Netværk får trivslen til at skyde i vejret på Løvstikkevej

SOF profilen:Traumer gør hjernen sårbar

Personalebladet for ansatte i Socialforvaltningen i Københavns Kommune

Som leder har man ikke svaret på alt

Botilbudsleder Wivi Rosenkilde

7 gode råd til arbejdet med sundhed

NR. 2. JUNI 2017

nr.2 juni 2017 • sofbladetsofbladet • nr.2 juni 2017 32

4 Kort nyt

6 SOFprofilen

8 Syv gode råd til arbejdet med sundhed for psykisk sårbare borgere

10 Københavnere med overskud søges

12 Til kamp mod salg af hash og narkotika på Lindegårdshusene

15 Flere stofbrugere med smitsom leverbetændelse får behandling

18 Netværk får trivslen til at skyde i vejret på Løvstikkevej

22 Forældrene skal i arbejdstøjet

26 Status på Borgerens Plan

28 Borgeren har ordet

Sofbladet er Københavns Kommunes blad til alle ansatte i Socialforvaltningen.

Du er altid velkommen til at komme med gode idéer til bladet, både til enkelte artikler og til temaer.

KONTAKT Pernille Søndergaardtlf. 3366 2483sofbladet@sof.kk.dk

ADRESSESocialforvaltningenRådhuset 1599 København V

ANSVARSHAVENDE REDAKTØRNina Eg Hansen

LAYOUT OG PRODUKTIONKK Design, Københavns Rådhus

TRYKTryKKerietISO 14001 Miljøcertificeret

FORSIDEFOTOFoto: Anne-Li Engström

Sofbladet udgives af Københavns Kommunes Socialforvaltning

Leder Indhold

Netværk får trivslen til at skyde i vejret på LøvstikkevejBotilbuddet Løvstikkevej er den arbejdsplads i SOF, som i årets trivselsmåling tegner sig for den største fremgang siden forrige måling i 2015. Sof­bladet har sat ledere og medarbejdere stævne til en rundbordssamtale for at høre, hvad der er sket.

Til kamp mod salg af hash og narkotika på LindegårdshusenePå Lindegårdshusene hjælper en tidligere betjent botilbuddet med at få bugt med salg af stoffer. Det kræver klarhed og konse­k vens i forhold til de beboere, der dealer, og et godt samarbejde med det lokale politi. Til gengæld oplever både ansatte og ledelse, at omfanget af stoffer som hash og amfetamin er blevet væsent­ligt mindre.

11

6

18

Trivsel og faglighedI dette nummer af bladet har medarbejdere og ledere fra botilbuddet Løvstikkevej indtaget forsiden. Inde i bladet fortæller de den gode historie om, hvordan de har været med til at løfte trivslen, som for få år siden var helt i bund. En udvikling, som kan aflæses af årets trivselsundersøgelse, hvor botilbuddet Løvstikkevej er den arbejdsplads i SOF, som har vist størst fremgang siden forrige måling i 2015.

Resultaterne af årets trivselsundersøgelse viser, at der også generelt er fremgang i trivslen. Resultaterne er delt ind i ti trivselstemaer, og SOF går frem i otte ud af ti. I syv temaer ligger vi højere eller på niveau med kommunens øvrige forvaltninger.

Vores motivation er høj, og vi trives med vores arbejdsopgaver, som vi finder menings­fulde. Vi har et godt samarbejde med vores kollegaer og ledere også på tværs af arbejdspladser, og vi har gode muligheder for at lære nyt.

Det er dejligt at se, at så mange trives og er glade for at gå på arbejde. Men vi skal selvfølgelig også bruge undersøgelsen fremadrettet til at rette op, hvor trivslen er knap så høj, og til hele tiden at blive bedre også der, hvor det går godt.

Et godt arbejdsmiljø og en høj grad af trivsel kan ikke undgå at smitte af på vores indsats for de københavnere, der har brug for vores hjælp.

I bladet kan du dykke ned i nogle af de indsatser og resultater, som vi i SOF er med til at skabe til gavn for udsatte københavnere.

Læs fx om, hvordan de i Center for Rusmiddelbehandling samarbejder med Rigshospi-talet om at udvikle og afprøve en ny model for screening og behandling af stofbrugere med smitsom leverbetændelse. Bliv klogere på, hvordan Lindegårdshusene har sat målrettet ind for at komme salget af stoffer på botilbuddet til livs. Eller læs, hvordan Familiehuset i Borgercenter Handicap hjælper forældre til børn med autisme med at mestre familielivet og støtte deres barn i en positiv udvikling via det australsk udvik-lede kursus Stepping Stones.

Der er tale om projekter, hvor nye tilgange kom- mer i spil, enten i samarbejde med andre eller ved at evidensbaserede metoder afprøves i vores egen kontekst. Det er alt sammen med til at højne fagligheden.

Og så er vi tilbage ved trivslen. I hvert fald er det tit sådan, at en høj faglighed og et godt arbejds-miljø går hånd i hånd; et godt arbejdsmiljø og en ledelse, der skaber rammer for, at man sammen kan afprøve, udvikle og dele ny viden og nye til-gange, er en forudsætning for, at fagligheden kan folde sig ud. Og en stærk faglighed bidrager posi-tivt til et godt arbejdsmiljø – og til at vi kan gøre en endnu større forskel for borgerne.

God læselyst!

Nina Eg Hansen

SOFprofilenMichael Ulrich er leder af PsykologHuset for Børn og Unge, som spiller en central rolle i et nyt 5­årigt projekt, der skal ruste medarbejdere i SOF til at spotte børn og unge med traumer og stabilisere dem, så de på en tryg måde bliver parate til psykologbehandling.

Kom til lancering af SOF’s nye håndbog i FITKender du til FIT, eller er du nysgerrig på feed-back-redskabet? Så kom og få en præsentation af SOF’s helt egen FIT-håndbog, som er blevet til på baggrund af en lang række erfaringer med at implementere FIT de seneste år.

Tid og sted: Onsdag den 21. juni kl. 13 – 15 Bernstorffsgade 17, 4. sal i lokale 400

Tekst Pernille Søndergaard Tekst og foto: Pernille Søndergaard

144flere borgere søgte om alkoholbehandling i Center for Rusmiddelbehandling i 2016. Det svarer til en stigning på 14,1 procent sammenlignet med 2015.

For mange eller for få blade?Sofbladet skal gerne nå ud til alle arbejdspladser i SOF. Men får I for mange eller for få eksemplarer af Sofbladet? Eller modtager I slet ikke bladet? Send en mail til sofbladet@sof.kk.dk med oplysninger om arbejdsplads­ens navn og adresse, og hvor mange eksemplarer af bladet I fremover ønsker at modtage.

nr.2 juni 2017 • sofbladetsofbladet • nr.2 juni 2017 54

Kort nyt

Kropsbehandler Jan Kautz og socialarbejder Henrik Wiegman nyder solen sammen med 19­årige Anders og Halfdan foran Christianias Sundhedshus, hvor kropsbehandlingerne finder sted.

Et åndehul i et vildt livDet seneste års tid har de unge i Vilde Liv fået tilbud om gratis massage og krops-behandlinger. Det giver et ån-de hul i et hektisk og udsat liv.

I Vilde Liv holder kan unge mellem 13­21 år, som færdes på Christiania og Christianshavn, få anonym rådgivning, voksen kontakt og meget mere. Siden maj 2016 har de omkring 60 unge, som Vilde Liv er i kontakt med, også fået tilbud om gratis massage og kropsbehandling af seks ManuVision­ behandlere.

Med overfrakke og solbrillerSamarbejdet med de frivillige behand­lere bygger på, at behandlerne altid møder de unge dér, hvor de er. Det fortæller socialarbejder og sygeplejerske i Vilde Liv Henrik Wiegman. ”Nogle af de unge har fået behand­ling med tykke overfrakker og solbriller på, inden de måske har fået mod på at lægge deres panser. En del får bare en enkel massage – og det er helt ok

– mens andre har haft lyst til at tage den videre til flere behandlinger.” En af dem er 19­årige Anders. Han begyndte at komme i Vilde Liv, da han for nogle år siden hang ud på Christi­ania og røg for meget hash. Han har tidligere været ansat som fodboldtræner i Vilde Liv. ”Behandlingerne har hjulpet mig med at komme helt ned på jorden og mærke mig selv. Når man er stresset, kan man godt mærke, at kroppen er lige på grænsen til at knække. Men nu har jeg lært at trække vejret helt ned i kroppen, og behandlingerne hjælper mig på den måde med at åbne op for at ændre ved de ting i kroppen, som har sat sig,” siger han. Nye døre åbnesHenrik Wiegman fortæller, at behand­lerne kan noget som det socialpædago­giske personale i Vilde Liv ikke kan. ”Vi arbejder med relationerne til de unge, og meget foregår kognitivt. Behandlingerne derimod går direkte ind og påvirker kroppen. Mange af de unge lever et barskt liv på gaden, og behandlingerne giver dem et åndehul i en hektisk hverdag. Og det, der starter med et åndehul, kan åbne nye døre for de unge.”I Vilde Liv arbejdes der med at møde de unge dér, hvor de er, ved at tage ud­gangspunkt i deres virkelighed. ”Vi siger ikke, at der er én rigtig måde

at leve sit liv på. Men vi vil gerne give de unge mulighed for at mærke sig selv og erkende: Lige nu er det pisse svært, men det kan blive anderledes. Det er ok at være ked af det og frustreret, og hvis jeg forliger mig med det, er det også nemmere at håndtere min vrede, fortabthed eller hvad der nu er på spil,” siger Henrik Wiegman. For kropsbehandler Jan Kautz er det en vigtig pointe, at ManuVision er en behandlingsform, som kan rette op på ubalancer i krop og psyke. ”Gennem behandlingen får man tit et nyt syn på de omstændigheder, man er fanget i. For når man tillader sig at gå ind i det, der er svært, så åbner man også for muligheden for, at det kan være anderledes,” siger Jan Kautz, som til daglig er behandler på Østerbro og et par gange om måneden tager turen ud til Vilde Liv for at give en frivillig hånd. ”Selvom det er mennesker med helt andre livsvilkår, jeg møder her end i klinikken på Østerbro, så er det de samme ubalancer, der sætter sig hos de unge som i en erhvervsleder. Det er spændende for mig som behandler at opleve. Og så giver det meget mening at arbejde med mennesker, som normalt ikke har råd til behandling, men har rigtigt meget brug for den,” siger han.

Nyt projekt hjælper børn og voksne i familier med psykiske lidelser Når mor eller far bliver ramt af en psykisk lidelse, så på-virkes hele familien. Borgercenter Børn og Unge tilbyder i samarbejde med Psykiatrisk Center Amager i Region Hovedstaden gruppeforløb, som skal hjælpe børn og voksne med at tale om alle de svære følelser, som følger med at leve i en familie, der er ramt af psykisk sygdom. I 2017 og 2018 gennemføres i alt fem gruppeforløb. Projektet afsluttes med en evaluering og konference omkring efteråret 2018.

Vil du vide mere, kontakt: Familiebehandler Christina Christensen, e-mail ZG8C@sof.kk.dk

Ses vi til årets DHL?Onsdag den 30. august løber Københavns Kommune som sædvanlig DHL stafet i Fælledparken, og igen i år kan du og dine kolleger melde jer til enten løbe- eller gåhold.

Læs mere om tilmelding på www.medarbejder.kk.dk

nr.2 juni 2017 • sofbladetsofbladet • nr.2 juni 2017 76

Fakta om projekt Styrket indlæring, bedre skolegang

• Projektet Styrket indlæring, bedre skolegang, går ud på at opbygge en systematisk, koor-dineret indsats til identi ficering og behandling af traumer for udsatte børn og unge for på den måde at skabe forudsæt-ninger for, at de kan få en bedre skolegang og uddan-nelse, bl.a. ved at styrke børne-nes/de unges indlæringsevne.

• Projektet skal opkvalificere ca. 1.400 medarbejdere, herunder pædagoger, lærere, sundhedsplejersker, familie-behandlere, psykologer, sags-behandlere mv. i at opspore, identificere og stabilisere børn med traumer.

• I perioden 2017-2022 involve-res ca. 1.000 traumatiserede børn i alderen 6-18 år fra ud-satte familier.

Michael Ulrich er leder af Psykolog-Huset for Børn og Unge, som spiller en central rolle i et nyt 5-årigt pro-jekt, der skal ruste med arbejdere i SOF til at spotte børn og unge med traumer og stabi lisere dem, så de på en tryg måde bliver parate til psyko logbehandling. Projek tet hedder Styrket indlæring, bedre skolegang.

Profession: PsykologAlder: 43 år

Michael Ulrich

Vi skal få øje på traumerneProjektet handler ikke om, at vi skal finde 1000 nye

børn, vi aldrig har set, men om at få øje på de børn, vi allerede har i vores hænder. Symptomer på traumer kan let forveksles med symptomer på ADHD, autisme, angst og

depression. Så det handler om, at vi skal opkvalificere medar-bejderne til at få øje på, hvornår det er et udviklingstraume, som i virkelig heden er på spil, og som forstyrrer barnets ud-vikling enormt meget. Traumer forårsager stress, der påvirker

arbejdshukom melsen og koncentrationen, som er vigtige forudsætninger for indlæring.

Traumer gør hjernen sårbarDe fleste har en ide om, at hvis man har været

udsat for noget voldsomt eller livstruende, så får man et traume. Men nyere forskning taler også om udviklings-

traumer, der kan opstå i opvæksten i forbindelse med fx tilknytningsforstyrrelser, voldsomt omsorgssvigt, vold,

misbrug eller psykisk sygdom i familien, grov mobning osv. Traumerne opstår dér, hvor hjernen gennem opvæksten

bliver udsat for stimuli, som er for overvældende til, at den kan be arbejde dem på sædvanlig vis. Det får

hjernen til at gå i stå og blive sårbar.

Børn tager skylden Når børn oplever voldsomme ting i barndommen,

så har de en tendens til at tænke: ”Det var min skyld, jeg var ikke god nok.” Men i virkeligheden var det de voksne, som ikke handlede godt nok. Derfor skal de betydningsfulde voksne – helst forældrene – inddrages. De skal gå ind og sige, at det var de voksne, der gjorde noget forkert. ”Det var os, der slog hinanden. Det var dig, der skulle

sidde og kigge på det, og vi beskyttede dig ikke godt nok”. Da bliver det tilladt for barnet at tænke anderledes om traumet og give

slip på følelser af angst, skyld og skam. Og når barnet får lov til det, bliver der frigivet en mulighed for at behandle det.

De sovende hunde skal vækkes blidtOver tusinde medarbejdere skal lære grundtrinene

i Sleeping Dogs Method – en metode, der sigter mod at gøre barnet stabilt og trygt nok til at modtage traumeterapi. Traumer kan ses som sovende vilde hunde, man helst skal lade sove, for hvis man

rører ved dem, så vågner de og bider. Men det dur ikke at lade hundene ligge i stuen og sove og undgå

stuen, for det er en god stue at være i. Et sted, hvor hjernen fungerer godt, og hvor man kan tilegne sig læring. Så her er pointen, at vi skal vække de sovende traumer hos børnene. Men på den rig-tige måde, så de kun bider lidt og kan behandles. Det kræver bl.a.,

at vi sørger for at sikre både den fysiske og følelsesmæssige sikkerhed for barnet.

Psykologpraksis – on the sideJeg har en lille psykologpraksis ved siden af mit

job som leder af Psykologhuset. Det er fantastisk for mig som psykolog at kunne have den rene kliniske praksis med klassisk terapi en smule ved siden af. Det gør mig til en bedre leder,

for jeg får den almindelige kliniske erfaring, som også alle mine medarbejdere sidder med i Psykologhuset.

Psykologen fylder meget – men ikke altSelvom dét at være psykolog fylder meget, så fylder det ikke alt.

Jeg sidder ikke og analyserer folk, når jeg er til selskaber og fest eller sammen med mine venner. Når man er i sin funktion som psykolog, så går man ind og tænker på en anden måde og stiller nogle andre spørgs-mål, som netop adskiller sig fra det almindelige liv. Man skal ikke sidde

med for mange psykologspørgsmål over for sine børn og kæreste, før de bliver pænt trætte af én. At være psykolog er en særlig tænke- og være

måde – en fagprofession, som adskiller sig fra det private.

Træner sig til indre roSærligt når vi arbejder med udsatte mennesker,

er vi nødt til at have et nogenlunde personligt velbefindende for at gøre vores arbejde ordentligt. I min verden kan man ikke sidde at være top stresset og lave god terapi. Seks ud af syv dage mediterer jeg, før jeg går i seng om aftenen. Jeg fokuserer på åndedrættet, og hvad der

foregår inde i kroppen. Noget af det interessante ved meditation er, at man bliver opmærksom på, at hjernen på det subtile plan kan være mere

stresset, end man nødvendigvis lige er klar over. Derfor kan man over tid træne sig til en større indre ro.

Tekst og foto: Pernille Søndergaard

nr.2 juni 2017 • sofbladetsofbladet • nr.2 juni 2017 98

Fakta om Sunde SammenEt pilotprojekt, som har kørt i 2015 og 2016 i 16 ugers forløb med hver 14 deltagere, fortrinsvis i egen bolig, som tre dage ugentligt har fået mulighed for at arbejde med egen recoveryproces med fokus på kost, motion og fælles-skaber.

Helbred drejer sig om kroppen, mens den mentale sundhed handler om for-udsætningen for at finde glæden i livet samt mestre tilværelsens udfordringer. Det betyder, at de traditionelle KRAM- faktorer (kost, rygning, alkohol og motion) i projektet har fået følgeskab af et såkaldt dobbelt-KRAM med fokus på fire faktorer (kompetencer, relationer, accept og mestring), der har indflydelse på robusthed og psykisk modstandskraft.

En stor del af deltagerne i Sunde Sam-men har været uden for arbejdsmar-kedet i mange år, spist usundt, motio-neret meget lidt og levet isoleret med hjemmevejleder eller anden støtte-person som den primære kontakt i hverdagen. Evalueringen af Sunde Sam-men viser, at 8 ud af 10 deltagere er i gang med enten beskæftigelse (som fx peermedarbejdere), uddannelse eller er i praktik og oplever at være blevet mindre ensomme ved bl.a. at indgå i fællesskaber og bruge byens tilbud.

Vil du vide mere kontakt Dorte Bak, email: CG3F@sof.kk.dk

1 Keep it simpleMange borgere oplever, at de mangler de helt grundlæggende kompetencer, der skal til for at spise sundt hver dag – lige fra at købe ind, finde ud af, hvad der er sundt eller ikke sundt, til at lave maden, skabe gode rammer om selve måltidet og rydde op og holde rent i køkkenet. Derfor skal man øve tingene ind fra bunden og lære at lave sunde retter, der er nemme gå til.

2 Sæt fokus på søvnMange psykisk sårbare borgere har vendt op og ned på døgnet. Og det er et stort problem, hvis man skal ud i verden. Forebyggelsescentrene i Køben­havn har lavet en pjece med inspiration og gode råd til at arbejde med en bedre nattesøvn, som kan bruges til at øge borgernes bevidsthed omkring søvn. Find den på KKintra > Om SOF >Projekter > Sundhedsfremme Projekter.

Start med de små skridt, og leg motionen ind

3

Få lige så stille gang i kroppen, og mød borgeren, hvor han eller hun er, med fx gåture og småløb. Sæt mål, som der er gode muligheder for at ind­fri. Små succeser øger motivationen. Brug de faciliteter, der er i lokalområ­det. Leg motionen ind. Det øger lysten til at bevæge sig.

4 Støt op om fællesskabet Etabler gruppeforløb med borgerne, hvis det er muligt. Det betyder meget at være en del af et fællesskab. Det giver håb og inspira tion at dele erfaringer med andre i samme situation og øger både viden, interesse og lysten til at komme ud af døren.

Skab struktur, men vær fleksibel

5

Skemalæg aktiviteter, så der er faste aftaler og tidspunkter, men vær sam­tidig også lydhør. Undgå at presse for hårdt på, men hold aldrig op med at give et kærligt puf. Borgeren skal mærke, at det har betydning også for andre, at han eller hun deltager. Er­faringer viser, at dét at få struktur på hverdagen i sig selv er sundhedsfrem­mende og giver overskud og lyst til flere aktiviteter og til at arbejde mod nye mål.

Brug byen

6Hold øje med alle de muligheder for aktiviteter, der er i en stor by som København og opsøg dem sammen med borgeren: billige spisesteder, diverse motionstilbud, frivillige idrætsforeninger, arrangementer på biblioteker og kultur­huse mv.

7Inddrag peer- medarbejdereDet giver håb at inddrage peers i sundhedsfremme. De fungerer som rollemodeller og viser, at forandringer er mulige. I et gruppeforløb med flere forskellige medarbejdere indover kan peers være den røde tråd og også træde til som dem, der kan følge borgeren til forskellige aktiviteter.

Tekst: Pernille Søndergaard

Illustrationer: Niels Poulsen

7 gode råd til arbejdet med sundhed for psykisk sårbare borgereFysisk og mental sundhed kan ikke adskilles. De er hinandens forudsætning. Det er erfaringen fra projekt Sunde Sammen – et gruppe forløb for psykisk sårbare borgere med fokus på ikke kun kost og motion, men også på sociale fællesskaber. Projekt leder Dorthe Bak giver her 7 gode råd til at arbejde med sundhedsfremme i socialpsykiatrien.

nr.2 juni 2017 • sofbladet 11sofbladet • nr.2 juni 201710

magnus, 28, aflastningsfar, nørrebro

blivaflastningsfamilie.dk

SELVOM JEG ER UNG OG SINGLE, KAN JEG SAGTENS GIVE BØRNENE RO OG TRYGHED

Hvert år har omkring 100 københavnske børn og deres forældre brug for en ekstra familie – en aflastningsfamilie, som børnene kan besøge hver

anden weekend og måske en dag i løbet af ugen. Lige nu mangler der i København 48 aflastningsfamilier, der kan give børnene omsorg og tryghed.

sammen om byens børn

En ung nørrebroer med civil-status som single, en kvinde med anden etnisk baggrund end dansk og en mor til fem biologiske børn har sagt ja til at lægge ansigt og ord til ny kampagne, der skal få flere københavnere til at blive pleje- eller aflastningsfamilie.

”Sammen om byens børn.” Sådan lyder budskabet i ny kam­pagne fra Center for Familiepleje. Budskabet er trykt på plakater, som hænger knap 300 steder rundt omkring i byrummet i starten af juni og rulles ud på kommunens sociale medier og i presse. Forventningen er, at Køben­havns Kommune på den måde kan få kontakt med endnu flere forskellige københavnske familier, som vil gøre en forskel for et udsat barn. ”Vi vil meget gerne have fat i dem, der normalt ikke melder sig som pleje­ eller aflastningsfamilie. Man kan sag­tens bo i en lejlighed på Nørrebro, være single, direktør eller have en anden etnisk baggrund end dansk. De fleste tænker, at en plejefamilie er sådan nogle med et stort hus på landet. Det skal vi have gjort op med. Og vi håber, at vi med kampagnen kan nuancere familieplejebegrebet, så flere køben­havnere kan se sig selv som nogen, der også kan gøre noget for udsatte børn,” siger den nye centerchef for Center for Familiepleje, Sten Kruse­Blinkenberg.

Især mangel på aflastningsfamilierCenter for Familiepleje mangler især af­lastningsfamilier, som bor i København,

Tekst: Marianne Lemvig

Foto: Ulrik Jantzen

Byplakat fra Socialforvaltningens familieplejekampagne

og som kan håndtere børn med flere udfordringer, fx søskendepar og børn med handicap eller diagnoser. ”Når vi især søger folk, som bor i eller tæt på København, er det fordi, at det for mange af børnene har stor betydning, at de kan blive i deres nærområde, så de ikke skal bruge

for meget tid på transport og stadig kan deltage i et klassearrangement eller en børnefødselsdag,” siger Sten Kruse­Blinkenberg. En aflastningsfamilie er kort fortalt nogen med lyst og overskud til at passe et ekstra barn hver anden eller tredje weekend – plus måske en hverdag i ugen og i ferier. Det er ikke et krav, at barnet skal kunne få sit eget værelse. ”Vi har aflastningsfamilier, som er alt lige fra enlige til homoseksuelle til far mor­børn­familier, som bor i hus, villa eller lejlighed. Det er ikke pladsen,

eller hvad du laver, som er afgørende ­ det handler mest om at kunne give barnet en grundlæggende omsorg og tryghed og familien en ekstra hjælp og støtte,” siger Sten Kruse­Blinkenberg.

Viden og vedholdenhedDet er en stor beslutning at åbne sit hjem for et udsat barn – uanset om det er 24/7 eller hver anden eller tredje weekend. ”Det er vigtigt for os, at dem, der melder sig, virkelig vil det. De skal indgå i en relation til et barn, som er udsat og har behov for stabilitet og tryghed – det vil sige, at de skal være vedholdende. Børnene skal ikke opleve flere svigt,” siger Sten Kruse­Blinken­berg fra Center fra Familiepleje og uddyber, at pleje­ og aflastningsfamilier altid bliver støttet med masser af viden og uddannelse fra centret.

Spred budskabet og del opfordringenCenter for Familiepleje opfordrer alle medarbejdere i Socialforvaltningen til at sprede budskabet og få flere til at melde sig som pleje­ og aflastningsfa­milie. Følg fx Center for Familiepleje på Facebook og del gerne opslagene videre. ”Sammen kan vi gøre en reel forskel for endnu flere børn – vi er sammen om byens børn,” lyder det fra Steen Kruse­Blinkenberg.

Fakta • Hvert år får omkring 100

københavnske børn et nyt hjem hos en plejefamilie, og hertil kommer ekstra hjælp i form af en aflastnings familier.

• Lige nu mangler der i Køben-havn 26 plejefamilier og 48 aflastnings familier, som kan være med til at give udsatte børn omsorg og tryghed.

• Det er Socialtilsyn Hovedsta-den, som godkender alle nye pleje­ og aflastningsfamilier med bopæl i København og omegn. Meld dig på www.blivplejefamilie.dk eller www.blivaflastningsfamilie.dk

KØBENHAVNERE MED OVERSKUD SØGES

nr.2 juni 2017 • sofbladetsofbladet • nr.2 juni 2017 1312

På Lindegårdshusene hjælper en tidlig ere betjent botilbuddet med at få bugt med salg af stoffer. Det kræver klarhed og konsekvens i forhold til de beboere, der dealer, og et godt samarbejde med det lokale politi. Til gengæld oplever både ansatte og led else, at omfan-get af stoffer som hash og amfe tamin er blevet væsentligt mindre.

Mikkels Rødgårds politi­ faglige input har profes­ sionaliseret Lindegårds­husenes samarbejde med politiet, fortæller Charlotte Lindegaard Schütt og Dorthe Olsen, som begge er kontakt personer. De oplever, at de som perso­nale er blevet skarpere på, hvad de kan bruge politiet til, og at politiet samtidig er blevet mere lydhørt.

”Det er klart, at det skabte utryghed hos både personale og beboere, at der kom så mange fra misbrugsmiljøet udefra for at købe deres stoffer,” siger Mikkel. Alle huse på botilbuddet blev bedt om at regi ­ strere, hvad de havde kendskab til, samtidig med at Mikkel støttede og samarbejdede med det personale, som var tættest på de beboere, der skulle arbejdes med. Han gik i dialog med politiet om en fælles indsats, og med udgangspunkt i personalets observationer og egne under søgelser koordine­rede han indsatsen. Politiet kunne godt se fordelen i at få styr på sal­get og støttede fra starten projektet, som handlede om i en periode at lægge maksimalt pres på dea­lerne med løbende ransagninger af deres værelser. Når man er dealer, er det som regel en indkal­kuleret risiko, at politiet kommer forbi cirka hver fjerde måned. Men nu kom politiet, hver gang personalet eller Mikkel meldte om salg på botilbuddet. Og for hver gang steg bøderne, mens kundekredsen svandt ind.

Tydelighed frem for altPersonalet var under hele perioden meget opsøgende og lagde pædagogisk pres på deal erne for at få dem til at holde op med at sælge. Dorthe Olsen, som er kontaktperson, vurderer at netop tydeligheden er vigtig. ”Vi gik åbent ud til beboerne og fortalte, at personalet ville forholde sig til alt salg og gøre noget for at stoppe det. Vi pakkede det ikke ind, men sagde: Nu melder jeg dig, samtidig med at vi altid viser, at vi står klar til at hjælpe,” fortæl­ler Dorthe Olsen, der ligesom som sine kolleger indimellem oplevede voldsomme reaktioner i kølvandet på politiets ransagninger.I det minefelt trådte Mikkel så vidt muligt til for at afbøde trusler for på den måde at flytte fokus fra personalet. ”Vi forventede en stærk reaktion – og derfor lavede vi en plan, der skulle sikre trygheden for personalet og de øvrige beboere, inden vi gik i gang,” fortæller Mikkel, som lægger vægt på selv at gå pædagogisk til værks og opbygge en relation med de borgere, han arbejder med.

Mikkel Rødgård er tidligere politibetjent. De sidste fem år i uniformen arbejdede han med narkosalg på gadeplan, og fra 2009 hjalp han ved siden af sit job i politiet Lindegårdshusene med rådgivning og støtte en gang om ugen. Her var en lille gruppe beboere med misbrug flyttet ind i, og i kølvandet fulgte kriminalitet i form af stofhandel og et stigende omfang af konflik­ter og trusler mod både ansatte og medbeboere. ”Det siger sig selv, at det er en situa tion, der gør det meget vanskeligt at skabe rolige og trygge rammer for beboernes recoveryproces” påpeger centerchef på Cen­ter Lindegården Birger Jacobsen. ”Derfor er en tydelig indsats over for stofsalg­ og handel en vigtig del af den overordnede strategi for at lykkes med den socialpsykiatriske indsats. Men det er en opgave, som er svær at løse ad pædagogisk vej alene, og det er baggrunden for, at vi tog kontakt til Mikkel,” siger han. I 2014 stoppede Mikkel Rødgård i politiet og stif­tede sit eget firma, Saos.dk, som siden 2015 har hjul­pet Lindegårdshusene med at håndtere og forebygge alle former for narkorelaterede konflikter og kriminali­tet på botilbuddet.

”Erkendelsen af, at der er brug for en særlig indsats, er første skridt, hvis man skal have brugt med narkosal­get. Så ledelsen har satset klogt ved at sætte målrettet ind over for stofsalget for at begrænse kriminaliteten og dermed konfliktniveauet,” mener Mikkel Rødgård, som understreger, at salg af hash og stoffer ikke er ene­stående for Lindegårdshusene Det er en udfordring, man også slås med på andre socialpsykiatriske botil­bud rundt omkring i landet.

Lang kø af købereDer var mange rygter i omløb omkring narkosalg på Lindegårdshusene. Så i samarbejde med personalet satte Mikkel Rødgård i efteråret for alvor kræfter ind på at få fod på problemets. Hvem sælger? Hvem kom­mer og køber? Hvor foregår salget? Og hvor mange besøg internt og udefra er der tale om? Der var især fire beboere på Lindegårdshusene, som solgte regelmæssigt og åbenlyst. Udover at sælge til beboere på Lindegårdshusene kom også mange købere udefra til botilbuddet. Sommetider stod de i en lang kø på gangen ind til en bestemt dealers lejlighed.

Til kamp mod salg af hash og narkotika på Lindegårdshusene

nr.2 juni 2017 • sofbladet 15sofbladet • nr.2 juni 201714

Gennem hele forløbet fulgte Mikkel op, og for per­sonalet gav det tryghed at vide, at de havde den tidli­gere betjent i ryggen. ”Det er vigtigt, at Mikkel er med til at passe på mig og min relation til beboeren. Det betyder, at jeg kan være den, der står klar med hjælp til bebo­eren,” siger Charlotte Lindegaard Schütt, som er kontaktperson.

Lettere at trække sig fra misbrugPerioden med den målrettede og intensive indsats har givet pote. Ifølge Mikkel Rødgård er adgangen til hash og amfetamin blevet væsentligt begrænset, og den lange kø af købere udefra er blevet meget kortere.

En af de fire dealere er helt holdt op med at sælge og er gået i misbrugsbehandling, mens de tre øvrige har reduceret deres salg kraftigt. ”Der er stadig mange misbrugere på Lindegårdens­husene, som skal have deres stof. Men de kan ikke længere så nemt få fat i det her på botilbuddet. Det betyder, at nogle drosler ned på deres forbrug, fordi de ikke orker at gå ud i byen for at købe noget. Så vores rationale er, at jo færre, der dealer stoffer på Linde­gårdshusene, jo lettere bliver det også at trække sig fra misbruget. Og for personalet at støtte de beboere, der gerne vil ud af deres misbrug,” siger Mikkel. Samtidig oplever han og personalet, at Lindegårds­husene er blevet et mere trygt sted at være for både medarbejdere og beboere. ”Vi oplever helt klart en markant ændring. Vi løber til færre alarmer end tidligere. Og jeg tror, at den in­tensive indsats mod salg af stoffer er en medvirkende årsag,” siger Charlotte Lindegaard Schütt.

Tekst: Pernille SøndergaardFoto: Pernille Søndergaard og Colourbox

Kronisk leverbetændelse, forårsaget af Hepatitis C er en udbredt sygdom blandt stofbrugere. Uden behand-ling er der risiko for, at infek-tionen udvikler sig til skrum-pelever og leverkræft. Siden 2014 har SOF samarbejdet med Infektionsme dicinsk Klinik på Rigshospitalet om at afprøve og udvikle en såkaldt shared care-model. Det betyder, at flere stof-brugere i København i dag bliver screenet og behandlet for sygdommen.

For bare tre år blev kun få stofbrugere i København testet for Hepatitis C virus og om nødvendigt sat i behandling. Det var der mange grunde til, herun­der at en stor del af borgerne har svært ved at bruge de almindelige sundheds­tilbud, fordi de ofte lever et kaotisk liv. Det er en situation, som 51­årig Mi­chael Hansen kender alt for godt. Godt nok tog han på egen hånd initiativ til at få taget en blodprøve for Hepatitis tilbage i 2012, men selvom blodprøven viste, at han var smittet, droppede han ud af den videre udredning på Infekti­onsmedicins Klinik. Han nåede derfor aldrig til den skanning, som skulle vise, hvor fremskreden hans leverskade var. ”Jeg følte mig slet ikke tryg ved Rigshospitalet, og jeg magtede slet ikke ventetiden på hospitalet. Og jeg skulle også forholde mig til at komme frem og tilbage. Jeg droppede det til sidst, for jeg

følte mig usikker og dårligt til mode,” fortæller Michael Hansen. ”Bagefter havde jeg det ad helvedes til og var pissenervøs, for nu vidste jeg jo, at jeg var smittet. Og hver gang jeg mær­kede, at leveren gav lyd fra sig, begyndte jeg at drikke rigtig meget. Jeg vil jo gerne leve videre. Livsviljen ligger dybt i én. Men når man drikker, går det ud over alt, og man bliver ligeglad med det hele.” I dag tegner livet og fremtiden sig lysere for Michael Hansen. Han er en af de 17 borgere, der takket være den nye shared care­model er kommet i be­handling for Hepatitis C dér, hvor han i forvejen kommer og får sin substituti­onsbehandling. Modellen betyder, at både test, videre­udredning og behandling i dag er samlet ét sted – nemlig i de kommunale stofbehandlingstilbud, hvor borgerne

Flere stofbrugere med smitsom leverbetændelse får behandling

Salg af hash og stoffer er ikke enestående for Lindegårdshusene. Det er også en udford­ring, man slås med på andre sociale psy­kiatriske tilbud rundt omkring i landet.

Det sundhedsfaglige personale har fået et overblik over den enkelte borgers smit­testatus. Det gør det muligt at fokusere indsatsen, hvor der er behov, fortæller projektle­der Marianne Linnet og syge­plejerske Jens Madsen

Vi gik åbent ud til beboerne og fortalte, at personalet ville forholde sig til alt salg og gøre noget for at stoppe det.

nr.2 juni 2017 • sofbladetsofbladet • nr.2 juni 2017 1716

Tekst og foto: Pernille Søndergaard

tidligere måtte tage turen ud til Infekti­onsmedicinsk Klinik for at blive udredt og eventuelt behandlet.

Screener så mange som muligtI Danmark er ca. 17.000 smittet med Hepatitis C, og i gruppen af injekti­onsmisbrugerne er der tal, som overført til danske forhold, tyder på, at op til 70 procent af misbrugere, som deler sprøjte, vat og skeer, er smittet. Det fortæller afdelingslæge i Center for Rus­

middelbehandling Marianne Linnet, som er projektleder for SACC­ projektet. ”Da vi startede projektet, vidste vi ikke, hvor mange af vores borgere, der var smittede, og vi vidste ikke præcis, hvem der var smittet. Vi vidste heller ikke, hvor leversyge de, der var smittet, var. Et første mål med projektet var at få screenet så mange som muligt for virus. Og det var og er fortsat en stor udfordring,” siger hun. SACC har siden 2015 været udbredt til alle enheder i den kommunale rus­middelbehandling. I projektets start fungerede tre forskellige enheder som piloter, og for Marianne Linnet stod det hurtigt klart, at man ikke kunne lave én model og trække den ned over alle enheder. På specialinstitutionen Valmuen, hvor 60 misbrugere kommer dagligt, giver det fx mening at tilbyde blodprøver fast en gang om måneden, mens det i en behandlingsenhed, hvor de fleste borgere kun kommer en gang om ugen for at hente medicin, må ske mere fleksibelt. Jens Madsen er sygeplejerske i Rus­middelbehandlingen på Ørnevej, som var en af de første tre piloter. Han op lever, at personalets relation til den enkelte borger er vigtig i forhold til at vække lysten og modet til at springe ud i en blodprøve. ”Alle nye borgere bliver introduceret til tilbuddet om screening som en del af pakken, og vi er gode til at få alle de nyindskrevne undersøgt, mens det kan være sværere at fange dem ind, som ikke er nye i behandlingen. Mange snor sig udenom. Tit ønsker de ikke at blive undersøgt, fordi de er bange for resultatet. Det skyldes blandet andet, at mange går rundt med gamle skrækfor­estillinger om behandlingen,” fortæller Jens Madsen.Indtil for tre år siden var behandlingen mod Hepatitis langvarig med ugentlige indsprøjtninger i op til 48 uger med meget ubehagelige bivirkninger. Den nye behandling er på 12 uger, stort set uden bivirkninger og langt mere effektfuld. Mere end 90 procent af alle tilfælde bliver med den nye behandling fri for virus mod tidligere halvdelen.

”Vi informerer selvfølgelig om den nye behandling, og der er også meget snak blandt borgerne om den, så vi oplever, at flere af sig selv kommer og vil tjekkes. Men én gang er ikke nok. Man skal tjekkes en gang om året, og det synes, de fleste ikke giver mening, fordi de ikke oplever, at de udsætte sig selv for smitte. Så en større procentdel siger nej tak til anden gang,” siger Jens Madsen.

Mobil skanner kommer til borgerneNår blodprøverne viser, at borgeren er smittet, skal han eller hun videre­udredes for at vurdere, om skaden på leveren er så slem, at der skal sættes en behandling i gang. Før SACC betød videreudredning, at borgeren skulle på hospitalet for at få skannet leveren. Men i dag kommer en læge fra Infek­tionsmedicinsk Klinik ud og skanner borgerne med en mobil skanner i de forskellige enheder, hvor borgerne i forvejen får deres substitutionsmedi­cin. For Michael Hansen gav den mo­bile skanner mod og overskud til at fortsætte den udredning, han nogle år tidligere var droppet ud af på Rigsho­spitalet. ”Det er meget mere trygt og behageligt hernede på Ørnevej, og så er det hurtigt og nemt at komme til prøverne. Jeg la­vede bare en aftale med Jens,” siger han. Men selvom de kliniske resultater viste, at infektionen af Michaels lever var fremskreden, blev han ikke tilbudt behandling med det samme. ”Som en særlig ting laver vi altid en vurdering af, hvem der kan gennem­føre en behandling. Den bygger på input fra både det sundhedsfaglige og pædagogiske personale og fra borgeren selv. Vi bruger al vores viden om bor­gerne, og her spiller det ind, at vi skal undgå at tilføre dem flere nederlag, end de har i forvejen. Derfor er det bedre at udskyde behandlingen, hvis vi kan se, at den ikke vil lykkes, fordi borgerens liv pt. er så ustabilt, at han ikke vil være i stand til følge behand­lingen,” forklarer Marianne Linnet.

Jens gav mig tidNår en borger er i behandling skal de have piller hver dag helst på samme tidspunkt i 12 uger og blodprøver med faste intervaller. I Michael Hansens liv fyldte alkoholen alt for meget til, at han umiddelbart kunne overskue at møde op på Ørnevej dagligt. Men Jens Mad­sen blev ved med at skubbe til ham, når han kom for at hente sin substitutions­medicin, og det er Michael glad for. ”Jens var god. Han sparkede mig i røven og sagde: ”Når du er motiveret og kommer i gang med antabus, og du får et mere stabilt liv, så kan vi be­gynde behandlingen”. Man bliver nødt til at tage et skridt ad gangen. Og Jens gav mig tid!” siger Michael, som gen­nemførte behandlingen og i dag er fri for virus.

Skal have fat i flereI løbet af projektet er cirka 700 borgere blevet screenet, 160 er blevet skannet, 32 er blevet vurderet med henblik på behandling og 17 har gennemgået be­handling. Selvom 700 borgere er blevet screenet, mangler en del borgere sta­dig at blive testet. Nogle er svære at få fat i, fordi de er tilknyttet andre dele af systemet, selvom de er registreret i København Kommunes rusmiddel­behandlingssystem, mens andre ikke ønsker at bliver testet. ”Det står selvfølgelig alle frit for at vælge det fra, men det skal helst ikke være på grund af frygt for behandlin­gens bivirkninger eller andre ting, som ikke længere passer. Så vi har stadig en stor opgave med at få udbredt opdate­ret viden om både sygdommen Hepati­tis C, udredningen og behandlingen,” understreger Marianne Linnet, som til gengælder glæder sig ubetinget over de 17 borgere, som indtil videre er sat i behandling. ”Det er en del flere, end jeg tror, ville være blevet behandlet, hvis SACC ikke havde eksisteret.” siger hun.

Vi har været åbne om, at hepatitisbehandlingen er kostbar. Det gør indtryk på borgerne og animerer dem til at gennemføre den, vurderer Jens Madsen, som er sygeplejerske i Rusmid­delbehandlingen på Ørnevej.

FAKTA om SACC-projektet

SACC står for Shared Addiction Care Copenhagen. Projektet har siden 2014 udviklet og af-prøvet en model for samarbejde mellem den kommunale rusmid-delbehandling og Infektionsme-dicinsk Klinik, som fortsætter, når projektet udløber til juni. FORMÅLET MED SACC ER AT:• få vejledt og informeret borg-

erne om smitte risiko ved risiko adfærd

• få udredt så mange som muligt for Hepatitis A, B, C og HIV som muligt

• få vaccineret så mange som muligt for Hepatitis A og B

• få behandlet for Hepatitis C, hvis der er indikation for det

Socialforvaltningen med-finansiserer projektet med 2,034 millioner kroner. Region Hovedstadens Forskningsfond til Sundhedsforskning bidrager med 2,653 millioner kroner, Pengene er gået til at udvikle en fælles database, der samler alle blodprøvesvar og øvrige informationer, som er nødven-dige for udredning og eventuel behandling.

”Jens var god. Han sparkede mig i røven og sagde: ”Når du er motiveret og kommer i gang med antabus, og du får et mere stabilt liv, så kan vi begynde behandlingen”.

Michael HansenBorger i substitutionsbehandling

nr.2 juni 2017 • sofbladet 1918

Stemningen var ikke i top. Folk hang med hovederne. Og der var brok i krogene. Sådan husker Tenna Otzen, som er pædagog på botilbudet, trivslen på Løvstikkevej 66 tilbage i 2015. De foregående år havde været præget af mange om­væltninger. Botilbuddet havde fået ny struktur og ny ledelse ad flere omgange. I 2013 rykkede tilbuddets tre afdelinger ind i en nyopført bygning på Løvstik­kevej og skulle finde sine ben på ny. Så selvom Løv­stikkevej 66 bød på spritnye, dejlige lejligheder til de 36 beboere, gemte der sig bag de moderne rammer en arbejdsplads, hvor trivslen var i knæ. ”En organisationsforandring går altid ind og presser arbejdspladsen, indtil man kan se en mening med den. Samtidig var det en tid med øget krav om doku­mentation og nye processer omkring beboerøkonomi mv. fra forvaltningen, som skulle sættes i gang. Der var mange ydre krav og oveni det en svær økonomi, der skulle styres,” siger Wivi Rosenkilde, som for fire år siden kom til Løvstikkevej som afdelingsleder, og som i dag er leder af hele botilbuddet. ”Når man ikke får grebet alle boldene midt i en tid, hvor ’vi­følelsen’ endnu ikke er etableret, og når man ikke er etableret som ledelse, så giver det usikkerhed og utryghed blandt medarbejderne. Hvor er rammen? Hvor kan vi se os selv?,” siger hun.

Medarbejderne har svarene Trivselsundersøgelsen fra 2015 levner ikke tvivl om, at der skete alt for mange ting på alt for kort tid til, at trivslen og trygheden kunne nå at følge med. Medarbejderne gav alle undersøgelsens trivselstemaer bundkarakter, mens de i årets trivselsundersøgelse har valgt at sætte hovedparten af deres krydser over mid­ten af tilfredshedsskalaen. (Se næste side). Så hvad skete der lige der? Hvad er det, der har væ­ret med til at løfte trivslen? Svaret på det spørgsmål kan koges ned til en Maggi­ terning, som hedder netværk – og en vigtig ingrediens i den terning hedder faciliterende ledelse, lyder det bordet rundt. Hele husets ledelse har sammen med de øvrige led­ere i Center for Omsorg og Specialpædagogik været på uddannelse i den faciliterende ledelse. Den handler kort sagt om, at man som leder skaber rammer for, at medarbejderne kan udfolde deres faglige interesser, ressourcer og virkelyst i forhold til de opgaver, der skal løses. ”Som leder har man ikke svaret på alt, og man kan ikke sidde og opfinde det hele. Det er medarbejderne, som kender til arbejdet med borgerne. Der er brug for, at de byder ind med deres faglighed og er med til at fylde rammerne ud. Når man implementerer nye

Netværk får trivslen til at skyde i vejret på Løvstikkevej

Botilbuddet Løvstikkevej er den arbejdsplads i SOF, som i årets trivselsmåling tegner sig for den største fremgang siden forrige måling i 2015. Sofbladet har sat ledere og medarbejdere stævne til en rundbords samtale for at høre, hvad der er sket.

Pædagog Tenna Otzen, botilbudsleder Wivi Rosenkilde, afdelingsleder Peter Vingård Larsen og pædagog Mikki Christensen er ikke i tvivl: Netværk er vejen frem.

nr.2 juni 2017 • sofbladetsofbladet • nr.2 juni 2017 2120

tiltag, skal det give mening for alle, ellers støder man mod en mur,” forklarer Wivi Rosenkilde.Derfor er ambitionen i dag at gå netværksbaseret til alle udfordringer. Det betyder konkret, at der er etableret seks net­værk i huset med medarbejdere fra alle afdelinger, herunder et CSC­netværk, et frivillighedsnetværk, et kostnetværk, et økonominetværk og et velfærdstekno­loginetværk.”Når man er en del af et politisk system, vil der hele tiden komme nye tiltag, som skal implementeres.

Men hvis man som leder siger: ”Det og det skal I gøre inden den og den dato,” hvor mange er det så, der gri­ber opgaven helhjertet og med engagement? Ikke sær­ligt mange. Derfor vælger vi med en tydelig ramme at præsentere nye tiltag for vores netværk: Det her skal vi have implementeret. Hvordan får vi det op at køre, så det giver mening for jer?,” forklarer afdelingsleder Peter Vingård Larsen.

FaktaLøvstikkevej 66 er et botilbud i tre etager til 36 voksne udviklings hæmmede borgere mellem 32 og 80 år. Tilbuddet er en del af Center for Omsorg og Specialpædagogik.

Interessen driver værketMikki Christensen er pædagog, og han smiler over hele ansigtet, når talen falder på netværk. Han er med i både velfærdsteknologinetværket, frivillignetværket på tværs af hele centret og er suppleant i CSC­netvær­ket. Hele netværkstanken taler direkte ind i hans lyst til at få ting til at ske. For øjeblikket er han i fuld gang med at løbe en danseklub i gang, hvor borgerne kan slå sig løs på dansegulvet med hinanden og med fri­villige, som også gerne vil danse og være sammen med borgerne i Center for Omsorg og Specialpædagogik. ”Der er lagt op til, at man som medarbejder kan engagere sig i det, man interesserer sig for. Det er ikke et krav, at man skal være med i et netværk. For er du ikke motiveret, så giver det ikke mening. Det sidste man gider, er at sidde til bords med nogle, der trækker i den modsatte retning,” siger han og peger desuden på, at ledelsen er klar med opbakning og ekstra ressourcer, når der er brug for det. ”Vi har fået IBG­tavler (en stor touch­skærm), som vi bruger i kommunikationen med borgerne. I starten var der bekymring for, at de ville stjæle endnu mere tid fra borgerne, fordi man skulle ind til sin computer for at opdatere dem. Men så blev der indkøbt iPads, så man kan sidde sammen med borgerne og fx lægge billeder på. På den måde imødekommer ledelsen den skepsis, der indimellem er, når vi skal implementere nye ting. Og det er vigtigt,” siger han.

Der skal være plads til det heleTenna Otzen er med i økonominetværket og i CSC­ netværket. Hun medgiver, at det ikke var en udtalt begejstring for CSC, der oprindeligt fik hende med.

Det var Wivi Rosenkilde, der overtalte hende. Wivi lavede en genistreg med at få mig ind i CSC­ netværket, for så var jeg jo nødt til at komme med forslag og løsninger, og nu er jeg blevet helt hook ed på det,” fortæller Tenna, som føler, at hun har større medansvar for og indflydelse på både dagligdagen og hele organisationen. ”Jeg ser ikke kun lederne som ledere, men også som samarbejdspartnere. Det betyder enormt meget,” fastslår hun. Men hvordan skaber ledelsen plads til netværk og til iPads? Svaret er ikke, at Peter Vingård og Wivi Rosenkilde har hemmelige tricks i ærmet til at trylle tid og penge frem. Det handler i bund og grund om planlægning og økonomistyring, fortæller de. ”Vi har en økonomisk ramme, vi skal holde os indenfor, men vi kan rumme det, fordi vi planlægger fire uger frem og sørger for at lægge netværksmøderne og tid til dokumentation ind i vagtplanen. På den måde kan vi hele tiden styre, hvor mange timer vi bruger, og flytte rundt på de faste medarbejdere, så vi ikke laver fulde vagter til vikarer. Og det betyder super meget, at medarbejderne er med til at plan­lægge. For det er dem, der kender behovet,” forklarer Peter, og Wivi tilføjer: ”Jeg tror, det er en tryghed for medarbejderne at vide, at de har tiden, og at fx dokumentationsarbej­det ikke ånder dem i nakken som en stressfaktor. Løvstikkevej skal helst være en god arbejdsplads at komme ind på hver dag, hvor man føler man kan nå sit arbejde og være sammen med borgerne. Der skal være plads til det hele – både faglighed, hygge og samvær – og medarbejderne skal i spil. Det er rigtig fedt, når de løber med det, der interesserer dem mest.” Og hvordan vil Tenna Otzen så beskrive sin arbejds­plads i dag? Hun får rundbordssamtalens sidste ord:

Jeg mærker klart en forbedring. Folk er mere positive. De har det sjovere. Det er vigtigt, at man kan gå på arbejde og grine og pjatte, for det er noget, der i den grad smitter af på beboerne.

Tenna Otzen, pædagog

Bostedet Løvstikkevej har haft fremgang på alle ti temaer i dette års trivsels-undersøgelse.

SKALAEN GÅR FRA 1-7, HVOR 7 ER BEDST: 1. Trivsel og motivation: 1,3 til 5,42. Indhold i arbejdet: 1 til 5,73. Samarbejde om den fælles opgave: 0,3 til 5,14. Indflydelse: 1 til 4,45. Nærmeste leder: 0,4 til 5,56. Ledelsen: 0,7 til 5,27. Læring og udvikling: 1,3 til 5,58 Håndtering af krav i arbejdet: 0,3 til 5,69. Fysisk arbejdsmiljø: 0,4 til 3,910. Sundhedsfremme: 1,3 til 4,2

Undersøgelsen viser, at enkelte medarbejdere oplever vold, uønsket seksuel opmærksomhed og mobning. Ledelsen har kørt en længere proces om de enkelte tilfælde af mobning og arbejder løbende med at forebygge vold og uønsket seksuel opmærksomhed.

Tekst: Pernille Søndergaard

Foto: Anne-Li Engström

”Jeg mærker klart en forbedring. Folk er mere posi­tive. De har det sjovere. Det er vigtigt, at man kan gå på arbejde og grine og pjatte, for det er noget, der i den grad smitter af på beboerne.”

nr.2 juni 2017 • sofbladetsofbladet • nr.2 juni 2017 2322

Kristine Lorenzen er mor til 8­årige Eugene og 6­årige Archie, som har autisme. ” Der er fokus på Archie, men det, jeg har lært i Stepping Stones, kan også hjælpe Eugene,” fortæller hun.

Forældre skal i arbejdstøjet

Det plejer primært at være børnene, som pædagoger og psykologer fokuserer på, når det handler om børn med sær­lige behov som for eksempel Kristine Lorenzens 6­årige søn Archie, der har autisme. Men i det australsk udviklede program »Stepping Stones, Triple P«, er fokus rettet mod at give forældrene redskaber og strategier til at håndtere de svære situationer og konflikter, de står i i hverdagen. En SFI­undersøgelse fra 2011 viser, at familier med børn med handicap har en hverdag med flere skænderier og konflikter end andre familier.

Det fortæller Dorthe Rasmussen, som er familiebehandler i det evidens ­ baserede program. Forældrene elsker jo deres barn, men aner ikke, hvad de skal stille op. De oplever tit, at barnet overtager styrin­gen i hjemmet. Måske begynder de også på et ubevidst plan at få et angst­fyldt forhold til barnet. Når de står i konflikterne med barnet, kan det være svært at skelne, hvad der kan tilskrives udviklingsforstyrrelsen, og hvad der er normalt for et barn,” forklarer hun.

Stepping Stones Triple P er et kursusforløb til forældre med handicappede børn i Familiehuset i Borgercenter Handicap. Kristine Lorenzen har deltaget i et forløb, og det har givet hende ny ind-sigt i sin egen forældrerolle og større overskud i hver-dagen med sine to sønner.

Man skal øve sigIfølge Dorthe Rasmussen har alle børn – også børn med handicap – brug for at lære at acceptere grænser og hånd­tere deres skuffelser, når de ikke får det, de gerne vil. Selvom barnet har et handicap, kan man godt som forældre være konsekvent, stille krav og sætte grænser, understreger hun. Men endnu vigtigere er det, at forældrene via Step­ping Stones lærer at anerkende, rose og opmuntre deres barn for alt det, som barnet prøver at gøre rigtigt. Grænse­sætning skal således først bruges i de tilfælde, hvor ros og opmuntring ikke bidrager til at få barnet til at ændre adfærd. I et forløb med Stepping Stones får forældrene rig mulighed for at øve sig i fx at give klare, rolige instrukser, i at sætte grænser og at indarbejde rutiner for henholdsvis ros og anerkendelse og konsekvenser. Alle forældre på kurset får en arbejdsbog med øvelser og læsestof, som de bruger igennem hele forløbet. Dorthe Rasmussen vurderer, at det kræver motivation og overskud fra forældrenes side at give sig i kast med bogen. ”Forældrene skal i arbejdstøjet. De opfordres til at lave øvelserne for at prøve de strategier og redskaber af som de bliver introduceret til, men de ud­vælger selv de øvelser, som de synes, er relevante,” forklarer hun.

Det usynlige handicapIndtil videre har 16 forældre deltaget i gruppeforløb og 11 forældre i individu­elle forløb i Familiehuset. De fleste af de forældre, som får hjælp gennem programmet, har børn inden for autismespektret. Børn med autisme bliver ofte sent diagnosticeret, fordi autisme er et usynligt handicap.

Det betyder ifølge Dorthe Rasmussen, at børn med autisme tit bliver stillet over for udfordringer, som de ikke kan leve op til. Det er en situation, som Kristine Lorentzen kan nikke genkendende til. Hendes seksårige søn Archie fik for tre år siden stillet diagnosen infantil autisme. ”Det, man umiddelbart møder, er en sød, lyshåret dreng, som fjoller og smiler og snakker uafbrudt. Man ville aldrig gætte, at han har autisme. Man tror, han kan meget mere, end han kan,” siger Kristine. Som mange andre forældre til et barn med autisme oplever hun, at en dårlig start på Archies dag, betyder, at resten af dagen er ødelagt. Det betyder blandt andet, at Archie bliver verbalt aggressiv og slår ud efter både sin mor og storebror. Kristine var derfor ikke i tvivl, da hun i starten af kurset skulle finde et mål, hun gerne vil arbejde hen imod i løbet af kursusforløbet. ”Jeg ville gerne forbedre vores gåtur til og fra børnehaven, for den var tit med til at vælte hele læsset for Archie. Jeg plejer at planlægge alt i detaljer, for Archie kan ikke klare uforudsigelighed. Men det er ikke alt, jeg kan styre. En bil på vejen, der dytter, eller en forbipas­serende med en hund, der gør, kan være nok til, at hans verden bryder sammen.”

Dokumentér, hvad der sker Kristine Lorenzen fik til opgave at skrive de ting ned, der skete på turen, i et skema. En del af øvelserne i Stepping Stones handler om at dokumentere, hvad der sker i konfliktsituationer. At se tingene nedfældet sort på hvidt er nem­lig en god hjælp til at blive skarpere på, hvordan man som forælder håndterer den problemskabende adfærd, og hvor man selv kan sætte ind.

”Man bliver meget bevidst om sig selv og sine egne strategier, og man får nemmere ved at få sat ting i system,” fortæller Kristine. Hun har nu lavet en aftale med Archie, som har givet anderledes ro på

Fakta omStepping Stones

Stepping Stones, Triple P er et evidensbaseret kursusforløb udviklet til forældre til børn med for-skellige handicap relateret til forsinket udvikling samt kommunikative og sociale udfordringer.

Triple P står for Positive Parenting Programme.Formålet med forløbet er, at forældrene skal blive bedre til at mestre fami-lielivet og sænke deres stress-niveau i forhold til at have et barn med et handicap.

Københavns Kommune er en af fem kommuner, som i sam arbejde med Social-styrelsen er i gang med at afprøve programmet for at se, om det passer i en dansk k ontekst. Afprøv-ning og evaluering afsluttes i 2017.

Tekst: Pernille Søndergaard

Foto: Privat og Colourbox

nr.2 juni 2017 • sofbladet 25sofbladet • nr.2 juni 201724

turen til og fra børnehaven. Aftalen er, at det er Kristine, der bestemmer på vej til børnehaven. Det er Archie indforstået med, fordi det så til gengæld er ham, der har fuld kontrol over turen hjem fra børnehaven. ”Den tager fire gange så lang tid, fordi Archie skal gen­nemføre de samme faste rutiner på turen hjem hver dag. Han tæller skridt og gemmer sig bag gadehjørner og et bestemt træ hver gang. Jeg er meget obs på at holde fast i rutinerne, for hvis Archie fx har været optaget af at tale med mig og er gået forbi det træ, hvor han plejer at gemme sig, bryder hans ver­den totalt sammen. Så selvom vi har gang i en god snak, så er jeg den, der afbryder og siger: Nu står jeg stille, og så løber du hen og gemmer dig,” fortæller Kristine og fortsætter: ”For seks år siden ville jeg have forsvoret, at jeg ville give min søn lov til at bestemme, hvordan jeg går på fortovet. Men i dag ved jeg, at det er det, der får hverdagen til at fungere.”

Skæld ud er ikke vejen fremSeksårige Archie fylder meget i den lille familie i Valby, og der skal tages meget hensyn til ham. Det går en del ud over hans to år ældre storebror, som tit er skydeskive for lillebro­rens afmagt og frustrationer.

”Eugene forstår ikke, hvorfor tingene er, som de er med hans lillebror. Hvorfor vi ikke kan have gæster derhjemme eller gå i biografen sammen som andre. Og det er anledning til mange frustrationer og afsavn,” fortæller Kristine. ”Det, der tynger min samvittighed mest er, at Archie slår sin storebror. Det er hårdt at se på, og Eugene har aldrig slået igen. På kurset har jeg fået redskaber til at aflæse, hvorfor og hvornår det går galt. Og jeg har efterhånden lært Eugene ikke at træde over den grænse, hvor han får én på hovedet.” I mange år skældte Kristine først og fremmest Archie ud for at vise Eugene, at det var forkert, det hans lillebror gjorde. Men Archie forstod ikke, når hans mor skældte ham ud. Han kiggede kun på hendes ansigt og det så sjovt ud, når hun var gal. Og så grinede han. Stepping Stones har lært Kristine, at skældud ikke er vejen frem. I stedet for vælger hun nu en konsekvens, som passer til situationen. ”Det kan være, at jeg afbryder legen, slukker for fjernsynet eller siger, at Archie skal gå op på sit værelse og lukke døren. Det er en kæmpe straf, som på virker ham meget – også selvom det kun er to minutter. Tidligere kunne jeg ikke have drømt om at gøre værelset til et dårligt sted – det virker gammel­dags – men nu kan jeg se, at det fungerer bedre for ham end

Lave rutiner og regler som alle

respekterer og følger

Stepping Stones er en værktøjskasse, der hjælper forældrene med at:

Få gladere børn (både barn med handicap

og søskende)

Udvikle planer for svære situationer mv

Håndtere konflikter i parforholdet

Tage del i aktiviteter og socialt liv

uden for hjemmet

Tackle problemskabende

adfærd, så alle i familien bliver mere tilfredse

Have tillid til sig selv som forældre

skældud,” siger Kristine, som også følger programmets enkle anbefalinger om at gå hen til sit barn og få dets opmærksom­hed i stedet for at råbe beskeder tværs gennem huset. ”Og så tæller jeg også lige til ti for at give ham tid til at forstå min besked. Det er jo bare små ting, men de har stor effekt. Beskeden går meget bedre igennem. Alle forældre burde faktisk lære det her,” siger Kristine. Kurset i Familiehuset har hjulpet hende til en erkendelse af, at mange af de ting, der gik galt i hverdagen med hendes to drenge, hang sammen med hendes egen adfærd. ”Meget kommer fra én selv som forælder. Når drengene ikke hørte ordentligt efter, var det jo, fordi jeg ikke gav in­strukserne ordentligt. Så selverkendelsen er den største gave, jeg tager med mig fra kurset sammen med bekræftelsen på, at jeg også gør mange ting rigtigt. Og så har det været utro­ligt rart at møde andre forældre i samme situation og kunne sige tingene højt, uden at folk syntes, det var mærkeligt.”

Fakta om autisme

Autisme er en spektrum- tilstand, der spænder bredt. Udviklingen er præget af kommunikati-ons- og sprog forstyrrelser samt af stereotypier, ritualer og/eller særinte-resser. Hvad der er svært for ét barn, behøver ikke være et problem for et andet. Fælles er dog, at børn med autisme har vanskeligheder inden for tre områder: Afvigelser i forestillings evnen, afvigel-ser i kommunikationen og afvigelser i det sociale samspil.

nr.2 juni 2017 • sofbladetsofbladet • nr.2 juni 2017 2726

Tekst og foto: Pernille Søndergaard

Hvor langt er I kommet med at udvikle Borgerens Plan?Siden starten af oktober har medarbej­dere fra alle fire borgercentre arbejdet med at afprøve og udvikle Borgerens Plan ud fra konkrete borgercases. En del af arbejdet har handlet om at få konkrete erfaringer med at arbejde med de første versioner af det fælles redskab til Borgerens Plan. Borgerens Plan reducerer og forenkler de redskaber, vi i dag bruger til planer og dokumentation, og erstatter i første omgang handleplaner på myndigheds­

og udførerområdet og forandrings­kompasset. Undervejs er det dog blevet tydeligt, at Borgerens Plan er mere end et nyt handleplansskema. Det handler om den måde, vi samarbejder med borgeren og hinanden på på tværs af organisatoriske enheder.

Hvad er det nye i samarbejdsfor-men omkring Borgerens Plan?For at Borgerens Plan kan blive til vir­kelighed, vil det i mange tilfælde være nødvendigt, at roller og opgaver forde­les anderledes mellem myndighed­ og

udfører og på tværs af målgruppeområ­der. Erfaringerne viser, at der er behov for et mere fleksibelt samarbejde, som er tilpasset den enkelte borger, så han eller hun bedre kan deltage i valget af individuelle mål og opfølgningen på, hvordan det går med dem. Den form for samarbejde med borgeren kalder på ledelse, der giver rum til, at man kan gøre noget på en anden måde, end man måske gør i dag. Når vi skal arbejde så helhedsorienteret, som Borgerens Plan lægger op til, er der brug for helheds­skabende ledelse lokalt og på tværs.

Status på Borgerens Plan

Borgerens Plan – hele tre ting på én gang

• ET REDSKAB, som skaber ramme, systematik og fælles sprog, som forbinder udred-ning, mål og opfølgning.

• EN SAMARBEJDSFORM, som gør, at vi deler viden og samarbejder koordineret og helhedsorienteret, når vi sammen med borgeren laver og følger op på planen.

• EN TILGANG hvor vi i samarbejdet med borgeren bringer hans eller hendes ressourcer i spil, som afsæt for, hvordan vi hver især varetager vores opgaver og ansvar.

Arbejdet med at udvikle Borgerens Plan har været i gang siden efteråret 2016. Tværgående projektleder Stine G. Page giver en status på projektet.

3 principper for tilgangen

1. Ressourcer – Vi tager udgangspunkt i borgernes ressourcer

2. Helhed – Vi laver en plan sam-men med borgeren med fokus på det hele liv

3. Inklusion – vi arbejder sammen for, at borgeren er en del af fællesskabet

6 principper for samarbejdsform

1. Sammen med borgeren – arbejdet tilpasses, så borgeren kan være aktiv deltager i egen plan og forløb

2. Alle har ansvar – alle aktører om borgeren har ansvar for sammenhæng og kontinuitet

3. Fælles forpligtelse – alle aktører er forpligtet til at bidrage med løsninger

4. Transparens – vi deler infor-mationer, anvender forståeligt sprog og er tydelige om mulig-heder

5. Fleksibilitet – indsats og forløb tilpasses og planlægges meningsfuldt for den enkelte borger

6. Meningsfuld fordeling af roller og ansvar – den gode relation til borgeren prioriteres i aftalen om roller og ansvar

Hvornår er I klar med et forslag til Borgerens Plan?På basis af alle de erfaringer, vi har fået fra medarbejderne i arbejdsgrupperne, arbejder vi nu frem mod at lægge et forslag til Borgerens Plan op til social­udvalget til august.

Hvad sker der efter socialudvalget er blevet orienteret?Vi lægger op til en implementerings­strategi, som rummer en vis tålmo­dighed og strækker sig over flere år. Der bliver altså ikke tale om en Big

Bang­implementering. Tværtimod. I første omgang forventer vi at gå i gang med en pilotfase med nogle få udvalgte tilbud, som har et stort behov for at koordinere, og som tripper efter at komme i gang, selvom vi stadig er i gang med at udvikle. Dem vil vi støtte og følge tæt. Det vil give os erfaringer, vi kan bruge i de følgende faser, hvor vi udbreder Borgerens Plan til flere og flere borgere og tilbud.

Hvordan arbejdes der med IT-understøttelsen?SOF­IT har været med i hele processen for at sikre, at CSC Social bliver et middel til at understøtte samarbejdet omkring borgeren. På den korte bane tænker vi Borgerens Plan ind i løsnin­ger, som CSC kan håndtere i dag. På læng­ere sigt arbejdes der på at udvikle en løsning, der bedre kan imøde­komme formålene med Borgerens Plan.

Hvad sker der med Forandringskompasset?Borgerens Plan indeholder en model til opfølgning, som er knyttet til bor­gerens individuelle mål. Det betyder at Forandringskompasset gradvist bliver udfaset. Hvornår og hvordan besluttes på de enkelte målgruppeområder. I Borgerens Plan skal opfølgning pri­mært have fokus på den faglige og nære dialog og bidrage til at afstemme forventninger omkring målene mellem borger, myndighed og udfører. Vi stop­per altså med at bruge opfølgning til at aggregere data, som vi hidtil har gjort med Forandringskompasset.

”Det er utroligt spændende at læse i bogen og se, hvad der er sket i ens liv. Der er fx alle de rejser, jeg har været på, som dengang jeg var en uge med min bror i London, eller da jeg var i Barcelona til min fødselsdag. Og så er der også de sjove historier fra min barndom som den dag, hvor der pludselig var en stor fed rotte i vores stue. Den var hylende ligeglad med os og løb selv ud af døren til sidst,” fortæller Ida, som bor i et opgangsfællesskab for unge mennesker med udviklingshæmning på Nørrebro. Ida er en stor dyreven, og alle de kæledyr, hun har haft gennem livet, er med i hendes livsfortælling. Til forsiden af sin bog har hun med omhu valgt et billede af sig selv med kaninen Vera i forgrunden, for den spiller en stor rolle i hendes liv. Hun går meget op i at passe den i respekt for kaninens territoriale natur, fortæller hun. Det kan man også læse i hendes bog.

Hvordan blev din fortælling til?Afur (livsfortæller red.) kom flere dage i træk hjem til mig og snakkede med mig om alt det, der var sket af sjove og mærkelige ting i mit liv, indtil jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 24 år. Det er fedt at kunne klare sig selv og prøve at se, hvordan det går med arbejde og alting. Det er jo det, livet drejer sig om. Afur spurgte til alt muligt i min barndom, og så kommer man i tanke om mange ting, som er sket.

Hvem har læst din livsfortælling?Jeg har selv læst min bog og blev helt revet med, selv ­ om jeg selv har fortalt det hele. Tænk, så meget jeg har oplevet, og så mange ting der er sket. Jeg har også vist den til Helle C, som er pædagog, og til Lisbeth og til min lillebror Emil, som bor her i opgangen.

Hvad tror du, andre kan få ud af at læse i din bog?Når folk læser i min bog, vil de lære noget om, hvem jeg er. Så livsfortællinger er en spændende måde at lære noget nyt om hinanden. Man kan altid blive klogere på andre. I bogen fortæller jeg, at jeg ikke bryder mig om, når folk taler dårligt til andre mennesker. Eller når folk snakker bagom ryggen på andre. Det gør man ikke. Det er respektløst. Når de læser det, så tænker de måske: ”Oj, det er spændende. Det er nyt for mig. Gud, hvor er det inspirerende!” Te

kst

og fo

to: P

erni

lle S

ønde

rgaa

rd

Min livsfortælling lærer andre noget om, hvem jeg er

Kontakt SOFKP Livsfortælling (livb17@sof.kk.dk), hvis du vil vide mere og kender en borger, der gerne vil fortælle sin egen historie.

Fakta 219 borgere har indtil videre fået lavet en livsfortælling. Livsfortæl lingerne bliver ud-arbejdet af medarbejdere i løntilskud, som interviewer borgerne og renskriver teksten til bogen. Siden efteråret 2016 har 72 med - arbejdere i løntilskud været involveret.

Alle borgere i Borgercenter Handicap får tilbud om gratis at få lavet sin egen bog med en livsfortælling, som tegner et portræt af borgeren og borgerens liv med borgerens egne ord. Det kan handle om alt fra hobbyer, familie og ven-skaber til livretter og yndlingsmusik. 28-årige Ida Maggie Kristoffersen har netop fået et trykt eksemplar af sin helt egen livsfortælling.