En lejr er et sted, hvor mananbringer mennesker, der eruønskede. Mennesker, derofte med livet som indsats,har været nødsaget til at flyg-te og derfor har krydsetgrænser uden de rigtige papi-rer. Vi vil ikke modtage dissemennesker og beskytte demmod forfølgelse, og placererdem derfor i lejre, der ofte lig-ger afsides eller isolerede, ogsom er lukkede for offentlig-heden.

Formålet med at placere disse mennesker i en lejr er

klart nok, det er at udelukke dem fra samfundet og alt,

hvad der minder om en normal tilværelse under frede-

lige forhold. I lejren er alt nemlig midlertidigt, og

ingen ved, hvornår de skal videre, og hvor de skal hen.

Men ingen er i tvivl om, at de ikke er velkomne. I den

forstand er en lejr et sted, der ligger hen i tusmørke. Et

sted hvor mennesker risikerer at vente i årevis og der-

for sygner hen, bliver desperate, begår selvmord eller

bliver sindssyge. I stedet for at beskytte disse menne-

sker, der har måttet flygte og forlade alt, forsøger vi at

beskytte os mod dem. Vi ser nemlig på dem som en

‘trussel’ eller ‘risiko’, det er nødvendigt at forskanse

sig imod. Derfor lejren. Den er konstrueret med det

formål at holde dem på afstand. Pointen synes at være,

at det vigtigste at alt, det er at sikre os og vores vel-

stand.

De illegale fremmede

Lejren som opbevaringssted for asylansøgere er blevet

en realitet i Danmark og den vestlige verden inden for

de seneste 20 år i takt med, at stadig flere mennesker

af forskellige grunde migrerer og bevæger sig bort fra

det sted, de er født. Tidligere blev flygtningen betrag-

tet som et forfulgt individ, der skulle beskyttes, i dag

er flygtningen et truende massefænomen, ‘de illegale

fremmede’, der truer forestillingen om nationalstatens

suverænitet. De store migrationsbevægelser, hvor

mennesker naturligt søger mod steder, hvor der ikke er

krig eller katastrofer, opleves af os som trusler mod

den velstand, som vi i den vestlige verden har opbyg-

get. Derfor er migration i dag først og fremmest et

sikkerhedsproblem, og indvandring betragtes som et

fænomen på linie med kriminalitet og narkohandel,

hvis ikke indvandring i forlængelse af den såkaldte

‘krig mod terror’ decideret kobles til terrorisme.

Sandholmlejren

Sandholm var oprindeligt var stedet en kasser-

ne. Nu fungerer det som fængsel for afviste

asylansøgere (Ellebækcentret) og som mod-

tagelses- og udrejselejr for ansøgere (Røde

Kors Centret Sandholm). Lejren ligger tæt

på et militært øvelsesterræn, to kaserner

og de to små landsbyer, Blovstrød og

Høvelte. Røde Kors siger, at asylansøg-

erne frit kan komme og gå i lejren, så

længe de melder sig to gange om ugen, men

spørgsmålet er så: hvor skal de gå hen? Og med

mindre man har et ‘legitimt’ ærinde, er det ikke

muligt at få adgang til lejren. Kontakt mellem dem

inden for hegnet og dem uden for minimeres således.

Statsborgere skilles derved effektivt fra asylan-

søgerne, der ikke har nogen rettigheder, men netop har

frasagt sig sit tilhørsforhold i håbet om at blive mod-

taget her. Men det sker ikke.

Pigtrådshegn og overvågning

Pigtrådshegnet rundt om lejren og den døgn-

bemandede politivagt i porten sørger for, at der er et

skarpt skel mellem indenfor og udenfor. Hegnet ind-

hegner og lukker asylansøgerne ude af det omgivende

samfund. Det fungerer som en bom mellem indenfor

og udenfor og minder asylansøgerne om, at de ikke er

en del det danske samfund. Lejren er indrettet på en

sådan måde, at den reelt holder den enkelte asylan-

Tidligere blev flygtningen betragtetsom et forfulgt individ, der skullebeskyttes, i dag er flygtningen ettruende massefænomen, ‘de illegalefremmede’, der truer forestillingenom nationalstatens suverænitet.

Hvad er EN LEJR?

søger fast i en

konstant nerveanspændelse.

Du ved ikke, hvor længe, du skal være i

lejren, og du kontrolleres hele tiden. Du bor enten

alene eller med tre andre på små enkeltværelser eller

på firemandsstuer med din familie eller med frem-

mede, og Røde Kors-personalet kan altid låse sig ind

på de enkelte værelser, så distinktionen mellem privat

og offentlig er ophævet. Du skal spise i en kantine og

det er forbudt at tage madrester med tilbage til sove-

salene. Derfor skal du opbevare din tallerken og dit

bestik i en gennemsigtig plasticpose, som kontrolleres

ved indgangen. Hvis du er kommet til at tage en skive

brød eller andet i lommen, bliver det konfiskeret. Og

hvis du på nogen måde, kommer til at træde ved siden

af eller glemmer at melde dig, så risikerer du at kom-

me i fængsel. Lejren er med andre ord et system fuld

af kontrol, overvåg-

ning og mistro, som nedbryder mennes-

kers psykiske og mentale sundhed, dræner enhver for

selvtillid og tro og fastholder alle i en tidsubegrænset

uvished.

Udelukkelse

Sandholmlejren er en del af et institutionaliseret dis-

kriminerende juridisk system, der har til hensigt at re-

ducere livskvaliteten for de internerede. Det er et sys-

tem af tvungen social disintegration. Hvor mennesker

holdes ude, er ekskluderet fra arbejdsmarkedet og

nægtes adgang til resten af samfundet. Når man er i en

lejr, er man nemlig først og fremmest udenfor. Når

man er i lejren er man ikke i Danmark. Man er der-

imod i en slags ingenmandsland, hvor man bare går

rundt og venter. Der er ingenting at foretage sig og

man er overladt

til sig og de andre strandede og

uønskede. Lejren er et tomt rum uden for juridisk

kontrol, hvor mennesker bliver opbevaret uendeligt

som en art biologisk objekt, ren krop uden mulighed

for en politisk eksistens. I lejren opbevares subjekter,

som har en underlig mellemposition i forhold til den

juridiske orden. Her opbevares subjekter, der ikke er

anerkendt af den juridiske orden, med det formål at

blive ekskluderet fra det rum, hvor den juridiske orden

gælder. I den forstand er lejren et paradoksalt sted,

hvor mennesker inkluderes for at blive ekskluderet.

En lejr er et sted, der ligger hen itusmørke. Et sted, hvor menneskerrisikerer at vente i årevis og derforsygner hen, bliver desperate, begårselvmord eller bliver sindssyge.

Det er blevet almindeligt i den danske offentlighed at

bruge begrebet ‘udansk’, uden at der er nogen, der

studser over budskabets direkte racistiske karakter.

Første gang jeg hørte det, blev jeg rigtig vred, men nu

har jeg ligesom vænnet mig til, at jeg skal gardere mig

mod det massive bombardement af danskheder og

nationalistiske kanonkugler, der flyver rundt om ører-

ne på os alle sammen. Kategoriseringen af ‘udansk-

hed’ fortæller meget klart noget om den opdeling, der

produceres i det danske sprog og det danske samfund

i dag. Det produkt, vi skal abonnere på, er en opdeling,

hvor de ydre poler udgøres af ‘danskere’ og ‘indvan-

drere med muslimsk baggrund’. Denne polarisering er

ikke selvfølgelig, den skabes gennem en samfundsfor-

tælling om den såkaldt danske eller vestlige kulturs

forskellighed og overlegenhed i forhold til andre

kulturer.

Gennem mediernes og politikernes fremstilling af

borgere med en indvandrerbaggrund som et problem

for det danske samfund opretholdes og fasttømres

denne opdeling. Det sker, når medier og politiske par-

tier kan tage forskellige befolkningsgrupper som gids-

ler i det politiske spil: Når racisme får direkte udtryk i

særlovgivning og tvangsudvisninger. Når medierne

konsekvent stempler såkaldte indvandrere som balla-

demagere, bandemedlemmer og kriminelle. Det sker,

når det bliver almindelig praksis at påstå at overgreb

på homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle kon-

sekvent kun udføres af en ikke nærmere defineret

gruppe af såkaldte muslimer, indvandrere, eller musli-

mske indvandrere. Eller når ‘den tørklædebærende

kvinde’ bliver billedet på kvindeundertrykkelse. Det

sker også, når karikaturtegningerne skruer op for den

racistiske retorik i en forvansket udgave af kampen for

ytringsfrihed.

I Danmark i dag sættes der lighedstegn mellem begre-

bet ‘danskhed’ og værdier som frihed, demokrati, lige-

stilling og tolerance. Dette lighedstegn er med til at

legitimere eksistensen og udbredelsen af racisme hånd

i hånd med nationalisme. Paradoksalt nok bliver vær-

dier som ytringsfrihed og kvindefrigørelse misbrugt i

en racistisk retorik, samtidig med at myten om de fri-

sindede danskere konstant gentages i den offentlige

debat. I det danske samfund i dag er det helt legitimt

at komme med racistiske ytringer og opføre sig racis-

tisk. Men det bliver ikke tolereret, hvis man peger på

racistisk praksis og kalder folk for racister. De racis-

tiske udtalelser, der fylder så meget i det offentlige

rum, påvirker og forstærkes i den enkeltes racistiske

hverdagspraksis. Hver gang en ‘dansker’ møder en

‘indvandrer’ med de fordomme, som vi allesammen

fodres med i dagspressen, så styrkes racismen

yderligere. Selv tilsyneladende ‘uskyldige’ reaktioner

over for andre mennesker i supermarkedet, i toget eller

på gaden gentager ofte denne opdeling. Et banalt

eksempel er måden, man ubevidst lige tjekker om

pungen er der, eller hiver tasken lidt tættere til krop-

pen, når en ‘fremmed’ går forbi.

Skelnen mellem dansk og udansk viser sig i en række

forestillinger, forventninger og fordomme ikke blot

om hvem, ‘de andre’ er, for det er jo ikke hvide ame-

rikanere eller svenskere, der tales om, men også hvor-

dan ‘de andre’ opfører sig. I det danske samfund ska-

bes og genskabes altså to sociale kategorier, der står i

modsætning til hinanden. De, der kaldes ‘udanske’,

fremstilles som en homogen gruppe om hvem, man

kan generalisere, og de fremstilles som essentielt for-

skellige fra de, der kaldes ‘danske’. Når så meget raci-

stisk praksis accepteres i dag, så er det fordi denne

produktion af forskel ikke angribes.

Kulturracisme

Den racisme, vi skal bekæmpe i dag, er en racisme,

der på nogle måder adskiller sig fra den mere klassiske

biologiske racisme. Den aktuelle danske racisme er en

variant af den såkaldte kulturracisme. Den adskiller

sig fra kolonialismens og slaveriets pseudovidenska-

belige opdeling af mennesket i egentlige racer. Nu

tales der bare om ‘anden’ etnisk baggrund, eller om en

‘anden’ kultur. Det er en racisme, der gør kultur til en

homogen og uforanderlig størrelse: Den er baseret på

en idé om uoverskridelige kulturelle forskelle, som

aktuelt kommer til udtryk i forestillingen om ‘civilisa-

tionernes sammenstød’. Typisk med fokus på bestemte

gruppers kulturelle vaner og traditioner. Denne kultur-

racisme har typisk to ingredienser; én der fokuserer på

etableringen af forskelle, og én der skaber et hierarki-

sk forhold mellem grupperne. På baggrund af et racis-

tisk kulturbegreb optegnes et stereotypt billede af,

hvordan specielt ‘muslimske indvandrere’ i Danmark

er og opfører sig. Hele tiden defineret i modsætning til

hvordan ‘den gode dansker’ opfører sig. Det bliver

helt tydeligt, når jeg hører begrebet ‘udansk’ blive

brugt som et skældsord.

Hvis vi ikke angriber denne forestilling om en grund-

læggende forskel på baggrund af etnicitet eller kultur,

formår vi ikke at angribe selve det symbolske grund-

lag for racismen, der får forskelsbehandling og diskri-

mination til at fremstå som legitim og naturlig.

En upriviligeret position

Selvfølgelig har de der associeres med begrebet ‘u-

dansk’ noget tilfælles. De har det tilfælles, at de alle

diskrimineres. Racistisk praksis eller forskelsbehand-

ling er ikke kun en vilkårlig reproduktion af en tilfæl-

dig symbolsk orden. Racismen bruges til at hævde

forestillingen om en dansk kultur, og hvad der regnes

for at være danske værdier. Danskheden bliver sat høj-

ere end det, der udpeges som værende udansk. Således

står mange af de såkaldte indvandrere dårligere end de

såkaldte danskere, på grund af hvad der forklares som

deres kulturelle baggrund. Eksempelvis har langt de

Kaldte dumig racist!?I det danske samfund er det som om, der ikke er nogen grænser for,hvor racistisk man kan tillade sig at være. Men hvis man kalder nogen racist,går man over stregen.

fleste ‘indvandrere’ kun adgang til dårligt lønnede og

lavt ansete jobs, og arbejdsløshedsstatistikkerne for

denne gruppe af mennesker ligger stadig over 10%

selv i en tid, hvor det siges, at der er mangel på arbej-

dskraft. Og her er den gruppe, som er røget helt ud af

arbejdsmarkedet ikke taget med. ‘indvandrere’ bliver

hurtigere stemplet som kriminelle af politi og dom-

stole, som sociale bedragere eller nassere af de sociale

myndigheder, og som ballademagerne i skolen af lær-

erne. Alt dette er med til at reproducere og fastholde

bestemte mennesker i en upriviligeret position. Som

‘indvandrer’ er du oftest dømt til at være på bunden af

det danske samfund i selskab med resten af underk-

lassen i Danmark. Men når det drejer sig om folk med

mærkaten ‘muslim’, ses det ikke som noget, der har

med klassesamfundet at gøre. Det forklares snarere

med disse særlige typers mangel på ‘integration’ i det

danske samfund og i ’dansk kultur’.

Der er flere måder at sløre denne produktion af forskel

på. Især hvis man er en del af den privilegerede grup-

pe, der identificerer sig med normen, kan man nemt få

den tanke, at forskellen er noget, de andre skaber, alt-

så dem der er ‘forskellige’. Men så antager man impli-

cit, at ‘danskheden’ er neutral, og dem der er ander-

ledes, det er dem, der ikke vil passe ind. På den måde

etableres altså et hierarki, hvor dem, der er omfattet af

den ‘rigtige danskhed’, har mere plads og mere lov til

at være her. Det er nødvendigt at synliggøre dette hier-

arki og angribe det. For det er racisme, når det, der

ikke regnes for dansk, bliver tillagt en ringere værdi i

det samfund, der omfatter os alle sammen. Det er raci-

sme, når de såkaldte danskere tænker på såkaldte men-

nesker med en anden etnisk eller kulturel baggrund

som nogen, de skal beskytte dem selv og deres ‘kul-

tur’ imod, hvad enten det så er ved i bogstavelig for-

stand at spærre ‘dem’ inde bag et hegn eller gå en stor

bue udenom ‘dem’ på gaden.

Med Luk Lejren lukker vi en racistisk institution, og vi

angriber racismen, både den institutionelle racisme og

samtidigt den udbredte racisme i den danske offentlig-

hed, vi udpeger den og kalder den ved dens rette navn.

Vi retter et angreb mod det groteske faktum, at der i

det danske samfund ikke er nogen grænser for, hvor

racistisk man kan tillade sig at være – i både sprog og

praksis.

Hvor længe har du været i Sandholmlejren?

Jeg har været her mere end 5 år.

Hvordan bor du?

Jeg deler værelse med tre andre. Man kan ikke selv

vælge, hvem man vil bo sammen med. Selvfølgelig er

det svært at dele værelse med tre andre. To personer

ville være ok, tre personer ville måske også være ok,

men at dele et lille bitte værelse med tre andre, det er

svært. Når man spørger Røde Kors, hvorfor skal vi

være fire mennesker i så lille et rum, siger de: Det er

ikke os, der bestemmer, det er Udlændingeservice.

Psykologiforeningen har sagt, at hvis man bor her i

over seks måneder, så begynder man at få psykiske

problemer, og der er folk, der har siddet 5-6 år i lejren.

De må komme med en afgørelse, de må ikke holde

folk her så mange år. Hvorfor bliver de ved? Hvorfor

bliver de ved? Det er ligesom hver eneste dag: Folk

brænder op og bliver ignoreret, det er helvede!

Hvem bestemmer hvem der skal have mad icentret og hvem der skal have penge?Det gør Udlændingeservice. Hvis man har fået afslag

i sin asylsag, eller hvis man ikke samarbejder, får man

ingen penge, man får madbilletter. Dem skal man ned

og indløse tre gange om dagen på faste tidspunkter.

Der er også store familier her med en 7-8 mennesker,

som får mad og ikke nogen penge, fordi de er så

mange. Tænk hvis man skulle give 600 kr. til så

mange personer, så vil de hellere give dem mad her.

De får altså ingen penge.

Hvad så hvis man vil tage bussen?

Det kan man ikke. En gang imellem kommer de og

siger, at de gerne vil tage os alle sammen i Tivoli, eller

at hvis man kommer op på kontor 76 en bestemt dag,

så får man udleveret et 2-zonersbuskort, men det er

ikke så tit det sker – måske hvert halve år. Men så er

der også dem der arbejder heroppe, fx som gør rent på

kontorerne, de får billetter oppe på kontoret i stedet

for penge. Det kan være zonekort eller biografbillet-

ter.

Bruger du nogen gange dine penge påtransport, så du kan komme ud?Ja, næsten dem alle sammen. Man kan ikke være her

hele tiden. Så bliver man syg. For det meste går vi ind

til Allerød, det er okay. Der er kun 3 km, men hvis vi

skal videre til København, bliver det et problem.

Kan man komme ud og ind af porten heledøgnet?Ja, det kan man, men man må ikke have gæster efter

kl. 22. Det er kun dem, der bor her, der kan komme

ind og ud hele tiden. Hver anden torsdag, hvor de

uddeler lommepenge, er der lukket for gæster hele

dagen.

I Sandholmlejren sidder dermange forskellige menneskermed mange forskellige histo-rier. I avisen har det ikkeværet muligt at kunnet givealle en stemme, og ikke allehar ønsket at medvirke tilinterviews af angst for muligekonsekvenserne ved at ståoffentligt frem.

Mange tænker over, om det vil få negative konse-

kvenser for deres igangværende sag eller for mulig-

heden for at få genoptaget sin sag. Det har resulteret

i, at folk ikke kan stå frem i et interview, eller at de

har været nødsaget til at trække deres interview til-

bage. Vi har sammen med dem, der er blevet inter-

viewet, derfor valgt at anonymisere de interviews,

der omhandler folks hverdag og historier og at skrive

interviewene sammen til et.

Hvordan ser en normal dag ud for dig ilejren?Jeg prøver på at gøre alt for at komme væk fra Sand-

holmlejren, for det er det værste sted, man kan være.

Men typisk så har de fleste asylansøgere ikke noget

at lave. Du står op hver dag midt på dagen, så kl. 14,

så er du træt og laver ingenting, for der findes ingen

aktiviteter i Sandholm. Der er kun ét computerrum

med 8 computere til 600 asylansøgere. Så det bety-

der, at man heller ikke får lov til at sidde dernede.

Ellers er der ingenting for asylansøgerne. Der er

ingenting. Du sidder inde på dit værelse. Du tænker

og til sidst bliver du psykisk syg. Man laver ingenting

i lejren. Det har jeg snakket med Røde Kors om

mange gange: Hvorfor er der ikke er nogen aktivite-

ter for de afviste asylansøgere? Så siger de: Regerin-

gen vil ikke være med til det, og asylansøgerne vil

heller ikke være med til det. Hvis man har så meget

stress og og så mange problemer, og man ikke ved,

hvad der vil ske i fremtiden, så bliver det svært for

folk at koncentrere sig i deres daglige liv. Forestil

dig, at du tre gange om dagen skal ned og stå i kø og

bede om mad. Hvorfor skal man det, når man selv

kan gå og arbejde og klare sig selv? Så der er ikke

rigtig nogen ting at lave i Sandholmlejren. I Danmark

har vi brug for arbejdskraft, hvorfor kan vi ikke bruge

dem til noget, hvorfor skal folk sidde i Sandholm-

lejren og kede sig og slå hinanden ihjel?

Både Udlændingeservice og Røde Kors er ilejren, hvordan fungerer det til daglig? Deter Røde Kors’ personale, som sidder i ind-

gangen, er det ikke?

Det er Røde Kors, som sidder dernede, og tjekker

folk, hvem kommer ind og hvem går ud. Og jeg

synes, det er skide irriterende, at når man kommer

ind, så skal man vise sit identifikationskort. Man

føler ligesom, man er i fængsel. Hvorfor skal man

være i fængsel, når man er i en Røde Kors lejr? Det

er som et åbent fængsel. Hvis man ikke får nogen

penge, så har du heller ikke råd til at tage til Allerød

eller København. Man kan ikke gå nogen vegne. På

højre side er der et fængsel, på venstre side er der et

militærområde med adgang forbudt.

Hvordan er reglerne for hvem,der må gå i skole? Der kom nye regler i 2006, så nu kan afviste asylan-

søgere gå i skole og tage en uddannelse, det kunne vi

ikke før. Hvis du er under 21, så får du lov til at gå.

Hvis du er over 21, kan du ikke. Og man må ikke

blive undervist på dansk. På engelsk må man godt,

men ikke på dansk. Det er en dårlig ting, for hvis du

bor i Danmark, så skal du tale dansk, ikke engelsk. Vi

må ikke lære dansk, og vi får at vide, at vi ikke må

blande os i noget. Når man kommer til lejren, får man

et papir, hvor der står, at man ikke skal blande sig.

Hvis du lærer dansk, så kan du godt forstå deres

sprog, så kan du være inde i deres system, så får du

venner, så bliver det virkeligt svært for dig, hvis de

skulle flytte dig fra Danmark eller sende dig til hjem-

landet. Hvis jeg nu lærer dansk, så kan jeg gå ud og

fortælle folk, hvordan det er. Du kan være mere inte-

greret, hvis du lærer dansk, du kan bedre forklare

folk, hvordan du har det. Folk ville være mere op-

mærksomme på dig. Så det får asylansøgerne ikke

lov til.

Er Sandholmlejren anderledes end de andrelejre, du har været i? Sandholmlejren er speciel, fordi her ligger det fæng-

sel, hvor ansylansøgere fra hele landet bliver sendt

hen. Det spreder en dårlig stemning for børnene, at

de skal løbe og lege lige ved siden af. Og så ligger

lejren lige midt i et stort militærområde, hvor de

nogen gange holder øvelser. Man kan ikke gå nogen

vegne. På højre side er der et fængsel, på venstre side

er der et militærområde med adgang forbudt. Ellers

er en lejr bare en lejr. Om det er her, om det er

Kongelunden eller en af de andre lejre. En lejr er et

sted, hvor man ikke ved noget. Når man ser solen stå

op, så ved man virkelig ikke, hvor den går ned. Man

ved aldrig noget om sin fremtid. Og der sker en hel

del ulovligheder i lejren. For 4-5 uger siden var der et

knivstikkeri, det var en pakistaner, der stak en inder.

Ca. seks gange om dagen ser jeg politi, de kommer,

fordi folk slår hinanden. Folk har så meget stress, at

de bliver psykisk syge. Hvis du bare glor på dem, så

begynder de at slå dig. Det er fordi, at folk har været

her for lang tid. De er så trætte, at de ikke forstår det

mere. Det er virkelig sådan, Sandholmlejren er.

Det er helvede!

Juleaften 1973 underoliekrisen kom AnamariaEspinoza med sin familie frahjemlandet Chile til et mørk-lagt København. Eftermåneders forfølgelse underAugusto Pinochets diktaturvar det lykkedes for Ana-maria og hendes familie atfå asyl i Danmark.

Hun husker tiden som flygtning i 1970ernes Dan-

mark som meget anderledes end de forhold, man i

dag byder asylansøgere.

Hvorfor kom du i sin tid til Danmark?

Min eksmand og jeg arbejdede dengang under Sal-

vador Allende for en demokratisk og socialistisk

udvikling i Chile, men den 11. september 1973 tog

Augusto Pinochet støttet af USA magten i landet

ved et militærkup. Som følge af kuppet blev der sat

en stor forfølgelseskampagne i gang. Jeg selv blev

sat under husarrest, og min eksmand måtte gå under

jorden. Vi forsøgte i første omgang at flygte til

Panama uden held. Efter noget tid tilbød den danske

ambassadør i Chile os imidlertid asyl i Danmark.

Først havde jeg tænkt, at det ikke var nødvendigt,

selvom jeg var i husarrest, for jeg ville helst ikke

forlade landet, men da det tilbud kom, var jeg nødt

til at sige ja. Jeg kunne ikke blive ved med at leve

under disse fængselslignende forhold med to små-

børn.

Hvordan var dit første indtryk af det land,du var flygtet til?Vi kom juleaften. Alt var imidlertid mørkt, for vi

kom under oliekrisen. Det virkede underligt at kom-

me til en hovedstad uden lys i udstillingsvinduerne.

I lufthavnen var vi blevet modtaget af repræ-

sentanter fra Dansk Flygtningehjælp. Vi var om-

kring 17 chilenere, der kom som den første gruppe

af kvoteflygtninge. Nogle af os havde ikke nogen

papirer, men vi blev mødt af nogle ret venlige poli-

tifolk og over en kop kaffe fik vi forklaret vores sit-

uation, som de allerede kendte til. Det var en ren

formalitet, for vi havde allerede fået asyl, så det var

en helt anden situation end den flygtninge oplever i

dag. Vi blev indlogeret på Hotel Continental på

Nørrebrogade. Det var dengang et hyggeligt fami-

liehotel, og vi blev modtaget med åbne arme. På

hotellet blev vi vartet op og fik morgenmad, og vi

fik kuponer at spise for om aften på en nærliggende

kinesisk restaurant. Familier med børn fik mulighed

for at bo i annekset, hvor de selv kunne lave mad.

Vi boede imidlertid kun på hotellet i meget kort tid,

da vi hurtigt fik en billig og meget hyggelig lej-

lighed lige over for H. C. Ørstedsparken, og med

den lejlighed fulgte også børnehavepladser til vores

børn. Jeg startede med at arbejde i en vuggestue i

Vanløse, et job som Dansk Flygtningehjælp havde

fundet til mig, og efter et stykke tid fandt jeg selv et

job i en vuggestue på Nørrebro. Jeg blev meget godt

modtaget og var så stolt, fordi jeg selv havde fundet

det.

Hvad med danskerne, hvad var dit indtrykaf dem?Det første indtryk, vi fik, var, at de var et utroligt

solidarisk folk. Blot en uge efter kuppet blev den

første solidaritetskomite oprettet og kort efter én til.

Da vi kom hertil, var der danskere, der var parate til

at tage til Chile for at kæmpe vores kamp, ligesom

under borgerkrigen i Spanien i 1930erne. Vi kunne

tydeligt mærke den opmærksomhed, der var rettet

mod situationen i Chile og Sydamerika. En stor

gruppe mennesker støttede op om vores kamp. Al-

mindelige folk på gaden kunne stoppe op og fortæl-

le, hvor kede af det de var over det, der var sket i

vores land, og at vi var velkomne her.

Hvordan opfatter du de forhold, somasylansøgere lever under i dag?Jeg skammer mig på danskernes vegne. Det minder

jo om fængselslignende tilstande. Vi kunne dengang

bevæge os frit her i Danmark og skulle ikke

kontrolleres, når vi skulle ind og ud af vores hjem,

vi havde ikke vagter og pigtråd. Vi var frie men-

nesker, der var flygtet fra et undertrykkende system

i Chile. Det var den store forskel. I dag flygter men-

nesker fra forfærdelige ting og så kommer de her og

bliver fængslet og mistænkeliggjort. Noget af det

vigtigste dengang, da jeg kom hertil, var, at jeg kun-

ne fortælle min historie,og at der blev troet på den.

Tænk på at Pinochet dengang benægtede alt det, vi

fortalte. Derfor var det så vigtigt at komme til et

land, hvor man kunne fortælle sin historie, hvor

man blev troet på sit ord. Jeg ved godt, at der er

mennesker i Danmark, som gør noget for at modar-

bejde det, der foregår, men jeg synes, at hele

Danmark skulle rejse sig og råbe op – gøre det klart,

at man ikke længere vil acceptere de elendige

forhold, man byder folk på flugt.

Jeg skammer mig pådanskernes vegne

Er der nogen, som arbejderuden for lejren?Der er mange, der bor udenfor og arbejder sort, og de

får en rigtig dårlig løn, mindre en mindsteløn.

Arbejdsgiverne kender godt vores situation, og de ud-

nytter den. De giver måske 30-40 kr. i timen. De fleste

arbejder på pizzeriaer og lignende, hos andre udlæn-

dinge, og de bliver bare udnyttet. Jeg har også set flere

rengøringsfirmaer komme her lørdag eller søndag

morgen og tilbyde folk arbejde for 30-40 kr. i timen.

Hvad er godt ved at være her?

Det gode ved at være her, det er at man ved, man er i

sikkerhed. Hvis jeg tager tilbage til mit hjemland, ved

jeg ikke, om jeg er i sikkerhed. Hvis jeg skulle vende

tilbage nu, ved jeg ikke, hvordan jeg skulle begå mig.

Er der noget, der har forandret sig, mens duhar boet her?Ja, mange ting har forandret sig. Før måtte man slet

ikke have nogen overnattende her, men nu må man

godt, hvis man fortæller det på kontoret i forvejen.

Er det Røde Kors, der sidder på kontoret?

Altså det er måske nok Røde Kors, men det er ikke

rigtig Røde Kors-agtige mennesker. Det er ikke sådan

nogle, der gerne vil hjælpe. De vil bare sidde der, få

deres løn og så tage hjem, når de otte timer er gået. De

holder pause hele tiden. Jeg ved godt, hvor mange

pauser man normalt holder på jobbet her i Danmark,

men her holder de pause hele tiden. Man kan komme,

hvis man fx er syg, mister sin nøgle og lignende, men

de er ikke særligt hjælpsomme. Hvis jeg nogen sinde

får opholdstilladelse her i Danmark, vil jeg have

sådan et arbejde – de laver ikke noget.

Bliver dem fra Røde Kors påkontoret eller kommer de nogen gangeherover og siger hej?

De kommer ikke og siger hej. De kommer, hvis der er

ballade. Om aften efter kl. 8 går de rundt og holder

øje. Det har jeg ikke noget imod. Jeg har ikke noget at

skjule. Jeg tror dog ikke, de kan hjælpe, hvis der sker

noget, det er mere for at vise os, at de holder øje og

passer godt på os. Hvis der sker noget, så ringer de

efter politiet. Der er en politistation ved indgangen,

hvor der altid er en 5-6 betjente.

Har du lært noget af at bo i Sandholmlejren?

Engang imellem får man så meget stress, at man får

lyst til at begå selvmord. Det har jeg også prøvet. Det

sker tit, at folk prøver at begå selvmord. Det står

aldrig i aviserne, det gør det ikke. En gang om ugen så

laver de en rapport i lejren: så mange procent har

prøvet at begå selvmord. Sandholmlejren er lukket på

den måde.

Hvordan er din situation i asylforløbet?

Jeg har været i fase tre i tre år. Så skal man selv finde

informationer om sin sag, for at få den genoptaget.

Men hvordan helvede skal man finde information,

mens man sidder i Danmark? Det er bare noget pjat.

Hegnet omkringSandholmlejren er en delaf et meget større systemaf hegn. Hegnet markerer engrænse, og de omkring 600mennesker, som er internere-de i Sandholmlejren, har ikkede samme rettigheder ogmuligheder, som de mennes-ker der har tilladelse til at op-holde sig i det danske sam-fund. Det danske pas eller enopholdstilladelse gør, at mankan færdes frit i Københavneller Allerød eller Silkeborg,eller hvor man nu har lyst tilat bevæge sig. EU-samarbej-det betyder desuden, at manmed et dansk pas kan rejsenærmest uhindret i Europa.

Hegnet omkring Sandholmlejren er forbundet med de

hegn, der omgiver de mere end 200 interneringslejre,

som ligger spredt ud over Europa. Her sidder menne-

sker, som ikke må bevæge sig i denne del af verden.

De er i en tilsvarende situation som de internerede i

Sandholmlejren. Her sidder de flygtninge, som har op-

nået ‘territorial kontakt’ med Europa, det vil sige har

været i stand til at sætte en fod på europæisk jord, før

de er blevet taget af myndighederne. Hegnene om-

kring de europæiske lejre spærrer de flygtninge inde,

som grænsehegnene langs kontinentets grænser ikke

har været i stand til at holde ude. På den måde er heg-

net omkring Sandholmlejren et grænsehegn vendt på

vrangen, et grænsehegn, som indespærrer og ikke ude-

lukker. Men funktionen er den samme, hegnet marke-

rer en forskel, som søges opretholdt med alle midler.

Passet som nøgle

Som borger i Europa har man visse basale rettighed-

er blandt andet frihed til at kunne bevæge sig

over landegrænserne. Europæere møder

sjældent grænsehegnene, da de med

deres pas i hånden relativt let

kan bevæge os gennem

checkpoints og

grænseover-

gange. Som europæer

viser man rutinemæssigt sit

pas i lufthavnen og kan rejse til

Canada eller Senegal uden proble-

mer. Men hvis du ikke har noget pas,

kan du ikke komme med flyet. Et

dansk pas er en nøgle, som åbner de

fleste grænseovergange. Med et Senega-

lesisk pas kommer man ikke til Europa

uden en personlig invitation fra en europæ-

isk borger, som kan sandsynliggøre at ansøg-

eren ikke overvejer at søge om asyl.

Lukket land

Flygtninge kan opnå ‘territoriel kontakt’ med Europa

ved at betale for en plads på en skrøbelig fiskerbåd og

satse på, at man kan nå de europæiske kyster inden

båden synker, eller besætningen løber tør for rent drik-

kevand eller benzin. Eller man kan betale menneske-

smuglere omkring 10.000 euro for at fremskaffe for-

falskede dokumenter og en rejseplan. Eller en plads i

en container på ladet af en lastbil, som skal ind i

Europa. Hvis du som flygtning uden for Europa ingen

ressourcer har, kan du godt opgive at opnå ‘territorial

kontakt’, siden det i 2002 blev gjort umuligt at søge

om asyl på de europæiske repræsentationer uden for

Europa. Det vil sige, at man som forfulgt ikke kan

løbe ind på Den Danske Ambassade i fx. Teheran eller

Beijing og søge om beskyttelse. Her er hegnet også

kommet op, og man kommer ikke ind på ambassaden

uden en gyldig grund. At være forfulgt er ikke længere

en gyldig grund. På den måde er hegnene blevet høj-

ere, og dødsfaldene for flygtninge hyppigere ved de

Europæiske grænser.

Hegnet omkring Sandholmlejren er også forbundet

med den grænse, som de døde afrikanske kroppe i

vandkanten på Gran Canaria, Lampedusa eller Malta

forgæves søgte at krydse. Da den danske grænse er

omgivet af andre europæiske lande, såkaldte ‘sikre

tredjelande’, ligger det danske territorium ikke i front-

linjen i forhold til de globale flygtningestrømme. Da

Danmark rent faktisk er et lukket land for verdens

svageste og mest udsatte, er det meget få flygtninge,

som overhovedet når hertil, hvorfor hegnet omkring

Sandholmlejren fra et overfladisk synspunkt måske

kan virke temmelig skikkeligt og humanitært. Det er

ved Europas ydregrænser mod Afrika og Asien, at

dødsfaldene og den vold, som hegnet udøver, bliver

helt tydelige. Her bliver systemet af hegn løbende

befæstet og udbygget med skærpede militære foran-

staltninger.

Massedød

Som dokumenteret af projektet Fortress Europe er

mindst 12.895 mennesker omkommet eller forsvundet

ved Europas grænser siden 1988. Det svarer til om-

kring halvdelen af indbyggerne i Allerød Kommune,

hvis man skal sætte tallet lidt i relief. Den overvejende

del af ofrene er omkommet på havet mellem Afrika og

Europa, specielt på vej fra Vestafrika over Atlanter-

havet mod Gran Canaria, eller på Middelhavet mod

Spanien, Italien eller Malta. Men ikke blot havet er

dødbringende for flygtningene, rejsen gennem Sahara

på vej gennem Sudan, Chad, Niger og Mali mod kys-

ten har resulteret i over 1600 dødsfald siden 1996.

Men det er ikke kun omkring

Europas sydlige grænse,

at mennesker om-

kommer under

forsøget på at komme ind i

den Europæiske Union. Siden

1988 har kvælning under transport

skjult i lastbiler kostet mindst 299 men-

nesker livet, og 182 migranter er dokumen-

teret druknet i forsøget på at krydse grænsefloder

– hovedsageligt i Østeuropa og på grænsen mellem

Tyrkiet og Grækenland. På den græske grænse til

Tyrkiet er der tillige stadig minefelter langs Evros-flo-

den og mindst 88 mennesker er blevet dræbt af disse

miner i forsøget på at komme ind i Grækenland. 199

flygtninge er blevet skudt og dræbt af grænsepoliti i

Marokko, Gambia, Ægypten og Tyrkiet. Opremsnin-

gen kunne fortsætte. Tallene understreger, hvad men-

nesker, som søger at bevæge sig mod Europa, er vil-

lige til at risikere, samtidig med at det fortæller, hvor

omfattende og voldeligt det system er, som EU anven-

der for at forhindre uønskede i at komme til Europa.

De over 12.000 dødsfald er ikke et forhold, som spiller

nogen nævneværdig rolle i den europæiske offentlig-

hed. Tværtimod er indsatsen mod de uønskede blot

blevet skærpet inden for de sidste år.

Fremskudt grænsekontrol

Forsvaret for Europas grænser har udviklet sig til et

omfattende militært system, som de fleste EU-lande

bruger store ressourcer på. Koordineringen foregår

gennem EU-organet Frontex, som siden 2004 i samar-

bejde med flere nordafrikanske stater patruljerer far-

vandene ud for de afrikanske kyster med henblik på at

opsnappe både med flygtninge på vej til Europa. Da

det afgørende er at stoppe flygtningene før, de når at

sætte fødderne på europæisk jord og opnår ‘territorial

kontakt’ (hvilket i følge FN’s flygtningekonvention

giver dem ret til at søge om asyl) arbejder EU system-

atisk på at outsource grænsekontrollen til nord-

afrikanske nationer. På den måde undgår EU at leve op

til de internationale konventioner, som findes for at

beskytte flygtninges rettigheder. Ifølge Frontex’ egen

årsrapport havde organisationen ‘æren’ for, at 23.438

flygtninge blev tilbagevist på havet uden for euro-

pæisk farvand. Disse mennesker, som svarer til samt-

lige indbyggere i Allerød Kommune, blev kollektivt

reduceret til uønskede kroppe og tilbagevist uden for-

skel af Frontex’ patruljebåde. Selvom Danmark gen-

nem EU-forbeholdene ikke medvirker i det retslige og

juridiske samarbejde i EU, bidrager den danske stat

alligevel med 2% af Frontex’ samlede budget på om-

kring 70 millioner euro i 2008.

Formålet med Frontex er naturligvis at samle indsat-

sen mod uønsket immigration i Europa samtidig med,

at man spreder det økonomiske ansvar. I 2006 bad

Spanien og Malta EU om hjælp i forbindelse med de

seneste strømme af flygtninge, som var nået frem til

de sydeuropæiske kyster. Fire danske embedsmænd

fra Udlændingeservice og Rigspolitiet med speciale i

asylinterview, undersøgelse af identitet og nationalitet

samt kortlægning af rejseruter blev derefter stillet til

rådighed med henblik på at effektivi-

sere sagsbehandlin-

gen, så folk kunne

sendes ud af Europa hurtigst muligt.

Det er de samme folk, som bevogter heg-

net omkring Sandholmlejren, hvor både Ud-

lændingeservice og Rigspolitiet har hver deres

bygning henholdsvis til højre og til venstre for

kontrolposten ved indgangen til lejren. Så bortsorte-

ringen af uønskede mennesker bliver foretaget af de

samme folk og de samme instanser både på Malta og

i Sandholmlejren. Selvom landskabet og dødstallene

er vidt forskellige, er principperne de samme.

Kontrol overalt

I og med at de fysiske grænser internt i Europa er

blevet udvisket, og myndighederne koncentrerer sig

om Europas ydre grænser mod syd og øst, har grænse-

kontrollen intern i Europa ændret karakter. Nu arbe-

jder man med en form for udvidet grænsekontrol, som

foregår i hvad politiet kalder grænsernes bagland.

Grænsen var tidligere en linje, som adskilte et rum fra

et andet, hvor man havde relativt frit spil, når man var

kommet over grænselinjen og ind i det land, man

ønskede at opholde sig i. Nu hvor grænserne internt i

Europa er blevet visket ud, er grænsekontrollen blevet

mere ‘vandret’ og allestedsnærværende. Det vil sige,

at politiet i princippet kan foretage grænsekontrol

overalt, i Padborg eller på Nørrebrogade i København,

og politiet er således konstant på udkig efter potentiel-

le illegale indvandrere. Dette nye grænseregime tager

form af en konstant udpegning af potentielle illegale,

hvilket i sagens natur betyder, at særlige befolknings-

grupper mistænkeliggøres. Derfor kommer et sådant

kontrolregime i praksis til at fungere racistisk.

Ujævn velstand

Hegnet rundt om Europa er i høj grad en økonomisk

barriere, der har til formål at sikre og udbygge vel-

standen i Europa selvom det sker på bekostning af

umenneskelige forhold andre steder. Hegnet omkring

Sandholmlejren og alle de andre hegn i og omkring

Europa er med til at opretholde det høje niveau af vel-

stand og privileger, som de fleste ‘legale’ europæere

nyder godt af. Selvfølgelig er der også stor forskel på

rig og fattig internt i Europa, men sammenlignet med

for eksempel Afrika er den generelle velstand i Europa

i en helt anden liga. Gennemsnitligt tjener en europæer

15 gange så meget som en afrikaner fra landene syd

for Sahara. Ligesom vi kan regne med at leve i 80 år

mod 47 år syd for Sahara. Det er en ujævn fordeling af

liv, som folk forsøger at udjævne. Lukningen og mili-

tariseringen af grænserne er et tydeligt tegn på et sys-

tem i krise, presset på grænserne vil blot vokse, hvis

den urimelige velstandsfordeling forbliver uændret.

Racisme

På trods af militariseringen af Europas grænser slip-

per der dog omkring 600.000 personer illegalt ind i

Europa hvert år. I kontrast til den almindelige ud-

lægning, så spiller de illegale en meget vigtig rol-

le i den europæiske økonomi, da immigranterne

fungerer som en stor og billig arbejdskraft-

reserve. Det er ganske givet immigranter fra

Afrika, som har plukket de røde pebere i de

gigantiske spanske drivhuse, og som vi kan købe til

underpris i Netto. Faktisk udgør de illegale indvan-

drere en afgørende del af produktionen i Europa, og

store økonomier som den spanske, franske og britiske

ville efter flere iagttageres vurdering bryde sammen,

hvis alle illegale blev sendt tilbage til deres oprindel-

sesland fra den ene dag til den anden. Inden for de sen-

este år har Spanien (til resten af EU’s store fortry-

delse) lovliggjort over en million illegale, da den

spanske økonomi ganske enkelt havde brug for den

billige og villige arbejdskraft. Derfor har militariserin-

gen af Europas grænser også et aspekt af skuespil, så

politikerne kan vise, at de er handlekraftige i forhold

til hvad der betegnes som den truende invasion af

fremmede, som åbenbart er overhængende, hvis der

ikke sættes ‘hårdt mod hårdt’. Men denne ‘hårdt mod

hårdt’-retorik sikrer at de indvandrere, som trods alt er

nået til Europa bliver holdt på bunden af samfundet og

i stilhed udfører de usleste job. Det politiske skuespil

gør det klart, at disse hegn ikke blot er økonomiske

barrierer, men også er racistiske, idet de bruges til at

opretholde billedet af Europa og Danmark som truet af

invasion af fremmede udefra, hvis mål er at overtage

‘vores’ samfund. Det, der rent faktisk sker, er at dem,

som slipper gennem hegnene vasker de europæiske

gulve, plukker de røde pebere og bliver brugt til at

udbygge velstanden i de rige lande.

Hegnet er et tegn på krise

Hegnet omkring Sandholmlejren kan ikke opretholdes

på længere sigt. Det er klart, hvad hegnet gør ved de

folk, hvis bevægelighed de sørger for at begrænse,

men hvad gør det ved os selv? Hegnet har to sider og

at definere nogle grupper som uønskede og fremmede

er en ting, men at være villig til at bruge vold for at

opretholde udelukkelsen er en anden. Hvad er det

egentligt, som bliver forsvaret så hårdhændet? Det er

svært at se det som andet end et desperat forsøg på at

opretholde de opskruede privilegier, som den europæ-

iske middelklasse er ved at drukne i. Men er det ikke

et problem, at vores velstand på den måde bygger på

vold – og ikke på fri bevægelighed for alle??

Hvordan vurderer Asylret forløbet

omkring behandlingen af en asyl-

ansøgning?

En asylsøgers stilling er yderst prekær og helt uaccep-

tabel. Asylret mener, at den etablerede procedure for

modtagelse af asylsøgende, og den efterfølgende be-

handling af deres sager i dagens Danmark er helt for-

kert. Politiet skal efter vores mening helt fjernes fra at

have med flygtninge og asylsøgende at gøre. Politiet

er uddannet til at forhøre forbrydere ikke til at have

med traumatiserede og ofte psykisk syge mennesker at

gøre. Der er behov for et kvalificeret personale i denne

sammenhæng: Psykologer, psykiatere, læger, social-

rådgivere, sygeplejersker. Ved deres første møde med

de danske myndigheder skal de asylsøgende have stil-

let en uafhængig advokat og tolk til rådighed. End-

videre skal de asylsøgende efter vores mening i for-

bindelse med sagsbehandlingen have krav på medvir-

ken af bisiddere efter eget valg og tolkningen skal

foretages af autoriserede og kvalificerede tolke.

Men helt basalt skal der en holdningsændring til. Det

største regeringsparti har en parole: “Mennesket før

systemet”. Denne parole bliver dog ikke til virkelig-

hed i praksis inden for asylsystemet, vel sagtens fordi

den faktisk førte politik langt mere virkelighedsnært

kan beskrives med den direkte modsætning: “Syste-

met før mennesket”. Det har vi eksempelvis set, da en

gravid ghanesisk mor blev smidt ud af Danmark, fordi

hun var under 24 år. Hun måtte forlade sin mand og

deres 2-årige barn her i Danmark. Dette er ét grotesk

udslag af systemets fejlagtige måde at fungere på.

Hvordan skal en sådan vilkårlighed kunne bidrage til

at modvirke tvangsægteskaber, og endnu vigtigere

sikre de asylsøgende en retfærdig behandling?

Hvordan vurderer Asylret Røde

Kors’ rolle i lejren?

Dansk Røde Kors har sat sit gode navn og rygte over

styr ved at påtage sig administrationen af de danske

asylcentre, hvor asylsøgerne beviseligt bliver psykisk

og fysisk syge. Det ville være urimeligt at skære alle

Røde Kors-medarbejdere over én kam. Men der er

horrible sager, der foregår i den ret så lukkede verden,

som asylsøgerne lever i. For nogle år tilbage havde en

Asylret-aktivist kontakt til en selvmordstruet asyl-

søger og bad en aften, hvor han havde haft en lang

snak med den pågældende asylsøger, indtrængende

personalet om at være meget oppe på dupperne, fordi

han var alvorligt bekymret for, hvad der kunne ske i

nattens løb. Men personalet blev ret irriteret og bedy-

rede, at situationen var helt under kontrol. Klokken

blev 11, før han kunne cykle hjem. To timer senere

ringede Røde Kors og fortalte, at asylsøgeren havde

begået selvmord ved hængning.

Hvad er din vurdering af fængslets

funktion i asylsystemet?

Den lukkede afdeling, altså fængslet, er er et dystert

sted. Det benyttes som meget kraftig tilskyndelse til at

fratage asylansøgere håbet om at få opholdstilladelse i

Danmnark. Det kan godt være at den officielle begrun-

delse, som skal legitimere afdelingen er, at man vil

undgå at indespærre asylansøgere sammen med krimi-

nelle. Men i praksis er det svært at se den store forskel

på behandlingen. Indespærring i den lukkede afdeling

tages i anvendelse, hvis myndighederne anser, at der

kan være mulighed for, at en asylsøgende familie vil

“gå under jorden”. I sådanne tilfælde bliver typisk ét

medlem af familien buret inde. Det er ofte i forbin-

delse med udbetaling af lommepengne, at asylsøgerne

bliver trukket til side og sat i fængslet.

Min subjektive vurdering er, at anvendelsen af den

lukkede afdeling er helt lige så vilkårlig som asyl-

systemet i øvrigt. For nogle måneder siden havde vi

kontakt til et kurdisk ægtepar med en datter på 4-5 år

fra Syrien. De syriske myndigheder havde forsøgt at

hverve familiefaderen som meddeler, dvs. stikker, der

skulle informere om sine kurdiske landsmænds gøren

og laden, deres politiske sympatier, etc. Trods besti-

alsk tortur nægtede han at blive stikker. Så de syriske

myndigheder måtte opgive at hverve ham. Men der-

efter var hans liv i fare og familien flygtede og nåede

til Danmark, hvor myndighederne med vanlig arro-

gance ikke mente, at der var grundlag for at give dem

asyl. De kom så på “tålt ophold”, fordi det syriske

regimes renommé er så belastet, at det ikke var muligt

at tvangsudsende afviste asylansøgere til Syrien. For

at forhindre familien i at gå under jorden, fængslede

de danske myndigheder så familiefaderen i den luk-

kede afdeling i Sandholm. Samtidig mistede vi kon-

takten til familien, og vi ved i dag ikke, hvad der er

sket med dem.

Hvori består Asylrets arbejde?

Flere og flere forfulgte mennesker bliver tvunget til at

gå under jorden på grund af regeringens uacceptable

indgreb i flygtninges rettigheder. De papirløse flygt-

ninge her i landet mangler et papir med ordet “ophold-

stilladelse”. De er flygtninge, men bliver behandlet

som forbrydere. De er fuldstændigt retsløse, og de

lever blandt os som skyggemennesker, måned efter

måned, år efter år. Sandsynligvis er der flere end 2000

papirløse flygtninge i Danmark. De afviste asylansø-

gere er blandt de allermest hjælpeløse i vores sam-

fund. Asylret arbejder for at støtte flygtninge og asyl-

søgende, der har problemer med opholdstilladelse. Vi

gennemgår deres forklaringer, undersøger via vore

kontakter den aktuelle situation i deres hjemlande,

bistår dem hvis de har behov for advokathjælp, læge-

hjælp, lommepenge, psykologbehandling etc. Som

noget relativt nyt er vi i det små begyndt at udvikle en

omsorgsafdeling, hvor vores omsorgsaktivister på-

tager sig funktioner som besøgsvenner, lektiehjælp og

hvad der ellers måtte være behov for for at lindre en

barsk hverdag for flygtninge og asylsøgende.

Den herskende vilkårlighedAsylret er en forening, der hjælper mennesker på flugt. Asylret er stiftetaf en gruppe flygtninge og flygtningevenner og trækker på et netværkaf frivillige læger, tolke, sagsbehandlere og en masse andre menneskermed hjertet på rette sted. Her fortæller Karl Jacobsen om Asylret oghans oplevelse af asylsystemet.

En asylsøgers stilling er yderstprekær og helt uacceptabel. Asylretmener, at den etablerede procedurefor modtagelse af asylsøgende, ogden efterfølgende behandling afderes sager i dagens Danmark erhelt forkert.

De er flygtninge, men bliver behan-dlet som forbrydere. De er fuld-stændigt retsløse, og de leverblandt os som skyggemennesker,måned efter måned, år efter år.Sandsynligvis er der flere end 2000papirløse flygtninge i Danmark.

Den lukkede afdeling, altsåfængslet, er er et dystert sted. Detbenyttes som meget kraftig tilskyn-delse til at fratage asylansøgerehåbet om at få opholdstilladelse iDanmnark.

NÅR STATEN BLIVER RACISTISKInitiativet mod statsracisme har gen-nem deres arbejde besøgt og samar-bejdet med beboere i Sandholmlejren,og dermed stiftet bekendtskab mednogle af lejrens strukturer. Vi er mødtesmed to personer fra initiativet til en

snak om statsracisme.

Hvad er statsracisme – både inden og

uden for lejren?

Det er sådan set det samme system inden for og uden

for lejren. Statsracismen manifesterer sig selv ved

hjælp af love og regler. Grunden til at man kalder det

statsracisme er en anerkendelse af, at racismen er en

institution. At det er noget, der kommer oppefra og er

et udtryk for vedtagne strukturer i samfundet. Det er

et magtmiddel, og dermed vil der også være nogen,

der profiterer af det.

Hvorfor bruge begrebet statsracisme

frem for “almindelig” racisme?

Begrebet statsracisme er en nuancering af den gæng-

se opfattelse af racisme. Folk er etnocentriske, også

selvom de ikke nødvendigvis tror på ordet race, som

jo er racisme i traditionel forstand. Derimod betyder

etnocentrisme blandt andet en konstant omtale og op-

fattelse af nogle kulturer som bedre og mere værd end

andre. Etnocentrismen er en form for kulturhad, der

er blevet stærkere efter 11. september 2001, hvor en

masse nykonservative ideer har fået meget indflyde-

lse på den måde, staten agerer på. Vi mener, at man

bliver nødt til at forstå, at det ikke handler om kultur,

men at man må indse, at kulturhad og etnocentrisme

er et udtryk for en konstant udbytning og kamp om

fordeling af resurser på et overordnet og interstatsligt

plan.

Hvordan udtrykker statsracismen sig i vores hverdag?

På et mere dagligdags plan er statsracisme alle sær-

lovene, der for eksempel dikterer at man på starthjælp

skal leve for det halve af en dagpengesats. Eller den

daglige diskrimination, når panserne chikanerer be-

stemte befolkningsgrupper. Så er det nemt for politik-

erne at vaske deres hænder og sige, at det ikke er

dem, der er racister. Men det er jo dem, der tager be-

slutningerne og placerer folk i bestemte institutioner

og områder. Hvis kommunerne stempler indvandrere

som socialt belastede kan de splitte familien op,

sende dem til en anden kommune og bestemme, hvor

de skal bo. Juridisk er konsekvenserne således helt

forskellige, når indvandrere gør noget i forhold til,

hvis man som etnisk dansker gør det samme.

Hvilken rolle spiller det politiske

system og medierne?

Der bliver løbende sat et kodex fra det parlamen-

tariske system og politikernes side, retorikken bliver

så at sige statsautoriseret og er afgørende for, hvad

der er okay at sige. Nu til dags må man næsten alt,

undtagen én ting. Man må sige alt muligt racistisk

lort, men man må ikke kalde folk for racister. Det er

ekstremt tabubelagt at tale om racisme, og den racis-

tiske retorik går selv langt ind på venstrefløjen, det er

så integreret i samfundet.

Den politiske retorik sætter standarden i medierne, og

her finder der en slags regulær folkelig retsforfølgelse

sted, hvor “de fremmede” bliver symbolet på truslen

om fundamentalistiske islamister eller hovedløse

kriminelle, og dermed får de ofte højere straffe, for

det kræver befolkningen.

Ungdomshussagen er et godt eksempel på den uens

behandling, forskellige grupper får i medierne. Selv-

om der var meget ballade og mange anholdte, var der

også mange kritiske artikler mod politiets håndtering

af sagen på vegne af de unges forældre og andre, der

forsvarede deres sag i medierne. Der var ikke skyggen

af debat i medierne, da indvandrere brændte biler af i

forbindelse med urolighederne på Nørrebro og andre

steder i landet, de blev blot stemplet som balladema-

gere og ikke betragtet som politiske fanger. Efterfølg-

ende blev der ikke sat spørgsmålstegn ved, hvordan de

blev straffet.

Hvad er Initiativet mod statsracisme,

og hvilke sager beskæftiger i jer med?

Det er vigtigt at fortælle, hvordan initiativet er opstar-

tet for at forstå bredden af de ting, vi laver. Det hele

startede dengang efter kampagnen og solidaritetsar-

bejdet med de sultestrejkende iranere, der stod til

udvisning i 2006. Der var pludseligt en masse men-

nesker og kræfter, der samledes omkring denne sag,

og nogle af disse folk startede i den forbindelse Initi-

ativet mod Statsracisme. Dengang bestod arbejdet

blandt andet i at forsøge at presse journalister til at

skrive om baggrunden for sultestrejken, og man be-

satte også Flygtningenævnet for at skabe opmærk-

somhed om sagen. Derefter kom hele balladen om

Nivå. Det handlede om en gruppe unge mennesker,

der gennem en længere periode var blevet groft racis-

tisk chikaneret af politiet. Dengang opstod der en

mediestorm, og de unge blev stemplet som “balla-

demagere”. Men i virkeligheden reagerede de jo bare

på chikanen, og derfor samledes en gruppe anti-racis-

ter, som gerne ville solidarisere med dem og støtte

dem i deres kamp og rettigheder. Nogle af de folk, der

samledes dengang, gik også ind i Initiativet mod stat-

sracisme for at arbejde videre med dette solidaritet-

sarbejde. Initiativet er derfor en meget sammensat

gruppe af folk med forskellig alder, køn og etnicitet.

Hvordan knytter jeres arbejde an til

Sandholmlejren?

Vores arbejde varierer alt efter, hvad der er brug for.

Der er folk i Sandholmlejren, som har haft lyst til at

lave manifestationer og protester eksempelvis i for-

bindelse med valget sidste år, og det har vi hjulpet

praktisk med, og så har vi besøgt folk og holdt møder

for at forsøge at opstarte en dialog og give disse folk

en stemme udadtil.

Vi er et anti-imperialistisk initiativ, vi prøver at se

strukturerne og sammenhængene, og lejren er kun et

af eksemplerne på racismens art. Vi tror ikke på, at vi

kan ændre det racistiske system indefra, og derfor

arbejder vi udenom-parlamentarisk, fordi vi ikke tror

på systemet.

Det mindste, vi kan gøre, er at reagere på det, vi ser,

hvis vi er passive, så accepterer vi det. Forholdene i

lejren bliver hele tiden værre, så hvis vi ikke går

imod, vil det fortsætte i den retning. Vi er ikke nogen

organisation, og vi tager ikke ansvar for hinandens

handlinger, for vi tror på den enkeltes frie initiativ.

Hvordan har jeres adgang til lejren

været?

Bare det at adgangen til lejren er så svær, er en slags

tilbageholden af viden. Det er også en slags magt at

have en stemme, og det er netop en af de måder, asyl-

ansøgerne undertrykkes på. Vi uden for lejren har

nogle privilegier, som de ikke har, og det, vi prøver,

er at bruge vores privilegier til sammen med dem at

lave noget rum, så de også kan blive hørt. En del af

undertrykkelsen er usynliggørelsen, og det at sige “vi

eksisterer også” er det første skridt i kampen mod re-

pression.

Hvilket forhold har I til Røde Kors?

Røde Kors kan ikke lide os, det er helt tydeligt. Vi er

blevet forment adgang til lejren, smidt ud af kantinen

og andre fællesarealer. Der er nogle lokaler deroppe,

som beboerne selv råder over og kan bruge til fælles-

aktiviteter og arrangementer, de skal bare låne nøglen

af Røde Kors. Dem har vi før i tiden brugt til at holde

møder, fordi vores venner deroppe har booket dem.

Nu vil Røde Kors ikke længere udlåne nøglen, når det

drejer sig om møder med os. Vi har egentlig ingen

grund til at snakke med Røde Kors, men de forskel-

lige medarbejdere henvender sig tit til os. Derfor ved

vi heller ikke helt, hvad der er udtryk for Røde Kors’

regler, eller hvad den enkelte medarbejder gør. Vi fik

engang at vide, at vi ikke måtte tage imod mad eller

drikke deroppe, selvom vi blev tilbudt det af vores

venner og samarbejdspartnere. Men reglerne virker

lidt tilfældige og varierer fra medarbejder til medar-

bejder. Vi har også fået at vide, at man ikke må have

nogen religiøs eller politisk aktivitet i Sandholm.

Men det er jo selvmodsigende, for Sandholmlejren er

i sig selv politisk og udtryk for regeringens politik,

den er overhovedet ikke neutral. Desuden er det en

basal ret, at man har lov til at organisere sig.

Hvordan er i blevet taget imod af

beboerne i lejren?

Det er jo ikke fordi, at det er alle i lejren, der gider at

snakke med os. Nogen gange får vi den reaktion, at vi

ikke skal komme og forestille os, at vi skal prøve at

redde dem. Vi gør meget ud af at sige, at vi ikke kom-

mer fra noget parti, men er helt civile mennesker. Vi

kan prøve at hjælpe, men vi kan ikke love noget for

så giver vi måske nogen falske forhåbninger. Men

hvis vi ingenting gør, sker der i hvert fald ingenting.

Aldrig mere holocaust

Efter 2. verdenskrig udarbejder FN i 1951 Flygtninge-

konventionen, der skal sikre, at også flygtninge kan

opnå de menneskerettigheder FN har formuleret i

1948. Danmark er et af de første lande, der underskri-

ver konventionen, der skal sikre alle mennesker be-

skyttelse imod forfølgelse og overgreb grundet race,

etnicitet, religiøs og politisk overbevisning. Denne

flygtningekonvention danner grundlaget for den dan-

ske asyllovgivning.

Før og under 2. verdenskrig var mange jøder blevet

sendt tilbage til Tyskland af lande, de ellers var flygtet

til i håb om beskyttelse. Derfor blev det centralt i

Flygtningekonventionen, at flygtende mennesker ikke

skal sendes tilbage til det hjemland, hvor de risikerer

forfølgelse. I international terminologi kaldes dette

forbud mod refoulment (at drive tilbage). Dette forbud

blev ikke alene en hjørnesten i FN-konventionen af

1951, men også indarbejdet i de enkelte landes lovgiv-

ning også i den danske.

Flygtninge til Danmark efter

2. verdenskrig

Fra at Danmark ratificerer Flygtningekonventionen i

1951, til Folketinget vedtager Udlændingeloven i

1983, modtager Danmark kun få flygtningegrupper,

primært ungarske flygtninge der kommer efter Wars-

zawapagt-landenes invasion i Ungarn 1956, vietname-

siske bådflygtninge på flugt fra Vietnam-krigen i 1975

og flygtninge fra Chile, der flygter fra Pinochets mil-

itærkup i 1973. Samtidig bliver der indført indvan-

drerstop i 1973, da man grundet oliekrise og lokal

arbejdsløshed ikke længere ønsker de gæstearbejdere

fra Tyrkiet, Jugoslavien, Pakistan og Marokko, som

Danmark tidligere havde inviteret op gennem 1960-

erne for at opretholde den økonomiske vækst.

Udlændingeloven af 1983

Et af de overordnede mål med loven var at øge rets-

beskyttelsen for asylansøgere og flygtninge. Og sam-

tidig sikre, at mennesker, der ikke faldt ind under kon-

ventionens flygtningedefinition – men som stadig var

forfulgte i hjemlandet – kunne få beskyttelse. Disse

ønsker kom til udtryk gennem forskellige tiltag: De

Facto-flygtningestatus, oprettelse af Flygtninge-

nævnet og mulighed for såkaldt spontan indrejse. De

facto–flygtninge er mennesker, som ikke passer ind

under FN’s definition på en flygtning fra 1951, men

som alligevel er forfulgte i hjemlandet og må for-

ventes at have et tilsvarende behov for beskyttelse.

Denne gruppe rummer f.eks. militærnægtere eller

kvinder udsat for kønsspecifikke overgreb fra myndig-

hedernes eller familiens side. Loven fra 1983 fastslog,

at også disse mennesker har et retskrav på asyl. Flygt-

ninges retssikkerhed skulle også sikres ved den nye

lov. Asylansøgerens unikke situation er jo netop, at de

som individer ikke har nogen stat i ryggen, og derfor

ikke – i modsætning til alle andre borgere – har mulig-

hed for at anke afgørelsen i deres sag, såfremt de find-

er den forkert. Derfor oprettede man Flygtningenæv-

net, der skulle fungere som et domstolslignende anke-

organ.

Loven af 1983 opretholdt også det hidtil gældende

princip om spontan indrejse, dvs. uhindret adgang til

den danske asylprocedure: Enhver udlænding, der

kom til Danmark, fik mulighed for indrejse og ret til at

søge om asyl, og få sin sag behandlet i det danske

asylretssystem. Dette var gældende uanset om udlæn-

dingen var i besiddelse af pas og evt. visum. Loven

blev vedtaget med et overvældende flertal i Folke-

tinget. Tilhængere kaldte den verdens bedste ud-

lændingelov, og Danmark fik et ry som foregangsland

med en humanitær flygtningepolitik. Men afmonterin-

gen af de humanitære standarder fulgte hurtigt efter.

Fra The Danish Clause til

Dublin II-forordningen

I 1986 ophæver man det gældende princip om spontanindrejse og dermed muligheden for at enhver kan få

sin asylansøgning realitetsbehandlet i Danmark.

Asylansøgere skal nu som udgangspunkt være i besid-

delse af visum for at få mulighed for indrejse i Dan-

mark, og dermed få sin sag behandlet. Visumkravet –

the Danish Clause – indebærer, at en asylansøgende

udlænding, der indrejser via et tredje “sikkert land”,

uden videre kan tilbagevises til det land, såfremt asy-

lansøgeren ikke har det påkrævede visum til Danmark.

Dvs. at asylansøgeren aldrig får sin sag behandlet i

Danmark, og at de danske myndigheder aldrig vurder-

er ansøgerens asylmotiv og beskyttelsesbehov. Dan-

ske myndigheder afviser altså flygtninge, der søger

om beskyttelse uden at have forholdt sig til deres be-

skyttelsesbehov, kun deres flugtrute. I den aktuelle

praksis er denne logik blevet udkrystalliseret og for-

stærket i den gældende Dublin-forordning. Dublin II-

forordningen er officielt en slags “burden sharing”-

aftale mellem EU-landene, der skal sprede flygtninge-

gruppen og sikre at ingen asylansøger ender i en ud-

sigtsløs rotation mellem flere lande. Forordningen be-

tyder at en asylansøger kun kan søge asyl i ét land i

EU. Det første politiet registrere er ansøgerens rejse-

rute. Hvis ansøgeren har søgt om asyl, haft visum eller

blot er blevet registreret i et andet EU-land tilbage-

sendes ansøgeren til dette land, uden hensyn til ansøg-

erens beskyttelsesbehov. Det ligger naturligvis et stort

pres på EU’s sydvendte kyster, mens nordligere ligge-

nde lande som Danmark fritages for en stor del af an-

svaret. Danmark sender således asylansøgere tilbage

til lande som Grækenland, hvor adgangen til asylpro-

ceduren og den generelle retssikkerhed for asylan-

søgere ifølge UNHCR er under stærk kritik.

Men hvis asylansøgeren kommer direkte fra sit hjem-

land, må vedkommende ikke sendes tilbage til trods

for manglede visum – grundet det før omtalte refoul-ment-forbud: Man må ifølge de FN-konventioner, som

Danmark har underskrevet, ikke udvise asylansøgere

til et land, hvor de risikerer forfølgelse. Altså kan Dan-

mark “blive nødt til” at lade sådanne flygtninge

indrejse, visum eller ej, og dermed behandle deres

asylansøgning. Hvis målet for Danmark er at holde så

mange ude som muligt, kan Danmark derfor have en

interesse i, at så få som muligt overhovedet kommer til

Danmark.

En sådanne interesse imødekommer Dublin-forord-

ningen og FRONTEX; det europæiske grænseagentur,

der patruljerer og monitorerer Europas grænser for at

afvise asylsøgere med ukendte beskyttelsesbehov

inden de når Europas territorium.

Samtidig med indførelsen af visumkravet i 1986 ind-

føres også en tilføjelse i lovgivningen, der skal danne

mulighed for, at den danske stat kan straffe de trans-

portører, primært flyselskaber, som bringer udlændin-

ge uden gyldigt visum til Danmark. Hensigten med

loven er at true flyselskaberne og dermed deres per-

sonale til at foretage grundige ægtheds-vurderinger af

pas og visumpapirer, inden de medtager passagerer.

Og selvsagt afvise passagerer uden skønnede gyldige

papirer: Myndighedsopgaver uddelegeret til privat

flypersonale. På denne måde “undgår” den danske

stat, at mennesker, der måske ville have søgt og haft

krav på asyl i Danmark, aldrig opnår “territorial kon-

takt” med Danmark, og dermed aldrig får muligheden

for at få deres sag behandlet. Loven trådte i kraft i

1989, og praktiseres stadig.

Antiterror-loven

Terrorangrebet på USA den 11. september 2001 ud-

løste en række tiltag i forskellige internationale insti-

tutioner. FN’s Sikkerhedsråd vedtog i september 2001

resolution nr. 1373 om bekæmpelse af terrorisme. Den

daværende SR-regering kom i oktober 2001 med et

udspil til en samlet antiterrorpakke, hvis erklærede

mål bl.a. er at efterleve FN-resolutionen og implantere

den i dansk lovgivning. Udspillet overtages i store

træk af VK-regeringen, der tiltræder november 2001.

Fra det nyoprettede Ministerium for Flygtninge,

Indvandrere og Integration kommer i den forbindelse

et lovforslag: Ændring af Udlændingeloven - initiativ-er til bekæmpelse af terror m.v. Lovforslaget træder i

kraft juni 2002. I bemærkningerne til lovforslaget an-

føres det at lovens formål er “fuld efterlevelse” af FN-

resolutionen. Men eksperter herunder Kim Ulrik

Kjærs, seniorforsker ved Institut for Menneskerettig-

heder, påpeger at dele af loven kun delvist eller over-

hovedet ikke har grund i FN-resolutionen, og at loven

rammer udlændinge i almindelighed, og altså ikke kun

udlændinge, hvorom man har begrundet mistanke om

delagtighed i terrorvirksomhed. Med henvisning til

resolutionsteksten hedder det for eksempel i bemærk-

ningerne om en skærpelse af reglerne om udelukkelse

fra asyl: “Med henblik på at sikre fuld efterlevelse af

FN-resolution nr. 1373 finder regeringen, at det bør

sikres, at adgangen til flygtningestatus eller opholds-

tilladelse på andet grundlag ikke misbruges af person-

er, der har deltaget i krigsforbrydelser eller deltaget i

terrorhandlinger eller i det hele taget har gjort sig skyl-dige i alvorlig kriminalitet”.

Det er åbenlyst at “alvorlig kriminalitet” på ingen

måde nævnes i FN-resolutionen af den simple grund,

at det intet har med bekæmpelse af terror at gøre. Og

bekæmpelse af “almindelig kriminalitet” nævnes i ad-

skillige andre sammenhænge som begrundelse for de

gennemførte stramninger. Altså skaber loven mulig-

hed for at udelukke udlændinge, som er dømt i andre

lande for meget forskelligartet kriminalitet, fra at søge

asyl i Danmark. Endvidere indføres med terrorloven

DANSK FLYGTNINGEPOLITIK SIDEN 2. VERDENSKRIG

hemmelig retspleje i dansk asylret. Også dette begrun-

des med ønsket om at efterleve FN-resolutionen, om

end der i resolutionen intet belæg er for en sådan ord-

ning. En vigtig konsekvens af hemmelig retspleje

bliver, at Flygtningenævnets uafhængighed undergra-

ves: Efter en indstilling fra justitsministeren, baseret

på oplysninger fra PET, kan integrationsministeren

bestemme at en asylansøger udgør en fare for statens

sikkerhed. Denne vurdering skal lægges til grund ved

udlændingemyndighedernes behandling af asylsagen,

således at ansøgeren automatisk nægtes opholdstil-

ladelse som flygtning. Dette kan ske uden at ansøger-

en, dennes advokat, Udlændingestyrelsen eller Flygt-

ningenævnet har krav om at blive bekendtgjort med de

oplysninger, der lægger til grund for afslaget. Dvs. at

Flygtningenævnet ingen som helst indflydelse har på

udfaldet af asylsagen – resultatet er dikteret af en poli-

tisk agerende minister.

Udlændingepakken

I januar 2002 fremlægger VK-regeringen sit udlæn-

dingeudspil. Tidligere har alle stramninger på området

været punktvise, og aldrig officielt benævnt som

“stramninger” – nærmere som “justeringer” eller “ef-

fektivisering”. Men det politiske klima på området og

ikke mindst sprogbrugen i debatten har ændret sig, og

nu hedder det direkte i lovtekstens formål at “Antallet

af udlændinge, der kommer til Danmark, skal begræn-

ses, idet Danmarks forpligtigelse efter internationale

konventioner m.v. skal respekteres”. Loven vedtages

med stemmer fra Venstre, Konservative og Dansk

Folkeparti i juni 2002, og på de 138 sider loven fylder,

er det bestemt ikke humanitære principper og standa-

rder, der henvises til. Formålet er klart: Der skal færre

udlændinge ind i Danmark. Dette skal ske ved at

skære helt ind til benet af de menneskerettighedskon-

ventioner, Danmark har tiltrådt. Og det er her vigtigt

at holde sig for øje, at de rettigheder som konvention-

erne beskriver, er et absolut mindstekrav.

For at begrænse antallet af opholdstilladelser afskaffes

de facto begrebet. I stedet indføres en ny regel om

beskyttelsesstatus, i daglig tale B-status. Den nye sta-

tus er baseret på Den Europæiske Menneskerettig-

hedskonvention artikel 3, og giver mulighed for op-

holdstilladelse til personer der “risikerer tortur eller

umenneskelig eller nedværdigende behandling eller

straf”. Skiftet fra de facto til B-status betyder, at per-

soner, der risikerer kønsrelateret forfølgelse (f.eks.

tvungen omskæring) eller personer der bliver forfulgt

grundet seksuel observans stilles i en mere usikker sit-

uation. Udlændingepakken berører også Flygtninge-

nævnet. I 1983 var Flygtningenævnet et bredt sam-

mensat ankeorgan med 7 medlemmer fra relevante

myndigheder, advokatrådet og Dansk Flygtninge-

hjælp. I 2002 består nævnet af 3 medlemmer: En dom-

mer, et medlem fra advokatrådet, samt en repræsentant

fra Integrationsministeriet.

I 2002 sættes der nemlig spørgsmålstegn ved medlem-

merne fra Flygtningehjælpens habilitet. Flygtninge-

hjælpen anses nu som en interesseorganisation, der

varetager asylansøgernes interesse, hvorimod Flygt-

ningehjælpen tidligere blev opfattet som en organisa-

tion, der varetog det retslige, humanitære og informa-

tive arbejde det danske samfund ønskede udført blandt

asylansøgere. Der er altså opstået en modsætning

mellem asylansøgernes interesser og den danske stats.

Integrationspotentiale

Udover de flygtninge som opnår asyl via konvention-

eller B-status modtager Danmark 500 flygtninge om

året i samarbejde med UNHCR. De såkaldte kvotefly-

gtninge. UNHCR udvælger 500 af de hårdest trængte

flygtninge rundt i flygtningelejre i verdens brænd-

punkter. Ordningen er tiltænkt at sørge for, at de sva-

geste flygtninge – dem som ikke ved egen hjælp ville

kunne flygte til et sikkert land – får mulighed for et

sikkert og værdigt liv som anerkendt flygtning. Men i

2004 ændrede Danmark praksis, og indførte et nyt ud-

vælgelseskriteriet for kvoteflygtninge, det såkaldte

integrationspotentiale. Dette kriterium indebærer, at

en dansk delegation rejser ud til UNHCR’s flygt-

ningelejre og der interviewer forskellige flygtninge

om uddannelses- og erhvervsbaggrund, og foretager

en vurdering af en flygtningefamilies mentale tilstand.

Derefter udvælges de flygtninge, som det vurderes

lettest kan integreres i Danmark og hurtigst bidrage til

det danske samfund. Dette lovforslag mødes med hård

kritik fra bl.a. UNHCR, som påpeger, at kvoteordnin-

gen jo netop er tiltænkt muligheden for at give svage

og forfulgte mennesker asyl – uanset baggrund.

Logikken er altså nu vendt på hovedet; Det er ikke

Danmark, der skal yde flygtninge hjælp og beskyttel-

se, det er flygtninge, der skal bidrage til Danmarks

økonomiske vækst. Samtlige kvoteflygtninge ud-

vælges nu på baggrund af deres “integrations-poten-

tiale”; dette indebærer at f.eks. analfabeter og psyki-

ske syge typisk sorteres fra.

Adgang til landet

Som nævnt har asylansøgere siden 1986 skulle være i

besiddelse af visum, såfremt de kom fra et visum-

pligtigt land, for overhovedet at få tilladelse til ind-

rejse i Danmark. Endvidere må asylansøgerens rute

ikke have gået gennem et “sikkert tredje land” eller et

andet EU-land, ligesom “transportørsanktionerne”

udgør en vis begrænsning af antallet af mennesker, der

overhovedet når frem til de danske myndigheder. Fra

1996 udarbejder EU en fælles “negativliste” over de

lande (ikke EU-lande), hvis statsborgere skal være i

besiddelse af visum for at passere de enkelte lande-

grænser i EU. Men det enkelte EU-land må gerne ind-

føre visumpligt for flere lande end dem på listen.

En ting er, at et givet land optræder på “negativlisten”

og dette lands statsborgere dermed er underlagt

visumpligt. Noget andet er, hvorvidt statsborgere fra et

sådant land nu også vil få udstedt visum efter ansøg-

ning. Den aktuelle danske visumpraksis er beskrevet i

et notat fra Integrationsministeriet fra 2008, hvoraf det

fremgår at, ved udlændingemyndighedernes afgørelse

i visumsager lægges der navnlig vægt på, hvorvidt det

vurderes, at der er en risiko(!) for at ansøgerne efter

indrejse i Danmark vil søge asyl. Altså: Danmark sø-

ger at forhindre mennesker med et beskyttelsesbehov

at opnå retten til asyl. En ret som ellers fastlås i kon-

ventionen fra 1951: Alle mennesker har ret til at søge

beskyttelse.

Endvidere opdeles landene i 4 grupper, hvoraf en af

grupperne kaldes asylgruppen, og rummer de såkaldt

flygtningeproducerende lande såsom Afghanistan,

Iran, Irak, Somalia og Sri Lanka. Statsborgere fra dis-

se lande nægtes som udgangspunkt visum. Et sådant

afslag kaldes et formodningsafslag – netop fordi det

formodes at den pågældende udlænding vil søge asyl.

Alle disse forhold taget i betragtning: EU-grænsekon-

trollen, transportørsanktionerne, visumkravet og det

automatiske afslag på visum gør, at det i dag praktisk

talt er umuligt at søge asyl i Danmark på lovlig vis.

Mennesker der søger beskyttelse i Danmark er altså

nød til at smugles ulovligt ind i landet – ofte via pro-

fessionelle menneskesmuglere. En sådan flugt har ofte

store økonomiske og personlige konsekvenser for en i

forvejen hårdt trængt familie.

Sidste nyt

Sommerens debat om familiesammenføringer og EF-

domstolens dom på området førte i september til en ny

aftale mellem VKO på Udlændingeområdet. Indholdet

af aftalen er en art studehandel, hvor Dansk Folkeparti

accepterer EF-domstolens afgørelse, og som plaster på

såret får en række stramninger på Udlændinge-

området, hvoraf mange er rettet mod flygtninge.

Aftalen tydeliggør således et skel i den danske udlæn-

dingedebat: Stramme familiesammenføringsregler –

der også berører mange etnisk danske borgere – er

politisk upopulære, mens stramninger på asylområdet

ikke rigtig skaber opmærksomhed: Det er sket så tit og

de, hvis liv og rettigheder det berører, har ingen stem-

me i det offentlige rum. VKO-aftalen fra september i

år betyder således, at reglerne for indrejseforbud skær-

pes (så du kan udvises med et længerevarende

indrejseforbud, hvis du er rejst hertil på falsk visum/-

pas), ligesom udvisningsbeføjelserne øges. Det er så-

ledes ikke længere meget grov kriminalitet, der kan

medfører udvisning, men også langt mindre kan med-

fører en udvisningsdom. Flygtninge og indvandrere

risikerer således nu i langt højere grad en dobbeltstraffor kriminalitet. De er underlagt andre retslige vilkår

end den øvrige befolkning. Endelig standses den op-

kvalificeringsaftale, der har eksisteret for afviste irak-

iske asylansøgere fra Nordirak. De kan og skal nu

tvangsudsendes. Mange af dem har været i Danmark

8-10 år.

Jytte Lindgaard er advokat og harde sidste 12 år beskæftiget sigmed asylsager. De seneste år harhun specialiseret sig inden forsager med handlede kvinder,hovedsagligt fra centralafrikanskeog østeuropæiske lande.

Hvordan er forholdende for asylansøgere iDanmark?Hvis man skal have asyl i Danmark, er der flere mulig-

heder. Der er dels konventionsflygtninge, hvor man

med det samme kan se, at folk er flygtninge og for-

fulgte. Så er der beskyttelsesasyl, hvor man vurderer,

at det ville være for umenneskeligt at sende folk til-

bage til det sted, de er flygtet fra. Hvis de er udsat for

en civilretslig forfølgelse – dvs. privat forfølgelse – så

kan de som udgangspunkt ikke få asyl, men i nogle

sager kan man dog alligevel ikke sende folk tilbage,

fordi systemet og myndighederne er så korrupte, at de

ikke kan beskytte individet – så kan man få beskyttel-

sesasyl, men det er meget meget vanskeligt at opnå.

Er det din opgave som advokat at bevise, atmyndighederne ikke kan beskytte asylan-søgeren?

Man kan ikke sige det på den måde. I det øjeblik man

søger asyl, bliver man anbragt i et asylcenter. Hvis der

er tale om de handlede kvinder, vil det ofte ske, at de

først søger asyl i det øjeblik, de kommer i kontakt med

det danske politi. Så vil der som regel først være en

kort politiafhøring. Derefter går der desværre tit lidt

rigelig tid – op mod en måned eller mere – inden det

første store interview med Udlændingeservice finder

sted. Der er jeg sjældent med. Nogle gange kan jeg

dog godt have været i kontakt med kvinderne, men så

er det, jeg har fået i kontakt med dem på anden vis

uden om asylsystemet, f.eks. gennem Reden Internati-

onal. I de tilfælde kan jeg fortælle dem, at det er utro-

lig vigtigt, at de fortæller om alt det, der er sket, altså

hele deres historie. Det er nemlig på baggrund af dette

interview, at Udlændingeservice træffer beslutning om

hvorvidt, der er grundlag for at søge asyl eller ej. I vis-

se tilfælde siger Udlændingeservice, at de kommer fra

lande, hvor der ikke er uro, men ordnede forhold –

også hvis der er tale om Centralafrika – og så betragter

man asylansøgningen som åbenbar grundløs. Kvinder-

ne sendes så hjem med det samme, hvis de ikke kan

komme ind under andre regler, som f.eks. 100-dags

reglen. Som advokat kommer man officielt først ind i

billedet hos Flygtningenævnet, for her får folk beskik-

ket en advokat; en gratis advokat, som staten betaler.

Jeg kan fortælle om en sag, jeg har nu, hvor en kvinde

lige har fået asyl, selvom hun er blevet afvist utallige

gange. Hun turde simpelthen ikke fortælle sin historie.

Det kan umiddelbart være svært at forstå, at folk ikke

tør fortælle deres historie til politiet. Men hvis man nu

er vant til et korrupt politi og en korrupt centraladmin-

istration, og er blevet banket og misbrugt i myndighe-

dernes varetægt, så kan man måske bedre forstå, at

kvinderne ikke bare åbner sig op, fordi de møder en

flink dansk betjent eller en flink person fra Udlæn-

dingeservice. Der kan godt gå lang tid. Det er derfor,

at denne refleksionsperiode på 100 dage for handlede

kvinder er ekstrem nødvendig.

Er det et typisk forløb for kvinder, derbefinder sig i lignende situationer?Nej, det er typisk, at de ikke opnår asyl. Mange af

kvinderne kommer fra så kummerlige forhold, at det

kan have været naboerne eller forældrene, der har han-

dlet eller solgt dem. De kan også have troet, at hvis de

skaffede nogle penge og kom herop til Europa og spe-

cielt Skandinavien, ville de kunne få et arbejde som

sygehjælper eller passe børn eller arbejde på fabrik. Så

har de måske betalt nogle penge til nogen i hjemlan-

det, som skulle hjælpe dem med at finde arbejde, og

når de så kommer herop, bliver de drevet ud i prosti-

tution af bagmænd, der tager alle deres ting og penge,

og ofte fastholder dem i prostitutionen via vold eller

trusler om vold over for både kvinderne selv eller

deres familier i hjemlandet.

Hvordan opfatter du asylsystemets behand-ling af asylansøgerne?På papiret ser det jo meget fornuftigt ud, men jeg ved,

at det er ekstremt belastende at være i. Der går alt for

lang tid. Der kan gå helt op til 3 måneder, før det store

interview med Udlændingeservice kommer, og det

kunne i princippet betyde, at folk i denne periode faldt

lidt til ro, men de går jo i et fuldkomment vakuum. Det

er den ekstremt lange tid, der gør dem syge – de går jo

og venter i uvished om deres fremtid uden at måtte

gøre noget.

Du besøger også klienter i det lukkedefængslet i Sandholmlejren, hvorfor ender deder?

De handlede kvinder kan ende der, hvis de f.eks. har

modsat sig hjemsendelse, eller hvis man er bange, at

de skal gå under jorden. Der er ikke nogen tidsramme

for hvor lang tid, de risikerer at sidde der. Hver 4. uge

skal sagen for retten, men hvis der ikke er ændringer i

sagen, f.eks. hvis kvinden ikke har sine identitetspa-

pirer, og de ikke er blevet fremskaffet i samarbejde

med hjemlandet, så bliver fængslingen blot forlænget.

Vi ser, at mange rejser ind på falske papirer, og så kan

man risikere, at de sidder fængslet i Sandholmlejren,

mens identiteten bliver afklaret.

Hvor lang tid kan det tage?

Lang tid, 4-5 måneder, og måske bliver den aldrig afk-

laret, og så kan man forsøge at få et udrejsepapir al-

ligevel. Det skal man nemlig have, for at myndighed-

erne kan sende folk ud af landet. De skal være sikre

på, at hjemlandet vil modtage personen. Det betyder

også, at der er mulighed for at få en opholdstilladelse,

hvis man ikke kan få hjemlandet til at modtage perso-

nen.

Hvordan ser du udviklingen inden forasylområdet?Der er fokus på kvindehandel i øjeblikket, og der er jo

så 3 – 4, der har fået asyl, men det er ikke nok, at man

som kvinde er blevet handlet. Man skal være truet i sit

hjemland, og beviserne skal være stærke. Problemet

er, at man her er inde i et miljø, hvor kvinderne er hun-

deangste, så det er svært at skaffe de beviser. Man kan

ikke bare ringe ned og spørge.

Hvor mange kvinder drejer det sig om?

Jeg har haft 4, der har fået asyl. Men andre er jo også

rejst inden deres afgørelse, fordi de ved, at de ikke kan

få det, så det er svært at sige hvor mange kvinder, jeg

har bistået i asylsystemet, men det er rigtig mange...

nok omkring de 75. Og så et mindre antal kvinder, der

bare er forduftet eller selv på anden vis rejst ud af

Danmark, fordi deres sager er blevet vurderet grund-

løse. Ofte handler det om, at de ikke tør fortælle myn-

dighederne om bagmændene.

Så hvad skulle der til for at kvinderne kunnehave udnyttet de rettigheder, de trods alt hari asylsystemet?

Jeg tror nu ikke, at de kvinder, der er forsvundet inden

deres afgørelse, ville have opnået asyl. Der skal jo så

usandsynlig meget til. Der er jo også sager, hvor de er

bange for nogle andre ting, som f.eks. voodoo. Det

accepteres jo ikke i det danske system, men man kan

godt være fra et land, hvor den slags ting er så ind-

groet, at det kan virke som tortur.

Hvad er dit fremtidsperspektiv på området,hvad tror du, der vil ske?I asylsager generelt håber jeg, at der bliver mulighed

for uddannelse og arbejde for asylansøgerne, mulig-

hed for at komme ud af lejrene og bo naturligt, når

man har været asylansøger i f.eks. et halvt år og man

kan se, at ansøgningen er reel. Og så må man for min

skyld gerne have en kontrolinstans, hvor man skal

melde sig.

Et fuldkomment vakuum

Jeg tror nu ikke, at de kvinder,der er forsvundet inden deresafgørelse, ville have opnået asyl.Der skal jo så usandsynligmeget til.

Globalisering betyder mulig-hed for nye bevægelser påtværs af store afstande oghenover grænser. Det får vi atvide igen og igen, og det erogså rigtigt, men kun i nogletilfælde.

For mens varer og kapital får nemmere ved at krydse

grænser, er kontrollen med menneskers bevægelser

mere udviklet end nogensinde.

Når globaliseringen skulle føre til en større grad af

bevægelsesfrihed, kan det umiddelbart virke paradok-

salt, at der som aldrig før bygges nye mure – hegnet

der opføres på grænsen mellem USA og Mexico,

muren mellem Israel og Palæstina, og ikke mindst

muren rundt om ‘Fort Europa’. Men dette er kun til-

syneladende et paradoks, for som det er nu, har mar-

kedet altid førsteprioritet, og mulighederne for bevæg-

else for varer og mennesker er derfor fundamentalt

forskellige.

Frit marked og ingen bevægelighed

I modsætning til den fremherskende opfattelse har vi

de seneste årtier på verdensplan set en faldende øko-

nomiske vækst. Samtidig er store mængder af klodens

velstand blevet koncentreret på få hænder. Forskellen

mellem rig og fattig har ikke været større, end den er

nu. De steder, hvor markedet får mere plads i samfun-

det, bliver de sociale sikringssystemer skåret ned og

statslige løsninger på fælles problemer valgt fra. Det

følger heraf, at forskellene i samfundet øges, og om-

råder som infrastruktur, sundhed og bekæmpelse af

fattigdom negligeres. Når nogle af verdens fattigste så

forsøger at øge deres livsmuligheder ved at flygte mod

den rigere del af verden, så møder de pludselig endda

meget stærke stater, der sætter enorme ressourcer ind

på at stoppe dem.

Vi hører hele tiden politikere hylde den fri bevæge-

lighed, men samtidig er det også tydeligt, at det kun er

nogle former for mobilitet, der gives plads til. Vi har

set det de sidste måneder herhjemme, da arbejdskraf-

tens fri bevægelighed i EU pludselig kunne true den

danske indvandringspolitik. I mange år har regeringen

og administrationen tilsyneladende bevidst løjet om

mulighederne for brug af EU-borgerrettigheder til at

opnå familiesammenføring. Og nu da det er afsløret,

behandles disse fundamentale rettigheder vedrørende

mobilitet som problemer, der skal omgås for at bevare

en racistisk dansk model.

Arbejdskraft ønskes!

Nu er det jo ikke alle menneskelige bevægelser, der

søges stoppet. Folk der rejser som turister, eller be-

væger sig som højt uddannet arbejdskraft; disse be-

vægelser tillades og påskønnes endda. Nå ja, hvis altså

man kommer fra det ‘rigtige’ land, eller hvis der er

mangel på arbejdskraft. I Danmark findes en liste over

hvilke lande, man bør komme fra, hvis man ønsker at

opholde sig her også bare i en kortere periode, og hvil-

ke det bestemt er en dum idé at komme fra. Det er net-

op dette, der gør den gældende politik på dette område

racistisk – og ikke blot protektionistisk og ubehagelig.

Det er en global opdeling, hvor de privilegerede har fri

bevægelighed, mens de uprivilegerede får deres

muligheder stærkt begrænset. I eksemplet Danmark er

denne udvikling meget udtalt. Indvandringen til Dan-

mark er faktisk nærmest fordoblet siden 2002, men i

dag er det højtuddannet arbejdskraft, som får ophold-

stilladelse gennem den såkaldte jobkort-ordning. Kun

2% af opholdstilladelserne blev i 2007 givet til flygt-

ninge – det er stort set lige så mange opholdstilladel-

ser, som der samme år blev givet til it-specialiser på

jobkort-ordning. Udviklingen taler sit eget sprog: Ind-

vandring er blevet en måde at tiltrække en bestemt

type arbejdskraft på. Denne udvikling kommer også til

udtryk i den praksis, hvormed de danske myndighed-

er udvælger de såkaldte kvoteflygtninge, landet skal

tage imod efter aftale med FN. Disse udvælges efter

deres ‘integrationspotentiale’, dvs. det er ikke det en-

kelte menneskes behov der fokuseres på, men ved-

kommendes mulige evne til at blive assimileret til det

danske samfund. Omvendingen er åbenbar: Det er det

danske samfunds behov, der alene prioriteres og ikke

flygtningens liv.

Fri bevægelighed?

Vi hører hele tiden politikere hyldeden fri bevægelighed, men samtidiger det også tydeligt, at det kun ernogle former for mobilitet,der gives plads til.

Omvendingen er åbenbar: Det erdet danske samfunds behov, deralene prioriteres og ikke flygtnin-gens liv.

ADMINISTRATIV UDVISNINGDa en udvisning udgør et alvorligt retsindgreb i den en-

keltes frihed (der er trods alt tale om, at man tvangs-

mæssigt flytter et menneske fra et opholdsland til et andet,

hvor forholdene kan være usikre), har man almindeligvis

ment, at indgrebet skulle bemyndiges af en domstol, dvs.

en instans formelt uafhængig af statsmagten. En lovæn-

dring har imidlertid muliggjort såkaldte administrative

udvisninger af udlændinge med midlertidig opholdstil-

ladelse i Danmark, udvisninger som staten (Udlændinge-

service, politiet) kan effekturere overfor udlændinge uden

at skulle hente tilladelse hos en domstol. Med de adminis-

trative udvisninger, der foretages selv overfor udlændinge

skyldige i småforseelser som tyveri, fjernes den “rettig-

hedskappe”, der almindeligvis beskytter mennesker mod

overgreb fra statsmagten.

ERKLÆRING OM AKTIVT MEDBORGERSKAB

Beslægtet med integrationskontrakten er “Erklæring om

aktivt medborgerskab”, som udlændingen skal underskri-

ve samtidig med integrationskontrakten. Her erklærer

man bl.a., at man vil arbejde på at lære dansk, at man vil

forsørge sig selv og sin familie, overholde landets love,

respektere værdier som individualisme, kønnenes ligestil-

ling og tros- og ytringsfrihed samt hjælpe med at bekæm-

pe terrorisme.

FASE 1, 2, 3

I bestræbelsen på at styre og rationalisere asylprocessen

inddeler staten den i tre faser. Den første fase, fase 1, er

indrejsefasen, hvor myndighederne afgør, om asylansøge-

rens sag skal behandles i Danmark. Asylansøgerens flugt-

rute kortlægges, bl.a. for at undersøge om vedkommende

på sin vej til Danmark er passeret gennem andre EU-lande

eller såkaldt “sikre tredjelande”. Er det tilfældet, tilbage-

vises asylansøgeren til det pågældende land. Den næste

fase, fase 2, handler om at realitetsbehandle asylansøger-

ens sag: Hvem er den pågældende, hvor kommer vedkom-

mende fra, hvad er årsagerne til flugten og har den på-

gældende ret til at få asyl ud fra de kriterier, der er fastsat

i dansk lovgivning? Asylansøgeren træder ind i den sidste

fase, fase 3, hvis behandlingen af vedkommendes sag fal-

der ud negativt. Fase 3 er således en ventefase, hvor asyl-

ansøgeren venter på hjemsendelse.

FRIVILLIG HJEMSENDELSE

Flytning af asylansøger fra Danmark til andet land uden

brug af åbenlys tvang. I de fleste tilfælde vil frivillig

hjemsendelse sige, at asylansøgere af egen kraft vælger at

forlade Danmark (med kurs mod deres oprindelsesland

eller et tredjeland) fordi de er tvunget til det. F.eks. fordi

de ikke længere kan holde ud at henslæbe tilværelsen i

asyllejre (se: motivationsfremmende foranstaltninger).

HJEMSENDELSESAFTALE

Aftale indgået mellem den danske stat og et land, som be-

stemte flygtningegrupper (irakere, somaliere, afghanere)

har forladt på grund af krig, forfølgelse eller fattigdom.

Aftalen forpligter landet til at tilbagetage de flygtede eks-

statsborgere, som den danske stat ikke ønsker at give asyl.

I efteråret 2008 arbejder den danske stat hårdt på at få en

hjemsendelsesaftale med de irakiske myndigheder, et land

hærget af borgerkrig og udbredt elendighed skabt af grådi-

ge magthavere, årtiers internationale sanktioner og krig.

IDENTITETSKORT

En kontrolteknologi der fungerer ved at låse mennesker

fast til deres identitet. Idet kortet, som alle andre lignende

papirer (pas, dåbsattest osv.), etablerer en ubrydelig for-

bindelse mellem asylansøgeren og et bestemt navn, fød-

selsdato og nationaltet, mister den sidste mulighed for at

lyve, flygte, sno sig udenom eller fortælle en anden sand-

hed. Som enhver god kriminel ved, er flugtfrihedens

første forudsætning muligheden for at skaffe sig “falske”

papirer, blive en anden.

INTEGRATIONSKONTRAKT

Den danske stat styrer ikke kun flygtninge og asylansøge-

re ved grænserne, hvor den kan vælge enten at lukke dem

ind eller nægte dem adgang til landet. Også hvis de er så

heldige at opnå asyl eller opholdstilladelse, udsættes de

for detaljeret styring, bl.a. gennem de såkaldte “integra-

tionskontrakter”. En sådan er en skriftlig aftale, indgået

mellem den enkelte udlænding og dennes opholdskom-

mune, der opstiller uddannelses- og beskæftigelsesmæs-

sige mål for udlændingen. Hver tredje måned kontrollerer

kommunen, at den enkelte lever op til målene. Er det ikke

tilfældet, straffes de ved at reducere eller helt fjerne over-

træderens introduktionsydelse (se dette). I yderste fald

bortfalder muligheden for at få tidsubegrænset opholdstil-

ladelse. Mere generelt er integrationskontraktens formål

at skabe den “gode indvandrer”, en person der på én og

samme gang er økonomisk nyttig og politisk ufarlig.

INTEGRATIONSPOTENTIALE

Også kaldet integrationsegnethed. Da integration opfattes

som synonymt med det at have et lønarbejde, tale dansk

og indordne sig under de såkaldte danske normer og vær-

dier, er en udlændings integrationspotentiale i virkelighe-

den et mål for personens villighed til af egen kraft at

underkaste sig en række magtstrukturer. Udlændinge med

et højt integrationspotentiale er dermed mennesker, der

betragtes som en brugbar arbejdskraft, og som skønnes

ikke at udgøre en trussel mod den danske over- og middel-

klasses værdier og livsstil. Flygtningenes integrationspo-

tentiale er et af de væsentligste parametre, som Udlæn-

dingeservice kigger på, når de skal udvælge de såkaldte

kvoteflygtninge (se kvoteflygtninge).

INTRODUKTIONSPROGRAM

For at sikre at udlændinge udvikler sig til “gode dan-

skere”, økonomisk nyttige og politisk ufarlige medborg-

ere, skal alle nyankomne flygtninge over 18 år, der har

fået opholdstilladelse, gennemgå det såkaldte “introduk-

tionsprogram”. Programmet, der kan vare helt op til tre år,

omfatter typisk danskundervisning og arbejdsmarkedstræ-

ning, f. eks. i form af virksomhedspraktik eller ansættelse

med løntilskud.

INTRODUKTIONSYDELSE

Hvor et lighedshensyn tidligere tilsagde, at arbejdsløse

ASY

LLEK

SIKO

N

udlændinge bosat i Danmark og arbejdsløse med dansk

statsborgerskab skulle modtage det samme i økonomisk

understøttelse (de basale leveomkostninger er trods alt ik-

ke mindre for de første bare fordi de ikke er danske stats-

borgere), der indførte den nye regering i 2002 den såkal-

dte introduktionsydelse, en reduceret kontanthjælp, der

gives til arbejdsløse personer uden dansk statsborgerskab

(samt danske statsborgere der vender tilbage efter længe-

revarende udlandsophold) de første tre år af deres ophold

i lande og indtil de har færdiggjort deres “introduktions-

program” (se introduktionsprogram). Introduktionsyde-

lsen er på 5-6.000 kr./mdr. afhængig af alder og civilstand.

KANTINEORDNING

Også kaldet madpakkeordningen. En ordning hvor man

giver afviste asylansøgere tre måltider om dagen i stedet

for lommepenge (se introduktionsydelse). Ideen er at gøre

det så uattraktivt at opholde sig i danske asyllejre, at folk

ender med at forlade landet, tilsyndeladende frivilligt (se:

motivationsfremmende foranstaltninger). I modsætning til

tvangshjemsendelserne, hvor staten er tvunget til at opføre

sig åbenlyst repressivt, kan kantineordningen bidrage til at

tvinge folk ud af landet, samtidig med at man opretholder

billedet af staten som åben, fair og menneskelig.

KVOTEFLYGTNINGE

Danmark har forpligtet sig til årligt at modtage et antal

flygtninge (siden 1989 har det drejet sig om 500), som

FN’s flygtningeorganisation UNHCR vurderer som væ-

rende særligt nødlidende. Det er imidlertid ikke FN, men

den danske stat og nærmere bestemt Udlændingeservice,

der udpeger dem, der skal have lov til at komme ind i lan-

det på denne særlige ordning. Hvor man tidligere udvalgte

dem ud fra humanitære hensyn, har en lovændring fra

2005 muliggjort en mere selektiv tilgang: Nu udvælges

kvoteflygtningene udelukkende ud fra deres evner som

arbejdskraft samt deres “integrationsparathed” (se inte-

grationspotentiale). Syge, enlige, gamle, handikappede og

analfabeter frasorteres således til fordel for unge, raske og

veluddannede. Ifølge kritikere går man tillige bevidst efter

at frasortere flygtninge med muslimsk baggrund, idet

disse hævdes at have et ringere integrationspotentiale.

LOMMEPENGE

Den kontante ydelse som flygtninge i asyllejre modtager

medmindre de er på madpakkeordning (se kantineordni-

ng). For en enlig voksen, der ikke er på bespisning i lejren,

er beløbet på kr. 729,12 hver fjortende dag. For en familie

på to voksne og to børn er beløbet kr. 2.656,08. Brugen af

ordet “lommepenge” peger på asylansøgernes status som

umyndiggjorte, som børn.

MOTIVATIONSFREMMENDE FORANSTALTNINGER

Tvangsinstrument som staten anvender i de situationer,

hvor lovgivning eller internationale konventioner forby-

der den at bruge tvang. Motivationsfremmende foranstalt-

ninger bruges typisk overfor afviste asylansøgere, som

ikke ønsker at rejse frivilligt hjem (se frivillig hjemsendel-

se), og som heller ikke kan tvangsudvises (se tvangshjem-

sendelse). Ved at sætte folk på kantineordning (se dette),

beordre dem til flere gange om ugen at melde sig til poli-

tiet samt flytte dem til særligt uattraktive lejre (især Avn-

strup og Sandholm), presser staten dem til at forlade lan-

det uden brug af åbenlys tvang.

STARTHJÆLP

Den understøttelse der gives til arbejdsløse udlændinge

(fra lande udenfor Norden og EU) bosat i Danmark, der

har færdiggjort deres “introduktionsprogram”. Starthjæl-

pen er på samme beløb som introduktionsydelsen (se in-

troduktionsydelse).

TRANSPORTØRSANKTIONER

Store bøder der tildeles flyselskaber, der medtager flygt-

ningene uden gyldigt visum til Danmark. Sanktionerne,

der reelt flytter grænsekontrollen over på private luftfarts-

selskaber og deres ansatte, skal sikre, at det er så svært

som muligt for mennesker på flugt at opnå “territorial

kontakt” med Danmark, sætte foden på dansk grund. Set

fra statens side er problemet, at flygtninge, der opnår ter-

ritorial kontakt, har krav på at få deres sag behandlet. Det

sidste har dog siden 1986 ikke gjaldt flygtningene som på

deres vej mod Danmark har passeret gennem såkaldt

“sikre tredjelande”, lande den danske stat vurderer som

værende trygge for flygtningene. Disse har kun krav på at

få deres sag vurderet i det “sikre” tredjeland, hvormed det

i princippet kun er flygtninge med gyldigt visum til Dan-

mark, der har mulighed for at søge om asyl i landet.

TVANGSHJEMSENDELSE

Flytning af asylansøgere fra Danmark til andet land ved

hjælp af tvang. (Uddybes med noget om hjemsendelses-

aftale etc.)

UDLÆNDINGESERVICE

Statsorgan placeret under Integrationsministeriet, som har

til opgave at føre den danske stats asyl- og flygtningepoli-

tik ud i livet. Mere konkret behandler Udlændingeservice

ansøgninger om asyl, familiesammenføring, visum og

arbejdstilladelser. Udlændingeservice hed tidligere Ud-

lændigestyrelsen. Det nye navn tjener ikke kun til at give

et lyst og positivt billede af institutionen: Det bidrager

også til at fremstille det danske samfund som åbent og

imødekommende overfor udlændinge. Da en stor del af

institutionens arbejde reelt handler om at begrænse ind-

vandringen til Danmark – og herunder endda at afvise og

udvise udlændinge og andre uden dansk statsborgerskab –

må brugen af ordet “service” i denne sammenhæng siges

at være forskønnende grænsende til det perverse.

UDSENDELSESPOSITION

En tilstand af usikkerhed, hvor flygtningene, der har fået

endeligt afslag på asyl, aldrig ved, hvornår politiet kom-

mer og henter dem med henblik på snarlig udsendelse af

landet. Flygtningene i udsendelsesposition udsættes ty-

pisk for de såkaldte “motivationsfremmende foranstalt-

ninger” (se dette).

Jehad: Først og fremmest kunne jeg godt tænke mig at

spørge jer, hvorfor I overhovedet interesserer jer for

dem, som bor i Sandholmlejren? Hvorfor bekymrer I

jer for asylansøgeres ve og vel? I lever et privilegeret

liv hver især, I behøver jo ikke at kæmpe.

Marie: Det påvirker mig utroligt stærkt, når jeg oplever

racisme. Ikke bare i forhold til Sandholm, men i det

hele taget. Jeg har ofte oplevet det fx i skolen. Jeg

føler virkelig, at det er forkert, og jeg kan ikke bare

gøre ingenting.

Liva: Ja, at engagere sig, er virkelig det mindste, man

kan gøre.

The American Way

Jehad: Jeg kunne også godt tænke mig at vide, hvor-

dan i opfattede asylansøgere, før I selv kendte nogen?

Lad mig forklare: Medierne er en vigtig autoritet i et

samfund. De er afgørende for, hvordan befolkningen

generelt opfatter ting. Mit indtryk er, at asylansøgere

ofte portrætteres negativt. I har dansk statsborgerskab.

Der er stor forskel på, hvordan det opfattes, hvis I gør

noget ulovligt, og hvis jeg fx gør det.

Mustafa: Der bliver altid fokuseret på det negative. Vi

er velfungerende og højtuddannede, man kunne jo

godt fokusere lidt mere på de positive historier.

Jehad: Ja, vi hører aldrig om folks succes.

Sofie: Jeg tror, denne medieomtale spiller en stor rolle

for staten. Den har brug for at portrættere en fjende for

at fastholde sin magt. Den holder os adskilt. Det er det,

lejrene gør.

Jehad: Det er the American Way. Hvis du ikke har en

fjende, så må du skabe en.

Marie: Jeg tror, mange af os ser igennem disse billed-

er, denne retorik, men det er stadig meget svært at

komme med gode argumenter over for folk med

mange fordomme. Meget af det handler om den måde,

vi taler på, og disse fjendebilleder har aflejret sig i

vores sprog. Vi har behov for at skabe et helt nyt

sprog.

Jehad: Hvordan har I det med asylansøgere nu, hvor I

har mødt nogen af dem. Har de rødt blod ligesom jer?

Marie: I er selvfølgelig ligesom alle mulige andre

mennesker. Jeg kan jo ikke sige noget generelt om

dem, der bor i fx Sandholmlejren, det er ikke en

homogen gruppe. Det, jeg reagerer på, er Sandholm-

lejren. Det er et spørgsmål om stedet. Det påvirker mig

virkelig at komme der, og det virker så underligt bare

at forlade det igen, at tage hjem til byen og gå til en

fest. Det kan jeg simpelthen ikke.

Mustafa: Vi har jo alle sammen den samme slags

hjerne, etc. Men lad os bare antage, at vi er forskellige,

at vi har forskelligt software. Forskellighed kan jo

være noget godt.

Sofie: Ja, det er ikke en trussel. Problemet er, at staten

stuver folk af vejen, pakker dem ind i en hel masser

regler og love.

Marie: Det er bestemt et problem, at man stuver asy-

lansøgere af vejen, men racismen er også et mere

generelt problem, som vedrører samfundet i sin hel-

hed. Racismen er til stede alle vegne. Bare se på byen

her. Man adskiller folk. I byen, på jobbet og så videre.

Jehad: Jeg synes, vi skal tænke på samfundet som en

have med mange forskellige slags blomster. Vi vil

virkelig gerne være en del af denne have, være med til

at passe den etc. Denne have vi kalder Danmark. Tror

I, vi kan ændre noget?

Det er nu, der må handles

Sofie: Jeg håber på, at gøre disse problemer med raci-

sme og de elendige forhold i lejrene offentligt kendt.

Jeg ønsker at gøre folk opmærksomme på, hvad der

foregår. Vi accepterer bare en masse fuldstændigt raci-

stiske måder at tænke og handle på. Det skal være slut.

Marie: Jeg tror, det er vigtigt at huske, at alt dette kom-

mer et sted fra. Det er i systemets interesse at fastholde

fjendebilledet af de fremmede. Den danske stat skaber

love, der gør mennesker og deres måde at leve på ille-

gale. Det skal der laves om på, vi må tage magten til-

bage fra dette system.

Liva: Jeg er enig i, at det er vigtigt at gøre det klart for

folk, hvorfor vi laver denne her aktion ved Sandholm-

lejren. Men jeg har ikke tænkt mig at sidde og vente

på, at alle vågner fra deres døs. Jeg har ikke tænkt mig

at sidde og vente på, at Pia Kjærsgaard kommer på

bedre tanker. Vi må handle nu.

Luk Lejren

Sofie: Føler I, når I sidder oppe i Sandholmlejren, at

folk bekymrer sig om jer?

Mustafa: Ofte er det totalt fortvivlende. Vi er alt for

mange mennesker, som lever i denne fortvivlelse. Folk

ved ikke, hvad de skal gøre. Alle døre er lukkede for

dem. Ingen ønsker at høre på deres klager. De risike-

rer deres liv for at komme her og finder så ud af, at det

ikke er bedre. De bor i årevis to og tre mennesker sam-

men på små værelser. Folk bliver hele tiden flyttet

rundt fra sted til sted.

Jehad: Har i tænkt på, at I som en gruppe af men-

nesker kunne danne et parti?

Sofie: Jeg tror ikke nødvendigvis, at de mennesker,

som er gået sammen om Luk Lejren, deler syns-

punkter på andre områder. Vi er gået sammen om den-

ne specifikke sag. Jeg tror, et af initiativets styrker er,

at vi udtrykker os uden om det parlamentariske sys-

tem.

Jehad: Men jeg tænker, at hvis nu i samler jeres kræf-

ter kan i skabe noget virkelig stort.

Marie: Jeg tror, det er virkeligt vigtigt at gøre noget

sammen, men jeg håber ikke, at dette initiativ udvikler

sig til noget, der kunne ligne et parti. Men en stærk

organisation måske. Der er mange mennesker i Dan-

mark, der oplever racisme i deres hverdag, mange som

kæmper mod det – de kunne forene deres kræfter.

Sofie: Men føler I, at der er nogen, der repræsenterer

jer, taler jeres sag?

Jehad: Jeg føler, at jeg er skrevet ud af historien. Jeg

er ude af den menneskelige verden. Når jeg møder

folk, som er interesseret i vores situation, når jeg

møder mennesker som jer, føler jeg stadig, jeg er i

live. Men til hverdag føler vi, at vi er blevet glemt.

Myndighederne glemmer, at vi er mennesker, at vi har

rettigheder, de glemmer os på enhver tænkelig måde,

men vi husker, at vi stadig er i live, når vi ser, at der er

nogen, der bekymrer sig om os.

Skrevet ud af historienJehad, som har været interneret i Sandhomlejren i 1 år, og Mustafa, som har været interneretder i to måneder, mødtes med Liva, Marie og Sofie, tre Luk Lejren-aktivister, for at diskutereaktionen og racismen i Danmark.

Luk Lejren opfordrer RødeKors til at hjælpe os med atlukke Sandholmlejren. Menhvad er alternativet, hvisRøde Kors trækker sig ud aflejren? Vil asylansøgeren ikkevære dårligere stillet, hvis fxstaten selv stod for dendaglige drift af lejren, ellerendnu værre, hvis den blevudliciteret til et eller flereprivate firmaer?

Opstillingen af sådanne alternativer forudsætter, at

man accepterer hele idéen bag asylmaskineriet, hvor

mennesker på flugt skal isoleres fra resten af samfun-

det i lejre og bag hegn.

Røde Kors tog reelt asylansøgerne som gidsler, da de

i 1984 tegnede kontrakt med staten om at oprette og

drive asylcentre i Danmark. Ved at indgå som en aktiv

del af statsapparat og som medudøver af asylpolitik-

ken, misbrugte Røde Kors sin status som humanitær

organisation, og så stort på den tillid og anerkendelse

som navnet har internationalt. Men Røde Kors fratog

også alle borgere uden for lejrene muligheden for at

tage reel kritisk stilling til emnet asylcentre. Røde

Kors’ engagement i lejrene fungerer som en legitime-

ring af forestillingen om, at sådanne lejre er humane

og gode for asylansøgerne, og nødvendige for resten

af samfundet. Og uanset hvor mange historier om

ulykkelige børn, der bringes i pressen, så rykker det

ikke ved folks opfattelse af, at det nok ikke er så

slemt, når Røde Kors stadig tager del i asylarbejdet og

vil drive lejrene. Selvom Røde Kors spiller en aktiv

rolle som kritisk røst i asylpolitiske spørgsmål, kan

det ikke retfærdiggøre deres aktive rolle i drift af

lejrene. Og Røde Kors kan ikke dække sig ind under,

at de blot varetager den humanitære del af driften, de

gør meget mere end det. Røde Kors er med til at

udforme og udvide grænserne for den racisme der ud-

spiller sig konkret og brutalt i asylcentrene.

Asylpolitikken i Danmark bygger ikke på et ønske om

at beskytte og hjælpe mennesker på flugt, men skal

sikre, at asylansøgerne ikke ønsker at blive i Dan-

mark. Grundlæggende bygger det på et racistisk men-

neskesyn om dem og os, der både kommer til udtryk i

hverdagen i lejrene og i loven.

Derfor handler alternativet ikke om, hvem der skal

drive lejrene, men at der slet ikke skal være flygt-

ningelejre i Danmark.

Det første asylcenter i Danmark blev åbnet i 1984. Før den tid boede asylansøgere på hoteller eller iherberger. Røde Kors var med til at åbne det første asylcenter i 1984 og har siden åbnet og lukketmere end 350 asylcentre. I øjeblikket er der 9 centre i Danmark og Røde Kors står for den dagligedrift i 6 af dem. Udover selve driften, varetager Røde Kors Asylafdeling også andre funktioner ilejrene som kontrol, indberetning, undervisning, aktivering og sundhedshjælp.

I dag foregår kontraktarbejdet mellem Røde Kors’ Asylafdeling og den statslige Udlændingeservice.

Det humanitære arbejde i Dansk Røde Kors’ Asylafdeling er, på linje med Det Internationale RødeKors, baseret på 7 principper.

Men i tillæg til disse, har Dansk Røde Kors Asylafdeling udformet en beskrivelse specifik for asyl-arbejdet i lejrene. På deres hjemmeside kan man læse, at Røde Kors i asylarbejdet har særligt fokuspå neutralitetsprincippet, som er grunden til, at Røde Kors ifølge dem selv, ikke har noget medbehandlingen af asylansøgningerne at gøre. Videre lægger de vægt på: “At sikre beboerne en tryg,meningsfuld og værdig ventetid. Derfor er det vigtigt, at asylansøgerne styrker og vedligeholderderes færdigheder, mens de venter, så de kan tage bedst muligt vare på sig selv og deres familie ifremtiden, uanset om de får en tilværelse i Danmark eller i hjemlandet.” (drk.dk)

Tænk hvis!

MEDMENNESKELIGHED:Vi hjælper mennesker i nød for at forhindre og lin-

dre menneskelig smerte, hvor end den findes.

UPARTISKHED:Vi hjælper alle uanset nationalitet, køn, tro,

religiøst tilhørsforhold og politisk tilknytning

NEUTRALITET:Vi tager aldrig parti, men hjælper alle uden at tage

hensyn til skyld eller uskyld.

UAFHÆNGIGHED:Ingen kan tvinge os til eller forhindre os i at

hjælpe, der hvor vi mener, der er brug for det.

FRIVILLIGHED:I Danmark arbejder 17.000 mennesker for at

hjælpe andre – uden at få løn.

ENHED:Der kan kun være et Røde Kors-selskab i hvert

land. Selskabet skal være åbent for alle.

ALMENGYLDIGHED:Alle Røde Kors-selskaber i verden er lige – med

samme rettigheder og samme pligter.

DEPONERING:Vi holder mennesker i passivitet og uvidenhed

om, hvad der skal ske i morgen.

KONTROL:Vi indberetter alle, som bryder med de regler og

love, som Udlændingeservice har dikteret.

LEGITIMERING:Ved at drive lejrene, misbruger vi vores navn ogomdømme til at legitimere en menneskefjendsk

asylpolitik.

UNDER KONTRAKT:Vi udfører det arbejde, staten ønsker vi skal

udføre og på de præmisser, staten ønsker.

TAVSHEDSERKLÆRING:Vi kræver, at vores frivillige (og ansatte) skal

underskrive en omfattende tavshedserklæring.

SUVERÆNITET:Det er Røde Kors, der driver 6 ud af 7 centre iDanmark. Centrene er lukket for alle, der har etpas, med mindre de har en særlig aftale eller

ærene.

RACISME:I Sandholmlejren findes der ingen rettigheder, kunpligter og kontrol.

FAKTA OM DANSK RØDE KORS

Røde Kors’ universelle principperRøde Kors’ principper i Sandholmslejeren

Hvordan harmonerer humanitært arbejde med, at

Røde Kors i Danmark indgår kontrakt med staten om

at holde mennesker i lejre?

Når mennesker på flugt ankommer til Danmark, bliver

de placeret i modtagelseslejren Sandholm. Lejren lig-

ger indhegnet, på afstand af de omkringliggende byer.

De eneste ‘naboer’ inden for hegnet, er politiet, Ud-

lændingeservice og Røde Kors, der alle varetager stats-

lige opgaver i forhold til lejren og beboerne i lejren.

Opgaver, der går ud på kontrol og sortering af men-

nesker og opretholdelse af skarpt optrukne grænser.

Men Røde Kors skiller sig ud fra de to andre instanser,

ved at være en humanitær organisation.

Og ifølge dem selv er de forpligtet til at forhindre og

lindre menneskelig lidelse, og yde medmenneskelig

hjælp, uafhængigt af politiske, religiøse og nationale

interesser, og helt uden selv at tage parti. Så hvordan

er det lige, at Røde Kors kan legitimere deres kontrak-

tmæssige relation til staten og deres tætte samarbejde

med politiet og Udlændingeservice på bekostning af

dem, de siger, de er forpligtet til at beskytte?

Statens forlængede arm

I andre humanitære organisationer er der vandtætte

skodder mellem det politiske niveau og det praktiske

humanitære arbejde. Alligevel har Røde Kors’ asyl-

afdeling frivilligt valgt at tegne kontrakt med staten og

drive asylcentre, med alt hvad det indebærer. Det kan

umiddelbart lyde tilforladeligt, måske endda betryg-

gende, at en humanitær hjælpeorganisation varetager

dette arbejde i forhold til mennesker, der er flygtet til

Danmark. Der er ligesom noget meget menneskeligt

over det ‘humanitære’.

Men der er intet betryggende ved Røde Kors sam-

arbejde med staten, for Røde Kors kræver, at deres an-

satte og frivillige underskriver tavshedserklæring, der

skal sikre tavshed om praksis i lejrene, og ved flere

lejligheder har Røde Kors angivet uregelmæssigheder

til politiet og Udlændingeservice på bekostning af

asylansøgernes retssikkerhed.

Når Røde Kors driver lejrene på kontrakt med staten,

og får asylsystemet til at fungere i praksis, kan de ikke

samtidig agere uafhængigt, upartisk og neutralt i deres

humanitære arbejde.

Kontrol

Røde Kors siger, at mennesker der opholder sig i

Sandholmlejren kan komme og gå, som de vil. I prak-

sis udøves dette under kontrol og overvågning. Der er

opstillet overvågningskameraer både ved indgangen

og rundt omkring i lejren. Både Røde Kors og politiet

har nøgle til alle beboelser, så de kan låse sig ind, når

det passer dem – uden varsel. Politiet kommer tit om

natten, for der ligger de fleste i deres senge og sover,

så der er større mulighed for at finde dem, de vil.

Deporteringer foregår oftest om morgenen, når famili-

erne er samlet.

Hver 14. dag uddeles der lommepenge til folk i lejren,

det sker i et begrænset tidsrum, så folk står i kø fra om

morgenen (det gælder dog ikke de folk, der er på kan-

tineordning, som ikke får lommepenge, men madku-

poner). Mennesker, der bor uden for lejrene, skal også

komme op til lejren for at hente deres lommepenge.

Politiet er til stede under uddelingen og bruger ofte

dette tidspunkt til at trække folk til side, hvis de vil

tale med dem, specielt i forhold til tvangsudsendelser.

På dage for udlevering af lommepenge er det ikke

adgang til lejren for udefrakommende.

Man kan kun komme ind i Sandholmlejren, hvis man

bliver inviteret. Når man besøger Sandholm, bliver

man først lukket ind i et lille trådbur. Herfra skal man

aflevere id, som kopieres. Selv får man kopierne,

mens portvagten beholder originalerne, som man først

får igen, når man forlader lejren. Man skal blive i tråd-

buret, indtil man bliver afhentet, fordi asylansøgeren

skal indskrive sine gæster med sit udlændingekort.

En gang om ugen skal asylansøgere stille i lejren til

kontrol. Hvis en person udebliver, bliver vedkommen-

de meldt til politiet og eftersøgt. Hvis en person går i

skole uden tilladelse, bliver de meldt til politiet. Det er

Røde Kors, der vælger at indberette dem.

Røde Kors bestemmer, hvor du bor i et asylcenter,

hvem du kan få besøg af, hvornår du skal spise. Det er

Røde Kors, der opretholder rutiner, der skaber utryg-

hed og uværdige levevilkår. Det er Røde Kors, der står

ved siden af og accepterer politiets indtrængen i

hverdagen i asylcentret, og det er Røde Kors, der vare-

tager kontrolfunktioner og indberetning.

Aktivering i stedet for arbejde

Mennesker på flugt må ikke arbejde i Danmark. Med-

mindre de har en uddannelse inden for et jobområde,

hvor Danmark mangler arbejdskraft – så dispenseres

der nemlig meget behændigt. Resten kan få en opgave

af den interne ‘arbejdsformidling’. De kan vælge

imellem rengøring, børnepasning, pedelarbejde og

kontorarbejde. Men at arbejde i lejren udløser en

anden betaling end det, andre får uden for lejrene.

Arbejdet i lejren har karakter af aktivering og ikke

selvforsørgelse.

Deponering

I Sandholmlejren bor der to typer asylansøgere:

Mennesker der lige er kommet til landet, og som ven-

ter på at blive kaldt ind til de første interview, og men-

nesker der er blevet afvist, og som enten ikke ønsker

eller ikke kan vende tilbage til hjemlandet, fordi de

frygter for deres liv.

Ikke så langt fra villaer og lejligheder i Allerød,

fordeler Røde Kors 1-3 personer på 15,6 m2

enkelt-

værelser, eller 1-5 personer på 40m2

dobbeltværelser.

Her opholder de sig, indtil myndighederne er færdige

med at interviewe dem, eller til de bliver deporterede,

bliver sindssyge eller begår selvmord. I gennemsnit

opholder nyankomne asylansøgere sig i Sandholm-

lejren i 2 måneder. De, der bliver afvist, kommer til-

bage til Sandholm, og det er ikke ualmindeligt at folk

ender med at vente mellem tre og syv år i lejren.

Røde Kors er ansvarlig for, at mennesker bor flere

sammen på få m2

uden vished for, hvad der skal ske i

morgen. At mennesker ikke selv må bestemme, hvor-

når de vil spise og sammen med hvem. At mennesker

ikke må uddanne sig, arbejde eller selv vælge hvad de

vil foretage sig. Røde Kors kontrollerer og overvåger,

deponerer, gemmer væk og glemmer.

Racisme

Røde Kors’ engagement i Sandholmlejren og asylcen-

trene generelt er praktisk deltagelse i et brutalt og

konkret udtryk for racisme. Det er udtryk for racisme,

når Røde Kors accepterer, at mennesker i lejren ikke

har samme rettigheder som mennesker udenfor. Røde

Kors er med til at opretholde et racistisk system, når

de kontrollerer og indberetter asylansøgerne. Ikke

alene vedligeholder Røde Kors en drift og dagligdag,

der baserer sig på racisme, men de legitimerer også

racisme som en nødvendig og accepteret form.

Røde Kors’ historie og status som humanitær organi-

sation er med til at give asylcentrene et humant skær,

og samtidig legitimere at det er i orden at holde men-

nesker på flugt afskåret fra at deltage aktivt i sam-

fundslivet.

I kraft af sin historie, status og renomme har Røde

Kors en alvorlig forpligtigelse til at tage kritisk stil-

ling. For hvis Røde Kors ikke længere kan og vil drive

lejrene, så sender organisationen samtidig et stærkt og

utvetydigt signal til alle om, at der er noget helt galt,

når et demokratisk samfund skiller befolkningsgrup-

per ud og behandler dem anderledes blot fordi de er

født et ‘forkert’ sted på jordkloden.

Hvis Røde Kors hjalp til med at lukke lejrene, ville

organisationen ikke alene være tro mod sit eget grund-

lag, men ville også klart markere en kritisk stilling-

tagen til statens asylpolitik, der krænker menneskers

mest basale rettigheder.

Hvordan synes I selv det går?Dansk Røde Kors er internationalt anerkendt for sit professionelle arbejde med at hjælpemennesker i nød. Men hvorfor driver Røde Kors så Sandholmlejren og andre asylcentre iDanmark?

Som frivillig i Dansk Røde Korsskal man skrive under på enomfattende tavshedserklæring.En x-frivillig har valgt at brydeden tavshedspligt fordi asylan-søgerne lever under umenne-skelige forhold i lejrene og detskal mennesker uden for lejrenevide. X har arbejdet som frivilligi en af Røde Kors’ asylcentre

frem til 2008.

Hvordan kan de gøre det?

Det er helt forståeligt at man som frivillig i Dansk

Røde Kors Asylafdeling er underlagt den almindelige

tavshedspligt som gælder for alle der arbejder inden-

for det sociale område. Det er klart at man skal være

varsom med de personfølsomme oplysninger. At ud-

sætte allerede traumatiserede mennesker for risikoen

for at havne midt i et politisk spil og risikere, at per-

sonlige beretninger bliver udleveret til en sensations-

lysten presse, er utilgiveligt. Det giver sig selv.

Men den tavshedserklæring, som Røde Kors (se neden-

for) kræver af deres ansatte og frivillige skal under-

skrive, er en meget omfattende tavshedspligt. Tavs-

hedspligten gælder under og efter frivillighedsperio-

dens ophør og omfatter udover personoplysninger og-

så generelle forhold på centret. Gennem tavshedsplig-

ten forhindres de folk – ansatte og frivillige – der i

mange tilfælde har års erfaring og indsigt i de gene-

relle forhold på centrene og asylproblematikken, i at

bidrage med input til den offentlige debat om asylcen-

trene.

Hvad er de bange for?

Denne generelle tavshedspligt i forbindelse med dan-

ske asylcentre er besynderlig. En åben debat omkring

vilkårene på centrene samt organisationens egnethed

til at drive dem kan hverken risikere menneskeliv eller

en udelukkelse fra at yde en indsats i landet ved muli-

ge fremtidige konflikter! Særlige sikkerhedsforan-

staltninger kan være nødvendige når Røde Kors arbe-

jder i krigsramte dele af verden, men det giver ikke

mening at overføre dette til en dansk kontekst. Hvor-

for en hjælpeorganisation skal totalsikre sig mod en

åben debat og et kritisk miljø omkring hjælpearbejdet

er mig uforståeligt. Det giver simpelthen ikke mening!

Til gengæld har tavshedspligten og den manglende

indre diskussion gjort, at organisationen risikerer at

forstene og fuldstændigt miste en kritisk, demokratisk

tilgang til arbejdet med asylområdet i Danmark. Vur-

deret ud fra mine personlige oplevelser er det måske

allerede sket. En yderligere konsekvens er, at menne-

sker som ønsker at yde en indsats for at hjælpe asylan-

søgere i Danmark bliver frustrerede og i yderste kon-

sekvens ophører med at være frivillige.

Hvem holder de med?

Vilkårene ville muligvis være de samme eller endnu

dårligere for asylansøgerne, hvis der var andre, der

varetog driften af centrene. Men så ville der i det min-

dste kunne opstå en massiv kritik af forvalterne. Det

kan ikke ske så længe Røde Kors står for driften på

grund af den høje legitimitet hjælpeorganisationen har

i samfundet. Dermed kommer Røde Kors til at lægge

et slør over de faktiske forhold på centrene og dermed

forvirre debatten. Til fordel alene for den del af det

politiske spektrum, som accepterer at gøre mennesker

syge i danske asylcentre for derved at forhindre andre

i at søge asyl i Danmark.

Regler og praksis hænger ikke sammen med intention-

erne og resulterer i nogle umenneskelige forhold for et

stort antal mennesker i dette land.

Det overgår min fatteevne, at en humanitær hjælpeor-

ganisation, der er blevet stærkt økonomisk afhængig

og underlagt strenge juridiske restriktioner i den dag-

lige praksis, kan kalde sig selv for upartiske og uaf-

hængige. Efter min overbevisning er organisationen

med til at gøre det stik modsatte af hensigten. Ved at

lægge navn til et uhyrligt system, som gør mennesker

syge, er man med til at give legitimitet til en asyl- og

udlændingepolitik, som af mange betegnes som et af

Europas strengeste og som gang på gang kritiseres na-

tionalt såvel som internationalt for at overtræde men-

neskerettighederne. Ved sin lukkede organisationskul-

tur og konstante sværgen til upartiskhed og neutralitet

sikrer de sågar regeringen mod kritik fra dem, som har

den største indsigt i forholdene på centrene.

Tag ansvar

Jeg mener derfor Dansk Røde Kors har et stort ansvar.

På samme måde som frivillige og ansatte i organisa-

tionen har et ansvar for at fortælle offentligheden om,

hvordan forholdene rent faktisk er på centrene. Ellers

har ord som medmenneskelighed og humanisme mis-

tet sin betydning.

Mennesker bliver syge af at bo på centrene. Det er et

system, hvor mennesker bliver kaldt ved numre, og

hvor fremtidsdrømmene er blevet erstattet med natlige

mareridt. En asylpolitik der tilsidesætter grundlæg-

gende menneskerettigheder af frygt for, at en anstæn-

dig behandling vil føre til øget tilstrømning. Det er en

frygttankegang, der er baseret på en massiv mistillid

til alt og alle, og som resulterer i en fuldstændig uan-

stændig måde at behandle mennesker på. Og det over-

går min fatteevne, at Dansk Røde Kors vil lægge navn

til implementeringen af denne inhumane politik.

En x-frivillig taler ud

Denne avis er udgivet af Luk Lejren iforbindelse med aktionen Luk Lejrend. 25. oktober 2008. www.luklejren.dk

OPLAG: 10.000 stk.Artiklerne kan frit reproduceres medkildeangivelse.

ARTIKLER, GRAFIK & ILLUSTRATIONER ERLAVET AF:Ask, Henriette, Jakob, Jehad, Jeppe, Joen,Jon, Karina, Katrine, Kristina, Liva, Lucia, Maja,Marie, Mikkel, Misja, Mustafa, Niels, Nikolaj,Palle, Rasmus, Sofie, Tine, m.fl..

KØBENHAVN, OKTOBER 2008

LUK LEJREN LUK DANMARK LUK RØVENLUK LEJRENLørdag den 25. oktober indkalder Luk Lejren til aktion. Vi går i demonstration fra Allerød til Sandholmlejren. Gennem civilulydighed vil vi demonstrere, at det er muligt at sætte den racistiske lejr ud af kraft. Vi vil vise vores foragt og modstandmod racismen anno 2008 ved at sætte lejrens kontrolmekanismer ud af funktion. Vi lukker lejren ved at åbne den. Vi sigerfra og afviser det danske VI, som lader flygtninge rådne op i lejre.

Dette er en avis udgivet af Luk Lejren. Hensigten med avisen er at synliggøre og pege på nogle af de mange former, somracismen antager i dagens Danmark. Racismen viser sig over alt; i sproget, i hverdagen, i medierne, i den parlamentariskepolitik, på arbejdspladsen, i skolen, i supermarkedet, på gaden. Mennesker opdeles, undertrykkes og ekskluderes efterforestillinger om etnicitet, nationalitet, kulturelle vaner, traditioner og hudfarve. Sandholmlejren er et konkret og brutaltudtryk for denne racisme.

Avisen består af en række tekster og billeder, som alle beskriver og analyserer aspekter af lejrens virke. Fra kort overSandholmlejren til analyser af lejrens funktion i en større international sammenhæng.

I avisen kommer forskellige stemmer til udtryk. Stemmer med hver deres fortælling og baggrund. Stemmerne har ikke énafsender, men udtrykker forskellige blandinger af luklejrenaktivister, indvandrere, danskfødte med forskellige baggrunde,asylansøgere, kunstnere, eks-frivillige fra Røde Kors, advokater, studerende, asylaktivister, lærlinge, akademikere, arbejds-løse.

LUK DANMARKVi lukker lejren, fordi den er et konkret og brutalt udtryk for racisme. I Sandholmlejren bliver mennesker på flugt sorteretog gemt væk på afstand af resten af samfundet: Den danske asylpolitik bygger på ydmygelse og umyndigførelse, ikke kunsom den kommer til udtryk i lejren, men i såvel forestillingen om integration som i forestillingen om assimilation. Vi vil gøreop med racisme og nationalisme. For racismen findes ikke kun inde bag hegnet.

Racisme er en integreret del af vores hverdag, den udfolder sig i sproget, i måden mennesker klassificeres på. Den gen-nemsyrer det danske samfund, og opdeler det i et OS og DEM. Et OS og et DEM der bruges som argument for tørklæde-forbud, visitationszoner og særlove. Et OS og et DEM, der bruges til at få økonomiske forskelle til at fremstå som naturlige,og et OS og et DEM der bruges til at legitimere at nogle bestemte mennesker skal have starthjælp og lortejobs.

Ved at lukke lejren vil vi åbne den. Og åbne for at alle kan angribe racismen og afvise den. Afvise et samfund der bygger påkontrol og mistro. Afvise et sprog der bygger på fordomme og dæmonisering. Vi vil udpege racismen, hvor den findes, og vivil bekæmpe den: Luk lejren betyder LUK RØVEN, RACIST!"

Kolofon,

Prin

t Mat

ters

!