LixenAvisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 5. nummer | september 2012

Christine Randa

De nuværende 3. semester-studerende måtte i juli erfare, at 28 procent af årgangen var dumpet faget Offentlig Forvalt-ning. Den høje dumpeprocent har skabt undren og debat på Center for Journalistik.

Mere end hver fjerde dumper faget Offentlig Forvaltning

Jens Nauntofte

Jens Nauntofte har siden sin første rejse i hans unge 20’ere befundet sig i centrum af verdens begivenheder. Det har gjort ham til en ustoppelig story-teller med en historiefyldt kuffert. På nuværende tidspunkt er han fuldt beskæftiget med sin seneste bog om Det Arabiske Forår. Og resten af året er udsigten fra lejligheden på 14. sal i Carlsbergsiloen på Vesterbro skiftet ud med lufthøjderne fra et fly. Både Berlin og Mellemøsten kalder igen på den erfarne journalist.

Læs portrættet på side 15-17

Da 4 procent ikke mødte op eller af-leverede blankt, og 24 procent fik 00, endte denne sommers dumpepro-cent på 28 i faget Offentlig Forvalt-ning. Til sammenligning dumpede 13 procent året før. Den høje dumpeprocent undrer ledelsen og fagets undervisere. Fagansvarlig, Johannes Michelsen

har svært ved at komme med et bud på, hvorfor så mange måtte skifte krimi, solhat og kolde øl ud med svedige håndflader og reeksa-men. Hans bud er, at forvent-ningsafstemningen kan have haltet. Hos de 3. semesterstuderende hardebatten om den knap så flaterende dumpeprocent gået gennem cyber-

space og over skrivebordene. Her er buddene mange. Eksamensformen får ord som old-nordisk og uforståelig med på vejen, og den manglende forventningsaf-stemning får at vide, at den har gjort eksamenslæsningen svær og kravene nemme at undervurdere. Og så bliver der stillet spørgsmålstegn ved, om

faget overhovedet indeholder viden, som er så essentiel, at den bør sidde på rygraden. Hvad siger Johannes Michelsen til de studerendes argumenter? Og skal Offentlig Forvaltning gennem en for-vandling, inden faget igen indtager kolonner i skemaet på 2. semester?

Læs debatten på side 3

”Jeg har altid ment, at man skulle være lige midt i centrum af historierne - om muligt i orkanens øje. Der kan man sidde og se alt. Det er dér, oplevelserne ligger

FOKUS: RUSTUR

2 | september 2012 | LIXEN

Indhold Leder

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser

LIXENCampusvej 555230 Odense M

www.lixen.dklixen@journet.sdu.dkFind os også på Infomedia

Tryk: Arco Grafisk A/SOplag: 1000 eksemplarer

Billede nummer to fra oven er taget af Bjarne Bergius Hermansen, DR

Christine RandaRedaktør

Mads Ellegaard Hansen Redaktør

Christina Nordvang JensenRedaktør

Bjørn HvidsteenBilledredaktør og fotograf

Morten ButtlerWebredaktør

Maria ArcelRedaktør

LixenChristine BrinkChefredaktør

Kristian CorfixenAnsv. chefredaktør

For nogle år siden startede forhenværende radiounderviser Karsten Prinds en tradition. Når en årgang dimitterede fra Center for Journa-listik, gav han dem et navn. Fighterårgangen, Den Forsømte Årgang og så videre. Navnene kendetegnede de indtryk, som de studerende havde efterladt sig på Medietorvet og i underviserens hukommelse.

Karsten Prinds stoppede i 2010, og ifølge håndværkslærer Lene Rimestad har underviserne ikke videreført traditionen. Men idéen er nu stadig interessant. For hvordan vil man egentlig gerne huskes som årgang?

På vores årgang kan vi godt li’ at diskutere. Og i facebook-gruppen ”Jour-nalistik Årgang 2011” kan vi hurtigt sætte et mobilmodem på overar-bejde, når en tråd bliver omfattende, og debatten tager en drejning. Pludselig går det stærkt. Notifikationerne popper frem, mens der bliver kæmpet om likes i en retorisk gladiatorarena med resten af årgangen som heppende publikum.

Måske er det fordi, vi har været vant til at være dem, der blev hørt i fami-lien og folkeskolen. Vi ved, hvad vi mener, og vi er ikke bange for at sige det. Heldigvis. Men vores kommunikative evner har også en bagside, der somme tider kommer til udtryk under den blå facebook-fane.

På internettet tager 3. semesters diskussioner ofte en uventet drejning, og kommentarfeltet bliver fyldt med sarkastiske – til tider ondskabs-fulde – personangreb. De kan være forklædt med blinke-smileys, og så kan man selv tolke, hvad cyberspace-kommentaren ellers betyder… !;-) Hverken blinkende smileys, udråbstegn eller tre punktummer ændrer dog på, at der sidder en medstuderende i den anden ende, som (måske) bliver ked af den hårde tone. Der kan også sidde andre medstuderende bag tasterne, som ikke tør at kommentere eller bidrage til debatten, fordi tonen er blevet for grov. Og fordi det måske vil resultere i et virtuelt mundhug efterfulgt af en blinke-smiley.

Det paradoksale er, at vi går på en kommunikationsuddannelse. Vi er her, fordi vi i fremtiden skal kommunikere og formidle viden til andre mennesker. Men vi kører ofte hinanden op til en form for duel i stedet for debat. Og det er ærgerligt.

Og ja, det er helt bevidst, at vi ikke inddrager eksempler her. For det handler ikke om enkeltpersoner. Det handler om den måde, vi alle sam-men her på 3. semester kommunikerer.

Spørgsmålet er: Hvad er det egentlig, vi som årgange gerne vil huskes for? Og endnu vigtigere: Hvordan vil vi gerne huske hinanden?

Cecilie Frøkjær pointerede i sit foredrag på rusturen, at man skal be-handle sine medstuderende ordentligt, fordi alle møder hinanden igen i denne snævre journalistbranche – og så fordi det bare er god stil, sådan helt generelt. Opfordringen er hermed givet videre. Både til 3. semester og til Lixens 115 nye læsere. Velkommen til Lixen og velkommen til Medietorvet! Vi glæder os til debattere med jer.

I en ordentlig tone.

På vegne af redaktionen,Kristian og Christine

Jens Nauntoftes liv som rejsende storyteller har budt på alt lige fra de mange krige i Mellemøsten til Berlinmurens fald. Han har re-porteret både til radio, tv og det skrevne medie. Og selvom hår-toppen er blevet grå, er han ikke stoppet.

Side 15-17

20.00: Jeg er nu sort fra top til tå og badeværelset ligeså. Kun min neonvest lyser op. Parykken er sat og den sidste Malibu-drink druk-ket. 20.40: Kan hermed konstatere at ingen andre er klædt ud”. Læs resten af Maria Ryes dagbog fra Rusland i fokussektionen.

Side 11-13

DR’s flagskib, TV AVISEN, æn-drer sendetidspunkt og strategi. I månedens EKSTERN-sektion fortæller Ulrik Haagerup om visioner og værtfokus, mens medieforsker Mark Ørsten peger på en klar brandingstrategi.

Side 10

I denne måned vil vi blandt andet introducere dig til dit semester og bringe nyheden om, at eksa-mensartiklerne nu skal offentlig-gøres på nettet. Og så stiller vi skarpt på Medietorvets nye tv-profil Ralf Andersson.

Side 3-9

Anne Lea Landsted er tilbage på Medietorvet efter et orlov med cous cous, myntete og mødet med forskelligheder i Mellemøsten. Læs om hendes tanker bag turen, de talrige oplevelser og mødet med lærerrollen igen.

Side 18-19

INTERN

EKSTERN

PORTRÆT

OPINION

FOKUS: RUSTUR

LIXEN | september 2012 | �INTERN

Dumpedebat

Illustration: Linette Corfixen

Den overraskende høje dumpe-procent i faget Offentlig Forvalt-ning har resulteret i undren blandt ledelse og undervisere på Me-dietorvet. Hos de studerende er man klar med nogle bud på, hvad der gik galt. Lixens kolonner ligger plads til den debat, vi lovede dig på forsiden.

Forventningerne skal afstemmes Johannes Michelsen overtog posten som fagansvarlig for faget, da under-viser Morten Balle Hansen flyttede til Aalborg Universitet i midten af semesteret. Den nye fagansvarlige har svært ved at give en forklaring på, hvorfor årgang 2011 har skilt sig ud. Han indrømmer dog, at udskift-ningen af undervisere i løbet af semesteret kan have påvirket resul-tatet. »Men jeg synes, at Niels Ejersbo (medunderviser i Offentlig Forvalt-ning red.) og jeg har taget meget hensyn til, at vi overtog undervis-ningen og eksamenen fra Morten Balle Hansen. Vi synes egentlig, at vi har sat overlæggeren rimelig lavt«, tilføjer han. I stedet mener Johannes Michelsen, at et andet aspekt kan have spillet ind. »Der er jo en vis sandsynlighed for, at forventningsafstemningen mel-lem undervisere og studerende ikke har været god nok. Hvad var kravene egentlig til at bestå sådan en opgave her?«, siger han.

Uoverskuelig udenadslæreTrine Søgaard Kristiansen fra 3. semester stillede sig selv netop dét spørgsmål, da noter, kompendier og fagbøger virkede uoverskuelige at lære udenad. »Jeg kunne godt tænke mig, at det blev udspecificeret lidt mere, hvad vi rent faktisk skulle kunne, når semestret er forbi. Da jeg sad og

skulle læse op, havde jeg en grundbog og et kompendium, og min følelse var, at jeg skulle kunne det hele udenad«, fortæller hun. Amalie Frøkjær-Rubbås fra 3. semester oplevede, at den manglende forventningsafstemning gjorde det nemt at undervurdere, hvad der blev krævet af en til eksamen. »Jeg havde undervurderet, hvor

Christine Randa

meget mere forberedelse det kræver at gå til eksamen i Offentlig For-valtning. Så derfor er jeg vel egent-lig okay med, at jeg dumpede. Men derudover synes jeg, som mange an-dre, at det er fuldstændig uforståeligt, at vi ikke må bruge hjælpemidler«, siger hun.

Forældede formerOg netop de manglende hjælpe-midler har skabt megen diskussion hos de studerende på 3. semester. I Offentlig Forvaltning er eksa-mensformen ’uden hjælpemidler’. En prøveform, der for mange af de stu-derende virker forældet og ude af trit med den virkelighed, der venter dem. »Hvad er det, som de vil lære os med den eksamensform? Jeg kan ikke selv finde noget fornuftigt svar på, at vi ikke må medbringe noter eller lignende«, siger studerende Stefanie Frid Jørgensen. Men det spørgsmål kan Johannes

Michelsen godt svare på. Det handler om, at de studerende skal kunne nogle helt fundamentale ting på rygraden. »Derudover er eksamensfor-men sådan set ment som en hjælp til de studerende. Hvis de måtte bruge hjælpemidler, så ville vi lægge overlæggeren meget højere. Derudover har Studienævnet be-stemt eksamensformen. De har valgt den form, fordi der er tale om et rela-tivt begrænset pensum og nogle helt grundlæggende forhold«, forklarer han.

Et klik vækMen den køber Morten Buttler fra 3. semester ikke. For ham er eksa-mensformen slet ikke opdateret. »Vi lever i en tid, hvor al viden, så-vel nyttig som unyttig, kun er et klik

væk. Men vi kan da også gå tilbage til skrivemaskiner eller kladdehæfter, hvis man skal kunne klare sig uden hjælpemidler«, siger han. Til argumentet om den moderne tidsalder og de mange muligheder for at klikke sig frem til viden på net-tet, siger Johannes Michelsen: »Det er vigtigt for de kommende journalister, at de har en grundviden,

der sidder på rygraden. Offentlig Forvaltning er et vidensfag, og der er tale om grundlæggende viden. Det er ikke bare en viden, som man kan slå op på Google eller Wikipedia, da der er tale om en kritisk viden«, forklar-er han.

Fundamentalt fundamentMen er det nu også en viden, der er så

grundlæggende for enhver journalist, at man skal kunne det på rygraden? Det spørgsmål tager den studerende Alexander O’Strit Schmith op til debat. »Det generer mig, at eksamensfor-men er uden hjælpemidler. Det ville måske være forståeligt, hvis faget var absolut vitalt for det journalistiske virke - men det er det ikke. Offentlig Forvaltning er en vigtig hjørnesten i journalistens rolle som ’samfundets vagthund’ - men hvor mange af os kommer til at ende som den slags journalister? 10 procent?«, spørger han. Johannes Michelsen mener dog netop, at det er helt vitalt for en-hver journalist at have en fundamen-tal forståelse for systemet og den offentlige forvaltning. Det er vigtigt for at kunne navigere. »Det er centralt for journalister, at de ved, hvem de henvender sig til, og hvordan kommandoforholdene er inden for kommunerne. Ellers kan man som journalist blive løbet om hjørner med«, forklarer han. Selvom det måske ikke er alle, der ender med at beskæftige sig med nyhedsjournalistik eller poli-tik, så lyder argumentet, at man på Syddansk Universitet erhverv-er sig en bachelorgrad i jour-nalistik. Og med den titel føl-ger visse krav til de studerende. »Dét, der adskiller journalist-uddannelsen i Odense fra den i

Aarhus, er, at man har nogle vidensfag som Offentlig Forvaltning. Derudover er uddannelsen her i Odense en bacheloruddannelse, som åbner dørene til kandidatuddan-nelserne. Man er derfor nødt til at have et videnskabeligt grundniveau. Det sikrer vi gennem vidensfagene«, forklarer Johannes Michelsen.

Mindre ændringerPå trods af dette års høje dumpepro-cent bliver der indtil videre ikke la-vet de store ændringer i afviklingen af faget og eksamenen i Offentlig For-valtning. Studieleder Karsten Baagø forklar-er, at ledelsen endnu ikke har set nærmere på den høje dumpeprocent. Derfor kan han ikke fortælle, om der sker noget på området. »Det, jeg kan sige, er, at en dum-

peprocent på 28 procent er højt. Det er derfor naturligt, at I interesserer jer for det, og det vil vi naturligvis også gøre. Men det har vi bare ikke nået endnu«, indrømmer studie-lederen. Indtil videre har dumpeprocenten dog resulteret i, at Studienævnet har besluttet sig for at lægge en ekstra reeksamen i december. Det oplyser centerleder Peter Bro. Derudover er Johannes Michelsen ved at opdatere fagets fagbeskri-velse, men han fortæller, at der ikke kommer de store ændringer. Han har dog ét klart mål for det næste hold journalistspirer. Fremover skal der være mere fokus på at få kom-munikeret ud, hvilke forventninger underviserne har til de studerende.

chran11@student.sdu.dk

”Det er ikke bare en viden, som man kan slå op på Google eller Wikipedia Johannes Michelsen, fagansvarlig

”Det er fuldstændig uforståeligt, at man ikke må bruge hjælpemidler Amalie Frøkjær-Rubbås, studerende på 3. semester

Ikke alle eksamener gik lige godt for de nuværende 3. semesterstuderende. 28 procent dumpede Offentlig Forvaltning, og debatten går nu på, hvad der gik galt.

� | september 2012 | LIXEN

Mød din håndværkslærerDu skal se på dine håndværkslærere hver dag i et halvt år, måske møde dem til en fredagsøl eller en sludder over karrysilden i kantin-en. Men hvem er egentlig personerne bag pegepinden og powerpoint-præsentationerne? Find din smartphone frem og få svar.

Rusturen fortsætter!Man skal crawle, før man kan gå

Husk at sætte kryds i kalenderen fredag den 28. september. Her løber en af årets sjoveste begivenheder nemlig af stablen: Journalistisk Pubcrawl 2012. Vi mødes på Flakhaven, hvor deltagerne bli-ver inddelt i hold. Derefter går turen rundt til barer og diskoteker i H.C. Andersens by, hvor vi blandt andet skal drikke øl på Viggos, shots på Bodegaen, have en hyggelig snak med Kim Larsen på Lørups Vinstue og besøge journali-stiks stamsted Sir Club. Vi slutter aftenen af på Heidi’s Bierbar, hvor der vil være præmier til vinderholdet og andre gode tilbud til dem, som skal drukne sorgerne, fordi de ikke vandt. Pubcrawlen er arrangeret af det journalistiske festudvalg, og vi glæder os til at se jer!

Louise Haack

Arrangørerne af rusturen vil gerne takke for den store hjælp med afviklingen af hele ar-rangementet. Derfor kvitteres det store og flotte stykke arbejde med en fest for tutorerne, hvor der hældes et par gratis øl i hovedet. Sæt kryds i kalenderen lørdag den 15. sep-tember, hvor festlighederne finder sted på Boogies. Det præcise mødetidspunkt annonce-res senere. De nye studerende kan derimod glæde sig til den årlige tutormiddag, som foregår fredag den 7. september, hvor hver rustursredaktion sam-les. Tutorerne informerer hver sin redaktion om hvor. Der skal medbringes lidt drikkevarer, men der vil blive sørget for aftensmad til alle. Tidspunktet er kl. 17.00. Efterfølgende vil der være mulighed for at tage i byen og eventuelt nyde Kulturnatten.

Martin Pilgaard

4. september: Politikereksamen med Bertel Haarder på Medietorvet

7. september: Tutormiddage

11. september: Lixen redaktionsmøde kl. 12.00 på Medietorvet – alle er velkomne!

13.-15. september: Phono Festival

14. september: ”MUSIQSDU”, åbning af SDUs nye fredagsbar med Dúné og Fallulah

15. september: ”Tak for hjælpen”-fest for tutorer

16. september: Deadline for Lixen-synopsis kl. 12.00

17. september: RUST-redaktionsmøde i StudieStuen kl. 11.00

18. september: Medietorvholderne holder planlægningsmøde kl. 12.00 på Medietorvet

21. september: Semesterstartsfest på SDU

24. september: 1. deadline på Lixen-artikler kl. 12.00

26. september: 2. deadline på Lixen-artikler kl. 12.00

28. september: Journalistisk Pubcrawl

Filip Wallberg

Anne Lea Landsted

Gerd Maria May

Lene Rimestad

INTERN

LIXEN | september 2012 | �

Eksamensartikler skal onlineSDU vil fremover offentlig-gøre 1. semesters eksa-mensartikler på nettet. Det skal forhindre snyd og sik-re den journalistiske etik på studiet. KaJO er kritiske over for tiltaget.

Når 1. semester afleverer deres eksa-mensopgaver til januar, bliver deres artikler højst sandsynligt læst af an-dre end forældre og forelæsere. Epi-soden med en journaliststuderende, som i foråret blev taget i at fabri-kere kilder, får nemlig konsekvenser for de nye studerende. Fremover vil Center for Journalistik offentliggøre alle eksamensartikler på internettet. »Der har været en konkret pro-blematik på journaliststudiet med en studerende, som desværre havde overskredet nogle etiske grænser. Derfor har vi følt det nødvendigt at stramme op på en række områder«, forklarer centerleder Peter Bro, der håber, at det nye tiltag kan styrke den journalistiske etik på studiet. Han erkender, at det stadig er mu-ligt at snyde, selvom SDU publicerer artiklerne. Derfor afsætter Center for Journalistik også flere penge til stik-prøvekontroller af de studerendes kilder.

KaJO kritisererHos de journaliststuderendes fag-forening, KaJO, er man glade for, at universitetet forsøger at styrke de journaliststuderendes ry og trovær-

Christine Brink

dighed. Men KaJO er ikke udeluk-kende begejstrede for det nye tiltag. »Vi mener, det er ærgerligt, at det går ud over de studerende, som ikke har snydt. For man vil jo gerne kunne sælge sin opgave. Det, tror jeg, bliver næsten umuligt, hvis ens ar-tikel allerede er offentliggjort på net-tet«, siger formand for KaJO, Nanna Cecilia Pedersen. Hun frygter, at medierne vil kopiere eller blive inspireret af de stude-rendes artikler. Peter Bro erkender problematikken. »Hvis vi oplever, at der er medier, som planker de studerendes eksa-mensopgaver, vil jeg gerne give hånd-slag på, at vi diskuterer, hvordan vi kan følge op over for de pågældende medier«, fastlår Peter Bro og indsky-der, at man i sådan en sammenhæng eventuelt kunne inddrage Journalist-forbundet. Dårlig smag i mundenUnderviser og fagansvarlig for hånd-værksundervisningen på 1. semester, Lene Rimestad, kan også sætte sig ind i KaJOs kritik. Lene Rimestad er dog positiv over for beslutningen om at offentliggøre eksamensproduk-tionerne. »Vi har ikke diskuteret det prak-tiske endnu, men vi må jo finde ud af et eller andet, så folk stadig kan sælge deres artikler«, siger hun. Lene Rimestad foreslår som løsning på problemet, at artiklerne kan blive offentliggjort senere i processen, så de, der har lyst, kan forsøge at sælge deres artikler. Håndværksunder-viseren mener dog først og frem-mest, at offentliggørelsen løser nogle etiske problemstillinger.

»Jeg har prøvet at sidde med en dårlig smag i munden med nogle af opgaverne, fordi man tænker: Kunne det her overhovedet offentligøres?«, siger hun og henviser til opgaver, hvor hun har været i tvivl om, hvor-vidt studerende har pyntet på citater eller interviewet familie og venner.

Intet tv og radio på webI første omgang er det kun 1. se-mesters eksamensartikler, der bliver offentliggjort. Centerleder Peter Bro håber dog på sigt, at eksa-mensproduktionerne fra radio og tv

også kommer på nettet. »Men lad os først få nogle gode erfaringer med det nye tiltag, før vi træffer endelige beslutninger i Studienævnet om at indføre det på andre semestre og fag«, siger han. Hvor og hvornår i eksamensperi-oden, artiklerne bliver offentlig-gjort, er endnu ikke fastlagt. Det skal håndværksunderviserne, studieleder Karsten Baagø og centerleder Peter Bro afgøre i løbet af efteråret.

chkje11@student.sdu.dk

Rune og Rimestad renoverer Innovation Det nyeste skud på ske-maet, faget Journalistisk Innovation, har sluppet sit første kuld studerende. Nu er det tid til justeringer. Ambitionerne skal tilpas-ses, og der skal mere fokus på innovationen. Og så får faget en ny underviser.

I foråret 2012 var 2. semester prøve-kaniner for Journalistisk Innovation. Nu har faget været ude på sin jomfru-rejse og er sikkert i havn med en bunke evalueringer i lasten. Fagets tidligere underviser Rune Michelsen synes generelt, at de studerende har taget godt imod den nye blok i ske-maet, men erkender, at der skal ske visse justeringer.

Christine Randa

»Den sidder jo aldrig lige i skabet første gang«, konstaterer han. Derfor arbejdes der for tiden på en række justeringer af det nye fag. Nogle ændringer, som fagets nye underviser, Lene Rimestad, kom-mer til at have stor indflydelse på. Hun sidder netop nu og udformer fagbeskrivelsen til det fag, som, vi godt kan slå fast, bliver til noget igen næste forår.

I modereret formSelvom Lene Rimestads hoved er fuld af idéer og visioner, bruger hun i høj grad Rune Michelsens erfaringer, når den nye fagbeskrivelse skal skrives. Ifølge Rune Michelsen har det største problem ved jomfruturen været, at ambitionerne med faget var for store i forhold til, at det kun har 5 ECTS-point (125-150 arbejds-timer på et semester). Man prøvede at skabe et fag, der mindede om J-Lab fra cand. public’en, og det var måske en lidt for stor mundfuld.

»Vi ville for meget på for kort tid. Der var simpelthen ikke tid og undervisning nok til at lave så store projekter, som vi egentlig havde øn-sket«, fortæller Rune Michelsen og fortsætter: »For en del af de studerendes ved-kommende blev der brugt flere timer på faget, end de måske brugte på andre 5 ECTS-points fag. Så det handler om, at vi i højere grad skal have tilpasset faget til de praktiske rammer, der nu engang er«. Rune Michelsen forestiller sig der-for, at der til næste år bliver mindre fokus på markedsmodeller og øko-nomiske aspekter og mere fokus på innovationen. Det skal hjælpe til at gøre faget mindre omfattende.

Idéen i fokusLene Rimestad bekræfter, at tanken er, at idé- og konceptudviklingen skal mere i fokus. Det er den journalistiske innovation, der skal være i højsædet. Hun ønsker at give de studerende en

række værktøjer til at få idéer. Og så handler det om at få gjort undervis-ningen mere lavpraktisk. »Jeg vil gerne skabe en lillebitte iværksætter i maven på dem alle sammen«, pointerer hun. Rune Michelsen mener, at evnen til at tænke ud af boksen er essentielt for de fremtidige journalister. »De studerende er ved at uddanne sig ind i en branche i stor forandring. Derfor synes vi, at det er meget vigtigt, at vi også ”tvinger” dem til at komme ud over de helt klassiske journalistiske kompetencer som at kunne skrive en artikel, lave et radio-spot eller et tv-indslag«, forklarer den tidligere underviser.

Endnu et kuld kaninerFor at nå de mål man har med det nye fag, er man på Center for Journalistik indstillet på, at faget skal justeres i takt med de erfaringer, man får hen ad vejen. Både Rune Michelsen og Lene Rimestad mener blandt andet,

at fagets placering i uddannelsen kan diskuteres. »Måske er det ikke på andet semester, men senere i uddan-nelsen, at faget skal ligge. Men dét at flytte rundt på et fag er ikke bare noget, man gør fra den ene dag til den anden. Det er et større puslespil«, siger Rune Michelsen. Så i øjeblikket sker de store for-andringer på Lene Rimestads tegne-bræt, hvor fagbeskrivelsen er ved at tage form. Hun samler tanker, erfaringer og visioner til konkrete mål for undervisningen og en frem-tidig eksamensform. Og de stude-rende kan godt forberede sig på mange ændringer. Hermed bringes denne kommentar videre: »Du kan lige så godt sige til de nye studerende, at de også bliver prøve-kaniner«, siger Lene Rimestad ær-ligt.

chran11@student.sdu.dk

Frit skue. Fra januar 2013 vil SDU offentliggøre 1. semesters eksamensartikler på nettet. Det er endnu uvist, om artiklerne bliver publiceret på Medietorvet.dk eller en anden hjemmeside. Illustration: Linette Corfixen

På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er det frivilligt, om de studerende vil lægge deres eksamensartikler ud på skolens hjemmeside.

Alle artikler skal dog kunne tåle offentliggørelse.

I Aarhus foretager man ligesom i Odense stikprøvekontroller af de studerendes kilder.

FAKTA

INTERN

� | september 2012 | LIXEN

Unge spirer stormer studiet

Mads Ellegaard Hansen

Ser du dig omkring på Medietor-vet, så er der måske blevet færre velvoksne fuldskæg og begyn-dende smilerynker at spotte blandt studiekammeraterne. For gennem-snitsalderen på de journaliststude-rende er faldet for tredje årgang i træk. Det viser en undersøgelse, som Lixen har foretaget blandt de nye studerende på årets rustur. Således er årgang 2012 i gennemsnit 21,4 år. Ved Lixens undersøgelse i 2010 var alderen på de studerende i gennem-snit 22,4, mens den i 2011 havde sneget sig ned på 22,2. Det er en udvikling, som studieleder Karsten Baagø genkender.

»Jeg har ikke belæg for det rent dokumentationsmæssigt, men mit indtryk er i hvert fald, at flere søger ind på uddannelser tidligere. Blandt andet hos os. Der kommer rela-tivt flere direkte fra gymnasiet, end der gjorde for nogle år siden«, siger studielederen.

Erfaring stadig et plusDen faldende alder hos de optagede skyldes ikke ændrede procedurer fra studiets side af, fortæller han. Her er man stadig af den opfattelse, at det giver god mening, at en stor portion af de studerende har gjort sig nogle erfaringer inden studiet. »Vi synes i hvert fald, at det er en fordel, at have prøvet noget andet og have en lidt bredere baggrund i sit liv, når man skal være journalist. Fordi journalistik ikke er et færdighedsfag, men et talent- og kreativitetsfag«, forklarer Karsten Baagø. Men derfor skal de unge optagede ikke føle sig bortdømt på alderen. »Der er ikke nogen automatik i det. Vi har mange fremragende stude-rende, som kommer direkte fra gym-nasiet. Og dem ser vi ikke ned på. Vi synes, det er alle tiders og godt, fordi vi gør os så megen umage med at optage jer«, siger studielederen.

Drevet mod uddannelsenEn af dem, der har fået en plads på den nye årgang, er Lisbeth Vestergård. Med sine 19 år hører hun

til den unge del af de nye studerende, men for hende kunne ansøgningen til journalistuddannelsen ikke ud-skydes længere. »Jeg har hele tiden vidst, at det var det her, jeg ville, så der var ikke nogen logisk grund for mig til at udsætte det«, forklarer hun. På trods af driften mod uddan-nelsen havde Lisbeth Vestergård alligevel valgt at lægge et sabbatår ind i studieplanerne. Det skulle

For tredje år i træk er gennemsnitsalderen for de nye journaliststude-rende faldet. Men det giver ikke problemer med mang-lende modenhed, forkla-rer studieleder Karsten Baagø. Erfaring er stadig et plus, men i sidste ende eralderen ikke afgørende, hvis personligheden er på plads. ”Der er ikke nogen automatik i det. Vi har mange

fremragende studerende, som kommer direkte fra gymnasiet

Studieleder på Center for Journalistik, Karsten Baagø

hjælpe med at få kompetencerne på plads og give et ekstra år på alders-kontoen. »Jeg følte, at jeg ville have rigtig godt af et højskoleophold, der kunne modne mig, men også give mig nogle værktøjer til at komme ind og bestå optagelsesprøven«, siger hun.

Den lille forskelLouise Haack var blandt en af de yngste, da hun startede på jour-naliststudiet som 19-årig sidste år. Hun havde også været en tur forbi højskoleverdenen for at få mere livserfaring inden studiestarten. Men på trods af turen til Esbjerg Mediehøjskole kunne hun

godt mærke, at der var lidt forskel på hende og studiefællerne den første skoledag. »De fleste var sådan 22-25 år. Så jeg følte mig stadig meget ung, da jeg mødte dem første gang. Men jeg synes ikke, det er noget, jeg som så-dan har mærket meget til her senere i forløbet«, forklarer hun.

Person vægter tungere end talSelvom de studerende er blevet

yngre, så er det ikke noget, som har påvirket uddannelsen negativt. For Karsten Baagø handler det om, at de studerende først og fremmest er mennesker og derefter en alder. Og her spiller uddannelsens opta-gelsesprocedure ind. »Der kan vi se, hvad I kan, og vi har alle jeres gymnasiekarakterer, men vi møder jer også og kan mærke efter, om kemien er der – om I passer ind sammen med alle de andre«, forkla-rer Karsten Baagø. Og selvom man forsøger at skabe en gruppe, der kan fungere sammen, så sørger studiet for at få en blandet palet af personligheder, så journa-listfaget ikke bliver et elitefelt.

»Vi sørger for at få både folk med forskellig alder, men også med for-skellig baggrund. Sådan så det ikke kun er unge dygtige 12-tals-piger, vi får ind, men også alle mulige an-dre slags mennesker«, siger studie- lederen.

Debat med diversitetDerfor er ankomsten af en årgang med et yngre islæt ikke en skidt udvikling. For det kan bidrage til et nuanceret kuld af journalistspirer, mener Karsten Baagø. »Det gør, at der er grobund for nogle andre diskussioner, andre syns-vinkler og andre inputs, end der ville komme, hvis I var meget homogene«, forklarer studielederen. Det er et synspunkt, som Louise Haack deler med Karsten Baagø. »Der er en meget god balance. Vi kan se tingene fra forskellige sider og vinkler, og vi får nogle andre idéer, når vi er lidt mere forskellige«, siger hun. Lisbeth Vestergård mener også, at aldersforskel kan være positivt. »Det kan være en god læring at færdes med folk, der trods alt er ældre, for det vil man også blive ud-sat for i den virkelige verden. Der vil vi også møde folk, som er ældre end os, og der gælder det om at kunne agere med dem og vise, at man også sagtens kan være ældre end et tal«, siger hun.

madha11@student.sdu.dk

INTERN

LIXEN | september 2012 | �

Kend dit semesterHvad ville du gerne have vidst, inden du startede på dit sidste håndværkssemester? Fire studerende fra 3. semester giver gode råd til hinanden og til den nye årgang. Christine Brink

Sasja Skotte Christensen

Hvad er dit bedste råd til en medstuderende, der skal begynde på 1. semester?»Man skal ikke nå alle afleveringer, og man skal ikke nå at læse alt. Nogle gange er der ting, som er vigtigere – såsom at holde fri«.

Hvad ville du gerne have vidst, inden du begyndte?»At man rent faktisk godt kan nå at læse en del op til eksamen. Jeg synes, det er vigtigt ikke at stresse over at skulle læse til alle fag. Jeg ville gerne have haft nogle gode råd fra de ældre år-gange om, hvilke fag der er gode at læse til«.

Hvilke fag er så gode at læse til?»Komparativ Politik er rigtig godt at læse til. Ikke så meget til timerne, men når jeg skulle

Alexander O’Strit Schmith

Hvad er dit bedste råd til en medstuderende, der skal begynde på 1. semester?»Hvis man sidder og overvejer, om noget er for vildt eller for mærkeligt, når man skriver en ar-tikel, så fyr det af! Måske viser det sig at være en genistreg, og underviseren skal nok rette dig, hvis det ikke fungerer. Udover det skal man huske at aflevere alle sine opgaver. Man lærer meget af at kigge tilbage på sine ting. Så kan man tage sig til hovedet og tænke ”hold kæft, hvor var det noget lort, jeg skrev”«.

Hvad ville du gerne have vidst, inden du begyndte?»Hvor lidt det kræver at skrive en god, kort artikel. Det er ikke en bog, som skal skrives. Du kan godt knalde en god artikel af på en time,

lave opgaver. Det var svært at forstå det, der stod i bogen, så jeg fik mere ud af at komme veludhvilet til timerne og lytte til vores under-viser. I de fag, hvor man har flere dage til eksa-menen, kan man godt prioritere i sin læsning«.

Hvad ville du have gjort anderledes?»Jeg tror, jeg ville have lyttet mere til mine med-studerende. Det er en kæmpe fordel at komme hurtigt ind på dem, man studerer med«.

Hvad har været det hårdeste?»Eksamenerne«.

Hvad har været det bedste?»At bestå eksamenerne«.

hvis du holder dig til et simpelt emne«.

Hvad ville du have gjort anderledes?»Ikke noget. Jeg synes, det gik meget godt«.

Hvad har været det bedste?»Når man endelig fik fat på en kilde efter at have ringet til tyve kilder på én dag«.

Hvad har været det hårdeste?»At ringe til tyve kilder på en dag…«.

Hvad har været det mest overraskende?»Hvor stor forskel der er på kilder og deres re-spekt over for studerende. Der er rigtig mange, som gerne vil hjælpe, men der er også en del, som ikke gider at bruge tyve sekunder på dig«.

Trine Søgaard Kristiansen

Hvad er dit bedste råd til en medstuderende, der skal begynde på tv?»Man skal møde op til undervisningen og lære begreberne og teorierne. Man kommer til at bruge dem mere, end man lige tror«.

Hvad ville du gerne have vidst, inden du begyndte?»Jeg ville gerne have vidst, at det krævede rigtig meget samarbejde. Det er vigtigt, at man kan arbejde godt sammen med sin partner«.

Hvad ville du have gjort anderledes?»Jeg ville have sat mig mere ind i pensum. Det er måske nemt nok at lave et tv-indslag, der varer to minutter, men det kræver altså meget mere, hvis det skal blive et godt indslag. Så jeg ville gøre noget mere ud af det, hvis jeg havde chancen igen«.

Hvad har været det bedste?At vi har fået lov til at lege. Vi kom ud til mange forskellige mennesker og begivenheder, og det har været udviklende for mig som person. Ikke kun fagligt«.

Hvad har været det hårdeste?»Tiden. Tv tager lang tid, og det kan godt nogle gange virke lidt uoverskueligt, når man sidder i det. I min gruppe forsøgte vi tit at være realis-tiske, fordi vi ikke gad at sidde på universitetet hele natten. Men der var nogle gange, hvor det bare ikke spillede, og så var man nødt til at bru-ge mere tid, end man havde regnet med«.

Hvad har været det mest overraskende?»Jeg havde altid troet, at tv var lige til. Men det er det altså ikke«.

Martin Pilgaard Kristensen

Hvad er dit bedste råd til en medstuderende, der skal begynde på radio?»At man ikke slækker på sin arbejdsindsats, selvom radio redigeringsmæssigt er nemmere at gå til end tv«.

Hvad ville du gerne have vidst, inden du begyndte?»Jeg har egentlig ikke noget, som jeg gerne ville have vidst fra starten. Jeg synes, vi blev båret ret fint igennem, når vi skulle lave de forskel-lige projekter og arbejdsopgaver«.

Hvad ville du have gjort anderledes? »Jeg ville have brugt mere tid på nogle af op-gaverne i stedet for at være danset let hen over dem«.

Hvad har været det bedste?»At jeg fik større indsigt i en medieplatform, som jeg satser på at skulle bevæge mig hen imod i praktikken«.

Hvad har været det hårdeste?»Noget så simpelt som eksamen. Måske endda gruppeeksamen, hvor man skal sidde otte men-nesker og få samarbejdet til at spille. Generelt er redaktionsarbejdet lidt af en udfordring. Men det er til gengæld også rigtig fedt, når det spiller!«

Hvad har været det mest overraskende? »Første gang man hører sin egen stemme. Man bliver meget bekendt med sine egne små tale-fejl og mangler og finder ud af, hvor der er plads til forbedringer. Det kan godt komme lidt bag på en, når man hører sig selv første gang«.

INTERN

� | september 2012 | LIXEN

Halvdelen har været på højskole

»Mine chancer for at komme ind på uddannelsen blev da i hvert fald halvtreds procent bedre af, at jeg tog et højskolekursus. Det tror jeg da«. Sådan fortæller Søren Martin Olsen, som netop er startet på Cen-ter for Journalistiks bacheloruddan-nelse. Og han er ikke alene. Ifølge Lixens undersøgelse, hvor 89 ny-startede studerende har medvirket, har 42 taget et kursus på en høj-skole, inden de skulle igennem aprils paratvidenstest og grammatisk stress. »Jeg følte mig bedre rustet«, siger Søren Martin Olsen og forklarer, at højskoleugerne for ham ikke kun var gode at have i håndleddet til den skriftlige prøve, men også på CV-papiret til samtalen. »Og så var det rart, at der var mange fra min højskole på selve dagen til optagelsesprøven. Så var jeg ikke

alene, og jeg kunne snakke med de andre, hvis jeg var nervøs«, tilføjer han.

»De havde kampråb« Amalie Pil Sørensen lagde godt mærke til grupperne med højskole-hold, både i Odense og Aarhus, da hun var til optagelsesprøve. Hos hende var et forberedende kursus ikke en del af det ene sabbatår. Hun forberedte sig hjemmefra, uden undervisere og ugekurser, og blev alligevel optaget på en af Odense-uddannelsens 115 pladser. »Men det kunne da godt være lidt intimiderende, når man stod der på dagen. De havde jo kampråb og alt muligt«, fortæller hun. Hvis ikke hun var kommet ind i år, så ville hun nok også overveje at skrive sig op til et forberedende kur-sus inden næste års ansøgningsræs. »For når jeg har fortalt folk, at jeg gerne vil være journalist, så har mange spurgt ind til, om jeg over-vejede en højskole. Der er også en del, der har anbefalet mig en«, forklarer hun.

Ikke en ny tendensCenterleder på Center for Journalistik, Peter Bro, er ikke over-rasket over det høje antal af nye Medietorvstravere, der har et høj-skoleophold på papiret. »Jeg mener at kunne huske fra

tidligere, at vi endda nogle år har prøvet, at over halvdelen har været på højskole«, fortæller han og tilføjer, at det for ham er et udtryk for, at an-søgerne er yderst motiverede, når de vælger at bruge penge på pladserne. »Og engagement er jo en af de ting, vi lægger allermest vægt på i optagelsesprocessen«, tilføjer han.

Skal finde de skæve Centerlederen forklarer, at man fra studiets side dog også er in-teresserede i at få studerende på holdlisterne, som ikke har øvet sig intensivt på journalistiske kurser. »Skal der være et lille skår i glæden i alt det her, så er det, at vi også er meget optagede af at finde de lidt mere skæve per-sonligheder. Dem, som uden at have forberedt sig på præcis vores optagelsesprøve, alligevel får mu-lighed for at d e m o n s t r e r e , at de kan noget andet«, forklarer han. Derfor er man også opmærk-som på at gøre det vanskeligt for højskolerne at k u n n e

forberede journalist-ansøgerne for godt. »Min største frygt er i virke-ligheden den måde, vi har skruet op-tagelsesprøven sammen på. Den må aldrig blive tilpas skabelonagtigt, så der er nogen, der i højskoleverdenen har mulighed for at skubbe nogle an-dre kreative ansøgere ud«, fortæller han. Peter Bro overvejer at genind-føre en såkaldt kreativ test. Måske allerede næste år. Optagelsesprøven har tidligere haft en kreativ del, eks-empelvis et udleveret stykke blankt papir uden instruktion. Her var det op til ansøgeren selv at udforme sin besvarelse – hvad enten det var som en foldet papirsflyver, en

tegning eller et skrevet digt.

Ikke altid en fordelSidder man som kommende an-søger til journalistuddannelsen i Odense, så skal man dog ikke være nervøs for, at der vil blive rynket på næsen til en optagelsessamtale, hvis man har fravalgt en højskole. »For mig er der også noget enormt positivt i, at man har klaret sig igen-nem vores optagelsesprøve uden at have haft mulighed for at forberede sig med professionelle kursus-afholdere og forstandere«, fortæller P e t e r Bro og fortsætter: »Og så ender det jo

måske med at være en fordel, at man ikke har taget et

højskoleophold«.

LIXENS UNDERSØGELSE

47 procent. Så stor en del af den nye årgang på Medie-torvet havde et højskole-ophold på deres bankudtog, da de tog til optagelsesprøven i år. Centerleder mener, at det er et udtryk for engagement blandt ansøgerne, men også en udfordring for studiet.

Kristian Corfixen

krsoe11@student.sdu.dk

INTERN

Den nye årgang på Center for Journalistik tæller 115 studerende - 89 deltog i undersøgelsen. Af dem har 47 procent taget et journalistisk kursus på en højskole inden optagelsesprøven.

De sidste to år har Lixen lavet en lignende undersøgelse. her vat tallet 41,8 procent i 2011 og 39 i procent i 2010

LIXEN | september 2012 | �

LIXENS UNDERSØGELSE

Mediecirkus mister stjerne: Kildekritisk krikke på fri fod

En rokade på Center for Journalistik har givet plads til en ny skikkelse på Medietorvet. Ralf Andersson skal overtage undervisningen i kunsten at lave tv. Sammen med Anders Møller-Nielsen, bedre kendt som ”Teknik Anders”, skal han klæde de studerende fra 3. semester på til at lave betagende tv. Det kom bag på de fleste på Medietorvet, at Karsten Baagø stoppede som tv-underviser, da som-merferien stod for døren. Han har overtaget stillingen som studieleder for Peter Bro, som nu skal koncen-trere sig om at være centerleder på fuld tid. Først var løsningen, at både Karsten Baagø og innovations-underviser Rune Michelsen skulle dele under-visningen af det kommende tv-hold imellem sig. Planerne er dog blevet ændret. Lixen vil derfor med glæde være de første, der giver et mere fyldest-gørende billede, der kan erstatte den uforståenhed, som kan sprede sig, når en ny underviser tiltræder på Medietorvet.

Altmuligmanden fra DRRalf Anderssons baggrund trækker et langt spor igennem Danmarks

Visionær cirkushest forlader manegen og gør entre på savsmuldsfrit Medietorv. Ralf Andersson er Center for Journalistiks nye tv-underviser.

Steffen Villadsen

Radio. Han har også rundet TV 2 og Nordisk Film, hvor han fungeredesom fællestillidsmand under en stør-re fyringsrunde i starten af 00’erne. Igennem 15 år har han virket som journalist, tilrettelægger, research-er og studievært. De seneste 10 år har han været chef i DR primært på nyhedsområdet, men har også be-skæftiget sig med kulturstof. Det seneste år har han arbejdet som selvstændig mediekonsulent i Mel-lemøsten - særligt i Egypten, hvor han har arbejdet med at rådgive de egyptiske medier i hvordan de skal stille op på den nye objektive og kri-tiske bane, der er kridtet op efter det arabiske forårs indtræden og Hosni Mubaraks fald.

Visioner for tv-undervisningenSom ny mand ved roret har Ralf Andersson visioner for tv-undervisningen. »Jeg tror, at noget af det vigtigste, når man laver fjernsyn, det er, at man viser gnisten, gejsten og begejstrin-gen ved faget og håndværket. Hvis jeg kan give det videre, så er man nået rigtigt langt«, siger han. Den glæde skal ifølge Ralf Andersson findes ved konstant at have fokus på virkeligheden og kigge ud over universitetets rammer. »Jeg vil forsøge at trække så meget, jeg kan ind i virkeligheden. Det vil jeg gøre ved en masse øvelser, men jeg vil også gerne bruge virkeligheden

ved at dele ud af mine egne erfaring-er«, forklarer han.

Forventer en indsatsVisionen er klar, men hvordan ser det ud med den nye undervisers forventninger til de studerende, der skal have tv frem til jul? Ifølge Ralf Andersson, kommer man ikke sovende til kunsten at lave godt fjernsyn, og det kræver stenhårdt arbejde med teknikken. »Jeg forventer, at de studerende gør en indsats for, at det her bliver sjovt. Der er et punkt, man lige skal over, og det er teknikken. Men det er

en udfordring, man skal over for, at det bliver sjovt at lave tv«, siger Ralf Andersson Derudover er der ingen tvivl, hverken blandt de studerende eller Ralf Andersson, om, at det er et se-mester, der slider på kræfter og di-verse makkerskaber. »Jeg forventer, at folk har noget tålmodighed med sig selv og med deres makker«, siger han. Men ikke nok med, at makker-

skaber slides tynde, og timerne tik-ker af sted - der skal kastes mere end tid og tålmodighed i tv-semestret. »Man skal investere noget af sig selv for at lave godt tv. Man skal tage stilling i tv ligesom i al journalistik. Jeg vil gerne arbejde med, at folk skal tage stilling og have en holdning til det, de laver«.

Spilles der på flere heste?»Jeg har lavet en aftale med Peter Bro om, at jeg kan fortsætte med mine projekter som rådgiver i Mellemøsten ved siden af undervis-ningen«.

Ifølge Ralf Andersson kan det på længere sigt vænnes til en fordel, at han har med journalistik at gøre udenfor Center for Journalistik. »Det er en fed kombination for mig. Så har jeg både tid på universitetet til jer, og samtidig har jeg et ben ude i virkeligheden. Jeg tror også i læng-den, at det er rigtigt godt at bevare kontakten til folk udenfor«, siger han. Betyder det, at de journaliststude-

rende på SDU skal være bekymrede for at blive nedprioriteret i forhold til Ralf Anderssons mellemøstlige me-dieprojekter? Kan man være i tvivl om, på hvilket ben vægten hos den nye tv-underviser ligger? Ikke ifølge Ralf Andersson: »Første prioritet ligger selvfølgelig her. Det er der ingen tvivl om«.

stvil11@student.sdu.dk

Født d.1�. juli 1��2

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1���-1���

Har derudover uddannelser fra:

- Tv- og Mediekundskab, Stanford University, Californien USA

- Et års kursus i ”strategi-ledelse” ved Center for Ledelse

Tidligere ansat som bl.a.:

- Reporter på TV AVISEN

- Tilrettelægger på TV AVISEN

- Chef for DR Nyheder

- Studievært på Kulturprogram på DR

- Divisionschef i DR, hvor han bl.a. har stået for sammenkøringen af DR’s indlandsredaktion på tværs af radio og tv

Bor på Vesterbro i København sammen med sin kone og to børn på henholdsvis 1� og 1� år

RALF ANDERSSON

”Jeg tror, at noget af det vigtigste, når man laver fjernsyn, det er, at man viser gnisten, gejsten og begejstringen ved faget og håndværket. Hvis jeg kan give det videre, så er man nået rigtig langt Ralf Andersson, ny tv-lærer på Center for Journalistik

Foto: Bjørn Hvidsteen

Bagsidenfaceback 2011

Foto: Rune Jensen Heidtmann

INTERN

10 | september 2012 | LIXEN EKSTERN

Profiler på tv giver tryghed

På fodboldbanen hedder de Beckham og Bendtner, men nårdanskerne skifter fodboldkamp ud med nyhedstrang, så er profilerne Beck og Bildsøe. Men hvor meget forsøger tv-stationerne egentlig at profilere deres værter, og hvadbetyder det for seerne? »I 21:30’eren kommer man til at møde færre ansigter, men mankommer til at kende dem bedre. Det, vi har brug for som modernemennesker i en kaotisk verden, er nogle, vi kan læne os op af. De skal oversætte komplicerede sammen-hænge, og god journalistik handler jo ofte om at reducere komplek-siteten«, forklarer Ulrik Haagerup, og fortæller, at korrespondenternes erfaring, troværdighed og auten-tisitet gør, at seerne har større tillid til det, de ser.

Numerologi eller sund fornuft?Vi kender normalt korrespondenten som en journalist i skudsikker vest, der rapporterer hjem fra verdens brændpunkter. DR’s nye korrespon-denter kommer dog for de flestes

DR ændrer sendetidspunkt på TV AVISEN og tilknyt-ter et fast korrespondent-korps, der skal formidle det komplekse fagstof i ny-hederne. Ifølge DR’s nyheds-direktør, Ulrik Haagerup, er det nødvendigt, at en velkendt korrespondent guider seerne igennem det kaotiske mediebillede.

Morten Buttler

vedkommende ikke til at bekymre sig om krudt og kugler, da de fysisk vil være til stede i og omkring tv-studi-et. Blandt de nye korrespondenter på TV AVISEN er den tid-ligere vært på sundhedsprogrammet Lægens Bord, Peter Qvortrup Geisling. Tv-lægen skal fremover figurere som formid-ler af den lægefaglige nyhedsjour-nali-stik som sundhedskorrespon-dent – et område, som ifølge Ulrik Haagerup ikke tidligere har været den store styrke på Danmarks æld-ste tv-kanal. »Der findes ikke mange, som både er dybt fagligt kvalificerede, mensamtidig evner at formidle, og det er det, vi er gået efter på stort set alle de her områder, hvor vi nu får såkaldte korrespondenter. Peter Qvortrup Geisling har i en lang årrække levet af at formidle det lægefaglige«, siger nyheds-direktøren, inden han forklarerkorrespondentens rolle. »Der er jo stor forskel på, om man er ekspert eller korrespondent.Korrespondent betyder jo i virke-ligheden, at der er et menneske med en høj faglig viden, som er placeret et sted på kloden med et bestemt fokus, som så formidles hjem til os andre. Det er for at sende et signal om, at her er et menneske, som er andet og mere end bare en reporter. Vi kender det også fra Ask Rostrup hos os, som er vores politiske korrespondent«, fortæller Ulrik Haagerup.

Værterne skal brandesMark Ørsten er medieforsker og studieleder på RUC’s journa-listuddannelse. Han mener, at DR’sændringer er et forsøg på at skrue op for brandingen af kanalens værter. Det tilfører nemlig et væsentligt kryd-deri til det journalistiske produkt.

DJ: Overvej køen trods pressekort

Nu starter alle nye journaliststude-rende på landets uddannelser. Så snart de er medlem af Dansk Jour-nalistforbund, som KaJO hører un-der, har de mulighed for at få et pressekort. På kortets bagside står både en dansk og en engelsk tekst. Begge siger de det samme: Kortet giver adgang gennem politiafspær-ringer. Og det er uanset, om man er journaliststuderende eller erfaren i branchen. Kortet er lige for alle. »Det er et værktøj til at udføre det arbejde, man skal lave, og det kan være situationer som en brand

eller en trafikulykke«, fortæller Lars Werge, der er næstformand i Dansk Journalistforbund (DJ). Når der sker en ulykke, så skal jour-nalisten have mulighed for at komme ind bagved og stille spørgsmål. Så-dan har aftalen mellem DJ og politiet været lige siden, det første pressekort blev trykt, og derfor blev alle kort tidligere godkendt af politiet, inden medlemmerne fik det.

Kan blive inddragetPressekortet bliver dog ikke god-kendt af politiet mere, men det er personligt og hvis det bliver mis-brugt, har DJ lov til at lukke et medlem ude af forbundet. Det er dog ikke særlig ofte, at et pressekort bli-ver inddraget. Gert Nielsen er administrativ sags-behandler og har været ansat i for-bundet i længst tid. Han husker en episode fra 1972: »Manden valgte at sætte sit

pressekort i pant på et værtshus. Den gik ikke. Det blev set på som mislig-holdelse, og kortet blev inddraget«, fortæller han. Måske skal man ikke helt tilbage til 1972 for at finde det seneste DJ-medlem, der har vist sit pressekort ved indgangen til Odense ZOO, og fået en gratis indgang, eller forsøgt at drikke gratis på et diskotek med be-grundelsen: ”Jeg har pressekort!”. Men DJ kontrollerer ikke med-lemmernes brug af pressekortet. Hverken de garvede journalister eller de studerende. DJ forventer, at kortet bliver brugt med omtanke, fortæller Lars Werge: »Helt grundlæggende så er det et fag med meget stor magt. I yder-ste konsekvens kan vi som journa-lister fjerne en politiker fra sit hverv, og det skal man være meget ydmyg overfor«, mener han og fortsætter: »Jeg siger ikke, at man ikke skal bruge pressekortet, men hvorfor

skal man gå foran i køen? Man kan jo overveje, om man ikke selv burde be-tale for sin billet til ZOO eller Tivoli, eller hvor det nu må være. Så omgå pressekortet meget ydmygt«.

Også en gratis adgangsbilletOdense ZOO er ikke det eneste sted, man kan komme gratis ind med pressekortet. Det kan man også en række andre steder rundt omkring i landet. Det skyldes, at DJ tidligere lavede fordelsaftaler med forskel-lige virksomheder. Det gjorde de af to grunde: Den ene var, at journa-listerne og fotograferne skulle have nemt ved at komme ind og skrive og fotografere, de ting der var, uden at skulle stå i kø. Den anden var, at det samtidig var i virksomhedernes in-teresse, at der blev skrevet om dem, og det de tilbød. De sidste fordelsaftaler blev for-handlet i 1960’erne, og siden er det virksomhederne selv, der bestemmer

om de vil lade pressen passere gratis. Der findes en pjece fra 1960 med en liste over steder, der giver gratis ind-gang. Den indeholder bland andet Den Fynske Landsby med ledsager, Folketeateret med ledsager, dog ikke til premiere, Odense Væddeløbsbane med ledsager, dog kun søndage efter klokken 18, hvis der ikke er udsolgt. »At der var adgang for ledsager, var fordi fotograferne skulle have hjælp til at bære det tunge udstyr. Den samme fordel fik journalisten også. Og måske kan man grine lidt af jour-nalisten skulle have en ledsager med, der kunne bære vedkommendes bly-ant«, fortæller Gert Nielsen. Udover at være en adgangsbillet, så er pressekortet også blevet et in-ternationalt kort. Det betyder, at man kan bruge kortet i alle lande uden for Danmark – lige fra Indien til England – og med pressekortet bliver du mere synlig som journalist.

camch11@student.sdu.dk

Foto: Bjarne Bergius Hermansen, DR

”Det handler mere om at skrue op for brandingen af værterne

Mark Ørsten, medieforsker og leder af journalistuddannelsen på RUC

»Man vil gerne skabe noget identifi-kation ved at fokusere på værterne, som vi kender det fra USA. Både TV 2 Nyhederne og TV AVISEN har jo traditionelt set været kendt for deres værter. Seerne kan vælge og vrage mellem nyheder på public

service-tv. Det handler mere om at skrue op for brandingen af værterne«, pointerer Mark Ørsten.

NEWS stjæler 21’erenPå TV 2 News har man noteret sig, at DR har rykket TV AVISEN en halv time tilbage. Derfor satser kanalen på at snuppe de seere, der har væn-

net sig til nyheder klokken 21. »Baggrunden for vores satsning på21-timen er DR’s beslutning om atflytte TV AVISEN. Vi ved, at rigtig mange mennesker i dette land har vænnet sig til – og måske oven i kø-bet tilrettelagt deres fritid efter, at

de kan få en landsdækkende nyheds-udsendelse klokken 21. Det kan de fortsat – nu bare på en anden kanal«, fortæller TV 2 NEWS’ kanalchef Mikkel Hertz. Han fortæller, at TV 2 NEWSfor at differentiere sine udsendelser vil satse på at gå i dybden i stedet for at læsse nyheder af på seerne. Til at

holde overblikket ved nyhedsbordet har TV 2 NEWS sikret sig en markant profil til holdet i skikkelse af Mikael Kamber. »Udsendelsen klokken 21 skal virkelig gå i dybden med dagens væsentligste historier. Det er ikke et hurtigt overblik, vi leverer her. Kamber skal – som den erfarne journalist og studievært han er – give vores udsendelse klokken 21 dynamik, personlighed og journa-listisk tyngde«, siger Mikkel Hertz og påpeger, at udseendelsen bliver en skarpt prioriteret nyhedstime, hvor seerne får klar besked om de væsentligste historier. DR’s nye line-up er i luften fra den 3. september, mens TV 2 NEWS den 13. august havde premiere på deres nye udseendelse ”21’eren”.

mobut11@student.sdu.dk

Pressekortet er et arbejdsredskab, der giver adgang bag det rød- og hvidstribede plastik markeret med POLITI. Men det er også et kort, der giver adgang til eksempelvis ZOO. Dansk Journalistforbund opfordrer dog til, at man stiller sig bag i køen.

Mediebillede: Her er holdbilledet for Team TV AVISEN. De går i luften første gang den 3. september.

Bagsidenfaceback 2011

Foto: Rune Jensen Heidtmann

Camilla Huniche Christensen

LIXEN | september 2012 | 11 FOKUS: RUSTUR

Kære Russer,Du er godt og vel 21,4 år gammel og har nu hjemme i den fynske hoved-stad. Du er mere i kontakt med din feminine side end med fuldskægget, og der er cirka 50 procents chance for, at facebook-statussen siger ”sin-gle”. Og så har du fine hvide bisser, der bare venter på tv-skærmen – kaffe og smøger er nemlig so much 2011. Du er vild med Vestager, foretræk-ker bajere over Bourgogne og begår dig bedre på sjællandsk jargon end jordnært jysk. De journalistiske evner er ikke hentet hjemmefra, ej heller den akademiske kant. Og så er du helt tosset med nyheder på nettet (HUSK NY STARTSIDE: Lixen.dk) Du havde også søgt DMJX, men vi er glade for at have fået dig til Fyn. Vi glæder os til at lære dig endnu bedre at kende. Se flere svar på Lixen.dk

madha11@student.sdu.dkmobut11@student.sdu.dk

Velkommen til Medietorvet. Kig godt rundt på dine nye studiekammerater. Kniber det stadig en smule med at huske hvem, der er hvem? Eller har øllene på rusturen ført til hukommelsestab? Så kan Lixen give dig et hurtigt overblik over den typiske journalist-russer på SDU anno 2012.

Mads Ellegaard Hansen Morten Buttler

55 34

Radikale røgfrie russer Pendlere: 23 %

42ja’er 47 nej’er

Har du gået på en journalistisk højskole?

Er du ryger?Hvis der var valg imorgen, hvad ville du så stemme?

2918 40

18 år26 år25 år24 år

23 år

22 år

Bor i Odense: 77 %

21 år

20 år

19 år

Hvor er du fra?

Ja

NejLixen uddelte et spørgeskema

under årets rustur. I alt har 89 nye journaliststuderende deltaget i undersøgelsen. Der starter 115 studerende på Center for Journalistik

Alle tal er antal personer, med mindre andet er angivet.

FAKTA

Ø ?

+ 1 uden for DK

F S R Y V C O

12 | september 2012 | LIXEN FOKUS: RUSTUR

metroXpress on fire!På årets rustur udfordrede Lixen de nye studerende. Under Ølympiaden skulle russerne i fællesskab skrive en sportsrepor-tage, mens Lixen gav point for kommaer, kreativitet – og sportsklichéer, naturligvis! Som det eneste medie i Danmark bringer Lixen her det endelig resultat fra årets Ølympiade.

De respektive ølympiade-deltagere fra 1. semesterDet var ikke kun den flammende, fængende farve på metroXpress-re-daktionens trøjer, der glødede fredag aften. Holdets swag og awesomeness blev for meget for Visbys brand-alarmer, der måtte bukke under for den flammende mentalitet. Det skabte panik blandt Ølympiadens gæster, der ikke anede, hvad der fore-gik. Det viste sig dog senere, at det blot var flammen fra metroXpress, der spredte sig som en steppeild.

DR hejser flagetDR kom pludseligt, men storm-fuldt, ind fra sidelinjen og slukkede metroXpress’ håbefulde vinder-flamme. De smukke, unge, spi-rende journaliststuderende fra DR Idræt kunne nemlig afsløre, solo, at metroXpress blev taget med buk-serne nede og doping i blodet! Kvin-derne var mænd, og mændene var fra 2. årgang! De maskuline masto-donter, der udgav sig for at være kvinder, fik erektion over mødet med DR’s drenge og piger. I skrivende stund er metroXpress dog ikke det eneste hold, der har hejst tisseman-den for DR-holdet.

RUST ryster røvNoget andet, der også stod oprejst, var, hvordan RUST viste entusiasme i både æblespisning og bananpil-ning. De talentfulde stjernefrø spirede ved Visby Fritidscenter på

det ultimative ølympiske stadion. Der var ingen tvivl om, at RUST’s fysiske udfoldelse og røvrystning ville bringe dem til tops på skamlen.

Vestkysten vinderRUST-holdet viste sig dog senere at være blevet rustne. Pålidelige kilder hævdede, at medaljeudvalget ved de Ølympiske Lege havde brugt alle pen-gene på at sponsorere Grønland med flere guldøl, og derfor var løbet tør for guld. Formanden for medaljeud-valget, IInuuak Quat Jensen, kontak-tede omgående Jydske Vestkysten og udbød den nette sum af 479 million-er danske kroner for deres tilegnede guldmedaljer, som stammede fra rus-turene gennem de seneste årtier.

Ekstra Bladet stripperMidt i denne ølympiske oase kom Ekstra Bladet ind i kampen med en masse herlig sladder og bragte mange af de andre holdredaktioner i fedtefadet. Holdet viste fremragende kampånd, da alle hoppede i søen, mens én deltager blev og gav dom-merne massage. Der var klart tale om eliteidrætsudøvere. Ud over det, var der tale om nøgenglade men-nesker, der havde strippet og klædt sig af foran dommerne for at vinde ekstra point.

Hipster wannabes og O-pilsnereGurgl, gurgl, gurgl. Sådan lød det fra Michelle, da hendes drøbel var

på overarbejde i forsøget på at hive point i land for holdet. På trods af hendes gyldne præstation stod resten af holdet og lignede en tønde døde sild sang efter sang. To sølle point nåede holdet at skrabe til sig inden sandet rendte ud… Et resultat, som ganske enkelt ikke matchede holdets ambitioner. Så der blev spillet højt spil: ”Kvit eller fuld hus – ti point,” udbrød den kampklare Allan. Denne udfordring var de to hipster wan-nabes af et par dommere ikke længe om at acceptere. Allan fyldte munden med de lunkne dråber af en daggam-mel Odense Pilsner og gurglede til den store guldmedalje. Og det gik. Odense Pilsner-holdet vandt!

Urinaroma og CarlsbergEnhver ved, at Carlsbergs gyldne dråber til en hver tid slår Odense Pilsners ærgerlige urinaroma. Det var ikke nødvendigvis en fordel at fornedre sig til grimme gloser for at opildne egne chancer. I stedet var de ægte vindere dem, der formåede at sætte sig ud over sig selv og vitterligt tage en for HELE holdet. Det lille hold høstede hæder for den store sejr.

TV 2 ØST holder fanen højtIngen kamp var for lille eller ube-tydelig for en redaktion, der aldrig forlader slagmarken før sidste fløjt. Med hjertet på rette sted døde TV 2 ØST med støvlerne på i kampen for den sande sejr. Én kamp af gangen

og altid med gåpåmod samt viljen til at komme igen. TV 2 Øst var foran i kampen om nøgenhed og holdt stolte fanen højt.

Lixens bryster med kaffepletterMed brysterne smurt ind i kaffe og firehundrede meter fri i søvand, følte Lixen ikke nogen grund til at hævde sig over de andre redaktioner. Der-imod valgte de at rette deres fokus mod holdånd og sammenhold i de naturskønne omgivelser i de sønder-jyske skove. De fandt ingen grund til at pointere, hvor uprofessionelt det var, da RUST ikke smed tøjet. Visby var rammen for konkurrence, kær-lighed, kaffe og knepperi, og Lixen takkede for lækker mad, nye venner med gode patter, solskin og dejlige mennesker.

GAFFAs fodsexDa dommerne skulle vurdere hold-ene, var der kun ét hold, der be-mærkede sig positivt, da det kom til fødderne. Ikke alene lugtede GAF-FAs fødder af blomster og violer, men renskurede og velplejede var de også. I begyndelsen antog GAF-FAs redaktion, at et bemærkelses-værdigt undertal af hankøn var en udfordring. Men det viste sig, at æblerne fik safterne til at flyde – og både de fantastiske og inspirerende dommere og ydmyge, tolerante del-tagere blev både våde og kåde. Det resulterede i, at dommerne i slut-

ningen af konkurrencen måtte kaste sig på knæ og selv deltage i æbleor-giet. Hverken før eller siden har kær-lighed til bentøjet været mere udtalt i en rusturskonkurrence.Hvis man ikke var til fodsex før, er man det i hvert fald nu.

TV 2 Bornholm med bare bagdeleMen fodsex er ikke alt her i verden. Overordnet set var der ét hold, der især skilte sig ud med deres charme, selvtillid og ikke mindst de-res utroligt lækre hår. Redaktionen fra TV 2 Bornholm dominerede dysterne, kæmpede bravt og sej-rede med stil. Struttende bryster, dinglende diller og hvide numser.

B.T. besejrerGrundet voldsom arrogance og mang-lende fairplay blev TV 2 Bornholm diskvalificeret ved slutlinjen. Sejren gik ubetinget til B.T.-redaktionen, der med udpræget flid, blændende lækkerhed og en sportslig indsats i top satte standarden for dette års Ølympiske Lege. Redaktionen takker af for dette år og sender især en stor tak til pigerne fra B.T., der berigede Kristian Corfixen med et syn, han sent vil glemme.

Redigeret af Christine Brink, som har rettet lidt undervejs, da den stigende

promille under Ølympiaden havde sat sit præg på deltagernes journalistiske evner.

LIXEN | september 2012 | 1�

09.30: ”Lad nu bare de andre om at drikke sig fulde og dumme sig på turen. Det er meget bedre at lære folk at kende og gøre et godt første-håndsindtryk”. Min mors formanende råd runger i bevidstheden, da jeg med et tryk afslutter vores samtale. 09.35: Mit lift dytter udenfor. Jeg haster ud af døren, mens jeg sender et sidste længselsfuldt blik efter morgen-kaffen, der står uberørt på mit spise-bord. Min mave rumler, og kvalmen presser sig på i et sammensurium af en nats søvnløshed, sult og nervøsitet, men Gud hvor jeg dog glæder mig.

10.01: Åh nej - de har rykket velkom-sten. Her prøver man tjekket at kom-me til tiden, og jeg har endda pakket light i håbet om at fremstå bare lidt cool i en verden, hvor præcision og deadlines er i højsædet. 10.07: Endelig! Vi har fundet de an-dre og en venligsindet tutor byder mig velkommen. En rød og hvid T-shirt er på vej i min retning. B.T. it is. Det kunne have været værre tænker jeg og kigger mod min veninde. Hun er trukket i en neon-orange metroXpress t-shirt...10.14: Den første Albani ryger i min retning. Tanken om en øl på tom mave virker ikke ligefrem tiltalende, men med frygt for at skuffe mine nye Albani-drikkende kammerater siger jeg ikke nej. 10.15: Den kraftige smag af malt rammer min tunge. Jeg længes in-derligt efter den æblejuice, jeg så i automaterne. 10.30: Drengene i redaktionen er nu på den tredje øl. Jeg klynger mig til et pølsebrød fra 7-eleven og forsøger

at skylle min morgenbajer ned på en nogenlunde human måde. 10.45: Cecilie Frøkjær træder ind på Medietorvet. Som inkarneret Go’ Morgen Danmark-seer er jeg henrykt over deres valg.

11.00: Okay, jeg vil virkelig gerne ar-bejde på Go’ Morgen Danmark. 11.03 Jeg tror hellere, jeg vil arbejde på Go’ Aften Danmark. Kommer aldrig op kl. 04.00.

13.05: Foredrag, frokost og et for-midabelt redaktionskampråb er nu i hus, og rusturen kan for alvor be-gynde. Destinationen er ukendt, og min skæbne er de næste 48 timer i tu-torernes hænder.

14.10: Kassen med Albani går nu sin tredje sejrsgang i bussen. 14.11: ”Skandale” bliver der råbt i bussens højtaler. Jeg har tilsynelad-ende købt den første og eneste soda-vand på turen. Mit ellers så diskrete forsøg på at skylle smagen af lunken Albani ned er nu allemandskendt.14.12: Fernet Branca-flasken har di-rekte kurs mod mig. Jeg skal bøde for mit køb af sodavand. 14.13: Kære mor, jeg må nok beklage-ligt meddele, at din ellers kærlige peptalk om ædruelighed, og et godt førstehåndsindtryk p.t. virker utopisk. 15.45: Varm sommerluft rammer mig som en mur, da vi træder ud af bussen. Jorden er sønderjysk, og vi er tæt på Ribe. Så meget ved jeg.

19.00: Der er krise. Ingen har købt kaffe. Tanken om, at mit næste kof-

feinfix først skal blive i morgen, er helt ubærlig ovenpå en hel dag med Albani. 19:25: Hvordan kan vi være så få, der har trang til kaffe i en kæmpe stab af journalister? Min forvirring er total, og frustrationen endnu større. 19.55: Endelig. En af tutorerne har forstået budskabet og bliver helt bleg ved tanken om ikke at kunne få sin morgenkaffe, når han har vagt i mor-gen. Købmanden lukker om 5 min. 20.15: Kaffen er i hus. De inkarnerede kaffedrikkere dukker frem af deres skjul og stimler sammen om rulle-bordet. 20.30: Koffeinens virkning indtræder, og socialiseringen kan fortsætte.

23.45 Første kys! Kvindelig tutor og mandlig russer. Der er tydeligvis pro-miller i luften.

01.15: Tid til at se øjenlågene inde-fra.

Lørdag: 04.30: Ligger min værelseskam-merat seriøst og spiser knækbrød? Jeg er virkelig sulten.

09.30: Morgenmad, ja tak! Scrambled eggs og wienerbrød - slet ikke dårligt!

11.00: Så kan de Ølympiske Lege for alvor gå i gang. B.T. er klar til kamp, og vores kampråb sidder efterhånden på rygraden.11.20: Tøjkæde. Redaktion B.T. er særdeles tækkelig.

12.15: Står midt i en sø med to flasker

over hovedet. 150 point er tjent hjem til holdet. Ser min holdkammerat spæne tværs gennem søen og ind i skoven, mens han laver vejrmøller. 16.00: Ølstafet! Den klarer jeg. 16.03: 1… 2.. 3... 4.. 5.. 10.. Mine ben er tunge som bly, og jeg falder lige så lang, jeg er. Jeg forsøger at samle mig, men det er nemmere sagt end gjort. Jeg mangler fire runder. Et spejlreflekskamera ryger lige op i snotten på mig. Velkommen på for-siden Maria Rye, så er din karriere skudt i gang.

19.15: Der er temafest i aften, og udklædningen tager tid. Temaet er OL, og hvad er mere oplagt end den jamaicanske løber Usain Bolt.

20.00: Jeg er nu sort fra top til tå og badeværelset ligeså. Kun min neon-vest lyser op. Parykken er sat, og den sidste Malibu-drink drukket.20.40: Kan hermed konstatere at ingen andre er klædt ud.

21.00: Festen må fortsætte. Ølkort og slavevodka.

23.00: Hænderne over hovedet… Jeg elsker det her! 01.00: Hov. Politiet lukker festen, eller det vil sige vores udendørs dansegulv. 01.05: Beastie Boys – ”Fight for your right to party” ryger på anlægget, og festen fortsætter. 01.30: Der står en kæmpe stor hund foran mig. Den er blevet væk, men hvorfra? Folk forsøger at spore den. I et forsøg på at bevise min ædruelighed skal den da lige have en

skål vand. Resultat: Et meget vådt gulv og en tørstig hund. 02.30: Hundens ejermand er fundet. Der er gang i baren, dansegulvet er fyldt, og romancerne blomstrer i krogene. Lykke - ren og skær lykke.

06.00: 1… 2… 3… Sov

Søndag: 09.30: Jeg er ramt.09.31: Min hovedpude og ikke mindst min hukommelse er kulsort. 14.30: Jeg klarer ikke mere buskørsel. Det er heldigvis legalt at købe en vand nu. 15.30: Kursen er sat mod L.A. Bar i Odense. Det er tid til at få afsløret vinderen af Ølympiaden og ikke mindst hvilke klasser vi kommer i.

17.30: Sejren er i hus. B.T. har vundet de Ølympiske Lege og dermed en bow-lingtur til en værdi af 10.000 kr.17.31: Vent, 10.000 kr.! Hvordan skal man overhovedet kunne bowle for så meget? Forestiller mig baner af mar-mor, og bowlingkugler belagt med bladguld. 17.32: Bowling-turen er for 30 personer - så forstår jeg bedre.

19.30: Vi er nu 15 tilbage. Den hårde kerne fortsætter på Smagløse.

21.15: Jeg er høj. Høj på livet og min nye tilværelse som journalist-studerende omgivet af skønne men-nesker. Nu vil jeg hjem og sove. Tak for nu, mit nye studieliv, vi ses snart igen.

marva12@student.sdu.dk

Dagbog fra RuslandLixen har fået fingrene i nystartede Maria Ryes

Maria Rye

FOKUS: RUSTUR

1� | september 2012 | LIXEN ANNONCE

LIXEN | september 2012 | 1�PORTRÆT

Som journalist har Jens Nauntofte hele livet reporteret fra centrum af verdens begivenheder. Krige, katastrofer og lykkelige stunder har fyldt blokken. Og selvom alderen har sneget sig op på de 73 år, bliver han ved.

Afghanske geværer, smukke dekora-tive klinker fra Iran og et utal af bøger om samfund, politik og rejser på reolen, der smyger sig langs de runde vægge. Det er ikke svært at lure, at det er en berejst mand, der bor på 14. sal i den runde Carlsberg-silo på Vesterbro. De bare fødder skridter over trægul-vet, og kurvestolen knirker let, da Jens Nauntofte sætter sig. Han er en mand på snart 74 år. Nogen kender ham som den fuldskæggede herre, der var i krydsforhør hos Jacob Rosenkrands i programmet ”De Røde Lejesvende”. Men der er mere til historien om Jens Nauntofte. Gennem sit liv har han sendt verden ud til danskerne fra pulten som nyhedsvært, stem-men i radioen eller den detaljerede pen i landets aviser. Han har oplevet et møde med Ku Klux Klan-med-lemmer, Seksdagskrigen, Vietnam-krigen, Berlinmurens fald og inter-viewet Saddam Hussein. Netop nu er han i gang med bog n u m m e r f e m t e n , som hand-ler om Det Arabiske Forår med arbejdstitlen ”Mellemøsten i Oprør - En Reporter i Det Arabiske Forår”. Med udsigt over det meste af Køben-havn og kontroltårnet i Kastrup har han det sidste års tid skriblet løs om det historiske oprør fra pladsen ved skrivebordet. En revolution han selv beskriver som fuldstændig fantastisk. Han har med mellemrum både rejst og boet i Mellemøsten siden begyndelsen af 1960’erne. Og pludselig kom det. Oprøret fra befolkningerne rundt omkring i Mellemøsten.

Kysset af en revolutionDen varme luft på Tahrirpladsen i Egypten fyldes med jubelråb og menneskemylder. Over det hele svæver Jens Nauntofte, båret oppe af en flok unge egypteres strakte arme, som en helt og steger i varmen. Jens Nauntofte er begyndt på fortællingen om februar i 2011. »Før jeg aner uråd, tager seks til syv af de stærkeste mænd mig bog-stavelig talt ved vingebenet og kaster

Christina Nordvang Jensen

Jens Nauntofte En ustoppelig storyteller

mig en meter op i luften under høj jubel. Der hænger jeg så, med et perfekt udkig over Tahrirpladsen og Mubaraks nedbrændte hovedkvar-ter. Der blev skabt historie«, for-klarer han. Imens rammer pressekort, mønter og kamera jorden og blandte sig med støv og dansende fødder. Da han selv får fodfæste, fortsætter jubel-seancen, og som en anden maskot bliver han kysset og krammet af alle de unge mænd. »Det oplever man ikke, hvis man havde stået ude i udkanten. Der bli-ver man ikke kastet nogen steder«, pointerer han med et skævt smil, der viser hans glæde ved at genkalde sig mindet om de varme kys og jubel-scenen. Og den 73-årige erfarne journalist har aldrig stået i udkanten. Det er blevet meget karakteristisk for hans person. Gennem hele sit liv har han søgt centrum af enhver historie. Det er der, han befinder sig bedst. »Jeg har altid ment, at man skulle være lige midt i centrum - om muligt i orkanens øje. Der kan man sidde og se alt. Det er der oplevelserne lig-ger«, fastslår han.

Kursskifte i karrierenOplevelser har der været utællelige af. Og går man godt og vel 50 år til-bage i tiden, så var det da også en rejse, som viste Jens Nauntofte vejen hen til journalistikken og livet som storyteller. Oprindelig er han egentlig uddannet inden for ship-pingbranchen, men en tur på Askov Højskole forandrede både ham og hans livsplaner. »Der skete mange mirakler. Blandt andet det, at jeg blev et andet men-neske. Det var nogle helt andre ting, der begyndte at interessere mig. Ikke Mellemøsten specifikt, men littera-turen og livets store problemer. Jeg blev vågen, og det var jeg ikke før«, siger han. Jens Nauntofte stødte ind i en ny side af sig selv, som han ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med. Det førte til en opsigelse hos rederiet Lauritzen. Han solgte sin bogsam-ling, og fik til sidst skaffet sig 3.000 kroner. Og så var det af sted. Han havde et klart mål for rejse. Journalist Thorkild Hansens

reportager fra Egypten havde Jens Nauntofte nemlig flittigt suget til sig fra Informations spalter i pauserne hos rederiet. Nu ville han sætte virkelighed på Thorkild Hansens ord.

Bankerot, blodpenge og blafTuren til Egypten førte Jens Nauntofte ned over Europas mange grænser, over Balkan og til Jerusalem. Efter noget tid havde turene tømt hans teg-

nebog, og han måtte finde en måde at finansiere rejsen på. »Jeg fandt ud af at nogle af dem, som jeg havde mødt, gik ned og gav blod på hospitalet. Så det skulle jeg også. Næste dag var jeg nede og give en halv liter blod, og så fik jeg tre hundrede kroner. Jeg levede sådan i mange måneder fra hospital til hos-pital. Fede penge. Jeg havde masser af blod. Jeg levede snildt for fem - ti

kroner om dagen. Jeg rejste altid på blaf. Jeg købte ikke billetter undta-gen på færgerne. Der var jeg nødt til det«, forklarer han. Han fik blaffet sig videre ned mod målet og pyramiderne. Men ét land fik den unge rejsende til at stoppe op. Israel blev omdrejningspunkt for et års rejse, og med tommeltotten tog han flittigt på turné gennem det kon-troversielle land.

”Der skete mange mirakler. Blandt andet det, at jeg blev et andet menneske

Foto: Bjørn Hvidsteen

1� | september 2012 | LIXEN PORTRÆT

»Jeg lærte Israel at kende bedre end Danmark. Jeg skrev dagbøger, læste og snakkede med folk og fandt nogle søde piger at være sammen med. Røg i fængsel og kom ud. Kom ind hos arabere og boede på stranden i Eilat i to måneder som en af de snavsede fyre. Vi kom aldrig i bad. Og så røg jeg meget tjald. Så det var interessant«, griner han. Jens Nauntofte fik skrevet en god bunke dagbøger og solgt et par artikler til Kristeligt Dagblad. Han havde fået åbnet op for skriverpin-den, og record-knappen til radiome-diet lå og ventede på den berejste tommeltot.

Blev voksen med krigenDen havde ligget og luret et stykke tid. Seksdagskrigen. Konflikten mel-lem Israel og fire arabiske stater var kulmineret. Jens Nauntofte sad i Danmark og havde godt fornem-met, at en konflikt lå og dvælede syd for grænsen, men inden længe ville vågne. Det gjorde den så i 1967. Han havde netop slået hul igennem til Radioavisens ”Aktuelt Kvarter”, og der gik ikke mange minutter, før han var af sted for at søge centrum af krigen. Han fik for alvor testet livet af som rejsende storyteller blandt bombe-brag og splittelse. Selv forklarer han, at denne begivenhed formede ham som reporter. »Det er situationen, hvor en ung reporter er begyndt at blive vok-sen. Jeg begynder at træde i karak-ter. Seksdagskrigen var virkelig der,

hvor jeg fik lov til at være reporter. Der begyndte jeg for alvor at skrive for Information og lave kronikker til Kristeligt Dagblad og Politiken«, Det gav ikke kun Jens Nauntofte følelsen af at være en reporter, han fik også gode penge på lommen til sine videre planer. Denne gang var det ikke nødvendigt at give blod for

en god historie. »Jeg tjente en helvedes masse penge for første gang i mit liv. Man fik jo ret meget. 350 kroner for et indslag i radioen og 60-70 kro-ner for en artikel i Information. I radioen kunne jeg få to-tre indslag på om dagen under hele krigen – både optakt og bagefter. Jeg havde jo lige pludselig omkring 15.000 kroner. De skulle jo pløjes ned igen med det samme, så jeg rejste på en tre måned-ers tur til Mellemøsten. Jeg købte mig en professionel båndoptager til 5.000 kroner. Og så ville jeg lave ra-dio undervejs«, forklarer han.

Fang det ufortaltePå den tredje rejse til Mellemøsten fik Jens Nauntofte oplevet efter-skælvene fra Seksdagskrigen, og så opsnappede han en endnu ufortalt historie. Han havde fra de tidligere ture oplevet noget - ”ganske under-ligt”, som han selv udtrykker det, om-kring Israel-Palæstina spørgsmålet. »Der var ingen bøger om palæsti-

nenserne. Der var kun bøger om Israel på dansk. Så der lå en histo-riefortælling, som var uberørt. Den begyndte jeg så at fortælle«, siger han. Han var godt klar over, at han havde involveret sig i et lidt ømtåleligt emne. Han var forelsket i Israel, men skulle nu skildre konflikten fra

palæstinensernes side. Det handlede om at hol-de balancen. Selv synes han, det gik fint, hvilket også blev bekræftet af udefrakommende kilder.

»Herbert Pundik (red. tidligere chefredaktør på Politiken) skulle an-melde min bog om Israel i 1982. Han skrev, at nu bliver der opstandelse i hele det jødiske samfund her i Dan-mark, hvis jeg roser Jens Nauntoftes bog, men den vil jeg gerne rose«, siger han. Dengang og i dag er det den type historier, Jens Nauntofte som sto-ryteller opsøger. De historier som endnu ikke er gledet igennem en optager, skriblet ned på en blok eller opdaget af linsen. »Det er det ufortalte, der er inter-essant. Det er der aspekterne i det liv omkring en, som man gerne vil opdage, de ligger. Man skal drives af nysgerrighed og bramfrit mod. Man skal ikke være så bange. Det har jeg sådan set aldrig rigtig været«, siger han.

Krig uden frygtKrig er en begivenhed, der optræder flere gange på Jens Nauntoftes er-faringsliste. Og selvom han har set

mennesker blive dræbt og katastro-fer rive verdener fra hinanden, så er det stadig de begivenheder, han søger centrum af. Krigen og dens konsekvenser er blevet et ledemotiv for ham. »Krig er interessant, fordi det er der, de store dramaer afgøres. Det er der, historien skabes. Den skabes ikke i hverdagen, men i de markante marginale situationer, som krig er. Det er der, historien skifter spor. Det har jeg altid syntes var interessant. Det er naturligt for mig at søge de steder«, siger han. Selvom han flere gange har været tæt på at miste livet, så har følelsen af frygt aldrig fået lov til at sætte sig fast i sindet. Sandsynligheden for at ende som invalid eller død er ifølge Jens Nauntofte til stede konstant. Og hvis det påvirker en, så bliver livet som korrespondent vanskeligt – i hvert fald hvis du søger centrum af situationen.

»Hvis frygten skulle være målestok for, om man tør lave en historie eller ej, så ville det være trist. Men der er mange, der ikke egner sig til det. Og de skal lade være. De skal ikke gå rundt og blive bange og få stress. Det får man alligevel. At være i krig er meget stressende og angstfrem-kaldende og mavesårsskabende. Folk dør jo«. Jens Nauntofte har egnet sig til det.

I hvert fald er han blevet ved og ved og ved. Men det har heller ikke al-tid været nemt, selvom frygten ikke har sat sig i ham. Når han har følt sig stresset eller påvirket af nogle situ-ationer, så har han fundet styrke i rollen som reporter. »Jeg er der for at rapportere. Så jeg opfatter mig meget som værende i en funktion. I’m there to tell a story. Jeg er der ikke for at sidde og være bange. Selve funktionen driver ens vilje til at få historien. Det er vold-somt krævende, men jeg går ben-hårdt efter bolden«, forklarer han.

Oplevelsen, der skal genoplevesSelvom Jens Nauntofte for det meste har søgt det ufortalte i Mellemøsten, så har det ikke udelukket andre verdensdele. Hans første rejse til USA fik en særlig plads på hukom-melseskortet. »Det var stort for mig at komme til USA. Herregud! Det er altid stort første gang. Jeg tog noter, da vi fløj ind

over det a m e r i -k a n s k e k o n t i -nent om de tanker,

der gik igennem mig. Det skal man altid gøre i sit liv. Jeg kan huske, at jeg brugte det i en montage til radioen«, siger han. Den 30-årige storyteller fik tynd-slidt den amerikanske jord med de danske såler. Han var i sydstaterne og mødte hvide, der havde støttet de sortes stemmerettigheder under borgerdemonstrationerne i 1964. Han lyttede til blues og poesi i Chi-

”Man skal drives af nysgerrighed og bramfrit mod. Man skal ikke være så bange. Det har jeg sådan set aldrig været

”Hvis frygten skulle være målstok for, om man tør lave en historie eller ej, så ville det være trist

Foto: Bjørn Hvidsteen

LIXEN | september 2012 | 1�PORTRÆT

cago. Men også i USA stødte han på krig. Men en anderledes krig end førhen. Krigen mellem racer - de sorte og hvide ekstremer. Det gjaldt om at få hele spektret med, som han siger. Det var en krig mellem Black Power-bevægelsen og Ku Klux Klan, og rejsen bød på interviews med medlemmer fra begge sider. Blandt andet en af de øverste ledere i Ku Klux Klan, Robert Shelton. De mødtes på Jens Nauntoftes lille hotel. En stabil knytnæve havde ramt døren til hans værelse og en stor firskåren skotsk mand havde fyldt døråbningen. Interviewet var i gang. »Jeg sad og interviewede ham i en time på min båndoptager. Han sagde ikke ”the blacks”, han sagde ”the negroooos” – og det var på det tids-punkt i 1968 blevet et bandeord. Man måtte ikke sige negros, hvis man havde sympati for de sorte«. Jens Nantoftes mund søger ud i en strutposition, og forbliver der indtil o’et i negrooos langsomt suser mod slutnings s’et. Imitationen af Robert Shelton er ovre. De mange oplevelser i USA blev til en serie heltimes radiomontager ved navn GHETTO, som han lavede sammen med den dansk bosatte amerikaner Leonard Malone til P3 i Danmarks Radio. »Det var en fantastisk oplevelse for mig. Hvis man skulle leve sit liv igen, så ville jeg genopleve de tre måneder i USA. Det var en af de rigtig gode rejser«, erklærer han.

En kedelig diktatorMødet med ekstreme typer er en del af den verden, som Jens Nauntofte har bevæget sig rundt i. Men et af de mennesker som omverdenen gisper over, står for korrespondenten som en kedelig fodnote i oplevelses-registeret. »Saddam Hussein var i særklasse en dårlig mand at interviewe, fordi han ikke sagde noget. Han sad bare og gloede sådan her«, fortæller Jens Nauntofte, mens han lader øjnene stirre stift ud i luften med armene placeret over kors og et vuggende hovedparti. »Der kom da noget ud af ham, men når man så kiggede på blokken bagefter. Arh, så var der sgu ikke rigtig noget. Det var mere situa-tionen, og det at se, hvordan han sty-rede de journalister, der kom ind til ham. Han styrede os. Redefinerede spørgsmålene og sagde hvad han havde lyst til«, forklarer han. Hvordan er det at interviewe et men-

neske, som folk hader og frygter? »Du vil ikke tro, hvor uinteressante sådan nogle arabiske politikere kan være. De siger ingenting. Det er plid-der, pladder, pludder og så ud af døren. Man havde nærmest stået i kø i fem dage for at få et interview«. I sådan en situation er det svært at agere som journalist. »En hest, der ikke vil til truget, kan du godt opgive at trække i«, be-mærker Jens Nauntofte.

Solo på skansenI sit lange liv som jour-nalist har Jens Nauntofte både været freelancer og i folden hos DR. I tiden som fastansat på TV-Ak-tuelt og Horisont var rammerne mere eller mindre frie. Han fik lov til at behandle de emner, han ville, og rejse de steder, der kaldte på ham – selvfølgelig inde for budgetram-men. Men når han ser tilbage på sin karriere, er det de første rejser som freelancer, der stadig står stærkest. »De første ti år fra 1967-1977, hvor jeg var freelancer, var klart de bedste år. Jeg var ikke kommet til Vietnam. Jeg havde ikke været alle de steder og havde ikke haft god tid til at lade hi-storierne fylde det, de skulle, hvis jeg

havde været fastansat. I de afgørende dramatiske dage, da de nordviet-namesiske styrker erobrede Saigon, var der chefredaktører, der ikke ville risikere deres korrespondenters liv og kaldte dem hjem. Jeg blev tilbage. Solo på skansen og fik en solo histo-rie om Saigons fald, der blev til bogen ”Gul stjerne over Vietnam«, forklarer han. Hvad har det betydet for dig, at du

har haft den frihed? »Det har betydet, at jeg har følt, at jeg kunne lave mine egne historier og samtidig også måtte fatte, at de skulle skæres på en sådan måde, så de kunne læses af almindelige men-nesker. Journalistik handler jo om at kommunikere. Og derfor gælder det også om at finde en måde at bruge det beskedne talent man har, så Hr. og Fru Jensen også kan læse det«, siger han.

Ikke hjemme til spisetidMiddag med familien, fødselsdage og hjemmets andre højtider. Når det

meste af et liv går med at være på far-ten som journalist, er der unægtelig nogle ting, man må skære fra. Det har Jens Nauntofte været temmeligbevidst om. »Som korrespondent, og især krigs-korrespondent, er du nødt til at cutte alt det andet væk. Der kan du ikke være hjemme til spisetid. Du kan ikke være hjemme og hente børnene i børnehaven. Det går ikke. Jeg har

virkelig omhyggeligt undgået at få børn selv, fordi jeg ikke ville kunne leve det liv«, forklarer han.

Men Jens Nauntofte fortryder ikke fravalget af børn. »Jeg kan ikke mærke i generne eller inde i kroppen, at der er noget, der mangler. Min kone har to skønne børn, og nu har de givet os fem bør-nebørn. Det er helt fint. Jeg har fået den familie, jeg skal have«, siger han. Med eller uden børn, så nyder han konen skuespiller Maria Stenz’ sel-skab. Både på 14. sal i Carlsberg-siloen og på rejser. De har været gift siden 1981 og oplevet verden sam-men. De seneste år er de begyndt at arrangere guidede rejser. Det part-nerskab er ifølge Jens Nauntofte godt

for ham, da han har temperament. »Hun er god at have med, fordi jeg er en vrissen mand nogle gange, og det er hun ikke. Så når gæsterne ikke synes, at det er så evigt hyg-geligt, så er hun altså fantastisk god til at rydde det hele op og tage sig af dem alle sammen og sørge for, at de har det godt. Og så fortæller hun historier. Hun fortæller gode histori-er og synger lidt. Vi har sådan et ritu-al med storytelling hver aften, når vi kommer hjem fra dagens oplevelser. Så tager vi en gin tonic og sidder og fortæller«, forklarer han.

Stadig en ustoppelig storytellerI siloen på 14. sal har Jens Nauntofte rejst sig og tøffer en tur rundt i hjem-met på de bare fødder. De har båret ham langt. Selvom Jens Nauntofte til oktober fylder 74 år, så er der ikke udsigt til et par pensionisttøfler. Han har op til flere flybilletter liggende i skrivebordskuffen, så livet som sto-ryteller er langt fra afsluttet. »Jeg tror, at det bliver ved med at være sådan her, uanset om jeg bliver fem år ældre eller mere«, afslutter han.

chrij11@student.sdu.dk

Centrum. Jens Nauntofte har altid søgt centrum af alle begivenheder i jagten på de blændende historier. Her reporterer han fra de brændende oliekilder i Kuwait under Golfkrigen i 1991 sammen med kameramand Gergely Szabo for TV-Aktuelt, DR. Foto: Jens Nauntofte (Arkiv)

”Jeg har virkelig omhyggeligt undgået at få børn selv, fordi jeg ikke ville kunne leve det liv

Foto: Jens Nauntofte (Arkiv)Foto: Jens Nauntofte (Arkiv)

1� | september 2012 | LIXEN OPINIONEn praktikant fortællerEn praktikant fortæller

Meninger

Anne Lea Landsted

Jeg har set verden i øjneneJeg trængte til at komme ud og mærke verden. Så enkelt var det, da jeg sidste efterår besluttede at tage ubetalt orlov. Jeg havde ingen konkrete planer og ikke den fjer-neste anelse om, hvordan jeg skulle finansiere fire måneder uden løn. Det var journalisten i mig, der trak - sammen med angsten for at ende som en sur gammel underviser, hvis jeg ikke rykkede. Undervejs ville jeg blogge og kun bruge udstyr, der er tilgængeligt for de fleste i dag: en bærbar, en bånd-optager, en smartphone og et lille digitalt kamera. Målet blev Mellemøsten, som jeg kendte fra min tid som freelance journalist. Jeg følte mig fortrolig med området og kulturen og kunne nogenlunde stave mig igennem en overskrift i en arabisk avis – og så var der en historie, som længe havde hængt på en knage i hukommelsen. Hvordan mon det var gået med de afviste irakiske asylansøgere, der rejste frivilligt tilbage til Irak med penge fra Danmark? Dem var der nemlig ikke andre journalister, der havde beskæftiget sig med. De havde mest været optaget af dem, der blev smidt ud. Første stop på rejsen blev derfor Irak . Jeg søgte et Danida rejsestipen-dium, som jeg fik på den betingelse, at jeg kun holdt mig til de sikre kur-diske områder. Jeg havde tidligere været i Bagdad, Kirkuk og Mosul, men aldrig i Kurdistan, der, selvom det er en del af Irak, virker som et fremmed land. Her er fredeligt og fuld skrue på økonomien, mens resten af landet er

hærget af bomber og mere eller min-dre kontrolleret af terrornetværket al-Qaeda. De fleste af de afviste irakiske asylansøgere, der rejste frivilligt hjem, opholdte sig da heldigvis også i de kurdiske områder. Men der var et par stykker i Bagdad og Kirkuk. Her fik jeg hjælp af en irakisk jour-nalist, som jeg havde mødt på konfe-rence i Kiev nogle måneder tidligere. Han var tilfældigvis i Bagdad på en opgave, men havde lidt tid til overs, inden han skulle tilbage. På den måde lykkedes det mig både at overholde aftalen med Danida og at få hele pro-jektet i hus, selvom noget af det fore-gik i byer uden for ”mit” område. Min erfaring som freelancer har lært mig aldrig at rejse ud i verden uden at have indgået aftaler om ar-tikler og indslag på forhånd, så man i det mindste kan få dækket udgifter-ne. Det var derfor også aftalerne, der kom til at styre rejseruten. Inden jeg rejste, havde jeg skrevet kontrakt med Amnesty, Information og Dan-marks Radio, P1, om konkrete histo-rier, som jeg selv havde foreslået, fra Irak, Jordan og Libyen. Det var første gang, jeg besøgte Lib-yen, og det var som at rejse tilbage i tiden. Mens det ikke er usædvanligt at møde kvinder uden tørklæde i Irak og Jordan, var det nærmest et særsyn i Libyen. Ligesom der ikke var kvin-der på cafeerne efter klokken 18. Til gengæld oplevede jeg en eufori og en begejstring blandt befolkningen. Jeg mødte seje og modige unge og gamle af begge køn, som havde kæm-pet under revolutionen og nu var iv-

rige efter at få opbygget et nyt, mere moderne og demokratisk Libyen, selvom der selvfølgelig var – og sta-dig er - mange udfordringer. Jeg havde ingen kontakter i Libyen på forhånd, men en kollega fra Irak havde givet mig et telefonnummer på en, der kendte en, som måske kunne hjælpe og så rullede kontaktlavinen. Præcis som jeg husker det fra min tid som freelancer. Og måske er det derfor, Mellemøsten har fået en sær-lig plads i mit journalisthjerte. Det er, som om der er opstået et ubrydeligt bånd mellem mig og den arabiske verden, selvom vi da ved Gud ind-imellem kan være uenige, men vi holder af hinanden og respekterer

hinandens forskelligheder. Jeg har set verden i øjnene og fået bekræftet, at det som journalist er vigtigt at have et godt netværk og at holde det ved lige. Min historie fra Irak ville ikke være blevet fuldendt uden Dlovan – en prisvindende irakisk journalist, der ikke alene hjalp mig med at interviewe de af-viste irakere, men også oversatte for mig, da han taler både kurdisk og arabisk. Han hjalp mig ligeledes med at tjekke mange af de oplysninger, jeg fik af de hjemvendte irakere om for-holdene i Irak. Jeg giver mig altid god tid, når jeg er sammen med kilderne, både for at skabe tillid, men også for at få alle

nuancerne med. I Libyen tilbragte jeg en dag i bjergene sammen friheds-kæmperne – de, der var tilbage – og deres familier. I hver eneste landsby var der historier om sorg og mod, om unge mennesker, der blev dræbt af Gadaffis hær, om tidligere efterret-ningsfolk, der med livet som indsats skiftede side under krigen. Der var også historier om et had, der ikke vil forsvinde, til mennesker, som var og stadig er Gadaffi tro, selvom de ikke var en del af regimet. Jeg kom i mål med mit projekt, selv økonomien endte med at løbe rundt – takket være stor hjælp fra netvær-ket i Mellemøsten. Hvordan det gik med de afviste irakiske asylansøge-re, der vendte frivilligt tilbage til Irak med penge fra Danmark, kan I læse i det næste nummer af Amnesty, som udkommer 14. september og høre i Panorama på P1 dagen efter. Alle programmer og artikler – både de, der blev bragt og de, der ikke var plads til - vil blive lagt på en hjemme-side sammen med billeder, blogs og andet godt fra turen, og forhåbentlig vil det inspirere andre til at møde virkeligheden, hvad enten det er i en flække på Lolland eller en landsby i Libyen. Det har været skønt at være ude, men det er også rart at komme hjem – jeg glæder mig i hvert fald til igen at have min daglige gang på Medi-etorvet – nu som glad, erfaren un-derviser. Mine blogs fra turen ligger på an-nelalandsted.com

alea@journalism.sdu.dk

Privatfoto

Kære Medietorv,

En lille hilsen fra damebladsbranchen. Her går det godt. Jeg har indtil videre talt med en masse spændende mennesker. Heriblandt Katrine, der selv syer sit tøj om, Camilla, der bruger over 9.000 kroner på tøj om måneden, og singlefyren Anders, der søger en kæreste (og som efterfølgende har stalket mig for vildt på Facebook...).

Jeg brugte unødvendigt min sidste feriedag på at være bekymret over, om jeg ville blive kastet ud i noget voldsomt og ubehageligt på mine første dage. Woman er trods alt kendt for, at journalisterne prøver forskellige ting af på egen krop, og lysten til at skulle stille op i undertøj over for et mandepanel var begrænset, faktisk ikke-eksisterende. Sådan blev det heldigvis ikke! Jeg blev vel mødt med morgenmad og et skema over den første uge, hvor jeg i et passende tempo blev kørt ind i systemet. Desuden havde de på forhånd planlagt, hvilke artikler jeg skulle lave (ingen nøgenhed – YES!).

Lange deadlinesDet har været meget anderledes at skifte kontorstolene fra Medietorvet ud med kontorstolene hos Woman. Hvor jeg førhen har været vant til at skulle arbejde effektivt og med dag-til-dag-journalistik, har jeg lige pludselig skulle vænne mig til først at have en deadline om en måned. En deadline, hvor jeg derimod skal aflevere seks for-skellige artikler. Så jeg har skulle lære at være god til at disponere min tid, planlægge forud og ikke mindst – altid at have en plan b!

Min dagMine dage går med, at jeg møder ind klokken 9, hvor jeg tjekker min mail. Hvis der er en mulig case, der har skrevet til mig, ringer jeg dem op for at forresearche, inden jeg sammen med min chef vælger, hvem vi vil bruge. Omkring klokken 12 spiser redaktionen frokost. Her kan snakken falde på alt fra underlige drømme, til at M!X var det ultimative bedste blad i 90’erne. Om eftermid-dagen bruger jeg ofte tiden på at researche, samt skrive mine artikler indtil jeg får fri klokken 17.

... Og det bedsteDet bedste ved Woman har indtil videre været de enormt søde kolleger, som jeg har været så heldig at få. Jeg bliver opfattet som journalist på samme måde som de fastansatte, og jeg får lært journalistikken at kende på en anden måde... Og så er der lige den frynsegode, at når man arbejder på et dameblad får man vildt meget dullegrej, og det er jo rent win-win!

Håber du har det ligeså godt som jeg.Vi ses på den anden side!

Kærlig hilsen Cecilie Engholm Skov

OPINION LIXEN | september 2012 | 1�

Et smukkere journaliststudie“Hvor mange af jer er blevet kaldt ‘smukke’ gennem jeres studietid af jeres gamle radiounderviser Jens”?, spurgte jeg for et par måneder siden ud i et propfyldt undervisnings-lokale. Et par hænder røg op, så lidt flere og til sidst havde en halv snes af de tilstedeværende rakt deres arme i vejret. De positive tilkendegivelser kom fra både mænd og kvinder, og fælles for dem alle var, at de havde været del af vores aller første årgang af journaliststuderende. Alle var de mødt op for at fejre de-res 10-års jubilæum, og nu var vi i gang med en serie oplæg om, hvad der var vores oprindelige ambitioner med at lave en universitetsbaseret journa-listuddannelse, og hvad der var sket hos os i årene siden, de var dimitteret. Jeg kunne se, at Stefan, Maria, Murad, Sys og Gerd – som vi heldigvis har fået lov til at lokke til-bage til Campusvej som underviser – og alle de andre havde lidt svært ved

Peter Bro

at forbinde oplæggets tiltænkte tema med spørgsmålet om deres æstetiske fremtoning. Men der var trods alt en pointe gemt i spørgsmålet. For i de tidligste år af journaliststudiets levetid havde datidens stærkt afholdte radiounder-viser fra tid til anden forståeligt svært ved at holde styr på alle de studerendes navne. Derfor kaldte han slet og ret de studerende for ”smukke”, når det kneb med hukom-melsen og kendskabet til indholdet af den enkeltes dåbsattest. Den af-sløring på jubilæumsdagen vakte vist lidt skuffelse blandt et par af de fremhævede hænders ejermænd og –kvinder, da sagens rette sammen-hæng gik op for dem. Men navngivningsstrategien var et godt udtryk for, at hukommelsespro-blemer kan mindskes på elegant vis, og skal vi fortsætte den navngivning-spraksis i dag, ja, så kan vi hurtigt konkludere, at vi med optaget af en

ny årgang studerende her i 2012 bliver smukkere end nogensinde. For vi har aldrig været flere studerende i mediebygningen på SDU, og aldrig har vi haft flere forskellige former for journalistuddannelser, end det nu bliver tilfældet. Hvor den første årgang journalist-studerende havde deres daglige gang ved universitetets indgang J og talte 75 bachelorstuderende, hvoraf flere i dag har stillinger i dagspressens mest prestigefulde redaktionslokaler og optager skærmen i de store tv-sta-tioners bedste sendetid, ja, så har vi nu fået en bygning indrettet specielt til medieproduktioner, der kan huse de nærved 100 bachelorstuderende, som vi nu optager. Og disse knap hundrede bachelorstuderende får følgeskab af 25 tilvalgsstuderende, som har haft et par år på andre stu-dier forinden. Dertil kommer, at mange af vores allerede færdiguddannede ba-

chelor- og tilvalgsstuderende i stadig større antal fortsætter – eller vender tilbage, hvis de har været ude i me-diebranchen i et år eller mere – på vores kandidatuddannelser: Cand. public. A- eller B-uddannelsen. Alt sammen noget, der betyder, at vi i dag samlet set har fået op imod 600 studerende på vores såkaldte dags-studier, og som på gode dage, hvor mange er samlet på samme tid, bi-drager til at skabe et både hyggeligt og fagligt opbyggeligt studieliv. Den udvikling, hvor vi populært udtrykt ’vækster ad helvedes til’ kan rumme nogle besværligheder, fordi det umiddelbart højner presset på uddannelsernes materiel og mand- og kvindeskab. Men udviklingen giver os også flere økonomiske midler at rykke med, som vi fluks har anvendt til netop at få indkøbt mere udstyr og ansætte flere nye kolleger, og med de indkøb og ansættelser har vi også fået muligheder for at udvikle

nogle helt nye undervisningsfor-løb og få adgang til nogle højt spe-cialiserede undervisningskræfter. Udviklingen betyder kort sagt, at vi ikke alene får en smukkere ud-dannelse, men også at vi får nogle bedre og mere fagligt udviklende stu-dieforløb på de bachelor-, tilvalgs- og kandidatforløb, som vi byder vel-kommen ind på studiet eller velkom-men tilbage efter en forhåbentlig god lang og afslappende sommerferie. Det er muligheder for at blive endnu bedre, som vi skal udnytte, og det gør vi bedst ved at holde en god, gammel tradition på journalistuddannelserne i Odense i hævd: Nemlig at holde tæt kontakt mellem studerende, under-visere, sekretærer og ledelsen, så vi i fællesskab kan blive stadig dygtigere. Og måske endda endnu dygtigere end den allerførste årgang, der for længst har sat sig branchespor.

ppe@journalism.sdu.dk

...at Casper Andersen er den eneste rette til at bestride en post som renovationsdirektør. - Christiian Birk, 3 semester

...at jeg var ved at gå studiet om bare for at prøve at være russer på rustur igen. - Mie Heiberg, 5. semester

...at en kær tanke skal sendes til den person, der satte ”You Gotta Fight for Your Right (To Party!)” på anlægget få øjeblikke, inden politiet kom og forsøgte at spolere festen og vores fede rustur. - Kristiian Højgaard Nielsen, 3. semester

...at det ikke var alkohol, men ”Call me maybe”, der satte gang i festen på rusturen! - Tinne Hjersing Knudsen, 3. semester

...at årets tutorer gjorde et fantastisk flot stykke arbejde med at arrangere og afvikle rusturen i år! - Martin Pilgaard, 3. semester

...at eksamensformen i offentlig forvaltning strider mod Artikel 16 i FN’s Konvention mod tortur eller anden umenneskelig eller grusom behandling. - Anders Lauenborg, 3. semester

… At det er lækkert at være i praktik, men at Medietorvet mangler for at gøre det endnu bedre. - Dennis Cordsen, 3. semester

...at de nye journos endelig ikke skal være for generte til at smide en ’I øvrigt mener jeg’. - Johan Eriksen, 3. semester

… At det er fantastisk at være tilbage på Medietorvet, selvom det nu også var ganske rart at have sommerferie. - Sara Aggefeld Larsen, 3. semester

BagsidenNavneleg 2012: