62 Sportsfiskeren | 3 | 2016 Sportsfiskeren | 3 | 2016 63

MELLEM

OG PLASTIC

Af Peter Lyngby // pl@sportsfiskeren.dk

– Du kan sagtens sætte mere fart på linen, hvis du vil have det. Bjarne Fries snupper splicanestangen ud af hænderne på mig, hvorefter han på få sekunder afliver myten om, at split-cane-stænger er langsomme og ikke kan hamle op med mo-derne kulfibres linehastigheder og smalle linebuer. Silkeli-nen suser i lange elegante og smalle buer frem og tilbage over hovederne på os og ud over ørredsøen. Tankevækkende i en tid, hvor enkelte moderne fluestangsproducenter har travlt med at genopfinde det langsomme og afslappede fluefiskeri.

– Der findes jo ikke fluestænger som kaster af sig selv, ly-der det fra stangbyggeren, mens han energisk mere skub-ber end svinger splitcanen frem og tilbage i vandret plan. Prøv at sætte en fluestang i jorden og spænd den med en flueline – det bliver der ikke meget fluekast af. Nej, det handler om mennesket bag stangen, menneskets motorik og tanken som materialiseres i fluekastet. Jeg indrømmer gerne, at jeg lige nu demonstrerer et langt hurtigere tempo end det, der falder materialet og stangens egen rytme na-

turligt. Men det betyder jo ikke, at det ikke kan lade sig gøre. Det er en af splitcanestængernes store fordele i forhold til f.eks kulfiberstænger. Du kan variere stangens naturlige hastighed både til langsommere og det hurtigere end dens egen rytme, hvilket giver dig større muligheder i de forskel-lige fiskesituationer.

Ikke for traditionernes skyldMit møde med Bjarne Fries har til formål at afklare, hvordan man kan være ophavsmand til nogle af verdens fineste split-canestænger og på samme tid udvikle en af det seneste årtis største plastsuccesser inden for fluefisketilbehør.

Med en pibe i mundvigen, en stråhat på hovedet og en silkeline på splitcanen, har mine fordomme ikke svært ved at stemple manden foran mig, som en fluefisker der hæn-ger fast i en tidslomme eller i det mindste har rigelig hang til traditioner. Og plastic passer jo slet ikke ind i det billede. Bjarne Fries har sikkert oplevet den antagelse en del gange før, og kommer mig i forkøbet.

– Jeg fisker skam ikke med silkeliner for at være hver-ken klassisk, snobbet eller for at holde fast i traditioner. Det er de alt for dyre og besværlige til. Faktisk var jeg i årevis sponseret af en amerikansk fluelineproducent, og jeg hav-de derfor tilgang til alle de moderne flueliner, jeg kunne drømme om. Dette ellers lukrative samarbejde opsagde jeg,

BAMBUS

Flexi-stripperen er et af markedets mest kendte fluefisketilbehør af plastic. Men vidste du, at opfinderen af Flexi-stripperen er professionel splitcane-bygger og aldrig kunne drømme om at fiske med andet end flueliner af sil-ke? Mød innovatøren Bjarne Fries til en snak om funktionelt og fornøjeligt fluefiskeri.

62 Sportsfiskeren | 3 | 2016 Sportsfiskeren | 3 | 2016 63

64 Sportsfiskeren | 3 | 2016 Sportsfiskeren | 3 | 2016 65

mener i al beskedenhed, at mine bambusferruller har væ-ret det vigtigste bidrag til splitcanebygningen de sidste 100 år. Men igen – det udspringer af ideer om funktionalitet og ønsket om bedre kraftoverførsel, ikke af en holdning til, at det skal være bambus bare for at være bambus. At det så samtidigt fremstår elegant rent æstetisk, er selvfølgelig ik-ke en tilfældighed. Jeg lægger absolut meget energi i pæne løsninger, men det udspringer af målet om rendyrket funk-tionalitet. Du finder ikke fluehvil eller sølvhjulholdere på mine fluestænger. Mine stænger er strippet for alt overflø-digt, og jeg anvender selv kun de letteste fluehjul, det går at opdrive. De fine håndgjorte amerikanske eller gamle engel-ske fluehjul, der ofte forbindes med splitcane, lægger mig fjernt alene på grund af vægten.

Over en ny kop kaffe når diskussionen til spørgsmålet om, hvor grænsen går for design af splitcane stænger.

Det er jo ikke en fiskestang!– Jeg har selvfølgelig et bredt udvalg af stænger, og i græn-seområdet har jeg designet en helt let klasse 2 stang. Formå-let med stangen er at give kasteren en oplevelse af, at spid-sen og fluelinen går i ét under kastet. Altså næsten som at stå med en pisk. Inden jeg satte den i produktion, fiskede jeg med nogle prototyper, og på et tidspunkt sad jeg med en af dem på bredden af en amerikansk elv, der er notorisk kendt for sine store ørreder. Jeg havde over et par dage haft et godt fiskeri og landet adskillige fine fisk på den spinkle stang. En lokal guide kom forbi, og vi faldt i snak. Hans blik blev ved med at dvæle ved min stang, som jeg til sidst gav ham i hån-den. Hans kontante dom faldt prompte: Det her stykke spa-ghetti kan du da ikke kalde for en fiskestang. Er du slet ikke klar over, hvor store fisk der går i elven her? I dag har stan-gen en populær plads i mit sortiment, hvor den har fået nav-net The Noodle.

Praktisk plastikHele eftermiddagen har Bjarne Fries haft en Flexi-stripper siddende om livet, og ikke en eneste gang har jeg set hans silkeline hænge fast i den høje bevoksning langs søen. Hvor der umiddelbart synes at være uendeligt langt mellem bam-

da jeg stiftede bekendtskab med silkeflueliner. Prøv at se, hvor let silkelinen lander på vandet.

Jeg noterer mig, at det ikke bare er Bjarnes flue, der lan-der som en fjer på vandet. Det gør linen ganske rigtigt også.

– Silkelinerne lander som flere klasser lettere end »nor-male« liner, og faktisk bliver de bare bedre og bedre med ti-den, hvor en moderne line som regel slides ret hurtigt. Selv-følgelig er der en høj startomkostning ved silken og lidt ar-bejde med at vokse og så videre, men det er det hele værd. Det er det samme med splitcane, altså at det er funktionali-teten, der afgør det for mig, ikke traditionerne.

Oplevelsen af fluefiskeriDet er meget godt tænker jeg, men han kan vel ikke løbe fra, at det umiddelbart er en smule gammeldags med splitcane, selv om nogle få stangproducenter stadig har, eller måske ret-tere har genoptaget, splitcane i deres sortiment. Bjarne Fries vurderer mig med en mine, der sætter spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet har forstået meningen med fluefiskeri.

– Der findes ikke nogen entydig sandhed om, hvad der gør fluefiskeri til en nydelse, eller hvad der er rigtigt eller forkert, men for mig er fluefiskeri en kvalitativ sport, ikke kvantitativ. For mig er fiskeriet noget, jeg vil nyde og slap-pe af med. Farten i vores dagligdag øges konstant, og den-ne hektiske tilstand og jagt på resultatet er desværre nem at tage med på fisketur. Meget af fluefiskeriets sjæl er i mi-ne øjne gået tabt i en stresset søgen efter endnu længere kast, endnu hurtigere stænger, endnu flere og endnu større fisk. Selv om jeg gerne fisker efter alt muligt i alt slags vejr i både salte og ferske vande, så er der en anden ro og glæde ved at gøre det med splitcane. Det er vanskeligt at sætte ord på, men jeg har haft flere kunder gennem tiden, som var på kanten til at opgive fluefiskeri, fordi de havde mistet glæ-den ved det i stress og jag. Deres møde med splitcane blev skelsættende, og de genfandt glæden ved fiskeriet.

30 år med splitcaneMens vi pakker arsenalet af Bjarnes stænger sammen, nær-studerer jeg de smukke detaljer som præger splitcane stæn-gerne fra Fries Rods. Havde det ikke været for prisen på det eksklusive håndværk, kunne alene skønheden få mig til at fiske med splitcane. Den sekskantede bambusklinge har en masse og en stoflighed, som ligger fjernt fra en moderne kul-fiberklinge, men det som adskiller Bjarne Fries’ stænger fra de fleste andre splitcanestænger, er det minimalistiske men me-get æstetiske helhedsdesign. Hvor mange splitcane stænger er fyldt med dekorative detaljer, ornamenterede hjulholdere og kulørte beviklinger, er alt overflødigt skåret bort på Fries Rods. Stængerne er 100% funktionalitet, men alt er håndlavet og designet af Bjarne Fries. Kun øjerne købes færdige.

Mens kaffen brygges sætter vi os ved søen og bevæger os gennem Bjarne Fries’ 30 år lange karriere som professionel stangbygger.

– Oprindeligt studerede jeg klassisk guitar, men på studi-et mødte jeg en tysker, som introducerede mig til fluefiske-ri. Vi er jo tilbage før kulfiberen, men selv på den tid var gode splitcanestænger særdeles eksklusive, især for en musikstu-derende. Interessen havde dog bidt sig fast, og til sidst forære-de min kone mig en fornem Hardy Palakona stang. Med den lærte jeg meget om selve bambussens væsen, og det varede ikke længe før min interesse for forskellige typer af stangak-tioner spirede. Jeg læste en stribe klassiske bøger om emnet, Garrison med flere. Jeg havde ganske vist altid fået gode ka-rakterer i træsløjd, men det gjorde det nu ikke nemt at kom-me i gang med at bygge egne stænger på et studenterbudget, sukker Bjarne Fries.

– Alligevel kom der langsomt gang i min produktion. I et par år var jeg fuldstændig opslugt af stangdesign og udvik-ling af egne taperinger, og i 1980 etablerede jeg Fries Rods som firma. Det varede et par år, før det blev min fuldtidsbeskæf-tigelse, men nu er der pludselig gået mere end 30 år som pro-fessionel.

Fra Kina til JapanDet virker unægtelig som en smal niche at leve af at bygge fluestænger i bambus, og jeg undrer mig over, hvor stor en branche der egentlig er tale om?

– Jeg har ikke helt overblik over markedet globalt, og jeg ved ikke hvordan det ser ud i USA for tiden, men jeg tror kun vi er fire fuldtidsbyggere i Europa, mens der i Japan er mere end halvtreds. For mit eget vedkommende er der så at sige tale om både import og eksport til Østen. Tonkinrøre-ne som splitcanen skæres af kommer som bekendt fra Ki-na, og i dag er langt hovedparten af mine kunder japanske. Traditionen for splitcane hviler tungere i Japan, og jeg er med tiden selv blevet inspireret af den japanske kultur og tilgang til fluefiskeriet. Flere af mine stænger har fået ja-panske navne, og jeg har flere gange besøgt japanske kun-der og venner.

Det virker eksotisk at eksportere en vare til et land, som i så udbredt grad selv producerer, og jeg fisker lidt efter ex-centriske eller berømte kunder, og hvor efterspurgt Fries Rods egentlig er.

– Selvfølgelig har der gennem årene været et par speciel-le kunder. Nogle kunder er ekstremt detaljerede og går højt op i, at alt skal være originalt, eller i det mindste som de har set en af mine stænger se ud. Det kan være lidt problema-tisk, for selv om jeg ikke har udviklet nye taperinger i 7-8 år, forsøger jeg til stadighed at raffinere håndværket og de små detaljer. Men det falder altså ikke i lige god jord hos al-le, griner Bjarne Fries.

– En af de mere storslåede kunder var en velhavende ja-paner, som uden at blinke bestilte en af hver af alle mine 25 stangmodeller. Det gav en vis ro på økonomien, men også en lang kø for andre kunder. For tiden skal du forvente en vente-tid på cirka 1,5 år på mine stænger, men der ligger også man-ge timer i hver stang, og jeg laver alt selv bortset fra øjerne.

Unikke detaljerDe mange timers arbejde lyser ud af en Fries fluestang. Ud over det tidskrævende arbejde med at høvle og samle de seks-kantede klinger, har stængerne en række unikke detaljer. Mest iøjnefaldende er ferrullerne, som også er lavet i splitca-ne, modsat de traditionelle stålferruller man normalt forbin-der med bambusstænger.

– I min anstrengelse for at finde de optimale taperinger på mine stænger, stødte jeg som alle andre stangbyggere på udfordringen med at minimere stivheden i klingens sam-linger. Jeg blev ret hurtigt optaget af ideen om at lave fer-rullerne i splitcane også, men hvordan pokker laver man et sekskantet hul? Det tog mig lang tid at få forholdet mellem styrke og vægt på plads, men da jeg for godt ti år siden lan-cerede de første ’rene’ bambusklinger var det helt unikt. I dag laver nogle få stangbyggere lignende ferruller, men jeg

Ikke overraskende er Bjarne Fries en mesterkaster med splitcane stænger – med hjælp fra Flexi-stripperen.

Enkel og funktionel – Flexi-stripperen er solgt i tusindvis over hele verden.

Bjarne Fries bygger i dag 25 modeller af splitcane stænger.

Maleriet er blevet en hobby for Bjarne Fries de seneste år – og selv-

følgelig sniger der sig fluefiskeri ind blandt nogle af motiverne.

66 Sportsfiskeren | 3 | 2016 Sportsfiskeren | 3 | 2016 67

bus og plastic, begynder jeg efter al den snak om funktiona-litet at se sammenhængen. Ganske vist har ingen vist endnu udråbt Flexi-stripperen til at være nogen skønhed i æstetisk perspektiv, men dens store skare af tilhængere kan vist hur-tigt blive enige om, at plastic-stripperen er djævelsk funktio-nel. Men den kom heller ikke til verden ved en tilfældighed.

Assistance fra LEGO– Som så mange kystfiskere havde jeg i årevis slæbt rundt på en linekurv for at holde styr på fluelinen blandt tang og skvulpende bølger. Jeg anså linekurven som et nødvendigt onde, og jeg havde fra starten set mig gal på både vægten og den hårde plastickant, som altid var i vejen. Tilsyneladende var det også en udbredt sport blandt kystfiskere at finde al-ternativer til linekurven. Meget tydede i hvert tilfælde på, at jeg ikke var alene om at være misfornøjet med baljerne, og jeg

FLEXI-STRIPPERENDen færdige Flexi-stripper kom på markedet i 2002 og er efterfølgende solgt i 18 lande verden over. Bjarne Fries har for nyligt opgraderet Flexi-stripperen med en ekstra ræk-ke gummipigge yderst på kanten og et forbedret bælte. Flexi-stripperen fås i de fleste butikker, der handler med fluegrej og koster cirka 499 kr.

endte frustrationerne ved at sætte al min stædighed, samt en hårrejsende portion af mine økonomiske ressourcer, ind på at udvikle et seriøst alternativ.

I starten kastede jeg mig over alverdens eksperimenter, men jeg kom ret hurtigt frem til, at løsningen måtte være en let platform med noget der på kunne holde linen på plads, uden at den kludrede. Det var ikke småting af plastic der pas-serede mit arbejdsbord, og som andre før mig afprøvede jeg blandt andet kabelstrips og sågar fibre fra store fejekoste. Men enten var materialerne for bløde, for stive, eller de kunne ikke holde til slag eller frost. Til sidst kom jeg i kontakt med nogle plasteksperter hos legetøjsgiganten LEGO. Her fandt jeg ud af, hvor kompleks plastic er for en størrelse, og hvor små marginaler der er tale om, når værktøjer skal udvikles til masseproduktion.

De bløde pigge skulle have en uhyggelig præcis størrelse for både at kunne sidde fast på den tiltænkte måde, og mate-rialet var ret tricky, for at det kunne bevare formen og rette sig ud igen, hvis stripperen har ligget nederst i bilens bagage-rum i nogle dage. Et par værktøjsmagere havde nær fået grå hår af den opgave.

Det hele havde grebet om sig, men pludselig tonede resulta-tet frem i Flexi-stripperen, og nær fallittens rand satte jeg mi-ne sidste sparepenge ind på den første store produktion. Set i bakspejlet var det lidt af et vovestykke, men i dag er Flexi-stripperen en succes, som jeg er ganske stolt af. De faste line-kurve har stadig tilhængere, men Flexi-stripperen er blevet udbredt over hele verden, hvor alle typer af fluefiskere med stor fornøjelse har taget plasticen til sig. Det er uanset, om vi taler om saltvandsfluefiskere, tørfluepurister eller konkur-rencekastere. Eller for den sags skyld om dem, som udeluk-kende fisker med splitcane og silkeliner.

Læs mere om Fries Rods splitcane på: www.fries-rods.dk ▪

Fast fisk og fuld flex ved ørredsøen.

Lykken kan findes en aften ved ørredsøen.