Kulturforståelse © Forlaget Columbus og forfatterne 2009 … · 2013-11-04 · Kulturforståelse © Forlaget Columbus og forfatterne 2009 2 Det lange tidsrum fra Romerrigets tid

1

Kulturforståelse © Forlaget Columbus og forfatterne 2009

Af Geert A. Nielsen

Kort og godt … dette arbejdspapir handler om faget historie og historisk metode. Formålet er det enkle, men måske også lidt ambitiøse at præsentere fagets senmoderne identitetsproblemer og samtidig give indblik i dets arbejdsmåder.

Det første sker med tanke på en videre diskussion, det sidstnævnte som et tilbud på en overskuelig praktisk fremgangsmåde i forbindelse med såvel undervisning som opgaveskrivning.

Ledetrådetilhistoriskmetode

Hvad er historie?I virkeligheden forholder det sig sådan, at historien (her forstået som

fortiden) kun eksisterer og giver mening for os i nutiden. For alt det, vi ikke ved eller kan finde spor af, er væk og glemt.

Traditionelt har det imidlertid været det gennemgående mønster, at mennesker har fortalt og siden også skrevet historier (i betydningen fortællinger) om deres egne og deres forfædres liv.

Ordet historie, som vi aktuelt både anvender om videnskabelig udforsk ning af fortidige forhold og om fortællinger, stammer fra oldtidens Grækenland.

Historía betyder viden på græsk og en histor er en person, der ved besked.

Antikkens græske historieskrivere fra 400 tallet f. Kr. var de vidende foregangsmænd, som først omsatte en ældre mundtlig tradition for iden ti tetsfortællinger til en fast skriftlig form. Siden har deres værker dannet skole og givet os mulighed for ved selvsyn at opleve og studere historieskrivningens rødder.

Græsk historieskrivning skabte de første fælles rammer og mønstre for europæisk historiefortælling, og romerne førte traditionen videre. Helt frem til begyndelsen af 1800tallet foregik overførslen af viden om de tidligere generationers liv og skæbne i stort set samme spor.

Om histories historie


2

Det lange tidsrum fra Romerrigets tid til de borgerlige revolutioner omkring år 1800 blev vedvarende præget af, at historie både fungerede som underholdende fortællekunst og som traditionsformidling. Viden om forfædrenes bedrifter og deres betydning blev båret videre netop gennem fortællinger, der trak læsere og tilhørere ind i fascinerede og identitetsskabende forestillinger om, hvad de havde tilfælles og hvem de delte deres helteskikkelser og fjender med. Det var først i 1800tallet, at historiefaget fik karakter af at være et videnskabsfag i moderne forstand.

18-1900-årenes historievidenskabEn moderne historieforskning vandt frem i Europa i 1800tallet. Inspirationen udgik fra universitetsmiljøet i Berlin, hvor bl.a. Leopold von Ranke (17951886) og Barthold Niebuhr (17761831) dyrkede systematiske og kritiske studier og lærte deres studerende historisk metode.

Videnskabeliggørelsen af historie som et nyt selvstændigt fag med en særlig identitet byggede på tre hovedforudsætninger.1) Tilstedeværelsen af en kulturel arv af endda oldgamle historiske tekster,

der blev plejet, kritisk kommenteret og nyudgivet af lærde filologer i løbet af 161700tallet.

2) Gennembruddet for et nyt, spekulativt og romantisk historiesyn hos den opstigende borgerlige elite sidst i 1700årene.

3) Den efterfølgende udvikling af erfarings og kendsgerningsbaserede historiefaglige fremgangsmåder.

Hver af disse forudsætninger fortjener at få nogle kommentarer med på vejen.

Opdateringen af den kulturelle arv Oplysningstidens interesse for at sætte spørgsmålstegn ved overleverede forestillinger gav i sandhed det fremvoksende historiefag noget at bygge videre på. 161700årenes lærde filologer havde allerede samlet, sprogligt kommenteret og udgivet nye, kritisk bearbejdede udgaver af mange tekster af historisk interesse. I disse bøger fandt de moderne historikere et stort kildemateriale at arbejde videre med. Og de fortsatte selv et omfattende projekt med at publicere tekstkritiske samlinger af kilder. Oprettelsen af Selskabet til Udgivelse af Kilderne til dansk Historie i 1877 er således en hjemlig udløber af en historiefaglig indsats, der i de år begyndte at dukke op overalt i Vesteuropa.

Alle disse kritisk rensede tekstudgaver og kildesamlinger blev opfattet som det nødvendige forarbejde til egentlig historisk forskning. Når kildematerialet først var gjort tilgængeligt, kunne de moderne faghistorikere


3

komme i gang med at praktisere kildekritik med det formål at afklare kildernes sandhedsværdi.

I dag ser fagets materialesituation helt anderledes ud. For især den nyere histories vedkommende gælder det, at mængden af muligt kildemateriale kan være helt overvældende. Det virkelige problem for forskningen består så i udvælgelsen af det særligt relevante materiale til netop den problemformulering, den enkelte historiker vælger sig. Her handler det ikke bare om at skaffe mere materiale men nærmere om at fravælge et overflow af informationer. I den sammenhæng giver hverken flere filosofiske kommentarer eller skarpsindige kildekritiske analyser ret megen hjælp på vejen. I praksis handler det (se side 1113) om, at historiefaget i stedet må foretage nogle afgørende kloge valg. Det er nemlig muligt på samme tid at udvide erkendelseshorisonten, begrænse materialemængden og skrive vedkommende nye fremstillinger, der ikke tynges af helt unødvendige detaljer.

Nybrud ca. år 1800: Det romantiske historiesynDen romantiske bevægelse, som prægede europæisk åndsliv omkring år 1800, interesserede sig levende for Historien. Alt kulturelt liv, samfundets normer, retsopfattelsen, religiøse spørgsmål, politik, videnskab og kunst blev pludselig betragtet som afgørende formet og betinget af netop historiske forandringer. Nærmest intet kunne længere – som i oldtiden og på mange områder helt op i oplysningstiden – tillægges permanent og almen gyldighed.

Den romantiske opfattelse, hvor historie gennemstrømmer og forvandler alt menneskeligt, hedder i filosofisk forstand historisme. Det er det fremvoksende borgerlige samfunds individualisme som sammen med et romantisk følelsesmæssigt sværmeri og en vakt nationalisme baner vej for en omfattende historisering af folks forestillinger om individ, samfund og fællesskab.

„Einmaligkeit“ blev det nye tyske nøgleord for hele tankegangen om historie. Intet gentager sig, ethvert menneske, ethvert folk og enhver nation var og blev noget helt i og for sig selv.

Set i et nutidigt perspektiv forholder det sig stadig sådan, at såvel individualismen som nationalismen indgår i vores forestillingsverdener med betydelig styrke. Ligeledes overlever romantikkens natursværmere i vores almindelig (op)levede forhold til en solnedgang, en skovtur eller bjergvandring. Lidt anderledes står det til, når det drejer sig om det herskende syn på historie som fag. Men heller ikke på det område er forestillingen om historisk Einmaligkeit gledet helt ud af billedet og dermed af historiefagets herskende selvforståelse.


4

Skønt det romantiske historiesyn i løbet af 1800tallet blev totalt overlejret med en ny erfaringsbaseret og kendsgerningsorienteret historieforskning, blev forestillingen om det unikke i og ved historien aldrig helt forladt. Det kan synes underligt, men lad os i fællesskab undre os over det om lidt (se side 57).

Faghistorikere på faktafangstI løbet af 1800tallet fik akademisk uddannede faghistorikere ekspertstatus. Måske nåede de ikke samme høje grad af offentlig værdsættelse som tidens virksomhedsgrundlæggere eller som fysikeren, lægen og ingeniøren, men alligevel: Det omgivende borgerlige samfund så rigtige historikere som repræsentanter for en særlig, kritisk skarpsindighed. Forklaringen var, at især den politiske historie og dens centrale personer og begivenheder udgjorde forskningens emnefelt. Dermed blev historikerne en slags moderne vismænd, som nøgternt var i stand til at udrede komplicerede begivenhedsforløb, skille løgn fra fakta og på det grundlag udstyre de forskellige vesteuropæiske stater med opdaterede kollektive erindringer.

For moderne historieforskning og skrivning var i lighed med samtidens succesfulde naturvidenskaber optaget af at søge ind til kendsgerningerne og basere deres slutninger alene på dem. Med skolefaget historie forholdt det sig anderledes. Det skulle først og fremmest formidle en opbyggelig version af især det nationale fællesskabs udvikling fra stammesamfund til en moderne kulturstat.

Universitetsfagets høje status dengang for mere end 100 år siden kom også af, at historikere deltog aktivt i samfundsdebatten. Den udbredte folkelige interesse for nationale spørgsmål og samfundenes begyndende demokratisering gjorde det nærmest indlysende, at historisk sagkundskab fik stemme og mødte lydhørhed også udenfor studerekamre og undervisningslokaler.

Den faglige skoling i at undersøge historiske problemstillinger ved tæt studium af et sammensat tekstmateriale blev selve omdrejningspunktet for den særlige historiefaglige tilgang til verden. Denne såkaldt kildekritiske fremgangsmåde er siden forblevet kernen i de forestillinger, historikere gør sig om deres fags særlige identitet og metode.

Erslev over altFor dansk historieforsknings vedkommende blev Kristian Erslev (18521930) den universitetsprofessor, der tegnede faget – ikke blot i sin samtid, men gennem resten af 1900tallet. Hans lille lærebog i metode udkom under titlen „Historisk Teknik“ første gang i 1911, og i 1926 reviderede Erslev bogen, som siden er blevet genoptrykt i mange oplag.


5

Erslevs metodebog byggede på erfaringer, han gennem mange år havde samlet som underviser i den kildekritik, han selv havde mødt i Berlinerkredsens arbejder (se side 2).

I netop den erslevske forståelse af metode ligger den fælles referenceramme, som danske historikere lige siden har holdt vedlige og stadig deler. Mens mange andre fag siden 1920’erne har skiftet fokus og erkendelseshori

sont op til flere gange, har historie låst sig fast. Helt grundlæggende baserer de kildekritiske studier sig på systematiseret snusfornuft. Den kan være nødvendig nok, men den klarer ikke at løse alle de problemer, videnskaben står over for i mødet med en kompleks virkelighed i en verden, hvor rigtig meget har ændret sig siden Erslevs dage. Noget må altså ske: Alle disse forandringer kan hverken lade historiefaget uanfægtet og uberørt.

Fra romantik til værdikampDet er mildt sagt ikke gået for stærkt med at omstille historiefaget, så det også i en aktuel, senmoderne sammenhæng bidrager til at sætte vores nutidige liv i et meningsfuldt historisk perspektiv.

Et betydeligt antal historikere mener i øvrigt i fuld alvor, at deres fag nødvendigvis må være konservativt, alene fordi det beskæftiger sig med fortiden. Det eneste seriøse grundlag for en sådan opfattelse kunne være, at faget bevidst eller ubevidst aldrig har fået frigjort sig fuldstændigt fra den romantiske historisme.

I grundsynet, at historie altid beskæftiger sig med unikke begivenheder – og ikke som f.eks. samfundsfagene med generelle modeller eller økonomiske, sociale og politiske lovmæssigheder – minder om ren overleveret Einmaligkeit (se side 3).

Kristian Sofus August Erslev (18521930) var den

centrale reformator af dansk historieforskning i

årtierne før og efter år 1900. Udover sin indsats

som forsker, underviser og arkivar deltog han

også aktivt i mange andre kulturelle aktiviteter.

Tilhistorienu


6

De mellemliggende to århundreder – tidsrummet fra det romantiske gennembrud til nu – har vel ellers budt på nok af forandringer af historisk betydning og på en stærk frisindet, borgerligradikal historikertradition, men lad gå …

At skolefaget historie måske hele vejen fra undervisningspligtens indførelse i 1814 har haft kulturkonservative træk hører med i billedet. Men det forklarer ikke, hvorfor universitetsuddannede historielærere seriøst kan mene, at konservatismen ligefrem bor i deres fag.

Der synes imidlertid bredt blandt danske historikere at herske en vis blindhed for, at den aktuelle politiske interesse for faget hænger sammen med den kultur og værdikamp, som danske regeringer – på basis af et snævert VKOflertal – har ført siden 2001. Uden megen intern faglig og offentlig debat har hele faget fra grundskolen til ungdomsuddannelserne fået nye, stramme politisk tonede krav om kernestof og kanonlæsning skrevet ind i de seneste udgaver af læreplaner på alle niveauer. Værdikampe vil til alle tider foregå i skolen og i fagene. Det foruroligende ved den aktuelle situation er imidlertid, at den politisk annoncerede kamp for kulturkonservative værdier er flyttet indenfor i faget på en meget direkte måde, uden at ret mange har løftet et øjenbryn.

Midt i værdi og kulturkampen vil det ellers være værd at overveje, hvordan vi kan komme videre i andre retninger og frem til et mere åbent, kritisk og engageret historiefag.

Ud med levningerne!Helt basalt er Erslevs systematiske vejledning i den kildekritiske fremgangsmåde værd at holde vedlige og videreføre. Derfor kan Bent Egaa Kristensens „Historisk metode”, Kbh. 2007, være brugbar at gå til kilderne med. Men respekten for traditionen kan drives for vidt, når selv denne nyeste metodebog, der er beregnet på universitetsstuderende, både fastholder en yderst forsigtig og traditionel tilgang til Erslevs værk og yderligere indsnævrer det mulige teoretiske udblik. Egaa Kristensen advarer således både direkte og indirekte fagets fremtidige udøvere mod at søge faglig inspiration hos beslægtede fag og låne teorier og tilgange til stoffet fra dem. I mange internationale forskermiljøer, hvor også historikere bidrager, bliver fagets udøvere ikke fastholdt i en tilsvarende snæver opfattelse af det historiefaglige råderum.

Det mest positive i Bent Egaa Kristensens udlægning af Erslev består i, at han støtter sig til den ældre Erslev egen reviderede opfattelse af at kildekritikkens oprindelige skelnen mellem beretninger og levn ikke fører nogen steder hen. Udgangspunktet for denne skelnen, som Erslev anvendte brugte i 1911udgaven af „Historisk Teknik”, var denne enkle: Skriftlige beret


7

ninger kunne være fyldt med både løgn og latin, mens levn i betydningen efterladenskaber fra fortiden aldrig løj, fordi de netop ikke selv kunne berette noget som helst.

Efter moden overvejelse nåede Erslev imidlertid frem til, at det ikke var i selve kildematerialet, men i anvendelsen af det, at den store erkendelsesmæssige forskel lå. Derfor begyndte Erslev i stedet at skelnen mellem, hvad han kaldte slutning fra beretning og slutning fra frembringelse.

Når den historie så ikke ender lykkeligt her, skyldes det, at Erslevs elever og efterfølgere som undervisere i metode fortsatte i det gamle spor. Selv nyere vejledninger til praktisk arbejde med kilder taler videre om de levn eller levninger, der for længst skulle have været smidt ud.

Når det er sagt, når levningerne er kasseret og service og bestik vasket op, må det være på sin plads at folde et enkelt arbejdspapir ud: Det kan bruges i historieundervisningen og i andre former for fagligt arbejde, hvor det er væsentligt at foretage en kritisk vurdering af, hvad andre mennesker siger og mener. I praksis stiller historikeren i vidt omfang samme typer af spørgsmål til sit materiale som anklageren og forsvareren i en retssal. Noget lignende gælder for journalisten, såfremt han eller hun ikke har alt for travlt, og som samfundsborgere har vi alle brug for at vurdere troværdigheden af de forskellige meddelelser, vi møder.

Det er næppe unfair at påstå, at omslaget til

Bent Egaa Kristensens metodebog fra 2007

signalerer en noget stivnet og støvet tilgang

til historikerens materiale og briller. Virke

ligheden er vel ellers, at levende historikere

agerer i en nutid, som gør det nærliggende

at opdatere optikken.

For i øvrigt bærer vi jo alle – også i vores

almindelige liv – kulturelle briller, der filtrerer

vores iagttagelser og dermed vores indtryk

af os selv og verden afhængigt af den for

forståelse, den viden og det faglige og person

lige kulturberedskab, vi møder frem med.


8

Videre til kilderne!Kildematerialet i en konkret sag eller sammenhæng består af det materiale, undersøgeren selv vælger at inddrage. Disse valg er hverken gratis eller frie. For når undersøgeren lægger sit materiale frem, vil andre kunne forholde sig til, hvorvidt det valgte synes repræsentativt, dækkende, alsidigt, afbalanceret – for det hører til sjældenhederne, at et materiale kan betragtes som udtømmende eller udtømt, når først historikeren har været der.

Selve kildebegrebet fortjener en kommentar. Det er oldgammelt og henviser til en forestilling om, at et tekstmateriale nærmest begynder at tale af sig selv, når historikeren prikker til det – helt parallelt til at Moses med Guds hjælp fik en kilde til at springe i Sinais ørken, da han slog let på en klippe med en stok.

Den moderne kildekritik, som Erslev introducerede i Danmark, greb arbejdet med teksterne mere skeptisk an. Tekster plaprede ikke bare løs af sig selv. Erslev så det kritiske arbejde med de berettende kilder som sammenligneligt med, hvad der foregik ved en domstol: Hver enkelt kildetekst kunne betragtes som et vidneudsagn. Følgelig var det historikerens opgave at danne sig et indtryk af hver enkelt teksts troværdighed.

Selv talte Erslev i den forbindelse om Vidneværdsættelsen. Hvad var det enkelte vidne værd, når det drejede sig om at søge sandheden og udkrystallisere sikre facts, altså kendsgerninger om fortidige forhold. Langt hovedparten af Erslevs formuleringer fastholdt, at denne søgen efter sikre kendsgerninger var historieforskningens hovedsag. I nogle tilfælde overskred han imidlertid denne forståelse og nærmede sig en mere fortolkende tilgang til materialet som helhed. Heri lå en indsigt i, at historie som en videnskab om mennesker ikke som naturvidenskaberne kan skelne skarpt mellem subjekt og objekt. Historikeren, der forholder sig til sit kildemateriale, undersøger det i praksis ud fra en nutidig forståelse af, hvilke spørgsmål det vil være interessant og relevant at søge svar på.

Det betyder også, at opfattelsen af hvad, der gør tekster til kilder bliver funktionel. Først når en historiker vælger at bruge en bestemt teksts oplys ninger eller at referere til en bestemt genstand får materialet sin funktion.

Sådanarbejderdumedhistoriskekilder


9

Mellem sandheden og løgnenOgså i den helhedsorienterede hermeneutiske, altså fortolkende, tilgang er en skelnen mellem sandt og falsk vigtig; men en løgnehistorie kan sagtens bidrage med væsentlige oplysninger for historikeren. Blot han eller hun er skarpsindig nok til at forholde sig til kildernes indre sammenhæng med henblik på at afkode vidnernes forskellige forestillingsverdener og interesser.

Den fulde konsekvens af den fortolkende tilgang er, at sandhedsjagten ikke gælder isolerede facts, men en afkodning af forskellige, indbyrdes modstridende forståelser, som kan ligge mere eller mindre synligt fremme i kildeteksterne.

Det praktiske fortolkningsarbejde starter med støtte i en enkel kommunikationsmodel – og langt ind i analyseprocessen har historikeren og f.eks. sprog og kommunikationsforskeren sammenfaldende opgaver og interesser.

Kildeanalysen som afkodning af kommunikationDen historiske kildekritik ser kommunikationssituationen (se figur 1) som en ophavssituation, hvor opmærksomheden i første omgang samler sig om at finde ud af, hvem ophavsmanden eller afsenderen er. Det har nemlig afgørende betydning for vidneværdsættelsen.

Figur 1

Andre aspekter af den totale kommunikation får dog også indflydelse på vidneudsagnene, deres udformning og hele oprindelige funktion. Hvad der kan udledes af den enkelte tekst finder historikeren ud af ved at stille spørgsmål til den:

Afsender ModtagerKodet budskab

TankeHensigtIdé

Afsenderenskulturfilter

Modtagerenskulturfilter

Afkodetbudskab

Indkodning Afkodning


10

* Hvem er afsenderen (tekstens ophav)?

* Hvilken position befinder afsenderen i?

* Hvor? Hvornår? Hvorfor blev teksten skrevet?

* Fra hvilken synsvinkel ses de begivenheder og sammenhænge, som teksten handler om?

* Hvilken tekstgenre arbejder afsenderen i?

* Hvem er/var den primære modtager af meddelelsen?

I forbindelse med besvarelsen af disse spørgsmål introducerer kildekritikken nogle enkle og brugbare begreber. Erslevtraditionen taler således om tekster (og ophav) som

* Første eller andenhåndsvidner og om

* Primære eller sekundære kilder.

Det første af disse forhold angår egenskaber ved selve kildematerialet. Begrebsparret bruges til præcis beskrivelse af, om vidnet selv var til stede ved den begivenhed han eller hun fortæller om (førstehåndsvidne) eller om vedkommende blot genfortæller noget, hvor oplysningerne i virkeligheden stammer fra andre (andenhåndsvidne).

Med begreberne primære og sekundære kilder forholder det sig helt anderledes. Undersøgelsen gælder afklaring af slægtskabet eller den indbyrdes afhængighed mellem forskellige kilder. De primære kilder giver os beretninger, der er uafhængige af andre kilder, vi kender til, mens de sekundære viser sig at bygge på andre kilder, vi kender til.

Kristian Erslev opstiller tre enkle eksempler på muligt kildeslægtskab i form af stamtavler. Figur 2 1) 2) 3)

Stamtavleeksempel 1 viser en situation, hvor tekst B har hentet sin viden og måske også nogle af sine formuleringer direkte fra tekst A. Eksempel 2 illustrerer en anden variation af mulig afhængighed mellem tekster. Her udspringer de konstaterede lighedstræk mellem tekst A og tekst B af, at begge disse kender og bruger oplysninger og udtryk, der må stamme fra en tekst X, der er ukendt for os.

A

B

X

A B

XA

B


11

I eksempel 3 rummer både tekst A og tekst B oplysninger, som er primære for os, men på lidt forskellige måder. Tekst B indeholder træk, der afslører en afhængighed af tekst A. På den anden side videregiver B åbenbart også oplysninger fra en tekst X, som vi ikke har til rådighed for vores undersøgelse. Spørgsmålet om hvilke informationer, der er primære eller sekundære for os, udspringer således ikke af egenskaber ved kilderne selv.

Og så er det ellers bare med at komme i gang med kilderne med støtte i kommunikationsmodellen og arbejdsspørgsmålene overfor. Men når det kommer til stykket, skal der lidt mere til. En nærmere undersøgelse af et afgrænset problem ud fra et ligeledes begrænset materiale forudsætter, at undersøgeren ud fra sin forudforståelse – eller forforståelse – af hele situationen har valgt sit emne og materiale – og yderligere har i hvert fald skitsen til en problemformulering parat.

Slutning og slutningerKildekritikken, i den betydning ordet har fået, omfatter en systematisk undersøgelse af en teksts – og nogle gange mange teksters – informationer og meddelelsernes respektive troværdighed forud for, at historikeren foretager slutninger, dvs. beslutter sig for, hvilke facts og forestillinger, der skal medtages i den historiske fremstilling.

Kildekritikken i denne erslevske udlægning står som det umistelige, der holder sammen på historie som fag. En systematiseret, snusfornuftig fremskaffelse af fakta er imidlertid lidt lidt at møde frem med, når det handler om teori og metode.

Desværre har det imidlertid været kendetegnende for dansk historieforskning og den deraf afledte undervisning, at faget siden Erslevs tid har været yderst tilbageholdende med at bygge broer til andre fag og videnskabsområder.

Egentlig må det undre. Andre steder i Europa og verden har nutidens historikere for længst indset, at det er nødvendigt at indtage nye positioner og lade sig inspirere og berige af andre fag.

Som en slags kustoder har flere generationer af danske historikere derimod ladet sig nøje med at passe og pleje fagets museumshave. I den forbindelse lagde de som vogtere af et fag, der omkring år 1900 fremstod som moderne, kritisk og selvbevidst, ikke kun afstand til førmoderne religiøse og filosofiske forestillinger om historiens gang og endemål. De ønskede også at holde faget fra at udvide sin erkendelsesmæssige horisont, fordi det måske kunne udviske en opnået enighed om, at den kildekritiske teknik var og blev det moderne historiefags kerne.


12

Kildekritikken blev i første omgang meget tæt knyttet til studiet af politisk historie – og det holdt siden hårdt at få bare social og økonomisk historie med ind under den faglige paraply.

I en nutidig sammenhæng må det imidlertid siges at være blevet en snærende begrænsning, at faget ikke favner videre end til politik, økonomi og sociale forhold. En forståelse af den komplekse verden, der omgiver

I en tværeuropæisk og endda

global sammenhæng har den

italienske historiker Carlo

Ginzburg (født 1939) og

franskmanden Emmanuel

Le Roy Ladurie (født 1929)

fået betydelig opmærksom

for deres såkaldt mikrohisto

riske arbejder.

Med faglig inspira tion fra

bl.a. strukturel antropologi

og de litterære fag har de to

forskere skabt banebryden

de kulturhistoriske værker. Ud fra hver deres mikromateriale har de udfoldet en for

ståelse af hverdagsliv og mentalitet i to afgrænsede hjørner af bondesamfundenes Euro

pa – og gestaltet fortidige forestillingsverdener med perspektiver, der fører fra

indblikket i mikrouniverserne til en langt bredere og dybere forståelse af bondesam

fundenes kulturelle liv og mentale historie.

Roy Ladurie fik på basis af inkvisitionens forhørsprotokoller fra en kætterproces

i landsbyen Montaillou – Montaillou (1975), dansk oversættelse (1986) – stillet skarpt

på kildematerialets mange små sidehistorier, der samlet set kunne kaste lys over lokal

samfundets sociale orden og hele hverdagslivets sammensatte karakter.

Carlo Ginzburgs store gennembrud kom med Il formaggio e i vermi (1976), dansk

oversættelse Osten og ormene (2006). Her fordyber han sig i en udredning af, hvordan en

nordøstitaliensk møller fra 1500tallet opfattede livet og verden. Denne Menocchio

fra Friuli, som også havde konflikter med det omgivende lokalsamfund og kirken, lader

Ginzburg komme til orde, så det både kaster lys over 1500tallet som en religiøs og

kulturel brydningstid og rummer tankevækkende paralleller til de komplekse kultu

relle verdener, mennesker aktuelt må navigere i.

I en dansk sammenhæng og med henvisning til arven efter Erslev bliver det den

stående, traditionsbundne indvending at problematisere valget af kildemateriale og

mildt betvivle, at det kan anvendes til det, som de to mikrohistorikere vil. Kritikken

angår således både materialevalget og selve karakteren af de slutninger, de to forskere

drager.


13

os i dag, forudsætter et kulturelt opdateret historiefag, som kan åbne sig og knytte forbindelser. Sådanne føle og ledetråde ud i kompleksiteten vil imidlertid kræve, at historie i teori og praksis overskrider grænserne for den tidligere herskende forståelse af den faglige identitet. Det har foreløbig vist sig at være en svær proces at komme blot et lille stykke i den retning.

Bent Egaa Kristensen peger i sin tidligere omtalte metodebog på, at historie nok må indstille sig på, at faget tager en vending eller flere. Det fremgår dog tydeligt af hans formuleringer, at han personligt (men i høj grad på fagets vegne) stritter imod. Og med det synspunkt står han ikke alene: Interessen for at dyrke såkaldt mikrohistorie, struktur historie, mentalitets og kulturhistorie under inddragelse af begreber og teoridannelser fra f.eks. sprog og samfundsfag har været mindre i Danmark end ude i verden omkring.

Alt dette har betydet, at historiefaget set udefra får stadig vanskeligere ved at pege på sin berettigelse som selvstændigt fag. Måske er det også derfor, reformerne af ungdomsuddannelserne 20042005 har sat historie på skrump, skønt den enkelte som samfundsborger, forbruger, privatperson og erhvervsaktiv verdensborger ellers har udtalt behov for at kende sin egen historie for overhovedet at kunne forstå også det fremmede og anderledes.

Nye generationer af elever

og læsere vil efterspørge nye

historier, der kan sætte deres

eget liv i perspektiv. Derfor

er tilgangen til dette bind

af Alle Tiders Historie fra

engang i 1980’erne da også

på en og samme gang træt

og udtalt respektløs. Gamle

redaktører som Niels Gullberg

Hansen, Henrik Skovgaard

Nielsen og Flemming Schmidt

skal vide, at der må nye og

anderledes øjenåbende frem

stillinger på bordet.


14

Anvendt litteraturClausen, H.P.: „Hvad er historie?“, 1963Dahl, Ottar: „Grundtrek i historieforskningens metodelære“, Oslo 1965Erslev, Kr.: „Historisk Teknik“, 1911, 1926Jensen, Jacob Rinsing og Peder Wiben (red.): „Historiedidaktik“, 2005Kjeldstadli, Knut: „Fortiden er ikke hvad den har været – en indføring i historiefaget“, 2001Kristensen, Bent Egaa: „Historisk metode“, 2007Mikkelsen, Hanne Guldberg: „Historien og historikerne“, 2000Mørch, Søren: „Verden som den er“, 2005Nielsen, Geert A. m.fl.: „Din kulturhistorie“, 3. rev. udg., 2002OldenJørgensen, Sebastian: „Til kilderne! Introduktion til historisk kildekritik“, 2001

Documents

Kulturforståelse © Forlaget Columbus og forfatterne 2009 … · 2013-11-04 · Kulturforståelse © Forlaget Columbus og forfatterne 2009 2 Det lange tidsrum fra Romerrigets tid