Lixen April 2010

LixenAvisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 12. årgang | 2. nummer | april 2010

Ny centerleder skal skabe sammenhæng

Side 4Med pen i provinsen:Spørgsmålstegn i SorøSide 14

Portræt: Per Westergård side 12-13

MedieCup:Studinese Calcio i semifinalenPå bagsiden

”Her i huset har vi aldrig pakket tingene ind. Det er jo ikke Kristeligt Dagblad, vi udgiver.

Bent Falbert, Ekstra Bladet

Foto: Morten Elstrup

2 | april 2010 | LIXEN

Indhold Leder

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

LIXENCampusvej 555220 Odense M

[email protected] os også på Infomedia

Tryk: Arco Grafisk A/SOplag: 1000 eksemplarer

Logo: Karina Cecilie MøllerLayoutinspirator: Sara WintherKorrekturlæser: Julie Lund Mikkelsen & Andreas Langaa

Ansvarshavende chefredaktør i dette nummer: Natasha Nomathemba Dyasi

Rikke Gredsted SeidenfadenChefredaktør

Lise Karlshøj IpsenChefredaktør

Natasha Nomathemba DyasiChefredaktør

Karina Cecilie MøllerBilledredaktør

Jakob Balthazar MunkRedaktør

Thomas Damgaard Sørensen Redaktør

Casper FauerholdtWebredaktør

Nana Frederikke Fischer Redaktør

Lixen

FOKUS

UDDANNELSEPå Center for Journalistik skal der spares. Blandt andet bliver de kom-mende første semesterstuderende kun inddelt i tre håndværkshold og ikke fire. De ansatte på instituttet vil ikke komme nærmere ind på, hvilke ændringer de studerende kommer til at mærke endnu. Side 3

BRANCHETidligt i marts blev årets pressefoto-graf udpeget. 30-årige Mads Nissen fra Berlingske Tidende, der vandt titlen, viser sine billeder og fortæl-ler, om sin tur til Afghanistan, hvad et godt fotografi er, og hvorfor ke-mien mellem ham og den portræt-terede er altafgørende. Side 10-11

BAGSIDENNørrebrohallen kogede, da Journa-listforbundet afholdt Medie-cup i år. Center for Journalistik sendte to hold af sted for at tackle branchen, og de to hold satte deres stærke præg på turneringen. Læs hvordan. Side 24

PORTRÆTUdsigten over Rådhuspladsen, de evindelige ture i retssalene og en dag pakket med planer er fra den 31. marts fortid for Ekstra Bladets chefredaktør igennem 24 år. Bent Falbert pakker sit kontor ned for endelig at prøve det sabbatår, han aldrig fik.Side 12-13

Ill.: Nana Frederikke Fischer

I denne måneds fokus skriver vi om grænser. Og vi kommer vidt om-kring. Fra de ubetrædelige grænser i Kina, til krigsjournalistikkens be-grænsninger, og de grænser, der op-står, når man dækker en begravel-se. Vi stiller spørgsmålet: hvor går grænsen? Og måske finder vi svaret. Side 17-22

Marts blev måneden, hvor de studerende på Center for Journalisti fik op til flere ønsker opfyldt.

Først og fremmest er den efter-hånden heftigt omtalte tomme chef-stol blevet besat. Den nye leder af Center for Journalistik kan dårligt, som de fleste af sine forgængere, betegnes som et fyrtårn inden for branchen. Han er ikke selv journa-list, men akademiker, hvilket affø-der forhåbninger om mere fokus på de akademiske fag. Reaktionerne fra de kilder, vi har talt med i branchen, har været positive. Og forventnin-gerne er høje. Ligeså er vores. Og vi håber, at Peter Bro kan leve op til dem. Tidligere ekstern lektor på

SDU, journalist Lasse Jensen, er ikke i tvivl om, at valget af Peter Bro er fornuftigt.

»Min personlige mening er, at SDU har behov for mere akademisk og mindre håndværk. Det, at der er kommet en akademiker, kan hjælpe på det,« siger den garvede radio-journalist.

Peter Bro har indtil videre ud-talt, at båndene mellem Center for Journalistik og Statskundskab skal styrkes og uddannelsen skal have en stærkere profil. Velmenende, fornuftigt og ufarligt. Vi ser frem til, at der kommer mere konkrete visio-ner på bordet og glæder os over, at Styrelsen har prioriteret en leder, som føler sig hjemme i universitets-verdenen.

Der står ’økonomi’ på den største udfordring for Center for Journali-stik. Meget tyder på, at kommende studerende kommer til at betale regningen for centerets dårlige øko-nomi. Det er allerede nu besluttet, at fire håndværkshold bliver til tre næste år. Færre hold betyder flere studerende. Flere studerende bety-der mindre tid. Et skridt i den for-kerte retning. Vi håber selvfølgelig ikke, at det bliver startskuddet til en føljeton af forringelser.

Beslutningerne om besparelserne er taget, før Peter Bros tiltrædelse den 1. april. Han afviser ikke, at også sammenlægninger af hold kan blive en realitet:

»Det er der slet ikke nogle konkrete planer om endnu. Men det er ikke for at sige, at det ikke kan ske på et eller andet tidspunkt,« siger han. Og dermed kan de studerende ikke føle sig sikre.

Studienævnsformanden, Center- og studielederjobbene er blevet samlet under én kasket i bestræ-belserne på at minimere tidsspildet på administration. Muligvis ligger der også et økonomisk aspekt i det. Håbet er, at besparelserne bliver lavet der, hvor der er plads til dem. Frygten er, at det går ud over de stu-derende. Man kan undre sig over, at der skal flere opringninger til for at få bekræftet rygterne om sammen-lægningen af håndværksholdene på 1. semester

Center på skrump

”Modvilligheden til at udtale sig om besparelserne kan tyde på, at man hos ledelsen er klar over, at der langt fra er tale om en holdbar situation.

”I øvrigt mener jeg, at det er langt ude at 2.semester skal have en videnstest. Morten Elstrup, 2. semester

Foto: Mads Nissen

Foto: Benjamin Kürstein, Ekstra Bladet

Foto: Morten Elstrup

Foto: Søren Dal Rasmussen

Foto: Johan Bertil Winther

LIXEN | april 2010 | �UDDANNELSE

Økonomiske krampetrækninger på CfJDen økonomiske kurve på Center for Journalistik er nedadgående. Det vil blandt andet betyde, at der kun bliver tre håndværkshold for de kommende journalister på første semester.

Nana Frederikke Fischer

PENGEPROBLEMER. Økonomien på Center for Journalistik er ikke til at tage og føle på. Det skyldes ikke kun, at den er af forsvindende stør-relse, men også at de ansatte smyger sig udenom, så snart snakken falder på instituttets penge. Vibeke Normann Andersen, institut-leder på Institut for Statskundskab, vedkender, at instituttet er i øko-nomisk lavvande. Hun forklarer, at man fremover vil satse på at styrke indsatsen i forhold til diplomud-dannelser. Anderledes vævende er svaret på, hvad de studerende kan forvente, der bliver skåret ned på.

Sammenlagte hold»Det er for tidligt at nævne nogle konkrete tiltag. Vi har fået en ny centerleder, der skal have lov til at stikke linjen ud, så det vil jeg af hen-syn til ham ikke gøre, for han skal have lov til at sætte sit præg på det,« siger Vibeke Normann Andersen. Journaliststuderende på tilvalgsud-dannelsen og bacheloruddannelsen skal måske forberede sig på flere sammenlagte timer på skemaet. Den tanke blev luftet til seneste stu-dienævnsmøde. Men den nye cen-terleder, Peter Bro, har ikke tænkt sig at sætte sit første aftryk på ud-dannelsen ved at slå hold sammen. »Det er der slet ikke nogen konkrete planer om endnu. Men det er ikke for at sige, at det ikke kan ske på et eller andet tidspunkt,« siger han.

KendsgerningenAlligevel er det kendt blandt studer-ende og lærere, at der på næste år-gang kun vil være tre håndværkshold

i stedet for fire, som der var på den seneste første semester-årgang. Når Lene Rimestad stopper som

underviser på Centeret for at skrive sin ph.D, bliver hun ikke afløst. Det kommer til at betyde en lærer min-dre til det skrivende første semester. En kendsgerning, Vibeke Normann Andersen ender med at indrømme efter endnu en opringning.Og en kendsgerning, som Peter Bro også har været bekendt med. Dog siger han: »Det er et af de tiltag, vi har besluttet os for. Det er en af de beslutninger, der er truffet, før jeg trådte til som centerleder.« Vibeke Normann Andersen forklar-er, at det til dels er på grund af øko-

nomien, og at det kun vil betyde, at der kommer en anelse flere elever på holdene.

»De fysiske rammer i undervisning-slokalerne på Medietorvet sætter nogle naturlige og fagligt velbe-grundede begrænsninger for, hvor mange studerende der er plads til,« siger hun.

Problemåret 2008I 2008 snørede instituttets budget sig stramt sammen, forklarer Vibeke Normann Andersen: »Økonomien har været et problem siden sidste år. Der var faldende op-tag på statskundskab i 2008, og man havde en for positiv budgettering på indtægtssiden på journalistik.«

Fordi styrtdykningen af ansøgere ikke var til at forudse, mener hun ikke, at man kan placere ansvaret for den fejlslagne budgettering nogen steder. »Forudsætningerne kan ændre sig, og vi kan ikke forudse, at der kom-mer et år som 2008, hvor ansøgertal-let næsten dykker 25 procent,« siger hun.

[email protected]

”Økonomien har været et problem siden sidste år. Man havde en for positiv budgettering på indtægtssiden på journalistik. Vibeke Normann Andersen

Ordensmenneske på KaJO-formandspostenDer skal være styr på de struk-turelle rammer i KaJO, når Simone Martedal Skov træder til som ny formand. Ud over ordentlig struk-tur vil formanden kæmpe for et styrket samarbejde mellem de tre journalistuddannelsers fagfor-bund.

ORDENSMENNESKE. Lørdag den 27. marts overtog Simone Martedal Skov posten som formand for KaJO. Med mikrofonen i den ene hånd og en tale i den anden, forklarede hun, hvad KaJO’s medlemmer kan forvente af hende som ny formand. Organisa-torisk overskud står højt på hendes ønskeliste. Det samme gør et styrket samarbejde inden for DJSwtud. »Jeg ved ikke, om jeg ser forbed-rede praktiske retningslinjer i KaJO som et hovedmål. Men en personlig mærkesag for mig er at få styr på de rent strukturelle rammer. Det mere visionære ligger i forhold til et styr-ket samarbejde i DJstud,« siger hun.

OverleveringssystemKaJO’s nyvalgte bannerfører sæt-ter pris på, at der er styr på tingene.

Derfor gik hun til valg på blandt an-det ønsket om at indføre en form for overleveringssystem i fagforbundet. Efter et halvt år som bestyrelses-medlem ved hun, hvordan det er at kaste den ene arbejdsopgave efter den anden op i nettet uden nødven-digvis at kende til omfanget. »Jeg vil bidrage til KaJO ved at forsøge at få indført en form for overleveringssystem. Der skal man skrive ned, hvad man laver, så erfar-inger kan videregives,« siger hun og forklarer, at det både skal gælde for formand og bestyrelse. Ønsket om et øget fokus på den praktiske struktur er mest af alt en personlig kæphest for formanden. Hun ser en større kamp i at styrke samarbejdet mellem de tre journa-listuddannelsers fagforbund JR, KaJ og KaJO. »Vi er nået rigtig langt, og vi kan nå meget længere. Men vi er jo tre forskellige uddannelser, og der er derfor nogle ting, man ikke kan blive enige om. Men det har man hele tiden været bevidst om i DJstud, og vi samarbejder på de punkter, vi kan blive enige,« siger hun.

Stor stemmeSamarbejdet mellem journalistud-dannelserne fremhæver hun gang på gang. Hun forklarer, at tidligere formand i KaJO Maria Djurhuus også arbejdede for et tæt samarbejde i DJstud. I sommer blev undersøgelsen

”Praktik er uddannelse” gennemført. Den viste, at de studerende især ef-terspørger mere efterkritik af det, de producerer under praktikken. Det

er et blandt flere punkter, som ifølge formanden kan forbedres ved hjælp af holdånd blandt de tre fagforbund. »Vi er jo den største gruppe i Jour-

nalistforbundet, når vi står sammen. Samlet har vi en stor stemme og kan også få indflydelse,« siger hun.

[email protected]

Simone Martedal Skov er ny KaJO-formand. Foto: Sandra M. Skals

Nana Frederikke Fischer

� | april 2010 | LIXEN UDDANNELSE

Forventningerne og kravene til den nye centerleder på Center for Journalistik har været mange. Peter Bro er headhuntet til Center for Journalistik og er ikke bange for de udfordringer, som jobbet fører med sig.

FYRTÅRN. Udfordringer er der nok af som ny centerleder. Både når det handler om de studerendes fag, pro-filering af uddannelsen og forholdet mellem underviserne. Det er nogle af de ting, som Peter Bro vil tage fat på i den kommende tid.

Journalistik og håndværk»Det betyder noget, at underviserne

ikke ser hinanden i frokostpausen og ikke lige kan diskutere politiske eller journalistiske problemstillinger,« forklarer Peter Bro. Derfor vil han først og fremme beskræbe sig på at skabe en tættere sammenhæng mellem de akademiske fag og håndværk. En kobling, som un-derviserne også skal have et ansvar for at føre ud i livet: »Underviserne skal sætte sig sam-men før hvert semester og finde ud af, hvordan fagene kan kobles sam-men. Og selvfølgelig så de får et kendskab til hinanden på tværs af fagene,« fortæller han.Også de studerende skal kunne mærke, at underviserne bliver knyt-tet tættere sammen. »Succeskriteriet skal være, at de studerende føler, at de akademiske fag og håndværksfagene bliver knyt-tet tættere sammen,« siger han og fortæller, at det er noget, som centret skal blive endnu bedre til, netop fordi

det er en af dets ressourcer.

Profileringen er alles ansvarTre ud af Center for Journalistiks fire centerledere har været journalister, og profileringen af uddannelsen har været vægtet højt. Det er den stadig, men nu er det ikke kun centerlederen selv, der skal stå for at formidle viden om Center for Journalistik: »Fra universitetsverdenen er jeg vant til at stille videre til dem, der ved mest om et emne. Selvfølgelig vil der være ting, som jeg skal udtale mig om, men vi skal blive bedre til at formidle den store viden, som vi har på centeret,« fortæller Peter Bro. Både de journalistiske og aka-demiske medarbejdere skal være med til at profilere uddannelsen og formidle journalistisk viden: »Mange af de ansatte sidder inde med en viden og erfaring, som vi sim-pelthen skal blive bedre til at formi-dle ud til branchen,« siger Peter Bro.

Mindre administrativ centerlederDen administrative del af jobbet for-skrækker ikke Peter Bro. Han peger selv på, at hans tætte tilknytning til universitetet gør, at han kan trænge nemmere igennem en tung univer-sitetsstruktur. Også på denne front er der ændringer. Posten som stu-dienævnsformand, studie– og cen-terleder er slået sammen. Håbet er, at det giver en kortere vej mellem de studerende og centerlederen end tidligere: »Forhåbentlig kan de studerende komme til mig, og jeg kan afklare nogle ting med det samme. Netop fordi de tre poster er samlet til én,« forklarer den nye centerleder.

Glad for ny centerlederPeter Bros største bekymring var, hvordan kollegaerne ville reagere på nyheden om, at en kollega skulle overtage jobbet: »Jeg var selvfølgelig lidt nervøs over,

Ny centerleder skal bygge brohvordan de ville reagere. Men de var glade og begyndte at klappe og juble, da de fik det at vide,« siger han. Og både gamle og nye studerende og ansatte har sendt mails med lykønskninger. Også gode ideer og forslag til forandringer er allerede blevet sendt til den nye centerleder: »Der går nok lige et par dage, før jeg svarer på dem,« fortæller han.

[email protected]

Rikke Gredsted Seidenfaden

- 37 år.- Uddannet Cand. Comm. Fra RUC.- Har undervist alle ti årgange på Center for Journalistik.

FAKTA OM PETER BRO

Foto: Karina Cecilie Møller

Foto: Karina Cecilie Møller


Det siger de om Peter BroEfter fem måneder uden front-figur er lederposten på Center for Journalistik atter blevet besat. Valget er faldet på Peter Bro, som i 10 år har været tilknyttet journalistuddannelsen på SDU. LIXEN har spurgt folk i branchen og på universitet, hvad de synes om valget af Peter Bro som ny centerleder.

Per Westergård, formand for Styrelsen

Peter Bro opfylder de krav, vi stiller til en centerleder. Det var derfor, vi headhuntede ham til stillingen. Vi henvendte os til Peter og spurgte, om han ville. Så det var ikke et traditio-nelt ansættelsesforløb. Vi var meget overbeviste om, at vi havde en rigtig god kandidat.

Han kender den akademiske verden og vil kunne integrere journalist-fagene i universitetsverdenen. Jeg har ingen forventning om, at han skal sidde på posten i 10 år. Det, tror jeg, ikke altid er en fordel. Men jeg ville da være glad, hvis han vil sidde i tre-fem år.

Lasse Jensen, journalist

Jeg synes, at det er en fremragende ide, at Center for Journalistik har an-sat Peter Bro. Jeg kender Peter som en fremragende underviser og for-sker. Der er intet, der taler imod an-sættelsen af ham. Det er et godt valg.

På SDU forsøger man at skræve over to forskellige verdener. Den aka-

demiske og den journalistiske. Det er to verdener, som er præget af en anelse gensidig mistillid. Journalister kan bedst lide journalister, og for-skere kan bedst lide forskere. Det, jeg har oplevet på SDU, er, at samarbejdet ikke altid har fungeretoptimalt. Min personlige mening er, at SDU har behov for mere aka-demisk og mindre

håndværk. Det, at der er kommet en akademiker, kan hjælpe på det. Folk, der er opvokset i akademisk miljø, har den fordel, at de er hjemme i universitetspolitikkens krinkelk-roge og magtkampe. Her kan selv dygtige journalister eller redak-tører komme til kort. Vi er vant til, at afstanden mellem beslutning og udførelse er ultra-kort. Det er den langtfra på universiteter.

Anker Brink Lund, professor i me-dieledelse på CBS

Det er en utaknemmelig stilling, fordi man både skal være administrativ in-dadtil og ansigt udadtil. Så det er en stor opgave. Men jeg vil sige det så-dan, at han har en masse gode forud-sætninger for at løse den. Jeg mener, at der er god grund til at sige til lykke til SDU.

Han er fagligt stærk og kan både det

formidlings- og forskningsmæssige. Og så er han et omgængeligt og ven-ligt menneske.

Hvor vigtigt er det, at han ikke er så kendt i journalistkredse? Det er kun en lille del af jobbet. Det er vigtigere, at han kan lede indadtil. At han kan repræsentere journalis-tikkens verden over for resten af uni-versitetsverdenen. Vi er mange, der stiller store krav til ham i det job.

Sophie Bremer, studerende på CfJ og medlem af Studienævnet

Jeg synes, det er rigtig fornuftigt, at man har valgt en internt, som har styr på tingene, og som kender ar-

Anne Lea Landsted, underviser på Center for Journalistik

Jeg synes, at det er en rigtig god ide, at man har ansat Peter Bro. Sagt med en kliché, så er han den rette til at bygge bro imellem Center for Journalistik og Statskundskab. Det mangler vi lidt. Vi er hæmmede af, at vi er fysisk

adskilte. Vi har ikke den daglige kon-takt. Der er Peter Bro et godt bin-deled. Det er også vigtigt, at vi kommer godt i gang med den nye studieord-ning. Og jeg tror, at han er den rette til at sikre den integration.

Hvad kan Peter Bro tilføre studiet? Han er en rar mand. Utrolig behage-

lig og spreder en god stemning. Og så er han vellidt af alle. Det er vigtigt oven på en turbulent periode for centeret. Jeg er også glad for, at det er én indefra, som kender Center for Journalistik.

Lise Karlshøj Ipsen Foto: Lise Roland Johansen

Foto: Sophie Bremer

Foto: Jakob Balthazar Munk

bejdsgangene, personalet og de stu-derende. Så jeg synes, at det er meget positivt. Jeg tror, at han lige nu og her vil kunne give noget ro og noget sta-bilitet både på Medietorvet, men

forhåbentlig generelt i systemet. Kommer de studerende til at kunne mærke forskel med ham som leder? Jeg har en forventning om, at Pe-ter vil få styr på papirbunkerne, og at han får styr på økonomien. Det er noget, som vil have indflydelse for os studerende. Samtidigt tror jeg, at han vil få styrket samspillet mellem håndværket og det akademiske. Jeg vil blive meget overrasket, hvis Peter smutter inden for et år. Han har været her i rigtig mange år og ved, hvordan tingene fungerer. Så hvis han også bliver overrasket over ar-bejdsopgaverne og smutter, så bliver jeg meget forbløffet. Jeg tror og håber, at han vil blive i lang tid.

[email protected]

Foto: Frederikke Bremer


Nu skal de akademiske fag give meningEn ny studieordning skal fra næste semester skabe mere sam-menhæng mellem håndværk og de akademiske fag. De stude-rendes engagement i de tunge teorifag er for sløjt, og det skal den nye studieordning ændre på.

TEORI. De journaliststuderende på Syddansk Universitet har længe efterlyst koblingen mellem histori-etimens kongerækker og håndværk-sundervisningens konflikthistorier.

Det har hidtil været op til dem selv at bruge lærdommen fra de akademiske fag i deres håndværksprodukter, men nu skal integrationen mellem fagene styrkes. Erik Albæk er ansvarlig for kvaliteten af de akademiske fag på journalistuddannelsen. Han er hjer-nen bag den nye struktur. »De studerende har manglet inter-esse for de akademiske fag, og det er ikke kun deres egen skyld. Undervis-ningen skal nu skræddersyes til jour-nalisteleverne,« siger han.

Nye værktøjerÆndringerne vil hovedsageligt ud-gøres af en ny type fag, de såkaldte værktøjsfag, hvor eleverne blandt andet skal lære mere om samfunds-videnskabelig metode, research og

mediejura. Det er elementer, der til en vis grad allerede indgår i uddan-nelsen, men som noget nyt bliver præsenteret på 1. semester. Ambitionen er, at journalister fra

SDU skal være endnu mere vidende og kritiske, end de er i forvejen. Der-for skal lærerne i højere grad plan-lægge undervisningen sammen på tværs af de enkelte fag, understreger Erik Albæk.

De studerende skal lære PRSenere i uddannelsesforløbet skal de studerendes kompetencer udvides med undervisning i det nye fag: Kom-munikation, Journalistik og PR.

»Det nye fag hænger sammen med erkendelsen af, at der er stigende efterspørgsel på journalister i kom-munikationsbranchen. SDU vil der-for tilpasse sig markedet,« siger stu-dieleder Anne Lea Landsted.

Sara Wilkins

Ida Nathan

Næste årgang får fuldt udbytte Den nye studieordning træder i kraft efter sommerferien og vil først og fremmest have betydning for den kommende årgang. De nuværende studerende vil også komme til at for-nemme en tættere forbindelse mel-lem håndværk og de akademiske fag. Og det skal de være glade for, mener Anne Lea Landsted. »Vi kan simpelthen ikke få armene ned. Vi synes, den er genial,« siger Anne Lea Landsted om den nye stud-ieordning, der har mødt bred op-bakning i lærergruppen.

[email protected]@student.sdu.dk

”Vi kan simpelthen ikke få armene ned. Vi synes, at den nye studieordning er genial. Anne Lea Landsted

Åbent hus på Center for JournalistikFor mange er det svært at træffe et valg mellem Journalisthøjskolen og SDU. Den 6. marts åbnede Center for Journalistik dørene for nysgerrige – måske – kommende studerende. Lixen tog en snak med tre håbefulde journalistspirer.

Tue Winther, 21 år, fra Roskilde. Går på Askov Højskole. Har søgt ind i Århus og Odense.

Hvor vil du helst gå? »Jeg troede egentlig helst, at jeg ville optages på Journalisthøjskolen, men efter i dag så håber jeg lidt på at komme ind her. Jeg synes virkelig, at det virker fedt. Det virker, som om Århus kører meget på sit gode ry, og de gik ikke ligeså meget op i én. Og så virker det

Anne Lundbye, 20 år, fra Silke-borg, går på Askov Højskole. Søger både ind på SDU og Journalisthøjs-kolen.

Hvad er dit indtryk af SDU indtil vi-dere? »Det er meget positivt. Det tiltaler mig meget, at det er flermedielt. Det lyder meget spændende, at man både kan arbejde med tv og radio, så det ikke kun bliver akademisk og teo-retisk. Det var nok lidt min fordom.

Christian Jensen, 19 år, fra Mid-delfart, søger både ind på SDU og i Århus.

Hvorfor vil du gerne søge ind på Jour-nalistik? »Mangfoldigheden tiltaler mig. Det er en broget flok, der går på journal-iststudiet. Det er ikke bare dem med det højeste gennemsnit, der kommer ind. Jeg har også en forventning om, at folk er meget kreative. Og så kan man også bruge uddannelsen til mange ting.«

også, som om det er ret hyggeligt at gå her«.

Hvordan forbereder du dig til prøven? »Jeg går på Askov Højskoles jour-nalistlinje.«

Hvor længe har du villet være journal-ist? »Det har jeg villet siden midten af gynasiet. Det er ikke en livslang drøm, men nu vil jeg virkelig gerne ind.«

Hvilken slags journalistik vil du gerne lave? »Det startede med, at jeg gerne ville være modejournalist. Men nu tænker jeg lidt, at det kunne være sjovt at lave nyhedsjournalistik.«

Jeg synes også, at det er meget posi-tivt, at alle, der kommer videre, kom-mer til en samtale. Så føler man sig ikke bare som et nummer, som man lidt gør på Journalisthøj-skolen.«

Hvad er din førsteprioritet? »Jeg tror faktisk, at det er SDU. Før jeg havde været til Åbent hus, var Journalisthøjskolen faktisk min førsteprioritet.«

Hvilken slags journalistik vil du gerne lave? »I begyndelsen ville jeg gerne være skrivende journalist. Nu har jeg prøvet at arbejde lidt med tv, og det, tror jeg, egentlig også, kunne være ret spændende. Jeg kunne også godt tænke mig at komme til udlandet og skrive nogle reportager. Det tiltaler mig meget.«

Hvilken slags journalistik vil du gerne lave? »Jeg ved det ikke helt. I første om-gang er det studiet, der tiltaler mig. Så kan det være, at man falder over noget interessant.«

Er du blevet klogere, efter du har været til åbent hus på SDU? »Ja. Det er jeg. De var gode til at give indblik i de faglige ting, men også i, hvordan dagligdagen fungerer her. For eksempel at man nogle gange bliver nødt til at være her til klokken tre om natten for at blive færdig.«

Hvad er din førsteprioritet? »Det var egentlig Journalisthøjs-kolen, men efter i dag må jeg tage det op til overvejelse igen. Jeg synes, at varen blev solgt bedre her. Jeg var også til åbent hus på Journalisthøjs-kolen. Det virker bare så meget mere hyggeligt her.«

risei09@student,sdu.dk

[email protected]

Foto: Rikke Gredsted Seidenfaden


Cavlingvinder bliver ny FellowStyrelsen på Center for Journa-listik har uddelt det eftertrag-tede Fellowship. Vinderen blev dette års Cavlingvinder, Jesper Tynell. Fra august 2010 til januar 2011 skal han bore i magtre-lationer mellem ministre og embedsmænd.

Lise Karlshøj Ipsen

Han er efterhånden en feteret herre, ham vores nye Fellow. I november 2009 blev han hædret af Foreningen for Undersøgende Journalistik for at være årets bed-ste graver på radio. I januar vandt han den fornemmeste journalistiske pris, Cavlingprisen, for sit arbejde på P1 Orientering med den såkaldte ”Kontanthjælpssag.” Nu har han sat kronen på værket ved at høste det Journalistiske Fellowship.

Journalistisk eksperimentJesper Tynell glæder sig til sin nye hverdag på Center for Journalistik, og det er da også med en vis entusi-asme, han fortæller om sine forvent-ninger. »Det, jeg allermest håber på, er, at jeg både får mulighed for at lave en kæmpe research i de historier, jeg skal arbejde med. Men frem for alt håber jeg på at få prøvet grænser af

metodisk for, hvad der kan lade sig gøre,« siger han. Går alt vel med projektet, håber Jesper Tynell, at det færdige projekt bliver en bog om centraladministra-tionen. »Der er en vis portion eksperiment i det. Derfor er det slet ikke sikkert, at det lykkes. Men det er det, jeg håber på og sigter efter og på nuværende tidspunkt regner med. Men det vil tiden vise,« siger han.

Fellow, hvor er du?Der har i tidligere udgaver af Lixen været rettet kritik mod andre Fel-lows, fordi de ikke har været særlig synlige på Medietorvet. Jesper Tynell er bekendt med kritikken, men han mener, at problemet ligger i urealis-tiske forventninger. »Jeg har et indtryk af, at I stude-rende, hver gang en Fellow har været der 14 dage, har ringet og spurgt, hvorfor han ikke er der mere. Så jeg tror, det er et spørgsmål om at af-stemme forventningerne,« siger han. Han pointerer, at han vil være at finde på gangene tre dage om ugen fra 10 til 16. Hans primære opgave er dog at hellige sig sit projekt, slår han fast.

InsiderStyrelsen på Center for Journali-stik tildelte Jesper Tynell legatet for hans projekt om magtrelationer mellem ministre og embedsmænd, ”the inside story”. Inspirationen til projektet kommer hovedsageligt fra amerikanske bøger om Bush-admin-istrationen, fortæller den nyslåede Fellow.

Formand for Styrelsen Per Westergård begrunder valget af Ori-entering-journalisten således: »Han kan fortælle og forhåbentlig

engagere de studerende i sin måde at arbejde på. Jesper Tynell kan bore, grave og stille de kritiske spørgsmål. Han mestrer de klassiske redskaber. Og så regner vi med, at han kan lære

fra sig og indgå i spændende diskus-sioner.«

[email protected]

Jesper Tynell tager seks måneders orlov fra sit job som journalist på P1 Orientering for at blive Fellow på Center for Journalistik. Foto: Agnete Schlichtkrull

Forkerte forventninger til FellowEn Fellow er ikke sat i verden for de studerendes skyld. Fokus skal ligge på projektet. Og er der tid til det, gør det da ikke noget, hvis de studerende bliver inddraget. Det siger formand for Styrelsen, Per Westergård.


Hvornår er noget godt nok? Og hvor meget skal man stå til rådighed? Det er spørgsmål, som den tidligere Fel-low på Center for Journalistik Jakob Elkjær aldrig fandt svaret på i de syv måneder, han tilbragte på SDU. Han rettede ved sin afgang en kritik af Fellowshippet, som, han mente, ikke var defineret klart nok. ”Er det over-hovedet en Fellow, man vil have?” spurgte han retorisk.

Urealistiske forventningerDer har tidligere i Lixen været efter-lysninger af vores Fellows, som de studerende har kritiseret for at være for usynlige. Men det er en misforståelse, når de studerende kritiserer en Fellow for ikke at engagere sig.

»Vi har været for uklare«Per Westergård erkender, at de har været for uklare i deres definition af, hvad der forventes af en Fellow.

»Det, der opstår, er en misforståelse. De studerende på SDU synes, at den her Fellow er sat i verden for dem. Vi prioriterer fra Styrelsen, at det vigtige for os er, at den pågældende skal fordybe sig forskningsmæssigt i journalistik,« siger Per Westergård, formand for Styrelsen på Center for Journalistik og uddyber: »Han skal holde snuden i sporet og koncentrere sig om sit projekt. Vi ser gerne, at han trækker på de for-skere og undervisere, som er på uni-versitet. Han må også gerne fungere som sparringspartner for de studer-ende, men det er ikke det primære,« siger Per Westergård.

Is i mavenNår den fremtidige Fellow Jesper Tynell til august tager hul på sit pro-jekt og flytter ind på sit SDU-kontor, vil han måske blive mødt af de samme forventninger som hans forgængere. Per Westergård råder ham til at slå koldt vand i blodet. »Han skal have is i maven, når de studerende til efteråret efter to uger klager over, at de ikke ser ham nok,« siger han.

»Vi har diskuteret i Styrelsen, at vi skriftligt vil formulere forvent-ningerne, inden folk søger Fellow-shippet.

Folk skal vide, hvad der bliver for-ventet af dem. Vi har været for uk-lare,« siger han.

[email protected]

Per Westergård er formand for Styrelsen, som udpeger den journalistiske Fellow på CfJ . Foto: Jakob Balthazar Munk


DJ Stud: Ærgerligt med et smalt forlig

SMALT FORLIG. Praktik er ikke ud-dannelse. I hvert fald ikke endnu. Det lykkedes nemlig ikke i denne omgang at få overbevist arbejds-giverne om, at der er brug for ting som en personlig udviklingsplan og afspadseringsregler i praktik-aftalen. Det ærgrer Rasmus Mark Pedersen, der var forhand-ler for DJStud ved de seneste overens-komstforhandlinger.

»Jeg er da skuffet over, at vi ikke kunne blive enige om en bred aftale og diskutere vores oprindelige krav. Nemlig, at praktik er uddannelse,« siger han.

Stort arbejde, lille resultatForhandlingerne mellem Dansk

Søren Dal Rasmussen

Ill.: Thomas Damgaard Sørensen

Som journalistpraktikant risi-kerer du stadig at skulle undvære udviklingssamtaler og grundig efterkritik. Det er konsekvensen af den nye overenskomst mel-lem Dansk Journalistforbund og Danske Mediers Arbejdsgivere. Det var nemlig kun ét af DJStud’s ti krav, som fik plads i uddan-nelsesaftalen.

Journalistforbund og Danske Me-diers Arbejdsgivere skrantede alle-rede fra starten. De to parter fandt aldrig hin-anden ved forhandlings-bordet. Derfor blev den nye aftale et smalt forlig, hvor det egentlig kun var lønnen, som blev forhandlet. Det fik DJStud’s oprindelige plan til at falde på gulvet. »De overordnede forhandlinger gik hurtigt i hårknude, fordi arbejds-giverne stillede så mange uhyrlige krav. Derfor nægtede de desværre også at se på DJStud’s forslag til prak-tikantaftalen. Man kan sige, at vi blev en lille spiller i det store spil,« siger Rasmus Mark Pedersen. Den konklusion nikker de gen-ken-dende til i Dansk Journalistforbund. Det fortæller Hans Jørgen Dybro, der er DJ’s faglige konsulent: »Det ligner et lille resultat for en stor arbejdsindsats. Men husk på, at resultatet af dagbladsforhand-lingerne også var meget beskedne. Det havde naturligvis betydning for praktikantaftalen. Der blev hverken givet eller taget det store,« siger han.

Nej til de bløde værdierDet lykkedes DJStud at forhandle sig frem til en højere løn til journalist-

praktikanterne. Til gengæld var ingen af de såkaldte ’bløde værdier’, som barselsregler og efterkritik oppe at vende. Ebbe Dal er direktør for Dan-ske Dagblades Forening og sad også med ved forhandlingsbordet. Ifølge ham var mange af praktikanternes krav simpelthen urealistiske. »Alle de bløde punkter, som var i

praktikanternes krav, hører slet ikke hjemme i en overenskomst. Efter-kritik for eksempel har i bund og

grund noget at gøre med det uddan-nelsesmæssige. På det punkt ligger ansvaret hos uddannelsesinstitu-tionerne,« siger han. På det punkt er Hans Jørgen Dybro

• Startsamtaler skal indføres • Praktikantudviklingssam-taler skal indføres • Uddannelsesplanen skal opgraderes til en personlig udviklingsplan • Grundig efterkritik på både arbejdsprocesser og resulta-ter hvert kvartal • Barselsregler for praktikan-ter skal sidestilles med de overenskomstansattes • Ret til at genoptage prak-tikperioden efter afholdelse af barsels- og forældreorlov • Overarbejde skal begræn-ses til et minimum • Arbejdstids- og afspadse-ringsregler indføres • Seks ugers ferie • Mere i løn

Kilde: www.djstud.dk

»Praktik er uddannelse«

”Man kan sige, at vi blev en lille spiller i det store spil. Rasmus Mark Pedersen, DJ Stud

”Alle de bløde punkter, som var i praktikanternes krav, hører slet ikke hjemme i en overenskomst. Ebbe Dal, Danske Dagblades Forening

enig med Ebbe Dal. For der er græn-ser for, hvad der kan forhandles. »Formelt set kan DMA ikke love,

hvad der skal være i selve indholdet af praktikken. Der er dybest set kun praktikantlønnen, vi kan aftale,« siger han. Rasmus Mark Pedersen forstår

Hjemmesider er blevet vigtigere til praktiksøgningDe fleste praktiksøgende laver en hjemmeside. Og det er et vigtigt redskab i kampen for at skille sig ud i mængden af journaliststu-

derende.


SELVPROMOVERING. »Der bliver set mere og mere på hjemmesi-derne,« fortæller Pia Færing, der koordinerer praktik for de tre journalistuddan-nelser. Hun kan tydeligt se, at hjem-mesiderne har fået større betydning i praktiksøgningen: »Det er her, du for alvor kan vise, du er en dygtig journalist. Hjemmesiden skal være skarpvink-let, målrettet

mod praktikstedet og vise, at den studerende kan lave journalistik,« forklarer hun.

Vigtig hos de store praktikstederVil man inden for døren hos DR, er det også vigtigt, at hjemmesiden skiller sig ud fra mængden: »Hjemmesiden er meget vigtig, hvis man vil arbejde med nyheder

og lave journalistik i det her hus. Vi har mange ansøgninger, så det er en måde at skille sig ud på,« fortæller Line Makvath, der er praktikant-vejleder på DR Nyhederne. Hun fortæller også, at en målrettet hjem-meside er oplagt, hvis man vil ses i mængden:

»Vi vil meget gerne se på en hjem-meside, at man kan lave og grave en nyhed frem. Det ville da være oplagt at vise,” siger Line Makwath. Pia Færing forklarer, at det mest er de store steder, der målrettet går hjemmesiderne igennem. Hun mener dog, at de fleste steder vil begynde se hjemmesiderne igennem. Også selv om nogle steder i øjeblikket har den

politik, at de ikke kigger på hjemme-siderne: »Det er et spørgsmål om tid, før alle gør det. Det er ligesom Facebook. Folk siger, at de aldrig vil bruge det. Men på et tidspunkt opretter de jo alligevel en profil,” forklarer Pia Færing.

”Det er her, du for alvor kan vise, at du er en dygtig journalist. Hjemmesiden skal være skarpvinklet, målrettet mod praktikstedet og vise, at den studerende kan lave journalistik. Pia Færring, praktikkordinator

”Vi vil meget gerne se på en hjemmeside, at man kan lave og grave en nyhed frem. Det ville da være oplagt at vise. Line Makwath, praktikantvejleder DR Nyhederne

Man skal være originalOpskriften på, hvordan man skiller sig ud i mængden af praktikansøge-re, kan Pia Færing ikke give: »Hvis alle er lige gode og kreative, så falder originaliteten i værdi,” siger Pia Færing, som forklarer, at hjem-

mesidens originalitet skal give svar på, hvem man er, og hvad man vil. Det er vigtigt at vide, før man går i gang med siden.

Ikke altafgørende, men vigtigHos DR Nyhederne er hjemmesiden da heller ikke altafgørende for, om man får en praktikplads:»Panikdagen er også et tilfældighe-dernes spil, så på den måde afgør

hjemmesiden ikke alt på forhånd,” siger Line Makvath fra DR Nyheder.Pia Færing mener heller ikke, at hjemmesiden er altafgørende, men at de journaliststuderende skal ud-nytte de muligheder for publicering, som man har:

»Det gælder jo om at vise praktik-stederne, at man altid gør sig umage, når man har muligheder for at pub-licere. Og det gælder, uanset om man skal skrive en ansøgning eller lave en hjemmeside,” siger hun.

[email protected]

ikke argumentet og kalder det ’ren forhandlingssnak’. »Netop fordi det er en uddan-nelsesaftale, må det vel være meget naturligt, at der står noget om det uddannelsesmæssige indhold i afta-len. Hvis to parter kan blive enige om, at der skal stå noget om en person-lig udviklingsplan for eksempel, så er der jo ikke nogen som helst, som siger, at det ikke kan stå der,« siger Rasmus Mark Pedersen. DJStud plan-lægger nu at gå videre til praktik-ud-valget med deres projekt »Praktik er uddannelse«.

[email protected]


Unfair støtteordning kan være fortidMediestøtten i sin nuværende form er konkurrenceforvridende over for fritstående internetme-dier. Det mener to chefredak-tører. »I sidste ende kan det blive et spørgsmål om overlevelse,« lyder det. Og nu er Venstre og Socialdemokraterne enige om, at det kommende medieforlig skal indeholde bedre forhold for netmedierne.

Casper Fauerholdt

FORLIG. Avisen.dk, Altinget.dk, Msn.dk, Bold.dk. Det er bare nogle af de medier, hvis navne ender på ”.dk”, men som ikke eksisterer i en papir-udgave. Det betyder, at de står uden for døren, når de mange millioner,

der gives i mediestøtte til dagblade og ugeaviser, skal uddeles. Og det er konkurrenceforvridende, fortæller to chefredaktører, der ikke blot står uden for døren, men som også ser den nuværende støtteordning som gammeldags og utidssvarende.

Unfair konkurrence»Problemet med mediestøtten er, at vores konkurrenter får den. Vi kan som medie og virksomhed ikke vokse i et rimeligt tempo, når nogen får økonomisk støtte, og andre ikke gør. Jeg så den principielt set helst

fjernet,« siger Rasmus Nielsen, der er chefredaktør på den politiske net- avis Altinget.dk.

Man kan som dagblad søge om dis-tributionstilskud fra Styrelsen for Bibliotek og Mediers bladpulje. Men selvom en trykt avis er dyrere at pro-ducere end en hjemmeside på inter-nettet, mener Rasmus Emborg fra

Avisen.dk, at støtten også ryger over til dagbladenes nyhedssites.

»Det er et konkurrencemæssigt problem. Støtten til papiraviserne bliver også en støtte til deres neta-viser. Derved går de ind og bliver en konkurrent på vores platform,« siger chefredaktøren på Avisen.dk.

Støtte på vejMen nu ser det ud til, at medier som Altinget.dk og Avisen.dk i fremtiden kan søge om mediestøtte. I februar fremlagde Venstre sit udspil til det kommende medieforlig, som blandt andet indeholder forslag om æn-

dring af støtten, så den bliver mere indholdsbaseret.

»Der er sket en teknologisk ud-vikling, som vi bliver nødt til at for-holde os til. Fremtidens mediefor-lig skal se anderledes ud. Man skal blandt andet skal kigge på, hvilke udfordringer aviserne har og give støtte derefter. Men nye medier skal også have chancen, og derfor skal vi fokusere mere på indhold end på platform,« siger Venstres medieord-fører, Ellen Trane Nørby.

Socialdemokraternes medieord-fører, Mogens Jensen, har tidligere omtalt Venstres udspil som en blan-ding af »skidt og kanel«, men at for-holdene for fritstående internetme-dier skal gøres bedre er han helt enig i.

»Det er på tide. Vi har længe ment, at fritstående internetmedier skal have mediestøtte. Mange af dem

leverer jo en form for public service, så det er kun naturligt, at de også vil kunne få støtte,« forklarer Mogens Jensen, der først senere på året vil fremlægge oppositionens forslag til fremtidens mediestøtte.

Et spørgsmål om definitionTil den tid skal politikere og Dag-bladsnævnet i så fald, at fritstående internetmedier vil kunne få støtte, formulere en definition af, hvad »frit-stående internetmedier« er.

»Og de skal ikke have en traditio-nel distributionsstøtte, ligesom dag-

bladene får, da internetmedierne i og for sig ikke har distributionsafgifter,« siger Mogens Jensen fra S.

Det er Rasmus Emborg fra Avisen.dk til dels enig med socialdemokraten i. Men en endnu større omlægning af mediestøtten vil gavne journalistik-ken, mener han.

»Man burde skrue medieforliget sådan sammen, at man støttede ud-viklingen af original kvalitetsjour-nalistik og ikke udgifterne til papir,« understreger Emborg.

Også hos Altinget er man bevidst om, at distributionsstøtte ikke kan gå

til medier, der udelukkende opererer på nettet.

»Man kan sagtens argumentere for, at vi som internetmedie ikke har distributionsudgifter. Derfor mener jeg, at støtten skal laves om til en produktionsstøtte, der gives uanset platform. I dag er det jo en teknisk platformsdefinition, der afgør, at vi ikke får støtte,« siger Rasmus Nielsen.

En sådan produktionsstøtte skal ifølge Altinget.dk’s chefredaktør til-deles dem, der leverer journalistik på en vist niveau. For som støtte-

ordningen er nu, vil nye, men også veletablerede netmedier, ikke kunne udvikle sig tilfredsstillende, mener Rasmus Nielsen. Og hvis politikerne ikke holder, hvad de lover, så ser han langt fra med begejstring på frem-tiden.

»Det kan sagtens blive et spørgsmål om overlevelse,« lyder det.

”Jeg så den principielt set helst fjernet. Rasmus Nielsen, chefredaktør på Altinget.dk

”Støtten til papiraviserne bliver også en støtte til deres netaviser. Derved går de ind og bliver en konkurrent på vores platform. Rasmus Emborg, chefredaktør på Avisen.dk

”Nye medier skal også have chanchen, og derfor skal vi fokusere mere på indhold end på platform. Ellen Trane Nørby, medieordfører Venstre

[email protected]

2. semester skal bestå videnstestEn videnstest kan blive virke-ligheden for 2. semester til som-mer. Alle årgange på Journalistik bør bestå en obligatorisk viden-stest, mener ny centerleder på Center for Journalistik Peter Bro.


VIDEN OM. Da 2. semester skulle til optagelsesprøve på Journalistik i 2009, var mange måske lettede, fordi der ikke var nogen videnstest. Nu vender optagelsesnervøsiteten mu-ligvis tilbage, hvis studienævnet en-deligt beslutter at lave en videnstest til de studerende på 2. semester.

Alle skal igennem videnstesten»Det er problematisk, at der er en årgang, som ikke har bestået viden-stesten. Jeg ville have svært ved at sende folk, der ikke har en basal viden om samfundet, i praktik,« fortæller Peter Bro.

Han tiltræder som ny center- og studieleder pr. 1. april og har på sinde også at teste 2. semester i de-res viden om samfundet.

Derfor tog han allerede emnet op i studienævnet for nogle måneder siden. Peter Bro vil gerne være am-bitiøs på de studerendes vegne: »Jeg synes, at det ville være synd for studiets omdømme, hvis vi får en årgang ud i branchen, som simpel-then ikke ved nok,« siger han. Peter

Bro har selv undervist årgangen på 2. semester.

Ingen skal gemme sigDet er ikke første gang, at 2. semes-ters manglende videnstest har været oppe at vende i studienævnet. I år besluttede studienævnet at genind-føre den videnstest, som den tidlige-re centerleder, Per Knusen, valgte at henrette i 2009 til fordel for en ana-lytisk prøve. Det blev samtidig dis-kuteret, om det nuværende 2. semes-ter, der er den eneste årgang, der ikke

har bestået en videnstest, alligevel skal igennem den berømte prøve. Ifølge Peter Bro er det vigtigt, at de studerende på 2. semester alligevel får testet deres viden:

»Den analytiske prøve, som var i optagelsesprøven i stedet for viden-stesten sidste år, er relevant. Men det er nemmere for ansøgerne at gemme

sig i en analytisk prøve end i en videnstest. Når ansøgerne er optag-et, skal vi nok lære dem at analysere samfundet,« siger Peter Bro. Han forklarer, at den basale viden skal være på plads, før man kan grave dybere ned i samfundets krinkelk-roge.

Studerendes repræsentant enigOgså næstformanden i studienævnet, Sophie Bremer, vil have de studer-ende på 2. semester testet. Hun var imod afskaffelsen af videnstesten fra

begyndelsen. Hun fortæller, at un-derviserne har brokket sig over, at 2. semester simpelthen ikke har del-taget nok i undervisningen. En man-glende deltagelse, som muligvis skyl-des uvidenhed omkring samfundet: »Hvis det er undervisernes indtryk, at 2. semester deltager mindre end andre årgange, så er det klart, at det er et argument, der vægter tungt i studienævnet,« siger hun. Peter Bro er enig i den antagelse: »Jeg har selv undervist årgangen, da de gik på 1. semester. Og jeg kunne godt mærke en forskel fra tidligere årgange,« fortæller Peter Bro, som underviste 2. semester i Journalistik-kens historie og etik i efteråret.

Skal læse viden opHverken Peter Bro eller Sophie Bremer mener, at de studerende på 2. semester skal være nervøse for, om de består testen. Derfor skal de studerende også have 35 rigtige svar for at bestå testen. Både Peter Bro og Sophie Bremer tror på, at de stu-derende helt naturligt får en masse viden, når de er journaliststuder-ende. De er dog godt klar over, at de studerende muligvis ikke er enige i den antagelse:

”Det er synd for studiets omdømme, hvis vi får en årgang ud i branchen, som simpelthen ikke ved nok om samfundet Peter Bro, Centerleder ved Center for Journalistik Per Knudsen fjernede i 2009

videnstesten fra optagelses-prøverne til Journalistik.

Videnstesten består af 50 spørgsmål. De studerende på 2. semester skal have 35 rigtige for at bestå.

De studerende får en time til at lave testen.

Testen kommer formentlig til at ligge d. 24. juni, 2010Beslutningen bliver endeligt truffet til maj.

Videnstest til 2. semester

»Jeg kan da godt forstå, hvis de stu-derende bliver nervøse over at få det at vide så sent, men i sidste ende tror jeg godt, at de kan følge argumen-terne,« lyder det fra Sophie Bremer. Dumper man videnstesten, vil der være en reeksamen i januar.

[email protected]

BRANCHE

10 | april 2010 | LIXEN BRANCHE

Jeg er ikke bare den tavse flue på væggen”Årets Pressefotograf, Mads Nissen, har noget på hjerte. Med sine bil-leder vil han vise verden, som han oplever den, og skabe en platform for videre fortolkning.

Julie Lund Mikkelsen

BILLEDELIGT TALT. I 1998 stod den dengang 18-årige Mads Nissen i Venezuela med et gammelt kamera i hånden. Pludselig vidste han, hvad han skulle bruge sit liv på.

Han ville være fotograf. På sine gåture rundt i de sydamerikanske gader opdagede han, at han i foto-graferingen kunne kombinere sit samfunds-engagement med sin kreativitet. Hans nysgerrighed på verden og lysten til at fortælle his-torier er stadig det, som driver ham i dag.

»Jeg er motiveret af min egen idealisme om en bedre verden. Jeg fortæller historier om virkeligheden. Og jeg prøver at gøre det på en per-sonlig måde. For hvis jeg skal ramme dig med et billede og gå ind i dit hjerte, så er det også nødt til at gå ind i mit,« siger Mads Nissen. Siden starten af 2009 har han været ansat på Berlingske Tidende.

Og i år fik den unge pressefotograf så hele fire priser ved Årets Pressefoto bl.a. for Årets Pressefotograf.

Plads til fortolkningMads Nissen ser sig selv som en es-say-fotograf. Han arbejder i billed-historier og lægger ikke skjul på, at han har noget hjerte.

»Når jeg er ude at fotografere, prøver jeg på at være sådan en svamp, der går ned et sted og suger til mig. Og når man så klemmer mig, så kommer mine billeder ud. Det er mine fortolkninger, og det står jeg ved.

Hvis jeg er i Afghanistan og føler, at der er noget, der er helt galt, så ville jeg lyve, hvis jeg så tog et bill-ede af nogle glade skolebørn. Min forpligtelse er at fortælle om den stemning, jeg oplevede, og så kan folk jo måske sige, at de ville have oplevet det anderledes,« siger Mads Nissen. Men selvom hans billeder bærer hans personlige fingeraftryk, så skal

der altid være plads til modtagerens egen fortolkning. »Et godt billede er ikke færdigt. Der skal være plads til, at man kan kom-me med sin egen fortolkning af det. Det mangler i mange billeder i dag. De er for entydige. Der er ikke nok at gå på opdagelse i og reflektere over. Et godt billede vil modtageren no-get. Med mine billeder vil jeg gerne

skabe en platform, så modtageren kan lave sit eget møde med de per-soner, jeg fotograferer. Men det må aldrig blive propaganda,« siger han.

Kemien er altafgørendeLige meget om han fotograferer et felthospital i Afghanistan, en guld-mine i Sydamerika eller tager et por-træt af en dansk politiker, så handler det for Mads Nissen om at skabe en

forbindelse med de mennesker, han fotograferer. For ham er vejen til et godt billede, at kemien er god. »Det er her, der kan ske noget in-teressant. Den kemi og det møde. Det er det, det hele handler om. Så kan kulissen være så forskellig, som den er, men kemien er altafgørende,« siger Mads Nissen.

Og han vil så vidt muligt gerne ind på livet af dem, han fotograferer. »Jeg arbejder meget tæt på men-nesker. For hvordan skal jeg kunne forstå dig og fortolke dig, hvis jeg ikke kender dig? Jeg tager ikke bare et snapshot og smutter. Jeg arbejder meget på at komme ind i folks liv og følge deres hverdag. Og jeg er ikke bare den tavse flue på væggen. Jeg hænger ud med menneskene, taler med dem og griner med dem. Det fi-neste fotografi er, når grænsen mellem det professionelle og det personlige er udvisket. Man skal virkelig brænde for at fortælle histo-rien,« siger Mads Nissen.

Han mener, det er vigtigt at have en fornemmelse for folks smerte. Og han vil hellere misse et billede i ny og næ end blive følelseskold. Man skal gøre arbejdet på en værdig måde og med kærlighed til dem, man fotograferer.

Virkeligheden er derudeDet ligger Mads Nissen særligt på sinde at vise danskerne, at der er mennesker i verden, der ikke har det

lige så godt, som vi selv har. Og han kunne godt tænke sig, at de danske aviser gik endnu længere med de billeder, som fylder siderne. »Når Al-Jazeera dækker krigen i Gaza, viser de alle ligene og lidelserne. Det gør de danske ikke på samme måde. Men hvem er det egentlig, der er amoralske? Er det dem, der viser det hele? Eller dem, der ikke gør? Virkeligheden er derude. Ja, den er grim, og den er ulækker, men det er jo virkeligheden, der er sådan. Det er ikke billederne. Jeg kunne godt ønske mig, at man i Danmark viste mere i aviserne,« siger Mads Nissen. Han mener, at folk ville have godt af at blive konfronteret med de hårdere billeder engang imellem. »Vi skal jo ikke støde læserne væk, men omvendt må man også vise, at de her ting eksisterer. Mange mel-lemøstlige medier mener, at Vesten er amoralsk, fordi vi ikke viser, hvor-dan det virkelig er. Så viser vi i ste-det en soldat i modlys, der går i flot silhuet. Og det siger jo ikke en skid,«

siger Mads Nissen. Han ser det dog ikke som sin rolle at sige for eller imod krig. For ham er det derimod interessant at bruge sine billeder til at skabe en platform for debat og fortolkning.

Mere anarki og mere passionMads Nissen mener, at der er alt for meget journalistik i dag, som ikke tager stilling. Han savner journali-ster med noget på hjerte. »Hvis man som journalist ikke selv mærker historien, hvordan skal modtageren så kunne? Jeg tror ikke

på, at man kan være objektiv. Jeg savner mere anarki, mere sans, mere passion. Folk er så ens. De fedeste journalister er dem, der tør gøre det, som de selv tror på. Jeg er egent-lig ligeglad, hvad du som journalist tænker, men tænker du noget?« siger Mads Nissen. Han mener, at hans succes netop udspringer af, at han følger sit eget instinkt.

»Grunden til, at det er gået mig så godt som fotograf, er ikke, at jeg er specielt dygtig i forhold til så mange andre. Jeg tror mere, det skyldes, at jeg har turdet gå mine egne veje. Mine billeder bliver altid bedst, når jeg er ligeglad med andres mål og følger mit eget hjerte. Min tilgang til min fastansættelse på Berlingske har da også hele tiden været, at jeg gør det på min måde, og ellers så må de jo fyre mig,« siger han med et smil.

”Hvordan skal jeg kunne forstå dig og fortolke dig, hvis jeg ikke kender dig?

Mads Nissen, fotograf Berlingske

”Virkeligheden er derude. Ja, den er grim, og den er ulækker, men det er jo virkeligheden, der er sådan.

Foto: Mads Nissen

- Blev i 2007 uddannet som fotojournalist fra Danmarks Journalisthøjskole.

- Vandt fire priser ved Årets Pressefoto: Årets danske nyhedsbillede, Årets uden-landske nyhedsbillede, Årets udenlandske billedreportage og Årets pressefotograf.

- Har modtaget en lang række internationale priser senest bl.a. andenpladsen i katego-rien ’Photographer Of The Year’ ved årets ’Pictures Of the Year International’, en in-ternational konkurrence for fotojournalister.

Mads Nissen

”Vi kan jo ikke støde læserne væk, men omvendt må man også vise, at de her ting eksisterer. Mange mellemøstlige medier mener, at Vesten er amoralsk, fordi vi ikke viser, hvordan det virkelig er. Så viser vi i stedet en soldat i modlys, der går i flot silhuet. Og det siger jo ikke en skid. Mads Nissen, fotograf Berlingske Tidende

LIXEN | april 2010 | 11BRANCHE

Soldaten»Billedet er taget på et felthospital i Camp Bastion. Soldaten Michael er blevet ramt af en vejsidebombe, der har givet ham over 100 fragmenter i kroppen.

På billedet ringer han hjem og fortæller, at han er blevet såret, men at han er okay.

Guldgraveren»Billedet er en del af et projekt, som jeg er ved at lave om Amazonas. Det er taget ved Sydamerikas største ille-gale guldmine, Eldorado do Juma.

Manden her, Venicius Perfira de Sou-sa, knoklede umenneskeligt hårdt med det helt manuelle arbejde. Det er en historie om, hvad men-neskets skrøbelige, lille krop kan overkomme.

Afghanistan»Jeg var inviteret til Afghanistan for at se genopbygningen og fremgan-gen i Afghanistan. Men min oplevelse var noget helt andet. Jeg blev pakket ind i vat fra første dag, måtte ikke gå ud på gaderne overhovedet og skulle som noget af det første oplyse min blodtype. Det forekom mig helt paradoksalt, når jeg nu var der for at se fremgangen.

Det er taget ud gennem en regnvåd skudsikker rude i en pansret bil. Jeg tog det i forbifarten, da vi passerede denne her kvinde.

”Jeg føler nærmest, at jeg selv bliver beskidt, når jeg kigger på det. For mig er det også en historie om menneskets griskhed og grådighed.

Jeg føler, at jeg kan relatere til ham. Urmennesket. Jeg føler nærmest, at jeg selv bliver beskidt, når jeg kigger på det.

For mig er det også en historie om menneskets griskhed og grådighed. Hvordan vi æder løs af Amazonas, men også, hvordan mennesket til alle tider har været besat af tanken om guld.«

”Forestil dig at skulle ringe hjem og fortælle din mor, at du er blevet ramt af en bombe.

Jeg synes, at det fortæller en vigtig historie, personliggjort i ham. Han er fanget i et øjeblik, hvor jeg bilder mig ind, at jeg kan mærke en snert af hans smerte.

Forestil dig at skulle ringe hjem og fortælle din mor, at du er blevet ramt af en bombe.«

”Jeg blev pakket ind i vat fra første dag, måtte ikke gå ud på gaderne overhovedet og skulle som noget af det første oplyse min blodtype. Det forekom mig paradoksalt, når jeg nu var der for at se fremgangen.

Jeg kan godt lide det, fordi der er noget fare på færde, samtidig med at det viser noget dagligdag. Men vin-den i burkaen giver det også noget befriende. Der er mulighed for for-tolkning. Måske er det en drøm eller måske et mareridt. Jeg har ikke svaret, men jeg giver en platform, som folk så kan fortolke på.«

Foto: Mads Nissen

Foto: Mads Nissen

Foto: Mads Nissen

12 | april 2010 | LIXEN PORTRÆT

En kølig forårsdag i København. Midt i hovedstaden, midt på Rådhuspladsen. Her sidder en af landets mest slagkraftige journalistiske dræbermaskiner. En mand, der altid har prioriteret journalistikken højere end venskaber. Men nu glæder han sig til det sabbatår, han aldrig fik.

En rigtig mand hænger også sine venner ud på forsiden

i manden, der i over tyve år har svunget den journalistiske pisk på Ekstra Bladet.

UndtagelsenDér sidder han. Chefredaktøren. Med en kug-lepen i hånden, der i faste bevægelser dre-jer rundt om sig selv på et papir og laver en serie af ligegyldige blækcirkler. Han ser ud til at kede sig. Vi borer i et par af de få, men alligevel brugbare informationer, som Niels Helveg Petersen tabte på en af Borgens lange herskabelige gange.

»I har rigtig snakket med Niels, kan jeg høre,« siger han, inden han fortsætter.

»Generelt har jeg et prin-cip om ikke at være venner med politikere, så Niels er en undtagelse. Vi har været venner i mange år nu, og det

venskab kunne jeg jo ikke suspendere, fordi jeg blev chefredaktør.«

UvennerFalbert og Niels Helveg Pe-tersen er genboer på en stille villavej. For mange år siden lavede de en låge i hegnet mellem deres baghaver, så de med ganske få skridt gennem haven kunne mødes og drikke rødvin, spille skak og ikke mindst diskutere. Men det har ikke været hver sommer, at de røde druer har strømmet gennem den lune-fulde låge i baghaven.

»Ja, der har da været kold luft i nogle måneder gennem årene, det har vi ikke kun-net undgå,« siger Falbert og henviser her til en bestemt episode, der ligger flere år tilbage.

Her kom de to kammeraters venskab på prøve, da Falbert og Ekstra Bladet hang Helveg Petersen ud på forsiden med ordene: »Denne mand er et pjok,« efter at Niels Helveg Petersen og De Radikale havde stemt nej til en mindre politisk sag på et landsmøde.

»Ja, det blev han sgu meget stødt over, og jeg tror ikke engang, at det var mig, der smed det på forsiden. Men jeg kunne jo ikke stoppe det, fordi Niels og jeg tilfældigvis deler baghave.

Anton Willemann

Morten Elstrup

AFGANG. Tasken skal pakkes med sylespidse journalistiske mordvåben. Dagens offer hed-der Bent Falbert. En mand, der er bedst kendt som den kompromisløse journalistiske kamp-hund, som med rejste børster hænger storby-stoddere, politikere og sågar sine venner ud på forsiden. Og han gør det, når det passer ham. Om nogen må han kende spillets regler med sine over tyve år på Ekstra Bladet som ansvarshavende chefredaktør. Med slibrige forsider nok til at fylde en større aviscontai-ner er han med garanti ikke typen, der lader sig slå ud af to unge journalistspirer. Det in-terview, han skal gennemføre i dag, har han sandsynligvis liggende ganske komfortabelt på rygraden. Han kender spørgsmålene, efter at landets mange medier har været over ham som sultne gribbe, siden han i december sid-ste år meldte ud, at han den første april stop-per som chefredaktør på formiddagsavisen. Alt, hvad der kan skrives om manden, der blandt andet har tromlet sig vej gennem mere end 400 retssager, er skrevet.

Gode råd fra en med- og modspillerNår man står over for en mand, som tre ud af fire gange klarer frisag i retten, når virk-somheder eller enkeltpersoner skyder med skarpt mod ham, bliver man nødt til at finde det tunge artilleri frem og endda hente hjælp fra kilder tæt på chefen. Og hvem kender Fal-bert bedre end hans bedste ven, den tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen. En ven, han har kendt i over 30 år. En ven, han drikker rødvin med i baghaven om somme-ren, mens de taler om fodbold og spiller skak, når konerne giver dem fred. Hvis bølgerne går for højt i de to mediebevidste gentlemens haver på Frederiksberg, går de side om side ned til det lokale værtshus og svinger billard-køerne. Og taler politik. Niels Helveg Petersen er manden, der forhåbentlig kan fortælle den sande historie om den kyniske chefredaktør. Give det nødvendige skyts. Men den radikale eksministers nærmest eventyrlige historier om en sød, rar og mild chefredaktør bag en kynisk facade, giver ikke noget dybere indblik

”Jeg kunne jo ikke stoppe det, fordi Niels og jeg tilfældigvis deler baghave. Her i huset har vi aldrig pakket tingene ind. Det er jo ikke Kristeligt Dagblad, vi udgiver. Bent Falbert, afgående chefredaktør på Ekstra Bladet

”I dag skal de alle sammen hjem til damen klokken 18.30, tænde grillen og passe børnene. Falder en flyver ned i dag, skal man ringe rundt og vække dem først. Bent Falbert, afgående chefredaktør på Ekstra Bladet

Bent Falbert har været chefredaktør på Ekstra Bladet i 24 år. Foto: Morten Elstrup

LIXEN | april 2010 | 1�PORTRÆT

En rigtig mand hænger også sine venner ud på forsiden

Her i huset har vi aldrig pakket tingene ind. Det er jo ikke Kristeligt Dagblad, vi udgiver.«

Bagsiden af venskabetNaturligvis slipper en garvet toppolitiker ikke alverdens gode histo-rier ud til et par uprøvede journalister. Niels Helveg Petersen fortæller om Fal-berts hund og børn, om at de to herrer begge har sommerhus på Langeland, og at de i juledagene mødes med familierne og spiser julerester. Et solidt venskab, forstår man.

»Men«, siger han og bremser den verbale flod af lune bedstefarhistorier og udenomssnak:

»Først og fremmest synes jeg, at Ekstra Bladet trykker nogle mærkelige historier, og der har

da også været tidspunkter, hvor der har været konflikter i vores venskab, når jeg selv eller min kone er blevet hængt ud på forsiden.«

Man tyder en irritation hos Niels Helveg Pe-tersen over Falberts kyniske forsider. Men han

har lært at acceptere det. »Det er jo hans job, så man må jo bare prøve

tale om problemerne, så man kan komme vi-dere. Men jeg vil gerne understrege, at Bent normalt er et sympatisk og elskværdigt væsen,« siger han.

Ville være korrespondentFalbert har i mere end to årtier været synonym med Ekstra Bladet. Undervejs har der været an-dre interessante jobtilbud, som han har over-vejet.

»Engang fik jeg et tilbud fra en konkur-rerende avis. De ville have mig til at være korrespondent i Lon-don. Det kunne jeg godt have tænkt mig, men på nogenlunde samme tidspunkt blev jeg tilbudt at blive chefredaktør her på avisen, og så måtte jeg jo vælge,« siger han og understreger, at han har været tilfreds med, at han valgte chefstolen.

»Men hvis jeg skulle have levet et andet liv, så ville jeg gerne have været korrespondent i enten London, Washington eller New York. Det kunne være sjovt.«

Glæder sig til frihed og sabbatårMen nu er chefredaktørens verdensomspæn-dende storbydrømme forbi. Selvom det ikke blev til et korrespondentjob i verdens brænd-punkter, har han ikke mistet lysten til at rejse.

»Nu har jeg jo aldrig været på den der tur, som alle journaliststuderende har været på. De der to år, hvor I alle sammen har været i Sydamerika, Asien og Australien. Især er der nogle ting i Asien, jeg gerne vil opleve, mens jeg stadig kan tygge bøffer. Man kan sige, at jeg skal have mit første sabbatår, selvom jeg stadig skal arbejde lidt,« siger han.

Karrieren lakker altså mod enden, og nu vil den afgående chefredaktør kaste sig over nye, journalistiske projekter. Fremover kan man i stedet finde ham i privatens nyindrettede ar-bejdsværelse på Frederiksberg. Selvom han sta-dig vil være tilknyttet Ekstra Bladet som klum-meskriver og tovholder for de vrisne mænd på avisens bagside, understreger han, at det nu gælder andre drømme. Han vil lade den kyniske vagthund løbe hjemmefra og i stedet bruge det journalistiske krudt på at skrive bøger.

»Jeg glæder mig især til at kunne stå op om morgenen, uden at min kalender er propfyldt. Nu får jeg forhåbentlig nogle store huller i den, så jeg kan få lov at improvisere lidt mere,« siger han.

Og netop friheden er noget, Falbert har savnet som chefredaktør.

»En af mine venner fortalte mig i vinter, at de havde været i Sydspanien, og så besluttede de lige pludselig at blive dernede tre uger ekstra. Det har jeg jo aldrig haft friheden til at gøre, og det bliver fantastisk at kunne beslutte sig for sådan noget,« fortæller han.

Den sidste opsangMen inden han får sin frihed, når den snart forhenværende chefredaktør at sende en bølge af længsel efter den gamle journalistiske men-talitet over skrivebordet.

»I gamle dage var kantinen her i huset Dan-marks største værtshus. Hvis en flyver var styr-tet ned i Kastrup Lufthavn, kunne man løbe ned i kantinen og finde medarbejdere, der var klar alle døgnets timer. I dag skal de alle sammen hjem til damen klokken 18.30, tænde grillen og passe børnene. Falder en flyver ned i dag, skal

”Nu har jeg jo aldrig været på den der tur, som alle journaliststuderende har været på. Bent Falbert, afgående chefredaktør på Ekstra Bladet.

man ringe rundt og vække dem først,« siger han.

Falbert fortsætter ordstrømmen som et maskingevær, der hagler derudad.

»Prøv nu at høre her«, siger Falbert resolut og stopper op, mens han kigger på sit arm-båndsur.

»Tiderne har ændret sig. I dag er journalister-ne vant til ordnede forhold, det er ikke som i gamle dage. Jeg siger ikke, det var rent druk, dengang da jeg var ung journalist, men der var en kreativ, idéskabende atmosfære, hvor vi journalister snakkede journalistik, mens vi hyggede os til langt ud på natten. Der var en an-den mentalitet, som gjorde, at vi var bedre til at generere nyheder. Vi var til stede på avisen mere, end man er i dag.«

Falbert rejser sig fra sin chefredaktørstol, som han altså giver videre den første april. Klokken nærmer sig 17.00, og chefen har et møde, han skal nå, inden han skal hjem til vil-laen på Frederiksberg. Endnu et interview er slut. Og om ganske få dage har Falbert hængt sit sidste bytte ud på forsiden.

Er født den 22. marts 1947 i København.

Læste i en kort periode jura, inden han i 1967 blev elev på Dagbladet i Ringsted.

Ansat på Ekstra Bladet i 1971, hvor han har blandt andet har været politisk reporter, kulturredaktør, lederskribent og siden 1988 ansvarshavende chefredaktør.

Har sidste arbejdsdag på chefredaktør-kontoret den 31. marts, men fortsætter med ’Falberts Gabestok’ og ’De gamle, vrisne mænd’.

Kilde: Wikipedia og Politiken

BENT FALBERT


”Jeg siger ikke, det var rent druk, dengang da jeg var ung journalist, men der var en kreativ, idéskabende atmosfære, hvor vi journalister snakkede journalistik, mens vi hyggede os til langt ud på natten. Bent Falbert, afgående chefredaktør på Ekstra Bladet.

Bent Falbert har været chefredaktør på Ekstra Bladet i 24 år. Foto: Morten Elstrup

1� | april 2010 | LIXEN BRANCHE

Kontoret er ikke stort, men det er ansvaret. Claus Rødgaard Thom-sen skriver historier om de ting, der ikke fungerer i provinsbyen på Sydsjælland og bider korrum-perede magthavere i haserne. Men det bliver da også til en dan-seopvisning i ny og næ.

Jakob Balthazar Munk

I Sorø sættes spørgsmålstegn

LOKALT. »En historie, der har gjort en forskel? Nu skal jeg jo lige tænke mig om.« Claus Rødgaard Thomsen, redak-tionschef for Sjællandske Mediers Sorø Redaktion, læner sig tilbage i skrivebordsstolen, folder hænderne om bag hovedet og kigger ud ad det vindue, der lyser ind på hans computerskærm.

»Jo, så skulle det være dengang ...«Han begynder at fortælle. Om en penibel sag, han fulgte for et par år siden om et par, der skulle skilles. Manden var dansk statsborger med somalisk baggrund, og konen uden

Pludselig blev der stille i lokal-samfundet. Et par enkelte ører brændte, mens hovedpersonen henvendte sig til Claus Rødgaard Thomsen.

»Han sagde til mig, hvor meget det betød for ham, at jeg havde skrevet de artikler, og at der var no-gen, der troede på ham,« fortæller Claus Rødgaard Thomsen. Men det var ikke kun æren, der var reddet for den anklagede. Man-dens barn, som han ikke havde kunnet se under hele sagsforlø-bet, kunne pludselig få det sande billede af historien, og det var med til at redde deres forhold. Det fortalte manden efterfølgende.

»Jeg er ikke sikker på, at det er de allermest læste historier, jeg har skrevet, men det havde i hvert fald en stor betydning for ham.« Giv agt – her vogter jegHistorien om den frifundne mand kan skrives i provinsen. På et dagblad som Sjællandske medier, hvor der er tid til at stoppe op, stille spørgsmål og forsøge at bes-vare dem.

»Fordi vi beskæftiger os

med et så lille område, så kan vi tage de små historier op og virkelig gøre en forskel,« siger redaktøren.

Han er 35 år og har ikke travlt med at komme væk fra de gule vægge, opslagstavlen på væggen og den sofa, som gæsterne kan sætte sig

i.

Og selvom han holder en avisside op med billede af en danseopvis-ning, som de lige har dækket, så er der masser af journalistiske udfordringer i hans arbejde og en eksistensberettigelse til avisen trods dens beskedne størrelse.

”Fordi vi beskæftiger os med et så lille område, så kan vi tage de små historier op og virkelig gøre en forskel. Claus Rødgaard Thomsen, Sjællandske Medier Sorø

Med pen i provinsenImellem parcelhuse, Dagli’ Brugser og flagstænger sidder provinsens journalister på lokalredaktioner-ne og producerer nyheder som skidt fra en spæde-kalv – for nu at blive i jargonen. Læserskaren er ikke stor. Det samme kan man sige om historierne. Men nogle gange er der historier, der skiller sig ud og bli-ver specielle på deres egen måde. Lixen tager i en ny portrætserie rundt i Danmark for at tale med de små samfundsredaktører og høre deres historie.

dansk statsborgerskab anklagede manden for at have tævet hende. Den anklage førte til, at manden blev anholdt og fik en retssag på nakken. Allerede inden der var blevet sagt et eneste ord bag rettens lukkede døre, havde lokalsamfundet svun-get hammeren. Fra grillen på torvet, Netto i midtbyen og til den lokale skole i udkanten var der ikke meget at diskutere. Manden var skyldig.

Alligevel vovede Claus Rødgaard Thomsen at sætte et spørgsmål-stegn. Igennem en række interviews kom han tæt på den anklagede mand og fortalte den historie, som ingen ville høre på. Han fortalte om manden og konens ægteskabelige opgør, om baggrunden for deres skilsmisse, og han bidrog med de nuancer, debatten manglede.

Og imens kunne retssagen be-gynde. Her kom det langsomt frem, at kvinden måske ikke var helt så uskyldig som først antaget. Det viste sig, at hun desperat havde forsøgt at få en opholdstill-adelse i landet, og at politiet havde lavet flere procedurefejl. Enden blev, at manden blev frifundet.

Ansvaret hviler tungt på Claus Rødgaard Thomsens skuldre. Han ser det som sin vigtigste opgave at sørge for at tingene fungerer i lokalsamfundet i Sorø. Hvis ikke sætter han spørgsmålstegn. FOTO: Jakob Balthazar Munk

LIXEN | april 2010 | 1�BRANCHE

større problemer end sure min-er i frugt- og grøntafdelingen.

»Man får et forklaringsprob-lem, hvis man dropper en historie, fordi man er bange for at gøre no-gen sure. Så må man hellere skrive historien og forklare bagefter, hvor-for man har valgt at bringe den.« Ellers kan det hurtigt blive en glidebane i en by, hvor jungletrom-merne bringer ligeså mange nyhed-er som lokalavisen.

»Hvis man dropper en historie, så risikerer man at have en ny historie med en ny kilde to måneder senere. Og så ringer man til kilden, som så siger: ’Jamen, for to måneder siden droppede du jo den historie, så kan du vel også droppe at skrive om det her.’ Og det går jo ikke,« fortæller

Claus Rødgård Thomsen, mens han tager en tår kaffe.

Så selvom det er Sorø, og sel-vom dagbladet hedder Sjællandske Medier, så er pennen ikke blød og blåøjet. Indbyggerne kan godt give

»Uden de lokale medier er der ikke nogen til at have den klassiske funktion som vagthund. Tager du for eksempel landspolitikere, så er der mange medier til at lave under-søgende journalistik. Men herude er der altså kun os til at holde øje med, hvad der sker. « Der er en kort pause på kontoret. Kaffemaskinen brygger i baggrund-en, avisens to andre medarbejdere snakker i de tilstødende lokaler, og Claus kigger endnu engang ud ad vinduet, inden han fortsætter.

»Det er ikke noget demokratisk problem, hvis der ikke er billeder af gymnastikopvisningen, men der er et demokratisk problem, hvis der ikke er nogen, der følger op på, hvordan skattekronerne bliver ad-ministreret.«

Og det er de historier, Claus Rødgaard Thomsen er villig til at skrive. Også selvom det kan være kompliceret at stå ansigt til ansigt med en god bekendt og vide, at de spørgsmål, der bliver stillet, får sve-den til at boble frem på panden og i håndfladerne hos modparten. Med flere maskerDet skete i valgkampen sidste år. Her blev erhvervsudvikling hur-tigt et tema, og det blev foreslået, at man skulle adskille erhverv og turisme, der tidligere havde været én organisation. Ændringen ville så betyde, at erhvervs- og turistchefen skulle forlade sin post, og det skulle Claus Rødgaard konfrontere hende med. Tidligere havde de spørgsmål, som redaktøren havde haft i posen til hende, været af mere fredelig karakter, men pludselig skulle der vises tænder. »I en sådan situation skal man lige vænne sig til de nye roller, og det kan være rigtig svært engang imellem.« Den kritiske historie blev bragt, og efterfølgende var turist- og erh-vervschefen heller ikke helt tilfreds med vinklen. Det medførte en debat i spalterne. Yderligere konsekvenser fik det dog ikke, da forslaget blev droppet, og hun reddede sit job.

Men det er en problematik, som Claus Rødgaard Thomsen tit står i. Hvordan skal kilderne håndteres? Hvordan går man fra ven til jour-nalist? Og ikke mindst, hvornår fortæller vennerne noget til Claus, og hvornår er det til redaktøren?

Indtil flere gange fortæller han, at han har stået med en god histo-rie, som han ikke har kunnet skrive, fordi det er noget, som han har fået fortalt i privaten.

»Man er nødt til at sige, at hvis ikke det var, fordi jeg vidste det her fra mit privatliv, så ville jeg ikke have en chance for at vide det. Og så må man sige, at vi må vente, indtil vi kan få det at vide andetsteds fra.« Nogle gange lykkes det, og an-dre gange lykkes det ikke, og hvis

det ikke er muligt, så dropper han historien. Brændende broerFor man skulle nødigt brænde sine broer. I en by som Sorø med kun 7.000 indbyggere er Claus Rødgaard Thomsen afhængig af sine kilder, og han har det prin-cip, at han altid skal kunne ringe dem op et par dage efter og få en kommentar til en ny sag. »Der er jo ikke så mange til at overtage historierne. Vi er jo kun os fire, og man har altså gi-vet sig selv et problem, hvis der er nogle, man ikke er på talefod med.« For et par år siden skrev Claus kritisk om en forretningsmand, der ejede store dele af byen, og som var ved at gå konkurs. Og lige på det tidspunkt havde de to et meget anstrengt forhold. »Vi var ikke særlig gode venner, og det er vi sådan set stadig ikke, men vi snakker da, og jeg kan ringe til ham, når jeg skal have en kommentar.« Selvom en historie kan betyde et par sure blikke nede i Netto, så ville Claus aldrig droppe en historie for at undgå at gøre folk sure. For så er der pludselig

”Uden de lokale medier er der ikke nogen til at have den klassiske funktion som vagthund. Tager du for eksempel landspolitikere, så er der mange medier til at lave undersøgende journalistik. Men herude er der altså kun os til at holde øje med, hvad der sker. Claus Rødgaard Thomsen, Sjællandske Medier Sorø

en fadøl på den lokale, men de kan ikke regne med at slippe for beret-tiget kritik.

For i Sorø sættes spørgsmålstegn.

[email protected]

”Det er ikke noget demokratisk problem, hvis der ikke er billeder af gymnastikopvisningen, men der er et demokratisk problem, hvis der ikke er nogen, der følger på på, hvordan skattekronerne bliver administreret. Claus Rødgaard Thomsen, Sjællandske Medier Sorø

”Der er jo ikke så mange til at overtage historierne. Vi er jo kun os fire, og man har altså givet sig selv et problem, hvis der er nogen, man ikke er på talefod med. Claus Rødgaard Thomsen, Sjællandske Medier Sorø

Claus Rødgaard Thomsen er områderedaktør for Sjællandske Mediers Sorø Redaktion,

1� | april 2010 | LIXEN BRANCHE

Forbund følger faresignaler

NÆRHED. Får, der bliver klippet, petanqueresultater og politiske re-ferater er ikke borgerjournalistiske produkter, der er værd at frygte i branchen. Det mener næstformand i Dansk Journalistforbund, Fred Ja-cobsen. Han vurderer, at det kan blive et demokratisk problem, hvis

borgerjournalistikken bliver så pop-ulær, at den traditionelle journalistik nedprioriteres. Magthaverne skal al-tid kigges over skulderen.

»Vi står over for en publicistisk udfordring, hvis ledelserne falder for den fristelse. Hvis det bliver ten-densen, så må vi kigge på det. Hvis medierne sender borgerjournalister ud for at lave et stykke journalistisk arbejde, så kommer vi efter dem. Så bliver det et faremoment,« siger han.

Fred Jacobsen er netop vendt hjem efter et studieophold i USA. Her er borgerjournalistik meget udbredt, og da flere arbejdsløse journalister hopper med på borgerjournalist-vognen for at opnå en freelanceløn, højnes kvaliteten hos medierne, så forskellen på borgerjournalistik og traditionel journalistik udjævnes.

»Generelt er prisen på journali-stik på vej ned. Vi har ikke læn-gere monopol på nyheder. Jeg har dog endnu ikke set et eksempel på borgerjournalistik herhjemme, som udgør en fare for journalisters ar-bejdspladser,« siger han.

Tanken om, at borgerjournalister kommer ud i nogle hjørner, journali-ster normalt ikke færdes i, har han sympati for, men niveauet er ikke altid lige højt.

»Kvaliteten på borgerjournalis-tikken på JydskeVestkysten var for dårlig, men de er stadig der, hvor de siger, at fuglene skal synge med de-res egne næb, men de må gerne gøre det pænt,« fortæller Fred Jacobsen

og henviser til, at der godt må være borgerjournalistik, men det må gerne have en vis standard.

JV: Gigantisk succesJydskeVestkysten lancerede i januar 2008 borgerjournalistik på avisens hjemmeside jv.dk. Et år senere sagde

daværende chefredaktør Mikael Kamber til Journalisten, at tiltaget med borgerjournalistikken ikke var gået som forventet. Dengang var knap 2700 borgerjournalister reg-istreret hos JydskeVestkysten. I dag er tallet vokset med små 2000 per-soner.

»Vi er klart mere tilfredse i dag. Kvantitativt set er det en gigantisk succes. Kvaliteten er meget blandet.

Noget er godt og andet er skidt, men vi skal passe på med at holde det op mod den journalistiske kvalitet, vi kender,« siger konstitueret chefre-daktør på JydskeVestkysten, Peter Orry.

»Hvis eksempelvis en borgerjour-nalist i Aabenraa skriver nogle gode

artikler, som borgerne kan lide, så giver jeg pokker i, hvordan vedkom-mende staver, og nyhedstrekanten er heller ikke vigtig.

»Det, at vi har fået 4500 personer til at interessere sig for vores tiltag, er en klar succes,« siger han


JydskeVestkysten har hyret en borgerredaktør, og på avisen kalder man det to år gamle projekt »en gigantisk suc-ces«. Dansk Journalistforbund frygter ikke borgerjournal-istikken nu, men holder øje med mulige faremomenter i fremtiden.

Kasper Ellesøe

Steffen Koldborg”Vi står over for en publicistisk udfordring. Fred Jacobsen, næstformand i DJ

Fred Jacobsen

Flere har søgt ind på journalistikCenter for Journalistik har modtaget 80 ansøgninger mere i år sammenlignet med sidste år. På Danmarks Journalisthøjskole er der 110 flere håbefulde ansøgere, og Roskilde Uversitet har 26 ansøgere flere til basisuddannelsen med journalistik på overbygningen end sidste år. Det er en generel tendens, og Me-diehøjskolen i København melder også om flere ansøgere i år.

En avis i brevsprækken om mor-genen er et luksusprodukt, som læserne skal betale fuld pris for, mener Politikens direktør. Derfor er det slut med store rabatter og introduktionstilbud på Den Levende Avis. Ifølge medieeks-pert giver strategien god mening – især i en tid med faldende an-nonceindtægter.

Hans Redder Nørgaard

UDSALG. Prøv avisen i en måned for 25 kroner, eller hvad med et helt år for under 2000? I årevis har mor-genaviserne fisket efter nye læsere ved at lokke med store rabatter og in-troduktionstilbud. Men det skal være slut nu – i hvert fald på Politiken. Her skal alle, nye som gamle, nu betale fuld pris for et abonnement.

»Hvis man vil have en BMW, så ved man, at man også skal betale for den – det samme gælder for en god avis,« fortæller Politikens bladdirektør, Roy Bruhn Petersen.

Han var med til at beslutte den nye salgsstrategi, og ifølge ham er det

den eneste rigtige vej at gå for betal-ingsaviserne. En af årsagerne til, at Politiken valgte at droppe de billige introduktionspriser, var, at læsere, der havde holdt avisen i mange år, følte sig snydt.

»Vi har haft svært ved at se vores loyale læsere i øjnene, når de skulle betale langt mere for avisen end de-res nabo, der lige var begyndt at læse den,« fortæller Roy Bruhn Petersen.

For det er de trofaste abonnenter, der er altafgørende for, at avisen overhovedet kan udkomme, poin-terer bladdirektøren. Ifølge Jørgen Poulsen, professor i journalistik og medier ved Roskilde Universitet, giv-er den nye strategi god mening.

»Jeg har altid været kritisk over for hele rabatstrategien, for man vænner læserne til ikke at betale fuld pris for avisen,« vurderer han.

»Og når de efter rabatperioden oplever, at de skal betale fuld pris, skifter de blot avisen ud.«

Annoncekroner mangler»Strategien med de store rabatter er at skaffe flere læsere og dermed flere annoncekroner,« fortæller Jørgen Poulsen.

»Men aviserne får for lidt for deres annoncer i øjeblikket, og derfor bli-ver de betalende abonnenter endnu

vigtigere for aviserne i fremtiden.«Det er samme analyse, der ligger

bag Politikens beslutning, fortæller Roy Bruhn Rasmussen. Og ifølge ham er resultaterne af den nye strategi meget positive:

»Politiken er nu den avis med det ubetinget mest lønsomme oplag.«

Svært at tiltrække nyeBåde Roy Bruhn Rasmussen og Jør-gen Poulsen erkender dog, at det bliver sværere at tiltrække nye abon-nenter, når der ikke kan tilbydes store rabatter. Men det bekymrer ikke bladdirektøren:

»De læsere, vi går glip af nu, er al-ligevel dem, der ikke vil betale fuld pris for avisen – og dem vil vi ikke savne.«

Jørgen Poulsen er knap så optimis-tisk:

»Det er klart, at en avis ikke kan overleve på sigt, hvis man ikke kan få nye læsere. Så selvom rabatstrategien ikke er rigtig, bør morgenaviserne overveje, om selve prisen på avisen skal ned, eller om man skal udkomme færre dage om ugen. De er nødt til at tænke nyt, hvis de skal overleve.«

”Hvis man vil have en BMW, så ved man, at man også skal betale for den - det samme gælder for en god avis. Roy Bruhn Rasmussen, direktør Politiken

Ingen rabatter eller bonuspris

[email protected]

Illustration: Thomas Damgaard Sørensen

KaJO går imod DJOffentlighedskommissionens forslag til en ny offentlighedslov skaber røre i KaJO. Faktisk er den fynske studenter-fagforening så utilfreds med forslaget, at den har skrevet en udtalelse, hvori den afviser paragrafferne i den nye offentlighedslov, som begrænser adgangen til aktindsigt. I udtalelsen opfordrer KaJO Journalistforbundets Hovedbestyrelse til at » afvise alle indskrænkninger i åbenheden, når det endelige lovforslag fremsættes for Folketinget.« Det blev vedtaget ved KaJOs gen-eralforsamling.

Mange SDU’ere indstillet til KravlingNår landets kommende journalister sidst i april fejrer sig selv og den nye Kravlingvinder, er det med et væld af SDU’ere som potentielle sejrherrer. Blandt de 80 indstillede værker florerer blandt andet navne som Jern Henrik-vinderen Emil Ellesøe Ditzel, DR’s Rasmus Mark Pedersen og Casper Hindse fra Dag-bladenes Bureau. Også KaJOs omdiskuterede hvervningsfilm, der fik stor opmærksomhed for dens brug af pressekortet, er indstillet til en Kravling. Hvem der i sidste ende nomineres of-fentliggør priskomitéen først den 8. april.

[email protected] [email protected]@student.sdu.dk

LIXEN | april 2010 | 1�FOKUS

Hvor går grænsen? Det spørgsmål må være blevet stillet i mangt et redaktionslokale.Hvad kan man som journalist tillade sig? Hvornår skal man trække sig, og hvornår skal man gå hele vejen? Og hvordan forholder man sig, når andre mennesker mener, at man er ved at nå grænsen for ordentlig opførsel?



PÅ KANTEN. I dette nummer af Lixen træder vi et skridt baglæns og skriver om grænser. Vi undersøger, hvordan det står til med pressefriheden i Kina. Her er landets journalister underlagt det kommunistiske styre, der ikke just ser med milde øjne på kritik. I de kinesiske redaktionslokaler er fæng-selsstraffe og i bedste fald fyringer den virkelighed, som journalisterne må forholde sig til, når deres histo-rier skal publiceres. En ny rapport

fra det internationale journalistfor-bund (IFJ) viser, at det er gået til-bage for pressefriheden i Kina i det

seneste år, men det er en sandhed med modifikationer. Det vurderer Kina-korrespondent for Information, Martin Gøttske: ».. Der er flere kinesiske jour-nalister, der afprøver og rykker ved grænserne for, hvad de kan tillade sig at skrive,« udtaler Kina-korre-spondenten, der har sin daglige gang i Beijing. Læs om de ubetrædelige grænser, dem, der er ved at rykke sig og den lange kamp mod journalistik uden begrænsninger. Til jord skal du blive, og vi vil medModsat Kina er pressefriheden i Danmark eksemplarisk. Alligevel er der normer og regler, der er bestem-mende for den journalistik, der når ud til borgerne. Vi er taget til Etta Camerons begra-

velse for at se, hvor grænserne går, når personen, man skriver om, er ligeså livløs som det papir, det bliver

skrevet på. Til lyden af kirkeklokker går vi bag om pressen og ser, hvor-dan journalister og fotografer agerer, når de står over for mennesker i de-res dybeste sorg. Her har vi talt med Ekstra Bladets Helle Kastholm, der har dækket flere begravelser i sin journalistiske kar-riere.

I medierne skal du genopståVi vil helt tæt på. Og lader det sig gøre, vil vi gerne have snuden ned i kisten og kameralinsen op i an-sigterne på de trykkede efterladte. Grænseoverskridende. Men også en konsekvens af, at mange kendisser i dag skabes af medierne. En del af disse har måttet sande, at inviterer man pressen til brylluppet, står den der også ved skilsmissen. Kendisparret Erik og Anni er et

oplagt eksempel herpå. Af medierne er de kommet, og af medierne skal de (måske) genopstå. Vi siger, at vi hader dem, men vores handlinger fortæller en ganske anden historie. Når Anni er nede, ryger klikraterne op. Og selv de ’seriøse’ morgenaviser må give spalteplads til Erik, Anni og alle de andre, som vi elsker at hade. Grænserne for, hvad der bliver bragt hvor, har, med andre ord, rykket sig.

I seng med kildenBegrænsninger. Alt det man gerne vil, men ikke kan. Den fantastiske histo-rie, der bliver forvandlet til den histo-rie, der kunne lade sig gøre. Det er en krigskorrespondents hverdag. I kugleregnen fører de kuglepen-nen, og når nyheden skal skrives, er det måske ikke altid helt tydeligt, hvor deres historier kommer fra. Det mener i hvert fald ekspert i medier og krige Mark Ørsten fra RUC. Han

Den hårfine grænse

”Der er flere kinesiske journalister, der afprøver og rykker ved grænserne for, hvad de kan tillade sig at skrive. Martin Gøttske, Kina-korrespondent for Information

”Selv de ’seriøse’ morgenaviser må give spalteplads til Erik, Anni og alle de andre, som vi elsker at hade. Grænserne for, hvad der bliver bragt hvor, har med andre ord rykket sig.

kræver, at journalisterne skal være bedre til at fortælle, hvor de har de-res nyheder fra. Rasmus Tantholdt, krigskorrespondent fra TV2, giver svar på tiltale: »Hvis jeg siger, at et bestemt antal talebanere er blevet dræbt, så siger jeg altid, hvem jeg har det fra, for eksempel Forsvaret. Hvis parterne siger forskellige tal, så siger jeg dem begges,«

Følg med i den stærkt aktuelle de-bat om journalisters begrænsninger, og bliv klogere på, om man kan sove i samme rum som dem, man skal skrive kritisk om. For hvor går grænsen?

[email protected]

[email protected]: Nana Frederikke Fischer

1� | april 2010 | LIXEN FOKUS

Når Gossip går til grænsen

Tolerante kendteHjemmesiden www.kandetpasse.dk er de kendtes chance for at brokke sig over medierne, når de er gået over stregen. Men de danske kendte

er meget tolerante. »Det er interessant, at hjemme-siden www.kandetpasse.dk ikke har særlig mange historier fra kendte, som føler sig krænkede og gået for nær, selv om det er sidens formål,« siger medieforsker og journalist Kirsten Sparre. Siden år 1999 er der kommet flere historier fra de kendte men-neskers intimsfære, men ifølge medieforskeren er der intet grænseoverskridende over det, så længe kilderne selv er en del af produktet.

Svært at undgå de kendteAnni Fønsby er dog en af de kendisser, som har fået over-skredet sine grænser. Hun har ud-talt til www.kandetpasse.dk, at hun nu lukker ned for presseadgangen til sit og manden, Erik Damgaards privatliv. Men denne historie er sjælden, og de danske journalister fylder fortsat medierne med snak om de kendte, fortæller Kirsten Sparre. »Hvis man redigerer sit nyheds-produkt efter det, som danskerne ta-ler om, er det svært at komme uden om et par som Anni og Erik. Og så-dan redigerer populæraviser i et vist omfang også andre typer af medier,« fortæller Kirsten Sparre.

Medier markedsførerAnni og Erik i sig selv er ikke godt me-diestof. Men blev det, efter de med-virkede i TV-programmerne ”Erik og Anni goes to Hollywood”. Det er mediernes evne til at markedsføre de kendte, der får danskerne til at følge med og interessere sig for gossip og glamour. »Journalistik om de kendte virker kun, så længe brugeren vedkender

sig en relation til den enkelte kendte. Hvis ikke vi gør det, så ville mange af historierne være inderligt ligegyl-dige,« konstaterer medieforskeren og fortsætter: »Så jo bedre medierne bliver til at markedsføre de kendte, jo flere re-lationer former vi, og jo mere inte-resserede bliver vi i sladder om netop disse kendte.« Ifølge Kirsten Sparre er Anni og Erik-historien dog så god, at den ikke behøver megen markedsføring: »Kombinationen af de to er unik og dragende, fordi den spiller på mod-sætninger. Seerne kan både undre

sig over, hvad han ser i hende og om-vendt, og de kan også sammenligne de kendtes glamourøse liv med deres eget. Det er alt det, som kendisjour-nalistik lever af.«

Vi sparer penge og henter KLIKKendisjournalistik lever altså af den gode intime historie, vi alle kan rela-tere til. Så længe de kendte åbner op for deres privatliv, er historien hur-

tigt skrevet og pengene nemt tjent ind. »Dyb-deborende og undersøgende journalistik er grundlæggen-de dyr at lave,

mens historier om de kendte kan laves på stort set ingen tid som ci-tathistorier fra ind- og udenlandske medier og hjemmesider. Så det hand-ler altså om, hvad de forskellige me-dier vil satse på i en tid, hvor de fleste af dem er presset på økonomien,« fortæller Kirsten Sparre. Men helt overordnet handler det om, at der er læsere til stoffet, og at historier om kendte giver høje klik-rater på hjemmesiderne. »Vi lever i et samfund, hvor vi kon-stant forbruger medier. Og de men-nesker, vi møder igennem mediefor-brug, kan vi være lige så nysgerrige overfor, som dem vi møder i virke-ligheden,« siger medieforskeren.

[email protected]

De kendte i Danmark brokker sig sjældent over overskredne grænser. Kendisjournalistik fylder i vores medier og i vores dagligdag. Mediefor-sker Kirsten Sparre mener, at genkendelighed, glamour og klikrater sikrer fremtiden for endnu mere sladder.

Tine Heinricy

BLITZ. Danmark følger med i åndeløs spænding, når Se og Hør skriver, at Naser Khader har hyret sort arbejde til sit eget hjem, når der er splid imellem Casper Christensen og Iben Hjejle, eller når X-Factor-dommeren Remee har gået tur med sin familie i »offentligheden«. Grænselandet mel-lem danskerne og de kendte er ble-vet mindre. Men det betyder ikke, at grænser bliver overtrådt.

Journalistens begrænsninger skal frem i lyset. Det er ikke tydeligt nok, hvor nyhederne kommer fra, mener Mark Ørsten fra Roskilde Universitet, der er ekspert i medier og krige. Korrespondent på TV2 Rasmus Tantholdt kalder kritikken for useriøs.

Natasha Nomathemba Dyasi

TRANSPARENS. »Journalister i krig skal være bedre til at varedeklarere den journalistik, de laver. Det er ikke tydeligt nok, hvor journalisterne har deres nyheder fra«. Det mener lektor Mark Ørsten fra Roskilde Universitet, der er ekspert i medier og krige. Han mener, at den udsendte journalist skal gøre opmærksom på sine egne begræns-ninger. »Journalisten skal fortælle, hvor han har sine oplysninger fra, og de skjulte aftaler skal lægges frem. Det ville give en mere ærlig journalistik,« siger Mark Ørsten. Han er klar over, at det kan virke lidt kluntet på TV, men mener, at ær-ligheden er vigtigere. Mark Ørsten kritiserer især de journalister, der

Begrænset af krigsover, spiser og bliver beskyttet af for eksempel danske soldater. Også kal-det embedded journalistik. Han men-er, at det sjældent fremgår tydeligt nok i historien, når journalisten er embedded og omtaler det som Ras-mus Tantholdt-journalistik. »Der er meget lidt fokus på, at han er embedded, når han præsenterer sine historier,« siger Mark Ørsten.

Useriøs kritikRasmus Tantholdt tager ikke kritik-ken seriøst. Han mener, at det er en typisk påstand, der tyder på et mang-lende kendskab til de produkter, som korrespondenterne leverer. »For det første er det ekstremt sjældent, at jeg er embedded. Der er mange eksperter, der tror, at jeg er det hele tiden. For det andet fortæller jeg altid, hvor jeg har mine oplysninger fra,« siger han og fortsætter: »Hvis jeg siger, at et bestemt antal talebanere er blevet dræbt, så siger jeg altid, hvem jeg har det fra, for eksempel Forsvaret. Hvis parterne siger forskellige tal, så siger jeg dem begges,« siger han.

Spild af tidRasmus Tantholdt erkender, at krigs-journalistikken altid er et udvalgt billede af virkeligheden, og han med-giver også, at blandt andet sikker-heden begrænser hans journalistik. Men målet er at finde et godt ud-gangspunkt for det mest realistiske billede af krigen. »Jeg kan ikke tage ud og tale med

Taleban, det tør jeg ikke. Så det kan være svært at høre den anden part i sagen, men så gør vi det, at vi finder personer, der har sympati for Tale-ban i stedet,« siger han. Alligevel synes han ikke, at det er journalistens ansvar at forklare, hvorfor de taler med hvem hele tiden. »Jeg synes ikke, det er seriøst, at jeg skal gå ud og sige hver gang, at jeg er begrænset på den ene eller den an-den måde. Den kritik er for letkøbt,« siger Rasmus Tantholdt og fortsæt-ter: »Jeg vil ikke spilde seernes tid med at fortælle, om jeg har vagter med eller ej, hvis det ikke er væsentligt

”De mennesker, vi møder igennem medieforbrug kan vi være ligeså nysgerrige over for, som dem vi møder i virkeligheden Kirsten Sparre, medieforsker og journalist

for seerne at vide,« siger han. Rasmus Tantholdt er lettere irri-teret på forskere og eksperter, der udtaler sig om journalister i krig og

”Jeg synes ikke, at det er seriøst at jeg skal gå ud og sige hver gang, at jeg er begrænset på den ene eller anden måde. Den kritik er for letkøbt. Rasmus Tantholdt, krigskorrespondent, TV2 Nyhederne

vil gerne invitere dem med ud, så de kan se, hvordan det i virkeligheden foregår.

[email protected]

Ill.: Karina Cecilie Møller

LIXEN | april 2010 | 1�FOKUS

Udfordringerne er så få, at de kan stå på en serviet. Alligevel mener Herbert Pundik ikke, at en fredelig løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina er inden for rækkevidde.

Johan Bertil Winther Andersen

Pundik peger på freden

KONFLIKT. Blød jazzmusik flyder ud ad højttalerne på Dan Hotel i Tel Aviv. I sofaen overfor sidder Herbert Pundik, der er tidligere chefredaktør og nuværende seniorkorrespondent på Dagbladet Politiken. Han har selv boet i Israel i over 50 år. Med fag-ter og levende øjne forklarer den 82-årige journalist, at israelerne og palæstinenserne kender hinandens krav. »De har forhandlet så meget gen-nem årene, at begge parter stort set ved, hvordan den fredsproces ser ud. Og hvis du giver dem en serviet og en blyant, så kan de sætte sig ned og skrive fredsforhandlingernes resul-tat,« siger Herbert Pundik.

Han forklarer, at der er meget lidt plads til variation i en mulig fred, fordi begge parter har nogle ultima-tive krav, som de hverken vil eller kan give op af hensyn til deres be-folkninger. Den mere end 60 år gam-le konflikt er derfor ikke så sort-hvid som blyantstreger på en serviet. Og freden er ikke tæt på, selvom man

ved, hvad den anden side kræver. Krav om en statPalæstinensernes første krav for fred er, at der bliver oprettet en palæsti-nensisk stat. Seniorkorrespondent-en forklarer, at palæstinenserne holder på 1967-grænserne, som giver palæstinenserne 22 procent af hele landet, mens israelerne har de resterende 78 procent. »Her kan blive tale om en slags magtskifte. For hvis israelerne tager to-tre procent af landet på Vestbred-den til bosættelser, så vil palæsti-nenserne have den jord et andet sted. De 22 procent står simpelthen i lysende neon som non negotiable,« siger Herbert Pundik. Han sidder ude på kanten af den bløde sofa, mens saxofonens toner flyder i bag-grunden.

Kompensation og retfærdighedDet andet krav fra palæstinensisk side er, at man får hovedstad i Østje-rusalem, og det tredje krav er, at man finder en løsning på flygtningeprob-lemet, som opstod i 1948. Her flyg-tede 650.000 arabere fra landet på grund af den israelske erobring, og i dag har de fået børn og er blevet til 3-4 millioner. De vil have økonomisk kompen-sation og ’historisk retfærdighed’. Forstået på den måde, at israelerne skal anerkende, at de var med til at fordrive dem ved en slags etnisk ud-rensning. Hertil kommer en masse mindre krav, men de tre er hoved-punkterne, mener seniorkorrespon-denten.

Tvivl om to staterFra israelsk side kræver man, at der

skal være ro på Vestbredden, og at det palæstinensiske selvstyre skal forhindre nye terrorangreb i Israel. Den israelske regering siger, at man er klar til den to-statsløsning, som palæstinenserne kræver. Herbert Pundik tvivler dog på, at det er ærligt ment: »Selvom de siger noget andet, så

er den tanke mig ikke fremmed, at en stor del af den israelske regering ikke ønsker en palæstinensisk stat,« siger han. Seniorkorrespondenten mener, at regeringen er tilbageholdende på grund af sikkerheden. Han peger på grupper, som frygter, at en palæsti-nensisk stat bliver en arabisk forpost, som vil udslette Israel senere. Andre grupper vil ikke opgive Vest-bredden på grund af bosættelserne, og andre mere religiøse grupper mener, at Gud i biblen har givet dem skødet til det hellige land.

HåndfæstningenPå trods af Herbert Pundiks tvivl på, at det er oprigtigt ment, har den nu-værende regeringsleder Benjamin Netanyahu faktisk accepteret en to-statsløsning for nogle år siden. Der-for er det den, man arbejder ud fra, når staterne nærmer sig hinanden i forhandlinger. »Benjamin Netanyahus ord er kom-

met til at stå som en slags håndfæst-ning. Nu er der ikke andre mulighed-er end en to-statsløsning. At han så gør en masse ting under bordet for at forhindre freden, ændrer ikke på det,« siger den garvede journalist.

Når det officielle Israel i hovedtræk accepterer palæstinensernes krav,

hvorfor sker der så ikke noget? »Det er der selvfølgelig ikke noget enkelt svar på. Men det hænger sam-men med, at israelerne er et meget sammensat folk. Højre-regeringen med Netanyahu i spidsen tror ikke på freden, og mentalt er den israelske befolkning gået på orlov,« forklarer Herbert Pundik.

Løsning med en ny regeringPå længere sigt afviser seniorkorre-spondenten ikke en fredelig løsning, men før det sker, skal Israel have en ny regering. På den palæstinensiske side peger han på splittelsen mellem de to politiske bevægelser Fatah og Hamas som den største udfordring.Hvis israelerne kommer tilbage fra deres mentale ferie, og palæsti-nenserne formår at holde volden nede på Vestbredden, så ser Herbert Pundik muligheder. Indtil da tror han ikke på fred. Måske snarere på endnu en krig.

”Højre-regeringen med Natanyahu i spidsen tror ikke på freden, og mentalt er den israelske befolkning gået på orlov Herbert Pundik, tidligere chefredaktør på Politiken

Fire SDU-studerende på 4. se-mester brugte ferien i januar på at rejse til Israel og Palæstina. Her interviewede de blandt an-det Herbert Pundik, oplevede hjertet af konflikten i Hebron og interviewede Mustafa Barg-houti, der er palæstinensisk po-litiker og var Mahmoud Abbas modkandidat ved præsidentval-get i 2005. De har samlet inter-views og historier i et multime-dieprojekt på:

www.israelprojekt.weebly.com

Journaliststuderende i Mellemøsten

Foto: Leonora Beck

[email protected]

Herbert Pundik har boet i Israel over 50 år. Han mener ikke, at freden mellem Israel og Palæstina er på vej, selv om staterne nærmer sig hinanden i forhandlingerne.

20 | april 2010 | LIXEN FOKUS

Grænser her, der og alle vegnePressefriheden i Kina er ikkeek-sisterende. Oprørske journalister bliver smidt i fængsel. Aviserne bliver beordret til at trykke be-stemte historier, og det kinesiske folk bliver ført bag lyset. En ny rapport fra International Federa-tion of Journalists om graden af pressefrihed i Kina siger det klart i titlen: ”China Clamps Down”. Men er det et entydigt og retvi-sende billede? Og går det virkelig kun én vej?


BAGGRUND. Forestil dig, at du sid-der som journalist og får fat i et do-kument fra regeringen. Det beskriver i detaljer, hvilke vidtgående midler de bruger til at censurere pressen. Det står der sort på hvidt. Hvad gør du nu? Hvad siger mave-fornemmelsen, journalistløftet og din professionelle stolthed dig? Du kan ikke bare lade det ligge, vel? En af Kina’s mest berømte journali-ster Shi Jintao valgte tilbage i 2004 at

sende dokumentet i en mail til inter-nationale journalistorganisationer for at vise, hvilke forhold kinesiske journalister arbejder under.

Da de kinesiske myndigheder opfat-tede, at dokumentet var blevet videre-sendt, kontaktede de straks Yahoo for at finde ud af, hvem afsenderen var. De fik udleveret oplysningerne på Shi Jintao, der promte fik en fæng-selsstraf på 10 år, mens hans advo-kat, der vovede sig til at tage sagen, fik frataget sin licens.

Nu sidder Shi Jintao så i et kinesisk fængsel og venter på at modtage tre journalistiske priser, han er blevet tildelt af internationale journalistor-ganisationer, for sin kamp mod over-magten.

Og når han kommer ud igen, kan han passende svare på, om det var det værd. At betræde de opstillede grænser. Låste grænser og dem, der lirker. Men kunne han andet end at betræde grænserne? Grænserne for pressen i Kina er jo uendelige. Som et journal-istisk minefelt, hvor hver eneste his-torie kan ødelægge livet for den, der vover at svinge pennen.

På den internationale organisation Reporters Without Borders presse-

frihedsindeks er Kina placeret på en 168-plads med kun Laos, Cuba, Bur-ma, Iran, Turkmenistan, Nord Korea og Eritrea bag sig.

Og i begyndelsen af februar 2010 udgav International Federation of Journalists en rapport om pressefor-holdene i Kina med den dystopiske titel ”China Clamps Down.” Her kunne de konstatere, at år 2009 havde budt på flere anholdelser, flere restriktioner og en øget kontrol med de informationer, der bliver sendt rundt via nettet.

Men det billede er alligevel ikke helt entydigt. Det vurderer Kina-kor-respondent for Information Martin Gøttske.

»Ingen tvivl om, at rapporten illus-

trerer et mønster i Kina, hvor reger-ingen og staten forhindrer kinesiske journalister i at skrive om, hvad de gerne vil. Men rapporten illustrerer samtidig, at der er flere kinesiske journalister, der afprøver og ryk-

ker ved grænserne for, hvad de kan tillade sig at skrive, « siger Martin Gøttske.

Dermed lægger han op til, at de øgede sammenstød kan ses som et udtryk for, at der er ved at ske nogle forandringer i Kina, hvor de kinesiske journalister er blevet mere modige og mere villige til at kæmpe for deres grundlæggende rettigheder, og det bør man måske også bide mærke i.

»Det er positivt på den måde, at der er flere journalister, der tør skrive om de følsomme emner,« siger han. Kommercialiserings grænse-virkninger. Et af de elementer, der har været med til at skubbe udviklingen i den rigtige

retning, er en kommercialisering af det kinesiske mediemarked. Det har betydet, at medierne har måttet konkurrere på konkurrencevilkår, hvorved de negligerede historier er blevet efterspurgt.

Derfor har de kinesiske journalister også fået et økonomisk incitament til at udøve kritisk journalistik. Det fortæller Flemming Ytzen fra Politiken, der de seneste 30 år har rejst i Kina som journalist.

»Selv i et censurpræget og reflek-sivt mediemiljø så må de kinesiske journalister prøve at flytte grænser hele tiden, og det har de gjort inden for de seneste år. Men du har altså st-adigvæk en situation, der hele tiden er to skridt frem og et tilbage.«

Denne vægelsindede fremgang skal ses i lyset af det grundlæggende dilemma, som de kinesiske journali-ster står overfor hver eneste dag, når de skal lave journalistik, mener Mar-tin Gøttske:

»På den ene side er der presset fra oven, og på den anden side er der det økonomiske pres. Og de to ting støder mod hinanden, og engang imellem går det den ene vej, og en-gang imellem går det den anden vej. Men der bliver hele tiden rykket ved grænserne.« De lokale og nationale grænserDe præcise grænser for, hvilken kri-tisk journalistik man kan føre i Kina, afhænger af, hvem man træder på tæerne. Censurmyndighederne i Kina

”... Der er flere kinesiske journalister, der afprøver og rykker ved grænserne for, hvad de kan tillade sig at skrive Martin Gøttske, Kina-korrespondent for Information

Pressefriheden i Kina er ikke eksisterende. Journalisterne er underlagt stærkt censur fra partistyret, men der er måske alligevel tegn på forandring. Det vurderer to Kina-eksperter. FOTO: Jakob Balthazar Munk Pressefriheden i Kina er ikke eksisterende. Journalisterne er underlagt stærkt censur fra partistyret, men der er måske alligevel tegn på forandring. Det vurderer to Kina-eksperter. FOTO: Jakob Balthazar Munk

LIXEN | april 2010 | 21FOKUS

spiller her en dobbeltrolle. Nationalt er målet at bevare tilslutningen og opbakningen til styret, mens man lokalt ønsker at komme mafiaer og andre kriminelle til livs. Og det har betydning for, hvilke historier der bliver trykt, og hvilke der ikke gør.

»Når det for eksempel gælder lokalkorruption og lokale foruren-ingsskandaler, så er der i forhold til tidligere rigtig meget journalistik i Kina, der fokuserer på overgreb og korrupte embedsmænd. Men jo læn-gere op i magtpyramiden kommer, jo sværere bliver det,« fortæller Flem-ming Ytzen.

Og at skrive noget i stil med, at kor-ruptionen på lokalplan skyldes man-glende uafhængige instanser, er helt udelukket. Der går grænsen meget klart for den kritiske journalistik.

»Hvis de kinesiske journalister skal beskrive det, der sker på lokal-plan, skal de absolut ikke kæde det sammen med systemets mangler. Der er nogle klare regler om, at man skal holde sig fra systemkritik som sådan, fordi det opfatter regeringen som en trussel mod deres magtmonopol,« siger Martin Gøttske.

Skulle man så alligevel fristes til at lade utilfredsheden sive, træder

censurapparatet i karakter, og man bliver enten trukket i løn, sendt på to ugers lange Marx-kurser eller smidt i fængsel. Idealister uden grænserTrods de ubetrædelige grænser op-lever Martin Gøttske en daglig kine-sisk interesse. Dels for at lave kritisk journalistik, men også for at udfordre partistyret og den censur, det udøver. Og det er noget, der er sket inden for de seneste år.

»For et par år siden var jeg ikke så begejstret for det, der skete med de kinesiske medier, og det var ikke sådan, at jeg beundrede de kinesiske journalister. Men specielt inden for de sidste få år er der ekstremt mange unge kinesiske journalister, der gør et fantastisk stykke arbejde, der nemt kan måle sig med andre lande,« siger Martin Gøttske, der også forklarer, at det typisk er unge journalister, der har en meget idealistisk tilgang til faget, og som bekender sig til jour-nalistikkens klassiske rolle som sam-fundets fjerde statsmagt.

»De ser deres rolle som at kritisere regeringen og støtte de folk, der bliv-er trådt på af systemet.«Hans dialog, daglige kontakt og

kendskaber til journalisternes mål og drømme får ham til at se relativt positivt på de udfordringer, der ven-ter i fremtiden.

»Jeg synes, at inden for de sidste 10 år er det gået ekstremt hurtigt med antallet af journalister, der er villige til at tage nogle chancer og til at presse på for, hvad de kan tillade sig. Den skare af journalister vokser hele tiden, og jeg kan ikke andet end at forestille mig, at antallet af de her journalister vil stige.«

Han håber og tror på, at den ide-alistiske opfattelse blandt journali-sterne vil forplante sig ned gennem generationerne og ind i fremtiden.

Kan grænserne viskes ud?Og med fremtiden følger spørgsmålet:

Kan grænserne viskes ud, og kan pressefrihed på et tidspunkt gøre sit indtog?Ifølge Martin Gøttske er det et bes-værligt spørgsmål at besvare nuan-ceret.

»Det kører frem og tilbage i Kina. Kigger man på enkeltsagerne, så virker det, som om der er ekstrem kontrol med medierne, og hvor man ser, de kinesiske journalister bliver straffet. Det sker selvfølgelig også, men der findes også mange eksem-pler på, at det lykkes journalister at skrive om en masse ting, som de ikke kunne før.«

Og det er denne langsomme og stædige proces, der skal føre kine-

serne videre. Minutiøst og stædigt skal grænserne flyttes, og ifølge Mar-

tin Gøttske er det den spirende ung-dom, der skal gå forrest. Den velvilje og det mod, de viser nu, skal inspir-ere kommende generationer.

»Forhåbentlig vil presset på cen-suren i Kina blive større og større, hvorved råderummet for, hvad man kan trykke, også vil blive større. Men jeg tror ikke, at vi skal forvente, at den kinesiske regering vedtager pressefrihed i overmorgen,« siger Martin Gøttske.

Den betragtning er Flemming Yt-zen enig i. Han tror på, at grænserne for pressefriheden kan udvide sig på samme måde, som den kapitalis-men har gjort det i Kina igennem de seneste 20 år.

»For bare 20 år siden eller mindre havde ingen kunnet forestille sig, at Kina kunne opbygge multinationale selskaber. Pludselig indså de bare, at forudsætningen for at fremme den nationale udvikling var at ekspan-dere globalt. På samme måde mener jeg, at de må erkende, at hvis de skal fortsætte med at have befolkningens opbakning, må der være garanti for nogle friheder. Der må være et rum for kritik.« [email protected]

Pressefrihed på kinesiskPå City University of Hong Kong skulle jeg lede længe efter unge studerende, der vil kæmpe for demokrati og pressefrihed. Dette er hvad mine erfaringer fra et semester i Kina fortæller mig.

OPLEVELSE. Jeg tog i 2009 til Hong-kong for at studere international politik og journalistik. Forvent-ningerne var høje. Tænk at skulle møde den nye generation af jour-nalister og politikinteresserede. Dem, som i fremtiden skal kæmpe for pressefrihed og med ideologien i front marchere ind i en ny epoke for den kinesiske presse og for det poli-tiske system.

Men efter et semester i Kina med mange diskussioner om demokrati, ytringsfrihed og pressefrihed måtte jeg sande, at langt fra alle unge jour-naliststuderende tror på kampen for en friere presse.

Hongkong versus KinaI Hongkong hersker et andet sæt spill-eregler end i resten af Kina. Hong-kong fungerer som en speciel ad-ministrativ region. Selvom man ikke kan kalde Hongkong demokratisk, så beskriver FreedomHouse.org, at borgerne i Hongkong kan glæde sig over både ytringsfrihed og pressefri-hed. Meget modsat Kina.

Dog er der ingen garant for disse friheder. Freedom House skriver

nemlig på hjemmesiden, at selvom ytringsfrihed er beskyttet af loven i Hongkong, så er pladsen for at ud-trykke sig frit reelt blevet begrænset de seneste år. Dette med pres fra den centrale regering i Beijing. Sådan risikerer de at blive undermineret af det magtfulde KKP, Kinas Kommu-nistiske Parti, der til dels allerede har været på spil.

På grund af den store forskel på Kina og Hongkong, er der mange unge kinesere, der rejser til Hong-kong for at studere.

På mine kurser Media and Soci-ety og Contemporary International Politics of the Asian Pacific sad jeg blandt et stort antal studerende fra Kina og forsøgte at forstå, hvordan de tænker om demokrati, ytringsfri-hed og pressefrihed. Er de mon rejst til Hongkong for at søge mere frihed?

Når bølgerne går højtEn gruppe kinesiske aktivister sendte i 1990 en video ud til om-verdenen, hvori de gennem efter-ligninger af højtstående politikeres retorik udtrykte en stærk kritik af regeringen. Videoen kom som følge af massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989, hvor et uvist an-tal demonstranter blev dræbt af det kinesiske militær.

Vi så videoen i Media and Society og en skov af hænder rejste sig ved filmens slutning. En kinesisk pige forklarede hektisk, hvor meget det skader Kina, hver gang nogen kri-tiserer regeringen. Hun mente, at alle medier skal styres af staten for at undgå unødig kritik, »tænk, hvis en person kritiserer en politiker, der

i virkeligheden er god! «Skoven af hænder visnede hurtigt og var efter et par sekunder som sunket i jorden - ingen af hendes landsmænd (eller kvinder) havde noget at tilføje. Den belgiske professor forsøgte at grave lidt dybere ned i problematik-ken. »Jamen, hvad nu hvis en poli-tiker har ageret aldeles forkert, må en journalist så ikke kommentere hændelsen?« Pigen svarede med stive øjne og anspændt nakke, at politikerne kun handler for Kinas fælles bedste. Således fik hun hurtigt skyllet ideer om ytringsfrihed og pressefrihed ud i havet.

Kinesisk mur af skepsisI Contemporary International Poli-tics of the Asian Pacific blev jeg ud-fordret til at holde en demokratitale. Den skulle indgå i samspil med en anti-demokratitale, hvorefter en af-stemning ville finde sted.

Lecture hall 16 var proppet på den store valgaften. Omtrent 85 stu-derende, hvoraf blot fem var vester-lændinge, fulgte min talestrøm. De-refter min modstanders.

Jeg lagde stor vægt på at frem-hæve ytringsfrihed og pressefrihed som vigtige elementer. At prøve på at vise, hvordan en platform for of-fentlig debat kan være med til at sk-abe et mere dynamisk samfund. Den unge flok studerende fra både Hong-

kong og Kina måtte da blive ramt af inspiration. Men afstemningen talte for sig selv. 80-5 endte valget. Det var som at gå direkte ind i en stor mur af skepsis.

Oplev det kinesiske internetEr det svært at forestille sig, hvordan det mon er at være på internettet i Kina? Hvordan virker censuren i grunden?

To tyskere og en amerikaner har i samarbejde udviklet China Chan-nel Firefox Add-on, som gør det muligt at opleve det censurerede kinesiske internet. Programmet skal blot downloades, og så kan den vir-tuelle rejse i Kina begynde. Giv det et forsøg, og oplev, hvor grænserne går!

”Hvis de kinesiske journalister skal beskrive det der sker på lokalplan, skal de absolut ikke kæde det sammen med systemets mangler. Der er nogle meget klare regler om, at man skal holde sig fra systemkritik som sådan... Martin Gøttske, Kina-korrespondent for Information

Camilla Høj Eggers, journaliststuderende RUC

I Kina har Camilla Høj Eggers argumenteret for pressefrihed. En ikke helt enkelt opgave. FOTO: Jakob BalthazarMunk

22 | april 2010 | LIXEN FOKUS

Pludselig står man på grænsen til dødenOg kigger sig omkring og skriver om tårerne, afskeden og men-nesket, der er lige så livløs som papiret, der skrives på. Hvor tæt kan man gå på mennesker, der ikke lever, og pårørende i deres dybeste sorg?Kisten knirker, kameraerne knipser, kuglepennen kradser og kirkeklokkerne kondolerer en lør-dag formiddag, da Etta Cameron bliver begravet.


BEGRAVELSE. Klædt i sorte kjoler, nypudsede sko og jakkesæt med slips står en flok mennesker ude fo-ran indgangen til Christians Kirken i København. Klokken er kvart i et lørdag formiddag, og vinden rusker i deres medbragte blomsterbuketter. De snakker fåmælt. Veksler blikke, kondolerer og kigger sig omkring. Deres øjne er trætte og tomme, og deres foldede hænder hviler trygt på maven.

Blot et par meter fra dem i et hjørne af kirkens forgård står de medlem-mer af den danske presse, der er ble-vet sendt til begravelse for at bringe læseren helt tæt på Etta Cameron.

Med tykke jakker, et par kameraer, der hænger skødesløst om halsen, og et par blokke, der stikker op af lom-men, adskiller de sig fra de andre gæster. De tripper. Skutter sig. Kig-ger sig omkring og skraber deres sko mod småstenene.

»Nu venter vi på, at der kommer nogle pårørende,« fortæller Helle Kastholm fra Ekstra Bladet. Det er hende, jeg følger for at se, hvor grænserne går, når de mennesker man skal skrive om, er lige så liv-løse som papiret, det skal trykkes på. Hvad kan man tillade sig, og hvad kan man ikke? Mens vi venter»Men det er koldt at stå og vente, ikke?« Hun ler, mens en kraftig mand kommer hen til gruppen. Han har en grøn jakke på og en hue på hovedet. Han stikker hånden frem og hilser. Det er præsten.

»Det bliver en to timer lang cere-moni i dag,« forklarer han og veksler yderligere et par ord og nikker og smiler, da en journalist med glimt i øjet spørger, om han har fået ny præsteuniform.

»Ja, så mangler huen bare et kors.«

Han går hen imod kirken igen, og Helle Kastholm henvender sig til mig.

»Grænserne bliver lynhurtigt lagt af sig selv. « Hun tilføjer:

»Og det er så præsten, der funger-er som et slags mellemled mellem de pårørende og pressen.«

Et solo skudEn fotograf tager et par hurtige skridt,

da han genkender et ansigt, der kom-mer gående igennem forgården op mod kirken. Peger linsen mod ansig-tet og knipser et par hurtige gange. Klik, klik, og manden går videre mod kirken. Fotografen smiler, da han kommer tilbage til gruppen.

»Så fik jeg ham sgu lige solo.« Tak for igårEn kvinde stiger afbalanceret ud af en stor Audi. Hun har en sort kjole med nylonstrømper, et sort hårbånd og en gul buket blomster, der hviler ganske roligt på hendes højre arm. Hun går langsomt op mod kirken. Hendes øjne er blanke, randerne under dem dybe, og hun kigger tomt frem. Æn-ser ikke den lille flok pressefolk, der nu også tæller en kameramand fra TV2 samt to journalister, der ikke har været lang tid væk fra hinanden.

»Tak for i går.« »Ja, selv tak, det var hyggeligt.« »Jeg synes, du har lidt røde øjne.« De ler, alt imens den sørgmodige

kvinde forsvinder ind i kirken, som præsten kommer ud af. Han har nu fuld mundering på. Den sorte præstekjole, den hvide krave og kor-set, der hænger fra hans hals.

»Der går lige fem minutter, så kan I gå ind og tage de billeder, I skal have.«

Han deler et par hvide sedler ud med titlerne på de sange, der skal synges. Helt tæt påMidt i kirken står den. Hovedat-traktionen. Kisten. Den er lysbrun, symmetrisk, og på toppen hviler et dannebrogsflag sammen med stars and stripes. Rundt omkring er der blomster. I alverdens farver og for-

mer. Lange, gule, korte, røde, ovale, lilla og dem, der er spidse, hvide og de krøllede.

Lidt koldt, ikke?Bagved i gangen ind mod kirken har en journalist fået fat på sønnen, og de snakker roligt sammen. Han bevæger hænderne forsigtigt,

rokker hovedet ganske langsomt og kigger på journalisten med fokuserede øjne. Hendes pen bev-æger sig over den hvide blok, hun nikker og kigger ham i øjnene, da hun stiller et nyt spørgsmål.

I entreen går præsten rundt. Han hilser på de sørgende, der bliver ved med at komme ind ad døren. En af kirketjenerne henvender sig til en kvindelig journalist.

»Det er lidt koldt, ikke?«Kvinden smiler og svarer:

»Jo, men jeg har engang været her i halvanden time i snestorm.« Tjeneren griner kort.

»Ja, så er alting jo relativt.«

Afskeden»Velkommen«, siger præsten med en klar og høj stemme. Han kigger sig omkring.

På de mange mennesker, der sid-der på bænkerækkerne. På dem, der sidder på de øvre etager, og måske på de journalister, der står i hjørnerne. Han gør tegn til, at en kvinde skal

komme op på forhøjningen, der fun-gerer som en scene.

Kvinden stiller sig og rømmer sig en gang, inden hun begynder at synge.

Der bliver klappet. Nogle rejser sig op. Hovederne svinger frem og tilbage, og på forreste række sidder sønnen og tripper med foden. Hans

hoved bevæger sig i forsigtige stød, og hans hænder er foldede.

En fredelig en af slagsenEt par klik lyder fra en fotografens linse. Et par hurtige vip med fingeren for at fange scenen, livet og afskeden med det menneske, der ligger i kisten i midten.

Ude i siden står en kvindelig jour-nalist og skriver ned. Det er Helle Kastholm, og det er ikke hendes første begravelse, men heldigvis en mere fredelig én af slagsen. Det fortæller hun efterfølgende:

»Hvis nu det havde været en be-gravelse af et barn, der blev slået ihjel af sin far, så havde det jo set helt anderledes ud. Det kalder jo på nogle helt andre følelser, også hos de efterladte, og derfor bliver tonen helt anderledes. «

Tænk dig omSammenligningen bunder i et minde. Om en tragisk begivenhed og en voldsom begravelse. En far havde

dræbt sine børn og stukket ild til hu-set efterfølgende, og Helle Kastholm stod som reporter og skulle dække begivenheden. En udfordring både som menneske og journalist.

»Det var jo hamrende sørgeligt, og i det tilfælde er det rigtigt svært at være presse, fordi det er så nemt at komme galt af sted, fordi alle følelserne sidder uden på huden på alle mennesker.«Hun tilføjer:

»Og mennesker reagerer jo for-skelligt, når de er i krise.« Der er en kort pause.

»Så der skal man virkelig tænke sig om.« Virkeligheden overgår fiktionen Helle Kastholm fortæller videre. Om, hvordan pressen i sådanne situ-ationer tager sine forholdsregler. Fotografen placerer sig på det mod-satte fortov med en telekanon. Jour-nalisten er så anonym som muligt og sniger sig ind i kirken, når ceremo-nien går i gang, og ud igen, når den er slut. Og de pårørende får ikke stuk-ket en mikrofon op i hovedet, for det er ikke nødvendigt for historien. Der er en nøgtern reportage rigeligt. For som Helle Kastholm udtrykker det:

»Der er tidspunkter, hvor virke-ligheden næsten overgår fiktionen.«Og selvom man som journalist står på sidelinjen med sin blok som skjold og med kuglepennen som sværd, kan man alligevel ikke un-dgå at blive ramt følelsesmæssigt.

»Det gør jo ondt i maven. Jeg har været til to børnebegravels-er i min karriere, og dem husker jeg begge,« siger Helle Kastholm.

[email protected]

Hvor går grænsen for hvad pressen kan tillade sig til en begravelse? Vi er med en lørdag formiddag da Etta Cameron bliver begravet. Foto: Benjamin Kürstein, Ekstra Bladet

”Det var jo hamrende sørgeligt, og i det tilfælde er det rigtig svært at være presse fordi det er så nemt at komme galt af sted Helle Kastholm, Ekstra Bladet

LIXEN | april 2010 | 2�OPINION

Send dit indlæg til ‘I øvrigt mener jeg...” til [email protected]. Det gælder både folk på og udenfor Medietorvet. Skriv ‘I øvrigt mener jeg’ i emne-feltet + din kommentar, dit navn og din stilling. Så bringer vi indlægget i næste num-mer.

Flere og flere er med på tendensenFlere og flere journalister laver tendensjournalistik. Det er et problem, mener flere og flere journaliststuderende. I hvert fald en enkelt.

Søren Dal Rasmussen

Branchen hylder og ænser de nye tendenser. For flere og flere journali-ster laver tendensjournalistik. Den har vi vist hørt før, har vi ikke? Fra-sen ’flere og flere’ bliver brugt så tit, at det burde få en plads i den journal-istiske ordbog. ’Vi laver en flere og flere’ bliver vel snart en fast vending i landets redaktionslokaler. En hurtig Infomediasøgning viser, at frasen ’flere og flere’ er forekom-met 2442 gange de sidste 30 dage.

Til sammenligning optræder ’Helle Thorning’ 1332 gange, integration finder man 1779 gange. Det har ikke helt fået X Factor-status endnu (3388), men vi er forhåbentlig på vej.

Tendens eller tilfældigt?Vi danskere bliver gladere for gru-somt mange ting for tiden. Flere og flere vil have flere røde bøffer, flere og flere skifter de gamle glødepærer ud i de danske hjem, flere og flere vælger kejsersnit, flere og flere vil have internettet med sig overalt. Det flyder rundt i medierne med fænomener og tilbøjeligheder. Og tit kan dokumentationen slet ikke bære historien. En stigning fra 15 til 25 over de seneste 2-3 år. Er det en ten-dens eller tilfældigt? Jeg synes ikke, at det er journalis-tik, at flere og flere kører med cykel-hjelm. Som en medstuderende sagde til mig for nylig: ’Flere og flere’-vin-

klen er bare for nem. Den bliver brugt til overflod. Den gode tendenshistorie choker-er og overrasker. Selvfølgelig er der plads til den. Der er bare alt for mange af dem. I en tid, hvor den heft-ige debat om journalistikkens beret-tigelse strømmer rundt i branchen, nytter det ikke noget at køre sisyfo-sisk rundt i historier om, at der er kommet flere storke til Danmark. Vi er nødt til at udvikle os. For vores læseres og vores egen skyld. Så ud med tendensjournalistikken og ind med de væsentlige historier, de nærværende historier. Dem håber jeg i hvert fald, at der bliver flere og flere af.

[email protected]

Hvad ville vi ikke sige, hvis nogen gjorde det samme mod vores gud?

... at ledelsesstrukturen på Center for Journalistik begynder at minde om den i Brøndby IF. Peter Bro som centerleder, studieleder, underviser og forsker. Hold op, han får travlt!

Frederik Nørby, 4. semester

... at vi skal lege endnu mere med lego og forkæles endnu mere med slik, nu hvor Peter Bro er blevet centerleder!!!

Minna Camara, 4. semester

... at det burde være ulovligt at have fri senere end klokken 12 om fredagen, for det er der ingen, der kan klare!

Kasper Ellesøe, 2. semester

... at pigernes Peter Bro-jokes læner sig op ad teenagehysteri.

Søren Geisler, 4. semester

... at det er fedt, at Peter Bro vil indføre fast fredagsbar med øl til 5 kr.

Sophie Bremer, næstformand i Studienævnet

... at det snart må være en kvindes tur til at blive Fellow på SDU. Anne Lea Landsted, studieleder på Center for Journalistik

... at Lixen giver alt for lidt spalteplads til radioprogrammet Elstrup og Wille-man, som bliver sendt fra 21 til 22 torsdage i ulige uger.

Morten Elstrup, 2. semester

... bare, at Søren skal gå i bad. Lise Karlshøj Ipsen, 2. semester

... at de nye russere skal rives rundt i cirkusmanegen! Søren Dal Rasmussen, 2. semester

... at jeg godt ku’ hele Lixens redaktion. Hans Redder Nørgaard, bestyrelsesmedlem i KaJO

... at døren til køkkenet burde være åben døgnet rundt.

Mikkel Cramon, formand for festudvalgt

... at Lixen bør holde en fest.Steffen Koldborg, 2. semester

... at det er langt ude, at 2. semester skal op til en videnstest.

Morten Elstrup, 2. semester

... at SU er et bedre scoretrick end SDU. Sigrid Møller, 2. semester

... at den lille havfrue skal blive i Kina.

Sidsel Duch Langpap, 2. semester tilvalg

... at Lixen-weekend er ligesom at være i himlen.Natasha Nomathemba Dyasi, 2. semester Tegninger af:

Amalie Ter-Borch Gram Schjønning

BagsidenDa Journited forgæves viste tænderEn beretning fra MedieCup

Ekstra Bladet turde, hvor de stu-derende tiede i pulje A-kampen mellem Ekstra Bladet og Journit-ed Juniors. 5-1 blev resultatet.

Fjerdesemesterholdet, Journited Ju-niors - også kaldet ’juniorspillerne’ – kommer hurtigt bagud 0-1. Og forvir-ring i det efterfølgende angrebsspil resulterer i et boldtab, hvorefter EB-spillerne kan sende en lang bold ned i det tomme mål, som målmand Caspar Jørgensen har forladt for en stund. Overordnet set en, fra start til slut, småforvirret kamp, som kun modstanderen ser ud til at kunne overskue bare en smule. Journited-spillerne virker ganske overraskede over det høje tempo og intensiteten, der præger kampen. Høje bolde og en mangelfuld or-ganisation kendetegner juniorernes spil, og selvom et af holdets lyspunk-ter, Lasse Skytt, presser modstand-eren ihærdigt på egen banehalvdel, må drengene inkassere endnu en scoring. Det i en situation, hvor bag-stopper Caspar Jørgensen er prisgiv-et. På tilskuerrækkerne tales der om ’ydmygelse’ og ’afstraffelse’, men så tager førnævnte Lasse Skytt sagen i egen hånd og brager en kasse ind til reducering 1-4. Journited synes pludselig at have meldt sig ind i kampen, men straks bliver det ud-stillet, at frustrationerne sidder helt uden på tøjet; Manden over midten, Mads Therkildsen, tackles og får ikke tilkendt det frispark, han tydeligvis gerne ville have haft. Der opstår spil-lertumult, og juniorerne må se en mand udvist for brok. Alt imens luk-ker og slukker EB-spillerne med 5-1-scoringen kampen og ydmygelsen af Journited Juniors, der aldrig rigtig fik et ben til jorden i en kamp, der ender i intern stridighed og splid spillerne imellem.

Efter en kamp Studinese Calcio skulle vinde med fem oversky-dende mål for at avancere fra puljen, gjaldt det Viasat Sport 1 i kvartfinalen.

Studinesespillerne har knapt fået vejret, efter de med en knusende 9-0-sejr sikrede sig videre avancement i turneringen, før kvartfinalen er i gang. Modstanderen er Viasat Sport 1, et helt igennem frygtindgydende hold iført sølvfarvede spilledragter og jeg skal komme efter dig. Forin-den kampen har de vundet pulje C helt suverænt, og Studinese Calcio er derfor tvunget til at levere.Kampen fløjtes op, og straks er der bonus. I et effektivt angreb havner bolden hos Morten Elstrup, den dan-ske Gheorghe Hagi, og han svigter selvfølgelig ikke. 1-0. Publikum er tydeligt begejstrede over det impo-nerende spil og ufattelig høje tempo, Studinesespillerne præsterer fra start.

Knapt har modstanderen givet bolden op, før Studinese Calcio på

ny – hvad der indtil nu har været symptomatisk for hele holdets spil-lestil gennem turneringen – presser modstanderen så ekstremt højt, at de ender med at spille bolden i fød-derne på en fremstormende Andreas Müller. Tempoet trækkes ud, og bold-en spilles rundt i et hurtigt, men kon-trolleret angreb. Bolden havner igen for fødderne af Elstrup, der kanon-erer bolden i nettet og fordobler målscoren. 2-0. På dette tidspunkt lyder det fra bænken konstaterende, at ’det er ren udradering’. Og det var det.

Kontrolleret indsats fra start til slut. Stærkt forsvarsspil resulterer således i en hurtig kontra, som Jakob Munk på smukkeste vis formår at omsætte til 3-0, hvad der også skal vise sig at blive kampens resultat.Spillet bølger mod slutningen lidt frem og tilbage, og i de få situationer, hvor Viasat Sport-holdet kommer igennem til, hvad der tilnærmelses-vis kan beskrives som værende mål-chancer, er Johan Lyngholm en stærk sidste skanse for Studinese Calcio.

[email protected]

Kampråb og svedige fodboldfød-der fyldte Nørrebrohallen fra den 20. til 21. marts, da årets Medie-Cup løb af stablen. SDU’s tropper kæmpede med skiftende held for at få pokalen til Odense. Læs, hvordan det gik dem i de afgørendede minutter.

Overhalet af formiddags-pressen

Klasseforskel

Mikkel CramonStudines Calcio nåede semifinalen ved årets MedieCupFoto: Søren Dal Rasmussen

”Jamen, enhver kan jo se den enorme klasseforskel her Morten Elstrup, spiller Studinese Calcio


Journited Junoirs kunne tidligt i forløbet nyde en kold fadøl, da de ikke gik videre fra gruppespillet.


”Det spil er jo fuldstændig idéløst Hans Redder Nørgaard, holdleder for Studinese Calcio, om Journited Juniors spil

Documents

Lixen April 2010