Lixen December 2012

LixenAvisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 8. nummer | december 2012

Christine Brink

Karsten Baagø har en vision om at gøre Center for Jour-nalistik til et mediehus, der dagligt udgiver nyheder. DJ er skeptiske over for forslaget.

Studieleder foreslår: Mediehus på Medietorv

I fremtiden skal de journaliststude-rende ikke kun producere til under-viserne og skraldespanden, når de laver opgaver i håndværksfagene. I hvert fald ikke hvis det står til stu-

dieleder Karsten Baagø. »Nu kan det være nok med at fortsætte den måde, I er blevet undervist på med skoleøvelser«, siger studielederen, som i stedet vil skabe et undervisningsmiljø, der af-spejler virkeligheden. Han foreslår derfor, at Center for Journalistik bliver til et mediehus med en ansat redaktør, som ud-vælger de studerendes nyheder, der dagligt skal udkomme på en opgra-

deret version af Medietorvet.dk. Karsten Baagø efterlyser den kvalitet og kreativitet, som han mener, de studerendes viser i deres produktioner ved siden af undervis-ningen. Det tror han, at den nye me-diehusmodel kan bidrage til.

Unfair konkurrenceStudielederen har netop præsenteret ideen for Studienævnet, hvor ”pro-jekt mediehus” møder opbakning

fra centerleder Peter Bro. Dansk Journalistforbund er dog skeptiske over for forslaget. »Hvis studiet vil konkurrere udad-vendt med andre medier, bliver det en unfair konkurrence mellem stu-derende på SU og uddannede jour-nalister«, siger næstformand i DJ, Lars Werge.

Intet er fastlagtKarsten Baagø kan endnu ikke sige

noget om, hvordan det endelige pro-jekt kommer til at se ud, og om det bliver til noget, da ideen stadig er en skitse på notesblokken. Han under-streger dog, at studiet ikke skal ud og konkurrere med andre medier. Studerende og undervisere dis-kuterer forslaget på semestermødet tirsdag den 4. december. Forslaget skal også vendes i Styrelsen, hvor flere mediefolk er repræsenteret.

[email protected]

Fokus: Lixen går bag omsnyd ved store match dag avisens historie: Fra Lix+Lir tiL Lixen

Peter Bro

Det kan være svært at interviewe en centerleder. Især hvis han hedder Peter Bro og har tyve års erfaring inden for kommunikation og egent-lig helst vil tale om superjournali-ster og cand. public-uddannelser. For første gang har centerlederen, der ellers vil holde arbejde og livet på Nørrebro adskilt, indvilget i at bryde barrieren og fortælle om sit liv på Nørrebro.

Læs portrættet på side 15

”Det er et andet liv, hvor man kan være en anden person. Så kan det godt være, at jeg ret hurtigt, når telefonen ringer, kan slå den mere officielle Peter Bro til. Bagefter kan jeg så slukke den og være Peter igen

2 | december 2012 | LIXEN

Indhold Leder

LixenLixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser

LIXENCampusvej 555230 Odense M

[email protected] os også på Infomedia

Tryk: Arco Grafisk A/SOplag: 1000 eksemplarer

Korrekturlæser: Line Rønn Tofte

Christine RandaRedaktør

Mads Ellegaard Hansen Redaktør

Christina Nordvang JensenRedaktør

Bjørn HvidsteenBilledredaktør og fotograf

Morten ButtlerWebredaktør

Maria ArcelRedaktør

Christine BrinkAnsv. chefredaktør

Kristian CorfixenChefredaktør

Hvordan forbereder man sig bedst til Store Match Dag i foråret? Følger Filips fag ”Journalistikkens Praktik” eller planter sig solidt foran skærmen, når TV 3 sender en ny sæson af Paradise Hotel? Muligvis det sidste.

Til nye deltagere, som aldrig har oplevet Store Match Dag, kommer her en pædagogisk gennemgang af dagen:

Om morgenen på Panikdagen modtager praktikstederne de kommende prak-tikanters ansøgninger. Her har den snu studerende skrevet til medierne, at de er førsteprioriteten – også selvom der i gennemsnit er sendt fire til seks ansøgninger af sted. Nogle studerende og medier indgår alliancer ala ”det er en god idé, hvis du stiller dig ude foran vores dør”. I Paradise Hotel-kontekst: De forskellige deltagere indgår alliancer i ugen op til parceremonien. Det er taktikeren, som kan ’spille spillet’ uden hjertet, der når længst. Selvom man kun kan vælge én partner til parceremonien, overbeviser taktikeren flere deltagere om, at de er et match.

De studerende fra SDU får en peptalk af praktikantvejleder Karen Løth Sass, inden turen går til Journalisthøjskolen. Her er medierne fordelt i forskellige lokaler - bortset fra TV 2 og DR, som placerer sig i deres egne bygninger cirka en kilometer derfra. Paradise Hotel: Værten Rikke Gøransson byder velkommen til ugens par-ceremoni (dog med en anelse mere push-up end Karen), og deltagerne ankom-mer. Det ene køn af deltagere sidder ved poolen – modsat TV 2 og DR får ingen lov til at placere sig andre steder.

De spændte studerende stiller sig foran en lukket dør til det medie, hvor de helst vil tilbringe et år i praktik. Paradise Hotel: Deltagerne stiller sig bag deres partner og kysser personen på kinden.

Inden hornet hyler kl. 9.30, går medierne den såkaldte ”toiletrunde”. Her spot-ter mediecheferne, hvem af deres ansøgere der har overholdt ’løftet’ og stillet sig uden for deres dør. Denne runde er utrolig afgørende, da det er her, prak-tikstederne kan se, om de reelt er den praktiksøgendes førsteprioritet. Paradise Hotel: Denne del er så tåbelig, at den betegnes som snyd. Her er ingen ”toiletrunde”. Hvis deltagerne skal på toilettet, må de gøre det inden parceremo-nien. TV 3 viser reklamer i stedet…

Vi stopper Paradise-sammenligningen for en stund. Selvom panikshowet er en sendeflade værdig, er det ikke den bedste måde at gøre det på.

Problemet er, at en masse studerende kommer i klemme. Hvis man stiller sig ude foran et medie, der ikke vælger en som praktikant, kan det blive pro-blem-atisk. For så har man måske brændt sine broer hos et andet sted, fordi man satsede på den forkerte partner. Praktiksøgningen bliver et taktisk spil, og det er forkert. For det her er ikke Paradise Hotel. Vi vil gerne satse på flere partnere, vi kan bare kun stå et sted kl. 9.30.

Derfor, kære praktiksystem: Forbyd folk at stå ude foran dørene og afskaf parcermonien! Den er hverken optimal for medierne eller de praktiksøgende. For hvem vil have en partner, der lige har været utro? Det er i hvert fald ikke begyndelsen på et praktikparadis.

På vegne af redaktionen, Kristian og Christine

Mange studerende på Medietor-vet forbinder Peter Bro med cen-terlederen, der altid er velformu-leret og velklædt. Knap så mange forbinder ham med øl, Champi-ons League-kampe og rollen som far. Læs dig ind i den Peter Bro-verden, der for mange er ukendt. Side 15-17

I denne måned trækker Lixen forhænget fra og går bag om. Du får lov at sætte dine ben i en be-tonbygning, hvor metalmonster-et brummer, og blækket smitter af. Du får sat billede på de jingler, der strømmer ud af din radio. Og så tager vi dig med på skattejagt rundt på Borgen. Side 12-14

Vi sætter fokus på snyd under november måneds Store Match Dag. TV 2 var lidt for hurtige på tasterne og Ekstra Bladet invi-terede til snak på bar over Twit-ter. Offentlighedsloven har også sneget sig ind i månedens EKSTERN. Her får du en pædago-gisk introduktion til loven.

side 3-4

INTERN har fundet de gamle Lixen-aviser frem fra de støvede kasser og fået Lixens historie ned på tryk. Se de gamle forsider og vær klar på en omgang “ananas i egen juice”. INTERN er også taget med på skosåleugen. Og så ser vi blandt andet også på fordomme om underviserne. Side 5-11

Mediesprogsunderviser, Jonas Nygaard Blom, drømmer sig til-bage til de gode gamle dage og opfordrer de studerende til at nyde nogle flere bøger i deres fri-tid. Derudover kan OPINION byde på et postkort fra Politikens Ditte Giese, der er tdiligere SDU’er.

Side 18-19

INTERN

EKSTERN

PORTRÆT

OPINION

FOKUS: BAG OM

LIXEN | december 2012 | �EKSTERN

TV 2 for hurtige på mobiltasterne

Lommen vibrerer. Keyvan Bamdej hiver mobilen frem og kaster blikket på displayet. Det er anden gang i dag, at han rynker på brynene over ind-holdet på telefonen. Den første besked kom fra en stu-diekammerat, der lige skulle teste nerverne hos den praktiksøgende RUCer, men denne gang er det alvor. »Hey Keyvan. Hvis du stadig er tændt på os, vil jeg høre, om du har lyst til en samtale i morgen«, lyder det blandt andet i sms’en, der har Morten Engelschmidt fra tv2.dk som afsender. »Jeg var ikke overrasket over det, lad mig sige det sådan. Jeg tænkte, at det måtte stå for deres egen regning. Selvfølgelig skal det være fair for alle. Det ligger i et grænseområde, men de kan ikke tolke reglerne særskilt, og det bør vel have konsekvenser«, siger 30-årige Keyvan Bamdej.

Igen og igen… og…Hos tv2.dk beskriver manden bag sms’en, Morten Engelschmidt, hvilke

En studerende fra RUC modtog dagen før Store Match Dag en sms fra tv2.dk. Afsenderen op-fatter det ikke som snyd, og i-følge Pratikudvalgets formand er diskussionen om snyd røget i anden række.

tanker, der lå bag den tidlige hen-vendelse til Keyvan Bamdej. »Jeg sendte sms’en til ham, fordi han havde været med til åbent hus, og jeg havde læst hans hjemmeside og synes, at han var en interessant profil for tv2.dk«, fortæller Morten Engelschmidt. Hos tv2.dk er man ikke sikker på, at man vil kategorisere forseelsen som snyd, og derfor kan en lignende situ-ation godt opstå igen. »Jeg synes, at det er et problem, hvis man har en klar aftale. Jeg har ikke opfattet det som snyd, at man beder en journalistpraktikant om at være klar på en samtale dagen efter. Jeg lover jo ikke nogen en ansættelse, så jeg ser egentlig ikke det store pro-blem i det«, pointerer Engelschmidt.

Reglerne bøjes – systemet bestårOg måske er hele diskussionen om snyd omsonst. Ifølge formand for Praktikudvalget, Christian Kierkegaard, ligger praktiksøg-ningens hovedproblematik nemlig et helt andet sted. »At der sker sådan noget her ind i mellem, det synes jeg da, er upas-sende. Men det er ikke det, jeg ser som den store udfordring i det her system. Jeg synes, at man skal passe på, at de her forsøg på at omgå reglerne skal gøre, at man begynder at ændre på et i øvrigt velfungerende system«, fortæller han. Ifølge Christian Kierkegaard skal systemets succes måles på, at det

hvert år lykkedes hovedparten af de studerende at få en god praktikplads – og for de flestes vedkommende også en af dem, de har søgt i for-vejen. Det er netop arbejdet med at sikre gode praktikpladser i fremtiden, der ligger formanden mest på sinde. »Jeg vil sige, at vi vælger at bruge vores ressourcer, hvor det har en be-

tydning, og for os er det et must at sikre, at alle studerende kommer ud og får en god praktikplads«, siger han.

Deal eller no dealFor Keyvan Bamdejs sluttede Store Match Dag med en plads hos Sjæl-landske Medier. Han anbefaler, at hvis man havner i en lignende situ-

Ny besked. Det var disse to sms’er, der tikkede ind på Keyvan Bamdejs telefon dagen før, at det gik løs Journa-listhøjskolen. Foto: Bjørn Hvidsteen

ation, så skal man besvare sms’en. Især hvis det er en plads, man ønsker at få på selve Store Match Dag. »Man skal jo ikke ødelægge sine chancer på grund af forargelse. Skriv tilbage, at du fortsat er interesseret, men sig ikke ja eller nej«, lyder op-fordringen fra Keyvan Bamdej.

[email protected]@student.sdu.dk

Twitter hvor andre tierEn øl og en snak om frem-tiden? Ekstra Bladets Twit-ter-invitation før panik-dagen var over grænsen, mener Nicholas Rindahl, gene-ralsekretær i Danske Jour-naliststuderende. Nyhedschef Miki Mistrati beskriver sit provo-pip som et opråb. Syste-met trænger til en overhaling.

»Er I klar? Det er vi. EB på casablanca senere i aften til en øl. Har du stadig spørgsmål så kig forbi. Vi er til rå-dighed #panikdag«. Det er den 7. november. Klokken er 10:24. Der er lidt under 24 timer til praktikhornet tuder gennem gangene på Danmarks Journalisthøj-skole. Twitter-kvidderet kommer fra nyhedschefen på Ekstra Bladet, Miki Mistrati. Beskeden var møntet på praktik-søgende journaliststuderende, der måske brændte inde med spørgsmål om hverdagen hos Ekstra Bladet.

Men nyhedschefens opfordring huer ikke Nicholas Rindahl, der er gene-ralsekretær for Danske Journalist-studerende. »Når en redaktør fra Ekstra Bladet inviterer på øl over Twitter dagen før, så vil jeg mene, at det går under kate-gorien snyd, og hvis ikke, så ligger det i hvert fald kraftigt i gråzonen«, lyder udmeldingen fra formanden. Ifølge Miki Mistrati, så bunder opslaget dog ikke i et forsøg på at omgå regler eller sikrer ønskeprak-tikanten. »Du kan jo kalde det en provoka-tion, hvis du vil. Det er sådan set et lille surt opstød i hele den her dis-kussion, der er om praktikantsøg-ning, fordi jeg ikke synes, at systemet er optimalt. Men der er ikke mere i det end det. Jeg ansætter jo ikke nogen på en bar kl. 23 om aftenen«, forklarer nyhedschefen.

Makeover mod snydMiki Mistrati mener, at tiden er moden til, at praktiksystemet får en gevaldig makeover. »Lad os nu bare lave det sådan, at man ansætter folk på nogenlunde samme vilkår, som man kender fra virkeligheden«, siger nyhedschefen

og tilføjer, at det måske også kan rydde ud i de famøse sms’er og op-kald, der rammer de praktiksøgen-des mobiler i timerne op til praktik-hornet: »Der bliver jo snydt, så vandet driver – fra begge sider - men ikke mindst fra arbejdsgiverne. Det har jeg selv været vidne til. Alle snyder, alle ved, at der bliver snydt. Men så længe, det ikke blive opdaget, så går det nok. Det er jo det system, som vi har lige nu. Og det er dét, jeg siger – lad os gøre op med det«.

Stød til systemetSelvom twitteriet ifølge Mistrati skal

ses som et oplæg til debat, så mener Nicholas Rindahl ikke, at det retfær-diggør invitationen til de praktik-søgende. »Miki Mistrati er en del af en me-diebranche, der som helhed bakker op omkring det her. Hvis han vil have lavet om på systemet, så må han gå af de veje, der nu er. Hvis jeg ikke synes færdselsreglerne fungerer, så kan jeg jo heller ikke bare gå ud og køre, som jeg har lyst til« Miki Mistrati mener dog, at man skal passe på at systemet ikke bliver for bureaukratisk. »Der skal være plads til, at der er nogle, som stikker til konformiteten

og til det bestående. Og stiller kri-tiske spørgsmålstegn ved det. Jeg er jo også på et medie, hvor en del af det jo også er at være provokerende«. Opfordringen om at lade kritikken strømme gennem de officielle kanal-er, vækker dog alligevel genklang hos nyhedschefen. »Det kan godt være, at tiden er til, at jeg skal blive en del af systemet. Det vil jeg da slet ikke afvise kunne blive næste skridt i det. Men at tro, at jeg holder op med mine provo-kationer, det er helt galt«, afslutter Miki Mistrati.

[email protected] [email protected] Ellegaard Hansen, Morten Buttler

Mads Ellegaard Hansen, Morten Buttler

� | december 2012 | LIXEN EKSTERN

Offentlighedsloven på skønhedsklinikNår foråret springer ud, forventer Folketin-get at give offentlighed-sloven en make-over. De såkaldte forbedringer vil være ydre justeringer, og konsekvenserne vil i virkeligheden blive større lukkethed. Det vurderer journalist Jesper Tynell.

Mette Pørtner Jensen, Camilla Huniche Christensen

Ændringer og tilføjelser i offentlig-hedsloven er klar til at blive skudt i gang i 2013. De kommer især til at påvirke journalisternes adgang til vigtige informationer og oplysninger, der cirkulerer mellem ministerier og styrelser. En af de mest omdis-kuterede tilføjelser i loven er § 24. Justitsminister Morten Bødskovs foreløbige forslag til paragraffen ser, ifølge Information, således ud: »Retten til aktindsigt omfatter »ikke interne dokumenter og oplysninger, der udveksles på et tidspunkt, hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand mellem 1) et ministerium og dets underværende myndigheder, 2) forskellige ministerier«. Et forslag der lyder næsten ordret med det forslag, VK-regeringen aldrig fik flertal til, da det var til afstemning tilbage i 2010. Kritikken lød dengang, at paragraffen ville gøre det sværere at få aktindsigt i regeringens brug af den statslige forvaltning. Nogen-lunde samme kritik lyder nu fra Jesper Tynell. Han er journalist på P1 Orientering, hvor han blandt andet har arbejdet med social- ogretspolitik. »§ 24 vil kunne anvendes til at af-skære borgere og journalister fra at få aktindsigt i stort set alle sager af blot den mindste betydning. Justits-ministerens foreløbige formulering giver altså mulighed for at mørk-lægge en stor del af den offentlige

forvaltning«, siger han. Den offentlige forvaltning består af eksempelvis styrelser og de-partementer. Breve, e-mails, sms’er og dokumenter tumler frem og til-bage mellem statens magttårne, og det er den kommunikation, somjournalister kan søge aktindsigt i. Men hvis embedsmænd og politiske rådgivere, med § 24 i værktøjskassen, har mulighed for at nægte aktindsigt i alt, hvad der kan eller vil komme til at have en betydning for ministeren, kan det, ifølge Jesper Tynell, betyde, at en hel del historier om magt-misbrug og fordrejning ikke kom-

mer frem i of-fentligheden. Justitsminister Morten Bødskov har ikke tid til at udtale sig til Lixen, men skriver om den ny offentlighedslov i en pressemeddelelse. »Der er fundet en god og rigtigbalance mellem på den ene sideprincippet om åbenhed i den offentlige forvaltning og på den anden side de hensyn, der kan føre til, at der i visse tilfælde ikke gives akt-ind-sigt.« For J e s p e r Tynell er der dog ikke meget ba-lance i forslaget. Han forklar-er, at man allerede i dag kan få nægtet akt-indsigt i det lov-forberedende arbejde

og dets papirer, der bliver sendt mellem ministerierne.

Unødvendige forbedringer

Den ny offentlighedslov kommer på nogle områder til at åbne mere op. Ifølge Morten Bødskovs presse-meddelelse, så »lægges der på en

l a n g række om-råder op til væsentlige forbedringer af åbenheden i forvaltningen«.Og der er mange punkter på listenover forbedringer, men de kritiseres for i virkeligheden kun at være justeringer på overfladen. For eksempel fjerner den nye lov det såkaldte ’subjektive identifika-tionskrav’. Det vil betyde, at man ikke længere skal oplyse, hvilke sager man begærer aktindsigt i. Man kan i stedet for søge efter et bestemt tema, som man ønsker materiale fra. Det argu-ment giver Jesper Tynell heller ikke meget for. Ifølge ham er der i praksis blot tale om en mindre ændring, da den nuværende lov kun sjældentgiver problemer. Så længe man ikke går på fisketur uden at have den mindste ide om, hvad man kunne tænke sig at få indsigt i, siger han. Emil Ellesøe Ditzel er journalist på fagbladet Journalisten og nikker gen-kendende til Tynells iagttagelse. »Der er mange, der synes, at det er

Den ny offentlighedslov – What’s the deal?Forliget om den ny offent-lighedslov har allerede fået mange hug for at mindske åbenheden på Slotsholm-en. Kradser du dig i din journalistiske hovedbund, når du forsøger at forstå ståhejet omkring offentlig-hedsloven? Fortvivl ej, her får du en kort gennem-gang.

Mette Pørtner Jensen

Offentlighedsloven. En lov, der blandt andet skal sikre indsigt i, hvordan

politikere anvender embedsværket. Det er for eksempel den lov, der sik-rer, at journalister kan få aktindsigt, hvis de fornemmer, at der foregår noget uldent. Samtidig er det også en lov, der forhindrer journalister ak-tindsigt i visse dokumenter. 3. oktober 2012 skriver rege-ringen en pressemeddelelse, der ly-der: Ny offentlighedslov: Bredt flertal udbygger åbenhed i den offentlige forvaltning. Men det er en åbenhed, som blandt andet Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Dansk Journalistfor-bund stiller spørgsmålstegn ved - og det er ikke første gang, den møder kritik. Den ny offentlighedslov har nemlig tumlet rundt på den politiske

dagsorden i godt og vel ti år.

Lang procesI 2002 besluttede Justitsministeriet, at loven trængte til en fornyelse. Den skulle følge med tiden i forhold til digitalisering og ændrede samar-bejdsformer. Derfor nedsatte man en offentlighedskommission, der skulle slå hovederne sammen i et forsøg på at optimere loven. I 2009 havde tanker og overvejelser fældet sig ned i en rapport, og VK-regerin-gens justitsminister Lars Barfoed fremlagde i 2010 et forslag til en ny offentlighedslov. Kritikere trak dog boksehandskerne på, da de syntes, at ændringerne ville forværre loven.

Især paragraf 24 – også kaldet mi-nisterbetjeningsparagraffen – ville gøre det sværere at få aktindsigt i korrespondancen mellem ministre og embedsmænd, og fik derfor meget opmærksomhed. Især opposition-spartiet SF kritiserede den mang-lende åbenhed.

“Nyt” forligDa Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ikke ville stemme for, blev forslaget i 2010 knockoutet. Men kun for at kæmpe sig på ben-ene igen i efteråret 2012, hvor SSFR-regeringen indgik forlig med Venstre og Konservative. Ordet ’mi-nister-betjening’ er streget i paragraf 24,

men kritikere, som for eksempel Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Dansk Journalistforbund påstår, at det kun er en kosmetisk ændring. På den måde kan alle dokumenter og oplysninger, som ministeren bare får den mindste orienteringsskrivelse om, blive undtaget af aktindsigt af journalister. Regeringen fremsætter først i febru-ar 2013 det endelige lovforslag, der skal udmønte den politiske aftale om en ny offentlighedslov. En dækning, som flere eksperter peger på bliver den mest omfattende og intense nogensinde i dansk me-diehistorie.

[email protected]

Illustration: Mette Pørtner Jensen

oversolgt, at det skulle være en stor åbning. For identifikationskravet kan du ofte ret let at komme udenom«.Han pointerer også, at argumentet om, at det er en forbedring, at Kom-

munernes Landsforening og Dan-ske

R e g i o n e r bliver omfattet af loven, ikke nødvendigvis er den store åbning. »Allerede i dag har begge parter hensigtserklæringer om at leve op til offentlighedsloven på lige fod med offentlige myndigheder, og derfor kan man diskutere i hvor høj grad det er forbedring og giver større åbenhed«. En anden forbedring på listen er adgang til information om bøder i straffesager, også kaldet bødeforlæg. Jesper Tynell anerkender åbningen, men han synes, den rammer ved siden af. »Hvem er det, der får bødeforlæg? Det er borgerne. Eller også er det virksomheder. Så kan du måske få aktindsigt i, at Rema 1000 i Hjørring har fået bøder for brug af gammelt,hakket oksekød. Det er lige til Kontant og forbrugerdanmark, mendet har ikke noget at gøre medDemokratidanmark. Det har ikke noget at gøre med, hvordanmyndighederne udøver magten«.


LIXEN | december 2012 | �INTERN

Selvom 3. semester skal have blokundervisning i faget ”Værktøjer 3: Researchtilgange: metoder og teknikker 2” i februar, skal de stu-derende først til eksamen i faget til sommer. Det er netop afgjort. Studieleder Karsten Baagø erkender, at det ikke er en optimal løsning, men henviser til universitets eksa-mensregler. Ifølge SDU skal der af-holdes eksamener i januar og juni, medmindre der er en god grund til at lave om på det. Det mener Karsten Baagø ikke, at der er. »Vi har tidligere ændret eksamens-tidspunkter, men det blev forstyr-rende for de andre fag«, forklarer han. Brink

Blonde Bombshells er et radiopro-gram, som skildrer hverdagens små og store begivenheder – i en mere eller mindre forsinket version. Vi tager kort fortalt kun de emner op, som vi gider tale om. Du kan sam-menligne programmet med ’Nat-holdet’ dog med to blonde værter i stedet for én rødhåret. I hver udsend-else har vi ”Dagens Mand-quizzen”, hvor man kan vinde lækre præmier i form af alkohol til forskellige steder i det danske land. Vi elsker desuden at tale om fuckups begået af alle an-dre end os selv! Tænd for Blonde Bombshells torsdag i ulige uger kl. 21.00-22.00 på OSR FM 87,9.

Norlyk og Tofte

Stemningen på Medietorvet var anspændt, og de kritiske og kontante spørgsmål blev sendt af sted mod de hårdtprøvede kandidater. Otte af slagsen stillede op – i fire par. Alle ville de ændre Lixen på hver deres måde. Men efter et par fadøl til den gamle redaktion kombineret med en grundig gennemtælling af stem-mesedler på Café Den Smagløse, stod det klart: Carl-Emil Søe og Søren Martin Olsen var blevet de nye chef-redaktører. Efter at sejrsrusen har lagt sig, og klumpen i maven er for-svundet, lyder ordene fra de to nye chefredaktører i dag sådan her: »Vi glæder os mega meget til at føre Lixen videre«. Arcel

December måned på Medietorvet fjerner al studiestress og erstat-ter det i stedet med julestemning, afslapning og hyggelige timer. Det skal julebanko og julefest sørge for med gløgg, julebryg, juletoner og æbleskiver. Leg med plader og tal er den 13. december, hvor Medie-torvholderne lover et hyggeligt al-ternativ til juleaften med gaver og varm rødvin med sunde snacks – og så to julestemte værter. Er du mere til julebryg og dans – så glæd dig til den 15. december, hvor festudvalget overtager juleposten og sørger for, at din øregang forkæles med samtlige julenumre, inden jernhesten cykler videre i nattelivet kl. 02.00.

Nordvang

Sommereksamen i Statistik

Blonde Bombshells i æteren

Er du heller ikke helt sikker på hvor-dan kommaerne i denne tekst skal sættes? Og bliver du lidt frustreret når du sidder og bruger dine dyre-bare hjerneceller på et enkelt kom-ma – måske et irriterende idiot et af slagsen. Så bare rolig! Kommakon-gen to the rescue. Den 17. december har KaJO nemlig hyret kommakon-gen Jonas Blom til tre timers gram-matiklære. Her har du rig mulighed for at få fulgt op på alle de gode tom-melfingerregler og blive klædt på til eksamenernes mange skriblerier. Kom og bliv kommakonge med dine medstuderende og ikke mindst Jonas i U26 frakl. 9.15-12.00.

Nordvang

Kommakongen lærer fra sig

Flyvende udskiftning på redaktørposten

Juletid redder studie-stress!!!

Undervisere afskaffer tv-makkereNår de nuværende 1. semes-ter studerende begynderpå tv bliver det uden en fast tv-makker.

Fremover skal man ikke finde sin kommende fjernsynsfrue eller herre, inden tv-semesteret begynder. De to tv-undervisere Karsten Baagø og Ralf Andersson har nemlig afskaffet arbejdsformen. I stedet bliver de nye tv-hold inddelt i to store redaktioner. Det er der flere grunde til. »Vi vil gerne prøve at komme ud af nogle af de problemer, vi har haft med grupperne på tv-holdene«, forklarer Karsten Baagø og understreger, at ændringen i arbejdsformen ikke skyldes de mange makkerskift, der har været på det nuværende tv-hold, men generelle problemer blandt grupperne på tv-semestrene. »Vi oplever, at de studerende føler sig låst fast. Derfor vil vi gerne skabe et nyt workflow i tv, som også afspejler virkeligheden«, siger han.

Journalistisk muskelkraftÆndringen skyldes også, ifølge Karsten Baagø, at de nye årgange bliver større. I år er der optaget 87 studerende. Det er 12 mere end forrige årgang. Og fra næste år op-tager SDU 100 bachelorstuderende. Fremover bliver tv-holdene derfor i stedet inddelt i to redaktioner på cirka 25 mand. De store redaktioner skal arbejde mere med tv-flader end de tidligere årgange. »Når redaktionerne har størrejournalistisk muskelkraft, så er det lettere at ligne virkeligheden«, siger Karsten Baagø. Han frygter ikke, at den nye struk-tur vil hæmme de studerende, som kunne have haft et godt makker-forløb.

Christine Brink

»Hvis der er nogle, som arbejder virkelig godt sammen, så kan de jo stadig gøre det. Vi mener bare, at flere bliver hæmmet end får glæde af makkerskabet«.

En god idéMette Pørtner afsluttede tv-semes-teret i sommer. Selvom hun havdeet velfungerende makkerskab,

mener hun, at den nye ordninger en god idé. »Jeg synes, det kunne have været fedt at lave flere ting på tværs af

med den samme person hver gang. Til tv-eksamen skal de studerende dog stadigvæk arbejde sammen med en makker. Sådan som det også fun-gerer i dag.

[email protected]

”Vi oplever, at de studerende føler sig låst fast. Derfor vil vi gerne skabe et nyt workflow i tv, somogså afspejler virkeligheden

Karsten Baagø, tv-underviser

holdet. Når man arbejder sammen med nye mennesker får man nye inputs, og så lærer man noget nyt hver gang«, siger hun. I undervisningen skal de stude-rende stadig deles om taskerne med tv-udstyr som ’makkerpar’. Men de skal ikke nødvendigvis samarbejde

Skilsmisse. De kommende studerende får ikke længere faste partnere. I stedet kommer der to store redaktioner på holdene. Foto: Bjørn Hvidsteen

� | december 2012 | LIXEN INTERN

2. 1. søndag i advent

4. Semestermøde på Medietorvet kl. 12.15-14.15

7. KaJO-kaffe og croissanter på Medietorvet kl. 11.00-12.30

7. Revy-møde kl. 15.00


10. RUST-redaktionsmøde i Studiestuen med den nye redaktion

13. Julebanko på Medietorvet kl. 17.00

13. Deadline for synopsis til RUST


17. Gramatikkursus med Jonas Blom i U26


24. Lixen ønsker alle en dejlig juleaften

31. Godt nytår!!!

1. Reserveret til tømmermænd

Alexander Hecklen - DR NyhederAllan Nisgaard - DR Trekanten Andreas Müller - Ministeriet for Børn og UndervisningAsem Elghiouane - PolitikenBetty Phenza Kandindima - DR KøbenhavnCamilla Elisabeth Tolberg - TV 2 Danmark: NyhederneCarina Louise Vallentin - TV 2 Lorry Cecilie Engholm Skov - UddannelsesforbundetChristine Louise Bolt Evers - Røde KorsEmma Sutcu - TV 2 Danmark: NyhederneHelene Louise Hansen - Direktoratet for Kriminalforsorgen Jenny-Josephine O. Vedel - Helsingør DagbladJulie Mia Lerche Møller - Alt for Damerne

Her havnede SDUerne

Store Match DagKarl André Juul Pedersen - Hærens Operative KommandoLine Tornhøj Lektonen - Fyens Stifttidende Lizandra Pultz Nielsen - Nordisk FilmMaria Jeanette Larsen - DR SydMarlene U. C. Andreasen - Fagbladet 3FNatascha Fredtoft Kalika - JydskeVestkystenRune Jensen Heidtmann - Fyens StifttidendeSarah Andersen - Jyllands- PostenSigne Ohayv Aarestrup - PolitikenSofie Dalgaard - Radio 24syv/ UdenrigsministerietStefan Hvenegaard Sørensen - DR Nyhederne Stine Buch Jacobsen - Reuters FinansSøren Riisøe-Hansen - JydskeVestkystenTanja Pinderup - TV 2 Danmark: Nyhederne

Der var både panik og forløsning blandt SDUerne i år. Mest af alt det sidste. Der blev kysset, krammet og spist KaJO-kage.Snus lidt til stemningen her.:

Det er ikke kun hos de praktik-søgende, der er spænding inden og under Store Match Dag. Se med, når vi følger Fyns Amts Avis i søgen på to praktikanter.

Mads Ellegaard, Christina Nordvang Jensen

Jagt på praktikanter

Glæde og gode råd


Få styr på håndværkerne Vi ser dem hver uge. De hjælper os, når vi er pressede, og de slår ned, når det ikke er godt nok. De er håndværkslærere på 1. semester. Filip Wallberg, Gerd Maria May, Lene Rimestad og Anne Lea Landsted. Men hvad vil de lære os? Hvordan vil de gerne have, at vi ser dem? Og hvad siger de til vores førstehåndsindtryk af dem?Kirstine Østrup, Mette Rønn

»Nej nej, vi behøver ikke at tage billede på for min skyld«, siger Lene Rimestad over Skype. Hun er til konference, og kontakten mellem os er via Skype og et stilstående personbillede af Lene.

Hvilke fordomme tror du, dine studerende havde om dig? »Journalister skal ikke have nogen fordomme. Så de havde ingen«.

Hvad siger du til, at dine studerende ser dig som en moderrolle? »Så har de godt nok nogle mærkelige mødre. Jeg synes, at det er langt ude. Jeg har ikke noget

Lene – Griner, hvor andre tierproblem med at lægge ansigt til en moderrolle. Jeg forstår bare ikke, hvad for nogle mødre I har. Jeg ser ikke mig selv som det. Hvis jeg var jeres mor, så ville jeg være på en helt anden måde«.

Hvordan tror du, at de studerende opfatter dit grin? »Jeg ved godt, at jeg har en høj latter. Sådan har den altid været. Min storebror lukkede mig engang inde i et rum med en maskine, der gen-tog min latter. Det var meget ubehageligt og skræmmende. Jeg griner ofte, og tit når man ikke skal. Jeg tror, at halvdelen af de studerende synes, at jeg er pisse irriterende, når jeg griner, og andre synes, det er herligt«.

Filip – Hård, men blød indeni»Vi kan bare sidde her«, siger Filip Wallberg og peger på et af de runde borde på Medietorvet. »Filip, jeg skal lige spørge dig om noget«. Filip svarer på den studerendes spørgsmål, og vi vender tilbage til interviewet. Larmen og de mange mennesker lader ikke til at forstyrre ham.

Hvad siger du til, at dine studerende synes, at du giver hård kritik? »Jo, jeg er formentlig hård. For eksempel hvis folk kommer med en masse undskyldninger, så gider jeg ikke høre på det. Det kan godt være, at

man skulle hjem og lave noget, og det kan godt være, at man lige ikke kunne få fat i sin kilde, men man må levere, så godt man kan - færdig arbejde. Hvis du ikke er hård og kontant, så er ros ligegyldig«.

Hvad er en god journaliststuderende? »Det er svært at definere en god journalist-studerende. Men grundlæggende skal de være nysgerrige og have lyst til at formidle. Journa-lister er meget alsidige mennesker. Dog elsker jeg allermest, når der er en rapkæftet person, der giver mig tilbage«.

Anne Lea Landsted er en af de første til at svare på vores forespørgsel om et interview. »Hmm, det bliver jo spændende«, skriver hun. Efter vi måtte udsætte interviewet, og efter vi gik forkert af hende, fandt vi endelig ud af en løsning. Det blev over mail, men man kan stadig høre Anne Leas overvejelse, når hun svarer: »Den mest omsorgsfulde? Det må være Lene Rimestad«.

Hvilke fordomme tror du, at dine studerende havde om dig inden studiestart? »Jeg er jo sådan en, der deler vandene. Nogle synes, jeg er fantastisk, andre synes, at jeg er rædselsfuld, så deres forventning lå vel et eller andet sted midt imellem«.

Tror du, der eksisterer en slags æresfrygt blandt dine elever, fordi du har lavet journalistik fra Mellemøsten? »Jeg håber ikke, at der eksisterer en æresfrygt, men det vil da være dejligt, hvis de synes, det er cool – for mig har det i hvert fald været vigtigt at bevare en eller anden forbindelse til virke-ligheden, og min journalistiske virkelighed har været Mellemøsten. Forhåbentlig kan det også være med til at gøre mig til en mere interessant underviser«.

Mange af de studerende synes, at dit ydre virkede meget alvorligt og kontant, hvad siger du til det? »Jeg er meget alvorlig og kontant«.

Anne Lea – Alvorlig og kontant

Gerd – Frisk fra virkeligheden»Ja, luften er lidt trykket herinde – se det kan I skrive om!« foreslår Gerd Maria May. Madpakken og handskerne på bordet bliver hurtigt fjernet, og vi kan sætte os lige, hvor vi vil. Kontoret bærer præg af, at Gerd ikke har haft det i brug i særlig lang tid. Til gengæld opfører hun sig, som om hun har været der længe.

Engageret og sød med sød på, sådan opfatter de studerende dig? »Jeg tror, at det, jeg har levet af i min karriere indtil nu, er mit engagement. Så det er jeg glad for, at de siger. Men sød med sød på. Sådan ser jeg ikke mig selv. Jeg vil sige, at jeg har meget respekt for mine elever. Relationen til mine elever skal være baseret på respekt«.

En nyhedsjingle afslører, at Lene Rimestad har tændt for fjernsynet. Men den bliver hur-tigt sat på mute.

Hvordan vil du have, at de studerende skal op-fatte dig? »Jeg spiller ikke rollespil. Jeg er mig selv på Facebook og i timerne. Jeg er nærværende, og det er det vigtigste for mig«.

Hvad vil du gerne give dine studerende med på vejen? »Evnen til at finde ud af at bruge det bedste i jer selv. I skal have fundet jeres stærke og svage sider, men stadig prøve det svære af«.

Det svar var efterfulgt af en smiley. Vi forestiller os derfor Anne Lea Landsteds dril-ske smil, da hun foreslog os, at vi kunne lave mad og slå græs til gengæld for et sted at sove i skosåleugen.

Hvordan vil du gerne have, at de studerende op-fatter dig? »Den er svær – lad mig sige det på den måde. Hvis de føler sig inspireret og føler, at de lærer noget, så er jeg tilfreds«.

Hvad er en god journaliststuderende? »En god journaliststuderende er nysgerrig, engageret og fair«.

Hvordan vil du gerne have, at dine studerende skal opfatte dig? »Hård, kontant – ærlig og kærlig«.

Hvad skal dine studerende have med fra dine håndværkstimer? »Jeg håber, at jeg har givet dem et godt funda-ment. Jeg tænker ikke, at I er færdige som jour-nalister, når I er færdige. Heller ikke når I har været i praktik. Det er en løbende udvikling«.

Øjenkontakten ruller en tur, og hun griner. »Jeg tænker nogle gange, at jeg er for hård, men det er jeg så ikke«.

Du er den nyeste håndværkslærer. Føler du dig som den nye pige i klassen? »Min fordel er, at jeg kommer direkte fra virkeligheden. Jeg kan huske, hvordan det var at være under pres og ikke kunne producere ideer. I min undervisning fortæller jeg mange anekdoter om virkeligheden. Jeg er bange for, at jeg efter ti år som håndværkslærer har mistet min kontakt til virkeligheden«.

Hvad håber du, at dine studerende får med fra dine håndværkstimer? »Håndværket. Men jeg håber også, at jeg har

tændt ilden i dem, hvis den ikke var der i for-vejen. Jeg er selv blevet journalist, fordi jeg vil gøre verden til et bedre sted at være. Man behøver ikke at ændre hele verden, men mine elever skal have lyst til at gøre en forskel«.

Hvordan scorer man point i dine timer? »Man skal være engageret, kritisk og skæv. Altså ikke på den måde skæv, for så ville jeg få nogle sjove timer foran mig. Man må gerne ud-fordre mig med nye opfattelser og tænke ud af boksen«. Da vi spørger hende, om hun har en afslut-tende kommentar, smiler hun og spreder armene, som om hun skal til at kramme os og siger: »Jeg elsker mit job!«

[email protected]@sdu.dk

� | december 2012 | LIXEN INTERN

Dagbog fra Roeland09:04 Ankomst til Nykøbing og Folketidende. Stanken af roer fylder mine næsebor. Havde godt hørt den skulle være slem, men at det var så overdøvende, at Nykøbings be-folkning nærmest render rundt med en kronisk karamel på overlæben, havde jeg ikke lige set komme.

09:15 Det skal nok gå det her - Jeg har min kritiske historie om Scandic Sugar med i tasken, og jeg er klar til at rydde forsiden. Nyhedsredaktøren tager imod os.

10:05 Nordic Sugar-artiklen er skudt i sænk. Redaktør Jesper Bøgh giver den dødsstødet. Det er mennesker, der er på plakaten. Mennesker på Fal-

ster og Lolland, men uden at skildre dem som beboere i udkantsdan-mark. Efter et halvt år med artikler om Odsherred Kommune og omegn er det ikke lige historier om Udkants-danmark, der trækker mest.

10:06 Jeg har et sidste skud i bøssen. En reportage fra Knuthenborg Safa-ripark. Ikke ligefrem en historie, der vælter en minister, men det kunne da være sjovt at komme ud og se, hvad giraffen laver her om vinteren.

15:58 Har fået tildelt emnet om de ældre på Falster, så nu går jagten ind på den skæve vinkel, der kan få Folketidendes +50-læsere frem i lænestolen. Inden længe bliver kur-

sen sat mod Marielyst og sommer-huset i Kanal 5-kongernes paradis.

17:23 Vi står endelig foran vores lille træsommerhus – vores hjem for fire dage. Og det ér træ, træ og atter træ. Fra gulv til loft. Det eneste sted, der p.t. ikke er træ, er i pejsen. Det skal der meget hurtigt laves om på, for temperaturen når et punkt, der vil få de bæfarvede firserkopper i skabet til at sprænge. Frustrationen over ikke at vide, hvad jeg dog skal give mig i kast med i morgen trænger sig på. Jeg har intet netværk at trække på hernede, så håber virkelig den sydlige vind blæser mig et sted hen.

11:07 Første aftale er i hus! Knuthen-borg Safaripark - Men det kan først blive torsdag morgen. En smule fru-strerende, når vi skal aflevere fredag og gerne ville bruge de andre dage til at skrive.

14:30 De journalistiske antenner slås ud. Efter et nys om en kvindelig older-mand i Marrebæk, der ved en masse, har vi valgt at sætte kursen mod flæk-ken i Folketidendes lånebil.

15:00 Den lokale brugsomdeler sæt-ter os på sporet af den vise oldermand

Petra. Hun skulle eftersigende befinde sig i forsamlingshuset til tirsdagenes kortklub.

15:10 Vi slår døren op til en gammel gymnastiksal fyldt med gråhårede mænd og kvinder, der spiller kort og strikker. Duften af kaffe og cerutter hænger i luften. En kold hånd griber fat i mig. »Du skal da være med til at spille

Whist«. Jeg aner ikke, hvordan man spiller Whist, men jeg vil gerne høre en god historie, og det her er uden tvivl stedet.

15:15 Jeg har spottet en historie, tror jeg. Manden over for hedder Egon, og han har kørt Solskinsbussen i 10 år. En bus, der drives af frivillige og som hjælper de gangbesværede rundt til ar-rangementer på egnen.

15:30 Der er meget mere i den historie end som så, og jeg får lov til at køre med i Solskinsbussen på torsdag efter interviewet i Knuthenborg.

10:00 Researcher lidt, men internet og telefonsignal er helt godnat.

14:00 Tager med en af de andre ind til en vuggestue i Nykøbing for at hjælpe hende med at tage billeder. Æggestokkene roterer en omgang, da et par store brune øjne kigger på mig fra knæhøjde. 07:00 Alarmen på min telefon skæ-

rer sig gennem min barnesøvn. Tem-peraturen har nået frysepunktet og tæerne får kuldechok i det sekund, de titter frem fra dynen. Jeg er ikke et morgenmenneske, og slet ikke når jeg kan se min ånde i soveværelset.

07:45 En venlig sjæl havde bildt os ind, at Knuthenborg Safaripark lå 25 kilometer fra, hvor vi bor. GPSen har fordoblet afstanden og lover os en tur på 58 min. En smule problema-tisk, når vi skal være der om 45.

08:03 Speederen i bund. En køretur her på Falster er som et computer-spil. Roerne triller bogstavelig talt rundt på kørerbanen, mens fasaner render forvildet rundt.

08:11 Hmm… Kan en giraf virkelig få grum halsbetændelse, og hvordan

undgår man, at løven bliver vinter-deprimeret?

09:00 Giraffer har VIRKELIG store øjne. Med ammoniaklugten af giraftis i næsen sætter vi kursen mod gnu-erne på savannen. Terrænkørsel med jeep er ikke at kimse af i en menne-sketom dyrepark. Ej heller ræs mod en af parkens strudse.

11:00 Med Knuthenborg krydset af på listen og en opblussende barne-drøm om dyrepasserjobbet forlader vi stedet. Næste stop: Blomsterhaven og Solskinsbussen.

13:00 Den lille grå bus med en stor påmalet sol på siden står klar på parkeringspladsen. Efter en rund-visning på en meget stille demensaf-deling triller den kære chauffør Egon og jeg af sted.

14:30 Jeg er ellevild over det frivil-lige arbejde Egon lægger i denne bus, og de kvindelige passagerer synes også til at nyde det. Snakketøjet står i hvert fald ikke stille. Den står på svømning i dag, selvom gigten tynger den kropslige udfoldelse og flere af passagererne er født i 20’erne. Men humøret er højt.

15:33 Jeg er totalt høj og smiler over hele femøren. Har netop forladt et af de mest livbekræftende selskaber. Måske er lokaljournalistik slet ikke så slemt.

16:00 Nyhedsredaktørens dom over vores historier var meget pæn. Han så endda ud til at være interesseret i historien om Knuthenborg. Vi kan højst sandsynligt forvente at få noget i avisen i løbet af de næste par lør-dage. Nu er der ikke andet at gøre end at krydse fingre for at ugens ar-bejde har båret frugt.

Vi fik ikke et gratis sted at bo, vi

Mandag

Tirsdag

Onsdag

Torsdag

Fredagkunne ikke poste lige så mange seje artikler med vores bylines på Face-book - og det redaktionelle arbejde, som vi har fået indblik i kan ligge på et meget lille sted. Men vi har i hvert fald hygget os. Og hvis bare en brøk-del af de 55.000 mennesker, der hver dag læser Folketidende får øjnene op for Egon og Solskinsbussen, så er jeg sgu godt tilfreds.

[email protected]

Skosåleuge anno 2012Maria Rye


Der var engang et skoleblad

”Jeg tror bare, vi trængte til noget lir som en modvægt til studiet, der var ret ambitiøst og lidt selvhøjtideligt Nina Frank, chefredaktør 1999

”Vi sammenlignede os med Illustreret Bunker. De udkom jo både på avispapir og i farver! Lea Korsgaard, chefredaktør 2002

Han hedder Dan. Fyren, der knytter næverne og viser tænder. Året er 1999. Formatet A4. Senere er det mediestjernerne Tantholdt og Terkelsen, der kommer til at pryde Lixens forsider. Men det er først

Christine Brink

langt senere. Forsiden er sorthvid, de eneste toner, der kan trykkes i kælderen på Syddansk Universitet, hvor chefre-daktør Nina Frank har plaget om at få trykt avisen gratis. Rubrikken på forsiden ”Frem med cyklerne: Dan fører an” henviser til en feature om Dans cykeltur hjem fra Medietorvet. Og det er netop sådan en historie, der skal være plads til i Center for Jour-

nalistiks nye studieblad, LiX+LiR. Ambitionen er at skabe et åndehul, hvor du i bunken af opgaver om NATO og Polen og ulæste sider om den tera-peutiske journalist bliver inspireret til det, studenterlivet i virkeligheden handler om: Meningsrusk, sproglig sanseglæde og et godt grin, skriver Nina Frank i avisens første leder. Hun er ansvarshavende ”konTrold” – en uhøjtidelig titel, der signalerer

en kontrast til den nystartede aka-demiske journalistuddannelse.

Fra lir til lixI 2002 har avisens nye chefredaktør Lea Korsgaard en snak med cen-terleder Jørn Henrik Petersen. ”Det der studieblad må I sim-pelthen få noget bedre ud af. Her går vi og bryster os af at være Danmarks bedste journalistuddannelse, og så

hedder bladet LiX+LiR”, lød melding-en nogenlunde fra centerlederen, der var kendt for ikke at lægge fingre imellem. Jørn Henrik Petersen ville poste penge i LiX+LiR, hvis bladet til gengæld blev mere seriøst. Så det blev det. Avisen skiftede navn til Lixen, og indholdet ændrede karakter. »LiX+LiR levede ikke op til de

” Jørn Henrik Petersen (centerleder, red.) kom engang og sagde ”jeres blad ligner Kong Volmers røv i stormvejr”, men han ville ikke sponsorere et nyt layout, selvom jeg plagede. I stedet fik jeg kørt Prodigy-baben Lea Korsgaard ind som min efterfølger, fordi hun sikkert ville kunne charme penge ud af institutlederen Peter Astrup, chefredaktør 2001

” Vi flirtede med tanken om at have en DJH-korrespondent Mads Kolby, chefredaktør 2008

”

Vi havde en forestilling om, at alle i branchen læste Lixen. Da vi kom ud i praktik, fandt vi ud af, at ingen vidste, hvad Lixen var Camilla Høy-Jensen, chefredaktør 2004

Lixen har gravet efter guld i gemmerne og kan konstatere, at studieavisens layout er blevet ændret lige så ofte, som de forskellige chefredaktører har indtaget avisen. Tag med tilbage til dengang, det hele begyndte.

10 | december 2012 | LIXEN

målsætninger og ambitioner, vi havde for bladet. Det lugtede mere af gossip, såsom hvem der havde kysset hinanden i weekenden, end kritisk journalistik«, fortæller Lea Korsgaard, mens hun i dag griner af, hvordan den nye redaktion tog sig selv meget seriøst. Det nye navn var dog ikke stærkt nok, mente chefredaktør i 2005, Jakob Sorgenfri Kjær, der udskrev en navnekonkurrence i redaktionens første nummer. »Lixen er jo i grunden et tåbeligt navn. Det sender et højpandet og akademisk signal«, forklarer Jakob Sorgenfri Kjær i dag. Han husker ingen af de navne, som kom på banen, men erkender, at det var svært at ændre på gamle vaner. Navneændringen mødte især kri-tik fra den ældre årgang, og Lixen forblev Lixen.

Putin pegerIndtil 2003 blev den kommende chef-redaktør udpeget af den afgående redaktion. »Haha, nej, der var ikke noget, der hed kampvalg. Man blev bare prik-ket på skulderen, og så havde vi nogle skumle samtaler i mit køkken, der var Borgen værdigt. Det var jo Rusland på den måde!« fortæller Lea Korsgaard. Hun prikkede Elisabeth Arnsdorf Haslund, men det blev ikke uden kamp. Til et valgmøde dukker yder-ligere to kandidater op, og Lixen bliver for første gang i avisens histo-rie demokratisk. »Lige pludselig var der kampvalg, og så skulle vi stå og formulere, hvad vores visioner var med bladet«, siger Elisabeth Arnsdorf Haslund, der trods den uventede valgtale blev chefredaktør. På demokratisk vis. Hun ville ikke overraskende fortsætte den seriøse linje. Et man-tra, der går igen hos flere af de chef-redaktører, Lixen har talt med. Alle ville være mere seriøse og i høj grad mere kritiske. I flere år var der kun en enkelt chefredaktør på avisen. Men i 2008 beslutter tre chefkandidater at slå sig sammen. Det bliver startskud-det til en ny æra, hvor chefredaktør-

ansvaret bliver delt mellem to eller tre personer.

A4 med mereMed økonomisk støtte fra KaJO og annoncører som Albani og Fionia Bank skifter Lixen i 2004 udseende. Redaktionen skrotter skolebladsfor-matet til fordel for den tabloide stør-relse, som avisen stadig udkommer i, og bladet udkommer for første gang i farver på udvalgte sider. Men Lixens layoutændring fik be-tydning for økonomien. Det gratis trykkeri på Syddansk Universitet blev skiftet ud med et professionelt, og det kostede penge. Svante Karlshøj Ipsen fortæller, at han som chefredaktør i 2007 til stor irritation brugte det meste af sin tid på at sælge annoncer til alt fra Albani til odenseanske cykelhandlere. »Man solgte annoncer, som ingen gad at have. Det var virkelig spild af tid«, siger han. Svante Karlshøj Ipsens sidste hand-ling som chefredaktør var derfor at banke på hos daværende centerleder Troels Mylenberg og bede om flere penge, så avisen kunne løbe rundt. Mylenberg åbnede pengekassen, og Lixens proklamerede økonomiske uafhængighed blev tilsidesat. Til gengæld var avisen ikke længere af-hængig af Albani, og de odenseanske cykelsmede slap for chefredak-tørernes chikane.

Cyklisk forandring At bladre i Lixen er ikke som at møde en gammel ven. I hvert fald ikke hvis man kigger på layoutet, der har ændret udseende lige så ofte, som chefredaktionen er blevet udskiftet. »På en måde er det tåbeligt. I stedet for at have et ens udtryk, så folk kan genkende avisen, mister man genkendeligheden«, siger Mads Kolby, chefredaktør 2008, mens han smilende tilføjer, at hans redaktion naturligvis også ændrede layoutet til det bedre. Men noget skal der også ændres, når historier om praktik og panik er sikre gengangere. »I min gamle redaktion joker vi med, hvornår det næste Martin Krasnik-portræt kommer. Det er

”

Vi fik to studerende fra Aarhus til at skrive om, hvordan fagbladet Journalisten havde plagieret en Lixen-historie. Det var totalt navlepilleri, men det var ret sjovt og skabte meget debat – også på Journalistens hjemmeside Johan Bertil Winther, chefredaktør 2009

Grønt. I 2004 bliver Lixen for første gang udgivet i farver. Redaktionen kunne vælge mellem et udvalg af farver, da der ikke var råd til at trykke bladet i fuld farve, fortæller chefredaktør Camilla Høy-Jensen. Det forklarer den markante brug af grøn farve. Foto: Arkiv

LiX+LiR 2000 LiX+LiR 2001 Lixen 2002 Lixen 2003

INTERN

LIXEN | december 2012 | 11

noget tid siden, der har været et«, griner Mads Kolby. Efterhånden bliver Lixen en del af mediebranchen. Sektionerne bliver indført, en magasinidé om portræt på forsiden bliver udført. Bladet kom-mer på Infomedia i 2008 - samme år som avisen udkommer med farver på alle sider. Layoutere leger med Lixens logo, der skifter farve fra grå til sort til blå - og tilbage igen. Fag-bladet Journalisten citerer, og en en-kelt gang plagierer, bladets artikler, og i 2010 er Lixen tilsyneladende en så integreret del af studiet, at spørgsmålet ’Hvad hedder Center for Journalistiks studieavis?’ sniger sig med i årets videnstest. I forrige måned sluttede valg-kampen mellem fire hold chefre-daktørkandidater. Flere af dem lagde vægt på, at Lixen skulle udnytte sit flermediale potentiale. ”Lixen skal ikke bare være en avis. Lixen skal være et medie”, lød nogle af de mange valgslogans. I øvrigt en ambition flere tidligere redaktioner har haft, men ikke magtet at løfte. Fra januar 2013 får pleje-barnet Lixen nye forældre, når Søren Martin Olsen og Carl-Emil Søe overtager posterne som chefredak-tører.

[email protected]

”

I en rødvinsbrandert skrev vi i en indledning til fokussektionen, at ”vi stak termometeret op i røven på medierne”. Da nogle fra den gamle redaktion sagde, at det kunne man altså ikke skrive, tror jeg, det gik op for os, at vi faktisk var ved at lave en rigtig avis Simone Agger, chefredaktør 2011

” Hjemmesiden lignede jo noget, der var løgn. Sådan som jeg husker det, kørte vi den reelt ikke. Jeg tror faktisk, vi opgav den Svante Karlshøj Ipsen, chefredaktør 2007

”Portrættet skulle være et fast element i avisen Rasmus Dam Nielsen, chefredaktør 2006

”

Jeg konfronterede engang en chefredaktør med, at han var medlem af Socialdemokratiet. Han truede os med advokater og injuriesag, hvis vi trykte det Jakob Sorgenfri Kjær, chefredaktør 2005

”

Liren og alt det poppede stof kunne man få i Chili og Tjek. Det var ikke det, vi skulle tage os af som studieblad. Så vi fortsatte den seriøse linje Elisabeth Arnsdorf Haslund, chefredaktør 2003

” Vi oprettede LiX+LiRs hjemmeside. Det var ikke alle, er lige havde sådan en dengang Nina Møller, chefredaktør 2000

”

Vi legede med ideen om at gøre Lixen mere magasin-agtig. Derfor satte vi portrættet på forsiden i nogle af numrene Lise Karlshøj Ipsen, chefredaktør 2010

Farver. Siden Lixen fik annoncekroner og KaJO-støtte til tryk og skiftede til tabloidformatet i 2004, har der været farve på avisens sider. Indtil 2007 var der dog kun farver på udvalgte sider i avisen, da det var for dyrt at trykke farver på alle sammen. Siden 2008 har det været muligt at have farver på alle sider. Foto: Lixens og Center for Journalistiks arkiv

Lixen 2005 Lixen 2006 Lixen 2007 Lixen 2008

Lixen 2009 Lixen 2010 Lixen 2011 Lixen 2012

INTERN

12 | december 2012 | LIXEN FOKUS: BAG OM...

Man træder ind, og man får øje på den med det samme. Kæmpe-kolossen. Det er svært at forestille sig, at den ikke altid har stået lige der. Med betonrødder tårner den sig op i midten af kæmpehallen og fylder alt overskydende plads ud med tyk tryksværte-lugt, så blækket hænger sig dryppende i næsehårene på gæster, der indtrænger. De ar-bejder på at koble den til kabler og ledninger. Man vil vække den til live. Igen i nat, som man gør det hver nat, når alle fra de sideliggende bygninger er gået hjem, og parkerings-pladsen

Tekst og foto: Kristian Corfixen

udenfor kun er klatvis besat. Slatvis klemmer og kiler aften-tågen sig skjult ind igennem spræk-ker oppe under loftet, men bliver afsløret i bagholdsangreb af lys-stofrørene, der hænger så højt, at de kun kan nås med specielfremstil-lede stiger. Alt, der er i rørehøjde, er smurt ind i sort tryksværte. Og så mærker man varmen. En summen erstattes af et brøl. Et uaf-sløret sted i hallen har et tryk på en lille plastikknap sendt impulser til dyret: Det vågner. Stille og uroligt. Pulsen stiger i mekaniske ryk. Metal-trykkeriets tandhjul skærer tænder, og den store hal, der omfavner den tonstunge jernkolos, runger og rys-ter aftenduggen af sig. Hvide avisruller ligger klar på

Når trykkeriet vågnerFeature:

række. Maskineriet accelerer. Og snart vil det bide sig fast i en løs ende, rive papiret i sig, sjaske tryk-sværte på siderne og spytte dem ud i rektangulære, sidemærkede flænser med overskrifter. Jens Pedersen står beskyttet i sit glasbur, og han betragter gennem den fedtede, vibrerende glasrude sit etagehøje dyr, der vågner. Her-inde bliver det metalliske trykkeri-skrigeri dulmet. Det er snart midnat, og han er mødt på arbejde for et par timer siden. Og som en kaptajn står han foran sit knaphav, betragter de små øer, der blinker, og gnider sig i ansigtet, så den blå tryksværte fra fingrene forsvinder ind i rynkerne. I hans verden eksisterer fire farver: Blå, rød, gul og sort. Den 61-

årige Jens Pedersen sørger for, at farverne blandes i en tryksværte-blanding på avissiderne inde i tryk-kermaskineriets indvolde. Han sørger for, at billedernes øjen-farver bliver præcise, og at Netto-annoncerne forsvinder lysende gule ud af den mørke trykkerihal og ud i natten. Op imod 60.000 aviser minder ham om, at det er onsdag i morgen. De flagrer febrilsk rundt un-der loftet, båret af klips på rækker, og konstant opbryder han geleddet og tager et udpluk ud af avisrækken. I de sene timer er avisen kun nattens og hans, og rutineret gennemsøger han avisen for trykfejl. Han læser ikke, men kigger, og som hvis han kunne se med fingerspidserne, suser de rå håndflader over de dampende

sektioner og registrerer farvefejl mellem bogstaverne. Han er bange for, at de en dag vil aflive dyret; slå kablerne fra og lade metallet blive koldt. De snakker om det i krogene, men han bliver over-bevist om det modsatte, når han lytter til papiret om morgenen, der knaser om kap med kaffemaskinen derhjemme. »Det kan folk da ikke undvære«, siger han, og gnider uroligt sine ryn-ker, som om han prøver at glatte dem ud. Han peger gennem glasruden på maskineriet og efterlader et fedtet sigtekorn på glasruden med sin fin-ger: »Og den der. Den kan man aldrig slå ihjel«.

[email protected]

LIXEN | december 2012 | 1� FOKUS: BAG OM...

Jingle -nyt Lixen Lir

Bag om en gammel kending

Normalt har en avis ikke en introjingle. Men vores læsere skal da ikke snydes for de lækre toner af Lixen. Derfor har vi besluttet os for at skabe en Lixenjingle.

Christine Randa

Lixen har fået jingleforsker, Torben Sangild, til at indvie os i arbejdspro-cessen, der ligger bag tilblivelsen af en jingle. Der er tre muligheder, når man skal anskaffe sig en jingle. Enten bestiller man en jingle hos en decideret jinglekomponist, altså en der laver reklamemusik, jinglemusik og lyddesign. Eller også beder man en musiker eller en komponist om at lave en jingle. Er økonomien lidt stram, og skal det hele gå lidt hurtigt, kan man lave jinglen selv af nogle arkivklip, som man så klipper sammen med noget nyt. Ifølge Torben Sangild er den variant mere almindelig, end man skulle tro.

Blachman og fast lyddesignerPå P1 har man fået komponist Thomas Blachman til at stå for kanalens lyddesign. Og Thomas Blachman har faktisk for en måneds tid siden afleveret en opdatering af designet. Han havde fået til op-gave at tage afsæt i kanalens faste kendingsmelodi siden 1931 – Drømte mig en drøm i nat. »Den opgave har han løst kreativt ved at bruge stykker af melodien og ladet den få et elektronisk udtryk som en bold, der hopper, eller en kugle, der bliver slået rundt i et flip-perspil. Designet bruges primært rundt om P1s programmer og P1s radioavis«, fortæller P1s kanalchef, Anders Kinch-Jensen. Jinglerne til P1s 50 faste programmer er lavet af vidt for-skellige professio-nelle komponister og lyddesignere og er på bestilling fra den enkelte redaktion ud fra et oplæg. På P3 har man en lyddesigner fast ansat til at skabe et gennemgående lydunivers med hjælp fra kom-ponister og musikere eller gamle arkivklip.

Jingle til LixenI vores tilfælde har vi hverken al-

lieret os med X-faktordommere eller fuldtidskreative excentrikere, men vores egen Simon Johansen fra 3. semester. Han skal lave en jingle til Lixen på baggrund af et interview med chefredaktørerne Christine Brink og Kristian Corfixen. For det er, ifølge Torben Sangild, så-dan det fungerer ude i den virkelige verden. Chefredaktører og eventuelle PR-folk holder et møde med kom-ponisten om, hvilken karakter pro-grammet har, og hvad man ønsker, at jinglen skal signalere. Vi prøver altså gennem et inter-view at finde Lixens karakter og finde nogle karakteriserende ord, som Simon Johansen kan arbejde videre med.

Uddrag af Interview:Hvilke nøgleord ville du bruge til at karakterisere Lixen ? Christine Brink: »Den er kritisk. Der er noget fælleskab over den, og noget kant. Så er der kontrasten mel-lem det unge og gamle – de stude-rende og institutionen og kontrasten mellem det ambitiøse og sjove. Derudover er der noget nærhed – vi kender vores læsere. Og så er avisen ret kreativ«. Kristian Corfixen: »Lixen er eks-perimenterende, ung, uafhængig, studieorienteret, en legeplads, frisk, kritisk, konstruktiv og en mulighed

for at skrive noget under sin uddan-nelse, som bliver trykt«.

Et lydlogoDe karakteriserende

ord, beskrivelser og kontraster, vi har fundet frem til, skal

komponisten nu om-danne til lyd. For hvor-

dan lyder journalistik, kant, ungt, gammelt, kritisk

og så videre? Komponisten skal altså lade sig inspirere af de ord og beskriv-elser, vi har fundet frem til. Det arbejde, der er med at lave en jingle, er lidt det samme, som når man laver et logo til sin avis. »En jingle svarer til en avis’ logo. Informations logo har for ek-sempel en lille prik over i’et, som jo signalerer, at de er en lille smule røde, men også at de er en lille smule frække og sætter hatten på sned. Når du laver et logo, så er det sådan set de samme overvejelser, du har, som når du laver en jingle. Jinglen er nærmest et logo«, forklarer jingleforsker Torben Sangild. Og hvorfor nøjes med et printet logo, når man også kan få et lydlogo? Filip Wallberg efterspørger innova-tion. Her får han og alle jer andre en barcode, som leder jer hen til Lixens spritnye jingle.

Komponistens tankerMen først giver Simon Johansen lige jinglen nogle ord med på vejen: »Lixen er ikke et tidløst medie. Hvert år skiftes redaktionen ud, og avisen får et nyt ansigt. Men redaktionen har dog i det ene år fuld kontrol over Lixen og har samtidig mulighed for at sætte avisens dagsorden. På den måde præger Lixen altid studiet - bare på forskellig vis«, forklarer komponisten og fortsætter: »Jinglens genre blev dancehall, fordi den, som Lixen, heller ikke er en tidsløs genre. Den har et stærkt greb om den danske ungdom i øjeblikket, men om et år vil det højst sandsyn-ligt være anderledes. Samtidig er dancehall en skæv genre, fordi den slet ikke har noget at gøre med dansk musiktradition. Alligevel fun-gerer den dog. På samme vis kan Lix-ens artikler være skæve, men allige-vel passe til det gamle avisformat«. Anders Johannsen fra 3. semester har lagt vokal på jinglen.

[email protected]

Jinglen – den lille kendingsmelodi er en fastgroet del af radio-ens lydbillede. Men alligevel ved vi ikke særlig meget om den. Det hjælper verdens eneste jingleforsker, P1s kanalchef og chefen for P3 os med at ændre på.

Christine Randa

Du er ikke i tvivl – der er Radioavis om cirka fem sekunder, når de fanfa-reinspirerede toner rammer dine ører. Det er ikke tid til at klappe hælene sammen men til at spidse ører. Tonerne er efterhånden blevet en så inkorporeret del af radioens lydbillede, at vi knap nok bemærker dem. Hvis du i gennemsnit hører Radioavisen tre gange dagligt, hører du årligt Radioavisens in-trojingle 1095 gange eller cirka halvanden time. Men på trods af de

små melodiers plads i soundtracket til vores hverdag, så er vores kend-skab til dem mere end begrænset. Det kan Torben Sangild, forsker ved Institut for Kunst- og Kultur-videnskab, Københavns Universitet, P1s kanalchef, Anders Kinch-Jensen og chef for P3, Christian Ottenheim nu råde bod på.

Kært barn har mange navneEn jingle er en lydbid, der indrammer et radio- eller tv-program. Man kan sige, at den har samme status som et bogomslag eller et pladecover. »Der er fire typer jingles. Station-id’en, introen, skilleren og outroen«, forklarer Torben Sangild, verdens, så vidt man ved, eneste jingleforsker.

Station-id’en gør lytteren op-mærksom på, hvilken kanal han eller hun lytter til. Introen er til for at markere, at der er et nyt

program, der begynder, og sig-nalerer samtidig, hvilket pro-

gram det er, man skal til at lytte til. Skillerne kommer undervejs i et program. De er

ofte ret korte og giver enten en pause eller indikerer et skift af for eksempel emne. Outroen er

til for at indikere, at programmet er slut.

Fuld af fundamentale funktioner Danmarks Radio er en af storfor-brugerne af jingler. Ifølge kanalchef på P1, Anders Kinch-Jensen, skyldes det netop jinglens mange funktioner. »Vi bruger et lyddesign, der over-ordnet siger ”P1”, men vi opererer også med nogle meget korte stykker.

Nogle bruges som indholdsmæs-sige ”kommaer” i et program-flow, som signalerer, at der nu

kommer mere af samme skuffe, mens andre er ”punktummer”, der

runder af og signalerer, at vi skal til noget andet. Men lytterne skal ikke høre det eller forstå det, allerhøjst fornemme det«, fortæller kanal-chefen. Chef for P3, Christian Ottenheim, tilføjer: »Generelt kan man sige, at jingler er et formmæssigt virkemiddel, somman bruger i radioproduk-tionen for at hjælpe lytterne på vej i den rigtige retning«.

Et vigtigt værktøj De små musikbidder er altså en integreret del af radioens sprog, og hos DR prioriterer man jinglerne højt. »Jinglerne er meget vigtige og en fast del af skabelsen af alle nye programmer«, fortæller Christian Ottenheim. P1s Anders Kinch-Jensen uddyber:

»Vi lægger meget vægt på, at hvert program har sin egen signatur, så de fungerer optimalt i forhold til ind-hold, form, udtryk og vært«. Jinglerne giver nem-lig et radioprogram personlighed. »En nyhedsjingle har én karakter, en børneprograms-jingle har en an-den karakter, og en P1-programsjingle har en tredje ka-rakter. Jinglen signalerer, hvad det er for et program, man lytter til«, siger Torben Sangild og fortæller, at jinglen på de fem sekunder når at sende en energi af sted. Men det er ikke det eneste, der sendes af sted i dansende lydbølger til lytteren. »Jingler bruges også til at anslå en stemning i et program - til at signalere alvor og seriøsitet eller det modsatte«, siger P3s Christian Ottenheim. Anders Kinch-Jensen er enig, men tilføjer, at jinglerne også skal skabe struktur, genkendelighed og dynamik. »Det overordnede lyddesign skal få folk til at mærke, hvilken kanal de har tændt for uden, at vi skal sige P1 hele tiden. Jinglerne gør det ikke alene, men de skal have en naturlig sammenhæng med kanalens lyd, tempo og stemning«, forklarer

han og eksemplificerer: »Når jeg for eksempel lytter til en udenlandsk radiostation på et sprog, jeg ikke forstår, så kan jeg fornemme en række indholdsmæssige valg alene på lyddesignet, hvis det er godt lavet«. Og hvis jinglerne er godt lavet, så skaber det, ifølge Christian Ottenheim, et flow. »Generelt skaber jinglerne det, man i radiosprog kalder flow – som har til formål at give lytteren en fornem-melse af, at udsendelsen flyder af sted«, fortæller han. Flere jinglerDer er altså rigeligt med fordele ved at bruge jingler. Og hver af P1s 50 faste programmer har da også sine egne, selvstændige lyddesigns og

jingler. Men der er radio-programmer, som ikke har jingler. Blandt andet nogle musikprogrammer på P3 og

de kommercielle kanaler. Her starter man typisk på et stykke musik i stedet. Men ellers lever jinglen stadig i bedste velgående.

»Der er faktisk flere jingler end nogensinde før«, konstaterer Torben Sangild.

[email protected]

Når trykkeriet vågner

1� | december 2012 | LIXEN FOKUS: BAG OM...

Kort over Borgen- Sådan navigerer du som Christiansborg-journalist

Lixen er gået bag om Borgen og giver dig et kort over, hvordan du navigerer rundt i magtens korridorer. Den garvede Christiansborg-journalist på Berlingske Peter Burhøi forklarer reglerne bag de tykke mure og giver dig et overblik over, hvor du møder politikerne, om Snapstinget stadig er ”the place to be” og meget mere.

Maria Arcel

Snapstinget

»Her sidder vi og spiser frokost sammen, men grundlæggende spiser vi oftest sammen med andre journalister. Jeg har ikke nogen fornem-melse af, at Snapstinget er noget omdrejningspunkt for historier og politisk journalistik overhovedet. Det har det været i gamle dage, hvor de sad og drak bajere og røg smøger. Nu spiser folk hurtigt deres fro-kost og forsvinder ud igen. Snapstinget er lidt et helle. Man skal ikke glemme, at de fleste folketingspolitikere er så utroligt lette at få fat på, så hvorfor forstyrre dem i deres frokostpause. Der er ikke nogen svær tilgang til politikerne i Danmark, den er enormt åben. Og det er den især på Borgen, fordi vi sidder fysisk tæt sammen«.

Redaktionslokalet

»Berlingskes redaktionslokale ligger på tredje sal, helt ude i en af længerne i selve hovedbygningen. Vi kalder det Sibirien, fordi det ligger så langt væk. Der sidder vi en 5-6 journalister. Journalisterne er spredt ud over hele Borgen. Nogle sidder i kælderen, nogle på tredje sal ligesom os, og andre sidder i rovianthuset. Vi sidder deroppe sammen med Ekstra Bladet, Nordjyske Medier og Fyens Stiftstidende. Men vi bor også side om side med politikerne - Politiken bor for eksempel lige midt i mellem SF og Liberal Alliance. Det er sjældent, vi ser politikere på vores redaktion, fordi de ikke selv pusher deres egne historier - det har de som regel folk til. Nu sidder vi tilfældigvis meget tæt på en række socialdemokrater og konservative, så de kommer selvfølgelig oftere op forbi os, fordi de er tæt på. Nogle kommer bare for at låne dagens avis – det er på det niveau, fordi vi møder dem hver dag. I redaktionslokalet holder vi vores redak-tionsmøder og sidder og skriver«.

Gangene

»Når man træder ind på Christiansborg om morgenen, starter arbejdsdagen allerede der. Hvis du er i gang med en historie om noget finans, og du for eksem-pel støder på Venstres finansordfører, Peter Christensen, så taler du jo løbende med ham. Altså ”Hvordan går det?”, ”Hvad er I på vej med?”, og ”Hvad mener I om den og den sag?” Til at starte med er det til baggrundsviden, og så på et tidspunkt kan man spørge ham, om han vil sige det til citat, så man kan skrive det i avisen. Som regel vil alle vores dage begynde med et morgenmøde kl. 10 om morgenen i redaktionslokalet for at finde ud af, hvad der skal ske, og hvad vi skal dække. Bagefter går vi så ud med en blok og en optager i hånden og taler med politikerne på gangene og på deres kontorer i en times tid. Og alt efter hvilken historie, vi skriver, går vi rundt og banker på de politiske ordføreres døre. Det er jo meget logisk, at vi gør det, fordi vi sidder så tæt på dem. Det er jo de færreste journalister, der sidder ansigt til ansigt med deres kilder på den måde, så det er udgangspunktet, at vi hellere vil gå rundt og møde folk end at ringe til dem«.

Ordførerneskontorer

»Hvis vi laver en meget kritisk historie, som vi synes er god, vil vi jo sjældent tale med folk på gangene, fordi der er andre journalister, som kan høre historien. Så går vi som regel ind på deres kontorer. Det er nogle gange lidt svært for andre journalister at forstå, at man bare banker på døren til et kontor og går ind og snakker om vind og vejr. Men det er faktisk måden, man generelt gør det på her på Borgen. Hvis der nu er en folkeskolereform på vej, så vil jeg fra nu af og den næste uge banke på hos personen og spørge, hvad der sker på det område. Jeg vil ikke gå ind og starte den samtale med at sige: ”Til citat, hvordan mener du den danske folkeskole skal være?”. Man skal ligesom finde historien først, og det gør vi gennem samtaler med politikerne på deres kontorer. Vi er interesserede i at få historier, og de er interesserede i, at der kommer noget i aviserne. På den måde er vi jo sammen om den fælles ambition. Jeg synes, vi har et meget naturligt forhold til kilderne herinde. Nogle kender dem ganske godt efter mange år på Borgen, og man taler med dem om alt mellem himmel og jord«.

Ministerierne

»Det fungerer anderledes med ministrene. De sidder jo i ministerierne, og der kan vi ikke bare lige komme ind. Der går den enten igennem selve ministeriet og deres pressechef eller ministerens særlige rådgiver. Vi kan ikke ringe direkte til ministrene på den måde, som vi ofte gør med folketingspolitikerne, da der er sat det her værn op, som beskytter dem. Det er normalt ikke sindssygt svært at få fat på ministrene, når vi ringer til deres rådgivere. Men vi ringer jo heller ikke til dem for et godt ord - det skal være en historie af en hvis størrelse, før vi vil begynde at prøve at få en minister på. Vi skal heller ikke forstyrre dem unødigt. De har også andet, som de skal lave«.

Folketings-salen

»En genvej til ministrene er at tjekke, hvornår de er i Folketingssalen. Så stiller vi os op, før de går ind, eller når de kommer ud, og så laver vi sådan et ad hoc interview, fordi der ikke er en særlig rådgiver, der kan komme ind i mellem. Vi stopper dem jo bare lige meget, hvor de er, lige-som hvis de går rundt på gangene. Det gør de jo ind i mellem, og de er ikke fredet, så vi går bare til dem. Der er ikke noget der«.

Rygekabinerne

»Mange af dem, der ryger, får mange gode historier, fordi ret mange af poli-tikerne også ryger. Der er jo kommet rygekabiner på Borgen, og der står mange. Så det kan betale sig at begynde at ryge, hvis man skal have de gode hi-storier. For eksempel er det en smart genvej, hvis man vil tale med Lars Løkke – han ryger hele tiden. Jeg tror, det er fordi, der skabes sådan et rum for sam-tale over en cigaret, som er mere løs, end hvis man sidder i et interview«.

LIXEN | december 2012 | 1�PORTRÆT

- Sådan navigerer du som Christiansborg-journalistEn tidsautist i tre verdener

Vi møder ham på grænsen mellem hans to verdener. Ved et cafébord på Kaffesalonen, hvor de københavnske søer spejler sig i vinduespar-tiet og afslutter Nørrebro. Caféen betegner Peter Bro som sit arbejdsværelse. Den ligger midt imellem Københavns Hovedbanegård og hans lejlighed, og det er her, han får sin mælk i kaffen og bruger adskillige timer på møder og vejledning af studerende. Så ofte, at han tror, café-personalet mistænker ham for at være en ivrig, biseksuel dater. Peter Bro ankommer kl. 9.04. I hans Nørrebro-lejlighed ringede vækkeuret kl. 6.34 i morges kun få hundrede meter herfra, og han har netop afleveret sine to sønner i daginstitu-tioner. »Normalt står jeg op kl. 5.24. Jeg ved godt, det lyder psykotisk, men jeg har noget særligt med minuttal. Eksempelvis giver 6.34 eller 6.49 mening og virker særlig godt. Fire-, ni- og to-taller. De er gode«, fortæller han. Med et tilfældigt tag sætter han det altid til-bagestrøgne hår tilbage og på plads efter cykel-turen, og nærmest som var det kalkuleret falder en hårtot i hak i midten af panden, da center-lederen sætter sig ved cafébordet. På sin skjorte tillader den øverste, åbne knap, at ordene kan komme uhindret og velvalgte. En egenskab, der er karakteristisk for Peter Bro, hvad enten han udtaler sig til citat eller forelæser for 300-400 mennesker i et auditorium. Flere år i kommuni-kationsbranchen har tydeligvis formet ham til en kommunikatør, hvis sætninger står klarere end den kaffekop-klirren, man finder på en københavnsk café en mandag formiddag.

Et tog som mellemledUden for cafeen står centerlederens cykel med påmonteret barnesæde parkeret i cykel-stativet. Den er beregnet til otte minutters kør-sel til Hovedbanegården og en efterfølgende togafgang til arbejdet på den anden side af Storebælt. Som regel er Peter Bro med morgentoget kl. 6.50. Toget er hans mellemled mellem livet på Nørrebro og arbejdet i Odense, som han beskriver som to forskellige verdener. »Det tror jeg er en kvalitet, jeg sådan har opøvet efterhånden. I mit liv giver det enormt god mening, at der netop er de der tre verde-ner«. DSB-kupeen er hans tredje. Centerlederen fortæller, at han, inspireret af hovedpersonen Dale Cooper fra tv-serien Twin Peaks, forsøger at give sig selv en gave hver dag.

Når der slås skår i den Peter Bro, de fleste på Medietorvet kender, dukker der en anden person op fra Nørrebro. Han lever nemlig i flere verdener - hans verden hjemme i Køben-havn og centerlederrollen i Odense. Barrieren mellem de to skal helst ikke krakelere. Eller smadres.

»Og det prøver jeg at huske. Som oftest er det i forbindelse med de togture, mellemperi-oden, som er noget, jeg for alvor nyder. At du har en time hver dag, hvor du i virkeligheden bare slukker mobilen og sidder og gør, hvad der passer dig. Om det så er at læse eller skrive«. Men gør du det? Slukker du mobilen? Peter Bro holder for første gang, siden han ankom til caféen, en tænkepause. Et uvant ”øh” sniger sig ind i talestrømmen. Hvor tit slukker du din telefon, Peter? »Ikke specielt meget, når du spørger så di-rekte. Jeg har været bedre til det tidligere. Men jeg tror, at det er noget af det, der har fulgt med centerlederstillingen. Der er altid lige en tele-fonopringning og en sms, der skal klares. Men hvis jeg slukker den, så er det i toget – når det endelig sker«. I timerne på togsædet forsøger Peter Bro at trække stikket ud. Både på elektroniske appa-rater med sendesignal, men også mentalt, in-den han skal indtage en centerleder, ven- eller far-rolle afhængigt af postnummeret.

Med Nørrebro slået til Peter Bro forbinder København med familie og venner. Han forbinder det med at skrive tekster, der ikke har et fagligt fokus, med en til to løbeture om ugen, og to håndvægte, som han selv beskriver som verdens letteste. Op mod weekenden kan han godt lide at drikke et par øl med hans venner på stamstedet Bibendum i Indre By, og nogle gange ser han en Champions League-kamp i fjernsynet, hvis han skal koble af. Den officielle Peter Bro, centerlederen, er han bevidst om ikke skal indeholde nogen af de ting, og han lader dem derfor blive tilbage i København med sin cykel med barnesæde, når han tager mod arbejdet i Odense. »Jeg har et helt tydeligt behov for noget, der er Nørrebro. Jeg har det sådan set fint med, at jeg ikke bor i samme by, som jeg arbejder i. Det er et andet liv, der kan leves her, hvor man kan være en anden person. Så kan det godt være, at jeg ret hurtigt, når telefonen ringer, kan slå den mere officielle Peter Bro på. Bagefter kan jeg så slukke den og være Peter igen«, fortæller han.

Legeaftaler i kalenderen For ni år siden måtte Peter Bros kalender revideres. Pludselig skulle han ikke orientere sig efter mødetider og forelæsningslokaler, men også hentetider og legeaftaler. Peter Bro blev far til Tobias. »At få børn er nok det mest livsomvæltende i mit liv. Det er jo på godt og ondt en kæmpe bombe, der springer i forhold til ens kalender. Det er udfordrende, at der er mange ting, jeg ikke længere når«, fortæller Peter Bro, der nu i dag også er far til Andreas på tre.

Kristian Corfixen, Christina Nordvang Jensen

Foto: Kristian Corfixen

1� | december 2012 | LIXEN PORTRÆT

»Mit første minde om Peter var en middagsaftale. Forhistorien var, at min mor og hans far havde mødt hinanden i en ung alder, hvor de begge to var singler, og de blev så kærester. Og så skulle de så småt i gang med at præsentere deres familier for hinanden. Jeg har været en 14-15-årig lidt kejtet teenager. Han var jo lige det ældre og en tjekket mand midt i 20’erne, der beskæftigede sig med alt det, som jeg også synes var spændende. Han var enormt god til at gøre, at man følte sig godt tilpas«.

Du blev undervist af ham, da du studerede på Center for Journalistik. Hvordan var han som underviser? »Jeg tror ikke, det var nogen hemmelighed, at halvdelen, om ikke de fleste af pigerne på årgangen, var rimelig betagede af ham - selvfølgelig også på grund af det faglige. Han var meget ambitiøs på vores vegne. Han viste et stort engagement over for os studerende«.

”Plastikbroren” David Jacobsen Turner om Peter Bro:

Gennem årene har han vænnet sig til at sove forholdsvis lidt. Normalvis 5 til 5,5 time. Ved at skære en time eller to af den periode hvor an-dre mennesker ligger og sover, så kan han nå at få skrevet en ekstra artikel eller forberede næste dags medarbejdermøde. Og så står han op. Typisk på minuttallet 24. Selvom dagen kan begynde, nærmest dikta-torisk forklarer Peter Bro, så mener husfaren ikke, at hans to børn oplever morgenerne som stressede. Der er tid til madpakker, yoghurt med havregryn og en traditionel morgenopstil-ling af bamser inde i stuen. »Men det kører nærmest på minuttet, så hvis noget skrider, skal man lynhurtigt tænke over, hvad det så er, der glipper. Er det bamseudstil-lingen i sofaen om morgenen eller noget særligt på Ramasjang? Eller er der måske for mit ved-kommende noget, der må glide ud?« Peter Bro forklarer, at han med to sønner forsøger at komme omkring en travl arbejds-uge med halvandet kilo oksekød. »Det propper jeg så ned i en kæmpe gryde, og så ved jeg, at den sådan set skal holde til en halv uges tid, så der er til både pasta med kødsovs til ungerne og en gang lasagne. Og eventuelt en gang chili con carne. Så er der styr på sagerne«, fortæller han og fortsætter: »Det er ikke nødvendigvis, fordi det er mine yndlingsretter, men det er noget, der giver

mening i en forholdsvis travl hverdag«.

Genert ved fyldte lokalerDa Peter Bro var barn var favoritlegen cirkus, og øverst på jobdrømmelisten stod klovn eller måske skraldemand. Peter Bro beundrede skraldemændene, der kom susende ned af barndomsgaden, Katholmvej i Van-løse, men han har dog aldrig selv nået at svinge sig i svævende position på skraldevognen eller iføre sig et kulørtfyldt klovnekostume. »I dag handler mit liv meget om at bruge ho-vedet. Dengang handlede det mere om det fy-siske. Jeg spillede enormt meget fodbold som barn og var også temmelig god til det. Siden hen har hovedet dog taget mere over«, siger han. I et gult parcelhus opført i 70’ernes bygge-stil var opvæksten på Katholmvej 1A en tryg forstadsbase. Kun en enkelt gang husker Peter Bro, at han med sine venner kom i et klammeri og blev overfaldet af to grønjakker. »Eller de slog i hvert fald ud efter os«, lyder det fra Peter Bro, der må indrømme, at han ge-nerelt aldrig følte sig utryg i 2720. Indtil han var syv år boede Peter Bro med sin søster og forældre som en traditionel kerne-

familie. Dog resulterede en skilsmisse i en familieforøgelse med tillægsordet ”plastik”, der indebar plastikforældre og plastiksøskende. »Selvfølgelig er man blevet ked af, at ens forældre blev skilt. Men det gode ved at være skilsmissebarn var, at så var der en længere periode, hvor jeg flyttede lidt fra min mor, fordi vi ikke kunne sammen og over til min far. Og tilsvarende perioder med min far, hvor jeg flyt-tede fra ham«. Lige meget om Peter Bro skulle fra moren eller faren i skole, så trippede han altid efter at komme til tiden. Hvis der var en forsinkelse, var det en lettere utålmodig dreng, der ventede på at sætte kurs mod klasseværelset. Han ha-dede at komme for sent. »Jeg var ret genert, da jeg var barn og havde svært ved det der med at komme ind af døren til klassen, når alle de andre sad parat, og læreren var i gang med at sige noget. Det synes jeg var lidt grænseoverskridende«, fortæller Peter Bro.

Ikke en oplagt kandidat Slidte skjorter, store huller på bukserne og langt hår med pandehår til lige over øjnene. På Falkonergårdens Gymnasium på Frederiksberg blev Peter Bro kendt som den trashede type. I gymnasieårene blev forholdet til mødetid og fyldte klasselokaler lidt mere afslappet, og de

fire Bjørnebryg, som han begyndte at knappe op på fredags- og lørdagsaftenerne i 7. klasse, blev til en del flere. Peter Bro kan stadig få kriblen i maven inden et oplæg for flere hundrede mennesker. Han husker specielt én episode i gymnasiet, der overbeviste ham om, at nevøsitet ikke skal komme i vejen for hans talent. Peter Bro skulle som 18-årig vise en flok amerikanske danse-piger rundt i Rom for et amerikansk rejse-bureau, men guiden, som han havde håbet på at støtte sig til, fandt aldrig vej til turistbussen. Nu stod Peter Bro alene med omkring 30 maksi-malt højrøstede piger og et minimalt kendskab til Rom. »Jeg lovede mig selv, da jeg greb mikrofonen, at hvis jeg kunne overleve de her to timers guidet tur i en by, jeg lige var kommet til, så bliver alt andet barnemad i forhold til at skulle holde oplæg«, siger han og fortsætter: »Den oplevelse husker jeg mig selv på nogle gange, når jeg står i situationer inden et oplæg og har kriblen i maven«. I gymnasiet var Peter Bro hverken stræber eller doven. Han var altid den anden, tredje eller fjerde bedste og blev aldrig spået som en oplagt kandidat til en stor karriere i sin blå bog. Men fascinationen for litteratur og rollen som redaktør på gymnasiets avis ”Falken” tegnede alligevel en faglig identitet.

En fyldt turbanPeter Bro har engang skulle markedsføre Pringles chips og lugtbekæmperen Febreeze. Og så har han siddet bag kassen i Netto, for-fattet ugebladsnoveller og skrevet for et bil-magasin. Det er karakteristisk for Peter Bro, at han altid har kastet sig ud i forskellige opgaver, hvad enten han havde erfaring eller ej. »Jeg har altid været optaget af at holde mu-ligheder åbne så lang tid som overhovedet muligt. Noget af det, jeg har været mindre god til, da jeg var yngre, var at træffe beslutninger og være konsekvent. Og så leve efter det«, siger han og forklarer, at det også var et rimelig be-vidst valg at begynde på basisuddannelsen på

RUC for at få to ekstra år at tænke i. Et af de projekter han blandt andet arbejdede med var freelanceskriblerierne for magasinet ”Bilen, motor og sport”. Og det til trods for, at Peter Bro aldrig officielt har fået papirer på hans køreevner. »Gimmicken var, at jeg ikke havde kørekort. En af mine venner, som jeg boede sammen med på det tidspunkt, var sindssygt træt af det. Jeg kunne komme ind til ham nogle gange og spørge ”hvad er det nu, man kalder det der, man kan kigge op i, når man sidder på førersæ-det?”. ”Bakspejlet Peter”. ”Nårh ja”. Og så ind og skrive videre«, forklarer han. De senere jobs under og efter RUC-studierne begyndte at blive rettet ind på det spor, som Peter Bro befinder sig på i dag. En svingom med Christiansborg som pressesekretær for Ven-stre, en overbygning i kommunikation og dansk litteratur på RUC og en bogudgivelse, mens han var i gang med at skrive speciale, fik indsnævret hans karrierevalg mere end før. Men især en rejse til USA i forbindelse med hans speciale fik tændt trangen til journalistikken. Der var be-gyndt at tegne sig en retning i Peter Bros kar-riere, men det forhindrede ham stadigvæk ikke i at holde sporet åben for sideveje. »Når min far holder taler i familien, så har han et tilbagevendende billede, hvor han altid snakker om, at jeg er udstyret med en enorm

stor turban, der har plads til virkelig mange appelsiner, der kan falde ned. Det tror jeg, han har ret i«, fortæller Peter Bro og fortsætter:

»Men jeg vil jo gerne tro, at der skal andet og mere end held til for at klare sig godt og blive glad for livet«.

Får anførerbåndet I 2010 blev Peter Bro studie- og centerleder på Center for Journalistik i Odense. I sin barndom var han den ældste i søskendeflokken, og det er som om, at han gennem livet altid er blevet valgt til at være den, der skulle lede, anføre eller bestemme. »Da min far og mor blev skilt, havde jeg i høj grad fornemmelsen af, at der nu var nogle ting, som lidt hang på mig, selvom jeg kun var 7-8 år. Det, tror jeg, er noget, jeg har haft med i en stor del af mit liv. At være en rigtig storebror på mange måder«, fortæller han. Lederrollen har siden hen hængt ved. Både når der skulle vælges stand-in træner på ungdomsfodboldholdet, fordi træneren plud-selig udeblev. Eller da der skulle peges på en talsmand i det, der i dag hedder Beredskabs-styrelsen, som Peter Bro var en del af. Valget faldt på ham.

”

Men det kører nærmest på minuttet, så hvis noget skrider, så skal man lynhurtigt tænke over, hvad det så er, der glipper. Er det bamseudstillingen i sofaen om morgenen eller noget særligt på Ramasjang?

»Både journalistuddannelserne på RUC og SDU blev oprettet på samme tid, og Peter og jeg var, så vidt jeg ved, de første i Danmark, der skrev Ph.d. i journalistik på journalistiske institutter. Han på SDU og jeg på RUC. Det var derfor naturligt, at vi slog os sammen og eksempelvis tog til konferencer sammen. Vi har kendt hinanden siden«.

Hvad er typisk Peter? »Han er et enormt venligt menneske, enormt hjælpsom og meget nem at komme i kontakt med. Og så er han meget lydhør og god at diskutere med«.

Kan du nævne en sjov oplevelse, du har haft med Peter? »Jeg har sådan en bullshit-test på, hvornår Peter skal trække sig tilbage. Vi var engang til en medieforskerkonference på Island. Som aftenen skred frem, så var der flere ældre medieforskere, der stillede sig op og sang om, hvor hårdt og ensomt det var at være medieforsker. Det sekund en af os to, Peter eller jeg, måtte fortrænge sig til en konference og skrive en sang om, hvor slemt det er at være forsker i medier, så skal vi trænge os tilbage. Det vil Peter sikkert kunne huske«.

Vennen Mark Ørsten om Peter Bro:

Foto: Bjørn Hvidsteen

LIXEN | december 2012 | 1�PORTRÆT

2011 - Professor (mso), ph.d., Centerleder. Center for Journalistik. SDU

2010 - 2011 Lektor, ph.d., center- og studieleder. Center for Journalistik. SDU

200� - 2011 Lektor, ph.d. Center for Journalistik. SDU

2002 - 200� Forskningsadjunkt, ph.d. MODINET-centeret. KU.

1�� - 200�Ph.d. stipendiat. SDU. Institut for Journalistik.

1��2 - 1�� Cand. comm. RUC. Hovedfag i kommunikation og bifag i dansk/litteratur.

UDDANNELSE OG ANSÆTTELSE

»Jeg oplever det ikke som om, at jeg selv har efterstræbt at lave de der ting, men af en eller anden årsag så er det bare mig, der er endt med anførerbåndet på«. På Nørrebro er han leder af en lejelejlighed på 90 kvadratmeter med to, i hvert fald i fysisk forstand, underordnede. Tobias og Andreas. Peter Bro er nået en alder af 40, hvor hans æld-ste søns præstationer til skolernes årlige mo-tionsløb er ved at overstige farens. Og det slår i dag Peter Bro, at han på mange måder er be-gyndt at overtage sin egen fars, til tider måske akavede, pædagogiske principper. Eksempelvis når han skal motivere sin ældste søn til at blive bedre til badminton. »I den lejlighed, jeg bor i nu, har vi købt badmintonketsjere og bad-mintonbolde, og så har jeg stillet nogle flyttekasser forskellige steder i lejligheden. Så får han en vingummi, hver gang han kan skyde gennem to stuer og ramme ned i en kasse«, forklarer Peter Bro og fortæller, at hans egen far også opdragede ham med præ-mier som pædagogisk virkemiddel. Han fortsætter:

»Jeg tror grundlæggende, at jeg rigtig godt kan lide at lege. Når der er familiefødselsdage eller andet, så er det typisk mig, der havner inde på børneværelset og leger med toge eller laver slåskampe, imens de voksne sidder og snakker voksensnak. Det får jeg rigeligt af til daglig i arbejdsmæssige eller andre sammen-hænge«, siger han.

Et flyttekasse-årI flyttekasserne, som centerlederen i dag bruger til badmintonmål, har han stort set levet det sidste halve år. Peter Bro er efter fem års

ægteskab blevet skilt fra sin kone, som han har kendt i 17 år. Nu ligger hans nye, midlertidige hjem små 100 meter fra tilværelsen som en klas-sisk kernefamilie og den fælles købte lejlighed. »Der er masser af andre mennesker i den her verden, der er skilt, så det er ikke for at klynke,

men det er jo bare en stor omvæltning i ens liv i forhold til, hvordan man får mange praktiske og følelsesmæssige ting til at gå op i en højere enhed. Det er klart, det er noget, der fylder rigtig meget hos mig lige i øjeblikket«. I tiden, hvor skilsmissen har stået på, har Peter Bro trukket på sine egne erfaringer som skilsmissebarn. »Det har været nemmere at se mig selv som en, der er skilt, netop fordi jeg har nogle foræl-dre, der er skilt. Og nogle søskende, der er skilt. Og nogle bedsteforældre, der også er skilt«, forklarer han.

Han husker selv, at det kunne være lidt besvær-ligt, når folk udefra skulle

involveres i den store plastikfamilie. »Når jeg fik nye kærester, så var det sådan no-get med at tegne et stort billede af et stamtræ, før vi tog til familiemiddage, for ellers kunne man ikke følge med i alle de der relationer, som man lige pludselig skulle omgås med«, fortæller han.

Tid til flere tingFlere har spurgt Peter Bro, om hans verden i Odense, har gået ud over det familieliv, der leves tæt på Hans Tavsens Park i København. De t mener Peter Bro ikke. »At jeg generelt har fået mere travlt er ikke gået ud over parforhold og så videre. Sådan op-fatter jeg det ikke selv. Jeg synes, jeg altid har arbejdet rimelig godt med at kunne slappe af. Det er mere gået ud over, hvor meget jeg får skrevet og derunder også, hvor meget jeg får forelæst«, fortæller han. Han håber, at han i fremtiden kan bruge mere tid i auditorierne, som forelæser, end han i den seneste tid har gjort. Det er noget af det, der tiltrækker ham mest ved universitetsverdenen, men som centerlederrollen har taget timer fra. Flere spindoktortilbud trækker ham tæt-tere mod Christiansborg og den kommunika-tionsbranche, han ellers forlod for mere end

ti år siden, men ikke så tæt, at det er en indskrevet del i fremtidens kalender. En skønlit-terær drøm ligger også og holdes nede i lej-ligheden i København N, som Peter Bro en dag forestiller sig skal frem i lyset. Og forhåbentlig bliver der måske mere tid til at sove mere end fem timer om natten, og stå op kl. 5.24. Måske kl. 6.24. Eller 7.24. Tilbage i nutiden på Kaffesalonen, på kanten af Nørrebro-verdenen, er Peter Bro ved at vikle halstørklæde og hårtotter på plads. Toget mod et møde i Studienævnet på markerne i Odense M går kl. 10.50, og cyklen med barnesædet trækkes fri fra jerngrebet og sættes i position mod mellemverdenen. Peter Bro kan nu se frem til en time for sig selv. Ikke centerleder Peter Bro. Ikke Nørrebro-Peter. Bare en time til Peter.


Nedbrydning. Det er sjældent, at Peter Bro bryder barrieren mellem hans Nørrebro-verden og arbejdet i Odense. Centerlederen vil have, at der er et armslængdeprincip, ikke kun til studerende og kollegaer, men også branchen udenfor. Foto: Bjørn Hvidsteen

”Jeg var ret genert, da jeg var barn og havde svært ved det der med at komme ind af døren til klassen, når alle de andre sad parat, og læreren var i gang med at sige noget. Det synes jeg var lidt grænseoverskridende

1� | december 2012 | LIXEN OPINIONPostkort fra en SDU’er

Kære Lixen

Wow, hvor er det mange år siden, jeg har tænkt på dig. Men det glæder mig, at du stadig findes. Jeg ved jo, at studiet går godt og føler da også en lille personlig glæde hver gang, vi får et nyt hold praktikanter, og dem fra SDU klarer sig godt. I har et godt ry – herude i virkelig-heden. Drikker I mon stadig øl på Boogies?

Nå, nu skal det jo ikke blive alt for nostalgisk. Jeg husker faktisk ikke min studietid som særlig sjov. Jeg var ikke nogen særlig god stude-rende, fik dårlige karakterer i alt, dumpede i sociologi to gange, turde aldrig skrive i Lixen og overvejede faktisk, om jeg overhovedet var klog nok til at blive journalist. Sådan en fornemmelse kan man jo godt lidt få, når man skal overkomme en masse benspænd for overho-vedet at komme ind på uddannelsen. Jeg kom ind på et afbud, og der var ikke rigtig nogen af lærerne, der så det helt store lys i mig.

Jeg lejede et værelse hos to søstre, der drev et pornobureau, så hver dag når jeg kom hjem fra studiet, sad der rækker af pornoskuepiger i hjørnesofaen til auditions på frække film. Odense er en mærkelig by. Senere så jeg en af udlejer-søstrene i ’Big Brother’. Hun vandt ikke.

To år senere fik jeg at vide af min praktikantvejleder, at jeg ikke var dygtig nok til at søge Politiken. Jeg drømte om at blive kulturjournalist på Politiken, ”men jeg var bare en forkælet overklassepige, der var vant til at få alt forærende”, sagde vejlederen. Jeg er godt nok vokset op hos en enlig mor på dagpenge, men okay.

Jeg skulle søge vestpå, sagde han. Jydske Vestkysten eller noget. En fuldkommen vanvittig tanke for en indfødt københavner. Men jeg droppede at søge Politiken, det var kun klassens flittige, dygtige piger, der ’fik lov’ til det. Jeg kom på Ekstra Bladet, og det har jeg sådan set aldrig fortrudt. Ekstra Bladet har lært mig alt, hvad jeg ved. Jeg lærte, hvor mine journalistiske grænser gik (det lærer man, når man pludselig har en gennemtævet kvinde og hendes sultne barn boende på sit stuegulv, fordi man tror, man kan redde verden – i stedet for at skrive om det), hvad jeg var god til (det fortællende og personlige) og ikke mindst dårlig til (”hvordan har du det med, at dit barn blev dræbt af en flugtbilist?”). Derfor blev jeg kulturjournalist. På Politiken.

Det, jeg egentlig gerne vil fortælle jer, er, at selvom man er en dårlig studerende, kan man godt blive en god journalist. Det kræver bare, at man fyrer den af i sin praktiktid og tager styringen. Så vil I ikke nok holde op med at opføre jer så lønmodtager-pænt og sige ja til allede kedelige opgaver, chefen kommer med, afspadsere og gå kl. 16.30? Journalistik er en konkurrencesport. Kom med jeres egne ideer, kæft op på redaktionsmøderne, kæmp for jeres historier, træf dumme beslutninger og mærk, hvad I er bedst til. Jeg glæder mig til at møde jer. Ditte Giese, årgang 2004

Meninger

I salen står en ung fyr og underviser på engelsk. Snerten af græsk er ikke til at overse, men ordene passer, og sammenhængen er klar. Alligevel er der stille, da han stiller sit spørgsmål ud i auditoriet. På den der måde, hvor selv Facebook-trancen bliver ubærlig, og blikket flyttes til en plet i bordet. Da svaret endelig falder, er mod-viljen mod engelsk endnu en gang demonstreret. Dette er ikke blot et billede af un-dervisningen i Refleksionsfag 2. Det er også et direkte udsagn fra flere studerende i en mundtlig evaluering af faget. I mine øjne et fag, hvor der retmæssigt kan forlanges en grun-dig revision, men hvor kritikken er uskarp. Det engelske sprog er blevet et dominerende kritikpunkt på lige fod med pensum, hvor sproglig usik-

Fars fede Folkemøde

viewteknik, og Kurt Strand (som jeg i øvrigt så Rytteriet i selskab med) ville muligvis vende sig i graven, hvis han var død. Men under tv-eksamen sidste som-mer fandt jeg ud, hvor dårlig en in-terviewer jeg egentlig var. Jeg havde svært ved at få de rigtige citater ud af mine kilder, og jeg havde faktisk også svært ved at få dem til at besvare det rigtige spørgsmål. Derfor vil jeg foreslå eksamensplan-læggerne en ting. Læg en hjem-meopgave som eksamen i dagene efter Folkemødet på Bornholm 2013. Journalistik, Kommunikation og PR for eksempel. For at tage derhen som journalist in spe er særdeles lærerigt. Man har nem adgang til snakkelystne (eller generte) politikere. De er der for at blive talt til og hørt. Man får trænet sin opsøgermuskel. Man har stor mulighed for at møde forløberne for de steder, hvor jobbene for journalis-terne ligger (jf. Pernille Tranberg). Nemlig hos kommunikationsbureau-erne, som styrer mange af teltene, hvor der bliver holdt foredrag og de-batter weekenden igennem. Kort sagt: giv os muligheden for at være i selskab med de bedste.

For studerende er det særligt be-talingsvenligt. Transport? Alle på uddannelsen her må være eller kende nogen, der har gået på journalistisk højskole. Igen-nem foreningen Højskolerne bliver der gerne arrangeret billig bus-transport. Og så har jeg hørt, at KaJO savner ting, de kan smide penge efter… Logi? Det er sommer, og Bornholm er en glimrende og hyggelig teltø. Mad? Efter bedste fordom har foreninger som Dansk Industri, Danske Arbejdsgivere og Konserva-tive fornem morgenmad og brunch, som man kan deltage i under lyden af debat. Man kan komme langt ved at pendle mellem de forskellige telte. Desuden har byen en Netto, som man med venners hjælp kan udrette likvide og gastronomiske mirakler ud fra. Så for at opsummere; Giv os mu-lighed for at komme på Folkemødet 2013. Det er lærerigt, og både trans-port-, bolig- og madmulighederne er mange. Og fik jeg nævnt, at samtlige borg-erlige partier og nogle få fra rød blok holder fest om aftenen? LA fyrede friværdien af på øl, og C holdt fest for deres venner. Som jeg hurtigt erklærede mig som en del af. Og i en brandert erklærede Søren Pind, at han hadede en eller anden. Og så er det sgu meget rart med et berigende afbræk i eksamenslæsningen.

[email protected]

»I love hitmen. No matter what you do to them, you don’t feel bad«. Det samme kan man næsten sige om politikere. Lige meget hvordan du afbryder dem, får du ikke dårlig samvittighed. Tilbage i juni holdt Danmark for anden gang det, for journalister, stærkt opmærksomhedssugende Folkemøde på Bornholm. Danmarks såkaldte politikfestival. Og sikke en fest det var. Som kommende journa-list kunne man ikke gå i to minutter uden at genkende enten en politiker eller mediepersonlighed. Én jeg mødte og talte med, var den lidet beskedne Joachim B. Olsen. I BT’s baghave havde han været til debat, og jeg ville spørge ham ud om LA’s image udadtil. Efter at han meget besværet kom til et klart svar, gik det op for mig, at jeg havde en helt anden tilgang til ham, end havde han været et ”almindeligt menneske”. Det føltes ikke forkert eller uhøfligt at afbryde ham, når han begyndte at tale uden om. Det skete en del. Hver gang jeg følte, at han begyndte at tale om øst, når jeg spurgte i vest, brød jeg ind og sendte ham i den rigtige retning. Det lyder måske som 101 i inter-

Johan Eriksen

Ditte Giese

Christina Raabæk Lindschouw Hansen

kerhed bliver fremhævet som et fair argument for ikke at deltage. Ville det argument nogensinde holde, hvis man ikke følte for at tage kontakt til en kilde? Svaret er nej, hvis man har ambi-tioner om en dokumenteret artikel. Derfor virker holdningen hos de om-talte studerende pinligt demonstra-tiv. Særligt i sammenhængen med den øvrige faglige kritik, hvor der ef-terlyses højere undervisningsniveau.Forventningsafstemningen mellem SDU og ansøgerne har tydeligvis fejlet, for det er ikke i orden, at uni-versitetsstuderende kan tro, at de undgår at tale engelsk. Selvfølgelig er man i sin gode ret til at klage, hvis man har fået lovning på en hel dannebrogsfarvet under-visning, men den undervisningsfore-stilling er bare naiv. Vi kommer alle til at skulle begå os på engelsk, når vi er uddannede, om du så skal på sporten eller Borgen. Jeg synes, de pågældende stude-rende skal udvide deres fremtidssyn og komme sig over modstanden til et sprog, vi alle har haft siden fjerde klasse. På den måde kan vi også få taget hul på de væsentlige kritik-punkter i evalueringen af faget.

[email protected]

Ikke mere brok, please!

OPINION LIXEN | september 2012 | 1�Lærerklumme

… at Bilderberggruppen er blevet for eksklusiv- Jeppe Aamand Øvig, 1. semester

… at Build-a-bear er blevet for eksklusiv- Line Tornvig Martinussen, 3. semester

... at det må være den kommende Lixen-redak-tions fornemste opgave at afsløre, hvem der ryger på handicaptoilettet

- Kristian Corfixen, 3. semester… at Casper Bagge Andersen skal blive bedre til squash. Ellers gider jeg ikke mere

- Kristian Isaksen, 5. semester

… at jeg håber, at alle lærerne på Journa-listik har husket at ønske alle de studerende tillykke, som har fået en praktikplads

- Mimi Munch-Jensen, 5. semester

… at alle de studerende på SDU burde få en seg-way. Der er simpelthen for langt til alt herude

- Amalie Frøkjær-Rubbås, 3. semester

I læser for lidt, gør I

Månen var engang noget, jeg spej-dede efter på himlen. I dag glor jeg på den hver dag i spejlet. Men det er okay, for med vigende hårlinje kom-mer visdom, siger de kloge, og så går det nok, at issens røde flammer ikke længere lyser så stærkt. Pletten, som

hverken hårkur eller dagdrømme om Peter Bros lokker kan fjerne, har jeg valgt at give ordet i det her indlæg. Så vær advaret. Det er den skaldede mand, der taler. Den fossile øgle, der mener, at alting var bedre i gamle dage ‒ dengang enhver sund ung mand lyttede til Mozart og læste Kierkegaard fredag aften.

Det gør de unge dæleme ikke i dag. Sidste år bad jeg mine studerende om at læse et uddrag højt fra en skønlit-terær bog, de holdt særlig meget af. Enkelte talenter valgte deres linjer med omhu. Peter Høeg, Christina Hesselholdt, Herman Bang. Gode navne. Men til min rædsel bekendte endnu flere, at de da sådan set aldrig havde læst en skønlitterær bog frivil-ligt ‒ og at sidste gang de bladrede i en, vistnok var i gymnasiet. Måske er tiden bare løbet fra tiden. Måske kan man som ungt menneske ganske enkelt ikke nå både at bette på Manchester United, like historien om fyren, der drak 100 Red Bull på et døgn, twitte dagens skiderytme OG samtidig læse en bog. De fleste ville sikkert gerne, hvis de havde tid, men... Og cv’et skal også passes. Inden man er færdig som journalist, skal man helst have reddet mindst ét spæd-barn fra døden i Uganda og scoret Martin Krasnik. Den kommende chef er jo ligeglad med, om man læser bøger i sin fritid. Det er der aldrig no-

gen, der har fået et job på. Så hvorfor dog spilde tiden med at læse noget,

der ikke står på pensumlisten? Fordi Tom Kristensen (og nej, jeg taler ikke om racerkøreren) ved mere om at være stiv end nogen guldølsentusiast i fredagsbaren. Fordi J.P. Jacobsen forstår din ulyk-kelige kærlighed bedre end din bed-ste ven. Fordi Knut Hamsun skriver så smukt, at han kan ændre dit liv på 100 sider. Derfor skal du læse. Ikke for under-viserens skyld, ikke for karrierens, men for din egen skyld. Vi taler meget om stress på studiet i de her år. Og der har været mange fine bud på, hvordan man forebygger problemet. Her kommer mit: Læs en bog. Det tror pokker, at ens hvilepuls

banker hurtigere end Clements tale-tempo, hvis man hver aften kobler

Jonas Nygaard Blom

… at Cafe Campus burde holde åbent fredag. Der er langt til kantinen på ugens sidste dag

- Frederik Palle, 1. semester

… at Christian Ipsen generelt får for få kompli-menter i den daglige gang på studiet

- Stefan Brix, 3. semester

… at Esbjerg simpelthen ikke har nok nyheder at byde på. Til gengæld har de en formidabel bierbar

- Pernille Kjærsgaard, 1. semester

”Hvorfor dog spilde tiden med at læse noget, der ikke står på pensumlisten? Fordi Knut Hamsun skriver så smukt, at han kan ændre dit liv på 100 sider

af med sin PlayStation og surfer på Netflix - efter at have terpet offentlig forvaltning otte timer i træk. Lav en kop te i stedet, og rejs på eventyr med Thorkild Hansen i det lykkeli-ge Arabien eller til Langeland med Oehlenschläger. Det udvikler din fan-tasi og dit sprog og skaber åndelig ro i en travl hverdag. Heldigvis er der håb. For nylig havde jeg en god snak med en af mine studerende. Han fortalte mig om sit eget personlige projekt. Han ville være et dannet menneske. Han ville læse klassikerne. Den dag følte jeg mig ikke skaldet. Læs og lær for livet.

[email protected]

… at for få af los journos fra især 3. semester viser snuden nede i den prægtige fredagsbar

- Johan Eriksen, 3. semester

Foto: Privat

BagsidenGlædelig jul fra Lixen

Klip ud, så du ikke kommer til at savne Medietorvet i juletiden

Documents

Lixen December 2012