ali ikke under nogen omstændigheder og intet kunne få ham til at vige fra sin vej. Han opgav ikke sine bestræbelser for Islams håndhævelse og tørstede ikke efter rigdom eller status som belønning for disse anstrengelser. Hans eneste belønning var troens succes.

Har man i verdenshistorien set nogen anden så storsindet person med et venligt og kærligt hjerte omringet af grådige, oprørske og hævngerrige hårdhjertede folk, ivrige efter at udnytte hinanden, mens han kan invitere dem til


fred og velstand, og de stadig samledes for at kæmpe imod ham?

Der er mange talemåder eller mundheld, folk lærer mundtligt eller skriftligt, og enhver kan tage et af dem i overensstemmelse med hans natur til at tjene som hans motto. Men har man set nogen anden person, som kunne være indbegrebet af renhed og anstændighed i deres oprindelige betydning?

Blandt verdenens store personligheder var Ali fremtrædende i anliggender om kærlighed og oprigtighed.

Oprigtighed var hans sædvane og natur, og hans hjerte og sjæl var mættet med disse kvaliteter. Han elskede folk men forbandt ikke kærlighed med hans eget jeg. Han holdt sine løfter. Oprigtighed var essensen i hans væsen. Med hans naturlige og dybe intelligens fandt han ud af, at frihed er den mest hellige ting. Hele verden længes efter den og anser ikke nogen anden velsignelse for at være på lige fod

med den.1

Kun frie mennesker besidder kraften til korrekt tænkning og gode vaner, og sand kærlighed og ren oprigtighed er heller ikke muligt uden frihed. Han sagde derfor: ”Den værste bror er ham med hvem du bør overholde

1- Mennesket elsker frihed. Derfor vil en person, som er sat i fængsel men alle livets bekvemmeligheder er givet til ham, alligevel foretrække frihed frem for fængselslivet. Profeterne bekæmpede tyrannerne og fik succes, fordi de godtgjorde, at mennesket er berettiget til at besidde kontrol over sine egne aktiviteter og sin ejendom, hvorimod de tyranniske herskere nægtede folk denne rettighed og udsatte dem for alle former for tortur og tyranni.


formaliteter”. Som følge deraf kan man aflede, at den bedste mand er ham, som ikke er af denne type.

Kender du nogen hersker som aldrig har spist sig mæt fordi mange blandt hans undersåtter ikke fik tilstrækkelig mad til at fylde deres maver, eller ikke bar fine klæder fordi mange folk bar simple klæder, eller ikke samlede en formue fordi der var mange fattige og trængende folk?

Ali anbefalede hans børn og venner til at følge i hans spor. Han afslog at give så meget som en dinar til sin bror, fordi han ikke var berettiget til det. Han foretog alvorlige handlinger imod hans nære følgere, almindelige såvel som officielt ansatte, hvis de tog så meget som et brød som bestikkelse. Han advarede en gang en person imod at bryde tilliden til respekt for offentlig ejendom med disse ord: ”Jeg sværger ved Gud, at hvis du begår tillidsbrud imod respekt for offentlig ejendom, vil jeg foretage så alvorlige handlinger imod dig, at du vil blive fattig, bebyrdet og vanæret.” Og til en anden person henvendte han sig med disse velformulerede ord: ”Jeg er blevet givet viden om, at du har fejet jorden ren, har tilegnet dig hvad der var under dine fødder og ikke har gemt noget. Du skal, derfor, sende din opgørelse til mig.”

Han formanede også en person, som var blevet rig ved bestikkelse med disse ord: ”Frygt Gud og returner folks ejendom til dem. Hvis du ikke gør det og Gud giver mig råderet over dig skal jeg udføre den pligt, som jeg skylder Gud med hensyn til dig og skal slå dig med det sværd, som har sendt enhver til Helvede, som det har ramt”.


Har man nogensinde hørt om en monark, som plejede at male korn med sine egne hænder og selv tilberedte sit eget brød, som var så hårdt, at det kun kunne brækkes ved at presse det mod knæet? En monark som selv reparerede sine sko og som ikke samlede nogen verdslig rigdom, fordi han ikke havde noget formål for øje andet end at hjælpe de skadesramte og undertrykte, så han kunne realisere deres rettigheder overfor undertrykkerne og gøre dem lykkelige? Han som aldrig bekymrede sig for sin mad og aldrig tænkte på fornuftig søvn, fordi nogle personer i hans land sultede.

Han som ytrede denne velformulerede sætning: ”Skulle jeg tilfredsstille mig selv med at folk kalder mig ’Leder for de troende’ og så ikke dele livets besværligheder med dem?”.

Hvis lederskab og magt ikke har til formål at styrke sandheden og eliminere falskheden, er de de værste ting i verden i Alis øjne.

Hvilken person som er berømt for sin retfærdighed er sådan, at selv hvis hele verdens befolkning forenedes imod ham, kunne man sige, at han havde ret og hans modstandere tog fejl. Ali besad denne kvalifikation, fordi hans sans for sandhed og retfærdighed ikke var tilegnet men naturlig og fra ham lærte andre. Hans love var ikke formuleret på grund af krav fra lederskab og samfund men lederskab og samfund var baseret på disse love. Med fortsæt tog han ikke en vej, som kunne føre ham til magtens tinde, men valgte i stedet den som gjorde det muligt for ham få sin plads i de rene hjerter. Retfærdighed var en del af hans sjæl og var rodfæstet i hans hjerte, og den havde ligeledes smeltet sammen med andre dyder.


Det var ikke muligt for ham at afvige fra retfærdighed, som var krav, der stammede fra dybt i hans egen natur. Retfærdighed var et element, som var flettet ind i hele hans krop og løb i hans årer ligesom blodet.

Findes der i historiebøgerne noget modigt menneske, som blev bekæmpet af en gruppe egoister også omfattende hans egne slægtninge, og disse personer var sejrede over ham i kamp, og alligevel herskede han over dem? Dette skete i Alis tilfælde og han dominerede over dem, fordi de var blottet for menneskelige kvaliteter og deres styrke var opstået ved hjælp af undertrykkerne ved brug af bedrag, bestikkelse, griskhed og svindel, hvorimod han ofrede alle sine ejendele og sit liv på vegne af menneskelig excellence, retfærdighed og beskyttelse af andres rettigheder. Det var af denne grund, at hans fjenders sejr rent faktisk var deres nederlag, og hans nederlag var en stor succes for de menneskelige dyder.

Findes der en stor kriger på historiebøgernes sider, som elskede selv sine fjender og ønskede at se dem begavet med menneskelige kvaliteter. Ali var sådan en person. Han var så venlig imod sine fjender, at han anbefalede sine følgere: ”Tag ikke første skridt til at kæmpe mod dem. Når de er overvundet ved Guds vilje, så forfølg og dræb ikke dem, som løber væk. Dræb ikke de hjælpeløse og de sårede og forulemp ikke kvinderne”.

Fjendens hær bestod af elleve tusinde mand, som var ivrige efter at udgyde hans blod. De blokerede hans adgang til vand for at han skulle dø af tørst. Men da hans opnåede kontrol over vandet, sagde han til dem: ”Vi slukker vores tørst med vand. Fuglene benytter sig også af


det. Også I skulle komme og tage det vand, som dækker jeres behov”.

Imam Ali plejede at sige: ”Hvis en person dræbes under

jihad1 på Guds vegne er hans spirituelle belønning ikke

mere end belønningen til en person, som kunne tage hævn, men afholder sig fra at gøre det, fordi sådan en person er en af Guds engle”.

Da en ondsindet person ramte ham i hovedet, og han var ved at forlade verden, som følge af slaget, sagde han til sine følgesvende: ”I tilfælde af at I tilgiver ham, vil jeres handling være nærmere fromhed og dyd”.

Han var en stor kriger, som havde forenet sit mod med godhed. Han irettesatte kun verbalt modstanderne, når de samledes for at modarbejde ham, selvom han kunne tøjle deres magt med sit sværd. Selv når han tog ud for at kæmpe imod dem, var han barhovedet og uden rustning, hvorimod de var bevæbnet så tungt, at deres ansigter dårligt nok kunne ses gennem deres hjelme og ringbrynjer. Da mindede han dem om gammelt broderskab og venskab og græd meget, fordi de havde valgt den forkerte vej. Alligevel, når han indså at rådgivning ikke havde nogen

1- Ordet jihad, som på dansk ofte fejlagtigt oversættes til ”hellig krig” har en langt mere omfattende betydning på arabisk. At gå i krig for Guds sag, er blot en lille del af betydningen af dette ord, som i bund og grund betyder bestræbelse. Mennesket bør stræbe mod det gode, og denne bestræbelse er jihad. Den foregår i det væsentligste i menneskets indre, hvor man som troende menneske bekæmper de dårlige og negative sider af sit eget væsen. Denne form for bestræbelse kaldes ”den store jihad”.


effekt på dem, og de var fast besluttet på at udgyde hans blod begyndte han ikke at kæmpe selv, men udsatte det indtil de startede kampen. På det tidspunkt trak han sit sværd for de undertryktes skyld og indledte et angreb som spredte dem som sandets partikler i ørkenen. Efter de ondsindede undertrykkere, som åbenlyst viste fjendskab og oprør, var dræbt, og han selv havde sejret, græd han ved deres døde kroppe, til trods for at de havde mødt denne skæbne på grund af deres selviskhed og den værste form for grådighed.

Har man hørt om nogen konge som besad alle midler af magt og rigdom som ikke var til rådighed for andre, men alligevel valgte lidelse og smerte for sig selv? Selvfølgelig, Ali traf sådan et valg. Han var al ædel byrd men han sagde: ”Ingen værdighed er større end ydmyghed og blidhed”.

Han sagde til nogle personer som elskede ham: ”Hvem der end elsker mig skulle lave en kappe af fattigdom til sig selv”.

En gruppe personer gik til det yderste på grund af kærlighed til ham. Derpå sagde han: ”To slags personer bliver genstand for destruktion på grund af mig – de venner som går til det yderste, og de ondsindede fjender.”

Ali straffede en gruppe hårdt, som anså ham for at være deres guddom. Han rådgav som brødre en gruppe personer, som var positivt indstillet over for ham. Nogle personer overfusede ham, og hans tilhængere tolererede ikke dette og skældte dem ud som svar på tiltale. Så sagde han: ”Jeg kan ikke lide, at I, som er mine venner, skal blive til folk, som bruger et groft sprog.”


Nogle folk var fjendtlige overfor ham. De skadede og bagtalte ham og skabte en opposition imod ham. Til trods for dette plejede han at sige: ”Straf jeres brødre med godhed og forbedr deres natur med ros og ære.” Ali sagde også: ”Jeres brødre er ikke mere magtfulde end jer, når de bryder kærlighedens og venskabets bånd, hvis I forsøger at styrke dem, og ikke de er hurtigere end jer til at udøve skade, hvis I opfører jer pænt overfor dem.”

Nogle folk foreslog ham at være venlig og mild overfor undertrykkerne, så hans position ville blive styrket. Han sagde som svar: ”Din ven er den, som afholder dig fra at gøre ondt.” Han sagde også: ”Vælg sandhed selvom det kan skade dig og afhold dig fra at fortælle løgn, selvom du kan opnå fordel ved det.”

Ali havde gjort godt overfor en person, og så kom den samme person senere for at slås med ham. Ali sagde henvendt til sig selv: ”Hvis en person ikke er taknemlig overfor din godhed skal det ikke betyde, at du skal ophøre med din godhed.”

Engang blev denne verdens velsignelser diskuteret i hans tilstedeværelse. Ali sagde: ”Ud af de verdslige velsignelser er god moral tilstrækkeligt.”

Når nogen folk foreslog ham at bruge alle midler ligesom en konge for at opnå sejr, sagde Ali: ”En person hvis hjerte er overmandet med synd er ikke en sejrherre, og den, som hersker ved brug af dårlige midler, er faktisk en besejret person.”

Ali bar over med dårlige handlinger fra sine fjender på hvilke kun han var opmærksom og sagde gentagende: ”En


mandig persons vane er, at han skal behandle, hvad han ser som uset”.

Hvis hans fjender eller de naive blandt hans venner sagde noget, som han ikke kunne lide, plejede han at sige: ”Hvis du hører noget fra en og der er en mulighed for at finde noget godt i det, så vær ikke mistænksom.”

Findes der nogen religiøs leder som har givet retningslinjer til sine embedsmænd med disse ord: ”Folk er enten dine trosbrødre eller lige som dig i forhold til skabelsen. Du skal, derfor, overse deres fejl, på samme måde som du ønsker, at Gud skal overse dine.”

Er der nogen konge, som har givet afkald på sit kongedømme for at etablere sandhed? Er der nogen rig person, som stillede sig selv tilfreds med kun brød til at opretholde sit liv, og at livet i hans øjne skulle være ensbetydende med at gøre godt mod menneskeheden og han skulle have budt ’verden’ ikke at bedrage ham men enhver anden?

Har du blandt østens litterære monumenter læst Nahj al-Balaghah (den engelske version af denne strålende bog er blevet udgivet af Islamic Seminary) og set hvor velformulerede og imponerende dens sætninger er? Den omhandler forskellige anliggender og giver information om denne såvel som den næste verden. Den er ligesom verdens begivenheder som ikke kan ændres, og hvis selv et ord fjernes fra dets placering vil hele bogen undergå en forandring.

Denne bog vil fortsætte med at være attraktiv, så længe som mennesket og dets intellekt og følelser eksisterer.


Dens veltalenhed overgår alle andre forfattede bøger. Den indeholder alle de karaktertræk i det arabiske sprog, som eksisterede på det tidspunkt såvel som dem, der blev introduceret senere. Som følge deraf, er det blevet sagt, at den er lavere end Guds ord og højere end det, som er blevet sagt af Guds skabninger.

Stor visdom, viden af højeste standard, uforlignelig retorik, perfekt mod og ubegrænset kærlighed og godhed var alle forenet i Ali. Hvis en person besidder blot en af disse egenskaber, er det tilstrækkeligt til at blænde andre, og når de er forenet i en person, er hans storhed nærmest ufattelig.

Til tider skete det, at denne filosof, skriftens mand, vismand, administrator, hersker og leder isolerede sig selv fra omverden, og ikke havde noget at gøre med andre. Han ønskede da kun at stimulere sine indre menneskelige kvaliteter og følelser, og formede disse fine og rene ord, som et bevis på, at kærlighed og stærke følelser blidt strømmede gennem hans hjerte:

”Manglen på venner er det samme som fattigdom.”

”Udtryk ikke glæde over andres modgang.”

”Bring folk tættere på dig ved mildhed og gavmildhed.”

”Tilgiv den som undertrykker dig.”

”Afskær ikke din gavmildhed overfor en person, som afskærer dig fra hans gavmildhed.”

”Skab nye relationer med den, som afbryder sit forhold til dig.”

”Vær venlig overfor den, som er fjendtlig overfor dig.”


Han var en storslået mand, som overgik verdens filosoffer i høj tænkning, de retfærdige i godgørenhed, de lærde i umådelig viden, forskerne i dyb indsigt, filantroperne i kærlighed og godhed, de fromme folk i mådehold, og hele verdens reformatorer angående reformatoriske synspunkter. Han delte de hjælpeløses sorger og hjalp de undertrykte i deres lidelser. Han belærte verdenens litterære folk i litteraturens kunst og trænede de modige i krigsførelse. Han var altid klar til at ofre sit liv for sandheden. Han kom højere end det højeste stade af menneskelige dyder og perfektionisme. Han fremviste disse kvaliteter ligeligt i ord og handling. Han var så storslået, at hans fjenders sejr over ham var betydningsløs, og deres sejr medførte ingen ændring, for på det tidspunkt var alting vendt på hovedet. Den højre hånd var på den venstre side og den venstre var på den højre side. Høj og lav, lys og mørke, jorden og himlen, havde alle antaget en omvendt form.

Det gør ingen forskel på Alis position hvorvidt historien anerkender ham eller ej, og hvorvidt hans eminence fremstår større eller mindre. Til trods for dette har historien bekræftet at han var i besiddelse af det dybeste stade for menneskelig tænkning. Han var martyrernes fader og retfærdighedens forkynder. Han var østens unikke mand, som vil leve for evigt!

**********

PROFETEN OG ABU TALIB

Hvis vi lægger detaljerne til side og kaster et blik, ikke på det der ser ud til at være omstændigheder, men på virkeligheden, viser den, at omstændighederne for og oplevelserne igennem Alis liv, søn af Abu Talib var af samme slags som profeten Muhammad mødte og holdningen hos hans følgesvende imod Mu’awiya og dennes kolleger var af samme slags som hos profeten og muslimerne overfor Abu Sufyan, Abu Jahl og andre fra Quraysh. Forskellen mellem dem var, at profeten opnåede tilstrækkelig styrke til at etablere en stat og at overvinde lederne af Quraysh, hvorimod omstændighederne havde ændret sig på Alis tid, og han havde ikke succes i at overvinde sine modstandere.

Selvom Ali ikke kunne regere over folk ligesom Banu Umayyah, var han ikke forhindret i at regere over de retskafne folks hjerter. Og han var så veludrustet med en perfekt mands kvaliteter, at han fortjente at regere disse hjerter.

Før vi begynder på vores afhandling om Ali, er det nødvendigt at kaste lidt lys over hvad, der forbandt ham med Muhammad, søn af Abdullah. Denne forbindelse eksisterede i deres oplevelser gennem livet såvel som i deres spirituelle kvaliteter, som havde udspring i samme


familie. Profeten var den mest fuldkomne person, og Abu Talibs søn fulgte i hans fodspor og var den mest fuldendte person næst efter ham og overgik alle andre.

Da profeten blev berøvet sine forældres kærlighed overtog hans bedstefar Abd al-Muttalib, som også var Alis bedstefar, hans formynderskab. Han bedstefar holdt meget af ham. Det skete tit at han fæstnede sine øjne på sin sønnesøn og sagde til de tilstedeværende: ”Dette barn er meget retskaffent.”

Han viste Muhammad stor respekt, selvom han kun var et barn, og ved de stammens forsamlinger lod han ham sidde i Kabaens skygge, hvor selv hans brødre ikke kunne drømme om at sidde.

Da hans bedstefar døde, blev hans formynderskab overført til hans onkel Abu Talib, Alis far. Profeten levede et komfortabelt liv under hans onkels formynderskab, og nød godt af hans kærlighed, ulastelige manerer og høje moral, som han havde naturligt fra Abd al-Muttalib. Den gode moral, som var karakteristisk for Abd al-Muttalibs familie, var medfødt i Muhammads sjæl og var synlig i hans ord og handlinger. Det kan siges, at da Gud valgte Sin budbringer fra Bani Hashims familie, valgte Han også hans ædle onkel til at træne ham. Det synes at en engel havde informeret Abu Talib om hans nevøs hemmelighed, hvilket ingen andre var klar over.

Under en periode med hungersnød og tørke blev dette barn opfordret af sin onkel til at bede til Gud om regn med ryggen hvilende mod den hellige Kabas mur. Barnet efterkom hans onkels ønske og pegede på himlen med sin

PROFETEN OG ABU TALIB 49

finger. Der var ikke en sky på himlen på det tidspunkt. Ikke desto mindre samledes skyerne pludselig fra alle sider, og det regnede så kraftigt, at området blev fyldt med vand, og jorden fik nyt liv.

Folk spurgte Abu Talib: ”Hvem er denne dreng?” Han svarede: ”Han er min nevø Muhammad om hvem jeg har sagt: Han er den med det lysende ansigt. Ved hjælp hans lysende ansigt er vandet kommet fra skyerne. Han er de forældreløses tilflugt og enkernes beskytter.”

Denne beretning indikerer onklens og nevøens varme gensidige kærlighed og affektion. Abu Talib sørgede altid meget omhyggeligt for dette barns behov og var yderst god ved ham.

Engang da Abu Talib tog til Syrien, tog han også sin nevø (Muhammad), som på det tidspunkt var omkring fjorten år med sig. Efter at have krydset Madyan, Samuds land Oaras Dal, kom de tæt på Syriens haver. De nød de forskellige scener og så naturens hemmeligheder.

Abu Talibs opfattelse af Muhammad blev bekræftet af munken Bahira, da han fortalte ham, at hans nevø ville blive en imponerende personlighed i fremtiden. Fra den tid tog han sig endnu mere af sin nevø, for han blev klar over, at en hemmelighed var knyttet til hans person.

Da Abu Talib hørte, at Mekkas befolkning omtalte Muhammad med titlen ’Al-Amin’ (den retskafne), blev han meget glad, og glædestårer begyndte at løbe fra hans øjne.

Khadijah, lederen af Quraysh kvinderne, friede selv til Muhammad, selvom hun allerede havde afvist flere rige adelsmænd fra Quraysh. Muhammads eneste fortrolige


ven og sande rådgiver var Abu Talib. Derfor konsulterede han ham i dette anliggende. Abu Talib var helt klar over Muhammads natur og moral og vidste, at han ikke var tilbøjelig til noget som helt andet end godhed. Han støttede denne alliance, fordi hans nevø havde spurgt om nøjagtig de samme ting, som han (Abu Talib) selv havde ønsket dybest i sit hjerte.

Efter at de første af Koranens vers blev åbenbaret til Muhammad i Hira-grotten, var de første personer til at tilkendegive troen på ham og at bede sammen med ham, hans hustru Khadijah og hans fætter Ali. Da Abu Talib fik kendskab til Alis tilslutning til Islam, sagde han til ham: ”Min søn! Hvilken handling er det du udfører?” Ali svarede: ”Kære far! Jeg har bekendt mig til Guds profets religion, bekræftet hvad han har bragt og fulgt ham i bøn.” Abu Talib sagde: ”Kære søn! Adlyd ham altid, for han vil aldrig byde dig andet end godhed og dyd.”

Da Islams profet bød muslimerne at emigrere til Etiopien gjorde Abu Talibs søn Ja’far til emigranternes leder, og af alle disse personer elskede han sin fætter mest.

Abu Talib var den første person i Islam, som udarbejdede vers, der lovpriste Muhammad og opfordrede folk til at støtte ham. Engang kom en gruppe fra Quraysh til Abu Talib og bad ham om at overgive Muhammad til dem. Han svarede til dem: ”Så længe ingen af os er færdige, vil vi hverken overgive ham til jer eller tilbageholde vores hjælp til ham.”

Gennem hele sit liv glemte Abu Talib aldrig selv for et øjeblik, at Muhammad var en storslået person, og hans

PROFETEN OG ABU TALIB 51

(dvs. Abu Talibs) bror Abdullah og hans far Abd al-Muttalib var også store personligheder.

Da tidspunktet for Abu Talibs død nærmede sig, tilkaldte han et stort antal personer, som tilhørte hans familie til sit sygeleje, og sagde til dem: ”Jeg opfordrer jer til at opføre jer vel mod Muhammad, fordi han er kendt som ’retskaffen’ blandt Quraysh og er berømt blandt araberne for hans oprigtighed, og alle disse kvaliteter er forenet i hans person. Jeg kan udmærket forestille mig, at de trængende og nomaderne samles omkring ham og har accepteret hans invitation og bekræftet hans ord. Deres bevægelse er blevet stærk. Lederne og de ældre i Quraysh er blevet ydmyget. De svage personer er blevet retskafne. Dem, som var mest imod ham, er mest lydhøre overfor ham, og dem, som var længst væk fra ham, har mere fordel af at forblive i hans tjeneste.

O Quraysh! Støt og ær ham. Jeg sværger ved Gud, at hvem, der end følger hans vej, vil blive reddet og hvem, der end handler efter hans råd, vil blive rig. Hvis jeg levede videre og døden gav mig udsætning, ville jeg forsvare ham fra tidens ulykker, fordi han er oprigtig og retskaffen. Accepter hans invitation, samarbejd med hinanden for at støtte ham og kæmp imod hans fjender, fordi så længe verden består, er han et kapitel af værdighed og ære for jer.”

Abu Talib ydede støtte til profeten i toogfyrre år. Han modsatte sig Quraysh for hans skyld og støttede hans profetiske deklaration til sit sidste åndedrag.

Efter Abu Talibs død følte profeten, at han var blevet frataget sin store støtte, som plejede at forsvare ham imod


skade fra Quraysh. Abu Talib var leder af den familie i hvilken profeten var vokset op, og var hans støtte imod hans fjender. Han elskede ham inderligt og afværgede de genstridige Qurayshs skade imod ham. Profeten selv sagde: ”Så længe min onkel Abu Talib levede, kunne folk ikke skade mig.”

Som vi alle ved, var Muhammad meget tålmodig og behersket, og til trods for at hans fjender var talrige, og hans venner var færre, troede han fast på, at han ville få succes i sin mission. Hvad var så årsagen til at han var så bedrøvet over sin onkels død? Faktisk var årsagen deres store gensidige kærlighed, for man elsker altid en, som er god ved en og yder støtte. Hans tårer viste, at profeten følte, at han havde mistet noget, som var ham lige så kært som sit eget liv.

**********

PROFETEN OG ALI

En meget god og ren ånd eksisterede i Abu Talibs familie. Den så på verden på en særlig måde og så alle ting forbundet og forenet med hinanden. Denne ånd var meget stærk i Profeten og Ali og en dyb og fast forbindelse eksisterede imellem dem, fordi Ali var vokset op med Profeten fra sin barndom, til han voksede op til en ung mand. Når vi medgiver, at det er muligt, at god moral bliver en naturlig tilstand i et hjerte og en sjæl, bør vi også sige, at Ali blev født med en perfekt tro på Muhammads profetiske mission og støtte til ham, fordi de kvaliteter og dyder i Abu Talibs familie, i hvilken profeten var opvokset,

blev overført til hans fætter fra fødslen.1

Alis personlighed udvikles med hans families dyder. Det var dette sted, hvor han hørte Muhammad tale, og kaldet til Islam begyndte også her.

1- Den korrekte position er denne at Abu Talib og medlemmerne i hans familie eller tidens måder og manere eller miljøet havde ikke nogen indflydelse på Muhammads profetmission eller Alis imamat. Disse ting var relateret med guddommelig inspiration og hverken Abu Talib eller medlemmerne af denne familie delte profetmissionens og imamtatets hemmeligheder.


Ali var ret ung, da Profeten trak ham nær sig og kaldte ham sin bror.

I hans prædikener betitlet ”Qase’a” nævner Ali Profetens opmærksomhed overfor ham og siger: ”Ved du, at på grund af mit slægtskab med Profeten og på grund af mine personlige egenskaber og fortrin, hvordan mit forhold til Profeten var?

Helt fra begyndelsen af mit liv elskede han mig, og jeg elskede ham. Han tog mig på sit skød, da jeg var en baby, og senere var jeg altid hos ham, han holdt mig tit knuget til sit hjerte, og han plejede at lade mig sove ved siden af sig; vi plejede at være så tæt på hinanden at jeg kunne mærke hans kropsvarme og duften af hans åndedrag. Da jeg var en baby, gav han mig mad med sin hånd og ofte tyggede han de hårde stykker for mig. Han tog mig aldrig i at lyve eller fandt mig svag og tøvende. Fra begyndelsen af hans barndom havde Gud udvalgt den Hellige Ånd til at være med ham, og denne ærkeengel ledte ham imod eksemplariske kvaliteter og høje moralske værdier, og jeg fulgte Profeten som en kamelunge følger dens mor. Dagligt plejede han at placere et nyt mål af opgaver foran mig og befalede mig at følge arbejde på at opnå det. Hvert år plejede han at opholde sig i en grotte i Hirabjergene i et stykke tid, og ingen var med ham undtagen jeg. Ingen kunne da se ham eller være i nærheden af ham undtagen jeg. I disse dage var Islams religion kun Profeten og hans hustru Khadijah, og jeg var den tredje i denne trio (Profeten, Khadijah og Ali selv). Ingen andre i denne verden havde accepteret Islam, jeg plejede endda at se åbenbaringens og profetiens guddommelige lys og dufte den himmelske duft af profetmissionen. Da Profeten modtog den

PROFETEN OG ALI 55

første åbenbaring beklagede Satan sig højt. Jeg spurgte Profeten ”Hvem er det, der beklager sig og hvorfor”. Han svarede: ”Det er Satan, som har opgivet håbet om at opnå fuldstændig magt over det menneskelige sind. I skuffelse beklager han sig over den tabte chance. Sandelig, Ali, du hører også, hvad der er åbenbaret for mig, og du ser også, hvad der vist for mig. Forskellen er, at du ikke er betroet med profetmission, men du vil være min efterfølger og hjælper, og du vil altid opretholde sandhed og retfærdighed”.

Barndom er alderen hvor mennesket er bedst i stand til at tilegne sig gode kvaliteter. Ali brugte en stor del af sit liv alene sammen med Profeten. Han efterlignede Profetens væremåde og forblev adskilt fra sit samfund, som levede et miserabelt liv og var fast bundne med bånd af nedarvede sædvaner.

I årevis levede Ali i en ren atmosfære ved sin fætters side og var højt elsket af ham. Ingen af hans ledsagere eller Profetens følgesvende udviklede en så tæt forbindelse med ham. Ali åbnede sine øjne for vejen, som var blevet åbnet for ham af hans fætter.

Han lærte hvordan man tilbeder Gud fra Muhammads bønner. Han nød Profetens kærlighed, godhed og broderskab. Hans forbindelse med Muhammad var lig den, som var mellem Muhammad og Abu Talib. Da Ali først mærkede kærlighedens følelse i sit sind, elskede han Muhammad. Da han talte for første gang, talte han med Muhammad. Ved den første lejlighed, hvor han blev krævet at vise mandighed og mod, viste han sig klar til at støtte Muhammad. Muhammads venner var venlige overfor ham og hans fjender respekterede også hans


personlighed. Ali var sådan en protege og discipel for Profeten, at han blev hans sjæl og en del af hans lemmer.

På de første dage af Profetens profetiske mission sluttede nogle af de ældre, som hadede tilbedelse, blandt Quraysh sig til ham. Slaverne og de hjælpeløse personer kom omkring ham i forventning om retfærdighed og frihed. Og efter at han blev succesrig og sejrrig sluttede også en tredje gruppe sig til ham, fordi disse folk ikke havde noget andet alternativ. De ønskede at opnå fordel af den nye situation og de fleste fra Bani Umayyah tilhørte denne gruppe. Disse forskellige grupper tilsluttede sig Islam ved forskellige begivenheder og selvom de lignede hinanden angående lydighed overfor Profeten, varierede graden af deres tro. Men, eftersom Ali var født og opvokset i skødet af profetmissionen, var hans tro naturlig og medfødt, og han blev født af sin mor med denne tro i sit hjerte. Hans tro havde ikke noget at gøre med alder eller tidens omskiftelighed. Han bad sine bønner og bekræftede Muhammads profetmission i en alder, hvor et barn normalt end ikke kan udtrykke sine tanker. Og han gjorde alt dette uden at få ordre eller råd derom fra nogen. De fleste folk som tilsluttede sig Islam i de første dage af Muhammads profetmission havde tilbedt afguder førhen. Men, da Ali gjorde knæfald for første gang, var det foran Muhammads Allah. Dette var kvaliteten for troen hos en person, som var udvalgt til at vokse op som støtte og sympatisør af Profeten, at lede de troende efter Profeten, og at redde folket fra tidens ulykker.

**********

ALI ER MIN BROR

I overensstemmelse med at indikere dybden af det spirituelle broderskab der eksisterede mellem Profeten og Ali, i hvilket omfang Ali overtog Profetens dyder, hvorledes Alis sjæl opnåede profetmissionens farve, hvor meget han var elsket af Profeten og i hvilket omfang han respekterede og ærede Profeten med hans hjerte og i hans tale, er det nødvendigt at nogle få fortællinger gengives. Kun med dette i erindring, kan vi konkludere at i overensstemmelse med de enestående regler, som blev kilden til styrkelse af religionen Islam, banede Profeten vej for Alis kalifat. Og han gjorde dette, fordi han kunne se sit eget ansigt i spejlet af personen Ali og de bedste kvaliteter også fandtes i Ali, som det vil blive forklaret senere.

Tabarani har citeret Ibn Mas’ud for at sige, at Profeten havde sagt: ”At se på Alis ansigt svarer til tilbedelse”. Og Sa’d Ibn Abi Waqas citerede Profeten for at sige: ”Hvem end der sårer Ali sårer mig”.

Ya’qubi har citeret i dele af sin historie, at da Profeten vendte hjem til Medina fra ”Afskedspilgrimsfærden” stoppede han på den attende dag i Zil-Hajj ved Ghadir al-Khum nær Johfah, holdt en prædiken, og da holdt han Alis hænder og sagde: ”For hvem som jeg er deres herre, er Ali


også hans herre. Oh Gud! Elsk ham, som elsker Ali og vær fjendtlig mod ham, som er fjendtlig mod Ali”.

Fakhruddin al-Razi har citeret i Tafsir al-Kabir, at derefter lykønskede Omar ibn al-Khattab Ali og sagde til ham: ”Oh Ali! Du er blevet min herre såvel som herre for enhver muslimsk mand og kvinde”.

Denne Hadith er blevet citeret fra seksten forskellige af Profetens ledsagere, af lærde og historikere som Tirmidhi, Nasa’i og Ahmad ibn Hanbal, og er også bekræftet af mange poeter, den mest fremtrædende blandt dem var Hassan bin Thabit Asari. Han sagde: ”På dagen for Ghadir sammenkaldte Profeten folk ved Khum og fik sin stemme til at nå ørene af dem alle og sagde: ”Hvem er jeres leder og herre?” Folk foregav ikke uvidenhed og sagde: ”Din Gud er vore Herre og du er vores profet og vi er dig ikke ulydige”. Da sagde profeten til Ali: ”Rejs dig; For sandelig har jeg valgt dig til at være Imam og vejleder efter mig selv. Så derfor, for hvem som helst hvis herre jeg er, er Ali også hans herre. I skal derfor være hans sande venner og støtter”.

Abu Taman Tai er en af de poeter, som har nævnt denne dags begivenhed. En anden poet Kumait Asadi har givet en detaljeret beretning om det i hans al-Qasidah al-Ainiyya. Han siger blandt andet: ”På Ghadir al-Khums jord bekendtgjorde Profeten en erklæring om hans kalifat. Jeg ville ønske, at Profetens beslutning var blevet accepteret. Jeg så aldrig en dag så vigtig som dagen ved Ghadir, og jeg så aldrig en så korrekt beslutning blive brudt”.

ALI ER MIN BROR 59

Abu Sa’id Khudri er blevet citeret i Kitab Aal Ibn Khalwiyya for at have sagt at Profeten sagde til Ali: ”Kærlighed til dig er tro, og fjendskab imod dig er hykleri” og ”Din ven vil være den første person, som træder ind i Paradis, og din fjende vil være den første person, som vil bliver smidt i Helvede”.

Fortællerne mener, at Profeten så på Alis ansigt igen og igen og sagde: ”Dette er min bror”.

Abu Huraira er blevet citeret for at sige, at Profeten henvendt til sine ledsagere sagde: ”Hvis I ønsker at se Adams viden, Noahs beslutsomhed, Abrahams sædvaner, Moses bønfaldelser, Jesu ydmyghed og Muhammads vejledning forenet i en person, så kig på den mand, som kommer hen imod jer”. Da folk løftede deres hoveder så de, at det var Ali”.

En gang kom en mand og klagede over Ali foran Profeten. Profeten svarede: ”Hvad ønsker du fra Ali? Hvad ønsker du fra Ali? Hvad ønsker du fra Ali? Ali er fra mig, og jeg er fra

Ali, og efter mig er han lederen over alle de troende”.1

1- Profeten sendte to delinger af soldater til Yemen – en under ledelse af imamen og den anden under ledelse af Khalid ibn al-Walid og sagde, at hvis begge troppekontingenter nåede der sammen, ville ledelsen hvile på Ali. Khalid som var fuldstændigt gennemsyret af uvidenhedens tidsalders vaner og følelser var meget irriteret over dette. Efter fuldførelsen af opgaven sendte han, derfor, nogle personer til Profeten for at beklage sig over Ali. Ledsageren Buraidah, kom som bud med brevet og sagde: ”Jeg placerede brevet, som jeg havde medbragt, foran Profeten, og det blev læst op for ham. Profeten var så irriteret, at jeg så tegn på vrede


Profeten sendte Ali til Yemen. Nogle af hans ledsagere anmodede ham om at give dem de kameler, de havde modtaget som gave til ridedyr, således at deres egne kameler kunne hvile. Ali imødekom ikke deres anmodning. Da alle var vendt tilbage til Medina, beklagede de personer, hvis anmodning ikke var blevet imødekommet af Ali, sig til Profeten. Sa’d ibn Malik Shaheed fungerede som deres talsmand. Han sagde, at Ali havde været hård imod dem og nævnte også den relevante hændelse. Mens han talte, slog Profeten let på hans lår med sin hånd og sagde højlydt: ”Oh Sa’d! Stop med at klage over Ali. Du burde vide at han er helliget til Guds vej”.

i hans ansigt. Så jeg sagde: ”Oh Guds profet! Jeg søger tilflugt hos dig. Dette brev er blevet sendt af Khalid, og han beordrede mig at bringe det til dig. Da han har været min leder, adlød jeg hans ordrer. Profeten sagde: ”Tal ikke dårligt om Ali. Han er fra mig og jeg er fra ham og han er jeres herre og autoritetens mand efter mig”. (Al-Musnad Ahmad bin Hanbal, bind 5, s. 356, Al-Khasais-Nasa’i, s. 24). I en af overleveringerne af ovenstående Hadith, er der en tilføjelse til teksten, og den er, at da Buraidah så profetens opførsel og ekstreme vrede, nærede han tvivl i sine tanker om hans egen tro, og derfor sagde han til profeten: ”Jeg giver dig en ed på båndet, som eksisterer mellem os og beder dig, at du må strække din hånd frem, således at jeg kan få en ed om bekræftet alliance, og at min synd må være tilgivet”. (Majma al-Zawaid i bind 9, s. 128). På grundlag af denne fortælling er imamen (Ali) vejlederen, autoritetens mand og muslimernes vogter efter Profeten. Dvs. han nyder nøjagtig det samme formynderskab over folkets liv og ejendom, i sin egenskab som efterfølger af Profeten, som profeten selv nød, og løfter naturligvis denne autoritet i dens materielle og spirituelle form, som omstændighederne kræver.

ALI ER MIN BROR 61

Det fremgår af den førnævnte fortælling så vel som fra mange andre, som ikke er blevet citeret her, at Profeten anså Ali for at være hans bror, og Ali var meget glad for hans broderskab. Derudover, plejede Profeten at henlede folks opmærksomhed på de egenskaber og dyder, som var samlet i Alis personlighed, således at de kunne vide, at han var den bedste person til at videreføre den islamiske mission efter ham.

Nogle eksempler er blevet citeret i autentiske traditioner, som tjener til at vise, at de naturlige forhold også hjalp til at skabe harmoni mellem Muhammad og Ali, og formede begivenhederne og udviklingen på sådan en måde, at Ali fremviste de karaktertræk, som ikke var delt med ham af nogen anden.

Et af disse karaktertræk var, at han var blevet født i Kabaen, som var muslimernes ”Qibla”, og hans fødsel foregik på den tid, da det islamiske kald var ved at blive givet til Muhammad, og han endnu ikke havde bekendtgjort det. I disse dage boede han i Alis fars, Abu Talibs, hus. Da Ali åbnede sine øjne så han Muhammad og Khadijah bede bønner. Han var den første mand, som tilkendegav tro på Muhammad selvom han endnu ikke var fuldvoksen. Da folk bebrejdede ham for at have tilsluttet sig Islam uden sin fars tilladelse, svarede han engang: ”Gud skabte mig uden at søge Abu Talibs tilkendegivelse. Så hvorfor skulle jeg opnå min fars tilladelse til at tilbede Gud”.

Gennem længere tid forblev Islam begrænset til Muhammads hus, og der var da kun fire muslimer i verden:


nemlig, Muhammad, hans hustru Khadijah, hans fætter Ali og hans slave Zaid bin Harith.

Den dag da Muhammad inviterede sin slægtninge til et festmåltid og ønskede at tale til dem og overbringe dem Islams budskab, afbrød hans onkel Abu Lahab ham og opildnede de tilstedeværende imod ham. Som konsekvens deraf rejste de sig alle op og forlod Muhammads hus. Profeten inviterede dem endnu en gang og sagde, da måltidet var ovre: ”Jeg kender ikke nogen person i Arabien, som har bragt en gave, som er bedre end den, jeg har bragt til jer. Hvem iblandt jer vil hjælpe mig?”. de afslog alle at give deres tilsagn og ønskede at forlade huset som tidligere, men i mellemtiden rejste Ali, som stadig var en dreng og endnu ikke havde opnået manddom, sig og sagde: ”Oh Guds Profet! Jeg vil assistere dig og kæmpe imod enhver, som modarbejder dig”. Medlemmer af familien Bani Hashim grinede højt og drog af sted, mens de gjorde nar af Abu Talib og Ali.

I alle kampe var Ali profetens fanebærer. Han dedikerede sit mod, blod, hjerte, tale og selv sit liv for sin fætter, Profeten, og for Islams succes og sejr. Han nedkæmpede Muhammads fjender og viste sit mod, når som helst lejligheden krævede det. På tidspunktet krig ved voldgraven, da profetens ledsagere var bekymrede og rådvilde på grund af frygt for fjenden, stod Ali som en klippe foran Quraysh ledere og tilkendegav sådan et mod, at muslimerne fik håb om sejr, og om at Quraysh og deres allierede ville lide nederlag.

ALI ER MIN BROR 63

I krigen ved Khaybar udførte Ali jihad1 på en måde, som var

forbløffende. Skønt det var meget stærkt, blev fortet ved Khaybar overvundet ved hans hænder. Dette til trods for det faktum, at meget modige og erfarne soldater var samlet der, og at Profetens ledsagere var bange for dem. Kort sagt blev belejringen af fortet forlænget. Soldaterne indenfor forsvarede sig selv bravt, for de vidste, at hvis de blev overvundet af Muhammad, ville deres magt over Den arabiske Halvø være fobi, og deres forretninger og autoritet ville forsvinde.

Profeten sendte Abu Bakr af sted for at besejre fortet. Han viste sin ydeevne på sin egen måde og kom tilbage uden at have opnået succes. Den følgende dag sendte han Omar ibn al-Khattab, af sted, men han vendte også tilbage ligesom Abu Bakr uden at have opnået succes og kunne ikke overvinde det høje fort og de bevæbnede soldater. Profeten tilkaldte da Ali og beordrede ham at indtage fortet. Ali tog med glæde af sted for at udføre sin pligt for Islams skyld. Da han nåede frem til fortet, og dets beboere

1- Det arabiske ord ”jihad” betyder bestræbelse, og tilkendegiver en hvilken som helst form for bestræbelse. Når der tales om jihad i en religiøs sammenhæng, skal det forstås som en bestræbelse for Guds sag. Den største bestræbelse (den største jihad) er ifølge Profeten, når man kæmper mod sit eget ego (jihad an-nafs). Når danske medier fejlagtigt oversætter jihad til at betyde ”hellig krig” er det fuldstændig misvisende. Det bliver aldrig i nogen arabisk sammenhæng oversat på denne måde og udtrykket ”hellig krig” eksisterer intet sted i islamisk litteratur. Det eneste sted, man kan finde dette udtryk, er i vestlig litteratur, der på denne måde omtaler korstogene.


fandt ud af at denne gang var det Ali ibn Abu Talib, som ikke havde lidt nederlag i nogen kamp, som kom for at deltage i kampen, kom mange delinger af soldater ud fra fortet på en gang, og en af deres soldater angreb Ali så voldsomt at skjoldet faldt ud af Alis hånd. Øjeblikkeligt rev han porten ud af fortets væg og fortsatte med at kæmpe, ved at bruge den som skjold, indtil fortet var overvundet. Og fortet var ikke overvundet før et stort antal soldater var dræbt, den første iblandt dem var Harith ibn Abi Zainab. På dette stade ser vi et mærkeligt fænomen. I vore forfædres historie forekommer der mange mestre som kæmpede krige for deres overbevisningers skyld, men inderst i deres hjerter ønskede de fred og ønskede at problemet havde kunnet løses uden at ty til krigsførelse. Foruden dem, kender vi også til mange modige mænd som blev martyrer for at nå deres mål. Ikke desto mindre, sådanne krige og martyrdomme er for det meste uden noget varsel. Det er pludselige hændelser som indtræffer på grund af overdreven entusiasme og iver i nærvær af tilskuere. Ikke desto mindre er tilfældet med Ali ibn Abu Talib yderst overraskende, for i bestræbelserne på at forsvare Muhammads tro og sin egen, og for broderskabets skyld, og for Guds sag udsatte han sig selv for den alvorligste fare. Det er en begivenhed, som er uden sidestykke i historien og til overflod beviser samhørigheden og harmonien af disse to storslåede personligheder.

Da forfølgelsen fra Quraysh nåede sin største voldsomhed, og de planlagde at dræbe Muhammad og ødelægge Islam, gik Profeten til Abu Bakrs hus og fortalte ham, at fordi Quraysh planlagde at dræbe ham, havde han besluttet sig for at emigrere. Abu Bakr udtrykte ønske om at ledsage

ALI ER MIN BROR 65

Profeten, og sidstnævnte efterkom hans anmodning. Da de havde besluttet sig for at emigrere, var de overbevist om, at Quraysh ville forfølge dem. Derfor foreslog Muhammad at følge en afledende vej, og at de skulle forlade deres huse på et tidspunkt, hvor det normalt ikke ville forventes, at de ville gøre det. På selve natten hvor Muhammad havde besluttet sig for at emigrere, havde Quraysh besluttet sig for at dræbe ham og havde posteret en gruppe erfarne krigere rundt omkring hans hus, således at han ikke kunne flygte i ly af mørket. Ikke desto mindre, bad Muhammad sin fætter Ali i al fortrolighed om at sove i hans seng og at dække sig selv med hans grønne tæppe. Han bad ham også om at blive i Mekka, indtil han havde tilbageleveret de ting, som folk havde deponeret hos ham (dvs. Muhammad).

Som sædvanligt adlød Ali profetens ordre med glæde. Som nævnt før havde Quraysh belejret profetens hus. De kiggede gennem hullerne og så en sovende mand i profetens seng. De var derfor tilfredse med, at profeten ikke var flygtet. Sidst på natten da fjenderne forventede at profeten sov i sin seng, var han faktisk i Abu Bakrs hus, hvorfra de begge drog af sted til Thour grotten. Ved at spore dem nåede Quraysh også til dette sted, men Allah holdt dem skjult for fjendernes øjne.

Disse eksempler på selvopofrelse fremført af Ali er meget sjældne. Mennesket svæver mellem liv og død og bør reflektere over hvorvidt man skal sælge ud af den høje moral, som er det mest dyrebare i ens liv, til fordel for det jordiske livs rudimentære og forgængelige komfort. Hvis en person ved sådan en begivenhed vælger martyriet, er


det et bevis på, at i hans øjne er det virkelige liv det evige liv og ikke det midlertidige liv i denne verden.

Selvfølgelig er sådan en hengivenhed og selvopofrelse meget sjælden i verden. Hvis Sokrates og andre som ham hilste døden velkommen med glæde, placerede Ali ibn Abu Talib også sit liv til disposition for profeten af egen fri vilje. Ikke desto mindre ville det være nemmere at gå ud på slagmarken og udfordre døden eller at drikke gift end at udføre den heroiske handling, som blev udført af Ali. Bare tænk på, hvor vanskeligt det ville være for en person at sove i sin seng, hvis ens fjender er opsat på at dræbe en, og det ikke er muligt at slippe væk fra deres hænder, især når de holder øje med ham på få skridts afstand og forbereder sig på et morderisk angreb, og han kan følge deres bevægelser og høre deres snak og se deres blodtørstige sværd der er rettet mod hans hals, og han må tilbringe hele natten under disse vilkår.

På dette farlige stade imiterede Ali profeten og udviste mod og standhaftighed, som han havde tilegnet sig gennem hans tilknytning til sin strålende fætter. Hans søvn i Profetens seng var et eksempel på hans jihad og hans bestræbelser på udbredelse af troen. Denne kendsgerning afslører, at Imamens natur i hans handlinger ikke var plettet med uægthed og kan sammenlignes med en perle, der kommer ud fra en musling. Det viser også hans stærke intellekt og uforlignelige indsigt, for det ville ikke være muligt for nogen anden person til fulde at forstå dybden i det islamiske kald i så ung en alder.

Denne fortælling fremviser også mange andre karaktertræk hos Ali. Den viser, at han ikke knyttede nogen

ALI ER MIN BROR 67

væsentlighed til det jordiske liv. Han var yderst trofast og hengiven. Han foretrak ikke sig selv frem for andre. Han var klar til at give sit liv for de undertryktes skyld, så de kunne bliver befriet fra undertrykkerne, og så Profetens himmelske mission kunne få succes. Loyalitet, mandighed, retfærdighedens mod og alle andre gode kvaliteter var koncentreret i denne person. Hans selvopofrelse var en forløber for en lang række af heroiske handlinger som han udførte senere i livet.

Der eksisterede et stærkt forhold af kærlighed og broderskab mellem Muhammad og Ali, og de assisterede hinanden i forbindelse med det islamiske kald. Dette samarbejde begyndte på det tidspunkt da Muhammad kendte Abu Talib og Ali kendte Muhammad, dvs. fra det tidspunkt da disse tre strålende personligheder levede sammen i et hus, som var bygget på ydmyghed og dyd. Det var en af egenskaberne i Abu Talibs hus, og det var derfor, at det netop var der, at Ali og Abu Talib var i stand til at forstå Muhammads storhed. Som et resultat af dette skænkede Abu Talib sin kærlighed og godhed til Muhammad og Ali udviste lydighed og hengivenhed til ham. Denne opdagelse forberedte Ali til enestående opofrelser. Profeten forstod også dette fuld ud. Han elskede Ali ud over alle grænser. Han ikke kun elskede Ali men tilskyndte også andre til at elske ham, så han kunne overgive ham kalifatets ansvar efter sig selv. Han ønskede at folk måtte blive helt klar over Alis kvaliteter, således at de efter hans egen død, i Ali ville kunne se personen Muhammad, som hvis Muhammad stadig var i live. Som følge deraf skulle de med kærlighed og godhed af egen fri vilje vælge at elske ham, og ikke fordi han tilhørte familien


Bani Hashim og var Profetens fætter. Det var også derfor, at profeten selv modarbejdede sådan en form for diskrimination og fuldstændigt forbød det. Det var af denne grund, at ligesom han havde undladt sig selv materielle fordele, holdt han også Bani Hashim væk fra

officielle poster, som kunne give dem materielle fordele.1

**********

1- Profeten havde erklæret zakat, som udgjorde en stor del af de offentlige midler, til at være ulovlig for Bani Hashim, og understregede dette i en sådan grad, at han ikke engang sendte dem ud for at indsamle zakat. På denne måde kunne folk forstå, at den ikke var til Profetens families anvendelse, og blev kun samlet for at støtte de trængende personer og imødekomme muslimernes almindelige behov.

ALIS EGENSKABER

Ud af de personer som har beskrevet imam Ali ibn Abu Talibs egenskaber er forfatteren af Zakhair-al-Uqba der skriver således: ”Hans statur var moderat og lidt kort. Hans hud havde farve som hvede, og hans skæg var hvidt og langt. Hans øjne var store og sorte. Han havde et muntert ansigt og var godmodig. Hans hals var lang ligesom en vase lavet af sølv. Hans skuldre var brede. Leddene på hans hænder var ligesom dem en brølende løve har, for hans hænder og håndled var fuldstændigt sammenføjet med hinanden og de kunne dårligt skelnes fra hinanden. Hans hænder og fingre var stærke, moderat kraftige og kødfulde. Hans lægge var kødfulde og den nederste del af hans ben var tynde. Hans arme var også kraftige på samme måde. Han gik roligt ligesom profeten. Ikke desto mindre gik han energisk, når han drog af sted for at kæmpe, og drejede ikke sit hoved for at se på noget som helst andet. Hans kropslige styrke var ufattelig. Han plejede at samle dem op som kæmpede imod ham, når han fik fat i dem og kaste dem til jorden uden nogen vanskelighed eller anstrengelse, som om de var små børn. Og hvis han holdt en krigers arm i sin hånd, kunne sidstnævnte ikke engang trække vejret. Det er velkendt at han ikke kæmpede mod nogen, som han ikke besejrede, som var han en meget stærk eller en anerkendt champion. På et tidspunkt


samlede han en stor port op, som selv flere stærke personer ikke engang kunne åbne eller lukke, og brugte den som skjold for at beskytte sig selv. Ved en anden lejlighed kastede han med en hånd en sten væk, som ikke flere mænd end ikke kunne rokke. På tidspunkter brølede han på slagmarken så højt, at selv de modigste mænd blev bange, selvom deres antal var ret stort. Han besad så stor en kraft til at bære modgang, at han ikke frygtede nogen skade fra varme eller kulde. Han plejede at bære sommertøj om vinteren og vintertøj om sommeren”.

Engang indgav en mand en klage imod Ali til Omar, som på det tidspunkt var kalif. Omar tilkaldte dem begge og sagde:

”Oh Abul Hassan1! Stå side om side med den anden part.

Tegn på misfornøjelse viste sig på Alis ansigt. Derpå spurgte Omar ham, hvorvidt han ikke ønskede at stå ved siden af den anden person. Ali svarede: ”Nej. Det er ikke således. Ikke desto mindre, har jeg observeret, at du ikke har opretholdt lighed mellem mig og min modpart. Du har tiltalt mig med mit Kuniyah og derved vist mig respekt hvorimod du ikke har tildelt den samme behandling

overfor ham”.2

Det er vanskeligt fuldt ud at forklare menneskets natur og sædvaner og især for store personligheder, for menneskets

1- Abul Hassan betyder Hassans Far, og denne tiltaleform var meget almindelig blandt araberne på hans tid. Den er i øvrigt stadig meget benyttet i særdeleshed blandt arabere i Mellemøsten. 2- Her hentyder Ali ibn Abu Talib netop til den tiltaleform, som er nævnt i fodnote nummer 14. Det ansås for mere høfligt at tiltale en mand på denne måde, end med hans personlige navn.

ALIS EGENSKABER 71

personlige kvaliteter er relaterede til hinanden og enhver af dem påvirker de andre. Enhver kvalitet er relateret til en anden kvalitet, og enhver sædvane er årsag til en anden sædvane og resultatet af en tredje; en eller to af dem er effekten af en tredje og så videre. Af denne grund foreslår jeg, at man studerer nogle få af de personlige kvaliteter hos Ali fra forskellige vinkler og sammenligner dem indenfor en og sammen personlighed, for således at nå frem til nogle konklusioner gennem denne intellektuelle analyse. I første instans vil jeg kort præsentere Alis forskellige kvaliteter ved at udlede dem fra hans enkle handlinger og velkendte gerninger, så hans natur, sædvaner og dispositioner er kendte og vores detaljerede diskussion i de følgende kapitler kan begrænses til disse kvaliteter og karakteristika.

Vi begynder nu diskussionen med reference til hans handlinger af tilbedelse.

Ali var velkendt for sin ydmyghed og afholdenhed. Han gjorde mange ting for sit eget jeg såvel som for hans eget folk og andre, og hans var ekstremt Gudfrygtig. Jeg tror at Alis Gudfrygtighed ikke var resultatet af omstændighederne ligesom det kan være tilfældet for andre fromme personer, som engagerer sig i tilbedelse på grund af svaghed i deres sjæle, eller som flygter fra livets omskifteligheder og holder sig på afstand af folk, eller som udelukkende udviser Gudfrygtighed i imitation af deres forfædre, mens effekten af livets begivenheder bekræfter


det, for som regel udviser mennesker respekt for fædres

sædvaner og traditioner.1

Kendsgerningen er, at imam Alis fromhed var baseret på et fast grundlag og var bundet af de bånd, som eksisterede i alle dele af skabelsen og som bandt himlen og jorden sammen med hinanden. Hans tilbedelse var faktisk en vedvarende anstrengelse og kampagne imod overgreb imod menneskehedens liv og sigtede alene på fremgang. Han kæmpede imod alle aspekter af ondskab og nedrighed. På den ene side kæmpede han imod hykleri og selviskhed og på den anden side imod det usle, mod ynkelighed, meningsløshed, hjælpeløshed og andre dårlige kvaliteter, som var til stede blandt folk under disse onde tider. Ifølge Ali er essensen af fromhed at ofre sit liv for sandhedens og retfærdighedens sag. Han sagde: ”Din tro skal være på sådan et niveau, at du foretrækker sandhed frem for løgn, selv om det kan koste dig tab og selv om løgnen kan give dig fordele”.

Hans fromhed var af samme type som beskrevet af ham. Han blev martyrdræbt på grund af selve denne hang til sandhed, og hvis det er muligt at give titlen ”Martyr” til en levende person, må det siges, at selv mens han var i live,

1- Kristen ’tilbedelse’ kan bestå af et afsondret og klosteragtigt liv. Men cølibaci er ikke tilladt i Islam. Det var af denne grund, at de fromme muslimer hverken afviste anstrengelse i livet ej heller holdt afstand fra andre mennesker. På den anden side risikerede de heroisk deres liv ved andre lejligheder, selv når det var belejligt at forblive stille (og det gør troende Muslimer gerne selv i vores tider).

ALIS EGENSKABER 73

var han en martyr på sandhedens og retfærdighedens vegne.

Hvis en person studerer imamens fromhed omhyggeligt, vil det blive ham bekendt, at selv som politiker og regent havde han en særlig metode vedrørende tilbedelse, som han fulgte punktligt. Når han stod foran den Almægtige Gud, bad han sine bønner med fuld opmærksomhed, ligesom en poet der er fortabt i naturens skønhed. Den følgende bemærkning fra Ali er meget lærerig, for dem som tilbeder Gud og stræber mod fromhed: ”En gruppe tilbeder Gud for at få fordel af Hans velsignelser. Dette er handelsmændenes tilbedelse. En anden gruppe tilbeder Ham på grund af frygt for Ham. Dette er slavernes tilbedelse. En tredje gruppe tilbeder Ham ved taksigelser. Dette er en fri mands tilbedelse”.

Ulig mange andre personer var imamens tilbedelse ikke på grund af frygt, og det var heller ikke købmandens tilbedelse med håb om at opnå Paradis. På den anden side, når magtfulde mænd står foran den Almægtige Gud, finder de sig selv ydmyge og er tvunget til at anse sig selv som Hans simpleste slaver. Grundlaget for denne tilbedelse er fornuft, samvittighed og spirituel perfektion.

En som skænker den samme opmærksomhed til sin tilbedelse, som Ali gav til sin, vil ganske givet anskue livet på samme måde, som det blev anskuet af Ali. Sådan en person stræber ikke efter livets jordiske formål og flygtige glæder. Tvært imod søger han at opnå høj moral og nå resultater, som er forenelige med hans natur. Det var af denne grund, at Ali valgte fromhed i verden og ikke søgte berømmelse og demonstration af magt. Han var oprigtig


vedrørende fromhed på samme måde som han var vedrørende sine handlinger, sine ord og intentioner. Han var uinteresseret i livets glæder, på samme måde som han var uinteresseret i herredømme, og andre ting, som var så eftertragtet af andre. Han levede med sine familiemedlemmer i en hytte, som også var hans sæde for regering. Hans herredømme var ikke i form af et kongedømme men i form af et kalifat. Han spiste bygbrød lavet af mel, malet af hans hustru. Selvfølgelig benyttede hans guvernører og officielle personer sig af den luksus, som var tilgængelig fra Syrien, Egypten og Irak. Ofte lod han ikke sin hustru have besværet med at male mel og gjorde dette job selv. Selvom han var Lederen for de Troende, spiste han brød som var så tørt og hårdt at det kun kunne brækkes ved at presse det mod knæet. Når det var meget koldt gennem vinteren, havde han ikke selv nogen klæder til denne sæson og stillede sig tilfreds med sommerklæder.

Haroon, søn af Antara, fortalte således fra sin far: ”Jeg drog hen til Ali i Khurnaq Paladset i vintersæsonen og så, at han bar en gammel kåbe og rystede af kulde. Jeg sagde til ham: ”Oh De troendes Leder! Gud har også fastsat en del til dig fra det offentlige skattekammer og til trods for det lever du under disse vilkår”. Han svarede: ”Jeg sværger ved Gud, at jeg ikke tager noget fra jeres (dvs. offentlig) ejendom, og denne kåbe er den samme, som jeg medbragte fra Medina”.

Han tilbragte sine dage i det lille hus med perfekt tilfredshed til han blev martyrdræbt for Ibn Muljims hånd.

ALIS EGENSKABER 75

Selv om han var kalif, var der ingen blandt muslimerne, der levede et mere enkelt liv, end han gjorde.

Faktisk var denne manglende interesse for hans del i verdslige behageligheder relateret til hans mod. Nogle personer tror, at disse to er adskilt fra hinanden, men dette synspunkt er ikke korrekt. Hans mod manifesterede sig i hans sjæls storhed og hans anstrengelser for at opnå store mål og at hjælpe de fattige og de trængende uden at tænke på hans egen fordel. Det er en kendsgerning, at han ikke var interesseret i at nyde livets glæder og leve livet i overflod, mens der i byen også var mange hjælpeløse og nødlidende personer.

Omar ibn Abdul Aziz var kalif og fra Bani Umayyah familien. Denne familie var fjendtlige overfor Ali, bagtalte ham og skældte ham ud fra prædikestolen. På trods af dette var Omar tvunget til at kommentere på Ali med henblik på hans eksemplariske opførsel: ”Den mest ærbare og fromme person i verden var Ali ibn Abu Talib”.

Det siges, at Ali hverken placerede sten på sten eller forbandt rør med rør. Med andre ord byggede han end ikke til sig selv og sin familie et hus af rør-græs. Selvom Det Hvide Palads var blevet bygget til ham, boede han der ikke, for han ønskede ikke at leve i et bedre hus end de hytter lavet af træ, som blev beboet af de fattige folk. Sådan som Ali levede sit liv afspejles i hans velkendte udtalelse: ”Skulle jeg stille mig selv tilfreds med at folk kalder mig Lederen for de troende, mejs jeg ikke deler livets omskifteligheder med dem?”


Ibn Athir har berettet at, da Ali ægtede profetens datter Fatima, bestod deres seng kun af skind fra et får. De brugte det som en madras om natten og lagde foder på det om dagen til at fodre deres kamel. De havde ikke mere end en tjener. Under Alis kalifat modtog han nogle gaver fra Isfahan. Disse blev delt af ham i syv dele. De inkluderede også et brød, og han brækkede også dette i syv dele.

Ali var på alle måder inkarnationen af mandighed og enhver kvalitet af mandighed fandtes i ham. Åbent sind og tilgivelse er to af betingelserne for fuldkommen mandighed, og de var rodfæstet i imamens natur. Det var på grund af dette, at han end ikke tænkte på at skade nogen person, selvom han kunne have gjort det, og det var derfor, han ikke undertrykte nogen, selv om han måske ønskede at dræbe ham. Bani Umayyah hånede og bagtalte ham, men han gengældte ikke med samme mønt, for store personligheder skælder ikke den ud, som skælder dem ud. Imam Ali forbød hans egne ledsagere at håne Bani Umayyah. Omkring tiden for krigen ved Siffin blev han informeret om, at nogle af hans ledsagere talte dårligt om Bani Umayyah, hvorpå han sagde: ”Jeg ønsker ikke at I skal være blandt dem, som bruger et groft sprog. Ikke desto mindre, hvis I omtaler deres misgerninger og deres opførsel, vil I være berettiget til at gøre det og I skal så fremsige et ultimatum. Som svar på deres hån, skal I sige: ”Oh Herre! Beskyt vores blod såvel som deres. Befri vores og deres hjerter for afvigelse, og led os således at den, som ikke kender sandheden, skal kende den, og den, som er involveret i uretfærdighed og afvigelse, skal fornægte det”.

ALIS EGENSKABER 77

Han har ingen ligemand i historien angående tilgivelse og stiltiende forståelse, og der er utallige hændelser, som kaster lys over disse kvaliteter hos ham. Det er i denne forbindelse blevet sagt, at i anledning af en krig gav han blandt andet følgende instruktioner til sine soldater: ”Dræb ikke nogen fjende, der løber væk. Tilbagehold ikke hjælp fra en som er hjælpeløs og såret. Berøv ikke nogen noget. Tag ikke ejendele fra nogen med magt”.

Ved afslutningen af Kamelens Krig bad han begravelsesbønner for de fjender, som var blevet dræbt og bad til Gud for deres tilgivelse. Da han opnåede kontrol over sine besejrede fjender som Abdullah ibn Zubayr, Marwan ibn Hakam, og Sa’id ibn al-Aas, tilgav han dem, behandlede dem venligt og forbød hans ledsagere at straffe dem, selvom han var i en position, hvor han kunne give dem en hård behandling, og de selv ikke turde håbe på, at de ville blive frigivet. Et andet eksempel for hans stiltiende forståelse er, at da han fik overhånd over Amr ibn al-Aas, drejede han sit ansigt væk og lod ham gå, selvom han på ingen måde var til mindre fare for Ali end Mu’awiya og forblev fjendtlig overfor ham selv efter denne godhed. Da han så Zulfiqar (Alis sværd) over sit hoved gjorde han noget ganske særligt, og håbede at hvis han

gjorde sådan, ville Ali lukke sine øjne og forlade ham1. Hvis

1- Det berettes, at da Amr ibn al-Aas kom for at kæmpe imod Ali i krigen ved Siffin, var han meget bange. Han kunne ikke tænke på noget andet alternativ end at lægge sig på jorden og blotte sine private dele således at Ali måtte lukke sine øjne, og han selv kunne flygte. Han gjorde derfor således og reddede på denne måde sit liv.


Ali havde dræbt Amr ibn al-Aas på det tidspunkt, ville bedrag og falskhed have været elimineret og Mu’awiyas hær ville have været ødelagt.

I slaget ved Siffin besluttede Mu’awiya og hans støtter at overvinde Ali og hans ledsagere ved at udsætte dem for tørst. I nogle dage blokerede de derfor hans vej til Eufrat og viste ham, at de ikke ville tillade hans hær adgang til vandet og ville lade dem dø af tørst. Ikke desto mindre begyndte Alis hær et angreb og opnåede kontrol over flodbredden. Men Ali behandlede Mu’awiya på en anden måde. Til trods for at han kunne stoppe forsyningen af vand til den syriske hær som hævn, tillod han dem at forsyne sig med vand på samme måde som hans egne mænd.

Engang blev han gjort bekendt med, at to personer skældte Aisha ud for at have startet Kamelens Krig og planlagt at dræbe ham. Han befalede, at de hver især blev straffet med hundrede slag som afstraffelse.

Efter at have opnået sejr i Kamelens Krig sendte han Aisha tilbage til Medina med behørig ære og respekt. Han fulgte hende nogle mil på vej og sendte nogle personer med hende, så de kunne betjene hende på vejen, og hun kunne ankomme komfortabelt til Medina.

Til trods for at han var så modig og havde så stor styrke, nægtede Ali at undertrykke andre. Fortællerne og historikerne er enige om, at han hadede krigsførelse og ikke tyede til det, andet end når der ikke var andre muligheder tilbage. Han forsøgte altid at løse uoverensstemmelser med sine fjender uden kamp og tab

ALIS EGENSKABER 79

af blod. Han plejede at råde sin søn Hassan til ikke at udfordre nogen til at kæmpe. Han var altid omhyggelig med, hvad han sagde, og han fulgte selv den politik, som han anbefalede sin søn, indtil han var tvunget til at handle på anden vis.

For eksempel da Kharijiterne gjorde sig klar til krig, foreslog Alis ledsagere ham, at han skulle angribe dem (dvs. Kharijiterne), før de blev klar til at gå i krig. Ali svarede dog: ”Jeg vil ikke begynde at kæmpe mod dem, før de selv begynder krigen”. Hans tro og menneskelige egenskaber bød ham at holde folk væk fra afvigelse og give dem gode råd. En dag holdt han en prædiken for en forsamling og mange Kharijiter, som anså ham for at være en vantro, var også til stede og hørte på, hvad han sagde. En af dem, som undrede sig over hans smukke sprog og veltalenhed, sagde: ”Må Gud dræbe denne vantro! Hvor klog og intelligent han er!” Da de hørte dette, ønskede Alis ledsagere at dræbe den mand, men han sagde til dem: ”Han har gjort noget forkert med sin tunge. I bør derfor enten tage til genmæle overfor ham med tungen eller tilgive ham”.

Vi har allerede før nævnt at Mu’awiyas hær blokerede vejen for Alis hær til Eufrat, for at tvinge dem til at overgive sig på grund af tørst, men da Ali opnåede kontrol over flodbredden stoppede han ikke Mu’awiyas hær fra at forsyne sig med vand. Mange andre lignende hændelser forgik hvad angår hans forhold til Mu’awiya, men det er ikke muligt at fortælle dem i detaljer her. Alle disse begivenheder viser, at som krævet af hans engleblide sjæl, var han god selv mod sine fjender og var retfærdig og


storsindet overfor alle. En historiker beretter således med reference til krigen ved Siffin: ”En mand ved navn Kareez, ibn Sabah Humeri kom frem fra Mu’awiyas hær på slagmarken og sagde, mens han stod mellem hærene: ”Er der nogen, som vil komme og kæmpe med mig?” En af soldaterne fra Alis hær kom frem for at kæmpe med ham og blev dræbt. Han spurgte igen efter en modstander. En anden mand gik frem, men han blev også dræbt, og endnu en person mødte døden for Kareez hånd. Da han krævede en modstander for fjerde gang, gik ingen ud for at bekæmpe ham. Mændene i første række trådte tilbage. Ali mærkede, at der var fare for, at hans hær blev demoraliseret. Han gik derfor selv frem for at kæmpe mod Kareez og dræbte ham. Så dræbte han en anden mand, og endnu en tredje mand mødte samme skæbne. Efter at have dræbt tre krigere sagde Ali disse ord så højt, at de kunne høres af alle: ”Hvis I ikke havde startet denne krig, ville vi ikke have kæmpet mod jer”. Efter at have sagt dette vendte han tilbage til sin plads”.

Det berettes i forbindelse med Kamelens Krig, at da fjenden samledes for at gå til angreb, stillede Ali også sine tropper op, men sagde til dem: ”Skyd ikke nogen pil angrib heller ikke med et spyd eller et sværd, før vi har inviteret dem til fred”. Han ønskede ikke at krigen skulle foregå og resultere i blodsudgydelse og tab af liv. Efter et øjeblik skød nogle af dem, som tilhørte den modsatte hær en pil, som ramte en af Alis ledsagere og dræbte ham. Ali sagde: ”Oh Herre! Bær vidnesbyrd”. Da kom en anden pil og dræbte en anden mand. Han sagde igen: ”Oh Herre! Bær vidnesbyrd”. Da ramte en pil Abdullah ibn Badil, og hans

ALIS EGENSKABER 81

bror bragte ham frem for Ali. Ali sagde igen: ”Oh Herre! Bær vidnesbyrd”. Og så begyndte krigen.

At undgå grusomheder og undertrykkelse var et moralsk princip for Ali og formede en del af hans natur og sædvane. Han brød aldrig et løfte og var ikke fjendtlig overfor sine tidligere venner, med mindre de selv brød deres aftaler og udviste fjendskab som svar på godhed.

Den bedste form for venskab og meningen af troskab er at en kriger, mens han står på slagmarken skal se på sin tidligere ven, som er kommet for at kæmpe til fjendens fordel, med de samme broderlige øjne, skal inviterer fjenderne til fred og minde dem om tidligere kærlighed og venskab, således at de muligvis vil afholde sig fra at bryde deres løfter og gøre sig skyldige i forræderi, eller for at få dem til at lægge deres våben fra sig og finde en løsning på de vanskelige problemer ved forhandling og snak. At kæmpe mod en tidligere ven bør ikke startes med lethed, for det er muligt, at han kan mindes om tidligere forbindelser og dermed blive holdt fra kamp og modstand.

Hvis det ikke havde været et stærkt karaktertræk hos Ali at holde sine løfter og udvise hensyn i forhold til tidligere venskaber, ville han ikke have stolet på dem for at afværge fjendskab.

Imamens fasthed i forhold til at holde løfter er tydeligt i den måde, som han behandlede Zubair ibn Awam og Talha ibn Ubaidullah. Disse to personer adskilte imamens venner og hjælpere fra ham og gjorde dem til hans fjender. De vildledte også Aisha og fik hende til at blive Alis modstander.


Dem som var på stedet, hvad enten de var venner eller fjender, har berettet, at da Talha og Zubair besluttede at kæmpe imod Ali, brød de loyalitetsløftet og fremviste deres onde hensigter. I Kamelens Krig gik Ali frem til dem barhovedet og uden at bære nogen form for rustning eller ringbrynje, med et signal om at han var kommet med fredelige hensigter. Han kaldte da på Zubair ved at sige: ”Oh Zubair! Kom til mig”. Zubair kom fuldt bevæbnet. Da Aisha hørte om dette, skreg hun: ”Hvilken skam det er, at der skal være kamp”! Hun sagde dette, fordi hun vidste, at hvem end der gik ud for at kæmpe imod Ali, ville denne person blive dræbt, uanset hvor modig og stærk han end måtte være. Og det kan siges med sikkerhed at Zubair ikke kunne have reddet sig selv, hvis han havde kæmpet mod Ali. Ikke desto mindre omfavnede Ali Zubair. Aisha og hendes støtter blev meget oprørte over at se dette. Ali sagde i en kærlig tone: ”Oh Zubair! Hvorfor er du kommet for at kæmpe imod mig?” Zubair svarede: ”For at hævne mordet på Othman”. Ali sagde: ”Må Allah dræbe den person, som er ansvarlig for mordet på Othman”.

Da Ali mindede Zubair om tidligere selskab og broderskab, græd han flere gange, mens han talte. Ikke desto mindre, var Zubair opsat på at kæmpe og modarbejdede imamen, indtil han (dvs. Zubair) blev dræbt. Ali, som knyttede stor vigtighed til venskabsbånd, var meget trist, da Zubair mødte sin død. Ali tilbageholdt ikke sine forslag fra de

ALIS EGENSKABER 83

tidligere kaliffer og assisterede dem i deres ord og

handlinger.1

Skønt denne storslåede person var trofast til det yderste i sit venskab, skænkede hans venner ikke behørig respekt for dette karaktertræk, for de forventede ikke, at han ville handle imod sin natur og lade dem tilrane sig andres rettigheder.

Imam Ali er rapporteret for at have sagt: ”Selv hvis alle verdenens syv regioner og hvad der end er under himlen bliver tilbudt til mig, for at jeg skal nægte at adlyde Gud og uretmæssigt fjerne skallen af en bygkerne fra en myre, vil jeg ikke gøre det. I mine øjne er hele denne verden mindre værd end et blad, som kan finde vej ind i munden på en græshoppe”.

På denne måde tilpassede Alis ord og handlinger sig med hinanden. Han var ikke ligesom andre, som hengav sig til snak, som var i strid med deres handlinger. Hans natur, som formede grundlaget for hans karakter, forårsagede, at han talte, som han gjorde. Ali var bedre ved folk end nogen anden og afstod fra at skade nogen person. Han forblev ligegyldig overfor sit eget jeg i overensstemmelse med at yde assistance til andre, og han anså denne selvfornægtelse for at være en naturlig tilbøjelighed. Hele hans liv var dedikeret til at støtte de undertrykte og de hjælpeløse, så han måtte kæmpe for deres rettigheder

1- Ali assisterede kalifferne idet enhver af hans handlinger var til fordel for Islams skyld, og tilsidesatte aldrig religionens interesse på nogen måde for at opnå sin eget ret.


overfor tyrannerne, som anså sig selv for berettiget til at tiltage sig andres rettigheder på grund af deres fornemme afstamning og fordi de åbenlyst gik ind for diskrimination.

Ali modarbejdede Quraysh og kæmpede mod dem, fordi de tragtede efter kalifatet af personlige årsager og for at opnå position, rigdom og herredømme. Han gav afkald på kalifatet og selv det jordiske liv og afstod fra alt, fordi han ikke kunne handle ligesom verdslige personer og ikke kunne tillade dem at udnytte de svage og hjælpeløse.

Ali var så retskaffen overfor de almindelige borgere, at da hans bror Aqeel bad ham om at give ham noget mere fra det offentlige skatkammer end hans retmæssige andel, afslog han hans anmodning, og som en konsekvens af dette drog Aqeel over til Mu’awiya. Ali tolererede adskillelsen fra sin bror, men han accepterede ikke at give ham noget fra muslimernes offentlige skattekammer uden at han var berettiget til at få det.

Ali var ligesom en slags far for alle mennesker. Han gav retningslinjer til regeringskontorerne og guvernørerne om at behandle folk venligt. Han behandlede dem, som undertrykte andre, hårdt og advarede dem om alvorlige konsekvenser. De følgende retningslinjer udstedt af ham blev ofte læst op for de lokale guvernører: ”Stands folks grund til at klage og imødekom deres behov, for I får jeres kapital fra dem. Nægt ikke nogen noget, han har brug for, og hindr ham ikke i at opnå sit mål. Sælg ikke nogens sommer- eller vintertøj for at indkassere et tilgodehavende. Tag ikke et firbenet dyr fra en person, som har brug for det til sit arbejde og pisk ikke nogen selv for småpenge.”

ALIS EGENSKABER 85

Ali skrev et excellent sæt arbejdsregler for Malik Ashtar Nakha’i, da han udnævnte ham som Egyptens guvernør og de omliggende områder. Han skrev: ”Lev ikke med folk som vilde dyr, og behandl ikke deres ejendele som krigsbytte, for egypterne falder ind under en af de følgende kategorier: Enten er de dine trosfæller fra religionens synspunkt eller dine ligeværdige, fordi de er mennesker. Ignorer deres fejltagelser, ligesom du håber, at Gud vil tilgive dig dine fejl og synder. Fortryd ikke din tilgivelse af en person og insister ikke på at tildele afstraffelse”.

Han tilføjede: ”Forbyd hamstring”. Ali forbød fuldstændigt enhver form for hamstring, som var hovedårsagen til at Mu’awiya og hans gruppe modarbejdede ham, fordi de ønskede hele landet, al rigdommen og hele krigsbyttet for sig selv, mens Ali ønskede dem fordelt mellem alle mennesker.

Ali var så god overfor mennesker, at som vi nævner i detaljer senere, beordrede han, at hans morder, den ondskabsfulde Ibn Muljim, skulle behandles venligt.

I de anbefalinger, han gav til sine sønner Hassan og Hussein sagde han: ”Vær undertrykkernes fjende og de undertryktes støtte”. Han sagde også: ”Vær undertrykkernes fjende selv hvis han måtte være din nære slægtning og støt den undertrykte person, selv hvis han ikke er i slægt med dig og måtte være en fremmed”. Han bestræbte sig på at straffe undertrykkere og befri folk for deres ondskabsfuldhed. For at opnå dette gjorde han brug af sit hjerte, sin tunge, sit sværd og sit blod. Han forblev altid en hjælper for de undertrykte og en fjende af


undertrykkerne. I bestræbelserne for denne vej, tillod han sig aldrig at slappe af indtil slutningen på hans liv.

Man bør ikke undres over, at Ali var retfærdig. Det ville have været en overraskelse, hvis han ikke havde været retfærdig. De tilfælde af udøvelse af retfærdighed, som er blevet nævnt, er milepæle i menneskehedens historie, og hele menneskeheden burde være stolt af dem.

Hans bror Aqeel bad ham om at tildele ham en særlig pension fra det offentlige skattekammer, men han afviste at efterkomme hans anmodning ved at sige: ”Det er ikke min personlige ejendom, så jeg kan ikke give den til hvem som helst, jeg vil. Der er andre hjælpeløse og trængende folk, som er mere berettiget end du er, og jeg skal være opmærksom på dem”. Aqeel sagde: ”Hvis du ikke tillader mig en pension fra denne ejendom, vil jeg gå til Mu’awiya”.

Ikke desto mindre tog Ali sig ikke af hvad han sagde, og ændrede ikke sin beslutning.

Hans bror drog bort og sluttede sig til Mu’awiya og plejede at sige: ”Mu’awiya er bedre for min verden”, Mu’awiyas behandling tilfredsstillede ham, fordi det offentlige skattekammer var et værktøj i hans hænder, med hvilket han styrkede sit kongedømme, opnåede sine formål og forsøgte at genoplive fordums storhed og magt for Bani Umayyah.

Imamen krævede ikke nogen privileger overfor sine borgere og fremstod i retten som deres ligemand. Det forholdt sig således, fordi retfærdighedens ånd havde dybe rødder i hans hjerte.

ALIS EGENSKABER 87

Engang så Ali sin ringbrynje i en kristen mands besiddelse. Han tog ham med til en dommer ved navn Shurayh, så han kunne give en afgørelse vedrørende dens ejerskab. Da de begge trådte frem for dommeren sagde Ali: ”Denne ringbrynje er min. Jeg har hverken solgt eller givet den væk til nogen.” Dommeren spurgte den anden person: ”Hvad har du at sige til kravet fremført af De Troendes Leder?” Den kristne mand sagde: ”Denne ringbrynje er min. Til trods for hans udtalelser, anser jeg ikke desto mindre De Troendes Leder for en løgner”. Da vendte dommer Shurayh sig om mod Ali og sagde: ”Kan du få nogen til at vidne, som kan bekræfte, at denne ringbrynje er din?” Ali smilede og sagde: ”Shurayh har ret. Jeg kan ikke skaffe sådan et vidne”.

Dommeren afgav en kendelse til den kristnes fordel, som tog ringbrynjen og tog afsted. De Troendes Leder fortsatte med at kigge efter ham bagfra. Efter at have gået nogle få skridt vendte han tilbage og sagde: ”Jeg bevidner, at sådan en retstilstand er ligesom på profeternes befaling, fordi De Troendes Leder har stået sammen med en person som jeg selv foran dommerens, som også er hans underordnede,

og dommeren har givet en kendelse imod ham”.1 Og så

tilføjede han: ” Oh De troendes Leder! Jeg sværger ved Gud at denne ringbrynje er din, og at mit krav var falsk”.

1- I de frie lande i den moderne verden er domstolene og dommerne permanente og ingen kan fjerne dem fra deres embede. Dette er blevet gjort, så de kan træffe beslutninger uden frygt eller forventning, og kan afgive kendelser selv imod indflydelsesrige personer og endda imod regeringsmedlemmer.


Senere så folk den kristne tjene i Alis hær som en loyal soldat, der kæmpede yderst entusiastisk imod Kharijiterne i krigen ved Nahrawan.

Ibn Abi Rafe’ har således berettet: ”Jeg var administrator for de offentlige skattekammer under Alis kalifat og var også hans skriver. De ejendele, som vi modtog fra Basra til det offentlige skattekammer inkluderede en perlehalskæde. Alis datter sendte mig nogle ord således: ”Jeg forstår, at der er en perlekæde i det offentlige skattekammer, som styres af dig. Send den halskæde til mig som lån, så jeg kan bære den på Eid al-Zahras dag. Derefter vil jeg returnere den”.

Jeg sendte halskæden til hende på betingelse af, at hun ville være ansvarlig, hvis den blev tabt eller ødelagt, og at hun ville aflevere den indenfor tre dage. Hun accepterede betingelserne.

Tilfældigvis fik Lederen af de troende øje på halskæden, og han genkendte den. Han spurgte sin datter, hvorfra hun havde fået den. Hun svarede: ”Jeg har lånt den af Ibn Abi Rafe’, den ansvarlige for det offentlige skattekammer, så jeg kan bære den på Eid al-Zahras dag, og jeg har lovet at levere den tilbage indenfor tre dage”.

Lederen af de troende tilkaldte mig og sagde: ”Anser du det for lovligt at bryde muslimernes tillid?” Jeg svarede: ”Må Gud forbyde, at jeg skulle begå forræderi mod muslimerne”. Derpå sagde han: ”Hvorfor lånte du sådan og sådan en halskæde til min datter uden at få min tilladelse og uden muslimernes samtykke?”

ALIS EGENSKABER 89

Jeg svarede: ”Oh De troendes Leder! Hun er din datter. Hun lånte den for at pryde sig selv og garanterede dens sikre aflevering, så jeg kunne lægge den tilbage på dens korrekte plads”. Ali sagde: ”Tag den tilbage i dag og gør ikke sådan i fremtiden, ellers vil jeg straffe dig”.

Da Alis datter hørte om det, sagde hun til ham: ”Oh far! Jeg er din kære datter. Hvem andre er mere berettiget til at bære denne halskæde?”

Ali svarede: ”Oh datter af Abu Talib! Vig ikke fra den rette vej. Kan du fortælle mig, hvor mange Muhajir og Ansar kvinder der pryder sig selv med sådanne halskæder?”

Slutteligt tog jeg halskæden tilbage fra Lederen af de troendes datter og anbragte den på dens korrekte plads.

Ali fastholdt retfærdighed selv i små og ubetydelige sager. Hvis det blev nødvendigt for ham at dele noget med andre, gav han de andre ret til at vælge først, så folk ikke skulle tro, at var blevet gjort forskel mellem personer fra statsmagten og almindelige borgere.

En dag tog han til en manufakturhandler ved navn Abu al-Nawars forretning ledsaget af sin tjener og købte to klædedragter. Da bad han sin tjener om at udvælge en af de to dragter. Tjeneren tog den ene af dem op, og Ali

beholdt den anden.1

1- Sådanne hændelser viser, at De Troens Leder var meget opmærksom på sine underordnedes rettigheder. De som laver et show ud af at støtte hjælpeløse mennesker, og beskylder religionen for at være en hindring for, at svage personer kan få deres


Alle befalinger og breve, som han sendte til guvernørerne og andre embedsmænd, kredsede om retfærdighed.

Såvel Alis nærmeste som mange andre sluttede sig sammen for at modarbejde ham. Det var derfor, at han ud fra et princip om lighed og retfærdighed ikke gav dem forrang, og ikke gav særlige bevillinger til sine slægtninge. Hans retfærdighedssans lod sig ikke påvirket af nogen, og han accepterede kun det, som var ret og rimeligt fra andre.

Da Othman ibn Affan blev kalif, gav han fuld frihed til sine slægtninge, venner og partnere til at samle rigdom, og han fulgte nogen, som gav ham forkerte råd. Marwan havde størst indflydelse på ham. Han drog ikke fordel af den kloge anbefaling som Abu Bakr havde givet Omar. Abu Bakr havde sagt: ”Hold dig væk fra de personer, som er ivrige efter at fylde deres maver, og som foretrækker position og rigdom. Lad dig ikke begejstres, fordi de var tilknyttet profeten og tjente ham. Bedøm alles natur individuelt og find ud af hvilken person han er”.

Ali hadede grådige mennesker. Derfor besluttede han, da han blev kalif, at behandle dem retfærdigt. Han afskedigede derfor straks nogle af dem og undersøgte de andres grådighed efter position og rigdom.

Der var en gruppe folk som ønskede at give Islams principper en ny form og gøre dem til et middel for tilegnelse af position og rigdom og behandle de islamiske territorier som en retmæssig arv for deres familie. Ali

rettigheder, har ikke gjort så meget for deres underordnede, som Ali gjorde.

ALIS EGENSKABER 91

kæmpede imod dem og sagde højlydt til dem: ”Jeg ved, hvad der kan afholde jer fra oprør og ballade, men den ting, som er en kilde til lykke for jer, er det ondes middel for mig”. Det er velkendt, hvor langt Ali gik i forhold til sådanne personer. Da undertrykkerne var besejret tyede de til bedrag, mens retfærdighedens ånd sejrede i Alis og hans ledsageres hjerter, selvom de tilsyneladende var de skadelidte. Da Ali mødte martyrdøden ved Ibn Muljims hånd, skrev en Nakh’ii kvinde ved navn Ummul Haitham et sørgedigt for ham. Et af versene i dette sørgedigt viser folks mening om hans karakter og retfærdighed: ”Han etablerede sandhed tvivlede aldrig på den. Han opførte sig retfærdigt overfor sine slægtninge så vel som overfor fremmede”.

Oprigtighed og frygtløshed er store menneskers kvaliteter og Ali var i udstrakt grad i besiddelse af dem. Oprigtighed, sandfærdighed, frygtløshed og mandighed og alle andre lignende kvaliteter er indbyrdes forbundet. Derfor fremsagde han aldrig en kendelse, som var i strid med hans reelle hensigt og beslutning. Han praktiserede ikke svig, skønt han udmærket vidste, at på den måde kunne han blive fri for fjendens bedrageri.

Hvad der er blevet sagt før om imamens sandfærdighed og karakter beviser fuldt ud hans oprigtighed og frygtløshed.

Et af hans principper og en af ledesnorene i hans handlinger var enkelthed. Enkelhed i alting. Han hadede formalitet utroligt meget og plejede at sige: ”Den værste bror er ham som for hvis skyld man bliver nødt til at involvere sig i vanskeligheder”. Han sagde også: ”Hvis en troende udviser formalitet overfor sin bror, betyder det, at


han har adskilt sig fra ham.” Hvis han udtrykte en holdning, fremsatte et råd eller gav en gave, var handlingen ikke besudlet med pral. Denne sædvane var så dybt rodfæstet i hans natur, at selv de mest selviske personer ikke kunne få ham til at handle efter deres ønske, og de indsmigrende aldrig skulle håbe på at tiltrække hans opmærksomhed. Disse personer plejede at sige, at imamen var hårdhjertet, umenneskelig og hovmodig. Ikke desto mindre var imamen hverken hårdhjertet, umenneskelig eller hovmodig. Tværtimod, som befordret af hans natur, sagde han, hvad han havde at sige uden formalitet eller hykleri.

Et stort antal mennesker, som samledes omkring ham, tragtede efter personlig gevinst. Ali blev mistænkelig overfor dem og skjulte ikke sine betænkeligheder. Når han tilkendegav sine synspunkter om dem, kan man ikke beskylde ham for hovmod eller grovhed.

Ali hadede hovmod og var absolut uden nogen form for egoisme. Han forbød også sine børn, ledsagere og embedsmænd at vise hovmod og praktisere egoisme. Når han rådgav dem, plejede han at sige: ”Sky egoisme. Du skal vide, at egoisme er en dårlig egenskab og årsagen til ondskab og ulykke.” Han hadede formalitet. Han afholdt også folk fra at prise ham og fortalte dem: ”Jeg er mindre end hvad I siger”.

Fra tid til anden skete det, at han anså en omtalt person for at være sin fjende. Ved sådanne lejligheder afholdt han sig ikke fra at nævne personens indre tilstand, som han var opmærksom på, og fortalte ham: ”Jeg er bedre, end hvad du tænker om mig i dit hjerte”.

ALIS EGENSKABER 93

Ali brød sig ikke om, at visse af hans venner lovpriste ham for meget, på samme måde som han ikke brød sig om at blive gjort mindre af sine fjender. Han har sagt: ”Folk af to typer er blevet ødelagt på grund af deres attitude overfor mig. De venner, som har overdrevet mine egenskaber og de onde fjender”. Han viste hverken hovmod eller overdreven ydmyghed. Han præsenterede sig selv som han var. Han var fri for forestillelse og hykleri. Det er vanskeligt at finde et mere reelt menneske end ham. Han købte en gang en sæk dadler og var ved at bære den hjem. Nogle personer så dette og tilbød at bære den for ham. Han fortalte dem helt ligefremt, at han som familiens overhoved var mere ansvarlig for at bære den.

Det er forkert at tro, at kunstig ydmyghed og blidhed udgør gode kvaliteter. Rent faktisk er det falskhed og ikke andet end skuespil, hvis man skulle udgive sig for at være mere ydmyg, end hvad man faktisk er. Ali var ikke ydmyg i den forstand, og han var heller ikke stolt. Han fremstod som han rent faktisk var uden nogen ydmyghed eller stolthed, fordi disse to ting er ikke mandige personers kvaliteter. Forfatteren til ”Abqari’atu’l Imam” siger: ”Ali gik barhovedet på slagmarken for at kæmpe imod fjenden hvorimod de var fuldstændigt tildækket med stål og jern. Hvordan kan man påstå, at denne handling af hans var baseret på hykleri?”.

En anden af Alis egenskaber var hans ædle natur. Han nærede ikke nag i sit hjerte imod nogen som helst, selv om han måtte være hans svorne fjende. Som vi allerede har nævnt, foreskrev han sine sønner og venner ikke at dræbe hans morder (Ibn Muljim). Selvom Talha var kommet som


en fjende for at dræbe ham, græd han ved hans døde krop og citerede et hjerteskærende sørgedigt for ham. Selvom Kharijiterne var hans dødelige fjender og havde kæmpet imod ham, og hans morder også var en af dem, og rent faktisk ikke havde givet ham færre problemer end Mu’awiya og Amr ibn al-Aas, rådede han alligevel sine venner og ledsagere til ikke at kæmpe imod dem. Han gav denne anvisning, fordi han vidste, at disse folk var blevet ofre for misforståelse og var blevet vildledte. De var sandhedssøgende men havde taget fejl i modsætning til Mu’awiya og hans følgesvende, som var søgere af løgn og fik succes med at opnå dette.

Der er intet, der kan ses i Alis biografi, som peger på, at han var hævngerrig. Under alle omstændigheder og i alle forhold udviste han sandfærdighed, ærlighed, ligefremhed og dygtig evne til at kæmpe.

Storslåede personer er ikke hævngerrige, ligesom de ikke tolererer uretfærdighed og undertrykkelse. De foragter folk, som undertrykker andre.

Selvom Ali ikke nærede noget nag i sit hjerte imod nogen som helst, var han nødt til at se en ondsindet gruppe i øjnene. Hans meningsfyldte ord viser, hvor nedslået han var over dette. Hans sorg var af den slags, som opstår fra medfølelse og godhed. Han var trist over at se folk skade sig selv.

En anden kvalitet, som adskilte ham fra andre, og som komplementerede hans andre egenskaber, var hans perfekte tro på sine handlinger og overbevisninger: og når som helst han handlede eller agerede, var han sikker på sin

ALIS EGENSKABER 95

handlings korrekthed og på at han selv var på den rette vej. Da han besluttede at kæmpe imod Amr ibn Abdawudd, den berømte arabiske mester, blev han advaret af Profeten og hans ledsagere om konsekvenserne. Han besluttede ikke desto mindre for at kæmpe, for ud over at han var modig, besad han også en ukuelig entusiasme for at støtte Islam.

Vi minder her igen om, at da fjenden havde omringet Ali fra alle sider, var han selv optaget af at bede sin bøn, uden at der var nogen vagt til at beskytte ham mod fjendens ondskab, og som konsekvens lykkedes det Ibn Muljim at såre ham med et forgiftet sværd. Dette er i sig selv et stort bevis på den kendsgerning, at han var overbevist om det rigtige i for hvad han gjorde, for en oprigtig person frygter intet.

Alle Alis ord og handlinger bekræfter, at han havde en perfekt og fast tro på, at hans handlinger var i overensstemmelse med sandheden. Det forholdt sig således, fordi alle hans handlinger stammede fra visdom

og erfaring.1

Da folk blev delt i to grupper i deres holdning overfor ham (dvs. venner og fjender), blev han ikke bange for fjenden og gav ikke op overfor dem, for han var sikker tro på, at hans handlinger var sandfærdige, retfærdige og korrekte.

1- Årsagen var, at imam Ali var fejlfri, og han sagde og gjorde alting i overensstemmelse med Islam Profets inspiration og traditioner. Derfor, nærede han ingen tvivl om sine egne synspunkter og handlinger.


Det var i denne sammenhæng, at han sagde: ”Selv om jeg slår en troende på næsen, for at han skal blive min fjende, vil han ikke blive min fjende, og selv om jeg skænker ham hele verdens goder, for at han skal blive min ven, vil han ikke blive min ven”. Han sagde også i denne forbindelse: ”Jeg er ikke bange for at kæmpe alene imod disse mennesker, selv om hele verden end ville tilslutte sig deres hær”.

Da han blev bekendt med at en gruppe folk fra Medina havde sluttet sig til Mu’awiya, skrev han til Sehl ibn Hanif, Medinas guvernør: ”Jeg har forstået, at en gruppe af din bys indbyggere hemmeligt har sluttet sig til Mu’awiya. Alligevel, skal du ikke være bekymret på grund af, at nogle folk vil forlade dig og ikke vil assistere dig. Jeg sværger ved Gud, at disse personer ikke har opgivet uretfærdighed og undertrykkelse og ikke holder sig til lighed og retfærdighed.

**********

ALIS VIDEN OG FORSTANDIGHED

Ali var uforlignelig hvad angår perceptionens kraft. Den islamiske lære drejer rundt om aksen af hans intellekt. Han var hovedkilden til viden. Der er ingen videnskabelige grene i Arabien, som ikke var grundlagt af ham eller i grundlæggelsen af hvilken, han ikke var den ledende skikkelse. Vi vil senere skrive i detaljer om hans store dygtighed i sociale videnskaber, fordi dette emne fortjener at blive diskuteret for sig selv. I dette kapitel foreslår jeg kun kort at omtale hans viden om retslære, akademisk og arabisk litteratur, såvel som hans juridiske skarpsindighed. Jeg skal være kortfattet fordi mange andre har skrevet om disse emner, og nogle af dem har udført grundig research. Jeg skal derfor kort gengive de kendsgerninger, som de har omtalt i detaljer, og skal berette om de ting i detaljer, som de kun kort har fortalt.

Jeg begynder med Koranen og Hadith (traditioner) og skal skrive om andre videnskaber senere, således at det må blive kendt hvor langt de følgende ord fra profeten bekræfter at være sande om Ali.

”Jeg er visdommens by, og Ali er dens port”.

Ali blev opfostret af sin fætter. Han blev hans discipel og antog hans vaner og væremåde. Profetens arv blev


indgivet i hans hjerte og hjerne. Han reflekterede over Koranen med en vismands intellekt og øjne og lærte dens iboende sandheder. Omstændighederne gav ham tilstrækkelig tid til at reflektere over Koranen. Så længe at Abu Bakr, Omar og Othman var beskæftiget med kalifatet, holdt han sin opmærksomhed rettet direkte mod Koranen. Han beherskede dens ord og betydninger. Hans tunge kunne recitere den på smukkeste vis, og hans hjerte var fordybet i den. Hans viden om profetens traditioner var af en sådan art, at ingen kunne konkurrere med ham i emnet. Og der er intet overraskende i det, fordi han altid var sammen med profeten og nød godt af ham mere end nogen anden ledsager eller Mujahid gjorde. Uanset hvad der var hørt af andre, var det også hørt af ham, og hvad der var hørt af ham, var ikke nødvendigvis hørt af andre. Det er en velkendt kendsgerning, at Ali ikke berettede nogen Hadith fra nogen anden end profeten. Det forholdt sig sådan, fordi han var sikker på at selv ikke et ord af profetens traditioner var gemt for hans ører og hjerte. Han blev spurgt: ”Hvordan er det, at du er overlegen i forhold til alle andre ledsagere hvad angår viden i Hadith?” Han svarede: ”Det er fordi profeten fortalte mig alt det, jeg spurgte om fra ham, og hvis jeg ikke spurgte om noget, gjorde han det selv bekendt for mig”.

Ali var overlegen i forhold til alle andre hvad angår retslære og islamisk lære, ligesom han efterlevede dem på en bedre måde end andre. De, som var hans samtidige, fandt ikke en større dommer end ham. Abu Bakr og Omar henvendte sig altid til ham, for at få løsningen på vanskelige problemer. Disse to kaliffer fik megen fordel af hans forstand og visdom. Andre af profetens ledsagere

ALIS VIDEN OG FORSTANDIGHED 99

konsulterede ham også for løsningen af deres problemer. Ingen kunne fremlægge bedre argumenter end ham med hensyn til juridiske problemer.

Hvad angår retslære var Alis viden ikke begrænset til tekster og afgørelser. Han var også dygtigere end hans samtidige i andre grene af lærdom, som er nødvendig for en jurist (som for eksempel matematik).

Abu Hanifa er kaldet ’den store Imam’ i sin kapacitet som jurist. Han var Alis elev, for han lærte retslære af Imam Ja’far al-Sadiq og kæden af hans lærere, når den tages op, slutter med Ali. På sammen måde var Malik, søn af Anas, Alis elev gennem nogle få mellemled. Malik lærte retslære af Rabiya. Han lærte det af Akrama. Han lærte det af Abdullah og Abdullah lærte det af Ali.

Abdullah, søn af Abbas, som var lærer for alle andre, blev spurgt: ” Hvad er forholdet mellem din viden sammenlignet med din fætters, dvs. Ali? Han svarede: ”Forholdet er det samme som eksisterer mellem en dråbe og oceanet”.

Ledsagerne har enstemmigt citeret profeten for at have sagt: ”Den bedste dommer blandt jer er Ali”.

Ali excellerede alle andre personer på hans tid vedrørende love, fordi han kendte Koranen og de religiøse regler og forordninger bedre end alle andre, og i Islam afhænger korrekt bedømmelse af kendskab til disse to ting.

Han besad sådan intelligens, visdom og overvejelse, at han i tilfælde af uenighed kunne give den mest rationelle bedømmelse. Hans bevidsthed var så stærk, at han altid var i stand til at give en bindende og retfærdig beslutning


efter at have undersøgt og forstået forskellige aspekter i en sag.

Omar ibn Khattab skulle have sagt: ”Oh Abul Hasan! Må det problem ikke forekomme, som du ikke er til rådighed for løsningen af”.

Når han afgav sin bedømmelse havde Ali studeret fordringshaverne så vel som nationen og almenheden. Denne dobbelte anskuelse og vurdering fra hans del var gensidigt afhængig. Han var den første dommer, som beviste folks rettigheder fra et filosofisk synspunkt og sagde, at det var en pligt for herskerne at tage behørigt hensyn til disse rettigheder. Udover fordringshavernes hensyn, er det også nødvendigt at observere retfærdighed overfor alle personer i sager om generel administration. Folk er forpligtet til at udføre visse handlinger for reformering af det samfund, i hvilket de lever.

Der er gensidig forbindelse mellem mennesker, og offentlige love har forbundet dem med hinanden. Det er nødvendigt at respektere disse love for en nations reformation og ikke kun for at opnå personlige mål.

Ali etablerede offentlige love og national enhed, og behandlede alle individer som en person hvad angår rettigheder og ansvar. I hans forordninger og bedømmelser observerede han fuldt ud dette princip, hvilket også fulgtes strengt af den tids civiliserede folk.

En aften hørte Ali en plaget person råbe om hjælp. Han løb hen imod ham med det samme og sagde: ”Redningen er kommet”. Han så at en mand holdt fast i en anden mands krave. Da han så Ali, forlod han sin modstander. Da sagde


han henvendt til Ali: ”Jeg solgte et stykke klæde til denne mand for ni dirhams, og brød ikke nogen betingelser for handlen. Han gav mig ugyldige mønter, og da jeg bad ham om at give mig gode mønter i stedet, skældte han mig ud og slog mig”.

Ali bad køberen om at tage de ugyldige mønter tilbage og give sælgeren gode mønter. Da spurgte han den anden person, hvorvidt han havde vidner til at bekræfte, at køberen havde slået ham. Han skaffede det nødvendige bevis. Derpå bad Ali køberen om at sætte sig ned og sagde til den anden mand om at gøre gengæld. På den anden side tilgav han ham.

Da Ali så, at den forurettede havde givet afkald på sin ret og tilgivet den anden person, pressede han ham ikke til at tage hævn. Han, på den anden side, holdt det princip for øje i forbindelse med denne hændelse, at det var nødvendigt at tage hensyn til det almindelige menneskes ret, og det var hans pligt, at straffe enhver udbytter, således at retfærdighed måtte forblive stærk blandt folk, og nationens ret ikke kunne skades. Han så også på den kendsgerning, at i ethvert samfund er der mange magtfulde og grusomme folk som bemægtigede sig de svages ejendom og rettigheder, og sidstnævnte kan ikke tage sin ejendom tilbage eller kræve sin ret på grund af svaghed eller frygt, skønt det kun er retfærdigt, at der ikke skulle gøres indgreb på deres rettigheder. Derfor tænkte han ved sig selv: ”Hvem er der ud over mig selv, som vil støtte dem og kræve deres rettigheder, således at de kan leve et fredeligt socialt liv og kan hvile sikkert og trygt, vel


vidende at der ikke er nogen forskel mellem folk angående sociale rettigheder, og at deres rettigheder er sikre?”

I ovennævnte sag lod Ali derfor den person, som var blevet slået, gå, men greb angriberen ved hånden og slog ham ni gange i nærvær af den anden person, mens han sagde: ”Dette er en herskers ret”.

Ali var ikke tilfreds med den ydre virkelighed ved visse ting og var opsat på at gå dybt ind i alle sager. Han tænkte forstandigt over Koranen og religionen på samme måde, som alle andre tænkere funderer over jordiske anliggender.

Ingen tvivl om at en person, der besidder guddommelig kraft ligesom Ali, ikke stiller sig selv tilfreds med religionens ydre manifestationer, udførelsen af de foreskrevne pligter og tilbedelsens formaliteter. For det meste ser folk på religionen og dens forordninger i forbindelse med de konkrete handlinger og bedømmer derfor på en overfladisk måde. Ikke desto mindre så Ali også på dens indre virkelighed. Han gjorde disse ting genstand for sine overvejelser og research og beviste, at religionen er baseret på principper, der er relateret til og forbundet med hinanden. Dette førte til etableringen af videnskab for akademisk og islamisk filosofi. Ali var den første akademiker (’Arif) og grundlægger af dette akademiske studie. (For detaljer se ”On Ilmul Kalam wal Irfan, ISP 82).

De gamle akademikere sugede til sig fra denne hovedkilde, fordi de fik vigtige akademiske elementer og principper fra


ham. De senere akademikere medgav også, at han var deres leder, fordi de også opnåede vejledning fra ham.

Wasil ibn ’Ata var leder og den centrale figur i Mu’tazila sekten. Dette var den første sekt i Islam som introducerede fornuft i religion og advokerede, at religiøse forskrifter skulle være i overensstemmelse med logikkens principper, og religionens korrekthed skulle bevises med fornuft.

Wasil ibn Ata, var Abu Hashims ibn Muhammads elev, og han var søn af Hanafiya, og dennes far Muhammad var Alis elev.

Det samme kan siges om Asha’ira, for de var elever af Mu’tazila, som fik viden fra Wasil ibn Ata, og han fik den via nogle mellemled fra Ali.

Sufismens kilde og grundlag findes i Nahj-al-Balaghah. Før de muslimske sufier blev opmærksomme på græsk filosofi, havde de anset Alis taler for at være kilden til deres ideer, for indtil da var græsk og persisk filosofi ikke blevet oversat til arabisk.

Den Almægtige Gud ønskede, at hvad angår religiøs viden skulle Ali være søjlen og centrum for arabisk lærdom. Ingen person på hans tid kunne konkurrere med ham, hvad angår arabisk litteratur.

Med hans perfekte viden om syntaks, hans veltalenhed og store intellekt formulerede han regler og principper for arabisk sprog. Og han underbyggede disse med logikkens fornuft og argumenter. Hans evne til logisk argument kan ses ud fra det faktum, at han grundlagde de arabiske videnskaber og banede vejen for andre til at udbrede dem.


Historien viser, at Ali var grundlægger af videnskaben om den arabiske syntaks. En dag kom Abu’l Aswad, som var en af hans ledsagere, og så, at Alis hoved var bøjet ned, og at han tænkte over noget. Han sagde: ”Oh De troendes Leder! Hvad tænker du på?” Ali svarede: ”I din by (dvs. Kufa) har jeg hørt noget, som blev udtrykt af taleren på en forkert måde. Jeg har derfor besluttet at skrive en elementær bog om det arabiske sprogs principper”.

Han gav da et papir til Abu’l Aswad, på hvilket der var skrevet at ord er af tre typer, substantiv (navneord), verbum (udsagnsord) og præposition (forholdsord).

Den hændelse er også blevet berettet på en anden måde, og det er blevet sagt at Abu’l Aswad beklagede sig overfor Ali og sagde, at folk for det meste talte sproget forkert, for siden araberne blev blandet med ikke-arabere efter deres erobringer, var forkerte fraser kommet ind i deres konversation.

Imamen tænkte lidt og bad da Abu’l Aswad om at skrive ned, hvad han ville diktere. Abu’l Aswad fremskaffede en pen og et stykke papir, og så sagde Ali: ”Det arabiske sprog består af substantiver (navneord), verber (udsagnsord) og præpositioner (forholdsord). Substantiver fortæller om de ting, som bærer navne, verber fortæller om bevægelser og handlinger af disse, og præpositioner udtrykker en mening, som hverken er substantiv eller verbum. ”Ting er af tre slags dvs. noget åbenlyst, noget skjult og noget som hverken er åbenlys eller skjult”. (Nogle lærde siger, at med den tredje slags ting mente Ali ’demonstrativ pronomen’ (stedord)).


Da bad han Abu’l Aswad om at udbrede og fuldende emnet i overensstemmelse med samme ’nehv’ (dvs. metode eller måde). Fra den dag af og fremover begyndte denne gren af lærdom at blive kaldt ’Nehv’ (syntaks).

En anden af Alis egenskaber var hans skarpe intelligens og hurtige forståelse. Det skete ofte enten i forsamling med venner eller i møde med fjenden, at han improviserede og udtrykte vise ord, som blev til ordsprog og gik fra mund til mund. Vanskelige matematiske problemer, som var et mysterium for andre, blev løst af ham på ingen tid. Det er fortalt, at en kvinde kom til Ali og klagede over, at da hendes bror døde, efterlod han sekshundrede dinar, men ud af de penge havde hun kun fået en dinar. Ali svarede: ”Måske består din brors arvinger af en enke, to døtre, mor, tolv brødre og dig selv”. Og virkeligheden viste sig at være, som nævn af imamen.

En dag mens Ali var ved at give en prædiken fra prædikestolen, sagde en af de tilstedeværende: ”En mand er død og har efterladt sig sin enke, sin far, mor og to døtre”. Ali svarede med det samme: ”Enkens ottendedel vil blive ændret til en niendedel. Eftersom imamen afgav denne dom, mens han var på prædikestolen, blev problemet siden kaldt ”Prædikestolens forpligtelse”.

Ali var Islams filosof. Filosofi opstod ved hjælp af visdom og intelligens og en stærk kraft af opfattelse og ræsonnement. En filosof er den, som nævner et antal vigtige anliggender i en kort beretning og tilskynder såvel sig selv om andre til at leve i overensstemmelse med sine ord.


Ali optog den højeste position ikke kun blandt Islams filosoffer, men også blandt de unikke personligheder af den menneskelige race.

Det er vanskeligt at finde en person ligesom Ali, som kunne udlede teoretiske og rationelle anliggender i kraft af sin intelligens, og derefter omsætte dem i smukke og korte sætninger på sådan en måde, at tiden ville bevare dem, og de blev til ordsprog og talemåder. Islamiske videnskaber og lærdom prægede menneskehedens udvikling ved at tilføre deres egen specifikke kulør gennem guddommelig filosofi, og deres hovedkilde var de to store personligheder Muhammad og Ali.

Imamen så filosofisk på skabelsens hemmeligheder, menneskelivet og samfundet, og utallige talemåder med hensyn til Guds Enhed, guddommelige anliggender, og metafysik, er til fra hans arv. Vi har tidligere bemærket, at han var grundlæggeren af akademisk lærdom og teologi. Han var en lærer, hvis evne og lederskab er blevet medgivet af enhver person, som kom efter ham med sine egne synspunkter eller bemærkninger. I Nahj al-Balaghah har han beskrevet så mange perler af visdom, at eftertiden har ladet ham stå i første række af verdens store filosoffer. Muhammad refererede faktisk til Ali, da han sagde: ”Den lærde iblandt mine ledsagere er ligesom profeternes efterkommer af Israel”.

* * * * * * * * * *

MENNESKERETTIGHEDER OG ALI

EN VANSKELIG TEST

Ved Gud! Jeg indrømmer selv sandheden før noget bevis er ført imod mig.

Vores emne er meget vanskeligt. Vores ord kan kun forstås af de ærligste hjerter og mest fremsynede intellekter. (Imam Ali).

Ali formulerede så faste regler og præsenterede så solide synspunkter om menneskets rettigheder og velfærd for det menneskelige samfund, at deres rødder trænger dybt ned i jorden og deres grene når op i himlene. Alle sociale videnskaber som er fremherskende i vores tid bekræfter disse synspunkter og principper. Selvom de moderne sociale videnskaber kan have mange navne, og kan være præsenteret i forskellige former, er deres formål det samme, nemlig at beskytte mennesker mod undertrykkelse og at skabe et samfund, som beskytter menneskers rettigheder på en bedre måde – et samfund i hvilket menneskelig værdighed skal respekteres og ordets og handlingens frihed skal være sikret i sådan et omfang at ingen kan blive skadet.

Tidens vilkår og omstændigheder har en stor effekt på skabelsen af sociale videnskaber. Det er selve disse vilkår


og omstændigheder, som præsenterer sociale videnskaber i én form på et tidspunkt og i en anden form på et andet tidspunkt.

Når vi studerer historie og læser om forskellige hændelser, finder vi ud af, at der har været en konflikt mellem to forskellige grupper af mennesker og to forskellige synspunkter og ideer. En gruppe har været opsat på at være diktatoriske og udnytte det almindelige menneskes ret og at fjerne hans frihed, hvor imod den anden gruppe har været ivrig efter retfærdighed, demokrati, opretholdelse folks rettigheder og deres frihed. Gennem historien kan vi se, at alle gavnlige bevægelser blev startet af de undertrykte og reformatorerne rejste sig altid fra deres midt, så de kunne gøre ende på undertrykkelse og uretfærdighed og etablere et styre på baseret på lighed og retfærdighed, som skulle stemme overens med almindelig menneskelig fornuft og virke fremmende på samfundets vilkår og omstændigheder.

Ali nyder en høj position i historien for menneskerettigheder. Hans synspunkter var lænket sammen med Islams grundlæggende tankegang. Det centrale i hans synspunkter var, at udnyttelse skulle stoppes, og klasseforskelle skulle udryddes blandt folk. Hvem der end kender Ali og har hørt hans bemærkninger og forstået hans holdninger og synspunkter om menneskeligt broderskab ved, at han var det dragne sværd over tyrannernes hoved.

Hele hans opmærksomhed var rettet imod håndhævelsen af lighed og retfærdighed. Hans tanker og væremåde og hans styreform og politik var alle rettet imod opnåelsen af

MENNESKERETTIGHEDER OG ALI 109

dette mål. Når som helst en tyran gjorde indgreb på folks rettigheder eller behandlede de svage på en ydmygende måde eller ignorerede deres velfærd og smed sin egen byrde på de svages skuldre, gav Ali ham hård modstand.

Imamens egen mentale opdragelse foregik i et miljø, der understregede, at lighed og retfærdighed skulle håndhæves på sådan en måde, at reel lighed skulle etableres, og én klasse ikke skulle nyde nogen suverænitet over en anden klasse, og enhver person skulle modtage det, som han var berettiget til. Han sænkede aldrig stemmen, når det gjaldt håndhævelsen af retfærdighed, og hans embedsstav forblev altid aktiv for at nå dette mål. Han ophøjede mennesket og var altid klar til at forsvare individets og samfundets ret. Hans styre var det bedste eksempel på administration i en lang periode. Det var et styre som var retfærdigt, og hvor menneskets ret blev beskyttet; et styre, som opnåede sine mål ved hjælp af alle midler.

Imamen erkendte, at samfundene på den tid var baseret på hovmod, bedrag og skadelige aktiviteter, og at reformation af hele strukturen var nødvendig. Han vidste også ganske vel, hvordan samfundet kunne reformeres, og hvor langt tid det ville tage for at gøre det. Skønt han tænkte på folks velfærd på alle måder, gav han sin største opmærksomhed på reformation af såvel individet som samfundet. Intet kunne stoppe ham fra at anstrenge sig i disse henseender. Hvad han ønskede mest var at etablere sandhed og ødelægge løgn, og ingen andre var bedre i stand til at skelne mellem sandhed og løgn.


Ali bedømte tingene korrekt og engagerede sig selv frygtløst i opgaven som han så det mest gavnligt. Han udviste aldrig nogen tvivl med hensyn til noget i forbindelse med offentlig velfærd. Når nogen embedsmand eller guvernør undertrykte folk sad Ali ikke stille eller så gennem fingre med deres handlinger. Han udviste aldrig slaphed, når han fandt at nogen havde dannet en gruppe imod retfærdighed. Fra tid til anden var hans stræben imod sit mål ikke alene i strid med hvad hans fjenders ønskede, men også hans venner, men det bekymrede ham ikke.

Alt dette gjorde han, så enhver persons ret til at leve et fredeligt liv kunne sikres, og så folk ikke skulle blive delt op i to grupper, en som skulle være meget lykkelig og den anden meget ulykkelig.

Ali havde klart forstået, at det ville være meget farligt at dele folk ind op i to klasser og foretrække den ene frem for den anden. Dette ville sænke det intellektuelle niveau, skabe ondskab i sjælen og afføde undertrykkelse og uretfærdige opfattelser og handlinger, og alle former for bedrag og korruption ville opstå. Resultatet ville være at glæden ved livet ville dø, og folk ville blive pessimistiske og udvise modvilje overfor hinanden. Som konsekvens deraf ville samfundet blive ødelagt. Så længe to klasser eksisterer i et samfund, er en konflikt mellem dem uundgåelig, og det vil medføre tab af mange liv. I de sidste dage af Othmans kalifat havde statens rangspersoner og især medlemmer af Umayyade familien, som var slægtninge og pårørende til kaliffen, gjort det til en praksis, at de åbenlyst modarbejdede de islamiske regler og


forordninger. De ydmygede folk, behandlede dem som slaver og gjorde dem så bange for herskeren, at de ikke kunne samle mod til at stå foran ham og nævne deres klager. De legede med folks liv på samme måde, som de legede med deres ejendom. De afstod ikke fra at udgyde folks blod til egen fordel og ingen skulle vove på at gøre gengæld. De skammede sig ikke over at tage bestikkelse eller plyndre andres ejendom.

Deres vedvarende aktiviteter og de vilkår og omstændigheder, de bød folk, viste tydeligt, hvad deres hensigter var. Det var indlysende, at de var ved at tilsmudse deres hænder med folks blod, at trampe på deres rettigheder og at ændre kalifatet til et kongedømme og det islamiske demokrati om til despotisme og diktaturstyre for en enkelt familie. Medlemmerne af dette parti, som befandt sig midt mellem Alis retfærdige opførsel og deres egen personlige gerrighed, var som gamblere. På den ene side var Ali besluttet på at gennemtvinge lighed og retfærdighed med al sin magt. Og på den anden side var disse personer opsatte på at have tøjlerne til magten i deres egne hænder og at besidde så meget rigdom og ejendom som muligt. Mellem disse to værdisæt handlede de ligesom gamblere, i håb om at opnå en mulighed for at frembringe en revolution, og som en konsekvens deraf at tilegne sig selv alle fordele. De nærede de værste passioner og længsler i deres tanker.

Der er ingen tvivl om at de forpligtelser, som Ali havde påtaget sig, var meget vanskelige og besværlige. Af forskellige årsager og via indviklede omstændigheder havde Ali stået overfor mange vanskeligheder, som ikke


nemt kunne overvindes. Verdenen var på dette tidspunkt vendt på hovedet, vilkårene var oprørende, og begivenhederne var skræmmende, og Alis forpligtelser var så store og tunge, at kalifatet og religionen Islam afhang af dem. Ved at løse disse problemer og overvinde disse vanskeligheder udførte Ali en opgave, som gjorde hans kvaliteter kendt viden om i verden. Verden kom til at se, hvor opmærksom han var på offentlige rettigheder, hvor beslutsom han var med at promovere individuelle og kollektive dyder, og med hvilken tålmodighed og ihærdighed han opnåede sine mål.

Alis vanskeligheder var ligesom de vanskeligheder, Profeten var ude for, fred være med ham, da han gjorde det bekendt for Quraysh, at han var blevet udpeget til den profetiske mission, og de vendte sig imod ham. På den ene side var der sandhed, retfærdighed, ligestilling og lighed, og på den anden side var der forræderi, profitmageri og egoisme. Profeten ønskede at introducere sandhed, ligestilling og lighed, hvorimod Quraysh var opsat på at håndhæve forræderi, profitmageri og egoisme.

Ali stod overfor lignende vanskeligheder. Ikke mindst blev det af andre anset for at være store vanskeligheder. Hvad angår Ali, kunne selv ikke den største vanskelighed få ham til at fravige sit mål. Hvis en anden person besad den styrke og udholdenhed, som Gud havde givet Ali, ville alle vanskeligheder ligeledes blive nemme for ham. Hvad der var utåleligt for Ali, var at han skulle sidde i afsondrethed og ikke kunne gennemtvinge ligestilling og retfærdighed – at han skulle knuse frihedens ånd og ikke så dydernes frø.


Profeten blæste en lyd ind i ørerne på Abu Sufyan, Abu Lahab, Umm Jamil, Hind – hende som spiste menneskelever, og Quraysh handelsmænd, på grund af hvilken deres planer blev spoleret, deres struktur blev brudt og deres tage faldt til jorden. Ikke desto mindre, var denne stemme i sig selv en god nyhed og et glædens budskab for muslimerne og de hjælpeløse folk. Han sagde til Abu Talib: ”Kære onkel! Selv hvis disse folk placerer solen i min højre hånd og månen i min venstre hånd, for at jeg skal fornægte kaldet til Islam, vil jeg ikke gøre således, før den Almægtige Gud lader denne religion sejre, eller jeg dør”.

En dag sagde en af de ældre af Quraysh til Muhammad: ”Hvis du har introduceret denne nye religion med henblik på at samle rigdom, vil vi placere så megen rigdom til din disposition, at du vil blive den rigeste blandt os. Hvis dit mål er at opnå en høj position, er vi rede til at anerkende dig som vores høvding. Og hvis du ønsker at blive en konge, er vi rede til at acceptere dig som vores konge”. Han sagde til gengæld: ”Mit mål med at invitere folk til Islam er ikke at opnå rigdom eller position, jeg længes heller ikke efter at blive jeres konge. Jeg bringer denne invitation, fordi Gud har sendt mig til jer som profet og har åbenbaret Bogen til mig. Han beordrede mig at advare jer om Hans straf og give jer gode nyheder om Paradiset. Jeg har videregivet Guds budskab til jer. Hvis du accepterer det, vil du være rig i denne verden så vel som i det Hinsidige, og hvis du afviser det, skal jeg forblive tålmodig, indtil Gud afsiger Sin dom over dig og mig selv”.

Hvad gjorde Ali? Hvad var hans attitude overfor sønnen af Abu Sufyan og Hind, hende som spiste menneskelever, og


overfor handelsmændene, som købte og solgte magt og embeder, og overfor soldaterne, som blindt ofrede deres liv til fordel for andre, og overfor dem, som havde solgt deres religion og overbevisning for løgnens pris? Ali blæste også en stemme i deres ører, som ødelagde fundamentet af deres ideer, og fik deres strukturer og tage til at kollapse. Og denne stemme var bringeren af gode nyheder om lykke og et budskab om trøst til de retfærdige og fromme. Han sagde: ”De magtfulde er svage og de svage er magtfulde. Så længe stjernerne bevæger sig på himlen, vil jeg ikke afgive en kendelse, som går imod retfærdighed. Ved Gud jeg skal udføre retfærdighed, hvad angår undertrykkerne og de undertrykte. Jeg skal putte en ring i næsen på undertrykkeren og trække ham hen imod sandheden, selv hvis han afskyr den mest. Jeg sværger ved Gud, at jeg indrømmer sandheden før noget bevis er ført imod mig. Jeg tager ikke hensyn til, hvorvidt jeg selv går imod døden, eller døden kommer imod mig”.

En dag sagde nogle personer til Ali ”Vi er respektable medlemmer af dette samfund”. Han sagde til dem: ”En fattig person er respektabel i mine øjne, og jeg vil genvinde hans rettigheder (fra den velhavende) og den respektable (velhavende) person er svag i mine øjne, og jeg vil genvinde den fattiges rettighed fra ham”.

Vi skal nu undersøge, hvor langt Ali førte disse ord ud i praksis, og hvordan han behandlede folk.

**********

FATTIGDOM OG DENS KONSEKVENSER

Ali så opmærksomt på verden. Han så på alle aspekter uden undtagelse. Han holdt individuelle så vel som kollektive rettigheder i erindring og ignorerede ingenting. Han inviterede folk til at se på verdens skønhed og skabelsens undere og informerede enkeltpersoner såvel som samfundet om deres rettigheder, så de bedre kunne opnå lykke og fremgang. Han forklarede rettighederne for den enkelte og for samfundet, for at mennesker skulle hjælpe hinanden og i fællesskab anstrenge sig for stabilitet og fremgang i samfundet og drage fordel af det i deres individuelle kapacitet.

Mennesket består af tre ting, nemlig sjæl, krop og følelser. Kroppen er den materielle del af mennesket. Den har også en ret, som skal respekteres.

Ali hvis anstrengelser var centreret om dannelse af jeg’et og udviklingen god moral, bestræbte sig også på at få samfundet til at basere sig på ligestilling og retfærdighed og at vedtage retfærdige love for menneskets materielle og jordiske liv.

Det var også Alis mål at vejlede folk til hjertets renhed og til tilegnelsen af god opførsel, og at han tilskyndede fok til at pleje og finpudse deres samvittighed på sådan en måde,


at de ville blive i stand til at afvise deres egne dårlige vaner og forskønne sig selv med gode kvaliteter. Men det er dog ikke muligt at udvikle gode vaner i et samfund, før borgerne har mad at spise og tøj at tage på, eller hvis folk ikke kan tjene til livets underhold. Det første kriterium for at udvikle gode og sunde vaner, er at retfærdigheden sejrer. Derfor skulle programmer for reformation påbegyndes med forsyningen af livets nødvendigheder som mad, tøj, osv. Folk kan kun blive interesseret i dannelsen af jeg’et og god moral, efter at disse fornødenheder er blevet tilvejebragt. Dette var Alis ønskede formål både før og efter han opnåede kalifatet.

Hvordan kan en arbejder, som arbejder hårdt hele dagen, nyde verdens scenerier og spekulere over tegnene på Guds Storhed, når han ikke får sin fulde løn eller bliver udnyttet af profitmagere og pengeudlånere? Hvordan kan han blive tiltrukket af gode dyder og god moral, når han er led og ked af selve sit liv?

Hvordan kan hjælpeløse folk forstå betydningen af jeg’ets forædling, når de bliver pisket til tårer af deres herskere og anser deres liv for værdiløse? Hvis deres liv er ejet af slaveejere, som det forventes, at de skal tjene og assistere, men som faktisk udnytter dem?

Der er mange trængende folk som ikke ejer så meget som en krone. Ikke desto mindre konfiskerer pengeopkræverne hvilken som helst ejendom, de ejer, for således at fylde skattekammeret til glæde for havesyge herskere. De har ikke engang brød at spise og deres liv og ejendom er ikke sikret. Og hvis de ytrer så meget som et eneste ord imod herskerne, bliver hele deres liv et inferno af problemer.

FATTIGDOM OG DENS KONSEKVENSER 117

Hvordan kan fattige folk reflektere over universets hemmeligheder og mysterier og bestræbe sig på at forfine deres opførsel, mens sulten gnaver? Når fattigdom har fremmedgjort en person for enhver godhed og har ødelagt hans sindsro, og han har mistet interessen for alt, og tyrannerne har bundet ham på hænder og fødder, og det slet ikke er muligt for ham at opnå frihed, hvordan skulle det så være muligt for ham at være oprigtig, renhjertet og dydig, og at fri for misundelse og modvilje, og ikke at afvige fra godhedens og fromhedens vej?

Når sult har tændt ild i hjertet på en person og den fortærer enhver dråbe af hans blod og udrydder hans tro, hvordan kan han så nyde livet, og tro på folks retfærdighed, sympatisere med sine fæller, og leve i godhed sammen med sine slægtninge og nære?

Hvordan kan en person elske andre, når hans hænder og fødder er bundet med mindreværdskomplekser og trældom, og når han ikke har nogen interesser tilbage i livet og anser livet selv for at være nytteløst?

En person, som ikke har noget at spise, kan ikke besidde godhedens og fromhedens kvaliteter, fordi mad er den første betingelse for ethvert menneske og døren til sindsro. Det er mad, som gør det muligt for en person at reflektere, og får ham til at rendyrke sin moral, og at udvise god opførsel overfor andre.

Frihed fra fattigdom er det, som befrier mennesket for ynkelighed og lidelse og hæver ham til toppen af fremgang. Fattigdom hæmmer menneskelige følelser. Fattige og hjælpeløse personer anser sig selv som


fremmede i deres egen by. De føler, at deres by ikke er deres by, og deres slægtninge ikke er deres slægtninge, og de selv er værdiløse.

Når fattige og hjælpeløse mennesker anser sig selv som uegnede til at udføre gode handlinger og ikke føler, at de har overskud til at fremelske de bedste kvaliteter, er vejen væk fra disse mindreværdskomplekser at de bliver afhjulpet deres fattigdom. Kun på det tidspunkt kan de tro på, at de også kan blive gode borgere, og så kan de befri deres hjerter for følelsen af misundelse og nag.

Der var nogle hyklere, som plejede at sige, at den eneste måde at opretholde lov og orden var, at folk skulle forblive delt i to grupper – dem som var mætte og dem som var sultne. Ifølge dem var det ikke nødvendigt for de mætte at underordne sig livets krav – livet som er elsket af alle – ej heller var det nødvendigt for dem at ønske nogen ændring i deres egne livsvilkår eller i de andres. De ønskede at status quo blot skulle opretholdes i verden. Ifølge disse hyklere var de sultne heller ikke berettiget til at kræve deres ret, ligesom de ikke havde ret til at græde over det brød, som var blevet stjålet fra dem og placeret på kapitalisternes spisebord.

Hvis en sulten person krævede sin rettigheder, og protesterede over at brødet blev taget ud af munden på hans børn, blev han regnet som en vantro og en ballademager, som forstyrrede folk i at leve et fredfyldt liv.

Hyklerne greb til nye strategier nu og da for at beskytte deres tilranede midler og opretholde deres eget fornøjelige og glædesfyldte liv og holde de trængende


personer trælbundet. Hele vejen gennem historien har de brugt allehånde våben til at nå deres mål. Deres vigtigste våben har altid været at forvrænge fortolkningen af religiøse forordninger. Denne strategi har ikke været karakteristisk for muslimerne. Den er blevet brugt af alle hyklere i Buddhisme, Jødedom, Kristendom, Islam og alle andre religioner.

Det enkleste våben, som hyklerne har draget fordel af, var deres påstand at profeterne tilskyndede folk til afholdenhed, insisterede på forsagelse af jordiske glæder og overflod, foretrak simpelhed og fattigdom, og opmuntrede til tilfredshed med livet og uvirksomhed i

stedet for at gøre en aktiv indsats.1

1- Så meget er blevet sagt om det fortrinlige ved at give afkald på verden og om fromhed, at det er muligt, at nogen faktisk tror, at erhvervelse af jordiske ting er totalt forbudt i Islam. Det er derfor nødvendigt at præcisere, at der er forskellige niveauer af fromhed, pligt og ansvarlighed for profeter, helgener og andre af Guds udvalgte tjenere og at disse endvidere er forskellige fra de standarder, som gælder for almindelige mennesker. Hvad angår almindelige mennesker er det klart beskrevet i Koranen, hvordan den fromhed, de bør udvise, skal forstås. Imam Ali sagde: ”Essensen i fromhed er blevet nævnt i Koranen i to sætninger. Den Almægtige Gud har sagt: ”Du må ikke sørge over, hvad du har mistet, ej heller fryde dig over, hvad Gud har givet dig”. Ved at følge dette vers opnås perfekt fromhed. Gud siger: ”Oh I som tror! Gør ikke noget ulovligt for jer selv, som Gud har gjort lovligt for jer, og overtræd ikke grænserne. Gud kan ikke lide dem som overtræder”. Gud siger også: ”(Oh profet!) Spørg dem hvem der har forbudt de gode ting og de rene spiser, som Gud har skabt til Sine slaver?”.


Hyklerne gør meget ud af at markedsføre de ovennævnte synspunkter og ønsker at almindelige mennesker skal acceptere dem som korrekte, således at de kan forblive underprivilegeret, mens de selv kan fortsætte med at være rige og nyde livets glæder.

Det er nødvendigt at modarbejde deres falske propaganda, så vi skal præcisere den sande position. Det kan kun gøres, ved at vi finder ud af på hvilket grundlag Ali baserede sin politik og de befalinger, som han udstedte.

Versene som er citeret ovenover viser, at lige som det ikke er tilladt at lovliggøre det, som Gud har erklæret ulovligt, ligesom det ikke er tilladt at forbyde de rene ting og gode ting, som Gud har gjort lovlige. Og det er ikke tilladt at afgive et løfte om ikke at bruge de lovlige ting. Sådan et løfte kan ikke håndhæves i henhold til religiøse love. Imam Ali siger: ”Fromhed i verden betyder at man mindsker sin længsel, takker Gud for Hans velsignelser og holder sig fra ting, som er gjort ulovlige af Gud”. (Jame’ al-Sa’adat). Ali sagde: ”Fromhed i verden betyder ikke, at ejendom skal ødelægges, eller lovlige ting skal betragtes som ulovlige. Tværtimod betyder det, at man ikke skal være mere afhængig af de jordiske ting som man ejer end man er af Gud”. (Jame’ al-Sa’adat). Ali sagde også: ”Hvis en person opnår besiddelse af alt på jorden, og hans mål med dette er at opnå Gud glæde, er han en from person, og hvis han forsager hele verden, men hans mål med at gøre dette ikke er Guds tilfredshed, så er han ikke en from person”. Der var en person, som spurgte imam Ali: ”Hvad er fromhed?”. Han svarede: ”At afvise verdens ulovlige ting”. Kort fortalt er det gode og det dårlige i jordiske ting afhængige af ens intention. Hvis intentionen er god, og de jordiske ting er opnået for at tjene som middel til lykke i det Hinsidige, er ens handlinger prisværdige, i modsat fald fortjener de at blive fordømt.


Det er sandt at verdenen blev fjernet under Muhammads fødder og spredt for andres fødder. Alle jordiske glæder og al jordisk pynt var forbudt for ham. Han var en ekstremt mådeholdende person. Han spiste sig aldrig mæt, og ligegyldig hvilken mad han spiste, var den ikke særlig overdådig. Han forlod verden som beskrevet af Abu Dharr: ”Profeten spiste aldrig to slags mad på en dag. Når han spiste dadler, spiste han ikke brød. Det skete tit, at der ikke blev lavet mad i hans hjem i flere måneder i træk”.

Det er også sandt, at Ali anså to stykker tøj for at være tilstrækkeligt for ham og også kun forsørgede sig selv med to stykker brød om dagen. Hans hus lignede de fattiges huse. De velkendte tilfælde, hvor hans afholdenhed og nøjsomhed er adskillige og så velkendte, at det ikke er nødvendigt at berette dem her.

Det er også sandt, at hans ledsagere ligesom Abu Dharr stillede deres sult med tørt bygbrød. Ikke desto mindre er der noget andet, som også er korrekt, som drejer sig om alle dem, som var ansvarlige for uddannelse og vejledning af folk og havde et højt embede som ’vejleder’ og ’leder’. I forståelse for de forpligtelser, der knyttede sig til deres embede, anså de et meget lille kvantum mad og andre nødvendigheder for at være tilstrækkeligt for sig selv og forblev tilfredse med det. Men ikke alle personer kan være ligesom dem og klare de vanskeligheder, som de gennemgik, ej heller kan det lys, som oplyste deres hjerter og gjorde dem aktive, tændes i alle hjerter. Desuden var de


så bekymrede for deres fællers velfærd, at de ikke lagde

særlig megen vægt på deres egen mad, tøj og komfort.1

De som har studeret disse lederes liv, må med det samme erkende, at de var revolutionens forfædre, og deres formål var forbundet med revolution og omstyrtning af eksisterende magtstrukturer. Uanset hvad de gjorde, var det for folks velfærd, og de gjorde det med folks hjælp. For at gøre revolutionen succesfuld antog de metoder, som passede til deres land. Nogle af revolutionens ledere var dem, som blev dræbt, som for eksempel Ali ibn Abu Talib og nogle var dem, som fjenderne ikke kunne skade, som for eksempel profeten Muhammad.

Det var ikke muligt for revolutionens ledere at leve et liv i luksus og glæde, fordi revolutionens natur ikke tillod dem

1- I bestræbelserne på at holde de trængendes moral og mentalitet høj blev repræsentanterne for det islamiske styre foreskrevet at føre et enkelt liv. De skulle holde sig selv på samme niveau som de trængende og omgås på lige fod med dem, som det var Profetens metode. Det er blevet rapporteret i forbindelse med Profetens sædvane, at han sagde: ”Fem ting vil jeg ikke opgive før min død, nemlig indtage måltider sammen med slaver, sidde på jorden, malke får med mine egne hænder, bære uldne klæder, og hilse på børnene, så det kan blive en generel tradition efter mig.” Imam Ali har sagt: Gud har gjort mig til folkets imam og har gjort det obligatorisk for mig at reducere min personlige komfort og føde i sådan et omfang at min levestandard bliver ligesom de trængende, så den trængende kan følge mit eksempel i levemåde, og de rige ikke bliver oprørske på grund af deres rigdom”.


at leve således. Fred i sindet er en forudsætning for et liv i glæde og den slags fred i sindet nød disse ledere ikke.

Det første angrebsmål for revolutionens fjender er revolutionens leder. Indtil eller hvis ikke revolutionen lykkedes, vil lederens liv konstant være i fare, og han vil forblive et mål for overgreb og chikaneri. Hvordan kan det så være muligt for et menneske, hvis liv er i konstant fare, at nyde jordisk overflod og glæde? Det vil kun være muligt for ham, hvis revolutionen lykkes eller han opgiver revolutionen.

Ikke desto mindre er det også et faktum, at revolutionens ledere var fri til at leve den type liv, de ønskede og at tilegne sig de ting, som de selv betragtede som tilstrækkelige. Ingen kunne gøre indvendinger over deres valg eller fravalg i forhold til sig selv. De havde selv valgt et liv i mådehold og nøjsomhed, men tvang ikke andre til at vælge det.

Foruden alle andre ting, blev Jesus Kristus ikke beskyldt af romerne for at tilskynde folk til at rejse sig imod kejseren, og for at byde dem at ophøre med at betale skatter til ham, og som en konsekvens af dette stillet for en domstol og dømt til døden?

Hvorfor bød Jesus Kristus folk at ophøre med at betale skatter til kejseren? Var det ikke på grund af brødet som kejseren og hans embedsmænd stjal fra de trængende, de sultne og de forældreløse? Fortalte de jødiske præster i Jerusalem ikke kejserens repræsentant i overensstemmelse med kejserens styringssystem, ifølge hvilket de fattige blev udnyttet og de rige blev rigere, at


hvis ikke han korsfæstede Jesus Kristus, var han ikke en ven af kejseren?

Det var Muhammad, Kristus bror, som rejste sig imod det tyranniske samfund på den tid, hvor der var en stor uenighed mellem undertrykkeren og den undertrykte. Koranen henvender sig til folket gennem ham med disse ord: ”Gå på jorden og spis og drik af det, I er blevet forsynet med fra Gud”.

Her bliver folk påbudt at spise og drikke, fordi livet afhænger af disse handlinger. Disse direktiver er givet til alle mennesker og ikke til en bestemt klasse. Ethvert menneske er berettiget til at arbejde og tjene til sit livs forsørgelse.

Ved en anden lejlighed er det blevet sagt: ”Mennesket skulle kaste et blik på sin mad. Vi sendte regn fra himlene, delte jorden, såede frøene i den og lod vinstokke, sukkerrør, oliven og daddelpalmer gro fra den. Vi skabte grønne haver og frisk frugt”.

Der er en Hadith fra profeten, hvori han er blevet citeret for at sige: ” Der er tre ting hvori mennesket har en lige andel – vand, naturens vækster og ild”.

Alle personer har en lige andel i vandet, som Gud sender ned fra himlen, eller lader flyde hen over jorden. Ikke desto mindre, hvis en person graver en kanal for at skaffe vand eller indsamler vand, er andre ikke berettiget til at tage det vand fra ham, fordi han har en førsteret over det. På samme måde med vegetationen, som gror naturligt, og ingen er berettiget til at lægge beslag på den til sig selv på bekostning af andre. På samme måde hvis en person


tænder ild kan han ikke nægte andre personer del i den, for hvis en eller anden tænder lys i sin lampe fra den ild, vil den ikke forsvinde.

På uvidenhedens tid var det kutyme, at lederen eller herskeren beslaglagde et hvilket som helst stykke jord, han ønskede, til græsning for sine kameler eller andre dyr. Dyr, som tilhørte andre, havde ikke tilladelse til at komme og græsse på det område. Hans egne dyr kunne, ikke desto mindre, græsse på det almene land, der blev anvendt af alle andre folk. Dette var en af undertrykkernes metoder, som blev brugt på denne tid. Profeten ophævede denne tyranniske skik såvel som mange andre.

Profeten betalte fuld løn til arbejderne og foreskrev også andre at følge hans eksempel, således at der ikke måtte være nogen trængende og fattige personer i samfundet. Når han modtog penge fra noget sted, distribuerede han en del til sine ledsagere først og gav sin datter Fatima hendes andel bagefter. Han hensigt med at gøre således var at vise, at almindelige menneskers behov skulle imødekommes først.

Vi ønsker ikke her at gå dybere ind i emnet om Muhammads holdning i anliggender vedrørende rigdom og nød. Vi har allerede nævnt i detaljer i et tidligere kapitel, hvordan Islam har opmuntret folk til at lave nyttigt arbejde, således at der ikke må være nogen nødlidende personer tilbage i samfundet, så meget at i Islam er nyttigt arbejde mere prisværdigt end anbefalede bønner og faste.


Profeten Muhammad, som ikke kunne lide fattigdom og afhængighed af andre er citeret for at have sagt: ”Det er sandsynligt at nød kan drive et menneske til blasfemi”.

I et senere kapitel vil vi forklare, hvordan den fremsynede profet af Islam forstod utallige hemmeligheder og mysterier relateret til samfundet, og hvordan han opfordrede folk til at gøre ting, som kunne give dem større lykke i livet.

Abu Dharr al-Ghaffari var en mådeholdende og tilfreds person, som ikke bekymrede sig meget om jordiske behageligheder. Selvom han valgte at leve et simpelt liv, ydede han en hård og seriøs kampagne imod nød, og gav sit liv mens han proklamerede sin støtte for folks rettigheder. Den følgende sætning, som tilskrives ham, er meget attraktiv: ”Når nød ankommer til en by, anmoder blasfemi om dens selskab”.

Umayyaderne og de sidste herskere gjorde deres bedste for at fastholde deres magt og autoritet. For at opnå dette formål ansporede de deres sammensvorne og ansatte til at berette forfalskede traditioner tilskrevet til profeten, således at de måtte hjælpe til udnyttelsen af folk og holde

dem trælbundet.1 Deres tilhængere opfandt og skrev

1- Sommetider opfandt Bani Umayyah selv sådanne traditioner og på andre tidspunkter blev denne opgave udført for dem af deres sammensvorne eller betalte ulema (lærde). Vi giver herunder nogle eksempler på sådanne forfalskede traditioner og grundløse anekdoter: Imam Bukhari har citeret nedenstående fra Abdullah ibn Omar fra forskellige autoriteter:


Profeten sagde: ”Efter mig vil I snart stå overfor med forskelsbehandling uden hæmninger og uønskede handlinger”. Ledsagerne spurgte: ”Oh Guds profet! Hvad er dine anbefalinger til os (under sådanne omstændigheder)?” Profeten svarede: ”Giv disse herskere deres ret og søg jeres egen ret fra Gud”. (Sahih Bukhari, vol. 8). Han citerer også Ibn Abbas for at have sagt. Profeten sagde: ”Hvis en person observerer noget fra sin konge, som han afskyr, skal han observere tålmodighed, for hvem der end adskilles fra nationen selv for en periode vil dø uvidenhedens død”. (Sahih Bukhari, vol. 8 ). Bukhari har rapporteret fra forskellige autoriteter fra Alqama bin Wail Hazrami for at have sagt: ”Muslim bin Zaid Jo’fi spurgte profeten: ”Oh Guds profet! Hvad er dine ordrer, når nogen bliver vore herskere, og kræver deres ret af os men ikke giver os vores ret? Profeten drejede sit hoved væk fra ham. Muslim gentog sit spørgsmål. Profeten drejede igen sit hoved væk fra ham. Muslim spurgte om det samme for tredje gang. Derpå skubbede Ash’ath bin Qais til ham, og profeten svarede. ”I skal gøre, hvad de siger. Deres forpligtelser hviler på dem og jeres forpligtelser hviler på jer”. (Sahih Bukhari vol. 2., side 119 ). Bukhari har citeret Ajrafa for at have sagt, at han hørte profeten sige: ”Meget snart vil uønskede ting ske. Hvis nogen ønsker at skabe splid i nationen, slå ham med et sværd, uanset hvem det end måtte være”. (Sahih Bukhari, vol. 2, side 211 ). Bukhari har også rapporteret Abu Sa’id Khudari for at sige, at profeten havde sagt: ”Når troskabsløftet er givet til to kaliffer, dræb den til hvem løftet er blevet givet senere”. (Sahih Bukhari, vol. 2, side 122.) Der er adskillige traditioner om dette emne og påstanden i dem alle er, at muslimerne skal forblive lydige overfor styret på den tid og ikke klage over kongen, uanset hvor tyrannisk han end måtte være, for ved at gøre således, ville de skabe splid og forskel iblandt muslimerne. Kernen i alle disse traditioner er givet i følgende Hadith: ”Uro vil snart opstå. Under disse forstyrrelser vil en som sidder være bedre stillet, end en der står, og en som står, vil være bedre stillet end en,


derfor mange nye traditioner, hvori folk blev rådet til at forblive tålmodige, bære herskernes undertrykkelse og udføre deres befalinger uden vrøvl.

Det andet spørgsmål er, at hvis disse udtalelser fra profeten er rigtige fra et historisk synspunkt, hvorfor handlede ledsagerne så imod dem på tidspunktet for hans død, da der var diskussion om kalifatet, efterfølgelsen og arv?

Desuden, hvorfor blev disse traditioner ikke fremført og folket rådet til at forblive tålmodige, da der var uenighed

om dem, som nægtede at betale zakat1, hvorvidt de skulle

som går, og en som går, vil være bedre stillet end en, som løber. Og hvis man til den tid finder et tilflugtssted, bør man gå ind i det”. (Musnad Imam Ahmad. Vol. 2, side 282). Den førnævnte tradition viser, at af frygt for splid blandt hans ledsagere, insisterede profeten på deres fortsatte trofasthed overfor deres herskere, selvom det ville betyde, at de kunne blive skyldige i ulovlige handlinger. Dette betyder, at profeten var bekymret for bevarelse af enhed blandt muslimerne for enhver pris, endda selvom den religion, som blev bragt af ham selv, ville blive ødelagt. I det tilfælde opstår det første spørgsmål, som er, at hvis profeten var så bekymret for muslimernes enhed, at han foretrak denne enhed selv frem for Islams religion, hvorfor skabte han så splid blandt de polyteistiske arabere ved at invitere dem til Islam? Araberne var forenet i udgangspunktet for polyteisme og afgudsdyrkelse, men han skabte splittelse blandt dem ved at introducere en ny religion. Han ødelagde deres afguder og trådte på deres overbevisninger, selvom det var de ting, de elskede mest. 1- Zakat er en religiøst betinget ”skat”, som muslimer skal betale ud af deres årlige overskud. Der findes masser af speciallitteratur om emnet.


erklæres for frafaldne eller ikke, eller når kaliffen Othman blev angrebet, og folk ønskede at dræbe ham?

Aisha var profetens yndlingshustru og huskede mange traditioner udenad. Talha og Zubair var også nære ledsagere til profeten og var blevet givet det glade budskab, at de ville komme i Paradiset. Hvorfor huskede disse personer ikke disse traditioner, og hvorfor gjorde de oprør imod Ali?

Desuden er traditionerne i direkte strid med mange af Koranens vers og autentiske traditioner, og de har ingen forbindelse med profetens natur og islamisk filosofi. For eksempel: Der står i surat al-Baqarah: ”Kæmp på vegne af Gud og husk at Han er Den Hørende, Den Vidende”.

I sura al-Ma’ida står der: ”Straffen for dem som kæmper imod Guds Profet og skaber ballade i verden er, at de skal blive dræbt eller hængt eller deres hænder og fødder skal hugges af”.

I sura al-Mujadilah står der: ”I vil ikke se dem som tror på Gud og Dommedagen indlade sig med Guds og hans profets fjender selvom de måtte være deres fædre, sønner, brødre eller slægtninge”.

I sura al-Mumtahinah står der: ”Oh I som tror! Indlad jer ikke med dem, som er blevet genstand for Guds vrede”.

Dette er nogle af Koranens vers, som er i klar modsætning til de tidligere nævnte traditioner. Nu vil vi herefter citere nogle traditioner, som er i strid med dem.

Imam Muslim citerer fra Abdullah, søn af Mas’ud fra forskellige autoriteter, at profeten har sagt: ”Iblandt


profeternes ledsagere, som blev udpeget til profetiske missioner, var deres apostle og ledsagere, som opmærksomt fulgte profetens traditioner og forordninger. Disse apostle og ledsagere blev efterfulgt af personer, som sagde en ting og gjorde en anden ting, og udførte handlinger, som ikke var tilladt. Hvem der end kæmper imod sådanne personer med sine hænder, sin tunge eller sit hjerte er en troende”.

(Sahih Muslim, vol. 1.)

Abu Sa’id er blevet citeret for at have sagt, at han hørte Profeten sige: ” Hvem der end ser sådanne personer begå uanstændige handlinger, skal stoppe dem med sine hænder. Hvis han ikke kan stoppe dem med sine hænder, skal han stoppe dem med sin tunge. Og hvis han heller ikke kan gøre dette, skal han fordømme dem i sit hjerte. Og dette er det laveste niveau af tro”.

(Futuhat al-Zahabiya)

Kort fortalt, hvem der end har studeret profeternes liv omhyggeligt ved, at de ikke kunne lide nød og advarede hyklerne om Helvedes ild, når de inviterede folk i retning af fattigdom. Hvis det ikke havde været således, ville kapitalisterne ikke have været fjender af profeterne, og de svage og hjælpeløse ville ikke have samledes omkring dem.

Arabiens tidlige vismænds ordsprog viser, at de udmærket vidste, at en persons handlinger i sin individuelle kapacitet havde tæt forbindelse med samfundets system. De var helt klar over, at tilgængeligheden til daglige fornødenheder havde en stor effekt på menneskets tilbøjelighed til renhed, moral og gode vaner. Tilfredshed, som er al ære


værd, betyder ikke, at mennesket ikke skal gøre noget og kun skal beskæftige sig med at forkæle sig selv, for dette vil frembringe nød, ødelægge gode vaner og eliminere tro.

Det er heller ikke rigtigt at sige, at hele menneskets opmærksomhed skal rettes imod træning af sjælen, og at kroppen skal forsømmes, for lydighed overfor loven er ikke muligt når ens mave er tom. Det er kun store mennesker, som forbliver tålmodige ligesom Abu Dharr, selv hvis de er trængende, og ikke alle personer besidder den tålmodighed og udholdenhed, som var kendetegnende for ham. Ifølge Sa’adi fra Shiraz udtalte Profeten: ”Fattigdom er et anliggende af stolthed for mennesket” og her refererer han til de folk, som var mestre i at adlyde Gud og nød Guddommelig glæde, og han taler ikke om fattigdommen hos dem, som bærer retfærdige menneskers klædning og indtager mad regelmæssigt på bekostning af andre. Og sætningen ”Tilfredshed er en grænseløs rigdom” er ikke blevet ytret for uvirksomme personer, som ingenting laver. Den er faktisk blevet ytret med reference til de griske velhavende personer og uretfærdige herskere, som aldrig er tilfredse og ikke vil blive tilfredse selv om hele verdens overflod blev givet til dem.

Hele Alis liv blev brugt på at forbedre vilkårene for folk og befri dem for nød og fattigdom. Som vi skal forklare senere, var dette selve grundlaget for hans styre. Ali selv var den største og mest mådeholdne person, som var fri for alle jordiske moralske defekter. Ikke desto mindre, kunne han slet ikke lide at andre også skulle forblive tilfredse med fattigdom. Hvis det ikke havde været således,


ville han ikke have startet en kampagne imod de rige og magtfulde, og imod dem, som tilranede ejendom på ulovlig vis, og distribuerede den blandt de fattige og trængende.

Tha’labi beretter en hændelse med disse ord: ”En dag mens jeg var barn, tog jeg til Rahba-egnen i Kufa. Der så jeg Ali stående oppe på to bunker af guld og sølv. Senere begyndte han at uddele denne rigdom og fordelte det hele. Så han vendte hjem på sådan en måde, at han ikke tog noget med til sig selv. Den selvsamme Ali sagde henvendt til folk: ”Beskæftig jer med jeres jordiske goder på samme måde som hvis I skulle blive permanent i denne verden”.

Intet var mere vigtigt i Alis øjne at eliminere folks fattigdom. I denne forbindelse har han givet en klar erklæring, som ikke kan bortforklares på nogen anden måde. Han sagde: ”Hvis I fortsætter med gå på sandhedens hovedvej, vil vejen byde jer velkommen, og ingen af jer vil blive ramt af fattigdom”.

Foruden at angribe arabernes skikke og sædvaner gennem uvidenhedens tid, kritiserede han også deres dervish-lignende tilfredsstillelse. Han sagde: ”Oh arabere! I levede på hårde stene, drak grumset vand og spiste rådden mad ligesom fattige folk”.

Alis ord viste, at det ikke var sådan, at han ikke kunne lide delikat mad, fint tøj og storslåede huse. Men hvad han ikke kunne lide var, at han selv skulle leve et komfortabelt liv, hvorimod andre ikke kunne besidde disse faciliteter. Hans eksplicitte udtalelser vise, at det var hans oprigtige ønske, at enhver person skulle have tilstrækkelige midler til


forsørgelse til sin disposition. Ali var folkets leder, og det er en leders pligt at leve et lige så hårdt et liv, som hans fæller, indtil fattigdommen i samfundet er udryddet. Når der ikke er nogen fattig person tilbage i samfundet, vil lederens fattigdom nødvendigvis også slutte. Alis måde at leve på var lig den, som andre folk havde, for hvis han forfejlede dette, ville hans lederskab og ledelse blive meningsløs, Ali sagde: ”Skulle jeg stille mig tilfreds med at folk kalder mig Lederen af de Troende og så ikke skulle deltage med dem i tidens opgaver af frastødende ting?”. Med frastødende ting hentydede han til fattigdommens besværligheder.

Ali tillod ikke sin datter at pynte sig selv med perler, som mange andres døtre ikke var i stand til at pynte sig med på denne måde. Som det er blevet nævnt på de foregående sider, beordrede han hende eftertrykkeligt at aflevere perlehalskæden tilbage til skattekammeret og sagde: ”Oh datter af Abu Talibs søn! Afvig ikke fra den rette vej. Pynter alle kvinderne fra Muhajirs og Ansar sig selv til Eid på denne måde?”. Han sagde ”alle kvinder” og ikke ”de adelige kvinder”.

Da Ali blev kalif, var den første ting, som han gjorde, at han opmuntrede folk til at gøre op med fattigdommen. Og dette var hvad Ali skulle gøre, fordi han vidste udmærket at selvom mennesker må lide under alskens besværligheder, er fattigdom den største ulykke. Det var ham, som ytrede disse ord: ”Gud har ikke påført mennesket nogen besværlighed, som er større end fattigdom”. Denne sætning viser for det første, at han betragtede fjernelse af fattigdommen fra folk som en


absolut nødvendighed og for det andet, at han havde lavet en fuldstændig korrekt vurdering af folks vilkår og omstændigheder og resultatet deraf.

Nogle mennesker har lovprist fattigdom meget og har inviteret folk til det. Ikke desto mindre, er deres tankegang ikke rigtig. Ali propaganderede imod fattigdom på samme måde som Profeten og Abu Dharr al-Ghiffari, de revolutionære og førende blandt Alis støtter, og ofrene for de tyranniske Ummayyader talte imod det.

Profeten så vel som Ali og Abu Dharr vidste, at fattigdom ødelægger enhver kvalitet i en sådan grad, at den bliver årsag til blasfemi, for de fromme og troende. Det var af denne grund, at Ali kæmpede imod fattigdom ved enhver lejlighed og ydmygede dem, som inviterede folk til det. I overensstemmelse med Alis overbevisning gør fattigdom en klog person døv og stum. Det er på grund af fattigdom, at den samme bys indbyggere bliver fremmede overfor hinanden og endda fjender. Der en ingen tvivl om at døden er en stor ulykke, men fattigdom er værre end døden. Ali sagde: ”Fattigdom er den største død”.

Dette er den sætning som Ali ytrede imod fattigdom og imod dem som prædikede fattigdom, og han rev deres løgne og bedrageri ned: ”Hvis fattigdom kom til mig i form af et menneske, ville jeg slå det ihjel”.

I Alis øjne er det menneskelige samfund ligesom en krop, som ikke er sammensat af uforenelige elementer, ej heller er dets system baseret på ulighed hvad angår rettigheder og forpligtelser, således at nogen kan gøre, hvad de har lyst til, uden at der er nogen til at hindre dem, og andre


skal være hjælpeløse, uden at der er nogen til at støtte dem.

I det samfund som Ali ønskede, var det ikke tilladt, at en gruppe skulle vokse sig fede, og de andre skulle reduceres til skeletter, eller at en gruppe skulle arbejde, og den anden gruppe skulle nyde fordelene.

Selvom Ali var en storslået spirituel person, hvis opmærksomhed altid var rettet mod Gud, gik der ikke en eneste dag, hvor han var uopmærksom på folks affærer, eller ignorerede selv deres mest trivielle anliggender, for han anså mennesket for at være den bedste skabning. Ha så på verden og dens indbyggere på nøjagtig samme måde, som profeten så på dem.

Koranen siger: ”Vi har skabt natten til at tjene som et klæde og dagen til at tjene til forsørgelsen”.

Han gjorde denne guddommelige åbenbaring til grundlaget for at fokusere sin opmærksomhed på det menneskelige samfund. Han genopfriskede de sociale love og var altid travlt optaget af at rette og forbedre dem, så et heldigt og tilfreds samfund kunne blive skabt. Han anvendte sin prædikener og anbefalinger ved de rette lejligheder og informerede folk om deres pligter og ansvar.

Ali var meget opsat på at gennemtvinge ligestilling og retfærdighed. Hans hovedformål var, at retfærdighed skulle etableres. Efter at han blev kalif, kom nogle personer for at ønske ham tillykke, og fandt ham travlt optaget af at reparere sine sko. Han sagde til dem: ”Hvis jeg ikke kan etablere sandhed og udrydde løgn, ville de sko være mere kære for mig end herredømmet”.


Han ønskede altid de fromme personer, som var ivrige efter Det Hinsidige, at tjene det offentlige for at opnå den næste verdens overflod. Han sagde: ”Kun den person, som arbejder for folks velfærd, vil være rig i det Hinsidige. Og de bedste ting, som kan gøres i forbindelse med offentligt velfærd, er følgende: At sørge for mad til de sultne; at give vand til de tørstige; at sørge for tøj til dem, som ikke har det; at informere folk om deres rettigheder og pligter og at beskytte andres rettigheder”.

En dag da De Troendes Leder besøgte en af hans ledsagere ved navn ’Ala ibn Ziad Harasi, så han hvor stort hans hus var, og så sagde han til ham: ”Til hvilken nytte for dig er størrelsen af dette hus i denne verden, når du står mere i behov for et stort hus i det Hinsidige, hvor du skal leve for evigt. Selvfølgelig, hvis du også ønsker et stort hus i det Hinsidige, skal du invitere gæster til dette hus, opføre dig godt overfor dine slægtninge og give de andre deres rettigheder ved passende lejligheder. Hvis du gør således, vil du være succesfuld i den næste verden”.

Mens han forklarede vigtigheden af at faste og om bønner sagde han til Kumail ibn Ziad: ”Oh Kumail! Det er ikke vigtigt at du skal bede dine bønner, observere faste og betale zakat. Hvad der er vigtigt, er at du skal ofre bønner med et rent hjerte og i overensstemmelse med Gud ønske”.

Selv før det Hinsidige var han så bekymret for folks liv i denne verden, at til trods for at han var kalif, gik han til Kufas basar som daglig rutine, stoppede ved hver forretning og sagde: ”Oh handelsmænd! Frygt Gud. Søg nærhed med kunderne. Pryd jer selv med forståelse. Sværg


ikke. Fortæl ikke løgne. Afværg uretfærdighed. Vær retfærdig overfor de undertrykte og vej og mål rigtigt. Giv ikke folk mindre, end der tilkommer dem. Spred ikke korruption i verdenen”.

Nauf Bukali er blevet rapporteret for at have sagt: ”Jeg gik ud og så De Troendes Leder i Kufas moske. Jeg hilste på ham, og han besvarede min hilsen. Jeg sagde: ”Oh De troendes Leder! Giv mig et råd”. Han sagde ”Vær god ved folk og Gud vil gøre godt for dig”. Jeg anmodede ham om at sige noget mere. Han sagde: ”Nauf! Hvis du ønsker at være med mig på Dommedag, skal du ikke hjælpe undertrykkerne”.

Kort sagt det centrale punkt i Alis politik var at tjene menneskeheden, imødekomme deres behov og eliminere uretfærdighed. Engang så profeten på ham og sagde: ”Oh Ali! Gud har prydet dig med en udsmykning, som er den bedste udsmykning i Hans øjne. Han har velsignet dig med kærlighed for de svage. Må det være en glæde for dig, at de skal være dine ledsagere og lykkelig og tilfreds på grund af, at du er deres imam”.

**********

VILKÅRENE FORUD FOR ALI

Før vi forklarer hvilke ideer og overbevisninger Ali havde om menneskeligt fællesskab, og i hvor høj grad han respekterede menneskelige rettigheder, synes det nødvendigt at nævne, hvad Profeten gjorde for menneskehedens velfærd, hvilke regler og forordninger han gennemførte, og hvor langt han respekterede menneskets rettigheder. Det er nødvendigt at gøre således, fordi Alis eneste forpligtelse var at gennemtvinge de regler, der var blevet bekendtgjort af profeten, og at gennemføre hvad han havde ønsket. Hvad Ali gjorde, var en fuldkommengørelse af Profetens handlinger, og hvert skridt, som han tog, var forbundet med de skridt, Profeten tog.

Islams Profet gav fuld opmærksomhed til samfundets materielle og sociale vilkår. Islam udstedte regler og forordninger for det menneskelige samfund såvel som for det enkelte. Islam lægger så stor vægt på det menneskelige fællesskab og samfund at enhver samfundstjenestes anses som en handling af tilbedelse – faktisk i sådan en grad, at service overfor samfundet nyder fortrin overfor udførelsen af religiøse ritualer. Islams Profet har sagt: ”At løse uenigheder og problemer er bedre end anbefalede bønner og faste”.


Den følgende hændelse viser klart, hvor meget profeten var bekymret for nationens og samfundets vel:

Ibn Abdullah sagde: ”Vi (dvs. ledsagerne) ledsagede profeten på en rejse. Nogle af os fastede, og nogle gjorde ikke. Det var i sommersæsonen. Vi stoppede et sted. Der var ingen skygge noget sted undtaget under de stykker af stof, som vi medbragte. Der var mange iblandt os, som beskyttede deres ansigter fra solskinnet med deres hænder. Dem af os som ikke fastede, rejste sig og satte teltene op og sørgede for vand til dyrene. Derpå sagde Islams Profet: ”I dag har de personer, som ikke fastede, tilegnet sig hele den spirituelle belønning til sig selv.”

Denne hændelse viser, at faste som er en vigtig obligatorisk handling af tilbedelse, ophører med at være gyldig under rejse, så man ikke kan udvise slaphed i økonomiske anliggender af den grund og ikke blive ude af stand til at tjene Guds skabninger.

Profeten har også sagt: ”Når en af jer ser en uanstændig ting blive gjort, skal han stoppe det med sine hænder, og hvis han ikke kan gøre således, skal han stoppe det med sin tunge. Og hvis han ikke kan stoppe det med sin tunge, skal han fordømme det i sit hjerte. Og dette (dvs. det tredje alternativ) er det svageste stade af tro”.

At tilskynde til det gode og afholde sig fra det onde” er en klar befaling i Islam, og dette skal forstås således, at enhver form for godt kan blive gjort mod andre, og alle typer af ondt bør elimineres. Der er mange traditioner citeret fra Profeten, som viser, at hvem der end yder nogen tjeneste til samfundet, er bedre end en from (og

VILKÅRENE FORUD FOR ALI 141

uvirksom) person. Dette er i forhold til almindelige mennesker, som gør noget for samfundet. Men hvis en, som yder sådan service, også er en lærd, vil han uden tvivl være bedre end millioner at fromme personer i Profetens øjne, ligesom månen er bedre end millioner af stjerner.

Profeten har lovprist visdom, fordi det er visdom, som opmuntrer til at finde veje og midler til folks velfærd. Man kan gøre godt for folk blot ved hjælp af visdom og indsigt. Profeten har sagt: ”En times overvejelse er bedre end et års tilbedelse”. (I nogle overleveringer er det blevet citeret, at han sagde, at det er bedre end halvfjerds års tilbedelse).

Islam giver fuld opmærksomhed på menneskets velfærd og enighed og orden samt på individets midler til forsørgelse, og Islam henleder folks opmærksomhed på jordens overflod og arbejdets velsignelser. ”Den Almægtige Gud har skabt alle jordens gaver for jer. Jorden er blevet skabt for skabningerne. Det er Gud, som har underlagt jer jorden. Gå på dens veje og spis af forsyningerne, som er gjort tilgængelige for jer af Gud”.

Islam har gjort det obligatorisk for mennesket at takke andre. Man kan kun være taknemlig overfor Gud, når man takker andre, fordi en som ikke genkender skabningerne, kan ikke genkende Gud.

”En som ikke takker mennesker, har ikke takket Gud”.

Profeten lovpriste nyttige og gavnlige aktiviteter utroligt meget. Han var dog ikke tilfreds med blot at prise sådanne aktiviteter, men viste også sin værdsættelse ved at kysse de hænder, som var opsvulmede på grund af hårdt


arbejde. Han sagde: ”Dette er hånden som er vellidt af Gud og Hans profet”.

Den følgende beretning viser, hvor stor vægt Profeten lagde på nyttige opgaver og foranstaltningerne for den offentlige velfærd:

Profetens ledsagere så en velbygget mand og ønskede, at han skulle bruge sin styrke på jihad på Guds vegne. Så sagde Profeten: ”Hvis denne person er kommet ud for at tjene til hans svage og ældre forældre, er det en opgave på vegne af Gud. Hvis han er kommet ud for at tjene til sine børn, er det også en opgave på vegne af Gud. Hvis han er kommet ud for at tjene til sin hustru for således at beskytte hende imod illegale ting, er dette også en opgave på vegne af Gud. Og hvis han er kommet ud for at tjene noget til sig selv, så han ikke er nødt til at tigge, er dette også en opgave på vegne af Gud.”

Bøgerne med Hadith indeholder mange beretninger om Profeten, som viser, at han påskønnede arbejde utrolig meget og havde stor agtelse for dem, som arbejdede hårdt og tjente til livets ophold. Han sagde: ”Gud holder af en troende, som arbejder og tjener til forsørgelsen. Ingen mad er bedre end den, som er tjent ved ens egen anstrengelse”.

Som følge deraf, når arbejde er sådan en værdifuld ting og endda regnes for at være hellig, er det nødvendigt for os at arbejde med ihærdighed. Når en person arbejder hårdt, vil han få fordel til sig selv så vel som andre. Hans tilstedeværelse i samfundet vil blive anset for gunstig, og Gud vil også holde af ham. Profeten siger: ”Gud kan lide at


når man gør et stykke arbejde, skal man gøre det ordentligt”.

Vi har tidligere sagt, at Islam har underlagt mennesket jorden. Vi går på den og benytter dens overflod. Spørgsmålet opstår på den anden side hvilken attitude Islam har vedrørende denne overflod?

Er al den overflod midlet for en at nogen skal kunne udelukke andre? Er det kun én gruppe af folk, som er berettiget til at få fordel af den, mens andre nægtes den? Eller skal goderne distribueres på basis af indsats og behov? Er denne overflod til at blive samlet og opbevaret af konger, aristokrater, de rige og udbytterne, eller skal den fordeles retfærdigt blandt alle personer?

Islam ser på menneskeheden med retfærdighedens og logikkens øjne og har formuleret rationelle regler. Islam nægter ikke nogen sin andel eller giver han mere, end der tilkommer ham. Enhver anstrengelse bærer en belønning i sig, og det er nødvendigt for samfundet at respektere denne belønning. Et godt samfund tillader ikke, at en hårdt arbejdende skal sulte, og en uvirksom skal få fordel af indtjeningen af den førstnævntes arbejde. Ej heller betyder et godt samfund, at en arbejder ikke skal få belønningen for sit arbejde, og at en uvirksom og uduelig skal snylte på overfloden, som det skete i tidligere tiders samfund, og som Bani Umayyah stræbte efter at indføre efter Islams fremkomst, hvor de skulle trælbinde alle andre og tilrane sig deres ejendom og lege med deres liv, som de ønskede. Vi kan konstatere, at Islam har forbudt ekstravagance og upassende udsmykning, især i samfund hvor størstedelen af folk er fattige. Årsagen er, at hvis der er ekstravagance


og upassende udsmykning på den ene side, vil der være fattigdom og sult på den anden side, og fordi ingen er berettiget til uretmæssigt at tjene på andres anstrengelser; og glæde over livet i et fattigt samfund er ikke muligt når nogen forsørger sig selv på andres anstrengelser. Profeten har behandlet ødsle personers huse som værende Satans tilholdssted. Han siger: ”Djævlenes huse er bure, som er blevet dækket af folket med silke og brokade”.

Koranen siger: ”Der var mange byer hvis indbyggere blev druknet i fornøjelser. Vi udslettede dem, og deres huse blev til ruiner. Ingen var ladt tilbage for at bo der undtaget nogle få”.

På et andet sted advarer Koranen folk på en meget stærkeste vis og siger: ”Når Vi ønsker at ødelægge en by, beordrer Vi dens fornøjelseselskende indbyggere til at blive libertinere (dvs. Vi forsynede dem med midlerne til livet i luksus og fornøjelse), så de måtte fortjene udslettelse, og da ødelagde Vi byen”.

Islam har forbudt at leve et liv helliget fornøjelser og ødselhed, mens andre lever i fattigdom, som gør dem modløse, og alle veje som fører til glæde er spærret for dem. Tyranni og undertrykkelse ved guvernørernes og embedsmændenes hånd var en af sådanne veje. Profeten forbød og ulovliggjorde hamstring, at lade arbejdere udføre arbejde uden at betale lønninger, at tilegne sig land uden at gøre noget for at udvikle det, at opæde andres ejendom og andre lignende undertrykkende handlinger. Han sagde om hamstring: ”En, som hamstrer, er en synder”.


Islams Profet advarede om forfærdelig tortur for dem, som ulovligt tiltog sig jord og sagde: ”Den Almægtige Gud vil lægge en kæde af syv lag af jord omkring halsen på en person, som udbytter andres jord”.

Han sagde også: ”En, som opæder andres ejendom, vil møde Gud på Dommedag under sådanne omstændigheder, at Han vil være irriteret over ham”.

Islam har forbudt alle former for åger. Koranen siger om åger: ”Oh troende! Fortsæt ikke med at bruge renters rente”.

Et andet sted siger den: ”Allah har tilladt forretning og annulleret åger. Ågerkarle er blevet advaret om streng straf, for det er en form for tvangsarbejde og svarer til at

trælbinde andre”.1

Retfærdighed betyder, at man skal få en løn som modsvarer det udførte arbejde. Hvis folk ikke opæder andres ejendom og ikke hamstrer varer for at tjene en stor profit, vil rigdom ikke blive koncentreret på nogle få hænder.

1- Der er stor forskel på åger og handel. Handelsmænd skaffer overskud på passende steder ved at handle fornuftigt. Ikke alle kan gøre dette. Handelsmænd tager disse varer til passende markeder til salg. Til tider kan de tjene noget og til andre tider pådrager de sig tab. Dette er ikke tilfældet med åger. Pengeudlåneren gør sig ingen anstrengelser, er ikke tilfreds meden lille profit og pådrager sig ikke noget tab. Derfor er forskellen mellem disse to transaktioner tydeligt.


Hvis menneskets hårde arbejde er blevet udført på grund af dets vigtighed i samfundet, vil trældom og slaveri ikke være almindeligt. Som modsætning til korrupte samfund hvor menneskets værd bliver vurderet i forhold til sin rigdom, har Islam et meget højere kriterium for vurderingen af menneskets værd.

Den værste synd, som kan begås imod et samfund, er at styret og profitmagerne forenes for at udnytte de svage og de hjælpeløse. Koranen siger: ”Spis ikke en andens ejendom op ulovligt giv ej heller bestikkelse til herskerne, så du uærligt kan tilegne dig alt, hvad du kan ud af andres ejendom, skønt du ved bedre”.

Profeten har sagt: ”Ingen mad er bedre end den man har tjent til med sine egne hænder”.

I sura al-Zilzal i Koranen står der: ”Hvem der end gør ondt i lighed med et atoms vægt, vil se dets resultat”.

Det er blevet sagt: ”Enhver er ansvarlig for sine egne handlinger”.

Selvom Islam anerkender formue som personlig ejendom, er de islamiske love blevet formuleret på sådan en måde, at al formue ikke må være koncentreret på nogle få hænder, og et fåtal må ikke nyde alle dens glæder og ydmyge andre og underkaste dem tvunget arbejde. Den Hellige Koran siger: ”Således at rigdom ikke må blive et stykke legetøj i hænderne de rige iblandt jer”.

Derfor tilhører rigdom i følge Koranen og Hadith, i første omgang samfundet, og samfundets medlemmer kan gøre brug af den i overensstemmelse med deres behov og personlige ydelse. Det er af denne grund, det ikke er tilladt


at tilrane sig andres ejendom, og at hamstring af overskydende ejendom også er blevet forbudt. Dette var grundlaget for Profetens finanspolitik og han fremsatte eksempler i denne anledning med sine ord og handlinger,

som skal følges.1

Rafa’a bin Zaid var en af profetens kære ledsagere. I en af krigene blev han dræbt af en pil. Folk kom til Profeten for at kondolere Rafa’as død og sagde: ”Oh Guds Profet! Rafa’a var heldig. Han døde en martyrs død. Med disse ord ønskede de at kondolere Profeten, men han var ikke optimistisk og sagde: ”Aldeles ikke. Den turban, som han tog ud fra Khaybars krigsbytte, er stadig en flammende ild”.

Til trods for den kendsgerning at Rafa’a blevet dræbt, mens han udførte jihad, behandlede Profeten ham som en synder, fordi han uberettiget havde taget noget meget ubetydeligt ud af den offentlige ejendom, selvom han burde have ventet, til det var blevet fordelt.

1- Dem, som har studeret Koranen, er klar over, at Islam hverken støtter uhæmmet kapitalisme eller det unaturlige kommunistiske system. Islam anerkender den enkeltes ejerskab, således at enhver person må drage bedst nytte af sine evner. At juridiske restriktioner alene ikke er tilstrækkelige til at sikre en gennemgående økonomiske reform, gør at Islam også opmuntrer til at opnå dette formål gennem moralsk træning. Dette er hovedforskellen mellem de materielle systemer og Islam. Kommunisme binder hele vores eksistens med love, og som et resultat deraf reduceres mennesket til en maskine. Som konsekvens deraf kan vi ikke bruge vores vilje og beslutningsevne og de forsvinder gradvist.


Denne Islamiske attitude overfor udbyttere og profitmager viser, at Islam lægger stor vægt på det menneskelige liv. Kun levende mennesker afspejler univers ånd, og Gud har skabt alt for menneskets skyld. I visse omstændigheder kan mennesket være frataget livet og muligheden for at forsørge sig selv. Hvordan skulle det være muligt at tillade nogen at fratage andre mulighederne for at forsørge sig selv, fordi de er stærkere end dem?

I profetens øjne skal velstand sikre et komfortabelt liv for alle mennesker. Ligesom mennesker har lige ret til at udnytte sollys og luft, har de lige ret til livets midler, som alle er produkter af sollys og luft, og ingen har ret til at nægte andre disse fordele.

Profeten har sagt: ”Alle personer har lige ret til tre ting nemlig vand, vegetation og ild”. Uanset hvilket samfund en person tilhører vil dette gøre sig gældende, for enhver er berettiget til at nyde frugten af sit arbejde. Ethvert medlem af det menneskelige fællesskab er forpligtet til at hjælpe andre, og alle skal i fællesskab arbejde for reformation og udviklingen af deres forhold.

Det er en pligt for det menneskelige fællesskab at holde øje med individets ret og give enhver fuld frihed til at tjene til sin forsørgelse, således at enhver kan arbejde i overensstemmelse med sine evner og nyder frugten af sit arbejde. Det er også nødvendigt for samfundets medlemmer at hjælpe andre og ikke lade deres egen frihed være en forhindring på deres vej. Det er ikke tilladt for samfundet at undertrykke den enkelte eller at lade den enkelte skade fællesskabet. Det er nødvendigt for ethvert menneske at holde andres velfærd for øje på samme


måde, som de tager hensyn til deres eget velfærd. Profeten har sagt: ”Enhver af jer er en hyrde, og enhver vil være ansvarlig for hans myndlinge. Ingen et berettiget til at skade andre”. Profeten har forklaret dette punkt med et meget fint eksempel som berettet herunder:

Nogle personer gik ombord på en båd og hver enkelt af dem optog et sæde. I mellemtiden rejste en af dem sig fra sit sæde, samlede en økse op og begyndte at lave et hul på det sted, som var optaget af ham. De andre spurgte ham, hvad han gjorde, og han svarede, at det var hans sæde, og han var fri til at gøre med det, som han havde lyst. Derpå holdt de andre ham fast og reddede ham og dem selv fra at drukne. Hvis denne mand havde været overladt til sig selv, ville såvel han som de andre være druknet.

Det er obligatorisk for enhver at forhindre ondskab i hvilken som helst form, den end måtte forekomme, og at anstrenge sig for at sikre samfundets vel. Profeten sagde: ”Hvem, der end ser noget ondt blive gjort, skal stoppe det”.

Profeten forklarede sine ledsagere, at god moral begynder med konkrete handlinger og ikke blot med verbale anbefalinger og råd. Man skal udvise godhed i praksis og ikke kun verbalt. Profeten holdt ikke afstand fra folk; han blandede sig frit med dem, hørte tålmodigt på hvad de sagde og tjente dem, ligesom alle storslåede personer gør.

Abu Huraira sagde: ”Engang fulgtes jeg med profeten til basaren. Han købte nogle ting fra i en forretning og rådede købmanden til kun at tage en rimelig fortjeneste for salget i hans forretning, ikke at hamstre ting, ikke at tjene noget


ved ulovlige måder, og ikke tro at han var berettiget til et komfortabelt liv, mens andre ikke var det”.

Abu Huraira ønskede at bære tingene for Profeten, men han holdt ham fra at gøre det, og sagde med et smil: ”Lad være. Varernes ejer større ret til at bære dem”.

Profeten havde altid mistillid til konger og gav dem ikke nogen status i samfundet for de er som hovedregel korrupte og gør andre korrupte. Den Almægtige Gud siger: ”Når konger ankommer til en by, ødelægger de den og ydmyger dens respektable personer”.

En af de hændelser som viser, at Profeten ikke brød sig om glorificering er, at den dag hvor hans søn Ibrahim døde, forekom der også en solformørkelse. Så sagde folk, at himlen og begræd Profetens søns død. Da profeten hørte denne udtalelse, kaldte han folk til sig og sagde ord: ”Solen og månen er Guds tegn. De er ikke formørket på grund af nogen persons død”.

Profetens lære byder at man skal leve sit liv på så enkel en måde som muligt, og det skal ikke være hverken indviklet eller omsat i formaliteter. Denne måde at leve på er grundlaget for Islams. Hvis man omhyggeligt undersøger problemer der har været i den islamiske historie, vil man se, at de alle har samme rod, som stikker meget dybt og går ind i alle livets facetter. Årsagen skal findes i enkelhed forurenet med bedrag, eller svig eller med andre ord, at oprigtighed med livet også leverer løsningen.

Engang ramte profeten utilsigtet en beduin med en stok. Han insisterede da, at beduinen også skulle slå ham på samme måde. Hen steg op på prædikestolen og sagde:


”Hvem jeg end måtte have ramt på hans ryg skal gøre gengæld mod mig, og hvis jeg har taget nogens ejendom, skal han kompensere sig selv fra min ejendom”.

Profeten gjorde aldrig skade på nogen. Alt, hvad han sagde, var oprigtigt i forhold livet og dette omsatte han også på smukkeste vis i virkelighed.

Lige som hans liv var frit for hykleri og svaghed, var det også uplettet med hovmod. Han reparerede sine egne sko og klæder, malkede sine geder, hjalp sine med husholdningen, bar mursten sammen med sine ledsagere

og bandt sten om maven på grund af sult.1

Han var i enhver henseende oprigtig mod livet, hvilket er bekræftet af alle de beretninger, som er citeret angående Profeten. Hvad angår de muslimske herskere, var de nødt til at bære så mange forpligtelser, at de blev samfundets tjenere og ikke tyranniske og oprørske ledere eller tyve eller røvere.

Profetens biografi viser, at en gang klagede nogle borgere over, at guvernøren som var udstationeret hos dem, havde taget imod tjenesteydelser og gaver fra folk. Profeten undersøgte sagen, og det viste sig, at anklagerne var rigtige. Han var meget irriteret over dette, tilkaldte guvernøren og spurgte ham: ”Hvorfor tog du imod ting,

1- Man kan mange steder i hadith-litteraturen læse, at Profeten og hans følgere ofte var uden mad gennem længere tid, og her vil man så sommetider se beskrevet, at de bandt sten om livet ved sådanne lejligheder.


som du ikke var berettiget til?” Guvernøren svarede: ”Oh Guds profet! Det var gaver”

Profeten sagde: ”Forestil dig, at du havde været hjemme, ville folk så have kommet for at give dig gaver?”.

Han beordrede guvernøren til at deponere gaverne i det offentlige skattekammer og fjernede ham også fra embedet.

Således lærte profeten folk ikke at give bestikkelse og fortalte også embedsmændene, at de ikke skulle hengive sig til sådanne forbryderiske aktiviteter. Da han var blevet udnævnt til folks hersker, skulle han også være som en far for dem og ikke ligesom en røver.

Når profeten var så irriteret på den guvernør, som accepterede gaverne, kan man nemt forstille sig, hvor meget mere irriteret han måtte have været, når rigdomme blev plyndret, og folks rettigheder blev trådt under fode.

I Islam er en leder udpeget ved valg, og under folks

autoritet1, og han leder folk i overensstemmelse med

1- Denne form for ledelse er accepteret af alle muslimske sekter, med den forskel at Shia kun regner det for retmæssigt under Tidens Imams accept. I øvrigt giver Shia forrang til dem, som blev udpeget eller udnævnt af profeten eller imamerne. Men ifølge Sunni blev denne form umiddelbart efter profetens død den eneste rigtige form for styring. Fra et Shia synspunkt er der siden den store Imam Mahdi i år 329 efter Hijra ikke blevet fundet nogen person egnet og kvalificeret til at være Tidens Imam og dermed leder for den muslimske ummah. Det er derfor vi i traditionerne relateret til lederskab i denne periode kan se, at kun de generelle kvaliteter og karakteristika, som kræves af en


deres ønsker. Han bekymrer sig konstant for folks velfærd. Islam har gjort det nødvendigt for lederen at konsultere folk i vigtige anliggender, hvor den korrekte løsning er vanskelig at finde. Som Koranen siger: ”De udfører deres opgaver med gensidig konsultation”.

Kaliffen er ikke berettiget til at tilegne sig folkets ejendom uden deres samtykke, ej heller har han kompetence til at lave nogen lov, for alle nødvendige love er allerede blevet givet i Islam, og han er kun bemyndiget til at sikre indbyggernes liv, ejendom og ære. Det er ikke tilladt for en leder at negligere undertrykte personer, eller ikke at beskytte deres rettigheder mod tyranners overgreb. Det er heller ikke korrekt af en leder at vente på, at en undertrykt

leder er blevet nævnt. Dette viser, at det er op til folk selv at vælge en person som deres leder, forudsat at han har følgende kvaliteter og egenskaber:

Tro på Gud, Hans åbenbaringer og Hans profets lære. Integritet, overholdelse af Islams love, og oprigtighed i deres håndhævelse. Tilstrækkelig viden om Islam, passende til hans prominente position.

Tilstrækkelig kompetence til at bestride embedet og frihed for enhver defekt, som ikke i sømmer sig for en person, der skal lede muslimer. Hans levestandard skal være som folk med lave indkomster. I denne forbindelse er der rigeligt med materiale i Alis prædikener og breve, som han sendte til sine embedsmænd. I et antal breve er det blevet fremhævet, at en administrativ embedsmand skulle være fri for kærlighed til penge, uvidenhed, ineffektivitet, stolthed, frygtsomhed, korruption, ligesom han ikke må overtræde islamiske påbud og traditioner og ikke må være skyldig i blodsudgydelse. (for videre detaljer se: ”Islams filosofi” ISP, 1982).


person kommer til ham med en klage. Tvært imod er det hans pligt at gå frem og hjælpe den undertrykte person af sig selv, for det er muligt, at den undertrykte ikke kan samle mod nok til at indgive en anklage, eller måske er ude af stand til at finde vej til lederen. Islam bebrejder den undertrykte person, som tavst bærer undertrykkelse og ydmygelse og siger, at sådan en person er grusom imod sig selv. Islam appellerer til at man stræber for at forsvare sit liv, sin ejendom og ære.

Profeten har sagt: ”Den som giver afkald på sit liv i kamp mod undertrykkelse og tyranni er martyr”.

Profeten har også sagt: ”Hvis folk ser en tyran begå undertrykkelse og ikke tilbageholder hans hånd, er det det samme som at de alle må blive underkastet Guddommelig tortur”.

Islam anser alle mennesker for at være hinandens fæller. Og Islam er stærkt imod religiøs fanatisme. Koranen siger: ”Der er ingen tvang hvad der angår tro”.

Islam har ligeledes været kaldt til den hårdeste kamp imod forfordeling overfor familie eller stammefrænder. Profeten har sagt: ”Mennesket er det andet menneskes fælle, hvad enten man kan lide det eller ej”.

Koranen siger: ”Vi har skænket værdighed til mennesket, forsynet dem med midler til transport på land og til vands, givet dem rene ting at spise og givet dem overmagt over mange skabninger”.

Når profeten talte til folk var hans tale rettet imod alle mennesker, hvad enten de var arabere eller ikke-arabere, og hvad enten de var hvide, gule eller sorte. Han tiltalte


dem som gode og sympatiske, hinandens brødre bundet sammen af menneskelige bånd uagtet deres nationalitet osv. Hvis der var forskel på dem, var det på basis af gode gerninger og ikke på grund af farve eller race.

Profeten har sagt: ”Oh folk! Jeres Herre er En. I har også en fælles forfader, Adam. Ingen araber er bedre end en ikke-araber, og ingen ikke-araber er bedre end en araber, og ligeledes er ingen rød person bedre end en hvid person, og ingen hvid person er bedre end en rød person. Og hvis en person nyder overlegenhed over andre, er det på grund af hans fromhed. De, som er til stede, skal udbrede dette

budskab til dem som var fraværende1”.

* * * * * * * * *

1- Disse smukke og evigt gyldige ord sagde han, fred være med ham, i sin sidste offentlige tale.

LEDEREN ER EN AF FOLKE

Før Ali blev kalif var det sandsynligt at Umayyade styret ville blive omdannet til et kongedømme – faktisk var det allerede ved at være sket. Herskerne og andre personer som havde magtpositioner, havde det synspunkt, at kalifatet var deres særlige ret og at kun de var berettiget til det på grund af deres tilhørsforhold til en nobel familie. For at styrke deres greb og etablere et fast styre, anså de ulovlige handlinger som stammeforkærlighed, formation af grupper, bestikkelse osv. for at være lovligt. Ifølge dem var en hersker herre over folks liv, ejendom og ære og kunne udnytte dem på hvilken som helst måde han ønskede, uden at de undertrykte havde nogen ret til at protestere. De så på almindelige mennesker som dyr, som de kunne læsse med de tungeste byrder og slå så meget, som de ønskede.

Under Uthmans regeringstid fik Umayyade guvernørerne en mulighed for at udbygge deres despotiske styre, og de benyttede sig af den til deres hjerters tilfredshed. De opmuntrede til at styrke Umayyade styret i alle dele af de islamiske territorier. De bestak sheikerne og de fornemme arabiske stammer rigeligt for at vinder deres støtte. De gav også fuld frihed til mennesker i magtfulde stillinger til at


undertrykke almindelige mennesker på hvilken som helst måde, de ønskede.

De købte også de væbnede styrker ved at give dem umådeholden rigdom og ved at love dem høje embeder. Og det var umuligt for folk at modarbejde dem, fordi hvem der end var på deres side var æret, og hvem der end modarbejdede dem var fordømt og vanæret.

Kort sagt var styret etableret på nye principper. Dette var gjort af Bani Umayyah, hvis hjerter ikke oprigtigt havde anerkendt Islam. De accepterede Islam af frygt og fortsatte med at forblive indenfor dens fold på grund af deres griskhed efter rigdom. Historien viser, at disse personer efter de have accepteret Islam forblev, som de havde været i uvidenhedens tid (i tiden før Islam). De fremtrædende ledsagere af profeten, som tidligere havde

fungeret som statholdere, blev kasseret og vanæret1. De

blev anset for at være uden betydning nu.

1- Det var under kaliffen Uthmans inderlige opmuntring og hjertelige længsel at Umayyades despotiske styre skulle etableres fast i alle islamiske byer, og han sparede ingen anstrengelser, hvad angik dette. To eller tre dage efter at Uthman blev kalif, kom Sufyan for at ønske ham tillykke. Da Uthmans forkærlighed overfor sine slægtninge var velkendt, fortalte Abu Sufyan ham, hvad han havde i sinde: ”Spil med kalifatet som en bold og gør Bani Umayyah dens søjler”. Uthman irettesatte ham på det tidspunkt, men fra den dag gjorde han Abu Sufyans ord til sit eget motto og betroede guvernørposterne i alle store byer til unge og uerfarne drenge fra Bani Umayyah. Disse personer var hverken uddannede eller godmodige. Ved sådanne udnævnelser åbnede Uthman portene for

LEDEREN ER EN AF FOLKE 159

Selvfølgelig blev de ledsagere, som samarbejdede med Bani Umayyah om at ødelægge muslimernes rettigheder og at styrke Umayyades styre, ophøjet. Disse personer overgav nøglerne til det offentlige skattekammer og herskerens sværd til Bani Umayyah for at gøre folk lydige overfor dem. Befolkningen var delt i to grupper. En gruppe bestod af fromme personer, som var samfundets sympatisører. De ønskede en retfærdig leder, selvom han

ballade og uro, og gav midlerne til ødelæggelsen af det muslimske samfund så vel som hans egen død. Allama Abu Amr, forfatteren til Isti’ab fortæller, at en gang ankom Shabil ibn Khalid, da Uthman sad sammen med en gruppe udelukkende fra Bani Umayyah. Shabil sagde: ”Oh Quraysh! Hvad er der sket med jer? Er intet barn blandt jer tilbage, som I måtte ophøje? Er der blandt jer ingen fattig person, som I måtte ønske at gøre rig? Er der blandt jer ingen ukendt person, som I måtte ønske blev kendt? Hvorfor har I gjort Abu Musa Ash’ari til Iraks guvernør og givet ham området som hans personlige ejendom, hvorfra han tjener en masse?” Derpå forhørte Uthman sig om, hvem der skulle udnævnes som guvernør i stedet for Abu Musa. De tilstedeværende foreslog Abdullah ibn ’Asmir, en fætter til Uthman. Han afskedigede derfor Abu Musa og udnævnte Abdullah i hans sted, skønt han kun var sekten år gammel. Disse unge mennesker fra Bani Umayyah tog ikke hensyn til, hvad de gjorde og sagde. Uthman tog sig heller ikke af anklagerne imod disse drenge, ej heller gjorde han noget ud af at irettesætte dem af den grund. En af disse unge mænd var en hidsigprop og glædeselskende person som fra prædikestolen en gang sagde: ” Iraks land er haver for Quraysh unge mænd”. Disse unge mænd var dem, om hvem profeten havde sagt: ”Mine fæller vil blive ruineret ved hænderne på unge mænd fra Quraysh”. (Sahih Bukhari Kitab al-Fitan del 10, side 146 0g Mustadrak, vol. 4, side 470)


skænkede dem rigdom og ikke ville lade dem plyndre det offentlige skattekammers rigdom. Den anden gruppe var afveget fra den rette vej. De ønskede at sælge deres tro til Bani Umayyah til en pris fastsat af dem. Hvis Bani Umayyah betalte den pris var de tilfredse, ellers ville de tøve og trække tiden ud, indtil den pris de krævede blev betalt.

* * * * *

Da Ali, Lederen af de Troende opnåede kalifatet var vilkårene meget usikre. Folk var blevet opdelt i to grupper. De personer som tilhørte den ene gruppe, var dem som var klar til at give deres liv i støtte for en from og retfærdig imam. Den anden gruppe støttede Bani Umayyah og stræbte efter at styrke deres styre og kongedømme. Bani Umayyah havde i årevis også stræbt efter at etablere deres styre på mere permanent base. De vidste, at deres vej var tynget af vanskeligheder, men de var fast besluttet på at lykkes og havde besluttet at gøre op med enhver, som hindrede dem, uanset om han måtte være en meget stor og respekteret religiøs personlighed.

Ali var ikke særlig ivrig efter at blive kalif. Han støttede Abu

Bakr og Omar når de stod overfor vanskeligheder1. Uanset

1- Det er sandt, atDe troendes Leder ikke var ivrig efter jordisk styre. Hvis han ønskede kalifatet, var det fordi profetens Islam ikke kunne propageres og udbredes af andre end ham. Det forholdt sig således, fordi han var vokset op i profetens skød og var skatten af hans visdom og viden. Profeten havde næret ham med viden på samme måde, som en fugl nærer sit afkom. Fra den dag han blev født til Profetens død, var han ikke adskilt fra Profeten. Hvert øjeblik af sin


tid brugte han i selskab med Profeten. Ingen kendte profetens Sunnah bedre, end han gjorde. Han var et nøjagtigt billede af profetens væremåde og sædvaner og efterfølger i alle hans færdigheder. Dette er en kendsgerning som blev anerkendt ikke kun af hans venner men også af hans fjender og endda af dem, som var blevet betroet (i originalteksten: havde tilegnet sig) kaliffens embede. Gud ønskede det, og profeten ønskede også, at Ali efter ham skulle være den, der styrede samfundet, for kun han besad evnerne til at håndhæve og udvide religionen Islam på den måde, som Gud og Hans profet ønskede. Med hensyn til spørgsmålet om hvorvidt han gjorde indvendinger overfor de andres tilegnelse af kalifatet eller ej, viser bogen Nahj-al-Balaghah så vel som historien, at han protesterede imod dette ved alle lejligheder og fremlagde sine argumenter. Han sagde: ”Jeg fortjener troskabseden mere end I gør. Jeg skal ikke give troskabseden for jer snarere skulle I give den til min fordel. I har tilegnet jer embedet frem for Ansar (de oprindelige indbyggere i Medina) på basis af jeres slægtskab med Profeten, og nu er I opsat på at tage det fra medlemmerne af hans husstand. Sagde i ikke til Ansar, at I var mere berettiget til kalifatet fordi Muhammad var en af jer. Og ved accept af dette argument overgav de embedet til jer og lod jer tage styringen. Nu fremfører jeg det samme argument for jer, som I fremsatte overfor Ansar. Vi er Muhammads efterkommere gennem hans liv så vel som efter hans død. Hvis I tror på Muhammad og Islam, skal I yde os retfærdighed, hvis I fejler, vil I være skyldige i bevidst undertrykkelse”. Alis assistance til de tre tidligere kaliffer på vanskelige tidspunkter er et klart bevis på hans ædelmodighed og høje moral. Menneskets største kvalitet er, hvis der er en konflikt mellem personlige interesser og kollektive interesser, skal han fortrække offentligt velfærd frem for egne interesser. En anden af menneskets store kvaliteter er, at han skal være ærbødig og oprigtig selv i sine handlinger overfor fjender.


At holde personlige interesser for øje i alle anliggender, og at være påvirket af ting som man bryder sig om eller ikke bryder sig om, er egenskaber hos tarvelige personer, hvis handlinger er styret af dyriske instinkter snarere end menneskelige værdier. Det er sandt, at mennesker altid i hovedsagen er blevet opmuntret til at tjene individuelle interesser, men hvis flertallets adfærd anskues som værende højeste fællesnævner, ville smålighed blive civilisation og højkultur og gode egenskaber ville blive anset som uskik og fejl. Det er ikke desto mindre ærgerligt, at folk har set på store mænds handlinger i overensstemmelse med deres egen mentalitet og har draget de forkerte konklusioner. Ali ibn Abu Talib var et perfekt eksempel på islamisk lære i Islams verden og det bedste billede på gode menneskelige kvaliteter og fuldkommenhed. Hans adfærd var fyldt med alle de kvaliteter, som anses som værende essensen af menneskelig fuldkommenhed. Og det mest prominente aspekt af hans karakter var, at han aldrig tillod sine personlige meningsforskelle, egoisme eller antagonisme at blande sig med islamiske og kollektive anliggender, ej heller tillod han sine personlige interesser og følelser at tilsidesætte hæderlighed og integritet. Verdens indbyggere, som grundet deres egen opførsel så vel som deres såkaldte ledere, er blevet vant til at holde personlige interesser for øje i alting, vil helt naturligt udlede af Alis opførsel, at han ikke havde personlige uoverensstemmelser med nogen og nærede stor kærlighed til og venskab for alle. Men hvis man tænker sig lidt mere om, vil man forstå, at korrekt og almen gavnlig vejledning til andre, til trods for ens personlige mening, er en enestående menneskelig kvalitet, som tydeligt afspejler sig i Alis opførsel. Disse karakteregenskaber for Lederen af de Troende viser sig i forskellige former i begivenhederne i hans liv, som historiebøgerne er fyldt med. De herskere, som opnåede kalifatet, ignorerede Alis kvaliteter og hans berettigelse til embedet, og hævdede at være de eneste personer, som kunne se efter samfundets velfærd. De


hvornår det islamiske kalifat blev konfronteret med et problem, løste Ali det.

Han viste godhed selv overfor Uthman og anklagede aldrig Uthman for at have taget kalifatet i stedet for at han selv skulle have fået det. Den eneste ting, han var bekymret for, var etableringen af sandhed og retfærdighed. Folk bønfaldt ham om at acceptere kalifatet, men han viste ikke nogen interesse for det. Historien såvel som hans egne dokumenterede udtalelser viser at da folk, efter snigmordet på Uthman, kom i samlet flok til ham og bad ham om at påtage sig kalifatet, sagde han: ”Forlad mig og find en anden til posten. Hvis I lader mig være alene, vil jeg være medlem af samfundet ligesom jer, og jeg skal være mere opmærksom og lydig end jer overfor den person, som I vælger som kalif. Jeg skal være mere nyttig for jer i egenskab af rådgiver end som kalif”.

På den dag var Ali ikke indforstået med at acceptere kalifatet, da han med sit fremsyn kunne se frem til slutningen i fremtiden. Hvis han var en fordringshaver til kalifatet tidligere, var det ikke fordi han ønskede at blive hersker. Derimod ønskede han, at muslimerne iblandt sig skulle udvikle den moral og de dyder, som profeten ønskede at indprente i dem. Og når han afslog at acceptere embedet på det tidspunkt (dvs. efter snigmordet på Uthman), var det på grund af de tidligere herskeres politik, gennem hvilke muslimernes vaner var blevet spoleret og

konsulterede ham, når de var stillet overfor vanskeligheder, og ved enhver sådan lejlighed gav han dem det bedste råd, som passede til omstændighederne.


deres tænkemåde var blevet ændret. Det kongedømme, som var blevet etableret under navnet af en islamisk stat, var blevet omformet til jordisk autoritet og bar tegn på den despotisme, som man også fandt hos Kaiser og Kisra. Alis formål adskilte sig fra folks ønsker. Ali kunne hverken nedlade sig til folks ønsker, og ej heller kunne folk acceptere Alis opnåelse af de beslutninger, som han havde for øje. Han tegnede selv et billede af denne periode med disse ord:

Tiden er yderst uforenelig og ubehagelig. I disse dage bliver en retskaffen person anset for at være ondsindet og tyrannernes genstridighed er stigende. Det er således, fordi himlen er dækket med mørke skyer og vejens tegn er blevet udslettet. Folk er involveret i tvivlsomme handlinger og sensualitet. De har ører, men de er døve. De har øjne, men de er blinde. De er hverken standhaftige på slagmarken eller pålidelige i vanskelige omstændigheder”.

Ali vidste udmærket, at hvis han accepterede folks bøn og påtog sig kalifatembedets forpligtelser, ville de ikke tolerere den måde, som han ville styre administrationen på, og de ville ikke adlyde hans befalinger, med mindre han var hård ved dem.

Det var disse betingelser, Ali måtte se i øjnene efter snigmordet på Uthman. De fornemme personer så vel som almindelige mennesker samledes udenfor hans dør igen og igen og insisterede på, at han accepterede troskabseden fra dem. Ikke desto mindre, og til trods for at han nærede de bedste ønsker for folket i sit hjerte, var han uvillig til at acceptere troskabseden fra dem. Der var ikke desto mindre en ting som tvang ham til at tænke på at acceptere


deres anmodning. Muslimerne insisterede så meget på hans accept af embedet, fordi de følte, at de som samfund havde et ansvar for at vejlede dem, som var i behov for reformation og vejledning, og derfor havde de brug for yderligere vejledning fra ham. Desuden var den sociale lighed og retfærdighed i fare i den forhåndenværende situation. Personer med autoritet gjorde indgreb på de svages rettigheder, og det almindelige menneskes liv, ejendom og ære havde ikke nogen værdi. Ali kunne ikke acceptere, at han skulle sidde uvirksom i sit hus, når fattige borgere var genstand for undertrykkelse. En modig og standhaftig person som Ali kunne ikke lade muslimerne blive offer for Bani Umayyahs grusomheder og forblive tavs. Hvis han ikke var kommet muslimerne til hjælp på det vanskelige tidspunkt, ville han blive betragtet som en kujon og ikke den modige og tapre person, som han ellers er kendt som i historien.

Han sagde: ”Jeg var bekymret og alarmeret af frygt for at ufornuftige og ondsindede personer skulle blive nationens herskere og gøre Guds ejendom til deres legetøj og Guds skabninger til deres slaver og kæmpe imod de retfærdige og gøre tyranner til deres hjælpere”.

Af disse grunde så han det som obligatorisk for sig selv at acceptere troskabseden, selvom mange andre retfærdige personer fandt sig selv ude af stand til at bære kalifatets byrde.

Ali hadede et afsondret liv. Kun når det var muligt at tjene folk ved at forblive i tilbagetrukkethed, var det muligt for ham at bruge sin tid i ensomhed. En person, som forsømmer at tjene Guds skabninger til trods for at han er i


stand til at gøre det, spolerer sin tro så vel som sin verden. Ali accepterede kalifatet med fast beslutsomhed og betragtede det som i muslimernes interesse, at han skulle tiltræde dette embede.

For at forstå naturen i Alis administration og hans økonomiske og finansielle politik er det nødvendigt at lære, hvordan Ali selv har forklaret kalifatet og magten, hvilken position kalifatet nød i hans øjne fra et religiøst synspunkt, og hvilke fordele det bar i sit skød.

Mens han talte til folk, da de aflagde troskabsed til ham, sagde han: ”Oh folk! Jeg er en af jer. Jeg nyder de samme rettigheder, som I nyder. Mine forpligtelser er de samme som jeres. Intet kan ugyldiggøre sandhed.” (dvs. en leder eller kalif kan ikke ændre Guds påbud).

I en anden tale sagde han: ”Jeg sværger ved Gud, at først adlyder jeg selv Guds påbud, som inviterer jer til at adlyde, og jeg afstår selv først fra de ting, som Han beder jer om at afstå fra.”

Således skal lederen og kaliffen ikke adlydes i forhold til hans egenskaber. Han skal adlydes, fordi han gennemfører lighed og retfærdighed og Shari’ahens love. Kalifatet berettiger ikke lederen og kaliffen til at tilegne til sig selv så meget ejendom fra det offentlige skattekammer, som han ønsker, eller at bruge offentlig på sig selv eller sine venner, forbindelser og slægtninge. Tvært imod er formålet med kalifatet som institution, at retfærdighed skal administreres. Lederen skal udmåle lige behandling overfor enhver, skal værdsætte enhver persons anstrengelser som udbreder den Guddommelige religion


og tjener offentligheden, skal forbyde hamstring, og forhindre undertrykkelse, og skal ikke fravige sandheden under nogen omstændigheder. Han skal ikke vige fra sit program, selvom ondsindede og grusomme personer misbilliger hans retfærdige opførsel og endda måtte stræbe ham efter livet. Det er også hans pligt at gøre folk bekendt med retfærdighedens regler og at forhindre dem i at fravige disse.

Ali skrev følgende til en af sine guvernører: ”At du besidder dette embede berettiger dig ikke til at samle dig en personlig formue eller tage hævn over nogen person. Din eneste pligt er at udrydde løgn og genoprette sandhed”.

I Ali ibn Abu Talibs, øjne betød herredømme og kalifat ikke at lederen skulle sidde på en trone af værdighed, styrke sin magt eller gøre sin position et middel til at trælbinde folk. Han sagde: ”Generøsitet og gavmildhed er en større kilde til kærlighed og affektion end blodbånd og slægtskab. Der er ingen storhed som ydmyghed og ingen dyd større end viden.”

Kalifatet betød ikke, at folk skulle være underlagt sværdets æg, og regeres ved blodsudgydelse og magt, eller at de skulle adlyde kaliffen på grund af frygt. Ali var en mand, som ikke tilbad Gud, fordi han ønskede tilgivelse eller frygtede straf. Tværtimod tilbad han Gud, fordi Han alene fortjener at blive tilbedt. Han ønskede, at folk skulle adlyde kaliffen, fordi at han var deres tillid værdig og ikke på grund af frygt eller ønske om fortjeneste.


Hvad angår at rådføre sig med andre har Lederen af de Troende sagt: ”En person, som hører forskellige meninger, genkender fejltagelserne og fejlenes pletter.”

Den person som erkender sine fejl kommer til sandhed og rigtige handlinger. Folks meninger er essentielle, og de gavner staten så vel som folket, og når man lytter til folk, kan statens affærer varetages på sådan en måde, at de ikke medfører skam og fortrydelse. Ali anerkendte helt klart dette og sagde: ”Korrekthed kan ikke opnås hvis man opgiver samråd.”

Det sømmer sig ikke for en leder at holde sine døre lukkede for folk og forsøge at opnå sine mål ved at holde folk i uvished. De troendes Leder henledte opmærksomheden på dette punkt ved at sige: ”Få lys fra en tændt lampe.”

Ifølge Lederen af de Troende er det ikke rigtigt for en kalif at holde afstand fra sit folk, at være hovmodig og arrogant, eller at ignorere deres behov. Kalifatet er et middel for lederen til at omgås folk, at vise dem godhed og at opføre sig ydmygt sammen med dem. Hvis en leder lægger afstand til folk, kan ingen af hans undskyldninger og argumenter accepteres.

Hvis folk er irriterede på lederen grundet sådanne ting, vil de blive en byrde for ham på samme måde som hans styre vil blive en byrde for dem, fordi folk vil opføre sig overfor ham, som han opfører sig overfor dem. Lederen af de Troende siger i forbindelse med dette: ”Folkets hjerter er en leders skat. Han vil derfra få, hvad han placerer der,


hvad enten det er lighed og retfærdighed eller grusomhed og undertrykkelse.”

I Alis øjne var kalifatet ikke baseret på at forkæle sig selv eller familien, hvilket er meget dårlige kvaliteter. Han anså embedet for at afkræve kaliffen gode kvaliteter, fromme gerninger, at udvise retfærdighed overfor folk og afstå fra tyranni og fortræd.

Under alle omstændigheder var herredømme ifølge Ali ikke ment for visse folk, om hvem han sagde: ”Hvis disse folk bliver jeres ledere, vil de opføre sig ligesom Kaiser og Kisra.” Bedrageriske og undertrykkende mennesker fortjener under ingen omstændigheder at blive magthavere.

Med disse ting for øje accepterede han at påtage sig kalifatet med en fast beslutning om at etablere sandhed og ødelægge løgn, og om nødvendigt at ofre sit liv i bestræbelserne på dette. Det var af denne grund, han insisterede på, at folk skulle holde øje med deres lederes aktiviteter og ikke acceptere en leder, som ikke beviste, at han var offentlighedens tjener. Han rådede dem også til at vise utilfredshed med en leders dårlige sider eller at godkende dem efter fortjeneste. Han sagde: ”Vil I ikke blive irriterede eller utilfredse hvis ufornuftige personer bliver jeres ledere og I som konsekvens af dette bliver ydmyget, plaget og ruineret?”

I hans øjne var det lige så vigtigt at reagere overfor grusomheder og undertrykkelse som at hilse lighed og retfærdighed velkommen.


Han respekterede den individuelle personlige frihed og holdt samtidigt nationens rettigheder for øje. Hvad angår dem, som ikke aflagde troskabsed til ham, sagde han: ”Det gør ikke noget, hvis de ikke afgiver troskabseden. Ikke desto mindre, skal de blive indendørs og ikke blande sig i nationens affærer.”

Sa’d, ibn Abi Waqas, som var medlem af den Rådgivende Forsamling, nægtede at aflægge troskabsed til Ali. Ali pressede ham ikke til at aflægge eden og lod ham være fri. Sa’d havde sagt: ”Du behøver ikke at føle dig bekymret over mig. Jeg skal aldrig gøre oprør imod dig.”

Ligeledes aflagde Abdullah ibn Umar heller ikke troskabseden. Ali bad ham om at fremsætte en garanti, som skulle garantere, at han ikke ville skabe nogen forstyrrelse, men han nægtede at gøre således. Derpå sagde Ali til ham: ”Du har haft en dårlig opførsel siden din barndom, og jeg kendte dig fra den allerførste dag.” Da vendte han sig om til folk og sagde: ”Lad ham være. Jeg garanterer, at han ikke vil skabe nogen forstyrrelse.”

Der var andre som også forblev i deres huse og var utilbøjelige til at aflægge troskabseden. Ali sagde om dem: ”Jeg er ikke ivrig efter de personer, som ikke behøver mig.” Han lod dem være fri på betingelse af, at de ikke ville skabe forstyrrelse og ikke ville skade folk. Mange revolutionære ønskede at tvinge sådanne personer til at aflægge troskabseden, men Lederen af de Troende accepterede ikke dette. Med hensyn til troskabseden var hans holdning klar, og han sagde: ”Jeg vil acceptere troskabseden fra enhver, som aflægger den frivilligt og vil ignorere den, som nægter at aflægge den.”


Som følge deraf, blev individets frihed fuldstændig sikret under Alis styre og kunne ikke krænkes, undtaget når nogen var skyldig i at skade folk, for i dette tilfælde var det ikke muligt for Ali at lade dem slippe fri. Det var af denne grund, at han ikke lod Talha, Zubayr og Mu’awiya være i fred, som han havde gjort i tilfældet med Sa’d ibn Waqas og Abdullah ibn Umar. Disse tre personer drømte om at opnå kalifatet og var ivrige efter at tilrane sig rigdom og autoritet. De ønskede at skabe vanskeligheder, så de kunne fjerne Ali fra hans embede og lægge beslag på det offentlige skattekammer, som tilhørte alle muslimer. De havde samlet umådelige formuer sammen, og havde udrustet en hær til at kæmpe imod Alis styre. Det var på grund af disse forhold, at Ali ikke lod dem være i fred, og alle disse kendsgerninger viser, at hans mening om disse tre personer var absolut korrekt. Senere skal vi i detaljer gengive, hvilke uroligheder der kom fra disse tre personers sammensværgelse imod Ali.

Kort sagt er herredømmet og kalifatet folkets ret, og det er ikke tilladt at tvinge en person til at aflægge troskabseden. Sådan en tvang kan muligvis anvendes i offentlig interesse, men ikke i lederens personlige interesse. Gode relationer kan kun eksistere mellem lederen og folket, når folk selv vælger en leder og aflægger troskabseden frivilligt.

Ali omgik folket frit og blandede sig med dem, og derfor var det naturligt, at han skulle ønske, at alle hans guvernører og andre embedsmænd også skulle omgås folk som en af dem. Han anbefalede embedsmændene eftertrykkeligt at respektere folks rettigheder. Ali introducerede den bedste tradition for en leders


tilknytning til sit folk. Denne tradition er også forenelig med den moderne tids civiliserede nationers traditioner. Han gjorde undersåtterne til kontrollanter for lederens handlinger, så de måtte handle i overensstemmelse med folks ønsker.

Når Lederen af de Troende overgav lederskabet af en provins, et territorium eller en by til en person skrev han et manifest og gav det til ham, således at han kunne læse det op for folk. Hvis folk på dette sted accepterede vidnesbyrdet, konstituerede det en traktat mellem dem og lederen, som ingen af dem kunne bryde. Hvis traktaten blev brudt af den ene eller den anden part, var det nødvendigt for imamen (Ali) at straffe den pågældende part og fjerne lederen fra sit embede, i tilfælde af at han var lovbryderen.

* * * * * * * * * *

FRIHED OG DENS KILDER

Den metode imam Ali brugte i forbindelse med politik, magtudøvelse og administration af staten var baseret på

princippet om folks frihed.1 Han havde en glødende

overbevisning om gavnligheden af denne frihed, hvilket kan observeres i alle hans handlinger. Hvad enten han sagde noget, gav ordrer eller forbød handlinger, hvad enten det var fredstid eller krig, eller han udnævnte en guvernør, og ligegyldigt hvad han gjorde sammen med folk eller sine børn eller tilbedelse af Gud – var hans opførsel altid baseret på denne frihed.

Spørgsmålet var ikke desto mindre hvorfor folk skulle være frie, hvorfor de skulle arbejde i overensstemmelse med deres egen vilje og beslutning. Hvorfra fik de denne frihed, og hvad er dens grænser? Ifølge Ali er den virkelige årsag til denne frihed, at det menneskelige samfund skal fortsætte på lyksalighedens og fremgangens vej.

1- Forfatteren til denne bog har i dette kapitel bevist, at den politiske frihed, som eksisterer i højtudviklede nationer i dag, er den samme frihed, som vandt indpas under imam Alis kalifat. Der er ingen tegn på sådan en frihed i de styrer, som eksisterede forud for Alis kalifat.


Frihed er resultatet af folks gensides relationer, følelser og tilbøjeligheder. Den er nært forbundet med nogle visse andre fænomener, som udøver stor indflydelse på den.

Fornuft og erfaring beviser dette, og det er også blevet bekræftet af Ali, at samfundets medlemmer er forbundet med hinanden. Dette indbyrdes forhold skyldes personlige

så vel som nationale interesser.1

Alis politik gik ud på at reformere disse forbindelser og bånd, således at enhver person måtte leve sit liv på bedste vis. Han gav folket mulighederne for at disponere over deres frihed på bedst mulig måde og gennem denne frihed på bedste vis at udføre de forpligtelser, som det ikke var muligt at udføre uden.

I den første instans fik Ali folk til at forstå, at det var deres eget ansvar at etablere sandhed og ødelægge løgn. De skulle holde fast i deres frihed, skulle ikke være lydige overfor overklassens ordrer, og skulle heller ikke svigte samfundet eller være onde overfor sig selv. Gennem hele sit liv og såvel før han opnåede kalifatet som efter,

1- I vestlige filosoffers terminologi betyder frihed det samme som er ment med følgende muslimske talemåde: ”Ingen har tilladelse til at tvinge en anden til at gøre et bestemt arbejde eller til at tilegne sig hans ejendom uden hans tilladelse.” Disse filosoffer mener, at årsagen til enhver undertrykkelse findes i fornægtelse af menneskets frihed og at mord, røveri og andre kriminelle ting er dets konsekvenser. De siger, at frihed og selvbestemmelse er menneskets medfødte ejendom på samme måde som varme er ildens naturlige ejendom.

FRIHED OG DENS KILDER 175

forklarede han folk, at de skulle gøre deres pligt ved at etablere sandhed og ødelægge løgn.

Ali bestræbte sig på at give folk midler til velfærd, og på samme tid var han hård i uddelingen af afstraffelse til kriminelle. Venner og fjender var lige i hans øjne hvad angik dette, og han udviste ikke unødig mildhed overfor nogen som helst.

Ali var overbevist om, at hans fromhed var kendt af alle, og de var opmærksomme på, at han ikke havde nogen lige hvad angik fromhed, og at han kun tog fra denne verden så meget som det var nødvendigt for ham for at leve. Folk vidste også, at hans eneste mål med livet var at etablere retfærdighed og at hjælpe de trængende og de undertrykte, og at han gjorde disse ting som et anliggende af pligt og ikke for at vise sig bedre end andre. Han brød sig ikke om at spise honning, for han var bange for, at der måtte være nogle personer blandt folket for hvem selv groft brød ikke var til rådighed. Han bar aldrig fine klæder, fordi der kunne være folk som måske ikke havde selv en simpel dragt at bære. Han ønskede ikke at folk skulle kalde ham Lederen af de Troende, eller at han ikke skulle tage del i deres vanskeligheder.

Ali holdt sig fri af alle de urenheder, som herskere på den tid var involveret i: han drog ikke fordel af sin ædle afstamning. Han tragtede aldrig efter territorier, høje embeder eller rigdom. Ved ingen lejlighed udviste han hovmod. Han holdt sig på afstand af alle irrationelle og værdiløse ting. Han foretrak aldrig sine slægtninge og venner frem for andre. Han nærede aldrig nogen modvilje imod sine modstandere, ej heller tog han hævn over


nogen. Han gjorde aldrig noget hvis han ikke var sikker på, at det var godt og korrekt. Han sagde eller tænkte ikke noget, som han ikke kunne lide. Han gik ikke høj op i de ting han spiste eller drak, tøjet som han bar, og huset som han boede i. Han anvendte kun disse ting i det omfang, de var absolut nødvendige for ham. Han tog ikke noget fra det offentlige skattekammer til at betale sine personlige udgifter, selvom han kunne tage mindst lige så meget som provinsens guvernører fik. Autentiske beretninger viser, at han ofte var nødt til at sælge sit sværd, ringbrynje og husholdningsartikler for at føde sig selv og sin familie. Ikke desto mindre, gav han tilstrækkelige salærer til sine guvernører, så de ikke var nødt til at tage imod bestikkelse eller få penge på ulovlig vis.

Ali holdt sig selv fri af alle bånd, som måtte forstyrre hans administrering af retfærdighed mellem venner og fjender. Han har nævnt sin egne betingelser i denne korte sætning; ”Den som forsager sine ønsker forbliver fri.”

Hans fromhed var den fromhed, som sømmer sig for en storslået person. Den var ikke plettet med gerrighed. Han havde en perfekt tro på Gud, og han handlede i overensstemmelse med sin overbevisning. Der var ingen simulering af hykleri i hans handlinger. Hans gode gerninger var tilskyndet af frygt for Helvede eller længsel efter Paradis.

Hvad angår det almindelige menneskes frihed er dets første stade handlingens frihed. Imam Ali gav arbejderne samme rang på jorden, som nydes af de retskafne i Paradis, dvs. denne verden hilser arbejderne velkommen på samme måde, som Paradis er klar til at byde de


retskafne velkommen. Om de retskafne sagde han: ”Deres hjerter er i Paradis, og deres kroppe har travlt med at arbejde.” (Dvs. de knytter ikke deres hjerter til jordiske ting).

Han ophøjede friheden og anså en fri persons arbejde for at være storslået. Han havde gjort det til sit princip ikke at tvinge nogen person til at gøre noget bestemt arbejde, for arbejde, som ikke er gjort frivilligt, er uærlighed i frihed så vel som i gerning.

Han sagde: ”Det er ikke min hensigt at tvinge nogen til at gøre et bestemt stykke arbejde”. Han foreskrev belønning for at få folk til at gøre nyttigt arbejde og bevare deres frihed, og han nægtede belønning til den, som pressede andre til at arbejde. Han sagde: ”Kanalen tilhører til den, som gravede den for sin egen skyld, og ikke den som tvang andre til at grave den.” (Eller en som ikke arbejder på den).

Det synes nødvendigt at nævne et vigtigt punkt her. Ordet frihed, som det blev brugt på den tid, blev ikke almindeligvis forstået i den omfattende betydning, som Ali tillagde det. På den tid betød frihed det modsatte af slaveri, og det frie menneske var det modsatte af en slave. Kalif Omar sagde en gang: ”Hvordan gjorde I folk til jeres slaver, når de var født som frie mennesker?”

Når vi overvejer disse ord, som de blev fremsagt af kaliffen Omar og tager tidens vilkår i betragtning, forstår vi at et frit menneske var det modsatte af en slave, dvs. en som ikke kan købes eller sælges. Men op gennem tiderne bærer ordene fri og frihed ikke den samme betydning, som blev indikeret af kaliffen Omar. Vi fremlægger her et andet


bevis på dette synspunkt. I sætningen citeret fra kaliffen Omar tilkendegav han irritation overfor de folk, som havde reduceret deres undersåtter til slaver. Han irettesatte de magtfulde og fortalte dem, at de ikke skulle anse de svage for at være slaver, for deres mødre havde født dem som frie mennesker. Kaliffen Omar fortalte ikke slaverne, at de var frie og ikke skulle adlyde dem, som hævdede at være deres herrer. Kort sagt formanede han herrerne at give frihed til disse underdanige og svage personer.

Ifølge imam Ali er betydningen af frihed forskellig fra, hvad der er indikeret af kaliffen Omar og har en meget bredere betydning. I første instans gengiver vi nedenfor en klar udtalelse om dette emne, og senere vil vi gengive andre af hans udtalelser, anbefalinger og forordninger til understøttelse af synspunktet.

I modsætning til Omars udtalelse sagde han: ”Vær ikke en slave af nogen, når Gud har skabt dig fri.”

Kaliffen Omar henvendte sig til herrerne og fortalte, at de skulle give frihed til deres undersåtter. Han fortalte ikke undersåtterne, at de skulle nægte at adlyde deres herrer. Ali henvendte sig derimod til undersåtterne selv og lærte dem at have selvtillid og en følelse af frihed. Han rådede dem til at forstå deres ret til frihed, som er essensen i menneskets væsen. Han mindede dem om, at Gud havde skabt dem som frie mennesker, og hvad end de skulle gøre eller ikke gøre afhang af denne naturlige rettighed.

Ved denne udtalelse såede Ali frøet til revolution i undersåtternes hjerter, og forberedte dem på at kæmpe


imod alt, der måtte stå i vejen for deres frihed eller gøre dem rådvilde.

Læseren tænker måske at der ikke er meget forskel mellem kaliffen Omars udtalelse og Alis, for Omar havde henvendt sig til nogle bestemte personer, nemlig til herremændene, om ikke at gøre folk til slaver, hvorimod Ali henvendte sig til alle folk, og fortalte dem at de var frie. Han havde ladet deres personlige frihed afhænge af deres egen intention og ikke af herremændenes intention, således at de kunne holde dem slavebundne, så længe de ønskede og gøre dem frie, når og hvis de ønskede det.

Ikke desto mindre er der en grundlæggende og stor forskel mellem disse to udtalelser. Alis udtalelse viser den dybe indsigt, som han havde om meningen med frihed. Hans udtalelse viser, at frihedens hovedkilde er i mennesket selv. Man er født fri og skal selv vælge sin handlingens vej og ingen anden skal forbarme sig over en, for at man kan være.

Denne udtalelse viser, at Ali anså menneskets frihed som værende medfødt og naturlig, og alle menneskets handlinger er resultatet af denne medfødte og naturlige frihed. Denne frihed er fri fra alle ydre påvirkninger, og den nydes indvendigt og ikke primært i det ydre. Den er ligesom lyset fra solen som ikke kan skilles fra sin kilde. Den er ikke ligesom lyset fra månen, som svinder.

Derfor er der en reel og grundlæggende forskel mellem udtalelserne ytret hhv. af kaliffen Omar og imam Ali. Den ene beskrev de personer, hvis frihed afhang af andres vilje. Denne frihed er ekstern og opstår ikke fra sin egen kilde.


Den anden beskrev de frie mennesker, hvis frihed afhænger af deres egen natur. Dette er den reelle og sande frihed. Sådanne frie personer handler i overensstemmelse med deres fornuft og interesser og gør ikke noget, som de ikke ønsker. Dem hvis frihed er betinget af andre mennesker, er ikke underordnet deres egne synspunkter og tanker.

Den type frihed som imam Ali ønskede, var den, hvorpå menneskelige forbindelser er baseret. Det er denne frihed med hvilken mennesker kan gå side om side med hinanden ad fremgangens vej. Det er denne frihed, som kan bringe en storslået civilisation til sin eksistens.

Den slags frihed blev som før nævnt anset af imam Ali for at være den virkelige frihed. Alle hans befalinger var udstedt med denne frihed for øje, og han besluttede også i forhold omkring menneskers rettigheder på dette grundlag. Vi ser tydeligt overholdelsen af dette princip i alle hans ordre og regulativer. Han regnede alle mennesker for at være lige med hensyn til rettigheder og forpligtelser og fastsatte ingen begrænsninger på deres vegne. Og når han fastsatte begrænsninger, var det udelukkende med øje for samfundets interesser generelt.

Når vi studerer imam Alis karakter, ser vi klart, at han ikke krænkede denne frihed gennem nogen lov, ordre, regel eller regulativ og holdt den offentlige velfærd for øje i alle sine gerninger. Han udmålte lige behandling til venner og fjender. Vi har allerede nævnt, at han ikke tvang nogen til at gøre et arbejde imod sin vilje, og ej heller tillod han tvangsarbejde. Vi har også sagt, at han ikke tvang nogen til at aflægge troskabsed til sig. Dem, som nægtede at


aflægge troskabseden, var uden tvivl syndere, men han overlod dem til sig selv, for han vidste, at når de ikke aflagde troskabseden, ville det ikke gøre nogen forskel, og ej heller ville den offentlige interesse lide af den grund. De afstod fra at aflægge eden gennem lang tid, men ved at gøre dette, skadede de ikke andre end sig selv.

Han foretog sig ikke noget imod dem, så længe de ikke var til skade for den offentlige interesse. Henvendt til Mughira bin Sho’ba sagde han: ”Jeg tillader dig at gøre hvad du vil med dig selv.”

Det skal også nævnes, at en gang henvendte Habib ibn Muslim Fehri sig til ham og sagde: ”Du burde abdicere, så folk kan vælge en kalif gennem samråd”. Hertil svarede Ali: ”Hvad har du at gøre med denne sag? Du skulle tie stille. Hvorfor snakker du om noget, som du ikke er interesseret i overhovedet?”

Habib rejste sig og sagde: ”Ved Gud! Du vil finde os et sted, som ikke vil være i din smag.”

Den skjulte trussel i Habibs ord ret tydelig. Men hvad gjorde Ali? Truede han ham også på samme måde? Satte han ham i fængsel, så han ikke var fri til at modarbejde ham og ikke måtte tilskynde sin stamme til at gøre oprør imod ham?

Ali var meget opmærksom på disse ting. Så han kastede et blik på ham og sagde, som en mand, der fuldstændigt tror på sin egen retfærdighed, og som respekterer andres frihed: ”Gå blot af sted og mobiliser så mange soldater og ryttere du ønsker. Må Gud ikke holde mig i live til den dag, hvor du skal forbarme dig over mig.”


Et andet bevis på omfanget af den frihed, Ali gav folk, er at mange personer fra Hijaz og Irak drog ud og sluttede sig til Mu’awiya, men han stoppede dem ikke, og han anså det heller ikke for nødvendigt at holde dem under observation. De var frie mennesker i hans øjne og kunne vælge hvilken som helst retning, de ønskede. Hvis en person valgte den rette vej, så var det fint, men hvis han besluttede sig for andet, var vejen til Damaskus åben for ham og Mu’awiya ventede på sådanne folk med sine skatte. Så da Sehl bin Hanif Ansari, Medinas guvernør fortalte ham, at nogen var gået over til Mu’awiya, skrev han til ham som svar: ”Jeg forstår at nogle personer, som hører til dit område, i hemmelighed er gået over til Mu’awiya. Du behøver slet ikke bekymre dig om antallet af folk, som er rejst, eller for den støtte, som er blevet tabt. Din frigørelse for sorg og bekymring må tage afsæt i, at de leder sig selv på afveje og løber væk fra sandhed og vejledning til uvidenhed og perversion. Det er af den slags mennesker, som er længes efter denne verden og løber efter den. De genkendte, så, hørte og lærte retfærdighed. De har udmærket forstået, at her bliver alle behandlet lige, hvad angår rettigheder og løber alligevel væk til et sted, hvor diskrimination praktiseres. Ved Gud de er løbet væk fra retfærdighed og har ikke været udsat for uretfærdighed, og vi håber, at Allah vil lette enhver vanskelighed som kommer af dette anliggende, og vil gøre det stenede land jævnt for os.”

Et andet bevis på at Ali troede på den komplette frihed for folk. er givet ved hans behandling af Kharijiterne. En gruppe af Kharijiter var den, som havde gjort åbenlyst oprør, og det blandt dem, de fleste havde trukket sværd i krigen ved Nahrawan. Dog var der andre, som mente det


samme som disse Kharijiter, men de anså det for ufordelagtigt at gøre oprør, og boede med folket fra Kufa. Imam Ali opførte sig venligt overfor Kharijiterne af den anden gruppe og tillod ikke sine ledsagere at strides med dem. Han gav også disse Kharijiter pensioner, som svarede til muslimernes og tillod dem at rejse frit, hvor de ønskede.

Hans handlingsmåde var baseret på troen på frihed for alle, hvilket vil sige, at alle mennesker er frie og kan gøre, hvad de har lyst til og elske eller hade dem, som de ønsker. Det var dog ikke tilladt at skade folk eller skabe ballade på jorden. Hvis nogen hengav sig til ondsindede aktiviteter, var han ikke forskånet og blev straffet for den kriminalitet, han havde begået.

Engang kom en Kharijiter ved navn Khareet bin Rashid til Ali og sagde til ham: ”Ved Gud! Jeg vil ikke adlyde dig og vil ikke ofre bønner sammen med dig.”

Imam Ali greb ikke ind overfor ham og lod ham være fri til at gøre, hvad end han havde lyst til.

Efter et stykke tid samlede Khareet nogle mænd og gjorde oprør imod ham. Selv da forhindrede Ali ikke de folk, som deserterede og sluttede sig til Khareet, fra at gøre således, selv om han kunne stoppe dem fra at slutte sig til Khareet. Men da de folk tog sig for store rettigheder fra denne frihed og begyndte at begå røverier og mord, sendte han sin hær og stoppede dem.

Det, som er mest overraskende, er, at selv i de mest kritiske øjeblikke i hans regeringsperiode viste han respekt for den menneskelige frihed og krænkede den aldrig. Og


det var fordi han anså frihed for at være det mest vigtige for menneskeheden.

Han forringede ikke graden af denne frihed selv da der blev agiteret imod Nakitheen, Qasiteen og Mariqeen som havde tilegnet sig selv store landområde for og var svorne fjender af Ali.

Det var tilladt i overensstemmelse med alle religionens love at bekæmpe sådanne personer, og enhver fornuftig person ville have betragtet sådan en kamp som retfærdig.

Under sådanne omstændigheder var det nødvendigt for Ali at mobilisere sine støtter og marchere samlet til kamp mod fjenden. Men tvang Ali ikke nogen af sine støtter at deltage i en krig, hvad enten det var hans slægtninge eller hvem som helst anden. Selv om han var kalif og besad autoritet, tvang han ikke sine ledsagere til at yde materiel eller moralsk støtte, for hvordan han end måtte han have tyet til tvang, ville det have været i strid med den frihed,

som han troede på.1

1- Selv i dag er vesterlændinge uopmærksomme på den frihed, som blev tilladt af imam Ali, således som det er blevet forklaret af forfatteren, skønt nogle sociale eksperter som Rousseau har nævnt det i deres bøger og opmuntret folk til at tro på den. Nogle personer tænker måske at Islams strafferetslige love modsiger forfatterens påstand, samt at muslimer ikke anser det for tilladt at forlade Islam eller bruge uanstændige ord om Gud eller profeterne. Indtagelse af vin blev straffet under Alis kalifat såvel som de andre kaliffer, køb og salg af rusmidler blev behandlet som en forbrydelse og frafaldne blev henrettet. Derfor spørger mange, hvor denne frihed eksisterer.


Imam Ali udførte sin pligt ved klart at vise dem den sande vej og appellere til deres intellekt og fornuft. Han fremlagde argumenter omkring sin korrekte væremåde, så hvem der end kunne lide det ville genkende hans ret og støtte ham, og hvem der end ikke kunne lide det kunne modarbejde ham til trods for at kende sandheden.

Han bad for velstand for dem, som reagerede på hans kald og hilste dem. Med hensyn til dem som ikke reagerede på det, advarede han dem om deres fejltagelse ved at tilbyde dem råd. Hvem en person end var og hvor end han var, så var han fri. Ali tvang ikke nogen til noget og anså ikke tvang for at være korrekt.

Som svar til det er, at alle disse ting (dvs. afstraffelse for apostasi og andre forbrydelser) er korrekte. Men den frihed som er prisværdig, og som blev støttet af imam Ali, er ikke den frihed, som nydes af dem, der tilegner sig ejendom og bruger den, som de vil, eller som beskæftiger sig med hvad som helst, han vil. Kort sagt troede Ali på den sociale og politiske frihed. Alle muslimer anerkender at det er kriminelt at drikke vin eller forlade troen. Når nu disse handlinger er forbrydelser fra et socialt synspunkt, hvordan kan frihed til at begå dem så være anbefalelsesværdige? Hvis imam Ali havde givet frihed til folk til at begå disse forbrydelser, ville hans handling været i modsætning til de guddommelige forordninger såvel som til folks frihed. Hvis kalif Abu Bakr og Omar ikke havde kæmpet imod frafald, ville de have modarbejdet majoriteten af muslimerne. Selv nu er nogle grupper i forskellige lande erklæret ulovlige, fordi man anser disse gruppers synspunkter og overbevisninger som kriminelle. På samme måde er apostasi en forbrydelse blandt muslimer, fordi det selvfølgelig skaber problemer i samfundet.


Han havde aldrig kunnet lide at nogen skulle slutte sig til ham uden grundig overvejelse og tro og viden. Han tvang ikke nogen til at melde sig til hans hær for at kæmpe i krigene som Kamel, Siffin og Nahrawan for hvis han havde ønsket det således, ville han have fyldt sletterne og bjergene med soldater.

Ali vidste udmærket hvad frihed er, og hvad hver eneste detalje af den er. Han forklarede den med sine ord og handlinger og overholdt den i sin opførsel overfor folk. Han holdt frihedens princip for øje ved elimineringen af det onde fra samfundet, ved gennemføringen af de religiøse love, ved mobiliseringen af styrker, ved styringen af folk, ved at give anbefalinger og anbefalelsesværdige råd, og, kort sagt, i alting. Hver dag af hans liv bragte et nyt bevis på det faktum, at menneskets frihed fortjener at blive respekteret, forudsat at den ikke ødelægger den offentlige frihed i almindelighed, og dette er den reelle betydning af ordet frihed.

* * * * * * * * * *

INDIVIDUEL FRIHED

Imamens behandling af andre og hans opførsel overfor dem var baseret på deres frihed.

Mennesket skulle træffe beslutninger i overensstemmelse med deres egen beslutsomhed og frihed. Måden er i sig selv effektiv, hvis den er fri fra ydre påvirkninger. Ydre hindringer afholder til en vis grad mennesker fra at blive effektive. Kollektive aktiviteter er kun korrekte, når de passer med princippet om en fri opfattelse og de naturlige

love1, som i sig selv er frie. Mennesket er grundlæggende

et frit væsen. Et frit menneske besidder følelser. Det tænker ved sin egen kraft, taler med egen autoritet og handler på sin beslutning. At placere mennesket under tvang vil rent faktisk svare til at gøre ende på selve hans

1- Forfatteren beviser i dette kapitel, at mens man nyder friheden, skal man som individ have agtelse for nationale interesser og skal udføre alle handlinger med beslutsomhed, og fri vilje og vælge det som er nyttigt for folk, ligesom man skal afvise skadelige handlinger. Således skal frihed være begrænset til ens egen frihed og skal ikke resultere i at man placerer andre under tvang og fangenskab.


jeg. Derfor vil det kun være tilladt at begrænse nogens

frihed når det er tilladt at dræbe ham.1

Hvis man ønsker at begrænse solens lys og trækker et forhæng for, vil konsekvensen være, at den ikke kan opvarme eller oplyse tingene, og således slukker man rent faktisk dens lys. Hvis man er i stand til at forhindre vinden i at blæse, tilintetgør man rent faktisk luften. På samme måde hvis man berøver floden dens bølger, ørkenens dens blomster, fuglene i luften og alle andre ting i denne verden fra at udføre deres naturlige funktioner og handlinger, er det lige så effektivt, som hvis man havde ødelagt dem. Det samme er tilfældet med mennesket og at fratage

mennesker deres frihed svarer til at dræbe dem.2

1- Med denne erklæring ønsker forfatteren at bevise at socialisternes synspunkt om at styret skulle monopolisere alle aktiviteter og ikke skulle lade nogen være fri fordi folk ser med forskellige interesser på forskellige anliggender og ikke tager sig af nationale interesser, ikke er korrekt. Modstanderne af denne filosofiske skole siger, at ingen interesse er højere end frihed og efter at være blevet frataget deres frihed, kan folk ikke gives nogen belønning som kan udligne den. De siger også, at alle slags velsignelser og udviklingen af industri og handel kan opnås på en bedre måde gennem frihed. Som vi udmærket kan observere er talrige faciliteter til stede i de frie lande, og antallet af lærde og dygtige personer der er rådighed er også større. Arbejderne i sådanne lande lever i komfort og raten af kriminalitet er meget lav, i en sådan grad at der i mange af disse lande ikke er registreret nogen kriminelle sager i årevis. 2- Skadelige og følelses-styrede personer siger også, at frihed er noget respektabelt, og at nationen skulle gøre dem fri til at henfalde til deres sensuelle aktiviteter og lade børn og unge mennesker vokse

INDIVIDUEL FRIHED 189

Dette var frihedens koncept i imamens øjne, og det var således, han nåede dens dybder. Han omtalte friheden, som han forstod den og handlede i overensstemmelse med den. Enhver af hans handlinger var korrekte ifølge hans egne synspunkter og overbevisninger såvel som ifølge andres. Naturens love såvel som samfundets interesser støtter dem.

Alis ord og handlinger, som vi har studeret grundigt, viser hvordan han ledte folk til at gøre alting med deres beslutsomhed og frie vilje. Faktisk var der et punkt, han altid holdt for øje, og det var den individuelle frihed på sådan en måde, at andres frihed ikke blev skadet.

En gruppe af de gamle græske filosoffer og nogle europæiske filosoffer i middelalderen holdt kun den individuelle frihed for øje og knyttede ikke nogen vigtighed til offentlige interesser og den nationale frihed. Der var også en anden gruppe, som kun tog de kollektive interesser i betragtning og favoriserede ikke individets frihed og rettigheder. De anså som lovligt at lægge pres på folk og underlægge dem tvungent arbejde. Men Ali tog hensyn til den individuelle frihed og de kollektive interesser på sådan en måde, at ingen af dem måtte skades, og han gjorde dem forenelige med hinanden således at ethvert individ måtte tage hensyn til kollektive interesser af egen fri vilje og den individuelles frie

op i en irreligiøs atmosfære. De burde forstå, at den frihed, som kræves af dem, er en forbrydelse, og hvis de gives tilladelse til noget sådant, vil andre hvis antal er tusinde gange større end deres, blive frataget deres frihed.


anstrengelser måtte være i den nationale interesse. Han erklærede, at de enkelte mennesker var for nationen og nationen var fro den enkelt. Vi skal fortsætte denne diskussion, således at emnet må blive fuldstændigt klart.

Vi skal nu se, hvordan han koordinerede den individuelles frihed med det offentliges interesser.

Ali vidste, at da alle mennesker i et samfund er medlemmer af nationen, burde de anvende deres frihed på anliggender, som ikke skader nationens interesser. Her betyder frihed ikke generel tilladelse. Tværtimod bør den være koblet sammen med tro og sans for ansvar, og mennesket bør anse det som sin pligt at tage den offentlige interesse med i beregning sammen med sin egen frihed.

Ali sagde ikke ligesom andre filosoffer, at menneskelig frihed var begrænset, men sagde noget dybere og fastsatte ikke nogen grænser for friheden. Hans udtalelser er meget mere værdifulde og sublime end de andres, og viser at han var meget bedre end de andre i forståelsen af menneskets spirituelle mysterier og de sociale regler og regulativer.

Han indprentede troen på frihed i folks hjerter, og føjede til denne tro at alle folk havde forpligtelser som man hver især skulle opfylde. Beviset på denne politik er, at en kanal i en landsby var fyldt med snavs og blev ubrugelig, og nogle borgere, som ønskede at tage den i anvendelse igen, anmodede områdets guvernør om at tvinge folk til at arbejde på den. Men Lederen af de Troende forbød det fuldstændigt og sagde: ”De må arbejde af deres egen frie vilje og vil få løn for det. Denne kanal tilhører den til de

INDIVIDUEL FRIHED 191

personer, som arbejder på den frivilligt og anser sig selv for ansvarlig for dens resultat.”

Ali gav respekt til den arbejdende klasses frihed for mere end tusind år siden, og Rousseau, den berømte franske forfatter, bemærkede det således for omkring to hundrede år siden: ”Respekt for menneskeheden og menneskekærlighed tvinger os til at sige, at vi skal anse vore underordnede som ligeværdige mennesker selv om intelligente mennesker endda tror, at de er uskolede og uvidende.”

De principper, som er fremsat af imamen, gør det nødvendigt at beslutsomhed og autoritet skal begrænses indenfor deres egne grænser, og autoritet skal være koblet sammen med troen på ansvar. I så fald skader pligt og ansvar ikke autoriteten og vil kun støtte den.

Ansvar alene er ikke tilstrækkelig for udførelsen af gode handlinger med mindre beslutsomhed og autoritet også afspejler ansvarlighed. Ansvar er proportionalt med autoritet. Jo større autoritet og beslutsomhed jo tungere vil pligten og ansvaret være.

Ansvar er relateret til autoritet på samme måde, som den er beslægtet med intellekt og opfattelse. En person hvis tankekraft er lammet, som ikke kan skelne mellem godt og ondt og hvis intellektuelle evner ikke fungerer, kan ikke holdes ansvarlig for sine handlinger. På samme måde med en person, som er blevet frataget sin frihed og autoritet; han kan ikke være underlagt noget ansvar. Frihed, autoritet og mental klarhed gør, at en person kan skelne


mellem godt og ondt og udføre sine forpligtelser ansvarsbevidst.

Det var på grund af dette, at Ali beordrede sine guvernører og andre embedsmænd at frigive folk fra fangenskab og fjerne de tunge kæder fra deres hænder og deres fødder, således at de kunne gøre nyttige handlinger for nationen af egen fri vilje, fordi så længe de ikke var uafhængige, ville de være hjælpeløse, og hjælpeløse personer bærer ikke noget ansvar. De anser ikke sig selv som ansvarlige og gør derfor ikke gode gerninger, for gode handlinger kan kun udføres med tankens frihed. Handlinger, udført af dem som ikke besidder en fri vilje, er ikke deres egne. Det er handlinger, som styret har udført gennem dem. Deres beslutsomhed er svag, og deres styrke er spildt på ligegyldige begivenheder.

Efter imamen anvisninger kom folk til dette stadie, som her beskrevet af os. Selv om de var frie under hans kalifat og var sikrede imod skade og tortur fra herskernes hænder, havde han forskrevet en regel i overensstemmelse med hvilken de blev afkrævet at udføre deres forpligtelser af egen fri vilje og forstod, at de skyldte noget til nationen, som havde rettigheder fra dem. Som vi allerede har set ved adskillige lejligheder, og som vi også skal se senere, var hans ordrer og direktiver baseret på dette princip, og han udstedte befalinger og forbud, ligesom han belønnede og straffede folk med dette princip for øje.

* * * * * * * * * *

ANSVARLIGHED

Som vi allerede har sagt, var frihed i ordets bredeste betydning den reelle basis for Alis styre. I hans øjne var denne frihed så meget forbundet med folks gensidige relationer, som med intellekt og opfattelse. Et menneske, som ønsker at opdage forskellige stadier af udvikling ved hjælp af samarbejde og broderlige forbindelser, kan ikke få succes hvad dette angår, med mindre han er fri såvel i sine individuelle som sine kollektive egenskaber. Og det er ikke muligt for ham at være fri, med mindre hans opfattelse er fri fra alle former for defekter, som ødelægger menneskets værdi. På samme måde kan en person ikke være fri hvis hans ret til frihed teknisk set er tildelt af samfundet men ignoreret i praksis.

I denne henseende udmålte Ali lige behandling af enkeltpersoner og samfundet såvel som venner og fjender. Han fulgte denne linje af handling meget fast. Han kunne ikke påvirkes til at afvige fra sit mål ved nogen lokkemidler eller bestikkelse. Han vidste udmærket at sandheden er ubehagelig for mange mennesker. Det er af denne grund, han siger: ”Vores anliggende er meget vanskeligt.”

Han var også opmærksom på, at sandheden er særlig hård for herskerne. Han sagde derfor: ”Sandhed vejer tungt på herskerne, og alle sandheder er tunge.”


Ikke desto mindre, hvad enten sandheden var tung for herskerne og adelen eller lette, var uvæsentligt for Ali, fordi hans intellekt og hans opfattelse tvang ham til ikke at afvige fra sandheden det mindste, og han knyttede ikke større vigtighed til noget andet end intellekt og opfattelse. Intellekt og opfattelse tvang Ali til ikke at vende sit ansigt væk fra folk, som søgte retfærdighed og ikke at overlade folket til herskernes nåde, således at de (folket) måtte bære byrder af behov og lide af sult, som måtte udtørre deres ganer og tænde ild i deres maver. Dette intellekt og denne opfattelse dikterede Ali ikke at overlade distributionen af rigets overflod og velsignelser til dem, hvis maver var fyldte, og som spiste uden sult og drak uden tørst, og førte luksuriøse tilværelser på bekostning af almindelige folk.

Ali frygtede, at de indflydelsesrige og adelen ikke ville tolerere hans retfærdige måder og metoder, som han fremlagde dem før troskabseden blev aflagt, og som viste sig at være sande. Derfor, efter at givet troskabseden, krævede disse adelige og herremænd af ham, at de skulle gives større andele fra det offentlige skattekammer sammenlignet med andre, men Ali svarede: ”Jeg giver ikke noget til nogen, som han ikke er berettiget til.”

Talha og Zubayr kom til ham for at lave en handel og sagde: ”Vi er klar til at aflægge troskabseden til dig på betingelse af, at vi skal være dine partnere i ledelsen af styret.” Men Ali gav dem et negativt svar uden nogen betænkeligheder.

ANSVARLIGHED 195

Da de hørte dette svar, forlod de ham og begyndte at mobilisere en hær for at kæmpe imod ham, som det vil blive beskrevet i detaljer senere.

Ali vidste udmærket, at Talha og Zubayr var meget indflydelsesrige og at de havde et stort antal støtter i Kufa og Basra. Men det var retfærdighed, som Ali elskede mest. Han sagde: ”Ønsker I, at jeg skal opnå succes ved hjælp af undertrykkelse. Ved Allah dette vil aldrig ske. Uberettiget belønning er ekstravagance.”

Man serverer ikke mad for en person, som er mæt. Rigdom, lille eller stor, var ikke lovlig i Alis øjne, med mindre den var opnået ved lovlige midler. Den måtte ikke være opnået ved hamstring, eller gennem udnyttelse af folk, eller ved at drage uretmæssig fordel ved ens position som hersker.

Ali tilgav mange forbryderes forbrydelser og overså mange onde handlinger fra undertrykkerne, men han tolererede ikke at nogen hamstrede eller udnyttede og undertrykke folk. Ifølge ham var undertrykkelse en forbandelse, uanset hvilken form den havde, men den værste undertrykkelse var den, der blev udført af de magtfulde over de svage, ved at tilrane sig af de offentlige midler, eller når herskeren profiterede på de styrede. Han kunne ikke ignorere nogen undertrykkelse, som kunne give anledning til ondskabsfuldhed og kriminalitet i samfundet.

Studer ’Nahj al-Balaghah’ og du vil kunne se, hvor brændende hans ord er, når han taler om udnyttelse af folk. Han nævnte dette emne i hver eneste af sine taler. Hans udtalelser viser, at han var fuldstændig overbevist


om, at udbytning af andres rigdom er en social forbrydelse. Hvem der end opnår rigdom ved ulovlige midler er en undertrykker og skal straffes for sin forseelse. I en af sine prædikener siger Ali om dem, der rager til sig: ”Og han skal huske, at den rigdom, som han samlede og ikke tænkte på hvor han fik den fra, (dvs. at man ikke gjorde nogen forskel mellem lovlige og ulovlige kilder) og samlede rigdom med lovlige og ulovlige midler, skal hvile i vished om, at han vil blive straffet for at samle rigdom ved illegale midler.”

Hvad angår akkumulering af rigdom, som er uplettet af tyveri, undertrykkelse og hamstring, sagde han: ”Hvem der end dør mens han tjener sit udkomme ved hjælp af lovlige midler, vil dø i sådan et forhold, at Gud vil være tilfreds med ham.”

Det var derfor Ali havde besluttet, at han ville ødelægge de strukturer som var blevet opført gennem tyveri og undertrykkelse, og han ville afskaffe skikken med at bruge det offentlige skattekammers rigdomme på slægtninge, og han ville ikke tillade de indflydelsesrige klasser at udnytte almindelige mennesker. I en af hans taler erklærede han således med klare ord: ”Se her! Hvem der end var blevet

givet en Jagir1 af Uthman fra Allahs ejendom skal returnere

den til det offentlige skattekammer, for intet kan annullere en gammel ret. Hvis jeg finder ud af, at kvinder er blevet gift ved at bruge penge fra det offentlige skattekammer eller at penge er blevet distribueret i forskellige byer, vil min yderste anstrengelse være at gendanne de penge til

1- Dette ord skal forklares.

ANSVARLIGHED 197

deres oprindelige position. Retfærdighed dækker et bredt område, og hvis retfærdighed er hård ved en person, vil uretfærdighed være hårdere ved ham.”

Det er muligt, at der har været konger og herskere, som ikke har givet noget til nogen, som ikke fortjente det, fra de offentlige midler og ikke har brugt offentlige penge overflødigt på deres venner og slægtninge. Dog møder vi ingen ligesom Ali, som tvang dem, som var blevet rige ved ulovlige metoder under det tidligere styre, til at aflevere en opgørelse over deres rigdom og at returnere til offentlige skattekammer enhver del af deres formue, som de havde tjent ulovligt. Alis modige handling beviste, at han havde umådelig stor viden om statens affærer og havde sådan en perfekt tro på social retfærdighed så den ikke var at finde hos nogen som helst anden.

Hvis reglen om, at kun den person, som arbejder hårdt og yder service til samfundet, skal belønnes, er korrekt, så opstår spørgsmålet om hvilken offentlig service ydede Harith, søn af Hakam, for at han skulle være blevet givet trehundredetusinde dirhams af Uthman fra det offentlige skattekammer, den dag da hans (Hariths) ægteskab blev indgået? Var ægteskabet med Uthmans datter en offentlig

service?1

1- Uthman gav tre hundrede tusinde dirham til Harith, søn af Hakam, (Marwans bror), som var hans anden svigersøn og hans datter Ayeshas ægtefælle (Kitab al-Ansab, Balazari, vol. 5, side 58). Balazari siger et andet sted: Kameler ankom som zakat og blev bragt til Uthman, og han gav dem alle til Harith, søn af Hakam (Kitab al-Ansab, vol. 5 side 28).


Hvilken service havde Talha og Zubayr ydet til muslimerne, som berettigede dem til så store beløb af dirham og dinarer og store jagirs fra Uthman, at hvis de var blevet fordelt blandt de hundrede tusinder muslimer ville de alle været blevet rige og have fået mere, end de havde turdet

håbe på?1

Allama Ibn Qutaiba, Ibn Abd Rabih og Ibn Abi al-Hadid har berettet, at profeten havde skænket ’Mehzool’, en basar i Madina, til muslimerne men Uthman gav den til Harith som Jagir (Ma’arif, s. 84, Aqd al-Farid, s. 261, Sharh Najh al-Balaghah, vol. 1 s. 27). Uthman favoriserede på tre måder:

1. Han gav trehundredetusinde dirham til Harith selvom dette beløb ikke var Uthmans personlige formue men tilhørte muslimernes offentlige skattekammer. 2. Han gav Harith alle kamelerne som var blevet modtaget som zakat. 3. Han gav som Jagir til Harith den ejendom som var blevet givet til muslimerne af profeten.

1- På grund af de fordele, som Uthman gav sine slægtninge, venner og forbundsfæller, blev de meget rige. Som konsekvens af den metode han havde tillagt sig omkring fordeling af rigdom, stik i modsætning til Bogen og Sunnah ligesom den blev anvendt af hans forgænger, opnåede disse personer stor jagirs, konstruerede storslåede paladser og akkumulerede store formuer. Zubayr, søn af Awam, efterlod sig elleve huse i Medina, to i Basra, et i Kufa og et i Egypten. Han havde fire hustruer. De arvede hver en ottendedel af hans ejendom og hver af dem fik en million tohundrede tusinde. Således var den samlede formue efterladt af ham på 59 millioner og 800 tusinde. (Sahih Bukhari, vol. 5, s. 21). I Sahih Bukhari er kun beløbet angivet, men det er ikke nævnt hvorvidt det var dirham eller dinar, men det nævnes i Tarikh Ibn Katheer, at det var i dirham.

ANSVARLIGHED 199

Allama Ibn Sa’d skriver, at Zubayr havde jagirs i Egypten og huse i Alexandria, Kufa og Medina. Han modtog også indtægter fra Medinas omegn. (Tabaqaat Ibn Sa’d, vol. 2, s. 77, trykt i Leiden). Mas’udi siger: ”Zubayr efterlod ved sin død, et tusind heste, et tusind slaver og slavepiger og mange paladser og jagirs. (Murooj al-Zahab, vol. 1, s. 34). Talha ibn Obaidullah, efterlod sig et hundrede ’buhars’ (okseskind) fyldt med guld. Allama Ibn Abd Rabih har citeret Khashni for at have sagt, at Talha efterlod tre hundrede ’buhars’ med guld og sølv. Sibt Ibn Jauzi siger, at han efterlod sig guld, som kunne læsses på trehundrede kameler. (Taqat Ibn Sa’d, vol. 3, s. 158. Murooj al-Zahab, v. 1, s. 444. Aqd al-Farid, v. 2, s. 275, etc.) Allama Balazari har berettet at under uvidenhedens tid var Hakam ibn Aas nabo til profeten, og efter fremkomsten af Islam var han en af profetens dødelige fjender og forfølgere. Da Mekka blev besejret i det ottende år efter udvandringen, kom han til Medina. Det er tvivlsomt, hvorvidt han accepterede Islam. Han plejede at følge profeten og lave spottende tegn efter ham, efterlignede ham og skar ansigt, og når profeten ofrede bønner, stod han bag ved ham og lavede tegn med sine hænder. Resultatet var, at den grimasse, han lavede med sit ansigt, mens han hånede profeten, blev permanent og ændredes ikke til han døde. Han blev også sindssyg. En dag mens profeten var i en af hans hustruers hus, dukkede Hakam op. Profeten genkendte ham. Han kom ud af huset og sagde: ”Hvem vil redde mig fra denne forbandede rystende person?” og så tilføjede han: ”Denne Hakam og hans slægtninge kan ikke leve, hvor jeg lever.” Han sendte derfor Hakam og hans familie i eksil i Taifs udkant. Da profeten døde spurgte Uthman Abu Bakr om Hakam kunne få tilladelse til at vende tilbage til Medina. Abu Bakr afslog at imødekomme hans anmodning, og sagde at han ikke kunne give asyl til en mand, som var blevet sendt i eksil af profeten. Da Umar blev kalif efter Abu Bakr forelagde Uthman ham den samme anmodning, men han gav også det samme svar som Abu Bakr. Men da Uthman selv blev kalif, kaldte han Hakam og hans familiemedlemmer tilbage


til Medina. Han fortalte dem, at muslimerne havde anbefalet profeten at tillade Hakam og hans familiemedlemmer at vende tilbage til Medina, og at profeten havde lovet, at han ville give sådan en tilladelse, men han døde inden dette kunne gøres. Muslimerne troede ikke på, hvad Uthman sagde og var meget imod hans tilladelse til Hakam og hans slægtninges tilbagevenden til Medina. (Kitab al-Ansab v. 5, s. 27) Uthman kaldte ikke kun Hakam tilbage til Medina og gjorde ham til sin chefrådgiver, men han gav ham også hele den ejendom, som var blevet samlet i zakat og almisser fra Bani Qaza’a stamme. Da Hakam ankom til eadina var han klædt i laser, og folk kunne se, hvilken sølle forfatning han var i. Han havde en ged med, som han drev fremad foran sig. Han ankom til Uthmans hof i denne tilstand. Men da han forlod stedet bar han en meget værdifuld pelskappe og havde dækket sig selv med et kostbart silkeklæde. (Tarikh Yaqoobi, vol. 2, s. 41). Allama Balazari siger: ”Blandt mange af Uthmans handlinger som generede folk var også at han sendte Hakam ibn Aas ud for at indsamle zakat fra Bani Qaza’a, som beløb sig til trehundrede tusinde dirham, og da Hakam havde samlet pengene og bragte dem tilbage til Uthman, gav sidstnævnte hele beløbet til ham.” (Tarikh al-Ansab, Balazari vol. 5, s. 28). Allama Yaqoobi siger at Uthman ægtede sin datter til Abdullah ibn Khalid ibn Aseed, og beordrede at sekshundrede tusinde dirham skulle gives til ham. Han skrev til Abdullah ibn Aamir, at dette beløb skulle betales ud af Basras offentlige skattekammer. (Tarikh Yaqoobi, vol. 2, s. 145). Allama Ibn Abd Rabih Qartabi, Allama Ibn Qutaiba og Allama Ibn Abi al-Hadid har alle skrevet, at Uthman gav firehundrede tusinde dirham til Abdullah (Aqd al-Farid vol. 2, s. 261. Ma’araf, s. 84 og Sharh Ibn Abi al-Hadid vol. 1, s. 66). En femtedel (khums) af krigsbyttet, som blev modtaget efter den afrikanske krig, beløb sig til femhundrede guldmønter. Uthman gav

ANSVARLIGHED 201

dette beløb til Marwan ibn Hakam, som var hans fætter og svigersøn, og ægtemand til hans datter Umm Ayan. Allama Ibn Athir skriver: ”Khums (en femtedel) blev bragt fra Afrika til Medina og Marwan erhvervede den for femhundrede tusinde dinar. Uthman fritog ham fra at betale dette beløb. Dette var en af Uthmans handlinger, som blev kritiseret af folk senere. (Tarikh Yaqoobi, vol. 3, s. 38). Allama Balazari og Ibn Sa’d har berettet, at Uthman skænkede den ”Khums” som blev modtaget fra krigen i Egypten, og også skænkede store pengesummer til sine slægtninge. Han forklarede disse handlinger ved at sige, at han havde vist godhed overfor sine slægtninge. Folk misbilligede disse handlinger meget og kritiserede Uthman for det. (Tabqat Ibn Sa’d, vol. 3, s. 24. (trykt i Leiden) og Kitab al-Ansab Balazari, vol. 5, s. 25). Uthman gav et hundrede tusinde dirham til Sa’id ibn ’Aas. Ali, Talha, Zubayr, Sa’d ibn Abi Waqas og Abdur Rahman ibn Auf, havde en snak med ham angående dette. Men han fortalte dem, at Sa’id var et af hans familiemedlemmer og en slægtning og ved at give det omtalte beløb til ham, havde han vist godhed overfor en slægtning. (Kitab al-Ansab, vol. 5, s. 28). Han gav store pengesummer ud fra det offentlige skatkammer til Walid ibn Aqba Mu’eet, som var hans bror på mødrene side. Allama Balazari siger: ”Da Walid blev udpeget til guvernør i Kufa, var Abdullah ibn Mas’ud, overordnet ansvarlig for det offentlige skatkammer. Walid lånte store pengesummer fra skatkammeret. Magthaverne plejede at låne på denne måde og returnerede pengene, når de fik indtægter. Efter nogle dage krævede Ibn Mas’ud pengene tilbage. Walid klagede til Uthman over dette krav fra Ibn Mas’ud. Derpå skrev Uthman til Ibn Mas’ud: ”Du er kun en kasserer. Pres ikke Walid til at returnere de penge, som han lånte. Det er ikke korrekt at opponere imod ham.” (Kitab al-Ansab, vol. 5, s. 1). Den dag Uthman foranledigede en udbetaling på et hundrede tusinde dirham til Marwan fra det offentlige skattekammer, sikrede


Hvilke særlige rettigheder besad Talha og Zubayr, at de skulle have tusinder af slaver og slavepiger? Selv hvis der er medgivet, at de accepterede Islam i dens tidlige stadie og var profetens fremhævede ledsagere og havde ydet store tjenester for Islam, havde de gjort alt dette for Guds skyld og skulle have forventet belønning fra Gud i det Hinsides. Gud lader aldrig de retfærdiges anstrengelser gå til spilde. Uanset hvilke tjenester de ydede for Islam blev de ydet for at søge Guds glæde, og det er Ham, som giver den bedste belønning. Men hvilken særlig ret havde de over det offentlige skattekammer overfor hvilket alle muslimer nyder lige rettigheder?

Hvilke handlinger af offentlig velfærd var blevet udført af Uthmans slægtninge, for hvilke han åbnede for belønning fra det offentlige skatkammer, betroede dem statens administration, gjorde dem til herrer over liv, ejendom og muslimernes ære og tillod dem at udnytte alt på hvilken som helst måde de ønskede? En af hans slægtninge var Mu’awiya, som var berygtet for at modtage bestikkelse. Og der var mange andre af hans slægtninge og venner inklusive Hakam ibn ’Aas og Abdullah ibn Sa’d.

Hvilken tjeneste havde Mu’awiya ydet til Islam, siden han som belønning blev gjort til guvernør over Palæstina og

han også to hundrede tusinde dirham til Abu Sufyan. (Sharh Nahj al-Balaghah, Allama Ibn Abi al-Hadid, vol. 8, s. 27). Allama Ibn Abi al-Hadid siger, at Uthman gav hele krigsbyttet fra forskellige steder i Afrika, hvor kampe blev kæmpet, til sin fosterbror Abdullah bin Abi Sarha og derved udelukkede alle andre muslimer. (Sharh Najh al-Balaghah, v. 1, s. 27).

ANSVARLIGHED 203

Hamas, foruden Syrien, og desuden blev betroet kommandoen over fire hære? Hvorfra opnåede Uthmans slægtninge sådanne umådelige formuer, og hvordan byggede de storslåede paladser i alle byer og landsbyer? Når disse personer ikke ydede nogen offentlig tjeneste, hvorfra fik de så kapital til at finansiere disse projekter? Hvis en person besidder sammenpugede formuer i lang tid, bliver han ikke dens ejer og ej heller bliver denne sammenpugede formue hans personlige ejendom. Løgn bliver ikke til sandhed hvis den fastsholdes i lang tid.

Det var derfor, Ali havde besluttet at genoprette det offentlige skatkammer og tilbagelevere alt det land og al den rigdom, som var blevet givet af Uthman til personer, som ikke fortjente det, mens dem, som fortjente denne rigdom var blevet den nægtet, selv om denne rigdom kunne være blevet fordelt i forskellige byer eller givet til kvinder som deres medgift. Retfærdighed er et middel til fremgang og komfort for folket, og den kan ikke begrænses eller indskrænkes.

Et andet punkt, som fortjener opmærksomhed, er at Ali betragtede de landområder, som var blevet gjort til folks personlige ejendom forid de var Uthmans slægtninge eller favoritter, så vel som de fordele taget fra andre, til at være uretmæssig ejendom. Ali vidste udmærket hvilken slags folk Uthmans slægtninge var. Han var fuldstændig klar over, at efter at have tilegnet sig landområderne ville de bruge tvungen arbejdskraft fra almindelige folk for at forøge produktionen og ville opnå mere ejendom ad denne vej. Derfor ville deres kapital øges dag efter dag. Mens andre fortsat ville blive fattigere, ville de selv blive sig


stadigt rigere. Disse store jordejere ville få magt over små jordejere og som konsekvens deraf, ville der kun være disse to klasser tilbage. Dvs. kapitalisterne og de fattige, hvor de sidstnævnte ville være nødt til at være afhængige af de førstnævnte og tjene dem. I hans vidnesbyrd til Malik Ashter siger Ali: ”Pas på! Giv ikke jord til nogen af dine associerede og slægtninge. De skal ikke forvente fra dig at du vil tillade dem at optage et stykke land, hvis det kan være skadeligt for de omkringboende folk hvad angår vanding eller hvad som helst andet, så at de kan belaste andre med byrden deraf.”

De Troendes Leders frygt omkring dissee jagirs viste sig at være sand. Disse folk brugte rigelig med tvungen arbejdskraft fra jævne folk og underlagde dem enhver form for uretfærdighed og undertrykkelse.

Dr. Taha Hysayn skriver i første bind af sin bog med titlen ’Al-fitnatu’l Kubra’: ”På den ene side var der de store jordejere og adelige, og på den anden side var de fattige personer, som var slaver for disse jordejere og adelige. Ud af disse fra de øverste klasser opstod en ny klasse i Islam, dvs. dem som var nationens ledere i overensstemmelse med stammernes kutyme, sådan som det var fremherskende på den Arabiske halvø og nu var blevet mere fremtrædende og anerkendt på grund af deres overdådige rigdomme og et stort antal af forbundsfæller.

Ifølge Ali er alle berettiget til en del af den profit, som tilflyder samfundet fra guld og land, og kun den person, som arbejder hårdere eller er mere trængende, er berettiget til en større del. Hvem, der end fornægter dette, begår forræderi overfor sit folk.

ANSVARLIGHED 205

I Alis øjne er den største form for forræderi den, som begås imod det offentlige. Ali anså at et menneske som begik forræderi imod det offentlige for at være ondt og foragteligt. Han regnede aldrig med sådanne personer og havde aldrig omgang med dem.

Ali stræbte efter at sikre folks rettigheder til det yderste. Når han end traf en beslutning, kunne ingen få ham til at fravige den. Han tog sig ikke af, hvis folk deserterede fra ham og sluttede sig til fjenden. Han var legemliggørelsen af sandhed, og hvad end han sagde, var det absolut retfærdigt.

Ali udviste ikke privilegeret behandling selv af profetens hengivne ledsagere, som havde deltaget i krige sammen med ham. Han sagde:” Pas på! Der er personer iblandt jer, som verden har gjort rig. De har erhvervet sig jord og gravet kanaler. De rider på stærke heste og besidder store antal slaver og slavepiger. Hvis jeg forbyder dem i morgen at gøre disse ting, som de er dybt involveret i og begrænser dem til de rettigheder, som de er kender så grundigt, skal de ikke anklage Ali for at have nægtet dem for deres ret. Husk! Hvad enten de er Muhajirs (emigranter) eller Ansar (hjælpere), gælder det, at hvem iblandt dem der end tror, at han er bedre end andre, tager fejl. Overlegenhed vil blive bestemt foran Gud på Dommedag. Det er kun Gud, som kan belønne folk. Husk! Hvem der end har anerkendt Gud og Hans profet, bekræftet vores samfund, nydt vores religion og vendt sig mod qiblah, er berettiget til Islams rettigheder og forpligtelser. I er alle Guds slaver, og den rigdom, som tilhører Gud, vil blive fordelt blandt jer ligeligt. Ingen nyder


forrang frem for andre. De retfærdige og de fromme vil få en bedre belønning fra Gud.”

Denne meget ligelige behandling udmålt af Ali til almindelige folk gjorde, at de adelige og fremtrædende personer blandt Quraysh forlod Ali og sluttede sig til Mu’awiya, som det vil blive beskrevet i detaljer senere.

Det var umuligt for Ali at foretrække dem, som nød en højere position frem for dem, som var på et forholdsmæssigt lavere socialt niveau, for ifølge ham var kriterierne for dyd og excellence ikke dem, som var fremherskende på hans tid. Han foretrak ikke en

Qurayshite1 frem for en ikke-Qurayshite eller en araber

frem for en ikke-araber, for han anså alle mennesker for at være hinandens brødre og søstre. Han kunne ikke behage disse ledere og adelige som Mu’awiya gjorde, ej heller kunne han få sig til at trække folk til sig selv ved hjælp af muslimernes rigdomme.

Malik Ashtar sagde til Lederen af de Troende: ”Oh De troendes Leder! Vi samlede Basras og Kufas folk og udførte jihad imod folk fra Basra. På det tidspunkt var vi alle af samme opfattelse. Derefter opstod meningsforskelle. Deres intentioner blev svage, og deres antal øgedes. Du er retfærdig overfor alle og handler i overensstemmelse med din retfærdighed. Derfor blev de bange på grund af din retfærdighed. På den anden side så de den politik og de metoder, som Mu’awiya tillagde sig med hensyn til de rige

1- Quraysh var den stamme, som Profeten – og dermed Ali selv – kom fra.

ANSVARLIGHED 207

og adelige, fordi der er meget få folk i denne verden, som ikke stræber efter jordiske rigdomme. Der er mange som køber løgn for sandhedens pris og vælger denne verdens glæder. Så hvis du distribuerer rigdom blandt folk og giver mere til de indflydelsesrige, vil du se, hvordan deres halse vil være mere tilbøjelige overfor dig (hvordan de forsøger at gøre dig tilfreds), og hvordan de synger til din pris og bliver dine velyndere. Må Gud ordne dine affærer og svække denne sammenslutning af svig fra dine fjender. Gud er sandelig opmærksom på deres gerninger.”

Ali sagde som svar: ”Du har sagt, at jeg handler i overensstemmelse med retfærdighed. Grunden til dette er, at Gud siger: ”Hvem end der gør gode handlinger, gør dem til sin egen fordel, og hvem end der gør onde handlinger, lider på grund af dem. Gud gør ingen uretfærdighed overfor Sine slaver.”

Og han fortsatte: ”Hvis jeg ødelægger denne regel, er jeg bange for, at jeg vil komme til at lide af denne grund. Hvad angår din snak om at nogle personer deserterede fra os, fordi sandheden var utålelig for dem, så ved Gud udmærket, at de ikke forlod os, fordi vi var uretfærdige overfor dem. Og da de forlod os, søgte de heller ikke ly hos en retfærdig person. Der er ingen grund til at de skulle desertere fra os, andet end at de har søgt den materielle verden, og den er ikke evig. På Dommedag vil de blive spurgt, om de søgte denne verdens glæder eller handlede på vegne af Gud. Så hvad angår vores brug af penge til at tiltrække folk, er det ikke lovligt for os at give nogen noget fra det offentlige skatkammer ud over det, han er berettiget til. (Og jeg bekymrer mig ikke, hvis antallet af


mine tilhængere mindskes på grund af at jeg udøver retfærdighed). Gud siger således, og hvad Han siger, er korrekt: ”Mange folk, som er få i antal, overvinder dem, som er stærkere talmæssigt. Gud er med dem som er tålmodige”.

Gud udpegede profeten til den profetiske mission, da han var helt alene. Han havde nogle få støtter, og efterhånden øgedes deres antal. Allah skænkede værdighed til Profetens gruppe, efter de var blevet ydmyget. Hvis Gud ønsker at give os succes, vil Han løse disse vanskeligheder og gøre tingene nemmere for os.”

Kernen i hans politik og hans ledelsesmetoder er symboliseret i det vidnesbyrd, som han skrev til Malik Ashtar, da han udnævnte ham som Egyptens guvernør. Han sagde: ”Pas på! Tag ikke noget til dig selv, som alle folk har en lige ret til.”

Offentlige rettigheder er dem, som gives alle borgere ligeligt og det er disse rettigheder, Ali hentydede til i ovennnævnte udtalelse.

* * * * * * * * * *

AT HJÆLPE DE TRÆNGENDE

Der er disse almene rettigheder, som blev respekteret af Ali selv, og som han indskærpede andre til også at respektere. Ifølge ham var det en pligt for provinsens guvernører og embedsmænd, at de skulle beskytte disse rettigheder og ikke tillade, at de blev krænket.

Hvis Ali udpegede nogen som leder, eller fjernede ham fra hans embede, var det af denne grund. Ifølge ham havde disse rettigheder en meget bred betydning og var af mange slags. Hensigten med dem alle var, ikke desto mindre, at enhver persons behov skulle imødekommes, og ingen skulle forblive sultne, for at forblive sulten er den største krænkelse for menneskeheden.

Der er ingen skade ved at ødelægge love, som ikke kan eliminere folks fattigdom. Ligesom i Alis tro, gælder det, at tilbedelse ikke må fremmedgøre mennesket for samfundet, og at religion er ensbetydende med god opførsel overfor folk, at sande religiøse overbevisninger er dem, som promoverer retskaffenhed. På samme måde skal love i samfundet være af en sådan karakter, at de imødekommer folks behov og sikrer udryddelse af fattigdom og nød, således at mennesket ikke ser sig selv blive ydmyget og mister modet.


Det er ikke en begunstigelse men en pligt for en leder og en lovgiver at vedtage love, som befrier folk fra nød og fattigdom, og de er berettiget til at kræve sådanne love fra ham.

Ali sikrede folks rettigheder så godt, at det nærmest er umuligt at finde nogen prædiken, tale eller udsagn fra ham, i hvilket han ikke har nævnt disse rettigheder og ikke har henledt guvernørernes og embedsmændenes opmærksomhed på dem.

At imødekomme folks behov var uden al tvivl den største opgave for lederen og lovgiveren og den største ret for folket i Alis øjne.

Det var Ali, som anså Kaiser og Kisras største synd (selvom listen er temmelig lang) for at være, at de ydmygede deres undersåtter, ikke gav dem deres rettigheder, fratog dem jordens gaver og livets komfort og prøvede at gøre dem fattige og usle. Han sagde: ”Tænk over folks prøvelser og lidelser da Kaiser og Kisra var deres herskere. De havde fordrevet dem fra Iraks frugtbare jorde rige på vand og vegetation og flyttet dem til et sted, hvor der ikke var nogen vegetation, og hvor der var intet andet end voldsomme vinde, og havde gjort dem ekstremt fattige og nødlidende.

Hver gang en guvernør eller en embedsmand begik et tillidsbrud på den offentlige ejendom (uanset om det drejede sig om et stort eller lille beløb) gav Ali ham en hård straf. Han var dybt skuffet, når han fandt ud af at en guvernør eller embedsmand havde tilegnet sig uretmæssig ejendom eller var skyld i hamstring, og han irettesatte

AT HJÆLPE DE TRÆNGENDE 211

sådanne overtrædere i meget hårde vendinger. Han skrev engang således til en guvernør: ”Jeg forstår, at du har tilegnet dig jord, som tilhører det offentlige skattekammer og har tilegnet dig, hvad var under dine fødder og spist, hvad der var i dine hænder. Du skal derfor sende mig din redegørelse.”

Sætningen ”send mig din redegørelse” i brevet fra Lederen af de Troende fortjener opmærksomhed. Denne sætning er af stor betydning. Han var så ivrig efter at gennemtvinge retfærdighed, at han ikke tolererede nogen undskyldning eller slaphed i dette anliggende.

Foruden at besidde en fast tro var Ali en subtil iagttager og var fuldkommen klar over det menneskelige samfunds mysterier og folkets indbyrdes relationer. Han vidste, hvilke rettigheder der var blevet gjort indgreb på, og hvilke af dem, der ville blive gjort indgreb på. Han forstod til fulde, at uretfærdighed og undertrykkelse var skadelige for samfundet indadtil så vel som udadtil, og at undertrykkerne så vel som de undertrykte blev udsat for alvorlig fare. Han besluttede sig for at appellere til retfærdighed og understregede, at administration af retfærdighed var nødvendig selv om denne administration måtte blive misbilliget af guvernørerne og embedsmændene. Han skrev med tydelig irritation: ”Send mig din opgørelse.”

Han blev informeret om en anden guvernør, der havde forgrebet sig på den offentlige ejendom. Han skrev straks til ham følgende:


¡±Frygt Allah og giv folks ejendom tilbage til dem. Hvis du ikke gør således, når Gud giver mig kontrol over dig, skal jeg frikende mig selv for mine forpligtelser i denne sag og vil ramme dig med mit sværd, og hvem end der har været dets offer, er altid gået direkte til Helvede. Ved Gud, selv hvis Hasan og Husain havde gjort, hvad du har gjort, ville jeg ikke være barmhjertig overfor dem, og de ville ikke kunne få mig til at imødekomme til nogen af deres ønsker, før jeg havde taget andres ret tilbage fra dem og fjernet de konsekvenser, der kom af uretfærdighed.”

Lederen af de Troende sendte en mand ved navn Sa’d til Ziad bin Abih for at hente nogle penge, som han opbevarede. Lederen af de Troende havde modtaget informationer om, at Ziad førte et luksuriøst liv, at han samlede rigdomme selv og undlod at give noget til enker, forældreløse og trængende. Da Sa’d henvendte sig til Ziad og krævede pengene udleveret, opførte Ziad sig hovmodigt og irettesatte ham. Sa’d kom tilbage og informerede Ali om, hvad der var sket. Derpå skrev Ali et brev til Ziad med disse linjer: ”Sa’d har informeret mig om, at du irettesatte ham uden nogen ret og opførte dig overlegent og hovmodigt overfor ham, til trods for at profeten har sagt, at storhed alene tilhører Allah, og at de hovmodige pådrager sig Hans vrede. Sa’d har også informeret mig om, at du spiser forskelligt former for mad og parfumere dig selv hver dag. Hvilken skade ville ramme dig, hvis du også fastede nogle dage for Guds skyld og gav en del af din formue væk som velgørenhed på Guds vegne, eller hvis du spiste den samme slags mad mange gange, mens du nu kun spiser den en gang, eller hvis du lod en nødlidende person spise den.


Du, som svømmer i overflod, ser ikke efter dine fattige naboer, de svage og trængende, enkerne og de forældreløse. Ønsker du, til trods for alt dette, at du skal få de retskafnes belønning? Den belønning, som alene tilkommer dem, som giver almisse? Sa’d har også fortalt mig, at du taler som en retskaffen men handler som djævel? Hvis du virkelig gør således, har du været grusom mod dig selv og har forspildt dine handlinger. Du bør angre overfor Gud og ændre din adfærd og bør være moderat i dine handlinger. Du bør sende al den ekstra ejendom som du besidder i forvejen til den dag hvor du vil få brug for

det1, i tilfælde af at du er en sandt troende. Og brug

parfume hver anden dag og brug ikke for meget. Fred være med dig.”

Lederen af de Troende sendte løbende befalinger til guvernørerne og advarede dem alvorligt imod at forgribe sig på den offentlige ejendom eller at modtage bestikkelse. Han anså sådanne aktiviteter for at være den værste forbindelse mellem lederne og folket og en stor barriere mellem titel og titelhaver. Han var udmærket klar over den skade, som disse dårlige vaner forvoldte folk. En gang modtog han information om, at en militærofficer havde modtaget bestikkelse. Han holdt hans hånd og gav den sådan et voldsomt ryk, at den var lige ved at blive skilt fra hans krop. Så sagde han til ham: ”Folk før dig blev udslettet fordi de nægtede folk deres rettigheder, og de var derfor tvunget til at opnå deres rettigheder ved at give

1- Dette udtryk betyder, at lade ens ejendom omsætte i gode gerninger, som vil vente på giveren på Dommedag.


bestikkelse. De tvang folk til at gøre onde ting, der igen resulterede i, at løgn blev fremherskende.”

Engang var en guvernør inviteret til en fest. Guvernøren accepterede invitationen og deltog i festen. Da Lederen af de Troende fandt ud af dette, gav han guvernøren en alvorlig reprimande og sagde: ”At underholde en guvernør er bestikkelse. Hvorfor blev denne bestikkelse givet? Hvis den blev givet for at etablere retfærdighed, så vid at det er guvernørens pligt at give folk deres ret uden at tage imod bestikkelse. Eller blev denne bestikkelse givet for at godkende noget, der var ulovligt? Hvis dette er tilfældet, er det ikke lovligt for en guvernør at gøre sådanne ting selv om hele verden blev tilbudt ham som bestikkelse.”

Den anden ting er: Hvorfor deltog guvernøren i en fest, som de rige var inviteret til, mens de fattige blev ignoreret, og derved blev der gjort forskel mellem Allahs slaver? Denne form for diskrimination pinte mange personer inklusive Ali. Hvis samfundet generelt er velstående og folk er velstillede, er der ingen skade i kun at invitere nogle personer til en fest og udelukke andre. Men når vilkårene er sådan, at der er fattige så vel som rige i samfundet, vil en invitation til en guvernør til at deltage i en fest svare til at give ham bestikkelse.

Nogle personer tænker nok, at sådan en strenghed fra Alis vedkommende med hensyn til guvernørerne og embedsmændene ikke var hensigtsmæssig, og at de ikke fortjente at blive censureret og få reprimander på denne måde. Men hvis sådanne personer var opmærksomme på de rettigheder, Ali gav til embedsmændene og som gjorde det fuldstændigt unødvendigt for dem at tage imod


bestikkelse eller ty til uretmæssig tilegnelse af penge, ville de erkende, at den strenghed som Ali udøvede overfor embedsmændene ikke var uberettiget.

Et andet punkt fortjener også opmærksomhed her, og det er, at Ali ikke anså det for tilladt, at embedsmændene skulle drage fordel af deres position vis-a-vis det offentlige selv i omfang af en fest, fordi sådan en fordel også svarer til tyveri eller bestikkelse. Og når Ali ikke tillod en embedsmand at acceptere en invitation til en fest, da det kunne fungere som bestikkelse, hvordan skulle han så kunne tolerere, at nogen skulle tilegne sig en hel by eller tage folks ejendom fra dem gennem bestikkelse?

En fremsynet person, som har et øje for realiteterne, er tvunget til at være streng og håndtere ondskab i opløbet. Begrænsning af embedsmændenes rettigheder begyndte på Alis tid og ikke under Uthmans periode. Ali gav lønninger til guvernørerne, som var tilstrækkelige for deres behov. Der kunne således ikke være nogen retfærdiggørelse for, at de tog imod bestikkelse.

Hvis Ali var hård ved de korrupte embedsmænd, var han også elskværdig overfor de retfærdige. Han anerkendte deres rettigheder og roste dem for deres hengivenhed imod deres imam og for deres tjeneste for muslimerne.

Han skrev et brev til Umar ibn Abi Salma, Bahrains guvernør, hvori han fritog ham fra hans stilling og bad ham om at ledsage sig selv til den Syriske kampagne som skulle undersøges. Han skrev til ham: ”Jeg har betroet guvernørembedet for Bahrain til No’man ibn Ajlan Zarqi og har fritaget dig for det. Dog har jeg ikke gjort dette, fordi


du bliver anset for inkompetent, eller fordi du er blevet beskyldt for at have gjort noget galt. Faktum er, at du har styret administrationen med kompetence og loyalitet. Du skal derfor komme her og være sammen med mig. Der er intet imod dig. Sagen er, at jeg har besluttet at gå imod de syriske oprørere og ønsker, at du skal komme med mig, for du er en af de personer, som kan assistere mig i bekæmpelsen af fjenden og etablere troens søjle.”

Han brugte altid en fast politik med hensyn til embedsmændene. Han opmuntrede dem, som var retfærdige, og han var hård ved dem, som gjorde onde gerninger. Han tøvede aldrig og lagde ikke fingrene imellem og ej heller tyede han til stiltiende samtykke eller svig. Hans virkelige hensigt var muslimernes velfærd og etableringen af retfærdighed blandt alle, hvad enten de var herskere eller beherskede.

De embedsmænd, som ikke misbrugte de offentlige midler, og som ikke tog imod bestikkelse, modtog løn fra det offentlige skattekammer i overensstemmelse med deres behov, og Lederen af de Troende priste og opmuntrede dem. Med hensyn til de uærlige embedsmænd irettesatte Ali dem og fordømte dem i første instans og ved gentagelse, afskedigede han dem. I tilfælde af at deres forbrydelse var mere seriøs, dømte han dem også til fængsel. Foruden guvernørerne var der visse personer, som havde tilegnet sig andres ejendom og havde samlet sig store rigdomme ved ulovlige midler. Lederen af de Troende holdt dem for alvor ansvarlige og viste dem ikke nogen barmhjertighed. Han modarbejdede voldsomt deres grådighed efter at samle rigdom og deres sensuelle


og luksuriøse tilværelse, og opmuntrede til at etablere en mur mellem dem og deres rigdom, som de så ivrigt stræbte efter at forøge. Han modarbejdede verbalt så vel som praktisk udnyttelsen af andres ejendom og forbød hamstring. I et vidnesbyrd henvendt til Malik Ashtar skrev han blandt andet: ”Husk også at mange af disse personer er vant til nærighed og påholdenhed. De hamstrer for at lave profit, giver mindre på vægten og tager højere priser. Disse ting er skadelige for det offentlige og en defekt hos herskerne. Du skal derfor forhindre dem i at hamstre.”

Han fortsatte: ”Hvis nogen er skyldig i hamstring, efter at du har forbudt det, skal du straffe ham, men du skal sikre, at intet unødvendigt og ingen undertrykkelse er udført på din befaling.”

Med hensyn til folks besiddelse af Jagir og jord var Alis synspunkt foreneligt med fornuft så vel som det var en kilde til dyd. Vi har allerede diskuteret dette emne på de foregående sider.

At underkaste andre til tvunget arbejde og udnytte deres indtægt er også en form for hamstring. Ali tolererede heller ikke det, og har nævnt det forskellige steder i Nahj al-Balaghah. Mens han beskriver folks vilkår på den tid, siger han: ”Der er mange mennesker, hvis gode gerninger er blevet spildt og hvis anstrengelser er gået tabt. I lever i en tid, hvor godhed forsvinder og ondskab kommer stadigt nærmere. Satanisk griskhed dræber folket. Hvor end I vender jeres blik vil I se nødlidende personer, som lider på grund af fattigdom, eller rige som er utaknemlige overfor Gud, eller nærige personer som ikke betaler Gud behørigt og alene stræber efter at forøge deres formue. Hvad er der


sket med de retfærdige og fromme? Hvor er disse ædle og storslåede mennesker, som i fromhed optjente rigdom, og som var rene i deres handlinger og opførsel?”

Rent faktisk havde Lederen af de Troende klart forstået denne virkelighed gennem sin korrekte tænkemåde, rene disposition og høje moral. Han forstod, at et system som ikke kan eliminere folks nød, er værdiløst, og en lov, som ikke kan gøre op med klassediskrimination, er ubrugelig og uønsket. Alle sociale love, som frembringer et samfund, i hvilket folk er inddelt i klasser, er som legetøj i hænderne på dem, som kalder sig selv adelige og dignitarer og som udnytter almindelige menneskers rettigheder og ejendom på den mest skamløse måde.

Ali tog konkrete skridt til at eliminere folks fattigdom. Hans handlinger var baseret på to principper: For det første, at hele det offentlige skatkammers formue og jord og ejendom og alle midler til at tjene penge tilhørte nationen, og de nødvendigvis skal distribueres blandt alle borgere i overensstemmelse med deres behov og ret. Alle skulle arbejde og få fordel af disse ressourcer i overensstemmelse med deres indsats. Ingen var berettiget til at tilegne sig, hvad de selv ville eller at overføre offentlig ejendom til deres egen ejendom. Det er også i individets interesse at samarbejde med samfundet. Man skal vise sig nyttig for andre og selv få fordel fra fællesskabet. Fordelene, som de ville opnå fra samfundet, ville være tusind gange bedre end det, som de yder til samfundet.

Ali sagde: ”Hvem end der holder sin hånd fra at gøre skade mod sit folk, tilbageholder tilsyneladende kun én hånd, men holder faktisk tusinder af hænder væk fra sig selv.”


Styret skal tillægge sig denne retfærdige politik i oprigtighed, fordi folket er ligesom en krop, og det er nødvendigt for styret at behandle alle lemmer af denne krop i overensstemmelse med deres behov. Den skal hverken ignorere nogen, forsømme nogens ret eller tillade nogen form for diskrimination mellem dem. Det er under sådanne omstændigheder, at det kan blive muligt for styret at skabe indkomst og opnå andre goder for det offentlige skatkammer og bruge disse på projekter for offentlig velfærd.

Den anden ting, hvorpå Ali baserede sine handlinger, var udvikling af jorden, fordi menneskenes liv og deres velfærd afhænger af jorden. Han var af den opfattelse, at guvernørerne og embedsmændene skulle have meget større interesse i udvikling af jorden sammenlignet med deres bestræbelser for at skabe indkomst, for hvis jorden ikke plejes, hvorfra vil indkomsten så komme? En hersker, som ikke udvikler jorden, men ønsker at skabe indkomst fra befolkningen, er uvidende og uretfærdig. Han sigter imod, at byerne skal blive ødelagt, folk skal blive ruineret og han selv skal miste sin værdighed og ære. Jorden udvikles hverken automatisk, gennem uvidenhed eller ved herskerens magt. Udvikling af jorden betyder ikke, at storslåede paladser skal bygges for at give husly til de rige. Jorden udvikles gennem arbejdernes anstrengelser og af landsbyernes indbyggere. Lederen af de Troende gav strenge instruktioner om, at hvis folk blev bekymrede og ikke var tilfreds med deres hersker, ville indkomst ikke kunne skabes fra dem.


Principperne for godhed overfor borgerne og filantropi og moralske værdier er betinget af, at statsborgerne skal betale indkomst frivilligt og ikke under tvang. Det er guvernørens pligt først at gøre borgerne velstående og derefter at tænke på at forøge formuen. Lederen af de Troende henvendte sig til indkomstopkræverne med disse ord: ”...sælg ikke folks vinter- eller sommertøj eller deres nyttedyr, for at samle indkomst. Pisk ikke nogen person eller få ham til at stå på sine fødder (uden hvile) på grund af penge, og sælg ikke nogen af deres ting til dette formål, for Gud har beordret os at tage det, der er i overskud.”

Han sagde også: ”Med hensyn til statens indtægter, så vær opmærksom på de betalendes interesser, for de øvriges anliggender kan kun tjenes ved hjælp af skat og skattebetalere.”

Disse synspunkter af Lederen af de Troende omkring jorden og dens udvikling samt de konklusioner, han traf om, at styrets velfærd afhænger af folks velfærd, er så sande og korrekte, at der ikke kan findes noget angribeligt i dem selv efter at der er gået så mange hundrede år. Alle økonomiske og sociale teorier fra nyere tid bekræfter disse synspunkter.

Ali forskrev også generelle regler for dyrkning af jorden og ekstraktion af rigdom fra dens hjerte, som er medgivet af vore tiders sociale videnskaber, som værende fuldstændig korrekte.

Under tiden før Islam var det skik, at magtfulde personer tvang slaver, fanger og underordnede til at dyrke deres jorde. De gav disse arbejdere ubetydelige lønninger med


deres egen gode vilje og lagde beslag på jordens afgrøder uden selv at have ydet en indsats.

Ifølge deres love havde mennesket ingen værdi og fortjente ikke nogen belønning. Herskerne anså folket for at være deres slaver og underkastede dem tvunget arbejde. Deres religion var baseret på at gøre folk til deres slaver eller at dræbe og ødelægge disse hjælpeløse og lidende folk. Folk var uvidende og herskerne drog uretmæssig fordel af deres uvidenhed, og gjorde dem til deres slaver. De afgudsdyrkende præster, som var de religiøse ledere på denne tid, havde erklæret slaveri for lovligt og havde således styrket herskernes hænder. Disse præster havde narret folk på sådan en måde, at de var villige til at yde store ofre for deres herskeres skyld og således sætte dem i stand til at øge deres formue og tilføje ny jord til deres territorium. Alt dette blev gjort enten i hjemlandets navn eller i navnet på den guddom, som de tilbad.

Den berømte britiske historiker H. G. Wells siger: ”De afgudsdyrkende præster fortalte folk, at den jord, som de dyrkede, ikke tilhørte dem. De tilhørte guderne, hvis billede de havde hængt op i templet, og disse guder havde givet jorden til herskerne. Så det afhang af herskernes gode vilje om de gav jord til nogen af deres tjenere.”

Bønderne begyndte også at tro, at jorden som de pløjede, ikke tilhørte dem, men blev ejet af guden (afguden), og at det var deres pligt at overgive en del af deres landbrugsprodukter til gudens repræsentanter. Eller at guden havde givet jorden til herskeren, og han var berettiget til at pålægge hvilken som helst skat, han


ønskede. Eller at herskeren havde givet jorden til godsejeren, som var deres herre. Hvis afguden, herskeren eller godsejeren behøvede bondens tjeneste, var det hans pligt at forlade alt andet arbejde og udføre herrens ordre. Bonden tænkte ikke engang over, om han havde nogen ret til jorden, som han pløjede. Kort sagt: Bonden besad hverken nogen frihed eller vilje eller nød nogen rettigheder.

Arabiens historie fortæller os, at de personer, som overtog styrets tøjler efter Ali, monopoliserede jorden, produktionen og det offentlige skattekammer til deres egen personlige fordel. De sagde: ”Al rigdom tilhører Gud, og vi er hans repræsentanter og viceregenter på jorden. Det er vores privilegium at give denne rigdom til hvem, vi har lyst til. Ingen er berettiget til at kritisere os i denne

henseende.1”

1- Faktum er, at denne politik blev iværksat under Uthmans tid af ham selv. Under profeten og Abu Bakrs og Umars kalifat tilhørte alting muslimerne, og alle havde lige rettigheder. Men under Uthmans styre ændredes tingene væsentligt. Han anså alt for at være Guds ejendom, og han anså sig selv for at være herre over muslimerne. Han brugte offentlig ejendom, som han ønskede og gav den til hvem som helst, han ønskede. Lederen af de Troende har beskrevet denne periode med disse ord: ”Det tredje kalifatet blev hovent behandlet, som om det var et privat græsningsareal, og med oppustede maver begyndte kaliffen og medlemmer af hans klan (Bani Umayyah) at plyndre den muslimske verdens rigdomme på samme ubesindige grådige måde som en kamel, når den sluger høstet græs.


Men Ali kendte denne stillingtagen udmærket. Han var meget fremsynet og var helt klar over, at Gud ikke behøvede jord eller rigdom, og at jorden tilhørte til dem, som arbejde på den. Ali vidste også, at hvis bønderne lider, ville jorden forblive uopdyrket, og det ville blive vanskeligt at frembringe nogen indtægt fra den. Jorden kan kun opdyrkes af de folk, som er dens ejere og derfor har et ønske om at opnå profit fra dens produktion. Hvis bønderne med sikkerhed ved, at de ikke vil være i stand til at nyde frugten af deres arbejde, og at den vil overgå til herskerne, vil de arbejde halvhjertet og vil ikke yde en

ordentlig indsats for at dyrke jorden1. Derfor vil de selv

Uthman fratog de lovlige fordringshavere den ejendom, som tilhørte alle muslimer og gav den til sine slægtninge, nære og kære. Ved mange lejligheder ytrede han disse ord, som afspejler den overbevisning, der var på i tiden før Islam ifølge til hvilken jorden, dens produkter og det offentlige skattekammer tilhørte herskeren, og han var berettiget til at give den, til hvem han ville. Denne sætning, som han er citeret for at have sagt, findes i alle historiebøger: ”Dette er Guds ejendom. Jeg kan give den til hvem som helst, jeg ønsker og skal ikke give den til nogen, som jeg ikke ønsker at give den til. Hvis nogen bliver irriteret over dette, tager jeg mig ikke af det.” Mu’awiya og andre Umayyade kaliffer var slægtninge og pårørende til Uthman. Ligegyldigt hvad de gjorde under deres egen tid var det en imitation af Uthman. 1- Dette viser, at hvis det er tilladt bønderne at dele produktionen med godsejerne, vil de arbejde hårdt for at få mere ud af deres jord. Men hvis de er lønarbejderne (som i socialismen), vil de ikke stræbe efter at øge produktionen, vel vidende at de vil få den samme løn, uanset hvad mængden af produktion måtte være.


være trængende, og andre vil også blive frataget frugten af deres arbejde.

Men hvis de ved, at jo mere de producerer med deres hårde arbejde, des mere vil de selv og deres børn få fordel af det, og at herskerne ikke vil distribuere indtægten blandt egne venner og slægtninge men bruge den på projekter, der gavner offentligheden, vil de arbejde helhjertet. Som konsekvens af dette vil de blive velstående og desuden vil indtægt også akkumuleres til det offentlige skatkammer.

I Lederen af de Troendes øjne var statsborgernes glæde og velvilje den eneste kilde til folks velfærd så vel som herskernes gode vilkår. Han troede ikke på tvang og sagde: ”Den bedste kilde til tilfredshed og dybfølt glæde for en hersker er, at retfærdighed skal etableres og borgernes kærlighed til herskeren skal være åbenlys. De viser ikke deres kærlighed, så længe der er mørke følelser i deres hjerter, og deres hengivenhed vil ikke være oprigtig, så længe de ikke er klar til at forsvare deres hersker og fortsat føler, at hans styre har været tyngende og håber, det vil slutte efter en lang periode.”

Ali anså landbrug og alle andre professioner som respektable. Han forbød folk at forblive ubeskæftigede og anså det for væsentligt, at en arbejder skulle betales løn der modsvarede hans arbejde. Han udviste megen

Desuden er socialistiske regeringer en tung byrde for deres borgere. De griber ind i alle borgernes affærer og borgerne er ikke trofaste overfor sådan en regering, fordi de ikke har nogen tillid til dem.


strenghed i disse sager, så folk kunne forstå, at han ikke ville betale nogen noget, som ikke var blevet tjent af vedkommende ved hans egen indsats. Historien om hans rigtige bror Aqil ibn Abu Talib er velkendt. Han bad Ali om at give ham nogle penge uden at yde nogen indsats, men Ali nægtede at imødekomme hans anmodning.

I Alis øjne var der ingen større uretfærdighed, end at en arbejder ikke skulle betales sin løn, eller at han skulle blive frataget sin ret selv i mindste omfang. Ifølge ham var det også højst ukorrekt, at arbejde gjort af en højere klasse skulle hyldes, hvorimod det, som blev gjort af en ordinær person, skulle der ses ned på. Ifølge ham drejede det sig alene om arbejdet og dets reelle værdi, hvad enten det blev udført af en rig mand eller en ordinær person. Der var mange arbejdere på hans tid, som arbejdede hårdt, men ikke blev belønnet for deres arbejde. Lederen af de Troende misbilligede dette utroligt meget. Hans er en lysende ledestjerne for vejen frem mod stærke sociale og moralske principper: ”Hold øje med enhver persons præstationer, og tilskriv ikke en persons præstationer en anden. Fratag ikke nogen person belønningen for det, han er berettiget til for arbejde udført af ham. Behandl aldrig et ordinært arbejde for at være noget særligt på grund af en høj position hos den, som udfører det, og behandl aldrig et stort arbejde for at være ordinært på grund af den lave sociale status hos personens som har udført det.”

Opdyrkning af jorden og betaling af fuld løn, svarende til det udførte arbejde, var to stærke søjler, på hvilke Ali agtede at bygge grundlaget for et godt og fromt samfund. Nogle personer, som boede i et særligt område, kom til


ham og sagde: ”Der er en kanal i vores område, som er fyldt med skidt. Hvis den bliver renset op, vil det være til stor fordel for os.” Så de bad ham om at skrive til guvernøren i området, for at gøre det en forpligtelse for alle at være med til at oprense kanalen. Lederen af de Troende godkendte oprensningen af kanalen men ikke deres anmodning, om at folk skulle tvinges til arbejdet. Han skrev således til Qarza ibn Kaa’b, områdets guvernør: ”Nogle folk fra dit område kom til mig og fortalte, at der var en kanal i området, som nu er fyldt med skidt. Hvis folk graver den kanal igen, vil det føre til udvikling af området, og de vil være i stand til at få en indkomst. Dette vil også føre til forøget indkomst blandt muslimerne, som bor i området.

Disse folk bad mig om at skrive et brev til dig, med ønske om at du skulle samle egnens folk til at grave kanalen og gøre det obligatorisk for dem at bære arbejdets udgifter.

Jeg anser det ikke for hensigtsmæssigt at tvinge nogen person til at udføre et arbejde, som han ikke ønsker at gøre. Du skal derfor samle folk og ansætte dem af dem, som er villige til at arbejde. Når kanalen er færdig, vil kun de folk, som har gjort gravearbejdet, være berettiget til at bruge den. Og dem, som ikke deltog i arbejdet, vil ingen ret have til vandet. Hvis folk udvikler deres område og deres økonomiske situation forbedres, er det meget bedre, end at de forbliver svage.”

Ali anså det ikke for lovligt at tvinge nogen til arbejde, selv om en gruppe mennesker ønskede at ty til denne praksis. Det vigtige var, at folk skulle arbejde. Ali sagde til dem: ”I er blevet befalet at arbejde (og ikke at forblive


uvirksomme). Med hensyn til kanalen vil kun de personer, som deltager i dens udgravning, være berettiget til at få fordel af den. Dem, som ikke ønsker at gøre dette, kan ikke tvinges til det. Arbejdet skal gøres frivilligt og ikke under tvang.” Dette er et princip, som Ali fulgte strengt.

Ved at formulere denne regel omkring arbejde og arbejdere for mange århundreder siden, overgik Ali vestlige tænkere. Vestlige tænkere fremlægger de samme ting i dag, som Ali sagde for tretten hundrede år siden. Han tilvejebragte et grundlag for retfærdighed, og en bedre

basis kan ikke forestilles.1 Og udgangspunktet er, at ingen

bør underlægges tvunget arbejde, uanset hvor gavnligt arbejdet end måtte være, for arbejde under tvang er en krænkelse for menneskeheden. Denne type tvang reducerer menneskets værdi og krænker dets medfødte frihed. Og arbejde udført under tvang mister sin værdi, for et menneske, som er tvunget til at udføre et job, vil ikke udføre det helhjertet. Ali opmuntrede folk på en anden måde til at gøre arbejdet ved at sige, at kun de personer, som deltog i udgravningen af kanalen, ville være berettiget til at drage fordel af den. Han sagde: ”Ejerne af kanalen er de personer, som deltager i udgravningen af den, og ikke

dem som afstår fra at gøre dette2”.

1- Vestlige tænkere er inddelt i to grupper omkring dette spørgsmål. Den ene gruppe anser tvunget arbejde som uretfærdigt og ulovligt, hvorimod den anden gruppe anser det som nødvendigt. Socialismen har det sidstnævnte synspunkt. 2- I begyndelsen af sit brev til guvernøren, fortæller Lederen af de Troende ham at han bør opmuntre folk til at grave kanalen og bære


Dette princip stadfæstet af Ali er det fundament, på hvilket de største overbevisninger og ideer af vestlige tænkere er baseret.

Derfor er det nødvendigt for ethvert menneske at arbejde. Ingen er stor eller lille andet end gennem sit arbejde. Hvem, der end arbejder, skal blive belønnet for det. Aristokrater og overklassen er ikke berettiget til at opæde andres indtægter eller gøre indgreb på deres rettigheder. Som det er sagt af Ali, at hvis Gud kan lide nogen, er det den oprigtige arbejder. Hvis en person tjener en formue ved hårdt arbejde, tilhører den naturligvis ham, fordi han har arbejdet for den. Ikke desto mindre skal han også have nationens interesse for øje. Den omtalte ejendom vil blive anset for at være hans personlige ejendom, så længe at de offentlige interesser ikke er på spil. Hvis den offentlige interesse kræver det, kan en del af den individuelles personlige ejendom tages og bruges til offentligt velfærd i samfundet, (det var på grund af dette at indkomst blev taget fra kanalens ejere til det offentlige skattekammer). Når ejerskab begrænses på denne måde, vil der hverken

arbejdets omkostninger. Den som ikke selv kunne arbejde, skulle ansætte en anden til at arbejde på hans vegne. At være ’ejere af kanalen’ betød, at de som deltog i dens udgravning fysisk eller økonomisk, blev ejere af dens vand og så længe at deres eget behov ikke var dækket kunne andre ikke benytte den. De har ret til at forhindre andre i at tage vand eller at tillade dem at tage det imod betaling. Dette er det princip, som fastslås ved beskeden, at ”kanalens ejere er de personer, som deltager i udgravningen af den, og ikke dem som afstår fra at gøre det”


være overflødig rigdom hos nogen, og ej heller vil der være nødlidende personer i samfundet.

I enhver nation er der visse personer (for eksempel forældreløse børn), som ikke er i stand til at udføre arbejde. Ignorerede Ali sådanne personer, som det var tilfældet i mange vestlige lande, eller gav han dem omsorg i overensstemmelse med retfærdighed og moralske regler?

Der er ingen tvivl om at nationen har rettigheder overfor individet, og at individet tilsvarende har rettigheder overfor nationen. Nationen er ligesom en krop sammensat af forskellige lemmer. Det er nødvendigt for enhver legemsdel at hjælpe og støtte de andre. Enhver person er berettiget til at nyde frugten af sit arbejde. Gud har givet en del af livets nødvendigheder til alle og enhver. Derfor er ingen berettiget til at lægge beslag på livets nødvendigheder og udelukke andre. Og det er nationens ansvar at hjælpe dem, som er ude af stand til at tjene til

føden selv, for eksempel små børn og ældre mennesker.1

Den skal udvise retfærdighed overfor sådanne hjælpeløse personer på samme måde, som den udviser retfærdighed overfor andre. Det er deres eksklusive ret og ikke en handling af godhed, og regeringer og dens repræsentanter er ansvarlige for at sikre borgerne denne ret. Ali sagde:

1- I den islamiske lov er zakat blevet gjort obligatorisk af denne grund. Abdullah bin Sanan er blevet citeret i Kafi for at sige, at imam Ja’far Sadiq sagde: ”Gud har fastsat den andel for de nødlidende personer i enhver formue af rigdom, som er tilstrækkelig for dem. Hvis Han havde anset det for at være utilstrækkeligt, ville Han have beordret, at mere måtte betales”.


”Ud af alle samfundets medlemmer fortjener disse personer mere retfærdighed. Derfor skal I give den rettighed til enhver af dem og forsyne jer selv med en god gerning at præsentere for Gud. Drag omsorg for de forældreløse og de ældre, som hverken kan tjene til deres underhold eller stå foran andre og tigge.”

Ali gik længere end vestlige tænkere og filosoffer i dette anliggende. Han fastslog nødvendigheden af at give de hjælpeløse deres rettigheder og gjorde det til en pligt for styret. Han lod det ikke afhænge af de riges godhed og gavmildhed, sådan at svigefulde hyklere ikke fik nogen

chance for at lave oprør.1

Ali var helt bevidst om, at alle mennesker er berettigede til livet. Denne rettighed er en af den sociale virkeligheds forudsætninger. Frihed er til ingen nytte hvis livets fornødenheder ikke er til rådighed, og et godt samfund kan ikke eksistere uden frihed. Han bekendtgjorde en lov om,

1- At imødekomme en nødlidende og hjælpeløs persons behov er ikke kun styrets forpligtelse, som nævnt af forfatteren. I den islamiske lov er styret så vel som individet blevet gjort forpligtet til at hjælpe de trængende. Hvis indsamlingen af zakat og fordeling af den blandt de fattige alene havde været styrets forpligtelse, ville der have været større chance for embedsmisbrug, fordi personer, som er nærmere styret, ville få fordel frem for dem, som var på afstand af styret, og ikke havde nogen chance for at komme nær autoriteterne. Det er af denne grund, at den Almægtige Gud har beordret individet, at man skal betale zakat til sine slægtninge, naboer og deres egen bys nødlidende personer, hvis nød man er bekendt med, og at man kun skal overgive den til styret, når ingen slægtninge, naboer, bekendte eller byfæller er berettiget til den.


at alle mennesker nyder lige rettigheder. Så i lyset af denne lov besluttede han, at de trængende havde specielle rettigheder overfor det offentlige skatkammer i forhold til de rige, selvom de rige måtte have accepteret Islam tidligere.

Det er arbejde som berettiger mennesket til løn, og det er også ved hjælp af arbejde, at man kan blive ejer af jord og ejendom.

I de befalinger, som Lederen af de Troende sendte til sine guvernører og andre embedsmænd i en jævn strøm, advarede han dem strengt om ikke at plage folk. Han dikterede dem ikke at presse de fattige bønder for betaling af indkomst men at yde dem assistance, således at de kunne arbejde hårdt og producere mere fra jorden. Skatter skulle inddrives fra de rige så det offentlige skatkammers indkomst kunne forøges og måtte alene bruges til at hjælpe de trængende.

Hvor stor og ophøjet Ali forekommer i vore øjne, når vi lærer, at for fjorten hundrede år siden gav han udtrykkeligt ordre til sine guvernører på følgende vis: ”Sælg ikke folks vinter- eller sommertøj, deres afgrøder eller de dyr som bruges af dem, for at skaffe indkomst. Pisk ikke nogen person eller få ham til at stå (i længere perioder) på sine fødder for at inddrive penge. Sælg ikke nogens husholdningsartikler for at få indkomst – og være mere opmærksom på udvikling af jorden end inddrivelse af indkomst.”

Lederen af de Troende nævnte her grunden til de smertelige vilkår for de nødlidende mennesker på hans tid


i nogle få korte sætninger og forklarede deres indhold i adskillige vidnesbyrd og forordninger. Han sagde: ”Hvis en nødlidende person forbliver sulten, er det fordi den rige mand har tilbageholdt hans andel.”

Dette er en væsentlig forudsætning også for moderne retfærdige systemer. Ali havde forstået dette for fjorten hundrede år siden og formuleret klare regler og love, som var tilpasset hans tid.

En libanesisk forfatter, som er min ven sagde, at en gang boede han i en stor by i Europa og man stræbte for at gøre en ende på fattigdom i byen. En dag mødte han undervisningsministeren for landet og sagde til ham under deres samtale: ”Vi arabere erkendte for mange århundreder siden ulemperne af den klasseforskel, som I bestræber jer på at eliminere nu.”

Ministeren sagde: ”Hvordan?” Han svarede: ”For fjorten hundrede år siden sagde Ali ibn Abu Talib: ”Jeg har ikke set umådeholden rigdom hos nogen, uden at jeg samtidigt har set, at nogens rettigheder er blevet krænket.”

Ministeren sagde: ”Vi er meget bedre end jer”. Han sagde: ”Hvordan?” Undervisningsministeren sagde: ”Fordi selvom en araber har forstået dette for fjorten hundrede år siden, har I ikke indtil nu bestræbt jer på at eliminere nød og fattigdom. I er stadig dybt plaget af den, hvorimod vi bestræber os på at blive fri for fattigdom. Derfor er I fjorten århundrede bagefter os. Dvs. hvis vi havde hørt denne sætning på Alis tid, ville vi have taget de nødvendige skridt i denne henseende med det samme.”


Før vi slutter dette kapitel, vil det være gavnligt at sammenfatte det, som er blevet erklæret ovenfor og invitere læseren til at sammenligne Alis synspunkter om sociale anliggender med dem, vi kender fra moderne tænkere og reflektere over dem.

Vi kan nævne Alis sociale principper og synspunkter i ni sætninger. Disse principper og synspunkter beskriver årsagerne til velstand og nød og folks klasseforskelle. De udgør med andre ord de bedste regler og regulativer til elimineringen af fattigdom og nød, og etableringen af lighed af rettigheder mellem mennesker.

�1) Forhindre hamstring.

Ingen nødlidende person forbliver sulten andet end hvis rige mennesker har tiltaget sig hans andel.

Jeg har ikke set overdreven rigdom hos nogen, uden at jeg har set, at nogens rettigheder er blevet krænket.

I burde være mere bekymrede om at opdyrke jorden end at indsamle indkomst.

Jeg anser det ikke for korrekt, at en person skal tvinges til at udføre et stykke arbejde, som han ikke ønsker.

De fromme folks hjerter er i Paradis, og deres kroppe har travlt med at udføre arbejde i denne verden.

Kanalen tilhører ham som deltager i dens udgravning og ikke ham, som ikke yder fysisk eller økonomisk assistance til at udgrave den.

Hold en persons præstation for øje, og tilegn ikke en persons præstationer nogen anden.


Pas på! Tilegn ikke til dig selv de ting, som alle har lige ret til.

Hvis disse sætninger studeres omhyggeligt, bliver det klart, at menneskets rettigheder i det menneskelige samfund kun kan beskyttes, og dets frihed kun kan sikres, hvis der handles efter disse principper.

* * * * * * * * * *

HVERKEN FANATISME ELLER UFEJLBARLIGHED

Ali holdt sig fast på handlingens vej, som han selv havde fastsat. Han så altid fremad. Han forskrev menneskets økonomiske rettigheder så vel som andre rettigheder, som uden økonomiske rettigheder ikke kan blive til noget. Han favoriserede ikke nogen bestemt overbevisning, farve eller race. Alle mennesker er ens, og alle er berettiget til at leve og dele livets behageligheder, selv om de måtte være forskellige i deres overbevisning, farve eller race. Ali var betænksom overfor hele menneskeheden. Ifølge ham var der ingen forskel mellem hvide og sorte, arabere og ikke-arabere, muslimer og ikke-muslimer hvad angår økonomiske rettigheder og livets behageligheder.

Selvom Ali var profetens efterfølger, Islams fæstning, og Lederen af de Troende, ønskede han overhovedet ikke, at ikke-muslimer skulle tvinges til at acceptere Islam. Ifølge ham var folk frie til at tilbede Gud, som de ønskede og at bevare deres valgte overbevisning betinget af, at de ikke

skadede andre1. Han tillod trosfrihed, fordi alle mennesker

1- Islam tillader trosfrihed til jøder, kristne og magæere. De kaldes ’dhimmis’ som betyder ikke-muslimer, som lever under beskyttelse af det islamiske styre.


er Guds slaver, og religion er et middel til forbindelse mellem Ham og Hans skabninger.

Ifølge Ali var det tilstrækkeligt at man er menneske, for at man skal æres, blive ens ven og behandles venligt, ligesom det sikrede individet sin ret til at være fritaget for andres krænkelser. I et vidnesbyrd han skrev til Malik Ashtar, guvernøren i Egypten, sagde han: ”Bliv ikke et blodtørstigt

dyr overfor dem, således at du kommer til at sluge dem1.

Der er to slags mennesker blandt borgerne, som er dine trosbrødre og er Guds skabninger ligesom dig, og du skal være tilgivende overfor dem, lige som du ønsker, at Gud skal være tilgivende overfor dig. Du skal ikke føle dig opstemt, når du tildeler straf.

Under de omstændigheder besidder enhver de samme rettigheder, som du gør, selv om nogle af eller alle en persons overbevisninger er modsat dine. Religionens mål er selvfølgelig, at den skal gøre det muligt for dig at etablere broderlige relationer med andre. Du skal således opføre dig venligt overfor alle mennesker. Hvis din bror begår en fejl eller synd, skal du overse hans fejltagelse og tilgive ham, og du skal ikke føle skam over at gøre således. Rens andres hjerter for fjendskab og modvilje ved at rense dit eget for sådanne dårlige kvaliteter i første instans.

Det er obligatorisk for enhver af Adams efterkommere, ligegyldigt hvilken religion eller overbevisning han måtte tilhøre, at han skal sympatisere med sine medmennesker.

2- De egyptere, om hvem Lederen af de Troende gav disse instruktioner til Malik Ashtar, var kristne.

HVERKEN FANATISME ELLER UFEJLBARLIGHED 237

Han skal ønske det for andre, som han ønsker for sig selv og skal ikke ønske det for dem, som han ikke ønsker for sig selv. Han skal kunne forvente fra andre det samme, som det han imødekommer af andres forventninger. En rigtigt troende er den, som opmuntrer til at gøre gode handlinger. Den bedste handling er fuldstændig retfærdighed, hvilket betyder, at du skal være absolut upartisk og ikke diskriminere blandt folk. Den som følger Muhammads måde i sit liv, er ikke forskellig fra en, som følger Jesus’s eller andre fremragende personligheders måde. Formålet med menneskets skabelse er at man skal opnå dyder, udmærkelse og gode egenskaber. Man er fri til at nå dette mål med hvilket middel man end ønsker. Ali siger: ”Det er nødvendigt for mennesket at være opmærksom på profetens handlinger, da verden blev trukket væk under hans fødder, og han blev holdt væk fra dens glæder og glitter. Og man bør se på Jesus Kristus, som plejede at lægge sig med hovedet hvilende på en sten, bar grove klæder og spiste fad og smagløs mad. Sult var hans brød, månen var hans lampe, øst og vest var hans skygge, og græsset udgjorde hans frugter og parfume. Han havde ikke nogen hustru, som kunne tiltrække ham og ingen børn, for hvem han måtte være bekymret. Han havde ingen rigdom, som måtte tiltrække hans opmærksomhed ej heller nogen griskhed, som kunne ydmyge ham. Hans fødder var hans middel til transport, og hans hænder var hans tjenere.”

Et andet sted siger Ali: ”Dette var de folk, som gjorde jorden til deres tæppe og dens støv til deres seng. De stillede sig tilfreds med vand i stedet for parfume og forlod denne verden, som Jesus gjorde.”


Den samme tilstand, som Muhammad have for øje, da han sagde: ”Profeterne er hinandens brødre. Deres mødre er forskellige, men deres religion er en og samme.” Den samme virkelighed var tydelig for Ali, da han sagde om Muhammad: ”Profeten brugte sit liv på samme måde, som de tidligere profeter brugte deres.”

Af disse to erklæringer fremgår det klart, at dyd er det, som forener folk om et fælles punkt, lige som menneskeheden grundlæggende er et punkt for forbrødring.

Det, som er blevet erklæret ovenfor, gør det til overflod klart, at lige som mennesket besidder mange andre rettigheder, har man ifølge de love som Ali redegjorde for, også ret til at være fri hvad angår overbevisning, og der skal ikke være nogen restriktion på ens ret til at følge en hvilken som helst overbevisning efter sit eget ønske. Frihed kan ikke opdeles. Det er ikke muligt, at mennesket skal være frit på nogen måder og fange på andre. En muslim er en bror eller søster til en kristen, hvad enten man bryder sig om det eller ej, fordi det ene menneske er det andet menneskes bror eller søster, hvad enten man vil det eller ej. I Alis øjne var hovedformålet med at skabe mennesket som et frit væsen ikke, at man skulle gøre anstrengelser for at opnå dyder, og hvis frihed ikke havde været en hellig rettighed, som det dog var tilfældet, ville man så ikke have lovprist Jesu disciple på samme måde, som han lovpriste Muhammads ledsagere.

På de foregående sider har vi nævnt, at en kristen stjal Alis ringbrynje og hævdede, at han havde købt den. Vi har også nævnt, hvordan Ali behandlede den kristne som en person,


som ligeværdig til sig selv, snarere end på den måde som en far behandler sin søn. Vi har også konstateret hvordan han indgav en sigtelse til dommer Shurayhs ret, og hvad dens udfald blev, og hvordan den kristne blev en af hans hengivne disciple og indtrængende hjalp ham.

Arabiens historie er stolt over den følgende sætning, som pryder en af dens sider. Ali sagde: ”Hvis et tæppe er bredt ud for mig, og jeg sidder på det, skal jeg afgøre jødernes anliggender i overensstemmelse med deres bog ’Toraen’, de kristnes i overensstemmelse med deres bog ’Evangeliet’ og muslimernes i overensstemmelse med deres bog ’Koranen’, på sådan en måde at enhver af disse bøger vil råbe op: ”Ali har talt sandheden.”

Ali instruerede Ma’qal, søn af Qais som nedenfor:

“Oh Ma’qal! Frygt Gud. Vær ikke uretfærdig overfor muslimerne og undertryk ikke Dhimmis (kristne). Vær ikke hovmodig, fordi Gud kan ikke lide de hovmodige.”

Det viser, at ifølge Ali betød ’frygt Gud’, at en person ikke skulle undertrykke sine medmennesker og på ingen måde skulle være uretfærdig overfor dem. Desuden, placerede han muslimer og ikke-muslimer på samme niveau og tildelte ikke forrang til nogen af dem.

Denne ligeberettigelse overfor muslimer og ikke-muslimer kan ses i hver eneste af Alis befalinger. Det fremgår således, at han anså folks beskyttelse fra uretfærdighed for at være vigtigere og mere nødvendig end andre islamiske dyder. Han siger: ”Hvis du følger sandhedens vej, og Islams grundprincipper bliver forståelige for dig, vil hverken en muslim eller en dhimmi blive undertrykt.” Han irettesatte


muslimerne hårdt, da Sufyan ibn Auf Asadi, en leder fra Mu’awiyas hær invaderede byen Anbar og begik grusomheder overfor dens indbyggere. Muslimerne valgte ikke retfærdighedens vej, og gjorde intet for at forhindre undertrykkelse. I sin tale sagde han blandt andet: ”Jeg har modtaget information om, at et medlem af denne gruppe plejede at gå ind i muslimernes og dhimmi kvindernes huse og fjerne ankelkæder fra deres fødder og armringe fra deres hænder så vel som halskæder og ørenringe, som de bar, og disse ulykkelige mennesker havde ingen beskyttelse ud over at sige: ”Vi kommer fra Gud, og vi vender os til Ham og forbliver tålmodige.....” Så hvis en muslim dør af sorg på grund af disse tragedier, kan han ikke bebrejdes for det. Efter min mening burde det være således.”

Ali fordømte og irettesatte disse folk, fordi de undlod at forsvare deres brødre og søstre, som boede i byen - hvad enten de var muslimer eller dhimmis – imod undertrykkelse.

Da han udpegede Muhammad ibn Abu Bakr som guvernør i Egypten, instruerede han ham således: ”Jeg anbefaler dig at være retfærdig overfor dhimmis, at yde retfærdighed mod de undertrykte, at være hård overfor undertrykkerne og at være overbærende overfor folk, så længe som muligt og at være god ved dem. Det er også nødvendigt i anliggender om sandhed, at det fjerne og nære skal være lige i dine øjne.”

Den følgende sætning findes også i den pagt, som han sluttede med de kristne fra Najran: ”De vil ikke blive


underlagt uretfærdighed eller undertrykkelse og ej heller vil deres rettigheder blive begrænset.”

Han fastsatte også det samme beløb for blodpenge for en kristen, som for en muslim.

Ifølge Ali var alle mennesker berettiget til respekt. Det var derfor, at selvom uvidende og enfoldige udøvere af tidligere religioner var ekstremt fanatiske og hadede andre religioner, var Ali elsket højt af kyndige kristne under hans egen tid så vel som efter, for sin retfærdighed. De lovpriste og roste ham alle. Allama Ibn Abi’l Hadid skriver således i sharh Najh al-Balaghah: ”Hvad skulle jeg sige om den mand (Ali) som Dhimmis elskede inderligt, selv om de ikke anerkendte profetskabet (af Muhammad)”.

Ali baserede selve fundamentet for sin behandling af ikke-muslimerne på dette princip ’Deres ejendom er lig vores ejendom, og deres liv er lig vore liv.”

Dette viser klart, at religiøs fanatisme blev betragtet af Ali som værende noget helt uanstændigt og foragteligt. Den frihed, som han troede på i en bred betydning og afmålte med nøje mål, var fuldstændig i modsætning til fanatisme.

Når vi ser på den behandling Ali udviste overfor ikke-muslimer, og sammenligner den med præster i Europa i middelalderen, især de præster som var ansvarlige for ’Inkvisitionen’; og når vi ser den godhed og tilgivelse, som blev fremvist af Ali og sammenligner med den strenghed og hårdhed, man så hos de europæiske religiøse ledere, finder vi, hvor ophøjet Ali var, og hvor lave disse folk var.

Kort sagt burde der ikke være nogen tvivl om dette, for Alis tro var udsprunget fra roden af menneskelighed, frihed og


autoritet og var i overensstemmelse med de synspunkter og den overbevisning, som Ali havde om livet. Alis tro var baseret på frihed, og han anså frihed for at være noget ophøjet, hvorimod de andre religiøse lederes tro var baseret på vaner og imitation af deres forfædre, og frihed havde intet med det at gøre.

* * * * * * * * * *

FANATISME

Nu til dags er vi i krig mod religiøs fanatisme og anser det for at være uanstændigt og foragteligt, selvom religiøs fanatisme ikke er så farligt, som andre former for fanatisme. Man kan finde mange mennesker, som overhovedet ikke besidder religiøs fanatisme men alligevel er involveret i fanatisme i forhold til farve, race, nationalitet, politiske overbevisninger osv. Overbærenhed og tilgivelse er en mulig udvej i anliggender om religiøs fanatisme, men det er ikke muligt i andre former for fanatisme. Sådan en fanatisme er baseret på egoisme, uvidenhed og ønske om magt, og dem som besidder denne form for fanatisme siger, at deres synspunkt er korrekt, og kun hvad de har besluttet er rigtigt, og deres synspunkt om mennesket og livet er indiskutabelt. De anser ikke andres synspunkter som lige så gyldige som deres.

Lige siden mennesket er kommet på denne jord, er enhver form for fanatisme blevet naturlig, og der har ikke været nogen tid, hvor mennesker ikke har udvist fanatisme. Verdens store leder Ali kæmpede ikke kun imod religiøs fanatisme men imod alle former for fanatisme. Han anså


racistisk fanatisme for at være ensbetydende med oprør og svig, og at den fjernede livets skønhed.

Ifølge Ali var også en form for fanatisme, hvis man var stolt af ens egen slægt og oprindelse. Han sagde henvendt til de fanatiske på hans tid: ”Se her! I har modarbejdet Gud åbenlyst, har været ekstremt undertrykkende og har skabt forstyrrelse på jorden. Frygt Gud hvis I er stolte af jer selv på grund af selvglæde og uvidenheden, for dette er kilden til fjendskab og modvilje og er centret for Satans forhekselse, med hvilken han tiltrak tidligere nationer. Se her! Følg ikke jeres ledere og ældre som puster sig op på grund af deres position og pomp, og er stolte af sig selv på grund af deres slægt (dvs. dem som anser andre ydmyge og usle, modarbejder Guddommelige dekreter og fornægter Guds godhed for at indtage Hans velsignelser). Dette er selveste de personer som er fanatismens dybe fundament og søjlerne til balladens hus.”

I første instans sammenlignede Ali slægtsmæssig og racistisk fanatisme med oprør og som en hån mod selve livet. Så gjorde han sit synspunkt mere generelt og erklærede al fanatisme hvad enten det var racistisk, politisk eller religiøst, for at være identisk med oprør og ballade og etablerede en generel regel, hvis universelle gyldighed vil blive stadigt stærkere anerkendt efterhånden som tiden går. Han sagde: ”Jeg har set på alle sider og har ikke fundet et eneste menneske i verden, som støtter noget uden at have en særlig hensigt med det, og dette bliver så årsagen til den uvidendes fejltagelser, eller (at man bakker op om noget) fordi man har et argument som binder sig til tåbernes logik.”


Man kan gennemgå alt det, som der er blevet sagt vedrørende fanatisme og tilhørende forklaringer, men man vil ikke finde noget, som er mere end det, som Ali har sagt. Fanatikere hengiver sig til fanatisme enten på grund af uvidenhed eller vanvid, og begge disse bærer oprør og ballade i deres skød. Ali har tydeligt illustreret dette i to af hans udtalelser gengivet før.

Kort sagt anså Ali enhver form for fanatisme som værende uanstændig og foragtelig. Selvfølgelig kan partiskhed forekomme, men så skal det være i forhold til dyd, retfærdighed og offentlige interesser. Man skal tage de undertryktes parti, når de fratages deres lønninger og rettigheder af undertrykkerne. Man skal tage sandhedens og samvittighedens parti. Man skal være partisk for menneskelig friheds og æres skyld og for at beskytte de hjælpeløse fra fanatikerne. Lederen af de Troende siger: ”Hvis du ønsker at være fanatisk og partisk, skal du tage parti med høj moral, gode manerer og prisværdige kvaliteter, for eksempel ved at beskytte dine naboers rettigheder, respektere dine aftaler, støtte de retfærdige, modarbejde de oprørske, opføre dig pænt, afvise uretfærdighed, forblive hævet over blodsudgydelse, administrere retfærdighed og ikke skabe ballade på jorden”.

Hvor meget han hadede fanatisme ses fra den anbefaling, som han gav Kharijiterne, selvom de var hans fjender. De kæmpede en indædt kamp imod ham, men han sagde: ”Kæmp ikke mod Kharijiterne efter mig, fordi den, som søger sandheden men farer vild, er ikke ligesom den som søger løgn og finder den.”


Lederen af de Troende fik folk til at forstå, at eftersom der var en mulighed for, at deres synspunkter og holdninger blev misforstået, var det nødvendigt, at de ikke insisterede på deres synspunkter og overbevisningers korrekthed, ej heller skulle de stole ubetinget på andres. Han bød dem ikke at afholde sig fra at søge konsultationer og ikke at tøve med at acceptere sandheden.

* * * * * * * * * *

KRIG OG FRED

Der er mange rettigheder som nydes af folk. En af dem er, at de skal styrke kærlighedens og venskabets bånd imellem sig. Disse bånd skal eksistere mellem individerne så vel som mellem stammerne og nationen, for alle landes indbyggere er hinandens brødre/søstre. De er efterkommere af én far (Adam), og deres oprindelse er en. De har en fælles vej, og deres mål og formål er heller ikke forskellige fra hinanden.

Frihed og velstand, love og anvisninger er alle tiltænkt menneskeheden. Disse er, ikke desto mindre, nytteløse i tilfælde af krig og blodsudgydelse, som kan ødelægge den menneskelige race. Alt dette er for mennesket. Til hvilken nytte er alle disse (behageligheder og lettelser), hvis menneskets liv ikke er sikkert?

Enhver erklæring som inviterer folk til at tjene mennesker, men som ikke invitere til fred er falsk og afskyelig.

Alle idealer angående mennesket og dets liv er nytteløse, med mindre de opfordrer til menneskeligt broderskab. Hvor absurde disse ord, handlinger og idealer forekommer, når kanalerne er omdannet til strømme af blod, haverne er ødelagt og paladserne lagt i ruiner! Hvor håbløse disse ord, handlinger og idealer synes at være, når et menneske


bliver slynget ind i krigens svælg, og dets livs skønhed, håb og længsler og selve dets væsen er reduceret til ingenting.

Krig er årsag til død og ødelæggelse, hvorimod fred er den eneste måde at undgå ødelæggelse. Dette er det overordnede formål, som fører til mange andre delmål og formål. Det er kun under fredstid, at mennesker kan udnytte deres evner og nå deres fælles ønsker ved fælles anstrengelser.

Alis principper og metoder passer til alle områder på samme måde som grene, der skød fra en fælles rod og spredtes til alle sider. Han havde forstået, at fred er en høj mur, som omringer mennesket og livet og beskytter dem begge fra alle ulykker. Henvendt til folket sagde han: ”Gud har ikke skabt jer til ingen nytte.”

Med hensyn til Alis synspunkt vedrørende formålet med Guds skabelse af mennesket, sagde han: ”Gud har skabt jer respekterede på Hans jord, og sikker blandt Hans skabninger. Hans overflod er bredt i en mild gaveregn over jeres hoveder og Han har ladet behageligheder strømme for jeres skyld.”

Ifølge Ali er kærlighed og venskab den største velsignelse for menneskeheden. Han siger: ”Den Almægtige Gud har styrket kærlighedens bånd mellem mennesker. Det er den kærlighed, under hvis skygge folk vandrer omkring, og i hvis skød de søger ly. Denne kærlighed er en uvurderlig velsignelse, for den er mere dyrebar end hvilken som helst pris, der er fastsat for den, og er større end alle store ting.”

Ali sagde, at enhver person skulle etablere venskab med og kærlighed til andre, således at fred måtte være

KRIG OG FRED 249

fremherskende, for under fredstid forbliver en bys atmosfære rolig, og folk føler ingen fare. Man bør undgå krigsførelse, for krig er undertrykkelse, og det er højst uanstændigt og ukorrekt at undertrykke Guds skabninger. Hvad enten resultatet af krigen er sejr eller nedlagt, er krig skadeligt i begge tilfælde. Krig er ruin og ødelæggelse for sejrherren så vel som den overvundne. Krig ødelægger menneskelig ære. Vinderen må anses for at være modstander af intellekt og samvittighed, en fjende af kærlighed, som behandler menneskeliv som værende værdiløse, og som en, der er overvundet og ydmyget og hans liv og ejendom er også ødelagt. Ali sagde: ”Intet er værre end kamp og blodsudgydelse.”

Ali anså den udplyndring, som var anledning til krig mellem stammerne i tiden før Islam, for at være en af de mest forfærdelige handlinger. Ifølge Ali var udplyndring og røveri en form for afgudsdyrkelse, og at begrave piger levende var en synd af samme slags og disse fænomeners oprindelse er også en samme. Oprindelsen er, at mennesket ikke er klar over sin egen værdi eller af livets værd, og der kan ikke være større uvidenhed end denne. Han siger: ”De havde nået uvidenhedens afgrund. De begravede deres piger levende, tilbad afguder og røvede og plyndrede hinanden.”

Han afskyede kamp så meget, at han forbød det selv under de mest vanskelige omstændigheder, og han tillod ikke at en person skulle udfordre an anden til kamp. Han sagde: ”Udfordr aldrig en anden person til kamp.”

Når vi studerer Alis liv og sædvane, bliver det helt klart, at han fordømte mange af folks karaktertræk og anså mange


ting i verden for at være afskyelige. Med hensyn til folks karaktertræk fordømte han først af alt tilbøjeligheden til ballade og blodsudgydelse. Med hensyn til afskyelige ting var der intet mere hadefuldt i hans øjne end krigsførelse. Denne udtalelse fortjener at blive husket: ”Denne verden er tilholdssted for krig, plyndring og blodsudgydelse.”

Kamphandling er lige så skadeligt for sandheden, som det er en kilde til løgn. Det er gennem sandhed, at mennesket bliver ophøjet, samfundet styrket og verden bliver rig. Løgn er ophobelse af ydmygelse og vanære. Det er derfor klart, at der ikke er noget, som er værre end krig. Det er vuggen til alle absurditeter, for mistro udbreder krig og løgn trives, og sandhedens stemme undertrykkes. Fred, derimod, er sandheden selv, og hvem der end krænker sandheden farer vild.

Dette var grundlaget for de synspunkter og overbevisninger, Ali havde om krig, og det er ikke overraskende, for denne overbevisning var forenelig med hans ide om frihed og den kærlighed, han havde til det almindelige menneske og den respekt, han havde for livet så vel som for de levende. Det var af denne grund, at han somme tider, for at gøre en ende på problemer og invitere sine venner til fred sagde: ”For jeres venner er det nederlag nok, at de er faret vild.”

Imam Ali plejede at bede syndere og lovovertrædere at vise anger for sin forsømmelse, således at krig ikke måtte finde sted. Med hensyn til de forurettede plejede han at bede dem om at acceptere lovovertræderens undskyldning, uanset hvor stor hans forseelse måtte være.

KRIG OG FRED 251

Han sagde: ”Accepter undskyldningen fra en person, som beder dig om tilgivelse.”

Han sagde også: ”Kæmp imod jeres jordiske ønsker ved hjælp af fornuft. Hvis du gør sådan, vil folk vedblive at elske dig.”

Han anså det for den bedste egenskab hos sine ledsagere, hvis de ønskede fred, hadede krig og stræbte efter sikkerhed for sig selv så vel som for andre. Og vedrørende hvilke kvaliteter hans ledsagere skulle besidde, sagde han: ”Når mine ledsagere er vrede, må de ikke handle uretfærdigt. De skal være en velsignelse for deres naboer og en kilde til sikkerhed for deres ledsagere.”

Men hadet mod krig og hans enestående stræben efter fred betød ikke, at Ali skulle give op overfor sine modstandere. Hadet til krig og tilbøjeligheden til fred betød ikke, at han kunne unddrage sig sine forpligtelser og lade ballademagerne få frit lejde til at gøre hvad de havde lyst til. Krig er ikke en afskyelig ting i sig selv, men bliver det på grund af den frygt og ødelæggelse, som den medfører, og fred er ikke en god ting i sig selv, men bliver det, fordi den yder sikkerhed til folk, giver chancer for at forbedre samfundet, og åbner livets veje for dem som er levende.

Kort sagt, hvad enten det er krig eller fred, er ingen af dem reelt god eller dårlig. Deres godhed eller dårligdom er bestemt med reference til andre folk. Hvis krig eller fred havde nogen reel værdi, ville oprør udført af undertrykte folk imod undertrykkende konger og herskere og kolonister have været ondt og en synd, og lydighed overfor


disse tyranner ville have været en velsignelse, men rent faktisk er det ikke således. Den reelle ting, som tæller, er befolkningens velfærd. Hvis de lever i komfort og deres ejendom og ære er sikker, er fred bedre for dem. Men hvis de fører en miserabel tilværelse, og deres rettigheder krænkes, er krig en velsignelse for dem, indtil en tilstand af reel fred er skabt; en fred som er baseret på menneskelige værdier og fri for ydmygelse og hjælpeløshed, for underdanighed overfor tyranni og uretfærdighed. Dette var, hvad Ali havde for øje. Hvad han afskyede var Abu Lahabs og Abu Sufyans krig imod Muhammad og ikke Muhammads krig imod Abu Lahab og Abu Sufyan. Han afskyede krigen, som blev kæmpet af tyrannerne imod de retfærdige, og ikke den krig som blev kæmpet af de retfærdige imod tyranner og hyklere.

Ali ønskede ikke, at folk blev som Gengiz Khan, Hitler eller Mussolini, men han ønskede heller ikke at de blev ligesom dem, der var slavebundet af de samme tyranner.

Der er intet forkert ved en krig, som er udkæmpet for at få en undertrykt persons rettigheder tilbage fra undertrykkeren, eller at beskytte folks ære. Rent faktisk er det et socialt behov og noget, som menneskeheden kræver. Betingelsen for at føre sådan en krig er, at først skal alle mulige anstrengelser for at skabe fred og forsoning være forsøgt.

Da Alis ledsagere blev utålmodige, efter at han havde udsat tilladelsen til at udføre jihad ved Siffin, sagde han til dem: ”Med hensyn til jeres forespørgsel hvorvidt denne udsættelse skyldes, at jeg afskyr døden og ønsker at flygte fra den, sværger jeg ved Gud, at jeg ikke bekymrer mig om,

KRIG OG FRED 253

hvorvidt jeg går imod døden, eller døden går imod mig. Og ligeledes med hensyn til jeres forespørgsel om, hvorvidt jeg er i tvivl om lovligheden af jihad imod Syriens folk, sværger jeg ved Gud, at jeg ikke har udsat kampen selv med en dag, undtaget med det håb at nogen fra fjenden muligvis kunne komme og mødes mig og blive vejledt gennem mig og må se mit lys med deres forblændede øjne. Jeg ønsker dette mere end at dræbe dem, men de er i en tilstand af uvidenhed, selvom de selv i nogen tilfælde vil være ansvarlige for deres synder.”

Den anden betingelse for krig er, at dens formål ikke kun skal være at opnå sejr. Desuden skal vinderen ikke blive hævngerrig. Han skal ikke torturere og maltraktere fangerne, og dem som har lidt på grund af krig. Han skal ikke forfølge dem, som flygter, og skal ikke skade gamle mænd, kvinder og børn. Hvis den som deltager i krigen tror, at han gør det rette, og hævder at han kæmper for retfærdighedens skyld, og hans modstandere er undertrykkere, og det er nødvendigt at tage hævn over dem, skal han stille sig selv tilfreds med at genopbygge sandheden indtil den er etableret. Hvis dette formål er opnået efter en kort kamp, skal han holde sin hånd tilbage fra videre krigsførelse.

I alle de kampe Ali udkæmpede, blev de grundlæggende principper fulgt af ham, således at der ikke skulle tyes til blodsudgydelse med mindre det var absolut nødvendigt, og der ikke var noget andet alternativ end krig. Han opfordrede altid til at rådgive fjenden og få ham til at underlægge sig fornuft. Han plejede at sige: ”Ved Gud jeg


vil naturligvis udvise retfærdighed overfor de undertrykte og yde rådgivning til undertrykkeren.”

Når gode råd og alle anstrengelser for fred og forsoning mislykkedes, tyede han til advarsler, for hans reelle formål var, at så vidt muligt måtte ikke en eneste dråbe blod udgydes. Han truede således Nahrawans befolkning og sagde: ”Jeg advarer jer at I vil blive dræbt og vil falde til jorden af kanalens bugtninger og den endda skråner på sådan en tilstand at I vil ikke have noget fornuftigt argument eller klart bevis at fremlægge for Gud som en undskyldning. Sagen er, at I vil blive hjemløse, og da har det Guddommelige dekret et fast greb i jer. Jeg har allerede forbudt jer at acceptere denne voldgift, men I nægter at adlyde mine ordrer som genstridige lovbrydere, så meget at jeg var tvunget til at acceptere hvad I ønskede. I er et folk, hvis hoveder er tomme for forståelse og intellekt. Gud nåde og trøste jer! Jeg har hverken involveret jer i problemer eller ønsket jer noget ondt.”

Læs nu venligst Alis vidunderlige bøn og se hans enestående moral og den sympati, som han havde i sit hjerte for sine nedlagte fjender. Da fjendens styrker i Siffin endelig besluttede at kæmpe, og alle anstrengelser for fred og forsoning mislykkedes, bad han til Gud med disse ord: ”Oh Gud! Herre over den jord, som Du har gjort til bopæl for mennesket, og et sted for dyr til at strejfe om i, såvel de firbenede og andre utallige skabninger, synlige såvel som ikke synlige. Oh Herre over de stærke bjerge, som Du har gjort som ankre for jorden og midlet til levebrød for dine skabninger! Hvis Du skænker os sejr over fjenden, så hold os immune mod at begå uretfærdighed og hold os på

KRIG OG FRED 255

sandhedens lige vej. Og hvis Du gør vore fjender sejrrige, så skænk os martyrdøden og red os fra livets tiltrækning.”

Lederen af de Troendes iver efter fred og hans anstrengelser i den anledning selv kort tid før påbegyndelsen af kampen er en unægtelig kendsgerning, som er anerkendt af hans venner så vel som fjender. Gennem hele sit liv udviste han kærlighed til fred og afsky for krig. Han prøvede altid sit bedste for at kamp kunne undgås og forsoning måtte finde sted.

Ved starten af Kamelens Krig var Ayesha, Talha og Zubayr klar til at kæmpe imod ham. Så kaldte han sine ledsagere til sig og sagde: ”Affyr ikke en pil og kast ikke et spyd eller et sværd, for således kan det blive bevist, at I har udvist jeres forpligtelser.”

Ali begyndte ikke at kæmpe, før fjenden havde skudt pile ind i tre af hans ledsageres kroppe, og han havde bedt til Gud tre gange om at bære vidnesbyrd til deres handling.

Han kom tomhændet foran sine fjender mange gange og uden våben eller ringbrynje, selv om de var udrustede med våben.

Som svar på deres hårde ord, genstridighed og grove tone talte han med ekstrem godhed og tilbød dem rådgivning på en venlig måde. Stående foran ham blev hans fjender som en sort nat, som de var dækket med ringbrynjer og skjolde, men hans rustning var respekt for menneskeheden; hans skjold var hans tro på sin ret og på at hans handlemåde var korrekt; hans sværd var hans handlingers overensstemmelse med fornuftens og samvittighedens bud. Rent faktisk var hans godhed overfor


den svage, hans støtte for sandheden og hans fredsommelighed så god som tusinde skjolde for ham. Det var ham, som sagde: ”Hvis du vil føle sikkerhed mod nogens fortræd, så forsøg at gøre ham til din bror.”

Imam Ali afskyede fjendskab og nag, for disse to giver anledning til strid og ødelægger den individuelle såvel som den kollektive moral. Han sagde: ”Afhold dig fra fjendskab og strid, fordi disse to gør hjertet sygt, og kaos stammer fra dem.”

Ofte mødte han sine fjender tomhændet og uden ringbrynje eller skjold. Han gjorde dette for at få dem til at forstå, at han afskyede krig og var ivrig efter at løse problemer på en venlig og broderlig måde. Han sagde: ”Gør godt for dine fjender, fordi denne type sejr er sødere og mere acceptabel.”

Et andet formål med at nærme sig sine modstandere på denne måde var, at han ønskede at gøre klart, at krig er dårligt, og den fordel, som vinderne opnår fra den, er en fordel, som er opnået fra ondskab og har ingen værdi. Han sagde: ”Det gode ved en gevinst, som er opnået gennem ondskab, er frugtesløs, og den velstand, som er resultatet af nød og ulykke, har ingen værdi.”

Ali eliminerede denne ondskab (krig) på alle mulige måder og prøvede at forbedre folks vilkår uden blodsudgydelse og strid. Så meget så da fjenden var opsat på at erklære krig og ikke havde noget andet mål end at udgyde hans blod så vel som hans retfærdige ledsageres, rådgav han dem og ydede sit bedste for at forebygge krigsførelse. Og når disse anstrengelser mislykkedes og der intet alternativ var

KRIG OG FRED 257

tilbage undtaget at imødegå kamp, indledte han ikke kampen. Kampen blev begyndt af fjenden, og han svarede kun igen på deres angreb. Og når han tog sværdet i sin hånd, trådte han frem, og nu var han Ali ibn Abu Talib. Hvis døden ikke kom ham i møde, gik han den selv i møde. Han knuste de stærkeste og fik modige mænd til at flygte. Ali ønskede lighed og retfærdighed, hvorimod hans fjender stræbte efter uretfærdighed og undertrykkelse. Han ønskede, at menneskeheden måtte have fremgang, hvorimod de ønskede at skabe ballade. Han ønskede for folket, at de kunne nyde frihed og komfort, hvorimod hans fjender var ivrige efter at holde dem i lænker som slaver. Han ønskede, at Guds tjenere skulle være stærke og respektable, hvorimod hans fjender ønskede at trælbinde og ydmyge dem.

De ting, som skal eksistere i samfundet, og som også fornuftsmæssigt må anses som nødvendige, var i fare. Så under disse omstændigheder vil mangel på handling svare til dovenskab, ubesindighed og utroskab, og at beskytte samfundets interesser er ensbetydende med mod og tapperhed.

Om kampen imod Mu’awiya sagde han: ”Jeg har overvejet og vurderede dette meget omhyggeligt og må konkludere, at kun to muligheder er åbne for mig: Enten at erklære krig imod Mu’awiya eller at jeg bliver frafalden.”

Se bare hvordan han skitserer Kamelens Krig på en kortfattet og præcis måde og ligeledes forklarer sin egen position: ”Talha og Zubayr var de første til at afgive troskabsed til mig. Senere brød de denne ed uden en retfærdig grund og tog De troendes Mor, Ayesha til Basra.


Jeg var således tvunget til at tage Muhajirs og Ansar med mig og forfølge dem. Jeg forsøgte mit bedste for at få dem til at afgive eden endnu en gang, efter at de havde brudt den, men de afviste at gøre det. Jeg rådgav dem på bedste vis og behandlede dem ordentligt.”

Mens Ali var undervejs og endnu ikke havde konfronteret dem, sendte han sin søn Hasan og hans fætter Abdullah bin Abbas så vel som Ammar bin Yasir og Sa’d bin Ubada for at få en snak med dem (dvs. Talha og Zubayr) i håbet om at de måtte reagere fornuftigt og blodsudgydelse kunne blive undgået. De forblev uforsonlige. Lederen af de Troende sagde således i denne anledning: ”Jeg fortsatte sammen med Muhajirs og Ansar og stoppede nær Basra. Jeg inviterede dem til fred og forsoning, bar over med deres fejltagelser og mindede dem om troskabseden, som de havde aflagt. De forblev dog ubøjelige og insisterede på at kæmpe. Jeg søgte hjælp fra Gud og var tvunget til at berede mig selv og mine mænd til forsvar imod deres angreb. Resultatet var, at dem, som ville blive dræbt, blev dræbt og andre løb væk. Da de bad mig om den fred som jeg havde ønsket før kampen fandt sted, accepterede jeg fredsforslaget og skånede dem. Jeg udnævnte Abdullah bin Abbas som deres guvernør og sendte Zafar bin Qais til dem som budbringer. Nu må I bede disse to personer om at fortælle jer, hvad I end ønsker at vide om os og dem.”

Ali var sejrrig på grund af sin usædvanlige tapperhed og perfekte og dybe tro. Han var dog alligevel utroligt trist over sin sejr, ligesom hans fjender var over deres nederlag. Tårer dryppede fra hans øjne, og han var ekstremt sørgmodig.

KRIG OG FRED 259

Enhver far elsker sine børn utroligt meget. Hvis et barn ikke opfører sig ordentligt, er hans far forpligtet til at iværksætte korrigerende foranstaltninger og straffe ham, selvom sådanne handlinger også smerter ham.

Det samme var tilfældet med Ali. Han behandlede muslimerne som sine børn. Islams profet har sagt: ”Jeg og Ali er denne nations fædre.”

Ali elskede disse ”børn” utroligt meget. Han var tvunget til at tage korrigerende skridt imod dem på grund af deres uretfærdighed og fejltagelser, men var meget sørgmodig over at se deres lidelser.

Ali afskyede ikke noget mere end blodsudgydelse. Han var altid bange i tilfælde af, at hans guvernører og embedsmænd måtte henfalde til uberettiget blodsudgydelse.

Han advarede dem derfor igen og igen om ikke at henfalde til blodsudgydelse. Han passede på dem fra et moralsk så vel som politisk og administrativt synspunkt, og bød dem at blod ikke skulle udgydes unødvendigt. Han forbød det, fordi han forstod, at en konsekvens af en uretfærdig blodsudgydelse kunne vælte styret, ligesom det var i modsætning til styrets filosofi. Han tilgav ikke nogen embedsmand for svigt i denne henseende. I et brev til en guvernør sagde han: ”Prøv ikke på at styrke din position ved at udgyde blod uden berettiget årsag, for dette vil gøre din magt stadig svagere, og desuden vil dit embede blive taget fra dig og vil overgå til en andens hænder. Hvis du er skyldig i bevidst blodsudgydelse, vil Gud ikke anse denne


forbrydelse for tilgiveligt og jeg vil heller ikke betragte den sådan.”

Har der været nogen anden leder i verden, som gav udtrykkelige instruktioner til sine guvernører om at udpege militærledere blandt personer som var ydmyge og overbærende, som hadede blodsudgydelse og mord, som kunne løse uoverensstemmelser ved gensidig rådslagning, som var gode og uegennyttige, som ikke var hårde og ønskede arbejdet gjort af andre og som ikke var fortrolige med hårdhed og vold? I forordningen til Malik Ashtar da han udpegede ham som Egyptens guvernør sagde Ali: ”Udpeg den person som leder af din hær, som du anser for at være den mest oprigtige og overlegne i forhold til andre hvad angår ydmyghed og overbærenhed. Hans skal ikke være vredladen og skal acceptere en undskyldning. Han skal være god ved de svage og hård ved de magtfulde. Han skal ikke blive hidsig på grund af grusomhed og skal ikke blive hjælpeløs på grund af svaghed.”

Således er det bevist, at Ali var en fredselskende person. Han anbefalede altid fred. Han hadede krig på det stærkeste og forbød altid unødig blodsudgydelse. Han gik aldrig frem mod en krig med mindre krigen selv gik frem mod ham, og når han gik frem mod den, var det når han havde udtømt alle anstrengelser for at stoppe den ved hjælp af venskab, kærlighed, godhed og venlighed. Hvis han var tvunget til at kæmpe en kamp, stræbte han efter, at det mindst mulige antal skulle blive dræbt. Og når han havde sikret sejren over sin fjende, tilgav han ham. Han var lige sørgmodig over sejr og nederlag. Hver gang hans fjende anmodede om fred, imødekom han hans

KRIG OG FRED 261

anmodning fornøjet og helhjertet. Han plejede at sige: ”Under fredstid er soldaterne bekvemme, folks bekymringer er færre og en atmosfære af sikkerhed hersker i byerne.”

Han sendte mange ordrer til guvernørerne og embedsmændene i hvilke han udtrykkeligt anbefalede dem inter alia, at de skulle følge hans eksempel og ikke trække deres sværd på grund af almindelige sager, som det blev gjort af folk i tiden før Islam.

Imam Ali sagde: ”Sæt ikke jeres hænder og sværd i bevægelse ligesom tungen på grund af trivielle sager.”

“Jeg straffer ikke nogen blot på grund af mistro.”

”Jeg skal ikke bekæmpe nogen før jeg inviterer ham til fred og således svigte mit ansvar overfor individet. Hvis han angrer skal jeg acceptere hans anger, men hvis han nægter at gøre således og er opsat på at kæmpe, skal jeg søge hjælp fra Gud og kæmpe imod ham.”

Vi vil senere nævne i detaljer, hvordan Ali opførte sig overfor sine grusomme fjender.

Det er enhver persons pligt at overholde de løfter, som han har givet. På denne måde bevares fred på individuelt plan såvel som på samfundsmæssigt niveau og risikoen for krigsførelse elimineres. En pagt skal æres, hvad enten den er indgået mellem fæller af den samme religion eller forskellige religioner, mellem personer som tilhører samme race eller to forskellige racer og mellem venner eller fjender. Det var dette princip, som blev fulgt konstant af Ali.


Som konstateret ovenfor er overholdelse af løfter et middel til fred, og fred sikrer bevarelsen af en atmosfære af sikkerhed og fremgang, hvilket er af stor gavn for nationen. Pagter og love er desuden midler til national enhed og solidaritet. Overholdelse af løfter er en kvalitet hos storsindede personer og et middel til fred i sindet og til styrkelse af høj moral for hvilket Lederen af de Troende anstrengte sig hele sit liv. At være loyal overfor ens pagter sikrer kammeratskab og kærlighed under alle omstændigheder og er en manifestation af respekt for menneskeheden. Begge parter forbliver tilfredse som et resultat af denne trofasthed, og når begge er tilfredse, kan de hver især med fred i sindet beslutte, hvordan de skal varetage deres affærer. Men hvis de ikke er tilfredse, vil det ikke være muligt for dem at varetage deres arbejde frit.

Gennem Alis kalifat var overholdelse af løfter en regel, som det var absolut nødvendigt for folk at følge. Alle og enhver forventedes enten at opfylde sine løfter eller ofre sit liv.

Ali hadede krænkelse af løfter lige så meget, som han afskyede løgn. I en af hans prædikener sagde han: ”Overholdelse af løfter og sandheden har altid gået hånd i hånd, og så vidt jeg er ved, er intet skjold bedre end disse til at beskytte et menneske. Hvem som helst der forstår denne dimension af sin ”livsgave” begår ikke forræderi. Ikke desto mindre er vores tid således, at mange mennesker synes at mene, at forræderi og bedrageri betyder intelligens og visdom, og uvidende personer har opfattet deres egne handlemåder og metoder som værende fornuft. Må Gud ødelægge dem! Hvad er der sket

KRIG OG FRED 263

med dem? Når en person, som har set livets op- og nedture og er klar over tidens omskiftelighed, laver en plan for sig selv men finder guddommelige hindringer på sin vej, forkaster han planen, selvom han måtte være i stand til at gennemføre den. På den anden side vil den, hvis vej ikke er blokeret af religiøse følelser, benytte sig af denne mulighed. I den forordning som han skrev til Malik Ashtar da han udnævnte ham til guvernør i Egypten sagde han: ”Hvis du løser nogle forhold overfor din fjende og indgår en pagt med ham, skal du frigøre dig selv for dens byrde ved at ære den. Du skal trofast udføre de forpligtelser, som du har påtaget dig, og du skal gøre dig selv til et skjold til at fuldbyrde dit løfte. Du skal ikke fornægte, hvad du har påtaget dig ej heller nedværdige de pagter, som du indgår og skal ikke bedrage din fjende.”

Desuden stillede han sig ikke tilfreds med blot at tilkendegive, at bedrageri ikke skulle praktiseres overfor fjenden men forbød strengt at lave dobbelttydige aftaler med fjenden, som kunne blive udlagt på forskellige måder, og som kunne tjene som en berettigelse for at bryde aftalen. Han befalede også, at efter at en pagt var blevet indgået og dokumenteret, skulle fordelen af formuleringsmæssige fejl ikke udbyttes for at bryde den.

Hver gang Ali udformede et dekret eller gav en ordre, kontrollerede og bedømte han først alle dens aspekter meget omhyggeligt. Når han fuldt og fast troede på at løftet kunne overholdes, kunne selv de største forhindringer og besværligheder ikke få ham til at vige fra dette princip. En af de begivenheder hvor han ærede sit løfte til trods for meget vanskelige omstændigheder var


ved Siffin. Under krigen ved Siffin var det blevet besluttet at referere uenigheden til en voldgift.

En pagt blev indgået mellem Lederen af de Troende og Mu’awiya der gik ud på, at indtil de to forligsmænd gav deres vurdering, ville fjendtlighederne forblive suspenderet. Efter at kampene var stoppet og pagten var indgået, mente Lederen af de Troendes tilhængere at de var blevet narret. En mand ved navn Muhammad bin Harith spurgte da Ali: ”Oh De troendes Leder! Kan vi ikke ignorere pagten og begynde krigen igen? Jeg er bange for at denne pagt vil blive til en stor ydmygelse og vanære for os.” Lederen af de Troende svarede: ”Skal vi ødelægge pagten efter at have indgået den? Nej. Dette er ikke tilladt!” Og det var også Ali, som sagde: ”Overhold fuldt og fast de forpligtelser, som du har påtaget. Jeg er ansvarlig for mine ord og garanterer for deres korrekthed.”

Beretningen ovenfor forklarer, at Alis anstrengelser for at bevare fred fuldt ud var i overensstemmelse med folks ønsker, på grund af deres vidtgående konsekvenser. Alle mennesker tørster efter retfærdighed, lighed og frihed og Alis indsats for fred var en tilkendegivelse af dette ønske. Faktisk var det Alis inderligste ønske selv, som han også tilkendegav i sine ordrer og påbud.

I sine anstrengelser for at sikre, at mennesker skal elske hinanden, er Ali på samme niveau som de tidligere profeter og Menneskehedens Velgører. Hvilken stor lighed Alis anstrengelser for fred har med Muhammads milde stemme, når han sagde: ”Oh Guds slaver! Vær hinandens brødre.”

KRIG OG FRED 265

Hans stræben levendegjorde også profetens ord, da han blev spurgt om hvilken handling der var den ædleste, og han svarede: ”Den ædleste handling er den at anstrenge sig for verdens velfærd.”

* * * * * * * * * *

BEKÆMP UNDERTRYKKELSE

I alle generelle henseender førte Ali et meget konsekvent og harmonisk liv. Hans høje moral, hans usædvanlige indsigt, hans handlinger vedrørende statens administration, hærens ledelse og andre personlige karakteregenskaber og kvaliteter var alle af samme slags og forbundet. Han hadede åger, hamstring og undertrykkelse utroligt meget. Han var en frygtelig fjende af rige og magtfulde personer, som undertrykte andre, samt dem som anså sig selv for at være bedre end andre, og som stædigt holdt fast i deres synspunkter baseret på uvidenhed. Han var ekstremt opsat på at hjælpe svage og nødlidende, fordi de også var mennesker og det er højest uberettiget at behandle dem som ubetydelige og ydmyge. Han ønskede frihed til Guds skabninger af hele sit hjerte, for Gud har skabt alle mennesker frie, og det er ikke korrekt at nogen skal underkastes ydmygelse og ynkelighed. Ydmygelse og ynkelighed af nogen er ydmygelse og ynkelighed af menneskeheden, og hvem der end ydmyger menneskeheden fortjener at blive behandlet som fjende.

Enhver må fra ovenstående kunne forstå, hvor stor en støtte og sympatisør for de hjælpeløse og undertrykte personer Ali var, hvordan han kæmpede imod fjenderne af


dyd og godhed, og hvor meget irritation han udtrykte overfor dem, som handlede imod fornuftens og samvittighedens diktat.

Dog synes det, som vi her har skrevet om emnet ikke at være tilstrækkeligt. Det forekommer nødvendigt at tildele et separat og detaljeret kapitel til emnet, som viser, hvordan Ali opførte sig overfor tyrannerne, og hvad hans synspunkter var omkring uretfærdighed og undertrykkelse.

Der er mange former for uretfærdighed. For eksempel at tilrane sig en andens ejendom er uretfærdighed af én art, og at såre hans ære og omdømme er af en anden art. Sommetider er uretfærdighed åbenlys, hvorimod den på andre tidspunkter er skjult. Vi skal diskutere alle disse former for uretfærdighed en efter en.

Det er ikke muligt at finde nogen prædiken eller vidnesbyrd fra Lederen af de Troende, hvor han ikke har nævnt og fordømt uretfærdighed hårdt. Hele hans liv blev brugt på at føre krig imod uretfærdighed og undertrykkelse og imod undertrykkerne og tyrannerne. Han kæmpede denne krig med sine hænder, sin tunge, sine befalinger og kommandoer så vel som med sit sværd.

Krig imod uretfærdighed og undertrykkelse er blevet kæmpet siden mennesket kom til jorden. Denne krig er blevet ført på forskellige måder og under forskellige vilkår. Dem, som har påtaget sig at kæmpe imod tyranni og undertrykkelse på hver deres tid, kan tælles i hundrede tusinder. Disse store helte var en kilde til stolthed for menneskeheden, hvorimod tyrannerne plettede historiebøgernes sider med deres misgerninger. Disse

BEKÆMP UNDERTRYKKELSE 269

helte kom i rækkefølge og enhver af dem arvede denne hellige krig fra sin forgænger.

De har også været nogle store sjæle blandt mennesker, hvis hele liv blev brugt på at føre krig mod uretfærdighed og undertrykkelse. Biografierne om Abraham, Moses og Jesus består af krig imod undertrykkelse, åger og uretfærdighed. Muhammads kampagne imod polyteisterne var en fortsættelse af og et supplement til den krig, som blev ført af Jesus. Han startede en stor revolutionær bevægelse for at rive uretfærdighed og undertrykkelse op ved roden og helmede ikke før de undertrykte blev frigivet, og deres liv tog en vending til det bedre.

Grusomhed er nogle personers anden natur. De begår ugerninger med samme lethed, som de udfører andre naturlige handlinger såsom at spise, drikke, gå eller trække vejret. Til denne kategori hører personer som Nero, Gengiz Khan, europæiske officerer fra inkvisitionen under middelalderen, og mange andre slags samt herskere som Hajjaj bin Yusuf, Ziad bin Abih, Obaidullah bin Ziad, Muslim bin Aqba osv. Lignende historier fortæller os om utallige andre personer der fandt opposition mod uretfærdighed naturlig og dette var blevet deres anden natur.

Årsagen til at fortidens tyranner ikke skammede sig over de ugerninger, som blev begået af dem var, at de ikke var plaget af deres grusomme handlinger. De tyranniserede og undertrykte ikke andre med noget mål eller formål. De gjorde det, fordi det var blevet en del af deres sædvane.


Engang sad Hajjaj bin Yusuf og indtog sit måltid sammen med nogle af sine venner. Foran dem stod en uskyldig gammel mand, som rystede af skræk. Hajjaj løftede sit hoved og så på den gamle mand. Så beordrede han en af sine tjenere at halshugge ham. Ordren blev udført øjeblikkeligt og manden blev halshugget. Hajjaj fortsatte med at spise, som om intet var sket. Han sagde højt til sin slave: ”Bring mere vand”.

Nero satte byen Rom i flammer. Mens Rom brændte, havde Nero travlt med sine bryllupsforberedelser.

Fastheden og standhaftigheden hos dem som vedvarende agiterede imod uretfærdighed og undertrykkelse kan forklares på samme måde. Ligesom personerne nævnt før begik uretfærdighed, fordi det var en del af deres natur, på samme måde kæmpede disse velgørere imod uretfærdighed og støttede de undertrykte, fordi de var tvunget af deres natur til at gøre således.

Sokrates drak en kop gift som om det var en medicin, for ved at gøre det udviste han fasthed og standhaftighed

imod løgn. Voltaire1 førte krig imod aristokraterne og de

adelige i Europa. Han var tvunget til at føre denne krig af sin natur, lige som en sulten person er tvunget til at spise mad, eller en tørstig person er tvunget til at få fat i vand og

1- Voltaire, en berømt fransk forfatter og en velkendt person for sin tid, Han blev født i Paris i 1694 E.K. og døde i 1778 E.K. Han tilbragte en stor del af sit liv i England, Rusland og Schweiz. Han kritiserede skarpt de politiske og religiøse ledere på sin tid. Det var ham, som banede vejen for den store franske revolution i 1789 E.K. Han er forfatter til mange værdifulde bøger.


stille sin tørst. Imam Hussains ledsagere ofrede deres liv i støtte til hans mission, selv om de kunne se Bani Umayyahs enorme hær stillet op imod dem.

Disse personer var menneskehedens velgørere og store og storslåede sjæle blandt mennesker, hvis hovedfigur og leder var Ali ibn Abu Talib. Han kom til verden for at etablere sandhed og ødelægge løgn. Han stod op med dette formål og accepterede kalifatet med selve dette mål for øje. Dog kunne verden i al sin storhed næsten ikke acceptere Alis love og principper. De uretfærdige og grusomme personer var i et stort antal og besad utrolig megen styrke. Den opgave, som Ali ønskede at opfylde, var vanskelig så vel som farlig.

Ali fortalte folk, at de hverken skulle være undertrykkere eller undertrykte. Han ønskede, at ingen skulle undertrykke andre, og ingen skulle tolerere undertrykkelse. Alligevel var den tids folk ikke klar til at acceptere Alis synspunkt og kunne ikke give støtte til hans intentioner. Det var så groft, at selv de undertrykte ikke tog hans parti, for de var kuet af undertrykkerne og var bange for deres fjendskab og modvilje.

De var så ufornuftige, at de tog imod bestikkelse fra Alis fjender og trak deres støtte tilbage fra ham. Til sidst var der kun nogle få gudfrygtige og tapre personer tilbage hos ham, og de svigtede ham ikke for nogen pris.

Skulle det så være sandt, at Ali skulle have vist sårbarhed og svaghed på dette kritiske tidspunkt, da ondskabens kræfter havde dannet front imod ham? Er det muligt for en modig mand at tabe hjerte og opgive sin indsats, fordi han


bliver mødt med besværligheder og vanskeligheder fra mennesker omkring ham, der er ligesom ådselsgribbe, især når de alle er bange for døden.

Skulle Ali have været modløs og være blevet svag, når fjenderne blev stadig mere oprørske? Når mænd med autoritet havde tabt al visdom og var ved at sælge deres religion for verdslig vinding? Når de i tåbelighed blev ved med at løbe efter rigdom og status? Når de havde skabt kaos i byerne, fortsatte med undertrykkelse var fulde af hovmod og indbildskhed, skabte falsknerier og afviste de rigtige ting, lovpriste forkerte og onde gerninger? Når de stadig håbede på en god belønning, havde tilintetgjort retfærdighed og fairplay, og havde skabt oprør og kaos, og deres tyranni og vold var uden ende? Kunne han blive svag og ligeglad, når vilkårene for hans ledsagere var sådan: ”Hvem der end kaldte på deres hjælp fik den aldrig. Hvem der end mødte dem opnåede ikke sindets fred. Hvem der end kom til slagmarken med dem ramtes af tab. De var døve til trods for at de havde ører og var stumme selvom de besad stemmens kraft. De viste hverken standhaftighed på slagmarken som noble og ærefulde mænd, ej heller kunne man regne med deres sympati og støtte i ulykkens tid.”

Selvfølgelig vil man under sådanne vilkår og omstændigheder blive svag og hjælpeløs og vil sidde modløst tilbage – men det er underforstået at man så ikke er som Ali ibn Abi Talib.

Den dybe kærlighed, som Ali havde i sit hjerte for alle mennesker, tvang ham til ikke at vise den mindste


skånsomhed overfor en, som skadede folk, selv om han (dvs. Ali) var nødt til at give sit liv for sagen.

Den som anser det som kærlighed og godhed og et tegn på mildhed at forblive tavs foran undertrykkere er ikke en løgner men er heller ikke bekendt med den menneskelige natur, for virkeligheden er helt anderledes. Sand kærlighed og godhed mod menneskeheden betyder, at undertrykkerne skal behandles med hårdhed således at de må frigive folk fra slaveri. Under visse omstændigheder tvinger godhed og mildhed mennesket til at ty til ekstrem hårdhed.

Mennesket elsker skønhed lige så meget, som det hader hæslighed. Det hader uretfærdighed og undertrykkelse lige så meget, som det ønsker retfærdighed. Det er så bange for ikke- eksistensens kulde, som det er opsat på eksistensen varme. En person kan ikke angribe oprørene og undertrykkerne med et sværd, med mindre han anser livet for en velsignelse. Kort sagt: En som ikke hader, kan heller ikke elske.

Det bedste bevis for at Ali var lige så hård ved undertrykkerne, som han var god overfor andre og var rede til at være ekstremt hård for at eliminere uretfærdighed er fortællingen om Sauda bint Ammarah Hamdaniyah.

Sauda sagde: ”Jeg opsøgte Lederen af de Troende for at klage over en repræsentant, som var blevet udpeget af ham til at indsamle zakat. Da jeg stod foran ham, sagde han med megen godhed: ”Ønsker du, noget skal gøres?” Jeg klagede til ham over repræsentanten. Da han hørte


hvad jeg berettede, begyndte han at græde og sagde bedende til Gud: ”Oh Herre! Jeg har hverken beordret disse repræsentanter at undertrykke folk heller ikke bedt dem om at fornægte Din ret.” Så tog han et stykke papir frem fra sin lomme og skrev følgende:

”Vej og mål korrekt og giv ikke mindre til folk. Udvirk ikke kaos på jorden. Når du modtager dette brev, hold disse ting for øje således at en anden person kan komme og overtage det samme fra dig.”

Det kan tydeligt ses fra denne hændelse, hvor god Ali var ved den undertrykte kvinde, for han begyndte ligefrem at græde ved at høre hende tale. Og det er tydeligt, hvordan denne godhed blev ændret til hårdhed overfor repræsentanten. Dette stemmer overens med princippet om ekstrem godhed for de undertrykte og ekstrem vrede imod undertrykkeren.

Ali afstod aldrig fra at kæmpe imod oprørskhed og uretfærdighed. Når han så en person blive undertrykt af en anden, viste han ingen svaghed i frigørelsen af ham fra undertrykkelse. Og hvordan kunne han vise nogen svaghed eller tøven, når mildhed og godhed havde givet ham usædvanlig mandighed og standhaftighed og havde gjort ham glad for at kæmpe imod løgn og at etablere sandhed. Det var hans faste overbevisning at: ”Tilstedeværelsen af en imam gennem hvem en svag persons ret kan inddrives fra en stærk person og en undertrykt persons fra undertrykkeren er nødvendigt, så de retfærdige kan leve i tryghed og kan føle sig sikre mod djævlenes ballade.”


”Gud har ydet beskyttelse til folk fra at blive undertrykt.” Og da Gud havde ydet beskyttelse, skulle der ikke være nogen lejlighed til undertrykkelse, men ”Gud tester herskerne ved hjælp af undertrykkelse”. Så hvis herskerne er undertrykkende, vil deres herredømme komme til en brat ende fordi: ”Selv hvis undertrykkeren får henstand, kan han ikke undgå at blive fanget af Gud. Gud Selv ligger i baghold efter ham og Hans baghold vil være meget alvorligt. Dommedag vil være meget alvorligere for undertrykkeren end det, han udsatte andre for. Den undertrykte vil ikke have lidt så meget, som undertrykkeren vil lide på Dommedag.”

Det følgende er dele af Alis ordre til sine guvernører, som altid skulle efterkommes: ”Jeg beordrer dig til at handle hårdt overfor undertrykkeren. Hold den ufornuftige undertrykker ved hånden og stop ham fra at begå uretfærdighed.”

Der er ingen tvivl om, at den godhed og hengivenhed, som Ali besad, garanterede hans standhaftighed i krigen mellem sandhed og løgn. Hver gang han reflekterede over sandhed og løgn sagde han: ”Oh Herre! Vores eneste satsning er at fred og fordragelighed må være fremherskende i Dine byer, således at Dine slaver kan forblive sikre.” Og når han indledte en kamp, plejede han at sige: ”Jeg sværger ved Gud, at jeg skal tage de undertryktes ret fra undertrykkeren. Jeg skal putte en ring i næsen på undertrykkeren og trække ham til sandhedens udspring, uanset hvor meget han misbilliger det.” Og han sagde: ”Det er nødvendigt, at undertrykkeren afstår fra at


begå uretfærdighed, opfører sig retfærdigt overfor folk, og ikke udvirker ballade på jorden.”

Hvis striden blev intens og Ali noterede ulighed i antallet mellem hans støtter og fjenden og sammenlignede sine egne vilkår med sine fjenders, sagde han: ”Jeg har ikke vist svaghed eller sløvhed. Jeg vil fortsætte med at kæmpe imod løgn, indtil jeg haler sandheden ud af dens side.”

Ali så døden i øjnene men hans hænder blev ikke trætte af at kæmpe og ej heller udviste han den mindste frygt i sit hjerte. Han ville ikke have været bange, selv hvis hele Arabiens befolkning havde samlet sig og omringet ham.

Han stolede fuldstændigt på sin egen retfærdighed og lighed og troede fast på, at uanset hvad han lavede, var det i overensstemmelse med lighedens og retfærdighedens lov. Han plejede at sige: ”En svag person er stærk i mine øjne, indtil jeg får hans ret givet til ham, og en stærk person er svag i mine øjne indtil jeg modtager retten fra ham.” Han sagde også: ”Jeg sværger ved Gud, at jeg ikke er bekymret om, hvorvidt døden falder på mig, eller jeg falder på døden.”

Da han kæmpede imod en gruppe uretfærdige personer og overvandt dem og de stadig ydede nogen modstand, sagde han: ”Der er stadig lidt liv tilbage i undertrykkerne. Hvis Gud ønsker det, skal vi udrydde dem. Men hvis nogen af dem flygter til forskellige byer, vil sagen være anderledes.”

Ifølge Ali er de lærde personer nationens ledere og af denne grund skulle en del forpligtelser uddelegeres til dem. Deres største ansvar er, at de skal modarbejde undertrykkeren og assistere den undertrykte. Han sagde:


”Gud har gjort det obligatorisk for vismændene, at de ikke må forblive tavse tilskuere til uretfærdighed fra undertrykkerne eller overfor den undertrykte persons sorg og hjælpeløshed.

For at undertrykkerne skulle fjernes fra samfundet, og at ingen skulle assistere i udførelsen af undertrykkelse eller villigt tolerere det, opdelte Ali folks synder i forskellige kategorier. Der er visse synder, som kan tilgives, men uretfærdighed og undertrykkelse kan ikke tilgives under nogen omstændigheder. Han sagde: ”Og den synd som ikke vil blive tilgivet er, at en person undertrykker en anden.” Han havde det synspunkt at: ”At undertrykke en svag person er den værste form for undertrykkelse.”

Derfor bestræbte han sig på med alle midler på at eliminere uretfærdighed, og dette forblev hans grundlæggende politik i behandlingen af folk. Han kæmpede imod undertrykkerne med sin tunge så vel som med sit sværd og forblev standhaftig i sin kamp. Han fortsatte med at kæmpe imod uretfærdighed og det uretfærdige, indtil han mødte martyrdøden. Hvis tidens omskifteligheder ikke havde vanskeliggjort hans program, og vilkårene ikke havde været ufordelagtige, ville han have frembragt store ændringer på mange områder.

* * * * * * * * * *

ALIS ADMINISTRATION

Efter at have forstået, at Lederen af de Troendes opførsel overfor samfundet, var absolut retfærdig, og at han påtog sig en yderst korrekt politik for at etablere gode gensidige relationer mellem mennesker på basis af lighed og retfærdighed, synes det nødvendigt her at gengive det vidnesbyrd, som han skrev til Malik Ashtar, da han udpegede ham som for Egypten. Dette vidnesbyrd er mere detaljeret end de øvrige og er meget vigtigt set i lyset af dets pragt og detaljerigdom.

Til at beskrive Lederen af de Troendes karakter har vi brugt nogle af hans breve, ordrer og vidnesbyrd, for i næsten alle disse har han nævnt individets såvel som samfundets rettigheder. Men det vidnesbyrd han skrev til Malik Ashtar er meget omfattende og gengiver alle hans synspunkter og overbevisninger om offentlig administration. Det gengives her i en oversættelse:

I GUDS NAVN, DEN NÅDIGE, DEN BARMHJERTIGE

Lad det være dig kendt, Oh Malik, at jeg sender dig som guvernør til et land, som i fortiden har oplevet både retfærdigt og uretfærdigt styre. Befolkningen vil studere dine handlinger med granskende blik, ligesom du studerede dine forgængeres handlinger, og tale om dig,


som du selv talte om dem. Faktum er, at befolkningen kun taler godt om dem, som handler godt. Det er dem, som giver vidnesbyrd om dine handlinger. Derfor skal den største skat, som du bør tragte efter, være skatten af gode gerninger. Hold igen på dine personlige længsler. Alene ved sådan en afholdenhed, vil du være i stand til at skelne mellem godt og ondt.

Udvikl kærlighed til dit folk i dit hjerte og lad det være en kilde af elskværdighed og velsignelse til dem. Opfør dig ikke som en barbar overfor dem, og tilegn ikke til dig selv det, som tilhører dem. Husk at statens indbyggere består af to kategorier. De er enten dine brødre i religion eller dine brødre som mennesker. De føler stor usikkerhed og er tilbøjelige til at begå fejl. Nogle begår fejl, men tilgiv dem, ligesom du ønsker, at Gud skal tilgive dig. Husk, at du er placeret over dem, som jeg er placeret over dig. Og dernæst er der Gud selv over ham, som har givet dig positionen som guvernør, for at du må tage vare på dem under dig og være tilstrækkelig for dem. Husk! Du vil blive dømt efter, hvad du er for dem.

Sæt ikke dig selv op imod Gud, for du besidder hverken styrke til at beskytte dig imod Hans utilfredshed, ej heller kan du sætte dig selv udenfor grænsen for Hans barmhjertighed og tilgivelse. Vær ikke ked af nogen tilgivende handling, og glæd dig over nogen straf som du må idømme nogen. Hids dig ikke op og undgå vrede, for intet godt vil komme ud af det.

Sig ikke, ”Jeg er jeres herre og diktator, og I skal derfor bøje jer for mine kommandoer,” for det vil fordærve dit hjerte, svække din religiøse tro og skabe uorden i staten.

ALIS ADMINISTRATION 281

Skulle du blive opløftet af magt, eller lade den mindste følelse af hovmod og arrogance finde plads i dit sind, se da på Skaberens kraft og herredømme over universet, over Hvem du absolut ikke har nogen kontrol. Dette vil gendanne fornemmelsen af balance til din uberegnelige intelligens og give dig sindsro og elskværdighed i hjertet. Pas på! Sæt aldrig dig selv op imod Guds Majestæt og Pragt og imiter aldrig Hans Almægtighed, for Gud har fået alle rebeller og alle menneskets tyranner ned med nakken.

Lad dit sind og dine handlinger udvise respekt overfor Guds og menneskets rettigheder, og overtal dine ledsagere og slægtninge til at gøre det samme. For ellers vil du gøre dig selv og menneskeheden uret. Og så vil både mennesker og Gud blive dine fjender. Der er ingen domsforhandling nogen steder for en person, som gør sig selv til fjende af Gud. Han vil blive betragtet som en, der er i krig med Gud, indtil han angrer og søger tilgivelse. Intet fratager mennesket muligheden for guddommelig velsignelse og intet vækker guddommelig vrede nemmere end undertrykkelse. Derfor lytter Gud til de undertryktes stemmer og bekæmper undertrykkeren.

DET ALMINDELIGE MENNESKE

Bevar retfærdighed i din administration og gør den din pligt og søg folks samtykke, for befolkningens uenighed blokerer for enighed med de priviligerede få og uenighed med de få, opsluges af tilfredsheden hos de mange. Husk! De priviligerede få vil ikke flokkes om dig i vanskelighedens øjeblikke. De vil prøve at få retfærdigheden ud på et sidespor. De vil bede om mere, end hvad fortjener og vil ikke vise nogen taknemlighed for tjenester ydet dem. De


vil være urolige i prøvelsens stund og vil ikke tilbyde fortrydelse for deres fejl. Det er de almindelige mennesker, som bekæmper fjenden. Så lev i tæt kontakt med befolkningen og vær opmærksom på deres velfærd.

Hold afstand fra den, som afslører andres svaghed. Folk er trods alt ikke fri for svagheder. Det er en leders opgave at beskytte dem. Bring ikke det frem i lyset, som er skjult, men prøv at fjerne de svagheder, som er blevet bragt frem i lyset. Gud er opmærksom på alt, som er skjult for dig, og Han alene vil tage Sig af det. Dæk over befolkningens fejl efter bedste evne, således at Gud må dække over dine fejl, som du ønsker at holde skjult for folks øjne. Løsn alle knuder af had blandt folk og opløs enhver streng af fjendskab imellem dem. Beskyt dig selv fra enhver handling, som ikke sømmer sig for dig. Forhast dig ikke med at søge bekræftelse af en historie, for historiefortælleren er en bedragerisk person, som kommer i forklædning som en ven.

RÅDGIVERE

Få aldrig rådgivning fra en gnier, for han vil svække dit storsind og skræmme dig med fattigdom. Søg heller ikke råd fra en kujon, for han vil svække din fasthed. Få ikke rådgivning fra en grisk person, for han vil nære grådighed i dit hjerte og ændre dig til en tyran. Nærighed, fejhed og grådighed fratager mennesket dets lid til Gud.

Den værste rådgiver er den, som har tjent som rådgiver for uretfærdige ledere og har deltaget i deres forbrydelser. Så lad aldrig mennesker, som har været tyranners ledsagere eller har deltaget i deres forbrydelser, være dine rådgivere.


Du kan få bedre mennesker end disse, mennesker begavet med intelligens og fremsyn, men ubesmittet med synd, mennesker som aldrig har støttet en tyran i hans tyranni eller en kriminel i sin forbrydelse. Sådanne mennesker vil aldrig være en byrde for dig. Derimod vil de være en kilde til hjælp og styrke for dig til alle tider. De vil være venner for dig og fremmede for dine fjender. Vælg sådanne mennesker alene til selskab både privat og offentligt. Og vis blandt dem forkærlighed til dem, som har respekt for sandhed, uagtet hvor udfordrende deres sandhed må være for dig fra tid til anden, og dem som ikke tilskynder dig til at udvise noget af den afærd, som Gud ikke ønsker Sine venner at udvikle.

Hold dig tæt på de oprigtige og de gudfrygtige, og gør dem klart, at de aldrig er der for at smigre dig og aldrig skal give dig anerkendelse for noget godt, som du ikke har gjort, for glæden over smiger og usund lovprisning stimulerer hovmod i mennesket og gør det arrogant.

Behandl ikke det gode og det dårlige ens. Det vil forhindre det gode og fremme det dårlige. Afregn med enhver i overensstemmelse med hans svigt. Husk at gensidig tillid og velvilje mellem herskeren og de beherskede alene fremelskes ved godgørenhed, retfærdighed og tjenesteydelser. Så opelsk velvilje blandt folk, for deres velvilje alene vil redde dig fra vanskeligheder. Din godgørenhed ímod dem vil blive givet tilbage ved deres tillid til dig, og din mishandling af dem med deres uvilje.

Ignorer ikke de ædle traditioner, som er indstiftet af vores forfædre, og som har fremmet harmoni og fremgang blandt folk, og iværksæt intet som kan minimere deres


gavn. De mænd, som etablerede disse ædle traditioner, har fået deres belønning; men ansvaret vil være dit, hvis de bliver kasseret. Prøv altid at lære noget af de lærdes og vises erfaring og rådfør dig med dem regelmæssigt i statsanliggender, således at du kan bevare den fred og velvilje, som dine forgængere har etableret i landet.

DE FORSKELLIGE KLASSER AF FOLK

Husk at folk består af forskellige klasser. Fremgang for den ene afhænger af den andens fremgang, og ingen er uafhængig af den anden. Vi har en hær af Guds soldater. Vi har vore civile embedsmænd og deres system, vores domstole, vore indkomstsamlere og vore offentlige PR-folk. Den generelle offentlighed består af muslimer og

Zimmi1, og blandt dem er der handelsmænd og

arbejdsmænd, de arbejdsløse og de fattige. Gud har foreskrevet dem deres mange rettigheder, opgaver og forpligtelser. De er alle defineret og bevaret i Koranen og i

profetens Hadiths2.

Hæren er, med Guds tilladelse, ligesom en fæstning for folk og giver værdighed til staten. Den opretholder troens prestige og bevarer landets fred. Uden den kan staten ikke holde. Og den kan ikke bestå uden støtte fra staten. Vore soldater har vist sig stærke foran fjenden på grund af de

1- En Zimmi eler ”Dhimmi” er en ikke-muslimsk borger i et muslimsk majoritetssamfund, der lever under kalifatets regler, betaler en skat til samfundet og nyder samfundets beskyttelse. 2- Fortællinger om Profetens gøren og laden. Koranens budskab omsat i menneskeskikkelse.


privileger, Gud har givet dem til at kæmpe for Ham, men de har deres materielle behov at opfylde og er derfor afhængig af deres indtægt ydet til dem fra statens indkomst. Militæret og den civile befolkning, som betaler indkomstskat, behøver andres samarbejde – domstolene, civile embedsmænd og deres etablissementer. Dommeren administrerer civile love såvel som dem, der vedrører kriminalitet; de civile embedsmænd indsamler indkomster og sørger for den civile administration og støtter dennes etablering. Og der er handelsmænd og købmænd som yder til statens indkomst. Det er dem, som styrer markederne og er i en bedre position end andre til at løfte sociale forpligtelser. Så er der klassen af fattige og trængende, hvis forsørgelse er en forpligtelse for den anden klasse. Gud har givet passende mulighed for alle og enhver. Alle disse klasser har rettigheder overfor administrationen, hvis administrator skal have øje for hele befolkningens velbefindende – en pligt som han ikke kan opfylde korrekt, med mindre han yder personlig interesse i dens udførelse og søger Guds hjælp. Sandelig, det er obligatorisk for ham at pålægge sig selv denne opgave og med tålmodighed at bære de gener og vanskeligheder, som enhver opgave indeholder.

HÆREN

Vær især bevidst om hærens og soldaternes velvære. De skal, efter din mening, være standhaftige og loyale overfor deres Gud, profeten og deres leder. De skal være i stand til under pres at holde igen på sig selv og lytte roligt til berettiget bebrejdelse. De skal bistå de svage og slå de stærke, og selv voldelige provokationer skal ikke drive dem


til at udvise et voldeligt temperament, og de må ikke vakle på noget tidspunkt.

Hold dig selv i tæt kontakt med de etablerede familier med godt omdømme, stærk integritet og en lysende historie, og tiltræk modige og oprigtige mænd med stærk karakter; de generøse og menneskekærlige, for sådanne er eliten i et samfund.

Sørg for dem med den venlighed, som du udviser overfor dine børn. Tal ikke foran dem om det gode, du måtte have gjort for dem og undlad ikke at tilkendegive din glæde, hvis de viser affektion, for sådan en adfærd inspirerer til loyalitet, hengivelse og velvilje. Sørg for hvert lille behov de måtte have og vær ikke tilfreds med den generelle hjælp, som du giver dem, for sommetider bringer betimelig opmærksomhed på deres små ønsker en utrolig lettelse. Og så vil disse folk sandelig ikke glemme dig, når det er dig, som har et behov.

Det sømmer sig for dig at vælge som din øverste leder en, som pålægger sig selv som en pligt at yde hjælp til sine mænd. En som kan overgå alle andre officerer i godhed, som har sørget for sine mænds behov og set efter deres familier, når de er væk fra deres hjem; så meget så, at hele hæren skal føle sig forenet i deres glæder og sorger. Denne enheds formål vil give dem øget styrke imod fjenden. Fortsæt med at bevare en venlig attitude overfor dem, så de altid må føle sig knyttet til dig. Kendsgerningen er, at virkelig glæde for administratorer og det meste af deres komfort ligger i at etablere retfærdighed i staten og bevare følelsesmæssige relationer med folket. Hærens oprigtighed af følelser er tilkendegivet i den kærlighed og respekt, de


viser til dig, og af dette alene afhænger administratorens sikkerhed.

Dit råd til hæren vil ikke være til nogen nytte, med mindre og indtil du viser følelser for både menige og officerer, så de ikke regner styret som en undertrykkende byrde eller vil bidrage til dets fald.

Fortsæt med at tilfredsstille deres behov og pris dem igen og igen for den service, de har ydet. Sådan en attitude vil, ved Guds vilje, inspirere de modige til modigere handlinger og tilskynde den frygtsomme til modige handlinger.

Prøv at forstå andres følelser og lad ikke den ene fejl passere efter den anden og vær ikke modvillig med at tildele betimelig agtelse. Se til, at du ikke giver større fordele til en, som ikke har opnået noget, men alene læner sig op ad sin familiære status, og tilbagehold ikke retmæssig belønning fra en, som har ydet en stor og fortjenstfuld indsats, alene fordi han har en lav status i samfundet.

REEL VEJLEDNING

Vend dig til Gud og Hans profet for vejledning, hver gang du føler dig usikker på dine handlinger. Der er Guds påbud givet til de folk, som Han ønsker at vejlede rigtigt: ”Oh folk af tro! Adlyd Gud og adlyd Hans profet og adlyd dem blandt jer som har autoritet over jer. Og referer til Gud og Hans profet hver gang der er uenighed blandt jer”. Vend dig til Gud betyder i realiteten at konsultere Guds Bog; og at vende sig til profeten er at følge hans universelt accepterede traditioner.


RETSPRÆSIDENTEN

Vælg jeres retspræsident fra jeres folk, en som tydeligvis er den bedste iblandt dem – en som ikke er belastet med hjemlige problemer; en som ikke bliver skræmt: en som ikke begår fejl for tit: en som ikke vender sig fra den rette vej, når han har fundet den; en som ikke er selvcentreret eller grisk; en som ikke vil dømme, før han kender alle fakta; en som omhyggeligt vil overveje ethvert tvivlsspørgsmål og afsige en klar dom efter at have taget alt i betragtning; en som ikke vil blive utålmodig over advokaternes argumenter og som tålmodigt vil undersøge alle nye fakta, og som vil være fuldstændig upartisk i sin beslutning; en som smiger ikke kan mislede; en som ikke fryder sig over sin position. Men sådanne folk er få i antal.

Når du har valgt den rette mand til embedet, så betal tilstrækkeligt til at han kan leve et liv i komfort og forblive i sin position, og som er nok til at holde ham hævet over fristelse. Giv ham så høj en position i din ret, at ingen kunne drømme om at tragte efter den og så høj, at hverken bagtalelse eller intriger kan røre ham.

UNDERORDNEDE DOMSTOLE

Pas på! Den største omhyggelighed skal udvises i udvælgelsen, for det er dette høje embede, som dristige egoister stræber efter at opnå og udnytte til deres egoistiske interesser. Efter udvælgelsen af din retspræsident, giv tid til omhyggelig overvejelse af de andre embedsmænd. Bekræft dem i deres udnævnelse efter udført prøvetid. Vælg aldrig mænd til ansvarlige poster af hensyn til personlige forbindelser eller under


nogen anden påvirkning, for det kan lede til uretfærdighed og korruption.

Til højere poster skal du vælge mænd med erfaring; mænd som er faste i troen og tilhører gode familier. Sådanne mænd vil ikke så nemt blive lokket til fristelse og vil udføre deres pligt med øje for det varige gode for andre. Forøg deres lønninger for at give dem et liv i tilfredshed. Et liv i tilfredshed er en hjælp til selvrenselse. De vil ikke føle trang til at beskatte indtægterne af deres borgere til deres eget underhold. De vil ikke have nogen undskyldning for at gå imod dine instrukser eller uretmæssigt tilegne sig statens midler. Hold øje med dem uden deres viden. Måske vil de udvise sand oprigtighed og sand omsorg for den offentlige velfærd. Men hvis nogen af dem bliver beskyldt for uærlighed, og skylden bekræftes af efterretninger fra din hemmelige tjeneste, så lad dette være tilstrækkeligt til at afsløre ham. Lad afstraffelsen være korporlig og lad den blive udført offentligt på et udvalgt sted for ydmygelse.

ADMINISTRATION AF INDKOMST

Stor omhyggelighed skal udføres i administration af indkomst, for at sikre fremgang for dem, som betaler skatter til staten, og deres fremgang afhænger af andres fremgang. Sandelig, staten eksisterer på grundlag af denne indkomst. Du skal regne korrekte vedligehold af jorden og udvikling som en større prioritet end indsamling af indkomst, for indkomst kan ikke opnås andet end ved at gøre jorden produktiv. Den, som kræver indkomst uden at hjælpe agerdyrkeren, ruinerer staten. Sådan en persons styre varer ikke længe. Hvis agerdyrkeren beder om


reduktion af deres skatter af deres afgrøder efter at have lidt af epidemier, tørke, for megen regn, ufrugtbarhed af deres jord eller oversvømmelser der ødelægger deres afgrøder, så reducer deres ydelse derefter, så deres vilkår kan forbedres. Tænk ikke på tab af indkomst af den grund, for den vil vende tilbage til dig mange fold en dag når der er større gevinst fra jorden og vil så muliggøre det for dig at forbedre dine byers vilkår og øge din stats prestige. Du vil være målet for universal lovpris. Folk vil tro på din sans for retfærdighed. Den tillid, som de vil give dig til gengæld, vil bevise din styrke, og de vil være rede til at dele dine byrder.

Du må bosætte et vist antal folk på jorden, men utilfredshed vil overmande dem, hvis jorden ikke er udviklet. Årsagen til agerdyrkeres ruin er de ledere, som er febrilsk opsat på at tilegne sig rigdom for enhver pris, af frygt for at deres styre ikke vil vare længe. Sådan er folk, som ikke lærer af fortidens eksempler.

ADMINISTRATIV VIRKSOMHED

Hold øje med din virksomhed og dine skrivere og vælg de bedste blandt dem til din fortrolige korrespondance; sådanne iblandt dem, som besidder en høj karakter og fortjener din fulde tillid – mænd, som ikke udnytter deres privilegerede position til at gå imod dig, som ikke bliver forsømmelige i deres pligter, og i udkast til traktater ikke bukker under for fristelse og skader dine interesser eller fejler i at yde dig korrekt assistance og redde dig fra problemer, og som i udførelse af deres pligter kan forstå deres alvorlige ansvar, for dem, som ikke forstår deres eget ansvar kan dårligt vurdere andres forpligtelser. Vælg ikke


mænd til dette arbejde udelukkende i kraft af dit første indtryk af hengivenhed eller god tro for den sags skyld, for mange mennesker blottet for oprigtighed og gode manerer, kan med en dygtig forestilling snyde selv den mest intelligente leder. Udvælgelse skal foretages efter en behørig prøvetid – en prøvetid som skal være en test på retfærdighed. Direkte udnævnelser af folk som nyder et godt omdømme og er oprigtige, er en metode, som er acceptabel for både Gud og lederen. Lad der i alle afdelinger af administrationen være en leder, som ikke bekymres over krævende opgaver og ikke irriteres over presserende arbejde.

Og husk, at hver eneste fejl fra skriverne, som de måtte overse, vil blive skrevet ned imod dig i din skriftrulle af handlinger.

HANDEL OG INDUSTRI

Du rådes til at behandle forretningsmænd og håndværkere godt og befale andre at gøre ligeledes. Nogle af dem lever i byer, og nogle af dem flyttet fra sted til sted med deres varer og værktøjer og tjener til deres underhold ved manuelt arbejde. De er en reel kilde til indtægt til staten og forsyner samfundet med forbrugsvarer.

Mens den almene befolkning ikke er tilbøjelig til at bære belastningen, vil dem, som er engageret i disse professioner, tage besværet med at samle handelsvarer fra nær og fjern, fra land og sø og fra bjerge og skov og opnår derved naturligt fordele.

Det er denne klasse af fredselskende folk fra hvem man ikke skal frygte nogen forstyrrelse. De elsker fred og orden.


Sandelig, de er ude af stand til at skabe uorden, så beskyt dem hvad enten de udfører handel på dit sted eller i andre byer. Men drag i sinde, at en hel del af dem er utroligt grådige og er tilbøjelige til dårlige handler. De hamstrer korn og prøver at sælge den til en høj pris, og dette er meget skadeligt for befolkningen. Det er en skam i lederens navn ikke at bekæmpe dette onde. Forhindr dem i at hamstre; for Guds profet har forbudt det. Se til at handel udføres med yderste lethed, så skalaen er holdt ligelig og at priserne således er fastsatte så hverken sælger eller køber får tab. Og hvis nogen, trods din advarsel, skulle gå imod dine påbud og forbryde sig gennem hamstring, så pålæg dem er hård straf.

DE FATTIGE

Tag dig i agt! Frygt Gud i behandlingen af de fattige som ikke har nogen til at støtte sig, som er elendige, fattige, hjælpeløse og dybt fortvivlede – ofre for tidens omskifteligheder. Blandt dem er der nogen, som ikke stiller spørgsmål ved deres livs lod, og som, til trods for deres lidelser, ikke går rundt for at få almisser. For Guds skyld, sikr deres rettigheder, for på dig hviler ansvaret for at varetage deres interesser. Giv dem en del af statens

overflod (Bayt al Mal1), ligegyldigt hvor de må være, hvad

1- Denne institution ”Bayt al Mal” er en meget tidlig form for socialkontor, hvorfra de fattigste i samfundet havde ret til at få hjælp til at sikre en tålelig tilværelse. Midlerne til denne bistandshjælp kom fra de zakat-indbetalinger, som de mere velstående i samfundet var forpligtede til at indbetale, og som muslimer stadig betaler af deres overskud.


enten de er nær din hånd eller langt fra dig. Rettighederne for de to skal være lige i dine øjne. Lad ikke nogen åndsfraværelse lade dem slippe fra dit sind, for ingen undskyldning for at ignorere deres rettigheder vil være acceptabel for Gud. Behandl ikke deres interesser som mindre vigtige end dine egne og hold dem aldrig udenfor dine vigtige overvejelser og mærk dig de personer, som kigger ned på dem og som holder sig uopmærksomme på deres vilkår.

Vælg nogle blandt dine embedsmænd som er oprigtige og gudfrygtige, og som kan holde dig korrekt informeret om de fattiges vilkår.

Yd sådan en provision til de fattige, så du ikke skal tvinges til at give nogen undskyldning foran Gud på Dommedag, for det er denne gruppe af folk, som mere end andre fortjener godgørende behandling. Søg din belønning fra Gud ved at give hver af dem, hvad han er berettiget til og nyd selv den hellige pligt at udføre opgaven med at imødekomme behovene for de ældre blandt dem, som ikke har noget underhold at leve for og er utilbøjelige til at bede om almisser. Det er udførelsen af denne opgave, som sædvanligvis er den største prøvelse for lederen, men meget kærkommen for samfund begavet med fremsyn. Det er kun fremsynede samfund og nationer, som oprigtigt og med sindsro opfylder deres ed til Gud ved at løfte deres forpligtelse overfor de fattige.

ÅBEN RÅDSLAGNING

Mød de undertrykte og de ydmyge periodevis i åbne møder og vær bevidst om den Guddommelige


tilstedeværelse der, hav en jævnbyrdig snak med dem og lad ikke bevæbnede vagter, civile embedsmænd, medlemmer af politidepartementet eller efterretningstjenesten være ved din side, således at de fattiges repræsentanter kan fremføre deres bekymringer uden frygt og reservation. For jeg har hørt Guds profet sige, at ingen nation eller samfund, i hvilket de stærke ikke løfter deres pligt overfor de svage, vil nå en høj status. Bær over med ethvert stærkt sprog som de måtte bruge, og bliv ikke irriteret, hvis de ikke kan fremlægge deres sag overskueligt. Selv da vil Gud åbne Sine døre af velsignelse og belønning for dig. Ligegyldig hvad du kan give dem, så giv det uden modvillighed, og hvad du end ikke kan klare at give, gør det klart for dem med den yderste hensynsfuldhed.

Der er visse ting, som kræver øjeblikkelig handling. En af dem er korrespondance om behandling af et klagepunkt, som dine tankeløse medarbejdere ikke har været i stand til at håndtere. Se til at enhver forespørgsel og ethvert andragende fremsat til din overvejelse bliver bragt til din opmærksomhed uden nogen forsinkelse, uanset hvor meget dine embedsmænd forsøger at hindre det. Klar hver dags arbejde, for den kommende dag vil møde dig med sine egne opgaver.

SAMHØRIGHED MED GUD

Glem ikke at sætte den bedste af din tid af til kommunikation med Gud, selvom hvert eneste øjeblik af din tid alene er for Ham, forudsat at den er brugt oprigtigt i tjenesten af dit folk. Forpligtelsen som du direkte skylder til Gud, skal være inkluderet i alle dine pligter. Så hengiv


dig noget af din tid hver dag og nat til bøn for således at være i kontakt med Gud. lad dine bønner være så perfekte og frie af pletter som muligt, til trods for det fysiske ubehag som det måtte involvere.

Og når du leder en fælles bøn, ked ikke folk med en unødvendig lang bøn, og spoler den heller ikke ved uberettiget korthed.

Da jeg blev befalet at tage til Yemen, spurgte jeg Guds profet, hvordan jeg skulle lede forsamlingen der, og han sagde: ”Udfør dine bønner, som den svageste blandt jer ville bede og vær et eksempel til overvejelse for de troende.”

RESERVERTHED ER IKKE ØNSKVÆRDIG

Med hensyn til overholdelsen af alt det jeg har sagt, så læg dig en ting på sinde. Hold dig aldrig gennem længere tid på afstand fra folk, for at gøre således er at holde sig selv uvidende om deres affærer. Det udvikler et forkert perspektiv i lederen og gør ham ude af stand til at skelne mellem, hvad der er vigtigt, og hvad der er uvæsentligt, mellem rigtigt og forkert og mellem sandhed og løgn. Lederen er trods alt et menneske, og han kan ikke danne sig et korrekt syn om noget, som er uden for synsvidde.

Der er ingen tydelige tegn knyttet til sandheden, som gør en i stand til at skelne mellem de forskellige varianter af sandhed og løgn. Faktum er, at du skal være en af de to ting. Enten er du retfærdig eller uretfærdig. Hvis du er retfærdig, så vil du ikke holde afstand fra folk, men vil lytte til dem og imødekommer deres behov.


Men hvis du er uretfærdig, vil folk selv holde sig væk fra dig. Hvilken dyd er der i at holde dig selv på afstand af folk? Ved alle former for handling er mangel på nærvær ikke ønskværdig, især når det er din pligt at varetage folks behov. Klager om undertrykkelse begået af dine embedsmænd eller bønner om retfærdighed må ikke være trættende for dig.

NEPOTISME

Gør det klart for dig selv, at dem som er umiddelbart omkring dig, vil ønske at styrke deres egen position og tragte efter det, der tilhører andre og vil kunne begå uretfærdige handlinger. Brems sådanne tendenser hos dem. Gør det til en regel for din væremåde aldrig at give selv et lille stykke jord til nogen af dine slægtninge. Det vil forhindre dem i at skade andres interesser og redde dig fra at indbyde til misbilligelse fra både Gud og mennesker.

Handl retfærdigt og direkte uanset om det er overfor en slægtning eller ej. Hvis nogen af dine slægtninge eller ledsagere krænker loven, udmål straffen i overensstemmelse med loven, uanset hvor smertefuldt det måtte være for dig personligt, for det vil alt være til statens gode. Hvis folk på noget tidspunkt mistænker dig for at have været uretfærdig overfor dem i nogen henseende, så fremlæg dette for dem og fjern deres mistanke. På denne måde vil dit sind være indstillet på retfærdighed og folk vil elske dig. Det vil også opfylde dit ønske, at du må nyde deres tillid.


FRED OG TRAKTATER

Læg dig på sinde at du ikke bortkaster et tilbud om fred, som din fjende giver af sig selv. Accepter det, for det vil glæde Gud. Fred er en kilde til komfort for hæren. Den reducerer dine bekymringer og frembringer orden i staten. Men pas på! Vær på vagt når traktaten om fred er underskrevet, for visse typer af fjender foreslår fred alene for at lulle dig ind i en følelse af sikkerhed, for så at angribe dig igen, når du ikke er på vagt. Så du skal udvise den yderste vagtsomhed for dit vedkommende og placer ikke nogen unødig tro på deres forsikringer. Men, hvis du har accepteret nogle forpligtelser i henhold til fredstraktaten, så udfør disse forpligtelser skrupelløst. Det er en tillid og den skal troligt opretholdes, og hver gang du har lovet noget, skal du holde det med al den styrke, du kan byde, for uanset hvilke meningsforskelle der måtte være om andre sager, er der intet så nobelt som overholdelse af et løfte. Dette er anerkendt selv blandt ikke-muslimer, for de kender de forfærdelige konsekvenser, som følger af at bryde et løfte. Så gør dig aldrig nogen undskyldninger i udførelsen af dine forpligtelser og bryd aldrig et løfte; snyd heller ikke din fjende, for at bryde et løfte er en handling imod Gud, og ingen undtaget de definitive ondsindede handler imod Gud.

Sandelig: Guddommelige løfter er en velsignelse spredt ud over hele menneskeheden. Guds løfte er et ly at søge til. Selv for de mest magtfulde på jorden, er der ingen risiko for at blive snydt. Så, giv ikke noget løfte, som du ikke kan holde, angrib ikke din fjende uden mulighed for et ultimatum fordi ingen, undtaget en forbandet uvidende


skabning, ville vove at trodse Gud, som i Sin umådelige barmhjertighed, har gjort pagter og traktater til et værktøj af yderste hellighed for Sine skabninger. Fred giver ly under den livgivende skygge, hvor alle vil søge asyl og i nærhed af hvilken, alle vil søge ophold. En traktat skal derfor være fri for bedrag, dobbelttydighed og bedrag.

Udfærdig aldrig en pagt åben for fortolkning, og når den er udfærdiget, så gør ikke brug af udflugter; og undsig ikke nogen traktat som er indgået i lyset af de Guddommelige påbud, selv under forfærdelige vanskeligheder. Ligesom der er belønning i det Hinsides, er det bedre at imødegå vanskelighederne snarere end at bryde traktaten med en konsekvens af ansvar på Dommedag.

Pas på! Undlad at udgyde blod uden gyldig grund, for det inviterer til Den Almægtiges vrede, og udsætter en for Hans hårdeste straf, fratager en Hans velsignelser og forkorter ens livs længde. På Dommedag er det denne forbrydelse, som man skal besvare først. Så pas på! Stræb ikke efter at bygge din stats styrke på blod, for det er dette blod som ultimativt svækker magten, underminerer autoriteten og ryster selve dens grundvold; så magten skifter over på andre hænder.

Et mord er en forbrydelse, som straffes med døden. Hvis den korporlige afstraffelse udført af staten for nogen mindre forbrydelse resulterer i døden af den skyldige, lad da ikke statens prestige stå i vejen for den afdødes slægtninges ret til at kræve blodpenge.


SIDSTE INSTRUKTIONER

Undgå selvforherligelse; henfald ikke til lovprisning af dig selv og opmuntr ikke andre til at lovprise dig, for af alle kneb til at omgøre fromme menneskers gode handlinger, stoler Satan mest på pris og smiger.

Overvurder ikke og henfald ikke til høj snak om de fordele, som du har sikret folk. Brud af løfter irriterer Gud og mennesker ligeledes. Gud, den Mest Ophøjede, siger i Koranen: ”Gud er meget utilfreds, hvis du ikke handler i overensstemmelse med, hvad du siger”.

Hast ikke med at gøre ting før deres tid, og forsink det ikke, når det rigtige øjeblik kommer. Insister ikke på at gøre en forkert ting, og vis ikke slaphed i at rette en forkert ting. Udfør alt til korrekt tid og lad alt få sin korrekte plads. Når folk som helhed accepterer en ting, gennemtving da ikke dit eget syn over dem og ignorer ikke at udføre de pligter, der hviler på dig som følge deraf. For i folks øjne vil alt hvile på dig og du vil være ansvarlig for, hvad du gør for dem. Den mindste pligtforsømmelse vil bringe sin egen gengældelse. Hold din vrede under kontrol og hold styr på dine hænder og din tunge. Den bedste måde at forhindre din vrede er at udsætte afstraffelse, til du er rolig og blevet dig selv igen. Du kan ikke opnå det, med mindre du husker, at du ultimativt skal vende tilbage til din Skaber.

Det er nødvendigt at du omhyggeligt studerer de forskrifter, som har inspireret retfærdige og gode ledere, som er gået forud for dig. Giv grundig opmærksomhed til vores profets eksempel, hans traditioner og Koranens påbud og alt, du måtte have lært fra min måde at agere.


Anstreng dig efter bedste evne til at udføre de instruktioner, som jeg har givet her, og som du højtideligt har lovet at følge. Ved hjælp af disse ordrer, pålægger jeg dig hermed ikke at bukke under for dit eget hjertes tilskyndelser, ej heller at vende dig væk fra at udføre de opgaver, som er betroet til dig.

Jeg søger tilflugt hos den Almægtige og Hans ubegrænsede ocean af velsignelser, og jeg inviterer dig til at bede med mig om, at Han må give os tilsammen værdighed til frivilligt at overgive vores vilje til Hans vilje, og gøre os i stand til at klare os godt foran Ham og Hans skabelse, så menneskeheden værner om vores minde, og vores arbejde overlever. Jeg bønfalder Gud om Hans velsignelser og beder, at Han må skænke dig og mig Hans værdighed og æren ved at lide martyrdøden på Hans vegne. Sandelig, vi vender tilbage til Ham. Jeg anråber om Hans velsignelser for Guds profet og hans velsignede efterkommere.

* * * * * * * * * *

FN’S MENNESKERETTIGHEDSTRAKTAT

De regler, som er fastlagt af Ali vedrørende menneskerettigheder, synes at være bedre og mere nyttige end erklæringen lavet af FN.

Læseren har nu fuldstændigt forstået menneskerettighederne, som de er fremlagt af Ali. Det forekommer, ikke desto mindre, nødvendigt at gentage dem i dette kapitel og at studere deres forskellige aspekter ved at holde deres hovedpunkter for øje.

Vi har stræbt efter korrekt at forstå Alis synspunkter og ideer vedrørende specifikke og generelle rettigheder i lyset af hans talrige vidnesbyrd, breve og befalinger sendt fra ham til sine guvernører og andre embedsmænd og har beskæftiget os med dem i adskillige kapitler og har prøvet vores bedste på at forklare dem så tydeligt som muligt. Derfor skulle det være rimeligt nemt for læseren at gøre sig fuldt bekendt med de regler og regulativer, som Ali fremsatte vedrørende menneskerettigheder, ved at referere til de relevante kapitler.

For at præsentere Alis synspunkter og overbevisninger på en mere prominent måde, og for på en bedre og tydeligere måde at se med hvilken guddommelig kraft disse instruktioner blev udstedt af ham, foreslår vi her at nævne


nogle vigtige punkter fra FN-traktaten og erklæringen om menneskerettigheder, som er blevet ratificeret af næsten alle nationers repræsentanter. Hvis der er forskel mellem de regler fastlagt af Ali og FN-traktaten, vil det være muligt for læserne at forstå det og også at finde ud af grunden til, hvorfor det er således.

Vi må kort sige, at hvis man ser på, hvad de giver sig ud for, er der ingen forskel mellem Ali’s regler om menneskerettigheder og FN’s. Hvis mindre forskelle kan konstateres, er det tilsyneladende på grund af ændringer som har fundet sted i terminologien gennem tidens løb, og ikke i noget grundliggende eller principielt.

Der er intet kapitel i FN’s erklæring, som ikke løber parallelt med Ali’s regler. Rent faktisk findes bedre og mere nyttige ting i hans instruktioner.

Efter min mening skyldes forskellen mellem de to sæt regler de fire følgende grunde:

For det første blev de Forenede Nationers erklæring sammenfattet af tusinder af intellektuelle, som tilhører næsten alle lande i verden, hvorimod Ali’s regler alene blev fremsat af en person nemlig Ali. For det andet kom Ali til verden for fjorten hundrede år siden.

For det tredje dem som forfattede FN’s menneskerettighedserklæring, eller samlede det nødvendige materiale til den, hengav sig til for megen ekstravagant snak og forherligelse af sig selv og brystede sig af, at verden var i gæld til dem på grund af dette. I modsætning til dette viste Ali ydmyghed overfor Gud og var beskeden overfor folk. Han søgte ikke storhed eller

FN’S MENNESKERETTIGHEDSTRAKTAT 303

overlegenhed. Han bad altid til Gud og ønskede også at folk måtte overse hans svagheder og udeladelser.

Den fjerde grund til forskellen, som er mere vigtig end de tre optalt ovenfor er, at mange nationer blandt dem som deltog i at fremstille FN’s erklæring om menneskerettigheder og tilsluttede sig den, krænkede selv samme erklæring og indledte væbnede konflikter for at annullere og ødelægge den, men hvor end Ali satte sin fod, og hver gang han sagde noget, eller trak sit sværd, gjorde han dette alene for at ødelægge tyranni og undertrykkelse og for at jævne jorden til at marchere fremad på sandhedens og retfærdighedens vej. Så meget så at han mødte martyrdøden i forsvaret for menneskerettigheder, selvom han under hele sit livsforløb allerede havde givet tusinder af martyrier.

Vi gengiver nu herunder indholdet af det største kapitel af FN. traktaten som omhandler menneskerettigheder:

Den er blevet samlet af en fransk forfatter Barbabech, og oversat af Muhammad Mandoor til arabisk og trykt af UAE (De Forenede Arabiske Emirater).

1. Mennesker er lige hvad angår ære og rettigheder. De er blevet skabt med evnen til refleksion og til at skelne mellem godt og ondt. Derfor skal de opføre sig overfor hinanden som brødre:

2. Ethvert menneske skal nyde alle sine rettigheder og de friheder, som er givet i denne traktat. Ingen diskrimination skal finde sted mellem dem på grund af race, farve, sprog, tro, politiske anskuelser, land, sociale principper, velstand, fattigdom, baggrund eller familie.


3. Rettighederne nævnt i denne traktat gælder for borgere i disse lande så vel som borgere i lande hvis regeringer er underordnet andre regeringer. Derfor er borgerne i disse områder lige med borgerne i uafhængige lande.

4. Enhver person er berettiget til at besidde midler til forsørgelse og at leve et liv i sikkerhed og fred.

5. Slaveri er ikke tilladt for mennesker. Slaveri og handel med slaver er forbudt under alle omstændigheder.

6. Det er ikke tilladt at skade eller undertrykke mennesker. Det er ulovligt at tvinge andre unødvendigt. Alt hvad der svarer til bagtalelse om en andens karakter eller omdømme er forbudt.

7. Alle mennesker har krav på, at ens retsstatus skal anerkendes i hvilket som helst land, man måtte opholde sig i.

8. Alle mennesker er lige for loven. Enhver person er berettiget til at søge lovens assistance. Der er ingen forskel mellem mennesker. Enhver har ret til at modarbejde diskrimination, som krænker indholdet af denne traktat.

9. Enhver person har ret til at indgive en klage til en domstol, som er etableret til at tage beslutninger om rettigheder og brud på loven.

10. Ingen kan arresteres, fængslet og sendt bort fra sin by.

11. Det er ikke tilladt at nogen forstyrrer nogen andens personlige eller familiemæssige liv eller korrespondance uden at være berettiget til det. Ingen har ret til at angribe en andens ære eller omdømme, og enhver person har en


ret til at henvende sig til de rette autoriteter i tilfælde af

undertrykkelse eller forstyrrelse1.

12. Enhver person har en ret til at rejse frit i sit land og at bosætte sig, hvor han end ønsker. Enhver person er berettiget til at emigrere fra enhver by og også at vende tilbage, hvis han ønsker det.

13. Enhver person har ret til asyl i et andet land, hvis man er underlagt tyranni og undertrykkelse.

14. Enhver person har ret til besidde ejendom personligt eller som en partner og ingen kan fratages ejerskab af sin ejendoms under tvang.

15. Enhver person er berettiget til frit at reflektere og myndighederne er ikke berettiget til at gribe ind i folks religiøse overbevisning og ritualer.

16. Enhver person er berettiget til at have en uafhængig mening og at tilkendegive den, og ingen må skade ham på

grund af hans meninger2.

17. Enhver person er berettiget til at gøre indsigelse overfor Departementet for Offentlige Affærer

1- En stor del af denne traktats indhold er ikke forenelig med socialismens formål, fordi i socialistiske lande anses fuldstændig frihed for den individuelle for at være de modsatte til Staternes interesser. 2- De meninger, som griber ind i lov og orden, eller skaber forstyrrelse eller er skadelige for staternes uafhængighed og integritet, er krænkelser ifølge loven, og ethvert lands love tager sådanne krænkelser med i betragtning.


(Indenrigsministeriet) i landet enten direkte eller gennem en frit valgt repræsentant. Enhver person har en ret til at deltage i offentlige aktiviteter på lige vilkår, og folks selvbestemmelse er oprindelsen og grundlaget for regeringens autoritet.

18. Enhver person er berettiget til at drage fordel af de naturlige gensidige forpligtelser, som samfundets medlemmer skylder hinanden. De økonomiske, sociale og uddannelsesmæssige rettigheder, som er nødvendige for en persons status, er garanteret individet såvel som hele nationen, og regeringernes samarbejde er ansvarlige for at sikre disse rettigheder.

19. Enhver person er berettiget til at vælge den profession, han ønsker og at kræve vilkår tilstrækkelige for arbejdets udførelse, i overensstemmelse med hvad der er retfærdigt. Han er også berettiget til at blive hjulpet til at slippe for arbejdsløshed. Alle folk er berettiget, uden undtagelse, til at kræve passende løn for deres arbejde, som de udfører. Enhver arbejder har en ret til at kræve løn, som er tilstrækkelig for ham og hans families forsørgelse, og med hvilken han kan opbygge sit liv i overensstemmelse med menneskelig værdighed. Hvis den sædvanlige løn på noget tidspunkt er utilstrækkelig til at forsørge ham, skal han

have kompensation gennem kollektive midler1.

1- Frihed til handling, strejker, anklager fra arbejderne og andre lignende ting er ikke tilladt i overensstemmelse med den socialistiske ideologi, fordi hvad end der er forbundet med handling og økonomi


20. Det er enhver persons ret, at han og hans familie skal leve deres liv med hjælp af velfærd og sikkerhed, især angående mad, tøj, logi, sundhed og sociale affærer. Desuden, skal han/hun assisteres i tilfælde af arbejdsløshed, svaghed, alderdom, enkestand og i alle situationer, som gør det umuligt for ham/hende at tjene penge.

21. Enhver person har ret til at opnå viden. Uddannelse skal være fri, og grundskolen skal være tvungen. Uddannelsens formål skal være den menneskelige personligheds næring og respekt for rettigheder og politisk frihed. Det er også nødvendigt, at uddannelse skal være et middel til styrkelse af gensidig forsoning, tilgivelse og venskab mellem nationer og skal assistere de Forende Nationer i dens fredsmission.

22. Individuelle er forpligtet overfor samfundet som de skal opfylde, for den individuelle personlighed er bygget på samfundets velvilje.

23. Individet kan ikke forhindres i at kræves sin ret og nyde sin frihed undtaget i tilfælde, hvor dette kolliderer med love vedtaget for at beskytte og respektere andres rettigheder og frihed eller regler foreskrevet af samfundet til beskyttelse af god moral, administration af styret og offentlig velfærd.

er kontrolleret af despotiske styre og modstand til regeringen er betragtet som et oprør imod den.


Disse rettigheder og frihed skal under ingen omstændigheder gribe ind i de Forenede Nationers mål og hensigter.

24. Denne traktats udtalelser og sprog må ikke udlægges på sådan en måde, at noget styre, parti eller individ kan blive bemyndiget til ved handling at annullere de friheder denne traktat giver.

Disse er de vigtigste punkter i FN-traktaten vedrørende menneskets rettigheder og frihed. Dette er selve de rettigheder, som ofte krænkes af de underskrivende regeringer.

Jeg tror, at læseren må have forstået tilstrækkeligheden af disse instruktioner med hjælp af de regler, imam Ali fastsatte, ligesom læseren nok også har genkendt deres lighed bortset fra terminologien, som er ændret i tidens løb og de ideer, som er fremkommet på grund af udviklingen gennem vores tidsalder. Men de følelser og den godhed, som man ser i imamens regler, savnes i traktaten fra de Forenede Nationer.

I det følgende kapitel skal vi nævne Alis høje moral og dyder og se, hvordan han holdt det slægtskab af liv for øje, som eksisterer mellem alle levende skabninger, og hvordan han respekterede dette i sine ord og handlinger.

I et andet kapitel skal vi i detaljer gense den arabiske verdens vilkår under perioden af Bani Umayyah’s styre, under Bani Abbas og andre ledere, og vi vil forklare, hvordan de krænkede disse regler, så man ved et sammenlignende studie af Alis opførelse og deres, og ved


at se på værdien af de regler, han fastsatte, bedre vil kunne forstå ham.

Idet imam Ali’s regler i detaljer blev gennemgået i de tidligere kapitler, har vi allerede vist deres værdi og værd, og i disse to kapitler konkluderer vi diskussionen angående Ali og menneskerettigheder, så vi kan vende vores opmærksomhed til andre anliggender.

* * * * * * * * * *

LIVETS VÆRDI OG ALI

Vi har erfaret, at Ali var bedrøvet på grund af de undertryktes afsavn. Han hjalp dem til at opnå deres rettigheder og fik dem til at forstå, hvad der er deres ret; han delte problemerne med de fattige og de berøvede, så retfærdighed måtte blive kendt og dens standard blive højnet.

Vi har studeret hans metoder til eliminering af undertrykkelse, og principperne som han fulgte med en leders egenskab, og det er kendt, at hans principper og love nyder en meget høj position blandt principper fastsat af de store vismænd i Østen og Vesten. Vi har allerede nævnt hans bidrag til sprog, filosofi, og videnskab og har forklaret, at han var grundlaget for og oprindelsens til disse grene af viden. Vi har antydet de ekstraordinære evner, han besad til at aktivere menneskers naturlige tilbøjeligheder til moralitet og den vidunderlige retorik med hvilken, han beskrev deres kvaliteter og længsler. Hans naturlige kræfter og personlige dyder var vævet ind i hinanden, og med deres hjælp plantede han ved enhver lejlighed et nyt træ og forsynede det med blade og blomster til at fuldende menneskehedens viden.

Han lagde gennem sin litteratur og andre værker et nyt fundament på hvilket arabisk sprog, retslære, og sociale


videnskaber er baseret, og faktum er, at mange teorier forklaret af andre er sideskud fra den selv samme viden, som han lod gå videre til os.

Denne fyldige bog om menneskets erkendelse kan ikke samles, med mindre forfatteren beskriver menneskets natur, finder ud af effekten af tidernes omskifteligheder på den, retter sit intellekt og sine naturlige tilbøjeligheder imod menneskers velfærd og så træffer en beslutning i overensstemmelse med menneskers individuelle og kollektive natur og tidens ånd. Imam Ali tillagde sig denne metode i sine udtalelser såvel som sine handlinger, som er

uforlignelige lige som Profetens1 udtalelser og handlinger.

I nogle af sine betænkninger har Ali refereret til teoretisk logik. I andre til praktisk logik. Og i mange af dem har han henvist til begge. De betænkninger, som refererer til teoretisk logik, peger på hvordan man når frem til et bestemt faktum, og dem som relaterede til praktisk logik handler om, hvad der skulle gøres for at opnå fremgang.

Hvad angår den første slags forordninger, skal det siges, at Ali fandt frem til selve kendsgerningernes natur. Med sit subtile intellekt observerede han tidens goder og onder, nåede korrekte konklusioner efter at have gjort de

1- Profeten Muhammad, fred være med ham. I muslimske tekster er det almindeligt forstået, at når der står Profeten uden at der kommer en angivelse af hvilken profet, der er tale om, er det Profeten Muhammad.

LIVETS VÆRDI OG ALI 313

nødvendige undersøgelser, og gjorde disse konklusioner

kendt for folk.1

Hans betænkninger er så kloge og eksakte, at man kunne påstå, at de er blevet udledt ved hjælp af geometriske kalkulationer. De er blevet fremlagt på så smuk en måde, at hvad angår deres mening og deres formfuldendthed, danner de grundlaget for den arabiske litteratur. Alle imamens tanker og meninger samlet i Najh al-Balaghah er af denne standard.

I de betænkninger hvori Lederen af de Troende har refereret til teoretisk logik, har han stillet folk frit hvad angår deres fornuft og anskuelser, så de kunne finde ud af deres egen saglige position og handle i overensstemmelse med deres forståelse og fatteevne.

Sådanne forordninger er ikke i form af ordrer, forbud eller ønsker. De er filosofiske udtalelser hvor natur og sædvaner af venner og fjender, de retfærdige og ondsindede, de kloge og de dumme, de generøse og de nærige, undertrykkeren osv. er blevet fuldstændigt forklaret. Han har desuden forklaret en mængde videnskabelige love med logisk ræsonnement. Nogle af dem vil blive nævnt senere.

1- Ifølge Shia overbevisning var alt, imamen sagde, baseret på inspiration og guddommelig kraft dvs. imam-gerningens ånd, og det er ikke muligt at opnå al den viden, som han besad ved hjælp af intellekt og erfaring.


Hvad angår hans betænkninger, som relaterer til praktisk logik, eller både praktisk og teoretisk logik, må følgende fastslås:

Dem, som tror, at kun regeringens love, regler, regulativer og systemer er tilstrækkelige for den offentlige administration, tager fejl, for man skal tage ansvar for beskyttelsen og overholdelsen af disse principper og love efter behørig forklaring af menneskerettigheder. Lige som det er nødvendigt, at dem, som vedtager disse love, skal være kloge, erfarne og retfærdige, er det også nødvendigt, at dem, som implementerer dem, skal besidde disse kvaliteter for at opnå de ønskede resultater. Det forholder sig således, fordi administrationen af offentlige affærer afhænger meget af gode og dårlige egenskaber hos dem, som fremsætter disse love og er desuden relateret til folkets visdom og forståelse, for hvem disse love er blevet vedtaget. Til trods for alt dette, må det medgives, at nye regler og love som er blevet formuleret i overvejende grad er forskellige fra hinanden. På grund af de forskelligheder som eksisterer mellem landene, er det ikke muligt at håndhæve alle disse love uden magt og tvang samt med tilladelse til, at de udøvende magter i et vist omfang undgår at håndhæve dem. De gamle regeringers regler og love var for det meste forenlige med sædvaner og moral hos dem, som håndhævede dem. Dette var af grunde, som

er ud over området for vores nærværende diskussion1.

1- Forfatteren har her bevist, at det er folks opgave at anskue loven som en belønning for sig selv. De skal have tillid til den og skal holde sig selv ansvarlige for at adlyde den, i stedet for at regeringen er


Lad os antage, at det er muligt for mennesker at vedtage gavnlige love og tvinge folk til at handle i overensstemmelse med dem. Men hvis forpligtelserne ikke er udført i overensstemmelse med ens egen samvittighed og tro, har de ikke megen værdi. Vi tror, at enhver handling, som ikke er udført i overensstemmelse med praktisk logik, personlige ønsker, fast beslutsomhed og uden tvang, ikke kan blive betragtet som en menneskelig handling. De største og mest værdifulde handlinger er dem, som er befordret af ens samvittighed.

Regler og love formuleret af en regering er overhovedet ikke tilstrækkelige til at forbedre menneskelige relationer, med mindre menneskets teoretiske og praktiske visdom gør, at det er tilfreds med dem.

I sådan et tilfælde vil folks beslutninger og gode gerninger harmonere med hinanden og få enkeltpersonerne og grupperne til at nå deres mål ad civiliseret vej, fordi sådanne personer ikke ønsker andet end gode gerninger.

Alt vi siger om individerne og grupperne er velkendt for de intellektuelle og filosofferne så vel som for de tidlige

ansvarlig for at håndhæve den og folk alene skulle adlyde den af frygt for straf. Muslimske lærde har forklaret dette punkt udførligt i deres bøger og muslimer ved, at menneskeskabte love ikke er tilstrækkelige til at sikre glæde i denne verden og frelse i den næste. Med hensyn til den guddommelige lov var det nødvendigt, at Profeten skulle håndhæve den gennem inspiration, og folk skulle adlyde den som en del af troen.


islamiske og videnskabelige lærde, og vi tror, at deres samvittighed og tro vil byde dem at tjene.

Når vi omhyggeligt studerer historien om dem, som tjente menneskeheden og civilisationen, må vi konstatere, at visdom alene var deres vejledning til forståelsen af ethvert anliggende, og dog var det ikke alene i historien om deres i liv. Teoretisk viden er stillestående og tør. I sig selv kan den ingenting gøre. Den skal have ledsagere og venner af forskellig slags. Teoretisk viden viser dig vejen men ikke hastigheden og tvinger dig ikke til at gå på vejen. Det, som bringer dig til handlingens stadium, er entusiasme og lyst.

Marconi (en italiensk videnskabsmand som opfandt trådløs telegrafi) kunne på grund af sin entusiasme og lyst lide ikke at nyde verdens fornøjelser og forblive afsondret for sig selv. For hvis det ikke var sådan, hvorfor skulle han så have foretrukket at isolere sig, hvis praktisk visdom og entusiasme ikke tilskyndede ham til at tjene menneskeheden? Det samme kan siges om andre store mennesker. Disse ædelsindede tjenere af menneskeheden gjorde gode gerninger med stor entusiasme og hengivenhed.

De ondsindede og uheldige personer, som blev blottet for sand indsigt og gode hensigter, kunne gjorde ikke nogen tjeneste for menneskeheden til trods for deres teoretiske visdom. Til denne kategori tilhører Adolf Hitler, Hajjaj bin Yusuf, Gengiz Khan, Alexander den Store og mange store videnskabsmænd fra vores egen tid som eksperimenterede med mennesker. De besad alle intellektets kraft ligesom menneskehedens tjenere, men til trods for dette var deres handlinger ikke andet end blodsudgydelse, mangel på


respekt for menneskeliv, ødelæggelse af den menneskelige civilisations fremskridt, og død og udryddelse af utallige uskyldige mænd og kvinder. Dette skyldes, at deres teoretiske visdom og tanker ikke var forbundet med konkret indsigt og gode følelser. Hvis disse to ting (dvs. konkret indsigt og gode følelser) ikke er til stede, er teoretisk visdom nyttesløs og kan være meget skadelig.

Jeg mener ikke hermed at sige, at de forskellige evner, som mennesket kan besidde af teoretisk visdom, praktisk visdom, indsigt og lyst er adskilt fra hinanden. Rent faktisk assisterer og påvirker disse kræfter hinanden. Hvad jeg hermed vil sige er, at den teoretiske visdom forstår tingene selv, forbinder årsag og virkning med hinanden og afføder uomstødelige begrænsninger og regler, som ikke ændres grundet forandringer i et samfunds moral, men den praktiske visdom, indsigt og følelser er forskellig i overensstemmelse med forskellige folk og deres tilstand.

Teoretisk visdom er til stede hos enhver person og det er evnen til at analysere et anliggende nøgterne. Det er nødvendigt, at den skal indeholde empati, indsigt og praktisk visdom, som skal få den til at udvikle sig i retning af godhed og fremgang. Mislykkedes dette, vil den pågældende person bruge sin visdom på at gøre opdagelser, som vil blive årsag til ødelæggelse af mennesker, lige som den vil udvikle sig til hans eget dårlige held. Dette er sandt såvel for lovgiveren som for dem, som lovene er vedtaget for. Deres samvittighed og hensigt skal sigte mod at adlyde love baseret på lighed og retfærdighed og ren intellektuel indrømmelse af lovenes godhed er ikke tilstrækkelig. Deres hjerter skal være fri fra urenheder for


at sikre fuldendelsen af menneskelig fremgang, så de med entusiasme kan stræbe for nationens velfærd. Desuden er det nødvendigt, at de skal besidde moralske dyder, for et nobelt menneskes værd beskytter lovene og forordningerne fra afskummet og synderne ligesom en fæstning.

Det var af denne grund, at Ali vækkede gode tilbøjeligheder i folks hjerter og prædikede for at promovere god moral. I hans prædikener, vidnesbyrd og samtaler henvendte han sig altid til folks samvittighed, fordi han vidste, at i administrationen af menneskers anliggender og deres indbyrdes gode relationer, er det nødvendigt, at de skal besidde god moral. Indre renselse sikrer menneskelig fuldendelse og støtter også retfærdighed og beskytter dennes opretholdelse. Desuden leder den til gode menneskelige følelser og ønsker, som kulminerer i fremgang og lykke.

Ali besad en usædvanlig kompetence til at rådgive og forbedre folket, og hans ord gjorde dybt indtryk på enhver. Han kendte menneskers natur og deres væremåde. Han sammenlignede deres gode og dårlige kvaliteter og legemliggjorde deres virkelighed i sine erklæringer. Han forklarede deres forskellige former. Han befalede folk at gøre visse ting og forbød dem at gøre onde ting.

Han havde en meget positiv ide om, at folks samvittighed er i stand til at skelne mellem godt og ondt. Denne positive holdning om menneskets samvittighed mindede om det, vi finder hos menneskehedens andre store velgørere som Kristus og Muhammad, som havde oplyste sind og gode og følsomme hjerter, og hvis kærlighed til menneskeheden


ikke kendte nogen grænser. Ethvert lys blev ubetydeligt foran det, som var tændt i deres hjerter. Ali baserede sine forordninger på selve denne positive mening, og hans tale om menneskelig samvittighed i sine formaninger og prædikener tager også afsæt i den gode holdning, han havde til den menneskelige natur.

Ali havde en positiv mening om folk, til trods for alle de lidelser han måtte lide ved deres hænder, og han opmuntrede altid til at indprente god moral i deres hjerter. Han vidste, at både godt og ondt er til stede i menneskets natur. Men det sømmer sig for en overbærende person at vende sit hjerte mod godhed og at nære den. Han uddannede folk gennem eksempler så vel som ved sin gode opførsel, fordi denne metode for uddannelse er mere effektiv.

Imam Ali understregede konstant overfor folk det vigtige i at have en god mening om menneskelig samvittighed. Han sagde: ”Hvis en person har en god mening om dig, så prøv at vise, at denne mening er korrekt.” Han sagde også: ”Hvis nogen gør noget, så hav ikke en dårlig mening om det, så længe det er muligt at finde en god mening med det.”

Hvis han kritiserede visse handlinger udført af forræderiske og uretfærdige personer, var det fordi han anså det for muligt at forbedre dem ved hjælp af irettesættelse og rådgivning, selvom det måtte indebære en hel del anstrengelser og tid.

En retfærdig person belønner dem, som gør gode gerninger, men straffer afskummet, fordi han håber, at han ved hjælp af dette vil være i stand til at rette op på dem.


Hvis imam Ali ikke havde forventet dette, ville han ikke have tolereret de ubærlige vanskeligheder, som blev forårsaget af ondsindede personer.

Ali sagde om verden og jordens mennesker: ”De jordiske folk snerrer af hinanden ligesom hunde og vilde dyr. De stærke sluger de svage, og de store ydmyger de små.” Han sagde dette, fordi han havde lidt meget på grund af korrupte personers oprør og ulydighed, og var meget ærgerlig på grund af de problemer, som blev forårsaget af dem. Ved at sige disse ting kæmpede han imod de uretfærdige, de grusomme og tyrannerne på samme måde, som en læge kæmper imod bakterierne for patientens velfærd og helbred. Han foretrak døden frem for livet og håbede på menneskehedens frelse.

Ali respekterede livet, fordi det er en stor velsignelse fra Gud. Han viste alle levende væsner respekt, for i alle væsner er der et spor af skabelsens eksistens. Han havde en meget positiv mening om menneskets natur og dets potentielle renhed og var meget håbefuld for så vidt angår menneskehedens fremgang. Han ønskede, at mennesker måtte forblive lige så frie, som de burde være.

Havde han ikke været i besiddelse af denne positive tilgang og håb, ville han ikke have opført sig så godt mod folk og ville ikke have sagt: ”Hvis du hører noget fra nogen, så hav ikke en dårlig mening om det, så længe det er muligt at drage en god konklusion fra det.” I så fald ville han heller ikke have talt om folks samvittighed på en god måde lige som profeterne, og ville ikke med et tungt hjerte have vejledt dem til godhed gennem sine prædikener og formaninger. Han ønskede at beskytte folks moral gennem


sine prædikener og forordninger, og at fostre menneskelig entusiasme i dem, så de måtte gøre gode gerninger ved hjælp af deres egen visdom og intellekt.

I alt sit arbejde udpegede imam Ali opsynsfolk blandt mennesker for at holde øje med dem og erklærede, at deres krops lemmer sad i baghold imod dem. Da han havde tiltro til deres egen bedømmelse, sagde han: ”Oh folk! Husk I selv sidder i baghold imod jer selv, og jeres lemmer er jeres spioner, som holder øje med jeres handlinger og endda jeres åndedrag.”

På grund af hans tro på menneskets samvittighed og respekten for dets liv, fortalte han folk på sin tid, at menneskets liv ikke kan holdes i lænker og heller ikke kan holdes i barndommens vugge for længe. Det skal ikke holdes fanget, med mindre det skal blive urent og som følge deraf tilintetgøres.

I et andet kapitel vil vi citere nogle af Alis unikke udtalelser, som vil forblive levende, så længe retfærdige mennesker lever på denne jord. Disse udtalelser vil vare for evigt. Vi har samlet disse udtalelser fra Najh al-Balaghah og de relaterer til tilegnelsen af den bedste moral og gode karakterer og til menneskets renhed.

* * * * * * * * * *

DE FREMHERSKENDE VILKÅR EFTER ALI

Problemer og social og moralsk ondskab begyndte at vinde indpas i den arabiske verden og opnåede styrke i Østen, fra den dag Ibn Muljims syndige hænder raktes frem imod det bedste eksempel på retfærdighed og legemliggørelsen af dyd dvs. Ali ibn Abu Talib.

Det synes nødvendigt kort at nævne arabernes vilkår efter imam Ali’s martyrium, og at forklare hvilken form tingene antog under perioderne af Bani Umayyah og Bani Abbas, hvilke aktiviteter disse herskere, som afveg fra de principper, som Ali havde fastlagt, forestod, og hvordan almindelige mennesker fik en meget ringe position og blev givet som arv fra den ene gruppe til den anden.

Imam Ali’s kalifat var et interval mellem Uthmans periode og perioden under Mu’awiya og hans efterkommere. Gennem dette interval nød sandhed og retfærdighed en meget høj position. Men gennem den forudgående periode blev folks rettigheder krænket. Folk, som hørte til overklassen, accepterede ikke regeringens autoritet. Resultatet var, at uretfærdighed og undertrykkelse var stigende. Nationens ledere, embedsmændene og guvernørerne var blevet kilden til lidelser for folket og de opslugte deres ejendom. Uthmans rådgivere og partnere var perfekte tyranner.


Det vil være passende her at forklare herskernes og undersåtternes vilkår under perioden af Bani Umayyah og Bani Abbas, således at værdien af de regler og principper, som Ali fastlagde, klart kan forstås, og læseren kan realisere hvor underfundig hans visdom og indsigt var. Hans sværd nappede egoismen i sin bagende og hans retfærdige hånd udslettede løgn.

Så snart Ali var blevet martyrdræbt ved Ibn Muljims forbandede hænder, begyndte Mu’awiya, søn af Abu Sufyan at lægge planer imod modstanderne af sit kalifat. Han straffede enhver hårdt, som afviste at anerkende ham som Guds kalif. Han havde endnu ikke fuldendt sin opgave, da han begyndte at jævne jorden for sin søn Yazid, så denne kunne følge ham som kalif. Han tillagde sig alle mulige magtmidler, som kunne være nyttige for hans søns kongedømme. Han tildelte ære til visse personer og nægtede andre position og autoritet. Ud af de utallige planer som Mu’awiya udtænkte, for at folk skulle afsværge troskabsed til Yazid, vil vi fremhæve en, som skulle vise sig at blive det grundlag, på hvilket Yazids kalifat og hans efterfølgere blev etableret.

Mu’awiya arrangerede en forsamling, hvor folk fra forskellige provinser skulle aflægge troskabseden kollektivt til hans søn under hans egen levetid. Da folk samledes, var Mu’awiya og Yazid også tilstede. På det tidspunkt rejste en indsmigrende person ved navn Yazid ibn Muqanna sig, og mens han pegede på Mu’awiya, sagde han: ”Dette er Lederen af de Troende.” Så pegede han på Yazid og sagde: ”Hvis Mu’awiya dør, vil det være ham.” Så pegede han på sit sværd og sagde: ”Hvis nogen person ikke er indforstået,

DE FREMHERSKENDE VILKÅR EFTER ALI 325

vil hans straf være dette”. Mu’awiya sagde: ”Sæt dig ned, for du er leder af talerne.”

Folket fra Hijaz accepterede ikke at aflægge troskabseden til Yazid. De kunne hverken lokkes med rigdom eller var bange for den militære magt. Mu’awiyas væremåde overfor de folk var overraskende. En gang truede han dem ved at sige: ”Jeg sværger ved Gud, at hvis nogen person ytrer selv et eneste ord imod mig, vil han være halshugget, før han siger det næste ord. I skal således passe på jeres liv og skal ikke søge døden.” Han posterede to observatører for hver person, som tilhørte Hijaz og sagde til politiofficererne: ”Hvem end blandt disse personer som åbner sine læber for at afvise eller at bekræfte, hans hoved skal hugges af.”

Det var på denne måde, at Yazid ibn Mu’awiya opnåede kalifatet.

Abdullah ibn Hanzala sagde: ”Vi var bange for, at hvis vi ikke modarbejdede Yazid, ville sten regne ned over vore hoveder fra himlene, og vi alle ville blive udslettet på grund af den guddommelige vrede. Det var af denne grund at vi modarbejdede ham”.

Det var den samme Yazid, som gjorde imam Husain til martyr på en meget tragisk måde. Han belejrede Kabaen og stenede den med katapulter; han gjorde Medinas folks blod og ejendom lovligt for sine soldater, og levede et liv i sensualitet og fornøjelser. Han plejede at lege med hunde og aber indtil han døde og blev efterfulgt af medlemmer fra Umayyade familien. De distribuerede det offentlige skattekammers ejendom blandt deres slægtninge og


partnere. Retfærdighedens hjemsted blev ødelagt af dem, og en uretfærdig gruppe overtog styrets tråde. En gruppe personer blev meget rige, og andre blev henvist til ekstrem fattigdom. Mens tusinder sultede, gav Umayyade kaliffen tolv tusinde dinar til en sanger ved navn Ma’abad, fordi han havde underholdt kaliffen med sin musik. De adelige besad utallige slaver og slavepiger. Halvfjerds tusinde af dem blev sat fri af Sulaiman ibn Abdul Malik alene. Fordomsfuldhed og partiskhed på grund af race, familie eller parti var meget almindeligt hele vejen op gennem Umayyade styret, selv om Islam havde gjort op med denne fordomsfuldhed, og imam Ali ikke havde tilladt det.

Under den tid var der udbredt diskrimination mellem Yemens folk og Bani Qais. Araberne hævdede overlegenhed over ikke-araberne, og ligeledes hævdede Qurayshierne at være de andre stammer overlegne. Deres domstole var fyldt med behagesyge personer, som fik store summer fra det offentlige skattekammer uden at yde nogen offentlig service. Historien fortæller, at Walid ibn Abdul Malik afviste vederlag for mere end tyve tusinde lønnede. Dette var alle Umayyads måder og manerer udtaget Umar ibn Abdul Aziz. De opnåede herredømme over forskellige regioner gennem undertrykkelse og udførte Mu’awiyas og Yazids opgaver. Abdul Malik ibn Marwan plejede at udstede ordrer i overensstemmelse med sine egne ønsker og respekterede ikke folks liv og ejendom. Han beordrede, at Bahrains brønde og kilder skulle fyldes med jord, så områdets indbyggere kunne lide nød og adlyde styret. Han udpegede en grusom og blodtørstig person som Hajjaj bin Yusuf som guvernør over Irak.


Amin Rayhani siger således om Bani Umayyah: ”Umayyade herskerne tilsidesatte den retfærdighed, som nødvendigvis bør observeres af en monark. Dette var en gruppe af ondsindede og inkompetente personer. Hvis en af dem var et fjols, var de andre modbydelige. Hvis en var ydmyg og blottet for ære, var de andre drankere og undertrykkere. I det mindste kan man ikke undgå at se deres afskyelige og ondsindede praksis, da de overfusede Ali og hans sønner fra prædikestolen.”

Blandt Bani Umayyah var der kun en retfærdig hersker, og det var Umar ibn Abdul Aziz. Han startede sit styre med at gøre op med uretfærdighed. Han ønskede, at den plyndrede ejendom fra det offentlige skattekammer blev tilbageleveret, og at etablere en fornuftig politik for sit kalifat. Men nogle folk var ikke glade for hans attitude og snigmyrdede ham.

Bani Umayyah opnåede kalifatet gennem bedrag, omdannede det til et kongedømme ved tvang, og etablerede et kongedømme hvor der ikke var det mindste spor af lighed og retfærdighed. Til sidst blev deres styre ustabilt og deres magtbase faldt ned over deres egne hoveder.

Efter dem kom Bani Abbas og upartiske personer priste Bani Umayyah i forhold til dem.

Amin Rayhani siger: ”Bani Abbas opnåede kontrol over landet ved hjælp af blodsudgydelse. Der var forfærdelige scener af massakrer og blodsudgydelse i Syrien, Palæstina og Irak efter at andre ledere også fulgte Abu’l Abbas Saffahs eksempel i drab og blodsudgydelse.


En mand ved navn Ameetar inviterede folk til at slutte sig til ham i Syrien. Yemenitterne adlød ham, men Bani Qais gjorde oprør imod ham. Ameetar satte et natligt angreb ind imod dem og brændte deres ejendom og huse.

En anden person ved navn Ibn Bahees kæmpede imod Ameetar og opnåede kontrol over Damaskus og straffede indbyggerne i denne by.

Under Bani Abbas tid var oprør og uro tiltagende og der var en stor styrkelse af sammenhold i grupper. Og det var ikke kun de grusomme og blodtørstige rebeller som led, men også de fattige borgere som betalte skatter og altid var rede til at deltage i jihad blev også udsat for vanskeligheder”.

Med henvisning til de store og små fyrstedømmer i Bani Abbas sidste dage siger Amin Abbas Rayhani: ”De folk, som levede i denne mørke tidsalder, var meget uheldige. Alle ledere sloges med hinanden og kappedes i blodsudgydelse og krigsførelse og var stolte af deres grusomheder. Han fortalte sine soldater: ”Jeg gør det hermed tilladt for jer i tre dage at gøre med denne by, som I har lyst til”. Med disse ord tillod de plyndring af en by og udgydelse af dens indbyggeres blod. Mutanabbi siger: ”Kvinderne, som indlod sig med dem, blev gjort til fanger, deres børn blev dræbt, deres formuer blev plyndret, og deres afgrøder blev brændt af.”

Må Gud velsigne disse hjælpeløse folk, og må disse ledere og soldater være forbandet! Skal mennesket, som er Guds bedste skabelse, med et slag forandres til et vildt dyr? Fortjener disse vilde, at halvtreds sider i historien skal


tilegnes dem? Nej; deres handlinger skal kun fylde en linje; de blev indædte fjender af hinanden, kæmpede, dræbte, plyndrede og brændte, og var skyld i grusomheder. De anså andres liv, ejendom og ære for at være lovligt bytte for sig selv.

Dette er Amin Rayhanis udtalelser om Bani Abbas periode og de små fyrstedømmers plyndring og blodsudgydelse i de sidste dage af deres kalifat, dvs. når kaliffen kun var af navn, og den reelle autoritet var forsvundet fra deres hænder.

Nu skal vi kort snakke om Bani Abbas periode. Det er blevet nævnt tidligere, at Bani Umayyah modarbejdede det ledelses-system som Lederen af de Troende havde introduceret, fraveg hans retfærdige politik, og behandlede styret som deres familieejendom. De tillod ikke nogen at dele deres autoritet. De tillagde sig en fascistisk politik, som om styret og dens indkomst alene tilhørte dem, og ingen anden havde den mindste andel i dem.

Da Bani Abbas kom til magten efter Bani Umayyah, baserede de også deres administration på de samme ideer.

De opretholdt også det synspunkt, at de var Guds stedfortrædere på jorden og det var deres naturlige ret at herske. Ingen andre var berettiget til at bringe nogen ændringer i dette arrangement. Det var på grund af selve dette synspunkt, at Mansur, den anden Abbaside kalif, sagde, mens han talte til en offentlig forsamling: ”Og folk! Jeg er Jordens konge udpeget af Gud. Jeg hersker over jer med Hans velsignelse og hjælp. Jeg er kustode for Guds


ejendom. Jeg benytter det offentlige skattekammer med Hans vilje. Hvad jeg end giver til nogen er givet med Hans tilladelse, for Han har gjort mig til låsen på SIt skattekammer. Hvis Han ønsker at give jer noget, vil Han åbne denne lås, og hvis Han ikke ønsker at give jer noget, vil Han holde den låst.”

Den samme politik blev fulgt af de andre kaliffer fra Abbaside familien. Enhver af dem så sig selv som Guds stedfortræder på jorden.

Dette viser meget tydeligt den grusomhed, som var fundamentet for Bani Abbas styre og deres underordnede prinser og ledere. Ifølge dem var suverænitet en guddommelig gave. Gud skænkede denne gave til dem som Han ønskede, og når Han ønskede folks velfærd gav Han dem en god, klog og generøs leder.

Resultatet af denne tænkemåde og disse ideer og overbevisninger var, at folk forblev lydige overfor Abbaside lederne og tålmodigt bar, hvad der end hændte dem, da de anså det for at være fra Gud.

Bagdad, Bani Abbas hovedstad, flød over med rigdom, men hele denne rigdom var kun beregnet for kaliffen og hans slægtninge og nære. Andre, uagtet hvor kompetente de måtte være, og hvilke tjenester de end måtte have ydet for nationen, havde ingen andel i denne rigdom, og var dømt til fattigdom og usselhed med mindre de smigrede kaliffen og ydmygede sig selv overfor ham.

Som en konsekvens af dette blev folk opdelt i to klasser. Der var en enorm forskel mellem disse to klasser. Folk, som tilhørte den ene klasse, svømmede i rigdom,


hvorimod dem, som tilhørte den anden klasse, uanset hvor dygtige og effektive de end måtte være, forblev nødlidende og fattige og levede et meget miserabelt liv. Indkomsten og styrets indtægter blev brugt på kaliffen, hans slægtninge og hoffolk til at leve et liv i fornøjelse. De brugte millioner på deres associerede, tilhængere, slavepiger og eunukker.

Det var alment forstået, at kaliffen, prinserne, adelsfolk og embedsfolk tilhørte den øverste klasse. Derefter kom handelsfolk. Selvom deres liv og ejendom også hele tiden var i fare på grund af de højtstående personer, nød de en position næst efter adelen i rigdom. Det eneste, som var almindelige folks lod, var usselhed, hjælpeløshed, sult og død. I Bagdad stod de riges storslåede paladser side om side med de fattiges faldefærdige hytter. Man kan sige, at det var som en scene af paradiset og helvede. En poet på den tid sagde om Bagdad:

”Bagdad er kun passende for de rige at leve i, og ikke for de fattige og de nødlidende.

Hvis det hænder at en rig mand ligesom Korah kommer til Bagdad vil han også blive fyldt med sorg og frustration.

Bagdad er selve paradiset som er blevet lovet os, men det er kommet for tidligt i hænderne på dem, som har tilstrækkeligt at spise og anden ejendom.


I Bagdad er der hurier1 og unge tjenere, og der er alt, hvad

du måtte begære. Den ting, som ikke findes her, er mennesket.”

En behagesyg rig mand siger: ”Har du nogensinde set en by som Bagdad i hele verden? Bagdad er Paradis på jorden.

I Bagdad er nydelsens kilder rene, og glædens træ er grønt. Andre steder er livet imidlertid hverken rent eller lykkeligt.

Man nyder livet længere i Bagdad. Dens mad og vand er delikat og lækkert. Der er ingen tvivl om, at nogle landes mad og vand er bedre end andres.”

Det er ikke forkasteligt, at Bagdad har været paradis på jord gennem Abbasid perioden eller for den sags skyld gennem andre perioder. Der er heller ikke noget forkert i, at fornøjelsens kilde i den by var rene og glædens træ grønt. Der er heller ingen skade i, at residenternes liv i denne by var langt. Ingen af disse ting er forkerte, for mennesket søger altid at leve et liv i paradis, hvor der er alle former for komfort – frugt og blomster og alle gode ting. Men alle disse ting kan kun være gode, hvis de ikke er opnået ved udnyttelse af de fattige og de hjælpeløse eller ved at stjæle fra de forældreløse eller enkerne. Hvorfra kom disse midler til glæde, når der var tusinder af nødlidende personer, som ikke spiste sig mætte bare en gang i deres liv i denne by?

Den berømte poet Abu’l Atahiya tiltalte kaliffen på sin tid således og udtrykte folks følelser:

1- Paradisiske jomfruer.


”Er der nogen, som vil videregive mine jævne råd til kaliffen? Jeg ser, at folks leveomkostninger er meget høje, og deres indtægter er meget lave. Deres behov er utallige, og de bliver morgen og aften ramt af ulykker og besværligheder.

De forældreløse og enkerne sidder tomhændede i deres ensomme huse. Mænd såvel som kvinder rækker deres hænder frem til dig, så du kan give dem nogle goder.

Alle klager over livets besværligheder og lider i stilhed. De håber på din godhed, så de må blive fri for vanskeligheder og se komfortens ansigt. Mødre med børn i deres skød, går uden mad gennem natten og faster igennem dagen. Hvem kan fylde deres tomme maver og klæde deres nøgne kroppe? Jeg bringer dig sande fakta på vegne af dine undersåtter.”

En mand kom for at se kaliffen Wathiq Billah. Han tegnede et billede af kaliffens palads pomp og pragt med disse ord. (Det skal huskes at dette kun er om et palads storslåethed):

”En tjener betroede mig til en anden og den anden betroede mig til en tredje. Efter at have passeret gennem mange tjeneres hænder på denne måde, ankom jeg til en bygning, hvis gårdhave og mure var dækket med malet brokade. Da ankom jeg til den royale gård. Dens gulv og mure var også dækket med brokade. I midten af salen sad Wathiq på sin trone. Tronen var dekoreret med perler. Hans slavepige Farida sad med en guitar i sin hånd. Wathiq så vel som slavepigen bar kostbare brokadeklæder.


Dette luksuriøse liv og den kapitalistiske pomp var en smitsom sygdom fra hvilken alle inklusive kaliffen, hans slægtninge og hoffolk så vel som visse forretningsfolk led af. Med hensyn til andre uanstændige handlinger, som fandt sted i det royale palads, er det bedre ikke at nævne dem.

Køb og salg af slaver og slavepiger, som ikke var tilladt

hverken af Profeten eller imam Ali1, var så meget i

udvikling, at der i enhver by var separate markeder til denne særlige handel.

I Bagdad, som var Abbasidernes hovedstad, er gaden Dar-al-Raqiq et velkendt sted, som blev brugt til dette formål. Slavehandlerne havde slaver og slavepiger i alle racer og farver. De sorte slaver blev bragt fra syd til Abbaside-byerne og solgt for tohundrede dirhams (omkring halvtreds til femoghalvtreds rupees) per hoved. Hvide slaver og slavepiger blev bragt fra Samarkand, som var et stort marked for slaver af denne type. Der var mange former for slavepiger. Nogle af dem var fra Kandahar og Sind. De var slanke og havde sorte øjne og langt hår.

Andre var blevet opfostret i Medina. De var kokette og dygtige musiske udøvere. Dem, som var vokset op i Mekka, var uforlignelige i deres elegance og deres besnærende udseende. Nogle slavepiger kom også fra de vestlige lande.

1- Islam tillader kun slavebinding af vantro, som fortjener at blive kæmpet imod, eller fanger som er fanget som en konsekvens af jihad. Gennem kaliffernes periode og derefter blev forholdene dog sådan, at hver gang banditterne fandt ubeskyttede personer i en islamisk by fangede og solgte de dem.


Mellemmanden Abu Uthman, som besad fuld information om slavernes og slavepigernes egenskaber på den tid, siger: ”En slavepige skulle fødes i Barbary og forlade sit land i en alder af ni år. Hun skulle være tre år i Medina og tre år i Mekka. I en alder af seksten skulle hun flyttes til Irak og lære sociale manerer der. Hun skulle sælges, når hun blev femogtyve år. Sådan en slavepige i sig selv og med sin naturlige charme kombinere Medinas koketteri, Mekkas elegance og Iraks anstændighed og manerer.

Uheldigvis har Abu Uthman glemt at nævne, hvilken pris sådan en slavepige ville have indbragt.

Foruden de slavepiger, som kom fra Barbary, var der også etiopiske, tyrkiske, cypriotiske, romerske og armenske slavepiger, hvis egenskaber ikke behøver at nævnes her. Slavepigerne, som kom fra hver deres særskilte land, havde deres særlige kvaliteter og karakteristikker, som er beskrevet i detaljer af eksperterne på den tid.

For ikke at tale om de fattige folk i Abbaside perioden vil vi her nævne, at selv de rige følte ikke, at deres liv og ejendom var sikre. Folks liv var i hænderne på monarken, og de var bange for, at de måtte miste deres ejendom eller liv hvert øjeblik. Så hvis kaliffens og de adeliges generøsitet ikke kendte nogen grænser, var der heller ingen grænser for hvordan de ville udnytte folk. Hvis kaliffen på et tidspunkt gav tusinder af dinarer til en person for at have fremsagt et smukt vers, kunne han på et andet tidspunkt beordre, at en person skulle halshugges straks, og hans ejendom skulle konfiskeres.


Attabi har tegnet et meget realistisk billede af forholdene, som var fremherskende på hans tid. Han blev spurgt, hvorfor han ikke prøvede at søge en position i det royale hof, da han var en skriftens mand. Han svarede: ”Jeg ser, at på et tidspunkt giver kaliffen tusinder af dinar til en person uden nogen berettigelse, og uden at han har gjort fortjent det, og på et andet tidspunkt beordrer han, at en uskyldig mand bliver kastet til jorden og frataget sit palads. Hvis jeg træder ind i det royale hof, ved jeg ikke hvilke af disse to skæbner, jeg vil møde.”

En gang tilkaldte kaliffen Mehdi Mufazzal Zabi til sit hof. Da kaliffens budbringer tilkaldte ham, frygtede han, at nogen måske havde talt dårligt om ham til kaliffen. Han bar derfor et ligklæde under sit tøj og nåede det royale hof fuldstændig beredt til sin død. Han hilste kaliffen, og denne gengældte hans hilsen. Derpå stod han stille. Efter nogen tid forstod han, at kaliffen ikke havde nogen hensigt om at dræbe ham og blev rolig. Mehdi spurgte ham:

”Hvilken arabisk poet har komponeret det bedste vers om stolthed og hæder?” Han stillede ham også andre spørgsmål, og Mufazzal gav passende svar. Mehdi var tilfreds med hans svar og spurgte ham om hans personlige affærer. Mufazzal fortalte kaliffen, at han havde gæld, og derpå beordrede kaliffen, at han skulle gives tredive tusinde dirham.

Mamun henrettede sin minister Fazal ibn Sehl og tilbød derefter ministerposten til Ahmad ibn Abi Khalid, men han afslog at acceptere denne post. Da han blev spurgt, hvorfor han havde afslået at modtage posten svarede Ahmad:


””Min erfaring er, at hvem der end har dette embede sandsynligvis mister sit liv.”

Resultatet af velstand et gilde, som ikke havde nogen grænser og spredtes ligesom en smitsom sygdom. I hvert et hus var der utallige slavepiger, som var eksperter i sang,

dans og koketteri.1 Når rige personer blev træt af en form

for underholdning, udtænkte de en anden. Til tider når de var overvældede efter at have hørt en god sang og ikke vidste, hvordan de skulle udtrykke deres glæde, var de ude af sig selv og slog og skadede deres eget hoved med alt hvad de kunne lægge deres hænder på. Abu’l Faraj Isfahani har i sin ’Aghani’ berettet mange sådanne hændelser lige som mange andre historikere også har gjort det. Grunden til at de blev ude af sig selv var, at de ikke vidste, hvordan de skulle udtrykke deres munterhed og glæde; derfor fandt de på nye tiltag hver dag.

På den anden side var der utallige nødlidende personer, som levede i elendighed og usselhed, og som havde fået nok af deres liv. En gruppe levede et ekstremt luksuriøst liv, mens folk fra den anden gruppe havde fået nok af selve deres eksistens. De foragtede deres liv så vel som deres samfund og kultur. De havde intet håb om bedring af samfundets vilkår. Abu’l Atahiya udtrykte disse folks følelser med følgende ord:

1- Islam tillader ikke at gøre en muslim til slave eller en Zimmi eller en ikke-troende med hvem en pagt er blevet indgået. Det forekom ikke desto mindre under denne periode, at de fleste slaver og slavepiger tilhørte disse kategorier.


”Det tørre brød, som du sidder i et hjørne og spiser, og de smalle huse, i hvilke du tilbringer dine dage, eller hjørnet af en moske, i hvilket du kan leve i afsondrethed, er bedre end de øjeblikke, som er tilbragt i skyggen af de store paladser. Dette er et råd fra en, som kender den virkelige tilstand udmærket. Lykkelig er han, som hører mit råd. Jeg sværger ved mit liv, at dette råd er tilstrækkeligt for ham. Lån dine ører til dette råd af fra din frænde, som kaldes Abu’l Atahiya.”

Såvel selvmord ved at drukne sig selv i glæde og munterhed eller ved at fornægte verden er i strid med menneskets natur. Den Almægtige Gud har ikke skabt mennesket til hverken den ene eller den anden af disse to livsformer, men under Abbaside perioden var begge disse onder meget almindelige.

* * * * * * * * * *

Det, som er blevet gengivet ovenfor, er et glimt af folks vilkår gennem de tidlige dage i Abbaside styret. Senere blev deres liv så miserable, at det ikke er muligt at forestille sig deres elendighed. De rige blev konstant rigere, og de fattige blev meget fattigere. De rige var få i antal, mens de fattige var utallige. Og alligevel var liv og ejendom for begge parter ikke sikre. Kun nogle få personer, nemlig monarken og hans slægtninge og associerede, følte sig sikre og tilfredse. Ingen andre rige personer havde fred i sindet. De var konstant bange for, at kaliffen ville blive irriteret på dem på et tidspunkt og det måtte resultere i konfiskering af deres ejendom og tab af deres liv. Denne type af grusomhed begyndte under


Mutawakkil’s styre – manden som konstruerede helvede side om side med paradis.

De rige var blevet fuldstændig skamløse. De drak vin og blev fuldstændigt blottede for deres anstændighed. De arrangerede fester og druk i deres paladser og blev vildt fornøjelige. De sønderrev til tider deres tøj og rullede rundt på jorden. De mistede enhver sans for anstændighed og hengav sig til alle former for onde handlinger. Mens de var berusede troede nogle af dem, at de havde fået jorden til at ryste ved at sætte deres fødder på den. Mange sådanne historier er blevet berettet af Abu Hayyan Tauhidi i hans bog med titlen ’Al-Mata’a wa al-Mawanisah’.

Antallet af slavepiger på dette tidspunkt var uden fortilfælde. Mutawakkil, som fornærmede de vise og nidkære personer så meget som muligt, prøvede sit bedste på at drukne imam Hussains grav i vand og tillod banditterne i hans hof at latterliggøre og fornærme imam Ali, og han havde tusinder af slavepiger i sit palads. Nogle Abbaside kaliffer havde så mange som titusinde slavepiger. Foruden slavepigerne var der utallige eunukker i deres paladser. Rige personer og dem, som tilhørte aristokratiet, holdt eunukker i deres huse for at beskytte deres kvinder. Under kaliffen Amin steg antallet af eunukker utroligt meget. Kalif Muqtadir havde så mange som elleve tusinde eunukker. Middelklassen besad også mange slaver, og de var totalt uanstændige. Deres herrer tog skamfulde tjenester fra slaverne.

Hovedårsagen til alle disse onder var, at adelen og de rige personer havde ignoreret de principper, som var fastlagt af Profeten og Imam Ali. De anså ikke mennesker som


ligeværdige med hinanden. De rige og dem i høje positioner anså sig selv for bedre end almindelige folk og levede luksuriøse tilværelser ved at udnytte de fattige.

Vi vil gerne tale en gang til om de sædvaner og skikke, som folk havde under Abbaside perioden for at kaste lys over det luksuriøse og sanselige liv, som de adelige og de rige levede, og den nød og hjælpeløshed som de fattige var underlagt. Faktum er, at i et samfund hvis medlemmer er usædvanligt nødlidende, er der to ting, der helt sikkert vil forekomme, nemlig overflod og nød. Vi må notere os denne kendsgerning i lyset af hvad imam Ali sagde:

”Jeg har ikke set overdreven rigdom hos nogen, undtagen når jeg side om side med denne har set rettigheder blive krænket.”

Storslåede paladser blev konstrueret og enorme summer af penge brugt på dette. Mutawakkil fik konstrueret mange paladser, hvis skønhed og pragt var ud over beskrivelse. I et af disse paladser blev en stor swimmingpool konstrueret til kvinderne og slavepigerne. Da den berømte poet Behtri så paladset, var han så imponeret af dets pragt, at han tænkte, at det var blevet konstrueret af djævle og genier. Han beskrev paladset således og sagde:

”Det synes, som hvis geni underordnet Profet Suleiman havde konstrueret dette palads og arbejdet hårdt på alle detaljer.

Hvis Bilquis, dronningen af Sheba ville passere gennem dette palads, ville hun have troet, at det var Suleimans palads på grund af den store lighed mellem de to.


Når du ser på poolen om aftenen og ser stjernernes spejle sig i den, vil du tro, at poolen er himlen og stjernerne hældt i det. Fisken kan ikke nå kanten af poolen, fordi der er en stor afstand mellem dens begyndelse og slutning.”

Yaqut Hamavi skriver i Mu’jam al-Buldan:

”Ingen af de andre kaliffer byggede så storslåede bygninger i Samarrah som det, der blev bygget af Mutawakkil. Foruden andre bygninger var der et antal paladser ved navn Qasr al-’Arus som kostede tredive millioner dirham, Qasr al-Ja’fari, Qasr al-Gharib, Qasr al-Shaidan, Qasr al-Burj og Qasr al-Bustan Aitakhyah som kostede ti millioner dirham hver, og Qasr al-Maleeh og Qasr al-Subh som kostede fem millioner dirham hver.”

Efter at have givet en lang liste over paladser sagde Yaqut Hamavi, at en sum på trehundrede tusinde dirham var blevet brugt på dem.

For at prise Mutawakkils Qasr al-Ja’fari sagde poeten Ali ibn Jehm:

”Der sådanne mesterværker af kunst i dette palads, som ikke er set i de romerske og iranske kejseres tid under deres lange styre.

Der er store rummelige gårdhaver, så øjet må vandre langt for at se deres sjældenhed og kuriositeter.

Og der er så høje hvælvinger, at det må siges, at de sludrer med stjernerne.”

Ibn Mu’tiz fik bygget et palads, hvis tag var konstrueret med mursten af guld, og træer var plantet omkring det. Bahtri lovpriste paladset med disse ord:


”Dets loft var lavet af guld og var lyst og strålende. Dets lys forekom alle vegne.

Brisen hang i det, og træer med og uden frugt bevægede sig hele tiden.

De var som delikate skønjomfruer, som kom ud for at gå – nogle af dem med ornamenter og andre uden.”

Et af de paladser, som blev bygget af kaliffen Mu’tazid, blev kaldt Qasr al-Surayya. Det var meget rummeligt og fremragende dekoreret, så meget at Ibn Mu’tiz, som havde bygget det til sig selv, betragtede det som et genis håndværksmæssige udførelse.

Historikeren Khatib Baghdadi har tegnet et omfattende billede af dette palads, mens han mødte den romerske ambassadør med kaliffen. Han sagde:

”Muqtadir havde elleve tusinde eunukker og tusinde sicilianske, romerske og etiopiske slaver. Dette var et aspekt af paladset. Der var også utallige andre dele som bidrog til dets skønhed og elegance. Muqtadir havde beordret, at ambassadøren skulle tages med rundt på hele paladset og også skulle vises lagerbygningerne, hvori de mest værdifulde genstande blev opbevaret på smukkeste vis. Kostbare perler var lagt i æsker, som var dækket med sortfarvet silkeklæder. Ambassadøren blev bragt ind i en sal, hvor der stod et træ lavet af rent sølv, som vægtmæssigt svarede til femhundrede tusinde dirham. Der var også en mængde fugle af sølv, som var fæstnet til træets grene, og hver gang vinden blæste, begyndte de at fløjte. Ambassadøren var lamslået over at se alt dette.


Forhæng, som var hængt op på væggene i dette palads, løb op i ottetusinde. Alle disse forhæng var lavet af silke og brokade. De var malet på forskellige måder og indeholdt billeder af dyr og skibe. Det store forhæng var det bedste eksempel på håndværkskunst fra armenerne og venetianerne. Nogle af dem var enkle og andre var rigt bemalet.

Derefter blev ambassadøren taget med til stalden. Verandaen i denne bygning hvilede på marmorsøjler. I højre halvdel af stalden var der femhundrede heste fuldt udstyret med hovedtøj og sadler men uden saddeldækken, og i venstre side var der også femhundrede heste som havde hovedtøj, sadler og saddeldækkener i silke. For hver hest var der en tjener klædt i en kostbar uniform.

Så blev ambassadøren bragt til en anden bygning, hvor han så tæmmede vilddyr holdt fanget. De kom hen til de besøgende og lugtede til dem, og spiste også fra deres hænder.

Så blev ambassadøren bragt til atter en bygning, hvor han så fire elefanter dækket med malede silkedækkener. Mange tjenere var posteret der for at se efter elefanterne. Da ambassadøren så elefanterne, blev han skrækslagen.

Derefter blev ambassadøren bragt til en bygning, hvor hundrede vilde dyr blev holdt. Halvtreds af dem blev holdt i den afdeling af bygningen og halvtreds i en anden del af bygningen.

Så blev han ført til et sted som blev kaldt ’Josaq’. Dette sted var omringet af haver, og i midten af det var der bygget en pool af tin. En kanal, som også var lavet af tin,


var bygget rundt om denne pool. Denne pool, som var

tredive cubits1 lang og tyve cubits bred, var smukkere end

en, som var lavet i sølv. Fire både var placeret i vandet, og i disse var der gyldne sæder til at sidde på. Der var firehundrede træer i haven placeret omkring poolen, og hvert af disse træer var fem cubits højt. Hvert træ var dækket fra top til tå med malet ibenholt, hvori bronzeringe var sat fast. På højre side af poolen var der femten statuer af ridende soldater klædt i silke, som holdt spyd i deres hænder, som om de skulle til at angribe en fjende. Femten andre statuer var opstillet på venstre side.

Efter at ambassadøren var blevet bragt rundt til treogtyve storslåede paladser, blev han bragt ind i en gårdhave, som blev kaldt ’Tas’eeni’. I denne gårdhave stod der unge slaver, og de var alle fuldt bevæbnet. Så blev han ført frem for kalif Muqtadir i Qasr al-Taj, som var placeret ved flodbredden af Tigris. Han bar en krone, som blev kaldt Taweela og var klædt i silke og brokade fra top til tå. Hans trone var lavet af ibenholt, og dens tæppe var lavet af farvet silke og brokade. Ni kæder af meget kostbare perler var hængt op på højre side af tronen og lige så mange på den anden side”.

(Sakhi al-Islam, vol. 1, side 100 – 102)

Abbaside kalifferne fortsatte med at bruge store pengesummer på denne måde. Hver kalif, som besteg tronen, prøvede at overstige sine forgængere i ekstravagance, indtil Muhtadas tur kom. Han var en

1- Denne måleenhed skal forklares.


gudfrygtig person, men han var ikke tiltænkt at skulle leve længe, for han blev dræbt af sine egne slægtninge.

Ministrene lakkede heller ikke bagefter hvad angik ekstravagance. Mutawakkils minister Fateh bin Khaqan byggede så høje paladser, at deres tårne syntes at røre himlen. Poeten Behtri siger:

”Minareterne er så høje, at himlen synes ligesom fjerene fra hvide duer, som flyver i rummet.”

Minister Ibn Maqla havde samlet så mange vilde dyr og fugle i sit palads, at det ikke var muligt for regeringens skattekammer at afholde sine udgifter.

Minister Ibn Furat ejede umådelige jordområder og besad enorme rigdomme. Han spiste sine måltider med krystalske. Han brugte sådan en ske til en mundfuld og brugte den ikke igen. Mere end tredive skeer var placeret på hans middagsbord.

Minister Mohlabi var besat af blomster. En person, som havde set ham, sagde:

”Røde roser til en værdi af tusinde dinar var blevet samlet til Mohlabi på tre dage. De blev strøet i hans forsamling og i den rummelige pool i hans palads. Mærkværdige fontæner var blevet bygget i poolen. Blomsterne blev kastet i poolen, og fontænerne samlede dem i Mohlabis modtageværelse, hvor de faldt ned over hovedet på de tilstedeværende. Når forsamlingen sluttede, blev blomsterne taget af folk.”

Et tykt silkeklæde kaldet Thiyab al-Na’al plejede at blive købt til sko til kaliffen Muqtadirs mor. Den samme silke


blev brugt til den øverste del og såler til skoene, og de blev samlet ved hjælp af moskus og ambra. Dronningemoderen brugte ikke skoene i mere end ti dage. Derefter overtog tjenerne dem, udtog moskusen og ambraen, og benyttede det.

Ministrene og de høje embedsmænd bestræbte sig også på ikke at halte bagefter kaliffen hvad angik pomp og rigdom.

Ali bin Ahmad Razi, guvernør af Jundishapur, Sus, og Mazaria efterlod sig ved sin død guld, sølv, perler, ædelstene og andre artikler, som var så kostbare, at hvis de var blevet distribueret blandt de fattige, ville de alle blive rige. Desuden efterlod han sig så mange eunukker og sorte og hvide slaver, at hvis de blev sendt som en hær til et land, ville de have overvundet det.

Mængden af rigdom, som andre guvernører besad, kan gættes ud fra, hvad der er blevet erklæret herover og ud fra Ali bin Ahmad Razis rigdom. De rige købmænd levede også et liv i luksus. De fattiges liv afhang af kaliffens vilje, hans kammerherrer og ministre. De var kun sikre og i sikkerhed så længe magthaverne ikke var utilfreds med dem.

Hvor fik alle de velhavende personer denne rigdom fra? Hvilket svar kan gives til dette spørgsmål, undtaget at de akkumulerede alle disse rigdomme ved at udnytte almindelige mennesker, som var reduceret til ekstrem fattigdom og hjælpeløshed. Et yderst grusomt system var blevet tilvejebragt for at realisere styrets skatter og at samle rigdom. Kaliffen, hans ministre og hans agenter


solgte hele jordens indkomst og andre skatter og afgifter til en enkelt person. Denne person betalte nogle få millioner dirham til statskassen og inddrev derefter så mange penge som muligt fra folket i skat, som han ønskede. Dette var ligesom det system, som blev introduceret af de tyrkiske sultaner i de islamiske lande, som blev styret af dem.

Justitsdepartementet var ligeledes vendt på hovedet. Statens dignitarer blandede sig konstant i rettens arbejde, og ingen dommer turde give en dom imod herskerens ønske.

Bestikkelse var fremherskende. Folks nød var stigende, og deres vanskeligheder og lidelser mangedobledes. Så meget at hvis en person døde, fortjente han lykønskning snarere end kondolence.

Ibn Luknak fra Barah siger: ”Vi var vidne til mærkværdige omskifteligheder. Hvis vi i en drøm så, hvad vi ville ser i vågen tilstand, ville vi vågne op dybt bekymrede.”

Han bad til Gud, at Han måtte skænke Jobs tålmodighed til folk. Han selv græd for dem ligesom Jakob og sagde:

”Folk er så hårdt ramt af lidelse, at når en af dem dør, fortjener han at blive lykønsket”.

Han tilføjede:

”Ved Gud vi er fanget i kløerne på tidens grusomhed og undertrykkelse og beder den Almægtige om at skænke os Jobs tålmodighed. Verden er blevet blottet for sin skønhed. Så græd ligesom Jakob”.

De vise, lærde og fremsynede personer, havde Ali anbefalet sine sønner Hasan og Husain (for vejledningen af


folk), at de skulle omgås, høre deres ord nøje og kende deres status. Han havde også instrueret guvernørerne i at konsultere og ære dem, da de var lyset blandt muslimerne og skal forblive dette så længe denne verden varer. De var i et misundelsesværdigt forhold gennem Abbaside perioden, undtaget dem som havde solgt sig selv til herskerne.

Abu Hayyan, som var en stor lærd og forfatter til mange værdifulde bøger, siger i sin bog med titlen ’Al-Amta’ wal Mawanisah’:

”Jeg blev tvunget til at sælge min tro og medfølelse og ty til hykleri og at gøre så uanstændige gerninger, at ingen gentleman ville ønske at berette dem”.

Han blev så blev så træt af verden de sidste dage i sit liv og var så skuffet over styret på det tidspunkt, at han brændte alle sine bøger.

Abu Ali Qali var også tvunget til at sælge sine bøger, som var hans kæreste ejendom. Han sagde:

”I tyve år siden var disse bøger en kilde til lindring for mig, og jeg var uhyre bedrøvet, da jeg var nødt til at sælge dem. Jeg havde aldrig tænkt på at sælge dem, om jeg så måtte være nødt til at havne i fængsel på grund af gæld. Men på grund af nød og med henblik på at føde mine små børn, var jeg tvunget til at sælge disse bøger”.

Khateeb Tabrizi havde en kopi af Azhars bog med titlen ’Tehzib-al-lughat’, som bestod af mange bind. Han ønskede at høre og undersøge dens indhold fra en ekspert. Folk rådede ham til at kontakte Abu’l ’Ala Muarri. Han lagde bogen i sækken og tog af sted til Muarratu’l No’man til


fods bærende sin sæk på ryggen, da han ikke havde penge nok til at leje et befordringsmiddel. Under rejsen svedte han så meget, at alle bindene af bøgerne blev ødelagt. Beklagende over trængslerne sagde han:

”Andre bliver måske træt af at rejse, men jeg er træt af at stå. I Irak var jeg nødt til at leve blandt folk, som er modbydelige og efterkommere af modbydelige personer”.

I beklagelse over tidens dom og dens mishandling af ædelsindede personer siger Ibn Lunak fra Basra: ”Oh tid! Du har fået ædle mænd til at bære ydmygelsens og usselhedens klæder. Jeg betragter dig ikke for at være ’tid’. Du er paralyse. Hvordan kan nogen forvente noget godt fra dig, når du betragter evne og fuldendelse som skam. Hvad er realiteten af dit forhold som vi ser det? Er det sindssyge, frækhed eller uforskammethed?”

Gennem hele Abbaside1 perioden forblev folk opdelt i to

grupper. Den ene var de rige og den anden de fattige. Begge grupper led under mangefold moralsk forfald hver især i deres respektive miljøer. Moralsk nedværdigelse forekom i det samme omfang under de sidste dage af

1- Ingen tvivl om at de fleste af Abbaside kaliffer levede livet i luksus og fornøjelse og var berygtede på grund af deres undertrykkelse af undersåtterne. Dog var der få blandt dem, som var retfærdige. Nogle af dem fremmede litteratur og industri og arbejde for offentligt velfærd på mange måder. De konstruerede observatorier, hvis lige ikke var kendt af romerne og grækerne. De etablerede store hospitaler og uddannede læger og lærde. Alle disse fakta er berettet i historiebøgerne.


deres styre så vel som i begyndelsen. Faktisk var det på et højere niveau hen imod slutningen.

De rige levede et liv i luksus og fornøjelse og hengav sig til ubegrænset skørlevned. Med hensyn til de fattige var fjendtlighed, nag, løgn og bedrag fremherskende blandt dem. På grund af nød tyede folk også meget til askese og mysticisme. Det var ikke den mysticisme, som stammer fra god moral og fra en anskuelse af verden som værende midlertidig. Det var den mysticisme, som er en konsekvens af hjælpeløshed, nederlag og desperation.

På grund af nød udvikledes mange andre dårlige vaner som kærlighed for magi, taskenspillerkunst og overtro blandt folk. Dette skyldtes, at når en person ikke kunne tjene til sin forsørgelse ved oprigtige midler, tyede han til dårlige midler.

Styrerne, som blev etableret efter Abbaside imperiets fald, havde mere klasseforskelle og deres moralske nedværdigelse var endnu værre.

Fra det tidspunkt da undertrykkerens (Ibn Muljim) hånd raktes frem imod imam Ali ibn Abu Talib og denne støtte og forsvarer af menneskerettigheder blev martyrdræbt, blev disse ulykker arabernes skæbne og kom til dem i konstant nye former.

Kort sagt: Østens folk var permanent underkastet disse lidelser og vanskeligheder.

* * * * * * * * * *

DE TO FAMILIER QURAYSH

Profeten har meget korrekt sagt: ”Mine ledsagere vil møde destruktion fra hænderne af Qurayshs unge mennesker.” Disse unge mennesker, som blev omtalt af profeten, var dem, som ville skabe problemer og konspirere. De blev født et sted, som tjente som vugge for skamløse personer som Yazid søn af Mu’awiya.

Profeten kunne se, at dette parti ville føre krig på et tidspunkt for at sikre deres lederskab og autoritet, og ville underkaste sig og udvise en forestilling af Islam på et andet tidspunkt for at opnå lederskab og autoritet. Når han kastede et blik på de forskellige parter og så disse fok, sagde han med megen sorg og bekymring: ”Mine ledsagere vil møde ødelæggelsen fra hænderne af disse unge mennesker fra Quraysh.”

Læserne anmodes om at være opmærksom på historien om Quraysh, som jeg skal til at berette, således at det vil være muligt at identificerer hver især af dem.

Fjendskabet mellem Bani Umayyah og Bani Hashim var meget gammelt. De var i modsætning til hinanden, før kampen om herredømme og autoritet var blusset op imellem dem, og selv før Islam havde opnået dominans.


Deres fjendskab overfor hinanden var baseret på forskellige grunde. Rent faktisk var alle stærke indre og ydre grunde til opposition kombineret. Blandt dem var der stammeånd, storhedsvanvid, gammelt nag, længsel efter hævn på slægtninge, forskellighed i levemåder og tænkemåder osv. Bani Umayyah og Bani Hashim var Mekkas ledere og havde høje embeder selv under i tidsalder (før Islam). Dog var Bani Hashims lederskab

spirituelt1, hvorimod hos Bani Umayyah havde det politiske

lederskab, og de var også handelsmænd og besad enorme rigdomme.

1- Shamsu’l Ulema Shibli No’mani skriver således i det tolvte bind af hans bog med titlen Seerat al-Nabi. ”Han havde lovet, at hvis han så sine ti sønner fuldvoksne, ville han ofre en af dem på vegne af Gud. Den Almægtige Gud skænkede ham dette ønske. Han bragte da alle sine sønner til Kabaen og bad de tilbedende om at trække lod. Det skete således, at loddet faldt på Abdullah. Han gik da sammen med Abdullah til stedet for ofring. Abdullahs søstre, som var til stede, begyndte at græde og foreslog, at ti kameler blev ofret i stedet for Abdullah. Abdul Muttalib bad tilbederne om at trække lod, for at finde ud af om valget faldt på Abdullah eller kamelerne. Tilfældet var, at det faldt på Abdullah. Abdul Muttalib øgede antallet af kameler til tyve, men valget faldt igen på Abdullah. Han fortsatte med at øge antallet af kameler, og valget faldt kun på dem, da kamelernes antal nåede et hundrede. Abdul Muttalib slagtede da et hundrede kameler, og Abdullahs liv var reddet. Historikere siger, at Abdul Muttalib ikke var tilfreds, selv da valget faldt på kamelerne og sagde: ”Jeg sværger ved Gud, at jeg ikke skal acceptere (at de et hundrede kameler blev slagtet i stedet for Abdullah), med mindre der blev trukket lod tre gange og hver gang faldt loddet på kamelerne.” Dette blev gjort og Abdul Muttalib var kun tilfreds, da lodderne faldt på kamelerne tre gange.

DE TO FAMILIER QURAYSH 353

Alle muslimske historikere og europæiske Orientalister er enige om, at før Islams fremkomst var Bani Hashim ikke vant til snuhed og bedrag, ligesom de afgudsdyrkende præster. De bedrog ikke enfoldige personer under foregivende af deres religiøse og spirituelle lederskab. De hverken udnyttede andre eller holdt deres personlige fordele for øje. De troede på Kabaens Herre og troede oprigtigt på, hvad der var blevet tilladt eller forbudt af den Almægtige Gud. I overensstemmelse med deres kodeks hjalp de undertrykte folk, sympatiserede med de hjælpeløse, afholdt sig fra uretfærdighed, og at imødekomme de nødlidendes behov var obligatorisk for dem. De var oprigtige i deres overbevisning. De bedrog ingen og anså ikke hykleri for at være tilladt. For eksempel var det muligt at Abdul Muttalib, profetens og Alis bedstefar kunne have ofret en af sine sønner på vegne af Gud, for han havde en fast tro på sin Herre og havde lovet, at hvis hans ti sønner ville overleve, ville han ofre en af dem på vegne af Gud på tærsklen til Kabaen. Han var ikke tilfreds med opfyldelsen af sit løfte før han i lyset af sin tro forstod, at drabet på hans søn ikke ville være et middel til at tilfredsstille Gud.

Hans tro var så fast, og han var så ivrig efter at assistere de fattige og de trængende, at han indgik en pagt med nogle familier fra Quraysh for at opnå dette formål. Bani Umayyah blev ikke medunderskrivere af denne pagt. En af de særlige betingelser ved denne pagt var, at den støttede de undertrykte og skulle få undertrykkerne til at give de undertrykte deres rettigheder tilbage; de fattige skulle hjælpe hinanden i økonomiske anliggender og pagten skulle desuden forhindre de magtfulde fra at forulempe de


svage. Hændelsen, som førte til indgåelsen af denne pagt, var følgende:

En Qurayshi købte nogle varer fra en person, som stammede fra et andet sted og lovede at betale prisen efter en bestemt tid. Han betalte dog ikke til den aftalte dag. Han var overbevist om, at på grund af hans families værdighed og med støtte fra sine slægtninge, ville ingen tvinge ham til at betale. Desuden var personen, som han havde købt varerne af, en ikke-mekkaner og tilhørte en almindelig familie og havde ikke støtte fra nogen. Ikke desto mindre besluttede Bani Hashim at assistere ham. De lavede en gensidig pagt, hvori de besluttede at realisere prisen på de varer, som Qurayshi’en havde købt og gennemføre retfærdighed. Men da denne pagt ikke var i overensstemmelse med Bani Umayyah, modarbejdede de den indædt.

Det religiøse og spirituelle lederskab arvedes iblandt Bani Hashim fra deres forfædre generation efter generation, i overensstemmelse med deres natur. De havde arvet den rene disposition og ædelhed fra deres forfædre. Hver ny generation udviste dyder nedarvet gennem slægten, og Bani Hashim fortsatte med at bevare værdighed og excellence, indtil den Almægtige Gud udvalgte Muhammad til den profetiske mission og også skabte Ali ibn Abu Talib som repræsentanter for Hashimit familiens moralitet og perfektion.

Tag et kig på Bani Hashims historie (dvs. Abu Talibs efterkommere) efter at profeten døde, og du vil finde ud af, at hvad enten historien dækker et hundrede år, to hundrede år eller fem hundrede år, har Bani Hashim altid


været et eksempel på ædle kvaliteter og dyder. Den mandighed, tapperhed, fromhed og sandfærdighed, som man så hos deres forfædre, kunne også observeres i deres sønner og sønnesønner. Historien fortsatte med at vende sine blade, men hvem der end kom fra denne stamme, var et godt eksempel på sine forfædre.

Hvis denne familie ikke havde været så anstændige og ædel af natur, ville den ikke blive et eksempel på fromhed og renhed, for på disse tider var egoisme, selviskhed, smiger og ærgerrighed så fremherskende, at alle var moralsk degraderede, og disse laster var meget almindelige blandt dem. Det er meget nemmere at gå ned i en afgrund end at stige op eller stå fast på stedet. Men til trods for at atmosfæren var ufordelagtig, og korruption var fremherskende overalt, var Bani Hashim ikke påvirket af disse ting, og deres ædle kvaliteter og dyder forblev intakte.

Bani Umayyah temmelig meget det modsatte af dette. Under uvidenhedens tidsalder var de handelsmænd og politikere; og det er tydeligt, at hvem der end er engageret i handel og politik besidder rigdom og autoritet og stræber efter fortsat at besidde disse ting og lade dem forblive indenfor sin familie. Ingen intelligent person kan nægte dette. Når en person er engageret i handel, og hans nærmeste også er handelsmænd, kan han gøre alt, som tjener hans interesse. Han kan bedrage sine kunder, hamstre rigdom, hengive sig til bedrageri og smøle i udførelsen af sine pligter.

Bani Umayyah valgte disse ting for sig selv, som de tilpassede med deres natur. Ganske som Bani Hashim


valgte naturlig renhed, ærlighed og ærbarhed for sig selv, som de tilpassede deres natur og dispositioner. Bani Umayyah hengav sig til modbydelige handlinger, fordi de havde haft det som vane så længe, og det var blevet deres anden natur. De hjalp ikke de undertrykte, for det gav dem ingen profit og kunne rent faktisk indebære store omkostninger. De tilsluttede sig ikke den omtalte pagt (som fordømte undertrykkerne), for dette betød at involvere sig selv i problemer.

Umayyah, Bani Umayyahs forfader var ikke så ædelsindet og ærbar som Hashim, så han kunne ikke lade være med at forulempe blide kvinder. Når en diskussion foregik mellem Abdul Muttalib, Alis bedstefar og Harb, søn af Umayyah, bedstefar til Mu’awiya, refererede de til sagen om Nafeel bin Adi. Nafeel afgjorde sagen til fordel for Abdul Muttalib og lovpriste ham. Henvendt til Harb havde han reciteret et vers, hvori han tegnede et komplet billede af Umayyah og Hashim. Dette vers er følgende: ”Din far var en ægteskabsbryder og hans far var ærbar. Han (Abdul Muttalib) tvang Abrahas hær til at gå væk fra Mekka.”

I dette vers refererede han til historien om Abraha, som siddende på en elefant og ledsaget af en stor hær var kommet for at ødelægge Kabaen. Han fordømte også Umayyahs laster, Harbs far og Bani Umayyahs forfædre, som havde fået et ilde rygte med hensyn til kvinder. Engang undslap han med nød og næppe døden som konsekvens af denne onde vane. Han spolerede en kvindes ærbarhed, og hun tilhørte stammen Zohra. Folk fra den stamme angreb ham med sværd, men skaderne, som han


fik, var ikke særlig store. Mange overraskende historier er blevet berettet om hans vellystighed.

Da Muhammad, den distingverede søn af Hashimiter stammen blev udpeget til den profetiske mission, mødte han opposition fra de fleste folk. Men den mest fremtrædende af hans modstandere var Abu Sufyan, som på det tidspunkt var leder af Umayyah Familien. Han ansporede alle polyteister imod ham. Han var den centrale figur i alle konspirationer og mobilisering af kræfter imod Profeten. Det var ham, som udtænkte forskellige former for tortur for Profeten og hans ledsagere og støtter.

Hvis Abu Sufyans opposition mod Profeten havde været på grund af religiøs tro, og hvis han havde gjort alt, han kunne for at forsvare sine gamle principper og overbevisninger, kunne der have været en vis berettigelse for det. Fordi en, som oprigtigt tror på noget, hvad enten det er rigtigt eller forkert, er berettiget til at forsvare sin overbevisning. Dette var dog ikke tilfældet med Abu Sufyan. Han betragtede aldrig sig selv som berettiget til at modarbejde Profeten, og han sagde heller ikke sådan med sin tunge. Hans opposition mod Profeten var ikke på grund af religiøse følelser. Hvad han virkeligt ønskede, var at Bani Umayyahs dominans og autoritet ikke skulle anfægtes – den dominans og autoritet som var baseret på monopoliseret handel, profittering, personlige interesser og at gøre de svage til slaver. Han besluttede at modarbejde Profeten, da han så, at magten og autoriteten i hans egen familie, som allerede var svækket vaklende, var ved at blive ødelagt af Profeten.


På grund af hans gerrige natur, som det vil være rigtigt at kalde Umayyads natur, troede Abu Sufyan ikke på Islam oprigtigt, selv efter at han havde accepteret den. Han vejede den altid på rigdommens og magtens vægt og tænkte, at Islam ikke var andet end den autoritet, som var blevet overført fra Bani Umayyah til Bani Hashim. Han kunne ikke forstå Profetens og hans ledsageres karakter, og de ofre som blev ydet af dem. Og han havde aldrig tænkt på de menneskelige værdier, for hvilke Profeten var kommet til verden.

På tidspunktet for Mekkas erobring så han en stor hær bestående af Profetens tilhængere, og så sagde han til Abbas, Profetens onkel:

”Oh Abul Fazal! Din nevø har opnået et stort kongedømme.” Han ytrede disse ord, for han kunne ikke engang forestille sig det sublime mål og den spirituelle lære, som Bani Hashim udmærket havde forstået og i udbredelse af hvilket, de villigt ofrede selve deres liv.

Efter erobringen af Mekka accepterede Abu Sufyans Familie Islam, men det var en meget bitter pille for dem at sluge. I Abu Sufyans og hans hustru Hinds øjne betød det deres egen ydmygelse. Lang tid efter Abu Sufyans accept af Islam fortsatte han med at anse denne religions dominans som sit eget personlige nederlag. Han anså ikke Islams succes som et resultat af, at den var en sand tro. Han troede, at det skyldtes svaghed hos hans egne folk. En dag kiggede han på Profeten i moskeen ligesom en desorienteret mand og sagde indeni sig selv:


”Oh! Gid jeg kunne vide på hvilket grundlag, Muhammad har opnået sejr over mig”.

Profeten opfangede betydningen af Abu Sufyans blik. Han rørte hans skulder med sin hånd og sagde:

”Oh Abu Sufyan! Det er på grund af Gud, at jeg har opnået sejr over dig”.

Profeten prøvede at opmuntre Abu Sufyan før Mekkas erobring så vel som efter. Før Mekkas erobring ægtede han hans datter Umm Habibah, og efter at Mekka var erobret, erklærede han hans hus for at være et tilflugtssted ved at sige, at hvem der end kom ind i hans hus forblev uantastet. Profeten placerede hans navn på toppen af ’muallefat-ul-qulub’ (de personer som blev givet en større andel af krigsbyttet i forhold til andre muslimer, så at de måtte blive opmuntret og det had, som de havde i deres hjerter imod Islam, måtte forsvinde) og skænkede ham mange indrømmelser. Til trods for alt dette stolede muslimerne ikke på ham. De var meget omhyggelige i deres handel med ham og afhold sig fra at omgås ham. Abu Sufyan var bekymret på grund af det og ønskede, at muslimerne måtte have et blødt område for ham og hans familie i deres hjerter. Han anmodede derfor Profeten om at udpege Mu’awiya som sin skriver. Da Profeten døde og uoverensstemmelser opstod omkring kalifatet mellem

Muhajir1 og Ansar

1 og senere blandt Muhajir selv, så Abu

1- Den gruppe af muslimer, som havde fulgt Profeten i udvandringen fra Mekka til Medina.


Sufyan det som en god mulighed for at udnytte disse uoverensstemmelser og få lederskabet af Quraysh til sig selv. Han troede, at efter at nå dette ville det ikke være vanskeligt for ham at blive leder for hele den muslimske nation. Han anmodede derfor Abbas og Ali om at modarbejde kaliffen ved at forvisse dem om sin egen støtte. Han sagde:

”Oh Ali og Oh Abbas! Hvordan er kalifatet blevet overtaget af en familie (dvs. Abu Bakr’s familie), som er den ubetydeligste så vel som få i antal? Jeg sværger ved Gud, at hvis jeg ønsker således, kan jeg fylde Medinas gader med ryttere og fodsoldater.”

Abu Sufyan havde ikke forstået, at han talte til den Ali, som ikke ville være utilbøjelig til at give hele verden væk for at følge en sand ordre, og som ikke var uopmærksom på, at hans (dvs. Abu Sufyans) irritation ikke skyldtes, at Bani Hashim var blevet frataget kalifatet, for hvis det var forblevet hos Bani Hashim, ville han have været blevet endnu mere irriteret, og have fået hans familie, hans stamme, og den hele verden imod dem.

Ali bebrejdede Abu Sufyan og sagde til ham:

”Oh Abu Sufyan! De troende er hinandens frænder, og hvad angår hyklerne er de svigefulde og uoprigtige, selvom deres huse ligger ved siden af hinanden, og deres kroppe er forbundet med hinanden.”

1- De muslimer, som oprindeligt boede i Medina, da tilflytterne kom fra Mekka.


Abu Sufyan tilhørte den aristokratiske klasse – den klasse som så sig selv som bedre end andre, og så almindelige mennesker som deres slaver. Han så på Islam fra dette synspunkt. I følge ham var Profetens invitation til Islam alene et middel til at opnå autoritet og magt. I følge ham var der ingen forskel mellem Islams principper og fundament og afgudsdyrkernes, og de var begge en kilde til profit. Han anså Islams principper for at være en kilde til indkomst for grundlæggerne af religionen på samme måde, som når afguderne var en kilde til indkomst for de afgudsdyrkende præster. Han kunne ikke tænke i nogen anden retning, end at folk skulle adlyde deres ældre og ledere – hvad enten de var Kabaens præster eller Islams dignitarer.

Ifølge Abu Sufyan var den eneste forskel mellem Islam og afgudsdyrkelse, at Islam var mere profitabel, og der var større muligheder, da folk fra de lavere klasser, som var tilfældet for mange af muslimerne, nemmere kunne undergive sig de adelige og den aristokratiske klasse. I tilfælde af at almindelige folk ikke var lydige overfor aristokraterne i Islam, var dette system, ifølge ham, værdiløst og fortjente at blive omdannet til noget mere nyttigt og profitabelt.

Så efter Abu Bakr og Umar blev kalifatet overtaget af Uthman, som var en Umayyade, og så tænkte Abu Sufyan, at den magt og autoritet, som tilhørte til Bani Umayyah tidligere, var returneret til dem. Det nag og had, som han havde i sit hjerte overfor Hamza, fik ham til at gå til hans grav. Han sparkede til Hamzas grav med foden og sagde:


”Oh Hamza! Rejs dig og se, at det herredømme, for hvilket vi har bekriget hinanden, igen er returneret til vores familie”.

Den bitterhed og det had, som denne udtalelse indeholder, er selvindlysende. Dette er, hvordan han udtrykte sine følelser.

Så længe kalifatet forblev hos Abu Bakr og Umar, kunne Bani Umayyah ikke afsløre, hvad der var gemt i deres hjerter, og den plan ifølge hvilken de havde udvist accept af Islam, var, at så snart de fik en mulighed, ville de omdanne det islamiske styre til et kongedømme. De fik denne mulighed, da Uthman overtog kalifatet.

Ingen kan tro, at Bani Umayyah var klar over kalifatets sande koncept. Ifølge deres synspunkt var der ingen forskel mellem kalifatet og et kongedømme og de kunne ikke se det islamiske kalifats gode punkter for sig. Deres tro på Islam var ekstremt overfladisk, og de havde modvilligt accepteret den. Deres gruppesammenhold fra uvidenhedens tidsalder tilskyndede dem til at genoptage deres måder og metoder fra den tid. De kunne ikke glemme, at Profeten ikke tilhørte til deres familie men var et medlem af Bani Hashim, og de havde altid været fjendtlige overfor den familie. De var derfor på udkig efter en mulighed for at gribe lederskabet. Uthmans kalifat åbnede vejen for opfyldelsen af deres længsler. Så snart han blev kalif, samledes alle fra Bani Umayya omkring ham og isolerede ham fra offentligheden. Derfor kunne ingen se ham og gøre ham bekendt med hans problemer. Det islamiske styre blev nu Umayyas styre. Kun Bani Umayyah kunne få fordel af det. Det var kun Bani Umayyah og deres venner, som kunne stræbe efter at blive guvernører og at have andre nøgleposter. Marwan ibn Hakam ledte dem. Han var den første, som


ansporede muslimer imod muslimer og ansporede folk til at gøre oprør imod kaliffen. Han var den første, som erklærede, at kongedømme var bedre end kalifatet, og kun Bani Umayyah var berettiget til at blive konger. Han tvang Uthman til at afskedige de guvernører, som havde haft embedet siden Abu Bakrs og Umars tid og erstatte dem med folk fra Bani Umayyah. Rigdom og suverænitet blev Bani Umayyahs eksklusive ejendom. Ingen andre kunne håbe på at få rigdom, ejendom eller position.

Vi vil i næste kapitel nævne, hvor ondskabsfuld Marwan var, hvilke pligtforsømmelser han begik, da han var ved magten, og hvor mange uskyldige personer han slagtede, for at tilfredsstille sine personlige lyster. Det var samme Marwan bin Hakam som foreslog Medinas guvernør at dræbe imam Hussain og bebrejdede ham for ikke at imødekomme hans ønsker, da han (guvernøren) forsømte at tage det afskyelige skridt.

Marwan tragtede efter magt, suverænitet og luksus, lige som hans forfædre havde tragtet efter dem i uvidenhedens tidsalder, og var opsat på at selv om han ikke besad autoritet selv, skulle den forblive hos en anden Umayyade, og at magten ikke skulle gå ud af deres familie. De metoder, som han tilegnede sig til opnåelse af autoritet og lederskab viser, at han ikke besad blot en eneste egenskab, som kunne fostre den mindste kærlighed for ham i folks hjerter.

* * * * * * * * * *

MU’AWIYA OG HANS EFTERFØLGERE

Mu’awiya, søn af Abu Sufyan var et perfekt eksempel på Bani Umayyahs kvaliteter og karakteristikker. Når vi studerer Mu’awiyas karakteristikker grundigt, finder vi ud af, at han ikke besad blot et atom af islamiske menneskelige værdier og ikke havde nogen af muslimernes kvaliteter fra Islams bedste og reneste tidsalder. Hvis vi anser Islam som et oprør imod Arabernes måder og sædvaner under uvidenhedens tidsalder (for eksempel med handel baseret alene på personlige interesser og behandling af mennesker som dyr og som en kilde til indkomst for de adelige og aristokratiet) kan det med sikkerhed siges, at som vi skal forklare senere, havde Mu’awiya intet at gøre med Islam.

Og alternativt hvis Islam er navnet på den religion, hvis formaninger passer til enhver person, er det ret klart, at Mu’awiya heller ikke havde nogen forbindelse med Islam af denne type. Dette indrømmede Mu’awiya oven i købet selv. Han plejede at bære silkeklæder og spiste sin mad fra beholdere af guld og sølv. Abu Darda, en af profetens ledsagere protesterede over dette og sagde:

”Jeg har hørt Profeten sige, at helvedesild vil blive hældt i maven på en person, som spiser sin mad med redskaber af guld og sølv.”


Mu’awiya svarede ligegyldigt:

”Jeg anser det ikke som forkasteligt.”

Når vi ser, at de første muslimer var meget strikse med hensyn til religiøse anliggender, viste behørig respekt til hvad der var påbudt og forbudt af Profeten, og ofrede selv deres liv for deres tros skyld, og så ser det uforskammede svar, som Mu’awiya gav Abu Darda i tydelig trods mod Profeten, er vi overbeviste om, at Mu’awiya aldrig sluttede sig til den gruppe af muslimer, som oprigtigt troede på Islams moralske og spirituelle lære.

Mu’awiyas opførsel efter at have accepteret Islam var identisk med den, som hans far havde under uvidenhedens tidsalder, nemlig som en aristokrat som tvang andre til at arbejde og behandlede dem som slaver. Han blev muslim modvilligt og fortsatte med at være muslim modvilligt.

Hvem kan være mere opmærksom på Mu’awiyas mentalitet og værdien af hans tro på Islam end hans samtidige, som har set ham med deres egne øjne. Anklagede alle hans samtidige ham ikke for de ting, som vi skal nævne senere? Kendte Ali ham ikke bedre end nogen anden, og tegnede han ikke hans sande billede, da han sagde i sit brev: ”Du imiterer dine forfædre i at fremsætte falske påstande, bedrage folk, gøre krav på at nyde en højere position end den som du besidder og tage de ting, som er forbudt?”

Var der bare en blandt muslimerne på Profetens tid eller de ortodokse kaliffer, som var en falsk prætendent eller løgner og blev kaldt en muslim? Var der en muslim under muslimernes rene periode, om hvem Ali havde sagt?: ”Alle

MU’AWIYA OG HANS EFTERFØLGERE 367

de medlemmer af din familie, som accepterede Islam, gjorde det modvilligt”.

Med hensyn til nogle af Mu’awiyas kvaliteter som overbærenhed, blødhed og generøsitet, må det siges, at de alle var midler til at opnå hans egne egoistiske mål. I kraft af sin intelligens havde han forstået, at for at opnå sine mål og opnå kongedømmet ville disse ting være meget nyttige for ham.

Jeg tror, at Mu’awiya udmærket havde forstået, at folk ikke kunne lide hans forfædres sædvane og karakterer og dem fra Umayyaderne fra hans egen tid, og den magt og autoritet, som hans aner engang udøvede, var ophørt med at have nogen værdi. Han bestræbte sig på at vinde folks tillid ved at foregive overbærenhed og generøsitet, således at folk ikke måtte kende sandheden og i stedet blive begejstret for hans overbærenhed og generøsitet. Og hvis kompetence, storsind og ædelhed af fødsel blev betragtet som kriterier for Bani Umayyahs lederskab kunne de slet ikke konkurrere med Bani Hashim. Han viste overbærenhed for at samle folks støtte, og derved opnå magt, og hvad kunne være en mere effektiv plan for at vinde folket og skjule sin families ondskab end at skænke dem gaver?

Mu’awiyas støtter lovpriste ham meget for hans overbærenhed og generøsitet, men rent faktisk var hans politik den af undertrykkeren mod de undertrykte; det var grusomhedens politik, undertrykkelsens, tyranniets og udplyndringens politik, og det var dette han efterlod som en arv til Umayyade herskerne, som efterfulgte ham.


Hvilken slags overbærenhed og generøsitet fremviste Mu’awiyas, da han sendte Busr bin Artat ud med instruktion om at udplyndre folk og sagde til ham: ”Tag ud og plyndr og hærg gennem Medina, og få folk til at flygte. Plyndr alle beboelser på din vej, hvis folk er Alis støtter.”

Hvilken form for høflighed og overbærenhed var det, da han sendte Abu Sufyan, søn af Ghamadi til Irak på et plyndringstogt og gav ham disse instruktioner: ”Marcher langs flodbredden af Euphrat frem til Hait. Hvis du der møder Alis tropper angrib dem, ellers bevæg jer og tag til Anbar og udplyndr dens indbyggere. Hvis du ikke møder nogen modstand selv der, skal du marchere videre indtil du når Ctesiphon (Mada’en). Du skal vide, at angreb på Ctesiphon og Anbar er lige så godt som at angribe Kufa selv. Oh Sufyan! Disse angreb vil skræmme folk fra Irak og dem iblandt dem, som er vore støtter, vil blive glade. Inviter folk til os og fæld med dit sværd dem som ikke accepterer. Udplyndr enhver landsby, som du passerer igennem, og stjæl al den ejendom, som du kan med dine hænder og at plyndre ejendom er ligesom mord, snarere mere hjerteskærende”. (kommentarer fra Nahj al-Balaghah af Ibn Abi’l Hadid, side 144).

Zuhhak bin Qais Fehri blev af Mu’awiya sendt ud for at angribe nogle byer, som var under imam Alis kontrol og blev givet disse instruktioner: ”Tag afsted og nå til Kufa. Angrib på din vej alle de arabere som støtter Ali og plyndr deres arsenaler, hvis der er nogen.”

Zuhhak udførte Mu’awiyas ordre på samme måde som Busr bin Artat og Sufyan bin Ghamadi havde udført dem.


Han massakrerede og plyndrede folk og behandlede dem med ekstremt brutalitet.

Mu’awiya udgav et mærkeligt indtryk af sin overbærenhed og godhed, da han tilkendegav sine synspunkter om millioner af ikke-arabere. Han sagde om dem: ”Jeg finder, at de ikke-arabiske muslimer er ved at overgå os i antal, og hvis denne udvikling fortsætter, er jeg bange for, at den dag ikke er langt væk, da de vil udslette vore forfædres navne. Jeg føler, at kun ved at lade halvdelen af dem leve således at basarerne og vejene kan forblive intakte, kan vi standse denne udvikling.” Hvis Akhnaf bin Qais ikke havde talt ham fra at handle efter sit program på denne måde, ville Mu’awiya have dræbt tusinder af uskyldige mennesker, hvis eneste forseelse var, at de var ikke-arabere.

Mu’awiya var kun god og overbærende, når han stod overfor magtfulde personer, som han frygtede måtte begrænse hans magt og vælte hans styre. Han tolererede, hvad sådan en person end sagde til ham, smigrede ham og var indforstået med alt, hvad der blev foreslået.

Hver gang han sad sammen med sine venner og forbundsfæller og blev bebrejdet af fremtrædende personer, viste han straks ydmyghed og servilitet, for at den anden person ikke skulle angribe ham. Han bad også sine skrivere om at skrive de irettesættende ord ved at sige: ”Det er et stykke visdom.” Men hvis den anden part ikke var magtfuld og indflydelsesrig, udviste Mu’awiya ikke nogen ydmyghed. Og selv hvis vedkommende ikke havde sagt noget groft, ønskede han at dræbe ham på den mest ubarmhjertige måde.


Mu’awiya blev ydmyg, god og overbærende, når han forventede en fordel fra den anden part. Han var indforstået med alt, hvad den anden person sagde, selv om han var undertrykkende og uretfærdig, forudsat at han hjalp med at gøre hans styre stabilt. For sådan en person kunne være præsenteret til Egypten og Egyptens indbyggere som i tilfældet med ’Amr bin ’Aas.

På den ene side var Mu’awiyas godhed så omfangsrig, at han skænkede Egypten og dens indbyggere til Amr bin Aas, og på den anden side så begrænset, at han fjernede Egypten og dens indbyggeres ret til at leve og gav dem som gave til en anden person. Hvis det er hvad der kaldes godhed og overbærenhed, var Nero, Gengiz Khan og Halagri (Halaku) også meget gode og overbærende.

Når man studerer Mu’awiyas politik omhyggeligt, chokeres man over at finde ud af, hvilke midler han brugte for at vinde folk. Det dobbeltspil, som blev udført af ham i statsmandskunst, var øre for øre intrigant. Mord, plyndring og terrorisme dannede hans grundlæggende politik og at give attraktive løfter og udstede trusler var også en del af den. Det inkluderede også mord på gode og uskyldige personer, værdsætte slyngler og vagabonder, falsk propaganda og få assistance fra grusomme og karakterløse personer.

Mu’awiya indrømmede adskillige gange, at hans politik var blottet for lighed og retfærdighed, og at han ikke ved nogen lejlighed ydede nogen støtte til sandhed. Mutraf bin Mughira bin Sho’ba siger:


”Jeg ledsagede min far Mughira for at se Mu’awiya. Min far besøgte ham hver dag og lovpriste ham meget ved sin tilbagevenden. Da han kom tilbage en aften, var han meget ked af det, og han spiste end ikke sin aftensmad. Efter at jeg havde spurgt ham om grunden til, hvorfor han var så ked af det, sagde han: ”Min søn! I aften kom jeg hjem efter at have mødt den mest onde person! Efter jeg havde spurgt om hvem det var, sagde han: ”Jeg fortalte Mu’awiya i tilbagetrukkenhed: Du har opnået alle dine længsler. Det vil nu være passende i forhold til alting, at du er venlig imod folk. Du er blevet gammel nu. Du skal opføre dig godt overfor Bani Hashim, som er din slægt og dine slægtninge. Du har ingen grund til at være bange for dem nu!” Mu’awiya svarede: ”Aldrig! Aldrig! Manden (Abu Bakr), som tilhørte Tayms familie, blev kalif. Da han døde, blev han ikke længere omtalt. Nu bliver han kun kaldt ’Abu Bakr’ af folk. Efter ham blev Umar kalif og regerede nøjagtigt ti år. Med sin død ophørte han også med at blive omtalt, og nu kalder folk ham ’Umar’. Så blev vor bror Uthman kalif. Han tilhørte den ædleste familie. Han styrede retfærdigt, men da han døde ophørte folk også med at omtale ham. Mens navnet på Bani Hashims søn (dvs. Muhammad) bliver forkyndt fem gange i løbet af dagen og natten (dvs. hver gang en siger: Jeg anerkender at Muhammad er Guds profet). Så hvad andet kan jeg gøre med hans navn, undtaget at jeg skal ødelægge det fuldstændigt.” (Murooj al-Zahab, vol. 2, side 241).

Mu’awiya voksede op i en atmosfære af folk, som fornægtede Profetens mission. Han tilhørte en familie, som hadede religion. Fra sin tidligste barndom havde han set sin far forberede sig på at kæmpe imod muslimerne,


føre store hære imod dem og planlægge at dræbe Profetens ledsagere så vel som Profeten selv, for at beskytte sit lederskab, autoritet og materielle formål. Han havde set, at hans far ønskede at forblive leder, selv om dette måtte resultere i udslettelsen af den ånd af retfærdighed, som blev skabt af Profeten og eller i Profetens og hans ledsageres død og hele Arabiens ulykke.

I alle disse henseender arvede Mu’awiya den samme ånd, som hans oldefar Umayyah, søn af Abd al-Shams.

Ligesom Abu Sufyans natur havde stor indflydelse på Mu’awiyas karakter, som var et sandt billede af sin far hvad angår selviskhed og grådighed efter magt, på samme måde gjorde hans mor Hind, lever-spiseren, et stærkt indtryk på hans dispositioner. De havde begge en stor indflydelse på hans natur og sædvaner.

I hele Arabiens historie er det ikke muligt at finde nogen anden kvinde, som må være lige med Hind i egoisme, hårdhed, brutalitet og skurkagtighed. Hun var så hårdhjertet, at selv den mest blodtørstige person ikke kunne være hende ligeværdig.

Polyteisterne blandt Quraysh stammens folk var efterhånden helt rede til at kæmpe imod Profeten ved Badr, og en hård kamp blev kæmpet. Mange polyteister blev dræbt. Mekkas kvinder græd over deres slægtninges død i en måned. Så kom de til Hind, Mu’awiyas mor og sagde til hende: ”Hvorfor græder du ikke ligesom os?” Hun svarede i en tone fuld af fjendskab og bitterhed, som ikke er set hos nogen anden kvinde: ”Hvorfor skulle jeg græde? Skulle jeg græde, så den nyhed kunne nå Muhammad og


hans venner, og de måtte føle glæde, og at Ansars kvinder også måtte være glade? Ved Gud jeg skal ikke græde, før jeg har taget hævn over Muhammad og hans ledsagere, og jeg skal ikke oliere mit hår, medmindre en kamp er blevet kæmpet imod dem.” Derefter fortsatte hun med at anspore polyteisterne imod muslimerne, og til sidst fandt krigen ved Uhud sted. Udtalelserne ovenfor viser, hvor grusom og hårdhjertet hun var. Hun troede ikke på frigørelsen af hendes sorg ved at græde og sørge. Kvinder er blødhjertede af natur, men hun var af en anderledes disposition. Hun så ting med en mands øjne. Hun troede, at lederskab og suverænitet betød at man skulle udholde krigens besværligheder og dermed holde ens overlegenhed og værdighed høj.

Da Mekkas polyteister drog til Medina fuldt forberedte til at kæmpe krigen ved Uhud, klargjorde Hind også en gruppe kvinder og nåede slagmarken sammen med dem for at anspore mændene til at kæmpe med endnu større mod, således at hun måtte tilfredsstille sit ønske om hævn ved at kigge på det rindende blod og de døde kroppe af dem, som var blevet dræbt.

En mand gjorde indvendinger overfor kvinderne, som gik til krigsfronten. Men Hind råbte som svar: ”Vi vil selvfølgelig gå og se kampen med vore egne øjne.”

Hind fuldførte sin beslutning og drog til slagmarken sammen med de andre kvinder. Hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at tilfredsstille sit ønske om hævn. Da den hårde kamp begyndte, gik hun sammen med de andre kvinder til hver eneste række af polyteisternes hær. De spillede på tamburiner og sang de følgende vers:


”Oh efterkommere af Abd al-Dar! Skynd jer. Bag er der de personer, (dvs. kvinderne) som I skal beskytte; træk jeres sværd.”

”Hvis I bevæger jer til slagmarken, skal vi omfavne jer og placere bløde puder under jeres hoveder. Men hvis I flygter fra slagmarken, skal vi forlade jer, for i det tilfælde kan vi ikke elske jer.”

Hind havde givet mange løfter om belønning til den etiopiske slave ved navn Wahshi, hvis han dræbte nogle muslimer især profetens onkel Hamza, for hvem hun nærede et ekstremt had. I denne kamp klarede polyteisterne sig bedre, og muslimerne led alvorlige tab. Hind var meget, meget glad. En af dem som blev martyrdræbt ved Uhud var Hamza som blev dræbt af Wahshi. Da han blev dræbt, råbte Abu Sufyan: ”I dag har vi taget hævn over slaget ved Badr. Vi skal mødes igen næste år.” Hans hustru Hind var dog ikke tilfredsstillet med, at en mand som Hamza var blevet dræbt. Hun vendte sig til de døde martyrers kroppe sammen med andre kvinder fra Quraysh. De skar hænder, fødder, næser og ører af de dræbte og lavede halskæder ud af dem og således manifesterede de brutaliteten på en måde, som selv de mest grusomme tyranner end ikke tænkte på. Så skar hun maven op på Hamza ligesom en slagter, og flåede hans lever ud. Hun ønskede at gnaske på den og sluge den men kunne dog ikke gøre det. Denne handling var så afskyelig, at selv hendes mand Abu Sufyan udtrykte afsky ved det. Han sagde til en muslim: ”De døde kroppe af jeres mænd, som blev dræbt, blev amputeret. Ved Gud jeg var hverken tilfreds eller utilfreds på grund af dette. Jeg har hverken


beordret at disse ting måtte blive gjort og ej heller forbudt det.” På grund af denne hændelse blev Hind derefter kaldt leverspiseren.

Da Abu Sufyan modvilligt accepterede Islam, på det tidspunkt hvor Mekka blev erobret, sagde hans hustru Hind højt henvendt til Quraysh: ”Oh Quraysh! Dræb denne onde og beskidte mand, som ikke besidder nogen dyd. Jeg har aldrig set en dårligere forsvarsstyrke end jer folk. Hvorfor har I ikke forsvaret jeres by og jeres liv?”

Hind var overhovedet ikke imponeret over den venlige behandling, som Profeten viste overfor hendes mand og hendes børn. Det var den samme Abu Sufyan og den samme Hind, som opfostrede Mu’awiya. Han besad sine forfædres specielle træk fra fødslen (nemlig kærlighed til magt og autoritet, brug af alle fair og ufine midler til opnåelsen af ens formål, som kaldes ’diplomati’ i moderne terminologi, bestikkelse, simulering, undertrykkelse osv.) Kort sagt var han et perfekt eksempel på sine forfædre. Han var vokset op og havde med modermælken fået ind et billede af Ali, Lederen af de Troende, og hans folk, og sagde: ”De er korrupte og bedrageriske folk, som levede et liv i skørlevned på andres bekostning. Hvis det var tilladt for dem at lede folk, ville de undertrykke dem, anse sig selv for bedre end andre, dominere andre, hengive sig til vold og skabe problemer på jorden.”

Umayyaderne fortsatte deres forbryderiske aktiviteter for at fremme deres familieinteresser, ligesom de havde gjort det i uvidenhedens tidsalder. De gjorde det endda under kaliffen Umars tid, men de gjorde alt dette i det skjulte og med stor behændighed under dække af smiger. Men da


Uthman, som tilhørte til deres familie, overtog kalifatet, blev deres rænkespil tydeligt. Fra det tidspunkt bestræbte de sig efter bedste evne for at sikre, at styret skulle blive deres familiestyre og skulle arves af deres sønner og sønnesønner. De havde ikke nogen respekt for hverken kalifatet eller for Islam. De snuppede så megen rigdom som muligt. De rekrutterede også en stor hær. De behandlede det offentlige skattekammer, som tilhørte alle muslimer, som deres egen personlige formue. De bestak de indflydelsesrige personer med offentlige penge og vandt deres støtte. De ventede på at kunne etablere et kongedømme for familien i den betydning, som deres forfader Abu Sufyan havde tolket ’profetskab’, som da han sagde til Profetens onkel Abbas: ”Din nevø har etableret et storslået kongedømme.” Han betragtede Profetens profetskab som et kongedømme, mens han (Profeten) end ikke havde tænkt på at etablere sådan en institution. Mordet på Uthman gav endnu en mulighed til Umayyaderne. Vi skal på de følgende sider vise, at Mu’awiya selv havde en finger med i spillet i mordet på Uthman. Fra den tid blev Mu’awiyas snuhed, bedrageri og sammensværgelse kendt for alle, og fra den tid og fremover startede striden mellem to naturer, som var i modsætning til hinanden. På den ene side var der dyd, standhaftighed, naturens renhed og på den anden side var der grådighed efter autoritet, egoisme, fascisme, korruption og andre laster. Ali repræsenterede det første sæt af kvaliteter og Mu’awiya og hans slægt og slægtninge det andet sæt. Alis mottoer var:

”Jeg skal ikke bedrage nogen ej heller skal jeg gøre nogen uværdig eller uretmæssig handling.”


”Ønsk for andre de samme ting, som du ønsker for dig selv.”

”Ønsk ikke for andre, hvad du ikke ønsker for dig selv.”

”Undertryk ikke andre, ligesom du ikke ønsker at blive undertrykt.”

”Hvis din bror opfører sig voldsomt upassende, skal du alligevel være kompetent nok til at gøre godt for ham.”

På den anden side plejede Mu’awiya at sige:

”Guds hær er honning.”

Med ’honning’ mente han forgiftet honning, med hvilket han plejede at udrydde sine fjender, således at vejen måtte blive banet for hans opnåelse af lederskab. Mu’awiya behandlede alle de gode og fromme mennesker, som om de var hans fjender, som stod i vejen for opnåelsen af hans skændige mål.

Hver gang Mu’awiya frygtede, at en person kunne blive en forhindring for opnåelsen af hans ønsker, gjorde han det af med ham, selvom han måtte have været en dydig og from person. Så meget at han end ikke sparede sine faste venner, som havde været hans støtter. Han dræbte imam Hasan med den samme honning. Han købte venner og bestak indflydelsesrige personer med penge fra det offentlige skattekammer, som burde være brugt til formål af offentlig velfærd.

Da han tog til Mekka for at tvinge folk til at aflægge troskabsed til Yazid, havde han en stærk hær på den ene side og et lager af guld og sølv på den anden side og sagde til Mekkanerne: ”Jeg ønsker kun, at Yazid skal være kalif af


navn. Autoriteten til at udpege og afskedige embedsmænd eller at påtage jer omkostningerne, vil forblive hos jer.”

Da folk ikke var indforstået med at acceptere Yazid som deres kalif, sagde han truende til dem:

”Jeg har fortalt jer om konsekvenserne, for hvilke jeg ikke tager noget ansvar. Jeg henvender mig til jer. Hvis nogen person rejser sig op for at afvise mig, vil hans nakke være hugget over, før han når at ytre et ord. Så I skal passe på jeres liv.”

Da Mu’awiya blev kritiseret for at bortødsle det offentlige skattekammers penge – de samme penge som Ali plejede at bruge til offentlige velfærds formål – ytrede han denne Umayyade sætning: ”Jorden er Guds ejendom, og jeg er Hans repræsentant. Hvad, jeg end tager, er mit, og jeg er også berettiget til at tage det, som jeg ikke tager.”

Da han blev bedt om at tillade ytringsfrihed og folks frie ret til at have en hvilken som helst overbevisning, plejede han at svare: ”Så længe en person ikke står imellem mig og min suverænitet, har jeg ikke noget med ham at gøre.”

I sin bog med titlen ’Islam og politisk diktaturstyre’ siger Professor Muhammad Ghazal: ”Det er den største krænkelse at være selvisk og genstridig. Hvis en person opnår lederskab, vil han kun kunne holde embedet, og folk vil kun yde ham støtte så længe han opfylder folks behov og arbejder i overensstemmelse med deres ønsker......”

Et andet sted skriver han: ”Genstridighed og fascisme fra kongerne er uønsket af Gud og hans Profeter så vel som af folk. Det er en ubestridelig kendsgerning, at til alle tider var kongers tænkemåde den samme. Disse konger opgav


ikke deres egoisme, selv hvis deres støtter og velgørere måtte elske dem ud over alle grænser.”

Mu’awiya greb magten ved hjælp af sin intrigante politik. Han omdannede kalifatet til et kongedømme og efterlod det som en arv til sine efterkommere.

Med hensyn til dette var Mu’awiya et perfekt eksempel på Bani Umayyahs selviske natur – de samme Bani Umayyah, som var ondskabsfulde i hele uvidenhedens tidsalder og forblev således efter at have accepteret Islam. Efter at Ali mødte martyrdøden for Ibn Muljims hånd, begyndte Mu’awiya at planlægge at gøre op med enhver, som ikke var rede til at acceptere ham som Guds kalif. Han sagde åbenlyst: ”Vi skal kun overlade folk til sig selv, når vi har gjort dem til slaver.” Han sagde også: ”Vi har ikke noget med en person at gøre, med mindre han står imellem os og vores suverænitet.” Han forklarede folk i klare vendinger: ”Suverænitet tilhører mig, og efter mig vil den tilhøre Bani Umayyah. Folk er frie, så længe de ikke bliver en hindring mellem Bani Umayyah og deres lederskab.” Han begyndte at arrestere og straffe folk på den mindste mistanke, skønt dette aldrig var sket under de tidligere kaliffers perioder. Han begyndte ubarmhjertigt at dræbe Profetens ledsagere, ledsagernes ledsagere og andre troende, som repræsenterede den offentlige mening og fulgte den rette vej.

Så snart han havde opnået kontrol over staten, begyndte han at registrere folks rigdom og ejendom, og opskrev det som arv til sin ondskabsfulde søn. Han brugte store mængder af de offentlige midler for at sikre troskabseden til Yazid med magt. Vi gengiver herunder en hændelse,


som vil vise, på hvilken basis Yazids og nogle andre Umayyade kaliffers styre var baseret.

Mu’awiya besluttede at fjerne Mughira, søn af Sho’ba fra Kufas guvernørembede og udnævne Sa’id bin Aas i hans sted. Da Mughira fandt ud af det, tog han afsted for at se Mu’awiya og foreslog ham, at han skulle udnævne Yazid til at være kalif efter ham. Mu’awiya var meget tilfreds med at høre dette forslag og sagde til Mughira: ”Jeg tillader dig at fortsætte som Kufas guvernør. Du skal tage tilbage og fremlægge dit forslag foran folk, som du betragter som pålidelige. Mughira kom tilbage til Kufa og lagde forslaget frem foran sådanne personer. De tilsluttede sig; Mughira valgte ti personer blandt dem og sendte dem til Mu’awiya i form af en deputation. Han gav dem også tredive tusinde dirham og udnævnte sin søn Musa som deres leder. Disse personer så Mu’awiya og priste højt forslaget vedrørende Yazids efterfølgelse. Mu’awiya spurgte Musa: ”Hvad har din far betalt disse personer for at købe deres religion?” Musa fortalte ham at Mughira havde betalt tredive tusinde til dette formål. Mu’awiya sagde: ”Det er en god handel”.

Mu’awiya sendte da forslaget til alle guvernørerne og dikterede dem at sende deputationer til ham fra hver by og distrikt. Mange deputationer kom og udvekslede synspunkter om emnet. Da rejste Yazid, søn af Muqanna sig op og sagde, mens han pegede på Mu’awiya: ”Han er Lederen af de troende”. Derpå pegede han på Yazid og sagde: ”Når han (dvs. Mu’awiya) dør vil han (dvs. Yazid) være lederen af de troende.” Da pegede han på sit eget sværd og sagde: ”Dette er for ham, som ikke er enig med


os.” Da sagde Mu’awiya, ”Kom. Sæt dig ned, du er talernes leder”.

Den tvang og magt, som Mu’awiya brugte for at opnå troskabseden for Yazid fra Hijazs folk er overraskende så vel som forbløffende. For at opnå deres samtykke tog han hen til dem med en hær så vel som med mange sække med dirham og dinarer. Da de ikke blev skræmt af hæren og ikke kunne købes med rigdom, sagde Mu’awiya: ”Jeg har gjort min pligt. Indtil nu har praksis været, at når jeg har holdt en tale, og nogen af jer har rejst sig og afvist mig, tolererede jeg det og tilgav ham. Dog vil jeg nu holde en tale, og jeg sværger ved Gud at, hvis nogen af jer ytrer en sætning imod, hvad jeg siger, vil et sværd nå hans hoved, før han kan udtale den næste sætning. I skal derfor passe på jeres liv.” Så beordrede han sin politiofficer om at postere to folk ved hver eneste person i forsamlingens side og beordrede, at hvis nogen person sagde noget i støtte til eller imod hvad han sagde, skulle de kløve hans hoved.

Mu’awiya og andre medlemmer af Umayyade familien gjorde uvidenhedens tidsalders fascistiske autoritet til en tradition. De var tyranner som ejede alt, og muslimerne var så godt som deres slaver, som ikke forventedes at gøre nogen indvendinger. De halshuggede dem, som nægtede at aflægge troskabseden til Yazid. Med hensyn til dem, som aflagde eden, blev deres hænder tatoveret, som et særligt tegn på at personen blev regnet for at være en slave.

Mu’awiyas efterfølgere var endnu mere forbryderiske og korrumperede. Nogle af dem overgik ham i forbrydelser og sygelighed, men besad ikke i den mindste grad af de


synlige kvaliteter som han besad. Folk led derfor meget mere under deres tid. De var tvunget til at stille deres rigdom så vel som deres liv til disposition for lederne. Ledernes agenter og ansatte var grusomme og korrupte. De undertrykte folk, hvor de end var udsendt. De ydmygede ikke-araberne som havde accepteret Islam. De

mishandlede også de Zimmis1 som tidligere havde nydt

Islams gode og venlige væremåde. De skånede end ikke araberne og dræbte dem, som nægtede at føde dem med deres kød og blod. Som ledere udnævnte de udnævnte personer, som pålagde folket høje skatter og inddrev dem med ekstrem egenmægtighed og på en overordentlig skændig måde. Dette var grunden til at Sa’id bin Aas, som var blevet udnævnt af Uthman som Iraks guvernør, plejede at sige: ”Irak er Quraysh have, vi skal tage fra den, hvad vi ønsker og efterlade, hvad vi ikke ønsker.” Of da en Zimmi forhørte sig hos Amr bin Aas om, hvor meget skat de skulle betale, svarede han: ”I er vores skat.” (Dvs. Vi skal realisere hvad end vi ønsker fra jer).

Umayyade kalifferne var opsatte på at tilegne sig det offentlige skattekammer for sig selv og gøre deres venner og associerede så rige, som de kunne. De embedsfolk, som blev udnævnt i de islamiske territorier, snuppede hvad end de kunne og opkrævede også store pengesummer fra folk som bevis på deres trofasthed overfor herskerne. For eksempel Khalid ibn Abdullah Qasra, som var en af

1- En Zimmi eller Dhimmi er en ikke-muslim, som lever i et muslimsk samfund. Som Zimmi betaler man en lille skat til samfundet, og har følgelig krav på samfundets beskyttelse.


guvernørerne af Hisham , søn af Abdul Malik, plejede at tage en million dirham fra det offentlige skattekammer hvert år. Han tog desuden millioner af dirham foruden dette beløb.

Det fundament af retfærdighed, som blev lagt af Islam og imam Ali, blev revet ned af Umayyaderne. To klasser nemlig de rige og de fattige opstod blandt folk. Som en konsekvens deraf svømmede nogle af dem i rigdom, hvorimod andre ikke kunne skaffe til dagen og vejen. En af Umayyade kalifferne gav tolv tusinde dinar til en sanger ved navn Ma’abad, fordi han kunne lide hans optræden. Samtidigt der var utallige personer, som længtes efter at leve som frie mennesker. Før Sulaiman bin Abdul Malik blev kalif havde antallet af slaver nået flere hundrede tusinde. Dette er bevist ved at halvfjerds tusinde slaver og slavepiger blev sat fri af ham.

Under perioden med Bani Umayyah var trangen til at spendere på fest og pomp blevet af sådan et omfang, så det overhovedet ikke var sanktioneret af Islam, af Profeten eller Ali. En indbygger i Yemen nød ikke de rettigheder, som blev nydt af et medlem af stammen Qais, og en ikke-araber havde ikke de privileger, som var til rådighed for en araber.

Det var under Umayyade perioden, at antallet af behagesyge hoffolk var øget med stormskridt. De lavede ikke noget men fik enorme lønninger fra det offentlige skattekammer, ligesom det er praksis selv nu i visse Arabiske lande. Historien fortæller os, at Walid ibn Abdul Malik holdt op med at betale løn, når tyve tusinde personer havde fået deres.


Umayyade herskerne begik også grove grusomheder for at holde på deres forskellige byer. Abdul Malik var en absolut despot, som regerede på en totalt skamløs måde. Han fik Bahrains brønde og kilder sandet til, så folk blev hjælpeløse og nødlidende og som en konsekvens deraf lydige overfor herskeren (Vide Ibn Rayhanis bog med titlen ’Muluk al-Arab’ vol. 2, side 206) og al-Nukabat side 64. Han betroede Iraks og Hijaz styring til den afskyelige og blodtørstige person kendt som Hajjaj bin Yusuf.

Det vil være tilstrækkeligt at citere et enkelt eksempel (det om Yazid ibn Abdul Malik) for at vise, hvilken værdi Umayyade kongerne knyttede til det almene menneske, og hvordan de skændede kalifatet og så ned på folk. En dag drak han for meget vin og blev meget beruset. Hans favorit slavepige Hubaba sad ved hans side. Han sagde til hende, ”Lad mig flyve væk.” Hun spurgte: ”Og til hvem betror du muslimerne?” ”Til dig,” var hans svar.

Amin Rayhani skriver om Bani Umayyah således: ”Administration af retfærdighed overfor undersåtterne er grundlaget for et styre. De som sad på tronen tænkte dog anderledes. Som man kan se, var der blandt Umayyade herskerne værdiløse personer, drukkenbolte og tyranner”. (al-Nukabat side 70)

Det skal heller ikke glemmes, at Umayyade herskerne introducerede den skamfulde praksis at gøre nar af Ali og hans efterkommere. Men den ædleste blandt dem var Umar ibn Abdul Aziz som gav værdighed til Østens herskere så vel som til menneskeheden. Så snart han besteg tronen, befriede han folk fra undertrykkelse, genoprettede deres rettigheder, udnævnte retfærdige


embedsmænd og instruerede guvernørerne i at behandle folk retfærdigt og mildt. Han introducerede reel lighed mellem arabere og ikke-arabere og muslimer og ikke-muslimer. Som et tegn på respekt for menneskelig værdighed stoppede han yderligere erobringer. Han ophævede alle skatter, undtaget dem som blev betalt af folk frivilligt. Han stoppede også forhånelsen af Ali, som havde varet længe. Fra de adelige og aristokraterne tog han den ejendom og rigdom tilbage, som ulovligt var blevet konfiskeret af dem, og rådede dem til at arbejde for deres forsørgelse. Styret af denne storslåede mand varede ikke længe, og han blev offer for Umayyadernes konspirationer selv og mistede sit liv. De dræbte ham, ligesom de havde dræbt Mu’awiya ibn Yazid tidligere – hans eneste forseelse var, at han havde nævnt deres djævelskab, udtrykt utilfredshed over deres krænkelse af folks rettigheder, medgivet at hans far og bedstefar havde været ansvarlige og foretrukket afsides liv frem for herredømme.

Det er meget overraskende, at nogle moderne forfattere gør meget ud af retfærdiggørelse af de tyranniske og egensindige handlinger af Umayyade herskerne og deres agenter. De siger ting, med hvilke de ikke selv må være tilfredse. De gør således alene for at støtte deres forfædre og fremlægger følgelig ejendommelige og meningsløse forsvar for dem. Var Bani Umayyahs samtidige, som var øjenvidner til deres styre, ikke mere pålidelige? Modbeviser deres erklæringer ikke de moderne forfatteres og giver et sandt billede af forholdene under Umayyadernes styre? Hvad vil disse moderne forfattere sige efter at have læst den følgende beretning?


En dag da Ubaydah bin Hilal mødte Abu Harabah Tamimi, sagde Ubaydah til Abu Harabah: ”Jeg ønsker at stille dig nogle spørgsmål. Vil du give mig korrekte svar?” Abu Harabah svarede bekræftende. Derpå foregik den følgende konversation mellem dem:

Ubaydah: Hvad siger du om Umayyade kalifferne?

Abu Harabah: De plejede at udgyde blod uden nogen berettigelse.

Ubaydah: Hvordan opnåede de rigdom?

Abu Harabah: De opnåede den ulovligt og brugte den ulovligt.

Ubaydah: Hvordan behandlede de forældreløse?

Abu Harabah: De snuppede de forældreløses ejendom, nægtede dem deres rettigheder og krænkede deres mødres anstændighed.

Ubaydah: Gud nåde og trøste dig Oh Abu Harabah! Er sådanne personer passende at følge og adlyde?

Abu Harabah: Jeg har fortalt hvad du spurgte mig om. Nu skal du ikke dømme mig.

Abu Harabahs ord ”du skal ikke dømme mig” forklarer, at under Bani Umayyahs og deres agenters herredømme, var det ikke muligt for nogen person at danne sin egen mening og tilkendegive den.

Hvordan vil Bani Umayyahs moderne forsvarer forklare Medinas folks synspunkter, som de tilkendegav overfor Kharijiten Abu Hamzah? Efter at have fordrevet Umayyaderne fra Medina hørte Abu Hamzah fra byens


indbyggere, hvilke besværligheder de havde gennemgået i hænderne på de syriske kaliffer og deres agenter. De sagde i klare vendinger, at herskerne plejede at dræbe dem på ren mistanke, og anså disse ting for at være lovlige, skønt de var blevet erklæret ulovlige i Islam, ganske i overensstemmelse med fornuftens, samvittighedens og den menneskelige værdigheds øjne. I en tale af Abu Hamzah ved denne lejlighed sagde han disse ord:

”Kan I ikke se, hvad der er sket med muslimernes guddommelige kalifat og imamat? Bani Marwan har leget med dem ligesom med en bold. De slugte Guds ejendom og legede med Hans religion. De gjorde Guds skabninger til slaver. Alle deres ældre gjorde de yngre til deres efterfølgere i dette formål. De greb lederskabet og klæbede sig til det ligesom selvskabte guder. De tog beslutninger i overensstemmelse med deres luner og ønsker. Hvis de blev irriterede, dræbte de folk. De arresterede folk på ren mistanke og suspenderede afstraffelse på anbefalinger. De gjorde uærlige personer til betroede og nægte at adlyde dem, som var ærlige. De opkrævede skatter fra folk, om det så var uretfærdigt og brugte dem til ulovlige formål.”

Hvordan vil disse forsvarere for Bani Umayyah forklare Bakhtaris vers, i hvilket han tilkendegiver folks tanker på den tid og tegner et sandt billede af situationen: ”Vi anser Bani Umayyahs gruppe for at være vantro, da de opnåede kalifatet ved bedrag og svig.”

Bani Umayyahs onde handlinger, undertrykkende administration, og forbryderiske planer, som bestemt var kendt blandt de tidligere folk, var også kendt af dem, som


kom senere, og ikke-arabiske forfattere har nævnt deres grusomheder og forbrydelser på samme måde, som de blev beskrevet af de arabiske forfattere. Det er en kendsgerning, som er indrømmet selv af egyptiske og andre forfattere som aktivt støttede Bani Umayyah. De siger: ”De fleste østlige og vestlige historikere angreb voldsomt og usikkert Bani Umayyah kun Polois Wilharzans attitude er moderat i et vist omfang.”

Man kan konstatere, at en enkelt orientalers attitude, som ikke er i enighed med andres heller ikke er ’moderat’, men vi kan kalde det ’moderat i et vist omfang’.

Denne bemærkning af den egyptiske forfatter er en klar anerkendelse af, at denne ensomme orientalist ikke fremlægger tilstrækkeligt bevis til at støtte Bani Umayyah mere åbent, og hans attitude overfor dem skulle i så fald have været moderat snarere end moderat i et vist omfang. Ikke desto mindre kunne vi ønske at fortælle den egyptiske forfatter, at der også er en anden orientalist, som har støttet Bani Umayyah fuldstændigt. Det er den franske historiker La Mius, som har givet fuldstændig støtte til den familie af helt særlige årsager. Vi vil kommentere denne historikers skrivelser senere. Med undtagelse af disse to orientalister har de fleste tegnet et billede af Abu Sufyans søn og Marwans efterkommere, som ikke vil kunne ønskes af deres støtter. Blandt disse orientalister er den mest prominente Kazanofa, som siger:

”Bani Umayyahs natur bestod af to ting: For det første kærlighed til rigdom i et omfang svarende til griskhed; og for det andet kærlighed til plyndring og lederskab så de kunne nyde jordiske glæder.”


Hverken de arabiske historikere eller orientalisterne har tegnet et sandt billede af Bani Umayyah, som det er blevet tegnet af Umayyade kaliffen Walid bin Yazid i de vers, som er oversat nedenfor.

”Nævn ikke Folk fra Sa’dis familie. Vi er bedre end dem både hvad angår antal og rigdom. Vi udøver magt over folk og ydmyger og torturerer dem på mange måder. Vi ydmyger dem og fører dem til randen af ruin og destruktion, og selv der mødes de kun med ydmygelse og udslettelse.”

Selv hvis Umayyadernes støtter afviser alt det, der er blevet sagt af gamle såvel som nyere historikere og orientalister om deres mentalitet, kan de så afvise, hvad der er blevet sagt af Walid ibn Yazid?

* * * * * * * * * *

HUSAIN OG YAZID

Alle disse hændelser, som Hussain måtte gå i gennem, viser fra et moralsk synspunkt, at han besad den højeste plads af ære, og alle de hændelser, som er hændt i kraft af Yazid, er et bevis på, at han stod på det laveste punkt af vanære. Karbalas tragedie er tilstrækkeligt bevis for dette. Denne hændelse siger mere end mange ord om hans stygge ondskabsfuldhed.

Yazid var en drukkenbolt. Han plejede at bære silkeklæder og spillede på tamburin.

Hussain søn af Ali og Yazid søn af Mu’awiya var de personer, som kom til verden som perfekte eksempler på deres nedarvede kvaliteter fra de to familier Hashimiterne og Umayyaderne. Hussain var en perfekt Hashimiter af sin tid, som Yazid var af Abd al-Shams. Hvis et menneskes særlige kvaliteter kan være et sandt billede af det miljø, som han er vokset op i, er der ingen tvivl om at Hussain og Yazid var sande modeller for hver deres familie. Hussain repræsenterede Hashimiterne og Yazid Umayyaderne. Den eneste forskel var, at Hussain var det bedste eksempel på Hashimiternes dyder og excellence, hvorimod Yazid var blottet for selv de gode kvaliteter som nogle af Bani Umayyah besad.


Hussain var søn af Ali, som var søn af Abu Talib. Da han

blev født, tog Profeten han i sine arme og udtalte ’Azan’1 i

hans ører, for på denne måde at tilføre sin egen ånd ind i hans barnebarns ånd, gøre ham til en integreret del af sit jeg, og at indskærpe ham, at han var født til at udføre en særlig mission, og at det livs formål var blevet bestemt for ham.

På den syvende dag efter hans fødsel, sagde Profeten med stor glæde: ”Jeg har navngivet denne, min søn, Hussain.”

Dette barn voksede op dag for dag under sådanne forhold, at han i sig havde sin bedstefars sjæl, sin fars hjertebanken, og et dybt indtryk af profetgerningen i sit sind. Alle hans forfædres dyder og excellence var forenet i hans person. Og efterhånden som han voksede op, blev disse dyder og kvaliteter stadigt tydeligere.

Overførsel af forfædrenes kvaliteter til deres børn er naturen lov, om hvilken der ikke kan være nogen tvivl overhovedet. Ligesom børn arver farver, ansigtstræk, materielle kvaliteter osv. fra deres forfædre, arver de også deres karakteristiske dyder.

Hussain forblev under sin bedstefars opsyn, indtil han blev syv år. Efter Profetens død, fortsatte hans ledsagere med at imitere ham, hvad angik deres kærlighed for Hussain. En særlig grund til at de viste deres kærlighed for ham, var at hans træk mindede meget om Profetens. Dette er bekræftet af udtalelser fra de mennesker, som har set både Profeten og Hussain.

1- Muslimernes kald til bøn.

HUSAIN OG YAZID 393

Forfædrenes store navne og deres præstationer har en hel del at gøre med deres børns udvikling og kan være med til at gøre deres fremtid lys. Når børn hører om sine forfædres præstationer fra deres tidligste barndom, tegnes der et billede i barnets sind, og som følge deraf opnår det sine forfædres kvaliteter. Et barn arver naturligt sine forfædres kvaliteter, men dets opvækst sammen med dem på samme sted øver en stor indflydelse på dem.

Foruden Profeten så Hussain også sin højt respekterede far. Han så hans udholdenhed, standhaftighed, retfærdighed, sympati, hjælp til de undertrykte og vrede overfor undertrykkerne så vel som god behandling og redelighed overfor fjenden. Han fulgte sin far i krigene ved Kamelen, Siffin og Nahrawan og så hans forbløffende mod, og lærte af ham krigens kunst for godhedens skyld, og vidste også fra ham, hvordan man ofrer sit liv for at beskytte de undertrykte og hjælpeløse fra tyranni.

Hussain nærede stor ærbødighed for sin mor, som var en meget blødhjertet og god kvinde. På grund af hendes bløde hjerte var hun altid bedrøvet over at se de besværligheder, som hendes far, Profeten, og hans ledsagere var underlagt af Quraysh. Hun var ekstremt sørgmodig på dagen for slaget ved Uhud, da mange muslimer blev dræbt af Qurayshs polyteister, og deres døde kroppe blev skåret i stykker. Det var en meget deprimerende scene for hende, da hendes far græd over sin onkel Hamza.

Det siges, at efter Profetens død gik Anas bin Malik en dag hen for at se Lady Fatima og bad hende om at kontrollere


sin sorg af hensyn til sit eget helbred. Hun sagde kun dette som svar:

”Oh Anas! Hvordan skulle man kunne holde til at betro Profetens rene krop til graven?”

Da brast hun i gråd, og Anas begyndte også at græde. Han kom tilbage med et hjerte, som var knust af Fatimas sorg.

Hussain plejede at se sin sorgfulde yngre søster Zainab og følte sig ekstremt ked af det på hendes vegne.

Hussain så på sin mor og søster og forestillede sig de lidelser og besværligheder, som tiden havde i vente for ham selv, hans søster og deres efterkommere. Han følte, at meget snart ville han og hans søster komme til at udgyde tårer ved deres mors død og at begræde deres fars martyrdød, og deres efterkommere ville imødegå store vanskeligheder.

Nogle få dage senere hørte han sin mor give følgende anbefalinger til hans søster Zainab:

”Forlad ikke Hassan og Hussain. Drag fuldstændig omsorg for dem. Efter mig udfør pligterne som deres mor.”

Hans mor døde tre måneder efter hendes fars død. Hussain stod ved hendes side og sagde farvel til hende. Til tider kiggede han på sin søster, som var lammet af sorg. Så kiggede han på sin far og bror, som græd bittert over Lady Fatimas borttagelse.

Hussain tilbragte sin barndom i en atmosfære af sorg og smerte. Da han voksede op, så han folk bekæmpe og blokere vejen for hvert af hans respekterede fars skridt. De troendes Mor, Ayesha og hendes støtters attitude, gjorde

HUSAIN OG YAZID 395

ham endnu mere ked af det. Han så også det forræderi, som blev begået af Mu’awiya, Amr bin Aas, og deres håndlangere mod hans far. Dette øgede hans sorg endnu mere, og han følte, at med mindre ondskaben blev bremset med samme mod og styrke med som hans far udviste, ville livet være meningsløst.

Den mest frygtelige dag var den, hvor en kriminel synders hånd slog hans respekterede far med voldsom kraft i hovedet, mens han var ved at bede sine bønner i Kufas moske. Imam Ali kunne ikke overleve denne skade og udåndede efter to dage. Således var forhindringen på vegne af undertrykkernes og tyrannerne fjernet, til at de kunne etablere deres magtbase.

Efter nogen tid mødte hans bror Hassan martyrdøden, som skyldtes forgiftning. Og hans sorg og undren havde ingen ende, da han så, at Bani Umayyah og deres støtter skød pile mod hans brors ligbåre. Han fandt også ud af, at Mu’awiya havde beordret, at Hussains far og bror skulle overfuses fra prædikestolene. Rent faktisk hørte han Mu’awiya gøre således selv. Kort sagt vedblev nye grunde til hans sorg at komme frem. Disse var selve årsagen til tragedien i Karbala - stedet hvor den mest grufulde forbrydelse blev begået i samarbejde med Yazids ondsindede og bedrageriske soldater. De begik ugerninger mod Hussain og en lille gruppe af hans ledsagere og familiemedlemmer af en art, som man gyser over at forestille sig.

Sådan voksede Hussain op hvad angår arv og træning, og dette var årsagerne til hans sorg, som han havde kendt lige


fra sin fødsel. Da han havde set sin bedstefar, fars og mors lidelser, var sorg og smerte indgroet i hans natur.

Det var på grund af disse medfødte og opnåede kvaliteter, at han plejede at sige:

”Overbærenhed er en stige, troskab er mandighed, hovmod er fjollet og svaghed og samvær med de ondsindede er noget, som får en til at tvivle og vakle.

Prøv at opnå de ting, som du fortjener. Det er ydmygelse og skamfuldhed. Sandhed er værdighed og løgn er hjælpeløshed.”

* * * * * * * * * *

HVEM VAR YAZID?

Yazid var en mand, som havde arvet alle de dårlige kvaliteter fra Umayyade familien. Hans tilbøjeligheder, overbevisninger, tænkemåder og anskuelse i forskellige sager var nøjagtig den samme som Bani Umayyahs generelt. Foruden den ondskab, som var medfødt i ham fra sine forfædre, havde han desuden andre ondsindede tendenser og sataniske kvaliteter. Han besad ikke sin fars åbenlyse kvaliteter, som anses for at være hans (dvs. Mu’awiyas) fordele, skønt de kun var værktøjer til at forstærke hans magt. Faktisk må det siges, at der imod var alle familiens dårlige kvaliteter forenet i ham, så han ikke besad nogen gode kvaliteter overhovedet. Der har ikke været nogen anden svirebror blandt Bani Umayyah ligesom Yazid, og det var på grund af hans voldsomme trang til fest, at han mistede livet. Det fortælles, at en dag, mens han sad på en hest, prøvede han at overhale en abe. Under denne konkurrence faldt han ned fra hesten og

HUSAIN OG YAZID 397

døde. Hans samtidige har tegnet dette meget præcise og koncise billede af ham:

”Han var en drukkenbolt. Han plejede at bære silkeklæder og spillede på tamburin.”

Hvis Hussain viste sig som en model af dyd og god moral, viste Yazid sig som det værste eksempel af hans fædrene laster. Hvis Hussain var sympatisk overfor andre, som storslåede personer sædvanligvis er, havde Yazid ikke nogen menneskelige følelser og var absolut skamløs.

Yazid var vokset op i en familie, som anså Islam for at være en politisk bevægelse. Ifølge Bani Umayyah var Profetens gerning kun et påskud til at opnå magt og autoritet, og Islam betød overførsel af magt fra Bani Umayyahs hænder til Bani Hashims hænder. Yazid betragtede kun sine landsmænd som en hær, hvis opgave var at være trofast overfor herskeren. I hans øjne var formålet med hans landsmænds eksistens, at de skulle betale afgifter og skatter og forøge skattekammerets formue, som var til for at skulle bruges i overensstemmelse med herskerens søde vilje.

Da Yazid var født og opvokset i sådan en familie, var det naturligt, at han også tillagde sig de sædvaner, som var hans forfædre og andre af hans familiemedlemmer havde fremelsket såvel under uvidenhedens tidsalder som Islams fremkomst. Desuden var han vokset op hos en far, som brugte store pengesummer fra det offentlige skattekammer til sin fornøjelse. Når rigdom og ligegyldighed er forenet, kan resultatet ikke blive andet end tøjlesløshed og udsvævelser.


Det var af denne grund, at ligesom alle uvidende personer, som besidder rigdom, var Yazid en drukkenbolt og glad for et liv med fornøjelser og leg med hunde. Så snart at han besteg tronen, begyndte han at bruge penge overdådigt for at leve et liv i udsvævelser og sensuelle glæder. Han gav enorme summer til sine forbindelser, slaver, slavepiger, sangere osv. Han havde et stort antal hunde, som sov ved hans side og blev besmykket med guld og sølv og silkeklæder, mens de fattige folk, fra hvem skatterne blev inddrevet under tvang, sultede og led under vanskelighederne. Han regerede kun i tre og et halvt år, men under denne korte periode udviste han i sig selv en koncentration af al den vanære, meningsløshed og skamløshed, som var et resultat af Umayyade politikken.

Foruden førnævnte festivitas og udsvævelser, som Yazid arvede fra sine forfædre begik han også andre skrækkelige forbrydelser. Under det første år af hans regeringstid myrdede han imam Hussain og hans ledsagere, og gjorde hans familiemedlemmer til fanger. Under det andet år plyndrede han Medina uden at tage det mindste hensyn til dens hellighed. Han tillod sine soldater at gøre, hvad end de havde lyst til i en periode på tre dage. Som følge deraf blev elleve tusinde personer inklusive syv hundrede af Profetens ledsagere fra Muhajir og Ansar dræbt, og mere end tusinde jomfruers ærbarhed blev ødelagt.

Det var imam Hussains natur, at han skulle kæmpe imod uretfærdighed og undertrykkelse ved at følge det eksempel, som blev givet af hans bedstefar og far. Han plejede at sige: ”Det er ydmygelse og vanære at leve med undertrykkerne.” I modsætning hertil skænkede Yazid altid

HUSAIN OG YAZID 399

ære til de grusomme og ondskabsfulde og gav dem store gaver for at begå de mest forfærdelige forbrydelser. Han bad også andre om at respektere og ære sådanne personer. For eksempel en dag da han var optaget af fest og druk sammen med sine venner og Ubaidullah Ibn Zaid, den ledende skikkelse ved tragedien ved Karbala, sad ved hans højre hånd, sagde han henvendt til mundskænken:

”Giv mig sådan en vin, at den skal gøre mit hjerte koldt. Giv den samme vin til Ibn Zaid, som er min fortrolige og forvalter og kilden til opnåelsen af krigsbytte, og som vinder krigene.”

(Denne hændelse forgik kun nogle få dage efter, at imam Hussain var blevet martyrdræbt).

Yazids hæder til Ibn Ziad ligner den hæder, som den største tyran og forbryder, Hajjaj gav sine betroede folk.

Hvis den ”guddommelige hær” under Mu’awiyas tid bestod af forgiftet honning, var Yazids tid kun gift uden blandingen af honning. Under Yazid styre blev Umayyadernes udskejelser fra uvidenhedens tid fuldt ud genopfrisket. Ingen af historiens begivenheder kan fremstille en mand mere gemen end Yazid – den samme Yazid som var ophavsmand til tragedien ved Karbala. Og ligeledes kan ingen af historiens begivenheder fremstille en person, som skulle besidde så ophøjet en karakter som Hussain – den samme Hussain som blev Karbalas martyr. De sider, som relaterer til Yazid, er absolut sorte, hvorimod dem, som relaterer til Hussain er fyldt med værdighed og hæder. På den ene side var der Umayyahs handel og lederskab og hans slaver og udførelser; og på den anden


side var der Abu Talibs families ædle karakter og mod og deres frie og ihærdige personer og martyrer på vegne af sandhed og retfærdighed.

Logik og fornuft kan ikke til fulde fremvise virkeligheden af de hændelser, som de er relateret til. Da alle begivenheder indeholder afgørende argumenter i sig selv, er der ingen tvivl om, at alle disse begivenheder, som Hussain måtte gå i gennem, fra et moralsk synspunkt viser, at han besad den mest ophøjede rang, og alle de begivenheder, som Yazid måtte igennem, er et bevis på, at han var på det nederste lag af nedværdigelse. Tragedien ved Karbala er et tilstrækkeligt bevis på denne kendsgerning. Denne hændelse siger mere end ord, og vil altid fremvise Hussains mest ædle karakter, og Yazids ondskab som det mest afskyelige af det afskyelige.

Før tragedien ved Karbala foregik der en anden hændelse, i hvilken der på den ene side var Hussain som modellen på oprigtighed og menneskelig sympati, og på den anden var der Yazid, som var legemliggørelsen af udskejelser og liderlighed. Denne hændelse drager den pagt i erindring, som blev indgået med Bani Hashim, og som blev kaldt ’Hilf al-Fuzul’, ud over at den kaster lys over de respektive karakterer af Hussain og Yazid. Denne pagt blev lavet af Bani Hashim i samarbejde med nogle arabiske stammer. Et af dens punkter påstås at sige, at pagtens underskrivere ville støtte de undertrykte, og genskabe deres rettigheder fra undertrykkerne, og ville forhindre de magtfulde i at gøre uretfærdigheder overfor de svage og hjælpeløse. Yazids forfædre havde modarbejdet denne pagt og Hussains forfædre havde helhjertet ydet støtte til den.

HUSAIN OG YAZID 401

Selvfølgelig er en af denne hændelses personer Hussain og den anden er Yazid. Yazid søn af Mu’awiya hørte om Urainab datter af Ishaq og hendes skønhed. Hun var Qurayshiten Abdullah bin Salams hustru. Urainab var den smukkeste og mest fremragende kvinde i sin tid og besad enorme rigdomme. Yazid blev forelsket i hende uden at have set hende. Han tabte al tålmodighed og nævnte sagen for Mu’awiyas yndlingsslave ved navn Rafiq. Slaven informerede Mu’awiya om sagen. Yazid medgav, at hvad end Mu’awiya havde hørt var korrekt. Mu’awiya sagde: ”Vær rolig og tålmodig. Noget vil blive gjort i denne anledning.” Yazid sagde: ”Der er ingen grund til at trøste mig nu, for sagen er allerede færdig. Hun er allerede blevet gift.” Mu’awiya sagde: ”Min kære søn! Hold denne hemmelighed for dig selv, for hvis det bliver kendt, vil det ikke gøre dig noget godt. Gud gør fuldstændig, hvad Han har forordnet, og hvad der allerede er sket kan ikke afhjælpes.”

Mu’awiya begyndte at overveje, hvordan problemet kunne løses, og hvordan han kunne imødekomme Yazids ønske om at ægte Urainab. Abdullah søn af Salam, Urainabs ægtemand var på det tidspunkt Iraks guvernør. Mu’awiya skrev et brev til ham, som sagde: ”Jeg har uopsættelige forretninger med dig. Vær venlig og komme og se mig så snart som muligt. Sagen er meget gunstig for dig.”

Da han havde modtaget Mu’awiyas brev begav Abdullah sig straks til Syrien og mødte Mu’awiya. Den sidstnævnte modtog ham med stor hæder og respekt. På det tidspunkt var Abu Darda og Abu Huraira også i Damaskus. Mu’awiya tilkaldte dem og sagde: ”Den og den af mine døtre er nu i


den giftefærdige alder, og jeg tænker på at give hende væk i ægte. Jeg tror Abdullah søn af Salam er en god mand, og jeg ønsker at hun skal ægte ham.”

De begge priste Mu’awiya for hans intelligens og oprigtighed og sagde, at hvad end han havde tænkt på var fuldstændigt korrekt.

Mu’awiya sagde til dem: ”I begge skal møde Abdullah og nævne sagen for ham og finde ud af hans mening om det. Selvom jeg har bemyndiget hende til at ægte en mand efter hendes eget valg, er jeg sikker på, at hun vil kunne lide Abdullah bin Salam og vil ikke nægte at ægte ham.”

Abu Darda og Abu Huraira tog af sted for at møde Abdullah. I mellemtiden gik Mu’awiya ind i sit palads og sagde til sin datter: ”Kære datter! Hør lige hvad jeg har at sige til dig. Når Abu Darda og Abu Huraira kommer til dig og fortæller dig, at jeg ønsker at du skal ægte Abdullah bin Salam, skal du sige: ”Selvfølgelig, er Abdullah en god mand og en nær slægtning og af samme status som os. Ikke desto mindre, er han allerede gift med Urainab datter af Ishaq, og jeg er bange for, at hvis jeg ægter ham, vil jeg også blive jaloux på hende ligesom alle andre kvinder. Hvis jeg derfor siger noget upassende om Abdullah, er jeg bange for, at jeg pådrager mig Guds vrede ved at gøre således. Men hvis Abdullah skiller sig fra Urainab er jeg indforstået med at ægte ham.”

Da Abu Darda og Abu Huraira videregav Mu’awiyas budskab til Abdullah, var han glædeligt overrasket og bad dem om at sige, at forslaget var acceptabelt for ham. Da de informerede Mu’awiya om udviklingen, sagde han til dem:

HUSAIN OG YAZID 403

”Som jeg allerede har fortalt jer, vil jeg gerne have dette ægteskab, men jeg har bemyndiget min datter til at ægte en mand efter sit eget valg. I skal derfor spørge hende, hvorvidt hun er rede til at ægte Abdullah bin Salam.”

Da de henvendte sig til pigen, gav hun dem det svar, som Mu’awiya havde belært hende at give. De videregav hendes svar til Abdullah.

Da Abdullah søn af Salam fandt ud af, at det ikke var muligt at ægte Mu’awiyas datter, med mindre han blev skilt fra sin hustru, blev han overmandet af griskhed og skilte sig fra Urainab. Han sagde til Abu Darda og Abu Huraira: ”Bær vidnesbyrd om, at jeg har skilt mig fra Urainab. I skal informere Mu’awiya om dette og også videregive mit forslag til ham.”

Da de kom til Mu’awiya og fortalte ham, hvad der var sket, sagde han: ”Oh! Hvad har Abdullah gjort? Hvorfor har han skilt sig fra sin hustru? Han skulle ikke være så overilet. Havde han ventet nogle få dage, kunne jeg have arrangeret hans ægteskab med min datter uden at lade tingene ske på denne måde. Alligevel skal I nu gå til min datter og spørge hende, om hun er indforstået med dette ægteskab.”

Abu Darda og Abu Huraira henvendte sig til Mu’awiyas datter endnu en gang, og fortalte hende, at Abdullah var blevet skilt fra sin hustru. De erklærede også, at Abdullah var en meget ædelsindet og kompetent mand og spurgte hende, hvorvidt hun var rede til at ægte ham.

Mu’awiyas datter svarede: ”Abdullah nyder uden tvivl en høj position blandt Quraysh. Men som I er klar over, er ægteskab ikke noget simpelt, som man kan tiltræde uden


seriøst at overveje det. Det er en kontrakt for hele ens liv. I herrer må derfor gå nu. Jeg skal tænke over sagen og give jer et svar senere.”

De velsignede hende begge og tog af sted. De gik da til Abdullah bin Salam og informerede ham om, hvad pigen havde sagt. Abdullah svarede: ”Godt nok. Lad os vente. Hvad der ikke bliver ordnet i dag, bliver ordnet i morgen.”

Snakken gik i byen om at Abdullah bin Salam havde skilt sig fra sin hustru og havde friet til Mu’awiyas datter. Da de alle kendte til Mu’awiyas snuhed og Yazids slappe karakter, blamerede og kritiserede de Abdullah for at have skilt sig fra sin hustru uden først at få Mu’awiyas datters samtykke.

Efter nogle få dage sendte Abdullah Abu Darda og Abu Huraira til Mu’awiyas datter igen. De rådede hende til at give et endeligt svar, hvorpå hun sagde: ”Jeg er sikker på, at Gud har besluttet alt godt for mig, for Han forsager ikke nogen, som sætter sin lid til Ham. Jeg har overvejet sagen og er kommet til den beslutning, at ved at ægte Abdullah bin Salam vil jeg ikke blive lykkelig. Jeg har også rådført mig med mine rådgivere i denne sag. Nogle af dem godkendte ægteskabet, mens andre var modstandere af det.”

Da Abdullah hørte svaret fra Mu’awiyas datter, blev han overbevist om, at han var blevet ført bag lyset. Dette smertede ham utroligt meget. Nyheden spredtes som ild i byen. Folk kritiserede Mu’awiya for at have narret Abdullah og fået ham til at skille sig fra sin hustru, så hun senere kunne ægte Yazid.

Mu’awiya fik succes med den første del af sin plan om at opfylde sin søns ønske, men slutteligt spændte den

HUSAIN OG YAZID 405

guddommelige vilje ben for hans program. Hans plan mislykkedes på grund af indblanding fra Hussain, som var vokset i sin respekterede fars tradition. At hjælpe de undertrykte blev hans anden natur.

Da Urainabs venteperiode (Idda) udløb, sendte Mu’awiya Abu Darda til hende for at fri på vegne af Yazid. Abu Darda forlod Damaskus og nåede til Kufa. Det hændte sig, at Hussain ibn Ali også var i Kufa på det tidspunkt. Abu Darda anså det for rigtigt at vise sin respekt til Profetens søn i første instans. Han præsenterede derfor sig selv for imamen. Imam Hussain spurgte om hans grund til at besøge Kufa. Abu Darda fortalte ham, at han var blevet sendt af Mu’awiya for at fri til Urainab, datter af Ishaq, på vegne af Yazid. Han gengav i detaljer til imamen de hændelser, som allerede var hændt. Imam Hussain sagde: ”Jeg tænkte også på, at Urainab ville ægte en anden person og havde til hensigt at fri til hende efter hendes ”Idda” sluttede. Nu da du er ankommet her, vil det være bedre, hvis du overbringer mit frieri til hende. Hun kan da vælge, hvem hun vil. Og er jeg rede til at give hende en medgift svarende til den, som Yazid har lovet hende.”

Abu Darda lovede at overbringe imamens budskab til Urainab. Han drog af sted fra imam Hussain og nåede hendes hus. Han sagde til hende: ”Frue! Det var forudbestemt, at Abdullah bin Salam skulle skilles fra dig. Du bliver ingen taber af den grund. Yazid, søn af Mu’awiya og Hussain, søn af Ali ønsker begge at ægte dig. De har begge videregivet deres frieri til dig gennem mig. Du må vælge hvem end du ønsker.”


Urainab tav stille et stykke tid og sagde da: ”Hvis nogen anden person havde bragt de to frierier til mig, ville jeg have bedt dig om råd og ville have handlet i overensstemmelse med det. Nu da du selv har bragt disse frierier, vil jeg overlade den endelige beslutning til dig.”

Abu Darda svarede: ”Det var min pligt at overgive dig frierierne, men du er selv den bedste dommer i denne sag.” Urainab sagde: ”Nej; Det er ikke således. Jeg er din niece og kan ikke handle i denne sag uden dit råd.”

Da Abu Darda så, at hun var opsat på at få hans mening, sagde han: ”Jeg føler, at Profetens søn er et bedre valg”. Urainab svarede: ”Jeg er enig med dig. Jeg kan også lide ham.”

Imam Hussain ægtede da Urainab og betalte hende det fastsatte beløb i medgift.

Da Mu’awiya fandt ud af, hvad der var sket, blev han meget vred og skældte Abu Darda ud. Så sagde han henvendt til sig selv: ”Abu Dada har ikke gjort noget forkert. Det var min egen skyld. Hvis en person betror en så vanskelig opgave til et tossehoved, skal han fejle.”

Da det var tid for Abdullah bin Salams afgang til Damaskus, havde han betroet en stor sum penge til Urainab. Senere, da han skilte sig fra hende, og Mu’awiyas datter også nægtede at ægte ham, blev det kendt blandt folk, at Abdullah var blevet narret af Mu’awiya og havde skilt sig fra sin hustru. Dette var en stor ydmygelse for Mu’awiya, og han gjorde Abdullah ansvarlig for det. Han afskedigede ham derfor fra sin tjeneste og stoppede hans løn. Abdullah blev fattig. Han tog tilbage til Irak med det håb, at han

HUSAIN OG YAZID 407

kunne få de penge tilbage fra Urainab, som han havde efterladt hos hende. Han var dog bange for, at hun ville nægte at give ham pengene tilbage på grund af hans dårlige opførsel, og fordi han havde skilt sig fra hende uden nogen retfærdig årsag.

Efter han vendte tilbage til Irak mødte han imam Hussain og sagde: ”Som du nok er klar over, er jeg blev narret til at blive skilt fra Urainab. Idet jeg skulle til Damaskus betroede jeg hende nogle penge.”

Så priste han Urainab meget og sagde: ”Jeg vil være taknemlig, hvis du taler med hende, og beder hende om at returnere de penge til mig. Det er muligt med disse penge i hånden, at jeg kan blive reddet fra fattigdom.”

Imam Hussain gik til Urainab og sagde: ”Abdullah bin Salam kom og besøgte mig. Han priste dig meget for din hæderlighed, som glædede mig meget. Han fortalte også, at han havde betroet dig nogle penge, da han tog til Damaskus. Det vil kun være korrekt, hvis du gav ham de penge tilbage fordi jeg tror det, han sagde, er korrekt.”

Urainab svarede: ”Det er sandt, at han efterlod nogle tasker hos mig, men jeg ved ikke, hvad de indeholder. De ligger stadigt forseglet, som de var. Jeg skal bringe dem til dig, og du kan returnere dem i samme stand til ham.”

Imam Hussain priste Urainab, da han hørte dette og sagde: ”Vil det ikke være bedre, hvis jeg tilkalder ham her, så du kan returnere taskerne til ham selv?”

Så mødte han Abdullah bin Salam og sagde til ham: ”Jeg har videregivet din besked til Urainab. Hun bekræfter, at du efterlod nogle tasker hos hende; de er stadig forseglet,


som de var. Det vil være bedre, hvis du kommer med til Urainab og får taskerne tilbage fra hende.”

Abdullah følte sig meget skamfuld og sagde: ”Jeg ville anmode dig om at sørge for, at de penge kommer tilbage til mig”. (Dvs. jeg skammer over at skulle se Urainabs ansigt). Imam Hussain svarede: ”Nej. Således kan det ikke være. Du skal tage pengene tilbage på samme måde, som du gav dem til hende.”

Han bragte derfor Abdullah til sit hus, og sagde til Urainab: ”Abdullah søn af Salam er kommet og kræver de ting, som han betroede til dig. Giv ham det same tilbage, på samme måde som du fik det fra ham.”

Urainab bragte taskerne og placerede dem udenfor forhænget og sagde til ham: ”Her er, hvad du betroede mig.” Abdullah takkede Urainab og priste hende for hendes hæderlighed. Imam Hussain forlod da stedet og lod dem alene. Abdullah brød seglet på tasken, tog nogle dinar ud fra den og præsenterede dem til hende og anmodede hende om at acceptere det fra ham. Derpå begyndte tårer at trille fra deres øjne, og de begyndte at græde højt. Imam Hussain hørte, at de græd. Han kom da tilbage til værelset og sagde med stor mildhed: ”Hør lige på mig. Jeg kalder Gud som vidne på, at jeg skiller mig fra Urainab lige nu. Jeg kalder Gud som vidne på, at jeg ikke ægtede hende på grund af hendes skønhed eller formue. Hvad jeg ønskede var, at det måtte blive lovligt for hende at ægte hendes første ægtemand igen.”

Således blev Urainab hustru til Abdullah bin Salam igen, og Mu’awiyas komplot mislykkedes.

HUSAIN OG YAZID 409

Efter han havde ægtet Urainab igen, sagde Abdullah til hende: ”Du skal returnere den medgift, som imamen gav dig.”

Hun bragte pengene, og gav dem til Abdullah, for at han kunne give dem til imamen. Imam Husain nægtede at acceptere pengene og sagde: ”Den spirituelle belønning, som jeg skal få i det Hinsides for denne gode handling, er meget bedre end jordisk rigdom.”

Hashimiten Ali ibn Abu Talib sagde: ”Jeg sværger ved Gud, at jeg ikke har samlet nogen formue fra denne verden ligesom andre og har ikke samlet rigdom og ejendom. Jeg har ikke brugt noget tøj ud over denne slidte kappe. Hvis jeg havde ønsket det, kunne jeg spise honning og hvede og bære silkeklæder. Men det er ikke muligt, at mine lyster skulle overmande mig og grådighed få mig til at spise delikat mad. Det er muligt, at der kan være en person i Hijaz og Yamama, som end ikke har håb om en mundfuld mad og ikke kan spise sig mæt gennem hele sit liv. Skulle jeg tilfredsstille mig selv med mad og sove en afslappet søvn, når der er nogen som sulter? Skulle jeg være De troendes Leder kun af navn og ikke tage del i folks vanskeligheder og sorger?”

Han skrev et brev til Ahwaz guvernør: ”Jeg sværger ved Gud, at hvis jeg finder ud af, at du uretmæssigt har tilegnet dig noget stort eller lille, som tilhører muslimerne, skal jeg belønne dig med så hård en straf, som vil gøre dig fattig, belastet og vanæret.”

Modsat plejede Mu’awiya ibn Abu Sufyan at sige: ”Jorden tilhører Gud, og jeg er Hans kalif. Jeg må tage, hvad end jeg


ønsker af Guds ejendom og er også berettiget til det, jeg efterlader.”

Mu’awiya, Yazid, Marwan ibn Hakam og andre Umayyade ledere brugte offentlige penge på deres støtter og venner for at styrke deres styre og videreføre deres autoritet. De huggede hovederne af folk. De havde en hær af honning blandet med gift og også gift uden honning. Begge parter dvs. Ali og hans efterkommere så vel som Mu’awiya, Yazid og andre Banu Umayyah havde deres respektive støtter.

* * * * * * * * * *

STØTTER AF DE TO PARTER

Hovedkarakteristikkerne eller de bedste egenskaber for Abu Talibs families støtter var deres ædelmodighed. Formålet med deres liv var, at de altid skulle hjælpe de undertrykte, fremme sande overbevisninger og ofre deres liv på vegne af sandhed. Dette var dog et særsyn, for storsindede og ædelmodige personer er altid få i antal, men det dybe indtryk, som de efterlader, bliver aldrig tilintetgjort, og resultatet af deres anstrengelser er altid vidtgående. De få i antal er et positivt bevis på deres formåls storhed, og det ophøjede i deres mål. Til tider hændte det, at en enkelt person udførte en bedrift, som ikke kan udføres af tusinder, der er forenet om det. Abu Talibs efterkommeres støtter var også faste i deres overbevisninger og standhaftige i at fremme dem, skønt deres antal var ringe.

Selv disse venner af imam Ali blev tilbudt rigdom og position af Mu’awiya, for at de skulle overfuse Ali og hans efterkommere, men de afslog at gøre således. Han truede dem da med tortur. De foretrak imidlertid at udholde alle besværlighederne snarere end at overfuse imam Ali.

En dag sad Mu’awiya sammen med sine forbundsfæller og Ahnaf bin Qais var også til stede. Så kom en syrer og begyndte at holde en tale. I slutningen af sin tale


overfusede han Ali. Derpå sagde Ahnaf til Mu’awiya: ”Min herre! Hvis denne mand finder ud af, at du ville glædes, hvis Profeten blev forbandet, ville han også forbande ham. Frygt Gud og gør dig intet besvær med Ali længere. Han har siden mødt sin Herre. Han er nu alene i sin grav, og kun hans handlinger er med ham. Jeg sværger ved Gud, at hans sværd var rent og hans tøj også var meget rent og ordentligt. Hans tragedie er stor.” Den følgende konversation foregik siden mellem ham og Mu’awiya:

Mu’awiya: Oh Ahnaf! Du har kastet støv i mine øjne og har sagt, hvad du end ville. Ved Gud du skal stige op på prædikestolen og forbande Ali. Hvis du ikke forbander ham frivilligt, vil du blive tvunget til at gøre således.

Ahnaf: Det vil være bedre for dig at fritage mig fra at gøre dette. Og selv hvis du tvinger mig, vil jeg ikke ytre sådanne ord.

Mu’awiya: Gå op på prædikestolen.

Ahnaf: Når jeg sidder på prædikestolen, skal jeg handle retfærdigt.

Mu’awiya: Hvis du handler retfærdigt, hvad vil du så sige?

Ahnaf: Efter at jeg er gået op på prædikestolen, vil jeg lovprise den Almægtige Gud og vil så sige dette:

”Oh folk! Mu’awiya har beordret mig til at forbande Ali. Ingen tvivl om, at Ali og Mu’awiya kæmpede imod hinanden. Hver især hævdede, at han og hans parti var blevet forurettet. Derfor, når jeg beder til Gud skal I alle sige ’Amen’. Så vil jeg sige: Oh Gud! Forband ham som, ud af disse to er en rebel og lad Dine engle og profeter og

STØTTER AF DE TO PARTER 413

andre skabninger forbande ham. Oh Gud! Tildel Dine forbandelser til den oprørske gruppe. Oh folk! sig ’Amen’. Oh Mu’awiya, jeg skal ikke sige mere eller mindre end dette, selv hvis jeg mister mit liv.

Mu’awiya: I det tilfælde fritager jeg dig (fra at bestige prædikestolen og forbande). (’Iqd-al-Farid, vol. 2, side 144 og Mustatraf, vol. 1, side 54).

Til tider skete det, at Mu’awiya for at tilkendegive sit had overfor Ali, generede hans støtter. Disse personer kunne ikke tolerere det (dvs. forbandelsen af Ali), og skældte Mu’awiya og hans efterkommere ud. De gjorde dette, til trods for at Ali lå i sin grav, og ingen fordel kunne forventes fra ham, og den grusomme og despotiske Mu’awiya var hersker på dette tidspunkt.

Historien har nedfældet mange hændelser, som viser, at folk hadede Mu’awiyas attitude utroligt meget. Han henrettede Hujr ibn Adi, en fremtrædende ledsager af Profeten og nogle af hans venner alene af den grund, at de nægtede at forbande Ali og hans efterkommere fra prædikestolen. Vi skal give detaljer om denne hændelse senere.

Alis ledsagere holdt særligt øje med den høje moral og de gode kvaliteter, som han havde plantet i deres hjerter, så de kunne bære frugt. De var alle, mænd som kvinder, store eller små, ens i denne henseende.

Under sit styre kom Mu’awiya en gang til Mekka for at udføre Hajj. Han forespurgte om en kvinde ved navn Darmiyah Hajuniyah, som tilhørte stammen Kananah og blev informeret om, at hun stadig var live. Darmiyah var en


sort velproportioneret kvinde. Han tilkaldte hende, og ved hendes ankomst fandt følgende konversation sted mellem dem:

Mu’awiya: Oh datter af Ham1! Hvordan er du kommet her?

Darmiyah: Hvis du kalder mig ’datter af Ham’ for at gøre nar af mig, kan jeg fortælle dig, at jeg ikke er en efterkommer af Ham. Jeg tilhører stammen Kananah.

Mu’awiya: Du har ret. Ved du hvorfor jeg har tilkaldt dig?

Darmiyah: Kun Gud kender de skjulte ting.

Mu’awiya: Jeg har tilkaldt dig, for at du kan fortælle mig, hvorfor du elskede Ali så meget og var så fjendtlig overfor mig.

Darmiyah: Jeg vil anmode dig om at fritage mig fra at besvare dette spørgsmål.

Mu’awiya: Nej; det kan ikke være således. Du skal give mig et svar.

Darmiyah: Hvis du insisterer på at få et svar, så hør hvad jeg har at sige. Jeg elskede Ali, fordi han var en retfærdig leder og gav enhver, hvad han var berettiget til. Og jeg var imod dig, fordi du kæmpede mod en person, som fortjente mere end dig selv at være leder, og du ønskede en ting, som du ikke fortjente. Jeg adlød Ali, fordi Profeten havde udpeget ham som vores Amir og leder. Han elskede de

1- Profeten Noah havde tre sønner ved navn Ham, Sam og Japheth. Den sorte race er efterkommere af Ham. Mu’awiya kaldte hende ’datter af Ham’ for at gøre nar af hende på grund af hendes sorte farve.


fattige og trængende og respekterede de sande troende. Og jeg foragtede dig, fordi du udgød muslimernes blod uden nogen retfærdig grund, gav uretfærdige afgørelser og besluttede sager vilkårligt.

Mu’awiya: Er det af den grund, at din mave er opsvulmet, dit bryst rager frem, og din bagdel er blevet så fed.

Darmiyah: Jeg sværger ved Gud, at disse ting er sagt legendarisk om din mor og ikke om mig.

Mu’awiya: Vent lige lidt. Jeg har lige sagt noget godt. Når en kvindes mave er stor, giver hun fødsel til et sundt barn. Når hendes bryst er stort, kan hun amme hendes barn ordentligt. Og når hendes bagdel er fed, ser hun smuk ud, mens hun sidder. Nå, fortæl mig: Så du nogensinde Ali?

Darmiyah: Ja, ved Gud, jeg så ham.

Mu’awiya: Hvad syntes du om ham?

Darmiyah: Jeg sværger ved Gud, at jeg så ham, hvor magt ikke havde gjort ham hovmodig ligesom dig, og kalifatets embede havde ikke gjort ham hovmodig ligesom dig.

Mu’awiya: Hørte du ham tale?

Darmiyah: Ja, ved Gud jeg gjorde. Med hans ord plejede han at fjerne hjertets mørke og oplyse det, på samme måde som forgyldning oplyser et redskab.

Mu’awiya: Det er sandt. Så fortæl mig, hvad jeg kan gøre for dig?

Darmiyah fortalte ham om sine behov. Derpå spurgte Mu’awiya hende:


”Hvis jeg imødekommer dine behov, vil du så behandle mig på lige fod med Ali?

Darmiyah svarede skarpt:

”Du tåler ingen sammenligning med ham.” Mu’awiya imødekom hedes behov og sagde:

”Ved Gud, hvis Ali havde været i live, ville han ikke have givet dig så megen rigdom.” Darmiyah svarede:

”Du har ret. Han gav aldrig så meget som en øre ud af muslimernes ejendom til nogen, med mindre han var berettiget til det”. (Balaghat al-Nisa, side 72 og ’Iqd-al-Farid, vol. 1, side 216).

Engang kom Adi ibn Hatim for at se Mu’awiya under hans styre. Mu’awiya spurgte ham ironisk: Hvad er der sket med

’Tarafat’1? Adi svarede: De blev dræbt, mens de kæmpede

for Ali. Mu’awiya sagde: ”Ali har ikke været retfærdig overfor dig. Dine sønner blev dræbt, mens hans egne sønner forblev i live. Adi svarede: Jeg har heller ikke været retfærdig. Ali er allerede blevet martyrdræbt, men jeg er stadig i live. Det skar dybt i Mu’awiyas hjerte at se Adis kærlighed og hengivenhed for Ali. Han sagde på en truende måde: ”En dråbe af Uthman består stadig. Det kan kun vaskes væk med blodet fra en af de ædle fra Yemen. (dvs. Adi).

Adi tog sig ikke af Mu’awiyas trussel og sagde: ”Jeg sværger ved Gud, at de hjerter, med hvilke vi forbliver dine fjender, stadig vil findes i vores bryst, og de sværd, med

1- Adis sønner Tareef, Tarif og Turfa.


hvilke vi kæmper imod dig, stadig er på vores skuldre. Hvis du træder et forræderisk skridt frem imod os blot med en fingers længde, vil vi gå imod dig til det sidste. Det er lettere for os at vores hoveder er skåret af og vores bryst bliver nedtrampet end at høre blot et ord imod Ali. Giv sværdet til den bødlen, (så han kan hugge mit hoved af).”

Mu’awiya tyede da til smiger, som var almindeligt for ham. Henvendt til de tilstedeværende sagde han: ”Disse ord er visdom. Skriv dem ned”. (Murooj-al-Zahab, v. 2, s. 309).

Mu’awiya tog engang af sted til Mekka for at udføre Hajj. Da han nåede til Medina og mødte Sa’d ibn Abi Waqas bad han ham om at ledsage ham. Sa’d accepterede. Efter at have udført Hajj ceremonierne tog det begge til Dar-al-Nadwa og sad og snakkede der i lang tid. Da Sa’d var kommet med for at udføre Hajj på Mu’awiyas opfordring, troede sidstnævnte, at Sa’d støttede ham. For at finde ud af hvor langt Sa’d støttede hans attitude overfor Ali, begyndte han at forbande og overfuse Ali og spurgte Sa’d indsmigrende: ”Hvorfor forbander og overfuser du ikke Ali?”

Sa’d blev meget irriteret og sagde: ”Du har fået mig til at sidde på dit tæppe, og så overfuser du Ali. Jeg sværger ved Gud, at hvis jeg bare besad en af Alis mange egenskaber, ville det have været mig mere kært end noget andet på jord. Jeg sværger ved Gud, at jeg ikke skal komme for at se dig igen, så længe jeg er i live.” Derpå forlod han stedet i en tilstand af ekstrem vrede. (Murooj-al-Zahab, vol. 2, s. 317)


Amr bin Humq var også en af de standhaftige støtter af familien Abu Talib. Ziad bin Abih dræbte ham alene fordi han elskede Ali. Efter at have dræbt ham, halshuggede han ham og sendte hans hoved til Mu’awiya. I Islams historie var det det første hoved, som blev sendt til nogen som en gave.

En anden hengiven støtte af Ali var Maitham Tammar. Han var en nær ledsager til Ali og var bekendt med imamens værdighed og høje position. Han forblev tilknyttet Ali i temmelig lang tid. Det er blevet fortalt, at Ali sædvanligvis besøgte hans forretning, og hvis han drog ud på forretningsrejse, efterlod han Ali i forretningen, og så solgte han (Ali) selv dadler på købmandens vegne.

Da Ali, Lederen af de Troende og Hussain var blevet martyrdræbt, og Ibn Ziad ikke havde noget at frygte i Kufa, truede han Maitham ved at sige, at hvis han fortsatte med at elske Ali og prise ham for hans lighed og retfærdighed, ville han dræbe ham. Han prøvede at lokke ham ved at sige, at hvis han blev en støtte af Umayyadernes regime, ville hans navn blive anbefalet til kongen om at blive belønnet med et stort pengebeløb og andre gaver.

Dette skete på en tid, da Ibn Ziad hørte Maitham holde en tale og var meget imponeret over hans veltalenhed og skarpsindige fornuft. Amr ibn Haris, en af de indsmigrede ved Ibn Ziads hof spurgte ham, hvorvidt han vidste, hvem den mand var; og ved hans tilkendegivelse af uvidenhed om ham, sagde han (Amr): ”Han er løgneren Maitham, støtte af løgneren Ali ibn Abu Talib.” Ibn Ziad blev opmærksom og sagde til Maitham: ”Hørte du, hvad Amr sagde?” Maitham svarede: ”Han fortæller dig en løgn. Min


imam Ali var en sandfærdig mand og den sande kalif, og jeg er ligeledes sanddru.” Ibn Ziad blev vred og sagde: ”Skil dig selv fra Ali og overfus ham og tilkendegiv kærlighed for Uthman og pris ham, ellers skal jeg amputere dine hænder og fødder og hænge dig.” Maitham svarede på denne trussel ved at berette offentligt om Alis dyder og begyndte grædende at genkalde hans retfærdighed og godhed, og så kritiserede og blamerede han Ibn Ziad og Bani Umayyah for deres oprør og opposition.

Ibn Ziad for op i raseri og sagde til Maitham: ”Jeg sværger ved Gud, at jeg skal hugge dine hænder og fødder af, men skal skåne din tunge, så jeg kan bevise, at du er en løgner, og din imam Ali også var en løgner.”

Maithams hænder og fødder blev hugget af, og han blev sendt til galgerne. Selv da sagde han højt: ”Oh folk! Hvem der end ønsker at høre Profetens Hadith om Ali skal komme til mig.”

Folk samledes omkring ham, og han begyndte at berette om Alis overlegne fortrin og dyder. I mellemtiden passerede Amr bin Haris denne vej forbi og spurgte, hvorfor folk var samlet der. Da han blev informeret om, at de hørte på beretninger om Alis traditioner fortalt af Maitham, skyndte han sig af sted for at informere Ibn Ziad om sagen og sagde: ”Send venligst nogen straks for at skære tungen ud af Maitham, for jeg er bange for, at hvis han fortsætter med at berette om Alis dyder for Kufas folk, vil de vende sig imod dig og gøre oprør.”

Ibn Ziad sendte en mand ud for at skære Maithams tunge ud. Han ankom til stedet og bad Maitham om at række


tungen ud, så han kunne skære den af i overensstemmelse med guvernørens ordre. Maitham sagde: ”Sagde den søn af en hore ikke, at han ville bevise, at jeg og min imam var løgnere? Nu må du skære min tunge ud.” Bødlen skar hans tunge ud og blodet flød så kraftigt, at Maitham døde af det. Ibn Ziad korsfæstede siden han døde krop.

En anden af imam Alis hengivne og martyr på Guds vegne var Rashid Hujari, som var en nær ledsager til ham. Hans historie minder om Maithams. Ibn Ziad fortalte ham, at hans liv ville blive skånet, hvis han skilte sig selv fra Ali. Han afviste pure at gøre således. Ibn Ziad spurgte ham, hvordan han ønskede at dø. Derefter fik han sine hænder og fødder amputeret.

Alis venners storhed og oprigtighed kan bedømmes ud fra den kendsgerning, at de elskede ham af hele deres hjerte og opretholdt en stor ærbødighed for ham uden pres eller tvang. De søgte ikke nogen belønning eller pris for at gøre dette. Deres eneste ønske var, at de skulle lever og dø for at støtte sandheden. Deres kærlighed til Ali lignede den, som de tidlige Muhajir og Ansar havde for Profeten. Da Ammar Yasir, en ivrig støtte af Ali, så Mu’awiyas store hær ved krigen ved Siffin, udtrykte han Alis Shias følelser med disse ord: ”Jeg sværger ved Gud, at selv hvis de kæmper med deres arme og skubber os baglæns til et fjernt sted, vil vi forblive overbeviste om, at vi følger sandheden, og det er dem som følger løgn.”

Imam Hussains ledsagere og støtter var også ligesom hans far Alis. De havde det samme ophøjede mål for øje, som Alis tilhængere.


Gennem natten til ’Ashura’ da den eneste mulighed, der var tilbage for Hussain, var at kæmpe og møde martyrdøden, og da der kun var nogle få timer tilbage, sagde han henvendt til en lille gruppe af sine venner: ”Disse folk ønsker kun mit hoved. Det er derfor ikke nødvendigt for jer at miste jeres liv. I kan tage af sted i mørket, så ingen kan se jer.” Det er muligt, at han havde foreslået dem at forlade stedet om natten, så de ikke følte sig skamfulde over at lade ham alene i det klare dagslys, eller at de ikke skulle kunne lokaliseres eller arresteres. Dette var en bekræftelse på imam Hussains sublime karakter. Dog sagde hans ledsagere med en stemme: ”Vi vil lægge vore liv for dine fødder.”

Muslim bin Awsajah sagde: ”Skal vi svigte dig? Hvorfor skulle vi ikke gøre vores undskyldning klar for Gud i morgen ved at gøre vores pligt for dig? Jeg sværger ved Gud, at jeg ikke vil forlade dig, før jeg brækker min lanse i fjendens bryst. Så længe at sværdet er i min hånd, og jeg besidder styrke, vil jeg fortsætte med at ramme dem. Hvis jeg ikke har nogen våben, vil jeg stene dem og vil fortsætte med at kæmpe, indtil jeg giver mit liv for dine øjne.”

Muslim beviste, hvad han havde sagt. Han gav modigt sit liv foran imamen.

Da Muslim var blevet alvorligt såret, faldt ned fra sin hest og straks kom Habib ibn Mazahir ham til hjælp og sagde: ”Hvis jeg ikke vidste, at jeg meget snart vil følge dig, ville jeg have bedt dig om at lave et testamente.” Derpå svarede Muslim, og dette var hans sidste ord: ”Det eneste testamente, jeg vil give, er, at du skal ofre dit liv for imamens skyld.” Da Hoor bin Yazid al-Riyahi så Yazids og


hans støtters onde handlinger og ugerninger og så imam Hussains ophøjede karakter og hans ledsageres tro og standhaftighed, blev hans samvittighed vækket, og han forsagede alle sine jordiske tjenester og embeder.

Denne Hoor var en af Bani Umayyahs militære ledere, som var blevet lovet store belønninger for at kæmpe imod imam Hussain og dræbe ham og hans støtter. Ubaidullah søn af Ziad, Kufas guvernør havde specielt betroet denne opgave til Hoor. Men da han nærmede sig imam Hussains lejr udviste han sådan en frustration og bekymring, at hans ledsagere blev i tvivl (om hans loyalitet overfor Umayyahs regime). Til sidst galoperede han af sted på sin hest, og nåede hen til imam Hussain og sagde: ”Oh søn af Guds Profet! Jeg skammer mig meget over, hvad jeg har gjort og beder Gud om at tilgive mig. Jeg skal kæmpe for dig, indtil jeg lægger mit liv for dine fødder.”

Hoor opnåede sin martyrdød før imam Hussain. Alle imam Hussains støtter og ledsagere var af den samme kaliber. De var meget få i antal, men de så fjenden i øjnene, som om de var tusinder og atter tusinder i antal. De var overmandet af tørst, og deres liv var i fare, men det eneste de længtes efter, var døden som martyr. Disse modige mænd lagde deres liv for imam Hussains fødder. De længedes alle efter at opnå martyrdøden. De anså denne død for at være en stor ære for dem selv.

Hussain ibn Ali blev martyrdræbt og Yazid og hans associeredes styre blev en etableret kendsgerning. Der var nu intet håb for, at kalifatet ville vende tilbage til Abu Talibs familie. Deres støtter blev sikre på, at jordens overflod ikke længere ville blive distribueret blandt folk


gennem dem. Alligevel sad Abu Talibs familie og deres hjælpere og støtter ikke stille og de havde ikke mistet håbet. Rent faktisk blev de mere vågne end før, de blev mere aktive. For eksempel da nyheden om imam Hussains og hans ledsageres martyrdød nåede Kufa, samlede Ibn Ziad folk til en fælles bøn. I en tale efter at have bedt sagde han: ”Al pris være til Gud, som har manifesteret sandheden og skænket sejr til de sandfærdige folk. Han har hjulpet Lederen af de Troende Yazid og hans folk og dræbte løgneren søn af en løgnerisk far – Husain søn af Ali og hans associerede.”

Han havde ikke fuldendt sin tale, før en gammel mand ved navn Abdullah ibn Afif Azadi, som var en af Alis ledsagere, og som havde kæmpet tappert sammen med ham ved krigene ved Kamelen og Siffin, rejste sig op og sagde højt: ”Oh søn af Marjana! Du dræbte Profetens efterkommere og så vover at stå på prædikestolen, som er et sted, som er beregnet for sandfærdighed! Du er en løgner, og din far var en løgner, og han er også en løgner som gav lederskab til dig og din far.” Som et resultat af dette blev den gamle mand hængt den følgende dag i Kufa. Denne hændelse viser, at Bani Umayyahs grusomhed og undertrykkelse ikke bremsede Alis støtter. Snarere fik deres vilje og beslutsomhed endnu mere fremdrift.

Den velkendte poet Farazdaq, reciterede åbenlyst og i tilstedeværelse af selve Bani Umayyah, qasidah (lovprisning), som han havde komponeret til lovprisning af imam Zain-al-Abedin. På det tidspunkt var Bani Umayyah på deres højeste, og ingen kunne vove at ytre blot et eneste ord imod dem. Alligevel tog Farazdaq ikke hensyn


til sit liv. Han lovpriste ikke imamen for at få belønning eller vinde fordele. Det var udelukkende en manifestation af kærlighed og en brændende længsel efter at adlyde ham, som drev ham til skrive denne lovprisning. Fortællingen er som følger:

Umayyade kaliffen Hisham søn af Abdul Malik tog til Mekka for at udføre Hajj, da han var prins. Efter vandringen omkring Kabaen ønskede han at kysse den sorte sten men kunne ikke nå den. Det skyldtes dels det had, folk havde i deres hjerter for Bani Umayyah, at de ikke gjorde plads for Hisham, dels at antallet af Hajjis (pilgrimme) var så stort, at han ikke kunne nå ind til stenen. Hisham havde derfor intet andet alternativ end at gå tilbage og sidde på en stol. I mellemtiden kom imam Sajjad søn af Hussain og gik frem mod den sorte sten. Folk trådte straks til side og gjorde plads for ham, og han kyssede den sorte sten uden noget besvær. Dem, som var kommet sammen med Hisham fra Syrien, spurgte ham, hvem denne respektable person var. Hvem var det, som alle de Hajjis trådte til side for? Hisham vidste, hvem han var, men frygtede at syrerne måtte blive påvirket af imamen, så han sagde:

”Jeg ved ikke, hvem denne mand er”.

Farazdaq kunne ikke tolerere denne mangel på respekt overfor imamen fra Hisham. Han rejste sig og sagde: ”Jeg kender ham.” Derpå indtog han en forhøjet plads og


reciterede med stor inderlighed og mod hele den qasida1,

som for evigt vil forblive et monument i Arabiens litterære historie. Dens første vers siger: ”Han er en stor personlighed, hvis fodspor er kendt i Mekka, Kabaen,

Haram2 og dets omgivelser.”

Hisham blev meget irriteret over at høre denne qasida og fængslede Farazdaq. Mens Farazdaq sad fængslet, skrev han en satire imod Hisham og Bani Umayyah uden at tage sig af de grusomheder, de kunne rette imod ham. I denne satire siger han om Hisham: ”Han drejer hovedet, som ikke er en leders hoved. Han er skeløjet, og hans fejl er åbenlyse.”

Vi har kun nævnt nogle få hændelser, som kaster lys over Abu Talibs families støtters opførsel. De viste meget klart, at de var trofaste i deres kærlighed og ærbødighed for den berømte familie og var rede til at give deres liv for Alis skyld.

* * * * * * * * * *

Hvad angår Bani Umayyahs støtter kunne de inddeles i to grupper. Den første gruppe var dem, hvis samvittighed var blevet købt af Umayyahs gennem bestikkelse. Og den anden gruppe bestod af dem, som var født kriminelle. Ondskabsfulde personer er af natur fjendtlige overfor dem, som er ædelsindede og storslåede. Da de mangler gode kvaliteter, nærer de et had imod dem, som er retskafne og

1- Lovsang, oftest knyttet til Profeten Muhammad, fred være med ham, men kan altså også være skrevet om andre. 2- Haram: De hellige områder, som i Mekka omfatter hele byen.


er venner med og støtter dem, som er lavsindede og ondsindede ligesom dem selv.

De personer, som blev Bani Umayyahs gennem bestikkelse, var Abu Sufyans hjælpere og støtter. Bestikkelse er forskellig i forhold til hvert enkelt individ. Hver person er bestukket i overensstemmelse med hans position og status. Abu Sufyan bestak nogle personer ved hjælp af rigdom og andre ved at love dem deres frihed. For eksempel lovede han Wahsi, en etiopisk slave (og Hamzas morder), at han ville blive skænket friheden, hvis han dræbte hvem som helst af Muhammad, Ali og Hamza.

Nogle personer blev tilbudt høje positioner som bestikkelse. Der var mange, som holdt med Bani Umayyah og kæmpede imod profeten og hans ledsagere med det håb, at de embeder og positioner, som de havde haft gennem uvidenhedens tidsalder, ville forblive intakte.

En af Mu’awiyas støtter var Amr ibn Aas, som var hans højre hånd. Vi vil fortælle om ham i detaljer senere.

De syriske soldater, som Mu’awiya sendte til Siffin for at kæmpe imod Ali, tilhørte også denne gruppe. Deres mål var at tjene den mand, som betalte deres løn og gav attraktive løfter om rigdom og position i tilfælde af sejr.

Til denne gruppe hørte også Yazids hær. Disse personer var blevet bestukket meget af Yazid og hans hoffolk, som havde lovet dem livets sikkerhed, hvis de holdt med dem. Mange af disse soldater var nødt til at kæmpe imod Alis familie, fordi de frygtede, at hvis de nægtede at gøre det, ville de blive underlagt chikane og tortur. Det er ikke alle, som besidder selvopofrelsens ånd.


Historiens beretter, at mens imam Hussain tog af sted fra Mekka til Kufa, mødte han poeten Farazdaq og spurgte ham om Kufas folks attitude. Farazdaq svarede: ”Disse folks hjerter er med dig, men de vil trække deres sværd imod dig i morgen.”

Hussain gjorde en lignende forespørgsel fra Majm’a søn af Ubaid Aamari, Majm’a svarede: ”De distingverede og indflydelsesrige personer er blevet svært bestukket. De er dine faldne frænder. Med hensyn til de andre er de dine støtter i hjertet, men deres sværd vil blive trukket imod dig i morgen.”

Med hensyn til den anden gruppe af Bani Umayyahs støtter, dvs. de personer som holdt med dem på grund af deres medfødte ondskab, var deres antal meget stort. Havde disse syndere og kriminelle været fjender af Abu Talibs efterkommere alene på grund af deres lederes glæde, kunne de til en vis grad undskyldes, og man ville kunne sige, at de var verdsligsindede personer, som kæmpede imod Abu Talibs efterkommere for jordiske mål. Deres fjendskab mod denne familie var dog ikke på grund af rigdom eller position, som de ønskede at opnå. Deres fjendskab var grundliggende og naturlig, ligesom mørke er modsat lys, afvigelse modsat vejledning, løgn modsat sandhed, og undertrykkelse og tyranni er modsat retfærdighed og lighed. De var mere hårdhjertede og grusomme end vilde dyr. De var dødelige fjender af alle dydige personer på grund af deres medfødte ondsindethed. Kun sådanne ondsindede kan amputere de døde kroppes lemmer, slagte børn og chikanere hjælpeløse kvinder.


En af disse tyranner var Busr søn af Artat, som af historikerne blev givet tilnavnet bødlen. Hvis man studerer hans karakter, kan den anden gruppe af Bani Umayyahs støtter fuldt ud forstås. Han var Mu’awiyas højre hånd med hensyn til tyranni og undertrykkelse. Han begik grusomheder, som man gyser over at forestille sig. Han dræbte gamle mænd, hvis rygge var bøjede. Han rev børn ud af deres mødres favn og slagtede dem. Og alt dette gjorde han udelukkende for at styrke Mu’awiyas styre. Da Mu’awiya sendte ham til Yemen med en hær for at plyndre og stjæle, udviste han en sådan tyranni og grusomhed, så den er ganske uforlignelig i historien. Før hans afrejse tilkaldte Mu’awiya ham og sagde: ”Tag ruten til Hijaz og nå til Yemen ved at passere gennem Mekka og Medina. Hvis du kommer gennem et sted, hvis beboere er Alis støtter, så tru dem så meget, at de bliver overbevist om, at deres liv ikke vil blive skånet. Derefter tving dem til at aflægge troskabsed til mig. Dræb dem som nægter at gøre således. Dræb Alis støtter hvor end du finder dem.”

Da han havde fået disse instruktioner tog han af sted og kom til Medina. Medinas guvernør var Abu Ayyub al-Ansari, den første vært for Profeten i den by. Da han fandt ud af, at det var svært at modarbejde Busr forlod han Medina. Busr kom ind i byen og holdt en tale. Han slyngede skældsord ud over folk og sagde: ”Må jeres ansigter blive sorte!”. Så især henvendt til Ansar sagde han: ”Oh jøder og efterkommere af slaver! Jeg skal torturere jer på sådan en måde, at de troende vil komme til fornuft. Han satte da ild til mange huse. Derefter tog han til Mekka. Qasham bin Abbas, Mekkas guvernør stak af. Også der overfusede og mishandlede Busr folk. Kalbi


siger, at undervejs fra Medina til Mekka dræbte og udplyndrede han et stort antal folk. Da Mekkas folk fandt ud af dette, flygtede de fra byen. Ubaidullah bin Abbas to sønner forlod også byen. Busr fangede dem og dræbte dem. Nogle kvinder fra Kananas stamme kom også ud. En af dem sagde: ”Jeg kan forstå, at I dræber mænd, men jeg forstår ikke, hvilken forseelse at børnene har begået. Børn er aldrig blevet dræbt hverken gennem uvidenhedens tidsalder eller efter fremkomsten af Islam.”

Efter at have passeret gennem Taif, nåede han frem til Najran hvor han dræbte Abdullah bin Abdul Madan og hans søn Malik. Denne Abdullah tilhørte Ubaidullah bin Abbas svigerfamilie. Så sammenkaldte han Najrans folk og sagde henvendt til dem: ”Og kristne! Oh brødre af aberne! Hvis jeg hører om at I handler på nogen måde, som jeg ikke ønsker, skal jeg udmåle en sådan behandling for jer, at jeres race vil være uddød, jeres områder vil være ødelagte, og jeres huse vil blive forladte.”

Derefter nåede han til San’a og dræbte et stort antal af byens indbyggere. En gruppe fra Ma’arib ventede på ham, men han dræbte alle dens medlemmer. Da han forlod San’a, dræbte han igen tusinder af byens indbyggere. Han kom igen til San’a og dræbte nogle ældre personer som var fra Persien. (Sharh Najh al-Balaghah, Ibn Abi’l Hadid vol. 1, side 271).

Historikere fortæller, at Busr dræbte så mange som tredive tusinde personer. Det inkluderede ikke dem, som han brændte levende. (Ibn Abi’l Hadid vol. 1, side 30). Poeterne komponerede mange vers om de grusomheder, der blev begået af disse hårdhjertede kriminelle. Yazid søn af


Muzr’a siger: ”Hvor som helst Busr drager hen, plyndrer han stedet og sætter det i brand. Hele hans livshistorie er fuld af sådanne forbrydelser.”

En anden kriminel, som hørte til Yazids gruppe, var Ziad bin Abih, som massakrerede og plyndrede folk i Irak på den grusomste måde. I første instans anerkendte Mu’awiya ham som værende hans egen bror og gav ham navnet Ziad søn af Abu Sufyan for at vinde hans støtte. Siden udnævnte han ham til guvernør i Basra. Ved ankomsten til Basra tilkendegav han sin velkendte tale kaldet ’Khutbah-al-Batra’. Siden var han meget travlt optaget med at styrke Umayyade styret. Han dræbte nogen og tilkendte straf til andre alene på mistanke og tvivl.

Der var intet nemmere for Bani Umayyahs støtter og agenter end at amputere deres modstanderes hænder og fødder, at hænge dem eller fængsle dem, at plyndre deres ejendom, brænde dem levende, og at ydmyge dem gennem deres liv og endda også efter deres død. Under Ziads styre led folk uhørte lidelser og besværligheder. Ingen overgik ham i grusomheder og tyranni blandt Bani Umayyahs stedfortrædere og agenter undtaget Hajjaj, som var en endnu større kriminel end ham.

Da han kommenterede sine egen politik og måde at gøre tingene på, sagde Ziad således: ”Jeg sværger ved Gud, at jeg skal arrestere herren i tilbageholdelsesret for hans slave, en person som er til rådighed i stedet for den som er løbet væk, den lydige i stedet for den ulydige, og den sunde i stedet for den invalide, indtil en af jer vil sige til den anden: ”Oh Sa’d! Løb væk for Sa’id er blevet dræbt. Jeg skal ikke spise eller drikke noget, før jeg har sat jer på


plads og ødelagt Basra og brændt og revet dens huse ned. Pas på! Ingen af jer skal komme ud af jeres huse i løbet af natten. Hvem der end gør dette vil blive halshugget. Jeg sværger ved Gud, at mange af jer vil blive dræbt for min hånd. Enhver skal passe på, at hans blod ikke bliver udgydt af mig.”

Efter Basra blev han Kufas guvernør. Fra den første dag sad han ved moskeens port og fik hugget hænderne af firs personer. Han fulgte sin politik af undertrykkelse og terrorisme for at glæde Mu’awiya. Madaini skriver: ”Han

fortsatte med at lede efter Alis Shia1, og da han selv havde

været en af dem under Alis tid, var det nemt for ham at finde dem. Han fandt dem alle steder. Han plagede og skræmte dem, amputerede deres hænder og fødder, gjorde dem blinde, hængte dem i daddelpalmerne og bortviste dem fra Irak. Resultatet var, at ingen fremtrædende Shia forblev der. Vi skal kort berette historien om Ziad og Hujr Adi, som var en af Alis støtter.”

Til selve denne gruppe af kriminelle hørte også Ubaidullah søn af Ziad, ophavsmanden til tragedien ved Karbala og mordet på Amr søn af Hamq, Maitham Tammar, den ældre Abdullah søn af Afif Azdi og tusinder af andre uskyldige personer. Det var den mest ordinære ting for ham vilkårligt at hænge, dræbe og amputere andre. Muslim søn af Aqil sagde om ham: ”Alene på kun af vrede, fjendskab og mistanke dræbte han dem, hvis drab var blevet forbudt af Gud. Og dette påvirkede ikke hans munterhed og nydelse.

1- Alis følgere og støtter.


Han opførte sig ligesom han intet havde gjort. Den værste type af grusomhed og hårdhjertethed manifesterede sig selv den dag, da han martyrdræbte imam Hussain. Selv efter den hellige imams martyrdom kendte Ibn Ziads skamløshed, ondskab og modbydelighed ingen grænser.”

Shimr søn af Zil Jaushan var ligeledes så nederdrægtig i sin modbydelighed og ondskab, som hans herre Ibn Ziad. Han havde en særlig hang til at nære had og fjendskab overfor alle noble og storslåede personer. Han lod mange af Hussains små børn dø af tørst, skønt Eufrat floden flød lige foran dem. Han beordrede sine soldater at trampe på imam Hussains krop med deres heste, og som følge deraf var ryggen og mange af hans ribben brækket i småstykker. Hans tøj, som var sønderrevet af pileskud og sværdslag, var allerede blevet plyndret. Hvis imamens families små børn var kommet ud af teltene, ville de syriske soldater også have skåret dem i småstykker.

En anden sådan kriminel person var også Hasin ibn Numayr. Imam Hussain var blevet nægtet vand siden den

syvende dag i Muharram1. På den tiende dag i Muharram

nåede han Eufrats flodbred efter at have kæmpet med fjenden og tog noget vand op med hænderne for at drikke og slukke sin tørst. Denne foragtelige person skød en pil, som ramte imamens mund, og som en konsekvens deraf blev hans mund og hænder fyldt med blod. Ved synet af

1- En af månederne i den muslimske kalender, der består af tolv måneder, der hver går fra nymåne til nymåne. En måne-måned er 29 eller 30 dage lang, og det muslimske år er således omkring 11 dage kortere end sol-året.


dette lo denne ondsindede person skamløst og vendte tilbage.

En anden sådan synder var Amr Sa’d. Han adlød sin onde herre Ubaidullah bin Ziad og gjorde sit bedste for at udføre hans ordrer, selv om han kunne vælge ikke at deltage i det tragiske slag ved Karbala, (fordi Ubaidullah ikke havde tvunget ham til at antage kommandoen over Umayyads styrker, men havde fortalt ham, at han var klar til at betro ekspeditionen til nogle andre ledere).

Efter imam Hussains og hans ledsageres martyrdom gjorde Amr Sa’d kvinderne fra profetens familie til fanger, og fik dem til at passere martyrernes døde kroppe, hvis hoveder var blevet skilt fra kroppen.

Amr bin Sa’d var den første til at affyre en pil efter imam Hussains styrker og starte kampen. Han sagde da til sine soldater: ”Bær vidnesbyrd om at den første pil blev affyret af mig.”

Blandt de kriminelle var der også en syrer, som pegede mod Fatima datter af Hussain og sagde: ”Denne slavepige bedes givet til mig.”

En anden af Bani Umayyahs støtter var Muslim bin Uqbah, som begik de mest forfærdelige og afskyelige forbrydelser. Yazid sendte ham til Hijaz som en leder af en hær. Han udviste ekstrem brutalitet der. I Medina dræbte han så mange personer, at blodet begyndte at flyde i byens gader. Han gjorde det lovligt for sine soldater at begå enhver ulovlig handling i Medina i tre dage.

Som konsekvens af dette blev mænd og kvinder dræbt vilkårligt og deres ejendom plyndret. Kvinders


anstændighed blev ødelagt. Børn blev revet ud af deres mødres favn og kastet imod murene, så deres knogler brækkede og de døde. Huse blev jævnet med jorden. Profetens efterkommere fra Muhajir og Ansar blev ikke skånet. På tre dage blev sytten hundrede Muhajir og Ansar dræbt foruden titusinder af andre mænd og kvinder.

Her gengiver vi nogle uddrag fra de breve, som Muslim bin Uqbah skrev til Yazid efter denne begivenhed. I dette hengiver han sig til selvforherligelse på grund af hans præstationer og overraskende nok sammenligner han alle sine forbrydelser og grusomheder med Guds vilje og beslutning. Han siger: ”Jeg skal informere Lederen af de Troende – må Gud bevare ham – at jeg forlod Damaskus. Forberedelserne, som vi gjorde før afrejsen, blev set af dig. Marwan bin Hakam vendte også tilbage til Damaskus og ledsagede mig. Han viste sig meget nyttig til at kæmpe imod vore fjender. Må Gud skænke værdighed til Lederen af de Troende. Marwan opførte sig fortrinligt og var ikke så hård overfor vore fjender, at jeg håber, at hans tjenester ikke vil forblive ulønnet af muslimernes imam og Guds stedfortræder.

Må Gud holde Lederen af de Troendes støtter raske og rørige og hjertelige! Ingen af dem var besværlige, og ingen af fjenderne så dem en hel dag. Jeg bad ikke mine bønner i Medinas moske, før tusinder af personer var blevet dræbt, og deres ejendom var blevet frivilligt plyndret. Enhver person, som kom foran os, blev underlagt sværdet. Hvem der end forsøgte at undslippe blev forfulgt. Den, som var døende af sår, blev dræbt. Som Lederen af de Troende havde beordret, plyndrede vi Medina i tre dage. Jeg takker


Gud, som helbredte mig for min bekymring, da jeg dræbte de gamle modstandere og hyklere. Deres stædighed havde overskredet alle grænser, og de var gamle oprørere.”

Den største kriminelle blandt Bani Umayyahs støtter var Hajjaj bin Yusuf Saqafi.

I overensstemmelse med Umayyade kaliffen Abdul Malik bin Marwans ordrer, tog Hajjaj til Hijaz for at kæmpe imod Abdullah bin Zubayr. Han belejrede Mekka, hvor Abdullah havde søgt tilflugt. Han kastede sten og ild ind over Mekka ved hjælp af katapulter, og som følge deraf blev en del af Kabaen brændt. Da han opnåede sejr, huggede han hovederne af mange af Bani Umayyahs modstandere og sendte dem til Abdul Malik i Damaskus. Han skilte Abdullahs hoved fra kroppen og sendte ham til galgerne. Ikke kun dette men han tillod også den døde krop at forblive på galgerne i mange dage. Asma, datter af Abu Bakr, som var Abdullahs mor, var meget gammel på det tidspunkt, og hendes søns død smertede hende meget. Hendes øjne var også blevet svage. Hun kom til det sted hvor Abdullahs døde krop hang og sagde: ”Er tiden ikke kommet, hvor denne rytter skal stige af?” Dette mishagede Hajjaj meget og han generede og krænkede denne stakkels gamle kvinde.

Som belønning for denne præstation udpegede Abdul Malik Hajjaj til Hijazs guvernør. Han dræbte da utallige personer og påførte andre meget hårde afstraffelser. Hajjaj priste sig selv med disse ord: ”Jeg er meget stridbar, ekstremt hævngerrig og yderst jaloux.” Det er ikke muligt at furdere, hvor meget denne mand hadede menneskeheden.


Efter nogen tid udnævnte Abdul Malik ham til Iraks guvernør for at bremse uro i den region og genoprette lov og orden. Hajjaj nåede Kufa kun ledsaget af tolv soldater. Ikke desto mindre sendte han en mand i forvejen, så folk måtte blive klar over hans nært forestående ankomst. Alle begyndte at vente på ham i moskeen. Det var i måneden Ramadan. Mens folk udtrykte deres misbilligelse og had over hans udnævnelse som guvernør, ankom han til stedet. Han bar en rød silketurban på sit hoved, med hvilken en stor del af hans ansigt var dækket, og han holdt et sværd og en bue i sin hånd. Han gik lydløst skridt for skridt. Forsamlingen var også stille. Omsider besteg han prædikestolen og beordrede folk tilkaldt. Kufas folk kom ind i moskeen.

Hajjaj sad stille på prædikestolen i et stykke tid. Folk blev trætte af og vente og begyndte at overfuse ham i med lave stemmer. Nogen af dem samlede endda småsten op, for at kaste dem på ham. Pludselig begyndte han at tale, og småstenene faldt ud af folk hænder af frygt.

Mens han fjernede sin turban fra sit hoved, sagde han: ”Jeg er søn af en meget modig og frygtelig person, som kastede sig selv ind i fare med lukkede øjne. Når jeg fjerner turbanen fra mit ansigt, vil I finde ud af hvem jeg er. Ved Gud jeg ser de hævede blikke og stædige nakker og hoveder hvis tid for afhugning er kommet, og det er mig, som vil hugge dem af. Jeg kan kun se blod mellem hovedet og skægget. Se her! Lederen af de Troende (Abdul Malik bin Marwan) tømte sit pilekogger og undersøgte dens træ. Da fandt at jeg var det stærkeste træ, sendte han mig til jer. Oh Iraks folk! Jeg sværger ved Gud, at I er kimen til


oprør og forræderi; I er folk af en yderst umoralsk karakter. Jeg skal skrælle jer på samme måde, som et træ bliver skrællet og skal slå jer, ligesom de fremmede kameler bliver slået. I er ligesom folk i en landsby hvis indbyggere lever et komfortabelt liv og har nok at spise og drikke, og når de viser utaknemlighed overfor Guds overflod, underkaster Han dem til frygt og sult. Oh Iraks folk! Oh slaver af staven og sønner af slavepiger! Jeg er Hajjaj bin Yusuf. Jeg sværger ved Gud, at når jeg sværger at gøre noget, så gør jeg det. I skal følge den rette vej, for jeg sværger ved Ham som kontrollerer mit liv, at jeg skal gøre imod jer sådan, at enhver vil have travlt med sin egen krop (dvs. jeg skal give jer sådanne slag, at det vil tage jer en rum tid til at kommer jer). I skal acceptere retfærdighed og forsage uretfærdighed, for jeg tildeler jer sådan en behandling, at jeres kvinder bliver enker og jeres børn forældreløse. Jeg sværger ved Gud, at hvis ikke I alle ikke indskriver jer i Mohlabs hær inden for tre dage, skal jeg dræbe dem, som er til stede her og konfiskere deres ejendom og ødelægge deres huse.” Dette var ikke tomme trusler. Han behandlede Kufas folk mere hårdt, end han havde truet dem med.

Hajjaj var en ligeværdig partner i alle de forfærdelige forbrydelser, som blev begået af Bani Umayyah som udførligt beskrevet ovenfor. Han dræbte utallige uskyldige personer. Han selv plejede at sige: ”

”Den ting, som jeg nød mest, var blodsudgydelse, og at gøre ting som ingen anden kan samle mod til at gøre, og som ikke er gjort af nogen anden tidligere.” (Murooj-al-Zahab Mas’udi, vol. 3, side 67).


Så snart hans navn bliver nævnt, bliver man automatisk mindet om grusomheder og undertrykkelse. Det forekommer, at Hajjaj og uretfærdighed er hinandens ledsagende omstændigheder.

Historikerne siger: Efter Ubaidullah ibn Ziad – imam Hussains morder, kom Hajjaj bin Yusuf. Han dræbte Alis støtter en efter en på mindste mistanke og grundløse anklager. Han kunne bedre lide, at en person måtte blive kaldt vantro og ateist i hans tilstedeværelse snarere end støtte af Ali. Rent faktisk fortjente de vantro og ateisterne efter hans synspunkt overbærenhed og endda gaver og priser, men Alis støtter var det passende at dræbe.

Hajjaj begyndte sit styre på denne undertrykkende måde og var aldrig tilfreds med de forfærdelige forbrydelser, som han hengav sig til.

I Kufa indkaldte han folk til hæren i tre dage og sendte dem alle til handlingernes skueplads. Der var ingen, som ikke tog til slagmarken. Selv børn, som endnu ikke var voksne, blev rekrutteret og sendt ud at kæmpe. I mellemtiden kom Umayr bin Zabi til ham og sagde: ”Må Gud velsigne Amiren! Jeg er en gammel mand. Min søn er ung og ret stærk.”

Hajjaj sagde: ”Denne søn vil vise sig bedre end sin far.”

Da spurgte han: ”Hvem er du?”

Umayr svarede: ”Jeg er Umayr bin Zabi Harzali.”

Hajjaj sagde: ”Er du ikke den samme mand, som kæmpede imod Uthman bin Affan?”

Umayr sagde: ”Jo. Jeg er denne mand.”


Hajjaj sagde: ”Oh Guds fjende! Hvorfor gjorde du således?”

Umayr svarede: ”Jeg gjorde således, fordi Uthman havde fængslet min far, som var gammel og svag. Han frigav ham ikke indtil den dag han døde i fængslet.”

Hajjaj sagde: ”Komponerede du ikke dette vers: ”Jeg ønskede at dræbe ham, men jeg gjorde det ikke. Oh havde jeg blot gjort således, så Uthmans hustruer måtte have begrædt hans død.”

Så tilføjede han: ”Jeg tror, at de to byer nemlig Basra og Kufa vil drage fordel af, at du bliver dræbt. Din undskyldning er temmelig tydelig, og din senilitet er også åbenlys. Dog er jeg bange for, at hvis jeg skåner dig, vil andre også have mod til at nægte at adlyde mine ordrer.”

Han blev da halshugget i overensstemmelse med Hajjajs ordre. Hans ejendom blev plyndret og hans hus jævnet med jorden.

Hajjaj udpegede Abdur Rahman bin Ubayd Tamimi, som var en meget hård person, til at tjene som sin stedfortræder i Kufa. Da han var tilfreds med tilstanden i Kufa tog han til Basra. I Basra var der en stor modstand imod Bani Umayyade dynastiet, og byen var i et uregerlig. Der holdt han en tale og overfusede Basras folk utroligt meget. Han fortalte dem, at hvis de ikke tilsluttede sug Mohlabs hær inden for tre dage, ville de blive straffet hårdt. Da han bevægede sig ned fra prædikestolen, skete det, at en gammel mand ved navn Sharik bin Amr Yashkari, som kun havde et øje og som led af brok kom til ham og sagde: ”Må Gud velsigne Amiren! Jeg lider af brok. Busr bin


Marwan, kaliffens bror og Basras tidligere guvernør, har også undskyldt mig fra militærtjeneste.”

Hajjaj sagde: ”Jeg tror du taler sandt”. Ikke desto mindre beordrede han ham halshugget, straks efter han havde sagt dette. Resultatet var, at enhver ung såvel som gammel mand fra Basra, tilsluttede sig Mohlabs hær.

En dag sad Hajjaj og indtog sit måltid og nogle af hans frænder var til stede ved hans middagsbord. Politifolk bragte en mand ind og sagde, at han var ulydig. Manden rystede af angst. Han sagde til Hajjaj:

”For Guds skyld tag ikke mit liv. Jeg sværger ved Gud, at jeg aldrig har lånt penge fra nogen, ej heller har jeg været i nogen i hær. Jeg er væver, og jeg blev arresteret og blev bragt hertil, mens jeg sad ved min væv.”

Hajjaj beordrede manden halshugget med det samme. Da den stakkels mand så sværdet, lavede han knæfald, og hans hoved blev skilt fra kroppen, mens han sad i denne stilling.

Hajjaj fortsatte med at spise, som om intet var hændt. Dog stoppede hans associerede med at spise. De var lamslåede over at se denne grusomhed. Hajjaj blev irriteret og sagde:

”Hvad er der galt med jer? Hvorfor har jeres ansigter skiftet farve, og hvorfor er maden faldet ud af jeres hænder? Er det på grund af, at en enkelt person er blevet dræbt? En ulydig person sætter et eksempel for andre, som ikke adlyder. Lederen er berettiget til at dræbe eller skåne ham.”


Ifølge Hajjaj kunne Kufas og Basras folk kun bringes til fornuft, hvis de var underlagt tyranni og grusomheder af denne slags.

Det, vi har nævnt her, er kun en meget kort opregning af de forbrydelser, han begik. Ellers ville det være nødvendigt at skrive en omfangsrig bog, for at berette hans grusomme handlinger, og de mord som han begik på forskellige måder.

Ibn Jarood gjorde oprør mod Hajjajs undertrykkelse og grusomheder, men oprøret lykkedes ikke og Hajjaj sejrede over ham. Han huggede hovederne af et stort antal oprørere, og sendte dem til Mohlab og bad ham om at udstille dem på et prominent sted, så dem, som tænkte på oprør, måtte overveje konsekvenserne af sådan en handling.

Siden indkaldte han hundreder og tusinder af Kufas og Basras befolkning til at kæmpe imod Bani Umayyahs fjender. Ved at gøre dette, ønskede han at tage hævn over Alis tilhængere, og på samme tid brugte han soldaterne til at fremme sine egne interesser. Som følge deraf var der ikke en eneste ung mand tilbage i de to byer, som ikke var tvunget til at møde døden. De blev enten dræbt for Hajjajs hænder eller hans fjenders sværd.

Iraks folk gjorde oprør imod Hajjaj igen og igen, men disse oprør var svage, og oprørerne blev hurtigt overvundet af Hajjaj og blev genstand for hans vrede. De fleste af dem blev dræbt, deres huse blev sat i brand, og deres ejendom blev konfiskeret. Hundreder af folk blev dømt til døden hver dag. De mænd og kvinder, som var fængslet i Irak, var


underkastet ekstrem tortur og ventede på deres tur til at blive dræbt. Hvis Hajjaj eller hans soldater ikke kunne finde tid til at dræbe dem, døde de af sult. Folk tilbragte deres dage i stor nød. Deres vilkår blev endnu værre, da Hajjaj sejrede i krigen ved Zawiah og Dayr Jamajam. Som følge af krigen ved Zawiah i hvilken Hajjaj var sejrherre og Muhammad bin Ash’ath blev besejret, fangede han elleve tusinde irakere. I første instans lovede han, at deres liv ville blive skånet, men da de overgav deres våben, halshuggede han dem alle. Som et resultat af krigen ved Dayr Jamajam, blev irakerne fuldstændigt udslettet. Foruden deres mangel på mad brød der også pest ud. Alle oprørere blev fanget af Hajjaj, og han skånede ikke en eneste af dem.

Selv efter denne omfattende ødelæggelse, ravage og plyndring, nød Kufa og Basra ingen fred. Hajjaj fortsatte med at plage indbyggerne, og antallet af dræbte steg dag for dag. Før han dræbte dem, krænkede og ydmygede han dem voldsomt og latterliggjorde deres synspunkter og overbevisninger. Ligesom hans slagtning af folk ikke kendte nogen grænse, var hans krænkelser og ydmygelser af dem også ekstreme, så meget at hver gang folk mødtes i moskeen og basarerne, talte de ikke om andet, end at den og den ville blive sendt til galgerne den dag, og hvordan nogen var blevet maltrakteret, inden de blev dræbt. Hajjajs velkendte sætning: ”Soldat! Hug hans hoved af,” var almindelig snak i byen i Irak.

Han var så ondskabsfuld overfor Alis Shia, at han dræbte dem, som hed det samme som Abu Talibs familiemedlemmer (så som Ali og Hussain). Mange


mennesker kom og gav undskyldninger for deres navne. Det berettes, at en mand kom hen til ham og sagde:

”Oh Amir! Mine forældre har været uretfærdige overfor mig. De navngav mig Ali, skønt jeg er en fattig og hjælpeløs mand og behøver din godhed og assistance.”

Kort sagt var Hajjajs grusomhed blevet velkendt, og Alis støtter var hans særlige mål. Da dem, som var blevet dræbt i overensstemmelse med hans ordrer, blev talt, viste det sig at det løb op i 120 tusinde. Ved hans død var der halvtreds tusinde mænd og kvinder i fængsel.

Umayyade kaliffen – Abdul Malik bin Marwan gav denne anbefaling til sine sønner: ”Hædr Hajjaj, for det er ham, som har trampet på prædikestolen, ødelagt byerne og underlagt sig fjenderne for jeres skyld.” Denne anbefaling blev fulgt fuldt ud. Efter Abdul Maliks død fortsatte hans søn Walid Hajjaj som guvernør i Kufa, Basra og de østlige regioner.

Før vi slutter dette kapitel, synes det nødvendigt at nævne en ekstremt tragisk begivenhed. Denne begivenhed viser med al tydelighed Bani Umayyahs og Abu Talibs efterkommere og deres respektive støtters træk og karakterer. Hvis den på den ene side udviser Alis støtters storhed og værdighed, manifesterer den på den anden side Bani Umayyahs ondskab og smålighed.

Kort fortalt er historien denne: Hujr bin Adi Kandi var en hengiven tilhænger af Ali. Da imam Hassan blev tvunget til at indgå fred med Mu’awiya, afgav Hujr sammen med de andre troskabseden. Men dette fik ham ikke til at fornægte sin kærlighed for Ali, og at tilkendegive had overfor ham


Mu’awiya. Tvært imod ønskede han at følge i Alis fodspor. Han ønskede, at hans karakter skulle være ligesom Alis karakter.

Hujr var en meget hengiven og oprigtig person. Han ønskede fred og hadede kamp og konflikter. Han støttede helhjertet social retfærdighed. Han anså ikke autoritet for at være andet end en kilde til offentlig tjeneste. I alle disse sager var hans synspunkter de samme som Alis. Hvis en hersker hjalp folk, støttede han ham, men var det modsat, var han hans svorne fjende. Derfor var det naturligt, at han ikke skulle kunne lide at Bani Umayyah overfusede Ali fra prædikestolen og at han åbenlyst ville tilkendegive sin fortørnelse imod denne praksis, selv om det måtte medføre lidelser under lederens hånd.

Historien fortæller, at engangj overfusede Mughayrah bin Sho’ba, Kufas guvernør Ali fra prædikestolen. Hujr bin Adi rejste sig og sagde højt:

”Hvad er al denne ekstravagante snak. Betal os de lønninger, som du tilbageholder. De penge er ikke til dig, og de tidligere guvernører eftertragtede dem aldrig. Du håner Lederen af de Troende og priser og forherliger de kriminelle. Mange andre personer støttede Hujr, og som følge deraf var Mughira nødt til at forlade prædikestolen uden at gøre sin tale færdig. Hujr fortsatte med at kritisere Bani Umayyah og sad ikke stille, når han så de religiøse love blive krænket.

I mellemtiden døde Mughayrah og blev efterfulgt af Ziad bin Sumayyah. På et tidspunkt var Ziad og Hujr venner, men deres venskab sluttede på grund af en bestemt


hændelse. Det hændte således, at en arabisk muslim dræbte en Zimmi vantro. Sagen blev forelagt Ziad, som besluttede, at muslimen ikke behøvede at blive straffet for forbrydelsen men skulle betale blodpenge. Zimmiens slægtninge nægtede at modtage blodpenge. Deres standpunkt var at:

I Islam er alle folk Guds familie.

Ethvert menneske er hinandens bror/søster, hvad enten de bryder sig om det eller ej.

Ingen araber er bedre end en ikke-araber. Det er kun fromhed og det at gøre gode gerninger, som kan gøre en bedre end de andre.

Hujr troede på den retfærdighed, som imam Ali havde gjort til sit motto, og for hvilke han gav sit liv. Han misbilligede derfor Ziads afgørelse. Han kunne ikke tie stille. Han insisterede på, at sager om muslimers og ikke-muslimers hævn er lige. Mange andre muslimer ydede støtte til Hujr. Ziad og hans mænd frygtede, at oprør kunne blive konsekvensen. Ziad beordrede derfor modvilligt, at den kriminelle måtte blive givet en straf. Derefter skrev han til Mu’awiya og klagede over Hujr og hans ledsageres opførsel. Mu’awiya rådede Ziad til at overvåge Hujrs og hans ledsageres aktiviteter, så han kunne finde noget på dem, som kunne tjene som et bevis imod dem. Fra det tidspunkt og fremefter øgedes forskellene mellem de to. Ziad sendte nogle af Kufas indbyggere til Hujr, for at de kunne råde ham til at afholde sig fra sine aktiviteter. De kom tilbage efter at have mødt Hujr og sagde, at han var ubøjelig i sine synspunkter. Ziad tilkaldte Hujr, men han


nægtede at komme. Til sidst sendte Ziad en politiofficer for at arrestere Hujr, men i stedet fandt en kamp sted mellem Hujr og politidelingen, og Hujr gik under jorden.

Ziad var meget irriteret. Han tilkaldte Muhammad bin Ash’ath bin Qais, som var tilhænger af Hujr og en fremtrædende personlighed i stammen Kandi og truede ham med, at hvis han ikke fandt frem til Hujr, ville han sætte ham i fængsel, og hans hænder og fødder ville blive hugget af, og han ville blive henrettet. Hujr ønskede ikke, at en anden person skulle lide på grund af ham. Derfor kom han hen til Ziad, men før han gjorde således, fik han et løfte fra ham om, at han ikke ville forulempe ham, men i stedet ville sende ham til Mu’awiya, med hvem han selv ville ordne affæren med.

Men så snart at Hujr kom, blev han arresteret og smidt i fængsel. Derefter blev en eftersøgning sat i gang efter hans støtter. Efter nogle blodsudgydelser blev nogle af dem arresteret og ligeledes smidt i fængsel.

Ziad tilkaldte da Kufas folk og bad dem om at give beviser imod disse personer og truede dem. Nogle af dem vidnede imod Hujr og hans venner og sagde, at de elskede Ali og ingen anden, og de kritiserede Uthman og overfusede Mu’awiya. Ziad var ikke tilfreds med hvad de sagde, fordi han krævede afgørende beviser. I mellemtiden forberedte Abu Burdah bin Abu Musa Ash’ari en afgørende handling imod Hujr: ”Dette er beviset som Abu Burdah søn af Abu Musa Ash’ari har givet for Guds skyld. Han forklarede, at Hujr og hans ledsagere var ophørt med at være lydige og havde forladt vejen. De ophørte med at have nogen


samhørighedsfølelse med Mu’awiyas kalifat og havde besluttet at begynde at kæmpe igen.”

Da Abu Burdah afsluttede nedskrivningen af den handling, bad Ziad Kufas folk om at sætte deres underskrift på det. Omkring halvfjerds personer underskrev det. Ziad skrev bedragerisk nogle navne på personer, som hverken var til stede på det tidspunkt ej heller havde sat deres underskrift. En af dem var dommer Shurayh. Han sendte med det samme en besked til Mu’awiya, som undsagde ham fra den afgørende handling og sagde i klare vendinger: ”Jeg bevidner, at Hujr er en from person og er en af de fremtrædende personligheder af denne tid.”

Hujr og hans venner blev da ført til Mu’awiya. Ziads brev og den afgørende handling nåede ham også. Han læste de to dokumenter op for folk. Derpå rådede nogle folk ham til at fængsle de omtalte personer. Andre forslog, at de blev anbragt i forskellige byer i Syrien og ikke måtte tillades at tage tilbage til Irak. Mu’awiya korresponderede med Ziad om emnet. Han svarede: ”Hvis du ønsker at holde Irak i dine hænder, skal du ikke lade dem komme tilbage hertil.”

Efter nogle få dage sendte Mu’awiya en mand til Hujr og hans ledsagere og tilbød, at hvis de dissocierede sig selv fra Ali og overfusede ham og priste Uthman, ville deres liv blive skånet, men dem, som nægtede at gøre således, ville blive dræbt.”

Hujr og hans venner afslog dette tilbud og blev som følge deraf dræbt. Denne tragiske historie er gengivet i alle historiebøger. Den viser disse modige mænds ophøjede karakter og standhaftighed, for de kunne se deres grave


med deres egne øjne og sværdene som hang over deres hoveder, og alligevel kunne de ikke for et øjeblik fornægte deres kærlighed til Ali. Hvad Mu’awiya og hans mænd havde gjort i deres tilfælde var, at de havde gravet en grav foran hver af dem, så hvem der end nægtede at vise afsky overfor Ali måtte blive halshugget og kastet i graven.

Nogle historikere har erklæret angående disse personer, at to af Hujrs ledsagere var skrækslagne, da de så sværdene og gravene og bad Mu’awiyas vagter om at føre dem til kaliffen, og de sagde, og at de ikke havde nogen uenighed med Mu’awiya om Ali og Uthman. De blev derfor ført til Mu’awiya. En af dem udtrykte had imod Ali udadtil, men den anden priste Ali og hans ledsagere, overfusede Mu’awiya og hans støtter og sagde ekstremt hårde ord om Uthman, som Mu’awiya ikke kunne tolerere. Han beordrede at manden skulle sendes tilbage til Ziad med instruktioner om, at han skulle dræbes på sådan en måde, som ingen før var blevet dræbt i den muslimske verden til den tid. Ziad begravede ham levende.

Det siges, at da Hujr skulle dræbes, ytrede han kun denne sætning: ”Der er Gud i mellem os og disse muslimer. Irakerne gav bevis imod os, og syrerne dræbte os.”

Der er ingen tvivl om, at det despotiske og diktatoriske styre, som blev skabt af Umayyads dynastiet, og de forbrydelser, som blev begået af dem, var uden sidestykke, og Alis og hans efterkommeres liv var på den anden side det bedste eksempel på intellektets og handlingens renhed og på demokrati. De udnyttede ikke folk ligesom Umayyaderne men anså landets produktion for at være


almindelige menneskers ret snarere end at tilhøre de rige og indflydelsesrige.

Bani Umayyahs tilhængere og støtter stod i skarp kontrast til Alis tilhængere og støtter. De verdsligsindede indflydelsesrige personer hældte derfor i retning af Bani Umayyah på grund af de materielle goder, og almindelige folk blev også deres tilhængere i stort antal. Dette skete, for på den tid vurderede folk ikke moralske værdier og forstod ikke, hvad der ville være til fordel for dem i fremtiden, og hvad der ville være skadeligt for dem. De tænkte kun på de umiddelbare goder og forstod ikke, hvilken slags folk de støttede. Og da de forstod det, var det allerede forbi, og det var også for sent.

På den anden side var de personer hvis natur, moral, tilbøjeligheder og manerer lignede Ali og hans efterkommeres. De vendte sig den vej og forblev standhaftigt på sandhedens vej. De blev underlagt hård afstraffelse og tortur af Bani Umayyah og deres støtter, men de vaklede eller tøvede aldrig. Ved at følge deres imams eksempel, Lederen af de Troende Ali, gav de deres liv, men de tolererede ikke tilsidesættelse af social retfærdighed.

Ligesom Ali og hans efterkommeres støtter og venner blev fortsat mere anstændige og opnåede høje grader af ædelsind, barmhjertighed og ydmyghed, på samme måde blev Bani Umayyahs tilhængere stadig dybere forankret i laster som egoisme, stædighed, undertrykkelse og udnyttelse.

* * * * * * * * * *


Det vil være bedre, hvis vi endnu en gang nævner de synspunkter, som er tilkendegivet af nogle arabiske forfattere uden at kommentere dem, for hvad vi har sagt i dette kapitel tilbageviser fuldstændigt deres løse snak. Ud af disse arabiske forfattere tager vi Muhammad Kurd Ali, og hvad han har skrevet om Bani Umayyahs vigtighed og storhed må betragtes som et eksempel på den pris, som også er skænket dem af andre.

Ved at prise Mu’awiya og hans blodtørstige officerer, som begik utallige forbrydelser som detaljeret er beskrevet på de foregående sider, siger Muhammad Kurd Ali i sin bog med titlen ”Al-Islam wa al-Hazarat al-Arabiyah”:

”Den vigtigste handling, som Mu’awiya foretog sig, var da han hævede hærens lønninger. Og på grund af sit held opnåede han også støtte fra nogle meget vigtige personer som Ziad bin Abih, Mughira bin Sho’ba, Zuhhak bin Qais, Muslim bin Uqbah, Busr bin Artat osv.”

Ved at lovprise disse blodtørstige personer siger Kurd, at de var meget vigtige og store personligheder for landet, selv om det var nødvendigt for ham at forklare, at Islam ikke havde noget at gøre med sådanne tyranner og undertrykkere, og selv om alle civiliserede personer, hvad enten det var arabere eller ikke-arabere, hadede sådanne grusomme personer.

Det er særdeles overraskende, at Muhammad Kurd Ali ikke føler samvittighedens stik, mens han skriver sådanne ting, ej heller er han retfærdig overfor dem, som lever i det tyvende århundrede ved at forfalske de historiske kendsgerninger. Han glemmer også, hvad han tidligere har


skrevet i sin bog: ”Under Mu’awiyas tid blev en from person spurgt: ”I hvilke vilkår ville du efterlade folk?”. Han svarede: ”Jeg har efterladt dem i to forhold – de undertrykte, som ikke får retfærdighed og undertrykkeren, som aldrig trættes af uretfærdighed.”

* * * * * * * * *

UTHMANS MORDERE

Den korte redegørelse, som vi har givet om Bani Umayyahs og Alis efterkommere og deres respektive støtters natur og sædvaner, viser klart den kærlighed for autoritet, suverænitet, egoisme og selviskhed, som trivedes dybt i Bani Umayyahs hjerter såvel som hos deres tilhængere. Disse havde de samme sædvaner og den samme natur som deres herrer, og de var også lige så ambitiøse som dem.

Som vi har konstateret tidligere modarbejdede Bani Umayyah Profeten og Islam, fordi de besad den mentalitet som kendtes hos Qurayshs ledere, og de kunne ikke tolerere, at Islam skulle forhindre dem i deres onde handlinger og ødelægge deres sociale love, som uden tvivl var fordelagtige for handelsmændene og de rige, men var de fattiges og hjælpeløses garanti for døden.

Fra den dag da Profeten bekendtgjorde, at han var blevet udvalgt til den profetiske mission, og frem til erobringen af Mekka, havde lederne og dignitarerne blandt Quraysh accepteret Islam men hver enkelts håb og formål var forskellig. Begivenhederne viser, at disse personer kan inddeles i tre grupper som beskrevet herunder:


For det første var der de personer, som anså Islam for at være en sand religion og accepterede den frivilligt. Deres antal blandt Quraysh ledere var det mindste.

For det andet var der dem, som kiggede på hvilken af de to grupper – muslimerne og Quraysh, som ville få succes. De ønskede at slutte sig til den succesfulde gruppe. Til denne gruppe hørte Amr Aas. Vi skal senere forklare omstændighederne under hvilke han accepterede Islam.

For det tredje var der de personer, som modvilligt accepterede Islam. De havde mistet deres værdighed og ærefulde position og havde sluttet sig til muslimernes rang med den hensigt at erstatte Islam med uvidenhed, så snart muligheden opstod. Til denne gruppe af Quraysh ledere og ældre tilhørte Mu’awiyas far Abu Sufyan bin Harb og de stammeledere, som frafaldt troen straks efter profetens død.

De Quraysh ledere og ældre, som tilhørte den første kategori, forblev standhaftige i deres tro, men deres Islam var ubevidst blandet med deres følelse af at tilhøre de høje familier.

Med hensyn til personer, som tilhørte til de to andre kategorier, drejede deres politiske akse sig kun om det økonomiske aspekt og dens sociale implikationer. Quraysh ledere tilhørte disse kategorier set i forhold til deres personlige fordele. Hvis deres interesser var almene, hjalp de hinanden, men hvis de var divergerende, arbejdede de adskilt.

Ansvaret for korruption og ballade tilfaldt lederne, som tilhørte alle tre kategorier, selvom lederne af de to sidste

UTHMANS MORDERE 455

kategorier havde en større andel i det. De ønskede ikke at miste nogen mulighed for at opnå rigdom og penge og tog ikke hensyn til, hvor mange forpligtelser der hvilede på muslimernes skuldre i forbindelse med promoveringen af Islam. Signaler om kærlighed til rigdom og profit begyndte at blive synlige fra begyndelsen af Abu Bakrs kalifat. Et bevis på dette er hændelsen med Khalid bin Walid og de hårde ord, som blev udvekslet i forbindelse med Abu Bakr og Umar. Kort sagt går historien ud på, at Khalid dræbte Malik bin Nuwaira på en grusom måde og et uretfærdigt grundlag for at opnå krigsbytte, ligesom han krænkede hans meget smukke hustrus ærbarhed. Da nyheden nåede Abu Bakr, blev han lamslået og følte sorg og utrykte disse velkendte ord. ”Krigsbytte har gjort araberne grådige, og Khalid har været ulydig overfor mine ordrer.”

Da Khalid kom for at se Abu Bakr, havde han tre pile i sin turban. Da Umar så ham, sagde han: ”Oh Guds fjende! Alle dine handlinger er hykleriske. Ved Gud hvis jeg opnår kontrol over dig, skal jeg stene dig til døde. Han trak da pilene ud fra Khalids turban og knækkede dem. Khalid kunne ikke samle mod til at sige noget, da han havde det indtryk at Umar handlede i overensstemmelse med Abu Bakrs instruktioner.

Senere så Khalid Abu Bakr og begyndte at undskylde sig overfor ham. Da Umar fandt ud af dette, ansporede han Abu Bakr imod Khalid og foreslog, at Khalid måtte straffes for at have dræbt Malik. Abu Bakr sagde: ”Oh Umar! Det er bedre at du tier stille. Khalid er ikke den første person, som har begået en fejl hvad angår fortolkning (af loven).”


Under Umars tid samlede de fremtrædende personer også jordiske goder, og der er utallige kilder, som beviser denne kendsgerning. Det bedste bevis på det, er de vers som en poet komponerede og sendte til Umar. I disse vers siges det, at i nogle byer og provinser misbrugte de fremtrædende personer og dignitarerne den offentlige ejendom, og sørgede for at han (Umar) ikke fandt ud af det. Det blev tilføjet, at folk var meget foruroligede over denne udnyttelse.

Poeten siger:” Når de bestemmer, bestemmer vi også. Når

de udfører jihad1, udfører vi også jihad. Så hvor har de

opnået rigdom fra, mens vi er tomhændede?

Når en indisk handelsmand kommer med moskus, bliver det fundet flydende fra dignitarernes hoveder. De tilegner sig Guds ejendom, hvor som helst de kan. Disse personer vil have rigeligt, selv hvis du lader dem beholde halvdelen af deres formue.”

Umar beordrede nogle af disse personer til ikke at forlade deres post eller residens og afskedigede andre fra deres poster. Han fik også nogen af dem til at aflægge regnskab for deres indtjening og konfiskerede deres formue.

Uthman gav fuldstændig frie hænder til dignitarerne, og de begrænsninger, som var blevet pålagt af Umar for deres

1- Det arabiske ord betyder bestræbelse, og det er alment anerkendt blandt muslimske lærde, at den største bestræbelse, mennesker skal gøre sig, er i retning af indre renselse. I dette specifikke tilfælde, som verset her hentyder til, er der dog tale om egentlig krigsførelse, som også hører ind under kategorien jihad.

UTHMANS MORDERE 457

grådighed, blev fjernet. Disse dignitarer blev sejrrige under Bani Umayyahs lederskab. Resultatet var, at folk kom til at lide stor nød, og dignitarerne hengav sig til så skændige aktiviteter, som det aldrig var set under Profetens tid eller under Abu Bakr og Umars tid. Det vil ikke være nogen dårlig ide her at nævne, hvad Ali sagde om Uthman og Bani Umayyah, før Uthman blev kalif. Han sagde til sin onkel Abbas: ”Jeg er sikker på, at Quraysh vil lade Uthman overtage kalifatet, og Uthman vil introducere innovationer. Hvis jeg lever skal jeg minde dig om mine ord, og hvis han bliver dræbt eller dør, vil Bani Umayyah sørge for, at lederskabet bliver hos dem selv.” Hvor sand denne forudsigelse af imam Ali viste sig at være angående Uthman!

Da Uthman overtog kalifatet, blev han mødt med problemer, som var meget komplicerede. I stedet for at hjælpe ham med at løse dem, gjorde Bani Umayyah dem endnu mere komplicerede. Desuden drog de så megen fordel af Uthmans mildhed, som de kunne, og baserede deres politik på familiekærlighed, personlig indflydelse, autoritet og ligegyldighed overfor det offentlige velfærd. De reserverede alle ressourcer og al autoritet til sig selv og omdannede det islamiske styresystem til et rent kapitalistisk system og kalifatet til et kongedømme. Alle statens ressourcer blev monopoliseret for deres venner og slaver.

Straks efter overtagelsen af kalifatet begyndte Uthman at gøre folk lydige overfor Bani Umayyah. Han gjorde Bani Umayyah til ledere over alle islamiske byer og provinser og gav dem store landområder. Han gjorde muslimernes


ejendom til legetøj for de rige, og støttede åbenlyst den kapitalistiske klasse, som tidligere var blevet knust af Islam. Resultatet var, at dignitarerne og de magtfulde blev endnu rigere, og almindelige mennesker blev deres slaver.

Vi beretter herunder nogle få hændelser, som vil vise, hvilken position Bani Umayyah nød under Uthmans tid, og hvordan staten blev legetøj i deres hænder.

Uthman gav en femtedel af det krigsbytte, som blev modtaget fra sejren over de afrikanske lande, til sin fætter Marwan bin Hakam. Denne uskik ophidsede folk utroligt meget! Abdur Rahman bin Hanbal repræsenterede offentlighedens synspunkt ved at sige: ”Jeg sværger ved Gud, at intet er overladt til spild, men du Oh Uthman har skabt en skade for os. Det er en prøve for dig eller måske en prøve for os.”

Fadak, som faktisk var en arv til Fatima, blev givet af Uthman til Marwan. Uthman gav ham også et hundrede tusinde dirham fra det offentlige skattekammer. Umayyaden – Abdullah bin Khalid bin Usayd anmodede ham om hjælp, og han gav ham et hundrede tusinde dirham, selv om der ikke var nogen berettigelse for sådan en ekstravagance. Han var særlig god mod Hakam bin Aas, som var en svoren fjende af Islam, og som af Profeten var blevet udvist fra Medina. Uthman gav ham et hundrede tusinde dirham.

Der var en basar ved navn Mehzool i Medina, som var skænket til muslimerne af profeten. Uthman gav den væk til Harth bin Hakam.

UTHMANS MORDERE 459

Omkring Medina var der græsgange, som af Profeten var blevet erklæret for at være almennyttig jord for de græssende dyr, som tilhørte alle muslimer. Uthman snuppede disse græsgange fra muslimerne og reserverede dem udelukkende for Bani Umayyah. Fra den tid og fremefter kunne kun Bani Umayyahs kameler græsse der. Alle skatter, som blev modtaget fra den afrikanske region dvs. fra Egypten til Tanger, blev givet til Abdullah Bani Sarah. Den dag hvor han gav et hundrede tusinde dirham til Marwan bin Hakam, gav han også to hundrede tusinde dirham til Abu Sufyan bin Harb. Efter dette kom Zaid bin Arqam, kassereren til Uthman og kastede med tårer i øjnene nøglerne til det offentlige skattekammer foran ham. Uthman sagde: ”Hvorfor græder du? Jeg har vist respekt overfor disse personer på grund af vores slægtskab.” Zaid sagde: ”Selv hvis du havde givet et hundrede dirham til Marwan, ville det have været for meget, men du har givet ham et hundrede tusinde dirhams!” Uthman sagde: ”Lad nøglerne blive her. Det vil være nemt for mig at finde mange andre kasserere.”

En stor del rigdom blev modtaget fra Irak. Hele beløbet blev distribueret af Uthman blandt Bani Umayyah. Da han gav sin datter Ayesha i ægte til Harth bin Hakam, gav han ham et hundrede tusinde dirham ud over det, han allerede havde givet ham. Han gav også Harth et stort antal kameler, som var blevet modtaget fra forskellige islamiske


lande. Han sendte ham desuden ud for at indsamle zakat1

fra Qaza’ah stammen og gav ham hele det beløb, som han havde indsamlet. Det var tre millioner dirham. (Sharh Nehjul-Balaghah, vol. 1, side 98).

Engang mødte nogle fremtrædende ledsagere anført af Ali Uthman for at tale med ham om Harth. Uthman sagde: ”Han er min nære slægtning.” Ledsagerne sagde: ”Havde Abu Bakr og Umar ikke nære slægtninge? Hvorfor skænkede de ikke fordele til dem?” Uthman svarede: ”Abu Bakr og Umar søgte godtgørelse fra Gud ved at holde deres slægtninge dårligt stillede, hvorimod jeg søger godtgørelse fra Gud ved at skænke goder til dem.” Ledsagerne sagde: ”Vi foretrækker deres opførsel frem for din.”

Uthman gjorde mange sådanne ting som at opmuntre personer i ledende positioner til at samle rigdom på ulovlig vis. Han lod de indflydelsesrige personer fri til at gøre, hvad de havde lyst til; han gjorde sagerne nemmere for dem, så at de blev medvirkende i Bani Umayyahs forbrydelser og ikke kunne få nogen lejlighed til at kritisere styrets aktiviteter.

Talha bin Abdullah byggede et højloftet palads i Kufa, som gennem tre århundreder var kendt blandt araberne som Dar al-Talhatain. Hvad angår hans indtægt har Mas’udi sagt i Murooj al-Zahab, at alene fra Irak modtog han dagligt korn til en værdi af tusinde guldmønter eller mere end det.

1- Zakat er en obligatorisk skat, som muslimer skal betale ud af deres årlige overskud. Den beregnes af såvel penge som andre værdier, man måtte have oparbejdet eller opsparet hen over et år.

UTHMANS MORDERE 461

Et lignende beløb blev modtaget fra Kanas. Indtægten fra Sirat og dens omegn var endnu større. I Medina byggede han et storslået palads som lignede Uthmans.

Abdur Rahman bin Auf byggede mange store og rummelige paladser og bygninger. Han havde mange stalde, og i hver af dem var der et tusind heste. Han ejede også et tusind kameler og ti tusind geder. Foruden al denne rigdom havde han tre millioner guldmønter.

Zaid bin Thabit efterlod sig så meget guld, at det måtte hugges i stykker med en økse for at blive fordelt blandt hans arvinger. Foruden dette efterlod han en stor del anden ejendom.

Laila bin Umayyah efterlod sig en halv million guldmønter. Mas’udi skriver om Zubayr bin Awam, at under Uthmans tid ejede han et tusind slaver og et tusind slavepiger. Han byggede pragtfulde paladser forskellige steder som Basra, Kufa og Alexandria og ejede halvtreds tusind guldmønter og et tusind heste.

Efter at have skrevet alt dette siger Mas’udi: ”Det kræver adskillige bøger at berette, hvordan de riges formue øgedes gennem Uthmans periode. Sådan var det ikke under Umars tid.

Den rigdom, som Uthman og andre Umayyader var tilfreds med, kendte ingen grænser. Almindelige mennesker sultede, mens Uthmans slægtninge og venner svømmede i rigdom. De samlede så megen rigdom, som folk aldrig havde set eller hørt om. Han selv var også meget rig. Da han blev snigmyrdet, havde hans skatkammer et hundrede og halvtreds tusind guldmønter og tusinder af dirham. Han


havde ejendom svarende til en værdi af omkring et hundrede tusind dirham i en dal ved Qura’ og Hunayn. Han besad også utallige kameler og heste (se bogen med titlen ’Uthman’ skrevet af Sadiq Arjun, trykt i Egypten).

De iranske kejseres juveler og ornamenter, som blev samlet som krigsbytte under Umars tid, blev holdt i det offentlige skattekammer. Under Uthmans tid blev de set skinne på hans døtres kroppe. Folk så med deres egne øjne deres rettigheder blive trampet på. Folk i autoritet ydmygede de fattige undersåtter, som ikke turde sige noget til gengæld.

Mas’udi siger om Uthman i Murooj al-Zahab: ”Uthman var meget ekstravagant. Hans guvernører og andre personer fulgte også hans eksempel. Uthman byggede i Medina, et palads, hvis døre var af teaktræ. Han erhvervede sig store ejendomme, haver og kilder i Medina.

Uthman gav fuld tilladelse til Bani Umayyah til at udnævne eller fjerne embedsmænd. De samlede rigdom og skabte zoner af indflydelse og autoritet for videreførelsen af deres styre. Kilden til al den ondskab var Marwan bin Hakam, som var udnævnt af Uthman som hans minister. Uthman fulgte hans råd i alle sager.

Ligeledes delte Uthman folk op økonomisk i to klasser. Den ene klasse bestod af Uthmans embedsmænd og slægtninge, som svømmede i rigdom og begik alle former for forbrydelser, og til den anden klasse hørte de almindelige folk, som var fattige og hjælpeløse.

Tidligere var praksis, at den indkomst, som blev samlet fra en bestemt by eller provins, i første omgang blev brugt til

UTHMANS MORDERE 463

at støtte de trængende personer, som selv tilhørte disse steder, og det overskydende beløb blev sendt til hovedstaden, så kaliffen kunne bruge det på trængende personer der. Uthman beordrede, at hele beløbet skulle sendes til hovedstaden. De selviske drog megen fordel af denne politiske forandring.”

Dr. Taha Husayn siger: ”De første problemer, som opstod på grund af denne praksis, var, at kapitalismen spredtes i Irak og andre provinser i et meget stort omfang. Denne praksis gavnede dem, som var store kapitalister og kunne erhverve sig ejendom fra de personer, som tilhørte den mindre privilegerede klasse. Således erhvervede Talha og Marwan bin Hakam store besiddelser. Fra dette tidspunkt og fremefter begyndte en praksis med køb og salg, pantebreve, leje osv. ikke kun i Hijaz og Irak, men også i andre arabiske lande og besejrede områder, og store godser begyndte at opstå. Under sådanne omstændigheder blev folk af alle slags optaget at tjene penge, som et resultat af hvilket en klasse af rige herskere opstod. De var mere fremherskende end den klasse, som besad forfædrene ejendomme.

Det andet problem, som opstod, var, at de personer, som erhvervede sig ejendomme i de arabiske byer generelt og i Hijaz i særdeleshed, opmuntredes til at opnå maksimum profit fra deres jorde. De erhvervede sig et stort antal slaver. Meget snart var Hijaz ligesom et paradis. Således opstod en klasse af godsejere i byer som Medina og Taif. De arbejdede ikke selv og brugte deres tid på morskab, og hele arbejdet blev gjort af deres slaver. Alle disse herrers affærer blev ordnet af deres tjenere. Disse herrer var rent


faktisk slaver, og slaverne var de reelle herrer. På den anden side var der beduinerne, som blev berøvet alle livets bekvemmeligheder. De besad ikke noget jord i Hijaz, som de kunne sælge for et erhverve sig jord i Irak, og de havde heller ikke noget jord i Irak, som de kunne sælge for at erhverve sig jord i Hijaz.

Disse handlinger, som Uthman tyede til på sit eget eller på sine rådgiveres forslag, frembragte meget onde politiske og sociale resultater.

Det politiske resultat var, at nogle få personer blev ejere af enorme rigdomme. Alle kapitalister tiltrak folk til sig selv ved hjælp af deres rigdom, organiserede en gruppe af tilhængere og tænkte på selv at blive hersker. Sådanne personer opmuntredes til at drage fordel af folks splittelse.

Fra et socialt synspunkt blev folk delt op i forskellige klasser. Til den ene klasse tilhørte personer, som var formuende og havde indflydelse og autoritet, og til den anden klasse hørte de fattige og hjælpeløse. Personer, som hørte til den første klasse, havde store besiddelser og slaver og tjenere, som arbejdede for dem på deres jorde og ydede andre tjenester. I mellem disse to klasser var middelklassen. Dem, som tilhørte denne klasse, levede i afsides byer. De angreb fjenden og forsvarede grænserne. Folks liv og ejendom var sikre på grund af denne klasse.

De rige personer gjorde denne middelklasse til deres redskab. De skabte uenighed blandt dem og inddelte dem i forskellige grupper. Muslimernes historie viser, at uoverensstemmelserne først opstod blandt de velhavende personer. I første instans modarbejdede kapitalisterne

UTHMANS MORDERE 465

hinanden indbyrdes, og senere opstod forskelle mellem folk fra middelklassen og de rige. Folk i den tredje klasse tjente de rige og arbejdede på deres jorde. Tilsyneladende udøvede de ikke nogen indflydelse på samfundet og tog ikke del i andres uoverensstemmelser. Deres forskelligheder opstod på et senere tidspunkt. (Al-Fitnatu’l Kubra, vol. 1, side 105-109).

Op til det tidspunkt var araberne ikke vant til klasseforskelle, og ingen var blevet set nyde en særlig position eller modtaget særlige gaver uden berettigelse. Det var heller ikke set før den tid, at særlige personers velfærd skulle prioriteres højere end massernes velfærd. Profetens karakter, hans retfærdighed og generøsitet var præget dybt i deres sind. De var vant til den styring, som var folkets styring og ikke den for de få personer; retfærdighedens styring og ikke tyranniets – et syre som delte folks lidelser og ikke et, som skabte uorden og kaos.

Da Uthman efterfulgte Umar som kalif og tilegnede sig den politik, som er nævnt ovenfor, blev folk meget foruroligede. De klagede over denne politik til Uthman igen og igen og udtrykte også mishag imod Umayyade guvernører og embedsmænd, som fulgte denne politik. Til tider skete det, at Uthman skammede sig på grund af Umayyade ledernes pligtforsømmelser, han hørte tålmodigt på klagerne og lovede at fjerne de korrupte embedsmænd. Lige derefter overtalte de dog Uthman og fortsatte med deres forehavende, hengav sig til større pligtforsømmelser og tog ubarmhjertigt hævn over deres modstandere.


Meget ofte henvendte araberne sig til Uthman i form af delegationer og klagede over Umayyade embedsmændene. Uthman lovede dem, at deres klager ville blive hørt. Men når de vendte tilbage til deres hjemstavn, dræbte de omtalte guvernører og embedsmænd folkets ledere. Dem, som undslap straf, tog til Medina igen og klagede til Profetens fremtrædende ledsagere. Ledsagerne henvendte sig til Uthman og støttede årsagerne til klagerne. Uthman udstedte ordrer om at afskedige den undertrykkende leder og udnævnte en ny i hans sted. Men før den nyudnævnte tog af sted for at overtage opgaven, blev et sendebud sendt til den afskedigede leder med et brev med instruktioner til den nyudnævnte så vel som om at de personer, som havde klaget til kaliffen i form af en delegation, skulle dræbes, så snart at de ankom. Som følge deraf blev den gamle leder på sin post og udførte omhyggeligt kaliffens ordrer og blev endnu mere voldelig i sin undertrykkelse.

Dette var den politik, som Uthman havde tilegnet sig på grund af indflydelsesrige personers råd for at sikre deres velfærd og beskytte deres interesser. Almindelige mennesker var genstand for voldsom undertrykkelse under hans periode. Somme tider forholdt de sig tavse, og på andre tidspunkter modarbejdede og kritiserede de styret åbenlyst. Nogle poeter har tegnet meget troværdige billeder af denne tids kapitalister.

Der var også nogle få storslåede personer i samfundet, som besad oplyste sind og veltalende tunger og nød stor respekt blandt muslimerne. De var også meget skræmte på grund af de fremherskende forhold. Ikke desto mindre var

UTHMANS MORDERE 467

de stærkt imod Bani Umayyahs pengearistokrati og den politik, som Uthman og hans allierede havde tillagt sig. Deres opposition var baseret på principper og uden dårlige hensigter overhovedet. Deres indvendinger var fornuftige og fri for personlige interesser.

Vi skal senere se, hvor grusomt disse velmenende, oprigtige og fromme kritikere blev behandlet.

* * * * * * * * * *

SALVEN AF KRITIK

Vi har tidligere forklaret, at Bani Umayyah og deres støtter og de rige og indflydelsesrige personer på den tid var ansvarlige for manglerne i Uthmans administrative, politiske og finansielle politik, som resulterede i stor ondskab, forstyrrelse og kaos. Uthman selv var ansvarlig i lige så stor grad for statens affærer, fordi han satte sin lid til Bani Umayyah og favoriserede dem, beordrede hvad de ønskede, og forbød hvad de ikke brød sig om. Rent faktisk var de lederne og Uthman var deres lydige tjener. Imam Ali har tegnet et meget passende billede af kaliffen ved at sige: ”Han er ligesom en mand, som er ved at blive kvalt af at drikke vand,” (fordi kuren for at være ved at blive kvalt er at drikke vand, men hvis en person er ved at blive kvalt af at drikke vand, kan der ikke være nogen kur for ham). Han sagde desuden: ”En person, hvis favoritter og fortrolige er korrupte, er lige som en, som er ved at blive kvalt af at drikke vand.”

Ligesom Uthman havde givet fuld frihed til Bani Umayyah til at opnå indflydelse og autoritet og tillod dignitarerne at samle og hamstre rigdom ved at udnytte almindelige mennesker, havde han også tilladt sine rådgivere at begrænse profetens fremtrædende ledsageres frihed, hvis de ytrede nogen indvendinger, og bad dem om at være


retfærdige overfor borgerne. Det skete således ofte at kun ved at det ikke blev set som tilstrækkeligt at lægge restriktioner på de sandfærdige og retfærdighedselskende troende, men Uthman gav dem strenge straffe enten af egen vilje eller efter forslag fra Marwan. Han så dem som sine fjender, som om de ønskede at nægte ham Marwans og hans bror Harths godhed. Uthman fulgte Bani Umayyahs råd i alle anliggender, hvad enten de var små eller store. De var hans ledende rådgivere og han mistede tilsyneladende sit liv på grund af dem. De tog hele magten i deres egne hænder, med eller uden Uthmans villighed, og gjorde ham hjælpeløs. De ønskede inderligt hans død, og gjorde i hemmelighed oprør imod ham, så en anden Umayyade kunne blive kalif. Alle deres støtter hjalp dem i denne sag, og da Uthman blev omringet af sine fjender, (dvs. Bani Umayyah) flygtede de og lod ham i stikken, ligesom hans andre støtter.

Uthman holdt sig væk fra alle sine velgørere med hvis hjælp forholdene kunne forbedres, og gjorde Bani Umayyah til sine fortrolige og rådgivere. De rådede ham til at holde alle disse personer på afstand, da de blev anset som hans fjender skønt kendsgerningen var, at de ikke var hans fjender.

Marwan, en ondsindet person, var hans øverste rådgiver, mens han ikke anså Ali som egnet til at være hans betroede, skønt hvis hans synspunkter var blevet taget til efterretning, ville han have givet Uthman oprigtige og fremsynede råd og ville have stoppet ham fra nepotisme og i at vise særlige fordele til sine venner. Han ville sat styret på en fast og gavnlig retning, og almindelige folks

SALVEN AF KRITIK 471

velfærd ville være blevet givet høj prioritet, og de ville være blevet beskyttet fra undertrykkelse og tyranni.

Marwan havde sådan en indflydelse på Uthman, at han gik op til Uthman og fortalte ham, at Ali og andre fremtrædende ledsagere konspirerede imod ham. Han sagde: ”Disse folk sætter andre op imod dig. Den eneste måde, du kan opretholde lov og orden og redde kalifatet, er at du skal dræbe Ali og Profetens fremtrædende ledsagere, så statens affærer skal reguleres i overensstemmelse med Bani Umayyahs råd. Det er dem, som er dine slægtninge og oprigtige velgørere, og som ønsker, at dit styre skal fortsætte.”

Da oprør imod Uthman fandt sted i alle byer, indkaldte han til en konference for at undersøge måder og midler til at genoprette lov og orden. Kun Bani Umayyah og deres støtter blev inviteret til at deltage i den konference.

Det var samme Bani Umayyah, Profetens ledsagere og befolkningen havde klaget over, og det var på grund af dem, at folk gjorde oprør. Men i stedet for at tilkalde Profetens ledsagere og rådføre sig med dem for at forbedre situationen tilkaldte Uthman dem, som var hovedårsagen til alle problemerne, og på grund af hvem folk var blevet hans fjender.

Alle dem, som deltog i konferencen, tilkendegav deres synspunkter og forslog måder og midler til at håndtere situationen. Det så ud, som om nogen af dem ønskede, at balladen skulle fortsætte, fordi deres interesser kunne tjenes bedre på den måde. Andre ønskede, at problemerne skulle ophøre af samme grund. Endnu andre ønskede en


forbedring af situationen forudsat at deres egen indflydelse og autoritet ikke led nogen skade.

Alle dem, som deltog i konferencen var fjendtlige overfor Ali. De var bange for at hans retfærdighed, sandfærdighed og fromhed ville spolere deres eget spil og blokere deres undertrykkende aktiviteter, og hans politik for lighed og ligestilling måtte få deres kapitalistiske styre til at falde til jorden. De meste aktive medlemmer af konferencen var Mu’awiya, Marwan og Amr Aas. Det kan derfor udmærket tænkes, hvad resultatet af disse råd måtte være.

Ali tog sig ikke af, at Uthman ikke rådførte sig med ham i disse vanskelige omstændigheder. Han var ivrig efter at muslimernes vilkår skulle udvikle sig, og retfærdighed og lighed skulle etableres, selv om Uthman og hans støtter måtte blive hans fjender. Han fortsatte med at rådgive Uthman til det allersidste øjeblik for at råde bod på folks lidelser og kompensere for den undertrykkelse, som de led under, således at hans kalifat ikke måtte komme i fare. Engang da folk var rasende og ønskede at angribe Uthman,

beroligede han dem og rådgav Uthman med følgende ord1:

1- For at gøre rådets bitterhed acceptabelt talte Imam Ali i begyndelsen på sådan en måde, at Uthman skulle føle sit ansvar og sine forpligtelser i stedet for at blive irriteret. Ali ønskede at trække hans opmærksomhed i retning af hans forpligtelser, og med det mål for øje nævnede han Profetens selskab så vel som hans vigtighed og nærhed til Profeten på grund af slægtskab. I modsat fald var dette tydeligvis ingen lejlighed til at prise ham, og disse ord skulle ikke betragtes som en lovprisning ved at ignorere den sidste del af Alis udtalelser. De indledende ord viser blot, at hvad Uthman end gjorde, var det bevidst. Det var ikke således, at han begik ubevidste


fejltagelser, som kunne overses. Hvis det er en dyd, at man efter at have været i selskab med Profeten, og når man kender alle Islams regler og regulativer, skulle handle på sådan en måde at hele Islams verden skulle begynde at græde på grund af den undertrykkelse, man forårsager, ville disse udtalelser være ros. Hvis det ikke er en dyd, så kan det ikke betegnes som ros, at Ali nævner disse forhold. Rent faktisk har de ord, som er blevet brugt i en rosende form, et bevis på seriøsiteten af hans forseelse. En forseelse begået bevidst er meget mere alvorlig end en, der er begået utilsigtet. Uthman kunne være berettiget til stor ære i egenskab af at være Profetens svigersøn, da Profeten ægtede hans to døtre Ruqayyah og Umm Kulthum til ham, den ene efter den anden. Før man opfatter disse ægteskabelige forhold som en kilde til ære, bør man dog kigge på naturen af denne situation. Historien fortæller os, at Uthman ikke nød nogen forrang i det tilfælde. Ruqayyah og Umm Kulthum var tidligere gift med Atba og Ateeba, sønner af Abu Lahab, til trods for disse to personer ikke blev betragtet som berettiget til nogen ære eller respekt selv før fremkomsten af Islam. Med dette for øje hvordan kan denne forbindelse så blive betragtet som en kilde til ære for Uthman uden at indregne hans personlige kvaliteter? Desuden, er det heller ikke en etableret kendsgerning, at de to kvinder var Profetens virkelige døtre. Der er nogen, som ikke anser dem for at være hans virkelige døtre, men siger at de er døtre af lady Khadijahs søster ved navn Hala eller hendes egne døtre fra sin tidligere ægtemand. Alkuti (død 352 A.H.) siger: ”Kort tid efter at lady Khadijah blev gift med profeten, døde hendes søster Hala og efterlod sig to døtre ved navn Ruqayyah og Umm Kulthum. De voksede op hos Khadijah og Profeten. Det var almindeligt før Islams fremkomst, at hvis en forældreløs voksede op hos en, blev kaldt hans søn eller datter.” (Kitab al-Istighatha, side 69). ”Før ægteskabet med Profeten var Khadijah gift med Abi Hala bin Malik og havde en søn ved navn Hind og en datter ved navn Zainab


”Folk venter på mig udenfor, og de har sendt mig for at løse vanskelighederne mellem dig og dem. Jeg sværger ved Gud at jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg skal sige til dig, når jeg ved, jeg ikke kender til noget, som du ikke er klar over, og ikke kan formidle nogen nyheder, som ikke allerede er nået dig. Jeg ved, hvad du ved. Jeg ved ikke noget, som jeg kunne fortælle dig, ej heller har jeg hørt noget privat, som jeg må informere dig om. Du så, hvad jeg så, og du hørte, hvad jeg hørte. Du har været i selskab med Profeten, lige som vi har været. Ansvaret for at handle rigtigt hvilede ikke mere på Abi Quhafas og Khattabs sønner, end det hviler på dig. Rent faktisk er du tættere på Profeten på grund af dit slægtskab, end de var, og du er på en måde Profetens svigersøn, mens de ikke var det. Du skal frygte Gud. Jeg sværger ved Gud, at jeg ikke giver dig dette råd, fordi du ikke kan se noget, og jeg fortæller dig ikke alt dette, fordi du ikke ved det. Og der er ingen tvivl om at du ignorerer din pligt, fordi den religiøse lov er tydelig og klar. Vid dit hjerte, at ud af Sine slaver ønsker Gud mest en retfærdig leder, som er en vejledet person i sig selv, og som vejleder andre, styrker den kendte praksis og ødelægger ukendte innovationer. Og den mest afskyelige person for Gud er en uretfærdig leder, som forbliver vildledt, så andre også

fra ham. Endnu tidligere var hun gift med ’Atiq bin ’Aa’ez og havde en søn og en datter fra ham.” (Seerah Ibn Hisham, vol. 4, side 293). Dette viser, at lady Khadijah havde to døtre før hun ægtede Profeten. Som nævnt ovenfor ville de, i overensstemmelse med gældende norm blive kaldt profetens døtre. Så før man betragter disse ægteskaber som en kilde til ære på grund af døtrenes aktuelle position (dvs. deres virkelige herkomst), bør dette holdes for øje.


bliver vildledt på grund af ham. Jeg har hørt Profeten sige, at på Dommedag vil en undertrykker blive ført frem på sådan en måde, at der ikke vil være nogen til at hjælpe ham eller gå i forbøn for ham, og han vil blive kastet i Helvede med det samme”. (Nahj al-Balaghah).

Uthman blev helt befippet, da han hørte Alis logiske udtalelser. Han sagde kun:

”Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg har kun været venlig og godgørende overfor min slægt og mine slægtninge.”

Sandhed var blandet med løgn og godt med dårligt. Bani Umayyahs pligtforsømmelser fortsatte med at øges. Uthman gav dem lang snor, og han selv blev hjælpeløs overfor dem. Ali har tegnet et meget koncist og præcist billede af Uthmans kalifat med disse ord:

”Han støttede sine slægtninge på den mest absurde måde.”

Om hans Umayyadeslægtninge siger han:

”Med ham rejste Bani Umayyah sig, hans fars efterkommere, og de begyndte at gnaske Guds ejendom i sig ligesom en kamel græsser forårets græs.”

Således kom Bani Umayyah og deres støtter på en retning, som var vejen til udryddelse og ruin. Det var grundet hans nepotisme, at han mistede sit liv. Hans hustru Na’ela vidste også i hvilken retning Bani Umayyah førte ham. Hun vidste også, at Ali var den mest oprigtige og sandfærdige person og Uthmans oprigtige velgører. Hun insisterede vedvarende overfor ham på, at han skulle konsultere Ali. Ikke desto mindre modarbejdede de ondsindede og


bedrageriske rådgivere, som konstant kredsede omkring Uthman, Na’elas opfordring og sagde, at hun var en ubetænksom kvinde, og han skulle ikke lytte til, hvad hun foreslog ham.

Engang sagde Marwan til Uthman:

”Jeg sværger ved Gud, at det er bedre at holde dig til dine synder og undskylde til Gud, end at du skal angre med frygt.”

Dette betød, at Marwan indrømmede, at Uthmans politik var forkert, og hans metoder var forbryderiske, men i følge ham (dvs. Marwan) var det bedre at holde sig til ens synd og lovbrud end at føle sig skamfuld og angre.

Intet råd kunne nå Uthmans øren, undtaget det som blev ytret af Marwan. Uthman accepterede øjeblikkeligt det, som Marwan sagde, men lyttede ikke til det, som blev sagt af andre.

Marwan talte til folk i kaliffens navn, og hvad han sagde, bestod af intet andet end censur, trusler og hovmod, og det var tilstrækkeligt til at skabe et oprør imod Uthman. Engang sagde han henvendt til oprørerne, som havde belejret Uthmans hus:

”Hvad er der sket med jer folk? Hvorfor har I samlet jer her? Ønsker I at fjerne styret fra os?” Denne udtalelse er tilstrækkeligt til at indikere den tænkemåde, som alle Umayyads besad. Ifølge dem var alle de undertrykte personer, som kommet for at få deres klager hørt, kun kommet for at plyndre og stjæle.


Krav om genoprettelse af bortrøvede rettigheder og et retfærdigt styre, og ophør af undertrykkelse samt indgreb imod dem, som havde ødelagt folks rettigheder, og andre lignende sager som folk var kommet for at klage over, var ting, som ifølge Marwan ikke fortjente nogen opmærksomhed. Ifølge ham var kalifatet, suverænitet, herredømme og et middel til at udvise magt og autoritet og havde intet at gøre med beskyttelse af folks rettigheder eller tro og religiøs lov. Ifølge ham var det Bani Umayyahs kongedømme, som de havde ventet så længe på at opnå, og nu havde de genetablerede den magt og autoritet, som var blevet ødelagt af Islam. Og da det var således, kunne han ikke forstå hvorfor folk skulle stræbe efter at fornægte Bani Umayyah deres retmæssige arv som ledere af folket.

* * * * * * * * * *

Alle de personer, som misbilligede Bani Umayyahs finansielle og administrative politik og kritiserede dem inderligt, blev mål for Uthmans vrede efter opfordring fra Marwan og hans andre associerede og rådgivere. En af de personer, som modarbejdede disse metoder og den politik, var Abdullah bin Mas’ud, en af Profetens fremtrædende ledsagere. For at forklare hvor meget folk led på grund af den undertrykkelse, som denne ledsager af Profeten var underlagt, synes det nødvendigt at give en kort beretning om hans livshistorie.

Abdullah bin Mas’ud var en af de personer, som accepterede Islam som en af de første. Det er sagt, at han var den sjette på den liste. Han havde den ære at emigrere to gange. I første omgang til Etiopien og siden til Medina. Han forblev altid i Profetens selskab. Han var en af dem,


som Profeten elskede og respekterede for hans sandfærdighed, retskaffenhed og fromhed.

Muslimerne i den tidlige æra betragtede Ibn Mas’ud som en af de største lærde. Det var på grund af hans dybe indsigt, at Umar sendte ham til Kufa for at vejlede og uddanne folk i denne by, selvom han selv havde brug for hans rådgivning i Medina. Da han sendte ham til Kufa, sendte Umar et brev til Kufas indbyggere. Han skrev:

”Jeg sender Abdullah bin Mas’ud til jer for at uddanne jer. Ved at sende ham til Kufa har jeg givet jer forrang frem for mig selv. I skal få viden fra ham.”

Mange af Kufas indbyggere drog fordel af Ibn Mas’ud. Antallet af hans elever steg dag for dag og de blev anerkendte lærde. Den berømte Tabe’i (en efterfølger af Profetens ledsagere) Sa’id bin Jaybar plejede at sige:

”Abdullah bin Mas’uds elever var denne bys (dvs. Kufa) lamper.”

Alle muslimer anerkendte, at Abdullah bin Mas’ud var en indsigtsfuld lærd. Så meget at under Umars tid var det ham, som Kufas indbyggere refererede deres religiøse problemer til, og kun hans afgørelse blev accepteret af dem.

I anliggender om fortolkninger var han også en af de øverste autoriteter, og hans rang var næsten lige med Abdullah bin Abbas. Han havde mange elever, som selv var fremragende i denne gren af lærdom, så som Qatada og Masrooq ibn Ajda’.


Kort sagt var Abdullah bin Mas’ud den mest respektable personlighed på sin tid. Han blev hædret i alle islamiske byer mere end nogen anden af Profetens ledsager. Hvordan opførte Uthman sig overfor denne fremtrædende ledsager? Ibn Mas’ud var en af de fremtrædende ledsagere, som åbenlyst misbilligede og frygtløst kritiserede Bani Umayyahs politik og måde at gøre tingene på. Hver fredag plejede han at sige i Kufa:

”Det mest korrekte ord er Guds bog, og den bedste vejledning er den som er givet af Profeten Muhammad, og de værste ting er innovationer. Enhver innovation en afvigelse, og enhver afvigelse fører en til Helvede.”

Den ovenstående erklæring af Ibn Mas’ud indeholder klar kritik af Uthman og de handlinger, som han foretog til fordel for Bani Umayyah og de rige og indflydelsesrige personer ved at ignorere almindelige menneskes velfærd.

Han sagde mange ting i direkte kritik af Uthman, for eksempel sagde han:

”I Guds øjne har Uthman ikke engang så megen værdi som en flues fjer.”

Walid bin Uqbah, Kufas guvernør, var meget fortørnet over Ibn Mas’uds udtalelser om Uthman. Denne Walid var bror til Uthman fra sin mors side og var en drukkenbolt og en udsvævende person. Uthman udnævnte ham til Kufas guvernør til trods for byens indbyggeres utilfredshed.

Walid skrev et brev til Uthman og informerede ham om, at Ibn Mas’ud kritiserede og hånede ham. Uthman bad ham om at sende Abdullah til ham. Det er blevet berettet, at da Abdullah forlod Kufa for at tage til Medina, kom mange


mennesker for at sige farvel til ham. Alle anmodede ham om ikke at forlade Kufa og forvissede ham om, at de ikke kunne lade ham lide nogen skade. Han svarede:

”Dette er noget, som måtte ske.”

Abdullah bin Mas’ud nåede Medina en fredag aften. Da Uthman fandt ud af, at han var ankommet, fik han folk til at samle sig i moskeen og sagde til dem:

”Se bare et ondsindet dyr som kommer hen imod jer, som tramper på sin mad, opkast og afføring.”

Ibn Mas’ud sagde: ”Jeg er ikke således. Jeg er en af Profetens ledsagere. Jeg var med ham i krigen ved Badr og deltog også i Bai’at al-Rizwan (troskabseden aflagt under et træ ved Hudaibiya).”

Ayesha sagde højt fra sit hus: ”Uthman! Du siger disse ord om en af Profetens ledsagere!” Andre misbilligede også disse udtalelser og tilkendegav deres fortørnelse. På befaling af Uthman smed hans embedsmænd og slaver Ibn Mas’ud ud på en meget grov måde. De trak ham ud i moskeens gade og kastede ham til jorden. De slog ham så skånselsløst, at de brækkede hans knogler og derfra blev han båret hjem lige som en død krop.

Uthman var ikke tilfreds med de slag og den krænkelse, som denne store ledsager af Profeten var underkastet. Han stoppede den løn, som han plejede at få fra det offentlige skattekammer og fratog ham alle hans kilder til forsørgelse. Han beordrede også folk til ikke at besøge ham eller spørge til hans helbred. Til sidst døde Ibn Mas’ud og Ammar Yasir bad begravelsesbønnen for ham og


begravede ham i hemmelighed. Da Uthman blev informeret om dette, blev han meget arrig.

En anden respektabel person, som blev mål for Uthmans vrede, var Ammar Yasir. Han var en af Islams store personligheder, som var velkendt for sine dyder, høje moral og fromhed. Hans værd og værdi var bedst kendt af Profeten, og han vidste, hvilke store fortrin han besad. Derfor viste han ham stor anerkendelse, som han til fulde fortjente. For eksempel sagde han om ham: ”Når en diskussion finder sted mellem folk, vil Ibn Sumayyah (dvs. Ammar) være på den rigtige side.”

Mange uenigheder opstod mellem muslimerne i Islams tidlige dage, og Ammar stod altid ved Alis side. Det var på grund af disse kvaliteter og dyder, at muslimerne elskede ham, og Bani Umayyah og deres støtter var hans svorne fjender.

Uthmans første handling, som Ammar misbilligede, var, at han gjorde rigdom til et stykke legetøj i hænderne på de velhavende. Som forklaret af Ammar selv plejede han ofte at møde Uthman og rådede ham til at administrere retfærdigt, undgå nepotisme og afholde sig fra at gøre Bani Umayyah til folks overherrer. Som følge deraf blev Uthman irriteret på ham, ligesom han blev irriteret på andre retskafne personer. Det berettes, at der var et skrin i det offentlige skattekammer, som indeholdt ornamenter og juveler. Uthman fjernede disse juveler fra kisten og gav dem til en af sine hustruer, så hun kunne bære dem. Folk protesterede over dette og kritiserede ham meget, hvilket gjorde ham arrig. Da han talte til en offentlig forsamling, sagde han: ” Jeg tager, hvad end jeg har lyst til af


krigsbyttet, og er helt ligeglad med om nogen af jer misbilliger det.” derpå sagde Ali: ”I så fald vil du blive forhindret i at gøre således, og en mur vil blive bygget mellem dig og det offentlige skattekammer.” Ammar sagde: ”Jeg kalder Gud til vidne på, at jeg er den første til at misbillige denne uretmæssige tilegnelse.” Derpå sagde Uthman: ”Oh Ammar! Hvor vover du at tale imod mig? Arrester ham.”

Pludselig rejste Marwan sig op og sagde til Uthman: ”Oh De troendes Leder! Denne slave (Ammar) har ophidset folk imod dig. Hvis du dræber ham vil andre få sig en lærestreg.”

Uthman var straks rede til at handle efter Marwans opfordring. Han samlede sin stok op og slog hensynsløst på Ammar. Hans slaver og andre medlemmer af Umayyaderne hjalp også til. Uthman sparkede ham også voldsomt og skadede ham med så mange spark i maven under navlen, at han udviklede brok. Derefter blev han smidt ud på gaden, mens det regnede og tordnede, og han var døden nær.

Den tredje fremtrædende af Profetens ledsagere, som blev underkastet forfærdelig tortur af Uthman og andre af medlemmer af Umayyad familien, var den store reformator Abu Zar Ghifari. Det var den samme Abu Zar som er berømt for sin filantropi og kærlighed for retfærdighed. Han var støtte og hengiven tilhænger af Ali.

For at forklare modstandernes sande position overfor Uthmans politik og Bani Umayyahs opførsel giver vi


herunder en kort beretning om Abu Zars livshistorie. Han var en af de største mænd af sin tid.

Under uvidenhedens tidsalder var Abu Zar en fattig person, til trods for at han var leder for sin stamme. Da han hørte om Profeten, kom han til Mekka i så fattig en tilstand, at han bar en udslidt og hullet kappe. Da han nåede Mekka, begyndte han at vandre rundt i gaderne. Til sidst da han blev træt, lagde han sig på jorden nær Kabaen, og placerede sin kappe under sit hoved. I mellemtiden kom Ali tilfældigvis forbi og fik dyb medlidenhed med ham, for det virkede som han var en lidende fattig fremmed, som ikke var bekendt med nogen her i byen. De præsenterede sig for hinanden, og Ali tog Abu Zar med til sit hus. Senere tog han ham med til Profeten. Da han mødte Profeten, accepterede han øjeblikkeligt Islam. Han var den femte til at acceptere denne religion.

Abu Zar var så hengiven og modig, efter at han havde accepteret Islam, at han stod tæt ved Kabaen, da et stort antal Quraysh – Islams indædte fjender – var forsamlet. Der hånede han afguderne og inviterede de tilstedeværende til at acceptere Islam. Indtil da havde ingen været i stand til at vise et sådant mod. Quraysh angreb ham og slog ham så meget, at han næsten døde.

Abu Zar var Profetens mest kære og foretrukne ledsager på grund af hans fremsyn, fornuft, visdom, ildhu for reform, og kærlighed til de fattige. Folk stolede også på ham og respekterede ham utroligt meget. Alle ledsagere havde stor respekt for ham. Ali sagde om ham: ”Abu Zar han en så umådelig viden, at ingen er i stand til at være ham lige med ham.”


Da Uthman opnåede kalifatet, kendte Abu Zars forbløffelse ingen grænser. Han kunne ikke forstå, hvorfor Uthman var blevet kalif i stedet for en lærd og from person som Ali. Dog åbnede han ikke sin mund og sagde ikke noget imod dette valg, fordi Ali ikke ønskede, at nogen uro skulle bryde ud på grund af ham. Kort derefter så Abu Zar imidlertid, at mens almindelige mennesker levede et miserabelt liv, samlede Bani Umayyah rigdom og levede i luksus. Han følte, at Uthman skænkede rigdom til sine slægtninge imod almindelige folks rettigheder, og dette bekymrede ham utroligt meget. Han kritiserede åbenlyst denne politik, som havde delt folk op i to grupper – de rige og de fattige. Abu Zar sagde ofte disse ord henvendt til folk: ”Der foregår ting, som ikke før er set og aldrig hørt om tidligere. Jeg sværger ved Gud, at sådanne handlinger ikke er sanktioneret af Koranen - Guds Bog eller støttet af

Profetens Sunnah1. Jeg sværger ved Gud, at jeg kan se, at

sandheden bliver undertrykt, og løgn bliver opmuntret. De ting, som er rigtige og sande, bliver afvist, og de ugudelige personer bliver foretrukket. Den Almægtige Gud siger: ”Fortæl dem, som hamstrer guld og sølv og ikke giver deres rigdom på vegne af Gud, at deres pander, flanker og rygge vil blive brændemærket af ilden.”

1- Profetens Sunnah er skikke og sædvaner, der kan ledes direkte tilbage til Profeten selv, enten ved at han har gjort eller undladt at gøre noget, eller at han har sagt eller undladt at sige noget. Disse sædvaner findes samlet i den litteratur, der kaldes hadith-litteraturen. En hadith er en fortælling om Profeten, og en hadith kan godt indeholde mere end en sunnah.


Han tilføjede: ”I har tillagt jer silke forhæng og sæder og er blevet vant til at ligge i azrabi silke, hvorimod Profeten plejede at sove på en måtte. I spiser forskellige slags mad, mens Profeten ikke engang spiste sig mæt i bygbrød.”

Abu Zar krævede, at den, som holdt magten, var retfærdig overfor de fattige, som var blevet frataget deres rettigheder. Han opmuntrede folk til at tage deres rettigheder med magt og gøre en ende på den nød, som er en kilde til ydmygelse og en fjende for dyden. Han plejede ofte at ytre denne sætning:

”Jeg undrer mig over, hvorfor en person, som ikke har noget i sit hus at spise, ikke trækker et sværd og angriber folket.”

”Når fattigdom skrider frem imod en by, spørger den selv utroskab om at tage med.”

Han var så forarget over Bani Umayyahs egoisme og profitering, at han forlod Hijaz og tog til Syrien, så at han kunne blive fri for at se Uthman og Marwans ekstravagance med egne øjne. Men da han kom dertil, fandt han ud af, at Mu’awiyas aktiviteter var endnu mere forkastelige end Uthmans og Marwans. (Faktum er, at Abu Zar ikke tog til Syrien af egen fri vilje. Han blev sendt i eksil af Uthman). Der så han, at Mu’awiyas ekstravagance langt havde overskredet Uthmans og Marwans. Han så, at Mu’awiya var blevet det offentlige skattekammers herre så vel som herre over folks liv og ejendom. Han observerede, at han ødslede det offentlige skattekammers ejendom bort, snuppede muslimernes lønninger og dræbte hvem han end havde lyst til. Alt dette gjorde ham rasende. Da


Mu’awiya byggede det Grønne Palads, sendte Abu Zar ham en besked, som lød: ”Hvis du har bygget dette palads ved at bruge Guds ejendom, er du skyldig i uretmæssig tilegnelse, og hvis du har brugt dine egne penge fra din egen lomme, har du været meget ekstravagant.”

Bani Umayyah kunne ikke tolerere en sådan sandfærdig, frihedselskende og ligefrem person, og ej heller kunne de tillade ham at blande sig med folk. Marwan ansporede Uthman nu og da for at slippe af med ham. Uthman bad Marwan om at foretage de nødvendige foranstaltninger imod Abu Zar. Mu’awiya smed Abu Zar ud af sit hof og udstedte ordrer om, at ingen skulle omgås ham. Det var på Uthmans anmodning, at Mu’awiya sagde til Profetens fremtrædende ledsager: ”Oh Guds fjende! Du opildner folk til at være imod mig, og gør hvad du har lyst til. Hvis jeg skulle have dræbt nogen af Profetens ledsagere uden den øverste tilladelse fra den ledende kalif, ville det have været dig.” Abu Zar svarede: ”Jeg er ikke Guds fjende og ej heller fjende af Hans Profet. Det er nærmere dig og din far, som har været Guds fjender. I accepterede begge kun Islam af ydre, og utroskab ligger stadig skjult i dit hjerte.”

Abu Zar tog sig ikke af Mu’awiyas trusler og fortsatte med at reformere det syriske samfund med så stor iver og entusiasme, at Mu’awiya var ude af sig selv af raseri. Syriens rige folk var lige så bange for hans reformatoriske aktiviteter, som folk i Medina var. De frygtede, at de almindelige folk ville angribe dem. De anså det derfor for nødvendigt, at Abu Zar skulle smides ud af Syrien så hurtigt som muligt, og at han også skulle forhindres i at holde taler, så han ikke kunne bringe deres misligheder frem i


lyset. I mellemtiden kom en mand ved navn Jundab bin Fehri til Mu’awiya og sagde med ydmyg stemme som en hengiven rådgiver: ”Abu Zar vil skabe problemer for dig i Syrien. Hvis du vil beholde Syrien, skal du tage hånd om det øjeblikkeligt.”

Mu’awiya tænkte på at dræbe Abu Zar, men frygtede at folk ville gøre oprør. Som det er sagt af Hasan Basri: ”Mu’awiya afholdt sig ikke fra at ville dræbe en fremtrædende ledsager som Abu Zar, fordi han frygtede Uthmans misbilligelse. Han dræbte ham ikke, fordi han frygtede folks misbilligelse. Han skrev derfor til Uthman og søgte hans råd. Uthman svarede: ”Send Abu Zar til mig ridende på et vildt dyr sammen med en mand, som skal underlægge ham så mange besværligheder som muligt på vejen.”

Mu’awiya gjorde, som han blev rådet til af Uthman. Han fik Abu Zar til at sidde på en kamel med en saddel, hvorpå der ikke var noget dække. Da han nåede til Medina, var stykker af hans kød skåret af lårene, og på grund af den lange rejse havde han brækket ryggen. Fra Damaskus til Medina var han ledsaget af grusomme og barbariske soldater, som hverken tog sig af det varme vejr eller hans helbred. Han var meget træt og var blevet tynd og svag, da han nåede frem til Uthman.

Straks da han så Abu Zar, begyndte Uthman at protestere over hans aktiviteter. Abu Zar svarede: ”Jeg ønskede dig det godt, men du bedrog mig. Ligeledes ønskede jeg din ven (Mu’awiya) det godt, men han bedrog mig også.”


Uthman sagde: ”Du er en løgner. Du ønskede at skabe problemer. Du har vendt hele Syrien imod os.”

Abu Zar sagde med stor selvsikkerhed og fatning: ”Du skulle følge i Abu Bakrs og Umars fodspor. Hvis du havde gjort således, ville ingen sige noget imod dig.”

Uthman sagde: ”Må din mor dø! Hvad har du at gøre med denne sag?”

Abu Zar svarede: ”Hvad angår mig, har jeg intet andet alternativ end at beordre folk til at gøre godt og afholde sig fra det onde.”

Striden mellem Abu Zar og Uthman blev endnu mere alvorlig. Abu Zar skældte Uthman ud, for at han ved at underlægge sig sine længsler var blevet ulydig overfor Gud, og uvenlig imod Hans skabninger. Uthman blev meget irriteret og råbte op: ”Oh folk! Fortæl mig, hvordan jeg skal behandle denne gamle løgner. Skal jeg slå ham eller dræbe ham eller forvise ham fra de islamiske territorier? Han har skabt splid blandt muslimerne.”

På det tidspunkt var Ali der også. Han var meget bedrøvet over den behandling, som Uthman udførte overfor en stor reformator og fremtrædende personlighed som Abu Zar. Han vendte sig imod Uthman og sagde: ”Jeg har hørt Profeten sige, at mellem jorden og himlene er der ingen mere sandfærdig person end Abu Zar.”

Uthman fortsatte med at chikanere Abu Zar. Siden overvejede han at blive forsonet med Abu Zar. Han sendte ham derfor tohundrede guldmønter for at hjælpe på hans fornødenheder. Abu Zar spurgte den mand, som kom med guldmønterne til ham: ”Har Uthman givet det samme


beløb til alle muslimerne?” Manden gav et negativt svar. Abu Zar returnerede pengene til Uthman og sagde, ”Jeg er et medlem af det muslimske samfund og skal derfor kun have det samme, som andre får.” Da han returnerede guldmønterne, var der intet at spise i huset undtaget en gammel skive bygbrød!

I første instans overgav Uthman Abu Zar til bødlerne. Ved genovervejelse besluttede han at forvise ham til Rabazah. Det var et goldt område hvor hverken mennesker, dyr eller vegetation kunne overleve.

Da tidspunktet for Abu Zars afrejse kom nær, forbød Uthman folk at se ham tage af sted for yderligere at smerte, krænke og ydmyge ham. Ingen ud over fem personer samlede derfor mod til at tage afsked med ham. Disse fem personer var Ali, hans bror Aqil, Hasan, Husain og Ammar Yasir.

Ansvaret for at lede Abu Zars afrejse hvilede på Marwan, som var roden til alt ondt. Det var ham, som havde gennemført Uthmans ordre om, at ingen skulle tale med Abu Zar og hans familiemedlemmer eller se dem tage af sted. Han var fræk nok til at forhindre Ali og hans ledsagere fra at se Abu Zar. Ali tilretteviste ham og slog ham med sin stok og råbte: ”Hold dig væk herfra! Må Gud kaste dig i Helvede.” Så bød han Abu Zar farvel med disse ord: ”Oh Abu Zar! Du blev irriteret over disse mennesker for Guds skyld. Så du skal kun forvente din kompensation fra Ham. De frygtede, at på grund af dine aktiviteter ville de miste verden (dvs. jordiske goder), og du bekymrede dig for dem, fordi du ønskede at beskytte din tro. Så overlad dem til den ting på grund af hvilken de frygtede dig (dvs.


jordiske goder) og hold afstand fra dem sammen med din tro. Se hvor meget de behøver den tro, som ikke tillod dem at opnå kontrol over dig, og se hvor uafhængig du er af verden, som de fornægtede dig! Du vil vide i morgen (dvs. på Dommedag), hvem der er vinderen, og hvem der er offer for misundelse. Selv hvis en person er afskåret fra verden så vel som fra himlene men frygter Gud, vil den Almægtige åbne en vej for ham. Du vil altid forblive i kærlighed til sandhed og vil afvise løgn. Hvis du havde accepteret deres verden, ville de have kunnet lide dig, og hvis du havde lånt fra deres verden, ville de have givet dig asyl.” (Najh al-Balaghah).

Så bad Ali Aqil og Ammar om at sige farvel til deres bror og bad også Hasan og Husain om at sige farvel til deres onkel.

Da Uthman fandt ud af denne hændelse, blev han meget irriteret på Ali.

Man kan spørge sig selv, hvordan det kunne lade sig gøre, at Ali så Abu Zar blive underlagt tortur og undertrykkelse men ikke tog skridt til at redde ham fra denne tids kalifs tyranni? Abu Zar var en fremtrædende ledsager af Profeten og en stor støtte af Ali og modarbejdede kaliffen - ikke for personlig vinding men for at sikre folks velfærd. Så hvorfor forblev Ali tavs? Hvis han havde ønsket det, kunne han have forhindret Uthman i at forvise Abu Zar, og han kunne have brugt alle sine ressourcer til at få folk til at rejse sig imod Bani Umayyah. Og der er ingen tvivl om, at muslimerne helhjertet ville have støttet Ali. Så hvad var grunden til Alis tavshed?


Ligesom det spørgsmål må opstå i alles tanker, opstod det også i mine. Jeg tænkte, at mens Alis ene aspekt for at være tavs ved denne lejlighed er ret tydeligt og klart, er den anden side meget kompliceret og ikke forståelig for alle.

Det komplicerede aspekt er, at Alis tid ikke var på nuværende tidspunkt. Han levede for mere end et tusinde trehundrede år siden. Omstændigheder og vilkår, som eksisterede på det tidspunkt, kan ikke vurderes korrekt i de tyvende århundrede, og ej heller kan vi forstå alle deres aspekter. At undersøge de reelle årsager har ikke været muligt til trods for grundige undersøgelser udført af mange forskere. Ali vidste og forstod mange af hans egen tids subtiliteter, som ikke var synlige for andre, og hans handlinger var baseret på tidens omskifteligheder, som kun var kendt for ham.

Men det aspekt af hans tavshed, som er temmelig tydeligt, er, at selvopofrelsens ånd var til stede i selve Alis natur, og han var rede til at lide alle vanskeligheder for folks velfærds skyld. Han var så opmærksom på Islams sikkerhed, at han ikke tog sig af noget som helst andet end den. Jo mere vi studerer Alis opførsel og karakter og undersøger alle aspekter af hans liv, jo mere overbevist bliver vi om dette. Han kunne ikke tolerere, at Islams udvikling og udbredelse skulle svækkes det mindste. Han kendte udmærket Bani Umayyahs mentalitet før og efter, at de accepterede Islam, men han var bange for, at hvis muslimerne stillede sig op imod dem, ville splid opstå blandt Islams tilhængere, og det ville være skadeligt for religionen.


Ali vidste, at Bani Umayyah ønskede at dræbe alle de sande troende, som udgjorde den reelle støtte for Islam, så de kunne gøre sig fri af alle de restriktioner, som var blevet pålagt af Islams lov, og så der ikke skulle være nogen tilbage til at gøre indvendinger imod deres aktiviteter.

Er det ikke en kendsgerning, at Marwan bin Hakam ansporede Uthman til at dræbe Ali og andre fremtrædende ledsagere såsom Abu Zar og Ammar? Han formål med dette forslag var, at med fjernelsen af disse personer fra scenen kunne Bani Umayyah være fri til at gøre, hvad de ønskede, for hvis Profetens fromme og ukuelige ledsagere var til stede, kunne Bani Umayyah ikke skabe ballade og handle som despotiske ledere.

Var Marwans ønsker blevet opfyldt, kan man ikke forestille sig, hvor mange problemer Bani Umayyah ville have skabt. Det var derfor ved Alis fremsyn og klogskab, at han kun tilkendegav så megen fortørnelse over uretfærdighed gjort overfor Abu Zar, som han udtrykke i forbindelse med den undertrykkelse, som han også selv var underlagt.

Han gjorde dette, for at muslimerne ikke måtte blive hinandens fjender.

Dette var også sket tidligere i tilfældet med Saqifa. Umar kom til Alis hus og fik med spidsen af sværdet troskabseden til Abu Bakr fra ham. Muslimerne var samlet omkring Ali på det tidspunkt. Nogle af dem var lamslåede, hvorimod andre var ude af sig selv af raseri. Alle forventede en antydning fra ham, så de måtte kæmpe for hans forsvar. Der er ingen tvivl om at Ali var Islams søjle,


retfærdighedens højborg og folkets imam, men hvad gjorde han for sig selv?

Da folk så, at Umar tog Ali med hen til kaliffen med sværdets magt, blev de meget overrasket. Men når de så på hans ansigt, så de ikke tegn på vrede. Han hverken opildnede folk eller hævede sin stemme, og han lod dem ikke trække deres sværd. Folk blev endnu mere overraskede, da de nogle få øjeblikke senere så Ali stå foran dem (dvs. Abu Bakr, Umar osv.) helt roligt og diskuterede sin sag med henblik på at overbevise dem om hans ret. Ingen turde åbne munden i genmæle. Han etablerede sin ret med solide argumenter men tolererede undertrykkelse af samme ret i folkets interesse. Ali blev retfærdiggjort i berigtigelsen af hans ret gennem protester og argumenter, og blev også retfærdiggjort ved at vise tålmodighed, ro, overbærenhed og tilgivelse. Han kendte sig selv udmærket.

Alis støtter var meget overraskede over hans attitude. Men der var en ting, som Ali vidste, og som de andre ikke vidste. Og det var det, som Ali stilede efter, og som var kilden til hans fred i sindet. Nemlig den kendsgerning at han havde arbejdet med Profeten for at lægge fundamentet for Islam. Han havde ligeligt delt ansvaret for Islams udbredelse. Hvordan kunne han tolerere, at denne religion skulle lide under ødelæggelse? Det var grunden til, at han ofrede sine egne rettigheder, og at han handlede i Abu Zars tilfælde på samme måde, som han havde handlet i sit eget.

* * * * * * * * * *


HVAD SKETE DER MED ABU ZAR EFTER FORVISNINGEN?

Den ældede og store ledsager af Profeten døde af sult. Han og hans familiemedlemmer levede under ekstremt hårde vilkår og led under uhørte lidelser. Deres børn døde også på grund af mangel på mad.

Det er blevet berettet, at efter deres børns død, blev Abu Zar og hans hustru meget svage på grund af sult. En dag sagde Abu Zar til sin hustru: ”Lad os tage op på denne høj. Det er muligt, at vi kan finde nogle vilde frugter der.” De gik op på højen. Hårde vinde blæste, og de kunne ikke finde noget at spise. Abu Zar besvimede flere gange. Selvom det blæste meget koldt, svedte Abu Zar og tørrede sved af igen og igen. Da hans hustru så på ham, forstod hun, at han var ved at dø. Hun begyndte at græde. Abu Zar spurgte hende, hvorfor hun græd. Hun svarede: ”Hvorfor skulle jeg ikke græde? Du vil trække dit sidste åndedræt her på denne golde jord, og jeg har end ikke et stykke klæde, som kan bruges som ligklæde for dig og mig.” Hendes ord smertede Abu Zar utrolig meget. Han sagde til hende: ”Gå op og stå ved vejkanten. Det er muligt, at du kan møde en troende, som måske kommer den vej forbi.” Hun svarede: ”Hvem vil komme denne vej nu? Pilgrimmenes karavane er allerede passeret forbi, og vejen er ørkesløs.”

Abu Zar genkaldte sig de ord, som Profeten havde sagt om ham. Han sagde til sin hustru: ”Gå nu og se omhyggeligt efter. Hvis du finder nogen, som kommer, vil du blive lettet for dine bekymringer. Og hvis du ikke finder nogen, skal du dække min døde krop og placere den ved siden af vejen. Når du så møder den første forbipasserende, så fortæl


ham: ”Abu Zar, Profetens ledsager, er død. Assister mig nu i at bade og indhylle ham.”

Abu Zars hustru forlod højen igen, men kunne ikke finde et eneste menneske. Efter nogen tid så hun nogle ryttere på afstand og tiltrak dem med ved at vifte med et klæde. De kom hen til hende og sagde: ”Oh Guds trælkvinde! Hvad er der galt?” Hun svarede: ”Her er en muslim, som er døende; vær venlig at gøre rede til hans bad, indsvøbning og begravelse. Gud vil godtgøre jer for det.” De spurgte: ”Hvem er denne mand?” Hun svarede: ”Hans navn er Abu Zar Ghifari.”

Mændene kunne ikke tro, at en så fremtrædende ledsager af Profeten kunne dø i ørkenen. De spurgte hende derfor: ”Hvem er denne Abu Zar? Er han Profetens ledsager?” Hun svarede: ”Ja.” De sagde: ”Må vore forældre være hans løsesum! Gud har skænket os en stor ære.” De skyndte sig hen til det sted, hvor Abu Zar lå. Abu Zar kunne føle dødens smerte. Han fæstnede sine øjne på deres ansigter i nogen tid for at prøve at genkende deres ansigter, og sagde så: ”Ved Gud jeg har ikke fortalt en løgn. Ved Gud hvis jeg havde tilstrækkeligt klæde til mig og min hustrus ligklæde, ville jeg helt sikkert været blevet svøbt i dette klæde. Jeg beder jer i Guds navn, at hvis nogen af jer har været leder eller offentligt ansat eller budbringer eller chef på noget tidspunkt, skal han ikke indhylle mig.”

De tilstedeværende blev rådvilde over at høre disse ord, fordi de næsten alle sammen havde haft disse embeder på et eller andet tidspunkt. Pludselig trådte en ung mand frem blandt Asarerne og sagde: ”Oh onkel! Jeg skal svøbe dig i denne kåbe, som jeg har købt med penge, som jeg har


tjent ved hårdt arbejde. Jeg vil svøbe dig med dette klæde, hvis tråde blev spundet af min mor, så jeg kunne bruge det som Ehram (pilgrimsklæde).”

Han sagde til den unge mand: ”Svøb mig i disse klæder for de er rene.” Nu var han glad og tilfreds. Så kastede han et blik på dem igen og døde fredeligt. Da dækkede sorte og tunge skyer himlen. Stærke og hårde vinde begyndte at blæse, og ørkenens sand fløj op og formørkede atmosfæren. Det kunne siges, at Rabazahs ørken blev omdannet til et brølende hav.

Den unge Ansari mand stod ved Abu Zars grav og bad med disse ord (historikerne har tilskrevet dem til Malik Ashtar): ”Oh Gud! Abu Zar var en af ledsagerne til Din Profet. Han tilbad Dig med de tilbedende. Han udførte jihad imod afgudsdyrkerne. Han ændrede ikke nogen Sunnah (praksis) fra Profeten, og ej heller manipulerede han nogen lov. Han så dårlige og uanstændige ting blive gjort og tilkendegav sin afsky overfor dem med sit hjerte og tunge. Som et resultat af dette undertrykte og krænkede folk ham og smed ham ud af sit hus. De fratog ham hans rettigheder og ydmygede ham, og til sidst døde han i en hjælpeløs situation. Må Gud brække foden på den person, som fordrev ham og forviste ham fra den hellige by Medina, til hvilken han var emigreret.”

Alle de tilstedeværende sagde ”Amen” meget hengivent. Velsignet være Abu Zar, som rejste sig og stræbte efter at etablere sandhed, indtil han døde. Han troede på menneskets storhed og dets rettigheder. Han var en ædelsindet og venlig mand. Han var aldrig bange for døden, ej heller var han forlibt i livet.


Denne tragiske hændelse omkring Abu Zar og hans hustru og børn oprørte folk, og alle sympatiserede med den undertrykte familie. Mens mange andre af Uthmans handlinger havde rejst folk imod ham, tilføjer denne ene hændelse deres forbitrelse imod ham og Bani Umayyah. Det blev betragtet som en meget ondsindet politik, at nogen, som var offer for nepotisme og familieforkærlighed, skulle mishandles, som det blev gjort i tilfældet med Abdullah bin Mas’ud, Ammar Yasir og Abu Zar. De blev stoppet. Derimod blev Bani Umayyah tildelt al fordel, rigdom og rang. Uthman tildelte dem hæder og gav dem enorme rigdomme, selvom han burde have udelukket dem fra vigtige positioner på grund af deres nederdrægtige aktiviteter.

En anden af Uthmans handlinger, som vakte folks vrede, var hans mishandling af dem, som kom til ham og klagede over Walid bin ’Uqba. Detaljerne i denne hændelse er som følger:

Uthman afskedigede Sa’d bin Abi Waqas fra posten som guvernør i Kufa og erstattede ham med Walid bin ’Uqba, som var Uthmans bror fra mødrene side. Kufas folk var meget utilfreds med denne udnævnelse. Det siges, at da Walid ankom til Kufa og passerede Umar ibn Zararah Nakh’is hus, rejste Umar sig op og sagde: ”Oh Bani Asad! Uthman har behandlet os meget dårligt. Var det retfærdigt af ham at fjerne Sa’d bin Abi Waqas fra os, som var en mild og dannet person, og udpege i hans sted sin bror Walid som er en idiot, en galning og en gammel skørlevner?” Efter udnævnelsen af Walid sagde Kufas folk ofte, at


Uthman havde ydmyget Profeten Muhammads ledsagere og havde hædret sin bror.

Mange klager blev fremlagt for Uthman imod Walid, men han fjernede ham ikke fra embedet som guvernør, selvom de fleste klagere var fra Profetens ledsagere. Uthmans opførsel overfor Walid var den samme, som den var overfor andre af hans slægtninge. Ligesom han ikke accepterede forslag, eller overvejede klager imod sine nære slægtninge, gav han heller aldrig opmærksomhed til klager over Walid.

Allama Bin Abd Rabbih citerer Sa’id bin Musayyab i sin bog med titlen ’Iqd al-Farid’ for at sige, at Profetens ledsagere misbilligede Uthmans kalifat utroligt meget, da de fleste embedsfolk tilhørte Bani Umayyah, og de gjorde ting, som blev afskyet af ledsagerne. Klager blev indgivet over disse embedsfolk men Uthman fjernede dem ikke.

Poeten Hati’ah siger om Walid:

”Hati’ah vil på Dommedag bevidne, at Walid er uskyldig.”

”Da bønnerne var færdige, bad han folk om i en høj stemme: ”Hvis I siger det, må jeg forøge det.”

”Han ønskede at forøge noget godt. Hvis folk havde været indforstået, ville han have ledt morgenbønnen, som kunne have overskredet ti rak’ats (dele).”

”Men Oh Abu Wahab, folk nægtede at være indforstået. Hvis de havde accepteret dit forslag. ville du have kombineret Shaf ’ med Witr.”

”Du fortsatte, men folket holdt dig tilbage. Hvis de havde sat dig fri, ville du have fortsat og fortsat.”


Et antal mænd kom fra Kufa og klagede til Uthman over Walid. Uthman irettesatte og truede dem imidlertid, i stedet for at være opmærksom på deres klager, og han piskede dem, som vidnede imod hans forsømmelser, selv om deres eneste forseelse var, at de bragte Walids onde handlinger til Uthmans opmærksomhed.

Det værste som Bani Umayyah gjorde overfor deres modstandere eller dem som de anså for at være i ledtog med deres modstandere, (fordi de ønskede at masserne skulle have deres rettigheder i kalifatet, og at ikke alt skulle være Bani Umayyahs ejendom), var deres behandling af Muhammad bin Abi Bakr og de egyptere, som tog til Egypten. Da denne hændelse har en meget nær forbindelse med mordet på Uthman, vil vi diskutere den i detaljer i det følgende kapitel.

* * * * * * * * * *

KENDSGERNINGER OM UTHMANS MORDER

Elleve år og adskillige måneder passerede. Folks bitterhed over Uthmans politik blev større og større for hver dag. Alle de islamiske territoriers indbyggere var uforsonlige overfor Uthman, så meget at der var anspændthed alle vegne. Det, som skræmte muslimerne mest, var, at under Uthmans herredømme var alle Profetens og Abu Bakrs og Umars skikke og sædvaner i deres tid, som de holdt meget af, blevet vendt på hovedet, og intet fra den tidligere periode forblev intakt. De var også blevet vant til, at kaliffen beskyttede deres rettigheder og fremmede deres interesser. Når guvernørerne eller embedsmændene undertrykte nogen eller opførte sig dårligt, afskedigede kaliffen dem og lindrede folks lidelser. Men så snart Uthman blev kalif, ignorerede han de regler og regulativer, som var baseret på retfærdighed, og grundlagde sit styre på nepotismens politik; noget folk aldrig tidligere havde set, og som de ikke kunne tolerere.

Det, som folk afskyede mest, var, at Uthmans slægtninge fratog dem deres rettigheder og selv blev rigere for hver dag, mens almindelige mennesker blev nægtet selv livets nødvendigheder. De var også fortørnede over den behandling, som kaliffen påførte deres udsendinge, som


henvendte sig til ham for at klage over guvernørerne og andre embedsmænd.

Folk var også meget vrede over de krænkelser og ydmygelser, som Profetens fremtrædende ledsagere som Abu Zar, Ammar og Ibn Mas’ud blev underlagt. De misbilligede også hans politik med at fjerne troværdige og populære guvernører og embedsmænd og erstattede dem med personer, som var uretfærdige og undertrykkende.

De fromme muslimer brød sig heller ikke om, at herskerne skulle undertrykke Zimmierne, for de var trods alt også mennesker. De ønskede ikke, at samfundet skulle blive forgiftet med diskrimination og egoisme, og at inkompetente personer skulle have forrang frem for ærlige og kompetente folk.

Under de sidste dage af Uthmans kalifat blev folk så utålmodige, at de gjorde oprør imod ham. Dette var helt naturligt, for kimen til oprør var til stede i hans egen politik. Det fortælles, at en dag kom Uthman tilfældigt forbi en mand ved navn Jabala bin Amr Sa’dis hus. Jabala sad blandt folk fra sin stamme og holdt en kæde i sin hånd. Uthman hilste på dem, og de tilstedeværende gengældte hans hilsen med undtagelse af Jabala. Han sagde til sine stammefæller: ”Hvorfor har I hilst tilbage på en mand, som har gjort sådan og sådan.” Så sagde han henvendt til Uthman: ”Jeg sværger ved Gud, at medmindre at du vender dig bort fra dine ondsindede favoritter som Marwan, Ibn Aamir og Abi bin Sarah, vil jeg lægge denne kæde rundt om halsen på dig.”

KENDSGERNINGER OM UTHMANS MORDER 503

Allama Ibn Abi’l Hadid fortæller, at folk var blevet så dristige, at en dag da Uthman henvendte sig til folk samtidigt med, at han holdt den stok i hånden, som før blev holdt af Profeten og Abu Bakr og Umar, mens de holdt prædiken, snuppede en person ved navn Jehjah Ghifari stokken fra hans hånd, pressede den mod sit knæ og brækkede den.

I begyndelsen kunne folk ikke samle mod til at opføre sig dårligt overfor Uthman. Men da Marwans og de andres tyranni fortsatte med at øges, og Uthman viste overbærenhed overfor dem i stedet for at forhindre dem i deres onde handlinger, blev uro og oprør stedse mere udbredt. Indtil det tidspunkt modarbejdede og kritiserede folk kun individuelt Uthman, og kun en eller to personer opførte sig dårligt overfor ham. Men efter et stykke tid blev hele den muslimske nation hans fjende. Medinas folk skrev breve til muslimer i andre byer med disse linjer: ”Hvis I er ivrige efter at foretage jihad, skal I komme hertil, fordi Muhammads religion er blevet korrumperet af jeres kalif. Kom og fjerne ham fra kalifatet.”

Alle byers indbyggere vendte sig imod Uthman. I år 35 A.H. tog begivenhederne sådan en vending, at de forskellige byers indbyggere skrev breve til hinanden og diskuterede, hvad der skulle gøres for at blive fri for Bani Umayyah og Uthman, og for at alle hans guvernører og embedsmænd skulle fjernes fra deres embeder. Nyhederne om disse aktiviteter nåede også Uthman. Han skrev breve til de forskellige byers indbyggere og forsøgte at berolige dem. Så tilkaldte han sine guvernører og øverste embedsmænd og holdt samråd med dem. Nogle af dem foreslog Uthman,


at han skulle styre retfærdigt og tillægge sig den samme politik som Abu Bakr og Umar. Andre hakkede i deres ord og gav ingen klare råd. En af dem, som tilhørte den sidste gruppe, var Mu’awiya bin Abi Sufyan. Der var stadig andre, som ikke var rede til at yde oprigtige råd, fordi deres forslag altid var baseret på selviskhed. En sådan person var Sa’id bin Aas, som sagde, at statens affærer kun var fremherskende kortvarigt, og den eneste løsning for dem var at trække sværdet.

Konferencen endte uden at tage nogen enstemmig beslutning til at håndtere situationen. Grunden til dette var, at alle Uthmans guvernører og embedsmænd ønskede hans politik, så de gennem den kunne gøre indgreb på folks rettigheder og tjene så mange penge som muligt til sig selv. De gav derfor ikke oprigtige råd. Der var, ikke desto mindre, nogen iblandt dem, som tænkte, at deres interesser ville være bedst tjent, hvis de kunne blive fri for Uthman og stræbte derfor i hemmelighed, og nogle af dem åbenlyst, på at opnå dette. Grunden til disse personers attitude vil blive forklaret senere. Og det vigtigste ved denne konference var, at Marwan holdt grundigt øje med alle deltagerne. Så selv om nogen af dem havde gode forslag, ville det ikke være til nogen nytte, for det sidste ord ville være Marwans. Uthman handlede altid efter han råd.

Til sidst brød oprøret ud. Alle de muslimske lande og provinser havde vendt sig imod Uthmans administration, politik, og kalifat som var så godt som i Marwans og hans associeredes hænder.


I mellemtiden henvendte nogle personer fra Egypten sig til Uthman for at klage over Ibn Abi Sarah, Egyptens guvernør. Uthman hørte opmærksomt på dem, bebrejdede Ibn Abi Sarah for hans dårlige adfærd og lovede disse folk, at deres lidelser ville blive lindret. Så skrev han et brev til Ibn Abi Sarah og bad ham om at udbedre sine måder og truede ham med, at hvis han nægtede at adlyde hans ordrer, ville han blive straffet. Marwan brød sig ikke om denne udvikling. Da dem, som havde klaget, kom ud fra kaliffens palads, kom han også ud og skældte dem ud. Så insisterede ham på, at kaliffen skulle ignorere de løfter, som han havde givet til disse personer og ikke skulle tage sig af deres klager.

Egypterne vendte tilbage med brevet og overgav det til Ibn Abi Sarah. Han var meget utilfreds, da han læste det og nægtede at følge kaliffens ordre. Han blev så arrig, at han dræbte en af udsendingene. Ibn Abi Sarahs arrogance skyldtes, at han var Uthmans fosterbror, og det var på grund af denne forbindelse, at han udnævnte ham som Egyptens guvernør.

Egyptens folk brød sig ikke om den behandling, som Ibn Abi Sarah udsatte dem for. De besluttede at sende en anden repræsentation til Medina bestående af et tusinde personer. De opholdt sig i Profetens moske og erklærede, at de ikke ville forstyrre de folk, som forblev indendørs og ikke greb til våben overfor dem. Derefter mødtes nogle af deres fremtrædende personer Profetens ledsagere. De forklarede dem om de forbrydelser, som blev begået af Ibn Abi Sarah inklusive mordet på en uskyldig person, hvis eneste forseelse var, at han var medlem af den


repræsentation, som havde henvendt sig til Uthman tidligere. Nogle ledsagere så Uthman og diskuterede situationen i Egypten med ham. Derefter gik mange andre personer anført af Ali til Uthman i samme anliggende. De talte med ham på en meget rationel og logisk måde og sagde: ”Disse folk ønsker kun, at du skal fjerne Ibn Abi Sarah fra guvernørembedet og udpege en anden person i hans sted. Tidligere har de også klaget over mordet på en uskyldig person. Du burde fjerne Ibn Abi Sarah fra embedet og træffe en beslutning vedrørende deres klage. Hvis Ibn Abi Sarah findes skyldig, skal du straffe ham og således give retfærdighed til disse folk.”

Uthman sværgede foran folk og forsikrede dem om, at han ville gøre sit til folkets bedste. Han bad dem også om at foreslå et navn på en person, som kunne udnævnes som Egyptens guvernør i stedet for Ibn Abi Sarah. Egypterne foreslog efter grundige overvejelser Muhammad bin Abi Bakr. Uthman udnævnte ham som guvernør og sendte ham med en gruppe bestående af Muhajirs og Ansars for at undersøge Ibn Abi Sarahs opførsel.

Tre dage efter deres afrejse fra Medina så Muhammad bin Abi Bakr og hans ledsagere på vejen en etiopisk slave, som drev sin kamel hastigt imod Egypten. De blev overraskede og stoppede ham og spurgte ham, hvorfor han skyndte sig så meget, og hvad hans formål var med hans rejse. Efter nogle spørgsmål sagde han: ”Jeg er Lederen af de Troendes slave og er blevet sendt til Egyptens guvernør.” De sagde til ham: ”Egyptens guvernør er her hos os.” Slaven svarede: ”Jeg mener ikke ham.” Da Muhammad bin Abi Bakr blev informeret om sagen, kaldte han på slaven og spurgte


ham, hvem han var. Han svarede: ”Jeg er Lederen af de Troendes slave.” Så rettede han sig op og sagde: ”Nej, nej, jeg er Marwans slave.” Han fortsatte således med at modsige sig selv. Så spurgte Muhammad ham: ”Hvor skal du hen?” Han svarede: ”Jeg skal til Egypten for at se guvernøren.” ”Hvorfor?” spurgte Muhammad. Slaven svarede: ”Jeg skal overgive ham en besked.”

Derpå spurgte Muhammad slaven om hvorvidt han havde et brev, og han svarede afkræftende. Derpå beordrede han, at hans person skulle undersøges. Efter nogle minutters undersøgelse fandt man et brev hos ham, som var adresseret til Abdullah Ibn Abi Sarah fra Uthman. Muhammad åbnede brevet i tilstedeværelse af nogle af de Muhajir og Ansar, som ledsagede ham. Der stod som følger: ”Når Muhammad søn af Abu Bakr og andre personer ankommer til Egypten, skal du dræbe dem af en eller anden grund. Opfat brevet som Muhammad bringer til dig som annulleret og fortsæt med at beskæftige dine embedsmænd indtil videre ordrer følger. Fængsel de personer, som henvender sig til dig med en klage og afvent instrukser fra mig.”

Da brevet var blevet læst op, blev de tilstedeværende rådvilde, og der herskede fuldstændig stilhed. Ingen kunne forstille sig, at kaliffen kunne udføre en så svigefuld plan, som skulle tage livet af hans undersåtter inklusive Muhajir og Ansar.

Muhammad bin Abi Bakr lukkede kuverten igen og fiksede Muhajir og Ansar segl på den. Gruppen besluttede da at vende tilbage til Medina og vise brevet til Profetens ledsagere. Da brevet blev læst op i Medina for ledsagerne,


inklusive imam Ali blev de alle dybt sørgmodige. Denne konspiration imod muslimerne og Islam, som var uden fortilfælde, gjorde dem rasende. Folk var allerede vrede på grund af den behandling, som blev tildelt Abu Zar, Ammar Yasir, osv., men nu kendte deres vrede efterhånden ingen grænser. En repræsentation ledet af Ali omfattende Sa’d bin Abi Waqas og Ammar Yasir blev dannet, og de tog af sted for at se Uthman. De tog også brevet, slaven og kamelen, som han red på med sig. Følgende samtale udspandt sig mellem Ali og Uthman:

Ali: Er dette din slave?

Uthman: Ja

Ali: Er denne kamel også din?

Uthman: Ja.

Ali: Er seglet, som er sat på dette brev, også dit?

Uthman: Ja.

Ali: Det betyder, at dette brev er sendt af dig?

Uthman: Nej. Jeg sværger ved Gud, at jeg hverken skrev dette brev selv eller beordrede nogen anden at skrive det. Ej heller sendte jeg denne slave til Egypten.

Ledsagerne fik det indtryk, at Uthman fortalte sandheden. Efter yderligere undersøgelse forstod de, at brevet var skrevet med Marwans håndskrift. De bad derfor Uthman om at tilkalde Marwan og spørge ham, hvorfor han havde skrevet det. Uthman nægtede at tilkalde Marwan. Selvom Marwan var i hovedstaden, havde han ikke moralsk mod til at komme frem foran disse personer, indrømme sine fejl, og således bevise Uthmans uskyld. Ledsagerne vendte


tilbage til deres huse i bestyrtelse. De troede ikke, at Uthman kunne sværge falsk, men nogle af dem sagde, at de kun ville anse ham for uskyldig, hvis han overgav Marwan til dem, så de kunne udspørge ham og undersøge sagen, og finde ud af de reelle fakta om brevet. De sagde også, at hvis brevet var skrevet af Uthman, ville de afsætte ham, men hvis det var blevet skrevet på foranledning af Marwan, ville de overveje sagen og beslutte, hvordan Marwan skulle behandles. Ikke desto mindre var Uthman ikke indforstået med at overgive Marwan. Oprørerne pressede nu på, for at Marwan skulle overgives til dem, så de kunne udspørge ham om hans aktiviteter. Uthman nægtede at efterkomme dette krav.

Derefter skete der mange hændelser, som er beskrevet i historiebøgerne. Imam Ali gjorde sit bedste for at bringe forsoning mellem oprørerne og Uthman, så blodsudgydelse kunne undgås. Han så Uthman igen og foreslog ham, at han skulle komme frem for befolkningen og holde en tale, som skulle høres af alle, og i den tale skulle han bekræfte de løfter, som han havde givet folket, så de måtte blive tilfredse. Han sagde også til Uthman: ”Jeg sværger ved Gud, at alle de islamiske territorier har vendt sig imod dig. Jeg er bange for, at Kufas og Basras folk også vil komme til Medina ligesom egypterne, og du er tvunget til at bede mig om at dæmpe dem.”

Uthman kom ud af sit hus og holdt en tale for forsamlingen. Han tilkendegav sin fortrydelse for sine fejl og lovede, at sådanne ting ikke ville ske i fremtiden. Han lovede også, at deres krav ville blive imødekommet, og Marwan og hans associerede ville blive skubbet til side.


Uthmans tale havde gavnlig effekt. Mens han talte løb tårerne fra hans øjne. Andre begyndte også at græde, og deres skæg blev våde af tårer. Da han steg ned fra moskeens prædikestol og gik hjem, så han, at Marwan, Sa’id bin Aas og nogle andre medlemmer af Bani Umayyade familien ventede på ham. De havde ikke været der, da Uthman talte, men var klar over, hvad han havde sagt. Da Uthman satte sig ned, spurgte Marwan ham:

”Oh min leder! Skal jeg sige noget, eller skal jeg tie stille?”

Uthman sagde:

”Sig hvad du ønsker at sige.”

Marwan sagde da i et bebrejdende tonefald:

”Du har blot opmuntret disse folk og ikke gjort noget andet.”

Uthman svarede ret skyldbevidst:

”Jeg har sagt det, jeg sagde. Jeg kan ikke tage mine ord tilbage”.

Marwan sagde:

”Folket er stimlet sammen foran porten til dit hus ligesom et bjerg, og det er, fordi du har opmuntret dem. Hvis en af dem klager over undertrykkelse, kræver de andre en guvernør afskedigelse. Du har været meget grusom overfor dit kalifat. Det havde været bedre for dig, hvis du var forblevet tavs og tålmodig.”

Uthman sagde:

”Jeg skammer mig over at tage mit ord tilbage. Du kan dog gå hen og tale med dem.”


Efter at have fået tilladelse kom Marwan frem til husets port og sagde til dem, der var forsamlet der:

”Hvad er alle denne sammenstimlen? Det ser ud, som om I er kommet for at plyndre huset. Må jeres ansigter blive sorte! Er I kommet for at fravriste os Styret? Ved Gud. Hvis I har til hensigt at skade os, skal vi behandler jer på sådan en måde, som I aldrig vil glemme. Gå tilbage til jeres huse. Vi kan ikke tolerere indblanding i vores autoritet fra nogen.”

Folk gik væk i fortvivlelse, skældte og truede ad deres leder. Nogle informerede Ali om denne nye udvikling. Da Uthman havde ignoreret hans forslag og handlet efter Marwans råd, kunne Ali lige så godt have afholdt sig fra at gå til Uthman igen og givet ham sine råd. Men af medlidenhed med den ældre kalif, et inderligt ønske om forsoning blandt muslimer, og et spinkelt håb om at Uthman ville følge fornuftens vej, følte han sig forpligtet til at rådgive Uthman en gang til. Da natten faldt på, og Uthman kom ud for at mødes med Ali og høre hans råd, på hans hustru Na’elas opfordring, sagde Ali til ham:

”Efter at du holdt tale på Profetens Prædikestol, gik du hjem, og så kom Marwan ud og skældte ud på folk. Så hvad er der tilbage at blive gjort, og hvad kan jeg gøre for dig?”

Uthman forbandede sig selv for sin fejl. Ali sagde så til ham: ”Jeg sværger ved Gud, at jeg har stræbt efter at holde folk væk fra dig. Men hver gang jeg foreslår noget til dig, som jeg håber, vil glæde dig, griber Marwan ind. Og desværre accepterer du, hvad han siger og ignorerer hvad


jeg foreslår.” Ali var helt korrekt i sin udtalelse, for denne gang havde Marwan ødelagt sagen.

Oprørerne begyndte at gøre krav igen. De ønskede opfyldelse af alle de løfter, som de havde fået. De krævede også, at Marwan, som var hovedårsagen til al ballade, skulle overgives til dem, så de kunne tage hævn over ham. Ikke desto mindre blev Uthman hård, og han afviste pure at overgive Marwan til dem. Oprørerne blev også hårdnakkede. Uroen og oprøret tilspidsedes, og oprørerne belejrede Uthmans hus.

Rent faktisk ønskede oprørerne ikke at skade Uthman. Alt hvad de ønskede var, at han skulle angre sine fejl og abdicere. Dette er bevist ved at en mand ved navn Nayyar bin Ayaz, som var en af Profetens ledsagere tog plads på første række blandt oprørerne og sagde højt til Uthman:

”Du burde abdicere, og jeg vil så sikre dig, at du vil forblive uskadt.” Mens han sagde dette, skød Khathir bin Salat Kandi, som var en af Uthmans støtter i huset på det tidspunkt, en pil fra sin bue og dræbte Nayyar bin Ayaz. Oprørerne skreg:

”Overgiv Ibn Ayaz morder til os.”

Uthman svarede:

”Hvordan kan jeg overgive en mand, som forsvarer mig?”

Oprørerne gik til angreb på husets port, som øjeblikkeligt blev lukket. De satte ild til den, og deres bueskytter begyndte at affyre byger af pile ind over kaliffens palads.

Til sidst gik Muhammad ibn Abi Bakr og hans to ledsagere ind i huset fra siden af Muhammad ibn Abi Khurram


Ansaris hus. Da de kom tæt på ham, fandt de hans hustru Na’ela sammen med ham. Muhammad ibn Abi Bakrs to ledsagere angreb ham med et skarpt våben og dræbte

ham1. Så flygtede de tilbage samme vej, som de var

kommet ind. Na’ela skreg:

”Folk har snigmyrdet Lederen af de Troende”.

Uthman mødte døden på denne måde. De folk, som var ansvarlige for hans død, var af to slags. Den ene gruppe var dem, som blev rasende for sandhedens skyld. De bad Uthman om at angre sine fejl, og da han nægtede at gøre således, belejrede de hans hus og dræbte ham. Blandt dem var der også folk fra Hijaz, Egypten og Irak og alle de islamiske byer. Den anden gruppe var dem, som var vilde efter krigsbytte. Blandt dem var der en leder, som blev adlydt, og disse folk lod Uthman i stikken. Vi har allerede

1- Selvom det er sagt, at Ali forsøgte at redde Uthman og sendte sine to sønner Hasan og Husain hen for at vogte porten ved hans hus, er faktum dog, at Ali ikke var i Medina, da Uthman blev dræbt og denne påstanden er ikke korrekt. Allama Haithimi bestrider det ligeledes og siger: ”Det er temmelig tydeligt, at denne beretning ikke er autentisk. Ali var ikke i Medina, hverken da Uthmans hus blev belejret, eller da han blev dræbt.” (Majma’al-Zawaid, vol.7 , side 63). Uthman havde selv bedt Ali om at tage til sin ejendom i Yanb’a, så folk ikke ville foreslå hans navn til kalifatet. Sådan en anmodning var allerede blevet gjort mange gange, som det er blevet nævn i Nahj al-Balaghah af Ali: ”Uthman behandlede mig ligesom en kamel, som bærer vand til og fra. Til tider sagde han, at jeg skulle tage til Yanb’a. Når jeg tog dertil, kaldte han mig tilbage for at løse nogle problemer. Og når jeg havde lettet ham for hans vanskeligheder, bad han mig igen om at tage til Yanb’a.”


skrevet om de personer, som hørte til den første gruppe. Hvad angå den anden gruppe, skal vi fortælle om dem i kapitlet med titlen: ”Den største konspiration” for disse folk er meget bekymrede over den behandling som blev tildelt Ali og det svig og bedrageri som han var genstand for.

* * * * * * * * * *

FALSKE ERKLÆRINGER

Der er nogle forfattere i verden, som ikke bekymrer sig om historiske kendsgerninger eller livets forhold og vilkår. Årsagerne til det oprør, som de undertrykte folk gjorde imod Uthman, vil nogen påstå, var resultatet af en enkelt persons vilje, efter at han havde turneret rundt i de islamiske territorier og havde ophidset folk til at gøre oprør imod Uthman og hans styre.

Forklaringer af denne art, som er blevet fremlagt af visse forfattere, vil uden tvivl få dig til at le, for deres eneste formål er, at de personer, som rent faktisk var ansvarlige for mordet på Uthman, ikke skulle blive fordømt, eller også ville folk begynde at tvivle på selve disse forfatteres indsigt. Disse forfattere er ligesom dem, som forsøger at ændre vandets retning, når det falder fra oven. De anser deres læsere for naive og uvidende.

En af disse forfattere er Sa’id al-Afghani, forfatteren til ”Ayesha wa al-Siyasah”. Han forsøgte sit bedste på at få sine læsere til at tro, at de hændelser, som foregik i de islamiske territorier, førte til mordet på Uthman, og at de i hovedsagen skyldtes eneste mand, nemlig Abdullah bin


Saba1. Denne påstand til den konklusion, at Uthman og

hans minister Marwans styre var ideelt, og Bani Umayyah

1- I bogen med titlen ”Abdullah bin Saba” (i tre bind) skrevet for nyligt af en akademisk lærd ved navn Allama Murtaza al-Askari. (som heldigvis er blevet oversat såvel til urdu som engelsk og persisk) er der ydet retfærdighed til emnet på en meget kompetent måde, og sløret er blevet fjerne fra ansigtet af denne mystiske person, som har været den virkelige helt i de opdigtede historier skrevet imod Shia i tidsrummet sidst i det trettende århundrede. I denne bog har Allama al-Askari som en oprigtig forsker tillagt sig en korrekt metode, for at vise det reelle ansigt af denne mystiske personlighed. Han indleder sit studie med de velkendte dokumenter så som Kamil Ibn Athir, Tarikh Ibn Khaldun, Tarikh Tabari, Ibn Kathir, Ibn Asakir og Zahabi og har stræbt efter at finde kilderne til denne historie. Efter at have fuldendt sin undersøgelse og sine studier har han fundet ud af, at det nu er mere end tusinde år siden, at historikerne har genfortalt historien om Abdullah bin Saba og hans aktiviteter fra en person ved navn Saif bin Umar. Mange af dem ligesom dem som f.eks. Tabari har citeret direkte fra ham, og andre nyere, ældre og nutidige forfattere har citeret denne historie fra Tabari og andre af de ovennævnte forfattere. Derefter har han rettet sin undersøgelse imod identifikation af Saif bin Umar, fordi al snak om Abdullah bin Saba starter hos ham. Som et resultat af denne undersøgelse har han introduceret Saif bin Umar for os i følgende udtalelser i lyset af klare dokumentariske beviser. Han var en person som døde i år 170 A.H. og skrev to bøger nemlig ”al-Futuh-wal-Raddah” og ”al-Jamal-wa-Masiru Ayesha-wa-Ali”. Et detaljeret studie af Saif i bøger og biografier samt hvad, der er blevet skrevet om ham af lærde fra det tredje århundrede efter udvandringen til Medina op til det tiende århundrede, viser, at han var en falskner, en forfatter af opdigtede historier og opfinder af Hadith sommetider refereret til som ”Saif bin Umar Zindiq” (ateist eller dualist) ligeledes.

FALSKE ERKLÆRINGER 517

og deres embedsfolk var standardbærere for menneskeligt broderskab og social retfærdighed i Arabien, men uheldigvis reducerede en person ved navn Abdullah bin Saba alle deres evner og egenskaber til ingenting. Han turnerede rundt i alle distrikter og provinser og ansporede folk til at gøre oprør imod guvernører og embedsmænd,

Studie af hans to bøger bekræfter også, at han besad disse kvaliteter, fordi de fleste af hans beretninger ikke stemmer overens med historiske dokumenter og har en klar duft af fiktion. Alle dokumentariske beviser samlet viser, at Saif bin Umar skabte et antal personer, og det er heller ikke usandsynligt, at han var bestilt til at gøre således. En af disse fiktive figurer er selve Abdullah bin Saba. På denne måde fandt vi til stor fortrydelse, at denne mand (Abdullah bin Saba) som for mere end tusinde år siden tjente som påskud for propaganda imod Shia og var blevet introduceret som en jøde og som grundlægger af Shia Islam, rent faktisk ikke har nogen reel eksistens og var en kreation af en falskners hjerne og en visionær person ved navn Saif bin Umar! Vi kalder muslimske vismænd til voldgift og spørger: Er det korrekt, at en religion, hvis rødder er blevet vandet med de reneste kilder af inspiration nemlig den hellige Profets familie, skulle underkastes sådanne ærekrænkelser og syndige udtalelser, som blev godkendt på basis af fiktive historier uden research eller studie? Er det den retfærdighed, som den Hellige Koran inviterer os til at efterleve? Og er dette meningen med de påbud, som vi er blevet givet vedrørende accept af erklæringer? ”Oh I trofaste! Hver gang en synder eller en libertiner bringer dig nyheder, så efterprøv det, med mindre du er underlagt et samfund i modgang på grund af uvidenhed og angrer bagefter”. (Sura al-Hujurat : 6). Yderligere detaljer om emnet må være en reference til Allama Murtaza Askaris mesterværk af et forskningsarbejde ”Abdullah bin Saba”.


som var meget fromme og store reformatorer. Men ifølge denne mand (Abdullah bin Saba) ville folk kunne have levet fredfyldt og lykkeligt under Marwans regi af overflod, Walids retfærdighed og Mu’awiyas overbærenhed.

Sådan en påstand fører til fordrejning af kendsgerninger, uretfærdighed overfor folket og et uanstændigt forsøg på at støtte visse synspunkter. Det fører også til folks vildledelse med hensyn til den grundliggende sandhed, som historien er baseret på, fordi formålet med sådan et frugtesløst forsøg er, at ansvaret for periodens hændelser, og mange perioders begivenheder, skulle placeres på skuldrene af en mand, som rejste fra område til område, og folk fra alle disse områder rejste sig imod styret på grund af hans ondskabsfulde propaganda og ikke på grund af noget andet.

Med hensyn til styrets politik, det økonomiske og sociale systems elendige vilkår, genstridigheden fra dem som var et med styret, uretmæssig tilegnelse af offentlige midler, brug af diktatoriske metoder fra Bani Umayyah og mishandling af respektable personligheder som Abu Zar og Ammar Yasir, knytter forfatteren ikke nogen betydning til dem og tænker ikke på, at de var årsagen til det generelle folkeoprør. Ifølge ham skyldtes oprøret imod Uthman alene Abdullah bin Sabas aktiviteter, som afholdt muslimerne fra at adlyde Islams religiøse leder og skabte uro og splid. Hvilken farlig tendens at vigtige begivenheder, som havde et langt forløb, var kædet sammen med hinanden og havde stor indflydelse på denne tids samfund og økonomi og sociale system, skulle bortforklares ved at sige, at hovedårsagen til alt dette var konspirationen af en


enkelt mand, som ifølge Sa’id Afghani rejste fra by til by og såede frøene til splid og ballade i et rent samfund. Og med det rene samfund mente han tydeligvis det samfund, som blev ledet af Marwan bin Hakam.

Det fortjener ar blive bemærket, at Sa’id Afghani knyttede så megen vigtighed til Abdullah bin Saba eller Ibn al-Sawda i hans ovennævnte bog, at han ubevidst ophøjede Mu’awiya og degraderede Abu Zar, skønt Mu’awiya var Mu’awiya og Abu Zar var Abu Zar. Afghani skriver: ”Abdullah bin Saba rejste rundt i de islamiske territorier og besøgte alle steder. Han påbegyndte sine forbryderiske aktiviteter i Hijaz og tog siden til Syrien. På det tidspunkt blev Syrien styret af en erfaren og fremsynet person nemlig Mu’awiya ibn Abi Sufyan, som straks fornemmede faren og udviste ham. Ikke desto mindre havde hans ballade en vis effekt. Ibn Saba vurderede situationen og såede frøene til ballade. Han ansporede en fremtrædende ledsager af Profeten til at gøre oprør imod Mu’awiya.

Abu Zar var en mand, hvis ord man regnede med blandt syrerne. Mu’awiya, som var en overbærende person så vel som en diplomat, blev meget oprørt. Han anmodede derfor Uthman om at fjerne den mand fra Syrien. Denne fremtrædende ledsager var Abu Zar, hvis historie er velkendt (Ayesha wa al-Siyasah).

Hvad denne forfatter påstår, kan opsummeres således: Under Uthmans kalifat levede folk i de forskellige provinser et lykkeligt og fremgangsrigt liv. Den syriske provins i særdeleshed blev da styret af en meget fremsynet og erfaren person nemlig Mu’awiya. Hvad angår den store reformator Abu Zar, var han et nul og ville have fortsat


været sådan, hvis ikke Abdullah bin Saba havde kontaktet ham og vækket ham. Og da han havde vækket ham, fik han ham til at skabe oprør, for ifølge forfatteren var han (Abdullah bin Saba) kilden til alle problemer, og hans formål med at rejse rundt i de islamiske territorier var at skabe oprør. Resultatet var, at Abu Zar gjorde, hvad Abdullah bin Saba ønskede og fik folk til at gøre oprør imod deres ledere.

Ifølge den omtalte forfatter var Abu Zars aktiviteter farlige for araberne, Islam og historien, fordi han ophidsede de fattige imod de rige. Af selve denne grund blev Mu’awiya træt af ham og udviste godhed overfor de nykonverterede muslimer så vel som til historien ved at udvise Abu Zar fra Syrien.

Det er klart, at Sa’ids logik minder om de herskeres logik, som erklærer alle sandhedselskende personer for rebeller og oprørere. Er det ikke underligt, at mens de gamle historikere burde være opmærksomme på årsagerne til uro, skulle den moderne historiker ikke være i stand til at finde frem til dem, selv om kilderne til information hos sidstnævnte er meget større. Forfatteren til ”Ayesha wa al-Siyasah” gør den revolutionære bevægelse imod Uthman til Abdullah bin Sabas aktiviteter, hvorimod Tabari og historikerne fra de tidlige og senere perioder forklarede hændelserne korrekt og giver deres årsager, som er ret overbevisende.

Men der findes utallige årsager til bevægelsen siger Tabari: ”Disse personer nød ikke forrang i accept af Islam, ej heller nogen position i Islam, og de kunne ikke være lige med dem, som accepterede Islam på et tidligt tidspunkt og nød


stor værdighed og vigtighed. Disse meget tidlige muslimer kritiserede tildelingen af store gaver til nære slægtninge og så det som uretfærdighed, da deres egen andel plejede at være meget lille. Når de nykonverterede til Islam eller de arabiske beduiner eller befriede slaver mødte dem, blev de meget imponerede over, hvad de sagde. Resultatet var, at antallet af Uthmans modstandere fortsatte med at vokse. Så meget at dem, som modarbejdede Uthman, blev større i antal end dem, som var tilfreds med ham. Resultatet var at der blev uro.

Det er overraskende, at andre samtidige forfattere også har begået den samme fejltagelse. Blandt andre var der Ahmad Amin, forfatteren til ”Fajr al-Islam”. Han tror, at Abu Zar Ghifari var en naiv person, som var forledt af

Abdullah bin Saba til at tro på kommunistiske1 ideer, så

han kunne være nyttig i at ødelægge forskellige byers atmosfære.

Og endnu mere overraskende er den kendsgerning at for at bevise, at Abu Zar var påvirket af kommunistiske tanker, har han nævnt hans (Abu Zars) bemærkning, som er citeret af Tabari. Abu Zar er rapporteret for at have sagt til Damaskus folk:

”Oh velhavende folk! Hav sympati med de fattige. Dem, som hamstrer guld og sølv, proklamer for dem en smertefuld straf.” (Fajr al-Islam, side 110).

1- I den oprindelige tekst bruges ordet ”mazdaki”, som er en betegnelse for en tankegang, der fandtes på den tid, og som tilnærmelsesvis kan sammenlignes med kommunismen i vores tid.


Ahmad Amin kan meget vel spørges om, hvorvidt sympatisk behandling af de fattige fra de riges side alene er en kommunistisk teori og ikke en ren islamisk tanke, og hvorvidt Abu Zars bemærkning ”Oh velhavende folk! Hav sympati med de fattige” ikke er tæt relateret med verset fra Koranen, som siger:

”Dem som samler guld og sølv og ikke giver ud på Guds vegne, forkynd dem en smertefuld afstraffelse.”

Andetsteds i Fajr al-Islam omtaler Ahmad Amin Abdullah bin Saba som hovedmanden bag oprøret og siger:

”Denne mand tilskyndede Abu Zar Ghifari til at propagere kommunisme, og han var hovedmanden for de oprørere, som kom fra forskellig side for at angribe Uthman. Det var ham, som opmuntrede til at korrumpere muslimernes tro. Han rejste til Hijaz, Basra, Kufa, Syrien og Egypten i vid udstrækning. Derfor er det muligt, at han måtte have fået de kommunistiske ideer fra kommunisterne i Irak eller Yemen, og at Abu Zar ligeledes måtte have kunnet lide disse ideer og havde tillagt sig dem.”

Det er meget uheldigt at forfatteren til Fajr al-Islam ikke tænker over hvilke andre aspekter, der kom frem i Abu Zars islamiske overbevisning. Forkynder Islam ikke, at den fattige nyder visse rettigheder fra de rige, og at alle muslimer er lige, og siger Koranen ikke, at panderne, flankerne og ryggene på dem, som hamstrer guld og sølv vil blive brændemærket i Helvede med det samme guld og sølv? Så hvilke er de kommunistiske ideer, som Abu Zar begyndte at tro på? Faktum er, at Abu Zar kæmpede imod


disse personer, mod hvem Islam selv kæmpede og lovede dem Helvedes ild.

Spørgsmålet, som også opstår, er, hvorvidt Abu Zar, som var en fremtrædende ledsager af Profeten, fremtrædende blandt Alis Shia, og den femte person til at acceptere Islam, ikke selv vidste, at alle muslimer var berettiget til en del af nationens rigdom, og at det ikke var nogle få, der skulle hamstre den. Og kunne han ikke forstå, at under Uthmans kalifat var den offentlige ejendom blevet uberettiget misbrugt af nogle få personer, og at folk var underlagt tyranni og undertrykkelse, og at disse ting er i strid med Islams lærdom, og at det var muslimernes pligt at gøre oprør imod dem?

Og så er spørgsmålet: Var Abu Zar en så naiv person, at han var nødt til at stole på Abdullah bin Saba til at fortælle ham, at Uthman praktiserede nepotisme og gik samme vej som Kaiser og Kisra? Fandt Abu Zar og andre folk kun ud af dette i kraft af Abdullah bin Sabas forklaring om, at lederne var faret vild, og at folk blev nægtet deres rettigheder? Og skulle det alene være som følge deraf, at Abu Zar og de andre tilkendegav deres forurettelse?

Disse forfattere har forstået Abdullah bin Sabas og den kommunistiske tankegang, men de har ikke forstået Abu Zar og Islam! De har fundet Abdullah bin Sabas bevægelse og hans ansporing af folk til at gøre oprør imod kaliffen som forfærdelig. Men de har ikke fundet Uthmans handlinger forfærdelige. Handlinger som vakte muslimernes vrede – handlinger som ville bringe oprør i alle nationer gennem alle tider nemlig nepotisme, favorisering og en diskriminerende politik.


Forskere er uenige om de årsager, som førte til mordet på Uthman. Den mest prominente begivenhed, om hvilken der er forskellige meninger, er det brev der blev skrevet i Medina til Ibn Abi Sarah, Egyptens guvernør, som var befalede ham at dræbe den udnævnte guvernør – Muhammad ibn Abi Bakr ved hans ankomst til Egypten. Denne begivenhed er blevet nævnt i detaljer tidligere.

Hvad angår dem, som ikke anser dette som en sand hændelse, synes det nødvendigt at nævne et af disses synspunkter nemlig Dr. Taha Husayns, fordi han nyder stor respekt som en akademisk lærd i Islams historie og den arabiske verden. Han siger således i det første bind (med titlen Uthman) af sin bog Al-Fitnatu’l Kubra:

”Her er historien om brevet genfortalt. Traditionstilhængere siger, at da egypterne vendte tilbage tilfredse med Uthmans løfter, blev de i stand til at lægge hånd på en slave, som medbragte et brev til Ibn Abi Sarah. Jeg tror, at denne historie er opdigtet. Det vigtigste bevis på dette er, at Profetens ledsagere stillede sig tilfreds med egypterne på dette punkt og spurgte dem:

”Da I og folk fra Kufa så vel som dem fra Basra gik jeres respektive veje, hvordan fandt I så ud af, at I havde fundet et sådant brev?” Til dette havde egypterne ikke noget svar, og de sagde: ”Hvad du end måtte tænke, har vi ikke brug for denne mand (Uthman). Vi vil helt sikkert fjerne ham fra hans embede og udpege en ny kalif i hans sted.”

”Ingen kan have troet, at Uthman kunne bedrage muslimerne ved at fjerne Egyptens guvernør og erstatte


ham med en anden og så skrive et hemmeligt brev til guvernøren om at dræbe ham ved deres ankomst.”

”Det kan heller ikke tænkes, at Marwan turde vove at skrive et brev angiveligt fra Uthman og sætte hans segl på det og sende det med en slave på en kamel.”

”Sagen er, ikke desto mindre, meget enkel. Uthman havde lovet at acceptere kraverne fra oprørerne fra Kufa, Basra og Egypten, og de troede på ham. Senere fandt de ud af, at han ikke havde opfyldt sine løfter. De blev derfor arrige og vendte tilbage med stor vrede for at afslutte sagen og med hensigt om ikke at vende tilbage hjem igen, før de havde fjernet Uthman fra sit embede eller dræbt ham og sørget for andre arrangementer for kalifatet. Da de nåede Medina fandt de, at Profetens ledsagere var rede til at kæmpe mod dem. De afholdt sig fra at kæmpe mod ledsagerne og vendte tilbage fra Medina. Da de var sikre på, at ledsagerne havde lagt deres våben til side, vendte de tilbage og fik kontrol over Medina uden blodsudgydelse.” (Al-Fitna tu’l-Kubra, vol. 1, ’Uthman’).

Det er på tide, at de historiske begivenheder om hvilke historikerne er uenige, fortjener at blive belyst, især de begivenheder, som tjener sekteriske interesser eller støtter særlige overbevisninger. Den tvivl kan ikke fjernes, med mindre historien selv leverer et afgørende bevis, eller den bliver analyseret og fortolket på en måde, som i sig selv tjener som tilstrækkeligt bevis. Spørgsmålet om brevet er af sådan en karakter, at det nemt kunne få Dr. Taha Husayn til at betvivle dets ægthed, og årsagerne til hans opfattelse af det som tvivlsomt kan også accepteres,


forudsat at visse kendsgerninger som står i vejen for at acceptere disse grunde som tilstrækkelige ikke eksisterede.

Dr. Taha Husayn siger, at da Profetens ledsagere spurgte Kufas og Basras folk, hvordan de vidste, at egypterne havde fået et sådan brev, da hver gruppe var taget af sted i hver sin retning, kunne de ikke give noget svar. Dette er dog ikke noget, som burde få en til at nægte begivenheden fuldstændigt.

Ifølge fortællerne så vel som hændelsens selv, er det en etableret kendsgerning, at Uthman havde udnævnt Muhammad bin Abi Bakr som guvernør over Egypten og havde sendt en gruppe af Muhajir og Ansar med ham. Muhammad og hans følgesvende havde fuldstændigt tillid til det brev, som Uthman havde givet dem og derfor forlod de Medina for at tage til Egypten. Men før de nåede deres destination, vendte de tilbage til Medina, og nu opstår spørgsmålet om, hvorfor de vendte tilbage meget opbragte? Og hvorfor ventede de på en mulighed for at komme til byen uden blodsudgydelse? Hverken historien eller dem, som benægter eksistensen af sådan et brev, nævner nogen grund til, at Muhammad og hans følgesvende vendte tilbage til Medina. Kun en grund er nævnt, og det er spørgsmålet om brevet.

Desuden var de Muhajir og Ansar, som var sendt med Muhammad til Egypten for at undersøge Ibn Abi Sarahs aktiviteter og gøre atmosfæren fordelagtig for Muhammads guvernørembede, alle lydige overfor Uthman og nogle af dem, hvis ikke alle, nød den position at være Uthmans støtter eller associerede. Hvordan kan man forstille sig, at disse personer, som var Uthmans velgørere,


kunne forfalske et brev underskrevet af ham? Og hvis det hævdes, at brevet ikke var forfalsket af Muhajir og Ansar, men var underskrevet af en anden, så opstår spørgsmålet om, hvordan disse folk accepterede det, som om det var skrevet af Uthman. Og hvis det hævdes, at et sådant brev ikke blev fundet, må det også medgives, at Muhammad bin Abi Bakr og hans følgesvende ikke vendte tilbage til Medina på grund af noget brev, og at historien om brevet var blevet opdigtet af Uthmans fjender efter mordet på ham. I det tilfælde opstår spørgsmålet om, hvorfor Dr. Taha Husayn og andre historikere og fortællere erkender eksistensen af brevet og siger, at Profetens ledsagere kæmpede imod oprørerne på grund af det, og krævede at få at vide, hvordan Kufas og Basras folk fik kendskab til, at egypterne havde fundet brevet, når disse tre grupper gik i hver sin retning?

Under de omstændigheder kan eksistensen af brevet ikke benægtes. Spørgsmålet forbliver derfor hvem der skrev brevet og lagde en plan om at dræbe Muhammad bin Abi Bakr? Var det de Muhajir og Ansar, som ledsagede ham og Ibn Abi Sarahs modstandere?

Som nævnt ovenfor tror Dr. Taha Husayn ikke, at Uthman kunne skrive sådan et brev og bedrage muslimerne. Dette synspunkt af Dr. Taha Husayn er korrekt. Uthman kunne ikke udføre sådan et bedrageri. Det er et faktum, at Uthman havde en meget mild natur. Selve denne mildhed fik ham lejlighedsvist til at give efter for Bani Umayyahs ønsker, og Bani Umayyahs bedrag og snuhed er ligeledes velkendt. Vi lærer fra Uthmans livshistorie, at på nogle tidspunkter udstedte han ordrer, mens han senere trak


dem tilbage, og nogle gange tilkendegav han anger over at have udstedt dem, og begyndte at græde.

Uthmans behandling af Abu Zar er et tydeligt eksempel på den måde, Bani Umayyah fik ham til at gøre ting imod retfærdighed og god samvittighed, og så måtte han naturligvis angre. Han underlagde Abu Zar ekstrem ydmygelse og tortur, og siden gjorde han sit bedste for at forsones med ham. Snart efter blev han vred på Abu Zar igen og bortviste ham. Som en konsekvens af dette døde han og hans familiemedlemmer af sult.

Et andet lignende tilfælde var den krænkelse, som Uthman underlagde en anden af Profetens fremtrædende ledsagere nemlig Abdullah ibn Mas’ud. I overensstemmelse med hans ordre, samlede en mand Abdullah ibn Mas’ud op og kastede ham til jorden, hvilket medførte, at hans knogler brækkede. Han stoppede også ibn Mas’uds løn. Snart derefter skammede han sig og undskyldte overfor Abdullah.

Uthmans biografi viser, at han bad Ali forlade Medina og siden sendte besked og bad ham om at komme tilbage. Dette skete mange gange. Så mange at Ali havde sagt:

”Uthman ønsker at gøre mig til en kamel, som bærer vand, så jeg må fortsætte med at komme og gå. Nu ønsker han igen, at jeg forlader stedet her.”

Uthman gav generel tilladelse til Abdullah Ibn Abi Sarah til at behandle Egyptens folk, som han ønskede. Ibn Abi Sarah underkastede Egyptens indbyggere hård undertrykkelse. Egypterne kom til Medina og klagede til Uthman. Uthman talte med dem. Han priste dem, tilkendegav fortrydelse, og


undskyldte de tidligere handlinger. Han undskyldte så meget, at han begyndte at græde og lovede, at han ville erstatte Ibn Abi Sarah med en guvernør efter deres valg. Så tog han tilbage til sit palads, hvor han mødte Marwan. Marwan fik ham til at trække sine ord tilbage og ikke at holde nogen af de løfter, som han havde givet egypterne!

For Uthman var sagerne om Abu Zar og Ibn Mas’ud ikke nemmere end den med Muhammad bin Abi Bakr eller egypterne. Påmindelserne om dem begge til hans slægtninge var mere smertefulde for ham end egypternes angreb på Medina og på Egyptens guvernør. Når han kunne opføre sig dårligt overfor Abu Zar og Ibn Mas’ud for at indvillige i hans slægtninges ønsker, var Muhammad og egypterne helt klart af mindre konsekvens i hans øjne. Desuden er det en etableret kendsgerning, at Muhammad bin Abi Bakr var modstander af Uthmans politik, hvorimod Ibn Abi Sarah var en af hans fortrolige og kunne lide både hans politik og ledelsesmetoder. I lyset af disse kendsgerninger er det muligt, at Uthman kunne have fortrudt udnævnelsen af Muhammad bin Abi Bakr i stedet for de løfter, som han havde givet til egypterne og kunne have besluttet at tage sit ord tilbage under pres fra Marwan og andre fra Umayyade klanen.

Ved at nævne hændelsen med brevet mener vi ikke, at det støtter dem, som påstår, at brevet var skrevet af Uthman selv. Hvad vi mener med det er, at Uthman havde så en mild natur, at Marwan og Hakams efterkommere, som alle var i Uthmans administration, nemt kunne dominere og påvirke ham for at nå deres egne mål. Så når det ikke kan tænkes, at Uthman kunne bedrage muslimerne, kan det


udmærket tænkes, at Marwan kunne lægge pres på Uthman for at få ting gjort i overensstemmelse med sine egne ønsker.

Nu vender vi tilbage til Dr. Taha Husayn endnu engang. Han tror, af de to grunde, som vi tidligere har nævnt, at historien om brevet er opdigtet og grundløs. Så fremsætter han en anden grund til støtte for sin påstand som, efter vores mening, er meget svag. Han siger:

”Det er ikke rationelt og tænkeligt, at Marwan turde skrive et brev, som om det var skrevet af Uthman, sætte hans segl på det og sende det med hans (Uthmans) slave.”

Vi siger som svar, at det ikke ville være overraskende, hvis Marwan skulle have taget et sådant skridt. Hvad der overrasker os er, at Dr. Taha Husayn anser Marwans handling for at være ud over al fornuft. Han forfægter dette synspunkt til trods for, at det var selv samme Marwan som anså sig selv som herre og folk som sine tjenere og slaver, som han kunne tillade at leve eller dømme til døden efter egen fri vilje.

Nu vil vi kommentere Dr. Tahas synspunkt om, at disse beretninger ikke repræsenterer fornuft. Der er beretninger, som fortæller, at brevet var skrevet af Marwan, og at hele planen var et udkomme af hans politik og metoder, fordi han var den virkelige leder af de islamiske territorier.

I denne forbindelse er det nødvendigt at holde nogle synspunkter for øje.

For det første siger alle disse beretninger i enighed, at en delegation anført af Ali ventede på Uthman. Det


inkluderede Ammar, Talha, Zubayr og Sa’d bin Abi Waqas. Ali holdt det omtalte brev i sin hånd. Han tog også slaven og kamelen med sig. Han havde en snak med Uthman om brevet og siden fik ledsagerne at vide, at brevet var blevet skrevet af Marwan. De bad så Uthman om at tilkalde Marwan, så de kunne udspørge ham. Uthman var ikke indforstået med dette, og ledsagerne gik skuffede og vrede bort. Vi har allerede citeret denne beretning i sin fulde længde på foregående sider.

For det andet skal Marwans mening om Uthman også holdes for øje. Her opstår spørgsmålet om hvor vidt Uthman i hans øjne var en kalif ligesom Abu Bakr og Umar eller en Umayyade, gennem hvem Bani Umayyah ville genvinde den magt og autoritet, som var blevet ødelagt af Islam.

Marwan var en perfekt model på Umayyadernes opportunisme. Ifølge ham havde kalifatet intet at gøre med at Uthman var en Qurayshi, en Muhajir, en ledsager til Profeten og en troende på hans profetskab. Han anså snarere Uthman som et medlem af Umayyade familien.

Ifølge Marwan var kalifatet ikke det samme som et retfærdigt styre baseret på principper om offentlig velfærd; et styre som forventedes at følge profetens Sunnah og de tidligere kaliffers opførsel. Det var et kongedømme, som smuttede ud af hænderne på Abu Bakr og Umar, fordi de ikke udnævnte deres børn som deres efterfølgere. Det var derfor pålagt Uthman, som var en Umayyade, ikke at gentage denne fejltagelse, så folk kunne forstå, at kalifatet kun tilhørte Bani Umayyah. Det var derfor nødvendigt for Uthman, at han skulle opføre sig


overfor folk på samme måde, som en rigtig monark opfører sig overfor sine undersåtter. Hvis Uthman ikke var i stand til at regere på denne måde, var Marwan der altid til at vejlede ham. Følgende udtalelse af Marwan mens han talte med oprørerne, og som tidligere er blevet gengivet, giver et sandt billede af hans mentalitet. Han sagde:

”Hvorfor er I folk forsamlet her? Ønsker I at snuppe vores kongedømme?”

I de dage var kalifatet rent faktisk Marwans kongedømme. Undersåtterne var ikke berettiget til at hæve deres stemmer og kræve deres underhold og frihed fra kongen. Marwan var en konge, som tilhørte Umayyade familien, og folk var hans slaver.

Hvordan kunne en person, som betragtede kaliffen og kalifatet på denne måde, og som udstedte ordrer ifølge denne overbevisning, forventes at tolerere, at folk skulle kunne fremlægge deres krav overfor Uthmans slægtninges styre (som i praksis var Marwans styre), og at kongen skulle give efter for deres ønsker og afskedige en guvernør, som var et vigtigt medlem af Umayyadernes regime og i hans sted udnævne Muhammad bin Abi Bakr, som var en modstander af Uthmans styre og en trofast støtte af imam Ali?

Vi kan heller ikke ignorere den kendsgerning, at det var oprørerne og Profetens ledsagere, som var vrede på Uthman og havde anbefalet Muhammad som guvernør, og at Marwan ikke var blevet rådspurgt i dette anliggende. Selvfølgelig, kunne Marwan ikke tolerere, at hans autoritet skulle krænkes på denne måde.


Da Marwans synspunkter om kalifatet er kendte, bliver det klart, at han ikke kunne lade hånt om den overlegenhed, som igen var vendt tilbage til Umayyade familien. Og da det er tydeligt, at i stedet for at anse Uthman som muslimernes kalif behandlede Marwan ham som et medlem af Umayyade familien og en repræsentant for deres styre, skulle det ikke være vanskeligt at forstå, at han kunne bedrage Uthman. Men hvis han var så grov, som vi påstår, drejede det sig for Marwan alene om at beskytte sine egne rettigheder.

Dr. Taha Husayns snak om, at Marwan ikke turde skrive et brev i Uthmans navn og sætte hans segl på, er ikke indlysende. Historien giver os mange eksempler på, at han udviste dristighed og frækhed. For eksempel forslog han Uthman at dræbe de af Profetens ledsagere, som kritiserede hans styre (nemlig Ali, Ammar, Abu Zar osv.).

Han foreslog Uthman, at han ikke skulle give Ibn Mas’ud en chance til at vende Syrien imod ham, ligesom han allerede havde gjort Kufas folk til hans modstandere. Uthman accepterede beredvilligt hans forslag.

Han forsøgte at forhindre Ali, hans sønner og Aqil og Abbas i at sige farvel til Abu Zar, og ophørte ikke med det, før Ali slog hans ridedyr og var ved at ramme ham også.

Han var nederdrægtig ved forskellige lejligheder. Han overfusede og hævdede sig overfor forskellige delegationers høvdinge, når de kom fra andre steder. Uthman hørte og så, hvad han gjorde men sagde ingenting. Han foreslog åbenlyst Uthman at dræbe Ammar.


I mange andre anliggender var Marwan endnu mere formastelig. Han talte uforskammet til Na’ela, Uthmans hustru, i tilstedeværelse af hendes ægtemand, men Uthman forblev tavs. Denne hændelse er som følger:

Na’ela var en klog kvinde. Hun brød sig ikke særligt meget om Marwans politik og foreslog gentagende gange sin ægtemand at handle efter Alis råd. Når Uthman holdt en tale for repræsentanterne for Egypten, Basra og Kufa, lovede han dem at indvilge i deres krav og vendte da tilbage til sit hus, hvor Marwan sagde til ham:

”Oh De troendes Leder: Skal jeg tale eller tie stille?” derpå sagde Uthmans hustru:

”Du bør hellere tie stille. Jeg sværger ved Gud at I vil dræbe Uthman og gøre hans børn forældreløse. Det er ikke ret, at Uthman skal gå tilbage og ødelægge de løfter, som han har givet.” Marwan sagde til hende:

”Hvad har du at gøre med disse anliggender. Ved Gud, din far, der er død nu, vidste ikke en gang, hvordan man udfører en korrekt afvaskning.”

Det er klart, at når Marwan kunne tale sådan til kaliffens hustru i hans nærvær, burde man ikke blive overrasket over, at han kunne skrive et brev i kaliffens navn uden hans vidende.

Under Uthmans kalifat vidste folk også, hvor dårligt Marwan opførte sig overfor ham, og hvor nederdrægtig han var i sin behandling af kaliffen. Folk skjulte ikke hans ondskab men kritiserede ham og advarede også Uthman imod ham. Selv da misbilligede Uthman ikke de forslag,


som blev givet af Marwan. Som udtrykt for offentlighedens synspunkter har imam Ali sagt til Uthman:

”Du vil være tilfreds med Marwan, og han vil kun være tilfreds med dig, når han fratager dig din tro og fornuft og driver dig til ethvert sted, han ønsker ligesom tamme og svage kameler.”

Marwans formastelighed opmuntrede også andre til at opføre sig dårligt overfor Uthman. Vi har allerede på de foregående sider fortalt historien om Jabalah ibn Umrah Sa’edi. Det var Marwans ondskab, som fik Jabalah til at sige til Uthman:

”Jeg sværger ved Gud, at jeg vil lægge en kæde rundt om din hals, med mindre du fjerner dine ondsindede slægtninge fra din omgangskreds.”

Dr. Taha Husayn kan meget vel spørges, hvorvidt denne grovhed fra Jabalah er mere imod fornuften end tanken om, at Marwan skrev et brev, som om det var skrevet af Uthman, når han var Uthmans mest foretrukne svigersøn og havde en stor indflydelse på ham!

* * * * * * * * * *

EN STOR SAMMENSVÆRGELSE

PERSONER SOM ER ANSVARLIGE FOR SNIGMORDET PÅ UTHMAN

Vi har på de foregående sider til fulde forklaret, at folk udviklede had i deres hjerter imod Uthmans politik i Medina så vel som andre steder i de islamiske territorier. Egentlig blev folk først utilfredse i hjertet og begyndte derefter at klage. Senere antog klagerne form af ulydighed, som endte med belejringen af Uthmans hus og hans mord. Vi har også nævnt, at dem som kritiserede Uthmans politik og gav ham gode og nyttige råd, ikke blot var almindelige personer men fremtrædende ledsagere af Profeten. Men i stedet for at Uthman fortrød sin forkerte politik og nepotisme, udsatte han og hans slægtninge ledsagerne for chikane, tortur og strenge afstraffelser. Hvis disse ledsagere kritiserede Uthmans politik og metoder, var det ikke på grund af deres længsel efter personlige vinding men på grund af deres kærlighed til retfærdighed og deres trofasthed overfor Islam. De var de bedste. De kendte til fulde deres forpligtelser, som mindede om Profetens.

Hvis Ali kritiserede Uthman for at skænke store ejendomme til sine slægtninge uden nogen berettigelse, var det ikke, fordi han selv ønskede ejendom. Og hvis han gjorde indvendinger over hans finansielle politik, var det ikke, fordi han selv ønskede at opnå rigdom. Enhver ved, at


han aldrig tænkte på rigdom. Hvis han fandt fejl i Uthmans nepotisme og hans Umayyade mentalitet, var det ikke fordi han ønskede velfærd og magt til sin egen familie. Det er umuligt overhovedet at forestille sig, at Ali kunne blive tilskyndet af sådanne motiver. Ali var en søjle i Islam, fætter og svigersøn til Profeten og far til hans kære børnebørn. Det var ham, som ytrede denne udtalelse: ”Enhver persons værd og værdi bedømmes af hans handlinger. En person, hvis handlinger er bedre, vil nyde mere agtelse og værdighed.” Denne udtalelse ødelagde konstruktionen af familie- og stammeværdighed som arv.

Ammars og Abu Zars opposition og had imod Uthmans politik var baseret på de samme grunde som Alis. Derfor betød deres modstand ikke, at den skulle have kulmineret i Uthmans død. Hvad, de ønskede, var, at han skulle fralægge sig siin Umayyade mentalitet og nepotisme, og at lighed og retfærdighed skulle dominere. Ingen af dem ønskede, at han skulle dræbes.

De islamiske stater under Uthmans tid dækkede umådelige områder, og det var naturligt i sådan en stor stat, at en eller anden form for opposition skulle finde sted. Den naturlige opposition var fra de personer, som eftertragtede magt og autoritet og flere goder, og ønskede at udvide området for deres indflydelse. De modarbejdede Uthman i håb om, at hvis han blev fjernet fra embedet og blev efterfulgt af en person, som var mere fordelagtig for dem, ville deres værdighed og indflydelse øges. Opposition af denne type finder sted i enhver region og i enhver tidsalder. Alle herskeres associerede forandrer deres attitude fra tid til anden for at opnå deres personlige mål.

EN STOR SAMMENSVÆRGELSE 539

Modstandere af denne slags under Uthmans tid var overhovedet ikke anderledes. Hans favoritter, som samlede rigdom på grund af de gaver, som han skænkede dem, var imod ham, og det var således også dem, som blev frataget deres overflod. Og ligeledes forholdt det sig med hans slægtninge, embedsmænd og støtter, som han havde tilladt ikke blot at kontrollere folk men sig selv ligeså. Disse folk var hans virkelige mordere.

Vi har allerede forklaret på de foregående sider, hvordan Uthman sørgede for sin egen død, og hvordan Marwan og hans favoritter vendte den islamiske verden imod ham med deres nederdrægtige aktiviteter.

De personer, som havde nære forbindelser med Uthman, forstod ganske udmærket situationen. En af dem var Muhammad bin Muslimah. Da han var ved at dø, sagde en eller anden: ”Uthman er blevet dræbt.” Derpå sagde han (bin Muslimah): ”Uthman har selv været ansvarlig for sin død.” Uthmans hustru Na’ela sagde til Marwan og hendes mands andre favoritter: ”Jeg sværger ved Gud, at du vil dræbe Uthman og gøre hans børn forældreløse.” Og henvendt til Uthman sagde hun: ”Hvis du handler efter Marwans råd, vil han dræbe dig.”

Med hensyn til de Umayyade guvernører, embedsfolk og støtter som Uthman havde tilladt at undertvinge folk, og nogle af dem som drog fordel af hans goder og andre, som var utilfreds med ham, skal vi omtale dem en efter en snart, for et stort antal af disse folk udklækkede en stor sammensværgelse imod Ali – en sammensværgelse, som var uden fortilfælde i Østen.


Denne sammensværgelse var udtænkt af de samme personer, som ansporede folk imod Uthman og således besmittede deres egne hænder med hans blod. Sammensværgelsen var, at de beskyldte Ali for mordet på Uthman. De fjernede Uthmans blodplettede skjorte og sagde, at de ønskede at hævne Uthmans mord.

Mu’awiya, som tilsyneladende ønskede at hævne mordet på Uthman, var i virkeligheden ivrig efter at styrke sit eget styre så vel som hans efterkommeres. Hans anstrengelser gik på at styrke hans position i Syrien i første instans. Senere ønskede han at udvide sit kongedømme ved at tage andre lande og til sidst blive en despotisk hersker over alle muslimske territorier. Han tænkte overhovedet ikke på Uthman hverken under hans levetid eller efter hans død. Alt, hvad han ønskede, var, at Uthman skulle gøre ham stadig mere magtfuld dag for dag, så han til sidst kunne nå sit endelige mål. Således ønskede han, at Uthman skulle give ham maksimal handlefrihed og skulle være et værn for ham, så han kunne opnå sine mål.

Selv da Uthman blev dræbt, tog Mu’awiya sig ikke af hans død. Han ønskede kun at få mulighed for at påstå, at han var kaliffens arving og blive af med den nye kalif. Hvad havde han at gøre med Uthmans mordere, når han selv blev den eneste hersker over de islamiske territorier? Havde han virkelig sørget over mordet på Uthman, kunne han senere finde og dræbe enhver af hans mordere. ikke desto mindre glemte han fuldstændigt Uthmans mord og at hævne ham, skønt det var med dette påskud, han havde gjort oprør imod den nye kalif og således blev årsag til udgydelse af hundrede tusinder af muslimers blod.


Desuden kunne han sende en stor hær fra Syrien for at forsvare Uthman, da hans hus var belejret af oprørerne. Han var den permanente guvernør over Syrien og Uthman havde lovet ham fuldstændig frihed. Han kunne gøre, som han ønskede, og der var ingen, som kunne stille ham til regnskab. Således kunne han sende en stor syrisk hær til Medina såvel før som efter, at Uthmans hus blev belejret. Rent faktisk kunne han også have rådet Uthman til ikke at være ubøjelig overfor den offentlige mening. Ikke desto mindre gjorde han ingen af disse ting, for han var ivrig efter at snuppe kalifatet efter Uthman og kunne ikke tænke på noget andet.

Fra selve den dag hvor Uthman indkaldte til en konference for sine fortrolige, som også Mu’awiya deltog i, og som endte uden nogen afgørelse, besluttede Mu’awiya sig endeligt for at opnå kalifatet, for han følte sig nu sikker på, at Uthman ville blive dræbt. Da Syrien var i hans hænder, og indbyggerne i denne region adlød ham, forstod han, at hvis Uthman blev dræbt, ville han få det bedste våben (nemlig at ville tage hævn over Uthmans morder) til at opnå sit formål. Han vidste også, at blandt Uthmans guvernører var der ingen så magtfuld og kompetent til at mobilisere en hær ved at true stammens ældre og ledere, som han selv. Så den dag besluttede han sig for at blive kalif en dag og blive aktiv for at nå sit mål. Han sagde selv engang: ”Ingen er så magtfuld og kompetent til at lede, som jeg er. Umar udpegede mig som guvernør og var også tilfreds med min opførsel.”


Mu’awiya var sikker på, at Uthmans ville blive myrdet, og han besad også tilstrækkeligt magt i Syrien til at opnå kalifatet.

Allama Ya’qubi skriver, at da oprørerne strammede belejringen om Uthmans hus, skrev han et brev til Mu’awiya og bad ham om at komme ham til hjælp. Mu’awiya forlod Damaskus med en stor hær, men da han nåede til den syriske grænse, efterlod han hæren der og sagde, at han i første omgang ville møde Lederen af de Troende selv for at bedømme situationen. Han nåede frem til Medina og mødte Uthman. Den sidstnævnte spurgte ham, hvor hans hær var. Han svarede: ”Jeg har efterladt hæren, fordi jeg i første instans ønskede at holde konsultationer med dig. Jeg vil nu vende tilbage og møde dig igen sammen med min hær.” Derpå sagde Uthman: ”Oh Mu’awiya! Dette er ikke rigtigt. Faktum er, at du ønsker, at jeg bliver dræbt, så du kommer i en position til at hævde, at du er berettiget til at hævne mit blod. Gå straks og bring folk til at hjælpe mig.”

Da nogen tid var passeret efter mordet på Uthman, kom Mu’awiya til Medina og besøgte Uthmans hus. Uthmans datter Ayesha huskede da sin far og begyndte at græde. Han sagde: ”Kære niece! Folk er blevet lydige overfor mig, og jeg har givet dem fred. Jeg har udvist overbærenhed hvorunder vrede var skjult, og de viste lydighed som dækkede over fjendskab og had. Enhver mand har et sværd i sin hånd, og han ved også, hvem hans støtter er. Hvis vi bedrager dem, vil de også bedrage os, og det kan ikke siges, hvem der vil vinde. Du skal være tilfreds med, at indtil nu er du blevet kaldt datter af Lederen af de Troende


Uthman og niece til Lederen af de Troende Mu’awiya. Hvis jeg rejser mig for at tage hævn på dine vegne, og som følge deraf bliver frataget styret, vil du blive en almindelig kvinde.

Så da Mu’awiya selv blev Lederen af de troende, og Uthmans datter blev Lederen af de Troendes niece, ophørte han med at tænke på eller tale om Uthman, til trods for at så længe at kalifatet forblev hos Ali, var Uthmans mord det mest brændende emne for ham. Nu, da styret var hos Mu’awiya, havde han fået mulighed for at opfylde sin far Abu Sufyans ønske, som han havde tilkendegivet, da Uthman havde overtaget kalifatet. Abu Sufyan havde sagt: ”Oh børn af Umayyah! Leg med dette styre, som børn leger med en bold. Jeg sværger, at jeg altid har længtes efter dette styre for jer. Nu vil det gå videre til jeres børn som arv.”

Tydeligvis skulle kalifatet efter Mu’awiya gå til Yazid og siden til de andre børn af Bani Umayyah.

I breve skrevet af Ali til Mu’awiya har han klart nævnt, at da Uthman søgte hjælp fra Mu’awiya, efterkom han ikke hans anmodning. Han hverken kom selv eller sendte nogen hær for at forsvare Uthman. I et brev til Mu’awiya siger han:

”Da du har nævnt sagen om mig og Uthman, er du berettiget til at få et svar, da du er forbundet med ham. Så fortæl mig da (oprigtigt), hvem af os der var mere fjendtlig overfor ham, og hvem gav midlerne til hans død? Ham som tilbød hjælp, som blev afvist af Uthman, eller ham fra hvem han søgte hjælp, og som undlod at hjælpe ham og


sikrede forudsætningerne for hans død, så han døde på den måde, som var bestemt for ham.”

I et andet brev skriver Ali: ”Du hjalp Uthman, når din hjælp tjente dine egne interesser og afstod fra at hjælpe ham, når Uthman fik fordel af det.” (Hvad Ali mener med ovenstående bemærkning er, at Mu’awiya rejste sig til støtte for Uthman efter hans død, fordi han kunne samle folk i egen interesse ved at foregive at ville have hævn over Uthmans morder, men da Uthman levede, og hans hjælp kunne være til fordel for ham, tilbageholdt han den. Uthman forblev belejret, og Mu’awiya tillod ikke sin hær at tage til Medina og forsvare ham).

Hvad der end er blevet sagt ovenfor om Bani Umayyah og deres prominente personer som Mu’awiya og Marwan i forbindelse med mordet på Uthman, kan også siges om andre personer som nævnt før. Rent faktisk kan de samme ting siges om Alis fjender, og dem som rottede sig sammen mod ham. Disse personer var ansvarlige for mordet på Uthman og ikke Ali. Det er muligt, at der måtte være nogen iblandt dem, som ikke besmittede deres hænder med Uthmans blod, men det er en uigendrivelig kendsgerning, at de var tilfredse, da han døde. Amr Aas, som havde en stor andel i sammensværgelsen imod Ali og bagvaskelsen af ham, havde ansporet enhver han mødte til at gøre oprør imod Uthman, og havde opmuntret folk til at dræbe ham, fordi han havde afskediget ham fra guvernørembedet i Egypten. Han plejede selv at sige: ”Ikke for at tale om dignitarerne og de ledere og selv hyrder, som jeg ansporede til at gøre oprør imod Uthman.”


Da urolighederne brød ud i Medina, tog han af sted til Palæstina, hvor han byggede et palads. En dag mens han sad i sit palads med sine to sønner Muhammad og Abdullah, kom en rytter fra Medina. Folk spurgte ham om Uthman, og han fortalte dem, at han var blevet snigmyrdet. Derpå sagde Amr Aas: ”Jeg er Abdullah. Når jeg laver et sår, sikrer jeg mig, at blodet kommer frem.” (Han mente, at han ansporede folk til at gøre oprør imod Uthman, og som en konsekvens mistede han (Uthman) livet).

Talha bin Ubaidullah, som først aflagde troskabseden til Ali, og siden kæmpede imod ham under påskud af at ville hævne mordet på Uthman, var en anden af sådanne personer. Han tog aktivt del i at ophidse folk til oprør imod Uthman. Det berettes, at Uthman søgte assistance fra Ali imod Talha adskillige gange, og Ali altid indvilligede i hans anmodning. Ved en sådan lejlighed gik Ali til Talha og så et stort antal oprørere samlet omkring ham. Han følte, at Talha havde en stor andel i belejringen af Uthman, og at han (Talha) tænke på at gøre det af med ham.

Ali kritiserede ham og sagde: ”Oh Talha! Hvilken behandling har du udtænkt til Uthman?” Han bestræbte sig på at forhindre Talha i sine aktiviteter, men han nægtede at handle efter Alis råd. Ali gik da til det offentlige skattekammer og bød, at det skulle åbnes. Nøgler var dog ikke til rådighed. Døren til skattekammeret blev brudt i stykker under hans instruks, og han fordelte alle de penge, som var der blandt dem, som Talha havde samlet for at dræbe Uthman. Da Uthman fik det af vide, blev han meget glad og forstod (om end på et meget sent tidspunkt), at


ingen anden var så sympatisk og oprigtig og i stand til at løse muslimernes problemer som Ali.

Så kom Talha til Uthman og undskyldte sig og sagde: ”Jeg angrer overfor Gud. jeg havde besluttet at udføre en handling, men Gud greb ind.” Uthman sagde: ”Du er ikke kommet som en, der angrer, men som en der er blevet hjælpeløs. Må Gud straffe dig!” (Tarikh al-Kamil, v. 3, s. 7. Tarikh Tabari, v. 6, s. 154. Tarikh Ibn Khaldun, v. 2, s. 297).

Tabari beretter, at så snart oprørerne belejrede Uthmans hus, begyndte Talha at berede sig til at blive den næste kalif. Han var sikker på, at efter Uthman ville folk vælge ham som den næste kalif. Den første handling han gjorde, var at overtage kontrollen med det offentlige skattekammer, erhverve sig dets nøgler og udnævne sine opsynsmænd til at beskytte det.

Da belejringen af huset blev alvorlig, sagde Uthman, ”Gud! Hjælp mig imod Talha. Han har hidset folk op til at gøre oprør imod mig. Jeg sværger ved Gud, at jeg håber, at han ikke vil få kalifatet og vil miste sit liv.” Denne udtalelse viser, at Uthman vidste, at Talha ønskede at gøre det af med ham og selv blive kalif. Uthman havde givet Talha frihed til at anvende det offentlige skattekammers ejendom, på den måde han ønskede, men han var en mand, som ikke kunne tilfredsstilles med noget mindre end kalifatet. Uthman plejede at ytre denne udtalelse hele tiden under de sidste dage af belejringen af hans hus: ”Gud nåde og trøste Talha! Jeg gav ham så meget guld, og nu er han tørstig efter mit blod.”


Dem, som har gengivet hændelserne vedrørende belejringen af Uthmans hus, har sagt, at den dag da Uthman blev dræbt, havde Talha sløret sit ansigt og affyrede pile i hemmelighed imod Uthman. Det er også berettet, at da belejrerne ikke kunne komme ind i huset, sørgede Talha for deres adgang til huset fra et sideliggende hus, som tilhørte en Ansar, og så dræbte de Uthman.

Tabari har berettet gennem Hakim bin Jabir, at da Uthmans hus var blevet belejret, sagde Ali til Talha: ”Jeg beder dig for Guds skyld at redde Uthman fra disse folk.” Talha svarede: ”Ved Gud dette er ikke muligt, før Bani Umayyah afvikler hele gælden”. (Tarikh Tabari, vol. 5, s. 139).

Efter Uthmans snigmord plejede Ali at sige: ”Må Gud forbande Ibn Sa’abah (Talha). Uthman gav ham så meget, og han opførte sig på denne måde overfor ham.” En anden udtalelse af Ali om Talha viser, at han var den person, som ophidsede folk mest til oprør imod Uthman, og han var mere ivrig end nogen anden efter at se Uthman blive dræbt. Han sagde: ”Ved Gud. Talha fremlagde skyndsomt et krav om at hævne mordet på Uthman så skylden ikke skulle rettes imod ham, for han var involveret i sagen. Ingen var mere tørstig efter Uthmans blod, end han var. Ved at kræve hævn forsøgte han at vildlede folk, så virkeligheden måtte forblive skjult, og folk måtte forblive i tvivl.”

Med hensyn til Zubayr bin Awan er det blevet berettet, at han ikke gjorde noget for at vende oprørerne væk fra Uthman. Tværtimod er det sagt, at hans sympati lå hos oprørerne. Den politik, som han tillagde sig med hensyn til


Uthman, viser, at han også ønskede, at han måtte blive fjernet så snart som muligt, og han var meget håbefuld om at blive den næste kalif. Han fortalte åbenlyst Ali, at han ønskede kalifatet for sig selv. Da Ali spurgte ham nogle få øjeblikke før påbegyndelsen af Kamelens krig om, hvorfor han var kommet der, svarede han: ”Du har set grunden til min ankomst hertil. Jeg anser dig ikke for at være passende til at være kalif, ej heller anser jeg nogen anden for at være mere fortjent til dette embede end jeg selv.”

Enhver historiestuderende ved, hvor indædt Ayesha ansporede til oprør imod Uthman. Hun kritiserede ham ofte hårdt og ophidsede folk til at dræbe ham. Hun var irriteret over ham, fra den dag da han reducerede hendes løn og søgte altid en mulighed for at skade ham. En dag hørte hun ham holde en tale fra Profetens prædikestol. Hun tog straks en af Profetens skjorter frem og viste den til folk og sagde med en høj stemme: ”Oh muslimer! Profetens skjorte er endnu ikke blevet slidt, og Uthman har allerede korrumperet hans Sunnah.”

Ibn Abi’l Hadid siger på basis af hans samtidige lærde, at Ayesha ansporede enhver person, hun mødte, til oprør imod Uthman. Han siger yderligere: ”Ayesha tog et stykke af Profetens klæde frem og hængte det på en væg i sit hus. Til hvem der end kom, sagde hun: ”Dette klæde af Profetens er endnu ikke slidt, men Uthman har allerede forurenet og ødelagt hans Sunnah.”

Balazari siger: ”Engang fik Ibn Abbas en mulighed for at møde Ayesha. Det år havde Uthman udpeget ham som Amir ved Hajj. Ayesha sagde åbent til ham: ”Oh Ibn Abbas!


Gud har givet dig intellekt, visdom og talens kraft. Få folk til at vende sig væk fra denne rebel (Uthman).”

Balazari har citeret en udtalelse fra Ayesha, som viser, at hun hadede Uthman mere end nogen anden, kan hade et andet menneske. Hun sagde til Marwan: ”Oh Marwan! Jeg ønsker, at Uthman havde været i en af mine tasker, så jeg selv kunne samle den op og drukne ham i søen.” Hun plejede ofte at sige: ”Dræb Na’athal. Na’athal er blevet en vantro.”

Ayesha ønskede Uthmans død så meget, at hun åbenlyst bad folk om at dræbe ham. Det var på grund af dette, at hun efter hans død var sikker på, at det var Talha og ikke Ali, der ville blive kalif. Dette er bevist af det faktum, at da nyheden om snigmordet på Uthman blev overgivet til hende i Mekka, sagde hun med det samme: ”En forbandelse over Na’athal! Meget godt; oh mand med fingrene! Meget godt Abu Shabal! Hvilken stor mand du er, oh min fætter! Det synes som jeg med mine egne øjne kan se hans fingre og folk, som aflægger troskabseden til ham.”

Manden med fingrene betød Talha. Hans fingre blev skåret af i krigen ved Uhad, og fra den dag og blev han kaldt manden med fingrene.

Da Talhas søn Muhammad blev udspurgt om detaljerne ved Uthmans død, forbandede han sin far så vel som Ayesha, fordi han blev involveret i det. Forfatteren til Al-Badr wa al-Tarikh siger: ”De største fjender af Uthman var Talha, Zubayr og Ayesha.”

Der var mange andre dignitarer, som ansporede til oprør imod Uthman og således medvirkede til hans mord. For


eksempel da Abdur Rahman bin Awf, hvis formue var forøget mange gange under Uthmans periode, blev syg, og folk kom for at spørge til hans helbred, sagde han til dem: ”Fjern Uthman før han tilegner sig styrke.” Blandt Islams fjender, som ansporede folk til at gøre oprør imod Uthman, var også mange personer, som senere kæmpede imod Ali, og krævede hævn over ham for mordet på Uthman.

Forfatteren til ’Halif Makhzum’ skriver i sin bog: ”De af Quraysh, som var Uthmans indædte fjender, blev hans støtter efter hans død, og muligvis er Ayeshas rolle i denne tragedie på større selvmodsigende end de grådige Qurayshier. Hun ansporede åbenlyst folk til at dræbe Uthman, fordi hun håbede på, at styret ville vende tilbage til Tayim familien (Ayeshas familie), og hendes fætter Talha ville blive kaliffen.

Uthman blev dræbt af Talha, Zubayr og Sa’d bin Abi Waqas. Han blev dræbt af Mu’awiya og hans parti gennem deres rigdom og sammensværgelse. De lod ham i stikken. Han blev dræbt af Marwan og hans efterkommere og venner af Bani Mu’iz på grund af deres egoisme, og deres pligtforsømmelse i forhold til Uthmans affærer.

Men da Uthman blev dræbt og muslimerne enstemmigt valgte Ali som den nye kalif, ændrede alle disse personer deres attitude. Den samme Uthman, som blev kaldt en tyran og en vantro mens han levede, blev nu kaldt en undertrykt person og en martyr efter sin død.”

Det ikke vil ikke være forkert her at nævne de udtalelser, som blev ytret af Sa’id bin Aas og Mughayrah bin Sho’ba,


da de mødte Ayesha og hendes hær ved Khaybar, mens hun rejste fra Mekka til Basra for at kæmpe imod Alis hær. Hvad de siger, viser tydeligt, at Talha og Zubayr var fuldt ansvarlige for mordet på Uthman. Ved den lejlighed mødte Sa’id Ayesha, og følgende konversation fandt sted mellem dem:

Sa’id: Oh De troendes Moder! Hvor skal du hen?

Ayesha: Jeg skal til Basra.

Sa’id: Hvad skal du der?

Ayesha: Jeg skal tage hævn over Uthmans mordere.

Sa’id: Uthmans mordere er allerede hos dig. Hvorfor dræber du dem ikke?

Så sagde Sa’id henvendt til Marwan og de andre:

Sa’id: Hvor skal du hen?

Marwan: Jeg skal til Basra.

Sa’id: Hvad skal du der?

Marwan: Jeg skal tage hævn over Uthmans mordere.

Sa’id: Uthmans mordere er allerede hos dig. Han blev dræbt af Talha og Zubayr. De eftertragter kalifatet selv. Men da de blev overvundet (dvs. da folk aflagde troskabseden til Ali) sagde de: ”Vi skal vaske blod væk med blod og sone vore synder med anger.”

Så sagde Mughayrah henvendt til folk: ”Hvis I er kommet for at ledsage Moderen for de Troende, vil det være bedre for jer at vende tilbage sammen med hende. Og hvis jeres vrede skyldes mordet på Uthman, skal I vide, at jeres ledere har dræbt Uthman. Og hvis I er vrede på Ali af en


anden årsag, så lad mig vide hvad årsagen er. Jeg beder jer for Guds skyld ikke at skabe to uroligheder på et år”. (Al-Imamat wa al-Siyasah, vol. 1, s. 58).

* * * * * * * * * *

Sådan var opførslen af de personer, som ansporede til oprør imod Uthman og forårsagede han død. Og da Uthman blev myrdet, fremskaffede de hans skjorte og rejste sig for at kræve hævn over Ali. Hvad angår Ali har vi allerede forklaret hans position gennem denne periode tidligere.

Det, vi har erklæret om Uthman, var pessimistisk om Ali. Marwan foreslog konstant Uthman at dræbe Ali og andre ledsagere, så snart muligheden var der. Hans formål var, at disse ædelmodige personer, som holdt øje med og kritiserede Bani Umayyahs nederdrægtige aktiviteter, skulle fjernes fra scenen, så de (dvs. Bani Umayyah) kunne gøre, som de ville, og der ikke skulle være nogen til at finde fejl hos dem. Dog var Ali for ædelmodig og ædelsindet en person til at nære personlig nag i sit sind for nogen som helst.

Ali var højt hævet over sådanne uvæsentlige overvejelser, at han skulle have båret nag mod Uthman, fordi han ikke lyttede til hans råd, og ville være blevet lykkelig hvis Uthman havde favoriseret ham. Afstand fra Uthman og hans umiddelbare nærhed var uvæsentligt for ham. Det, som imam Ali var bekymret for, var Islam og det offentlige velfærd. Han undgik altid strid, med mindre der ikke var nogen vej udenom, og så var det for at blive fri for tyranni og etablere lighed og retfærdighed.


Så hver gang det var muligt for Ali at give nyttige råd til Uthman, holdt han sig ikke tilbage, selv om det måtte være ubehageligt for Uthmans favoritter. Ej heller viste han tøven i at hjælpe Uthman, vende hans fjender væk fra ham og redde ham fra dødens greb. Folk henvendte sig mange gange til Ali med forslag om, at han burde overtage kalifatet, men han afslog meget skarpt og bad dem om at gå bort fra ham. Han forhindrede mange gange folk i at skabe ballade, og reddede Uthman fra sine egne favoritter og associerede, som i sig selv var hovedårsagen til alle problemerne.

Vi har allerede på de foregående sider beskrevet, hvordan Ali hjalp Uthman, da hans hus blev belejret af oprørere, selv om Alis handling måtte have misfornøjet Uthmans rådgivere og associerede.

Det var Alis brændende ønske, at kløften af uenighed mellem oprørerne og Uthman ikke skulle udvides og ingen uønsket hændelse, som kunne skade muslimerne skulle finde sted. Han troede oprigtigt på, at blodsudgydelse ikke var en løsning til at forbedre vilkårene. De kunne opnå deres formål uden at ty til blodsudgydelse.

Det er ikke muligt at forestille sig, hvor ædelmodig og ædelsindet Ali var. Da Uthmans hus var blevet belejret af oprørerne, bad han Ali om at forlade Medina, og efter hans afrejse skammede han sig og sendte en budbringer for at kalde ham tilbage. Ali indvilgede hver gang og spurgte ham aldrig, hvorfor han ønskede, at han skulle forlade Medina, og hvorfor ar han ønskede, at han kom tilbage. Det var på grund af Alis spirituelle ophøjethed, at han altid var venlig overfor andre.


Uthman bad Ali om at tage væk fra Medina så han ikke kunne være til stede blandt sine tilhængere, og de ikke måtte høre hans navn. Han kaldte ham tilbage, så han kunne rådgive oprørerne og redde ham fra dem. Dette skete et antal gange. Engang da Ibn Abbas var udsendt for at overgive kaliffens besked til Ali om at forlade Medina, sagde Ali: ”Oh Ibn Abbas! Uthman ønsker at gøre mig til en kamel, som bærer vand til og fra. Han bad mig først om at forlade Medina, og siden bad han mig om at komme tilbage. Og nu har han sendt en besked om, at jeg skal tage bort herfra. Ved Gud, jeg har forsvaret ham så meget, at jeg frygter, at jeg må blive betragtet som en synder.”

Muhammad bin Hanafiyah noterer ham for at have sagt: ”Hvis Uthman beordrer mig til at tage af sted, skal jeg adlyde ham.” Han sagde kun dette for at beskytte Islam og eliminere årsagerne til oprør.

Den følgende udtalelse forekommer i et brev skrevet af imam Ali til Mu’awiya, som fuldstændigt skildrer hans uskyld med hensyn til mordet på Uthman. ”Du ønsker at tage hævn over mig, for noget som hverken mine hænder eller min tunge er involveret i. Jeg gav ham forslag og viste ham den rette vej. Hvis det er min forseelse, er det ofte sket før, at nogen bliver uretfærdigt bebrejdet for synder, som han ikke har blevet begået.”

Ali hjalp Uthman mens han levede og var meget sympatisk overfor ham selv efter hans død. Men da Uthman var blevet dræbt, beskyldte nogle personer uden rette Ali for at have taget del i hans mord. Muhammad bin Sirin har bemærket dette meget korrekt, da han sagde: ”Jeg er ikke bekendt med, at nogen beskyldte Ali for at have deltaget i


mordet på Uthman, før troskabseden var blevet givet til ham. Denne bebrejdelse blev rejst imod ham, da troskabseden var blevet givet.”

* * * * * * * * * *

OPRØR MOD ALI

Stilhed dominerede i Medina i mange dage efter snigmordet på Uthman. Medinas indbyggere, Muhajir og Ansar, så vel som de personer, som var kommet dertil fra andre steder, var på udkig efter en ny kalif. Egypterne især insisterede på, at Ali skulle være kalif, men han afslog at acceptere dette embede. Under denne kamp af insisteren og afvisning sagde han blandt andet til folk: ”Lad mig være i fred og find en anden til kalifatet. Hvis I lader mig være i fred i min position, vil den være den samme som jeres. I den situation er det muligt, at jeg kan være mere opmærksom og være lydig overfor den leder, som I vælger, end I er. Det er bedre (i forhold til jeres interesser), at jeg skal være rådgiver snarere end leder.”

Han fortsatte med at afvise kalifatet, indtil hele Medinas befolkning samledes foran hans dør og insisterede på, at han skulle acceptere embedet. Mængden var så stor, at han frygtede, at nogen af dem ville blive trampet ned af andre. De sagde alle med en stemme: ”Vi kan ikke finde nogen, som mere end dig fortjener dette embede, og vi vælger ikke nogen anden kalif. Vær venlig at acceptere vores troskabsed. Derefter vil der ikke være nogen uenighed eller splittelse blandt os.”


Malik Ashtar Nakhai’s holdt Alis hånd i sin og aflagde troskabseden, og alle andre fulgte også trop. Enhver af dem sagde: ”Ingen undtaget end Ali er passende til kalifatet.”

Alle personer gentog Alis navn, og alle var fulde af glæde. De var lykkelige, fordi de vidste, at de havde aflagt troskabsed til en person, som kendte deres behov og rettigheder og var oprigtig, lærd og klog og ligesom en far for dem. De var lykkelige over, at Ali havde accepteret kalifatet. Da de havde lidt store vanskeligheder i så lang tid under det mørke Umayyade styre, nærede de store forventninger til ham.

Lederen af de Troende selv tegner dette billede af troskabseden, som blev aflagt til ham af folk med disse ord: ”Folk var så glade, da troskabseden var aflagt til mig, at børnene begyndte at juble, de ældre mænd kom frem til mig med rystende ben for at aflægge troskabseden, dem, som var dårlige, klarede også på en eller anden måde at komme, og selv de unge piger kom frem fra deres tilbagetrukkenhed.”

Da Ali gik op på prædikestolen på første fredag, aflagde dem, som ikke havde været i stand til at aflægge troskabseden tidligere, eden. Den dag var Talha den første til at aflægge troskabseden, og han blev efterfulgt af Zubayr. Det var den samme Talha og Zubayr, som senere sagde: ”Da vi aflagde troskabseden til Ali, var situationen, at et sværd hang over hovedet på os.”

Det kan meget vel spørges, hvad Talha og Zubayr mente med dette.

OPRØR MOD ALI 559

Det kan siges, at dette ikke kun var Talhas og Zubayrs holdning, men størstedelen af Quraysh havde lignede ideer om Alis kalifat. De ønskede ikke Alis kalifat på grund af had, eller fordi de frygtede, at Ali ikke ville tillade dem den magt og autoritet, som de var blevet vant til, og ikke ville tolerere deres ulovlige måde at opnå deres goder på. De vidste, at han ikke fandt det tilladt at give særlige ydelser inkompetente personer, eller give penge til personer som ikke fortjente det. Han kunne ikke spilde det offentlige skattekammers ejendom, som var beregnet til de trængende og fattige. Så husk på, at alle med værdighed og rang blandt dem var ivrige efter selv at opnå kalifatet. Ali har i utvetydige vendinger nævnt det had, som Talha og Zubayr og andre fra Quraysh nærede imod ham i deres hjerter. Han sagde: ”Hvilken forbindelse har jeg med Quraysh? I fortiden var jeg nødt til at kæmpe imod dem på grund af deres utroskab, og nu skal jeg kæmpe imod dem, fordi de er oprørske. For dem er jeg den samme i dag, som jeg var i går.”

Størstedelen af Quraysh brød sig ikke om Ali, og mange af dem gjorde oprør og rottede sig sammen imod ham. De mest fremtrædende af hans modstandere var Talha og Zubayr. Disse personer kunne alligevel ikke undgå at aflægge troskabsed til Ali, for de arabiske og ikke-arabiske indbyggere fra de erobrede lande og især egypterne var ikke rede til at acceptere nogen anden som kalif. Det var kun Ali, som besad de kvaliteter, som Uthmans modstandere ønskede at se i deres leder.

Talha og Zubayr var Alis to store rivaler med hensyn til kalifatet. De var yderst opsatte på at overtage dette


embede. Men ingen af de egenskaber, som Uthmans modstandere ønskede at se i deres kalif, fandtes i de to. De var begge ligesom Uthman, og det som fik folk til at gøre oprør imod ham, var til stede i dem. De var syge efter magt og autoritet. På de foregående sider har vi allerede citeret Uthman for at sige om Talha: ”Må Talha blive forbandet! Jeg gav ham så meget guld, og stadig ønsker han at tage mit liv.”

Folk var helt klar over disse ting og var ikke i tvivl om deres uegnethed til embedet. Det er grunden til, at de alle vendte sig til Ali og tvang Talha og Zubayr til at aflægge troskabsed til ham. (Vi har allerede diskuteret i detaljer dette i teksten ’Hazrat Amir al-Mo’mineen’ del III), hvorvidt Talha og Zubayr frivilligt eller ufrivilligt aflagde troskabseden til Ali og har også citeret konklusionen fra den egyptiske lærde Dr. Taha Husayn, at de begge aflagde troskabseden frivilligt i håb om, at han ville gøre dem til partnere i kalifatets affærer, men da han nægtede at opfylde deres ønsker, brød de eden og sluttede sig til Ayesha, ved at påstå at deres ed var afsagt under tvang.

Angående deres aflæggelse af troskabseden til Ali og det senere brud af samme og deres oprør imod Ali, siger han: ”Disse to indgik troskabseden med syndernes ansigt og gik bort fra den med de vantros ansigt.” (Det betyder, at mens andre folk aflagde troskabseden for at forholdene skulle bedres, aflagde disse to ikke eden med det formål, og da de brød eden, var det blot utroskab og forræderi overfor Alis overbevisning, som var baseret på sandhed og retfærdighed).

OPRØR MOD ALI 561

Fra første dag da Ali overtog kalifatet, havde han travlt med at lave reformer. Han fjernede de undertrykkende og uretfærdige guvernører og embedsmænd fra deres embeder og indledte undersøgelser omkring de formuer, som ulovligt var blevet taget af forskellige personer fra det offentlige skattekammer. Da han tog disse skridt, tog han sig ikke vreden fra dem, som var imod ham og imod de reformer, som han havde til hensigt at introducere.

Gennem hans kalifat måtte imam Ali se mange vanskelige situationer i øjnene. Alle indflydelsesrige personer havde forenet sig imod ham. Det samme var tilfældet med de selviske, som var i meget stort antal. Ali besluttede at bekæmpe begge fronter. Han besluttede at etablere retfærdighed og ødelægge undertrykkelse. Han besluttede også at etablere et styre baseret på sand økonomi samt sociale og moralske værdier. Han kæmpede på disse to fronter med helt uforligneligt mod og standhaftighed. Han var fast besluttet på, at han ville fjerne al uvidenhed, og at hans viden ligesom solens stråler ville oplyse alle verdenshjørner.

Så snart folk valgte Ali som deres leder til at reformere samfundet, samlede Bani Umayyah og deres venner i Medina og andre byer deres formuer og våben og gik under jorden. Så snart at de fik en mulighed, drog de til Mekka, hvor de kunne hengive sig til aktiviteter imod Alis styre, og anspore folk til at gøre oprør imod ham, og hvis de ikke fik succes der, kunne de tage til Syrien og slutte sig til Mu’awiya. Hvis disse folk havde tænkt på det offentlige velfærd og ikke havde eftertragtet kalifatet, var det slet ikke nødvendigt for dem at lægge disse planer.


Ikke desto mindre hengav de sig til sådanne aktiviteter i håb om, at de ville opnå kalifatet, og hvis de fik succes til at fjerne Ali fra pladsen, ville embedet aldrig slippe ud af deres hænder. Desuden havde de samlet utrolige formuer under Uthmans tid, og dette tilskyndede dem også til at gå imod den retfærdige kalif udenfor hans rækkevidde, for de kunne benytte denne rigdom til at styrke sig selv på vejen mod målet.

Ali var ikke uopmærksom på Bani Umayyahs plan. Han vidste, med hvilket formål de var draget væk med deres rigdom og våben. Han lagde restriktioner på deres afrejse fra Medina, så de ikke måtte blive til fare for det nye styre.

Under disse vanskelige omstændigheder kom nogle af Profetens ledsagere, inklusive Talha og Zubayr for at se Lederen af de Troende og sagde: ”Vi aflagde troskabseden på den betingelse, at de strafretlige love ville blive håndhævet. Du skal derfor straffe de personer, som gjorde oprør imod Uthman.”

Ali svarede dem: ”Kære brødre! Som I er klar over, er jeg ikke uopmærksom på denne sag. Ikke desto mindre er spørgsmålet, om I besidder tilstrækkelig styrke til at opnå dette formål. Lige nu er oprørerne meget magtfulde. Det er dem, som dominerer os (for øjeblikket), og ikke os som dominerer dem. Desuden har jeres slaver og ørkenbeduinerne også sluttet sig til dem, og de er i en position, hvor de kan gøre jer al mulig skade. Under de omstændigheder er der da nogen mulighed for at opnå det, I ønsker?” De svarede alle negativt. Ali fortsatte: ”Jeg sværger ved Gud, at jeg ikke tænker som I gør. Når dette anliggende bliver diskuteret, vil folk have forskellige

OPRØR MOD ALI 563

holdninger til det. Nogle vil have den samme holdning, som I har, hvorimod andre vil have en modsat holdning end jer. Og der vil være atter andre, som vil være neutrale. I skal derfor vente, til tingene er faldet til ro, så folk vil få fred i sindet, og det bliver nemmere at opnå rettigheder. Så hvad angår mig skal I hvile tilfredse og afvente mine ordrer. Det er kun da, at I skal komme til mig.”

Disse personer var kommet til Ali med tvivl i deres sind vedrørende hans styre og dets holdning overfor folk. Han gav dem et svar, som ændrede deres tvivl til vished. De stillede som betingelse, for at han kunne beholde embedet som kalif, at han skulle straffe de personer, som hverken han eller de selv havde nogen kontrol over. Deres egne slaver og ørkenbeduinerne var blandt modstanderne og Uthmans mordere. Han gav dem et så overbevisende svar, at de blev nødt til at anerkende, at han havde en bedre viden om forholdene, end de havde; at han ydede en større indsats for at forbedre sagerne, og han forstod situationen bedre, end de gjorde. Uheldigvis var de personer uvidende om virkeligheden, som Lederen af de Troende havde forstået meget klart, og mens det var nødvendigt at forblive tålmodige, ønskede de, at han skulle handle i hast.

Disse personer havde det forkerte indtryk, at alle muslimer så mordet på Uthman på samme måde, og mente at hans blod skulle hævnes. Men da Ali havde en bedre viden om situationen, end de havde, fjernede han deres misforståelse ved at sige, at hvis spørgsmålet om at straffe Uthmans mordere blev taget op på det tidspunkt, ville folks meninger om spørgsmålet være delte.


De var kommet til Ali med deres følelser, ønsker og personlige mål. Men Ali mødte dem med argumenter og logik. I stedet for at tiltale ham som ’Amir al-Mo’mineen’ (De troendes Leder) sagde de: ”Oh Ali!” Hårdheden og frækheden i disse ord er helt tydelig, hvorimod ordet brødre, som Ali brugte overfor dem, viser kærlighed og hengivelse.

De kom med krav om hævn for mordet på Uthman, selv om mange af dem selv var ansvarlige for mordet på ham. Som svar på deres krav udviste Ali den uforlignelige tilgivelse, som var medfødt for hans natur.

Ali begyndte at holde Quraysh under strengt opsyn i tilfælde af, at de ville gøre oprør. Denne forholdsregel var fuldstændig korrekt og baseret på fremsyn og fornuft.

Ali begyndte at fjerne Uthmans guvernører fra embedet en efter en. Der var ikke noget spørgsmål om at bibeholde nogen af dem og afskedige andre, fordi de var alle ens hvad angik korruption, undertrykkelse og manglende respekt overfor den islamiske lov. Det var på grund af undertrykkelse og korruption, at urolighederne fandt sted i forskellige dele af de islamiske territorier, og som følge af hvilke Uthman havde mistet livet. Ali ville ikke lade disse folk at fortsætte i deres embede i bare en kort periode, for sandhed og løgn kan ikke følges ad, og tyranni, uretfærdighed og korruption kan ikke elimineres, med mindre årsagen til disse onder er fjernet. Ibn Abbas og mange andre foreslog Ali at tillade tidligere guvernører at optage deres position, indtil hans styre var fast etableret, men han nægtede at ty til politiske påfund eller at styrke sit styre ved at glæde de selviske. Han kendte sine

OPRØR MOD ALI 565

forpligtelser og stolede på sin fornuft og sit sværd, og forblev standhaftig i sin beslutsomhed for at fjerne alle onder.

Syrien var hans største bekymring. Vi har allerede nævnt Alis holdning til Mu’awiya. Han besluttede at fjerne Mu’awiya fra guvernørembedet, og Mu’awiya var fast besluttet på ikke at ville aflægge troskabsed til ham. En dag mødte Ziad bin Hanzala Ali for at finde ud af, hvilken beslutning han havde taget vedrørende Mu’awiya, så han kunne informere folk om det. Imam Ali sagde til Ziad: ”Oh Ziad! Vær rede.” Ziad spurgte: ”Oh De troendes Leder! For hvad skal jeg være rede?” Ali svarede: ”Til at mobilisere styrker til at angribe Syrien.” Ziad sagde: ”Oh De troendes Leder! Det vil være bedre at være mild og overbærende.” Derpå reciterede Ali et vers som betød: ”Du vil kun blive fri for uretfærdighed, når sindet er hurtigt opfattende, sværdet er skarpt og du har næse for ærefuldhed.”

Ali begyndte sine forberedelser til at tage til Syrien og straffe Mu’awiya. Da folk så hans entusiasme, blev de også aktive og var rede til at støtte ham. Dog var der også nogle personer, som var opsat på at modarbejde ham, og Talha og Zubayr tilhørte denne gruppe. De kom for at se ham og sagde: ”Oh De troendes Leder! Tillad os at tage til Mekka og udføre Umrah. Hvis du stadig er her, efter at vi har udført Umrah ceremonierne, vil vi vende tilbage og slutte os til dig. Og i tilfælde af, at du ledsager os, vil vi følge dig.”

Ali så på deres ansigter i nogen tid og sagde så: ”Jeres virkelige formål er ikke at udføre Umrah, men at begå forræderi imod mig. Ikke desto mindre kan I gå hvorhen I ønsker.” Talha og Zubayr tog så til Mekka.


Bani Umayyah, Talha og Zubayr forende sig imod Ali. De udøvede enhver form for bedrag og svindel og brugte ødselt penge for at vende folk imod ham. Guvernørerne, som var blevet udnævnt af Uthman og var blevet fjernet af Ali, hjalp disse personer på enhver måde. De havde allerede flyttet deres formue og våben til Mekka, som nu var deres hovedkvarter. Ayesha bint Abu Bakr, som også havde været Profetens hustru, havde travlt med at gøre forberedelser til krig imod Ali, fra den dag hun modtog nyheden om, at han var blevet valgt som kalif. Hvordan hun modtog denne nyhed, og hvad hendes reaktion var, kan meget vel ses fra den hændelse, som er berettet herunder.

Allama Tabari siger, at da Ayesha var på vej tilbage til Mekka, nåede Ayesha til et sted, som hed ’Sarf’. Hun mødte en mand ved navn Abd ibn Umm Kilab, som var en af hendes slægtninge fra mødrene side. Hun spurgte ham om forholdene i Medina. Denne følgende konversation fandt sted mellem dem:

Abd ibn Umm Kilab: Folk dræbte Uthman og ventede da i otte dage.

Ayesha: Hvad gjorde de så?

Abd ibn Umm Kilab: Hele Medinas fandt enstemmigt en udvej. De var alle enige om, at Ali skulle være kalif.

Ayesha: Hvis det er sandt, hvad du siger, ønsker jeg, at himlen må falde ned på jorden. Tag mig tilbage. Tag mig tilbage.

Ayesha var på vej fra Mekka til Medina efter at have udført Hajj. Men da hun hørte, at Ali var blevet kalif, vendte hun

OPRØR MOD ALI 567

straks tilbage til Mekka med ordene: ”Uthman er blevet dræbt uretfærdigt. Ved Gud jeg skal hævne mordet på ham.”

Abd ibn Umm Kilab: Hvad er nu dette? Jeg sværger ved Gud, at du var en af de ivrigste modstandere af ham. Du plejede at sige: ”Dræb Na’sal. Han er blevet vantro.”

Ayesha: Folket dræbte ham, efter at han havde angret. Jeg ytrede disse ord ,men hvad jeg siger nu, er bedre end hvad jeg sagde tidligere.

Abd ibn Umm Kilab: Oh De troendes Moder: Det er en meget tam undskyldning.

Her har Tabari citeret nogle vers af Abd ibn Umm Kilab, som har lagt hele ansvaret for mordet på Uthman på Ayesha. Han siger: ”Det var dig som tog initiativet. Forandringerne blev frembragt af dig, og alle problemer startede fra din side. Du beordrede os at dræbe Uthman. Du sagde, at han var blevet vantro. Vi adlød dig og dræbte ham. Vi havde den holdning, at han skulle dræbes. Himlen falder ikke ned over os, ej heller bliver solen eller månen formørket.” (Tarikh Tabari, vol. 5, s. 140).

Ayesha vendte tilbage til Mekka og var opslugt i egne tanker. Da hun nåede Mekka, mødte Talha hende. Han fortalte, hvordan Ali blev kalif, og hvad folk gjorde mod ham selv. Han sagde: ”Folk aflagde troskabsed til Ali og kom siden til mig og pressede mig så hårdt, at jeg også var nødt til at aflægge eden.”

Ayesha sagde: ”Hvordan kan Ali udøve kontrol over os? Så længe hans styre eksisterer i Medina, skal jeg ikke vende tilbage til den by.”


Fra det øjeblik startede hun en ondsindet bevægelse imod Ali. Hun begyndte at anspore folk til at hævne mordet på Uthman og dræbe Ali.

Ved at studere Ayeshas holdning på dette tidspunkt kan man meget vel se det had, som hun nærede imod Ali i sit hjerte. For at forstå hendes holdning, er det nødvendigt at kende til grundene for hendes nag overfor Ali.

Ayeshas had og nag imod Ali var meget gammelt, og ifølge mange historikere stammer det fra den dag, da hun trådte ind i Profetens hus som hans hustru. En væsentlig grund til hendes nag imod ham var, at han var Fatimas ægtemand. Fatima var Khadijahs datter, og Khadijah var den lady, som var mest respekteret af Profeten gennem hendes liv så vel som efter hendes død for hendes oprigtighed, storsind, excellente moral og manerer. Til trods for hendes bedste anstrengelser kunne Ayesha ikke få Profeten til at glemme Khadijah. I denne forbindelse vil vi gengive følgende uddrag fra magasinet ’Al-Azhar’, som er bladet fra Al-Azhar universitet, som fortjener overvejelse:

”Foruden de andre kvaliteter som Ayesha besad, var hun meget modig og var meget ivrig efter at opnå den højeste grad af storhed. Hun var ikke tilfreds med den udsøgte position, hun nød i hjertet af Profeten vis-a-vis hans andre hustruer, men ønskede at finde en plads i hans hjerte på lige fod med lady Khadijah. Den første af de sandfærdige, som han elskede mest. Profeten blev aldrig træt af at tale om lady Khadijah og at lovprise hende. Det var på grund af hende, at han også viste hensynsfuldhed overfor kvinder, som havde været hendes venner. Med alle hendes egenskaber og færdigheder gjorde Ayesha forgæves

OPRØR MOD ALI 569

anstrengelser, for at få Profeten til at tro, at Gud havde givet ham en bedre hustru end lady Khadijah. Hun burde have anerkendt Khadijahs overlegenhed og skulle have forstået, at det var nytteløst at strides med Profeten på grund af den hustru, som var den største blandt alle de noble og fremtrædende kvinder, var den mest sandfærdige, og var den første til at acceptere Islam. Ayeshas jalousi skadede ikke Khadijah. På den anden side gjorde det hendes storhed kendt for hele verden og gav hende en evig berømmelse.” (Magasinet Al-Azhar, maj 1956).

Ayesha sagde selv: ”Jeg har aldrig følt så megen jalousi mod nogen anden af Profetens hustruer som for Khadijah, selv om jeg end ikke havde set hende. Profeten talte om hende hele tiden. Når han slagtede et får, sendte han stykker af kødet til hendes venner som gave. Jeg fortalte ham mange gange, at (sådan som han talte om Khadijah), fik man indtryk af, at der ikke var nogen anden i verden undtaget Khadijah. Han svarede, at hun havde sådanne egenskaber, og hun fødte ham også børn.”

Således indrømmede Ayesha, at Profeten foretrak Khadijah frem for alle hans andre hustruer, og dette gjorde Ayesha jaloux på hende. Og naturligt nok var Profetens særlige kærlighed til Khadijah årsagen til Ayeshas jalousi overfor hende. Hun følte også jalousi overfor Fatima og hadede hendes ægtemand Ali og hendes sønner Hasan og Husain.

En anden årsag, til at Ayesha nærede had imod Ali, var hans forslag til Profeten omkring hændelsen kaldet Ifk (falsk beskyldning). Ved den lejlighed sagde han: ”Oh Guds Profet! Der er ingen mangel på kvinder for dig. Du kan ægte mange andre kvinder foruden Ayesha.”


Desuden er det også en kendsgerning, at Ayesha var overbevist om, at efter at Uthman var blevet myrdet, ville kalifatet vende tilbage til hendes egen familie (dvs. Bani Tayim), og Talha ville blive kalif. Vi har allerede nævnt før, hvor glad hun blev, da hun hørte nyheden om snigmordet på Uthman, med håbet om at Talha skulle være blevet valgt som kalif i hans sted.

Straks efter hendes ankomst til Mekka begyndte Ayesha at rekruttere en hær til at kæmpe imod Ali og hans styre. Hendes åbenlyse fjendskab overfor Ali styrkede Bani Umayyahs hænder så vel som Talhas, Zubayrs og deres støtter. Alle var forenet i sagen om at erklære krig imod Ali. På dette tidspunkt var medlemmerne af Umayyah familien gået under jorden i Hijaz og andre steder. Da Ali blev kalif, kom de frem igen. De forsøgte at få mest mulig gavn af Quraysh oprør imod Ali. De sluttede sig til Ayesha, Talha og Zubayr, og stillede deres rigdom til rådighed, som de havde oparbejdet under Uthmans periode; så de kunne anvende den til at gøre forberedelser til krig, og Alis styre måtte blive taget i opløbet. De forlod de steder, hvor de var skjult og nåede Mekka, hvor de assisterede Ayesha.

De antog, at Uthman var blevet dræbt uretfærdigt, og da Ayesha, Talha og Zubayr havde rejst sig for at hævne mordet på ham, var det nødvendigt at støtte dem. Mu’awiya så, at situationen var meget fordelagtig for ham. Ikke desto mindre adskilte hans interesser sig fra Talhas og Zubayrs, fordi de hver især stilede efter at blive kalif. Mu’awiya ønskede, at Talha og Zubayr skulle kæmpe med Ali, for som et resultat af sammenstødet var den ene part sikker på at blive besejret, og den part som vandt, ville

OPRØR MOD ALI 571

også blive svag, og det ville blive nemt for ham (Mu’awiya) at vinde over sejrherren.

Det var på grund af hendes personlighed, og fordi hun var profetens hustru, at Ayesha var i stand til at mobilisere en meget stor hær i Mekka. Men da hæren var klar, opstod der uenighed mellem Talha, Zubayr og andre om, hvor de skulle tage hen, og hvad det næste skridt skulle være.

Hvis man gransker aktiviteterne og handlingerne hos dem, som handlede som ledere af denne forsamling, vil det virkelige formål med at mobilisere en stor hær blive klart. Det vil da blive klart, at de ikke havde samlet sig for at hævne mordet på Uthman, som de påstod, ej heller for at genoprette ordentlige vilkår, som Ali ifølge dem ikke havde været i stand til at gøre, eller af nogen anden grund, som de fremførte i deres taler for at anspore folk til oprør imod Ali. Rent faktisk havde de hver især forskellige mål. Hvis en af dem var imod Ali, fordi han stod i vejen for ham for at overtage kalifatet, havde en anden tilsluttet sig forsamlingen på grund af noget gammelt nag imod den nye kalif, og endnu en anden ønskede at genvinde familiens tabte hæder og magt, hvilket ikke var muligt med Ali som kalif.

Ayesha havde den holdning, at hæren skulle marchere imod Medina, så hovedstaden måtte blive overvundet, før Ali var i stand til at kunne forsvare den, og hans kalifat bragt til ophør. Andre foreslog, at de skulle tage til Syrien, som var et sikkert sted. Bani Umayyah modsatte sig dette forslag. De var af den holdning, at sikkerheden i en region, som de allerede kontrollerede, ikke skulle bringes i fare. De vidste udmærket, at Mu’awiya havde styret Syrien i lang tid, og folk var lydige overfor ham. De ønskede derfor ikke,


at Syrien skulle blive en krigsskueplads. Desuden så Bani Umayyah Syrien som deres sidste tilflugt, i fald de blev overvundet af Ali, og så derfor det ikke i deres interesse at skabe problemer og etablere en slagmark i landet, hvor Mu’awiya havde travlt med at etablere et kongedømme.

Talha og Zubayr afviste ideen om at tage til Medina eller Syrien og foreslog, at de skulle tage til Basra, fordi de havde et stort antal støtter i Kufa og Basra. Ved at foreslå at de skulle tage til Basra, havde Talha og Zubayr en dyb plan i tankerne. De vidste, at hvis de overvandt Ali med hjælp fra folk fra Kufa og Basra, ville en af dem blive valgt til kalif, fordi kalifatet naturligt ville gå til en person, hvis støtter var størst i antal.

Umayyaderne støttede også dette forslag. De gik derfor alle til Ayesha og sagde til hende: ”Oh De troendes Moder! Du må hellere forkaste ideen om at tage til Medina, for de folk, der er med os, vil ikke være i stand til at kæmpe imod oprørerne med succes. Du skal derfor ledsage os til Basra. Det er muligt, at folk der vil være uenige med os og sige, at de allerede har aflagt troskabsed til Ali. I det tilfælde skal du forberede dem på at hævne mordet på Uthman, på samme måde som du forberedte Mekkas folk til dette formål.”

Bani Umayyah brugte store summer på at anskaffe krigsudstyr. En gadeopråber bekendtgjorde følgende erklæring i Mekkas gader: ”Moderen for de Troende Ayesha, Talha og Zubayr tager til Basra. Hvem der end sympatisere med Islam, ønsker dens herlighed, og ønsker at kæmpe imod fjenderne og hævne mordet på Uthman, skal ledsage dem. Hvis en person ikke har noget dyr at ride på og andet nødvendigt udstyr, vil han få det fra dem.”

OPRØR MOD ALI 573

Da Ayesha havde mobiliseret hæren og var rede til at tage af sted til Basra, protesterede Umm Salamah, en anden af profetens hustruer, overfor hende. Hun sagde: ”Indtil for nyligt plejede du at anspore folk til at gøre oprør imod Uthman og talte dårligt om ham. Du kaldte ham aldrig ved andet navn end Na’asal.”

Derpå insisterede hun overfor Ayesha, at hun skulle blive hjemme og ikke føre en hær imod Ali. Men da hun forstod, at Ayesha var opsat på at erklære Ali krig, sendte hun sin søn Umar bin Abi Salamah til Ali med et brev med følgende tekst: ”Oh De troendes Leder! Hvis det ikke svarede til ulydighed overfor Gud, og hvis ikke jeg var sikker på, at du ikke ville ønske, at jeg skulle ledsage dig, ville jeg have ledsaget dig i denne kamp. Jeg sender min søn Umar til dig. Jeg sværger ved Gud, at han er mig mere kær end mit eget liv. Han vil blive hos dig og vil deltage i alle kampe ved din side.”

Ayesha inviterede også Profetens andre hustruer til at ledsage sig til Basra. Alle undtaget Hafsa, datter af Umar, afslog hendes anmodning. Hafsa var rede til at følge hende for at kæmpe imod Ali. Ikke desto mindre forhindrede hendes bror Abdullah bin Umar hende i dette ved at sige: ”Du skal blive ligesom de andre af profetens hustruer.”

Hafsa sendte derfor en besked til Ayesha for at undskylde, at hendes bror ikke var indforstået med forslaget.

Hele hæren tog til Basra under ledelse af Ayesha. Da de nåede til Khaybar, mødtes Ayesha, Talha, Zubayr og Marwan med Sa’id bin Aas og Mughayrah bin Sho’ba. Vi har allerede gengivet deres samtale på de foregående sider.


Så ifølge Bani Umayyahs generelle plan opmuntrede Sa’id bin Aas til splittelse mellem folk for at få dem til at kæmpe indbyrdes, så de ved at gøre således måtte miste deres styrke, og styret skulle vende tilbage til Bani Umayyah. Han talte privat med Talha og Zubayr om følgende:

Sa’id: Fortæl mig alvorligt, hvem vil I gøre til kalif, hvis I vinder?

Talha og Zubayr: Hvem end af os to der bliver valgt af folk.

Sa’id: Nej. I skal give embedet til en af Uthmans sønner, for det er hans mord, som I påstår at hævne.

Talha og Zubayr: Åh! Skal vi ophøje en yngling til denne position i tilstedeværelse af så mange fremtrædende personer?

Sa’id: Selvfølgelig skal I stræbe efter, at kalifatet ikke forsvinder ud af hænderne på Abd Munafs efterkommere.

Marwan forsøgte også igen og igen, ligesom Sa’id bin Aas, at dele disse folk. Han gjorde således med rænkespil, som var det bedste eksempel på svig og bedrag.

Imam Ali fandt også ud af, at en stor hær var på vej fra Mekka til Basra under påskud af at ville hævne mordet på Uthman. Han blev meget foruroliget over åbenlys uenighed og splid blandt muslimerne. Det pinte ham også, at på grund af denne uenighed og splid ville det ikke være muligt at fortsætte og gennemføre det reformprogram, som han havde introduceret, for oprørernes eksempel ville tilskynde andre til også at gøre oprør, og de forskellige Guvernører som var blevet udnævnt af Uthman, ville følge i Mu’awiyas fodspor og afvise at anerkende det centrale

OPRØR MOD ALI 575

styres autoritet. Så snart han hørte denne nyhed, samlede han Medinas folk, og talte til dem med disse ord:

”Den Almægtige Gud har lovet tilgivelse til denne nations uretfærdige og succes og frelse til dem, som er lydige og trofaste. Kun den person, som ikke kan bære sandhed, tyer til løgn. I skal vide, at Talha, Zubayr og Moderen for de Troende Ayesha har forenet sig imod mit styre og kalifatet, og har kaldt folk til oprør. Så længe jeg ikke føler nogen fare fra dem for jer, skal jeg selv forholde mig rolig, og så længe de holder deres hænder tilbage, skal jeg ligeledes holde mine tilbage. Og jeg skal stille mig selv tilfreds med de nyheder om dem, som jeg har modtaget indtil videre.”

Imam Ali anså det for nødvendigt at tage balladen i opløbet og stoppe Mekkanerne, før de ville nå Medina, for dette var den bedste måde at undgå uro og blodsudgydelse. Han udpegede derfor Sehl bin Hanif som sin stedfortræder i Medina og tog af sted til Mekka sammen med den hær, som han havde samlet tidligere for at angribe Syrien.

På vejen dertil tilsluttede der sig mange personer fra Kufa og Basra. Da Ali nåede Rabazah sammen med sin hær, fik han af vide, at Zubayr, Talha og Ayesha allerede havde krydset Rabazah på deres vej til Basra. Han blev i Rabazah i nogle dage og gjorde de nødvendige forberedelser. I mellemtiden gjorde han alle mulige anstrengelser for at forholdene, som var blevet forværret på grund af Talhas, Zubayrs og Ayeshas aktiviteter, måtte forbedres. Han sendte et brev til Ayesha som sagde:


”Du har været ulydig overfor Gud og Hans Profet ved at træde ud af dit hus. Du stræber efter noget, som du ikke har den mindste anelse om. Du påstår også, at du ønsker at reformere folket. Vil du venligst fortælle mig, hvad kvinder har at gøre med ledelse af en hær? Du påstår også, at du ønsker at hævne mordet på Uthman. Uthman var en Umayyad, hvorimod du er en kvinde fra stammen Taym Bani Murrah. Jeg sværger ved Gud, at dem som har lokket dig ud i dette ærinde og fået dig til at være ulydig overfor Gud og Hans profet, begår en forbrydelse, som er meget større og mere forfærdelig end mordet på Uthman. Du blev ikke vred af dig selv, men du blev gjort vred. Du blev ikke ophidset af dig selv, men andre personer har været instrumentet til at ophidse dig. Ayesha! Frygt Gud og vend tilbage til dit hus og forbliv inden døre. De bedste ønsker til dig.”

Ali ønskede at holde Ayesha ansvarsfri for hendes oprør og ledelse af en hær. Derfor sagde han: ” Du blev ikke vred af dig selv, men du blev gjort vred. Du blev ikke ophidset af dig selv, men andre personer har været instrumentet til at ophidse dig.” Alis hensyn til kvinders følelser og den respekt for Ayesha, som denne udtalelse indeholder, er tydelig. Ved at sige at hun var ulydig på andres vegne, gav han hende en udvej fra oprør og ballade. Han holdt de folk ansvarlige, som havde ophidset hende til at være ulydig og fået hende til at forlade sit hus. Han erklærede også deres handling som en meget større og værre synd end mordet på Uthman. Til sidst rådede han hende til at frygte Gud og at vende tilbage til sit hus, for kun i det tilfælde kunne fred blive bevaret i landet, og folk ville også have ønsket sådan en udvikling.

OPRØR MOD ALI 577

Ayesha lyttede dog ikke til Alis råd. Hun holdt fast på den beslutning, som hun allerede havde taget. Som svar på Alis brev – Lederen af de Troende, skrev hun kun en sætning som, skønt kort, til fulde viser det personlige had og nag, som hun nærede imod Ali i sit hjerte. Hun skrev:

”Oh søn af Abu Talib! Intet rum er tilbage for forsoning. Vi skal aldrig underkaste os dig. Du må gøre, hvad du end har lyst til. Og fred (være med dig).” Talha og Zubayr sendte ham lignende svar.

Da Ayeshas hær nåede nær Basra, holdt lederne rådslagning om, hvorvidt de skulle tage ind til byen eller ej. De vidste udmærket, at Alis støtter i byen ikke var få. Derfor overvejede en løsning, der gik ud på at holde møder og korrespondere med Basras folk, for at finde ud af i hvilket omfang, de var trofaste overfor Ali. Til sidst blev det besluttet, at før de ankom til byen, skulle de ældre og mest fremtrædende personer anspores til oprør imod Ali og man skulle stræbe efter at vinde deres sympati. Talha og Zubayr skrev derfor et brev til dommer Ka’b bin Soor som sagde:

”Du er en fremtrædende person i Basra og leder for Yemenitterne, og du blev udnævnt som dommer af kaliffen Umar. Du var vred på Uthman på grund af den uretfærdighed, som han gjorde overfor dig. Nu bør du være vred på dem, som myrdede Uthman”.

Ka’b bin Soor skrev tilbage som svar:

”Hvis Uthman blev dræbt på grund af, at han var uretfærdig, hvorfor er I så ivrige efter at hævne hans morder, og hvordan fortjener han i så fald, at hans mord skal hævnes? Og hvis han blev dræbt uden berettigelse, er


der andre end jer, der fortjener at tage hævn over morderne. Og hvis tilfældet med Uthman var vanskeligt for dem, som var til stede på tidspunktet for hans mord, er det endnu mere vanskeligt for dem, som ikke var til stede”

De to (dvs. Talha og Zubayr) skrev også et brev til Manzar bin Jarood som følgende:

”Din far var leder for din stamme under uvidenhedens tidsalder og også leder i Islam. Din position vis-a-vis din far er den samme som en hest, som nyder andenpladsen i et væddeløb sammenlignet med en hest, som er på førstepladsen. Uthman er blevet dræbt af folk, som er mindreværdige i forhold til dig, og de folk, som er vrede på grund af mordet på Uthman, er bedre end dig. Og fred (være med dig).”

Manzar bin Jarood sagde som svar:

”Jeg vil kun alliere mig med anstændige mennesker, hvis jeg kan blive bedre end de ondsindede. Uthmans rettigheder var lige så betydelige og væsentlige i går som i dag. Han var blandt jer, men I efterlod ham forsvarsløs og hjalp ham ikke. Hvornår har I gjort denne nye opdagelse, og hvordan er denne nye ide fremkommet til jer?”

Ayesha skrev et brev til Zaid bin Sauhan med disse linjer:

”Fra Ayesha, datter af Abu Bakr, Moderen for de Troende og Profetens elskede hustru til sin hengivne søn Zaid bin Sauhan.

”Skynd dig at komme mig til hjælp straks, når du modtager dette brev, og selv hvis du ikke kommer afhold folk fra at støtte Ali.”

OPRØR MOD ALI 579

Zaid bin Sauhan skrev tilbage som svar:

”Jeg er uden tvivl din hengivne søn, forudsat at du skiller dig fra denne affære og vender tilbage til dit hus. Ellers skal jeg blive den mest fremtrædende blandt dine modstandere.”

I ’Iqd al-Farid, Jamhra Rasail al-Arab og Sharh Nahj al-Balaghah af Ibn Abi al-Hadid er Zaid bin Sauhans svar gengivet med disse ord:

”Fred være med dig. Den Almægtige Gud har givet dig en ordre og har givet os en anden. Du er blevet beordret ikke at forlade dit hus, og vi er blevet beordret at kæmpe, så ondskab kan forhindres. Du har ikke desto mindre afvist, hvad du blev beordret til at gøre og holder os fra at gøre, hvad vi er blevet beordret til at gøre. Dine ønsker vil ikke blive imødekommet, og dine breve vil ikke blive besvaret. Og fred (være med dig).”

Bani Umayyah skrev ikke breve til deres støtter åbenlyst ligesom Ayesha, Talha og Zubayr. De førte hemmelig korrespondance med dem, som de forventede, ville være rede til at modarbejde Ali og assistere dem i at rive hans kalifat ned. Denne hemmelige korrespondance forklarer fuldt ud deres psykologiske forhold. Hvis de rejste sig for at hævne mordet på Uthman, var det ikke nødvendigt for dem at kontakte deres individuelle støtter hemmeligt, og i fald de alene havde støttet Ayesha, Talha og Zubayr, da var det ikke nødvendigt for dem at se deres egne affærer adskilt fra andres. Faktum er, at alle deres anstrengelser var rettet direkte mod at skabe fordelagtige vilkår for sig selv, og de kontaktede kun de personer, hvis støtte de ikke


var i tvivl om. Det var derfor, deres korrespondance for det meste var hemmelig.

Da lederne af Ayeshas hær bragte korrespondancen til folk i Basra, sad Abu Sufyans søn i Damaskus og holdt øje med alle dem, som havde gjort oprør imod Ali så vel som dem, som havde nægtet at kæmpe imod ham. Han havde gjort separate vurderinger med hensyn til begge parter og kendte også den skæbne, som de begge var forudbestemt til at møde. Det var hans oprigtige ønske, at Talha og Zubayr skulle svække Alis styre ved at kæmpe imod ham. Det var kun på den måde, han kunne omdanne det islamiske styre til et Umayyade dynasti, for han vidste, at blandt de andre i Bani Umayyah var ingen så magtfulde og indflydelsesrig som han selv var.

Mu’awiya begyndte hemmeligt at anspore alle til at gøre oprør imod Ali, især dem som ikke allerede modarbejdede ham. Han var helt klar ove,r at så snart Ayesha, Talha, Zubayr og andre hærførere havde opnået sejr, ville de begynde at kæmpe indbyrdes. Al den strid og mobilisering af styrker imod Ali var kun på grund af kalifatet. Efter hans nederlag var Talha og Zubayr tvunget til at strides med hinanden om at blive kalif, og så kunne Mu’awiya, hvis styrke havde været sikret hele vejen igennem, træde frem og snuppe kalifatet.

Mu’awiya skrev et brev til Sa’d bin Abi Waqas og sagde:

”Det er pålagt medlemmerne af det rådgivende råd at assistere Uthman, for det var dem, som valgte ham som kalif. Talha og Zubayr assisterede ham (ved at kræve hævn over hans morder). De var begge medlemmer af rådet

OPRØR MOD ALI 581

ligesom dig, og den position, som du nyder i Islam, nyder de også. Moderen for de Troende har også besluttet at assistere Uthman. Derfor skal du ikke misbillige de ting, som de ønsker og skal ikke afvise det, de har accepteret.”

Det kan tydeligt ses, hvor stor en anstrengelse der blev gjort for at anspore Sa’d bin Waqas, (som var en af kandidaterne til kalifatet nomineret af Umar) til at gøre oprør imod Ali uden at afsløre det reelle mål. Alligevel fornemmede, Sa’d bin Waqas bedraget og blev ikke narret. Trods alt var han også fra Quraysh og var fuldstændigt klar over det rænkespil, som Bani Umayyah altid brugt for at opnå deres mål. Han sendte Mu’awiya et ligefremt svar, som denne ikke havde forventet. Han (Sa’d) priste Ali for hans egenskaber og dyder og erklærede, at ingen var ham ligeværdig. Han fortalte også Mu’awiya, at hans hensigt om at anspore folk til oprør imod Ali var kendt, og at det var tydeligt, at han ønskede at opnå kalifatet. Han tilføjede desuden, at alle anstrengelser i dette tilfælde var nyttesløse, fordi det ikke var tilladt for en mand som ham (Mu’awiya), at have dette embede. Han skrev:

”Umar nominerede kun til det rådgivende råd de personer, som var værdige til at blive kalif. Ingen af os havde en prior ret til dette embede forud for de andre, undtaget at vil måtte vælge en af os som kalif. Selvfølgelig besad Ali alle de kvaliteter, som vi besad, men han besad også nogle særlige egenskaber, som ingen af os andre besad. Med hensyn til Talha og Zubayr ville det have været bedre for dem at blive hjemme. Og med hensyn til Moderen for de Troende må Gud tilgive hende.” Dette svar, som Sa’d sendte til Mu’awiya, viser tydeligt hvilke synspunkter Sa’d


havde om dem, som havde rejst sig for at gøre oprør imod Ali og skabe uro i landet.

De breve, som blev udvekslet mellem Kamelens folk og Basras folk og også mellem de andre byers folk, var nogle af dem til støtte for kamelens folk og andre var ikke, og de gjorde det klart, at folk var helt klar over årsagen til uroen. De manifesterede også Alis personlighed. Det blev også kendt, at de retskafne personer elskede Ali utroligt meget og anså hans ord og handlinger for at være sande og rigtige. En anden vigtig ting blev også kendt, og det var, at Alis støtter gjorde deres bedste for at forhindre kamelens folk i at skabe ballade og uro og få dem til at handle i overensstemmelse med visdom og fornuft. Dette viser, at de tænkte og talte om de samme ting som Ali. Ali havde understreget overfor dem med ord og handlinger, at det er en djævelsk handling at skabe uro og uorden, og at fred og ro er den bedste ting. Så hans holdning var den samme før og efter at have overtaget embedet som kalif. Og hans evne til at holde tidens omskifteligheder for øje blev anset af dem som fuldstændig korrekt.

Man kan meget vel spørge: Hvad ønskede kamelens folk, at Ali skulle gøre, når hans nyligt dannede styre endnu ikke var fuldt etableret? Hvilken af Alis handlinger kunne de misbillige, når de havde vist stort fjendskab overfor ham og ophidsede folk til at gøre oprør imod ham, umiddelbart efter at de hørte nyheden om, at han var blevet valgt som kalif? Hvorfor var de utilfreds med ham, når de ikke ville kendes ved hans rationelle grunde? Og hvordan kunne de betragte ham som ansvarlig for Uthmans død, når de selv var hans mordere?

OPRØR MOD ALI 583

Disse spørgsmål blev vedvarende stillet af Alis støtter i deres korrespondance med kamelens folk. Desuden stillede repræsentanterne for Basras indbyggere også dette spørgsmål igen og igen. Da havde Ayeshas hær endnu ikke nået at omringe Basra, og folk bragte de breve, som var skrevet af hende og Talha og Zubayr til folk i Basra. Uthman bin Hanif sendte Abu’l Aswad Dueli og Imran bin Hasin til Ayesha for at finde ud af, hvorfor hun havde gjort oprør imod Ali og rådede hende til ikke at forfølge det mål, for hvilket hun var kommet ud af sit hus. Han sendte da også en delegation til Talha og Zubayr med samme formål, men de gentog, hvad de havde sagt og forsøgte at komme ind til Basra med magt.

Uthman bin Hanif ville ikke tolerere deres adgang til byen. Han samlede folket, udstyrede dem med våben og tog hen til det kvarter, som blev kaldt Marbad hvor Ayeshas hær havde slået lejr.

Da de to hære stod ansigt til ansigt med hinanden, trådte Talha frem og holdt en tale. Stående imellem dem lovpriste han Gud og talte om Uthman. Han opregnede hans dyder, konstaterede hvordan han var blevet uretfærdigt myrdet og bad folk om at hævne hans mord efter at freden var genoprettet. Da rejste Zubayr sig op og holdt en lignede tale. Efter at de begge havde talt, sagde støtterne på hans højre side:

”Alt hvad du har sagt er sandt”.

Men de folk, som var med Uthman bin Hanif fra den venstre side, sagde:


”Alt, hvad du har sagt, er forkert. Du aflagde troskabsed til Ali og brød den sidenhen og dannede front imod ham.”

Dette resulterede i tumult, og alle begyndte at råbe. Da rejste Ayesha sig op og talte. Hun sagde:

”Disse folk kritiserede Uthman og fandt fejl ved hjælp af hans embedsmænd. De plejede at komme til Medina og konsultere os. Da vi havde overvejet folks anklager imod Uthman, fandt vi at han var uskyldig, from og sandfærdig og dem, som skabte uro, var syndere og løgnere. De havde noget andet på hjerte. Da deres antal øgedes, gik de ind i Uthmans hus uden nogen ret, for han var overhovedet ikke skyldig, og udgød det blod som ikke var lovligt at udgyde. De plyndrede ejendommen ulovligt og skændede jorden, som de var forpligtede til at respektere.”

Basras folk blev irriterede og afbrød hendes tale ved at lave larm. Hun råbte:

”Oh folk! ti stille”.

Derpå blev folk tavse. Da hun fortsatte sin tale, sagde hun:

”Selvfølgelig, bragte Lederen af de Troende innovationer, men han fortsatte med at gøre bod for sine fejltagelser med anger, indtil han uretmæssigt blev slagtet som en kamel. I kan se, at Quraysh skød pile på målene og sårede deres egne ansigter. De opnåede ingenting ved at dræbe Uthman, og de stræbte heller ikke efter at forsætte en moderat politik. Jeg sværger ved Gud, at de vil komme til at møde meget voldsomme lidelser – lidelser som vil vække dem, som sover og vil få dem som sidder til at stå op. Og de vil blive domineret af et folk, som ikke vil tage hensyn til dem og vil underkaste dem den strengeste tortur.”

OPRØR MOD ALI 585

”Se her! Uthman er blevet dræbt uretfærdigt. Find hans mordere, og når I har dem i jeres greb, dræb dem. Lad da det rådgivende råd tage en beslutning vedrørende valget af en kalif. Medlemmerne af rådet skal være de samme, som blev nomineret af Lederen af de Troende, Umar, med den undtagelse af den person, som har deltaget i mordet på Uthman. I har aflagt troskabsed til Ali ibn Abi Talib under tvang og stærke følelser uden at rådføre jer med nationen.”

Ayesha begyndte således at anspore folk til at snigmyrde Ali. Hun sagde, at troskabseden, som var blevet afgivet til Ali, var blevet givet under tvang og stærke følelser uden at rådføre sig med nationen. Hun tilføjede, at Ali fortjente at blive dræbt, da han havde deltaget i mordet på Uthman, og af den grund var det nødvendigt at vælge en ny kalif gennem den komite, som blev konstitueret af Umar, som Ali ikke længere skulle være medlem af.

Tilhørerne blev forvirrede over at høre denne tale fra Ayesha. Mange af dem inklusive Ahnaf bin Qais og Jariyah bin Qadamah Sa’di stillede hende nogle meget skarpsindige spørgsmål. Da hun afsluttede sin tale, sagde Jariyah til hende:

”Oh De troendes Moder! Jeg sværger ved Gud, at Uthmans morder overhovedet ikke er vigtig i forhold til den forfærdelige situation at en personlighed ligesom dig selv skulle træde ud af dit hus for at kæmpe imod muslimerne. Du har flået det slør, som Gud har givet dig, og har krænket den hellighed, som Han har pålagt. Du skulle derfor lige tænke over, at hvem der end beslutter at kæmpe imod dig, med sikkerhed også har til hensigt at dræbe dig. I det tilfælde af at du har ledsaget denne hær frivilligt, er det bedre at du


vender tilbage til Medina, og hvis de har bragt dig hertil med magt, skal du søge om hjælp imod dem fra offentligheden. Da skal jeg være med dig.”

Talha og Zubayr blev også stillet mange spørgsmål af forskellige personer, som de ikke kunne svare. En langvarig debat fandt sted men uden andet resultat end at Ayesha, Talha og Zubayr blev meget irriterede og mere besluttede på at kæmpe.

Ayesha selv var den øverste leder for sin hær, og hun ledte den ridende på en kamel. Det er derfor, at den kamp, som blev kæmpet ved Basra, blev kendt som Kamelens krig. Hun udnævnte underordnede ledere og skrev breve i sit eget navn til de personer, som hun forventede ville hjælpe hende. Vi har allerede gengivet et af hendes breve skrevet til Zaid søn af Sauhan. Ayeshas breve var for det meste af denne slags:

”Fra Ummul Mo’mineen Ayesha datter af Abi Bakr, til den og den af hendes sønner: ”Så snart at du modtager dette brev, skal du komme og hjælpe mig, og du skal i det mindste forhindre, at folk støtter Ali.”

Mange personer reagerede på hendes kald, og der var også mange, som nægtede at følge hende.

* * * * * * * * * *

GUD! VÆR VIDNE

Ayeshas hær tvang sig vej ind i Basra en meget kold nat. De dræbte mange af indbyggerne i moskeen. De gik ind i Uthman bin Hanifs hus og mishandlede og krænkede ham.

Talha og Zubayr var meget fortørnede over soldaternes behandling af Uthman bin Hanif, for han også var en af Profetens fremtrædende ledsagere. (Vi har allerede skrevet i detaljer i ”Hazrat Amirul Mo’mineen” del III, om den mishandling som Uthman bin Hanif i Basra blev udsat for på Talhas og Zubayrs ordrer). De gik til Ayesha og udtrykte deres sorg over hændelsen. Som svar beordrede hun, at Uthman bin Hanif skulle dræbes. Da ordren var ved at blive udført, råbte en kvinde: ”Oh De troendes Moder! For Guds skyld, hav barmhjertighed med søn af Hanif. Hav blot respekt for, at han var en ledsager af Profeten.”

Ayesha tænkte over sagen, og sagde så: ”Okay. Dræb ham ikke men tag ham til fange.” (Tarikh Tabari osv.).

En officer fra Ayeshas hær sagde imidlertid: ”Slå ham (Uthman bin Hanif) hårdt og træk hårene ud af hans skæg.”

Soldaterne slog ham skånselsløst, rev hårene ud af hans skæg, øjenbryn og øjenvipper og fængslede ham.


Talha og Zubayr begyndte at strejfe om i begge hære og holdt taler, hvor de bad folk om at tage hævn over Ali for mordet på Uthman. Mens Zubayr holdt en sådan tale, rejste en mand som tilhørte Abd al-Qais stamme sig og sagde til ham:

”Vær venlig at tie stille et øjeblik, for jeg ønsker at sige noget.” Da talte han til de Muhajir, som dannede en del af kamelens folk med disse ord:

”Oh Muhajir! I er de folk, som accepterede Islam tidligere end andre og er derfor bedre end dem til at vurdere denne situation. Efter Profetens død valgte I en mand til kalifatet uden at rådføre jer med os. Efter hans død valgte I en anden uden at rådføre jer med os, og vi accepterede ham. Efter den anden kalif blev spørgsmålet om at vælge hans efterfølger besluttet af en komite på seks personer, og I aflagde troskabsed til Uthman uden at rådføre jer med os. Da I blev utilfreds med ham, dræbte I ham uden at rådføre jer med os. Nu har I aflagt troskabsed til Ali uden at rådføre jer med os. Vi har ikke nægtet at acceptere ham som kalif og har sluttet op om jeres valg. Nu skal du fortælle os, hvorfor du er rede til at kæmpe imod Ali. Har han forgrebet sig på krigsbyttet, og frataget jer det? Har han gjort noget ulovligt? Har han begået nogen forbrydelse, som har diskvalificeret ham til kalifatet? Og så disse spørgsmål: Hvorfor er I så ivrige efter, at vi skal slutte os til jer for at kæmpe imod Ali?” Han sluttede sin tale med disse ord: ”Når sådanne ting er sket, hvorfor har I skabt alle disse belastninger?” Ingen kunne give noget svar på hans tale. Alle var målløse. Men brutal vold følger ingen logik. Talhas og Zubayrs støtter angreb manden, men hans

GUD! VÆR VIDNE 589

slægtninge kom ham til hjælp. En voldsom kamp fandt sted, og til sidst blev taleren dræbt sammen med halvfjerds personer fra hans stamme.

Kamelens folk opnåede kontrol over alle nøglepunkter og fik magt over indkomsterne så vel som det offentlige skattekammer. Zubayr og hans søn Abdullah fordelte hele det offentlige skattekammers ejendom blandt deres støtter.

Hakim bin Jabalah, som var lydig og trofast overfor Lederen af de Troende, blev meget foruroliget over disse aktiviteter. Han samlede mange af sine støtter og angreb kamelens folk. Han sagde om Talha og Zubayr:

”De aflagde frivilligt troskabsed til Ali og lovede at adlyde ham. Nu er de kommet for at kæmpe imod ham som hans modstandere og ønsker at hævne mordet på Uthman. De har skabt uenighed mellem os, selv om vi hørte til den samme by og var hinandens naboer. Oh Herre! Det er ikke deres hensigt at hævne mordet på Uthman.”

Hakim blev dræbt, og det samme blev hans søn og hans bror. Derefter underlagde Talha og Zubayr skånselsløst Basras folk sværdet.

Kamelens folk havde nu fuld kontrol over Basra, og var blevet despotiske herskere. Basras folk aflagde troskabsed til Talha og Zubayr – nogle af dem frivilligt og andre under pres. Efter at have underkuet Basra, blev kamelens folk henrykte. Zubayr sagde:

”Hvis jeg havde et tusinde ryttere til hest, ville jeg være taget af sted for at møde Ali, og jeg er sikker på, at jeg ville have dræbt ham, før han kom her.”


Ayesha overbragte de gode nyheder om sin succes til Hafsa, som var i Medina. Hun skrev:

”Jeg vil informere dig om, at Ali har slået lejr ved et sted kaldet Zi Qar. Han er meget bange, fordi han har modtaget nyheder om vores store hær og udrustning. I øjeblikket er hans situation som en kamel, hvis fødder vil blive skåret af, hvis den træder fremad, og som vil blive slagtet, hvis den går baglæns.”

Talha og Zubayr tyede nu til ondsindet og uanstændig propaganda imod Ali. Propaganda betyder reelt, at nyheder bliver spredt i overensstemmelse med ens eget ønske. Sandhed fremstilles som løgn og omvendt, og man gør en myg til en elefant.

Som det er blevet sagt af Ibn Abi’l Hadid efter Madaini og Waqidi, begyndte de (Talha og Zubayr) at tale til folk således: ”Oh Basras folk! Hvis Ali vinder, vil han dræbe jer en efter en, og spolere ære og værdighed. Han vil dræbe jeres børn og gøre jeres kvinder til slaver. I skal derfor forsvare jeres værdighed og ære og kæmpe imod ham ligesom en, der er forberedt på at give sit liv for sin ære og sin families skyld.”

Til trods for dette åbenlyse fjendskab og organiserede angreb, tog Lederen af de Troende ikke nogen umiddelbare skridt imod dem, men ventede på, at de tog initiativet. Han håbede, at selv på det tidspunkt, ville de forsage oprør og undgå blodsudgydelse, fordi det påskud, under hvilket de kæmpede imod ham, var absolut dårligt. Han håbede, at de ville forstå, at den vej, som de fulgte, ville fratage kalifatet dets værdighed og borgerne, som

GUD! VÆR VIDNE 591

havde høje forventninger om Alis retfærdighed, fromhed og standhaftighed, ville blive modløse.

Fra Rabazah sendte Ali breve til Kufas folk og inviterede dem til at slutte sig til ham imod kamelens folk. Abu Musa Ash’ari, Kufas guvernør, afslog at assistere ham og forhindrede også andre i at yde ham assistance. Lederen af de Troende afskedigede ham straks fra sit embede.

Efter at kamelens folk havde besat Basra, forlod de folk, som hørte til Abd al-Qais stamme byen, og samledes på et sted mellem Zi Qar og Basra. De ventede på, at Ali skulle komme der, så de kunne slutte sig til hans hær. Ni tusinde mand fra Kufa sluttede sig også til ham. Ali holdt en længere tale for dem. Han sagde blandt andet: ”Jeg har tilkaldt jer for at assistere mig imod Basras folk. Mit eneste mål er forsoning. Hvis Basras folk ophører med deres aktiviteter, vil mine mål være opfyldt. Men hvis de fortsætter med deres stædighed, skal vi behandle dem mildt og afholde os fra at kæmpe, indtil de begår undertrykkelse og tyer til kamp. Vi skal ikke lade nogen sten være vendt for at opnå forsoning og skal foretrække fred frem for uro under alle omstændigheder.”

Ud fra det, som der er beskrevet ovenfor, bliver det klart, hvilken stor forskel der var mellem de to parter. På den ene side var der kamelens folk, som beskyldte Ali for noget, som de skulle have beskyldt sig selv for. Ali var fuldstændig uskyldig i forhold til deres beskyldning. Disse personer beskyldte ham uretfærdigt, spolerede deres troskabsed som de havde aflagt til ham, og gjorde oprør imod ham. De besluttede at kæmpe imod ham og ansporede også andre til at gøre således, skønt de havde


svoret troskab overfor ham. De angreb en af hans byer, som var under hans kontrol, krænkede og slog guvernøren, mishandlede og dræbte indbyggerne og fordelte det offentlige skattekammers ejendom blandt sig selv, skønt det tilhørte alle muslimer. De tænkte også på at angribe Ali med et tusinde ryttere til hest og snigmyrde ham.

På den anden side var der Lederen af de Troende, den sande imam, til hvem alle havde aflagt troskabsed. Selvfølgelig var han ikke rede til at acceptere deres ed, men de insisterede på det og sagde, at de ikke kunne finde nogen anden passende person til at være deres leder, og hvis han var indforstået med at acceptere embedet som kalif, ville deres uoverensstemmelser slutte. Disse folk bad da også de andre om at aflægge eden. Ali accepterede eden fra dem, som aflagde den og lod dem gå, som ikke gjorde det. Han tvang aldrig nogen til at sværge troskab til sig. Nogle få dage senere så han nogle personer, der ansporede andre til at gøre oprør imod sig og forsøgte at skabe ballade og uro. De angreb hans kasserere, guvernører og tilhængere og planlagde at fjerne ham fra kalifatet og at snigmyrde ham. Han modtog nyheder om alle deres aktiviteter, men han nærede ikke had imod dem. Han henvendte sig til sine støtter med disse ord, som viser hvor høj en respekt, han havde for menneskeheden. Han sagde:

”Oh Kufas folk! Jeg har tilkaldt jer for at assistere mig imod jeres brødre i Basra...”

Han stillede sig ikke tilfreds med denne næstekærlige ytring, men sendte også besked til Ayesha, Talha og Zubayr og bad dem om at afholde sig fra oprør og undertrykkelse

GUD! VÆR VIDNE 593

og inviterede dem til at hjælpe sig hen imod enhed og velvilje.

Her citerer vi en hændelse, som viser hvilken ide han havde om sine modstandere, og hvilke forpligtelser han følte, efter at han blev valgt som kalif, om lighed og retfærdighed, og hvorfor folk var elskede ham.

Da Lederen af de Troende nåede tæt på Basra, sendte folk fra byen en mand ved navn Kulaib Jarmi ud for at finde ud af årsagerne til uenighed mellem Ali og kamelens folk, så det, som indtil da havde været uklart, måtte blive klart.

Ali forklarede ham hele situationen. Han fortalte ham, hvordan de havde aflagt troskabseden til ham men senere havde ødelagt den for at snuppe kalifatet til sig selv. Kulaib var overbevist om, at Alis standpunkt var rigtigt, og han indrømmede det overfor Lederen af de Troende. Derpå bad Ali ham om at sværge troskab til sig. Han sagde som svar, at han var kommet som repræsentant for Basras folk og ikke kunne gøre dette, før han var vendt tilbage til byen og havde givet en rapport til dem, som havde sendt ham.

Lederen af de Troende sagde da til ham: ”Forestil dig, at de folk havde sendt dig ud for at finde vegetation og vand og, du fortalte dem, at disse ting var til stede i det og det område, men de nægtede at tage dertil og tog i stedet til et goldt land, hvad ville din handling så være? Ville du være gået til det sted, hvor der var vand og vegetation, eller ville du have fulgt dem til det golde område?” Kulaib svarede: ”Jeg ville selvfølgelig have taget til det sted, som havde vand og vegetation.” Derpå sagde Ali: ”Så ræk din hånd frem og aflæg troskabseden til mig.” Manden sagde:


”Ved Gud! Efter at være blevet bragt til tavshed af dit overbevisende argument er der ingen grund til at modarbejde dig. Så tag min hånd, og jeg sværger dig troskab.”

Da kamelens folk rejste sig mod Lederen af de Troende, sagde han til sin hær: ”Oh folk! Styr jer selv og angrib dem ikke, sig heller ikke noget med jeres tunge. De er jeres trosfæller. Bær uretfærdighed med tålmodighed, og begynd ikke at kæmpe, for hvem der end strides i dag vil stå til regnskab for det på Dommedag.”

Ali fortsatte med at arbejde for fred på denne måde. Da han drog til Basra med tyve tusinde mænd, var hans reelle hensigt at råde kamelens folk til at afholde sig fra ballade og oprør og at invitere dem til fred og enhed.

Han elskede fred så meget, at selv da de to hære blev stillet op imod hinanden, og der ikke var noget håb om forsoning, gjorde han de yderste anstrengelser i sidste øjeblik for at undgå blodsudgydelse. Da han så Talha og Zubayr, trådte han frem fuldstændig ubevæbnet for at indikere, at han ønskede fred og ikke krig, og sagde ”Oh Zubayr! Kom til mig.” Zubayr kom frem fuldt bevæbnet. Da Ayesha så dette, råbte hun med frygt: ”Ingen kamp!”, for hun var klar over, at kamp med Ali betød den sikre død for Zubayr. Hun troede, at Alis fjende uanset hvor stærk og modig han måtte være, helt sikkert ville møde sin skæbne.

Men da Ayesha og hendes støtter så, at Ali og Zubayr omfavnede hinanden, blev de meget forbavsede.

Ali holdt Zubayr fast til sit bryst i lang tid og talte til ham på en meget venlig og hengiven måde. Han sagde: ”Gud nåde

GUD! VÆR VIDNE 595

og trøste dig! Hvorfor har du gjort oprør imod mig?” Zubayr svarede: ”Vi ønskede at hævne mordet på Uthman.” Ali sagde: ”Må Gud dræbe den blandt os, hvis hænder er besmittet med Uthmans blod.”

Den andel, som Talha og Zubayr havde spillet i mordet på Uthman, var fuldt ud kendt af dem selv såvel som for Ali. Andre ligesom Ibn Abbas havde givet følgende forslag til ham, da han overtog embedet som kalif: ”Udnævn søn af Talha som Basras guvernør og Zubayr som Kufas guvernør, og tillad Mu’awiya at fortsætte som Syriens guvernør, indtil forholdene er blevet normale og folk føler sig sikre og trygge, og Uthmans mordere og dem som ønsker at hævne hans blod er pacificeret.”

Ali havde alt dette for øje, og Talhas og Zubayrs ord ringede også i hans sind: ”Vi aflægger troskabsed til dig under betingelse af, at vi skal få lov at deltage i kalifatets affærer.” Som sådan var alle deres aktiviteter kun midler til at sikre kalifatet, og ingen havde hævn for mordet på sinde.

Før de to hære mødte hinanden ansigt til ansigt, beordrede Ali sine tropper til stille op. Så gav han dem disse instruktioner: ”Hør her! Affyr ikke en eneste pil og angrib ikke med spyd eller sværd for at starte kampen, så at I ikke bliver beskyldt (for at have startet kampen).”

Nogle få øjeblikke senere dræbte kamelens folk en soldat fra Alis hær med deres pile. Ali sagde højt: ”Oh Gud! Vær vidne.” Så blev en anden mand dræbt, og Lederen af de Troende sagde igen: ”Oh Gud! Vær vidne.” Så blev Abdullah bin Badil dræbt, og hans bror bragte den dødes


krop hen foran Ali. Derpå sagde han igen: ”Oh Gud! Vær vidne”, og beordrede sine hær at angribe. Da begyndte den voldsomme kamp.

Med sværdet i hånden angreb Ali oprørerne. Hans sværd lynede som en flamme af ild. Han drev Quraysh tilbage og bragte deres midte så vel som deres højre og venstre flanke i uorden. De fodfolk, som blev ledet af Zubayr, flygtede. Zubayr blev omringet af soldater fra Alis hær, men ingen af dem angreb ham eller tillod ham at flygte. Ammar Yasir indledte et hårdt angreb. Da Zubayr følte, at Ammar ville ramme ham med hans sværd sagde han: ”Oh Abul Yaqzan! (Ammars kunyah) vil du dræbe mig?” ”Overhovedet ikke, Oh Abu Abdillah!” sagde Ammar og trådte til side.

Ammars behandling af Zubayr var nøjagtig den, som Ali havde udmålt i krigen ved Siffin for Amr bin Aas. Dets detaljer vil blive givet senere. Rent faktisk var Ammar og hans landsmænd blevet trænet af deres lærer Ali – den virkelige Leder for de Troende, i at respektere menneskeliv så vidt som muligt, selv på slagmarken.

Zubayr forlod slagmarken og tog af sted til en dal, som hed al-Saba’. Det fortælles af nogle berettere, at lige siden Ali omfavnede ham og mindede ham om gammel kærlighed og hengivenhed, var hans samvittighed blevet vækket, og han havde ikke lyst til at slås. Ikke desto mindre kritiserede Ayesha og hendes søn Abdullah ham på grund af dette, og han var tvunget til at blive på slagmarken. Efter at Ammar havde skånet hans liv, besluttede han sig for at tage væk.

GUD! VÆR VIDNE 597

Ayesha prøvede sit bedste på at holde moralen op hos sin hær, som bestod af tredive tusinde mænd. Hun kaldte medlemmerne af de forskellig stammer ved navn og bad dem om at kæmpe tappert for at hævne mordet på Uthman. Resultatet var, at kampen blev endnu mere intens. Nogle af krigerne kastede deres våben væk og angreb hinanden med de bare næver.

Ayeshas banner var fæstnet på ryggen af hendes kamel, og hendes støtter beskyttede den med stor ildhu. Når en af dem blev dræbt, tog en anden hans plads. Der var ingen tegn på, at nogen af parterne ville vinde krigen. Ayeshas støtter kæmpede meget tappert. Slagord til fordel for Ayesha og imod Ali og omvendt kunne høres på begge fronter. Kampen var så intens, at det er vanskeligt at finde dens lige i historien.

Så mange folk blev dræbt i kampen, at hele slagmarken var overstrøget med døde kroppe. Dette bekymrede Ali utroligt meget. Han udtænkte derfor en plan som, når den blev ført ud i livet, måtte give sikkerhed for dem, som stadig var i live. Han beordrede sine soldater til at hugge fødderne af Ayeshas kamel. Nogle modige mænd skyndte sig hurtigt frem og huggede deres sværd i kamelens fødder. Kamelen vaklede og faldt sammen. Derpå løb alle dem, som beskyttede den væk, og hele hæren fulgte lige efter. Talha og Zubayr blev også dræbt. Med hensyn til Zubayrs død er der er der forskellige versioner. En af dem er, at en mand ved navn Amr bin Jazmooz forfulgte ham til dalen al-Saba’ og dræbte ham der med sit spyd. Talha blev dræbt af Marwan med en pil, selvom de havde kæmpet side om side, så længe kampen varede. Det er rapporteret,


at mens han affyrede pilen, sagde han: ”Efter denne tid får jeg ikke en mulighed for at hævne mordet på Uthman.”

Dem, som kendte til Marwans mentalitet og tidligere handlinger, kan meget vel forstå, at det ikke var noget usædvanligt for ham at handle sådan. Han handlede i overensstemmelse med Bani Umayyahs politik ved at fjerne enhver, som tragtede efter at blive kalif, så der ikke ville være nogen tilbage at konkurrere med Bani Umayyah om embedet.

Hvad angår Marwan selv blev han taget til fange og bragt for Lederen af de Troende. Han håbede på at blive tilgivet, og hans håb blev opfyldt. Ali tilgav ham.

Resultatet af denne krig var ganske forfærdeligt. Sytten tusinde støtter af Ayesha og et tusinde og halvfjerds personer, som hørte til Alis hær, var blevet dræbt. Alle disse stakkels mennesker blev ofre for Alis modstanderes grådighed.

Da nogle af Alis ledsagere tænkte på at dræbe Ayesha (fordi hun var ansvarlig for alle disse problemer), stoppede Ali dem straks og udstedte følgende proklamation: ”Ingen, som er blevet såret, må dræbes og ingen som flygter, må forfølges. Dem som overgiver sig eller bliver inden døre skal være sikre.”

Hele historien om denne krig viser, at Ali var den mest storslåede, ædelsindede og tilgivende person og den straf, som han udmålte til sine modstandere var ekstremt blid.

Efter at krigshandlingerne var ovre, så Ali ud over slagmarken, og tårerne trillede ned ad hans kinder, da han så den menneskelige elendighed og blodsudgydelse, som

GUD! VÆR VIDNE 599

ikke kunne undgås til trods for hans bedste anstrengelser. Han bad da til Gud med disse ord: ”Oh Gud! tilgiv os og tilgiv også de personer, som er vore fæller, selvom de har været uretfærdige overfor os.”

Siden bad han begravelsesbønnerne for de døde fra begge sider. Ayesha sendte han hende tilbage til sit hus i Medina på en meget ærefuld måde.

* * * * * * * * * *

TO BEDRAGERE

Det organiserede oprør, som var under opsejling imod Lederen af de Troende, sluttede ikke efter hans modstanderes nederlag i Kamelens krig, for hans modstanderes håb og grunden til deres fjendskab imod ham var der stadig. Hvis en af de grupper, som var sig imod ham, var i Hijaz, var den anden i Syrien, og begge grupper havde mange af Ayeshas, Talhas og Zubayrs støtter. Hovedmændene bag disse folk var guvernører og andre embedsmænd, som havde tilegnet sig store formuer ulovligt under Uthmans periode, og de forventede ingen overbærenhed fra Ali.

Alis støtter i Hijaz var alle fattige troende eller Profetens fromme ledsagere. Hans position i Hijaz var den samme som hans fætters, Profeten, og hvis der var nogen forskel, skyldtes det kun tiden og omstændighederne. Denne lighed er bevist ved, at de fleste af hans fjender var Quraysh, som havde været fjender af Profeten tidligere. Ali sagde: ”Lad Quraysh involvere sig selv i afvigelse og bryd jer ikke om den splid, som de skaber eller den egoisme, som de udviser. De har forenet sig for at kæmpe imod Guds Profet.”

I Syrien havde Mu’awiya travlt med sine nederdrægtige aktiviteter imod Ali – den lovlige kalif. Han brugte enorme


pengesummer og gav meget attraktive løfter for at vinde folks støtte. Han havde også en stor hær, som han var leder for. Denne hær kan kort beskrives således: ”De var tåbelige lejesoldater. De blev betalt af Mu’awiya, som så vidt det var muligt sikrede, at de skulle forblive blottet for viden.”

Vi har nævner nedenfor en hændelse, som forklarer Mu’awiyas soldaters natur og viser, at han var overbevist om, at hans rival Ali havde retten på sin side, og det ikke var vanskeligt for ham at opnå succes over ham, fordi han ville møde Ali sammen med sine (Mu’awiyas) soldater, som ikke besad evnen til at skelne mellem uretfærdighed og retfærdighed eller sagt på en anden måde mellem Mu’awiya og Ali.

Efter at Alis hær vendte tilbage fra Siffin, kom en mand fra Kufa til Damaskus ridende på sin kamel. En af Syrerne påstod, at den hunkamel, han red på, tilhørte ham, og var blevet stjålet fra ham af rytteren under krigen ved Siffin. Sagen blev bragt for Mu’awiya, og Syreren fremskaffede halvtreds vidner for at bevise at hunkamelen var hans. Mu’awiya afgjorde sagen til hans fordel. Manden fra sagde til Mu’awiya: ”Må Gud tilgive dig! Det er en hankamel og ikke en hunkamel.” Mu’awiya sagde, at afgørelsen var truffet, og det var ikke muligt at omstøde den. Da retten var hævet, og der ikke var nogen tilbage, kaldte han i hemmelighed på rytteren og spurgte ham, hvad værdien af hans kamel var. Da han nævnte dens pris, gav Mu’awiya ham det dobbelte plus noget oveni og sagde: ”Når du ankommer til Kufa, så fortæl Ali, at jeg vil bringe ham et

TO BEDRAGERE 603

hundrede tusinde personer, som ikke kender forskel på en hankamel og en hunkamel.”

Jahiz har også bekræftet disse bemærkninger og har forklaret, hvorfor Syrerne var lydige overfor ham. Han siger: ”Grunden til at Syrerne var så lydige, er at de var meget stædige og tåbelige. Det var deres natur at følge andre blindt og at holde sig til de holdninger, der engang formede dem. Hvis nogen blev bagtalt hans fravær, tænkte de aldrig på at få bekræftet, om det var sandt eller falsk.”

Som nævnt ovenfor var sammensværgelser imod Ali ikke begrænset til Kamelens krig. Den var kun et led i den kæde af endnu større sammensværgelser imod ham. Efter at have overvundet Ayeshas, Talhas og Zubayrs hær, begyndte han at gøre forberedelser til at tvinge Mu’awiya i knæ. Han eneste formål var at lede folk i retning af høj moral og gode handlinger, at forhindre dem i at begå undertrykkelse og at etablere et styre, som skulle betragte beskyttelsen af deres rettigheder som dets vigtigste opgave.

Alis metoder var helt anderledes end dem, som smigrede de magtfulde, tilgav oprørerne for at søge deres assistance, og anmode de indflydelsesrige personer om at hjælpe dem med at etablere deres styre.

Vi har tidligere nævnt, at Ali ikke søgte nogen kompensation fra folk, for de tjenester han havde ydet dem, ud over at de skulle adlyde ham. Han ytrede ofte denne bemærkning: ”Hvis viden, visdom og retfærdighed kunne måles, ville jeg have udmålt dem for jer gratis. Men


hvad der er nødvendigt for det er, at jeg har kompetente personer og intelligente hjerner.”

Mu’awiya var ikke anerkendt med hensyn til viden, visdom og retfærdighed. Retfærdighed og offentlige rettigheder var ikke sikre i hans hænder, og hvis de blev overladt til ham, var der ingen garanti for, at han ville lade dem gå videre til folk. Det er derfor, Ali ikke tillod ham at fortsætte som Syriens guvernør. Hvis Ali havde været slap i at udøve retfærdighed, var det muligt, at han måtte have efterlignet Mu’awiya.

Mu’awiya aflagde ikke troskabseden til Ali og adlød ikke hans ordrer. Dette viser, at han planlagde at etablere et kongedømme for sig selv. Oppositionen mod Ali fra Ayesha, Talha og Zubayr og Kamelens krig som konsekvens af dette gav ham en mulighed for at styrke sig selv.

Efter at Kamelens krig var overstået, skrev Ali breve til Mu’awiya og indskærpede ham at afholde sig fra antagonisme og bad ham om at aflægge troskabseden til sig, som det var gjort af andre. Mu’awiya svarede ham med følgende ord: ”Jeg sværger ved mit liv, at jeg ikke tager mig af, hvem der har sværget troskab til dig. Du ville have været ligesom Abu Bakr og Umar, hvis du havde været uskyldig i mordet på Uthman. Men du ansporede Muhajir til oprør imod ham og forhindrede Ansar i at hjælpe ham. De uvidende folk adlød dig, og de svage blev magtfulde på grund af dig. Syrerne vil ikke holde sig tilbage for at kæmpe imod dig, med mindre du overgiver de personer, som myrdede Uthman. Derefter vil spørgsmålet om kalifatet blive afgjort gennem et rådgivende råd. Hijaz folk var folks ledere, så længe de støttede sandheden. De

TO BEDRAGERE 605

har nu fornægtet sandheden, og som følge deraf fortjener Syrerne nu at styre. Det argument, som er fremsat af dig imod Talha og Zubayr, kan ikke accepteres af Syrerne. De aflagde troskabseden til dig, men vi vil ikke gøre således.

Hvad angår din excellence og storslåethed i Islam og dit slægtskab Profeten er det noget, som jeg ikke kan fornægte. Og fred (være med dig).”

Det brev, som er gengivet herover, gør Mu’awiyas hensigt meget klar. Han ønskede at undgå at aflægge troskabseden til Ali under et eller andet påskud. Han var klar over, at han ikke kunne narre Ali med sine ord. Han var også klar over, at Ali intet havde at gøre med mordet på Uthman. Han sagde derfor, at selv hvis de personer, som havde aflagt troskabsed til Abu Bakr og Umar, også havde aflagt sådan en ed til ham, og han fortjente at blive kalif, påhvilede det ham at overgive Uthmans mordere, som han havde givet et tilflugtssted, til Syrerne.

Selv om Alis uskyld i forbindelse med mordet på Uthman var bevist, var Mu’awiya ikke rede til at anerkende ham som den retmæssige kalif, men ønskede sagen overdraget til det rådgivende råd. Desuden var han ikke rede til at tillade folk i Hijaz og Irak at vælge kaliffen, for ifølge ham var denne ret overført til Syrerne, fordi de var de retmæssige ledere.

Det er klart, at hvis alle disse betingelser blev opfyldt, ville ingen anden end Mu’awiya blive kalif.

Ali udviste en usædvanlig tålmodighed. Denne tålmodighed skyldtes ikke mangel på beslutsomhed eller slaphed fra hans side. Situationen var, at på det tidspunkt


var araberne opdelt i to grupper, og den ene af dem var tvunget til at blive overvundet på grund af uenigheden mellem dem. På den anden side var der de svage og hjælpeløse, som ønskede et liv i fred og sikkerhed for sig selv så vel som for deres fæller. Der var også Profetens fromme ledsagere, som længedes efter et land, hvor der skulle herske retfærdighed. Og endelig var der dem, som ønskede at udnytte de hjælpeløse folk og tilegne sig formuer på hvilken som helst måde.

Den første gruppe blev anført af Ali ibn Abi Talib. Alle dem, som ønskede retfærdighed, var hans støtter og velgørere. Lederen af den anden gruppe var Mu’awiya bin Abi Sufyan, og alle dem, som var vant til at undertrykke andre, var hans tilhængere. Kompensationen for den første gruppe var deres klare samvittighed og gaven til den anden gruppe var Mu’awiyas skat. Der var adskillige sandhedssøgende personer, som forlod Mu’awiya og sluttede sig til Ali, og ligeledes var der mange af dem, som var mere bundet til denne verden, som forlod Ali og sluttede sig til Mu’awiya. Vi nævner her nogle personer, som forlod Ali og tilsluttede sig Mu’awiya. Det vil stå klart, hvilken slags folk de var, og hvorfor de tog Mu’awiyas side.

En mand ved navn Yazid bin Hujiyah Tamimi var blevet udnævnt som Rays og de omliggende områders guvernør af Ali. Han tilegnede sig uretmæssigt en stor formue. Da Ali hørte om det, kaldte han ham tilbage og fængslede ham. Han udpegede en mand ved navn Sa’d som vagtpost. Da Sa’d faldt i søvn, slap Yazid væk fra fængslet. Han steg op på sit ridedyr og nåede til Damaskus, hvor han sluttede sig til Mu’awiya. Han komponerede følgende vers om sin flugt:

TO BEDRAGERE 607

”Jeg steg op på mit ridedyr efter at have narret Sa’d og kom til Damaskus. Jeg valgte en overlegen person.”

”Da Sa’d faldt i søvn flygtede jeg. Sa’d er intet andet end en vildfaren og forvirret slave.”

Yazid satiriserede Ali i vers, som han sendte til Irak og gjorde det kendt for Ali, at han (Yazid) var hans fjende. Mu’awiya gav ham en stor sum penge, hvorpå han priste ham og Syriens folk, og sagde at Syrien var en helligt land, og Syrerne var sande troende.

Han sagde: ”Jeg elskede Syrerne til fordel for andre og græd bitterligt over Uthman.”

”Syrien er et helligt land, og dets indbyggere er sande troende og tilhængere af Koranen.”

En anden mand ved navn Za’qa’ bin Sa’d blev af Lederen af de Troende udnævnt som Kaskars leder. Han tilegnede sig en stor formue på alle mulige måder og brugte den ødselt. Så meget at han ægtede en kvinde og gav hende et hundrede tusinde dirham som medgift. Da han fandt ud a,f at Ali var blevet klar over hans uredeligheder, tog han af sted til Syrien, og han tog så mange penge med, som han overhovedet kunne.

Ali straffede en mand ved navn Najashi, fordi han havde drukket vin. Han var en af Alis støtter, og derfor mente han, at han fortjente overbærenhed i forhold til andre. Han brød sig ikke om, at Ali – Lederen af de Troende skulle straffe ham, som han havde straffet andre. Da Mu’awiya lovede ham asyl, stak han derfor af til Syrien. Da han kom dertil, komponerede han dette vers for at satirisere Ali.


”Hvem vil overgive mit budskab til Ali, at jeg er i sikkerhed nu og ikke føler nogen fare.”

Da Najashi blev straffet, blev mange Yemenitter vrede, ligesom han også var en af dem. Derfor svigtede de Ali og sluttede sig til Mu’awiya.

Ligesom de personer, som tænkte på denne verden, var talmæssigt flere, så var antallet af dem, som svigtede Ali og sluttede sig til Mu’awiya også større.

Ikke alle personer er i stand til at tolerere sandheden eller at sige eller gøre de rigtige ting. Derfor kunne ikke alle personer elske Ali, som var meget streng angående sandhed og retfærdighed. Han kunne ikke afvige fra sandhed og retskaffenhed selv for sine nære slægtninge. Under disse omstændigheder er det nemt at forstå, at den guvernør forlod ham og sluttede sig til Mu’awiya, om hvem imam Ali skrev: ”Jeg sværger ved Gud, at hvis jeg finder ud af, at du uretmæssigt har tilegnet dig muslimernes ejendom selv i et lille omfang, skal jeg belønne dig med en straf som vil gøre dig fattig, belastet og vanæret.”

Og hvorfor skulle en guvernør ikke svigte ham, da han sagde disse ord: ”Jeg ved at du har tømt det offentlige skattekammer og har snuppet alt, hvad du kunne lægge dine hænder på. Du har uretmæssigt tilegnet dig alt, hvad der komme mellem hænderne på dig. Vil du venligst sende mig en opgørelse på det, som du har beholdt?”

Hvordan kunne ondsindede personer opnå ydmyghed og sandfærdighed, og hvordan kunne sådan en leder ønske den følgende besked fra Lederen af de Troende?

TO BEDRAGERE 609

”Hvis den information, som jeg har modtaget om dig, er korrekt, er din kamel og dine skos snører bedre end dig.”

Hvordan kunne magtfulde kapitalister og deres uretfærdige fæller tolerere, at Ali skulle være kalif? Den samme Ali som ønskede at bruge rigdommen til almindelige menneskers velfærd og altid var i krig mod undertrykkerne og deres ligesindede? Hvordan kunne de ønske en kalif, som sagde: ”Jeg sværger ved Gud, at jeg ville foretrække at ligge på torne og blive lænket, snarere end at jeg skulle undertrykke nogen eller uretmæssigt tiltage mig selv den mest almindelige ting.”

Hvorfor skulle disse folk ikke gøre oprør imod ham, som åbenlyst sagde: ”Det er min pligt at erklære krig imod undertrykkelse og undertrykkerne, og imod dem som uretmæssigt snupper andres rigdom, og jeg skal stå til regnskab for det på Dommedag.”

Havde Ali ikke anset dette ansvar for essentielt, ville han have ladet tinge være, som de var. Han ville have overladt folk til deres egen skæbne. Nogle af dem ville have været undertrykkere, og andre ville være undertrykt. Han sagde: ”Hvis den Almægtige Gud ikke havde krævet et løfte fra lederne, at de ikke ville sidde stille i tilfælde af, at undertrykkeren bliver overmæt af mad, og de undertrykte forbliver sultne, ville jeg have kastet kalifatets tøjler i hans hænder (dvs. ville have tilladt at tingene skulle fortsætte, som de allerede var) og ville have været forvisset om, at det sidste ville være ligesom det første. Du ville da have fundet din verden mere værdiløs i mine øjne end en geds nysen.”


Hvordan kunne de forræderiske personer lade en person overtage administrationen af deres affærer, når Ali havde følgende holdning om dem og hans samtidige: ”En person, som ved, hvordan han vil være nødt til at indgive sin opgørelse, kan ikke være forræderisk. Vi lever i en tid, hvor folk begår forræderi og bedrag anser det for at være fornuft, og de uvidende personer betragter det som god politik.”

Det var derfor et stort antal af de magtfulde personer, som modarbejdede Ali, var dem, som havde samlede store mængder af rigdom ved uærlige midler og ønskede, at Mu’awiya skulle gøre dem rigere på bekostning af almindelige mennesker og gennem det offentlige skattekammer. Og andre personer end disse kapitalister, som var imod Ali var blandt andet tåbelige folk, som ikke vidste, hvad der var godt, og hvad der var skadeligt for dem.

Som vi har nævnt, var araberne på den tid opdelt i mange grupper. Hver gruppe var lydig overfor en leder. De adlød blindt deres ledere, og spurgte dem ikke, hvorfor de skulle være tilfredse eller utilfredse med nogen. Ali har ofte refereret til sine samtidige af denne slags. I hans bemærkninger om dem, er der sorg så vel som irritation, ligesom en far har med sine børn, som ikke adlyder ham og ubevidst eller bevidst, er årsag til deres egen ruin. Han siger om dem: ”Jeg klager til Gud imod de folk, som bruger deres liv i uvidenhed.”

Til dem siger han: ”Jeres fjender har ikke glemt jer, men I har glemt alting på grund af jeres tankeløshed.”

TO BEDRAGERE 611

Da han forklarede, hvordan sådanne folk følte, når de bliver tilkaldt for at kæmpe imod oprørere, sagde han: ”Nogle af dem kommer uvilligt, andre giver falske undskyldninger, og endnu andre tilbageholder bevidst deres hjælp.”

Han tilføjer: ”Den iblandt dem som spørger, forsøger at skabe forvirring, og den som giver et svar, giver det uden at reflektere over det. Sædvanligvis kan glæde eller utilfredshed få en mand, der har de korrekte holdninger til at afvige fra den rette vej. Med hensyn til den person blandt dem, hvis intellekt er størst, er det muligt, at et blik kan påvirke ham, og et ord kan frembringe en revolution i hans sind.”

I atter en udtalelse har Lederen af de Troende beskrevet de fremtrædende personers mentale tilstand i hans tid på en meget klar måde. Han siger: ”Hvis der i denne tid findes fornuftige personer, er deres fornuft lydig overfor deres grådighed og griskhed, og deres holdninger afhænger af deres glæde eller utilfredshed. Hvis de er tilfreds med nogen, beslutter de til hans fordel uden nogen berettigelse; og hvis de er utilfreds med nogen, træffer de forkerte beslutninger imod ham, alene på grund af deres utilfredshed. Og dem med den største forstand vil, hvis de ser noget, som de bryder sig om, være rede til at afvige fra deres vej, og et ord fra en indflydelsesrig og magtfuld person eller en bestikkelse er tilstrækkeligt til at få dem til at støtte uretfærdighed og assistere undertrykkeren.”

* * * * * * * * * *


Efter Kamelens folks nederlag, skiftede centrum for sammensværgelser imod Ali til Damaskus, og her intensiverede Mu’awiya bin Abi Sufyan, leder af Bani Umayyah sine forberedelser til at kæmpe imod Ali og vælte hans styre. Efter modtagelsen af det første brev fra Ali, hvori han bad ham om at aflægge troskabseden til sig ligesom andre, indkaldte han alle personer til en konsultation i Damaskus, fra hvem han kunne forvente assistance. De mest prominente blandt dem var Amr Aas. Ved modtagelsen af Alis brev skrev Mu’awiya straks til Amr Aas:

”Du må have fået af vide hvilken skæbne, Talha, Zubayr og Ayesha har mødt. Efter at have forladt Basra, har Marwan sluttet sig til mig. Nu har Jarir bin Abdullah bragt et brev til mig fra Ali. Jeg ønsker ikke at sende ham noget svar uden at rådføre mig med dig. Du skal derfor komme så snart som muligt.”

Ved modtagelsen af Mu’awiyas brev tilkaldte Amr sine sønner Abdullah og Muhammad for at rådføre sig med dem, om det svar som han skulle sende. Abdullah sagde: ”Jeg tror, at da Profeten udåndede, var han tilfreds med dig, og Abu Bakr og Umar var også tilfredse med dig, da de døde. I tilfælde af du korrumperer din tro nu ved at tage Mu’awiyas side, vil både du og han komme i Helvede på Dommedag.”

Da Amr spurgte sin anden søn Muhammad om at give sin mening om sagen, sagde han: ”Du skal hurtigt tage til Mu’awiya og slutte dig til ham. Det er bedre at nå det tidligt og blive leder snarere end at komme senere og blive en medløber.”

TO BEDRAGERE 613

Den følgende morgen tilkaldte Amr Aas sin slave ved navn Durdan og bad ham om at sadle hans ridedyr. Så bad han ham om at tage sadlen af. Han fik taget sadlen af og på tre gange. Durdan spurgte ham: ”Herre! Hvad er der galt? Jeg håber ikke, at du har noget imod, hvis jeg siger, hvad du har på hjerte.” Amr sagde: ”Sig hvad du har at sige.” Derpå sagde Durdan: ”Lige nu har denne verden og det Hinsides skabt en storm i dit sind. Du tænker på, at den næste verden er med Ali men ikke denne verden, og denne verden er med Mu’awiya men ikke den næste verden. Du vakler mellem disse to. Mit forslag er, at du skal blive hjemme. Hvis de troende vinder, kan du tilbringe dine dage blandt dem, og hvis de som tænker på denne verden vinder, vil de helt sikkert få brug for din assistance.”

Men Mu’awiyas løfte til Amr Aas var ikke så betydningsløst, at han kunne ignorere det og måtte blive hjemme og handle efter sin søn Abdullah og hans slave Durdans råd. Han besluttede at modarbejde Ali og sluttede sig til Bani Umayyah og Mu’awiya.

At Amr Aas var aktiv i komplottet mod Ali mindst i samme grad som Mu’awiya. For at forstå, hvorfor han forlod Ali og sluttede sig til Mu’awiyas selskab, og hvilken værdi han havde for hans selskab, er det nødvendigt at give et kort rids over hans.

Før han accepterede Islam var Amr Aas velkendt for handel og indtjening. Det er en kendsgerning, som ikke kan nægtes. Han har selv forklaret dette træk meget klart med disse ord: ”Ved tilbagekomsten fra krigen ved Ditch samlede jeg nogle mænd blandt Quraysh, som plejede at acceptere mine synspunkter og høre opmærksomt på mig.


Jeg sagde til dem: ”Jeg sværger ved Gud, at jeg kan forudse, at Muhammad vil få succes. Under de omstændigheder vil det være bedre for os at emigrere permanent til Etiopien og bosætte os der. Det er bedre for os at leve under Negus end at underlægge os Muhammad. Hvis Muhammad overvinder vore folk, skal vi være uden for hans rækkevidde, og hvis folk overmander ham, står vi til at opnå meget.” De var enige med mig og sagde: ”Alt, hvad du har sagt, er fuldstændigt rigtigt.” Så bad jeg dem om at sørge for nogle gaver til Kong Negus...”.

Dr. Hasan Ibrahim Hasan fra Egypten, som var en stor beundrer af Amr ibn al-Aas, og havde opnået en doktorgrad fra London Universitet på basis af sin afhandling om ham, skriver således, når han kommenterer hans Islam:

”Når vi ser på Quraysh affærer var det i begyndelsen klart, at enhver af dem var opsat på at ødelægge Islam. Enhver af profetens sejre og ethvert af Qurayshs nederlag gjorde dem endnu mere arrige i stedet for at chokere dem. Men efter at de havde lidt stadig flere nederlag, og alle deres ledere og fremtrædende mænd var blevet dræbt, følte de unge mænd sig utilpasse og begyndte at tænke over deres fremtidige handlemåde. De kunne se mørket på den ene side og en antydning af håb på den anden. De vidste, at selv hvis de valgte at holde med den evigt stigende styrke af Islam, ville de stå til at vinde. Ikke desto mindre frygtede de også ved at gøre dette, for da ville de miste den ære og værdighed, som de nød blandt deres folk, og de også ville miste deres tidligere frihed. Nogle af dem ignorerede alle disse bange anelser, og da de nåede Medina aflagde de

TO BEDRAGERE 615

troskabsed til Profeten. Andre, som ikke kunne tage nogen beslutning, afholdt sig fra at modarbejde Islam, og da det blev fuldstændigt klart for dem, at i alle tilfælde ville Muhammad opnå sejr over Quraysh, besluttede de sig også til at udnytte den mulighed, før det var for sent og accepterede Islam. Dette skete før sejren over Mekka. De mest fremtrædende personer blandt de to respektive grupper var Khalid bin Walid og Amr Aas. Amr var taget fra Arabien til Etiopien for at undersøge forholdene der. Men da han forstod, at der eksisterede meget gode forbindelser mellem profeten og Kong Negus, og at i Arabien var Islam ved at nå succesens højdepunkt og Mekkas fald kun drejede sig om nogle dage, bestemte han sig for at slutte sig dem, som allerede havde accepteret Islam og at gøre det frivilligt vel vidende, at han ville blive nødt til at gøre det, hvad enten han ville det eller ej.” (Amr Aas af Dr. Hasan Ibrahim Hasan, egyptisk og urdu oversættelse er udgivet af Idara Maktaba Jadid, Lahore. S. 43 – 44).

Opportunisme forblev levende i Amr Aas hjerte gennem hele hans liv. Med hensyn til dette var han ligesom de andre af stammens ledere og andre fremtrædende personer, imod hvem Abu Bakr og Ali erklærede krig. Vi har på de foregående sider forklaret, at da Amr Aas var Egyptens guvernør, tilegnede han sig store formuer. Umar beordrede ham at overgive halvdelen af disse til det offentlige skattekammer. Han forsøgte at slippe for betalingen under forskellige påskud, men Umar var ikke tilfreds. Han skrev et brev til Amr Aas, som sagde: ”Jeg sværger ved Gud, at jeg ikke lader mig narre af dine falske ord. I folk har samlet formuer og er ikke bange for noget... Se her! I samler vanære og efterlader ild bag jer som arv.


Jeg sender Muhammad bin Muslima til dig. Du skal overgive ham halvdelen af din formue.”

Da Muhammad bin Muslima mødte Amr med det omtalte brev, tilberedte han meget overdådige retter for ham, men Muhammad bin Muslima afslog at spise dem. Amr spurgte ham: ”Anser du det for ulovligt at spise et måltid i mit hus?” Muhammad svarede: ”Hvis du havde placeret mad foran mig, som normalt bliver tilbudt gæster, ville jeg ikke have afvist at spise det. Men den mad, som du har serveret, er optakten til korruption (dvs. det er intet mindre end bestikkelse). Du skal derfor fjerne den mad, som du har serveret og give mig halvdelen af din ejendom. Amr overgav ham halvdelen af alt, hvad der tilhørte ham. Fra et par sko, som stod tilbage, tog Muhammad også den ene sko, og lod den anden sko blive hos ham. Amr Aas kunne ikke tolerere dette. Han sagde derfor til Muslima: ”Nåde være det tidspunkt, da jeg var udnævnt som guvernør af Umar. Ved Gud, jeg var klar over at Umars far Khattab plejede at bære et bundt brændsel på sit hoved, og Umar ligeledes bar et andet bundt. De begge havde ikke nok tøj til at dække kroppen. Hver af dem bar et lændeklæde, som end ikke nåede til deres knæ. Og jeg sværger ved Gud, at min far levede et så luksuriøst liv, at han end ikke var tilfreds med et silkeklæde med guldknapper på.”

Denne hændelse viser hvor ivrig Amr Aas var efter at enhver mulighed for at få rigdom. Den viser også de fremtrædende personers komplekse mentalitet. Amr tog ikke fejl om Umar og hans far. De var fattige og ikke havde nok tøj at have på, og de arbejdede med deres hænder og

TO BEDRAGERE 617

bar brænde på deres hoveder, og han kunne ikke nævne nogen af sine egen fars kvaliteter, udover at han plejede at bære silkeklæder.

Det ville være forkert at forestille sig, at hvad Amr sagde om Umar, var forårsaget af pludselig agitation og vrede. Nej. Det var ikke således. Faktum var, at han altid havde tænkt på, at Umar og hans far var fattige, og hans egen far Aas var en rig mand, og efter hans synspunkt var hans fra bedre end Khattab, og han selv var bedre end Umar. Amrs synspunkt var, at alle mennesker ikke er lige. Ifølge ham var nogle personer ubetydelige, og andre var adelige, og kriteriet for adel var ens afstamning og intet andet. Hvem der end tilhørte en adelig og rig familie var adelige, og en, som var født fattig, var afskyelig. De adelige besad rettigheder, som ikke var gyldige for andre, og det var folkets pligt at adlyde dem. Alle historikerne er enige om, at med hensyn til Egyptens administration og styre var Amrs holdning, at det var nødvendigt for den leder, som ønskede fremgang og udvikling ikke at lægge øre til de anklager, som blev rettet imod aristokratiet fra personer tilhørende de lavere klasser.” (Al-Islam wa al-Hazarat al-Arabiyah).

På denne måde var Amr Aas fuldstændig underlagt grådighed efter overbærenhed og vellevned. Han troede, at udnyttelse af underklassen var en medfødt ret for dem, som tilhørte de adelige. Til tider vaklede hans sind i, hvorvidt han skulle holde sin samvittighed levende eller bringe den til tavshed overfor jordiske mål, men han besluttede sig hurtigt til fordel for luksus og rigdom. Som nævnt før skete det samme, da Mu’awiya tilkaldte ham.


Han tænkte i nogen tid over, om han skulle vælge Alis side eller Mu’awiyas, men til sidst bestemte han sig for at tage til Syrien.

Historikerne og beretterne tilskriver nogle vers til Amr Aas. Han komponerede dem, mens han var på vej til Mu’awiya. I disse vers har han klart tilkendegivet sine synspunkter om Ali og Mu’awiya. I hans øjne var Ali en meget stor mand, og Mu’awiya kunne ikke sammenligne sig med ham. Det kan siges, at han havde to hjerter i sit bryst. Det ene forhindrede ham i at tage til Mu’awiya, hvorimod det andet beordrede ham til at tage af sted og se Mu’awiya. Han konkludere sit digt med følgende vers:

”Jeg tilegnede mig bevidst verden på grund af griskhed, selvom det ikke var en fornuftig grund til at tilegne sig verden.”

”Jeg kender udmærket de tab, som er konsekvensen af at tilegne sig verden, men det er også en kendsgerning, at jeg besidder forskellige jordiske længsler.”

”Virkeligheden er, at mit sind ønsker at leve et liv i ære og værdighed. Hvem kan acceptere at leve et liv i ydmygelse.”

Ifølge Amr Aas var et liv i ære og værdighed begrænset til umiddelbare jordiske goder og Umayyadernes løfter. Lige som kriteriet for værdighed i hans øjne på Umars tid var, at hans egen far plejede at bære silkeklæder, så var topmålet af ydmygelse, ifølge ham på Alis tid at støtte dem som hverken selv gjorde nogen handel tillod andre at købslå for dem. Denne grad af ydmygelse var for ham ligesom Umar og hans fars fattige påklædning.

TO BEDRAGERE 619

Da Amr Aas nåede Mu’awiyas hof, sagde den sidstnævnte til ham:

”Oh Abu Abdullah! Jeg inviterer dig til at udføre jihad imod den mand (dvs. Ali ibn Abi Talib), som har været ulydig overfor Gud ved at skabe splid blandt muslimer og sprede nationen.” Amr Aas sagde:

”Hvad vil du give mig, hvis jeg slutter mig til dig imod Ali vel vidende at sagen er så farlig.”

Mu’awiya sagde: ”Jeg skal give dig, hvad du end du beder om.”

Amr Aas sagde: ”Jeg ønsker embedet som guvernør over Egypten.”

Derefter foregik en lang vildledende konversation mellem dem. De prøvede hver især på at imponere den anden. De havde hver især deres eget personlige mål for øje.

Deres vildledende samtale sluttede ikke desto mindre med en aftale imellem dem. Amr Aas anerkendte Mu’awiya som kalif og aflagde troskabsed til ham, og til gengæld gav Mu’awiya ham den absolutte autoritet over Egypten og landets indbyggere og lovede, at ingen kunne blande sig fra hans side. Ali har tegnet et billede af denne aftale med følgende ord:

”Han sværgede ikke troskab til Mu’awiya, før denne var indforstået med at betale prisen for hans alliance. Må hænderne på den, som har sværget denne alliance ikke være sejrrig og succesfuld! Og må indehaveren af denne alliance blive vanæret og ydmyget! (Tiden er nu kommet til


at) du skal blive rede til krig og fremskaffe det nødvendige udstyr.”

Ali siger yderligere om denne aftale: ”Jeg har forstået, at Amr Aas ikke aflagde troskabseden til Mu’awiya for ingenting. Han fik ham til at acceptere på forhånd, at han ville betale dens pris – at han ville blive givet en gave for at forsage troen.”

Amr Aas stillede sig ikke tilfreds med den føromtalte aftale. Hans motiv var et helt andet. Han rådede Mu’awiya til at organisere en propagandabevægelse imod Ali, da den kunne være nyttigt i forbindelse med en krig, som måtte blive udkæmpet senere. Han sagde til ham: ”Send pålidelige personer til forskellige byer for at propagere, at det var Ali som har dræbt Uthman.”

Amr Aas gjorde alt dette til trods for, at han udmærket vidste, at Ali overhovedet ikke var involveret i mordet på Uthman, og rent faktisk var det den gruppe, som han selv tilhørte, der havde en stor andel i anliggendet, som vi har forklaret i et tidligere kapitel.

Så på tidspunktet for krigen ved Siffin, hvor Mu’awiya bad Amr Aas om at opstille styrkerne, adlød han ikke hans ønske, før han havde fået endnu et løfte fra ham om, at når Ali var dræbt, og hans (Mu’awiyas) styre var etableret, ville han give ham guvernørembedet over Egypten.

Et andet bevis på at Amr Aas var meget dygtig i handel og beskyttelse af egne interesser er, da han og Abu Musa Ash’ari sad sammen i forbindelse med den velkendte voldgift, og dem som repræsenterede de to parter, foreslog navne på forskellige personer til kalifatet, og Abu

TO BEDRAGERE 621

Musa foreslog Abdullah bin Umar al-Khattab. Andre støttede ham også og sagde, at Abdullah var den bedste person til kalifatet. Abu Musa sagde hele tiden: ”Jeg vil gerne genfremsætte navnet på Umar al-Khattab, hvis jeg kunne.” Derpå sagde Amr Aas til Abu Musa: ”Hvis du ønsker, at Abdullah bin Umar skal være kalif på grund af hans religiøsitet, hvorfor vælger du så ikke min søn Abdullah til dette embede? Du er fuldstændigt klar over hans evner og kompetence.”

Det var sådan, Amr Aas plejede at handle. Han var kommet som en forhandler på vegne af Mu’awiya, men så snart han følte, at der var en mulighed for, at hans søn kunne blive kalif, prøvede han på at opnå denne mulighed og fremsatte hans navn til dette embede. På det tidspunkt glemte han også, at i krigen ved Siffin var han den øverste leder for Mu’awiyas styrker og i tilfælde af succes, havde han lovet ham guvernørembedet over Egypten, ligesom han ignorerede det faktum, at han var forhandler for Mu’awiya, og at denne forhandling alene fandt sted på grund af dennes rænkespil og bedrageri.

Kendsgerningen er, at både Mu’awiya og Amr Aas vidste, at de gjorde Ali uret. Dybest i deres hjerter var de klar over, at Ali var bedre end dem. De stræbte begge efter at opnå deres egne mål. Tilsyneladende var de venner og hinandens velgørere, men i virkeligheden var de utroligt fjendtlige, og deres fjendskab blev udtrykt af farven i deres ansigter og af de udtalelser, de kom med. Efter at krigen ved Siffin var ovre, spurgte Mu’awiya en dag sine hoffolk:


”Hvad er den mest overraskende ting?” De gav hver især deres synspunkt om emnet. Da det blev Amr Aas tur sagde han:

”Den mest mærkelige ting er, at løgn skulle opnå sejr over sandhed.” Ved at sige dette hentydede han til Mu’awiya og Ali.

Mu’awiya gav som svar med det samme:

”Nej. Den mest mærkelige ting er, at en mand uden at frygte en anden mand og uden at vide at han ikke kan gøre ham nogen skade, giver ham noget, som han ikke fortjener.” Han mente, at han havde givet guvernørembedet over Egypten til Amr Aas, selvom Amr ikke kunne skade ham og heller ikke fortjente at blive guvernør.

De synspunkter, som Amr Aas havde om Ali og Mu’awiya, blev klare ved den anerkendelse, som han gav med disse ord:

”Jeg er blevet bedraget. Det var en stor fejltagelse at forlade Ali og at støtte Mu’awiya.” Denne indrømmelse og anerkendelse viser den ekstreme amoral og nedværdigelse hos Mu’awiyas støtter og associerede. De bedrog bevidst sig selv.

Straks da Ali var martyrdræbt, og Mu’awiya blev den eneste hersker over de islamiske territorier, begyndte han at trække det ud med udnævnelsen af Amr Aas som guvernør over Egypten. Amr krævede, at Mu’awiya skulle holde sit løfte. Men da Mu’awiya ikke imødekom hans anmodning, skrev han et langt digt og sendte det til ham. Nogle af dets vers er herunder:

TO BEDRAGERE 623

”Oh Mu’awiya! Glem ikke den pris, som du lovede mig. Afvig heller ikke fra den rette vej.”

”Oh søn af Hind! Jeg støttede dig imod den største og mest fremtrædende leder (dvs. Ali ibn Abi Talib) på grund af min uvidenhed.”

”Hvilken sammenligning har du med Ali? Hvordan kan et sværd sammenlignes med en økse, mælkevejen med det sidste lag jord, eller Ali med Mu’awiya.”

Ved modtagelsen af dette digt udpegede Mu’awiya straks Amr Aas som guvernør over Egypten.

Hvor meget Mu’awiya og Amr Aas hadede hinanden, hvad deres personlige interesser var, hvordan deres grådighed styrede dem, er også bevist af den følgende hændelse:

Da Mu’awiya sendte Amr Aas for at styrke komplottet ved voldgiften og drage fordel af Abu Musa Ash’aris dumhed, sagde han (Mu’awiya) noget, som gjorde Amr utilfreds. Amr citerede derfor et satirisk vers om Mu’awiya, som er velkendt. Derpå bad Mu’awiya en af sine hoffolk ved navn Abdur Rahman bin Umm Hakam om at besvare det og skrive en satire om ham. Abdur Rahman satiriserede Amr i et antal vers, hvori han truer og forbander ham og kritiserer ham for at have stukket af fra Siffins slagmark, da han mødte Ali. Abdur Rahman sagde: ”Du skulle opgive oprør og stædighed, fordi en oprører en forbandet person. Løb du ikke væk den dag ved Siffin, da du mødte Ali? Du var så ivrig efter at redde dit liv og frygtede, at du måtte møde døden, selvom alle skal dø en dag.”

Tydeligvis besad begge disse personer en mærkelig mentalitet. På den ene side sluttede de sig sammen for


påstå hævn over mordet på Uthman og at erklære Ali som en undertrykker og tage hævn over ham, og på den anden side truede, hånede og kritiserede de hinanden.

Der var en sekt blandt muslimerne, som afgjorde de fleste sager i overensstemmelse med fornuftens bud og god samvittighed. De betragtede både Mu’awiya og Amr Aas som forrædere, fordi de kæmpede imod Ali, som var den retmæssige kalif. Mu’tazilah havde dette synspunkt. Mu’tazilah var mere dristige i forhold til andre muslimske sekter vedrørende analyse og kritik af folks handlinger. Som forklaret af forfatteren til al-Munyah wal-Amal, havde de fleste fra Mu’tazilah adskilt sig selv fra Mu’awiya og Amr Aas og erklærede dem for at være tyve og røvere, som plyndrede offentlig ejendom. (Se Fajr al-Islam, side 240).

Mu’awiya var nøjagtig lige så afskyet af Ali. Han sagde: ”Han er en mand med en stor mund og en opsvulmet mave. Han spiser, hvad han kan finde og er på udkig efter det, han ikke kan få.”

Med hensyn til Amr Aas siger han: ”Han fortalte løgne og brød løfter. Hvis han ønskede at låne noget fra en anden, plagede han ham om det, og hvis nogen anden bad ham om noget, udviste han påholdenhed. Og hvis han indgik nogen pagt eller løfte, brød han det.”

Alle disse egenskaber var almindelige hos Mu’awiya og Amr Aas, og det var derfor de fandt sammen. Når en mand med en stor mund også besidder en stor mave, spiser han naturligvis, hvad han finder, og forbliver på udkig efter mere. Han tager ikke hensyn til hvorvidt det er lovligt eller

TO BEDRAGERE 625

ulovligt, og ej heller er han bekendt med lighed og retfærdighed, grusomhed og undertrykkelse, godt og dårligt, dyd og smålighed. Og når en person er en løgner, bryder han de løfter, som han har givet. Når han ønsker at låne noget fra andre, presser han dem hårdt, men viser påholdenhed når han selv bliver bedt om noget. Han bryder pagter og løfter, som han har givet. Han gør alle disse ting for sit eget formål. Hvad Ali har sagt om dem begge betyder, at deres handlinger var baseret på deres selviske motiver. Under de omstændigheder kunne intet afholde dem fra at samarbejde med hinanden om forræderi og oprør, især da de begge stod til at få fordel af det, selvom de dybt i deres hjerter hadede hinanden. Ali refererer til dette faktum, når han siger:

”Jeg har læst breve fra disse to djævle (Mu’awiya og Amr Aas), som sluttede sig sammen for at være ulydig overfor Guds påbud.”

* * * * * * * * * *

Alis fjender konspirerede imod ham med stor behændighed. Konspiratorerne var mange, og deres mål og hensigter var forskellige. De var dog forenet på et bestemt punkt, og det var, at Ali ikke skulle være deres leder. Mu’awiya havde en stor andel i organiseringen og styrkelsen af denne sammensværgelse. Han var hovedmanden, og alle andre var hans støtter og tilhængere. Rent faktisk var det ham, som også forårsagede Kamelens krig. Hvis han ikke havde sørget for udstyr til oprørerne, uden at han selv kom i front, ville denne krig ikke have fundet sted. Denne påstand er også bevist af det faktum, at straks efter at have modtaget


information om at Ali havde overtaget kalifatet, sendte han et brev til Zubayr gennem en mand som tilhørte stammen ’Amis. Brevet lyder som følger:

”Fra Mu’awiya bin Abu Sufyan til Lederen af de Troende, Abdullah al-Zubayr. Efter Salam (hilsener) skal jeg informere dig om, at jeg har fået troskabsed fra folket i Syrien til dig, og de har øjeblikkeligt anerkendt dig som deres kalif. Nu er det nødvendigt for dig at stræbe efter, at Basras og Kufas folk også skal slutte sig til dig, fordi hvis indbyggerne i de to byer underlægger sig dig, vil sagen blive meget nem for dig, efter at du har opnået eden fra Talha bin Ubaidullah. Derefter skal du kræve hævn over Ali for mordet på Uthman og skal invitere folk til dig selv. I skal begge skal gøre de yderste anstrengelser i denne sag og i største hast. Må Gud give jer succes og udslette jeres fjender.”

Da Zubayr modtog det omtalte brev, blev han meget glad og viste det også til Talha. De begge blev narret af Mu’awiyas tilsyneladende hengivenhed. De brød øjeblikkeligt deres ed til Ali, handlede efter Mu’awiyas råd, og besluttede at kæmpe imod ham. Som følge deraf fandt Kamelens krig sted. Mu’awiyas ønske blev opfyldt, da han ønskede at kaliffen på den tid, Ali og aspiranterne til kalifatet, Talha og Zubayr skulle kæmpe mod hinanden, så de alle ville blive svækket.

Da Kamelens krig var overstået, brugte Mu’awiya enorme summer på at bestikke dem, som han følte ville kunne assistere ham eller i det mindste ikke ville støtte Ali. Og hvis han vidste, at nogen ville forblive som tavse tilskuere, når han (Mu’awiya) gjorde oprør, brugte han nye metoder

TO BEDRAGERE 627

til at bedrage og vildlede dem. Amr Aas var Mu’awiyas øverste rådgiver og hjælper i alle disse sammensværgelser. Ali forsøgte ikke at lokke eller smigre Amr Aas og at få ham på sin side, selv da han fandt ud af, at han samarbejdede med Mu’awiya. Han forblev oprigtig og sandfærdig som altid, og selv ikke alliancen mellem Amr Aas og Mu’awiya påvirkede hans standhaftighed. Han skrev et brev til Amr Aas som følger:

”Du har ladet din tro følge et menneskes verden, hvis afvigelse ikke er skjult, den er kendt for alle. Han er en person, som brændemærker selv de ædelsindede, som sidder hos ham, og bedrager den som er velovervejet og overbærende. Du har fulgt ham og længes efter hans smuler ligesom en hund der følger en løve, mens den grådigt kigger på dens klør og forventer at få resterne af dens bytte. Ved at gøre således, har du spoleret din nuværende verden så vel som den næste, selvom du ville have nået dine mål, hvis du havde holdt dig til sandhed. Så hvis Gud skænker mig sejr over dig og sønnen af Abu Sufyan, skal jeg straffe jer begge korrekt for jeres ugerninger, og selv hvis jeg ikke kan få kontrol over jer, og I fortsætter med at leve efter mig, vil jeres skæbne være ekstremt dårlig.”

* * * * * * * * * *

KATASTROFEN

Snart derefter tog Mu’awiya af sted til Irak sammen med et hundrede og tyve tusind mænd og slog lejr tæt på Eufrats bred i Siffins dal nær Raqqa. Han marcherede videre og besatte et åbent og jævnt område. Siffin er en dal nær Eufrat. På den tid var der mange vandløb i den dal så vel som et stort antal træer mellem den og Eufrat.

Ali tog også af sted fra Kufa sammen med sin hær og nåede til Siffin efter at have passeret gennem Mada’en og Raqqa. Hans hensigt var at forhindre Mu’awiya i at gøre oprør ved hjælp af råd og venlighed og kun at ty til kamp, hvis han udviste stædighed. Da han nåede Siffin, så han, at en stor hær, som havde slået lejr ved flodbredden, havde blokeret vejen for hans egen hær til at få adgang til vand. Ali sendte en besked til Mu’awiya, som sagde: ”Vi er ikke kommet her for at slås om vandet. Hvis vi var ankommet her før jer, ville vi ikke have forhindret jer i at hente vand.”

Amr ibn al-Aas rådede Mu’awiya til ikke at blokere vejen for Alis hær til vandet. Han sagde: ”Alis mod og tapperhed er velkendt i denne verden, og han er ledsaget af en stor hær af modige krigere. Det er ikke tænkeligt, at de vil acceptere den nuværende situation og forblive tørstige.”


Mu’awiya svarede: ”Ved Gud dette er min første succes.

Må Gud ikke tilfredsstille mig med Kautars1 kilde, hvis disse

folk drikker vand fra floden. I tilfælde af at de vinder, vil sagen være anderledes.” Mu’awiyas ledsagere havde været så dristige, at de fortalte det op i ansigtet på Ali! ”Du vil ikke få en dråbe vand før du er død.”

Strategisk var Alis position meget svag. Han sendte ikke desto mindre Malik Ashtar af sted for at opnå kontrol over flodbredden. Han jagede Mu’awiyas mænd på flugt med sit usædvanlige mod. Nu var bredden under kontrol af Alis styrker. Ifølge Allama Ibn Qutaiba følte Amr Aas glæde over Mu’awiyas nederlag og sagde til ham: ”Oh Mu’awiya! Fortæl mig blot en ting: Forestil dig, at de også forhindrer din hær adgang til vandet, ligesom du forhindrede dem, kan du så kæmpe imod dem for igen at få kontrol over flodbredden? Dog er det sikkert, at Ali ikke vil tillade det, som du anså for tilladt.”

Nogle af Alis ledsagere ønskede at betale Mu’awiya og hans hær tilbage med samme mønt og at stoppe vandforsyningen til dem, men den storslåede mand afviste deres forslag og tillod fri benyttelse af vandet for fjenderne. Hans ledsagere insisterede og sagde: ”Oh De troendes Leder. Forhindr dem adgang til vandet ligesom de havde gjorde overfor dig. Lad dem ikke drikke en dråbe af vandet. Lad dem dø af tørst. Der vil ikke blive brug for at kæmpe. Du kan fange dem med dine egne hænder.” Ali

1- En kilde i Paradis.

KATASTROFEN 631

svarede: ”Jeg kan ikke gøre, som de gjorde. Lad dem få adgang til vandet.”

Havde Mu’awiyas støtter haft en ædel karakter, ville de have forstået forskellen mellem Ali og Mu’awiya og ville have set, hvem der var på den rette vej, og hvem der var på den forkerte vej. De ville da have vidst, at det at hjælpe Mu’awiya imod Ali, var ligesom at hjælpe en tyv eller en røver, eller en som kæmpede imod en Profet.

Ligegyldig hvilken tro Amr Aas havde, så havde han allerede solgt den til Mu’awiya for guvernørembedet over Egypten. På ingen anden måde kunne der være nogen mening i at han hjalp Mu’awiya, når han ikke kunne sammenlignes med Ali.

I krigen ved Siffin overfusede og forbandede syrerne Ali. Mu’awiya blev glad for at høre dette. Mest fordi han selv havde ansporet og beordret dem til at gøre det, ligesom han gjorde det under sit eget styre, hvor han befalede, at Ali skulle overfuses fra prædikestolen. Denne nedrige handling er et uudslettelig mærke af vanære for hans tro, og af den grund vil han blive set ned på af andre for altid.

Da irakerne hørte syrerne bruge et så groft sprog, ønskede de også at svare igen på samme måde. Men da Ali fandt ud af det, betragtede han det som en skamplet på hærens gode rygte. Han holdt derfor en tale for sine mænd, som gav et glimrende tilføjelse til hans styres ophøjede principper. Han fortalte dem, at de skulle opføre sig værdigt overfor enhver – hvad enten han var ven eller fjende. Han sagde: ”Jeg bryder mig ikke om, at I skal begynde at håne dem. Hvis I udpeger deres ugerninger og


nævner sande fakta om dem, vil det være noget, der er berettiget, og I vil have gjort jeres pligt. I stedet for at bruge et groft sprog skal I sige: ”Oh Herre! Beskyt vores tro så vel som deres. Gør vores forsoning mulig og led dem fra uvidenhed til visdom, så de kan blive i stand til at skelne mellem sandhed og løgn og forsage afvigelse og oprør”.” Som det var normalt for Ali, gjorde han sit bedste for at undgå blodsudgydelse og nå til forsoning, men han fik ikke succes i denne opgave. Han holdt døren for velvilje og generøsitet åben i nogen tid, men syrerne var så tåbelige, at de ikke havde evnen til at kunne skelne mellem godt og ondt.

Alis ledsagere var overraskede over at se, at han udsatte begyndelsen på kampen, og ikke tillod dem at kæmpe. Han sagde: ”Med hensyn til jeres spørgsmål om hvorvidt jeg udsætter begyndelsen på kampen, fordi jeg afskyr død og ønsker at undgå den, så sværger jeg ved Gud, at jeg ikke bekymrer mig overhovedet, hvorvidt jeg går døden i møde, eller døden kommer mig i møde. Og ligeledes med hensyn til jeres spørgsmål om hvorvidt jeg er i tvivl om berettigelsen ved jihad imod syrerne, sværger jeg ved Gud, at jeg ikke har udsat kampen blot en dag af anden grund, end at jeg troede, at nogle af disse folk måtte slutte sig til mig og blive vejledet gennem mig og se mit lys med deres blændede øjne. Jeg fortrækker dette frem for at dræbe dem, mens de er i en tilstand af uvidenhed, skønt i alle hensigter og handlinger vil de selv være ansvarlige for deres synder.”

Da Ali var sikker på, at syrerne overhovedet ikke ville komme på den rette vej, og kamp var uundgåelig, tog han

KATASTROFEN 633

plads mellem de to hære og sagde: ”Oh Herre! Hvis jeg havde vidst, at Du ville være tilfreds, hvis jeg placerede sværdets spids på min mave og bøjede mig forover, og pressede så hårdt, at det måtte sønderrive min krop og var kommet ud af min ryg, er Du helt klar over, at jeg ville have gjort således. Oh Gud! jeg ved kun det, Du har lært mig. I dag kan jeg ikke tænke på noget andet end at kæmpe jihad imod disse ondsindede folk. Hvis nogen anden handling havde været mere tilfredsstillende for Dig, ville jeg med sikkerhed ikke have afstået fra at udføre den.”

Så sagde han: ”Oh Herre over Jordens, som Du har gjort til et tilholdssted for mennesker og omstrejfende reptiler, dyr og andre utallige synlige og usynlige skabninger! Oh Herre over de solide bjerge, som Du har gjort til jordens søm og midler til liv for skabelsen! Hvis Du gør os sejrrige over vores fjender, beskyt os imod uretfærdighed og hold os fast på sandhedens vej, og hvis Du lader fjenden være sejrrig, skænk os martyrdøden og beskyt os fra livets fristelser.”

Lige inden at kampen begyndte komponerede Amr Aas nogle vers og sendte dem til Ali. Et af dem lyder som følger:

”Oh Abul Hasan! Vær ikke bekymret for os. Når vi tager en sag i vores hænder, gør vi det fuldstændigt fast.”

En af Alis ledsagere gav svar til dette med følgende ord:

”Pas på Abul Hasan som er den modigste løve og alle løvers far. Han er altid på vagt og ekstremt årvågen. Han vil knuse jer, som noget der er knust med en støder i en


morter. Og uvidende menneske! Hvor tåbelig du er blevet, siden du bider dine hænder og skærer dine tænder!”

De fleste medlemmer af stammerne Rabiyyah og Mazar var støtter af Ali. Henvendt til hinanden sagde de: ”Gud nåde og trøste dig! Er du ikke ivrig efter Paradis?” Da de sagde dette, angreb de syrerne og fjernede deres rækker. De dræbte så mange fjender, at en betragtelig reduktion i den syriske hær var tydelig at se. Hele hæren blev vendt på hovedet. Mahraz bin Saur, som tilhørte stammen Rabiyyah, citerede dette episke vers:

”Jeg dræbte syrerne med mit sværd, men jeg fandt ikke Mu’awiya, som er skeløjet og har en stor mave. Helvedets ild har fortæret ham. De gøende hunde er hans naboer. Han er ualmindelig ondsindet og vildledt.”

Rabiyyahs og Mazars stammefæller var fuldstændig overbeviste om, at de støttede sandheden. En af deres poeter sagde:

”Rabiyyahs stammefolk skyndte sig i stor hast for at støtte sandheden. Sandheden er deres hovedvej.”

En hård kamp fandt sted, og mange personer blev dræbt. Ali angreb ligesom den sikre død; hvem der end blev angrebet af ham, blev sendt til Helvede. Han brugte ikke sværdet, men Skæbnen brugte sværdet. Når han angreb en oprørsleder, så den sidstnævnte døden over sit hoved og stak af i frygt. De var ekstremt skrækslagne.

Syrerne led store tab på grund af irakernes mod og faste tro. Kampen varede i tre måneder og tyve dage under hvilket ni og tyve sammenstød fandt sted. Den hårdeste kamp varede i to uger. Selve denne kamp er kendt som

KATASTROFEN 635

slaget ved Harir. I denne kamp blev et hundrede og tyve tusinde mand, som tilhørte begge sider dræbt. De kæmpende fra de to sider var brødre, venner, og hinandens slægtninge, og de dræbte deres kære med deres egne hænder. Folk fra Azd stammen sagde på dette tidspunkt:

”Vi hugger vores hænder af med vores egne hænder. De personer, som vi dræber, er vores egne hænder og arme.”

Under kampene nåede Alis soldater frem til Mu’awiyas telt fire gange og var lige ved at arrestere ham. Da Mu’awiya så, at hans nederlag var nært forestående, blev han meget bange. Han besluttede sig for at stikke af og beordrede, at en hest skulle bringes frem. På den anden side fortsatte Ali med at skære syrerne i småstykker. Ikke desto mindre beordrede Mu’awiya sine soldater til at kæmpe videre i håb om, at Satan ville være i stand til at finde en sikker udvej for ham og Amr Aas.

Den forfærdelige kamp begyndte igen og fortsatte i tre dage. Historikere fortæller om tab af liv gennem disse tre dage, som var helt uden sammenligning med nogen kamp i Islams historie. Ibn Qutaiba fortæller, at ved midnat gav Ali befaling til sin hær om afgang. Da lyden af kameler nåede Mu’awiyas ører, tilkaldte han Amr ibn al-Aas og spurgte ham, hvad der skete. Den sidstnævnte svarede: ”Jeg tror, at Ali er klar til at forlade slagmarken.”

Men da solen stod op, så de, at Ali var nået meget tæt på dem. Mu’awiya sagde da til Amr ibn al-Aas: ”Du fortalte mig, at Ali planlagde at tage væk, men hans position er lige det modsatte.” Amr Aas lo og sagde: ”Dette var også en del


af Alis strategi.” Mu’awiya blev da overbevist om, at hans død var nært forestående. I mellemtiden råbte syrerne: ”Der er Guds Bog mellem os og jer.”

Syrerne var blevet helt demoraliserede og havde ingen kræfter tilbage til at kæmpe. De bandt kopier af Koranen på spyddene, kom frem til en bakke og begyndte at råbe: ”Oh Abul Hasan! Afvis ikke Guds Bog. Du er mere berettiget til at handle efter den og at adlyde dens afgørelser.” Denne scene var planlagt af Amr Aas. Alis ledsagere hadede denne mand så meget, fordi han havde solgt sin tro for materielle goder og havde foretrukket Mu’awiya frem for Ali.

Ali vidste udemærket at denne scene var sat i værk for at redde deres liv, for på anden vis havde de ikke noget med Koranen at gøre. Han afviste dette tilbud om voldgift, men uenighed opstod blandt hans tilhængere om dette punkt. Nogle af dem mente, at kampen blev udkæmpet for at sikre lydighed til Guds Bog, og da syrerne fremlagde selve denne Bog for at afgøre selve stridsspørgsmålet, måtte deres tilbud accepteres og man burde stoppe med at kæmpe med det samme. Andre havde forstået, at det var en strategi for at narre dem, da de var ved at sejre. De insisterede derfor på, at kampen skulle fortsættes. Ingen af de to grupper var rede til at opgive det standpunkt, de havde indtaget.

Ali led under endnu flere problemer fra sine venners hænder, end han gjorde fra sine fjenders hænder. Som Jibran Khalil sagde, var han ligesom en Profet, der var sendt til en nation anden end hans egen og i en anden periode end den, som han tilhørte, for selv hans nærmeste

KATASTROFEN 637

ledsagere kunne ikke forstå ham fuldt ud. Der var altid voldsomme og hidsige personer i hans hær, som brød de løfter, som han havde givet dem og skabte problemer. Der var dem, som var nært knyttet til ham, og dem som havde sluttet sig til ham halvhjertet, og de var ikke overens i denne sag. En af disse personer var Ash’ath bin Qais. Han var meget grådig og forræderisk af sind. Han forrådte Ali mange gange, men det forræderi, som han begik ved Siffin, var det værste.

Da Mu’awiyas soldater rejste Koranen på deres spyd og sagde, at Guds Bog var i mellem dem, og det skulle afgøres på dette spørgsmål, henvendte denne mand (dvs. Ash’ath) sig til Ali og sagde: ”Det virker som om disse folk er rede til at være indforstået med syrerne og at acceptere Koranen som deres mægler. Hvis du er enig, vil jeg gå til Mu’awiya for at finde ud af, hvad hans hensigt er.”

På det tidspunkt blev striden mellem de to irakiske grupper (dem som ønskede at fortsætte kampen, og dem som ønskede at stoppe den) akut. Ash’ath kom igen til Ali og insisterede på, at tilbudet om voldgift ved Koranen skulle accepteres. Ali og hans ledsagere var ikke rede til at acceptere forslaget, men gradvist øgedes antallet af Ash’aths støtter, og nogle af dem blev så dristige, som til at true Ali ved at sige: ”Oh Ali! Du bør reagere på Koranens afgørelse, til hvilken du er inviteret. Mislykkes det, vil vi dræbe dig med det samme sværd, som vi dræbte Uthman, eller vil vi overgive dig til Mu’awiya. Mu’awiya har bedt os om at handle i overensstemmelse med Guds Bog, og vi har accepteret at gøre således. Ved Gud du vil også være nødt


til at acceptere, ellers skal vi behandle dig på den måde, som vi allerede har nævnt.”

Alis position blev nu meget kritisk. Der var to alternativer for ham – enten at handle på sådan en måde, at en splittelse ville finde sted mellem hans tilhængere eller at acceptere, hvad oprørerne havde sagt.

Situationen blev ekstremt farlig, da oprørerne anført af Ash’ath, søn af Qais bad Ali om kalde hærføreren Malik Ashtar tilbage fra slagmarken og truede ham med, at de ville afsætte og snigmyrde ham, hvis ikke han gjorde således. Ali kaldte modvilligt Malik Ashtar tilbage fra slagmarken og accepterede forslaget om voldgift under tvang.

Mu’awiya og syrerne nominerede Amr Aas som forhandler fra deres side. Ash’ath sagde til Ali: ”Vi udnævner Abu Musa som forhandler fra vores side.”

Amr Aas var meget grov, hvorimod Abu Musa var blot var naiv – snarere en tåbelig person. Ali kendte dem begge udmærket. Han sagde: ”Jeg ønsker ikke Abu Musa Ash’ari. Han svigtede mig på et kritisk tidspunkt og forhindrede folk i at hjælpe mig. Så stak han af for at redde sit liv, og det var mig som gav ham dette ly. Derfor udnævner jeg Ibn Abbas som forhandler.”

Ash’ath og hans støtter svarede: ”Vi ønsker, at forhandleren skal være en person, som er neutral og ikke støtter dig eller Mu’awiya.”

Denne udtalelse viser, hvor forræderiske disse personer havde været overfor Ali. De var enten Mu’awiyas agenter eller hans hemmelige hjælpere.

KATASTROFEN 639

Lederen af de Troende var overhovedet ikke indstillet på at nominere Abu Musa som forhandler. Han sagde derfor: ”Det er i orden. Hvis Ibn Abbas ikke er acceptabel for jer, må I nominere Malik Ashtar.”

Oprørerne var ikke indstillet på dette forslag. Ash’ath bin Qais var meget jaloux på Malik Ashtar.

Malik Ashtar var legemliggørelsen af sandhed og hengivenhed. Han var en fremsynet person med fast beslutsomhed. Han var en stor kriger. Ash’ath besad ikke nogen af disse kvaliteter. Det var på grund af hans ekstraordinære dyder, at Ali havde så megen respekt for Ashtar. Han havde ikke så megen respekt for nogen anden, ej heller Ash’ath. Ash’ath sagde vredt: ”Det er Ashtar, som har tændt denne ild. Det er under hans befalinger, vi er blevet presset.”

Ali og hans venner kunne ikke overtale oprørerne, hvis antal var steget til enorm størrelse. Muligvis var en af grundene til disse personers stædighed, at krigen havde været så længe. De var blevet trætte og var ikke længere opsat på at kæmpe. Det var derfor, de tillagde sig denne holdning overfor Lederen af de Troende og støttede Ash’ath. Da Ali så deres uforsonlighed og bedømte, at antallet af hans støtter var svundet ind, sagde han: ”Er I opsat på at nominere Abu Musa som jeres forhandler?” De svarede bekræftende. Derpå sagde han: ”Når jeg ikke har noget at skulle have sagt i sagen, kan I gøre hvad I har lyst til.”

I Alis hær var der nogen, som ikke var indforstået med voldgift og ønskede at fortsætte kampene. De blev meget


vrede over, at et menneske skulle udpeges som forhandler i sagen om Guds Bog. Og hvorfor skulle han udpeges, når sagen var helt klar? Der var ingen tvivl om, at Ali havde ret, og Mu’awiya og hans støtter var forkert på den. Det var på det grundlag, at krigen var blevet kæmpet imod Mu’awiya. I den krig var et stort antal af Alis støtter blevet dræbt. De troede alle på, at de støttede sandheden ved at kæmpe på Alis side. Derfor var det forkert af Ali at nære nogen tvivl om sig selv, om at han havde retten til og var indforstået med forhandling.

En af soldaterne dannede dette slogan: ”Der er ingen dommer ud over Gud.” (Senere blev denne udtalelse basis for Kharijites slogan, og alle deres overbevisninger var indeholdt i det).

Dette slogan fik fodfæste i hele hæren på kortest mulig tid. Alle råbte: ”Der er ingen dommer ud over Gud.” Dem, som havde modarbejdet voldgift, gjorde det til det grundlæggende princip i deres nye religion.

Disse personer begyndte at modarbejde Ali åbenlyst og krævede, at han skulle indrømme sin fejltagelse, nærmere sit frafald, fordi at han havde accepteret at forhandle, selvom beslutningen hvilede på Gud. De krævede også, at han skulle give afkald på den aftale, som han havde lavet med Mu’awiya. De tilføjede, at de kun ville støtte ham og kæmpe imod Mu’awiya, hvis han imødekom deres krav, og hvis han ikke gjorde det, ville de kæmpe imod ham (dvs. imod Ali).

Lederen af de Troende imødekom ikke deres krav. En aftale var allerede blevet sluttet med Mu’awiya, og begge

KATASTROFEN 641

parter var enige om, at efterkomme forhandlernes ord, og han var ikke en person, som ville trække sit ord tilbage. Han kunne heller ikke anerkende sin apostasi, for han havde været den mest trofaste muslim hele tiden og havde ikke krænket nogen religiøs lov eller udøvet nogen uret overfor nogen person. Hvis han havde været ligesom Mu’awiya og Amr Aas, som aldrig respekterede de aftaler, som de havde indgået, ville han ligeledes acceptere forslaget fra Kharijites, og have anvendt den støtte, som de tilbød ham og til sidst have vundet over Mu’awiya.

Det var under disse omstændigheder, at Ali sagde med megen smerte, med henblik på sin egen hjælpeløshed og Kharijites ulydighed og oprør:

”Oh I folk overfor hvem det uærligste trick blev udspillet og som led under bedrag! I, som blev overrumplet til trods for, at I var klar over bedragerens bedrageri og svindel. I, som forblev tavse, fulgte jeres længsler, mistede vejen og begyndte at vandre hid og did. Sandheden var fuldt ud manifest, men I vendte den ryggen. Vejen var klar, men I fornægtede den og gik den forkerte vej. Jeg sværger ved Ham, Som opdeler sæden og skaber sjælen, at I havde opnået viden fra dens oprindelse, samlet godhed fra dens rette steder, gået den rette vej og krydset sandhedens hovedvej, de veje som ville have budt jer velkommen og tegnene på sandheden ville være blevet klare for jer. Ingen ville været blevet offer for fattigdom, og ingen muslimer eller ikke-muslimer ville være blevet undertrykt.”

Resultatet af voldgiften er velkendt. Kharijiterne gjorde oprør imod Lederen af de Troende. Som han plejede, prøvede Ali sit bedste på at få dem til at forsage oprør, og


at kamp ikke skulle finde sted. Kharijiterne påstod, at Abu Musa og Amr Aas havde modarbejdet Guds påbud ved at handle som forhandlere, og deres brødre (dvs. folk i Alis hær) var blevet vantro ved at acceptere voldgiften, fordi de havde været indforstået med menneskers beslutning i sager om religion. Kharijiterne sagde: ”Nu forlader vi dem, og vi takker Gud for, at vi sammenlignet med andre er på den rette vej.”

* * * * * * * * * *

VAR DET BERETTIGET?

Som fortsættelse af, hvad der er blevet konstateret, og før der gives en vurdering af Kharijiterne, synes det nødvendigt at nævne to specielle hændelser, som fandt sted i krigen ved Siffin. Vi føler, at disse to hændelser er et overvældende bevis på, at Ali med succes opnåede sine mål, fordi virkelig succes er at vinde hjerter og ikke at plante ens banner i fjendens fæstning.

Vi foreslår at nævne disse hændelser i detaljer i særdeleshed, fordi mange af Alis beundrere mener, at ved disse to hændelser handlede han ikke hensigtsmæssigt og behandlede Mu’awiya og hans hær på en måde, som de ikke fortjente.

Disse personer siger, at hvis han ikke handlede ved disse lejligheder, som han gjorde, ville han have vundet uden krig, og selv hvis det havde været nødvendigt at kæmpe, ville krigen ikke have været så blodig og langvarig.

Den første hændelse var den ene, som vi allerede har nævnt på de foregående sider, nemlig da Ali opnåede kontrol over Eufrats bred, tillod han sine fjender at benytte flodens vand ligesom sin egen hær, selvom tidligere, da flodbredden blev kontrolleret af syrerne, havde de nægtet Ali og hans ledsagere adgang til vandet, og havde sagt: ”Vi


vil ikke give jer en dråbe vand før I dør af tørst.” Men Ali slog dem, og efter at have fået kontrol over floden, lod han bredden åben for fjenden.

Mu’awiya havde betragtet kontrollen over flodbredden som sin første succes og havde sværget, at han ikke ville tillade irakerne blot en eneste dråbe vand, med mindre de opnåede kontrol over flodbredden med magt. Men efter at Ali havde slået syrerne tilbage og besat flodbredden, sagde han til dem: ”I kan drikke af vandet, ligesom vi drikker af det.”

Den anden hændelse relaterer til Amr Aas, som under kampen var meget tæt på Ali, men han dræbte ham ikke. Kort sagt er historien følgende:

Da Ali så at en hård kamp var i udvikling, og så mange personer var blevet dræbt, besteg han en høj og sagde: ”Oh Mu’awiya!” Mu’awiya sagde: ”Ja.” Derpå sagde Ali: ”Hvorfor skal disse folk dræbe hinanden unødvendigt for vores skyld? Lad dem være og kom selv ind på slagmarken, så vi to kan afgøre sagen ved at kæmpe med hinanden. Den som vinder, skal være kalif.” Amr Aas sagde til Mu’awiya: ”Det er rigtigt. Ali har sagt det rette.” Mu’awiya lo og sagde: ”Oh Amr! Du er også blevet offer for grådighed.” Han mente med dette, at hvis han gik ud for at kæmpe med Ali, ville han helt sikkert blive dræbt, og hans død ville bane vejen for, at Amr kunne blive kalif. Amr sagde: ”Jeg sværger ved Gud, at du kun kan redde din ære ved at kæmpe imod Ali.” Mu’awiya svarede: ”Ved Gud du gør grin med mig. Jeg skal kæmpe imod Ali sammen med min hær.” Med dette mente han, at det ikke var muligt at involvere sig med Ali i en kamp mand mod mand.

VAR DET BERETTIGET? 645

Historikerne fortæller, at Amr Aas sagde hånligt til Mu’awiya. ”Det er en skam, at du udviser fejhed ved at møde Ali og sårer dine velgøreres følelser. Jeg sværger ved Gud, at hvis jeg blev nødt til at dø tusinde gange, ville jeg ikke have nægtet at kæmpe imod Ali.”

Amr kom til at kæmpe med Ali. Lynhurtigt angreb Ali ham med sit spyd og kastede ham til jorden. Så lynede Lederen af de Troendes sværd over Amrs hoved, og Ali skulle lige til at dræbe ham, men han (dvs. Amr) blev nøgen. Ali drejede sit ansigt væk og forlod stedet, fordi hans medfødte ærbarhed og ædelmodighed ikke tillod ham at kaste et blik på nogen persons private dele.

Dem som beundrer Ali, og ønskede at han havde vundet, siger at ved begge disse hændelser, handlede han ikke hensigtsmæssigt. De er af den opfattelse, at da han havde opnået kontrol over flodbredden, var han berettiget til at nægte syrerne adgang til vand af to grunde:

For det første er det tilladt i krig at ty til en strategi, som får fjenden til at overgive sig eller svække ham så meget, at han ikke er i stand til at kæmpe effektivt. Med disse ting for øje havde Mu’awiya opnået kontrol over floden og kaldt det sin første succes.

For det andet havde Ali opnået kontrol over flodbredden efter at have kæmpet, og nu svarede det til krigsbytte. Ifølge de militære love ville han derfor være berettiget til at nægte dens brug for Mu’awiya og hans hær.

Ligeledes siger de, at Ali handlede uhensigtsmæssigt, da han tillod Amr Aas at løbe væk og skånede hans liv. Amr var den øverstbefalende for Mu’awiyas styrker, en dreven


politisk ballademager og Alis svorne fjende. Han ansporede folk til oprør imod Ali og mobiliserede en stor hær for at kæmpe imod ham. Hvis han havde dræbt ham der og lod

Zulfiqar1 nåede hans hoved, ville han have været berettiget

til at gøre således af tre grunde.

For det første ville drabet på Amr have betydet, at en af syrernes farligste mænd var blevet dræbt. Efter hans død ville fjendens styrker have været demoraliserede og ville være løbet væk. Mu’awiya ville have mistet sin højre hånd, og Ali ville have dræbt sin mest bedrageriske, udspekulerede og indflydelsesrige fjende.

For det andet tilhørte Amr en hær, som ikke svor troskab til Ali og var fjendtlig indstillet overfor ham og hans venner.

For det tredje var det Amr Aas, som var kommet for at kæmpe med Ali og havde udfordret ham. Hvis han havde været modig ligesom Ali og havde fået en mulighed for at dræbe ham, ville han med sikkerhed ikke have skånet ham. Hvis det havde været således at Ali havde dræbt Amr, ville der ikke være nogen, som ville bebrejde ham for det.

I betragtning af at Ali var leder for en hær og ved disse to hændelser var succes lå for hans fødder, var det nødvendigt for ham ikke at miste denne mulighed, fordi det er krigens lov. Den virkelige egenskab for en militær leder er, at han ikke forpasser selv den mindste mulighed for at vinde en krig.

1- Dette var navnet på Alis berømte sværd.


Fra et rent militært synspunkt er indvendingen rejst af kritikerne korrekt. Men spørgsmålet er: ”Var Ali kun leder af en hær?”

Hvad vi har sagt om Ali indtil nu viser klart, at der ikke var det mindste dobbeltspil eller modsætning i hans personlighed. Så hvordan kunne det være muligt, at han på den ene side skulle besidde dyder af højeste rang og se på verden med tolerance, og på den anden side skulle være så snæversynet og selvisk, at han skulle forsage alle disse værdier og kvaliteter blot for at opnå sejr i en krig ligesom andre ledere? Sagen er, at han beskyttede rationelle og menneskelige principper og havde stor respekt for menneskelige værdier.

Alis dyder og moralske principper var komplementære til hans personlighed, og han forkastede dem aldrig end ikke et øjeblik. Hans opførsel var den samme i krigen ved Siffin som Kamelens krig. Hans fjender havde blokeret hans vej til flodbredden og sagt, at de ikke ville tillade ham en eneste dråbe vand til han døde. Men han rådgav folk med disse ord:

”Hvis din bror er utilfreds med dig, prøv at forsone ham ved godhed, og afværg hans ballade ved at være venlig imod ham.”

”Overvind dine fjender ved hjælp af godhed og venlighed. Sådan en sejr er mere glædelig.”

”Til hvilken nytte er den godhed, som er opnået gennem ondskab?”

”Den rang som gives en person, der udfører jihad og bliver martyrdræbt på vegne af Gud, er ikke højere end den, der


gives til en, som ikke tillader sin fjende at blive gjort fortræd, efter at han er overvundet. Sådan en mand er meget tæt på englene.”

Det er også Ali som sagde om sin egen snigmorder efter krigen ved Siffin: ”Hvis du tilgiver ham, vil din handling være nærmere dyd.”

En stor personlighed er givetvis ikke bundet af de begrænsninger, som Alis beundrere ønskede at tilskrive ham. Alis kvaliteter var ikke som de hærledere, som ønskede sejr for enhver pris. Under krig er høj moral og menneskelige dyder normalt tilsidesat, og ingen værdi knyttes til menneskeliv. Store og ædelmodige personers samvittighed og fornuft vil vise respekt for disse ting under alle omstændigheder. Selvfølgelig var Ali for ædelmodig en person til at nægte sine fjender vand, selv om han ved at gøre det kunne tvinge dem i knæ. Han havde formuleret principper for menneskelivs værdighed og ære, som var overlegne i forhold til de fremherskende regler og regulativer. Hans ærbarhed og ædelmodighed kunne ikke tillade ham at dræbe Amr Aas, da han var underlagt ham, selvom det ville have helt i orden at dræbe ham i overensstemmelse med reglerne for krigsførelse.

Ved at udvise denne unikke opførsel i disse to situationer, tilføjede Ali et gyldent kapitel til historien om menneskeheden. Ædelmodighed er en ting, og mod er en anden. Ædelmodighed forener mod med ædelsind og kærlighed for menneskeheden. En person, i hvem alle disse kvaliteter er forenet, er overnaturlig sammenlignet med andre, og respektabel i alle kloge og lærdes øjne.


Hvis mod alene er ensbetydende med at angribe fjenden og overvinde ham, betyder ædelmod og mandighed alt dette så vel som frygt for Gud, overbærenhed, kærlighed, godhed og selvopofrelse. De såkaldte modige mænd tror ikke på nogen begrænsning eller vilkår i forhold til sejr og ønsker at overmande fjenden på alle mulige måder. En mandig og ædelmodig person følger visse regler og principper vedrørende dette. Han er ikke lykkelig over sin sejr, med mindre den er vundet i overensstemmelse med moral og menneskelig værdighed. Han foretrækker at dø selv frem for at krænke menneskelig værdighed og ære. Og hvis disse kvaliteter nogen sinde var forenet i en person, var denne person Ali søn af Abu Talib.

Kunne det være muligt for Ali at fornægte mennesker, selv hvis de var hans fjender, det vand, som var til benyttelse for selv dyr og fugle? Kunne han dræbe en mand, som ønskede at leve ligesom alle andre?

Kunne Ali lide at dræbe en mand, som ønskede at leve med andre, se solen og månen ligesom andre mennesker, spise brød, og drikke vand?

Forstår Alis beundrere ikke, at disse to hændelser, som forgik ved Siffin ligner mange andre, der ligger til grund for hans kritikeres klager over hans generelle politik for ledelse af samfundet? Disse kritikere siger, at han begik en række politiske fejl. For det første afskedigede han Mu’awiya fra guvernørembedet i Syrien, straks efter at han var blevet kalif, selvom det havde været bedre for ham at have udsat denne handling, til hans styre var fast etableret. For det andet gjorde han Talha og Zubayr vrede. Hvis han havde bevaret gode forbindelser til dem, ville


Kamelens krig ikke have fundet sted, og hans styrke ville ikke være mindsket. For det tredje var han meget hård ved sine guvernører og embedsmænd og tillod dem ikke at tilegne sig formuer på uretmæssige måder, selvom han kunne have været blid overfor dem, så de ville støtte ham.

Dette er disse handlinger, som kritiseres af hans kritikere, men som i vore øjne er blandt hans bedste handlinger og var resultatet af hans bløde hjerte og gode samvittighed. Vi tror, at hans kritikere rejste disse indvendinger, fordi de dømte hans handlinger i overensstemmelse med tidens standard, da hæder og integritet var ophørt med at eksistere. Hans handlinger kan være forkastelige i lyset af den moralske standard under Bani Umayyah og Bani Abbas styre, men de er helt sikkert ikke forkastelige, når vi holder hans egen tid for øje.

I anliggender om planlægning og politik var Ali mere fornuftig og klog end de største arabiske politikere. Han havde en dyb indsigt i politiske og militære sager og kendte folks inderste følelser meget bedre end hyklerne ligesom Mu’awiya. Ikke desto mindre hadede han politiske intriger og opportunisme. Han afskyede alt, som gjorde mennesket uværdig. Han ønskede ingen succes, som var opnået ved svig og bedrag. Han ønskede altid retskaffenhed. Selv om Mu’awiya var berygtet for sine intriger og bedrag, og det blev sagt, at Ali ikke var listig ligesom ham, sagde han: ”Jeg sværger ved Gud, at Mu’awiya ikke er smartere end mig, men han er forræderisk og ondsindet. Hvis jeg ikke havde afskyet forræderi, ville jeg have været den smarteste mand blandt araberne.”


Vi har kort diskuteret de to hændelser ved krigen ved Siffin for at vise, at ikke kun Alis kritikere men også hans beundrere ikke har været i stand til at forstå Alis personlighed rigtigt. Nogle kritiserer hans administration, og andre siger, at han ikke udnyttede muligheden for sejr i krigen ved Siffin. Rent faktisk har begge parter fejlet i at forstå Ali fuldt ud, for i hans øjne var grundlaget for civil politik og krigsførelsens regler de samme, eller med andre ord var det i Alis sjæl, de forskellige holdninger var i perfekt harmoni med hinanden, og de er blot som ringe i den samme kæde. Ifølge ham var kriteriet for godhed og ondskab, lovlighed og ulovlighed god samvittighed og gode manerer altid ens.

En af mine venner er en belæst litterær mand og ivrig forsker i Islams historie. Han sagde engang til mig: ”Du kan ikke overbevise mig om, at Ali var velbevandret i politik og kompetent nok til at administrere folks affærer, som du påstår.”

Jeg svarede ham: ”Forestil dig, at Ibn Muljim ikke havde planlagt at snigmyrde Ali, og at det ikke var lykkedes ham på grund af tilstedeværelsen af Alis venner omkring ham, og han var forblevet i live. Og forestil dig da, at han havde kæmpet mod Mu’awiya, som han allerede havde til hensigt og havde overvundet ham, som var meget sandsynligt. Eller forestil dig at Mu’awiyas scene om voldgift var mislykkedes, og Alis hær ikke var blevet delt op i to grupper, og han havde fortsat kampen og fanget Mu’awiya og Amr Aas. Med andre ord ville resultatet af denne krig have været lige som Kamelens krig, og Ali havde besejret Mu’awiya, som han besejrede Talha og Zubayr.


I alle disse sager ville så det have beroet på omstændighederne eller held? Hvad ville du så have sagt om Alis administration og krigsstrategi? Ville du så ikke have sagt, ligesom os, at til trods for hans talekunst, visdom, ædelhed og høje moral, var Ali en smartere politikere end Mu’awiya og mere kompetent til at løse problemer end Amr Aas. Så hvis han ikke opnåede sejr over Mu’awiya, kunne det siges, at han var uvidende om politik og krigstaktik. Hvorfor skulle det ikke siges, at tilfældene var den reelle grund til, at han forblev uden succes. Og hvad vi har sagt om Alis politik i forbindelse med hændelserne ved Siffin er lige anvendeligt vedrørende afskedigelsen af Mu’awiya og andre guvernører. Ligesom at hans nederlag ved Siffin skyldets omstændigheder, var det af samme grund, han ikke fik held til at afskedige Mu’awiya og andre. Tidens ånd, Uthmans politik og de ændrede omstændigheder, sikrede våben og mulighed for bedrag og uretfærdighed til guvernørerne som ikke kunne anvendes af Ali på grund af hans ædelmodighed, ædle sind, visdom, storhed og værdighed.

Alle personer inklusive kritikerne og historikerne er vant til at se på forskellige begivenheder og give afgørelser om dem i overensstemmelse med den folkelige mening, og at vurdere store personligheders kompetence i lyset af deres succeser og fejltagelser. De er ikke opmærksomme på de midler, som de brugte, ej heller tager de den høje moral hos den ene part eller de dårlige kvaliteter hos den anden part i betragtning. Det er ofte sket, at de største politikere og dygtigste personer fejlede på grund af tilfældigheder og pludselige hændelser, og ordinære personer fik succes på grund af selv samme grunde. Dygtige politikere kunne ikke


forhindre disse tilfældigheder i at finde sted, ej heller kunne ordinære personer forårsage dem ved hjælp af deres egen styrke og vilje.

Kort sagt mener nogen åbenbart, at Ali skulle have tillagt sig listigt diplomati og en politik af svig og bedrag og som følge deraf have sejret. Ali var ikke rede til at afvige fra sandhed og retfærdighed. Disse folk ønskede, at Ali skulle blive ligesom Mu’awiya, søn af Abu Sufyan, skønt han var Ali, søn af Abu Talib – en legemliggørelse af Islams Profets egenskaber.

* * * * * * * * *

DEN GUDDOMMELIGE VILJE

Nu vender vi tilbage til de begivenheder, som vi forlod tidligere. Den gruppe folk, som blev irriteret på Ali (dvs. Kharijiterne) forlod Kufa og bosatte sig i en landsby i nærheden, som hed Harura. Af denne blev de også kaldet ’Haruriyah’. Og da deres slogan var ”La Hakam illallah” (Der er ingen dommer undtaget Gud), blev de også kaldt ”Muhakkamah”. Ikke desto mindre er deres mest velkendte navn Kharijiterne.

Ali gik frem imod dem sammen med sin hær. Han ønskede ikke, at det skulle komme til blodsudgydelse, men at de ville kunne overtales til at forny deres troskabsed til ham og forsage deres falske tro ved hjælp af diskussion. Han sendte derfor en besked til dem med følgende ordlyd: ”Send til mig en blandt jer, som I betragter som den mest intelligente og fornuftige, så han kan diskutere med mig. Hvis han er i stand til at overbevise mig, skal jeg gøre, hvad I ønsker, at jeg skal gøre. Er det omvendt, skal I forny jeres troskab til mig.”

Kharijiterne sendte deres leder Abdullah bin al-Kawa som deres repræsentant. Lange diskussioner fandt sted mellem ham og Lederen af de Troende. Ali gav fyldestgørende og overbevisende svar på alle de spørgsmål, som han blev stillet. Han tog tilbage til sine venner, informerede dem om


det, de havde diskuteret og fortalte dem, at Ali havde overbevist ham fuldstændigt, og han (dvs. Ali) var på den rigtige vej. Kharijiterne forblev ikke desto mindre ubøjelige og accepterede ikke deres leders råd. De sagde, at da de allerede havde erklæret Ali for vantro, var det ikke muligt for dem at forny deres troskab til ham. De hånede Abdullah bin al-Kawa for at have udvist inkompetence i diskussionerne og i at bevise sin tro og bad ham om ikke at holde yderligere diskussioner med ham ej heller berette til nogen, hvad han allerede havde diskuteret med ham. Således fortsatte de med at være oprørske og fjendtlige overfor Ali og betragtede ham og hans ledsagere som vantro og ateister.

Ali var meget sørgmodig over at finde ud af, at hans tidligere venner og støtter var blevet hans fjender og ikke var rede til at lytte til fornuft. De var folk som tænkte på denne verden og var slaver af deres kødelige lyster. Han forstod, at kun sværdet kunne afgøre sagerne mellem dem og ham selv. Det var kommet dertil, fordi disse folk havde taget loven i deres egne hænder. De dræbte dem, som de kunne fnage, og plyndrede og bestjal fredelige indbyggere.

Selv da opgav Lederen af de Troende ikke at rådgive disse folk til at komme tilbage på den rette vej. Han pålagde også sine soldater ikke at tage initiativ til at starte kampen. Ikke desto mindre rejste Kharijiterne pludselig deres slogan: ”Der er ingen dommer undtaget Gud,” og angreb Alis hær med fuld styrke. Derpå trak Lederen af de Troende og hans soldater også deres sværd, og den forfærdelige krig ved Nehrawan begyndte. Da kampen sluttede, var næsten alle Kharijiter blevet dræbt. Kun fire hundrede

DEN GUDDOMMELIGE VILJE 657

personer overlevede, og de havde også fået alvorlige skader. Havde de ikke været halvdøde på grund af deres sår, var det også muligt, at de var døde kæmpende, eller ville have opnået sejr. Ali beordrede, at disse personer skulle behandles med venlighed og overgav dem til deres familier og stammer, så de kunne sørge for deres rette behandling.

Efter at have taget opgøret med Kharijiterne ønskede Ali at tage til Syrien for at straffe Mu’awiya. Men denne gang ødelagde Ash’ath bin Qais også hans planer med sine forræderiske aktiviteter. Han fik et stort antal soldater til at forlade hæren og gemme sig i de omliggende byer. Han hævdede, at soldaterne var blevet trætte af at kæmpe i lang tid og behøvede hvile. Han tilføjede, at de ville slutte sig til hæren, efter at de havde hvilet og var blevet friske.

Lederen af de Troende vendte tilbage til Kufa for at gøre forberedelser til at angribe Syrien.

Mu’awiyas egen hær var trofast overfor ham, og Kharijiterne hjalp ham også ubevidst ved at kæmpe imod Ali. Med hensyn til Ash’ath bin Qais fortæller historikerne, at inderst inde var han en af Mu’awiyas støtter og sympatisører. Nogle historikere har klart erklæret, at han tog til Damaskus, mødte Mu’awiya, og modtog enorme formuer fra ham og begyndte at afvente fremtidige udviklinger.

* * * * * * * * * *

På det tidspunkt skød skæbnen en pil i Ali, så den storslåede mand blev offer, og derved opnåede hans fjender deres mål. Ikke desto mindre var hans fjenders


succes ikke resultatet af deres bedrag, snedighed, visdom, styrke eller fornuft. Det var rent og skært held og et tilfælde, som bandede vejen for deres succes. Nogle fanatiske Kharijiter samledes på et sted og begyndte at tale om deres venner og slægtninge, som var blevet dræbt i krigen ved Nehrawan, de mente, at ansvaret for denne blodsudgydelse skulle lægges på skuldrene af tre personer som var lederne for dem, som var afveget fra den rette vej, nemlig Ali, Mu’awiya og Amr Aas. En af Kharijiterne ved navn Bark søn af Abdullah påtog sig at dræbe Mu’awiya; en anden ved navn Amr bin Bakr lovede at gøre det af med Amr Aas: og en tredje ved navn Abdur Rahman ibn Muljam tog ansvaret for at snigmyrde Ali.

De tre ovennævnte Kharijiter besluttede at dræbe Ali, Mu’awiya og Amr Aas, i løbet af en og samme nat.

Disse tre personer var meget fanatiske, hævngerrige og dristige og var rede til at opnå deres mål for enhver pris. Men i tilfældet med Abdur Rahman ibn Muljam skete der en mærkelig ting, som opmuntrede hans beslutsomhed, og gjorde den så fast, at selv hvis de andre to Kharijiter havde tøvet med at dræbe Mu’awiya og Amr Aas, var der ingen sandsynlighed for hans vaklen i snigmordet på Ali. Det skete således, at han kom fra Mekka til Kufa og opholdt sig der hos en af sine venner. Der mødte han en kvinde ved navn Qattam datter af Al-Akhzar, som var en uforlignelig skønhed på sin tid, og hvis far og bror var blevet dræbt i krigen ved Nehrawan. Abdur Rahman blev forelsket i hende og friede til hende med det samme. Hun spurgte ham, hvilken medgift han ville give hende. Han fortalte hende, at han ville give hende, hvad end hun ønskede.

DEN GUDDOMMELIGE VILJE 659

Derpå sagde hun: ”Jeg ønsker, at du skal give mig tre tusinde dirham, en slave og en slavepige og at du snigmyrder Ali søn af Abu Talib.” Han svarede: ”Det er nemt nok at give dig tre tusinde dirham, en slave og en slavepige, men hvordan kan jeg snigmyrde Ali?” Hun svarede: ”Dræb ham ved en list. Hvis du dræber ham, vil du føle dig tilfreds og vil også nyde mit selskab i lang tid.”

Før han mødte Qattam og talte med hende, var Abdur Rahman ibn Muljam noget tøvende i sin beslutning om at snigmyrde Ali, for til trods for al hans ondsindethed, var det ikke nogen nem opgave at dræbe imamen for en forseelse, som han ikke havde noget med at gøre. Ligeledes var det heller ikke så nemt for ham at tage et så forfærdeligt skridt, som helt sikkert ville være ekstremt farligt. Men skæbnen ville, at Abdur Rahman ibn Muljam skulle bekræftes i sin beslutning og blive rede til at begå den mest grufulde forbrydelse. Skæbnen tog en ny pil frem fra sit hylster og lagde den i ibn Muljams hånd for at sende den i brystet på imamen.

Skæbnen tog Abdur Rahman ibn Muljam til sin vens hus og bragte også Qattam til det sted. Der forgik der en mærkelig konversation om medgift, om hvilken en poet siger:

”Jeg har aldrig i Arabien eller noget andet sted set nogen så generøs person, at han skulle have givet nogen kvinde den samme medgift som Qattam dvs. tre tusinde dirham, en slave, en slavepige og snigmordet på Ali med et skarpt sværd. Hvor stor en medgift end må blive, kan den ikke blive større end Ali, og alle mord er nemmere end mordet på Ali, som blev begået af ibn Muljam.”


Qattams og ibn Muljams samtale sluttede med denne bemærkning fra sidstnævnte: ”Det er i orden. Det vil blive som du ønsker. Jeg påtager mig at myrde Ali.”

De tre Kharijiter, som havde besluttet sig for at tage Alis, Mu’awiyas og Amr Aas liv en bestemt nat, tog til deres destinationer. Og så skete der noget mærkeligt og muligvis enestående, som ingen kan holdes ansvarlig for.

Den mand, som skulle dræbe Amr Aas, fik ikke held til at nå sit mål. Måske ville skæbnen, at han ikke skulle overmande Amr Aas. Amr blev indisponeret og dette reddede hans liv. Han kom ikke ud af sit hus, hverken for at bede bønner eller udføre noget andet job. Han bad byens politiofficer ved navn Kharija ibn Huzafa om at lede morgenbønnen i hans sted. Da politiofficeren kom ud af Amr Aas hus, tog han ham for at være Amr Aas og dræbte ham.

Da Amr bin Bakr blev fanget og ført til Amr Aas, sagde sidstnævnte til ham: ”Du ønskede at dræbe mig, men Gud ønskede at Kharija skulle dræbes.” Så beordrede han, at Amr bin Bakr skulle halshugges.

Da Mu’awiya kom til moskeen, og Bark bin Abdullah så ham, slog han et voldsomt slag med sit sværd efter hans hoved, men sværdet ramte faktisk hans balder og angrebet viste sig at være fejlslagen. Mu’awiyas balder tjente som hans skjold, og hans liv blev reddet.

* * * * * * * * * *

LAD DEM SØRGE

En fremmed sidder i et hjørne af verden, væk fra folk, i en tilstand af ekstrem pine. Han sidder alene, og hans ensomhed ligger tungt på ham.

Han er en fremmed, skønt han lever blandt sine folk, men er ekstremt bekymret på grund af dem. Tiden genkendte ham ikke, selvom han havde domineret den.

Jorden genkendte ham ikke, selvom hans milde og vise udtalelser fortsatte med at klinge ud over den, og den med sine egne øjne så hans store bedrifter.

Denne fremmede plejede at bruge alt, hvad han ejede på andre, men bad ikke dem om noget. Han var underkastet stort pres, men han tænkte aldrig på at tage hævn. Han tilgav sine fjender, efter han havde overvundet dem. Han var aldrig uretfærdig overfor sine fjender og udførte aldrig nogen ulovlig handling for sine venner skyld. Han var de svages hjælper, den nødlidendes bror, de forældreløses far og en god ven for, dem som var trætte af deres liv. De henvendte sig altid til ham for at løse deres problemer og håbede på sympati fra ham i alle vanskeligheder. Han var belæst og yderst overbærende. Ikke desto mindre var hans hjerte fuld af sorg.


Hans majestæt og ophøjethed genlød i alle bjerge og ørkener. Han huggede hovederne af store kæmper, men var selv overvældet af kærlighed og godhed. Gennem dagen administrerede han retfærdighed og gennemførte de guddommelige love, og i nattens ly græd han bittert på grund af de fattige og hjælpeløse. Han var en fremmed, hvis tordnende stemme fik undertrykkerne til at ryste, hver gang en undertrykt person henvendte sig til ham med en klage. Hver gang et menneske beklagede sig til ham, glimtede hans sværd ligesom lyn og optændte de bedrageriskes mørke. Hver gang en berøvet person kaldte på ham, begyndte kærlighed og godhed at flyde fra hans hjerte og slukkede tørsten på den, som var udpint og ramt af hungersnød.

Han var en fremmed på jordens overflade, om end alle hans ord var sande og korrekte. Han bar grove klæder og vandrede ydmygt, og hvor end folk gik nedad holdt hans sit hoved højt. Han var en fremmed og en kærlig person, som led alle former for besværligheder, for at folk kunne forblive lykkelige.

Hvem var denne unikke og modige fremmede, som vidste alting og holdt sine øjne i alle retninger? Hvem var ham, som sørgede for folks velfærd i denne verden så vel som den næste, skønt de konstant sårede og skadede ham?

Hvem var denne unikke og engleblide person, hvis fjender fornægtede hans dyder på grund af deres had og nag, og hvis venner svigtede ham på grund af frygt? Han kæmpede alene imod korruption og destruktion. Hans opførsel overfor folk var konstant baseret på sandhed og oprigtighed. Han blev aldrig henrykt over sejr og blev aldrig

LAD DEM SØRGE 663

nedslået over nederlag. Han var legemliggørelsen af sandhed og bekymrede sig aldrig om andet end sandhed, skønt nogle folk fornægtede hans dyder, og andre frygtede ham.

Hvem kunne denne unikke person være andre end Ali, den omstridte og bekymrede Leder for de Troende, med hvis blod en ondsindet og uren mand ville besmitte sine hænder, så det kunne tjene som en medgift for en uren og ondsindet kvinde?

Det var en mørk og frygtelig nat. Himlen var overskyet. Til tider lynede det og kastede lys til alle sider.

Ørnene sad i deres reder med deres hoveder nedad, for den følgende dag ville deres fjer falde af og de ville gå i sorg for verdens leder.

Imamen var vågen, og hans øjne var søvnløse, fordi folk klagede sig på grund af undertrykkelse; nogle personer hengav sig til luksus og var rede til at gøre oprør. De magtfulde personer var ekstremt tyranniske overfor de svagere. Hans fjenders hemmelige samarbejde med hinanden skabte ballade og de planlagde at gøre oprør. Blandt dem var der nogle djævle, som erklærede kærlighed til hinanden.

Nogle af hans egne tilhængere havde også forsaget sandheden og afstod fra at hjælpe hinanden. Alt dette var meget smerteligt for Ali. Den nat genlevede han hele sit tidligere liv. Han erindrede, at lige fra hans barndom havde hans sværd fået Quraysh til at skælve, og han gjorde sit bedste for at udbrede Islam. Hans folk så hans aktiviteter som barnlige, men han forblev standhaftig og ydede al


mulig assistance til Profeten for at føre hans mission til succes.

Han huskede natten før emigrationen, da han sov i Profetens seng under skyggen af Quraysh sværd med det håb, at Abu Sufyan og andre polyteister ville være fejlslagne og ikke være i stand til at gøre Profeten nogen skade.

Han huskede kampene, i hvilke han forsvarede Profeten og Islam imod fjenderne. Han kunne se for sig de vantro brede sig ligesom græshopper, som bliver spredt ved en støvstorm. Han kunne se for sig Profeten omfavne ham med inderlig kærlighed og sige: ”Dette er min bror.”

Han huskede det tidspunkt, da Profeten kom til hans hus en dag, hvor han sov. Fatima ønskede at vække ham, men Profeten sagde: ”Lad ham sove, for efter mig vil han blive berøvet søvn i lang tid.” Og derpå begyndte Fatima at græde bittert.

Han genkaldte sig det tidspunkt, da Profeten havde sagt: ”Oh Ali! Gud har smykket dig på den bedste måde. Han har begavet dig med kærlighed til de fattige og hjælpeløse. De vil være lykkelige over at gøre dig til deres imam, og du vil være tilfreds med at se dem som dine tilhængere.”

Han genkaldte sig det tidspunkt hvor Profeten kastede et blik på hans ansigt og drog sit sidste åndedrag. Han genkaldte sig ligeledes Fatimas sorg, som fik hende til at dø fyrre dage efter sin fars død.

Han genkaldte sig også ansigterne på Profetens ledsagere, som plejede at sige: ”Under Profetens tid kunne vi identificere hyklerne på grund af deres fjendskab til Ali.”

LAD DEM SØRGE 665

Profeten havde ikke en, men mange gange sagt: ”Oh Ali! Kun en hykler vil være fjendtlig overfor dig.”

I dette øjeblik genkaldte han sig sine fæller, som havde kæmpet jihad sammen med ham under Profetens levetid. De var forenet, hjalp hinanden, og havde bevaret broderskabets bånd. Men senere, under hans egen tid, sluttede nogle sig til ham, mens andre modarbejdede ham. Nogle, som ønskede at blive ledere eller at opnå jordiske goder, var døde og andre var stadig i live. Disse ædelsindede ledsagere, som var beslutsomme på at promovere sandhed og retfærdighed (Må Gud velsigne dem!) var fremmede i denne verden. De gav deres liv på vegne af retfærdighed og troskab, og fjendernes undertrykkelse begravede dem i jordens dybde.

En af dem var Abu Zar Ghifari – den fremtrædende ledsager af Profeten, som ikke kunne tolerere, at menneskelivet skulle krænkes og, derfor rejste han sig for at modarbejde undertrykkelse og uretfærdighed. Han var en stor mand, som ikke havde nogen venner tilbage på grund af sin sandfærdighed undtaget Ali, og som mødte en meget tragisk afslutning. Ali genkaldte sig det tidspunkt, da Abu Zar i Profetens nærvær bar en udslidt kappe og stillede sig selv til Profetens disposition til hvilken som helst tjeneste. Fra det tidspunkt og fremover forblev han en trofast støtte af sandheden, så meget at under Uthmans tid begyndte han en kampagne imod Bani Umayyah til støtte for de undertrykte og hjælpeløse.

Som følge deraf blev han forvist af Marwan og Uthman til et goldt område kaldet Rabazah, hvor hans børn mødte døden for hans øjne. Han og hans hustru så selv på, at de


døde, og han bad til, at hun måtte dø før ham selv, så hun ikke måtte overleve efter ham, for ellers ville det blive hendes anden død. Abu Zar døde af sult, mens Bani Umayyah havde hele jordens formue til deres disposition. Han erindrede også hans fromme og trofaste bror Ammar Yasir, som blev martyrdræbt under en lignende nat nogle få dage tidligere af en oprørsk og undertrykkende gruppe i krigen ved Siffin.

Ja! Hvor var Alis trofaste brødre, som var tilhængere af den rette vej – dem som hverken hengav sig til ond snak, eller bagtalte nogen eller praktiserede bedrag og svig? Alle disse retfærdige mænd havde forladt verden en efter en, og kun Ali var tilbage til at kæmpe en hård og forfærdelig kamp imod de undertrykkende og ondsindede personer. Hvis Gud havde skænket sejr til Ali over oprørerne, ville han have sat en stopper for oprør og behandlet oprørerne på en passende måde.

Det var en kamp, i hvilken sandhed var alene på den ene side, skønt den tilsyneladende havde mange støtter.

Det var en kamp, i hvilken han blev modarbejdet af folk, hvis børn var blevet vildledt, hvis unge mænd blev mordere, og hvis ældre ikke var vant til at påbyde andre at gøre godt og forhindre dem i at gøre ondt. De frygtede kun den person, hvis tunge kunne skade dem, og respekterede kun ham, fra hvem de håbede at få noget. Hvis han havde ladet dem gå deres egne veje, ville de ikke have forladt ham, og hvis han havde forfulgt dem, ville de have angrebet ham alle på en gang. De var ledsagere i perversion og bagtalte hinanden, når de skiltes.

LAD DEM SØRGE 667

Den kamp, som Ali var tvunget til at kæmpe imod sin vilje, var ligesom bølgen på havet, som ikke tager hensyn til, om en person drukner eller ej, eller ligesom en flamme af ild, som brænder alting og reducerer det til aske.

Det var en kamp mellem Ali, som ønskede andre skulle nyde verdens overflod, og dem som ønskede at jage deres undersåtter væk fra den frugtbare jord og smide dem i golde ørkener og brændende vinde.

Oh! Hvilket liv Ali levede! Hans liv blev brugt enten på at udføre jihad eller at lide alskens besværligheder.

Oh! Hvor ædle og retfærdige personer der var i verden! De døde en efter en og lod Ali alene. Efter deres afgang blev verden fyldt med tyranni og uretfærdighed.

Denne unikke fremmede så den følgende dag for sig, hvis mørke ville vare længere end nattens mørke for de fattige, og som ville blive koldere end samvittigheden hos dem, som er utro overfor deres løfter. Det ville blive tungt for de uheldige. Den følgende dag, hvor disse personer ville blive herskere ved bedrageriske metoder, ville de ikke knytte nogen betydning til deres undersåtter. Kun de indsmigrende, de der bagtalte og ballademagerne ville opnå fordel af disse herskere. Det ville blive en dag, hvor uretfærdige og grusomme personer ville blive gjort til ledere og kun de personer, som var primitive og skamløse, ville leve et fredeligt liv.

Ali så for sig statens affærer den næste dag med sit hjerte og intellekt. Det ville blive en meget sørgelig dag. Efter denne nat ville der ikke være nogen person i en ledende position, som ville foretrække sandhed frem for løgn, hvis


løgn var meget fordelagtig for ham. Efter denne nat ville der ikke være nogen leder, som skulle være ligesom en far for folket og skulle elske sandhed til trods for alle de besværligheder, som han måtte lide ved at efterlade alle fornøjelser, som stammede fra løgn.

Efter denne nat ville der ikke eksistere et sådan hjerte og intellekt til at dømme folk retfærdigt og følge sandheden, selvom bjergene rystede og jorden skiltes.

Ak! Den følgende dag er den dag, da en uvidende person ville begå den mest frygtelige forbrydelse så en brovtende tyrannisk konge ville komme til at herske, og den ædle mand ville møde død og ødelæggelse, mens han kæmpede imod tyrannernes uretfærdighed.

Lederen af de troende trak sin hånd igennem skægget og græd længe.

Han kiggede op på himlen og så den mørke nat, så skyernes og stjernernes refleksion i kapitalisternes paladsers lys og de fattiges hytter, natten som skjulte de ondsindedes korruption og ballade så vel som de retfærdiges lidelser. Han så på verden og sagde henvendt til den for sig selv: ”Oh verden! Bedrag hvem som helst anden og ikke mig.”

Tiden gik og natten blev mørkere og mørkere. Hvilket ensomt, forfærdeligt og mærkeligt sted verdenen er!

Han lagde sig til at sove et kort øjeblik med alle erindringerne frisk i sind. Mens han sov, havde han en drøm, i hvilken han så Profeten og sagde til ham: ”Oh Guds Profet! Jeg har lidt meget ved dine tilhængeres hænder og har været nødt til at imødese akut modstand fra dem.”

LAD DEM SØRGE 669

Profeten sagde: ”Nedkald forbandelser over dem.” Ali sagde: ”Oh Herre! Giv mig bedre ledsagere end disse folk og pålæg dem, i mit sted, den værste leder.”

Da det blev solopgang, blæste en let vind og himlen græd tårer. Ali ibn Abi Talib gik langsomt hen til moskeen, som om hans fødder talte med jorden og fortalte den historien om disse skinnede øjeblikke. Fuglene var også sørgmodige. Han havde endnu ikke nået moskeens gårdhave, da ænderne løb hen til ham og begyndte at græde. Ligeledes begyndte den kolde morgens vind også at sørge.

Dem, som var kommet for at bede deres bønner, trådte frem og forsøgte at fjerne ænderne. Men de hverken gik væk eller holdt op med at græde.

Og fortsatte vinden med at frembringe en rusten lyd. Det virkede, som om ænderne og vinden allerede vidste, at Lederen af de Troende var på vej til sin sidste katastrofe.

Lederen af de Troende hørte meget opmærksomt på ændernes skrig og vendte sig da til folk og sagde: ”Fjerne dem ikke, for de sørger.”

Med disse ord forudsagde Lederen af de Troende den forstående katastrofe, som ville ramme ham.

Hvorfor skulle ænderne ikke have sørget? Hvorfor stræbte folk efter at forhindre dem i at græde? Og hvorfor skulle Lederen af de Troende ikke have set på dem med kærlighed og hengivelse? Han havde allerede set tusinder af sørgende, men denne morgen bar i sit bryst en hemmelighed, som andre morgener ikke gjorde. Den dag følte han noget, som han aldrig havde følt før. Var denne storslåede mand ikke berettiget til at høre sin elegi i form


af skrig fra ænderne og vindens klagen? Havde han ikke ret til at sige farvel til solen og dens skygger, som han ikke ville se igen? Var han ikke berettiget til at kaste et sidste blik på de steder, hvor han levede et liv i fattigdom for at gøre andre tilpas? Disse steder havde set mange tegn på hans tapperhed og mod, manifestationer af hans formidable personlighed, og mange hårde lidelser og udfordringer, som han måtte bære. De havde også set de meget lange nætter, som han passerede grædende i hengivelse til Gud.

Hvis verdens beboere havde holdt sig til sandhed og retfærdighed, ville han ikke følt sorg over at forlade dens dage og nætter. Hvad der pinte ham var, at verden var blevet overfyldt med ondsindede og forræderiske personer.

Verden klagede under disse personer pres, og dens beboere var bukket under for desperation. Iraks, Hijaz, og Syriens berøvede personer levede et meget besværligt liv. Hyklerne tjente umådelige summer.

Selvfølgelig, havde verden ikke tabt noget, hvis den havde tilladt Ali at tage et eller to skridt mere til at bringe forandringer ind de gældende forhold. Uheldigvis ønskede verden ikke, at en ændring skulle ske i de fremherskende vilkår.

Denne storslåede person besad en guddommelig sjæl og følte, at hans fødder fik ham til at tage på en lang rejse. Han stoppede ved porten til moskeen i et kort øjeblik og kiggede på de sørgende ænder. Så vendte han sig om imod de mænd, som stod et stykke fra ham og ytrede denne sætning nogle gange: ”Fjern dem ikke, for de sørger.”

LAD DEM SØRGE 671

Ali gik ind i moskeen og gjorde knæfald for den Almægtige Gud. Abdur Rahman ibn Muljam kom også ind i moskeen medbringende et sværd med en forgiftet æg. Han slog sådan et slag i imamens hoved at, som det blev sagt af ham (ibn Muljam), hvis det blev gjort i hovedet af alle byens indbyggere, ville ingen af dem have overlevet. Må denne ondskabsfulde forbryder blive underkastet guddommelig hævn, og må Guds forbandelse og alle Hans skabninger ramme ham! Må han lide under den strengeste tortur i Helvede!

Voldsomme vinde begyndte at blæse, og alt blev vendt på hovedet. Støvstorme rejste sig fra alle sider og forårsagede ødelæggelse. Den klare dag blev mørk ligesom en måneløs nat. Det var et skræmmende syn. Fuglene græd, og træerne rystede. Alis tilhængere og beundrere blev lamslåede og brød ud i gråd. Dem som elsker sandhed og retfærdighed vil fortsætte med at græde over denne tragedie indtil Dommedag. Alting i verden blev fortvivlet og sørgmodig undtaget Alis ansigt, som var fuldstændigt fredeligt. Han tilkendegav ikke noget ønske om hævn eller udtrykte nogen vrede. Folk var samlet i porten til hans hus med meget triste ansigter og bad til Gud for hans hurtige helbredelse. De angreb Abdur Rahman ibn Muljam og fangede ham. Da han blev bragt til Lederen af de Troende, sagde han: ”Giv ham god mad og en blød seng.”

Denne venlighed, som sås på hans ansigt, var endnu mere bedrøvelig end alle verdens katastrofer. På det tidspunkt mindede hans ansigt om Sokrates ansigt, da uvidende og tåbelige personer fik ham til at drikke en kop med gift. Det mindede om Jesus Kristus ansigt, da jøderne plagede ham.


Det mindede om ansigtet på Islams Profet Muhammad, da Taifs uvidende personer kastede sten på ham og ikke vidste, at de var ved at stene det største menneske, der nogensinde er født.

Kufas bedste læger blev tilkaldt for at behandle imamen. Athir bin Amr bin Hani, som var den mest kyndige blandt dem, undersøgte omhyggeligt såret på Alis pande og sagde med ekstrem smerte og modløshed: ”Oh De troendes Leder! Du bør hellere lave et testamente, fordi såret, som du har fået af ibn Muljam, er helt ind i din hjerne.

Imamen var ikke stødt over lægens bemærkning ej heller ytrede han noget anklagende ord. Han resignerede sig selv til Guds vilje.

Ali kaldte på sine to sønner Hassan og Hussain og fik givet nogle anbefalinger til dem. Han insisterede også overfor dem, at de ikke skulle forårsage nogen uro eller ty til blodsudgydelse på grund af hans snigmord. Med hensyn til snigmorderen sagde han: ”Hvis I tilgiver ham, vil det være nærmere ydmyghed.”

Nogle af de anbefalinger, som Ali gav til sine sønner Hassan og Hussain, var følgende:

”Jeg tildeler jer en ed i Guds navn, at I skal drage omsorg for de trængende og fattige og lade dem få andel i jeres underhold og indtægt. Og som beordret af Gud, skal I tale blidt med enhver og sige noget godt, hver gang I taler og skal ikke undlade at påbyde andre at gøre godt og afholde sig fra at gøre ondt.”

”Det er jeres pligt at have gode og venlige forbindelser til hinanden. I skal opføre jer uformelt og observere

LAD DEM SØRGE 673

enkelthed. I skal hverken afbryde forbindelsen med hinanden ej heller leve adskilt.”

Efter en kort tid vendte han sig til folk og sagde: ”Indtil i går var jeg jeres leder, i dag er jeg midlet til at give jer en lærestreg fra mig, og i morgen skal jeg forlade jer. Må Gud tilgive os alle.”

Ali fik en skade i sit hoved fredag morgen. Han tilbragte to dage i stor smerte, men klagede ikke over smerte eller besvær. Han fortsatte med at søge Guds støtte og rådede folk til at gøre godt overfor de trængende og fattige. Han drog sit sidste åndedrag i løbet af natten den 21. i Ramazan 40 A.H.

Den storslåede og unikke mand, som led under sine fjenders så vel som sine venners hænder, døde. Det var den ædelmodige person, som var en martyr mens han levede og martyrernes far da han døde.

Martyren på vegne af standhaftighed, retskaffenhed og sympati, var død. Martyren af renhed og ædelmodighed, som aldrig viste den mindste vaklen i anliggender om sandhed og oprigtighed, forlod verden.

Denne storslåede mand gik bort. Det er meget uheldigt, at han ikke fik mulighed for at etablere et styre, som måtte have tjent som en model for fremtidige regeringer, og hvor almindelige menneske måtte have levet et fredeligt liv med velsignelsen af hans navn, og hvor ballademagere ville møde ydmygelse og vanære.

Han forlod verden og efterlod en familie hvor alle medlemmer mødte martyrdøden på vegne af sandhed. Han efterlod en sorgfuld datter Zainab til at bære


besværligheder, og denne verdens folk behandlede hende med enestående grusomhed og ondsindethed. Han efterlod Hassan og Hussain til sine svorne fjender, såsom sønnen af Abu Sufyan og andre.

Den første periode af sammensværgelser imod Ali og hans børn sluttede. Den blev efterfulgt af mange andre perioder, som var fyldt med flere forfærdelige og strenge vanskeligheder for dem.

Følgende martyrdøden for Lederen af de Troende skinnede de høje paladser ligesom luftspejlninger i den golde ørken. Kilder udtørrede. Marker blev uopdyrkede jorde. Oprørernes og bedragernes styrer blev styrket. Disse personer, som anså forræderi og bedrag for at være tilladt for en hersker, blev aktive straks efter Alis martyrdød. Hvor ildevarslende er de styrer, hvis fundament er lagt på snigmordet på dem, som er berettiget til ærbødighed!

Hvilken stor skuffelse Alis beundrere måtte have følt på grund af den katastrofe, som ramte dem som et resultat af hans tragiske snigmord. Hvor bedrøvede måtte de retfærdige personer have været i lang tid på grund af denne forfærdelige begivenhed. Hvilken stor katastrofe, for det var på grund af den at hele Arabien forblev en scene af uro og korruption i århundreder. Hvor stor var den sorg som fortsatte med at øges og blev fast rodfæstet med tidens løb og til sidst ødelagde de tyranniske herskeres og deres støtters magt. Til hvilken nytte var det styre som var bygget på tårer, som de undertrykte og hjælpeløse havde grædt, for at begræde snigmordet på Ali søn af Abu Talib?

LAD DEM SØRGE 675

Ali plejede at trøste folk. Han var god ved de trængende og hjælpeløse ligesom en far. Hele verdens samlede formue og alle dens skatte kunne end ikke måle sig med snøren i hans sko. Alle de undertrykkende kaliffer og deres formuer er simpelthen grotesk i en farce af en udtalelse af Nahj al-Balaghah og de synspunkter, som han har tilkendegivet i den. De er værdiløse selv overfor en dråbe af hans tårer.

Den storslåede og ædelmodige person døde, og dem som anså sig selv for at være store uden berettigelse forblev tilbage. En mand døde og blev hædret, og en nation forblev i live og viste sig at være ondsindet og afskyelig.

Imamen efterlod sine fjender levende i verdenen, men deres liv var det samme som destruktion.

* * * * * * * * * *

Documents

I Guds navn, den Barmhjertige, den Nådigeshiatuali.weebly.com/uploads/2/4/5/4/24542380/alimam_ali_-a-_sout... · mest fremtrædende personlighed i Islam efter Profeten Muhammad,