LixenAvisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 12. årgang | 3. nummer | maj 2010

Efter Blekingegade-succesen: Peter Øvig Knudsen

Side 12

Jonas Vester har nok i sin Kravling

Side 3

Ventetid forjournalistaspiranter:

Læs om optagelsesprøvenSide 4

PanikPanikPanikPanikPanikPanikPanikPanikPanikPanikPanikPanikPanikPanik

Panik

PanikPanikPanikPanik

SDU bevarede roen i ÅrhusFokus side 6Lixen var med

Foto: Jakob Balthazar Munk

2 | maj 2010 | LIXEN

Indhold Leder

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

LIXENCampusvej 555220 Odense M

www.lixen.dklixen@journet.sdu.dkFind os også på Infomedia

Tryk: Arco Grafisk A/SOplag: 1000 eksemplarer

Logo: Karina Cecilie MøllerLayoutinspirator: Sara WintherKorrekturlæser: Julie Lund Mikkelsen og Mikkel Cramon

Ansvarshavende chefredaktør i dette nummer: Rikke Gredsted Seidenfaden

Rikke Gredsted SeidenfadenChefredaktør

Lise Karlshøj IpsenChefredaktør

Natasha Nomathemba DyasiChefredaktør

Karina Cecilie MøllerBilledredaktør

Jakob Balthazar MunkRedaktør

Søren Dal Rasmussen Redaktør

Casper FauerholdtWebredaktør

Nana Frederikke Fischer Redaktør

Lixen

FOKUS

UDDANNELSESidst i april var der lagt op til den helt store fest på Docken i Køben-havn. Lejligheden var Kravling, og vinderen blev Jonas Vester fra Jour-nalisthøjskolen, der med sin artikel-serie om mobilhuller i Vestjylland tog statuette og 25.000 kroner med tilbage til praktikpladsen på Dagbla-det Ringkøbing-Skjern. Side 3

BRANCHEFormidlingen på P1 er for vanskelig, mener kanalchef Anders Kinch-Jen-sen. Kanalens overlevelse afhænger af, at P1 bliver lettere tilgængelig for lytterne. Lektor ved Medievidenskab på SDU Henning Pryds kalder strate-gien for standardisering. Han mener, at det i sidste ende vil betyde, at P1 taber perspektiv. Side 18

OPINION»Samfundet har brug for os, jagthun-dene, der bjæffer og bider sig fast i haserne på de ansvarlige, når noget er galt. Men med den attitude, vi læg-ger for dagen, kan vi efterhånden bedre sammenlignes med små pud-delhunde, der tænker mest på deres fine, krøllede pels.« Side 19

PORTRÆTDet er snart tre år siden, at Peter Øvig skabte debat med sine bøger om Blekingegadebanden. Læs om hans vej til dokumentarismen, om hans forhold til livet på et medie og om han ville vælge sine bøger eller sine børn. Side 12-13

»Nogle gange kan man være så fo-kuseret på en ting, at man glemmer den større mening,« fortalte Peter Bro, da 242 elever sad til optagel-sesprøve i april. Han havde fået hele auditoriet til at sætte sine fingre mod hinanden, stirre på dem i 30 sekunder, hvorefter fingrene syn-tes umulige at fjerne fra hinanden. Pointen var, at man nogle gange skal fjerne blikket fra den lille detalje og i stedet se på de større sammen-hænge.

Måske skulle han afprøve den lille øvelse på underviserne, som er til-knyttet Center for Journalistik.

På trods af en levetid på 11 år kæmper CfJ stadig med at finde den gyldne middelvej mellem de akade-miske fag og håndværksundervis-ningen.

Hver underviser synes, at lige præ-cis hans eller hendes fag er det vig-tigste. Og med sådan en indstilling kan det være svært at blive enige om, hvor fokus skal ligge på den journalistiske uddannelse på SDU. Det virker som om, at studiets un-dervisere beskytter deres egne fag så meget, at de glemmer at se på, hvad det hele burde handle om: At skabe en uddannelse der sender Danmarks bedste journalister ud i en presset branche, som både er dygtige til håndværket, men som også har ligeså stor viden som de kommunikationsarbejdere og poli-tiske rådgiver, som omringer vores kilder.

»Hvis man følger de akademiske fag og er godt forberedt, så står man meget bedre stillet i forhold til at perspektivere sine artikler og finde på vinkler, som folk ikke forventer,« siger Anders Bo Rasmussen, som

underviser i Kildekritik på 1. og 2. semester.

Det er der nok ingen studerende, der er uenige i. Men der er ikke stor nok sammenhæng mellem fagene, som de er nu.

Det betyder, at de studerende stadig ikke gør nok ud af de aka-demiske fag. Løsningen på det problem bliver i fremtiden prøver og tests i løbet af semestret. De studerende skal bevise, at de læ-ser og følger med. Intet bliver sagt om, hvorfor de studerende egentlig nedprioriterer de akademiske fag. En af grundene er tilsyneladende en almen opfattelse af, at praktik-vejlederne på mediehusene ikke er interesserede i historie- og sociolo-gikarakterer. Det betyder noget, om vi kan snuse os frem til en nyhed og har fortællelyst.

Er målene for studiets livsgrund-lag så nået? For et par år siden blev der lavet en undersøgelse, som viste, at mediebranchen havde svært ved at skelne uddannelserne fra hinan-den. Ærgerligt, når meningen var, at vi skulle skille os ud. Og faktum er da også, at vi på SDU lærer stort set det samme, som man gør på RUC og Journalisthøjskolen. Derfor er det en skam, at forbedringen af studiet bliver til en kamp om fag, timer og opgaver. I stedet for at fokusere på, hvordan man her på stedet bliver bedre til at producere nogle dygtige, eftertragtede journalister, som kan lidt mere end de andre.

Målet var at skabe journalist-studerende med akademisk indsigt. Men så længe vores uddannelses-forløb kulminerer med et praktik-forløb, lige så længe vil CV og de journalistiske produktioner trumfe de akademiske fag.

Praktik er det vigtigste fag

”Måske skulle Peter Bro afprøve den lille øvelse på underviserne.

Spændingen til årets Panikdag var stor, da 4. semester tog til Århus for at blive ansat på medier i hele landet. På kort tid var spændingen over-stået. SDU’erne kunne tage tilbage til Odense efter en dag med samarbejde og succes. Side 6

LIXEN | maj 2010 | 3UDDANNELSE

Kravling 2010: Uforskammet, respektløst og effektivtKravlingprisen 2010 gik til Jonas Vester, som er praktikant på Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Han fik den eftertragtede pris for sin artikelserie om mobilhuller i Vestjylland.

Lise Karlshøj Ipsen

VINDER. »Jeg havde helt ærligt ikke ventet det.« Det var en stolt, men også overras-ket praktikant, der modtog den pres-tigefyldte pris for unge journalister. »Det er enormt stort, og jeg er rigtig, rigtig stolt. Men jeg er også

overrasket efter at have kigget på lis-ten over nominerede,« sagde Jonas Vester umiddelbart efter prisover-rækkelsen. Skal man tro dommerkomiteen, har den 21-årige DJH’er ingen gr-und til at betvivle, at han hører hjemme i det gode selskab. De

begrundede kåringen således: »Jonas Vesters artikelserie er et fremragende eksempel på politiker-opdragelse, der virker, og det er fan-tastisk, at man skal drage helt til Dag-bladet Ringkøbing-Skjern for at finde den. Historien var der. Borgerne blev svigtet. Ministeren gad ikke svare. Derfor røg hans mailadresse på for-siden. Uforskammet? Ja da. Respekt-

løst? Helt sikkert. Effektivt? Ja.« Det var altså en begejstret dom-merkomite, som havde fået deres sag for med at udvælge ti nominerede ud af hele 80 indstillede journalis-tiske projekter. Mest imponeret var dommerkomiteen over Jonas Vesters artikelserie, og han kunne modtage

statuette og ikke mindst en check på 25.000 kroner oven i de overdø-vende klapsalver og begejstrede til-råb fra medstuderende og branche-folk.

Frihed til den gode historieAt Jonas Vester overhovedet har fået

plads og tid til at være uforskammet og respektløs, er han sit praktiksted taknemmelig for. Han har nemlig fået den fornødne tid til at fordybe sig i sin historie. »Det har været rigtig fedt. Jeg brug-te en hel arbejdsdag på bare at køre rundt med min mobiltelefon og finde steder, hvor der ikke var dækning. Så der var meget frihed. Det viser

Akademiske fag: Nu med tvang

”Ministeren gad ikke svare. Derfor røg hans mailadresse på forsiden. Dommerkomiteen om Kravlingvinderen 2010

også, at det er et godt praktiksted,« nærmest råber han for at overdøve den lille flok af trofaste studiekam-merater, som hele aftenen har hep-pet entusiastisk på ham. Til spørgsmålet om hvorvidt han nu vil gå målrettet efter Kravlings storebror, Cavlingprisen, svarer Jo-nas Vester: »Ej, jeg har fået nok med den her,«

siger han og løfter op i den overdi-mensionerede pap-check til en værdi af 25.000 kroner. Vinderen af Fotokravlingen blev Jonathan Bjerg Møller for en mul-timedie- og fotoreportage fra Bang-ladesh.

liips09@student.sdu.dk

Jonas Vester betragter sin kravlingstatuette. Foto: Karina Cecilie Møller

Prøver skal tvinge studerende til at forberede sig til de akademiske fag, når de kommende årgange starter på Center for Journalistik. Akademisk underviser er tilfreds og mener, at både undervisere og de studerende har været frustrerede over den nuværende form.

Jakob Balthazar Munk

Natasha Nomathemba Dyasi

KONTROL. Kommende studerende på Center for Journalistik bliver tvunget til at forberede sig til de aka-demiske fag. Der bliver nemlig lagt øvelsesopgaver ind i løbet af sem

estret, som eleverne skal bestå.»Vi er bevidste om, at det ikke nyt-

ter noget at overbebyrde de stude-rende, men de er nødt til at erkende, at de har valgt et studie, der kræver

minimum 40 timer om ugen,« siger Erik Albæk, der er professor på Statskundskab og manden, der står bag den nye bachelorreform for jour-naliststuderende på Syddansk Uni-versitet. Ændringen kommer som en del af planen om at få integreret de akademiske fag endnu bedre i jour-nalistuddannelsen, der ifølge stu-dieleder Anne Lea Landsted ikke kun uddanner håndværksmæssigt stærke journalister, men også fagligt akademisk stærke. Det udtaler hun til de journaliststuderendes blad på RUC Bermuda i april måned. Men hvis de studerende skal ende som fagligt stærke journalister, så er de nødt til at læse, mener Erik Albæk. »Der skal være nogle opgaver, som kan illustrere, at de studerende skal bruge deres viden til at lave det jour-nalistiske produkt,« siger han. Anders Bo Rasmussen, der under-viser 2. semester i kildekritik, mener også, at viden og håndværk skal tænkes mere sammen. »Hvis man følger de akademiske

fag og er godt forberedt, så står man meget bedre stillet i forhold til at perspektivere sine artikler og finde på nogle vinkler, som folk ikke for-venter,« siger Anders Bo Rasmussen.

Usexede teksterSelvom Anders Bo Rasmussen for-venter, at de studerende kommer forberedte til undervisningen, så er

det langt fra alle, der gør det. »Det er svært at finde et niveau, hvor alle får noget ud af det. Det er fru-strerende. Både for mig som under-viser, men også for de studerende.«

Det kan han se ud fra de evalu-eringer, han har modtaget i slutnin-

gen af semestret. Selvom han som underviser finder det frustrerende, så skal de studerende læse for deres egen skyld. For at blive klogere på journalistikken ud over det hånd-værksmæssige. »Uanset hvilken journalistisk ud-dannelse man går på, så løber man ind i fag, som man ikke synes, er det mest sexede, men man er nødt

til at tænke på værdien på længere sigt. Selvom man sidder med en ke-delig tekst, så ender man ofte med at kunne bruge meget af det fremover,« siger Anders Bo Rasmussen. Erik Albæk erkender, at de stude-rende forstår vigtigheden af de aka-

demiske fag men altså ikke føler, at de har tid.»Det kan være, at der ligger for meget i håndværk. Så må vi jo prøve at sætte os ned og tale om, hvad man prioriterer højest,« siger Erik Albæk. Underviserne skal mødes i næste måned for lige netop at afgøre dette spørgsmål. Erik Albæk er optimis-tisk. »Det her skal lykkes,« siger han.

UadskilleligeOm det lykkes, får vi først svaret på til efteråret, hvor nye journaliststu-derende starter på den kommende bachelorreform. Indtil da er under-viser Anders Bo Rasmussen tilfreds. »Drømmescenariet er, at de stu-derende bliver stillet til regnskab i løbet af semestret. Og at vi ikke deler det så skarpt op. Håndværk og viden hænger tæt sammen. Viden giver journalisten andre måder at tænke verden på,« siger han.

jamun09@student.sdu.dk

nadya09@student.sdu.dk

”Vi er bevidste om, at det ikke nytter noget at overbebyrde de studerende, men de er nødt til at erkende, at de har valgt et studie, der kræver minimum 40 timer om ugen. Erik Albæk, professor på Statskundskab, SDU

Vi har løjet…I sidste nummer af Lixen skrev vi, at 2. semester skal op til en videnstest. 2. semester kan ånde lettet op og holde sommerferie d. 17. juni som planlagt, da der var tale om en aprilsnar.Lixen dækker ikke eventuelle udgifter, som studerende måtte have haft til diverse forberedende kurser og højskoleophold. Undskyld.

RettelseI forrige nummer af Lixen (marts 2010) blev der, i to artikler, byttet rundt på adjunkt på RUC Hanne Jørndrup og Hanne Dam, der er studielektor på RUC. Hanne Dam blev derfor citeret som Hanne Jørndrup i artiklen »Betalingsav-iserne skal bruge nye og unge eksperter« samt i indledningen til Fokus. Lixen beklager og bringer en replik fra Hanne Jørndrup i denne måneds Opinion.

4 | maj 2010 | LIXEN UDDANNELSE

Center for Journalistik lagde lørdag den 17. april Medietorv til den årlige optagelsesprøve. 242 håbefulde ansøgere mødte op. En af dem var den 21-årige Henrik Nordstrøm fra Hedensted ved Ve-jle. Han prøver i år at komme ind på det forjættede drømmestudie for anden gang.

VILJE. Cykelstativerne foran hoved-indgangen kæmper om opmærksom-heden fra dagens første solstråler. Klokken er lidt over syv, og 21-årige Henrik Nordstrøm slår støttebenet ned, låser det pedaldrevne køretøj og tager den sidste mundfuld forårsilt, inden otte timers optagelsesprøve skal overmandes. I år skal det bare være. Det må ikke glippe. Og det er også derfor, han er mødt op næsten to timer før, CfJ’s nye centerleder ind-leder en hæsblæsende dag. »Det har været en lang proces,« fortæller han. Han rejser sig, tager tasken over skulderen og går ned mod det audi-torium, hvor dagens praktiske oplys-ninger gives. Og her har allerede samlet sig en hel del spændte prøve-deltagere. »Jeg ved ikke, hvorfor jeg ryster sådan,« siger en lyshåret pige, mens hun rækker en fyr sin lighter. Stem-ningen er afventende. Snart bliver de 242 journalistaspiranter fordelt

ud på de i alt 14 lokaler, hvor prøven finder sted. Henrik Nordstrøm skal sidde i terminalrum otte i kælderen. Foran ham venter skærmens tomme wordpad-dokument, klar til at blive fyldt op. Og håbet om at få daglig en gang på Medietorvet motiverer ham. »Hvis jeg kommer ind, ja, så er det da virkelig fedt. Jeg kan godt lide Odense og hele miljøet på univer-sitetet,« fortæller Henrik Nordstrøm, som har læst dansk på SDU i et år, da han ikke kom ind på journalistik i fjor.

Stor interesse for bilerKlokken slår ni. Prøven sættes i gang. Først skal de 242 igennem den til-bagevendte videnstest. I år med 60 spørgsmål med tre svarmuligheder til hver. Henrik Nordstrøm er for-trøstningsfuld efter prøvens første del. »Jeg tror, jeg har svaret rigtigt på 47

spørgsmål. Det er mit gæt. Jeg har i hvert fald svaret rigtigt på, hvor Ikast ligger. Jeg er dog knap så sikker på, hvem der har skrevet Niebelungens Ring,« siger Henrik Nordstrøm.

Han har længe haft drømmen om at blive journalist. Men udover in-teressen for samfundet og politik er biler et tema, Henrik Nordstrøm meget gerne vil beskæftige sig med i fremtiden.

»Jeg har læst mange bilblade som Bilmagasinet og Bilen. Der fandt jeg ud af, at det at være journalist ikke bare var at skrive til de store dag-blade. Man kan også få lov til at ar-

bejde med specifikke emner, som har ens interesse. Det kunne være fedt at kombinere job med hobby.«

Ringe faciliter giver nevøsitetSprogtesten er optagelsesprøvens anden del. Efter 20 minutters kor-rekturlæsning dukker Henrik Nord-strøm igen frem fra lokalet. Stadig med en god fornemmelse i maven.

»Jeg startede med at læse teksterne grundigt igennem, før jeg rettede stavefejlene. Det gik egentlig meget godt,« siger han.

Nu er der frokostpause. Henrik Nordstrøm og de andre vover sig væk fra terminalrummene og bevæger sig ud i kælderens grå og snørklede gange. Og Henrik Nordstrøm er glad for at komme op i lyset igen. Han er ikke så imponeret over kælderloka-

lets faciliteter. »Det er gamle computere, som knap nok virker. Der er ti, der har måttet have hjælp til forskellige problemer, og det skaber nervøsitet i hele lo-

kalet, når der er nogen, der ikke kan printe,« fortæller Henrik Nordstrøm, før han slår sig ned ved et af kanti-nens langborde.

Snakken går blandt de mange prø-vedeltagere. Testens to første dele bliver diskuteret. For hvem er det egentlig, der er FNs generalsekretær? Og er der nu et eller to f ’er i ’diffust’?

I tredje del af prøven holder lektor Tom Buk-Swienty oplæg om krigen i 1864. Denne fremlæggelse skal nu danne udgangspunkt for en referat-øvelse, hvor journalistaspiranterne skal udvælge og prioritere det vigtig-ste. Efter oplægget haster alle tilbage til deres pladser, og snart tastes der heftigt på tastaturerne i de 14 lokaler. Henrik Nordstrøm er tilfreds, efter at han har afleveret sit referat. »Jeg synes, at det gik rigtig godt. Men det var en svær opgave, og jeg håber ikke, at der er 100 andre, der har brugt samme vinkel som mig,« fortæller han og fortsætter: »Det var en god og spændende op-gave, for den mindede mest om en artikel. Derudover var der mulighed for at være kreativ,« siger han.

Tilfreds med sin indsatsIdéudvikling skal afslutte dagen. Først ser prøvedeltagerne den dan-ske kortfilm ’Valgaften’, og bagefter skal de så bruge filmen som inspira-tion til at finde på mulige artikler og vinkler. »Det var en sjov opgave. Man skulle tænke kreativt. Jeg prøvede at finde på ideer, som skilte sig lidt ud. Det blev blandt andet til en historie om SF, om Mercedes og om COP-16 kli-matopmødet,« siger Henrik Nord-strøm.

Dagen er slut. Sidste opgave er færdigskrevet og printet. Nogle kom-mer ud fra lokalerne smilende. An-dre skynder sig mod udgangen med blikket slået ned. Henrik Nordstrøm er en af dem, der er godt tilfreds. »Jeg har i hvert fald gjort, hvad jeg kunne. Nu ser jeg frem til samtalen, som jeg forhåbentlig kommer til,« siger Henrik Norstrøm, inden han tager tasken over skulderen og for-lader universitetet. For ham og 241 andre journalist-aspiranter er der nu ikke andet at gøre end at vente på beskeden om, hvordan prøven gik. Henrik Nord-strøm håber, at han har skilt sig ud fra mængden, så han efter sommer-ferien kan indtage Medietorvet.

»Jeg tror på, at jeg kommer ind. Det skal jeg jo«.

jumik09@student.sdu.dk

kafri09@student.sdu.dk

jumik09@student.sdu.dkkafri09@student.sdu.dk

Kasper Ellesøe Friedrichsen

Julie Lund Mikkelsen

”Jeg tror, jeg har svaret rigtigt på 47 spørgsmål. Det er mit gæt. Jeg har i hvert fald svaret rigtigt på, hvor Ikast ligger. Henrik Nordstrøm, ansøger ved optagelsesprøven på Cfj

Der var 394 ansøgere.

254 af dem bliver inviteret til den skriftlige prøve.

Der kommer 150-160 til samtale.

Der bliver optaget mellem 95 og 105 på optagelsen.

Kilde: Pernille Raagard Borre, Fuldmægtig, Center for Journalistik

ÅRETS OPTAGELSESFORLØB

”Jeg har læst mange bilblade som Bilmagasinet og Bilen. Der fandt jeg ud af, at det at være journalist ikke bare var at skrive til de store dagblade. Henrik Nordstrøm, ansøger ved optagelsesprøven på CfJ

Jeg tror på, at jeg kommer ind Det skal jeg jo”

Foto: Kasper Ellesøe Friedrichsen

LIXEN | maj 2010 | 5UDDANNELSE

De oversete stedbørnØv, bøv, gid man var bachelor. Den følelse sidder flere af de tilvalgsstuderende tilbage med efter et afsluttet andet semester. De ansvarlige for uddannelsen forstår dele af kritikken, men ryster på hovedet af andre.

OVERSETE. De tilvalgsstuderende er skuffede over andet semester, som de synes har været ren genta-gelse af første og et forhastet kursus

i hjemmevideo. De ansvarlige for tilvalgsuddannelsen siger, at de stu-derendes forventninger har været urealistiske fra start. Tilvalgsans-varlig David Hopmann medgiver, at dele af de tilvalgsstuderendes kritik kan være berettiget.

»De kan have haft grund til at føle sig oversete, selvom det ikke var meningen. Vi skal have tid til at vænne os til omstillingen,« siger han og henviser til ændringen af tilvalgsforløbet, der tidligere var et selvstændigt forløb uden samunder-visning med BA’erne.

Efter et første semester, hvor den tilvalgsansvarliges stol stod tom, satte David Hopmann sig på pladsen.

Ingen udfordringUtilfredsheden blandt de tilvalgsstu-derende blev sået i forbindelse med mediejuraeksamenen, der både var fejlbefængt og sværere, end de havde forventet. Siden har den fået lov at

spire på andet semester. »Den første halvdel af semestret

er gået med at lære de basale hånd-værksfærdigheder så som nyheds-kriterierne og vinkling,« beklager de tilvalgsstuderende Nynne Sørgaard

og Marlene Skovgård Sørensen sig. Den kritik afviser Karen Løth Sass, der har undervist tilvalgsholdet på andet semester. »Selvfølgelig har vi snakket om nyhedskriterier og vinkling. Man

overvurderer sig selv, hvis man tror, man er færdig med det efter et en-kelt semester,« siger hun og tilføjer, at hun undrer sig over, at de studer-ende brokker sig over et lavt niveau, når holdet ifølge hende generelt har været svingende i deres afleveringer.

Urealistiske krav til TVSpørger man de studerende, skyldes den lave afleveringsprocent blandt andet, at den TV-undervisning, de havde forestillet sig, langt fra indfrie-de forventningerne. »TV-undervisningen har bestået af et minikamera, som vi har haft til låns i en uge for at lære at filme et in-terview. Så har vi brugt en formiddag på at lære et redigeringsprogram at

kende. Vi havde forestillet os noget mere,« fortsætter Marlene Skovgård Sørensen. Karen Løth Sass afviser også den kri-tik. »Det har aldrig været ambitionen,

at man har skullet lære at lave TV på tilvalg. De skal bare lære the most basics som at kunne klippe simpelt web-TV sammen.«

Mix er problematiskSamtidig har Karen Løth Sass forståelse for, at de studerende er frustrerede. Hun mener, at informa-tionen har været for ringe. De stu-derende fik først meget sent at vide, hvad deres andet semester inde-holdt, og hvem de skulle undervises af. Når det er sagt, opfordrer Karen Løth Sass de tilvalgsstuderende til at undgå at sammenligne deres forløb med BA’ernes. »Der er en grund til, at vi deler eleverne op på andet semester,« un-

Sara Wilkins

Ida Nathan

Nana Frederikke Fischer

”Selvfølgelig har vi snakket om nyhedskriterier og vinkling. Man overvurderer sig selv, hvis man tror, man er færdig med det efter et enkelt semester. Karen Løth Sass, underviser på tilvalgsuddannelsen

derstreger hun. Centerleder Peter Bro er enig med Karen Løth Sass i, at skellet mellem tilvalgsuddannelsen og bachelorud-dannelsen skal ridses op. »Det er et paradoks, at vi gør os umage for at blande tilvalg og BA’ere på første semester for så at give dem forskellige forløb på andet semes-ter. Vi skal være bedre til at minde de studerende om, at det nu engang er to forskellige uddannelser,« siger han.

sakri09@student.sdu.dkidnat09@student.sdu.dknaros09@student.sdu.dk

Ledelsen lover tilvalg klar besked fremoverDe tilvalgsstuderende har ret, når de er utilfredse med den informa-tion, de har fået på andet semes-ter. Den har været utilstrækkelig. Nu søsætter ledelsen en række tiltag.

INFORMATION. Fremtidige til-valgsstuderende bliver mødt med introduktionspakker og evaluer-ingsskemaer. Ledelsen vil undgå den forvirring, som de nuværende tilval-gsstuderende beretter om. De stud-erende giver udtryk for uvished om uddannelsens indhold, og hvem de har skullet søge vejlederhjælp hos. Adjunkt David Hopmann, der blev tilvalgsansvarlig midt i forløbet, tag-er kritikken på sig. »De studerende på tilvalg har man-glet én, som de kunne henvende sig

til i starten, og jeg kom først sent ind. Fremover vil jeg være mere present, så de ved, hvem de skal snakke med. Så tror jeg, problemet bliver løst.« Ud over løftet om at være synlig er David Hopmann i gang med at lave et spørgeskema. Det er rettet specifikt

mod tilvalg og skal være fast målestok for niveauet af tilfredshed.

Forventninger skal afstemmesDavid Hopmann er ikke den eneste, der har nye tiltag på vej. Centerled-er Peter Bro er netop blevet færdig med det, han kalder en ’undervis-ningspakke’. Den skal indlede alle fag på Center for Journalistik. Pak-ken dækker over, at hvert fag skal

starte med en introduktion til, hvor mange timer faget består af, og hvor meget der skal læses. På den måde får underviseren og de studerende forhåbentlig afstemt forventninger, inden de starter et forløb. »Der skal tages en debat inden se-

mestret. Så står det også klart for lærerne, hvor mange timer deres fag må fylde,« siger centerlederen.

Frem med utilfredshedenUd over introduktionsdelen består undervisningspakken også af en evaluering af det pågældende fag en tredjedel inde i semestret. »Det giver ikke mening, at utilfreds-heden med et fag først kommer frem

sent på semestret. Så kan vi ikke rette op på særlig meget,« tilføjer Pe-ter Bro og opfordrer alle studerende til at give lyd, hvis de på nogen måde er utilfredse. Den samme opfodring lyder fra David Hopmann og den nuværende underviser på tilvalgsuddannelsen, Karen Løth Sass: »Det er ærgerligt, at eleverne ikke er kommet til mig og har tilkendegiv-

Sara Wilkins

Ida Nathan

Nana Frederikke Fischer ”De studerende på tilvalg har manglet én, som de kunne henvende sig til i starten, og jeg kom først sent ind. David Hopmann, tilvalgsansvarlig

”Det er et paradoks, at vi gør os umage for at blande tilvalg og BA’ere på første semester for så at give dem forskellige forløb på andet semester. Peter Bro, Centerleder ved Center for Journalistik

et deres utilfredshed. Nu ender det som en bøvs til Lixen,« siger hun.

sakri09@student.sdu.dk

idnat09@student.sdu.dk

naros09@student.sdu.dk

Foto: Jakob Balthazar Munk

6 | maj 2010 | LIXEN FOKUS

Foto: Jakob Balthazar Munk og Karina Cecilie Møller

fokus:PANIKdag

LIXEN | maj 2010 | 7FOKUS

Navn

Alexander JacobsenAnders Masannek JørgensenAnders Reinholdt JonssonAndreas LangaaAnne Fiil Eskildsen Benedikte Brix RasmussenBenita Dreyer-AndersenBenjamin Mechlenborg Gregersen Benjamin Rothenborg VibeCamilla Falkenberg SønderstrupCamilla Hage Laursen Camilla Louise Lagstrøm Caspar Troest JørgensenCatia Maria Schmidt Olsen Christina GerionDaniel Ecksteen Kofoed Daniel Jørgen Rasmussen Filip LauritzenFrederik Julian Nørby Freja Czajkowski Gudmund de StordeurIda Marie Daugård Irene Morberg Madsen Jane Schmidt Klausen Jens Thorborg Johan Bertil Winther Andersen Karen Straarup Møller Karina Borg HansenKristine Sofie Bugbee Kristoffer Kræn Sørensen Kristoffer Maximilian Rasmussen Lasse Skytt Line Clemmensen Leonora Beck Louise Føns Mads Stoustrup TherkildsenMajken Søndergaard NielsenMaria DjurhuusMaria Haargaard Mette Emilie Hvid Poulsen Michella Meier Michelle ArrouasMinna Isor Jeanne CamaraMorten Bang Jørgensen Morten-Patrich Thrane Hansen Nanna Lehrmann Peter Mathiasen Rikke Malene HansenRonni Abergel Rune MoesgaardSally HildenSandra Haugaard Sara Wiese Kristensen Silas Søndergaard Fuglsbjerg Sofie Amalie Rasmussen Sofie Bak ThorupSophie BremerSteffen Nielsen Stephanie Korsholm Fox Stig Østergaard NielsenStine Niemann AalborgSøren Sehested Geisler Thomas Askjær Christiansen Thomas Hovmøller Ris Tina Tjørner Trine Højbusk NielsenVerner Joost Hansen

Praktikplads

DR NyhederneTV2 Sport A/SAvisen.dkMondayMetroXpress/24timerWomanNORDJYSKE MedierEkstra BladetSjællandske MedierFyens StiftstidendeTV2/ØstjyllandMondayFyens StiftstidendeDR SydTV2/LorryFyens StiftstidendeIngeniørenTV2/LorryDSB KommunikationIngeniørenBørsenTV2/ØstTV2/NyhederneJydskeVestkystenDR KøbenhavnBerlingske TidendeP3/Pirat TVTV/Midt-VestB.T.InformationFyens StiftstidendeJyllands-PostenDR LivsstilBørsenTV2/SydTV2/FynBørsenEkstra BladetBT TVFyns Amts AvisSe & HørPolitikenDR/KlubværelsetBerlingske TidendeTV2/NyhederTV2/FynDR FynLollandfalsters FolketidendeHK/KommunalFyens StiftstidendeDagbladenes BureauRitzauDR SjællandRitzauUndervisningsministerietJyllands-PostenEkstraBladetDR SydJSL Publications A/SNORDJYSKE MedierSjællandske MedierDR SjællandDR BornholmDR Nyhederne/SportB. T.DR SportenDR Nord

BA-studerende i praktik per 1. august 2010 SDU sejrede67 ud af 68 SDU-studerende fik en praktikplads ved Panikdagen den 28. april. 17 studerende fra Journalisthøjskolen mangler sta-dig en praktikplads.

Lise Karlshøj Ipsen

BRAVO. Nogle måtte vente længere end andre på det altafgørende op-kald, den eftertragtede kontrakt og den endelige forløsning. Men det samlede resultat for de 68 SDU-stu-derende var svært at være utilfreds med. 67 ud af 68 fik en praktikplads. En statistik, som praktikantvejleder på SDU, Karsten Prinds, er meget til-freds med.

»De klarede det formidabelt. Som

de plejer at klare sig! Især set i lyset af, at der i år manglede så mange pladser,« siger han dagen derpå.

Nøglen er samarbejdeAt næsten alle SDU-studerende kom hjem med en af de eftertragtede praktikpladser, skyldes ikke alene dygtighed og flid. Solidaritet og vilje til at hjælpe hinanden var medvir-kende årsag til, at så mange klarede sig godt på den panikkede dag, me-ner Karsten Prinds. »De var hurtige til at træffe en beslutning. Og så var de rigtig gode til at hjælpe og anbefale hinanden,« siger Karsten Prinds, som også er meget tilfreds med den geografiske spredning af de studerendes praktik-pladser. Praktikkoordinator for alle tre jour-nalistuddannelser Pia Færing har

ellers været ude at kritisere netop de studerendes modvillighed til at søge yderområder. Hun siger til journalisten.dk: »Det har taget lang tid at få de unge til at flytte sig, på trods af, at de har vidst længe, at der ikke er plad-ser nok. Klokken 11 stod vi med tre ledige pladser på JyskeVestkysten, tre på Sjællandske Medier, en på Kalundborg Folkeblad, en på Fyns Amts Avis og så videre. Mange var indstillet på at tage orlov frem for at søge disse steder.« Karsten Prinds mener ikke, at de studerende er for kræsne i deres valg af praktiksted. »Kig på listen over, hvor vores folk har fået praktik. Folk skal til Aalborg, Aabenraa, Holstebro og Rønne. Jeg synes, at spredningen er fantastisk god,« siger han.

liips09@student.sdu.dk

Foto: Karina Cecilie Møller

Antal mdr.

1212121212612126121812121218121218121212121212121212181212121261224 (½-tid)1212121212121212121212121212121212121261212?6612121212121212

Her kom de i praktik

Vi tog derop som et team”Det var ikke 68 konkurrenter, der tog til den frygtede Panikdag i Århus. Det var derimod en årgang, som var klar til at hjælpe hinanden med at få drømme-pladsen.

Lise Karlshøj Ipsen

SOLIDARITET. »På SDU hjælper man hinanden«. Det var mantraet, som kørte i baghovedet på de 68 stude-wrende, der den 28. april tog til Århus for at kæmpe om praktik-pladser. Temperaturen steg på Jour-nalisthøj-skolens lange gange i takt med adre-nalinniveauet hos prakti-kansøgerne. Men når en SDU’er stod med en kontrakt i hånden og en prak-tikplads i vente, var prioriteringen klar. Hjælp til dem der ikke havde en plads først. Bajere bagefter.

Fede pladser til alle67 ud af 68 kunne lettede køre til-bage mod Odense med en kontrakt. 4. semester-studerende Maria Djur-huus er ikke i tvivl om, at den gode statistik kommer af, at de stude-rende hjælper hinanden. »Det var ikke alle mod alle. Der var en klar stemning for, at alle skulle have fede praktikpladser,« siger hun. »Vi hjalp på den måde, at så snart vi havde skrevet os på listen (over hvor man skal i praktik, red.) og danset »stammedansen«, spurgte vi, om der var noget, vi kunne hjælpe med. Man kan hjælpe folk, som endnu ikke har fået en plads ved at følge dem hen til samtaler eller hjælpe dem med at “crashe”. Det kan være godt i situ-ationer, hvor folk ikke selv kan hol-de hovedet koldt,« fortæller Maria Djurhuus.

Ekstra Bladet måtte venteMaria Djurhuus fik selv hurtigt en praktikaftale med Ekstra Bladet og var derfor en af dem, som havde overskud til at stå til rådighed for de andre. Selvom hendes praktikplads var sikret, havde hun ikke glemt de af sine medstuderende, som kunne have brug for en hånd. »Praktikanterne på Ekstra Bladet skulle mødes klokken ti. Men os fra SDU tog det forbehold, at vi først ville se, om vi kunne hjælpe nogen af de andre med noget,« siger hun. Sidste år måtte to SDU’ere tage fra Panikdagen uden en praktikplads. I år gjaldt det kun en enkelt. 17 fra Journalisthøjskolen stod uden prak-tikaftale i år. Det samme gælder ti fra RUC, og ni studerende fra TV- og Me-dietilrettelægger-uddannelsen, der også står uden plads.

liips09@student.sdu.dk

PANIKdag

8 | maj 2010 | LIXEN FOKUS

FREMGANG. Når de journaliststu-derende skal vælge praktikplads, har geografi stor betydning, på trods af at geografien ikke siger noget om kvaliteten af mediet.

Nordjylland skræmmer ikkeBenita Dreyer-Andersen er en af de to SDU’ere, der fik praktikplads på Nordjyske Medier. Selv om hun oprindeligt kommer fra Nordsjæl-land, er hun ikke nervøs for at flytte nordpå for at komme i praktik:»Det skræmmer mig ikke at skulle flytte til Aalborg,« siger hun. Hun valgte ikke Nordjyske på grund af geografien, men snarere fordi hun får lov til at lave det hele:

»Jeg valgte Nordjyske, fordi jeg ikke behøvede at vælge hverken medie-platform eller format. Jeg skal det hele på Nordjyske. De hurtige nyhed-er, baggrunde, konflikter, det kon-fronterende, de skæve provinsielle historier, portrætter, artikelserier og listen forsætter. Og jeg skal lave det til papir, web, radio og tv.« Redaktionschef på Nordjyske Me-dier Mikkel B. Ottesen er også glad for, at SDU’erne er tilbage på Nord-jyske Medier: »På Nordjyske er vi glade for at have praktikanter fra de tre forskel-lige uddannelser. De har forskellige indgangsvinkler, og det er godt for mangfoldigheden i vores journali-stik,« siger Mikkel B. Ottesen, der er redaktionschef på Nordjyske Me-dier.

Forkælet at ville til KøbenhavnMikkel B. Ottesen synes, at det er en forkælet indstilling, når journalist-studerende kun søger mod Køben-havn: »Jobmarkedet tvinger journalister-ne til at vælge job ud fra, hvilken jour-

nalistik de vil lave. Der er ikke job nok i mediebranchen, til at man kan vælge job efter et smalt geografisk kriterium. Og det er det samme med journalistpraktikanterne,« forklarer Mikkel B. Ottesen.

Muligheder på NordjyskeLine Dalgaard fra Journalisthøj-skolen har været i praktik på Nord-

jyske siden februar 2010. Da hun søgte om praktikplads på Nordjyske Medier, var det da også med i hendes overvejelser, at Aalborg ligger i Nord-jylland: »Jeg overvejede da, om jeg helst ville bo i København eller i Aalborg. Og det betød helt klart noget, at det lå langt væk fra København, men nu,

hvor jeg er her, betyder det ikke no-get,« fortæller hun. I dagligdagen er Line Dalgaard glad for at lave journalistik på et lokalt medie: »Man er tættere på kilderne, de vil hellere tale med os, og der er heller ikke så meget kamp om kilderne her,« siger hun. Derudover forklarer Line Dalgaard,

at hun i sin praktiktid hos Nordjyske Medier får lov til at arbejde med alle journalistikkens genrer. Både fea-ture, nyheder og reportager. Desuden laver hun også tv: »Det er et godt sted at være, for der er ikke rigtig nogen begrænsninger for, hvad man kan lave her,« fortæller hun.

Det er to år siden, at Nordjyske Medier havde praktikanter fra SDU. Nu er SDU dog tilbage i det nordjyske.

Rikke Gredsted Seidenfaden

SDU’erne er tilbage på NordjyskeFlere SDU’ere på lokalmedierneBenita Dreyer-Andersen er ikke den eneste, der har søgt praktik på lokale medier i yderområderne. Studerende fra SDU fik på Panikdagen d. 28. april både praktikpladser på JydskeVest-kysten i Esbjerg, Lolland-Falsters Folketidende og DR Bornholm.

risei09@student.sdu.dk

”Der er ikke job i mediebranchen til at man kan vælge job efter geografi. Det samme gælder for praktikanterne. Mikkel B. Ottesen, Redaktionschef på Nordjyske Medier

Rune Moesgaard, SDU, ny praktikant på Fyens Stiftsti-dende

Hvordan gik din panikdag?Jeg fik et opkald klokken halv ti fra M!, og samtidig stak de hovedet ud fra Fyens Stiftstidende. Jeg sagde til Stiften, at de skulle tage mig ind med det samme, ellers ville jeg skride. Så gjorde de det, og jeg skrev under. Bagefter gik jeg op til M! og sagde: »Sorry, guys.« Jeg havde det lidt dårligt med at brænde dem af, fordi de rigtig gerne ville have mig. De havde printet alle mine artikler ud.

Hvordan var samtalen?Den var sgu fin. Jeg ved ikke lige, hvor længe jeg var inde til samtalen. Man mister tidsfornemmelsen temmelig meget i kampens hede. Men jeg svarede kun på tre spørgsmål, og så skrev jeg under, så det gik ganske hurtigt. Bagefter tågede jeg lidt rundt med min krøllede konrakt i lommen. Jeg kunne ikke rigtig fatte, at måneders forberedelse og nervøsitet var forløst så hurtigt med en grim underskrift og et svedigt håndtryk.

Minna Camara, SDU, ny praktikant på Klubværelset på P1.

Hvordan gik din panikdag?Den gik over al forventning. Jeg var bange for, at jeg ikke blev ringet op, men det blev jeg med det samme. Og så fik jeg jo min første prioritet, så det gik rigtig godt!

Hvordan gik samtalen?Det var en hård samtale. De ville gerne ansætte en fyr, så jeg blev nødt til at overbevise dem om, at de skulle ansætte mig i stedet. Inden jeg gik ind, kom der en fyr ud fra samtale, og han så rigtig glad ud. Men selve samtalen var hård og kritisk. De spurgte, om jeg var en hippie, fordi jeg havde lavet en collage til ansøgningen. De spurgte mig ud om de ideer, jeg havde. De spurgte mig også om, hvilke eksperter jeg ville bruge til et tema på DR. Og til sidst sagde hun: »Nu slår de mig ihjel på redaktionen, fordi jeg ikke ansætter en fyr «.

Hvordan havde du regnet med, at samtalen ville være?Jeg regnede med, at den ville være kortere, lettere og lidt min-dre kritisk. Med det var fedt, at de gik i kødet på mig, så fik jeg lov til at bevise lidt mere, og det kunne jeg godt lide.

Sally Hilden, SDU, ny praktikant på Dagbladenes Bureau.

Hvordan gik din panikdag?Den gik over al forventning. Jeg havde ikke turde håbe på, at det ville gå så godt.

Hvad skete der kl. 9.30?Klokken halv ti ringede Fyens Stiftstidende, som ville have mig til samtale. Jeg ville egentlig gerne til samtale der, men ville gerne trække den lidt, hvis Dagbladenes Bureau skulle ringe. Jeg havde nemlig hørt, at de havde lagt mærke til mig til Åbent hus. Hel-digvis ringede de,_ lige efter Fyens havde ringet. Og så tog jeg til samtale.

Hvordan var samtalen?Jeg var lidt tør i munden, men praktikvejlederen var rigtig sød. Hun interviewede mig, og det var klart, at hun havde nogle spørgsmål, som hun skulle have svar på. F.eks. ville hun vide, hvordan jeg får ideer, og hvornår jeg sidst har undret mig. Det var lidt svært at svare på. Jeg var ret nervøs, og samtalen var mere distanceret, end jeg havde regnet med. Jeg vidste, at Dag-bladenes Bureau giver sig god tid til at tale med folk, så jeg var forberedt på, at samtalen ikke ville være overstået vildt hurtigt.

VOXPOP: Hvordan gik din Panikdag?

Fakta om lokale medier

35 % af SDU’erne skal i praktik på et lokalt medie, som hverken ligger i Århus eller København.

50 % af de studerende, som skal i praktik på de lokale me-dier, skal lave tv på en af TV2 eller DRs lokalstationer.

De sidste 50 % skal i praktik på et lokalt dagblad eller medie-hus.

Foto: Karina Cecilie Møller

LIXEN | maj 2010 | 9FOKUS

Lixen twittede om kap med Journalisthøjskolens Pa-nikavis, da de studerende kæmpede om de bedste praktikpladser d. 28. april i Århus. Se her, hvad Lixen skrev. Resten kan ses på www.lixen.dk

SDU’erne ankommer til panikdagen. Foto: Karina Cecilie Møller

SDU’s praktikstatistik

4 % af de studerende skal i praktik i en kommunikationsstilling.39 % skal lave TV i praktikken.52 % skal hovedsageligt arbejde med skrevne medier.50 % af de studerende skal i praktik i København. 8 % skal til Panikdag igen i efteråret, da de har fået en stilling på 6 måneder. 98 % fik en praktikplads den 28. april.

cafau09@student.sdu.dk, jamun09@student.sdu.dk

10 | maj 2010 | LIXEN

BERLINGSKE TIDENDE. En liflig kaffearoma erobrer luften, da pan-ikdagens mest populære dør åbner og lukker igen. Mon det er derfor, en syv otte mennesker står udenfor og venter? Og tripper. Og bider negle. Og vandrer hvileløst i cirkler, mens de kigger på deres mobiltelefoner.En kvinde går forbi gruppen, der vokser, som klokken nærmer sig halv 10. »Orv, der er stille her.«Hun åbner munden igen, men hen-des stemme bliver overdøvet af hor-net, der brager ud og får en enkelt til at give et forskrækket sæt. Den første telefon ringer. »Det’ Rune.« »Hvem siger du, det er?« »Okay, jeg kommer med det samme.« Han knytter næven, mens tiden går, flere telefoner ringer, og en

mørkhåret mand kommer ud af Ber-lingske Tidendes overbegloede dør. Han scanner de håbefulde ansigter. »Morten?«Ingen af dem svarer. En lyshåret pige kigger på sin veninde og hvisker kort: »Fuck.«Manden prøver igen. »Morten?«En ung mand springer frem fra mængden og stikker hånden frem. En telefon ringer. To unge herrer opgiver og går. Tre tårer ned ad kin-den. Fire kram. Fem minutter går. Seks mennesker, der står stille og venter. Og syv minutter over ti åbner døren for sidste gang. En kvinde stik-ker hovedet ud: »Jeg ville bare sige, at vi er færdige med at ansætte.«

jamun09@student.sdu.dk

”

Jakob Balthazar Munk

PÅ POTTEN. Panikbodens basser og Gammel Dansk ender her. I toilettet. Ude foran er der en, der synes, at det lugter af sved. På toilettet lugter der af lort. Og lugten bliver kun tættere, som klokken nærmer sig halv ti. Det magiske tidspunkt, hvor praktik-stederne forhåbentligt ringer, så den nervøse mave kan få en ende. Toiletrullen kører næsten uden stop, i hvert fald på pigetoiletterne,

Natasha Nomathemba Dyasihvor døren går op og i konstant. »Det rumler en lille smule i maven,« siger Tina Ravn, der søger praktik og er på toilettet for anden gang denne morgen. »Jeg er nødt til at løbe ud til min telefon nu,« undskylder hun og løber ud, et minut før klokken slår halv ti. Et par minutter forinden lægger Miriam Lykke Schultz fra Journa-listhøjskolen et sidste lag mascara, inden hun skal ud og finde sig en praktikplads.

»Jeg har det øhh, jeg er lige så nervøs som alle andre. Jeg har også haft mareridt i nat, om at min telefon ikke ringer, men den har lige ringet, og jeg skal til samtale klokken halv ti,« siger hun. Hornet skriger, og toiletterne er tomme. På drengetoilettet er nerverne tilsyneladende også gået i maven. Herude er lugten dobbelt så kraftig som på pigernes.

nadya09@student.sdu.dk

Berlingske Tidende er med

82 ansøgninger de mest

populære • Toilettet er

også godt besøgt • Og ved

paniktavlen er der glade

mennesker • De triste kan

så snuppe en Gammel

Dansk ved DJStuds bod

• Læs de paniske beret-

ninger...

”

Hvem siger du, det er?

Det rumler en lille smule i maven

Reportage

Reportage

Reportage

FOKUS

LIXEN | maj 2010 | 11

PANIKBODEN. Panikmenuen er lige til at håndtere for de praktiksøgende. De nervøse studerende søger tilflugt i boden og får udstyret sig med årets panikkombination - en basse i den ene hånd og et vækkeur på væske-form i den anden. De fire flasker Gammel Dansk er næsten så attrak-tive som Berlingskes praktikpladser. Uret over baren viser, at hornet ring-er om et kvarter, mens der næsten er kø. Nogle spørger efter kaffe – de frygter for, at en spritånde kan være hæmmende for en kontrakt. Panik-ken spreder sig. Med fem minutter igen bliver mor-

genbrødet og alkoholen overladt til sig selv, det eneste, der nærmer sig baren, er rygterne om snyd. En lyd fjerner dog alle tanker og teorier. Det berygtede horn larmer. Kun So-fie Bak fra SDU er tæt på basserne. Hun sprinter dog lige forbi, enten fordi hun ikke er sulten, eller også fordi hun virkelig gerne vil på DR – sekunder senere løber hun igen lige forbi lækkerierne. Skuffende. Heldigvis tikker de første vindere ind. Rystende hænder giver dog bar-tenderne overarbejde. Panikken har spredt sig til fingrene, så selv vin-derne spilder Gammel Dansk. Hel-digvis tager de bare en mere.

nialb09@student.sdu.dk

Nikolaj Albrectsen

Basser og vækkeur i væskeform

PANIKTAVLEN. Sporadisk larm. Et båthorn skærer gennem luften. Få sekunders lammende stilhed. Og så; mobiltelefonernes sønderlem-mende ringetoner, skrig, der i farten ikke kan karakteriseres som hverken glædes- eller ulykkesudbrud og unge

menneskers accelerationsevne, der bliver sat på en voldsom prøve. Klyngen foran den stadig navnetom-me tavle bliver gradvis større, men pludselig er der to, der, i stedet for at bruge øjnene, hiver fat i en kuglepen, og som de første skriver deres navn ud for en praktikplads. Leonora Beck

Casper Fauerholdt

”FUCK mand

fra SDU og Lasse Ladefoged fra DJH kan med en håndskrift, der lige så godt kunne være noter på en spiral-blok, placere dem hos Børsen. »Det var min førsteprioritet. Jeg stod uden for lokalet klokken halv ti og håbede på, at de kontaktede mig,« fortæller DJH’eren, der lige når at

lykønske sin kommende kollega fra SDU, inden han forsvinder i mæng-den af medstuderende. En pige står på den anden side af tavlen. Dér, hvor praktikopslagene hænger. »Fuck mand,« knækker hendes stemme.

Knugende i hånden har hun en sta-dig tavs mobiltelefon. Forskellen på de to sider af tavlen er kontrastfyldt.

cafau09@student.sdu.dk

Reportage

FOKUS

Foto: Jakob Balthazar Munk og Karina Cecilie Møller

12 | maj 2010 | LIXEN PORTRÆT

Fra Ingo Maurer-loftslampen dingler de små, hvide papirlapper med citater fra japansk filo-sofi og kloge ord skrevet af venner og bekendte. Alle må skrive, men det er ikke tilladt at få mere end ét citat hængt op. Det er den eneste regel. Peter Øvig Knudsen tager en seddel med let hånd. Sin egen. Stemmen er blød, næsten for-sigtig. Søg det højeste, og alt andet vil blive dig givet i tilgift.

»Det er et Jesus-citat,« siger Peter Øvig. »… eller næsten. Det var en hippie, der gav

mig det.«

Den generte chefredaktør ...Mens de andre børn i skolen legede cowboydere og indianere startede 11-årige Peter ’Holme-bladet’. En lokalavis, hvor han selv var ansvars-havende og administrerende chefredaktør. »Det virker lidt, som om at det valgte sig selv. Det med at blive journalist. Gennem det skrevne kunne jeg få respons fra andre men-nesker. Og på grund af ’Holmebladet’ kunne jeg snakke med alle mennesker. Fra manden i kiosken til den lokale præst. Jeg var ikke god til fodbold eller de andre ting, som man, I ved, helst skulle kunne. Men det der med at skrive, det ku’ jeg,« fortæller Peter Øvig. Han var en genert dreng. Så genert, at han aldrig sagde noget i timerne. Men ved at lege journalist kunne han pludselig skabe kontakt. »På den måde kunne jeg skabe formelle ram-mer for en samtale. Jeg turde mere end før. Det var nok en genert drengs måde at komme ud i verden på,« siger Peter Øvig.

... og den frelste forfatterHan fræser videre med journalistikken i de kommende år. Hans tid går med skoleblad og Kommunistisk Arbejderparti’s nyhedsblad, ’Rød Ungdom’. Efter gymnasiet begiver han sig som så mange andre på højskole. Og her finder den unge Øvig en ny måde at leve på. »På Store Restrup stødte jeg på Jesus-citatet med at søge det højeste. Jeg fik det fra en hippie, der blev min chefhippie … eller min far-hippie. Min hippie-far.« Han smager hurtigt på ordene og fortsætter så sin talestrøm. »For mig handler det om, at man skal gøre det, man holder mest af. Og så må det materi-elle følge med. Den gode tanke er så, at hvis du gør det, du bedst kan li’, følger det faktisk med. Det materielle. Det er ikke sikkert, at det altid holder vand. Men det er en smuk tanke.« Det lyder frelst. Det ved han. Han har alligevel forsøgt at holde fast i det. »Men jeg synes, at jeg har noget at have det i,« fortsætter han uden at tøve. »Jeg sagde jo et trygt og velbetalt job op på Weekendavisen for at blive forfatter og komme ud af et job, som, jeg følte, begrænsede mig journalistisk.« Peter Øvig havde sat sig for, at han skulle skrive bøger, og sådan blev det - naturligvis. »Jeg tog en chance. De fleste bøger sælger jo ikke en skid,« fortæller han og trækker let på skuldrene. »Alle journalister – ja, alle mennesker - kunne overveje, om de har de arbejdsbetingelser, som de allerhelst vil have. Hvis de ikke har det, må de jo så gøre, hvad de kan for at gøre dem bedre. Som journalist har man en forpligtigelse til at sætte sig ud over de materielle undskyldninger. Undskyldninger som for dårlig tid, for få res-sourcer, en uretfærdig redaktionssekretær.« For Peter Øvig var valget klart: Farvel til de journalistiske medier. Et farvel har han aldrig fortrudt. »Alt for mange journalister slipper af sted

med de dårlige undskyldninger. Jeg tror også, de selv ved, at de ikke gør det ordentligt. Hver gang jeg siger sådan noget, så hører jeg den der store rungende klang af frelsthed. Det lyder også ret frelst at sige: ’Jeg laver ordentlig jour-nalistik. Og det er der en masse andre, som ikke gør’, men jeg synes ærligt talt, jeg er forpligtet til at sige det,« siger han. Så smiler han igen. »Jeg laver det, jeg allerhelst vil.«

Farvel til nyhederHan sidder tilbagelænet i stolen med benene oppe på spisebordet. De pink sok-ker med sorte mariehøneprikker suger opmærksomheden. Peter Øvig er en mand, der reflek-terer meget. Det viser sig i hans blik. Det vandrer. Snor sig fra det grønne Max Havelaar-mærke på glasset med instant-coffee, ned over træbordet, videre til de udspredte blade - dagens Politiken og Journalisten – ud mod vinduet og stopper så. Brat. På et ukendt punkt i haven. Når de milde øjne fokuserer, kommer den enorme lyst til at fortælle. Om hans eget syn på medierne og på sig selv. »Jeg ville ikke kunne arbejde som journalist på et medie længere. De vilkår, som man finder i dag, ville jeg ikke kunne underlægge mig. Man er en del af en fabrik. Et sted, hvor der pro-duceres noget, og her er man underlagt nogle mekanismer, som man måske slet ikke forstår,« siger Peter Øvig.

Journalisten der flygtede

Hans Redder Nørgaard

Søren Dal Rasmussen

”Jeg havde forsømt min kone. Ja, jeg havde vel været utro med en bog.

Peter Øvig knudsen, forfatter

Hvordan mærkede du det? »Jeg havde fra starten en fornemmelse af, at jeg ikke skulle være journalist på normale vilkår. Det var et kæmpe chok for mig at komme på Information og skulle producere dagligt. Jeg syntes bare ikke, at nyheder var interessante,« forklarer Peter Øvig. Hans brud med medieverdenen var naturligt. Sådan efterrationaliserer han det selv i dag. Det var et nyt projekt, der blev det afgørende skridt mod forfatterskabet. »Jeg følte mig presset til tider. For mig var

det endda svært at levere, hvad jeg så som ordentlig journalistik på ugebasis. Da jeg så en gang havde prøvet at have orlov og skrive en bog ...« Hans blik glider bort fra haven og møder vores. »Så var det faktisk umuligt for mig at komme tilbage til den form for journalistik.« Efter flere års arbejde er Peter Øvig i 2001 klar med sin første bog: ’Efter drabet’ – om stik-kerlikvideringer under anden verdenskrig. En overfladisk glæde Udgivelsen er kvantespringet i forfattereksper-

Han er kendt både som journalist og forfatter. Og så er han altid gået sine egne veje. En monsterbestseller, en Cavling-pris, utallige joints og et ægteskab senere har Peter Øvig endelig fundet sig til rette i den journalistiske niche, hvor han trives bedst. Og fastansat bliver han i hvert fald aldrig igen.

Trækker man en rød tråd igennem Peter Øvigs liv, så spøger citatet i mange beslut-ninger. Han er flygtet fra de hurtige deadlines, enkilde-historierne, overfladiske nyhedsar-tikler, mikrofonholderi, hurtigheden på net-tet, ja, hele ’nyhedsmaskinen’, som han kalder den. Det vender han aldrig tilbage til. For det, Peter Øvig vil, er at præstere på egen hånd og tilføre verden ny viden, som han selv formu-lerer det. Han kigger på citatet og smiler så. Et lumskt smil. De små furer ved øjnene træder frem, og i den højre side af hans ansigt buer læben lidt højere op mod den kronragede hovedbund. »I må også gerne skrive en seddel,« siger han. Sekundet efter hæver højre mundvig sig igen i et smil. »Hvis I da har noget at sige.«

Foto: Søren Dal Rasmussen

LIXEN | maj 2010 | 13PORTRÆT

Journalisten der flygtede

imentet Øvig. Pludselig er han selv en nyhed i medierne. Så han render rundt til interviews, stiller pænt op til TV. Det er det samme medie-hysteri, der klæber sig til Peter Øvig efter ud-givelsen af Blekingegadebanden. Det tager især overhånd, da han vinder Cavling-prisen. »Det er da fedt. Det er også noget, som jeg kan li’. Men det er en meget overfladisk glæde at være i medierne og rende rundt ude i et eller andet TV-studie. Jeg opdagede hurtigt, at det er glæden med researchen og skrivningen, der overstråler udgivelsesopmærksomheden. Det har jeg måttet minde mig selv om mange gange siden.«

Hvorfor? »Fordi det er enormt sundt for mig. Jeg skal fand’me nyde tiden, når jeg skriver. Når jeg

finder sammenhænge i researchen, historier i historien, ting der ikke er skrevet før, når jeg finder nye arbejdsgreb, som jeg kan se virker, når oplysninger bare passer sammen. For ek-sempel, da jeg researchede på ’Flammen’ og hans historie. Han var jo den store helt – den unge, døde helt fra modstandsbevægelsen. Jeg finder ud af, at han måske har arbejdet for en eller anden slubbert og har slået folk ihjel som en slags lejemorder. Og pludselig er der nye stykker information, der peger i retning af, at … det er sgu rigtigt nok. Han er simpelthen ble-vet taget i røven, ham den unge helt. Når man laver så stor en research, så er der øjeblikke i ekstase, når noget, man har en mistanke om, kan dokumenteres.« Han tager en pause og trækker vejret. En

” Alt for mange journalister slipper af sted med de dårlige undskyldninger. Jeg tror også, de selv ved, at de ikke gør det ordentligt. Peter Øvig Knudsen, forfatter

gang. Som om tankerne har været splittet, og det er nødvendigt at samle dem igen. »Og så er det hele skriveeuforien. Den til-fredsstillelse, der ligger i arbejdsprocessen, er simpelthen større. Den er DYBERE.« »Sikke et arbejde, du har lavet der «Vi går ind ad den smalle gang imod hans skriveværelse bagerst i huset. Det er som at træde ind i et gammelt sommerhus fra 70erne. Gulvet er af træ med sorte knaster. På de hvid-malede plankevægge hænger små billeder og et helt galleri af tegninger, som hans børn har lavet. Ved bagvæggen klemmer bøger og doku-menter sig mellem hinanden i reolen af stål. De fleste bøger er hans egne. Dem nyder han også selv. Og selvom Blekingegadebanden er hans helt store kommercielle succes, er det ikke den, der gør Peter Øvig mest tilfreds. »Det stykke journalistik, jeg er mest glad for, må være ’Efter drabet’. Det var min første gang som dokumentarisk forfatter. Når der så kom-mer en ny udgave her otte år efter, sætter jeg mig ned og bladrer i den, mens jeg tænker: ’Det var fandens. Det var imponerende. Sikke et ar-bejde, du har lavet der’.« Højre kind gør et træk opad og bliver til hans karakteristiske smil. I midten af det lille rum står det brune skrive-bord. Oversvømmet af bøger, kalendere, post-its, en fingermuskeltræner med røde håndtag, en uløst Rubiks terning. Og en pose pot med tilhørende postkort - en hilsen fra en gammel hippie, der ønsker Øvig god fornøjelse med ’smagsprøven’. Han sætter sig foran compu-teren. De tre store vinduer har udsigt til haven og skoven. Peter Øvig læner sig tilbage i stolen. En direktør på sit kontor. »Jeg er herinde hele tiden i øjeblikket,« kon-staterer han.

Børnene eller bøgerne På computerskærmen lyser et tætskrevet word-dokument. En ny bog om den danske hippiebevægelse er ved at tage form på skrift – og i Peter Øvigs hoved. Bogen tager udgangs-punkt i den første Thy-lejr i 1970. En tid, hvor hippierne vendte tingene på hovedet og satte

spørgsmålstegn ved alt. Dyrkede nye religioner og spiritualitet. »Der er ikke nogen, der har betydet så meget for vores moderne samfund,« fortæller han be-gejstret. »Kønsroller, seksualitet, uddannelse, opdrag-else, tøj, bolig. Hippierne skabte en helt ny måde at tænke på, som er blevet en del af dag-ligdagen siden. Det er et oprør, der går meget bredere end det marxistiske.« Når Peter Øvig skriver, fortaber han sig nemt. Et tordnende tog, der ræser over de gnistrende skinner. Skrivningen glæder ham, skrivningen beruser ham, og skrivningen er altid kommet i første række. Og det har kostet. Peter Øvigs kone forlod ham, mens han lagde sidste hånd på Blekingegadebøgerne. »Jeg havde forsømt min kone. Ja, jeg havde vel været utro med en bog.«

Han holder pause, trækker vejret og fortsæt-ter så med vanlig bestemthed i stemmen. »Jeg kan huske, at der var en, der spurgte mig, om jeg ville gøre det anderledes, hvis jeg nu havde kendt konsekvensen, inden jeg skrev Blekingegade… Narj, det ville jeg sgu nok ikke. Så på den måde er det bare tough shit for en kæreste. Bøgerne bliver til tider det vigtigste i ens liv.«Blikket vandrer, og det er tydeligt, at tankerne fiser rundt bag de blå øjne. »Jeg vil fandeme have svært ved at svare på det, hvis det er børnene, det handlede om,« fortsætter han.

Han rykker sig uroligt i stolen, som er han overrasket over, hvad han netop har sagt. »Men nu er der heldigvis ikke nogen, der stil-ler mig over for det valg. Jeg vil gerne bilde mig selv ind, at jeg ville vælge mine børn.«

hanoe09@student.sdu.dk

soera09@student.sdu.dk

Øvig og hash. Peter Øvig har en gentleman agreement med Gentofte Politi. Så længe, han ikke taler offentligt om hans forbrug af hash, kommer de ikke og laver razzia i hans hus. Da vi spørger om det, er han også forbeholden. »Det kan jeg ikke udtale mig om, desværre. Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil overtræde den aftale. Måske skal jeg give slip på den, nu hvor ’Hippie’ udkommer. Jeg ved det ikke helt, men jeg vil sgu ikke miste mit pot.«

Peter Øvig KnudsenJournalist og forfatter, født 9. oktober 1961

Uddannet fra Journalisthøjskolen i 1987 med praktikplads på Ekstra Bladet

Har tidligere arbejdet på Press, Information og Weekendavisen

UdgivelserEr du da sindssyg? (1987), Børn skal ikke lege under fuldmånen (1995), Min genera-tion (1997), Passioner (1998), Efter drabet (2001), Hilsner fra klovnen (2003),Birkedal (2004), Blekingegadebanden 1 (2007), Blekingegadebanden 2 (2007)Blekingegadebanden, samlet udgave (2008)

14 | maj 2010 | LIXEN BRANCHE

Journaliststuderende presser freelancere - og sig selv

Negere koster seereDer er langt mellem Afrika-historierne i de danske mediers spalter og sendeflader. En ny pris, der om få måneder uddeles for anden gang, skal skabe fokus og prestige om kritisk journalistik fra den tredje verden. Og det er der hårdt brug for, for de danske medier er pinligt ringe til at dække Afrika, mener sidste års vinder af prisen.

Hans Redder Nørgaard

SORT HUL. ”Skandaløst og skam-meligt ringe”. Så kort og kontant ly-der det fra Tom Heinemann, når han bliver bedt om at bedømme dæknin-gen af Afrika i de danske medier. Tom Heinemann har selv lavet journalis-tik fra den tredje verden i mere end 20 år, og vandt sidste år Timbuktu-prisen for sine kritiske historier med fokus på Afrika. Han oplever, at det er sværere end nogensinde at få danske aviser, radio og tv-stationer med på idéer, der omhandler Afrika.

»Både mig og mine kolleger kan se, at det bliver sværere at få store og små projekter finansieret. Journali-stikken fra Afrika har det sgu svært« siger han.

Mediehuse er påpasseligeLars Kabel er journalistforsker ved Update og har længe beskæftiget sig med dækningen af Afrika i de dan-ske medier. Han mener ikke, at man entydigt kan sige, at det er sværere

end tidligere for Afrika-historier at få spalteplads og sendetid.

»Jeg vil ikke sætte alle medier i samme kasse. Der er stor forskel. Nogle tør satse - i de store dagblade mener jeg for eksempel ikke, at dækningen er mindre end tidligere,« siger han.

Men han er enig med Tom Heine-mann i, at kontinentet generelt set bliver prioriteret meget lavt rundt omkring på de danske redaktioner.

»Alt i alt er det forbavsende få aftaler, som danske medier har med journalister i Afrika. Det er helt vildt få. Faste danske journalister syd fra Sahara kan vel tælles på en enkelt hånd, og mediehusene er meget på-passelige med at sende folk derned,« lyder hans vurdering. Lars Kabel forstår dog godt mediernes valg, eller nærmere fravalg af fokus på Afrika

»Mediehusene har jo ikke mu-

lighed for at være alle steder. De bliver nødt til at prioritere, og helt objektivt set er der jo andre steder i verden, som er langt mere relevante at dække,« siger Lars Kabel og peger blandt andet på Kina, som er mere

interessant både økonomisk og poli-tisk og derfor også bliver prioriteret højere af de danske medier.

Seerne vil ha’ Bubber og BSIfølge Tom Heinemann er det er især de to store TV-stationer DR og TV2, der skrotter den seriøse dækning af Afrika i disse år.

»Der findes en talemåde i fjern-syns-branchen, der hedder negere koster seere. Og det er desværre en ret udbredt opfattelse. Medmin-dre det lige handler om Bubber og BS, der render rundt på Savannen, så kommer det simpelthen ikke på skærmen,« siger han.

Lars Kabel er enig i, at dækningen af ulandene er blevet nedprioriteret på TV de seneste år.

»Dækningen af den tredje verden er rykket fra hovedkanalerne til de mere nicheprægede kanaler som

DR2 og TV2News – og selv her har de det svært,« fortæller Lars Kabel.

Opmærksomhed og prestigeHvis Afrika for alvor skal nå over-skrifterne, er der brug for en hold-ningsændring blandt de danske me-dier, mener Tom Heinemann. Og her er tiltag som for eksempel Timbuktu-prisen, der hvert år belønner kritisk u-landsjournalistik, en mulighed.

»Man kan håbe, at den omtale, som sådan en pris kan skabe, giver lidt eftertanke rundt omkring på de dan-ske redaktioner – for der er altså en verden uden for Valby Bakke.«

Lars Kabel tror ikke, at dækningen af Afrika i fremtiden vil blive større og mere dybdegående.

Timbuktu Fonden er en selvstændig fond med det formål at fremme ulandsoplysning og -journalistik i Danmark.

Hvert år uddeler fonden en pris på 100.000 kroner til et journalistisk projekt med ulandene i fokus. Pengene skal være med til at finansiere nye ulandsjournalistiske opgaver.

Første gang prisen blev uddelt var sidste år – her vandt Tom Heinemann for sine tre TV-dokumentarprogrammer, ”Når tilbud dræber”, ”Et tårn af løfter” og ”En bitter smag af te”.Prisen administreres af Folkekirkens Nødhjælp.

FAKTA OM TIMBUKTU FONDEN

»Den generelle udvikling i Afrika bliver aldrig et stort emne i de dan-ske medier,« siger han men påpeger, at store begivenheder, som for eks-empel VM i fodbold i Sydafrika til sommer, kan skabe kortvarig op-mærksomhed på området.

»Men det er kun for en kort pe-riode, og så går interessen i sig selv igen,« siger Lars Kabel.

Den forklaring stiller Tom Heine-mann sig ikke tilfreds med. Hans op-fordring er klar:

»Jeg synes, at medierne skal tage stilling til, om de skal fortælle om vores forholdt til vores kæledyr, eller vores forhold til den verden vi lever af og med,« siger han.

hanoe09@student.sdu.dk

Rikke Gredsted Seidenfaden

De journaliststuderende tænker måske ikke over det, når de tager et gratis job eller sælger en artikel til en billig pris. Men det kan være med til at presse freelancerne yderligere.

”

TIL SALG. Hos DJStud er man op-mærksom på, at de journalist-studerende tager bijob ved siden af studierne. Derfor vil de sende spørgeskemaer ud til alle journalist-studerende for at finde ud af, hvor meget de studerende bijobber, hvor-for de gør det og vigtigst: Hvor meget de får for det. ”Det er vigtigt, at vi får sparket gang i debatten om bijob i mediebranchen så hurtigt som muligt,” siger So-fie Bak, der er bestyrelsesmedlem i KaJO og med til at sætte fokus på problematikken.

Det store spørgsmål er, om det er realistisk, at de journaliststuderende kan få samme takst for et stykke ar-bejde som en freelancer.

Kendte ikke freelance-taksterNina Bendixen læser journalistik

på SDU på 2. semester. Hun solgte en historie i januar til Fyens Stifts-tidende. Hendes historie handlede om små hunde, som på grund af sne-vejret ikke fik tisset. Historien blev citeret i flere større medier efterføl-gende. Nina Bendixen krævede ikke freelance-pris, fordi hun ikke kendte taksterne: ”Jeg tænkte ikke så meget på, hvor mange timer jeg havde brugt på den.

Det var en skoleopgave, som skulle laves alligevel, og det gik stærkt med at få den solgt på grund af snevejret. Men næste gang vil jeg nok forsøge at få mere for mit arbejde,” siger Nina Bendixen, som har lært, at hendes arbejde er mere værd.

Hun tror, at det bliver nemmere at sætte en pris næste gang, hun skal sælge en artikel.

Ødelægger det for sig selvI Freelance-gruppen er det et vel-kendt problem, at studerende tager job, som en freelancer i stedet kunne have lavet. Ifølge Kristian Meldgaard, der er formand for Freelance-grup-pen og har 28 års erfaring som free-

”Med mindre det lige handler om Bubber og BS, der render rundt på savannen, så kommer det simpelthen ikke på skærmen. Tom Heinemann, vinder af Timbuktu-prisen i fjor.

”Når en studerende sælger et billigt produkt til et medie, så ødelægger de det for sig selv. Kristian Meldgaard, formand Freelance-gruppen

lancer, så ødelægger de studerende det for sig selv, når de sælger en ar-tikel for billigt. ”Når en studerende sælger et billigt produkt til et medie, så ødelægger man det for sig selv. For det er svært at komme tilbage to måneder efter og sige, at man er færdiguddannet og skal have en højere pris for sit arbej-de,” forklarer han. Derfor mener Kristian Meldgaard, at man skal se studiet som en overgang. Selv om det er fristende at sælge sine

produkter for billigt, så kan det be-tyde, at man ødelægger det for sig selv, når man er færdiguddannet.

risei09@student.sdu.dk

Ill: Nana Frederikke Fischer

LIXEN | maj 2010 | 15BRANCHE

Årets Pressefoto under beskydningDer er uenighed mellem fotograf Lars Bech og Pressefotograffor-bundet omkring konkurrencen Årets Pressefoto. Lars Bech øn-sker en større jury, da han mener, at der er rygklapperi i branchen, men formanden afviser kritikken. Alligevel vil han ikke udelukke, at der er ændringer på vej.

Steffen Koldborg

NEPOTISME. »Politiken har de sidste to gange, de har haft dommere med i panelet, fået 10-12 priser for bil-leder, brugt i deres egen avis. Det er ret meget. Det er faktisk usandsynlig meget.«

Sådan lyder noget af kritiken, der er rejst af fotograf og medejer af Das Buro Lars Bech. De seneste fem år har der ifølge ham været en ten-dens til, at dommere vælger nogle af de billeder, de har set før. Det bety-der, at fotografer fra medier, der har haft en dommer i juryen, har vundet flere priser end konkurrenterne. Det, mener han, er et problem.

Den stående joke i år blandt kollegaerne var ifølge Lars Bech

spørgsmålet om, hvem man skulle satse penge på som vinder af Årets Pressefoto. Ved at fokusere på ju-ryens tre medlemmer kunne man forudsige vinderen.

»Det skulle så være en omgang Berlingeren i år, og det blev det også. Fuldstændig efter bogen. Det var der, jeg fangede den,« fortæller han.

Fotograf Jan Grarup har stor er-faring som dommer i danske og in-ternationale juryer, heriblandt Årets Pressefoto. Han mener, ligesom Lars Bech, at det ikke er optimalt, at dom-merne på forhånd kender til nogle af de billeder, de skal vurdere.

»Det er problematisk, når man sidder i en jury og har et forhånds-kendskab til noget, der er lavet. Det er der, problemet ligger. Hvis man som dommer bare har en lille smule engagement i branchen, så ved man

godt, hvad der bliver lavet,« siger han.

InteressekonflikJurymedlemmerne er gode til at sige fra, hvis de føler sig inhabile ved at genkende en kollegas billede, mener Jan Grarup. Men også dét kan være problematisk.

»Hvis du sidder i en tremands-jury, og alle har en conflict of interest, fordi alle ved, hvem der har lavet det, så er

man lige vidt,« forklarer han.Ender et jurymedlem med at

stemme på en kollega, mener Jan Grarup ikke, at der er tale om ryg-klapperi. Det kan derimod godt spille en rolle, hvis man kender historien bag billedet.

»Man har måske tidligere været med til at redigere billedet, inden det skulle trykkes oprindeligt og har dermed et bedre kendskab,« siger han.

Lars Lindskov, formand for Presse-fotografforbundet, erkender, at den avis, der har haft en repræsentant i juryen de seneste år, har vundet, men samtidig slår han fast, at det er et spørgsmål om tilfældigheder.

»Jeg mener ikke, at dommere stem-mer på kollegaer. Det er tilfældigt. De går selvfølgelig efter de bedste bil-leder. Det er også dommernes eget ry og rygte, der er på spil,« siger Lars Lindskov og fortsætter:

»Hvis man tænker på, hvem det er, der har vundet de forskellige år, sam-tidig med at man kigger ud i verden for at se, hvilke danske fotografer der har vundet store internationale konkurrencer de samme år, så er det meget tit de samme fotografer. Så at der er internt rygklapperi, det er jeg uenig i,« siger han.

Juryens størrelseLøsningen er ifølge Lars Bech en større jury, hvor man kommer rygter om nepotisme og rygklapperi til livs. Hvis man eksempelvis havde en jury på fem eller otte medlemmer, ville juryen være mere skudsikker over

for kritik.»Så er det også okay, at der er én,

der siger, jeg kan ikke være med til at stemme her, fordi det er en kollega, der har taget billedet. Jeg er inhabil. Problemet er, at hvis man gør det i en tremands-jury, så er der kun to mand tilbage, og så går det ikke op,« siger Lars Bech.

En større jury kunne være en mu-lighed, men det afgørende er det en-

kelte medlem, mener Jan Grarup.»Jeg er enig i, at større juryer giver

mere perspektiv på det, men til syv-ende og sidst handler det om, hvor stærke jurymedlemmerne er. Det kommer an på, hvor velartikuleret du er,« siger han.

Indtil videre har Lars Bech med ønsket om en større jury ikke fået opbakning hos forbundet.

»Det er sværere at kritisere en jury, der er stor, end det er at kritisere en snæver jury. Det er simpel matema-tik,« siger han.

Nej til udenlandske dommereMuligheden for en jury bestående udelukkende af udenlandske dom-mere er også en mulighed, men det, mener formanden, er problematisk.

»I fotojournalistisk skal der også være fokus på det journalistiske, og

det kræver et indblik i, hvad der er foregået i Danmark. Derfor vil vi primært have danske dommere,« siger han.

Han bakkes op af Jan Grarup, der vurderer, at udenlandske dommere vil skabe en slagside, hvor internatio-nale værdier prioriteres på bekost-ning af danske, og dermed er der in-gen dansk vinkel. Muligheden for at benytte danske journalister i juryen,

men-e r h a n hell-e r ikke, e r l ø s -

ningen.»De ser ikke så meget på fotografi-

et, men i stedet for tænker de, hvad var den store journalistiske begiven-hed i år. Bom, så tager vi et billede af Lars Løkke Rasmussen, fordi det er vigtigt, men det er ikke nødvendigvis det bedste billede,« fortæller han.

Det store spørgsmål er, om be-styrelsen vil udvide juryen, så Årets Pressefoto tager sig anderledes ud til næste år.

»Det er ikke endeligt besluttet. Det bliver besluttet inden sommerferien, men det kunne man godt forestille sig. Der bliver altid lavet noget om år for år,« siger Lars Lindskov.

stkol08@student.sdu.dk

”Det skulle så være en omgang Berlingeren i år, og det blev det også. Lars Bech, fotograf og medejer af Das Buro

”De går selvfølgelig efter de bedste billeder. Det er også dommernes eget ry og rygte, der er på spil. Lars Lindskov, formand Pressefotografforbundet

Mads Nissen fra Berlingske Tidende får overrakt prisen som Årets pressefotograf. Foto: Thomas Sjørup

16 | maj 2010 | LIXEN BRANCHE

“Er der nogen journaliststuderende, der ikke har hørt om det? Det kan jeg slet ikke forstå

Jakob Balthazar Munk

Søren Dal Rasmussen

BAG BETÆNKNINGEN. Torsdag den 16. maj 2002 nedsætter regeringen en Offent-lighedskommission, der skal arbejde på en ny offentlighedslov. 22 mænd og kvinder får ansvaret for at lave et forslag, som skal give mulighed for mere demokratisk kon-trol med den offentlige forvaltning som ministerier, regioner og kommuner. Rundt om forhandlingsbordet sidder blandt andet folk fra ministerier, medierne, univer-siteterne og folketingets ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. Nu er det deres ansvar at komme med udkastet til en lov, der skal sikre mere åbenhed til gavn for demokratiet. Syv år, fem måneder, 17 medlemsskift og 49 møder senere dumper den 1216 siders betænkning ned på justitsministerens bord. De første tanker om en ny lovgivning.

Vage begreberI det nye udkast præsenterer kommissionen en række undtagelser i retten til akt-indsigt. En håndfuld af disse paragraffer har fået landets journalister til at ud-trykke stærk modstand imod kommissionens arbejde. Rikke Gottrup er adjunkt på Juridisk Institut ved Syddansk Universitet og har skrevet Ph.d. i forvaltningsret. Hun ser også problemer i nogle af de nye forslag. »Med udkastets paragraf 24, 25 og 27 er der grund til at overveje, om man ned-toner hensynet til offentlighedens generelle interesser,« siger hun. Det er især paragraf 27, som Rikke Gottrup ser to problemer i. Den nye paragraf vil gøre det umuligt at få indsigt i den udveksling af dokumenter som ministre og folketingsmedlemmer har med hinanden under fx lovgivningsprocesser. Selve formuleringen giver hovedbrud. »Der er kommet en række begreber i den nye betænkning, som er helt nye. For eksempel er et begreb som ’anden tilsvarende politisk proces’ et meget løst be-greb. Det åbner op for en række muligheder for fortolkninger. Hvilke dokumenter går konkret ind under anden tilsvarende politisk proces?« spørger hun.

Meget er sagt og skrevet om den nye betænkning til offentlighedsloven | Det vrimler med lovtekniske formuleringer og kritik | Lixen giver her et overblik | Følg den røde tråd.

§27Retten til aktindsigt omfatter ikke:

1) Statsrådsprotokoller.

2) Dokumenter, der udarbejdes og udveksles mellem ministre og

folketingsmedlemmer i forbindelse med sager om lovgivning eller

anden tilsvarende politisk proces.

3) Dokumenter, der udveksles i forbindelse med, at en myndighed

udfører sekretariatsopgaver for en anden myndig-

Et andet problem er større. Når politikerne udarbejder et ny lovforslag, så foregår forhandlingerne ikke længere i Folketinget. Den foregår ofte til møder mellem ministre og ordførere. Ifølge flertallet i Offentlighedskommisionen sikrer forslaget, at der er frirum til at tænke på Christiansborg. Det skaber bedre ram-mer for kommunikation og en mere fri debat. Rikke Gottrup kan godt se argumentet, men har en anden holdning. »Det er jo ét synspunkt, men som borger og demokrati betragtet er det problematisk. Den nuværende regering kan sikre sig et politisk flertal for en ny lov, inden de fremlæg-ger den i folketingssalen. Derfor er offentligheden nødt til at have indsigt i debatten, når de udarbejder lovforslag,« siger hun. Det lukker altså for hele processen, hvor andre politikere end den nuværende reger-ing og dens støttepartier kan blive inddraget i lovforslaget. Formanden for åbenheds-tinget Nils Mulvad ser en række forbedringer i betænkningen, men ved paragraf 27 stejler han.

»Jeg synes, at det er strid med hele grundlovens ånd. Det vil gøre det muligt at lægge et røgslør ud og derved skjule den lovgivende proces,« siger Nils Mulvad. Han mener, at det er et stort tilbageskridt for åbenheden i samfundet og er ikke bange for at kalde paragraf 27 et antidemokratisk skråplan. »Hvis det bliver på den mest negative måde, som jeg kan frygte, så får vi slet ingen indsigt. Alle de centrale beslutninger kommer der ikke åbenhed omkring. Det er skidt for journalister, det er skidt for offentligheden, og det er i sidste ende også skidt for demokratiet,« vurderer han.Rikke Gottrup er enig:

»Det nye udkast til offentlighedsloven gør ikke loven lettere at forstå eller anvende. Lovudkastets opbygning er i sig selv kompliceret, og det indeholder adskillige begreber, som åbner op for en høj grad af fortolkning. For eksempel ’Ministerbetjening’ og ’anden tilsvarende politisk proces’. Loven bliver vanskelig at forstå for borgere og journalister og generelt kompliceret at ar-bejde med,« siger hun.

SEJ PROCESForhandlingerne bliver en lang affære. De er præget af politisk tovtrækkeri. På flere områder har et mindretal forkastet den foreslåede paragraf – altså afgivet dissens. I en række paragraffer er kommissionen, groft sagt, delt i to grupper. En gruppe der er for mere indsigt. En der er for mindre. Derfor er det et umådelig sejt træk at komme frem til den nuværende betænkning. Det vurderer medlem af kommissionen Mikkel Hertz. »Det har krævet tålmodighed, som jeg ikke er vant til at tage i brug i mit daglige arbejde. Der har grundlæggende været to modstridende interesser. Pressen på den ene side og embedsmændene på den anden side. Og at prøve at få de to ender til at mødes, har været en meget vanskelig opgave.«

Spørgsmål & svar Katrine Birkedal Christensen, medlem af FUJ’s bestyrelse

Hvad er det bedste ved betænkningen?Set med FUJ’s øjne er der to forbedringer - eller tilnærmelser til forbed-ringer - i betænkningen. Dels mener FUJ, at det er en stor og meget vigtig modernisering af loven, at indsigt i oplysninger i databaser samt indsigt i databasernes databeskrivelse fremover også omfattes af aktindsigt. Uden denne modernisering havde åbenheden været truet alene af rent tekniske årsager. Desuden anser FUJ det som en styrke for borgerne, at retten til aktindsigt fremover også skal omfatte offentligt ejede - og delvist offentligt ejede selskaber, samt institutioner og virksomheder.

Hvad er det værste ved betænkningen?Der er alt for mange undtagelser, som har sneget sig ind i denne betænkning. Set i lyset af, at meningen med at nedsætte en kommission var »at udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning og i den forbindelse tilpasse loven til nutidens forhold« (som der står i kommissoriet), så er det grotesk at resultatet er blevet et puslespil af uklare undtagelser, som på ingen måde understøtter hensigten om at få en mere åben forvaltning. Der er taget så mange hensyn til forvaltningens brug af ressourcer og til at beskytte politiske processer, at det er svært at se, at der har været repræsentanter fra pressen til stede i Kommissionen. I lovens formål nævnes borgernes deltagelse i demokra-tiet, offentlighedens kontrol med den offentlige forvaltning og tilliden til den offentlige forvaltning. Det formål er svært at genfinde i betænkningens forslag til en samlet ny offentlighedslov, og det er virkelig skandaløst.

Giver den nuværende betænkning mere åbenhed?Det er et problem, at Kommissionens forslag erstatter én kompliceret lov med en ny uforståelig lov. Det bliver et problem i den forvaltning, der skal administrere efter loven og de utallige undtagelser, og det bliver et problem for de borgere og journalister, der skal bruge loven - og for Om-budsmanden. Det er spild af alles tid og kræfter. Samlet set er det, der står tilbage et forslag til en revideret Offentlighedslov, der først og fremmest styrker forvaltningen og de politiske beslutningstageres ønske om at und-tage dokumenter, frem for at styrke befolkningen og pressens mulighed for at få indsigt i den offentlige forvaltning og myndighedsudøvelse. Der-for er det korte svar på spørgsmålet: Nej.

LIXEN | maj 2010 | 17BRANCHE

“Er der nogen journaliststuderende, der ikke har hørt om det? Det kan jeg slet ikke forstå

§24Retten til aktindsigt omfatter ikke:

1) Interne dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem et

ministeriums departement og dets underordnede myndigheder i

forbindelse med ministerbetjening.

2) Interne dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem min-

isterier indbyrdes i forbindelse med ministerbetjening

P aragraf 24 er en ny undtagelse i retten til aktindsigt. Det er paragraf 24, der har været sendt i, hvad man fristes til at kalde, et journalistisk samråd. Hvis den vedtages, stopper det muligheden for at kræve ind-

sigt i dokumenter og oplysninger, som to ministerier udveksler mellem hinanden. Det fjerner også retten til indsigt i dokumenter og oplys-ninger, som et ministerium og de underordnede styrelser udveksler. For eksempel dokumenter mellem Udlændingestyrelsen og Integra-tionsministeriet. Tilhængere af denne paragraf peger på, at det vil sk-abe større frihed til at komme med idéer, hvis det ikke er muligt for alle at kigge politikere over skuldrene. Vedtages lovforslaget vil det betyde nye og ugunstige arbejdsforhold for den undersøgende journalist. Sådan ser kritikerne på det. I en artikel i Information giver en samling journalister deres bud på historier, der, som konsekvens af paragraf 24, ville have været markant anderledes, hvis de overhovedet var blevet til. Blandt disse er Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden-afsløringer, DR’s dokumentar Den Hemmelige Krig og Berlingske Tidendes tværmedielle projekt ’For-brydelsen’. Blot tre eksempler fra nyere tid.

Ville Schlütter stadig have magten? Et ældre eksempel er tamilsagen, der endte med at koste Poul Schlüter regeringsmagten. Det var Aksel Franck Larsen, der stod bag de afslørende artikler, der gik forud, og han mener, at der er god grund til at være be-kymret. »Jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg ikke ville have kunnet lave den historie, hvis jeg ikke havde fået aktindsigt. Og jeg frygter, at tilsvarende og andre historier simpelthen bliver skjult, hvis vi mister dette redskab.« Konsekvenserne er altså til at tage og føle på for de undersøgende jour-nalister, der i samlet flok har tordnet mod paragraf 24. I et program på P1 kritiserede 33 Cavling-vindere betænkningen, og kun én journalist kunne stå bag forslaget. Den noget ensomme rolle tilfaldt i dette tilfælde, Mikkel Hertz, medlem af offentlighedskommissionen. »Min egen reaktion var først, da det her kom på tale: ’No fucking way’. Det ville være et meget stort indgreb i muligheden for at få indblik i, hvad skat-teborgernes penge går til. Men så har vi haft lange indgående diskussioner om det, og det har været en lang proces, hvor jeg så godt har kunnet se, at der var et reelt hensyn at tage,« siger Mikkel Hertz. Fordi paragraf 24, efter manges bedste overbevisning, vil få helt af-gørende konsekvenser for måden, journalister kan navigere i offentlighe-dens tågede lys, kan det undre, at der i det mindste ikke er indgivet dis-sens. Mikkel Hertz giver svar på tiltale.

»Hvis vi havde stået fast på vores synspunkt og afgivet dissens, så er jeg ikke sikker på at det havde nyttet noget. Vi havde været i mindretal, og jeg tror, at der er rigtig mange, der har med politik og lovgivningsarbejde at gøre, som godt kan se det fornuftige i, at der er et vist frirum til at tænke tanker og udvikle nogle visioner.« På en lang række andre punkter har et mindretal ellers markeret deres uenighed.

Bag offentlighedens gysDer er få i DJ’s kredse, der har været i stand til at sluge den omfattende betænkning, dens omfattende konsekvenser og ikke mindst DJ’s høringssvar, der ikke tog afstand fra paragrafferne 23-26.

Samtlige af DJ’s kredse er gået sammen om en ud-talelse, der går imod hovedbestyrelsens hørings-svar, og i en fælles udtalelse skriver formændene: »Vi accepterer ikke de forringelser af de grundlæggende journalistiske arbejds-betingelser, som Offentlighedskommissionens lovudkast lægger op til, og vi vil til stadighed kæmpe for størst mulig åbenhed i det danske samfund.«

Uenigheden raserer også i kredsen af de studerende DJStud, der også i en fælles udtalelse tager afstand fra hovedbestyrelsens holdning til betænkningen. De udtaler: »Vi ser en række forringelser af de grundlæggende journalistiske arbejdsbetin-gelser i Offentlighedskommissionens lovudkast og det bekymrer os, fordi det vil have betydning for den journalistik, vi som studerende praktiserer og i særde-leshed for vores fremtidige virke som journalister,« Den interne debat i forbundet har især rettet en skarp kritik imod hovedbe-styrelsens formand Mogens Blicher og hovedbestyrelsens repræsentant i offent-lighedskommissionen Kate Bluhme, der er blevet beskyldt for at svigte medlem-mernes interesser. Debatten er nu åben. Eller er den? Der var deadline på høringer den 1. marts. Høringssvarene er den måde, som interesseorganisationerne kan bruge til at på-

virke lovforslaget med sine synspunkter. I en sag om offentlighed nægter Justitsministeriet at give indsigt i hørings-svarene, medmindre afsenderen selv har offentliggjort det. Argumentet er, at den interne politiske beslutningsproces skal beskyttes. Og sådan bliver det. For det er ikke muligt at få aktindsigt. Ikke med den gamle lovgivning. Eller den nye.

Man forventer, at lovforslaget til den nye offentlighedslov kommer i oktober i år.

jamun09@student.sdu.dksoera09@student.sdui.dk

SpørgsmålOle Hasselgaard, kontorchef i Justitsministeriet

Vi stillede Ole Hasselgaard, medlem af Offentlighedskommisionen, spørgsmålene ‘Hvad er det bedste ved betænkningen?’, ‘Hvad er det værste ved betænkningen?’ og ‘Giver den nuværende betænkning mere åbehed?`. Her er svaret fra Justitsministeriet: Vi ønsker ikke at udtale os om noget, når der ikke ligger et konkret lov-forslag endnu.

Ill: Nana Frederikke Fischer

18 | maj 2010 | LIXEN BRANCHE

P1 taber perspektiv

Kanalchef fastholder P1, som vi kender det. Programmerne skal gøres tydeligere ved hjælp af nogle normer for, hvordan lyden er på kanalen. Det er standardi-sering, og i sidste ende taber P1 perspektiv, mener lektor fra Medievidenskab.

Natasha Nomathemba Dyasi

sætte større fokus på tydeligheden, så de kan sikre, at den klassiske

blokradio kan overleve i et moderne samfund. »P1 skal være lige så tydelig som andre kanaler. Mange mennesker er interesserede i det, vi laver, men synes, at formidlingen er for van-skelig,« siger Anders Kinch-Jensen.

P1 skal stadig have lange pro-grammer og vil også holde fast i sit

kendetegnende rolige tempo, men programmerne skal ændres i måden,

de er bygget op på. Det handler om dynamik og afveksling. »For tyve år siden sendte P1 til folk, der lyttede i stuen. I dag lytter folk, når de har travlt, og det gør, at vi er nødt til at være tydeligere,« siger An-ders Kinch-Jensen. For tre måneder siden ansatte P1 en kanaldesigner for hele kanalen.

Tidligere var der ikke nogen ret-ningslinjer for, hvordan programmer skulle lyde på P1.

»Vi ser på lyden hele vejen frem,

så vi er sikre på, at det er i ordentlig kvalitet,« siger kanalchefen.

Det handler ikke om kvalitetLektor ved Medievidenskab på Syd-dansk Universitet Henning Pryds er en af P1’s kernelyttere. Han mener ikke, at P1’s strategi handler om kvalitet. »Det handler om standardisering. Op gennem 80’erne skifter medierne til et andet værdisæt. Nu skal man være sikker på, at man har en pro-fil. Så kommer hele det der mareridt med standardiseringer,« siger Hen-ning Pryds. Han mener ikke, at det er udeluk-kende dårligt, da det er med til at lette lytternes orienteringsevne, men han vurderer, at lytteren taber på no-get andet. »Standardiseringer har en tendens til at reducere alt det bort, der skal til, for at man bliver overrasket over at høre og se perspektiverne. Kernen i det P1, som jeg holder af, det er, at man lige pludselig hører en narko-man på Blågårds Plads, der folder sig ud over livet,« siger Henning Pryds. Han mener, at det komplekse sam-fund med mange informationer giver færre formater som hjælper forbrugernes orienteringsevne. Det

”P1 skal være lige så tydelig som andre kanaler. Mange mennesker er interesserede i det vi laver, men synes, at formidlingen er for vanskelig. Anders Kinch-Jensen, kanalchef på P1

skaber overblik og forbrugermæssig tryghed. »Det er ikke kun P1, der går i den retning. Alle gør det. Medierne var

tidligere gode til at skabe billeder af andre måder at leve på, for eksempel hvordan man lever i Shanghai eller på Blågårds Plads. Der ligger styrken ved medierne. Hvis det forsvinder, fremmer det så intolerance?« spørg-er Henning Pryds retorisk. »Hvis det forsvinder, så forsvinder en masse synspunkter og en del af livet. Det er med til at fremme into-lerance frem for at beskrive, hvordan livet også kan leves,« siger han.

Større særprægAnders Kinch-Jensen er ikke bange for standardisering. Han mener fort-sat, at P1 går imod de flygtige, hur-tige medier, men han erkender, at lytterne ændrer sig. »Vi er nødt til at tilpasse vores pro-grammer og gøre kanalen mere til-gængelig. Vi fastholder P1, som man kender det, men vi prøver også at gøre særpræget på hvert enkelt pro-gram større – så lytterne fremover vil opleve en større mangfoldighed men også hele tiden fornemme, at det er P1, de lytter til,« siger han.

nadya09@student.sdu.dkOVERLEVELSE. Bare rolig. P1 bliver, som vi kender det. I hvert fald ifølge kanalchef Anders Kinch-Jensen. Han holder dog fast i, at P1 er nødt til at

Kanalchef på P1 i Danmarks Radio mener, at P1 er nødt til at gøre kanalen mere tilgængelig. Foto: Agnete Slichtkrullt

”

Når blogindlæg bliver til nyheder

Farcen omkring Ditte Okmans opdateringer på Facebook blev indledt på en blog. Og det er ikke første gang, at en historie tager sin begyndelse i dette univers. Er det journalistik eller bloggerens egne skriverier? Det sidste, me-ner udviklingschef på Politiken.

Casper Fauerholdt

INTERVIEW. »Venstres superspin-enhed pionerer nye brutale meto-der,« lyder rubrikken på forfatter og kunstkritiker Michael Jeppesens blog på Politiken.dk sidst i marts. Indlægget fortæller i ironiske ven-

dinger, at Venstres nu afgåede kom-munikationskonsulent Ditte Okman tidligere på måneden havde kaldt en Christiansborgansat for »fucked up medicineret psykisk syg« på Facebook. En historie, der kommer til at præge mediebilledet og ny-hedsstrømmen de efterfølgende uger. Men selvom det, Michael Jeppesen afslører på sin blog, på mange måder minder om journalistik, skal det ikke sammenblandes, mener udviklings-chef med ansvar for bloguniverset hos Politiken Anders Emil Møller. »Det, Michael Jeppesen lavede i Ok-man-sagen, skal ikke forveksles med Politikens journalistik. Da han bragte sine indlæg, valgte Politiken.dk at lave journalistik på det, fordi det var en nyhed,« siger udviklingschefen.

Kan bidrage med nyhederUdover Michael Jeppesen bidrager 36 andre skrivere til, at Politikens blogunivers opdateres flere gange dagligt. Men det sker aldrig, at et ind-læg får formen af klassisk journali-

stik. Det kan højst blive en nyhed. »Da Michael Jeppesen skrev om Ok-man, blev det en del af nyhedsstrøm-men. I den slags sager vil brugerne gerne kommentere og debattere på

blogs sideløbende med at læse de rene nyheder. Vores bloggere leverer ikke journalistik, men kan altså sag-tens levere nyheder,« siger Anders Emil Møller.

Klar adskillelseFor at gøre det endnu mere tydeligt, at der altså ikke er tale om et jour-nalistisk produkt, når læserne klik-ker ind på en blog, har Politiken gjort

”Groft sagt kan man sige, at blogs skal være views side om side med news. Anders Emil Møller, blogansvarlig på Politiken

meget ud af, at det rent fysisk ikke skal ligne journalistik. »Blogs foregår med en tydelig hen-visning i form af billede af personen, som skriver det. I internetvinduets adresselinje står der også forfatter-ens navn, hvor vi klart viser, at det altså er en person, der mener det her,« forklarer Anders Emil Møller.

Men hvad er ambitionen så med blogs på Politiken.dk? »Det er at bringe nogle personer og noget personlighed ind i samspil med de rene nyheder. Groft sagt kan man sige, at blogs skal være views side om side med news,« siger han.

cafau09@student.sdu.dk

”Standardiseringer har en tendens til at reducere alt det bort, der skal til for at man bliver overrasket over at høre og se. Henning Pryds, lektor i Medievidenskab

LIXEN | maj 2010 | 19OPINION

REPLIK: Har Lixen overhovedet talt med sine eksperter?

Således kunne jeg i marts-udgaven af Lixen se mig selv citeret i to artikler for en række håndfaste udtalelser og forslag. Adjunkt Hanne Jørndrup (og det er jo mig) blev brugt som klassisk ekspertkilde, der både ’mener’ og ’undrer’ sig samt sender en ’gevaldig bredside af mod unge journalister’ og ’sukker’. Desværre var det bare ikke mig, der havde udtalt alt dette, men min kollega studielektor Hanne Dam. Lixens journalist havde af uransage-lige årsager forvekslet os? Tjah, den ene Hanne fra RUC er vel lige så god som en anden Hanne fra RUC! Nej vel, og redaktionen var også fuld af undskyldninger og røde ører, da jeg påpegede fejlen. Men sagen kan bruges til at bely-se nogle af de systemer, ekspertci-tater indgår i uden for medierne, hvor fejlcitering kan få vidtræk-kende konsekvenser. Mediernes brug af forskercitater har nemlig også vital betydning internt i forsk-ningsmiljøer. Deltagelse i den offentlige debat og formidling af faglig viden prioriteres højt af universiteterne og er indskre-vet i universitetsloven. Således sker der på alle univer-siteter en minutiøs registrering af de enkelte forskeres aktiviteter; forsk-ningspublikationer såvel som fomid-lingsaktiviteter i medierne. Fejlciteringerne af alle typer - fra

Hanne Jørndrup, adjunk på RUC. Fejlciteret i

sidste udgave af Lixen.

Eksperter bruges i journalistikken til at rejse problemer og kritik, bedømme sager og udviklinger og forslå løsninger.

den lidt for skarpe vinkling af et forskningsresultat til den helt grelle situation, hvor navne forbyttes – vil således hæftes på den enkelte for-sker. Og da mange – ikke mindst journalister – bruger nettet til in-formationssøgning, vil fejlciteringer hurtigt medvirke til at skævvride den enkeltes forskningsprofil fremover. Endvidere spiller forsknings- og for-

midlingsaktiviteter også ind i univer-siteternes lønforhandling. Den aktive forsker, der formidler sin forskning ved blandt andet at tale med journalister, honoreres i kroner og ører. Citerer man derfor den ene forsker for den andens aktiviteter, kan det i sidste ende også få betyd-ning for forskernes økonomi. Blandt forskere er man normalt velorienteret om kollegernes forsk-ningsfelter og respekterer hinandens forskning ved blandt andet ikke at stjæle ideer og forskningsresultater og gøre dem til sine egne. En forsker kan derfor meget hur-tigt komme i ’bad standing’, hvis man citeres for forskningsresultater, som en anden har brugt år på at nå frem til. Der er jo ingen, der forventer, at ’tyveriet’ blot skyldes en doven jour-nalist med rod i kilderne. Fejlciteringer kan altså også for-rykke relationer og positioner in-ternt i forskningsmiljøer. Konsekvenser af fejlciteringer

”Citerer man den ene forsker for den andens aktiviteter, kan det i sidste ende få betydning for forskernes økonomi.

for journalister og medier er mere velkendt. Skulle journalister på et dagblad lave samme basale fejl og citere justitsministeren for statsmin-isterens udtalelser – den ene Lars fra regeringen er vel lige så god som en anden Lars fra regeringen – ville det få fatale følger. Brugen af ekspertkilder og ekspert-citater har altså ikke kun betydning

for den journalistiske praksis. Når eksperter værger sig mod at svare på journalisters mere eller mindre begavede spørgsmål, så kan det skyl-des dårlige erfaringer med uheldige eftervirkninger af andre journali-sters arbejde.

Send dit indlæg til ‘I øvrigt mener jeg...” til lixen@journet.sdu.dk. Det gælder både folk på og uden for Medietorvet. Skriv ‘I øvrigt mener jeg’ i emne-feltet + din kommentar, dit navn og din stilling. Så bringer vi indlægget i næste nummer.

... at Kravlings bar var alt for dyr. Jens Thorborg, 4 semester

... at 4. semester skal klæde sig ud og kaste karameller sidste skoledag. Simone Martedal Skov, 2. semester

... at Næstved Boldklub vil være en fuldgod erstatning for Odenses ditto i et års tid.

Søren Geisler, 4. semester

... at Moffe er god til at lave mad og skabe hygge omkring sig. Jens Thorborg, 4 semester

... at 2. semester har meget at leve op til næste år på Panikdagen. Jens Thorborg, 4 semester

... at det bliver sværere og sværere at få øje på, hvorfor Journalisthøjskolen skal pumpe 254 journalistspirer ud i mediebranchen, når praktikpladserne bliver færre, og de arbejdsløse journalister bliver flere.

Kristoffer Kræn, 4. semester

... at det var nogle utroligt kønne journaliststuderende, I havde sendt til Århus forleden.

Dennis Lehmann, fotojournaliststuderende DJH ... at det er fedt, at Lixen endelig skriver om det store forhandlingsarbejde, DJ Stud gør for praktikanterne. Det er bare ærgerligt, at artiklen i sidste nummer kun nævner det, vi ikke opnåede og ikke et ord om alt det, vi rent faktisk opnåede.

Rasmus MP

... at Odinstårnet skulle genrejses.Mathias Sommer, 2. semester.

... at øllene aldrig har smagt bedre end efter panikdagenSophie Bremer, næstformand i fuldenævnet

... at der burde være en Panikdag hver måned, fordi det bare er så spæn-dende! Rikke Gredsted, 2. semester

... at det er grineren og fedt, at Medietorvholderne afholder en bingoaften.Nana Frederikke Fischer, 2. semester

Journalister er verdens bedste

SELVTILLID. Vi gik så grueligt meget igennem, før vi med svedende hænder og ærbødigt bankende hjer-te kunne stå på Medietorvet, vel vi-dende at dette var vores nu. Vi var euforiske og ydmyge. I begyndelsen. Den klædelige ydmyghed blev hur-

tigt afløst af en følelse af overlegen-hed. For vi kan noget, som ingen andre kan. Vi kan vælte regeringer, afsløre skandaler og stille magt-haverne til regnskab.

Folk skal bøje sig i støvet for os, ellers tromler vi dem ned. Det er vi nemlig i vores gode ret til. Vi går med snuden højt oppe mel-lem skyerne og føler os for lækre, fuldstændig usårlige og usandsynligt

bedrevidende. Medietorvet er vores osteklokke. Vi behøver ikke mænge os med de kedelige, almindelige studerende, her kan vi gudskelov være i fred.

Vores fremtid ser nemlig helt an-derledes fantastisk ud end alle andre studerendes. Vi skal være chefredaktører på Poli-tiken, værter på TV2 og krigskorre-spondenter for DR. Sikke et liv!

Vi kommer til at vælte os i penge og Cavlingpriser, fester og fede forside-historier. Folk vil drømme om vores bylinefo-to om natten og nikke anerkedende, når de ser vores ansigt på skærmen. Så kan det da være fuldstændig lige meget, at vi udstråler en total lige-gyldighed over for de såkaldt almin-delige mennesker. Vi er bare bedre end dem, længere er den ikke. De gode gamle journalistiske dyder som nysgerrighed og undren er ikke noget for os. Til gengæld kan vi ny-hedskriterierne i søvne. Vi vil have konfliktnyheder, bøddel/offer-histo-rier, gerne tårer eller raserianfald. For det er gode historier og dermed god journalistik.

Nogen vil nok mene, at vi er kynis-ke, men ærlig talt, hvad ved de om det?

Puddelhundeproblematik Samfundet har brug for os, jagthun-dene, der bjæffer og bider sig fast i haserne på de ansvarshavende, når noget er galt. Men med den attitude, vi lægger for dagen, kan vi efterhånden bedre sammenlignes med små puddel-hunde, der tænker mest på deres fine, krøllede pels. Vi nedværdiger os ikke til at styrte efter en ræv i timevis, vi vil meget hellere have serveret godbidder og stryges med hårene.

idsoe09@student.sdu.dk

Ida Sørud

Center for Journalistik er en guldgrube af intelligente, velfor-mulerede og smarte mennesker. Men hvorfor lægger vi journa-liststuderende en distance til den omverden, vi burde omfavne?

”Nogen vil nok mene, at vi er kyniske, men ærlig talt, hvad ved de om det? Ida Sørud, journaliststuderende, SDU

Lixen fejlciteredeI april-nummeret af Lixen fejlciterede vi Hanne Jørn-drup i to artikler. Der var tale om artiklerne: “Har du talt med din ekspert i dag?” og “Betalingsaviserne skal bruge nye og unge eksperter”. Vi beklager fejlen.

BagsidenLixens lov til brug af sociale medier

Inspireret af Berlingske Tidendes seks guidelines bringer Lixen her nogle retningslinjer, som vores skribenter skal indordne sig efter. Langt størstedelen af vores journalister er allerede aktive på sociale netværk som Facebook, Arto og DKBN. Formålet med denne politik er at kontrollere Lixens bidragsydere.

Casper Fauerholdt

Natasha Nomathemba Dyasi

- At undgå, at de tilknyttede skribenter bliver tagget på upassende billeder, herunder i forbindelse med druk, hor eller Puk Elgård.- At isolere tilknyttede skribenter fra resten af universitetet.- At undgå, at mandlige skribenter tager kontakt til mindreårige på Arto for at blive fri for sammenligninger med den katolske kirke.- At undgå, at kvindelige skribenter tager kontakt til tidligere eller nuværende Paradise Hotel-deltagere for at bevare Lixens troværdighed.

FORMÅLET MED LIXENS LOV ER:

1. Udvis fejlfri dømmekraft.

Indholdet på sociale medier er offentligt. Læs derfor altid Lixen-loven, inden du logger på. Så er du aldrig i tvivl.

- Selvom du agerer som privatperson i sociale medier, vil din aktivitet altid kunne sætte din stilling hos Lixen på spil.- Skriv ikke noget, der kan skade Lixens eller redaktørernes omdømme. Det kan ende med at skade dig selv.- Du skal afstå fra at komme med ytringer, der kan tolkes som en anden holdning end Lixens politiske overbevisning. - Ligesom du skal afstå fra udtalelser, der kompromitterer Lixen.

3. Begræns dig.

Der findes forskellige måder at skabe balance i din profil på sociale netværker.

- I tidens løb har de fleste meldt sig ind i en række grupper og fansider, som ikke længere er relevante. Det kan for eksempel være Illustreret Bunker, Rust, Puk Elgård eller Berlingske Tidende. Det kan derfor være en fordel kun at være fan af Lixen.- Du må gerne blive venner med kilder, men udeluk personer fra konkurrerende medier. Det kan ende med at skade dig selv. - Benyt dig af Lixens tilbud om en psykoanalyse af din profil, så vi er sikre på, at du kan stå inde for den.

Redaktionen forventer, at samtlige skribenter følger disse direktiver. Alt andet vil blive opfattet som en krænkelse af Lixens øverste instans. Det kan ende med at skade dig selv. God fornøjelse.

Bagsiden

2. Vis dig selv (og sjoveren) frem.

På sociale medier blandes kommercielle, private og det offentliges interesser. Man ligger i lag med kilder, kolleger, konkurrenter, kritikere og fans. Det betyder, at skribenter skal være bevidste om, hvilken rolle de indtager i akten.

- Gør det klart for folk, hvem de taler med – det øger din potens og minimerer antallet af venner. - Brug de rigtige mål – det øger troværdigheden.- Vær åben om din færden på sociale medier – hvorfor er du der, hvad vil du have ud af det? (Fx ”Jeg leder efter folk, der kan svare mig på,

hvorfor journalistuddannelse.dk aldrig bliver færdig…”).